/ UiT Norges arktiske universitet
 

EILERT SUNDT

Om renligheds-stellet i Norge


INDHOLD

trans
Fortale:
Bogens stemning og håb 12. Til fattigkommission-
erne 14. Om de vestlandske amters prisopgave 15
trans
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
side:

11

1STE KAP.
LÆGERNE OG ALMUEN .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 23

2DET KAP.
HVORDAN JEG HAR TAGET TINGEN .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 25

3DIE KAP.
MIT SKRIFT OG ALMUEN .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 42

4DE KAP.
I HEDENOLD .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 46
1. Lørdagens navn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 46
2. Rigs vandring .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 49
3. Folketro og folkeskik .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 55
4. Fremdeles om folketro og folkeskik .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 66
5. Slutningsbemærkninger .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 72

5TE KAP.
BYGNINGSSKIKKEN OG RENLIGHEDEN .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 76
1. By og land .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 76
2. Husklyngen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 77
3. Indhusene .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 80
4. De forskjellige stueformer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 83
5. Selve stuen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 85
6. Fremdeles om selve stuen. Kogovnen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 93
7. Stuegulvet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 97
8. Stuens vægge .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 99
9. Sæterhusene .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100
10. Finnernes gammer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 101
11. Slutningsbemærkninger .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 102

6TE KAP.
HUSENES RENHOLD .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 105
A. Om lørdagen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 105
1. På gulvet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 106
a. Om måden i almindelighed .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 106
b. Forskjel i bygderne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 114
 1. I Søndfjord og Sogn i Bergens stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 114
 2. Hamar og Christiania stifter .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 121
 3. Christiansands stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 128
 4. Bergens stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 138
 5. Throndhjems stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 144
 6. Tromsø stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 148
c. Tids- og årsagsforholde .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 157
d. Slutningsbemærkning .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 161
2. Ovenom .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 162
a. Sætersdalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 163
b.Søndfjord og Sogn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 165
c. Valders - Hedemarken - Østerdalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 167
d. Tromsø-egnen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 171
e. Den sydlige kyst .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 172
B. Ugen igjennem .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 175
1. Sope .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 175
2. Strø .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 177
3. Tørke af .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 178
a. Søndfjord .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 179
b. Østerdalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 180
c. Sætersdalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 180
4. Lufte ud .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 182
5. Spyttebak .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 185
C. Til høitiderne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 189
1. Vaske stuen rundt .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 190
a. Søndfjord .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 190
b. Ellers i landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 193
2. Pynte stuen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 198
a. Vaske atpå .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 198
b. Leire .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 198
c. Krote .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 198
d. Bu .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 200
e. Stuen logges .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 204
D. Forskjellige omstændigheder ved husenes renhold .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 206
1. Belysningen i stuen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 206
2. Husdyr inde i stuen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 209
3. Utøi i husene .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 212
E. Omkring boligen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 216
1. Tunet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 216
2. Dungen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 218
3. Aflukke på gården .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 219
a. Søndfjord og Sogn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 227
b. De tre vestlandske amter .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 228
c. Hamar og Christiania stifter .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 229
d. Ellers i landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 229
4. Fjøset .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 230
5. Have-anlæg .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 231

7DE KAP.
KLÆDERNE OG DERES RENHOLDELSE .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 235
A. Sengklæderne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 236
1. Klædernes beskaffenhed .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 236
a. Skindfeld-seng .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 236
b. Åklæde-seng .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 237
c. Dyne-seng .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 239
2. Renholdelsen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 240
3. Forskjel i bygderne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 243
4. En senge-skik .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 245
B. Gangklæderne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 247
1. Klædningsskikken .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 247
2. Forsyning med klæder .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 251
3. Renholdelsen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 260
C. Måden at vaske på .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 266
I. Vaske med lud og sæbe .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 268
1. Linned-vask .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 268
2. Blåtøi og uldent .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 279
II. Vaske med andet end sæbe og lud .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 280
1. Saue-laug .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 280
2. Saup .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 281
3. Fiskesod .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 282
4. Land .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 282
D. Et velstandshus på landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 284

8DE KAP.
DEN PERSONLIGE RENLIGHED .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 290
A. Vaske sig .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 290
1. Om lørdagen og i ugen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 290
2. Til høitiderne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 292
B. Mere om vaskestellet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 295
1. Kvindernes tjeneste .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 295
2. Hårpynten .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 298
3. Vaskevandsskål og håndklæde .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 300
4. Lommetørklædet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 305
5. Børnepleien .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 306
6. Forbrug af sæbe .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 309
C. Bad .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 311
1. Egentligt bad (bad) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 313
2. Laug (lang) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 317
3. Andre slags bad. Svømning .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 320
D. Forskjel i bygderne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 322
E. Utøi .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 328
1. Lus .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 330
2. Skab-klåe .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 333
a. Opdagelsens historie .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 334
b. Sagens gang her i Norge .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 339
c. Skab-statistik .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 347
I. Tidligere spredte iagttagelser .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 347
II. Omfattende tællinger .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 348
a. Bergens stift 1865 og 1866 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 348
b. De fem sydlige stifter 1866 og 1867 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 350
d. En klåe-ri .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 356
3. Skurv .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 358

9DE KAP.
RENLIGHED VED MADSTELLET .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 363
1. Properhed og forsvarligt stel .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 363
2. Koge fisk .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 366
3. Holde gryden ren .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 368
4. Uden gaffel .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 371
5. Slutningsbemærkning .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 374

10DE KAP.
I CHRISTIANIA .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 378
1. By-art og hovedstadsvæsen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 378
2. Rige huses ære .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 380
3. Den offentlige renlighed .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 386

NOTER

NORGES STORTHING

TILEGNET

Siden 1851 har Storthinget termin efter termin bevilget mig en hel gage for dette mit eget ønske: at se landet og besøge folket og samle et fortroligt kjendskab til de lavere klassers forholde og fattigvæsenets anliggender.

Den usædvanlige tillid opmuntrede mig og ansporede til både flid og frimodighed. Mine undersøgelser omfattede mere og mere af det samlede folkeliv, og frygtløst gik de så nær ind på tingene som muligt.

Derved opnåede jeg, at gang for gang, bog for bog, kunde jeg fremsætte en lykkeligere opfattelse af folkelivet i vort land. Jeg fandt, at det tålte at besees, og studiet blev mig bestandig mere kjært.

Men derhos fik jeg øinene op for, hvor overmåde vanskelige kår det norske folk lever under, og det tykkedes mig, at vanskelighederne og farerne heller holde på at øges. Og på den måde kom jeg til at mene, at det begyndte studium fra nu af skulde ansees som en fornødenhed.

Nu har det sidst forsamlede Storthing gjort forandring. Med største skånsomhed mod mig personlig - har det ved sin bevilging givet at forstå, at det skulde være sidste gang, den blev tilstået.

Men grunden er ikke bleven mig ret klar. Og medens jeg hidtil har været oplivet af det håb, at jeg engeng skulde få overlevere mit arbeide til en eftermand, så tror jeg fra nu af, at som fortsættelsen fremdeles synes mig at være nødvendig, så skal den også komme til at ske på en eller anden måde - kun anderledes end af mig tænkt, anderledes og bedre.

Far mig selv tager jeg den erindring med, at det er sjelden, en forsker og forfatter har nationalforsamlingen så meget at takke for som jeg, og når jeg byder og giver denne bog, hvori jo en ikke ringe del af mit liv er lagt, så er det en yttring af den taknemmelighedens stemning, som må følge mig til min grav.

Eilert Sundt.trans


FORTALE

Andre have skrevet tynde hefter om, hvad almuen forsømmeligt undlader at gjøre i denne del af det huslige stel - jeg har skrevet en hel bog om, hvad almuen beflitter sig på og virkelig gjør.

Andre have klaget over ustellet, over mislighederne i stellet - jeg har stræbt at fatte og fremstille stellet selv.

Andre have holdt sig til fremstikkende exempler, særdeles uordentlige huse eller usædvanlig skjødesløse personer - jeg har samlet hundreder og atter hundreder af jevne exempler, som svare til, hvad mængden af folket kjendes ved og med velberåd hu holder over som en regel.

Det kan være snart gjort at tale om ufornuft, som man kan have fundet i stellet hist og her, igår og idag - det er et ganske anderledes spændende forskerarbeide at finde og gribe den fornuft, som har været virksom i et tusind-årigt folkeliv, dette ægte norske folkeliv, som selve kongerne i gamle dage tilhørte, hvis begyndelse vore prægtige sagaer skildre, hvis udvikling det gjenfødte Norges hele landsskik vidner om.

Hvad vilde man sige om naturforskere, som blot holdt sig til misfostere og vanskabninger istedetfor at søge og speide efter den fremherskende regelmæssighed i skabningernes række, efter visdommen og skjønheden i naturen?

Sig ikke længer om mit forfatterskab, at jeg dømmer så mildt om almuen og gjør mig flid for at tildække dens brøst og fremdrage, hvad der taler til dens undskyldning! I denne min bog fremfor i nogen af mine tidligere har jeg været mig bevidst, at jeg står, som sagt, foran et tusind-årigt folkeliv. Dette har i sig noget af selve naturens selvstændighed og kraft, og jeg mener, det beder ikke om skånsel, men forlanger at blive forstået.

Til denne forståelse hører at se og erkjende det idelige fremskridt.

Andre ivre for fremskridt, som skal gjøres; jeg glæder mig over fremskridt, som har været begyndt langt oppe i tiden, er blevet fortsat ned igjennem, har især udviklet sig raskt i hvad vi kalde vore dage.

Glæden over fremskridtet, som har været gjort, falder hos mig sammen med håbet om, hvad der fremdeles vil komme ligesom af sig selv, og det er den stemning, som går igjennem denne bog.

Er jeg en sværmer? Isåfald havde jeg neppe udført det tålmodighedsarbeide, som man vil finde er lagt i disse mange blade.

Men jeg er en ivrer lige så fuldt som hine, kun at jeg tager tingen på en anden måde. Jeg stoler ikke så meget på, hvad der skal udrettes ved allehånde offentlige foranstaltninger, såsom ved sundhedskommissionernes forskrifter og skolekommissionernes anordninger. Jeg mener, der må noget meget mere til, om det skal forslå, om der skal merkes noget klækkeligt fremskridt i et folks liv. Hvad jeg tænker på, er hverken mere eller mindre end dette, at hver mand må have sind til at være med i gjerningen og føle ansvaret. Men menigmand får ikke ret lyst og mod, så længe man foreholder ham og atter og atter gjentager for ham, at han hører til et folk, til en almue, som står så sørgelig tilbage, at - jeg anfører her et exempel på anskuelsen, som har gjort stærkt indtryk på mig og endog havt indflydelse på nærværende bog - så sørgelig langt tilbage, at man bør oprette husholdningsskoler, for at kvinderne blandt andet kunne lære at vaske sig.

Denne retning, at menigmand må undervises og atter undervises, er kanske dybt beslægtet med den, at fattigfolk må hjælpes og atter hjælpes - ved offentlig foranstaltning.

Denne anskuelse må ikke tage overhånd; den kan virke som en hindring for fremskridtet.

Min bog er skreven i en vis modsætning hertil. Den skal være mit fædrelands-sindede bidrag til at befordre en sådan mandig stemning, at fordi vi ere så lykkelige at tilhøre smukt og friskt, et fra gammel tid ærerigt og for vore øine fremadskridende folkeliv, derfor ville vi naturligvis være med, hver for sig, at fremme end yderligere det, som vi glæde os over.

En sådan almenånd veed og kan allerede meget af det, som skolen uden almenåndens tro og glæde forgjæves underviser i, og en sådan lykkelig villie har i sig en selvhjælp, som er bedre end andres hjælp.

Selvhjælp er et ord, som tidt høres i vor tid, og det er et godt ord, når det bruges med forsigtighed, med erindring om velsignelsen fra oven. Mest tænkes derved på den udvortes forsørgelse. Jeg mener, der kan også være tale om selvhjælp i intellektuel retning, om begrebets udvikling og forstandens væxt formedelst egen tænksomhed og hundrede tusinde naboers og standsfællers gjensidige tanke-meddelelse.

Mit fædrelands-sindede bidrag, ja! I fortalen pleier jo en forfatter åbenbare lidt af den stemning, hvoraf hans arbeide er udgået, og jeg føier til:

Det var i sommeren 1864, at «spiren til denne bog blev lagt i min sjel» (6te kapitel, side 115). Men den stemning, hvori spiren voxede, skrev sig fra 17de mai det samme år, Norges 50-årige selvstændigheds-dag - midt under det nederlag, som rammede Danmark og åbenbarede hele Nordens svaghed og fare.

Der sad fra før af adskilligt i mig af den tro, at vi forfattere og folkelærere skulde løfte og opdrage nationen og forfremme den til selvagtelse og magt, få mængden til at udvikle sig og samle sig, til at voxe i oplysning og virksomhed og offervillig fædrelands-kjærlighed. Men nu, det gjaldt, så dette mig så håbløst ud!

Hvad der så foregik i mig og skeede med mig, ved jeg ikke at beskrive anderledes, end at en strid strøm af tanker førte mig fra slutning til slutning: Det håbløse blev mig umuligt, men det, som var umuligt, måtte ikke være så nødvendigt heller!

Det måtte ikke være nødvendigt, at folkelivet skulde udvikle sig så netop efter en streg, som nogen af os forfattere havde udstukket. Kanske det kunde arte sig vel så godt på fri hånd.

Alt, hvad i mig var af fædrelands-sind, trængte til trøst, og til trøst blev mig virkelig hvert tegn, som viste mig folkelivets egen iboende skjønhed og skabende evne.

Synet heraf (så står det mig nu), synet heraf mere end nogen forfatters ord skal virke på de enkelte sjele, vækkende og opmuntrende, vindende og famlende, og hvad jeg fra nu af har at gjøre som forfatter, er at vise andre, hvad jeg selv ser og trøstes ved.

Med denne min tilståelse om, at hvad jeg har kaldt et tålmodighedsarbeide, tillige er et stemningsarbeide, behøver jeg kanske ikke at tale stort om stilen, som jeg nok kan tænke mig er bleven mere uklar og ustø end ellers i mine bøger.

Først nu, bogen er færdig, forstår jeg selv, hvoraf det kom, at den blev så lang. Selv syntes jeg under skrivningen, at jeg måtte bygge fæstningsmure af bevisligheder mod dem, som hidtil have været anseet for de sagkyndige, og som jeg sagde imod; men endnu mere har jeg åbenbart været på vagt mod mig selv tillige, eller jo mere jeg fandt der ude i bygderne af det, jeg gjerne vilde finde, des mere samlede jeg på oplysninger og iagttagelser for at være vis på, at jeg byggede på dem og ikke på mine egne bedragelige ønsker.

Lang bog? med miles vandring fra ende til ende og med heftelse ved de mange besøg i husene langs veien?

Vandringen skulde kanske ikke blevet fuldt så lang og langsom, om veien allerede, således som det jo er sædvanligt, havde været banet af udenlandske forfattere. Havde publikum iforveien været fortrolig med, at disse i sig selv så uanseelige ting gjøres til gjenstand for alvorligt studium og systematisk beskrivelse, så havde jeg ikke bekymret mig for at antyde ved hver ting, hvad der gjorde den interessant for mig og skulde gjøre det for læseren.

På en gang har jeg arbeidet med selve det nye emnes opfattelse og havt min møie med den uvante fremstillings form samt derhos stridt med mine tvivl om, at til syvende og sidst vilde læseren kanske ikke gå ind på denne meget specielle interesse.

Men her er et bevis for, at stemning kan høre sammen med videnskab: Et strængt videnskabeligt arbeide har fået bogens indhold sammen, og stemningen - lod det stå til, om bogen vilde behage eller ikke.

Stemning og spænding? Forfattelsens spænding fortsætter sig for denne bogs vedkommende i udgivelsens.

Enhver forfatter er spændt på, hvorledes læsere i alminnelighed ville modtage hans bog, men jeg har desuden blikket heftet på to punkter:

I

Min bog er en af frugterne af et mangeårigt og af det offentlige understøttet studium af de lavere folkeklassers forholde og fattigvæsenets anliggender, og jeg synes selv, at jeg netop med mine undersøgelser over nærværende emne har trængt bedre frem til forståelse af fattigfolks kår og menigmands levemåde end nogensinde tidligere. Men derfor er bogen helt igjennem skrevet som en henvendelse fra mig til fattigvæsenets vedkommende, og i en rundskrivelse til samtlige fattigkommissioner har jeg indbudt dem til at subskribere på den.

Denne bog er et sidestykke til den om husfliden i Norge, som jeg udgav i 1867.

Ellers have mine bøger været udgivne af det offentlige, til gratis uddeling mellem fattigkommissioner og andre. Men husflids-bogen var en af mine venner så god at trykke på sin bekostning, så jeg kunde sende den til fattigkommissionerne som min og hans gave. Og nærværende bog vil få en noget lignende gang, såsom jeg i hin skrivelse sagde, at de fattigkommissioner, som subskriberede, skulde få den for hvad tryk og papir kostede, og de, som ikke subskriberede, skulde få den som gave. Dette sidste kunde jeg sige, såsom jeg havde i baghånd dels løfte om pengebistand af forskjellige venner, dels et fond, som jeg har gjort rede for i slutningen af fortalen til husflidsbogen. Jeg regner så, at renlighedsstellet er af beslægtet beskaffenhed med husfliden eller er selv et slags husflid, så jeg tør tage af fondet, efter som det falder sig, enten til det ene eller det andet af disse tvende formål.

Nu står sagen så (og dette tillader jeg mig ærbødig at henlede vedkommendes opmærksomhed på), at de fattigkommissioner, som ikke have subskriberet, men som, efter hvad der blev sagt, få sig bogen tilsendt alligevel, kunne inden 6 måneder fra denne fortales dato indsende bogens subskriptionspris 2 sk. pr. ark til bogtrykker Abelsted. Hvad der efter den tid endnu står til rest og altså skyldes bogtrykkeren, betaler jeg, og umiddelbart derefter vil jeg bede folkeoplysningsselskabets bestyrelse om at modtage min redegørelse for, hvad der er medgået af hint fond.

Det er en selvfølge, at jeg må ønske og håbe, at når fattigkommissionerne se bogen, så skulle de finde, at den tjener deres interesser og er prisen værd.

II

Fremdeles står min bog i et særeget forhold til de vestlandske amters prisopgave angående det kvindelige stel blandt almuen (se 6te kapitel, side 139).

Denne prisopgaves gyldne opmuntring virkede på mig i almindelighed; jeg fik mere lyst og mod på at forske og skrive om almuen, siden det lod til, at dens egne mænd syntes om det slags bøger og bogstavelig satte pris på dem.

Jeg havde for en del foranlediget, at prisopgavens kommitte samlede ind en ganske overordentlig mængde velvillige meddelelser og gode oplysninger fra fast hver bygd i hine amter. Disse oplysninger have beriget min kundskab, og jeg fandt, at de vare meget for gode til at ligge unyttede hen; dette skyndede mig ydermere til at skrive denne bog.

For at fremme sagen berettede jeg i sin tid om prisopgaven i Folkevennen, naturligvis med antydninger af mine meninger om de ting, opgaven gjaldt. Disse mine meninger vakte anstød på forskjellige kanter. Noget vil man kunne finde derom ved at lede frem den Morgenbladsopsats, som jeg har nævnt på side 23, 1ste kapitel af nærværende bog; noget vil man også se om det samme ved at læse side 363, 9de kapitel. Flere ting forenede sig til at fremkalde hos mig den plan, at jeg skulde fremlægge for landsmænd den hele anskuelse, af hvis rod hine meningsyttringer vare oprundne. Et bidrag i den retning er den nysnævnte bog om husfliden, et andet er den bog, jeg nu har fået færdig.

Og foruden at min bog altså i sin oprindelse og tilbliven står i nært forhold til prisopgaven, har jeg endelig henvendt mig til vedkommende kommitte med begjæring om, at den må blive antaget til bedømmelse, da den ønsker at gjælde som svar på opgavens spørgsmål.

Prisen er 300 spd. Det høieste, min bog tør håbe, er vistnok 299. Thi opgaven går videre end bogen, eller den taler om kvinden i alle hendes stillinger, tænker på hendes indflytelse og virksomhed i alle retninger, som datter eller tjenestepige, som hustru og moder, som deltagerinde i mandens erhverv, som madmoder o.s.v. Renlighedsstellet er jo kun en del af det meget, som hører hid(1).

Men så går igjen min besvarelse på andre kanter videre, end noget amtformandskab kunde gjøre sig håb om, idet dens betragtninger omfatte hele Norge og hele den tid, hvori norsk folkeliv kjendes, så Vestlandets mænd nu kunne sammenligne sine bygder med andre egne i landet, sammenligne den tid, de selv have oplevet, med den fjerneste fortid(2).

Og hvad det angår, at en del har lidet at betyde mod det hele, skal jeg gjøre en dobbelt bemærkning:

Prisopgavens hele historie har gjort det klart for mig, at den del af huslivet, man lige fra begyndelsen har havt mest for øie, fordi man tænkte sig mest af misligheder der, er netop den, som jeg har valgt at behandle, så min bog altså kommer til at ramme ialfald en af hovedsagerne.

Og en grundig, en til bunds gående, en udtømmende behandling af et hovedsageligt stykke er nyttigere for sagens hele forståelse end en mere overfladisk berørelse af samtlige stykker(3).

Forskningen behøver ikke at gå så særdeles dybt i sagen, når den holder sig til den herskende opfattelse, til almenhedens forudfattede meninger. Om jeg nu på grundlag af mine egne tidligere skrifter om ædruelighedstilstanden og sædelighedsforholdene og fattigvæsenet m.m. samt mine utrykte samlinger angående madstel og andet havde skrevet sammen en beretning, hvori hin anskuelse om stellets misligheder var anvendt på huslivets samtlige stykker i de tre amter, var man så bleven stort klogere? Men dersom det lykkes mig at få det vedtaget en gang for alle, at stellet med renligheden i de samme amter ingenlunde er så forkasteligt, som man før var i vane med at antage, mon man så ikke strax får en fornemmelse af, at ligeså monne det have sig med den kvindelige del af almuens stel i det hele taget, så det kan ventes, at f.ex. en grundig undersøgelse af madstellet vil ende med denne samme tilståelse, at man heller må glæde sig over at det er som det er blandt en almue, som lever under sådanne kår?

Hermed er jeg dog endnu ikke færdig med prisopgaven. Min bog indeholder beskrivelse af tilstanden, denne er naturligvis ikke fuldkommen, og opgaven kræver tillige, at der angives middel og måde til at få forefundne misligheder afhjulpne og ønskelige forbedringer fremmede.

Fortalen hører imidlertid også til bogen, og her skal jeg nu fremsætte min mening desangående, og det således, at jeg tager hensyn ikke alene til renlighedsstellet, men til alle dele af det kvindelige stel.

Min lange bog indeholder begrundelsen, jeg kan altså fatte mig kort.

Side for side har jeg jo kunnet fortælle om den gode ånd, som hersker blandt almuerne, om den flid og gode villie, vore almueskvinder lægge for dagen, om det fremskridt, som gjøres fra slægt til slægt. Hvad er da her at gjøre? Kanske mest dette, at vi overtale os til at tro, at sagen allerede er i god gang. Hvad er her at gjøre? Dette spørgsmål afhænger så væsentlig af, om man kan gå ind på min betragtning af tingene eller ikke, og det bedste, som de tre amters mænd kunne gjøre for denne sag f.ex. i det første år, tør være, at de tage for sig min bog og sammenholde dens besvarelse og opfattelse med virkeligheden og atter og atter bese denne virkelighed og betragte den fra alle sider.

Og dette turde da blive begyndelsen til en fortsat større opmærksomhed og grundigere kritik, som er netop, hvad jeg vil foreslå eller anbefale.

Alle have vi længe været fortrolige med, at litteraturen og kunsten tiltrænger kritik, tiltrænger den fagkyndige, retsindige, sandhedskjærlige bedømmelses retledning og opmuntring. Lader os ligeså få en på videnskabelige grunde bygget bedømmelse af folkelivet, af millioners stel, af disse frembringelser og foreteelser i arbeidsdrift og husliv, hvori de tusinders tanker gjøre sig gjældende, hvori hele almuers og befolkningers åndsliv kommer tilsyne!

Den enkelte mands hus må være fri for anden bedømmelse end vennens fortrolige. Men bygdens liv kan ikke skjules, det ligger åbent for den offentlige kritik.

Lad kvinderne (det er jo dem, vi nærmest tænke på her) være vidende om, at skønsomme mænd give agt på deres stel, ja, at der er dem, som med forkjærlighed søge efter ethvert smukt tegn og hæderligt træk, som kan omtales med ros og berømmelse! Hver enkelt kvinde skal da uvilkårlig bruge sine tanker og sandser endnu bedre end hidtil, og er der nogen husmoder i kredsen, som udmærker sig ved dygtighed (og i hvert kirkesogn vil der findes et eller flere huse, som tilnærmelsesvis kunne kaldes mønsterbrug for bygdens forholde), så skulle de andre søge at drage sig exemplet til nytte, at de ligeledes kunne vinde tilskuernes bifald.

Men det gjælder, at kritikken ikke griber feil, ikke dømmer for hårdt, ikke fordrer for meget, så den nedslår og gjør forsagt istedetfor at belive og opmuntre! Kritikken må ikke bare kunne laste, men også rose.

Da vil jeg selv tro,- at min bog har fortjent prisen, ja, jeg vil sige, at den virkelig har vundet den bedste pris, dersom den har talt således, at Vestlandets kvinder føle sig tilfredse med den og sætte en æressag i at svare til dens gode mening om deres stel. Og det vilde være som en tillægs-præmie for bogen, om det viste sig, at den var frugtbar eller blev begyndelsen til sådan flittig fortsættelse, at der (gjerne med amtformandskabers vedvarende pengebevilgninger) fra nu af blev udgivet årlige beretninger om de forbedringer, som indføres i stellet, om de fremskridt, som gjøres i husvæsenet - i lighed med de årsberetninger, som lærde selskaber foranstalte udarbeidede over årets nye opdagelser inden hver videnskab. Slige faste årsberetninger ere midler til at holde kritikken vedlige, midler altså også til at holde selve ånden vågen, selve virksomheden levende.

Hovedsagen er mig, som man vil forstå, at støtte og belive det gjennem slægterne fortsatte samarbeide af de mange tusinder, hvis forenede skjøn forstår bedre, hvad der passer for deres særegne omstændigheder, end den skarpsindigste og lærdeste enkeltmand.

Hovedsagen i hele spørgsmålet om det kvindelige stel er mig dette, at kvindernes natur og gode art kommer til sin ret: det er dem en trang at tjene, at bidrage til sine omgivelsers hygge og til huslivets tække, og de ville tjene bedre og bedre, jo mere man lader dem mærke, at man påskjønner deres tjeneste og ikke blot ser på manglerne.

Naturligvis kan der gives mangt et vink, meddeles mangen en belærelse. Men for det første er det vanskeligt at vide, hvorvidt den skik eller brugsmåde som man anbefaler efter fremmede steders mønster, passer for den bygd, man vil berige dermed, og for det andet kan man sige, at selv om den er god og fortjener efterligning, så er det bedste dog altid dette, at kvinderne med en vis frihed og tilfredshed lytte til stemmen i deres eget indre, følge deres eget sinds gode tilskyndelser. En kan nok lære tusinde adskilligt, men dette forslår i praxis kun lidet mod, hvad disse tusinde selv kunne udtænke og sætte i værk, når deres sind er til det.

Med denne eftertrykkelige og gjentagne forklaring om hovedsagen skal jeg kortelig omtale nogle dels af andre fremsatte forslag, dels hos mig selv opkomne råd.

Når mændene fordre det yderste af kvinderne i retning af omhyggeligt og pynteligt stel, så bør de også selv gjøre sit yderste i retning af at lette arbeidet for kvinderne. Vistnok er der sagt: «Det nytter ikke, hvad mændene gjøre - kvinderne gå sin egen skjæve gang» (sml. side 185, 6te kapitel), men jeg vil bede, at man ikke må agte for meget på den tale. Den stemmer ikke med min erfaring. Jeg har stadigen fundet (stadigen, siger jeg, thi undtagelser er der jo altid), at som mændene bygge nye huse og indrette dem bekvemt og hensigtsmæssigt, så beflitte kvinderne sig på at holde det pent og pynteligt, så det ene kan svare til det andet. Den mand, som sætter pris på at have sit stuegulv hvidt og pent, bør sørge for, at der er brolagt og ellers tørt og godt udfor stuedøren, og den bonde, som ønsker, at hans hustru skal tage sig mere af sit indre husstel og børnenes røgt og pleie o.s.v., han bør f.ex. give hende en tjenestepige til hjælp ved fjøsstellet, eller han bør ialfald være betænkt på at indføre al mulig lettelse i stellet, såsom ved anlæg af vandledning, at konen kan slippe for at bære vand til fjøset og kjøkkenet alt fra elven.

Men så overmåde vigtig som denne mændenes bistand naturligvis er i sig selv, så hører det dog neppe til, at tale videre derom her. Hvad der spørges om, er nok egentlig, hvorvidt man har hensigtsmæssige offentlige foranstaltninger at tilråde eller foreslå.

Mange af de mænd, som have meddelt hine beretninger om tilstanden i de vestlandske amter og fortrinsvis dvælet ved mislighederne, anbefale en forhøiet virksomhed fra almueskolens side. De ere sig bevidste, at derigjennem vil der ikke kunne udrettes synderligt til forbedring i husstellet før i den næste slægts tid, og rådet hænger åbenbart sammen med mishåb om den nærværende slægts sands og evne. En har endog udtrykt sig så tydeligt herom, at han siger: Når skolen nu sættes på en god fod, så børnene få noget begreb om undervisningens værd, og når så disse børn igjen i sin tour blive forældre og med sit bedre begrep bistå skolen ved deres egne børns opdragelse - så kan man vente at se frugt af skolens gjerning, i den bedre slægt, som da skal voxe op.

Det er jo ligetil, at der må stræbes til forbedring og fremskridt i skolen som i alle andre ting. Men jeg ønsker ofte, at man vilde være forsigtig og skjønsom i valget af de ord, hvormed man anbefaler sagen. En lovprisning af skolen behøver ikke med det samme at være en fornærmelse mod forældrene, eller en miskjendelse af, at de efter evne både bidrage til at lønne lærerne og stræve med at holde sine børn til skik og orden.

Særskilt for det kvindelige stel og naturligvis med den nuværende slægts tarv for øie har det været foreslået at oprette husholdningsskoler. Også her synes det mig, at man ofte forivrer sig og fremsætter sine grunde så, at de må lyde som en fornærmelse. Ovenfor har jeg givet en prøve derpå. Er der nogen egn af Norge, hvor en husholdningsskole skulde behøves af den grund, at kvinderne efter folkeskikkens tusindårige opdragelse endnu trænge til «at lære om igjen altsammen», så har jeg ondt for at tro, at noget kan hjælpe. Snarest kan jeg se udsigt for en husholdningsskole til at virke gavnligt i en bygd, hvor det kvindelige stel allerede står på et anerkjendt høit trin af fuldkommenhed, hvor altså de unge piger ikke så meget behøve at lære, hvad man ønsker de skulle kunne for bygdens egen skyld, men hvor nogle af dem kunne få en høiere udvikling for at blive antagne i gode poster som tjenestepiger eller husholdersker på andre steder. En på sådan grund oprettet skole kunde stå som en ros for bygden.

Istedetfor at oprette en hel skole kan et amt eller et herred tjene skolens tanke ved at bevilge understøttelse til en eller anden ung kvinde, som ønsker at besøge et eller andet slags undervisningsanstalt for at øve sig i noget af de stykker, som hører til egnens kvindelige dont. Dels kan på den måde nogen nyttig indsigt blive hentet hjem til bygden, dels er selve bevilgningen et talende vidnesbyrd om, at bygdens mænd sætte pris på udviklingen, og det vækker til eftertanke i en videre kreds(4).

Der er desuden allerede exempler på det slags bevilginger. Amter og herreder have ofte understøttet de unge kvinder, som reise ind til gjordemoder-skolerne i Christiania og Bergen, og netop under betragtningen af renlighedsstellet har jeg ofte måttet tænke på, at næst deres egentlige tjeneste bidrage de examinerede gjordemødre på mange måder til at befordre fremgangen i det kvindelige stel, ved at tale med husmødrene om børnepleien m.m.

Noget tilsvarende vil ske, dersom det kommer dertil, at bevilgende myndigheder understøtte kvinder, som ønske at uddanne sig for lærervirksomheden i almueskolens tjeneste. Hvad derved vil kunne vindes for vor sag, står ikke til at forudse. Vi må naturligvis ikke blot tænke på lærerindernes særegne gave til at undervise i kvindeligt håndarbeide o.s.v., men på den indflydelse, de kunne komme til at øve på pigebørnenes hele måde at være på.

Men her vender jeg igjen tilbage til mit hovedsagelige, med den bemærkning, at jo større indflydelse der således ved kunstige midler monne øves på den opvoxende slægt, des mere gjælder det om, at der er en årvågen kritik, som giver agt på, hvor det bærer hen. Det gode gamle bygdeliv kan visselig udvikles og forædles; men det kan da vel også skjæmmes ud. Jeg for min del vil ikke være rigtig tryg, når jeg ser, at lærere og lærerinder råde alene; det er mig så overmåde meget om at gjøre, at den ånd alletider er oppe, at hver husfader og husmoder tillige lytter til sin egen tankes ord og samvittigheds røst, så der bliver et fælles-arbeide af de mange tusinder. Da venter jeg snarere, at arbeidet går i en retning, som passer for de samme tusinders kår. I virkeligheden er det jo så, har været og vil sagtens alletider være så, at mængden formår mest og folket råder selv i eget land; jeg mener, at nærværende bogs beskrivelse viser det; folket tænker selv, handler selv, går sin egen mægtige gang. Men bedre er jo bedre, og bedre vilde det vel være, om der var mere gjensidig tillid mellem mængden og de få, som på en eller anden måde monne være kaldede til at stå frem som mængdens ledere. Hidtil har mængdens selvstændighed altfor ofte måttet vise sig på den måde, at man har vendt sig bort fra uretfærdige påstande og overdrevne fordringer.

Men alt dette skal kritikken have øie for, den skal oplyse om ensidighederne og feilene både på høire og venstre side. Og nærværende bog vilde hverken mere eller mindre end at gjøre en begyndelse her. Fuldendelsen vil være, at landets ganske folkeliv, ja det beslægtede i Sverige og Danmark med(5), er således videnskabelig gjennemforsket, som f.ex. vore geologiske kårter vise, at landets bund og grund er det.

Christiania, 24de juni 1869.


1STE KAPITEL

LÆGERNE OG ALMUEN

Nu, jeg skal levere skriftet til bogtrykkeren, har jeg mest lyst til at gå dette kapitel forbi, skjønt det var indledningen til alle de følgende. Jeg havde der viist, hvorledes vore læger - fra 1854, da Danielsen udgav sit folkeskrift om den spedalske sygdom, fra 1857, da sundhedskommissioner bleve anordnede for de spedalske distrikter, og fra 1860, da sådanne kommissioners oprettelse blev påbudt for hele riget - ivrede for forbedringer i alle disse de såkaldte hygiæniske forholde og altså også i renlighedsstellet, og hvorledes de derunder brugte overmåde stærke udtryk ikke alene om stellet selv, som de fandt særdeles misligt, men også om almuens skjønsomhed og sands og hele åndelige evne. Og jeg havde ladet forstå, at dette havde gjort mig opmærksom, så jeg gav mig til at undersøge tingene på min måde og endogså at skrive denne bog. Men så hændte det, at just som der var udgået subskriptions-indbydelse til min bog, lod en sundhedskommission offentliggjøre en række af udtalelser ganske i hin anskuelses ånd. Dette gjorde, at jeg i en opsats, som stod at læse i Morgenbladet for 2den og 3die juli 1868, gjorde brug af hint kapitels hoved-indhold eller gjengav dets tankegang og stemning, og det med den tilføielse, at dersom sundhedskommissionen kunde godtgjøre, at den havde ret, eller om den kun kunde udrette så meget, at jeg mærkede, at det store publikum, som jeg skulde skrive for, holdt sig til lægernes dom og lod den gjælde som en fagkyndig bekræftelse af, hvad man længe var vant med at mene, så skulde jeg ikke uleilige med min bog, men lade den ligge utrykt.

Nu er snart et fjerdingår gået, uden at nogen af de vedkommende har ladet høre fra sig, og jeg lader derfor bogtrykkeren få skriftet, som han sendte bud efter igår. Men jeg har, som sagt, mest lyst til å gå det hele første kapitel forbi. Dels er det jo ikke fornøieligt at komme med gjentagelser, dels og især vilde jeg nødig det skulde se ud, som at jeg endog havde lyst til at trætte og plage de høit agtede mænd, hvis mening jeg har måttet sige imod.

Kun slutningsordene få stå, nemlig disse:

Dog - jeg kan ikke slutte dette kapitel med tilfredshed, uden at få udtalt det ønske og håb, at det skal lykkes mig at bibringe lægerne selv mit syn og min tro på denne fremgang(6), og at de derigjennem skulle finde sig forsonede med meget og mangt, som nu, på grund af den måde, hvorpå de ere komne til at anskue det, visselig må bidrage til at gjøre det tungt for dem - netop lægerne have dog alligevel et så såre tungt og møisomt arbeide i dette møiefulde land.


2DET KAPITEL

HVORDAN JEG HAR TAGET TINGEN

Ialfald bør jeg kunne tjene lægerne med et fyldigere bidrag til forståelse af dette stykke af folkelivet, såsom jeg har havt stærkere opfordring til at tænke over det - stærkere opfordring, siger jeg; thi fra første færd af har jeg forestillet mig det så, at det gjælder ikke blot de fattigere klassers sundhed og helbred, men det, som mere er: deres opreisning til større selvfølelse og værdighed.

En hentydning til de forarbeider, hvormed jeg er bleven istand til og ret opsat på at skrive de følgende kapitler, skulde tillige tjene som indbydelse til at læse kapitlerne.

1

I den første bog, jeg vovede mig frem for mine landsmænd med, den om fanterne (1850), i et slutningskapitel der, hvor jeg fremsatte planen til et fortsat og udvidet studium af de lavere folkeklassers forholde, var jeg inde på netop det, som nærværende bog skal beskjæftige sig med. Som jeg kan sige, at samme slutningskapitel indeholder den første spire til alle mine senere skrifter, så er dette udtrykkelig tilfælde med det skrift, jeg nu er i begreb med at begynde. Thi idet jeg bestræbte mig for at oplyse meningen og hensigten med hint studium, eller idet jeg exempelvis nævnede enkelte ting, som kunde fortjene at granskes, hentydede jeg også til renligheds-forholdene, således:

Der er, for endnu at anføre et exempel, en mislighed, som i mange, ja i de fleste egne af vort land klæber ved den lavere almues huslige liv, nemlig en høi grad af urenlighed, som navnlig også af den grund er så fordærvelig for det moralske liv, at den måske mere end noget andet vedligeholder en bred kløft mellem de høiere og lavere klasser, da den bedre vante mand høist nødig dvæler i det smudsige hus mellem de urenlige beboere. Når nu en almueven ret tilgavns vilde gjøre sig bekjendt med denne sag, undersøge, hvorvidt denne mislighed måtte tilskrives hindringer, som naturforholdene lægge i veien for et pynteligere husliv eller folkets uvorrenhed, overveie hvad der kunde bringes i forslag for at opnå forbedringer o.s.v., så måtte han netop i de urenlige hytter indlede samtaler om tingen, og dette vilde han kun være istand til, når han selv var meddelsom og fortalte om pynteligere sæder i andre egne, eller, gjorde opmærksom på de skadelige følger, som urenligheden har for det physiske og moralske velbefindende, kort, når han viste sig nidkjær med hensyn til den i sandhed vigtige sag.

2

«Om dødeligheden i Norge» var min næste bog (1855). Omstændeligere og udførligere, end det enten før eller siden har været gjort af andre, påviste jeg her, hvorledes netop vort Norge udmærker sig ved sin befolknings lange levetid, og dette fremhæver jeg nu imod de stærke ord af vore læger, som lettelig fremkalde det indtryk, ikke alene at urenlighed er menlig for sundheden, men at her er et overmål af urenlighed i sammenligning med, hvad der monne være at finde hos folk under lignende kår i andre lande.

Som et tydeligt exempel skal jeg anføre af mit skrift den nedenstående sammenligning med to af vore lykkeligste og mest civiliserede nabolande, nemlig Danmark og England:

Hvor mange procent levetiden på de efternævnte alderstrin eller fra de forskjellige aldersår af var større i Norge (1821-50) end i efternævnte lande:

        I Danmark (1840-49),      I England (1841).
Alder. Mandkjøn. Kvindekjøn.   Mandkjøn. Kvindekjøn.

  0 År  6,9 pct.   8,4 pct.    8,6 pct.  11,4
  5 -   3,2  -     5,7  -      5,5  -     8,8
 10 -   2,5  -     5,0  -      4,0  -     7,7
 20 -   2,6  -     4,3  -      3,1  -     6,7
 30 -   3,7  -     4,6  -      3,4  -     5,4
 40 -   5,8  -     4,8  -      2,7  -     4,9
 50 -   7,5  -     6,0  -      2,6  -     4,6
 60 -   9,1  -     7,2  -      5,9  -     5,8
 70 -   9,8  -     8,0  -      7,3  -     6,9

Selv Bergens stift, som er kommet så i orde for usund levemåde, kan godt udholde sammenligningen. Jeg skal vise dette ved nogle få anførsler. Først vil man finde stiftet sammenlignet med hele Norge, eller alle landets stifter under et, og det vil sees, at er levetiden i Bergens stift lavere (-) end i landet i det hele, så er det for det meste en ganske ringe brøkdel; dernæst vil man finde Bergens stift (by og land under et) sammenstillet med det heldigste af Danmarks stifter, Ribe, og med et engelsk landskab, Surrey (byerne fraregnede), som af engelske stastistikere er fremstillet som exempel på en særdeles lykkelig tilstand.

Når tallene ere større (gunstigere) for noget af de fremmede landskaber, har jeg udhævet dem med større typer, og man vil let se, at det for det meste går op i op, eller at forskjellen mellem Bergens stift på den ene side samt Ribe stift og Surrey på den anden ikke er synderlig stor.

Hvor mange procent levetiden i Bergens stift fra efternævnte aldersår af var større (+) eller mindre (-) end den, som gjaldt for det samlede Norge (1821-50):

Alders-år. Mandkjøn. Kvindekjøn.
 0 år       -2,4        -1,1
 5 -        +0,2        +1,4
10 -        -0,1        +1,0
20 -        -0,4        +0,4
30 -        -0,3        +0,2
40 -        -0,4        +0,2
50 -        -0,1        -0,1
60 -        -0,6        -0,8
70 -        -l,5        -1,9

Levetidens længde fra efternævnte alders-år af:

      I Bergens stift,   i Ribe stift, i landsk. Surrey.
Alders-år.   (1821-50)       (1840-49)           (1841)
                             Mandkjøn.
 0 år           42,76           44,34             44,4
 5 -            52,56           52,18             51,2
10 -            48,96           48,85             49,0
20 -            40,97           40,99             41,7
30 -            34,17           34,71             34,6
40 -            27,18           27,28             27,5
50 -            20,80           20,18             20,8
60 -            14,33           13,25             14,1
70 -             9,06            8,58              8,8

                            Kvindekjøn.
 0 år           46,77           47,09             45,8
 5 -            55,80           53,74             51,7
10 -            52,15           50,62             49,0
20 -            43,82           43,17             41,9
30 -            36,21           35,94             35,0
40 -            29,17           29,15             28,1
50 -            22,04           22,21             21,l
60 -            14,05           15,47             14,7
70 -             9,41            9,77              9,3

Det bør ellers være overflødigt at tilføie, at livsvarigheden i et land påvirkes af mange forskjellige omstændigheder, så jeg naturligvis ikke kan ville bruge hine tal som grundlag for slig ny påstand, at renlighedstilstanden og sundhedspleien skulde være overdreven god i vort land. Kun mener jeg, at man skal være forsigtig med at dømme altfor ugunstigt om stellet hos os(7).

3

Lidt mere direkte oplysning om renligheds-forholdene kunde jeg give i skriftet «Om Piperviken og Ruseløkbakken» (1858).

Efter indhentede schematiske opgaver angående huslivet i henved 300 familier inden disse Christiania forstæder kunde jeg anstille meget omstændelige undersøgelser angående efternævnte 16 punkter, og tilsidst gav jeg en oversigt over undersøgelsernes resultat eller over forskjellen inden den lidt høiere og lidt lavere klasse, hvori jeg delte familierne (bestillingsmænd samt svende og arbeidsmænd), således:

   Sammenlignings-punkter.                       Bestillings-   Svende- og
                                                 mands-         arbeidsm.-
                                                 klassen.       klassen.
1. Hvorvidt vare konerne fritagne for at søge
   erhverv med arbeide for fremmede?              mere,          mindre.
2. Hvorvidt havde familierne råd til at
   betale stor husleie?                           mere,          mindre.
3. Hvorvidt havde de rummelige boliger
   (mange værelserer)?                            mere,          mindre.
4. Hvorvidt undgik de at have for mange
   mennesker i hvert værelse?                     mere,          mindre.
5. Hvorvidt havde de eget kjøkken?                mere,          mindre.
6. Hvorvidt vare de forsynede med til-
   strækkeligt bohave?                            mere,          mindre.
7. Hvorvidt havde de det ordentligt og rent
   i sine huse?                                   mere,          mindre.
8. Hvorvidt havde forældrene havt mange
   børn? (større eller mindre frugtbarhed)        mere,          mindre.
9. Hvorvidt beholdt de sine børn ilive?           mere,          mindre.
10.Hvorvidt vare børnene stadige i sin skole-
   gang?                                          mere,          mindre.
11.Hvorvidt fik de gode charakterer på skolen
   for flid, fremgang og opførsel?                mere,          mindre.
12.Hvorvidt nærede forældrene ønske om
   udvidet skolegang for børnene?                 mere,          mindre.
13.Hvorvidt vare familierne forsynede med
   gudelige bøger?                                mere,          mindre.
14.Hvorvidt vare familierne forsynede med
   aviser?                                        mere,          mindre.
15.Hvorvidt var der mange byesbørn i forhold
   til de indflyttede blant husfædrene?           mere,          mindre.
16.Hvorvidt var der mange byesbørn i forhold
   til de indflyttede blandt husmødrene?          mere,          mindre.

Man vil bemærke, at alle 16 spørgsmål ere stilede på en vis ensartet måde, nemlig således, at svaret mere stadig vil passe til, hvad man på forhånd kunde anse for det bedre eller lykkeligere forhold. Og nu har undersøgelsen bragt det resultat, at dette lykkeligere forhold uden undtagelse er på en og samme side, på den førstnævnte klasses side.

Forholdet med renlighed finde vi angivet under 7de spørgsmål, og ved at se efter ovenfor og nedenfor i spørgsmåls-rækken, kunne vi finde, hvad det er, som en god renlighedstilstand stadig er i følge med. Vi kunne begynde ovenfra, og derved støde vi først på den iakttagelse, at der er mere ordentligt og rent i de huse, hvor konerne ere mere fritagne for at arbeide for fremmede - naturligt nok, da f.ex. den vaskekone, som står borte og vasker, må forsømme sit eget hus imens. - Eller begynde vi allernederst i spørgsmåls-rækken, så få vi øie for dette, at der er mere rent i de huse, hvor konerne mere ere byesbørn også naturligt nok, da de fra barnsben ere vante med det husstel, som egner sig for byens forholde, hvorimod man i de mange familier, som bestå af indflyttede landsfolk, altfor ofte kan mærke, at de have taget sine landsskikke med sig, og at disse, så godt de end kunne passe for hjembygden, dog ikke passe så lige til for byen.

Overalt mener jeg man vil finde en naturlig sammenhæng mellem spørgsmåls-rækkens kjendsgjerninger. Men man må dog ikke være for rask med at slutte sig til sammenhængens art. To og to kjendsgjerninger kunne stå i indbyrdes eller middelbar sammenhæng som årsag og virkning; men det kan også være, at de kun ere mere umiddelbart forbundne formedelst sammenhæng med en og samme tredie kjendsgjerning. I de familier, hvor der er mere rent, se vi f.ex., at børnene holdes mere ilive (spørgsm. 9), og det ligger nær at udlede dette sidste af hint første; men ved at besinde os nærmere, blive vi vaer, at hver enkelt af disse to ting kunde på lige måde forklares af de andre lykkelige omstændigheder, som herske i de samme familier (sp. 1,3 o.s.v.)

Vil jeg aldeles nægte, at renlighed har ligefrem indflydelse på sundheden? Nei. Men vil man nægte, at sundhedstilstanden i et fattigt hus også kan lide formedelst andre årsager, og at det kan have en ligefrem indflydelse på renligheds-stellet, når en fattig husmoder foruden sit øvrige besvær er optaget med at passe sygelige børn?

I det hele taget forekommer det mig, at denne sammenstilling af renligheden (punkt 7) med andre kjendsgjerninger, såsom formuesomstændigheder o. desl. er ret egnet til at vise, at her monne være en vis natur-begrundet sammenhæng, som det måtte lade sig gjøre at studere på virkelig videnskabelig måde.

4

Samme år offentliggjorde jeg også et første forsøg med et sådant studium, idet jeg skrev en opsats om renligheds-tilstanden i nogle landsbygder. Under titelen «Bygdeskikke» er den trykt i Folkevennen 1858, side 189-233.

Gående ud fra Søndmøre i Bergens stift, foer jeg over nogle af vore indlands- og oplands-bygder, Hedemarken, Østerdalen, Suldalen; jeg forskede efter årsagerne til ulighederne og angav navnlig for Østerdalens ofte omtalte fortrin en forklaring, som jeg fremdeles tror peger i det rette spor; endelig vendte jeg tilbage til Bergens stift, idet jeg sluttede med disse ord:

Men under nedskrivningen af disse blade har min tanke dog idelig svævet over vort Vestlands barske kystegne og det, ak altfor ofte så uskjønne, uvederkvægelige, kummerfulde husliv der. Det skulde være guld værd, om nogen kyndig mand kunde give os en udførlig og indtrængende beskrivelse over dette husliv. En sådan bog skulde blive et af de viktigste bidrag til ret at forstå vore almuers virkelige kår, både deres indre og ydre tilstand; en sådan bog skulde være besynderlig skikket til at vække og nære varm og virksom deltagelse for folket, ja vel også til at oplive tænksomheden og selv-virksomheden hos selve almuens mængde.

5

Med disse ord havde jeg i tanke, hvad jeg også nu har hentydet til i 1ste kapitel, nemlig at for spedalskhedens skyld var der nylig kommet i gang en ordnet virksomhed med hensyn til huslivet i de vestlandske egne. Der var ansat overlæger og indrettet sundhedskommissioner; der var begyndt på planmæssige undersøgelser af forholdene i alle retninger, og netop spørgsmålet om renligheden var idelig på bane. I virkeligheden tænkte jeg derfor ved mig selv, at nu var det overflødigt for mig at bemøie mig videre med den sag, så jeg kunde vende mig i andre retninger med mine forskninger.

Men hvor jeg vendte mig hen, kom jeg dog uvilkårlig til fremdeles at samle iagttagelser, som høre hid. Som exempel kan jeg anføre lidt af min første og anden beretning «Om sædeligheds-tilstanden i Norge» (1857 og 1864).

Som allerede begyndt i den første beretning, handlede jeg udførligere i den anden om den for sæderne så betænkelige skik med natteleie i fæhusene og den dermed følgende skadelige uskik med natteløberi. Nu fremhæver jeg tillige, hvad der naturligvis strax fremstiller sig for betragtningen, når man undersøger forholdene på stedet eller går omkring på bondegårdene og ser, hvorledes et fæhus er beskaffent - nemlig at den nøisomhed, som tager til takke med sådant natteleie, visselig forudsætter og kræver meget tarvelige renlighedsvaner. De oplysninger, jeg kunde meddele om fjøsskikkens meget ulige udbredelse, have derfor også betydning for studiet af renlighedstilstanden.

Af en anførsel i forrige kapitel vil man have seet, at lægerne drive på, at et fæhus må stå i mindst så og så mange alens afstand fra stuehuset(8). De må da vistnok anse det for usundt at sove i et sådant hus.

Denne antagelse stemmer dog neppe med, hvad jeg ad statistisk vei har fundet. Tabellerne i mit ovennævnte skrift om dødelighedstilstanden vise nemlig, at folket i det hele taget lever længst - og altså vel nyder den bedste sundhed - i indlandsbygderne, og ligeså vise tabellerne i det her omhandlede skrift, at det er i de samme indlandsbygder, at fjøsskikken mest hører hjemme.

Til prøve hidsætter jeg tallene for det (udelte) Christiania stift (med forbigåelse af stiftsprovstiet, og ellers med den forskjel, at hvad dødeligheden angår, ere byerne medregnede, men hvad fjøsskikken angår, er der kun taget hensyn til landsbygderne):

                                Mål på             Mål på fjøsskikkens
Provsti.                  dødelighedens grad           udbredelse
                               (1831-50).                 (1857).
Nedre Borgesyssel                 231
Mellem do.                        207
Vestre do.                        212                        1.
Øvre do.                          203
Nedre Romerike                    207
Øvre Romerike, Soløer og
Odalen                            190
Østerdalen                        161                       28.
Hedemarken                        189
Gudbrandsdalen                    158
Thoten og Valders                 160
Hadeland, Ringerike og                                      15.
Hallingdalen                      180
Kongsberg                         203
Drammen                           221
Jarlsberg                         197                        5.
Laurvik                           203
Nedre Thelemarken og Bamble       197

Fjøsskikken, ser man, hersker mest i de to strækninger af indlandsbygder Øvre Romerike - Gudbrandsdalen samt Thoten - Kongsberg; men man ser også, at provsti for provsti, alene med undtagelse af Kongsberg, holder dødeligheden sig lavere i disse samme strækninger end i nogetsomhelst af de andre provstier.

Men da fjøsskikken, som antydet, vanskelig kan bestå med en mere udviklet sands for eller en større fordring på renlighed og hygge, så vil det fremdeles være af interesse for mine nuværende læsere at se af en yderligere anførsel efter hint skrift, at skikken dog er i aftagende. På spørgsmål til præsterne i landsbygderne i alle stifter om, hvorvidt nogen forandring til det bedre havde været iagttaget i de sidste 10 år, fik jeg nemlig følgende svar for 1857:

I 151 præstegjeld intet bestemt bemærket (med andre ord: i de allerfleste af disse præstegjeld havde man i mands minde ikke kjendt til skikken, så der altså ikke kunde være tale om aftagen),

i 76 præstegjeld ikke kjendelig aftaget,
i 72 præstegjeld tydelig aftaget.

6

Denne forbedring i huslivet hænger sammen med tilsvarende forbedringer i selve husebygningerne, og mest for studiet af sædelighedstilstanden var det derfor, at jeg udarbeidede mit skrift «Om bygnings-skikken på landet i Norge» (trykt i Folkevennen 1861 under titelm: «Bygde-skikke, fjerde stykke», men også særskilt aftrykt med årstallet 1862). At jeg dog også tænkte mig, at skriftet kunde komme til nytte f.ex. ved lægernes studium af sundhedsforholdene, det har jeg hentydet til med nogle ord i slutnings-kapitlet (aftrykkets side 310).

Denne bog om bygningsskikken vil blive brugt til et eget kapitel i nærværende skrift, og her peger jeg kun på den for at sige, at jeg har neppe været i den bygd i mit fædreland, hvor jeg ikke har kunnet glæde mig ved fremskridt i bygningsvæsnet og i husvæsnet tillige.

Samtidig med at skovene minke og tømmeret bliver dyrere, voxe husene dog høiere og vakrere op. Kjældermure løfte dem anseelig over mulden. Værelserne bleve luftigere, vinduerne større, vinduesruderne klarere. Alt dette, som lægerne ønske for folkets skyld, det sees folket at ønske lige så meget for sin egen skyld, og hvad lægerne tilråde nu, det har almuen alt gjort begyndelsen med for længe siden. Men derfor gjør det et underligt indtryk, at der endnu i sundhedskommissioner skal ivres så meget for at få istand lovbestemmelser (eller vedtægter med lovstraf) om, hvor mange tommer vinduerne skulle være brede og høie o.s.v.

7

Som jeg allerede har fortalt i 1ste kapitel, kom jeg i 1864 til Søndfjord, og der var to ting, som gjorde mig opmærksom: for det første gjorde jeg iagttagelser angående renligheds-tilstanden, som ikke stemmede med lægernes trykte beskrivelser med deres beklagelser over tankeløshed og vanstel, og for det andet hørte jeg om en i samme år fattet usædvanlig beslutning af amtsformandskabet, nemlig om et prisskrift angående det kvindelige stel, en beslutning, som heller syntes at stemme med de samme beskrivelsers domme.

Dette virkede således på mig, at jeg, som ellers havde tænkt at overlade det til andre at studere denne side af folkelivet(9), ret fattede ønsket om at kunne trænge til bunds i forholdene i denne enkelte egn.

Og hertil fik jeg god bistand i en kreds af yngre damer og indbyrdes forbundne veninder, som jeg gjorde bekjendtskab med i Søndfjord. Jeg mærkede, at de stode i et tækkeligt forhold til almuen, hvis stel og levemåde de kjendte nøie og bedømte med skjønsomhed, og jeg opmuntrede dem til skriftlig at fremstille deres meninger og råd angående hint kvindelige stel. Da de begjærede af mig en nærmere anvisning, satte jeg op en række af spørgsmål, angående kvindernes deltagelse i gårdsarbeide, angående madstel, renlighedsstel, børnepleie, angående familielivet og den huslige hygge o.s.v., og jeg føiede til som et almindeligt råd, at de under efterforskningen af disse ting ingenlunde ensidig burde fæste sig ved exempler på forvendthed og slethed, men også eller endog mere opsøge sådanne træk, som vi kunne glæde os ved og vel med rette tør regne til folkelivets friske kjerne. Nu vel, veninderne delte spørgsmålene mellem sig, så de havde hver sin opgave at sysle med vinteren igjennem, og som damerne vare syv i tallet, fik jeg våren efter sendende en samling af syv afhandlinger, deraf en om renlighedsstellet.

8

Næste år (1865) var jeg igjen i Sønd f jord, og med den sidstnævnte afhandling i hånden gjorde jeg et anstrængt forsøg på at trænge igjennem og forvisse mig om alt. Jeg drog om fra bygd til bygd og indlod mig med alle slags mennesker. Jeg gik ligesom rundt om sagen for at betragte den fra alle sider. Et middel var, at jeg lagde mig for i et og samme bondehus henimod 3 uger i rad for ligesom at leve mig ind i familiens vaner og levemåde; et andet middel var, at jeg besøgte den bygd, hvor hin afhandlings forfatterinde boede, og i hendes selskab først gjennemgik den hele sag med bondekoner og husmandskoner og dernæst konfererede med selve distriktslægen.

9

Samme år besøgte jeg blandt flere andre bergenske bygdelag tillige Strile-landet, og jeg må få lov til at fortælle lidt om det besøg.

I forbindelse med den prægtige fiskeri-udstilling, som netop da var åben i Bergen, og som vel hos flere end mig vakte en forhøiet agtelse for den norske kystbefolkning, var der også åbnet en anseelig maleriudstilling, og med tanken om at reise ud og besøge de ægte havstrilers øer gik jeg ind her for at styrke mit sind ved nogle af Tidemands malerier. I hans fremstillinger af det norske bondeliv få vi se glimt af sjel og ånd selv i de fattige stuer, og i den solskins-stemning, som det kan fremkalde, lægge vi ikke altfor meget bræt på, om vi kanske tillige få se, at der er uvasket gulv og ellers tarveligt stel. Det er også mit oprigtige råd, at den, som går ud på at iakttage folkets liv og færd, må vel vogte sig for at dømme om det, så længe han ikke har fået se det i en god stemnings heldige belysning.

Så forberedte jeg mig fremdeles på den måde, at jeg overtalte en dame til at ledsage mig på den lille udflugt, og det en av hine kyndige og for almuen så venlig stemte søndfjordske damer, som tilfældig var i besøg i Bergen nu.

En 8 dagers tid flakkede vi om, og vi kom helt ud til «Øygaren» eller den rad af små-øer, der danner som en gar eller et gjærde imod Nordhavet. Her så vi havstrilerne i deres element.

Når min ledsagerinde trådte ind i et kjøkkenet eller en stue, havde hendes øvede blik let for at opfatte det hele stel, og bare hun tog sin hånd i klædesplag, vidste hun at sige, om det var spundet og vævet og syet forsvarligt. Hun kom overalt i fortrolig forståelse med kvinderne, så og hørte meget, og efter tilbagekomsten skrev hun en fremstilling som det kvindelige stel dernede på øerne, som jeg nu sætter stor pris på at have blandt mine materialier.

10

Min samling af skriftlige materialier til nærværende arbeide fik et betydeligt tilskud i 1866 efter et besøg, jeg i årets begyndelse aflagde på Sagatun høiskole og på Asker skolelærer-seminarium. Hensigten med besøget var netop at samle bidrag til denne bog; jeg holdt foredrag for eleverne, hvori jeg søgte at bibringe dem syn for sagens flersidige interesse og give den en prøve på, hvorledes den kunde fremstilles i en vis systematisk orden, og dærnest bad jeg dem udarbeide skriftlige fremstillinger af renligheds-stellet hver for sin hjembygd. Fra Sagatun fik jeg 14 og fra Asker ikke mindre end 69 udarbeidelser, tildels udførlige som afhandlinger. De aller fleste af dem angå Hamar og Christiania stifter, så jeg her altså kan ligesom gå fra bygd til bygd og se mig om i husene.

11

En anden og endnu betydeligere række af lignende meddelelser er bleven til på følgende måde:

De spørgsmål, jeg havde sat op for hine damer i Søndfjord (stykket 7 ovenfor), havde jeg ladet trykke af i «Folkevennen» i tanke om, at en og anden også på andre steder kunde ville agte på dem. Og de bleve agtede på - nemlig af en kommitte i Bergen, som var bleven dannet i anledning af de vestlandske amtformandskabers oftnævnte prisopgave om det kvindelige stel(10); denne kommitte blev nemlig opmærksom på, at det kunde komme vel med for forfattere ved prisopgavens besvarelse at have opgaver om tilstanden forhånden, og den lod trykke og uddele en rundskrivelse med en lignende, men betydelig udvidet, række af spørgsmål, som den bad folk i de tre vedkommende amter om at besvare (1865).

Jeg har havt anledning til at se og benytte den indkomne samling af besvarelser, og jeg siger, at jeg har måttet beundre den opoffrende villighed, som den vidner om. Spørgsmåls-rækken består af 7 afdelinger, nemlig om pigebørnenes opdragelse, om kvindens arbeide, om madstel, om renhold af klæder og huse o.s.v., med en mangfoldighed af spørgsmål under hver enkelt afdeling, og da meningen ingenlunde var, at der skulde svares kort ja eller nei, idet der meget mere ønskedes oplysende forklaringer og beskrivelser, så skjønner man, at besvarelsen til hver af de 7 afdelinger let kunde svulme op til en hel afhandling. Men af sådanne afhandlinger er der indkommet ikke mindre end 103 angående renlighedsstellet alene(11), og i lignende forhold angående de øvrige omspurgte gjenstande. Og hvem har udført alt dette arbeide? Nogle damer, nogle præster og læger, nogle landhandlere og gårdbrugere, men for den allerstørste del skolelærere - disse mænd, som midt under de små kår og den sparsomme påskjønnelse dog gang efter gang vise sin ufortrødenhed og gode villie til at tjene deslige almenanliggender. Jeg tilføier, at synet af dette skolelærernes virkelig betydelige arbeide har været en stærk spore for mig til at gjennemføre min plan og skrive denne bog, hvorved dog en del af deres mange oplysninger kan blive udnyttet.

12

Af et ganske andet slags er den række af skriftlige meddelelser, som jeg nu skal omtale.

I Bergen 1865 fortalte man mig, som bevis på tilstandens slethed omkring i landsbygderne, om en rekrutsamling, som havde fundet sted i byen samme års sommer. Medens mandskaberne endnu vare i anmarsch, tænkte sundhedskommissionen på den fare, som truede byen derved, at de kom fra skab-befængte hjembygder og naturligvis kunde bringe skab-smitte med sig, og den fik udvirket, at efterhvert som de kom, og førend de bleve indlogerede i byen, bleve de visiterede af militær-lægerne. Der blev da fundet angrebne i hundredvis, hed det, så sygehuset kunde ikke rumme dem alle, og der måtte indrettes midlertidige kursale.

Strax faldt det mig ind, at her var en sjelden anledning til at få istand en skab-statistik, og på henvendelse både til den militære chef og til overlægen på sygehuset fik jeg sådanne udskrifter af protokollerne, at jeg kunde se, hvor mange af de henved 1200 rekruter der var rene eller angrebne, og i hvilke præstegjeld de hørte hjemme, så jeg kunde beregne skab-procenten bygd for bygd.

Så opmuntrende faldt den lille undersøgelse ud, at jeg næste år, 1866, tillod mig at anmode hr. generalchirurg Heiberg i Christiania om hans bistand til at få indhentet lignende opgaver fra rigets samtlige militær-læger ved det års rekrut- og soldat-samlinger samt udskrivningssessioner. Også her fandt jeg beredvillig imødekommen, og de indsendte lister omfattede ikke mindre end 13,665 personer, hvoraf 1048 skab-smittede.

Men et enkelt års tælling forekom mig ikke tilstrækkelig. Derfor udarbeidede jeg efter hine lister en foreløbig fremstilling «Om skabklåens» udbredelse, som jeg kaldte den, og som jeg lod trykke for at bruge den som bilag ved en fornyet anmodning til lægerne om at få samme slags opgave for året 1867. Som jeg havde håbet, blev også denne anden årgang af opgaver fuldstændigere og nøiaktigere.

13

Nogle skriftlige meddelelser, jeg desuden har fået som svar på breve til enkelte personer, svinde vel ind til en ubetydelighed ved siden af det store rum, som de nu omtalte rækker af materialier indtage i mine skuffer og hylder. Men de have værd derved, at de indeholde meget bestemte oplysninger til visse enkeltheder, som det var mig om at få sikker rede på. Således kan jeg nævne, at provsten i Søndfjord har sendt mig en række af besvarelser, han på en visitats-reise indhentede hos skolelærerne til det af mig opstillede enkelte spørgsmål om, hvorvidt det var brug at vaske gulvet i stuen ugentlig.

14

Fra det omtalte besøg på Strilelandet og i Søndfjord af har jeg til forskjellige tider bereist samtlige bygdelag gjennem hele landets bredde, fra den bergenske havkyst i vest til Glommendalen i Øst (Sogn, Valders, Land, Vardal, Gudbrandsdalen, Hedemarken, Elverum, Soløer, Romerike).

I 1866 var jeg ligeledes i Sætersdalen, opholdt mig endog i flere dage på en støl eller sæter oppe på heien; så reiste jeg langsomt udover og dvælede tilsidst temmelig længe i en af de udenfor liggende kystbygder, Søgne. Som jeg hist i dalen ikke havde standset, før jeg kom helt op til en sæter, så gav jeg mig ikke her, før jeg kom ud til den yderste lods-station; ja som jeg på fjeldet gjerne stiger op på en eller anden top for at få udsigt over landet, så satte jeg mig her i en lods-skøite og seilte udom de yderste skjær. Det gjaldt mig om at få se den gjennemgående modsætning mellem folkets kår og sæder i ud- og indbygderne.

Jeg bereiste samme år en temmelig stor del af de øvrige Christiansandske bygder, alt vest over til Stavanger.

Blandt andet gjorde jeg en tour fra Farsund op gjennem Lyngdalen og over hølen til Aaseral, i hvilken bygd jeg endog arbeidede mig op til nogle af de inderste gårde; så reiste jeg Mandals-dalen ned i hele dens længde.

Og man vil forstå, at jeg benyttede ledigheden til at indsamle iagttagelser for nærværende skrift.

På mangfoldige steder har jeg siddet i timesvis og talt med folk om renligheds-stellet og skrevet op, hvad man fortalte. Mangen husmoder både på gårde og i pladse har fulgt mig fra loft til kjælder og ladet mig se ind i hver krog, og mangen mand har sat sig ind i min interesse og hjulpet mig til at få kjendsgjerningerne ret opfattede, at finde deres årsager og grunde. Jeg kunde ønske at nævne ved navn ialfald dem, som i denne stund træde nærmest frem for min erindring; men selv de blive for mange. Dog må jeg med tak og venskab nævne den bondefamilie i Søndfjord, i hvis hus jeg ovenfor har fortalt (stykket nr. 8), at jeg opholdt mig en længere tid hovedsagelig for at studere renligheds-tilstanden. Det er den samme familie på gården Nedre Strand i Vik sogn, hvis store vinskibelighed jeg har talt om med berømmelse i 2det kapitel af mit skrift «Om husfliden» (1867). Unge-manden i huset heder Thorsten Olsen, og hvad jeg skylder ham, kan jeg udtrykke så, at jeg siger, at mange af denne bogs tanker og anskuelser spirede frem i min sjel under de hyggelige samtaler med ham og hans hustru.

Ja, idet jeg skuer tilbage på denne del af mit reisearbeide eller på mine samtaler med almuesfolk omkring i bygderne om renlighedsstellet, kan jeg ikke tilbageholde en yttring af glæde over den både forstandige og venlige tillid, som man har viist mig. Jeg kom jo ofte som vildfremmed mand og måtte tillade mig spørgsmål om huslivet og stellet, som vel kunde kaldes nærgående. Men i dette øieblik mindes jeg ikke noget exempel på, at man tog det ilde op eller lod mig mærke med sin fortrydelse. Og jeg kan føie til, at i dette øieblik kan jeg ikke, uagtet jeg anstrænger mig for det, tilbagekalde i min erindring noget eneste exempel på, at man enten har lagt skjul på sandheden eller med forsæt har givet mig falsk besked - og det har dog været min jevnlige regel at skaffe mig vished ved at tale i næste hus netop om de samme forholde, som jeg havde hørt om i det, jeg kom fra.

Uden sådan tillid og oprigtighed fra almuens side havde det vel heller ikke været til at holde ud, dette tålmodighedsarbeide at tale med så mange mennesker og dag efter dag i ugevis om de samme og atter samme ting. Eller undersøgelsen havde været rent ud umulig, om jeg (hvad en og anden synes at tro) skulde have været nødt til at liste og lure mig frem for at skaffe mig oplysninger om folket imod folkets villie.

En ganske anden sag er det, at jeg aldrig i noget enkelt hus fik den fulde besked om bygdens stel, ja ikke engang om husets eget. Thi i en time eller i en dag kan ingen række at gjennemgå alle de kapitler, som høre hid, og idelig gik det mig så, at først når jeg var kommet en dagsreise bort, randt et og andet mig i hu, som det ikke faldt mig ind at spørge om, da tid var.

Hvad mig selv angår, kan jeg sige, at fordi jeg, som ovenfor antydet, var mig bevidst, at jeg anskuede tingen anderledes end de, der gjaldt for fagmænd i denne sag (lægerne), drev jeg undersøgelsen med en vistnok til ængstelighed gående forsigtighed. Hint tålmodigheds-arbeide med at spørge op igjen i flere huse om de samme ting havde derfor mest til hensigt at forvisse mig om - ikke at folk svarede sandt, men at jeg selv forstod og opfattede ret(12).

15

Det skal vist indrømmes, at når jeg nogenlunde skal gjøre den store samling af forarbeider fyldest, som jeg nu har omtalt, så kan det ikke undgåes, at min fremstilling bliver udførlig. Men hvor alvorlig jeg ønsker, at den ikke skal blive for vidtløftig, det kan jeg oplyse ved at fortælle, at netop for at kunne forkorte denne bog har jeg benyttet en ledighed, som tilbød sig, til på et andet sted at få udgivet et stykke, som ellers måtte udgjøre et kapitel her, nemlig en halvt antikvarisk afhandling om brugen af dampbad hos vore forfædre og ned igjennem tiderne (se stykket «Badstuer» i tidsskriftet «Norden», Christiania 1867, 1ste del, side 388-422).

16

Nu, da skriftet skal trykkes, kan jeg til den foregående række af forarbeider nævne to til.

a. Under skriftets udarbeidelse var jeg kommen så langt som til stykket om stuegulvets rengjøring i Tromsø stift. Jeg stolede ikke på min erindring fra en reise her i egnen i 1863, og jeg vovede at henvende mig til hr. foged Drejer på Tromsø med ønsket om at få lidt besked desangående, om så kun fra et par bygder eller fra en enkelt kjendt mands hånd. Men min begjæring blev mere end opfyldt. Fogden lod trykke en rundskrivelse til lendsmænd, kirkesangere, handelsmænd, gjordemødre omkring i Senjen og Tromsø fogderi, og han ikke alene spurgte for mig om den ene ting, men opregnede derhos en hel mangfoldighed af hidhørende forholde, som han kunde vide at jeg nok også ønskede at få se noget om med det samme. Frugten heraf er en samling af ikke mindre end 22 besvarelser, og dette bidrag til en systematisk beskrivelse over denne del af huslivet er mig dobbelt kjærkommet, da det angår en ved sin beliggenhed så yderst interessant egn(13).

b. Da jeg havde afgivet i Morgenbladet den side 23 omtalte erklæring om at tilbagekalde den udstedte subskriptionsindbydelse, pakke mine papirer sammen og lægge hen min påbegyndte bog, hvis man bragte mig til at forstå, at jeg var på vildspor med mine meninger om renlighedstilstanden, lagde jeg virkelig pennen og tiltrådte en reise til en af vore fjeldbygder, som jeg ikke havde seet før, Øvre Thelemarken nemlig. Jeg vilde endnu en gang se mig om i landet og rådføre mig med forstandige bygdemænd, før jeg opgav min mening om almuen og om den rette måde at arbeide for fremskridt i dette land. Og jeg kan sige, at jeg fik med mig hjem fra reisen, ikke alene et og andet tillæg til, hvad jeg vidste før, men, hvad der for øieblikket var mig vigtigere endnu, friske indtryk og opfriskelse af mit håb.

17

Endelig tør jeg kanske nævne som et tænkt forarbeide for denne bog, at jeg agter imellem skrive-timerne at gå igjennem Christiania by på samme måde, som jeg har draget igjennem så mangen bygd, for at se mig om og tale med folk om hvordan det har sig med denne sag her. Kommer bogen til at indeholde et særskilt kapitel om Christiania, så har jeg takket at udføre planen; hvis ikke, skulle disse linier tjene til at vise, hvad begreb jeg har om en fuldstændig fremstilling af renlighedstilstanden i et land.


3DIE KAPITEL

MIT SKRIFT OG ALMUEN

Jeg tager mit udgangspunkt i et af almuens egne tanke- og hjertesprog, som siget at

Helt og rent er største stasen.

Side for side ud efter bogen kommer dette sprog til at stå for mig, medens jeg skriver, og jeg vil bede læseren fastholde det som den usynlige overskrift over det hele.

Der er fremskridt i denne tanke. Den priser jo stasen, - billiger ønsket om at få arbeide sig ud af hverdagslivets støv og slid, - opmuntrer til at smykke sin person og sine omgivelser med en høiere og renere tilværelses festlige tegn.

Men der ligger også formaning til forsigtighed og mådehold i ordene. Thi den stas, som anbefales, er den, som alle og enhver har råd til at koste sig.

Mit skrift behøver altså ikke at lære almuen, at den bør beflitte sig på at give livet et festligt præg. Den veed det selv. Heller ikke trænges det, at skriftet minder om tarvelighed og nøisomhed og advarer mod overdådighed; thi almuen forstår selv meget vel, at luxus ikke passer.

Hvad vil jeg så med mit skrift? Jeg vil, såvidt jeg formår det, stille mig på almuens eget standpunkt, sætte mig ind i almuesmandens livsomstændigheder og betragtningsmåde, og så beskrive og forklare, hvorledes den har fundet på, og hvorvidt den har formået, at gjennemføre i virkeligheden sin egen tanke om en pyntelighedens skik, som kunde passe for tarvelighedens kår.

I Sætersdalen, det meget omtalte Sætersdalen, slentrede jeg om en dag, og gik ud og ind og gav mig i snak med folk, og så blev jeg overrasket ved den smukke tilstand, jeg fandt i et enkelt hus, en husmandsstue, jeg kom ind i. Der var vasket og skuret fra øverst til nederst, der var sat nys udsprunget birkeløv i ovnsmunden, der var strøet småhakket bar på gulvet, og for at spare på stuen, at den kunde holde sig i samme stand sommeren over og stå luftig og ren, til den mørke og tunge vintertid begyndte, havde familien flyttet ud og indrettet sig sovested i ladebygningerne og havde i spise- og hviletimerne sit ophold i kjøkkenet; men selv her i kjøkkenet var der velstelt, og jeg erindrer særskilt, at da jeg så efter de forskjellige slags skurefiller og vaskeklude, som høre til, fandt jeg dem hængende og liggende hver på sin bestemte plads. Og dette, i Sætersdalen! Halv uvilkårlig tok jeg frem en hel og blank sølvdaler, som heldigvis lå i lommen, og rakte den til husmoderen med det ord, at som andre koner hist og her på landbrugsmøder fik sig blanke sølvskeer i præmie for en vakker melkeko eller et gult smørstykke, så vilde jeg nu bede hende tage imod denne sølvpenge til tegn på, at hendes huslige flid havde glædet et menneske. - Siden blev jeg halv forskrækket for, hvad jeg havde gjort, og fortalte det til præsten; men han sagde det var heldigt, at det havde truffet netop den familie.

Nu vel, som hin daler af lommen, så tager jeg nu denne bog frem af tankens og erindringens gjemmer og beder om at man vil tage imod den som tegn på den glæde, jeg har havt af at reise gjennem landet og besøge folket og finde så mangt et træk af god skik og orden, finde mere og mere, jo bedre jeg søgte. Og jeg vil stole på at jeg ikke skal blive beskjæmmet, men at det engang skal hede, at det var vel, at bogen, som kanske er den første i sit slags, traf til at handle om netop dette land og folk. Thi her i dette Norden, i disseafsidesliggende egne, med deres for fremmede så uanseelige kår, have vi, hvad kanske de mere fremskredne nationer savne, nemlig noget, som vi kalde folkeskik, en fra oldtiden nedarvet og helst blandt den simple almue forplantet folkeskik, som er bleven sig selv bevist og er kommet til orde f.ex. netop i hint klare og smukke tankesprog om renlighedens værd.

Almue? Hvad menes der med dette ord, på svensk almoge, på islandsk almùgi, i norske bygdemål almugje, ålmugje, i oldnorsk endelig almùgi? Det er al mugen, hele massen, og det betegner folket i et land eller i en bygd således, som det tager sig ud, når man betragter det en smule i frastand, så man får overskue de mange under et og ikke skjelner så nøie de enkelte med deres mangehånde afstikkende egenheder. Jeg synes om ordet almue, fordi det er et godt statistisk udtryk og betegner det syn, man får ved at se bort fra undtagelserne og øve blikket i at opfatte det almindelige. Ordet almue svarer ganske godt til, hvad man i den statistiske videnskab om mennesker og folk kalder middelmennesket.

Det er også en statistisk måde at anskueliggjøre det midlere forhold - f.ex. i en befolknings kår og tilstand ved en linie, som drages henover papiret og forestillet at gå midt imellem alle yderligheder til høire og venstre; en linie, som da kan snart hæve, snart sænke sig, eftersom den forestiller at betegne de vexlende tilstande i forskjellige tider eller i forskjellige egne af landet eller i forskjellige lag af samfundet. At forestille sig den almindelige folkeskik er altså som at skue en klar linie, der drager sig bølgeformigt smukt hen igjennem en mangfoldighed af forvirrende enkeltheder. Eller om man opløser det hele folkesamfund i de forskjellige klasser af arbeidsmænd og bønder og storfolk o.s.v., kan man, om man vil, få frem et ordnet system af linier, som ligge høiere; og lavere, som løbe jevnsides eller bøie sig mod hinanden eller grene sig ud ad o.s.v. Men overalt skulde liniens billede betegne det, som for hvert samfund eller hver kreds er det gjennemsnitlige og midlere, det almindelige og almengyldige.

Tag f.ex. en enkelt bygd og spørg efter almuens skik og den huslige tilstand med hensyn til pyntelighed og renlighed, og med erindringen om den mathematiske linie midt igjennem mangfoldigheden, eller med det statistiske begreb om det almindelige i en almue, vil du snart forstå, at du må ikke hæfte dig for meget ved de enkeltheder, som stikke mest i øinene, men heller tælle sammen alt hvad du kan overkomme af ganske jevne og ensartede tilfælde. Det vilde være en feil at bedømme tilstanden efter hvad man kunde finde i nogle af de rigeste og anseeligste huse, eller omvendt i en og anden af de fattigste og usleste hytter.

Eller om man med forsæt udstiller den fattigste klasse af befolkningen, f.ex. alle de familier i en by eller bygd, som nyde fattighjælp, da må man ved undersøgelsen og bedømmelsen af renlighedstilstanden fra første færd af have med i erindringen, at et hus her, som ellers kunde siges at stå langt til side for hele bygdens midtlinie, alligevel, når det betragtes i forhold til sin egen klasse, måske holder sig lige i midten, med andre ord: at det tilfælde, som i en forbindelse danner undtagelse, i en anden må regnes til det almengyldige.

Jeg har hentet frem fra statistiken disse billeder og sammenligninger for at få antydet den mening, at selv det enkelte stykke af folkelivet, som vi her have for os, nok måtte kunne granskes på videnskabelig måde; men dermed hænger atter den mening sammen, at når vi finde visse forskjelligheder mellem bygd og bygd eller mellem klasse og klasse, så er det ikke noget, som man uden videre kan sige ikke skulde være, eller forlange, at vedkommende skulde rette på, men her spiller noget ind med, som minder om lovmæssighed og naturnødvendighed, så der, om man kun formåede at gjennemskue den hele sammenhæng, måtte kunne gives grunde for, at det var så og ikke anderledes.

Således får jeg ud, at det at grunde på folkelivet, at studere det med videnskabelig hu, det bliver det samme som at opsøge og fremdrage grundene til, at tilstanden er, som vi finde den.

Men dette kan igjen komme til at se ud som et på forhånd besluttet forsvar for alt, altså som en ensidig bestræbelse for at tildække, om det var muligt, de åbenbare mangler og selv beklagelige misligheder.

Men netop fordi jeg forstår, at det, jeg nu begynder, kan få sådant udseende, ønsker jeg tillige at gjøre opmerksom på, hvad der ligger i min opfattelse af almuen. Trods det at man, som jeg hentydede til, i tanken kan udstille visse klasser af befolkningen, må det dog erindres, at i det virkelige liv er der levende vexelvirken og sammenhæng mellem dem alle, så hver klasse, ja hvert individ har bidraget sit til at danne det, vi kalde almue, det almindelige, hvori undtagelserne gå op og komme til sin ret. Men når dette er almuen, når altså almuens navn betegner det hele folk, leet under et vist synspunkt, så kan en forfatter vel være sig bekjendt at sige, at under forskningens tålmodighedsarbeide har det været den lyst, som drev værket, at han så sin gjenstand i et smukt lys og troede at have noget at sige til forsvar.

Her må det ikke fremhæves for stærkt imod mig, at bogens fleste blade ville komme til at handle om landalmuen eller endog særlig om den del af samme, som også kan henregnes til arbeidsklassen. Dette er nemlig kun bevirket ved omstændighederne, som ikke have tilladt mig at række lenger medens hensigten og ønsket var at fremstille tilstanden ikke blot inden den tallrigste klasse, men meget mere inden hele folkets almue, helt igjennem med sideblik til de viktigere undtagelser i de høiere klasser på den ene siden og de lavere på den anden.

Havde jeg alene tænkt på den lavere del af almuen, på arbeidsfolk og fattigfolk, kunde jeg lettere forfalde til at skrive så, at denne bog om renlighedens skik blev til et stort og lunkent vaskevand af formaninger, som ingen agtete på, men nogen tilsætning af irettesættelsers lud, som ingen tog sig nær af. Men jeg stiller mig mit fædrelands hele folk for øie, og summen af det, jeg ser, er et livligt syn, et sprudlende væld af nye og atter nye oplysninger og kjendsgjerninger, som, om det kunde lykkes mig at fremstille det, skulde virke på læserne som idel opmuntring og håb.


4DE KAPITEL

I HEDENOLD

Den dag idag kan man finde ting i den huslige skik, eller træk i almuens tænkemåde, som tydeligvis ikke stamme fra nutiden, men pege tilbage til endog den fjerneste oldtid, så når man kjender nutidens folkeliv, har man lettere for at sætte sig ind i, hvad man læser i oldskrifterne, f.ex. i sagaerne. Omvendt kunne vi i disse gamle skrifter træffe på oplysninger, som naturligvis nærmest angå deres egen tid, men som tillige forklare ting, vi have at gjøre med den dag idag.

Der er altså sammenhæng mellem tiderne. Dette giver betragtningen af hvilkensomhelst ting en interesse, den ellers skulde savnet. Jeg skulde kanske ikke havt sind og tålmodighed til at påbegynde og fuldføre denne bogs arbeide, om jeg ikke havde læst Njaals saga, og jeg har nu større nydelse af at læse Snorre Sturleson, siden jeg med egne øine har seet så meget af landets kår og folkets skik.

Ja, jeg havde neppe fattet tanken om eller fået mod til at sige, at der sikkerlig må være betydelig feil i det næsten herskende ord om det norske vanstel, dersom jeg ikke havde erindret; at disse almuer omkring i bygderne jo ere deres efterkommere og arvtagere, som vi med glæde se op til og kalde vore fædre.

1. LØRDAGENS NAVN

Betragtningen vil føre os helt op til Aog Thors og Freyas dage, og vi skulle få en forestilling om, at allerede da må vore fædre nok have havt tanke om renfærdighed, siden de endog viste den sådan dyrkelse, at de gav en af ugens dage navn med hensyn dertil.

For at forstå dette, er der ingen anden råd, end at vi endog må længer op i tiden, ja alt til det gamle Ægypten. Herfra kom nemlig den måde at dele tiden i uger på syv dage og at give dagene navne efter de himmellegemer, som man dengang kaldte planeterne, og som man kjendte syv af, nemlig sol og måne samt fem stjerner af den klasse, som endnu benævnes således. Fremdeles var det en ægyptisk brug at give disse fem stjerner navne efter visse guddomme, så dage- og gudenavnene altså på en måde faldt sammen. -Alt dette blev så optaget og efterlignet i det gamle eller hedenske Rom, hvor man før havde havt en anden tids-deling, men nu ligeledes vænnede sig til at regne efter uger på syv dage. Kun blev den forandring gjort, at istedetfor de ægyptiske gudenavne satte romerne navnene på dem af sine egne guddomme, som de mente svarede til de ægyptiske.

Men siden gik dette som en skik og mode videre, idet romernes nabofolk tydskerne og englænderne fulgte deres exempel. Vi må forestille os, at udbredelsen gik for sig lidt efter lidt og fra det ene folk til det næste, således at nordboerne fik den nye skik og vane allersidst, f.ex. fra England.

Det var naturligt, at som romerne havde på en måde oversat de ægyptiske navne, så gjorde også de sidst nævnte folk med de romerske, og da disse folk indbyrdes vare beslægtede, og navnlig talte om og troede på de samme guder og gudinder, så bleve dage-navnene i sprogene så temmelig ens, på en undtagelse nær - og denne undtagelse var netop lørdagen.

Følgende navneliste vil vise hele forholdet(14):

Latin.          Gammel-engelsk.    Gammel-norsk.   Ny-norsk.
dies solis,     sonnan däg,        sunnudag,       søndag.
dies lunæ,      nonan däg,         mánadag,        mandag.
dies martis,    tives däg,         tysdag,         tirsdag.
dies mercurii,  vodenes däg,       odhinsdag,      onsdag.
dies jovis,     thunores däg,      thórsdag,       torsdag.
dies veneris,   frige däg,         frjádag,        fredag.
dies saturni,   säternes däg,      laugardag,      lørdag.

Den første og anden dag ere, se vi, opkaldte efter sol og måne og ligesom indviede til deres dyrkelse(15), og denne del af skikken er ligesom lettere at forstå. Men hvorledes kom de gamle englændere og nordboere på at oppkalde den tredie og fjerde dag netop efter guderne Ty eller Tyr og Odhin og Thor og gudinden Frigga eller Freya? jo, vi forstå nu, at det kom deraf, at de mente det var de samme gudepersoner, kun med andre navne, som romerne hædrede med sine dage-navne. Men nu komme vi til undtagelsen, lørdagens navn. Rimeligvis have romernes nabofolk ikke fundet, at de i deres gude-familie havde nogen person, som rigtig svarede til romernes Saturnus, og de bar sig da forskjelligt ad med navnet på den sidste ugedag: Englænderne optog uden videre det romerske navn, idet de kaldte dagen säternes däg (endnu i ny-engelsk Saturday), tydskerne fandt på det nye navn, at de kalde dagen Sonnabend, d.e. aftenen før søndagen eller beredelsesdagen til denne, og vore forfædre endelig gav den navn efter den ugentlige renselse, som altså skulde foregå da, og som den dag dermed ligesom blev bestemt og helliget til, - så den blev hedende laugardag.

Hvad denne udlæggelse af navnet angår, må man vide, at det er dannet eller sammensat af ordet laug, som endnu forekommer i bygdemålene overalt i landet og udtales ganske ligedan (laug), og som betyder hverken mere eller mindre end bad eller vask(16). Formedelst en let forståelig forandring er det gamle navn kommet til at lyde laurdag i bygdemålene, og hertil svarer jo meget nøie det ord løverdag, som for ikke længe siden brugtes i almanakkerne, men som vi nu skrive simpelthen lørdag, efter udtalen.

Desuden kunne vi yderligere forvisse os om ordets oprindelige mening derved, at i vore allerældste skrifter, fra en tid, da tale- og skrivebrugen endnu har været lidt ustø i dette stykke, er der stundom brugt et andet ord istedet, nemlig thvàttdag, hvilket er ganske det samme, som om vi vilde sige tvættedag.

Mange og kanske de fleste have den forestilling, at før christendommens indførelse var der lutter barbari i disse nordiske lande, og hvad der siden monne have været at se af dannelse og gode sæder, det mene de må være fulgt med christendommen. Men dersom man da også vilde mene, at renlighedens tanke og skik er kommen med christendommen, så lærer man det modsatte deraf, at lørdagens navn efter alt, hvad man ved, er jevn-gammelt med de øvrige ugedages, som tydelig nok vise sin herkomst; thi i en christelig tidsalder, da man neppe nok vilde tage hine guders navne i sin mund, vilde man ikke sat dem ind i dagenavnene.

Eller vil man kanske fremdeles mene, at om end vore forfædre allerede før christendommen vare komme i vane med en vis ugentlig vasking og renselse, så havde de dog vist ikke taget det af sig selv, men kun efterlignet mere dannede folk i andre lande? Tænkeligt var det jo; selve den beskrevne ugeindretning er jo exempel på samkvem og meddelelse folkene mellem allerede i de fjerneste tider. Men med hensyn hertil er det alligevel interessant at lægge mærke til, at efter alt hvad man veed, vare vore forfædre de eneste, som gav en af ugens dage sådant navn som lørdag eller tvættedag. Det er meget vel muligt, at også englændere og tydskere i virkeligheden have havt den samme tanke og skik eller betragtet den sidste ukedag som en renselsesdag; men derom veed man intet, eller det er ialfald ikke blevet udtrykkelig sagt i det navn, de have givet dagen.

Hvor så tanken og begrebet fra først af var kommet fra, så har det altså været så allerede i hedenskabets tid, at hele landet over, i hver bygd, i hver krog, overalt hvor det norske sprog lød, hvorsomhelst det blev sagt: «idag er det lørdag», der indeholdt selve navnet en påmindelse til husmoderen om, at nu skulde der gjøres rent for ugen.

Lørdagens navn står da som et monument for folkeskikken i vort Norden, jevn-gammelt med hedenoldets gravhauge og enestående blandt nationerne.

2. RIGS VANDRING

Kunde du ikke nok ville se dig litt bedre om i hin gamle tid, f.ex. lige ind i et og andet hus? Nu vel, følg kun med Rig på hans vandring.

De ældgamle norske eller norsk-islandske eller nordiske kvad, som ere så berømte under det navn Edda-digterne, ere vel først i den christelige tid blevne skrevne med blæk; men det er en bekjendt og afgjort sag, at de i virkeligheden skrive sig fra vort folks oprindelige tilværelse eller fra tiden før christendommen, således at de have været digtede da og siden ere gående fra mund til mund og fra slægt til slægt, på samme vis som Thelemarks-viserne i vor tid. Et af disse digte heder Rigsmål. Dets ophavsmand forestiller sig hvordan det monne være gået til med de folkeklassers opkomst, som vare til på hans tid, nemlig træle, bønder og jarler, - på dikteres vis går han i tanker langt utover det, han ser, helt opp til tidens begyndelse, da han synes at skue tre ensomme familier og ikke flere, - og så lader han en, som kalder sig Rig, og som ellers er en af guderne, stige ned på jorden og vandre omkring og besøge hver af disse familier og efterlade sig sin velsignelse, så der fødes dem sønner og døttre, herunder kommer dikteren til at skildre, hvordan de folk teede sig, som Rig gjestede, hvordan de havde det i sine huse, o.s.v., og denne skildring, som naturligvis har rettet sig efter den huslige skik og brug af digterens egen tid, er så besynderlig livagtig, at vi under læsningen synes at se med egne øine(17).

Først kommer altså Rig - og vi med ham - indom til et par ældgamle folk, som hede Åe og Edda (oldefader
og oldemoder):

- kom han til huse,       ved arnen gråhærde
i karm lå døren,          ægtefolk sad,
ind han tren;             Åe og Edda,
ild var på gulv,          med aflægs hue.

Den fremmede satte sig hos, kom snart i fortrolighed med de gamle, lod sig beværte af dem:

Edda kom                  på brettets midte,
med en klumpet lev        sod var i bollen,
tung og tyk,              satte på bordet,
tæt med såer;             kalv var kogt,
bar hun så end            så kostelig ret.

Da den fremmede var gået, var hans velsignelse over huset, så der blev siden folksomt:

Barn fik Edda,            sad hos hende
de øste det med vand,     husets søn;
konen den sortladne       de snakked og sladred,
svøbte i kluder,          seng sig redte
de kaldte ham Træl.       Træl og Tir
                          de tunge dage.

Han tok til at voxe
og vel trives,            Børn de avled,
skrumpet var ham          bygged og trivedes;
skindet på hænder,        hed de, tænker jeg:
skrumpne knoer,           Høimælt og Fjøskarl
store fingre,             Grov og Brydsom,
stygge træk,              Boler, Stygging
ludende ryg,              Klods, Tykfal,
lange hæle.               Tungfod og Gråskidden,

Strax han så              Ludende og Leg-tykkert;
sin styrke øved,          de lagde gjærder,
bastreb at binde,         gjødsled agre,
byrder gjøre,             stelled grise,
bar ris så til huse       grove torv.
den hele dag.

                          Døttrene var
Der kom til gårde         Drunte og Klodse,
en gangertøs,             Klumplegge
ar var på foden,          og Kulnæse,
armen solbrændt,          Larme og Terne,
nedbøiet næsen,           Træplug
nævnte sig Tir.           og Traneben;
                          fra dem ere Ufries
Satte hun så sig          ætter komme.
i sædets midte,

Hvilken yderlig, og indtil smudsighed grændsende, tarvelighed? Mon ikke de læsere, som f.ex. ere opvoxede på landet og jevnlig have seet livet i de ringeste hytter, kunne forestille sig både jordgulvet og de sodede vægge og alt det smuds, som fulgte med torvgravingen og gjødselstellet? Mon ikke også de fleste ville mindes fra sin egen grænd et og andet, som f.ex. ligner den simple måde, på hvilken trælesønnen og træledatteren slog sig sammen? Og kan man ikke se, hvorledes de plumpe navne have passet disse grove og udannede folk?

Men så var der anderledes i det næste hus, hos Ave og Amma (bedstefader og bedstemoder):

Gik så Rig                skjorten snæver,
ret efter veien,          skrin var på gulv.
kom til en hal,
på klem stod døren,       Sad der konen,
ind han tren;             svinged tenen,
ild var på gulv,          strakte ud favnen,
ægtefolk sad der,         stelled til væven;
sysled med arbeid.        svøb var om hovedet,
                          smekke på barmen,
Manden telged             klæde om halsen,
træ til vævbom,           knapper på axler,
skjegget var pudset,      Ave og Amma
for panden lå håret,      eiede hus.

Allerede det er at mærke, at døren ikke var lagt i, men stod på klem; det tyder på gjæstfrihed. Og medens hine gamle trælefolk bare sad i hytten sin, se vi her husfader og husmoder sysselsatte med pynteligt og renfærdigt indearbeide, sådan husflid, som vi finde den dag idag i gode gammeldagse bygder. Og hvilken pyntelighed og renlighed! Det er, som om de skulle have ventet fremmede, således ere de klædte.

Amma kom --

med beværtning naturligvis til gjæsten; men her er en del af det gamle digt gået tabt, så vi få ikke se, hvad det var, hun havde at bære frem. Dog, jeg, som så ofte er bleven beværtet i netop sådanne huse, synes endda at forstå det meget godt. Fladbrødet har været uden såer, istedetfor spædkalvkjød har der været lagt frem et speget bukkelår, et vakkert smørstykke på stette har stået midt på bordet, varm ertekål har duftet i fadet.

Også her kom det dertil, at det blev folksomt i huset:

Barn fikk Amma,         den rødhærde, rødladne -
de øste det med vand,   rulled hans øine.
kaldte det Karl,
konen svøbte            Han tog til at voxe
og vel trives,          Børn de avled,
ørne at tæmme,          bygged og trivedes,
ard at gjøre,           de hed Hal og Dreng,
bolig at tømre          Hauld, Thegn og Smed,
og bygge lader,         Brede, Bonde,
kjerrer at gjøre        Bundenskjegge
og kjøre plov.          Bue og Bodde,
                        Brattskjeg og Mand.

De kvinden hjem kjørte
med klirrende nøgler    End hed døttre
i gjedeskindskjortel    med andre navne:
og gifted med Karl;     Net, Mø, Strunk,
hun søn-kone heder,     Stolt og Væver,
svøbtes i brud'lin,     Brud, Prud og Viv,
parret sysled           Bly og Djerv;
og sammen eied,         fra dem ere komne
bredte linet            Karles ætter.
og bo satte.

Som det her er skildret, således er det endnu den dag idag på vore anseelige, vel byggede bondegårde, hvor det skinner af velstand og orden, hvor sønner og døttre fylde huset med virksomhed og tække, hvor den fremmede føler sig omgivet af gjæstfrihed og hygge, og han har sin fornøielse af alt det, han ser og hører. Om han så bare får høre om, hvorledes det gik til med det sidste giftermål i familien, vil han gjenfinde det samme træk som i oldtiden: forældrene have ialfald været med at indlede partiet, og da bruden kom til sit nye hjem, kjørte de med hende en forsvarlig klædeskiste med vakkert udstyr og linned og bolster. Selv en gjedeskindstrøie vil man kunde se i en og anden bygd.

Digtets navne på husets døttre, Net og Strunk, Bly og Djerv, passe godt til den holdning, man kan se hos mangen nu blomstrende bondepige, og hvem vil tvivle på, at de, som kunde fremtræde så betænksomt og smukt, også have vidst at omgive sig først og fremst med renlighedens smykke?

Mindre vil det holde stik med sammenligningen, når vi følge Rig videre og komme til den høibårne høvdingefamilie. Vore sorenskrivere og amtmænd og andre herremænd stå ikke således over bondealmuen med hensyn til herkomst og velstand, men skille sig alligevel mere fra samme ved sæder og vaner. Det er ikke stort, en almindelig bonde i vore dage kan stå sig på at efterligne af hvad han ser i embedsmændenes huse; men i oldtiden var høvdingens hele opdragelse og levemåde sådan, at hans hus kunde i mange måder gjælde som et mønster for egnen, om end ingen bonde just formåede at efterligne dets pragt og herlighed.

Vi ville besøge en oldtidens herregård, det tredie hus, som Rig gjæster, det, hvor Fader og Moder bo:

Derfra Rig gik           alm han bøied
ret efter veien,         og basted pile;
kom til en sal,          men huskonen agt
mod syd vendte døren,    på armene gav,
helt lå den oppe,        strøg over linet,
hank var i karmen.       strammed ermerne.

Gik han så ind,          Kneised med huen,
gulvet var strøet,       ringe på barmen,
ægtefolk sad der,        siden slæbkjol',
såes i øie,              serk blånet,
Fader og Moder,          bryn klarere,
med fingrene leged.      bryst lysere,
                         hals meer skinnende -
Husbonden sad            end skjere nysne.
og snoed streng,

I dette fornemme hus er man hævet over husflidens lille behov; man sidder og ser på hinanden, leger med fingrene. I det høieste sysler manden med sine våben, hvad enten det så er jagtens lyst eller krigens ære, som foresvæver ham. Og husfruens slæbkjole vidner jo overraskende tydeligt om hendes rang som dame. Den lyse hud taler også om, at hun har ikke behøvet at være med i gårdsbrugets grove arbeide.

Beværtningen svarer til det indtryk, vi fik lige ved indtrædelsen i stuen:

Moder tog da             Frem hun satte
mærket dug               fulde diske,
af hviden hør,           slagne med sølv,
hyllede bordet;          (sammen) på bord,
tog hun dernæst          (fede flesk)
tynde leve               og fugle stegte,
af lysen hvede,          vin var i kande,
og lagde på dugen.       kalkene sølvslagne;
                         de drak og talte,
                         dagen den led.

Hveden og vinen, her tales om, ligeså silken, som vi få høre om strax nedenfor, lader os forstå, at her befinde vi os i et hus, hvor man har leilighed til at forskrive et og andet til husholdningen fra udlandet.

Indtil nu havde det også her i huset været børnløst; men så blev her triveligt og muntert:

Svend fødte Moder,       lod Jarl ham hede;
i silke vandt ham,       blegt var håret,
de øste ham med vand,    blomstrende kinderne,
øinene iltre             basted pile,
som ormeungens.          spyd han slynged
                         spær han skaged,
Op der voxed             hunde hidset,
Jarl til huse,           heste red,
snoed strenge,           sværde svinged,
alm han bøied,           svømming øved.


Som guttens barndom var øvelse i ridderfærd, så blev hans mandom seirende våbendåd og øget herredømme: Red han så derfra Råded så ene ad dunkle skov, for atten gårde; ad rimede fjelde, gods han stifted, til han fandt en hal; gav til alle spær han skaged, skatte og smykker, skjold han svinged, smekkre heste, heste spored ringe han slængte, og hug med sværd, sønderhug guld. strid han vakte, vold farvet rød, vandt sig lande.

Det er hans gavmildhed og rigdom, som røber sig ved at slænge hele ringe til de bedste krigere, ved at sønderhugge guldstænger og dele ud til de andre. Men kan man ikke så forstå, at en sådan herre også har ødslet noget på husets pragt, på husholdningens herlighed? Kunsten har måttet yde alt, hvad den formåde, til at smykke hans bolig, og det var en selvfølge, at der ikke måtte mangle på tjenerskab til at ordne og pynte. Der har, mener jeg, hængt blankpudsede våbenskjolde på hvidskurede vægge, og til høitid bleve bjælkevæggene vel endog overdækkede med kosteligt virkede hængeklæder eller tapeter.

En sådan herre kunde søge sig den fornemste brud, som var at finde lang vei:

Sendmænd foer            og lykke nød,
ad fugtige stier,        ætter øged
kom til hallen,          og alder nåed.
hvor hersen boed;
mø han havde             Bur var den ædste,
med hånd så fin,         Barn den anden,
så lys og klog,          Foster og Afkom,
de kaldte hende Erna.    Arving, Dreng,
                         Ætling, Slægtning,
Hende de fæsted          Søn og Svend -
og førte hjem            tavl og svømming
og gifted med Jarl,      de tog til at øve -
gik hun med brudelin;    Knud hed en,
sammen de leved          Kon var den yngste.

Af digtets fortsættelse sees, at denne Kon, Kon ung, som han kaldtes, endte med at blive konung, eller konning, i pagt med guderne og i besiddelse ikke alene af krigerens mod, men også af vismandens ære og ærværdighed. I ham skjød det hele samfund sit ypperste skud, og hans liv og virken stod som målet for, hvad datiden vidste at tænke sig som ædelt og skjønt.

Men hvorledes har jeg nu kunnet tage dette skjønne digt til indtægt for nærværende bog?

Jo, først og fremst vilde jeg, at mine læsere, for de i de følgende kapitler skulle få se det meget, der kan vække mishag og uvillie, skulle dele med mig glæden over, at hvordan det end kan se ud med et og andet ved første øiekast, så tilhøre vi dog et folk, som selv så langt op i tiden som Edda-digtenes minde når, har havt tanke om og virkelig lagt for dagen en skik og orden i deres husliv, så smuk, at vi neppe kunde ønsket eller ventet os den smukkere. Og jeg vilde få føiet dette til, at som tilstanden var for resten i hedenolds huse passer det meget godt, om vi tillige tænke os ind i den skik og det begreb, som måtte være i den tid og det land, hvor det kom op at benævne den sidste dag i ugen med lørdagens navn.

Men dernæst vilde jeg pege på et synderligt træk, som digtet lader os se, og som ligeligt forekommer i alle huse, fra trællens til jarlens. Her er udtrykkelig tale om vand til renselse, men det er en renselse af høiere betydning. Hvad jeg sigter til, er det for hvert hus gjentagne ord om, om at det nyfødte barn blev øst med vand og det i samme stund, som det fik sit navn.

Det er ikke blot her i Eddadigtet, at denne hedendommens religiøse ceremoni er omtalt; der hentydes oftere til den i andre oldskrifter tillige. Og der er ingen tvivl om, at om vi kunde nå frem til at fatte den tanke, som de gamle have forbundet med sådan høitidelig renselse, så skulle vi have lettere for at forstå grunden til lørdagens navn og tillige danne os en mening om folkets skik og brug med rengjøring i almindelighed.

I næste stykke vil man finde et forsøg på at tyde gåden.

3. FOLKETRO OG FOLKESKIK

Det er som et stort træ, jeg ser for mig, med dybe rødder, mægtig stamme, stærke og lette grene, høi og luftig krone. Således er folkelivet. Rødderne ligge dybt i urtidens skjød, og kronen bevæges at nutidens luftning. Der er liv og friskhed, og der er sammenhæng helt igjennem.

Renligheds-skikken er en gren på træet, og forfølge vi sammenhængen ned til roden, få vi se, hvor smukt den er rundet af folkets oprindeligste begreb og dybeste tro.

Jeg plukker til en begyndelse ned et enkelt blad af grenen, eller midt udaf den store mangfoldighed griber jeg en enkelt udfoldelse og åbenbarelse af det skjulte liv, anfører en kort yttring af den gjennemgående tanke.

Jeg hørte denne yttring af en gammel skolelærer høit oppe i Valders, og han mindedes den som et sagn fra sin barndom. Sagnet sagde, at

når en mand sidder om lørdagsaftenen og lader sit hoved vaske - hvilken tjeneste det fra gammelt har været brugeligt at konen yder sin mand -, så må ham holde sig vendt mod den kant, hvor han kan tænke at han engang skal bæres til sin grav, mod bygdens kirkegård altså.

Dette bud tager sig jo høist besynderligt ud, det er ikke så let at gjætte sig til dets grund og mening. Jeg må endogså

strax tilføie, at så meget jeg har spurgt, har jeg ikke fået høre det igjen på noget andet sted, så det i og for sig må kaldes en tvivlsom erindring.

Men der er nok af beslægtede sagn og sætninger, som dertilmed er sikkert kjendte. Meget almindeligt kan man høre det ord blandt almuen, at

når man vasker sit hoved og pynter sit hår, bør man ikke vende sig mod nord.

Denne forestilling, eller den nedarvede erindring om, at der engang har været sådan forestilling og tro, går igjen i fast alle landets bygdelag, fra Mandals-egnen til Helgeland. Oftest forbindes regelen med denne anden, at man må ikke skjære sine negle om kvelden, så det heder t.ex. i Salten i Nordlandene:

Kveld-skårne negle og nord-vasket hår
er den første synd, som i verden går,

eller i Smaalenene:

Kveld-skårne negle og nord-vasket hår
får ei ro i kirkegård.

Lignende sagn høres alt i Sverige, på Island og på Færøerne, så det skjønnes, at her er en gammel erindring og dybtgående forestilling.

Der kunde også opregnes en hel mangfoldighed af andre sagn, som kunde kaldes yttringer af den samme forestilling, eller som tyde hen på, at man har betragtet Norden med en vis gru og rædsel.

Men jeg skal indskrænke mig til at minde om et sted i vore oldskrifter, hvor man kan finde et, som jeg synes, tydeligt talende sagn om, hvad det kan have på sig at vende sig mod nord i en alvorlig stund. Det er vor berømte høvding Haakon Jarl, som der tales om på det sted. Helt igjennem er han skildret ikke alene som en hedning, der var nidkjær for sine guder, men som en mørk sjel, der for vindings skyld hengav sig til en hemmelig dyrkelse, som selv det hedenske folk skyede. Dette kommer især frem i sagaens fortælling om slaget i Hjørungavåg. Slaget var allerede begyndt, og det så mere end farligt ud for jarlen. Men da, fortælles der, gik han iland fra flåden, fandt sig et ensomt sted i en stor skov, kastede sig ned på sine knæ og bad; så vendte han sig mod nord og bad atter på det inderligste og det til sine hemmelige fortrolige, troldene Thorgerd og Irpa; han syntes at forstå, at de ikke vare snare til at høre hans bøn den dag, og han gjorde dyrere og dyrere løfter; det kom dertil, at han tilbød menneskeoffer og endog tilsidst hengav sit eget barn, den syvårige elskelige Erling; trælen Kark, som vår ved hånden, aflivede drengen efter faderens bud. Nu ilede den forfærdelige mand tilbage til striden, vis på seier, og strax trak skyerne op fra nord, så det blev «døkt og dimt» og et uveir brød løs, med stenbyger og hagel-ilinger, med tordenskral og lyn, så usædvanligt rædsomt, at mere end en omsider forstod, hvordan det var fat, og det endte med, at den fiendtlige anfører råbte overlydt til sine mænd, at de kunde fly uden skam, såsom de nok havde lovet at kjæmpe mod mennesker, men ikke mod trolde. - Det hører med til sagafortællingens art, som heri stemmer meget vel overens med nutidens sagn, at det senerehen vises, hvorledes han, der seirede ved Hjørungavåg, sank dybere og dybere, hengav sig mere og mere til et uværdigt sind, og tilsidst fik det endeligt, at han var på feig flugt, at han der blev stukken ihjæl af sin sidste fortrolige og ledsager, og at denne var den samme træl Kark, som han havde sat til at offre sønnen.

I hint saga-sted(18) have vi jo et aldeles fuldstændigt sagn, hvori vi kunde læse op til oldtidens tro angående det enkelte stykke, som beskjæftiger os her. I en usalig stund overtrådte Haakon Jarl det bud, at ikke skal vende sig mod nord, når man har noget alvorligt fore; de usynlige, som hørte hjemme der, vare af troldenes onde æt, og rædsomme pagt, som den ulykkelige mand sluttede med dem, skaffede ham nok hans ønske opfyldt for øieblikket, men for dens skyld måtte han også dø en udød tilsidst.

Herefter når jeg hører denne levning af folketroen, at der advares at vende hovedet mod nord, når man sidder om lørdagsaftenen og tvætter sig til søndagen, vil jeg altid komme til at mindes dette exempel på, hvilken forskrækkelig synd man har troet at der lå i overtrædelsen, og jeg må tænke på, hvilken uberegnelig indskydelse den øvet, som i så lange tider, alt fra tiden før christendommens indførelse, har bevæget slægternes sind.

Jeg går over til at tale om en anden regel, som ofte nok kan høres sammen med hin og vel endog er endnu hyppigere erindret, den regel nemlig, at når man har vasket sig om lørdagen (laugardag), må man vigsle vandet (laugen), før det slåes ud.

At vigsle en ting vil sige det samme som at give den vigsel eller indvielse. Ordet forståes let, når man mindes det udtryk at vie f.ex. en kirke og veed, at ordet i almuesproget hedder vigja og i gammelnorsken blev skrevet ligedan.

Folketroen har særdeles meget med vigsling at gjøre. Den skal iagttages ved mangfoldige ledigheder, og den kan udføres på adskillige måder. Kraftigst udføres den med ild. Til nød kan også bruges stål eller andet metal, som jo er udsmeltet ved ild og altså (eller således udlægger jeg meningen) vel har noget af ildens væsen i sig(19). At vigsle vaskevandet eller laugen med ild sker på den måde, at man kaster en varmeglo i det. Andre ting kunne ikke vigsles anderledes end ved at sveive eller svinge dem over ilden, holde dem foran ilden, svinge en varmeglo over dem o.s.v. Atter andre ting ere således beskafne, at at man bedst og fuldstændigst vigsler dem ved at kaste dem i varmen og lade dem brænde helt op.

Det er for troldoms skyld, at der vigsles. Vi have allerede hørt lidt af den gamle folketro om troldene. Der er som en hel verden af usynlige, af underjordiske, tusser, trolde o.s.v. Norden er deres hjem, natten er deres tid, mørket er deres lyst og ondskab deres hele liv og gjerning; men selv af børne-eventyrene vide vi jo, at om de forglemme sig og færdes ude, til solen går op, så er dens første stråle nok til at forjage dem, ja forvandle dem til sten. Nu er ilden jo solens afglands og billede, og den eier noget af dennes lys og kraft, så vi altså forstå, at troldene må fly, hvad der er vigslet med den(20).

Men hvorfor behøver laugen eller vaskevandet at vigsles efter brugen?

Jo, fordi der er i det ikke blot det smuds, som er skyllet af legemet, men også noget af legemet selv, sådanne ting som sved, afrevet flos og fnug af huden, afkjæmmet hår, skjægge-skav o.s.v., og alt sådant affald af det menneskelige legeme (således opfatter jeg deri grundtanke, som går igjennem en stor del af vore folkesagn og det ikke alene her i landet, men i Sverige og Danmark, ja i Tydskland med) lure troldene efter, såsom de dermed vilde få i sin vold det menneskes sjel, som det havde tilhørt, og i almindelighed vilde få et middel til at øve sin ondskab.

At meningen og tankegangen har været sådan, det kommer især frem i de beslægtede advarsler om, hvad man har at iagttage, når man skjærer sine negle. Vi have allerede hørt, at dette må ikke gjøres om kvelden, den tid, da troldene ere på færde. Med samme flid bliver det indskjærpet, at negle-skavet altid må kastes på ilden, og der spåes alskens ulykke, om det forsømmes. Troldkjærringen samler op den henslængte negleskav og har det i en pose for at bruge det til at forgjøre folk og fæ; finnen laver kugler deraf til sit «finskot» eller «gannskot»; flagermusen plukker det op og flyver til «den onde» med det, o.s.v.

Dette exempel er dobbelt interessant derved, at det tilfældigvis er bekjendt, at lignende forestillinger om negleskavet gjaldt allerede i henenold. Det træffer nemlig til, at i Edda-digtene, der hvor alle de rædsler beskrives, som skulle gå forud for verdens undergang, tales om et troldskib, som hed Naglfar, fordi det var bygget af negle. Det var døde mænds negle, siges der, og derfor var det en regel, føies der til, at enhver måtte skjære ligenes negle, før de begroves, såsom det gjaldt om at hindre troldene i at få skibetfærdigt. Vistnok tales der ikke tillige om, at de afklippede neglstumper netop skulde brændes; men det kunde vi vistnok betragte som noget, der fulgte af sig selv.

Hvilken stor omhu der har været viist, eller hvor nøiagtigt, ja skarpsindigt tanken er bleven gjennemført, det forstå vi af den bi-regel, som folketroen fast overalt føier til hovedregelen, at efter at man har skåret sine negle, bør man ikke alene korse hver negl med kniven, men tillige skjære i noget træ med kniven, før man lægger den bort. Træstykket kan man så kaste i ilden. Folkesagnet tilføler selv forklaring: Det fnug af negleskav, som kanske blev siddende på kniven og derved ikke kom på varmen, vilde djævelen komme og spise op; i Helgeland siger man han vilde bruge det som mel.

I forbindelse med dette sidste kan det være oplysende tillige at høre, den beslægtede formaning, at man må ikke tankeløst skrabe sig på hånden med en kniv; thi hvad der af huden faldt ned eller blev siddende på kniven, det kunde djævelen komme og hente, eller det kunde flagermusen finde og flyve til den onde med o.s.v.

Endnu et exempel på affald af det menneskelige legeme, som må vigsles, er fældede tænder, der jo, som bekjendt, bør kastes i ilden.

Samme omhu anvendes med den vædske af sår, som følger med feslet, med blod fra åreladningen, med barnets urenlighed, helst så længe det er udøbt, o.s.v. Overalt må der anvendes vigsling, og som noget, der kan følge på, om det forsømmes, nævnes især, at barnet kan blive en bytting eller ikke få forstand, og at mennesket kan blive tungsindigt, ja kan gå fra vid og forstand, så det mærkes, at sjelen er i onde væseners vold.

Ved at tale om negleskavet fik jeg anledning til at forklare med et exempel, hvor overmåde nøiagtigt disse ting have været gjennemtænkte. Et ligedant exempel er dette, at to må ikke vaske sig på en gang i samme laug, ja ikke tørre sig på en gang i samme håndklæde; der føies til, at ellers vilde de komme til at trættes og slåes, inden dagen var omme. Meningen er let forståelig. I sådant tilfælde kommer uvigslet affald efter den første ind i den andens vaskevand, og denne andens affald blander sig med den førstes, førend der blev tid til at vigsle; men fordi vigsling altså forsømmes, kunde de usynlige få skade, og fordi affaldet efter de to bliver blandet indbyrdes, er det rimeligt, at ulykken bliver gjensidig eller straffen bliver indbyrdes trætte(21).

Men jeg må endnu omtale to skikke, som jeg tror høre hid; deres rette forståelse vil ikke alene tjene til at forklare yderligere, hvad vi allerede have hørt, men tillige føre vor hele undersøgelse og betragtning et skridt videre frem.

I så godt som alle landets egne, og derhos i Sverige og Danmark, kjendes den gamle skik at brænde ligstrået, og på ret adskillige steder overholdes skikken fremdeles. Man må ikke tro, at denne brand foregår bare for at skaffe bort en ting, som ingen værdi har, og som det kun vilde være uhyggeligt at se henslængt; heller ikke bør man lægge den betydning deri, at blusset skal være folk i nabolaget til tidende om det dødsfald, som er indtruffet. Men her foregår skikkerlig en vigsling, selv om tanken derom ikke nu længer står klar for folket selv. Handlingen er af samme art, som når der kastes en varmeglo i det brugte vaskevand, kun at øieblikkets alvor gjør den høitideligere Jeg mener, at når de gamle foreskrev at vigsle det brugte vand for det affald eller de døde dele af legemet, som det indeholdt, så have de endnu mere måttet indskjærpe at vigsle det strå, den døde havde ligget på i sin seng, eller som lå under liget, indtil det var blevet vasket og pyntet, for det affald af sved og vædske, som man kan tænke sig var gået fra legemet og var blevet opfanget af strået. Var lørdagsvigslingen nødvendig hvor det gjaldt at beskytte mennesket i dets levende live mod de usynliges efterstræbelser, så måtte der ligge ulige mere vegt på, at samme art af omhu blev viist nu ved døden, da menneskets sjel skulde tiltræde sin dunkle vandring. Med hensyn hertil, er det da også værd at lægge merke til, at ligstråets brænding gjerne udføres med en vis høitidelighed; man vælger f.ex. den tid, da liget netop er pyntet og bæres hen i ligstuen, og man udfører handlingen på et eller andet passende sted ude på marken, såsom nær veien til kirkegården. Interessant er det også i et gammelt skrift (en skreven lov) at finde bevis for, at ligstråets høitidelige brænding allerede fra en meget fjern tid har været betragtet som en fast skik ved stellet om det døde og det ikke alene på landet, som nu, men selv i byerne. I en bylov for Bergen af 1274 tales der nemlig om skikken på den måde, at efter at det først er forbudt at have ild på åben gade, gjøres der udtrykkelig undtagelse for ligstrået, som det fremdeles skal være tilladt at brænde udenfor den dødes hus.

At jeg har opfattet denne brænding ret, når jeg ser i den en alvorsfuld høitidelighed, det synes jeg fremdeles bestyrkes derved, at der meget almindeligt har knyttet sig til den en sådan overtro, at man tager varsler om det næste dødsfald ved at agte på, til hvad kant røgen driver (hist og her i Norge), eller hvorledes askehoben former sig (i Danmark).

Men dette var nu en underordnet gravskik, og som ikke ligefrem kan bevises at have fundet sted under hedenold(22). Men nu går jeg videre, stiger i tanken op til oldtidens oprindelige tro og begreb, og standser der foran en af hedninge-verdenens mærkeligste skikke, foran selve hoved-skikken ved vore hedenske forfædres stel med de døde. Jeg mener den skik at brænde liget på bål, den skik, som i den såkaldte brænd-alder har været herskende, ikke alene i Norge, men i nabolandene Sverige, Danmark, Tydskland, ja i langt større vidde.

Det er vistnok ikke sagt af nogen af de gamle skribenter, hvad den egentlige mening var med at brænde liget, heller ikke finder jeg, at der har været gjættet på det af nogen af nutidens lærde(23). Men hvilken formodning der har dannet sig hos mig, vil man sagtens allerede have forstået af den foregående udvikling.

Skikken med ligbranden står for mig som den sidste i rækken af den store mængde omtalte skikke og forskrifter. Liget synes mig at være menneskets sidste eller endelige legemlige affald, og bålet forekommer mig at være en storartet vigsling til værn mod de usynlige og onde væsener, som ellers vilde få liget i sin vold. Ja, det afsjelede legemes brand er, mener jeg, et forbillede på, eller en fuldbyrdelse i det mindre af det, som ifølge hedningetroen forestår, når hele den nuværende verden har udlevet sit liv: de onde magter ville også da tage alt i sin vold, men det skal ikke ske, såsom en, der er større end de, skal brænde det hele med ild, og en ny jord og ny himmel skal fremkomme, et nyt og helligt liv skal begynde.

Jeg sagde, at jeg ikke har denne udlæggelse af de gamle skrifter selv. Men i disse finder jeg dog sagn, som stemme dermed, sagn af ganske samme art som dem, man kan høre blandt folk den dag idag, eller hvis erindring dog har været forplantet ned til vor tid. Jeg sigter hermed til, at når nogen var bleven borte på søen således, at liget ikke blev fundet igjen, eller som man tildels har udtrykt det således, at den døde «foer nord og nedenom», så gik man tildels med ængstelig tanke om, at sjelen ikke fik ro, men at den måtte svæve imellem himmel og jord. Det var sådanne sjele, om hvilke man troede, at de stundom viste sig som gjenfærd. Ligeende forestillinger har også dannet sig f.ex. om henrettede misdædere, som bleve lagte på steile og hjul, og som altså forsætlig nægtedes det rette stel. Til dette stel hørte i hedenold at brændes på bål og i den christne tid at begraves i viet jord, og efter folketroens anskuelse går forsømmelse deraf altid ud over den afdødes sjel; men dette, synes mig, er aldeles beslægtet med hine forestillinger om, hvorledes et menneske kan gå fra viddet eller miste sin forstand, altså lide skade på sin sjel, om ikke sådant småt affald som negleskav o.s.v. bliver vigslet. Det er nok dem, som mene, at ligbålets hensigt kun har været, at man på en god måde vilde få liget afveien, for de gjenlevendes skyld, eller for at disse skulde forskånes for forrådnelsens vederstyggelighed.

Men efter alt, hvad jeg allerede har anført, tør jeg vel tro, at man vil gå over til den mening, at oldtidens gravskik først og fremst har sigtet til den døde, at han måtte fare vel.

Når liget var brændt, når dette forkrænkelige var fuldstændig vigslet af fortærende ild, så var alt vel overstået, de gjenlevende kunde med god fortrøstning vise den døde til Valhal, og med freidigt sind kunde de slutte gravfesten ved at samles til lag og drikke på hans minde.

Jeg har nu anført det sidste led i den lange række af forskrifter og skikke, og bøier dermed tilbage til slutningsordene i forrige stykke (side 55), hvor jeg foreløbig hentydede til den gådefulde renselsesceremoni, som i hedenold blev udført ved det nyfødte barn.

Det var så, at barnet blev overøst med vand i den stund, da faderen første gang hævede det på sin arm og med det samme gav det navn. Dette er nok alt, hvad man veed om denne mærkelige skik. Om høitideligheden blev ledsaget af visse ord, som bleve udtalte, bønner, som bleve fremførte o.s.v., så har man ialfald ikke optegnelse derom; heller ikke er det sagt af de gamle skribenter, som kunde vidst det, hvad mening man havde med det hele.

Men det ene kaster lys over det andet. Have vi forstået vigslingen ved graven ret, så kanske vi også kunde slutte os til betydningen af den skik og brug, som havde hensyn til menneskets indgang i verden.

Vandøsningens ydre lighed med de christnes dåb er jo iøinefaldende. Men formedelst denne lighed kunde det såmeget lettere ske, at havde der været en og anden underordnet skik, som fulgte med, så kunde denne beholdes selv efter at hovedskikken var bleven, man kan sige: ombyttet ved den christne dåb. Og jeg tænker her på den mangfoldighed af små-regler, som endnu den dag idag på mange steder iagttages under stellet med barnet, så længe det ligger udøbt, og som for største del ere sådanne, at de tydeligens have sin rod ikke i christelige begreber, men i hedenske forestillinger. Det er især vigsling med ild, som møder os igjen, ikke nok med, at når f.ex. et menneske, som ikke hører huset til, kommer ind i en stue, hvor der er udøbt barn, bør han strax gå hen til skorstenen og «tage i varmen» eller vigsle sine hænder, sine klæder o.s.v., så at intet ondt skal få følge med udenfra; men det ser endogså ud til, at selve barnet helt og holdent trænger til vigsling. Der må f.ex. brændes lys over det om natten, og er det meget uroligt, så bruger man at vigsle det på den måde, at man svinger over det et stykke brød, som der er brændt i, så det ryger. Alt dette vidner jo tydelig om, at man med en særdeles omhu har våget over barnet for at beskytte det mod de usynliges eller underjordiskes efterstræbelser, og hvad vi forundre os over at finde af det slag endnu i vor tid, det måtte vi jo kun kalde rimeligt hos vore hedenske forfædre, som vi altså trygt kunde antage have havt og iagttaget disse samme eller signende regler. Men som al denne underlige forsiktighed og omhu efter nutidens folketro bliver overflødig og altså falder bort, såsnart dåben er forrettet, så må vi da også forestille os, at der i hedenold indtrådte en lignende vending formedelst vandøsningens høtidelighed.

Forestillingen og tankegangen kan da have været den, at formedelst den naturlige fødsel var barnet endnu kun en unge at kalde, et væsen med en sjel, som ikke var anderledes forskjellig fra de underjordiskes, end at, om årvågenheden fra moderens side svigtede et øieblik, såat det lykkedes disse (hvad folketroen stadig har ment at de lurede efter) at forbytte barnet, så blev dette i et og alt kun som en av dem. Men derfor måtte der til den naturlige fødsel føies en høitidelighed, hvorved barnet engang for alle optoges i menneskenes samfund og selv blev et fuldt menneske eller en person. Dette skeede, når barnet fik et navn. Men når navnet havde så stor og afgjørende betydning, så kan man vide, at før det blev udtalt over barnet, måtte dettes naturlige eller legemlige væsen vaskes med en hellig tvæt, som så at sige bortskyllede alt, hvad der af lavere art klæbede ved det fra fødselen. Hvad der fik navn og dermed blev en menneskelig person, var da ikke blot det naturlig fødte barn, men det af vandet overskyllede eller skjulte og igjen på nyt fremkomne. Fra den stund af boede den menneskelige ånd i legemet, og så længe dette levede, behøvede det ikke selv at vigsles mere, men hvert fnug, som under livets slid skilles fra legemet, alt det affald, som vi ovenfor have hørt om, negleskav, hår o.s.v., måtte atter vigsles, og tilsidst måtte dette ske med det hele legeme, når det ved døden var blevet forladt af ånden. Helt igjennem går der en tanke om, at menneskets legemlige liv hører til en lavere verden, men at dets ånd har en ædlere tilværelse og nok bor for en tid i legemet, men stadig arbeider sig ud deraf og tilsidst vil hæve sig til et høiere liv.

Jeg forstår nok, at man vil finde, at jeg har faret vel meget på vidden med dette, så jeg selv er glad nu ved at øine slutningen, om den så kun er foreløbig.

Jeg slutter her med at sammenstille disse hedendommens trende betydningsfulde skikke: vandøsningen over barnet, ligbålet over den døde, og midt derimellem den ugentlige renselse, som har givet lørdagen dens navn. Efter den lange fremstilling skal man forhåbentlig indrømme, at jeg har havt grund til at give lørdagsskikken denne plads, og man skal ialfald finde det noget mere fatteligt, hvorledes det kunde ske, at den sidste ugedags renselsesskik blev anseet som så vigtig, at den endog erindredes i selve dagens navn.

Det rensende vand havde helliget barnets indgang i verden, og ligbålets viende ild skulde signe menneskets udgang, og om alt det alvor, som lå heri, var det en stadig mindelse i hver mands hus, når det blev lørdag, når nemlig ilden blussede på arnen og den varme laug tillagedes og varmegloen holdes i beredskab for at kastes i det brugte vand, og når så alt folket sad og lod sig vaske ikke alene for ugens smuds, som havde heftet sig ved udenfra, men også for dette forkrænkelige, som havde tilhørt legemet, men som var afdøet og nu skulde skylles bort (sved, flos af huden o.s.v.). De have siddet, må vi forestille os, med ansigtet vendt bort fra det grufulde norden og hen imod sønden, hvor solen bor, denne rette luttrende ild, som arnens brand kun er et ringe billede af, - ja med sindet vendt bort fra ugens svundne dage og al deres hverdagslige forfængelighed, men stundende mod søndagen, soldagen, livets dag.

Det var dette, jeg ovenfor mente med, at renlighedsskikken skulde befindes at være oprunden af folkets oprindeligste tro. Det var naturligvis hedningefolkets tro, som mentes, altså den, som havde besjelet folket, før christentroen blev det forkyndt. Men jeg tænker tillige, at noget af hin tro gik over i og blev forklaret og forædlet under christendommen. Eller var det ikke i sig selv en både dyb og smuk tanke og tro, at mennesket var sig bevidst at behøve hjælp udenfra til at bestå sig imod mørkets farer og ondskabens anløb, og at det, sålænge det ikke vidste noget høiere, søgte hjælpen og trøsten i lysets hjem, der, hvor solen lyser med sit forunderlig rene og stærke lys? Føler man ikke nok, at der var hjerte i denne tanke, samvittighed i denne tro, med angst for det onde og usalige, med længsel efter det hellige og rene?

I det af disse mange sagn, som anførtes allerførst (ovenfor, side 56), var der endnu to træk, som jeg må tilføie et par ord om. Medens andre sagn lød på, at man under lørdags-renselsen ikke må vende sig mod nord, hendte det der, at man skal vende sig mod det sted, hvor man engang venter at blive båren til sin grav. Dette var påfaldende i førstningen; men nu har man jo seet, hvorledes jeg gjennem en række af sammenhængende sagn og beslægtede skikke er kommen til at stille lørdagsrenselsens og ligbålets tanke nær sammen. - Det hedte fremdeles, at fra gammelt har det været brugeligt, at ved lørdags-renselsen skal konen vaske mandens hoved. Jeg kan føie til, at denne brug holder sig fremdeles på mange steder, og at i større huse må datteren og tjenestepigen hjælpe til med at vaske husets sønner og tjenestekarle. Det er kvindernes sidste tjeneste i ugen, og flere udtryk, jeg derom har hørt af almuen, have ladet mig slutte, at der ligger i den en egen betydning af godhed og velvillie. Men nu kommer jo den betragtning til, at lørdagskikken minder om gravskikken, og at det jo altid har været netop kvindernes sag at sysle med liget og yde den afdøde tvætningen sidste tjeneste(24).

4. FREMDELES OM FOLKETRO OG FOLKESKIK

Man kunde kortelig beskrive renlighedsskikken i vore gode gammeldagse bygder således, at der vaskes og pyntes til helgen for Guds skyld og ligeså til gjæstebud og andre samkvem for forsamlingens skyld, samt derimellem eller i hverdagslaget så vidt, at man ikke uleiliges i for meget af smuds og støv. Men så, og endnu mere så, har det upåtvivlelig været allerede i hedenold; i det daglige brug har man naturligvis ladet sig nøie med tarveligt stel, men til høitidelige leiligheder har man anvendt stor omhu, været opmærksom på meget og mangt.

Jeg slutter mig til dette sidste, dels deraf, at det jo er bekjendt nok, hvorledes vore forfædre i det hele taget gjorde meget væsen af sine høitider, dels deraf, at jeg ser, hvorledes vore gammeldagse almuer med selve rengjøringen til høitiderne have forenet et og andet, som ikke netop hører med til høitideligholdelse af christelige feste, men tydeligvis stammer fra hedenske forestillinger og skikke.

Jeg må i den anledning hentyde til det mangfoldige stel, hvormed man endnu på mange steder bereder sig til St. Hans og til jul. Da renses og vaskes mere end ellers i året. Men der gjøres adskilligt andet tillige. Til St. Hans hænges op kvaster og krandse af blomster og grønt; men at tanken derved ikke oprindelig og egentlig har været at pynte og smykke, det forstår man, når man lægger lidt nøiere mærke. Det er nemlig helst visse slags urter og løv, som samles dertil, uden hensyn netop til skjønhed eller vellugt, og de hænges op ikke alene i stuen eller andre rum, hvor folk færdes, men f.ex. også ude i fjøset.

På sine steder bruger man således at stikke en enerkvist i væggen over hver bås. Et modstykke hertil er, at til julen har det været stadig brug at anbringe kors trindt omkring på gården, tjærekors(25), som males over døren især til fjøs og stabbur eller madbod, og kors af små pinder eller halmstrå, som stikkes ned ved gjødselstedet, i agerkanten, ved brønden eller vandings-bækken o.s.v. Jeg tror fremdeles, at den i nogle egne nedarvede skik at fæste et kornbånd på en høi stang over låvedøren hører herhid(26). Hvad meningen er eller har været med alt dette, bliver endnu tydeligere, når vi tillige agte på, hvilken særegen brug der gjøres af ild og lys både St. Hans nat og jule-nat. På hin nat brændes store bål udpå marken; jule-natten brændes der lys i stuen, lige til dagslyset bryder ind. Før i tiden har man brugt (eller der er i det mindste sagn og beretninger i mængde om sådant i Tydskland og andre lande, hvor i det hele taget det samme folkeliv og den samme folketro har hersket) f.ex. at drive kreaturene igjennem St. Hans ildens røg eller at bære en brand med hjem og vie huset dermed, og hist og her i vore bygder er der erindring om den jule-skik, at kreaturene skulde vigsles julemorgenen og det ved at svides i håret med stubben af det hellige julelys; meningen var, at de dermed skulde beskjærmes mod al «otrivd», og til yderligere sikkerhed burde vandet, de da fik at drikke, være beredet med ilagt stål eller gammelt sølv. Ja, foruden ved korsene har man på sine steder tillige brugt at sikkre gården ved at sætte ljå (stål) i høet, sigd i kornet, øx over døren til stabbur, fjøs og stald. Over stuedøren har man neppe brugt enten tjærekors eller Øx; thi stuen var sikkret i almindelighed ved arnens ild og for julenatten desuden ved det brændende lys. Men det kunde jo hænde, at lyset eller at ilden på arnen sluttede, medens folket sov? men det er da muligens med hensyn dertil, at man endnu har brugt det sikkerhedsmiddel at lægge nogle håndfuld salt på skorstenen; dette salt brugte man så om julemorgen at tage varsler af, ved nemlig at agte på, hvordan det havde klumpet sig af varmen, og det skulde være godt for kreaturene at få netop af det salt i sin drikke.

Hvortil vel al denne omhu og ængstelige påpasselighed? Jo, midsommers- og midvinters-tiden, da der foregår en vending i solens gang, udmærker sig efter det nedarvede begreb derved, at der indtræder for et øieblik en særegen tilstand i himmel og på jord. Folk, som ikke ellers ere synske, kunne få se de usynlige da; det er, som at en skillevæg drages bort. Og mørkets magter have da ligesom mere uhindret sin gang overalt, og de benytte øieblikket til at færdes omkring menneskene mere end ellers, så deres efterstræbelser ere mere at frygte end nogensinde. St. Hans natten ride troldhexene til Bloksbjerg o.s.v., og julenatten er Åsgårdsreien ude og farer, mange dødes gjenfærd besøge sine tidligere hjem o.s.v. Det er midnatstimen, det gjælder mest. Men St. Hansdag stråler solen høiest på himlen, og den er seierens tegn; juledag bringer også trøst og tryghed; om de christnes jul behøver jeg ikke at tale, men jeg må minde om, at allerede hedningerne holdt jul, troende, at guderne da vare dem ligesom nærmere, at de kom til festerne, modtoge offringerne, hørte bønnerne.

Hvorfor mindede jeg her om disse levninger af og erindringer om hedensk skik og tro? For at uddrage den slutning, at som de nu findes sammen med vore dagers særdeles omhu for rengjøring, så har denne rengjøring vist også fundet sted i hedenold eller iligemåde været forenet med de troes-skikke, som hørte hjemme blandt folket da. Det var mig om at gjøre at få det sandsynligt, at den storvask, som man pleier kalde det, og som er så fast sammengroet med St. Hans- og juleskikkene, nok har været kjendt her i landet alt fra de tidligste tider af.

Ja, jeg går videre og vover en slutning til. Jeg tror, at rengjøringen ikke blot har tilfældigvis ledsaget alt dette stel, som havde til hensigt at beskytte mod de usynlige, men at den har været en væsentlig bestanddel af stellet, med andre ord, at selve laugen eller det vand, som brugtes til bad og vask, har været betragtet som middel lige med ilden, med saltet, med korstegnet og kornbåndet og stålet. Med denne betragtning vilde vi da være nåede frem til den yderste og sidste grund for folkets omhu med renlighed i hedendommens oprindelige tid; «skirsel» (renselse) med vand vilde jo have været ensbetydende med vigsel med ild.

Når jeg fremsætter denne slutning og mening, så stoler jeg på, at man har gjennemlæst det forrige stykke om folketro og folkeskik og ret sat sig ind i den tids tankegang, da folket troede sig omringet af usynlige på alle kanter og idelig måtte være på vagt imod deres ondskab. Det kunde gjælde sjelens fred, troedes der, om et affaldet hår eller et fnug af neglen eller huden kom i deres vold. Derfor var jo også renselse med laug en fornødenhed hver lørdag; sådant affald af legemet, som ellers ikke lod sig samle op, kom om lørdagen i vaskevandet, og når dette tillige vigsledes, før det sloges bort, var alt i orden. Men af grunde, som nys ere anførte, gjaldt det især om påpasselighed til St. Hans og jul. Da kunde det være nyttigt at vaske og skure hver ting, selv stuens vægge, om ikke for andet, så for de uddunstningers skyld, som i dagenes løb havde forladt menneskenes legemer og fæstet sig ved klæder, ved bohave, ved hele huset.

Til støtte for disse slutninger skal jeg yderligere anføre, at det i enkelte afsidesliggende bygder endog er brug, at feieskarnet bliver vigslet før det bæres ud(27). Dette er jo åbenbart af samme art, som hvad vi før have hørt om at vigsle laugen eller vaskevandet efter brugen om lørdagen, og forklaringen må blive den samme: i feieskarnet kunde der være hår eller andet affald af legemet, og sådant måtte for alting ikke komme i de onde vætters vold.

Jeg begyndte denne udvikling med at sige, at i vore gammeldagse bygder gjorde man sig flid med renlighed til helgen ligesom for Guds skyld, og at i hedenskabets tider var det endnu mere så. Nu kan jeg forklare dette nærmere således, at i en christen tidsalder, da mennesket står gud mere nær, er hin beredelse til helgen kun et ydre tegn på den ærefrygt, som skyldes Gud, men i hedenold, da menneskets tanke var mere bundet til naturen, var dette samme stel som en virkelig dyrkelse; thi det blev forstået så, at der var rensende kraft i vandet og i ilden, eller at der var en virkelig renselse og vielse i vandets og ildens høitidelige brug(28).

På anseelige bondegårde med god gammel skik og orden kan man finde, at bonden og hans hustru har hængende på loftet en særskilt høitidsdragt til kirkegang på de store høitidsdage og ved altergang, en noget mere brugt kirkedragt til kirkegang ellers, endelig en ringere søndagsdragt til de helligdage, da der ikke er tjeneste i sognets kirke, så man altså sidder hjemme.

Også dette lille billede mener jeg vi kunne overføre på vore hedenske forfædres bygde-skikke og huslige liv.

Thi når jeg lægger sammen hvad jeg har seet af kirke-almuer i nutiden og læst om forsamlinger ved gudshuse og på thingsteder i hine fjerne tider, så flyder det i et for mig, eller jeg ser det samme syn af ærbødighedsfuldt alvor for det hellige, af opmærksom holdning, af ærekjær agtpågivenhed ved den hele personlige fremtræden.

På Island omtales et hedensk gudehus, som tilligemed den omliggende tomt blev agtet for så særdeles helligt, at selv en fjeldknaus, som lå til samme, måtte ingen mand se hen til uden at have toet sig først. Men kan man så ikke nok forstå, at i de tider har ikke lettelig nogen mand trådt ind i et gudehus eller endog mødt frem i nogen høitidelig forsamling uden at være vel tvættet og stadselig klædt?

Men hvorledes denne samme tænkemåde har virket også på livet i hjemmet og det selv i den mest afsidesliggende grænd, i det enslige hus, det mener jeg bliver meget tydeligt af hvad der fra de allerførste christne tider berettes om visse gudstjenstlige forsamlinger, som skulde holdes netop omkring i husene. Det var lovbestemt, at hver mand skulde brygge et vist mål øl til disse høitider, og at folket i passe store grænder, mindst tre bønder i hver, skulle komme sammen i lag eller gilder og drikke ølet i samfund og fællesskab, til Christi og Jomfru Marias ære; der gjøres udtrykkelig undtagelse for dem, som boede så yderlig ude til havs eller så høit oppe til fjelds, at de ikke vel kunde bringe sit bryg frem til andre folk, hvorfor det skulde være dem tilladt at holde sin øl-høitid hjemme hos sig alene. Nu er det for det første af flere grunde rimeligt, at denne øl-fest, som jo ellers passer lidet sammen med de christelige kirkeskikke, egentlig skriver sig fra hedendommen og kun har fået et christeligt præg, og for det andet tør vi af skikkens levninger i nutiden slutte os til, at festen har været holdt på omgang hos grændens bønder, et år hos den ene, det andet år hos den næste. På denne måde forstå vi altså, at oppe i hedenskabets tid blev der holdt offerfeste i bøndernes huse, af ganske samme slag som ved de store gudehuse omkring i bygdelagene, men i det mindre og med den fordel, at veilængden ikke var til hinder, så hver mand med alt hans husfolk kunde møde. Men når vi med en smule god villie sætte os ind i dette, kunne vi så ikke nok, efter alt hvad vi have hørt, forstå og tro, at den kone f.ex., i hvis hus årets lag skulde stå, har gjort sig flid med at få det rent til høitiden? Må vi ikke tillige antage, at de andre koner, hvis huse under mødet skulde stå folketomme, altså savne levende menneskers årvågenhed, heller havde gjort sig dobbelt flid med at vaske og vigsle, før de gik hjemmefra? Og kunne vi ikke endelig skjønne, at de enkelte afsideslevende familier, som undtagelsesvis måtte holde festen hjemme hos sig selv, medens bygdens folk ellers samledes til lag, alligevel gjorde sig flid og fulgte bygdens skik i muligste måde? Det siges i den gamle ærværdige Gulathingslov, at dersom nogen ikke holdt denne ølfest før Alle-Helgensdag i det seneste, skulde han bøde tre ører til biskoppen, eller sad han over et helt år, skulde han bøde tre mark. Der var altså alvor i tingen, og derfor kunne vi vist tro, at i hine gamle dage nåede virkelig høitidens og med den renlighedens skik ind i hver afdal og ud på hver ø og holme, hvorsomhelst der var bosiddende folk(29).

5. SLUTNINGSBEMÆRKNINGER

Hvad jeg har fremsat og udviklet i de foregående afsnit, skulde give læserne troen i hænde på, at lørdagens fra urtiden nedarvede navn, som vi fandt enestående blandt folkene, vist ikke er fremkommet ved noget blindt tilfælde, uden tanke og villie, men at det virkelig er at tilskrive en sådan sands hos de gamle og en sådan skik og orden i deres husliv, at de ikke alene vare i vane med et vist renligheds-stel ved hver uges slutning, men at dette samme stel trådte tydelig frem for deres bevidsthed og det som en sag af hellig betydning(30).

Man er ovenpå, når man har sat sig ind i dette. Man har overstået det værste i denne del af folkelivets studium, når man har trængt igjennem og fattet og begrebet, at det kunde forholde sig så. Thi intet er almindeligere end den fordom, at i den grå oldtid monne der have været lutter råhed, og af samme slag er dette, at f.ex. folk, som have levet al sin tid i byerne, lettelig forfalde til den forestilling, at livet derude mellem bønderne vist må være overmåde plumpt og tankeløst, eller dette, at inden bondefamilier på Østlandet kan der høres lignende forestillinger om livet og stellet i de gammeldagse bygder på Vestlandet. Men har man nået frem til at tro og forstå, at oldtiden kun har forekommet os så grå, fordi vi ikke formåede at se den i dens eget lys, så falder det også let at gå ind på, at meget og mangt i nutidens forholde kanske også skulde have taget sig bedre ud, om man havde set alt på rette måde. Er først dette gået op for en, så kan det være, at ting, som før forekom anstødelige og vakte uvillie, nu lige omvendt kunde fremkalde vemodig glad stemning, idet den yderlige grad af tarvelighed, som landets kår kræver, ved første blik har kunnet se ud som ligegyldighed og sløvhed, men for en mere skjønsom og velvillig betragtning viser sig som priselig nøisomhed.

Afstanden mellem hedenold og vor tid er så umådelig, at jeg atter og atter må gnide øinene og anstrænge synet for at få frem det rette billede og se det naturlige og menneskelige hos de gamle, som jo dog i grunden må have havt det samme sind som jeg selv. Og forskjellen er så stor mellem sædvaner og leveskikke her i Christiania by og oppe i Sætersdalens eller Valders's bygd, at jeg atter og atter må besøge folket her for ret at opfatte og overskue al den vanskelighed og besværlighed, som følger med vort fjeldlands natur, og få fornyet dette indtryk af glæde over, at bygdelivet endnu kan have beholdt i sig så meget af den gode art, dette indtryk, som bringer mig til at udråbe: store ting, at tilstanden kan være så, som den er!

Da jeg besøgte Throndhjems domkirke første gang, gjorde en ven mig opmærksom på noget, som jeg ellers altfor let kunde overseet, nemlig at det fine stenhuggerarbeide med beundringsværdigt løvværk og listværk var udført med samme omhu i krogene som på de mest iøinefaldende steder, så man kunde forstå, at de gamle mestere og svende havde arbeidet som for Guds åsyn og til hans ære, ikke for menneskenes ros. Men et ligedant indtryk kan det gjøre på mig, når jeg kommer til en afdal og netop på de mest afsidesliggende gårde i den samme afdal finder disse tegn på den gamle folkeskik: stuen vasket og «logget», d.e. pyntet med løv, til St. Hans, eller (som f.ex. netop i Valders) vasket og behængt med «åklæder» og «sprang» til jul. Hvem er det, disse gammeldags folk pynte for?

Men dette exempel fra den gamle kirke, som nærmest sluttede sig til det før sagte, bruger jeg også til at føre tanken videre. Som i tidernes løb den gamle iver for kirkebygning kom i forfald, så kan det nok tænkes, at lignende forandring også er indtrådt i den del af folkelivet eller huslivet, som vi her have for os. Ja, jeg kunde grebet et mere nærliggende eksempel: selv i den måde, hvorpå bøndernes stuebygninger, have været opførte, kan der i et vist tidsrum mærkes forandring til det værre. Stærkest vil forestillingen derom påtrænge sig enhver opmærksom reisende, som kommer til Valle i Sætersdalen og betragter det mægtige tømmer og det fine arbeide i de gamle stuer der, ved siden af hvilke egnens nyere huse tage sig ud som usselt pindeværk; men netop i Sætersdalen kan man også komme ind på den formodning, at som der for århundreder siden tydeligvis har været større iver for husbygningens anseelighed, så har der muligvis også været større omhu da end nu for husholdningens bygdemæssige skik og orden.

Som den nærmeste årsag til, at bygningsvæsenet kom i forfald i vore bygder, har jeg ofte måttet tænke på den forstyrrelse i alle forholde, som fulgte på sortedøden. Men med hensyn til renlighedsskikken må jeg desuden henlede opmærksomheden på, hvad virkning det monne have havt, at de eiendommelige hedenske forestillinger om renselse som en hellig fornødenhed lidt efter lidt faldt bort, idet man tilsidst blev vaer, at de ikke egentlig hørte hjemme i den christelige tankekreds. I forrige og dette århundrede, i denne oplysningens tidsalder, er den gamle folketro bleven vendt til overtro; man har ivret mod den, leet af den, glemt den. Men i overgangstiden ser det ud, som at man har famlet om en stund, før man har arbeidet sig frem til et nyt og klarere begreb. Og som med forestillingen og begrebet, så monne det også være gået med skikken; der indtrådte en tid, mener jeg, hvor man ikke tog det så nøie som før med et og andet, uden at man endnu var kommen ind på nogen ny synsmåde, som med andre bevæggrunde fremkaldte ny iver i samme eller i andre retninger.

Med et ord: dersom vi havde historiske oplysninger nok til at kunne følge tingenes gang ned igjennem tiderne, var det ikke umuligt, at vi skulde få se nogen forvirring og forstyrrelse under overgangen fra det oldtidsmæssige hovedbegreb om den hellige renselsespligt og til vore dagers lære om renlighedens nytte og hygiæniske betragtninger.

Idet jeg taler om en sådan overgang og hentyder til denne forskjel i grundbetragtningen, siger jeg mig da ikke selv imod, såsom jeg jo ovenfor så fornøiet har fremhævet friskheden i folkelivets væxt, sammenhængen mellem træets dybe rod i fortiden og dets høie krone i nutiden?(31)

Men jeg ser friskhed og sammenhæng fremdeles. Formerne kunne vexle, men folkelivet er det samme, ligesom det træ, som grønnes om våren, er det samme som det, der fældede sit løv om høsten. Oplysningens tidsalder, som medførte hin vending i det nedarvede tankeliv, fremkaldte med det samme større foretagsomhed og virkelyst, dermed har igjen den økonomiske tilstand forbedret sig, og ikke før få folk bedre råd, før de bygge sig bedre huse og holde det hyggeligere og penere omkring sig. Og som vore nydannede sundhedskommissioners lære om f.ex. sund lufts nytte ingenlunde er fremmed selv for den simpleste arbeidsmand, om det end stundom kan synes så, således har den naturlige spire og begyndelse til hygiænens hele videnskab været tilstede selv i oldtidens begreb; men det hører naturligvis med til begrebet om et frisk opblomstrende folkeliv, at landets læger have givet agt på videnskabens udvikling i andre lande og formået landets styrelse til at tage hånd i med for at lede og fremskynde den for sig gående bevægelse inden folket.

Jeg mener, at når der i vore dage holder på at uddanne sig som et system af nye forestillinger og dermed også af nye skikke inden denne del af huslivet, så vil det neppe være rigtigt at betragte samme som en fremmed plantelse, der helt og holdent eller endog hovedsagelig skyldes fagmændenes bestræbelser, det er snarere at sammenligne med en gren af det gamle træ, som først kom til at udfolde sig nu, fordi det først var dens tid nu.

De følgende kapitler komme idelig til at tale om disse de seneste menneskealderes forandringer i begreber og skikke, og idelig vil der spores stræben efter og seer fremgang til det bedre, så vi få et livligt håb om fortsat udvikling herefter. Men så længe her bor folk i landet, som taler det norske sprog, vil dog lørdagens navn blive stående, og hvor høit udviklingen i denne del af folkelivet end monne nå, vil den aldrig overgå, hvad det navn har forjættet.


5TE KAPITEL

BYGNINGSSKIKKEN OG RENLIGHEDEN

Som når en mand skulde beskrive et lands jordbrug og dertil måtte have et indledende kapitel om landets beskaffenhed, om fjeldenes bygning og dalenes dannelse, så synes jeg, at før jeg ret giver mig ifærd med den enkelte del af det huslige stel, som de følgende kapitler skulle omhandle, må jeg bede om plads for et indledende kapitel om selve husenes bygningsmåde.

Dette kapitlet skal forhåbentlig ikke kaldes overflødigt, uagtet jeg jo, som allerede omtalt i 2det Kapitel, side 33, har udgivet et særskilt og udførligt skrift om bygningsskikken. Dette var nemlig forfattet med et stadigt side-hensyn til selve familielivet og til den sædelige tilstand blandt husfolket, så der mindre tænktes på eller mindre hævedes frem, hvorvidt husene svarede til renlighedens og sundhedens fordringer, eller hvorvidt man af bygningsmåden kunde udlede slutninger angående almuens sands for og begreber om disse ting. Og såsom samme skrift var så udførligt, så kan nærværende fremstilling gjøres des kortere, da det, som skal siges her, for største delen allerede er begrundet hist.

1. BY OG LAND

Fra begyndelsen af have vore norske byer åbenbart havt landsbygdernes bygningsskik. Dette antydes allerede i gamle skrifter ved udtrykket gård, hvormed mentes den samling af huse, som dengang hørte med til en husholdning i byen ligesom endnu på landet. Vi behøve kun at forestille os, at husklyngen blev noget mere sammenklemt i byen, og at der ikke var så meget af fjøs og lade.

Da Christian den 4de anlagde Christiania, blev der bygget af mur; dertil blev rimeligvis indforskrevet fremmede bygningsfolk, og derved kunne vi forestille os, at der fulgte en del fremmede bygningsskikke med.

Noget sådant har vel også hændt tidligere, f.ex. i det tidsrum, da tydske handelsfolk spillede mester i Bergen.

Ved en række af deslige påvirkninger er det da skeet, at i vore dage skiller bygningsskikken i byerne sig en god del fra den på landet.

Endda er der dog den lighed, at i de fleste af vore byer bygger man af træ som på landet. Men i sammenligning med stenhuse gjøre træhusene indtryk af at være luftige og renslige, og hvad enten det kommer af materialets prisbillighed eller af den levning af gammel landsskik, som endnu kan findes, nok er det, at i vore træbyer er der en forholdsvis stor mængde af småhuse, hvormed igjen følger, at mange familier selv af arbeidsklassen kunne nyde det store gode at bebo, ja at eie hver sit særskilte hus.

Med disse få bemærkninger forlader jeg byerne for at dvæle meget mere i bygderne.

2. HUSKLYNGEN

Fra gammel tid af har det været folkeskik i disse nordiske lande at have særskilte bygninger for folket og for fæet; men strax man kommer over den gamle grændse mellem Danmark og Tydskland, eller overalt i Holsten og andre egne af Nord-Tydskland alt til Holland, finder man det som en stående og vistnok ældgammel skik, at hver bondes hus omfatter under samme tag både befolkningen og besætningen og indeslutter i sig både madbod og låve o.s.v., så gårdens bebyggelse består af et eneste stort hus. Man kommer ind gjennem kreaturenes afdeling; her ser man da kjørene og hestene stå i to rader eller på hver side, på det brede lergulv imellem dem treskes kornet, og inde mod enden af rummet er husets ildsted med alt kjøkkenstel rundtom; det er et ildsted af simpleste slag, uden skorstenspibe, så altså røgen hvirvler om under taget; bagenfor ildstedet er afpanelet et par mere beboelige værelser for husbondsfolket og gjæster, men tjenestefolkene have sine senge opefter væggene i selve det store rum, med stiger til at komme op, og andre steder i rummet er der vagler, hvor hønsene sætte sig op for natten. Småfæet og svinene have sagtens sine stier i et af de borteste hjørner, men ere i hvert fald inde i samme rum. Døren er en port så høi og vid, at man magelig kan kjøre ind et kornlæs med to forspændte heste, og fra ildstedet der inderst inde, midt for porten, kan husmoderen, medens hun passer sin gryde eller sidder ved sin rok, have tilsyn med pigerne, når de stelle kreaturene, og med karlene, når de treske.

Der har tidt nok været talt om urenlighed i vore norske bygder; men jeg har aldrig seet fremhævet, at det havde ialfald været meget værre, end det er, om man havde havt samme tydske skik. I Norge vil man endog sjelden finde, at fæhuset slår væg i væg med stuehuset.

Ellers er der nogen forskjel inden de nordiske lande selv. I Danmark og i Syd-Sverige har man at bygge af ler eller tegl samt af løvtræer, hvis krogede ved kun giver korte stokker; med dette material er man naturlig kommet til at bygge bindingsværkshuse, lave og gjerne langstrakte, idet det ene værelset ligesom bindes ihob med det andet; de kaldes også

længer. I det øvrige Sverige og i Norge, hvor man har grane- og fureskovernes retvoxede tømmer at bygge af, har man fra gammel tid af brugt den måde, som kaldes at lafte, at bygge laftbygninger; det faldt bekvemmest at lafte op et særskilt og altså lidet hus næsten for hvert værelse eller rum, man behøvede, og istedetfor at bygge flere værelser sammen i længden kom man snarere til at bygge i høiden, idet man satte en etage over den anden og dermed fik sig, hvad bygdefolket kalder en lån-bygning.

På den måde er det da gået til, at de norske gårde have udmærket sig ved sine bygningers mangfoldighed og sine husklyngers tilsyneladende forvirring.

Men ser man nøie til, vil man i mange bygder finde tydelige spor af en vakker skik eller en vis plan i anordningen, som ellers af flere grunde holder på at forsvinde, nemlig at der har været to adskilte gårdsrum; det var den såkaldte nautgar(d) og manngar(d) eller fægård og mandgård, hin mellem uthusene, denne foran stuebygningen og med de øvrige indhuse omkring.

Det er tydeligt, at ved denne anordning har man opnået at kunne holde det mere ryddigt og rent omkring selve boligen; budeien behøvde ikke at fare over mandgården, når hun bar hø og halm fra laden og låven til fæhuset, og når kreaturene vare ude i middagssolen om vinteren og fik sig beit, kunde de holdes indestængte i deres egen gård(32).

På Giske, dette fordums herresæde for en af Norges ældste og berømmeligste høvdinge-ætter, langt ude mod havet i Søndmøre, jeg i 1856 mellem de tarvelige bondehuse, som nu stå på den gamle tomt, tydelige levninger af en stenlægning, som engang har smykket herresædets tun eller gårdsrum; det var som en brolægning på en gade, af små og rundagtige stene, men lagte i ruder med rækker af større stene imellem, så det så godt ud. Og senere engang, det var i 1863, traf jeg til at se et ligedan brolagt gårdsrum i fuld stand, men dog fra gammel tid; det var på en anseelig bondegård i Vefsen i Nordlandene, som måske også før i tiden har været beboet af fornemme folk.

Se, med disse exempler for øie har jeg kommet til at forestille mig, hvor tækkeligt det kunde være udfor stuedørene på vore bondegårde, imod hvad det nu ofte er. Der savnes ordentlig brolægning, og det er mangesteds stærkt optråkket, sølet og stygt. Mest står det vel tilbage i denne henseende på Vestlandet, og måske især i Bergens stift. Her er det på mange steder gået vidt med gårdenes deling, uden at udskiftning og udflytning har fundet sted i tilsvarende grad, derved ere flere familier komne til at bo tæt sammen i store og uregelmæssige husklynger, og det i et strøg af landet, hvor det regnfulde klima gjør det vanskeligt at holde det ryddigt og rent mellem husene selv på enbølt gård.

Østerdalens tørre sandbund fører det med sig, at inde på gårdspladsen bliver græsroden ikke så let ødelagt under menneskenes og dyrenes tråk, og hvad enten man kommer fra nabobygderne Soløer og Hedemarken sønden til eller fra Guldalen nordentil, overraskes man derfor ved synet af de vakre østerdalske tun, hvor der ligger som et fint grønt teppe lige hen til stuedøren; bare ved at gå henover, kommer man til at tørre af sig det smuds, som monne have hængt sig ved skosålerne, og heri opdage vi en naturgrund for det præg af renlighed, som Østerdalen længe har havt ry for.

Men det fortrin, som denne bygd altså har fået som i vuggegave, kan man se andre bygder stræbe efter med bevidst hu. Som der hele landet over er blevet mere fremkommeligt i de senere tider formedelst storartede veianlæg, så er det ret på mange gårde blevet mere fremkommeligt mellem husene formedelst udflytning, formedelst afgrøftning, veifyld og brolægning, og det går fremad med dette år for år.

Og endnu et fremskridt, som kan nævnes med under bebyggelsens hele anlæg, og som har den største betydning for renlighedens overholdelse, er dette, at i lighed med de storartede anlæg af samme slags i byerne have ret adskillige bønder i de senere tider bekostet sig vandledninger til sine gårde, ja ind i sine fjøse og bryggerhuse og kjøkkener. Hvert år kommer nye anlæg til, og om man havde tal på disse forbedringer og samlet opgave over deres bekostninger for det hele land, skulde fremskridtet vel falde i øinene.

3. INDHUSENE

Til indhusene regnes stuen (d.e. stuebygningen) samt de af gårdens huse, der kunne betragtes som tilbehør til samme eller umiddelbart tjene til menneskenes brug og ikke til kreaturenes, nemlig ildhuset (bryggerhuset), stabburet og sengeboden, bygninger som fra oldtiden af have været anseede for at høre til på en gård.

Allerede i hedenold ragede sengeboden op over husklyngen formedelst sin høide; det var det eneste hus, som man dengang var vant til at bygge med over-etage eller loft, og netop dette loft betragtedes som husets fornemste del, noget som endnu den dag idag kan mærkes blandt andet derpå, at i adskillige bygder bliver hele bygningen benævnt med navnet loft. Under-etagen har da tjent til simplere brug og vistnok mest været bygget bare for at hæve loftet op fra grunden, for at samme kunde blive et tørt og luftigt opbevaringsrum for gårdens rigdom af gang- og sengeklæder, men hvor sengeklæderne vare, der kunde man også have en gjæsteseng stående til sjeldent brug. - Endnu er det så i vore gammeldags bygder, at stadsklæderne kun tages ned fra loftet, når man har pyntet sig med vasking og renselse til søndagen eller til gjæstebud, og at de hænges op igjen, strax man tager hverdagsklæderne på. Dette har åbenbart været gammel brug, og man skal indrømme, at den skik med særskilt hus til klædernes forvaring vidner om godt og renligt stel med dem; i et blot afdelt rum inden selve beboelseshusene vilde klæderne ikke være så vel sikkrede mod utøi og røg og maddamp o.s.v.

Samme bemærkning kan gjøres om stabburet eller stolpeboden, der er bestemt til at forvare gårdens forsyning af madvarer. Den måde at bygge huset på stabber eller stolper gjør det luftigt og tørt og hindrer markmus og andet utøi fra at trænge ind, og hvor vel der herved er sørget for renlighed, det falder i øinene, når man sammenligner med kornlofter på kjøbmændenes boder i byerne, hvor mus og rotter have sine bøler, så der har måttet gjøres et eget hull i dørene, at katten også kan have sin gang.

Ildhuset, i nogle bygdelag også kaldet størhuset, har fra gammel tid tjent ikke alene som bryggerhus ved enkelte ledigheder, til brygning og bagning, men også for en del som kjøkken til dagligt brug, og hvorledes det bidrager til stellets renlighed, det får man øie for, når ildhuset mangler for en stund formedelst ombygning eller stadig på grund af hele brugets lidenhed: i sådant tilfælde kan det være, at det hele søl med at lave drikke til kreaturene må tåles inde i selve stuen, eller hvor man for denne sags skyld har indrettet ildhus i fjøset, kan man omvendt få se dette mindre pyntelige stel, at fladbrødbagningen foregår i dette sidstnævnte hus.

Og endelig kan man ved betragtning af selve stuebygningen opdage et forhold, som ikke burde have været overseet ved de mange udladelser om renligheds-stellet i vore bygder. Jeg sigter hermed til dette, at på mange steder er der endnu levninger af en skik, som vistnok har været mere udbredt før og rimeligvis endog har været almindelig landsskik, nemlig at have et sæt af to stuebygninger, en vinterstue og en sommerstue. Først blev jeg opmærksom på denne skik i det renfærdige Østerdalen, siden har jeg fundet den fuldt udviklet i det ilde anseede Sønd f jord, og jeg mindes spor af skikken fra Gudbrandsdalen, Land og flere steder.

I bygder, hvor sæterbruget spiller en stor rolle, således at hele familien flytter til sæters om sommeren og bygden står folketom, der tjener jo sæterens sæl som et slags sommerstue; i bygder som Jæderen, hvor skovmangelen nøder almuen til at lade sig nøie med mindst muligt af husbekvemmeligheder, må man heller ikke spørge efter særskilt sommerstue; i endnu andre bygder, såsom i Sætersdalen og Thelemarken, kan man finde, at gårdens ildhus benyttes til sommerophold, eller at man, i mangel af et nogenlunde hyggeligt ildhus, tager sit natteleje i en lade eller bod og om dagen holder til i kjøkkenet (og det må være et overmåde ringe sted, hvor der foruden stuen ikke er enten kjøkken eller ildhus). Men i det nævnte Søndfjord har det været bygdeskik på hver nogenlunde vel bebygget gård at have til sommerbolig en særskilt opført ildstue - således kaldet, fordi den er bygget i sammenhæng med ildhuset.

Vinterstuens rette navn er sætestuen, såsom det er i den, at familien har sit egentlige sæde (sæte) eller bor i den tid af året, da det formedelst kulden og mørket ret gjælder om at have et til beboelse vel skikket hus. Sommerstuen kan være tarveligere udstyret, og endda kaldes god nok for den tid af året, da den bruges, ja, det er en forfriskelse at flytte ind her og komme bort fra den kvalme og det støv, som den mørke tid igjennem har samlet sig i vinterstuen.

Strax efter udflytningen bliver der feiet og vasket i vinterstuen fra øverst til nederst; dette kan gjøres så meget grundigere, da stuen står tom, og således bliver den stående sommeren over, så altså alt er anlagt på, at her skal være tørt og sundt, rent og pynteligt, når vinteren melder sig og minder om at ty tilbage til den solidere byggede og mere hjemligt indrettede sætestue, hvis arne er som gårdens helligdom. - I Søndfjord er det da også regel, at strax der er flyttet ud af sommerstuen, kommer raden til den at «fjælges» eller vaskes og pyntes, hvorefter den ligeledes står og venter til næste flytning.

Jeg berørte ovenfor, at undtagelsesvis, i enkelte skovfattige bygder kanske ikke så ganske sjelden (f.ex. i Lom i Gudbrandsdalen), bliver fjøset benyttet istedetfor ildhus; her må jeg desuden minde om, hvorledes fjøset i store strækninger af landet fra gammel tid af og regelmæssig har været betragtet halvt som et indhus eller som et fornødent tilbehør til stuens beboelses-leilighed, for så vidt nemlig som gårdens ungdom eller tjenerne og de voxne børn have havt sit soverum der. Dette danner et lidet sidestykke til den omtalte tydske landsskik, at hele familien både nat og dag bor sammen med kreaturene, og det må tilståes, at den norske fjøsskik vidner om en yderlig grad af tarvelighed og vanskelig kan forliges med en høit udviklet sands for renlighed. Men derfor har det været mig kjært at kunne berette (og jeg har allerede grebet ledigheden til at minde derom 2det Kapitel, side 32 ovenfor), at på mange steder er skikken i tydeligt aftagende, og her kan jeg tilføie, hvad jeg allerførst blev opmærksom på i Søndfjord, at i bygder, hvor man endnu ikke har seet sig råd til netop at afskaffe den gamle måde, der har man dog været betænkt på at gjøre den tåleligere, såsom ved at anbringe vindu til fjøslemmen, hvor sengepladsen er, så man kan se deroppe og derved få mere lyst til at holde det så vidt rent, som stedets beskaffenhed tillader. Ellers har man både her og andetsteds sagt mig, at når man en vinteraften fra stuen, hvor tranlampen eller tyrien har oset og mange mennesker åndet, kommer ud i fjøset for at søge sit natteleie, så kjendes luften her ingenlunde usund, og man misunder ikke dem, som skulle sove i selve stuen.

Endelig kan jeg omtale som en erindring fra ældre dage, hvad gamle folk i Sætersdalen kunne mindes, at i den tid, da man sad i vinter-stuer af dette oprindelige slag med åre midt på gulvet, foretrak kvinderne tildels at sætte seg med sin rok eller sin bunding ude i fjøset. Jeg forstod det, som at årsagen var den, at om man så brandt jevnt på åren, så holdt det sig dog koldt i stuen på strænge vinterdage, såsom ljoren måtte stå åben for røgens skyld. Men nu er det aflagt i Sætersdalen endog at have soverum for ungdommen i fjøset, og dette kan mindes som et af mærkerne på, at heller ikke dette bygdelag, hvor der dog er meget gammeldags i renligheds-stellet, har stået ganske udenfor fremskridtet.

4. DE FORSKJELLIGE STUEFORMER

Ligesom man kan antage, at det sprog som tales i landet, engang i tiden var mere ens overalt, og at det altså senere har opløst sig eller skilt sig ad i den mangfoldighed af bygdemål, som lade sig høre nu, således kunne vi trygt forestille os at det har forholdt sig med bygningsskikken engang i tiden; i hvad vi kalde oldtiden eller sagatiden, har bygningsskikken været mere enkelt og ensartet i alle landets egne, men i senere tider har fællesskabet ligesom opløst sig, idet man har gjort forandringer og forbedringer, så her og så der, så hver egn har fået sin temmelig bestemt udprægede skik.

Jeg tror at kunne vise dette ved at tale om de forskjellige stueformer, som jeg kalder dem, hvormed jeg mener udviklinger af stuebygningen, med flere værelser og disse ordnede eller føiede sammen på ulige måder. I næste afsnit kommer jeg til at tale om uligheder i skikken ved selve stueværelset; men her skal der tales om hele stuebygningen.

En oldtidens stuebygning kunne vi forestille os som en sexnavet tømmerbygning, med sex væggehjørner, med to langvægge og tre kortere

Den oprindelige stueform

Den oprindelige stueform.


tværvægge; denne bygning blev en langagtig firkant, hvor den indre tværvæg delte huset i et større og et mindre rum; hint store rum blev mere firkantet, dette mindre derimod langagtigt (længden svarende til husets bredde). Dette sidste rum er atter ved en paneling blevet delt ligesom i ro ruder, og vi få altså i alt tre rum, eller vi komme først ind i en liden fordør eller gang, fra den ind i det større rum eller selve stuen, og fra denne endelig ind i kleven eller det lille kammer, som er afpanelet fra fordøren. Charakterisk for denne indretning er de to døre, som man, når man er inde i selve stuen, ser på den indre tværvæg, og som gjerne stå tæt ved siden af hinanden, så de danne som et par eller sammenhængende sæt af døre, kun adskilte ved en opstående bred stolpe eller post.

I alle rigets sex stifter kan man finde spor efter denne skik, så den i hvert fald må have været meget gammel(33), og de træk af oldidens stue-indretning, som man finder hist og her i sagaerne, synes temmelig tydelig at vise, at netop sådan har den norske stuebygning været fra begyndelsen af.

Til denne stuebygning, med disse få værelser, hørte som tilbehør hine bi-bygninger af indhuse, som forrige stykke handlede om, nemlig ildhus og madbod samt sengebod eller klædeloft.

Men omsider fandt man det ubekvemt at have så mange adskilte huse, og om disse end vare lettere at sætte op, så fandt man det dog i længden bekostelige at holde dem vedlige. Og derfor er det en hovedforandring, som i de sidste menneskealdere har holdt på å foregå og endnu foregår omkring i landet: at samle nogle eller flere af de adskilte huse under eet tag og det ved at forene nu den ene, nu den anden af bi-bygningerne med stuebygningen, så denne altså bliver større, ligesom voxer.

Men nu kan dette udføres på mangfoldige måder. Tager man f.ex. sengeloftet og sætter det ovenpå selve stuen, som en sal, så voxer stuebygningen i høiden, eller dersom man, f.ex. på det veirhårde Jæderen, ikke tør bygge i høiden og derfor har ikke sengeloft, men kun en enetages sengebod, og dersom man så flytter denne bod hen til stuen, sætter den lige ved siden af denne og bygger taget i et, så bliver virkningen den, at stuebygningen er ligesom voxet i længden: På andre steder kan man gjøre noget lignende med ildhuset eller med stabburet, og det vil befindes, at de sammensatte stuebygninger, som således fremkomme, kunne optage i sig mere eller mindre af indhusenes bekvemmeligheder og udvide sig snart i høiden snart i længden og snart i bredden.

På Østlandet kom endnu en forandring til, idet man flyttede indgangsdørens plads eller satte den på selve stuevæggen og byggede en let svalgang foran til ly mod veiret; derved fik man et lukket værelse eller en ny kleve af den fordums åbne fordør, og almindelig blev dette værelse anvendt så, at en del af det kjøkkenstel, som ellers måtte foregå inde i stuen og let gav denne præg af urenlighed, såsom grydernes og bøtternes vasking, blev henvist til denne vass-kleve, som den kaldtes.

Det er disse forandringer, jeg har havt for øie, når jeg i mit oprindelige skrift om bygningsskikken har opstillet, hvad jeg har kaldt: den Akershusiske og den Throndhjemske stueform, røgovnstuen i Bergens stift (denne sidste med mindst forandring i disse henseender), den Jæderske, den Mandalske, den Nedenæsiske og endelig den Thelemarkiske stueform(34).

Man vil forstå, at når det først var blevet almindeligt i en bygd at have sammensatte stuebygninger, og det så kom dertil, at de gamle huse stode til nedfalds og der skulde bygges af nyt, så blev der råd til at forsøge med allehånde yderligere forandringer, og uagtet disse forandringer vistnok i det hele og store taget for et øvet øie vise sig som tillæmpninger og udviklinger af det allerede tilvante gamle, sker det dog, at afvigelserne fra det oprindelige blive både mangfoldigere og videre gående. Men på den anden side kan der igjen i de forskjelligste egne af landet spores som en uvilkårlig nærmelse til fællesskab igjen, derved, at man mere og mere med bevidst hu lægger an på at bygge på en i sig selv hensigtsmæssig måde og derfor ikke betænker sig på at efterligne gode modeller fra fremmede bygder eller lytte til fagmæssige bygmesterers råd, uden hensyn til bygdeskikken.

Til dette fællesskab kan da henregnes den alt mere og mere fremtrædende planmæssige stræben efter at indrette sine boliger så, at det falder lettere at tilfredsstille fordringene efter nutidens begreber om bekvemmelighed og hygge, om pyntelighed og orden, om renlighed og sundhed, og som et enkelt exempel på dette kan nævnes, at det bliver mere og mere almindeligt, at fjerne madstellet fra stuen ved at indrette særskilt kjøkken og spiskammer, bekvemmeligheder, som af selve navnene, der ere udenlandske(35), skjønnes at være ikke oprindelige bestanddele af bygningsskikken her i landet, men senere tiders forbedringer.

5. SELVE STUEN

Indretningen af selve stuen eller det egentlige beboelsesværelse retter sig i meget og mangt efter ildstedets art, så ildstedets historie bliver tillige stueskikkens historie.

Hvad ildstedet har havt at betyde for stuen, det har man en forestilling om ved at lægge mærke til, at selve navnet stue sikkerlig har havt hensyn til det. Overalt vil man nemlig finde, at dette navn efter den oprindelige talebrug betegner et hus (værelse), som er bygget og indredet så, at det kan opvarmes og holdes varmt, uden hensyn til om det er beboelseshus eller ei. Beboelseshuset på sæteren, hvor man kun holder til om sommeren, behøver ikke at kunne opvarmes, og det heder heller ikke stue, men sæl; navnet stue bruges derimod om et hus på gården, som ikke beboes, men som i fortrinlig grad er indrettet på at kunne opvarmes, nemlig badstuen. I det tydske sprog forekommer samme ord (Stube) og i samme betydning; i det engelske sprog derimod, hvor ordet ligeledes hører hjemme (stove), er det gået over til at betegne ikke et værelse, som kan opvarmes af en ovn, men selve ildrummet i ovnen eller kaminen - en overgang i betydningen, som man finder sidestykke til ved det ord peis, som i vore østlandske bygder betegner et ildsted af en vis art, men som i andre lande, hvorfra ordet er indført (i Tydskland Pisel o.s.v.), tildels betegner værelset, hvor sådant ildsted findes.

Endvidere skal jeg hentyde til en betragtning, som kan knytte sig til stuens ildsted og give synet af det forhøiet interesse.

Jeg har allerede ovenfor leilighedsvis brugt det udtryk om stuen, at den var ligesom gårdens helligdom. Meningen vil let forståes af den, som har læst stykkerne om folketro og folkeskik ovenfor og mærket sig den betydning, som ilden havde i urtidens tro. Ilden var jo hovedmiddelet til vigsling, og vigsling eller vielse var en hellig fornødenhed, jevnsides med renselse med vand, f.ex. om lørdags aften. Men ilden havde sit hjem på arnen, og arnen havde sit sted i stuen, så man kunde sige, at stuen var et vigslet eller indviet sted, omtrent som selve gudehuset, hvor der også måtte være arne og blussende ild, når folket var samlet om offermåltiderne. Fordi stuen engang for alle var et vigslet sted, behøvedes der ikke til værn mod de onde vætter at anbringes tjærekors eller stål over stuedøren som over de andre døre juleaften (4de Kapitel, side 67), og af samme grund kan man forklare sig en gammel juleskik, som endnu har holdt sig hist og her, at til julenatten, da de usynlige drive sit væsen mere end ellers, så det er utrygt for folk, flytter ungdommen ind fra fjøset og hvor de ellers have havt sit natteleie, og sover i halm på gulvet i stuen(36).

Se, denne betragtning af stuen som gårdens viede sted vilde jeg gjerne have fremhævet her, hvor det gjælder om at sætte sig ind i renligheds-stellet i stuen.

Efter den oprindelige skik hørte det til, at i stuen stod barnets vugge og husbondens seng, her havde madbordet sin plads, her var altså husfolket samlet om måltiderne og her holdtes gjæstebudets høitid, her hang madgryden over ilden og her sad man i kveldstunden med allehånde arbeidssyssel omkring det lysende bål. Dette var jo (og er fremdeles så i landsbygdernes allerfleste stuer) et mangfoldigt brug i et og samme rum, og det kunde ikke andet være, end at det stundom måtte se sølet og rotet ud, noget, som da også mange have taget anstød af. Men jeg har ment, at man snarere skulde forsones med dette ved erindringen om, hvor naturligt og tækkeligt det dog i grunden var, at folket følte sig tryggest og hyggede sig bedst og holdt sig mest netop der, hvor gårdens helligdom var, hvor hjemmets arne gjorde det så lyst og godt.

Af nærværende kapitels fremstilling vil man få se, at i visse henseender har stuen vundet ved de atter og atter forbedrede ildsteder; men jeg synes dog, det skulde høre til, at læserne til betragtningen af nutidens renlige kakkelovnsstuer tog med sig en erindring om oldtidens prægtige folkeliv, således som det fostredes og næredes omkring åren på jordgulvet og under det sodede tag.

Etsteds hentyder Snorre Sturleson til Rolf Krakes berømmelige tidsalder. Der var liv og bevægelse i disse nordiske lande da, i Sverige, Danmark og Norge; der feidede, siger han, mange konger; der var også fulgt op af søkonger, som havde folkestyrke nok, men ikke land og der gik det ord om den, som skulde fortjene at kaldes ret søkonge, at aldrig måtte han drikke af arnens horn og aldrig sove under sodet tag-ås(37). Om der altså var sodet i en landkonges stue, det gjaldt ikke dengang for vanstel og var det ikke heller.

Med dette forord går jeg nu over til at tale om de forskjellige arter af ildsteder og deres indflydelse på stuens indretning og stel.

Åren var ældst, så kom røgovnen(38), dernæst skorstenen, sidst den støbte jernovn eller kakkelovn.

Åren finde vi i stuerne i de allerældste tider; den stammer fra urtiden. Den var et aldeles åbent ildsted og havde sin plads midt på gulvet, så man kunde gå og sidde rundt omkring ilden. Røgen steg frit op og gik tilveirs gjennem den Ijore eller røgåbning, som der måtte være i taget. Da varmen gik så frit ud, måtte der brændes fast bestandig, og man fik det neppe jevnt varmt. Om natten lukkedes ljoren med en lem; da den måtte stå åben om dagen, tjente den tillige som lysåbning, og der var ikke vinduer på væggen. Tildels har man dog også havt til lukkelse over Ijoren om dagen en grind (ramme) med skjå eller gjennemsigtig hinde. Stuer med dette slags ildsted kalder jeg årestuer(39).

Men i sagaen om kong Olaf Kyrre (henimod året 1100) fortælles det, at han forbedrede stue-indretningen ved at indføre ovn istedetfor åre. Det siges ikke, om han derved anbragte på sine kongsgårde en skik, han monne have forefundet hos almuen nogetsteds i selve landet, eller om det var en udenlandsk herreskik, han indførte; heller ikke gives der nogen så tydelig beskrivelse, at man deraf kan se, hvordan ovnen var beskaffen; men jeg er kommen til at standse ved den antagelse, at Olaf Kyrres ovn har været en sådan af sten opmuret røgovn (uden røgpibe), som endnu er at se i enkelte egne på Vestlandet, i de såkaldte røgovn-stuer(40).

Disse ligne årestuerne forsåvidt, at da røgovnen er uden røgpibe eller skorstensrør, så røgen hvirvler om i værelset, må der også her være ljore i taget. Med et fælles navn kunde derfor begge stueformer kaldes ljore-stuer eller røgstuer. Om begge gjælder det, at det går ikke an at have loftsgulv over stue-rummet, såsom røgen da ikke vilde få udgang; i begge arter af stuer vil det altså begribes, at man kan stå på gulvet og se helt op til tagets skrå sider; fremdeles vil det forståes, at røgen fra ildstederne sværter taget og det øverste af væggene, og hvad der er sagt om årestuen, at ljoren kan tjene istedetfor vindu, gjælder også om røgovnstuen, som først i de sidste menneske-aldere har fået vinduer på væggen. Men derhos skiller røgovnstuen sig til sin fordel fra årestuen, ikke blot derved, at røgovnen tager mindre plads op ved at stå i et hjørne af stuen, og derved, at den sluger mindre brændeved, men især derved, at når den svære stenovn først er bleven rigtig opvarmet, så holder den varmen vedlige i stuen en længere stund, så det selv på de koldeste dage kan være nok at ilde om morgenen og aftenen; i mellemtiden kan da ljoren holdes lukket, og for lysets skyld har det i dette slags stuer været almindeligt at lukke ikke med lem, men med skjågrind.

Omvendt har årestuen det fortrin, at ilden på åren lyser over hele stuen, så man ikke har behøvet at brænde lampe.

Årestuen har derfor passet i indlandets skovbygder, hvor der har været overflod på brændeved, røgovnstuen derimod i kyst-egnene, hvor man har havt let for tran til lampen.

I virkeligheden finder jeg også en så vidt sammenhængende række af skriftlige vidnesbyrd, af sagn blandt almuen og af endnu synlige levninger af fortids skik, at jeg synes at se, hvorledes landet engang har været delt i to store strøg med hver sin af disse to stue-skikke, nemlig det østenfjeldske eller indlandet, som holdt ved med den oprindelige åre, og det vestenfjeldske, eller kyst-egnene, som havde antaget Olaf Kyrres ovn eller røgovnen.

Nærmere bestemt har dette vestenfjeldske omfattet den hele sammenhængende strækning fra Stavanger-egnen (uvist, om Jæderen har hørt hid) alt nord til Finmarken, med undtagelse (rimeligvis) af Throndhjems stifts indland. Dette sidste har da hørt sammen med Hamar og Christiania stifter samt bygderne i den østlige del af Christiansands stift til herimod Stavanger-egnen, og det er dette store strøg, jeg har kaldt det østenfjeldske(41).

Den tid måtte det vestenfjeldske siges at have en noget mere fremskreden og udviklet skik end det østenfjeldske.

Men det er allerede århundreder, siden denne to-deling fandt sted, og forandring indtrådte, dengang den tredie art af ildsted, nemlig den fra udlandet indførte skorsten (i forskjellige bygdelag kaldet dels lysovn (modsat røgovn), dels med det fremmede navn peis, speis, spis, pist) blev kjendt her i landet og efterhånden udbredt i største delen af de bygder, som ovenfor bleve henregnede til det østenfjeldske, eller i hele strækningen på nogle Christiansandske bygdelag nær.

Det ældste sikkre spor af skorstene i vort land har man først fra det 15de århundrede(42). Indtil den tid må vi altså forestille os, at alt folket har boet i røgstuer af det ældre eller af det yngre slags. Og i det østenfjeldske, hvor skorstenen blev indført, gik det heller ikke fortere med dens udbredelse, end at vi neppe kunne regne at den var bleven almindelig før i det 17de århundrede.

Med skorstenen fulgte som af sig selv den yderligere forandring, at da den var forsynt med røgpibe, så behøvedes ikke længer ljoren i taget for røgens skyld; den kunde altså sløifes, og der kunde, om man vilde, lægges lem eller loftsgulv over stuen og bygges en sal ovenpå, istedetfor den sløifede ljore måtte der naturligvis anbringes vinduer på væggen, og når vinduerne blev mange og store nok, blev der lysere, end der var før, ikke at tale om, at der ikke længer blev sodet og mørkt i værelset af den megen røg.

Med denne forandring kunde vi sige, at husskikken i de østenfjeldske bygder nu var mere fremskreden end i de vestenfjeldske, hvor man endnu vedblev at bo i røgstuer (med røgovn).

Der var, som sagt, et strøg tilbage, hvor hverken Olaf Kyrres røgovn eller den senere tids skorsten havde fået indgang; det var nogle af Christiansands stifts midtre bygdelag, nemlig det nuværende Lister og Mandals amt samt af Stavanger amt sandsynligvis Jæderen og Dalerne. Men netop disse egne vare, som det lader, snarest til at optage den nyeste art af ildsted, nemlig kakkelovnen. Egentlig betegner dette tydske ord en ovn, som var bygget af et slags teglsten eller «kakkel»; men navnet beholdtes, efter at man havde fundet på at støbe ligedant indrettede ovne af jern. Hos os er det kun jern-kakkelovnen, som har været kjendt, og hvad angår tiden, da den blev indført her i landet, kan man antage, at om end en og anden ovn er bleven indført tidligere fra udlandet, så er den dog først kommen i almindelig brug, efter at norske jernværker og de med dem tidlig forbundne kakkelovnstøberier vare blevne oprettede, fra første halvdel af det 17de århundrede(43).

Man vil forstå, at da kakkelovnen har røgpibe som uundværligt tilbehør ligesom skorstenen, så fulgte med dens indførelse også her omtrent de samme forbedringer i stueskikken, som allerede ere omtalte, fornemlig at ljoren afskaffedes og vinduer kom istedet.

Jæderen har så længe brugt kakkelovnen, at almuen ikke har nogen tydelig erindring om noget tidligere slags ildsted, og på mange af disse ovne kan man desuden se årstal fra det 17de århundrede. Og i Lister og Mandals samt Nedenæs amt, hvor det er ganske vist at man har brugt den oldtidsmæssige åre så langt ned i tiden, at den blev umiddelbart afløst af kakkelovnen, der er denne også bleven temmelig tidlig indført i kystegnene, hvorfra brugen lidt efter lidt er trængt op igjennem dalene og fjeldbygderne.

Jeg skal gribe leiligheden til her at hentyde til nogle interessante oplysninger, som jeg ikke vidste om, da jeg skrev mit fornævnte skrift om bygningsskikken; de indeholdes i et værk af en svensk reisende ved navn Kalm, som i året 1747 drog til England o.s.v., men for modvind kom ind til Norge og benyttede sig af opholdet til at se sig om i strækningen mellem Grimstad og Christiansand. Han omtaler blandt meget andet bygningsskikken, og man ser, at ude ved kysten vidste man ikke af andet end kakkelovnsstuer, medens røgstuer med åre endnu vare i fuld brug oppe i fjeldbygderne og tildels så langt ude, at Kalm selv fik se et par huse af dette slag ved veien mellem de to nævnte byer(44).

Ved samme tid som denne svenske forfatter så sig om i Norge, skrev den bergenske biskop Pontoppidan sin fortræffelige Norges Historie, hvor han med undren omtaler de bergenske røgovnstuer, som endnu på hans tid vare uden vinduer og derfor stak så besynderlig af mod de anseelige bonde-huse på Østlandet. Havde Pontoppidan været nøie kjendt hele landet over, vilde han kunnet dele landsbygderne i følgende strøg (ved året 1750):

1. Nogle Christiansandske indlandsbygder (øverst i Lister og Mandals amt samt i Sætersdalen af Nedenæs amt), med årestuer, uden vinduer, altså af det allerældste slag,

2. det vestenfjeldske, med røgovnstuer, uden vinduer,

3. største delen af det østenfjeldske, med skorstensstuer, forsynede med vinduer,

4. nogle Christiansandske kystbygder (Jæderen samt de ydre bygder, af hine to amter) og vel en større strækning langs den sydlige kyst, med kakkelovnstuer, ligeledes forsynede med vinduer.

De forandringer, som ere foregåede efter Pontoppidans tid, kunde sammenfattes under følgende to slags:

1. De nyere og bedre ildsteder have udbredt sig mere og mere på de ældres bekostning.

a. I de Christiansandske bygdelag, hvor man endnu havde den old-tidsmessige indretning med åre, begyndte man (sagnet og endnu gjenstående bygninger gjøre det klart) på den måde, at man udvidede husbekvemmeligheden med tilbygningen af en «nystue» med kakkelovn og vinduer, og denne, som først var bestemt til kun at bruges som stasstue, gik lidt efter lidt over til at gjøre tjeneste som familiens egentlige vinterstue, så den gamle årestue, som endnu navnlig i Sætersdalen på mangfoldige gårde er bleven stående i fuld stand, nu kun bruges til sommerstue. Men den oprindelige skik har dog nået så langt ned mod nutiden, at der i Sætersdalen endnu lever dem, som have tilbragt sin barndom i årestuer, der var fuldt beboede, vinter som sommer.

b. Røgovnstuens område er blevet indskrænket fra to sider, idet den østlandske skik med skorsten har trængt frem over fjeldet og den nyeste skik med kakkelovn har udbredt sig kysten langs fra syd mod nord og fra kysten igjen indad i fjordene og dalene. Begyndelsen har ofte været den, at et ildsted af det nyere slag har været opsat til hjælp ved siden af røgovnen; således har man i Sogn kunnet se bondestuer, hvor den gamle røgovn stod på sin plads, en liden skorsten var anbragt ved siden af og endelig en kakkelovn ved siden af den igjen, tre slags ildsteder altså på en gang, at bruge efter behag.

c. På lignende måde har kakkelovnen også trængt ind i skorstensstuernes egne, i Smaalenene, på Romerike osv.; dels har man sat en kakkelovn i et kammer og derved fået et varmeværelse til, som lidt efter lidt er blevet familiens beboelsesværelse og ophøiet til stuens rang, hvorimod den gamle og rette stue med sin skorsten er degraderet til kjøkken, dels har man sat en kakkelovn til hjælp ved siden af skorstenen og en stund derefter revet denne ned og ladet hin få pladsen.

2. Samtidig har også brugen af vinduer tiltaget.

Her kan atter skjelnes mellem en dobbelt bestræbelse. På den ene side har man slægt for slægt skaffet sig flere og større vinduer i de huse, hvor man allerede havde dem og måtte have dem, nemlig i skorstens- og kakkelovnsstuer med sløifet Ijore. Og på den anden side har man selv i røgovnstuer, som før fik sit dagslys alene gjennem ljoren, lagt sig til vinduer som hjælpe-indretning, for at bøde på ljorelysets utilstrækkelighed. Nu for tiden skal der måske ikke kunne findes en eneste røgovnstue uden vinduer; men oldtidsskikken har dog også i dette stykke nået så vidt ned mod nutiden, at der f.ex. i Søndfjord i Bergens stift er mange gamle, som meget vel kunde mindes beboede stuer uden vinduer; ja i Jølster, den inderste bygd i Søndfjord, skal der have været mange sådanne stuer for ikke længer end 20-30 år siden. Når det var skyet veir en søndag om vinteren og husfaderen skulde læse texten for sit husfolk, så kom der igjennem skjåen, som ljoren var lukket med, ikke så meget lys ned i stuen, at han kunde se at læse i høisædet, hvorfor han måtte sætte sig på en krak lige under ljoren.

- Et enkelt sagn kan tjene til at anskueliggjøre, hvorledes den nye mode med vinduer arbeidede sig frem i disse egne. En gammel stue med prægtigt væggetømmer var netop gået over fra fader til søn, og denne huggede hul på væggen og satte et lidet vindue ind - til stor fortrydelse for gamle-konen i huset, som syntes det var at ødelægge tømmeret og skjæmme stuen; men så hændte det, at hun slap ned en maske på strikketøiet og fik tage den op igjen ved lyset fra vinduet; «det er da godt for noget, kor so», hørte man hende sige, og siden klagede hun ikke over forandringen. - Et andet mærke på, hvor ny vindues-skikken er i disse egne, er, at man idelig kan høre fortællinger om de enkelte vinduers historie: det der lige ved høisædet var det første, det satte bestefaders fader ind, - det andet ved siden af kastede bestefader selv, og fader igjen gjorde begge de gamle vinduer større og anbragte desuden vinduet i kleven eller kammeret.

At de vestenfjeldske almuer af forskjellige grunde længe holdt på røgovnstuen, som måtte have ljore og altså til nød kunde undvære vinduer, det har naturligen bevirket, at vinduer, som jo tildels kunde ansees for luxus, kom så sent i brug; men dette monne igjen naturligen have havt indflydelse på renligheden i husene. Thi i det halvdunkle rum under det sodede tag kunde der ikke skjelnes så grant mellem sort og hvidt, eller mellem smudsigt og rent, og derfor burde det ikke undre for meget, om befolkningens sands og begreb med hensyn til renlighed virkelig stod nogle grader lavere i disse egne end i andre. Men desto mere bør man da også lægge mærke til og skjønne på det fremskridt, som omsider har fundet sted i dette stykke i det vestenfjeldske også.

Men som et mærkeligt træk i bygningsskikkens historie må det haves i erindring, at årestuerne i Sætersdalen stå endnu i sin gamle skik, uden vinduer. Foruden at disse veltømrede bygninger i sig selv ere nogle hundrede år gamle, peger den indretning med ildsted og ljore, som man finder i dem, op til den fjerneste oldtid. Samme skik har vistnok engang hersket hele Europa over; men jeg veed ikke, i hvilket land man skulde søge nu for at finde så vel vedligeholdte og oplysende levninger.

6. FREMDELES OM SELVE STUEN. KOGOVNEN

Den sidst indførte hovedart af ildsted eller kakkelovnen kan igjen siges at bestå af tre slags, nemligbilæggerovnen, vindovnen (uden kogeindretning) og kogovnen (som egentlig er et eget slags vindovn).

Bilæggerovnen er muligvis den oprindelige form af kakkelovnen, og ialfald er det den, som blev indført og har holdt sig i brug på Jæderen, hvor jeg ovenfor omtalte at kakkelovnen nok tidligst var bleven optagen i bøndernes stuer. Det er vel også så, at den passer bedst der, hvor man bruger torv til brænde, og man finder den derfor ligeledes indført i andre torv-brugende egne, såsom på Lister og nordover langs kysten. Den har den ulempe, at den luftvexling, som ellers foregår ved vore ildsteder, ikke kjendes her, hvorfor luften føles tung og kvalm i stuer med sådan ovn. På Jæderen har jeg nok seet ovne, som vare støbte på prøve og havde en nylig opfunden indretning, hvorved bilægger- og vindovnens gjensidige fortrin skulde forenes; men der fulgte igjen andre ulemper med, så der for tiden ikke synes at være anden råd end at glæde sig ved de betydelige fortrin, som bilæggerovnen i hvert fald har fremfor det tidligere ildsted, som den afløste.

De almindelige vindovne have især fået sin udbredelse i det østenfjeldske, i stueskorstenens og i årens forrige område; i den senere tid have dog også mange røgovne fået indgang her, jevnsides med hine.

Endelig synes kogovnen især at have fundet sig sit hjem i røgovnstuens forrige strøg eller fornemmelig i Bergens stift.

Her havde røgovnen, Olaf Kyrres ovn, holdt godt stand til langt ind i dette århundrede. Østlandets skorsten fristede bønderne på den ene side og bilæggerovnen på den anden, og allerinderst i fjordene samt alleryderst på øerne kunde man også se tegn til forandring; men i det hele og store taget beholdt dog røgovnen sin plads, indtil den allernyeste form af kakkelovnen meldte sig, nemlig kogovnen.

Men så gik det fort. Den ene bygd efter den anden optog den nye varmeindretning og afskaffede den gamle stenovn så fuldstændigt, som om man endog gjorde sig flid for at udslette mindet om den. I Søndre Bergenhus amt er det nu kun undtagelsesvis, at man træffer på røgovnstuer, i Sogn ligeså, og man kan næsten sige, at disses område nu er indskrænket til visse strøg af stiftets nordlige halvdel, nordenfor Sognefjorden.

Begyndelsen kan regnes fra året 1826; da foretog en bergensk kjøbmand sig en reise til jernværkerne på Østlandet for at gjøre bestillinger på forskjelligt støbegods; navnlig bestilte han kogovne fra Næs Værk, som dengang havde ord for at levere de bedste, og fra nu af vare kogovne en stadig handelsartikkel i Bergen. Efterspørgselen steg med hvert år, og i 1844 kom det dertil, at det såkaldte Bergens Jernstøberi blev anlagt og strax leverede ovne af dette slags. Denne hjemlige tilvirkning til Vestlandets forsyning tiltog mere og mere formedelst nye støberiers oprettelse (Strømmens og Laxevaags Støberier og Bergens mekaniske Værksted), ogarbeidet blev altid mere og mere fuldkomment, idet varerne leveredes både billigere og bedre; navnlig fremkom der efterhånden nye former af kogovnen, de såkaldte lukte kogovne, hvor dampen af gryden kunde holdes inde som i et skab og ledes ud gjennem et særskilt rør; af dette slags kan jeg nævne den såkaldte Vosse-ovn, fremdeles Eitrem- og Urheim-ovnene, opfundne af bønder fra gårdene Eitrem og Urheim i Hardanger, som leverede tegninger eller modeller til støberierne(45).

Men disse forbedrede ovne, som vare kostbarere og derhos vel førte visse nye ulemper med sig uden ganske at opfylde hensigten med at fjerne de gamle, har jeg kun seet yderst få af i brug, så nedenstående bemærkninger nærmest gjælder den simple eller åbne kogovn.

Vil man have en prøve på, hvorledes det er gået med indførelsen af denne reform, så gjøre man et besøg ind i den række af kirkesogne, som danne Dalsfjordens strøg i bygdelaget Søndfjord. I de ydre bygder begyndte kogovnen at blive kjendt for en 25-30 år siden, og der er nu ikke en røgovn at se længer; i de inderste bygder derimod hersker røgovnen endnu, og man kan høre bønder udtale den forvisning, at så vil det vare ved al tid; midtveis endelig finder man en blandet tilstand, sådan, at på en gård er der ovn af det ene slag og på nabogården af det andet slag, og man kan så høre, at i et hus blev røgovnen kastet ud ifjor og kogovnen sat istedet, og i et andet hus har man lige omvendt tabt tålmodigheden med den nys indførte kogovn og muret op igjen en røgovn som før.

En bonde i et af de sogne, hvor røgovnen endnu hører hjemme, havde bygget sig et nyt hus og bygget med stor omhu; efter megen overveielse havde han valgt kogovn istedetfor røgovn, noget, som endnu ingen mand i sognet havde forsøgt; men han havde dog kun gjort det på prøve, så han fra begyndelsen af var forberedt på, at hans fader kanske kunde få ret, som mente, at han nok kom til at gjøre forandringen om igjen. Da jeg besøgte ham i 1865, havde han boet i sin kogovnstue et år, og jeg bad ham forklare for mig, hvad der efter hans erfaring og skjøn kunde siges for og imod forandringen.

Han fremhævede kogovnens fordele således:

1. man bliver fri for røgen, som smudser alting til (han nævnte bøgerne i boghylden som exempel);

2. man kan varme op stuen nårsomhelst;

3. man kan nårsomhelst koge inde(46), og dette er hyggeligere, mere letvindt, samt noget - skjønt ikke så særdeles - brænde-besparende;

4. man undgår ljoren og ljore-dryppet, som bringer det miderste og mest iøinefaldende parti af gulvet til at rådne, så det bliver smudsigt og uhyggeligt i stuen;

5. man slipper for den stærke dørtræk, som finder sted, når røgovnen ildes og som er så ubehagelig og farlig for både voxne og børn;

6. man kan nytte husrummet bedre, nemlig ved at lægge loftsgulv eller «lemp» over stuen og indrette et halvloft eller et slags værelse ovenpå, f.ex. til natteleie for husets ungdom; dette er renligere end at have natteleie i fæhuset.

Ulemperne med kogovnen og altså røgovnens fortrin, beskrev han således:

1. Mad-dampen gjør det fugtigt i stuen, og huset rådner snarere ned;

2. den kvalme luft, som før blev drevet ud, hvergang røgovnen ildedes og altså ljoren måtte åbnes, bliver nu stående inde og forøges endog formedelst mad, som spildes og svides på ovnen under kogningen (dette kan dog modvirkes ved at åbne vinduerne, som da også hos min mand vare forsynede med gangjern - et tillæg til disse huslige fremskridt, som rundt omkring i bygderne sees at blive mere og mere almindeligt);

3. her oppe i fjeldbygden, hvor vinterkulden er strængere end ude ved havkanten, bliver den varme, som kogovnen giver, vel knap for en større stue i den koldeste vintertid;

4. den gamle røgovn havde frembudt den ypperligste leilighed til at få tørret strømper og klæder, som idelig blive våde under udarbeidet (man havde egne stænger og rammer til at hænge tøiet ikke alene fremfor ovnsmundingen, men selv inde i ovnen, når der var udbrændt); men denne fordel savnes stærkt ved kogovnen;

5. i en stue med kogovn, der fører så megen damp og fugtighed med sig, kan man ikke få tørret emningsved og spik eller lyseved (for en del kan dette dog lempes på ved at lage virket tilrette tidlig om sommeren);

6. medens man før tørkede sit malt oppe på røgovnen, må man efter dens afskaffelse bruge den almindelige korn-tørkehelle i ildhuset istedet, og der bliver maltet ikke så godt(47).

For hvert hus skal der altså stå en hel strid mellem sådanne hære af grunde og modgrunde, for hver bygd er der hundreder og for hvert bygdelag er der tusinder af mennesker, hvis øine betragte disse ovne, hvis tanker sysle med dette spørgsmål, og de gjøre sine daglige erfaringer, så de vel vide at støtte enten grundene eller modgrundene. Og derfor tør den fremmede nok tro, at hvad enten den nye indretning er indført i en bygd eller den gamle er beholdt, så er det en vel overveiet sag, og valget er udentvivl blevet det, som efter bygdens omstændigheder for tiden må kaldes det fornuftigste.

Og således må man nu tro det har havt sig med den hele række af forandringer, som dette kapitel om bygningsskikken omhandler.

Til denne samme række af forandringer holder der endnu på at føie sig en, som har ikke lidet at betyde for renlighedsstellet, og som kan nævnes her, fordi den ialfald er fremskyndet ved kogovnens indførelse.

Alle kjende den gamle trofaste bondeskik med faste bænke langs væggene i stuen og med sirligt udarbeidede skabe, et i høisædeshjørnet og et på den ene langvæg. Men allerede tidligere havde man mærket i gamle huse, at fugtighed efter rengjøringen og formedelst madstellet o.s.v. gjerne vilde holde sig der bagom, så væggetømmeret snarest rådnede sammesteds, og nu fornam man tillige, at det blev værre med dette formedelst dampen af kogovnen, og det i den grad, at selve luften i stuen kjendtes usund på grund af væggenes muggenhed, hvorfor man i mange huse har både taget skabene bort og ombyttet bænkene med stole. Forandringen har ofte stødt mitt syn, såsom der kan se så tomt og snaut ud i en sådan omdannet stue, eller den har tabt noget af sit gamle og hyggelige præg og endnu ikke fået noget rigtig tilsvarende nyt; men først på Strilelandet ved Bergen, på en af øerne derude i det rå og fugtige havklima, vidste en bonde at forklare sagen for mig på denne måde, og det fornuftige i hans forklaring gjorde strax, at jeg blev mere forsonet med den nye ordning.

7. STUEGULVET

Vil man forstå gulvskuringens historie i næste kapitel, bør man først sætte sig lidt ind i selve gulvets historie.

Fra oldtiden af og langt ned igjennem vidste vore forfædre neppe af andet end aurgulv, gulv af selve hustomtens faste gruslag (aur), som kun madjorden var skuffet bort af.

Eller i det høieste havde de stengulv, lagt af flade heller.

Det har da været et betydeligt fremskridt, da man begyndte med trægulv (tile i bygdemålene, efter det gamle sprog), om det end var lagt på tarveligste måde. Det var jevnere at træde på og kjendtes varmere.

Går man bygderne igjennem, finder man trægulv i mange grader af fuldkommenhed. I meget gamle huse, fra tiden før man kom efter den kunst at sage tømmeret, kan man se gulv af kløvninger, kløvede stokker og kun teljede eller jevnede med øxen, ikke høvlede. Lidt længer frem, og gulvene ere lagte af sagede planker; men disse ere fæstede til bjælkerne, de hvile på, med plumpe trænagler, og de ere ikke pløiede sammen, men ligge kun ved siden af hinanden; årsagen er ikke blot, at der vilde ødes en del træ til pløiningen, men når plankerne ere kun halvslidte, kommer pløiefugerne frem, og hele gulvet bliver derved mindre varigt. Ja, disse planker ere tildels lagte i gulvet uden engang at have været under høvlen, så overfladen er, som sagen har dannet den. Endnu et skridt videre, og på mange steder få vi se fine gulve, som det kaldes, af vel høvlede og ordentlig sammenføiede bord, med spiger istedetfor nagler; ja, i værelser, hvor der ikke er altfor meget slid, bliver det endogså mere og mere almindelig i visse bygder at have malet gulv.

Der kan fremdeles tales om fremskridt i andre retninger. De ældste trægulve (og man kan se af det slag endnu) lignende stengulvene forsåvidt, at kløvningerne eller plankerne lå ikke på gulvåse, men på selve jorden, og dette var nyttigt for så vidt, at når gulvet var blevet hullet formedelst slid og rådenhed, så gjorde det ikke så meget, man kunde gå på det alligevel og slide det op til sidste stump; men det behøver vel ikke at siges, at det hullede gulv så høist urenlig ud, og at det var vanskeligt at vaske, ja endog at sope vel. Men nu bygges der neppe mere på den måde, eller man er kommen tour med at løfte gulvet og hele huset noget op, formedelst grundmur, og hyppig har man også indrettet sig kjelder lige under stuen, kanske især for poteternes skyld og altså efter denne plantes indførelse til landet.

Et slags tillæg til de gamle og tarvelige gulve var den såkaldte moldbænk. For nemlig at holde kulden ude eller få det tæt der, hvor gulv og ydervægge mødes, brugte man under den faste bænk, som løb langs væggene og tjente til sæde i stuen, at indrette et rum, som fyldtes med tør «mold» eller jord. Men om end denne fylding var overdækket med planker (hvad dog ikke altid var tilfældet), så var der dog stadig som en duft af støv under bænken, og mus vilde gjerne holde til der, så det var tydeligvis en vinding for renligheden, da man kom efter at lægge gulvet så, at den gamle indretning ikke længer behøvedes.

At meget af disse nu beskrevne huslige forbedringer er kommet til netop i de senere tider, i denne nuværende menneskealder, det vil man kunde skjønne deraf, at det ikke er så ret længe siden, at man i adskillige bygder endnu hjalp sig med stengulve. Det var f.ex. tilfældet endnu for en 30 år siden på Osterøen ganske nær Bergens by. Og trindt omkring i Bergens stift kan man fremdeles se stuer, hvor en del af gulvet består af træ og en anden del af sten, idet der er lagt heller f.ex. lige under Ijoren for dryppets skyld og foran ovnen for vaskestellets skyld. En bonde i Søndfjord var endog så betænkt at han tog et minebor og slog et hul igjennem hellen foran ovnen, såsom der var en hulning, hvor sølet jevnlig blev stående, og hvorfra det ved tråkket blev ført udover gulvet, og af det exempel vil man skjønne, hvor lidet trægulv vilde stå sig på sådanne steder.

Om en mand skal lægge det ene eller andet slags gulv i sit hus, det beror ikke altid blot på, om der er godt for træmaterial i hans bygd eller ei; gulvet i stuen bør stå i et vist forhold til hele gårdens stel og egnens bedrift. Der er bygder, hvor man af flere grunde finder det nødvendigt at bruge sko med store og skarpe søm, som jo vilde ødelægge et fint gulv; ja, på sine steder kan man høre den forklaring, at når hesten skal skoes på en kold vinterdag, hvor arbeidet ikke kan udføres ude, såsom man bliver valen på hænderne, da er der ikke andet råd end at føre den ind på stuegulvet.

8. STUENS VÆGGE

Det var dyden ved en gammel stuevæg, at den bestod af smuk og kvistfri malmfuru, og at stokkerne vare fint sammenføiede, vel tildannede og glat høvlede eller ialfald skavede med væggeskavlen; de burde være huggede så, at de vare lige tykke i top-enden som i rod-enden, at den ene stok var lige så bred som den anden, og at gjennemsnittet var ikke rundt som på den naturlige stok, men aflangt eller lindseformet. En sådan væggestok kaldtes hånke-hugget, fordi tømmermesteren trak den gjennem en dertil gjort jernring eller hånk, for at passe, at den fik sin rette form.

Men dels vilde der nu altids lægge sig støv på stokkernes rundinger, dels var det vanskeligt at komme ind i fugerne med vaskekluden, dels og især var det slemt med de sprækker, som gjerne opstå i helt tømmer, indad mod marven, og hvor smudset naturligvis samler og holder sig.

Det er derfor en vinding ved den nyere tids bygningsmåde, at man, dels vel for tømmerets dyrheds skyld, men også af hensyn til det gode udseende, bygger af skåret (saget) tømmer, som er kløvet efter marven. Derved får man jevnere væggeflader, og man bliver fri for sprækkerne.

En yderligere fordyrelse af tømmeret har på sine steder gjort, at man må bygge sig sine huse af så småt og ringe tømmer, at væggen tiltrænger at paneles; men dette kan også opfattes som en vinding for udseendet, og den panelede væg er vel endnu lettere at holde ren.

I den sidste menneskealder ere ikke få daglig-stuer på vore bondegårde blevne malede og endnu flere kammere blevne enten malede eller tapetserede, og at rengjørelses-arbeidet falder lettere her, er jo indlysende.

I denne forbindelse kan det også nævnes, at en forløber for den skik at male hele væggen er den at male skabe, vindueskarme, døre, kort sagt: snedkerarbeidet i stuen. Der er vistnok endnu adskillige bygder, f.ex.. i Bergens stift, i Nordlandene osv., hvor man kan gå fra hus til hus og kun sjelden se spor af malerkostens strøg, og dette er et tydeligt bevis på den tarvelighed, som mange af vore almuer må iagttage. Men derhos mener jeg, at om vi havde en oversigt over, hvad de malersager have kostet, som år om andet ere kjøbte til landet og fordelte ud over de mere velstående bygder, så skulde vi se et for de sidste menneskealdere, ja for de allersidste decennier stærkt voxende beløb, og dette kunde gjerne gjælde som mål på fremskridt i retning af pyntelighed og renlighed.

Som jeg i forrige afsnit hentydede til, at gulvet på sine steder bliver ophakket af de skarpe søm i skoene, så kan jeg her bemærke, at i gamle huse finder man ofte væggene ophakkede af træplugger, som man har fæstet skind med, der bleve udspændte til tørring. Men jeg kan også føie til, at disse spor af det gammeldags stel nu mest peges på som vidensbyrd om, hvor simpelt folk havde det før i tiden.

9. SÆTERHUSENE

En ikke så ganske ringe del af Norges befolkning lever et slags flytteliv, idet der om sommeren flyttes fra bygden op på sæter-heien; der er jo endog bygder, som stå næsten folketomme om sommeren, idet fast hver mand med kone og børn er til sæters og har måttet tage med sig lige til katten og hønsene.

Hvor en befolkning regelmæssig, sommer efter sommer, bor i sæterhuse, der kan man forestille sig, at den simple forfatning, som der naturligen er i disse huse, øver nogen indflydelse på vaner og begreber med hensyn til renlighed og hygge. Nødes folk til nogle måneder af året at tage til takke med huse uden trægulv, så kan man ikke undres over det, når de samme folk for de øvrige måneder finde det godt nok, om trægulvet i stuen på selve gården ikke netop bliver vasket eller skuret.

Men derfor er det af interesse at lægge mærke til, at til samme tid som husene nede i bygden have udviklet sig og ere blevne bekvemmere og tækkelige, så have sæterhusene ligesom fulgt exemplet, efter fattig ledighed.

I Valders kunde man indtil for et halvt hundrede år siden jevnt se sæterens sæl eller beboelses-hus indrettet på samme vis, som gårdens stue var det i oldtiden, med aurgulv, med åre midt på gulvet, med ljore i taget og uden vinduer på væggene. Nu er der kun enkelte sæl igjen med åre, der almindelig er ombyttet med skorsten, og med gulvet går det smukt fremad, idet det mere og mere lægges af bord. En mand fortalte mig til exempel, at han har tre sætere, langsæteren, længst borte fra gården, samt to hjemsætere; på den første er hele familien samlet en længere tid af sommeren, på de to sidste opholder budeien sig med kreaturene en kortere tid høst og vår; på langsæteren er der nu for tiden ordentlige sengesteder istedetfor de gamle sengebænke, her er trægulv, og omstændigheder gjøre, at det falder kvindfolkene lettere at holde gulvet hvidt og pent end hjemme på gården. Ved hjemsæterne derimod er det ikke mere fremskredet endnu, end at de begge have fået skorsten og vinduer og den ene tillige stengulv.

10. FINNERNES GAMMER

Jeg synes, jeg kan ikke bedre betegne, hvor almindeligt det er med disse bestræbelser for husenes forbedring, end når jeg sluttelig fortæller, at jeg fandt tegn til samme fremskridt, da jeg i 1863 bereiste Finmarken og så mig om i sølappernes gammer.

Når man hører, at en gamme er et jordhus, kun støttet af noget opstående træværk indvendig, så får man jo forestilling om den yderligste simpelhed. Men bygningsmåden er ikke så aldeles simpel endda; der har ret måttet anvendes adskillig tænksomhed for at få et varmt og varigt hus istand af så ringe materiale, og man forstår, at den faste skik, som befølges, nok har behøvet lange tider til at blive således uddannet, som den er.

Men hvad jeg vilde fremhæve her, det er, at i den senere tid, da nogen større velstand og dannelse har udbredt sig også i denne del af landet, begynde finnerne mere og mere at indrette det inde i sine gammer på nordmændenes mere civiliserede vis. Man kan se jordvæggen panelet med bord, vindu anbragt på væggen, åren flyttet fra midten af gulvet hen i det ene hjørne og forvandlet til skorsten; hist og her kan man finde begyndelse til trægulv og en smule bohave, såsom krak og bord og ordentlige senge istedetfor de gamle leiesteder på selve jordgulvet, med riskviste til underlag.

Det er ligesom fuldendelsen på denne række af fremskridt, når sølappen får sig sin gamme helt og holdent ombyttet med en tømret stue, og det kan man da også høre exempler på i hver bygd. Men for hver gang en sølapfamilie flytter fra gamme til stue, er det det samme som at den opgiver et stel, hvor renlighed efter norsk begrep ikke engang var muligt, og nærmer sig til pynteligere sæder(48).

11. SLUTNINGSBEMÆRKNINGER

Betragtet således i det store, eller seet i sin sammenhæng og under den hele bevægelse fra hedendommens fjerne old til nutidens klare dag, fremstiller bygningsvæsenet i vore bygder sig så for mit syn, at jeg mener almuen skamløst kunde møde frem med det til hvilkensomhelst udstilling.

Fremskridt har der været fra tid til tid, og inden hvert enkelt tidsrum ser det ret ud til, at den skik, man har fulgt, og det mål, man har nået, har svaret godt til de forholde, som have hersket i landet og de omstændigheder, som man har måttet rette sig efter. Ved et på 4de Kapitel, side 73-74 benyttet exempel har jeg rigtignok måttet hentyde til den sandsynlighed, at der engang monne have været nogen tids tilbagegang i bygningsvæsenet, nemlig under den vanmagt, som herskede i landet efter sortedøden. Men så tog jo arbeidet sig op igjen, og der skal neppe kunde siges andet, end at fremskridtet har været så raskt, som omstændighederne have villet tillade det.

Den forbedring at have kakkelovn i stuen kunde der jo ikke tænkes på, før opfindelsen med det slags ovne var gjort; sålænge glasruder vare dyre, måtte man nødvendigvis lade sig nøie med få og små vinduer eller endog være dem ganske foruden og hjælpe sig på andre måder o.s.v.

Vil nogen betragte tingen i det små, så vil han naturligvis let kunne pege på en enkelt bygd, hvor fremskridtet har været mindre livligt, ja hvor tilstandens mislighed endog kunde give anledning til beklagelse. Men dersom der fremsættes sådan indvending, at i hin overmåde lange tid måtte der naturligvis altid være nogen foranderlighed, og at fremskridtet kun har været trægt og trevent, så henvises atter til den foregående fremstilling, hvor man omtrent punkt for punkt vil få se, at i det sidste århundrede har bevægelsen været raskere end før, og i den sidste menneskealder har modet og ævnen været større end i den nærmest foregående, og i det aller sidste ti-år endelig har der været større fart i fremskridtet end nogensinde tidligere og det trods adskillig modgang i tids-omstændighederne. Og efter den erfaring, jeg har, vover jeg at tro, at når man kun ser vel efter, skal der ialfald findes spor af denne nutidens fremskyndede bevægelse i hvilketsomhelst kirkesogn, der monne blive peget på.

Det er endog ikke frit for, at modet har været for stort hist og her. Der kan høres exempler på, at folk have bygget sig ude, eller have lagt så stor bekostning på sine gårders bebyggelse, at de have måttet gå fra gård og grund.

Dette er dog kun undtagelser. Ved siden heraf kunde der også peges på den modsatte yderlighed, at der hist og her kan findes en familie af fattigfolk, som har gravet sig et slags hule i jorden eller fundet på at bygge sig en hytte af torv og sten.

Men vi må vogte os for at lade os lede af de indtryk, undtagelserne kunne give; vi må se bort fra yderligheder til begge sider og øve blikket i at opfatte tingene i deres store almindelighed, under middels tilstande og jevne forholde. Da, mener jeg, skal indtrykket blive både tilfredsstillende og opmuntrende.

Og har man først åbnet sit sind for et sådant almindeligt indtryk, da vil man have lettere for at finde sig til rette under den næsten forvirrende mangfoldighed og ulighed, som møder blikket, når det fæster sig ved enkelthederne i de forskjellige egne og bygder, ja på de forskjellige pladse og gårde i samme bygd.

Østlandets større gårde kan beskueren ofte glæde sig ved en hel anseelig og tækkelig bebyggelse, med stuer og sale og med kammere i mængde. På Vestlandet derimod, f.ex. i Søndfjord i Bergens stift kan man drage fra gård til gård i et kirkesogn, ja i en rad af kirkesogne, og med nød finder man hist og her et bondehus, som skiller sig så vidt fra den nedarvede tarvelige skik med stue og kleve (se tegningen side 83), at der er tilbygget endnu et kammer - kanske bonden er ordfører i formandskabet og må have sig et sådant kammer for at være i ro med sine papirer og protokoller. Men har man levet sig en smule ind i forholdene, så finder man, at tarveligheden her er lige så naturlig og i sin naturlighed ligeså tiltalende som pragten og bekvemmeligheden hist, og med god villie kan man også i den tarvelige bygd opdage spor af forandring nu mod før, ja hele rækker af fremskridt og forbedringer, men naturligvis i det små.

Og ligedan kan der være både forskjel og tillige lighed i forskjellen inden en og samme bygd. Nu stå mig for øie et exempel fra en østlandsk egn. En kvinde med nogle børn holdt til i en faldefærdig hytte, med mose og filler dyttede hun til sprækker og åbninger og fik det udholdeligt på en måde, men husets faldefærdige tilstand blev tilsidst så betænkelig, at hun tog børnene med sig og skyndte sig ud - og en times tid efter faldt det virkelig ned. Nærved boede en familie i et hus med så tarvelig indredning, at der ikke engang var træ-gulv i stuen; men huset var også ganske nybygget. Manden havde sat det op selv, det var meningen at fortsætte med arbeidet i hver ledige stund, der såes også spor af både arbeidsflid hos manden og af sands for renlighed og orden hos konen, og der var både trivsel og hygge. Dette sidste hus, som tager sig op for hvert år, skiller sig ja fra hint, som faldt; men trods ringheden har det adskilligt tilfælles med det nye og prægtige hus på storgården i naboskabet.

Ja, denne lighed midt i uligheden må jeg få lov til at belyse med et enkelt exempel endnu. Efterat det foregående ark var trykt, fik jeg sendende beskrivelse over renlighedsstellet i en af Norges yderste udkanter og nordligste havbygder, nemlig i Bergs præstegjeld i Senjen, Tromsø amt, og her læser jeg blandt andet, at søndagsklæderne opbevares almindelig i en særskilt bod, som selv den fattigste i regelen eier. Det er den omhu for renligt stel med klæderne, som jeg omtalte ovenfor side 80, hvor jeg beskrev den fra oldtiden stammende landsskik at have en egen bod og det helst en bod med såkaldet loft til det brug. Vi forstå, at denne skik nok har hersket ligeligt overalt i landet (og i Sverige med, se anm. på side 78), siden den har trængt frem alt til de fattigste hjem i hin fjerne og afsidesliggende bygd.

Denne landets bebyggelse og denne landsskik med dens mangfoldige udvikling gjennem tiderne og livlige forskjellighed i de forskjellige egne skal nu stå for os under de følgende kapitlers beskrivelse af stellet i husene(49).


6TE KAPITEL

HUSENES RENHOLD

A. OM LØRDAGEN

At «vaske tå» (af), at «vøle om» (pynte, ordne), at «fjelge» (gjøre det hyggeligt), at «hæme» (at sørge for et skikkeligt udseende eller den rette «ham»), at «fli» (at bringe i stand, holde i orden), kort at gjøre ryddigt og rent i huset om lørdagen, det er en af vore visseste folkeskikke. Jeg veed ikke nogen bygd i Norge, som danner undtagelse, og jeg vover at mene, at det kun er som undtagelser at agte, om der hist og her findes enkelte hus, som står udenfor skikken. Dette lørdagsstel er som den første paragraph i renligheds-stellets grundlov her tillands.

Og så har det vist været altid. Vi feile vist ikke ved at antage, at dengang lørdagen fik sit navn af den laug, som blev tillaget til menneskenes renselse på den sidste ugedag (4de Kapitel, side 48), hørte det også til, at der skulde gjøres rent i huset.

At sidde i en bondestue i en rigtig gammeldags bygd og lægge mærke til, hvorledes konen går og sysler med dette rengjøringsarbeide, det er som at se op i tiden og være tilstede ved sådant husligt stel alt i hedenold. Men så at gå derfra og lægge mærke til skikkens forskjellighed alt landet over samt betragte den gradvise overgang til det mere udtænkte stel i vore mest fremskredne bygder, det er at samle sig oversigt over en sag, som besidder mangfoldighedens rigdom samt ældens og størrelsens anseelighed. Slægter af husmødre have syslet med dette samme, og tusinder og atter tusinder af kvinder fortsætte med ufortrødenhed på denne samme lørdag, medens jeg sidder og betragter en af dem.

Under betragtningen går tanken ud og ind, fra lørdagsrengjøringens enkelte stykke kan den stundom hæve sig til at omfatte det hele husliv, både i nutid og i fortid, og når den så daler ned igjen, kan den finde dobbelt behag i at skjænke disse de ringeste småting opmærksomhed.

Hvorledes? Tør jeg regne på opmærksomhed og deltagelse hos læseren? Det falder mig ind at foreslå for ham at betragte læsningen af hvert kapitel eller hvert mindre stykke som en times besøg i en bondes eller husmands stue. Det vilde jo ikke blive så farlig mange huse; men jeg skal søge at lage det så, at man i dem kan få at se og høre, hvad jeg har samlet sammen fra tusinde.

1. PÅ GULVET

Man ser, her er både afdelinger og underafdelinger, og man begriber, at det ret gjælder om at finde delingsgrunde. Og vel vil det kanske ikke forståes så ganske strax; men jeg skal dog omtale allerede her, at der er en ganske særlig grund til at lægge nøie mærke netop til gulvets rengjøring, såsom denne del af lørdags-arbeidet er som et kjendingsmærke på, hvorvidt det hele stel er mere gammeldags eller mere fremskredet.

a. Om måden i almindelighed

Den oprindelige og endnu på sine steder brugelige måde at fli gulvet kan man kalde tør-rensking. Den består egentlig kun i at sope. Om lørdagen må dog naturligvis sopelimen gjøre sit arbeide bedre end ellers i ugen, så der sopes bedre frem af kråerne, og det sorp og bos, som ugen igjennem kanske kun har været sopet sammen i sorpekråen henne mellem ovnen og døren, må nu tages bort. Derhos træffer det stundom, at et andet redskab må komme sopelimen til hjælp; i bygder hvor jordsmonnet består af seig lere, kan der i ugens løb have fulgt så meget smuds ind med skoene, og på sine steder af gulvet kan smudset have klumpet sig så fast og tykt, at limen ikke tager det, så man må hente en sko-reke eller jernbeskoet spade og dermed skuffe og skrabe eller skjøre, som det heder. Ja, tildels er man endog nødt til at bløde skorpen ved at dynke den med påskvættet vand aftenen forud. Det må fremdeles kaldes tørrensking, om man, idet man skal til at sope på en vinterdag, skuffer en del tør og skarp sne ind på gulvet og skrubber den frem og tilbage med sopelimen, men hurtig og rask, så den ikke får smelte synderlig; både kan man således sope skarpere, uden at der reiser sig for meget støv i værelset, og det vil befindes, at sneen tager med sig en del af smudset, så gulvet bliver lysere.

Et således behandlet gammelt, ja kanske hundreårigt gulv holder sig naturligvis mørkt; det kan være indtil brun-sort. Smudset kliner sig fast til træet og tørrer ind, og selv efter den skarpeste soping er der som et overtræk eller en hinde igjen, som om det var maling, der var påsmurt. Dette mørke overtræk sidder så fast, at man kan vel tage på det med fingeren uden at blive tilsmudset.

I de gammeldags huse, her haves for øie, hører det til, at en huggestabbe har sin plads inde i stuen, f.ex. til at hugge den kvisteved, som bruges til brænde. Den står hist mellem ovnen og døren, i vedkråen, som det kaldes. Her er det naturligvis lidt rusket, formedelst bark og flis, som falder af under huggingen, og derfor skjæmmer det ikke synet så meget, som man skulde tro, om sorp og bos, som ovenfor fortalt, i ugens løb sopes hen der. I Leirdal og i Valders, altså på begge sider af Filefjeld, ligeså i Thelemarken, har jeg hørt den gamle regel, at sorpet skal man ikke kaste ud uden videre, såsom det bør vigsles først; det er samme regel som denne mere bekjendte, at det vand, nogen har vasket sig i om lørdagen, bør ikke slåes ud uden at være vigslet først. Både i dette vand og i hint bos kan der nemlig være allehånde småt affald af menneskernes legemer (affaldet hår, afrevet fnug af huden o.s.v.), og dersom sådant blev kastet ud på gården uden vigsling, helst efter solsæt, da tusserne eller de underjordiske ere på færde, så kunde disse få det i sin vold og derved få magt til at skade de menneskers sjel, som det havde tilhørt. Jeg har forklaret dette hel udførligt ovenfor(50). Til vigsling kan nu både stål og ild tjene, og når dette haves i erindring, så findes det ganske naturligt, at da der åbenbart ikke kunde være tid og leilighed til at vigsle, for hver gang man ryddede lidt til side med sopelimen, så sopede man helst bosset hen til den krå, hvor ved-øxen stod; thi der var jo også stål, og der var tillige arnens luttrende ild i nærheden. Erindres kan det også, at sopelimen selv var «korset» eller «viet»(51), og at den efter brugen havde sin plads ved siden af øxen. Når der så om lørdagen skulde ryddes op i vedkråen eller sorpekråen selv, så blev den del af sorpet, som bestod af strå og flis, kastet på varmen og brændt op og dermed vigslet på den fuldstændigste måde; det øvrige vigslede man så, at man kastede en varmeglo, op i, før man bar det ud på sopedyngen.

Hvad endelig angår hele denne oprindelige måde at holde gulvet i orden, som jeg veed at mange tage anstød af, må jeg henvise til forrige kapitels forklaring om selve gulvets beskaffenhed i gamle huse(52). I oldtiden var der endog bare jordgulv, som der jo ikke kunde være tanke om at vaske mere, end nogen mand nu vasker sin gårdsplads, og da man så fik trægulv, var dette allerede et fremskridt i sig selv, om der så fremdeles ikke blev tænkt på anden rengjøring end med sopelime. Og endnu den dag idag er trægulvet i mange huse både så råt lagt, af øxede stokker eller uhøvlede planker, og så stærkt medtaget af jernbrodder i skoene og af øxehug under karfolkenes indearbeide o.s.v., at det ikke let går an at anvende videre vasking. Slægter igjennem har altså folket været vant til at betragte gulvet ikke som noget til at se på, men bare som noget til at træde på, og kommer en fremmed med tale om, at gulvet skulde holdes rent med vasking, så kan han kanske få til svar, at man bruger dog ikke at gå på hænderne. Vist er det ialfald, at selv i disse gamle bondestuer, hvor gulvet aldrig har kjendt vaskevand, kan den indtrædende dog mødes af et syn, som vidner om skik og orden i huset, idet bordet og skabet o.s.v., eller alt det, som er «ovenom», skinner af renhed.

Dette var som sagt om tør-rensking; jeg skal nu tale om den nyere måde med vasking.

Ved at reise gjennem bygderne og spørge og høre efter, kan man få en forvirrende mangfoldighed af forklaringer om, hvordan det har sig hermed, eller hvordan folk bærer sig ad; men lidt efter lidt vil man dog kunde opdage en vis sammenhæng i det hele, en naturlig grund for hver enkelthed.

Selv er jeg kommen til at se to væsentlig forskjellige måder at udføre gulvvaskingen; jeg synes at øine to begyndelser og en dobbelt udviklingsgang; jeg slutter mig til, at den ene måde er opkommet i selve bondebygderne, snarest vel i de østlandske Oplands-egne, og at den anden har udbredt sig fra byerne af; det ser for mig ud, som at hin bondemæssige måde, som oprindelig var yderlig simpel, ved en række af forbedringer blev mere og mere fuldkommen, at omvendt denne bymæssige måde under sin udbredelse over bygderne i et og andet har lempet sig efter disses omstændigheder, og at således begge måder tilsidst have ligesom mødt hinanden og blandet sig med hinanden, så det tildels falder vanskeligt nok at skjelne mellem dem.

Den oprindelige bondemæssige måde at vaske gulvet er den, som jeg tildels blandt bønderne selv har hørt benævne med det udtryk at sopevaske. Den allerførste begyndelse kan man forestille sig således, at under den årlige storvask af huset, eller når man til St. Hans eller jul skulde vaske ikke alene bord og bænke, men selv vægge og tag, kunde man uden at ville det få så meget vand spildt udover gulvet, at når sopelimen tilsidst skulde renske dette, så blev det som en halv vasking. Det bliver strax en hel vasking af samme slags, når nogen falder på at gå et skridt videre og helde en bøtte vand ud over gulvet med forsæt, så vælger en passende stiv lime til rigtig at skrubbe smudset løst, og endelig skyller med nok en bøtte. Når sådant gjentages nogle gange, kommer man snart på den lille forbedring at have et hul i gulvet, hvor vandet efter skrubbingen og skyllingen sopes hen, for at det kan rinde lettere bort end gjennem gulvets sprækker. Der er tildels et ganske godt udviklet stel med dette: når hullet ikke bruges, holdes det lukket med et spuns, og for at vandet ikke skal komme ned i kjelderen eller ialfald ikke blive stående i grunden, har man gjort enten en trærende, som fører lige fra hullet ud igjennem grundmuren, eller en stenveite, som fra kjeldergulvet fører ud på marken. Det har endog været bemærket, at der gror vakkert græs på engen nedfor huset, der hvor dette gulvvand får risle udover.

Der følger adskillige ulemper med denne noget voldsomme gulvvasking. Formedelst det meget vand, som skylles over de gamle og ujevne gulve, bliver der råt i huset, så der må fyres stærkt i ovnen både en og to dage efter, før det bliver tørt igjen, og det går altså ikke an at gjentage dette slags renselse ret ofte. Det kan til nød lade sig gjøre til de store høitider og til St. Hans o.s.v. Hvor man ønskede at vaske gulvet tiere, måtte man derfor tage det på en anden måde, og derved skede det, at den oprindelige brug på sine steder blev udviklet og forbedret. Navnlig blev der lagt an på at have så lidt vand på gulvet som mulig. Et middel til at udrette det samme med en mindre mængde af vand, var at varme dette, såsom smudset derved løsnede lettere. Så heldte man da ikke af en bøtte eller ud over hele gulvet på en gang, men man vædede med en klud og kun et stykke ad gangen. Et sådant stykke af gulvet, eller en røst, et fløt, en vaske, kunde man så skrubbe som før; men vandet var der ikke mere af, end at man kunde tage det op med et gulvklæde eller en tørkefille, som blev vredet af over en bøtte.

Det hører til denne art af gulvvasking, at pigen kan udføre det hele arbeide stående. Hun har derfor gjerne gulvklædet så vidt stort, at hun kun behøver at bukke sig noget, medens hun drager det frem og tilbage. Man kan også se hende bruge tørkekluden på den måde, at hun lægger den under foden og skubber den frem og tilbage. Dette samme har hun kanske også gjort med limen, da det gjaldt om at sope eller skrubbe smudset løst; var den ikke stiv nok, så hun kunde styre den med skaftet, så kunde hun lægge den ned og træde på limeriset og så skubbe.

Denne måde at bruge limen kan endvidere betragtes som overgang til, hvad man ser f.ex. i Østerdalen, at der særskilt til gulvvasking gjøres en egen sort ganske små limer eller kvaste af grankviste; det er det slags vaskeredskab, som kaldes bar-tvoge(53). Man kunde næsten sige, at den øvede pige håndterer tvogen med foden, og gulvet bliver tydelig hvidere end ved den oprindelige sopevasking. Tildels kan man se, at to piger ere sammen for at støtte hinanden, idet de lægge armene om hinandens skuldre og så skrubbe med høire fod, som de bevæge taktfast og kraftigt. For yderligere at hjælpe på strøes også sand på gulvet, før bar-tvogen bruges, så der bliver ikke alene vasket, men tillige skuret. Om vinteren, da der måske ikke er råd til at få hentet sand, bruges tildels at skuffe sne ind på gulvet og tillige væde dygtig med vand; i den røre, som sneen og vandet danner, skrubbes da med lime eller med bar-tvoge; den smudsige røre sopes tilsidst ud, og tørringen kan man udføre på den tarvelige måde, at man skuffer ny og tør sne ind på og naturligvis feier den ud igjen, før den får tid til at smelte. En anden og ret god måde at få gulvet tørt er at strø på af den hvide myrmose, hvilken man da må have samlet sig forråd af; denne måde synes at være kommen fra Sverige, eller den omtales ialfald som brugelig i Vinger og vore grændebygder mod Sverige og siges at udøves hist og her ellers i bygderne af svenske tjenestepiger. Bedst får man dog gulvet tørret, når man har god råd på hine gulvklæder; de suge vandet til sig, og man kan vride det af i en bøtte.

Tilsidst kan det se så pent ud på et sopevasket gulv, at det kanske ikke bliver stort penere ved den anden af hine to vaskingens måder, som jeg nu går over til at tale om, og som dog fra begyndelsen af var fuldkomnere.

Denne anden måde kalder jeg at håndvaske, fordi vaskepigens arm og hånd og fingre her bruges næsten ligesom sopelimens grove redskab hist(54). Allerede denne håndens brug tyder på større omhu, og dermed stemmer også dette, at med denne slags gulvvasking må pigen bekvemme sig til at lægge sig på knæ og udføre arbeidet i den stilling.

Jeg holdt for, sagde jeg ovenfor, at denne art af gulvvasking er opkommet i byerne, og som grundbillede forestiller jeg mig den omhu, hvormed husmoderen fra gammel tid af og både i by og bygd har brugt at vaske og skure stuens spisebord. I byerne, hvor gulvet tidligere blev gjort af fint snedkerarbeide og altså lignede bordet, kunde en husmoder snarere falde på at lade pigen bearbeide det med samme omhu.

Man lægge en gang mærke til en sådan pige! Først udruster hun sig med et helt sæt af vaske- og skuresager: to bøtter med varmt vand, en til skuringen og en til skyllingen, et trug med skuresand, en grov skurefille og en finere tørkeklud, så lægger hun sig som sagt på knæ, kiltrer ermerne op og giver sig ifærd med den røst eller det stykke af gulvet, som hendes hænder kunde nå. Det første, hun har at gjøre, er at bløde på med skurefillen, dernæst strør hun sand over, og så skurer hun med fillen, som gnides frem og tilbage med magt; det smudsige vand tager hun op med samme fille og vrider af i skurebøtten, derpå tager hun til den anden fille og den anden bøtte, skyller den skurede plet med rent vand, tager dette også op, vrider af, tørrer. Færdig med dette første stykke flytter hun sig lidt og begynder på det næste, fortsætter siden med det tredie stykke, farer gulvet over. Såsom hun ligger på knæ og altså er gulvet så nær med både øine og hænder, kan hun tage hensyn til hver flek, som monne trænge skarpere skuring, og i det hele lægge an på at få gulvet jevnt hvidt, noget, som vanskelig lykkedes så vel ved sopevaskingen. Navnlig vil hun snart lægge mærke til, at hun formår ikke at skure og skylle og tørke med fuld kraft på yderkanterne af det stykke, hun til enhver tid har for sig, hvorfor hun, idet hun flytter, må passe det så, at hun farer over igjen på lidt af det allerede færdige nabostykke; dersom hun forsømmer det, viser der sig rander eller mørkere partier imellem, eller gulvet bliver skjoldet, som det heder i kjøkkensproget, og det har vaskepigen ikke ære af. - Det kan give noget begreb om, hvad denne flid kan have at betyde, når man hører, at der er noget, som heder skurepige-sygen, et slags betændelse og svulst i knæet, som i lægevidenskaben kjendes under det systematiske navn hygroma cysticum patellare.

Men denne bymæssige gulvvasking har som sagt udbredt sig udover landsbygderne og derunder tildels måttet lempe sig efter disses omstændigheder, så den er bleven den før beskrevne bondemæssige måde mere lig. Bondekonen har f.ex. ikke altid nok af skure-filler at give pigen, og denne kan da vride sig ihop en visk af halm eller binde sig en skrub (en stiv bundt) af granbar eller lyng eller endelig af gamle sopelime-kvister, eller hun tager simpelthen en gammel udslidt lime og bruger den som skrub. Men med dette sidste redskab i hånden minder hun stærkt om den beskrevne udvikling af sopevaskingen, og ligheden bliver end større, eller der opstår en virkelig blanding af begge måder, når hun nok ligger på knæ, medens hun skurer og skrubber, men så bagefter går opret, medens hun tørker gulvet med tørkekluden, hvad enten hun så skubber denne med foden eller hun bukker sig såvidt som fornødent for at slæbe eller drage den hen over gulvet.

En anden forandring, som mangen husmoder på landet ser sig nødt til at gjøre, består i at forkorte arbeidet ved at undlade sandskuringen, så der kun bliver tilbage at bløde og vaske samt skylle og tørke.

Til en fuldendt gulvvasking hører at have lidt sæbe på vaskekluden. Men på landsbygderne kan man omtrent opnå det samme ved at have lud i det varme vand.

I adskillige bygder kan man se, at den fuldstændigere bymæssige måde med håndvasking bruges på det finere gulv inde i selve husbondsfolkets stue, men at der i samme hus bruges sopevasking ude i kjøkkenet eller folkestuen. Endnu mere kan der da også være forskjel i to forskjellige huse i bygden. Og når der nu ikke er nogen vis vedtagen, så at sige systematisk betegnelse for de forskjellige fremgangsmåder, så kan det ske, at selv meget omhyggelige mundtlige forklaringer blive hel vanskelige at forstå(55).

I en bondefamilie i Søndfjord mærkede man, at jeg havde ondt for at forstå forklaringerne om, hvorledes arbeidet pleier at udføres der, og så faldt husmoderen på at lade udføre en prøvevasking. Gryden blev havt over ilden, pigen mødte frem med de to bøtter og sandtruget og de to filler, dertil en halmvisk, hun lagde sig på knæ, og i den stilling udførte hun det hele arbeide, både vaskingen og tørringen. Et stykke af gulvet blev behandlet på hver af følgende fire måder:

1. Vaske med varmt, men klart vand;
2. vaske med varmt vand med lud i;
3. vaske som på sidste måde samt dertil skure med halmvisk og sand;
4. vaske og skure «to reiser », d.e. først gjøre gulvet færdigt efter måden no. 3 og så, inden det endnu er blevet tørt, tage på igjen og skure en gang (en reis) til.

Denne sidste måde kan det falde en husmoder ind at bruge, f.ex. når præsten har tilsagt at ville holde skoleoverhøring i hendes hus; den tredie måde bruges regelmæssig til de store høitider og ellers nu og da, når man finder at gulvet er blevet for gråt; den anden og første måde bruges på almindelige lørdage samt inde i ugen, når der indtræffer andre helligdage end søndagen.

Pigen gjorde sit arbeide raskt og flinkt, og det var morsomt at se de forskjellige grader af lyshed og hvidhed på de fire stykker af gulvet.

For tilfulde at forstå den yderligere udvikling af begge disse rengjøringsmåder bør man lægge mærke til et par fremskridt og forbedringer, som ikke netop høre til rengjøringen selv, men dog har havt indflydelse på samme.

Det første fremskridt, jeg her skal minde om, er der allerede blevet hentydet til i forrige kapitel (side 98), nemlig at man ikke alene er kommet i tour med at lægge gulvene af fint snedkerarbeide, men også har begyndt at male dem. Denne mode er kommen fra byerne, men har nu på en tid udbredt sig raskt over landet, navnlig i de rigere østlandske bondebygder. I Smaalenene, omkring Mjøsen o.s.v. er det nu meget almindeligt at se det kammer eller den stue, hvor selve husbondsfolket holder til, pyntet med malet gulv. På dette må der naturligvis ikke bruges skuresand under vaskingen; ja for at der ikke engang skal behøves stærk gniding med vaskefillen, kan man selv på bondegårdene se, at der vaskes med sæbe. Tildels bruges en egen gulvbørste til at gnide sæben ud med, og det er som en mindelse om den gamle bondemæssige sopevasking, når pigen for at slippe at lægge sig på knæ har børsten forsynet med langt skaft, så hun kan udføre hele arbeidet stående.

Det andet fremskridt i husskikken, jeg vilde pege på, er dette at pynte i stuen med gulvklæder. Som der er visse strøg, hvor hin gulvmaling er i mode, så seer denne sidste pynt at udbrede sig mere og mere på andre steder, vel især i de yderste kyst-egne ved Christiansand. Begyndelsen var at lægge en tørkefille indfør døren til at tørke fødderne på om lørdagsaftenen, medens gulvet var nyskuret og vådt; så gik man videre og lagde et par gamle sengeryer eller et stykke sækketøi fra døren til spisebordet og lod samme ligge søndagen over, lidt efter lidt kom man i vane med og fandt større behag i dette, og man lod da gulvklæderne ligge hele ugen, man bedækkede større og større stykker af gulvet, man vævede egne klæder eller dækkener til dette brug, mest de såkaldte fille-ryer, pent vævede, med afvexlende mørke og lyse rænder. Ja, tildels er forsyningen så god, at man har dobbelt sæt af tyndere sommer- og tykkere og varmere vinter-ryer.

Som det malede gulv er lettere at vaske og altså kan vaskes oftere, ja tildels bliver vasket om ikke daglig, så dog flere gange i ugen, således er det lettere at holde rent på det gulv, som helt eller delvis er belagt med gulvklæder. Og vel gjælder begge dele endnu for det meste kun den bedre del af husets gulve; men jo penere disse holdes, desto snarere kommer husets folk til at vente og forlange, at også de simplere gulve skulde holdes pene, og hin pynt virker da middelbart til forbedring af stellet i hele huset.

Til al den nu beskrevne ulighed med hensyn til måden at holde gulvet rent kommer fremdeles ulighed med hensyn til, hvor tidt vaskingen foregår. Fra den begyndelse at vaske stuegulvet til St. Hans og til jul har man på sine steder nået frem til den skik at vaske på hver af årets 52 lørdage; men endnu flere ere dog de bygder eller de huse, hvor skikken holder sig på snart dette, snart hint af de mange mellemtrin. Ja, mangfoldigheden bliver end større, når vi mindes, hvad der nys omtaltes, at hvor man er kommet i tour med at have malede gulve, bruger man at vaske tiere end hver lørdag.

Men at betragte disse forskjelligheder nærmere, er det samme som at lægge mærke til tilstanden omkring i landets forskjellige egne, og derfor går jeg nu over til næste afsnit.

b. Forskjel i bygderne

1. I Søndfjord og Sogn i Bergens stift

Det var især Søndfjord, de stærke udtryk gjaldt, som jeg hentydede til på 1ste Kapitel, side 23 i denne bog, Søndfjord, hvor der ved folketællingerne fandtes flere spedalske end ellers i landet, og hvor derfor lægerne ivrigt forskede efter spedalskhedens årsager. En af disse mentes urenligheden at være, og som Søndfjord, desværre for det, var landets mest spedalske egn, blev det nu tillige fremstillet som exempel på urenlighed(56) . Jeg gruede mig derfor for det overmål af uhumskhed, jeg ventede at forefinde, da jeg nærmede mig til Søndfjord i 1864 (se 2det Kapitel, side 33 ovenfor). Men allerede første dag af mit ophold, i Askevold, som var den bygd, hvor jeg gik i land fra dampskibet, begyndte det at stille sig anderledes for mig. Jeg kom nemlig i samtale med en husmandskone, som i sine yngre år havde tjent i mange af bygdens huse og altså kunde fortælle mig om bygdens skik med tjenerløn, arbeidstider o.s.v. Også tjenernes fristunder kom på tale, og herunder nævnte hun foruden andre tider den del af lørdags eftermiddagen, som var igjen, efter at der var skurt.

«Skurt?» spurgte jeg. «Hvad skure?»
«Stuen,» svarede hun.
«Men hvad bruge de så at skure i stuen?»
«Gulvet og altsammen.»

Hel spændt gik jeg så hen til den gamle og forstandige kirkesanger og fordums storthingsmand Mons Askevold, og under samtale om mangehånde ting fik jeg ledighed til at komme frem med spørgsmål om dette samme. Svaret blev, at det var bygdeskik at skure gulvet hver lørdag, det hørte til i alle huse, hos både rig og ring. Inden dagen var omme, spurgte jeg præstefruen også, og hendes svar blev ligedan.

Da var det, at spiren til denne bog blev lagt i min sjel. Fra Askevold af, som ligger ude ved havet, reiste jeg indover gjennem fjorden og videre op igjennem dalen - en hel rad af kirkesogne. Overalt hørte jeg til min store forundring stadfæstelse på, hvad jeg så uventet var bleven opmærksom på den første dag.

Det var mest denne min forundring, som bragte mig til at anmode nogle søndfjordske damer om bistand (2det Kapitel, side 34), og nu kan jeg meddele en prøve på, hvad en af disse damer skrev mig til om renlighedsstellet:

I disse egne vaske bønderne deres gulv hver lørdag, enkelte skure det. Dette sidste (at skure) er dog ikke almindeligt, hvorimod borde og stole blive skurede hver lørdag. Om sommeren bruges for det meste ener på gulvet, men som oftest ikke om vinteren. Man er meget omhyggelig for ikke at skidne sit gulv ud til søndagen, hvorfor det er almindeligt, at alle mand inde i stuen gå på strømperne lørdagsaften; fremdeles have de matter af halm indenfor stuedøren, eller i mangel deraf en dot med halm. Denne deres omhu med at holde gulvet rent varer dog kun lørdag, senere i ugen er man just ikke så bange for at skidne det. De vaske også gulvet til hver af deres helligdage (de gamle, aflagte), som indtræffe inde i ugen.

Jeg gjentog besøget og fortsatte granskingen, således som hentydet til i 2det kapitel, 8de, 14de og 15de stykke, og kan nu selv beskrive tilstanden, således:

Det er virkelig bygdeskik i Søndfjord at vaske stuens gulv til hver søndag og det hos både rig og ring. På Hedemarken f.ex. skulle vi høre om dette samme på de bedre bondegårde, men hos arbeidsbønder og husmænd der er tilstanden endnu langt mere gammeldags. Inde i Sogn og ellers på mangfoldige steder kan man få den forklaring, at i nyere huse med fine gulve bruger man tildels at vaske disse; i Søndfjord derimod har skikken trængt således igjennem, at man ser kvinderne lægge sig ned på knæ og vaske selv sådanne gamle og hullede gulve, hvor stumperne af de uhøvlede planker ligge på selve hustomtens grund, så der må bruges forsigtighed, for at ikke vaskefillen skal nå den sorte muld i åbningerne og føre den udover.

Og det er ikke bare stuens gulv, som vaskes; det samme gjælder gulvene i kleven og i gangen, som i det hele taget holdes rene på samme måde og vaskes ialfald næsten lige så tidt.

Yderst få bondehuse i Søndfjord have flere værelser end disse. Deraf kan man bedømme tarveligheden, og med sådan tarvelighed for øie kommer man til at undres og glædes dobbelt over hvert tegn på renligheds sands. Over kleven er dog et lidet loftsrum. «Vaskes gulvet der også?» spurgte jeg i et af de bedste bondehuse. «Ja, men ikke så tidt,» blev der svaret; « for der står melken, og det er bare os kvindfolk, som have vor gang der, men vi passe at tage af os skoene, når vi går op der, for at det ikke skal blive sulket.» Trappen til loftsrummet har sin plads i kleven, og den bliver vasket ligedan som gulvet.

Der er sagn i Søndfjord om den tid, da der ikke var tale om anden rengjøring af gulvet end tørrensking, og der er erindring om den nærmere fortid, da man kom i tour med hvad jeg har kaldt sopevasking. Men nu er det håndvasking, som bruges, og det i forskjellige former. Jeg har allerede beskrevet disse ovenfor (side 110). Under dette fremskridt har der udviklet sig en formelig kappelyst mellem kvinderne, og stundom kom jeg til at gjøre den lille bemærkning med mig selv, at der var kanske de koner, som drev mere på med dette stel og denne pynt, end rimeligt var ifølge husets omstændigheder. Og fremskridtet varer endnu; der gåes videre og videre, skikken bliver bedre og bedre gjennemført; ja udviklingen har vel gået for sig med stigende fart, mere i de sidste ti år end i ti år før. Men i det hele kan det dog siges, at den nu beskrevne skik bestod allerede, da lægerne for en 10-12 år siden begyndte at klage på renlighedsstellet, og i en af de bygder som jeg tror har gået foran i denne sag, nemlig kirkebygden i Dale sogn, ved Dalsfjorden, hørte jeg gamle koner sige, at så længe de kunde mindes, eller i over 50 år, havde de ikke vidst af andet end, at pigen eller konen i huset måtte lægge sig på knæ og vaske gulvet til hver søndag.

Skikken bliver fremdeles gjennemført bedre og bedre, sagde jeg. Dermed har jeg også allerede ladet forstå, at som der ikke er nogen regel uden undtagelse, så gjælder det også her. Jeg kan skjelne mellem en dobbelt række af undtagelser fra skikken.

Det nævner jeg først, at selv i de bedste bondehuse kan det træffe i travle onnetider, at både en og to lørdage må gå over uden gulvvasking. Om vinteren er det kvinderne, som råde, og da kan man se, hvorledes mandfolkene sidde rolig og sysle med småt indearbeide, til pigen kommer med sine bøtter og vaskefiller; småt knurrende flytte de sig stykke for stykke, eftersom vaskearbeidet skrider frem, og føielig tage de skoene af fødderne og gå på hoselæsterne, om de skulde fare over det nyvaskede gulv. Men om sommeren tage mandfolkene sin mon igjen, da er det dem, som styre, kvinderne må følge dem på udearbeidet; og træffer det da så til, at der skal bjerges hø eller korn om lørdags eftermiddag og aften, så må beredelsen til søndagen tages på korteste måde. Men da kan det fornemmes, som om noget mangler om søndagen, og i mangt et hus har man kunnet se, at konen og pigen i fællesskab have givet sig ifærd med gulvvaskingen sent på lørdagsaftenen, efter sengetid og til trods for mødigheden efter dagens anstrængelse. Og ligesom til modvægt mod dette, at virkelig enkelte lørdage gå hen uden gulvvasking, kan her erindres, dels, som allerede berettet, at det hører til at vaske gulvet også inde i ugen, når der indtræffer helligdage - om det så kun er en af de gamle aflagte -, dels, at i de mest fremskredne søndfjordske bygder er der allerede enkelte bondehuse, hvor man så temmelig regelmæssig vasker gulvet foruden om lørdagen også om onsdagen.

Den anden række af undtagelser består deri, at der endnu er de huse, de grænder, ja de enkelte bygder, som selv udenfor de egentlig såkaldte onnetider ikke ere komne i vane med ugentlig gulvvasking. Ja, der er endogså et helt præstegjeld blandt Søndfjords syv, som danner sådan undtagelse, nemlig Jølster dybt inde mellem fjeldene; i denne sidste bygd (hvor jeg ikke har været selv) er det kanske så med de fleste huse, at man endnu bruger sopevasking og derhos indskrænker den til de få gange for året da det hører til, at der skal være storvask i huset(57).

Det er naturligvis deslige undtagelser, som gjør det vanskeligt at komme på det rene med, hvad man skal sige er skik i en bygd, så jeg måtte vel se mig for, inden jeg yttrede min glæde over det vakkre træk, jeg havde fundet her i det lastede Søndfjord. Jeg tillader mig derfor at meddele endnu et skriftligt vidnesbyrd. Det er af lensmand Nitter i Dale. Under mit besøg på stedet var det mig en vinding at gjøre denne mands bekjendtskab; nu hører jeg med til den kreds af venner, som sørger over hans tidlige død. Men et brev, hvori jeg kort efter midt sidste besøg fremsatte for ham den samme opfattelse som nu ovenfor, besvarede han således:

De af mig nu anstillede undersøgelser med hensyn til gulvvaskingen her i Ytre Holmedal have overbeviist mig om, at det resultat, hvortil De er kommen, er aldeles stemmende med det virkelige forhold. Ikke alene madam -'s erfaring og mine egne, rigtignok sporadiske iagttagelser, stadfæste dette; men i begyndelsen af denne uge havde jeg anledning til at tale om sagen med mange almuesfolk fra dette præstegjelds tre sogne, som da forrettede veiarbeide, og alle bevidnede enstemmigen, at det er faktisk, at her i præstegjeldet er det, som De har udtrykt det, bygdeskik hos rig og ring at skure eller i det mindste vaske gulvet til hver helg, på undtagelser nær i den skarpeste onnetid eller i enkelte forsømmelige huse.

I samme retning gik de skriftlige besvarelser til spørgsmålet, som ere nævnte i 2det kapitel, stykket 14. Der hentydedes til undtagelser; men det var tydeligt at se, hvad der var regel.

Jeg har da omsider slået mig til ro med håbet om, at jeg virkelig har truffet det rette, når jeg fremstiller regelen som ovenfor og dertil føier dette, at jeg vist tror, at år for år blive undtagelserne færre og færre.

Det kan være hel interessant at lægge mærke til gangen i sådanne nye skikkes udbredelse. I den gammeldags fjeldbygd Jølster allerinderst bruges endnu, som sagt, sopevaskingens måde; ellers er det, som forklaret, håndvasking, som nu er blevet almindelig. Men er man så langt inde som i Førde eller Indre Holmedals dalbygder, kan man høre, at kvinderne mest indskrænke sig til blot at vaske og sjelden skure tillige; der høres mere om skuring f.ex. ude i yttre Holmedal, ved fjorden, og kommer man længer ud eller til Askevold, kan man høre sådanne udtryk, som at det holdes ikke for nogen rengjøring, om gulvet ikke bliver sandskuret. Man får altså det begreb, at skikken har udbredt sig udenfra indover, og den forestilling påtrænger sig, at til de ydre bygder er den nye mode fra først af kommen kysten langs og søndenfra eller fra Bergens by. Men desuden tror jeg, at byskikken har havt lettere for at vinde indgang i Søndfjord end andetsteds langs kysten formedelst den vist meget gamle og høist mærkelige forbindelse ved de unge søndfjordske koner, som reiste hjemmefra og tog tjeneste som ammer i de bedste bergenske huse(58).

En yderligere bemærkning om årsagen til det fortrin, jeg nu har påviist i det søndfjordske stel, vil man finde ved slutningen af talen om Sogn, som jeg nu går over til.

Vilde man drage fra Søndfjord til båds, ro næsset rundt og så bøie ind ad Sognefjorden til, da kunde man vel finde beslægtede tilstande i de nærmeste bygder her. Men i Midtre og Indre Sogn, fra Balestrand og Vik af, er det, som at helt igjennem nye skikke og tilstande tage ved.

De læge-beretninger, jeg hentydede til ovenfor, anstille ligeledes sammenlignende betragtninger, og efter dem skulde Sogn give et lysere billede end Søndfjord(59). Men som jeg fandt det modsatte for Søndfjords vedkommende, så også for Sogns.

Fra det indre af Holmedalen i Søndfjord kan man gå over en smal ås og med et komme ned i Balestrand i Sogn. I den bygd, man forlod, er det fast skik at vaske gulvet hver lørdag; i den bygd, man kommer til, kan man omtrent være vis på i det første det bedste hus at få se denne oldtidsmæssige tilstand, at gulvet behandles med sopelime og skoreke og aldrig smager vand uden ved tilfældig spilding. Og om man, gjort opmærksom ved et sådant første tilfælde, vil reise Sognefjorden ind igjennem og lægge iland her og der og forhøre sig om tilstanden bygd for bygd, skal man erfare, at helt og holdent har oldtidsskikken holdt ved indtil nylig, og i hver bygd kjendes og øves den endnu. I Sogndal, i Lyster, i Lærdal er der adskillige hel anseelige bondehuse, byggede i de sidste 10-20 år og tildels vel indrettede, med flere værelser end bønderne i Søndfjord have havt ledighed til at skaffe sig, og i sådanne huse er der gulve, som lettere kunne vaskes, og som virkelig blive vaskede. Men dette er ikke på langt nær mængden af huse, og selv blandt dem er der vist yderlig få, hvor skikken er så fremskreden, at gulvet vaskes hver uge eller næsten hver uge. Hvad der altså var undtagelse i Søndfjord, bliver regel i Sogn, og omvendt.

Hertil kommer, at medens de søndfjordske kvinder ere komme i tour med den bymæssige måde at håndvaske, så bruger man her endnu den ældre bondemæssige måde at sopevaske. Der fortælles som exempel, at en bondepige, der kom i tjeneste på en embedsgård, skulde vaske gulvet så, at hun måtte lægge sig på knæ og tage stykke for stykke; ja, hun gjorde det nok så villig, men så bagvendt tillige, at hun begyndte ved døren og endte henne i den inderste krog, hvor hun altså med samt sine bøtter og filler var indestængt af gulvets renhed. Og som man ikke, de få gange det sker, pleier vaske for vel, så finder man det heller ikke synderlig fornødent for at spare det nyvaskede gulv ved enten at lægge matte indfor døren eller at strø ener på gulvet eller at tage skoene af og gå på hoselæsterne. I det hele er altså denne del af det huslige stel betydelig mindre fremskredet her end i Søndfjord, og at komme derfra hid og have disse ting for øie, er som at forlade nutiden og stige op til en temmelig fjern fortid.

Jeg talte om undtagelser og ønsker at tilføie, at som i Søndfjord de huse, der stod tilbage for mængden, på sine steder dannede grupper eller endog bygder, så kan der visselig også langs den prægtige Sognefjord påvises en og anden sammenhængende grænd, som med sin mere fremskredne skik står fremfor de andre. Omkring Kaupanger tror jeg således at kunde sige, at det er kommet i god tour med gulvvasking.

Af to øievidners mund har jeg hørt om et hus i Sogn, som stod forladt efter en Amerika-reist familie og tilflyttedes af folk fra Søndfjord. Disse studsede over gulvet i stuen; de havde aldrig seet eller tænkt sig sådant: da langbordet, som i mange år havde stået urørt på sine stabber, blev taget bort, såes der skål-dybe hulninger efter stabberne, som smudset havde groet op omkring, og da rengjøringsarbeidet skulde tage fat på selve gulvet, var der ingen anden råd, end at man måtte hente en jernstaur og bryde smudset løst. - Dette exempel er interessant; det viser, hvordan det har kunnet arte sig under det oldstidsmæssige stel. Men det må derhos vel erindres, at det er kun exempel på den største yderlighed i den retning, og man bør vel vogte sig for at bedømme hele Sogn efter sådanne enkelte tilfælde.

Rigtignok skulde man tro, at lignende yderlig slet stel var meget almindeligt her, når man selv fra en af de indre og anseeligere bygder læser en lægeberetning som følgende fra 1858:

Blandt almuen hersker overmåde liden sands for renlighed. Den bor i lave, små, fugtige huse, som nok aldrig blive udluftede eller vaskede, gulvene ere derfor på de fleste steder belagte, med tommer tykt smuds, som en enkelt gang ved hjælp af en spade bliver afkradset(60).

Men ligesom læseren af mine oplysninger forstår, at det går ikke an at sætte renlighedstilstanden i Sogn over den i Søndfjord, så tror jeg på den anden side, at denne læge har seet tilstanden i et altfor uheldigt lys. Der kan naturligvis vises uvorrenhed i sognske huse; men har man sat sig ret ind i det hele husvæsen, bygningsskikken, det daglige livs forholde, så føler man, at det er ikke netop uvorrenhed at holde sit stuegulv i orden på den måde, som gjaldt for god i de gamle jarlers og kongers stuer - med soping alene, uden vasking.

Fordi Søndf jord og Sogn ere nabobygder, påtrænger sig spørgsmålet om årsagen til sådan mærkelig ulighed i sæder og skikke. De store husebygninger, jeg pegte på inde i Sogn, tyde jo på større velstand, og med denne formon skulde man så vente at finde større fremskridt i livsvaner, mere omhyggeligt stel med renligheden. Men når forholdet endda viser sig omvendt, må det jo dobbelt interessere at komme efter sammenhængen. Og jeg gjætter på en grund. I det ganske usædvanlig fugtige veirlag i Søndfjord, med tung havtåge og stærk nedbrød, en fugtighed, hvis virkninger man ser i den megen myrjord og sorte muld overalt, selv inde på gårdspladsene, der vil gulvsmudset holde sig råt og slibrigt, så det snarere må føles som en fornødenhed at få det bort. Under det ligeså usædvanlig tørre veirlag i de indre dele af Sogn, hvor man endog på sine steder må erstatte regnmangelen om sommeren med indretninger til agervanding ligesom i Lom i Gudbrandsdalen, mærkes der ikke så megen ulempe af gulvsmudset, da det tørrer ind og ligger fast. Gjør en forandring med veiret, og når en menneskealder er gået, skal du måske finde, at forholdet har vendt sig, så Sogn skurer sine gulve og Søndfjord lader sig nøie med at skjøre dem, trods hvad jeg har fortalt om de søndfjordske husmødres særegne anledning til at lære byskikken at kjende(61).

2. Hamar og Christiania stifter
(samt Bratsberg amt af Christiansands stift)

Tildels for at følge gangen i mine egne reise-iagttagelser samt den orden, hvori de omtalte skriftlige meddelelser ere komme mig tilhænde (se 2det Kapitel, side 34 til 41), går jeg nu over fjeldet fra Sogn til Valders for derfra at udbrede mig over de nævnte stifter(62), hvorefter jeg tænker at besøge Christiansands stift og derfra at komme tilbage til dem af de bergenske bygdelag, som jeg går forbi nu, samt endelig gå videre nordover.

I fjeldbygden Valders kunde vi tro os hensatte i den tid, da den oprindelige måde med tør-rensking på gulvet var brugelig alt landet over, så almindelig er skikken endnu ialfald i de øvre sogne, og så sjeldne ere undtagelserne selv i de nedre.

På veien udover finde vi gulv-vasking almindelig kjendt i Land, og længer ude, på Thoten, er der vel endog huse og hele grænder, hvor der vaskes temmelig jevnt, op imod hver uge, og hvor det derhos ikke er ualmindeligt at finde gulvene malede, så ugentlig gulvvasking endnu lettere kan finde sted.

Drage vi fra Thoten opad gjennem Gudbrandsdalen, bliver det igjen noget mere gammeldags, når vi komme op til de øvre bygder, dog ikke fuldt så som i Valders.

Sætte vi fra Thoten af tvers over Mjøsen og se os om på Hedemarken, ville vi (ligesom på Thoten) finde stor standsforskjel mellem husene; på de større bondegårde kan der være en meget fremskreden tilstand med malede og ugentlig vaskede gulve ikke alene i kammer og dagligstue, men selv i folkestue eller kjøkken; i arbeidsbøndernes huse kan der temmelig jevnt herske sådan middels skik, at gulvet vaskes til de store høitider og St. Hans, derhos efter våronnen og efter potetesoptagningen; i husmandsstuerne endelig sees der ofte samme skik og måde som i Valders. Tager man høit og lavt under et, have kjendte folk ment, at stuegulvene kanske vaskes så meget som en gang for måneden.

Glommendalen er som en verden for sig. I det nordlige strøg eller Østerdalen er der en mere fremskreden tilstand, kanske med mest jevnhed hos både bønder og husmænd i de allerøverste bygder Tønsæt og Tolgen, med indtil ugentlig gulvvasking; i det sydligere strøg eller Soløer og Vinger derimod står man kjendelig tilbage i dette stykke, således, at på middels bondegårde holdes det for tilstrækkeligt at vaske gulvet nogle få gange for året, omtrent som hos arbeidsbønderne på Hedemarken.

Midtveis i Glommendalen ligger Elverum, sydligste bygd i Østerdalen. Her kan man se de vakkre Østerdalske tun, jag talte om 5te Kapitel, side 79, og man forstår deraf, at gulvet behøves ikke at vaskes så idelig. I de større bønders huse sker dette vistnok ugentlig; men hos husmænd og andre småfolk, som ellers virkelig have det ulasteligt i sine huse, sker det så sjelden, at ved spørgsmålet om, hvad der kunde gjælde som det gjennemsnitlige hos rig og ring under et (til sammenligning f.ex. med Søndfjord), mente kjendte folk det kanske ikke gik an at sætte det høiere end på Hedemarken eller til en gang for måneden.

For hele den nu overfarede strækning (Hamar stift) kan tilstanden endvidere belyses dermed, at når undtages på de malede gulve, udføres vaskingen nok mest på en af de måder, som jeg har henført under begrebet sopevasking; et tydeligt mærke herpå er spunshullet i gulvet, som jeg har seet i Østerdalen, i Land o.s.v.

Romerike kan man måske sige, der er en vis mellemtilstand mellem de bygder, vi sidst komme fra, og Smaalenene.

Men i dette sidstnævnte anseelige distrikt er der en kjendelig mere fremskreden tilstand. Bygd for bygd lyde beskrivelserne temmelig afgjort derhen, at ugentlig gulvvasking ansees for at høre til og det tildels i husmands-pladsene, og jevnt sees arbeidet at udføres på den fuldkomnere måde, som jeg har kaldt håndvasking. Derhos er skikken med malede gulve langt mere udbredt her end i de førnævnte egne.

Vest om Christiania-fjorden gjenfinde vi vistnok denne samme fremskredne tilstand i de jarlsbergske bygder langs fjorden, i omegnen omkring Drammen,Eker og Ringerike o.s.v. Men for ikke at tale om, at vi oppe i Hallingdalens fjeldbygd, som venteligt, komme alt tilbage til den skik, som vi bleve kjendte med i Valders; så forekommer det mig, at i det hele taget er der i dette vestlige strøg en brattere overgang fra de mere fremskredne ydre bygder, nær søen og byerne, og til de mere gammeldags, som ligge lidt indenfor.

Dette viser sig ganske tydeligt i det tilstødende Bratsbergs amt (som jeg allerede har sagt at jeg helst vilde tage med i dette stykke, uagtet det jo hører til Christiansands stift). Omkring Skiensfjorden og så langt op som til Holden lader det til at være kommet i god gang med ugentlig gulvvasking og det på bymæssig måde (håndvasking); men allerede i Hiterdal og Nedre Thelemarken er det kun undtagelsesvis, at rengjøringen om lørdagen går så vidt, og om Øvre Thelemarken kan det siges endnu mere bestemt, at gulvvasking er noget nær ukjendt, og at den oprindelige skik med tør-rensking har holdt sig.

Tilsidst får jeg fremhæve, at i de Jarlsbergske og Bratbergske kystdistrikter kan man allerede se ligesom begyndelser til den skik at pynte stuen med gulvklæder, en skik, som jeg dog tror vi skulle finde mere udviklet længer vestover, henne ved Christiansand.

For at afbryte fremstillingens ensformighed og give nogle anskuelige exempler på den huslige skik og orden, som den viser sig på de forskjellige trin, skal jeg hidsætte nogle prøver af de omtalte skriftlige meddelelser fra Asker seminarium og Sagatun høiskole (se ovenfor 2det Kapitel, side 35).

Hemsedal, øverst i Hallingdalen (kan tillige gjælde som exempel på skikken øverst i Valders):

Nogen almindelig rengjøring af gulvet til disse førnævnte tider (de store høitider og St. Hans) kan jeg ikke påvise, ihvorvel jeg ei kan nægte, at der hos de mere formuende og velstående stundom til jul og St. Hans tid foretages et slags vask, som udføres på den måde, at der heldes en bøtte med vand over gulvet, tildels i forening med små sand, og derpå tages en stiv sopelime, hvormed man skurer, indtil gulvet bliver nogenlunde hvidt; tilsidst bliver det renskyllet med vand og tørket med en stor fille; men dette sker som sagt kun på enkelte steder og kan som følge deraf ikke opstilles som noget, der er fælles for hele bygden, men meget mere som noget sjeldent og tilfældigt. Derimod er det i den senere tid blevet mere almindelig skik, også især blandt de mere fornemme og velstående folk, og hos hvem der findes, hvad man kalder renligheds-sands, at skure eller vaske gulvet i de såkaldte kamre, der kun benyttes til fremmede, hvilken vasking da almindelig foretages en gang om året, enten til jul eller St. Hans.

Lom, øverst i Gudbrandsdalen:

Hver gård har gjerne to stuer, og da husbond og tjener er sammen i en og samme stue, og ved et og samme bord, så bruge de en om vinteren og en om sommeren, og strax de have flyttet ud af den ene, så bliver den vel vasket, både gulv og tag, ja hver en flis, så den står ren og pen til næste halvår, den skal tages i brug. - Til jul skal skorstenen(63) være drivende hvid, og det kan en få ved at sætte to jenter til at skure hver sin «kinnsten» og love dem, at den, som får sin del hvidest, skal få skyds til kirken juledagen, og den anden må vente til andendagen - da kan du tro, at de prøve sig.

En stor vasking må udføres til hver høitid i året; men dog er det ikke alle gange, at gulvet bliver vasket, for de tykkes at det er en bagvendt måde at vaske gulv ligesom bord og bænke, som mangesteds er skik. For det første er der et tørt veirlag og en skjær jordart, så der ikke følger stor urenlighed med ind på gulvet, og for det andet så finde de det ikke strængt nødvendigt at holde gulvet i sådan særdeles ære, for de bruge ikke at gå på hænderne der, skal tro.

Alt bohave derimod bliver vasket hver lørdag, og bordet bliver gjerne overstrøget med en våd klud daglig, efter hvert mål.

Tolgen, Øverst i Østerdalen:

Hvilke værelser rengjøres? Storstuen, dagligstuen, kjøkkenet, kammeret, gangen, samt, hvis der er overværelser, også disse. Hvor ofte? Forskjelligt, efter som man opholder sig mere eller mindre i værelserne. I dagligstuen og de andre værelser, som man opholder sig i daglig, holdes i almindelighed rent således, at tag og vægge renses (vaskes og skures) i gjennemsnit 5 gange om året, men gulvet hver lørdag.

Aamot, længer ude i Østerdalen (udtogsvis):

Det forklares omstændeligt, hvor ofte gulvet vaskes hos de mere velhavende bønder, nemlig i dagligstuen almindelig hver lørdag og i kjøkkenet (tjenernes spisestue) med et mellemrum af 1 til 2 eller 3 uger, samt i drengestuen 2 til 4 gange for året. På mindre gårde og fornemmelig hos husmænd, som kun have 1 eller 2 værelser, erindres der om, at det ikke går an at drive så meget på med gulvvasking, og det bemærkes derfor, at det kan være forskjelligt med det: «man kan træffe på familier, der have for skik at vaske gulvet til hver søndag, men også familier, der ikke vaske det oftere end hver tredie og fjerde uge, ja endogså endnu sjeldnere; der kan endog findes husmannskoner, der ikke vaske oftere end 6 gange i året, af hvilket antal gange de store høitider i regelen få en gang hver; resten da til de andre tider af året, som til exempel under den almindelige vårvask.»

Hvad måden angår, beskrives den omstændelig som en rigtig sopevasking, hvor vandet sopes ned igjennem et dertil indrettet hul med spuns, undtagen der hvor gulvet er malet.

Før jeg forlader Hamar stift, får det være mig tilladt til prydelse for min bog at indflette nogle meddelelser angående Hedemarken fra fru Hanna Vinsnæs's hånd.

Jeg havde anmodet hende om visse oplysninger angående huslivet blandt Hedemarkens almue og foreslået at skaffe disse tilveie på den måde, at man valgte en middels gårdbruger-familie som exempel og så gjorde sig nøie bekjendt med dens stel og levemåde. Den venlige frue fulgte mit forslag og efterkom anmodningen ved at fortælle om gården N. N. i Vangs præstegjeld, en «halv gård», som føder 3 heste, 12 til 14 stykker fæ med småt og stort samt 10 til 12 får, og som har omtrent 12 mål jord til ager, potetes og erter iberegnede. Ægtefolkene ere henved 50 år gamle, manden ordentlig, arbeidsom, men temmelig stræng, konen sagtmodig og føielig, derhos noget svag af helbred på grund af overanstrængelse, «som de fleste bondekoner på Hedemarken ere udsatte for». De have sex børn, hvoraf to sønner og en datter ere voxne. Fra den tid af at børnene ere blevne voxne, holde de ingen tjenestefolk. Konen har madstellet hele året om, om vinteren hjælper hun tillige datteren i fjøset, og om sommeren, når denne drager på sæteren, passer hun de to hjemmeværende kjør, og er med på markarbeide, når hun kan komme fra kjøkkenet. Dertil spinde og væve både moderen og datteren om vinteren. Manden har som sagt været meget stræng, ja noget hård til at drive kone og børn og sat megen pris på at lægge sig lidt til bedste ved stræbsomhed. Da velstanden meget beror på at kunde holde mange kjør, så benytte de alt muligt til foder og ere gjærrige på tiden for at kunde indsamle løv og alt brugeligt. De ere derfor meget tidligt oppe sommer og høst, men om vinteren ikke før kl. 6-7. - Den omstændighed, at de må være nøieregnende om tiden for at indsamle til kreaturene, som atter ved deres gjødsel skulle forbedre og udvide agerbruget, samt besværligheden ved dette agerbrug selv, kan ansees som en stor årsag til, at man her skurer og vasker mindre end i Østerdalen, hvor kvinderne have bedre tid, når kreaturene slippes ud. - Efter regelen skures gulvene her i Vang kun til hver høitid,- men når man kjører jord, eller tager op poteter, hvilket fører meget smuds ind, så skure de mere renlige familier også gulvene efter sådanne arbeiders slutning, og deriblandt ere folkene på denne gård. Bord og bænke samt kjørler m.m. skures hver lørdag, ja bordet hver dag. St. Hans-aften er den egentlige renselsesfest; da skures alt, hvad skures kan, indtil vægge og tag.

Her fortsættes efter den førnævnte samling af meddelelser.

Ullensaker,Romerike, Akershus amt:

Ligesom der foretages en daglig rengjørelse, således foretages også en ugentlig, nemlig hver lørdag. På de større bondegårde skurer man på denne dag gulvet både i kjøkkenet, kammeret og de andre værelser, hvori man har sit daglige tilhold. På de mindre gårde og i de simplere huse skurer man blot gulvet i kammeret hver lørdag, medens kjøkkengulvet skures sjeldnere, omtrent en gang månedlig. Der gives også de huse, hvor man hverken skurer kjøkken- eller kammergulv hver lørdag, men bare vasker støvet af møblerne og soper gulvet som sædvanlig. Men selv i disse huse bliver dog gulvet til enkelte tider skuret. - I de simpleste huse, hvor gulvene ikke ere så særdeles fine, bruger man ofte at sopevaske dem; men i de huse, hvor alt er finere indrettet, skurer man gulvet på en anden måde (som nærmere beskrives; det lader til at være håndvasking på malede gulve og en mellemting på umalede).

Skjeberg, i Smaalenenes amt:

Som husene ere blevne indrettede i de senere tider, bestå de hos de mere velhavende folk af flere værelser, såsom kjøkken, dagligstue, sovekammer, spiskammer og storstue. Med undtagelse af det sidstnævnte rengjøres alle disse værelser i regelen hver uge, da de benyttes til dagligt brug. Man bortskaffer urenligheden af gulvet, idet man væder en klud i vand og ved hjælp af sand afskurer det påkomne smuds; derpå tager man en anden klud og aftørrer med, og således fortsætter man stykkevis over hele gulvet. En undtagelse fra dette slags skuring gives, hvor der er malede gulve, da man naturligvis ikke må bruge sand, men blot en våd klud. Blandt de lavere klasser, der blot har stue og kjøkken, undertiden også et kammer, og hvor derfor alle værelser må benyttes til dagligt brug, rengjøres også disse på den før omtalte måde i regelen hver uge eller undertiden blot hveranden uge; herfra kan nu rigtignok gives undtagelser hos enkelte familier, hos hvem rengjørelsen sjeldnere finder sted, f.ex. i præstegjeldets udkanter.

Vaale, i Jarlsberg og Laurviks amt:

1) Hos de velhavende bønder ere gulvene i alle værelser oliemalede. Tagene ere malede enten med olie- eller vandfarve, væggene ere enten oliemalede eller tapetserede.

a. Den daglige rengjøring:
  I de værelser, som daglig benyttes, feies gulvene hver dag med en gulvkost, og støvet viskes af møblerne, hvis de ere     polerede, med et tørt håndklæde, og hvis de ere oliemalede, med en klud, som er dyppet i varmt vand.

b. Den ugentlige rengjøring:
    I dagligværelserne vaskes gulvene mindst 1 af 2 gange om ugen, stundom oftere. NB. Tjenernes værelser ere som     oftest umalede; gulvene her feies hver dag med en birkelime og blive ugentlig skurede på den i ltr. 3, b anførte måde.

c. Den årlige rengjøring:
    Til de store høitider foretages rengjøring af alle værelserne; gulvene (samt vægge og tag, hvis de ere oliemalede)     vaskes; seng- og gangklæder udluftes; vinduerne udtages, vaskes og gnides blanke og skylles tilsidst med rent, koldt     vand.

2) Hos de menige bønder ere gulvene oftere umalede, vægge og tag derimod som oftest malede.

a. Den daglige rengjøring:
    Når undtages de travle onnetider, feies gulvene hver dag med en birkelime, og støvet viskes af møblerne med en våd     klud.

b. Den ugentlige rengjøring:
    Hvis gulvene ere malede, vaskes de som i ltr. 1, b anført, ere de umalede, på den i ltr. 3, b anførte måde. Vaskingen     eller skuringen foregår i regelen 1 gang ugentlig.

c. Den årlige rengjøring:
    Til de store høitider og St. Hans foretages i det væsentligste den samme rengjøringsproces, som er omtalt under ltr.     1, c.

3) Hos husmænd og stuesiddere hører det til sjeldenhederne, at værelserne ere malede hvorfor også rengjøringen foregår på en lidt anden måde.

a. Den daglige rengjøring:
    På få undtagelser nær feies gulvet hver dag med en birkelime, og støvet tørres af borde og stole med en våd klud.

b. Den ugentlige rengjøring:
    Enten hver eller hveranden lørdag (oftest hver lørdag) skures gulvet på følgende måde: Man væder et stykke af     gulvet med varmt vand, dette stykke bestrøes derpå med fin skuresand, hvorpå det gnides (skrubbes) sålænge med en     birkelime, indtil det bliver ganske hvidt; derpå opsamles urenligheden med en fille (klud) i skurebøtten, så skylles     gulvet med rent vand og tørres tilsidst med en ren fille. Således skures gulvet stykke for stykke, indtil det bliver     ganske rent og hvidt. De første dage efter skuringen er man meget omhyggelig for ikke at tilsmudse gulvet; thi «det     er sådan slit at skure».
    Har man gulvtepper (filleryer), bredes disse over gulvet. Om sommeren strøes tidt frisk brisk (ener) på gulvet, og     stuen pyntes også undertiden med markblomster og løv.

c. Til de store høitider og St. Hans foretages rigtig aparte rengjøring;
    da vaskes og skures tag og vægge, vinduer og døre, gulvet og møblerne - kort alt, som kan blive gjenstand for vask;     St. Hans er især for denne klasse af folket en rigtig renselsesfest, da pyntes stuen med blomster og løv.
    At der i Vaale, som på ethvert andet sted, gives skiddenfærdige mennesker, er vel overflødigt at tilføie; dog mener     jeg at være sandheden tro, når jeg siger, at disses antal stadigt aftager.

3. Christiansands stift

Jeg går øverst op, længst ind imellem fjeldene, alt til Sætersdalen; dermed er jeg også gået længst tilbage i tiden, længer end jeg kan komme i nogen anden bygd; jeg kommer oldtiden så nær, at jeg synes jeg tar i den med hænderne.

Og jeg får respekt for denne samme oldtid ved at se på, hvad den har efterladt sig. Det har været andres sag at fremhæve det mærkelige i de gamle sagn og kvad, som her i egnen have holdt sig på folkets læber alt ned til nutiden; men jeg peger på den flid og kunst, som er lagt i disse ældgamle husebygninger, der så seigt have trodset tidens tand og så tålelig holdt ud under menneskernes lyst til forandringer. Det er disse stuer med den oldtidsmæssige åre, som jeg allerede har talt om ovenfor, i 5te kapitel.

Trindt omkring i Europa, i Danmark, i England, i Sveits o.s.v. finder man spor i gamle skrifter og mærker i gjenstående huse efter den samme oprindelige måde som hos os, nemlig med åbent ildsted midt på stuens gulv; men Valle sogn i Sætersdalen frembyder en måske enestående levning af dette gamle Europa, nemlig en hel bygd af det slags stuebygninger, med det hele tilbehør af andre fornødne huse i forhold. Vistnok er det, som før omtalt, i den sidste menneskealder kommet dertil, at alt folket bor i de såkaldte nystuer om vinteren og kun om sommeren tager ophold i de gamle åre-stuer; men disse ere dog blevne stående i sin oprindelige skik. Og ikke alene at denne skik er oldtidsmæssig; men selve husene have også en anseelig alder, noget, de mangesteds indhugne årstal vidne om, fra årene omkring 1650 alt op til 1450. Desuden er der utvilsomt endnu ældre huse uden angivelse af år. Hvad sådan alder har at betyde for et træhus, det får man forestilling om ved at tænke på de mange slotte og borge, som ere både byggede og forsvundne omkring i landene, medens disse stuebygninger have stået.

Men hvad det på nærværende sted især er mig om at få fremhævet, det er den flid og kunst, hvormed de samme huse ere tømrede. For det første er der, og det ad lange veie, hentet det sværeste tømmer, som norsk furu har leveret, så svært, at en 4-5 stokke tildels have været nok til en væg; når man sætter sig ind i, hvilken besværlig og bekostelig sag det har været at flytte og bearbeide sligt tømmer, så er det ligesom at man får øie for et slags pragt deri. For det andet have tømmermændene behandlet disse mægtige stokke og planker med så fin hånd, at selv den ukyndige må undres, og det er en enstemmig tale blandt bygdens mænd, at nuomstunder kan der ikke bygges slig. Som skovene ikke længer yde sådant mægtigt tømmer, så er det, som at hin ægte tømmermandskunst er uddød.

Og så skulde ikke almuen have sat pris på at ordne og pynte i de huse, hvis bygning de anvendte så megen bekostning på?

Eller mon det skulde være så, at ikke alene bygningskunsten havde tabt sig, men at det også var gået tilbage med folkets sands for renlighed og orden og huslig hygge?

Disse spørgsmål ville stå for mig, hver gang jeg kommer til at berøre Sætersdalen i dette skrift, i de følgende kapitler. For øieblikket har jeg kun med et enkelt stykke af renligheds-skikken at gjøre.

Der er sagn endnu i Sætersdalen om den tid, da man brugte at pynte gulvet til jul på samme måde som på de gamle kongers gårde, nemlig ved at strø halm på. Tror man så, at gulvet var vasket da?

Jeg så en husmandskone vaske sit eget gulv en lørdagseftermiddag, og jeg hørte hende fortælle om, hvorledes hun tjente som sit grandelags vaskekone, idet hun blev leiet til at være behjælpelig på gårdene ved stuens og hele husets rengjøring til St. Hans. Hun kunde altså tale som den sagkyndige. Og jeg mærkede mig blandt andet af hendes fortællinger, at der skures og skylles således på stuens vægge, at vandet, som rinder ned på gulvet, sommetider vil gå over skoene. Når nu sopelimen skal skaffe vandet bort, bliver der jo et slags vasking på gulvet, om man end må sige det var uden hensigt. Og hertil kommer i den senere tid som en forbedring, der holder på at efterlignes i flere og flere huse, at man tilsidst skyller efter med nogle bøtter rent vand med hensigt.

Efter hvad vi have hørt om Sogn, om Valders, om Hallingdalen, om Thelemarken, vilde det være udenfor al rimelighed, om det skulde være mere fremskredet i dette stykke i denne mærkelig gammeldags bygd(64).

Et trin længere ned, eller hinsides nogle heier og åser hen til en nabobygd, som ligger lidt længer ude mod den mere beboede verden, og vi ere i Aaseral, den øverste bygd i Mandalselvens dalføre. Vi skulde se os om og samtale med de forstandige folk i et af de bedste bondehuse her. Konen er examineret jordemoder, har altså været ude i verden, skaffer derhos huset en extra indtægt; forskjellige påbygninger og forbedringer ved huset vidne derhos om mandens vinskibelighed. Desuden have disse folk dobbelt let for at holde det ryddigt og pent hos sig, da de ere børnløse. Vi tør altså vente at finde et mønsterhus her, og vi skulde heller ikke finde os skuffede; her er virkelig et mønsterhus for den bygd, hvortil det hører. Men des mærkeligere er det at høre, hvordan det gik med konens forsøg på at holde gulvet rent med vasking og skuring, dengang det endnu var nyt. Det varede ikke længe, inden det blev alt for slemt ophakket af træskoenes brodder, og hvad der var endnu værre, det var det idelige tråk ikke alene af de få husets folk, men af naboer fra den mangebølte gård. Så meget mindre viste disse sig skånsomme mod gulvet, så det kunde høres på dem, at de ikke vare synderlig velvillig stemte mod den hele nyhed. «Det er ingen sag for hende, som ikke har andet at varetage,» kunde nabokoner yttre, som sad med stort folkehus og følte sig overvældede af arbeidsbesvær.

Atter et trin længer ned eller på hin side af heier og åse hen til nabobygden Hegebostad, høit oppe i Lyngdalen, endnu en af fjeldmandsbygderne, som det heder her, men dog lidt længer ude mod den store verden!

Her vil jeg vove at føre læseren ind i et bondehus, som har en særegen interesse for mig, gården er ganske liden, så der f.ex. ikke fødes hest, og endda hviler der en ikke ringe byrde af føderåd og gjæld på bruget, så familien ret må leve forsigtigt og tarveligt. Bonden er en slet og ret, men hæderværdig fjeldmand, og hans flinke og agtværdige hustru er datter af en præstefamilie, som jeg lige fra min ungdom har stået i et kjært og nært forhold til, så jeg har kjendt og holdt af hende fra hendes barndom. Hendes fader var indtil for få år siden præst her i bygden, og nu bor hun som filfreds og lykkelig bondekone her i præstegårdens nabolag. Jeg besøgte hende i hendes hjem i 1866, da hun havde været gift en fem års tid. Hendes forældres følelser ved tanken om datterens nuværende stilling kjendte jeg før, nu interesserede det mig høflig at høre hende selv fortælle om, hvorledes hendes svigerforældre, brave bønderfolk for resten, havde næret stor bekymring, da de så sin søn gifte sig med en pige, som var voxet op under så ganske andre forholde. Et af de exempler, hvormed hun belyste forholdet, var dette: Svigerforældrene eller kårfolkene boede i husets ene stue, hun og hendes mand i den anden, og en fælles gang var midt imellem stuerne, og noget af det første, den unge kone tog sig for, var at få skuret gulvet i gangen og i hendes egen stue; men hun forstod, at svigerfaderen græmmede sig derover, idet han i denne nyhed syntes at se begyndelsen til en hel række af fremmede skikke, som ikke vilde passe for det tarvelige bo og altså vilde ødelægge sønnen. Så klog og flink viste præstedatteren sig imidlertid i sit hele stel, og så forsigtigt og hensynsfuldt vidste hun at omgåes de gamle, at hun lidt efter lidt vandt deres tillid og gunst, og så nøisom var hun i sine fordringer og vaner, at på nær det vaskede gulv med dertil hørende renlighed i det hele samt nogle blomster i vinduet var der ikke anderledes i hendes stue end hos andre brave bondefamilier. Og den tilfredsstillelse havde hun, at ikke alene hendes mand sparede gulvet ved at passe det så, at han aldrig gik inde med sine broddede træsko, men at også folk fra nabolaget viste præstedatteren den velvillie at sætte træskoene fra sig ude i gangen, når de skulde indom i et snar-erinde - en høfligheds-skik, som er kommen hid til bygden nylig, formedelst de mange unge karle, der om sommeren søge østover på arbeide, og altid tage lidt mere folkeskik med hjem. - Men så kjært det var mig at se, at min gamle veninde havde, som det burde sig en ufortrøden bondekone, lært sig til at stelle sine kreaturer selv, og, som det sømmede sig en præstedatter, prøvede på hvad der af præstegårdslivets sædvaner kunde indplantes i en tarvelig bondehusholdning, så måtte jeg dog gjøre, den bemærkning hos mig selv, at dersom det var faldet i hendes lod at sidde med hænderne fulde af småbørn (men de vare barnløse), så skulde det neppe have lykkes hende at bevare den tilvante lille hygge med det vaskede gulv. Derhos holdt jeg mig dog forvisset om, at om end så skulde været, vilde ikke al hygge og trivsel være forsvundet af huset for det.

Endnu et tredie trin længer ned. Når vi komme ned fra de egentlige fjeldbygder, finde vi et system af bebyggelse, som er eiendommeligt for denne del af landet; her er skarpt tegnede, temmelig jevne og regelmæssige dalfører, og her er vidstrakte åsstrækninger eller heier, som man her siger, mellem dalene; men disse heier ere så lave, at det går an for folk at bo der oppe, i de mange små indsænkninger, som findes mellem den uendelige afvexling af bakker og lier og fjeldknauser, her er altså to slags gårde, dalgårde og heiegårde, hine med lettere brug, med nærmere naboskab indbyrdes, med en i de fleste henseender fordelagtigere beliggenhed, disse derimod i mange henseender mindende om det ubekvemme ved de egentlige fjeldbygders sæterbrug, spredte langt fra hinanden, med besværlige veie imellem. I sammenligning med Hegebostad, som vi komme fra, må den heiebygd, jeg nu ønsker at føre læseren hen til, siges at ligge længer nede, i større afstand fra fjeldet, nærmere ude mod søen, i hyppigere forbindelse med den store verden. Den ligger på heien mellem Mandals- og Søgnedalene og så yderligt, at der er ikke stort over milen ud til havet. På en gård her bor en af mine kjæreste bondefamilier: Manden har i en række af år på mange måder været beæret med sine sambygdingers tillid; han var f.ex., da jeg besøgte ham sidst, både formandskabets ordfører og formand i herredets matrikuleringskommission; han har viist en sådan vinskibelighed og husholderiskhed, at han af sin regnskabsbog kunde vise mig på skillingen, hvorledes den beholdne formue havde øget sig år for år og til slutning ganske anseeligt; en af hans sparsommeligheds frugter er, at da der en gang kom en forvildet fanteflok til hans hus, hvis syn bevægede både ham og hans hustru, så tilbød han fanteforældrende at tage til sig et af børnene, og han fik det på timen og har havt det siden og har opdraget det med en faders kjærlighed. Konen er manden lig, forstandig, kjærlig, blid. Jeg siger det frit,Fredrik Soloas, at jeg holder dit lykkelige hus for at være et mønsterhus for den egn, hvor Gud har sat dig til at leve og virke. - Nu vel, dette hus har det tilfælles med de to foregående, som jeg har taget mine exempler fra, at det er barnløst, på nær hint fremmede barn, så det altså må falde lettere for husmoderen at holde sit hus i mønsterværdig stand. Men gulvvasking drives der alligevel ikke synderlig på med. Når stuens vægge vaskes til St. Hans, så vaskes gulvet med, ellers lidet. Jeg talte udførlig med Fredrik om dette og pegede på nabobygden Søgne, hvis meget fremskredne skik jeg skal tale om strax nedenfor. Men han udtalte det som sin overbevisning, at om hans forældre, som sad i sædvanlige kår til på heien at være, skulde have fulgt samme nabobygds skik, så havde de ikke været god til at beholde gården for sig og sine; sådanne ting som at vaske og pynte måtte her på heiegårdene indskrænkes til det mindst mulige. Vil så læseren, at jeg skulde gjort gjældende, at da husets ledighed nu var så meget bedre, så burde der offres mere på gulvet? Men for det første vidste jeg, at konen var svaghelset og måtte skåne sig, og for det andet forestillede jeg mig, hvorledes det ingenlunde kunde være hyggeligt for familien selv eller se godt ud i andres øine, om den omstændighed, at her ikke var besvær af børn i huset, og at, for en del på grund netop deraf, den økonomiske tilstand var bedre end almindelig på disse heiegårde, om - siger jeg - denne omstændighed skulde været benyttet til at fravige en skik og orden, som ellers måtte være deri herskende i bygden, og som - det så jeg jo prøve på i dette hus - viste sig tilstrækkelig til at befordre både velvære og hygge.

Nu et fjerde trin, og vi stige ned fra denne yderste heiebygd og befinde os med et ude på kysten, med dens smale rand af fastland og med dens række af øer. Bygden, vi ere komne til, heder Søgne, mellem Christiansand og Mandal.

Alt fra Sætersdalen af, hvor jeg ikke holdt mig til selve dalen alene, men steg helt op i fjeldregionen og tilbragte nætter og dage på sæteren, havde jeg sat mig fore, at på veien nedover skulde jeg lægge mærke til den gradvise forandring i huslivets sædvaner, og ikke standse, før jeg fik se den yderste modsætning helt ude på kysten og i udhavnene, mellem denne befolkning af skippere og styrmænd og matroser, af lodser og fiskere og bådebyggere, og af de med dem nærmest forbundne og beslægtede bønder. Og i Søgne, med den vakkre krands af smågårde omkring Lunde nye kirke og med udhavnene Hølen og Ny-Hellesund, fik jeg se en såre tækkelig prøve af dette eiendommelige kystliv. Når man kommer ovenfra, kan man formelig studse ved at træde ind i husene her og se stellet selv hos småfolk, i arbeidsfolks stuer inde mellem bøndernes gårde, hos matroser derude på øerne. Man får strax en fornemmelse af, at bylivets friere sædvaner og mere udviklede skikke have lettere for at udbrede sig langs kysten end indover ad oplandet til.

Hvad der først og kanske mest slår øiet, når man træder ind i stuen, det er de vel stelte gulve.

Og man har ikke seet længe på dem, før man bliver vaer, at her er noget eget ved dette samme stel. Hvad der udmærker disse gulve, er ikke just, at de blive vaskede så flittigt, men at de holdes så rene, efterat de ere blevne vaskede.

Når der vaskes, så gj¢res det vistnok godt, ikke med sopevasking, men med håndvasking, som jeg har kaldt det. Men det er ingenlunde almindeligt, at samme rengjøring foregår ugentligt; selv i adskillige af de anseeligste huse kan der gå både en og to uger hen uden gulvvasking.

Hemmeligheden består i den omhu, hvormed det rene gulv bevares for at blive tilsmudset, og der kan påpeges et helt system af bestræbelser i den retning. Hvad jeg sigter til, er bygdens måde med at strø sand, at bruge gulvklæder, at skifte tøfler.

Regelen med sandstrøing er den, at hver morgen hele ugen igjennem feies den gamle sand bort og ny strøes på. Jo grundigere feiningen udføres, des bedre hjælper den nye påstrøede sand til at holde gulvet rent, og derfor kan det sees i adskillige huse, at man ikke indskrænker sig til denne oprindelige måde at sope med sopelime, men at man først bruger limen til at tage det groveste, og at man så støver med en støvekost, som bedre tager det fine af sanden og smudset. I et hus, hvor dagligstue, gang og kjøkken skal sandes daglig, kan der medgå et par store bådsladninger sand for året, og til denne bekostning kan endnu nævnes dette, at sanden slider på gulvet, så det tiere end ellers må lægges nyt. En mand fortalte mig, at i løbet af 36 år har han for den sags skyld måttet lægge to nye gulve i sin stue, så han nu går på det tredie.

Sandstrøingen er gammel brug i disse egne, og der har ikke alene udviklet sig en vis fremgangsmåde dermed, som for det øvede blik kan røbe både færdighed og ordenssands, men man har allerede gjort erfaringer, ifølge hvilke man på sine steder begynder at gå over til en bedre brug. Der følger nemlig den ulempe med sanden, at den under slidet males til støv, og dette stiger til veirs og lægger sig på møbler og klæder, ja følger med åndedrættet og lægger sig for brystet.

Det er den tiltagende brug med gulvklæder, som holder på at afløse sandstrøingen.

Om man skal foretrække sand eller gulvklæder for at beskytte gulvet mod smuds, det beror dog på flere omstændigheder. Er der mange børn og meget tråk i et hus, så ville gulvklæderne snart blive altfor stygge, og besværligheden med at holde dem rene bliver vel så stor som den at sande gulvet stærkere eller at vaske det tiere. Tildels gjør husmoderen også nogen forandring efter årstiderne og efter veirets og førets beskaffenhed.

Ellers er det netop her på kysten, at denne pynt med gulvklæder hører hjemme blandt almuen (se ovenfor side 123 og 127), og et mærke på, hvorledes det tager til med brugen, er, hvad jeg så i Ny-Hellesund, at man i den senere tid har fundet på at væve disse dækkener eller ryer ikke blot som før af opklippede filler, men af gamle fiskegarn, som klippes i remser. De barkede garn give naturligvis mørke og hårde dækkener; men disse afsætte ikke så meget støv som de almindelige fille-dækkener.

Oftest har man jo kun råd til at lægge enkelte bredder og dækkener hen over gulvene der, hvor der gåes mest, fra dør til dør o.s.v.; men hos en matrosfamilie så jeg det hele stuegulv beskyttet med garndækkener, og i andre huse fandt jeg små kammergulve ligeledes helt belagte med vakkre filledækkener. Gulvklæde væves også af nødehår, men de yndes mindre, da de ere så slemme til at sætte støv(65).

Endelig er det nok brugen af gulvklæder, som har ført med sig den hel planmæssig udviklede skik at bytte tøfler eller træsko, når man går ind og ud. På flere steder i landet, f.ex. i Søndfjord, kan man vistnok se, at folk vise den barmhjertighed mod det nyskurede gulv at sætte træskoene fra sig ude i gangen og gå ind på hoselæsterne; men det var jo rimeligt, om man tog endnu mere hensyn til gulvdækkenet, og i Søgne er det nu kommet dertil i adskillige huse, at der stadig haves et dobbelt sæt af skotøi, et par træsko til at gå med ude og et par lædertøfler eller træsko til brug inde. Der kan jo være grader i denne forsigtighed; på godveirsdage, når det er tørt og pent ude, tages det ikke så nøie med skiftingen; men meget af det behagelige indtryk, som den indtrædende får ved at se de rene gulve, skyldes alligevel denne skik.

Formedelst al denne omhu med at bevare det vaskede gulv fra at blive smudsigt, behøves det som sagt ikke at vaskes så tidt. Det charakteristiske for denne egns gulvskik er netop dette, at man kun vasker, når det synes fornødent, ofte med et mellemrum af både to og tre uger, og endda kan holde det fuldt så pent som på steder, hvor ugentlig vasking hører til.

Spørge vi nu om denne skiks udbredelse, så kunde vi først tænke på grændserne indad, mod de indre bygder. Vil læseren have for øie de landkårter, hvor man ser bugtede linier dragne henover, som vise landets høide over havet, trin for trin nedover? netop så kunne vi forestille os en linie, som danner grændsen mellem et ydre strøg, nærmere kysten, hvor man pleier vaske gulvet mindst 1 gang hver måned, og et indre strøg, hvor skikken endnu ikke er så langt fremskreden. Den linie vilde bugte sig op igjennem dalene, men så igjen skyde ud ligesom tunger for at indeslutte heie-bygderne mellem dalene, og medens de indadvendte bugter på sine steder vilde nå indtil en mils vei ind i landet, så vilde de udadgående tunger på andre steder, f.ex. vedFarsunds-fjorden, nå lige ned til den salte sø.

Men hvor vidt mon så vel den skik, jeg forefandt i Søgne, kan forfølges kysten langs eller fra øst mod vest? Jeg skulde tro fra Skiens-fjorden (se ovenfor side 123) til Lindesnæs(66).

Længere mod vest findes nok spor af den samme skik langs kystranden, men svagere og svagere. Vi ville erfare det ved at se os lidt om på Lister,Jæderen, i Ryfylke.

På det flade Listerland har man god råd på fin og hvid søsand, og her bruges da også sandstrøing ret flittigt. I flere huse medgår jevnt et kjærrelæs for måneden, og ny sand på gulvet om morgenen holdes for «mest lige så fornøden som frokost», sagde en. Men den pynt med gulvklæder er man der ikke kommet så vidt med som i Søgne; filledækkener sees mest kun i storstuen på de større gårde. Og ligger gården lidt længer fra stranden, hvorfra sanden hentes, kan der vel endog spares på denne således, at man nok strør ny sand på i stuen, men bruger den, som blev feiet af stuegulvet, til at strø i kjøkkenet og i gangen. Og om nogle heiegårde, som grændse til Listerlandet, blev det fortalt, at den fornøielse at have gulvet sandstrøet, må spares til høitiderne og til gjæstebuds-stas, såsom søsand ikke alene må hentes temmelig langt, men opigjennem kleverne til heien endog bæres på ryggen. - Kommer man et stykke op i dalene, op igjennem Mandelen, Lyngdalen o.s.v., hvor der er skov, og hvor altså folket er vant med allehånde træarbeide, som der sysles med om kveldene inde i stuen, så kan man høre den hindring for sandstrøing, at for arbeidets skyld må man have huggestabben stående inde i stuen, men er der sand på gulvet, kommer den snart på stabben også, og da bliver øxen skjæmt. Alligevel kan det være, at man tager af den hvideste sand, man kan finde i bakkerne og elvemælerne, og strør på gulvet, når det er vasket til julen o.s.v., og således kan det mærkes, at brugen med sandstrøing tager til inde i landet, medens man ude ved kysten heller slutter med sanden og lægger sig efter gulvklæder istedet.

Fra Listerlandet drage vi nu længer vestover og standse lidt på det flade Jæderen.

Mangel på tømmer-skov gjør, at husene ere små og ubekvemme; til brænde må der bruges torv (i bilæggerovne) istedetfor ved (i vindovne), og den store mængde af lyngmarker med havnegang for får medfører, at her produceres megen uld, som igjen giver anledning til megen husflid, der både selv fører adskillig urenlighed med sig og optager kvindernes tid, så de kunde ikke gå så jevnt med støvekost og vaskeklud; men alle disse omstændigheder bevirke naturlig, at huslivet her ikke kan siges at have et præg af renlighed, som fuldt svarer til befolkningens kår og dannelse for resten. Og hvad særskilt gulvvaskingen angår, så er den vistnok i brug hele Jæderen over, men noget sparsomt. Klep præstegård, som ligger i midten, kan vel tjene som exempel på det middels forhold. På gårdene vaskes gulvet sjelden tiere end til hver prædiken-søndag, som, da her er tre kirkesogne, falder på hver tredie uge; i husmandstuerne er det vel ikke så tidt engang. I dagligstuen strøes jevnt med frisk sand; men i kjøkkenet, som tildels kun har stenheller til gulv, holdes ofte den brugte sand fra stuen for god nok. Og det er ikke engang så sikkert, at sanden i stuen fornyes hver dag; det kommer an på, hvad råd man har, eller hvor let man kan skaffe sig god sand. På de yderste gårde ude ved havet kan der medgå et kjærrelæs sand om måneden for hvert hus, altså som på Lister; noget længer inde i præstegjeldet går forbrugen ned til et læs for to måneder. Og i Time sogn af Ly præstegjeld, som ligger indenfor Klep, kan man høre om den økonomi, at der hentes søsand til særdeles ledigheder, men ellers tages ringere sand fra elvebredder og bakker i bygden selv til hverdagsbrug.

I den vidtløftige strækning af Stavanger amt, som ligger nordenfor Jæderen og Stavanger by og heder Ryfylke, må der skjelnes mellem øerne på den ene side og fjordene og dalene på den anden; hist er skikken mere som på Jæderen, her derimod, ialfald i fjeldbygden Suledal, har jeg tanke om, at der hersker en tilstand, som mere svarer til den, jeg har forefundet i stiftets østlige fjeldbygder. Således står nemlig bygden for min erindring efter et besøg i 1860.

Jeg forlader Christiansands stift og bereder mig til at gå over til Bergens med den bemærkning, at renlighedstilstanden ude ved kysten forekommer mig at være bleven ringere og ringere eller mere og mere gammeldags, eftersom jeg på min vei fra øst mod vest er kommen ud af sjøfarts-strøget og har nærmet mig til fiskeri-distrikterne. Og dette tør være naturlig nok; thi foruden at sømændene kunne hjembringe erindringer om mere fremskredne tilstande i andre lande, så have skippernes og matrosernes hustruer mere tiden for sig til at sysle med det indre husvæsen, hvorimod der falder en stor del gårdsarbeide på kvindernes part i distrikter, hvor mændene ere bønder, men for fiskeriets skyld til sine tider må forlade hus og hjem. Og dette sidste forhold tør befindes at være endnu mere fremtrædende i de egne, vi nu gå over til.

4. Bergens stift,
d. e. Søndre og Nordre Bergenhus amter samt Søndmøre fogderi af Romsdals amt

Vi træde nu ind i et strøg af landet, som står i et ganske særeget forhold til hele denne undersøgelse om renlighedsstellet.

Begyndelsen ligger i de første af årene på 1830-tallet. Det var i 1833, at kong Oskar som kronprinds og vicekonge besøgte Vestlandet og dvælede nogle dage i Bergens by; midt under byens jublende festligheder viste den unge fyrste det sind, at han gik hen til St. Jørgens Hospital og hilste på de spedalske; disses syn gjør indtryk på enhver; men det indtryk, det gjorde på denne høie besøgende, må være blevet frugtbart. Tilbagekommen til Christiania, traf han den nu nylig afdøde hædersmand rektor Holmboe, da storthingsrepræsentant for Bergen, og da denne på sin eiendommelige varmhjertede og frimodige måde greb ledigheden til at lægge prindsen hele Bergens-egnens spedalske på hjerte, fandt hans ord et godt sted. «Jeg har seet disse ulykkelige, svarede Oskar, men man sagde mig, at der er ikke noget at gjøre ved denne skrækkelige sygdom.» Det samme havde Holmboe også ment før; men nu havde han fået bedre håb, efter hvad han havde hørt af en læge fra Christiania, som året iforveien havde været i Bergen netop for at undersøge sagen. Hvem det var? Her nævnte Holmboe den nuværende brigadelæge Hjort, en mand, som endnu den dag idag med forkjærlighed omfatter og selv deltager i forhandlingerne om og bestræbelserne mod denne store folkelidelse. Prindsen lod Hjort kalde, hørte ham udvikle sine meninger, bad ham desuden om en skriftlig fremstilling. - Vi vide, hvorledes spedalskheden senere er bleven gjenstand for almenhedens deltagelse, for regjeringens foranstaltninger, for lægernes kappende iver. Og som hovedmanden i dette smukke arbeide må nævnes lægen og naturforskeren, den nuværende overlæge ved en storartet helbredelses-anstalt for spedalske i Bergen, hr. D. C. Danielssen, som gjennemførte et dygtigt, videnskabeligt undersøgelsesarbeide om selve sygdommen og derhos med sit lille folkeskrift om spedalskheden og dens årsager, trykt i 1854, gjorde begyndelsen med at studere almuens kår og levemåde og hele kulturtilstand i de af spedalskheden hjemsøgte egne eller hovedsagelig i de bergenske distrikter.

Renlighedstilstanden blandt almuen blev en hovedsag i dette nye studium. Danielssens skildring var ikke lys(67); hans eftermænds bleve heller mørkere og mørkere, lægernes iver vaktes bestandig mere, sundhedskommissioner bleve anordnede, en reisende overlæge blev ansat, og en til, for at styre kommissionernes arbeide, og der skulde kraftigen virkes bygd for bygd til forbedring af den slette tilstand. Det gik ikke. Distriktslægerne vare kommissionernes formænd og dreve på, og mændene, der tjente som bisiddere, sagde ikke stort imod. Endda gik det ikke. Da kom det ord op, at sådanne huslige ting som renlighedsstellet beroede ja på kvinderne, og ulykken stak altså deri, at de stode så langt tilbage i øvelse, i indsigt, i tænke-evne: Dette ord trængte således igjennem, at amtsformandskaberne i Romsdals samt i Nordre og Søndre Bergenhus amter i 1864 forenede sig om i fællesskab, at udsætte en prisopgave for et skrift, som gav en beskrivelse over det kvindelige stel i disse egne og angav middel og måde til at få rettet på dets misligheder. En kommitte i Bergen fik det hverv at forberede og fremme prisopgavernes anliggende; den sendte ud en rundskrivelse med en række af spørgsmål angående de omhandlede tilstande, og så stærkt var opmærksomheden vakt, at der fast fra hver krog eller hver bygd i disse amter kom besvarelser, tildels meget udførlige. På side 35-36 ovenfor har jeg allerede omtalt disse besvarelser; her tilføier jeg kun, at de i det hele taget give det indtryk, at man har været opskræmt over de påklagede misligheder og stærkt opsat på at belære og tilrettevise kvinderne.

Denne amtformandskabernes interessante beslutning kom til at få stor betydning for mig. I mange år havde jeg jo været beskjæftiget med netop lignende undersøgelser, om snart dette, snart hint forhold inden almuen, og tilsidst var jeg nær ved at give det hele op i mismod, idet jeg ikke var så sikker på, at almuen selv syntes om mit arbeide, som kunde kaldes vel nærgående. Men så kom den vestlandske prisopgaves gyldne opmuntring. Jeg tog den til indtægt for mig, som om man hilste mig og sagde: bliv ved! Og derfor beder jeg nu om, at man vil tage denne min bog som tak og svar.

Nu vilde tilfældet, at på samme tid som jeg hørte om amtsformandskabernes beslutning, traf jeg til at gjøre den iagttagelse, som jeg har omtalt fra den første dag af mit ophold i Søndfjord (ovenfor, side 114). Dette sammentræf bidrog sit til, at svaret på prisopgavens spørgsmål går i en retning, som sagtens vil være selve spørgerne uventet. Men dette bør ikke undre for meget. Det ligger jo i et spørgsmåls natur, at man kan ikke vide så vist, hvad svar man får(68).

I forslaget til amtsformandskabernes beslutning har man udtrykt sig så:

Det er derfor en almindelig klage, at kvinden, navnlig - om end ikke udelukkende - blandt almuen såvel i by som på land, ikke er sit vigtige kald voxen, så at hjemmet altfor ofte må savne den ordnende og ledende hånd, der fornemmelig skulde berede dets hygge, børnene den pleie og opdragelse, som et velordnet og ret hjem alene kan skjænke, husvæsenet den orden, renlighed og samvirken af alle kræfter, som er en nødvendig betingelse for den sande økonomi, og manden ikke finder den medhjælp, som kvinden efter det christelige ægteskabs ide skulde være ham(69).

I disse ord er det klart og godt antydet, hvilken kreds af forholde og anliggender der egentlig skulde tages med, når det hele spørgsmål om det kvindelige stel skulde besvares. Men hvad vilde man helst have: en bog, som talte i den bekjendte tone om de formentlige misligheder og derfor ikke stort behøvede at føre bevis, så der altså kunde skrives kort og fares over hele mangfoldigheden, eller et skrift, som vovede at udtale en ny anskuelse og derfor måtte gå grundig til værks(70) og altså også indskrænke sig til at handle om et enkelt stykke af mangfoldigheden, det stykke, som vel oftest har været i folks tanke, det kvindelige stel med renlighedens overholdelse?

Nu vel, om Søndfjord og Sogn har jeg allerede berettet (ovenfor, side 114-121). Men nu farer jeg over stiftets øvrige bygdelag, gående fra syd mod nord og brugende til veiledning hine trange besvarelser(71) samt derhos for Strilelandets vedkommende nogle yderligere meddelelser og egne optegnelser.

Hardanger og Voss provsti. Om Voss må først bemærkes, at det i flere stykker af folkelivet og da også med hensyn til renlighedsskikkene må siges at slægte Sogn på, som det også grændser til; her tages da kun hensyn til det egentlige Hardanger.

Fra den inderste fjordbygd Kinservik's præstegjeld siges det temmelig bestemt, at det er blevet bygdeskik, at gulvet skal vaskes hver uge, og det samme siges også, mærkeligt nok, om fjeldbygden Røldal, som grændser til Thelemarken, men henter sine skikke fra Hardanger. Men det tager allerede noget af med dette i de ydre bygder, så det for Ulviks og Strandebarms vedkommende heder, at det vakler mellem hver og anden-hver uge.

Søndhordlands provsti. I forhold til Hardanger er dette et ydre distrikt, strækkende sig alt til havkanten. Og den nys nævnte aftagen i den nye skik, indenfra udad, kan forfølges her. Det er kun undtagelsesvis, at der fra en og anden af dette vidtløftige bygdelags skolekredse eller kirkesogne meddeles om en så vidt fremskreden skik som ugentlig gulv-vasking; i det hele taget foregår denne åbenbart langt sjeldnere, ja i mange af bygderne kun i forbindelse med stuens storvask, det vil sige til St. Hans og måske til jul.

Midthordlands provsti. For det meste som i de af Søndhordlands bygder, hvor det står længst tilbage, dog med undtagelse af Fane præstegjeld, denne nabobygd til Bergens by, hvor skikken er bleven den, at gulvvaskingen skal foregå ugentlig.

Nordhordlands provsti. I det hele taget temmelig nær som i Fane. I det vidstrakte distrikts meget forskjelligartede småbygder forekommer naturligvis mange undtagelser fra regelen, og som en sådan undtagelse nævnes «Øygaren», dette gjerde (gar, gardh) af holmer og øer alleryderst mod havet, hvor de alleregentligste «havstriler» bo; her vaskes nok også gulv, men ikke så sikkert hver uge.

Lidt mere om Strilelandet. I Fane have vi de såkaldte «melkestriler»; på Osterøen i Nordhordland bo «bygningsstrilerne», på de ydre øer og navnlig hist ude i « Øygaren» færdes « havstrilerne».

At melke-strilerne, som have at forsyne Bergen med melk, beflitte sig på at holde det rent i sine huse, vil mindre forundre; men efter det rygte, man fra Bergen af har hørt om havstrilernes husliv, vil man vist ikke uden undren læse nedenstående uddrag af den dames skildringer, som, efter hvad jeg fortalte ovenfor (2det Kapitel, side 35), viste den interesse at ledsage mig på en tour til Radøen og til Herlevær, i Manger præstegjeld. Herlevær ligger helt ude i øygaren, og om dette interessante sted skriver hun så:

Husrummet derude er meget indskrænket; i almindelighed har man kun en stue, som ofte er liden, med kjøkken udenfor og et loft ovenpå, hvor man har sine klæder og en del af madvarerne. Jeg synes, at kvinderne ikke holdt det ryddigt i stuerne, ikke engang om søndagene; men grunden er vistnok for en del den, at man har så indskrænket husrum(72). For at lufte ud har man vistnok sjelden vindu eller dør åben; dette syntes jeg at kunne mærke af de svar, som jeg fik; thi de lød i almindelighed så: «Når vi vasker, har vi døren åben.» Om sommeren, når alle husets folk ere ude, lader man også døren stå åben. - Om morgenen og et par gange senere på dagen sopes stuegulvet, hvis det behøves, da det kommer an på, hvad arbeide man har for sig. Dersom det er vådt veir, så strøes gulvet med sand, efterat det er sopt. - Når det er folk, som ville have det ordentligt, så vaske de i almindelighed stuegulvet hver lørdag; det kan dog hænde, at det i onnetiderne bliver forsømt en uge. Hver lørdag bliver derhos bord og bænke vasket og skuret med halmvisk og sand, og om gulvet ikke bliver vasket, bliver det dog sandstrøet. - To gange om året, nemlig til St. Hans og om høsten, når man er færdig med udarbeidet, vaskes og skures stuen helt over; men flere gange om året støves ned.

Efterat stuen er vasket, er det konens arbeide at krote (læs: kråte) på de øverste væggestokke i stuen; de gjøre nemlig snirkler og streger med en røre af kridt og vand, så der bliver som en stadselig bord, en halv alen bred og stuen rundt. Dette gjør man, for at stuen skal få et lysere og venligere udseende. I de nyere stuer bruger man dog ikke kroting, så den vist vil blive aflagt om ikke lang tid.

Er det gamle huse, så pleier man også at vaske atpå såvel i stuen som i kjøkkenet, og selv om det i grunden er et gammelt og stygt hus, får det derved noget hyggeligt ved sig. Det gjorde ialfald et godt indtryk at se, at man lagde vind på at have det pent. At «vaske atpå» er som at stryge et slags hvidagtig maling på. Man bruger hertil skjælsand, som findes i havstranden, og som består af opkastede og sønderslåede skjæl, der yderligere knuses fint ved at bankes med øxhammeren. Har man nu først skuret og vasket som sædvanlig, så tager man en tillavet røre af skjælsand og bruger vaskefillen som malerkost til at dyppe i samt stryge på taget (loftsgulvet), på borde og bænke, på seng og på vinduskarm, ja på vægge og gulv, når man synes at træet er blevet for mørkt af ælde. Skjælsanden findes kun på enkelte steder og må ofte hentes lange veie, ja bæres i kjeiper på ryggen, og det er mandens arbeide; men ellers ere kvinderne alene om vaskingen og rengjøringen.

Radøen er skikken så temmelig den samme, så beskrivelsen mest bliver gjentagelse. Alligevel hidsættes nogle linier:

Det er almindelig skik hos folk, som ville have det ordentligt, at sope gulvet hver morgen; men man sagde mig, at der var vist mange, som ikke gjorde det, hvorimod der også var dem, som sopte flere gange daglig. For en del tilbage var det almindelig skik at lade bosset (feieskarnet) blive liggende i vråen ved døren; men i de senere år er dette sjeldnere at se, og hvor det endnu er tilfælde, omtales det som uordentligt. - Det er bygdeskik at skure stuegulvet samt bord og bænke hver lørdag; men man sagde, at i onnetiderne er det ofte, at der går hen både en og to lørdage, hvor gulvet ikke bliver rørt og bord og bænke kun bliver faret over så løselig. At vaske gulvet er først blevet almindelig skik, efterat røgovnen er bleven aflagt og kogovnen kommen istedet; før blev det alene holdt rent med sopelime og spade. Man sagde, at nu bliver det overalt mere og mere almindeligt at vaske gulvene.

Ytre, Mellem og Indre Sogns provstier samt Søndfjords provsti. Til den udførlige beskrivelse ovenfor, side 114 flg, skal her kun føies den korte bemærkning, at når man fra Bergen af drager ind i de dybe fjorde, Hardanger-fjorden på sydsiden og Sognefjorden på nordsiden, finder man større omhu med gulvvasking hist, mindre her, og omvendt, når man holder sig til kystdistrikterne, finder man, som det lader, tarveligere, mere gammeldags stel på den sydlige kant, mere udviklet derimod i de nordlige strilebygder og videre mod nord, navnlig i Søndfjord.

Nordfjords provsti. Her er skarp modsætning til Søndfjord, hvad gulvskikken angår. Gulvet behandles mest på den alleroprindeligste måde, man er ikke engang overalt kommet i tour med at sopevaske til høitiderne, og det er kun undtagelsesvis, at der drives på ordentlig gulvvasking, end sige, at denne udføres så hyppigt som op til hver uge. Det er mest langs fjorden, at fremskridtene ere at se; oppe i afdalene spores de ialfald meget mindre.

Men endda skal der forhåbentlig i de følgende kapitler blive leilighed til at vise, at det ingenlunde mangler på renlighedssands her. Navnlig ved det midtre strøg af den langstrakte fjord, som skjærer ind igjennem bygdelaget, turde der være ypperlig anledning til at studere den oldtidsmæssige skik og forvisse sig om, at den med al sin simpelhed dog kunde være forsvarlig.

Søndre Søndmøre provsti. Det er meget forskjelligt i grænderne og bygderne. Man finder gulvvasking fra en gang ugentlig hist og her nedover til den enkelte gang eller det par gange, da stuens vægge også vaskes, til St. Hans og til jul.

Nordre Søndmøre provsti. I de enkelte bygder er der meget gammeldags skik, så gulvet sjelden eller aldrig vaskes; mod havet tager det til med gulvvasking, så der tilsidst bliver adskillige huse, hvor den går for sig så temmelig hver uge(73).

Før jeg forlader stiftet, skal jeg gjøre opmærksom på, at jeg ikke i nogen bygd har fundet anledning til at omtale malede gulve. Selv kan jeg ikke mindes at have seet dem, og i de skriftlige beretninger har jeg heller ikke fundet dem. Der spores altså betydelig forskjel fra Østlandet, hvor det jo i adskillige bygdelag er blevet temmelig almindeligt i de noget bedre bonde-huse at anvende denne bekostning, for det pyntelige udseendes og den lettere rengjørings skyld. Dette er et lignende forhold som det, der fandt sted for vel hundrede år siden, da Østlandet allerede var i fuld vane med at have vinduer i sine huse, medens de Bergenske bygder endnu lod sig nøie med det dagslys, de fik ned i stuen gjennem ljoren i taget (se 5te Kapitel, side 91).

5. Throndhjems stift

Stift for stift! Tør jeg vove dette? Vil nogen læsers tålmodighed gjøre følge?

Jo, i selve stiftet skal der agtes på, hvad her skrives om stiftet.

Renlighedsstellet i de Throndhjemske bygder har jeg berørt før, i Folkevennen for 1858. Der var et dristigt forsøg. Hus for hus i en af bygderne havde jeg tilladt mig at spørge husmødrene om, hvad skik og måde de havde med sådanne ting som at holde gulvet rent, og på en tid, da endnu ingen læge havde givet nogen egentlig beskrivelse af denne del af husstellet (thi Danielssens fornævnte skrift beskriver ikke synderlig, men siger mest kun forfatterens mening og dom, og dette er i grunden tilfældet også med hans efterfølgeres eller de øvrige lægers beretninger og fremstillinger om denne sag), vovede jeg at kræve læseres opmærksomhed for sådanne kjøkkensager og tjenestepige-anliggender, som at gulvet vaskes på den måde, at «der skylles over det nogle bøtter vand, som så med en sopelime sopes ned i kjelderen gjennem et par huller eller spunser i gulvet»(74).

Nu, ti år efter, er det ikke så farligt at skrive om disse samme ting.

Thi som en fortsættelse af den omtalte bevægelse i de tre vestlige amter (side 139 ovenfor) har det også i Søndre Throndhjems amtsformandskab været på tale, at man skulde gjøre noget for at rette på mislighederne ved det kvindelige stel. Det blev dog stillet i bero, indtil man fik se, hvad der kom ud af de undersøgelser, som hine amters prisopgave skulde fremkalde. Man havde altså ikke imod dette slags undersøgelser og skrifter.

Hvad har jeg så at sige efter de ti års forløb?

Mest det samme som da, kun lidt tydeligere, lidt stærkere. Og ganske tydeligt og stærkt får jeg sagt min mening, når jeg skriver af, hvad en bondemand i stiftet har skrevet til den Bergenske kommitte, i besvarelse til dens spørgsmål (ovenfor, side 140). Hans opfattelse skiller sig betydelig fra, hvad mængden af skolelærere og andre, der have besvaret de samme spørgsmål, mene og holde for.

Det er en bonde i Sunddalen, som først forklarer, at gulvet vaskes omtrent hver anden uge, og så føier til:

Når jeg skal være retfærdig mod kvinderne, må jeg tilstå, at de vel i almindelighed her have lyst og attrå til i en endnu større grad at forskjønne huset med vasking og anden pynting, men ere ofte, måske på grund af husfaderens forestillinger, nødte til at holde måde hermed og indskrænke sig til simpelhed også i dette stykke. Disse husfaderens forestillinger kunne også lige så let være vel begrundede som ikke; kun han kjender tilfulde nødvendigheden af, at ethvert lem af familien anvender godt enhver arbeidstime til nyttigst erhverv, uden hvilket - og neppe nok da - han ei ser sig istand til i nogenlunde ret tid at klare de desværre oftest altfor store renter og skatter, som for tiden affordres ham.

Dette hindrer ikke, at det jo kan have sin store interesse at anstille sammenligning mellem bygdelagene og lægge mærke til forskjellen. Man går så meget trøstigere til undersøgelsen, når man iforveien er således sindet, at man ikke enten vil rose de bygder, hvor kvinderne vaske mere, eller laste dem, hvor de drive mindre på dermed; forskjellen kan nemlig have sin gode grund eller hænge sammen med omstændigheder, som ikke sådan uden videre kunne forandres, og som ialfald vedkommende almuer selv kjende bedst.

Hin samling af skriftlige meddelelser, som jeg benyttede for Bergens stift, kommer mig også til gode for den del af Romsdals amt, som hører Throndhjems stift til. Jeg kan gjengive, hvad samlet indtryk jeg har fået af dem for disse bygders vedkommende.

I Yttre Romsdalens provsti er den skik at vaske gulv kjendt i alle bygder, det vil sige: overalt er der nogle huse, hvor den bruges, og det tildels så tidt som hver uge. I Indre Romsdalen ser det ut til at være omtrent ligedan: skikken er kjendt i hvert præstegjeld, men medens det endnu er få huse, hvor man pleier vaske hver lørdag, er der flere, hvor det kun sker hver 2den, hver 4de uge, og der er endog kredse eller nabolag, hvor der ikke stort tænkes på dette uden de få gange for året, da hele stuen skal vaskes, med vægge og tag.

Som Romsdalen i dette punkt synes at være noget mere fremskredet end dens Bergenske nabobygd Søndmøre i syd, således lader det igjen til, at Nordmøre, nabobygden på nordsiden, atter står noget foran Romsdalen(75). I Indre Nordmøre provsti heder det som sagt fra Sunddalen, at det hører til at vaske gulv som hver anden uge, og i Ytre Nordmøre siges fra flere steder, at det går op til ugentlig vasking. Ja, på Grip, dette mærkelige fiskevær ret ud for Christiansund, langt ude i havet, hvor hvert hus under vårfisket er opfyldt af logerende fiskere fra indlandet, skal det ikke alene i den tid være brugeligt, at gulvet vaskes et par gange for ugen, men i det hele taget ere kvinderne i god vane med at holde både gulvet og hele huset rent; de have nemlig tid tilovers til sådant, da her aldeles intet jordbrug eller kreaturstel er.

Tanken om at vaske gulv er åbenbart tændt temmelig nylig i disse bygder (i de sidste 10-20 år siges der fra Romsdalen), men den spredes fort(76).

Hvad den øvrige del af Throndhjems-stift angår, må jeg mest indskrænke mig til at minde om hin beskrivelse i Folkevennen.

Yderlig interessant er det at lægge mærke til, at medens Valders, Hallingdalen, Thelemarken, Sætersdalen og flere af disse såkaldte fjeldbygder, der dog egentlig ere dybt liggende dalbygder, som indesluttes af File- og Langfjeldenes stærke arme - medens, siger jeg, disse vore sydlige stifters indre bygder skille sig fra de modsvarende yderbygder ved et gammeldags og mindre renligt stel, så finde vi det modsatte forhold, når vi fra de høitliggende hyrde-egne i det Throndhjemske, Røros, Budalen, Thydalen, drage ned i Guldalen og Selbu. Dette hænger sikkerlig sammen med bygdernes naturbeskaffenhed og næringsveienes art. Fordi de førstnævnte fjeldbygder ligge dybt, have de en dobbelt næring, nemlig agerbrug nede i dalen og fædrift på sæteren, men herunder bliver så meget at varetage for både mænd og kvinder i husene, at et og andet må forsømmes; fordi på den anden side disse Throndhjemske fjeldbygder ligge høit, så de må slå en streg over agerbruget og mest sysle med hyrdebedriften alene, kan der blive mere tilovers af tanke og omhu for det egentlige husstel. Det må også erindres, at mulden fra den åbne ager jo så let følger menneskets fod og smudser overalt, men at i hyrde-egnene pleier der være fast grasgroet mark selv på gårdspladsen, lige fremfor stuedøren(77).

I Røros finde vi fortsættelse af den pyntelige husskik, vi gjorde bekjendskab med i det nordlige Østerdalen, kun med nogen tilsætning af byskik fra Bergstaden. Selv kjender jeg Røros-kvindernes iver for vasking og skuring fra gjentagne besøg hos dem, og en dame på stedet har desuden beskrevet skikken for mig. Hun gjør, ganske ligesom jeg ovenfor, opmærksom på to måder at vaske gulv; på selve Bergstaden og i nærmeste omegne lægger pigen sig på knæ, har i sin hånd f.ex. en skjefte-tvoge (af skjeftegræs, som ellers mest bruges til at skure finere ting, såsom melkebunker), og bearbeider dermed det ene «fløt» eller stykke efter det andet, omhyggeligt, så der ikke skal blive «roser» eller synlige drag efter skure-tvogen - altså hvad jeg har kaldt håndvasking. Videre ud på bondebygden derimod bruger pigen en bartvoge(78), som hun træder med foden - altså en art af sopevasking. Men hvilken måde der end bruges, så holdes gulvet rent. Om sommeren bor man meget på sæteren; der holdes i regelen endda renere end i vinterhusene, og gulvet vaskes næsten til hver søndag. Om vinteren tvinger den strænge kulde til sparsomhed i denne henseende; gulvene vaskes til hver eller hver anden eller hver tredie søndag, efter som det behøves, og for at det skal behøves mindre, har man i den senere tid begyndt at bedække gulvet helt eller for en del med gulvklæde af filler. For at undgå at have vand på gulvet bruger man også den ovenfor omtalte måde at skuffe ind noget tør sne og skrubbe dermed ved hjælp af en myg lime.

I de midtre bygder af Guldalen fandt jeg i 1857 et langt simplere stel; det var sopevasking med spuns, og den kom tildels kun til anvendelse, hver gang der var storvask i huset, til St. Hans og de store høitider. Men skikken kan være betydelig fremskredet efter den tid.

En af Sagatuns elever (2det Kapitel, side 35) har den erindring fra sin hjembygd Rennebu, en af de midtre bygder i Ørkedalen, at gulvet vaskes til hver helg. Selv har jeg også taget det billede med fra mit besøg i Ørkedalen, at der er et særdeles skjønsomt og vinskibeligt folkefærd og et pynteligt stel.

Den forestilling har jeg dog rigtignok også, at både Ørke- og Guldalen have et tarveligt præg ved siden af den betydelig fremskredne skik langs med Throndhjems-fjorden og da især i de indre bygder her. I Indherred skulde jeg tro der er en lignende gulv-skik som omkring Christianiafjorden. Beslægtede tilstande er der vistnok også i nabobygden Namdalen, oppe mod Nordlandene; fra flere kanter har jeg hørt renligheds-stellet her fordelagtig omtale, og en frue, som har boet i bygden, har navnlig rost de hvide gulve, som pigerne skure således, at de lægge bar-tvogen på gulvet, træde kraftig på den med foden og skubbe den frem og tilbage.

Måtte det mangelfulde i mine beskrivelser og påvisninger bevirke, at nogen, som bor i Thrøndelagen, vilde tage sig for at give en sammenhængende, grundig og udtømmende fremstilling af denne del af befolkningens gøren og laden! Navnlig skulde jeg sætte pris på at få bekræftet, hvad jeg nu med mine ufuldstændige oplysninger kun har formodning om, at der inden stiftet ikke er noget bygdelag eller større strøg, hvor stuegulvets tilstand vidner om sådan gammeldags skik som f.ex. i Sogn eller Valders eller Sætersdalen.

6. Tromsø stift

Jeg skylder denne nordlige egn noget, og der er sammenhæng mellem det indtryk, jeg tog med hjem fra en reise her, og den stemning, hvori jeg fattede tanken om at skrive denne bog.

Efterat jeg i 1862 havde seet mig ganske godt om i det folkevrimlende London, kom jeg i 1863 til Nordlandenes og Finmarkens øde strækninger. Det slog mig at se, hvorledes folk havde det her på denne «fjeldbygde strand», hvorledes de kjæmpede med de største naturhindringer og endnu vidste at opretholde en så vidt civiliseret tilstand, et så lykkeligt samfundsliv. Fra den stund har jeg seet alt med andre øine i mit hele fædreland. Thi som Finmarken, dette store, hårde fiskevær, er Norges udkant, så er hele Norge Europas, og det er i grunden til at undre og glæde sig over, at folke- og samfundslivet kan være, som det er i dette land. Tilforn var det gået mig som de fleste, at jeg var temmelig snar til at se mangler i folkelivet og nidkjær til at fremhæve misligheder i stellet; men fra nu af faldt det lettere for mig at få øie på prøvelserne og hindringerne tillige. Før havde jeg mere gået med fremmede begreber og udenlandske regler; jeg lærte nu at se mere med norske øine og dømme med norsk sind og forstand. Dette blev jeg selv opmærksom på, da jeg året efter Finmarks-reisen kom til Søndfjord: her så jeg det samme, som flere gode mænd nys havde seet og beskrevet; men jeg så det på en anden måde, jeg opfangede træk, som de andre havde overseet, jeg fik et helt nyt og kjærere billede frem, og derved opkom der lyst til at fremstille dette billede for andre - i denne bog (ovenfor, side 114).

Vi ville slå os ned i Tromsø amt, det midterste amt af stiftets tre, beliggende nær nok ved det øvrige Norge til at vise os en fortsættelse af oprindelig norsk folkeskik (thi halvveis op over amtets fjordstrækninger var her norske bygder allerede før Harald Hårfagers tid) og tillige nær nok ved det egentlige Finmarken til at give os en forsmag på de eiendommelige tilstande der.

For denne yderst interessante egn har jeg ved godhed af en ven og velynder i Tromsø (se 2det Kapitel, side 40) fået en samling af ikke mindre end 39 skriftlige meddelelser. Disse ere besvarelser til en i en trykt rundskrivelse opstillet række af spørgsmål (særskilt angående gulvets vasking var der spurgt om måden, om hyppigheden, samt om forskjel i skikken hos gårdmænd og husmænd, hos jordbrugere og fiskere, hos indfødte og indflyttede, hos nordmænd og finner), og de ere meddelte af skolelærere, gjordemødre, handelsmænd, embedsmænd (en præst og to læger) og andre. Af de landspræstegjeld, hvoraf amtet består (foruden Tromsø by), er der et, som jeg ikke har fået opgave fra; omvendt er der oftest meddelelser fra flere mindre bygder inden et og samme præstegeld eller sogn. Og som altså disse beretninger skrive sig fra så at sige hver krog i egnen, og fra mænd af forskjellige samfundsklasser, så ere de også affattede fra de forskjelligste standpunkter, udgåede fra de mest ulige sind, idet en har seet alt i gråveirs-belysning, en anden har skrevet i solskinsstemning.

Af den store mængde skriftlige beretninger, jeg har liggende for mig, er det disse, som give bedst besked om det emne, som nærværende afdeling af min bog handler om, og det af den grund, at her var udtrykkelig spurgt og blev af mand for mand oplyst om måden, hvorpå gulvvaskingen bliver udført. «Vaske og vaske er to», og ved man ikke måden, hvorpå det bliver gjort, da har man ikke fuld besked, om man end hører, hvor tidt der vaskes.

Endda er der lidt gådefuldt i forklaringen om gulvvaskingens historie i Tromsø amt, og det i nordmændenes huse, som jeg for det første holder mig til, da jeg skal tale om finnernes siden.

Før vi give os ifærd med beretningerne, skal jeg bede om, at man vil gjøre sig bekjendt med en egen vaske- og pynteskik, som lader til at have hørt hjemme hele vestkysten langs, men som der nu kun er forsvindende levninger af. Det er den skik, at man giver de vaskede gjenstande et hvidt anstrøg ved at indgnide eller overstryge dem med en kridt- eller kalkagtig masse, som dannes af den såkaldte skjæl-sand, d.e. knuste skjæl, der findes hobevis i strandkanterne ud mod havet. Når jeg lægger sammen, hvad jeg hist og her har opspurgt om fremgangsmåden dermed, får jeg ud, at man dels simpelthen bruger skjælsanden som almindelig skuresand, så den males fin og gnides ind under selve vaskingen, dels noget omhyggeligere støder eller banker skjællene fine og laver en røre deraf, som man så bruger til at overstryge eller hvidte gjenstanden med, helst efter at den først er bleven renvasket; da denne overstryging udføres med en vaskeklud istedetfor malerkost, bruges derom det udtryk at «vaske atpå» (vaske efterpå). I 1859 besøgte jeg fiskeværet Grip i Nordmøre og blev hel overrasket ved det præg af renlighed, husenes indre frembød; dette skyldes den flittige brug af skjælsand, som jeg her første gang blev bekjendt med. Vægge og tag, borde og bænke og døre vare hvidtede på denne måde, og det ikke alene i stuen, men tildels også i kjøkken og gang. Hvidtingen smittede let af; men den blev idelig fornyet, f.ex. på døren og dørposter gjerne hver lørdag. - Siden så jeg den samme brug igjen på nogle af de yderste Strile-øer ud for Bergen, og herfra har jeg allerede leilighedsvis meddelt beskrivelse over den (se side 142 ovenfor, hvor man vil kunne se, at selve gulvet undertiden bliver «vasket atpå»). Af skriftlige og mundtlige beretninger har jeg fremdeles kunnet forfølge skikken videre, navnlig så langt syd på som til Stordøen sønst i Bergens stift. Går jeg fra Grip af til den modsatte kant, eller mod nord, støder jeg først på den samme eller dog en beslægtet brug på Helgeland i Nordlands amt. Man har beskrevet mig det så, at det er især gulvet, som her betænkes på denne måde. Der bruges så overflødig skjælsand, at man ser ikke træet, men gulvet bliver hvidt, og kommer en flek på, så er husmoderen eller pigen snar til at hente sandkoppen og kluden for at gnide mere af det hvide udover. Hermed stemme også, som man skal se, de antydninger af skikken, som forekomme i beretningerne fra Tromsø-egnen.

Der synes at være den forskjel i brugen nord og syd, at her er det fortrinsvis vægge og døre o.s.v., og kun undtagelsesvis gulvet, som får godt af skjælsanden, og hist er det omvendt. Men på begge steder er man i den senere tid bleven opmærksom på, at denne hvidting ikke er så meget et middel til at fremme renligheden, som til at skjule urenligheden, så man går over til at betragte den gamle pynt som en uskik, der gjør ondt værre, idet skjæl-melet smitter på klæderne og fyger om som støv.

Efter denne forklaring forstår man følgende antydninger fra Tromsø amt ved talen om gulvvaskingen:

Til sandskuringen benyttes helst skjælsand; der giver et hvidt udseende (Throndenæs).

Stuegulvet sandskures hos en del til hver søndagshelg, men ikke så pas hos alle disse, at man får se træet hvidt og rent, men ved hjælp af vand og mattetuen (skurefillen) har man knust en mængde sand udover gulvet, og denne vaskes ikke bort, men bliver liggende, for at det skal se hvidt ud; men når der er trådt på gulvet en stund, gjør sanden det snart værre, end det før var (Lenvik).

Efter vaskingen hersker den uskik imellem, at den sand, som brugtes til skuringen, ikke bliver affeiet; dog er der mange, som feie den af strax og strø enebar istedet (Kvedfjord).

Nogle bruge, for hvert stykke af gulvet, som de få vasket, strax at indgnide samme med fin hvid sand, hvilket de kalde at hvid-skure. Nogle bruge også dette slags hvidting på tag, vægge og paneling, når denne ikke er malet; dog dette er nu gået mere af brug, da det smitter på klæderne (Malangen).

Måden, hvorpå gulvet vaskes, er at pigen ligger på knæ og skurer med sand, der enten siden vaskes af eller også bliver siddende igjen på gulvet, at når det er tørt, ser det ud, som det var hvidtet med kalk, og dette kaldes at landsætte. De, der rigtig ville holde sine huse rene, skure gulv samt umalede stole og borde m.m. med sand, som siden vaskes af og tørres vel; dette gjøres om lørdagen, men midt i ugen vaskes bare med vand, uden at benytte sand (Throndenæs).

Efter disse udtryk kan der vel ikke tvivles på, at den her såkaldte sandsætting er en gulv-pynt af samme slag som den, jeg beskrev tydeligere efter meddelelse fra Helgeland. Det forståes også, at det er en ældre brug, som nu er ved at blive aflagt.

Hvad er det så, som er gådefuldt her?

Jo, jeg ønskede at vide nøiere, om den sidste tids forandring består deri, at den gamle og hjemlige brug holder på at udvikle sig selv til en ny og bedre, eller om den afløses af en fremmed, udenfra indført.

Jeg gjætter imidlertid på det første. Og har jeg ret deri, bliver altså den nordlandske sandsætting at stille ved siden af de to gulvvaskingsmåder, som vi kjende fra det søndenfjeldske, den, som jeg kaldte sopevasking, og den, som jeg gav navn af håndvasking.

Det begribes, at når pigen skulde sandsætte på den gamle måde, var der ikke anden råd, end at hun måtte lægge sig på knæ og gnide med en tvoge eller tu, som man siger her nord. Men hele Tromsø amt over siges det uden undtagelse om skikken i nordmandshusene, at når pigen skal vaske gulvet, lægger hun sig på knæ (stadig med en fjæl, en gammel sæk eller lignende under knæerne), bearbeider gulvet med hænderne og det en «vaske» eller et stykke ad gangen, bruger en grovere tvoge (ofte af gammelt fiskegarn, men helst af bastematte fra de russiske melsække) til at skure med, siden en finere (af linned) til at skylle af og tørke op med. Man behøver blot at tænke sig, at denne skyllen af og tørken op er bleven føiet til den gamle sandsætting, og man ser en udvikling af denne, som meget ligner den bymæssige håndvasking i det søndenfjeldske. Det siger sig også selv, at når man først var kommen i vane med, at den brugte «sand» skulde tages bort, så kunde man lige så vel bruge almindelig sten-sand som skjæl-sand, der jo ikke er at finde overalt. Jeg ser også, at istedetfor skjælsand har man tildels brugt aske.

Har jeg altså seet ret, da er den nuværende smukke husskik i denne fjerne egn at betragte - ikke som en senere tids efterligning af fremmed skik, men som en yttring af almuens egen sands og foretagsomhed, dens flid og fremskridts-evne.

Smuk husskik - sagde jeg, og jeg mener, at udtrykket skal forsvares ved beretningernes forklaringer om, hvor tidt man nu for tiden bruger at skure sine stuegulve, hvilke forklaringer jeg anfører således:

Kvedfjord: 1 (1ste beretning), i de fleste huse hver lørdag; 2 (2den beretning), den almindelige regel hos alle, måske på enkelte undtagelser nær, at stuegulvet vaskes hver lørdag; 3 (3die beretning), gulvvasking er, såvidt mig bekjendt, almindelig hos alle i sognet, som have trægulv, og den gjentages i regelen hver lørdag - hos nogle dog nok kun månedlig og sex-ugentlig; 4 (4de beretning), en skolelærer fortæller om forskjel i en skolekreds: hos en mand var der rent hus mandag morgen, og endda blev gulvet vasket tirsdag og thorsdag aften samt lørdag eftermiddag; hos tvende andre mænd vaskedes onsdag og lørdag aften; men hos en mand igjen - «veed jeg ei, hvor sjelden det skeer». Throndenæs: 1) hos den større del af almuen vistnok i regelen hver lørdag, men i enkelte strøg af distriktet kun soping og sandstrøing på almindelige lørdage og skuring alene de gange, da hele huset rengjøres, samt til de søndage, når familien går til alters, og enkelte lignende leiligheder (bryllup, barnedåb, præstens komme til sognebud, begravelse); 2) hos størstedelen hver lørdag; 3) på få undtagelser nær hver lørdag; 4) nu for tiden ei alene til de store høitider, jul, påske og pintse, men i regelen hver lørdags aften; 5) for 25 år siden kun til høitiderne og St. Hans, siden og især i de sidste 10 til 15 år forandret så, at gulvvaskingen står på dagsordenen hver lørdag; 6) i regelen hver lørdag. Sand: i regelen hver lørdag. Ibestad: 1) hver lørdag; 2) hver uge, især lørdagen; 3) om sommeren hver lørdag, om vinteren med længere mellemrum, da man lader sig nøie med at sope og strø sand; denne rengjørelse gjælder dagligstuen, gangen og kjøkkenet. Salangen: 1) regelen er hver lørdag; efter omstændighederne dog tildels kun hver anden uge; 2) i regelen hver uge, dog på mange steder kun 2den hver lørdag. Tranø: 1) hos mange bønder ugentlig, men hos en meget stor del af folket kun de gange for året, da de store renselsesfester holdes, såsom til lofotfiskernes hjemkomst, til St. Hans o.s.v.; 2) i regelen hver eller 2den hver lørdag(79). Dyrø: 1) vasking af stuegulv er almindelig hos alle her i bygden undtagen i eet hus, som vasker mindre tidt; vaskingen foregår i regelen hver lørdag; 2) foruden til de store høitider hver anden uge. Berg. (Det er sognepræst Holmboe, som skriver. Han indleder sin beretning med at sige, at han først i længere tid søgte oplysninger om renlighedsstellet hos forskjellige og så tilsidst samlede nogle forstandige koner på præstegården for på engang at høre både det, hvori samtlige vare enige angående bygdens brug, og det, hvori de havde gjort forskjellige erfaringer): gulvet vaskes almindelig hver lørdag; dog kan der gå enkelt lørdag over, når man har det travelt. Derhos findes og flere, som gjøre undtagelser med hensyn til ugentlig vask, idet de ofte kunne lade flere uger gå hen. Gulvet skures med sand således, at man lægger sig på knæ og skurer med tue (tvoge), o.s.v.(80).

Lenvik: 1) hos en del til hver søndagshelg; 2) hver lørdag i almindelighed, et og andet sted kun hver 14de dag, for ikke at sige 3die hver uge. Hillesø: almindelig hos de fleste hver lørdag, men hos enkelte med længere mellemrum. Distriktslægen i Nordre Senjens lægedistrikt (de fem sidstnævnte bygder) siger: stuegulvet vaskes hver lørdag, og søppel og bos udfeies hver morgen. Dette sker hos alle, såvel rige som fattige, og til hvilken nation de høre; heller ikke er der heri nogen forskjel, enten leveveien er jordbrug, fiskeri eller begge dele. Vaskingen er kvindens arbeide og udføres med en tue, idet den vaskende står på knæerne. Malangen: i almindelighed hver eller 2den hver lørdag; større mellemrum hører til sjeldenhederne. Maalselven og Bardo (det er distriktslægen, som skriver, og man erindre, at vi her have ny-bygder af indflyttede sørlændinger, mest; østerdøler): 1) Maalselven: gulvvasking er almindelig; undtagelser antages ikkun at forekomme hos dem af lapperne, der endnu ikke have trægulv i sine gammer. Vaskingen foregår gjerne hver eller 2den hver lørdag - om hvilket af disse alternativer der er det almindeligste, vare meningerne i sundhedskommissionen delte. Hyppigheden er noget afhængig af veirlaget eller årstiden, så at ingen fast regel kan siges at herske; 2) Bardodalen: gulvvasking hos alle uden undtagelse, og det i regelen hver eller 2den hver lørdag. Balsfjorden: 1) i de færreste huse ugentlig, almindeligere hver 2den lørdag, dog for manges vedkommende endnu sjeldnere; 2) hos de fleste regelmæssig hver lørdag(81). Lyngen: 1) omkring handelstedet Kobbenæs flittig gulvvasking på sædvanlig måde; på adskillige steder i sognet derimod umuligt af den grund, at formedelst fattigdom har man ikke andet end jordgulv i stuerne; 2) hver lørdag hos nordmænd og kvæner samt hos de fleste finner, dog undertiden temmelig skjødesløst. Karlsø: 1) «Lørdag er en travl dag», sige kvinderne, og det er sandt. Da skal gulvet vaskes og det omhyggeligt, således, at en eller flere lægge sig på knæ og skure stykke for stykke. Skikken er den samme hos nordmænd, finner og kvæner og foregår på ens måde hos gårdmænd, husmænd og inderster. På sådanne steder, hvor fiske foregår, må man ofte om vinteren vaske stuegulvet to til tre gange om ugen; thi når man skal egne line inde og fiskerne gå ud og ind og trampe med søstøvler på, bliver det snart så stygt på gulvet, at «man må have et råd med det», som husmoderen siger; 2) hver lørdag eller og senest hver 14de dag. Kvænangen: 1) almindelig hver lørdag og tildels to gange om ugen, efter som veiret er tørt eller vådt; 2) hos de fleste hver lørdag; her gives nok huse, hvor der vaskes sjeldnere, men neppe sådanne, hvor gulvet aldrig vaskes. Skjervø: 1) på enkelte undtagelser nær - og det er blandt de fattigste lapper - regelmæssig hver lørdag, og hvor line egnes i stuen, hver gang det er gjort; 2 (Fra dette yderste distrikt være det tilladt at anføre et lidt længere uddrag af beretningen): gulvvasket sker almindelig ugentlig, hver lørdag. Når det skal foregå, tage fruentimmerne sig en bøtte vand, en mattetue, linklæde og sopelime; med denne sidste feies spån og andet rusk bort, derpå bringes vandbøtten, hvis indhold om vinteren er opvarmet, samt sandkarret og tuerne på sin plads, tilsidst lægges enten limen eller en fjæl under knæerne, og så begynder man at skure(82). Stole, bænke og andre møbler ere sandskurede iforveien. Når alt er færdigt, strøes med sand, enebar eller løv. Foruden om lørdagene gjentages dette ikke alene til de store høitider, men også til de andre dage, som helligholdes inde i ugen. Desuden feies gulvet med sopelime, så ofte derpå samles spån, komagsenne-strå, o. desl., så man synes det generer anstændigheden, såsom daglig 2 a 3 gange i ugens løb (83).

Ligeså tidt aftørkes de våde flekker, som komme på gulvet ved lineegningen o. desl. Kort sagt: i regelen vaskes gulvet over det hele, så ofte der vises skidne flekker, og før det bliver sort. Dog kan også dette hænde (nemlig at det bliver sort) formedelst uheldige omstændigheder, som f.ex. sygdom, uveir og tilfældig travlhed. Sligt kan bedre tåles af konerne end af pigerne, da man er vant til at finde større renlighed hos ugifte end hos gifte, idet de i ægteskabet ret ofte henfalde til slurveri(84). - Som renligheden her er beskreven, findes den blandt alle nationer (nordmænd, finner og lapper) og det både ude ved søkanten og inde i landet. Men den forskjel er der mellem bygdens forskjellige dele, at inde i landet bliver gulvet sjelden så skident eller vådt, at man behøver at vaske det oftere end til søn- og høitidsdagene for at holde det ligt med søfolkenes stuegulve. Husene ere også gjerne rummeligere oppe i landet end ude ved søkanten(85).

Bygd for bygd besvares spørgsmålet om, hvad forskjel der er i gulvskikken hos de forskjellige klasser af befolkningen. Enstemmigt forklares det, at skikken er ens hos gårdmænd og husmænd, som her, hvorfiskeriet spiller en hoved-rolle, i det hele stå så nogenlunde på samme fod. Mærkbar er derimod forskjellen hos folk inde i landet (med mere jordbrug) og ude ved havkysten (med overveiende fiskeribedrift); herude vil der, som man allerede har seet exempel på fra Skjervø, så let trænge mere søl ind i stuerne, navnlig formedelst det nødvendigheds-arbeide at sætte agn på fiske-linerne, hvilket i vinterkulden ikke kan udføres ude. Om de indflyttede folk fra sørlandet (Maalselvens og Bardodalens befolkning fraregnet) heder det ofte, at det er ikke nogen bedre skik, de have med sig, men at de følge skikken der, hvor de nu bo(86). Yderlig fattigdom gjør naturligvis forskjel, her som overalt, og navnlig bliver der jo fuldstændig undtagelse fra den hele gulvvaskings skik i de huse, som der hist og her nævnes exempler på også blandt nordmands-befolkningen, som ere så ringe, at de kun have jordgulv(87).

Som der i uddragene ovenfor er anført prøve på, have adskillige af beretningerne tilføiet yderligere bemærkninger om, hvorledes skikken har udviklet sig i tiden. For en 15, 20, 25, 30 år siden var der ikke stort tale om gulvvasking uden høist til de store høitider o.s.v., og fremgangsmåden var simplere (sandsætning); i den nuværende slægts tid har altså fremskridtet været hel raskt og livligt. Og det skinner igjennem, at bevægelsen fortsætter sig fremdeles.

Hvad hidtil er meddelt, gjælder, som man vil have seet, nordmandsbefolkningen; men det er ikke disse beretningers mindste værd, at de bygd for bygd meddele oplysning om finnebefolkningen tillige, og det om begge dens grene, nemlig finnerne (der nord benævnede kvæner) og lapperne (på selve stedet mest kjendte under navnet finner).

Det er overraskende og glædeligt at se, hvor meget de i det hele taget have nærmet sig nordmændene i stel og levemåde, en bemærkning, som især gjælder lapperne, for hvem overgangen fra tidligere vaner måtte være størst. Som exempel kan anføres, hvad vi have seet at distriktslægen i Nordre Senjen skriver: efter at have sagt, at stuegulvet vaskes hver lørdag, føier han til, at dette sker «hos alle, så vel rige som fattige, og til hvilken nation de høre». Oftere gjøres der dog forskjel. Etsteds siges vel, at lapperne ingenlunde stå tilbage for nordmændene, men heller tværtom; men i regelen sees dog nordmændene at have fortrinet. Nærmest dem stå de i denne egn fåtallige finner (kvæner), og når der omtales stærkere undtagelser fra den almindelige pyntelighed, så nævnes gjerne de fattigste blandt lapperne. Om adskillige af disse sidste, kanske især i indlandsbygder og fjordbunde, såsom i Maalselven, Balsfjorden, Lyngen og Kvænangen, siges jo også, at de endnu bo i gammer uden trægulv. Det er ellers værd at lægge mærke til, at medens det uforanderlig siges om skikken i nordmandshusene, at pigen ligger på knæ, når hun skal vaske gulvet, og medens det ellers heder om de lapper, som have trægulv, at deres kvinder gjøre det på samme måde, siges det dog på et par steder om lappe-kvinderne, at de udføre arbeidet stående, idet de skubbe tvogen med fødderne. Om nogle kvæn-kvinder bemærkes det ligeledes, at de heller ikke lægge sig på knæ, men vaske gulvet med en svabert, ligesom til skibs. I Tromsøegnen må vi altså søge ind i afkrogene og se os om hos lapper og kvæner for at finde levninger af den ældre og simplere gulvvaskingsmåde, som i det sydlige Norge er i fuld brug på sine steder og på andre endnu mere gammeldags steder ikke engang er kommen i brug endnu.

Disse mine udtog af de mange beretninger have jo næsten talopgavers omstændelighed og tabellers tørhed. Men dersom nogen vil dadle mig derfor, så minder jeg om, at her have vi med en af Europas yderbygder at gjøre, hvor livsforholdene ere så helt igjennem eiendommelige. Jeg indbilder mig, at folk i Valders med undren, at læsere i Smaalenene med deltagelse skulde lægge mærke til strævet og fremgangen hist i det høie nord. Og jeg forestiller mig, hvilken interesse det skulde have for os alle, om vi fik se lignende ret i enkelthederne gående forklaringer om husskikkene hos almuer, som leve under tilsvarende strenge kår i andre lande.

Man møde frem til sammenligningen hvorsomhelst ifra - jeg vover Tromsø-egnen!

c. Tids- og årsagsforholde

I Fane, nabobygd til Bergens by, en bygd, hvor det nu er temmelig fast skik, at gulvet skal vaskes ugentlig, forklarede en 30-40-årig kone mig, at hendes moder havde a1 sin tid havt samme brug, men at dennes moder igjen havde talt om sine forældre, at de ikke havde kjendt skikken. - Dette til prøve på, hvorledes man må spørge sig for, og hvad man kan få udspurgt i en sag som denne.

Fra Søndfjord har jeg allerede fortalt, hvorledes en 60-årig husmandskone i Dale kirkebygd forklarede, at allerede i hendes tidligste minde var ugentlig gulvvasking fast skik i det nabolag, hvor hun var kjendt. - Fra dette sted, som ligger midtveis ved Dalsfjorden, kunde vi drage ind til fjordbunden og så en mils vei op igjennem dalen, til Indre Holmedals kirke. Nær denne ligger en husmandsstue, hos hvis skjønsomme beboere jeg kan sige jeg gjorde en rig høst af iagttagelser om disse ting. Konen var 56 år gammel og datter af den forrige husmand på samme plads. Og denne hendes fader, fortalte hun blandt andet, var så «sær» (særegen), at når det traf en lørdag, at de ikke vaskede gulvet, fordi de ikke syntes der var stunder til det, så sagde han, de kunde lige så godt lade være at skure bord og bænke med. Og således vant var han fra sin barndom; han var født og opvoxet på samme plads, og hans moder havde ikke alene, som så mange søndfjords-kvinder, tjent i byen i sin ungdom, men var desuden i sig selv et sjeldent ordens-menneske, så hendes hus udmærkede sig i nabolaget. Flere sagn i familien vidne endnu derom. Et af disse lyder så, at da engang en nabokone kom ind i stuen til hende, gjorde synet sådant indtryk på den indtrædende, at hun udbrød: «Jeg mener folk kunde mest leve af at have det så pent». - En halv mils vei længer op i dalen, og vi ere i Vik sogn. En kone på lidt over 60 år fortalte mig om gulvvaskingens indførelse her således: Som barn blev hun opfostret hos sin bedstemoder, og medens der i andre huse kun blev sopevasket nu og da, lærte denne sin tjenestepige at lægge sig på knæ og vaske gulvet ordentlig, og for at opmuntre pigen til at vaske tidt, helst lørdag efter lørdag, gav hun hende en extra «kling» efter fuldført arbeide.

- I et særdeles renligt hus på en af de inderste gårde i samme sogn kunde både manden og konen forklare tingens gang for mig: i sin ungdom havde de tjent ude, hver på sin kant, derfra toge de den nyere skik med gulvvasking med hjem, og det faldt som af sig selv, at de indførte den i sit eget hus, da de vare blevne bosatte folk; dette er en 30 år siden; indtil da havde man i denne kreds ikke tænkt på andet end at sopevaske til høitiderne, men nu for tiden sees den skik at holde gulvet rent med håndvasking og det ugentlig at have udbredt sig til flere huse. - Endnu en halv mils vei længer ind; og vi ere i Haukedalen; her kan man den dag idag se den overgang fra gammelt til nyt, som længer ude i dalføret allerede er tilbagelagt. - Videre over en hei, og vi ere i Jølster, endnu dybere inde mellem fjeldene, længere borte fra det mere befærdede strøg, og her kan man finde grænder, hvor det gamle hidtil har holdt sig så temmelig uforandret.

Dette som prøve på, at man ved at gå fra bygd til bygd kan ligesom få se for sine øine, hvorledes det er gået fremad, skridt for skridt.

Og har man i et enkelt bygdelag øvet sig i at bruge øinene i den retning, så har man lettere for at skue udover i en større vidde, at få et overblikk over det hele land.

Vi skulde fare rask hen over landet, kun standsende lidt hist og her for at mærke os et og andet træk.

Kinservik i Hardanger udmærker sig blandt de Bergenske bygder ved sin fremskredne skik. Det hører allerede til her, at gulvet skal vaskes hver uge. Men dette er temmelig nyt. Efter en vel kjendt mands udsagn er denne brug opkommet i denne menneskealder, i disse 30 år. I Sogn, hvor der endnu er kun som begyndelser til den nye skik, er det også på de fleste steder langt senere, at man har begyndt at begynde.

Den af de Christiansandske bygder, hvis gulvskik jeg omtalte som mest fremskreden, var Søgne, i kyst-egnen. En ældre kone her sagde mig, at som nu, havde skikken været i mange huse allerede i hendes moders første kone-år, og en mand på over 60 år forklarede, at i hans første minde var der lige så hvidt på gulvene som nu i den bedre del af bygden, men skikken havde siden udbredt sig udover en større vidde. Ved at høre dette kom jeg til at tænke på, at der nok kan have været hvidt og pent på gulvene hos de lodsfamilier på Homborg-øen, som Poul Møller besøgte i 1819(88).

Et par mil oppe i landet ovenfor Søgne, hvor gulvet nok vaskes, men ikke synderlig mere end til St. Hans og til jul, fortalte en bondekone på en 50 år, at hun godt mindedes den tid, da samme vasking begyndte; før vidste man ikke af anden gulvrensking end at feie med sopelime og sommetider endog skuffe med spaden.

I Christianias allernærmeste omegn eller i Aker bygd får jeg det svar af bonde- og husmandskoner, at selv i husmandsstuer har ugentlig gulvvasking været i brug så langt op i tiden, som de mindes og have hørt om. Og lignende svar formoder jeg man vilde få f.ex. i Smaalenene, i bygder, hvor skikken nu for tiden er almindelig herskende. Men i Østerdalen, hvor det endnu mangler adskilligt i, at gulvvaskingen er bleven ugentlig, eller at skikken med ugentlig gulvvasking er trængt igjennem hos arbeidsbønder og husmandsfolk, der er skikken også temmelig ung. På en af de anseeligste gårde i Elverum fortalte således konen mig, at for ikke fuldt 30 år siden, da hun blev gift hid, var det skikken hos hendes brave svigermoder og ligeså i hele nabolaget, at gulvet blev vasket (og det bare sopevasket) til St. Hans og til jul og ellers ikke. Denne samme kone kunde fremdeles mindes selv i bygdens bedre huse at have seet den oldtidsmæssige skik med fast sorpekrå inde i stuen(89).

Om østerdølerne læser jeg nogle interessante optegnelser fra 1743 af præsten i Elverum; han siger:

Endskjønt de bo så langt fra kjøbstæderne, findes de dog udi deres levemåde i skik og husholdning mere polerede end fast noget andet bondefolk i Norge, så de udi deres husvæsen er særdeles renlige, som går så vidt, at også deres vægge og lofte må holdes lige så rene, som man på andre steder kan holde sit bord(90).

Vægge og lofter, heder det; men der tales ikke om, at man vaskede gulvet, noget, som da heller ikke skeede. Det er interessant at se, at den bekjendte østerdalske renlighed allerede var i orde så tidlig; men det fortjener også at bemærkes, at der kunde tales om renlighed, uagtet gulvet ikke blev vasket, hvilket sidste nu af så mange bliver betragtet som grov forsømmelse og tydeligt mærke på urenlighed.

Om gulvvaskingens friske nyhed i Romsdalen og i Tromsø-egnen har jeg allerede talt ovenfor, ligesom om hvorledes man til nød kan skimte spæde begyndelser i hin række af gammeldags fjeldbygder op under Filefjeld, fra Lom og Valders alt ned over til Aaseral og Hegebostad.

For hundrede år siden var der kanske ikke en landsbygd i Norge, hvor gulvvasking kunde kaldes skik; endnu for et halvt hundrede år siden har sådan bygd kun været at finde hist og her i vort vidtløftige land; i de sidste tredive år har skikken udbredt sig raskere, tænker jeg, end i tre gange tredive år før; ja det meste af hvad der er udrettet i den nuværende slægts tid, skyldes vel endog de allersidste femten års bestræbelser.

Det er, som når våren kommer og sneen går: i de første uger går det langsomt, længe er det bare en rand nederst mod havet, som er snebar, og det alene i det sydlige Norge; men så skrider våren seierrig frem, op gjennem dalene, høiere og høiere mod nord, og det hurtigere og hurtigere. Kast et blik udover landet og se det prægtige syn, efterat det har begyndt at grønnes i de vårligste strøg, medens indlandet og de nordlige egne endnu ligge i «flekke-sneen»! Således er det med huslivet i vor tidsalder: det gamles vinter er nylig brudt, der er for øieblikket en vis blandet tilstand, om en stund håbe vi på fuld sommer(91).

Mon der også skulde kunde påvises årsager til denne forskjel i bygderne, denne ulige fordeling af gammelt og nyt, af lys og skygge?

At der må være noget natur-begrundet i de ulige tilstande, det vil man kanske snarest få som en fornemmelse af, når man et øieblik forestiller sig forholdet f.ex. mellem Smaalenene og Valders omvendt af det virkelige, så fjeldfolket i Valders skulde have malede og pudsede gulve i sine stuer og bøndene i naboskabet af Fredrikshald og Moss skulde skuffe smudset af grove gulve med jern-skoede spader. Man føler det jo strax, at dette ialfald vilde langt mere stride mod al rimelighed end det forhold, som finder sted.

Vanskeligere kan det være at finde og påvise det rimelige i den forskjel, som viser sig mellem østerdalen på den ene side og de vestlige fjeldbygder i Hamar og Christiania stifter, Lom, Valders, Hallingdalen, Numedalen - en række, som fortsættes med de beslægtede fjeldbygder i Christiansands stift, Thelemarken, Sætersdalen o.s.v. Men jeg har dog allerede anført et og andet til forsøg på forklaring. Den østerdalske skik fortsættes i Røros og flere Throndhjemske bygder, og mellem disse på den ene side samt Valders o.s.v. på den anden har jeg allerede anstillet sammenligning ovenfor (side 146), hvor jeg antydede, at folkets tid og tanke vist var forholdsvis meget optaget i de vestlige bygder formedelst det dobbelte brug der med både fædrift og agerdyrkning. På flere steder har jeg også fremhævet den fordel for Østerdalen, at formedelst jordsmonets beskaffenhed holder tunet sig så vakkert græsgroet, så det er, som om der lige til husdøren lå en grøn matte til at tørre skoene af på (5te Kapitel, side 79)(92).

Ved sammenligning mellem Søndf jord og Sogn gjorde jeg fremdeles opmærksom på klimatets indflydelse på denne del af renlighedsstellet: under idelig væde mente jeg det måtte snarere føles som en fornødenhed at holde gulvsmudset borte end der, hvor alt, og altså smudset med, holder sig tørt (ovenfor, side 120).

Endnu flere antydninger angående de årsager, som medvirke her, ere vel allerede fremsatte i det foregående, således ved sammenligning mellem de Christiansandske oplands- og kystbygder, ved talen om Jæderen o.s.v.

Det er vist langt fra, at jeg kan påpege tydelige forklaringer til alle de forekommende forskjelligheder. Men der er allerede vundet noget, dersom det anførte har bibragt læseren den tro, at når en bygd seer at være mindre fremskreden i dette stykke end en anden, så kan der være en rimelig ydre årsag dertil, så at man ikke strax behøver at gjætte på befolkningens særdeles hang til skidenfærdighed, ligegyldighed, træghed o.desl. Dersom bygder med fine og malede gulve vilde laste de egne, hvor gulvene ikke vel kunde holdes pene f.ex. for det tildels grove husflidsarbeides skyld, som folket sysler med inde i stuerne, så kunde der sendes sådan beskyldning tilbage, at netop for de fine gulves skyld, som ikke tåle øxehug o.s.v., har husfliden måttet flygte.

d. Slutningsbemærkning

Fordi gulvvaskingen er et i senere tider opkommet tillæg til den oprindelige skik med lørdagsrengjøring, derfor er den tillige et mærke på, hvorvidt skikken er fremskreden, et særdeles, godt kjendingsmærke på den grad af fuldkommenhed, hvormed lørdags-renligheden i det hele overholdes.

Før lod man det forblive med at sope gulvet. Gjør man sig nu så meget for, at man helder vand på og sopevasker, følger det af sig selv, at man tillige må sope bedre frem af kråerne.

Før var det hovedsagen i lørdagsarbeidet at holde rent «ovenom», at skure og vaske bord og bænke o.s.v.. Gjør nu husmoderen sig desuden den flid, at hun lægger sig på knæ for at skure og vaske gulvet, som foden træder på, så kan man være vis på, at hun heller forhøier sin omhu med de ting i stuen, som man har mere i hænderne og nærmere for øiet.

Hvor jeg altså ser gulvet vasket, der veed jeg på forhånd, at man tillige har gjort sig flid med det stel, som det næste afsnit skal handle om. Og jeg dømmer temmelig trygt om graden af denne flid, når jeg veed, at man f.ex. bruger at vaske gulvet til de årlige høitider alene, eller engang hver måned, eller hver anden lørdag, eller 52 gange for året, eller kanske endnu hyppigere.

Farer jeg så hurtigt gjennem en bygd, at jeg ikke får tid til at gjennemgå og forhøre mig om alle lørdags-rengjøringens enkeltheder, så søger jeg at komme efter, hvordan skikken er med gulvet, og derefter slutter jeg mig så temmelig til resten.

Men dette er også årsagen til, at jeg her i bogen har fremstillet denne enkelte del af renligheds-stellet med så stor udførlighed. Der kan være mange læsere, som ikke ville have ledighed til at følge mig hele bogen igjennem, men endda kunde ønske at få se en prøve på, hvordan almuen indretter sig omkring i bygderne, og gulvskikkens enkelthed er sådan, at kjendskab til den er næsten som en oversigt over hele stellet.

2. OVENOM

Jeg må bede læseren gå så langt tilbage som til ovenfor, side 106, for at finde sammenhængen mellem stykkerne 1 og 2.

Egentlig skulde disse stykker stået i omvendt orden, såsom der jo først gjøres rent «ovenom», som det heder, og derefter på gulvet, som gjerne er bleven tilsølet under hint første arbeide.

Også af den grund skulde nok nærværende stykke stået foran, at det mere handler om den fra oldtiden nedarvede brug, medens det første stykke mest dvælede ved gulvets vasking, som er et tillæg til den gamle skik, en forbedring fra den senere tid.

Hvorfor jeg alligevel har ombyttet ordenen, vil være forstået af forrige stykkes slutningsbemærkning.

Af denne samme slutningsbemærkning vil det også skjønnes, at som det vilde være aldeles utilrådeligt at fortsætte med samme udførlighed i fremstillingen, så behøves det heller ikke, såsom sammenligningen mellem bygderne allerede er udført under betragtningen af gulvstellet.

Jeg indskrænker mig derfor nu til at give en række af exempler, til oplysning om de forskjellige former, hvorunder nærværende del af stellet fremtræder, om de måder, hvorpå arbeidet gjøres, de omstændigheder, som indvirke, de hensyn, der bør tages ved bedømmelsen. Det er nogle fra Sætersdalen, fra Søndfjord og Sogn, fra Valders og Østerdalen, fra Smaalenene, fra Tromsø-egnen, fra Søgne, o.s.v. hentede træk.

a. Sætersdalen

At «vaske tå», sagde jeg lige i begyndelsen af dette kapitel, var noget, som overalt i landet hørte til om lørdagen, og som vist fra de ældste tider af endog hørte ind under lørdagsnavnets begreb (ovenfor, side 105). Dette bliver strax tydeligere ved det udtryk, som stadig bruges her i Sætersdalen, nemlig at «två bord og krakker». Hermed mindes vi jo om det navn thvàttdag (tvåtdag, tvættedag), som i oldtiden brugtes side om side med navnet laugardag (lørdag) (4de Kapitel, side 48)(93).

For nu at forstå stellet i dette gammeldags bygdelag, bør man allerførst vide, og ret sætte sig ind i, at der er hele kirkesogne, hvor ingen bonde befinder sig i sådanne kår, at han synes han har råd til at holde tjenestepige. Bondekonerne må altså hjælpe sig selv med dette mangeartede og besværlige arbeide at røgte kreaturene, stelle med maden og klæderne, passe børnene. For sommeren har hver mand rigtignok en leiepige til hjælp ved heieslåtten o.s.v.; men hun står mere under hans kommando end under konens, og tjenesten varer som sagt bare i sommertiden. Hvor gj¢re så de mange piger af sig for vinteren? Jo, de logere sig ind hos slægtninger og kjendinger på den måde, at de få frit hus og seng samt melk til grøden, mod at de skulde yde disse tjenester: moke i fjøset, bære vand samt besørge renligheden i huset. Forresten holde de sig selv, leve af sommerens fortjeneste og noget erhverv med baging, væving o.desl. Dette hele forhold lader til at være ældgammelt, og der har da også i tidernes løb uddannet sig som en fast taxt for, hvad og hvormeget pigen skal gjøre i renlighedens tjeneste, og det ikke alene om lørdagen, men også de øvrige dage i ugen, og ikke alene med husvask, men også med at vaske «trogene» (kjørlerne). Men som den godtgjørelse, pigen nyder, jo ikke er stor, så kan man forestille sig, at det således omakkorderede renligheds-stel er i mindste måden, svarende til det strænge, jeg kunde sige: barske præg af tarvelighed, som udmærker hele livet i denne fjelddal.

Samme husskik hører hjemme i nabobygden Aaseral, og jeg får kanske lov til at fuldstændiggjøre billedet ved at medtage et og andet træk derfra. Nogle piger her indrette sig ganske så som nys forklaret, andre tinge sig ind hos bønder således, at de få ikke alene logis, men tillige fuld kost i halvåret fra helgemes til sommermål og gjøre ret derfor ved at lægge 6 spd. i penge samt desuden udføre de nævnte arbeider med vasking, vandbæring og rengjøring.

At beskrive lørdags-rengjøringen i disse bygder om vinteren er altså det samme som at udskrive en del af hin taxt, og det er snart bestilt. Två bord og krakker er som sagt det faste udtryk. At det ikke hører til om lørdagen at två skabe og senge, ja ikke engang altid de faste bænke(94), det sluttede jeg deraf, at ved spørgsmål om storvasken til St. Hans og jul blev dette bohave altid erindret. Det lod dog til, at vindueskarmerne på sine steder blive betænkte om lørdagen. Derhos så det også ud til, at det lidet, som gjøres, det gjøres tilgavns; thi det er håndfaste kvinder, som nok kunde tage i. Det så jeg også spor af på de barkrakker, som fra gammel tid af have hørt til i årestuerne og endnu have sin plads langs med åren; bar-krakker have en opstående kant eller ryg, den såkaldte bar (i oldnorsken bardh), som på en sopha, og indsiden af denne bar er gjerne prydet med udskjæring, som engang i tiden har forestillet kjæmper og dyr; men pigerne have skuret dem væk næsten til ukjendelighed.

Pigen «tvær» med varmt vand, skuresand og en tvoge af planten kråkefod(95), som er flettet eller vredet sammen til en visk eller et bundt; tilsidst skyller hun af og tørrer med en linklud.

Når hun har «tvegjet», står tilbage at sope gulvet vel og bære ud, hvad der ugen igjennem har samlet sig i sorpekråen.

Om både tvåtten og ropingen hørte jeg i Aaseral det udtryk: at hamske op huset. Selve ordets lyd tyder på, at det gjøres af i en hastighed(96). Er pigen «skjot» (rask), kan hun, sagdes der, gjøre sig færdig på en halv time, deri indbefattet tvogevaskingen, og over timen behøves nu slet ikke. Når tilsidst arbeidsredskaber og madkopper ere ryddede tilside, søndagsklæderne påhavte og hverdagsdragten borthængt, så - kan søndagen komme(97).

b. Søndfjord og Sogn

Jeg forundrede mig over, hvad jeg forefandt på en bondegård inderst i Vik sogn, en af Søndfjords indre bygder, gjemt imellem fjeldene; jeg forundrer mig endnu mere nu, jeg tænker mig tilbage til stedet og lægger veien gjennem erindringerne fra Sætersdalen. Der havde nylig været brand, og to familier havde måttet indrette sig for vinteren i en liden sommerstue. I hver af familierne var der småbørn, så det kunde synes ugjørligt at holde orden. Men der var som blæst, rent og ryddigt fra gulv til tag. Jeg så mig om i krogene, og tror jeg brugte øinene vel, men kom til den slutning, at om så den mest nøieseende husfrue fra Christiania havde været med, så skulde hun indrømmet, at her var vel stelt. Fra stuen af gik jeg videre og så mig om på madboden og klædeloftet, ja i klædekisterne, hvor konen vise mig sin helligdagspynt og mandens kirkeklædning. Overalt fandt jeg et vakkert billede af vinskibelighed, orden, renlighed. Et mærke på, at familien var en af dem, som gå foran, så jeg i det træk, - man skal siden erfare, hvor overmåde sjeldent det er hos hvad jeg kalder arbeidsbønder i vort land -, at til gunst for det rene gulv var der spyttebak i stuen. Den stod ikke lige i synet til nabofolkets forargelse, manden havde den forsigtigt stående under sengen. Sådanne fremskridtsfamilier har hver bygd sine af; de gjennemføre bygdens skik med omhu og gå videre i et og andet stykke, og det er heldigt, når de ikke gå videre, end at andre huse under gunstige omstændigheder kunde gjøre følge; en tomme ud over denne linie - og bygde-opinionen vil vende sig imod dem. Dette hus stod ikke udenfor bygdens skik, men viste en vakker prøve på, hvordan denne skik kan tage sig ud.

Fra Vik af reiste jeg ud igjennem lige til havkanten eller til Askevolds sogn, det morede mig at lægge mærke, og jeg kan fortælle adskilligt om lørdagsskikken.

Jeg kunde begynde med bordet i stuen, det store, mægtige langbord, dette eiendommelige stykke bohave, som der endnu er mangfoldige exemplarer af i vore gammeldags bygder, men som der neppe bliver flere af, da skovene ikke længer formå at yde emner. Et sådant bord består af en eneste planke, et par favne lang, en håndbred tyk og så bred, som en spadserestok er lang. Planken hviler på to digre stabber, og tyngden gjør, at den ligger fast nok. Om dette bord samles familien ved måltiderne, og ved høibords-enden sidder husfaderen, når han søndags formiddag læser dagens text for sit husfolk. Skal noget være rent til søndagen, må det altså være det. Og om Søndfjords-almuens omhu i dette stykke vidner en liden opfindelse, som jeg ikke mindes at have hørt om andetsteds. I de før citerede meddelelser af en dame (se ovenfor, side 115) er den beskrevet ganske simpelt så:

Bønderne bruge også meget at vende bordet om hver lørdag for ikke at skidne det til søndagen.

Under aftensmåltidet om lørdagen og ligeså ved frokosten søndag morgen har man altså vrangsiden af bordpladen oppe, og den skurede retside kommer først frem igjen, når søndagens høitid begynder. - En lettere måde er også den, når man er så vel forsynet, at have dug på bordet ved de nævnte måltider. Og selv om ingen af disse forsigtighedsregler anvendes (det er ikke godt at vide, hvad der hyppigst sker), får man ialfald sørge for, at bordet virkelig er rent til søndagen.

Og fra dette midtpunkt af kunde vi forfølge renlighedstanken i alle retninger. Skikken har ialfald nærmet sig stærkt til det mål, at om lørdagen skal alt snedkerarbeide i stuen sandskures, altså ikke blot bord og bænke, senge og skabe, men tillige vindueskarmer, døre og dørkarmer, samt, som på sit sted forklaret, endogså gulvet. Meget ofte så jeg i Søndfjord stuedøren omhyggelig skuret endog på udsiden, et syn, der kan virke på den indtrædende som et venligt «velkommen».

Nu forståes det jo let, at der ikke i alle huse og på alle lørdage kan blive tid til at række så langt; det kan være, at man f.ex. bare får rengjort af døren det, som er nærmest omkring låsen o.s.v.; men ligesom til at veie op derimod kan det anføres, at i adskillige huse er man allerede kommen i den tour, at ved lørdagsvaskingen må lidt af stuens vægge tages med, såsom nærmest omkring spisebordet. Og vel ikke hver lørdag, men dog en og anden gang fares glasruderne over med en våd klud.

Det allersidste er at rage rusk bort af tunet og sope fremfor dørstenen, lægge en halmmatte eller en halmdot eller (ude ved havkanten) en tavse gammelt fiskegarn indfør døren til advarsel om ikke at smudse det nyvaskede gulv, og endelig, ialfald til høitiderne og ellers når der kan være råd til det, strø småhakket ener på gulvet; i mangel deraf strøes gjerne med sand.

Som man i de mere fremskredne bygder i Søndfjord nødig lader nogen lørdag gå hen uden at vaske eller skure gulvet, så skal der vel endnu mere til, for at ikke ialfald bordet og lidt andet af, hvad der er «ovenom», bliver ordentlig sandskuret. Men så stor kan dog travelheden blive, at man må indskrænke sig til at have noget aske i vandgryden og så bare vaske smudset af med lud istedetfor at skure; ja det kan vel endog hænde, at der slet ikke bliver leilighed til at vaske heller, men kun lidt «vølet om» eller ryddet til side og sat til rette.

En gammel kone omtalte det som en regel fra fortiden, at efter nonstid om lørdagen have kvinderne ikke andet for sig end rengjøring samt det uopsætteligste fjøs- og madstel. Siden gulvvaskingen er kommet til og rengjøring i det hele udføres med større omhu, kræves der mere tid. Det skal være en rask pige, hed det, som skal række arbeidet (gulvvaskingen iberegnet) fra kl. 12 1/2 til 6 eller den tid, hun må gå til fjøset. På et andet sted hed det, at 2 piger have arbeide nok med rengiøring fra kl. 9 til 12 om formiddagen, og i et tredie hus sagde man, at hele lørdagen vandt ikke pigen med andet end at agte kreaturene, hjælpe til med madstellet og, hvad der var hovedsagen, gjøre rent.

Med erindring om, at det var mest Dalsfjordens strøg i Søndfjord, jeg havde for øie, går jeg nu over til det tilstødende Sogn og navnlig til de midtre og indre bygder her, fra Vik og Balestrand af ind til fjordbunden.

Her er utvivlsom forskjel. Naturligvis er det også i Sogn fast bygdeskik, at der skal vaskes ovenom hver lørdag; men det gjøres ikke så vel som i Søndfjord. Skurefillen farer ikke over en så stor del af stuens bohave og træværk, og det hvide træ kommer ikke så klart frem. Når man kommer lige fra Søndfjord, får man et umiddelbart indtryk deraf ved at se sig vel om i husene, og det stadfæstes ved de forklaringer, man hører. Det er en gradsforskjel, som vel kan være vanskelig nok at påvise, men som stemmer meget nøie med den ulighed i skikken, som det var lettere at forvisse sig om, nemlig om man bruger ugentlig gulvvasking eller ikke. Det var netop ved sammenligningen mellem Søndfjord og Sogn, at det gik op for mig, hvilket kjendingstegn den ugentlige gulvvasking er: hvor den er indført, der har man samtidig forhøiet sin omhu med husvask i det hele; hvor den endnu ikke er indført, der står man med hensyn til den øvrige lørdagsrengjøring endnu på et mere oldtidsmæssigt trin. Kun bør det haves i minde, at medens husskikken i Søndfjord er påfaldende ens for både gårdmænd og husmænd, er her især i Indre Sogn adskillige velstandshuse, som hæve sig stærkt ud fra den store mængde og i enkelte stykker, f.ex. med sine vel stelte gjæsteværelser, udmærke sig fremfor kanske de bedste huse i Søndfjord(98).

c. Valders - Hedemarken - Østerdalen

Vi komme fra Søndjord og Sogn og agte oss til at fare over hele landets bredde, i en fart, kun standsende et og andet sted.

Øverst oppe i Valders gjennemgik jeg det hele renlighedsstel i et af de anseeligste bondehuse. Både manden og konen hjalp mig; vi talte om renhold med hensyn til hus, klæder, personer, madstel, altså alle de stykker, som denne bog skal handle om; en hel eftermiddag gik med; det blev en liden bog, om jeg gjengav alt, hvad jeg hørte eller blev opmærksom på. Til prøve skal jeg hidsætte, hvad der af mine notitser hører ind under nærværende underafdeling af min bog. Først må jeg dog anføre et enkelt mærke på bygdeskikkens standpunkt. Jeg spurgte efter spuns i gulvet (se ovenfor, side 108); om den indretning havde været, vilde det jo have været mærke på en brav gammeldags tilstand; men ikke engang det var at se, af den grund, at husets skik var endnu ældre; man har aldrig brugt at have enten meget eller lidet vand på gulvet til rengjøring, før nu sidste sommer, da det blev skuret for en særdeles årsags skyld, og huset havde dog stået alt fra 1844. Huggestabben står på sin plads i stuen, lige ved den er sorpekråen, og det hører altså med til lørdagsarbeidet at rydde der. - Nu om, hvorledes man i dette hus bruger at «vaske tå» eller gjøre rent «ovenom» til søndagen:

Bord og bænke skures med sand, efter regelen. Men sand er ikke at finde på gården selv, men må hentes endogså temmelig langt(99), kan altså mangle en og anden gang, så bordet ikke altid bliver hvidskuret. Istedetfor sand bruges jo vistnok tildels aske eller lud; men sand er bedre. Til sandskuringen bruges dels uldtave, dels næver-tvoge(100). Skabet skures ikke, vaskes bare med en linfille, at ikke listværket skal slides op; denne bemærkning stadfstedes også ved synet af skabet selv, et umalet, men vel forarbeidet skab, som ifølge forsiringsmåden vist er hundrede år gammelt, men endnu har beholdt de skarpe kanter på sit listværk. Vindueskarmen og ruderne pudses ikke just hver lørdag, døren heller ikke. Væggene - om der vaskedes eller skuredes noget på dem om lørdagen, det spurgte jeg ikke engang om; ligeså lidt fandt jeg det fornødent at spørge, om skorstenen blev pudset ugentlig. Når alt er gjort færdigt ovenom, sopes gulvet, som antydet; men det strøes ikke, hverken med ener eller sand. Derhos sopes i gangen og på dørstenen, og man rager med riven på tunet, når man synes det trænges.

Som et modbillede hidsætter jeg nu nogle notitser om en af Østerdalens øverste bygder, Tønsæt nemlig. Jeg har nok en tidligere personlig erindring om, hvor særdeles pynteligt og tækkeligt bønderne have det her; men hvad jeg skal anføre nu, er nedskrevet under samtale med den præstefamilie, som da ganske nylig var flyttet derfra, men havde boet der alt fra 1847.

I mange af bøndernes vinterstuer ere ikke alene møblerne malede, men også væggene både panelede og malede. Disse møbler må naturligvis ikke skures; men des mere kan man række at vaske dem om lørdagen, og man bruger jevnlig også at vaske væggene «nedomtil» eller langs med bænkene o.s.v., hvor de monne være blevne tilsmudsede. Ligeså vaskes døren omkring låsen, vindueskarmer o.s.v. I ældre eller fattigere huse, hvor der ikke er malet, skures tilgavns(101), og det med skjefte-tvoge eller i mangel deraf med hår-tvoge(102). Denne skuring har været øvet med tænksomhed og flid fra gammel tid af; men at der ikke drives mindre på dermed nu, det kan skjønnes af gulvskuringen, som ved præstefamiliens komme til bygden var lidet kjendt, men allerede er kommen i god tour. Tilsidst strøes stuegulvet med ener eller om vinteren med granbar, der sopes på det nærmeste af tunet, og tildels lægges barkviste fremfor husdøren, til at stryge smudset af fødderne. I sommerstuen holdes det naturligvis rent på lignende måde, men dog heller noget simplere, f.ex. med mindre hyppig gulvvasking; thi søndagsandagten bliver selv om sommeren gjerne holdt i vinterstuen. Et træk endnu: skorstenen er gjerne af grøtsten (klæbersten), og om lørdagen hører det til, at kinnerne (sidestenene) skulle skures blanke (med skjefte), og at århellen skal vaskes (med fille). «Dette er en æressag» blev der føiet til. I senere tider have mange anskaffet sig kakkelovn ved siden af skorstenen, og vel bliver den tildels pudset med isenfarve ved husets storvask til St. Hans samt ellers støvet med en fuglevinge nu og da, men ellers er det åbenbart ikke kommet i samme tour med ovnen som med den gamle skorsten, så den ofte er mindre vakker.

Nu, jeg har nedskrevet disse enkeltheder fra Valders og fra Østerdalen, forekommer det mig, at læsningen ikke på langt nær vil fremkalde det samme indtryk af forskjel som selve synet, når man træder ind i en stue her og der. Ikke alene, at synet jo gjør et mere samlet indtryk end beskrivelsens opregninger; men den gradforskjel, som der monne være i iveren for at få det hvide frem under skuringen, kan ikke gjengives i skrift.

Et lignende indtryk får man ved at komme til Østerdalen fra Hedemarken og fra Soløer - en sammenligning, hvor naturligvis de huse ere satte ud af betragtning, som på en måde have antaget byskik. Men i den anledning skal jeg anmærke to ting: for det første gjorde almuesfolk i selve Østerdalen mig opmærksom på, at på Hedemarken kan det ikke være så hvidt hos arbeidsbønder og husmænd, dels fordi agermulden, hvoraf jo altid noget trækkes ind, er så leret og sort der, dels fordi mange hedemarkiske gårde mangle skuresand og have det såkaldte hårde vand, som ikke tager smudset så godt. For det andet fremhævede folk i Soløer, at det nok måtte kunne gå an for østerdølerne at holde det pent hos sig - deres hele gårdsbrug er jo mest som et sæterstel, med kun lidt af agerbrug og af det smuds, som følger dermed. Da dette blev sagt, randt mig også ihu, hvad en forstandig kone i Østerdalen nys havde forklaret mig, at på de østerdalske sætre falder det lettere at holde det hvidskuret end på selve gårdene, og at det derfor virkelig pleier være penere der end her, en bemærkning, som også høres i andre bygder tillige.

Men en ting er fælles for hele den nu overfarede strækning, nemlig at overalt er det fast bygde-skik at vaske ovenom om lørdagen. Det fik jeg f.ex. stadfæstelse på i en af de mest skjulte afkroge oppe i Valders, hvor man til svar på mit spørgsmål herom fortalte om en raring af en mand, som hed så og så og boede der og der. Konen var i sæteren, og han skulde stelle hjemme og drive på med slåtten, kun med et halvvoxent pigebarn, som var leiet til hjælp. Da det blev lørdag, spurgte hun troskyldig, om hun ikke skulde «vaske tå». «Å, det kan de gjøre, som er gruske,» svarede han tvært, og dette blev et ordsprog om ham siden.

Skikkens almindelighed godtgjøres desuden ved de mange skriftlige meddelelser fra disse egne, som ligge til grund for fremstillingen ovenfor, side 121 og følgende.

d. Tromsø-egnen

Ja, det er en virkelig landsskik, vi have at gjøre med her, det stadfæster sig smukt, når vi gjøre et besøg op til den her nævnte udkant af landet.

I de mange beretninger derfra, som omtalte den nu næsten ugentlige skik med gulvskuring, bliver det dels tydeligvis forudsat, dels udtrykkelig sagt, at selv på de lørdage, hvor gulvet kun sopes, bliver der dog vasket og skuret ovenom. «Vel at mærke, siger en, før gulvvaskingen begynder, feies alt støv og mask ud med en sopelime, og hernæst vaskes døre, vinduer, stole og bord; gulvet er altid sidst» (Throndenæs). En anden siger: «Gulvvasking foregår i regelen hver lørdag eftermiddag, og for en del kun hver anden lørdag blandt den ringere klasse; men borde, stole, døre, skab og vinduer bleve dog hver lørdag vaskede hos alle» (Dyrø). En tredie har fremsat sin formening om, hvor tidt gulvet vaskes, og tilføier så: «Hvad der er sikkert og vist og aldrig fraviges, det er, at spisebordet og stolene (småtræerne) vaskes til hver søndagshelg» (Lenvik)(103).

Der er en ting til, som det morer mig at læse fra disse bygder. Som husskikken er bleven forbedret i denne menneskealder formedelst indførelse af gulvvask, så er åbenbart også brugen med at vaske ovenom bleven udvidet. Den indskrænker sig ikke længer til dette mindste og rimeligvis oprindelige mål at vaske bord og bænke, men har udbredt sig til selv det faste snedkerarbeide i stuen, døren og dørkarmerne o.s.v. Ja, der er som et udviklet system med dette, både i fremgangsmåden, som befølges, og i de benævnelser, som bruges. I en af beretningerne heder det således: «Først vaskes vinduer og døre med deres klædninger og listværk, småtræerne såsom borde, stole, bænke, skamler m.m. (hvor der ikke er malet, skures med sand), derpå gulvet, hvoraf i forveien det løse smuds er feiet væk.» Benævnelsen «småtræerne» er en berigelse for min fremstilling, som jeg har netop her fra Tromsø-egnen.

En tilsvarende beskrivelse af lørdags-stellet i Bergs præstegjeld slutter med den bemærkning, at spindelvævene vil man jo have bort med det samme, men mange sluske. Hermed ere vi inde på en sag, som gjerne kunde give anledning til et eget kapitel, men som jeg dog må indskrænke mig til at berøre i forbigående i det nu nærmest følgende stykke.

e. Den sydlige kyst

Jeg har fortalt før, at i egnen om Christianiafjorden er der nu mange huse med malede gulve; jeg tilføier, at der er også meget af dels malede, dels tapetserede vægge i værelserne, og ikke alene malede, men endog polerede møbler. Hvad forskjel dette medfører for det hele rengjøringsarbeide, det vil man kunne se af den prøve på stellet, som ovenfor er meddelt fra Vaale i Jarlsberg (ovenfor, side 126). Det falder lettere at tørre det polerede end at vaske det malede, og dette sidste igjen er lettere end at skure det umalede. Hvor nu arbeidet er blevet lettet, der bliver mere tid og tålmodighed tilovers til at gå videre med rengjøringsarbeidet; man kan trænge dybere ind i krogene, nå høiere op ad væggene; har man ikke gået træt med vaskekluden, så kan man tage en støvekost i hånden og speide efter spindelvæv og støv. Medens jeg var i Søndfjord, kom jeg ikke engang til at tænke på støvekost, idet jeg var fuldt optaget med betragtningen af alt det arbeide, som tvogen og sopelimen havde at forrette; i de egne, jeg nu i tankerne besøger, mindes jeg ved så mange småtræk om, at den grove lime for en stor del er fortrængt fra husets bedre værelser og ombyttet med finere støvekoste, nogle små til at pudse møblerne og vinduerne, andre langskaftede til at nå ned til gulvet og op under taget med(104).

Efter denne mere almindelige bemærkning om den østlige del af vore sydlige kyst-egne, vil jeg bede læseren følge med hen til Christiansands-egnen, til en bygd ude på kysten der, nemlig Søgne, hvor vi allerede have været engang før(105). Jeg vilde vi skulde se os lidt nøiere om i et enkelt hus, hvor jeg mener vi finde forenet som i en enkelt prøve den hele bygds betænksomhed og flid med den del af stellet, nærværende stykke handler om. Det er ikke netop et bondehus, da manden er skipper eller jægtefører; men jeg har allerede før hentydet til, at sømands- og bondebefolkningen her i bygden står hinanden nær, og desuden har familien også lidt jordbrug, med en tre kjørs besætning. Det bør dog også bemærkes, at da der ikke er børn i familien, da konen er stærk og frisk og endda har tjenestepige til hjælp ved den lille husholdning, samt da huset er nyt, bekvemt indrettet og så godt som helt igjennem malet (undtagen på gulvene), så falder det jo let for husmoderen at fremvise et mønsterbrug af renlighed.

Nu vel, lørdags morgen ståes der op tidligere end sædvanligt, at rengjørings-arbeidet kan blive færdigt til middag; pigen tager på sig kjøkkenet og gården samt sit eget sengeloft, konen gjør rent i dagligstuen og sengkammeret. Gulvedækkenerne må ud for at luftes og pidskes. Der vaskes «ovenom» med sæbevand, ikke alene møbler og vindueskarme o.s.v. behandles dermed, men selv den oliemalede skorsten i køkkenet. Ialfald de tilsmudsede dele af stue- og kammergulvet, hvor dækkenerne ikke rak helt over, blive skurede, og gulvet i kjøkken og gang bliver ialfald ikke sopet med lime, men støvet med kost. Trappestenen og det nærmeste af gårdspladsen sopes, og det både på fremsiden og på bagsiden af huset eller for både hoveddøren og kjøkkendøren. Om sommeren må pigen desuden hakke torvjord udover kjøkkenmittingen for at tildække udkastet fiskeslo og deslige; thi det har man mærket, at dersom sligt får ligge og stinke, så bliver der snart ulidelig surr af fluer, som udklækkes i sådanne rådnende ting ude og så flyve ind i huset. Det hører også til lørdags-arbeidet for pigen at skure i et lidet hus der ude i gården, som man ellers ikke gjerne nævner. Til kjøkkenarbeidet den dag hører fremdeles at pudse messingtøiet blankt, hvortil her i huset bruges pudsepulver af patentsten. Endvidere må nævnes, at til at gjøre rent ovenom i dagligstue og kammer hører at støve ned af væggene, dels med våd klud, dels med en let kost af karveris, en gåseving o.desl.

At her bliver rent og pent i huset efter sådant lørdagsstel, det forståes endnu bedre, når jeg føier til, at den forudgående daglige rengjøring ugen igjennem har været udført så omhyggelig, at den har medtaget for både konen og pigen en times tid strax efter frokosten.

Vil man så for modsætningens skyld følge med ind i et hus på et andet strøg af kysten? Det er ganske nær Farsund. Vi ro en fjerdingvei fra byen ind ad fjorden og lægge iland ved siden af et brat fjeld; vi stige næsten lodræt opad og må se os vel for og holde os fast i buske og fjeld-revner. Omsider nå vi op, og lige i fjeldkanten, med fjorden nedenfor og heiestrækningen indenfor, overraskes vi ved at finde beboet hus, med en helgårds små agerlapper og ringe engestykker rundt omkring, fordybninger mellem klipperne. Først sidde vi en stund ude på dørstenen og fryde os over den prægtige udsigt over selve Nordsøen, hvor stolte seilere gå; så hilse vi på folket i stuen. Her er udsigten ikke så munter; thi ruderne i det gamle hus ere af dunkelt, grønligt glas. Venligt byder man os plads ved bordet, og vi sidde en stund i samtale. Men der er noget ubehageligt, som vækker opmærksomheden, og det varer en stund, inden vi få udspeidet sammenhængen. Bordet, vi sidde ved, er gammelt som huset; det er sammensat af flere fjele, men disse ere gisnede fra hinanden, og de fingerbrede sprækker ere fyldte med den eiendommelige sorthed, som ugens smuds og lørdagens skuresand har dannet. Fremdeles ere fjelene markstukne, hul i hul, og alle hullerne ere fyldte ligedan. Ingen vasking får dette sorte bort, og vilde man pirke det ud med en pren, vilde åbningerne og ujevnhederne tydeligvis blive endnu styggere. Hvad nu? Det var en søndag, vi sad ved bordet og fra lørdagsvasken stod endnu den rå skurelugt af det opblødede sorte; det var dette, som vakte hin ubehagelige opmærksomhed, og vi måtte flytte os et andet sted hen i værelset.

Men selv i dette ringe hus blev altså tvættet og skuret om lørdagen, ja - vel meget, havde jeg nær sagt.

Dette sidste hus kunde gjerne ligget i naboskabet af hint i Søgne. Thi således finder man overalt i landet, at side om side med hinanden ligge huse, som afgive prøver på de forskjelligste grader og arter af stel, fra det tarveligste til det kostbareste, huse, som enkeltvis afspeile tilstande, der ellers tilhøre hele strækninger i landet eller hele lag af befolkningen, og som minde om de mange trin i udviklingen alt fra oldtid til nutid, fra den særegne norske lands-skik til den mere fremmede måde, som landsbygderne hente fra byerne, og hvori noget af almen europæisk art følger med.

B. UGEN IGJENNEM

Vi ere færdige med lørdags-stellet, som krævede så megen opmærksomhed og tog så lang tid, at fremstillingen, som begyndte på ovenfor, side 105, nåede lige hid.

Søndagen igjennem er det nu ryddigt og pent, der er ikke videre at gjøre med dette stel, vi kunne hvile da.

Men om mandagen begynder hverdagsarbeidet igjen, og der mærkes snart, at med arbeidets slid og slæb følger smuds og støv.

Det gjælder nu, om der er et opmærksomt øie og en ordnende hånd, som kan gå ved siden af arbeidet og rydde op, efterhvert som noget lægger sig i veien. Der spørges, om nogen del af husfolkets tanke og evne kan afsees fra arbeidets uopsættelige til dette ønskelige at få fjelget og flidd, at holde det pynteligt og hyggeligt.

Det er et helt lands arbeidsliv, jeg tænker på, og det øie og den hånd, som har at se til og stelle tilrette her, er ikke mindre end hele lands-skikkens skjønsomhed og flid.

Nogle træk af denne landsskik skal jeg fremstille, idet jeg i efterfølgende stykker taler om at sope, at strø, at tørke af, at lufte; ja, jeg må endogså tillade mig i et særskilt stykke at tale om en så simpel ting som at have spyttebak stående i en krå.

1. SOPE

Sopelimen kunde gjælde som renlighedens symbol i vort land. En skjønsom dame sagde mig, at det kom hende ikke så meget an på, om bondekonerne vaskede sit gulv så særdeles tidt, det var hende et bedre renligheds-mærke, om de holdt det rent eller sørgede for, at det ikke trængte til at vaskes. Samme tanke skjulte sig i en yttring af bønderfolk i Aaseral, nemlig at den pige slap lettest med lørdags-rengjøringen, som havde været flittig med at holde rent ugen igjennem.

Det er altså en hovedsag med gulvet at sope det tidt og vel.

Men der bliver da også sopet. Bygd for bygd meldes derom i hine indberetninger fra de tre vestlandske amter (ovenfor, side 140, anm.), og medens der ellers ingenlunde tales for nådigt om almuekvinderne, indrømmes det fast enstemmig, at i stuen sopes der daglig og oftest flere gange for dagen; det er kun for enkelte bygder eller endog kun for enkelte skoledistrikter, at man udtrykker sig mere knapt og siger, at sopingen ikke just foregår så jevnt daglig.

Om jeg har forstået regelen ret, så skal der sopes om morgenen, når sengene ere redte, og om aftenen, når der kommer rusk udover.

Ialfald mener jeg, at daglig soping hører til landsskikken alt Norge over. Det får være nok til prøve at anføre, hvad præsten Holmboe beretter fra Bergs præstegjeld i Tromsø amt, et havdistrikt, hvor det nok er småt med birkeskoven, så man af den grund må spare på sopelimen:

I regelen feies gulvet daglig. Dette sker om sommeren med enerkoste eller store fuglevinger, men om vinteren altid med sopelimer. - Bordene vaskes i regelen efter hvert mål, og enkelte feie også daglig ud af vindueskarmerne. I sengene bliver som oftest for ordens skyld overbredslet (feld, rye, græne, teppe) lagt tilrette om morgenen. - Det påståes bestemt, at det er undtagelse, hvor sådan rengjørelse ikke foretages hver dag.

Jeg har forklaret ovenfor (side 106), hvorledes det har hørt til systemet at have en sorpekrå, hvor det sammensopede smuds kunde ligge natten over, ja hvor det kanske kunde få være i ro lige til lørdagen. Denne brug kunde naturligvis let udarte; men der har da også været kontrol dermed. I Aaseral hørte jeg f.ex. om en blind mand, som gik på omgangslægd, og som pleiede famle og føle sig for henne i «subbehaugen», såsom han sluttede sig til hele stelet i huset, eftersom der var stelt der.

Men subbehaug og sorpekrå hører med rette kun til der, hvor huggestabben og sopelimen have bevaret sin ældgamle plads inde i stuen, mellem ovnen og døren, og for hvert år, som går, mener jeg at nu i et hus og nu i et andet blive disse vidner om gammeldags tarvelighed flytte ud. På ret adskillige steder er også sopelimen ombyttet med den finere støvekost, og i omtrent samme forhold mener jeg, at tillige den brug har udbredt sig at skvætte med fugtig sand eller lignende, før man støver, at ikke støvet skal fare til veirs(106).

2. STRØ

Fra et anseeligt bondehus i Valders har jeg allerede exempelvis fortalt, at man ikke bruger at strø gulvet, og dette mener jeg i det hele gjælder om bygder med rigtig gammeldags gulvstel, såsom Sogn, Sætersdalen o.s.v.

Det betegner altså et mere fremrykket standpunkt, når strøing bruges.

Fra de Christiansandske kystdistrikter (Søgne, Lister, Jæderen) har jeg allerede fortalt, hvor særdeles flittig man strør med sand, som jevnlig sopes bort og fornyes, indtil daglig (ovenfor, side 133, 136-37). Leilighedsvis har jeg nok også fortalt om samme brug på andre steder og fornemmelig kysten langs, hvor den er vel kjendt alt op til Tromsøegnen. Jeg har også omtalt, at for de ulempers skyld, som følge med (nemlig gulvslid og skoslid, og at sanden males til støv, som lægger sig over alt og som følger med åndedrættet ind i brystet), har man allerede på sine steder sluttet dermed og indført noget andet istedet.

Der skulde et eget lag til at strø, det var en liden kunst at holde gulvet pent med sand, der kunde vises både flid og godvillie derved.

I et for mig dyrebart hus var den virksomste, dygtigste, åndrigeste og ømmeste husmoder, jeg har kjendt; men under barnetummelen og pengemangelen kunde det stundom times hende, at om ikke just tålmodigheden brast, så dog sindet var overskyet, så et lidt skarpere «tys» næsten forskrækkede de små. Men når så den frommeste af småpigerne hentede støvekosten ligesom tilfældig og gav sig til at feie op igjen gulvet, hvor den påstrøede sand var kommen i uorden under tråkket, - feie det «i flammer», som man kaldte det, således at sanden blev liggende i regelmæssige strøg og dannede sirlige figurer, - så var det hele et så velsignet syn, at moderhjertet måtte frydes og al sorg smelte hen. Jeg mindes dette så mangen gang, når jeg ser et sandstrøet gulv, og ved dette minde kan det fornøie mig dobbelt, når jeg ser der er strøet pent.

Sandstrøingens skik er vel udgået til bygderne fra byerne af. Navnlig har jeg syntes at forstå, at de bergenske bygder have taget skikken fra Bergens by, og gamle folk her i byen mindes endnu med velbehag, hvorledes kvinderne gjorde sig flid for at få sanden til at ligge pent «i flammer».

Herredømmet over gulvene må sanden ellers dele med småhakket bar af gran og især ener. Som al strøning hjælper til at holde smudset af skoene borte fra gulvets træ, så fryder eneren tillige med sin friske duft, og når det erindres, at den tillige tjener som beskyttelsesmiddel mod troldom i fjøset (se 4de Kapitel, side 67), og at der ryges med den i stuen ikke alene for at fordrive ond lugt, men også (tænker jeg) for at «vigsle» mod de usynliges forgjørelse, så får man begreb om, hvilken vigtig plads den hemmelighedsfulde enerbusk har indtaget i det hele stel. Ialfald mærkes det, at alt op til Tromsø-egnen, selv på steder, hvor der er sand i mængde, yndes enerstrøing mest(107).

Hvor der ikke voxer ener, må man hjælpe sig med sand, sagflis, granbar, løv; om vinteren, da enerbuskene ligge skjulte af sne, må man også være deres bar foruden. Hvor der er god råd på ener, kan man strø nyt på flere gange for ugen, ellers sjeldnere. Ved den daglige soping kan det da sees, at først feies baret let tilside, så sopes til gavns, og derefter bredes baret udover igjen.

Et yderligere fremrykket standpunkt er endelig dette, at man anvender tilstrækkeligt af arbeide for at holde gulvet rent alene ved vasking, så man kan undvære al strøing. Til lettelse herved er det jo, at man ofte bruger at male gulvene; men jeg veed et hus, hvor manden, en hæders mand af en kaptein henne i Bergens stift, sætter sådan sag i at have sit vakkre umalede stuegulv hvidt, at fruen lader vaske hver morgen. Ja, i et rigmands-hus på Østlandet, som jeg først nylig har besøgt, men som fra nu af kommer til at stå for mig som et mønsterhus, og hvor strøing på gulvene er banlyst undtagen i fjøs og stald, der holdes selv kjøkkenets umalede gulv så omhyggelig rent, at det ikke alene skures hver onsdag og lørdag, men desuden alle andre dage i ugen hver morgen vaskes eller tørkes over med en våd klud.

3. TØRKE AF

Skjønt jeg ser faren for vidtløftighed, ønsker jeg dog for en gangs skyld at give en række af exempler fra mine notitsebøger.

Vistnok kunde jeg indskrænke mig til at sige, at ved at tørke af menes for det meste at fare over spisebordet med en våd klud, og at under gunstige omstændigheder kan dels den våde klud tillige nå over krak og skjænk o.s.v., hvor smuds og støv kan formodes, dels den flygtige aftørking gå over til en virkelig vask med overflødigere brug af vand.

Men jeg ønsker som sagt at meddele nogle exempler på mine iagttagelser.

De allerfleste almuesfamilier i vore landsbygder bo således til, at et og samme værelse eller selve stuen omfatter deres hele stel, madstellet, barnestellet o.s.v.; her komme veifarende folk ind lige af landeveien, til hvilkensomhelst tid af døgnet, uden varsel; for den uvante kan det da ofte se ud, som om der ikke var tanke om orden og hygge i huset, og selv mænd, der i grunden er fortrolige med bondens kår og levevis, f.ex. lægerne, kunde stundom tabe tålmodigheden og beskrive tilstanden sådan, at der ikke engang er så vidt ryddigt og rent på selve bordet, at man kan lægge fra sig sin reisehue.

Men just fordi det kan se så planløst ud med husstellet, har jeg planmæssig søgt at komme efter, hvad plan der alligevel monne være.

Og derhos mente jeg det kunde være tjenligt at vise en prøve på selve min plan eller fremgangsmåde ved undersøgelsen.

Jeg har gået med blyanten i hånden og skrevet op på selve stedet, under selve samtalen med husets folk og beskuelsen af husets stel; mest har jeg anstrængt mig for at få samlet sammen de mange småtræk, som høre med til skikken ved den «årlige» og den «ugentlige» rengjøring (til høitiderne og om lørdagen); det «daglige» stel er mere sådant, at det tages, som det kan falde sig, det har ikke uddannet sig til nogen ret fast skik, det lader sig vanskeligere gribe og fremstille, og derfor har jeg mindre bemøiet mig mød at fritte og spørge om det. Alligevel har jeg samlet bemærkninger også om det daglige stel i så mange huse, at her kun kan være tale om at gjengive nogle af dem til prøve, et udvalg for en og anden egns vedkommende.

Uddraget vilde blive altfor tørt, dersom jeg ikke tog med et og andet, som egentlig henhører under andre afdelinger end nærværende; jeg må derfor bede om, at man ikke vil tage det for nøie med de gjentagelser, som monne forekomme.

a. Søndfjord

Indre Holmedal. 1. En bondegård, hvor jeg opholdt mig i tre uger: efter silde-målet (det vil sige to gange daglig) tørkes bordet regelmæssig af med en våd klud; når mere tilsmudset, vaskes det (skures først om lørdagen). 2. En husmandsplads i samme præstegjeld, hvor jeg tror at jeg blev godt kjendt, og hvor jeg forefandt en mønsterværdig orden: hver dag, strax efter frokosten tørkes bordet, krakken og den brugte del af bænkene med en våd tvoge. Ved sild eller lignende retter bruger konen at have en våd tvoge liggende på bordet, til at tørre sig på fingrene før bordbønnen efter måltidet. Jevnest til måltiderne en gammel sæk som dug på bordet, for at holde dette rent; egentlig dug kun til de store høitider.

Yttre Holmedals præstegjeld. a. Guddals sogn, efter beskrivelse af kirkesangeren i præstefamiliens påhør: bordet og en del af bænkene vaskes af hver dag for det meste, stundom bare tørres af. b. Dale sogn. 1) En bondegård, som jeg besøgte sammen med den dame, hvis bistand jeg har hentydet til ovenfor (side 115): Her i huset vaskes bord og bænke hver dag strax efter frokosten; desuden vaskes eller tørkes med våd klud efter hvert sildemål. Efter silden går man hen og vasker fingrene i en skål. 2) En husmandsstue, som besøgtes i samme selskab: i det hele samme skik som på gårdene thi mindre hus, færre folk, lettere at holde rent. c. Holmedals sogn. 1) En bondegård, besøgt i selskab med distriktslægen samt hans frue og døttre; der blev ikke tid til at gjøre optegnelser om enkeltheder, og kun følgende almindelige bemærkning blev nedskrevet: Godt indtryk af renlighed og orden i stuen, på klædeloftet, overalt. Familien sad i arbeide i stuen, og der var rent og pent, hyggeligt og tækkeligt. 2) En inderststue sammesteds, besøgt i samme selskab: Beseet klæderne; vel stelte og lappede. Det mindste barns skjorte tog jeg med mig som prøve på udmærket lapping. - Beseet madforrådet: nogle næver mel, potetes til et par mål, en (1) sild, intet mere. - Rent og pent, vasket og ryddet i den lille røgovnstue med dens bagkleve(108).

Askevolds præstegjeld. En bondegård, som jeg besøgte i selskab med præstens frue og datter, og det efter at jeg var kommen fra de ovennævnte indre bygder, så jeg havde dem til sammenligning: Daglig. Efter frokost og efter non vaskes bordet (i andre, simplere huse blot tørkes med våd klud). Ligeså krakken foran bordet, som snarere bliver tilsølet end bænkene indenfor. Under sildemålet haves en halvvåd topse liggende på bordet til at tørke sig på, ligesom en serviet, og tildels går man efter måltidet hen og vasker sig ordentlig og tørker sig på et «turkarplagg». - Konen viste mig på begjæring, hvor dette hang i sin hempe, så jeg så, det var ikke blot en klud, som almindeligst, men et virkeligt håndklæde. Hun eier tre-fire sådanne plag, og det tror hun er almindeligt i huse, hvor der er nogen orden. (Men dette var også et af de anseeligste huse i det hele strøg.)

b. Østerdalen

Elverum. 1. Efter en bondekones beskrivelse af skikken i bygden: Efter sopingen om morgenen tørre støv af bord og bænke med en våd klud - så selv hos en stor del af husmands-familierne, hos håndværkere o.s.v. 2. Besøgt en husmandsplads og forhørt mig hos konen angående skikken i hendes eget hus: Om morgenen efter sopingen og efter sengenes opredning tørke støv af bordet, ligeså af vægge, hvor tiltrænges; til dette sidste en håndkost(109). Tønset, efter mundtlig meddelelse af den nylig fraflyttede præstefamilie: Efter sopingen om morgenen vaske bordet og tildels tørke af på bænkene og på skjænken. Desuden tørke af bordet efter måltider, når tør-mad.

c. Sætersdalen

Ved nærværende del af stellet, hvor det nærmest gjælder om at holde bordet rent efter måltiderne, bør forudskikkes den oplysning, at i Sætersdalen kan man næsten sige, at der er ikke nogen bordskik, af den grund, at man sidder ikke til bords i dagligt lag. Dette hænger sammen med en vane, som har været i bygden fra gammel tid, den nemlig at spise grøde lige af gryden. Og hvorfor det? Jo, man finder sådan smag i skoverne og den del af grøden, som er nærmest ved, og grøden koges derfor med flid således, at der bliver meget skover. Måltidet går da for sig så, at gryden sættes på lang-krakken, og så mange spise samtidig, som kunde komme til. Dette har videre ført til, at selv hvor måltidet består af tørmad, samles ikke folket stadig omkring bordet, men hver tager sin portion og sætter sig hen ved ilden og ellers her og der i stuen.

Efter denne oplysning vil man forstå, at det ingenlunde er at udlægge som tegn på forsømmelighed, om det her, ikke hører til den daglige skik at gjøre bordet rent efter måltiderne. Des mere fornødent bliver det derimod at være opmærksom på krakkerne, men det tror jeg også både konerne og de piger, de have til hjælp (se ovenfor, side 163), pleie at være, skjønt også denne del af stellet vistnok i de fleste huse både er og må være tarveligt.

Der er dog forskjel i bygderne, i grænderne, i husene; hist og her mærkes spor af nyere skik, som trænger ind udenfra. Og her griber jeg anledningen til at meddele noget nærmere om den husmandsstue, jeg vovede at præmie-belønne (se 3die Kapitel, side 42). Mit besøg indtraf på den heldige tid, da huset netop var rengjort til sommeren, og på stedet nedskrev jeg følgende forklaring om skikken:

Årlig. Stuens skjeldtile (loftsgulv), vægge og gulv två de hver vår, og da kjøkkenet tillige. Så i andre huse også, skjønt det tildels går forbi med kjøkkenet.

Ugentlig. Om lørdagen skure bord og bænke. Til jul tillige skure senge og skabe samt stuedøren (både på ud- og indsiden) og derhos två væggene, (men skjeldtilet og gulvet ikke da). Vinduerne engang imellem.

Daglig. Gulvet sopes en og to gange hver dag, og bordet tørkes med en våd klud.

Dette blev ialfald ikke modbeviist ved den orden, hvori jeg forefandt tvogerne. Jeg bad om, at man vilde vise mig dem der, hvor de lå og hang, hver på sin plads, og jeg blev så fornøiet over stellet, at jeg tog med mig det hele sæt, nemlig:

1 og 2, bord-visk af kråkefod og bord-klud, hin til at skure bordet, denne til at vaske og tørke op;

3 og 4, koppe-visk og koppe-klud til kjørlerne,

5, klud til at bruge som håndklæde, til at tørke sig i ansigtet. Om vinteren har denne sin plads i stuen; nu, da folket var flyttet ud for sommeren og sov i låven samt sad om dagen i kjøkkenet, hang den i vedskuret(110).

Men jeg bør tillige omtale et modstykke til, hvad jeg så i dette hus. Jeg mindes især en gård, som både ligger vakkert og er godt bebygget og tillige har ord for velstand, men hvor jeg fandt sådan uryddighed og sådant uhygge i stuen, at jeg ikke engang syntes det gik an at samtale med husmoderen om skikken og spørge hende om stellet. Men for at erindre, hvad jeg så, nedskrev jeg følgende:

Gamle-manden skjælvende og rystende, med tobaks-sugl i mundvigerne, over hagen, ned over den bare bringe, dertil skab i skab på håndlederne. Små-børnene i huset ligeledes yderlig skabbede. - Fast ikke spor af nylig udført rengjøring i stuen; neppe engang sopet idag. Spindelvæv i alle kroge, sort af flueskit på vinduerne og tagbjelkerne. Ungekonen og tjenestepigen gik mageligt omkring og tyggede godkvae, et lidet barn ligeså.

Og ved synet af flere sådanne huse hist og her i de gammeldags Christiansandske fjeldbygder har den tanke påtrængt sig, at rigdommens hovmod under visse forholde kan føre til den mest påfaldende og forargerlige urenlighed. Andre steder, i fremskridtsbygder, kan man se, at rigdommen heller lægger an på at overgå alle andre i hvad der henhører til pyntelighed og fin levemåde; men der er også de bygder, hvor der hersker sådant nedarvet begreb, at den, som er rig (og en gjældfri gård med ti kjørs besætning samt 1000 spd. på rente gjælder for stor rigdom), han behøver ikke at bryde sig så meget med sådanne ting, såsom al bygden jo alligevel veed, hvor rig og mægtig han er(111).

4. LUFTE UD

Så enstemmige de vestlandske skolelærere vare i at omtale det som priselig skik at sope stuegulvet daglig, så ivrige ere mange af dem til at klage over, at der ikke luftes nok. Vinduerne ere sjelden forsynede med gangjern, siges der; istedet derfor ere de tilspigrede «med fire toms spiger», føier en til. Når døren tilfældigvis holdes for længe oppe, siger en anden, skriges der af fuld hals: «Læt døre at - her vert so kaldt so i eit naust.» Når skolelæreren kommer fra møde i sundhedskommissionen og taler om vigtigheden af at have frisk luft, så skal det kunne høres på bøndernes bemærkninger, at de holde det bare for naragtighed, og meget almindeligt heder det, at al denne forsømmelighed og modstand naturligvis kommer af almuens uvidenhed; det er en af de ting, som folket ikke skal have lært endnu, at der er noget, som heder sund luft.

Navnlig når det er omgangsskolelærere, kan jeg forstå denne strid mellem dem og bønderne. Holdes der skole i bondens lille og kvalme stue, blive børnene døsige, og læreren får hovedpine så her føles stærk trang til at åbne både dør og vindu; anderledes med bonden selv, som den hele dag har været ude i den fri luft, kanske i stærk storm af nordvest: når han kommer ind om aftenen, får han det vanskelig for varmt, og han mærker neppe, hvor kvalmt det er. Skolemesteren kalder det usundt; men bonden befinder sig vel, spiser sig god og mæt, overgiver sig til den mest vederkvægende søvn og reiser sig om morgenen styrket på sjel og legeme.

Hvem har ret? Eller hvor meget af sandheden monne være på hver af siderne? At der ialfald foreløbig kan formodes nogen ret også på almuens side i dette stykke, det tør sluttes deraf, at selv i de meget påklagede bergenske egne synes der dog at være en sund og stærk befolkning, siden levetiden er så lang (2det Kapitel, side 27). Så skal jeg derhos pege på en ny anskuelse, som i den aller sidste tid holder på at arbeide sig frem angående den friske lufts, livsluftens, betydning for åndedrættet og velbefindendet, og som for en del ialfald synes at stemme med lægfolkets måde at indrette sig på, trods hvad der hidtil har været forkyndt som sundhedslære. Jeg sigter til den iagttagelse, som skal være gjort, at man i en tid af døgnet kan indånde og tilegne sig så meget af livsluft, at blodet er ligesom overmættet dermed, så man næsten har nok for en lang stund bagefter(112).

Der er meget dunkelt i dette. Videnskaben kan vist endnu ikke tilfulde forklare, hvorledes det går til, at behovet for frisk luft kan være så forskjelligt, at evnen til at tilgodegjøre den kan være så ulige. Som en står nu, tør man måske sige, at i regelen vil man føle sig mest styrket og vederkvæget under jevn og fuld nydelse af, hvad man kalder frisk luft, men at dertil også vil udfordres et fuldt mål af livets andre fornødenheder og goder, navnlig god forsyning af klæder og rigelig kost; thi luften tærer. Men nu har det sig jo således med mængden af vore almuesfolk, at de må leve yderlig tarveligt, hvad angår klæder og mad, ja bruge kunst for at berge sig med det mindste og det billigste, som muligt er.

Det er bekjendt, hvorledes fattigfolk lægge sig i hie for vinteren som bjørnen: for at spare på maden holde de sengen i det længste om morgenen, holde børnene inde om dagen, holde sig sammenpakkede tæt ind ved ovnen. Det vilde vistnok være et friskere liv at færdes noget mere ude i den frie luft o.s.v.; men der skulde også mere til af andre ting. Noget lignende kan man se f.ex. på gamle og udlevede føderådsfolk og lægdslemmer: de sidde helst i ovnskrogen hele dagen; andre folk i stuen undres over dem, men de ville have det så; i den stærkt opvarmede luft ånde de så lidet og let, og dermed nå de op til en høi alder. Gamle folk kunne ikke spise stort, det holder altså på at gå istå med stofskiftet og blodomløbet, og tankearbeidet med, og skal endda livet drages ud, så må det ske derved, at åndedrættet dæmpes, så der ikke kommer for meget til af den friske og stærke luft; det er, som når man skruer ned lampen for at spare på olien.

Skulde nu hine bønder først dagen igjennem være ude i den friske nordvest og så tilbringe aftenen og natten i en vel udluftet stue, så kanske det blev for meget af luftfortæring.

Lignende strid som mellem Vestlandets skolelærere og arbeidsbønder kan man også høre om på Østlandets storgårde: husbondsfolkene sidde inde om dagen, i den vel udluftede og priselig opvarmede stue (således som skoleholderen vilde have det), og de kunne ikke finde sig i, at tjenerne, som have været på udearbeide, fyre så forskrækkelig i ovnen og have det så ulidelig kvalmt hos sig i drengestuen om aftenen.

Ellers kan det mærkes, at i stuer af det ældre slag, med åbent ildsted, foregår jo en meget fuldstændig luftvexling, hver gang ilden tændes, og selv i stuer med kakkelovn, om det så er bilægger- eller kogovn, bliver luften jevnlig fornyet dels formedelst flittig gang i døren, dels formedelst velvillige sprækker i væggene o.s.v. Men desuden erfares det fra fast alle landets egne, at i de senere år er almuen ret bleven betænkt på at forsyne vinduerne med gangjern, helst i nybyggede huse; dette er et af de mangfoldige mærker på, hvorledes fordringerne til livet gå videre og videre.

Af en meddelelse fra Tromsø-egnen hidsætter endelig denne lille bemærkning, at for at forfriske luften i værelset har man brugt at ryge med ener, men at man nu for tiden mere og mere slutter dermed og istedet derfor lufter ud, idet man bliver opmærksom på, at enerduften jo ikke egentlig forjager den kvalme luft, men kun gjør at man ikke mærker den - ligesom den gamle måde, at strø gulvet med ener eller sand jo mere tjente til at skjule smudset end til at tage det bort.

5. SPYTTEBAK

«Mændene bygge bekvemme og rummelige huse, med hvidmalet udside og bred søvei, så det ser indbydende ud; men indenfor savnes orden og hygge, såsom kvinderne leve i det gamle mørke og befinde sig på et lavere kulturtrin» - dette er et af de mange klagemål, som lægerne i den senere tid have ført over kvindernes stel blandt de vestlandske almuer, og netop dette klagemål blev fremstillet som exempel af en anseet læge og forfatter, som har bemøiet sig med at finde forklarings-grund for dette, at kvinderne på Vestlandet stå så dybt under mændene. Han fortæller om forskjel på hovedskallens dannelse hos folkefærd som tydskere og negere, og han uddrager den slutning, at den mangelfulde sjelstilstand hos de vestlandske kvinder må hænge sammen med deres hoved og hjerne-dannelse, som monne skille sig for meget fra deres egne mænds og brødres og helde til den sørgelige egenhed, som siges at udmærke de vilde folkeslag(113).

Dette måtte jeg mindes, da jeg sidste gang besøgte Søndfjord og der f.ex. så, hvorledes kvinderne om lørdagen lagde sig på knæ og vaskede og skurede sit stuegulv, og hvorledes mændene, såsnart søndagshelgen var over, uden tanke om barmhjærtighed spyttede udover og gjorde stygt igjen.

Som overalt på Vestlandet bruge mændene i Søndfjord skråtobak, så de spytte meget, og den fremmede må formelig studse over de mange og store og stygge spytteklyser på gulvene. Om nu jeg gjorde lige så meget væsen af dette som hine af den hvidmalede udside på huset og af den brede søvei?

«Du er da en vildmand, en barbar,» brød jeg ud imod en bonde i Søndfjord jeg ellers sad i hyggelig samtale med.

Han studsede.
«Et umenneske!»
Han så på mig.

«Var ikke din kone så tålmodig, så kanske hun forlangte skilsmisse.»

Nu satte både manden og konen sine øine på mig, og jeg - pegte på den sidste endnu rygende spytteflek lige ved mandens fod.

«Det vaske kvindfolkene op at,» sagde han i en tone sådan midt mellem spøg og ærgrelse, hvortil jeg igjen mente, at det slap jo kvindfolkene for at gjøre, dersom hans hovedskalle - her gav jeg til bedste hin forklaring om tydskeres og negeres hovedskaller o.s.v., og jeg fik videre anledning til at minde om vildmanden, da bonden under den ivrige samtale spyttede fremdeles, af vanvare og vane. Der blev talt både i spøg og alvor. Det var jo en småting for manden at slå sig sammen en spyttebak af fjæler, og jeg drev på, at denne lille reform skulde indføres her i huset. Men nei, noget løfte derom måtte jeg ikke forlange, såsom jeg ikke kunde vente, at begyndelsen med den nye skik skulde blive gjort netop af dem.

Så prøvede jeg mig for hos en af egnens driftigste fremskridtsmænd, en særdeles flink bonde, som drev sildefisket og gårdsbruget med stor kraft, som var en af de første her, der skaffede sig Lister-båd, som havde bygget et nyt gildt våningshus og fjøs og i dette sidste indrettet fodergangen efter denne nye plan, ifølge hvilken kreaturene få at æde i fællesskab og så meget de ville - rigtig efter agronomiske principer. «Sig mig,» spurgte jeg ham og pegte på hans spytteflekker, «hvorledes vilde det vel gå dig, om du til alt det øvrige også skaffet dig en spyttebak?» Spørgsmålet kom brat på ham, og han svarede uvilkårlig: «Så vilde vel folk spørge, om det var meningen, de skulde gå på hoselæsterne også, når de kom indom i et erinde.» «Og jeg mener helst, de vilde spytte ved siden av spyttekassen, på formon,» føiede han til.

Altså frygt for at gjælde for storagtig, når man gik udenfor skikken, og frygt ikke alene hos kvinden, men også hos manden!

Og altså samme hindring, som man ofte ser anført f.ex. i lægernes beretninger, når der tales om en sådan ting som at få indført den skik at vaske gulvet: Man tør ikke gå en tomme udenfor den gamle skik, heder det.

Men hvorledes? Frygt for skikken? Ikke vaske gulvet? Nu har jeg jo viist ovenfor, at den nye skik med at vaske gulv virkelig har holdt på at udbrede sig fra bygd til bygd så at sige alt Norge over! Er der så nogen mening i, at man ikke tør optage den lille tillægs-skik med spyttebak tillige, bare for skikkens og folkesnakkets skyld? Er det rimeligt, at besynderligheden kan være forklaret bare dermed?

Noget sådant gik jeg og studerede på, og tyede så til den af mine søndfjordske venner, som jeg mest rådspurgte om alle disse ting. Som han selv var en såre skjønsom bonde, så magede jeg det helst så, at hans brave hustru og hans gamle agtværdige forældre vare hos og kunde deltage i samtalerne. I en sådan stund stillede jeg hele dette spørgsmål frem: besynderligt var det, at hele Norge over var spyttebak fast ikke at se i almindelige almuesmænds eller arbeidsbønders huse, og besynderligt og alvorligt tillige var det, om det virkelig forholdt sig så, at «skikken» så unødig øvede slig magt over forstandige og myndige folk «Hvorledes har det sig altså med dette? Eller - for at få et exempel - hvad vilde I gjøre, om jeg sendte en spyttebak som foræring til dette nybyggede hus, hvor jeg næsten ikke savner nogen ting uden denne lille?». «Den skulde være velkommen,» svarede manden muntert, og konen føiede til, at da hun i nogle af sine tidligste koneår havde tjent som amme og barnepige i Bergen og omsider skulde få reise hjem, tænkte hun selv på at kjøbe med sig en spyttekop, en billig en af lertøi, men turde dog ikke gjøre det da - hun var jo dengang så meget yngre og mere undselig.

«Men hvad i al verden har så været i veien? Da dette hus blev bygget og alle de mange store og små ting her i stuen bleve bekostede, hvorfor ikke da også den lille?»

Og nu forklarede de mig, at om der så var en spyttebak, så vilde det nok lidet nytte - således som folk gik ud og ind, småbørn tumlede og grov, og nu et arbeide, nu et andet, blev taget frem. Se, i selve den stund, hvor vi sad sammen og havde denne samtale for os, holdt både ungemanden og gamlemanden på med tønde-arbeide, idet den ene kløvede båndstager, den anden skjød stav, og begge fyldte gulvet med bunker af material og flis - hvor skulde nu spyttebakken været at finde, om den havde været til? Eller hente den frem og stille den ved siden af sig, hver gang man satte sig til et arbeide? Men i et hus hvor der må drives på med alskens arbeide - idag sy sko, imorgen istandsætte gårdsredskaber, en time sysle med de gamle sildegarn, som skulde bødes, en anden efterse skindklæderne, som skulde bruges på fiske -, der har man nok at gjøre med at hente sammen og igjen lægge på sin plads de mange slags værktøi m.m., og der bliver ret ikke tid og sind tilovers for sligt som at se efter spyttebak.

Jeg kunde så meget mindre sige imod, som jeg nys iforveien havde lydelig udtalt min forundring over, hvorledes disse folk bar sig ad for at få tiden til at strække til for den mangfoldighed af arbeide, som må udrettes og bliver udrettet for året, noget, som havde været særskilt gjenstand for mange og lange samtaler imellem os(114).

En af de flinkeste og driftigste bondekoner i Søndfjord gav mig besked, at f.ex. ved den tid da folk skulde reise til fisket, er der så stort indryk i hendes hus her lige ved søen, hvor folk oppe fra dalen søge til, og de trække således ud og ind, at i stuen kan det se ud som i et nøst. Og derfor havde hun drevet på hos sin mand, at han skulde - ikke gjøre en spyttekop, men bygge hele dette nye hus, med et kammer mere end almindeligt i de gamle huse, hvor hun kunde have lidt ro for sig og børnene. «For skikken og folkesnakket gjorde hun i sit hus, hvad hun vilde; men hun gjorde ikke heller mere, end hun så der var gavn i.»

Tæt ved dette gjæve bondehus boede to enslige gamle i en strandsidderstue. Huset var gammelt, stuens vægge vare ormstukne, hele stellet var fattigsligt; men exemplarisk rent og ryddigt var der alligevel, så faldt mig ind at tænke, at her muligvis kunde være spyttebak Og. ja sandelig! Konen måtte smile til mit spørgsmål og trak frem en udgået træsko, som manden brugte til spyttekop. «Men jeg passer at få den ind under sengen, når der kommer nogen,» forklarede hun.

Og temmelig vel gjemt under sengen stod også den anden af de to spyttebakker, som jeg med al min speiden og spørgen fandt hos Søndfjords almue, hvilken anden jeg allerede har omtalt ovenfor (side 165).

Når jeg tilsidst lægger alt sammen, får jeg ud som en mellemting af undselighed ved at bryde med den gamle og tarvelige skik, som om man vilde pege sig frem og efterligne de fornemme, og af fornuftig betænkning om, at den nye skik nok ikke vilde tage sig ud eller nytte stort i sådanne travle arbeidshuse, som disse søndfjordske ere, da det ene må stå i forhold til det andet.

Og denne forklaring mener jeg skal holde stik for hele landet.

Ved en tidligere leilighed(115) har jeg mere end fornødent forundret mig over, at i Guldalen i det Throndhjemske kan man gå bygderne igjennem og kun som en sjelden undtagelse støde på en spyttebak. I Tønsæt har jeg ladet mig fortælle, at gulvet spares såvidt, at man om søndagen går hen og spytter i skorstenen. I Valders var det som en nyhed, at jeg fandt hos en af de rigeste bønder, at der var spyttebak, ikke i folkestuen, heller ikke i husbondskammeret, men på salen, som var møbleret på byvis. Selv på Hedemarken og i Smaalenene finder man neppe spyttebak i dagligstuen uden hos et mindretal af familier på de største gårde.

Den mærkeligste undtagelse, jeg har fundet, forekommer i Søgne (kyst-egnen ved Christiansand), hvor der jo, som vi have seet, i det hele vises en sjelden omhu med at bevare gulvet rent (ovenfor, side 133). Hos en hædersmand af bådebygger og bonde fandt jeg spyttebak i storstue og dagligstue og kjøkken; manden er gammel og har udmærket godt minde, og han fortalte, at allerede i hans barndom såes spyttebak i enkelte huse; det var hollandske spyttebakker (af lertøi, trekantede); nu gjør man sig spyttebak af træ, og skikken er bleven temmelig almindelig i bygden.

I England gjælder det som mangel på opdragelse, når man harker og spytter, så folk hører og ser det, og af den grund behøves og haves ikke spyttebak i fine stuer der. I modsætning dertil ere nok vi nordmænd nogle store spyttere. Jeg forstår det ikke blot af den for sin livagtighed bekjendte tourist-skizze, hvor Valders-bønder stå skrævende og behage sig i at spytte mellem tænderne og langt, en kunst, de have dyrket med mere flid end nødvendigt(116), - jeg forstår det også af mærker, jeg ser her i Christiania, på gadernes fortouge, på universitetets og politibygningens stentrapper, på kirkernes gulve. At der skulde gå længere tid her end i andre lande, inden man blev opmærksom på det unødige og utækkelige heri, det monne komme af en meget indgroet vane, og denne igjen kan mulig på en eller anden måde have hængt sammen med den gamle folketro, at i visse tilfælde (og disse indtræffe hyppigt) skal man netop spytte, nemlig til beskyttelse imod troldskab(117).

Og i modsætning til den store hensynsløshed, hvormed der spyttes i dette land af den tobaks-brugende mandlige befolkning, kunde det nok være værd at minde om den hensynsfuldhed, som man kan se hos gammeldags og troskyldige bønder, når de befinde sig f.ex. i sorenskriverens fine stue: de se sig forlegne om efter et sted til at spytte, overalt finde de gulvet så rent som et spisebord, og så - spytte de i huen, de holde i hånden, eller de trække den ene sko af foden og spytte i den!

C. TIL HØITIDERNE

Jeg må bede om, at man vil se tilbage til de to foregående milestolper, bogstaverne B (side 175) og A (side 105). Gående ud fra betragtningen af lørdagen som det punkt, hvorom alt dreier sig her, dvælede jeg først længe ved den ugentlige skik, talte så om det daglige stel og går nu over til at fremstille den storvask, som foretages årlig til visse tider.

Hvad lørdagen er for ugen, det er sidste dag før jul og påske og pintse samt St. Hans for året, da hører det til at vaske stuen mere end ellers, lige op til den fuldstændighed, som betegnes med det meget almindelige udtryk at vaske rundt eller over det hele. Hermed står også adskillig pynting i forbindelse, for hvis skyld dette kapitel vil blive delt i to afdelinger.

1 . VASKE STUEN RUNDT

a. Søndfjord

Man må ikke undre sig for meget over, at jeg fortrinsvis taler om Søndfjord. Der, hvor jeg gjorde begyndelsen dermed (ovenfor, side 114), antydede jeg grunden.

Allerførst skal jeg fremhæve et træk, som jeg ikke mindes fra noget andet sted(118), at når det gjælder selve stuen, og det er et hus, hvor man har evne til at holde alt i god stand, har skikken anordnet, at karfolkene må hjælpe kvinderne med at skure, for at dette tunge arbeide kan blive des bedre udført.

Helst bør der være et par karle og et par kvinder sammen. Om dagen er det ikke let at få så stort mandskab samlet, da hver har sine sysler at varetage; derfor begynder man om aftenen og holder på udover natten.

Når det er en røgstue, hvor der ikke er andet at gjøre med taget end at «sote» eller at sope sodet ned med sopelimer på lange skaft, blive folkene tilsmudsede som skorstensfeiere. Men des mere gjælder det at gå til arbeidet med raskhed og holde ud med munterhed. Som taget, så behandles også det såkaldte bjørlad eller den spidse gavl på hver af de to tværvægge.

Væggene behandles således: først sopes det løse støv ned, så løsnes det tørre smuds med en våd klud, og nu skure mandfolkene med halmvisk og sand. De tage hver sin væg, eller den ene tager de øverste væggestokke på sin samvittighed, den anden de underste. En pige går efter og vasker ned skuresanden samt tørker med en lin-klud, og den anden pige går til og fra og forsyner bøtterne med rent vand. Ved det hele arbeide lægges der an på, at det ikke skal være nødvendigt at skvætte og øse med vand så meget som i gamle dage, da det gjennemvædede hus tørker sent og selve tømmeret lider derved.

Om vinteren må vandet være varmt, for deres skyld, som udføre arbeidet. Om sommeren gjør man bedre i at vaske med koldt vand. Det varme løser nok smudset bedre, men man vil også have mærket, at det indvirker på selve træet, så væggene blive mørke.

Som exempel på kappelyst i dette fortalte man mig om en kone, som havde levet for nogle år tilbage, og som ikke var fornøiet med den hjælp, hun kunde få af mandfolkene: hun og tjenestepigen skurede en hel dag på den ene væg og holdt på i fire dage med de fire vægge.

I småhuse, hvor der ikke var hverken tjenestegut eller tjenestepige, og hvor manden kanske var ude på arbeide, måtte konen være alene om dette stræv. En vakker prøve derpå forekommer i en fortælling om en husmandsfamilie i Søndfjord, som står at læse i Folkevennen for 1865, og som helt igjennem er photographisk sand. Et af familiens børn, som nu er en kone på over 60 år, fortæller derom, som nedenstående uddrag viser, og for at forstå dette bør man vide, at istedetfor at det i større huse går an at lade børn og gamle holde til i kleven (kammeret), medens der rumsteres i stuen, må man der, hvor sådan kleve mangler, hjælpe sig på den vis, at man sætter børnene op i sengen. De ville gjerne krybe ud og tumle sig på det tilsølede gulv; men så gjælder det at holde dem i ånde med ord og tale. Altså:

Jeg husker så inderlig vel engang, hun mor vaskede stuen til jul - da satte hun os tre børn op i sengen, og så lærte hun os, mens hun vaskede, både bordbønnen og psalmevers, som vi skulde kunne i høitiden; men hun fik ikke blive træt af os, det var ikke nok med, at vi spurgte op igjen engang imellem, nei, det var i eningen(119).

Gulvvaskingen var, hørte vi, en forholdsvis ny skik, et tillæg til det gamle stel. Men den regel at vaske stuen således over det hele til visse tider for året, er ældre, end mindet når og sagnet går.

Guddalen er en afsidesliggende fjeldbygd i Søndfjord, hvor skikken kanske har vedligeholdt mest af det gamle præg, og herfra hørte jeg følgende beskrivelse:

Til jul og til sommeren bliver det sodede tag sopet, men væggene blive vaskede som beskrevet ikke alene da, men tillige til kyndelsmesse og påske. Strax før sommer-vaskingen, flyttes der ud i sommerstuen, så den vaskede stue bliver stående ren til høsten, da den tilflyttes igjen; men tildels bliver så sommerstuen vasket efter brugen, og på den måde kan der regnes stuevask fem gange for året. Mest grundigt, hedte det videre, udføres vaskingen til sommeren. Man er netop færdig med våronnen og glæder sig til at få bort alt det smuds, som har fulgt med arbeidet. Først gjøres forsvarlig rent i sommerstuen, så, medens det tørker der, flytter man klæderne ud af sengboden eller «loftet» og vasker her; når de ere luftede og hængte på sin plads igjen, gjør man ligeså med madboden. Og nu foregår flytningen fra vinterstuen eller sætestuen, som den her kaldes, hvilken altså sidst tages under behandling. Det hele er flere dages stræv. «Er du færdig med husvasket dit?» - slige yttringer kan man høre nabokoner tilkaste hinanden, når de mødes i denne travle tid.

I en inderst-stue, som jeg valgte til prøve på skikken nede i Dale hovedsogn og blandt fattigfolk, kom jeg med sikkerhed efter, at stuen vaskes rundt til jul, påske og St. Hans. Men her boede kun to gamle folk, så der blev ikke stort tilsmudset; ellers skulde der ifølge bygdens skik også vaskes til kyndelsmesse, til ære for Jomfru Marias renselse, som konen forklarede. Til dette lille hus hører ikke særskilt sommerstue, derfor bør vinterstuen også vaskes om høsten, og det sker tildels.

Oppe i Vik sogn kom jeg til dette resultat for gårdmandsfamiliers vedkommende: stuen «sotes» til St. Hans og til jul; men den vaskes som beskrevet desuden til påske og pintse, og bliver man siddende i vinterstuen, så vaskes den tillige, efter at høstarbeidet er endt; flyttes derimod til sommerstue, så bliver denne vasket mindst en gang for året eller om høsten, når den er fraflyttet. At vaske en stue af almindelig størrelse med tilhørende kleve ag klevelem, er, mente man, for tre til fire personer et arbeide på mindst fem timer. I forstuen eller gangen holder man det for nok at sope støvet ned af væggene og vaske gulvet; arbeidsredskaber og andet ruskeri, som hænger her, gjør at væggene sees ikke så meget.

Hidtil har jeg havt bygder for øie, hvor røgovnen endnu har holdt sig i almindelig brug. Hvor den er ombyttet med kogovn, bliver der adskillig forandring i stellet. Her behøver man ikke at feie sod af taget, hvorimod man må vaske lemmen (loftsgulvet) eller tagets skrå sider, her er det omvendt ikke nødvendigt at vaske og skure væggene fuldt så tidt. Noget mere end til St. Hans og jul tror jeg dog at rundvaskingen foregår også i disse huse.

Og i alle bygder drives der desuden på ligedan vasking ved sådanne særskilte anledninger som bryllup og gravøl, ja, jeg hørte om koner, som pleiede sørge for at stuen blev hvidskuret, strax før de skulde i barselseng, at alting kunde være istand til barnsølet.

Det er en selvfølge, at sammen med det nu beskrevne større vaskearbeide udføres også dette mindre at vaske og skure bohavet i stuen, og det omhyggeligere end ved den ugentlige rengjøring om lørdagen. Sengene trækkes frem, for at der kan blive gjort vel rent i kråerne, og skabene vaskes indvendig. Stenovnen hvidtes, f.ex. med lervand, og jernovnen (kogovnen) pudses f.ex. ved at indgnides med en smørelse af sod og tran. Vinduesruderne, som oftere pudses på indsiden, blive nu også vaskede og skyllede på udsiden.

Inden jeg slutter, vil jeg for sikkerheds skyld tilføie at der naturligvis må være mangehånde undtagelser fra regelen i det vidtløftige Søndfjord, ligesom hvor talen var om gulvvasking. Navnlig falder det mig ind, at om jeg kunde gjøre en snartour derhen i denne stund, vilde jeg spørge efter, om stuevaskingen virkelig alle gange bliver udført så omhyggelig, at der tillige skures med sand, eller om dette sidste tildels kun pleier iagttages ved den åbenbart omhyggeligere storvask til St. Hans og til jul.

Således har jeg nu beskrevet denne del af husskikken i Søndfjord efter egen ransagelse; til sammenligning hidsættes endnu de hidhørende linier af den dames beskrivelse, som jeg citerede på side 115 ovenfor, således:

Stuen bliver vasket over det hele til jul, kyndelsmesse, påske, St. Hans-tid og 5-6 uger før jul. Når de således gjøre storvask i stuen, skeer det på sine steder, at mændene hjælpe med at skure, og så vaske kvinderne efter. Det er også almindeligt, at stuen bliver vasket om natten.

b. Ellers i landet

Om denne del af renligheds-skikken har jeg egne iagttagelser og andres beretninger ligeså omstændelige og mangfoldige som angående gulvets renholdelse, og når jeg her kun kan give en kort oversigt, hvor hovedtrækkene fremhæves og de mange forskjelligheder i bygderne og inden befolkningens klasser kun let berøres, så skal jeg begynde med at sige, at netop den udførlig beskrevne ulige skik med gulvet er et temmelig godt mærke på, hvordan det har sig med nærværende del af stellet, om det er gammeldags eller fremskredet.

Det har antikvarisk interesse at lægge mærke til skikken i vore mest gammeldags bygder; ved at lægge sammen de spredte træk kan man få istand et helt billede af, hvordan stellet har seet ud alt oppe i oldtiden. Hele stuen betragtedes og behandledes som en skikkelig stor trækasse; de umalede vægge og møbler vare ikke finere, end at de kunde udholde den hårdeste behandling. Man skrubbede det sodede tag med en tør kost, man skubbede og skurede væggene, skrabte dem tildels også med et sløvt jern(120), og skyllede dem tilsidst på den måde, at man øste vand med en skål og skvættede opefter, således som man kan se at bryggefolkene skylle en sildebod eller matroserne spyle et skibsdæk. Hvorledes der blev skrubbet og skrabt, kan man se mærke efter i de oldtidsmæssige årestuer i Sætersdalen, der nu kun bruges som sommerstuer og ildhuse: den såkaldte beiteski eller post (opstående stok) mellem gangdøren og klevedøren er forsynet med træskjæring med tomme-dybe indsnit, og sommesteds ere selv disse kraftige snit næsten vækskurede. - Lå gulvplankerne på selve jorden, så der ikke var afløb for vandet, når det randt ned af væggene, kunde det næsten gå over skoene, og man måtte øse det ud med bøtter (Sætersdalen); var der kjælder under det gisne gulv, randt vandet derned, medtagende naturligvis grumset fra gulvet, og når tilsidst det tynde var gået i jorden, blev det tykke båret op igjen af kjelderen (Guldalen), og med dette for øie forståes det bedre, at det virkelig var et fremskridt, da man fandt på den indretning med spuns i gulvet og rende derfra ud igjennem kjeldermuren (ovenfor, side 108). I de gamle stuer har det, som man endnu kan se i Sætersdalen, været brug at have faste senge, af tykke planker, næsten som tømmermandsarbeide; men de vare ikke synderlig iveien for rengjøringen, såsom bunderne bleve tagne ud. Og da jeg i dette samme Sætersdalen så, hvorledes stueskorstenen blev hvidtet til St. Hans, måtte jeg uvilkårlig tænke, at sådant pynt med ildstedet rimeligvis har hørt til altid og overalt i vort land.

Dette angående måden. Angående hvor tidt man i gamle dage brugte eller endnu i gammeldags bygder bruger at två stuen, er det åbenbart, at i al sin fuldstændighed kunde det ikke ske uden om sommeren eller til St. Hans-dag (jonsok), da «hver flis skal vaskes», som udtrykket ofte lyder. Til denne tid, til midsommerdagen, denne eiendommelige gammel-nordiske høitid, som i mange måder svarer til vinterens fest eller julen (4de Kapitel, side 66), har renselse sikkerlig alt fra urtiden af hørt til i hver mands hus, lige så vist som lys på duget bord om juleaftenen. Kun er der den forskjel, at medens julen tillige er en stor kirkehøitid og derfor har sin bestemte dag, så tages det ialfald nu for tiden ikke så nøie med dagen for rengjøringen til sommeren, kun at den naturligvis helst bør være foretaget før St. Hans. Men næst St. Hans skal naturligvis julen høitideligholdes med forudgående rengjøring, og kun vinterkulden samt kanske tillige den omstændighed, at man har potetes i kjelderen, som ikke vilde tåle væden, gjør nogen indskrænkning i arbeidets fuldstændighed.

Troligvis har der lige fra oldtiden været en tilsvarende, men altid mindre renselsesfest om våren og om høsten, ved den såkaldte sommerdag og vinternat, som beredelse til de offerhøitider eller øl-feste (grandelag), som nok holdtes da (4de Kapitel, side 70). Nu er påske trådt istedet for hin første og Mikkelsmes for denne anden høitid, og foruden påske holdes tillige pintse(121). Men den omstendighed, at påske og pintse kommer snart tidlig, snart sent, så man stundom kan slå den for pintsens skyld påtænkte renselse sammen med den, som bliver fornøden formedelst det smuds, som har samlet sig under våronnen, og ligeså den omstændighed, at man gjør bedst i at indrette det med Mikkelsmes-renselsen således, at man med det samme får gjort rent efter potetesoptagningen, forårsager, at der er ikke nogen så fast skik og regel her som hist, hvor talen var om St. Hans og jul.

I denne forbindelse kan et træk omtales, som udmærker renlighedsskikken i Nordlandene og Tromsø-egnen, i de mange bygder der, hvorfra fiskerne, det vil sige: alle mand, drage til Lofotfisket. Omkring påsketid ventes de tilbage, og til den tid hører det til, at det hele hus og alt hvad deri er, skal være rent og istand - de hjemvendende fiskere have levet så længe under forholde, hvor de umulig kunde holde smudset fra sig, så de kunne behøve og fortjene denne hjemmets vederkvægelse. Men derfor tør det hænde, at vårfesten her vinder over både St. Hans-tidens og julens storvask.

Noget tilsvarende kan jeg også anføre fra Sætersdalens fjeldbygd. Når bønderne ere i byveien, for at sælge sit smør og hente hjem korn, en af årets største anstrængelser for disse hårdføre mænd, da hører det til, at huset skal feies og stelles vel til deres hjemkomst.

I det samme Sætersdalen lagde jeg også mærke til den uregelmæssighed, som nok alligevel er bleven til regel i somme huse både her og i andre fjeldbygder, at sommervasken udsættes fra St. Hans-tid, da man flytter til sæteren, alt til høsten, og det af den grund, at fluerne så alligevel vilde gjøre det stygt, så stuen ikke var, som den skulde være, når der flyttedes ind til vinteren.

Jeg har hidtil talt om denne hoved-rengjørings måde og hyppighed. Nu nogle ord om dens udstrækning efter den oprindelige skik.

Man kan f.ex. høre, som alt ovenfor antydet, at til julen synes man ikke man kan række med at vaske så fuldstændig i stuen som til St. Hans. Og selv til St. Hans har man i vore tarveligste bygder ikke rokket stort udenfor selve stuen med egentlig vasking, så man i forstuen, i kjøkkenet, på loftet, i stabburet o.s.v. ofte har indskrænket sig til at feie og rydde. I nyere huse i Sætersdalen er forstue og kjøkken allerede fra tømmermandens hånd ofte ladt i en så ufuldkommen tilstand, at der ikke er råd til at bearbeide væggene med vaskeklud. Og ligedan er det gjerne i loftværelset over stuen eller det her såkaldte skjeldtile. I Søndfjord bruger man tildels at føre sin gjæst ud i madboden, når man rigtig vil gjøre ham tilgode med mad og drikke, og derfor sætter husmoderen sin sag i at have det pent her, men således lader det ikke til, at madboden ansees i Sætersdalen.

Et lidet træk fra Jæderen får anføres her. En brav og anseet bonde i en af bygderne her er tidt lei over, at da han byggede sit hus, så lod han ikke bordene i loftsgulvet høvle på oversiden, hvoraf følger, at nu går det ikke an at vaske gulvet i det sengeværelse, som er over stuen og svarer til Sætersdalens skjeldtile; selv vilde han høvlet, men han måtte lade det være af føielighed mod sin gamle fader, som allerede syntes at sønnen havde gået vel vidt med bekostelige forandringer ved byggearbeidet, så det forekom ham så storagtigt.

Således har jeg altså opfattet skikken i vore gammeldags bygder, og således står den for mig som nedarvet fra oldtiden. Men når jeg nu skulde gå videre og forklare skikkens udvikling i vore mere fremskredne egne, når jeg skulde forklare, hvorledes og hvor tidt og i hvad udstrækning den årlige rengjøring foretages i Smaalenene, på Romerike, omkring Mjøsen o.s.v., så vilde vidtløftigheden blive for stor. Man vil af sig selv kunne forestille sig den mangfoldighed i skikken, som følger med den ulighed, om der er få eller mange værelser i huset, om væggene ere umalede eller malede eller endog tapetserede o.s.v.

Læser jeg med opmærksomhed f.ex. de mange skriftlige meddelelser fra Hamar og Christiania stifter, som ligge til grund for fremstillingen fra ovenfor, side 121 af, så ser jeg nok, at der almindeligst tales om renselsesfeste til St. Hans og til de tre store kirkehøitider, stundom noget mere, stundom noget mindre. Men derhos får jeg det indtryk, at i det østlige strøg (f.ex. Østerdalen) bliver tingen drevet videre og arbeidet gjort grundigere end i det vestlige (f.ex. Valders) - ganske svarende til det indtryk, vi have fået tidligere(122).

I indberetningerne for de tre vestlige amter eller Søndre og Nordre Bergenhus samt Romsdalen finder jeg ikke nogen sammenhængende række af oplysninger her, da dette punkt (væggenes vasking) ikke var udtrykkelig erindret i spørgsmåls-rækken (ovenfor, side 140, anm.); men leilighedsvis omtales dog forholdet, og det skinner igjennem, at det omkring i bygderne er sådan midt imellem den største tarvelighed, vi efter det foregående kunne forestille os, og den forholdsvis udviklede skik, som jeg har berettet om fra Søndf jord. Fra en bygd i Hordeland tales f.ex. om stuevask til St. Hans og tildels til jul; fra et sted i Nordfjord der imod siges det, at man pleier vaske stuen over det hele en fire til sex gange for året.

Hele landet over er det derhos et slags regel, at som til høitiderne, så skal der også rengjøres og pyntes til allehånde huslige feste, bryllup og gravøl, præstebesøg til skoleoverhøring o.s.v.

Det er, forekommer det mig, den forskjel mellem mere fremskredne og mere gammeldags og tarvelige bygder, at hist har der udviklet sig større forskjel mellem brugen hos storfolk og småfolk, med tegn til ganske særdeles omhu hos hine og heller spor af forsømmelighed hos disse. I nogle af Hedemarkens hytter ere væggerne så blanksorte, at jeg har ondt for at tro de ere blevne egentlig skurede i de sidste år; men det vil man vist sjelden finde exempel på blandt fattigfolk i Søndfjord.

Ellers kan man sige, at når man sammenligner stuens rengjøring nu og før, så er arbeidet blevet jevnere. Man passer det så i årets løb, at der ikke samler sig så meget smuds, f.ex. ved at se bedre efter i krogene hver lørdag, og da behøver man ikke at behandle huset så voldsomt til de enkelte tider. Det er hermed ligesom med lørdags-rengjøringen, der også falder lettere, når man har været flittig med at støve og vaske hver dag i ugen. Dette kan gjælde som en almindelig bemærkning for det hele renligheds-stel; man vil finde det samme forhold igjen f.ex. ved talen om den personlige renlighed.

Jeg tillader mig at slutte denne oversigt med to-tre vidnesbyrd fra vort yderste norden, fra Tromsø amt:

1. Til St. Hans og de tre store høitider vaskes hele huset, såsom under loftet og på væggene i stuen samt i alle øvrige værelser, lige til kjøkkenet. Så langt min erindring strækker sig, har det derhos været skik, at til St. Hans skal også fjøset være feiet og sandstrøet, og hvor der er pent indrettet, hvilket sidste ikke nu er sjeldent, så vaskes og skures båsene samt andet af fjøsets inventarium (en handelsmand i Throndenæs).

2. Huset i det hele: Vasking af gulve og lofter foretages i regelen til enhver af de store høitider samt til St. Hansdag, og desuden i enkelte dele af distriktet (Grytø og Sand) tillige om høsten til «Eidismesse» (Ægidius, den 1ste septbr.) eller også undertiden til Allehelgensdag. Til St. Hansdag vaskes tillige fjøset, ligesom også andre udhuse opryddes og feies (en anden meddeler i Throndenæs).

3. a) Gulvet feies i regelen daglig o.s.v. (se ovenfor, side 176). b) Gulvet vaskes i almindelighed hver lørdag o.s.v. (se ovenfor, side 153). c) Til alle høitider vaskes husene helt over, såvel kammere og loftrum som stue, og da skures også under tagene. Mændene samle da sine sager med sig og gå sin vei, og kvinderne rydde alt ud, for at vasken kan blive grundig, hvorefter det bringes ind igjen og ordnes, undtagen alle slags redskaber såsom rokke, vævstol o.s.v., som forblive ude under helgen (sognepræst Holmboe i Berg)(123).

2. PYNTE STUEN

«Rent og pent» hører jo sammen, og netop til den store rengjøring til St. Hans og jul o.s.v. har der været føiet adskillig bestræbelse for at pynte. Man vil se noget deraf under overskrifterne vaske atpå, leire, krote, bu, logges.

a. Vaske atpå

Om denne pynt har jeg allerede talt før. Det er et slags hvidting, hvorved man istedetfor kalkvand bruger en røre af finknust skjælsand og istedetfor kost en vaskeklud. Således hvidtes på gulv, vægge, døre o.s.v.; der bør først være vasket som almindelig, så det hvide stryges over bagefter, og deraf kommer udtrykket «vaske atpå» (d.e. efterpå). Da skjælsand kun forekommer ud mod havet, kan denne pyntemåde kun have været i brug langs kysten; men her findes også spor af den så langt som fra det sydlige af Bergens stift alt til Tromsø-egnen. Det er sikkerlig en gammel skik; men den tager stærkt af nu; man synes der heller følger urenlighed med, idet det hvide smitter af på klæderne, og støvet lægger sig snarere på, hvor der er hvidtet. Se mere herom ovenfor side 142 og især 149.

b. Leire

Hvor man var så heldig at have lys ler (leir), brugte man i ældre tider mere end nu at danne en røre deraf og stryge på de to-tre øverste væggestokke stuen rundt. Navnlig i en røgstue kunde dette lyse tage sig godt ud imod tagets sorte, og så var det til lettelse ved stuens rengjøring til høitiderne, såsom man kun behøvede at vaske der, hvor det var leiret (den gamle ler blev vasket ned og ny blev påstrøgen), så altså det besværligere arbeide med at sandskure blev indskrænket til væggestokkene nedenfor.

Men, som alt antydet, tager skikken af. Årsagen er tildels den samme som ved den foregående art af stuepynt. En af de få mænd i Indre Holmedal i Søndf jord, i hvis huse der endnu leires, sagde halvt ærgerlig: «Vi vaske ned skit og have op at skit.» Er først væggen bleven grå af leiringen, så må man blive ved dermed; men fra nu af bliver den neppe indført i noget nyt hus.

I Guddalens sogn i Ytre Holmedal i Søndfjord skal imidlertid leiringen endnu være at se hos hver mand, på to-tre nær.

c. Krote

Allerede i oldsproget forekommer dette ord i betydningen af at pryde med snirklede sirater, og det kjendes i bygdesprogene både i Norge og Sverige. Men i Bergens stift, hvor røgovnstuerne have holdt sig længst, brugtes ordet særskilt om den stuepynt, som nu skal beskrives.

Krotingen lignede leiringen forsåvidt, som den dannede en bord på en tømmerstoks bredde, der løb stuen rundt, øverst på væggen, oppe mod det sodede og blanksorte tag. Men her var borden tegnet med kridt, som var kjøbt fra byen. Kridtet stødtes og rørtes ud i vand, og istedetfor pensel brugtes fingeren. Med hvide linier deltes borden af i firkantede ruder, og inden i hver rude tegnedes stjerner og snirkler, så gilde som kvindfolkene kunde finde på at gjøre dem. Samme forsiring brugtes også på indsiden af de to biter eller tværbjælker, som lå over stuen, fra den ene langvæg til den anden henimod begge gavlvæggene, svævende frit i rummet under det skrå opgående tag. Og på den tværvæg, som vendte imod indgangsdøren, oppe på dens gavl eller såkaldte bjørlad, der var tilrøget og uvasket ligesom selve tagets sider, tegnedes gjerne med udsøgt kunst en rigtig gild rose eller stjerne, som fra den mørke grund ret strålede den indtrædende imøde. Hvor oldtidsmæssigt dette er, vil den sprogkyndige skjønne, når han hører, at denne væg endnu er kjendt under det gamle navn andveies-væggen (øndvegisvegg)

Det var som sagt kvindernes kunst at krote, og de gjorde sig flid. En gammel kone i Vik sogn i Søndfjord fortalte, hvorledes de havde seet på de malede snirkler i sognets kirke og efterlignet dem. Til julen vaskede man den gamle kroting ned og malede på nyt; til de andre høitider kunde man lade det forblive med at friske op den gamle tegning. Når så beboerne kom ind og ønskede glædelig jul, så kunde der vanke ros: «Nei, se du, hvor du har krotet pene roser! Den, der kunde krote så(124)

Denne kroting erindres måske i alle bygder, hvor røgovn-skikken mindes<a href="#N_125_">(125); men den er mest forsvundet med den. I Søndfjord er den end også afskaffet der, hvor røgovnen endnu beholdes, af lignende grund som omtalt ved leiringen. De krotede stokke var det nok at vaske, da kridtet tog sig bedst ud på mørke væggestokke; siden krotingen er aflagt, må der altså skures mere. Man kan sige, at smagen er forbedret, men arbeidet forøget.

Kroting erindrer jeg ikke bestemt at have seet selv uden på en af Strilelandets yderste øer (Herlevær); der overraskedes jeg ved at finde den i kakkelovnsstuer (sml. ovenfor, s. 142).

I røgstuer af det østlandske slag (årestuer som i Sætersdalen) har jeg nok hverken seet eller hørt om kroting med kridt. Men der kan man se mere kroting med kniv, udskjæring på barkrakken og på beiteskien (ovenfor, side 164 og 193).

d. Bu

Hvad betydning jeg lægger i ordet, og hvad interesse jeg finder i den eiendommelige pynt eller bunad, stue-bunad, som her sigtes til, vil man bedst forstå, når jeg minder om Snorre Sturlasons fortræffelige beskrivelse af dronning Aasta's tilstelning, da hendes søn Olaf, han, som siden blev kong Olaf den hellige, vendte hjem fra vikingtog og et par gjætergutter kom løbende ind i stuen med tidende om, at nu kom han:

Aasta stod strax op og bød karle og kvinder at gjøre alt istand på det bedste: hun satte fire kvinder til at tage stuebunaden (bunad stofunnar) og bu (bua) i al hast med tjeld (på væggene) og (med hynder) på bænkene; to karle bare halm ind på gulvet, to satte bordet til rette, to satte maden frem, to bare ind ølet, bud gik til kong Sigurd, der han var (ude på marken), og bragte ham hans stadsklæder samt hans hest med guldbeslået sadel og med bidsel, som skinnede af glasperler og guld. Fire mænd sendte hun fire veie ud i bygden for at bede storfolket til velkomst-ølet, hun gjorde for sin søn, husets egne folk bad hun iføre sig sin bedste stas, og dem, som manglede, lånte hun klæder.

Denne Aasta's travlhed morer det mig så meget mere at tænke på, som jeg er stærkt opsat på at mene, at det slags pragt, som hun pyntede op med, monne have gået i arv i kongers og jarlers huse alt fra de fjerne tider, som vi læse om hos Homer. Vore forfædre vare stamme-beslægtede med det folk, som den homeriske helt Achilles tilhørte; men da det berømte gesandtskap kom til hans telt og blev modtaget på det prægtigste, heder det at

-- gjæsterne frem i teltet han førte,

hvor han dem bænked på sæder, belagte med skarlagens tepper(126).

At denne måde at pynte stuen med tjeld eller tepper er så ældgammel hos os, eller at den ikke i en senere tid er indført fra mere kunstrige lande, men at den har fulgt folket allerede fra de fjerneste tider og under dets vandring til vort Norden, det synes jeg tør sluttes, dels deraf, at overalt i den kreds af beslægtede folk, som vi tilhøre, findes der spor af skikkens høie ælde, dels deraf, at til at væve de til vægge-prydelse og til hynder bestemte brogede uldne tøier, har man brugt et slags vævstol, som på engang var skikket til udførelse af et kunstigt arbeide, der lignede broderi, med indvævede figurer af både mennesker og dyr, og som derhos var så simpel, både så let at gjøre og så snar at sætte op, at der f.ex. i Gudbrandsdalen endnu er sagn fra forrige århunderede om bondedøttre, som sad på sæteren og syslede med dette arbeide, ligedan som længere op i tiden selve kongedøttrene(127).

En fuld forestilling om den hele pynt, som brugtes på kongsgårdene i vore forfædres tid, kunne vi ganske vist få ved at samle tilsammen de spredte levninger af den gamle smag og skik, som endnu ere at se hist og her i vore bygder. Og ikke alene for at slippe med lettere arbeide, men for med det samme at give et exempel på overensstemmelse i husskikke hos almuen i Sverige og Norge, giver jeg en sådan fremstilling ved at oversætte et stykke af den førnævnte bog af Hyltèn-Cavallius om det gamle folkeliv i det svenske landskab Wärend (se ovenfor, side 78):

Lige så simpel og tarvelig som sparre-stuen viste sig i hverdagslaget, ligeså pragtful var derimod dens udstyr til de store høitider og da isærdeleshed til den gamle nordiske jul. Det hørte da til høitidens forberedelser, at hele stuen skulde feies og skures i hver vrå. Mur-krandsen, hjel-stængerne og fremfor alt kron-stængerne(128), der ligesom væggene sædvanlig vare mørke af røgen fra stikke-blussene, overklædtes med lange, smale linnedduge, som kaldtes «hængeklæder», «stang-hængeklæder» eller «remser» og nedentil vare frynsede med pyntelig «knytning», som også kaldtes «bjæfs», «flette» eller «ragg». Knytningen, som var flettet af nævens ende-tråde eller «efsinger»(129), var der flere arter af, såsom «kroke-ragg» o.s.v. - Alle bænker og fornemmelig høisædet klædtes med myge bolstre eller dyner og «bos-klæder» eller «tepper» i lysende farver. Disse bolstre fik i Wärend navn af «hynder» eller «puder». - Høibordet bredtes med en «dug», «jule-dug», af lerred eller af lin og uld sammen, og prydet i kanterne med knytning og kniplingsværk. Dugens farve var stundom hvid, stundom mangefarvet, og i dombøgerne tales om blårandede duge. Himlingen eller tag-himmelen over høisædet blev ligeledes overspændt med en dug, i hvis midte der fæstedes en halm-krone af halmpiber, som vare trædde på tråd og sammenføiede til større og mindre såkaldte «boninger». På tagets sperrer (sparrer) hang man «sparlagen». - Alle vægge overdroges med «vægge-duge», «drag-duge», af forskjellig farve, og hele midten af taget, helt op mod mønsåsen, klædtes med en stor dug, som fæstedes på kroge og fik navn af «tag-dragt». Den fornemste vægge-prydelse var dog på frem-gavlen, hvor man udspændte et stort tapet, som i Wärends-målet kaldtes «täpet», «bonad», eller «julebunad». Dette tapet, der ligesom de berømte tapetserier i Bayeux i Normandiet fordum var virket eller udsyet, forekom endnu for en mandsalder tilbage malet på dug i de mest lysende farver. Det fremstillede sædvanlig scener af den bibelske historie, af omtrent samme beskaffenhed som de svenske kirkemalerier, som Mandelgrens store billedværk har gjort så bekjendt. - At fæste alle disse tapeter og væggeprydelser op med pinder, hed i Wärends-målet at «pinde op julen». - - - Således udstyret, frembød den gamle sparre-stue et særdeles pragtfuldt skue. Og i al denne pragt lå der en stil, et middelaldersk præg, af fortrinlig virkning, hvad enten så rummets dunkelhed blev brudt af skinnet fra det sprakende jule-bål, eller af det klare sollys, som strømmede ned gjennem tagvinduet(130).

«Hvad betyder dette?» spurgte jeg i et hus i Sætersdalen og pegte op over høisædet i stuen, hvor væggen var ganske ophakket af pinder, og svaret var, som jeg ventede, at på den måde havde man før i tiden brugt at fæste op åklæder (overklæde på sengen, broget teppe) for at pynte til jul og til bryllup. Og på denne måde kunde jeg næsten træk for træk påvise sidestykker til den svenske skildring fra hist og her i vore norske bygder. I Lom i Gudbrandsdalen har jeg selv siddet ved et bryllupsbord, hvor brude-åklædet var fæstet op, og dette var vævet på Upstad-gogn og virket med figurer, som forestillede de hellige tre konger foran Jesusbarnet. I Smaalenene kan man hist og her se levninger af den skik med prydelser på høisædesvæggen af malet lerred. Men især tror jeg at Valders har beholdt meget af den gamle julepynt: væggene beklædes der med brogede åklæder (af almindelig vævning, eller vævede på de nu brugelige håndstole), og langs skabkanten samt den øverste væggestok hænges hvide flettinger af nøiagtig samme slag, som i Sverige kaldes knytning, og som hos os tildels endnu ere kjendte under det ældgamle navn sprang. Indrettede til dette brug, kaldes de vægge-sprang; de kunde være som et til to kvarter brede, men ere sammensyede i længder på flere alen. - Samme slags fletting bruges desuden her som i Sverige som fryndser på stadselige håndklæder. Sprangede håndklæder har jeg seet eller ialfald hørt om i alle Norges stifter, og de have været brugte ikke blot til at tørre sig på, når man havde vasket sine hænder, men tillige til at pynte stuen ved at hænge og lyse på den mørke væg. Det hørte til i en fuldt udstyret stue, at der på posten mellem gangdøren og klevedøren var en skab-lignende indretning af fint snedkerarbeide med en tværstok eller rulle under, og på denne hang håndklædet, som et gardin på sin stol(131).

I Gudbrandsdalens ældre bondehuse har jeg seet stoppede hynder med overtræk af samme slags kunstige og brogede væv som i de virkede åklæder(132), og i Jostedalen i Bergens stift, en af Norges fattigste bygder, hvor det netop på grund af den yderlige grad af tarvelighed i stellet faldt mig ind at spørge efter disse ting, svaredes, at vel kjendte man ikke til at pynte stuen med jule-tepper, men endda var der så meget af den gamle skik, at når f.ex. præstefamilien ventedes i besøg, så blev gjerne et pent teppe af almindelig vævning lagt i høisædesbænken, derhos også dug bredet over bordet og spranget hånd-dug hængt på væggen.

Har man engang for alle sat sig ind i, hvorledes gude-huset i vort Nordens hedenold i mange måder må have lignet stuen (åre midt på gulvet, ljore i taget, m.m.), så finder man det ikke tvivlsomt, at som stuen har været pyntet til jul, med tjeld og sprangede duge, så har gude-huset stået i fuld pynt bestandig. Og i alfald er det vist, at de kristne kirker pyntede man på lignende vis; i gamle skrifter tales om tepper, hvormed chorvæggene vare behængte(133), og istedetfor virkelige tapeter kan man endnu hist og her, f.ex. i Jostedalens kirke (ligesom på gården HusebyHedemarken), se vægge-maling, som forestiller dem.

Medens de nu beskrevne pynteskikke ere blevne gammeldags og vel ere nær ved at gå i forglemmelse hos os, har, som det lader, hin brug med brogede uldne tepper og hvide linned-duge i andre lande i Europa udviklet og forandret sig derhen, at man drager væggene med tapeter af papir og hænger klare gardiner om vinduerne. Denne nyere brug have vore byer allerede optaget temmelig fuldstændig, og fra dem holder den på at udbrede sig i landsbygderne, mest her på Østlandet, hvor f.ex. klare gardintøier væves i bondefamilierne selv. En anden erstatning for de gamle tapeter med deres indvirkede billeder kan man også se selv i tarvelige bondefamiliers stads-stuer, nemlig de brogede Nürnberger skilderier. Fremdeles er det vistnok en fortsættelse af eller en nyere form for de løse bænke-hynder, at man nu bruge stoppede sæder i stole og sophaer, og som de gamle stadselige hynder gjemtes bort, når høitiden var over, så bliver nutidens stadselige sopha-betræk i hverdagslaget tilhyllet af et vare-betræk.

e. Stuen logges

Som skoven om våren får løv (almuesproget lauv, oldsproget lauf), eller som den lauvgast (hvilket ægte norske ord gjerne udtales lettere og kortere som loggast eller logges), så har det også været gammel skik, at stuen skulde få løv til St. Hans, og herom bruges endnu det selvsamme udtryk, f.ex. i Søndmøre.

Når man flytter ud af sæterstuen eller vinterstuen for at bo i sommerstuen, når den store renselse eller St. Hans-rengjøringen er udført i det tomme hus og ilden på ovnen er slukt, så hører det til at pynte denne med grønt, som da på en måde træder istedet for ildens blus. Men når man erindrer, først, hvilken betydning der fra gammel tid tillagdes arnens ild, helst juleaften, da dens vigslende kraft mentes at holde troldenes ondskab borte, dernæst, hvad enhver veed, som kjender en smule til den nedarvede folketro, at St. Hans er som et modbillede på julen, at de usynlige væsener ere mest på færde da, og at al naturens kræfter røre sig på en synderlig måde, så f.ex. de lægeurter, som skulle samles ind for året, helst bør plukkes netop natten til St. Hans for at få sin rette kraft - så kan man forestille sig, at meningen med dette St. Hans-løv har været ikke alene at pynte, men tillige at sikkre huset mod troldskab og ulykke(134).

Stuen var imidlertid ikke fuldt logget med dette. Som der om juleaftenen til arnens ild føiedes jule-lys, som stod på bordet og lyste ind i hver vrå og efter den gamle skik brændte hele natten over, således blev der plantet grønt hist og her stuen over, løvkviste bleve stukne i vægge-sprækkerne, kvaste og krandse bleve hængte op under taget, ja, for en sikkerheds skyld blev der allerede reist et par store løvbuske foran indgangen til huset og ellers hist og her ude på gården.

Spor af dette finder jeg i alle landets stifter, og i de skriftlige og mundtlige beretninger derom forekommer så tidt, at man til denne pynt især ynder rogn og hæg; er det så, at folketroen har tillagt netop disse en særdeles kraft?(135). Og mon nogen kan oplyse, at man til denne leilighed som til så mange andre, hvor det gjaldt om at fremkalde nogen overnaturlig virkning (f.ex. ved at bade sig i vand med løv og urter i) har brugt at samle løv af netop ni forskjellige slags træer?

At det er en lands-skik, vi her have at gjøre med, skjønnes af, at der er spor af den eller mindelser om den så godt som overalt. Jeg kan gå over landets bredde og udtrykkelig erindre, at skikken hører hjemme både i Askevold mod havet henne ved Stat og i Elverum og Soløer ind ved rigsgrændsen; og farer jeg gjennem landets længde, så kan jeg efter de meddelte beretninger anføre, at man pynter med St. Hans-grønt i Karlsø nordligst i Tromsø amt og i Aremark nede ved Fredrikshald.

Og hvor godt den gamle skik har holdt sig, derom vidne birkebuskene foran husdørene eller inde i gårdsrummene i de mere gammeldags kvartaler af selve hovedstaden.

Fra Guddalen i Søndfjord mindes jeg fremdeles det blev omtalt, at også kirken pyntes på lignende måde, med en løvkvist for hver stol og med krandse og kvaster over chordøren o.s.v., noget, som jo svarer til, hvad der blev erindret ovenfor ved talen om den skik at pynte kirkens vægge med tepper.

Fordi denne stue-pynting har været udbredt over det hele land (og i Sverige med, som det lader), og fordi den har stået i sammenhæng med oldtidsmæssige (overtroiske) forestillinger, derfor kan jeg også antage, at den er ældgammel, og at den i sin tid har hørt hjemme selv i den ringeste hytte, ligeså vist som lys på duget bord juleaften. Men St. Hans holder ikke sin plads i folkelivet fuldt så godt som julen. Troen har tabt sig, skikken opløses, stuerne logges vel ikke på langt nær så flittigt som før. Men der er kommet noget tilsvarende istedet. Ikke formedelst nogen dunkel tro, men fordi man finder behag deri, er man først kommet i vane med at plukke blomster ind og sætte i glas, og har tilsidst lagt sig efter at have potteplanter i vinduerne. Som skikken med gardiner om vinduerne holder også denne skik på at udbrede sig fra byerne af. I store strækninger af landet savner jeg vistnok endnu dette vakkre tegn, således i Søndfjord og andre egne i Bergens stift; men så kan jeg igjen studse over at træffe det, hvor jeg mindst ventede. I en af de inderste kroge i Aaseral, langt indenfor kirkebygden, fandt jeg en vakker flor i et vindue, og i en af beretningerne fra Tromsø amt, navnlig fra Malangen sogn, heder det, at nu på nogle år er det kommet i brug at have potteplanter i stuen, såsom balsamine, geranium, fuchsia, gyldenlak, levkøi, nellik, stokrose, abrot.

Botanikerne studere landenes flora, lægge mærke til artene og forfølge deres udbredelse over større og mindre vidder, ja deres herkomst fra nabolandene; dette studium leder videre til kundskab om landet, om dets jordbund og veirlag o.s.v. Men ligeså kunde der uddrages slutninger angående folkelivets væxt ag kulturens udvikling, om nogen havde lagt sig ret efter denne vinduernes flora, dens arter og disses herkomst og udbredelse.

D. FORSKJELLIGE OMSTÆNDIGHEDER VED
HUSENES RENHOLD

1. BELYSNINGEN I STUEN

Stuens ildsted var en hovedsag for renlighedsstellet, eller det gjorde en stor forskjel, at den dunkle og sodede røgstue blev ombyttet med skorstens- og kakkelovnstue, som med sin skorstenspibe er mere befriet for røg og med sine vinduer på væggene få mere lys ind (5te kapitel, side 87 o.fl.st.). Men således kan det også gjøre stor forskjel, hvad kunstig belysning man har brugt i stuen. Dette har naturligvis været afhængigt af egnens omstændigheder; men de forskjellige belysningsmidler have dels givet mere eller mindre lys, dels uleilighet med mere eller mindre os eller kvalme og røg. Røgen sværtede vægge og tag, kvalmen og lugten gjorde, at luften kjendtes uren, og var der lidet lys, vænnedes øiet ikke til at skjelne så nøie mellem hvidt og sort, mellem smudsigt og rent.

Det kunde blive en hel historie at gjennemgå dette emne fuldstændigt. Her kun nogle korte træk og få exempler.

Langs kysten, hvor der er godt for lyse eller tran, har man fra arilds tid brugt det slags lampe, som kaldes kole. Inde i landet lyser man ved at brænde ved, men på forskjellig måde og ved af forskjelligt slag. I Sætersdalens årestuer ser man den oprindeligste brug, nemlig at brænde et bål, en ild af god fed ved på åren, midt i stuen; det lyser prægtigt. I Østerdalen og Gudbrandsdalen er stueskorstenen i stuens hjørne med flid gjort så åben, at også dens bål lyser godt udover. Sommesteder, f.ex. i Valders, har man tildels i skorstene af huggen klæbersten indrettet et lidet ildsted i kanten af muren, med særskilt muret røggang, eller sup, og her underholdes alene for belysningens skyld et bål af udsøgt fed ved eller såkaldt tyre, som indeholder megen harpix. Sådant bål bruger man f.ex. i Opdal og Rennebo tildels at indrette sig midt i stuen; man sætter nemlig huggestabben frem på gulvet, og lægger en stenhelle over, så det er som en flytbar åre, og nu stabler man op en hob tyre-flis eller tyre-spik, d.e. småhugget tyre; en røghat med et trærør anbringes lige over, for så vidt muligt at opfange røgen og lede den ind i skorstensmuren eller op gjennem loftsgulvet og taget. Andre steder, f.ex. i Smaalenene,Romerike o.s.v., vælger man sig den mindst fede ved, nemlig furetræets yte, lader samme kanske til yderligere sikkerhed ligge i vand en god stund, så al harpix kan trække ud, og medens veden endnu er rå, klyver man den i tynde, lange stikker, som siden tørres vel og vistnok give et svagt lys i sammenligning med tyre-spiken, men udmærke sig derved, at de kun afsætte lidet røg, og desuden have den fordel at man kan stikke dem ind i en væggesprække hvorsomhelst eller bære dem med sig overalt. Der falder en del aske og glødende kul ned af stikkerne, og derved skjæmmes gulvet, som tildels får brandflækker; men med hensyn hertil har man i Søndfjord i nogle huse indrettet sig en stikke-klype og sat den i forbindelse med et eget dertil dannet kar med vand i, som optager affaldet.

Talglys var det sparsomt med i fortiden. I en så gild bygd som f.ex. Thrykstad i Smaalenene kunde de gamle endnu mindes den tid, da man selv på gode gårde ikke for hele året brændte mere end 1, siger og skriver eet, lys, nemlig jule-lyset; for resten hjalp man sig med stikker(136).

Det betegner altså et fremskridt i velvære og stel, at i den nærværende slægts tid har talglyset fået lyse i flere og flere huse og f.ex. i Nordlandene for nogen del fortrængt lyse-kolen, hvis os siges at lægge sig på væggerne som et fedtagtigt smuds. For en 10-20 år siden, læser jeg i en beretning herfra, hang kolen sædvanlig midt i stuen, hvorimod den nu hist og her er forviist til kjøkkenet og ildhuset.

I de allersidste år er paraffin-lampen kommen til, den har udbredt sig med fart, og det ser ud til, at både det ene og det andet af de gamle lys skal blegne for den.

Et exempel på hele denne bevægelse kan jeg meddele fra egnen omkring Christiansand.

Af den ovenfor (side 91) omtalte Kalm's reisebeskrivelse havde jeg seet, at ved midten af forrige århundrede brugtes kole istedetfor talglys mest overalt ved sekanten omkring Grimstad, og dette gav anledning til, at jeg henvendte mig til hr. skolelærer Storaker i Søgne for at få høre, hvordan skikken har artet sig siden. Af hans meddelelser, som han har vidst at samle sammen fra flere bygder, ser jeg, at lyse-kolen, eller, som den mest kaldes her, tran-lampen har holdt sig i brug ude ved kysten lige til nutiden; af den smule sei og torsk, som blev fisket, fik man tran til husbrug, og noget kjøbtes desuden. Lampen fik forskjellige former, og ude på Spangereid f.ex. havde man indrettet sig en såkaldt struk eller et rør af jernblik, som førte tranosen op og ud gjennem loftet. Ellers brugtes et simplere rør af træ(137). Lidt længer inde i landet, og der har været en mellemtilstand, med vexlende brug af lampe og tyre; men oppe i fjeldbygderne, f.ex. i Sætersdalen, brændtes tyreflis ligeså stadig som tran hist ude. - Ved siden af støbte man så mange talglys, som man havde råd til, til brug i stuen ved høitidelige leiligheder, vel også mere og mere i hverdagslaget(138). - Men nu i disse sidste år har paraffinlampen for det første gjort talglyset overflødigt og for det andet udbredt sig videre til fortrængsel både for tranen og for tyreflisen. Mange steder, hvor tranlampen hørte til i stuen, er den nu forviist til kjøkkenet. Paraffinen har naturligvis vanskeligere for at bane sig indgang, jo længere det bærer op i landet; om Bykle, øverste sogn i Sætersdalen, siges, at hidtil (1868) er paraffinlampen kun kjøbt af en mand der. Det berettes hist og her fra bygderne, at håndværkere vare de første til at gjøre sig paraffinlampen nyttig.

Exemplet fra denne enkelte egn gjør det anskueligt, hvorledes det er gået til, at brugen af paraffin har udviklet sig så raskt, og hele denne raske udvikling står igjen som et rigtig lysende exempel på fremskridtssind hos folket. I disse samme år, i hvilke der kanske mere end nogensinde har været klaget over den træge almue, som ikke vil tage efter noget nyt, fordi den er hildet i det gamle, har menigmand kjøbt disse fremmede paraffin-lamper i tusindvis, de til 1 sk. stykket, som jo ere indrettede netop for ham, og den nye skik er allerede bleven til en fornødenhed i husene, og alt, hvad der heder tranlampe og kole, vil i adskillige af landets egne gå i forglemmelse. Begyndelsen til dette omsving gjordes ved fabrikationen af norsk træ-olie (af tyre-ved), som et aktieselskab af året 1856 i Christiania har æren af at have indført(139); men i året 1862 begyndte handelen her i landet med den beslægtede og billige skotske paraffin (af stenkul), ladning på ladning er ført til landet, en norsk paraffin-fabrik er bleven oprettet (i Mandal), et eget dampskib har gået i denne fabriks erinde og bragt varen kysten rundt, og i det sidst forløbne år (1868) steg forbrugen af paraffinolie med samt et mindre parti af den amerikanske jordolie (petroleum) op til en sådan betydenhed, at inden olien nåede frem til folket og kunde heldes på lamperne, har den kostet en 200,000 spd. Størstedelen af dette beløb (foruden træoliens værdi) mener jeg kan tages til indtægt for troen på, at det bliver lysere, muntrere, renere, venligere i menigmands stuer og hytter, år for år, og så fort, som leiligheden på nogen måde tillader det.

2. HUSDYR INDE I STUEN

Der høres hyppig klage over det «svineri» i bondens hus, at han lader svin og andre husdyr være inde i stuen; prøver på sådan klage kan man finde ovenfor side 120-121, anm., samt især side 129, anm.

Men angående denne sag må jeg først og fremst henvise til, hvad der på 5te kapitel, side 78-79 er sagt om bygningsskikken i dette land, nemlig at det er og alletider har været fast skik at have særskilte huse for folket og fæet, ja, at man tildels endogså har brugt at have særskilt gårdsrum for kreaturene, adskilt fra tunet foran stuedøren.

Dernæst skal jeg til nærmere belysning af tænkemåden og tilstanden meddele udførlig forklaring for Tromsø amt, for et strøg af landet altså, hvor det, som man kan vide, er småt med boliger for menneskene og endnu ringere med huse for dyrene, og hvor det altså må antages, at folk snarest må finde sig i og kunne komme i vane med at have sine husdyr inde hos sig. Bygd for bygd har jeg læst herom i de før omtalte beretninger (ovenfor, side 149).

Inden nordmandsbefolkningen er det en fast regel, at der er særskilt stuebygning og fjøsbygning; kun hist og her kan man se, at en altfor fattig husmand har sin ko i kjøkkenet, eller at en nybygger den første vinter har den stående i kjelderen. Hvor hund haves, har den stadig sin gang i stuen om dagen; den er børnenes legekammerat; men ikke overalt tåles den inde om natten. Katten lader det til, at man er endnu mindre overbærende med. Hvad de dyr angår, som egentlig skulle bo i fjøset, kan det være nyttigt, før man dømmer om forholdet, at høre lidt om hvor ufuldkommen fjøsets indretning kan være, f.ex. i Skjervø. Man vil gjerne, heder det, holde sine kreaturer rene og tåler ikke lettelig skidne flekker på dem; men fjøsets beskaffenhed gjør stellet overmåde brydsomt; der er trangt og mørkt derinde, og gulvet under kreaturene består mest af stenheller, som det ikke er nok at sope ovenpå med sopelime, men som budeien må grave mellem og indunder med hænderne og idelig lægge tilrette, da kreaturene idelig sparke dem fra sin plads; på sådant gulv kunde dyrene naturligvis ikke ligge tørt(140). Derfor berettes det også fra næsten alle bygder, at det ret hænder, at man må tage det nyfødte lam eller kid ind i stuen ialfald for den første dag, eller til det bliver tørret; er det koldt fjøs og stræng årstid, kan det naturligvis være nødvendigt at holdt dem inde længere. Selv en kalv kan man nu og da være nødt til at gjøre det samme med, ligeså en voxen sau, når den er syg eller nær ved at forkomme under den yderst ufuldkomne fodring. Sjeldnere ser man en grisunge inde i stuen, vel fordi grisehold ikke er så almindeligt. Der er også exempler på, at kyllinger få være inde en tid, ja at hønsene have sit sted i stuen vinteren over. Endelig er det ikke uden exempel, at mindre dyr, som kalve, slagtes inde i stuen.

Jeg får anføre et par prøver af selve beretningerne. Distriktslægen i Senjen siger, at hunden tillades at være såvel inde som ude efter behag, og at på sådanne steder, hvor fjøset er koldt, og medens kulden er på det strængeste, kunde små lam være inde, medens kulden varer, dog således, at de haves i en kasse eller tønde. Og sognepræsten i Berg siger kort og godt, at andre husdyr end hunden findes sjelden eller rettere aldrig i nogen mands hus.

De af finnerne (lapperne), som bo i gammer, have, som det lader, kreaturene under samme tag som stuen, men dog i regelen i et andet rum, adskilt fra stuen ved en fælles gang. Og blandt finnerne træffer det oftere, at de lade de spæde og syge småkreature nyde godt af stuevarmen. Dette kan komme af, at de i det hele have mindre sands for renlighed, men kan også hænge sammen dermed, at de finske kvinder, efter bestemte udsagn fra et par steder, behandler sine kreature med større godhed og omhu, hvisårsag de endog fortrinsvis søges af de norske som budeier (Skjervø).

Og både hos nordmænd og finner sees efter fleres udsagn en tydelig stræben efter at bygge og indrette fjøsene bedre, så dyrene mere og mere kunde forblive der, hvor de høre hjemme.

En af de mange beretningers forfattere er en mand, som har været skoleholder i sin bygd en 30 år og dertil som vaccinatør har havt anledning til, som han siger, at besøge på det nærmeste hvert hus og hver hytte i præstegjeldet. Det er Karlsø præstegjeld, et af amtets yderste. Han skriver:

Hunden tåles temmelig almindeligt inde i stuen, andre husdyr derimod tilstedes sådant ikke, af nordmændene ialfald. Undtagelser kan dog gives; således så jeg i afvigte sommer hos en fattig husmand, at i det samme rum, som familien opholdt sig i, var der indrettet plads for en ko og et par får - dog i en forlænget ende af hushytten og et par trin lavere end stuegulvets flade; dette tog sig dog ikke så aldeles stygt ud endda; i stuen med det høist tarvelige indbo var der rent og hvidt. Heller ikke de ordentligere finner tåle dyrene inde i deres beboelsesrum, medens dog enkelte fattige finner endnu bo sammen med deres få kreature; men dette var meget almindeligere for 20-30 år tilbage og vil vel med tiden gå ganske af brug.

Til disse uddrag af beretningerne skal jeg tillade mig at minde om, hvad jeg selv engang har fortalt om en nybygger i Maalselvdalen i samme amt, som jeg besøgte i 1863:

Det var i 1841 og Erik var da 23 år. Begyndelsen var sådan: han fik sig et urørt stykke land at begynde med, og derhos fik han sig en jevn gammel og modig hustru; de to vare sammen om at bjerge noget af det forunderlig høie og frodige græs, som voxer i birkelierne her, og af et gammelt hus, som han kjøbte, fik han sig sat op et fjøs til de få husdyr, han og hun havde lagt sig til hver på sin kant, og i dette samme fjøs levede de et nøisomt liv den første vinter. Det var en underlig juleaften, den i fjøset, sammen med dyrene. De kunde dog ikke klage heller, for Jesus kom jo til verden i en stald; men de stundede alligevel til at få det anderledes. Næste jul var også et særskilt stuehus færdigt. Det var bygget af birketræ og derfor yderst lidet; men det blev snart afløst af et andet af furetømmer, og dette igjen af den stuebygning, som står nu, og som skulde tage sig godt ud i hvilkensomhelst bygd. For et par år siden blev hele husklyngen offentlig taxeret for ikke mindre end 1060 spd(141).

Således som denne nybygger i nutiden, således kunde vi forestille os det hele norske folk, da det var nybygger i landet: husdyr kunde det ikke være foruden, og i den første tid have folk og fæ måttet bo sammen, men så snart som muligt (den art har ialfald været i folket så langt op i tiden, som historisk kundskab når) har man arbeidet sig ud af denne tarvelighed og sat op særskilte huse. At «koppe-grisen» ofte får være i bondens stue selv i vore dage, kan ikke undgåes, og at et ensligt kvinde-menneske, en husmands-enke f.ex. i en liden stue, har en høne inde hos sig til selskab, det er noget, som vel forekommer hele verden over.

3. UTØI I HUSENE

En systematisk fremstilling af renligheds-stellet må nok tage hensyn til utøiets plage. Dels har det sig nemlig så, at utøiet gjerne yngler og trives i den urenlighed, som er, dels også så, at det igjen fremavler smuds og uhumskhed. Det kunde være som en naturhistorie for sig, om nogen tog sig for at beskrive det utøi, som har hjemme i et land, og en sådan bog skulde være praktisk nyttig eller i høi grad hjælpe til utøiets udryddelse, når den nemlig ved sine afbildninger f.ex. af insekternes æg og larver og pupper og ved sin forklaring om deres ynglesteder og ernæringsmåde lærte folket bedre at forfølge dem eller forebygge deres fremkomst.

Jeg skriver mest dette lille afsnit med tanke om, at det kanske kunde vise sagens interesse og f.ex. tilskynde et eller andet almennyttigt selskab at gjøre de fornødne offere for at få en sådan bog forfattet og trykt.

Sammenligner jeg med, hvad jeg havde at fortælle i det næst foregående afsnit, så ser jeg stor forskjel. Det er en hel reform, som er bevirket i vort husliv formedelst de nye og billige lysolier, som opfindsomme fabrikanter og driftige handelsmænd nu på nogle år have skaffet os; men hvad angår kundskab om og råd mod utøiets plage befinder folket sig for en stor del endnu på det gamle standpunkt, og det vilde jeg gjerne minde videnskabens mænd og folkeoplysningens befordrere om.

Der er utøi som hører sammen med det menneskelige legeme, som bor på og lever af det; der er andet utøi som yngler og lever i madbodens og spisekammerets madvarer. Disse arter hører det andre kapitler til at handle om(142). På nærværende sted hentyder jeg til de arter af utøi, som følge menneskenes boliger, som yngle i eller ved husene, som nære sig og holde sig der.

En fuldstændig afhandling herom måtte befatte sig med rotter og mus, med sirisser, med væggelus og lopper, med fluer og edderkopper, med den hærskare af insekter, som bore sig ind i selve veden af det træ, som husene og bohavet består af, såsom de store «tømmermænd», det lille «dødninge-uhr», fremdeles med møl eller mot o.fl.

Det være mig tilladt exempelvis at tale om et og andet af disse dyr, at nævne nogle af deres naturhistoriske eiendommeligheder, at pege på nogle træk af folkets forhold imod dem.

Der er for det første fluen, den almindelige husflue, musca domestica.

Ligesom fluer, der myldrende tykt i surrende sværme
flokkes i tusinde tal om hyrdernes stalde på marken,
når først våren er kommen og melken i spandene flyder -
ligeså myldrende stode de hårfagre mænd af Achaia,

siger Homer, idet han skal skildre sine achaiske krigeres store og anseelige mængde, og i hans øine var da fluen åbenbart ikke noget så særdeles forhadt utøi. Og ligeså har det vist været al tid nedigjennem, idet fluen ikke har været betragtet lige med de andre arter af utøi, jeg har nævnt. Men så stort kan dog mylderet være, at fluen bliver plagsom nok. Den lægger sig i maden og søler til allevegne. Og dette kan træffe selv i meget renlige huse, på præstegårde f.ex., hvor husfruen virkelig gjør sig stor flid for at holde alt i orden. Mangesteds ser man stående i vindueskarmerne ækle skåle og glas med fluegift og døde fluer, andre steder slår man med flue-smek, og for hver flue, som træffes på dørkarmen eller væggen, bliver der en flek. Men jagten nytter lidet, der er snart samme surr af fluer som før, og man undres over, hvor de komme fra. Kun på et sted (se side 174 ovenfor) har jeg hørt den bemærkning af en husmoder, at det gjælder om at passe kjøkken-dungen vel, at der ikke skal ales fluer. Således er det. Husfluen holder sig nok inde i huset, hvor den finder sin næring (menneskenes egne fødevarer og affald deraf); men hunnen flyver ud og lægger sine æg i alskens forrådnende stoffer af dyr- og planteriget, som den kjender på lugten og især finder på kjøkkenmøddingen - her slåes nemlig jevnlig vand ud, så der er futtighed nok til forrådningen eller gjæringen. Æggene blive til larver, som kræle og rode, larverne forvandles til pupper, som ligge stille; men alt foregår i møddingen, ud af den kommer omsider fluen frem, og strax flyver den ind gjennem husets åbne vinduer og døre, hvor dens føde dufter den imøde. Det bedste middel mod fluer er altså stadig at dække kjøkkenmøddingen eller rendestenen med tør muld; dette bør navnlig ikke opsættes, når man f.ex. kaster ud fiskeslo, som ellers katten kunde trække bort og lægge hist og her, så altså muldskuffen ikke vilde nå det siden.

Med større iver forfølges loppen; men det tør være, at også her mangler indsigt. I mangfoldige bygder i landet er det en fast daglig regel at bære sengefælde og sengedækkener ud, hænge dem op på en stang og pidske dem, alt især for loppernes skyld; måske skulde plagen med lopper være mindre, dersom det var almindelig bekjendt, hvorledes de yngle og formeres. Hunnen lægger indtil 20 æg, hvide og glindsende; den lægger dem i gulvtepper, i gulvfuger og mursprækker, hvor der findes gammelt fejeskarn og støv, som indeholder føde for yngelen; efter 6 til 12 dages forløb udvikles af æggene små fodløse og rødagtige larver, når disse ere en 8 dage gamle, spinde de sig ind i et fint silkespind, her leve de sit stille puppeliv, og herfra hoppe de ud som voxne lopper, der fra nu af søge mennesket og leve af dets blod. Dette er nemlig menneske-loppen. Der er også en anden, som plager hønsene, og som disse arter gjæste mennesket (hvad de i virkeligheden gjøre), så er det kun nu og da og ganske flygtigt(143). Menneske-loppen har, som det lader, fulgt mennesket hele jorden over, og det skal især myldre af dette plagsomme utøi i lande med varmt og tørt veirlag, f.ex, i Italien; i selve Rom får man lopper på sig bare ved at gå på gaden, da kvinderne ryste sine sengeklæder i vinduerne, og hvad der rystes af, kaster sig siden over de forbigående. Det er altså ikke vist, at det sammenlignelsesvis står så yderlig slet til i vore bygder, som nogle reisendes fortællinger tyde på.

Om væggelusen skal jeg indskrænke mig til at bemærke, at der lader til at være mærkelig forskjel i bygderne. En mand, som er født og opvoxen i Hardanger, og nu er en af vort lands vel kjendte mænd, har sagt mig, at det slags utøi vidste han ikke af, før han som voxent menneske kom ud fra sin føde-egn. I Indre Sogn bemøier man sig med alskens råd imod væggelusen, men naturligvis ikke med fundstændigt held. I Dale i Søndfjord fortalte præstefamilien, at man ikke havde hverken seet eller hørt om væggetøi, der i bygden; i en anden bygd i Søndfjord hørte jeg dog om dette utøi på en bondegård, hvor man havde havt det en tid, men fået bugt med det. For Søndmør's vedkommende beretter Strøm i sin beskrivelse for vel 100 år siden, at væggelusen ret var kjendt på flere steder. Fra Gudbrandsdalen og Romerike har jeg selv berettet om den såkaldte væggelus-fjel, eller en egen opfindelse til at fange dyret i(144).

En egen afdeling af hus-utøi dannes af insekter, som drive sit væsen inde i selve væggenes og møblernes ved. IIndre Sogn så jeg med stor forundring, hvorledes tømmerstokkene i stuevægge vare gjennemædte, så man kunde stikke kniven igjennem og træmelet dryssede ned; man sagde mig, at når jeg kom så langt ind i Lerdalen som ovenfor et sted, som heder Seltaasen (?), så skulde det være forbi dermed, og således lod det også til at forholde sig i sandhed. Man kan høre dyret skjære inde i væggen, og deraf har det sit navn (tømmermand). Undertiden, sagde man, kommer dyret frem på gulvet, og det blev beskrevet forskjelligt, som en hvid mark med rødt hoved, henved en tomme lang («veamark»), eller som et sortagtig dyr med et slags vinger på. Man kunde ikke gjøre rigtig rede for, om det var to forskjellige arter, eller samme insekt i forskjellige udviklingsstadier; kun det vidste man, at når tømmeret huggedes, så man stundom samme dyr mellem barken og veden, men aldrig inde i veden. Det er insektets sædvanlige vis at bore sig ind og lægge sine æg ind under barken på træer; hvad det nu er, som gjør, at det borer sig ind i selve veden på det fældede tømmer, og hvad der muligvis kunde gjøres for at modvirke dette, se, det er en af de ting, jeg kunde ønske at se opklaret ved naturforskningens hjælp. Langt mere udbredt er vistnok det lille insekt, som tildels er kjendt under navn af « dødninguhret»; sit latinske navn anobium pertinax skal det have deraf, at når man rører ved det, trækker det sig sammen og ligger som dødt og vedbliver temmelig længe at ligge så. Det er sortebrunt og har skal-vinger. I parrings-tiden flyver det ud; ellers lever det sit meste liv inde i veden, som det gjennemborer hul i hul. Et spisebord, som foruden at være gammelt og morkent tillige var blevet hullet således, har jeg beskrevet ovenfor, side 174.

Som exempel på, hvilken naturhistorisk mangfoldighed man kan komme op i ved at forhøre sig om disse ting, kan jeg gjengive, hvad min hjemmelsmand her, hr. professor Esmark, fortalte mig. En præst henne i Bergens stift skrev ham til angående et hidsigt udslæt, som han og hans familie nogen tid havde været plaget af, og som tilsidst blev befundet at være bevirket ved et yderst lidet kryb, som havde bidt sig fast; nogle af disse små dyr blev sendte med i brevet; professoren fandt, at det var en stær-mid, og ved nærmere undersøgelse befandtes det at være, som han gjættede på, nemlig at der havde været et stær-rede oppe under stuebygningens tag, så det skjønnedes, at utøiet havde holdt sig der, til ungerne vare fløiede, og at det så havde foretaget en udvandring og gjennem sprækker og åbninger fundet vei til sovekammeret. Således kunde nemlig fugles snyltedyr gjæste mennesket for en stund, og man skulde altså egentlig aldrig tillade fugle at bo under sit tag.

En speciel naturhistorisk behandling af alle disse snyltedyr kunde jo også medtage de eiendommelige former af plantevæxt, som på lignende måde ere til plage og skade i et hus, nemlig sop og mug samt visse mikroskopiske arter, som sætte sig på væggene, på vinduesruderne o.s.v., og som igjen rimeligvis yde tilhold og næring for smådyr af infusoriernes art(145).

Ja, det kunde være af interesse for vore husmødre at få se lidt om de undersøgelser, som med mikroskopets hjælp i vore dage ere anstillede om støv, dette eiendommelige støv, som idelig feies bort, og som idelig fornyer sig, så man kan undre sig over, hvor det kommer fra, og hvad det vel egentlig består af. Et populært småskrift om støvet, om denne lille verden for sig, hvori man finder rester og smuler af væsener og skikkelser, som have været og levet, men som nu ere døde og gå igjen - et småskrift herom med afbildninger af alle disse fælheder - skulde ganske vist bevirke, at støvkosten svingedes flittigere omkring i husene.

E. OMKRING BOLIGEN

1. TUNET

Om tunets eller gårdspladsens anlæg er der fortalt ovenfor 5te kapitel, side 78 flg. Her skal tilføies, nogle ord om renholdelsen, og det for de Bergenske amter og Romsdals amt, efter besvarelserne til de ovenfor side 140, anførte spørgsmål.

Det er en regel, at om våren, når gjødselkjøringen og plovarbeidet er endt, bliver der ryddet og rengjort omkring husene; spade og rive samler sammen rusk og søle, og hest og kjærre kjører bort.

På nogle steder (Røldal, hist og her i Sogn) lægger man an på at holde tunet græsgroet, for høets skyld, som kan avles; hvor derimod jordsmonnets beskaffenhed og gårdsdriftens art gjør at tunet tråkkes op og jorden ligger åben, gjælder det dobbelt om at vedligeholde ryddigheden(146). Der bliver da også raget og sopet, men mere og mindre, til de store høitider gjør man sig vel større flid overalt, og på ret adskillige steder (såsom Hardanger) heder det at tunet sopes hver lørdag. Om Søndfjord siges f.ex., at der sopes omkring boligen hver lørdag, «når veiret er oplyst». Fra et sted i Hordeland er det berettet, at man tildels bruger at sandstrø tunet, efterat det er sopt om lørdagen.

Man træffer måske det rette ved at sige, at overalt hører det til, at i det mindste selve dørstenen skal sopes hver lørdag, og at arbeidsredskaber o.s.v. skulde sættes til side ude på tunet, så det kan se stilt og rolig ud til søndagen. Om sopelimen derimod går meget eller lidt udenfor dørstenen, det er så forskjelligt, at en kan sige, tunet bliver sopet ugentlig, en anden kan finde, at det ikke sker.

Hvad her er sagt om hine vestlandske egne, skulde jeg tro kunde gjælde som prøve for hele landet. Men dels kan jo fliden være større på andre steder, dels kan det overmåde fugtige klima f.ex. yderst i Søndfjord, Nordfjord og Søndmøre føre det med sig, at tunet lettelig får et urenligt præg.

Om den almindelige norske skik at pynte på tunet ved at lægge et lag granbar ud for stuedøren efter lørdagsrengjøringen, har jeg leilighedsvis talt ovenfor (side 169).

En ting ønskede jeg ret at gjøre folk f.ex. oppe i Aaseral og Sætersdalen og Thelemarken opmærksom på: der ligger gjerne en stor flad trappesten ud for døren, som det har været et halvt kjæmpeværk at skaffe frem, og som øiet uvilkårlig drages hen på; men derfor skulde husmoderen vogte sig for at slå sin kaffegrud ud netop der, eller hun skulde engang imellem spendere en bøtte vand på stenen og give den lidt skrub af en stiv sopelime.

2. DUNGEN

Der må ingen ting agtes ringe og uanseelig, når den kan tjene til at vise fremskridt i landet; men fremskridt vil man blive vaer, når man lægger mærke til stellet med dungen omkring på gårde og pladse, dungen, også kaldet rendestenen, det sted nær huset, hvor skyllevand og feieskarn kastes hen.

Fra gammel tid har det helst været så nær, at husmoderen kunde stå i døren og kaste, og blev dungen ikke passet des bedre, kunde den let både brede sig for vidt udover og formedelst stoffernes overgang til gjæring og forrådnelse i solvarmen forårsage stank.

Når dungens indhold kjøres på ageren hver vår, dannes der uvilkårlig en grube på stedet, og til godt pas hører, både at der lægges jord i bunden, som kan opfange vædskerne, og at der nu og da, ja tidt og jevnt, påkastes jord, flis, sagmøl o.s.v., som kan kvæle stanken.

Til pynteligt stel hører derhos, at dungestedet anlægges noget længere borte fra hoved-indgangen, ved bagsiden af huset, i forbindelse med fjøs-møddingen o.s.v.

Men som prøve på fremskridt skal jeg nu meddele uddrag af beretningerne denne sag angående fra et enkelt bygdelag, nemlig Romsdalens fogderi, bygd for bygd fra Gryten inderst til Akerø og Bod yderst. Der er, som man vil se, for det meste flere beretninger fra hver bygd.

Gryten. a. Kjøkkenmøddingen har ofte før været på husets forside; i den senere tid anlægges den næsten aldrig der, og oftest flyttes den, om den er anlagt der, til bagsiden.

b. Kjøkkenmøddingen har hos de fleste sin plads på bagsiden af huset, fordi kjøkkendøren findes på den side, og da gjerne denne så nær som muligt.

Veø. a. Kjøkkenmøddingen var før lige udfor stuedøren, men dette er nu næsten overalt forandret, idet den er lagt på den modsatte side af huset.

b. Før havde «dyngen» eller kjøkkenmøddingen sin plads lige ved indgangen til huset på de fleste steder; nu derimod findes den bag huset.

Bolsø. a. Kjøkkenmøddingen har almindeligst sin plads på bagsiden af huset, og det hører nu rigtig til sjeldenhederne at træffe den på solsiden og lige ved indgangsdøren, hvor dog for ganske kort tid siden dens vanligste plads var.

b. Kjøkkenmøddingen fortrænges mere og mere fra forsiden til bagsiden af våningshusene.

Akerø. a. Kjøkkenmøddingen har almindelig sin plads udenfor stuedøren eller kjøkkendøren.

b. Kjøkkenmøddingen hos de fleste har sin plads tæt ved våningshuset.

c. Kjøkkenmøddingen har almindelig sin plads udenfor kjøkkendøren.

d. Kjøkkenmøddingen har hos gårdmanden ofte sin plads bag huset, især i den senere tid; men hos de små beboere helst, og længst fra byen, ligger den ofte midt for stuedøren eller vinduet, ikke mange skridt fra samme.

Bod. Kjøkkenmøddingen har sin plads tæt ved stuekloppen eller trappen, hvor der er bakkeheld fra fordøren
nedover marken.

Vist er her tarveligt endnu i disse bygder, helst i de ydre, hvor det vel er småt med husebygningerne, så der ikke er særskilt kjøkkendør på husets bagside. Men det skinner dog tydeligt igjennem, at der både i de ydre og indre bygder stræbes efter at få det bedre stelt, end det har været.

Yderst ude på øerne kan vel også forbedring være høilig fornøden. Hele kysten langs kan man høre bønder fra de indre bygder klage over, hvad de må lide, når de ligge sammenpakkede på gårdene derude i fisketiden. Det er vinterstid, frost binder ikke jorden her ved havkanten, sne dækker den heller ikke, idelig regn bløder den op, tråkket af de mange mennesker søndermaler hver græsrod på tunet, og når hertil kommer, ikke alene at kjøkkendungen kanske er slet stelt, men tillige, at pladsen omkring husene skjæmmes formedelst den mangel, det næste stykke må handle om, så kan det blive gyseligt både udfor døren og inde i stuen(147).

3. AFLUKKE PÅ GÅRDEN

Der er få ting i det ganske folkeliv, som har sat mig så i forundring, ja som har i den grad vakt min uvillie og modbydelighed, som den sag, jeg går til at skrive om nu. Men derfor er der også få ting, som jeg har forsket efter så nøie og tænkt over så tidt som netop den. Og nu går det, som det pleier: efter de mange års undren og forsken ser jeg tingen anderledes end fra først af. Det lysner.

Professor R. Keyser beskriver de gamle nordmænds bygningsskik, han regner op de forskjellige slags huse på gårdene, som tilfeldigvis nævnes hist og her i sagaerne, og sidst i rækken omtaler han:

Vandhuset (salerni, garðhus kamar), hvilket undertiden stod i forbindelse med skemmen (d.e. sengeboden, burs-loftet), således at man kunde komme did over loftsvalen; undertiden derimod var det et godt stykke fjernet fra våningshusene; undertiden var det således bygget, at vand gik under(148).

En civiliseret skik var altså at se allerede i oldtiden, ialfald på et og andet sted som til prøve. Hvorledes er det nu?

I den anseelige bygd Lom (og Skeaker) øverst i Gudbrandsdalen, som jeg besøgte i 1852, og fra hvis betragtning jeg tog med mig spirerne til flere af de undersøgelsesarbeider, jeg senere har udført, studsede jeg over den besynderlige mangel i dette stykke. Ellers er der huse nok på gården, og det var netop ved betragtningen af Loms interessante husklynger, at jeg kom ind på tanken om at skrive den fremstilling af bygningsskikken i Norge, som blev en af forløberne for nærværende skrift (se ovenfor 5te kapitel, side 76); men på almindelige bondegårde manglede det «lille-hus» eller «vesle-hus», som her tales om; det var kun at se på de få embeds- og bestillingsmænds gårde samt ved skydsstationer, ialt på ikke så mange som ti steder i en bygd på 5-6000 mennesker.

Det var som et hul i kjæden, jeg opdagede her. Ellers så jeg blandt vore almuer så mange tegn på forstandighed og omhu, på flid og fremskridts-sind; men i dette stykke søgte jeg forgjæves efter lignelse til sands og tanke.

Her var, syntes jeg, et brud på al rimelighed og velanstændighed. Blufærdigheden måtte jo sløves, helbreden kunde lide, selv landbruget tabte jo formedelst forsømmelighed i at samle gjødnings-emnerne. Men disse moralske, sanitære og økonomiske hensyn tilsammen gjorde endda ikke sådant indtryk som selve synet, dette (tør jeg fortælle?), at når et menneske gik hen bag en væg, så - kom gjederne efter og stod og ventede for at slikke og æde det, som faldt!

Denne mangel på agt er dobbelt besynderlig blandt en almue, som ellers fra gammeltid har viist en så særdeles omhu med andet og småt affald af det menneskelige legeme, såsom negleskav, afredet hår, fældede tænder o.s.v.; disse ting måtte jo aldrig kastes hen uden videre, men skulde først vigsles med ild; forsømtes dette, mente man, at f.ex. flaggermusen kunde få fat i det bortkastede og flyve til «den onde» med det, og denne vilde derved få det menneskes sjel i sin vold, som det havde tilhørt; en af de befrygtede følger var (man vil strax se, hvorfor jeg minder om netop den), at mennesket kunde blive tungsindigt og gå fra vid og forstand (se ovenfor 4de kapitel, side 60). Men nu hint grove og daglige affald? At det skulde kastes hen således uden videre, ja ligefrem overlades til gjeden, som i folketroen endog gjælder for et urent dyr, «den onde» tilhørende? Det var ialfald tænkeligt, at der i stilhed og løndom brugtes et eller andet slags stel, som folketroen anså for godt nok, nogen vigsling eller krossing eller læsnad, og jeg har speidet og spurgt med flid. Men alt hvad jeg har fundet, er, at i nogle skriftlige optegnelser af nedarvede sætninger og regler fra Hordeland i Bergens stift forekommer følgende forskrift: Når nogen befinder sig på et fremmed sted og skal lade sit vand, bør han sige ved sig selv: Jeg lader mit vand - i et fremmed land - gud bevare mit vid og forstand!

Skulde man vove nogen slutning efter sligt enestående træk, kunde man sige, at der kanske engang i tiden havde været den tro, som dog nu måtte være glemt næsten overalt, at når man befandt sig hjemme på sin egen grund, behøvedes ingen læsning eller ceremoni for hver gang, enten fordi gården engang for alle monne være bleven vigslet til dette affalds modtagelse(149), eller fordi gjødselstedet ved visse ceremonier blev helliget påny hvert år (se om de små pinde-kors, som stikkes ned til jul, ovenfor 4de kapitel, side 67).

Rimeligere forekommer det mig dog, at som den gamle folketro har været afhængig af indbildningskraftens indskydelser, så der ikke overalt kan ventes gjennemgående enhed og indbyrdes sammenhæng mellem forestillingerne, så monne det affald, som her tænkes på, have været betragtet på en egen måde, så det ikke er kommet til at høre med blandt de ting, som det gjaldt om at vigsle(150).

Betragtningsmåden kan f.ex. have været den, at det daglige affald af legemet var i den grad urent, at eneste råd til at undgå besmittelsen var - ikke at tænke på det engang, end sige røre ved det.

Af en sådan betragtning kan jo fremdeles den tro være opkommet, som vitterlig har hersket, at det var uærligt arbeide at gjøre rent under et privet.

Her får jeg anledning til at nævne en brav mand, som har skrevet om disse ting før mig, nemlig Peder Hersleb, biskop i Christiania i årene omkring 1730 og så høit anseet, at han herfra forflyttedes til Kjøbenhavn og blev Sjællands biskop. I en betænkning om fattigvæsenets tilstand og forarmelsens tiltagen i Christiania stift var han ikke bange for at skrive om hvadsomhelst han troede kunde være til folkets ophjælp. Blandt andet ønsker han, at bønderne kunde lære « at formere deres gjødsel, bedre at forsyne deres mødding, så ikke det bedste deraf går bort, fremdeles deres priveter at gjøre sig bedre nytte af» o.s.v. Og det er vist ikke tilfældigt, at han i samme forbindelse taler om, at de også skulde lære at gjøre sig nytte af huderne af de heste, som dø eller skydes - «det bedste læder til redskab, men bruges ikke og vides ikke, blot ved den tåbelige hovmod, at ingen vil røre ved en død hest». Disse biskoppens yttringer lade mig tro, at tilstanden hele stiftet over (nu Christiania og Hamar stifter) monne have været ligedan, som den i mands minde har været i Vardal og Land og endnu tildels er i Valders og i Sogn. I Vardal er der endnu erindring om den lensmand, som lod den første hest flå og for exemplets skyld lagde kniven på den med egen hånd, og det mindes fremdeles, hvorledes omstreifende folk, fantefolk, pleiede komme og tilbyde sig at gjøre rent under privetet, på de få steder, hvor der var. Og øverst oppe i Valders samt i nabobygden Sogn har denne fordom holdt sålænge ved, at man endnu tildels for begge disse forretningers skyld må ty til visse bosiddende personer, som ere sunkne i armod og stå så lavt i både egen og andres agt, at de trods fordommen lade sig leie dertil. Her er altså en levning i nutiden fra hin dunkle fortid, da disse arbeider holdtes, som nys sagt, for uærlige, en forestilling, som f.ex. førte til, at i de større byer måtte der besørges ansat natmænd eller rakkere, hvis personer da ligeledes gjaldt for uærlige og skyedes(151).

Denne overtroiske fordom hænger naturligvis på det inderligste sammen med den følelse af modbydelighed og afsky, som endnu den dag idag på sine steder bringer folk til at sige, at om der kom «mandegjødsel» på ager eller eng, så vilde de ikke æde af kornet eller drikke af melken efter det hø.

Fuldendelsen af den nu betegnede retning er, at man på korteste måde skiller sig af med legemets byrde og i en vis storsindet stemning hæver sig over enhver betragtning af eller befatning med samme. Der er da også bygder, hvor folket føler en oprigtig forundring og uvillie, når man foreslår dem at have et aflukke og ind der og til berigelse for jordbruget samle på det, som falder. Man vil ikke engang tænke så meget på tingen. Og med denne ligesom forsætlig vedligeholdte tankeløshed følger det gode, at det naturliv, som leves, ingenlunde bryder så meget på blufærdigheds-følelsen, som man skulde tro. Det må jo idelig hænde, at den ene møder og ser den anden hist bag væggen; men det gjør ikke noget; der hersker nemlig den regel, at man ikke hilser eller taler til hinanden da, og så er det seede som useet. Hertil kommer nu vanen, som gjør, at man foretrækker selv blæst og sne i det frie, fremfor aflukkets stinkende lugt. Derfor benytte da heller ikke gårdens egne folk det aflukke, som der er ved skyds-stationerne f.ex. i Valders.

Men denne sindets og tankens retning er i tidens løb og på mange steder bleven krydset af en anden betragtning, den nemlig, at det gror godt på marken efter mandegjødsel, og fattig mand får nok se på det nyttige og ikke være for kræsen. Jeg mærkede lidt af dette allerede i Lom; en husmand viste mig sin kjøkkenmødding, som han tilholdt sit husfolk at gå hen på, og som han nu og da bredte tør muld udover; og en gårdmandssøn, som var hjemme hos faderen, men som skulde arbeide sig frem på egen hånd og drev på den spekulation at leie agerstykker af forgjældede brugere, forklarede mig, at for at sanke sig gjødsel til dyrkningen speidede han ud, hvor bag husene gårdens folk især pleiede gå hen, og der lagde han tilrette med tør jord, så stedet blev mere indbydende og opsamlingen mere fuldstændig. Og med denne min ufuldkomne iagttagelse stemmer det, jeg nu læser i en skriftlig meddelelse fra samme bygd, nemlig at selve bønderne tildels forsætlig lade være at bygge sig almindelige aflukker, såsom de på hin måde kunde samle mere gjødsel, og denne ansees for at være om ikke det bedste, så dog blandt de bedste gjødningsstoffe. Samme tanke ser jeg fremdeles udtalt i andre beretninger, fra Soløer, fra Romsdals-øerne og ellers hist og her ifra. Men intetsteds veed jeg om at systemet har udviklet sig så fuldstændigt som i Søgne og tilgrændsende bygder i Mandals samt Nedenæs fogderier.

Allerede ved midten af forrige århundrede have bønderne her i egnen, som man kan se af Kalm's reisebeskrivelse (ovenfor 5te kapitel, side 91), drevet flittig på med gjødselblanding, og efter de ældste nulevende mænds sigende har der fra gammel tid af været omhyggeligt stel ikke alene med kreatur-gjødselen, men også med det menneskelige affald. Til dette sidste var der laget til et såkaldet gang-tun, d.e. en bestemt plads på tunet, hvor husets folk skulde gå hen; ved siden af kunde der ligge en hob sammenkjørt myr-jord eller lyng-bos, og af samme brugte man jevnlig at strø henover således, at både affaldets faste dele tildækkedes og de flydende, som især ansåes for nyttige, bleve vel opfangede. Gang-tunet lå gjerne henne ved væggen af fjøset og tildels således, at kreatur-gjødselen kunde gå med i samme blanding; men dette var dog uvæsentlig. For at man ikke skulde komme til at træde i urenligheden, kunde der være lagt en planke eller to henover; efterhånden flyttedes plankerne, og dermed opnåedes, at affaldet fordeltes jevnt udover dungen. Eller endnu bedre: en træskuffe havde sin plads på stedet, og inden nogen vendte sig og gik bort, burde han sprede noget fyld over, at det kunde være tørt og rent med det samme. En anden forbedring var at sætte et skur over, enten blot med tag eller tillige med vægge rundt om; hermed var det dog endnu kun meningen at bevare gjødselen fra at blive gjennempidsket af regnen. Derimod er der tillige taget hensyn til personernes bekvemmelighed ved denne yderligere forbedring i de seneste år, at skuret er indrettet med to etager og med trappe op til den øverste, hvor folket går, og hvor der enten ligger løse gulvplanker med åbninger mellem eller står en flytbar sess (sæde), så affaldet som før kan af sig selv blive spredt jevnt ud over hele dungen, og husbonden kan stå opret der nede, når han går ind under for at skuffe muld på og jevne.

Så langt op som til Hordnæs, eller op imod Sætersdalens grændse, har jeg seet dette sidst beskrevne stel, eller gang-tun med to-etages overbygning. Almindeligere er dog endnu hint simplere gang-tun med høist et tag over. Og det er skjønsomme bønders bestemte og sikkerlig vel begrundede påstand, at de med den ene eller anden af disse indretninger samle gjødningsstoffet lettere og derfor tillige fuldstændigere, end om de - hvad rigtignok adskillige mænd i Søgne og andre bygder ude ved kysten have gjort - vilde sætte op småhuse af det almindelige slag, efter exempel fra byerne af, hvor det ikke vel lader sig gjøre at foretage hin blanding med jord. Det er også at mærke, at da indretningen med gang-tun er ligesom naturliges voxet ud af det hele øvrige stel på gården, så passer den bedre sammen med dette og tager sig ikke så stygt afstikkende ud som mangengang det lille aflukke, der på kommando er sat op på en skydsskaffergård og står der midt i synet for folk, mere bærende uhumskheden til skue end skjulende den.

En bemærkning får jeg tilføie, inden jeg forlader denne egn. I Lom i Gudbrandsdalen, ligeså i Sogn, blev jeg uvillig over hin mangel på aflukke: jeg var opmærksom på den store usædelighed, som hersker blandt ungdommen der, og tænkte på, at det nævnte ustel med dets brud på velanstændigheds- og blufærdigheds-følelsen monne have nogen skyld deri. Men hine egne i Mandals og Nedenæs fogderier, hvor de fleste gang-tun endnu som sagt ere ubedækkede, udmærke sig jo lige omvendt med store fortrin i sædelig henseende, og jeg skjønte deraf, at formedelst vanen fra barns ben bliver faren for blufærdigheden ikke så stor. Forresten forstod jeg, at som gang-tunets sparsomhedstanke finder mere og mere indgang og fra kysten af trænger op igjennem bygderne (i fjeldbygderne Aaseral og Sætersdalen f.ex. har man hidtil havt det på samme måde som i Valders), således tager det også til med det pyntelige stel at bygge over(152).

En anden og meget tydelig form for den samme nyttighedens og sparsomhedens tanke kan man finde i andre vestlandske egne. På Lister kan man høre det sprog - eller ialfald sagn om, at de gamle brugte at sige: «Havde vi ikke dunken, vilde det ikke se rart ud med engen.» Og i bygderne omkring Osterfjorden ved Bergen er det på mange steder brug at have dunker eller bøtter eller stamper stående i en sval eller et skur; der går husets folk hen, og når karene ere fulde, bæres de ud på marken og tømmes på tilrettelagte muldhobe. Tildels bruges okebøtter, ligedanne som de, hvori bønderne bringe melk til Bergens by, indrettede til at bæres på ryggen og forsynede med et slags lukkelse af skind, så intet kan skvulpe ud.

Dette sidste stel er jo ingenlunde tækkeligt. Men det vidner dog om en bestemt tanke og plan, og jeg mener, at har man uleiliget sig med at sætte sig ordentlig ind i både denne og den strax ovenfor beskrevne brugsmåde med gjødselsamlingen, så er man ikke længer så snar til at blive utålmodig over disse yttringer, som nu og da høres af almuesfolk, at det nok er bare til bekostning og ikke til nogen nytte at bygge sig privet eller have aflukke på gården. Meningen hermed kan være, at de have en anden måde, som for gjødselformerelsen er bedre. Få bønder kunne efterligne det af direktøren på Aas beskrevne og anbefalede stel; men alle kunde ordne sig nok så hensigtsmæssigt på simpel måde, og jeg har nu viist, at mange gjøre det virkelig.

Efter alt hvad jeg har seet og erfaret i vore bygder, og efter de mange vidnesbyrd i denne bog om den sammenhæng, som der pleier være mellem nutids- og oldtids-skik, kan jeg ikke tro, at det stel, som ifølge professor Keyser (side 219 ovenfor) vistnok var kjendt blandt de gamle nordmænd, også var almindeligt. Det kan have hørt hjemme på høvdingernes gårde og på thingsteder, hvor fornemme gjæster og skarer af folk kunde ventes. Dermed stemmer, at aflukket gjerne var indrettet på den udbyggede svalgang udfor sengeloftet, som netop var herberge for gjæster, og at man brugte om det sådan fin benævnelse som f.ex. kamar (af latin camera, altså egentlig kammeret, omtrent som der nuomstunder tildels siges: kabinettet). Og det er artigt at lægge mærke til, at både skikken og navnet har holdt sig hist og her alt til nutiden. I Søndfjord hørte jeg om et nylig revet sengeloft, som havde båret årstallet 1592, og hvor der havde været aflukke på svalen, efter alt udseende indrettet fra først af. Det samme fortalte man mig exempler på i Fane ved Bergen, hvor tingen endnu skal være at se. Og i Sætersdalen kan man ikke alene få se en kamar efter oldtidens vis i en enkelt ældgammel og særdeles for-sig-gjort loftsbygning(153), men den heder endnu så i bygdens sprog kåmår, noget, som overrasker så meget mere, såsom bønderne her ellers ikke have eller bruge nogetslags indretning.

Jeg tror dog, at nævnte oldtids skik ikke blot går igjen i sådanne enkelte tilfælde; jeg forestiller mig nemlig, at af samme grunde som på de få høvdinge-gårde o.s.v. på landet har man lige fra begyndelsen af måttet sørge for lignende bekvemmeligheder i byerne, i Bjørgvin, i Nidaros, i Oslo, og jeg ser tydeligt, hvorledes i tidernes løb det begreb fra byerne af har bredt sig ud over de nærmeste landsbygder, at det hører til god skik og orden at have det ligedan på gårdene, ikke for gjødselsamlingens skyld, men for velanstændighedens. I oldtiden kunde man sætte sine træle til at gjøre rent, siden betjente man sig, som vi have seet, af natmænd, fast ansatte i byerne, omstreifende på sine steder på landet, og den bymæssige mode fik først udbrede sig noget raskere i de sidste par menneskealdere, da fordommen om natmandsarbeidets uærlighed begyndte at give sig(154).

I den allersidste tid er en ganske ny foranledning og påskyndelse kommen til. Selv for landets vedkommende har den offentlige sundhedspleie taget sig af denne sag. At der bør være aflukke ved hvert hus, er noget af det, som først og fremmest handles om i sundhedskommissionernes møder, indskjærpes i de fra disse stundom udgående trykte sundhedsregler, påbydes i de af sundhedskommissioner og kommunebestyrelser hist og her anbefalede og af, kongen approberede vedtægter. Det kan tildels gjøre et underligt indtryk at se beslutning om sådanne ting fattet af bygdens læge og præst og lensmand og tolv bønder, når af disse sidste ikke en eneste en har bryd sig med at indrette den omhandlede bekvemmelighed på sin egen gård. Hvad om nu budet og tvangen bringer folk omkring i bygderne til at forøge antallet af de indtil forargelighed smagløse skur, som der allerede nu er altfor mange af, og man endda (hvad intet lovbud kan råde med) beholder sin gamle frilufts-vane?

Hvorledes nu tilsidst give en statistisk oversigt over den for tiden herskende tilstand i landet, bestemt - som den er - af så forskjellige og på hvert sted så forskjelligt virkende betragtninger og hensyn? Jeg har ikke optegnelser nok til at dømme om, hvorvidt almuerne bruge at gjøre sig affaldet nyttigt, hvad enten uden eller med særskilt opført aflukke; jeg kan kun gjengive summen af, hvad jeg selv har erfaret eller af skriftlige meddelelser har fundet om den brug at have aflukke eller ikke.

For den almindelige oversigt ønsker jeg dog at meddele noget nærmere om forholdet i de to nabobygder:

a. Søndfjord og Sogn (sml. side 114 ovenfor)

I Søndfjord er der godt stel i dette stykke; det er temmelig almindeligt at have aflukke, både på gårde og på pladse; det er at regne for undtagelser, når det mangler. Gamle folk i Vik sogn sagde mig, at så havde det været, så længe de vidste af at sige; en ung mand fortalte, at han havde ikke tænkt sig, det kunde være anderledes, før han kom til at opholde sig en stund i Sogn; som bevis på, at man nok forstod, det var anderledes på andre steder, anførtes, at når de omreisende handelskarle fra Sogn kom, så mærkedes det, at de fulgte en anden skik. Selv lagde jeg også mærke til, at på adskillige steder, endogså på ringe husmandspladse, var aflukket ikke et sammenspigret skur, men en tømret laftbygning, bygget med tanke om varighed og åbenbart for lange tider siden. Kort at sige: jeg studsede over at finde en såvidt og så tidlig udviklet pyntelig skik i en bygd, som har været således omtalt. I Sogn, navnlig i Indre Sogn, hvor jeg allerede i flere stykker har fundet stellet hos den menige almue mere gammeldags, var modsætningen også i dette stykke ganske påfaldende. Jeg kan påvise det bygd for bygd. I Jostedalen var der i 1865 kun et eneste aflukke af omhandlede slags (på præstegården), i Fortuns sogn fire, i Hafslo hovedsogn hos almuesfolk kun tre. I Sogndal beså jeg med stor glæde et særdeles vakkert stuehus med gode udhusbygninger, som en brav og dygtig bonde havde bygget af nyt; men da touren kom til at spørge efter det her omhandlede hus, så manglede det, og det såes desuden, at mangelen ikke heller var erstattet ved sådan ordning som den Christiansandske almues gangtun (ovenfor). Og på yderst få undtagelser nær blev det sagt at være ligedan i hele sognet. Om Aardal, Lærdal, Aurland blev det mig sagt af kjendte mænd, at når man undtog skydsstationer, gårde, hvor veimestere havde logeret, og gårde, hvor der boede familier, som ikke hørte til bondestanden, var der fast ikke exempel på, at folk havde lagt sig til den nye skik. Ved at reise gjennem Lærdalen fik jeg også den oplysning af nærmere vedkommende, at på skydsstationer o.s.v. bruge ikke beboerne selv at ty til aflukkets bekvemmelighed. For nogle få år siden henvendte en af præsterne her i Indre Sogn sig til formandskabet med forestilling om, at det måtte hjælpe til at få fremmet en mere tidsmæssig skik her i Indre Sogn; svaret blev, at man nok billigede tanken og ønsket, men ikke så sig råd til at gjøre noget, såsom hver mand kviede sig ved at være den første til at begynde med noget nyt. Og i disse bygder måtte jeg tildels studse over hvad jeg hørte om den mangel på undselighed, som naturlivets vane fører med sig, og som både mænd og kvinder ofte røbe selv i fremmedes nærværelse.

Når jeg til disse mine egne optegnelser fra Sogn tillige tager hensyn til beretningerne til den bergenske kommitte (side 139 ovenfor), der samtlige svare på et spørgsmål om dette punkt, så kan jeg tilføie, at i Gaupne sogn, i Lyster præstegjeld, inderst ved fjorden, var der aflukke på fire steder, og i Dale sogn efter skøn neppe ved et hus af tyve. I beretning fra Kaupanger heder det undtagelsesvis, at i kredsen der omkring var den omhandlede bekvemmelighed nu at se næsten med hvert gårdsbrug. Men drage vi længere ud til de midtre bygder ved Sognefjorden (Viks præstegjeld o.s.v.), heder det igjen, at der så godt som ikke er tænkt på denne indretning på bøndergårdene; først når vi komme helt ud til de yderste bygder (Ladvik o.s.v.),finde vi, at forholdet nærmer sig til det, vi mindes fra Søndfjord(155).

Efter dette exempel fra de to nævnte bygdelag skal jeg fatte mig kort, idet jeg ganske flygtig farer over:

b. De tre vestlandske amter (side 139 ovenfor)

og gjengiver de indkomne beretningers samlede indtryk.

Det går stærkt op og ned, eller der viser sig idelig vexling fra den ene bygd til den anden. I Hardanger er det regel i de fleste præstegjeld at have aflukke ved hver bolig (og tildels hensigtsmæssigt indrettet; men det bliver ringere og ringere dermed ude i Hordeland, udad mod havkanten. I naboskabet omkring Bergen har reformen på sine steder trængt så temmelig igjennem (Fane, Haus), medens den på andre steder næsten ikke er begyndt (Sund). I det midtre strøg af Nordfjord synes der at være omtrent samme husorden som i Søndfjord; men i de nærmeste bygder nordenfor eller i Søndmøre er der igjen en langt mere gammeldags skik, vel som i Sogn. IRomsdalen og Nordmøre lader det til, at man er ikke så lidet mere fremme i dette stykke; navnlig i de indre fjordbygder kan der vel endog påpeges smågrænder, hvor det allerede hører til skikken at have aflukke. Men på de aller yderste øer (og jeg hørte personlig om det samme på hav-øerne udfor Bergen) synes man så meget mindre at behøve noget særskilt hus, som man har det så bekvemt at kunde gå ned til stranden og lade bølgerne tage alt bort. Ellers bemærkes fra Sunddalen i Nordmøre, at man tildels har en fælles vandhus- og kjøkken-mødding, som overstrøes med muldjord for at opfange alle de gjødende stoffe og forebygge lugt, «hvilken sidstnævnte hensigt fuldkommen opnåes på denne måde».

Her ligesom på side 121 ovenfor taler jeg under et om:

c. Hamar og Christiania stifter

Øverst oppe, tildels i de øverste bygder af Østerdalen, men endnu tydeligere i de øverste og inderste bygder af Gudbrandsdalen samt i hele Valders er tilstanden, som tildels allerede berørt, endnu så gammeldags, at der selv på gårdene ikke findes aflukke uden undtagelsesvis. I midtbygderne (omkring Mjøsen) er der i regelen aflukke på gårdene, men kun undtagelsesvis på husmandspladse. I yderbygderne endelig (omkring Christiania-fjorden) er tingen også kommen istand på pladsene, på undtagelser nær.

d. Ellers i landet

I Christiansands stifts øverste fjeldbygder monne det vel flere steder være ligedan som i Sætersdalen, at de steder kunne tælles, som have taget efter den fra byerne eller kystbygderne bekjendte skik. Helt yderst ude mod havet, i de af lodser og sømænd beboede udhavne, mener jeg at man temmelig almindelig vil finde bymæssig tilstand i dette stykke.

I Throndhjems stifts indland skulde jeg tro, at en nærmere undersøgelse vilde finde lignende forholde som i Hamar og Christiania stifter, og det således, at bygderne inderst omkring Throndhjems-fjorden svare til dem omkring Christiania-fjorden.

Fra Tromsø stift har jeg jo mange beretninger om renlighedsstellet for Tromsø amts vedkommende (side 149 ovenfor); det er dog kun få af dem, som udtrykkelig omtale dette enkelte stykke, og efter dem at dømme, er det kun undtagelsesvis, at den her omhandlede bekvemmelighed findes ved boligerne. Man er altså ikke på langt nær kommen så vidt i denne henseende som med hensyn til en anden skik, nemlig den at vaske og skure gulvene, hvori vi jo fandt store fremskridt. Det er ellers en bemærkning, som kan gjøres, at den egn, som udmærker sig i det ene af disse to stykker, ialfald ikke pleier stå tilbage i det andet.

Og den bemærkning har jeg endelig også anledning til at tilføie her som ved så mange tidligere ledigheder, at i det hele og store taget viser der sig fremgang, så de bygder, hvor der endnu ikke er begyndt på reformen, blive færre år for år.

4. FJØSET

I Stavanger amt, i det strøg af samme, som heder Dalerne, kan man hist og her se levning af en fjøsskik, som før i tiden vistnok har været almindelig i de skov-løse egne af amtet, altså også på Jæderen; der er ikke noget egentligt gulv i fjøset, kreaturene stå på sin egen gjødsel, vinteren igjennem voxer denne i høiden og kreaturene løftes med den, skillerummene mellem båsene ere således indrettede, at de kunde skydes op, og ud på våren befinde kreaturene sig høit oppe imod loftsbjelkerne.

Jeg omtaler dette her af den grund, at med denne fjøsskik er det vanskeligt at holde pyntelighed og renlighed vedlige. Om der end strøes flittigt i fjøset med lyng, bliver det dog, som at budeien tråkker på en gjødseldunge, og for hver gang hun kommer ind i stuen, trækker hun noget med sig.

I Søgne, mellem Christiansand og Mandal, har man engang tildels brugt en lignende indretning. Den var ikke der kjendt fra gammel tid, men blev indført på nogle steder som en ny og forbedret brug, hensigtsmæssig til at samle og bevare gjødselen. Nu er den dog aflagt igjen.

Ellers har jeg ikke seet eller hørt om sådan brug.

Landsskikken er i sin almindelighed den, at urenligheden skal mokes ud af fjøset for hver dag.

Som modsætning til hin mindre vakkre skik kan jeg nævne, at jeg i et enkelt strøg af landet eller i Østerdalen, fra Elverum til Røros, mindes adskillige exempler på, at fjøsene endog holdes rene med vasking. Når kreaturene slippes ud for sommeren, skylles med vand og skrubbes med sopelime på gulv, opefter vægge o.s.v. På Røros bergstad, hvor man har god råd på fin og hvid gulvsand, har jeg derhos seet fjøsgulvet sandstrøet til søndags. I Elverum er man også kommet adskilligt i tour med at skrabe og pudse kreaturene (kjørene).

Som det kan sees af et par anførsler på side 197 ovenfor, hører den brug at gjøre grundig rent i fjøset til St. Hans også hjemme i Tromsø-egnen, ialfald i enkelte bygder.

I visse strøg af landet bruges fjøset regelmæssig som sovested for gårdens ungdom, tjenerne og tildels de voxne børn. Herom kan læses ovenfor side 31-33, 2det kapitel. Til disse strøg hører Søndfjord. I et jevnt godt bondehus her (i Vik sogn) hørte jeg om, at ved rengjøringen til St. Hans og ellers, når fornødent, bruges sopelimen oppe på fjøshjellen, hvor sengene stå, for at få bort spindelvæv o.s.v. Det var også skik i samme hus, at fjøspigen havde hængende ude i fløset en klædning, hun kastede over sig, når hun gik ind der, for ikke formedelst berørelse med kreaturene o.s.v. at bringe fjøslugt med sig ind i stuen. Men om skikken også fulgtes i flere huse eller endog var almindelig i sognet og i egnen, det rak jeg ikke at gjøre mig bekjendt med.

Hvad jeg her har hentydet til, ligger jo i yderkredsen af de ting, som høre ind under en beskrivelse af hus-renligheden. Men det kunde nok være, at en ret indtrængende undersøgelse og omfattende oversigt vilde have sin interesse. Jeg tænker på en række af betragtninger og bestræbelser, som i den senere tid visselig have støttet almuens naturlige ønske om at have det hyggeligt og vel stelt også i fjøset; således har, som nys antydet, opmærksomheden været henledet på nogle egnes betænkelige brug at give folk soverum i fjøset, - ved agronomiske skrifter og talsmænd (reisende agronomer), ved dyrskuer og stamhollænderier, ved indkaldelse af sveitserrøgtere, ved meieri-udstillinger og oplærelse i meieribedriften er der arbeidet hen til en hensigtsmæssigere og fordelagtigere indretning af den hele fjøsbedrift, - ved hjertelige henvendelser fra selskaber til dyrenes beskyttelse samt ved de for dyrenes skyld hist og her foranledigede bygde-undersøgelser af fjøsenes tilstand, tildels med præmier for godt stel, har det tillige været tanken at indvirke på æresfølelsen og samvittigheden. Men til samme tid som disse bestræbelser have været i gang og visselig have bidraget til at fremskynde gavnlige forandringer i stellet, til samme tid har der også viist sig tegn til sådan vending i tænkemåde og begreb, at fjøsarbeidet mere end før agtes for simpelt og altså må overlades til tjenestepiger af en simplere klasse. I Tromsø-egnen er det tildels finpiger, som ere budeier hos nordmændene (side 211 ovenfor); på Thoten og på Eker udføres fjøstjenesten for en stor del af piger fra de med hensyn til renlighed i almindelighed mindre anseede fjeldbygder Valders og Hallingdalen, og på ret mange steder klages over, at nu ville ikke gårdenes egne døttre eller bygdens egne piger gå i fjøset, så budeier må tages hvorsomhelst ifra. Men det er jo at formode, at sådanne fremmede ikke vise den ønskelige sands for orden og renlighed.

Altså kunde der måske ved betragtningen af fjøsstellets udvikling i retning af pyntelighed og renlighed påvises tvende tildels modsatte strømninger af virkende årsager.

5. HAVE-ANLÆG

«Omkring boligen» har jeg sat til overskrift over nærværende afdeling. Men omkring boligen vilde vi jo så gjerne, at der skulde være en have ikke alene til nytte, men også til hygge og forskjønnelse, med frugttræer, med kjøkkenurter, med blomster. Ja selv udenfor haven, men endda i husenes nærhed, vilde vi gjerne se nogle store og vel voxede træer, enten plantede i rad eller stående i naturlig klynge og kun opelskede og fredede.

Omhyggeligt stel af sådant slags omkring husene skulde gjøre behageligt indtryk på den fremmede, som nærmede sig, og fremkalde forestilling om pynteligt stel inde; vakkre haveanlæg og træplantninger omkring i bygden skulde befordre selve bygdefolkets smag og sands for det pyntelige og tækkelige.

Jeg har da også seet efter haver i dette land - fra Jæderen og Karmøen, hvor der på præstegårde tildels er bygget høie gjærder for at skaffe en smule ly for nogle forsigtige urte- og blomster-plantninger, til Nordlandene, hvor rognen og hæggen indtager æble- og kirsebærtræets plads, til Gjesvær lige ved Nordkap, hvor en høi storbladet sibirisk sommervæxt er plantet ind og må gjælde for løvrigt træ, til Vadsø, som har så heldig beliggenhed og vender så varmt mod syd, at det omsider har lykkes ved særdeles omhyggeligt stel at få potetes til at gro i små indegjærdede haver.

Jeg har seet efter haver og spurgt efter sands og smag i den retning hos almuen. Der er neppe den egn, hvor man ikke kan finde «navnet» deraf, lidt tegn og mærke hist og her. Men der er tillige den største forskjel mellem de forskjellige egne, og denne forskjel viser sig i det hele og store taget at være ganske vel begrundet i naturforholdene.

Hvor bønderne bo i store huse, med mange værelser, med malede gulve og tapetserede vægge, der er gjerne et vakkert anlæg udfor vinduerne, med vel pleiede frugttræer, med ribshækker, med blomsterbed, kanske med dette vakkre flidens og vinskibelighedens tegn, at der står to-tre bikuber henne i det ene hjørne af haven. Men hvor hverken bier kunne leve eller folk have tid tilovers til at passe træerne? Og både naturens strænghed og velstandens knaphed er for det meste i veien for have-stel der, hvor folket f.ex. bor i disse tarvelige stuer, som må savne maling på vindueskarmen og døren eller endogså høvling på stuegulvets planker, så gulvet ikke vel kan skures.

Og som der er natur-begrundet forskjel mellem egnene inden landet, så kan vel det samme vise sig at være tilfældet, når man sammenligner vort nordlige land med dets korte sommer og f.ex. Danmark og Tydskland. Jo kortere sommeren er, desto mere vil land-almuens tanke og sind da være optaget af den hovedsagelige bedrift med ager og eng, og lysten til havestel må så tilfredsstilles ved at passe vinduesblomsterne den lange vinter igjennem (se ovenfor side 206).

Allerede i oldtiden så man hist og her en æblegård eller en urtehave til løg og kål o.s.v.; men almindeligvis har man vel i gamle dage ligesom nu skaffet sig sit behov af kålrabi og næper o.s.v. ved at så og plante på fri mark, - i et stykke af ageren, i et næpetrø o.s.v. Ved middelalderens klostere og senere hen på herregårde og embedsgårde have vel almuerne stadig kunnet se exempler på mere havemæssigt stel, og det har vist ikke manglet på råd og formaning om at tage efter, uden at det dog frugtede stort. Potetesdyrkningen derimod var almuen snar til at optage, da den blev bekjendt for et hundrede år siden.

Årsagen til dette forskjellige forhold kan jo ikke have været nogen anden end den, at med potetesdyrkningen fandt almuen en fordel, som lønnede tiden og arbeidet. Potetesageren blev almuens visseste havebed, og den ydede dens væsentligste kjøkkenvæxt. Man kan sige, at potetes-ageren er simpelmands have i dette land.

Lad os få en rask oversigt over det egentlige såkaldte havestet i hine tre vestlandske amter, for hvilke vi også angående denne sag have en så fuldstændig samling af beretninger (side 139 ovenfor), en oversigt over havevæsenets tilstand hos bønderne, med forbigåelse altså af haverne på herre- og embedsgårde(156).

I Hardanger trives frugttrær som bekjendt, og der er adskillige frugthaver; men selv her ere kjøkkenhaver ganske sjeldne; man lader sig nøie med et bed af ageren til lidt kål o.s.v. I Hordeland er der,som det siges i de fleste af beretningerne, lidet eller intet enten af frugt- eller kjøkkenhaver; dog er der i Fuse sogn nogle frugthaver,«fra den tid, da humlehaver vare påbudte», som det siges. Havevæsenet blandt almuen i Sogn er ikke at tale om, på nær nogen frugt i Lyster og ellers hist og her inderst i fjorden. I Søndfjord, som ikke omtales i denne del af hine beretninger, har jeg selv bemærket, hvorledes frugttrær i den senere tid fra nogle embedsgårdes haver finde vei til bøndergårde. Fra Nordfjord tales om adskillig frugt i de indre og midtre bygder; kjøkkenvæxter dyrkes her som overalt mest på friland. Langt ude i Søndre Søndmøre, i Herø præstegjeld, har en bondemand ved navn Lars Rasmussen Nerland drevet det til at lægge 1/2 td. bærvin for året af egen avl, og i 1866 vandt han derfor præmie ved et landbomøde; det første viser, hvad naturen tilsteder, det andet, hvad tidens ånd også her i egnen sætter pris på; men for resten er der kun lidet at melde om. I Nordre Søndmøre må man ind til de indre fjorde for at finde nogle vantrevne frugttræer. I Yttre Romsdalens provsti ere haver yderst sjeldne, i Akerø præstegjeld siges der slet ingen at være, på bondegårdene ialfald. Fra Indre Romsdalen berettes om Veø sogn, at adskillige frugttræer i senere tid ere kjøbte hid fra Hardanger og Sogn, men at der ellers ikke er noget egentligt havevæsen at tale om. I Yttre Nordmøre er der lidet eller intet havevæsen hos bønderne(157). I Surendalen i Indre Nordmøre er det i den senere tid blevet mere skik, siges der, at indhegne en flek jord til frugt- og kjøkkenhave, og her som næsten overalt tilføies at det er mest konen, som røgter haven; fra Sunddalen eller inderst i samme bygdelag berettes, at på enkelte gårde findes nogle kirsebærtræer og en kålrabi-have, og en bonde her skriver så: «Det vilde være ret ønskeligt, ja også overmåde hyggeligt, om en kjøkkenhave kunde findes ved hver mands hus; men jeg tror dog ikke, at en sådan vil trives godt, med mindre dens eier er i så vidt formuesforfatning, at han er istand til at anskaffe tilbørlig arbeidskraft til denne som til den øvrige gårdsdrift - hvorpå mangfoldige exempler tjene til bevis.»

Efter denne oversigt ser det da for mange kanske lidet indbydende ud i disse egne, og man vil måske anstille nedslående betragtninger over folkets dannelse og smag. Men jeg mener, man både kan og bør se sagen muntrere. Det gjælder om at se den fra det rette synspunkt. Norge er et land for sig; det vil betragtes på sin egen måde, måles med sin egen alen. Jeg ser ud over landet i denne stund: vore milelange og med så stor bekostning oparbeidede landeveie ere mig gange, som bugte sig gjennem haven, en have af det store slags, som man i England kalder park; hele Østerdalens skov med dens elg-hjorde er et parti af parken, Jæderens prægtige flade og hvide sand et andet; et tredie herligt parti er Hardanger med sine varme smådale ind under bræernes glands; det allermeste er vildnis, således som det skal være i en park, men grændernes og bygdernes indhegninger med de gule agre og grønne enge ere de mere kunstmæssigt tilstellede have-senge og bed, som jo også høre til; seede i passende afstand, kunne disse bygder tage sig vidunderligt deiligt ud, således som de snart hænge ned over lierne, snart brede sig ud over fladerne, samt drage sig hen langs bredden af et vand eller en fjord. Frugt i haven? Finmarkens multe-myrer og Romsdalens nøddelunde! Kjøkkenvæxter? Hedemarkens erter og Smaalenenes korn. Blomster? Fjeldets renblom (ranunculus glacialis) og de vestlandske tørbakkers rævebjelde (digitalis purpurea), som overalt måtte gjælde som pragtblomst. Fiskedam i parken? Mjøsen med dens Hunner-Ørret og alle laxe-elvene desuden. Bikuber i haven? Kjørenes stalde, hvor rækker af båse svare til cellerne. Lysthuse? Bøndernes stuer, hvor det er eierens lyst at sidde i hvilestunderne og se ud over, hvor det er den fremmedes lyst at gjæste folket i dets herlige hjem.

Således, kjære læser, vilde jeg du skulde besøge bygderne og se dig om i vort Norge. Det er et stort anlæg og sandelig kostbart at holde vedlige, - vi må åbne vort blik for dette store og ikke opholde os for meget ved noget småtteri af rusk og uryddighed hist og her!


7DE KAPITEL

KLÆDERNE OG DERES RENHOLDELSE

Næst efter at have handlet om husene og deres renholdelse hører det til min plan at handle om rengjøring af klæderne, om det personlige renhold og om renlighed med madstellet, alt fornemmelig for landsbygdernes vedkommende. Tre store stykker stå altså tilbage.

Men medens det var som et behov for mig at se, hvorledes det vilde tage sig ud at behandle et enkelt stykke af dette emne på en sådan måde, at jeg hengav mig til det flerårige forskerarbeides erindringer og fremkaldte for tanken, hvad der havde vakt opmærksomheden, hvad der havde ledet til opdagelserne, hvad der havde givet tingene interesse, så vil det fra nu af være mig ikke blot en ligefrem fornødenheds tvang at se til at få bogen afsluttet med et rimeligt arketal, men ligeså meget en spændende interesse at prøve på, hvorledes det omvendt skal gå til at få fremstillet i påtænkt korthed en sum af iagttagelser og betragtninger, som for hvert enkelt af de nævnte tilbagestående stykker så omtrent svarer til de to foregående kapitlers mængde og mangfoldighed.

Allerede overskriften til nærværende kapitel er en prøve på den forkortede stil, som fra nu af bør råde. Før tog jeg mig et eget kapitel for husenes art og indretning og dernæst et for stellet med deres renholdelse; nu klemmer jeg sammen i et rum både beskrivelse af klæderne og forklaringen om, hvorledes de holdes rene.

Kapitlets to underafdelinger om sengeklæder og om gangklæder kunne indledes med en fælles bemærkning. Selv omkring i hytterne er det synligt, hvorledes husmoderen bliver forlegen, når en fremmed kommer i utide, før hun har rækket at få feiet og pyntet; men hvad nu, om jeg går hen og slår sengen op for at betragte klæderne, om jeg går selve manden og konen på livet og ser efter, hvor hvid hans skjorte og hvor ren hendes stak er? Ja, om jeg endog råber tilskuere ind med mig og siger: se her!

Nu vel, i denne morgenstund er det mig, som så jeg ind i landets store hus, hvor et helt folk står af sin seng og klæder sig på, og som om jeg kaldte ad Sverige og Danmark og sagde: kom og se mine landsmænd!

Jeg gjør det, og jeg gjør det freidigt, fordi jeg tror, at den fremmede skal fatte deltagelse for dette lands tarvelige kår og få agtelse for den forstandige nøisomhed og betænksomme flid, hvormed landets folk fra gammel tid har vidst at finde sig tilrette.

A. SENGKLÆDERNE

1. KLÆDERNES BESKAFFENHED

Der er kanske dem iblandt tilskuerne, som ikke have mod til at gå med ind i menigmands hus og træde nær hen til dette syn. Hyttens vægge ere kanske gamle og grå, spisebordet og skabet er umalet og kanske ormstukket, og det ser så mørkt ud henne i hjørnet, hvor sengen står, det ser så afskrækkende ud i sengen selv! Men så hjælper det strax at mindes, at lige så vist som husmoderen i denne hytte anstrænger sig for at have duget bord juleaften, lige så har det fra gammel tid af hørt til her i landet, at juleaften skulde sengen være pyntet med lagen, om der på nogen måde var råd til det. Tanken er der altså, og dermed vide vi, at var også evnen til det, så vilde hver mands seng være redet med hvide lagen alle årets dage. Med andre ord: jo mindre af lagen på folkets senge i hverdagslaget, desto mere af tegn på tilvant nøisomhed, og denne bør vække deltagelse og medfølelse.

Jeg tror det skal passe, når jeg efter overbredslet på sengen deler i følgende tre hoved-slags af opredte senge:

1) med skindfeld,
2) med åklæde, og
3) med fjær-dyne.

a. Skindfeld-seng

Selve felden(158) er af beredet saueskind med ulden på, og skindfeldmageren har syet den af flere skind. Skindsiden ligger op, udsiden ned. Dels til prydelse og dels for slids skyld er der gjerne fastsyet et broget teppe på oversiden, eller et sådant teppe bredes løst over den opredede seng, som åklæde; dog må fattigfolk være denne hygge foruden. Før fåret slagtes eller allerede ved klipningen tages der hensyn til, om skindet skal bruges til feld, samt om det skal have kortere eller længere uld til brug for sommer eller for vinter, thi så vidt velstand er der jo i mange huse, at man har ombytte og kan rede sengen lidt forskjelligt efter omstændighederne. - Der er mange grader mellem synet af den luv-slidte, ja hullede og lappede feld på fattigmands seng og af den rad af flunkende nye felde, som hænge på den rige bondes loft, ventende på, at huset skal få velkomne gjæster i besøg. Selv finnen oppe i Tromsøegnen har, om han ikke er altfor fattig, en feld hængende på sit stabbur; vistnok lugter den kanske endnu slemt af den tran, hvormed den nylig blev beredet; men ellers kan du være tryg for, at den er ren.

Til underseng under skindfeld brugtes vel oprindelig jevnt og bruges endnu på sine steder skind, med hårene vendende opad. I Tromsø-egnen ligger finnen og tildels også nordmanden på renskind; i Østerdalen bruger man endnu temmelig stadig kalvekind. På sidstnævnte sted blev i 1866 prisen på et par felde (af saue over og kalv under) opgivet til henved 6 spd. (eller 5 spd. for overfelden og 4 sk. for underfelden), og sauefelden, blev der sagt, kan bruges daglig og vare godt en 4-5 år. Men, blev det føiet til, det tager af med sauehold, felde blive dyrere, man kan nu mest lige så billig bruge andre sengklæder.

Hvor skind ikke bruges til underklæder, ere disse af samme slag som i den næste seng, og overgangen fra den ene art af seng til den anden bliver fuldstændig, når tillige (hvad ofte sker) felden for sommertiden byttes med åklæde.

b. Åklæde-seng

Et åklæde(159) er ligesom indrettet til at erstatte en feld, vævet vel af simpel uld, men med en særegen vævning, så det bliver tykt og varmer brav. Såsom det skal ligge over de øvrige sengklæder, er det gjerne vævet af farvet garn, med ruder og rænder, hvorved det længere bevarer et friskt og rent udseende. Jevnsides med navnet åklæde bruges også det ord græne, f.ex. i Nordlandene og Finmarken. En egen art af åklæde er den mægtige flosse-rye, med ivævet flos af uldne nopper, som på en vis efterligne feldens uld-totter(160). Af sparsomhed ere disse nopper tildels (Bergens stift) gjorte af opklippede uld-filler, som dels kunne være samlede i huset selv, dels endog ere kjøbte hjem fra skræddere i nærmeste by. En anden besparelse er at blande nøtehår og skin-uld ind i den virkelige uld, som garnet spindes af. Men sådanne klæder varme mindre.

Sammen med åklædet hører oprindelig, om jeg har forstået det ret, et par kvitler som mellemtøi, at bruge som lagen, en kvitel under og en over. En kvitel er af et lagens størrelse, syet af tyndt (enskjæftet) og ufarvet eller hvidt vadmel, hvoraf vel også navnet kommer(161). Som til åklæderne, er det også her ringere uld, som er valgt; dog passes det på sine steder, at der kommer finere og mygere uld i den ene af kvitlerne, til at ligge på («mjugkvitel» ), så altså den, man har over sig («bråkvitel» ), er grovere (Hordeland).

I Hardanger ere disse sengens hoveddele værdsatte således: et åklæde 2 til 4 spd. eller, om det er af det slag, som kaldes dokålæde, indtil 5 spd., og kvitlerne 1 spd. til 1 spd. 3 sk. stykket.

I Sætersdalen, hvor kvitler kaldes tjeld(162), bruges et par sådanne sammen med feld, eller da denne er brav varm; undværes ofte overkvitelen.

Østlandet, hvor man har mindre uld, men mere lin, gjør man sig tilsvarende sengeplag af strie, og man hører tildels det udtryk striekvitel. Det lader til, at plaget må være finere (af lerred) for at få navn af lagen.

Når kvitel-paret betragtes som mellemtøi, så skal der endnu noget til underklæder, for at sengen skal være fuldt opredt. Et eiendommeligt stykke til det brug er den i Hardanger såkaldte be, af glatte skind med påsyet linvar(163). Men mere almindeligt er det vel at have til underbredsel noget slags grov væv eller rye f.ex. med hampegarn til rending og til islæt en blanding af uld og skinduld eller uld og optægde (opplukkede) filler, eller endog ligefrem en fille-rye af det slags, som mange ere mere vante med at se brugte til gulvklæder. Det er fremdeles meningen, at underbredslet skal lægges på strå. Finnerne, som have lidet halm, men ligge på det tykhårede renskind, kunne lade sig nøie med et underlag af birkekviste eller lyng; ellers er halm den almindeligste sengefyld, og på adskillige steder er den puttet i en stråsæk af strie.

Nu er her mangfoldige afvigelser. Har man et godt og mygt underbredsel, ligger man ofte uden under-kvitel, eller mangler det på andet passende under-plag, er kvitelen selv at betragte som sådant.

c. Dyne-seng

Som åklædet vist er yngre end felden, så er overdynen med fjærfyld åbenbart også både yngre og fornemmere end åklædet. Mangen husmoder har dyne til sin gjæsteseng, medens hun og hendes mand ligger under feld; i mangt andet hus igjen bruger husbondsfolket dyne, medens tjenerne må tage til takke med noget af de andre slags. Et endnu nyere, men beslægtet overbredsel er det stoppede teppe med sparsommere fyld af fjær eller endog af bomuld.

Navnet dyne kommer af ordet dun, og i oldtiden lader det til at man mest brugte dunens fyld for myghedens skyld, i bænkedyne eller hynde (benkedyna) til at sidde på. Dermed stemmer det, at i Bergens stift bruger man navnet dyne om en myg hovedpude. Det synes altså at høre en senere tid til, at bruge dun eller almindelige fjær til fyld for varmens skyld eller i overdynen.

Sammen med overdynen hører regelmæssig et par lerreds-lagen samt en underdyne.

Men det kan også være, at lagenet bare ligger på til stads om dagen og tages af for natten for ikke at slides. I sådant tilfælde bliver altså forskjellen fra åklæde-sengen mindre.

Hovedpuden omtaler jeg tilsidst, da den kan forekomme ens i de forskjellige slags senge. I mangfoldige senge mangler den rigtignok ganske, idet man hjælper sig med at kare mere af sengehalmen op under hovedgjærdet eller med at tulle sine aftagne klæder ihop og lægge dem under hovedet. Ellers har man en og stundom to puder. Selve puden kan være syet af beredt skind, af strielerred, af bolster, alle dele med eller uden et finere var, og fyldingen kan være: agner (i pude af skind), hø (af hågræs), søgræs af en vis art, bjørnemose, vidiedun, renhår, hakkede filler, fjær, dun. Man vil skjønne, at i seng med fjærdyner passer egentlig kun det sidste slag, og det er som en selvfølge, at sammen med de hvide lagen i sådan seng hører også hvidt var om puden.

Den dun-fyldte pude heder endnu tildels dyne, som nys sagt; ellers bruges meget almindeligt det gamle navn hynde(164).

2. RENHOLDELSEN

Rengjøringsmåden er forskjellig for de forskjellige slags senge. Felden luftes og piskes tidt og jevnt, og det samme gjøres gjerne med dets tilbehør af uldne klæder; åklædet med dets tilbehør vaskes til sine tider, dynesengen holdes ren formedelst lagener og pudevar, som tage smudset til sig og med visse ugers mellemrum lægges i vasken og byttes med rene.

Lidt nærmere forklaring tilføies.

Hvor skindfeld bruges (og det er i den største del af landet), er der ideligt stræv med at bære sengklæderne ud og ind. Der er jo forskjel i husene, i grænderne, i bygderne; ikke overalt vises lige stor flid; dels har man ikke så megen tid tilovers, dels vil man ikke udsætte klæderne for så meget slid; men fast fra hver egn i landet, hvor feld bruges, ikke alene fra Østerdalen, som er bekjendt for sin renfærdighed, men fra Tromsø-egnen, fra Sogn o.s.v. kan man høre beretninger om, at i denne eller hin bygd bruger man at have sengklæderne ud, så ofte veiret tillader det, indtil daglig, vinter som sommer. Og det føies ofte til, at de pidskes en gang for ugen. Om morgenen hænges de ud på sin stang i gården, og mod aftenen komme to piger (når stellet er så fuldstændigt) - de have hver sin birkepåg, de holde plaget mellem sig, de banke på hver sin side, og slagene falde taktfast og kraftigt, så det klinger i aftenluften. - Legemets sved og uddunstninger, som have hæftet sig ved sengklæderne, komme under denne behandling til at tørre ind og smuldre hen til støv og veires bort.

Undtagelsesvis bliver felden vasket. Men da må skindfeldmageren være på gården, så han kan berede den påny, da den ellers vilde blive stiv.

Åklæde-sengens indhold består jo i regelen helt igjennem af væv, som kan vaskes, og som regel kan det vel antages, at vaskingen foregår i det mindste til de årets tider (til jul o.s.v.), da den store rengjøring i huset foregår, som man kalder at vaske stuen rundt (side 190 ovenfor). I Søndfjord f.ex. bliver sengen da rengjort på denne måde mindst 4-5 gange for året; man må hertil have ombytte af sengklæder, så helgedagsklæderne kunde tages ned fra loftet, når hverdagsklæderne lægges i vasken; samtidig iføre menneskene sig bedre klæder, og når høitiden er over, bør alt hænges tilbage på loftet i ren og god stand. Fra dette samme Søndfjord kan jeg anføre en god prøve på fattigfolks stel: har man ikke ombytte af sengklæder, så lægges først overbredselet i vasken, og til det er tørt og færdigt, ligger man i sine gangklæder, kun dækkende over sig med den ene af de to kvitler, som høre til; når så kvitlerne i sin tour ere tagne af sengen, ifører man sig for natten rene helgedagsklæder og hjælper sig med det rengjorte åklæde alene, indtil kvitlerne komme tilbage igjen, da man lægger sig som sædvanlig. Meningen er, at medens gangklæder således må erstatte sengklæder, passes det, at kun rent kommer sammen med rent.

I Søndfjord er åklæde-sengen tildels forsynet med hovedpude af skind. Det er glatte skind, og puden renses på den måde, at stykke for stykke stryges over med en våd klud, forsigtigt, så skindet ikke bliver gjennemblødet, da det kun gjælder om at få løst smudset, så det kan skrabes og gnides af.

Hvad endelig dyne-sengen angår, så skulde jeg tro, at som den almindeligste regel gjælder det at få byttet med rene lagener og rent pudevar hver månedsdag. Hvor der er god forsyning af linned, kan det naturligvis gjøres hyppigere; men jeg antager, at i flere tilfælde er der heller afvigelse fra regelen i modsat retning(165).

Som der imidlertid var allehånde overgange fra den ene art af seng til den anden, så er der også allehånde blandinger af disse rengjøringsmåder. Nogle af sengefeldens klæder, navnlig de uldne, blive vaskede, åklædet med tilbehør bliver nu og da luftet og pidsket, fjærklæderne blive også stundom dels luftede, dels tømte og vaskede o.s.v. Dette blandings-forhold gjør at en fuldstændig beskrivelse af skikken landet over vilde falde meget vanskelig. Men derfor er det dobbelt nødvendigt at have øie for hin hoved-forskjel. Når en person, som er opvant med felde-seng og tænker sig daglig udluftning som den nødvendige regel, kommer til en bygd, der bruger åklæde-seng, da vilde det blive en stor misvisning, om han her overså hine årlige vaskinger og beskrev skikken så, at folket bare bruger at bære sengklæderne ud til luftning en sjelden gang.

Jeg er da også bleven opmærksom på, at de mange beretninger, jeg har om disse ting, må læses med stor forsigtighed.

Hvad der i det ovenstående er tænkt som mål for rengjøringsarbeidet, har været at få bort dette smuds og støv, som fremkalder den eiendommelige og ubehagelige sengelugt. End når der nu tillige kommer bit i sengklæderne - de to bekjendte arter af utøi?

Der er et lidet system af forholdsregler.

På den klare frostdag stivner loppen i den udhængte feld og falder af under pidskingen. Er der lus i sengklæderne, så kan det være nyttigt at lægge to plag sammen, det ene over og mod det andet, på den frosne sne: kulden forneden og foroven driver krybet indad mod midten, og når plagene pludselig rives fra hinanden, sidder utøiet på de yderste hårspidser og kan tildels feies bort eller rystes af. I sommersolen bliver det grå ligeledes af varmen lokket frem på overfladen og kan plukkes eller feies bort. Om sommeren er det desuden et middel, som vist fra gammel tid har været kjendt og brugt overalt inde i landet, at bære det befængte plag ud på en myretue og lade myrerne gjøre af med krybet; et modsvarende kneb bruges ude mod havkanten, hvor man i yderlig nød bærer plaget ud til stranden og sænker det ned i søen, for at den raske marflo (et lidet hav-insekt) skal gjøre samme tjeneste som myren hist. Endnu et middel, som sikkerlig er kjendt så godt som over det hele land, er at ilde op tørkestuen - den såkaldte badstue, hvis hovedsagelige bestemmelse er at tørke korn - og så hænge de mistænkte klæder ind der, så vidt muligt lige over ovnen, hvor der er hedest; lopperne blive snart urolige, hoppe af og falde ned på den glohede ovn; de grå derimod tåle temmelig stærk hede, men må dog sætte til, når man forstår at hænge klæderne ret og frembringe dygtig hede(166). Dette kalder man i Sætersdalen og ellers omkring i de Christiansandske fjeld- og heiebygder at «døyve klæe» (ligesom at døve eller afstumpe bidet i dem?(167), og det er der tildels blevet en regelmæssig brug, som gjentages ikke blot nu og da, når behovet melder sig, men vist og stadigt til bestemte tider for året, fornemmelig til jul; den oprindelige tanke har sikkert været at dræbe det levende, men man har fundet, at ved badstuevarmen bliver tillige den kvalme lugt forjaget og klæderne opfriskede, så denne behandling for en del træder istedetfor både lufting og vasking og kanske rettest burde været opført som en egen rengjøringsmåde.

Det vil forståes, at da felden ikke tåler vasking, så er det især den, som får nyde godt af hine tørlufts-behandlinger; de vævede sengklæder og da især de af linned kunne jo befries for utøi ved vasking i varmt vand.

Havde vi en fuldstændig samling af de sætninger og sagn, hvori den fra hedendommen nedarvede folketro endnu hist og her erindres, skulde det nok sees, at utøiet har spillet en rolle her og at dets plage har været gjenstand for allehånde underlige forestillinger. Man har nemlig fundet noget gådefuldt i den måde, hvorpå den undertiden tager overhånd, trods alle tilvante renlighedsbestræbelser. Og netop disse gamle sagn vilde tillige vidne om, at krigen mod utøiet er brav gammel.

Slægt efter slægt og århundreder igjennem har man faret med alt det beskrevne stel for at værge sig mod plagen, og lige så udholdende har plagen idelig fornyet sig. Hvad nu? Det har vist været en nyttig og nødvendig uro og møie Opvoxet i stor tarvelighed har mængden af folket havt mindre sands og agt for det urenlighedens mærke og uhumskhedens tegn, som man ellers skulde have nok af i den kvalme senge-lugt; men så har bitet kommet til med sin ulidelige stikken og kløen. Mennesket er blevet drevet til modværge, og i udbryddelseskampen med det levende har man med det samme fået bort det værste af både lugten og usundheden. At det er gået så ned igjennem tiderne, det synes jeg at forstå ved at agte på, hvordan sandsen og begrebet og stellet er forskjellig udviklet i vore mere gammeldags og tarvelige bygder, hvor det endnu mest kun gjælder om at fri sig for utøi, og i de mere fremskredne egne af landet, hvor man er kommet ud over hint gamle standpunkt og ikke længer mindes stort af hin utøiets plage, men med heller større flid arbeider til dette smukkere mål at holde det indbydende rent og luftigt og friskt i sin seng.

I utøiet har menneskene altså havt sine forhadte, men nyttige advarere.

3. FORSKJEL I BYGDERNE

I Indre Sogn går det nok an at have felden ud til luftning så godt som hver dag, for der regner det sjelden; i Søndfjord derimod er veirlaget, som før etsteds erindret(168), kanske mere regnfuldt end ellers nogetsteds i Norge, og der måtte det da kaldes rimeligere at have åklæde fra sengen i feldens sted, såsom det kan holdes rent ved vasking. Men nu er det virkelig bygdeskik i Sogn at have felde-seng og i Søndfjord at bruge åklæde-seng, og vi kunde ikke vel tro andet, end at skikkens forskjellighed er foranlediget ved hin ulighed i de omstændigheder, som indvirke på renholdelsen.

På et sted som Grip udenfor Christiansund, langt ude i havet, hvor der nok ikke haves så meget som en sau, er der ikke stor råd enten på skind til feld eller uld til åklæder; men derimod findes der adskillig fugl, som konerne kunde samle fjær af til dyner. Derude ser man da også finere dyne-senge

I Lofoten holdes store flokke af sauer, jeg tror udgangssauer; der er også en mangfoldighed af søfugl med både dun og fjær. Men her kan man se først gode felde på hverdagssengene, så prægtige flosse-ryer til fiskernes udrustning, når de skulde logere sig ind i rorboderne, endelig opredte dunsenge i bøndernes gjæstekammere.

Ved således at forfølge sammenhængen op til den sidste grund, ville vi finde, at naturforholdene ialfald have været med at bestemme bygdeskikkenes forskjellighed.

Men så er der igjen forholde og omstændigheder af en anden klasse og orden, som spille ind her.

Som allerede antydet, er brugen med feld og derefter med åklæde oprindeligere og moden med fjærklæder yngre. Men det mærkes, at felden ligesom får et mindre råderum efterhvert, idet skindets naturprodukt ombyttes med vævens kunstige vare, og det mærkes, at imedens der før i tiden virkedes åklæder og kvitler af eiernes egen uld, så indskrænkes nu fåreholdet, og man kjøber bomulds-lærred til lagener og kostbare, fra udlandet indførte, fjær til sengefyld.

Endnu sover ganske vist den største del af landbefolkningen under feld; så er skikken fra Lofoten til Nordmøre og inde i det inderste af Bergens-fjordene ligeså i de Christiansandske fjeld- og heiebygder og i hele det store indland af Christiania, Hamars og Throndhjems stifter. Åklædet har især hjemme i Bergens stift, og dynesenge finder man mest langs kystranden fra Stavanger til Fredrikshald, i den østlige del af strækningen tildels temmelig langt inde i landet såsom i størstedelen af Smaalenenes amt.

Med fremadskridende velstand vil dynesengen med dens hvide lagener mere og mere fortrænge de ældre og simplere senge, og det er ikke tvivlsomt, at forandringen vil være til gunst for renligheden(169).

4. EN SENGE-SKIK

Hollænderne klæde sig på, når de gå til sengs, tage på sig en fuldstændig natklædning, lige til nathue og strømper, og de blive yderlig forundrede, ja der blander sig nok nogen modbydelighed i forundringen, når de f.ex. have en nordmand i besøg og se, at han sover i sit bare linned. Men akkurat ligedan kan det gå hos os, når f.ex. en bymand kommer hen til nogen af vore gammeldags bygder og finder den landsskik, at folk ikke engang have linned på om natten.

Der er levninger af skikken f.ex. i Finmarken, i Sætersdalen, i Østerdalen, i Søndfjord. Den har sikkerlig hersket overalt. Særskilt mindes jeg også at have fundet skikken hos finnerne i Tanadalen og det på den russiske side.

Det er et lignende forhold, som at der i gammeldags bygder ikke er tanke om at gå med undertøi.

For folk, som ere opvante med hin natteskik, falder det lige så besynderligt at ligge med linnedet på (de gjøre det, når de færdes ude blandt fremmede, på byreise, i gjæstebud o.s.v.), som det for nogen af os andre vilde være at gå til sengs på hollandsk måde (hvad vi dog også gjøre f.ex. på dampbådsreiser).

Men foruden vanen og behaget anføres grunde for den gamle skik: undertøiet, som har opfanget dagens sved og uddunstning, har godt af at blive luftet, og (nu kommer hovedgrunden) det slides ikke så meget, når det får hænge på stolekanten natten over.

Men på den anden side må det jo siges, at sengklæderne holdes bedre rene, når menneskene ligge i sit linned; dette gjør nemlig samme nytte som lagen, og når det lægges i vasken, tager det med sig en del smuds, som ellers skulde siddet i sengklæderne. Og det må altid erindres, at hvad der hjælper til at holde sengklæderne rene, befordrer den personlige renlighed.

Den gamle skiks aftagen betegner altså et fremskridt i renlighed og er derfor værd at lægge mærke til.

Nogle nærmere meddelelser fra mit besøg i Søndf jord 1865 kunde tjene som exempel.

Inde i Vik sogn, oppe imellem fjeldene, fulgtes den gamle skik i de bedste og vistnok i alle huse; der lod ikke til at være tanke om forandring endnu; de lå skjorteløse både gamle og unge, både mænd og kvinder. I Askevolds præstegjæld derimod, yderst ude mod havet, hvor husskikkene i flere stykker ere mere fremskredne, fandt jeg også betydelig forandring i dette stykke. Der er hele grænder, hvor den gamle skik er så godt som aflagt, eller hvor den ikke hænger ved anderledes, end at en eller anden ældre person endnu følger gammel vane. På gården Askevold, hvor der foruden præstefamilien bor omtrent 70 mennesker, skulde der kun være to ældre fruentimmer, en enke og en pige, som lå uden linned, og det kun i den mildere årstid. På gården Ask med en 40 beboere skulde der kun være en person, en gift mand og gårdbruger, som holdt ved det gamle, idet han lå uden skjorte året rundt, når han ikke var ude blandt fremmede. Disse gårde høre til de i enhver henseende bedre strøg i den indre del af præstegjeldet. Men der er derhos en strækning, noget længere udad mod havet, hvor det tydelig står mindre vel til med hensyn til velvære samt sands for oplysning, orden og renlighed, og der er der mere levning af den gamle skik; det antoges at omtrent den halve befolkning der lå uden linned. Allerlængst ude igjen, på de egentlige havøer (Buelandet og Sulen), ansåes den gamle skik for at være så godt som eller kanske aldeles forbi. Det er adskillig tid, siden fortidens skik begyndte at vige for nutidens. Der er exempler på folk i 40-50 års alderen, som ikke engang i barndommen brugte at ligge skjorteløse; om andre blev det meddelt, at de havde gjort forandringen for over 30 år siden. Man kan sige, at den nye brug har holdt på at udbrede sig småt i de sidste par menneskealdere, og det fremgår tydeligt af forskjellige udsagn, at det er det nævnte sparsommeligheds-hensyn (ikke at slide på linnedet om natten), som har virket til at holde igjen. Når folk fra Askevold ere på reiser, i besøg og gjæstebud, skal det være fast regel at gå til sengs i fulde underklæder, nemlig ikke alene skjorte og underbuxe, men også strømper og om vinteren tillige nattrøie.

Et træk kan jeg også fortælle om en familie fra Vik, som jeg først besøgte i hjemmet, hvor jeg blev bekjendt med, at både manden og konen bruge at ligge uden linned. Temmelig senhøstes traf jeg manden igjen i Bergens by, hvor han sammen med en slægtning og dennes hustru gjorde sit indkjøb for vinteren, og det morede mig at lægge mærke til, at de ikke tog til takke med det mistænkelige sengeleie, som bødes dem i deres kjøbmands bondestue, - en aften kl. 11 fulgte jeg dem ned til bryggen, hvor deres båd lå, og der så jeg dem indrette sig for natten i selve båden, under den til dette brug indrettede «veng».

B. GANGKLÆDERNE

1. KLÆDNINGSSKIKKEN

En fremstilling af klædedragtens historie vilde vise os både større forandring i tidens løb fra oldtiden til nutiden og større afvexling i landets forskjellige egne end den tilsvarende fremstilling af skikken med sengklæder. Thi som gangklæderne bæres mere til skue, så tages der ved dem ikke blot hensyn til nytte og hensigtsmæssighed, men også til udseendet, om det behager med vakkre og nye stoffer og farver og former, med andre ord: moden gjør sig gjældende.

Klædedragtens historie vilde være vanskelig at beskrive. Medens man f.ex. ved studiet af bygningsskikkens forandringer kan finde huse, som ere århundreder gamle, så er det sjeldent at finde klæder fra bedsteforældrenes tid. Og søger man forklaring i gamle skrifter, f.ex. i sagaerne, da finder man nok en mangfoldighed af navne på fortidens klædes-plag; men udseendet beskrives sjeldent, og om end navnet går igjen helt ned til nutiden, så er det uvist, om ikke plaget har forandret sin form. Navnet «skjorte» f.ex. er ældgammelt (oldnorsk skyrta), og det skønnes af forskjellige træk, at i oldtiden har et klædningsstykke med det navn været brugt også som overklædning; men man tør dog ikke gjætte på, at samme overklædning har seet netop så ud, som hvad der nu i Søndfjord kaldes «steglaklypt ullaskjorte», hvorved menes ikke en almindelig skjorte af uld, men mændenes høitidskjole, indrettet til at knappes igjen foran samt klippet så, at skjøderne bag ere «steglade», d.e. ere brav udspilede, så de stå i bukler.

Alligevel mener jeg, at dersom man vilde lægge til grund professor Keysers skrift «Om nordmændenes klædedragt i ældre tider», hvor han har samlet oldskrifternes benævnelser o.s.v., og man dertil vilde med smålig nøiagtighed agte på enhver liden ting i den endnu brugelige dragt og pynt rundt omkring i vore bygder, så skulde det vist lykkes at få frem et godt billede af klædeskikken i oldtiden og af dens gradvise udvikling under den mangehånde indflydelse af udenlandske moder og af bygdefolkenes egen forandringslyst. Ialfald tror jeg det skulde lykkes, om forskningen tog med de levninger af det gamle, som er at finde på Island og ligeså i Sverige, samt de historiske oplysninger, som monne være forhånden i de lande, hvorfra klæde-moderne ere komne til Norden.

Og jeg forestiller mig, at ved en sådan forskning skulde den nuværende finnedragt befindes at være den mest gammeldags norske dragt, oprindelig en finsk efterligning af den norske mode, som herskede i meget gamle dage, og så en gjenganger lige ned til vor tid. Jeg grunder formodningen derpå, at når jeg så finnerne (lapperne) med kvinder i de brogede høtidsdragter på kirkepladsen, da syntes jeg at se for mine øine det syn, jeg havde tænkt mig ved at læse om sagatidens forsamlinger på thingvoldene, og når jeg senere færdedes i vore gammeldags norske bygder (Valders, Strilelandet, Suldal o.s.v.), fandt jeg igjen så mange småting, som atter mindede om finne-dragten, og det lige fra kvindernes underlige hoved-sæt til det fodtøi, som efter finnernes sprog kaldes komager og på norsk heder tesse-sko eller hudsko.

Men på denne måde vilde jo den historiske fremstilling vise os en bevægelse ned igjennem tiderne omtrent svarende til den afstand, vi nu se mellem finnedragt og f.ex. hedemarkisk bondedragt, og vi få altså en stærk forestilling om, at forandringen fra før til nu må have været til det bedre, hvad renligheden angår.

Denne forestilling bliver til vished, om vi - gående forbi den del af klædedragtens historie, som angår de vexlende former og snit - dvæle lidt ved betragtning af stofferne, som klæderne gjordes af.

Som finnen om vinteren går skjorteløs i en fåreskindspels af et såre mistænkeligt udseende, så brugte også de gamle nordmænd meget skindklæder (oldnorsk skinnklæði). Man vil forstå det allerede af en sådan række navne som skinnfeld (pels), skinnfeldarskikkja (skindfeldskappe), skinnkàpa, skinnhosa, skinnbrok, skinnkyrtill, skinnstakk, hreinbjalbi (reinskindspels) o.fl. Og hvor almindeligt det var at gå med deslige klæder, det kan man se et interessant exempel på ovenfor, side 52, 4de kapitel: når i hedenold en bondepige skulde giftes med en bondegut, når hun flyttede hen til de gamle, hvis sønnekone hun skulde være, når hun kom til huset med alt det udstyr, som brave forældre havde givet hende med hjemmefra, med fyldte kister, hvis nøgler klirrede hende om siden, - når alt dette fortaltes og der yderligere skulde gives en beskrivelse af dragten, hun vel gik i, så fulgte det som af sig selv, at man nævnte gedeskindskjortelen (geitarkyrtill).

Nu for tiden skiller det jo meget i, at skindklæder ikke bruges så hyppig; man kan sige, at på finnernes fåre- og renskindspelse nær ser man kun levninger af den gamle skik hist og her til brug i dagligt lag, såsom kvindfolks trøier eller kjorteler af løent fåreskind i nogle bergenske fjorddistrikter og mandfolks knæbuxer af glatte bukke- og renskind i fjeldbygder i Hamar stift(170). Og den, som har seet disse klæder nogle gange, tvivler ikke på, at forandringen er en vinding. Det feiler ikke, at skindfeldmageren gjør sig al flid med at berede godt og sy vakkert, og det kan ikke nægtes, at når fjeldbonden træder frem i sin nye brok af semsket renskind, så ser det kjækt ud. Men når nyhedens glands er gået af, så falder det vanskeligt at holde slige klæder pene, de kunne jo ikke vaskes.

Det er naturligvis uldtøi, vadmel (bygdemål vadmål, oldspr. vaðmàl), som nærmest er kommet i skindets sted. Vadmelets brug er ældgammel; men den har tiltaget i samme grad, som brugen af skind har aftaget. Kunstproduktet har fortrængt naturproduktet. Og kunsten har steget. Da håndtenen blev ombyttet med rok (gamle koner i Valders og i Søndfjord erindre endnu den tid), blev der spundet både hurtigere og finere; det gjaldt nu dobbelt om at have fin uld, og der blev hist og her gjort forsøg med at få forbedrede fåre-racer. Men det finere vadmel lønnede det sig mere at koste farve, og det bedre og bedre farve, som ikke smittede af eller lugtede. I oldtiden var det mest bare storfolk, som kunne glæde sig ved farvede klæder (litklæði), ja endnu for en mandsalder siden så man langt mere af gråbønder, selv her i hovedstadens omegn kunde både bønder i hverdagslaget og deres tjenere og husmænd i søndagslaget vise sig i klæder med bare «saue-liten», uden kunstig «fargje». Den tiltagende brug af farve på klæderne svarer til den nyere tids brug med maling i huset. Den farvede klædning kan vel i grunden være lige så smudsig som den ufarvede, men hvor stor forskjel der kan blive for synet, det studser man over, når man ser en sætersdalsgjentes «kvitstak», som der oprindelig var valgt den hvideste uld til, og om også var gjild at se til, så længe den var holdt i ære som søndagsplag, men som omvendt tager sig dobbelt ilde ud, når den i nogen tid har været brugt f.ex. til at gå i fjøset med. En yderligere forbedring er at perse det farvede vadmel; ikke alene ser det persede tøi i sig selv bedre ud, men det tager ikke så snart smuds til sig. Det vadmel, som ikke farves i selve huset, men bringes til farveren, bliver vist i regelen perset, og farvernes antal omkring i bygderne har tiltaget betydeligt i den sidste menneske-alder. Også uldne værkener, som ere vævede af farvet garn, bringes ofte til farveren for at blive persede.

Det tredie stof, man fra gammel tid har gjort sig klæder af, var lerred og strie (folkemålet lereft, strigje, oldsproget lérept, strìgi). Som nu, så vov man af hør, af lin, af stry (hörr, lìn, stry). Allerede i Edda-digtene - tales f.ex. om brudelin (brùdar lìn), og dette ligesom kvindernes sædvanlige hovedpynt skaut (skaut) var naturligvis så fint og hvidt, som kunsten formåede at skaffe det. Men ellers skjønnes det af alt, at lerred var en sjelden vare i gamle dage. Det sædvanligste har vel været i hverdagslaget at gå med ulden skjorte eller særk, som tildels endnu i gammeldags bygder, hvor det er brav forsyning med uld, eller endag at gå skjorteløs i fåreskindspels, således som det allerede er sagt at finnen gjør nu. Tænke vi os hin uldne skjorte gjort af tykt vadmel, så har man kunnet gå med den uden noget egentligt overplag, og den gamle nordmand har da seet ud som finnen nu, når han er sommer-klædt og går i sin uldne kufte Endnu i vore dage kan man i gammeldags bygder få se eller dog høre sagn om den prøve på sparsomhed, at kvindernes linned ikke rak længere end til beltet. Sætte vi os ret ind i dette, at folk kunde lade sig nøie med sådant kort linned under de uldne klæder, så undrer det mindre, at de også kunde være i vane med at ligge skjorte-løse om natten, se ovenfor side 246(171). Et vidnesbyrd om, hvilket stasplag et fint linned har gjældt for, er endnu den dag idag at se i den omhu, hvormed bønderpigerne f.ex. på Strilelandet og ellers viden om på Vestlandet «saume» (d. e. brodere) halskraven og håndlinningerne («kvarerne») på sine helt op til halsen gående linneder («skjorter»), et eget slags saum med hvid tråd på den hvide bund, men med adskillig ulighed i udførelsen, så der tales om rute-saum, knute-saum, heil-saum, orraks-saum(172).

Den tiltagende brug af undertøi blev naturligvis stærkt fremskyndet i den nærværende slægts tid formedelst indførelsen af bomuldslerred. Den begjærlighed, hvormed denne vare blev modtaget, ja den iver, hvormed lerred af dette nye stof blev tilvirket omkring i selve almuens huse så at sige alt landet over, kan stilles ved siden af den villighed, hvormed almuen har modtaget f.ex. kogovnen (side 94 5te kapitel) og paraffinolien (side 207 ovenfor), og sådanne træk i folkelivet bør erindres imod de bebreidende yttringer, som så hyppig høres om den norske almues træge hængen i det gamle.

Som det var en fordel for renligheden, at skindklæder afløstes af vadmelsklæder, da disse kunne vaskes, men ikke hine, så var det en lignende fordel, at man fik bedre og bedre forsyning af lerred til undertøi, og det ikke alene til skjorter og særker, men også til underbuxer - et plag, som i det sidste halvhundrede år har holdt på at komme i brug selv blandt almuekvinderne, trods den fordom, som var iveien(173).

Lerreds undertøi virker ligedan, som lagen i sengen: det tager sved og urenlighed til sig, og da det (som man senere vil få høre mere om) lader sig vaske lettere end uldskjorte, så bliver det også vasket både hyppigere og bedre eller fuldstændigere.

Det er sagt så tidt, at den sæbe, som bruges, er et mål på renligheden i et land; man kunde også sige, at befolkningen kan holde sine personer renere, jo mere linned den kan lægge sig til.

Der kunde fortsættes med forklaring om, hvorledes bomuld i halvuldne værkener og bomuldsværkener, blåstribede lerreder o.s.v. nu tillige bruges som yderklæder for sommeren også af mandfolk (buseruller o.s.v.). At man selv til yderklæder vælger et slags tøi, som let kan vaskes, er jo en yderligere vinding for renligheden(174).

2. FORSYNING MED KLÆDER

Endnu er det så i vore fleste bygder, at klæderne ere den kvindelige husflids frembringelse, på nær lidt kjøbetøi af finere slag, og det vel fyldte klædeloft er med rette husmoderens både glæde og stolthed. Som præstefruen gjerne fører sine gjæster ud i haven for at vise dem den vakkre rosenflor, det har lykkes hendes flid at få opelsket, så er det naturligt, at bondekonen gjerne føier den fremmede, når han yttrer ønske om at få se sig om på klædeloftet. Og fast i hver bygd har jeg benyttet mig af villigheden, og jeg har havt en fornøielse deraf, som om jeg kom på en industri-udstilling; jeg har fået se her, ikke blot prøver på håndfærdighed, men tegn på ordenssands og vinskibelighed; mangengang har jeg endogså taget tal på de forskjellige slags plag, for at få begreb om forrådet.

Jeg mistvivler imidlertid om muligheden af at give nogen kortfattet oversigt over forholdet i de forskjellige egne. Næst efter at anføre den bemærkning, at forrådet rettet sig efter hver egns omstændigheder, så hvor der er større almindelig velstand, der er i det hele taget bedre forsyning, hvor der er stort fårehold og megen uldavl, der har folket godt forråd af uldne klæder, hvor jordbund og veirlag begunstiger lindyrkning, pleier der være meget at se af dreieler og bolstre, af lagener og linnedet o.s.v., - næst efter at anføre denne almindelige bemærkning, indskrænker jeg mig til at give et enkelt exempel eller at fortælle om, hvad jeg så og hørte på et enkelt klædeloft, hvor en forstandig husmoder viste mig omkring og forklarede sin og bygdens skik. Det er et exempel fra en af vore gammeldags og tarvelige, men derhos særdeles vinskibelige og forsigtige bygder, så jeg tror det skal befindes at passe ret godt for en stor del af vort land. Det var på en brav bondegård i Vik sogn i Søndfjord.

Førend læseren går ind med mig her på loftet, skulde han have søgt leilighed til at se en bergensk kirke-almue forsamlet på en høitidsdag, eller i mangel deraf, skulde han tage for sig photograf Selmers samling af billeder af almuesfolk fra Bergens stift og engang for alle få et indtryk af, med hvilken pyntelighed og statelighed de vide at fremtræde ved festlige leiligheder - disse folk, som dog kunde se så altfor tarvelige ud i hverdagslaget. Når vi så komme ind der på loftet, i denne eiendommelige gammeldags bygning, hvor de klæder hænge, som have hjulpet til at gjøre det gode indtryk, så ville vi med des større fornøielse høre husmoderens forklaring om stellet.

Først og fremst sørger konen for, at mandens klæder ere i fuld stand. Og en mand i sådanne kår som her på gården bør have:

1) en bedste kirkedragt eller høitidsdragt, til de større høitider, til bispe- eller provste-visitats, til konfirmationssøndage og altergang, samt til at ledsage brudefolk til kirke, når vielsen foregår på en søndag,

2) en næst-bedste kirkedragt, til brug på almindelige søndage samt også ved nogle af hine førstnævnte leiligheder, når der indtræffer stygveir; denne dragt bruges også almindelig ved bryllupper og lignende høitideligheder,

3) en søndagsdragt til brug hjemme; denne bruges også på reiser, såsom til formandskabsmøder, til thing, til åstedsforretninger o.s.v. Tildels kan det træffe, at man har endnu en ringere (tredje) kirkedragt eller en bedre søndagsdragt foruden denne, og da kan der til slige reiser vælges efter omstændighederne.

Det er alderen, som bestemmer rangen; høitidsdragten bliver efter nogen tids forløb til almindelig kirkedragt og videre til søndagsdragt for omsider at slides ud som hverdagsklæder.

Hverdagsklæderne komme aldrig op på klædeloftet. Det kan træffe, at konen syr op en ny hverdagsklædning af simpelt vadmel, når der ikke netop er en gammel søndagsdragt at tage til det brug. Men ellers er tingenes gang den, at en dragt begynder som stadsklædning og går rækken ned igjennem som nys sagt. Ja, når de udslidtklæder ikke engang kunde lappes længer, klippes de op for selv at bruges som lapper, og deres lod tilsidst bliver at plukkes op til filleuld; garnet deraf farves og giver vakkre og tålelig gode sengeryer med gule og røde ruder og rænder.

Ellers bør der være et par hverdagsklædninger, en på kroppen og en hængende i stuen eller kammeret til ombytte nårsomhelst.

Lad os atter tage hine førstnævnte tre kirke- og helligdagsdragter i øiesyn.

Yderklæderne bestå af trøie eller kjole af mere eller mindre gammeldags snit(175), dertil vest samt langbuxe, bestandig af sort eller mørkegrå eller blå farve.

På hovedet bæres hat, når det regner, og rød tophue, når det er koldt, og til den bedste kirkedragt hører ny hue, til de øvrige helgedragter ringere eller mere brugte.

Om halsen bindes ulden halsklud (skjærf), mere eller mindre ny.

Med skjorte forholdes der så, at der skjelnes mellem arbeidsskjorter og sådanne, som kunne bruges til søndags og til stas; disse sidste bør være så vidt nye, at de endnu ere hele eller ikke lappede. Derhos må det passes, at til bedste kirkedragt vælges en skjorte, som er nyvasket; den tages på og lægges af med samme dragt og kan siden bruges engang eller to på almindelige kirkedage og derefter nogle gange hjemme til søndags, hvorefter den må vaskes. Man kan sige, at medens yderklæderne skifte plads eller rang, efter som de ere slidte, så sker det samme med stasskjorterne, eftersom de blive smudsede.

Som regel bruges her i bygden ulden skjorte; men til pynt bruges gjeme en lerredsskjorte enten alene eller over uldskjorten; den tager sig bedre ud, når der gåes i skjorte-ermerne i sommervarmen på kirkeveien.

Konen viste mig sin mands skjorter, dem, som endnu vare gode nok til kirke- og søndagsdragten og derfor hang på klædeloftet; det var:

1 skjorte af klaverdug, 1 af linlerred, 4 af bomuldslerred og 2 af uld; 2 uldskjorter fulgte desuden eieren, der var fraværende som medlem af matrikuleringskommissionen; forrådet var altså 10 hele skjorter foruden et par lappede, som hørte til arbeids-klæderne.

I den travle og varme sommertid må der tidt byttes skjorte og der er liden tid til at vaske da, så det kan blive nødvendigt at tage af de bedre skjorter til arbeidsbrug, kanske lige til den sidste; men så må der vaskes.

Tjenerne have, som man kan begribe, mindre ombytte, og i sommertiden kan da pigen blive nødt til i den korte middagshvile at tage lud og vaske for sig i al hast. Og om hun heftes lidt for at vaske en skjorte for gutten med det samme, så hun kommer noget senere end de andre på arbeidet igjen, så hører hun ikke ilde for det - bemærkede konen, som forklarede alle disse ting for mig.

Med strømper forholdes der på lignende måde som med skjorter eller kanske så, at hvert par strømper mere bestemt hører til hver sin dragt, det nyeste par til høitidsdragten, det næstbedste til den almindelige kirkedragt o.s.v. Manden her i huset havde 4 par hele og gode strømper, som kunde bruges til høitid og helg, foruden de to eller tre par, som vare både stoppede og lappede og alene brugtes i arbeidslaget.

Sko har man i regelen kun få par af, et til kirkegang og et til almindeligt søndagsbrug, og et eller to til hverdags. Kun ganske få mænd eie desuden støvler; det er først i de senere år, at man er kommen så vidt. I det hele lægger man ikke an på at have meget skotøi; thi når skoene står og tørres, blive de lække.

Jeg tror, at denne opregning af mandens klæder bliver fuldstændig, når jeg tilføier, at i bryst-lommen på høitidstrøien og kirke-trøien og søndagstrøien lå et lommetørklæde. Tilføie bør jeg også dette træk, som vistnok ikke netop hører hid, men som dog kan fortjene at lægges mærke til, at som alle disse klæder vare virkede i selve huset, så vare de også syede med konens egen hånd; hun viste mig endogså de «skant» (mønstre af papir), hvorefter hun havde klippet dem(176).

Da jeg så vendte mig til den væg, hvor konens klæder hang, fandt jeg et modsvarende forhold. Hun har «ikke mindre» (det vil sige: heller mere) klæder end han, og for brugen eller ombyttet hersker samme system, idet et sæt er til de større høitider, et andet til almindelig messe-søndags o.s.v. Den til kirkegang pyntede kone er iført: skjorte, underskjørt, overskjørt, forklæde, stakliv, trøie, halsklud, strømper og sko, samt på hovedet et lin med «kanter» (selvgjorte kniplinger) og derover «svarthue» af silke med nedhængende sorte silkebånd i nakken - i hånden endelig psalmebog, indviklet i lommetørklædet. I nærværende skrift passer det at fuldstændiggjøre opregningen med at tilføie, at om vinteren ialfald hører til undertøiet også et par benklæder.

Vi forlade nu dette klædeloft, hvor vi så og hørte så meget; men om læseren har tålmodighed ville vi endnu dvæle lidt på gården og under samme kones ledsagelse og forklaring se os om efter hverdagsklæderne og lægge mærke til stellet med dem.

«Helt og rent er største stasen», erindre vi (side 42, 3die kapitel); det gjælder om at holde hverdags- og arbeidsklæderne hele, at bøte dem vel; thi «bot er bedre end bar arm», siger et andet af almuens sprog, og jo længere hverdagsklæderne kunde holdes brugelige formedelst bøting, desto længere kan søndagsklædningen slippe for at blive taget til hverdagsbrug, eller desto mere af ombytte kan der holdes i forråd på klædeloftet, når der nu og da kommer en ny klædning til. Men at have meget ombytte er en af renlighedens betingelser.

Foruden de arbeidsklæder, som husets folk have på sig, hænge reserveplag på visse bestemte pladse i stuen og kammeret. For den fremmede og uvante kan det se uryddigt ud med dette, som om de hang der så ganske uden orden, hist og her; men man bliver strax forsonet, når man hører den regel, at disse klæder, som før sagt, ikke må komme sammen med de rene på klædeloftet. Om søndagen tulles hverdagsklæderne i en hob og lægges hen på bænken i en vrå med et nogenlunde pent plag overbredt; eller skal der være gjæstebud eller skoleoverhøring eller desl., bringes de endnu mere tilside, ud i vedskuret eller hvorsomhelst, kun at de ikke komme på klædeloftet.

Karfolkenes arbeidsklæder ere, se vi, først og fremst styrkede ved påsyning af skindlapper hist og her, hvor meste slid falder. Skjorterne, høre vi, bøtes efter hver vasking, om fornødent, strømperne ligeså. Ved at betragte klæderne lidt nærmere, finde vi, at ikke alene den påsatte bot er fastsyet med en søm i kanten, men at også det dækkede hul i selve plaget er fæstet med det slags søm, som kaldes at indre. Man skulde tro, den kunst at bøte eller lappe måtte være simplere og mere let-lært end at sy af nyt; men konen forklarer os, at der ret er dem, som nok kunne sy klæder, men ikke bøte. Vanskeligheden stikker deri, at formedelst den påsatte bot kan plaget let tabe sit oprindelige «skap» (form) og derved blive ubekvemmere at gå med, så mandfolkene knurre og skjænde. Når den kone, vi for øieblikket besøge, skal sætte sin tjenestepige til at gjøre istand klæder, må hun gjerne selv klippe boten og vise, hvordan den skal sættes på.

Arbeidsstrømperne blive her, som i alle bygder, gjerne bøtede med påsyede lapper af vadmel; at de blive tykke og stive, passer nok så godt til træskoene eller de stive lædersko. Men er det et par søndagsstrømper, som har fået et hul, så bruge kvinderne her i bygden også at stoppe og det med den såkaldte maskestopning. Jeg er så omstændelig fordi jeg veed, at der er bygder (f.ex. i de Christiansandske fjelddistrikter), hvor indring og ordentlig strømpestopning blandt almuen ikke engang er kjendt af navn.

Til vidnesbyrd om, at dette hus ikke er enestående, men giver et godt billede af hele egnens skik, skal jeg endelig hidsætte nogle linier af hvad, en af de på side 34, 2det kapitel, omtalte damer har skrevet om den kvindelige husflid i dette samme Søndfjord (nærmest i Yttre Holmedals præstegjeld):

Det er mærkeligt at se, hvorledes de stoppe og bøte sine klæder; ofte ser man klædningsstykker, der ere således stoppede og lappede, at man neppe kan se, af hvad slags stof det oprindelig har været; men det er nu just ikke altid udført på ordentligste måde(177). Det ansees for en stor skam for en kone at lade mand og børn gå med søndre klæder, og dette ser man derfor meget sjeldent. Når et strikket plag går itu, og dette er nogenlunde ordentlig, er der enkelte som bruge maskestopning til at gjøre det istand; men for det meste sy de blot hullerne igjen.

Så fristende det kunde være at aflægge lignende besøg på klædelofter f.ex. i Sætersdalen,Hedemarken o.s.v., skulle vi dog afholde os derfra. Om måden at stelle på have vi allerede fået et begreb, og at få fortegnelser, som kunne vise forrådets ulige størrelse i de forskjellige egne, kunne vi ikke vente.

Men der er et andet middel til at få som et mål på klædeforsyningen hos almuen; det er ved at agte på, hvad tjenerne få i fulde klæder, som det kaldes. Der er som en taxt for, hvad hermed skal forståes, og denne taxt gjælder på en måde for hele den middels almues beklædning. Når forældre skulde holde sine hjemmeværende sønner og døttre med klæder, give de dem uvilkårlig omtrent det samme, som de pligte at skaffe sine tjenere; den gifte husmand og husmandskone tragte ialfald efter at skaffe sig så meget af nye klæder for året, som de fik, da de vare i tjenesten, og det er som et mærke på, at den selvstændige bonde og bondekone ere ovenpå, når de jevnt kunde lægge sig til lidt bedre forsyning end til årets slid og derved se forrådet øges.

Taxten må være gammel. Den ældste opskrift af den, som jeg veed om, er af 1746 og gjaldt da for Gudbrandsdalen(178). Allerede da brugtes udtrykket «fulde klæder», og de opregnedes således:

For karlen.
1 vadmels vest (kjole), uden knapper,
1 vadmels buxe, ligeså uden knapper,
1 lerreds skjorte,
1 strie-skjorte,
1 par hoser,
1 par vanter,
2 par sko.

For pigen:
1 sort vadmels trøie,
1 do. do. skjørt,
1 vadmels livstykke,
1 lerreds overdel,
1 strie do.,
2 mrk. uld til hoser,
2 par sko.

At der udtrykkelig tilføies, at karlen ikke kunde fordre knapper i sine klæder, hænger sammen med en klage i det samme skrift over tidens overdådighed i klædedragt, så der nu brugtes så mange messingknapper, at et helt års tjener-løn neppe strak til for at betale dem, istedetfor at folk før lod sig nøie med hægter i den gammeldags «trøie». Den gamle løn var 3 rigsdaler for en karl mod 4 i 1746.

Denne taxt vil befindes at gå igjen i den endnu gjældende skik og brug hele Østlandet over. Således vil man endnu overalt gjenfinde hin bestemmelse om knapper, som nu forekommer os så besynderlig, da jo de fleste mennesker ikke længer vide om, at man i fortiden har hjulpet sig uden knapper; om selve bestemmelsen ikke gjælder længer på et og andet sted, skal man dog vist finde, at gamle folk endnu mindes den.

Nutidens afvigelser fra den gamle taxt bestå i allehånde små tillæg og forbedringer, som tjenerne lidt efter lidt have vidst at betinge sig, samtidig med at lønnen, som bekjendt, er øget.

I Ringsaker, nabobygd til Gudbrandsdalen, lød taxten i 1855, som følger:

For karlen:
1 vadmels-kjole (eller nu mere og mere frak), færdig syet og nu for tiden af farvet vadmel, men fremdeles uden
   knapper og ligeledes uden for (hvilket sidste dog i den senere tid ofte betinges særskilt).
1 vadmelsbuxe.
   Til kjole og buxe egentlig kun 13, men nu ofte 15 alen vadmel og   (i tilfælde) indtil 6 alen forværk.
1 skjorte af « harpelereft»,
1 do. af strie
   5 alen i hver skjorte.
   Ofte betinger karlen sig, at han desuden skal få en skjorte af lin eller af bomuld.
2 par hele strømper (mod før i tiden 1 par hele og 1 par påbundne).
3 par sko, 2 par med begsøm og 1 par med rand, begge oprindelig uden jernbeslag under.
   Istedetfor det ene par sko kan en brav karl få forføting til et par støvler, som han monne have kostet sig.
2 par grebvotter det ene år, det andet 1 par belgvotter, som nå op til albuen.

For pigen:
1 trøie af vadmel og dertil tilhørende skjørt af uld-værken med hampegarns rending, eller istedetfor disse ting hvert
   andet år 1 liv-kjole af uld, værken med bomuldsgarns rending.
10 alen strie, 5 alen «harpelereft» og 2 1/2 alen lin- eller bomuldslerred til linneder (3 til 4 finere «overdele» samt
   1 helsærk og 1 «ned-del» af strie, hvorefter der endnu bliver tilovers til for i trøien).
2 mrk. uld til hoser, og
3 par sko, 2 par begsøms og 1 par med rand.

Denne ringsagerske taxt er dog lidt rundeligere end sædvanlig selv her på Østlandet; således kan jeg ikke noget andet sted mindes så meget som 3 par sko.

Vestlandet vil man i det hele finde, at begrebet om «fulde klæder» holder sig noget snævrere, og til prøve hidsættes den taxt, jeg fik opgivet på den gård i Søndfjord, hvis klædeloft vi besøgte så længe (strax ovenfor):

For karlen:
1 vadmels-trøie og
1 do. buxe.

Leveres vadmelet farvet, så må det betragtes som husbondsfolkets godvillie. Knapper må karlen sørge for selv.

1 skjorte,
1 par strømper og påbinding til 1 par,
1 par votter,
10 mrk. læder (hvoraf karlen selv syer sig 2 par sko),
1 rødhue (spødet eller strikket i huset, farvet i byen),
1 par underbuxer tildels.

For pigen:
1 trøie,
1 skjørt,
1 skjorte,
1 par strømper og påbinding til 1 par,
1 kjøise (hue) af halvsilke,
7 mrk. læder, hvoraf husbonden selv syer eller besørger syet 1 par sko; af læderet bliver tilovers dels til lapping på    gamle sko, dels til overlæder til at par træsko, og træsko pleier pigen få frit.

Den opmærksomme læser vil i alle disse optegnelser have savnet et og andet, som tjenerne må koste sig selv, såsom halstørklæde, undervest, på Østlandet også hovedtøi. Men deri stemmer dog alles vidnesbyrd overens, at den, som er «net» om sine klæder, som bøter og vøler om dem, han kan under nogle års tjeneste skaffe sig lidt forråd. Men det er også en altfor almindelig erfaring, at når fordums tjenestefolk blive gifte sammen og sidde f.ex. som husmandsfolk på en almindelig plads og få børn at føde og klæde, da falder det dem vanskeligt at holde forrådet vedlige.

Når jeg kaster blikket tilbage gjennem den lange række af erindringer, som stille sig frem for mig i denne stund, så må jeg sige, at jeg synes, det er overmåde sparsomt med vore almuesfolks forsyning med linned. Man skulde tro, at der efter disse mange års indførsel af bomuld måtte være mere omkring på klædelofterne. Hvor lidt folk have havt råd til at gjøre sig skjorter, vil man kanske snarest få en forestilling om, når jeg anfører, at i Christiansands og Bergens stifter er der mange og anseelige bygder, hvor de almindelige bønder (på nogle få af de rigeste nær) ikke eie et håndklæde, der for dem er en luxus. Vilde man tvinge mig at gjøre en gisning og slå på et tal, så måtte jeg sige, at mængden af mine landsmænd omkring i landsbygderne heppe eie mere end to helgedagsskjorter og dertil to arbeidsskjorter, og jeg veed derhos, at deres tal er sørgeligt stort, hvis forråd er mindre, indtil det punkt, at de må gå skjorteløse, den stund deres eneste skjorte vaskes og tørres.

Hvorledes ellers skjorte (eller serk) betragtes som en fornødenhed ved en norsk klædning, det viser sig smukt ved modsætningen mellem norske (og kvæner) samt lapperne (finnerne) oppe i Tromsø-egnen: bygd for bygd siges det i beretningerne herfra (se side 149 ovenfor), at de norske (og kvænerne) bruge skjorte, men at lapperne kun undtagelsesvis og i den senere tid have lagt sig til dette plag. Det kan forståer, at skjorte passer lidet til fårepelsen, og der kan gjættes på, at lappernes vadmelskufte (der er hel fortil, så den trækkes på over hovedet) selv betragtes som et slags ulden skjorte og måske netop svarer til, hvad de gamle nordmænd benævnte med dette navn(179).

3. RENHOLDELSEN

Først og fremmest bør vi her erindre den vigtige omstændighed, som allerede er omhandlet ovenfor (side 80, 5te kapitel), at for at have et tørt og luftigt sted at hænge klæderne på har man fra den tidligste oldtid af brugt at bygge sig et særskilt hus og det gjerne med to etager, eller med bod under og loft ovenpå. Dette loft med tilhørende svalgang ragede op over de lave bygninger, som gårdens husklynge ellers bestod af; det var gjerne særdeles for-sig-gjort, tømret og forsiret med største omhu; her stod gjerne en seng for fornemmere gjæster (derfor kaldtes hele huset ofte sengeboden), og her hang familiens forråd af både seng og gangklæder (og med hensyn hertil var det, at hele huset gjerne var kjendt under det navn klædeloftet eller bare loftet).

Om den nyere bygningsmådes forandringer i dette stykke, er der allerede talt ovenfor (side 84, 5te kapitel). Men endnu ser man klædeloftets oprindelige skik viden omkring i vort land, f.ex. i Thelemarken og Sætersdalen, og den kan, som jeg allerede har pegt på (side 104, 5te kapitel), forfølges alt op til Finnmarkens grændse. At den også hører hjemme i Sverige, er antydet i anmærkn. til side 78, 5te kapitel. Jeg tilføier her, at som flyt-finnerne i Røros-egnen tinge sig lov til at hænge ind sine stasklæder på norske bønders klædeloft, så bruge de fastboende finner i selve Finmarken at have ligedannet huse til sine klæder; det er naturligvis huse i tarveligste stil, men det gjør dog indtryk ved siden af den lave og uanseelige jordgamme at se et tømret hus, rigtignok kun af en etage, men sat på stabber (stabbur) og altså løftet op fra grunden; det gjør indtryk, fordi man forstår, der er tanke og skik og orden(180).

Har finnen fået den skindpels, han går med til hverdags om vinteren, altfor fuld af bit (lus), så behandler han den på samme måde som skindfelden, han ligger under; han hænger den ude i frosten en åtte dagers tid. Dette kunde vi forestille os som oldtidens skik også hos nordmændene, og endnu kan der på sine steder i vore norske bygder findes spor af, at for utøi bruger man at behandle gangklæderne på lignende vis som allerede omtalt for sængklædernes vedkommende.

Jeg skal i denne anledning nævne to strøg af landet, hvor det er vanskeligt for folk at holde sig utøiet fra livet, det er fiskeværene vest og nord i landet og sæterfjeldene i visse sydlige strøg.

Tag Lofotens berømte fiskevær til exempel. Om et bådlag fra Nordlandene har været så heldigt at komme frem til sin rorbod uden at være blevet befængt i noget af de logishuse, det har måttet ty til underveis, så kan smitten komme senere, når uveir nøder et fremmed bådlag til at søge nattely i rorboden, og på den vinterlige strand, hvor de hårdt arbeidende mænd ikke have sine hustruers og søstres bistand, er der neppe råd til at blive plagen kvit, før de komme hjem. Men endnu værre kan tilstanden blive, eller plagen kan komme til at vare året rundt, i sådanne endnu nordligere strøg som Vesteraalen og Senjen og Finmarken, hvor hele året er een sammenhængende fisketid, og hvor hele familien så at sige bor i en rorbod eller på et fiskevær; på disse øde steder kan der nårsomhelst komme fremmede folk og søge ly for storm og uveir, og der er ikke anden råd, end at de må huses, men at få bort den smitte, de måske have bragt med sig, begriber man falde vanskeligt i disse fattige og af alskens hindringer omgivne hjem.

Fra disse fiskevær skulde vi fare flygtig henover og for et øieblik slå os ned på sætermarkerne i de Christiansandske fjeldegne, hvor forholdene fører det med sig, at hele familien drager til sæters. Man forbereder sig til heielivets besværligheder ved at tage på sig sine ringeste klæder, og det trange sengerum samt den nødvendighed, at man ofte på de lange veie, som idelig og i alskens erinder befares, dels må huse fremmede, dels selv må søge nattely hos fremmede, bevirker ganske naturlig, at utøiet let udbreder sig, fra børnene til de voxne og mellem disse indbyrdes. Men så glæder man sig også til at komme hjem til gården igjen, når sætertiden er over; her hænge rene klæder og vente, og de aflagte uldne gangklæder gjøre følge med skindfelden og de øvrige sengklæder ud på badstuen (se ovenfor side 241).

Dette får kaldes den extraordinære rengjøring. Til den ordinære derimod vil jeg regne dette, at ved selve husenes årlige rengjøring hører det til at bære klæderne ud af klædeloftet, både gang- og sengklæderne, at de kunde luftes vel, medens der gjøres rent derinde. Der er hentydet til denne skik allerede ovenfor side 242. Derved holdes støv samt møl eller mot borte. Det er ellers en selvfølge, at arbeidet må gjentages, dersom man mærker, at det nævnte klæde-ødelæggende utøi holder sig.

Når jeg nu endelig skal beskrive landets skik og måde med at rense gangklæderne for det smuds, som hæfter sig ved under brugen, så må jeg tage tingen stykkevis eller skjelne mellem de forskjellige slags klæder.

Jeg må tale særskilt om de uldne yderklæder, om strømperne, om undertøiet eller især skjorten.

At de uldne yderklæder, som bruges til søndags eller stas, overalt holdes pudsede ved at pidskes eller børstes efter fornødenhed, kan det være nok at have nævnet. Mere gjælder det om at få en oversigt over fremgangsmåden med hverdags- eller arbeidsklæderne. Hvorsomhelst i landet betragtes det som en selvfølge, at om de blive usædvanlig tilsølede, så må de i vand. Men ellers er det så i mange egne, f.ex. her på Østlandet, at ialfald mandfolkenes arbeidsklæder anser man det ikke fornødent at vaske, så mangen trøie eller buxe slides op uden at have smagt andet vand end nu og da lidt regn. Søndfjord derimod frembyder exempel på en anden skik: her, hvor det hører til, at sengklæderne nogle gange for året blive vadskede (se ovenfor side 240), er det også fast regel, at arbeidsklæderne skulle vaskes med det samme, eller om ikke fuldt så mange gange for året, så dog til de tre store høitider. Selv mændenes arbeidsbuxer med deres påsyede skindlapper komme i vaskebaljen, og kvinderne må ret passe det med vaskingen, at skindet ikke bliver for stivt deraf, og at det uldne ikke kryber for meget. Selve julaften f.ex. lægges de skidne klæder af og helgedagsklæder tages på; når julen er over og grov-arbeidet begynder igjen, må hine være vaskede og tørrede samt bødede, og ere helgedagsklæderne blevne for urene ved at gåes med så længe, bør de også vaskes, inden de hænges op igjen på klædeloftet. Som jeg har bemærket før, at den søndfjordske skik at vaske sengklæderne (istedetfor som i Sogn at holde dem rene ved luftning) rimeligvis har sin grund i det regnfulde veirlag, så kan det være mere fornødent at vaske også gangklæderne engang imellem der, hvor ikke smudset formedelst luftens tørhed så let forvandles til støv og dufter bort. Hel interessant er det at lægge mærke til den række af renselser, der på denne måde kommer til at tjene som indledning til høitiderne: selve stuen vaskes og skures med tag og vægge og gulv (side 192 ovenfor), frisk halm og rene klæder kamme i sengene (side 240 ovenfor), rene høitidsklæder iføres og - hvad et følgende kapitel vil fortælle mere om - hele legemet bades eller bliver ialfald grundigt tvættet. Vidner ikke dette om god skik? og stemmer det ikke godt med den omhyggelige ugentlige rengjøring, som det var så overraskende at finde i dette samme Søndfjord (side 114 ovenfor)?

Som yderklæderne, så betragtes og behandles også strømperne blandt land-almuen ganske forskjelligt, eftersom de bruges til stas eller til hverdags (side 254 ovenfor). Vi byfolk, som mest gå med støvler, kunne nok have samme strømper på om mandagen som om søndagen. Men almuesfolk på landet, som gå i grovt arbeide, hænge søndagsstrømperne tilbage på klædeloftet og gå ugen igjennem med hverdagsstrømper i skoene. Og det gamle system for strømpernes rengjøring er, at som de jevnlig blive våde, så blive de jevnlig tørrede ved ovnen og derefter gnikkede, så smudset falder af som støv. Almuen er vistnok kommet noget i vane med at vaske dem også, helst når de ere hullede og skulle bødes; men dette er som en nyere brug og ikke almindelig overalt. Forholdet forståes kanske bedst, når man bliver kjendt med det udtryk skofol (oldnorsk skoföt); det har ikke noget med ordet fod at bestille, men betegner det, som omfatter fødderne, nemlig de hårde sko og de myge strømper under et. Før i tiden brugte man istedetfor strømper at omvikle fodbladene med gamle uldne kluden, skokluder(181), og endnu bruge finnerne at omvikle dem med det slags græs, som kaldes sene (oldnorsk sina). Når man sætter sig ind i dette, så forsones man snarere med den beskrevne rengjøringsmåde; hvad man fra først af havde sin opmærksomhed henvendt på, var at have det mygt og tørt omkring fødderne, og man tænkte ikke på at vaske strømperne mere, end vi byfolk vaske skoene.

Ellers er det ret både fornødent og brugeligt at vaske selve skoene også. Som exempel kan jeg anføre, hvad en brav kone i Søndfjord fortalte mig: hos hendes fader var det brug, at skoene vaskedes op om fredagen (også indvendig) og om lørdagen smurtes med tjære og fedt, man slap da at stå med dette smørearbeide søndag morgen; så var regelen om vinteren, medens det ikke var så nødvendigt at pudse skoene hver uge om sommeren, da man meget gik barfodet. Og omtrent sådan skik følges fremdeles i fortællerskens hus, som er det, hvis klædeloft vi besøgte i forrige stykke (side 252 ovenfor).

Jeg studsede rigtignok, da jeg første gang hørte om den omgangsmåde med skjorten(182), at den rene skjorte, som blev taget på lørdag aften, atter byttes mandag morgen med arbeidsskjorten fra forrige uge. Det var som en falskt skin af renlighed at have rent på sig den ene dag. Men det gik mig her som ved strømperne, jeg forsonedes med skikken, da jeg blev fortrolig med den ordning, som er omtalt side 253 ovenfor, at man har to ganske adskilte sæt, nemlig nye og hele skjorter, som følge de nye og hele kirke- og søndags-trøier, samt gamle og lappede skjorter, som høre sammen med arbeidsklæderne.

I bygder, hvor udarbeidet ikke er synderlig grovt og tungt, eller for folks vedkommende, som slet ikke gå med i tung-arbeidet, er hin ordning tildels faldet bort, så en og samme skjorte bruges både til søndags og til hverdags.

Men hvor længe der gåes med skjorten, før den kommer i vasken, beror fornemmelig på, hvad forråd man har til ombytte.

Der er også forskjel, efter som man har skjorten af uldent eller lintøi. De uldne er ikke så «skitvelt» som det heder, hvilket vel ligger deri, at legemets sved med sammes fedagtige dele bedre fordeles mellem hårene i den tykke uldvæv og derfor ikke sees eller fornemmes så meget.

Endelig må der naturligvis føles større behov til at bytte linned i den varme sommertid, hvor man sveder mere.

Enhver vil forstå, at det er et meget usikkert skjøn, når der skal siges for en hel bygds vedkommende, hvor længe folk pleier gå med skjorten, før den lægges i vasken. Men enhver vil også indrømme, at når man har en stor mængde sådanne skjøn at agte på, får man dog en forestilling om forholdene.

Mest belærende er mig den samling af beretninger, jeg har for Hamar og Christiania stifter samt en del af Christiansands (side 121 ovenfor). Summen kan gjengives så: tiden, hvori en skjorte bruges, dreier sig om 2 uger; men i det østlige strøg fra Smaalenene nordover til Østerdalen samt i det ydre strøg fra det samme Smaalenene til Nedre Thelemarken tales der ligeså ofte om en kortere tid (1 uge hos de mere velstående bønder, og 2 uger hos arbeidsfolk), som der i den øvrige strækning (navnlig i den vestlige rad af fjeldbygder fra Dovre til Øvre Thelemarken) tales om en længere tid (1 til 2 uger hos bønder, 2 til 3 uger hos arbeidsfolk, undtagelsesvis endda længere tid. Etsteds i Gudbrandsdalen siges det endog, at arbeidsfolk tildels gå med samme skjorte 2-3 måneder). Det er oftere antydet, at man har bedre råd på ombytte nu end længere op i tiden; men fra et sted i Valders meddeles dog, at siden bomuldslerred er blevet dyrere formedelst den amerikanske krig, kan det allerede mærkes, at linnedet byttes noget sjeldnere end næst før. Her får også blive plads til den lille bemærkning, som er meddelt fra en bygd i Akershus amt, at når arbeidsfolk om mandagen skulde tage på sig igjen den brugte skjorte fra lørdagen, så bruge de tildels at vrænge den først.

Når jeg til exemplet fra de nævnte stifter føier mine personlige iagttagelser samt skriftlige meddelelser fra de andre egne af riget, tror jeg fremdeles at kunne sige, at hvad angår tiden, hvori linnedet bruges, dreier det sig om 2 uger. På Vestlandet vil man dog træffe adskillige afvigelser til det værre. Ingenlunde til beskjæmmelse for bygden, men for at give en prøve på, hvor overmåde tarveligt mange almuer må indrette sig i dette land, skal jeg anføre, hvad der siges i en af indberetningerne til den bergenske kommitte (side 139 ovenfor)(183), fra et enkelt skoledistrikt i Vik præstegæld i Sogn: Det høieste forråd, en mand pleier have af dette slags undertøi, er en uldskjorte og 2-3 bomuldsskjorter; på den koldere årstid har han gjerne uldskjorten inderst og en bomuldsskjorte udenpå, og da, siges der, er det ikke sjelden, at den første gåes med uden at vaskes mere end èn gang fra oktober til april; om sommeren bruges almindelig kun bomuldsskjorte, og det skal ofte hænde, at den kan gåes med en 5-6 uger uden at vaskes(184).

For Tromsø-egnen er tiden temmelig stadig opgivet til 2 uger.

C. MÅDEN AT VASKE PÅ

Det klinger, når der siges så: «At vaske klæder er en chemisk proces, som endog er særdeles kompliceret, og deraf følger, at den, som skal kunne vaske rationelt og rigtigt, må være inde i chemi. Men have vore bondekoner læst chemi? Nei. Altså, vi kunne vide på forhånd, at deres klædevask er slet, som alt deres øvrige stel. De tro, at de kunne både det ene og det andet, men de må lære om igjen alt sammen.»

Siden jeg altså får en af disse farlige chemiske processer at skrive om, bør jeg ialfald have kiget lidt i de chemiske bøger. Og jeg tager nu mit udgangspunkt i Hirzels «Toiletten-chemie». Tør jeg tro den, så have almuesfolk været ganske vel inde i den chemiske proces, længe, længe før chemiens videnskab blev til. Det heder nemlig, at allerede den gamle romerske forfatter Plinius taler om sæbe (sapo), og at han fortæller, hvorlunde gallerne (i Frankrig) vare de første til at lave sæbe (ligesom nu, af aske og talg), samt hvorlunde den sæbe, som de tydske folkeslag lavede, var kjendt som den bedste.

På Plinius's tid kan det regnes for, at tydskerne og nordboerne vare omtrent samme folk, som vel stod på samme trin af skjønsomhed og dannelse. Det er altså ingenlunde urimeligt at antage, at også vore forfædre fra gammel tid af vidste at lave sæbe. Der er ialfald sammenhæng i navnet. Hvad Plinius kalder sapo, heder på fransk savon, på gammel-engelsk sæpe, ny-engelsk soap, på islandsk sapa, i vort folkemål såpe; skriftsprogets sæbe svarer til det plattydske sepe og det høi-tydske seife. Ere vore ord sæbe og såpe muligens indførte fra de beslægtede sprog, så er det ialfald skeet for brav længe siden, og desuden er der spor af, at vore forfædre have havt et ord på samme ting, som hører hjemme i sproget selv; i oldnorsk forekommer nemlig det ord thval, og dertil svarer det nuværende svenske tvål, som i broderlandet bruges i betydning af sæbe (noget til at två med).

Det må ikke skræmme for meget, når der hentydes til, at klædevask er en vanskelig chemisk proces. En bondekone med en smule omløb i hovedet kunde snart forklare, at vaskningen er noget mere endda, eller at denne proces kun er et enkelt led i et helt system; havde hun såsandt disse talemåder til sin rådighed, kunde hun udbrede sig over de mekaniske og physikalske processer, som høre med, såsom at gnide og banke og vride tøiet og udsætte det for vandets og varmens opløsende kræfter.

Jeg veed nok de læsere, som fremdeles ville ryste på hovedet. Men for deres skyld skal jeg fortælle, at da jeg selv engang i samtale med en kvinde af almuen yttrede min glade forundring over, at hun kunde have så god greie på vaskningen og forklare grundene til, at der skulde gjøres så og så, bad hun mig betænke, at hun og hendes lige jo havde så meget at gjøre med klæderne: vaske sauerne og klippe ulden, dyrke og berede lin, spinde, vaske og berede garnet, farve, blege, tøve (vaske uldtøi). Den, som har tøvet (bemærkede hun), veed jo, hvorledes hun må passe sig, for at ikke uldtøi skal blive tøvet eller filtet under vaskningen; den, som kjender til, hvorledes tøi farves, skjønner let, om farven holder eller ikke, når tøiet kommer i sæbevand eller lud; den, som har passet lerred på blegevolden nogle gange, har dermed lært, hvad hun har at gjøre, når «blåtøi» skal hænges op til tørring, at ikke det også skal blive bleget. Ja, den samme kvinde forstod sig også på sæbekogning og havde dermed noget begreb om, hvad det er i sæben, som har sådan evne til at tage smudset bort.

Endnu en betragtning kan understøtte håbet om, at den del af det kvindelige stel, vi nu skulle gjøre os nærmere bekjendte med, ikke er så aldeles enfoldig. Når jeg blader i vore gamle love og finder frem det sted i Ældre Eidsivathings Christenret, lom handler om søndagens helligholdelse, så ser jeg denne bestemmelse: «Dersom tvåtten (thvàtt, vasken) er hængt op før helgen, da skal den hænge, eller dersom lerred ligger på bleg (blik) og er lagt på før helgen, da må det ligge helgen over», så skjønner jeg jo deraf, at klædevask allerede i hine gamle dage hører til de huslige arbeider, som det blev gjort væsen af. Og når jeg så erindrer de mange fortællinger fra gamle dage om, hvorledes selv fornemme husfruer før i tiden satte sin ære i at have hvidt linned at vise frem, så tør jeg nok antage, at den flittige øvelse i de mange hundrede år og på de mange tusinde hænder virkelig må have samlet erfaring om og vundet indsigt i, hvorledes klæder skulde vaskes.

Ved første bekjendtskab med vore husmødres vaskestel kan det vistnok se ud til, at indsigten monne være ufuldkommen og fremgangsmåden ustø; thi taler man med hundrede af dem, få man kanske hundrede forskjellige forklaringer. Men hører man på dem med tålmodighed og således, at man skjelner imellem biting og hovedting, da finder man lidt efter lidt ganske god overensstemmelse. Men der må være en vis tøielighed i regelen, en smule spillerum for de tusinde tilfældigheder, som kunne forekomme. Meget kommer an på råd og ledighed og vane. Brugsmåden kan være forskjellig i et og samme hus til forskjellige tider, den kan være endnu mere forskjellig i forskjellige huse eller bygder, men den valgte måde kan endda passe godt til tid og sted. Det er naturligt, at der ikke anvendes samme møie og bekostning, når det gjælder at vaske grovt tøi og fint tøi, eller når det er brugte arbeidsklæder eller gode søndagsklæder, som man har under vaskning. En anden naturlig forskjel afhænger af, om man har god råd på aske til at lave lud eller endog har ledighed til at koge sæbe, eller om man må kjøbe disse chemiske midler. Og da den hele vaske-proces er temmelig sammensat, så går det an for vaskepigerne at bære sig en del forskjellig ad, eftersom de ere oplærte og komne i vane med, så de f.ex. kunne gjøre mindre af det på et tidligere trin af det fremskridende arbeide, mod at de til erstatning lægge mere tid og kraft i senere, eller de kunne f.ex. spare på sæbe (den chemiske virksomhed) og istedetfor anvende mere håndarbeide med gnidning o.s.v. (den mechaniske virksomhed).

Alt vel overveiet, tror jeg i sandhed, at vore land-almuers måde at vaske på nok tåler at komme på udstilling, og skulde en kyndig læser i min fremstilling finde noget, som er galt, så beder jeg, at han i det længste vil tro, at det kun er mig, som har opfattet det galt. Enhver vil vist også forstå, at det har ikke været så lige til at trænge ind i denne del af husholdningsvæsenet og fremstille samme for et helt lands vedkommende.

Fremstillingen kan deles. Først efter de chemiske midler, som der vaskes med (de almindelige, nemlig aske-lud og sæbe, samt nogle sjeldnere), dernæst efter arten af tøi, som vaskes (linned, hvad enten virkeligt lintøi eller bomuldstøi, derhos blåtøi og uldent).

I. VASKE MED LUD OG SÆBE

1. Linned-vask

Jeg sammenfatter de forskjellige bygders brug under et, idet jeg giver følgende oversigt over fremgangsmåden, led for led:

1. At lægge i blød, at bløde (bygdemålet bløyta). Man lægger skidnetøiet i et kar med koldt vand og lader det ligge så en nat, et døgn, et par dage. Dette er regel; men den, som kanske må tage skjorten af kroppen og gå skjortetls, medens vaskingen foregår, må lade det være, og tildels bliver dette trin med forsæt oversprunget i velstandshuse, hvor intet spares, men hvor der da anvendes desto mere arbeide på det næste trin.

2. At vaske i ordets egentligste forstand. Før i tiden kaldte man det at tvætte, at två (oldnorsk thvætta, thvà); men underligt nok have disse ord holdt på at gå af brug, så de nu kun høres hist og her, såsom i Gudbrandsdalen, Valders, Sætersdalen, og det halvtydske vaske er kommet istedet. Der er kanske fra Tydskland af kommet en lidt forandret vaskemåde herop, og dermed er da fulgt andet ord og udtryk.

Den måde, som nu for tiden hører hjemme i vore mest gammeldags bygder, og som da vel selv er mest gammeldags, er den at hjælpe sig med lud alene eller at ludvaske, som jeg vil kalde det (Sætersdalen, Aaseral, hist og her i Hordeland med flere steder i Bergens stift, Guldalen). I andre og vel de fleste bygder, tager man sæbe til hjælp, og atter i andre bruger man at vaske med sæbe alene eller at sæbevaske, som jeg har hørt det benævne.

Den simplere ludvaskning er snarere udført i et vand alene og det gjerne nogenlunde varmt. Ved sæbevaskningen pleier man derimod vise mere omhu, idet man først skidnevasker i et vand og så renvasker i et andet, kanske endogså i et tredie (Opdal i Throndhjems stift o.fl.st.), og derhos er regelen den, at det første vand skal være koldt eller kun kuldslået, det andet derimod så varmt, som hænderne kunde tåle. Det er nemlig en almindelig udbredt tale blandt husmødrene, at kommer skidnetøiet i varmt vand strax, så sætte flækkerne sig fast og ere siden meget slemmere at få af (185).

Ved vaskingen bliver tøiet bearbeidet med hænderne på forskjellig vis og mere eller mindre. Man gnider og kryster, eller som det heder i bygdemålene, man tuller, krymper, kramper, kræmter. Stundom må der større magt til, så vaskekonen tager plaget i begge hænder og strækker og tøier det over kanten på vaskebaljen. Eller smudset kan sidde så fortvivlet fast f.ex. på håndlinningen på en grov skjorte, at hun må gnure med lidt vand. En anden måde er også den at banke det indsæbede tøi med det banketræ, som vil blive mere omtalt senere. Fint tøi bliver tildels behandlet lempeligere, således nemlig, at man lægger det fladt på en fjæl, sæber det ind og stryger det med en børste.

Fordi denne tvætting altså åbenbart er hele vaskearbeidets hovedstykke, er det dobbelt mærkeligt, at det også går an at springe dette trin af arbeidet ganske over og opnå det samme ved visse forholdsregler på de følgende trin. Ja, i gamle dage har det kanske vært almindelig brug, at ialfald strieskjorter kom lige fra blødekaret i ludgryden (næste trin); i det mindste har denne brug holdt sig lige til ned mod nutiden i den gammeldags bygd Aaseral, og det er først ved indførelsen af bomuldstøi, at man er kommen i en anden tour, da man snart blev opmærksom på, at bomulden ikke tålte den voldsomme lud-kogning.

3. At behandle med kogende lud og det enten ved at koge i gryde eller ved at bøge i kar.

a. At koge, folkemål koka. Også her er det hel underligt, at der er kommet et halvtydsk ord ind, da man i oldtiden sagde at syde, sjoða; dette udtryk bruges dog endnu i Sætersdalen, og her spiller derhos denne del af arbeidet en så stor rolle, at man ofte om den hele vaskning bare siger «at sjoa klæe.»

Tøiet haves i ludgryden og koges en stund, en halv til en hel time.

Allersimplest er det at have tøiet uden videre sammen med asken, og dette kan også ret godt gå an med strieklæder, hvorimod bomuldstøi bliver således påvirket af asken, at det let brister. Det er omhyggeligere og derhos almindeligere at have asken indesluttet i en pose under kogningen, og endnu rensligere er det først at koge asken og sile klarluden af for så at koge tøiet i denne(186).

Erfaring siger snart, at klæderne må lægges i gryden med en vis betænksomhed, for at dampen, når gryden kommer i kog, skal kunde slippe op imellem plagene og ikke drive dem iveiret ud over grydekanten, hvor ilden snart kunde få fat i dem. Men desuden bruger man i visse egne, såsom i det nys nævnte Sætersdalen samt i de øvre bygder i Mandals fogderi(187), den særegne måde at riste (ryste) klæderne i den kogende lud-gryde. Der haves en ristarstav, som er gjort til det brug. På den tager man et plag og rister eller slår det frem og tilbake i luden; man snur og vrider på plaget og rister det atter, så alle tøiets dele blive påvirkede. Når et plag er ristet længe nok, lader man det gå til bunds og gjør så ligedan med det næste. Når gryden er ristet fuld, lader man den fremdeles koge en stund. Det plag, som kom sidst i, får mindst kog; man bier altså til sidst med den del af tøffet, som mindst behøver eller tåler den sterke lud, såsom bomuldstøi. Det er et strængt arbeide at stå således for den kogende gryde og riste; sveden pibler frem af panden på vaskepigen, og hun må bruge sine arme vel; men så udrettes også det samme nu som ellers ved tøyets bearbeidelse i vaskebaljen, der altså kan forkortes, eller, som omtalt, endog ganske undlades; at slå tøiet hårdt imod ludvandet virker nemlig på samme måde, som når man holder det i lunkent vand og gnider det med hænderne. Det er også med hensyn til dette riste-arbeide, at man, som jeg allerede har fortalt, i Sætersdalen tildels bruger det udtryk at «sjoa klæe således, at man dermed mener den hele vask.

b. At bøge, bygdemål bøykja, svensk byka, dansk byge, plattydsk buken, høitydsk bauchen eller bäuchen engelsk buck, fransk buqver, hvortil endnu kunde føies beslægtede ord fra det italienske og spanske. Ordet, og dermed den kunst eller fremgangsmåde, som ordet betegner, sees heraf at være alment europæisk. Det forekommer ikke i vort oldsprog, skal heller ikke have været fundet i tydske skrifter for i det 16de århundrede(188). Vi tør måske gjætte på, at den oprindelige måde i vort Norden har været at koge i lud, som nys forklaret, og at så den måde og det udtryk at bøge eller lægge på bøg er senere indkommet fra syden af.

Ialfald er det åbenbart, at nu for tiden bruges den første måde mere i gammeldags bygder og i små husholdninger, og at bøgningen mest kun er at se i de mere fremskredne egne og der benyttes i huse, hvor der holdes såkaldet storvask til sine tider, og hvor ingen gryde kunde rumme den mængde klæder. Jeg har ikke hørt tale om at bøge på bondegårde i Bergens stift; på Østlandet er der bygder, hvor der regelmæssig bøges på de større gårde.

Man har da et stort kar, som er gjort til dette brug; det må have fødder at stå på (stette-kar) og være forsynet med tap og ture. De foreløbig vaskede klæder lægges i bøgekaret, der heldes kogende lud over dem, denne tappes af, inden den er afkjølet, ny lud heldes på og den aftappede haves på gryden for at koges op igjen; dette gjentages flere gange, der holdes på dermed i timevis, og det er dette, som kaldes at bøge. Et dertil bestemt klæde lægges eller bindes over karet, så luden siles derigjennem; der kunde ellers følge noget rusk af asken med.

Som vi nys hørte, at det at koge klæderne i lud på sine steder er så godt som den hele vask, så er på andre steder noget lignende tilfældet med bøgingen. Skidnetøiet lægges i bøgen uden foregående vasking, kun med sæbesmurning på de finere plag, som man især ønsker at få hvide; herved løses smudset, og den mekaniske bearbeidelse for at få det bort følger siden, under bankingen (Romerike). Denne fremgangsmåde skal på atter andre steder (i det Throndhjemske) have fået en egen udvikling, idet man først bøger en gang, hvilket kaldes at skidnebøge, så tager stykke for stykke op for at vaske det med hænderne og dernæst bøger en gang til, hvorom man har det udtryk at renbøge.

Hvorledes det end har sig hermed, så bruger man tildels at slutte bøgingens temmelig langvarige proces med gjentagende at helde over kogende rent vand på samme måde som luden før; dette bliver en overgang til det næste trin, hvor opgaven er at få luden ud af tøiet.

4. At banke og skylle.

I landsbygderne har man gjerne den fordel at kunne udføre denne del af arbeidet ved rindende vand i en elv eller bæk, hvorhen man da har bragt tøiet, som efter omstændighederne er enten opvredet eller liggende varmt i bøgekaret. Og fast overalt i landet kan man høre banketræets kraftige slag på bankekrakken. Selv de navne, jeg her har brugt, ere de gjængse bygd for bygd alt op til Lofoten. Kun fra Opdal har jeg undtagelsesvis hørt banketræet benævne anderledes, nemlig nyia (svensk nydja, en træklubbe). Banketræets redskap er særlig indrettet til dette brug; det har håndtag i den ene ende, er bredt og tungt i den anden, og der er vægtigt slag i det. Mere end en gang i den vilde oldtid hænde det, at man i pludselig opkommet slagsmål trev til banketræet og knuste sin modstanders pandebrask, og det have vi at takke for, at sagaerne stundom både nævne og beskrive tingen, så vi altså erfare, at datidens kvinder brugte det samme redskab(189). I svenske og danske bygdemål forekommer navne, hvoraf vi kunne skjønne, at samme brug hersker i nabolandene, såsom sv. bankebord, d.. bankebord, bankeskammel, «hvorpå lintøi bankes», samt sv. tvåttetorskel, d. banketærskel, det samme som banketræ, der beskrives som et fladt træ med håndtag til at banke klæder med.

Hovedopgaven er som sagt at få banket luden ud. Ved en sådan foregående behandling som den, der blev omtalt under bøgingen, hvor tøiet ikke var vasket først, men lagt på bøgen uden videre, der gjælder det også at få det opløste smuds banket bort, og i dette tilfælde er fremgangsmåden den, at man tager tøiet op af den varme lud, banker det, dypper atter i luden og banker på ny. Dette kalder man at banke i luden. Derefter dyppes og skylles i rent vand, og nu bankes for at få ludvandet vel ud.

Skjorter og lagener af grovt lerred og strie er det vanskeligt at kryste og vride tilgavns med hænderne alene, her må altså banking til; denne virker nemlig kraftigere end vridningen, og det slags tøi tåler en mådelig behandling af den art. Finere tøi derimod vilde lide ved at komme under banketræet, må ialfald kun få lettere slag at kjende, kan også behandles tilgavns ved vridning alene.

Det kan være, at når tøiet kommer tilbage fra åen, har man endnu mistanke om, at det ikke er ganske frit for lud. Man har det da i et kar, helder vand over det, lader det stå en stund og trække, ja fornyer kanske vandet flere gange, indtil det ikke smager af lud. Er det varmt vand, så trækker det bedre; er det koldt, virker det tillige som en art af bleg, således som strax nedenfor vil sees.

5. At blege og tørke (oldnorsk bleikja, thurka).

Blegingen er en så fin og sammensat proces, at der kunde skrives et eget kapitel om vore almuers begreber og erfaringer desangående.

«Sneen bleger», er et gammelt ord, og fra Mandals-egnen til Lofoten er det almindelig brug at indrette det så med sin årlige vask, at man får så meget linned som mulig bleget på sneen i marts og april. Ja længst mod nord (Lofoten) kan man lægge legetøiet på sneen endnu sidst i mai, og da kan det tages lige fra bøgekaret og lægges på med luden i, uden at skylles; solvarmen gjør nemlig, at sneen smelter under tøiet, og snevandet er netop ypperligt til at trække luden ud; der danner sig derhos fordybninger i sneen, som svare nøiagtig til formen af hvert plag, og derved opnåes, at tøiet ligger fast og ikke blæser bort. At blege om sommeren er farligt i disse egne på grund af de hyppige stormvinde, som kunde rive med sig det halvtørre tøi.

Andre yndede blegetider er ellers i landet om våren, når hæggen står hvid, og ud på sommeren, når ageren gulner («hvidner til høsten»). Det ser næsten ud til, at man har tænkt sig en mystisk sammenhæng mellem det hvide rundt om i naturen og den hvidhed, man vil få frem.

Det er ellers at mærke ved den sidstnævnte blegetid («agerblegen»), at så sent på sommeren er man mere udsat for at få blegetøiet bedærvet ved jordslag, der lettelig indtræffer efter regn i varme; det viser sig som sorte pletter og lader sig aldrig vaske bort(190).

For at undgå jordslag, vælger man på Vestlandet at lægge tøiet på en lyngbakke, som man der har nok af; at lægge det på «ljåstubben», som man på flere steder kan høre om, anbefales derved, at tøiet her ligesom på lyngen løftes lidt op fra selve jorden.

På store gårde på Østlandet, hvor det holdes storvask en gang for året, kan man se ordentlig indrettede blegevolde, med et lidet hus til ophold for den, som skal våge over tøiet. Af frygt for tyvehånd måtte man ellers tage det ind for natten; men blandt almueskvinder antages det, at netop om natten er den bedste bleg, og at det altså ikke, som vel mangen en har tænkt sig, er solskinnet alene, som bleger lintøiet(191).

Konernes skaut veed man jo må være hvide. Men derfor kan man finde, at om der ikke er råd til at holde såkaldet storvask ellers, sørge de gjerne for at have et antal af skaut, så de kunde få bleget på den bedste blegetid og have liggende i forråd.

Det er bekjendt (skjønt ingen veed årsagen, selv ikke naturforskerne), at linned gulner ved at ligge. Derfor bleges gjerne om våren selv duge og lagener, som ikke have været brugte. I adskillige bygder har det fra gammel tid af været skik at have sin ligskjorte liggende færdig, syet kanske af moderen ved barnets fødsel eller af hustruen ved mandens indtrædelse i ægteskab, og selv disse skjorter komme nu og da på blegen (Opdal).

Under blegingen er der gjerne kommet lidt rusk på tøiet, så det endnu en gang må skylles; men så kan det endelig hænges op til tørring.

Ikke altid er der, som man vil forstå, tid og anledning til at undergive tøiet den bleging, som jeg nu har beskrevet, og som er, hvad der egentlig menes under det navn. Men der er tillige en anden art af bleging, om den end ikke kaldes så. Om man nemlig agter at hænge det vaskede tøi op uden bleging, er det ikke sagt, at man får tørveir strax; i så fald må man lægge tøiet i et kar med koldt vand, og bytte friskt vand hver dag. Ikke alene at tøiet beskyttes mod mug eller forrådnelse (jordslag), når det behandles så(192), men det har desuden godt af vandet, som husmoderen sige, eller det bliver hvidere. Og jeg veed ialfald et hus på landet, hvor man regelmæssig foretrækker denne art af bleg og kan glæde sig ved det allerhvideste linned; jeg kommer måske til at fortælle lidt mere derom senere. Fra flere bygder har jeg også hørt om, at man ganske vel kjender til denne måde at få tøiet hvidt, når man vasker på de tider af året (høst og vinter), da der ikke er bleg (sol-bleg).

Selve den endelige tørking kunde der også være et og andet at mærke ved. Vore husmødre på landet vide at tale om forskjel på tøiets hvidhed, eftersom det er sommer eller vinter, eftersom tøiet hænger inde eller ude o.s.v.; navnlig siges det, at det ophængte tøi har godt af at fryse; det er rigtignok udsat for at brækkes istykker i frossen tilstand, men bliver brav hvidt.

6. At mangle, rulle o.s.v.

Man vikler tøiet om en manglestok, lægger denne på et bord og ruller frem og tilbage med en manglefjæl, som lægges ovenpå og trykkes med; et eget håndtag på manglefjælen viser hvorledes arbeidet udføres, nemlig med hånden og armen. Det er dette, som kaldes at mangle. Ordet lyder på svensk mangla, på tydsk mangeln, på engelsk mangle, så vi skjønne, at det har en udbredt brug. I Christiania antikvariske museum vil man kunde se prøve af en manglefjæl, med udskåret løve til håndtag og ellers vakker udskjæring heltover; ved første syn får man det indtryk, at brugen må være gammel, og at almuen har sat pris på at få sit linned smukt rullet. At mangle-redskaberne ere kjendte i vistnok hver bygd hele Norge over, tyder også på, at om de ikke have været her fra urtiden (noget, man ikke vide bestemt, såsom vore oldskrifter ikke tale derom), så må det dog være brav længe, siden de bleve indførte. Den sammenhørende stok og fjæl kaldes manglegagn (på samme måde som væv-gagn, vaske-gagn o.s.v.); tildels bruges også. udtrykket hånd-rulle.

I mere fremskredne egne og på større gårde kan man imidlertid se disse hånd-redskaber ombyttede med sten-rulle. Ja, hist og her kan man desuden se en skrue-perse ved siden af rullen, til at fuldende dennes arbeide.

Som imidlertid mangen arbeidsskjorte bliver taget på uden at være enten manglet eller rullet, så kan omvendt en del af det finere linned tiltrænge end yderligere behandling for at blive ret pent og glat, navnlig konernes skaut og i den senere tid tillige mændenes kraver. En gammel måde at glatte sådant tøi har været at gnide med gnidesten (Mandals-egnen, hvor man har havt såkaldte glasstene, der vare særskilt dannede til det brug(193), og endnu bruges på sine steder at gnide tøiet med en horn-ske eller en stor grise-tand (Bergens stift). Men i de sidste par menneskealdere har jo tillige strygejernet fundet adskillig udbredelse; dette gjælder især på Østlandet; thi på Vestlandet (Bergens stift) er strygejernet endnu i mange bygder lige så fremmed som f.ex. symaskinen andetsteds; men det holder på at udbrede sig mere og mere.

Hvor strygejernet er kommet i brug, have almueskvinderne tildels også lagt sig efter at sætte tøiet op med stivelse.

Når nu tøiet omsider er færdigt, har husmoderen kanske den sorg at opdage, at det har fået grå-lit.

Hva er det vel for et gråt skjær, som kaldes så? Hvoraf kommer det?

Det kan uden videre være lidt af selve smudset, som er vasket udover tøiet og ikke skyllet ud; men det kan også være så, at nok smudset er kommet bort, men at samtidig dermed selve stoffet i tøiet er bleven bedærvet, så der er kommet noget mørkt på, som siden ikke eller kun vanskelig kan vaskes af.

At undgå grå-lit er prøven på vaskepigens kunst. Så mange ting kunde indvirke, hun må være opmærksom på faren under det hele arbeidet, og ikke mindst gjælder det om at bruge forsigtighed allerede under forberedelsen til vaskingen, eller når hun samler aske til luden.

Jeg griber her anledningen til at tale lidt nærmere om både lud og sæbe.

Enhver vaskepige veed at gjøre forskjel på ved til aske, når der skal laves lud. Ener er den bedste; luden deraf bliver så klar; næstbedst holdes nok birken for at være, og temmelig bestemt siges det, at kvisterne af birken ere bedre end de tykke grene og stammen. Aske af fure og end mere af gran holdes for ubrugbar, den giver svag og derhos mørk lud.

Så langt veed jeg, at videnskaben giver erfaringen ret. Birkekvisternes aske indeholder mere potaske end stammens, og furens og granens aske indeholder forholdsvis meget mindre potaske end løvtræernes, derimod mere kalk, som ikke er tjenlig til vaskelud.

Derhos har jeg fra de forskjelligste steder hørt den bestemte påstand af kvinderne, at det må være frisk ved, som skal give god aske, og at om der har været noget rådden ved deriblandt, så bliver luden udskjæmt og tøiet får en styg lit, altså en art af hin grå-lit. Fremdeles hører jeg, at når asken skal blive god, må veden være brændt med en stærk og rask ild, hvorfor man heller samler asken i kakkelovn eller i komfur end på åben skorsten. Den aske, som kjendes skarp, skal være god, den derimod, som er fin og let, duer mindre, siges der.

Hvad grund der monne være i alt dette, kan jeg for øieblikket ikke indlade mig på at efterforske(194). Kun forstår jeg, at selv den bedste vaskelud indeholder forskjellige uvedkommende bestanddele, og at der i, hvad kvinderne kalde slet lud, nok kan være sådanne tilsætninger, som skade tøiet eller ialfald skjæmme den hvide farve.

Når man veed, hvorledes aske-lud i mangfoldige huse så godt som ganske erstatter sæbe og ikke blot bruges ved klædevasken, men også til at vaske bordet og gulvet o.s.v., ja til at tvætte menneskenes hoveder, så forstår man nok, at kvinderne have havt god leilighed til at lægge mærke til ludens virkning, og at de have måttet gjøre sig flid med at samle og spare på den aske, som falder efter den bedste ved.

Det ord lud, almuesproget lut, islandsk lut, svensk lut, dansk lud, skal ikke være fundet i noget af vore oldskrifter; men der behøver ikke være nogen tvivl om, at alligevel ordet og selve tingen var vel kjendt alt fra de tidligste tider.

Hvad er vel det egentlige rensende i vaskeluden? Jo, træaskens potaske(195) opløses i vandet, og en af denne potaskes bestanddele (dens kulsure kali) har den chemiske egenskab at indgå forbindelser især med det fedtagtige, som f.ex. findes i sved og altså forekommer i smudsige skjorter; men denne forbindelse af fedt og kali er opløselig i vand, og virkningen bliver altså så, at det fedtagtige, der før sad fast, opløses og bliver usynligt og tilsidst flyder bort med vaskevandet. Men ved siden af hint fedtagtige er der adskilligt andet smuds, som ludens kali ikke bider på, og som derfor bliver siddende igjen, såsom sod, kulstøv og anden sorthed. Det må sæben tage.

Hvad er så sæbe, og hvorledes virker den? Jeg skal give en smule forklaring angående det slags sæbe, som bruges mest, nemlig grønsæbe. Ret adskillige bondekoner koge sådan sæbe selv, vide altså, hvad den består af. Det skulde være artigt at vide, om disse koners kunst er en overlevering fra selve oldtiden, eller om den er tillært i senere tider, ved trykte eller skrevne opskrifter. I ethvert fald har man næsten overalt de bestanddele sæben laves af. Den er nemlig en chemisk forbindelse af et eller andet slags fedt, såsom talg, og selve hoveddelen af hin potaske (kali, som først må være bleven fri for kulsyren). Nu har det sig så under vaskingen, at forbindelsen for en del opløses i vandet, eller at sæben på en vis måde skiller sig i to, så der i et og samme sæbevand er for det første, hvad jeg i mit sprog vil kalde sæbe-fedt (med mindre kali end ellers), og for det andet et slags potaske-lud (uden fedt, af kali alene, og det kali, som er fri for kulsyren), og hver af disse to sorter virker under vaskningen på sin måde, nemlig den sidstnævnte lud omtrent ligedan som den simple askelud, og sæbefedtet således, at det tager, hvad askeluden måtte lade være. Hvorledes det egentlig går til, at sæbe-fedtet kan virke således, det får man en forestilling, når man veed, at det er denne del af sæbevandet, som skummer, hvilket kommer deraf, at det er klisset eller klæbrigt; er der nu et fnug af sort støv på tøiet, så kommer et fnug af det fint opløste sæbefedt svømmende i vandet hen til det, klisser sig fast ved det og slæber det bort med sig(196).

Endda har det sig så, at om man end vilde ødsle med den kostbare sæbe, så må der dog tilsidst almindelig lud til. Det sæbevaskede tøi vilde vanskelig kunne skylles så vel i vand, at jo noget af det klæbrige sæbefedt vilde sidde igjen; derfor har man det, som før beskrevet, i ludgryden eller i bøgekaret, og luden (som her er stærk) tager nu sæbefedtet som andet fedtagtigt smuds, opløser det og får det til at flyde ud i vandet(197).

Det var ikke dette kapitels mening at ville undervise vore husmødre i klædevask, heller ikke at lære dem den kunst at koge sæbe. Men det var ønsket at få en historisk oversigt over den erfaring og færdighed, som naturlig har udviklet sig i landet, og siden vi fik med chemiske processer at bestille, så var det så fristende at gj¢re et greb i det slør, som hænger foran den fulde videnskabelige forståelse, og som der må en fagmands øvede hånd til at løfte ganske. Med tiden tør det vel blive et eget studium, som fagmænd fra videnskabens forskjellige egne skulde bidrage til, nemlig at undersøge, hvor vidt den tusindårige gjerning i landet holder stik lige overfor naturlovene og naturvidenskaberne. Dette kapitel skulde tjene et sådant studium og om muligt opmuntre andre til at fortsætte. Dette er kapitlets (og jeg kan sige hele bogens) almindelige hensigt. Men derhos havde jeg et særskilt øiemed. med hin forklaring om de chemiske processer. Jeg vilde derved arbeide mig hen til denne simple slutning, at når den nyvaskede skjorte, som en arbeidsbonde i en af de tarvelige bergenske bygder tager på sig, endnu kanske ser temmelig grå ud, så kan denne art af grå-lit forklares ganske vel deraf, at konen af sparsomhed har hjulpet sig med lud alene, uden sæbe. For det første priser jeg det, at den fattige mands kone viser sparsommelighed, og dernæst siger jeg, at det er ikke så farligt med den smule sorthed, som sidder igjen; thi det ækle fedtagtige, som der var på den skidne skjorte, har luden taget, og det fine sorte støv af kul eller af muld, som hverken luden kunde fortære eller vandet trods megen skylling rive bort, er, hvad man kan kalde ren smuds.

En anden sag er det, om konen kanske har kogt skjorten sammen med den løse aske og så ikke banket og skyllet tilbørligt, så asken ryger af den, når den tages på. Halvt i spøg fortælles der nu og da, at sligt kan hænde, hvad enten nu årsagen har været, at det mangler på tid og kræfter, eller at konen viser ligefrem uvorrenhed.

2. Blåtøi og uldent

Det er hoved-vasken, som vi allerede have beskrevet, og vi skulde ikke opholde os for længe med den del af tøiet, som er tilbage.

Blåtøiet er alt det farvede. Det er gjerne fint, og må allerede for den sags skyld, hører jeg overalt, behandles med forsigtighed; men især gjælder det jo, at ikke farven går af. Lud må ikke bruges, den virker modsat af den beitse, som gjør, at farven sidder. Grønsæbe er også slem med næsten alle slags farver; derfor må man have gul sæbe, eller også vaske ganske uden sæbe og aldrig i meget varmt vand. Vil man have en farvet, men gammel og falmet fruentimmerkjole forandret til et hvidt skjørt, så koger man den i lud, og den, som har gjort det, eller seet det gjøre, har derved engang for alle lært, hvorledes blåtøi må behandles anderledes end det hvide.

Uldent må ligeledes behandles med forsigtighed. Det tåler ikke at gnides eller kræmtes meget i vaskebaljen, det bliver tøvet derved; det tåler heller ikke lud eller varme, det bliver som opløst eller fortæret derved; ja det tåler nok ikke heller meget af sæben, som gjør det gult. Bedst er det at slå tøiet i lunkent sæbevand eller kanske i et par vand og så skylle det på lignende måde i rent vand. Dette at slå tøiet frem og tilbage i vandet virker ligesom den ovenfor omtalte risting (side 270) og træder istedetfor gnidning. I mangel af sæbe må man jo bruge lud; men den må være svag. Ere klæderne meget smudsige, kan det være, at man først vasker dem i lud (og helst i støbelud, som laves ikke ved at koge asken, men ved kun at støbe eller helde kogende vand over den, hvorved ikke så meget af askens skarpe bestanddele opløses) og så har dem i gryden, men dog i det høieste for at give dem et kort opkog og selvfølgelig kun i klart vand (Søndfjord). Er det sengklæder med bit i, så virker kogningen naturligvis også imod den plage, og det får ikke hjælpe, om tøiet lider en smule(198).

Fra flere steder har jeg mærket mig den sætning, at om uldent kommer pludselig fra meget varmt vand i koldt (nemlig når det skal skylles), så sees det på tøiet bagefter; det bliver ujevnt sammentøvet, tykt og klumpet på nogle steder, tyndt og strammet på andre. Derfor er der dem, som ganske undgå varmt vand, men heller udsætte tøiet for noget mere fortæring af sæbe og lud.

Medens linned regelmæssig lægges i blød før vaskingen, så undlades dette på rimeligvis de fleste steder, når det er uldent, som skal vaskes (Yttre Sogn, Osterøen, Holtålen, tildels i Opdal o.s.v.). Jeg skal lade usagt, om grunden er, at bløden vilde skade her, eller at den ikke er så nødvendig.

I det hele lader det til, at det uldne ikke alene tåler mindre den strenge behandling, som linnedet får, men at det heller ikke behøve den. Dette kan komme af den væsentlige forskjel, der er mellem det dyriske stof, som er i ulden, og det plantestof, som der er i lin og bomuld, eller mellem uldhårets og plantetrevlens form, eller endelig mellem det uldnes tykke, løse væv og lerredets faste og tætte.

Men at vaske uldent ansees for en vanskeligere opgave for vaskepigen: de tunge uldklæder kræve stærke arme, og der skal stort pas til, at de ikke skulde blive udskjæmte på den ene eller anden måde. Ere f.ex. strømperne ikke vaskede ret, så blive de «hårde og kolde».

II. VASKE MED ANDET END SÆBE OG LUD

Jeg kommer her til at tale om saue-laug, om saup, om fiskesod, og land. Selve brugen har jeg hørt om blandt almuen; forklaringsgrundene har jeg fra samtale med chemikere. Almuesfolk vide ikke altid at forklare sig, hvad der egentlig er i den og den vædske, som har evne til at vaske; omvendt ere chemikerne ingenlunde altid bekjendte med, at det går an at bruge samme vædsker til at vaske med. Jeg venter, at almuesfolk skulle more sig ved at høre den chemiske forklaring, og jeg veed, at chemikerne have studset, når jeg fortalte dem om almuens brug, om hvilken de dog strax have fundet, at den vist er ganske rigtig.

1. Saue-laug

Så kaldes det lunkne vand (laug), som sauerne ere vaskede i før klipningen, og under denne benævnelse indbefatter jeg fremdeles den uldlaug, som man har vasket garn i, når dette er spundet af uvasket uld (klippet af sauerne uden disses foregående vasking).

Man veed, at bønderne have et urenligt arbeide om våren, med gjødselkjøring, pløining o.s.v.; man forstår da også, at der er meget skidnetøi efter våronnen. Men derfor bruge også kvinderne på mange steder planmæssig at indrette sig så, at de til denne tid have uldgarn, som skal vaskes, for så at nytte laugen til tøiet; især har uldtøi så godt af at vaskes heri, det bliver så hvidt og deilig mygt.

Hvad rensende kraft er der i denne laug? Den ligger i uldens fedtagtige, der virker på lignende måde, som sæbefedtet (se side 277 ovenfor). Det lunkne vand gjør, at fedtet løser sig fra uldens hår og ikke alene tager med sig det sorte smuds, som findes i selve ulden, men derhos svæver i vandet i så stor mængde, at det yderligere kan tage til sig det sorte på skidnetøiet, som dyppes ned deri.

Når sauerne have stået i den smudsige stald vinteren over og så klippes om våren, er ulden, som let begribes, allermest opfyldt af urenhed, mere end høstulden; men der er måske også mere fedtstof i denne våruld, eller det påståes ialfald af kvinderne, både at det garn, som er spundet af den, bliver så særdeles hvidt ved at vaskes i sin egen laug, og at denne laug fremdeles er så fortrinlig til klædevask (Øslebø, Opdal, fl.st.).

Fordi altså bondepigerne kjende så vel til denne egenskab med sauelaugen, kan man hist og her i landet få høre om, at når de have vasket sauerne om høsten, finde de den brugte laug så indbydende, at de selv tage sig et bad i karet bagefter(199).

2. Saup

Så heder i bygdemålene, hvad der ellers kaldes kjernemelk, d.e. mysen eller fløde, som der er kjernet smør af.

Fjeld-bondens røde uldne tophue tåler hverken sæbe eller lud, som vilde tage farven af og fordærve selve ulden; men vasket i saup bliver den som ny.

Hvad der gjør, at saup kan virke således, er rimeligvis visse fedtagtige dele, som monne være blevne tilbage istedetfor at gå op i smøret. Forklaringen kommer altså til at stemme med den, som blev givet angående saue-laugen strax ovenfor(200).

3. Fiskesod

Ordet sod (udtalt dels som såd, dels som sodd) kommer af at syde, folkemål sjoda eller sjoa, oldnorsk sjóða, det samme som koge. Istedefor sod siger man på sine steder sød eller sø. Fikesod eller fiskesø er det vand, som fisk er kogt i. Det er slimet og seigt, indeholder adskillige stoffe, som ere trukne ud af fisken, og deriblandt fedstof. Er det sod af f.ex. lax eller ørret, da er der så meget fedt, at det samler sig på overfladen i synlige dråber eller perler, og dette vand kan ikke bruges til vasking; men i sod af sådan fisk som torsk forekommer fedtet i så yderst fine perler, at de ikke engang ere synlige for det blotte øie, og i det slimede vand få de heller ikke flyde op, men holdes svævende; vaskes nu smudsigt tøi heri, så virker fiskefedtet på lignende vis som sæbefedtet.

Det er naturligvis kun langs havkysten, at der er råd til at vaske i fiskesod; men her er også denne måde almindelig både kjendt og brugt, at dømme efter de temmelig mange exempler, jeg har hørt alt fra Søndfjord til Lofoten.

Ja, man bruger også det vand, som salt fisk har været udvandet i; dog må det koges først, for at forskjellig urenlighed, som bliver synlig under kogningen, kan skummes væk(201).

4. Land

Hvad jeg har omtalt under de tre foregående nummere, kunde gjerne henføres under begrebet kunstvask, som der kun er sjeldnere behov for og kun anledning til på visse steder og til sine tider. Men nu komme vi til en vaskemåde, som der er råd til at anvende hvorsomhelst og nårsomhelst, som i en fjernere fortid måske har været kjendt og brugt overalt, og som endnu naturlig hører hjemme i et anseeligt strøg af landet.

«Strøg af landet» kom jeg der til at sige. Men det ord land, som vi her få med at gjøre, er et helt andet. Det er vel kjendt i folkemålet og blev i oldnorsken skrevet hland. Det er urin, som menes, og når der tales om land til vasking, menes stadig urin af mennesker.

Jeg vil lige i begyndelsen anføre, at f.ex. i tugthusets anseelige uldfabrik her i Christiania bruges denne vædske regelmæssig til vasking, nemlig for ulden, som skal spindes, hvad der kan være rigtigt for en stor fabrik, det kan vel også være ulasteligt for en liden husholdning.

Landet må komme i gjæring først. Da udvikles et eget stof, den såkaldte ammoniak, som er flygtig og derfor lugter stærkt. Ammoniak er af lignende natur som askeludens kali, idet den virker opløsende på smuds, især på det fedtagtige i smudset; men derhos har den det store fortrin fremfor kali, at den ikke som dette enten angriber og fortærer det uldne eller rører ved farverne i blåtøiet, så den altså trygt kan bruges til al slags vask.

Langs havkysten, ialfald på Strilelandet i syd og i Lofoten i nord, veed jeg om at denne vaskemåde bruges. Hvorfor just her? Fordi her har man ikke vedskov og må altså brænde torv, men dennes aske kan ikke bruges til vaskelud. Når man altså derude vasker sit tøi med land, så bruger man det, man har. På præstegårde og i andre huse herude, hvor man ikke synes om dette egnens oprindelige og almindelige stel, må man kjøbe aske fra indlandet.

Hvor der haves aske i overflødighed (og det er jo i de allerfleste egne), er hin måde både lidet kjendt og brugt. Men der findes dog spor af den hist og her, f.ex. alt inde i grændsebygder mod Sverige, og man kan tænke sig, at den har været almindeligere i fortiden af den grund, at de uldne klæder, som da vare mere i brug, havde bedre af at vaskes i land end i lud.

Anvendt som vaskemiddel fik hint land også navnet tvag og tvætte (af at två - tvaga - og tvætte). Om almuerne ganske ophøre at bruge denne vædske til at vaske med, ville dog disse navne blive stående og minde om fordums brug.

En dame har forklaret for mig, hvorledes almuesfolk oppe i Lofoten ordentlig kunde tiltrække sig opmærksomhed formedelst sit hvide linned, som dog kun er vasket i dette tvag, uden mindste enten sæbe eller lud. Fremgangsmåden er sådan: linnedet lægges i en stamp med land, som står en to-tre dage, så det kommer i gjæring; så haves noget varmt vand på, så det hele bliver lunkent, og nu vaskes der som i en anden vaskebalje; derefter skylles tøiet, først i varmt vand, så i koldt, og det lægges på bleg eller hænges strax op til tørring efter behag; noget, som svarer til bøging eller til koging i lud, bruges ikke. Det var kun, som sagt, linned, som vaskedes på denne måde; uldtøi bruger man at vaske i fiskesod, som egnen naturligvis har overflødighed af.

Et andet exempel på fremgangsmåden skal jeg anføre fra Osterøen ved Bergen, et sted, hvor man ikke netop lider mangel på lud. Strieskjorter og andet grovt linned, som man ikke vil spendere sæbe på, blødes først i rent vand, vaskes så i tvag (kun lidt gjæret), bliver derefter kogt i lud og videre behandlet på sædvanlig måde. Også her undgår man, som det synes, brugen af tvag ved uldtøi måske dette vilde være vanskeligt at få ganske befriet for lugten. (Som en grund til, at man bruger tvag til at udføre den egentlige vasking, skønt man har lud, kan jeg tænke mig, at skulde luden være skarp nok til at virke kraftigt, vilde den angribe fingrene, som derimod rimeligvis skånes af den her omhandlede vædske.)

Når jeg tenker på, hvorledes denne samme vædske allerede i det gamle Rom blev samlet af farverne, som brugte den til sin bedrift og måtte betale skat derfor til det offentlige, og hvorledes den i Egedes tid bruges af de grønlandske kvinder til beredning af sælskind, som skulde syes til klæder o.s.v., og når jeg fremdeles kommer ihu, at den af vor egen almue bruges eller har været brugt foruden til vasking, tillige både til farving og til skind-bereding, så kommer den nu omtalte vaskemåde til at stå for mig som en enkelt og vistnok svindende levning af en brug, der har nået til os alt fra urtiden, og jeg ser i den et af disse mange mærker på, hvorledes folkeslagene instinktmæssig (som man pleier kalde det) have vidst at tilgodegjøre, emner, som lå i deres vei og kunde tjene til at fyldestgjøre deres daglige behov. Det er ikke chemien, som har underviist folkene; snarere har folkenes brug vakt forskeres eftertanke og ledet til den chemiske videnskabs grundlæggelse.

D. ET VELSTANDS-HUS PÅ LANDET

Størstedelen af de billeder, som findes på bladene i denne bog, ere hentede fra den menige almues og den store mængdes huse, så ingen veed, hvilke enkelte familier jeg har havt for øie; dennegang vover jeg derimod at hentyde til et enkelt hus, som er så fremragende, at det uden at nævnes strax vil være kjendt i en vid omkreds.

Jeg besøgte det nylig, i selve den tid, jeg havde nærværende kapitel om klæderne under arbeide, og mit sind er endnu opfyldt af den beundring og glæde, som synet fremkaldte hos mig.

Det er det fuldstændigste ordens-hus, jeg veed om i nogen bygd, og jeg venter ikke at få se magen. Men endda ser jeg det i den inderligste sammenhæng med den mangfoldighed af huse, jeg ellers har beskrevet.

Sammenhængen er, at det ene hus lader os se en heldig udvikling af, hvad der i århundreder og på tusinder af hænder har været forsøgt på og stræbt hen til.

Det er sammenhæng som mellem den pragtfulde blomst på toppen af en stængel og de grønne blade nedenfor.

Ved hvert skridt i dette mønsterværdige hus kom jeg til at tænke på Smaalenene og Hedemarken og Valders og Søndfjord og Sætersdalen, disse bygder, som idelig stå mig for øie.

På side 42, 3die kapitel omtalte jeg et mønsterværdigt hus i og for Sætersdalen; nu har jeg fundet det tilsvarende hus i og for Norge.

Her er vistnok meget sjelden forening af betingelser for, at noget udmærket kunde fremkomme. Fruen har i bogstavelig forstand en tjener for hver finger og fuldt op at gjøre for dem alle; hun har et talent til at styre, som fex. gjør, at jeg synes aldrig jeg har været i et hus, hvor alt gik så jevnt og lunt; hun har fra barndommen af og i et udmærket moderhjem været opdraget for det landlige husvæsen og har nu snart i en menneskealder bestyret sit eget hus og sat sin ære i at bestyre det. Naturligvis har jeg her talt om husmoderen først; men hendes stel havde ikke kunnet blive så udmærket og ikke gjort det behagelige indtryk, havde der ikke været et tilsvarende driftigt stel derude på den store eiendom, så den besøgende overalt mærkede harmonien mellem husmoderens flid og husfaderens arbeide.

På side 173 ovenfor beskrev jeg et mønsterbrug af renlighed, som jeg kaldte det, i et hus med en tjenestepige. I det hus, vi besøge nu, er der alene af kvindelige tjenere ikke mindre end fem for den indre tjeneste foruden tre, som hovedsagelig ere for fjøset og meieriet. På gårdens husmandspladse, over 40 i tallet, ere derhos adskillige koner så skjønsomme og øvede (husets fordums tjenestepiger), at fruen har god nytte af deres hjælp til spinding og vævning, samt til sådanne huslige arbeider som vasking, baging o.s.v. Når den besøgende hører dette, vil han jo få forventning om noget særdeles ved stellet her; men han skal også finde forventningen fuldstændig opfyldt.

Jeg fører dig, min læser, ganske hurtigt gjennem hovedbygningen for tilsidst at standse lidt i et enkelt rum.

Allerede husets ydre er sådant, at man husker det. Ud mod bygden ser det ud som en stolt herregård, men indad til mod gården, hvor indkjørselen er, breder det sine fløibygninger ud som arme for at byde os velkommen. Allerede i forstuen, hvor vi hænge vintertøiet fra os, hilses vi af huslig hygge; her er varmt og koseligt, og begge dørene stå åbne til de varme og koselige værelser indenfor. Den dør vi gå ind ad, fører os til en række stasværelser og dagligværelser, som indtage det meste af midtbygningen, der er ikke mindre end 88 alen lang. Det er behageligt at vandre gjennem sådanne værelser, at føle sig omgivet på alle kanter af gjæstfrihedens venlige opfindsomhed. Disse mange sophaer og udstoppede stole ere jo ikke for husets få folk, men lige så mange indbydelser til os fremmede om at sidde ned og være som hjemme. Den store gjæstesal er 18 og 12 alen lang og bred. Huset har over 30 kakkelovns-værelser, og i gjæsteværelserne stå en 16 opredte senge. Så stort er huset, at det har kundet lønne sig at anlægge gasværk med ledninger omkring til alle værelser og gange, og en extra fordel deraf opdage vi i spisestuen, hvor der er gjort den indretning, at man til enhver tid kan have en rad af gasblus tændte, til at holde thekjedlen i kog o.desl. Enhver, som fra spisestuen træder ud i det lyse og rummelige kjøkken, vil studse over dets renlighed og orden; du kan gå hen og stryge med fingeren hvor som helst, der er rent; gulvet f.ex. vaskes hver morgen. Her bespises betlerne (og der er mange i denne egn), og jeg forestiller mig, hvilke tanker de må gjøre sig om stuens herlighed indenfor, når vi, som komme indenfra, endda kunde studse ved det, vi forefinde herude! Fra kjøkkenet af kunde vi gå videre til høire og se os om i pigekammeret, i rulleboden, i vaskerummet; men vi vende os til venstre, hvor der er et system af sammenhørende værelser, som tjene til værksted for husholdningsarbeidet: her er melkebod og ysteri, her er husholderskens arbeidsværelse, hvor madlavningen foregår, her er det daglige spiskammer, her er endelig fadeburet - et navn, som jeg kjendte fra gamle beskrivelser over herregårde og slotte og nu for første gang fandt i brug.

At se os vel om her i fadeburet, hvor forrådene opbevares, kunde være en dags arbeide, at beskrive denne udstilling af huslig industri og gjengive fruens oplysninger om den plan og orden, hun har udtænkt og fulgt, kunde blive en bogs værk. For denne gang skulde vi standse lidt ligeoverfor tvende partier af denne rige samling.

Se der en kasse henne ved væggen og i den en hoben filler, de mest fillede, som nogen kan se! Denne kasse hører til et vidløftigt system for opsamling og benyttelse af allehånde affald, et så omhyggeligt gjennemført system, at synet deraf visselig skulde være til belæring og opmuntring for koner selv i de fattigste huse. Når nogen af kokkepigerne har slidt ud en skureklud, har hun at levere den ind her i vasket og tørret stand; hun får da igjen en af de dertil indrettede klude (faldede eller sømmede, så de ligne små håndklæder), som der hænger en hel samling af på væggen ovenover kassen, og fillerne af den gamle klud lægges hen. Tilsidst klippes disse op til remser, som der væves tyer af, simpleste sort fille-ryer, til at bruge som gulvklæde f.ex. i kjøkkenet. Vi må endnu engang kaste et blik på de ubrugte klude på væggen. Der er forskjellige slag, større og mindre, grovere og finere, bestemte til forskjelligt brug, til gulvvasking på det umalede gulv i kjøkkenet eller det malede i stuen o.s.v. Og der er en regel for fornyelsen af denne samling. Efter storvasken om våren, når plag for plag sees over for at lægges hvert på sin plads, bliver altid nogle lagener, duge o.s.v. dømte til at udgå som slidte og med et eget påsyet mærke lagte hen for sig selv; når så tid bliver, klippes de op og gå over til den nye skikkelse og bestemmelse som vaskeklude.

Men således bliver der sammenhæng mellem dette parti af fadeburets forsyning og det, vi nu vende os til, nemlig de to linnedskabe og deres rige indhold.

Umiddelbart efter storvasken, når alt er inde, kan her være f.eks. en 100 bordduge og en 7-800 servietter; det øvrige linned står i forhold. Når det ude i rulleboden gjælder at sammenfolde dugene og lagenerne o.s.v., bruges visse træformer for at passe, at alle lag blive lige brede, hvorved det opnåes, at når tøiet lægges ind i hylderne og stables op, så ligge lagene så jævnt som bladene i en beskåren bog. En stor dug består jo af mange lag, og når flere duge ligge ovenpå hverandre, kan det ikke sees, hvor den ene slutter og den anden begynder; men derfor er der stukket små træfjæle imellem, så man med et blik kan overse, hvor mange stykker der ligger i en stabel, og da fjælene ere skårne i samme størrelse og dertil ere indstukne i en vis orden eller med visse mellemrum, så bidrage de til at give hele samlingen det smukke præg af symmetri, som slår beskueren, idet skabdørene åbnes. Og ser man nøiere efter, finder man på nogle af fjælene påskrifter om hver stabels indhold, med angivelse af år og antal, så der er råd til at få statistisk oversigt. Størstedelen af denne mængde linned er vistnok hjemmevirket; der er damask og dreil fra den forrige husmoders tid, over 50 år gammelt, og der er stabler med ganske nye årstal, så man får forestilling om, at tilvirkningens flid nok har holdt skridt med tidens og brugens fortæring. I disse skabe kunde husfruen tage frem hvadsomhelst i mørke, og hun behøvede ikke at se efter fjælenes påskrifter, for at give op, hvor mange stykker der var af hver sort. - Jeg tænkte til sammenligning på det system, som vel bibliothekarer må bruge for at have rede på de mange bøger i deres hylder.

Som jeg stod foran disse linnedskabe, faldt det mig ind at spørge efter systemet med skidnetøiet. Jeg blev da ført ud i rulleboden, og her så jeg plagene ordentlig sammenfoldede og lagte hen i låsfærdige kister, hvert slag på sin plads.

Når der så skal holdes storvask, i mai, så er den hele arbeids-orden så vel indøvet, at det vidtløftige og langvarige arbeide kan gå for sig, uden at der mærkes mindste forstyrrelse i huset.

Linnedets hvidhed priser vaskemåden. Denne afviger i nogle stykker fra den ovenfor (side 268) beskrevne, idet fruen med overlæg har indført visse forandringer i brugen. Tøiet lægges ikke foreløbig i blød, men kommer lige i vaskebaljen. Først vaskes i koldt vand, så i varmt; der står en række af ti vaskebaljer, en vaskekone ved hver; i de sex første baljer vaskes koldt, i de fire sidste derimot varmt; en erfaren husmandskone, som veed, hvorledes fruen vil have det, har opsynet og ser over hvert plag, før det går over fra første til anden hånd. Fra vaskebaljerne kommer tøiet i tre bøgekar, som stå ved siden af hinanden, og som skyldes med lud og kokende vand fra to store kjedler. Det falder mest så til, at der bøges om natten, idet der uafladelig arbeides dermed f.ex. fra kl. 7 om aftenen til kl. 9 om morgenen. Nu kjøres til åen og skylles (der bankes ikke), og derefter bliver tøiet - ikke lagt på blegevolden, men bleget i kar. Fem kar optage den hele masse, og der heldes nyt rent og koldt vand på hver morgen og aften; det fine tøi behandles omhyggeligst, således at der byttes vand på en fire til sex dage, og for hver dag bliver tøiet taget op og vredet let samt lagt ned igjen - om det nemlig blev liggende urørt, vilde vandet ikke fuldstændig fornyes inden i folderne, og deraf vilde fremkomme mørke striber og gårer. Endelig bliver tøiet atter kjørt til åen og skyllet og så hængt op til tørring. Dække- og sengetøiet bliver ikke alene rullet, men tillige først «vådperset», så «tørperset». Der pleier gå en måned eller derover, fra at vasken bliver talt ud, til det færdige tøi ligger på sin plads. Jeg så vaskelisterne for en række af år. Den for 1868 havde den påskrift: «Udleveret 12te mai. Modtaget 21de, 22de, 23de juni. Alt rigtigt.»

Det sidste er at sætte nogle tallerkener med tørrede resedablomster ind i det fyldte linnedskab. Den søde duft trænger ind i linnedet og følger med, når dugen bredes på bordet, når lagenet lægges på sengen. Det er ikke så stærk lugt, at gjæsten, som sætter sig til bords eller træder ind i sengeværelset, egentlig kjender den eller forstår hvoraf den kommer; men så meget kjender han dog, at han bliver behagelig stemt - og det er netop husstellets triumf, at husets beboere og gjæster have en fornemmelse af velbefindende og behag uden at forstyrres ved mindelse om den verden af omsorger og arbeider, som have skaffet det tilveie.

Det interesserer altid at se noget, som er fuldendt i sit slags. Men for mig bestod endda nydelsen i dette hus deri, at jeg, som jeg allerede har sagt, så dets fuldendte stel i inderlig sammenhæng med det hele lands.

Og når jeg udtrykker mig så, da er det ikke blot en forestilling og talemåde, men der er, mener jeg, en virkelighed, som ligger til grund. Dette vil kanske lettest lade sig påvise ved det enkelte træk, som jeg har fremhævet, det enkelte stykke af stellet, som jeg netop har beskrevet, nemlig den rige forsyning af linned og den særdeles omhu med at have det i orden.

Vi mindes her om en gammel interesse. Så opfindsom og dristig end den nuværende husfrue i sandhed er, så har hun dog ikke taget sine linnedskabes hele stel ud af sin egen tanke, har ikke heller bare sin moder og svigermoder at takke for undervisningen og exemplet. Her er en arv, som har gået igjennem slægterne. Vi skulde derhos erindre, at dette system af regler og lærdomme er gået gjennem kvindernes hænder, og at netop de bevare sådanne overleveringer med så megen troskab. Linnedskabet og al den syssel og omhu, som har knyttet sig til det, har fra gammel tid af været holdt i ære, har i århundreder været som et hovedstykke i de bedste husholdninger, helst i de landlige husholdninger, hvor den kvindelige virkelyst fandt sysselsættelse ved både linets beredning og lerredets tilvirkning, hvor altså det fyldte linnedskab vidnede ikke alene om husets rigdom, men lige så meget om de kvindelige familiemedlemmers flid og vinskibelighed. Begyndelsen til denne interesse ligger i hin fjerne tid, da selve jarlens frue syslede med spinderokken og hendes datter førte tilsyn på blegevolden, og bedst har vistnok arven været bevaret inden de rige og høifornemme adelige familier, som der indtil for nylig altid har været nogle af hist og her i vore bygder.

Jeg vil få tanken mere anskuelig frem, når jeg anfører, hvad en af fagkyndig hånd udarbeidet stamtavle viste mig, at den sjeldne husfrue, som vi netop have besøgt, selv er et skud af hine gamle familier.

Men var der så andet forhold mellem disse familier og almuen, end at hine skilte sig fra denne og lagde an på en levevis, som almindelige folk ikke kunde efterligne?

Enkeltvis beseet kan vel forholdet have seet således ud. Men i det hele og store taget vare dog de fornemme og de menige et og samme folk og delagtige i et og samme fremskridtsværk. Leilændinger og arbeidsfolk dannede på den ene side grundvolden for godseiernes og herrernes rigdom, og på den anden side kom de rige huses godt udviklede og smukt iøinefaldende stel uvilkårlig til at stå som mål og tjene som mønster i en stor omkreds, hvor nu en, nu en anden familie fandt hver sit, som de kunde danne sig efter og delvis efterligne.

Foran linnedskabene i hint fadebur kom jeg til at tænke, at de med deres rigdom og smukke orden kanske stod der som de sidste i en lang række, og som udviklingens høide og afslutning. Jeg vidste ikke, hvor i fortiden jeg skulde forestille mig en heldigere prøve her i dette land, og jeg tvivlede om, at fremtiden med dens mange forandringer i smag og tænkemåde vil lægge så megen vind på denne del af husvæsenet. Der var noget særdeles vemodigt i dette. Men så tænkte jeg atter: de mange øine, som i årenes løb have truffet til at se dette fuldendte stel, ville dog have fået et uudsletteligt indtryk, og om der end ikke netop lægges an på at have ligedanne linnedskabe, kan dog eftervirkningen blive en livligere sands og forhøiet omhu for huslig flid og orden i det hele, en sands og omhu, som ved exemplets magt kan udbrede sig fra kreds til kreds, forplante sig fra slægt til slægt.

Det er formedelst tusinde og atter tusinde dygtige og tænksomme kvinders exempel, at det hele kvindelige stel gjennem lange tider har nået op til den grad af udvikling, det nu har i dette land; men det er let at forstå, at exemplet kan komme til at lyse bedre ud fra det rigt udstyrede hus, når det tillige træffer så heldigt, at der er en husmoder, som besidder tilsvarende gave og lyst for denne del af hendes kald.


8DE KAPITEL

DEN PERSONLIGE RENLIGHED

A. VASKE SIG

1. OM LØRDAGEN OG I UGEN

Hoved-regelen er, at man vasker sig, når man skal pynte sig. Deraf følger, at arbeidsfolk, som gå på almindeligt grovt arbeide, såsom arbeidsbønder og husmænd, fremdeles håndværkere, der have udearbeide, såsom tømring og muring, ligeså fiskere og matroser, de have for regel at vaske sig alene om lørdagen, da de pynte sig til søndagen; om mandagen tage de jo arbeidsklæderne på igjen, og så er det, som om hele tiden fra ugens begyndelse til ugens ende var en eneste økt eller sammenhængende arbeidstid, hvor der jo ikke er tanke om at pynte sig. Træffer det så til inde i ugen, at man må deltage i et gravøl eller bryllup eller reise til et formandskabs- eller fattigkommissionsmøde eller udrette noget andet erinde blandt fremmede, lige så om man venter besøg af folk, som man må gjøre ære af, da siger skikken, at man må både pynte sig og vaske sig; eller kommer man til at søle sig særdeles til formedelst smudsigt arbeide eller til at blive bedækket med sved og støv, så det besværer, da er det selvsagt, at man går hen og vasker sig. Men for folk, som lever et jevnt arbeidsliv, bliver alt dette for undtagelser at regne, på det nær, at hænderne tildels må vaskes ofte, kanske flere gange for dagen, når man går ind til måltiderne o.s.v.

Det er landsskik, som her er beskrevet; den hører hjemme i alle egne, og det er den overveiende største del af nationens mænd, som følger den. Den almuesmand, som ikke vasker sig om lørdagen heller, overtræder skikken og gjør sig skyldig i grovt sluskeri; men det kan endog være et ganske godt mærke for en bonde, at han følger den, idet han derved viser, at han ikke undser sig ved at være en arbeidsmand og gå som en arbeidsmand.

Denne landsskik blev jeg allerførst opmærksom på ved et tilfælde henne på Jæderen, hvor jeg af en bondes eget ord kom til at forstå, at han ikke brugte at vaske sig hver dag. I min uvidenhed om forholdet landet rundt, blev jeg undselig på hans vegne og turde ikke spørge hverken ham eller andre, om sligt var almindeligt i bygden. Men i årenes løb tog jeg mod til mig, og spurgte så her og så der, og det endte med, at da jeg engang søgte en bonde på Hedemarken, som jeg kjendte fra tidligere år, og traf ham (det var mod slutningen af ugen) ret dygtig både bustet og grå, fuld af støv fra kornkastingen på låven, så hilste jeg ham hjertelig fornøiet - det første syn af manden viste mig jo, at han endnu var en virkelig arbeidsbonde, og det var ikke frit for, at jeg havde frygtet for at finde det modsatte.

Den samme landsskik, som tilsteder arbeidsmænd at tage tingen således, kræver lige så bestemt, at mænd, som ikke gå på grovt arbeide, skulde vaske sig hver dag. Dette gjælder både dem, som have noget slags embede, fra skoleholdere og opover, og større eiendomsbesiddere, som kunne leve et herreliv. Det samme gjælder f.ex. også soldater, når de ere indkaldte til exercits og skulde have uniformen på og altså gå stas-klædte.

Dette er sikkerlig ældgammelt. I Kongespeilets forskrifter for en hirdmand (hofmand) heder det, at når han om morgenen indfinder sig til kongens tjeneste, så skal han være (som man vilde sige i Sætersdalen) «tvegjen og vasket» (thveginn ok vaskað) og dertil naturligvis iført fuld stasdragt. Siden det var fornødent udtrykkelig at foreskrive sådant for hirdmænd, så skjønne vi, at for folk, som ikke vare så fornemme, var det ikke fornødent at iagttage regelen eller at pynte sig så vel i det daglige.

Omvendt lader det til, at rigtig store herrer i oldtiden stundom fandt på at bryde overtvært med den jevne bondeskik, så de nok ikke pyntede sig om lørdagen heller. Dronning Gunhild havde ved sit hof - læser jeg iNjaals saga - en drabelig krigsmand og høvding, som hed Ulf med tilnavnet U-tvegjen; jeg tænker, han har gjort sig til af at se ud som en bussemand og gå til skræmsel for sine fiender. Og på lignende måde havde det sig vistnok med den helt, som møder oss på et af vor histories første og bedste blade, den store Harald, som havde et løfte på sig og gik i samfulde ti år uden enten at kjæmme eller klippe sit hår, så hans uvenner kaldte ham Luven (lùfa), men som så af sine mænd fik kjendings-navnet Hårfager. Det heder udtrykkelig, at han tog laug (vaskede sig), dengang han omsider lod håret pynte; det var, da Norges rige var vundet(202).

Min mening er, at der er to ting, som have hørt til oldtidsskikken, for det første, at alle mennesker vaskede sig hver løverdag, og for det andet, at menige almuesmænd og arbeidsfolk, eller i det hele de mænd, som ikke regnede sig til herrestanden, ikke havde nogen regelmæssig vasketid for hele ugen, uden netop om lørdagen. Dette sidste synes mig tilstrækkelig godtgjort ved den landsskik, som gjælder den dag idag, og det første vil vel ikke nogen tvivle på, som har sat sig ind i, hvad jeg har udviklet om lørdagens navn og betydning (side 46, 4de kapitel). Om lørdagen skulde der vistnok tillige være husvask; men den egentlige anledning til dagens navn (bygdemål laurdag, oldnorsk laugardag) lå sikkerlig i den laug (laug), som skulde tjene menneskene til renselse under den høitidelige beredelse til søndagen (side 64, 4de kapitel).

Det hidtil sagte gjælder mændene, karlfolkene. Med kvinderne har det sig anderledes. De sidde mere inde, de have med kopper og gryder at stelle, de have oftere vaskekluden i hånd, og alt dette gjør, at de komme mere i tour med at vaske sig daglig. Kan være, at når manden om morgenen river klæderne på sig og iler til sit arbeide ude på marken, så er selve den friske morgenluft han et bad; den derimod, som sidder inde, føler snarere trang til at få vasket af sig den klæbrige hinde, som har lagt sig over ansigtets hud formedelst sagte svedning natten igjennem(203).

Lige så stadig som det i indberetningerne fra de forskjellige egne landet over siges, at mændene i regelen kun vaske sig om lørdagen, lige så jevnt og stadig fremhæves, hvad her nu er sagt om kvinderne. Vel er det så, at denne deres daglige vasking ofte er sådan, at den kun kaldes at vaske sig i øinene (i augom), og at den tildels består i dette meget simple, at når de have vasket op madkopperne efter frokosten, så tørke de sig lidt i ansigtet med den halvvåde og lunkne klud. Men dette har dog for mangfoldige været begyndelsen til den mere udviklede skik at vaske sig ordentlig nogle dage eller de fleste dage eller alle dage i ugen.

I overensstemmelse hermed kan man også finde, at sålænge børnene ere for små til at deltage i arbeide, hører daglig vasking til for dem også, på ret adskillige steder. Og her kan blive sted til at tilføie den bemærkning, at hvor der i det hele taget hersker god folkeskik, der hører det ialfald til, at når barnet sendes til skole, skal det være pyntet og vasket lige så vel som folk, der gå til kirke.

2.TIL HØITIDERNE

Da kong Priamos og den krigerske drot Agamemnon skulde slutte forligspagt mellem troer og achaier og signe eden med slagtoffer og drikoffer og bønner til guderne, se vi af skildringen hos Homer,

----at de vakkre herolder
samlede alt til den hellige pagt, i kummen de vinen
blandede først, så heldte de vand over kongernes hænder.

Og da den samme kong Priamos senerehen måtte gå den tunge og farefulde gang til fiendens leir for at søge sin elskede søn Hektors banemand, om han med rige løsepenge og tryglende bønner kunde bevæge ham til at give liget tilbage - da kongen, i det øieblik han skulde forlade sin borg, efter dronningens påmindelse først vilde offre og bede til guderne, da heder det hos den samme digter, at han

----bød en fadebursterne
over hans hænder at gyde det klareste vand, og tilbage
hurtig hun kom, og kande med fad i hænderne holdt hun.
Men da han havde sig toet, han bægeret tog af sin hustru,
stilled sig midt i gården og bad, mens vinen han offred,
vendte mod himlen sit blik og tog sålunde til orde:
Zeus alfader! o.s.v.

Ja, så almindeligt var dette i de dage, at bare en gjæst kom ind og bænkedes foran arnens ild og optoges i husets fred, så måtte der offres, idet noget af vinen, som gjæsten skulde vederkvæges med, blev heldet på arnen, dette huslige offeralter, og det fulgte igjen som af sig selv, at offeret og bønnen måtte være forberedet ved håndtvættens sindbilledlige handling.

Dette var nu et træk af den gamle folkeskik i den skjønne homeriske tidsalder og hos det opvakte græske folk. Men vore forfædre og de gamle grækere vare stammeslægtninger. Der var ikke større afstand, end at det tydelig mærkes, at det var det samme folkeliv, den samme folkestammes forestillinger og begreber, som gik igjennem en stor del af landene og nåede alt hid til vort Norden i hedenold.

Vi se det f.ex. af vore Edda-digte, af det stykke deri, som heder Haavamaal, og hvis begyndelse netop går ud på at indskjærpe gjæstfrihedens hellige pligt:

Held de gavmilde!
Gjæst er ind kommen,
hvor-helst skal han få sidde?
---
Til ild han trænger,
som træder ind
og kold er om knæ
til mad og klæder(204)
manden trænger,
som af fjeld har faret.

Til vand han trænger,
som træder til måltid,
til håndklæde og hilsen
og vennesind.

En prøve på dette, at vand og håndklæde og venlig hilsen og vennesind hørte med, når man skulde have fryd af et festligt måltid i bondens stue, som i hedendommen havde så meget tilfælles med det høitidelige offermåltid i selve gudehuset, - en god prøve på dette læse vi i Njaals saga. Høvdingen Njaal gjorde et gjæstebud for sin ven Gunnar, og værtens verdige hustru Bergthora gik selv for bordet med håndlaug (handlaug). På den mest høflige måde kom hun da også til Gunnars hustru, den stolte Halgerd, og bød hende håndtvæt; men Halgerd havde ondt i sinde og greb netop i den stund anledning til at lægge sin ilske for dagen og yttre et krænkende ord til husfruen; ikke alene blev gjæstebudets fryd derved forstyrret, men freden mellem familierne blev brudt.

Jeg synes at se Bergthora ved hin leilighed: vandet, hun bød frem, har hun vist havt i en blankskuret mundlaug, som det kaldtes, og på armen har der, mener jeg, hængt en hvid hånddug (handduk).

Endnu den dag idag kan man høre navnet mundlaug i Sætersdalen, og sammesteds kan man få se i et og andet gammelt hus det store kobberbækken, som nævnes med det navn; det har været bevaret fra gammel tid og brugt som vaskevandsfad ved visse ledigheder, f.ex. når øvrigheden var på thingreiser.

Og hånddugen, som hørte sammen med mundlaugen, kan allerede i Berghoras tid meget vel have været en sådan spranget hånddug, som jeg har fundet leilighed til at tale om ovenfor side 202, og som endnu er at se i gamle huse alt landet over.

Men disse fremmede og hjemlige træk eller disse gamle minder om håndtvættens høitidelighed samlede jeg nu sammen her for at få gjort det mere anskueligt og sandsynligt, hvad jeg allerede har peget på ovenfor side 70, 4de kapitel, at når vore hedenske forfædre mødte frem til sine årlige offerhøitider, så have de visselig været både tvættede og pyntede.

Og dette vort eget gamle vilde jeg af den grund have mindet om her, hvor det gjælder om at gjøre bekjendtskab med begreber og sædvaner, som høre nutiden til, men for en stor del stamme fra hin fjerne fortid.

Thi vel er det de christne høitider, vi have med at gjøre nu; men der har jo allerede oftere i denne bog været anledning til at minde om, hvorledes der i beredelserne til jul og påske og pints og St. Hans er meget, som er optaget fra hedendommen (sml. ovenfor side 194-195). Mærkeligst er her jule-badet. Fast overalt i landet kan man finde enten en hendøende erindring om eller en med møie vedvarende fortsættelse af en skik, som altså åbenbart har været overleveret fra en fjern fortid, nemlig at berede sig til julen med bad. Dette var det sidste led i en lang række af forberedelser til festen; man badede sig, umiddelbart før juleaftenens høitid begyndte. Iforveien var huset rengjort, rene sengklæder lagte på sengen o.s.v. når man så steg renset op af badet og iførte sig de rene klæder, som vare lagte tilrette, så måtte det hele gjøre et indtryk, som ret svarede til og beredede for høitidens stemring(205).

På sine steder (Østerdalen) bliver badet (karbad) tildels gjentaget både til påske og pints, og fra Sverige har jeg læst om en gammel renselsesskik i samme mening med bad i visse kilder og vande til S. Hans-festen, der jo i gammel tid har været høitideligholdt som en sommerens jul (se side 68 4de kapitel, 205 ovenfor).

Men hvor badet er aflagt, holdes dog gjerne på denne afledede skik, at til jul og de andre store høitider vasker man sig over hele legemet, eller man vasker først overkroppen og siden underkroppen, så det bliver næsten fuld vasking.

Og på noget lignende måde har det sig ved beredelsen til altergangssøndage.

Mange steder hører det fremdeles til, at til almindelige prædikesøndage eller kirkegang vaskes hovedet med hals og bryst og arme, istedetfor at der til andre søndage kanske ikke gjøres stort mere af det end at vaske ansigtet vel.

B. MERE OM VASKE-STELLET

1. KVINDERNES TJENESTE

Der kan være et livligt skue om lørdagsaftenen på en bondegård i vore gammeldags bygder, f.ex. Valders eller Søndfjord. Konen hænger over en gryde med vand og lager støbelud, som vi kjende fra klædevasken af (side 279 ovenfor); så har hun en passende mængde lud i det lunkne vand i et kar, og dermed er den ofte omtalte laug (oldnorsk laug) færdig. Og så det kvindernes sag at vaske karfolkenes hoveder. I et stort hus kan falde så til, at konen yder manden denne tjeneste, søsteren broderen ternen eller tjenestepigen gutten. «Kom nu - laugen er tom.»

«Å nei, jeg tror ikke jeg vil idag - jeg var der jo sidste lørdag.» Eller: «Ja tak.» Sådan kunde ordene gå frem og tilbage. Husmoderen bør have øie med, hvordan det går; thi er der en gut i hendes hus, som ikke har agt for sig selv, så må hun tale ham til og bruge myndighed, han kunde ellers bringe huset i vanrygte. - Jeg har allerede ovenfor talt om og udtydet den mærkelige gamle troessætning, at når manden således hælder hovedet over laugen og lader sig vaske, skal han sidde vendt ikke mod det mørke nord, men mod det lyse syd, solens hjem. Fremdeles mindede jeg også om den tro, at der burde holdes en varmeglo i beredskab for dermed at vigsle den brugte laug, inden den blev slået ud, og jeg så i denne omgang med gloen ved ugens ende en dunkel tanke om den indvielse, som i hedenskabets tid forestod ved livets ende, når den døde skulde lægges på ligbålet (side 56, 58, 64, 65 4de kapitel).

Sammesteds kom jeg ligeledes til at tale noget om denne kvindernes tjeneste; men her må jeg dvæle lidt mere ved den.

Skikken hersker endnu temmelig bestemt eller så at sige hus for hus i mange af vore bygder, såsom de ovenfor nævnte; andre steder hersker den mindre, dog således, at man veed om, at den har taget af og før i tiden havde mere at betyde; fast overalt har jeg i det mindste fundet spor af eller erindring om skikken, således f.ex. i Smaalenene og i Tromsø-egnen. Det skjønnes altså, at vi have med levninger af en almindelig skik at gjøre, og så ligger det igjen nær at formode, at den må have været gammel i landet, ja vel nedstamme fra selve oldtiden. Så forholder det sig også, som man skal se.

En af de islandske sagaer kommer ganske hændelsesvis til at give følgende lille billede:

Barde kom ridende til gården Bakke, hvor der stod en hest sadlet og et skjold ved siden af. Manden og konen vare ude på tunet, og hun tvættede hans hoved; der var Thordis og Odd. Han var ikke ganske reisefærdig, såsom hun tvættede hans hoved og endnu ikke havde tvættet skummet af. Strax OddBarde, sprang han op og hilste ham muntert, og Barde tog vel imod hans hilsen, men bad konen fortsætte med arbeidet og vaske af ham. Dette var også Odds mening, og han gjør sig istand og reiser så med Barde(206).

Og endnu høiere op, i den prægtige Gisle Sursøns saga, som sætter os hen i selve hedendommens tid, i en af de viser, som Gisle kvad, forekommer en sammenligning, som utvivlsomt hentyder til denne skik. Helten havde en drøm, hvori der bebudedes ham hans nær forestående og blodige død, og dette fortalte han i et kvad, et af disse underlige oldnorske kvad, som det falder så vanskeligt at gjengive i forståelig ny-norsk, men hvis mening var sådan:

Rigdommens gudinde (den guld-smykkede kvinde) tykkedes jeg tvættede mig mit hoved i Odins ildes (sværdenes) røde skum, af rifle-stavens (sværdets) brønd (blodet), samt at den med ædelstene prydede kvindes hånd var blodrød af sårenes strøm, af de faldne kroppes vædske.

Altså bare det ham for, som at han i døden skulde pyntes til høitid, med blodig hoved-tvæt ved en kvindes hånd (hvilken kvinde ifølge et andet af versene var sendt ham af Odin selv(207).

Og skikkens oldtidsmæssige komme vi så meget lettere til at tro på, når vi høre om den hos beslægtede gamle folk tillige. Fra Tydsklands middelalder kan der anføres tydelige exempler. Jeg har seet en tydsk tegning fra hin gamle tid, hvor mandspersonen bøier sig over vaskebaljen og kvinden tvætte hans hoved(208).

Hvorledes skulde vi vel udtyde denne skik?

Først mindes vi om den ømhed, hvormed mødre jo overalt og til alle tider røgte og pynte sin børn; det var som en fortsættelse deraf, når kvindehånd måtte til for at vaske selv den voxne karl. Men der er også noget ved samme tjeneste, som leder tanken op til et forhold, der var mere herskende i den fjerne oldtid end i vore dage, nemlig at kvinderne måtte finde sig i at forrette adskilligt arbeide, som mændene anså for at være under sin værdighed; hertil hørte nu ikke mindst al befatning med smuds og ækelhed. Der, hvor man havde offentlige badestuer og altså egne badefolk, var det jo disses tjeneste at rengjøre det menneskelige legeme, og der er spor til, at samme badefolk have været anseede som uærlige, ligedan som rakkerne(209). Alt vel overveiet finder jeg det derfor sandsynligt, at selv i oldtiden har det ikke været så aldeles almindeligt, at kvinderne have været med at yde hin tjeneste; jeg forestiller mig, at i høvdingers huse, hvor der var nok af træle og trælkvinder, har husfruen overladt det til en af disse sidste at betjene mændene. I almindelige husholdninger derimod, hvor konen og datteren så alligevel have måttet påtage sig, hvad der hist pålå trælkvinderne, have de naturligvis også udført denne tjeneste. Og når det nu i disse sidste par menneskealdere synlig har taget af med dette, så kan det være en enkelt yttring af dette almindelige, at i bondestandens familier søger man mere og mere at danne sig efter den skik og måde, man ser for sig dels i byerne, dels på embedsgårdene omkring i bygderne(210). En medvirkende årsag kan det desuden have været, at da det blev mode, at mændene skulde barbere sig, så var jo dette et stykke af lørdagspyntingen, som kvinderne så alligevel ikke kunde hjælpe til ved; det fulgte næsten som af sig selv, at den, som barberede sig, også vaskede sig og pyntede håret selv.

I forbindelse med dette får jeg ellers erindre om, at denne beredelse til søndagen formedelst laug egentlig måtte gå for sig om lørdagen og så tidlig, at aftenen kunde holdes hellig. Dette var gammel skik, overensstemmende med den katholske tids kirkelove om helligdagene. Nu for tiden bliver vaskingen ofte opsat til søndag morgen; men i mange og vel de fleste bygder overholdes dog det gamle, helst når der skal foretages nogen grundigere renselse med hovedvask o.s.v.; alligevel hører det også da til, at man søndag morgen atter vasker ansigt og hænder og sætter håret i orden.

2. HÅRPYNTEN

At pynte håret hører sammen med at vaske sig i ansigtet. Den, som gjør dette sidste daglig, reder også håret daglig; den, der lever som arbeidsmand på gammel vis og først vasker sig om lørdagen, lader også hele ugen gå hen uden at pynte håret anderledes, end i det høieste glatte det med hånden. Ligesom fruentimmerne i det hele ere mere i vane med at vaske sig daglig, sees de også mere at holde sit hår i orden.

Af sagaernes hyppige tale om, hvor vakkert hår den og den havde, forstår man, at nok allerede vore forfædre viste håret omhu og anvendte både tid og flid på at pynte det. På et sted (i Borgarthings christenret) sigtes der til, at der har været en egen norsk hårskur (norræn hárskur), på hvilken man i nødsfald kunde kjende en landsmand. Og i den tid har hver mand fuldt skjæg.

Men at skjægget blev aflagt, er en af de mærkeligste forandringer i moden, vistnok indgribende og betydningsfuld i flere henseender. Strax ovenfor har jeg således allerede leilighedsvis hentydet til, hvad yderligere forandring i skikken der fulgte med den fornødenhed, at mændene måtte barbere sig, hver gang de skulde vaske og pynte sig.

Hvor kom den nye mode fra? Jo, fra Ludvig den 14des hof. Der, i Frankrigs hovedstad, var det, at man (det er nu en 200 år siden) begyndte at betragte det som fint og fornemt at være barberet, så man kun så slige folk som kudske og soldater med en knebelsbart. Moden gik fra land til land, trængte hos os vel først igjennem i byerne, fulgte med embedsfamilierne ud på landet, spredte sig fra dem igjen ud over bondebygderne. Da 100 år var gået, var det kun spor igjen af den gamle skik hist og her i vore fjeldbygder, i Thelemarken f.ex. Man ser, at vore bønder havde den art, at de vilde holde følge med dem, de så op til; de gjorde sig ikke stive som russerne, der i dette som i så mange stykker skilte sig fra andre folk med sit gammeldags væsen. En ligedan prøve på, hvorledes vore almuer gjerne tog efter, hvad de så for sig hos byfolk og i embedsfamilierne, møder os ved betragtning af badeskikken nedenfor.

Nu i denne menneske-alder ere vi jo atter vidne til, hvorledes en ny mode med skjægget holder på at udbrede sig. Nu skal skjægget få lov at voxe, så denne mode er lige modsat den forrige; men gangen er ellers ganske den samme: moden er kommet til os fra udlandet, for en 30 år siden kunde man studse ved synet af en skjægget mode-herre her i hovedstaden, i de allersidste år træffer jeg ikke så sjelden skjæggede bønder og veiarbeidere o.s.v.

Men ved siden af dette, at alle bygder til en vis grad rette sig efter den fælles europæiske mode, kan man tillige iagttage ulige skikke omkring i bygderne, idet mændene lade håret skjære kort eller langt og kvinderne flette det så eller så. Og indenfor en og samme skiks område kan der være mange grader i stellets omhu. I Bergens stift f.ex. er der en uendelighed af overgange fra den simple og næsten skjødesløse måde, som koner bruge, når de gå med hue og bare «sope» håret sammen og fæste det bag i nakken i en «skruv», til den omhyggelighed, hvormed den unge pige «fletter håret i bånd» og kanske fornyer flettingen ikke bare hver uge, men hver morgen. En moder flettede i mit påsyn sin halvvoxne datters silke-hår; det var i et fattigt hus på et strandsted i Sogn; hun flettede med øvet hånd og blev dog ikke færdig på mindre end 10 minutter.

Til at holde håret rent har man fra gammel tid brugt buste, der kan beskrives som en tyk og stiv malerkost uden skaft; den er nemlig gjort af svine-bust (børster). I gamle stuer har busten regelmæssig havt sin plads i den skablignende indretning, hvorunder det staselige håndklæde pleiede hænge, og som der blev talt om ovenfor side 203; med hensyn hertil kaldtes samme indretning sædvanlig buste-huset, og bygdens maler har stundom øvet sin vittighed ved at male med gilde bogstaver en sådan påskrift:

Her i dette hus
ligger den, som dræber lus.

I vore antikvariske museer sees prøver af oldtidens kamme. Men disse lade til mere at have været kvindelige hovedsmykker, så det er troligt, at til alvorligt brug har man også da havt buste. Nu aflægges dog bustens brug mere og mere, og det må kaldes vel, såsom den, om end bestemt til at gjøre ren, dog vanskelig selv kunde holdes ren. Den ombyttes med redekamme, dels af horn (for en stor del omstreifende fantefolks arbeide), dels af messing (mest fra Sverige). Men denne forandring er endnu ikke bleven ledsaget af nogen tilsvarende forandring med gjemmet. Bustehuset var ikke noget bekvemt gjemmested for en liden kam, i den tarvelige bonde- eller husmands-stue er der ikke meget af skabe og kommoder, kammen måtte ligge på et sted, hvor den var nem at tage til, og nu ser man den temmelig almindelig ligge til skue i vindueskarmen. Det støder ikke dem, som fandt smag i hin bygdemalers rim; men synet støder dem, som have en anden smag og vane. I grunden er det dog så omtrent af samme slag, som når man i de bedre og bedste huse ser et sådant mord-redskab som en fluesmek hængende på en synbar plads i stuen.

3. VASKEVANDSSKÅL OG HÅNDKLÆDE

I den store mængde af landets huse, hvor mandfolkene ikke have for kik at vaske sig ordentlig i ansigtet hver morgen, er det heller ikke brug at have noget «sær-binne» (særskilt kop, kar, bytte) stående til vaskevand, heller ikke at have håndklæde hængende(211). Det kan være, at der er en egen skål, som benyttes til lørdags-laugen, men som så vaskes op og sættes hen til næste lørdag (således i enkelte huse i Søndfjord); det kan også være, at husmoderen kan levere ud til samme lørdagsvasking et håndklæde, som er syet til det brug (jeg har seet dem af et lidet lommetørklædes størrelse), og som siden hænger på en bestemt plads til benyttelse ugen igjennem (ligeså i Søndf jord); men dette er ikke almindeligt. Ja, der er mangfoldige bygder, såsom i Bergens og Christiansands stifter, hvor mængden af familierne ikke eie håndklæde, så det ikke findes undtagen hos præsten og kirkesangeren og lensmanden og gjæstgiveren og et par af de rigeste bønder.

Hvorledes gjør man så?

Om lørdagsaften lages laugen tilrette i et eller andet kar, som husmoderen finder passende, og personerne tørke sig efter vaskingen hver med sin aflagte skjorte. Og i ugens løb går det f.ex. så til, at når manden eller tjenestegutten kommer ind fra marken og trænger til at vaske sig, så få de af kvindfolkene eller så finde de sig selv en eller anden «kop» (træskål, laggekar, gryde o.s.v.), som står, det vil sige, som er brugt, men som ikke er vasket op og altså ikke ligger hvælvet; efter benyttelsen sættes koppen hen således, at den fremdeles står, hvoraf kjøkkenpigen veed, at den ikke er renvasket. I adskillige huse søge kvindfolkene rigtig nok at få overholdt den regel, at egentlige madkopper eller bordkjørler ikke skulle tages til dette brug; men det falder dem vanskeligt. Tildels er det på en måde vedtaget i husene, at det skal være tilladt at bruge vandøsen som vadskevandsskål, på betingelse, at man skylder den med rent vand efter brugen; men for at kunde gjøre dette må man jo stikke den ned i klar-vandet(212). Og nu noget til at tørke sig på efter denne vasking til ubestemte tider? Mangt et vasket ansigt tørker sig selv, som det heder; ofte gribes til kjøkkenkluden, som egentlig kun skulde være til madkopperne; eller man tørker sig med skjorte-ermet eller vel endog med det forreste skjorteblad, som det heder(213). Hele dette forhold, at man i vide kredse ikke engang eier håndklæde, synes mig at vidne stærkt om, hvor småt det er med formuen her i dette land, og hvor overmåde tarveligt en stor del af vore folk må leve. Jeg har hentydet til det samme allerede på side 259 ovenfor. Og dette, at der ikke er noget sted i huset, hvor man til enhver tid kan gå hen og finde, hvad man behøver for at vaske sig med bekvemmelighed, har naturligvis sin skyld i, at daglig vasking ikke er bleven mere til vane inden de samme kredse. Vel forstår jeg, at de, som ere tilbøielige til at dadle, ville sige, at satte almuen noget mere pris på at vaske sig, så havde den nok vidst at skaffe sig sådanne ringe ting som håndklæder, og jeg skal jo gjerne indrømme, at der er noget i denne bemærkning; men så påstår jeg igjen, at jo mere man ser sig om blandt almuen og øver sig i at se, des mere kommer man til at forundre sig over, hvor småt det virkelig er med folks forsyning af både dette og hint. I en af de Christiansandske fjeldbygder sad jeg i timevis og talte om disse ting med den offentlig ansatte, examinerede gjordemoder, da raden kom til håndklædet, og hun sagde, at det ikke fandtes i bygden uden på fire-fem steder, faldt jeg hende i talen med spørgsmål om, hvordan det så var i hendes eget hus? Svaret blev, at hun pleiede have en gammel skjortlap hængende i stuen og en i ildhuset, til at bruge som handklæde; men for tiden var hun uden disse plag, da hun nylig havde måttet give en barselkone dem til barnerever. Derhos eiede hun rigtignok et håndklæde med sprang (side 202 ovenfor); men det var et arvestykke, det hang på loftet, og der var ikke tanke om at bruge det i hverdagslaget.

I et tidligere skrift, for over 10 år siden, har jeg hentydet til den oprørte stemning, jeg etsteds henne i Bergens stift kom til at lide under formedelst synet af en «uhumskhed og urenlighed, som jeg ikke havde gjort mig begreb om tilforn»(214), og jeg erindrer meget vel, at noget af det, som stødte mig allermest, var, at engang, jeg bad om håndklæde, kom man frem med en brugt og uvasket skjorte. Men i de år, som nu ere gåede, har jeg lært, at der er tusinder og atter tusinder af landsmænd, som aldrig tænke på at have det bedre selv, og som det heller ikke falder ind at berede sig på besøg af reisende. - Man skal da også lære, så længe man lever.

Inden jeg forlader dette emne, skal jeg meddele en prøve på, hvorledes det kan falde sig med stellet. Jeg nævner så ofte Søndfjord, hvor jeg søgte at sætte mig ind i forholdene. Men trods al flid måtte jeg dog ofte ønske mig tilbage igjen for at forhøre mig nøiere om en og anden enkelthed, og jeg skrev oftere hen. En af Søndfjords præster svarer, at han har indhentet oplysning hos skolelærerne, og fortæller så:

I hovedsognet vaske kvinderne sig gjerne hver dag og for det meste før frokost. Vaskingen foregår om vinteren sædvanlig således, at dertil ikke benyttes nogen særskilt vaskeskål, men den store gryde eller kjedel, hvori vand varmes til kreaturene ude i ildhuset. I denne kjedel skylles først melkekopperne, og derpå vaskes ansigt og hænder, der i regelen tørres med den tvoge, som er benyttet til melkekoppernes vasking, men som dog først er skyllet i kjedelen og krystet så stærkt, at den er bleven ren og næsten tør; med den samme tvoge vaskes derpå børnenes ansigt og hænder. Denne vaskemåde skal være den almindelige, hvorimod enkelte pleie at øse noget varmt vand af kjedelen op i et mindre kar, hvori de vaske melkekopperne, men selv vaske de sig i kjedelen, og disse have gjerne et særskilt tørkeplag. Om sommeren foregår vaskingen i en elv eller bæk, men tørringen sker i almindelighed ved hjælp af den til melkekoppernes afskylling benyttede tvoge. - I annexsognet bruges nok i regelen både særskilt vaskeskål og særskilt tørkeplag

I forbindelse hermed kan jeg anføre et oplysende exempel fra dette annexsogn, som præsten hentyder til. I et hus her så jeg over det hele stel med håndklæder og vaskeklude. Der var en indretning ved ovnen, som kaldtes stigen, det var en ramme af stænger, som havde nogen lighed med en stige; her hang våde klæder til tørring, og her hang ligeså:

  1. en hånddug, for øieblikket en skjortefille, men om søndagen gjerne et lidet syet håndklæde; denne var til at tørre hænderne;
  2. en bedre hånddug til ansigtet,
  3. en tvoge (lin-klud) til at vaske bordet og bordknivene,
  4. en ligedan tvoge til madkapper og gryder,
  5. en særskilt tvoge til at vaske småbørn med.


I samme fortegnelse kan endnu medtages nogle nummere, som rigtignok ikke havde sin plads her, men ude i ildhuset, nemlig:

  1. og 7, en uld- og en lin-tvoge til gulvvaskingen og
  2. en halmvisk eller hårknap til samme brug.


Som jeg netop vilde slutte dette stykke, kommer jeg dog yderligere til at mindes tre hidhørende træk, som jeg vistnok ikke kjender fuldstændigt, men dog vil nævne og henstille til nærmere iagttagelse.

1. På en anseelig bondegård i Skrutvolds sogn i Valders fortalte man mig om en brug, som sagde at have været almindelig i bygden og til for nylig havde hørt til der i huset: ved skabet inde i stuen stod en stette (et kar med høie fødder) til at vaske sig i, og fra lørdag til lørdag stod det fyldt med vand med lud i; til tørking hang et grovt og et grant håndklæde under «bustehuset»(215) på «pillåren» (pillaren, stolpen) mellem gang- og klevedøren. Her vaskede kvindfolkene sig hver morgen; det var et hænd, om det gik over; karlfolkene derimod måtte strax ud på låven eller på kjøring, så det ikke ansåes fornødent for dem. Nu er dette stel afskaffet; siden her er anlagt vandledning på gården, har man let for at få en skål vand nårsomhelst, og man fandt, at det vaskevand, som stod så længe, i grunden ikke var synderlig rensligt.

2. I Elverum i Østerdalen har jeg seet en stette indrettet særskilt til vasking, med så høie fødder, at man ikke behøver at bukke sig. Jeg forstod det dog så, som at den var til at vaske klæder i og ikke netop ansigt og hænder.

3. I Støren i Guldalen, hvor jeg i 1857 spurgte om disse ting, fandt jeg et forhold, som jeg i Folkevennen for 1858, side 219, har beskrevet så:

Vissest lød svaret så, at fruentimmer vaskede sig for det meste daglig, men at det var mere ujevnt med mandfolk. Til sådant brug hænger der i de fleste huse en fortinnet kobberskål af en egen dannelse, om sommeren udenfor hus-døren, om vinteren indenfor stuedøren(216).

Den nationale måde at vaske ansigtet er den, at man øser vandet op i de hule hænder og bader ansigtet i disse. Håndklædet bruges altså, som det allerede vil være forstået, kun til at tørke sig med.

Men i forbindelse hermed må denne egne måde nævnes, som man kalder at mundvaske sig. Det går så til, at man suger munden fuld af vand, holder dette så længe, til det bliver lunkent, og så sprøiter lidt ad gangen ned i den hule hånd for dermed at vaske sig enten blot på hænderne eller endog i ansigtet. Allerførst traf jeg til at høre om dette i Sogn, siden har jeg fundet spor af samme kunst i Gudbrandsdalen og ellers hist og her. Dels kan der være virkelig kjælenskab med i spillet (man vil nødig vaske sig i koldt vand), dels og især er det for hastværkets skyld, at en og anden en enkelt gang kan hjælpe sig på den vis, når han har fået en flek på sig og ikke finder en skål i øieblikket. Det er, som når mødre væde en klud med munden og pudse sine børn om nebbet. Hele denne mundvasking er ja hjertelig utækkelig; men jeg kan da også tilføie, at med sin sjeldenhed spiller den en ganske ubetydelig rolle i renlighedsstellet(217).

4. LOMMETØRKLÆDET

Dette er jo som et lidet håndklæde, indrettet til at bære med sig, at man kan tørke sveden af panden o.s.v.

Som spyttebakken forholder sig til det daglige renhold i huset (se ovenfor side 185), så forholder lommetørklædet sig til den personlige renlighed. Det er en af dise småting, som må være med, når stellet skal være fuldstændigt.

Den del af almuen, som vi mest have for øie i dette kapitel, den talrige klasse af folk, som slide arbeidsklæder i hverdagslaget, går ikke med lommetørklæde i det daglige. Men gå vi op på klædelofterne, ville vi på mange steder (ingenlunde overalt) finde denne lille fornødenhed i forbindelse med kirkeklæderne. På side 254 ovenfor er der et exempel derpå. Skikken er i opgang; mere og mere seer den yngre slægt og da især kvinderne at have dette tilbehør til den øvrige søndags-pynt(218). Men et er at gå med lommetørklæde, et andet at bruge det.

I et af de inderste sogne i Søndfjord var jeg tilstede ved en såre vakker og opbyggelig gudstjeneste. En smuk dag, en interessant fjeldbygd, en alvorlig og værdig almue, en fyldt kirke og så en konfirmationsøndags særegne stemning! Børnene svarede godt på gulvet, og da det kom dertil, at de stode omkring alteret og den gribende konfirmationsbøn skulde læses, gav præsten en af pigerne et vink, hun trådte frem i chordøren, slog sin psalmebog op og læste bønnen for den lyttende menighed, læste den så, at ikke alene hver stavelse lød hen i den fjerneste krog, men ordenes alvor lagde sig vægtigt over forsamlingen. Jeg fandt heri en prøve på den skole og opdragelse, at der holdes andagt omkring i husene, hvor de unge sættes til at læse for de ældre, til øvelse, men ikke for øvelsens skyld alene. Hvad nu? I et andet moment af konfirmationshandlingen så jeg den tækkelige rad af piger i inderlig bevægelse: en og anden hulkede, og hos dem alle strømmede gråden. De tørrede kinderne med vadmelstrøiens ermer, og det lå smittede af; de pudsede næsen med klyben og viste uvilkårlig den skånsomhed mod den nye kjole, at de ikke smurte den til, men løftede på den ene fod og tørrede fingrene af på sko-sålen. Og alle holdt de psalmebog og rudet lommetørklæde i de trofaste hænder, men ingen dem brugte tørklædet, dertil manglede de vane.

Det kan visselig ofte vække modbydelighed at se folk tage til klyben, og jeg kan godt forstå, at mangen en er bleven utålmodig, ja harm, over denne mangel på bedre vane. Men derfor vovede jeg at skildre hin kirke-høitid så udførlig. Jeg mente det kunde være kjærkomment at se, at der kan dog være god opdragelse alligevel - hjerte-opdragelse!

5. BØRNEPLEIEN

Det bedste mærke på folkets kår vilde kanske være at se efter, hvorledes mødrene røgte sine børn(219). Moderkjærligheden er jo den stærkeste og skjønneste drift, så når den forsømmer et og andet af hvad der hører til god røgt, kan det neppe være simpelthen af mangel på sands og villie, men står vel på en eller anden måde i sammenhæng med de huslige omstændigheder, som så ofte gjøre det vanskeligt at stelle bedre.

I Aaseral, som er en af de øverste fjeldbygder i Christiansands stift, hvilket igjen vil sige det samme som en af de besværligste og fattigste bygder i Norge, gav gjordemoderen mig sådan forklaring:

Før i tiden bleve børnene slet ikke vaskede med vand, sålænge de lå i reverne (og kun tildels i det samme de bleve fødte). Brugen var: når de vare våde, at tørke med en tør klud, når de vare skidne, at tørke af det groveste og så melke modersmelk på en klud for at tørke eller vaske dermed. Med sådan melkeklud tørkede man dem også i hovedet, bag ørene, under armene, i lysken og ellers, og på de hudløse steder strøedes derefter finskavet birke- eller fure-bark eller almindeligere «mormjøl», d.e. markemel, det gule støv i markehullerne i væggene(220). Barnet svøbtes i 1, en «under-rev» (en ganske liden klud under underdelen), 2, en «lin-rev», 3, en «uld-rev» og 4, en ulden «linde». Hænderne vare indbundne. Hovedet klædtes særdeles vel ind, i indtil 4 plag: en «dregjel» eller «snip», en «hylk», en «hue» og et silketørklæde(221). Man brugte at klemme sammen hovedet, når man syntes, der var «romt» mellem benene. Således stelledes et halvt års tid. Da først fik barnet trøie og kjole. Forsyningen af børnetøi var ringe. Endnu er der dem, som kun have et sæt, så de må tulle barnet ind i et sengeplag, medens tøiet vaskes og tørres. Når så børnene bleve større, gjorde de såvidt bekjendtskab med vaskevand, at de, for at være pyntede til søndagen, bleve vaskede i ansigtet og på hænderne. Da byttedes også på dem en ren skjorte og hvad mere de kunde have af søndagsklæder. Altså blev kroppen ikke vasket, før børnene vare blevne så store, at de kunde lauge sig selv i elven, eller de nu og da vare med at lauge sig i kar, såsom til jul.

Jeg tænker at denne beretning fra Aaseral kan give nogen forestilling om, hvorledes stellet monne have været landet over i fortiden. Der var jo mindre forsyning af klæder til ombytte da, og det er endogså rimeligt, at der engang har hersket sådan forestilling, at spædbørn ikke måtte komme i vand, og at de måtte holdes meget varmt klædte på hovedet. Da lægekunsten var i sin barndom, blev nok mange underlige forestillinger af det slags spredte ud blandt folket. Men så lader det igjen til, at stellet har betydelig forbedret sig på de fleste steder.

Af de mangfoldige skriftlige beretninger, jeg har liggende for mig, så skal jeg exempelvis anføre følgende:

Søndfjord (222): Ligefra barnets fødsel viser moderen den største omhu for dets pleie. Barnet bytter linned hver lørdag, når det er friskt, men plages det af udslæt, da tre gange om ugen. Det vaskes over hele legemet hver lørdag, men bliver næsten aldrig badet. Om en moder får det råd, at hun skal bade sit barn, så gjør hun det ugjerne, da hun tror at det er farligt for livet. - I de første 14 dage lindes hænderne ind; det heder, at barnet skal blive så «ryse stærkt» derved. Indtil barnet kan gå, er næsten uafladelig et menneske optaget med dets tilsyn; når det kan gå, får det meget stelle med sig selv; moderen vasker det om morgenen, giver det mad og sætter det ned på gulvet, hvor det tumler sig til middag.

Os i Hordeland: Spædbørn vaskes to gange om ugen over hele legemet, siden sjeldnere, større børn og voxne næsten aldrig.

Sund i samme bygdelag: I børnenes spæde alder vaskes de over hele legemet onsdag og lørdag, og siden eller indtil 3-4 års alder hver lørdag.

Balestrand i Sogn: Børn vaskes i det første år en gang daglig, siden 2-3 gange i ugen, til de ere to år.

Nordmøre: Fra flere steder berettes, at børn vaskes flittigt, og fra Surendalens præstegjeld siges, at nogle mødre endogså bade dem, hvilket før i tiden kaldtes at dræbe børnene.

Throndenæs i Tromsø amt: Fra fødselen til 1 års alder vaskes barnet og får nyt linned hver dag. I voxende alder byttes linned almindelig hver lørdag, hvorimod de fuldvoxne og aldrende af begge kjøn sjelden bytte linned oftere end hver 2den lørdag.

Malangen i samme amt: Børnene vaskes i almindelighed jevnlig over hele kroppen, til de blive en 3 til 4 år gamle; men efterhvert som de tiltage i alder, bliver også vaskingen sjeldnere.

Skjervø i samme amt, op mod Finmarkens grændse: Børnene bades to gange daglig, til de blive et halvt år gamle, og en gang daglig i det andet halvår. Siden bades de nogle gange om året, til de blive fem, hos nogle syv år gamle; senere bliver legemet ikke badet mere.

De skriftlige beretninger om barnestellet har jeg ellers fået fuldstændiggjort på den måde, at jeg besøgte gjordemoderskolen ved fødselsstiftelsen her i byen og fik alle lærlingerne samlede til et møde, et snes unge fruentimmer af almuesstanden fra forskjellige egne, alt fra Tjømø i syd til Throndenæs i nord.

Det var for det først hel artigt at høre om skikken med barnetøi. Jeg syntes at se en oldtidsskik, som nok har forandret sig ned imod nytiden, men som der dog er spor af overalt i landet den dag idag. En opgave fra Tjømø blev godkjendt for de fleste andre bygder tillige, og jeg meddeleler den således, at jeg tillige sammenligner med brugen på fødselsstiftelsen og i Aaseral samt vedføier oldsprogets navne:

Fødsels-stiftelsen.  Tjømø bygd.   Aaseral.              Gammel-norsk.
Navlebind, navlebind, høist en liden klud - klud, klud, under-reiv, bleie, bleie, lin-reiv, skjorte, skjorte, - blæja(223), trøie, trøie, - reifar(224), uld-rev, uld-rev, uld-reiv, - list, linde, lista, lindi, løiert, - - - - kappe, kappe, dregjel? dregill?(225).

For at kunde holde renligt stel blev det anført, at der af undertøiet (bleie og skjorte o.s.v.) behøvedes mindst en seks besætninger, til at skifte med; men det blev også føiet til, at mangfoldige mødre omkring i bygderne må hjælpe sig med mindre.

For Tjømø - og omtrent lige så for flere andre bygder, blev stellet hos ordentlige folk beskrevet så, at i de første par måneder, eller medens barnet reves, bliver det vasket over det hele hver morgen og desuden efter fornødenhed der, hvor det er blevet tilsølet, når det løses op om aftenen eller flere gange i løbet af dagen. Fast overalt kjendes den måde at strø på de hudløse steder med «mormjøl» som i Aaseral; men det aflægges og ombyttes med andre midler. Når barnet er kommet ud af reverne, bades det to gange for ugen, onsdag og lørdag. Jeg fandt, at dette svarer så temmelig til selve fødselsstiftelsens vedtægt, og jeg forstod på eleverne, at det stel, de vare vante med hjemmefra, var efter deres mening i det hele taget både kjærligt og forstandigt.

6. FORBRUG AF SÆBE

Det er blevet til et ordsprog, at man skal kunne kjende et lands renlighedstilstand på, hvor meget sæbe der bruges. Men det er ikke her i det, dette sprog er opkommet, og dog anvendes det på vort land, det gjerne i den mening, at her både bruges lidet sæbe og i det hele taget vises liden omhu for renligheden.

Derved overser man ganske, at her til lands bruger almuen endnu fra gammel tid af at hjælpe sig med andre midler istedetfor sæbe, som de fleste må kjøbe.

Det fornemste af disse gamle midler er askeluden (side 276 ovenfor). I en så pas gammeldags bygd som Vik sogn i Søndfjord kan man høre, at de gamle slet ikke synes om den brug af sæbe, som der så småt begyndes med. «Vi havde ikke råd til at kjøbe sæbe; de, som voxe op nu, ere da vel ikke så meget grummere.» Og selv i en så fremskreden egn som f.ex. Akershus amt vasker mangen mand sig med lud; således meldes fra Asker: «Når man vasker sig i hovedet, bruger man gjerne lud,» og fra Bærum: «Når en mand toer hænder, hals og hoved, bruger han gjerne lud eller sæbe, alt eftersom han har havt mere eller mindre smudsigt arbeide.»

I Askevold i Søndfjord, en skovfattig bygd, som altså har lidt af træ-aske til at lave lud af, bliver det fiskesod, som omtales side 282 ovenfor, også brugt til at vaske personerne. Der er intet, som bedre tager sved og urenlighed af hovedet, hørte jeg sige.

Fra GranHadeland skrives: «For flere år tilbage var det almindlig skik, at når man havde vasket eller lauget fårene, høst og vår, så pleiede gjerne flere af gårdens folk og navnlig børnene at bade sig i sauelaugen. Dette troede man skulde være brav for helbreden. I de senere år har jeg dog hverken seet eller hørt om skikken, som vistnok nu er aflagt.» Hermed sammenligne man, hvad der er anført ovenfor side 280.

Selv det tvætte, som er omtalt side 282 ovenfor, har nok før i tiden været brugt til at vaske f.ex. børn i hovedet. Der er spor af det i Bergens stift. Når en person viser sig uforskammet kry, så kan det være at man straffer ham ved at minde om den tid, «da mor hans havde skolten hans i tvætte-koppen».

Men det går som af sig selv, at alle disse mindre tækkelige levninger af den ældre brug blive sjeldnere og sjeldnere. Selv luden giver for hver dag mere plads for sæben. En rask bondekone i Søndfjord gjorde f.ex. den bemærkning, at luden koster da også noget, der skal ved til at koge den og tid til at få arbeidet gjort.

Jeg forestiller mig, at for bondebygdernes vedkommende har begyndelsen til sæbebrugen været den, at mændene efter den nye mode med skjægget måtte barbere sig til hver helg. Et stykke barbersæbe i hvert hus blev en fornødenhed.

Hvordan så brugen har udviklet sig videre og videre, det ser man f.ex. i Nordlandenes fiskedistrikter. Alle mand reiser til fiskeværene i Lofoten, i Finmarken o.s.v.; under opholdet her må de lide af urenlighed, der er næsten ingen råd (se ovenfor side 261); men så glæde de sig til at komme hjem, hvor de skulde få kvindernes hjælp til at blive rene igjen. Der skrives fra Throndenæs, at den sæbe, som bruges, kjøbes mest i Lofoten, når almuen skal reise hjem; ligeså er tilfældet i Tromsø, når de komme der indom på hjemreise fra Finmarken. Det er en almindelig skik, siges der, at så vel husbonde som søn og dreng kjøber hver sin portion sæbe, som de levere til kvindfolkene sammen med de skidne klæder, og der holdes strax storvask i alle huse.

Fra nogle af bygderne i Tromsø amt (Kvefjord, Throndenæs, Salangen) er der meddelt en del skjøn over sæbebrugen. Der medgår efter de forskjellige mænds beregninger og formodninger årlig:

       for hver husholdning for 1 spd.
        »  «hver mand»              1 ½ sk.
        »    »    -                 2 ½ =
        »    »    -           2 til 4   =
        »    »    -                 3   =

Fra ikke få bygder i samme amt berettes det derhos, at der i enkelte huse koges sæbe, aldrig dog i nogen mængde eller til salg, bestandig kun til eget brug.

Det heder i en af beretningerne fra denne nordlige egn, at mange arbeideres hænder blive ei hvide, trods al anvendt omhu med både sæbe og lud, så de let uretfærdig kunne blive beskyldte for skiddenfærdighed, da det dog ligger i arbeidets art.

Denne lille bemærkning bringer min tanke til at fare Norge over, og jeg slår mig ned i Indre Sogn, i deninderste krog der eller Justedalen, og på en af de inderste gårde i dalen. Her, ved foden af den berømte is-bræ, kan man få se og høre om vort lands evne til at øve sit folk i hårdførhed og nøisomhed. Blandt den fåtallige befolkning i denne lille fjelddal nævnedes ved navn ikke mindre end 13 nulevende mænd, som have drevet bjørnejagt og fældet skovens konge; men her var det også, jeg første gang traf til at høre om den sko-reke, jeg har talt om på side 106, 6te kapitel, ligeså om det forhold, jeg har dvælet så længe ved i nærværende kapitel, at en sådan ting som håndklæde fast ikke findes hos bønderne i en bygd som denne.

Og her så jeg de hænder, som hverken lud eller sæbe formår at gjøre hvide. Man forklarede, at hvad der er værst til at æde sig ind i huden og give den dens mørkladne farve, er kvat-gor, det vil sige, det grums, som dannes ved at «kvetje» eller hvæsse ljåen med brynesten; i goret er sammenblandet smådele af brynets grjot og af ljå-jernets ildskove.

Et sving henover, og jeg er i Sætersdalen. Der sad jeg engang og studerede en kjæmpes store næve. Den tykke og hårde hud var ligeledes chemisk påvirket af stoffe som hint kvat-gor og derhos smukt tegnet med sine dybe furer, som bugtede sig i underlige snirkler og vare så kjendelige formedelst den sorthed, som holdt sig i dem. Kjæmpen forklarede mig da også, at den bedste måde at få slige næver hvide var at gnure dem med sand eller med en ru sten.

Studiet kan fortsættes videre ved at besøge en chinafarer på Stavangers våg eller Arendals red. Disse matrosnæver, som vi uvilkårlig få agtelse for, da vi vide, hvorledes de have hjulpet til at skaffe vort flag agtelse, ere således lapsalvede med tjære og beg, at ikke alene huden er bleven gjennemtrukket deraf, men selve neglene, som må voxe sig hvide igjen.

Det pleier gjerne være friske folk, som have slige mørkhudede næver, og der følger gjerne det med, at tænderne ere så hvide (hvor ikke netop sømændenes tobak har skjæmt dem ud).

C. BAD

I det nærmest foregående stykke med dets underafdelinger fik jeg anledning til at anbringe en del oplysninger om, hvad man kunde kalde det jevnlige små-stel med at holde legemet rent. Men badet er sådant, at det heller får have et særskilt stykke.

I vore oldskrifter tales der meget hyppigt om bad; nu på lange tider har det været sjeldent, man har hørt derom, uden i lægernes forhandlinger om, at almuen burde begynde på dermed igjen.

Interessen i nærværende stykke vil altså være først at giøre os bekjendt med, hvordan skikken har været, dernæst at danne os en mening om, hvad der har bevirket forandringen. Betragtningen af badeskikken fører tanken op til folkets allerførste tider. Man får det indtryk, at badets vane og behag var noget af det, som fulgte vore stammefædre, dengang de skilte sig fra sammenhængen med urfolket og flyttede så langt mod nord og vest som hid til Sverige og Norge. Man får det indtryk, når man finder hentydninger til denne brug her i landet så langt op i tiden, som vore oldskrifters minde når, og derhos veed, at den stemmer overens med brugen hos alle stamme-beslægtede gamle folkeslag i syd og øst. Ja, hvorledes vore forfædre monne have fundet et behag i bad, som den nuværende slægt vanskelig kan sætte sig ind i, det få vi yderligere en forestilling om ved at se hen til folkeslag, hvis nuværende levevis og tilstand i visse måder kan sammenlignes med den, som herskede her i landet for århundreder siden. Jeg sigter især til finnerne (finlænderne) og russerne, hvis tarveligt opfødte og kjæmpemæssig hårdføre befolkning idelig, ja indtil daglig ty til badets vederkvægelse.

Hvad vi nu under et kalde bad, blev af vore forfædre betegnet med to ord, svarende til to forskjellige slags, nemlig bad (bað) og laug (laug). Og begge slags var kjendt hos dem samtidig, bestod ved siden af hinanden, brugtes iflæng; en dag kunde en mand tage egentligt såkaldet bad, en anden dag laug; på en gård kunde der være bygninger og indretninger til bad, på en anden til laug. Ingen af vore oldskrifters forfattere har nogensinde givet sig til at beskrive særskilt nogen af disse badeskikke, og det er kun hændelsesvis, at de nu og da komme til at berøre dem og det i al korthed. Følgen er, at når man holder sig til de norske oldskrifter alene, er det hele uklart, hvordan forholdet har været, og selv en så kyndig mand som professor Keyser har ikke opfattet det anderledes, end at han troede, laug og bað kun var to navne for den samme ting; han fik ikke øie for den ganske særegne indretning og måde med det egentlige bað og troede derfor, at når der taltes om bað og baðstofa, så mentes det samme, som når talen var om laug og laugarker.

Det rette forhold, nemlig at der var to forskjellige slags bad, bað og laug, har jeg fremstillet i den afhandling «Om badstuer», som er et af forarbeiderne til nærværende skrift og derfor allerede er nævnt ovenfor side 40, 2det kapitel(226).

Jeg mener at have nået frem til fuld klarhed over forholdet, og det derved, at jeg dels har samlet sammen, hvad der tales om bad og laug i vore egne gamle skrifter alle tider ned igjennem, dels har sammenholdt disse oplysninger med tilsvarende og udførligere beskrivelser af fortidens skik i andre lande (Tydskland), dels endelig har sammenlignet efterretningerne fra fortiden med den endnu levende skik og brug på den ene side hos finnerne i Finland og deres hidflyttede landsmænd (kvænerne i Finmarken, finnerne på Finskogen i Hedemarkens amt), på den anden side og fornemmelig hos vore egne bygde-almuer (samt hos svenskerne).

Med henvisning til begrundelsen i den nævnte afhandling skal jeg nu give en kortfattet fremstilling, således at jeg taler først om det egentlige bad, om laug. Som i et tillæg hertil vil jeg tilsidst meddele noget fra den nyeste tid om forskjellige andre slags bad.

1. EGENTLIGT BAD (bað)

Det er dette slags, som menes, når der tales om finske eller russiske bad eller dampbad. Jeg vil derom bruge det udtryk badstue-bad. Man tog nemlig det bad i den deraf benævnede badstue (baðstofa).

Oldtidens badstue må have lignet den bygning af samme navn, som endnu den dag idag er at se på hver gård i mange både norske og svenske bygder. Vel har almuen nu for det meste glemt den betydning af ordet, som sigter til det her omhandlede bad(227), og badstuen bruges i vor tid kun til sådanne ting som at tørke korn og (som omtalt ovenfor side 242) at rense klæder («døyve klæder») ved at udsætte dem for stærk hede. Men hertil kan bygningen også meget vel have været brugt allerede i gamle dage, da man tillige kjendte den måde at tage bad i den. For ildfares skyld, er den stadig lagt udenfor husklyngen, og det sees på alt, at den er indrettet på at kunne ophedes stærkt. Derfor bruges også det udtryk at ilde badstuen. Ovnen kan gjerne være opløet eller bygget så simpelt, at den mest ser ud som en stenrøs; men det bør være udvalgte stene, af et slag, som tåler at blive glohede og at skvettes vand på uden at springe. Allerede de glohede stene kunde jo gjøre det brav varmt i rummet; men heden forhøies end yderligere, når man giver på med vand (gefa à, helde, øse på); da er det, som at al heden med en gang skiller sig fra stenene og følger med den opstigende damp; det kjendes, som om det skulde tage ild, har jeg hørt bønder forklare, og det er som et kneb, man endnu bruger hist og her, når man skal rense klæder, der er bit i, da det gjælder at drive heden op til det allerhøieste.

Som der for korntørkingens skyld endnu seer at være hjeller (hylder) langs badstuens vægge, så har der i oldtiden været ligedan indretning tillige for badets skyld. På disse hjeller lagde de badende sig, naturligvis fuldt afklædte. I den varme, eller formedelst dampen fugtig-varme luft kom de snart i sved. Lod de sig måske nøie med den varme luft uden damp, blev det jo, hvad der i andre lande kjendes og bruges under navn af tyrkisk bad; foretrak de derimod (og det var sikkerlig det sædvanlige) at give på for at forhøie varmen, så fik de et dampbad eller hvad man nu mest kjender under navn af finsk bad eller russisk bad.

Det hørte til badets behageligheder at svede dygtig og derunder at viske sveden af og svale de ophedede lemmer med en kvast af birkeløv eller fine myge birkekviste(228), som dyppedes i vand. Idet man forlod badet, blev man skyllet over med lunkent eller koldt vand, og derefter var det en nydelse at ligge på en seng og lade legemet lidt efter lidt komme tilbage til sin almindelige tilstand; man lå halvt påklædt, og man kunde kaste over sig en let badekåbe, når man fra badet ilede hen til det værelse, hvor sengen stod. I hvert fald har man vel brugt at opholde sig en stund i et varmt værelse, før man gik ud i den frie luft igjen, og var der flere sammen, have de sagtens havt for sig nogen tidsfordriv, som kunde passe til sådan badehvile.

Der var fintet i veien for, at flere personer vare sammen i badet, eller rettere, når flere skulde bade på en gang, burde de helst gå ind sammen, medens badstuen var opildet; ellers skulde der jo mere både brænde og arbeide til. Og under disse omstændigheder kan man let forestille sig, at når f.ex. et helt husfolk skulde tage bad, kunde det under gamle dages naturtilstand gå hel naturligt til, så mænd og kvinder for den stund ligesom satte den sædvanlige blufærdighed tilside og badede sammen.

I en islandsk saga fortælles om en, som vilde få et par personer aflivede i badstuen, og det på den måde, at han stængte dem inde og derhos havde indrettet det så, at han udenfra kunde give på ovnen og derved fremkalde så stor hede, at de måtte dø. Dette var på Island. - Der haves en beretning om et skibsmandskab fra Italien, som i det 15de århundrede led skibbrud og kom iland på øen Røst i Nordlandene; her tilbragte de flere uger og fik god anledning til at se folkets levemåde; noget af det, som vakte deres største opmærksomhed, var netop den nu beskrevne badeskik; både mændene og kvinderne klædte sig helt af inde i huset, og derfra gik de hen til badstuen, idet de alene holdt foran sig til skjul en urtekost, de brugte under badet til at viske sveden af ryggen; mænd og kvinder, heder det videre, badede sig sammen, og der var ikke tanke om, at det var noget at blues over, ikke engang i de fremmedes nærværelse. - En anden islandsk saga fortæller etsteds om en på Island, som kom lige fra badet og ikke havde på sig andet end badkåbe og lin-klæder. - Etsteds i Sverres saga forekommer det, at kong Sverre sender nogle krigsfolk hen til en bygd for at sætte ild på husene, og at han derved bruger det billedlige udtryk, at de skulde ilde badstuerne for bønderne, det vil her sige: gjøre det brav hedt på gårdene, skjænde og brænde.

Jeg har anført disse få exempler for at vise en prøve på, hvorledes man i de gamle skrifter kan finde spredte træk, som, når de sættes sammen, give et temmeligt fuldstændigt billede af den gamle badeskik. Et af de krigerske partier, som i den nys nævnte kong Sverres tid foer frem og tilbage i landet, kom engang seilende ind Sognefjorden og lagde i land i Vik, her lå de natten over, og om morgenen gik en stor flok (50 mand, siges der) op på gården Hov for at tage bad.

- En gang, da Sverres parti i Throndhjems by blev overfaldet af fienderne, fortæller sagaen, hvor uheldigt det faldt til for kongen, idet nemlig en stor del af hans folk vare adspredte omkring i byens badstuer. Atter en anden gang, da Sverres fiender havde Throndhjem inde og han beredede sig til at angribe dem, lagde han den plan, at der skulde bies med angrebet til en stund, da det kunde beregnes, at de fleste vare i badstuerne. - Tiderne ned igjennem tales der oftere om badstuer i Bergen. Kong Christian den 4de var her i 1599, en dag gik han med sine adelsmænd til badstuen og skjød efter skive, så ind i badstuen og spillede schaktavl. Omtrent ved samme tid fortælles hændelsesvis om nogle arbeidsfolk i Bergen, at de i badstuen drak op et fad øl, de havde fået efter et fuldført arbeide.

Disse småtræk give en forestilling om, at forholdet her i landet monne have været nogenlunde ligedan som i Tydskland, hvor især byernes badstuer vare søgte steder, omtrent som kaffehuse og restaurationer nu om tide: der var skarer af folk, selv kvinder tog del, efter badet fordrev man tiden på forskjellig vis, man fandt på selskabelig underholdning, med samtale og sang og spil, det udartede ofte til overdådigt og letfærdigt levnet. Udskeielserne bleve større og større. Hertil kom tvende omstændigheder, som indtraf ved reformationstiden: de mange nye ideer, som vare i omløb i denne bevægede tid, trak endda flere gjæster til badehusene, hvor de sad og politiserede, og til samme tid blev man opskræmt ved den nye smitsomme syge, som holdt på at udbrede sig i Europa (venerisk), og som badstuerne vare altfor gode plantesteder for. Øvrigheden blev mistænkelig og kom på sine steder med forbud mod badstuerne, publikum blev forskrækket og skyede dem, og fra den tid skriver badeskikkens aftagen sig i Tydskland, og, som det synes efter Tydsklands exempel i Danmark, Sverige og Norge. Forandringen synes her at have udbredt sig som en mode; den er sagtens først indtrådt i byerne, så inden de familier på landet, som mest have fulgt byskik (adelige, embedsmænd); sidst nåede den vel frem til bønderne, som jo pleie, om end langsomt, rette sig efter hvad de se for sig i de høiere stænder.

Den nye mode nåede ikke til finnerne og russerne(229); men inden den germaniske verden har den, som det lader til, trængt igjennem overalt. Jeg har søgt efter endnu tilværende levninger af den gamle skik i de andre lande (Tydskland, Danmark, Sverige), og jeg har speidet og spurgt blandt bønderne i vore norske bygder. Hvad jeg har fundet, er dette ene fra vort eget land:

Først har jeg på meget enkelte steder i Nedenæs samt i Lister og Mandals amter i Christiansands stift truffet til at høre dunkle sagn om, at før i tiden brugtes badstuen til at tage bad i; så har jeg i Aaseral, som er øverste bygd i Mandalen, talt med flere gamle mænd og kvinder, som havde været øievidner til den gamle brug og kunde beskrive den nøie, idet deres forældre havde brugt at bade i badstuen; endelig har jeg på gården Østergård, som er en af de allerøverste beboede steder i Aaseral, i året 1866 besøgt og talt med en mand, som selv havde fortsat med den gamle brug og det indtil for kun et år siden. Det var bonden Ole Ånensen Østergård, 74 år gammel. Han var, såvidt man vidste, den eneste gjenlevende i bygden af dem, som havde holdt ved med skikken, så han kunde beskrive den efter egen brug og erfaring, og meget muligt er det, at inden den hele germaniske befolkning stod han som den eneste, der havde holdt den gamle badstue-skik oppe og personlig båret den alt ned til nutiden. Inden den germaniske befolkning, sagde jeg; han var nemlig ikke den eneste i Norge, som brugte den gamle skik; jeg vidste jo om, at kvænerne i Finmarken (Lyngen, Vadsø o.fl.st.) endnu temmelig godt have bevaret sin gamle brug, og med egne øine havde jeg derhos seet finnerneFinskogen bade, ja jeg havde endogså personlig badet i en af deres badstuer(230).

2. LAUG (laug)

Det andet af de to slags bad, som vore forfædre brugte, er lettere at få rede på. Det blotte navn er næsten veiledning nok. Det er det samme ord, som vi ovenfor have havt for os under betydningen af opvarmet vaskevand til den almindelige lørdagsvasking. Forskjellen er kun, at til badet haves det ikke i en liden skål, men i et stort kar (bygdemål kjer, oldnorsk ker, laugarker), så man kan dukke ned med det hele legeme. Med hensyn hertil brugte man allerede i oldtiden tildels det mere beskrivende ord kerlaug, ligesom vi her kunne vedtage det udtryk karbad for at skjelne fra hint badstue-bad(231).

Det berømte bad, som Snorre Sturlason indrettede sig hjemme på sin gård på Island med vand fra en af de mange varme kilder, som der er, har naturligvis været af dette slags; det kaldtes jo også Snorre-laug. Ellers behøvedes der ingen særskilt bygning; badekarret kunde stå i et kammer eller skur eller hvorsomhelst, kun at det havde sin plads nær ved et ildsted.

Man kunde varme vandet i et træ-kar ved at plumpe glohede stene op i, og jeg kan godt tænke mig, at de hobe af såkaldet bryggesten eller kogesten som findes ved så mange af de større gårde på Oplandene (især på Hedemarken), ere blevne til netop derved, at man har beredet bad derude i bryggerhuset. Idetmindste ser jeg antydning om, at man i Tydskland også har brugt at varme badevandet på den måde(232).

Som exempel fra vore gamle dage skal jeg anføre, hvad Snorre fortæller om noget, som hændte kong Sigurd Jorsalafar, engang han var i gjæstebud på Oplandene og tog laug: da kongen var kommen i laugen, og der var tjeldet over karet, syntes det ham, at der randt fisk i vandet, der kom desformedelst en stærk latter over ham, han var fra sig selv og gik fra viddet, og siden plagedes han ofte af dette. - Hvad jeg her vilde pege på, var, at laugekaret var tjeldet, dækket med et tjeld eller ligesom et telt, så det holdt sig varmt; man kan forestille sig hvorledes de gamle ved slig indretning ikke blot tænkte på at vaske legemet, men hengav sig til badets vederkvægelse og nydelse.

Og dette stemmer med beskrivelser fra Tydsklands middelalder. Laugen hørte med til vederkvægelse for den fra jagten hjemvendende ridder, til beværtning for den langveisfra kommende gjæst. Der er endogså tegninger fra den gamle tid, som vise, hvorledes f.ex. mand og kone eller et par gode venner sad sammen i badekaret og derved underholdt sig med citherspil og bægerklang. Man drev det til at tilbringe halve dage i badet, og altfor ofte fulgte der alskens yppighed og udskeielse med, ligedan som ved badstue-badet.

Samme årsager have vel også ledet til, at karbadet kom af mode ligesom badstuebadet, først i byerne, så på landet, først blandt standspersoner, så blandt bønder.

Her i vort land har karbadet vistnok holdt sig ulige bedre end badstuebadet. Der er ret adskillige bygder, hvor det endnu hører med til husskikken. Men selv her er der fast ikke tanke om at tage karbad uden til jul og tildels til de andre store høitider. Vel kan man høre, at især børnene glæde sig til julelaugen; men begrebet er dog det, at man lauger sig ikke netop for vederkvægelsens skyld, men for at berede sig til festen med en vis høitidelig renselse. Glommendalen fra Kongsvinger opover er vel det strøg, hvor der nu for tiden bades mest. Her hører det endnu nogenlunde regelmæssig til at tage laug til jul, tildels også til påske og pints. I småhuse, hvor der mangler kar, ser man endog, at der lånes. På mange steder tager man laugen ude i fjøset, hvor der (for kreaturenes drikkes skyld) er både ildsted og storgryde, og hvor det ikke gjør noget, om der søles med vand ud over gulvet. Det største kar, som findes på gården, tages til dette brug; der må koges flere gryder vand for at få det fyldt. Først bader selve familien sig, den ene efter den anden, så tjenerne. Hver har med sig rene klæder til ombytning, og man vasker sig vel med sæbe. I en beretning fortsættes med skildringen så, at man fra badet af begiver sig halvnøgen tilbage til kjøkkenet og tager plads omkring skorstenen. - Men selv i denne egn er der tydelige spor til aftagen i skikken; den er nu mere indskrænket til julen alene, og den overholdes ikke så nøiagtigt nu som før i alle huse. Vil man have et billede til fra nutiden, skal jeg bede læseren følge med op til den afsidesliggende bygd Guddalen i Sønd f jord, som jeg oftere har nævnt. På hver gård er der et ildhus (bryggerhus), sammen med dette rum en ildstue (sommerstue) og bagenfor eller indenfor denne igjen en bagstue (et kammer). Der gjøres ild op i ildhuset og storgryden hænges over; der tændes også et bål på skorstenen i ildstuen, at her kan være varmt, og her sættes lauge-karet ind. Ude i ildhuset foregår først almindelig vasking, som på sædvanlige lørdage, hvor kvinderne vaske karfolkene, således som ovenfor fortalt (side 296); halvt afklædte og med vådt hår sætter man sig så ind i bagstuen, hvor man kanske får en skål jule-øl at underholde sig med, medens der ventes på badet; endelig går en for en ind i ildstuen, klæder af sig og stiger op i karet. Den første er naturligvis manden selv, så kommer konen, så børnene, så tjenerne. Det lader sig ikke vel gjøre at fornye vandet i karet, og den, som kommer sidst, får da ikke det reneste bad. Efterhvert som nogen er færdig, ifører han sig juleklæderne og råber ind i bagstuen, at nu er der plads for den næste. Fra badet samles folket inde i sætestuen (rette vinterstuen), og nu - er det jul.

Når vi overveie, hvad betydning det monne have, at karbadet nu er så betydelig aftaget, idet det i mange bygder ikke lenger består uden i gamle folks erindring(233), så må vi neppe gå ud fra, at det i fortiden var så særdeles meget i brug. Det var vistnok både kjendt og brugt overalt i landet; men det er ikke sagt, at den menige almue brugte det stort videre end netop som beredelse til høitiderne. Både her og i Tydskland har det kanske været så, at den måde at bade sig tidt og længe mere har hørt til herrelivets nydelser, som småfolk ikke kunde tænke på. Om badstuebadet fortaltes i Aaseral, at de gamle ofte hadde tyet til det, dels for at blive af med gigt og klåe, altså som et slags kur(234), dels også fordi de fandt behag deri eller syntes det «gjorde så godt»; men sådant mindes jeg ikke at have hørt så meget af om karlaugen, der mere har været betraktet simpelt hen som et stort vaskevand.

Der tales ofte om at få indført badeskikken igjen, og som forbillede og mål opstilles gjerne exemplet fra Finland; men når alt kommer til alt, har man grund til at mene, at kar-badet og badstue-badet tilsammen neppe nogensinde have spillet en så stor rolle hos vore forfædre, som dampbadet nu for tiden i Finland, hvor det i nogle bygder skal ligesom høre til hver mands daglige fornødenhed, og hvor det ialfald er landsskik at bade hver lørdag. Og hvad renligheden angår, da har den aftagen, som hos os er indtrådt i badeskikken, kanske ikke havt mere at betyde, end at tabet kan være fuldt opveiet ved den vinding for de senere tider, at almuen har kunnet lægge sig til mere ombytte af klæder og navnlig af linned.

Det må også erindres, at der til samme tid er foregået en forandring i begrebet om det velanstændige, så der ikke længer kan tilstedes den frihed i visse stykker, som næsten uundgåeligt fulgte med badningen på landsbygderne. Navnlig kan man forstå, at der, som allerede antydet, kunde blive en meget fri blanding av mænd og kvinder, når det gjaldt at tage badstuebad. Det ovenfor anførte exempel fra et sted i Nordlandene og i det 15de århundrede giver en prøve på dette. Samme exempel viser tillige, at troskyldigheden var så stor, at der ikke var nogen fare ved. Beretningens forfatter (en udlænding) tilføier derfor, at synet gjorde et indtryk på ham og hans staldbrødre, som om de var «i paradis, blandt de uskyldige engle». Men nu er der ikke en bygd i Norge, hvor folk vilde falde på at tage bad således, eller hvor folkeskikken vilde tilstede det. Tænkemåden har vendt sig i den grad, at på mange steder ansees det end ikke for sømmeligt at personer af samme kjøn ere ude at bade sig sammen, en strænghed i begrebet, som danner en ligefrem hindring for ungdommens svømmeøvelser. På Finskogen og i Finland er der endnu adskilligt af den gamle - man kunde sige hårdførhed i sindet, så f.ex. bonden og hans hustru tage bad sammen, eller husbonden lader sig betjene i badet av tjenestepigen o.s.v. Men sådant er hertillands og nu for tiden kun gjenstand for undren og uvillie, og der er vel ikke nogen, som tvivler på, at forsåvidt er fremskridtet og fordelen på vor side.

3. ANDRE SLAGS BAD. SVØMNING

I Tydskland førte den gamle badeskik naturligen til, at man gjorde sig de temmelig mange varme kilder nyttige, ligesom på Island, og jo mere det huslige bad gik af brug, des mere kom kilde-badene i mode; før havde almuen nok havt adskillig tro på underkure ved dem, og nu bleve de tagne i lægekunstens tjeneste. Noget modsvarende kunde vi mærke hos os, skjønt i det små: i den sidste menneskealder er det ret blevet temmelig almindeligt her på Østlandet at indrette styrtebad, oprindelig efter lægeråd for en og anden patient, mere og mere også til vederkvægelse for friske folk. Styrtebad omkring i bygderne omtales ikke sjelden i de indberetninger, jeg har fået om disse ting. Og samtidigt lader det til, at den brug at lauge sig i elv eller sø, som ellers er ældgammel, heller har taget til i mange af vore bygder. Dette synes jeg ligeledes bestemt at spore mere af her på Østlandet; i flere af de bergenske bygdelag (f.ex. i Søndmøre) mærkes nemlig den alt antydede hindring derimod, at man finder det upassende for folk at klæde sig af og bade sig i selskab. Det kan til nød gå an for børn, synes man; men det vilde tages f.ex. en skoleholder ilde op, om han vilde deltage i børnenes sølaug for at lære dem at svømme; det vilde for den gammeldags betraktning være en forglemmelse af det alvor og den værdighed, som en skolelærer bør overholde; lauging betegnes som leg og fjas, upassende for voxne folk, for kvinder endog usømmelig(235).

Til denne hindring kommer i vore nordlige egne tillige dette at vandet er for koldt og luften ikke så varm, at man trænger afkjøling(236). Følgen er da, at f.ex. i Tromsø stift, hvor hver mand må ferdes på søen, og hvor altså svømning kunde komme så såre vel med, er der så godt som ingen, som kan svømme. Der er anstillet speciel undersøgelse desangående. Årsagen var, at man blev opmerksom på storheden af den ulykke, at her årlig foregår så mange forlis på søen. Fem år i rad, fra 1861 til 1865 erholdt jeg ved præsteskabets store velvillie særskilt og meget omstændelig beretning om hvert tabt menneskeliv, om hvert indtruffet bådsforlis; antallet af kuldseilede og ellers forliste både var i alle årene 403 med en besætning af 1101 mand, af dem bleve kun 490 reddede, af disse sidste igjen var der kun 1, som reddedes ved svømning, og det ikke så, at han selv svømmede iland men så, at en anden kastede sig ud og svømmede hen til ham(237).

Selv i det sydlige Norge er det ikke meget almindeligt, at almuens sønner have lært sig at svømme. Man synes, der er ikke tid at offre på slige ting. Og ved at agte herpå er jeg bleven lidet tilbøielig til at mene, at svømmefærdigheden var så almindelig her tillands i oldtiden, som mange holde for. Sagaerne fortælle jo nok om prøver på stor færdighed; men det har vel været en af disse idrætter, som kun den høibårne og krigerske del af folket lagde sig efter.

Som al anden legems-idræt, har dog også denne været i opsving nu på nogle år. Og lige så kan det tydelig mærkes, at siden landet har fået en række af lægebad (Eidsvold, Sandefjord, Grefsen, Modum, samt søbadene på Moss og flere steder), er folket blevet mere fortroligt med bad i det hele. Et av tegnene er, at der omtrent i hver by (selv så langt nord som i Tromsø) nu er badehus for almindelige strømbad. Et andet af tegnene er, at i ny-byggede huse i Christiania er det ikke så aldeles sjeldent at se egne baderum. Vandskrækken giver sig.

Endnu kan jeg pege på et tegn, som viser, hvilket omslag der er indtrådt, eller hvorledes den offentlige opmærksomhed er bleven vakt i denne retning: da for nogle år siden en af Christianias bedste borgere ønskede at gjøre en velgjerning mod sin by, valgte han den plan at bekoste og forære byen et storartet badehus med indretninger til varme bade (karbad) samt til klædevask. Jeg fremhæver dette med en vis interesse, eller i modsætning til det ovenfor yttrede, at den mode, som førte til badeskikkens ophør i landsbygderne, nok havde begyndt i byerne og derfra udbredte sig ud over landet: nu ser det jo ud til, at det skal gå samme vei med dette modsatte, eller at badeskikkens fornyelse også udgår fra byerne og de høiere klasser.

Som særskilt anlagt med land-almuens tarv for øie og med tanke om at få gjenindført i vore bygder noget af den ældre vane, kan tilsidst nævnes et af vedkommende distriktslæge indrettet dampbad i Alstahaug i Nordlandene samt et i Kinservik i Hardanger. Det skal tegne ganske lovende med begge disse forsøg, som kun ere få år gamle.

D. FORSKJEL I BYGDERNE

Under denne overskrift kommer jeg især til at tale om den allerede berørte hovedregel (side 290 ovenfor): at mænd som gå på udarbeide, indskrænke sig til at vaske sig i ansigtet til hver helg eller hver lørdag aften.

Skulle vi opstille det som en fordring, at alle og enhver uden forskjel skulde vaske sig hver morgen? Skulde vi gå videre og desuden - således som skeet i en plan, som en af de for spedalskhedens skyld ansatte overlæger har udarbeidet for sundhedskommissionerne - forlange, at almuesfolk endog skulde bade sit hele legeme hver uge, en gang ugentlig om vinteren og tre gange ugentlig om sommeren?(238). Ja, skulde vi udtrykke regelen så kort og raskt, som en enkelt sundhedskommission i en af vore fattige fjeldbygder har gjort, og sige, at alle mennesker, store og små skulde vaske legemet hver dag året rundt, i lunkent vand hjemme om vinteren, om sommeren i sø eller elv?(239)

Vi få nok betænke os på dette og bør ialfald først se os vel om og lægge mærke til, hvorvidt udviklingen har begyndt at gå i den retning.

Jeg indbyder læseren til i den anledning at følge mig på et besøg i Søndfjord.

Det var som et fund, da jeg i en af de indre bygder her, i Indre Holmedal, en vakker dag blev kjendt med en husmandsfamilie, hvor både mand og kone havde for skik at vaske ansigt og hænder hver morgen, strax de stod op; de havde koldt vand i en dertil bestemt kop, og en tørkedug hang på en bestemt plads. Jeg lod mig vise både koppen og dugen; disse stumme vidner tjente mig til stadfæstelse for, hvad jeg hørte. Skikken havde været her i huset fra konens faders og farmoders tid. Om denne samme familie har jeg allerede fortalt nogle træk ovenfor side 157. Det ene med det andet gav mig det indtryk, at det måtte have sin rigtighed med hin daglige skik her i huset, og dette blev heller ikke modsagt af nogen, som jeg talte med. Men trods alt hvad jeg spurgte, fandt jeg ikke noget sidestykke blandt bygdens almue(240).

I næste bygd udenfor,Yttre Holmedal, lykkedes det mig at få opdrevet et sikkert exempel af samme art. En tjenestekarl havde allerede i en række af år brugt at vaske sig hver morgen, og der var tegn til, at hans exempel kanske skulde vinde efterligning; der nævntes nemlig en medtjener, som allerede havde gjort begyndelse. Et par andre mindre sikkre exempler hørte jeg også naget om.

Endnu længere ude, og vi ere i Askevolds præstegjeld, ude mod havet. Her fandt jeg flere begyndelser til den nye og bedre skik. I et bondehus, hvor der er flere tjenere, blev det i præstefruens og præstedatterens nærværelse forsikkret mig, at alle voxne vaske sig hver dag, sommer og vinter, strax om morgenen, i koldt vand og i et særskilt kar, ude i ildhuset; efter vaskingen gå manden og konen ind og tørke sig med en klud eller tavse ude i ildhuset. Tilsidst pyntes håret, og naturligvis med størst omhu på kvindfolkenes side. Den ældre hårpynt, som konen mindedes fra sin barndom, og som endnu bruges i de indre bygder, var at binde håret op i en top på issen; nu bruger konen (jeg tror: daglig) at løse håret op og atter at binde det ind med bånd i to dele, som vindes om hovedet under kjøisen eller huen; en, som det lod, endnu nyere mode er den, som tjenestepigerne her på gården bruge, nemlig at flette håret i to fletninger, som løses op og flettes om igjen nogle gange for ugen.

Lige ved Askevolds præstegård var en skole for lærerlærlinger, unge mennesker fra selve præstegjeldet og et par nabosogne, hvor de tildels havde været omgående skoleholdere og ialfald vare vel kjendte hver i sin kreds. De vare sex i tallet, og jeg fik dem samlet på præstegården for i sognepræstens nærværelse at spørge dem ud om disse ting. Resultatet blev, at jeg fik opgivet med navns nævnelse ikke mindre end 18 almues-familier, hvor manden og konen og tildels tjenerne brugte at vaske sig daglig, strax om morgenen og i koldt vand. Den bondefamilie, jeg selv havde besøgt, var en af disse 18. En anden af familierne boede på en af de yderste havøer, og her (så nøie gik vi ind i enkelthederne) fulgte tjenerne nok husets skik, når de vare tilstede på den tid om morgenen, ikke derimod, når de stod op om natten for at tage på havet på fiskeri.

Dette var, hvad vi fandt ved vort besøg i Søndfjord, og jeg mener, at det samlede indtryk kan blive omtrent sådant:

Hist og her, ganske enkeltvis, forekommer den yttring af individuel tilbøielighed, at man gjerne forfrisker sig med et koldt ansigtsbad, og nu for en, nu for en anden kan dette blive til daglig vane. Formedelst opdragelsens indflydelse kan vanen gå over fra forældre til børn, formedelst exemplets magt kan den udbrede sig til kjendinger og naboer. Der er i dette ikke nogen bevidst stræben eller plan; det går som af sig selv, det falder ganske naturligt. Men så møder der igjen lige så naturligt visse hindringer for skikkens udbredelse, og den finder sin grændse. Der kan f.ex. være en husmoder, som uden tjenerhjælp skal passe 3 kjør, 6 sauer, 5 børn og sin egen mand, og dertil spinde, væve, sy o.s.v., o.s.v.; hun vasker børnene, medens de ere små, ønsker uvilkårlig også, at de skulde fortsætte selv dermed siden, formaner og påminder, yder nu og da en håndsrækning, men hun orker tilslut ikke at påminde og formane daglig, og der bliver ikke nogen rigtig art med den nye skiks opkomst, såsom børnene for sin egen del befinder sig vel, når de holde følge med den øvrige ungdom i naboskabet. Eller der bor en fiskerfamilie enligt på en holme; manden og tjenestegutten ere kanske halvveis i den vane at vaske sig hver morgen, men de ere i mange måder afhængige af vind og veir og af naturens hele spil rundt om dem: nu vækkes de af søvnen med råb om, at den flygtige sildestim er på fjorden, eller en anden gang have de arbeidet sig hjem fra havet under modstorm, og lide under overanstrængelse i alle lemmer og sandser, så den eneste bevidste trang for de første dage er ikke koldtvandsbadets opfriskelse, men kun hvile og atter hvile. Ved dette sidste tilfælde beder jeg desuden at man vil lægge mærke til, at familien bor så ensomt. Med naboer nær omkring som i en landsby skulde selv disse trætte fiskere have tvunget sig til at pudse og pynte sig noget mere, og heller forsømt noget af det meget, som skal gjøres.

Med disse erindringer fra det enkelte bygdelag stille vi os nu op på en høi tinde og kaste et blik ud over Norge.

Enkelte egne finde vi ialfald så vel belyste ved de ofte omtalte indtberetninger, at vi så nogenlunde kunne se, hvordan det har sig med denne del af stellet.

I Smaalenene er der ret i adskillige bygder sådan tydelig skik blandt mandfolkene, at de mere velhavende bønder vaske sig daglig, de menige bønder eller arbeidsbønderne en gang eller to inde i ugen foruden til helgen, og endelig husmændene og andre arbeidsfolk som regel kun lørdags aften eller søndags morgen. Og drage vi fra Smaalenene opad gjennem de østlige trakter af Oplandene, alt til Hedemarken og Østerdalen, så finde vi ret på adskillige steder lignende anløb og tiltag i retning af at udvide den gamle skik indtil daglig vasking. I enkelte kredse i Østerdalen lader det endogså til, at selv adskillige af arbeidsfolkene have lagt sig til denne nye vane. Et lignende forhold møder os også, om vi fra det samme udgangspunkt drage vestover gjennem de ydre bygder, alt til Skiensfjorden. Derimod er der en temmelig bestemt forskjel i de vestlige strøg af Oplandene eller den vidløftige række af fjeldbygder op imod Langfjeldene, fra Gudbrandsdalen til Øvre Thelemarken, hvor jeg standser. Vel er det også her en fast skik, som neppe svigter i nogen bygd, at alle mennesker må være vaskede til søndagen, og det lader endog til, at jo mindre der tænkes derpå inde i ugen, desto mere gjøres der væsen af tingen ved ugens slutning (ofte så, at hoved og hals og bryst vaskes om lørdagen, og søndag morgen gjentages vaskingen for ansigtets vedkommende; men så lader man det også forblive dermed for hele ugen). Der er i dette strøg et gammeldags forhold, som svarer til, hvad vi allerede have fundet ved spørgsmålet om, hvor tidt man bruger at skifte linned (side 264-265 ovenfor); selv i forholdet med husvasken er der noget tilsvarende (side 160, 6te kapitel).

I Christiansands stift, af hvilket forøvrigt allerede nogle bygdelag ere nævnte, er der en mindst lige så stor forskjel mellem den yderste kystrand og de indre bygder.

I de tre vestlandske amter(241) eller i Bergens stift med Romsdal og Nordmøre er forholdet vanskeligt at fremstille i korthed. Der er gjerne forskjel mellem de indre fjord- og de ydre ø-distrikter, men tillige således, at der tildels synes at være et omvendt forhold, efter som man vender sig mod nord eller syd. Ved Hardanger-fjordens strøg er skikken mere fremskreden i de indre end i de ydre bygder; ved Sogne-fjordens strøg er det kanske heller anderledes. Det mest iøinefaldende træk inden de nævnte amter er vistnok, at i Søndmøres vidtløftige bygdelag er der mere gammeldags og tarveligt, i Romsdalen og kanske især i Nordmøre er der mere fremskredet og udviklet. I Søndmøre kommer det dertil i enkelte bygder (kanske mest ude mod havet), at adskillige ældre mandfolk siges ikke engeng at vaske sig til hver søndag, men kun til hver gang, de drage til kirke; i Nordmøre er man derimod nået så vidt, at det fra enkelte grænder kan meldes, at bønderne vaske sig flere gange inde i ugen, om ikke just daglig.

I Tromsø amt kan jeg med de skrevne beretninger i hånden gå bygd for bygd og overalt høre gjentaget, hvad jeg kjender fra hele det øvrige Norge, at til hver helg vasker man ansigt og tildels hoved og hals, at inde i ugen er det undtagelser, når mændene vaske sig(242) (med mindre de skulde ud i erinde blandt fremmede, da det også her er uomgjængelig regel), og endelig at fruentimmer udmærke sig fremfor mandfolk i dette stykke, såsom de ere langt flittigere til både at vaske sit ansigt og at pynte sit hår.

Man kan studse over så megen overensstemmelse i disse mange og vidt adskilte bygdelag.

Fra Tromsø amt f.ex. siges det jevnlig, at der spores tydelig fremskridt i hele renlighedsstellet i den tid, som folks erindring omfatter, og det fremgår jo af alt, at så er forholdet hele landet over; men endda er det kun som undtagelser at agte, når mandfolk af den menige almue have hævet sig op over den gamle regels simpelhed, så de vaske sig mere end til helgen.

Må vi ikke heraf uddrage samme slutning som af exemplet fra Søndfjord strax ovenfor, at der sagtens monne være naturlige hindringer for fremskridtet?

Jeg tilføier nogle ord om badets brug i de forskjellige egne. Det er karbad, jeg mener (side 317 ovenfor). Når Østerdalen undtages(243), er der intetsteds synderlig tale om dets brug oftere end til jul. Det kjendes næsten bygd for bygd og bruges på sine steder hus for hus i Smaalenene, Romerike og især Østerdalen, men tydeligvis langt mindre i Gudbrandsdalen, Valders og Hallingdalen(244). Både i Øvre og Nedre Thelemarken kjendes badet vel i alle bygder, men det siges at være stærkt i aftagende. I den øvrige del af Christiansands stift er forholdet meget ujevnt, og der er neppe nogen større strækning, hvor den gamle skik kan siges at have holdt sig. I Bergens stift samt i Romsdalen og Nordmøre synes badet kun at være beholdt på et og andet punkt (Samnanger, Mo, Voss, Guddalen) (se side 318 ovenfor); men på mange steder er det fast skik at vaske hele eller så godt som hele legemet til jul og de andre store høitider, og dette har åbenbart afløst badet, som der endnu haves sagn og erindring om(245).

I Tromsø stift kan det ikke engang sees af beretningerne, om badeskikken har været stort udbredt i fortiden; næsten bygd for bygd siges det udtrykkelig, at bad om vinteren ikke kjendes nu for tiden, ligesom at lauging i vand eller sø om sommeren er yderst sjelden(246). En mærkelig afvigelse fra den norske skik kan man dog, som allerede på sit sted omtalt, se hos kvænerne i Balsfjorden og Lyngen, som tildels regelmæssig tage sit finske bad f.ex. hver anden uge.

Jeg har fået det indtryk, at når karbad og dets afløsning med vasking af det hele legeme tages under et, så skal det befindes, at hyppigheden af sammes brug står i forhold til, hvorvidt almuen er skredet frem med hensyn til regelen for at vaske ansigtet og hovedet. I bygder, hvor hele renselsen til de store høitider i almindelige huse er indskrænket til dette at vaske hovedet, der er det mest også så, at mændene i samme huse ikke stort bryde sig med mere end at vaske ansigtet til søndagen og ikke synderlig tænke på vasking inde i ugen(247).

Når vi efter denne oversigt vende tilbage til betragtningen af de fordringer, som der blev hentydet til i begyndelsen af dette stykke, kunne vi vel for det første sige, at de ere umulige for tiden. Og mon vi ikke i for det andet tør antage, at det, som er umuligt, heller ikke er så særdeles nødvendigt? Ja, jeg har mere end formodning om, at det ikke vilde bekomme vore almuesfolk vel, om de med deres tarvelige kosthold og klædedragt og strænge arbeide vilde følge formaningen om dagligt bad og altså lægge sig til en skik, som engelske storfolk siges at behøve som et slags modvægt mod den betænkelige indflydelse af deres altfor yppige levemåde. Den, som f.ex. har gjennemgået en kur ved Grefsen badeanstalt eller blot har brugt i nogen tid at vaske hele legemet med koldt vand hver morgen, veed meget vel, hvorledes det slags afkjøling kan tage på kræfterne.

Og vel vilde der sagtens ikke være nogen svækkelse og afmattelse at tale om ved daglig at vaske sig i ansigtet alene; men så kan det vel heller ikke påståes, at det medfører noget mærkeligt tab for helbreden, om det ikke sker. Jeg mener, at lægerne kunde ikke netop fordre det i kraft af deres stilling som sundhedspleiens talsmænd. I dette stykke kommer det mere an på, hvad begreber der gjør sig gjældende med hensyn til det velanstændige for folk, som sysle med sit daglige arbeide og færdes sammen med sit husfolk og de nærmeste naboer.

E. UTØI

Denne gang tager jeg overskriftens udtryk i en videre betydning end på side 212, 6te kapitel; jeg indbefatter derunder ikke blot snylte-dyr, men også snylte-planter.

Hermed er det dog endnu langt fra, at jeg kommer til så meget som at nævne alle arter. Mangfoldigheden er meget for stor.

Til fuldstændig renlighed kunde høre, at man holdt sig alslags utøi fra livet. Men det blev en betydelig sag. Man kan få et begreb derom ved at kaste et blik på et enkelt videnskabeligt værk, der udelukkende handler om menneskets utøi. Jeg har for mig nu en sådan bog. Hen imod 500 af dens svære sider beskrive dyrene, 150 handle om planterne(248). Bogen er ledsaget af pragtfulde afbildninger og giver et ganske mærkværdigt indblik i denne eiendommelige afdeling af den levende natur, denne verden for sig, hvor det menneskelige legeme er som jordbunden for en vrimlende yngel og væxt, hvor den samlede menneskehed er som en egen jordklode til hjem for en hær af myldrende liv.

Der er slægter og arter i snesevis, og der er i deres udseende og bygning og levemåde så stor afstand som mellem fisk og fugl. Men fælles for dem alle er, at de trives og bo i og på mennesket, i indvoldene, og kjødet, i huden, udenpå huden. Tildels vandre de frem og tilbage mellem mennesket og visse arter af husdyr og andre dyr; men mange af disse skabninger have, som det lader, ikke andet tilhold end netop mennesket. Omvendt har hunden og hesten og hønsene og rimeligvis alle både tamme og vilde dyr, som ikke selv ere altfor små, hver sit slags utøi at bære på, og, nogle af disse arter kunne nok nu og da gjæste mennesket, men kun ganske flygtigt(249).

Der er nogen forskjel i landene og klimaterne. Visse arter af menneske-utøi høre hjemme i Ægypten alene eller i Sydamerika alene o.s.v.; men så er der også andre arter (og dertil hører rimeligvis hver af de få, som skulle omhandles i dette kapitel), som følge menneskeslægten uforandret i alle verdensdele. Det er en fælles arvelod, og den må være gammel.

Der er, om jeg har forstået det ret, dette fælles ved alt menneskeutøi, at det helst holder sig til svagelige personer. Jeg synes at mærke af de mange forklaringer, jeg personlig har indhentet blandt almuen, at børn og oldinger ere mere udsatte for at det tager overhånd, end mennesker i den kraftige alder, ligeså at kvinder lide snarere af dets anfald end mænd(250). Det lader nok til, at under visse sygdomme nødes utøiet til at forlade det legeme, som det tilhører; men omvendt synes det at træffe endnu hyppigere, at utøiet netop kommer til magt under den svaghedstilstand, som mennesker kunne befinde sig i efter en hård sygdom eller formedelst længere tids ussel levemåde, med skral kost og ringe klæder og i elendige boliger under vinterens kulde og mørke.

Hvem har ikke hørt om den besynderlige tro, som har hersket blandt almuen, at lemend, disse fjeldmus, som stundom pludselig og i store mængder vise sig som utøi nede i dalene, at de komme med uveir og regne ned fra skyerne? Men ligeså har der været adskillig underlig tro om f.ex. lus, som også kan ligesom drive gjæk med mennesket og ikke alene holde sig mod forfølgelsen, men unddrage sig efterforskningen(251). Og det tør nok være, at der selv for den vidtfremskredne naturvidenskab endnu er adskilligt gådefuldt her. Det ser ud til, at utøiet har lettere for at slå sig fast på enkelte mennesker end på andre, og det lader til, at det (f.ex. skab-utøiet) i enkelte år har lettere for at udbrede sig rigeligere end i andre. Hvoraf kommer det?

1. Lus

Her er strax en prøve på mangfoldigheden. Ikke alene at vi have med menneske-lus at gj¢re til forskjel fra lus på husdyr og andre dyr; men det er endda to særskilte, skønt meget nær beslægtede arter, som høre mennesket til, nemlig hovedlusen, som driver sit uvæsen mellem hovedets hår, og klædelusen, som mere holder sig på klæderne og de ubehårede dele af legemet. Den sidste kjendes lettest derpå, at den er større og lysere. Almuesfolk pleie vide god besked om, at der er disse to slags.

Almuen har også god rede på, hvorledes dyret formeres, nemlig ved gnid (bygdemål gnit, knit, nit) eller æg, som den ene art klæber fast til hovedhårene, den anden lægger i klædernes sømmer og folder.

Den forfatter, jeg har hentydet til ovenfor, fandt gnider i hovedhåret på en mumie fra det gamle Peru, i nogle af dem var der halvt udviklet yngel, og den mikroskopiske undersøgelse ledede til det resultat, at ved Amerikas opdagelse må der i den nye verden have været ganske samme slags lus som i den gamle.

«Sårt bider sulten lus» (sàrt bìtr soltin lùs) - var et ordsprog hos vore gamle forfædre, og dette er os nok til at vise, at allerede i deres tid var menneske-lusen hjemmehørende her i landet.

Der er vel meget lus her i Norge, hvor der i det hele taget skal være så megen ligegyldighed og skiddenfærdighed, f.ex. i Søndfjord, som lægerne have havt så meget at sige om?

I den dames beretning fra Søndfjord, som jeg oftere har hentydet til (side 34, 2det kapitel), heder det herom:

Dette slags utøi er en stor sjeldenhed. Dog kan det hænde, at folket bliver befængt med sådant på fisket; men strax de da komme hjem, udryddes utøiet med vasking og ombytten af klæder, og man undgår med omhyggelighed udbredelse deraf til de øvrige personer af familien.

Og samme indtryk fik jeg selv ved flittig at forske efter, om denne gunstige forklaring kunde siges at stemme med virkeligheden. Jeg erindrer f.ex. den bemærkning fra et bonde-hus, at om mandens hjemkomst fra silde-fisket indtraf så sent på dagen, at den fornødne rengjøring ikke kunde foretages strax, men måtte opsættes til morgendagen, så fik han ikke ligge i sin seng for den nat, men måtte tage til takke med et leie på gulvet, og det selv da, når han troede om sig selv, at han ikke var bleven befængt. Han kom jo fra et mistænkt sted!

Om den tilsvarende renselse, som Lofot-fiskerne have at gjennemgå, har jeg allerede talt (side 310 ovenfor). Men ligeså har jeg forklaret ovenfor, hvorledes det i det hele taget falder overmåde vanskeligt at holde den her omhandlede plage fra livet i vore nordligste fiskeri-distrikter, ligesom i visse sæteregne i Christiansands stift (side 261, 7de kapitel). Jeg kan tilføie, at af lignende grunde går det tildels misligt i præstegårdenes og andre store gårdes drenge-stuer på Østlandet: foruden for de faste drenge stå her senge for husmænd, som overnatte af og til, og slige senge, som ingen enkelt person har at svare for, og som ikke ere gjenstand for tjenestepigernes daglige påpasning, ere altid mistænkelige. Hvor hverken husbonde eller madmoder kan føre så nøie tilsyn, hænder det alt for let, at flere slags uvæsen kommer til at høre hjemme; og derfor yttrede engang en bonde i utålmodighed om slige drengestuer, at «de vare ikke til andet end at ale (opføde) kjæltringer og lus». Man kan også vide, at lægdslemmets seng og ligeså den seng, som står til benyttelse for omreisende betlere, ofte er i en mislig tilstand. Og som det er farligt at lægge sig i sengene i de logishuse, som nordfarerne må ty til på veien til Lofotens og Finmarkens fiskevær, således kan man nok tænke sig, at det samme gjælder om sengene på de hvilesteder, som færdesmændene eller kjørselsbønder og andre reisende almuesfolk må ty til på hvilestederne langs veiene; jeg hørte f.ex. Sætersdalens bønder omtale dette som en ulempe på deres årlige byreiser. Etsteds ovenfor har jeg også omtalt det træk, at en bondefamilie, som var på byreise, ikke vilde tage til takke med sengen i deres kjøbmands bondestue(252).

Blandt finnerne skal det ofte træffe, at kvinderne «lyske» mændene, eller at hver for sig søger efter krybet i fremmedes påsyn, ligesom man andensteds slår efter fluerne med smekken. Også blandt norske almuer skal mangelen på undseelse i dette stykke hist og her komme tilsyne. Ja, en mand, hvis iagtagelsesevne og troværdighed strax vilde blive godkjendt, om jeg fandt det passende her at nævne hans vel kjendte og agtede navn, har sagt mig, at han med egne øine og i en af vore større byer har seet personer af den laveste pøbel plukke utøiet af klæderne og putte det i munden og fortære det - et besynderligt mærke på hvor yderligt det kan blive med et menneske.

Men i det snes år, jeg nu stadig har reist i landet og levet blandt almuen, har jeg ikke en eneste gang fået nogen smitte på mig - det, jeg i denne stund formår at drage mig til minde.

Jeg ser nok af indberetningerne, at skoleholderne tildels opdage misligheder hos deres skolebørn; men jeg ser også af disse samme indberetninger, at det er en landsskik, at mødrene kjæmme sine børn om lørdagen. Og jeg fæster derhos opmærksomheden på dette, at ordet ren (rein) af almuen ofte synes at bruges fortrinsvis med hensyn til, om person eller klædning eller seng er fri for utøi.

Der er altså stående udryddelseskrig. Og derhos mærkes det tydelig, at håbet om seier stiger, efterhvert som folket får rummeligere og lysere huse at bo i, mere forsyning af klæder at bytte på sig., bedre tid og leilighed til at område sig.

En præst i Bergens stift skildrede tilstanden i sin bygd som yderst slet og anførte som bevis, at han så lus på folk selv i kirken. Jeg var en begynder i studiet da og kunde ikke sige imod; men jeg tror nu, at præsten må have lagt for megen vægt på enkelte undtagelser blandt sin almue. Hele Norge over tror jeg for vist det hører til folkeskik at passe sig for at komme luset til kirken. Der er endogså et eget udtryk i almuens tale, som vidner derom; fra Strilelandet er det berettet, at om loppen siger man, den er kirke-bær (kan uden skam bæres med til kirken), hvorimod meningen er, at dette ikke går an med lusen.

Til slut nogle ord om luse-syge. Om adskillige af fortidens store og bekjendte mænd er det berettet, at de skulde være døde af lusesyge. Den fra bibelhistorien kjendte kong Herodes Agrippa var en af dem. Og ligeså er der blandt vore almuer adskilligt snak om sådan væmmelig syge. Jeg kan endogså anføre efter pålidelig meddelelse, at i de ældre ministerialbøger for Vanse præstegjeld (Lister) anmærkes om to af de døde, at de vare døde «af lus og utoenskab». Herved er at fastholde, at det ingenlunde har sig så som af nogle antaget, at lus avles inde i legemet og vælde frem deraf. Men vel lader det til, at hos enkelte mennesker trives og formeres utøiet besynderlig, så det virkelig holder hårdt at få bugt med det, og derhos må det nok ansees for muligt at det kan tage således overhånd med lus og andet hudutøi, at mennesket udarmes deraf, noget, som vil blive troligere ved betragtningen af scabies crustosa nedenfor(253).

SKAB-KLÅE

Under dette navn mener jeg, hvad lægerne kalde skab (eller med det danske navn fnat), og hvad almuen kalder klåe.

Navnet skab passer ikke godt, såsom almuen derved pleier forstå en lignende, men endnu mere iøinefaldende og væmmelig uterlighed, som forekommer hos dyr, såsom når der tales om skabbede får eller hunde. Navnet klåe passer heller ikke så ganske, såsom det egentlig betegner enhver stærk kløe, og her alene menes det slags kløe, som følger med den bestemte art af hud-sygdom, som lægerne have for øie, når de tale om skab.

Dette sidste ord stammer fra det latinske scabies. Klåe er almuens udtale af oldnorsk kládi(254), som kommer af det ord klá, klå, d.e. klø. Den af mig foreslåede sammensætning skab-klåe svarer ganske til den tydske professor Hebra's udtryk Scabies-Kriitze.

a. Opdagelsens historie

Den nævnte Hebra er en hovedforfatter om denne sag. I en fremstilling, som måske vilde fylde en 100 sider af nærværende bog, har han givet en oversigt over, hvad langsommelig forskning har bragt for en dag(255).

Hovedsagen er opdagelsen af, at skab-klåe er bevirket ved en egen art af utøi, et overmåde lidet dyr, som kryber omkring på og graver sig ind i huden. Denne opdagelse vil til alle tider udgjøre et af de interessanteste kapitler i renlighedens historie og det for hele menneskehedens vedkommende.

Hvis man ellers kan kalde det en opdagelse, at videnskabsmændene langt om længe lagde mærke til og gik ind på at godkjende, hvad almuen på sin måde vidste om før!

Alt fra det 12te århundrede af er der spor til, at almuen i Tydskland og ellers omkring i Europa har vidst om dette klåedyr og brugt husråd mod dets plage. Og i det 17de århundrede kom forstørrelsesglasset til hjælp. En apotheker i Italien fortalte til en læge og naturforsker, at han tidt og ofte havde seet, hvorledes fruentimmer tog for sig sine skabbede børn og med en nålespids fandt frem af skabblæmerne noget, «jeg veed ikke hvad», lagde det på neglen og knækte det - han havde selv hørt smeldet, når det knak. Han vidste ikke vist, om det var et levende dyr eller ikke; men det blev nu snart bragt på det rene, da der blev hentet skabbede folk, og lægen fik det lille fine frem og lagde det under forstørrelsesglasset: det levede, det var et virkeligt dyr, man kunde skjelne hoved og fødder. Mange exemplarer af dyret bleve fundne frem, unger og fuldvoxne, hanner og hunner; det var ikke sandsebedrag, tingen var ganske sikker og tilforladelig. I året 1687 udgav lægen den første beretning om sit fund, han beskrev dyret temmelig nøie, han forklarede, hvorledes de bekjendte ækle skabblæmer med deres kløen bevirkedes derved, at dyret graver sig ind i huden, han påviste, hvorledes det har sig med skabsygdommens smitte, nemlig således, at et eller flere dyr komme over fra den ene person til den anden, f.ex. når de ligge i seng sammen; han kunde endogså berette om, hvorledes formerelsen går for sig, nemlig ved æg, som hunnen lægger: Denne første beskrivelse af skabdyret var overhoved sådan, at den i alt væsentligt traf det rette og holder stik den dag idag.

Men der gik endnu halvandet hundrede år, inden denne smukke opdagelse fandt indgang i lægestanden. Man var nemlig (og det efter lægeforskrifter alt fra den gamle græske og romerske tid) vant til at betragte skab som et udslæt, der kom af usunde vædsker i legemets indre. Det hed, at det var heller godt, at det kom ud, og hvad man så gjorde mod plagen, måtte man vogte sig, at det ikke skulde slå ind igjen og kaste sig på de ædlere dele, som man udtrykte sig. Som midler anbefaledes derfor blandt andet blodrensende drikke og sultekure, og skabpatienter kunde gå således under doktor-hånd i årevis.

Atter kom naturforskerne med nye skrifter om skabdyret, endogså med afbildninger i forstørret målestok. Men det hjalp ikke, lægerne blev ved sit, ja der udkom modskrifter til bevis for, at skabdyret var bare indbildning. Der var dengang, skjønne vi, ikke så stor tillid til naturforskningen som i vore dage, og man havde hovedet fuldt af historier dels om almuens overtroiske meninger angående naturlige ting, dels om charlataners forsætlige løgne. Hele opdagelsen blev altså slået sammen med almuens fabeltro og de nymodens naturforskeres bedårelser.

Hele det 18de århundrede gik hen med denne unyttige trætte, og en lang stund syntes sagen næsten at være overgivet til forglemmelse.

Så blev historien oplivet i begyndelsen af indeværende århundrede, og det således, at der af lærde selskaber blev udsat prisopgaver for dem, som kunde bringe sagen på det rene. Det var især i Frankrig, at spørgsmålet nu blev behandlet, og flere mænd indlod sig på undersøgelsen. Men der hvilede en besynderlig skjæbne over dette anliggende. Det blev afgjort og erklæret både en gang og endnu en gang, at der var et skabdyr; de mest anseede forskere godkjente, at det havde sin rigtighed med opdagelsen; men hvad enten det var bedrageri eller simpel feiltagelse, som var med i spillet, så måtte det hver gang igjen tilståen, at man havde forløbet sig. Lægeverdenen var atter på vei til at opgive hele striden og slå fabel-dyret af tanke.

Men så var der i 1834 i Paris en medicinsk studerende fra Korsika, Renucci var hans navn. Korsika er rimeligvis et skabbe-land, og han havde vel seet derhjemme, hvorledes mødrene pirkede skabdyret frem af de såre hænder på børnene, nok er det, at han virkelig viste professorerne, hvorledes man skulde lede for at finde hvad man så længe havde søgt, og nu var tvivlen og uklarheden hævet for bestandig. Fra den stund af har en hel skare af forskere og forfattere i Frankrig, i Tydskland, i Danmark o.s.v. givet sig i færd med skabdyret, som nu ske er et af de bedst kjendte små-dyr.

I dyrenes række er der en talrig klasse, som kaldes mid, acarus. Ostemiden hører derhid. Men en stor mængde arter af mid leve som snyltedyr på større dyr og fremkalde skab-sår, såsom på fåret, svinet, katten, hunden o.s.v. Menneskets skabdyr, acarus scabiei (også kaldet sarcoptes hominis), er en af disse mid-arter.

Den befrugtede hun æder sig gjennem det øverste lag af huden og graver sig hen under i en liden gang, hvor den, efterhvert som den skrider frem, lægger en hel rad af æg. Der skal, som man vil have forstået, skarpt øie til at se dyret, og ægget ser nok intet øie uden forstørrelsesglas. Men med dette kan det være hel artigt at betragte rækken: de æg, som lagdes først, kunne allerede være udklækkede, så ungen er krøben sin vei, og bare skallene ligge igjen; så følge nogle æg, gjennem hvis tynde skal man se ungen mere eller mindre udviklet, og endelig nogle, som ere lagte så nylig, at ingen forandring sees at være foregået. Indenfor det sidste æg, allerinderst i gangen, ligger moderdyret; har det flere æg at lægge, så graver det sig videre frem. Gangen er så bred, som dyret er stort; et godt øie skimter den gjennem huden, og det er ved at rispe op og åbne gangen og så søge der inderst inde, at man kan finde dyret og hente det frem.

Ungerne krybe ud, spadsere omkring ovenpå huden og voxe til, han og hun finde hinanden, og forplantningen begynder på ny. Det er ikke mange dage, som går hen, fra et æg blev lagt, og til ungen af samme selv lægger æg.

Det er indlysende, at denne opdagelse måtte medføre stor lettelse. Der lever f.ex. endnu mennesker her i landet, som have gjennemgået skab-kure efter lægernes tidligere begreb om sygdommen (dels langvarige sultekure, som nævnt, dels endog farlige merkurial-kure); når vi høre deres fortællinger herom, så begribe vi, at det var som et slumpetræf, dersom kuren hjalp, og hele kuren måtte stå for de fleste som et større onde end klåen selv, så den ikke blev stort benyttet. Men nu består jo hele kunsten i at dræbe dyret, og for hvert år, som er gået, har erfaringen lært at gjøre dette på en mere og mere letvindt måde. Hver den, som er bleven kjendt med sammenhængen og er lidt opmærksom på sig selv, han vil, om han skulde få et dyr på sig og fornemme dets kløen, have let for at forebygge videre udbredelse; jeg tænker, det kan være nok, at den plet af huden, hvor det kløer, bliver gnedet og vasket vel med grønsæbe, hvis skarphed gjør, at det lille kryb må dø. Den lille blæme eller sygelige vædske i huden, som er opkommet som følge af dyrets bid, tørrer ind og falder bort af sig selv, så huden bliver hel og ren som før.

Dette er en så stor vinding, at dersom den helt og holdent kunne tilskrives en enkelt opdager, så vilde man visselig snart været enig om at optage ham i kredsen af menneskeslægtens anerkjendte velgjørere. Men nu have vi jo seet, at opdagelsens arbeide har gået gjennem længere tid, og at dens ære deles af en flerhed af mænd.

Men en af disse mænd er en landsmand, som vi have i vor midte den dag idag. Det er lægen Vilhelm Boeck, professor ved universitetet i Christiania og den ovenfor nævnte Danielssens mangeårige medarbeider i forskninger over hudsygdomme. Han har givet det vistnok betydeligste tillæg til hint fund af 1834, idet han i 1851 blev opdager af den særegne form af skab-klåe, som den førnævnte forfatter Hebra har givet navn og til ære for opdageren - men jeg veed ikke, om også til ære for landet - har kaldt scabies norvegica Boeckii (Boecks norske skab).

Andre forfattere have siden foretrukket det navn scabies crustosa (skorpe-skab).

En norsk bog om renlighedsstellet må uvilkårlig fortælle lidt om denne opdagelse, så meget mere som den gav anledning til, at Hebra selv kom herop, han vilde se det land og det stel, hvor slig forskrækkelig udvæxt af skab-klåe hørte hjemme, og denne Hebra's Norgesreise kommer jeg til at tale mere om siden.

I det nævnte år fik Boeck under sin lægehånd en pige fra landet, som trindt omkring på legemet var beladt med store og tykke, tørre og hårde skorper. Kjender-blikket så, at her var ikke nogen af de hudsygdomme, som videnskaben hidtil vidste om, at her var altså noget bestemt nyt. Dette var det første glimt af professorens fund, eller det var opdagelsen selv; denne er altså ikke at tilskrive et heldigt øiebliks tilfælde, men det mangeårige arbeides sikkre skjøn på, hvad der var kjendt før og hvad ikke. Det næste var simplere, nemlig at komme efter, hvad det nye var; dertil behøvedes kun at skjære et lidet stykke af skorpen og lægge under forstørrelsesglasset. Og hvad viste sig så? Skab-dyr, skrotter af døde skabdyr, og æggeskal efter skabdyr, og lort af skabdyr fra den tid, de levede og rodede i huden og åd, og flos af huden, de havde rodet i, og ikke altid hele skrotter af dyret, men hist og her en fod eller et hoved, omtrent som når der på en kirkegård kastes op levninger af lig, og - alt dette limet sammen til en kage, formedelst en vædske, som havde sivet ud af huden og siden var størknet! Tog man så hele skorpen forsigtig af den syge, da så man mylder af levende skabdyr, og nu gik det op, hvorledes skorpen var bleven til formedelst mylderets overhåndtagen. Ellers pleie skabdyrene mest bo adspredte, et for et, hvert på sin lille plet af huden, men her havde de flyttet sammen ligesom i byer, og skorperne vare disse byers sammenhobede urenlighed; ellers ser man skab-klåens mærker eller de små blæmer især mellem fingrene, om håndledene og på andre steder, hvor huden er fin og tynd, og sågodtsom aldrig på hovedet, men skabskorperne forekomme hvorsomhelst, f.ex. lige i den behårede del af hovedet(256).

Hvad denne opdagelse har at betyde, forstår man strax, når jeg fortæller om et exempel fra Danmark. En elendig mand af den laveste fattigbefolkning havde været kureret for almindeligt skab og på almindelig måde ikke mindre end 13 gange; så fort som han var bleven færdig med kuren, kom kløen og plagen igjen, indtil han faldt i hænderne på en læge, som nylig var bleven bekjendt med hin ny-opdagede form af skab og strax skjønte og så, at nogle skorper på den syges hoved, der ikke vare blevne ændsede under de tidligere kure, netop var den såkaldte norske skab og skjulte tusinder og atter tusinder af levende skab-mid. Hvergang den syge var bleven helbredet på de øvrige dele af kroppen, havde nogen af skorpens indbyggere flyttet ud og bosat sig derude, så klåen strax blev lige så udbredt som før(257). Efter dette exempel kan man forestille sig, hvorledes det kunde gå, om et lægdslem eller en omvankende betler gik med skorpe-skab; der vilde jo drysse smitte af ham, hvor han kom!

Som i Danmark, har man også gjenfundet skorpe-skab eller sygdommen med skab-skorper i Tydskland og flere andre lande, så den er ikke længer nogen særlig norsk udmærkelse. Og her i Europa er den sjelden(258); men dersom det skulde stadfæste sig, hvad der er yttret formodning om, at nogle stygge sår og udvæxter hos forskjellige folkestammer i de varme klimaten i Asien o.s.v. er af samme natur, så vil det vise sig desto tydeligere, hvor følgerig Boecks opdagelse kan blive.

Med al min beundring og glæde over, hvad videnskabsmændene hidtil have udrettet, vil jeg dog håbe, at de ikke betragte forskningen over skabklåen som afsluttet. Hidtil har man mest været optaget med selve dyrets udseende og levemåde og med at finde lette midler til at kurere den enkelte patient: men jeg har ikke seet forskninger anstillede med tilsvarende grundighed angående skab-klåen som et folkeonde, dens optræden i mængde og masse, med, som det lader, bestemt ulighed hos børn og voxne, hos kvinder og mænd, med faste forskjelligheder mellem de forskjellige egne i et og samme land, med regelmæssig stigen og falden i de forskjellige årstider, med uregelmæssige omvexlinger i voldsomhed og styrke i enkelte år, med påfaldende spring i udbredelsen, så en eller anden person skånes, medens alle de andre i huset lide, eller med tilsyneladende lune af modsat art, så en enkelt person hjemsøges af plagen i ulige høiere grad, end man ellers veed exempel gå. De få exempler af skorpe-skab ere jo netop yttringer af dette ondskabsfulde lune; thi når af 1000 mennesker, som leve lige renligt eller urenligt, kun 1 får skorpeskab, så kan man dog ikke (som man nok har villet gjøre) udlægge dette som følge af urenlighed alene, men der monne være noget andet, som har virket med, såsom en egen endnu ikke udforsket sammensætning og stemning i menneskets hud og vædsker o.s.v.

Nogle af disse her berørte spørgsmål komme til at stå mig for tanken under de følgende dele af fremstillingen.

b. Sagens gang her i Norge

I

Har almuen hos os havt forstand på klåe-dyret således som i andre lande fra gammel tid af?

I 1852 hørte jeg en gammel bonde i Lom i Gudbrandsdalen (Anders Andvord var hans navn) forklare, at da han var ung og havde skarpt syn, havde han tidt seet klåe-makken, som han kaldte det lille kryb, her tales om; den kunde tages ud og lægges på neglen, og man kunde se den bevæge sig, sagde han. Jeg, som da stod i den urigtige formening, at klåe-miden var aldeles usynlig uden hjælp af forstørrelsesglas, betragtede fortællingen på samme måde, som når folk, der lide af tandpine, tale om orm i den hule tand. Men jeg gjorde gamlingen uret. Ganske nylig har jeg talt med hans datter, der har gjennem gået gjordemoderskolen i Christiania og derved har fået skjøn på noget af hvert, og hun forklarede mig meget omstændeligt, hvorledes hun fra sit barndoms-hjem havde besked om klåe-makken, ganske svarede til, hvad hun siden har fået høre om lægernes opdagelse.

Lom ligger op mod Filefjeld, lige imod på den anden side ligger Gjeiranger, en af de inderste bygder i Søndmøre, og herfra skulde jeg få det næste vink om almuens forhold i dette stykke. Det begav sig nemlig i 1863, at dyrlæge C. Schmidt, som var beskjæftiget med foranstaltninger til fåreskabbets udryddelse, sad i en røgstue her og syslede med nogle skabmider, han havde taget af fårene og lagt under forstørrelsesglasset. Stuen var fuld af folk, unge og gamle, som morede sig ved at se og høre, og en kone yttrede til lægen: «Det skulde være morsomt at se klåe-makken gjennem dette glasset dit.» Han forstod nok, at hun mente menneskets skabmid, men ikke tænkende sig det muligt, at hun kunde finde den frem, svarede han halvt spøgende, at det skulde hun få lov til, hvis hun bare kunde skaffe en klåe-mak. Og hvad gjør konen? Hun tager en nål frem og spørger i kredsen, om der ikke var nogen, som havde klåe; en halvvoxen gut lagde strax begge hænderne frem med de ord: «Her er nok af den», og inden kort tid kom konen frem med fire exemplarer af dyret, som nu bleve foreviste i mikroskopet. Der blev gjensidig forundring, hos bondefolkene, som nu fik se dyret så stort og klart, og hos lægen, som hidtil havde tænkt sig, at dets tilværelse var en videnskabelig opdagelse fra den nyeste tid og endnu ukjendt blandt almuen. I sin indberetning til indredepartementets medicinalkontor beskriver han scenen meget livligt:

Jeg spurgte nu konen, hvor hun havde lært denne kunst. Hun syntes forundret over spørgsmålet og svarede naivt: «Hm, jeg piller nu klåemakken af børnene mine til hver helg.» Da det var lidt kjøligt, så miderne ikke vilde bevæge sig, foreslog en af de tilstedeværende piger at varme dem ved at ånde på dem. Dette viser ganske tydeligt, at menneskets skabmid har været kjendt her i lange tider, men dog kun med en noget dunkel forestilling om, at det var et dyr, hvis form man hidtil havde tænkt sig som ormlignende(259). Ja, man kjendte endog midernes kanaler i huden, hvilke de benævnte «veiene efter klåmakken».

Vel enhver af de mange indberetninger fra de tre vestlandske amter (side 139, 6te kapitel) taler om fnat eller skab, og mange af dem dvæle temmelig udførligt ved almuens meninger om plagens natur og oprindelse, men ingen af dem, selv ikke nogen af beretningerne fra Søndmøre, berettet om dette mærkelige, at almuen fra gammel tid af har vidst besked om klåe-makken. Og i indberetningerne fra de østlandske bygdelag (side 121, 6te kapitel) omtales det kun i en eneste, nemlig for Sel i Gudbrandsdalen.

I Valders, hvor det ellers ikke er almindeligt, at almuen kjender til klåe-makken, traf jeg dog en halvvoxen gut, som kunde fortælle om den. En kone havde synt ham makken. Den var «ørende liten»; den havde gange under huden; den lå ikke i selve kveisen eller blæmen, men inde i en gang, som ligesom gik ud fra blæmen. Dette var i 1865.

I 1866 fik jeg endelig tale med almuesfolk, som vare fuldstændig inde i denne gamle tradition og praxis. Det var i Sætersdalen. På en sæter, hvor jeg tilbragte nogle dage, sammen med et par familier, kom klåe-makken på tale, og strax plukkede kvinderne frem af børnenes hænder det ene dyr efter det andet. Jeg så dyrene med blotte øine, endnu bedre med et lidet forstørrelsesglas, jeg havde hos mig.

Jeg havde ofte seet dyret i tegning; nu så jeg det første gang i virkeligheden. Kvinderne vidste god besked om, hvor de skulde søge efter det, nemlig ikke i selve skab-blæmerne, men i den borteste ende af nogen af de gange, som gik ud fra blæmerne. Her kaldte man dyret klåe-nit, formedelst nogen lighed med luse-gnid, som i bygdens udtale heder knit eller nit; de vidste ellers godt at det var et dyr som kunde bevæge sig og krybe. Fra nålespidsen bleve dyrene lagte på min negl, jeg så dem bevæge sig, ja gå fort, helst når jeg åndede på dem, og når jeg knækkede dem, hørte jeg det samme smeld, som allerede hin italienske forsker havde omtalt.

Når jeg føier til, at samme kundskab og begreb fandt jeg igjen på begge sider af Sætersdalen, nemlig på en af de øverste gårde i Øvre Thelemarken samt i Aaseral, så har jeg nævnt, hvad jeg kan erindre af dette slag.

Og alle disse erindringer skrive sig fra strøget mellem Lom og Gjeiranger i nord til Sætersdalen og Aaseral isyd. Hele dette strøg, eller denne række af bygder langs med og tæt op imod begge sider af Langfjeldene udmærke sig, som vi både have hørt og siden skulde få høre mere om, netop ved sit gammeldags begreb og væsen i almindelighed og ved sin rigdom på skab-klåe i særdeleshed. Det er altså ganske i sin orden, at man netop her har lagt nøie mærke til klåen og har beholdt i sin erindring de gamle erfaringer og iagttagelser. Men lige som jeg har formodning om, at erindringen monne være døet bort i enkelte bygder inden det betegnede strøg, f.ex. i Hallingdalen, således ser det ud til, at i bygderne udenfor strøget har almuen stået ganske udenfor den nu omhandlede kundskab. Således er jeg ved hyppige efterspørgsler i bygderne udenfor Sætersdalen og Aaseral, i retningen mod havet, kommet til det resultat, at man slet ikke kjender til den gamle tale om klåemakken, uden for så vidt man enkeltvis kan have hørt fra fjeldbygderne det, jeg nu har fortalt.

Hvad skulde vi så sige om alt dette?

I norske fjeldbygder ligesom f.ex. i Italien have mødre pyntet på børn og hjulpet dem mod klåens plage ved tålmodig at plukke klå-dyret ud, et for et. Men det gik sent og det frugtede lidet; thi æggene og yngelen gik fri, og inden kort var plagen lige så slem som før; ja, æggene og yngelen, som øiet ikke fik se, kom vel ikke engang tanken til at tænke på(260). Der var noget indskrænket i kundskaben, noget indskrænket i dens praktiske anvendelse og nytte, noget indskrænket endelig i den kreds af folket, hvor kundskaben var kjendt og brugen påagtet.

II

Hvordan forholdt så almuen sig i de andre egne af landet, eller hvad meninger gjorde folk sig der om plagens natur, og hvad råd brugte man?

Meget almindelig sagde man i Bergens stift, og siger endnu, at klåen er noget, som følger med løvsprettingen og løvfældingen, altså en naturlig og nødvendig ting, som det ikke er noget at gjøre ved. Ligeså almindelig heder det på andre steder, f.ex. hist og her i det samme Bergens stift, i det nys nævnte Hallingdalen, i Valders, Gudbrandsdalen, o.s.v., at klåen er noget, som følger med kjøld (kulde), så når den især mærkes om våren (hvilket stadig siges at være tilfældet), da er det en eftervirkning af, hvad man har havt at lide af frost og kulde hele vinteren igjennem.

Til sine tider, i visse år, merkes klåen mere end ellers. Den bliver da efter den gamle forestillingsmåde betragtet som «en tilskikkelse», «et pålæg af Vor Herre, som vil vise os, hvad han formår»; der er, siges der, ingen råd til at blive kvit klåen, men man venter, at «den vil gå bort af sig selv, når den har raset så længe, som den skal» (Hordeland o. fl.st.). Sammen hermed hører også forestillinger, som almuen kan have fået fra læger af den ældre skole, om «usunde vædsker i legemet, som må ud». Spædbørn plages jo ofte voldsomt af klåe, endog i den grad, at neglene på fingre og tæer svælle ud; men så trøste mødrene sig med det ord, som går, at «jo tidligere plagen begynder hos børnene, desto hurtigere skulde de blive den fri i opvæxten». Der er endogså dem (i Søndmøre), som mene, at «neglene må svælle bort, så der kan komme nye istedet», ligesom vi jo alle vide, at tænderne må fældes.

Derhos er det ikke frit for, at der hist og her (ligeledes i Søndmøre) tales om, at klåen bevirkes på troldomsagtig måde, ved en gust, der blæses på folk, og at der må «gjøres åt» for den ved læsning o.s.v.

En anden forestilling er endelig den, at voxne folk få klåen ved smitte af spæd-børnene, hos hvilke den trues at følge med den barne-sygdom, som kaldes rever.

Oftest er der vel hos almuen en uklar blanding af flere af disse forestillinger. Og med denne uklarhed følger gjerne, at begrebet om klåens smitsomhed er dunkelt. Man ser nok, at når plagen går, kan den tage med sig for fode, gå fra hus til hus, udbrede sig over hele bygden, gå videre til nabobygden o.s.v., aldeles som en smitsom sygdom, en «sot» eller «farang»; men det er ikke endda sagt, man veed, hvorledes, udbredelsen går for sig, nemlig ved personlig berørelse, ved fælles brug af sengklæder o.s.v. (hvorved nemlig skabmiden eller dens æg kommer over fra den ene person til den anden).

Som begrebet om årsagsforholdet altså har været uklart, så have også bestræbelserne for at forebygge eller afvende plagen været ustø og mangelfulde. Det vissente husråd har nok været at vente med tålmodighed, til plagen gik, som den kom; klåen sad jo også bare «i løse huden», så det i hvert fald ikke var så farligt. Hist og her kan man høre om at lauge sig i kogt søvand eller i laug af furebar eller ener, en brug, som lader til at være erindret fra gammel tid. Temmelig almindeligt er et råd, som rimeligvis er fulgt med hine lægernes forestillinger om, at klåen skulde være et udbrud af usunde vædsker, det råd nemlig at bruge finstødt brændesten (som svovl benævnes af almuen) både udvendig og indvendig; sammen med svine-ister eller fløde brugtes den udvendig som smørelse, men den måtte også tages ind, mente man, for at klåen ikke skulde drives tilbage og kaste sig på de indre dele i legemet. Muligt er det også, at almuen på sine steder kan have afluret lægerne det middel, som desværre stundom benyttedes i ældre tider, nemlig merkurial(261).

III

Hvad vending er endelig indtrådt, efterat hin gamle almueforestilling om klå-makken var bleven videnskabelig udviklet, eller efter at hint fund i Paris fra 1834 var kommen til de norske lægers kundskab?

Jeg synes at skimte en vis dobbelt retning i lægernes bestræbelser.

a

Ækelt, som skabet havde været før, blev det nu dobbelt væmmeligt, siden man vidste, at det virkedes ved utøi, som et slags lusesyge, og det syntes dobbelt skammeligt tillige at være beladt med skab, siden det var afgjort, at renlighed kunde forebygge og lægebehandling udrydde stygheden. Overlæge Danielssen optræder da også med stor iver i sit folkeskrift af 1854 om den spedalske sygdom (se ovenfor side 138, 6te kapitel). Han skildrer skabbets udbredelse blandt almuerne i Bergens stift som aldeles rædsom. Knap en bondefamilie er ganske fri for det, siger han; man finder i regelen, siger han videre, hele familien skabbet, fra diebarnet til oldingen, skabbet følger disse mennesker hele livet igjennem og bonden søger aldrig at fri sig for det, men «betragter det snarere som noget, der hører med til hans velbefindende». Imod denne således skildrede tilstand anbefaler hr. Danielssen, at man skal lade sig smøre med tjære fra isse til fodsåle og rulle sig ind i et tæppe og ligge så i tre døgn, den fjerde dag kan man tage klæderne på (som imidlertid må være vel rensede), den syvende dag vasker man tjæren af, og nu er kuren til ende. Der tilføies denne skarpe formaning: «Når bonden først har fået den fornødne efterretning herom, så skal der i sandhed en høi grad af samvittighedsløshet til for ikke at følge de givne forskrifter, hvorved han kan befri både sig selv og sin familie fra denne så høist afskyelige sygdom.» Og i samme tone har der været talt ofte alt siden. Jeg ser mangfoldige yttringer deraf i indberetningerne fra de tre vestlandske amter. Idelig bruges sådanne talemåder, at formedelst den megen tale af læger og af skolelærere o.s.v. begynder det lidt efter lidt at gå op for almuesfolk, at det er en skam at være skabbet.

Ved denne måde at skamme folk ud kunde dog være et og andet at mærke. For det første synes bonden slet ikke om, at man kalder ham skabbet; han kalder udslættet klåe, som før forklaret. Dernæst virker talen om skam for klåen på den gammeldags tænkende almuesmand ligedan, mener jeg, som det vilde virke på en af os andre, om man skammede ham ud, fordi han var så uheldig at have snue eller være hæs. Endelig var hin tjærekur på syv dage slet ikke så lige til at få udført for en hel familie af fattige folk, og virkningen var heller ikke at stole på, såsom der jo strax kunde komme smitte igjen fra nabolaget.

Hva en skabkur kunde koste, det viste sig i Bergens by i 1865, da lægekunsten vel havde fundet endnu lettere midler til at ødelægge skabmiden og dens yngel, end da Danielssen skrev sin bog. I det år holdtes en rekrut-samling i Bergens by, og rekrutterne vare indkvarterede hos borgerne; men endnu medens de vare på marschen fra sine hjembygder, medens altså byen var truet af en utallig hær af skabdyr, som fulgte med fra de skabbede bygder, blev der på by-lægernes forlangende gjort den aftale, at hver mand skulde visiteres, efterhvert som de kom, og alle de, som vare befængte, skulde tages under kur, før de kom i sit kvarter. Dette var ikke nogen behagelig overraskelse for de 1184 rekruter. Så mange som 270 af dem måtte finde sig i at vandre til sygehuset og ligge der i tilsammen 2543 dage. Og hvad så sygehusregningerne løb op til? Netop 805 spd. 34 sk. Sætte vi derhos f.ex. 1 sk. dagen for selve den spildte tid, så have vi en udgift på en 500 spd., ialt altså henved 5 spd. for hver mand(262).

Nu tænke man sig omkostningerne ved en slig kur for landsbygderne i hele Bergens stift, når tilstanden blandt almuen var som af den nævnte læge beskrevet - slig kur for sådan en 200,000 mennesker!

Alt vel overveiet, kan man da vistnok ikke vedblive at skamme folket ud for dette, at det ikke har gået så fort frem, som de velmente ivrere vilde.

b

En anden retning er den, at man tror på almuens gode sands og så med råd og dåd står den bi i dens ønske og stræben efter at nå frem til en ædlere tilværelse.

Her er et tilfælde, hvor der virkelig kan hjælpes med både råd og dåd, og navnlig fra Nordre Bergenhus amt kan jeg fortælle om både flid og opfindsomhed i hjælpsomheden.

Jeg kan også udtrykke mig så, at jeg ønsker at fortælle lidt om distriktslæge L. Landmarks mangeårige arbeide i og for sit lægedistrikt, som tillige er hans føde-egn og barndoms-hjem, nemlig Søndfjord.

Opmuntret ved besøg af en så drivende mand som doktor Høegh, der da netop var ansat som overlæge for den spedalske sygdom, indgav Landmark i 1855 en forestilling til amtsformandskabet om bevilging af en sum penge til at understøtte bestræbelserne mod skabklåen; pengene skulde fordeles mellem distriktslægerne, som derfor skulde kjøbe ind grønsæbe, svovl og hvad mere der hørte til den såkaldte wienersalve, og så levere denne ud til befængte huse. Der bevilgedes af amtet ikke mindre end 300 spd.

Kort efter blev sundhedskommissioner oprettede, og strax benyttede hr. Landmark sig af dette nye virkemiddel. Kommissionernes medlemmer i hans lægedistrikts forskjellige herreder, en samlet styrke af henved 100 mand, fik hver sin kreds af gårde, gik hus for hus, spurgte og så efter, og havde salve til uddeling der, hvor det trængtes. Det er ikke noget fornøieligt arbeide for mændene, som her og der måtte døie grætne svar og hånlige ord; men det var mænd med pligtfølelse, norske ombudsmænd, og de røgtede deres hverv med både skjønsomhed troskab.

En trykt plakat om skab-klåens natur og helbredelsesmåde blev siden endt til hver bondes hus.

Efter derom pleiet brevvexling med skolekommissionerne bleve skolelærerne indbudne til at bistå sundhedskommissionerne som medhjælere i denne sag.

I sundhedskommissionernes årlige møder var det en stående regel, at medlemmerne måtte gjøre rede for, hvorledes det nu stod til med skab-klåen omkring i kredsene.

Amtsformandskabets salve var snart opbrugt; men en driftig og velvillig landhandler lovede at tjene sagen ved at lave salve i det store og sælge portionsvis til billigste pris.

Ved sygebesøg griber hr. Landmark stadig anledningen til at minde om skabkuren, når behøves. Nu og da besøger han skolerne og visiterer børnene.

En stor vanskelighed var, at fattigfolk ofte manglede seng- og gangklæder til ombytte under kuren. Dette har da været på bane i sundhedskommissionernes møder, og der har tildels været lovet af medlemmerne, at de skulde hjælpe til med lån af klæder.

Hin første undersøgelse af tilstanden har delvis været gjentaget i de følgende år, idet hr. Landmark for enkelte bygders vedkommende har anmodet medlemmerne om at visitere påny.

I sin egen nærmeste omkreds udfører hr. Landmark selv vaccinationen, og mødrene vide, at om børnene have klåe, nytter det ikke at komme med dem; børnene blive ikke vaccinerede, før de have gjennemgået kur.

Den sidste plan og foranstaltning, jeg veed om, er fra høsten 1865. Da holdt hr. Landmark møde i en af sundhedskommissionerne i lægedistriktet og fik vedtaget disse to beslutninger, nemlig 1) at kommunebestyrelsen skulde anmodes om en bevilging af 5 spd. til wienersalve for fattige, og 2) at kommissionens medlemmer herefter regelmæssig eller hvert år skulde gjentage sine husbesøg henimod jul og St. Hans eller til de tider, da der alligevel holdes renselsesfest hele bygden over, - gjentage husbesøgene helst på de ringeste steder og formane og retlede folket og i det hele taget «slå allarm» mod skabbet. Og umiddelbart efter at Landmark var bleven enig med sine bisiddere om dette, tilskrev han samtlige øvrige distriktslæger inden amtet for at underrette dem om disse beslutninger og bede dem hjælpe til, at lignede forholdsregler kunde blive vedtagne overalt, så de to årlige renselsesfeste kunde blive faste terminer for et fælles og eftertrykkelig angreb mod den gamle folkeplage hele amtet over!(263).

c. Skab-statistik

I. Tidligere spredte iagttagelser

Det var i 1852, at professor Hebra fra Tydskland gjorde den omtalte Norges-reise for at se skabbet i dette land. Fra Christiania reiste han over land til Bergen; veien fører gjennem Hallingdal eller Valders og videre over Sogn, men disse bygder høre til de mest skabbede i Norge. Han standsede mange steder langs veien, så folk på hænderne og fandt mange med skab. Da han så kom frem, har han vel dertil hørt noget snak om, at så var det i hele Bergens stift; thi i sin reise-beretning siger han tilsidst, «at i Bergens stift næsten hver bonde og bondekone, hvert barn, ja hvert pattebarn har klåe»(264).

I 1854 udgav Danielssen i Bergen sin førnævnte bog, og der siger han med næsten selvsamme ord, at «man træffer i regelen den hele familie skabbet, fra det spæde diebarn og indtil oldingen», og at «skab er så almindeligt langs vestkysten, at der, knap gives en bondefamilie, der er ganske fri for det». Men han omtaler ikke, hvad slags undersøgelser han har anstillet for at forvisse sig om dette.

I 1855 anstillede overlæge Høegh en undersøgelse i Søndfjord. I sognene Vefring og Naustdal fik han almuen tilsagt og samlet på visse stationer, over 2000 mennesker ialt, og af dem siger han at mindst 1800 vare skabbede(265).

Men et par år efter, eller i vinteren 1857-58, var en fiskeri-læge ansat ved Kinns-fisket, altså inden Søndfjords grændser, og han siger: «Af skab så jeg meget mindre, end jeg havde ventet, ligeså af utøi»(266)

Og da distriktslæge Landmark kort efter Høeghs besøg sendte sundhedskommissionernes mænd ud på husundersøgelse (side 345 ovenfor), var gårdbruger og senerehen storthingsmand Vefring en af dem, og han har sagt mig, at de vel ikke foretoge nogen egentlig tælling, men at efter det indtryk, de fik, fandtes der kun skab som i en trediedel af husene og selv der ingenlunde hos hvert menneske.

Selv fik jeg ved mit besøg i Søndfjord i 1864 og 1865 det bestemte indtryk, at det hverken var eller havde været så overhånds slemt med skabbet. Det lod til, at Søndfjord indtog en vis mellemstilling mellem bygderne. I Nordfjord på den ene side havde man fra gammel tid havt det ord om Søndfjord, at det var en skabbebygd, men i Søndfjord selv var man bange for smitte ved at komme i lag med folk fra Sogn på den anden side.

II. Omfattende tællinger

Der var altså adskillig uvished og dunkelhed over denne del af renlighedsstellet og bygdeforholdene. Men så hørte jeg i 1865 om en skabundersøgelse, som lægerne havde anstillet ved en stor rekrutsamling i Bergen, det faldt mig ind, at sådan undersøgelse måtte give pålidelige opgaver til bedømmelse af tilstandene i de bygder, som unge mandskaber vare komne fra, og jeg samlede da mange tal, som jeg har hentydet til på side 36-37, 2det kapitel.

Jeg skal nu gjøre rede for disse talopgavers belærelse(267).

a. Bergens stift 1865 og 1866

Ved rekrutskolen i Bergens by var samlet i det første år 1184 og i det andet 1094 mand, og af dem bleve 270 og 196 befundne at lide af skabklåe, så de måtte tages under kur. De allerfleste af mandskaberne hørte hjemme i Bergens by og i de to bergenske amter; jeg har talt dem op distriktsvis (efter provsti-inddelingen 1855) og regnet ud skab-procenten, hvor mange af hvert 100 der vare skabbede, således:

          1865                             1866

Bergens by            3 pct.        Bergens by           1 pct.
Nordfjord            11  »          Nordfjord            5  »
Nordhordland         13  »          Nordhordland        15  »
Søndhordland         15  »          Søndhordland        17  »
Søndfjord            25  »          Hardanger og Voss   19  »
Hardanger og Voss    29  »          Søndfjord           20  »
Yttre Sogn           55  »          Yttre Sogn          25  »
Indre Sogn           56  »          Indre Sogn          39  »

Man ser, at følge-ordenen er nøiagtig den samme i begge årene. Den ene gang efter den anden står altså Nordfjord som det bedste af landdistrikterne, Yttre og Indre Sogn derimod som de uheldigste.

Havde vi havt opgave for et enkelt år alene, kunde vi troet, det var et blot og bart træf. Nu ser det åbenbart ud til, at der monne være noget i selve bygdernes varige tilstande, som her kommer tilsyre.

Det går altså ikke an at tale om hele Vestlandet under et som et land, der er opfyldt med skab. Der er forskjel i bygderne. Og for den, som er kun nogenlunde fortrolig med forholdene, er det sikkert nok, at forskjellen ikke først er opkommen i den senere tid, f.ex. formedelst lægernes mere eller mindre heldige virksomhed til at bekjæmpe skabbet. Vi have her at gjøre med en af disse mange bygdeforskjelligheder, som vistnok have bestået længe.

Og den, som f.ex. har læst stykkerne ovenfor om Søndfjord og Sogn side 114 og 227 6te kapitel, vil ikke undre sig over at finde mere af skabklåen i den sidste bygd end i den første.

Omvendt vil man studse over at finde Hardanger så langt nede i rækken, da den bygd dog oftere er omtalt som stående foran andre hist henne på Vestlandet med hensyn til renlighed. Men jeg kan tilføie forklaringen. Det stikker deri, at Voss er med. Hardanger alene vilde indtage en af de øverste pladse, medens Voss særskilt slægter Sogn på, som i mange stykker, så og i dette(268).

b. De fem sydlige stifter 1866 og 1867

Tromsø stift står for så vidt udenfor folkeskikken, som det ikke deltager i militær-tjenesten og altså ikke veed af hverken mandtals-sessioner eller rekrut-skoler eller soldatleire. For de fem øvrige stifter har jeg fået følgende talopgaver:

                                                       1866       1867

Ved mandtals- eller udskrivnings-sessionerne
for landarmeen fremmødte                             8383 mand. 8805 mand.
Af dem befandtes at have skab-klåe                    588        622
Ved rekrutskolerne vare samlede                      2670       3288
Af dem vare befængte                                  304        225
I soldat-leirene lå                                  2602       4203
Af dem vare smittede                                  156        257


Skab-procenten viser sig at være:
                                       1866      1867

Ved sessionerne                        7 pct     7 pct.
I rekrutskolerne                      11  »      7  »
I soldat-leirene                       6  »      6  »

At der ved rekrutskolerne i 1866 skulde være så meget mere skabklåe end ved sessionerne og i leirsamlingerne samme år (11 proc. mod 6 og 7), er jo ikke troligt, og her have vi da et mærke på, at der monne være mangler og ufuldkommenheder ved talopgaverne. Men at der endda er så vidt stor overensstemmelse i forholdet for 2 år, det giver formodning om, at den samlede bedømmelse af de mange læger, som have deltaget i arbeidet, må svare nogenlunde til virkeligheden. Og navnlig få vi det indtryk, at efter forsøget og prøven for 1866 blev tællingen mere ensartet og stø det næste år(269).

Ved den følgende nærmere forklaring skal jeg da også indskrænke mig til opgaverne fra det ene år 1867.

Når jeg for dette år regner ud stiftsvis, hvor mange af hvert 100 der bar på skab-klåe, finder jeg følgende forhold:

                     Sessioner.    Rekrutskoler.    Soldat-samlinger.
Hamar stift              9              4                  4
Christiania do.          2              2                  1
Christiansands do.       8              3                  7
Bergens do.             15             16                 10
Throndhjems do.          3             14                  2(270)

Noget viser sig her både klart og sikkert: siden de forskjellige læger, som have havt med mandskaber at gjøre i deres hjembygder (ved sessionerne) eller på rekruternes og soldaternes øvelsespladse, enstemmig have opgivet så yderst få smittede folk for Christiania stift, men så mange for Bergens, så må der være noget i selve forholdene i disse egne, som fremkalder denne forskjel. Det kan heller ikke været tvivlsomt, at de tre øvrige stifter må indtage en plads imellem de førstnævnte. Men ellers kan der vækkes tvivl ved et og andet tal. Det er underligt, at rekrutskolerne i Christiansands stift have fremviist en så liden procent i sammenligning med sessionerne og soldatsamlingerne; omvendt er det påfaldende, at procenten for de Throndhjemske rekrutskoler er så stor. For mig, som har undersøgt tallene i det enkelte og anstillet sammenligning med det foregående år, stiller dette sig så, at uregelmæssigheden skriver sig fra en usædvanlig mildhed i bedømmelsen hos en af lægerne på det ene sted, og en lige så usædvanlig strænghed hos en enkelt af de læger, som fungerede ved rekrutskolerne på det andet sted.

Denne deling efter stifterne er imidlertid tilfældig og lidet oplysende. Jeg skrider derfor til en ny opstilling af tallene, dog kun for de fire førstnævnte stifters vedkommende.

Jeg udskiller: af Bergens stift Yttre og Indre Sogn samt Voss,
om hvilke bygdelag jeg fra to forudgående års opgaver formoder, at der må være usædvanlig meget skab-klåe. Og ligeså udskiller jeg fra de tre andre stifter en række af bygder, som jeg under hele denne bogs undersøgelser har gjort det bekjendtskab med, at stellet er temmelig gammeldags og tarveligt, så vi kunne tænke os, at tilstanden i dette stykke ligner den i Sogn: det er den række af fjeldbygder, som ligger op imod Filefjeld eller Langfjeldene, alt fra Dovre i nord til omkring Hækfjeld i syd, nemlig:

af Hamar stift den nordre del af Gudbrandsdalen (Lesje, Dovre, Vaage, Lom) samt Valders,
af Christiania stift Hallingdalen og Numedalen,
af Christiansands stift (øvre Thelemarken, Sætersdalen, Aaseral, Hægebostad, Fjotland og Siredalen.

Skab-procenten for de således udskilte bygder og resten af stifterne befindes at være:

                              Sessioner.    Rekrutskoler.   Soldat-samlinger.
Hamar stift:
udskilte bygder                   29              -                -
resten                             5              4                4
Christiania stift:
udskilte bygder                   18             12                6
resten                             1              1                -
Christiansands stift:
udskilte bygder                   27             10               19
resten                             4              1                4
Bergens stift:
udskilte bygder                   40             31               24
resten                             9             10                6(271).

Her viser forskjellen sig således, at der kan ikke tages feil af den. Stift for stift se vi, at der, hvor vi havde grund til at vente mest af skab-klåe, der er også mest, og for så vidt tallene ikke ganske mangle, viser det sig at være så ved alle de ledigheder, hvor undersøgelse har fundet sted, nemlig ved sessionerne, i rekrutskolerne, i soldatsamlingerne. Både er forskjellen mellem de udskilte bygder og resten af samme stift meget betydelig, og dette forhold gjentager sig med en besynderlig regelmæssighed i hvert enkelt af de fire stifter. Ved sessionerne f.ex., hvor ikke mindre end 10 lag af læger have fungeret (med 2 læger i laget), og hvor ingen af dem kunde vide om, hvorledes jeg vilde udskille og samle tallene, har det skjøn og den dom, de have afgivet, faldet således ud, at i de udskilte bygder og i resten af distrikterne er der i Hamar stift 29 og 5 procent med skab-klåe, i Christiania stift 18 og 1, i Christiansands 27 og 4, i Bergens endelig 40 og 9. Der kan, som forklaret i anm. til side 351 ovenfor, have været adskillig uoverensstemmelse i lægernes måde at bedømme og anmærke skabklåen; men trods denne omstændighed ere dog lægerne inden hvert stift ligesom uimodståelig komme til at opgive meget mere af skab i de udskilte bygder end i resten. Desuden støttes tallene ved forskjellige oplysninger fra andre kanter. Jeg kan i den henseende anføre følgende:

1. Tilsammenlagte danne de fire stifters udskilte bygder et strøg, som for en del falder sammen med det før beskrevne, hvor almuen fra gammel tid har brugt at plukke klåe-makken (side 341 ovenfor).

2. I den store samling af ligeartede beskrivelser over renlighedsstellet, som angå Hamar og Christiania stifter samt den østlige del af Christiansands stift, og som jeg har hentydet til side 121, 6te kapitel, er det kun fra hine udskilte bygder, at skab-klåen bliver omtalt; i resten af bygderne lader det til, at skab-klåen formedelst sin sjeldenhed ikke har tiltrukket sig opmærksomhed.

3. I de officielle årsberetninger om sundhedstilstanden i riget hænder det jevnlig, at når der skal gives oversigt over skab-klåens udbredelse, og de bygder nævnes, hvor den hersker mest, angives et strøg, som omtrent svarer til de af mig udskilte bygder. Således i beretningen for 1854:

«Chroniske hudsygdomme, isærdeleshed fnat, vare fremdeles særdeles hyppige i mange af landets fjeld- og fjorddistrikter især i Valders, i Christiansands og Bergens stifter(272), medens de vare forholdsvis sjeldnere i Throndhjems stift samt i Nordland og Finmarken.

4. Hallingdalen, som er en af de udskilte bygder i Christiania stift, afgiver et godt exempel, da den så jevnlig bliver udpeget i de samme årsberetninger. Fast år for år alt fra 1853 af, da den første beretning blev trykt, og til 1865, må lægerne i Buskeruds amt klage over den megen skabklåe netop der, og forekommer den nu og da i amtets ydre bygder, siges det næsten uforanderlig, at den er indkommet ved smitte fra Hallingdalen, formedelst budeier, driftebønder og handelskarle.

Disse officielle beretningers yttringer om eller klager over enkelte bygdelag ere ikke støttede til talopgaver, gjengive kun lægernes opfattelse og skjøn; men deres overensstemmelse med mine talopgaver tjener dog til stadfæstelse for disse.

Jeg slutter denne skab-statistik med følgende bemærkninger:

1. Jeg mener nu at have godtgjort, hvad jeg yttrede side 347 ovenfor, at Hebra traf til at bereise nogle af de værste skabbebygder i Norge, som ikke engang hele Bergens stift burde bedømmes efter.

2. Det store tal af skabbede, som Høegh opgav for Søndfjord (side 347 ovenfor), har ikke længer afgjørende vægt, da det har viist sig, at læger se og bedømme skab-klåens forekomst yderst forskjelligt.

3. Jeg finder mig bestyrket i den mening, jeg tillod mig at yttre side 339 ovenfor, nemlig at der endnu monne være et og andet i denne sag, som videnskabsmændene ikke ere komme til bunds i. Jeg peger på dette, at hine fjeldbygder langs Filefjeld ikke alene nu ere, men rimeligvis i lange tider (måske alt fra oldtiden), have været skab-klåens faste hjem, hvorfra smitten nu og da er kommet ud over de lavere liggende bygder. I disse sidstnævnte bygder har den ikke kunnet holde sig, og dette er neppe at tilskrive folkets større omhu med lægeråd eller husråd; thi selv nu tør det være forholdsvis sjelden, at almuen gjør så meget væsen af tingen, og endnu sjeldnere har det vist været i fortiden. Det ser da ud, som at plagen er døet hen af sig selv. Men dette stemmer ikke med, hvad jeg hører af ialfald nogle af lægerne, at skab ikke forvindes uden ved en virkelig kur.

d. En klåe-ri

Hallingdalens klåe havde vakt min opmærksomhed (ovenfor), og jeg bevægede en i selve bygden boende mand til at undersøge og beskrive mig tilstanden. Jeg havde sat op en række af spørgsmål, og efter samtale med skoleholdere og bønder skrev han en hel afhandling. «Jeg har, siger han, taget udflugter både udover og opover dalen, og folk have viist sig upåklageligt meddelsomme.»

Mit første spørgsmål, om der kunde spores nogen aftagen eller tiltagen, gav anledning til at beskrive en «ri» , d.e. en stund, hvori plagen var værre end ellers, et ryk, et tag, et anfald, som netop gik gjennem dalen. Plagen er ældre end mands minde, og nogen regelmæssig af- eller tiltagen veed man ikke om; men det er man så temmelig enig om, at den i de sidste år har været mere end almindelig slem. «I Hemsedal, det nordligste sogn, mener man den har været på sit høieste for en 4-5 år siden, i Gol, og ude i Flaa sogn veed man aldrig at have været så hjemsøgt af den som nu i vår (1865); den synes at have faret over dalen lige som et uveirs-il, i retningen fra nord mod syd.» I denne samme ri var klåen tilhuse hos både rig og ring, «snartåt i kort einaste rjøkande høle», og tog sædvanlig for fode både store og små. Foruden at være så usædvanlig udbredt, udmærkede den sig også ved særdeles ondartethed, så folket ret vidste at tale om «den vonde klåen». Mange skolebørn kunde ikke holde pen eller griffel, så skriveundervisningen måtte standse; huden på folks arme kunde «se ud som skindet på en stegt fisk», og en mand, som ellers pleiede slippe vel for klåen, blev nu så betagen, at han neppe var «gjeng» (gangfør) og slet ikke arbeidsfør.

Men dette exempel fra Hallingdalen er kun en prøve på, hvordan tilstanden har været i de samme år omtrent i den hele rad af fjeldbygder fra Gudbrandsdalen langs med Langfjeldene alt til Sætersdalen.

Ved hjælp af de årlige beretninger om rigets sundhedstilstand kan man så temmelig iagttage og forfølge den samme klåe-ri over hele strækningen. Fra 1860 eller 1861, da den begyndte øverst oppe, går den jevnt udover(273). I 1862 og 1863 raser plagen i de lavere bygder fra Hedemarken og Thoten nedover til Jarlsberg og Nedre Thelemarken og Nedenæs.

I 1864 og 1865, da plagen allerede tildels siges at have udraset i de øverste bygder, såsom i Sætersdalen, er den nået alt til Akershus og Smaalenene, hvor den viser sig endog i byerne. I sidstnævnte egn har man tildels sporet smitte fra Sverige; men ellers bliver klåen stadig tilskrevet berørelse med fjeldbygderne. Fast i hele den betegnede strækning hærjede klåen så voldsomt, at der ligesom ved fælles aftale blev truffet en række af foranstaltninger fra det offentliges side. Der blev slået allarm på den hele linie. Amts- og herredsformandskaberne bevilgede penge, enkelte bygders almuer blev undersøgte hus for hus, skolegangen blev standset for smittede børn, skolelærerne måtte hjælpe sunhedskommissionerne med tilsyn, lægerne lavede skab-salve, uddelte trykte brugsanvisninger, holdt forelæsninger for almuen om skab-klåens og om skabmidens udryddelse. Jeg formoder, at de beretninger, som i sin tid ville blive at læse for indeværende år, ville vise, at rien er over.

Men vil det så være så sikkert, at det er disse foranstaltninger og dem alene, som have standset den? Jeg skal kun bemærke, at sandsynligvis har der gået mange sådanne rier over bygderne i de henfarne århundreder, da var der ikke sådan ordnet modstand mod plagen, og den gik dog for det meste over, kun at den vel stadig holdt sig i fjeldbygderne for atter at søge ud ved leilighed.

Hvad kan bevirke sådan forbigående opblussen i selve disse fjeldbygder?

Vel sandt, 1860 og flere år derefter vare hårde år med kulde og misvæxt i mange af disse bygder, dermed fulgte armod i mange huse, med armoden vel også urenlighed formedelst mangel på ombytte af klæder, kanske endnu mere formedelst mismod og forsagthed, og urenlighed befordrer jo klåe-dyrets uhindrede formerelse. Men mon denne forklaring virkelig slår til?

Jeg vil ialfald pege på; hvor interessant det skulde være, om der fra nogen kant af landet kunde påvises en klåe-ri, som havde reist sig og raset ud i en god tid, midt under frodig årsvæxt og almindelig velstand. Man vilde da blive ligefrem nødt til at spørge efter mere indre forklaringsgrunde. Er det ikke tænkeligt, at der kan være legemlige tilstande hos mennesket, som gjør det lettere for klåe-dyret at trives, sådanne hidtil ukjendte årsager som de, der bevirke, at f.ex. børnesygdomme til sine tider ere mere udbredte eller ondartede?

Et endnu større spillerum vilde vi have for vore formodninger, dersom det kunde opdages, at den art af skab-dyr, som bor på mennesket, også har tilhold hos noget af vore husdyr. Jeg har slået på dette i den nævnte afhandling «Om skab-klåens udbredelse», og der har jeg tillige gjort opmærksom på, hvorledes almuen synes at leve i en mere fortrolig omgang med sine husdyr (f.ex. ved tjenernes natteleie i fæhuset) netop i hine fjeldbygder, hvor skabklåen stadigen holder sig.

3. SKURV

Som skab-klåens årsag er et snylte-dyr, der graver sig ind i huden og fremkalder små sår, så er skurvens årsag en snylteplante, som gror i huden. For skab-klåens vedkommende er sammenhængen hermed fra 1834 af bleven erkjendt inden lægernes verden; for skurvens vedkommende blev den opdaget i 1839. Hint forhold med skab-klåen havde længe før været kjendt af almuerne på sine steder, og ligeså af enkelte naturforskere, men sagen var bleven misforstået og miskjendt, så der måtte som en ny opdagelse til i 1834; den mand derimod, som opdagede det rette forhold med skurv, tydskeren Schönlein, var så heldig at få lægeverdenens bifald og anerkjendelse strax(274).

Som om skab-klåen, så havde lægerne tidligere troet om skurven, at den kom af usunde vædsker i legemet, og kuren var da derefter. Nu gik det op, at som skab-klåen forplantes formedelst nogle af dyrene eller deres unger og æg, som komme over fra den ene person til den anden, så smitter skurv formedelst plantens frø. Det enkelte skabdyr lægger ikke mange æg; af et skurvet hoved derimod kan der fremkomme frø kanske i millionvis, og dets overordentlige finhed gjør, at det kan fyge gjennem luften som støv. Alligevel er det for det meste ganske få mennesker, som smittes af skurv, medens skab-klåen som bekjendt ofte ikke skåner et hus i en bygd og sjelden en enkelt person i huset. Der må altså, som det synes, være et vist uheldigt eller sygeligt anlæg hos den person, som skurven kommer til at hefte sig ved.

At dømme efter almuens yttringer om skab-klåen skulde man tro, at den lettere holder sig hos børn, men for en del dør bort hos voxne. Noget modsvarende har jeg seet i norske lægers yttringer om skurv, nemlig at den skal forekomme hyppigere hos børn og i regelen gå af sig selv, når de nærme sig den voxne alder. Enkelte ere dog så uheldige, at skurven tager overhånd hos dem, så de beholde den længere, og om de siden helbredes, så er håret mest faldt af og vil ikke let voxe til igjen(275).

Skurven sætter ækle sår og skorper, gulagtige og væmmeligt lugtende. Denne art af utøi må altså have en plads i nærværende bog om ikke af anden grund end den, at et skurvet hoved er det modsatte af renlighed og pyntelighed. Men hertil kommer også den grund, at renlighed jo skulde forebygge smitten, og hvert menneskes opmærksomhed på sig selv og omhyggelighed for sin person skulde opdage den aller første begyndelse så plagen kunde standses, medens tid var.

Hvad forsømmelighed i denne retning har at betyde, det får man en forestilling om ved at besøge vore sygehuse og se, hvilken besværlig og langvarig behandling en skurvpatient har at gjennemgå. I Thelemarken er der temmelig meget skurv, så man jevnlig kan få se dette slags patienter i Bratsbergs sygehus; i årene 1861, 1862 og 1863 udgik 22, 16 og 14 patienter, og med et middeltal havde hver af dem været der i 246, 301 og 317 dage.

Her er altså en yderligere forskjel mellem skurv og klåe; denne kan man jo blive af med på nogle få dage, ja på timer.

Derfor har da også almuen gjort et ganske andet væsen af skurven end af klåen. Medens denne betragtedes som noget raskeri, der kun sad i «løse huden» og bare var til plage for en stund, stod skurv for folks øine som en ulykke og fornedrelse(276).

Fornedrelse, ja! Og endda skal der have været de bondegutter i vore dale, som have lidt mere end trøstet sig mod ulykken derved, at når de havde skurv, blev de fornedrede i den grad, at man vilde ikke have dem til soldater, så de slap for udskrivning.

Der er en lang historie om dette. I forrige århundrede var det så, at når et mandskab ved udskrivnings-sessionen havde skurv at fremvise, fik han uden videre den vedtegning i rullerne: «Skurvet - udygtig til soldat.» Men man mærkede, at kort efter vare disse frie karle fuldkommen helbredede, der opstod en vis mistanke, og et cancelli-cirkulære bestemte i 1797, at herefter skulde de skurvede kun forbigåes indtil videre. Og jeg veed en bygd, som lige ned til nutiden har havt mistanke på sig for en dobbelt praxis i dette stykke, mistanke for, at unge karle dels med forsæt lade skurven trives eller endog med flid lade sig smitte, så der fremavles skurv på deres hoveder, dels med falskhed lægge an på at skuffe lægerne og officererne med eftergjort skurv, idet de kline sig til med et søl af mel, gammelost, harsk smør, sur melk o.s.v., som ligner skurvens både syn og lugt.

Der er ikke anden råd for, end at jeg må nævne bygden. Det er Hallingdalen. Jeg har seet indberetninger og forklaringer om dette fra vedkommende læger og forhandlinger mellem de militære chefer alt fra 1842. Tingen blev i det år taget alvorlig, såsom man endog frygtede for, at Hallingdalske kompagni skulde smelte ind af mangel på brugbare skurv-fri folk. Og endnu i 1863 skrev distriktslægen i Hallingdal, at skurven var ganske usædvanlig hyppig og derhos så vanskelig lod sig udrydde af den grund, at de fleste karle selv ønskede at beholde sygdommen, indtil de for dens skyld vare blevne kasserede som udygtige til militærtjeneste. Formedelst vanen, siger han fremdeles, tog almuen det heller ikke så nøie med at kvinderne vare skurvede. Med smerte føiede lægen til, at han i samfulde 15 år havde arbeidet og ivret for at få vænnet folket til større renlighed og omhu, men, som det altså sees, forgjæves(277).

Det er ikke på langt nær noget lægedistrikt i hele Norge, hvorfra der meldes så meget om skab, som netop dette nævnte bygdelag. Vi få håbe, at forsåvidt uterligheden i Hallingdalen har havt sin rod i hin usselhed og feighed, som vilde unddrage sig for soldat-tjenesten, så skal det nu have ende dermed, da indførelsen af almindelig værnepligt vil fremkalde almenånd og vække æresfølelse.

Ellers er ikke skurv nogen hyppigt forekommende ting; sammenlignet med klåe må den kaldes sjelden. Der pleier ikke være flere skurvede personer i en bygd, end at man kjender dem, og spørger jeg efter, hvor mange det kan være, lyder svaret som oftest på slet ingen eller på en, to, tre stykker.

Ved mandtals-sessionerne i 1867 blev opgivet for følgende exempelvis valgte strøg(278):

                                        Mandskaber,       deraf skurvede.
Nogle bygder i Smaalenenes amt             329                  1
Det nordlige Gudbrandsdalen                105                  1
Valders                                    131                  3
Land og Hadeland                           103                  1
Hallingdalen                               127                 12
Sigdal, nabobygd til Hallingdalen           58                  4
Øvrige landsbygder i Buskeruds amt         378                  4
Øvre Thelemarken                           176                  2
Sætersdalen                                 38                  1
Indre Sogn                                 137                  3
Yttre Sogn                                 110                  1
Søndfjord                                  210                  2

Det viser sig jo her, at Hallingdalen og dens nabobygd Sigdal virkelig udmærke sig i rækken. Men med hensyn til den mistanke, som er yttret, skulde jeg nok ønske, at nogen vilde tage sig for og undersøge navn for navn, om ikke kanske de 16 skurvede mandskaber der mest tilhørte fattige huse, hvis sult og hele usle levemåde kunde være tilstrækkelig forklaringsgrund. Det kunde være en æressag for ungdommen i de bygder at få bragt det på det rene.

Ialfald veed jeg, at de få skurvede personer, jeg har truffet til at se, mest have hørt til de afgjort fattige klasser, fattiglemmer og især fantefolk. Der er som en naturnødvendighed i dette, at det ene og det andet slags elendighed følges ad. Det er lige så vist, som at sygnende træer på myragtigt lænde ere snarest udsatte for at blive overgroede af mose.


9DE KAPITEL

RENLIGHED VED MADSTELLET

1. PROPERHED OG FORSVARLIGT STEL

Mange holde for, at folkets madstel snarest muligt bør afskaffes og ombyttes med «fornuftigt madstel», og der hersker stærke forestillinger om det urenslige søl, som skal følge med det gamle stel.

«Almuen har jo, hvad der skal til for at lave god og nærende mad, men formedelst den ufornuftige fremgangsmåde går en stor del af næringsværdien til spilde, og formedelst urenligheden under stellet bliver den fremsatte mad hverken smagelig eller sund. Altså, både af hensyn til landets velstand og folkets sundhed er reform i denne sag af påtrængende vigtighed.»

Så omtrent siges der.

Men hvorpå grunder egentlig denne tale sig? Har nogen forsker og forfatter taget sig for at granske og beskrive folkets madstel, eller madstellet i nogen enkelt bygd, eller endog bare nogen enkelt del af det samlede stel? Taget sig for at granske det med nøiagtighed og beskrive det med fuldstændighed?

Jeg veed om een granskning, som hører hid.

Ved at spørge mig for hos en af de vedkommende mænd, som kunde give mig nogen nærmere besked om anledningen til og hensigten med de vestlandske amtsformandskabers interessante prisopgave angående det kvindelige stel (overfor side 139, 6te kapitel), hørte jeg nævne som mærke på stellets slethed, at «vore bondekoner kunde jo ikke engang koge en grød skikkelig - de bære sig således ad, at en stor del af melet bliver ligefrem bortkastet.» «Hvem har sagt dette?» Så nævntes en læge, med det tillæg, at «lægerne ere jo de sagkyndige her». Jeg sagde imod og skrev et stykke i Folkevennen, hvor jeg, som jeg udtrykte mig, ønskede at standse slige ord i farten, idet jeg hentydede til den erfaring, som almuens kvinder måtte have vundet under deres tusind-årige øvelse, og hvis rigtighed der ikke var ført ordentlig bevis imod. - Derved kom jeg til at modsige, ikke alene flygtige ord, men en skreven bog, som netop var udkommen, og som på en vistnok heldig måde, i en smukt flydende stil, udtalte de aller fleste bogdannedes mening om dette dårlige stel. Men den strid, som herover opkom, fremkaldte en række af virkelige undersøgelser angående de norske bondekoners måde at lave grød, undersøgelsernes resultater bleve fremlagte i Videnskabsselskabet i Christiania (1866) og siden offentliggjorte, og summen derav blev heller en stadfæstelse for, at det gamle stel var både rigtigt og hensigtsmæssigt; den noget egne måde at koge grøden på, som bruges i enkelte bygdelag, og som der især havde været klaget over, blev påviist at passe meget godt til arbeidsmandens trang, så han, som han selv pleier sige, kunde have noget «at bie på»(279).

Hvoraf kan det da komme, at så mange af den klasse, som ikke selv regne sig til almuen, nu på nogle år have været så snare til at tro på al slags feil i almuens madstel?

Jeg mener, det for en del må hænge sammen med en noget ældre vane, nemlig at byfolk, som havde været på reiser i bygderne, behagede sig i at fortælle om, hvad de havde måttet døie ved at se konernes stel og nyde af deres mad. Der er jo hele samlinger af stående historier om disse græsseligheder.

Men denne vane og tilbøielighed skriver sig igjen, mener jeg, derfra, at man har ikke tilbørligt skjelnet mellem disse to begreber: praktisk godt stel og - properhed.

I store og fine huse, hvis gode og renlige stel ingen tvivler på, går man dog ikke ud i selve det travle kjøkken for at lede efter properheden, som først viser sig ved det færdigt ordnede måltid. Men i vore arbeidsbønders huse er jo kjøkken og stue et og samme rum, og gjæsten, som sidder i høisædet, kan se f.ex. at gryden vaskes der borte i skorstenen (sammenlign ovenfor side 86, 5te kapitel).

Medens spisebord og skorsten stå så nær hinanden i vore arbeidsbønders huse, er her omvendt stor afstand mellem hverdags-stellet og gjæstebuds-tilstelningen. Sålænge husmoderen laver mad for sit eget husfolk, går det som i en fabrik, og stellet er godt og forsvarligt; men kommer en fornem fremmed, og hun skal forsøge sig i noget slags fin madlavning, så er hun ængstelig og ustø, hun forglemmer sig, hun forløber sig. Men jeg mener igjen, at den forløber sig, som lader sig beherske af indtrykket fra sådanne tilfælde og derefter dømmer om feilagtigt stel i det hele.

I det fineste hus er der ikke samme grad af propenhed i barnekammeret og i selve stuen. Det er den naturligste ting af verden, at i et hus, som bare består af mand og kone og børn, vænner man sig til ikke at tage det så nøie med propenheden som i et hotel, hvor fremmede gå ud og ind. Når en husmoder er uden tjenerhjælp og endda ikke alene skal besørge det egentlige husvæsen, men tillige deltage i erhvervet og f.ex. røgte kreaturer, er det umuligt, at hun kan iagttage, hvad der hører til propenhed, således som en frue, der har flere tjenere omkring sig. Tag kun et eneste exempel: må konen bære vand alt fra elven og op en tung bakke, så bliver hun ikke alene nødt til at spare på vandet, men en stor del af den tid og kraft og sindets munterhed, som ellers kunde været brugt til sådanne ting som at vaske og skylle kopperne rigtig nøie, er allerede ødet; under sådanne forholde er det ikke venteligt, at sandsen skal udvikles således, som ganske nylig en udmærket frue i et velstands-hus viste mig en prøve på: når en tallerken tages ned af rækken, behøver hun ikke at holde den op mod solen for at se, om den i sin tid blev skyllet og tørret vel, hun farer kun over den med fingerspidserne og føler.

Når en husmoder har slikket spiseskeen og tørret den af med hånden og så lagt den frem for mig med venlig indbydelse til at spise og ikke forsmå, har jeg tænkt på, hvorledes det dog i ret mange huse kan falde så til, at flere personer må tage til takke og drikke i selskab af få glasse, uden at dette kaldes bondsk. Eller når en endnu mere gammeldags og troskyldig kone i mit påsyn bider sukkeret og lægger stykkerne frem, så ler jeg indvendig og husker på, hvorledes proprietæren eller studenten tager en pibe af væggen, som en anden røgte af igår, og kanske viser den opmærksomhed at tørre mundstykket lidt af med kjoleskjødet for så at byde gjæsten den.

Og de sjeldne gange jeg har været ude for sådant(280), har det desuden fornøiet mig at fremkalde for erindringen, hvor langt, langt flere gange jeg har fået det indtryk, at det tager stærkt af med sådant altfor, simpelt stel omkring i vore bygder. Samtidigt med at husene ere blevne byggede større og værelserne malede og gulvene skurede med alle de andre tegn på fremadskriden, som denne bog har havt at melde om -, have naturligvis også husenes opvoxende sønner og døttre lagt sig efter pynteligere adfærd og finere levemåde.

Kommer du, kjære læser, til en afsidesliggende, gammeldags bygd, hvor der naturligvis sidder noget mere igjen af dette, som kan støde, så gjælder det, at du holder de her omhandlede begreber fra hinanden og ikke fatter uvillie mod folket, fordi det ikke har de samme manerer, som du er vant med. Husk, at det er dog en gren af det norske folks træ, og hold fast ved den forestilling, at det bygdeliv, du nu får anledning til at betragte, har artet sig ganske naturligt efter selve bygdens natur, at der er noget naturmæssigt i det, noget, om hvilket vi til en vis grad kunne sige, at det må så være, kan ikke være anderledes for tiden.

2. KOGE FISK

Det blev også nævnt i den samtale, jeg nys hentydede til, og ligeledes nævnt som et stærkt tegn på tilstandens mislighed, at når bønder fra Bergens omegn vare i byen og holdt til i kjøbmændenes bondestuer, så man dem koge fisken sammen med poteterne, som dertil med vare uskrællede.

Meningen var, at når selve bønderne vare så rå, så fandt de sig naturligvis i, at deres kvinder også vare det; men nu burde vi, som høre til den mere oplyste klasse, søge at vække kvinderne op af deres tankeløshed og vankundighed og igjennem dem virke på opdragelsen og huslivet i det hele.

Jeg ikke alene indhentede oplysninger om forholdet i bondestuerne, men jeg havde netop dette for øie, da jeg fra Bergen af gjorde en reise ud til Strilelandet og endog formåede en dame til at ledsage mig og deltage i studiet af huslivet, således som fortalt side 35, 2det kapitel. Og nu anfører jeg nogle linier af min ledsagerindes reise-beretning angående kvindestellet ude på Herlevær og Herleholmen:

«Man bruger at koge salt fisk sammen med poteterne, således at når disse have kogt en stund, vaskes fisken udi. På mit spørgsmål om, hvorfor de gjorde dette, fik jeg til svar, at det var, fordi man derved sparede på torv, på tid, og på salt i poteterne. Den kone, jeg først talte med om dette, sagde, at de vaskede poteterne i 2-3 vand, når der skulde koges fisk sammen med dem. Til en kone, som sagdes mig at være særdeles ordentlig (hvilket jeg også syntes at kunne mærke af hendes husstel), yttrede jeg, at det forundrede mig at se hende koge poteter og fisk sammen, da jeg aldrig havde seet dette før; thi der, hvor jeg var fra (Søndfjord), gjorde aldrig bønderne dette. Jeg fik samme svar som af hin kone; men hun lagde til, at hun aldrig kogte poteterne og fisken sammen om vinteren, når hun kogte inde i stuen; thi når der er to rum i kogovnen, som her er almindelig, så går det an at koge hver del for sig med samme varme.

Af den tilhørende beretning fra Radøen, som ligeledes er en af strilernes øer, kan jeg tilføie det træk, at konerne der almindelig koge den salte fisk først og så poteterne i fiskesodet, som nu er både salt og varmt, så der spares på salt og på brænde. Ved denne fremgangsmåde opnåes desuden en ting til: bønderne her ynde at få fisken kold (den er fastere da), men poteterne varme, og nu er jo fisken bleven afkjølet, medens poteterne komme lige af gryden.

Det er, ser jeg af disse beretninger (og det stemmer desuden med, hvad jeg veed om fra andre steder), kun salt fisk, som koges sammen med poteter. Den er fast, koges ikke let istykker, påvirkes altså ikke stort af potetesvandet.

Til denne udførlige og, som mig synes, ganske tilfredsstillende forklaring fra Strilelandet(281) skal jeg indskrænke mig til at anføre, at ganske ligedan brug hørte jeg siden om på Lister-landet, hvor den sagdes at høre til selv i brave bondehuse. Men Lister er en så vel anskrevet bygd, kjendt viden omkring for sine matrosers gode forhold, sine fiskeres mod, sine bådebyggeres tænksomhed, at man kanske ikke vil være så snar til at laste, hvad folket her bruger og selv finder går an. Eller når folk i Strilelandets fattige bygder eller i disse bygders fattigste huse forklare, at de gjøre så og så for at opnå den og den besparelse, hvem vil så stå frem og sige, at det behøvede de ikke og det burde de ikke?(282).

Siden jeg begyndte med at nævne dadelen over kjøkkenskikken i de såkaldte bondestuer i Bergens by, bør jeg kanske tilføie et par oplysninger desangående.

En af vedkommende kjøbmænd skriver mig til således:

«Jeg var i dette øieblik nede hos min geselkone for at indhente svar på deres spørgsmål, og jeg beklager, at det ikke er ganske så, som vi kunde ønske det. Hun har rigtignok aldrig seet en bonde nede i bondekjøkkenet koge ganske uvaskede potetes, men heller ikke ere de så rene, som de burde. Sogningerne, siger hun, koge fisken lagt op på poteterne og altså samtidig med disse, medens de andre bønder helst koge fisk og poteter hver for sig.»

En bonde, som er født og opvoxet på Strilelandet, men bosat i Sogn, forklarede, at han nok havde seet den påklagede måde i byen, men poteterne vare «vel spulte», og det kunde være nødvendigt, at de kogte på korteste måde, såsom der tidt var mange folk, og den ene ventede på den anden.

En bondekone i Søndfjord, som i flere år havde været barnepige i et kjøbmandshus i Bergen, hvortil hørte bondestue, fortalte mig, hvorledes hun her for første gang havde seet den måde at koge fisken sammen med poteterne; i hendes hus og hendes bygd brugtes samme måde ikke. Hun bemærkede, at om poteterne vaskes aldrig så vel, bliver dog vandet brunt og får en egen stram smag, formedelst poteternes egen saft, og denne smag kjendes da lidt af på fisken; dette havde hun selv fornummet i hin bondestue. Man koger altså ikke gjerne fisk på den måde, uden man af en eller anden grund er nødt til det.

3. HOLDE GRYDEN REN

I Danielssens oftnævnte folkeskrift om spedalskheden læser jeg:

Meget af den skidenfærdighed, der finder sted indeni husene, støder man og på ved madlavningen. Kogekarene holdes langt fra rene; man ser hyppigt, at der koges grød og suppe i den samme gryde, hvori der kogtes dagen forud, uden at den rengjøres, og de kar, hvori den tillavede mad kommes, vaskes kun engang imellem.

Det er dette indgroede og overalt gjennemtrængende svineri, der foranlediger størstedelen af de hudsygdomme, vor kystbonde så rigeligen er beladt med o.s.v.

Den værste hudsygdom er jo spedalskheden selv, den er der mest af i Søndfjord, her skulde vi altså se os om og f.ex. lægge mærke til grødgryden.

I en af de inderste bygder forklarede en bondekone mig sin brug. Gryden bliver bestandig skrabt vel, og når der ikke er brændskover, lægger hun kun et låg over, at ikke katten skal komme til eller støv og rusk falde i, hvorefter hun næste dag kan koge grød i gryden uden videre. Men der skal altid mere pas til at koge grød, når der er spor af levninger, den vil så let få brændsmag, og derfor bruger hun i regelen ikke gryden mere end to gange uden at vaske den. Når den så skures, gjøres det forsvarligt, med halmvisk og sand. Har det truffet så, at der har sat sig brændskoven, faste, hårde og brændte skover, så går det nu slet ikke an at koge i gryden, som den er. - Hendes mand er så glad i skover, har været så fra barnsben, og hun må tidt føie ham i at øse op så, at der bliver et mål grød på bunden af gryden til ham; han får da melken påslået og spiser af gryden. Foruden at denne bliver særdeles vel skrabt da, gjør også melken, at de få levninger af skover ere vel opblødte og altså opløses lettere ved næste kogning. Men trods dette lader hun dog ikke længere tid gå hen uden skuring end som sagt. - Jeg fortalte hende om bygder, hvor man holdt gryden ren for lange tider alene ved at skrabe; men det kunde hun ikke vel forstå; de måtte da, bemærkede hun, have en særdeles måde at skrabe på. Ellers falder det nu oftest så til her i huset, at der koges potetes i den samme gryde. Til poteteskogningen er det ikke nødvendigt at vaske efter grøden, men des nøiere må der vaskes til grøden efter poteterne.

Omtrent samme skik forefandt jeg i et andet bondehus i nærheden. Den lod til at være den almindeligste her i sognet.

I næste sogn forklarede en ferm husmandskone sig således: Hun har en gryde særskilt til grød og melsuppe. Der spises ofte af gryden, som sættes på en krak midt på gulvet, så familien sidder rundt om, og den skrabes vel under selve spisningen. Tildels fares der over bagefter med en kniv, så den bliver vel fri for brændskoven, og på den måde kan gryden holdes ren længe. Når hun imidlertid en og anden gang synes, det er nødvendigt, slår hun vand i om aftenen, så skoverne blodes op og vasker og skurer gryden om morgenen, den bliver da så blank som sølv. Somme gryder ere imidlertid slemme til at «eire» (sværte) efter skuringen; hun havde engang sådan en, og for den fik hun det råd, at hun ikke skulde skure, men bare vaske og tørke den med en ren uldklud. Når gryden sættes bort, har hun stadig låg over den, at ikke hund eller kat skal komme til. «Haldet» (hanken) vasker hun oftere med den almindelige vaskeklud.

Fra denne samtale gik jeg til præstefruen. I en bygd i Nordlandene var hun vant til at se grødgryden vasket til hver kogning, så det var hende påfaldende at høre af tjenestepigerne her, at det kun blev gjort nu og da. Hun rettede sig imidlertid for en del efter bygdens skik og bestemte, at gryden skulde skures hver lørdag, og dette har hun nu fundet sig vel tjent med i en række af år. Gryden skrabes vel for hver gang og dækkes med låg. Har pigen mistanke om at der er kommet noget i, så skyller hun den, men har ikke lov til at komme i den med tvoge (vaskefille). Haldet vaskes nødig oftere end selve gryden; der kunde så let falde rusk ned i. - Her hørte jeg det råd mod gryde, som eirer, at man skal smøre den i bunden med lidt fedt. En erfaren bygdekone kom ind i det samme og stadfæstede, at der er stor forskjel på gryder, da nogle ere så slemme til at eire. Hun kjendte også det husråd at smøre med fedt. Når fedtet skal gnides ud over bunden, bruges for renligheds skyld ikke så gjerne klud, heller nogle smuler fladbrød; dette er jo lige så rent, som man vil have grøden, der skal koges.

I næste bygd, længere ude, beskrev en bondekone mig sin skik så, hun skurede sin grødgryde til hver helg, og det var tilstrækkeligt i hendes hus, såsom hun ikke trivedes med kold mad og derfor kogte hver dag, om vinteren endogså til begge grødmål for dagen; det, som igjen efter skrabningen, fik altså ikke tid til at surne.

I den yderste bygd eller Askevold hørte jeg om følgende system af fremgangsmåder:

a. I nogle huse skures grødgryden efter hver kogning. Der slåes varmt vand i, så står gryden en stund, til skoverne ere opløste, derpå skures. Er der gryder, som sværte efter skuringen, får man indskrænke sig til at vaske dem, tildels med grønsæbe, eller når man skurer, bør man heller bruge aske end vand.

b. Andre steder bruger man at skrabe ned fra kanten af, et stykke ned i gryden, dække det gjenværende af skover ved at slå på så meget vand, som behøves til næste grød, og dermed lade gryden stå til næste kogning. Dette er selve grødvandet, og inden der koges, har det opløst skoverne, som ellers kunde sætte sig fast og forårsage brændsmag.

c. Har nogen spiist af gryden, især om det er nogen fremmed, såsom en gammel lægdemand, så bør gryden helst skrabes til bunds og derefter skyldes. Ved sådan ledighed ville pigerne så gjerne tage vaskekluden til hjælp, men det er ækelt, her holder ikke den tale stik: «Det er da bare maden, og man søger at vænne dem af med det. Regelen er: enten blot skylle eller også skure og vaske fuldstændigt.

Til alle disse exempler fra Søndfjord kan jeg sluttelig føie den bemærkning, at under mine mange samtaler med folk udenfor bondestanden, damerne på præstegårdene o.s.v., hørte jeg aldrig andet, end at man fandt, at bøndernes stel med grødgryden var upåklageligt(283).

Vil man dertil vide, hvordan der forholdes på andre steder? Nu vel, vi skulle se os lidt om f.ex. i Smaalenene. I et par af beretningerne herfra (side 121, 6te kapitel) beskrives skikken så, at så snart maden er øst op, hænges gryden over ilden igjen med vand i, når dette er opvarmet, vaskes kopper og tallerkener deri og tilsidst gryden selv, som derhos skrabes med kniv o.s.v.; og ikke nok dermed, men når gryden skal bruges næste gang, bliver den skyllet med rent, koldt vand først.

Forestille vi os end, at dette er den almindelige brug selv i menigmands huse, så kunde vi dog vel ikke slutte videre, end at stellet er mere propert end i den egn, vi besøgte først. At Smaalenene er fri for spedalskhedens hjemsøgelse, kan man dog vel ikke tilskrive sådanne ting.

4. UDEN GAFFEL

Det var i en af de indre bygder i Søndfjord, på en bondegård. En dag, der ikke var udarbeide, havde jeg alt folket for mig inde i stuen og benyttede den gode stund.

Jeg (henvendt til ungemanden): Lad høre af dig, hvad hindringer og vanskeligheder der skulde være i veien for at indføre brugen af gaffel her i huset?

(Ungekonen lagde sytøiet, bedstefaderen holdt på øxen, bedstemoderen hørte inde i kleven, hvad det gjaldt, og kom til, den tiltalte standsede med bandekniven og betænkte sig - jeg selv lagde papir og blyant tilrette.)

Ungemanden (efter en stund, thi det var hans måde at betænke sig længe): Å, det er kanske ikke så betydelige hindringer. Et er nu det, at det vilde tage mere tid.

Jeg: Så?

Han: F.ex. når vi skal skrælle potetes.

Ungekonen: Ja, det må jeg også sige. Jeg skulde vist skrælle dobbelt så fort med fingrene. Nu kan det vel komme meget deraf, at jeg er ikke vant med gaffel - men jeg mindes, da jeg tjente i byen, at når det kunde hænde at konsulen havde liden tid og råbte efter maden, så kunde jomfruen kaste gaffelen og sige: Å, vi få tage med fingrene for at få poteterne fort færdige.

Ungemanden: Og så vilde der tallerkener til, når vi skulde spise sild, og jeg veed ikke endda, om silden blev så ren, som når vi tage den med fingrene. Der skulde tid til at vaske op igjen tallerkenerne, foruden at disse endda koste penge.

Jeg: Det har jeg såmænd selv tænkt, når jeg har betragtet eders måltider i disse dage, at det er vel så rensligt at behandle silden på eders måde. I have jo formelig fingerfærdighed til at holde silden oppe i luften og med et par greb og ryk få indvolde og hoved og skind og ben af. Hos os i byerne kommer silden ind fra kjøkkenet således, at den er vasket udenpå, men så må den lægges på tallerkenen for at skilles fra indvoldene, og tallerkenen bliver fuld af søl, som igjen smitter på sildestykket. Eders tallerken vilde blive endnu mere sølet, såsom I ikke blot nyde en smage-bid, men holde fuldstændigt måltid på sild og altså måtte rense flere sild hver.

Ungekonen: Ja, og i kjøkkenet i byen tage de desuden silden med fingrene, når de skal renske den. Det hørte jeg jomfruen sige, at det bare er at rive silden istykker at bruge gaffel til det.

Ungemanden: Dernæst er også bekostningen noget at tage i betragtning.

(Her kom gamlekonen med et halvt dusin bordknive, hjemmegjorte; de mænds eget arbeide. Nogle af dem havde yderst simple blad og derhos træskaft, men andre vare omhyggeligere både smedede og skjæftede. Til sig og konen havde ungemanden allerede før bryllupet gjort to knive med gode blad, med skaft af ben og endda holk om skaftet af horn, og af alle hans første knive vare kun de i behold. Slige ting som bordknive komme let i flisene på gulvet og derfra i varmen.)

Ungemanden: Jeg har prøvet det. Når en skal begynde husholdning, synes han alt, det er meget at skaffe ske og kniv, og skulde det nu være gaffel også, var det mere. Og så tallerkener.

Jeg mærkede mig end yderligere følgende: Når silden er rensket, som beskrevet, lægges den på et fladbrødstykke, så poteter ovenpå silden og derovenpå atter et brødstykke. Det kaldes at gjøre bite, og biten kan ikke føres til munden uden med fingrene. Tallerken behøves ikke her; thi det tørre fladbrød ligger godt nok på bordskiven. Kun om høsten, når brødet er opspist og det nye korn endnu ikke malet og melet bagt, så man må hjælpe sig uden fladbrød med poteter alene, bruges firkantet sildefjæl eller rund borddisk; denne må vaskes op for hver gang. Men på slig trætallerken vilde det ikke gå an at bruge gaffel. Til fast brug af gaffel måtte altså, som allerede sagt, høre stentallerkener; men dem er det ikke at tænke på at have i sådanne huse, de vilde gå istykker, og det arbeide med at vaske dem op året igjennem vilde tidt komme iveien for andre arbeider, som ere nødvendige, f.ex. om sommeren, når der skal bjerges hø og mændene råbe på kvindfolkene.

Alle vare enige i at ønske, at det kunde blive brug at have gaffel i lag (gjæstebud), til fisk, kjød, steg med sauce o.s.v. Man sidder der med sulkede fingre og med sine bedste klæder, så man tør ikke røre sig, før man har tørret af sig på en våd handdug, som bæres omkring. Der har tidt været snakket på dette i bygden; men det er rart med det, der er ikke nogen, som har lyst til at gjøre begyndelsen med sådan fin skik. Men der er alligevel kommen så mange andre skikke til bygden i den tid, folk kan mindes - de komme mest udentil, fra søkanten og fra byen -, og kom nu denne gjæstebuds-skik med, så vilde vel gaffelen også blive brugt i det daglige til visse måltider, f.ex. til fisk; men (således sluttede ungemanden vore overlægninger) det antages endda, at ikke den nulevende slægt får se gaffel brugt ved alle mål og navnlig ikke ved sildemålet, som her forekommer daglig.

Til disse meddelelser og forklaringer fra hin samtale kan jeg endnu føie dette, som jeg allerede har hentydet til side 179-180 6te kapitel, at ved silde-målene pleier man dels at have en våd tavse liggende på bordet som serviet, dels efter måltidet at gå hen og vaske hænderne.

Det var ikke stort nyt, jeg fik høre om dette i samtaler med andre her i Søndfjord, når undtages, at en mand, som ikke selv hører til almuen, fandt, at denne bondemæssige måde var hverken mere eller mindre end barbari, som burde afskaffes. Han kaldte det noget tøv at rense småsild eller brisling så omstændeligt, den burde spises med skindet og benene; og den øvrige rensning kunde udføres af pigen før måltidet; den tid, som medgik for hende, blev indsparet derved, at de spisende kunde blive hurtigere færdige, medens sildemålet nu tog så lang tid, at han tidt havde ærgret sig derover. Herimod yttrede igjen en præstefrue den mening, at bønderne ere så nøie på det, at de ikke så gjerne vilde spise den sild, som kokken havde renset. - Flere almuesfolk fandt, at medens gaffel kunde og burde bruges til fisk og kjød, var der neppe anden råd, end at silden måtte spises som hidtil.

Med hensyn til, at der i hin indre bygd ventedes på, at den nye skik skulde begynde i de ydre bygder, forhørte jeg mig om forholdet i Askevold, ude ved havet, men fik den besked, at det er ikke endnu kommet dertil hos bønderne, at gaffel bruges i gjæstebud engang.

Østerdalen er jo et af de renfærdigste bygdelag i Norge, Elverum er en af de bedste bygder i Østerdalen, og så var det endda i et af de anseeligste bondehuse i Elverum, at konen fortalte mig dette:

For håndværkere dækkes op med gaffel og tallerken, for husets tjenere og andre arbeidsfolk ikke. Her bruges sild af et større slag. Når den skal spises uden gaffel, lægges den på fladbrød og får et snit langs siden, så bugen lægges op og indvoldene tages ud; den skjæres så op stykke for stykke. Der gjøres biter, skind og ben spises med, og tilsidst spises brødstykket også op, som tjente til tallerken. Børnene i huset spise med tjenerne og på samme måde, fader og moder derimod spise for sig selv ved duget bord og altså med både tallerken og gaffel.

Fra Tromsø-egnen har jeg liggende for mig en fuldstændig samling af besvarelser også til nærværende spørgsmål (side 149, 6te kapitel). Det er, ser jeg, undtagelse at spise f.ex. fisk uden kniv - hver mand har ialfald sin tolle- aller foldekniv; men det er også undtagelse, at almuesmanden bruger gaffel i det daglige. Dog er det vel endvidere undtagelse, når konen i et ellers nogenlunde vel forsynet bondehus slet ikke har en gaffel at lægge frem. Som prøve gjengiver jeg, hvad der meddeles for en enkelt bygd (hvor dog stellet kanske er noget mere tarveligt end sædvanligt):

Knive og gafler gjør man aldrig rene, af den simple grund at de ikke eies eller bruges. Dog har en og anden en bordkniv, men yderst sjelden en gaffel, uden i de huse, hvor der holdes skole og præsten ventes på skoleoverhøring der har man to par parat, et til præsten og et til skolemesteren; konen sørger nok for, at manden må kjøbe de to par hvert år, til presten ventes, såsom de, der havdes ifjor, ere istykker for længe siden.

For endnu at hente et exempel fra den modsatte kant af landet kan jeg fortælle, at en bonde fra Stavanger amt, en af de hæderligste mænd, jeg kjender, og derhos den tid ordfører i sin bygds formandskab, engang var gjæst ved mit eget bord (i et hotel i en by, hvor vi traf sammen) og da - spiste med gaffel for første gang i sit liv! Jeg bør dog føie til at manden bor i en afdal.

Med disse exempler vilde jeg have hentydet til denne landsskik, at folk af den menige almue, arbeidsbønder o.s.v. endnu for det meste(284) holde på den beskrevne tarvelige måde. Og de udførligere forklaringer fra Søndjord skulde tillige tjene til at vise, at der dog neppe går an så uden videre at laste skikken.

Hvor mange grader op til de samfundets høider, hvor det ifølge engelsk mode ikke længer er brug at føre maden til munden med kniv engang, men alene med sølv-gaffel! Og lige så mange grader er der i folkenes kår og levemåde i det hele. Sammen med uligheden i dette stykke kan der påpeges en række af andre uligheder. I Smaalenene,Hedemarken og ellers her på Østlandet følger brugen af gaffel med den dybt indgribende forandring på visse bondegårde, at husbondsfolket skiller sig fra arbeidsfolket i arbeidslaget og i madlaget. Exempelvis kan jeg fremdeles nævne, at med gaffelen på den ene side følger gjerne, som antydet, stentallerkener og dug og serviet o.s.v., o.s.v., og at sammen med den oprindelige tarvelighed på den anden side er gjerne den gamle skik opbevaret, at det samlede husfolk begynder og slutter måltidet med bordbøn.

5. SLUTNINGSBEMÆRKNING

En omfattende og fuldstændig fremstilling af renligheden ved madstellet måtte følge maden og drikken gjennem alle behandlingens trin.

Der kan vises opmærksomhed eller mangel på opmærksomhed, idet kornet skjæres og bindes i bånd og enten sættes på stør eller kun reises på ageren. Det er jo vel bekjendt og ofte omtalt, hvorledes de regler for renlighed i behandlingen, som det går an at iagttage ved fiskerier i visse andre lande, må tilsidesættes på vore sildesalterier, hvor man på den ugunstigste årstid og på de ubekvemmeste arbeidspladse får at bjerge så umådelige masser af opfisket sild. Jeg tænker mig, at den omhu eller forsømmelighed, som vises under kreaturenes røgt, indvirker på beskaffenheden af den melk, koen giver, eller det kjød, som fåes af slagtet, så det får smag som af ren og god eller af uren og bedærvet vare; endnu tydeligere er det, at budeien kan bruge en mislig eller urenslig fremgangsmåde, når hun melker, slagteren ligeså, når han flår dyret og ophugger kjødet. Med andre ord: Allerede føde-emnernes indsamling og foreløbige behandling måtte tages med i denne betragtning(285).

Det næste trin vilde være føde-emnernes førsel til markederne og deres opbevaring på pakboder og stabbure, i kjeldere, i spiskammere o.s.v. Under dette stykke kunde f.ex. kjeldermelkens behandling komme til at udgjøre en egen afdeling, eller det kunde blive gjenstand for speciel omtale og undersøgelse, at gammelosten nu og da befindes at være giftig, et uheld, som skal kunne indtræffe ikke blot formedelst skjødesløshed under ystingen, så der har dannet sig eir i kobberkjedlen, men også formedelst en eiendommelig chemisk proces i selve osten, medens den står hen(286).

Den samme melk, som her nævntes, er et godt exempel på sagens vidtløftighed. Det hører jo med til melkens opbevaring, at man først forvandler den til smør og ost, så her bliver tale om nye varers tilveiebringelse og indsamling ligesom på første trin, og det er jo noksom bekjendt, hvorledes der kan være rensligt eller urensligt stel ved smørkjerningen o.s.v. Men således kunde hver af kapitlets afdelinger blive at opløse i underafdelinger.

En egen afdeling vilde have at gjøre med utøi, som lægger sig i maden, mid i melet, mark i kjødet, både mid og mark i osten o.s.v. Det tredie trin vilde blive føde-emnernes behandling i kjøkkenet, når de skulle laves til retter.

Det fjerde trin kunde være selve måltiderne, den mere eller mindre smagelige måde, hvorpå retterne sættes frem af madmoderen og maden nydes af bordfællerne.

Det femte og sidste trin måtte vel blive levningernes opsamling samt kjøkken- og bordtøiets rengjøring og - skyllevandets anvendelse.

Som et tillæg til det hele kunde der gives en oversigt over forsyningen med kjøkken- og bordtøi, med forklaring om, hvorledes f.ex. de gammeldags bøtter og skåle af træ ombyttes med bliktøi og krustøi, som det falder lettere at holde rent. Dette stykke kunde blive lige så interessant som vanskeligt. Der kunde begyndes med den tid, da man ikke engang havde støbte jerngryder, da man altså måtte bruge gryder af sammenklinkede plader, eller endnu tarveligere hjælpe sig på den måde, at man f.ex. varmede melk i et trækar ved at plumpe ophedede stene op i(287). Og når man afbildede de forskjellige arter af trækar (tånkar, trøys, bolle, skjælsing o.s.v., o.s.v.) og ved siden af føiede tilsvarende afbildninger og benævnelser fra Sverige, skulde læseren få en livlig forestilling om den fælles nordiske kunst og flid med at skaffe sig en mangfoldighed af former, som tilfredsstillede det mangehånde behov. Men at påvise, hvorledes det gamle sæt af hjemmegjorte greier nu afløses af glas og stentøi o.s.v., det vilde svare til de forklaringer, jeg leilighedsvis har givet om glasruderne, som ere kommet istedetfor skjåen, om den maling, hvormed der nu pyntes på vægge og gulve istedetfor det skurede træ, om paraffin-olien, som afløser den rygende tyre-spik o.s.v.

Men en grundig fremstilling af alt dette, i de forskjellige egne af landet og inden de forskjellige klasser af samfundet, måtte nødvendig tage hensyn til, hvad slags føde-emner man har at gjøre med, ja endog til den smag og forkjærlighed for dette eller hint slags mad, som langtids vane samt et tarveligt og arbeidsomt livs behov kan have frembragt (rakefisk, sur sild, harsk flesk o.s.v.). Til bedømmelse af det hele kjøkkenarbeide med dets renlighedsstel kunde det også være nødvendigt at tage hensyn til måltidsskikkene, som også ere ulige efter egnenes naturforholde og årstidernes arbeidsdrift, med snart flere, snart færre mål for dagen, nu mere kold, nu mere varm mad o.s.v.

Man vilde vist slå sig til tåls, om jeg kun sagde, at der ikke længer er rum i denne bog til at give en udtømmende fremstilling af alle disse ting. Men jeg vil desuden ligefrem tilstå, at trods det temmelig rige forråd af oplysninger, jeg selv har indhentet, og af skriftlige meddelelser, som ere stillede til min rådighed, vilde jeg dog ikke tilfredsstille mig selv, om jeg begyndte på det nu.

Da jeg ovenfor gav mig ifærd med at beskrive husenes renhold, havde jeg iforveien skrevet en særskilt bog om bygnings-skikken. For med fuld sikkerhed at skrive om renligheden med madstellet måtte jeg nok ligeså have skrevet særskilt om selve maden og kostholdet først.

Som sagen nu står, tror jeg det rettest, at jeg lader det forblive med den korte række af exempler, jeg allerede har givet. De få stå som tegn på den mening, jeg har, at renlighedsstellet i dette stykke hos almuen svarer ganske vel til den større og mindre grad af tarvelighed, som må iagttages omkring i vore bygder. Jeg holder mig forvisset om, at jo nøiere man beser stellet, desto rimeligere og forsvarligere skal det vise sig at være, og jeg tvivler ikke på, at en omhyggelig granskning vil overalt i landet kunne finde yttringer af folkets fremadstræben også i dette stykke, en fremadstræben i retning af større pyntelighed og properhed, som dog livsforholdenes strænghed på mange steder sætter temmelig snævre grændser for.

I de mange indberetninger fra Tromsø amt har jeg bygd for bygd endogså svar på et så specielt spørgsmål som dette: om fiskerne have ordentligt gjemme for sin skrå, eller om de kun putte den i vestelommen. Det fremgår tydeligt, at brugen har været simpel nok før i tiden, men at den har forbedret sig og holder på at forbedre sig fremdeles. De gamle bruge endnu tildels en lidet indbydende tobaks-væske af kobbeskind, de yngre lægge sig til dåser af messing og tin. Men mangengang hænder det dog endnu, at den halvbrugte skrå puttes i vestelommen, og så træffer det nu og da, at fiskeren er lens for tobak og i sin fortvivlelse - skjærer selve vestelommen istykker og putter i munden. - Jeg nævnte dette for at slutte med den yttring, at som her, så går det i mange huse, hvor tarveligheden nu og da kan grændse til nød: sind og sands er helt optaget med spørgsmål om mad til mættelse og der agtes lidet på smagen og på synet, på pyntelighed og indbydende tække. Men med nødens ophør og med udvidelse af de kår følger strax den bedre vane og ædlere art, som fra arilds tid har hørt vort folk til.


10DE KAPITEL

I CHRISTIANIA

1. BY-ART OG HOVEDSTADSVÆSEN

Strandstederne i Bergens stift og ellers på Vestlandet ere som selvsåede spirer til byer. Sådan som det ser ud på Viksøren eller Sogndalsfjæren nu, således kunde vi forestille os det for 1000 år siden der, hvor Bergens by ligger. Og ikke mere by-mæssigt end man kan skjønne det endnu er i disse små strandsteder, kan der dog allerede mærkes en tydelig begyndelse til den forskjel fra landsbygden, at renlighedsskikken har fået en vis egen udvikling. Her er for det meste fattigt; men spurgte jeg efter ugentlig gulvvasking, efter daglig hårpynt og ansigtsvasking o.s.v., hed det endda stadig, at om almuen her i egnen var kommen i tour med sådant, så var det helst på strandstederne, selv i, hytterne der.

Årsagerne ligge klart i dagen: det nære naboskab gjør, at man stadig kommer til at agte sig for andres blik og dom, og hvor ikke landbrug er hovednæring, have kvinderne mere tid tilovers for det indre husstel. Men det morsomme er at se, med hvilken regelmæssighed de samme virkninger strax og overalt vise sig i sporet efter de samme årsager.

I byen Mandal har der på nogle år dannet sig et helt strøg, som væsentlig er beboet af indflyttede arbeidsfolk fra landet, og i dette strøg sagdes renligheds-stellet at være kjendelig ringere end blandt byens ældre arbeiderbefolkning. Jeg fik den forestilling, at på grund af det uvante i forholdene formåede de indflyttede ikke engang at holde vedlige den grad af pyntelighed og nethed, som deres ellers så tarvelige stel i hjembygderne havde havt at opvise. Men noget tilsvarende tror jeg at have fundet blandt arbeiderbefolkningen i Christiania by, navnlig i Piperviken og på Ruseløkbakken, som er gjenstand for min fremstillag på side 28, 2det kapitel ovenfor; det viser sig nemlig her, at i de klasser af befolkningen, hvor der er mindre ordentligt og rent i husene, er der også mindre af byesbørn, med andre ord: flere folk, som ere indflyttede fra landet. Så er der da også i dette forhold en vis regelmæssighed, noget, som gjentager sig ligesom med natur-nødvendighed.

Man ser, at ved sammenligningen mellem by og land frembyder der sig flere synspunkter. Jeg tror, vi kunne sige, at forholdet er ikke netop det, at skikken er mere udviklet i byerne end på landet, men heller det, at udviklingen har gået i forskjellig retning her og der; jeg mener, at vi ikke uden videre bør sige, at renlighedsstellet er bedre i byerne og slettere på landet, men at det vil være forsigtigere at udtrykke sig så, at stellets art er bleven anderledes under byernes forholde end under landsbygdernes.

Et par træk ville anskueliggjøre min mening.

På landet er det mere så, at der udføres en særdeles hovedrenselse for året til jul og St. Hans og stor rengjøring for ugen hver lørdag, men at der så gjøres mindre væsen af det daglige renhold, så den hele tid fra mandag morgen til lørdag eftermiddag næsten betragtes som en sammenhængende arbeidsstund, hvor pynt ikke hører hjemme. I byerne er der mere tid og ledighed til at passe dette daglige, der bliver altså ikke så meget tilbage at gjøre ved ugens slutning og på de gamle renselsesdage, det hele renlighedsstel bliver derved jevnere(288). Men i en anden retning viser jevnheden sig større på landet; her ere nemlig livsforholdene mere ensartede og enkle, så f.ex. husmandsfolk så nogenlunde kunne følge jevnt den samme skik og måde som gårdmandsfolk, hvorimod afstanden i byerne kan være så overmåde stor mellem elendigheden og råheden på den ene side og dannelsens glæde og velstandens hygge på den anden side. Jeg mener, at når det ved første øiekast ser ud, som at bygdelivet i det hele taget holder sig på et lavere trin, så kan det ikke skade at tage med i betragtningen, at her har folke-skikken viist sig at besidde en større evne til at gjennemtrænge det hele samfund. I byerne kan skidenfærdighed og sluskevæsen i nogle huse stikke så skarpt af mod gjennemført orden og smukt og smagfuldt stel i andre; det ser man ikke så meget på landet, hvor folk kjender hinanden, hvor alles blik iagttager hver enkelt, hvor bygde-dommen sikkert rammer hver overtrædelse af bygdeskikken, hvor skikken ikke lettelig tillader nogen enkelt at stige for høit, heller ikke gjerne tilsteder nogen at synke for lavt.

De landsbygder, som vi kalde de mere fremskredne, vise allehånde overgange fra landets til byernes art, overgange med både godt og ondt i følge. Og udviklingen se vi yderligere at skride frem, når vi gå fra de yngre og mindre byer til de ældre og større. Mest eiendommeligt pleier bylivet arte sig i hovedstæderne.

Der kunde skrives en bog om Christianias stel, og nærværende kapitel kan gjerne siges at stå her bare for et syns skyld, for at der i mit skrift ikke ganske skulde mangle noget om byerne (sml. side 41, 3die kapitel).

Det, som jeg vælger at tale om, må være af det slag, som netop fortrinsvis er at søge i en stor by. Her kan man bedst få begreb om, hvorledes man tager det med den offentlige renlighed, her kan man snarest vente at finde prøver på rige huses pragt, her kan man lige så sikkert finde prøver på yderlighed af sluskevæsen.

Af disse tre antydede emner går jeg dog det om sluskerne forbi. De forkomne mennesker, som om vinteren sidde indespærrede i tvangsarbeidshuset og om sommeren have frit og flygtigt nattelogis i halmdynge og flishobe her og der, disse gadernes fantefolk, som man kunde kalde dem, have alt for meget tilfælles med landeveienes, og om der skulde tænkes på at afvinde deres smudsige liv nogen interesse, måtte der en ganske anderledes udførlig fremstilling til, end tid og rum nu tillader(289).

2. RIGE HUSES ÆRE

Det er forskjel. Digteren har det med et blik, forskeren må stræve, må samle og bygge stykke for stykke.

Når det f.ex. gjælder at opfatte, hvordan folk bor i et land! Digteren ser sig om sådan her og der, og snart står der for hans syn et billede af folkets hjem, med hyttens tarvelighed og herregårdens pragt og et vist præg af landets natur og folkelivets art. Men forskeren må drage fra bygd til bygd, med alenmål og med blyant må han mærke sig de tusinde enkeltheder, ti år mindst samler han som i et chaos og først i det ellevte begynder det at dæmre for ham, så han skimter lidt af de hele anlægs tanke og liv, ser, hvorledes den mangfoldighed, som møder øiet idag, er voxet ud af oldtidens ringe begyndelse og enkle grundform.

Der er forskjel. Digteren ser som et luftsyn, vidunderlig deiligt, så let, så let, skiftende gjerne for hver dags ønske. Det syn derimod, som står for forskerens sands, er grundmuret og tømret, den faste skikkelse kan ikke vel gjøres om; og dog kan det være, der var fest i hans sind den dag, han holdt krandselag.

For nogle dage siden var jeg (få skridt udenfor Christiania byes kommunale grændse) hos en hædersmand, som har bygget sig og bebor - jeg tænker: landets skjønneste hus, næst kongens. Jeg udbad mig af ham og hans frue, at de vilde vise mig den godhed at lade mig bese deres hus noget nøiere; som gjæst havde jeg allerede havt den nydelse at se, hvad virkning det hele anlæg kan gjøre på festlige dage, nu ønskede jeg tillige at betragte selve de enkeltheder, som hørte til for at frembringe denne virkning. Med andre ord: jeg vilde gjerne se mig om på samme måde, som jeg havde seet mig om hos bønder og andre hele landet over; jeg var ikke færdig, før jeg fik de aller bedste huse med.

Da så husherren og fruen selv ledsagede mig på vandringen fra loftet til kjelderen, fra salen til tjenerkammerne, fra dagligstuen til haven, så stod hint syn af hele folkets hjem så levende for min sands!

For hvert skridt måtte jeg beundre (og jeg er lykkeligvis en af dem, som finde nydelse i at kunne beundre), og til sammenligning forslog ikke, hvad jeg mindedes fra dette eller hint enkelte hus, men ved siden af det, jeg nu så for øinene, stillede sig summen af mine erindringer fra alle Norges egne.

Hvilken plet af land! Hvilken deilig udsigt fra husets vinduer! Hvilken mindelse om den norske naturs herlighed! Og selve det slebne glas i ruderne, som jeg så ud igjennem, måtte minde mig om alle Norges bygder og det gjennem alle tider fremadstræbende liv blandt folket, mig, som i sagaernes fortællinger og i gjenstående levninger hist og her har seet det norske folks boliger i den oldtid, da der ikke var tanke om glasruder, og så i de følgende tider, da de bedste bygders bedste huse fik et enkelt vindue med nogle få og små ruder af dunkelt glas, og de andre bygder og andre huse lidt efter lidt fulgte exemplet, og de ældre huse tid efter anden afløstes af nybyggede, som fik flere vinduer med både flere og større og klarere ruder! Hvad er der ikke skeet samtidig med dette, hvor har der ikke været arbeidet frem til et klarere lys over meget og mangt, hvor er det ikke med det samme blevet mere ryddigt og rent i kråerne, mere lykkeligt og triveligt i sindene!

Og i samme stund jeg trådte ud i kjøkkenet og måtte sige, at der så jeg den smukkeste skorsten, jeg hidtil havde fundet, stillede sig i rad den hele mangfoldighed af norske ildsteder, og jeg så i et perspektiv alt ned til den oprindelige åre, som Harald Hårfager og hans gjæster sad bænkede omkring og hans træle syslede ved, åren, hvis flammende bål endnu Sætersdalens bønder vederkvæge sig ved.

Meget og kanske det meste af dette nye var vistnok af udenlandsk opfindelse, af udenlandske fabrikarbeideres og håndværkeres frembringelser. Men allerede gamle Rig på sin vandring traf jo, da han kom til jarlens hus, forskjellige ting, som vidnede om norske mænds forbindelse med udlandet (læg mærke til vinen og silken side 53, 4de kapitel), og noget af den stue-indretning, som sagaerne berømme kong Olaf Kyrre for at have indført, og som sidenefter blev almen folkeskik i halvdelen af Norge, var visselig efterligning af udenlandsk herreskik.

Ja, det er netop ved denne betragtning, at jeg synes at se sammenhængen mellem huse som disse og landets almindelige husvæsen. Der må være nogle huse, som gå foran, for fremskridtets skyld i det hele. Mængden af huse bygges og indrettes til husbehov, til tarvelig tilfredsstillelse af øieblikkets krav; her kan ikke gjøres stort fremskridt; men for denne mængde af huse er det ligesom til opmuntring og hygge, når dog en og anden husherre kan og vil gjøre opoffrelse i retning af at vise en prøve på fuldendt stel og dertil naturligvis henter midler hvorsomhelst ifra.

Det er som et kunstværk, det står for mig som noget, der hører med under begrebet af de skjønne kunster. Den opfattelse fik jeg netop en vakker dag i dette hus. Øiet så jo nok, at her var rigt, men sindet lagde mere mærke til, at her var skjønt; øiet så virkelige kunstværker i salene og kamrene, værker af både malerens pensel og billedhuggerens meisel, men for sindet lå skjønheden endnu mere i den indre sammenhæng mellem det smykkende og det nyttige, i en harmoni, som tryllede alle de døde dele sammen til et kunstnerisk liv, så selve gulvet, som foden trådte på, ligesom skinnede af fornøielse over at måtte være med her.

Jeg må fastholde begrebet om kunst ved fremstillingen af en så gjennemført harmoni i et hus og i en husholdning. Ikke alene at husherren har havt til hjælp en bygningskunstners hele evne, da huset byggedes, og at han har rådført sig med ham ved valget af de stole og borde og andre ting, som skulde fylde og smykke værelserne; men når så det hele er færdigt, så kræves der af både husherren og husfruen en fortsatt virksomhed i samme ånd, for at huslivet skal svare til huset. Når på en festlig dag husets gjæster ikke stå som tilskuere ved herligheden, men uvilkårlig rives hen og føle sig som led i det hele og som deltagere i selskabslivet, så er det bevirket ved en harmoniens ånd, som først og sidst må være rådende i det jevne daglige. En yttring af den daglige virksomhed er f.ex. dette (jeg så det med egne øine), at de mangfoldige aviser, som posten bringer til et sådant hus, have hver sit hylderum, hvor de, og helst af husherrens egen hånd, lægges hen efter hvert, eller dette, at de mange par sko og støvler, som ikke netop bruges af husets store og små, stå pudsede på sin plads, i et eget rum for skotøi. Et andet exempel på omtanke er dette, at der er talerør fra soveværelser og spisestue ned til kjøkkenet, så der ikke behøves at løbes og råbes, hver gang tjenerne skulle have besked. Atter et exempel er, at da jeg kom til den bolig, som er indrettet for en af husets arbeids-folk, en mand med familie, måtte jeg studse og udbryde, at denne boligs nethed og hygge stod over hvad jeg havde seet af arbeideres hjem - kanske fuldt så meget som selve herrens hus stod over andre af dets klasse.

Kom mig ikke her med den tvære bemærkning, at det er ingen sag, for rige folk, som have så mange tjenere til sin hjælp o.s.v. Som om en bygnings kunstværk skyldes murerne og tømmermændene og ikke mesteren? Og som om ikke husherrens og fruens omhu her have forhøiet interesse for beskueren derved, at den går jevnsides - for hans vedkommende med et arbeide i private forretninger og offentlige hverv, som den uindviede fast svimler ved, og for hendes del ved en mangfoldighed af selskabelige pligter, som følger med stillingen? Men den modbemærkning, jeg egentlig vilde anført, skulde pege på dette, at det er netop et af de væsentlige stykker i husholdningens levende kunstværk, at fra husfader og husmoder udgår en sådan ånd, at alt husfolket finder sig vel og tjener og hjælper med liv og sjel. Sig altså ikke så: jo flere tjenere, des lettere sag, men: jo større hus, desto vanskeligere sag, og desto smukkere syn, når det går godt!

Hvorledes kommer jeg nu ind på alt dette i en bog om renlighedsstellet?

Jo, den daglige fortsættelse af det kunstneriske arbeide, som har bygget og smykket det udmærkede hus, består, kortelig sagt, i at holde alt i tilsvarende orden. Jo finere hus, des snarere vilde forsømmelighed mærkes, hvert fnug af støv vilde støde øiet. Men jo ringere et hus er og jo tarveligere dets stel, des mere gjælder det om mest muligt af renlighed og orden, som skal forgylde ringheden og forherlige tarveligheden.

Den huslige dyd, vi her handle om, knytter et bånd mellem den rigeste husfrue og den fattigste husmoder, og renlighedens smykke står selv i pagt med skjønhedens kunst. Til en fuldendt gjennemførelse af renlighedens tanke hører ikke alene allehånde udvortes midler, såsom tilstrækkelig tjenerhjælp til at holde gulvene rene, hensigtsmæssige sager til at udføre arbeidet med, og gulve, som ere sådanne, at de kunne holdes rigtig rene, ja blanke o.s.v., o.s.v., - dertil hører fortrinsvis udviklet sands og dannet ånd. Men hvad der hverken må mangle i det rige eller det fattige hus, det er god villie, og selv under tarvelighedens kår kan den gode villie og samvittighedsfulde flid fremtrylde syner, som selv englene kalde vakkre.

Der vil altså altid være grader i stellets fuldendthed i de forskjellige klasser af huse. Men idealet er det samme for hytten som for paladset, og det hus har krav på alles tak, som, begunstiget af omstændighederne og ledet af egen drift, fremstiller en prøve, som nærmer sig til idealet. Et stort og anseeligt hus er også næsten som en offentlig eiendom, virker som et kunstnerisk monument: de mange, som drage forbi og se dets ydre, få uvilkårlig forestilling om noget skjønt og harmonisk i dets indre, og de ikke få gjæster, som i årenes løb gå ind og ud, tage et velgjørende indtryk med hjem til sine egne huse.

Jeg tænkte, mens jeg skrev de foregående kapitler, at som det er gået mangen uerfaren bymand, når han en og anden gang kom ud på landet og tilfældigvis så sig om i en bondes hus midt i travleste hverdagslag: han kunde ikke sætte sig ind i forholdene og fandt det utilbørligt uryddigt og urensligt - så kunde det omvendt gå en troskyldig bondemand, som lidet var kjendt udenfor sin egen trange bygd og så pludselig kom til byen og ved et eller andet tilfælde fik kaste et blik i en rigmands hus: han kunde finde modsætningen til sit tilvante tarvelige altfor stor og kalde det luxus og syndig overdådighed altsammen!(290).

Nu har jo jeg gået ud og ind overalt, jeg skulde da kunde gå mellem de forskjellige meninger og bringe dem til indbyrdes forståelse, netop med hensyn hertil er det da også at jeg har gjengivet mit indtryk af det nu beskrevne hus.

Men jeg vil gjerne tro, at det ikke har lykkes mig at få det ret fatteligt, hvad jeg mente med denne tale om idealet og om den hele kunstneriske skjønhedsbestræbelse som en priselig udvikling og forherligelse af alle slægters trang til at have det rent og pent omkring sig.

Tillad mig derfor at gjengive en tankerække, som opstod hos mig ved et ligedant besøg i et hus, som vel af alle erkjendes for at være det indenfor Christiania byes grændser, der heldigst udmærker sig ved smagfuldt udstyr og smukt overholdt orden.

Her have vi kun gader til udsigt, og rummet er indeklemt på alle kanter, undtagen i høiden. Men hvor rummet er benyttet med flid, og hvor der er anvendt kunst for at gjøre værelserne indholdsrige, så øiet ikke savner fri og vakker udsigt gjennem vinduerne!

Hvad jeg her vil fremheve, er dette, at den skjønne beboelsesleilighed hviler på to nedre etager, som med sine yderst sindrigt indrettede varelagere og kontorer afgive rum og leilighed for husherrens bedrift.

Jeg ser i den hele anordning et sjeldent smukt og slående billede på et husliv, hvor hvilen, hvor nydelsen, hvor den vederkvægelse, som et rigt smykket hjem kan give, må have arbeide, flinkt og flittigt arbeide, til underlag.

Du vilde, bonde, sagtens undre dig og blive betænkelig, om jeg kunde og vilde nævne dig de tusinder, et sådant hus og en sådan husholdning koster. Men du vilde måske også tilstå, det var noget nyt for dig, om jeg med et par pennestrøg kunde gjøre det anskueligt, hvad den mand må have arbeidet, som selv har grundlagt den formue, hvis overflod har bygget og smykket dette hus. Guds velsignelse må erindres, naturligvis. Men det er jo netop det redelige arbeide, som kan glæde sig ved velsignelsen, et arbeide med anspændt årvågenhed og opmærksomhed, med påpasselighed selv i småting, med nøiagtighed til det yderste i pligtopfyldelse, så det ry kan udbrødes og befæstes, at det er en mand, som man kan stole på, som enhver vil stå sig ved at komme i forbindelse med. At unde sådant arbeide god hvile i hvilestunderne, det er det samme som at yde arbeidet dets ære. Men som arbeidets sjel er orden, så hører også den gjennemførte ordens synlige skjønhed med til hvilens vederkvægelse, og for den øvede ordensmand er det en bevidst trang, at hver den ting, hans øie kan falde på i stue eller kammer, skal svare til hans sjels stemning. Stolen skal ikke blot stå på sin plads og heller ikke blot være magelig at sidde på, den skal desuden have sådan form, at den i sig selv er smuk at se til og tillige passer sammen med de øvrige omgivelser i værelset, så der bliver harmoni, fred, tække og hygge.

Arbeidet skaber med Guds velsignelse alt det, som hvilen behøver; hvilestundens nydelse og vederkvægelse tjener igjen med Guds velsignelse til at oplive sindet og styrke modet, så manden atter reiser sig til sit arbeide.

Stort arbeide kan fremtrylle et rigt og skjønt hus; dettes lykke og hygge skal igjen opmuntre til at fortsætte arbeidet stort, ikke blot til ege gavn, men til samfundets.

Havde jeg været digter, da havde jeg tilladt mig at nævne ved navn de høiagtede og i virkeligheden så vel kjendte huse, som have beriget mine forestillinger om, hvordan husskik og folkeliv kan være, ja virkelig er i mit fædreland. Men for mig som forsker sømmer det sig kun at lade forstå, at jeg virkelig og for alvor lægger an på at sammenfatte alt under eet blik og begreb, så selv de aller ringeste huse tages med og end ikke de aller rigeste og bedste gåes forbi. Ja, sammenhængen står så tydelig for mig, når jeg erindrer f.ex., hvorledes fruerne i disse sidste huse forklarede mig sine regler med sådanne ting som at holde linnedskabet i orden, at påse den mønsterværdige renlighed i kjøkkenet o.s.v.: det var en udvikling af, hvad de havde nummet i barndomshjemmet og under tarveligere forholde, det var altså af samme art, som ellers er at se omkring i husene, det mindede mig om det lille mønsterhus i Sætersdalen, som jeg har omtalt side 42, 3die kapitel(291).

3. DEN OFFENTLIGE RENLIGHED

Hvad renligheden koster? Koster i et helt land?

På side 344 8de kapitel, kan man se en prøve på, hvad det kan koste alene at skille sig af med klåe. På side 209 6te kapitel, er anført et tal for, hvad det har kostet at skaffe sig en rigeligere og for renligheden hensigtsmæssigere belysning i stuen. På side 310 8de kapitel, forekommer en yttring om, at selve den hjemmelavede lud koster noget, så man tildels står sig bedre på at kjøbe sæbe, og sammesteds er der ialfald tænkt på, at den samlede sæbeforbrug må koste landet noget anseeligt. Hist og her i bogen er det anmærket, at den almindelige husrengjøring tager adskilligt af kvindernes tid og arbeidskraft, og vi få en forestilling om, at dersom renlighedstilstanden i landet med en gang skulde hæves noget betydeligt, efter de fordringer, som ofte gjøres, måtte nok begyndelsen være, at der fæstedes en god del flere tjenestepiger(292).

Hvad renligheden koster i vort land? Ingen veed, hvor mange milioner.

Den, som vilde forsøge et overslag og tage for sig stykke for stykke, kunde til en begyndelse skjelne mellem stellet i det indvendige og det udvendige - under dette sidste forstået udhusene og pladsen omkring husene o.s.v.

Mangen bondemand står vel nu og da og ser sig om på tunet, tænkende over, hvordan han skulde tage tingen for at holde det i pen stand foran stuedøren, hen imellem udhusene o.s.v. Der kan være tale om adskillige grundforbedringer, med vandledning til gården, med afledning fra gården, med brolægning (sml. side 79 5te kapitel).

Byens tun er gaderne, og bekymringen for dem hviler på «byens fædre». Her i Christiania have vi magistrat, stadsingeniør, stads-physikus, formandskab - nogle til at tænke ud og sætte i værk, andre til at skaffe penge.

Du, bondemand, hvis stel jeg har beskrevet så udførligt i stykket «omkring boligen» (side 216-234, 6te kapitel), kunde måske ønske at se noget om det tilsvarende stel her i vor hovedstad? Nu vel, jeg henvendte mig til en af de nærmeste vedkommende, hr. stadsingeniør Andersen, jeg bad ham fortælle mig lidt om sine vandledninger og kloaker m.v., og han viste mig endog den velvillie at udarbeide for min bog den udførlige fremstilling, som jeg nu har den fornøielse at meddele.

VANDLEDNINGEN

Igjennem lange tider, man siger over 200 år, har byen havt vandledninger af trærør. Eftersom byen er bleven udvidet, er der efterhånden lagt flere ledninger, og for nogle år tilbage havde man indtil 5 sådanne, hvoraf nogle nu ere sløifede. Disses indtag er fra Akerselven ved Nedre Vøien mølle. Da ledningernes ydelsesevne havde viist sig utilstrækkelig i ildebrandstilfælde, og de heller ikke kunde tilfredsstille de mange krav til dem af den private komsumtion, bestemte kommunen sig i 1858, efter den store brand, til at anlægge en ny vandledning af jernrør. Udgangspunktet for denne ledning blev lagt høiere op i elven, dels for at komme ovenfor en stor del fabriker, der forurenede vandet ved det ældre indtag, dels for at opnå stærkere tryk i ledningen i ildebrandstilfælde, og dels for at en større del af byen kunde erholde vand. Da det gjennem årenes løb viste sig, at sagflisen fra endel brug i den øvre del af Akerselven ikke kunde holdes borte fra vandledningen, men bevirkede mangehånde ulemper for denne, besluttede kommunestyrelsen sig i 1865 til at forlænge vandledningen direkte til Maridalsvandet. Det hele ledningssystem koster omtrent 185,000 spd., og til systemets udvidelse bevilges årlig 2,000 spd. Ledningerne bestå af jernrør fra 18 tommer til 2 tommer diameter og have en samlet længde af 74,819 løbende alen. Vandet, der tages ind ligeunder en skovbevoxet åsryg, er så klart og rent, at man ikke benytter noget filtreringssystem. Man har i det øvre indtag kun silerammer (opretstående rammer med et net af ståltråd) for at hindre fisk fra at komme ind i ledningen.

Vandledningerne tilsees jevnlig af brandvæsenets faste folk, og de udskylles til de fornødne tider gjennem de mange brandventiler.

KLOAKERNE

Igjennem et længere tidsrum er byen efterhånden forsynet med kloaker, dels murede og dels af rør. De første bleve tidligere anlagte af gråsten, tørmurede; i de senere år bygges de af mursten i cement og det enten ægformede, elliptiske eller runde, hvilke lade vandet lettere løbe af og tillige forhindre jordbunden fra at inficeres. Rørkloakerne ere fra 18 tommer til 6 tommer, af brændte lerrør, glacerede og af engelsk fabrikat. Der er gjennem årenes løb anlagt 13,226 løbende alen murkloaker og 56,968 løbende alen lerrørkloaker, og hertil er i tidsrummet fra 1850-1868 anvendt omtrent 100,000 spd. Årligt har ordinært (til udvidelse af systemet med rørkloaker) været anvendt 5,500 spd., det sidste år imidlertid kun 3,000 spd., foruden extraordinære kloakarbeider, murede kloaker, der have havt særskilt bevilgning. Til kloakernes rensning er årlig bevilget omtrent 900 spd. Rensningen foretages dels ved borttagelse af de faste substantser, der optages fra kummerne på ledningerne, og dels ved skylling med vand fra vandværket. Denne rensning foretages uden afbrydelse hele året igjennem.

VEIVÆSENET, BROLÆGNINGEN OG GADEFEININGEN

Veiene have en udstrækning af omtrent 81,934 løbende alen og de brolagte gader en udstrækning af omtrent 19,424 løbende alen. Under veivæsenet bevilges til veienes vedligeholdelse årlig 2,000 spd. Desforuden bevilges årlig til oparbeidelse af nye veie og til brolægning af nye gader eller torve.

Renholdelsen af veiene, de, der ikke er brolagte, påhviler veivæsenet, der tillige besørger deres vanding i den tørre årstid, dels ved dertil indrettede vandingsvogne og dels ved oversprøitning med slanger direkte fra vandledningen. Til dette øiemed holdes en stor arbeidsstok og vogne. Byen er inddelt i distrikter, hver med en rodemester, en af de dygtigere arbeidere, der er formand for arbeidsstokken, når der arbeides inden hans distrikt, hvorhos han tillige fører tilsyn med veiene inden samme.

Renholdelsen af de brolagte gader og de brolagte fortouge og rendestene, med undtagelse af torve og gadestrøg udenfor kommunens bygninger, påhviler vedkommende gårdeiere, der ere forpligtede til at udføre samme 3 dage i ugen, tirsdag, torsdag og lørdag. Torvene og gadestrøg udenfor kommunale bygninger renholdes af en entreprenør til de samme tider som ovenfor nævnt og for en sum af 600 spd. årlig.

BADNINGEN (DEN OFFENTLIGE)

Hidtil er der ved offentlig foranstaltning ført tilsyn med en badeplads ved fæstningsstranden bag Kontraskjæret for den mandlige del af almuen, ligesom selskabet for byens vel i bugten ved Tyveholmen har indrettet et større badehus for den kvindelige del. Iår lader kommunen indrette et større åbent bad på vestsiden af Tyveholmen for den mandlige del, hvilket sted også skal benyttes af almueskolerne.

NAT-RENOVATIONEN

Indtil de seneste år have lokumerne næsten overalt været indrettede med binger, fordybninger i jorden, der dels ere beklædte med mur, dels med planker eller bord, og dels med ingen af delene. Når de blive fulde, så at de afstedkomme sanitære misligheder, blive de tømte, dels ved gårdbrugerne i Aker og dels ved den af byen engagerede «natmand». Tømningen sker om natten. Over den største del af byen er det fremdeles indrettet således. For nogle år tilbage dannedes her et såkaldt «poudretteselskab», der efter svensk mønster præparerede bingeindholdet for jordbruget, således at det i lighed med andre gjødningsstoffe kunde transporteres på en bekvem måde. Af hensyn hertil er også i omtrent 200 gårde de gamle binger forsvundne, og der er istedet indrettet kasser, der daglig desinficeres af fabrikken. Da det nuværende aktieselskab imidlertid ikke formår at overtage den hele by, og man indser den store vigtighed, sagen har såvel for husene som for kloakerne og havnen, hvilken sidste nu modtager en stor del af bingernes indhold, vil formentlig inden en ikke lang fremtid kommunen overtage «poudretteringen», hvorved følgen vil blive, at bingerne efterhånden ville forsvinde.

DAG-RENOVATIONEN

På samme måde som nat-renovationen har man også tænkt sig dag-renovationen overtaget af det offentlige, idet alt det affald, der falder i gårdene, og alt det smuds, der nu feies af gaderne, daglig skulde besørges bortført for offentlig regning, istedetfor at det nu, som ovenfor meddelt, må besørges af vedkommende gårdeiere.

Her ser man, hvad der er gjort, og man får prøver på, hvad det koster af penge. Men hvad både, det, som er gjort, og det, som endnu står tilbage at gjøre, desuden koster af tanke og overveielse og bekymring, det kan man få en yderligere forestilling om f.ex. ved at læse en fremstilling af stads-physikus Bidenkap for iår(293). Navnlig dvæler han ved det mislige stel med mængden af hovedstadens priveter, som forpeste byen. Størstedelen af dem eller et antal af 1550 bleve for et par år siden undersøgte, opmålte, beskrevne, og stellet befandtes at være sådant, at der må gjøres forandring - koste hvad koste vil!

Til exempel kan jeg anføre, hvad jeg nylig hørte af tugthusets inspektør. Han havde en god penge-kasse at tage af og gjorde sig al optænkelig flid med at holde det frit for stank, men det var næsten ugjørligt. Så kom poudretteselskabet og strøede sit pulver af kalk og myrjord m.m., derfor betales for hele tugthuset 40 spd. for året, men velgjerningen er så stor, at den tidobbelte betaling ikke vilde været for meget.

Se, denne velgjerning gjælder det nu at skaffe alle de andre byens huse tillige!

Og jeg tænker mig, at når Christiania efter udenlandske mønstre og eget studium har fået istand et system for priveter, som duer, så tør deraf være nogen belæring at hente selv for hver liden gård omkring på landet (hvis ikke det for landsbygderne passende stel allerede er fundet, sml. 6te kapitel side 223 f.).

På lignende måde kom jeg strax til at tænke på visse landsbygder, da jeg nys i samtale med stadsphysikus fik høre om en bevilgning på en 1200 spd., han havde fået udvirket til anlæggelse af en egen badeindretning. Denne skal stå i forbindelse med fattigvæsenets sygehus og blandt andet være til hjælp for de fattige og elendige, som befindes at være overgroede med lus og med skab - hvad også vor gode hovedstad har exempler på. Personen kommer ind i et afklædningsværelse, klæderne lægges i et dertil indrettet og stærkt ophedet ovnsrum, og den skabbede krop gjennemgår en såkaldet hurtig-kur, efter få timers forløb er personen ren og påklædt igjen. Jeg tænkte: når dette har stået sin prøve et års tid eller så, da kanske der kan findes på at indrette skabkur-huse så simpelt og så billigt, at hvert præstegjeld i Hallingdalen, i Sogn o.s.v. kan koste sig et?(294).

Ved betragtningen af stellet i hovedstaden farer min tanke idelig hen over landsbygderne og tilbage igjen. Der er f.ex. gadernes rengjøring og stadsingeniørens plan om dens forbedring derved, at dagrenovationen skulde besørges af det offentlige. Men det private må nok endda hjælpe det offentlige! Vil læserne være så god at se på nederste halvdel af side 188, 6te kapitel? Siden jeg først blev opmærksom på de mange spytteflekker i vor by, kan jeg fast ikke passere nogen gade eller trappe, uden at øiet ser dem, og det hele er mig en stor og styg plet på Christianias renlighedsstel. Vore damer bruge at gå med slæbkjole, vore herrer spytte lige foran dem, huseierne, for hvis dør det går for sig, lade ikke forstå, at de ændse det. Hver enkelt af disse ting kan der siges adskilligt om, og deres forening gjør et ganske besynderligt indtryk. Jeg synes ikke jeg på bondegårdenes tun ser noget mere påfaldende! Atter og atter er jeg kommen til at ønske, at huseiere vilde holde rent på fortougene ved at skylle og skrubbe med vand og kost; om to eller tre begyndte iår, vilde det ad åre kanske allerede være skik hele gaden igjennem, og året derefter i sidegaderne med. Og så de spadserende dag efter dag, at de, som sidde indenfor vinduerne, gjerne ville have det pent udenfor, så måtte de endelig vænne sig af med at spytte så stygt(295).

Renlighed på Christiania gader? På Røros og på Kongsberg, hvor de mange bergværksarbeidere tildels have lagt sig efter småt jordbrug, ser man børn gå med trillebøre og samle op den heste-gjødsel, som falder på gaderne. Skulde ikke også fattige gutter her i Christiania stå sig på den industri? Og skulde ikke nogle af de betlere, som daglig hjemsøge butikker og kjøkkener, kunde tjene sig det, de bede om, ved daglig at befare gaderne med vandbøtte og kost?

I det hele har det forekommet mig, som at vor hovedstad ret har adskilligt at beflitte sig på endnu. Eller jeg bør kanske udtrykke mig så at den urenlighed, som følger med vor byes mange tusinder, er forholdsvis vel så vanskelig at få bugt med som den, der på landsbygderne følger med gårdenes få beboere. Det strøg af Stor-torvet f.ex., hvor der handles med smør og pultost og røgekjød og rakefisk, synes mig at frembyde et utækkeligt syn, som man ellers ikke lettelig ser sidestykke til, og selve slagter-bazarens vægge og borde og gulve vække det modsatte af behag.

Til den offentlige renligheds-pleie i Christiania vil jeg endnu regne et anlæg, som stadsingeniøren ikke har under sin bestyrelse og derfor ikke har medtaget under sin oversigt - jeg mener: bade- og vaske-anstalten, den, som Thorvald Meyer har skjænket byen (side 322, 8de kapitel). Selve bygningen er en af vore gaders prydelser, og den yttring af almenånd, som den vidner om, er som et blad i byens æres-krands. Det er af de ting, som bidrage til at vække æresfølelse og udvikle al god sands blandt en befolkning, og med æresfølelsen følger navnlig sands for personlig pyntelighed og renlighed. Under mit tålmodighedsarbeide med denne bogs mange kapitler har det ofte været mig til opmuntring at tænke på det vakre anlæg i Torvegaden - et anlæg, som jeg mener vilde tage sig godt ud i hvilkensomhelst europæisk by, og som jeg derfor helt og holdent tager til indtægt for min opfattelse af renligheds-stellet i Norge.

Anstalten åbnedes i våren 1862, og i de følgende år har afdelingen for bad været benyttet således:

År. Antal bad. Indtægt for bad.
1863 31 050 2154
1864 33 042 2269
1865 29 957 2014
1866 37 439 2625
1867 32 132 2176
1868 22 431 1537

For 1868 ere tallene ikke at regne på, da badene vare lukkede i længere tid på grund af reparations- eller forbedringsarbeider.

Om lødagene pleier søgningen være størst; da vaske arbeidsfolk sveden og støvet af sig. Især nævnes de mekaniske fabrikkers arbeidere som faste kunder. Det mærkes ganske vel, at anstalten er bleven en fornødenhed for en anseelig del af befolkningen.

Tiden har været for kort til at fremkalde nogen afgjort forøgelse i søgningen(296); men selve badehusets tilværelse er, som antydet, et fremskridt.

For det år fra begyndelsen af juli 1867 til slutningen af juni 1868 har jeg taget tal på badene for hver uge, således:

Ugen, som endte: Ugen, som endte:
  6 juli 1867   734 bad   4 januar 1868   406 bad
13 -   919 - 11 -   342 -
20 -   641 - 18 -   448 -
27 -   534 - 25 -   399 -
  3 august   590 -   1 februar   348 -
10 -   702 -   8 -   409 -
17 -   641 - 15 -   408 -
24 -   528 - 22 -   492 -
31 -   538 - 29 -   495 -
  7 september   506 -   7 marts   477 -
14 -   540 - 14 -   437 -
21 -   540 - 21 -   508 -
28 -   589 - 28 -   523 -
   5 oktober   562 -   4 april   606 -
12 -   593 - 11 -   934 -
19 -   541 - 18 -   667 -
26 -   646 - 25 -   689 -
  2 november   579 -   2 mai   614 -
  9 -   548 -   9 -   760 -
16 -   608 - 16 -   905 -
23 -   482 - 23 -   885 -
30 -   514 - 30 -   922 -
   7 december   447 -   6 juni   968 -
14 -   359 - 13 -   673 -
21 -   375 - 20 -   763 -
28 - 1043 - 30 (10 dage) 1308 -

To ting skal jeg her pege på: 1) der har været taget mange bad i de uger, hvori aftenen foran jul, påske og pintse faldt (ugerne til 28de decbr., 11ste april og 30te mai) - hvilket stemmer aldeles med den oltidsmæssige landsskik, som blev omhandlet side 295 8de kapitel, og 2) badehuset søges på almindelige dage i det hele taget mere om sommeren end om vinteren.

Dette sidste kan vække undren. Hvorfor går folk ind i et badehus, når de kunde tage bad i den friske sø? Hvorfor trækker ikke badehuset med dets varme-apparat mere om vinteren?

Men her er en ligefrem virkning af en naturlig årsag. Om vinteren måtte man jo fra badet gå ud i den kolde luft, og det kvier man sig for; denne hindring er ikke i veien om sommeren, og søbadet kan ikke erstatte karbadet for dem, hvem det gjælder om at få tvættet sig. At forklaringen er rigtig, stadfæstes ved den mundtlige oplysning af badehusets forstander, at når der om sommeren indtræffer dage med regn og kjølig luft, er badebesøget strax mindre, eller når der om vinteren falder en uge med mildt og godt veir, så stiger antallet af badegjæster(297). Der er grund og rimelighed i forholdet.

Jeg vælger dette badehus som et godt sted at slutte ved - så har jeg lige til det sidste her i denne bog kunnet tale om folkelivets sammenhæng med oldtiden, om nutidens fremskridt og om grund og rimelighed i stellet!

I ANLEDNING AF DEN PÅTÆNKTE

HUSHOLDNINGSSKOLE I ROMSDALEN

I.

Medens Veø sundhedskommission den 4de juni vedtog sin ordførers plan til denne skole og fattede beslutning om hans foredrags offentliggjørelse, havde jeg under trykken en subskriptionsindbydelse, i skrivelse til fattigkommissionerne af 2den juni, som siden er bleven sendt, og som jeg tillader mig at hidsætte det væsentlige af.

«Til fattigkommissionerne!

Som alle mine skrifter have til sidste øiemed at trænge frem til forståelse af menigmands og fattigmands kår og fattigdommens årsager og fattigvæsenets hele anliggende, så er dette ikke mindst tilfælde med et skrift, jeg har under hænder nu. Og som dette tegner til at blive et af mine omfangsrigeste arbeider så kan jeg sige, at det er et af dem, jeg har lagt mest flid i og sat mest håb til.

Man får ikke tage det for nøie med titelen eller undres for meget over valget af det emne, som denne gang er nærmeste gjenstand. Når nogen, som jeg, i årevis studerer en og samme sag, så må han, - om ikke for andet, så for afvexlings skyld - fremdrage til nærmere betragtning nu en side, nu en anden, og jeg ved, at netop det stykke af folkelivet, jeg har for mig nu, er ganske særdeles skikket til at lade en stifte fortroligt bekjendtskab med den strævende og lidende almues kår og tilstand i det hele.

Titelen kan, tænker jeg, komme til at lyde så:

«Om renligheds-stellet i Norge.
Til oplysning om flid og fremskridt i landet.»

Det er ikke første gang, der skrives om renligheden i landet. Men endda kommer min bog til at handle om sagen på en ny måde.

Jeg kan kanske bedst betegne bogens art og retning ved at sige, at den et tænkt og skrevet ligedan, som den sidste fra min hånd eller den om husfliden.

Men hvad have så netop fattigkommissionerne med dette at gjøre?

En læge vilde vel vendt sig med en sådan bog til sundhedskommissionerne. Men det følger med min hele stilling, at jeg uvilkårlig kommer til at tænke på fattigkommissionernes medlemmer og ønske mig dem som mine læsere.

Jeg indbyder derfor fattigkommissionerne til at subskribere på bogen.

Gang efter gang har Kirke-departementet imødekommet mine ønsker og foranstaltet trykt for mig den ene bog efter den anden samt uddelt dem efter omstændighederne blandt presterne, skolelærerne, lensmændene, fattigkommissionerne. Jeg kan ikke noksom udtale min taknemmelighed for den tillid og velvillie, som således er mig vist. Men det tager sig dog ikke så ganske godt ud, at det offentlige skal være uleiliget med at udgive sådanne fri og halv private skrifter, og derhos er det mig som forfatter en trang at erfare, om der er nogen privat interesse hos folket, som svarer til min lyst til at skrive.

Den nysnævnte bog om husfliden var jeg derfor glad ved at få udgivet på en anden måde, nemlig på bekostning af en ven, som satte mig istand til at sende et exemplar til hver fattigkommission.

Denne gang vover jeg som sagt at henvende mig til fattigkommissionerne selv. Det ønske at få min bog sat i cirkulation mellem medlemmerne, betror jeg til disses egen godvillie.

Sammen hermed siger jeg åbent, at forsåvidt fattigkommissioner ikke subskribere, vil og må jeg gjøre udvei til at få sendt dem bogen alligevel, og det ikke alene for at opnå øiemedet med bogens forfattelse, men tillige far at skaffe forlæggeren af med exemplarer og holde ham skadesløs. Selv kan jeg vanskelig gjøre stort andet offer end det, som er en selvfølge her, nemlig at levere skriftet uden forfatterløn, så jeg, om fornødent, må gå til nogle af mine venner og bede dem skyde penge til.

Men af mange grunde var det jo ønskeligt, at det ikke måtte blive nødvendigt at benytte denne udvei i stor udstrækning, og som en hovedgrund tør jeg nævne, at i længden vilde det ikke gå an enten for mig eller for nogen min efterfølger at vedligeholde forbindelsen med fattigkommissionerne på den måde.

Hovedsagen ved fattigvæsenets bestyrelse er vistnok, at hver fattigkommission gjør sit, helliger gjerningen sin samvittighedsfulde flid. Men, det tankearbeide, som kan lægges i en bog, og som ligeledes kan udføres med samvittighedsfuld flid, det kan dog hjælpe til. Og er der en forfatter, som står i forbindelse med fattigkommissionerne, og som ikke blot byder dem sine årlige skrifter, men tillige afæsker dem meddelelser om deres daglige erfaringer, så kan det ske, at der udvikler sig en vexelvirken og samvirken mellem sagens venner og til samme mål, alt landet over.»

Det er med en egen uro og spænding, jeg har arbeidet på denne bog og arbeider på den fremdeles. Thi idelig står det for mig, som jeg har læst om samme emne af mænd som overlægerne Danielssen, Høegh og Løberg samt læge L. Dahl.

Navnlig har denne sidstes optræden gjort et - jeg kan gjerne sige: voldsomt indtryk på mig. Hr. Dahls bog om de sindssyge i Norge hører til det bedste, som er skrevet om befolkningens kår og sæder i dette land; den grundighed, hvormed forskningen er gennemført, den klarhed, hvormed den forviklede mangfoldighed af kjendsgjerninger er fremstillet, deri jevnhed og sindighed, hvormed der dømmes, den smukke stil og afrundede form, som omfatter det hele - det er forfatteregenskaber, som en gang for alle have gjort hr. Dahl til en autoritet i de ting, som høre til hans fag. Det avislæsende publikum vil også have bemærket, at når L. Dahl tager ordet i en forhandling, så høres det med opmærksomhed og tillid. For mig kommer også det til, at jeg af mangeårig samvisken med hr. Dahl kjender ham som en mand, som i al sin færd viser forsigtigt alvor og kraftig bestemthed, så han ikke lettelig indlader sig på ting, som han ikke kan magte, men behandler med fast og sikker hånd, hvad der er ham betroet, eller ligger ham til ifølge kald og stilling.

Jeg var redaktør af Folkeoplysnings-Selskabets tidsskrift «Folkevennen», og hr. Dahl var medlem af selskabets bestyrelse, hvor jeg tillige var hans kollega. Og for at rette på noget, jeg havde skrevet om det meget påklagede kvindelige stel henne på Vestlandet, optrådte han med en opsats, som blev trykt i «Morgenbladet» under den titel: «Om kvindekjønnets forhold til den fremadskridende kultur, med særligt hensyn til forholdene på vestkysten». (Morgenbl. 1867 no. 208.)

Her begyndes med citater af to-tre vestlandske lægers indberetninger. Der er ikke måde med urenlighed, kan man se, og det er kvindernes skyld, hører man. Mændene bygge bekvemme og rummelige huse, med hvidmalet udside og med bred søvei, så det ser indbydende ud; men indenfor savnes orden og hygge, såsom kvinderne ligge tilbage i det gamle mørke og befinde sig på et lavere kulturtrin. Og nu består hr. Dahls arbeide i at give os en forklaring over, hvoraf det kan komme, at kvinderne i hine egne stå så beklagelig tilbage for mændene. Han oplyser os i den anledning om et punkt ved «kvindens naturhistorie».

Naturforskerne havde for længe siden lagt mærke til visse forskjelligheder ved hovederne eller hjerneskallerne hos civiliserede folk og vilde stammer, hos europæere og negere o.s.v. I senere tid, da dette studium som fast alle slags studier er drevet til større fuldkommenhed, har man tillige havt opmærksomheden henvendt på forskjellen mellem mandlige og kvindelige hoveder. Om de sidste have nogle tydske videnskabsmænd fundet, ikke alene, at de almindeligvis ere mindre end hine, men især, at de udmærke sig fremfor de mandlige hoveder ved flere af de egenskaber, der udmærke de lavere raser fremfor de høiere. Og dette opfattes som mangler ved de kvindelige hoveder, som fortrin ved de mandlige. En af de herom opstillede sætninger lyder desuden så, at jo fuldkomnere og mere udviklet en folkerase i det hele taget er, desto større er forskjellen mellem de to kjøns hjerneskaller eller desto større er fortrinet på mandkjønnets side, og det siges, at man ved måling virkelig har fundet, at der er større forskjel mellem tyske mænds og kvinders hoveder indbyrdes end mellem hoveder af negermænd og negerkvinder.

Hvad har nu dette med kvindernes husstel på Vestlandet at gjøre? Jo, forfatteren kommer tilbage til dette sit udgangspunkt ved følgende række af betragtninger:

«I sig selv synes hverken de ovenfor nævnte almindelige fortrin ved mændenes hovedbygning fremfor kvindernes, eller det sidstnævnte forhold, at fortrinet er forskjelligt efter stammens kulturtrin, at være urimeligt.»

«Vi vide, at jo mere en legemsdel bruges og øves, desto mere udvikler den sig. Det samme må altså gjelde hjernen, efter hvis udvikling de af hovedets ben, som omslutte den, i sund tilstand må rette sig, så at de stå i et ligefremt forhold til den. Medens kvindens gjerning og virksomhed væsentligt indskrænker sig til hjemmets snevrere forholde, fører mandens opgave ham ud i videre kredse, hvor indtrykkene og ideerne ere flere og mere vexlende, åndens virksomhed altså større. Hjernen er åndens organ, og derfor voxer den i samme forhold, som åndens virksomhed tiltager.»---

«Hos de uciviliserede folkeslag er også mandens idekreds snever, og forskjellen mellem begge kjøns gjerning kun liden; de fordringer, der stilles til kvinden, ere der forholdsvis store; ved siden af omsorgen for hjemmet (madlavningen er hos sådanne folk ofte mandens sag) og for børnene, tager hun sædvanligt tillige en væsentlig del i den egentlige erhvervende virksomhed. Deri ligger det vel altså, at ikke mandens hjerne og hoved hos disse lavtstående folk opnår så store fortrin fremfor kvindens, som hos kulturfolkene, hvor forskjellen mellem mandens og kvindens virkekreds er større. Men hendes kræfter ere derhos svagere end mandens; engang nedtrykt under det uciviliserede livs byrder, formår kvindekjønnet ikke så hastigt som mandkjønnet at hæve sig; og når gunstigere vilkår indtræffer for et sådant folk, når veiledning og exempel drager det opad, ere kvinderne ikke istand til at følge så hurtigt efter som mændene. Derfor er det heller ikke så forunderligt, når et folk under det civiliserede livs indflydelser har ombyttet sit gamle præg med et nyt og bedre, at man da i kvindens hovedbygning mere end i mandens gjenfinder en henvisning til det tidligere lavere trin, hvoraf det har arbeidet sig ud.»

«At vor kystbefolkning for tiden befinder sig i en sådan fremadskridende bevægelse i udvikling og dannelse, derpå har man lykkeligvis mange mærker. Det er derfor vistnok ganske i overensstemmelse med den lov, som vi i det foregående have seet afpræget i hoveddannelsen hos mand og kvinde af folkeslag på forskjellige udviklingstrin, når kvindekjønnet langs vestkysten viser sig at være den del af befolkningen, der forholder sig mest træg og ubevægelig ligeoverfor de forbedringer, som skulle gjennemføres, og som derfor også volder sundhedskommissionerne de største vanskeligheder. Man se for det første hen til de vanskelige vilkår, hvorunder denne befolkning frister livet, og dernæst til det uforholdsmæssigt tunge tryk, hvormed byrden af disse vilkår gjennem tidernes løb har hvilet på kvindekjønnets svagere kræfter.» --

«Når derfor udgiveren af «Folkevennen» (side 638 i 13de årgang) siger sig «fri for den mening, at almuens kvinder skulde stå tilbage for mændene i henseende til at tilegne sig den dannelse og dygtighed, som omstændighederne tilstede dem», da er jeg ganske villig til at give ham ret, forsåvidt han med «omstændighederne» her ikke blot tænker på de nærværende udvortes omstændigheder, men også på den indflydelse, som disse udvortes omstændigheder ved at virke på slægten fra led til led har øvet til at holde kvindekjønnet tilbage på et lavt trin. Netop på grund af kvindekjønnets ringere modstandskraft og den uforholdsmæssigt store byrde, som det har måttet bære, er det min mening, at kvinden langs vestkysten i almindelighed virkelig er kommen til at stå på et forholdsvis lavere trin end manden.»

Efter dette skulle altså kvinderne stå på et lavere trin end mændene i den forstand, som vi sige om negrene, at de høre til en lavere folkerase end europæerne - med nedarvede og medfødte rasemærker.

Dette kvindernes uheldige rasemærke, at de ere fødte med ilde formede hoveder, kan vistnok forvindes, høre vi. Under gunstige forhold, som tilstede mere tænkning og anden åndsvirksomhed, vil hjernen udfolde sig bedre og derefter hjerneskallens ben dannes anderledes. Men vi forstå tillige nok, at dette vil gå overmåde langsomt. Forbedret skolegang f.ex. kan åbenbart ikke udrette stort; thi formedelst hin medfødte mangel eller feil har pigebarnet netop så liden evne til at lære. Der må flere, rimeligvis mange slægtled til, forinden selve læreevnen bliver synderlig udviklet, og denne forbedring vil nok egentlig fremmes ikke så meget ved undervisningens og opdragelsens umiddelbare påvirkning, men heller ved omhyggeligt pas, såsom ved at forskåne kvinderne for tungt arbeide o.s.v. På denne måde vil man nemlig kunne opnå, at de kvinder, som skulle blive mødre, trives bedre, og at de pigebørn, som da skulle fødes, ville blive mere velskabte og dermed mere skikkede til at tænke og virke i sit kald og være mændene en sand medhjælp.

II.

Det vilde været uforsigtigt af mig at indlade mig i offentlig diskussion med hr. Dahl angående selve theorien om de vestlandske kvinders hoveder og sjels-evner. Om jeg var fremkommet med bemærkninger imod den måde, hvorpå kjendsgjerningerne vare tydede og slutnings-sætningerne udvundne, så var det at forudse, at publikums dom vilde været afgjort på fagmandens side - helst i en sag som denne, hvor det gjaldt den gamle forestilling om almuens vanstel.

Derimod mente jeg, at det kunde høre og blive anerkjendt for at høre til mit fag, at få bragt på det rene, f.ex. om det virkelig er så, som det har været sagt og skrevet af lægerne, at der knapt findes en bondefamilie på Vestlandet, uden at den er skabbet, at det i bondehusene i Søndfjord står værre til med renlighed end i finnernes jordgammer, osv. osv.

Og medens theorien om kvindehovederne oprindelig var bygget på tyske naturforskeres undersøgelser, så var dens anvendelse på Vestlandets kvinder begrundet på lægeindberetninger om renlighedsstellet der, og deraf fulgte, at dersom det kunde godtgjøres, at lægerne kun havde skrevet efter skuffende indtryk, og ikke efter nøiagtig iagttagelse og omhyggelig overveielse, så faldt jo hele grunden bort, og theorien kunde man da overlade til dens egen skjæbne.(298)

Men her er det, at jeg som sagt, har arbeidet med uro og under stor spænding. Thi vel kan jeg på den ene side se med mine øine, hvorledes f.ex. de søndfjordske kvinder skure og vaske og pynte og stelle, - jeg kan opholde mig i enkelte huse i dagevis og ligesom leve mig ind i forholdene og finde, at der virkelig er både velstelt og hyggeligt, efter husenes leilighed, - jeg kan fremdeles ved samtale med bygdens folk forvisse mig om, hvorvidt den tilstand, jeg personlig er bleven kjendt med, er almindelig bygden rundt, - jeg kan reise på bygden og komme tilbage igjen for endnu en gang at se og høre og prøve, og jeg kan omsider føle mig tryg og udråbe, at istedetfor at klage og laste på folket her, skulde man heller prise den ufortrødenhed og skjønsomhed og den gode vilje, som disse mennesker lægge for dagen, - skulde man heller glæde sig over den forstandige folkeskik, som er nedarvet fra fortiden, de vakre fremskridt, som gjøres i nutiden. Men så med et kan der igjen komme over mig som en kuldegysning, idet jeg kommer ihu, hvad høit anseede, dygtige og sandhedskjærlige mænd have skrevet og atter og atter gjentaget, og som går ud på at fremstille det hele kvindelige stel som så totalt slet.

Og således går det mig nu ved læsningen af hin plan til den romsdalske husholdningsskole.

Her er altså ingen nedarvet folkeskik, som duer, her mærkes intet de velbekjendte skildringer, og sundhedskommissionens mænd, bygdens egne bønder have, som det lader, vedtaget og godkjendt dem.

Her er altså ingen nedarvet folkeskik, som duer, her mærkes intet fremskridt, som er omtale værd. Pyntelighed og orden er undtagelse, tankeløshed og uvorrenhed, indtil væmmelig ækelhed, er det almindelige der i egnen. Skik og orden må skabes fra nyt af, og derfor må man oprette denne skole, med stor omkostning.

Dersom dette er sandt og ret sagt for en slig anseelig egns vedkommende, som Romsdalen, så kan jeg gjerne pakke sammen strax. Da gjør jeg bedst i at tilbagekalde hin subskriptionsindbydelse og gjemme mine papirer og slutte med det hele stræv.

Det kan være en ringe sag, om jeg giver ud en bog eller ikke. Men om jeg skal slutte med at skrive om livet og stellet i Norge af den årsag, at der er ikke noget at glædes ved i dette samme liv og stel, - det er ikke nogen ringe sag.

Hvad tro disse mænd i Romsdalen om deres bygds fremtid, og hvad tænke deres meningsfæller landet rundt om alt landets fremtid, når de skue tingen således an, at vi må sætte vort håb til nye og atter nye læreindretninger, for sådanne formål som at vaske kopper og gryder og koge grød og stoppe strømper, for sådanne kvindelige formål, som at konen må have sind til at hygge om sin mand, og datteren til at ville ligne sin mor?

Jeg skuer tingen således an, at tiderne ere vanskelige, så jeg ser ingen redning i slige småting som et halv snes pigers opdragelse i en husholdningsskole. Men derhos har jeg, og må til det yderste fastholde, det håb, at folket både kan og vil noget mere, noget meget mere. Det gjælder mig om intet mindre, end at de hundrede tusender tage sig af tingen, at en livlig ånd går igjennem og besjeler mængden, at hver enkelt gribes af lyst til at være med og gjøre sit bedste, - hver i sit kald, mand som kvinde. Kom derfor med alt, hvad der kan opmuntre! Men det vil ikke virke opmuntrende på ungdommen i Romsdalen, men lige det modsatte, dersom sundhedskommission og kommunerepræsentation og amtsformandskab og regjering sætter en husholdningsskole der på den grund, at man synes og siger, at bygdens kvinder endogså må læres op til at vaske sine træskeer.

En husholdningsskole for at lære at vaske sig og sine ting? Forskrive en lærerinde dertil udenfra? Nu ja, der er virkelig ting i læren om renlighed, som vist ikke mange mennesker i Romsdalen kjende til, før de høre derom fra andre steder. Og jeg kan exempelvis nævne en fremmed ting, som læger tildels ivre for, at vore almuer skulle lære og øve sig i. Efter et af overlæge Løberg udarbeidet mønster har sundhedskommissionen i en fjeldbygd i Christianssands stift vedtaget nogle såkaldte sundhedsregler, med en række af lærdomme og forskrifter for almuen. Den første paragraf handler om den personlige renlighed. Hr. Løbergs udkast gik ud på badning tre gange ugentlig om sommeren, om vinteren en gang ukentlig; men i den christianssandske bygd blev dette forbedret, så paragrafen kom til at lyde så:

«Legemet vaskes daglig enten i lunkent vand hjemme, eller, når veiret er varmt, i sø eller elv.»

I England kan man høre om, at de rigeste familier have en sådan daglig badeskik, og at deres yppige levemåde gjør den til et slags fornødenhed. Men i en christiansandsk fjeldbygd, en af de tarveligste i Norge, må denne nye skik tage sig forunderlig ud, og jeg tror, som sagt, at folket i Romsdalen ikke har tænkt sig noget sådant før, så dersom de endelig ville følge verdens mest udviklede skik, få de nok gå i skole.(299)

Men skal en ny skole med en indforskreven lærerinde være nødvendig for at lære almuen i Romsdalen den art og grad af renlighed og pyntelighed, som passer for bygdens omstændigheder? Kunde man da ikke med samme føie oprette skoler af en modsat tendens på steder, hvor folket kunde se ud til at være kommet for meget i tur med sin levemåde og kostbar stads - for nemlig at lære folk op i en nøisommere og tarveligere skik? Altså fremskridtsskoler i en egn, mådeholdsskoler i en anden? F.ex. en skole af sidste art for de unge damer her i Christiania?

III.

Jeg skal tillade mig at fremsætte en liden række af kjendsgjerninger og betragtninger til den romsdalske sundhedskommissions nærmere overveielse.

«Lad manden stræve så meget, han vil - mangler den rette huslige sans hos kvinden, så er det forgjæves,» således hører jeg der tales inden kommissionen, denne sætning stilles i spidsen for den hele forhandling. Den er også vel skikket til at gjøre indtryk i dette trælsomme land og i nærværende vanskelige tider, og den er ikke mindst skikket til at gjøre indtryk på mig, som går og stirrer på dette, at fattigvæsenets byrder i dette land var:

     i 1851:    564,772 spd.
     i 1866: 1.086,891 -

Det ustel, som røber, at de romsdalske kvinder ikke forstå at holde hus, viser sig naturligvis især ved madlavningen. «Utvivlsomt, heder det altså, kunde både fisk, kjød, melk og grønt tilberedes på en langt hensigtsmæssigere, behageligere og tillige mere besparende måde.»

Dette er en sætning, som nu på nogle år har været gjentaget atter og atter. Jeg så den således i den sidste femårsberetning af selve amtmanden, om Romsdals amts økonomiske tilstand. Tydeligst er tanken ellers bleven udtrykt i den bekjendte sætning om den halve million, som årligårs går tabt formedelst vore bondekoners dårlige grødkogning.

Men kunne bønderne i Veø sundhedskommission egentlig være så sikkre i sin sag? Der er dog strid og krig i selve den videnskabelige verden angående den theori, hvorpå forkastelsesdommen over vort nationale stel er bygget. Jeg skal i den anledning meddele uddrag af en artikel, som står at læse i det i London udkommende lægeskrift «The medical Times and Gazette» (oktober 1866), en artikel, hvis slutning ialfald er sådan, at hvert menneske kan forstå den.

Den theori af Liebig, heder det der, som læger og forfattere have bygget på i over 20 år, theorien angående madsorternes grundforskjel (melmad, flesk og smør skulde tjene til at vedligeholde åndedrættet og varmen, men arbeidskraften skulde stamme fra kjødmad, ost og desl.), denne theori holder ikke stik længer, - det er man kommet efter, siger det engelske blad, ved en række af nyere iagttagelser og bedre begrundede slutninger angående fødemidlernes indvirkning og varmens og arbeidskraftens natur. Noget kjødmad må der naturligvis altid til for at erstatte, hvad legemets eget kjød taber under det daglige slid; men ellers kan der arbeides, og arbeides stærkt, med en næring, som hovedsagelig består af melspiser, og denne nyeste theori stemmer på det bedste overens med den gamle, men af videnskabsmændene overseede erfaring, at f.ex. engelske jernbanearbeidere og skotske markarbeidere leve stik imod Liebigs theori og endda stå sig godt. Artikelen henvender sig til lægerne med sådanne slutningsord: «Hvad ville vore venner, som have været vante til at ordne sine patienters diæt etter videnskabelige principar, sige til denne lange række af kjendsgjerninger? Der kan visselig ikke være mere end en slutning, og det er, at som veileder ved stellet med det menneskelige legeme (management of the human body), er erfaring bedre end videnskab. - Med hensyn til levemåde sige vi, at hvad en mand finder sig tjent med, det bør han blive ved, - og hvad han finder, han har ondt af, det bør han sky. Her kan ingen være en andens veileder, med mindre han befinder sig i samme stilling i enhver henseende; men hvor sjelden er ikke det tilfælde? - - Tilslut må vi atter udtale det, at videnskaben er god - ingen kan sætte større pris på den end vi -, men når videnskaben kommer i strid med slægters ophobede erfaring, da, sige vi, cedant arma togæ. Erfaringen er for os - lad videnskaben gå sin kurs.»

Ville så bønderne i Romsdalen fornegte sin erfaring om, hvordan man skal spise sig mæt, og lade sit madstel indrette efter videnskabelige principer? Ere de sikkre på, at de ville slippe billigere ud af det dermed? Eller have de ikke som et slags tanke om, at om end en dannet husholdningslærerinde kunde give deres døttre lyst på en finere levemåde, så er der inden hele den dannede verden kun ringe begreb om den sparsomhed, som århundreders nødvendighed har ladet vore almuekvinder lære og øve sig i?

Nu kan nogen finde det ørkesløst af mig, at sidde her i Christiania og modsige Vestlandets egne mænd, som klage over sine kvinders ødsle husholdning. Når de have erfaring derom, så er jo det også en erfaring, og netop jeg priser jo erfaringen. Men her fra Christiania af kan jeg dog meddele de samme mænd en oplysning, som de måske skulle studse ved, det er en oplysning fra nogle statistiske tabeller, som jeg for tiden har under trykning.

Jeg hentydede ovenfor til fattigbyrdernes væxt, og det er den sag, disse tabeller angå.

For hvert 1000 af folkemængden var fattigvæsenets indtægter i landdistrikterne i de tre femår fra 1851 til 1865 samt i det ene år 1866, som følger:

   Amt                   1851-55     1856-60     1861-66     1866
                           spd.        spd.        spd.       spd.

Smaalenene                 380         480         565        571
Akershus
a) Aker                    937         984         878        923
b) Øvrige bygder           432         516         624        885
Hedemarken                 453         484         606        598
Christian                  336         338         449        507
Buskerud                   457         505         668        710
Jarlsberg og Laurvik       423         504         589        631
Bratsberg                  455         536         735        751
Nedenæs                    463         523         630        616
Lister og Mandal           366         421         499        503
Stavanger                  276         376         417        420
Søndre Bergenhus           282         344         331        339
Nordre do.                 267         318         325        341
Romsdal                    270         329         340        366
Søndre Throndhjem          284         366         410        450
Nordre do.                 326         397         450        527
Nordland                   217         348         419        402
Finmarken                  170         276         307        323

Her peger jeg på tallene for de tre amter, hvis amtsformandskaber have udsat præmie for et skrift om det kvindelige stel og dets misligeheder, nemlig Søndre og Nordre Bergenhus samt Romsdal, og jeg spørger: Synes man ikke det er et godt tegn på forsigtighed og skjønsomhed hos alle vedkommende, at man kan slippe med så få fattigudgifter? Tør vi ikke nok forestille os, at der, hvor den fattigere klasse stræver vakkert for ikke at synke ned til forarmelse, der har den også gode exempler at se op til i den mere velstående klasse? Hvor i landet (når vi undtage Finmarken, som i flere henseender danner undtagelse) ser det altså ud til, at almuens kvinder holde bedre hus end netop i de tre nævnte amter?

IV.

I foredraget inden den romsdalske sundhedskommission blive de stakkels bondekoners «skidne og sprikende fingre» ligesom fremlagte til beskuelse. Det pleier være skabbede fingre, som sprike, og dette udtryk fremkaldte hos mig en hel række af erindringer og forestillinger.

Professor Hebra i Wien, en i lægeverdenen berømt mand, beærede vort Norge med et besøg i 1852, for at studere det norske skab m.m. Han reiste fra Christiania til Bergen, og udgav strax efter hjemkomsten sin reiseberetning. I Bergens stift, siger han, «anvende indbyggerne ikke nogensomhelst omhu hverken på sine boliger eller klæder eller på sine egne personer, og vaskning synes at være et foretagende, som man sjelden befatter sig med. Man vil da ikke undre sig, når jeg siger, at i Bergens stift næsten hver bonde og hver bondekone, hvert barn, ja hvert pattebarn har klåe (Krätza, d.e. skab). Jeg har undersøgt mindst 200 børn og lige så mange voxne, og kun hos nogle få af dem har jeg ikke fundet denne sygdom».

Og ligeså siger overlæge Danielssen i et skrift, han lod trykke i 1854: «Skab, er så almindeligt langs vestkysten, at der knapt gives en bondefamilie, der er ganske fri for det. Heller ikke ansees det egentlig for noget onde; thi hvor mange ulemper det end kan foranledige, så søger dog bonden aldrig at befri sig for det, men betragter det snarere som noget, der hører med til hans velbefindende. Man træffer i regelen den hele familie skabbet, fra det spæde diebarn og indtil oldingen, og der gives utallige, som aldrig have været fri for skab en eneste time.»

Og dette lod hr. Danielssen siden oversætte på fransk og udgive påny i et videnskabeligt verk, som udkom i 1862, kun med et tilføiet ord om, at formedelst lægernes bestræbelser var det blevet noget bedre i enkelte prestegjeld.

Men disse og lignende ytringer bragte mig til at ønske en noget omstændeligere kundskab om forholdet. Jeg henvendte mig til militærlægerne, med bøn om, at de, når de alligevel skulde undersøge mandskabernes helbredstilstand, med det samme vilde se efter, hvorledes det forholdt sig med dem i dette stykke. Jeg må høiligen takke lægerne for den velvillie, hvormed mit ønske blev imødekommet. Fra udskrivningssessionerne for de to år 1866 og 1867 har jeg fået aldeles fuldstændige opgaver, som omfatter ikke mindre end 8383 og 8795 mandskaber. Opgaverne for rekrutskolerne angå 2670 og 3288 mand.

Vil man vide, hvordan det står til? Tallene for 1867 ere de pålideligste, og forholdet var (efter et foreløbigt opgjør) for hele riget (Tromsø stift undtaget):

                              Mand-       Deraf
                             skaber      angrebne

Ved sessionerne               8 795        614
Ved rekrutskolerne            3 288        225,

med andre ord: både ved sessionerne og ved rekrutskolerne 7 procent af angrebne personer.

I Bergens stift, med dets nabobygd Romsdalen, stiller forholdet sig så:

Provstier                          Session-             Rekrut-
                                    nerne               skolerne

Hardanger og Voss:
a. Hardanger .....................   7 pct.               ?
b. Voss ..........................  35  »                32 pct.
Søndhordland .....................  10  »                 0  »
Bergen ...........................   1  »                 0  »
Nordhordland .....................  16  »                18  »
Ytre Sogn ........................  57  »                23  »
Indre Sogn .......................  28  »                37  »
Søndfjord ........................  24  »                 1  »
Nordfjord ........................   6  »                 0  »
Søndre Nordmøre ..................   1  »                25  »
Nordre do. .......................   5  »                23  »
Romsdal ..........................   5  »                22  »

Hvad kan der læres af dette?

På den ene side stadfæstes det ikke nogetsteds, at «næsten hver bonde» er skabbet, eller at «knapt en bondefamilie» på vestkysten er fri for skab. På den anden side kan den romsdalske sundhedskommission pege på den virkelig store procent af angrebne rekruter i dens distrikt, og altså lade mig forstå, at der dog nok må være «sprikende» fingre.

Men der kan læres en ting til. Man lægge mærke til, at de læger, som visiterede ved sessionerne i Søndfjord og i Romsdalen, noterede forholdsvis ganske få smittede mandskaber, men de, som havde med de søndfjordske og de romsdalske rekruter at gjøre fandt forholdsvis mange, som vare angrebne. Jeg kan ikke tro andet, end at lægekyndige mænd ville indrømme, at her ser det ud til, at bedømmelsen har været forskjellig, enten så, at nogle lægar have seet nøiere efter end andre, eftersom de have tillagt sagen større eller mindre vigtighed, eller så, at hvad en har anseet for skab, har en anden anseet for noget andet slags hudsygdom.

Men når det har sig så med selve lægerne, så må det ikke undre formeget eller ansees som noget så forskrækkeligt tegn, om almuesfolk enten ikke agte så særdeles på dette raskeri, som de kalde klåe, eller ikke vide så nøie at skjelne mellem skabklåe og anden klåe. De behøve ingenlunde at være barbarer for det.

Dersom f.ex. en læge med frue og børn vil gjøre det forsøg at kjøbe sig et sæt af gamle klæder, med høist to stykker linned til hver, og slet intet ombytte af sengklæder, og så give sig ind som inderster hos en strandsidderfamilie for der at leve som denne familie i et og alt, deltage i de anstrengende arbeider og i de tarvelige måltider, undvære tjenerhjelp o.s.v., så skal det undre mig, om ikke både han selv og hans familie temmelig snart vil lære at betragte det her omhandlede raskeri som noget, man vanskelig kan undgå, og som man får finde sig i med tålmodighed, indtil husets omstændigheder forbedres.

Og hvad jeg ialfald kunde ønske at få nærmere oplysning om af den romsdalske sundhedskommission, det er dette, om ikke hint syn af «sprikende» fingre i det hele og store taget forekommer inden de kredse af befolkningen, hvor der må kjæmpes den hårdeste kamp mod fattigdommen, og om det ikke forsvinder ligesom af sig selv, efterhvert som folk nå frem til en smule større velstand.

Jeg bestyrkes i denne min formodning ved, hvad jeg ganske nylig har hørt af en mand, som er fra Romsdalen. Det er skolelærer Skjægstad, som nu bor her i Christiania og er min kollega i bestyrelsen for Christiania Arbeidersamfund, men som er barnefødt i Vestnæs, nabo-bygd til Veø, han var først omgående skrædder, siden omgående skolelærer og han har i disse egenskaber besøgt og overnattet i mangfoldige huse i begge de nævnte bygder, men endda har han ikke vidst, hvad skab var, før han blev smittet af børn på almuskolen i Christiania.

Jeg ønsker nok ikke at blive misforstået. Det kan naturligvis ikke være mig imod, at folk i Romsdalen få vide, hvad skab er. Lægerne have fået det at vide fra 1834 af,(300) og nu i 1868 var det ikke for meget, om opdagelsen af plagens natur og af rigtige midler derimod også nåede frem til almuen. Kun bifalder jeg ikke, at dette, at den fattigere del af befolkningen endnu lidet af denne plage, just skal udlægges som bevis på, at det ganske