/ UiT Norges arktiske universitet
 

EILERT SUNDT

Om bygnings-skikken på landet i Norge

INDHOLD
§ 1.   Bygnings-skik .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1
§ 2. Ramloft-stue .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 4
§ 3. Grund-plan .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 5
§ 4. Tømmermands-kunst .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 6
§ 5. Hver tings plads i stuen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 8
§ 6. Skabene .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 10
§ 7. Håndklædet på væggen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 16
§ 8. Peisen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 20
§ 9. St. Olaf på Lom .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 24
§ 10. Ramloft-stuens forsvinden .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 28
§ 11. Oversigt. Stue. ildhus, bod .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 30
§ 12. Loft-stue .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 48
§ 13. Krølle-skurd .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 53
§ 14. Senge-kleve, vass-kleve, bag-kammer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 60
§ 15. Nystue .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 62
§ 16. Overgang fra gammelt til nyt .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 65
§ 17. Barfrø .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 67
§ 18. Sperre-stue .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 70
§ 19. Dalsbygden .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 73
§ 20. Den akershusiske stueform .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 77
§ 21. Glimt fra oltiden .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 81
§ 22. Stuens væxt .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 87
§ 23. Nye former .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 91
§ 24. Jutul-stuen på Uv .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 97
§ 25. Den trondhjemske stueform .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 102
§ 26. Opstugu .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 105
§ 27. I høiden .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 107
§ 28. I længden .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 108
§ 29. Nye former .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 109
§ 30. Udbredelse .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 110
§ 31. Søndenfor og nordenfor Dovre .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 114
§ 32. Røgovnstuen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 116
§ 33. Ljore, vinduer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 122
§ 34. Røgovnstuens grundform .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 125
§ 35. Inde i stuen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 128
§ 36. Røgovnstuen i Throndhjems stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 130
§ 37. Røgovnstuen i Bergens stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 136
§ 38. Røgovnstuen i Christiansands stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 138
§ 39. Are-stuen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 140
§ 40. De to slags røgstuer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 150
§ 41. Naturforholdene og hus-skikkene .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 151
§ 42. Hus-skikkene og huslivet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 157
§ 43. Olaf Kyrre og røgovnstuen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 158
§ 44. Den jæderske stueform .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 163
§ 45. Den mandalske stueform .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 170
§ 46. Stueformernes udbredelse .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 183
§ 47. Den nedenæs'ske stueform .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 189
§ 48. Den thelemarkske stueform .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 194
§ 49. Tilbageblik .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 199
§ 50. Slutning .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 201
next Tillæg. Senere tilkomne oplysninger .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 206
next   Noter    

§ 1. BYGNINGS-SKIK

Flere gange reiste jeg igjennem Gudbrandsdalen, og altid morede det mig at betragte husene og husklyngerne på gårdene: jeg så ikke andet end uregelmæssighed, men uregelmæssighedens afvexlinger passede, syntes mig, så fortræffeligt til naturomgivelserne, som i tegningen fig. 1.(1)

Men så kom jeg til at dvæle noget længere i en af disse gudbrandsdalske bygder, og som jeg var udgået på den måde, at jeg vilde lægge mærke til alt, som på nogen måde vedrørte folkelivet i våre bygder, så gav jeg mig også til at give nøiere agt på gårdenes bebyggelse. Da gik det op for mig, at i vore mere gammeldags bygder er der noget, som man kan kalde bygnings-skik. Efter som jeg gik ud og ind på flere og flere gårde, var det mig, som om uregelmæssigheden veg noget tilside for blikket, så jeg fik skimte lidt af en oprindelig regel og enhed i grunden. Fra byerne havde jeg medtaget den forestilling, at når der skulde bygges huse, så byggede hver mand «efter sit eget hoved»; men det var mange af mine tidligere forestillinger, som ikke passede på landsbygdernes virkelighed, og her fandt jeg det at være mere så, at når en mand skulde til at bygge et hus, så faldt det ham ikke lettelig ind at gøre det stort anderledes, end et hus nu engang skulde være «efter skikken». Og det forekom mig, at hin uregelmæssighedens eiendommelige skønhed heller blev skønnere, jo bedre jeg blev

bilde s. 2

øvet i at øine den regel og orden, som ligger halv skjult derunder. Forladende den enkelte bygd fandt jeg fremdeles de samme familietræk i nabobygdernes huse, og jeg kunde spore den samme bygningsskik udover al Gudbrandsdalen og endnu længer. Men reiserne førte mig videre og videre, og jeg kom da til bygdelag, hvor jeg atter befandt mig ligesom blandt fremmede omgivelser. Og nu blev det en spændende interesse først at opfatte den særegne bygnings-skik, som monne herske her, dernæst at udforske, om der ikke skulde være ligesom et fjernere slægtskab eller landsmandskab med de forrige bygdelag.

Dersom vi i en og samme grænd kunde plante hen en bondegård fra hver egn i landet, fra Jæderen, fra Indherred, fra Søndmør, fra Østerdalen og Sætersdalen o.s.v., så skulde det blive en ganske forunderlig samling. Og det kunde vistnok være et øiebliks moro at betragte blandingens forvirring; men er man først kommen ind på den tanke, at disse bygde-skikkenes uligheder kanske kunne forfølges helt op til en lands-skikkens enhed, som de ere udsprungne af, så kan betragtningen skjænke underholdning og nydelse i timevis.

Ja just i timevis, når jeg har siddet i kariolen eller slæden hen efter vore lange landeveie, har det været mig en tidsfordriv at lægge mærke til hver gård, jeg kom forbi, for at prøve om husene her lignede dem på den gård, jeg netop kom fra, og om der overhovedet var nogen fast og særegen skik for bygdens huse. Mangen gang måtte jeg endog stå af kariolen og gå ind i et hus ved veien og udbede mig tilladelse til at bese det, og fast hver gang jeg i de senere år i andet erinde er kommen ind til en mand, have øinene, næsten uden at jeg selv vidste af det, lagt mærke til husenes indretning. I en fremmed bygd ville det fremmede i bygningsmåden ligesom spotte mine forsøg på at finde sammenhængen og udforske grunden; men derved æggedes forsker-lysten, som ikke gjerne vilde give tabt.

Således har dette emne stadig moret mig og ofte skjænket mig en gavnlig adspredelse. Alligevel har jeg den tro til mig selv, at jeg ikke skulde have anvendt så megen tid og tanke på samme emne, dersom det ikke var så, at det hører med til det alt, som den må skjænke sin opmærksomhed, der, som jeg, har den opgave at studere sig ind i almuens kår og sæder. Ja, netop bygnings-skikken står i meget nær sammenhæng med den hele kultur-udvikling og ligger til grund for meget og mangt i vore bygde-skikke.

Men der skal vistnok god lykke til at få fremstillet de mange forviklinger med klarhed og til at vinde læserens tålmodige opmærksomhed for de mange småting, som, i sig selv så yderst ubetydelige, dog tilsidst danne det interessante hele(2).



§ 2. RAMLOFT-STUE

Høit oppe i Gudbrandsdalen og næsten inderst i det afsidesliggende Loms præstegjæld ligger gården Løkkre, og her kom jeg i 1852 til at se en stuebygning, forfalden og ubeboet nu, men med et eiendommeligt og tiltrækkende ydre: med større opmærksomhed end ellers betragtede jeg bygningsmåden og indretningen, og dette blev den begyndelse til nærværende lille studium, som forrige § sigtede til.

Tegningen fig. 2, udført efter reglerne for bygningstegninger, viser husets forside.

Det var den forhøjning på huset, som drog mine øine til sig, lig et tårn. Jeg gik op ad den udvendige trappe, som tegningen viser, kom op på loft-svalen, fandt der en dør, som førte ind på det såkaldte ram-loft, og så, at dette var et med adskillig omhu indrettet senge-værelse eller et øvre stokværk over et kammer af samene størrelse i nedre stokværk. Betydningen av det ord ram skal der blive bedre anledning til at forklare senerehen. Til tegningens forståelse må jeg forklare, at det er langsiden af huset, vi have foran oss, men at nedre stokværks tømmervæg er skjult formedelst en svalgang med hel panelvæg, kun at vi gjennem en åbning

bilde s. 5

i denne skimte selve husdøren lige indenfor. Denne indretning med svalgange er et af de mest påfaldende træk ved de gudbrandsdalske huse; men oftest ere de mere eller mindre åbne, ikke lukkede med tæt væg som her. På dette hus går der også en sval langs den ene tværvæg, på høire hånd, der hvor ramloftet er, og denne sval har to høider eller stokværk, nemlig under-sval og loft-sval; i hin er trappen, og fra denne kommer man, som sagt, ind på loftsværelset. Taget over ramloftet sænker sig så langt ned på den side, hvor loft-svalen er, for at dække over denne; ligeså er det med husets hovedtag, som også har en sval at dække og derfor må være så bredt på den side.



§ 3. GRUND-PLAN

Forholdet vil forhåbentlig blive tydeligt, når vi tage den grundtegning til hjælp, som træsnittet fig. 3 viser os. Og denne grundtegning gjælder ikke blot for de få ramloft-stuer, som ere til nu for tiden, men fremstiller for os den grundform, som endnu den dag idag kan gjenfindes i de allerfleste stuebygninger i Gudbrandsdalen, og som kan skjønnes en gang i tiden at have hersket i en langt større vidde.

Her have vi selve stuen A, den såkaldte kleve eller kammeret B under ramloftet, svalerne C C, i hver ende af langsvalen et kot eller som det her kaldes en kor D; ved a og a er indgangsdør til stuen samt fra denne til kleven, og ved b, b og b ere to vinduer til stuen og et til kleven. - Stuen er et høit og luftigt rum, ikke bedækket af lofts-gulv (eller lem, som det hedder i landsmålet), så man altså fra stuegulvet ser tagets skrå sider helt op til mønsåsen; kleven derimod er bedækket

bilde s. 6

med lem, der igjen er gulv for ramloftet eller overværelset; over dette endelig er kun tag, ligesom over stuen.

Om bohavet i stuen, på tegningen mærket med tal, kan læses nedenfor, § 5.

En sådan stuebygning, nemlig med kleve ved siden af stuen, er som sagt meget almindelig på gammeldags bondegårde i denne egn; ganske hyppigt har man også havt et senge-loft eller loftsværelse for gjæster. Men medens dette loft ellers pleier være indrettet over et særskilt hus et lidet stykke fra stuen og med bod eller forråds-rum i nedre stokværk (senge-bod), så er senge-loftet her på Løkkre sat op på selve hovedbygningen, over den mindre del af samme, som danner kleven. Den lange og smale lofts-bygning står ligesom på tvers af hovedbygningen, får altså sit tag og sin mønsås liggende en anden vei end stuens og stikker sin gavl op over selve husets langside.


§ 4. TØMMERMANDS-KUNST

Det hører til denne bygningsmåde, at i den høide over stuen, hvor man ellers finder en rad af tverbjelker for at bære loftsgulvet, ligger her kun en eneste, men desto stærkere tverbjelke, som kaldes kronen og skal styrke tømmerbygningen. På kronen pleier bygherrens navn og husets årstal stå indhugget, og i Løkkre-stuen bærer den indskriften: E R S (Erland Rolfs Søn) 1769.

Og da huset tydelig er bygget og indredet med flid, så have vi her en god prøve på tømmermændenes kunst og smag her på landsbygden for snart 100 år siden.

Det er en sand fornøielse at lægge mærke til, hvor betænksomt svillerne eller grundstokkene ere lagte, hvor sindrigt sval-stolperne ere fældte sammen, fremdeles hvorledes torvolen, som danner kanten af det græsgroede torvtag og holder torven oppe, er befæstet med sine torvkroker; ja selv den måde, hvorpå birkenæveren er udbredt over taget, før torven kom på, røber omtanke. Jeg kan ikke tro andet, end at selve hovedstadens studerede bygmestere måtte prise denne skjønsomhed.

Og huset på Løkkre besidder en prydelse af det slag, som vistnok mangt et byvant øie ikke engang vilde lægge mærke til, men som bygdemandens øvede blik ser efter allerførst, og som de egentlige kunstnere vide at sætte pris på: det er selve tømmerstokkene, af udsøgt malmfure og nøiagtigt tilhuggede. Når man nogle gange har betragtet en sådan tømmervæg med den naturlige mørkebrune farve, som den brændende sol her i fjelddalene giver den, så forstår man, at det vilde være synd at skjule dens skjønhed under bordklædning og maling. På tegningen fig. 2 se vi kun lidt af tømmeret, men dog nok til at opdage

bilde s. 7

en prøve på hin omhu: hver stok, som jo af naturen har været smalere i den ene ende end i den anden, er hugget så, at den er jevn bred.

Mange vilde dog måske snarere lægge mærke til den skurd eller træskjærings-forsiring, som sval-stolperne på Løkkre-stuen bære til skue: først ere de fint udhuggede således, at de i deres hele længde danne skjønheds-linier, dernæst har en kraftig kniv gjort sådanne dybe indsnit på midtpartiet af dem, som tegningen fig. 4 skal forsøge at afbilde.

Men seet i frastand har huset på Løkkre sin bedste prydelse i selve bygningens hoved-omrids, med svalgangenes afvexlinger og med ramloftets tårn-lignende fremspring. Her kan det imidlertid være et spørgsmål, om det var for skønhedens skyld, at de gamle tømmermænd gav huset den form, eller om det gik ganske simpelt til således, at man fandt det bekvemmere at have det omtalte sengested der end i en særskilt bygning. At opkaste dette spørgsmål er næsten det samme som at prøve ved sig selv, hvor meget af skjønheds-sands man tiltror den gamle bondeslægt i en afsides fjeld-dal. Men jeg skal dog pege på et par ting, som jeg synes må bestemme svaret: i et tilstødende bygdelag, hvor der ingen ramloftstuer er, har man dog fundet på et andet slags tilbygninger, som endog have sit navn af deres lighed med et tårn, noget jeg kommer til at berette om senere; dernæst, med begge slags tilbygninger vil det kunne mærkes, at de egentlig stride imod hensigtsmæssighedens lov, såsom den væg, som taget støder an imod, derved er mere udsat for forrådnelse, så når man alligevel har bygget således, har det vist været for det vakkre, muntre udseendes skyld.


§ 5. HVER TINGS PLADS I STUEN

Istedetfor stuebygning eller hovedbygning eller våningshus siger bonden selv gjerne slet og ret stuen(3). Hele huset er nemlig bygget for selve stuens skyld, dette værelse, som i bondens gammeldags husholdning er at agte for en hel bolig, på engang kjøkken, soveværelse, arbeidsrum, dagligstue og storstue. Mangen bonde er født i denne samme stue, hvor han nu sidder i høisædet for bordenden, samlet med sit husfolk ved måltiderne eller til husandagt; her feirede han sin bryllupsfest, og her står nu hans børns vugge.

Men det tør også være gået mangen reisende som mig, at han er studset ved at træde ind og se disse rummelige og anseelige stuer. Størrelsen svarer til den mangfoldige brug. I huset på Løkkre, som idet hele er 14 1/2 alen langt, målt indvendig og svalen uberegnet, er selve stuen 10 1/2 alen lang (efter husets længdevæg) og 11 1/2 alen bred eller dyb (efter tvervæggen)(4); høiden er 6 1/2 alen fra gulvet til mønsåsen - det er nemlig allerede sagt, at der intet loftsgulv er, og at synet heller ikke hindres af de mange lofts-bjælker, som i vore by-huse ligge over værelserne. Og jeg mener, at med hensyn til størrelse er Løkkre-stuen et ret godt exempel på det almindelige forhold på vel bebyggede gårde; den er ialfald ikke af de største.

Vil nu læseren kaste blikket tilbage på grundtegningen i § 3, så vil han finde hver tings plads i stuen, så:

Til venstre for indgangsdøren: 1) et større skab, det såkaldte fremskab; 2) høisædet (fast bænk); 3) et mindre skab, høisædes- eller roskabet; ved tvervæggen: 4) fast bænk, foran samme: 5) langbordet med 6) forsæde eller lang-krak; ved den bagre langvæg: 7) husbondens seng, 4, fast bænk; ved den indre tvervæg: 8) ildsted, samt - på den anden side af klevedøren - 4, fast bænk. I kleven endelig: 9) en seng, som et par trin føre op til.

Egentlige stole have ikke hørt til i en sådan stue, men vel nogle simple krakke, som f.ex. om kvelden kunde flyttes frem foran ilden. Her ved ildstedet har også en hugge-stabbe sin plads; den kommer ofte til nytte, når mandfolkene under sine kveldsarbeider skulle bruge øxen.

At skabet og høisædet har sin plads til venstre for den, som træder ind ad døren, det er tilfældigt og afhængigt af husets stilling på tunet eller gårdspladsen. I andre huse af ganske samme slag kan det altså træffe, at skabet o.s.v. står på høire hånd for den indtrædende; men alt det øvrige må da tænkes forandret derefter, så det indbyrdes forhold bliver ligedant for resten. Navnlig beder jeg bemærket, at høisædet er i det hjørne, som er skrå over for ildstedet, hvilket har sin plads i hjørnet mellem den bagre langvæg og indre tvervæg.

Exemplet fra Løkkre-stuen viser os da, som man vil have forstået, en fast skik. Det var i Lom, jeg først fik øie på denne anordnings-skik; men siden gjenfandt sig den hele Gudbrandsdalen ud igjennem, og endnu videre, så langt som den samme bygnings-skik hersker. Der er sammenhæng her: hver tings plads i stuen afhænger af bygningsmåden, og omvendt kan man stundom slutte sig til bygnings-skikken i en bygd ved at agte på disse anordningens småting.

Jeg kan ikke sige, hvor jeg blev forundret, da jeg første gang blev opmærksom på og opfattede denne hus-skik. Andre steder heder det, at mand og kone gjerne ville trætte med hinanden om, «hvor skabet skal stå»; men her kan ikke lettelig den trætte opstå, såsom skikken har afgjort tingen for længe siden. Det er så i disse bygder, at når man først har gjort sig fortrolig med hver tings plads i et hus, så veed man med det samme, hvordan det er i alle de andre huse af samme bygningsmåde. Når jeg nu kjører igjennem Gudbrandsdalen og i forbifarten ser på et hus, at det hører til dette gammeldags slag, med stue og kleve, hvilket er tilfælde med de allerfleste, og når jeg fremdeles ser, hvordan huset er stillet, eller hvad der er fremsiden og bagsiden - hvilket kan skjønnes på dørens eller vinduernes eller skorstenspibens plads, - så kan jeg ligesom se ind igjennem væggen og vide, at her ved døren står fremskabet, der ved hjørnet er høisædet, i hjørnet hist borte står husbondens seng o.s.v. Det er, som om husene skulde være af glas.

Og som man kjender alle husene, når man ret har lagt mærke til et af dem, så går det mig næsten så her i disse bygder, at har jeg først lært at kjende en af dølerne til bunds, så tykkes jeg at vide, hvordan det har sig med dem allesammen. Jeg finder så megen lighed mellem folket i disse ligedanne huse. Anderledes i byerne: husene mere ulige og menneskene ligeså - med ulige vaner og fordringer, mere udviklet forskjellighed i sind og tænkemåde, en så, en anden så. I den fjerne landsbygd kan en velstående og en fattig bonde have det så temmelig ens i sit hus og sit daglige liv, i hovedstaden derimod kommer forskjellen mellem den rige og den fattige, den dannede og den udannede o.s.v. tilsyne på hvert punkt. Der er vexel-virkning her: under bylivets bevægede forholde kunne de forskjellige anlæg og sindsretninger udvikles frit, og frit sees da enhver at indrette sit hus og sit hele husliv, som han bedst veed og kan; men de udvortes forskjelligheder, som herved opstå, skabe igjen forskjellige vaner, tilbøieligheder, lidenskaber, og hermed påskyndes hin sindets og tænkemådens udvikling, så forskjellen mellem de enkelte mennesker bliver altid større og større. Eller det vil være mere anskueligt, når jeg fremsætter en lignende tanke så: Når en mand efter 20 års fraværelse kommer tilbage til sin fødebygd og finder, at det ikke længer er så ensformigt omkring i husene og i dagliglivets skikke, som det var før, hvis han f.ex. hist og her finder skabet flyttet, noget, som i gamle dage vilde forekommet næsten formasteligt, så kan han være vis på, at der er foregået en tilsvarende forandring i folkets tænkesæt - en forandring, som efter omstændighederne kan beskrives så, at man har tiltaget sig - eller har arbeidet sig op til større frihed, så man ikke føler sig så meget bunden af skikkens magt, men mere tør råde sig selv, hver efter sit sind.

§ 6. SKABENE

Fordi stuebygningen på Løkkre i småt og stort - på den særegne indretning med ramloftet nær - giver et meget godt exempel på den husskik, som for et århundrede siden herskede i en stor vidde her på Østlandet, tør læseren måske endnu have tålmodighed til at se et par tegninger og høre nogle forklaringer om dette samme hus.

Tegningen fig. 5 viser os et syn, som om en uhyre kniv skulde have kløvet huset eller skåret det igjennem på langs, midt igjennem stuens mønsås, lige ned til grundvolden. Vi få da se ind i stuen, og vi have

bilde s. 11

lige for os den af stuens langvægge, hvor indgangs-døren er. Det er som at skjære et æble igjennem for at få se ind i kjernehuset.

Nærmest ved døren står det allerede omtalte fremskab («framskåp»). Det består af to hoved-dele: en nedre del, som er dybere eller springer længer frem på gulvet (se grundtegningen) og er lukket med vægge og dør (altså det egentlige skab), dernæst en øvre del, som er fladere eller ikke går så langt ud fra væggen, med hylder, som efter den ældre og simplere form skulde være åbne fortil; men på nærværende skab kan den midterste hylde lukkes med et slags skyve-låg, og den øverste er indrettet som et lukket skab ligt den nedre del. På overfladen af denne nedre del kan man sætte fra sig kopper og kruse som på en skjænk, og i hylderne skinner gjerne rader af tallerkener og skåle; det er altså husmoderens skab. - Høisædes-skabet eller ro-skabet hører sammen med det forrige, så de danne som et par, og i dette skab forvarer husbonden sine dokumenter under lås og lukke. Det hænger på væggen og har bagtil en sådan spids form, at det passer ind i roen, og af tegningen vil det skjønnes, at forsiden dannes af tre flader. Det består her af to lukkede skab-rum, et øvre og et nedre, med et åbent rum som en hylde imellem dem - hvilket dog er en nyere og noget kunstigere form, istedetfor at den ældre kun havde et skabrum, der indvendig var afdelt med et par hylder. - Begge skabe sees på tegningen at være forenede med en boghylde med gesims og listværk over, og den del av bjælkevæggen, som man ser over høisædet, mellem skabene og under boghylden, er just så stor, at man - efter den gamle skik ved festlige leiligheder at pryde stuen med tapeter om væggene - kan hænge der et åklæde (et eget slags senge-teppe med brogede farver(5).

Disse skabe ere ikke blot til nytte i stuen, men bidrage væsentlig til dens prydelse; på dem have altså vore bygde-snedkere viist os prøver på sin kunst. Det skulde være artigt at have en samling af fremskabe og høisædes-skabe, fra ældre og nyere tider og forskjellige bygdelag, stående i en rad og altså fremstillende kunstens stigen og smagens forandringer. De ældste exemplarer, jeg mindes at have seet, have ikke manglet det slags forsiring, som ligger i høvlede lister og i speil-indlægninger (som på våre stue-døre); denne forsiringsmåde var vel også i lange tider den eneste og blev tilsidst, som skabene på Løkkre ere gode prøver på, dreven til stor fuldkommenhed. Så kom der en ny mode ind i Lom og flere nabo-bygder, nemlig det slags træskjærer-kunst, som bønderne kalde krølle-skurd, med fine krøller og slyngninger; i de seneste år er denne kunst bleven indført i vor gode hovedstad og er her kommen til ære under navn af norsk træskjæring; men om jeg tør dømme efter hvad jeg har seet omkring i landet, så må det nordre Gudbrandsdalen have været den egn, hvor denne kunstfærdighed især yndedes og fik sin udvikling - fra midten af forrige århundrede af eller kanske før; nu har den smykket skabene i mangfoldige gudbrandsdalske stuer med et overmåde fint og i sandhed smagfuldt arbeide. - Og endelig kom maleren med sin kost og forenede sig med snedkeren om at gjøre skabet til en sand prydelse for stuen; ja, medens snedkeren øvede sig i at bruge kniven alt bedre og bedre, så gik også maleren videre og lærte sig til at lakere og forgylde, og fra karnissen på mangt et skab skinner nu et gildt snitværk, som sammenslyngede sølvstængler med gyldent løv. En af disse bygdemalere, det var en lomvær, morede sig stundom med at sætte på skabdøren en ged eller en hest eller en munter smågut eller en gammel betænksom mand - og bønder fortalte mig, at Adolph Tidemand skulde have lagt mærke til nogle af disse stykker og omtalt deres talent med deltagelse. - Men de mænd, som nu have sådanne gilde skabe, vilde jeg ret bede om at bevare dem i det længste; thi jeg har forstået det så, at træskjærer-kunsten allerede for nogle år siden har nået sit høidepunkt og nu holder på at gå af mode i Gudbrandsdalen.

Hedemarken og Romerike kan man hist og her i drengestuer og på husmandspladse træffe fremskabe og høisædes-skabe af det beskrevne slag, men altid gamle og af meget simple former, og spørger man efter, kan man få høre, at for en menneske-alder siden eller længer op stod de i bondens egen stue; de måtte flytte for at give plads for det nymodens skatol. I disse bygdelag har altså den samme skab-skik været; men den er bleven aflagt og ombyttet med en fremmed mode, og det temmelig tidlig, kanske netop medens de gudbrandsdalske bygder ikke alene holdt på den, men ret opbød al sin kunst for at udvikle den til den størst mulige skjønhed.

I Ørkedalen og Guldalen i Trondhjems stift have også bygdens kunstnere ligesom med forkjærlighed taget sig af den gamle skabform og udviklet og forskjønnet den på sin måde; det er ganske påfaldende, hvor alle skabene her ligne hinanden indbyrdes, medens dog denne fælles form er bleven en god del afvigende fra den gudbrandsdalske. Ja, udviklingen er nu gået så vidt på begge sider, at om man tog to af de nyeste og stillede ved siden af hverandre, et fra hver side af Dovre, så vilde man kanske ikke se slægtskabet. Men nogle gamle exemplarer, som jeg fandt hist og her i Trondhjems stift, og som jeg betragtede som bedsteforældrene til den nuværende temmelig nye slægt af skabe, lod mig se, hvorledes uligheden er fremkommet i tidens løb og lidt efter lidt.

Præsten Strøm, som i året 1762 udgav sin beskrivelse over Søndmør, siger(6), at i bøndernes stuer der «sees altid et par træskabe fæstede til væggen, nemlig et lidet skab med lås for ved høisædet og et andet større hen ved døren, hvor melk og anden mad forvares; men - føier han til - da væggene derved tage fugtighed og råddenhed til sig, så bruges nu på adskillige steder ikkun nogle hylder, hvor melkebunkene hensættes». Når jeg til denne korte beskrivelse føier erindringen om de skabe, jeg selv har seet hist og her på Vestlandet, så tvivler jeg ikke på, at disse søndmørske skabe have hørt til den samme grundform som den gudbrandsdalske. Skikken har altså været meget udbredt. Ja, når der netop på Vestlandet er bygder, hvor man finder kun få eller ingen stuer med fremskab (høisædes-skabet mangler sjeldnere), så kan det ofte være så, at man af samme grund som i Søndmør har afskaffet det, i hvilket fald altså skikken før i tiden har været fuldstændig også der(7).

Mon denne lille skab-skik skulde have været lands-skik, udbredt til alle bygder? Isåfald måtte den vist være meget gammel. Hvor gammel? Mon allerede Olaf Kyrre eller andre konger så stuen på deres kongsgårde smykkede med fremskab og ro-skab? Og mon det var en norsk kunstner, som først fandt på denne indretning, der blev så yndet, eller mon det var en mode, som indførtes fra fremmed land? I anledning af sådanne spørgsmål skulde det været artigt at vide, om slige skabe kjendes i Danmark eller andre nabolande, fremdeles om der kan findes spor af, at de virkelig have været i brug i alle vore bygder, og på Island og Færøerne. Selv kan jeg ikke mindes at have seet dem f.ex. på Jæderen(8), og istedetfor nogen bestemt mening har jeg kun kommet til at gjøre mig den meget løse formodning, at skab-skikken - hvad enten hjemmegjort eller indført - var bleven bygde-skik her i Akershus stift og derfra udbredte sig, som så mange hus-skikke, mod nord og vest, uden dog at få indgang overalt og uden at holde sig overalt, hvor den for en stund kunde være bleven optaget. Jeg bærer nemlig tvivl om, at den nogensinde har været almindelig i de bygder, hvor røgstue-bygninger endnu høre hjemme eller have været i brug til for nylig; det ståer for mig, som at skabenes kunstige snedkerarbeide måtte være ligesom for fint for røgstuen, der med gammeldags nøisomhed har fundet sig vel hjulpen med, hvad tømmermands-øxen kunde få istand. Sine kostbarheder og finere sager brugte man vel i de ældste tider at forvare i kister af det slag, som vi endnu kunne se på bøndernes klæde-lofter, store og jernbeslagne.

Slige løse formodninger fortjene ellers ikke at nævnes uden derfor at de kunne skjærpe opmærksomheden hos en og anden, som monne dele denne interesse og se sig istand til at skaffe nye og bedre oplysninger om sagen(9).


§ 7. HÅNDKLÆDET PÅ VÆGGEN

Tegningen fig. 6 er et sidestykke til fig. 5 og forestiller et gjennemsnit af Løkkre-bygningen tvers over selve stuen, så vi få se den indre stuevæg, den, som skiller imod kleven eller kammeret. Begge disse tegninger ville forhåbentlig oplyse, hvad der endnu efter de første tegninger af huset monne være dunkelt med hensyn til selve bygningsmåden, ramloftets stilling o.s.v.

Men her vil jeg tale om de ting, som vi finde i stuen ved den nævnte væg, og først skal jeg gjøre opmærksom på håndklædet, som hænger der tæt ved kleve-døren. Det hænger under en egen indretning, der kan beskrives som et lidet skab med et rundt hul istedetfor dør; i dette skab kan husbonden kaste fra sig sine votter eller andre småting, og derfor kaldes det kastet. På undersiden af dette er en kavl eller træ-rulle befæstet, og over den er håndklædet udbredt, så det hænger ned med begge ender. Det er langt og smalt og forneden prydet med fryndser af det slag, som (ialfald i nordre Østerdalen) kaldes sprang. - Den skik at hænge håndklædet således er nu stærkt aftaget og holder sig kanske kun øverst i Østerdalen; men kastet med rullen er endnu at se i fast alle gamle stuer både i Østerdalen og i Gudbrandsdalen, så det tør antages, at skikken har været almindelig hus for hus her i Oplandene (at sige på gårdene og de bedre husmands-pladse); ja, om vi kunde se et århundrede tilbage i tiden, skulde vi kanske finde det hvide

bilde s. 17

klædes prydelse der ved kleve-døren i alle de bygder, hvor fremskabet og høisædes-skabet prydede den anden væg.

At hænge et håndklæde op, det er en så overmåde liden sag, at man skulde tro, det måtte være overladt til hver husmoder at gjøre det efter behag, så eller så; men dette, at tingen i sig selv var yderlig liden og alligevel så ens, det viser netop, at vi her have en skik for os - en skik, som så at sige har ordnet tingen med sine forskrifter. Ved studiet af bygnings-skikken og hus-skikken må vi agte på slige småting, omtrent som når plantekjendere finde et underordnet kjendings-mærke for hele familier af planter, f.ex. i de biblade, som du kan se sammenvoxede med stilken af de egentlige blade på alle planter af rosernes familie. På en eller anden måde er hin håndklæde-skik kommen til at høre med til den ældre bygnings-skik, som et af dens underordnede kjendings-mærker; men når i en grænd eller en bygd, som man kan se f.ex. på Hedemarken, denne nye maner bliver indført, at man istedetfor den gammeldags stue med dens mangfoldige brug bygger sig særskilt kjøkken og dagligstue og storstue, så kan man være vis på, at der ikke længer bliver tænkt på håndklæde-indretningen. Det hvide klæde passer så overmåde godt sammen med den gamle stues hele øvrige udstyr; men vi føle strax, at det kun vilde tage sig pudsigt ud ved siden af speilet og de polerede birketræes møbler.

I den uforlignelige islandske Njaals-saga, som det skulde være på høie tid at få oversat fra oldnorsken, læses følgende fortælling om et gjæstebud på Bergthors-Kvaale: «Det var sædvane mellem Gunnar og Njaal, at hver sin vinter var den ene af dem til gjæst hos den anden, for venskabs skyld; nu var det Gunnars tour at reise til Njaal, og de foer da sammen til Bergthors-Kvaale, Gunnar og hans kone Halgerd. Njaal tog vel imod dem. Og da de havde været der en stund, kom også Helge Njaalssøn og hans kone Thorhalla. Bergthora, husmoderen og Helges moder, gik da med Thorhalla hen til kvinde-bænken og sagde til Halgerd: Du må toke dig, så denne kone kan få plads. Halgerd svarede: Jeg toker mig ikke, for jeg vil ikke lade mig drive hen i krogen. - Her får jeg råde, vedblev Bergthora, og nu kom Thorhalla til sæde. - Bergthora gik for bordet med håndtvæt, og Halgerd greb hendes hånd og sagde: Der er ikke så stor forskjel på dig og Njaal: Du har kart-negl på hver finger, og han er skjægløs. - Det er sandt, sagde Bergthora, men hverken min mand eller jeg har kastet hinanden det i næsen; og han var ikke skjægløs, Thorvald, den forrige manden din, og alligevel fik du taget ham af dage. - Da råbte Halgerd: Lidet gavner det mig, at jeg har den raskeste karl på Island til mand, når du ikke hevner dette, Gunnar! - Denne sprang op, steg over bordet frem på gulvet og råbte: Fare hjem vil jeg, og det passer sig bedst, at du trætter med dine husfolk og ikke i andre folks huse; Njaal skylder jeg al tak og ære, og ikke vil jeg være din kastekjæp og lade mig ægge af dig. - Så reiste de hjem. - Husk det, Bergthora, fik Halgerd sagt, at vor sag er ikke opgjort med det. Bergthora svarede hende, at hun ikke måtte vente at vinde noget. Gunnar taug til dette og reiste hjem til sin gård og var hjemme al vinteren.» - Den betænkte og retsindige Njaals og den åbne, kjække Gunnars ædle venskab, Bergthoras bestemthed og nidkjærhed for sit huses ære, den sørgelig berømte Halgerds hensynsløse stolthed - disse charakterer og den samme charakterens yttringsmåde går igjen i våre bønderbygder den dag i dag; og vel måtte jeg under sagaens læsning lægge mærke til denne scene, hvor den værdige Bergthora går omkring og byder sine gjæster håndtvæt (håndklædet hænger vel på hendes arm, medens hun holder vadskevands-skålen i hånden), såsom den trætte, Halgerd netop derved fandt anledning til at yppe, blev kilden til fast den hele række af tragiske begivenheder, som sagaen så gribende fortæller.

Og som her, berette de gamle sagaer oftere om scener, hvor håndklædet måtte frem.

Tør vi nu også tro, at de gamle husmødre havde pyntet sine håndklæder med hint «sprang»? Og tør vi tro, at det allerede i hin fjerne oldtid var brug at have et sådant staseligt håndklæde hængende på væggen? på en bestemt plads på væggen? Eller er den beskrevne håndklædes-skik, ligesom måske skabenes, opkommen som en senere tids mode? og ved efterligning af fremmede landes brug? Mon «kastet» og det ophængte håndklæde med dets «sprang», som det mangengang har moret mig at se på i hyggelige gammeldags bondestuer, er en mindelse fra den tid, da danske adelsfamilier bleve bosatte hist og her i landet, og småfolk så op til dem og prøvede på at efterligne deres fremmede skik? Ja, tanken går videre og spørger, hvor meget andet det monne være, som sammen med en slig liden skik ad samme vei fandt indgang i vore almuers husliv? Og endnu en bemærkning (thi det morer mig altid at tænke på sammenhængen mellem tiderne og slægterne): selv om det var så, at den særegne håndklæde-skik blev indført ved fornemme familier fra det beslægtede naboland, så tør det dog være, at den kun er at betragte som en dansk fortsættelse af den oldtidsskik her i Norden, som scenen fra den islandske høvdings stue gjorde os bekjendt med(10).


§ 8. PEISEN

Efter min opfattelse af bygnings-skikkens udvikling give de forskjellige slags ildsteder i stuerne de bedste kjendingsmærker for de forskjellige klasser af stuebygninger rundt om i bygderne - noget, som jeg kommer til at tale udførligere om i det følgende. Det ildsted, som tegningen fig. 6 lader os se i Løkkre-stuen, hedder peis (i nogle bygder speis og spis), men kaldes ofte mindre nøiagtigt ovnen eller gruen eller slet og ret muren, eller blot stenen, vel også skorsten. Det er et åbent ildsted med røg-pibe over, som røgen går ud igjennem - altså ikke uligt by-husenes kjøkken-skorsten. Men peisen adskiller sig dog fra kjøkken-skorstenen: denne er jo så godt som alene indrettet til kogning, peisen derimod skal tillige tjene til at opvarme stuen, og dens bål skal være vinter-kveldens lys og samle om sig husets folk, kvinderne med deres spinde-rokke, børnene med deres lexebøger og legetøi, mændene med deres kniv og øx, når de have redskaber at istandsætte eller lignende ind-arbeider. For at svare hertil måtte peisen i flere stykker være anderledes end en skorsten, og alt sees tydeligt at være anlagt på, at dens bål skal kunne give tilstrækkeligt lys for en stor kreds. Derfor står den ikke, som skorstenen, tæt hen ved væggen, men et stykke frem på gulvet (se grundtegningen i § 3); derfor er den åben på de to fremre sider, istedetfor at skorstenen ikke behøver at være åben på mere end en side; derfor stå de to sider af selve muren ikke sammen i en ret vinkel, men åbne sig mere, nemlig i en stump vinkel, så det bål, som blusser inderst inde på århellen, kan stråle frit ud (se grundtegningen, som tydelig viser ildstedets skjævvinklede firkant); derfor endelig er selve århellen eller åren eller den stenlægning, på hvilken bålet ligger og blusser, ganske lav, lavere end på våre almindelige skorstene, hvorved det vil skønnes, at lyset må falde mere uhindret hen over gulvet eller lavt ned. Såsom to sider på peisen skulde være åbne, måtte pibens murværk på fremsiden indrettes til at hvile på en st¢tte i det fremste hjørne; denne støtte er helst af jern og er tillige således indrettet, at den bærer en sving-stang eller buk (ligeledes af jern), og gryden, som hænger på denne (efter behag længer ude eller inde), kan med lethed svinges ind over ilden eller ud over gulvet. En i grunden mindre væsentlig forskjel fra en almindelig kjøkkenskorsten er endelig den, at siden peisen har sin plads inde i stuen, så må den naturligvis udstyres så smuk som mulig; i Gudbrandsdalen er det så godt som vist på enhver vel bebygget gård, at den er opsat af fint tilhuggen og på en måde poleret klæbersten; hver af murens to sider består, som man endogså vil kunne se på tegningen, af tre eller fire regelmæssigt dannede stene, som stå på kant den ene over den anden. En sådan peis med klæberstenen og jerntøiet blank pudset og med pibens murværk frisk hvidtet danner i sandhed et pragtstykke i stuen, helst naturligvis når dens bål lyser for husfolkets flittige kreds og ligesom hilser det store skab, som henne ved modvæggen stråler ud af halv-mørket med sin lueforgyldte karnis.

I året 1769, da Løkkre-stuen blev bygget, var der kanske ikke i hele Gudbrandsdalen nogen bondestue med andet ildsted end denne peis. Og omtrent så tør vi vel forestille os tilstanden i hele Christiania stifts opland ved denne tid. Men tingene forandre sig uafladelig, der er ligesom liv i dem, nye skikkelser udvikle sig, og det gamle dør hen og forsvinder. Således her: i de senere tider har kakkelovnen(11) i flere og flere stuer stillet sig fredelig hen til den gamle peis for at virke ved siden af den og sammen med den: ovnen varmer jevnere og sparer ved. Årstallene på kakkelovnene kunde sige os så omtrentlig, hvad tid det var, at dette tillæg til den gamle skik trængte op i bygderne, på Romerike, Hedemarken o.s.v.(12). Denne forandring er interessant, ikke alene som en forbedring i de ældre tiders simpelhed, men tillige som den sandsynlige indledning til den yderligere forandring, at man, når et nyt hus skal bygges, ganske sløifer peisen i stuen og istedet indretter særskilt kjøkken med skorsten (som ildstedet nu bliver kaldt) en gjennemgribende forandring, ikke så meget fordi stuen fra nu af ikke mere skal oplyses med det muntre bål fra peisen, men fordi adskillelsen i dagligstue og kjøkken atter pleier føre videre til adskillelse mellem husbondsfolket inde i stuen og arbeidsfolket ude i kjøkkenet, adskillelse med hensyn til kosthold og arbeide og omgjængelse. På Hedemarken er der allerede mange bønderhuse uden peis i stuen, med kakkelovn i dagligstuen og skorsten i et særskilt kjøkken; i Gudbrandsdalen er dette vistnok yderst sjeldent endnu; hist er hin standsforskjel med dens lys- og skyggesider betydelig udviklet, her er det endnu for det meste så, at husbonden går i arbeide og til bords sammen med sine tjenere og husmænd. - Forestår den samme forandring i Gudbrandsdalen med? og skal den efter Gudbrandsdalens exempel igjen indføres videre i Opdal og Romsdalen, længer og længer mod nord og mod udkanterne? I Gudbrandsdalen synes jeg dog ellers at have sporet ligesom sind til at holde på den gamle bygnings-skiks indretninger ved at udvikle dem til størst mulige fuldkommenhed, så det ikke skulde behøves at ombytte dem med nye - en tanke, som allerede blev erindret ovenfor ved talen om de pragtfulde skabe i modsætning til de fra byerne komme skatoller på Hedemarken. Og nu mindes jeg, at netop i Gudbrandsdalen har en bonde for nogle år siden fundet på at lade støbe en egen komfyr, således indrettet, at den passer sammen med peisen i stuen og udgjør en del af den, så den ved første øiekast ikke engang bemærkes: her kan man efter behag brænde bål på peisens århelle efter ældgammel og munter lands-skik, eller man kan nytte kornfyrens koge-indretning og varme-ovn som i hovedstadens nyeste kjøkkener. Der er allerede flere gårde, som have tilegnet sig denne opfindelse, der synes at love både noget af peisens og kakkelovnens hygge og nytte. Holder dette stik, så kan peisen vente at blive stående i stuerne ligesom den engelske kamin med dens berømte fire-side;(13) men forbliver peisen i stuen, så vil den fremdeles bevare dette sammenhold i huslivet, at husbonds- og arbeidsfolket fryder sig ved den fælles ild, mættes ved det fælles bord. - Tiden vil vise det.

Bygnings-skikkens forandringer i tidens løb eller husenes historie skulde blive godt oplyst, om vi kjendte nøie ordenes historie. Således det ord «peis». Den, som har syslet lidt med studiet af vort norske sprog, har det snart som på en følelse, at dette ord nok ikke er rigtig norsk. Så gik det ialfald mig, og derfor morede det mig at få det svar af en sprogmand, som jeg spurgte, at kanske intet ord, som begynder med bogstaven p, er ægte norsk(14).

Ordet skriver sig fra de romanske (fra Rom nedstammende) sprog og hed i Middelalderens latin pisalis og i gammel-fransk poisle (ny-fransk poêl); betydningen var dels ovn-værelse, dels også ovnen eller ildstedet selv. Fra de romanske sprog gik ordet over til tydsken, hvor det kjendes både fra ældre tider (phiesel) og endnu bruges i plattydsk og hollandsk (pisel, pese, pees), vel kun i betydning af værelse med ildsted, ovnstue, kjøkken o.s.v. I Danmark ligeså. Til os er ordet vel kommet i den forkortede form (med bortkastet 1 i enden) samt med betydningen ildsted. Når det i Sverige og i nogle norske egne, som Smaalenene, hedder speis og spis, så er bogstaven s tilkommet, uvist hvorledes.

Vi må slutte, at sagens gang har været så, at i Frankrig har man fra gammel tid forstået at indrette ildsted med egen røgpibe, og derfra har indretningen og dens fremmede navn fundet vei til Tydskland, Danmark, Sverige og Norge. Man boede før her i Norden i røgstuer, med ildsted uden røg-pibe, men så lærte man den nye indretning, som man fandt bedre og derfor indførte.

Ja, endnu i en temmelig nærliggende tid have enkelte vestlandske bygdelag (såsom indre Sogn) taget skikken med peis i stuen fra Østlandet, ligesom Østlandet rimeligvis i sin tid fra Sverige eller Danmark.

Men når det således er sandsynligt, at denne udenlandske hus-skik med peis i stuen tidligst blev indført her på Østlandet, hvad tid skeede så dette? Det veed ingen. Kjendte vi ordets historie ret nøie, eller vidste vi, hvad tid det navn peis begyndte at komme i brug, så kunde vi antage, at da kom også selve tingen i brug. Men i sagaerne eller i andre gamle skrifter forekommer det navn peis ikke, efter hvad sprogforskerne hidtil have fundet, og når det forekommer i nyere skrifter, fra forrige århundrede, så omtales tingen som gammel og længe kjendt.

Her må jeg atter erindre om det andet navn på et åbent ildsted med røg-pibe nemlig «skorsten». Dette er også af fremmed oprindelse, ligesom det navn «kjøkken». I skriftsproget og ellers i almindelig tale forstår man jo nu ved skorsten ildstedet netop i kjøkkenet eller bryggerhuset, hvor madlavning foregår.

Ved at lægge sammen alt, hvad jeg herom har seet og hørt, så har jeg fået det indtryk, at 1) engang i tiden brugtes her i Norge navnene peis og skorsten om en og samme ting, nemlig et ildsted af det beskrevne slag i stuen, 2) men navnet peis agtedes for simpelt og brugtes kun i dagligtale, medens navnet skorsten var det, som brugtes i skrift, og 3) da hus-skikken i tidens løb forandredes og forbedredes således, at man fik kakkelovn i stuen og hint ildsted i et særskilt kjøkken, så blev det simple navn peis beholdt af almuen i de bygder, som endnu beholdt den gammeldags simple indretning, medens skriftsprogets navn skorsten kom til at betegne ildstedet i det nymodens kjøkken.

I året 1493 blev der optaget et slags syns-forretning over kongsgården i Jæmteland, som da var norsk provinds, og det siges her, at den sidste bruger af gården havde kostet op «en ny borgestue med skorsten (skorstein) og alt det, dertil hører»(15). Denne skorsten har upåtvivlelig været det samme som en peis stående i stuen og brugt der både til at koge, varme og lyse, alt efter hvad vi nu kalde gammel bonde-vis. Og dette er den tidligste oplysning, jeg har truffet til at se om dette slags ildsted her i Norge(16).

Det er allerede fortalt, at eftersom folk i Smaalenene, Romerike, Hedemarken o.s.v. i de senere menneske-aldere har sat kakkelovn i stuen og flyttet peisen ud i et særskilt rum, så bliver dette kaldt kjøkken og navnet peis ombyttet med skorsten.

I nogle vestlandske bygdelag, hvor man længst har ladet sig nøie med de sodede røgstuers simpelhed, der har man omsider indført med en gang den nyere indretning med kakkelovn i stuen og skorsten i særskilt kjøkken, og her er peisen neppe nok kjendt af navn.

Meget af dette skal vel stedse være dunkelt og ubekjendt. Men det tør kanske blive klart af det følgende, at som peisen i stuen minder om en meget tidlig efterligning her i landet af det mere fremskredne og civiliserede udlands hus-skik, så står den igjen som et af de mærkeligste kjendings-tegn på de store bygde-uligheder inden vore egne grændser, i de mere fremskredne østlandske og de mere gammeldags vestlandske bygder. Jeg skal her kun gjøre opmærksom på dette ene: i de ældgamle stuer havde der været et stort hul på taget eller en såkaldet ljore, der på en gang tjente som udgang for røgen fra arnestedet og som vindue; men da man nu her på Østlandet indrettede ildsted med røgpibe (peis), så fulgte det som af sig selv, at så snart man så udvei til at skaffe sig glas-ruder, så lukkede man ljoren og huggede vinduer på væggen. Men på Vestlandet, hvor man endnu i århundreder beholdt røgstuens indretning, her kunde man ikke undvære ljoren for røgens skyld, og så lod man sig længe nøie med den lysning, som ljoren gav. Peis-stuen og røgstuen forholde sig altså til hinanden som klarere lys og større dunkelhed. Men hvad indflydelse det igjen har havt på livet i husene og på folkets velbefindende, tænkemåde, sæder, det er ikke til at opregne.


§ 9. ST. OLAF PÅ LOM

Håndklæde-kastet, peisen, skabene - betragtningen af disse stuens indretninger har ført mig langt bort fra stuebygningen på Løkkre i Lom. Men jeg vender tilbage hid. Dette hus danner, som sagt, udgangspunktet for nærværende fremstillings hele studium; som jeg nu har dvælet ved de enkelte ting inde i stuen, så går jeg endnu engang ud-

bilde s. 25

vendig omkring huset og betragter det fra alle sider og med største opmærksomhed.

Tegningen fig. 7 fremstiller i perspektiv husets bagre lang-side samt den tver-ende, hvor ramloftet er.

Tydeligere end på de foregående tegninger se vi her den sval, som ved denne ende af huset hæver sig i to stok-værk, under- og loft-svalen. Denne sidste har en glugg eller lys-åbning på panelvæggen, og lige indenfor den glugg er loftets sengeværelse. Gjæsten, som skal sove derinde, kan næsten ikke andet, end at han jo må standse lidt her, læne sig med armene på gluggens kant, bøie sig ud over og lade sig opløfte ved synet af dalen, som den drømmer der i sommernatten, tryg under hine snefjeldes vagt.

Og så gjorde vist St. Olaf, da han var på Lom.

Hans besøg her berettes nok bedst i den korte Olafs-saga, som er skreven her i Norge mellem årene 1150 og 1200, og i året 1849 er bleven trykt i Christiania: «Det er sagt, at kongen var om natten på gården Bø på Lesje, og der beskikkede han præster for bygden. Siden foer han over Lorodal og kom til Stavabrækken og sad en stund der. Men der ligger en gård under brækken (ås-brinken), som heder Bø, en å render efter dalen, som heder Otta, og den fagre bygd, som ligger på begge sider, heder Lom. Kongen kunde se endelangs efter bygden, og sagde: «Skade er det, om man skal være nødt at brænde så fager bygd.» Siden stævnede han ned i dalen med sit mandskab og var om natten på gården Næs og tog sig herberge i et loft, hvor han selv sov. Og det loft stod længe efter, uden at blive forandret. Det siges at kongen var der fem nætter og skar op thingbud og stævnede til sig folk både fra Lom og Vaage og Hedalen og lod det ord følge med budsendingen, at de havde enten at prøve våbenlykken med ham eller at se sine gårde brændte eller at omvende sig til christendommen og lade af med alt hedenskab og give ham sine sønner med fra bygden som gidsler, hvilket de dog med rette burde anse mere som en ære end som en tvang. Og det er berettet, at næsten alle bønderne i disse herreder kom til mødet og forligtes med ham; men de, som ikke vilde det, flygtede ud igjennem dalen.»(17)

Vel måtte jeg tænke på St. Olaf her. Thi da jeg var på Lom og gik ind på gården Næs, som sagaen nævner, og beså det gamle hus, som efter sagnet skal være det selvsamme, som Olaf sov i (Olafsstuen), så fik jeg den aldeles pålidelige forklaring, at indtil for en 30 år siden, da huset blev flyttet og med det samme forandret noget, var det en stuebygning af samme form som stuen på Løkkre, så det loft, kongen sov i, skulde have været netop ram-loftet.

Det blev mig også fortalt, at ved hin flytning befandtes veden i tømmerstokkene formedelst ælde så overmåde hård, at øx og sag lidet vilde bide på den. At sådant tømmer, af bedste malm-fure og under Loms besynderlig tørre veirlag, har kunnet holde sig så lang tid som fra St. Olafs dage indtil nu, det tør ganske vel antages(18). Og jeg ser ikke nogen bestemt grund mod den mening, at der kan have været sådan bygningsform på Olafs tid: stue med kleve og over denne sidste et ramloft. Thi vel afviger selve grundformen i et stykke (med hensyn til indgangsdørens plads) fra den, som nu forekommer i det vesten- og nordenfjeldske, og som de gamle sagaers beskrivelse synes bedst at passe til noget, som jeg kommer til at forklare nærmere nedenfor; men en kyndig mand har sagt mig, at der i de gamle sagaer vanskelig skal findes nogen beskrivelse netop over en Østlandsk stuebygning, og der synes mig derfor at være rum åbent for den forestilling, at der kanske allerede i oldtiden var en tilsvarende forskjel i bygnings-skikken på Øst- og Vestlandet. Og om det end var bedre oplyst, end det nu for tiden er, at der for 8-900 år siden brugtes lutter røgstuer her på Østlandet, så er det noget, som endda ikke angår selve bygningens form, og ildstedet kunde være blevet forandret i Olafs-stuen, uden at dennes tømmerbygning behøvede at forandres i mindste måde.

Jeg er imidlertid tilstrækkelig opmærksom på, at der ofte ligger misforståelse og vildfarelse til grund for sådanne sagn, og her tør endogså den overtroiske mening have indblandet sig, at helgenens nærværelse havde gjort huset uforgjængeligt. Jeg vil altså ingenlunde påstå, at det har sin rigtighed med denne Olafs-stue.

Men såmeget er vist, at selv i de allerældste saga-tider pleiede man at have gjæste-senge stående netop i et loft-værelse, hvad enten nu dette stod over selve stuebygningen eller over et særskilt hus (sengebod); det kan man skjønne af de gamle historier, at trappe-opgangen til senge-loftet pleiede være ikke inde i selve huset, men udvendig i en svalgang, så man først måtte op på loft-svalen og derfra kom ind på loft-værelset. Når hertil erindres, hvad der ligeledes fremgår af sagaerne på mange steder, nemlig at der var glugger eller lys-åbninger på loft-svalen, så denne endog var et yndet sted, hvor man kunde stå og se ud, høit over alle de andre huse på gården, - så fremkommer så stor lighed mellem før og nu, mellem det hus med loft, hvor St. Olaf sov, og den stuebygning med loft, som tegningen viser os, at det er mig, som om jeg så kong Olaf stående der på loft-svalen, med et langt, vemodigt blik udover «den fagre bygd», som den lå der i sommernattens dunkelhed, under hedenskabets skygger.


§ 10. RAMLOFT-STUENS FORSVINDEN

Under alle omstændigheder kan man vide, at stuen på Næs, som sagnet kalder Olafs-stuen, og som indtil for en 30 år siden var en ramloft-stue, må være meget gammel. Det er også tilfælde med alle de ramloft-stuer, som nu ere til, at de udmærke sig fremfor nabo-husene ved sin ælde, såsom den på Løkkre, fra 1769, nok er den yngste. Men lige så gamle som de ere, så få ere de også. Efter gamle mænds fortællinger har det været flere af dem før i Lom og i nogle nabobygder; de, som stå igjen, vise os kun de sidste levninger af en snart forsvunden skik.

Her må ingen misforståelse indblande sig. Det er endnu herskende skik i Gudbrandsdalen og videre omkring at bygge stue-huse efter samme grund-plan, som den beskrevne ram-stues, nemlig en langagtig firkant afdelt i stue og kleve. Den skik, som nu er forsvunden, bestod i at bygge dette loft, ramloftet, over kleven. Nogen almindelig skik har dette dog vist aldrig været. Jeg tænker mig det ialfald så, at det kun var en del af gårdene, hvis stuebygninger for det stadselige udseendes skyld vare byggede så, ligesom en egen familie af fremragende, så at sige: fornemme huse iblandt de almindelige, lave stuers mængde. Og af denne hus-familie er det, at der nu kun er ganske få tilbage.

Foruden de to ramstuer på Løkkre og Næs har jeg endnu seet tre i Lom, nemlig på gården Elsæter, af året 1640, og på to husmandspladse, alle tre i Bæverdalen. Der skal dog være et par exemplarer til i Lom, som jeg ikke selv har seet(19). I nabo-præstegjældet Vaage kunde en gammel mand fortælle mig om en ligedan stuebygning, som havde stået i Sells sogn. Og i Dovre sogn har der indtil for få år siden stået en på gården Hjelle; jeg talte i 1859 med dens sidste eier, som havde gjort ende på dens faldefærdige tilstand ved at rive den ned, og jeg forvissede mig om, at det har været en rigtig ramloft-stue. Ellers har jeg ikke seet eller hørt om noget hus af dette slag i hele Gudbrandsdalen.

Desto mere overrasket blev jeg ved at finde en ramstue helt nede på Hedemarken, på den gamle kongsgård Huseby i Stange. Jeg så den i 1857; formedelst nyere tiders tilbygninger skulde det været vanskeligt nok at erkjende den for, hvad den oprindelig var; men da eieren, den gamle og vel minnuge bonde Nils Huseby, forklarede mig husets historie, så var det som om hine tilbygninger faldt af som en skal, og kjernen, som blev tilbage, blev en ægte ramloft-stue, med sval, udvendig trappe-opgang o.s.v.(20). Også af en anden grund morede det mig at se dette hus: ram-loftet var ved et panel afdelt i to værelser; i det ene var der muret en liden peis, så det altså kunde opvarmes om vinteren; i det andet vare væggene prydede med et slags maleri, som forestillede ophængte tapeter, efter den ældgamle og før omtalte skik at ophænge tapeter ved festlige leiligheder. Maleriet giver et tydeligt begreb om, hvordan man bar sig ad: helt øverst vises smale stænger som gardin-stokke at være fæstede til væggene, og fra dem vises brogede åklæder at hænge i folder, fæstede med snorer i de øvre hjørner, det ene tæt ved siden af det andet, væggene rundt. Der er sagtens ikke stor kunst i selve maleriet: men der ligger et minde i det, som bærer langt op i tiden. Jeg må tænke på dette ramloft på Huseby, når jeg læser i lste kapitel af Sverres saga om den «pyntelige loft-sal», som Sverres moder drømte om, - eller når jeg læser Snorres fortræffelige fortælling om Aastas kjærlighed og iver, da det blev hende meldt om hendes søn Olaf (den Hellige), at han hvert øieblik var ventende hjem efter sin udenlands-færd: «Hun stod strax op og befalte karle og kvinder at gjøre alt istand på det bedste; hun lod fire kvinder hente stadsen til stuen og pryde den i hast med tapeter, og ligeså bænkene.»

At dømme efter en ufuldkommen tegning og beskrivelse, jeg har seet, have vi fremdeles en ramloft-stue i den mærkelige gamle bygning på Stemsrud i Grue præstegjæld i Soløer, i Glommens dalføre. Selve stuen i huset må være en af de største, man får se i landsbygdens træhuse, nemlig 15 1/2 alen lang og 16 1/2 alen dyb (målt efter husets bredde) samt 7 alen høi fra gulvet til mønsåsen. Ifølge sagnet og et i en af tømmerstokkene hugget årstal skal denne stue være tømret i året 1324, og den beboes nu i mange led af familien Colbjørnsen, som holder den i agt og ære. Så heldigt er det ikke med de andre ramloft-stuer, jeg har seet; på de to nær, som stå på ringe husmandspladse, stå de andre allerede forladte og prisgivne ødelæggelsen, da de bønder, som eie dem, have bygget sig mere nymodens huse ved siden af.

Det skulde være underligt, om disse ramloft-stuer fra først af havde stået så ensomt, nogle få i det nordre Gudbrandsdalen og et par i de ydre bygder. Det rimelige synes mig at være, at den hele strækning af bygder fra Lom til Hedemarken og Grue har været prydet med flere af dette slags huse, så mange kanske i rad, at det ene kunde ligesom hilse over til det andet(21).

§ 11. OVERSIGT. STUE, ILDHUS, BOD

De første rydningsmænd i landet må have vidst at hjælpe sig med meget ringe husvær. Jeg synes at skimte det hist og her de gamle sagaer, og et livagtigt billede af hine oprindelige tilstande, for tusinde og måske atter tusinde år siden, tror jeg endog at se i nutidens rydnings-pladse, i udkanterne af de gamle bygder. Således husker jeg et sted i Gudbrandsdalen: Folkene, som boede her, vare gamle nu, men de vare nygifte og unge, dengang de satte sig ned her, og konen fortalte mig, hvorledes hun havde havt barnet hængende i et slags pose under grenen af en gammel furu, medens hun hjalp manden med at fælde træer og slæbe stokkene sammen til det hus, de byggede sig. Dengang var der nemlig tyk skov på denne plads - ligesom over alt Norge i de første indvandrendes tid.

Jeg vil prøve at fortælle, hvorledes jeg tænker mig begyndelsen og udviklingen.

Selv de første rydningsmænd gav sig vist ikke, før de havde fået sig særskilte huse for hesten og koen, så de slap at have dem inde hos sig i stuen om vinteren. Den forskjel imellem udhuse på den ene side og fremhuse, forhuse eller indhuse på den anden side forestiller jeg mig så gammel som landets bebyggelse(22).

Det er indhusene, jeg tænker at tale om.

Beboelses-huset hed stue (på oldnorsk stofa, udtalt som stova, i bygdemålene stova, stoge, stugu), og det indeholdt fra begyndelsen af vist ikke flere rum end det værelse, som nu særskilt kaldes så. Det næste hus af indhusenes klasse var sikkerlig et bur (bùr) eller bod (buð) (i almuesproget bu), hvor mad og klæder kunde forvares.

Dette var den nøisomme begyndelse, og hvilken lang og mangfoldig udvikling fra den af og til nu! Eller skulle vi kanske heller forundre os over dette, at efter de tusindårige udviklinger og forandringer kunne vi endnu den dag idag på mange steder i landet ganske tydelig gjenkjende det oprindelige anlægs skik og måde?

Hin stue må have været en langagtig, firkantet tømmerbygning, med en stenlægning (åre, are, i oldsproget arin) til ildsted midt på jordgulvet og med en tilsvarende temmelig stor åbning (ljore, lióri) i taget til udgang for røgen og til lysning. Fordi stuen var det eneste hus på gården, hvor der var ildsted, blev den også ofte kaldt slet og ret ild-huset (eldhús). Senere hen i tiden - og det er forunderligt, hvor mange århundreder der skulde gå hen, før det kom så vidt, noget, jeg kommer til at tale mere om i det følgende - senere hen byggede man sig boliger af en ny og behageligere indretning, fornemmelig med et hensigtsmæssigere ildsted, enten en ovn eller en skorsten i det ene hjørnet, og disse huse var det, som fra nu af særskilt benævnedes med det navn stue, hvorimod navnet ildhus nu kun brugtes for de oprindelige og ringere huse; disse bleve nemlig stående ved siden af de nye, til sådant brug som brygning og bagning, hvilket stel man ikke ønskede at trække med sig ind i den nye og finere stue. Som der altså før havde været et hus med to navne, så var der nu foregået sådan udvikling, at der var to huse med hver sit navn og til hver sit brug, nemlig stuen og ildhuset.

Men tingen voxede fremdeles. Om sommeren er der jo hus i hver busk, og da kunde folket godt holde til i ildhuset, at stuen kunde stå tom i nogle uger og blive vel renset og luftet. Den kunde nok trænge til det, da den jo endnu, som i de foregående paragrapher forklaret, måtte tjene til et temmelig mangfoldigt brug og vel den hele vinter igjennem ikke havde stået tom en dag. Sådan flytning om sommeren fra stuen til ildhuset kan sees hvert år på mangfoldige gårde i vort land. Men på mange steder er det gået så, at man har bygget sig en endnu nyere stue og indrettet den med al mulig flid for at få den tæt og god og have den til vinter-stue, medens den forrige er bleven stående til beboelse om sommeren og naturligvis derefter er bleven kaldet sommer-stue. Dette dobbelte sæt af stuer findes på nogle af de bedre gårde i nordre Gudbrandsdalen; intetsteds har jeg dog seet det så hyppigt som i det nordre Østerdalen.

Det kan virkelig træffe, at ildhuset og sommer-stuen og vinter-stuen stå ved siden af hinanden så at sige som ældre og yngre slægtled, ligesom bedsteforældre, børn og børnebørn jo kunne leve sammen under et tag, således nemlig, at det nuværende uanseelige ildhus engang var beboelses-huset og det fornemste hus på gården; og at den nuværende sommer-stue, da den var i sin velmagt, tjente som vinter-stue. Men det er dog mere som et træf, at det falder så til, og oftere vil det vel befindes, at man, for at tilfredsstille et tilvant behov, har bygget både sommer-stue og ildhus med deres særskilte bestemmelse, gjerne af ringe tømmer og ellers i tarveligste måde. Er ildhuset forsynet med ordentlig skorsten, bagerovn, indmuret brygge-kjedel og andet «bakste-gagn» og «øl-gagn», så heder det bryggerhus (i flere bygdemål størhus, på oldnorsk steikara-hús, på dansk stegers).

Ja, udviklingen fortsætter sig. Efter hvad jeg hidtil har fortalt, skulde «selve stuen» eller det store værelse i den af bygningerne, som hed vinterstuen, være det fornemste sted på gården. Her bleve de daglige måltider tilberedte og nydte, her sad hver med sit arbeide om vinterkvelden, her var husbondens soveværelse, her blev der holdt høitid og gjæstebud. Men tiden går, og istedetfor den ene stue eller rettere sammen med den og under samme tag haves allerede i de fleste bygder i landet en særskilt ny-stue eller stor-stue, så den oprindelige stue nu bliver gammel-stue eller daglig-stue. Og på ret mange steder holder tingen fremdeles på at udvikle sig derhen, at selve familien eller husbondsfolket får sig et eget kammer eller mindre dagligværelse, så den gamle store stue fra nu af kun bliver Folke-stue, hvor maden laves, hvor arbeidsfolkene nyde sine måltider og sidde med sine ind-arbeider, og hvor gjerne nogle af tjenerne have sine senge. Et skridt videre, og i stedet for denne folke-stue indrettes på mange gårde særskilt kjøkken (gjerne noget mindre) og drengestue, hvilken sidste dog ofte er i en egen bygning, særskilt opsat til det brug. Som den gamle bonde-stue var på engang til dagligt brug og til høitid, så er dens navn altså endnu bevaret både for tjenernes tarvelige arbeids- og sove-værelse og for hovedbygningens største, stadseligste og fornemste værelse, som særskilt er indrettet for gjæstebud og høitid.

Nu det andet af de oprindelige indhuse, buret eller boden.

På husmandspladse og rydningsbrug i Gudbrandsdalen og andre steder kan man se boden bestående af et eneste rum: korn og mel ligger i binger og bøler nede på gulvet, flesk og kjød og pølser hænge på væggene, oste og smørstykker stå stablede på hylder, og øverst oppe, under tagets skrå sider, hænge de seng- og gang-klæder, som ikke ere til dagligt brug. Og så har boden vistnok seet ud i vore aller ældste tider.

Men det første hus på de norske gårde, som kom til at hæve sig i høiden, med et øvre stokværk, eller, som det endnu heder i landsmålet, et loft (i oldsproget lopt), var sikkerlig netop denne bod. Med loftet fulgte ligesom af fornødenhed den indretning med udvendig trappe-opgang og loft-sval (svalir, loptsvalir), som blev omtalt ovenfor under beskrivelsen af ramloftet (§ 2); thi lige fra oldtiden af og næsten indtil nutiden har anden indretning med trappen været ukjendt i vore gammeldags bygder. Men det er at mærke, at netop ved bod-loftet går svalen meget almindelig omkring på alle fire (eller måske kun på de tre) sider, så hensigten med den ikke blot har været at føre fra trappen hen til lofts-døren.

Jeg har gjættet på sådan forklaring: Som klæderne før hang opunder taget, men ellers sammen med madvarerne, så blev loftet bygget netop for klædernes skyld, at de ikke alene kunde være for sig selv, men også hænge ret høit, så rå-damp eller fugtighed fra jorden ikke kunde nå dem og få dem til at mugne. Og fremdeles blev svalen med dens tætte panel bygget omkring, at ikke solen skulde brænde på selve tømmervæggen og gjøre det lummert derinde; thi jo mere kjøligt det kunde holdes på loftet, des mindre skulde vel møllen, den klædefordærver, lokkes derind(23). Og det var vel værd at gjøre sådan omhyggelig indretning for klædernes skyld; thi i oldtiden stak en forholdsvis meget stor del af den løse formue i klæder, både gang- og senge-klæder, noget, som endnu kan mærkes i vore gammeldags bygder, og medens de øvrige sager i boden, madvarerne nemlig, i det store taget måtte fornyes hvert år, så skulde klæderne vare i årevis, ja fra fader til søn og fra moder til datter og datterdatter(24).

Indrettet for klædernes skyld kom loftet rimelig til at hede klædeloft. Men kom der en gjæst til gården, så faldt det bekvemmest at indrede et soveleie til ham netop her, hvor jo felderne og åklæderne og de andre senge-klæder hang i beredskab; for sådanne tilfælde blev det vel også brugeligt at have en seng stående her. Og således blev klæde-loftet tillige et senge-loft.

Allerede ved talen ovenfor om kong Olaf den Helliges besøg på Lom så vi, at det var på et loft, han tog herberge for natten. Og så almindeligt fortælles noget lignende i de gamle sagaer, at det er, som om det måtte forståes af sig selv, at gjæsten og netop den fornemste gæst fik sit natteleje anviist på et loft. Stundom (men det var vist mest om sommeren, da man nok gjerne, som før erindret, flyttede ud af vinterstuen), sees det også, at husbonden selv sov på et loft, således f.ex. Olaf den Helliges samtidige ErlingSoleJæderen engang ved påsketid, da sønnen Skjalg for en vigtig sags skyld kom og vækkede ham med sådan dundren på døren, at den gav sig i naglerne(25).

Hvad hensigt der kunde være i, at der netop skulde soves på et loft, er ikke let at indse; derimod synes mig, som forklaret, at der var god mening i at have klædernes og navnlig senge-klædernes kostbarheder forvarede på et loft, og var dette først blevet skik (noget, som jeg ikke netop har seet berettet fra oldtiden, men som jeg slutter mig til fra hvad der endnu den dag idag kan sees i vore fjeldbygder), så fulgte det som af sig selv, at også gjæste-sengen måtte stå her(26).

Men allerede på Olaf den Helliges tid og længe før må en udvikling være foregået, som jeg synes at øine i de gamle sagaer og at gjenfinde i bygdernes nuværende skik.

Den ene bod blev til to, svarende til den gamles dobbelte formål, nemlig en særskilt madbod og en særskilt sengebod.

bilde s. 34

Denne udvikling er vel ikke netop foregået i alle bygder eller i nogen bygd på alle gårde. Men i rigere egne og på større og bedre bebyggede gårde har den været at se.

bilde s. 35

Madboden har gjerne beholdt den simple form, som jeg tænker mig var den oprindelige: et firkantet rum, lige bredt som langt, med døren på gavlvæggen, med eller uden loft. Der er dog to afændringer af denne grundform: den ene har et slags sval på forsiden, hvorved bygningen, seet udvendig, bliver en langagtig firkant; det er efter omstændighederne enten alene under-sval eller både under- og loft-sval; den anden afændring har ingen undersval, men loftsval om mindst tre sider, hvorved den egentlige firkant mere bevares(27). Stundom er boden bygget så stor, at den - atter en udvikling af den gamle enkelthed - har fået to døre på gavlvæggen, førende ind til tvende rum; man kunde kalde den dobbelt-bod; en sådan kan forresten enten tilhøre den ene eller den anden af hine afændringer. Mærkes må også den ulige

bilde s. 36

måde, hvorpå huset er stillet på jorden: altid så, at der kan være lufttræk under gulvet, for at holde det tørt og frisk derinde, men derhos enten simplere på en åben grundmur, eller omhyggeligere - nemlig for tillige at hindre mus og rotter fra at komme op - på stolper eller staver, heraf da navnene stolpe-bod og stabbur (egentlig stavbur). Der må være trappe foran døren på disse sidste huse, stabburs-klop; men denne må ikke stå helt hen til huset; der må være et mellemrum, så stort, at ikke de nævnte små-dyr skulle kunne hoppe over.

Ofte er der indrettet en egen bod til at have melken i, og denne bod heder på mange steder, mærkeligt nok, stue, nemlig mad-stue (matstue, udtalt masstove, masstugu), således f.ex. i det nordre Østerdalen.

Tegningerne fig. 8, 9, 10 og 11 skulle vise os en hel samling af madboder. Fig. 10 forestiller det usædvanlig vakkre stabbur, som maler Tidemand så på gården Bolkesjø i Tinn i Thelemarken og derfra flyttede ind i et af sine malerier - det, hvor bonden sees at sætte op kornbåndet for fuglene jule-aften, medens husmoderen netop træder ned af stabburs-kloppen, med sin lille i den ene hånd og gode sager for julebordet i den anden - småfuglene ere ikke bange, men sidde på taget, og gårdens gutteflok boltrer sig i sneen. Ved siden af det større stabbur skimte vi et mindre, på kun et stokværk; det store har årstallet 1796 indhugget over døren; det mindre er kanske ældre. - Fig. 11 viser os en stor og vakker dobbelt-bod på den velbyggede og anseelige gård Heringstad i Hedalen, Vaage præstegjæld, Gudbrandsdalen(28).

Sengeboden forekommer også i to hovedformer. Navnlig i Thelemarken kan man hyppig se to stolpeboder stående tæt ved siden af hinanden og dannende ligesom et sammenhørende par - den ene er da madbod, den anden sengebod. Jeg veed dog ikke, om det særskilte navn sengebod forekommer her, eller om begge boder slet og ret hede stabbur eller stolpebod. Ved stolpeboden på Bolkesjø i fig. 10 er jeg ikke engang rigtig sikker på, om den virkelig er madbod, eller om det er så, at dens undre rum, boden, er opfyldt af sadler og sæletøi og alskens redskaber, og at loftet gjemmer gårdens klæder og stads og danner dens gjæstekammer. Fig. 10 kan ialfald gjælde som et oplysende billede også her.

Dersom det er så, som jeg ovenfor har gjættet mig til, at dette sæt af boder har ligesom udviklet sig af et enkelt hus, som i den første begyndelse tjente begge formål, så er det jo rimeligt nok, at de begge oprindelig fik en og samme form.

Men ofte kunde det behøves at have sengeboden noget større, på gårde, hvor det jevnlig faldt til at udøve gjæstfrihedens pligter. Så byggedes den - og det er den anden hovedform - i en langagtig firkant, med indgang på langvæggen; i nedre stokværk - thi det er efter det før forklarede noget, der ligesom hører til en sengebod, at den skal have to stokværk, eller bod nedentil og fuldstændigt loft oventil - i nedre stokværk sees da døre, forende ind til to rum, oftest lige store og adskilte ved en tømret tvervæg; disse to rum bruges til forråds-boder, melkebod, redskabsbod o.s.v.; det er, som om der stod to stolpeboder ved siden af hinanden og forenede under et fælles tag(29). Også loftet vil man vel som oftest finde afdelt i to rum og det formedelst en tømmervæg; det ene rum er da sengeloft og er gjerne større, det andet og mindre er klæde-loft.

Stundom står en peis på senge-loftet, så man altså om vinteren kan skaffe sin gjæst et lunt soveværelse, og efterhånden som glasvinduerne ere komne i brug, er da sengeloftet (sjeldnere klæde-loftet) også blevet forsynet dermed. I det hele lader det til, at man fra gammel tid har været vant til, at dette loft skulde bygges og indredes med største omhu, og at det har været betragtet som den hovedsagelige del av bygningen, vigtigere, end nedre stokværk, noget, som også kan sluttes af den talebrug på nogle steder, at man kun kalder hele bygningen slet og ret loftet.

I Valders, på gården Hande i vestre Slidre præstegjæld, står en bygning, som længe har tiltrukket sig opmærksomhed ved sin ælde.

bilde s. 38

Jeg har ikke seet huset selv; men jeg synes at kjende det tilstrækkelig af tegningerne, dem jeg meddeler under fig. 12, 13, 14, 15 og 16(30).

Langsiden af huset, fig. 12, viser os et særdeles godt tømmer-arbeide; der er ikke megen udskjæring og stads (lidt på sval-stolperne og på torvolen over vinduet); men tømmer-stokkene ere udsøgte, og hugningen og sammenfældingen er udført med nøiagtighed. - At danne træet hed i gamle dage ligesom at danne jernet: at smide; og det er sagt om Olaf den Hellige, at han var «meget nøieseende med alt smede-arbeide, hvad enten han selv havde gjort det eller andre». Men han skulde vist ikke fundet noget at udsætte på det, om hans folk havde sat ham op et sådant hus på en af hans gårde, og det skal ikke skille så meget, at de huse på kongsgårdene, som vare indrettede til herberge for ham og hans nærmeste mænd med ham, vare så som denne sengebod. Thi en sengebod holder jeg denne gamle bygning for at være, skjønt nu for tiden nok ikke noget af dens rum bruges som senge-værelse, men hele bygningen, efter som jeg har forstået fortællingen derom, blot nyttes som et slags pulter-kammer for allehånde gammelt skrab.

De to døre i nedre stokværk føre ind til de to rum, som grundtegningen fig. 13 viser: to mørke og lave rum, uden vinduer, åbenbart to forråds-boder. I gulvet i den ene af disse sees en lem, som fører ned til kjelderen i fig. 15. Jeg mener, at det har været øl-kjelderen; men derhos erindrer jeg, at slige kjeldere brugte man i gamle dage stundom at kaste fanger ned i for at holde dem fast.

Den fornemste del af bygningen er åbenbart øvre stokværk eller loftet (fig. 14), delt i et større og et mindre værelse, hint forsynet med ildsted og tre vinduer, dette ganske mørkt. Dette mørke værelse, omringet af svaler således, at solen ganske kunde holdes borte fra væggene, så der altså kunde være meget kjøflgt derinde om sommeren, er jo just som indrettet til et klæde-loft. Og det andet værelse passer godt til et senge-loft; derhos kan det have været brugt om dagen som et slags gjæstebuds-sal. Der er heller intet i veien for, at det også kan have været brugt til offentlige møder og forsamlinger som thing o.s.v.; men man behøver ikke derfor tænke sig, at hele huset fra først af har været bygget og indrettet til thingstue - en formodning, som jeg dog synes at have seet fremsat om gamle bygninger af dette særegne slag.

Jeg har ikke hørt nogen beretning eller formodning om, hvad tid eller af hvem det avbildede hus på Hande er bygget - kun at det, som sagt, skal være meget gammelt og godt bygget. Men det er åbenbart beslægtet med et andet hus, som der nu kun er bevaret tegning og beskrivelse af(31), men som har stået på gården Skjelbred i Annebo præstegjæld i Jarlsberg; allerede i 1751, da tegningen blev taget, vakte det opmærksom-

bilde s. 40

hed formedelst sin ælde, og efter sagnet, som kaldte det Grev Alfs Residents, skulde det have været til alt i slutningen af det 13de århundrede, da denne sagnets og kæmpevisens helt udførte sine berømmelige bedrifter og fik et så forskrækkeligt endeligt.

Også dette hus havde nederst to lave og mørke boder, med blot jordgulv, med hver sin dør på husets ene langside, og øverst to værelser, nemlig et større med vindue og sengested samt et mindre uden vindue; loftet var også på to eller tre sider omgivet af svalgang, og trappen var udvendig, på den før beskrevne måde. Men midt imellem boderne og loftet var her et mellemste stokværk, som udgjorde et eneste rum, en stor sal; her var altså tre høider eller stokværk, noget, som har udmærket dette hus fremfor alle andre træhuse af gammel norsk bygnings-skik, som jeg ellers veed besked om. At Skjelbred-huset ialfald må have været meget gammelt, kan sluttes af den overmåde tarvelige indretning: gulvplankerne vare ikke skårne med sag, heller ikke glattede med høvl, men kun teljede med øx; der var ikke glasruder, men kun lemmer for vinduerne, og døren måtte lade sig nøie med træ-låse, - der var kun jern-lås for døren til det mørke loftværelse, som svarer til det, jeg i bygningen på Hande antog for at have været klæde-loft, bestemt til at bevare kostbare eiendele.

Endvidere står en lignende gammel bygning, dog kun af to stokværk, på gården Finne på Voss, i Bergens stift, hvor der før i tiden boede mægtige folk. Nedre stokværk består også her af to lave og mørke boder, med hver sin dør på husets langside(32); ovenover på samme side føre to dører fra loft-svalen ind til de to værelser, som loftet er afdelt i, oprindelig (thi nu er deri gjort nogen forandring) et større og et mindre, men begge lyse og stadselig udstyrede. Der er en ting, som udmærker dette hus fremfor alle andre verdslige bygninger i landet, at nemlig øvre stokværk er bygget på samme måde som stavekirkerne, nemlig af opretstående stolper og planker, og dette tyder på en høi alder; men det viser også tilstrækkelig, synes mig, at huset ikke kan være bygget til at tjene som stue eller egentligt beboelses-hus; thi dette stavværksloft måtte være for koldt om vinteren, og de lave rum nedenunder ere for simple. Der sees heller ikke spor af ildsted i huset(33).

Til samme klasse af sengeboder henregner jeg fremdeles nogle gamle træbygninger, som i forrige og tildels i dette århundrede have været at se på Oroug i Askim og på Langsæter i Thrykstad, begge i Smaalenene (jutul-stuerne, som almuen der i sin tid kaldte dem), på Sorknæs i Grue, ved Glommen, på Hafnord i HoleRingerike, på Gavelstad i Lardal, ovenfor Larviks by(34).

Og jeg tror (men jeg bør udtrykkelig tilføie, at jeg ikke veed, om denne min mening deles af andre), at det er samme slags huse, som der ofte hentydes til i vore kjæmpeviser under navnene høie-loft (også høge-loft) og jomfrubur, og som i vore sagaer tidt og ofte omtales under det navn skemme (skemma).

Det navn skemme er nu gået i glemme i folkesproget. Men professor Keyser, som har ladet trykke en særskilt afhandling om vore forfædres bygningsmåde i saga-tiden(35), beskriver den ganske tydeligt, og der er intet væsentligt stykke, uden at det tillige passer på den ovenfor afbildede bygning på Hande i Valders.

Professorens ord ere disse: «Det synes ikke at have været ualmindeligt, endog i temmelig gamle tider, at skemmen var tvende stokværk høi. Dens nedre del kaldtes da undirskemma, dens øvre del skemmu-lopt eller blot lopt d.e. loft. Skemme-loftet benyttedes til sovested og havde undertiden flere afdelinger. På den ene side af dette loft gik oftest en såkaldet svale (svalir) eller loft-svale (loptsvalir), til hvilken en trappe eller stige (rið) fra gården førte. Loftet havde igjen sin indgang fra svalen, således at man for at komme dertil ei behøvede at gå gjennem underskemmen. Denne sidste synes derimod ofte at have været således indrettet, at den eneste adgang til den var fra det ovenpå byggede loft gjennem en lem i loftgulvet. Svalen har enten hvilet på stolper eller også på selve det nedre stokværk. Den har rimeligvis lignet vore svalgange og efter omstændighederne enten været udvendig åben eller lukket ved en paneling forsynet med glugger.» (Se f.ex. Snorre, Ynglinga-saga, kap. 14.)

Men som, efter hvad prof. Keyser fremdeles forklarer, dette slags huse tildels benævnedes med det velbekjendte navn bur (búr, hvoraf vort stabbur, som ovenfor erindret), således brugtes i saga-tiden navnet skemme også undertiden om madboden. De to navne bur og skemme brugtes altså om hinanden, omtrent ligesom nu de to navne stabbur og stolpebod. Det navn skemme er gået under; men det navn bod er kommet op istedet. Ikke så, at jo navnet (búð) brugtes i saga-tiden også; men det anføres ikke i Keysers afhandling, og det vel af den grund, at det i oldtiden ikke sees at være brugt til at betegne noget af husene hjemme på gården, men kun sådanne huse, som folk havde stående til midlertidige boliger ved thing-steder, på markeds-pladse, ved fjerne fiske-vande (ligesom vi jo endnu sige fiske-bod og markeds-bod)(36).

Navnet senge-bod lagde jeg først mærke til i 1857, i den vakkre lille Hernæs-bygd i Elverum i Østerdalen, hvor jeg (det var så meget mer tilfældigt, som huset var meget simpelt og uanseeligt) traf til at spørge om et gammelt hus, jeg så på en gård, og fik høre det benævne og beskrive som en senge-bod. Nu var huset overflødigt, såsom der var indrettet bedre senge- og klæde-lofter i den nymodens hovedbygning; men det var dog blevet stående og havde beholdt sit gamle navn.

Et hus med samme form (kun endnu simplere i alle måder) samt med samme bestemmelse og - om jeg ikke mindes meget feil - med samme navn blev jeg i 1856 opmærksom på i Tresfjorden i Vestnæs præstegjæld i Romsdalen. Og da jeg nogle dage efter i nabo-præstegjældet Veø sad i samtale med en vel kjendt mand og blandt andet forhørte mig om den skik, at tjenestefolk have natteleie i fjøset, fik jeg høre, at denne skik havde været der også, men nu i den sidste menneske-alder forandret så, at de sov i senge-boden, eller på de gårde, hvor der i den senere tid var bygget såkaldte loft-stuer, på loftet over stuen. - Men nu må jeg beklage, at jeg ikke ved samme leilighed forhørte mig om eller lagde mig på minde, hvordan samme sengebod pleiede være bygget og indrettet.

I Søndmør i Bergens stift var der ved 1760 ifølge Strøms førnævnte beskrivelse på enhver velbygget gård (foruden «stab-buur» til madvarer) «en såkaldet senge-bod» med vinduer og loft samt forsynet med senge, hvor reisende og andre fremmede kunde finde natteleie(37).

I Søndfjord, længere syd i Bergens stift, var der ved 1785, ifølge en beskrivelse over egnen af sorenskriver Arent(38), ligeledes foruden «stabbur» for madvarer en egen «sengebod», som tildels var bygget «på en kjelder eller anden forhøining» og da kaldtes «loft»; her var der natteherberge for fremmede, her hang bondens og hans hustrues helligdagsklæder, her stod deres betydeligste klæde-kister med linned, sølv, penge, skjøder, skatte- og tandskylds-bøger, og hvad bohave de eiede af tin og messing, var opsat her.

Og om Fane præstegjæld, lige ved Bergens by, heder det i en beskrivelse af året 1779(39), at medens stuebygningerne vare på kun et stokværk, var det hist og her et eget slags bygninger på to stokværk: det underste tjente til «bod» til at forvare fødevarer i, såsom de andetsteds brugelige «stabburer» ikke vare i mode der, men det øverste tjente til «klædekarnmer og sengebod», hvor fremmede kunde få natteleie.

Søndenfor Bergens stift er det nærmeste bygdelag af Christiansands stift Ryfylke ved Stavanger. Her var jeg i 1860, og i et par af de inderste bygder, Suldal og Jelse præstegjælde, gav kjendte mænd mig den forklaring, at før i tiden, da røgstuer vare brugelige (og det er ikke længere tilbage, end at selv middelaldrende folk kunne mindes det) var det som noget, der hørte til på en gård, at der måtte være en «bod» (bu), med «under-bod» og «loft»; i Suldal var loftet sengeværelse for gjæster og underboden dels forrådsrum for allehånde sager, dels soverum for ungfolket på gården, i Jelse derimod var dette omvendt; i hvert fald var gjæsteværelset tillige gårdens klæde-kammer, hvor kisten stod.

Når jeg tænker på, hvor små og uanseelige husene i det hele taget ere i disse vestlandske egne, så skjønner jeg nok, at disse sengeboder ikke have kunnet måle sig med den afbildede bygning på Hande i størrelse og mægtighed. Men dog mener jeg, at det har været huse af samme art. En vestlandsk stue står jo ligeledes i almindelighed meget tilbage for en Østlandsk, men er dog en bygning af samme art.

Tænke vi os en bygning af samme grundform som sengeboden på Hande, men bygget ganske simpelt og indeklemt mellem andre huse på en almindelig bondegård, så kan den vel komme til at se ud som et af husene i tegningen fig. 17(40), som fremstiller en af gårdene Sandbo i Vaage i Gudbrandsdalen.

I det nærmeste hus til venstre gjenkjendes madboden i fig. 9. Til høire for den se vi det hus, som jeg mener: det er en langagtig firkant, i nederste stokværk opdage vi to døre på langsiden, førende ind til to rum - vi se jo naverne eller stokke-enderne af den indre skillevæg - ; ifølge en tilhørende grundtegning kan jeg endvidere oplyse, at det er mørke rum, uden vinduer, ganske ligesom på fig. 13; det er altså ikkun simple boder, til at hensætte melk om sommeren, ophænge sæletøi og allehånde redskaber m.m.; en trappe fører op til loft-svalen, og fra denne må der være indgang til loftet, hvad enten nu dette er afdelt i to rum eller ikke; på den modsatte side af huset kan der være vinduer til loftet, og muligt er det, at der på bagsiden af taget kan stikke en skorstenspibe op, fra en peis på sengeværelset. Der er en trappe til ved huset, men den hører egentlig til det tredie hus i rækken, som er en stuebygning af nyere slag, nemlig med øvre stokværk. Ret for tilskueren eller længst tilhøire viser billedet endelig en stuebygning af det ældre og simplere slag, så vi få en ret god forestilling om, hvorledes man i gamle dage, da sengeboden var det eneste hus på gården med øvre stokværk, kunde stå på loft-svalen og se frit ud over.

Som det ovenfor erindredes, at melkeboden i det nordre Østerdalen heder matstue, så kan jeg her tilføde, at i Dalsbygden i det samme bygdelag hørte jeg tale om et hus, som før i tiden var almindeligt på gårdene, men som nu nok er sløifet, da man har indrettet tilsvarende bedre værelser i selve hovedbygningen - nemlig loft-stuen(41)eller litl-stuen: her var et værelse, som udmærkede sig ved loftsgulv og paneling om væggene, en dengang sjelden udstyring; her stod en seng for præsten, som hvert år ventedes i besøg, nemlig når han reiste om for at modtage tiende-ost; i dette hus hang også klæder og stads, og her blev bruden pyntet. Når - så fortalte nemlig en gammel bonde mig - når brudgommen og hans følge var kommen, og alle gjæsterne vel vare bragte til sæde om

bilde s. 45

bordet, så kom bruden med sine brudesvende ind fra loft-stuen, og det unge par hilsede far og mor i huset, som bad dem sætte sig sammen i høisædet. - Denne loftstue lader til at have været netop en sengebod.

Således har jeg da gjort rede for visse klasser af indhuse. Som den tarvelige begyndelse i de ældste tider tænkte jeg mig: A) ildhuset (familiens oprindelige bolig eller stue) og B) boden (forrådshuset). Men med det stigende behov og den øgede velmagt udviklede der sig af hin begyndelse en hel mangfoldighed af huse, som jeg har ment at kunne sammenfatte under de nu forklarede grupper og klasser:

A første gruppe:

1, ildhus (nu for tiden bryggerhus),
2, sommerstue,
3, vinterstue, og

B anden gruppe:

4, madbod samt
5, sengebod.

Der er vistnok mangfoldige gårde, hvor bonden ikke har rukket så langt med sin gårds bebyggelse; ja der er vel endog hele og store bygdelag hvor der ikke har været tanke om særskilt sommerstue, eller hvor det har været en sjeldenhed at se en særskilt sengebod. Men så er der omvendt bygder, hvor husklyngen på de fleste gårde er så stor at det falder vanskeligt at få alle indhuse ordnede ind under hine 5 klasser, selv om jeg strax føier til som 6te klasse en kår-stue eller føderåds-stue eller livøre-stue, nemlig en særskilt bygning til bolig for gårdbrugerens forældre, som nyde livsophold af gården (kår, føderåd eller livøre). Med kår-stuen følger ofte på større gårde særskilt stabbur for kår-folkene. Ligeså ser man ikke så sjelden på større gårde et eget stabbur til brug for tjenestefolkene, som der kunne have sine forråd af klæder og sko forvarede for sig selv.

Kort, lige så nær som tømmerskoven overalt i fortiden lå ved gårdene, lige så snar var man til at fælde tømmer og bygge sig et nyt hus, for hver gang et nyt behov opstod, så der kom til omtrent lige så mange særskilte huse, som vi efter nyere måde vilde tænke os værelser. Dette blev ligesom en særegen norsk skik, lige modsat af hvad jeg har ladet mig fortælle fra det nordlige Tydskland, at der på hver bondegård skal være et stort hus, som under sit ene tag omfatter både menneskene og dyrene og avlingen og altsammen.

Hin eiendommelige norske skik har nu rimeligvis nået sit høieste punkt og er allerede begyndt på at forsvinde. Men derfor kan det være værd engang at betragte ret nøie et exempel på, hvorledes en bondegård har kunnet komme til at se ud under samme skik. Vilde man have et aldeles rent exempel, så måtte man gå til smågårde eller til uanseelige nyrydningspladse; men det vil interessere mere at se et exempel fra en af nutidens anseeligste bondegårde, skjønt forholdet her allerede er noget blandet,

bilde s. 47

idet der vel er en stor mængde enkelte huse, efter den gamle skik, men også nogle fler-rummede huse, stuebygning med gjæsteværelser, med øvre stokværk o.s.v., efter den nyere måde.

Exemplet er fra gården Haakenstad i Vaage i Gudbrandsdalen. Fig 18 giver en grundplan eller et slags kårt over gårdspladsen med dens huse, som, vel at mærke, alle høre til en og samme husholdning.

Husene ere: 1, vinterstue med tilbyggede værelser, som i tilfælde kunne tjene til bolig for føderådsmanden, og med helt loft eller øvre stokværk, 2, gjæstehus med flere værelser og med loft, temmelig svarende til den mere gammeldags sengebod, men af en nyere og ganske forskjellig form, 3, drengestue, 4, stabbur, 5, bakstehus, 6, brødhus (til fladbrødet), 7 og 8, korn- og madboder med loft, 9 og 10, vognhus, 11, vedskjul (veaskåle), 12, madbod, 13, melkebod, 14, madbod, 15, vadskehus, 16, kværn, (måske håndkværn; thi nede i elven er gårdens mølle med vandhjul og sigte-indretning), 17, kornbod, 18, kornbod med loft, 19, hestestald med loft, 20, sauehus, 21, grisehus, 22, foderhus i to høider, 23, låve med lade i tre høider, 24 og 25, fjøs, 26, hestestald, 27, hestestald med hølade over, 28, låve i tre høider, 29, fjøs, 30, varmehus, til at varme drikke til kreaturene, 31, brønd, 32, vadskehus, og 33 tørkehus. Og enda savner jeg smidien, som dog pleier findes ved hver brav gård; ventelig har den ligget så langt borte fra den samlede husklynge, at den ikke kunde komme med på kårtet.

Læseren kunde måske ønske at kige ind imellem denne usædvanlige husklynge, og derfor meddeler jeg tegningen fig. 19.

Jeg veed ialfald, at hver gang jeg har trådt ind på denne gårdsplads, så har synet af hus-klyngen gjort et livligt indtryk på mig. Til venstre ser læseren selve stuebygningen (1), til høire gjæstehuset, det med klokketårnet (2), ret for de to kornboder (7 og 8).

Lige i forgrunden til venstre sees opstablet en del heller eller skifersten, som kanske nylig er kjørt hjem fra stenbrudet for at bruges til tagsten. Herved mindes jeg om en vakker dag i 1852: jeg spadserede omkring på gården med eieren, den gamle Ole Haakenstad, og yttrede min forundring over den store mængde af huse; men han gjorde mig opmærksom på, at der var en god del endda, nemlig sæterhuse, jeg tror på to sætre, sommer- og høst-sæter, samt hølader på ude-slåtter hist og her i marken, og han sluttede med de ord: «Det blir da mange tage at holde istand, og et torvtag står ikke så ret mange år, så alt i et er der huse, som skal gjøres ved.»

§ 12. LOFT-STUE

Forrige paragrafs forklaring om sengeboden og andre bibygninger på en gård vilde jeg have betragtet som forberedelse for de følgende forklaringer om stuen eller selve hoved-bygningen.

bilde s. 49

Jeg minder om den i § 2 afbildede ramloft-stue. Tænke vi os ramloftet bort, så have vi tilbage en stueform, der er at betragte som den almindelige og nedarvede i Gudbrandsdalen. Denne form kan sikkerlig den dag idag gjenkjendes i de aller fleste stuebygninger i dalen, enten uforandret (i ældre bygninger på enkelte af de større gårde og i nye bygninger på mange små-gårde og husmands-pladse) eller som grundform i en større hoved-bygning.

Denne nye skik at bygge større hovedbygninger synes opkommet under bestræbelse for at få den gamle husklynges altfor store mangfoldighed samlet ind under et rimeligere sæt af få, men altså store huse.

En måde er nu den at tage loftet af en sådan sengebod som i fig. 12, og sætte det op over en stue: man har da en loft-stue eller en stuebygning med øvre stokværk, eller over selve stuen et senge-loft og over kleven et klæde-loft.

Man betragte i denne anledning tegningen fig. 20, som forestiller den anseelige gård Bjølstad i Hedalen i Vaage præstegjæld. Stuebygningen er det hus, som ligger til venstre; skorstens-piben på taget røber det.

Istedetfor at ramstuen på Løkkre har lang-sval foran, har denne stue kun en liden dør-sval. Men denne forskjel må agtes for uvæsentlig.

Gjennem dørsvalen kommer man her ind i selve stuen og finder fremskabet og høisædet og hjørne-skabet på venstre hånd samt peisen skrå over for høisædet og nær peisen dør ind til kleve-rummet, alt efter grundtegningen til stuen på Løkkre i § 3.

Men medens vi i Løkkre-stuen kunde stå på stuegulvet og se helt op til mønsåsen, så er her et gulv i almindelig høide over stuen, fordi der er loftværelse over.

Trappen står i dør-svalen, og den fører egentlig kun op til loft-svalen, så man først fra den kommer ind på loftværelserne, ganske overensstemmende med den ældgamle måde, som er forklaret ved sengeboden på Hande.

Tanken om at bygge øvre stokværk over stuen er åbenbart indkommet fra de ydre bygder og til dem måske fra byerne, ja gjennem disse muligens alt fra udlandet. Men måden at udføre tingen på kan meget vel være selv-lært eller taget fra sengebodens oldtidsmæssige indretning; den er ialfald ganske ligedan.

Efter denne forklaring forståes det let, at efterhvert som det blev almindeligt i en bygd at bygge øvre stokværk med sengeloft og klædeloft over stuen, så måtte den gamle klasse af sengeboder eller særskilte huse med sådanne lofter lidt efter lidt forsvinde; de gamle sengeboder, som stod, lod man forfalde, og man byggede ikke nye op(42). Man vil rimeligvis også finde lidet spor af sengeboder i de egne af landet, hvor det i lang tid har været brugeligt at bygge stuer så, som nu forklaret.

Lom, som ligger så afsides, var nok en af de bygder, hvor denne nye mode sidst fik indgang. Man veed endnu at nævne den bondemand her, som gjorde begyndelsen - jeg tror næsten, det var først i dette århundrede. Da hans naboer så huset voxe så anseeligt i høiden, så lagde de det ud som storagtighed hos manden. Men det varede dog ikke mange år, før en og hver efterlignede exemplet, så fort leilighed gaves.

Der er mange bygder i vort land, hvor det først i dette århundrede eller i den sidste menneskealder er blevet brugeligt at bygge stuer på to stokværk eller i «dobbelt høide» (ja på adskillige steder er det jo endnu ikke kommet dertil); men fast overalt fortælles en lignende historie om begyndelsen.

Der kan gjerne have været nogen storagtighed med i spillet. Men nytten måtte også være indlysende. Før havde bonden havt to tage at bygge og tække og holde vedlige, både stuens og sengebodens; før skulde der megen ved til at holde det varmt i en stue med det høie rum helt op til taget; før havde husmoderen måttet gå mangt et skridt over gårdspladsen for at komme til sit klæde-loft; før havde ungfolket på gården måttet ty til fjøset for at finde sig et lunt soverum om vinteren, hvilken nødvendighed faldt bort nu, da der blev et sengeloft, som stod lige over stuen og fik godt af stuevarmen. Der er endnu altfor meget igjen af denne skik, at ungfolket har sit natteleie i fjøset, fjernt fra husbondens opsigt og mellem dyriske omgivelser; men nu er der dog bleven mulighed for at ophøre hermed, og med muligheden er også begyndelsen gjort(43).

Ved den tid, da folket i Lom gjorde sig sine betænkninger over den første dobbelt-høie stue i deres bygd, eller lidt før, traf det sig, at amtmand Sommerfeldt forfattede en beskrivelse over Christians amt, hvortil jo også Gudbrandsdalen hører, og blandt andet skrev han så: «Fordum, da tømmeret var stort, varigt og let at få, vare bøndernes stuebygninger små og enfoldige, bestående jevnligen af en stue, som tillige var kjøkken, et lidet kammer, kaldet kåve, og en forstue. Nu, da vørket eller materialierne ere kostbarere og slettere, bygges ei alene bekvem

bilde s. 52

mere boliger, hvilket er vel, men unyttige og overflødige værelser, hvilket er ilde, da skoven derved ødes og jordbruget forsømmes»(44).

Det hele skrift vidner om, at amtmand Sommerfeldt må have været en særdeles skjønsom og velvillig mand, så, når han endda må klage over forfængelighed i bygningsvæsenet, kan man nok vide, at der må have været noget i det. Men denne skade skulde, mener jeg, endda opveies, dersom en god benyttelse af de mange værelser ledede til en forædling af huslivet, og det første skridt i denne retning måtte være afskaffelse af hin fjøs-skik.

For dette hensyn må også den betragtning stå tilside, at selve stuen under loftværelsets gulv har tabt den anseelighed og eiendommelige skjønhed, som fulgte med den gamle stues høie frie rum, og som tegningerne fig. 5 og 6 give en forestilling om. Dette må, som sagt, stå tilside for vigtigere hensyn. Men antegne vil jeg dog til erindring, efter en prøve, jeg har seet på gården Glimsdal i Bæverdalen i Lom, at man tildels lagde an på at forskjønne stuen med en egen paneling oppe under taget, så man istedetfor tagets åser og skrå sider så ligesom en hvælving, let og svævende. Et sådant dække over stuen kaldtes himling.

Ved at agte på de årstal, jeg har truffet til at se på stuebygninger af den gamle form, på et stokværk, samt ved at lægge sammen de træk, jeg har kunnet opfange af gamle folks fortællinger, er jeg kommen på den formodning, at moden med to stokværks stuer er indkommen i Gudbrandsdalen fra 1750 af. Der kan vel have været stuer af denne nye form for; men de have vistnok dannet undtagelser. På Hedemarken og ellers i de ydre bygder var skikken, som det senere skal omtales nærmere, nok begyndt før.


§ 13. KRØLLE-SKURD

Siden jeg har ført læseren ind på Bjølstad (fig. 20), så tør jeg bede ham standse lidt endnu på gården og tage enkelte ting i øiesyn.

Seet i nærheden tager dør-svalen til stuen sig således ud, som fig. 21 forsøger at fremstille det(45).

bilde s. 54

Jeg synes at se her, at den skjønne Bjølstad-skov ikke har sparet at yde sine bedste træer til tømmer til dette hus. Bygningsmændene have heller ikke sparet sin kunst. Betragt engang fløi-spiret på samme dør-sval, som fig. 22 fremstiller i endnu større målestok, sammensat som det er, af to flade stykker, det ene vendende frem (a), det andet til siden (b).

Og en vindski på et af tagene sees i fig. 23.

Og siden vi have denne gjenstand for os, så lad os fra Bjølstad gå tilbage til et par andre gårde i Vaage, hvor vi allerede før have været

bilde s. 55

indom, for at se os bedre om og ret lægge mærke til de træskjæringsprydelser, som også her smykke husenes ydre.

Haakenstad (fig. 18 og 19) dvæler øiet med behag på den dør til en svalgang og den dør-sval, som tegningerne fig. 24 og 25 forsøge at fremstille.

Og på Sandbo (fig. 17) er en dør-sval bygget på lignende måde (foran den stuebygning på to stokværk, som står væg i væg med sengeboden). Gavl-toppen og vindskien sees fremstillet i fig. 26 og 27.

Dette er den krølle-skurd eller træskjærings-kunst, hvis skjønhed jeg

bilde s. 56

berømmede ovenfor, ved talen om skabene (§ 6). Oftest var det nu inde i husene, at jeg så disse snirkler og krøller, på skabene og på kniv skafter og træskeer; men ikke sjelden mødte de mig ofte således over husdørene, som man nu har seet - som om bygnings-tpmmeret havde liv endnu og skjød blad og sprang i blomst. Netop her i Gudbrandsdalen, og det i Norddalen (Vaage, Lom og Lesje), blev mit øie fortroligt med denne træskjærings særegne art, så jeg kunde kjende den fra al anden træskjæring. Men siden gjenkjendte jeg den samme art på altertavler og prædikestole, f.ex. i Asker kirke nær Christiania, altså i en egn, hvor samme kunst ellers ikke hører hjemme. Men disse kirke-prydelser (det kom jeg siden til kundskab om) ere udførte i en smag og stil, som for et par hundrede år siden udvikledes i andre lande og gik Europa rundt og

bilde s. 57

altså også kom til Norge, og nu gjætter jeg på, at de fingernemme gudbrandsdøler have taget kunsten netop efter sådanne prøver og mønstere, som de have truffet til at se på færdes-reiser i andre bygder. Ja, min

bilde s. 58

gisning går videre: altertavlen og prædikestolen i Lesje hovedkirke er smykket med en krølle-skrud, der kanske er den rigeste og skjønneste prøve, jeg har seet; men den er skåret af en selvlært bondemand af sognet ved navn Jakob Bersvendsen Klukstad, og det ved midten af forrige århundrede (thi 1749 blev kirken bygget, og i 1773 døde manden)(46); og nu tænker jeg mig, at det kanske var netop ved denne begavede mands exempel, at den fremmede kunst blev indført her i Norddalen (og i nabo-bygden Opdal, på hin side Dovre); thi netop her fremfor andre steder blev denne træskjæring yndet og øvet, og endnu tales der ofte i disse bygder om gamle Jakob Klukstad, som en mester, hvem ingen anden her i egnen har nået.

At krølle-skurden er en senere tids mode, som har afløst en tidligere, det vises tydeligt med følgende exempel: i en av kirkerne i Norddalen (jeg mindes ikke rettere, end at det var Loms hovedkirke) har prædikestolen været smykket med fint og malet snedkerarbeide, med speil-indlægninger og med lister i skikkelse som støtter og rundbuer; men al denne stads er senere bleven bedækket med og så godt som skjult af forgyldt træskjærer-arbeide af krølle-skurdens art - det er kun ved at kige ind imellem krøllernes udskårne åbninger, at man opdager den oprindelige forsiring.

Den forsiringsmåde, som gik nærmest forud for krølle-skurden, sees en prøve af i sval-stolperne og på skabene i ramloft-stuen på Løkkre, fig. 4 og 5. Da nu dette huser opført i 1769, og da det ikke har mindste

bilde s. 59

spor af krølle-skurd at opvise, så lader det jo til, at denne ikke var kommet i mode så tidlig i den bygd. Og på denne måde, ved at agte på årstal, som kunde findes indhugne på husene eller malede på skabene o.s.v., skal det måske engang blive sikkert afgjort, om det er så, som jeg har gjættet på, at krølle-skurden er indført først efter midten af forrige århundrede. En sådan undersøgelse skulde vel også vise, at samme skurden allerede har afblomstret i disse bygder, om der end er en og anden, som skærer nogle knivskafter o.s.v. til salg til fremmede.

Endelig får jeg vise nogle prøver på, hvorledes smedene have været med at udstyre husene i disse bygder. Det er lås- og hængsel-beslag på en stuedør samt et skab-hængsel, hentede fra samme hus som de to sidste stykker og fremstillede i fig. 28, a, b, og c. Her må jeg også tænke på de mange smukke og kunstige stabburs-låse, som jeg har seet arbeidede af smede i Vaage, og som kanske skulde fortjene præmie på industri-udstillinger.

Det meste af disse vakkre arbeider tænker jeg mig udført i slutningen af forrige eller begyndelsen af dette århundrede; thi på flere måder er jeg kommen til at antage, at bygningsvæsenet fik et opsving og at træskjærer-kunsten blomstrede i disse bygder netop da.

Men med alt dette nye (også klokke-tårnet hører med til de nyere skikke) tør dog disse gudbrandsdalske husebygninger give en slags forestilling om, hvordan det monne have seet ut på kongernes og høvdingernes gårde i landets gamle velmagts-dage. Det er mig den gamle norske bygnings-kunst (fast den eneste kunst, som blev dyrket i vore bygder), der har fortsat sig indtil vore dage. Svalgangene med deres livlige afvexling af lys og skygge hørte jo til også i oldtiden, og da som nu var det brug at smykke husenes ydre med kunstige udskjæringer, om end skurden var af en anden art, og i det hele er der det slægtskab mellem hine herresæder og disse bondegårde, at der ikke var tanke om nogen anden prydelse end den, som kan ligge i selve træets behandling: udsøgt malm-ved, fint hugne stokke, raskt snit-værk på plankerne, sindrige sammenføininger, en bygningsform, som indgyder tillid ved sin styrke og behager ved sin lethed. Stokkevæggene ere mørkebrune; men det er ikke tjærekosten og endmindre maler-kosten, som har farvet dem så; det er tømmerets naturlige farve, når solvarmen mellem fjeldene har virket på det i nogle år - og så var det vel også i den tid, da gamle Gudbrand herskede heri bygden.

§ 14. SENGE-KLEVE, VASS-KLEVE, BAG-KAMMER

Jeg fortsætter den i § 12 påbegyndte forklaring om, hvorledes hovedbygningen i Gudbrandsdalen lidt efter lidt er bleven forandret og udvidet.

I de allerfleste huse er vel den forandring bleven indført, at den lange og smale kleve (se grundplanen fig. 3) er bleven delt i to rum, hvert med sin dør til stuen, således som i fig. 29. Rummet nærmest peisen får gjerne noget godt af dennes varme, og her er da en lun senge-kleve, enten for gjæster eller for nogle af husets folk. Det andet rum, nærmest

bilde s. 61

udgangsdøren, heder vass-kleve, fordi husmoderen her vasker sine kopper og gryder(47).

Skillevæggen er kun af panel. Også det lille vægge-stykke eller den smale post mellem de to døre er af panel, men gjerne med sådant fint snedkerarbejde som på skabe og døre, nemlig med speile og lister, og den første malerkost, som kommer til huset for at stryge over ikke væggene, men vindues-karmer og andet snedkerarbeide i stuen, betænker ufravigelig denne post. Her har håndklæde-kastet fået sin plads, midt imellem dørene (§ 7).

Siden så stor del af tømmer-væggen alligevel går bort til de to døre og mellemrummet mellem dem, så bliver i nyere huse også resten af denne væg mellem stuen og de to klever ofte bygget af panel - kun grundstokken samt stokken over døråbningen må beholdes, såsom de høre med til at give hele huset fasthed. I et andet bygdelag, i strøget mellem Arendal og Risøer, har den skik at bygge denne indre tvervæg af panel endog givet anledning til en eiendommelig udvikling af den hele hovedbygning, noget jeg vel kommer til at omtale nærmere.

Med denne indretning af kleven er huset vistnok blevet bekvemmere; men for at skaffe mere rum tillige har man i nogle få huse hugget hul på væggen mellem peisen og sengen og bygget ud et bag-kammer, således som grundtegningen fig. 30 viser. Den afvigende måde, hvorpå bagkammerets vægge ere tegnede, skal antyde, at de danne en tilbygning.

Bortseet fra bag-kammeret ligner denne grundtegning og den i fig. 29 hinanden som den høire og venstre hånd. Men tegningen i fig. 30 er anlagt på at svare til den stuebygning, som fig. 31 fremstiller(48).

Billedet er taget fra skyds-stationen Vik i Kvam sogn. I baggrunden sees den store og nye stations-bygning; men mellem træerne i haven lig-

Bilde s. 62

ger den gamle og gammeldags stuebygning, på kun et stokværk. Det er bag-kammeret, som vender mod os; med sin særskilte tagreisning står det tvers ud fra hovedbygningen, som om det skulde være voxet ud af den, lig grenen af et træ.

Hvor sådant bag-kammer findes, bruges det nok mest som husbondens dagligværelse, medens den rette stue er folkenes.

§ 15. NYSTUE

Vigtigere er den måde at føie en nystue til den gamle stue eller, som den nu blev hedende, gammel-stuen; det er en skik, som nu vel findes indført på de aller fleste velbyggede gårde i Gudbrandsdalen.

Fig. 32, 33 og 34 ville vise, hvorledes det er gået til med denne tilbygning.

bilde s. 63

De to første exempler svare til den forestilling, som allerede er udtalt ovenfor, at hovedbygningen er voxet op derved, at et andet hus, som ellers stod for sig selv, er blevet flyttet nær hen til den, føiet sammen ved den med en panelvæg, forenet med den under samme tag. Når dette omsider var blevet skik, så faldt det som af sig selv, at i huse, som byggedes af nyt, blev nystuen tømret i et med gammel-stuen, og da blev det så som i det sidste af de tre exempler. Men selv i dette tilfælde blev der dog en levning og et mærke tilbage af den oprindelige og mere tilfældige forbindelse, idet der ikke er nogen inderlig sammenhæng mellem det nye og det gamle, men man må helt ud på svalgangen for at komme fra den ene stue til den anden. Derfor er det da også almindeligt netop ved dette slags huse, at der strækker sig lang-sval langs med forsiden, fra den ene ende til den anden. Et eller andet sted i denne sval har da trappen sin plads, som fører op fra under- til loftsvalen.

I Gudbrandsdalen veed jeg ikke at have seet nystue uden i forbindelse med en stuebygning på to stokværk(49). Selve nystuen er da gårdens storstue, stads-stue eller høitids-værelse, og loftet lige over den er det fornemste sengeværelse for gjæster. Tænke vi os nu, at der i gamle dage har været en sådan afændring af den i § 11 omtalte sengebod, at det underste rum har været ikke en simpel bod, men et stadseligt værelse, så behøvede ikke forandringen bestå i mere, end at dette særskilte hus blev flyttet tæt hen til og på en eller anden måde bygget sammen med stuen eller den egentlige familie-bolig.

Det svæver mig for, som at jeg i fortællinger fra Indre Sogn har hørt det nævne som en gammel skik at have et særskilt hus, som ikke alene var indrettet til brug for gjæster, men endog hed «nystue». Og at skikken med nystue - trods det begreb af nyhed, som ligger i navnet - er meget gammel, det syntes jeg at skjønne, da jeg for et par år siden i Nordmør fandt, at navnet i almuesproget der var blevet - som jeg må antage -forvandsket til «nøss-stugu»(50).

Ellers er det vist gået så i Gudbrandsdalen som på flere andre steder, at efterhånden som det er blevet almindeligt at bygge både gammel-stuen og nystuen på samme tid, så ere disse navne blevne ombyttede med navnene daglig- og storstue. Værelset over storstuen heder vel endog salen.

Har nystuen ildsted, så pleier det ikke være peis, men kakkelovn, og i det hele taget er denne stue gjerne udstyret på mere nymodens, bymæssig måde, med stole og tildels sopha istedetfor faste bænke, undertiden med gardiner o.s.v.(51).

§ 16. OVERGANG FRA GAMMELT TIL NYT

Før jeg forlader Gudbrandsdalen for bestandig, får jeg i tegningerne fig. 35, 36 og 37 fremstille en stuebygning på en af gårdene Sandbo i Vaage.

bilde s. 65

Dette hus forekommer mig at være en vakker prøve på norsk træbygning. Men hvad jeg fornemmelig vil fremhæve, er den overgang fra en ældre til en nyere bygnings-skik, som vi her se for os.

Det nye er, at hoved-indgangs-døren ikke står på selve stuevæggen, men først fører ind i en gang eller forstue. Denne forstue skaffer flere fordele: Bedre end en dør-sval gjør den det lunt om stuedøren, så veir og vind ikke står lige ind, hvergang døren åbnes, og nu er der bleven en inderligere forbindelse mellem de forskjellige dele af huset, så man ikke behøver at gå helt ud i svalen, for at komme fra gammel-stuen til nystuen eller op ad trappen til loftet.

Men det gamle består deri, at uagtet forstuen har gjort dørsvalen overflødig, og uagtet loftsvalen heller ikke gjør tjeneste som forbindelse mellem trappen og loftet, såsom trappen her står indvendig i huset og fører lige op til loftet, så er dog dør-svalen og loft-svalen beholdt.

Dersom der på Gudbrandsdalens bondegårde er nogen stue fra det forrige århundrede, hvor indgangsdøren har den plads, så må det ansees som undtagelse. Og endnu er denne nyhed meget sjelden. Men det

bilde s. 66

er at forudse, at den vil blive almindelig. Men så er det også at forudse, at loftsvalen - om ikke også dørsvalen - vil blive sløifet som overflødig. Det vil nemlig forståes, at svalens bjelke- og plankeværk fremfor de øvrige dele af huset er udsat for at tage skade af regn og væde; skulde det være varigt, måtte det være bygget af god malm-fure; men således som det nu er fat med skoven, er det allerede meget vanskeligt at skaffe sådant virke.

Ja, skal skoven yderligere forringes, således som det er skeet i den sidste mands-alder, så vil det vel komme dertil i Gudbrandsdalen som i de ydre bygder, at man indretter de af småt og svagt tømmer byggede huse så, at de kunne indesluttes i en bordklædning som i et futteral eller en varekasse.

Med det samme venter jeg vistnok, at man vil lægge an på at danne husenes indre mere og mere bekvemt og hyggeligt, og jeg forudser også, at man vil gjøre sig flid med at pynte på selve varekassen, med maling og ellers med vakkert arbeide, noget vi allerede se et lovende exempel på i den store og smukke bygning i fig. 31.

Men de gammel-norske træbygningers eiendommelige kunst og skjønhed vil det da være forbi med.

§ 17. BARFRØ

Nu må jeg bede læseren følge mig over til Østerdalen.

Ved talen om ramloft-stuerne bebudede jeg, at jeg fra denne bygd havde at fortælle om stuebygninger med en lignende tårnagtig forhøining. Det er barfrø-stuerne, i det nordre Østerdalen. Tegningen, fig. 38 vil give begreb om et sådant hus(52).

bilde s. 67

Grundplanen til det egentlige hus er ganske som i fig. 3. Fra dørsvalen fører altså en dør lige ind i stuen, til høire finder den indtrædende fremskabet, indenfor det igjen højsædet, i det hjørne i billedet, som vender lige mod beskueren; skrå over for høisædet står peisen, og nær ved den er indgangs-dør til kleven eller, som i fig. 29, døre til de to mindre rum, senge- og vass-kleven. Thi det oprindelige i den gudbrandsdalske bygnings-skik har også hersket her.

Men foran stue-døren er en firkantet dør-sval, omtrent lige lang som bred, bygget stundom af tømmer, men oftest af stolpeværk og plankevægge, og ovenpå denne sval er bygget et loftværelse, laftet af tømmer, ikke større end svalens lille firkant. En trappe i dør-svalen fører op her, og loftet danner et klæde-kammer, hvor der vel også kan være plads til en seng.

Denne forbygning er det, som i Østerdalen kaldes en barfrø, og da den kun sees foran stuebygninger på enkelt stokværk, så tager den sig ud som et tårn.

Barfrø? Hvorfra dette navn? Hvad betyder det? Kan det være et norsk ord?

Det er en underlig historie, og det skal vist more Østerdalens tømmermænd og huseiere at høre den. Begyndelsen til navnet finde vi i det gammel-tydske sprog, således som det blev talt for 1000 år siden og nu kjendes af gamle skrifter. Her hed navnet bercvrit (læs: berk-frit). Den første del af dette ord er beslægtet med vort norske at «bjerge», og den anden del er det samme som vort «fred», og det hele var navnet på et vagt-tårn, en stærk og fremragende tømmerbygning, i leiren eller på grændse-borgen, hvor krigsfolket lå for at forsvare landet og «bjerge freden». - En af de mange krigerske tydske stammer var frankerne; disse erobrede det efter dem opkaldte Frankrige, og hid fulgte tingen og navnet med dem: en berfroit eller berfroi eller (som ordet tilsidst kom til at lyde og endnu lyder i det franske sprog) en beffroi så man nu trindt omkring på seierherrernes borge, til trudsel og skræk for det undertrykte landsfolk i naboskabet. Men i tidens løb voxede byer op med håndværk og handel og flid og velstand, og nu i en by, nu i anden vovede borgerskabet at modsætte sig det fra grevernes og baronernes borge udgående tyranni: byfolket byggede sig også mure og stærke porte og vagt-tårne, og her hang de storm-klokken, som skulde kalde borgerne til forsvar for hus og hjem, når riddernes overmod nærmede sig. Fra nu af blev, især måske i det nuværende Nord-Frankrig og Belgien, ved beffroi forstået netop dette byernes tårn med stormklokken, på en gang værn for og sindbillede på borgerstandens frihed og værdighed. Når en by på en eller anden måde havde fået sig sin selvstændighed indrømmet af sine fordums undertrykkere og erhvervet brev derpå, så var dens første arbeide at bygge sig en beffroi; omvendt, når en fyrste eller herremand havde erobret en sådan fristad (thi det gik op og ned i hine urolige tider), så var hans første foretagende at rive tårnet ned eller ialfald (så ser jeg anført om en sådan erobrer) tage klokken bort og tilegne sig tårnet og forbyde alle og enhver at kalde det beffroi. - Først byggedes disse tårne simpelt af tømmer. Men eftersom byerne voxede i magt og ærgjærrighed, kostede de uhyre summer på deres beffroi, som nu byggedes af huggen sten, gjerne i forbindelse med rådhuset, til vidne for kommende århundreder om den vundne magt og herlighed. Byen Gent f.ex. i Flandren begyndte på sin beffroi i året 1183, og - afbrudt i arbeidet formedelst blodige krige med greverne af Flandren - nåede den først 1324 såvidt, at klokken kunde hænges op, den berømte klokke Roland, med den indskrift:

Roland, Roland, når jeg klemter, er det brand,
når jeg ringer, er det storm i Flandrenland.

Og først 1380 blev dette frihedstårn ganske færdigt. Det står der endnu, kneisende indtil næsten 400 fods høide.

Som til Frankrig, kom dette tårns navn (battifredo) også til Italien. Og i England finde vi det ligeledes; men her kom navnet til at lyde belfry, og foruden som sædvanlig at betegne et vagttårn på en borg o.s.v. er det her blevet særskilt anvendt til at betegne det lille stel forud på skibet, hvor den fredelige skibs-klokke hænger. Med de vidtfarende engelske skibe er da tingen og navnet kommet vidt udover.

Dette var udbredelsen fra Tydskland af på den ene side. På den anden side, mod nord, finder jeg ialfald navnet udbredt til Danmark og Sverige. Fra det første land haves en rigtignok dunkel beretning fra forrige århundrede om et velbygget hus, som stod for sig selv på en præstegård i Jylland, og som kaldtes «barfred», fordi, som det siges, banemænd i fordums tid flyede til det som et frihedssted(53). Og i en svensk ordbog fra forrige århundrede(54) nævnes Barfrid som navn på en stue-sval eller forbygning for indgangs-døren (altså vel som vor barfrø) på bønderhuse i Dalekarlien, denne svenske nabobygd til vort nordre Østerdalen.

Nu indbilder jeg mig, at danske og svenske herremænd have efterlignet deres tydske ligemænds måde at bygge tårne på deres borge og herregårde, først til befæstning og vagt, men tilsidst her i vort fredelige Norden bare til prydelse. Og for prydelsens skyld tænker jeg mig da fremdeles, at skikken er bleven efterlignet af bønder i Dalarne i Sverige, og herfra kan tingen og navnet være kommet til Østerdalen i Norge(55).

Når man reiser gjennem nordre Østerdalen, kan man endnu se barfrøstuer i kanske snesevis. Jeg synes at mindes dem så langt ude som ved Koppang-grænden i Storelvdalen og så langt oppe som i Dalsbygden ved grændsen mod Trondhjems stift. Udenfor dette strøg har jeg hverken seet eller hørt til barfrø. Men på gårdene her har skikken været mere almindelig i fordums tider, så vi altså nu kun have levninger tilbage. Nu og da bliver en gammel faldefærdig barfrø revet ned; i den sidste menneskealder er neppe nogen ny bleven bygget, og om ikke så lang tid vil da det hele være forbi(56).

Men synet af barfrøens opadstræbende top har tidt virket oplivende på mit sind, når jeg har reist gjennem disse ensformige og tungsindige skovbygder, og nu i denne stund forekommer det mig ganske velgjørende at tænke på den mangfoldige omgjængelse og inderlige sammenhæng mellem menneskeslægtens adskilte stammer, som barfrøens vidtudbredte navn belærer os om: det begyndte med en krigersk tidsalders kamptummel, og det endte med de fredeligste syner - det virksomme borgerliv ved foden af byernes triumferende beffroi, skibsmandskabets munterhed, når kanske midt ude på verdenshavet belfry ringer til måltid, og hist i vor norske skovbygd barfrø-loftets lille hygge, hvor bonde-datteren sidder og viser sin veninde af den pynt og stads, hun har forvaret her.

§ 18. SPERRE-STUE

Den stue i fig. 38, som barfrøen smykkede, er en sperrestue; barfrøen kan gjerne tages bort, og det er dog en sperrrestue.

I beskrivelser over bygder i Smaalenene fra forrige århundrede tales med en vis deltagelse om sperrestuerne; de beskrives som en gammel slægt af huse, som der den dengang kun var få levninger igjen af, men som i visse måder havde været anseeligere end nutidens. Sådanne sperrestuer er det nu, som vi i Østerdalen endnu finde i fuld stand. Og det er sandt: det gjør indtryk at træde ind i en østerdalsk stue af dette gamle slag, med det høie og luftige rum, hvor intet loftsgulv trykker synet og sindet.

Thi det er meningen med det navn sperrestue, at stuens rum når helt op til sperretagets skrå sider.

Det er tagets sperrer, som have givet navnet. Der er forskjel på ås-tag og på sperre-tag. Tegningen fig. 6, § 7, kan give begreb om et ås-tag: møras-ås og side-åser ligge på langs fra den ene gavlvæg til den anden, og på åserne ligger det i almuesproget såkaldte tro eller trod (oldnorsk tróð), det vil sige: den beklædning af tagbord, som tilsidst bærer tækningen af næver og torv - bordene altså løbende på skrå nedover fra mønen til langvæggene(57). Sperretagets bygning kan derimod sees af tegningen fig. 15, § 11; her er også møns-ås, men istedetfor side-åser er her sperrer eller firhugne bjelker, som løbe fra møns-åsen ned mod langvæggene, og ovenpå sperrerne ligge tagbordene på langs.

Om jeg ret har forstået den forklaring, som en bonde i Østerdalen engang gav mig, så ere sperrerne indfældte således, at de hænge i mønsåsen, så denne er alene om at bære torvtagets vægt(58).

Sperretaget er ulige smukkere end åstaget, mere let og svævende.

Det åbne rum op under taget heder i almuesproget rot (i de vestlandske bygder) og rost, røst eller raust (i de Østlandske); derefter kunde man, som det også tildels sker i almuesproget, kalde en stue, som har rummet åbent helt op til taget, enten rotstue eller røststue, og under denne benævnelse vilde da både åstags- og sperretags-stuerne være indbefattede. Lem-stue er i mange bygder den stadige benævnelse på stuer af et modsatte slag, med fladt liggende loftsgulv (lem). Når undtages de ringe og ufuldkomment indredede huse på husmandspladse eller smågårde, er der i Gudbrandsdalen, som af forrige § vil være forstået, kun få stuer igjenstående fra den tid, da røst-stuerne vare almindelige, og disse have, efter hvad jeg synes at erindre, mest ås-tag. I Østerdalen derimod har man mere holdt ved med den oprindelige skik at have stuerne åbne helt op til taget, og dette er nok i regelen sperretag af det beskrevne slag.

Begge dele tør have sin naturlige årsag. Der skal en overmåde stærk mast til at holde som mønsås eller eneste ås i et sperretag; men netop Østerdalens skove have havt vakkre mastetræer at yde. Og der skal megen ved til at opilde det store, høie rum i en oplandsk vinter-kulde; men de Østerdalske skovbygder have havt god råd på ved.

Det kan også mærkes, at efter hvert som det minker med skoven, bliver det selv i Østerdalen færre og færre sperrestuer(59).

På gården Kroken i Storelvdalen er et eget hus bygget til gjæstfrihedens tjeneste, stort og bekvemt i alle måder, indredet på by-vis; men selv bor den gamle bonde i en sperrestue. Dette er nu noget, som kan sees på flere af de velstående gårde i dette præstegjæld. Men dagligstuen på Kroken er en av de interessanteste, jeg har seet på en bondegård, og det ikke alene med sin rummelighed og høide, men hovedsagelig ved sit heldige forsøg på at forene med den oprindelige enfold og simpelhed noget af den smag og bekvemmelighed, som nutidens indredning og møblering kan give.

Ret så, tænkte jeg, da jeg (i 1857) trådte ind i denne stue; bygdefolket skal ikke nødvendigvis være et gammeldags folk og til alle tider lade sig nøie med den tarvelighed og simpelhed, som var naturlig for forfædrene, der ikke vidste af andet; men her ser jeg jo for mine øine, hvad jeg så tidt har drømt om, at det går an at beholde den gamle bygnings-skik og dog bo godt og behageligt: det gjælder kun om at lampe på den, udvikle og forbedre den.

Min tanke gik videre så, at dersom en bygmester med kunstnerisk dannelse og et norsk hjerte vilde tage sig af den østerdalske sperrestue (således som jeg indbilder mig, at de tydske kunstnere have gjort, som have forædlet sveitser-bøndernes bygnings-skik), så måtte han kunne gjøre noget udaf den, han måtte kunne fremstille en bygningsform, som mindede om den gamle skiks eiendommelighed, og som derhos svarede til bygdens forandrede omstændigheder og nutidens forøgede behov, så det ikke så snart skulde falde den nyhedssyge slægt ind at vrage den gamle skik for den fremmede mode. Det skulde just være en sag for Østerdalens stolthed, om bygden, så vidt og så længe skoven giver midlerne, blev et hjem for ægte norsk træbygnings-kunst, et hjem for kunsten, når den kanske var flygtet fra andre steder, et hjem, hvor kunsten trivedes - altså ikke stod stille på et gammeldags trin, men udviklede sig hensigtsmæssigt, frit og skjønt.

Dette er ikke længer at vente i de nordre bygder, hvor kulbrændingen til Røros Værk har ødelagt skoven. Men i Aamot præstegjæld f.ex. bor der mange bønder, som netop formedelst skoven befinde sig i sådanne velstands-kår, at de kunne koste adskilligt på sine boliger. Det sees også, at de gjøre det. Men alligevel står det nok således til nu for tiden, at når der bygges af nyt, altså når den nye slægts mænd lægge sin mening for dagen så bygges helst efter fremmede mønstre, uden tanke om bygdens egen skik.

Jeg mener, at dersom begrebet og tilbøieligheden var der, så kunde den nedarvede hus-form måske forædles og fuldkommengjøres så, at den blev fuldt så hensigtsmæssig og behagelig og skjøn som den fremmede.

Når jeg nu i erindringen skuer tilbage på Gudbrandsdalen og Østerdalen, så synes jeg at se en kjendelig forskjel: hist en jevn, harmonisk udvikling, idet folket har holdt på den gamle skik og denne til gjengjeld har føiet sig og lempet sig efter den nye tids smag og behov; her derimod en brat overgang fra sperrestuernes næsten oldtidsmæssige præg til hel fremmede former, uden mindelse om det gamle.

Maler Tidemand skildrer folkelivet på Thelemarkens smågårde og i Bergens fattige fjord-distrikter. Men hus-livet i Storelvdalen minder mig om de tider, da der var storættede herser og høvdinger i Norge, og jeg skulde ønske, at folkelivet her måtte finde sin skildrer ret snart - før sperrestuerne ere forsvundne med samt de huslivets skikke og charakterer, som lange slægtsled igjennem ere udviklede under deres tag.

Jeg kan ikke levere nogen fuldstændig afbildning af en sperrestue; men jeg kan anføre noget, som vel må vidne om, hvilken tiltrækningskraft den kan øve på beskueren. Grosserer Thomas Heftye i Christiania blev på sine reiser i de østerdalske skovbygder så indtaget i sperrestuen, at han har ladet bygge en ligedan på sin skov-eiendom Sara-Broten i Ryenbergene i Østre Aker, en halv mil fra Christiania. Med stor troskab har han holdt sig til sperrestuens form; og at han intet har sparet på at forskjønne den, det kan døren til stuen vise, arbeidet efter tegning af architekterne v. Hanno og Schirmer og her fremstillet i fig. 39. Bygherren har været så god at låne mig tegningen til dette brug. I Østerdalen selv bruges rigtignok ikke udskjæring på det udvendige af husene, ialfald har det ikke fæstet sig i min erindring, og der er vel endog ingen norsk bygd, hvor udskjæring netop af dette slag, med disse blad-former o.s.v., har været brugelig; denne dør må altså ikke just forståes som prøve på østerdalsk skik; hvad jeg her ønskede at gjøre opmærksom på, var nærmest dette, at den østerdalske bygnings-form havde vundet en skjønners yndest og formedelst hans rundhåndethed var bleven gjenstand for kunstens frie og smagfulde behandling.

§ 19. DALSBYGDEN

<p>Den nordligste kirke i Østerdalen, ved Glommen, er Os annex-kirke under Tolgen præstegjæld, nær Røros.

Ved denne kirke skjærer en liden dal ind på vestsiden, og et stykke op i den ligger Dalsbygden, en liden bygd eller en stor grænd. Den gjælder mig i så mange henseender som exempel på folkelivet i det nordre Østerdalen, og dersom her var rum og anledning til at udvikle sagen med fuld udførlighed og belyse den fra alle sider, så skulde dette exempel sikkerlig befindes vel skikket til at godtgjøre den sætning, at hvor der i en bygd hersker vinskibelighed og tænksomhed og orden og gode sæder, der komme disse dyder tilsyne under bestræbelser for at indrette sine boliger bedre og bedre, og omvendt: er bygden jevnt vel bebygget, så tør vi allerede ved synet deraf slutte os til, at der bor et agtværdigt folk. Af grunde, som strax ville komme tilsyne, kunde her ikke være tanke om at gjøre opoffrelser for at bevare og

bilde s. 74

udvikle bygnings-kunsten i retning af det nationale og skjønne, således som måske i det søndre Østerdalen; her var det allerede store ting, om folket kunde komme til at bo bekvemt og godt, og i denne henseende er det yderst interessant at betragte tingenes gang i denne grænd. - I dette øieblik glider min tanke hen over landet og dvæler ved visse bygder, hvor jeg med bekymring har seet de skovløse åser rundt omkring og de ringe, ja usle og uhyggelige huse på gårdene: med mine erindringer fra Dalsbygden tør jeg håbe - selv mod håb -, at tilstanden skal vendes til det bedre også her.

Hvergang jeg har været i Dalsbygden, har jeg atter og atter måttet læse den bygdens historie eller «årbog», som den gamle kirkesanger og værdige jubel-skolelærer Jon Jonsen Grue har skrevet - efter ældre mænds fortællinger og efter optegnelser af hans fader, som før ham havde været Dalsbygdens kirkesanger og skolelærer. Under året 1774 er i denne årbog antegnet følgende:

«Af kakkelovne og stue-uhre havdes ikke mange indtil denne tid her i bygden; man kunde neppe tælle to eller tre af hvert slags. Bygningsmåden at opsætte husene var og meget uhensigtsmæssig; man kunde neppe se et loft, langt mindre en hel bygning med overværelser; men stue-huse, fjøse, stalde, hølader og mange flere huse, små og lave, med dørhuler, man neppe på fire kunde krybe ind i, som vare opsatte så vidt ud over et stykke jord, at det lignede en temmelig stor trø - så man på hver gård. Og om vinteren var den største del af deslige små elendige huse for det meste bedækkede med sne, så man med stor møie måtte opskuffe huler til dørene og krybe ind.»

Den tid ernærede folket sig møisommeligt og bedrøveligt ved at brænde kul til Røros Værk: jordveien forsømtes, og selve skoven ødelagdes, så det så ud, som at jo mere de sled og slæbte, des fortere måtte fattigdommen blive til ren elendighed.

Men nøden skjærpede tænksomheden: som ved en opdagelse (årbogen nævner ialfald nogle af dem, der gjorde begyndelsen) kom man efter, at fædrift også var en næringsvei, og istedetfor kul til Røros sælges nu smør og ost til Trondhjem og Christiania. Det er en sand fornøielse at se, hvilket venligt og lykkeligt hyrdeliv der, omkring skiftet mellem forrige og dette århundrede, har afløst det mørke og kummerlige kulbrug.

Et vidnesbyrd om dettes fordærvelighed er nøgenheden af de bakker og åse, som omgive Dalsbygden, og som engang bar de mægtigste skove. Men trods dette, trods de lange veie, som fast hver tømmerstok nu må hentes fra fremmede bygders skove, har den nuværende slægt kunnet indrette sig boliger, hvis bekvemmelighed og hygge langt overgår forfædrenes, og dette er mig som et billede på hyrdelivets særegne velsignelse.

En af de mænd, som mest have givet bygningsvæsenet i grænden sådant fremstød, er vist gårdbruger Jon Eriksen Berg. I ham mener jeg at have lært at kjende en ægte norsk bondemand: veltænkende, sindig og forstandig, derhos besynderlig oplagt til alle slags kunstige arbeider. Nu på sine gamle dage har han arbeidet en rifle og et stue-uhr, begge med den bestemmelse, at de skulle følge gården, så længe de ere til - stueuhret agtede han endvidere at forsyne med en egen indretning, så det skulde kunne drive visere i et tårn-uhr på taget. Men sin berømmelse vandt manden, da der for et snes år siden skulde bygges ny kirke i Tolgens hovedsogn, og ingen kunne skjønne, hvorledes man skulde bære sig ad for at få nedtaget det høie tårn-spir på den faldefærdige gamle kirke: Jon Berg påtog sig arbeidet, og under hans sikkre ledelse gik det så jevnt og så let. Jeg har hørt bønder fortælle om det med sand beundring.

En nøiagtig beskrivelse over denne mands bygningsarbeider på hans egen gård skulde være et oplysende exempel på hele bygdens flid i den sidste mands-alder. Indtil året 1832 stod der på gårdspladsen på hans ingenlunde store eiendom ikke mindre end 23 huse; deriblandt var en sommerstue af 1673 og en vinterstue af 1731, begge sperrestuer, med to klever ved siden af den egentlige stue (som i fig. 29); men ellers var det mest ganske små og uanseelige huse, som dem, vi så beskrevne efter årbogen. Men nu står der istedetfor denne husklynge en samling af ganske få, men tilstrækkelig store og langt bekvemmere bygninger.

Men den nye stue er ikke sperrestue, og skovens tilstand i denne egn gjør, at der, som sagt, ikke mer kan være tanke om at fortsætte med denne bygningsform. Som den både anseelige og bekvemt indrettede stuebygning på Berg nu står for min erindring, må jeg anse den som en efterligning af den trondhjemske stueform, den jeg senere hen kommer til at beskrive. Og hvorledes den gamle skik holder på at forsvinde her, det kan jeg oplyse ved et exempel fra Dalsbygdens nabo-grænd eller Os skole-distrikt omkring Os kirke i selve Glommendalen: i 1857, da jeg var her og forhørte mig om tingen, stod der kun to stuebygninger igjen af den østerdalske (og ligeså gudbrandsdalske) form, som for en menneskealder siden også herskede i denne bygd (et stokværk, stue med kleve ved siden, som i fig. 3 eller fig. 29), alle de andre stuebygninger vare af en nyere art, på to stokværk og flere værelser og i det hele af hin trondhjemske form.

Det har fulgt med den nye skik, at stuen paneles indvendig og oliemales; om huset altså er bygget af ringe tømmer, kommer det ikke tilsyne. Der er nu kun ganske få stuer igjen i Dalsbygden, som ikke ere udstyrede så. Hos Jon Berg så jeg desuden gulvet i dagligstuen malet. I Tønsæt så jeg hos nogle bønder dobbelte vinduer.

En ting endnu fornøiede mig at lægge mærke til, da jeg var hos Jon Berg og spurgte ham ud om bygningsvæsenet. På hans gård (og det havde været ligedan på andre gårde) havde de mange huse været stillede sammen således, at de - med grinder og små gjærder for enkelte mellemrum - dannede to adskilte gårdsrum, nemlig stuegard mellem indhusene og nautgard mellem udhusene. Før i tiden hørte det med til sultfødningssystemet, at kreaturene om vinteren daglig bleve slupne ud i nautgarden for at tage til sig lidt af den «beit» eller forsyning af birkekvist, som der blev lagt for dem; men i stuegarden fik de ikke komme, og her blev det holdt ryddeligt og pent. Med den forandrede bebyggelse i den sidste menneskealder er denne indretning faldet bort og det på alle Dalsbygdens gårde, så den nu kun er til i ældre folks erindring. Men jeg tænkte med mig selv, da jeg hørte om den, at ved forefaldende leilighed skulde jeg bringe den i erindring i videre kredse. Ved første øiekast have vistnok hine gamle hus-klynger fremviist et stærkt billede af uregelmæssighed, og jeg kan derfor godt tænke mig, at om de havde stået endnu, så vilde kanske de fleste reisende ikke alene have overseet hin nautgardens og stuegardens planmæssighed, men endog netop af disse husklynger have modtaget det indtryk, at bondens stel er lutter tankeløshed og uorden fra først til sidst, fra inderst til yderst. Således overfladisk og uretfærdigt dømmes der tidt om bonden.

§ 20. DEN AKERSHUSISKE STUEFORM

Først var det mig en overraskelse, at den stueform, som jeg i 1852 blev opmærksom på i ramloft-stuen på Løkkre i Lom (§ 2), på ramloftet nær mødte mig igjen ikke alene på så godt som hver gård i Lom, men i hver bygd og hver grænd i Gudbrandsdalens og Østerdalens dalfører, mødte mig igjen således, at om der end er en eller anden grænd (såsom det nys omtalte Os skole-distrikt), hvor den nu for tiden kun gjenfindes i en mindre del af husene, så er der dog tydelige spor af eller friske sagn om, at den har været den herskende der også, indtil for en menneske-alder siden eller så.

Denne samme stueform gjenfandt jeg siden også i de ydre bygder, Hedemarken, Romerike o.s.v., alt henimod Fredrikshald og Larvik, ja i Akers sogn og selv blandt træhusene i Christiania forstæder, altså tæt omkring Akershus gamle slot, dette middelpunkt i denne store landsdel eller det forrige Akershus (nu Christiania) stift. Derefter har jeg da også taget navnet.

Thi efter hvad jeg dels selv har seet, dels har erfaret af andre, tør jeg antage, at den hersker eller har hersket omtrent så vidt, som stiftets grændser gå.

Og det måtte jeg endvidere finde, at strax man kommer udover disse grændser på Trondhjems-siden, møder en anden stueform(60), og ligeså på Bergen-siden. Mod Christiansands stift lader grændsen til at være noget forviklet (som den også er, hvad den geistlige og civile inddeling angår); jeg veed ikke for vist, om den stue-form, jeg taler om, er bleven herskende f.ex. i Numedalen, der kanske i flere stykker slægter mere Thelemarken på, og omvendt lader det til, at den forekommer i nogle af de tilgrændsende strøg af Christiansands stift, kanske så langt mod vest som til henimod Christiansands by, og det vistnok formedelst udbredelse fra de akershusiske bygder af.

Den akershusiske stueform er altså som en særegen art, der har sin nogenlunde bestemte geographiske udbredelse.

Kjendings-mærket er (det kan synes underligt at anvende så mange ord på sådant; men dersom det viser sig, at denne lille småting danner udgangspunktet for en række af forskjelligheder mellem Østlandets og fast alle de øvrige landsdeles bygnings-skik, så vil man dog finde det værd at lægge mærke til) - kjendingsmærket eller artsmærket er indgangsdørens plads, nemlig ikke på gavlvæggen, men på langvæggen, og ikke førende ind til en forstue, men førende lige ind til selve stuen. Foran døren pleier der vistnok være en svalgang, og som denne jo gjør tjeneste som forstue, så er den også ofte, f.ex. af forfattere, bleven kaldt så; men den er dog at betragte som tilbygning til huset, stadig opført af panel-værk. - Tegningen fig. 40 viser grund-planen.

For at gjøre tingen tydeligere, skal jeg strax vedføie tegningen fig. 41, som viser forholdet med nogle undtagelser fra regelen, der fra gammel tid af have været at se i selve de akershusiske bygder(61).

Nu kan nogen spørge mig, hvad grund jeg har at stå på, når jeg skjelner således mellem regel og undtagelse. Jeg kan endogså tænke mig, at nogen kunde stå frem og sige: Nei, skulde nogen af disse figurer forestille den akershusiske form, så måtte det være den sidste, fordi den kjender jeg flest af.

bilde s. 79

Jeg kan i den anledning kun fortælle, hvorledes det er gået mig. Under en reise i Trondhjems stift måtte jeg idelig tænke på, hvori det egentlig kunde stikke, at jeg overalt så en så forunderlig blanding af lighed og ulighed mellem stuebygningerne søndenfor og nordenfor Dovre; da - det var i 1857 - kom jeg på dette kjendingsmærke. Jeg havde jo nok allerede før lagt mærke til, at det havde sig således med dørens plads i de akershusiske bygder; men nu gik det op for mig, at fast alle uligheder mellem bygningsskikken sønden- og nordenfor Dovre hang sammen med og ligesom udgik fra dette punkt, hvori altså arts- eller kjendingsmærket lå. Da jeg så reiste gjennem Gudbrandsdalen, huskede jeg på dette ved fast hvert hus, jeg kom forbi, og jeg blev selv forundret over det resultat, jeg kom til; jeg holdt ingen formelig tælling, og jeg kunde ikke anstille nogen nøiagtig undersøgelse af husenes alder; men jeg fik det indtryk, at blandt huse, der ere så gamle som fra forrige århundrede, findes knap nogen undtagelse fra regelen, og af nyere huse neppe 10 blandt 100. - Lignende iagttagelser har jeg da leilighedsvis anstillet på andre steder i de senere år, f.ex. ifjor i egnen omkring Larvik (Hedrum præstegjæld), og atter og atter har jeg fået det indtryk, at af landsbygdernes ældre huse, af dem, som mindst ere f.ex. 50 år gamle, eller som i det hele bære præg af at være byggede på en tid, da der endnu var en nedarvet, gammel bygnings-skik i bygden, er det som en yderst sjelden undtagelse, at stueformen ikke har det kjendingsmærke, som fig. 40 angiver(62).

Som grundformen har været ens, så tyder også alt, hvad jeg har kunnet erfare, på en mærkelig overensstemmelse i de fleste bygdelag (en enkelt undtagelse skal strax nedenfor omtales) med hensyn til stuens indredning og bohavets anordning.

I året 1779 udgav præsten Wilse sin beskrivelse over Spydeberg i Smaalenene, og i den læser jeg side 390 følgende: «Det fornemmeste sted i bondens stue er høisædet, som husfaderens ære-sæde for bord-enden, hvorved er et simpelt skab i hjørnet, roer-skab, der bonden har sine vigtigste ting under lås, og længere hen på den anden side fremskabet med indelukker for oven og neden, hvor madvarer og andet, som tjener for bordet, hensættes, og med en stor åbning på tvers i midten for glas og talerkener. Benævnte 3 steder ere gemenlig zirede med fint snedkerarbeide og malning endog med billeder; ellers bruges og endnu fra fordum tid at ophænge håndklæder bag høisædet og langs med noget af væggene, især til høitid, dog aflægges det nu meget(63); om bordet bruges bænke, for resten få stole og de af ulige dannelser. Hynder ere nu gammeldags; for skorstenen bruges krakker, for der at sidde for ilden.» Og side 349: «Skorstenen(64) er nedentil åben til de to sider, og muren over dette åbne hjørne, som zires med en karnis af træ, opholdes af en jern-stang eller træstøtte. Tilforn var skorstenen det eneste sted i huset til både lys, varme og kogning, med en bagerovn bag;(65) nu haves hos de fornemmere bønder en jern-kakkelovn i stuen og resten i kjøkkenet; dog have mange begge dele i stuen for at spare veden iblandt.»

Dette svarer jo for en stor del ordret til min beskrivelse fra Lom §§ 3 til 8. Og ifølge en tegning, som ledsager Wilses fremstilling, og som skal afbilde et dengang nymodens hus, var hver tings plads i stuen væsentligt som i fig. 3.

Kun i et strøg mindes jeg at have forefundet et par mærkelige afvigelser med hensyn til dette indvendige i huset, og det på Fredrikshalds-kanten eller ved den svenske grændse. I Ødemark sogn så jeg engang i en husmandsstue af 1754 en fuldstændig indretning med høisæde og høisædes-tavle o.s.v.; men det var ikke i det hjørne, hvor vi finde det i Lom, skrå over for ildstedet, men i det modsatte hjørne, som om høisædet på Lom skulde have byttet plads med sengen (fig. 3). Og om jeg forstår ret de rigtignok mindre tydelige udtryk i en beskrivelse over Id og Berg præstegjælde ved Fredrikshald så har det været ligeså der(66). Denne afvigelse er så meget mærkeligere, som høisædets plads (i hjørnet skrå over for ildstedet) ellers synes at have været ens hus for hus og det både efter den akershusiske og den trondhjemske stueform, altså fra Christiania-fjorden til Trondhjems-fjorden. Men formedelst det enkelte bygdelags afvigelse bliver regelmæssigheden i det hele kun des mere påfaldende. Det havde jo stået frit for at indføre afvigelser i dette stykke i andre bygdelag også; men dette er, mig bekjendt, ikke skeet, og hvad er grunden?

I den samme husmandsstue i Ødemark stod heller ikke peisen på den almindelige plads, men mellem døren til de to små rum, hvori kleven (som i fig. 29) var afdelt. På grund af denne plads havde peisen også fået en noget forandret form, med halvrundt fremspring, og over dette var murværket hvelvet, så det kunde undvære den ellers almindelige jernstøtte. - At peisen har denne plads, har jeg hørt skal være ikke så sjeldent i de bygder af Smaalenene, som grændse mod Sverige, og jeg har en formodning om, at denne lille egenhed kanske er kommen fra de svenske nabo-bygder.

§ 21. GLIMT AF OLDTIDEN

Den flittige forfatter Wilse, hvis skrifter jeg benyttede i forrige §, har ved året 1790 beskrevet et særskilt interessant hus på Korterud i Herland annex til Eidsberg i Smaalenene(67).

«Gården Korterud er mærkelig af en derværende meget gammeldags stuebygning. Samme har fra begyndelsen af været en sperrestue, hvor taget havde tillige været loft(68). En tømret mellemvæg afdeler en smal forstue fra stuen selv, og i denne forstue er indgangen udenfra gjennem en dør, og gjennem to andre tæt ved hveranden værende døre på mellemvæggen ind i stuen. En bordvæg afdeler denne lange forstue i midten mellem de to stuedøre, så der haves og et lidet kammer. Bemeldte to stuedøre ere så lave, at man må bukke sig for at gå ind. De ere foroven indsluttede hver med en bue udhugget af et helt 1/2 alen tykt stykke træ; på buen ere udskårne lister zirede med indsnit i kors, som nogle holdt for ukjendte bogstaver. Hver dør består af udhugne tykke bord eller stokke, og deres udpuklede jern-hængsler gå så langt ind på dørene, som disse ere brede. Over dørtærsklerne steg man før næsten 3 kvarter ned i stuen, hvis gulv bestod af tilhugne stokke; men nu er gulvet mere ophøiet. Langs omkring de tre vægge gik tilforn bænke optømrede af stokke hvoraf den ene endnu er til; disse bænke ere opfyldte med jord, til at afholde kulde og træk udenfra; derover er klædt med planker til at sidde på. I tvervæggen lige over for de to døre, altså i den anden ende af huset, er der to vinduer, og på den side har gulvet været en 1/2 alen høiere end det øvrige, som nu er lige høit dermed, og på denne forhøining stod et langt bord af to tykke planker, på to fødder af horizontalt på hverandre lagte stokke. Den øvrige del af stuen var da 1/2 alen lavere, og midt i denne fordybning var arnestedet ligesom i de såkaldte røgstuer; endnu sees på nærmeste væg den brune røgfarve og nogle forbrændte pletter. I hjørnet af stuen ved den ene dør er en lukt skorsten siden opmuret, og inde i den en meget smal bagerovn, hvoraf de svenske i krigens tid betjente sig; men siden er den ei brugt. En kakkelovn er nu kommen dertil.»

Det er rigtignok overraskende at finde et for resten velbygget hus, hvor ikke alene gulvplankerne, men selv dørplankerne vare kun kløvninger eller råt tilhugne stokke, og det i hjertet af en bygd som Smaalenene, hvor dog vel sag og høvl har været kjendt så tidlig som noget andet sted i landet(69). Men her er et træk til, som vidner om stor ælde, det, at ildstedet oprindelig var en are eller åre midt på gulvet, altså uden røgpibe, men med ljore i taget - netop den oldtidsmæssige indretning (s. 31, § 11).

Men denne stue har - beskrivelsen synes mig tydelig nok - ikke svaret til fig. 40 (den akershusiske stueform), men til fig. 41 (undtagelsen).

Og det tør være sammenhæng deri, at netop dette sjeldne hus, som indtil så nylig har stået igjen fra røgstue-tiden, hører til disse få undtagelser.

I hine tider, da der var are midt på gulvet, var der eller pleiede der være - efter den førnævnte afhandling af professor Keyser - en bænk, som allerede i oldtiden udtrykkelig kaldtes langbænk (lángbekk) ved hver af stuens langvægge;(70) midt på den ene var husbondens, og midt på den anden var den fornemste gjæstes høisæde, og man vil let skjønne, at netop disse pladse vare de behageligste i stuen, med de såkaldte lang-ilde ret foran og udbredte til begge sider; thi som i våre dage i tømmerhuggernes såkaldte markeboder, der også have are og ljore, var den huslige hygge og glæde i disse boliger fortrinsvis knyttet til ilden. Og til begge sider af høisæderne vare pladserne for de øvrige husfolk og gjæster, de fornemste først og så de ringere, så mange, som langbænkene kunde rumme.

Ja, når lang-ildene blussede i julelaget og mjødhornet gik rundt og man drak hinanden til tvers over ilden og munterhed lød fra inderst til yderst på bænkene, så har det kunnet være hyggeligt i den sodede anestue også.

Men det vilde gjøre forstyrrelse i denne hygge, dersom der stod en dør bag den ene lang-bænk og den gik op og i og slap den kolde træk lige i ryggen på de bænkede. - Ialfald er jeg kommen på den formodning, at det beskrevne hus vidner om en tid, da det over det hele land, også her på Østlandet, var så, som professor Keyser fremstiller det, at nemlig døren til selve stuen stod på gavlvæggen (fig. 41), men at der så kom en tid, da det her på Østlandet, men ikke ellers i landet, blev brugeligt at sætte døren på langvæggen (fig. 40) - en ny mode, som kanske fulgte sammen med peisen, der jo kom istedetfor aren. Kanske det også var da, at høisædet fik sin nuværende plads i hjørnet, og kanske skikken med fremskab og roskab på begge sider af høisædet fulgte med ved samme ledighed.

Jeg veed om en anestue til her i Christiania stift, nu dog forsvunden i virkeligheden, men på en måde bevaret i en beskrivelse af 1743(71). Den stod på gården Devegge i Næs præstegjæld i Hallingdalen. Det var en stuebygning; den havde været bygget med flid; tømmeret var så mægtigt, at to stokke udgjorde dørens høide, og dog, heder det, kunde en mådelig karl gå ind uden at bukke sig; tømmeret var listhøvlet i lafterne, og der var lagt fint blåt klæde mellem hver stok; dørstolperne vare udskårne i løvværk, svalstolperne ligeså; der var nemlig svalgang på to sider. Men der var ikke eller havde oprindelig ikke været vinduer, så stuen ikke fik anden lysning, end gjennem røgåbningen på taget; «thi det er at mærke, at den ældgamle norske bygning på huse, fornemmelig på landet, var uden loft, og ildstedet midt i stuen, uden nogen opført skorsten, hvilket dog for 100 år siden efter den daværende bygningsmåde er forandret, og har man nu både vinduer og skorsteen.»

Altså 100 år før forfatterens tid eller ved året 1650 skulde folk i Hallingdalen endnu bo i arestuer. Men i den afsides fjeldbygd har skikken vistnok holdt sig en god del længere end i de ydre bygder.

«I samme stue findes et bord - så berettes videre - 6 alen langt, af een planke og 1 1/2 alen bredt; på den ene side er i bordet slaget søm ved søm med store runde og flade hoveder. Et stykke fra begge ender på bordet på den anden side (på undersiden) er det beslaget med tvende tverjern, hvorudi er ringe - Endnu benytter man sig af samme ringe til at hænge bordet på væggen, og de konserveres af eieren som en antikvitet.» (Eieren boede nemlig ikke i det gamle hus, men i et nyt.)

Denne fortælling om bordet morede det mig at læse; thi nu synes jeg at forstå, hvad der så tidt tales om i de gamle sagaer, at der blev sat borde frem, når der skulde spises i gjæstebud, borde, som da igjen toges bort efter måltid, istedetfor at der jo i nutidens bondestuer spises ved store faste borde. Da man i gamle dage sad på langbænkene, og ildstedet var midt på gulvet, og dermed tog megen plads op, var der ikke vel rum til et fast bord foran nogen af langbænkene, endnu mindre til at sidde ved begge sider af det; man sad da kun ved indsiden af bordene, med ansigtet vendt mod ilden på aren, og mellem denne og bordet blev rummet holdt åbent, at madsvende og andre kunde gå til og fra. Således kommer man til at forestille sig det ved at læse f.ex. Snorres ypperlige fortælling om, hvorledes Asbjørn Selsbane kom løbende ind og hug til Thore Sel, just som denne stod ærbødig foran høisædes-bordet for at være til tjeneste, medens kong Olaf (den Hellige) sad og spiste(72). Et ringe-bord som det, vi nu have læst om, var jo nemt at tage frem, og efter endt måltid blev det lige så let hængt op på væggen igjen. Og i så fald skulde den skik med store, tunge, faststående lang-bord(73), som nu er eller ialfald for ikke lange tider siden har været så almindelig i landet, ikke just være fra oldtiden - hvis det ikke er så at forstå, at den måde med at bære bordene bort efter måltidet kun brugtes i de egentlige gjæstebuds-haller, hvor det gjaldt om at få rummet ryddigt, ikke derimod i almindelige dagligstuer og simple bondestuer. Skikken i den første af disse to gamle arestuer, i Eidsberg, synes ialfald at have været mer lig den, vi kjende fra nutiden.

Endnu veed jeg om en tredie arestue her i Christiania stift; ja, jeg har liggende for mig en smuk tegning af den, udført i 1859(74), da den altså endnu var til; det er et af de såkaldte fyndar-huse(75) i Numedalen, på gården Raudland i Opdals sogn, høit til fjelds. Dør-stolperne ere prydede med snitværk af det slag, som man ser på stavekirkerne, og i stokken lige over døren er udhugget en indskrift med runebogstaver, som kortelig omtaler bygningsmanden, idet huset ligesom selv navngiver ham: «Thorgaut Fivil byggede mig»(76). Men begge disse træk tyde på stor ælde. Vi tør vel gjætte på, at huset er ældre end Sortedødens tider. Nu er ikke huset længer en arestue, men det har været; det er interessant, at man veed, hvad tid forandringen blev gjort: ifølge en gammel beretning(77) var det år 1734, at selve stuen forandredes «fra røgstue til en af de flere steder brugelige med grue forsynede stuer». Med grue må her menes peis; på hin tegning er det forrige ildsted antydet, nemlig en are midt på gulvet.

Selve stuen er en noget langstrakt firkant, og ved den ene ende er kleve og forstue, ligesom i den første af disse tre arestuer og ligesom i fig. 41, der viser undtagelserne fra den akershusiske stueform. Der er altså to exempler, som tyde på, at disse undtagelser skrive sig fra arestuernes tid, som en mindelse om dem. Dette må naturligvis ikke forståes så, som at f.ex. ramloft-stuen på Huseby på Hedemarken (s. 29, § 10, anm.) skulde siges at have været en arestue, fordi den nok oprindelig svarede til fig. 41 og ikke til fig. 40; min mening er kun den, at efter at det var blevet mode i disse egne at bygge og indrette stuerne efter hvad jeg har kaldt den akershusiske form, med peis istedetfor are og med en egen form på selve tømmerbygningen (fig. 40), så blev der dog endnu hist og her indrettet nogle peis-stuer, som bleve tømrede efter den ældre måde (fig. 41). Nogle stuer af dette sidste slag erindrer jeg navnlig at have seet på øvre Romerike, alle henhørende til bygdens ældre bygninger, 100 år gamle eller derover, og stående side om side med andre gamle stuer af det første slag.

Senere hen kommer jeg til at fortælle udførligere om en levning af og mindelse om arestuernes tid i flere christiansandske fjeldbygder, nemlig at man endnu har sine ildhuse (kogehuse) indrettede som de gamle arestuer, med are midt på gulvet og ljore i taget. Det var ligeså på nogle steder i Christiania stift ved året 1776; i det år anstilledes nemlig en del undersøgelser og overveielser netop angående dette slags ildhuse, som ansåedes farlige for ildsvåde, og som derfor et eget kongebud i samme år søgte at få afskaffede, og ved den leilighed anførtes for Christiania stifts vedkommende, at såsom en større velstand havde lært almuen en bedre bygningsmåde, så havde sagen ikke så meget at betyde her som i Bergens og tildels Throndhjems stifter, «undtagen - føles der til - på sine steder oppe i landet, hvor endnu den gamle skik vedvarer»(78).

Selv synes jeg at mindes, at jeg har seet et ildhus med sådan indretning på gården Bjørnstad i Vaage i Gudbrandsdalen, men ellers intetsteds i Christiania stift.

Ældre bønder i Gudbrandsdalen og Østerdalen have fortalt mig, at i deres første minde såes ofte indretningen med are og ljore i sæterhusene; og vel er peis nu almindelig indført også her, men dog svæver det mig for, at der skal være enkelte sæterhuse igjen af den gamle skik på fjeldstrækningen mellem de nævnte dalfører.

Længst ville vel tømmerhuggere og tømmerkjørere i Østerdalens skove vedligeholde mindet om arestuerne; ikke alene at de markeboder, hvor de have sin tarvelige bolig for nogle uger af vinteren, ere indrettede på den gamle måde, men i deres tale heder ildhuset endnu are (åre) og røgåbningen i taget ljore - altså både tingen og navnet fortsat fra de allerældste tider, da rydningsmænd af norsk æt banede sig vei til vore bygder.

Østgaard fortæller om livet omkring denne markebodens are. Det sidste om aftenen er at finde nogen dygtige vedkubber og lægge på ilden til natten, og det første om morgenen er at få ilden op igjen og skyndsomt koge op til lidt «varmt i livet». Ved en sådan morgenscene sees en gjæst at være tilstede, fugle-skytten, som kom om aftenen; nu har han «også reist sig fra sit hårde leie og sidder med den side mod ilden, som har havt for lidet af varmen, mens han lå»(79).

Der er således endnu spor af og mindelse om landets ældste bygningsskik også her i Christiania stift. Men flere spor har jeg (bortseet fra de gamle saga-skrifter) ikke fundet, og jeg skal udtrykkelig anføre, at så ofte jeg end har spurgt bønder i Gudbrandsdalen og Østerdalen og Hedemarken om beboelses-huse af det slag nede i selve bygderne, så har ikke en eneste vidst at anføre mig så meget som et sagn derom; selve tanken om, at det slags huse har været brugt som stuehuse, synes ganske fremmed for almuen. der. Men derfor er det som sagt, helt overraskende, at der endnu ved slutningen af forrige århundrede stod et sådant hus som det beskrevne i Eidsberg(80).

Hvad tid det var, at arestuens skik blev afskaffet her på Østlandet, det er det samme dunkle spørgsmål som, hvad tid peisen eller skorstenen blev indført (se s. 23, § 8). Det rimelige synes dog at være, at den nye skik først blev indført i de ydre bygder, hvor velstanden og hvor samfærdselen med andre lande var større og at den derfor lidt efter lidt udbredte sig op til fjeldbygderne. Om dette for landets kultur-historie ganske vigtige spørgsmål kommer jeg til at tale mere siden, her ønsker jeg imidlertid at få sagt, at den rigtignok meget svage formodning, som jeg side 27, § 9 yttrede angående «Olafs-stuen» på Lom, at den kanske kunde have været til på St. Olafs tid kan jeg endnu mindre holde på nu, efter de i denne § fremsatte oplysninger, som jeg først har stødt på, efter at hint var skrevet og trykt; den lille ting, at indgangsdøren på Olafs-stuen står som i fig. 40, tyder snarest på, at det altid har været en peis-stue; men at skikken med peis skulde være indført så tidlig i det afsidesliggende Lom, synes efter exemplerne fra Hallingdalen og Numedalen ingenlunde rimeligt.

§ 22. STUENS VÆXT

På gården Skammelsrud i Rakkestad, Smaalenene, står - eller stod for et par år siden, da min hjemmelsmand så den - en sperrestue af stor ælde, men dog beboet og i fuld stand. Grund-planen svarer til fig. 40, og i stuen er peis og skabe og faste bænke ganske efter den gamle skik - altså en rigtig akershusisk stue.

Fra stuegulvet ser man helt op til mønsåsen. Og således (ligegyldigt, enten med sperretag eller med åstag, hvorom kan eftersees side 146, § 39) må vi tænke os stuerne i fortiden, med få værelser altså; men rimeligvis med et sæt af bibygninger i nærheden, ildhus, sengebod o.s.v. (§ 11).

Men en sperrestue som den på Skammelsrud er nu en stor sjeldenhed - undtagen, som før erindret, i Østerdalen.

Ved 1779, da Wilse udgav sin ovennævnte beskrivelse over Spydeberg, var der i denne bygd kun et snes sperrestuer tilbage. Og ved året 1790 omtaler han en stue af samme slag på Raanaas i Eidsberg; han siger, at som den var mærkværdig formedelst sin sjeldenhed, var den tillige formedelst det høie rum under taget luftig og anseelig, ja høitidelig(81).

Det blev forbi med sperre-stuerne (og i det hele med røst-stuerne), da det blev almindeligt at bygge loft-stuer, med helt øvre stokværk.

«I Oplandene (så skriver ved året 1750 den bekjendte dr. Erik Pontoppidan, da biskop i Bergen, i sin «Norges Naturlige Historie»)(82), hvor bygnings-tømmer er af liden eller ingen kostbarhed, finder man mange bøndergårde så store og anseelige som andensteds herregårde, da boehuset jevnlig er af 2 etages med en såkaldet svale eller galleri af tralværk på siden, så og panelede stuer og gode vinduer. Det sidste at erindre kunde synes overflødigt for den, som ikke veed, at vinduer ellers ere nye i de norske bønderhuse og ikke efter landets gamle brug; thi på denne siden af Filefjeld eller i hele Bergens stift, hvor man synes antiqvi moris tenacior(83), er det rart endog hos en rig bonde at finde såkaldet glas-stue, d.e. et vånhus med vinduer på siden.»

Det sees også af Essendrops beskrivelse over Lier ved Drammen 1761, af Wilses over Spydeberg 1779 og af sorenskriver Bassøes over Rakkestad af 1796(84), de to sidstnævnte bygder i Smaalenene, at ved de nævnte år var man i disse bygder i fuld gang eller næsten færdig med at få bygget sine stuebygninger i to høider.

Men ved året 1764 heder det om Heggen og Frølands fogderi eller Askim, Eidsberg og Trykstad præstegjælde i Smaalenene, at «bøndernes fremhuse eller stuebygninger bestå for det meste af en liden enkelt stue, hvorudi er afdelt et lidet kammer eller, som det her kaldes, en kove. Udi samme stue er husbonden med familie og tjenestefolk logeret og benytter sig af samme til kjøkken og bryggerhus m.m.»(85). Og ved 1771 var det i Høland kun rige folk, som havde stuer på to stokværk(86). Ja, endnu ved året 1790 var der i de to nabopræstegjælde ved Fredrikshald Id og Berg af stuer på to stokværk ikke mere end 15 i det første og 27 i det andet(87).

Efter dette tør man kanske antage, at den mode med øvre stokværk har udbredt sig omkring året 1750, med begyndelsen kanske så meget tidligere, som vi have seet fortsættelsen en god stund sildigere. Jeg mener ialfald, at før året 1700 har der ikke været stort at se af sådanne høie og anseelige huse på landsbygderne.

Af Wilses oftnævnte Spydebergs beskrivelse ser jeg, at indretningen med loftet har været ganske så, som jeg har beskrevet det for Gudbrandsdalens vedkommende (§ 12). Trappen stod i svalgangen; man kom altså først op på loft-svalen og derfra ind på loftværelserne.

Af den nævnte beskrivelse over Rakkestad i samme egn lærer jeg yderligere dette, at der pleiede være to loftværelser, det ene med to fag vinduer et senge- og klædeloft, det andet (rimeligvis uden vinduer) et madloft. Netop så fandt vi loftet på sengeboden på Hande (fig. 14), og netop så har jeg nu nylig seet loftet på en temmelig gammel stuebygning på gården Tonsen i Aker.

Af de anførte bygde-beskrivelser ser jeg, at omtrent samtidig med påbygningen af loftet har man begyndt på den forandring at ombytte peisen i stuen med kakkelovn og indrette den gamle kleve til særskilt kjøkken, med skorsten og tildels bagerovn; dette har igjen efter min opfatning ført til, at man har forsynet kleven med særskilt indgangsdør og flere vinduer samt lidt efter lidt gjort den større, således som vedføiede fig. 42 og 43 vise det. Den nys nævnte stue på Tonsen svarer til fig. 43.

For nogen tid siden reiste jeg hen til Bogstad herregård, i Aker, for at se et hus der, som jeg havde hørt tale om: en ægte norsk bondestue, levning efter den sidste bonde, som havde eiet gården, af de nye eiere flyttet ind i haven og vedligeholdt i sin gamle stand, som prøve på den

bilde s. 89

gamle bonde-skik. Ved mit besøg på gården måtte jeg erfare, at formedelst alt for stor brøstfældighed var huset taget ned for et par år siden. Men dets sidste eier, baron Wedel, forklarede mig, hvorledes det havde seet ud. Det var et hus på kun et stokværk, af den ældre grundform (fig. 40), med svalgang på begge langsider; kun synes mig, det må have seet noget unorsk ud formedelst det såkaldte italienske tag (som også Wilse omtaler som moderne i Spydeberg 1779, taliansk tag, som bønderne der kaldte det): Det gik skrå op fra alle sider og endte i en spids. På Bogstad-huset bar denne spids et fl¢i-spir, og i fløien var skåret årstallet 1681, som sagdes at betegne husets alder. - Det skulde vistnok have været af interesse, om huset endnu havde været til, og forsynet med sådant bohave, som hørte til i hin tid. Men af forklaringen om, hvordan huset har seet ud i den sidste menneske-alder, blev jeg forvisset om, at det gamle bondestel i dets indre var ganske forandret, idet stuen var bleven indrettet til et slags lysthus.

Under fig. 44 og 45 fremstiller jeg et par fra det Jarlsbergske hentede prøver på, hvorledes man har båret sig ad med at udvide sin hovedbygning.

Fig. 44: A, dagligstue, med 1, skjænk, 2, stueuhr, 3 og 3, senge, 4, ovn; B, kjøkken, med 1, seng, 2, kjøkkenbænk, 3, skorsten; C, bagkammer med 1, skjænk, 2, seng og 3, ovn. Dette er den oprindelige gamle stuebygning, bygget efter sagnet for omtrent 150 år siden og det med to stokværk, men for resten svarende til fig. 43(88). Tilbygget er for en 50 år siden: D, storstue, med 1, skjænk, 2, skatol og 3, ovn, samt E, gjæstekammer, med 1, ovn. De tilbyggede værelser, som også have overværelser, ere forenede med den oprindelige bygning ved panel-vægge, som danne svalgangene F, hvori trapperne have sin plads.

Fig. 45: A, dagligstue, med 1, skjænk, 2, stue-uhr, 3, skatol, 4 og 4, senge, 5, ovn; B, kjøkken, med 1 og 1, « huske»-senge eller skab-senge, i to høider, for tjenerne, 2, bænk, 3, spisebord, 4, skorsten. Dette er den oprindelige bolig, svarende til fig. 43 og udgjørende kjernen af den store bygning, ligesom den forrige opført for omtrent 150 år siden og

bilde s. 90a

med øvre stokværk. Da dette oprindelige hus stod alene, må vi forestille os taget liggende langs efter dets længde; nu derimod ligger taget på tvers efter hovedbygningens længde. Tilbygget er i senere tider på den ene side: C, storstuen, med 1, skjænk, 2, skatol, 3, ovn, samt D, storstue-kam-

bilde s. 90b
Fig. 45(89)

mer, med 1, skjænk, 2, seng, 3, ovn, - og på den anden side: E, Bryggerhus med 1, bagerovn, samt F og F, vedskur m.m. Tilbygningerne ere og her forenede med hovedbygningen ved panelede vægge derved er fremkommet gangene G og G; i den ene af disse er atter afpanelet melkeboden H.

På side 46, § 11, har jeg forklaret, hvad huse der hørte sammen på en gammeldags norsk bondegård. Som jeg mener, at sengeboden med dens loftværelser er skjult i disse to bygningers storstue og storstue-sal, så er i bygningen fig. 45 ikke alene bryggerhuset indtaget under samme tag, men også stubburet, såsom loftet over bryggerhuset og vedskuret er indrettet til og taget i brug som stubbur og korn-loft.

Det er åbenbart samme fremgangsmåde, som vi gjorde os fortrolige med ved betragtning af nystuen i Gudbrandsdalen (§ 15): sammenstilling og sammenføining af forhen adskilte huse. Men man vil let forstå, at om end de oprindelige huse eller elementerne i sammensætningen kanske vare lige på de forskjellige steder, så kunde dog sammensætningen blive meget ulig. Der kunde vise sig forskjel på to nabogårde; men ofte er det vel gået så, at det første heldige exempel i en bygd har fundet flere efterligninger, så disse sammensatte huse, som jeg vil kalde dem, have kunnet ligne hinanden indbyrdes i en bygd, ialfald nogenlunde, medens forskjellen blev mere kjendelig, når man kom fra en bygd til en anden.

På gården Bretvedt i Aker har der stået en meget stor hovedbygning, og fra tidligere år synes jeg at erindre, at det var et sådant sammensat hus. For nogen tid siden, nu i dette år, reiste jeg derhen i den tanke, at jeg her skulde finde et godt exempel på bygnings-skikken fra den periode, jeg nu har for øie, jeg tænker: i sidste halvdel af forrige århundrede; isåfald var det min agt at få huset afbildet for Folkevennen, så meget hellere, som netop det hus turde have interesse for mange, da det var der, Hans Nielsen Hauge levede sine sidste år. - Men da jeg kom frem, måtte jeg se, at netop kjernen af huset, den oprindelige stue med kleve, nylig var revet ned.

Således overalt: det nye bryder frem, og stykke for stykke går det gamle til grunde; jeg synes at høre braget og rammelen, nu hist, nu her - der bliver ikke engang tid til at få den gamle bygnings-skik fuldstændig afbildet, så efterslægten kan se, hvordan forfædrene have havt det på sine gårde og i sine huse.

§ 23. NYE FORMER

Den enkelte og vistnok flere århundreder gamle og almindelig vedtagne akershusiske stueform måtte omsider gå under formedelst de mange påbygninger og tilbygninger, og istedetfor den holder nu en mangfoldighed af nye former på at strides om herredømmet. Det begynder i de ydre bygder, men går op over landet, videre og videre, fort(90).

Hine sammensatte huse dannede overgangen, og det således: når det først i en menneske-alder eller så var blevet skik at have et sådant sæt af værelser i stuebygningen som f.ex. i fig. 44 eller 45, så fulgte det som af sig selv, at når en mand skulde bygge af nyt, så byggede han de mange værelser med en gang og i sammenhæng; det var greiere. Men hermed blev det allerede vanskeligt at bevare den gamle grundform, om der end havde været tanke på det, og heller lagde man forsætlig an på den forandring, at istedetfor at kjøkkenet før havde været et mindre værelse ved siden af den store, gammeldags stue, så gjorde man nu dagligstuen liden og hyggelig, men gjorde kjøkkenet stort, at det tillige kunde være folkestue. Med andre ord: huset blev indrettet efter den nye hus-skik, at husbondsfolket skilte sig fra arbeidsfolket, i arbeidslag og ved måltider - en hus-skik, som i større og mindre grad har gjort sig gjældende i bygderne, mest fra Hedemarken af og udover(91).

En anden almindelig forandring blev også den, at man istedetfor svalgang til ly for døren og for trappen indrettede en egen forstue inden selve tømmerbygningen. Det forståes let, hvor hensigtsmæssig denne forandring var. Men dens indførelse udsletter netop kjendingsmærket ved den akershusiske stueform.

Jeg mener, at der omkring skiftet mellem forrige og dette århundrede blev bygget mange huse af det nu antydede slag - vistnok hensigtsmæssigere end hine hus-sammensætninger, men dog lignende dem deri, at de mest udmærke sig ved sin størrelse (bestandig to stok-værk), mindre ved smag og tækkelighed. Undertiden kan man finde dandse-sale, et begreb, som er fremmed for den ældre bygnings-skik. Men nogle af disse huse ere åbenbar tømrede for store, så de stå som ufærdige, uhyggelige skrumler den dag idag.

Så blev den sidste vending i tingene den, at man - i den sidste menneskealder, med et rundt tal for 20-30 år siden - fandt det hensigtsmæssigere og hyggeligere at bygge husene lavere, men bredere, kun et stokværk, men med to værelser i bredden («enkelt høide», men «dobbelt bredde»). Siden huset blev så bredt, så blev der et stort øverste-loft, og der gik det fremdeles an at indrette værelser i en kvist eller i brystet på huset. - I gamle dage, da man ikke vidste af andet end torv-tag, skulde det vanskeligt gået an at bygge tag over så brede huse; teglværkernes oprettelse i de senere år er altså en af de endeløst mange ting, som have været sammen om at ændre bygnings-skikken.

For at få mere nytte af det store loftrum har man i den allersidste tid igjen begyndt at forhøie huset med et par omhvarv eller stokkelag, så man kan kalde det et hus på halvandet stokværk.

Det vil forståes, at ved denne overgang fra 2 til 1 eller 1 1/2 stokværk måtte den svage lignelse af den oprindelige stueform, som endnu var tilbage, ganske forsvinde. Det er da også kommet dertil i mange bygder, f.ex. i Smaalenene, at det, jeg har kaldt den akershusiske form, og som engang var herskende også der, for længe siden er veget bort fra folkets begreb.

På gården Hof i Aker stod indtil for 6 eller 8 år siden en stuebygning, som, efter hvad den sidste eier har fortalt mig om den, utvivlsomt har henhørt til den akershusiske form, måske efter fig. 43. Nu står der et hus, som tegningen fig. 46 forsøger at fremstille(92) - måske det smukkeste og ialfald det mest fuldstændigt og omhyggeligt udstyrede hus, som jeg har truffet til at se på nogen bondes gård, ret værdigt den uforlignelig vakkre gård og bygd.

Vil man undersøge grund-planen fig. 47, så vil man finde, at her er ikke lignelse af den gamle stueform.

Værelserne ere: 1, entree eller gang, 2, forværelse, med kakkelovn, så man, når der er gjæstebud om vinteren, kan byde de fremmede et varmt værelse til at hænge reisetøiet, 3, dagligstue, 4, sengekammer, 5, kjøkken, med udgang til en svalgang, 6, spiskammer, 7, pigekammer, 8, sengeværelse, 9, havestue, 10, storstue, 11 og 12, selskabsværelser. Ovenpå er også flere kakkelovns-værelser(93).

Foran havestue-døren er en stor trap af huggen granit, omgivet med et gitter af støbt jern. Lige over den er altan, som perspektiv-tegningen viser. Altanen, det fremspringende tag, kort den hele ydre forsiring er taget efter de såkaldte sveitser-huse, som i de senere år ere byggede på nogle af bymændenes løkker. Det ser ud, som om disse fra hovedstadens archi-

bilde s. 94

bilde s. 95
Fig. 47. Grundplan til bygningen på Hof.

tekter udgåede sveitser-huse (jeg veed ikke, hvorvidt dette egentlig er det rette navn, men publikum kalder dem så) skulde blive de toneangivende huse her til lands: Hof er vel en af de første bondegårde, som har optaget by-løkkernes mode, men det vakkre hus på Hof er nok allerede taget som model på flere steder.

Bygherren, gårdbruger Engelbret Hof, beklager selv flere feilgreb ved indretningen af dette hus, som følge af, at han ikke havde noget forbillede, som anstod ham, og han altså måtte vove sig ud på egen hånd; skulde han bygge nu, skulde det blive en god del anderledes: mindre selskabs-bekvemmelighed, hensigtsmæssigere anordning af de daglige værelser o.s.v.

Det var heller ikke min mening at fremstille dette hus som model i alle stykker. Hvad jeg med exemplet fra Hof vilde gjøre anskueligt, det er den store forskjel på før og nu.

Før herskede skikken, i småt og stort. Når en mand skulde bygge, så holdt han sig ligefrem til skikken. Dels faldt det ham ikke ind andet, dels turde han ikke vove sig på egen hånd, af frygt for, at hans forsøg kanske kunde falde uheldigt ud eller ialfald pådrage ham ord for nyheds-syge og storagtighed.

Istedetfor hin tryghed under skikkens ledebånd kan bygherren nu ganske modsat føle en vis lyst netop ved at vide sig ganske fri og tænke på, at det beror på ham, hvordan huset skal blive. Så overlægger han med sin kone og sine venner og reiser hen og beser de nyeste huse i egnen og prøver en hel vinter igjennem det ene forslag og tegnings-udkast efter det andet og rådfører sig måske med en virkelig architekt, overveier atter og atter, hvor dagligstuen skal være, hvor sophaen skal have sin plads, om der skal være særskilt pigekammer og spiskammer o.s.v, o.s.v.

Det er altså blevet så, at hver vil følge sit sind, og det viser sig at være så, som ordsproget siger: Så mange hoveder, så mange sind. Følgen er, at medens før i tiden en og samme bygnings-skik kunde udbrede sig hus for hus og bygd for bygd mellem Christiania-fjorden og Dovre-fjeld (tømmerbygningen ens, samme plads for hver ting i stuen, ligedan indretning af skabet), så vilde det nu være et rent træf, om f.ex. sophaens plads i dagligstuen bliver ens på to nabo-gårde.

Denne forskjel på husene forekommer mig overmåde interessant som et synligt billede på en modsvarende forskjel i menneskenes tænkemåde og sind.

Det er ikke til at begribe, hvorledes det skulde nu gå til, eller ved hvilke midler og magter det herefter skulde kunne bevirkes, at der i hver eneste dagligstue fra Skiens-kanten til Tryssild skulde være f.ex. en sopha af en vis model og stående på en vis plads. Men omvendt falder det nutidens mennesker vanskeligt at sætte sig ind i den fortidens smag og vane, som frembragte hin besynderlige lighed. Det er, som om menneskenes indre skulde være blevet anderledes indrettet nu end før.

Dog, nøiere beseet har det sig vel så, at skikken hersker endnu, kun på en anden måde.

I anordningen og indretningen af de enkelte dele, som høre til et hus, er det ligesom blevet frit for enhver at følge sit skjøn og forgodtbefindende, og hermed er muligheden åbnet for en lang række af forsøg og forbedringer, men i det hele og store kan det dog mærkes, at der endnu hersker en vis tænkemåde og smag, som så at sige bestemmer retningen, hvori hine forsøg og forandringer skulle gå.

Nu for tiden er det f.ex. her i de ydre bygder af Christiania stift blevet som en almindelig fordring til et velbygget hus, at det skal have særskilt spiskammer og pigekammer: ellers kan jo ikke husmoderen holde det ryddigt og pent, og ellers kan der jo ikke overholdes sømmelighed og orden mellem tjenerne på gården. Men hvorledes den samme fordring skal opfyldes, eller hvor pladsen for de nævnte værelser skal være, på denne eller hin side af køkkenet, o.s.v., det er overladt til hver bygherres opfindsomhed at afgjøre.

Ja, et århundrede igjennem har det været tilbøieligheden og retningen i disse bygder, at husbondsfolket på de store gårde mere og mere har skilt sig fra tjenerne og arbeidsfolket, og dette forhold er kommet tilsyne i husene, som mere og mere ere indrettede på en vis dobbelt måde, med bekvemmeligheder for «dem derinde» og for «dem derude». Med hensyn hertil kan man tænke sig et af to i fremtiden: enten vil hin tilbøielighed fortsætte sig så, at husbonden indretter sit hus og sin husholdning kun for sin egen familie og sine personlige tjenere, og ordner tingen så for de folk, som han behøver til gårdens drift, at de have egne boliger i nærheden og selv besørge sin husholdning og sit madstel, - eller nødvendighed og høiere hensyn skal måske bevirke en vis tilbagevenden til det oprindelige samliv mellem husbonds- og arbeids-folket, dersom det nemlig skulde vise sig farligt for arbeids-klassens sædelighed, at den blev holdt så fjernt fra den høiere klasse, eller dersom det mere og mere skulde blive så, som det nu tegner til, at unge folk af den fattige klasse på landet nære ulyst mod at træde ind i en gårds-arbeiders underordnede stilling, men foretrække at flytte til byen.

I gamle dage var der ikke tanke om spiskammer eller pigekammer i bøndernes huse; nu er som sagt begrebet om deres nødvendighed opkommet. Men ligeså skal det muligens ske i fremtiden (og jeg skulde ønske det), at istedetfor at nu spiser gjerne husbondsfolket i dagligstuen, og arbeidsfolket i kjøkkenet, så vil man betragte det som noget, der hører til på en brav bondegård, at der er en særskilt spisestue - indrettet med den tanke, at som arbeidet og levebrødet er fælles, så skal også af det daglige livs hygge og høitid idetmindste måltidet være fælles for alt gårdens folk, for begge klasser.

Dette angående skikkens fortsatte indflydelse på husets indretning. Og at skikken - eller moden eller stilen - endnu er en herskende magt, det vil vel tydeligere vise sig på husets forsiring. Således kan jeg, som sagt, tænke mig, at den såkaldte sveitser-stil vil komme til at gå som en mode gjennem bygderne, til anerkjendelse af architekternes overlegenhed.

Det er et af de mangfoldige fremskridt, som nutiden kan glæde sig ved også i vort Norge, at vi have fået imellem os en klasse af architekter, kunstnerisk uddannede bygmestere, hvis fag og hvis ære det er at bygge huse, som fortjene at tages til model og mønster alt landet over, hensigtsmæssige, hyggelige, vakkre. Men det er en naturlig forventning, at den sande bygmester vil bruge sin kunst til at udvikle og forædle landets tidligere og så at sige naturlig opvoxede bygnings-skik, og derfor må det ialfald vække opmærksomhed, at den træbygnings-stil, som nu udgår fra architekternes tegne-bord, i visse dele adskiller sig fra den gamle norske måde og derfor, som anført, af mængden sædvanlig betegnes sveitser-huse. Er det architekternes skyld, som ikke have givet større agt på den norske bygnings-skik? Eller er det så, at denne i sig selv er for arm, så altså en fremmed må plantes ind?

§ 24. JUTUL-STUEN PÅ UV.

Det faldefærdige hus, som fig. 48 fremstiller, er den navngjetne jutul-stue på gården Uv i Rennebo, Ørkedalen, Trondhjems stift(94).

bilde s. 98
Fig. 48. Jutul-stuen på Uv.

Ruiner af stenbygninger, gamle kirker og borge, er man vant til at betragte med interesse; faldefærdige træhuse pleier man derimod ikke skjænke nogen velvillig opmærksomhed. Men de fleste, som have seet dette hus, ville dog vist finde, at det var værd at se.

Selv så jeg huset i 1857. Dørene ere for længst borte af hængslerne, vinduernes ruder og karme forsvundne, alt yderlig forfaldent og forstyrret. Og jeg hørte sagnet om dem, som havde bygget huset, jutuler naturligvis, store og stærke, som bar tømmeret hjem fra skoven på sine skuldre - den ene af dem hed endda Dyre. Sagnets skummelhed passede på husets tilstand nu. Men mit syn anstrængte sig for at skue igjennem skummelheden op i hin fjerne fortid, da huset stod i sin rette skik, som en gjæv odelsbondes nybygde hjem - jeg mener: for et halvt tusinde år siden, før Sortedødens tid.

Partiet om døren er ret vel bevaret. Jeg fremstiller det i fig. 49, efter en tegning, som blev udført af en pålidelig hånd i året 1859.

Dette snitværk har vel ikke det alderdomsagtige præg som det, der smykker fyndarstuen på Raudland side 84, § 21, jeg indbilder mig, at han, som skar disse dør-stolper, havde nogle af forsiringerne i Throndhjems domkirke for øie. Men deri ligne dog disse to gamle stuer hinanden, at deres tømmerbygning har sådan træskjærings prydelse. - Og se, hvor det svære tømmer også ellers er fint og ømt behandlet, med lister langs efter stokkene og i kanten af de aflange ende-flader - noget, hvori vi gjenkjende et træk ved Devegge-stuen (side 83, § 21).

Men for at kunne forklare for læseren, hvorledes det kan være værd at betragte tømmermands-arbeidet på et gammelt hus, så får jeg fortælle et sagn, jeg har hørt, et af de interessanteste vistnok af de mange sagn om den forfærdelse og ødelæggelse, som Sortedøden bragte over landet.

bilde s. 99
Fig. 49. Døren til jutul-stuen.

I Sundalen, også i Trondhjems stift, er der en meget afsides liggende fjelddal med et par gårde, navnlig Svisdal og Havsaas. I 1859 var jeg på Svisdal, og blandt meget andet hørte jeg af de forstandige folk her fortælle om et gammelt hus på Havsaas, som skulde have stået fra tiden før Sortedøden, og til bevis herfor anførtes, at «det var tømret på den måde, som folk brugte før Sortedøden». Dette forklaredes nærmere så, at formedelst en egen hugningsmåde vare stokkerne fældte så kunstig sammen i hjørnerne (naverne), «som om de vare flettede». Og dette, så lød forklaringen videre, skulde være en kunst, som var gået i forglemmelse efter pesten, da så mange af de bedste tømmermænd pludselig vare bortdøde, og de få mennesker, som levede igjen, havde møie nok med at få besørget det nødvendigste til deres livsophold og altså ikke kunde øve sig i kunstige arbeider.

Jeg fik ikke selv se huset på Havsaas; men jeg kom strax til at forestille mig, at det vist var det slags tømring, som jeg havde beundret på jutul-stuen, og som nu er fremstillet i fig. 49. Og uden at give mig ud for nogen sagkyndig, eller just fordi jeg ikke er det, slutter jeg heraf ligedan, som vist bønderne på Svisdal vilde have gjort, at nemlig jutulstuen sandsynligvis er bygget før Sortedøden.

Historieskriveren og oldforskeren Schøning, som så jutulstuen ved året 1775, har også lagt mærke til den omhyggelige tømring og berømmer den ved at anføre det vakkre træk, at næsten overalt var der ikke engang rum til at stikke et tyndt knivsblad ind mellem stokkene, så godt vare de sammenfældte.

Enfoldighed, men tænksomhed og omhu i enfoldigheden - det er husets mærke, og det var vel også huslivets og folkelivets mærke i de dage, da huset blev bygget.

Det mærkes på alt, at stuen på Uv har ligesom været beslægtet med eller vel endog hel-søster til de tre are-stuer, som på Korterud og Devegge og Raudland i Christiania stift have raget op fra en grå fortid til nær ved eller ind i nutiden, og som § 21 handlede om. Jutulstuen var da også oprindelig en arestue. Dette synes mig utvivlsomt at fremgå af Schønings rigtignok ikke aldeles klare beskrivelse: «Stuen har tilforn været en røgstue, hvori gruen har stået ei som nu i det ene hjørne, ved siden af døren, men næsten midt frem på gulvet, og ved den nedre side af den har været en røgovn eller badstuovn. I stuen har tilforn ingen vinduer været, men lysningen kom gjennem ljoren.» Han slutter med at sige: «Det er og ilde, at nuværende beboer af gården har så meget forkvaklet den gamle bygning ved at indrette den efter nuværende tiders mode, da den ellers kunde have blevet en af de betydeligste rariteter heri landet»(95).

Det oprindelige ildsted, som stod «næsten midt frem på gulvet» må have været en are, og det må især være denne, som Schøning sigter til, når han af stuens hele indretning slutter, at bygningen endog skulde være «ældre end Olaf Kyrres tider». Det skjønnes også, at det ikke kan have været så lenge før Schønings tid, at indretningen med are blev ombyttet med lys-ovn(96).

Mens stuen havde are, skal den, som Schøning dels efter øiesyn, dels efter sagn beskriver den, have havt sådan indretning: langs væggene bænke af stokke (ligesom i Korterud-stuen, side 81, § 21), i de to inderste hjørner eller ved den gavlvæg, som vender mod døren (se fig. 50) to senge indfældte i væggen, samt på den samme gavlvæg hængende i to jernhager et bord, som var beslået med jernbånd med ringe i, og som var 8 alen langt, men kun 3/4 alen bredt og kun 1 tomme tykt. Schøning hørte den forklaring om dette bord, at de gamle skulde have brugt at tage det ned af væggen, når der skulde spises, og selv fandt han denne indretning ganske rimelig på grund af det trange rum i stuen (omkring aren). Dette stemmer jo på det bedste med den formodning, som jeg yttrede i anledning af et ligedant ringebord i Devegge-stuen (side 83, § 21). Af dette slags ringeborde veed man nok ikke om flere end disse to, og begge ere derhos forsvundne nu, så vi kun formedelst beskrivelser have fået som et glimt af dem og dermed af den tarvelige hus-skik i oldtidens stuer, måske endog netop i de bedre gårdes gjæstebuds-stuer (thi i en dagligstue gjaldt det ikke så meget om stort rum, og her var mere fornødent at have et fast bord).

Jeg veed om en fordums røgstue til her i det indre af bygderne søndenfor Throndhjems-fjorden, nemlig på gården Øgdal i Soknedalen, denne høitliggende tverdal til Gulelvens dalføre og nabobygd til Rennebo. Jeg så huset i 1857. Ligesom stuen på Uv er også denne forlængst omdannet til lysovn-stue; men ljoren, som kun er tilspigret, stadfæster sagnet om, at det har været en røgstue. Husets grundform er ganske som jutulstuens, og vel står det meget tilbage for denne i stadseligt og alderdomsagtigt udseende; men også dette hus udmærker sig dog ved særdeles dygtigt og (som bønderne sagde mig, uden at jeg da ret begreb det) gammeldags tømmer-arbeide, og som jutuler have bygget Uv-stuen, så pusle «tusser» i Øgdal-stuen, og dette er kanske endog grunden til, at den, skjønt den bærer sin alder godt og med tilbørligt tilsyn kunde gjort tjeneste i lang tid, nu har stået ubeboet i flere mands-aldere.

Samme år 1857 besøgte jeg den 74-årige gubbe Jon Sagen, kirkesanger i samme Soknedalens sogn. Hans gode hukommelse og livlige fortælling og venlige, godmodige væsen gjorde mig besøget overmåde behageligt. Nu erfarer jeg, at han er død; men jeg vil mindes ham. - En af hans fortællinger var denne: En svensk krigsmand, hedte Mads Dalekarl, kom med sine folk til Garli, skydsskiftet på veien mellem Soknedalen og Rennebo, og vilde hvile her; men norske tropper kom farende skogleides og skjult på den måde, at de holdt løvbuske foran sig, så de ikke kunde skjelnes fra skoven; de kom da uforvarende over fienden, og en soldat sprang op på taget af «lørstuen», hvor Mads var, og skjød ham gjennem «løren» (ljoren). - Stuen var til endnu 1857, men ikke længer med «lør-tag», ombygget og brugt bare som et raske-hus, redskabs-skjul o.s.v. Men da fortælleren var en gut på 5 år, var han med i et bryllup på gården, og da så han lør-stuen i dens oprindelige skik, skjønt den allerede dengang havde ophørt at bruges som stue.

Samme Jon Sagen kunde fremdeles mindes, at han som gut havde hørt en gammel kone på Fossum i Soknedalen fortælle, at da hun som ung pige blev gift hid, var der flere «lørstuer» i naboskabet, og det i fuld brug som beboelses-stuer. Ja, hun havde endog vidst at fortælle, at «skjåstong (den lange smekkre stang, hvormed skjå'en eller dækselet over ljoren lettes af og på) pleiede man få fra en vis strækning af kjølen eller ås-marken, hvor der dengang voxede granne furutræer, og som endnu den dag idag blandt bygdens folk er kjendt under navn af «skjå-stongkjølen».

Soknedalen er som sagt nabobygd til Rennebo, men indenfor eller på østsiden; på den anden side, mere mod vest, grændser Rennebo til Opdal, som ved Dovre-fjeldets gjærde skilles fra Gudbrandsdalen. Men her i Opdal er det ligesom i Soknedalen: røgstue-skikken ligger ikke længere tilbage i tiden, end at der endnu går sagn om den, som jeg hørte gårdbruger Ingebret Sæter yttre. Ja, i kapel-sognet Lønsæt, noget afsides og udad mod Nordmør, mente han, at der vistnok måtte have været røgstuer at se endnu ved midten af forrige århundrede.

Medens jeg i de modstødende bygder af Christiania stift, Gudbrandsdalen og Østerdalen, ikke har kunnet opspørge det fjerneste sagn om røgstuer på gårdene, finde vi altså denne oldtids-skik temmelig nær ind ved nutiden i nabobygderne strax nordenfor fjeldet.

Da jeg leilighedsvis indsamlede disse oplysninger om fordums røgstuer eller ljore-stuer, tænkte jeg kun på røgstuer af det slag med røgovn i det ene hjørne, jeg stod nemlig da i den formening, at den urgamle indretning med are midt på gulvet var bleven afskaffet for mange hundrede år siden, så der ikke kunde være tale om, at den i mands minde skulde have været at se på gårdene, og som ildstedets beskaffenhed aldrig blev nævnet af bønderne (ikke engang af dem, som fulgte mig ind i jutulstuen), så faldt det mig ikke ind at spørge derom, da jeg, som sagt, antog som givet, at det måtte have været røgovn.

Nu, da jeg blandt andet har fået hin oplysning af Schøning om jutulstuen i Rennebo, ser jeg den hele sag anderledes og antager, at alle de øvrige gamle stuer her i egnen have lignet den, altså været arestuer.

At denne antagelse er sandsynlig, skal vel også fremgå af det følgende, hvor jeg kommer til mere omstændelig at handle om de to slags røgstuer. Men foreløbig må jeg her omtale den forskjel mellem det throndhjemske indland, hvortil Soknedalen, Rennebo og Opdal hører, og de tilstødende throndhjemske fjord-distrikter, fra Throndhjems-fjordens munding til Romsdalen, at som arestuen synes at have hersket hist, så er det vist, at røgovnstuen (hint andet slags røgstue) har hersket her - og det langt nærmere ind ved nutiden, så der endnu den dag idag i Nordmør og Romsdalen står adskillige røgstuer af dette sidste slag, i fuld beboet stand.

§ 25. DEN THRONDHJEMSKE STUEFORM

Denne sandsynlige forskjel mellem bygnings-skikken i indlandet og i fjord-distriktet er så meget mærkeligere, som det er den samme grændse-linie, der allerede i oldtiden skilte mellem de såkaldte throndhjemske fylker (indlandet, det egentlige Throndhjem eller Throndelagen, der dannede som et rige for sig selv, fra Opdal og Ørkedalen op mod Dovre til Indherred omkring bunden af Throndhjems-fjorden) samt Nordmøre-fylke og Romsdals-fylke (havkanten eller de ydre fjorddistrikter).

Hvad jeg nu kalder den throndhjemske stueform, er en bygningsskik, som jeg tror er fremkommet og længe har hersket i hint indland eller det gamle og egentlige Throndhjem. Deraf har jeg da taget navnet. Og fra dette strøg af tror jeg fremdeles, at den samme stueform har udbredt sig til de andre dele af Throndhjems stift (hvis det ikke i Romsdalen er så, at de nyere huse mere slægte den akershusiske stueform på).

Jutul-stuen på Uv, søster til de tre gamle arestuer i Christiania stift, er ligesom oldemoder til den slægt af huse, som nu blomstrer i det throndhjemske. Det kjendes på grundtegningen.

Fig. 50 fremstiller jutul-stuens grundtegning efter nøiagtig udmåling. Vinduerne ere, som omtalt, en nyere tilsætning, og deres plads må agtes for tilfældig; ligeså er det med den døråbning, som fra forstuen fører ud igjennem gavlvæggen; den førte nok en gang ud til en svalgang, som forbandt huset med en bibygning, der siden er taget bort.

bilde s. 103
Fig. 50. Jutul-stuens grundtegning.

Hovedsagen ved grundplanen er dette, at husets langagtige firkant er ved en indre gavlvæg afdelt i en stor stue og et lidet side-rum, og at dette også er afdelt i en (halv) kleve og en forstue, så hovedindgangsdøren ikke kommer til at stå på selve stuens væg, men først fører ind i forstuen, hvorfra man kommer ind i stuen gjennem den indre gavlvæg(97).

Men fig. 51 fremstiller den throndhjemske stueform således, som jeg havde opfattet den, før jeg så jutulstuen, nemlig ved at agte på de nu brugelige stuebygninger i Gul- og Ørkedalens dalfører samt i Indherred.

Ligheden med jutulstuen, denne gamle arestue, er jo iøinefaldende.

Sammenlignes derhos fig. 51 med fig. 41, så sees, at den throndhjemske stueform svarer til den, som i de akershusiske bygder måtte fremstilles

bilde s. 104
Fig. 51. Den throndhjemske stueform.

som undtagelse fra regelen der. Men det vil erindres, at til denne undtagelsesform svarede fremdeles de to gamle arestuer i Christiania stift, hvis form var bekjendt, så det kunde yttres som en formodning, at hvad der nu for tiden var undtagelse, det havde netop været det almindelige i hin fortid da arestuens skik endnu herskede (side 85, §21).

Jeg sammenfatter alt i en sum, idet jeg yttrer denne mening om, hvorledes den akershusiske og den throndhjemske stueform er bleven til.

Oprindelig brugtes arestuer af ens bygning- og indretning både sønden- og nordenfor Dovre, og på begge steder ere i en senere tid disse stuer ombyttede med lysovn-stuer; men dette er skeet på forskjellig måde: i de akershusiske bygder blev med det samme (på undtagelser nær) selve husformen forandret, således nemlig, at hoved-indgangsdøren, som før havde ført inn gjennem en forstue, nu kom til å stå på selve stuens langvæg (fig. 40) - i de throndhjemske bygder derimod blev den gamle husform beholdt uforandret, så døren forblev stående på forstue-væggen (fig. 51).(98)

Det er ganske mærkværdigt, hvor jevnt den throndhjemske stueforms skik hersker ialfald i Gul- og Ørkedalen samt Opdal. I dette strøg har jeg havt anledning til at se mig om i de fleste bygder. I Opdal har jeg seet to vinterstuer med indgangsdøren på akershusisk vis, (se side 77, § 20 anm.) og ligeså en ringe sommerstue i Holtaalens sogn i Guldalen; men på disse undtagelser nær har mit øie nok ikke seet nogen almindelig bondegård eller skikkelig husmandsplads, uden at stuebygningen, eller ialfald hvad man kunde kalde hoveddelen eller kjernen af den, svarede til fig. 51, enten uforandret eller med let kjendelige tillæmpninger. Der er vistnok en og anden husmandsstue, hvor der ikke har været råd til at følge skikken, og omvendt er det tilfælde på nogle præstegårde (ikke alle) og på enkelte andre «storinger»s gårde, helst nær Throndhjems by, at stuebygningerne stå ligesom udenfor bygde-skikken; men det slags undtagelser kunne billigvis sættes ud af betragtning. I Indherred er jeg mindre kjendt personlig; men det lidet, jeg har seet der, i forbindelse med oplysninger, jeg fik af kjendte mænd, synes mig at godtgjøre, at fig. 51 ialfald har været den herskende form og trods adskillige forandringer i senere tider endnu ligesom ligger til grund for de fleste stuebygninger.

I fig. 51 har jeg antydet bohavets plads. Høisædet med krogskabet sees skrå overfor ildstedet ganske som i fig. 3 eller 29; alle de andre gjenstande findes også på sin plads, ganske efter den akershusiske måde. Kun har jeg ikke på tegningen antydet fremskabet. Efter nogle exempler fra Holtaalen, Soknedalen og Meldalen tror jeg nok, at fremskabet for et par menneskealdere siden både har seet ligedan ud og har stået på samme plads som i de akershusiske bygder; men både er skabets form nu meget forandret, og almindelig har det nok fået en anden plads nu, endog i et andet værelse (i nystuen).

Det er altså at mærke, at den throndhjemske og akershusiske stueform, der begge ere at betragte som arter af lysovn-stuens klasse, skille sig ad formedelst selve husformen, men ligne hinanden meget og have lignet hinanden endnu mere i henseende til indretningen i selve stuen. (Her er naturligvis seet bort fra de tilfælde, mest i nogle af Indherreds bygder, hvor lysovn og høisæde og det hele tilbehør i senere tider er ombyttet med kakkelovn, sofa og andet nymodens bohave.)

§ 26. OPSTUGU

Det mest gammeldags, jeg har seet af træbygninger i Throndhjem, er næst de omtalte røgstuer nogle stuebygninger i Opdal, som udmærke sig ved den såkalte opstugu. Tegningen fig. 52 får give en forestilling om dem.

Grundplanen er ganske ligedan som i fig. 51. Opstugu (op-stue, overværelse), kaldes det lille loft, som står over forstuen og kleven.(99)

Trappen står i forstuen; den fører op på en liden gang på loftet, og fra den kommer man ind på et klæde- eller senge-loft, som er lige over den lille kleve.

Man vil se, at denne opstugu svarer til det gudbrandsdalske ramloft, kun at trappen står ikke udvendig, men i forstuen, hvis årsag igjen opstugu måtte afdeles i en gang og selve loftet.

Denne indretning sees nu kun på ældre huse, mest på smågårde og husmandspladse. På større gårde veed jeg kun at have seet den på

bilde s. 106
Fig. 52. Stue med opstugu.

skydsskifterne Drivstuen og Rise. Den er gået af mode og holder på at forsvinde. Men den har været meget udbredt i ældre tider, som gamle folk have forklaret mig, og det alt til grændserne mod Sundalen og Todalen i Nordmør. Men udenfor Opdals grændser har jeg hverken seet eller hørt til opstugu.

Men lægge vi opstugu og ramloft sammen, som kun lidet forskjellige former af den tårnagtige forhøining, der tjener til at give stuehuset anseelse, så have vi altså gjort bekjendtskab med en eiendommelig bygningsskik, hvis forsvindende spor kan forfølges alt fra grændsen mod Nordmør til Hedemarken og Soløer (§ 10). Og hertil har sluttet sig den beslægtede skik med barfrø-tårnet foran den Østerdalske stue, som der også netop er levninger af (§ 17). Det er, som om disse levninger have dryet og dryet, at dog kanske opmærksomheden måtte vorde henledet på hine fortidens skikkelser, at de ikke så ganske skulde begraves i forglemmelse.

Et endnu vil jeg tillade mig at henlede opmærksomheden på. Af tegningen vil man kanske skjønne, at forstuevæggen, hvor døren står, er et panel med sprinkelværk og lysåbninger. Jeg har vel seet opstugubygninger, hvor denne væg er af tømmer; men den måde med panel synes at have været almindeligst, og den gjenfindes på store vakkre bygninger, som ere opførte efter opstugu-tiden men dog noget gamle. Og netop på sådanne bygninger har jeg seet denne panelvæg smykket med overmåde vakkert træskjærings-arbeide af den gudbrandsdalske krølleskurd. Ja, fra Opdal har denne forsirings-skik nået ned til Sundalen, hvor jeg har seet dens prydelser på et par gårde. Jeg skulde meget ønske, at jeg havde kunnet levere en afbildning deraf.(100)

Og det er underligt at lægge mærke til, hvorledes det gjerne går: en skik kan tilsyneladende forsvinde ganske, og dog kan det være, at den har vidst at forplante sig, kun i noget forandrede former eller såkaldte overgangs-former. Om nogle år skal der måske ikke være noget hus igjen med hin vakkre halvåbne panelvæg for forstuen, og folk i Opdal selv skulle da vel ikke tænke sig andet, end at den skik er forsvunden; men jeg tror, at den egne måde, hvorpå forstuen er indrettet på præstegården og i Ingebret Sæters hus, må være en bevidst eller ubevidst efterligning og tillæmpning af hin skik.

§ 27. I HØIDEN

Den bygning, som vi må tænke os som grundform for den throndhjemske stue og svarende til grundplanen fig. 51, er hvad den throndhjemske bonde kalder låg-stugu (låg d.e. lav), en bygning på kun et stokværk, på godt tømmerarbeide nær ganske tarvelig udstyret, derfor kun med et vindue, nær høisædes-pladsen.(101)

Men nu bygges der mere i høiden. Lågstuen er bleven til loft-stue, med øvre stokværk.

En bonde på 60 år i Holtaalens sogn kunde mindes den tid, da der i hele sognet ikke var mere end en loft-stue. Nu derimod er der loft-stuer overalt undtagen på små og fattige rum.

Den gamle Jon Sagen, hvis fortællinger jeg allerede før har påberåbt mig, fortalte ligeledes, at i hans første tid var der kun få loftstuer i Soknedalen, medens der nu heller er få lågstuer.

Længer ude mod Throndhjems by - det fremgik også af disse mænds fortællinger - var den nye måde med loftstuer indført tidligere, og derfra var det, at den kom til de øvre bygder.

Jeg har ingen tanke om, hvor gammel den skik med øvre stokværk monne være i Indherred. Her lader det forresten til, at alt er langt mere fremskredet end i søndre Throndhjems dalbygder, og på en gård på Ytterøen så jeg i nogen frastand en stuebygning på hele tre stokværk. Det lod dog ikke til, at den havde fundet efterligning, og den er ialfald den eneste stuebygning på tre stokværk, som jeg veed om i landsbygden fra ny eller gammel tid.(102)

§ 28. I LÆNGDEN

Det første er, at der føies en nystue til huset, således som i fig. 53. Det er husets høitids-stue.

Meget almindeligt er der også tilbygget et lang-kammer i den anden ende af huset, ved siden af dagligstuen, som i fig. 54. Det tjener gjerne til seng-kammer.

bilde s. 108a

Denne måte med lang-kammer blev så yndet, at man syntes det kunde være snildt at have et nystue-langkammer også, til et stadseligt sengeværelse, således som fig. 55 giver forestilling om. Så langt er også huset blevet på nogle af de større gårde ialfald i Guldalen.

bilde s. 108b

Når nu en bonde i nogle år har boet i et sådant hus, så kan det være, at han allerede er betænkt på at indrette en føderådsbolig for sin alderdom, og dette kan han gjøre på den måde, at han til fig. 54 eller 55 i samme længde føier f.ex. fig. 51 - et meget langt hus altså, med to indgangsdøre. I Soknedalen og Horrig har jeg seet prøver af det slag.

Sammen med denne husets væxt sees bedre og bedre udstyring med vinduer, som tegningerne antyde, så værelserne tilsidst ere blevne gjennemsigtige, med vinduer til begge sider.

Og det er en regel, at disse lange huse bestå af to stokværk, med samme rad af vinduer og værelser oppe som nede. I sådanne store huse, som f.ex. Melhus sogn er jevnt besat med, er der altså meget rum og mange værelser.

Svend Stavne, aldrende bonde i Rennebo, kunde mindes, hvorledes hans gård var bebygget i hans bedstefaders tid: der var så mange særskilte huse at de dannede stuegard og nautgard således som i Dalsbygden i gamle dage (side 76); selve stuen lignede jutul-stuen på nabogården Uv i henseende til tømring; og det var da kun en lågstue med sådanne få rum som jutulstuen, altså uden nystue; men et af de mange særskilte huse var en for gjæster indrettet «sengestue».

Skydsskafferens stuebygning på Rise i Opdal, et temmelig gammelt hus, viser et tydeligt exempel på en nystue, som egentlig er bygget som et særskilt hus, lig hin senge-stue, men som står tæt hen til det egentlige hus og under samme tag, altså næsten ligesom i fig. 53.

Her er altså spor af, at den skik med nystue har afløst en ældre skik med en særskilt bibygning til et lignende brug, ligesom i Gudbrandsdalen (§ 15).

§ 29. NYE FORMER

Istedetfor at man i de øvre bygder af Guldalen og Ørkedalen endnu bruger den ene stue til både dagligværelse og sovekammer og kjøkken, har man i naboskabet omkring Throndhjems by og vel endnu mere i Indherred indrettet særskilte værelser for det mangfoldige brug.

En måde er nu den at bygge kleven noget større og så tage den til sovekammer og opholdsværelse for husbonden selv, medens den gamle stue bliver kjøkken og folkestue.

En anden og vel hyppigere måde er den at ombytte stuens lysovn med kakkelovn og have dagligstuen her samt indrette kjøkken enten i langkammeret eller i kleven. Bygges huset af nyt, så må kleven også i dette tilfælde gjøres større, og der må desuden hugges hul på væggen for at skaffe en bagdør til kjøkkenet.

En tillempning af den oprindelige form erindrer jeg f.ex. fra Indherred, sådan omtrent som fig. 56 fremstiller den.

1, forstue, 2, stue (med kakkelovn og nymodens møbler), 3, kjøkken (svarende til kleven) med skorsten og bagdør, 4, «sengestue» (som jeg i det hus hørte den benævne, svarende til nystuen) 5, afpanelet kammer.

I Ørkedalens præstegjæld lagde jeg mærke til en lignende udvidelse af kleven for at få et kammer mere istedetfor langkammer, altså en

bilde s. 110a

udvidelse i midten af huset istedetfor tilbygning i enden; fig. 57 viser en prøve.

Således en stor mangfoldighed af nyere former, mere eller mindre afvigende, men dog tydelig pegende tilbage til den i fig. 54 angivne grundform.

bilde s. 110b

Den måde, som i egnen om Christiania har givet anledning til, at den gamle grundform så at sige er gået under, nemlig istedetfor de engang så yndede huse på to stokværk at bygge huse i «enkelt høide», men med «dobbelt bredde», har jeg ialfald ikke seet noget tegn til i Gulelvens og Ørkeelvens lange dalfører; ja, denne nye og vistnok hensigtsmæssige måde vil her finde en hindring i folkets tilvante smag: medens jeg i huse som fig. 55, gjennemsigtige, som jeg kalder dem, savnede en lun og dunkel krogs hygge, kunde de gode thrøndere ikke begribe, hvorledes jeg for alvor kunde foretrække huse af den søndenfjeldske art, hvor man sjelden eller aldrig ser vinduer på to modstående vægge.

§ 30. UDBREDELSE

Dersom det er så, som jeg imidlertid kun har en løs formodning om, at den throndhjemske stueform holder på at udbrede sig over Nordlandene og Finmarken, så er det jo et godt exempel til at vise, at det har sin interesse at kjende de forskjellige stueformer i landet.

I Overhalvden, hovedbygden i Namdalen, strax nordenfor Indherred, må bygnings-skikken ifølge beskrivelser, som jeg har hørt af en kjendt mand, være en vistnok temmelig vidt fremskreden og derfor noget forskjelligartet, men dog endnu kjendelig udvikling af den throndhjemske stueform.(103)

Men da jeg ikke selv har havt leilighed til at iagttage bygnings-skikken nordenfor Throndhjems-fjorden, så standser nærværende afhandlings undersøgelse ved denne nordgrændse.

Fra Throndhjems-fjordens munding af mod syd, samt i vest for de oftnævnte bygder Ørkedalen og Opdal ligge først et par bygder af Fosens fogderi, dernæst nedad mod Romsdals-fjorden det mange-grenede fjord-distrikt, som danner Nordmøre fogderi - et strøg, som endnu den dag idag har levninger af den særegne bygnings-skik, hvormed det i lange tider, som det synes, har adskilt sig fra det tilgrændsende indland. Allerede i § 24 blev det foreløbig sagt, at det er røgovnstuen, som har hersket her, og selv på nærværende sted kan talen om den kun blive foreløbig, da jeg først i nogle følgende paragrafer kommer til at handle særskilt og omstændeligt om denne gamle bygnings-skik.

Hvad her skulde omtales, det er, at den beskrevne throndhjemske stueform i senere tider har holdt på at udbrede sig i dette strøg, idet de gamle røgstuer så at sige gård for gård have veget pladsen for huse af hin form, så der nu for tiden kun står nogle få igjen.

Min opfattelse er denne: i det throndhjemske indland er det også skeet gård for gård, at røgstuer af ældgammel skik have veget pladsen for lysovn-stuer af den beskrevne form og indretning; men dels var røgstuen i indlandet efter sandsynlighed af en anden art end i fjorddistriktet (hist arestue, her røgovnstue), dels er forandringen i indlandet åbenbart foregået langt tidligere, idet lysovn-stuen var indført rimeligvis overalt f.ex. ved årene 1773-1775, da Schøning reiste her og beså bygd for bygd, medens han på enkelte undtagelser nær fandt, at røgstuen endnu ved den tid var den herskende hus-skik i fjord-distriktet.

På sådanne grunde siger jeg altså, at den throndhjemske stueform er opkommet i indlandet, og at den derfra har udbredt sig, ja fremdeles holder på at udbrede sig til fjord-distriktet.

Det er dog især inde i fjordene og i de derfra opgåede små dale, at man nu finder huse af indlandets art. Ude mod havet lader det til, at tingenes gang har været anderledes: her forsvandt røgstuen kanske allerførst, men dels stod folket lidet i forbindelse med indlandets bygder, og dels gjorde mangelen på brænde og bygnings-tømmer, at det var vanskeligt at følge indlandets skik.

En hoved-bygd i fjord-distriktet er Surendalen. Den står i samfærdsel med Ørkedalens nedre bygder, og fra disse er troligvis den bygningsskik kommen, som nu har fortrængt den ældre således, at medens Schøning i 1773 fandt røgstuen «endnu meget i brug»,(104) så hørte jeg sige i 1859, at der kun skulde være to røgstuer igjen.

Det er endogså troligt, at den udvikling af den throndhjemske stueform, som jeg fandt på nogle gårde her, er opkommen i Ørkedalen. Til sammenligning med fig. 57, der netop er hentet fra Ørkedalens præstegjæld, kan jeg således fra Surendalen fremstille fig. 58, med sådan indretning: 1, forstue, lang og smal, 2, stue, med høisæde for enden af

bilde s. 112

langbordet samt høisædes-skab inderst i hjørnet, med seng lige over for høisædet, med lysovn samt endda ved siden af den en kogovn; 3. kammers (et nyt navn, svarende til den gamle kleve eller kove, i Surendalen: «kave», når dette rum indrettes til sovekammer på en noget finere måde, med nymodens møbler o.s.v., bliver det kaldt med det fremmede navn); 4, et kjøkken, med dør fra forstuen, til bagning o.s.v. samt til almindelig kogning om sommeren, da der om vinteren koges i stuen; 5, nystue, og 6, en afpanelet «matstue», som står i forbindelse med kjøkkenet.

Fra Surendalen, som et midtpunkt for disse fjord-bygders kultur og sæder, tror jeg, at den throndhjemske stueform, og mere og mindre udviklet skikkelse, har udbredt sig videre til nabobygderne, vel alt til Sundalen, som ellers også i denne retning har været påvirket fra nabobygden Opdal. Huse, for hvilke en form som fig. 58 eller 57 synes at have været model, men som man neppe nok skal finde i Opdal, har jeg i Sundalen seet f.ex. hos Erik Gjøra; men på nabogården Nisja har jeg seet en bygning, som så at sige nedstammer fra den opdalske slægt af huse.

Fra samme Erik Gjøra's hus, øverst oppe i Sundalen, meddeler jeg i fig. 59(105) en tegning af nystuens indre væg. De fem feldter mellem søilerne ere lysebrune; fodpanelet, søilerne og karnissen er malede med hvidgrå perlefarve; søilernes længde-lister og øverste fremstående kant ere forgyldte; blomster-horden på karnissen har væggens farve, ligeså hveranden af loftets ruder; gulvet er malet med træ-farve, men med en mørkbrun bord.

bilde s. 113

Panelede vægge med sådan søile-forsiring har jeg seet på mangfoldige af Guldalens og Ørkedalens gårde; det er en vidt udbredt throndhjemsk mode; det svæver mig også for, som at jeg på flere steder har seet disse forgyldte lister. - Den afbildede stue er dog vel udstyret med mere end almindelig omhu; men det var også en af gårdens egne sønner, som netop havde udstået sin lære i Throndhjem, og nu gjorde sit mesterstykke hjemme i faderens stue. Det er vel en 2 eller 3 år siden; i den efterfølgende tid har han været fuldt optaget med lignende arbeider på andre af fødebygdens gårde.

Det forekommer mig yderst interessant at betragte en sådan stuevæg - med tanke om de røgstuer, som endnu i mands minde stod på disse samme gårde. Det er ikke netop guldlisterne, som stikke mig så i øinene, men dette, at man gjerne vil og derhos har evne til at have det pent og pynteligt i sine huse. Det er en stor og glædelig forandring, vidnende ikke alene om den mangehånde bistand og lettelse, som den almindelige kultur-tilstand i landet i vore dage har at byde, men også om den forstandighed og vinskibelighed og fremskridts-ånd, som vore almuer lægge for dagen, og som jeg netop i bonden Erik Gjøra fandt et udmærket og hæderligt exempel på.

Jeg må bede læseren endnu engang betragte fig. 58: der er en afvigelse deri fra alle de tegninger af samme slag, som jeg hidtil har meddelt fra throndhjemske eller akershusiske bygder, nemlig at høisædet har sin plads ikke skrå over for ildstedet, men jevnsides med dette eller ved samme væg.

På et enkelt strøg nær, som jeg omtalte $21, side 81, er det som en ufravigelig lov, at høisædet står skrå over for ildstedet - hus for hus og bygd for bygd, så vidt den akershusiske og den throndhjemske stueform hersker, indtil man kommer til Nordmør. Her er der lige modsat neppe et hus, af dem, som have høisæde, uden at dette står som i fig. 58.

Denne egenhed her i Nordmør er at betragte som en levning af og en mindelse om den fordums røgstue. De røgstuer, som endnu ere til her, vidne derom, og gamle mænds erindring stadfæster det.

Den nordmørske røgstue havde - som det siden skal sees - meget tilfælles med den throndhjemske stue i dens oprindelige simpelhed (fig. 51) - kun at ildstedet var røgovn og høisædet stod jevnsides med dette. Blev røgovnen taget ud og en lysovn sat istedet, så var det en stue af Throndhjems art, selv om høisædet blev urørt. Og så lod man det da være urørt.(106)

§ 31. SØNDENFOR OG NORDENFOR DOVRE

Jeg tænker, det kan være gået andre reisende som mig, når de på touren fra Christiania til Throndhjem ere dragne gjennem Gudbrandsdalen og have nået frem til Støren eller Melhus: man ledes ind i sammenligninger, men kan ligesom ikke komme til endskab med dem: der er så ligt på gårds-pladsene og i stuerne, men der er så uligt også, så man veed ikke, hvad man skal kalde det; der er som et gjækkeri i dette bestandige spil af lighed og ulighed - man får ikke rigtig tag i det.

Lidt efter lidt er jeg kommen til at tænke mig, at det ialfald for en del har sig således:

Af flere tegn synes jeg at skjønne, at i fortiden vare husene mere omgivne og indelukte af svalgange end selv i vore meget gammeldags bygder nu. Men nu have vi lagt mærke til, at den ægte akershusiske stue har indgangsdøren på selve stuevæggen (fig. 40). Deraf fulgte, at svalgangen langs med forsiden af huset måtte beholdes i det længste, til ly for døren. Men heraf fulgte atter, at da det - uvist for hvor mange århundreder siden - kom i brug at have vinduer med glasruder, så kunde de ikke sættes i denne væg, langvæggen, men fik sin plads i gavlvæggen (fig. 2 og 3). Ligedan blev det i nystuen (fig. 32). Men når der nu var vinduer i begge ende-vægge, så kunde huset ikke voxe mere i længden. Fremdeles, siden man nu engang havde svalgang eller ialfald stue-sval, så blev trappen til loftet sat her, altså i grunden udvendig på huset, og dermed fulgte da nødvendigvis den hele indretning med loftsval, som med sine glugger eller traleværk kunde bidrage så særdeles meget til at gjøre husets udseende afvexlende, livligt og muntert (fig. 20).

Nordenfor Dovre anderledes. Vel skal jutulstuen i Rennebo også havt svalgange, ligeså skal det have været med et noget gammelt hus, som jeg hørte omtale på Ytterøen i Indherred. Men selv mindes jeg ikke at have seet nogen bygning af den throndhjemske stueform med svalgang. Denne indretning har rimeligvis været almindelig også her, men er sløifet. Og den kunde så ganske sløifes af den grund, at her er indgangsdørens plads anderledes, og her er en forstue, som gjør det lunt om stuedøren (fig. 51). Men når der ikke længer var svalgang, som skyggede, så var der intet iveien for, at stuen kunde få sine vinduer på langvæggen; men derved blev gavlvæggen fri, så der fremdeles ikke var noget iveien for at bygge et værelse til for enden af huset (fig. 54). Ligeså for den anden ende, ved ny-stuen (fig. 55). Huset kunde altså udvides med så mange værelser, som man ønskede. Men et sådant langt hus, med denne række af værelser og vinduer, ligedan i øvre og nedre stokværk, er så overmåde ensformigt at se til.

Ja, ensformighed bliver vel mærket for den throndhjemske bygningsskik også da, når vi ikke blot se hen til det enkelte hus, som er opført i dens stil, men til gårdenes og bygdernes bebyggelse i det hele.

Netop den påviste række af omstændigheder (det begyndte med indgangsdørens plads), som så at sige satte grændse for den akershusiske stuebygnings væxt i længden, havde yderligere til følge, at når man vilde have en større bekvemmelighed, så måtte man enten som i Gudbrandsdalen beholde den gamle og uregelmæssige klynge af bygninger (fig. 18, 19 og 20) eller som i Østerdalen opføre nymodens gjæstebygninger (side 72), eller også måtte man finde på alskens nye husformer, lige fra den uregelmæssige tilbygning af et gudbrandsdalsk bagkammer (fig. 30) eller de underlig sammensatte jarlsbergske huse (fig. 44 og 45) til de endeløst mange forsøg på at samle en tilstrækkelig mængde af værelser under et tag i de nymodens huse på enkelt høide, men dobbelt bredde (fig. 47). Men formedelst alt dette er der fremkommet store forskjelligheder i de enkelte større akershusiske dalfører og bygdelag, så mange nu vel endog ville have vanskeligt for at sætte sig ind i, at der var en tid, da også her var ligt og ensformigt overalt, da nemlig den akershusiske stueform, for et hundrede år siden eller halvandet, herskede i sin simpelhed, ens i Jarlsberg og Østerdalen o.s.v.

Anderledes i de throndhjemske bygder, hvor det formedelst en række af modsatte omstændigheder faldt let at forlænge stuebygningen, indtil man fik det ønskede antal af værelser: her kunde man mere undvære sådanne bibygninger som sengebod eller sengestue, så altså den gamle husklynge blev mindre mangfoldig og uregelmæssig, og her kunde man mere hjælpe sig med den engang herskende husform, som derfor endnu den dag idag - kun med visse udvidelser og tillæmpninger - gjentager sig bygd for bygd, næsten ens overalt.

Dersom der stod to gamle og simple stuebygninger af den akershusiske og throndhjemske form ved siden af hinanden, så vilde man have møie med at opdage uligheden, som næsten kun vilde bestå deri, at indgangsdøren har en forskjellig plads. Men fra dette punkt af har der, efterhånden som bygningsvæsenet udviklede sig mere og mere, tillige udviklet sig en større og større forskjellighed, og charakteren er bleven en vis ensartethed og ensformighed nordenfor Dovre, og forholdsvis større afvexling søndenfor.

Allerede i § 20 fremhævede jeg indgangsdørens plads som kjendingsmærket for den akershusiske stueform, disse tvende arter af lysovnstuens slægt. Og nu har jeg peget på det spil af lighed og ulighed, som altid kommer tilsyne, når man sammenligner tvende arter af en og samme slægt.

§ 32. RØGOVNSTUEN

Jeg er færdig med bygnings-skikken i Christiania stift og i Throndhjems stifts indland, og jeg har allerede før sagt, at nordenfor Throndhjems-fjorden tør nærværende afhandling ikke vove sig. Men nu ville nogle paragrafer handle om bygningsskikken i fjord-distrikterne mellem Throndhjems-fjordens munding og Stavanger-fjorden. Thi det er røgovnstuens strøg.

De forfattere, som jeg siden kommer til at anføre, bruge kun det navn røgstue. Men der er to slags røgstuer, og røgovnstuen er den ene.

Dette navn lærte jeg af almuen i Nordmør (røykj-omn-stugu). Det peger på stuens kjendings-mærke, nemlig det særegne ildsted, og dettes navn røgovn (røykj-omn, af oldnorsk omn, ofn) passer godt for at vise forskjellen fra lysovn, som man i Nordmør kalder peisen.

I fig. 60 leverer jeg tegning af en røgovn, således som den står der i hjørnet af stuen, nær døren(107).

Mange reisende have været inde i røgovnstuer og undret sig over lysåbningen i det sodede tag m.m.; men ikke alle have ret lagt mærke til selve røgovnen henne i hjørnet.

Nogle av Tidemands skjønneste malerier, f.ex. det, der forstiller den dybe andagt hos den lyttende forsamling, vise os røgovnstuens indre; men i intet af dem, så vidt jeg har seet, er selve røgovnen afbildet således, at man får en tydelig og rigtig forestilling om den. - Dette har da også ligget udenfor kunstnerens hensigt.

Og uagtet røgovnen, som det skal sees, er omtalt af flere forfattere, omtalt således, at den, som kjender den af egen beskuelse, lettelig skjønner, at det er den, som er ment, så er den dog intetsteds omstændelig beskrevet eller afbildet.

bilde s. 117

Nærværende mit forsøg er altså det første. Og vel må jeg kalde det et forsøg thi jeg må for en stor del gå efter hukommelsen, da jeg kun finder få og ufuldstændige optegnelser i mine notitse-bøger.

Men man vil ikke forkaste dette forsøg, når jeg siger, at det blandt andet netop har til hensigt at forberede en fuldkomnere beskrivelse af en hus-skik, som endnu er så lidet kjendt, skjønt den måske har bestået fra oldtiden, og ialfald i lange tider har stået som mærke på en særegen kultur-tilstand i en stor del af vort land.

I det mindste er det ofte gået mig så, når jeg fra indlandet er kommet ud til de vestlandske fjord-distrikter, at jeg har havt en fornemmelse, som om jeg skulde være hensat i en længst forsvunden tids-alder; men af det meget, som i disse distrikter minder om gamle tider, er det vel røgovnstuen, som gjør mest indtryk.

Ja, at kjende røgovnstuens bygnings-skik turde være et godt bidrag til studiet af den norske almues kår og sæder, i fortid og nutid.

Røgovnen altså, som tegningen fremstiller, er en muret stenmasse, oftest mandshøi og vel så det, tildels så bred på den ene vei, at en voxen seng kan stå langs med den, og næsten lige så bred på den anden vei eller på forsiden. Den er muret op fra grunden eller fra selve hus-tomten af, og den står indeklemt mellem stue-hjørnets to vægge om den ydre og bagre side samt et plankeværk om den indre side og endelig en plankeklædning om den udspringende fod på forsiden, så kun den øvre del af samme forside med selve ovn-åbningen kommer tilsyne.

Forsiden samt hint plankeværk (den såkaldte ovn-bolk) skulle vi tage nærmere i øiesyn, således som fig. 61, A og B, viser samme.

Selve ovnen, eller den hvelving, som gaber os imøde på røgovnens forside (A), er så dyb, at den kun viser sig for os som et mørke. Åbningen er lige så vid som det indre rum, og derved skiller denne ovn sig fra en bagerovn, som den jo ellers kunde sammenlignes med. Man vil finde ligheden så meget større, når man hører, at det virkelig bruges på somme steder at stege et slags kager til jul inde i denne ovn(108).

bilde s. 118

Foran selve ovnen er gruen (i almuesproget gruva) - så kaldes nemlig sten-massens fremspringende fod eller fremstående afsats. Når veden i ovnen er udbrændt, kunde gløderne rages ud i en liden fordybning i denne grue, lige foran ovnsåbningen, og her kan man da sætte eller hænge gryden over og koge sig en grød. Det er omtrent som med kakkelovnen, hvor der jo også er ovn og grue - et lukket ild-rum og en ovn-plade foran.

I visse strøg, i Søndfjord, skal gruen mangle, men selve ovnen skal der være så vid, at gryden kan sættes helt ind i den. På andre og kanske

bilde s. 119

de fleste steder er ovnen heller smalere og snævrere, end tegningen angiver. I Hardanger vil man navnlig have bemærket, at jo smalere ildrummet er, des bedre nyttes ildens varme, idet den fuldstændigere meddeler sig til den omgivende stenmasse.

Forholdet mellem ovnen og stuen vil måske blive mere anskueligt ved tegningen fig. 62, som viser et gjennemsnit midt igjennem ildrummet, fra forsiden til bagsiden. Gruen står her tydelig foran ovnen, ligesom beredt til at opfange dennes gløder og aske, at intet skal falde på gulvet.

Hvad er hensigten med ovn-bolken (fig. 61, B)?

Det ord bolk kan bruges om enhver skillevæg eller paneling, f.ex. skillevæggen mellem kjøernes båser i fjøset. Navnet ovn-bolk hørte jeg i Nordmør. I Romsdalen heder det «gimling», i Hardanger «skjeltile» (oldnorsk skjaldþili), i Ryfylke «brik», og alle disse navne betegne i almindelighed en paneling eller plankevæg.

Hvad er nu hensigten med denne plankevæg?

Det har ofte fornøiet mig at betragte den; thi den gjør det vakkert i stuen ved at skjule en stenmur, som ellers skulde have stået der så ujevn og plump. Der er såre lidt af pynt og stads i en røgovnstue, og det kan ikke vel være anderledes af den grund, at røgen lægger sig overalt med sin sod; men er noget af stuens tømmermands-arbeide udført med omhu og nethed, så er det ovn-bolken, og er der nogen gjenstand i stuen, som holdes skuret og pudset, så er det den.

I røgovnstuens bygder kan det ofte og længe se ud for den fremmede, som om der ikke var tanke for andet end livets mest ligefremme og udvortes fornødenheder; men netop her er det derfor ganske forunderligt, hvad oplivende virkning det kan gjøre, når man finder et nok så lidet tegn på sands for det skjønne, en sands, som går udenfor det blotte og bare legemlige behov.

I røgovnstuerne har ovn-bolkens nethed erstattet mig skjønheden af det rige træskjærings-arbeide i de gudbrandsdalske huse.

Og når jeg stod foran ovn-bolken og betragtede den høie planke, som står der i kanten af den, morede det mig at anstille gisninger om, hvad vel meningen kunde være med de navne, hvormed jeg hørte samme planke benævne: «omn-kall» (i Romsdalen), «kallshovd-fjøl»,(109) «friaren» (i Ryfylke). Jeg kom til at tænke på de underlige høisædes-stolper, som nu og da omtales i sagaerne, en stolpe på hver side af høisædet, med den nedre ende fæstet i jorden: der vistes dem et slags dyrkelse i hedenskabets tider, og der er formodning om, at de tildels have været udskårne med en eller anden af gudernes billeder(110) - man kan gjætte på den skjæggede Thor (kallen) eller den blomstrende Frey (friaren).

Længere kom jeg ikke under mine besøg i selve stuerne eller ved mine samtaler med bønderne om disse indretninger. Men nu, da jeg nærmere tænker over tingen, går det op for mig, at ovn-kallen og ovn-bolken utvivlsomt have en anden bestemmelse fra begyndelsen af end den at pryde stuen.

Man lægge mærke til, at ovnen ikke er egentlig hvelvet, og at muringen er temmelig ufuldkommen, med lerklining istedetfor kalk. Det er altså et svært og tungt murværk uden synderlig styrke. Men skulde stenmassen give sig og få sprækker, så kunde ilden let liste sig ind igjennem og nå væggen.

Men formedelst den stærkt og sindrigt byggede ovnbolle står stenmassen således i klemme, at den ikke kan give sig. Derved er fare for ildsvåde forebygget, og dette har sikkerlig været ovn-bolkens oprindelige tanke og hensigt.

Man vil forstå det ved at betragte hver enkelt ting ret nøie.

Det er for det første den såkaldte bite (oldnorsk biti), eller den tværbjelke a, som oppe under taget ligger tvers over stuen fra den ene langvæg til den anden. Til den lener ovn-kallen b sig. Et tvertræ c, som heder hald, og som går ud gjennem den bagre tømmervæg f og udvendig er befæstet med en splint, er naglet fast i ovn-kallen - tegningen viser de tre naglehoveder, som gjerne ere blankpudsede og store, næsten som sølvdalere. I fuger i ovn-kallen og i tømmervæggen ere bolkens planker e - e spændte. Formedelst alt dette står ovn-kallen fast: den kan ikke falde indover eller udover, ikke bagover eller forover. Men med ovnkallen står den hele ovn-bolk uryggeligt, og den igjen støtter for stenmassen, som opfylder rummet mellem ovnbolken og ydervæggen g. - En lignende tjeneste yder fremdeles bordklædningen d, som også er befæstet formedelst ovn-kallen: den står foran gruen og stemmer imod den bagre væg f.

Det hele er således forbundet, at sålænge ovn-kallen står, så står ovnens murværk og kan ikke lettelig give sig på nogen kant. Men blev halden på ovnkallen hugget over, så vilde kanske ovnen ramle ned i samme øyeblik.

Hermed er altså ovn-bolken et nødvendigt tilbehør til en røgovn, og hermed er det forklaret, hvoraf det kommer, at overalt hvor der er en røgovn, der er der, forsåvidt jeg har kunnet erfare, også en ovn-bolk.

Og betragtes røgovnen således i forbindelse med ovnbolken, så vil det skjønnes, at vi her have en særegen opfindelse for os, ingenlunde så ganske simpel, udviklet måske til sådan fulkommenhed, som den efter sin natur er istand til at modtage.

Dette var selve røgovnens bygning og indretning. Den mangler, som man ser, skorstenens eller peisens kjendemærke, nemlig røgpibe. Men derfor må en stue med røgovn nødvendig være ikke en lemstue (med lem eller loftsgulv), men en rotstue (hvor man ser frit helt op til det såkaldte rot eller den indvendige del af taget), og øverst oppe i taget må der være en ljore eller en åbning til udgang for røgen, således indrettet, at den med lethed kan lukkes formedelst et dæksel(111).

Skal nu røgovnstuen opvarmes om vinteren, så går det således til:

Om morgenen lægges et skikkelig fang ved i ovnen. Det må helst være kvisteved, fordi den brænder stærkest og altså yder sin varme i kortest tid. Og den må stables op inde i ovnrummet på en lidt betænksom måde, så der kan blive godt lufttræk. Luen slår da snart ud af ovn-gabet og slikker op efter det sodede tag, så det for den uvante ser helt betænkeligt ud, og røgen velter sig tyk ud i stuen og vilde i få øieblikke opfylde den ganske og gjøre det uudholdeligt derinde, dersom ikke ljoren i det samme blev åbnet og derhos stuedøren sat halv åben: nu strømmer den kolde luft ind af døren og røgen ud af ljoren.

Når branden er forbi, rages gløderne ud på gruen for at stråle varme ud til alle sider. Og dersom husmoderen skynder sig at hænge gryden over, kan hun få kogt dugurds-vellingen med denne varme. Men der skal et hårdført menneske til dette arbeide; hun står nemlig således, at hun på en gang må tåle den kolde dør-træk i ryggen og den glødende hede lige i ansigtet.

Såsnart branden ophørte, standsede røgen, og nogle minutter efter vil den røg, som svævede om i værelset, have lettet sig så meget, at der kun er igjen som en sky over hovederne på folket i stuen. Nu skynder man sig at «lægge stuen igjen», som det heder, det vil sige: man lukker døren og lægger dækselet over ljoren.

Strax bliver der nu meget varmt. Der strømmer som en hed ånde ud af ovnens gab. Og så megen varme har ovnens stenmasse fået i sig ved denne ildning, at om det ikke er en altfor kold vinterdag, kan den holde varmen i stuen så nogenlunde vedlige til henimod aften. Da ildes der atter, dels for at det kan være varmt og godt, når folk komme ind fra sit udarbeide, dels for at husmoderen kan få kogt aftens-grøden med samme varme. Og efter aften-ildingen holder stuen sig lun til om morgenen. Der ildes altså to gange i døgnet.

§ 33. LJORE, VINDUER

Endnu for 100 år siden eller lidt mere var der ikke vinduer i røgovnstuerne - på undtagelser nær, hvor der var gjort begyndelse med denne nye indretning.

Jeg har aldrig hørt eller seet berettet, hvad tid det var, at vinduer kom i brug på Østlandet, i Gudbrandsdalen o.s.v. Men det kan man vel anse for sikkert, at denne forbedring for længst var indført og var bleven ganske almindelig der, medens almuen i røgovnstuens vestlandske bygder endnu hjalp sig uden vinduer, på oldtids vis.

Ved året 1750 var den bekjendte dr. Erik Pontoppidan biskop i Bergen, og han siger udtrykkelig, at bygderne på vestsiden af Filefjeld eller i hele Bergens stift udmærkede sig fremfor andre egne i landet med den gammeldags simpelhed, at bønderhusene vare uden vinduer, så det var sjelden endog hos en rig bonde at finde en såkaldet glas-stue(112).

«Spørges der (så fortsætter Pontoppidan), hvorfra man har dagslyset? Da svarer jeg: alene oven fra taget, mellem hvilket og stuen er intet loft, og midt på rygåsen et firkantet hul, så stort som et mådeligt vindue, kaldet en ljore. Denne lades om sommers tid og i godt veir ganske åben, men ellers bedækkes med en skjå, det er: en træ-ramme, som passer sig til ljoren og er bespændt med en mådelig tyk, dog klar membrana eller hinde, som drages af det slagtede kreaturs mave, noget stærkere, men lige så klar som en blære. Denne skjå løftes af eller lægges på ved en stang, og samme skjå-stang, som et ufeilbarligt møbel i hver bondes stue, er det, som den, der kommer i bondens gård at røgte et vigtigt erinde, særdeles frieri, må holde hånden på, den stund han fremfører sine ord(113). Af bemeldte ljore eller ljos-hul(114) uddriver også røgen i dette slags stuer, som til forskjel fra glas-stuerne, kaldes røgstuer, efterdi skorstenen går, ligesom i de holstenske bønder-huse, ikke ud af taget, men endes med en hvelving 3 a 4 alne fra jorden, da røgen siden får lov at svæve under taget og søge udgang af første åbning.»

Jeg skulde ønske, at jeg kunde ledsage Pontoppidans beskrivelse med tegninger over ljoren med tilbehør. Nu kan jeg kun sige, at som han beskriver indretningen for 100 år siden, så er den endnu den dag idag, og så var den allerede i oldtiden, at dømme efter den gode overensstemmelse mellem Pontoppidans beskrivelse og professor Keysers i dennes førnævnte afhandling om nordmændenes boliger i sagatiden(115).

Det tør også være så, som Pontoppidan tydelig sigter til, at selve navnet på ljoren hænger sammen med dens bestemmelse at skaffe stuen lys (ljos). Ialfald ser jeg, at både i Bergens stift i Norge og i Jylland i Danmark bruges beslægtede ord (ljør, lyre) om de lysåbninger, som nu og da sees på den overskyede himmel(116).

I forrige år var jeg i en røgovnstue i Jelse i Ryfylke, en stue med både skjå i ljoren og glasruder i et vindue. Men det faldt mig ind at prøve, hvorledes stuen vilde tage sig ud alene med ljore-lyset, og jeg fik mig fat i et sengdækken og hang det for vinduet, så der ikke kom den mindste stråle ind der. - Ofte, når jeg har stået i en røgovnstue og seet mig omkring, har jeg måttet sige ved mig selv, at dersom ikke vindues-glasset var, denne frembringelse af en udenlandsk opfindelse, som hertillands var så godt som ukjendt i oldtiden, så var der knap nogen ting at se i stuen, uden at den kunde have været ligedan i hin grå oldtid, da de første rydningsmænd trængte frem og satte sig i vore bygder. Men nu, da jeg havde fået vindues-lyset udestængt, blev hele stuens udseende mig aldeles oldtidsmæssigt. - Med møie og flid samle oldforskerne sammen stykke for stykke af bohave og andre gamle sager, som nu og da graves op af gravhauge o.s.v., og ved at stille disse mange stykker sammen, få de et nogenlunde sammenhængende og helt billede af vore forfædres daglige liv. Men i en vestlandsk røgovnstue lever og rører oldtidens liv sig endnu den dag idag - det er ganske forunderligt, hvor lidet det har forandret og udviklet sig.

Jeg må tilstå, at det var lysere, end jeg havde tænkt mig det. Det ovenfra nedfaldende lys er ligesom rigere end det, der kommer ind fra siden. Man kunde meget godt se at læse og udføre hvilketsomhelst arbeide. Men ligevel var det mig som i en kjelder og et fængsel: man kunde jo ikke se menneskene, som gik forbi, ikke træerne og engen og søen og den hele vakkre udsigt, som ellers vinduet berigede stuen med, og om end skjåen slap himmelens lys ned, så var det dog ikke selve den oplivende sol-stråle; thi den blev brudt i skjå-hindens dunkelhed; denne samme dunkelhed gjorde også, at man kunde ikke se op igjennem ljoren og betragte himmelens blå eller de drivende skyer - jeg måtte tænke på bodsfængsler, hvor glasruderne med flid og forsæt ere gjort dunkle, så fangerne nok kunne se i sine celler, men ikke kvæge sit sind og tilfredsstille sin higende længsel ved at se ud.

Med skjå-lyset alene var huset mig som et billede på oldtiden, og jeg følte, hvorledes livet er lyst og frit nu mod da - i så mange måder.

På gården Ørsund i Romfog sogn, Sundalens præstegjæld, Nordmør, står en stue, som nu har fået skorsten og ikke mer bruges uden som bryggerhus og sommerstue, men som indtil for en menneske-alder siden var røgovnstue og gårdens rette vinterstue - en stor og i sin art anseelig stue, af en sjelden ælde. Jeg så huset i 1859 og talte med eieren. Det var en mand på 65 år, og han kunde godt mindes sin oldefader; men denne oldefader havde ofte fortalt om, hvad han igjen havde hørt af sin moder, at da hun blev gift hid til gården, var huset allerede så gammelt, at ingen vidste at sige, når det var bygget. Oprindelig og længe, det kunde eieren fremdeles fortælle mig, var stuen uden vinduer; men så havde en af hans forfædre (han forklarede endda for mig, hvem af dem det var) hugget hul på væggen og sat et vindue ind, det hist ved høisædet. Dennes eftermand gjorde siden ligeså på den modsatte væg og satte ind dette vindue her lige over for høisædet. Endelig var der en tredie mand på gården (nuværende eiers fader eller bedstefader), som kostede et vindue til på samme væg, henimod hjørnet der, hvor grydebænken står, at det kunde blive lidt lysere for kvindfolkene, som stelle der.

Altså slægt for slægt mere lys her i huset. Og således er det gået med røgovnstuen i hele det strøg, hvor den har hørt hjemme.

Vi have seet, hvad Pontoppidan skriver om Bergens stift i det hele. Af udførligere beretninger, som haves om Søndmør af 1762 samt om Søndfjord af 1785, sees, at det da allerede var i god gang med at få vinduer i røgovnstuerne(117). Men endnu ved året 1817 var tarveligheden så stor i Leirdal, inderst i Sogn, at man hjalp sig i røgovnstuerne med et eller to vinduer med kun et par ruder i hvert, altså ikke noget ordentlig vindues-fag(118).

I Nordmør brugte man i 1773 «mangesteds», som Schøning udtrykte det(119), vinduer i røgovnstuer. Men netop i dette samme Nordmør hørte jeg i 1859 lensmand HalseTustern (da 68 år gammel) fortælle, at han i sin ungdom havde hørt en glasmester i Christiansund tale om, hvorledes han ofte måtte gjøre tourer til Søndmør for at sætte ind vindues-ruder for folk, og hvorledes han ved den leilighed ikke sjelden havde fået huse at stelle med, som hidtil havde været aldeles uden vinduer. Dette sidste fortaltes som noget, der i Nordmør havde vakt forundring, og det anførtes som et af flere exempler på den påfaldende gammeldags tilstand i Søndmør.

Og i Jelse i Ryfylke fortalte udskiftnings-formand Larsen mig i 1860, at han for få år siden selv havde seet en røgovnstue uden vinduer, på en husmandsplads Smedvik under gården Frøen i Jelse præstegjæld - og han troede mest, at huset stod så endnu.

Her havde vi altså et exempel på, at hin oldtidens tarvelighed har nået helt til nutiden.

§ 34. RØGOVNSTUENS GRUNDFORM

Grundtegningerne fig. 63, 64 og 65 ville give en forestilling om røgovnstuernes indretning.

I de indre og bedst bebyggede bygder af Nordmør har røgovnstuen (jeg dømmer efter de levninger af den gamle skik, som jeg har seet, samt efter hvad folk i bygderne endnu kunne mindes fra ældre tider) ialfald på de bedre gårde svaret til fig. 63 og altså, hvad selve tømmerbygningen angår, lignet lysovnstuen i det throndhjemske indland, fig. 51: Stue med

bilde s. 126

forstue(120) og (halv) kleve. Men på smågårde i disse samme bygder samt almindeligvis i de ydre bygder, ude mod havet, hvor det mangler på tømmer, synes røgovnstuen at have svaret til fig. 64: kun stue med forstue, uden kleve.

Et lignende blandet forhold tør have været at se omkring i Bergens stift.

Men i Ryfylke, det sydligste strøg, hvor røgovnstuen. vides at have hersket, opfattede jeg forholdet så, at der selv på bedre gårde enten slet ikke eller ialfald kun sjelden har været tanke om nogen anden grundform end den simple, som fig. 64 viser.

Den mening påtrænger sig, at vi i fig. 64 have som den enkleste, således også den ældste form for en norsk stue, og at fig. 63 er at agte som en udvikling af den oprindelige enfoldighed(121).

Fig 63 svarer, som sagt, til den throndhjemske stueform og ligner altså grundplanen for den ældgamle jutulstue i Rennebo (fig. 50). Men denne ligner igjen de ældgamle arestuer i Christiania stift (§ 21). Hin udvikling af simpelheden eller den lille udvidelse af bygningen ved at føie til stuen en tømret kleve, har altså været meget udbredt, og deraf kan det atter sluttes, at den må være opkommen meget tidlig.

Når herefter min indbildningskraft søger at forestille sig vore forfædres boliger, helt oppe i saga-tiden, så vil den tænke sig simple almuefolks huse tømrede som fig. 64, men de noget anseeligere bygninger som fig. 63(122).

Tegningen fig. 65 viser en røgovnstue med langkammer, ligesom ved den throndhjemske stue fig. 54; det kan være føiet til en bygning, som forresten svarer enten til fig. 63 eller 64. Langkammer ved en røgovnstue har jeg seet i Romsdalen, men det er sjeldent og sikkerlig en senere tids opfindelse.

Fordi det i det hele taget er meget gammeldags i de bygder, hvor røgovnstuen endnu hersker, vilde her sikkerlig være god leilighed til at studere den udvikling af den gamle bygnings-skik, som jeg handlede om i § 11, nemlig med en mængde af bibygninger til den egentlige stue: ildhus, sommerstue, sengebod o.s.v.(123)

Men derimod tror jeg ikke, at man i disse samme bygder må vente at finde mange prøver på sådan omhyggelig tømring, som vi have havt leilighed til at se i de gammeldags bygder i indlandet.

Den sorenskriver Arentz, som ved 1785 beskrev Søndf jord, var opvoxet her og havde i mange år været embedsmand her. Han måtte altså være vel kjendt. I sine yttringer om folkets charakter og sæder viser han sig derhos som en særdeles betænksom, sindig og velvillig mand, så han gjerne roser, hvad roses kan, f.ex. bøndernes bådebygning. Men, siger han, «deres husbygningskunst er ikke almindelig så god; sjelden falde tømmerstokkene ret vel i hinanden» o.s.v. Og i almindelighed må han tillægge dem «mangel af ret frit håndelag, da der ikke gjerne yttrer sig nogen naturlig behændighed i ret kjendelig grad ved deres arbeider, som derfor enten blive uanseelige, om de skulle være stærke og varige, eller svage, om de skulle være nogenlunde nette og pyntelige»(124).

Jeg mener, det vilde gå ligeså med bedømmelsen den dag idag, om der kom f.ex. en gudbrandsdalsk tømmermand hen til en eller anden af disse røgovnstuens bygder: han vilde nok finde adskilligt at udsætte på bygnings-arbeidet.

Men det turde være et spørgsmål, om den samme fremmede vilde have skjønsomhed til at rose de vestlandske bådebyggeres kunst efter fortjeneste(125).

§ 35. INDE I STUEN

Jeg har hørt en ældre mand fortælle noget om, hvordan det i hans første minde så ud inde i stuen i gamle huse i hans hjembygd Indre Sogn.

Langs hele gavlvæggen var en fast bænk, som hed pall, og fra gavlvæggen af gik der fremdeles faste bænke, som jeg tror hed langbænkene, langs med begge stuens langvægge. Og langbordet, som stod ind ved gavlvæggen, var så langt, at det rakte tvers over stuen, så der blev to høisæder, et for hver ende af bordet. Det ene kaldtes slet og ret høisædet, det andet derimod det næste høisæde. Ved bryllupsmåltidet før kirkereisen sad brudgommen i hint, bruden i dette; når de kom tilbage fra kirken, sad de sammen i det rette høisæde.

Ved denne beskrivelse mindes man om den oldtids-skik, at høisædet var midt på langbænken, et på den bænk, som vendte mod solen, for husbonden selv, og et på den modstående bænk for den fornemste gjæst ($21, side 82).

Men den samme beskrivelse kan måske også hjælpe til at forklare en omstændighed, som man vil blive opmærksom på ved at betragte de tre grundtegninger fig. 63, 64 og 65.

Her er kun et høisæde i hver af de tre stuer; men det har ikke samme plads i dem alle, da det står enten skrå over for ildstedet eller jevnsides med det.

Jeg har allerede fortalt, at i Nordmør står høisædet jevnsides med ildstedet ($ 30, side 113). Ligeså har jeg fundet det i Ryfylke. Mellem Nordmør og Ryfylke er der ialfald nogle bygder, hvor høisædet har den anden plads, efter hvad jeg selv har seet (i Søndmør), og efter hvad andre have sagt mig.

I de akershusiske og throndhjemske bygder måtte vi undres over den besynderlige overenstemmelse i skikken med hensyn til høisædets plads. Men derfor vækker denne uoverensstemmelse opmærksomhed.

Uoverenstemmelsen er måske fremkommen ved overgangen fra hin ældre skik med to høisæder til en nyere med kun et: overalt har man fundet det bekvemmest at sløife det ene, men så har et blot og bart tilfælde bevirket, at man i et bygdelag har beholdt det på venstre hånd, i et andet det på høire hånd.

Således kan det oftere befindes, at uligheder i bygde-skikke ere opkomne formedelst forandring, udvikling, forbedring af en og samme lands-skik, som oprindelig var fælles for flere bygder: på nogle steder kan en forandring være blevet indført, på andre steder ikke, og der, hvor den er indført, kan det være blevet gjort snart på en måde, snart på en anden.

Et exempel herpå finde vi også ved at betragte vinduernes plads i røgovnstuerne. De forhen ukjendte vinduer har man nu fået i alle bygder; men man har anbragt dem på forskjellig måde. I Nordmør stå de ufravigelig i langvæggen, først og fremst i den langvæg, hvor høisædet er; i Sogn i Bergens stift skulle de stå i gavlvæggen; i Ryfylke stå de endelig i langvæggen.

Ved at tænke på vinduernes plads kommer jeg til at mindes en omstændighed, som nok kan fortjene et ord. Både på Vestlandet og Østlandet finder man meget ofte selv på gårde med den skjønneste beliggenhed og herligste udsigt, at dagligstuen med dens vinduer er vendt således, at de, som inde ere, ikke få noget godt af herligheden. Og dette udlægges meget almindelig som vidnesbyrd om, hvor liden sands og smag bonden har. Men det er en arv fra fortiden, hin tid (som for Vestlandets vedkommende ifølge næst-forrige paragrafs oplysninger ikke er så overmåde fjern), da vinduer vare ukjendte i bøndernes huse, så der ikke kunde være tanke eller tale om nogen udsigt fra dagligstuen. Da man så fik vinduer, måtte der vel gå adskillig tid hen, inden folk fik øie for sagen, og i mangfoldige tilfælde var det ikke så let gjort som sagt at skaffe dagligstuen en forandret plads, såsom der da måtte gjøres forandring med den hele husklynge og dens inddeling i stuegard og nautgard o.s.v. Men endda mener jeg, det er noget, som sker årlig-års, at almue-folk ved leilighed indretter både sin gårdsplads og sine værelser således, at man så meget som muligt får godt af den vakkre udsigt.

Det er vistnok så, at taget i en røgovnstue er røget, sodet, mørkt. Men dette gjør det ikke så skummelt i stuen, som man skulde tro. Midt i tagets dunkelhed gjør ljore-lyset et livligt indtryk, og det sorte sperretag er blanksort, ligesom fernisseret - at sige, når feiekosten har pyntet stuen til jul eller St. Hans og feiet den løse sod væk. Den nedre del af væggen, omtrent til mandshøide, må skurefillen holde så hvid som mulig. Endelig er det skik en gang eller to for året at krote stuen, det vil sige: man gjør en røre af finstødt kridt eller mursten, dypper fingeren deri og maler figurer af kryds og streger og prikker langs den nederste omgang af de sorte vægge-stokke - en hvid bord altså på begsort grund, stuen rundt.

Når så dertil kommer det halv synlige, halv usynlige tække, som en omhyggelig og tænksom husmoders ordnende hånd kan udbrede over det hele stel, så man får det indtryk: her er det, som det skal være i en stue af dette slag, - se, da kan man vel undres over, hvor megen hygge der kan være i en røgovnstue også.

§ 36. RØGOVNSTUEN I THRONDHJEMS STIFT

Jeg kan, som før sagt, kun tage hensyn til landet syd for Throndhjemsfjorden(126).

I året 1773 blev strøget fra Throndhjems-fjordens munding til Romsdalen bereist af den udmærkede lærde Schøning, og det netop på oldgranskningens vegne, og med stor interesse lagde han mærke til røgstuerne, som han kalder dem, men som efter hans beskrivelse tydelig nok vare røgovnstuer, således som det også kan sees på de få, som stå igjen den dag idag. Og denne bygningsmåde anså han for «den fordumdags overalt her i Norden vedtagne brug».

I de nordre dele af hint strøg (Hevne i Fosen, Aure, Surendalen og Stangvik præstegjælde i Nordmør) fandt han rigtignok til sin beklagelse, at flere bønder havde begyndt at afskaffe den gamle måde og indrette sig kakkelovn-stuer; men inderst i Romsdalen, i Grytens og Kors sogne, altså helt op mod Gudbrandsdalens grændser, herskede den gamle skik så almindeligt, at det kun var to gårde, en i hvert sogn, hvor der var indrettet skorstens-stuer (dobbelt mærkeligt, da der til samme tid neppe var en eneste røgstue i den tilstødende Gudbrandsdal, se $21, side 85).(127)

Selv var jeg i Nordmør i 1859 og i Romsdalen 1856, og derefter kan jeg meddele følgende træk.

I Surendalens præstegjæld i Nordmør skulde antallet af røgovnstuer i beboet stand nu være svundet ind til to, på gårdene Skeid og Bergen.

Strax i syd for Surendalen ligger Stangvik præstegjæld, og til dette hører fjeldbygden Todalen, som skjærer op mod Opdal og beboes af noget over 20 bønder. Indtil for 5 år siden skulde her være røgovnstue på de fleste gårde; nu skulde der kun være tre igjen. - Længer ude i Stangvik sagdes der at være adskillige stuer endnu af det gamle slag.

Udenfor Stangvik og Surendalen ligger den gruppe af øer, som danner Edø præstegjæld. Lensmand Halse, 68 år gammel, kunde mindes den tid, da røgovnstuen var almindelig også her. På den store, flade, skovløse og vindhårde ø Smølen yderst ude mod havet vare stuerne meget lave, så en høi karl mangesteds kunde nå med hånden op i ljoren. Nu for tiden vidste han ikke om mere end to beboede stuer af det gamle slag her i præstegjældet, og de stod på øen Stabben.

Bygderne omkring den lange Thingvolds-fjord danne det sydligste strøg af Nordmør, grændsende til Romsdalen. Inderst ligger Sundalens præstegjæld, der endog hører til samme dalføre som det høitliggende Opdal. Allerinderst i Sundalen igjen, i en fjeldkløft ind under Snehættens vestre side, ligger gården Svisdal; her står en smuk stuebygning med indhugget årstal 1692, og det fortaltes mig som et sagn, at skjønt de andre stuer i nabolaget på den tid havde røgovn, så blev dog denne indredet til lysovnstue efter Opdals måde. - Også på andre af de inderste gårde i Sundalen var forandringen foregået så tidlig, at der nu kun er sagn efter røgovnstuerne. Men længere ude i dalen fandt jeg, at den gamle skik har ligget nærmere ind ved nutiden. Først kunde ældre folk, såsom manden på Ørsund ($ 33, side 124), mindes den tid, da der var røgstuer mest på hver gård i grænden; siden, eller længere ude i dalen, hørte jeg lignende udsagn af yngre mænd. Her længst ude stod også de 4 røgovnstuer, som sagdes at være de eneste, der nu vare tilbage, og af hvilke jeg selv så 1 på gården Mæle og 3 ganske ringe på strandstedet Sundalsøren. - At høre fortællinger om de tarvelige røgovnstuer, som dalen havde været bebygget med indtil så nylig, og at se de anseelige bygninger, som så nylig ere komne istedet, huse på to stokværk, af throndhjemsk art (§ 30), det mindede mig om det livlige syn, man kan få at se, når et kvartal af en by er lagt i aske, og det så inden kort står gjenreist langt prægtigere end før.

Strax udenfor Sundalen ligger Øxendalens præstegjæld, på begge sider af fjorden. Den første lysovnstue her skal have været den, der smykker den skjønne og udmærket vel byggede gård Obdøl, og som bærer årstallet 1790. Men ved mit besøg i 1859 skulde der ikke være mere end en eneste røgovnstue igjen i præstegjældet, nemlig på gården Smedstad i den egentlige Øxendal. Jeg så den; det er en af de anseeligste røgovnstuer, jeg har truffet til at se, og det må så meget mere agtes for en tilfældighed, at den så længe har overlevet sin slægt, som det heller pleier være de ringeste røgovnstuer, der blive stående længst i uforandret stand - af den grund, at i de ringeste huse bo gjerne de fattigste folk, og disse have mindst råd til at bygge af nyt eller gjøre forandringer.

Det næste præstegjæld udenfor er Thingvold. Jeg forstod det så, som at forandringen her er indtrådt senere, mest fra 1830 af; endnu står der ikke så ganske få røgovnstuer, sagde man mig. Selv så jeg nogle på veien fra Angvik til Torvik, meget ringe, ja usle; den ene af dem var bygget så nær ind ved nutiden som i 1826.

På gården Sollien, ikke langt fra Thingvolds præstegård, så jeg et høist eiendommeligt ildsted, en overgangs-dannelse fra røgovn til lysovn. Først var der bygget som en almindelig røgovn, og det dygtig stor, over 3 alen på hver kant, med en bred grue foran ovn-munden, og dernæst var der muret op en røgpibe lige over gruen. Røgen fra ovnen gik altså op igjennem denne, ikke som sædvanlig ud i stuen og op igjennem ljoren; denne stue havde da heller ikke ljore; det var en lem-stue, med loftværelse i andet stokværk. Når nu brændingen var foregået, lukkedes piben med et spjeld, og gløderne ragedes ud på gruen for at varme stuen.

Dette slags ovne kaldes kåp-ovne (af røgpiben, så kaldes kåp eller kåpe). Jeg forstod det, som at denne indretning var kommen i brug for en menneske-alder siden. Og den har været indført i temmelig mange huse i flere af disse bygder. Nu er den dog afskaffet igjen på de allerfleste steder, hvad den da også fortjente for kulosens skyld, som udvikles af de ulmende gløder på gruen, og som formedelst spjeldet i piben ikke får slippe ud, men i en lemstue naturligvis er endnu fordærveligere, end det senere skal sees at den er i en almindelig røgstue med høit tag og ljore. En kone i Thingvold præstegjæld yttrede også ved talen om disse kåp-ovne, at folk blev syge af dem, med hovedpine og opkastelse.

Udenfor Thingvold igjen ligger Kværnæs præstegjæld. I de indre dele af dette, i hovedsognet og i Kornstad annex-sogn samt i Bodalen, som hører til Bremsnæs sogn, skal røgovnstuen have været almindelig til ind i den nuværende menneske-alder og så være bleven afskaffet omtrent på samme tid som i Thingvold. Men i den ydre del af Bremsnæs sogn, yderst mod havet, er forandringen foregået tidligere; thi gamle Hans Kristvik, en mand med sjelden god hukommelse og skoleholder her siden 1816, sagde, at han vel havde hørt sin moder fortælle om røgovnstuer på fiskeværene, men selv havde han i sit skoledistrikt ikke seet nogen i beboet stand.

Grip, dette folkerige fiskevær på en liden holme lige ud for Christiansunds by, hvortil det hører som et annex-sogn, har der også været røgovnstuer, men for så længe siden, at en mand netop kunde mindes den sidste.

Lægge vi nu alt dette sammen, få vi den oplysning, at røgovnen først er afskaffet i de inderste og de yderste bygder, men længst har holdt sig i de mellemste.

Og ligeså er det i Romsdalen, om jeg tør dømme efter mit rigtignok endnu flygtigere bekjendskab til dets bygder, fra en reise i 1856: få eller ingen røgovnstuer længst inde eller i Grytens præstegjæld, adskillige i de midtre bygder eller Veø og Vestnæs præstegjælde, men atter på øerne yderst ude en lignende tilstand som på Harams-øerne i Søndmør, hvor røgovnen for længst er afskaffet.

Overalt er forandringen bestået deri, at der er indført et ildsted med røgpibe, så ljoren kunde sløifes, og så det gik an at lægge lem eller loftsgulv over stuen samt, om man vilde, at bygge et øvre stokværk på huset.

Det nye ildsted har enten været en sådan muret lysovn, som vi kjende fra den throndhjemske og akershusiske stue, eller en jernovn (kakkelovn) af et af disse tre slag: bilæggerovn, vindovn, kogovn.

Skikken med lysovn er åbenbart kommet fra indlandet af, og den har altså først nået de inderste af fjord-distriktets bygder.

Ude på havkanten derimod var det bilægger-ovnen, som kom istedetfor røgovnen. - Det er vanskeligt at forstå, hvorledes det kunde gå an at opilde en røgovnstue med torv; røgovnen kræver et slags brænde, som brænder raskt og varmer stærkt, og derfor ildes den helst med kvisteved; torven derimod brænder langsomt og varmer svagt. Heller ikke har nogen kunnet sige mig, at han har seet torv brugt i en røgovnstue, og i hvert fald kan det skjønnes, at i de bygder, hvor der var småt med ved, så man måtte tage til torven - og det er netop tilfælde med de vestlandske bygder yderst ude mod havkanten -, der måtte bilæggerovnens opfindelse være velkommen.

Jeg har fundet bilæggerovnen almindelig i alle de skovløse, torv-brændende kyststrækninger på Vestlandet, hvor jeg har havt anledning til at se mig om, i de yderste bygder i Nordmør, på Harams-øerne i Søndmør, på Jæderen, på Lister-landet. Årsagen til, at det netop er denne art af jernovne, som har fået indgang her, har jeg tænkt mig at være den, at torv-bygderne fremfor andre bygder i landet måtte skynde sig med at føre sig jernovnenes opfindelse til nytte, og det var kanske bilægger-ovne, som først bleve støbte, eller som først bleve kjendte her i landet.

Bilægger-ovnen vender ikke ovn-mundingen indad mod stuen; den er opsat således, at forsiden går igjennem væggen og vender ud imod en skorsten i et kjøkken, som der altså må være ved siden af stuen. Fra dette kjøkken af lægges der i ovnen, og det er vel af denne omstændighed, at den har det (tydske) navn bilægger-ovn.

Derfor medfører bilægger-ovnen strax nogen forandring i bygningsformen til forskjel fra lysovnstuerne i de indre bygder, som kunne hjælpe sig uden kjøkken. Hertil kommer de mangehånde forandringer, som bevirkes derved, at folk ude på havkanten formedelst mangel på bygningstømmer have ondt for at følge nogen vis skik, men kun må se til at få det allernødvendigste husrum, således som det kan falde sig.

Alligevel mener jeg, at man vil få en tålelig forestilling om den almindelige indretning af de små og uanseelige boliger ude på havkanten i Nordmør, når man i fig. 64 tænker sig en skorsten muret op i forstuen, indved stuevæggen, således at der kan stå en bilæggerovn der, hvor nu røgovnen står.

Vindovne eller (hvad vel de fleste vilde kalde dem) almindelige kakkelovne ere efter min opfattelse både senere indførte og langt mindre udbredte.

Men i de seneste 10-15 år er kogovnen bleven meget udbredt her som i Bergens stift, og den er det vel, som har gjort udslaget i den mangeårige udryddelses-krig mod røgovnen. I mange huse, hvor denne havde forsvaret sin hævdede plads mod alle de andre indretninger, måtte den dog vige for den lille indsmigrende kogovn.

På Grip og ellers alleryderst ude mod havkanten i Nordmør bliver man behagelig overrasket ved at finde det så hvidt og rent i de små og uanseelige boliger, fremfor i de nærmeste bygder indenfor. Dette fortrin må upåtvivlelig tilskrives den nu omhandlede omstændighed, at røgovnen tidligst afskaffedes der. - Og på den modsatte kant troede jeg at gjøre den samme erfaring: jo længere indad mod fjordbunden og op i dalen, desto længere tid er der gået, siden folk boede i sodede røgovnstuer, og desto mere er sandsen for renlighed og hygge nu bleven udviklet.

Det var også den almindelige mening blandt almuen selv, at renligheden og hyggen i husene blev befordret med røgovnens afskaffelse, selv om det så var kogovnen, der kom istedet, uagtet den rigtignok har sine store ulemper(128).

I Sundalen, netop i den del af bygden, hvor det var gået så raskt med afskaffelsen af røgovnstuen, traf jeg til at besøge en mand, som ganske nylig havde bygget og endnu holdt på med indredningen. Det var et stort hus, med lyse og vakkre værelser, efter throndhjemsk skik (nærmest som fig. 53). Men derhos vilde det i færdig stand komme til at udmærke sig ved en særegen indretning: over den store stue var et ligeså stort loftværelse; men dette skulde deles af i to, det ene med opgang ad forstue-trappen, det andet med opgang ad en trap inde i stuen, i ovnkrogen; i dette skulde pigerne have sit soverum, i hint gutterne.

For at vide, hvad et sådant exempel har at betyde, må man kjende til følgende:

Før i tiden, da stuebygningen pleiede være liden, med få værelser, måtte ungdommen omkring på gårdene sove om vinteren i udhusene, gutterne i stalden og pigerne i fjøset, eller både gutterne og pigerne i fjøset. Men eftersom det nu er blevet så almindeligt omkring i Throndhjems stift, i de bedre bygder ialfald, at der er bygget loft over stuen, så er den nødvendighed faldet bort, og i løbet af de sidste 10, 20, 30 år er det skeet, at på mange steder først gutterne have taget sine sengklæder og lagt sig på stue-loftet, og at siden pigerne have gjort ligeså; det er nu mest kun i fjeldbygderne, at pigerne ligge i fjøset, for at passe på kreaturene.

Men nu ere netop de throndhjemske bygder, og deriblandt Nordmør og Romsdalen, som vi her have for øie, sørgelig bekjendte for den høie grad af usædelighed, som er bleven herskende blandt ungdommen. Den hus-skik, at ungdommen af begge kjøn har sine senge stående i samme loftværelse, er derfor netop her så overmåde dårlig. Og jeg kan ikke sige, hvor jeg blev forundret og nedslået, da jeg i en af de indre throndhjemske bygder, under samtale herom med flere af de bedste bønder, stadig hørte den uforgribelige formening hos dem, at - det havde ikke noget på sig. Det var i en bygd, som jeg regner som en af de bedst bebyggede i landet, med store stuebygninger og mange værelser, hvor det måtte være let at indføre en bedre hus-skik; men jeg fandt, at som det på andre steder kan mangle på husrum eller på evne til at bygge husene større, så manglede det hos disse husfædre og bygdemænd på sands og begreb.

Men den mand i Sundalen, hvis næsten færdige hus jeg omtalte, havde det begreb, at når det på nogen mulig måde kan undgåes, er det uforsvarligt af en husbonde at stelle så med sine børn og tjenere. Skjønt jeg har glemt mandens navn, mindes jeg hans person meget godt, og jeg tænker på ham med sand høiagtelse. Jeg tror, der ligger spirekraft i et exempel som hans, så jeg vil håbe, at formedelst dets indflydelse skulle flere og flere huse vorde indrettede på samme forstandige og retskafne måde. At så må ske, anser jeg for en af de vigtigste ting for bygdens og egnens huslige lykke og sande velfærd.

§ 37. RØGOVNSTUEN I BERGENS STIFT

Indtil for 100 år siden (ja i de fleste bygder vel indtil i mands minde) har hele Bergens stifts land-distrikt været bebygget med røgovnstuer, fra fjeld til fjære, fra de inderste bygder og høieste fjeldgårde til de yderste udøer. Pontoppidans og de andre forfatteres beretninger samt egne iagttagelser fra nutiden lade mig slutte det.

Jeg har allerede sagt, at på Harams-øerne yderst i Søndmør, som er stiftets nordligste bygdelag, fandt jeg 1856 kun sagnet om røgovnstuer. Strøm siger også, at det var her, ude mod havkanten, man først begyndte at indføre bilægger-ovn. Dette er det samme forhold, som vi allerede have fundet i Nordmør.

Fra Haram reiste jeg indover gjennem Borgund og Skoue præstegjælde, og jeg mindes ikke, at jeg så eller hørte noget til røgovnstuer, før jeg kom til Søkelvens sogn, på udsiden af Storfjorden, omtrent midtveis mellem øerne og fjordbunden. Men her fandt jeg da den gamle skik næsten ubeskåret. På den store gård Aure, omkring kirken, var der 8 bønder, og alle boede de i røgovnstuer. Disse stuer var ikke aldeles simple; på en nær havde hver af dem enten kleve eller et langkammer, som i fig. 63 eller 65, svarende til nystuen ved den throndhjemske stue fig. 53. - Og omtrent så fandt jeg det på andre gårde, og kjendte mænd sagde mig, at i hele kirkesognet var der kun 6 gårdbrugere samt nogle få husmænd, som ikke boede i røgovnstuer.

I året 1775 hændte det, at nogle bøndergårde i Romsdalen brændte op og med dem en del af krigs-folkets munderings-sager. Dette optændte høvedsmandens iver (det var en major Tordenskjold); han indgav klage til øvrigheden, og gav de gammeldags ildsteder i ildhusene og stuerne skylden, og næste år udkom virkelig en kongelig befaling, som forbød bønderne i Norge at bygge huse med ildsteder uden røgpibe. Af de oplysninger, som vare indhentede, sees tydelig, at budet især sigtede til de vestenfjeldske bygder, hvor man vilde have bønderne til at indrette sine stuer med peis eller skorsten således som på Østlandet(129).

Men den før nævnte sorenskriver Arentz, som få år efter forfattede en beskrivelse over Søndfjord, yttrer temmelig tydelig sin tvivl om, at det bud «om peisens oprettelse» vilde blive overholdt, såsom bonden nødig vilde skille sig ved røgovnen.

Og han blev sand-spådd; thi netop i Søndfjord samt i nabobygdelaget Nordfjord skulle røgovnstuerne være meget almindelige endnu, sandsynligvis meget mere end noget andet sted i stiftet(130).

Inderst i Sogn, i Leirdalen, altså op mod grændsen af Christiania stift, var der endnu i 1817 fast ikke tegn til aftagen i røgovnstuens herredømme(131); men nu for tiden skal der være yderst få røgovnstuer igjen i hele Indre Sogn.

Og som forandringen altså allerede er foregået her, således holder den nok på at foregå nu i Yttre Sogn, gård for gård, grænd for grænd.

Måden, hvorpå det går til, bliver, synes mig, ganske fortræffelig anskueliggjort ved tegningen fig. 66(132).

Det er den østlandske peis eller lysovn, som er taget til hjælp og stillet sammen med røgovnen. Stuen bliver forsvarligst opvarmet ved røgovnen; men på peisen kan husmoderen hænge sin gryde over nårsomhelst, og her kan ilden på en gang varme og lyse om kvelden. Men endda kan det være hyggeligt, synes man, at have en kogovn, denne nye opfindelse, som der har gået så stort ord af, - og så får man sig en kogovn ved siden af peisen igjen. Når man nu et år eller to har prøvet alle indretninger og seet sig lei på, at de tage så stort rum op, så river man røgovnen ned og flytter peisen hen i hjørnet, og nogen tid efter gjør man forhåbentlig den sidste forandring og sløifer både peisen og kogovnen og sætter en forsvarlig kakkelovn i deres sted.

Jeg synes, at dette billedet er vel skikket til at vise, hvorledes bønderne i disse egne søge og søge for at finde en varme-indretning, som passer for deres behov og omstændigheder.

I Bergens nærmeste omegn eller Fane præstegjæld var man allerede

bilde s. 138

ved 1779 ifærd med at afskaffe røgovnen(133). Men andre steder her i Søndre Bergenhus amt, nemlig i Kvindherred og Hardanger, have røgovnstuerne holdt sig længer, så middelaldrende mænd kunne mindes dem som ganske almindelige(134). Men i de sidste år, vel især siden der for måske 15 år tilbage blev oprettet et støberi i Bergen, som har forsynet folk med kogovne, er det gået fort med afskaffelsen, og der skal ikke være mange igjen(135).

§ 38. RØGOVNSTUEN I CHRISTIANSANDS STIFT

Om røgovnstuens forekomst har jeg hidtil anført en række af forfattere fra både ældre og nyere tider, næsten bygd for bygd. Men sådanne skriftlige beretninger svigte mig for dette stift, og at der har været røgovnstuer i det af sammes bygdelag, som grændser nærmest til Bergens stift, nemlig Ryfylke ved Stavanger-fjorden, det er noget, som jeg erholdt underretning om ved besøg på stedet i 1860.

Det er de indre bygder af Ryfylke, jeg har for øie, fra Suldals til Strands præstegjæld.

I Suldal, Sand, Jelse og Hjelmelands præstegjælde sagde kjendte mænd mig, at røgovnstuerne havde været almindelige i deres minde, for 50, for 30, ja indtil for 15 år siden, da de så lidt efter lidt bleve afskaffede. Og selv fik jeg se nogle af de yderst få, som endnu stå igjen, nemlig en på Sands og to på Jelse strandsted, yderst ringe huse alle, men dog tilstrækkelige til at vise, at det ikke var nogen misforståelse, når jeg havde forstået hine mundtlige forklaringer så, at de angik røgstuer af samme indretning som længere nord på.

I Suldal blev røgovnen først ombyttet med en peis, kaldet «piis» eller «spis», et navn, som peger hen på, at skikken er kommen fra den nærmeste indlandsbygd eller Thelemarken. I de ydre bygder, Jelse o.s.v., lod det til, at man mere havde hentet sin nyere bygnings-skik fra Stavanger by, og her var røgovnen ombyttet med kakkelovn, i de sidste år med kogovnen, denne lille tingest, som har indsneget sig fast overalt i disse vestlandske bygder. I Suldal har kogovnen da også fundet indgang og fortrængt peisen.

I Strands hovedsogn, strax søndenfor Hjelmeland, lod det til, at forandringen var foregået tidligere; der skulde dog være to eller tre røgovnstuer at se endnu.

Til Strand hører annex-sognene Fossan og Høle, hint på nordsiden, dette på sydsiden af Stavanger-fjordens sydligste krog eller Høle-fjorden. I Høle havde gårdenes bebyggelse et kjendeligt jædersk præg, og en gammel mand her sagde mig, at han mindedes ikke at have seet mere end to røgstuer i disse sogne, en i hvert; det var på ringe husmandspladse under gårdene Underberge i Fossan og Veraland i Høle, den sidste beliggende nær ved Jæderens grændse.

Dersom disse to stuer have været af det slag, som jeg kalder røgovnstuer (noget, jeg dog ikke er ganske sikker på, da jeg ikke kom til at udspørge manden nøie nok), så kunne vi altså trække sydgrændsen for røgovnstuens strøg langs den ås-ryg, som skiller mellem Ryfylkes fjorddistrikt og Jæderens sletteland.

Thi på selve Jæderen eller længer i syd eller øst har jeg ikke, trods adskillig efterspørgsel, fundet noget sikkert spor af røgovn.

Tilføie bør jeg også, at jeg er uvidende om, hvorvidt røgovnstuen har hørt hjemme i de ydre dele af Ryfylke, på Karmøen og de andre øer.

§ 39. ARE-STUEN.

Jeg har allerede sagt, at der er eller har været to slags røgstuer, nemlig røgovnstue (§ 32) og arestue eller årestue.

Denne sidstes navn er ligesom den førstes taget efter ildstedet. En stenlægning midt på gulvet, indrettet til ildsted i en stue eller et kogehus eller et sæterhus, hed i oldsproget arin, og heder nu vel i de fleste egne åre, men i flere strøg af Christiansands stift, i egnen omkring Lindesnæs, hvor det tør hænde, at den endnu den dag idag (men neppe noget andet sted i landet) tjener som ildsted i beboet stue, lyder navnet mere overensstemmende med oldsproget, nemlig are. Dette sidste navn klinger også bedst sammen med det vel bekjendte udtryk «arne», «arnested».

Fælles-navnet røgstue(136) passer på arestuen af den grund, at den ligesom røgovnstuen ikke har anden udgang for røgen end en ljore i taget.

At anstille undersøgelse om arestuens forekomst er som at foretage en vandring gjennem nogle af de fattigste og mest gammeldags bygder i Norge, bygder, som netop nu i denne vår hjemsøges så tungt af tvende uårs prøvelser. - Det vil vise sig her som oftere, at små kår og gammeldags skik gjerne følges ad.

Mellem Lindesnæs og Listerlandet trænger havet ind igjennem et smalt sund, som den lille by Farsund har sitt navn af, og indenfor grener det sig ud i dybe fjordarme og omslynger Filefjeldets fod, som her træder brat ned i søen. Mellem tvende af disse arme ligger et fjeld-parti, med små vige og dale, og de gårde, som her finde en sparsom plads, danne Herred sogn. En af disse gårde heder Tosaas, og på den stod indtil for 14 år siden en arestue, bolig for to gamle piger, der vare systre, samt for deres broder, en gammel dværg og krøbling. Det er muligt, at huset er til endnu; muligt findes der også en arestue i beboet stand på gården Tjørklev i samme sogn(137).

En af hin fjords forgreninger når ind til Lyngdal, så kaldes det nederste strøg (kirkesogn) af Lyngdals-elvens dalføre. Det er en åben, lys og venlig bygd, og her ser ikke gammeldags ud; dog veed jeg om en husmands-stue her, som istedetfor kjøkken har et ildhus, der er indrettet ligesom hin arestue, nemlig med are og ljore(138).

Flere sådanne ildhuse har jeg seet i Ekebygd eller Ekens sogn øverst oppe ved Lyngdals-elven. Dette er ret en fjeldbygd, helt oppe under Hækfjeld eller slutnings-partiet af de egentlige «fjeld» eller høifjeld, som i en lang linie skiller mellem Vestlandet og Østlandet (Filefjeldet). «Fjeldmænd» kaldes også bygdens folk af deres naboer længer ude, og de skilles let fra andre ved deres fjeldmands-dragt og stærke væsen. Når jeg har været her, har jeg fået et meget stærkt indtryk af folkelivets oldtidsmæssige charakter; på et andet sted har jeg omtalt dette ved at skildre de nedarvede gjæstebuds-skikke(139); her tænker jeg på bygnings-skikken. - Hine ildhuse ere nu hovedsagelig kogehuse; men indtil for nogle år siden, sagde man mig i 1856, havde der stået senge i dem, så at de kunde bruges til sommerstue, og af enkelte sagn, som jeg dengang ikke turde rigtig stole på, skjønner jeg nu, at der endnu er en dunkel erindring blandt folket om, at længer op i tiden var det sådanne ildhuse, som tjente til egentlige beboelses-huse.

Derfor meddeler jeg i fig. 67 en tegning, som kan give nogen forestilling om, hvorledes indretningen er i disse ildhuse(140).

Selve aren, som sees omtrent midt på gulvet og lige foran indgangsdøren, kan være omtrent 3 alen lang og 2 alen bred. Lige over den er ljoren. Alt er jo meget simpelt. Alligevel er det altid vel betænkt, at der er sat den høie stenhelle for den ene ende af aren, imod stue-døren: den heder blekk-stenen og er åbenbar bestemt til at tage imod «blekken» eller vindstødene fra døren, at det ikke skal blaffe for meget i ilden inde på aren, hver gang døren går op og i. - Gryden ser man hænge i en sving-bjelke; denne har også sit særskilte navn (gye eller gjelje), og i et

bilde s. 142

ildhus netop i Eken troede jeg at se en rå udskjæring på enden af den, forestillende et dragehoved eller noget sådant.

Nær beslægtet med Ekebygd, både hvad natur og folkeliv angår, er dens nabobygd Aaseral, lidt på en anden side af Hekfjeld, øverst oppe ved Mandals-elven. Ikke alene, at her også sees sådanne ildhuse; men gamle folk kunne endog mindes den tid, da de vare beboede og betragtedes som de rette stuer(141).

Men hvad der kun dunkelt skinner igjennem disse sagn, det bliver med en gang klart, ved en beretning, som jeg finder fra Sætersdalen eller Bygland og Valle præstegjælde (øverst oppe ved Otter-elven, som flyder ud i havet lige ved Christiansands by).

Ekebygd, Aaseral og Sætersdalen udgjøre en række af beslægtede nabobygder; fra Ekebygd drager man i øst og nord til Aaseral, herfra igjen i øst og nord til Sætersdalen, dybere og dybere indmellem fjeldene. Og fra alle disse bygder ere «fjeldmændene» bekjendte videnom, som kraftige folk, men med overmåde gammeldags sæder.

Den mærkværdige beretning, jeg har om Sætersdalen, er skreven år 1777 af præsten Gjellebøl i Valle; jeg blev yderlig overrasket, da jeg netop under nærværende undersøgelse stødte på den; den viser os det mærkværdige syn af et stort bygdelag, som idet nævnte år, altså nær indved nutiden, var bebygget således, som vi trygt kunde forestille os det viden omkring i landet alt op i den grå oldtid, i Halfdan Svartes dage. Jeg må tillade mig at meddele beretningen udførligt(142).

«Indhusene ere jevnlig tvende, nemlig det såkaldte ildhus eller røgstue og et såkaldet bur eller bod.»

«Ildhuset eller den stue hvori de bo, består alene med taget af 4 blotte vægge, uden afdeling i samme til noget kammers, uden overværelse, uden loft, ja uden kjelder. Skorstene bruge de ikke i samme; men i dens sted betjene de sig af et ildsted midt i huset, hvilket de kalde åre, som er en ophøielse i firkant af stene, til 1/2 alens høide, på hvilken de koge deres mad og antænde deres ild. Over denne gives intet rør for røgen, men alene et firkantet hul på taget, hvor røgen trækker op, over hvilket er en lem, som om dagen åbnes, men om natten kan nedlades. Vinduer bruge de heller ikke på disse huse; men alt det lys, som de bruge, må komme fra ommeldte åbning i taget»(143).

«Møblerne i en sådan stue ere heller ikke mange, da man jevnlig ikke finder andre herudi end 2de sengesteder, som bestå alene af 2 sider og ere hæftede til væggen, hver i sin krog, samt et langt bord med bænke omkring eller de såkaldte padder(144), og nogle trækrakker omkring åren.»

«Enhver ser lettelig heraf, at disse stuer ere både uanseelige og ubekvemme. De ere uanseelige af mange årsager, men fornemmelig fordi at de blive indvendig ganske sorte, ligesom et tørkehus, af den røg, som de ere bestandig opfyldte med, omendskjønt at mange af beboerne skure og hvidskave de 4 eller 5 nederste omhvarv, hvor røgen ikke falder så tyk som høiere op på væggene. - Men besynderlig ere de ubekvemme, nemlig for det første fordi man aldrig kan se solen i samme, men alene noget lys igjennem det anførte hul på taget, for det andet fordi en sådan stue kan aldrig være varm om vinteren, eftersom døren altid må stå åben(145), på det at røgen kan drives fra stuen op igjennem åbningen på taget, så at omendskjønt man haver den største ild antændt og man med ilden kan brænde sig på den ene side, når man sidder omkring åren på de omstående krakker, hvor beboerne gjerne sidde i en firkant, så kan man dog ikke andet end fryse på den anden side, og altså umulig holde sig varm, uden at tale om, at den idelige røg meget besværer» (146).

«Det falder derfor i begyndelsen for en fremmed både forunderligt og ubehageligt at opholde sig i en sådan røgstue; men når man bliver vant til dette arbeide, så kan man bedre finde sig derudi.»

«Her må dog ikke forglemmes, at de mest formuende have i de sidste åringer begyndt at opbygge sig, foruden de ommeldte, stuer med vinduer i samt med loft ovenpå, tillige med skorstene i, som på andre steder ere brugelige(147); ja, nogle have og anskaffet sig kakkelovne i samme. Dog, disse såkaldte nystuer eller skorstenstuer (uden at tale om, at de ere meget små) bruge de ikke uden om vinteren for varmens skyld; ikke heller betjene de sig af samme til deres gjæstebude; men alle deres solenniteter (høitideligheder) må holdes i de omtalte røghuse, dels fordi de mest ere vante til samme, og dels fordi at de nødig vil synes at frafalde deres forfædres skikken(148).

«Det såkaldte bur eller bod hører og til indhuset og sættes gjerne ved siden af samme. Dette er det eneste hus, som består af to etager, dog med den forandring, at den øverste etage, som og kaldes loft, går 1 alens længde ud over den nederste på alle sider og altså er meget videre end den første samt forsynet med svale rundt omkring af bræder, som det nederste sjelden er forsynet med. I det nederste værelse forvares deres kornvarer og andre madvarer; men i det øverste gjemmes deres kister, sengeklæder, gangklæder og hvad andet tøi de måtte have.»

Dette sæt af huse, ildhus eller stue samt bur eller bod, er netop det, som jeg ovenfor tænkte mig som begyndelsen i de allerældste tider.

Simpelheden og tarveligheden kunde ikke let være større. Jeg savner i beskrivelsen ethvert spor af træskjæring eller forsiring af noget slag. Kun ser jeg på et andet sted i den samme beskrivelse, at man i ældre dage, da der endnu var god skov, gjerne udsøgte sig vakkert tømmer til sine huse, stokke af malm-fure på indtil halvanden alens tykkelse(149).

Når jeg sammenholder røgstuerne fra Sætersdalen med de omtalte ildhuse i Eken o.s.v. samt med de kakkelovn-stuer, som efter min opfattelse ere blevne til ved en forbedring eller omdannelse af arestuerne og som endnu ere at se i et stort strøg, hvortil de nu omtalte fjeldbygder hører (jeg kommer siden til at omtale disse nyere huse under det navn: den mandalske stueform), så kommer jeg til at forestille mig hver tings plads i de gamle arestuer således som i fig. 68.

bilde s. 145

1, are, 2, langbænk, 3, pall eller tverbænk, 4, langbord, 5, forsæde eller langkrak, 6 og 6, senge for ægtefolkene og for børnene(150).

Hvad selve bygningsformen angår, ser man, at denne arestue (stue uden kleve) svarer til røgovnstuen fig. 64, som jeg navnlig fandt meget almindelig i Ryfylke eller Sætersdalens vestlige nabobygd. Det skal siden sees, at denne simple form ligger til grund for den temmelig udviklede bygningsskik, som endnu er den herskende i strøget, fra Stavanger til Christiansand.

Sætersdalens nabobygd mod øst og nord er øvre Thelemarken. Medens aren endnu ved året 1780 varmede og lyste i Sætersdalens simple stuer, var peisen eller, som den her kaldtes, spisen (§ 8) bleven indført i øvre Thelemarkens bygder, uden tvivl ved efterligning af bygdeskikken længere øst på. Men der var dog mindelse om, at arestuen havde været den herskende hus-skik her også. Så siges i en beretning af 1785:

«De såkaldte røgstuer ere for det meste af brug; dog ser man endnu i de øverste fjeldbygder nogle, hvis store og brede tømmer viser, at de for mange år siden ere opførte. Disse ere indrettede således: de have sjelden vinduer, men et hul på en af væggene med skjå d.e. blære-skind for, over tvende i kors lagde pinder. Midt på gulvet er der en aflang mur, som omtrent er et par alen bred og lige så høi, hvorpå ilden haves. Røgen derfra trækker op igjennem et hul på taget, hvorfra og lysning nedfalder. Fra dette hul hænger en stang ned, som over taget er forsynet med et dæksel af træ og halm, til hullets lukkelse, når man vil have stuen varm, ved hvilken leilighed røgen da udbreder sig om væggene, som gjør, at disse stedse ere sorte. Til sådanne stuer er døren og indgangen gemenlig lav»(151).

Selv af denne korte beskrivelse lader det til, at disse arestuer heller have været noget bedre udstyrede end Sætersdalens(152). Og at grundformen for den thelemarkske arestue har ialfald på de bedre gårde været mere udviklet en den simple i fig. 68, det slutter jeg mig til ved sammenligning først med en gammel arestue, som endnu den dag idag er at se i Thelemarkens østlige nabobygd Numedalen, dernæst ved sammenligning med den nuværende bygnings-skik i øvre Thelemarken selv.

Den arestue i Numedalen, som jeg sigter til, er den ældgamle og særdeles vel tømrede stue på Raudland, den såkaldte fyndar-stue, som jeg omtalte temmelig udførligt allerede § 21, side 84, på et sted, hvor jeg handlede om arestuens for længst aflagte skik i Christiania stift hvortil Numedalen hører.

Efter de på samme sted nævnte afbildninger af dette hus leverer jeg i fig. 69 og 70 en grund-tegning samt en tegning, som viser et længdesnit fra mønen til gulvet.

bilde s. 147

På fig. 69 findes den fordums are frem på gulvet kun antydet; thi den er for længst ombyttet med en skorsten i det ene hjørne. Og det er mig ubekjendt, om indredningen med bord og bænke var oprindelig så, som vi se den nu.

Men hvad jeg vilde gjøre opmærksom på, det er, at Raudlands-stuen er et i sit slags anseeligt hus, med svalgang langs den væg, hvor indgangsdøren er, med forstue og (halv) kleve, ja med et tømret loft (en «ram» se § 18, side 71, anm.) ovenover en del af kleven og forstuen i brystet af huset.

bilde s. 148

Men netop en sådan grund-plan ligger til grund for den bygnings-skik, som den dag idag består og længe har bestået(153) i øvre Thelemarken, og som utvivlsomt har afløst den ældre arestue-skik.

Det rimelige er at tænke sig, at afløsningen er gået for sig således, som Raudlands-stuen er et exempel på, således nemlig, at kun ildstedet er blevet forandret (fra are til spis), men at selve stueformen er forbleven uforandret. Således troede jeg også at finde, at overgangen fra arestue til lysovnstue var foregået i Ørkedalen og Guldalen (§ 25); ja således er jo røgovnstuen i Nordmør i den allersidste tid (jeg kan næsten sige: for mine øine bleven omdannet til stue med lysovn eller kakkelovn (§ 30 og § 36).

Ved sådanne sammenligninger og betragtninger er jeg da kommen på den formodning, at den thelemarkske arestue har svaret til fig. 69.

Jeg tænker mig altså samme forhold mellem den sætersdalske og thelemarkske arestue (fig. 68 og 69), som mellem de to former for røgovnstuen (fig. 64 og 63), og til det, jeg på sit sted bemærkede om disse, kan jeg nu yttre den formening, at alle de stueformer, som i de forskjellige bygder ere blevne herskende, og som overhovedet kunne henføres til lands-skikken (her sees altså bort fra huse, som i ældre tider nu og da byggedes efter blot og bart indfald, samt fra huse, som i nyere tider ere byggede efter udenlandske mønstere o.s.v.), kunne udledes af disse to grundformer.

Det er, som man har seet, mest i de øverste fjeldbygder i Christiansands stift, at jeg har fundet disse spor af arestuer. Men når jeg senere kommer til at tale om nutidens bygnings-skikke i dette samme strøg, så mener jeg at skulde gjøre det sandsynligt, at der er fællesskab i bygnings-skik mellem de ydre bygder her og de tilsvarende indre, og allerede dette leder på den formodning, at i hin fortid, da der ikke var andre stuer end røgstuer i disse egne, så var det arestuen (ikke røgovnstuen), der herskede som oppe mod fjeldet så og ude mod havet - at sige i strækningen øst for Ryfylke, som vi ovenfor fandt at høre til røgovnstuens strøg.

Og denne formodning stemmer på det bedste overens med, hvad næste paragraf vil forsøge at udvikle, nemlig at ifølge røgovnens og arens forskjellige beskaffenhed er det denne og ikke hin, som har passet for både kyst-strækningen og fjeld-bygderne i øst for Stavanger-fjorden.

Hermed stemmer også den omstændighed, at flere ældre forfattere, som have handlet om nogle af bygderne i dette strøg, og som rigtignok ikke have omtalt røgstuer som brugelige beboelses-huse, dog tale om det slags ildhuse eller kogehuse, som vi ovenfor have seet danne ligesom fortsættelse af den gamle arestue-skik(154).

Jeg mindede nys om den tidligere beskrevne arestue i Numedalen. Og jeg minder fremdeles om de andre forhen påviste spor af arestuer i Christiania stift og ligeså i Throndhjems stift: Korterud-stuen i Smaalenene og Devegge-stuen i Hallingdal (§ 21) samt jutul-stuen i Rennebo (§ 24). Når alt lægges sammen, kunne vi altså forfølge sporene fra egnen omkring Lindesnæs, øst om og mest høit oppe eller tæt ind ved den mægtige fjeldstrækning, som skiller mellem Vestlandet og Østlandet, alt op til Ørkedalen nordenfor Dovre.

§ 40. DE TO SLAGS RØGSTUER

Efter de mange angivelser i paragraferne 36 til 39 mener jeg at kunne opgå grændse-linien mellem røgovnstuens og arestuens riger.

Fra Throndhjems-fjorden går jeg sydefter således, at jeg på høire hånd eller på vest-siden har dette sammenhængende strøg:

A, af Throndhjems stift:
  Hevne præstegjæld af Fosens fogderi,
  Nordmørs fogderi og
  Romsdalens fogderi;
B, hele Bergens stift;
C, af Christiansands stift:
  Ryfylke fogderi.

Grændselinien følger vandskillet mellem det østen- og vestenfjeldske, på det nær, at den mellem Opdal og Sundal i Throndhjems stift går tvers over elven(155).

Linien går op, som sagt, yderst ved Throndhjems-fjorden og kommer ud igjen på syd-siden af Stavanger-fjorden, der, hvor den mærkværdige afvexling af fjeld og fjord og ø med en gang slipper og Jæderens flade land tager ved.

Jeg sagde: røgovnstuens og arestuens riger. Thi jeg tænker mig en tid, da her i landet eller i vore landsbygder ikke kjendtes andre hus-skikke end røgstuens; men allerede da var der (jeg kommer i en følgende paragraf til at forklare denne min mening nærmere) to slags røgstuer, og det var røgovnstuen, som herskede i vest for grændse-linien, medens arestuen herskede i øst(156).

På hver sin side af grændse-linien have de to hus-skikke rimeligvis hersket uden undtagelse, bygd for bygd, hus for hus. Thi som jeg ikke har fundet noget vist spor af arestuen i vest for linien, så har jeg heller ikke i øst for linien fundet noget tydeligt og bestemt spor af røgovnstuen(157).

I det strøg, som jeg har kaldt røgovnstuens rige, har jeg jo kunnet påvise forholdet fast bygd for bygd; i arestuens rige ere sporene temmelig hyppige i Christiansands stift, og hverken i Christiania eller i Throndhjems stift mangle de ganske, og det er for det meste tæt op ved den angivne grændse-linie, at sporene på begge sider ere fundne.

Det er jo venteligt, at der med tiden kan fremkomme flere oplysninger end de, jeg nu har kunnet samle, og andre oplysninger kunne føre til andre anskuelser. Men det må være mig tilladt at tale om tingen således, som jeg nu formår at anskue den(158).

§ 41. NATURFORHOLDENE OG HUS-SKIKKENE

Grændse-linien mellem de tvende hus-skikkes strøg falder for en stor del sammen med den inddeling, som så ofte gjøres mellem Vestlandet og Østlandet. Ved så mange leiligheder blive vi opmærksomme på en synderlig forskjel i folkelivet i disse vestlandske og østlandske bygder, og flere af folkelivets endnu uløste gåder stå i sammenhæng med det spørgsmål: Hvori stikker hin forskjel, og hvoraf kommer den?

Men derfor forekommer det mig yderst interessant at betragte hin grændse-linie. Tanken dvæler ved den, går ud og ind og sysler på begge sider af den; indbildningskraften vil leve sig ind i begge hus-skikke og gjøre sig fortrolig med de omstændigheder, som i den fjerne fortid monne have ordnet denne fordeling, og med den indflydelse, som de samme hus-skikke monne have øvet på folkets legemlige og åndelige tilstand, en indflydelse vistnok gjennem århundreder, så eftervirkningerne måske kunne være at spore i nutiden, en stund efter at både den ene og den anden af de oldtidsmæssige indretninger monne være afskaffede.

Jeg skal fremstille summen af mine betragtninger, og jeg begynder med at forklare, hvoraf jeg mener det kom, at røgovnens hus-skik blev herskende i vest for hin linie, arens derimod i øst.

Aren var et brænde-slug over al måde (thi bålet måtte brænde uafladelig for at holde det varmt om vinteren, og ljoren og døren måtte lige så uafladelig stå åben for røgens skyld, og derfor måtte der brændes stærkt); røgovnen derimod var en brænde-sparer og det endog i høi grad(159). Men netop i det strøg, hvor vi have fundet røgovnen, gjaldt det om at spare på ved; thi det var et kyst- og fjord-distrikt uden overflødighed af skov(160), og det var derhos et fiskeri-distrikt hvor folket næst jordbrug om sommeren var så optaget med søbrug om vinteren (de store fiskerier foregå da), at der blev liden tid tilovers til at kjøre ved.

Med denne sin brænde-sparende egenskab kunde røgovnen jo vistnok passe godt for indlandet også; thi lad være, at her var overflødighed af skov, og lad være, at folket her havde god tid til at kjøre ved om vinteren, så vilde dog bedre altid være bedre. Hvoraf kom det da, at ikke røgovnen blev indført overalt? Det kom af en anden omstændighed ved både aren og røgovnen: med sit brændeslugende bål tjente aren ikke alene til at varme, men også til at lyse hele vinterkvelden igjennem, hvorimod røgovnen var mørk, og krævede som et nødvendigt tilbehør en kole (lampe) med lyse (tran af fiske-lever). Denne lyse var der god råd på i hint fiskeri-distrikt, og derfor passede røgovnen her, medens man i de andre egne, hvor man havde let for at forsyne sig med klart brændende tyri-ved, fandt sig bedre tjent med are.

Vore fiskeri-distrikter begynde i syd ved Stavanger-fjorden og strække sig mod nord alt til Finmarken. På grund af hine omstændigheder er det altså rimeligt, at røgovnens strøg, som før forklaret, ikke gik længer i syd, og det er troligt, at det, som før antydet, strakte sig så langt i nord.

Dersom ene og alene naturforholdene skulde afgjort tingen, så kunde det vel i en og anden bygd af røgovnstuens strøg have vært endog mer hensigtsmæssigt at have are end røgovn, navnlig i de smådale, som fra fjordbundene skjære op i landet, og som så temmelig ligne indlandets fjeldbygder. Men så kommer skikken til, som gjør, at folket i en grænd eller liden bygd helst vil indrette sig på samme vis som andre folk i samme bygdelag; således har det kunnet gå til, at Schøning fandt røgovnstuen gård for gård op igjennem Romsdalen alt til Gudbrandsdalens grændse, medens der rimeligvis ikke var eller havde været spor af den på Gudbrandsdalens side, - skjønt naturen ikke har sat nogen skarp grændse mellem disse to bygdelag.

Men om end det, som vi kalde skik, således har hjulpet til at afrunde grændsen for røgovnstuens strøg, så er det dog naturforholdene, som i det hele og store taget have bestemt valget af den ene eller den anden af hine to huslige indretninger, ligesom det er naturforholdene, der bestemmer, hvilke næringsveie mængden af folket i en bygd må lægge sig efter.

Ved beskrivelsen af røgovnens indretning brugte jeg ovenfor så stærkt et ord, at det var en opfindelse, som vidnede om tænksomhed, og som kanske var udviklet til så stor fuldkommenhed, som den efter sin art kunde modtage. På samme måde siger jeg nu, at grændse-linien for dens udbredelse i det hele taget vidner om, med hvilken skjønsomhed almuerne have vidst at bedømme forholdene og indrette sig på det bedste.

Men jeg går videre. Jeg har gjort mig fortrolig med hin landets deling mellem de to hus-skikke, og jeg har seet den natur-grund, som har bragt Vestlandet til at antage den ene af dem, Østlandet derimod til at hylde den anden. Men tiden går, og det kommer dertil, at der gjøres forandringer og forbedringer med det gamle. Og jeg synes at se, at den samme natur-grund er virksom fremdeles, så der vedbliver at være forskjel i hus-skikkene.

Først bliver den nye indretning bekjendt: at mure af sten et ildsted med røgpibe (peis, skorsten, lysovn, sml. § 8).

En peis er som en forbedret are, skikket til at varme og lyse på en gang. Det måtte da ventes, at den lettest og hurtigst vilde finde indgang der, hvor aren have hersket før. Alt talte for at gjøre forandringen, intet talte imod den. Men så gik det da også i virkeligheden: netop på Østlandet, hvor efter al rimelighed aren og ikke røgovnen havde været at se i hvert hus, der kom peisen til at høre hjemme og det for århundreder siden, medens røgovnen i dens vestlandske strøg har været det almindeligste ildsted endnu i dette århundrede.

Også den vestlandske bonde kunde vel sætte pris på den fordel ved peisen, at den gjør sin tjeneste uden at besvære med røg og sod. Men her var det fremdeles i veien, at den ligesom aren kræver en mængde ved.

Har man først sat sig ind i, at det var i sin orden, når engang røgovnen i Romsdalen og aren i Gudbrandsdalen stod imod hinanden således, at de så at sige mødtes ved grændsen mellem de to bygdelag, så vil man ligeså finde det i sin orden, at senere hen i tiden peisen indtog arens plads på den ene side og så stod imod røgovnen, som endnu herskede uforstyrret på den anden side.

I det hele, kan man sige, trængte peisen seierrig og hurtig fremad lige til ydergrændserne af arens fordums rige; men her måtte den gjøre stands. Vel trængte den noget over grændsen, ind i røgovnens område; men det gik både langsomt og småt.

Utvivlsomt senere end peisen, ja rimeligvis flere århundreder efter, blev kakkelovnen med tilhørende røgpibe kjendt her i landet. Som peisen havde været skikket til at afløse aren, så var kakkelovnen som skabt til at afløse røgovnen. Jeg antager også, at dersom vi kjendte tingen nøie skulde vi finde, at netop flere af Vestlandets bygder trods ringere evne have været snarere til at kjøbe kakkelovne end selv velstående bygder på Østlandet. Og ialfald er det nu synbart, at det er kakkelovnen (i dens forskjellige former, bilæggerovn, vindovn, kogovn), som har gjort udslaget i kampen mod røgovnen, så denne nu kan siges at være afsat fra herredømmet.

Men såsom den indretning, som var skikket til at optages som forbedring i røgovnstuens, strøg, kom så sent, derfor kom også forandringen og forbedringen i disse bygder så sent, i sammenligning med arestuens strøg.

Jeg går videre. En af fordelene ved en peis med røgpibe var den, at nu behøvedes ikke længer ljoren, så denne kunde lukkes og spigres til. Men at dømme efter exemplet fra Sætersdalen og Thelemarken (§ 39) har ljore-dækselet i arestuen kun været en trælem, kun til at lægges over om natten, ikke sådan ramme med gjennemsigtig skjå som i røgovnstuen, hvor den måtte ligge over om dagen også. Arestuen fik sit lys gjennem selve ljore-åbningen, røgovnstuen derimod gjennem den gjennemsigtige hinde, som åbningen var dækket med. Nu, med peisens indførelse kunde man godt for røgens skyld ganske sløife ljoren; men så måtte man for lysets skyld hugge hul på væggen og sætte vinduer ind; i røgovnstuen derimot måtte man beholde ljoren for røgens skyld og kunde med det samme undvære vinduer.

Det kunde ikke opsættes med vinduers indførelse på Østlandet, og det blev derfor ikke opsat; i røgovnstuens vestlandske bygder derimod gik det an at opsætte dermed, og det blev da også opsat længe.

For hundrede år siden var der derfor den forskjel, at medens bønderne i Christiania stift havde og rimeligvis længe havde havt vinduer på sine huse, boede almuen i Bergens stift endnu i huse uden vinduer, og Pontoppidan omtaler det som en mærkværdighed og synes deri at se tegn til et mere gammeldags væsen hos de bergenske almuer(161).

Jeg går videre. Når der ikke længer var eller behøvede at være ljore i taget, så gik det an at lægge loftsgulv over stuen og indrette et loftsværelse ovenpå. Hermed var altså muligheden givet til at bygge større huse og indrette dem bekvemmere og hyggeligere. Men at denne mulighed blev til virkelighed i det strøg, hvor peisen var bleven indført, det har største delen af denne afhandling gået ud på at vise. Derimod er der endnu den dag idag ikke loftsværelse over en eneste stue, hvis ildsted er røgovn.

Jeg går videre. At dømme efter exemplet fra Sætersdalen og øvre Thelemarken, hvor arestuens skik nåede nærmest ned til nutiden, og ved at agte på ældre folks skildringer af tilstanden i fortiden selv i bygder som Hedemarken og Østerdalen kan man slutte sig til to ting: at det stod misligt til med renlighed og pyntelighed i de fordums arestue-bygder så vel som i de nuværende røgovnstue-bygder, og at det bliver bedre i så måde, jo længere tid der er gået hen efter den omhandlede forandring i bygnings-skikken. Nu har folket på Østlandet længe boet i lyse, rummelige og bekvemt indrettede huse - noget, hvortil muligheden blev givet og begyndelsen blev gjort ved peisens indførelse, og det var da at vente, at sandsen for renlighed og huslig hygge måtte være mere udviklet hos bygdefolket her end i de bygder, hvor folket endnu bor eller indtil for ganske nylig har boet under røgovnstuens sodede tag og indtil for ikke så meget lang tid siden har ladet sig nøie med ljore-lysets dunkelhed. Havde Søndfjord lige så tidlig fået og kundet få røgovnen ombyttet med kakkelovn, som Østerdalen fik aren ombyttet med peis, så skulde vel den hele række af forbedringer være indtrådt der som her. Men istedet derfor måtte Søndfjord fast til nutiden beholde et slags huse, hvor forskjellen mellem hvidt og sort, mellem rent og smudsigt, er mindre mærkbar, og nu er det så, at medens Østerdalen bliver rost for sine renlighedens sædvaner, så lyde lægernes indberetninger fra Søndfjord og andre af røgovnstuens bygder så overmåde nedslående.

Jeg kunde gå videre i samme retning. Jeg kunde henpege på, at renlighed gjør det triveligt og livligt, at en almuesmand med et pynteligt væsen lettelig kommer i venlig forbindelse med embedsmænd og andre folk i høiere livsstilling, og betragtningen kunde føre derhen, at de pyntelige hus-skikke, som udvikles i lyse og venlige huse, igjen befordrer alsidig dannelse, charakterens udvikling, selv-følelse, fremskridts-ånd. Og jeg kunde i den anledning minde f.ex. om agronomiske reiseberetninger fra Bergens stift, hvor forfatterne ligesom ikke kunne finde ord for at beskrive den store tankens uvirksomhed, som skal herske der, medens agronomernes klager over Østlandets bønder heller holde på at forstumme.

Men uagtet jeg visselig tror, at sjelevirksomheden og fremskridtsånden kan udvikles eller hemmes, eftersom menneskene leve under hyggelige og opmuntrende omgivelser eller ikke, og uagtet jeg mener, at blandt disse omgivelser er selve boligen en af de vigtigste, så skal jeg dog ikke trække denne betragtning længer ud, af den grund, at jo længer vi monne efterspore de sandsynlige virkninger af en vis årsag, desto flere samvirkende årsager pleier der blande sig ind med, så slutningerne blive mere usikre.

Jeg har sagt nok for at vise, hvad jeg vilde, at der var bestemt naturgrund for hin fordeling af de to gamle hus-skikke, og at den samme naturgrund har været medvirkende til at fremkalde den forskjellighed, som endnu i så mange retninger kommer tilsyne i huslivet og i folkelivet i arestuens og røgovnstuens fordums riger.

Jeg tilstår, at formedelst visse paragrafers oplysninger og betragtninger er jeg selv kommen til at se det vestlandske folkeliv i et andet lys end forhen, og det er mig en lettelse at se det i dette lys.

Før, og for ikke lang tid siden, gik det mig så, når jeg betragtede en vestlandsk røgovnstue, at jeg i den så et tegn ikke alene på folkets gammeldags tilstand, men, hvad værre var, på dets tankeløse og uvirksomme vedhængen ved de henfarne tiders tarvelige og ringe skik. Og jeg følte mig uvillig stemt imod dette samme folk.

Denne udlæggelse og stemning var naturlig nok efter den forestilling, jeg dengang havde, om bygnings-skikken i vort land.

Jeg havde nemlig den forestilling, at sådanne røgstuer, som jeg nu så på Vestlandet, havde engang været ene herskende bygnings-skik over alt Norge (hvorledes jeg kunde komme til at forestille mig tingen så, vil en følgende paragraf forklare), og min tanke blev da den: Har der været ligt før, så måtte Vestlandet fremdeles, den hele tid igjennem, kunnet have - om just ikke så store og prægtige hus som Østlandet, så dog huse af samme art; men nu er uligheden fremkommen på den måde, at folk på andre kanter have gjort forandringer og forbedringer med sine huse og det hele stel, medens folket her på Vestlandet mere har stået stille på det gamle punkt - og det uden udvortes årsag, kun formedelst egen uvirksomhed.

Nei, så langt op i tiden, som vi nu kunne forfølge røgovnen, har denne kun hersket i et vist strøg af landet, i vest for en mærkværdig grændselinie, medens aren og dens fortsættelse peisen var herskende hus-skik i det andet strøg af landet, i øst for den samme linie. Og den første årsag til uligheden i hus-skikkene mellem bygderne i øst og vest ligger i selve naturforholdene, hvis overmægtige indflydelse end ikke har kundet udslettes til denne dag og vel ikke vil kunne det på længe.

Der er stor forskjel på den opfattelse, at det meget af det gammeldags væsen, som unægtelig findes i de vestlandske bygder fremfor i de østlandske, først og fremst er at tilskrive en selve folket iboende tilbøielighed til uvirksomhed eller en medfødt ubekvemhed for udvikling og fremskridt - og på den opfattelse, at det først og fremst er visse naturgrunde, som have bestemt hin ulighed i de huslige forholde, hvilke forholde igjen kunne have øvet enten en mere oplivende eller en mere hemmende og nedtrykkende indflydelse på menneskenes sind, uligt på den ene og på den anden side.

Og der er en overmåde stor forskjel på den uvillie, hvormed man lettelig fristes til at betragte et trægt og sløvt folk, og på den deltagelse, som man uvilkårlig føler for medmennesker og landsmænd, hvis lod det blev at leve under ugunstige naturforholde og at arbeide sig frem under fortrykte kår, så småt, så småt.

§ 42. HUS-SKIKKENE OG HUSLIVET

Det interesserer mig at tænke på, hvordan vel det daglige liv monne have været i en røgovnstue og i en arestue.

Umiddelbart efter ildingen i en røgovn udvikles kulos af de gløder, som ligge og ulme på gruen, og i løbet af dagen udvikles derhos kvalme dunster formedelst menneskenes ophold, og al denne usunde luft må beholdes i stuen, når man skal have ret nytte af den dyd, som vi fandt ved røgovnen, at den nemlig er brændesparende. Thi åbner man ljoren for at slippe kulosen og kvalmen ud, så slipper man med det samme en del af varmen ud. Men hvad dette har at betyde, det kan sees af den førnævnte afhandling af lektor Sexe - en mand, som selv er opvoxet i en røgovnstue, og som siden har studeret den særskilte videnskab om varme og kulos og luftvexling. «Ikke få, siger han, ere de mennesker, som på grund heraf, skjønt vante dertil fra barnsben, plages af en ulidelig hovedværk dag efter dag på den koldeste årstid»(162).

I modsætning hertil er der overflødigt lufttræk og frisk luft den hele dag igjennem i en arestue, da det i det høieste er om natten, at ilden er slukt og ljoren lukket.

Men netop dette overflødige lufttræk i arestuen medfører en modsvarende ulempe, den nemlig, at her bliver en så ujevn varme, så man kan fryse på den side, som vender fra ilden, i samme stund som man har det for hedt på den anden side (sml. $ 39, side 144).

Jeg forstår ikke, hvorledes f.ex. en sagaskriver har kunnet trives i en arestue, sysle med sit arbeide en vinterkveld ved arnens blussende brand og viftende lys. Derimod måtte han kunne have det lunt og roligt ved lampen i en røgovnstue, og dennes usundhed kunde ialfald formindskes betydeligt, nemlig ved hyppigere udluftning og fornyet opildning. Vel er det ubehageligt at opholde sig i en røgovnstue under og strax efter selve ildningen; men det står ikke længe på.

Men på den anden side synes jeg ret vel at forstå, hvorledes skjaldskab og gammen kunde trives ved drikke-bordene omkring arens livlige ild. Ja, sagaernes hyppige fortællinger om glædens udskeielse indtil umådelighed og vildskab i disse drikkelag falde mig hel naturlige, når jeg sætter mig ind i, hvorledes det monne have været i en arestue på en kold vinterdag: man har så høilig tiltrængt den varme, man kunde få, og som ikke alene arens ild og skjaldens ildfulde sange, men som drikkehornets stærke øl måtte yde.

Disse bemærkninger lede ind på den tanke, at århundreders brug af røgovnens og arens modsatte indretninger muligvis kunne have indvirket på almuernes helse og sind, og at der kanske endnu kunne være spor og mærke deraf.

Og her finder jeg anledning til at gjøre opmærksom på et par træk.

Det har forekommet mig, og jeg har i et tidligere skrift vovet at fremsætte den mening, at de oldtidsmæssige drikke-skikke og de med dem følgende udskeielser i besynderlig grad have forplantet sig fra slægt til slægt i de christiansandske fjeldbygder, fra Ekebygd af østover. Men senere har jeg fundet og nu (§ 39) påviist, at netop i disse samme fjeldbygder var det, at arestuens huslige indretning holdt sig længst(163).

Og til min overraskelse finder jeg, at den grændse-linie, som jeg har angivet for røgovnens strøg, stemmer næsten nøiagtig med grændselinien for spedalskhedens udbredelse(164).

Det er dog ikke min mening at påstå, at disse nedarvede folke-onder er ligefremme virkninger af de gamle hus-skikkes indflydelse. Det vilde måske være lettere at udfinde sammenhæng på den måde, at f.ex. spedalskhedens og den angjældende hus-skiks udbredelse i et og samme strøg monne hidrøre fra en fælles, endnu fjernere og dybere liggende årsag. Men selv herom vil jeg ikke opstille nogen bestemt formodning. Kun vil jeg sige, at det vilde være forunderligt, om det påviste sammentræf var en blot og bar tilfældighed og ikke havde noget at betyde.

§ 43. OLAF KYRRE OG RØGOVNSTUEN.

Kort efter midten af det forrige århundrede have vi fundet røgovnen omtalt af Pontoppidan, af Strøm, af Schøning. Alle omtale den så, at man skjønner, at det har været en gammel brug. Men hvad tid brugen opkom, det siger ingen af dem.

Mon røgovnen omtales i sagaerne?

I den anledning bør det først forklares, at det ialfald ikke er rimeligt, at den der omtales under netop det navn. Ligesom man i saga-tiden ikke sagde «røgstue», men slet og ret «stue» (navnet røgstue er tydeligvis opkommet senere, til forskjel fra stuer med nyere ildsteds-indretninger), således har man, om man end i virkeligheden kjendte røgovnen, dog ikke kaldt den så, men slet og ret en ovn. Og har nogen sagaskriver talt om røgovnstuer, så har han ganske vist brugt det kortere navn ovnstue.

Nu læse man, hvad der står i sagaen om Olaf Kyrre, Norges konge omkring året 1100.

«I gamle dage var det skik i Norge, at kongens høisæde var midt på lang-pallen (langbænken), og ølet blev rakt over ilden (som brandt på aren midt på gulvet); men kong Olaf var den første, som lod sit høisæde indrette på høipallen tvers over stuen (ved tvervæggen); han var og den første, som lod gjøre ovn-stuer (ofn-stofor).»

Kongen, så beretter sagaen videre, indførte derhos den udenlandske hof-skik, at have mundskjænke stående ved bordet til at skjænke i bægere, og ligeså kjertesvende, som holdt kjerter. I de forrige kongers tid, tilføies der, havde man drukket af dyrehorn, og det havde været skik da, at når kongen drak nogen af sine mænd til, så blev hornet rakt over ilden til den, som han beviste denne ære(165).

Forskjellen på den gamle skik og den, som Olaf Kyrre indførte, bestod da tydelig deri, at istedetfor at hallen før havde været en arestue med lysende ild midt på gulvet og med høisæde nærmest ilden eller midt på langvæggen, så blev den nu en ovnstue; ovnen fik rimeligvis sin plads i et hjørne, hvor den stod mindst i veien; men hermed bortfaldt den tidligere grund til at have høisædet på langvæggen, hvor det havde været midt for og altså havde havt mest godt af ilden på aren; høisædet blev altså flyttet hen på tver-pallen, hvor det med et langbord foran mere kom til at svare til den nuværende høisædes-indretning i vore bondestuer; endelig er det muligt, at ovnen har været mørk (ikke indrettet til at lyse som en peis eller lysovn), siden der brugtes kjerter til at lyse i stuen.

Det forekommer mig, at som navnet «ovnstue» ialfald kan være det samme vort «røgovnstue»(166), så passer den vistnok korte og ufuldstændige beskrivelse ligeså godt på røgovnstuen som på nogen anden af de huslige indretninger, som nu ere i brug her i landet.

Dette er dog ikke den opfattelse, som er bleven gjængs blandt vore oldforskere. Denne kan i korthed fremstilles så: Indtil Olaf Kyrre herskede skikken med are hele landet over, fra konge-hallen til hytten, men med hans ovnstuer indførtes den nu brugelige peis-stue, som jeg i nærværende afhandling har beskrevet under det navn: den akershusiske og den throndhjemske stueform.

«Disse forandringer og især indførelsen af ovne - siger professor Keyser i anledning af Olaf Kyrres ovnstuer - havde udentvivl snart en mærkelig indflydelse på hele bygningsmåden. Ovnstuen indtog nu den fornemste plads blandt gårdens våningshuse, og da ljoren ei mere behøvedes(167), men det derimod blev nødvendigt at holde varmen mere indelukket, fik stuen helt planke-loft, hvilende på bygningens tvertræer. Gluggerne måtte nu flyttes fra taget på væggen og bleve forsynede med glasruder, da glasset blev mere almindeligt. Stuen blev med lukkede gange sat i forbindelse med flere af gårdens bygninger, en lofts-sal indrettedes ovenpå den - - kort, den hele hus-indretning nærmede sig efterhånden meer og meer til den nu brugelige»(168).

Men herved er at mærke, at overalt hvor denne opfattelse er fremsat, savnes ethvert spor af, at forfatterne have vidst om eller kjendt til røgovnstuer.

Mig gik det så, at ved første syn af en røgovnstue måtte jeg tænke på, at Olaf Kyrres ovnstuer kanske havde været af samme slag.

Og istedetfor at forestille mig, at Olaf Kyrres ovnstuer (hvad enten hans egen opfindelse eller efterligning af andre landes skik) blev begyndelsen til en ny lands-skik, idet hans exempel blev efterlignet af flere og flere, har jeg snarere været tilbøielig til at antage, at det var en bygdeskik, som han fandt for sig og optog på sine kongsgårde. Røgovnen med tilhørende kole (lampe) passer nemlig så godt for almuefolkets daglige beboelses-stuer i vore fiskeri-distrikter, at det er vel tænkeligt, at den kan have været i brug her fra arilds tid; men selv i dette strøg vare måske gjæstebuds-hallerne indrettede ligesom almindelige dagligstuer i de andre egne af landet, indrettede på at opvarmes og oplyses med det muntre bål på aren - indtil den fredelskende og stilfærdige Olaf Kyrre i sine haller foretrak røgovnens lune varme og kjerternes rolige lys(169).

Men, vil man sige, så var jo Olaf Kyrres hal fremdeles en røgstue, sodet og sort, med ljore i taget, og sagaen fremstiller ham dog som en pragtelskende konge?

Hertil svares med henvisning til, hvad der ovenfor er forklaret om dette slags røgstue, røgovnstuen, at den havde adskillige behageligheder fremfor arestuen. Som røgovnen i sig selv er en noget mere sammensat og kunstig indretning end aren, så har vistnok hin stue været mere og mere skikket for et civiliseret liv end denne(170).

Dersom man vedbliver at sige så: «Før var det lutter arestuer over alt landet, og efter Olaf Kyrres exempel udbredtes den skik med skorstens-stuer», så bliver det et uløst spørgsmål, hvor røgovnstuens skik skriver sig fra, hvilken skik dog har hersket fra Ryfylke til Nordmør og kanske alt til Finmarken. Men dette spørgsmål løser sig ganske let og klart, dersom det i andre henseender kan være tilladt at tænke sig, at røgovnstuen fra arilds tid af har hersket i sit strøg, hvad enten fiskerbefolkningens instinktsmæssige skjøn på det hensigtsmæssige har opfundet den, eller de første nybyggere have bragt opfindelsen med sig.

Jeg mindes her, at en lignende indretning som vor røgovn vistnok længe har været i brug blandt finnerne i russisk Finland. Dersom den har været til fra de ældste tider, så er det et exempel til at støtte den yttrede mening(171).

Her opståer det spørgsmål: Hvad slags indretning har vel hersket på Island og Færøerne, are eller røgovn? Skulde røgovnens skik fra arilds tid have bestået på Vestlandet, hvorfra de fleste nybyggere kom til disse øer, så skulde man vente at finde samme skik her. - Men her findes neppe spor af røgovn. På Island har man fundet på at bygge sine beboelses-huse af sten og græstorv med så tykke vægge, at der ikke behøves eller bruges noget slags ildsted i dagligværelset; og ildstedet i kogeværelset er mere ligt en are end en ovn. Og på Færøerne, hvor der bygges af træ, og hvor stuen derfor må opvarmes, er ildstedet at betragte som en are, der kun ikke har sin plads midt på gulvet, men ved en af siderne eller i et hjørne, hvor væggen beskyttes mod ilden med nogle få opreiste stene(172).

Men dette modbeviser neppe den antagelse, at der i nybyggernes norske hjembygder var brugt røgovn i stuerne. Tingen var, at på hine skovløse øer må der brændes torv eller endog ko- og fåremøg, og med dette slags brænde går det ikke an at ilde en røgovn, som kræver frisk brændende ved. Af mangel på sådan ved have islændingerne og færøingerne måttet hjælpe sig med de ringere indretninger, som i røgovnstuens strøg have været brugelige - ikke i stuerne, men i ildhusene (kogehusene)(173).

At danne sig formodninger om tingenes gang er imidlertid kun forsåvidt tilladt, som det mangler på historiske oplysninger. Om røgovnstuen har jeg nu yttret en dobbelt formodning, først, at den er af samme slags som Olaf Kyrres ovnstue, dernæst, at den fra de ældste tider har været brugelig bygnings-skik i det strøg af landet, hvor vi senere have fundet den.

Hvad angår det første punkt, så kan det gjerne være, at den før herskende mening er den rette. Men hvad det andet punkt angår, så er så meget vist, at røgovnstuens skik kan forfølges over 100 år op i tiden, men at den har været upåagtet af nutidens oldforskere.

Ialfald skal det vistnok befindes, at sådanne oplysninger fra nutiden, som jeg i disse paragrafer har meddelt, i adskillige tilfælde kunne lede til en pålideligere forståelse af de sparsomme oplysninger fra fortiden om folkets skikke, kår og sæder(174).

Men nutiden er en flygtende stund. Om nogen få år skal der vel ikke være en røgovnstue at se mere i landet, og allerede nu tør det være et træf at finde nogenlunde gode exempler på den gamle skik, af den grund, at i Vestlands-bygder og i velstands-huse, hvor røgovnen med tilhørende indretninger var udviklet til størst fulkommenhed, der har man, som før antydet, været snarest til at afskaffe den for at følge nye moder, så det mest er de ringeste røgovnstuer, som nu stå igjen. Skal derfor den her omhandlede huslige indretning blive så omstændelig beskreven og nøiagtig afbildet, at vi f.ex. kunne sammenligne den med de finske røgovnstuer, så må det ske snart(175).

§ 44. DEN JÆDERSKE STUEFORM

Hvad der står tilbage af denne afhandling, er at give begrep om stueformerne i den række af bygdelag, som danner den del at Christiansands stift, der ikke med bestemthed kunde henregnes til røgovnstuens og derfor blev henregnet til arestuens strøg, fra Stavanger-fjorden af.

Det første bygdelag er Jæderen, et fladt, skovløst veirhårdt, høist eiendommeligt kystland, opfyldt med brune torv-myrer og lyngheder, med grønt dyrknings-land ind imellem og en hvid brem af sand og sten, som danner stranden ud imod havet. Det feiler ikke, at med nogen øvelse og god villie vil man opdage, at også dette landskab har sin skjønhed. Og som landet, så også menneskenes boliger: ved første øiekast finder man disse hus-klynger så uanseelige; men har man først sat sig ind i omstændighederne og fået øie for husformernes hensigtsmæssighed, og har man derhos reist over Jæderen længe nok for at kunne se, hvorledes folket idelig sysler og stræver med at forbedre sine huse, se, da kan man komme til at betragte dem med velbehag.

Alt siden jeg var gut og gik på Stavanger skole, har min vei ofte faldet over Jæderen. Men for hver gang var det mig, som om husene vare voxede lidt mere op fra jorden, og de sidste gange så jeg hvidmalede huse med røde tagsten spredte ud over vidderne, flere og flere for hvert år, ligesom de skinnende, brogede blomster på marken springe ud mellem vår og sommer, flere og flere for hver dag.

«Det er vel nok,» sagde en bonde mig for et halvt snes år siden, - «men ikke så vel heller, for folk bygge sig ude.» Meningen var, at for at betale bygnings-omkostningerne måtte de sælge både gård og grund og havde altså ikke længer noget hus at være i. Dette ord gjorde mig så ondt, og jeg har tænkt på det så tidt. Men nu var jeg på Jæderen ifjor, og fremdeles så jeg fremskridt, så sagen dog ikke er nogen umulighed; men det forstår jeg vel, at på et land som Jæderen skal der både omtanke og vinskibelighed til for at gjøre sådanne fremskridt.

Først vil jeg forsøge at fremstille stueformen således, som jeg har opfattet den ved at agte på de ældste bygninger, jeg har truffet til at se(176).

Fig 71 viser grund-planen. A er stuen, dagligstuen, bygget af tømmer, med 1, høisæde, 2, fast bænk, 3, langbord (jeg tør dog ikke påstå det så bestemt, at denne gammeldags indretning endnu bruges i noget hus, da det vel ialfald er blevet almindeligere at have slagbord med stole), 4, husbondens seng, tildels med et slags top eller himling, samt 5, bilægger-ovn; B, forstue eller gang, af panel, med trap op til loftet; C, kjøkken, ligeledes af panel, med bagdør og vindue ved siden af døren; i kjøkkenet 1, skorstenen («gruvå»), hvorfra der lægges i stuens bilægger-ovn; sammen med skorstenen er en indmuret bagste-helle; D, sengeværelse for gjæster, også betragtet som stads-stue, storstue, men her

bilde s. 164

kjendt under det navn boden («buå»), deri klæde-kiste (dragkiste); dette værelse er ligesom dagligstuen bygget af tømmer; E og E, en skut eller udbygning for hver ende af huset, med ydervæg af kampesten, brugt til torvskjul og bygget tildels med den hensigt, at den skal live for selve husvæggen, så denne bedre holder træk og kulde ude; F og F, en kove eller udbygning langs bagvæggen af begge stuerne, med ydervæggen dels af sten, dels af ringe træværk; koverne stå i forbindelse med kjøkkenet og bruges til madbod o.s.v., men tjene derhos ligesom skuterne til at gjøre det lunt om huset.

Tegningerne fig. 72, 73 og 74 vise det udvendige af et sådant hus.

Jeg mindes at have seet krumme skibs-planker blandt træværket og skjæve kahyts-vinduer i væggene -levninger af skibs-vrag, vidner om sømænds farer og lidelser ud for denne frygtelige kyst, - men også mærker på, hvor nøisomme huseierne have måttet være i denne skovløse egn.

bilde s. 165

Det lille vindue i tvervæggen lyser ind til et senge-loft over dagligstuen, hvor ungdommen har sit natteleie. Den skik, som man endnu kan finde i mange bygder, at ungdommen om vinteren ligger i fæhusene, har ikke i mands minde været brugelig på Jæderen, af den grund, at fæhusene have været så overmåde ringe, så det har sagt sig selv, at her gik det ikke an for folk at sove.

Loftet over forstuen og kjøkkenet er et meget ringe rum, uden noget vindue. Men jeg har tildels seet et lyshul i taget, som blev lukket med en halmdot, og som hed ljore - en mindelse altså fra røgstue-tiden.

Over gjæsteværelset eller «boden» er gårdens stabburs-loft, hvor korn, fladbrød, kjød o.s.v. forvares. Thi der er ikke særskilte stabbure eller stolpeboder på Jæderen.

Under mit sidste besøg på Jæderen, 1860, blev jeg engang opmærksom på, at en bonde, som gjæstevenlig førte mig ind i stads-stuen, hvor konen havde dækket bordet for mig, udtrykte sig så, at han indbød mig til at gå med ham ind i «buå». Da hørte jeg navnet for første gang og studsede. Men da jeg så spurgte efter og erfarede, at loftet over dette samme værelset, «bua-loftet», tjente til hint øiemed som stabburs-loft, så syntes jeg strax at forstå hele sammenhængen.

Den jæderske stuebygning er et sammensat hus. Oprindelig har der her som vist overalt i landet (§ 11) været tvende særskilte huse, nemlig en stue til at bo i og en bod (bu) med tvende rum, et nedre og et øvre, det ene til klæder og gjæste-seng og det andet til madvarer. (Sædvanligvis er anordningen den, at madvarerne ere i det nedre rum eller i boden og gjæste-sengen på loftet; men netop fra nabo-egnen Ryfylke har jeg dog omtalt exempel på den modsatte anordning, $ 11, side 43-44.)

Nu behøver man kun at tænke sig, at Jæderen i fortiden var bebygget med dette tarveligste sæt af indhuse: stue og bod, og at hvert af disse huse var af den tarveligste form og indretning, stuen kun et eneste tømret rum med en forstue af panel (som fig. 64) og boden kun et stokværk, så loftet kun bliver rummet mellem loftsgulvet og taget (som fig. 8) - og vi have da sammensætningens enkelte bestanddele. Og nu skal der kun en liden bevægelse i tanken til, for at vi skulde kunne forestille os den forandring i den gamle skik, at boden blev flyttet tæt hen til stuen og forenet med den formedelst forstuen, som kom til at være imellem(177).

Nogle uger efter at denne forestilling var opgået for mig, var jeg i Suldal i Ryfylke, og her fik jeg ikke alene den forklaring af kjendte mænd, at det indtil nu nylig havde været almindeligt at have på gårdene en sådan stue og en lignende bod, men jeg traf endog til at se hin forandring foregå så at sige for mine øine: jeg var i et hus, hvor boden netop var flyttet hen til stuen, men arbeidet med at indrette under-rummet til et stadseligt sengeværelse og med at indrette en del af forstuen til kjøkken var ikke ganske færdigt endnu.

Og senere har jeg ialfald fundet et exempel på, at der i fortiden har været særskilte boder blandt bygningerne på Jæderens gårde, et exempel fra en enkelt gård, hvis bygninger temmelig omstændeligt opregnes i et par dokumenter af året 1522(178).

Men medens denne forandring i den oprindelige bygnings-skik er så ny i Suldal, er den på Jæderen rimeligvis temmelig gammel, foregået før mands minde, så der nu vel ikke skulde være nogen tanke om den længer, dersom ikke det navn «buå» havde sat på sporet(179).

Efter min opfattelse er der rigtignok den forskjel mellem Suldal og Jæderen, at hist har stuen været røgovnstue, her derimod sandsynligvis arestue. Denne er da forandret så, at bilægger-ovnen er kommet istedetfor aren. Men også dette er en forandring, som er foregået før mands minde. Jeg har seet bilægger-ovne på Jæderen med årstal, som vise, at de ere over 200 år gamle, og så gammel kunne vi da tænke os hin forandring.

Med vished kan egentlig kun dette siges, at der var en tid, da man også på Jæderen som overalt i landet brugte røgstuer; men at disse røgstuer havde are (og ikke røgovn), det finder jeg sandsynligst, fordi Jæderen ligger udenfor fiskeri-distriktet, som synes at være den strækning, hvor røgovnen ene har hørt hjemme (§ 41)(180).

Stuen og boden med det mellemliggende rum for gang og kjøkken er at agte for den egentlige bygning, og på alle sider undtagen vinduessiden er denne (og det er en særegenhed for den jæderske stueform) omgivet med skuternes og kovernes udbygninger.

Det er kanske mest disses lave torv-tage, som give bygningen det uanseelige ydre. Seet bagfra og i nogen afstand er en jædersk stuebygning neppe til at skjelne fra en poteteskjelder eller fra en af disse kjæmpehauge, som netop der er så mange af.

Men man forsones med uanseeligheden, når man bliver opmærksom på hensigtsmæssigheden. Jeg har allerede sagt, at udbygningerne gjøre det lunt om selve huset, og jeg tilføier, at stormen, som vilde støde an mod bratte vægge, lettere glider hen over udbygningernes skrå tage.

Det kan også mærkes, at jæderboen gjerne sætter sine huse langs med landets eller kystens retning, så vinduerne vende ud mod havet, og så nordvest-vinden, der her raser værst, stryger langs med huset og altså får mindst muligt tag i det.

Jeg ser af beretninger, at der er ligedanne udbygninger ved husene i andre veirhårde egne, på Færøerne (selve husets vægge af træ, men udbygningernes af sten og græstorv ligesom på Jæderen), samt i Jylland.

Jeg mener, at dersom vi kunde se et halvt hundrede år op i tiden, så skulde vi finde alle Jæderens 5 præstegjælde regelmæssig besatte med huse af det nu beskrevne slag. Men efter den tid mener jeg at kunne angive følgende række af forandringer og forbedringer.

1. Koverne bag ved stuen, først den ved dagligstuen, så begge, få noget bedre ydervægge og sættes ved døre i forbindelse, ikke med kjøkkenet, men med selve værelserne; rummene blive dermed vigtigere dele af huset og kunne bruges som senge-kover - endnu dog med ganske lave ydervægge og med skråtag, kanske endog uden vinduer.

2. Den næste slægt af stuebygninger blev anseeligere derved, at istedetfor det tidligere sid-tag (sid-toka, som går sidt ned på den ene side af huset) byggedes jevn-tag (jamn-toka, tag, som er jevnhøit på begge sider) Fig. 74 har viist os et hus med sid-tag (med græstorv); fig. 75 derimod forestiller et med jevn-tag (men tagsten). Ved denne forandring med taget opnåes, at kovens rum nu bliver lige så høit ved ydervæggen som ved indvæggen eller lige så høit som stuens, og ved sådan bedre bygning får koven det nyere og ligesom fornemmere navn kammers.

bilde s. 168

Det indre af et sådant nyere hus vil forståes af exemplet i fig. 76.

A, dagligstuen, med 1, slagbord, 2, stedet, hvor en boghylde hænger op på væggen, 3, stue-uhr, 4, seng, 5, melkehylde, 6, bilægger-ovn; B, stuekammers med 1 og 1, senge, for tjenerne eller børnene; C, forstuen; D, kjøkkenet med 1, skorsten, 2, torv-krogen, 3, trappe til loftet; E, spiskammers; F, «buå», med panelede og tildels malede vægge, og formedelst

bilde s. 169

denne nymodens indretning mere og mere kaldt «storstue», med 1, bord, 2, dragkiste eller i senere tider skatol, 3, seng; G, «bua-kammers», med 1, seng; H og H skuter til torven.

Man bemærke det nye værelse, som vi så her, nemlig særskilt indrettet spiskammer. Mange reisende have forundret og forarget sig over det syn, som så hyppig sees i gammeldags bonde-huse i alle vore landsbygder: i hylder og vindues-karmer i dagligstuen stå halvt tømte grødfade og melkekopper med slumper af melk i, og på bordet i selve storstuen stå smørstykker og oste hensatte - et stærkt billede på uryddighed. Tilskueren er så snar til at sige: Se, hvilken skjødesløshed. Men tingen er, at fra gammel tid har det ikke været påtænkt at have særskilt spiskammer, hvor husmoderen med lethed kunde sætte hen det brugte bordtøi og levninger fra måltidet. Den nye skik med spiskammere (jeg mener, den skriver sig fra de sidste 10 eller 20 år) betegner derfor en vending i tænkemåde og sæder.

Af fig. 75 er det seet, at de lave udbygninger på bagsiden af huset ere forsvundne; skuterne for enderne af huset ere også undertiden sløifede. Ovenfor priste jeg hensigtsmæssigheden af disse udbygninger; her skal jeg derfor tilføie, at det ly, de gav mod stormen, behøvdes mindre ved de nyere huse af den grund, at disse ere stærkere tømrede og bedre bordklædte.

Fremdeles lader det dog til, at det på det flade Jæderen befindes uhensigsmæssigt at bygge øvre stokværk på husene; det høieste, jeg har seet, er et kvist-kammer over midten af bygningen.

3. Gjesdal, annex-sogn til Ly præstegjæld, er den bygd på Jæderen, som ligger længst inde i landet, og i modsætning til Jæderens mærkværdige fladland langs havkanten er den med sine åser fast som en fjeldbygd. Jeg mente, at jeg her skulde finde overmåde gammeldags bygdeskik; men jeg fandt heller tegn til fremskridts-ånd.

En bonde på gården Edland i dette Gjesdals sogn havde for neppe 10 år siden bygget sig en stuebygning af omtrent sådan grundform som fig. 77.

1, gang og kjøkken, med skorsten a samt lofts-trappe; 2, en indre gang; 3, spiskammer; 4, daglig-stue, med bilægger-ovn; 5, sengekammer

bilde s. 170

og vordende folgebolig (for folge- eller føderåds-folkene), ligeså med bilæggerovn; 6, «buå», med kakkelovn; 7, kammers, med gjæsteseng.

Her ere jo forandringerne så store, at der ikke er stor lignelse igjen af den forrige bygnings-skik. Men forandringerne ere betydelige forbedringer. Før gik forstuen og kjøkkenet tvers igjennem huset, skilte værelserne ad og tjente som en kanal for trækvinden, så det gik på helsen løst for husmoderen, som skulde stelle ved skorstenen. Her er disse ulemper undgåede.

Jeg spøgte med bonden og spurgte, hvorledes han havde kunnet vove at bryde således med den gamle skiks bud og paragrafer, at han ikke havde anden indgangsdør på huset end kjøkkendøren. Men han svarede i samme spøg, at var der storfolk, som ikke vilde gå igjennem hans kjøkken, så måtte det heller være det samme.

Det fornøiede mig at betragte dette hus, og jeg tænkte på, hvilken vinding det skal blive, når der anvendes sådan tænksomhed ved hvert nyt hus, som skal bygges. Vel forsvinder da den nedarvede stueform og det fortidens minde, som nu ligger gjemt i den; men de nye og vexlende husformer, som skulde afløse den gamle, skulle stå som billeder på folkelivets voxende lykke og fremadskridende forædling.

§ 45. DEN MANDALSKE STUEFORM

Fra Jæderen flytter tanken sig nu til Mandals-egnen, og fra Mandals by ude ved kysten drager den op igjennem den dal, hvis navn byen bærer, gjennem Holme, Øslebø, Løvdals, Finslands, Bjellands sogne, alt op til Aaseral inde i Hæk-fjeldets dalkløfter.

Her er god råd til at studere, hvad jeg kalder den mandalske stueform, dens udvikling og opløsning.

Begyndelsen er sikkerlig en røgstue, af det slag med are midt på gulvet (are-stue), blandt almuen her mest bekjendt under navnet ildhus (eldhus).

Jeg reiste igjennem dalen nu i denne høst, altså efter at stykket § 39 om arestuen var både skrevet og trykt. Fast hvert menneske vidste at fortælle mig om den tid da folk boede eller sad i dette slags huse, og efter gamle folks fortællinger slutter jeg, at det for de øvre bygders vedkommende ikke er over 100 år siden(181).

Jeg hidsætter den fig. 68, med hvilken jeg i § 39 forklarede ildhusets indretning.

bilde s. 171a

1, are, 2, langbænk, 3, pall eller tværbænk, 4, langbord, 5, forsæde eller langkrak, 6 og 6, senge for ægtefolkene og børnene. Her er ingen vinduer, altså ingen lysning uden gjennem ljoren eller røg-hullet. - Det er ellers en feil ved tegningen, at der ikke er et skur eller en udbygning foran den tværvæg, hvor indgangsdøren er, svarende til den nu brugelige forstue.

At de to senge skulde stå just i de kroge, det var egentlig kun en gjetning af mig, og den var jeg kommen på ved sammenligning med den nu brugelige ordning i ovnstuer. Men nu hørte jeg på min reise oppe i Aaseral et par ældre bønder beskrive nogle ildhuse, som havde været beboelses-huse, og som de endnu kunde mindes, og dermed blev hin gjetning bekræftet(182).

Med fig. 68 sammenligne man nu fig. 78.

bilde s. 171b

A, ildhus, med 1, are, og 2, et par faste bænke. Der er ikke anden lysåbning end ljoren. Dette ildhus er nu husets kogehus eller kjøkken. B, forstue («fosstove»)(183), dannet af de to bindingsværks vægge, som forbinde ildhusets og stuens tømmerbygninger. C, stue («stove»), med: 1, bord, omkring hvilket høisæde (med høisædes-skab) samt andre bænke; 2 og 2, senge, 3, «senge-skab», der egentlig er et indelukke for kjelder-lemmen, endelig 4, kakkelovn(184).

Jeg hidsætter endnu fig. 79 for at give en forestilling om husets ydre. Den mindre og lavere del er naturligvis ildhuset; den større og høiere svarer til rummene B og C i grundplanen.

bilde s. 172

Sammenligningen mellem det gamle og nye vil falde lettere endnu, når man vil forestille sig en røgstue-bygning sammensat af to ildhuse, det ene indrettet til beboelse som fig. 68, det andet kun til et kogehus som fig. 78, A, begge endelig forbundne med en forstue som fig. 78, B. Og jeg har grund til at tro, at fortidens bedre røgstuer vare således indrettede, så man altså slap at have al kogning med samt brygning og bagning inde i selve beboelses-værelset.

Nu mener jeg, det viser sig tydeligt, hvorledes den nye bygning er dannet efter den gamles forbillede, kun med en række af forbedringer.

Hovedsagen er, at den simple are af gråsten er sløifet i stuen, og en malm-ovn er kostet istedet. Når aren kom bort, så behøvedes ikke længere ljoren i taget, og der kunde da lægges loft over stuen. Men så måtte der end videre vinduer i væggen, siden værelset ikke længere fik lys gjennem ljoren.

At stuen C er dannet efter forbilledet af ildhuset fig. 68, det sees af de ting, som ere i stuen, og af den plads, de have fået.

I stuen ere to senge, og begge stå ved en og samme langvæg, der nu bliver den bagre væg, midt imod vinduesvæggen. Dette forhold findes ikke i nogen af de ovenfor afbildede stuer, hverken den akershusiske, throndhjemske, bergenske eller jæderske. Men det gjenfindes i den gamle mandalske røgstue eller ildhuset fig. 68, og herfra er da den særegne skik sikkerlig kommen, som en arv fra den gamle til den nye slægt af huse.

Når sengene skulde stå i de to hjørner og høisædet fremdeles skulde stå i hjørnet mellem vinduesvæggen, og den indre tværvæg, hvilket også stemmer med fig. 68, så blev der ikke noget andet hjørne tilovers for ovnen end det, hvori vi finde den (C, 4).

Kommer man fra Jæderen, eller kommer man fra Christiania-egnen, eller dersom man kun fra Mandals by gjør et besøg op i disse bygder, så studser man over at finde kakkelovnen i det hjørne, mellem stuedøren og vinduesvæggen. Det vil være en besynderlig undtagelse, om der i hele Christiania stift eller på hele Jæderen er et eneste hus, hvor ovnen står så; men i de bygder, hvor den mandalske stueform endnu hersker uforandret, er det stående skik hus for hus. Det viser sig endog meget kjendelig udvendig på huset, hvor den lille kakkelovns-pibe stikker op ved nederkanten af taget, tæt til siden for indgangsdøren.

Jeg undrede mig længe over dette. Mon denne synderlighed skulde være en blot og bar tilfældighed, kun skikket til at vække en ørkesløs undren? eller mon den ikke har sin bestemte årsag og altså står som et tegn, der vil tydes?

Langt om længe har jeg tydet det så, som nys forklaret, at stuen er dannet efter ildhusets forbillede, og at der af den årsag ikke blev anden plads for ovnen.

Nu ser jeg i denne småting, som vel de fleste vil kalde det, en mindelse om den hus-skik, som havde bestået kanske fra Halfdan Svartes dage indtil den blev afløst af den nu brugelige, og denne ovnens plads bliver mig et af den mandalske stueforms kjendings-mærker.

Et andet kjendingsmærke er senge-indretningen. I ildhuset eller røgstuen havde der kun været senge af simpleste slag, fastspigrede til væggen; her ere høie senge-stolper som bære en karnis, og sengene ere byggede sammen med det mellemstående skab, - et nagelfast og indbyrdes sammenhængende snedker-arbeide, ufravigeligt siret med kunstrigt list- og tavle-værk.

Ligheden er så stor, at når man har seet denne stue-prydelse i et hus, så kjender man den i alle. Fig. 80 viser en prøve(185).

Sengene ere tegnede lidt på skrå, som de vise sig for en, når man står oppe ved høisædet. Karnissen tjener som hylde, og på den står der gjerne melkeringer og krustøi. Under den ene seng synes jeg at se et par træsko.

I det hus, hvorfra tegningen er taget, var arbeidet så smukt, som snedkerens høvl kunde gjøre det. Men i de fleste huse har malerens kunst forenet sig med snedkerens, og en mangfoldighed af farver stråler os imøde.

Den fremmede betragter vil ikke nægte, at det hele gjør et godt indtryk. Og de, som ere voxede op i disse huse og derfor kanske aldrig have tænkt over, hvorfra denne skik monne være kommen, ville sikkerlig forundre sig over følgende forklaring:

Sengenes plads synes, som sagt, at være en ældgammel bygde-skik. Men måden, hvorpå snedkerarbeidet er udført, eller dette slag af forsiringer: karnis og lister samt tavler eller speil-fyldinger, hører til en egen kunst-art eller stil, som engang har været gjængs hele Europa over - udgået fra de store kunstnere og mestere i Rom og Paris og andre hovedstæder, og efter de af dem byggede og smykkede kirker og paladser efterlignet overalt i landene og fast i hvert hus, hvor en væg eller et skab skulde have lidt stads at vise frem. I de sidste århundreder have flere sådanne kunstarter udbredt sig over Europa, den ene afløsende den anden, således som vi i vår egen korte levealder kunne se flere moder i klædedragten at afløse hinanden; kunstkjendere have navne på disse bygnings-moder (renaissance, rokoko o.s.v.), og de vide at sige os, hvor gammel enhver af dem er, hvad tid den er opfundet og udviklet. En kyndig mand her i Christiania, hvem jeg viste tegningen til fig. 80, sagde mig strax, at denne kunstart har sin begyndelse så langt op i tiden som ved året 1620 i det tidligste.

Men fra Rom og Paris er det lang vei op til Holme og Bjelland og Aaseral, og hvad tid mon efterligningen nåede herhid? Jeg mener dengang, da ildhusene afløstes af disse ovn-stuer - i løbet af forrige århundrede(186). Dette slags forsiringer have ikke passet for de sodede ild-

bilde s. 175

huse, men af bøndernes fortællinger veed jeg, at de vare at se allerede i det største sæt af stuer, som kom efter ildhusene(187).

I husmandsstuer og ellers i fattige huse må vel stuen savne denne «opstasing». Men dette hindrer mig ikke at betragte indredningen med de to karnis-senge og sengeskabet som et kjendingsmærke for den mandalske stueform.

Et tredje kjendingsmærke er endelig, at huset er en loft-stue, som det kaldes, bygget i to høider (etager). Der var jo i grunden ikke noget i veien for, at en stuebygning af den beskrevne form forresten kunde bygges i kun en høide enten med sperrestue som i Østerdalen eller med kun et halv-loft over lemstuen som på Jæderen; men det hørte nu med til skikken, at den, som sagt, skulde have to høider(188).

Det var nu det første sæt af stuebygninger; som fig. 78 og 79 fremstillede, det første sæt efter røgestuerne eller de beboede ildhuse. Men allerede sønnerne af de mænd, som havde bygget de nye huse, byggede endnu større og gildere, med to stuer i rad (den rette stue eller dagligstuen og nystuen eller gjæstestuen) samt med ildhuset heftet til på bagsiden. Fig 81 og 82 give et begreb om denne udvikling af den tidligere tarvelighed.

Nystuen adskiller sig fra dagligstuen kun derved, at der ikke er noget sengeskab i rummet mellem de to karnis-senge. Imidlertid står der gjerne en dragkiste eller et skatol i skabets sted.

bilde s. 177

Jeg kan anførte et mærkværdigt exempel på ensformighed i gårdenes bebyggelse. I Aaseral syntes jeg ikke at se andre beboelses-huse end enten efter fig. 78 og 79 eller efter fig. 81 og 82, så det faldt mig ind, at det måtte gå an at tage tal på, hvor mange der var af hvert slag. Og ja, det gik an: sognepræsten, hr. Schübeler, opgav mig på stedet, efter hukommelsen, hvordan det havde sig på de fleste gårde, og efter indhentede op-

bilde s. 178

lysninger har han siden tilskrevet mig om resten. Jeg kan da meddele følgende mærkelige statistik over samtlige bønders stuebygninger i hele Aaserals præstegjæld (thi præstegården er ikke medregnet, de få husmandspladse ikke heller).

Bygd Gårde Bønder Stuebygninger med
1 stue 2 stuer
Øst-heien, mod Hordnæs 8 29 24 5
Langs Mandals-elven 5 18 9 9
Langs Ørevandet 5 16 10 6
Kirkebygden 4 40 31 9
Vest-dalen 3 24 21 3
Øst-dalen 11 39 33 6
Omkring Logne-vandet 6 15 9 6
Heien ovenfor samme 3 7 7 0

Hele Aaseral 45 188 144 44

For en menneske-alder siden var der rimeligvis endnu færre eller kanske slet ingen huse med to stuer. Går bygden fremad i velstand en menneske-alder endnu, så skal der ganske vist være færre huse med kun en stue.

Som i de ydre bygder, så er også i Aaseral i den senere tid aren i ildhuset på mange steder ombyttet med skorsten. Men på det nær, og på endnu en undtagelse nær, som strax skal nævnes, svare de 144 og de 44 huse i alle væsentlige stykker hine til fig. 78 og 79, disse til fig. 81 og 82 - altså påfaldende ensformighed.

Den undtagelse, jeg talte om, er den, at 2 af de 44 huse egentlig svare til den endnu mere udviklede form, som findes fremstillet i fig. 83 og 84. Det er en nyere form. Hine 2 huse i Aaseral ere også byggede i de allersidste år. Længer ud i dalen er denne forbedring både udført tidligere, og der findes da allerede flere huse af dette slag.

Huset har, seer man, fået dobbelt bredde. Dette er skeet derved, at ildhuset, der før var som en bygning for sig selv, nu er draget ind under selve stuebygningens tag og dermed omdannet til et almindeligt kjøkken

bilde s. 179

D med skorsten i hjørnet. Samtidig er der på den ene side af kjøkkenet indrettet et bagkammer eller sidekammer E (af almuen benævnet le-kammer, af le, gammel-norsk hlið, som betyder side), samt et vedskjul F (eller også et bagkammer til istedetfor vedskjulet).

Da den bagre del af huset kun er bygget op i enkelt høide, så får huset det slags sid-tag, som jeg har beskrevet $ 44, side 168, og tvervæggen ser da ud som i fig. 85.

bilde s. 179

Men kommer man længer ud i dalen, hvor der åbenbar må være større og større velmagt, så kan man finde temmelig mange dobbelt-brede og

bilde s. 180

derhos fuldstændig dobbelt-høie huse, med jevn-tag istedetfor med sid-tag, så tvervæggen kommer til at se ud som i fig. 86.

Istedetfor de få ruder øverst oppe i brystet på dette hus ser man en sjelden gang et fuldkomment stort vindu, som da lyser ind til et brystværelse oppe på øverste-loftet. Et sådant hus kan man sige består af halvtredie høider.

Når jeg hertil lægger dette, at nogle få huse af denne familie også ere voxede i længden, idet et ende-kammer er tilføiet ved den ene af stuerne, så har jeg beskrevet den hele væxt.

På bildet fig. 86 ser man den lille røgepibe, som stikker op tæt nede ved tagskjægget på den høire side. Det er kakkelovns-piben, og den er mig et tegn på, at kakkelovnen står på sin gamle plads i stuen, i det fremre hjørne. Men i huse, som have nået den sidst fremstillede høie grad af udvikling og altså ere byggede temmelig nylig, tør det dog oftest være så, at denne gammeldags måde er forandret, og at ovnen er bleven sat i det bagre hjørne, som grundtegningen fig. 87 viser en prøve på.

Her ere flere forandringer gjort med det samme: en løs seng har

bilde s. 180

afløst den eiendommelige senge-indredning, og de faste bænke have veget pladsen for stole og sophaer.

Kjøkkenet og bagkammeret er ikke ligedan som i fig. 83. Tingen er, at denne indretning er fra nyere tid, og det lader overhovedet til, at i nutiden kan der vanskeligere danne sig faste skikke end i fortiden, og det i hvilkensomhelst sag. Hovedsagen var, at istedetfor det gamle ildhus vilde man indrette sig et bagværelse til kjøkken - for resten blev det, som det kunde falde sig(189).

Den forandring, at kakkelovnen blev flyttet fra det fremre til det bagre hjørne osv., er den begyndende opløsning af den mandalske stueform, som nu har tabt noget af sit eiendommelige og kjendelige. En fortsættelse af opløsningen er den forandring, at huset, med dobbelt bredde som fig. 87, bygges kun med enkelt høide. Som prøve hidsættes fig. 88.

bilde s. 181

Under det brede tag er her rum til at indrette brystværelser, så huset kan få, hvad man kunde kalde: halvanden høide, og for en almindelig bondefamilie vil dette være husrum nok.

Med så smækkert tømmer, som der nu bygges af, vil underdelen af bygningen lide under byrden af den svære overdel som i fig. 86. På sådanne grunde kan det forudsees, at den nyeste tids mode med enkelthøie huse vil få almindelig indgang. Og det skal vist ikke feile, at husene vilde vinde i bekvemmelighed og hygge. Men det kan også forudsees, at der bliver mindre og mindre af den påfaldende lighed, som var før, da det så ud, som om alle husene i en hel bygd skulde være byggede efter en og samme model.

Det nye begynder i de ydre bygder og går lidt efter lidt op igjennem dalen. Så som det ser ud på gårdene i Aaseral nu idag, forestiller jeg mig, at det engang i tiden har seet ud helt ude ved kysten og på øerne. Men den gang da folk her ude netop var kommet til at bo i huse af hvad jeg kalder: den oprindelige mandalske form, fig. 78 og 79, da lod folket i Aaseral sig sikkerlig endnu en stund nøie med de gammeldags røgstuers endnu større tarvelighed.

Det gik mig ialfald så på min flygtige reise fra Aaseral ned til Mandals by, at for hvert skydsskifte eller for hver bygd syntes jeg at se udvikling eller forandring fra det simple gamle til det bedre nye, og overalt fik jeg det indtryk af hvad jeg så og hørte, at som det nu er ovenfor, så har det for længere eller kortere tid siden været nedenfor.

Nu må man kanske drage en mils vei op fra kysten, før man finder et hus med det gamle mærke, at kakkelovnen står i det fremre hjørne. Men enhver ældre mand vil sikkert mindes den tid, da denne gamle brug var almindelig også herude(190).

Ved en sådan betragtning af gårdenes bebyggelse blev reisen ned igjennem dalen mig som et blik opigjennem tiderne: ved hjelp af hvad jeg nys havde seet nogle mil ovenfor, syntes jeg at se, hvordan der på ethvert sted nedenfor monne have seet ud for nogle menneske-aldere siden.

Og forskjellen viser sig ikke blot i husernes former og indretninger.

Oppe i Aaseral så jeg vel en enkelt stolpebod, som med sine udsøgte og vel telgjede tømmerstokke mindede om oldtidens fortrinlige tømmerbygningskunst. Men det almindelige er dog et meget simpelt, ja stundom høist kluddret tømmermands-arbeide(191), og ere husene bordklædte, så er det oftest udført på en så rå måde, at der ikke har kunnet være tale om tillige at male dem. Noget længere ude i dalen tiltrækkes øiet ved de venlige rødmalede huse med hvide hjørne-bord og vindues-karmer, og endnu længer ude skinner det lang vei af de grågule og hvide huses blanke oliemaling. Inde i disse huse finder man ikke sjelden ialfald gjæstestuen gipset, malet, tapetseret, udstyret med polerede birketræes møbler, skilderier og speile i gyldne rammer, gardiner for vinduerne, hæklede tepper over kommoden og sopha-bordet. En modsætning til denne forsynlighed og orden var den gamle røgstue-skik, som folk i Aaseral endnu vide at tale om, at når aren optog for stort rum af den lille stue, så man istedetfor almindeligt langbord måtte hjælpe sig med en «skive», der var til at slå op mod væggen, og når der nu og da ikke syntes at være tid til at rydde tilside ting, som stod i veien, for at slagbordet kunde blive slået ned, så holdt familien sit måltid på den måde, at man satte grødgryden imellem sig på krakken og spiste af den. En anden modsætning er den, som man endnu den dag idag skal kunne finde i selve kirkebygden i Aaseral, at der ikke i et blandt ti huse er en ordentlig vasbøtte i ildhuset eller kjøkkenet - når der skal koges grød f.ex., må der springes til brønden med en melkeringe eller med selve gryden(192).

§ 46. STUEFORMERNES UDBREDELSE

Det traf sig så, at i de dage da § 44 eller stykket om den jæderske stueform blev trykt, reiste jeg atter omkring på Jæderen, og det var naturligvis af interesse for mig at sammenligne den beskrivelse, jeg nys havde vovet, med den virkelighed, jeg nu så for mine øine. Et og andet lærte jeg vel at opfatte bedre nu; men i hver bygd fandt jeg dog bestyrkelse for, at når man kunde se bort fra eller ligesom skue igjennem det lag af forandringer, som den sidste menneske-alder har medført, så skulde man få se hele Jæderen besat med huse, som i alt væsentligt have svaret til fig. 71 til 74, med en forunderlig ensformighed - bygd for bygd, ja gård for gård.

Det fandt jeg også, at den samme stueform havde udbredt sig over det sydlige nabo-distrikt Dalerne, ialfald over de nærmeste bygder Birkrim, Helleland, Heskestad.

Dalerne hører ligesom Jæderen til Stavanger amt, og dette grændser sammen med Lister og Mandals amt. Det punkt af kysten, hvor åen Sire falder i havet, har fra gammel tid af været som et skille-mærke mellem hvad man på disse kanter kalder Nordlandet og Østlandet, og som det i oldtiden skilte mellem de tvende fylker Rogalandet i nord og Agder i

bilde s. 184
Fig. 89(193)

øst, så skiller det nu mellem Stavanger amt på den ene side og Lister og Mandals amt på den anden.

Med en omstændeligere undersøgelse skal det måske vise sig, at den gamle grændse mellem Rogalandets og Agders folkestammer også er bleven grændse mellem de bygde-skikke, hvis udvikling i nutiden vi her beskjæftige os med.

Det nuværende Lunde hovedsogn sydligst i Dalerne dannede på en måde en undtagelse allerede i oldtiden: skjønt beliggende på nordsiden af åen Sire, hørte det dog ikke til Rogalandet, men til Agder, rimeligvis fordi det monne være blevet bebygget af folk fra dette sidste fylke, og det er først i en senere tid, at det er skilt fra Agder eller fra Lister og Mandals amt og lagt til Dalerne eller Stavanger amt(194). Dette samme Lunde tør danne en undtagelse den dag idag: jeg er ikke vis på det, men jeg har en formodning om, at gårdenes bebyggelse i dette ene sogn af Stavanger amt mere svarer til bygnings-skikken i de tilstødende bygder af det gamle Agder, i Bakke og Siredalens præstegjælde.

På min nys nævnte reise i denne høst kom jeg til at overskride grændsen mellem de to gamle fylker eller nuværende amter høit oppe i bunden av en fjeld-dal, hvor Heskestad sogn i Dalerne støder sammen med Siredalens præstegjæld i Lister fogderi. Overgangen var mærkværdig. Den jæderske stueform fulgte mig til den sidste gård i Heskestad, og en fjerdingsvei derfra, på den første gård i Siredalen, kunde jeg allerede se, at nu var jeg i en egn med en ganske anden bygnings-historie(195).

På Jæderen og i Dalerne havde jeg ikke fundet mindste spor af røgstuer eller ildhuse, og selv hos gamle folk havde jeg ikke fået høre mindste erindring eller sagn om dem. I Siredalen fandt jeg det så, som jeg allerede har beskrevet det under Aaseral: på mange gårde har man endnu ildhus med are til kogehus, og hver mand veed at tale om den tid (man mente det kunde være som 100 år siden), da alt folket endogså boede i dette slags huse.

På Jæderen og i Dalerne fandt jeg kun en mindelse af den oldtids-mæssige skik med senge- og madbod, den mindelse nemlig, at det værelse i selve stuebygningen, hvor gjæste-sengen står, kaldes for en bod. I Siredalen derimod mødte mig den skik, som siden fulgte mig bygd for bygd østover, at der til hver stuebygning hører (eller dog vides at have hørt - thi skikken er nu i aftagende) en særskilt bod med underrum til gjæstesenge og loft til madvarer, eller endnu bedre: to boder ved siden af hinanden, en til hint og en til dette brug(196).

På Jæderen og i Dalerne så jeg ikke så mange som 5 stuebygninger med to høider; der var kun hvad man kunde kalde halvloft over stuen, med vindue i gavlen. I Siredalen derimod er skikken ligesom i Mandalen, at ethvert hus, som ikke er altfor fattigt, skal have helt loft over stuen, med vindue i langvæggen, hvorhos det også ligesom i Mandalen er blevet mere og mere almindeligt at have «nystue» på den anden side af forstuen.

Med alt dette kan jeg dog ikke sige, at den mandalske stueform grændser lige hen til den jæderske. Siredalens huse mangle og have altid manglet nogle af hin stueforms eiendommeligheder. I Siredalen står kakkelovnen i stuen ikke i det fremre, men i det bagre hjørne; her ved bagvæggen bliver da kun rum for en seng, ikke for to; sengeskabet kjendes ikke her, og på dets plads er i bedre huse gjerne dør til et «le-kammer» (sidekammer).

Som i Siredalen, så mener jeg at bygningsskikken omtrent er eller har været i største delen af det prikkede strøg på kårtet fig. 89(197). Det er kjendelig forskjel fra den jæderske stueform på den ene side og nært slægtskab med den mandalske på den anden.

Kun i en del af kyst-strækningen til det samme strøg, det flade, veirhårde, skovbare Lister, er stueformen mere lig den jæderske. Årsagen tør ligge i naturforholdene, som gjøre, at Jæderen og Lister ere så lige indbyrdes, men skille sig mærkelig fra alle andre bygder rundt omkring. På Lister har man som på Jæderen og i den største del af Dalerne ikke andet end torv at brænde; og derfor måtte den opfindelse med støbte malmovne være mere velkommen der end i skovbygderne, så jeg forestiller mig, at medens man her i endnu en lang stund vedblev at bo i ildhuse og vederkvæge sig ved arens blussende ild, så var der hist i torvbygderne allerede blevet en fast skik, således som den dag idag, at have bilæggerovn i stuen(198). - Dersom en oldforsker vilde tage sig for at undersøge disse ovne eller lægge mærke til årstallene og støbestedene, så kunde man kanske deraf slutte sig til, om forandringen foregik samtidig på Jæderen og på Lister, eller om skikken blev indført senere på det ene sted og da kanske efter det andets forbillede(199).

Det finder jeg ialfald troligt, at da bygderne indenfor Lister, høiere op i landet, senere hen afskaffede røgstuerne, så kom de i et og andet til at følge forbilledet fra Lister og fra Flekkefjords og Farsunds nærliggende småbyer.

Ved siden af det prikkede strøg på kårtet sees det stregede at grændse imod, og dette strøg skal betegne den egn, som den mandalske stueform har udbredt sig over.

Det er ikke meningen, at denne stueform just skulde være opkommet netop i Mandalen, og derfra have udbredt sig videre. Men navnet tog jeg deraf, at jeg først blev ret opmærksom på den i Mandalen og siden fandt den herskende i hele Mandals fogderi, med dets mange og folkerige småbygder, fra fjeld til fjære(200).

Udover dette fogderis grændser har skikken udbredt sig mod vest i Lister fogderi til de øverste bygder af Lyngdalen (Heggebostad hovedsogn med Ekens annex) og af Kvinesdalen (Fjotland), samt mod nord og øst ind i Robygdelagets fogderi, Nedenæs amt, nemlig op til det øverste af Mandalen (Aaseral), opad hele Sætersdalen (Evje, Bygland, Valle) og et lidet stykke opad Topdalen (Birkenæs annex til Tvedt og Vegusdals annex til Evje).

Mindst sikker er jeg med hensyn til de to sidstnævnte annex-sogne. Og i det hele taget må jeg skynde mig at tilføie, at angivelsen af grændserne for dette strøg for den mindste del støtter sig til egen beskuelse, men hovedsagelig til, hvad jeg har fået udspurgt af andre.

Nu i høst reiste jeg op igjennem Lyngdalen og derfra over til Mandalen. Ovenfor Lyngdalens hovedsogn ligger Kvaas, der er annexsogn til hint. Ved at overskride grændsen mellem dette sogn og Heggebostad kom jeg ind i strøget for den mandalske bygnings-skik, og dennes ældre og yngre former fremstillede sig for beskuelsen fast gård for gård lige til de nærmeste omgivelser om Christiansand; da jeg her gik ombord i damp-skibet, kom jeg ikke til at iagttage, hvor østgrændsen for strøget monne være. På en udflugt i 1860 fra Christiansand af op til Øverbø fandt jeg det ligedan der.

Dette, at en stærkt udpræget hus-skik har trængt igjennem og gjort sig gjældende som en ufravigelig regel i en stor egn, er mig en så mærkværdig ting, at jeg nok syntes det skulde være værd at komme efter skikkens grændser. Men at jeg nu fremsætter min opfattelse med dens usikkerhed og mulige feil, det sker med den tanke, at det kan blive begyndelsen til sagens bedre belysning herefter. Kunde det så yderligere lykkes at få udgransket årsagen til, at den samme skik udbredte sig netop så vidt mod øst og mod vest, så skulde derved kanske adskilligt være vundet til forståelse af folkets kår og sæder i fremfarne tider. Og hel mærkeligt skulde det være, dersom det kunde ansees for mere end et træf, at østgrændsen for den mandalske stueforms strøg falder sammen med en grændse som fra umindelige tider har skilt mellem tvende hoveddele af det førnævnte Agder-fylke, nemlig Vest-Agder og Øst-Agder, på hver sin side af et punkt ved øst-siden af den fjord, hvori Sætersdalens og Topdalens elve udmunde(201).

§ 47. DEN NEDENÆS'SKE STUEFORM

Bygderne strax i øst for Christiansand alt til østgrændsen for Christiansands stift høre til Nedenæs amt.

I det østligste strøg her, i bygderne Moland, Holt og Søndeled, mellem Arendal og Østerrisør, fandt jeg på gjennemreise i året 1860 en, som jeg syntes, meget interessant stueform. Hvor denne var udviklet som mest, svarede husene til grundtegningerne fig. 90 og 91.

Fig 90, nedre høide. A, stue, brugt som storstue eller stadsværelse, med 1, kakkelovn, 2, bord med bænke (oftere dog kanope eller sopha og stole), 3, seng. B, Kammers, brugt som dagligstue, med 1, muret «ovn» eller «spis», d.e. en skorsten, som er åben til to sider, så ilden kan lyse i værelset; den bruges naturligvis også til at koge på; 2, kakkelovn, sat ved siden af skorstenen, for at hjælpe til med at holde det varmt i værelset; 3, bord med bænke, 4, seng med karnis over; 5, en såkaldet «kove», d.e. et indelukke for kjælderlemmen, bygget op i høide med senge-karnissen, altså nogenlunde svarende til den mandalske stues sengeskab, fig. 78. Karnissen, som går i et over sengen og koven, er indrettet som hylde for kopper og glasse, og derfor heder den også skjænk. Denne hele indretning er dog nu afskaffet i mange huse, og der står kun en almindelig seng istedet. C, ildhus eller bryggerhus, hvilke navne her bruges om hindanden; det første navn indeholder vistnok et minde om den tid, da man brugte ildhus med are i hvis sted her nu er 1, skorsten med 2, bagerovn. I ildhuset sees stundom senge, så det kan bruges som sommerstue, at dagligstuen kan stå ledig en stund og blive udluftet. D og D, svalgange, lang-sval og midt-sval, med 1, trap op til øvre høide. Svalgangene ere lukkede med hel bordvæg, og i dem ere afpanelede flere mindre rum, navnlig E til spiskammer og F til klædekammer.

Fig. 91, øvre høide. A, salen, hvori 1, skorstens-piben, som går opp fra

bilde s. 190

skorstenen nede i kammers'et, samt 2 og 2, senge. B, kammersloftet, afpanelet i to små senge-værelser, det ene for pigerne, det andet for gutterne. C, bryggerhus-loftet, enten brugt som stabburs-loft eller, som her, indredet til føderåds-bolig og derfor afpanelet i det større værelset a med skorsten og seng samt det mindre rum b. D og D, den øvre svalgang, med 1, opgang nedenfra, og 2, trappe til øverste-loftet, samt med aflukkerne E, F og G, til forskjelligt brug, klædekammer for tjenestefolkene o.s.v. - øverste-loftet endelig er indrettet som stabburs-loft, når bryggerhusloftet har fået hin anden bestemmelse.

Huset ser ikke anseeligt ud på forsiden, hvor indgangsdøren er, fig. 92.

Desto gildere tager det sig ud fra den anden side, hvor den lange rad af vinduer skinner os imøde fig. 93.

Det er stor forskjel, når vi sammenligne f.ex. med den mandalske stueform, hvor vinduerne stå på forsiden sammen med indgangsdøren. Man kan komme i vildrede med hvad der skal kaldes forside og bagside, enten fig. 92 eller 93.

Efter en stunds betragtning og betænkning fandt jeg i denne stueform et interessant exempel på, hvad jeg kalder: et sammensat hus. Det er en sammensætning og omdannelse af ældre og simplere husformer. Jeg

bilde s. 191

mener, at jeg kan ligesom plukke tilsætningerne fra og fremstille bygningernes oprindelige kjerne.

Efter al gammel skik skulde taget være røstet så, at mønen lå midt over selve stuebygningen, så taget altså kom til at gå sidt ned på den ene side, hvor svalgangen er. Her er altså den første forandring at gjøre, når vi ville omgjøre den senere tids forbedringer; derved få vi rigtignok et mindre rummeligt øverste-loft, og kornet og fladbrødet og kjødet, som nu forvares der, må vi altså have på bryggerhus- eller ildhus-loftet.

Efter al gammel skik skulde dog madvarerne ikke være her heller, men i et særskilt hus, et stabbur eller en stolpebod, for forsigtigheds skyld et godt stykke borte fra ildhuset(202). Vi tage altså loftet af ildhuset, og denne del af bygningen bliver altså ganske lav, på kun en høide.

Efter al gammel skik skulde heller ikke ildhuset være således et værelse i selve stuebygningen, men et hus for sig selv, nogle skridt fra stuen.

Tage vi så ildhuset bort, så står tilbage værelserne A og B, stuen og kammers'et, med tilsvarende overværelser A og B, fig 90 og 91.

Her er det påfaldende, at kammers'et B kun er skilt fra A med en panelvæg, og at denne væg er sat så, at kammers'et bliver en del bredere end det tilsvarende loft B a og b. Og især er det påfaldende, at forskjellen i bredde er just så stor, at skorstenen, som står i kammers'et B, stikker sin pibe op, ikke igjennem kammers-loftet B, men gjennem stue-loftet A.

Den tanke faldt mig ind, at man under den senere tids forandringer har flyttet panelvæggen og så, medens skorstens-piben blev stående urørt, kun har vendt selve skorstenen, som før monne have stået i stuen, men nu altså kom til at stå i kammeret.

Nu gjør jeg da også denne forandring om igjen, og derhos lukker jeg den dør, som for tiden forbinder kammers'et B med midtsvalen D, men som vistnok for bekvemmeligheds skyld blev hugget i væggen dengang, da ildhuset blev flyttet hid. Endelig sløifer jeg et par vinduer, som sikkerlig ikke fandtes i fortiden, da glasset var dyrt.

Hvad jeg da får igjen, bliver foruden overværelserne en stue og et kammer som fig. 94.

bilde s. 192

Men nu springer det i øinene, hvorledes denne stueform er beslægtet med den akershusiske, som § 20 fremstiller. Ja, grundtegningen svarer jo i det væsentligste til selve Løkkre-stuenLom, den, som nærværende afhandling gjorde begyndelsen med, og som findes fremstillet i fig. 3(203).

Dette var, som sagt, en række af formodninger. Men med fortsat efterforskning bleve disse stadfæstede skridt for skridt næsten ligetil det sidste punkt. Således blev jeg opmærksom på et hus på gården Sundsdal i Holt, som ikke alene var temmelig gammelt, men især var påfaldende ved sin gammeldags skik; hvad enten af mangel på lyst eller leilighed havde nemlig beboeren, der allerede var en aldrende mand, ikke udført de forandringer og tilsætninger, som i den sidste menneske-alder vare komne i brug i bygden, og derfor stod huset nu som et minde om en ældre tids større simpelhed. Og hertil kom, at manden i huset kunde mindes langt og forklare mig, hvorledes huset havde seet ud, før hans fader og, jeg tror, hans bedstefader gjorde adskillige af de forandringer, som i deres tid hørte til moden.

Det punkt, som jeg ikke på denne måde fik nogen egentlig stadfæstelse for, var det, at ildstedet oprindelig havde været stillet således som i fig. 94.

Jeg tvivler dog ikke på, at det har sin rigtighed også hermed, og jeg tænker mig, at en smule efterforskning i de indre og rimeligvis mere gammeldags bygder Gjerrestad, Vegaardsheien og Omlid kunde bringe lys i sagen.

Den, som ret skulde studere bygnings-skikken i strøget omkring Arendal eller fra Christiansand til Østerrisøer måtte flittig reise op og ned i dalene og sammenligne de nyere former i de ydre bygder med de ældre længer oppe i landet. Jeg har kun engang (det var som sagt i 1860) reist ad hoved-landeveien, tvers over alle dalførerne.

Men jeg fik dog denne forestilling, at den skik med spis, d.e. en stueskorsten af en noget særegen indretning og svarende til den i § 8 beskrevne peis (overalt i Christiansands stift, hvor dette ildsted er kjendt, lyder navnet spis, eller også speis) - at den skik, siger jeg, har udbredt sig fra Østlandet af mod vest alt til grændsen for den mandalske stueforms strøg.

Spisen har da fortrængt aren. Og jeg tænker mig, at det er skeet temmelig tidlig, nemlig medens støbte malmovne enten ikke vare opfundne eller også endnu vare meget dyre og vanskelige at få kjøbt. Omvendt tænker jeg mig, at arens afskaffelse i bygderne vestenfor, i den mandalske stueform, først gik for sig på en tidligere tid, da det var blevet let at forsyne sig med malmovne.

I bygderne østenfor Christiansand har igjen kakkelovnen i den seneste tid afløst stuens spis, som i sin tid havde afløst aren. Nedenfor Christiansand beholdt aren sin plads så langt ned i tiden, at den med en gang kunde ombyttes med kakkelovn(204).

Når aren ombyttedes med spis, kunde det være, at huset for resten forblev uforandret, og det kan have været af den allerenkleste form, nemlig kun et stuerum med døren på tvervæggen, som i fig. 68. Og jeg har som en formodning om, at en sådan hus-form kanske ligger til grund for bygnings-skikken i de øverste bygder ved Topdals-elven, og måske videre i den indre del af Nedenæs amt eller Robygdelaget(205). Ellers synes det at være gået således til med spisens indførelse, at man med det samme optog den østlandske stueform med et kammer ved tvervæggen og med indgangsdøren på langvæggen samt endelig med en svalgang foran, som i fig. 94.

Vi have seet, hvad bygnings-skik der på denne grundform er bleven udviklet i Holt og de andre bygder østenfor Arendal. I Øiestad strax vestenfor Arendal kan også den samme grundform kjendes (fig. 94); men her er udviklingen tildels bleven anderledes, på en måde modsat, med væxt ikke i længden, men i bredden.

Den beskrevne hus-skik i Holt og nærmest tilgrændsende bygder må altså betragtes ikke som fælles for alle de nedenæs'ske bygder, men som en særegen udvikling af en grundform, som er eller har været fælles (stue med spis)(206).

§ 48. DEN THELEMARKSKE STUEFORM

Her menes øvre Thelemarken i Christiansands stift, ikke nedre Thelemarken i Akershus eller Christiania stift.

At forstå et interessant punkt i bygnings-skikkens historie i dette bygdelag vil være det samme som at få rigtig rede på et noget indviklet forhold, som jeg allerede oftere har berørt, men som det kanske ikke er lykkedes at få fremstillet med klarhed.

Jeg peger derfor endnu engang på fig. 41 og fig. 40 i § 20.

bilde s. 195

Min opfattelse er denne:

Fig. 41 er grundformen for den thelemark'ske stueform. Den ligger også til grund for stueformen i det indre af Throndhjems stift, Ørkedalen, Guldalen o.s.v. Og som selve tømmerbygningen er ens, så har det også havt sig på ens måde med ildstedet i stuen: oprindelig var det are midt på gulvet, siden blev aren ombyttet med stue-skorsten, som i det throndhjemske kjendes under navnet lysovn og i Thelemarken kaldes spis eller speis. Kun er forandringen nok foregået en del tidligere i det throndhjemske end i Thelemarken(207).

Men imellem disse tvende egne af vort land ligger Akershus stift. Her har det vistnok en gang i fortiden været ligedan som i de nævnte egne på begge sider, men nu er der forskjel. Jeg har allerede før yttret den formodning, at da i de akershusiske bygder den oldtidsmæssige are ombyttedes med stue-skorsten (spis i Smaalenene, peis i Oplandet), så blev der tillige gjort den forandring med selve tømmerbygningen, at den, på undtagelser nær hist og her, ikke længer svarede til fig. 41, men til fig. 40(208).

Forskjellen består deri, at fig. 41 har forstue indeni selve det tømrede hus og dertil en halv kove (bi-værelse til stuen, kammer), hvorimod fig. 40 har hel kove og istedetfor hin forstue en svalgang af bord-vægge udenfor det tømrede hus. Dette kan se ubetydeligt ud; men denne afhandling indeholder mange exempler på, hvorledes en sådan liden forskjel i grundformen viser sig større og større, efterhvert som formen udvikles.

Den besynderlighed, at der nu er lighed mellem Thelemarkens og Throndhjems stifts vidt adskilte bygdelag, medens der er ulighed i de mellemliggende akershusiske bygder, synes at kunne forklares således, at der engang har været lighed overalt, og at så den nævnte forandring har fået indgang her, men ikke har nået over fjeldet ind i det throndhjemske, heller ikke har trængt ind i den fjeldkrog, hvori øvre Thelemarkens bygder indesluttes(209).

Dobbelt synderlighed, da Thelemarken ellers har hentet sin stue-skik fra det akershusiske, noget, som vil kunne sluttes ved at se, hvilken mærkelig overensstemmelse der er mellem de ovenfor meddelte forklaringer over stuens indretning og opstasing f.ex. i Lom i Gudbrandsdalen og Spydeberg i Smaalenene og følgende beskrivelse fra året 1786 over «stads- eller vinterstuen» på en velstands bondegård i Silgjord i øvre Thelemarken(210).

«Dette våningshus består af en daglig-stue, hvori man koger og «foretager sig alle hus-sysler. I tvende hjørner af stuen står tvende senge, to til tre trin i veiret»(211). På hver side af det venstre hjørne i sør står tvende små vinduer, kaldte glas(212); i midten heraf har man et skab, kaldet roskabet, og strax ved et andet, kaldet madskabet, som består af tvende rum(213). Imellem disse skabe er en bænk, kaldet høisædet, og derfra går atter en bænk, kaldet pallen, lige ned til sengen i det østre hjørne af stuen(214); lige for denne (pall) står et bord, 1/2 alen bredt og så langt som stuen(215); foran dette er en bænk, lige så lang som bordet. I det fjerde hjørne står skorstenen. Ved siden af den er døren til kåven, et værelse så kaldet, uden vindue, med et hul på væggen (glugge), hvori (i hvilket værelse) man sætter melke- og andre kar om vinteren(216). Ved siden af kåven er indgangen til stuen, og udenfor denne er forstuen, netop så stor som kåven og afdelt fra den med bræder(217). Er stuen to etager høi, kaldes den øverste høi-stågo, og af sådanne gives der 11 i sognet.»

Til denne vinterstue - det sees videre af beskrivelsen - hørte et ildhus med are, og dette simple hus benyttedes som sommer-stue. Et andet hus, som hørte til, var en stolpebod med loft, hvilket sidste var indredet med gjæste-seng(218).

Selv har jeg endnu ikke været i øvre Thelemarken. Men jeg mener dog at have gjort som et indblik i en af de nys beskrevne gamle vinterstuer, nemlig ved beskuelsen af et af Tidemands malerier, det, som benævnes «Hus-andagten», og hvis skjønhed der er som en skygge af i fig. 95(219).

Vi få her se det hyggelige parti omkring høisædet, madskabet på den ene side, roskabet på den anden o.s.v. Den samme snedker, som gjorde skabene, har vel også klædt væggen med det sirlige tavleværk; bygdens maler, se vi, har også gjort sit bedste; jeg skimter en mand på en hest, som han har malet. Men tro dog ikke, at hele væggen er smykket så; det er vistnok kun i nærheden af høisædet. På væggen til høire hænger et speil med forgyldt løvværks ramme, og ved siden deraf står et klokkeskab. Dette er fremmede sager, sikkerlig kjøbte på auktion efter skriveren eller provsten.

Tidemands billede lader os se ind i stuen - og det giver os et tiltalende syn af livet i stuen. Jeg kalder det en lykke, at jeg til slutning på disse forklaringer om stuerne i mit fædrelands mange bygder kan pege på dette billede og sige: Se, således har det seet ud i vore huse, et sådant værdigt, alvorligt, gudfrygtigt liv har der levet. Høisædet, skabene - jeg synes at gjenkjende enhver ting så vel, fra Gudbrandsdalen, fra Smaalenene, fra Rennebo - - - og husbonden, som læser texten, og moderen, som halvt hører på og halvt følger med tanken børnene, som ere voxede ud af huset og nu færdes på hver sin kant - jeg synes at kjende dem begge; - - hans alvor, hendes tankefulde ømhed, dette elskelige, fromme enfold, der som en forklarelse hviler over dem begge, har så ofte opbygget mig, når jeg, hvorsomhelst jeg har faret i Norges land, fik anledning til at se indom til vore gammeldags bønderfolk.

Gammeldags?

Ja, det er i de afsidesliggende bygder, i de gamle huse, hos de gjenlevende af den forrige slægt, at jeg har fundet denne opbyggelse.

Fast hvert kapitel af denne afhandling melder om forandring, og netop i vor tids-alder er det, som at forandringen vælder frem og strømmer ind over os.

bilde s. 198

Husene forandres - livet i husene ligeså.

Hvad selve husene angår, har jeg jevnlig været så lykkelig at kunne vise, at trods udartningen, som altid lurer, er forandringen bleven til det bedre - en fri udvikling af den ensformige tarvelighed, en vært og blomstring.

End hus-livet og hjerte-livet?

Enfoldigheden og troskyldigheden, som gjorde os så godt hos hine gamle, møder os ikke så ofte hos børnene. Den nuværende slægts tid er en gjæringens og bevægelsens tid. Der følger skum og uro med. Men der er jo virksomhed i bevægelsen, og af gjæringen tør det klarne sig et sundt og vakkert liv. Eller - se endnu engang på moderen i Tidemands billede, hvorledes hun sidder hensunken i bøn og forbøn: bør vi ikke håbe godt om den slægt, for hvem mødre have bedet så?

§ 49. TILBAGEBLIK

Denne afhandlings beretning begyndte inderst i Lom, udbredte sig derfra over hele Gudbrandsdalen og Østerdalen og de øvrige bygdelag i Akershus stift (§ 1-23), gik så mod nord over fjeldet til det indre af Throndhjems stift (§§ 24-34), bøiede af mod vest til de throndhjemske fjorddistrikter Nordmøre og Romsdalen, fortsatte mod syd gjennem Bergens stift alt til Ryfylke fjord-distrikt i Christiansands stift, streifede herfra korteligen henover dette stifts østlige fjeldbygder (§§ 32-43). Så tog betragtningen atter sit udgangspunkt på Jæderen eller den sydlige nabobygd til det nysnævnte Ryfylke, og bevægede sig derfra gjennem Lister- og Mandals-egnen østover til Nedenæs og øvre Thelemarken (§§ 44-48). Her nåedes grændsen mod Akershus stift, og dermed var alt Norge overfaret, på Nordlandene og Finmarken nær, som måtte gåes forbi.

På vandringen bleve vi lidt efter lidt opmærksomme på, at der nok engang har været to slags røgstuer, hver i sin halvdel af landet, på den ene side røgovn-stuen i de vestlige fjord-distrikter fra Ryfylke i syd til mundingen af Throndhjems-fjorden, og rimeligvis endnu længer mod nord, samt på den anden side are-stuen i de mere østlige og sydlige egne. Og røgovnstuen eller ganske nylig foretagne omdannelser af den fandt vi endnu i dens gamle strøg; men i arestuens sted og som udviklede af dens oldtidsmæssige skik fandt vi flere bestemt udprægede stueformer, hver i sin egn, nemlig den akershusiske, den throndhjemske, den jæderske, den mandalske, den nedenæs'ske, den thelemark'ske.

Ved mange leiligheder kom vi til at se den forskjel på før og nu, at i fortiden vare de forskjellige bygdelags bygnings-skikke mere ens, så den nuværende store ulighed er fremkommen lidt efter lidt.

Og vi fandt det som en lov i bygnings-skikkens historie, at medens man fra oldtiden af var vant med at have mange huse til en husholdning, hvert til sit brug, men derfor mest alle små, så har man i de senere tider lagt an på at sætte flere og flere af bi-bygningerne sammen med stuen under et tag, til en større hovedbygning.

Men denne sammensætning kunde falde så forskjelligt ud. Enten var det ildhuset (bryggerhuset) eller sengeboden eller madboden, som forenedes med stuen, eller det var to af disse bygninger, eller det var alle tre. Og enten kom selve stuebygningen dermed til at voxe i høiden eller i længden eller i bredden, eller i to af disse retninger eller i alle tre retninger. Sammensætningen kunde altså blive forskjellig i flere henseender.

Hvordan den skulde blive, det var tildels afhængigt af, hvad slags ildsted man brugte, og dette var tildels igjen afhængigt af natur-forholdene (mangel eller overflod på brønde o.s.v.).

Meget beroede også på den nedarvede grundform for selve den oprindelige stue-bygning, der skulde blive ligesom den kjerne, hvorom hine tilsætninger sluttede sig.

Dersom mine undersøgelser have truffet det rette, så vil enhver af de omhandlede stueformer omkring i landets forskjellige egne kunne henføres til en af disse få grundformer i fig. 96.

Ildstedet:

A, 1 og A, 2: Røgovn, med ljore til røggang og lysning.
B, 1 og B, 2: are, ligeså med ljore.
C: Stue-skorsten (peis), uden ljore, men med skorstens-pibe for røgen og vinduer til lysning.

Skorstenen med dens tilbehør må betragtes som en nyere indretning, indført rimeligvis fra udlandet istedetfor den oldtidsmæssige skik med are og ljore.

Bygningen:

A, 1 og B, 1: kun en enkelt stue af tømmer, ved den ene tvervæg en forstue af bindingsværk.
A, 2 og B, 2: tømret stue og ved den samme tvervæg som hist en halv kove eller kleve (mindre biværelse) af tømmer samt enten af bindingsværk eller af tømmer en forstue.

bilde s. 200

C: tømret stue og ved den samme tvervæg som hist en hel kove eller kleve, samt istedetfor forstue en svalgang af bindingsværk foran indgangsdøren, der her står på stuens langvæg. I nærværende afhandling er det antaget, at denne form er fremkommen ved forandring af B, 2, samtidig med skorstenens indførelse istedetfor are.

Udvikling af grundformen:

A, 1 og B, 1 ligge til grund for den nuværende bygnings-skik i det sydvestlige Norge, eller for den mandalske og den jæderske stueform samt for røgovnstuen. med dens omdannelser i den sydlige del af Bergens stift eller kanske alt til grændsen af Throndhjems stift.

A, 2 og B, 2 ligge til grund for røgovnstuen med dens omdannelser i fjord-distrikterne af Throndhjems stift (A, 2), samt for den såkaldte throndhjemske stueform i det samme stifts indland og for den thelemark'ske stueform i Christiansands stift (B, 2).

C endelig ligger til grund for stueformen i det sydøstlige Norge, den akershusiske i Akershus eller Christiania stift og den nedenæs'ske i Christiansands stift.

§ 50. SLUTNING

Det er en af de interesser, som have fulgt mig under denne afhandlings undersøgelser, at ved at gjennemskue de senere bygde-skikkes tilsætninger og forandringer, fik jeg ligesom skue helt op til oldtidens mere enkle og ensartede lands-skik. Når jeg nu læser sagaerne og hist og her ser et træk af husenes indretning og det daglige livs skikke i Harald Haarfagers og Olaf den Helliges dage, så kommer det mig til hjælp, som den omhyggelige betragtning af nutiden har lært mig, og udaf sagaernes korte antydninger voxe livagtige billeder frem for blikket.

Ofte kom den betragtning for mig, at husene jo stå som mindesmærker om de tids-aldere, som byggede dem. Nogle f.ex. stå igjen alt fra tiden før Sortedøden, og hvad de have at fortælle, det har et sagn imellem bønderne skønsomt tydet således, at bygningskunsten blomstrede i hine fjerne tider, men at den så, som al anden kunst og bedrift, kom i forfald under folkets vanmagt efter Sortedødens ødelæggelser. Omvendt er den yngste slægt af huse vel skikket til at forhøie det indtryk, som også ellers på så mange måder bibringes os, at der er trivsel i landet nu, i dets selvstændigheds og friheds tid.

Ja, jo længere jeg betragtede bygningsskikken, desto fortroligere syntes jeg at blive med selve folkelivet og dets udvikling gjennem tiderne, i et bygdelag så, i et andet så. Det var mig overraskende at finde, at den gamle hus-skik med are og ljore, kjendt i landet alt fra Odins dage, har holdt sig i de christiansandske fjeldbygder til for få menneske-aldere siden; når jeg nu tænker på folkelivet i de samme bygder og sætter det ene i forbindelse med det andet, så synes jeg at forstå så vel, at med hin ene skik monne meget af oldtidens hele leveskik og livsbetragtning fast uforandret have fulgt med ned til nutidens grændse.

Når mit blik glider hen over hus-klyngerne, fyldes sindet snart med vemod, snart med fryd: hist står det tilbage med bygningsvæsenet, jeg synes at se fattigdom og modløshed i husene - - her lysner det, her mærkes fremskridtsånd og smag, her må bo et dygtigt og lykkeligt folk.

At bygge og indrede de huse, som folk skal have at bo i, er en af de betydeligste industri-grene i et land. Industri-udstillinger høre til dagens orden nu: alle kunster og virksomheder kappes om at være med og vise sig og nå frem til anerkjendelse og komme til sin ret. Under udarbeidelsen af nærværende fremstilling var det mig ofte en kjær tanke, at kunde jeg så sandt få fremstillet de norske bygnings-skikke på en anskuelig måde, så skulde vore almuers flid og tænksomhed vorde kjendt og visselig vække en ikke ringe deltagelse.

Ja, for et lands bygnings-industri er en række af afbildninger med beskrivelser en art af udstilling, den eneste, som er mulig. Og trods de mangler ved nærværende fremstilling, som ingen ser bedre end jeg, skulde jeg meget ønske, at en svensk forfatter vilde udarbeide en tilsvarende for sit lands vedkommende og lægge ved siden. Skulde vi norske ved sammenligningen måtte tilkjende vore naboer prisen, som for så mange andre kunster og industrigrene, så og for den betydningsfulde at bygge gode og vakkre huse, så vilde vi til gjengjeld tage deres lærdomme til indtægt.

På første side af denne afhandling hentydede jeg til en tidligere leilighed, hvor jeg havde talt om husene med et bestemt praktisk mål for øie(220). Jeg tilføier her, at afhandlingen er fuldført under det håb at den skulde være mig et godt forarbeide til et nyt anstrængt forsøg på at udforske sammenhængen med dette store stykke i folkelivet: den iøinefaldende og dog så gådefulde forskjel i den sædelige tilstand i de forskjellige egne af landet. Sådanne skikke, som natteløberi og at tjenere have sit natteleie i udhusene, indvirke jo på den sædelige tilstand, men stå derhos i sammenhæng med bygnings-skikken. - Fremdeles smigrede jeg mig med den tanke, at kanske mænd, som studere folkelivet i andre retninger, kunde finde noget gavn i mit arbeide; navnlig måtte jeg jo mindes, at de mænd, som beskjæftige sig med spedalskhedens studium, ret have opmærksomheden henvendt på bygnings-skikken.

Men allermest, mere end ved hin historiske og denne praktiske interesse, har jeg under arbeidets udførelse været oplivet ved den interesse, som arbeidet i og for sig har havt. Det er den løn, som enhver videnskabelig stræben yder.

For 10 år siden så jeg kun forvirring i de mange hus-klynger med deres indbyrdes vexlende ligheder og uligheder; men denne forvirring var for min tanke en byrde og et tryk, og i sammenligning dermed var den møie mig en lettelse, hvormed jeg gjennemførte forskningen, da først begrebet «bygde-skik» var opgået for mig. For hvert skridt jeg vandt frem, for hver gang det klarnede op over den tidligere dunkelhed, fik jeg bestyrkelse for det håb, at som disse bygde-skikke, så skal vel alt det, som vi sammenfatte under det svævende begreb «folkelivet», kunde være gjenstand for videnskabeligt studium.

Men, kan nogen sige, en afhandling som denne, så lang og så omstændelig, skulde ikke være trykt i Folkevennen. - Dette kan være altfor sandt. Men der må dog være noget i de betragtninger, som have ledet mig.

Jeg mente, at folk i Østerdalen f.ex. ikke ugjerne skulde ville se, hvorledes almuen på Jæderen bor, og omvendt. Thi når man først føler sig ligesom hjemme i husene, så har man lettere for at sætte sig ind i, hvorledes beboerne har det, og forbundne som de ere ved den fælles fædrelandske følelse, ville jo de mange bygder i landet gjerne kjende hverandre.

Og hvad det angår, at afhandlingen blev så lang og omstændelig, så er jo emnet sådant, at fremstillingen kunde ledsages med tegninger, der lette oversigten. Og her handles jo om så bekjendte ting som stue, kammer, skorsten, ovn o.s.v., så at der netop måtte gåes til bunds, når der skulde siges noget nyt. Ja, jeg tænkte mig, at siden enhver læser jo er fortrolig med emnet og altså let kan følge med, så skal det måske være en bi-interesse for en og anden især af ungdommen, at se en prøve på et til bunds gående, videnskabeligt undersøgelses-arbeide. Jeg vilde vise en videlysten ungdom, hvorledes det går til med forskninger over hvilkensomhelst sag: det gjælder at lægge mærke så vidt muligt til alt, selv til de tilsyneladende yderligste småting, og så prøve sig frem, indtil man finder sammenhæng i mangfoldigheden(221).

Det er jo en regel med al undervisning: at gå ud fra det bekjendte for så at opsøge det beslægtede og nærme sig til det fremmede. Nu vel, Folkevennen, som jo er bestemt ikke nærmest til at underholde og more, men til at oplyse, har her gået ud fra det bekjendte: de stuer og kammere, som vi bo i, og dersom der ikke mærkes bestemt ulyst til at følge med, og dersom sagkyndige forfattere ville hjælpe til, så skal den i årenes løb kanske gå videre og afbilde og beskrive de eiendommelige norske stavekirker, eller de store europæiske bygningsarter, hvortil f.ex. Throndhjems domkirke og Konge-hallen i Bergen høre. Det har jeg også tænkt mig, at det skulde more de norske træhuses beboere ved leilighed at få se, hvorledes træbygnings-kunsten har udviklet sig i Sverige, Rusland og Sveits.

Og kanske mit forsøg på at beskrive skikken, som den er, kunde bevæge en eller anden sagkyndig mand til her i Folkevennen at meddele vink og råd og veiledning ved opførelse af private huse, skolehuse, kirker. Der bygges meget hvert år, og mangen en ny kirke f.ex. viser, at det ikke har manglet på villie eller på penge; men dog har det ofte forekommet mig, at der er noget, som mangler, at kirken nemlig ikke har sit rette kirkelige præg.

Endelig havde jeg en særdeles grund til at ønske min afhandling trykt i Folkevennen og intet andet sted.

At få fremstillet landets eller landsbygdernes bygnings-skik, det anser jeg for en sag af ikke så aldeles ringe national betydning, og mit arbeide var ingenlunde opgaven voxent; men jeg tænkte, at om jeg turde lade det trykke i Folkevennen, så kunde jeg få bistand til med tiden at gjøre et nyt og bedre forsøg. Hver skrivkyndig mand kan yde mig bistand. En skolelærer eller bondemand f.ex. i Vegusdals sogn vil kunne sende mig oplysning om, hvorvidt jeg på hans kant har truffet det rette med hensyn til den mandalske stueforms udbredelse, om den nemlig er at se eller mindes at have været i brug i det nævnte sogn. Enhver skjønsom mand, som bor nær grændsen mellem øvre og nedre Thelemarken, vil kunne understøtte min forskning med at underrette mig om, hvorvidt det er den akershusiske eller den thelemark'ske stueform, som ligger til grund for bygningsskikken i hans sogn. Enhver sætersdøl, som måtte vide om et ildhus, der er beboet eller står igjen i uforandret stand fra den tid, det var beboet, vilde høilig glæde mig ved meddelelse derom. Ældre folk i Rennebo eller Meldalen kunne måske give beskjed om, hvad slags røgstue det var, som brugtes der i fortiden, om med røgovn eller med are. Folk, som kunne tegne, bygmestere og andre, vilde gjøre mig særdeles forbunden ved at sende mig rids og tegninger af huse, husgeråd o.s.v.

Kort, trods al min omhu er der mange huller og usikkre steder og skjæve opfattelser i denne min afhandling om husene. Men næst manglende oplysninger fra ældre tider (og sådanne turde findes ikke alene i bøger, som hidtil ikke ere ransagede, men i gamle skiftebreve, åbodsforretninger o.desl.) kan den kundskab, som skulde til for at udbrede og rette, siges at være tilstede hos husenes beboere. Mange af disse ere medlemmer af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, så de altså både kunne se og rette manglerne i min fremstilling, og de skulle ikke tage det ilde op, at Folkevennen bestræber sig for at få opklaret ting, der stå i så nær sammenhæng med folkelivets historie og med folkets vel, som bygnings-skikken i landet(222).

TILLÆG

SENERE TILKOMNE OPLYSNINGER

Til $ 6, side 15, anm. Om det navn skab har kandidat Sophus Bugge meddelt mig, at det forekommer ikke alene i de nordiske sprog, men også, og det i samme betydning, i tydsk (f.ex. overtydsk Schaff), og at det derfra er gået over til flere fremmede sprog, polsk, lettisk o.s.v. Hr. Bugge mener dog ikke, at ordet er kommet til os fra tydsken, men at det oprindelig hører hjemme i nordisk såvelsom i tydsk, dannet af det gjerningsord at skabe, schaffen.

Til $ 7, side 16. «Ved at læse om «håndklædet på væggen» faldt det mig ind, at jeg skulde fortælle Dem, at dette («hangklæ'et» og «hangklækastet») findes næsten overalt i Holtaalen, Aalen, Tydalen og Kvikne. I Aalen henvender man sig til gjenlevende gammelkoner for at få gjort «hangklæ-sprang»; dog er det kun enkelte, som ere mestere til at «sprangje». I Tydalen tror jeg, at også de yngre kan sprangje, da jeg der ikke veed en eneste gård, hvor skikken er aflagt.» (A. Reitan).

Til $ 17, side 69. Min formodning, at den østerdalske skik med barfrø kanske var kommet over Tryssild fra Sverige, bestyrkes ved den meddelelse fra sognepræst Balchen i Tryssild, at endnu er der i den nordlige udkant af præstegjældet et par stuer med barfrø, som levning fra tidligere tider, da der var flere, samt at barfrøen skal være almindelig langs grændsen på den svenske side, f.ex. i Särna.

Til $ 24, side 100. Proprietær Krogh på Selsbak ved Throndhjem meddeler mig, at det mærkelige ringebord, som jeg under beskrivelsen af jutulstuen på Uv omtalte efter beretning af Schøning, og som jeg troede forsvundet, nok er til endnu, da han i 1855 var på gården og så bordet, som var på stabburet og brugtes til at sætte fladbrødstøen på. Det var en 7-8 alen langt, temmelig smalt og tyndt, samt forsynet med de beskrevne ringe. Også en af jutulstuens døre, efter formen at dømme den, som har hørt til den $ 24, side 99 afbildede dørkarm, var endnu til, men rigtignok brugt ved en indhegning for gårdens svin.

Til $ 28, side 108. Gjennem personel kapellan Bødtker i Støren har jeg modtaget fra sivil-ingeniør Konow et rids af forsiden og grundplan til en stuebygning på Krokstad i Guldalen. Grundplanen svarer i det væsentlige til fig. 54. Huset er så vakkert, at jeg beklager, jeg ikke kan gjengive tegningen nu.

$ 39, Side 141. Den fra Faye hentede korte, men vigtige underretning om røgstue på Lyngdals præstegård kan jeg nu fuldstændiggjøre med en afskrift, jeg selv har taget af præstegjældets kaldsbog, hvorfra hin underretning er kommet.

«Dagligstuen var i gamle tider en røgstue med muret stenovn og ljåre eller røghul midt i taget, og skal, som endnu går sagn af, først være ombygget til loftstue af hr. Rasmus Madsen, Peder Hægelunds formand, hvilket uden tvivl må være skeet 1656 - thi dette årstal findes indhugget på en stok over dagligstuen - og var imod slutningen af hr. Rasmus Madsens levetid. Denne skal da have været den første loftstue i Lyngdal, da alle andre havde røgstuer.»

Dette lader da til at have været en røgovnstue, og den bør altså erindres ved $ 41, side 151, anm. På min reise gjennem Lyngdalen nu i høst fik jeg den bestemte forestilling, at bønderne havde boet ikke i røgovnstuer, men i arestuer, og røgovnstuen på præstegården skulde da have været en undtagelse; men jeg finder det rimeligt nok, at man netop på en præstegård har foretrukket den i visse måder bekvemmere indretning med røgovnen, fremfor den simplere are sml. $ 42, side 157.



BYGNINGS-SKIKKE I NORGE

(artikler fra Folkevennen 1863, 1864 og 1865)
1863: [I. En anmodning] .. .. .. .. .. .. .. .. .. 211
[II. Om hvor lenge røykstuetiden varte] .. .. .. .. .. .. .. .. .. 214
[III. Stue-bunad] .. .. .. .. .. .. .. .. .. 216
1864: [IV. Om akerhusisk stueform, og arestue] .. .. .. .. .. .. .. .. .. 219
1865: [V. Om jutulstue, svensk bondestue, Sarabråten, Bardudalen] .. .. .. .. .. .. .. .. .. 224
[VI. Om jernlenke over åren, røykstue på en prestegård,
røykovnog en årestue ennå i bruk] .. .. .. .. .. .. .. .. .. 229
[VII. Kvæstad i Setesdalen] .. .. .. .. .. .. .. .. .. 234
[VIII. Brokke i Setesdalen] .. .. .. .. .. .. .. .. .. 239


BYGNINGS-SKIKKE I NORGE

[I. EN ANMODNING]

Min afhandling om dette emne i Folkevennen for 1861 vilde jeg egentlig have betragtet som et forarbeide for den grundigere fortsættelse af et studium, som nu i nogle år har ligget mig på, og hvis endemål er at bidrage til opklarelse af de lavere folkeklassers kår og sæder. Begrebet af de lavere, de fattige og lidende folkeklasser, går ind under det videre begreb af almuen, og at studere denne er det samme som at agte på alt, hvad vi sammenfatte under begrebet af folkelivet, huslivet, bygdeskikke. Selve husenes form og indretning er ikke uden betydning her.

Et forarbeide bør man ikke opholde sig længe ved. Det gjælder at komme videre, at ile mod målet. Visse indtryk beholder man, visse resultater tager man med sig, men resten lader man ligge.

Her er imidlertid ikke forarbeidet endnu blevet så vidt færdigt, som jeg dog gjerne vilde. Tingen er, at emnet var ganske nyt, og jeg måtte vove mig i vei uden at kunne følge forgjængeres spor. Det skulde have givet en mand fuldt op at gjøre, om han havde bereist landet ene og alene med den hensigt, at opfatte bygnings-skikken, som den nu er, og som den monne have udviklet sig igjennem tiderne. Og man skulde egentlig være bygmester og tegner for at begynde på et sådant arbeide. Men uden forkundskaber og ganske tilfældigvis kom jeg ind på denne interesse, og det var så at sige kun i forbifarten, jeg lagde mærke til husene når jeg med andre formål var på reise; jeg har aldrig reist så langt som en mil ene og alene for at samle bidrag til kundskab om bygnings-skikken. Men derfor har jeg da også selv sagt først og sidst i min afhandling, at meget kunde jeg kun fremsætte formodningsvis, som på prøve, og når jeg vovede at lade trykke et sådant ufærdigt arbeide, var det netop i det håb, at det kunde blive begyndelsen til noget bedre. Jeg mente at de iagttagelser og oplysninger, jeg havde at meddele, dog kunde være skikkede til at vække interesse for sagen hos flere, og når jeg ligesom sagde: «Se her, sålangt er jeg hidtil kommen,» så skulde der være dem, som ville hjælpe mig til at komme videre.

Nu tillader jeg mig atter ærbødig at yttre det ønske, at mænd omkring i bygderne ville yde mig sådan hjælp.

Siden min afhandling blev sluttet, har hr. premierløitnant Bergh, som da boede i Næs på Romerike, photographeret for mig en ældre og en nyere stuebygning der; jeg har fået sendende nogen underretning om arestuer i Sætersdalen og om røgovnstuer i Jølster, samt fra elever ved Asker seminarium et helt sæt af bygde-beskrivelser om husene; endelig har hr. premierløitnant Mostue, dengang i Gran på Hadeland, underrettet mig om at han efter at have seet det kapitel i min afhandling som handler om de gammeldags skabe i stuen, har kjøbt et meget gammelt ro-skab (fra året 1615) og sendt det til Universitetets antiqvitets-samling hvor jeg har seet det.

Men hine meddelelser fra Asker seminarium indeholde ikke så mange faktiske oplysninger, som de vist vilde have gjort, om de vare skrevne i selve bygderne. Og de øvrige meddelelser, som forresten have interesseret mig i høi grad(223), ere meget for få for mit behov.

Om denne gjenstand blot kunde vække så megen interesse som f.ex. statistikken over almue-bibliothekerne, hvortil der, som man ovenfor vil have seet, er givet bidrag fra så mange bygder!

I hver bygd er der en og anden, som vilde kunne sige mig en ting, som jeg fornemmelig(224) skulle ønske at vide, nemlig om de ældste stuebygninger, som endnu ere at se i bygden, have hørt til nogen af de stueformer, som jeg har opstillet, den akershusiske, throndhjemske, jæderske, mandalske o.s.v.

Det er et helt system, jeg er kommet til at opstille - denne række af adskilte og kjendelige stueformer, som synes mig at have hørt hjemme i hver sit strøg af landet, men ellers at have udviklet sig af en eneste oprindelig og meget simpel grundform, røgstuen nemlig. Det er også faldet i min lod at påvise, at denne røgstue fra gammel tid af har været indrettet på en dobbelt måde, idet ildstedet enten har været are midt på gulvet (i indlandet eller i skovbygder, hvor der var nok af brænde til både varme og lysning), eller røgovn, en halvlukket svær stenovn uden skorstenspibe, i det ene hjørne af stuen (i fiskeri-distrikterne, med mindre forråd på brændeved, men med god råd på tran til at brænde i lampe til lysning). Jeg har troet at kunne træffe grændse-linien mellem de to arter af den gamle røgstue-form, således at røgovnstuen (modsat arestuen) har hørt hjemme vest for fjeldet fra Stavanger-fjorden i syd til mundingen af Throndhjems-fjorden mod nord.

I denne anledning skulde jeg f.ex. meget ønske at vide, om man i de throndhjemske bygder Meldalen og Ørkedalen, som ligge strax østfor hin af mig formodede grændselinie, har levninger af eller sagn om røgstuer, og ialfald hvilket af de to slags røgstuer det har været.

Jeg længes også meget efter at erfare, hvordan bygnings-skikken er og har været nordenfor Throndhjems-fjorden, hvad slags røgstue der har været, og om det er den af mig såkaldte throndhjemske stueform, som er den herskende nu.

Bygnings-skikkens studium må gribes fra to ender. Det gjælder at samle sammen på den ene side de oplysninger, som sagaerne og de andre oldskrifter give, og på den anden side den indsigt, som kan vindes ved at betragte de bygninger, som nu stå omkring i bygderne.

Hin første del af arbeidet overlader jeg så meget heller til de egentlige oldforskere, som jeg har noget håb om, at den mand, som hos os fortrinsvis har ofret sig for oldtidsvidenskaben, er betænkt på at bidrage sit til bygnings-skikkens belysning. Men det ligger ialfald ikke udenfor min vei at fortsætte med den anden del af denne undersøgelse, den, som går ud på at opfatte bygnings-skikken således, som den viser sig i den slægt af huse, som den nuværende slægt af mennersker bor i.

Og næst oplysninger om, hvordan bygde-skikken er med hensyn til husenes indretning (her skulde jeg navnlig ønske simple grundtegninger af ældre huse, sådanne tegninger, som jeg selv, uagtet jeg ikke egentlig kan tegne, har leveret mange af i min afhandling), skulde jeg naturligvis ønske sådanne i praktiske retning gående oplysninger, som jeg har givet et par prøver på i Folkevennen for 1862 side 152 og 505, nemlig om måden, hvorpå husbekvemmeligheden benyttes, om hvorledes huslivet former sig efter boligernes beskaffenhed, om de huslige indretningers indflydelse på menneskernes levemåde og sæder. Dette er netop af det slags undersøgelser, som skulde befordres ved det foreløbige kjendskab til bygnings-skikken med dens uligheder i bygdelagene. Men uagtet disse oplysninger om huslivet og sæderne i virkeligheden ere mig de mest magtpåliggende, har jeg dog her nævnt dem sidst, af den grund, at det for det første er mig om at gjøre at blive, om jeg så turde sige, rigtig færdig med hint forarbeide, som jeg endnu, som sagt, må kalde ufærdigt.

Og jeg har en særlig grund til nu at tage op igjen denne sag. Et svensk «Tidsskrift for Bygningskunst og Ingeniør-Videnskab» (det udgives i Stockholm) har nemlig gjort begyndelsen med at optage min afhandling om den norske bygnings-skik. Redaktionen underhandlede naturligvis først med mig derom, og jeg gjorde den indvending, at mit arbeide, som neppe nok var modent til at offentliggjøres her hjemme, mindre syntes egnet sig til udgivelse i Sverige, hvorfor jeg tilrådede kun at levere uddrag deraf; men redaktionen vedblev sit ønske at trykke afhandlingen så godt som hel og det endog på norsk, og dermed er, som sagt begyndelsen allerede gjort, i heftet for januar og februar dette år. Men efter hin underhandling har jeg for redaktionen yttret villighed til og ønske om, hvis jeg kan afse tid dertil, at omarbeide den sidste halvdel af fremstillingen, f.ex. fra det punkt, hvor afsnittet om den throndhjemske stueform begynder, omarbeide den, så den blev kortere og mere overskuelig.

Se, til denne omarbeidelse er det, at jeg ønsker sådanne berigtigelser og tillæg, som mænd omkring i bygderne måtte ville beære mig med(225).

Der kunde intet være mig kjærere, end at man i Sverige vilde skjænke mine folkelivs-studier opmærksomhed. Jeg vilde forstå det som en yttring af den tanke, at folkelivet i dets væsentligste træk er fælles for begge disse broder-riger, og at man fra begge sider burde lægge an på at drive studiet i fællesskab - noget, jeg også har hentydet på i slutnings-kapitlet af min afhandling.

Men netop siden et meget anseet svensk tidsskrift har viist denne interesse for dette norske emne, har jeg så meget mere troet at burde vove den anmodning, jeg nu har fremsat(226).

(Folkevennen, Bd. 12, 1363, s. 76-81.)


[II. OM HVOR LENGE RØYKSTUETIDEN VARTE]

I forrige hefte tillad jeg mig med nogle linier at udbede mig velvillig opmærksomhed for et yderligere studium af denne sag. Der er så mange, som kunne yde bistand. Dette skal jeg her anføre et exempel på, ved at meddele, hvad jeg for et par uger siden hørte af en bondemand.

I saga-tiden boede jo alt folket i røgstuer, og her på Østlandet ialfald var røgstuens ildsted en are eller åre midt på gulvet. Hvor langt ned i tiden varede denne oldtidens skik? Da jeg skrev de første kapitler om bygnings-skikken (i Folkevennen 1861), tænkte jeg mig afstanden fra nutiden meget stor. Jeg mente, at forandringen måtte være skeet for umindelige tider siden. Men senere fandt jeg flere og flere mærker på, at oldtiden nok har ligget os nærmere i dette stykke, og tilsidst(227) kunde jeg endog til min store forundring omtale en rigtignok uklar beretning i en fransk reisebeskrivelse om røgstuer i året 1653 og det ikke mere end en tre miles vei fra Christiania.

Nu har gårdbruger Tollev Mustad i Vardal fortalt mig, at han selv har hørt sin nu afdøde bedstefader fortælle, at i hans ungdom var der endnu enkelte af den gamle tids «ljørestuer» tilbage i Vardal. Tollev nævnte mig navnene på nogle af de gårde, hvor bedstefaderen havde seet dem, og efter dennes fortællinger, vidste han at beskrive indretningen tilstrækkelig tydeligt: Der var en «eldstad» (et ildsted) midt på gulvet, røgen gik op gjennem en «ljore» (oldsproget ljóri) midt i taget, til visse tider lukkedes denne med «skjå» (skjá(r)), og istedetfor vinduer var det glugger (gluggar) på væggene.

Min hjemmelsmand er 58 år gammel, og det er ikke mere end 16-17 år siden hans bedstefader levede; denne var 96 år gammel, da han døde, og vi regnede ud, at den gamle altså var født ved året 1750. Tænke vi os ham som 10 års gut, da han så disse røgstuer, så have de altså været til ved året 1760 eller for ikke mere end et hundrede år siden. Og dette i Vardal, en af de nu så vel bebyggede vakkre bygder, som omkrandse Mjøsen.

Det var på en reise op til Valders, at jeg opfangede dette træk. Men da opmærksomheden først var vakt, traf jeg oppe i Bruflat, øverst i Randsfjordens dalføre, ligeledes til at høre en ganske lignende forklaring, hvoraf det fremgik, at også der have nogle røgstuer været at se indtil for et hundrede år siden(228).

Røgstue-tiden ligger altså ikke længere borte, end at der endnu er sagn og levende kundskab om den. Og vel kan det kun have været de sidste levninger af den gamle skik, som her på Østlandet have holdt sig til midten af forrige århundrede; men jeg er dog med denne oplysning bleven noget bestyrket i en formodning, som allerede tidligere havde dannet sig hos mig, at overgangen fra røgstue til den nuværende bygningsmåde med røgpibe her i Østlandet neppe i det store taget monne have fundet sted før end i det 17de århundrede. Jeg tænker mig nemlig, at forandringen i almindelige bondehuse er foregået samtidig med den mode at smykke stuen - ikke alene med smukt muret «peis» eller «spis» (gjerne af huggen klæbersten), men også og fornemmelig med fint snedkerarbeide omkring høisædet (i nogle bygder høisædes-tavle på væggen, samt overalt i Christiania stift roskab og fremskab på hver sin side af høisædet), hvilket snedkerarbeide udmærker sig ved en egen forsiring, med speilindlægning og listværk (efter en af de store europæiske moder i bygningsværket, som kaldes renaissance- eller roccoco-stilen).

Hist og her har tømmermanden eller snedkeren eller maleren sat årstal på sit værk, så alderen kan kjendes. Men hidtil har jeg ikke truffet til at se nogen bondestue, som har været således indredet, og hvis alder tydelig kan erfares, at gå længer op end til 1ste halvdel af det 17de århundrede (Christian den 4des tid, da Christiania og så mange andre byer bleve anlagte og meget bygarbeide kom igang).

Men at vore almuer endog her på Østlandet indtil for to, ja hist og her indtil for kun et hundrede år siden levede sit daglige liv i huse, som minde om Halfdan Svartes tids-alder, det er en anskuelse, som bringer mig til at se meget og mangt i almuens historie i et andet lys, end jeg har gjort før. Og jeg mener, at enhver, som betænker det nu meddelte exempel fra Vardal, vil indrømme mig, at selv en sådan udvortes ting som husenes historie kan give bidrag til selve folkets historie.

II

I § 33 af hin afhandling om bygnings-skikken undrede jeg mig over, hvad jeg havde hørt en gammel mand på Christianssund-kanten fortælle, at i hans ungdom pleiede en glasmester der fra egnen reise til Bergens stift for at sætte ind vindues-ruder for folk, som hidtil i sine røgstuer havde hjulpet sig med ljore-lyset alene. Nu iår har forhenværende lensmand Poulson i Jølster i nordre Bergenshus amt havt den godhed at sende mig en del meddelelser om denne afsidesliggende, mellem fjeldene indelukkede bygd, og deraf ser jeg, at det er ikke mere end 20 til 30 år siden, at vinduet begyndte at komme i mode her. Og endnu er der i præstegjældet en, men kun en, stue uden vindu.

Røgstuer (af det slags med røgovn) sees endnu at være herskende skik her i Jølster. Men en røgstue uden vinduer er i denne kreds en efternøler nu, på samme måde som for 100 år siden de så gammeldags stuer uden skorstenspibe hist i Vardal.

(Folkevennen, Bd. 12, 1863, s. 245-248.)


[III. STUE-BUNAD]

Jeg bliver aldrig træt af at læse sagaens fortælling om, hvor hun fik det travlt, Mor Aasta på Ringerike, da de kom og meldte at sønnen hendes, den unge Kong Olaf, hvert øieblik var ventende hjem fra sin lange og berømmelige udenlandsfærd. Blandt andet lod hun 4 piger «taka bunað stofunnar ok bua skjott með tjöldum ok um bekki» - loddem tage bunaden til stuen og bue eller pynte med tjeld eller forhæng om væggene og (med hynder) på bænkene.

Det er længe siden, at Snorre skrev sin saga og talte om denne stuebunad; men endnu den dag idag bruge vore almuer det samme ord bunad eller buna om, hvad man kan kalde tilbehør til en ting, såsom boskab til et hus (hus-bunad) eller klædnings-stykker til en dragt (klæde-bunad)(229). Og blandt Syd-Sveriges almue betegner ordet bonad netop et vist slags væggeprydelse, som efter beskrivelsen nu for tiden er af papir med bibelske billeder, men fordum der i landet var af gylden-læder eller broderet tøi(230).

Hosstående tegning (s. 218) viser læseren en virkelig stuebunad, fra Lom i Gudbrandsdalen.

Det er et uldent tæppe, henimod 2 alen langt og 1 ½ alen bredt, bestemt til at bruges som væggeprydelse. Det opbevares nu på gården Andvord i den nævnte bygd og kaldes der «brude-åklæde». I det nedre hjørne på høire side opdager man mandens og konens navnebogstaver samt årstallet Anno 1765 indvirket i eller syet på væven.

Tilskueren kan gjøre hvad han vil: fordybe sig i betragtningen af de hellige tre konger, som nok så tydeligt først komme ridende og siden stå og neie sig for jomfru Maria med Jesusbarnet - eller fornøie sig over den overmåde brogede samling af farver, som smykke det hele (bunden i midtfeldtet er lyserød, den øverste rytter til venstre har grøn kjortel med gule linier om, og hesten, han rider, er mørkeblå o.s.v.).

At virke et sådant tæppe havde mere lighed med at brodere end med at væve. De tråde, som svare til rendingen i en almindelig væv, vare spændte eller strammede formedelst stene eller lodder, som hang i den nedre ende, idet væven på en måde stod op og ned (derfor kaldet upstadvæv), og tvær-trådene eller islætten virkedes møisommelig ind imellem med fingrene, ovenfra nedad og med idelig afvexling af blå og rød og gul tråd o.s.v., eftersom det gjordes fornødent for de figurer, væversken vilde have frem.

Det var, fortalte man mig i Gudbrandsdalen, ofte sæterpigernes tidsfordriv i gamle dage, at sysle med sådan kunst. Vævgreien var meget simpel, og kunde let fåes istand der oppe i sætermarken, med et tværtræ mellem to træstammer eller lignende. Nu er dog kunsten gået af brug her, hvor den var kjendt til henimod slutningen af forrige århundrede(231).

bilde s. 218

Og vel kjendes den samme vævgreie endnu i Bergens stift og imellem finnerne i Finmarken, men bruges nok kun til vævning af visse slags tykke sengetæpper, som i det høieste ere rudede og stribede, da der ikke er tanke om at indvirke figurer og historier.

Senere hen skal jeg vel få meddele en tegning af selve vævstolen, som med al sin simpelhed er af interesse formedelst sin store ælde. Den var kjendt her i landet i de fjerneste saga-tider. Og det er troligt, at hin kunst med figur-vævning, som de gudbrandsdalske bondepiger have øvet til henimod nutiden, var de gamle konge-døttres tidsfordriv. De tæpper, som Aasta lod stadse op med ved hin festlige anledning, kunne gjerne have været virkede på netop samme måde, med brogede billeder i ganske den samme smag.

Det kan tage sig godt ud med et sådant gildt tæppe, når det på en festdag er ophængt på høisædes-væggen. Det har jeg selv engang seet i en bryllupsstue i Lom. Som bondestuens tarvelighed passer så overmåde vel for hverdags-laget, så er hin farvepragt nær beslægtet med bryllupshøitidens stemning.

Men Aasta på Ringerike, hørte vi, havde også nogen stads til bænkene, de faste bænke stuen rundt og naturligvis først og fremst høisædes-bænken. Hvad kan det have været for stads? Rimeligvis netop sådan, som jeg endnu hist og her i Gudbrandsdalen har seet levninger af, nemlig hynder eller løse puder med overtræk af ganske samme slags upstad-væv som i vægge-bunaden. Disse hynder havde allerede i oldsproget samme navn högindi (nuværende almuesprog: høiende, høyend, hyend), og de forekomme så ofte i gamle skiftebreve, så man kan skjønne at de fra gammel tid have været et stadigt tilbehør til en fuldstændig stue-bunad.

Ja, i et senere hefte skal jeg vel kunne fortælle om endnu et stykke af den gammeldags stue-pynt. Og det har ialfald moret mig at meddele nærværende linier, som tillæg til § 6 i fremstillingen om bygnings-skikken på landet, i Folkevennen for 1861.

(Folkevennen, Bd. 12, 1863, s. 456-460.)


[IV. OM AKERSHUSISK STUEFORM, OG ARESTUE]

I

De to afbildede huse har en af Folkevennens venner photographeret for mig. De stå på gården Folveld i Udenæs sogn på øvre Romerike, og de give et godt exempel på bygnings-skikken der i egnen, et billede af hver sin tidsalders smag og evne.

Det ældste hus (det angivne årstal ståt indhugget i en af stuens loftsbjelker) er så gammelt, at det kanske har seet i nabolaget levninger af den endnu ældre og nu forsvundne skik med røgstuer.

bilde s. 219

For at blive vis i min sag har jeg skrevet op til bygden og spurgt, om det ikke i under-etagen er eller har været indredet således, som ved-

bilde s. 220a

føiede rids antyder, nemlig med stue A og deri ildsted (peis eller kakkelovn) ved a, høisæde med fremskab og roskab skrå over for ildstedet, seng midt for høisædet o.s.v., samt kjøkken B med skorsten ved b. Jo, var svaret, så havde det ganske rigtig været, og trods de mange forandringer, som vare gjorte, var der endnu en «bordsyning» (paneling) tilbage efter «høisædes-tavlen». Det er altså en stuebygning af, hvad jeg har kaldt den akershusiske stueform.

Bilde s. 220: Nordre Folveld. 1851
Nordre Folveld. 1851

Det nye hus står som minde om en periode, da der indrømmedes en forholdsvis stor plads i huset til storstue og sal, medens man - såvidt jeg af en grundtegning til nærværende hus har kunnet se - hverken tænkte på spiskammer eller klædekammer.

II

Kirkesanger Evensen i Øiestad, barnefødt og vel kjendt i Sætersdalen, har imødekommet et ønske, jeg har yttret her i Folkevennen, og givet mig en tegning og beskrivelse af de mærkelige are-stuer i hans føde-egn, navnlig i Valle præstegjæld.

Stuer med sådant ildsted (are, åre) have engang været kjendte i vistnok alle de lande, hvor skandinaviske og germaniske folkeslag have boet, i Sverige, i Tydskland, i England o.s.v. Men nu finder man dem neppe mere udenfor Sætersdalen og nogle af sammes nærmeste nabobygder her i Norge, og denne sidste rest forsvinder naturligvis dag for dag. Derfor forestiller jeg mig, at en og anden skal have interesse af at læse dette uddrag af hr. Evensens meddelelser.

bilde s. 221

«A er indgang eller forstue mellem røgstuen eller gamlestuen, som den her kaldes, og nystuen. Derfra går almindelig en trappe til værelset ovenpå nystuen.

B. Fra gangen kommer man ind gjennem en meget bred, næsten firkantet dør til arestuen. Sådanne arestuer findes endnu på hver gård i Valle og have samme indredning, som de vistnok gjennem flere århundreder have havt. De tjene nu kun til sommerbolig og ellers af og til som bryggerhus. I min barndom kan jeg erindre gamle folk talte om at have levet både sommer og vinter i gamlestuer, hvilket antagelig var i årene mellem 1780-1800; men i dette århundrede tror jeg neppe de have været bestandige tilholdssteder. Gamlestuen vender altid mod nystuen, hvilken sidste udmærker sig ved sin loft-etage. Forholdet vil nogenlunde sees af tegningerne. Røgstuerne ere næsten firkantede og 5 a 6 alen til skråtaget. Tømmeret er jevnlig stort og undertiden så svært, at kun 2 stokke ere afskårne idøren(232), hvilket beviser hvor mægtige skovene i den gamle tid have været. - Døren (hur kaldes den her, hvorimod selve åbningen kaldes dør) er massiv og gjort af brede og tykke planker og sammensat med åger. Den har svære hængsler, der undertiden gå næsten heelt over døren og ere forsirede med stemplinger og forgreninger. Klinke eller lås bruges sjelden, men døren falder ind i en karm, der er så trang, at den fuldkommen holder den fast. På begge sider ere svære jernringe til at lukke den op og igjen med(233). - I krogene på begge sider af døren stå tvende senge a a, der bestå af kun 2 sider, da stuens vægge umiddelbart danne de andre 2. De ere som oftest i kanterne prydede med udskjæringer eller «krot». - I midten af stuen er gruen eller åren b, der er opsat af steen og påfyldt jord. Omkring den er en trækarm, så den seer ud som en stor, men lav kasse. I enden mod døren er opreist en steenhelle, indenfor hvilken ilden brænder. På den modsatte ende h er en liden lav bænk. Ved de to andre sider stå to bænke c c, hvoraf den ene har rygstød og kaldes gamlestu-stolen, den anden er en lang krak. Stolen er undertiden forsiret med udskjæringer. - Bagenfor stolen og helst på den side, som vender ud mod gården, står ved enden af sengen, et skab d med 2 afdelinger; den nederste er bredere og har døre, den øvre er smalere og har kun mindre rum og hylder under en noget udoverhængende krone. Somme af disse skabe ere noget udskårne, andre prydede med speilindfældinger. - Ved siden af skabet begynder en lang bænk e, der fortsætter rundt til henimod sengen på den modsatte side. Fra skabet og til tver-væggen er høisædet. Disse bænke ere faste til væggen og kaldes «padden». Langs med bænken står tversover stuen et langt bord f, hvis skive er af et eneste træ og omtrent 1 1/4 al. bred. Det ligger på tvende stokke, der ere lagte over en lang krak, «bordfoden». Mellem bordskiven og krakken er åbent rum, der bruges til at sætte kopper og mad i. Under bordet er pladsen for gryder og bøtter. Foran bordet står en lang krak g. - Parallelt med dørvæggen og noget høiere end døren går tvende stokke tvers over stuen og tjene deels til at lægge forskjellige ting på, som skulle tørres, deels som støtte for en lang bjelke, der

bilde s. 223

går ret ud fra væggen over døren og henover åren. Denne bjelke, som kaldes jøia, er fæstet til væggen ved et par tapper på enden og kan svinges frem og tilbage. Over åren går den ud i en bøining i form af en smal og lang hestehals og ender i et hoved. Over jøia hænger skoren(234). - Midt over åren er røghullet, som her kaldes ljåren. Gjennem den får stuen sin lysning, da den ingen vinduer haver. Undertiden, men sjelden nu, da røgstuen ikke bruges til vinteropholdssted, er der til ljåren en lem, der ved en lang stang kan lukkes op og igjen. Rundt om stuen ere væggene hvidskurede til en god mandshøide fra gulvet, siden have de sodfarven. - Under gamlestuen kan jeg aldrig erindre at have seet kjeldere, hvilke også i ældre tider havdes lidet brug for, da poteterne vare ukjendte, og stuen og kleven for øvrigt vare kjeldere gode nok.

Flere af disse røgstuer ere meget gamle og uden tvivl fra det 15de århundrede, hvilket jeg slutter af bygningsmåden og tømmeret, som er brugt, samt ved at sammenligne dem med enkelte stabur eller loft, hvorpå findes årstal. På de ældste røgstuer kan jeg ikke erindre at have seet årstal, men de findes på enkelte yngre, mest fra det 17de århundrede.

I enden af gangen er enkelte steder afdeelt et rum C, der kaldes kleven, med dør fra røgstuen. Den tjener kun til at kaste ind i kopper og redskaber.»

Nystuen D er ifølge hr. Evensens beskrivelse ganske som den af mig såkaldte mandalske stue, med ildstedet (her både skorsten og kakkelovn, c og d) i hjørnet mellem dør-væggen og høisædes-væggen, samt med de to senge a a ved den bagre lang-væg og mellem dem «stor-skabet» b. Selv forsiringen på sengenes og skabets snedkerarbeide er aldeles som beskrevet af mig fra Mandals-kanten. Evensen bemærker, at den mode med storskabet er i Valle omkring 40 år gammel; før den tid var der et skab, som mere lignede gammelstu-skabet og ikke gik ud i fuld bredde med sengene. - Værelset over nystuen heder skjeltele. Det er soveværelse for husets ungdom.

Evensen slutter med en historie, hvis gammeldags præg svarer til husene, således:

«Ved siden af stuehusene har hver bonde et loft eller stabur med 2 etager, hvoraf den underste kaldes bur, den øvre loft; hele huset benævnes loft. Omkring loftet er svalgang og det hele har samme udseende, som flere, der ere afbildede i Folkevennen og Skillingsmagasinet, især fra Thelemarken. Et mærkeligt loft står på gården Høgnestad. Det er beklædt på vægge og tag med tavler og skilderier og har hemmelige tilgange. Det skal være således indredet af en, der hedte Aasmund. Omkring svalen er skydeglugger. Denne Aasmund rømte som soldat, hvorpå øvrigheden skulle fange ham, men han forskandsede sig i loftet. Da de kom for at gribe ham, satte han en målestang - en stang 6 alen 6 tom. lang, som bruges til jordudmåling - på en agerkant, skjød 12 pile med sin stålbue i den, den ene over den anden, og råbte, at dersom de kom i nærheden, skulde ligeså mange pile sættes i dem. De måtte da lade ham være i fred. Jeg har selv været i loftet og seet dets indredning, men kan ikke specielt beskrive det, da her er mange år siden.»

(Folkevennen, Bd. 12, 1863, s. 494-501.)


BYGNINGS-SKIKKE
[V. OM JUTULSTUE, SVENSK BONDESTUE, SARABRÅTEN, BARDUDALEN]

I.

Atter om dette? Ja, jeg tænkte mig, at der dog vel skulde være nogle venner af folkelivets studium, som skulde have interesse af at se et spor af lighed i skik i vore bygder og i Sverige. Det går langt op i tiden; thi de huse, jeg skal sammenligne, er den gamle jutulstue eller hedningstue

bilde s. 224
TranspGrundtegning til Jutulstuen.

i Rennebo i Throndhjems stift og den bondestue i Dalarne i Sverige, i hvis kjelder en ferm bondekone holdt Gustav Eriksson Wasa skjult - han var på flugten, og de danske speidere kom til huset og truede hende på livet.

Jutulstuen står endnu, og jeg hidsætter en grundtegning af den. Den var oprindelig røgstue; men tænke vi os røgstuens ildsted ombyttet med en sådan lysovn med skorstenspibe, som senere blev almindelig og tildels endnu er brugelig, så svarer huset nøiagtig til hvad jeg har kaldt den throndhjemske stueform. Vi kunne sige, at jutul-stuen står som oldemoder blandt en stor mængde yngre og tildels mere nymodens opfiffede huse af samme grundform. Dennes mærke er: ved stuens ene tvervæg et mindre rum, som er delt i to, nemlig en forstue, hvorigjennem man kommer ind i stuen, og et kammer (kleve, kåve), som man kommer ind i fra stuen af. - Mellem forstuen og kleven har kun været panel-væg, og denne er nu taget bort; dette er antydet på tegningen ved den prikkede linie.

I hin fortid, da man brugte røgstuer, fik man lysning ned gjennem ljoren eller røghullet øverst oppe i taget. Det var vel ved ildstedets forandring (med skorstenspibe), at ljoren blev sløifet og vinduer kom i brug. Men denne nye brug blev ikke ens overalt, eller man brugte ikke i alle bygder at sætte vinduerne på samme plads. Jutulstuens tegning viser et vindue på den fremre langvæg, men den antyder tillige plads for et til på modvæggen, til sammenligning med det svenske hus, som har havt vinduer på begge vægge.

En anden uvæsentlig forskjel er den, at medens det svenske hus havde kjelder, med lem i kammerets gulv, så er jutulstuen uden kjelder. Jeg har dog på tegningen antydet lemmens plads, for at lette sammenligningen.

Det svenske hus er ikke til mere, på kjelderen nær, og hvorledes mindet holdes i ære, det viser et nyt hus, som nu står på tomten, og som er en liden pragtbygning, smykket med malerier over heltekongens skjebner og bedrifter. Dette mindesmærke indviedes af prinds Oskar, i 1860, på 300 års dagen efter Gustav Wasas død.

Det gamle hus er dog til i beskrivelse. Denne har jeg tilfældigvis stødt på i en nylig udkommen reise-beretning af danskeren Barfod. Jeg anfører beskrivelse og indskyder hist og her en parenthes med små-bemærkninger.

Våningshuset bestod dengang af en forstue, en større stue og et lille kammer. Midt i kammerets gulv var der en lem, gjennem hvilken man ad en trappe på åtte trin gik ned i den hvælvede stenkjelder, som for største delen lå under forstuen (der altså har ligget ved siden af kammeret). I denne kjelder blev Gustav gjemt; mad blev der sendt ham fra præstegården -. Den lønlige trappelem var så vel indpasset i kammerets gulv, at den vanskelig skulde opdages af nogen, som ikke iforveien kjendte den. På stuen var der vinduer både mod øst og vest (på to modsatte vægge, altså rimeligvis på begge langvæggene); men kammeret, som ikke selv havde noget vindue (så har det også været i de gamle throndhjemske huse), måtte modtage alt sit sparsomme lys fra stuen; så meget bedre var altså lemmen skjult. Både forstuen og kammeret lå mod syd (altså ved den ene af bygningens tvær-vægge); men fra forstuen måtte man igjennem den store stue for at komme ind i kammeret (akkurat ligesom i den trondhjemske stue). Gustav havde ikke længe ligget i sit nye skjul, inden speiderne kom; men Tomt-Mats's hustru, Tomt-Mats-Margit, som egnens sagn kalde hende, var just ifærd med at brygge sit juleøl og rullede hurtig bryggerkarret hen over kjelderlemmen, så den dækkedes, og blev forøvrigt rolig stående ved sin gjerning. (Altså har stuen været brugt tillige som kogehus eller kjøkken, ganske som i jutulstuen og fremdeles i mange bondehuse af denne grundform.)

II

Jeg skal her fremlægge tegninger af to huse, som interessere mig.

Det første har jeg allerede hentydet til før, i Folkevennen for 1861, side 228(235). Det er en stads-bygning på grosserer Thv. Joh. Heftyes landsted Sarabroten, en halv mils vei fra Christiania. Her er et ensomt fjeldvand, og her er mørk skov rundtom, og man kan tro sig langt borte fra hovedstadens tummel, høit op i en afsides dal; naturligt derfor, at eierens norske sind valgte som model for huset en østerdalsk bjelkestue. Udførelsen overdroges til kunstnerne v. Hanno og Schirmer, som dermed måske kom til at give den første prøve på en kunstnerisk fuldendelse af den norske bondes gode gammeldags bygnings-skik.

bilde s. 226

På det fornævnte sted i Folkevennen har jeg ladet skjære i træ en afbildning af den pragtfulde indgangsdør til huset.

Denne gang giver jeg en tegning af husets ydre - ikke fordi jeg selv vil vove at bedømme det og erklære det for vellykket, men fordi jeg i sandhed anser det for glædeligt, at der dog er fattet tanke om og gjort begyndelse med at lægge kunstnerhånd på den norske skik.

I det sidste snes år har kunsten besøgt vort land. Den er kommen søndenfra, dels ved fremmede kunstnere, dels ved landets børn, som have fået sin uddannelse derude. I det sidste snes år er der også bygget en hel del stadselige tømmerbygninger i den såkaldte sveitser-stil, og denne stil er opkommet derved, at i Tydskland have kunstnere kastet sin elsk på de sveitsiske bonde-huses bygnings-skik.

Men det skulde dog for os norske være artigt at se, hvad norsksindede architekter kunde bringe ud af Thelemarkens og Gudbrandsdalens og Østerdalens jevne, trofaste hus-skik. En række af forsøg skulde kanske tilsidst glæde os med noget både hjemligt og tækkeligt.

I det afbildede hus er selve stuens indre nøiagtigere efterligning af den østerdalske skik end husets ydre: fra gulvet ser man helt op til tagets skrå sider og til den mægtige mønsås, som bærer tagets vægt. Man ånder så frit i en sådan mønsås-stues luftige rum.

Det andet hus som jeg har at fremstille for læserens blik, er det, hvis skjønsomhed jeg allerede har priset ovenfor ($ 15, side 62), og som bonden Peder Andersen har bygget på sin gård Moen i Bardodalen, Senjens fogderi, Finmarkens amt. [Folkevennen, Bd. 13, 1864, s. 62].

bilde s. 227b

Min første tegning viser kjelderen - for at man skal lægge mærke til de store sten-heller, som danne kjelderens tag.

bilde s. 227a

På næste tegning ser man husets gavlvæg samt til venstre den lille tilbygning, som danner melkekammeret eller den såkaldte «masstu» (matstue).

I tegningen no. 3 komme vi ind i stue-etagens værelser, nemlig: A, forstue, B, stue, C, husbondens sovekammer, D, kjøkkenkammer, G, gang, som fører dels ud i H, melkeboden, dels ud i gårdsrummet, endelig E, gjæstekammer og F, spiskammer. I stuen ser men 1, den skorstensdannede lysovn med et skabrum bag til veden, 2, kakkelovn, som på en gang opvarmer både stuen og de to mindre rum, som kun ere skilte fra den ved panelvæg, samt 3, kjelder-lem.

Ad trappen i rummet D komme vi op til overværelserne, som tegningen no. 4 viser os, således som de ville blive, thi de med prikkede linier antydede vægge ere ikke opsatte endnu: I, gang, K og L, to sengeværelser, med tre senge i hvert, for husets børn, for tjenere og arbeidsfolk, det ene værelse for mandkjønnet, det andet for kvindekjønnet, samt: M. og M,

bilde s. 228a

gjæsteværelse og klædekammer. Af gavlvæggen vil det kunne skjønnes, at loftsværelserne ikke have fuld høide ude mod langvæggene; det er kun som en halv etage.

bilde s. 228b

Hele huset er ganske nyt; det lod til at være taget i brug ganske nylig, da jeg besøgte det i afvigte sommer.

Der er noget som minder om den ældgamle bondeskik, nemlig de to små rum ved siden af stuen, C og D. I Gudbrandsdalen og Østerdalen er det ganske almindeligt at finde det ene af disse rum indrettet til sengekammer og det andet taget i brug til allehånde kjøkkenstel (senge-kleve og vass-kleve). Men medens de ellers pleie have sin plads ved stuens gavlvæg, stå de her i forbindelse med langvæggen; derved får huset dobbelt bredde, og dette har igjen gjort det muligt at dele loftets store soveværelse over stuen i to, et for hvert kjøn. Fremdeles er trappen sat således (i D, som er en del af selve stue-rummet), at ikke lettelig nogen natteløber kan liste sig ubemærket op.

Når jeg tænker over, hvorledes det hele husliv med dets mange og store interesser kommer til at antage sin skikkelse efter selve huset, så må jeg rigtignok undre mig over, at der ikke for længe siden har været udarbeidet og offentliggjort model-tegninger. Jeg synes jeg har seet noget om prisopgaver fra Selskabet for Norges Vel for den, som kunde levere de bedste tegninger til fjøse og stalde, passende for større gårde og mindre gårde. Men mønstre for selve familiernes boliger?

Indtil videre gjælde da Peder Andersens hus som en mønster-bygning!

(Folkevennen, Bd. 13, 1864, s. 164-171.)


[VI. OM JERNLENKE OVER ÅREN, RØYKSTUE PÅ EN
PRESTEGÅRD, RØYKOVN OG EN ÅRESTUE ENNÅ I BRUK]

bilde s. 229 transp Levning fra hedendommen. Hvem har ikke læst eller hørt om livet i oldtiden, når høvdingen og hans mænd sad sammen om arnen i den høie hal, og drak hinanden til i det muntre lag, rækkende de fyldte øl-boller tværs over lang-ildene? Hosstående tegning lader os se en af de simple prydelser, som have hørt til i en sådan hal. Det er en jern-lænke, hvori kjedelen har hængt over varmen på åren midt på jordgulvet i stuen. Lænken blev i 1839 funden i en gravhaug på gården Hellebust i Yttre Holmedal i Søndjord, Bergens stift, og den kom derfra til Bergens Museum, hvor jeg har ladet den afbilde.

Den store krog øverst har ligget over en bjælke; i den nederste krog har gryden hængt, og når lænken ikke var i brug, har man (for at den ikke skulde være i veien) kunnet hekte den nedre ende op ved hjælp af en af de to kroge, som sees henimod den øverste.

Man ser jo ofte nuomstunder lignende gryde-lænker i almindelige skorstene: men denne er så lang (2 3/4 alen), at den tydeligvis har hørt til en åre midt på gulvet, altså midt under det spids opgående tag, hvor der er stor høide.

I Bergens stift, hvor man ikke nu ser stuer af det slags, er det dog endnu meget almindeligt, at der til stuehuset, hvor folket bor, hører «ildhus» eller kjøkken med ildsted midt på gulvet og med åbent rum helt op til taget. Men dersom nogen vilde gjøre den bemærkning, at denne gamle lænke kanske har hørt til et sådant ildhus og ikke til selve stuen, så henviser jeg til det kunstige og stadselige arbeide, med disse tredobbelte bøiler af snoet jern: det vilde ikke have været så ganske ringe arbeide selv for vor tids bygde-smede, og i gamle dage har man ikke mere end nu kostet så meget på et simpelt ildhus. Når vi derhos betænke, at selve jernet jo må have været meget kostbart i de dage, finde vi det endog rimeligst, at selv mægtige folk slet ikke have havt jernlænker i ildhusene, men ligesom i vore dage hjulpet sig med «gryde-hav» eller skjæringer af træ.

Museet eier en jern-lænke til, af samme slags og med lignende kunstigt arbeide. Den er også ældgammel og kommen fra Odde sogn i Hardanger.

Fra to landskaber i Bergens stift finde vi altså levninger fra «årestuer», levninger, som vidne om, at stuen har været på sin måde stadselig udstyret, men at ildstedet har været af dette allerældste slag, med «åre» midt på gulvet og lige under røgåbningen eller ljoren.

Røgstue på en præstegård. Ved midten af forrige århundrede var den almindelige stue-indretning i Bergens stift den, at det nok var en røgstue, med ljore i taget til udgang for røgen, men at ildstedet ikke var en åre midt på gulvet (åre-stue), men en svær stenovn i det ene hjørne, uden skorstenspibe (ovn-stue, røgovn-stue). Dette har jeg før forklaret i den udførlige fremstilling af bygnings-skikken, som stod at læse her i Folkevennen i 1861, og til de beretninger, som jeg der har anført efter Pontoppidan og andre forfattere, kan jeg her tilføie et endnu ældre vidnesbyrd, som jeg nylig har fundet, og som rimeligvis angår det samme slags røgstue (med røgovn). I den såkaldte kaldsbog for Lekanger præstegjeld i Sogn, i fortegnelsen der over sognepræsterne i kaldet, findes under præsten Jens Bugge, som var født i 1631 og døde 1685, anført følgende:

Af en gammel besigtigelses-forretning sees, at man i hans tid fik kakkelovne i præstegården, da der før den tid kun brugtes røgstue.

Da røgovnen var ny mode. I afvigte høst kom jeg reisende fra Bergens stift til Ryfylke i Christiansands stift. Hist havde jeg seet mange røgovnstuer (i Søndfjord), men der vidste jeg at det var på sidste heldingen med denne gamle stue-skik; for en menneske-alder siden var det indre Ryfylke (Jelse præstegjæld o.s.v.) fuldstændig besat med dette slags stuer, men nu er der neppe et halvt snes igjen, og disse ere sådanne ringe og fattige huse, hvis eiere ikke have havt råd til at følge med tiden og koste sig en kakkelovn eller kogovn med skorstenspibe istedetfor den oprindelige røgovn.

På strandstedet Jelse vidste jeg om to sådanne huse, meget små og uanseelige, gamle og brøstfældige; jeg havde seet dem før, men jeg gik endda hen for at se dem igjen og ligesom tage afsked med denne gammeldags bygnings-skik, som jeg nu ikke mere skulde få se på min reise. Dermed fik jeg da også hilse på en bekjendt fra mit forrige besøg, den 70 år gamle Thore Thomassen, som boede i den ene af disse stuer. Ak, nu var der forandret i huset: konen var falden fra, og enkemanden havde det ret kummerligt. Men endda var der freidigt sind i den gamle, og endda fandt jeg, at det dagslys, som faldt ned igjennem ljorens skjå i den gammeldags stue, havde ligesom magt til at drage blikket og sindet opad.

Og ved dette mit besøg skulde jeg træffe til at få høre en forklaring af den gamle, som syntes mig at sprede et godt lys over en af dunkelhederne i bygnings-skikkens historie.

I Thores ungdom var der som sagt røgovn i hver mands hus her i egnen; men af folk, som da vare gamle, havde han hørt, at længer op i tiden var det ikke så, men de havde en «grue» (det samme som åre) midt på gulvet, lige under ljoren. Endnu bedre besked vilde jeg have fået, om jeg havde truffet Ole Døsja i Vikedal, som døde for et år siden og var på halvfemte tjuge (90 år); han kunde fortælle så meget om gamle dage, og han talte tidt om, hvorledes de sluttede med den gamle grue og byggede en ovn (røgovn af sten) i kråen eller hjørnet af stuen; man fik det rummeligere og gildere på den måde; det var som en ny mode - da først nogle havde begyndt, vilde alle tage efter. Dog var det også så, at de, som dengang vare gamle, satte sig længst imod, og i førstningen vidste de heller ikke at bruge den nye indretning ret; de vare svært bange for varmen og stode færdige med vasbøtter for at slukke, når de syntes luen stod for stærkt ud af ovnen, og gryden satte de ind i selve ovnen; men siden bleve de bedre vante med den nye måde.

Det var ikke lidet underligt at sidde i det gamle hus og på en gang betragte dette som en af de sidste levninger af en skik, som nu er så gammeldags, og høre om hin fjerne fortid, da selve denne skik blev indført som en ny mode. Desværre kunde fortælleren ikke oplyse, hvad tid moden var kommen til Ryfylke; heller ikke vidste han at sige, hvorfra den var kommen (hvilket sidste jeg dog selv kunde gjætte mig til, såsom jeg vidste, at Ryfylke er den sydligste egn, hvor røgovn-skikken har været brugelig, så den altså måtte være kommen nordenfra, fra det tilgrændsende bygdelag i Bergens stift); men det mindedes han, at det var kun i det indre af Ryfylke, i fjordene og fastlandet, at man brugte røgovne, men at man på øerne, Rennesø, Karmøen o.s.v., hvor de kun have torv til brænde, som ikke passer for det slags ildsted, allerede i hans ungdom brugte sådanne bilægger-ovne, som de have endnu.

Til bygningsskikkens historie. Jeg skal i korthed forklare, hvorfor denne oplysning om røgovnstuen i Ryfylke var mig så kjærkommen.

Når man læser en afhandling om oldtidens bygnings-skik, som professor Keyser har skrevet og udgivet, så ser man ikke om mere end et eneste slags røgovnstuer, nemlig med ildstedet midt på gulvet (åre-stuer). Keyser har fremstillet det således, som at denne bygnings-skikk ikke alene var den oprindelige, men at den herskede i alle egne af landet, indtil den afløstes af den nu brugelige med skorstenspibe. Og som Keyser, således også alle andre forfattere, som have skrevet om den sag i senere tider før mig, og som slet ikke nævne et ord om røgstuer af et andet slags (røgovnstuer).

Læser man videre de mange bygde-beskrivelser fra forrige århundrede, af Pontoppidan, Strøm, Gjellebøl, Lund, Wille, Wilse og flere, så støder man ofte på tale om og beskrivelse af røgstuer, og hver enkelt af disse forfattere synes at stå i den formening, at der ikke kan være tale om mere end et slags røgstuer, eller at de ere overalt sådanne som i den egn, som den enkelte forfatter netop er kjendt med og holder på at beskrive.

Men ser man nøie efter, så finder man, at det er røgstuer med røgovn i det ene hjørne, som f.ex. Strøm omtaler som herskende i den nordlige del af Bergens stift, og at den røgstue, som ifølge Gjellebøl ved samme tid (2den halvdel af forrige århundrede) var fast bygnings-skik i Sætersdalen, var af det slags med åre midt på gulvet.

Og når man reiser noget i landet, så kan man endnu den dag idag få se forskjellen på disse to slags røgstuer, nemlig røgovnstuen især i Bergens stift og levninger af årestuen hist og her i Christiansands stift, i de øverste dalfører på østsiden af fjeldet.

Efter disse to slags oplysninger, eller efter hvad jeg havde seet omkring i bygderne og læst mig til i hine bygde-beskrivelser, godtgjorde jeg her i Folkevennen (1861), at der havde været på en gang to slags røgstuer, begge med ljore eller åbning i taget for røgen og for lyset, men hver med sit særskilte ildsted, enten åre eller røgovn. Ja, jeg kunde endogså med stor bestemthed påvise, i hvilke strøg af landet hver af de to bygnings-skikke i sin tid havde hersket, nemlig røgovnstuen vestenfor en grændse, som omcirkler det vestenfjeldske Norge fra Stavanger- til Throndhjems-fjorden, desuden sandsynlig i Nordlandene og Finmarken - årestuen derimod i resten af landet. I Romsdalen og Gudbrandsdalen f.ex., som man jo veed går i et, har den vestenfjeldske bygnings-skik ved året 1770 hersket fra fjorden af helt op til grændsefjeldet mellem de to fogderier som bære disse dales navn, men østenfor grændsefjeldet har der ikke været spor af den at finde.

Såsom ingen forfatter vidste om hin dobbelthed i bygnings-skikken, så var der da heller ingen, som forklarede, hvordan den var opkommen. Jeg kunde da kun gjætte mig frem og fremsatte den formodning, at røgovnstuen monne være af samme slags som de stuer, som sagaen fortæller at kong Olaf Kyrre indrettede på en ny måde ved året 1100 - hvad enten nu måden var opfunden af kongen selv eller indført fra fremmede lande eller fremkommen ved forbedring af en endnu ældre bonde-skik, som måske bestandig havde bestået på vestkysten, medens isåfald årestuen kun oprindelig havde hørt hjemme i indlandet.

Dengang var jeg endnu som så mange andre ledet af den anskuelse, at Norge hovedsagelig havde fået sin befolkning ved indvandring nordenfra, fra Hvide-havet og langs kysten nedover, så i det høieste kun en del af Østlandet var blevet befolket fra Sverige af. Og derfor var jeg tilbøielig til at tænke mig tingen på den måde, at skikken med røgovnstue (der som sagt har været i brug netop på Vestlandet og derhos har meget tilfælles med de eiendommelige røg-stuer, som høre hjemme i Finland, altså i Hvidehavets nabo-egne) var fulgt med folkestrømmen nordenfra og altså havde hørt hjemme på Vestlandet fra de ældste tider af, men at den anden stue-skik var kommen østenfra.

Nu ser jeg, at oldforskeren Nicolaysen(236) billiger den del af mine formodninger, at Olaf Kyrres stue-indretninger har lignet den, som endnu den dag idag sees i røgovnstuen. Men af hvad jeg hørte i Ryfylke, i forbindelse med fundet af hin grydelænke fra hedendommen, må jeg nu slutte, at røgovnstuen ikke er nogen oprindelig lands-skik.

Det sande tør da være dette, at stue-indretningen, med røgovn opkom på Olaf Kyrres tid, at den har holdt sig alt siden og at den lidt efter lidt blev herskende skik udover et så stort strøg af landet som nys omtalt.

En årestue endnu i vore dage. På en af heierne ovenfor Mandal bor en bondemand, som er bekjendt videnom, da han søges og hentes som doktor fjernt og nær. Det er en kløgtig mand med skarp iagttagelses-evne, og han er en mester til at fortælle om, hvad han på sine reiser har seet og oplevet.

Han er født i Bjelland høst oppe i Mandalen, og fra sin barndom mindes han at have seet en årestue på en gård her, som enkelt og nu for længst forsvunden levning af den gamle skik i bygden, hvor åren er ombyttet med kakkelovne. Men nu nylig havde han atter truffet til at se en ligedan stue og det i beboet stand (thi i Bjelland og andre steder kan man vel finde nogle flere gjenstående stuer af det slag, som have været beboede, men nu kun bruges som ildhuse) - det var på gården Ørsdalen, høit oppe i Birkrim sogn, en af Jæderens grændsebygder mod syd. Han var i huset i januar 1863; åren var midt på gulvet, ljoren lige over, og denne blev til natten, når det var ildslukt, dækket med en lem; der var en såkaldet bleksten opreist ved den side af åren, som vendte mod døren, og en gjelje, som de reidde (svaiede) gryden fra eller henover varmen med - ganske som man veed at indretningen har været i Mandalen og Sætersdalen og flere steder.

Boer der folk i huset endda, så vil jeg kalde det en såre mærkelig oldtidslevning; det er ialfald den eneste beboede stue i hele Norge, som jeg veed om, af dette oprindelige slag, som vel engang hele det norske folk, ja hele Nord-Europas folke-familie boede i.

Men sådan som denne stue i Birkrim have rimeligvis de årestuer været, som før brugtes i Ryfylke og der forandredes til røgovnstuer.

Denne forandring i Ryfylke, som der endnu er så friskt sagn om, er måske foregået for 100 år siden eller dog neppe stort længer tilbage i tiden.

Imellem Ryfylke og Birkrim ligger Jæderen. Her har man i lange tider brugt den skik med bilæggerovn af støbt jern. Dette er en fremmed, oprindelig en udenlandsk skik; men den synes at måtte være indført her tidligere end hin forandring i Ryfylke, så tidlig nemlig, at der nok ikke længer er sagn om begyndelsen. Lidt om tiden kan vel også sluttes deraf, at adskillige af Jæderens bilæggerovne ifølge påstøbte årstal ere over 200 år gamle.

Hvordan mon det da har været på Jæderen, før jernovnen kom? Her har rimeligvis været åre midt på gulvet, som i nabobygderne; men da man brugte torv til brænde, har man (ligesom vi hørte ovenfor om Karmøen) ikke kunnet ombytte den med røgovn, men er gået over med en gang til bilæggerovn. Hermed er jeg kommen ud af min tidligere uvished, om Jæderen havde hørt til røgovnens strøg. (Folkev. 1861, side 423.)

(Folkevennen, Bd. 14, 1865, s. 50-58.)


[VII. KVÆSTAD I SETESDALEN]

Mig er det gået så, at siden jeg først kom til at lægge mærke til bygningsmåden i vore bygder, har det været mig en stadig tidsfordriv at se på husene. Den stundom gradvise og stundom bratte overgang fra den ene bygds skik og måde til den andens, den store ulighed i mangt og meget mellem bygnings-skikken i syd og nord, i øst og vest, og til samme tid den kjendelige overensstemmelse i grunden, den lange række af småforandringer, som vise sig i en og samme bygd, i de ældre og de yngre slægter af huse, og som idet hele taget vidne om stræben efter at få alt mere bekvemt og hensigtsmæssigt indrettet, de mange små tegn og mærker ved vore boliger, som vidne om de forskjellige tidsalderes og bygdelags ulige smag og sands for det skjønne og det hyggelige - alt dette giver en underholdning og belærelse som om man kom ind i en storartet industri- eller kunstudstilling. Selve Norge er udstillings-paladset, og deri hver bygd et kammer, eller hvert bygdelag en sal. Reis igjennem Gudbrandsdalen eller Valders - og du vil se husenes klynger smukt ordnede, nogle nede i dalens bund, andre op efter lierne, høiere og høiere - ret som tingene i en udstilling ere stillede til skue på borde langs gulvet og på hylder op efter væggene.

Vil du studere folkets arbeide, dets kunstfærdighed og dygtighed, eller vil du gjøre et indblik i huslivets forholde eller gjøre dig bekjendt med den økonomiske tilstand, så se dig om her i denne samling af bygninger.

Eller sysler din tanke og dit sind med de fremfarne dage, med oldtiden, så kan beskuelsen af de ældste huse, som nu stå, hjælpe din indbildningskraft til at forestille dig, hvorledes de huslige indretninger have været, som sagaerne nu og da kortelig omtale. Det vil du erfare ved at følge med på en kort tour ind i det sætersdalske rum af udstillingen.

Du veed Sætersdalen, det langstrakte dalføre med dets gammeldags

bilde s. 235

fjeldbygder henne i Christiansands stift? Og se nu tegningen figur 1, hvilken mærkelig stuebygning der viser sig for os på Kvæstad, i Valle præstegjæld.

Det er en af vore kunstnere, hr. O. Isaachsen, som har glædet mig med denne og de følgende tegninger fra Sætersdalen, og han har ledsaget dem med beskrivelser, af hvilke jeg gjør uddrag.

Stuen på Upp-i-gard Kvæstad er uden tvivl et af landets mærkeligste og fuldstændigst bevarede vånings-huse af den gamle slagen. Der er egentlig to stuer, «gamli-stog» og «noje-stog», med et kot imellem begge, som benyttes til melkebur(237). - Jeg kan ikke med ord gjengive den besynderlige følelse, som gjennomstrømmede mig, da jeg første gang steeg ind under disse skumle stuers tag og famlede omkring i deres mørke gange. Der foer gjennem mig ligesom en gysning fra sagaens dystre dage, jeg følte mig ganske bortflyttet fra nutiden og måtte formelig betænke mig: Er det virkelighed eller drøm? Så ofte havde jeg ønsket: «Om der bare fandtes en eneste stue i landet, som mindede rigtig om oldtiden og kunde give en klar forestilling om livet og stellet i hine dage!» - og nu med et havde jeg mit ønske tilfredsstillet, og istedetfor drøm den klare virkelighed! Tegningen viser trappen og indgangen gjennem svalen til forstuen foran gamlistog, som er en ægte gammel arestue med alt, hvad der charakteriserer en sådan i ydre, indre og løsøre, alt er i mindste enkeltheder af gammelt præg: jeg vil blot erindre om, at over døren i svalen er en indretning til at hænge piler i. Alt timmermands-arbeide er på det bedste og nøiagtigste udført, alle stokke glat skavede, og render udskavede til prydelse såvel på stokkene som på alle planker til kovens og nojestogs «skjaldtili» (loftsgulv). Alt timmer har dimensioner, som i lange tider ikke har funnets i dalens skove. Nojestog, gamlistog og bur ligge ved siden af hverandre i en række på en stor stenborg af mægtige blokke. Nojestog er åben ved nedre stokværk, men lukket med stavværk ved det øvre. Svillerne ved ydre og indre døre ere meget høie, til knæs og derover. Gamlistog består af forstova, med den afdelte kove, og den egentlige stova; døren fra forstova til stova og fra denne til koven stå klods ved siden af hinanden, ligeså i nojestog, som også inddeles på samme måde, kun at den har et lidet sengeloft og selve stuen har «spais»(238) og skorstenspibe istedetfor are og ljore samt en anden indretning end arestuens, der er af de bekjendte gamle slag(239). Om vinteren bo gårdens folk i spaisestuen, men om sommeren i arestuen(240). Den i Landstads folkeviser omtalte Vilborg på Kvæstad har efter bøndernes udsagn boet i denne stue.

bilde s. 237

bilde s. 238

Figur 2 lader os se ind i arestuen, idet den giver et billede af tværvæggen med de to døre - af hvilke den lukkede fører til forstuen, den åbne til kåven. Slige dørstolper, bugede og med grov, men rask udskjæring, ere endnu at se i mange af dalens ældre bygninger.

Der er også adskillig vakker udskjæring udvendig på svalgangens stolper og bjælker; men tegningen fig. 1 er for liden til, at samme kunde komme tilsyne.

For endelig at give begreb om den øvrige indretning i en arestue har meddeleren tilføiet tegningen fig. 3, som rigtignok er taget fra et andet hus i sognet, nemlig på Aaraksbø.

Da kjerringen i sessen er et stort kvindemenneske, så kan De deraf slutte Dem til dimensionerne på timmeret i vægger og møbler. Det rød- og hvidstribede plag på sengestolpen er et af de vanlige «tjeld» , som bæres af kvinderne; lige fremom tjeldet ser man «skori», som hænger på «jøia» og holder « kjeteli» og «kassli» over ilden. Døren til venstre er indgangen til «koven» (også kaldet «klavi» og «kleva» ) - lige ved er døren til forstuen. I denne stue er 4 store senge, alle af samme slag, en i hvert hjørne; ellers er indretningen den almindelige: faste bænke ved begge langvægger o.s.v (som forklaret i anm. ovenfor).

(Folkevennen, Bd. 14, 1865, s. 408-414.)


[VIII. BROKKE I SETESDALEN]

På gården Brokke, fremdeles i Valle præstegjæld i Sætersdalen, står den stuebygning, som tegningen fig. 4 viser os et billede af. Svalgangen langs fremsiden har været særdeles vakker, men er nu skjæmt, og årsagen er den forandring, som er gjort med selve stuen. Denne var fra først af en årestue, med den sædvanlige indretning, navnlig med ildstedet eller åren midt på gulvet, hvorfra røgen steg frit op lige til taget og derigjennem ud af ljoren, hvilken ljore også tjente til lysning om dagen; men i en senere tid er åren ombyttet med en «spais» med tilhørende skorstenspibe, der blev lagt « skjaldtili» (loftsgulv, lem) over stuerummet, og derfor måtte der hugges hul på væggen og sættes vindue i; for at få loftet over stuen passende stort, blev endelig huset forhøiet med nogle omfar af vægge-stokke og taget altså løftet op. Men derfor sees nu et stygt åbent rum imellem taget og den øverste bjælke af svalgangen, som taget før hvilede på, og for at skaffe lys til vinduet rev man væk en del af svalgangens smukke bue-rad.

Huset er vistnok bekvemmere at bo i nu; men det er dog skade, at svalgangen er bleven skjæmt.

Ved dette hus lægger man desuden mærke til den «drombegång», som fører over fra stuens sval til «burs-lopti» tæt ved. Det er en gang med tag over og med stavværks sidevægge samt en smal lysåbning mellem taget og samme sidevægge; den ligger så høit, at der kan kjøres med fuldt hølæs på veien, som går under den mellem buret og stuen. - Slige drombegange skal der i gamle dage have været at se på mange gårde i Sætersdalen, og den ærede meddeler, som jeg har at takke for disse tegninger, har selv seet en på gården Lopthus ved Fyrrisvatn i Moland - en af Sætersdalens grændsebygder.

Burets og bursloftets bryst-svaler vare før lukkede med stavværk og havde rundbuede lysåbninger ligesom på Bolkesjø-buret i Telemarken, hvilken indretning endnu sees på de fleste bur i Sætersdalen. Side-svalerne til buret og loftet ere af stavværk og endnu i god stand; de kaldes «skålir» - og tjene om sommeren til sovesteder og om vinteren til hø-rum(241).

Ser man vel efter, opdager man over både burets og stuens ydre døre en mængde «kross», malede med tjære om «joleptan» (jule-aften), til beskyttelse mot «Aasgaareii». Denne skik bære alle Sætersdalens gamle bur spor af, og der skal findes en og anden gamling endnu, som «krossa» i smug.

bilde s. 240

bilde s. 241

Burs-loftet var efter den ældre bygnings-skik gårdens gjæstekammer og stadsværelse og derfor udstyret på det gildeste. Tegningen fig. 5 lader os se ind på et sådant loft med ægte gammeldags snedkerarbeide.

«Tegningen forestiller en meget gammel «kviil»(242)Viken i Valle. Den er arbeidet i hine tider, da man her ikke kjendte til sagen, men kløvede plankerne ud af store bjælker ved at bore hul i hul og så bløie med kiler(243). Timmeret i plankerne er særdeles mægtigt og af bedste slag, så der ikke er brugt mere end 5 vedstykker til at gjøre ud fremsiden og enden - de to andre sider dannes af husvæggen. Kråtet på de store runde plader er næsten bortskuret; men der siges, at man ikke kunde få af nogle blodpletter efter en mand, som her blev dræbt, og så længe blodpletterne findes på sengestolpen, går manden igjen, hvorfor nu ingen vover at sove i denne seng eller på dette skjaldtili om natten. Det var med nød og neppe, at jeg fik en gut til at lægge sig i sengen på blanke dagen. Alle sætersdøler ere meget rædde for «skrømt» eller spøkeri og vove sig ikke gjerne ud for husene, så fort det er bleven mørkt om kvelden.»

Til ære for vore gamle bygmestere meddeles endelig prøver på Sætersdalsk treskjærings-kunst.

Den første, fig. 6, a, forestiller den øvre del af en af de søiler eller planker, som høre til svalgangen på stuebygningen fig. 4. Man lægge også mærke til fig. 6, b, der viser søilens dannelse, når den sees fra siden af.

bilde s. 242

bilde s. 243

Det andet udskårne stykke, fig. 7, a, er en «dyrrkjenn» eller dørstolpe, af samme slags som i stuen fig. 2. Den her afbildede hører imidlertid til et bur på en anden gård. Af gjennemsnits-tegningen fig. 7, b, ser man dens bugede form. Denne form og dette kråt gjenfindes med små afvexlinger på næsten alle dalens gamle burdørstolper.

(Folkevennen, Bd. 14,1865, s. 443-449.)


NOTER:

1. Jeg smykker min afhandling (og den kan vel trænge til det) med tegningernes lånte fjedre. Nogle ere lånte helt og holdent; med andre af dem har det sig så, at det rigtige eller kunstmæssige ved dem er lånt, idet træskjæreren, hr. Søborg, har rettet på de ufuldkomne udkast af min egen hånd.

Fig. 1 har hr. landskabsmaler Eckersberg tilladt mig at tage af hans mappe. Fig. 2, 3, 4, 5 og 6 angå alle et hus på Løkkre i Lom, som jeg kortelig havde beskrevet i min «Beretning om sædeligheds-tilstanden i Norge» (1857), side 22, og som derefter (jeg tror også: på foranledning deraf) blev tegnet for Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring, af hr. civil-ingeniør Chr. Christie. Fig. 7 angår også det samme hus, men er udført på den antydede måde efter et tidligere udkast af mig.

Fremstillingen i nærværende afhandling kan ikke undvære tegninger, og har i flere stykker måttet rette sig efter den anledning, jeg havde til at låne mig frem. I det nævnte selskabs samlinger har jeg fundet flere stykker, som passede til mit behov. Jeg skal ved hvert sted se til at nævne min kilde.

2. Nu, da jeg sætter mig til at skrive og overskuer den vei, som min afhandling skal arbeide sig fremad, paatrænger det sig rigtignok stærkt, at mangt og meget af det, som jeg her skulde erindre og have på det rene, har jeg vel på mine reiser leet og moret mig ved at betragte, men dog ikke fæstet på papiret eller lagt på minde således, som den pleier gjøre, der allerede har den plan at skrive offentlig. Jeg har ialfald ikke før nu temmelig nylig tænkt mig, at jeg nogensinde skulde komme til at skrive en særskilt afhandling om dette emne.

Vel har jeg tænkt på at opsætte, indtil jeg fik skrevet til folk omkring i bygderne om nærmere forklaringer, eller til jeg kanske kunde få gjøre mine reiser om igjen og atter se selve tingene og da se bedre end før. Men begge måder faldt mig så vidtløftige, og opsættelsen kunde blive endeløs.

Derimod tænker jeg mig, at når jeg nu anvender nogle dage på at samle og ordne, hvad jeg for tiden har, og når jeg får lov til at lægge det frem for min læsekreds sådant, som det nu er, så kan dette både skjærpe min egen opmærksomhed for tingenes bedre studium ved senere leiligheder og derhos gjøre det lettere for mig at samtale eller brevskrive om sagen med andre og indhente råd og oplysninger.

Man misbillige ikke dette af mig. Den ene dag skal undervise den anden, den ene bog og afhandling befordre den anden, den ene forfatter skal selv gjennem sine feiltagelser - være den anden til vink og veiledning. På den måde dages det, og lyset voxer, og et studium, som fordyber sig i det små, kan blive forberedelsen til grundig indsigt i vigtigere ting.

Nu, i den sidste time, da jeg netop står i begreb med at levere mit manuskript til bogtrykkeren, får jeg brev fra en bondemand i Søndmør, som skriver mig til netop for at gjøre mig opmærksom på visse indretninger i husene der. Han beskriver mig tilstanden som utålelig og opfordrer mig til at skrive derom i Folkevennen.

3. Ved denne leilighed kan også det erindres, at i oldsproget og i bondens mål bruges det ord loft om et loft-værelse eller øvre stokværk, hvorimod det i by-sproget kanske mere er det samme som mørk-loftet eller det rum, som indesluttes af tagets skrå sider. I nærværende afhandling bruger jeg ordet loft i bondens betydning.

4. Netop dette forhold, at stuen har lidt mindre udstrækning efter husets længde end efter dets bredde, tror jeg er det almindelige her på Østlandet.

5. Netop i Lom haves endnu til dette brug nogle særdeles smukke åklæder, med indvævede bibelske figurer (Salomos dom, Johannes's hoved på et fad, o.s.v.), mindesmærker om en ældgammel kunst, som ifølge aldeles bestemte sagn mellem bønderne var kjendt og øvet her og andre steder i Gudbrandsdalen indtil for få menneske-aldere siden, men som man nu kun kjender navnet af: upstad-gogn heder nemlig vævstolen, og hine tepper derfor upstad-åklæder. På et af disse stykker så jeg årstallet 1620 indvævet. Det ord vævning passer ikke ganske; thi islætten bliver på en måde flettet eller «smøygt» ind imellem renningen; hånden gjør her mere end på en almindelig vævstols-maskine. - I Universitetets samling af oldsager bliver en vævstol af det slag nu i disse dage opstillet, for at stå der som et mindesmærke fra oldtiden; selve træet i den er også brunt af ælde; men den er ellers hentet hid fra Bergens stift, hvor kunsten endnu øves så småt - thi der er afstanden mellem oldtiden og nutiden ikke så stor, som man ellers er vant til at tænke sig den.

6. 1 ste del, side 560.

7. Nedenfor vil det sees, at samme skab-skik har været i Smaalenene og i Thelemarken.

8. Senere kommer jeg endog til at omtale, hvorledes der i et vestlandsk bygdelag er en nedarvet skabform af et ganske andet slag.

9. Efterat ovenstående var skrevet, har jeg kiget lidt i et kjæmpeværk af en bog, som der i disse år er udkommet fire bind af, og som fra nu af vil blive et af de vigtigste kildeskrifter for al historisk forskning over norske sager, nemlig Diplomatarium Norvegicum, indeholdende en samling af nogle tusinde breve eller ældgamle dokumenter. Iblandt disse er der mangfoldige testamenter, skiftebreve og kjøbekontrakter o. desl., hvori der tales om allehånde bohave, og at læse samme er som at gjøre et lidet indblik i stuerne og på lofterne for et halvt tusinde år siden.

År 1381, ser jeg, testamenterede en præst i Nidaros blandt mere til en person «en seng og et hynde og et åklæde og en kiste (kista) og en kistel (kistill, liden kiste) (II, 365); ved et skifte af 1378 forekommer «en fager kiste, vel jernbeslået» (III, 317); ved Sortedødens tid, 1352, nævnes ved en gårdhandel «en tydsk klæde-kiste og en flamsk kistel, som fru Sigrid havde eiet (IV, 284); ved en gårdhandel 1406 blev givet i betaling blandt andet «en kjedel for 7 mark og et bolster 7 mark og en kiste 3 mark og en dug 3 mark og et åklæde 2 mark og en kande 3 mark» (IV, 553); ved et skifte i Bergens by 1529 forekommer «tre gamle kister» (VI, 801); i en fortegnelse over indboet på Akershus slot 1488 anføres to kister, og den dag, da fortegnelsen blev forfattet, blev i den ene forefundet en del lagener og duger samt fadeburs-nøglerne (rimeligvis var da også selve kisten låsfærdig), og i den anden var der et skrin med brevskaber i (II, 694).

Således har jeg da fundet mange steder, hvor der tales om kister i hine gamle dage, og det er let at skjønne, synes mig, at det har været netop sådanne kister, som vi endnu se på klæde-lofterne i vore gammeldags bygder. Men skabe har jeg ikke fundet nævnt; ja en af diplomatariets udgivere har underrettet mig om, at det ord «skab» ikke forekommer i diplomatariet - og heller ikke i noget andet oldskrift.

Var en sådan ting som et skab ikke til i hine tider? Eller er årsagen til, at skabet ikke nævnes i testamenter og skiftebreve, kanske den, at det blev henregnet til husets faste indbo og derfor ikke blev givet bort eller udlagt i skifte? Eller mon det har sig så, at det kun blev nævnet med et andet navn? Denne sidste tanke faldt mig ind som en mulighed ved at læse et testament fra 1413, af en præst i Oslo, som gav bort sit iboende hus og til stuen skjænkede blandt andet indbo «kistesengen, to bord-kister, bogstolen, en kandestol» o.s.v. (II, 469). Bogstolen har rimeligvis været en indretning til at lægge den store og tunge pergaments-bog på under læsningen; kandestolen minder stærkt om den øvre del af fremskabet med hylder til kopper og kander; kistesengen har vel været en seng og en kiste sammensnedkret, omtrent som man i vestlandske bygder kan se et skab forenet med sengen. Men de to bord-kister? På en almindelig kiste er overfladen låg; nu tænke man sig den forandring, at der var åbning på forsiden, med dør og lukkelse, me at overfladen var fast, så man der kunde sætte fra sig kopper og kander som på et bord - og man da finde, at tingen har lignet på en gang et bord og en kiste, altså svaret omtrent til vort «skjænk» eller englændernes cup-board (bogstavelig: koppe-bord).

Dette er nu kun en formodning. Men i en sag som denne kan det være tilladt at danne sig formodninger, hvis man ellers finder det værd at tænke på den. Ordet «skab» eller «skåp» forekommer i alle nordiske sprog, fra Danmark og Sverige til Island, og det i den omhandlede betydning. Dersom nu selve tingen var bleven indført her til Norden formedelst en fremmed mode f.ex. fra Tydskland eller England, så skulde man tro, at navnet ligeledes måtte være kommet derfra, og at det altså også måtte være kjendt i det samme lands sprog. Men efter hvad en kyndig sprogforsker har sagt mig, forekommer ikke ordet i noget fremmed sprog, og dermed er den forklaring udelukket. På den annen side forekommer heller ikke ordet i noget nordisk skrift fra Middelalderen, og det kan da heller ikke med bestemthed påståes, at ordet og tingen fra gammel tid af har været kjendt i disse nordiske lande.

I en beskrivelse over folkelivet i Sætersdalen ved året 1780 finder jeg den oplysning, at slåttekarlen havde brynestenen (til at bryne ljåen med) hængende ved siden i «en liden kiste af helt træ», og denne kunstig udhulede kiste hed «skåp» (Top. Journ. XXVII 71). Nu gjætter jeg indtil videre på, at ordet oprindelig har betegnet ethvert kunstigt træskjærings- eller snedkerarbeide (af det ord «skabe», danne), og at det lidt efter lidt er kommet til i særdeleshed at betegne dette stykke bohave i stuen, som langt om længe og kanske først i de senere århundreder kan have fået sin bestemte skik efter mange forandringer og forbedringer af den ældgamle kistes simpelhed.

10. Da ovenstående var skrevet, blev jeg fornøielig overrasket ved at finde det østerdalske håndklæde med «sprang» igjen i den allerede omtalte samling af oldbreve (Diplom. Norv.). År 1328 blev i Bergen optaget taxt over en del løsøre, som en frue havde fået i medgift, og deriblandt var «to sprangede bleier (lagener) for en mark, item to bleier silke-sprangede for 4 mark», fremdeles «en spranget dug og et spranget håndklæde (sprangat handklæde) for 4 mark» (II, 141 og 142). Og lignende sprangede linnedklæder (lagener og duge) omtales på mange andre steder i disse oldbreve.

Der kan vel ikke være tvivl om, at her havdes for øie en klæde-prydelse af samme eller lignende slag som det nuværende sprang. Men her er det besynderligt, at hint gamle udtryk nu rimeligvis skulde have været aldeles uforståeligt, hvis ikke skikken og navnet havde vedligeholdt sig i hin enkelte bygd. Hr. lektor Unger, den ene af diplomatariets udgivere, har nemlig sagt mig, at ordet ikke vides at forekomme uden netop i nogle af hine oldbreve og, som sagt, i Østerdalens talebrug.

Og det er ialfald ikke nogen urimelig formodning, at når man i gamle dage brugte at gjøre håndklædet så stadseligt, så har man også hængt det op på væggen til stads, efter den her beskrevne skik.

11. I Gudbrandsdalen har jeg seet adskillige kakkelovne af klæbersten, tilhugget og sammensat efter jernovnenes mønster.

12. I de ydre bygder, i Smaalenene og Lier, vil man finde denne forandring tidligere indført. Se nedenfor under § 14.

13. Jeg veed ikke at oversætte dette ord (bogstavelig: ild-side); det minder mig på engang om alle de eventyr, jeg i min barndom hørte i kakkelovnskrogen, og om den venlighed, som så ofte har glædet mig i bondestuer her på Østlandet, når man gjorde plads for mig og bød mig sidde frem ved ilden (foran peisen). Ellers har jeg forestillet mig, at englænderens forkjærlighed for hans fire-side, dette lysende midtpunkt for hans familielivs hygge («den huslige arne»), er som en fortsættelse fra en ældre tids nøisomhed, da dagligstuen tillige var kjøkken, og ildstedet, hvor der kogtes, tillige skulde give lysning med sit bål - altså som nu i Gudbrandsdalen og Østerdalen.

14. Lad mig benytte leiligheden til at sige, at størstedelen af de sproghistoriske oplysninger, som jeg her og senere kommer til at meddele, har jeg i disse dage selv fået meddelt af professor Keyser, lektor Unger, sprogforskerne Ivar Aasen og Sophus Bugge, som allesammen have mødt mine spørgsmål med den største velvillie.

15. Dipl. Norv. II, 716.

16. Hr. lektor Unger har gjort mig opmærksom på, at ordet skorsten forekommer i Knytlinga-saga, som blev skreven på Island rimeligvis i det 13. århundrede. Det heder nemlig her om den danske kong Knut (den Hellige), at han, efter at have fået sit banehug, «faldt i en skorsten» (Fornm. s. XI, 367). Men det må erindres, at dette foregik i Danmark.

17. Den gamle skildring passer overmåde godt på egnens beskaffenhed. Endnu farer folk tidt og jevnt gjennem Lordalen over fjeldet fra Lesje til Lom. Den bekvemmeste nedgang fra fjeldet til Loms-bygden er gjennem det skar, som Aura-elven fosser ned igjennem, strax indenfor den stærkt bebyggede grænd Ramstad-stranden. Men Olaf måtte jo være forberedt på fiendskab og modstand, og her indenfor Ramstad-gårdene vilde han være som i en fælde; det ser derfor ud, som at han med overlæg har forladt den almindelige sti og holdt sig til åskanten, indtil han kom til brækken ovenover gården Bø eller Bøje, som den nu kaldes; thi når han kom ned her, havde han omgået den mandstærke del af bygden. Stava-brækkens navn er til endnu, ganske nær ved ligger nemlig Stavå-sæteren, og enhver, som er kjendt i Lom, vil skjønne, at fra dette sted (ud og op fra Ramstad-stranden og tvers over for Loms-eggen) må udsigten over bygden være ganske uforlignelig «fager». De gamle sagaer indeholde idelig udførlige beskrivelser over bygdernes beliggenhed og beskaffenhed; men yderst sjelden synes mig, læser man i dem noget udråb af beundring over landskabets skjønhed; derfor tror jeg for vist, at ordene om «den fagre bygd» ikke vilde være skrevne her, dersom de ikke virkelig vare sagte af kongen - og de passe så vel.

18. På en gammel stave-kirke i Tins hovedsogn i Thelemarken blev i året 1822 fundet en runeindskrift, som utvivlsomt viser tiden for kirkens indvielse, nemlig mellem 1180 og 1190. Kirken blev nedreven for nogle år siden; men den planke som hine runer ere indskrevne i, og som nu forvares på universitetets old-samling, ser ud til at kunne trodse tidens tand i århundreder endnu. Næslands stavekirke, ligeledes i Thelemarken og foreviget i Landstads smukke digt i anledning af dens nedrivelse omkring året 1850, havde en lignende indskrift, ifølge hvilken den var indviet i året 1242 (ifølge Munthe i Urda, I. 387 flg.). Og et temmelig sikkert exempel på, at en træbygning nok kan holde ud fra St. Olafs dage til nu, haves i selve Loms præstegjæld. Kong Olaf overdrog Tesse fiskevand til Thorgeir den Gamle på Garmo i Lom, og til tak herfor byggede denne en kirke på sin gård; men vor kyndige oldforsker Nicolaysen antager, at de ældste dele af den nuværende Garmo annex-kirke ere levninger af hin («Arkæologisk-historisk fortegnelse over Norges levninger af kunst» o.s.v., Christiania 1855, side 20). Imidlertid skal jeg ikke undlade at gjøre opmærksom på, at et beboelses-hus som Olafs-stuen, formedelst den fugtighed, som følger med madstellet o.s.v., rimeligvis er snarere udsat for at rådne end en kirkebygning. Men skulde nogen stuebygning stå længe, så skulde det rigtignok være i Lom, formedelst luftens ualmindelige tørhed der.

På et andet sted, hvor jeg har grebet anledningen til at omtale Olafs stuen på Næs (i mit skrift «Om sædeligheds-tilstanden i Norge», side 24), har jeg omtalt en beretning om, at der skulde være en gammel indskrift på mønsåsen. Nu har jeg bedre oplysning herom, i brev fra en pålidelig bonde, Erik Rusten, på Lom. Han siger, at da huset stod i sin oprindelige skik og havde ramloft, skulde der på loftets mønsås være en indskrift, uden at nogen nu veed, hvordan. Da huset blev flyttet (fra Sønste-Næs til gårdparten Ekre), blev som sagt ramloftet tilintetgjort og dermed indskriften også. Nu er stuens ås-tag skjult med panel; men eieren fortalte brevskriveren at der findes indskrevet i mønsåsen, de ord: «den 4de julius» (uden årstal) og: «skrives i norske kongers krønike» - hvilken indskrift, som brevskriveren bemærker, ikke kan være meget gammel. - Sml. Schønings reiseberetning af 1775, i «Budstikken» 3die årgang, 1821 og 22, s. 45.

19. Om den ene af disse ramstuer, på gården Aakerjordet i rydningerne, anfører den førnævnte Erik Rusten, at den er kun 16 år yngre end Christiania by.

20. Mest for det følgendes skyld skal jeg anmærke den afvigelse ved dette hus, som jeg synes at erindre, at indgangsdøren, som nu var på den almindelige plads (på selve stuevæggen), oprindelig havde stået således på husets langvæg, at den først førte ind til kleven, så man måtte gå igjennem denne for at komme til stuen.

21. Dersom nogen veed om flere stuebygninger af dette slag, hvad enten de endnu ere til eller allerede ere ødelagte, så vilde jeg anse det som en kjær venlighed, om han derom vilde underrette mig.

Om en meget nær beslægtet klasse af huse i Opdal kommer jeg til at tale nedenfor.

22. Når vi se, at gårdens tjenere og voxne børn endnu på mange steder, ja i flere bygder ganske almindelig om vinteren ty til det lune fløs som deres soverum, så må vi vist antage, at dette har været brugeligt i fortiden også, og det vel mere end nu. Og det kunde da se ud, som at der i gamle dage ikke var så bestemt forskjel på udhuse og indhuse. Men med alt dette var det dog i stuen, at familien egentlig boede: her sad husbonden sammen med sit husfolk, her nød man sine måltider, her væderkvægede man sig ved arnens ild.

23. Dersom der pleier være svalgang om loftet kun på tre sider, og dersom den fjerde pleier være den, som vender mod nord, så vil den fremsatte mening derved bestyrkes.

24. Nogen vil måske snarest gjætte på, at hensigten med svalgangens panelvægge var at holde regnen fra tømmervæggene og dermed bevare disse for forrådnelse, ligesom den nu brugelige bordklædning. Men man må erindre, at i oldtiden, da skikken blev til, var der god tid på tømmer, medens man derimod havde stor møie med at skaffe planker til en panelvæg, såsom man i mangel af sag måtte telje dem til med øxen. Desuden, at holde regnen borte fra væggen måtte vel være vel så vigtigt for stuebygningens vedkommende; men jeg ser ikke den så meget omgivet med sval som boden.

25. Olaf den Helliges saga, kap. 125 (Aalls overs.).

26. Efter at dette var skrevet, har jeg (i Steenblochs skrift om de gamle skandinavers vånings-huse, trykt i 1814) truffet til at se et exempel på indretningen i saga-tiden, som ganske godt bestyrker min forestilling derom, og som mangen husmand og småbonde har godt for at kjende igjen den dag idag. Det er hentet fra Halvards saga, hvor det blandt andet fortælles om en mand på Island, som hed Atle, og engang havde nogle gjæster at beværte: «Atle havde et stort ute-bur (noget ude fra de andre huse), hvori var alle slags gods: der var store kister, og allehånde slagtet kvæg, tør fisk og oste, og alt, hvad man behøvede. Han havde der gjort sin seng, og her lå han og hans kone hver nat (vel kun om sommeren). Atle redede buret og gjorde der senge for sine gjæster og ophængte der deres våben, og var der tillavet på det bedste.»

27. I den senere tid er der dog bygget adskillige boder uden spor af svalgang, med lofts-trappen indvendig. Men dem er der ikke taget hensyn til i nærværende oversigt, hvor der er seet hen til fortiden.

28. Fig. 10 og 11 er taget efter tegninger, som tilhøre Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring.

29. Den mærkelige gamle bygning på Finne i Voss, som jeg kommer til at beskrive nedenfor, er bygget netop på, at nedre stokværk består af to adskilte boder, med en smal gang imellem. - Men en sengebod af denne form sees nok aldrig at stå på stolper, men tvertimod på en tæt grundmur, så der, som der strax skal sees exempel på, kan være en god og lun ølkjelder under gulvet.

30. Efter tegninger i oldtids-selskabets samlinger.

31. Denne gamle tegning og beskrivelse har kapt. Munthe i 1837 meddelt i Urda, I, 389.

32. Se anm. til side 37, foran.

33. Selv kjender jeg huset kun af Nicolaysens beskrivelse i «Fortegnelse over Norges Levninger af Kunst og Haandværk fra Middelalderen», 1855, s. 71, samt af afbildninger, som oldtids-selskabet har udgivet i årsberetn. for 1854. Dersom Folkevennen engang kunde formå en kyndig mand til at give en beskrivelse over stavekirkerne, disse interessante levninger fra Norges middel-alder, så kunde der vel være råd til at få huset på Finne afbildet med det samme.

34. Nicolaysen har opregnet dem i sit oftnævnte skrift og der anført de eldre beskrivelser, som haves om dem.

35. Denne afhandling er trykt i Langes tidsskrift, 1ste årgang (1847), side 305-322.

For lidt efter lidt at få angivet så vidt muligt alle skrifter, som handle om den norske bygnings-skik, skal jeg med det samme anføre, at i samme Langes tidsskrift, 3die årgang (1849), side 303-311, har Nicolaysen skrevet nogle «bemærkninger» til prof. Keysers fremstilling.

36. Endnu den dag idag skal det være så omkring Trondhjems-fjorden, at navnet bod kun bruges i denne gamle betydning. På den anden side ser jeg, at i gamle breve forekommer ikke så sjelden det navn bod om et af husene på selve gården, f.ex. i et brev af år 1408 angående en gård på Hedemarken hvis huse opregnes således: Stue, ildhus, lade, fløs og bod (Dipl. Norv. II, 453).

37. Strøm, Søndmørs beskrivelse, I, 562.

38. Topogr. Journ. XXXIII, 140 flg.

39. Trykt i Topogr.-Statist. saml., 2den del, 2det bind, side 101 flg. Forfatteren unævnt.

40. Fig. 17, 18 og 19 efter Oldtids-selskabets tegninger.

41. Navnet loftstue bruges ellers anderledes, se § 12.

42. Vistnok antager jeg, at det ene af de to huse til høire i tegningen, det med klokketårnet, er en sengebod (det andet et slags sommerstue og drengestue), og her er altså sengeboden bleven bevaret i fuld stand sammen med det øvre stokværk på hovedbygningen. Men det er også på en af Gudbrandsdalens bedst bebyggede gårde, med overflødige husbekvemmeligheder af alle slag, nymodens og gammeldags tilsammen.

43. I § 4 omtalte jeg en enkelt tværbjelke over stuen, som heder kronen; fra den til den indre gavlvæg ligge fremdeles i store stuer to mindre bjelker, som hede tver-kronerne. På sådanne få bjelker går det an at lægge en såkaldet hjell eller et halvgulv af løse bord, og der oppe, altså i stuens øvre rum, har der i fortiden stået senge (man krøb op ad stiger) for børnene i huset. Denne indretning kunde ikke bidrage stort til fjøsskikkens afskaffelse.

44. Topogr. Journ., XIV (1795), 90. Kåve er det samme som kleve, og med forstue menes udentvivl en sval foran stuedøren. Husformen altså som den af mig beskrevne.

45. Ligesom fig. 17-20 i de sidste §§, så ere samtlige tegninger i denne § samt endvidere fig. 35-37 tagne efter tegninger, som hr. Chr. Christie (se anm. til side 1, § 1) har udført for Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring.

Det er sjelden, at en forfatter får en så udmærket hjælp som den, der er ydet mig ved lånet af disse fortræffelige tegninger, og idet jeg udtaler, min erkjendtlighed herfor, vil jeg tillade mig at gjøre Folkevennens læsere opmærksomme på dette selskab. Nærmest er det jo de egentlige fortidsmindesmærker (bauta-stene, stave-kirker, o.s.v.), som ere gjenstand for dets omhu men den ting, at selskabet har ladet afbilde sådanne huse og husprydelser, som læseren nu ser på disse blade, viser dog, at det tillige har sin opmærksomhed henvendt på nutidens forholde, for såvidt deraf kan være noget at lære med hensyn til fortidens. Jeg er også vidende om, at selskabet gjerne vil udstrække sin virksomhed videre i denne retning og navnlig ønsker at lade en kyndig tegner bereise vore gammeldags bygder for at samle yderligere bidrag til bygnings-skikkens studium. Det kommer kun an på penge, og selskabets eneste indtægt er medlemmernes års-bidrag (1 daler af hver).

46. Schøning, Reiseberetn., Budstikken for 1820, side 637; Hjorthøy, Gudbrandsdalens Beskrivelse, II, 3.

47. Jeg griber anledningen til at bemærke, at det navn kleve (oldnorsk klefi, udtalt som kleve, med åbent e eller næsten som klæve, i flere trondhjemske bygder klåvå) tildels omvexler med det navn kove (udt. næsten som kåve), så man i nogle bygder bruger det ene ord, i andre det andet, uagtet det rum eller kammer, som menes, kan være ganske ligedant. På nogle steder bruges dog det sidste navn om et ringere rum, et aflukke i en svalgang eller lignende.

48. Træsnittet er udført efter en tegning i Skillingsmagazinet.

49. I Opdal og i Sundal i Trondhjems stift har jeg derimod seet nystue ved enkelte gamle stuer på et stokværk.

50. I Dipl. Norv., IV, 418, findes en kontrakt af året 1389 angående noget bygningsarbeide, som en mand havde påtaget sig at udføre på gården Valle i Akers sogn; deriblandt var, at han skulde bygge en nystue (einæ nyæstowe) 10 alen lang og 11 alen bred med en forstue på 4 alen og dertil sval med fjælevæg (panel). Det ser ud, som at her menes ikke en almindelig ny stue, men en «nystue» d. e. en bibygning til den oprindelige stue; men derhos ser det også ud, som at denne bibygning har været et særskilt hus, ikke under samme tag som hovedbygningen.

Den jæderske stuebygning - dette omtales her foreløbig til bestyrkelse for den mening, at den gudbrandsdalske nystue først har været et særskilt hus - har et værelse, som ganske svarer til nystuen, men som heder bod, boden (bu, buå). Her er det utvivlsomt en forhenværende særskilt bod (rimeligvis både senge- og mad-bod), som er bleven forenet med stuen.

51. I Lom, den af Gudbrandsdalens bygder, som ligger mest afsides, var der i 1854 i hele præstegjældet kun en bonde, hvis nystue var smykket med gardiner. En bondekone i velstands-kår erklærede mig, at hun ikke vovede at hænge gardiner op i sin nystue, da hun derved udsatte sig for den dom af nabokonerne, at hun holdt sig for fornemmere end dem. I hoved-dalen har denne skik vovet sig lidt mere frem. I Dovre sogn f.ex. skulde der i 1857 være 5 eller 6 huse med gardiner i stads-stuen; i nordre Fron blev der opgivet 8, i søndre Fron 15, i Ringebo 4 eller 5 huse. I Øier skal det være almindeligere at pynte nystuer på denne måde, og det vil det vistnok snart blive i de andre bygder, såsom kvinderne nu ere komne efter at væve gardin-tøi selv, klart og smukt.

I Gudbrandsdalen beholdes endnu den gamle skik at have faste bænke, høisæde, langbord o.s.v. i dagligstuen (§ 3). Men i en sådan daglig-stue sees vistnok yderst sjelden sådanne nymodens ting som gardinets eller endog speilets små prydelser. Stue-uhret er dog blevet indrømmet plads; menat det er et nyere tillæg af den gamle skik, det sees derpå, at det ikke som det øvrige bohave har fået nogen vis plads, men står i et hus her, i et andet der.

52. Træsnittet er udført efter en tegning i Illustreret Nyhedsblad.

53. Ifølge Molbech, Dansk Dialekt-Lexikon.

54. Ihre, Svensk Dialekt-Lexikon. Her oplyses ikke videre, hvordan denne forbygning (vestibulum) har seet ud.

55. I denne anledning skulde jeg ønske at vide, om barfrøen er eller har været kjendt i Tryssild, og om man der veed om lignende skik i de nærmest tilgrændsende svenske bygder. Om dette mit stykke bliver læst af en handelskarl eller tømmermærker eller anden reisende, som farer ud og ind i de bygder, så turde jeg måske ved leilighed få høre lidt herom.

56. En sådan tilbygning forårsager adskillig ulempe formedelst tagdryp o.s.v.; den er derfor i nogle tilfælde taget ned, skjønt huset for resten er blevet stående, og så meget mindre er der i den sidste menneske-alder sat barfrø foran nybygde huse, som disse gjerne have fået en ny og fremmed form, hvortil barfrøens tårn ikke vilde passe.

57. På ringe huse, udhuse kan man stundom omkring i bygderne se dette tag-tro dannet ikke af bord, men af smale stænger, lagte tæt sammen. Men en smal stang, en fiske-stang f.ex., heder i almuesproget en trode (troe, trøe). Hint navn tro eller trod om tagets bordbeklædning synes mig derfor at pege tilbage på en oprindelig brug, i de første nybyggeres tid, hvor man ikke kjendte anden tagbeklædning end den simple med surale stænger istedetfor bord.

58. Anderledes med det sperretag, som sees f.ex. i røgstuer i Bergens stift: her er ingen mønsås, og det er langvæggene, som må bære taget, da sperrerne stå på dem, idet de parvis støtte sig mod hinanden med øverenderne.

59. Med den gammeldags østerdalske stue vil også en egen indretning forsvinde, som der vel ikke vil være meget tabt ved, men som dog gjerne kan erindres i en fremstilling som denne, og hvis navn jeg et sted ovenfor har sigtet til.

Medens selve stuen, som forklaret, er åben helt op til tagets skrå sider (røst-stue), er der altid lagt loftsgulv i almindelig høide over kleverummet; over dette loftsgulv er der altså et rum eller halv-loft, som indsluttes af den ydre og indre tvervægs gavle samt af tagets skrå sider. Og dette rum heder i Østerdalen og på flere steder en ram - hvoraf igjen navnet på det før beskrevne ram-loft (§ 2) er dannet. I Østerdalen lagde jeg mærke til, at opgangen til ramen var dels ad en trappe, som fra kleven førte op igjennnem en åbning i gulvet, dels ad en stige, som fra stuen førte op til en luge i den indre gavl. I sidste tilfælde (man kan forestille sig indretningen ved at kaste et blik på tegningen fig. 6, side 17, § 7, og der tænke sig en luge i gavlvæggen lige over døren til kleven) kan man om aftenen se en del af ungfolket på gården klattre op og krybe ind på ramen, såsom de have sine senge stående her (senge-ram). Er opgangen bekvemmere, nemlig på den første måde, bruges ramen ofte til at hensætte den silede melk om vinteren (sil-ram).

60. Da jeg engang for storthingsbonden Ingebret Sæter i Opdal forklarede, hvad jeg forstod ved den akershusiske form, sagde han, at i Opdal var der rigtignok nogle huse af dette slag; men det var gået så til, at som folket i Opdal altid har seet op til Gudbrandsdalen og hentet ideer og moder derfra, så havde i begyndelsen af dette århundrede nogle bønder, deriblandt I. Sæters fader, bygget sig huse udtrykkelig «efter synnafjells måten», d. e. efter gudbrandsdalsk skik, altså med døren på selve stuens langvæg. Men den nye skik havde ikke fundet videre indgang, og undtagelsen tjener her kun til at belyse og stadfæste regelen. - Omvendt er det på et andet punkt af grændsen mellem Akershus og Trondhjems stift, i Os sogn allernordligst i Østerdalen, hvor det nok er den trondhjemske stueform, som holder på at fortrænge den akershusiske (se side 76, § 19).

61. Ved en omstændelig beskrivelse af den akershusiske stueform kan det endvidere erindres, først, at den hører til peis-stuernes klasse (sml. § 8), dernæst, at hvad selve tømmerbygningen angår, så er den oprindelig kun et stokværk (røst-stue, side 71, § 18) og danner en langagtig firkant, afdelt ved en indre gavlvæg i to rum, nemlig en større stue i bygningens ene ende og en mindre (hel) kleve i den anden - til forskjel altså fra f.ex. den jæderske stueform, som ingen sådan kleve har, og fra den trondhjemske, som for så vidt svarer til fig. 41, at den ved siden af stuen har forstue, og så at sige halv kleve. - Af anordningen endelig kan mærkes, at i den akershusiske bygning har selve stuen i regelen vinduer i gavlvæggen (skjønt ikke blot der) - til forskjel fra den trondhjemske, som har dem i langvæggen -, og at ildstedet (peisen) står i hjørnet mellem den bagre langvæg og kleve-væggen - til forskjel fra den gamle (nu forsvindende) mandalske stueform, hvor ildstedet (kakkelovn) må siges at have sin plads ved fremvæggen.

62. Af de temmelig mange forfattere fra forrige århundrede, som jeg nedenfor skal anføre, får man ikke stor oplysning i denne sag; thi det faldt dem ikke ind at omtale en sådan ting som stue-dørens plads. Wilse leverer dog for Spydeberg en tegning over en stuebygning af den tids nyeste mode, og denne grundtegning, som for resten synes at svare til min fig. 43 nedenfor (men der må være nogen feil ved Wilses tegning), har ganske rigtig stuedørens plads således som i fig. 40. Og når Gjellebøl for Høland beskriver stuehuset så: «Hos de fattige består samme af stuen, et kammer, som de kalde kove (se ovenfor side 61, § 14, anm.) og en forstue, som de kalde svalen. Stuen bruges tillige til kjøkken, og har derfor en skorsten, men sjelden nogen kakkelovn; i koven eller kammeret er hverken skorsten eller kakkelovn. Hos de rige o.s.v.», så ser jeg heri overensstemmelse ikke med fig. 41, men med fig. 40.

Skulde der imidlertid være noget strøg af stiftet, hvor man endnu har mange gammeldags stuebygninger, men alligevel ikke kjendes ved fig. 40 som grundform, vilde jeg blive meget forbunden for meddelelse derom.

63. På et andet sted, i sine «Reise-Iagttagelser», I, 291, fortæller samme forf. om et julebesøg hos en bonde i Eidsberg, også i Smaalenene, ved året 1760: høisædet var belagt med hynder, væggen bagved fremviste en malning i form af en altertavle og ellers på væggene havde man ophængt som tapetserier nogle hvide, linnede klæder med fryndser. (Mon disse fryndser vare af samme slag som det østerdalske sprang, § 7?)

Selv har jeg hist og her i Smaalenene og på Romerike seet gamle høisædes-billeder, malede på lærred og forestillende bibelske stykker, omtrent som upstad-klæderne i Lom, § 6.

64. Som de fleste forfattere på den tid bruger Wilse dette navn for peisen; i sin ordbog til Smaalenenes almue-dialekt anfører han dog almuens eget udtryk, «spis».

65. Denne har sikkert gået igjennem væggen ind i kleven således, at den kun har vendt med åbningen ud i skorstenen.

66. Topogr. Journ. VII, 92.

67. Topogr. Journ. II, 69.

68. Meningen er, at der ikke var noget loftsgulv.

69. Vel hører jeg af øienvidner her i Aker, at der oppe i Nordmarken, et par mils vei herfra, skal være en stue, hvor gulvet består af kløvninger og er lagt for 15-20 år siden. Men dette er også i andre måder et ringere hus, og døren i det mindste er snedkret sammen af almindelige sagbord.

70. Jeg tør kanske tilføie, at den gamle stue må tænkes langagtig, omtrent som den hele stuebygning nu, og at ligeledes arens stenlægning må tænkes langagtig, så ildene, som brændte på den, virkelig kunde være sådanne lang-ilde (lángeldar, en række af ilde), som de gamle kaldte dem.

71. Wiels beskrivelse over Ringerike etc.; i Topogr. Journ., XXXI, 172.

72. Snorre, Olaf den Helliges Saga, kap. 124 (Aall's oversættelse).

73. Enhver, som har reist noget i vore gammeldags bygder, har sikkerlig lagt mærke til disse borde, helst dannede af een planke, 5 kvarter bred og en håndbred tyk eller mere (fig. 3).

74. For Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring.

75. Fyndar-hus (egentlig fyrndar-hus) betyder et hus fra den fjerne fortid eller efter fortids skik (af det oldnorske ord fyrnd, som betyder fortid). Dette navn fyndar-hus skal endnu bruges i Numedal om dette og nogle andre meget gamle huse der, men ordets rette betydning er glemt af almuen, der udlægger det snart som «fundet hus» d. e. et hus, som længe havde stået øde efter Sortedøden og så blev fundet igjen, snart som huse efter et fabelagtigt folkefærd, som skulde have hedt «fyndarmænd» eller «findemænd» og været dobbelt så store og stærke som folk nutildags.

76. Meddelt af Nicolaysen. - Siden gården heder Raudland, bliver manden i hint sagn om fyndarmændene kaldt Raud. Han bar det svære tømmer hjem på skuldrene sine og fik bygningen færdig fra jul til kyndelsmesse!

77. Den er ikke trykt, men jeg har seet en afskrift af den ved universitetets samling af oldsager.

78. Levetzaus erklæring, blandt de i Rigsarchivet forvarede dokumenter i anledn. reskr. 16. oktbr. 1776.

79. «Fra skov og fjeld», af N. R. Østgaard, Christiania 1858, side 151.

80. Nogen efterretning om, at huset er tilintetgjort, har jeg ikke. Skulde det muligens være til endnu, så vilde jeg naturligvis meget ønske en meddelelse derom.

81. Topogr. Journ., II, 78.

82. Dette interessante værk blev trykt 1752 og 1753. Det anførte om husene findes i 2den del, side 442. Ved Oplandene menes naturligvis indlandet af Christiania stift, de rigere østlandske bygder.

83. Mere vedhængende med gammel skik.

84. Essendrops beskrivelse, side 188, Wilses, side 343, Bassøe, Topogr. Journ. XVIII, 95.

85. Topogr. Journ. XXVII, 96. Forfatteren unævnt.

86. Gjellebøl, Beskr. over Høland, 1771, side 302.

87. Topogr. Journ. VII, 9 og X, 10.

88. På det nær, at den dør, som fører udenfra ind i kjøkkenet (den gamle kleve), her står på den væg, som svarer til tvervæggen i fig. 43 - en måde, som jeg f.ex. i Akers sogn har seet i et par gamle stuebygninger, der utvivlsomt høre til den akershusiske form. Bagkammeret C er et tillæg til den gamle stueform, omtrent som i fig. 30.

89. Træsnittet er ikke ganske rigtigt. Værelserne A og B skulde have en form, som mere svarede til A og B i fig. 44; værelserne C og D skulde været større.

90. For det første er det nu i almindelighed så, at de nye ideer og skikke oftest opstå og hurtigst udbrede sig i de ydre bygder formedelst den større velstand og samfærdsel der; men for det andet er der den særlige årsag til, at bygnings-skikken skifter hurtigst i de ydre bygder, at formedelst det fugtige klima der rådne husene snarere ned, så der bliver hyppigere anledning til at bygge efter nye skikke, hvorimod der i det påfaldende tørre klima f.ex. i Vaage og Lom vel ikke har været så ret mange slægtsled af huse i et årtusinde.

Hint fugtige klima har længe gjort bordklædning nødvendig, og i den sidste menneske-alder er det igjen blevet meget almindeligt at oliemale bordklædningen, som desuden nu ofte arbeides på en egen måde, med lister og bånd, så den danner en prydelse for huset. I fjeldbygderne, hvor hidtil selve tømmervæggen kunde være så smuk i sin nøgenhed, vil nok det ringe tømmer, som de forhuggede skove nu levere, komme til at behøve bordklædning; thi ringt tømmer tåler ikke veiret og ser ikke godt ud.

91. Efterhånden som det blev almindeligt at indrette særskilt kjøkken og folkestue, så (jeg har ialfald tænkt mig sammenhængen mellem årsag og virkning således) faldt den gamle skik med høisæde og andre faste bænke og langbord o.s.v. bort; man fik stole og klaffe-borde istedet, og høisædes-skabet og fremskabet ombyttedes med skjænk og skatol, som i fig. 44 og 45. Der var ikke længer synderlig mening i at have høisæde i stuen, når ikke husbonden skulde sidde her med alt sitt husfolk omkring sig; høisædet afskaffedes da vel først, og dermed fulgte resten som af sig selv.

92. Da jeg henvendte mig til hr. architekt Bull om bistand til at få huset tegnet, så havde han den godhed at besørge arbeidet og forære mig de tegninger, som fig. 46 og 47 ere udførte efter.

93. Ovenfor har jeg omtalt den gammeldags stivhed, at en bondekone i Gudbrandsdalen ikke tør pynte sin stads-stue med et gardin for vinduet, fordi det ikke er skik. Det skulde falde alt for vidtløftigt, om jeg omstændeligt skulde beskrive værelsernes udstyring i Akers-bygdens bonde-huse. Her er alt fritt; det kommer kun an på, hvad man har råd til. Man ser her, hvorledes byens skik (forte-piano, mahogni-møbler o.s.v.) gradvis udbreder sig til landsbygderne fra hovedstaden af.

94. Træsnittet er udført efter en afbildning, som med tilhørende beskrivelse for flere år siden blev trykt for tidsskriftet Urda, men dog ikke kom ud. De følgende to tegninger til jutul-stuen, fig. 49 og 50, ere tagne af de samlinger, som tilhøre Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring.

Citaterne efter Schøning har jeg oldforskeren Nicolaysen at takke for, som i Kjøbenhavn har afskrevet det hidhørende stykke af en utrykt del af Schønings reise-beskrivelse.

95. Jeg skal fulstændiggjøre beretningen om stuens oprindelige udseende ved det sagn, som den aldrende og forstandige bonde Svend Stavne på nabogården til Uv fortalte mig, at den nemlig havde været omgivet af svalgange, og det på alle sider. Han fortalte også, at den ene syll (svill, grundstok) målte to alen i tvermål, da han for nogle år siden målte den. Jeg fandt den en tomme bredere end min spadserstoks længde; men meget lod til at være bortrådnet.

96. Istedetfor det navn peis har jeg i Throndhjems stift kun hørt navnene grue, skorsten og lysovn, og jeg bruger derfor her et eller andet af disse throndhjemske navne. Navnet lysovn sigter naturligvis til den tjeneste, som dette slags ildsted gjør ved at lyse i stuen om vinter-aftenen.

97. Ligesom «kleve» (se side 61, § 14 anm.), forekommer ordet «forstue» allerede i oldnorsk, som forstofa. Det samme rum i huset hed også anddyr, og til dette navn svarer nærmest det navn «fordør» eller «ytterdør», som kanske er det, der mest høres i det trondhjemske.

98. En anden forandring er vel gjort i de throndhjemske såvel som i de akershusiske bygder, at nemlig selve stuen er bleven mere ligelig firkantet, medens både jutulstuen i Rennebo og fyndar-huset i Numedalen have stuen langagtig, svarende til den langagtige are (sml. s. 82, § 21). Begge disse to oldtids-huse ligne hinanden også deri, at skillevæggen mellem den halve kleve og forstuen kun er et planke-panel, ikke laftet stokkevæg, så man kan skjønne, at det ikke har været meningen, at kleven skulde være varmeværelse; i de nuværende throndhjemske huse er denne væg tømret og altså skikket til at holde kulden ude.

99. I Thelemarken bruges det samme navn opstue om loftværelset over selve stuen i en bygning på to stokværk.

100. At krølleskurden er kommen til Opdal fra Gudbrandsdalen af, er en formodning, som jeg har antydet side 58, § 13. I Opdal er nok denne træskjæring gået af mode nu; men en rimeligvis herfra stammende afart af krølleskurden (i mine øine ikke fuldt så smuk) synes nu at blomstre i nabosognet Rennebo.

101. Selve stuen var naturligvis røst-stue ($19, side 71), hvis rum gik lige op til mønsåsen. Ofte var det dog en såkaldet halv-hjell oppe under taget, indrettet til sengerum, ligesom i Gudbrandsdalen ($12, side 51, anm.).

102. Thi «Grev Alfs Residents», som der tales om $11, side 39-40, var ikke stuebygning.

103. Det faste høisæde og langbord skal være ombyttet med stole og slagbord, stuen har kun kakkelovn, og der er særskilt kjøkken. Her skal også være gjort begyndelse med at vende tilbage til huse på kun et stokværk.

104. Schjønings «Reise» (trykt 1778), II, 55.

105. Da jeg netop havde sat det sidste punktum og efter nogle øiebliks stands skulde gå videre, bragte posten mig brev fra Gjøra med et udkast til denne tegning.

106. Jeg anfører til nærmere iagttagelse, at det svæver mig for, at denne nordmørske egenhed fra Sundalen af skal kunne forfølges et stykke ind i Opdal, lige op til hoved-kirken.

107. Denne og de følgende tegninger fig. 61 og 62 ere blevne til på den måde, at jeg har forklaret for hr. architekt Bull, hvorledes røgovnen står for min erindring, hvorefter han har havt den godhed at tegne den. De feil, som monne forekomme, ere altså mine; men den hjelp, som tegningerne yde til at forstå tingen, skyldes ham.

108. Det navn ovn, som jeg i Nordmør hørte netop om det hvelvede ildrum, er sikkerlig brugt med rette; når vi nemlig se hen til navnene bagerovn, teglovn, tjæreovn, kakkelovn o.fl., så synes betydningen overalt at være et hvelvet eller på anden måde overdækket og lukket ildrum. Derimod er det en mindre nøiagtig betegnelse, når almuen i Nordmør, som anført, bruger det navn ovn (lysovn) om peisen eller skorstenen.

Istedetfor røgovn, hvilket navn vistnok sjelden sees hos forfattere, bliver hele ildstedet ofte slet og ret kaldt gruen, og det både af almuen og af forfattere. Men i Gudbrandsdalen bruges dette samme navn grue også om peisen, skjønt det vel egentlig kun er kanten eller yder-randen foran selve ildstedet, som skulde hede så. Sml. § 8.

109. Det er: fjæl eller planke med et udskåret kalls-hoved.

110. Munch, Det norske folks hist., 1ste D., 1ste B., side 176.

111. En røgstue kaldes også af almuen undertiden med det navn ljorestue. Men der kan være ljorestuer, som ikke tillige ere røgstuer; i den senere tid er der nemlig ikke så få stuer i disse fjord-distrikter, som istedetfor røgovn have kogovn med tilhørende rør og røgpibe, men som endnu have ljore for at kunne slippe ud dampen og den kvalme luft.

Det er vanskeligt at få ljore-dækselet til at slutte rigtig vel; det vil da gjerne dryppe, og den del af planke-gulvet, som er lige under ljoren, vil gjerne rådne. Men derfor sees stundom, som i fig. 60, denne del af gulvet lagt af sten.

112. Pontoppidan, Norges naturlige historie, 1752 og 1753, II, 442.

113. Denne synderlige frier-skik omtales også i Folkevennen for 1859, side 267. Og i en beskrivelse over Hardanger af provst Nils Hertzberg heder det: «Mig er fortalt, at i gamle dage kom frierens fortalsmand ind i stuen, tog fat på ljore-stangen og sagde sålunde: Åkans sån skå vilja hava dekans dåtter, inkje før eit års bruk, inkje før tvauv års bruk, men te evige livsens bruk. Svar: Slep hono åt d.e. lad ham komme.» (Budstikken, 1820, side 748).

Tingen var vel den, at når en sådan talsmand skulde stå frem og holde ligesom en tale, så var det godt at have noget at støtte sig til i undseligheden og forlegenheden, og da var skjå-stangen så nem at tage til, således som den pleiede hænge ned fra skjåen, altså midt i stuen.

114. Pontoppidan skriver egentlig liur og lius, ligeså ikke skjå, men siå, og ikke glas, men glar. Jeg har rettet skrivemåden efter I. Aasens ordbog.

115. I sagaerne bruges de samme navne, som vi gjenfinde i almuens tale nu, nemlig ljóri, skjá (udtalt som skjå) samt skjágrind, hvilket sidste endnu heder skjågrind og betegner selve træværket eller rammen, som den gjennemsigtige hinde eller skjå er strammet ud over.

Af Fridtjofs saga, som ledsagede Folkevennen for 1858, kan det skjønnes (kap. 7), at selv storfolk i gamle dage rimeligvis ikke havde vinduer på siden af stuerne, siden en høvding kunde sætte en mand til at holde vagt oppe på taget og lade ham råbe ned igjennem ljoren, når han blev noget vaer.

I Kongespeilet beskrives det stærke nordlys i Grønland således, at når folk sad inde og der var skjå på huset, så var det så lyst, at man kunde kjende hinanden. Heraf skjønnes, at skjåen har været indrettet til at slippe lyset igjennem.

116. Sml. I. Aasens og Molbechs ordbøger over det norske og danske folkesprog.

117. De førnævnte beskrivelser over Søndmør af Strøm, I, 559, og over Søndfjord af Arentz, Topogr. Journ. XXXIII, 145.

118. Boyesen, Beskr. over Leirdal, Budstikken II (1820), 322.

119. Schøning, Reiseberetn., II, 26.

120. Jeg har rigtignok ikke seet nogen røgovnstue, uden at forstuen har været bygget af panel (ikke af tømmer). Men denne forskjel forekommer mig uvæsentlig.

121. Senerehen, ved tale om den jæderske og den mandalske stueform, vil jeg få anledning til at vise, at den bygnings-skik, som endnu hersker i en stor del af Christiansands stift, er udgået netop fra hin simple grundform, ligesom bygnings-skikken i de throndhjemske og akershusiske bygder er udgået fra den mer udviklede form med kleve ved siden af stuen.

122. Jeg har før fundet leilighed til at anføre, at navne, som svare til «forstue» eller «fordør» samt «kleve», forekomme allerede i saga-sproget, nemlig forstofa eller anddyr samt klefi.

123. Til de side 42, § 11, anførte vidnesbyrd om, at «sengeboden» i fordums dage har været et almindeligt tilbehør på en gård, kan anføres Bidenskaps afhandling om spedalskheden, Norsk Magazin for Lægevidenskaben, XIV, side 901. Og om andre bibygninger til «sætestuen» (et gammeldags navn for den egentlige beboelses-stue) se den førnævnte Søndfjords beskrivelse af Arentz, Topgr. Journ. XXXIII, 140. Den mindst undværlige bibygning var vel ildhuset, såsom røgovnen er lidet bekvem til kogning. Istedetfor det gamle ildhus (eldhus), med ildsted midt på gulvet (ligt en are) og med ljore i taget, er det i senere tider blevet mere og mere brugeligt at have kjøkken med skorsten.

124. Topogr. Journ., XXXIII, 16.

125. Jeg griber anledningen til at yttre, at det skulde være ønskeligt, om nogen kunde give os her i Folkevennen en fagkyndig beskrivelse af f.ex. en Søndmørs ottring. Sådanne beskrivelser skulle veilede os til en alsidig og retfærdig bedømmelse af vore almuers tænksomhed og vinskibelighed og hele kultur-tilstand.

Efterat ovenstående bemærkninger om den vestlandske bygningskunst ikke alene vare skrevne, men endog satte med bogtrykkerens bly-bogstaver, har jeg ved samtale med lensmand Vesæt fra Bergens-egnen fået den forestilling, at tømmermands-kunsten i fortiden rimeligvis har stået på samme trin af fuldkommenhed her som på hvilketsomhelst andet sted i landet. Indtil for nylig har her været at se gamle huse (og ved at gjennemtrækkes af røgen blev tømmeret i røgovnstuerne ligesom præpareret for at modstå forrådnelse), som tildrog sig opmærksomhed ved smuk tømring og adskillig udskjæring på tømmeret, og blandt bønderne i egnen har den samme opfattelse hersket, som jeg i anledning af jutul-stuen på Uv meddelte fra det trondhjemske ($24, side 99), at sådanne huse skrive sig fra tiden før Sortedøden, såsom tømmermands-kunsten blomstrede da, men kom i forfald under folkets vanmagt efter Sortedødens ødelæggelser.

Dette falder sammen med den tanke, som har stået for mig under udarbeidelsen af denne hele afhandling - den tanke: at husenes historie monne være et bidrag til folkets historie, bidrag til at lære at kjende almuernes velmagt og kunst-flid, med vexlende uligheder efter tidens og stedets omstændigheder.

126. Af hvad jeg nedenfor kommer til at forklare om røgovnstuens udbredelse, vil det sees, at jeg finder det rimeligt, at i hine tider, da der var kun røgstuer overalt i landet, har den af de to slags røgstuer, som nu er fremstillet under det navn røgovnstue, været den herskende stueform i alle vore fiskeri-distrikter, altså også i strækningen nord for Throndhjems-fjorden, alt til Finmarken. Men til historisk bevis for denne mening har jeg intet andet træk at anføre end dette, at i en gammel beretning om Finmarken, af 1734, beskrives bomændenes gammer (de norske almuesfolks hytter) tydelig som røgovnstuer. «Midt på taget, heder det, er et hul, hvorpå ligger en lyre eller skjå; thi som fyrstedet gemenlig er i et hjørne på gammen, trækker da røgen derigjennem; men så snart det er udbrændt, lægges lyren på, da det kan blive temmelig varmt.» (Topogr. Journ. VI, 108.)

127. Schønings reise i Norge, trykt 1778, II, 26, 55, 148.

128. I Vestnæs præstegjæld i Romsdalen så jeg exempler på, hvorledes det kan være i en liden og lav lemstue med en dampende kogovn: det kan formelig dryppe fra loftbjelkerne, og væggene få et gråt, muggent, forrådnende udseende. Men bønderne have da også på mange steder fået øinene op for, at deres forventninger om kogovnen ikke holdt stik; de forstå meget vel, at dens damp gjør luften usund og ødelægger huset. Mange have derfor allerede afskaffet kogovnen. Men der er tildels trætte mellem manden og konen om den; han vil have den ud, og hun vil beholde den, såsom den yder hende adskillig bekvemmelighed.

Tildels har man for kogovnens skyld indrettet stuen således at den har ikke lem, men opgående tag med ljore, at man nu og da kan lette på ljoren og slippe dampen ud. I en sådan luftig ljore-stue bliver kogovnen naturligvis mere tålelig.

Bilægger-ovnen har også sin ulempe, nemlig den, at det luft-skifte, som ellers foregår i stuen ved ildingen i en ovn, nemlig i en røgovn et par gange i døgnet, og i en vindovn idelig, det finder ikke sted ved bilæggerovnen, så at altså den kvalme luft ikke på den måde fornyes. Men denne ulempe bliver rimeligvis mindre betydelig af den grund, at i kystegnene, hvor vi fandt bilæggerovnen i brug, er der jevnlig blæst, og der ere de ringe huse gjerne slet tømrede samt døre og vinduer o.s.v. slet snedkrede, så der bliver vel endog overflødigt luftskifte formedelst træk igjennem sprækker og åbninger på alle kanter.

129. Sml. de i rigsarchivet forvarede dokumenter i anledning reskr. 16. oktbr. 1776.

130. Sml. Bidenkap om spedalskheden, anf. st. side 899.

131. Budstikken, 2den årg., 1820, side 322.

132. Efter et udkast, som jeg har fået fra forfatteren til den skildring om folkelivet i Sogn, som indeholdes i min afhandling om ædruelighedstilstanden i Norge, side 81, [Verker i utvalg 5, s. 138] er denne tegning udført af hr. architekt Bull (sml. side 116 anm.).

133. Se en førnævnt beretn. i Topogr.-statist, saml., 2den D., 2det B., s. 101 (1817).

134. Sml. provst N. Hertzbergs beskrivelse over Hardanger, Budstikken, II, 742.

135. Sml. amtmand Vogts femårsberetning 1851-55 for Søndre Bergenhus amt, side 3, spalte 1.

136. Det er måske ikke af veien at gjøre opmærksom på den misforståelse, som hyppig kan mærkes ved brugen af det navn røgstue: Mange forstå derved det samme som en sperrestue eller mønsåsstue eller røststue, hvor man fra gulvet af kan se helt op til sperrerne eller mønen eller røstet. Men det er ildstedet, det kommer an på, og der må være røg i en røgstue.

137. Dette har jeg hørt nu iår af en snedkersvend her i Christiania, som er voxet op på eller tæt ved Tosaas og som barn indtil 10 års alderen ofte var i det gamle hus, i besøg hos dets gamle beboere. Han mindedes husets indretning meget vel og beskrev med tydelighed både aren og ljoren, den han fra barndommen var vant til at benævne med disse navne. Han påstod bestemt, at i dette hus boede de gamle både vinter og sommer.

138. Om præstegården i Lyngdal læser jeg, at ved året 1600 forandredes dens «dagligstue fra røgstue til loftstue, den første i Lyngdal» (A. Faye. Om mag. Jørg. Erichson, i Theologisk Tidsskrift, Christiania 1859, II, 253, anm.).

Og yderst på det flade Lister, på gården Borhaug, så jeg i 1856 et våningshus, om hvilket eieren fortalte mig som et sikkert sagn, at det før i tiden havde været en røgstue. Indtil 1833, da der blev foretaget reparation med gipsing og maling, hadde man kunnet se årstallet 1647 indhugget på en af stokkene, hvoraf sluttedes, at huset var så gammelt, og som mærker efter røgstue-tiden viste man mig nogle sorte tømmerstokke oppe under taget.

Men i begge disse tilfælde mangler oplysning om, hvad slags røgstue det var.

139. «Om Ædrueligheds-tilstanden i Norge», side 32 og 68 [Verker i utvalg 5, s. 52-53, 116].

140. Om tegningens tilbliven § 32, side 116, anm. Foruden erindringer fra Eken er her også benyttet nogle oplysninger af gårdbruger T. Svalland i Ivelands sogn i Evje i Sætersdalen.

141. Denne og flere meddelelser om bygnings-skikken i Christiansands stift har jeg at takke hr. seminarielærer Bergh for, som på min anmodning har indsamlet dem hos elever ved Holts seminarium. Flere af eleverne have ledsaget sine beskrivelser af sine hjembygders skikke med tegninger. - Om fjeldbygderne Aaseral og Sætersdal berettes, at der nu neppe redes senge i ildhusene, men at der i flere ildhuse endnu findes fra fortiden levninger af nogle klodsede sengesteder, hugne med øx af tykke stokke. - De alentykke stokke kløvedes i to derved, at der boredes mangfoldige naverhuller efter hverandre langs efter dem. Brugen af sag er nemlig ikke gammel på de kanter; den første sag i Aaseral blev arbeidet af en mand, som hed Knut Sørensen Aasland og nu for nogen tid siden er død; den gjemmes endnu som et minde efter ham; den er naturligvis plump og grov. Manden havde i sin ungdom faret til søes, og derved havde han lært dette redskabs nytte at kjende.

142. Gjellebøls Beskrivelse over Sætersdal af 1777 er trykt i Topogr. Journ., og det her meddelte om husene findes i 26de hefte, side 105 og 46.

143. Her tales ikke om den gjennemsigtige skjå, som vi forefandt i røgovnstugen, som dæksel over ljoren. Men det vil forståes, at i arestuen kunde sådan skjå ikke komme synderlig til nytte; thi om sommeren behøvedes intet dække, og om vinteren, når man for at holde det varmt i stuen om dagen måtte brænde på aren uafladelig, måtte ljoren være åben den hele tid og kunde alene lukkes for natten.

144. Padd, sætersdalsk udtale for pall, oldnorsk pall, en fast bænk langs med væggen.

145. Her mindes jeg, at i det 124de kap. af Olaf den Helliges saga, som jeg allerede før har anført, siges det, at stuen, hvor kongen sad til bords, var åben, så Asbjørn Selsbane længe kunde stå i forstuen og se ind.

146. Det vil heraf forståes, at åren måtte være et fortræffeligt ved-slug, og dette bedes vel bemærket for det følgendes skyld.

147. Disse skorstene inde i stuerne ere upåtvivlelig af samme slags som de thelemarkske «spiser» (peiser, lysovne).

148. Fra et andet sted i Gjellebøls beskrivelse anføres her en prøve på disse skikke. - Jeg synes at kjende arten fra det førnævnte Ekens sogn og - fra saga-fortællinger om den hedenske oldtid, hvor ølet ligesom hørte med til Guds-dyrkelsen.

«Ved deres ligbegjængelser er følgende at iagttage: Enhver, som indgår i ligstuen, går først hen til ligkisten, som er sat på en bænk ved væggen med et tændt lys på, og liggende på knæ læser fader-vor. Derpå når de ere forsamlede, sætte de sig til bords. Efter måltidet holder en af de ældste mænd en lovtale over liget. Når den er vel til ende, synges en ligpsalme. På denne drikkes den afdødes såkaldte velfarts-skål, først af de nærmeste slægtninger, dernæst af alle de omkring bordet siddende, af et lidet kar, som enhver må udtømme. Man begynder påny at drikke, og beslutter det med en anden ligpsalme. Liget bæres derpå af to karle 3 gange omkring deres åre. Når de ere komne ud med liget og have lagt det på en slæde, sættes en stor skål øl på ligkisten, og man begynder at drikke på ny.»

149. Topogr. Journ. XXVII, 43, 48.

150. Hensigten med, at jeg fremsætter denne gisning, er netop den, at den måske kan give anledning til, at den gamle huslige indretning kan blive pålidelig kjendt, ved undersøgelse i ildhuse, som hist og her i afkrogene monne stå igjen i uforandret stand fra arestue-tiden af.

151. Lund, Beskrivelse over øvre Thelemarken, 1785, side 135. Af Willes samtidige beskrivelse over Silgjord præstegjæld i samme øvre Thelemarken, 1786, side 227, sees, at til «ildhus», hvor man holdt til om sommeren, havdes på de fleste steder en «røgstue, uden vinduer, med en aflang mur på gulvet, hvorpå ilden haves, og et hul på taget, hvorigjennem røgen trækker op, og hvorfra lysning nedfalder». Men at dette slags ildhuse før i tiden havde været bygdens beboelses-huse, det sees af de nærmest følgende ord: «Skjønt røgstuer til daglig brug, hele året om, ere for det meste gået af brug, gives her dog endnu 5 i sognet.» - I sæter-husene var det derhos ganske almindeligt, at ildstedet var midt på gulvet, som en are, anf. st. side 190.

152. I Sætersdalen sees jo ikke engang den her omtalte skjå i gluggen på væggen - en indretning, som dog ifølge Keysers oftnævnte afhandling var kjendt allerede i saga-tiden.

153. Af Lunds og Willes nys nævnte beskrivelser skjønnes det ganske tydeligt, at grund-planen for de peis-stuer, som vare blevne brugelige på deres tid, har svaret til fig. 69.

154. Løitnant Flor, som i 1810 på foranstaltning af Selskabet for Norges Vel bereiste egnene mellem Mandal og Stavanger, siger: «Endnu finder man på de gårde, som ligge mellem fjeldene, de i fortiden brugelige røgstuer istedetfor kjøkkener; disse røgstuer ere temmelig simple, nemlig 4 vægge med et tag, i hvis midte der på den ene side er anbragt en lem; den blotte jord eller og flade heller udgjøre gulvet; i midten af gulvet er der opmuret en firkant af stene, oventil bedækket med flade heller, hvorpå ilden lægges, og da åbnes lemmen på taget, for at røgen kan trække ud» (Topogr.-Statist. Samll. 1ste d., 2det b., side 147).

Om bygnings-skikken i Lister og Mandals amt siger amtmand Holm ved året 1790: «Ildhuset er sommetider indrettet på gammel måde, at varmen ligger midt i huset mellem nogle lange stene i en firkant; det kalde de aren; røgen trækker op af et firkantet hul i taget» (Topogr. Journ. X, 43).

Og i en beskrivelse over Østre Robygdelagets sorenskriveri siger Bing 1809, at indhusene bestå i almindelighet af tvende «stuer»; den ene, med «spis», tjener til bolig om vinteren; «i den anden stue, som kaldes ildhuset, varmes vand til kreaturene, brygges og bages. I denne er ingen skorsten, uden alene et ildsted af gråsten midt på gulvet; røgen går ud gjennem en åbning på taget; der har også familien sit tilhold om sommeren, da den anden stue står ledig». (Topogr.-Statist. Samll. 1ste d., 2det b., side 231).

Jeg mener, at ældre bønder ville gjenkjende disse indretninger i bygderne helt ude ved kysten f.ex. mellem Mandal og Christiansand. Men på samme måde som folk herude kunne mindes, at ildhus med are brugtes som kogehus og sommerstue, kunne folk i de mere gammeldags bygder længer inde i landet mindes det brugt som beboelses-hus for både vinter og sommer.

155. Regnet efter vasdragets retning skulde Opdal høre til det vestenfjeldske; men allerede i oldtiden var det så som nu, at denne bygd regnedes med til indlandet eller det egentlige Throndhjem, ikke til fjorddistriktet Nordmøre-fylke (sml. § 24, side 102).

156. Og til røgovnstuens strøg hørte, ifølge en oplysning som meddeltes § 36, side 130 anm., og ifølge grunde, som nærværende paragraf skal udvikle, rimeligvis de vidstrakte kyst-egne nordenfor Trondhjems-fjorden, alt til Finmarken, så landet har været delt så temmelig i to halvdele.

157. Det skulde da være følgende to tilfælde:

1. Arestue i vest for grændse-linien: Lensmand HalseTustern i Nordmør fortalte mig i 1859 om «konge-stuen» på Aspen i Thingvold i Nordmør (den «herre-stue», som omtales i Nicolaysens førnævnte «fortegnelse», med den oplysning, at den brandt op i 1804), at i den ældste tid skulde den have ildsted midt på gulvet. Men dels er nu dette sagn ikke så ganske sikkert, dels lader det til, at det ikke har været en almindelig beboelsesstue.

2. Røgovnstuer i øst for grændselinien: I Holms førnævnte beskrivelse over Lister og Mandals amt ved 1790 heder det under forklaringen om bygningsvæsenet: «De, som ere fattige, har kuns en røgstue uden loft, med en ovn, muret af gråsten.» (Topogr. Journ. X, 43.) Var dette berettet fra en egn som Bergens stift, måtte det forstås som røgovnstuer; men nu kan det forståes så, at fattige folk boede i det slags huse, som andre her i egnen kun brugte som ildhuse (§ 39, side 149. anm.), og at de istedetfor ovn af jern (kakkelovn), som ellers var i brug her i egnen, måtte hjelpe sig med en «ovn» af gråsten (skorsten, spis) - en unøiagtighed i udtrykket, som man ofte finder hos forfattere.

158. Røgovnstuens strøg kan ikke lettelig have været stort mindre, end jeg har angivet det; men det er ikke umuligt, at det engang i tiden har været noget større. Her tænker jeg navnlig på Jæderen, om hvilket bygdelag jeg mangler oplysning til med bestemthed at henføre det til arestuens fordums strøg.

159. Herom kan jeg henvise til en afhandling af lektor Sexe om, hvordan ildsteder bør være indrettede, i Polyteknisk tidsskrift, 1855, side 257.

160. Vistnok har Vestlandet også været bedækket med skov i fortiden; men medens der i indlandet var skov både på fjeld-siderne og i dalbunden, så voxede den på Vestlandet kun på strækninger, som kunde svare til hine fjeld-sider, såsom de strækninger, der skulde svare til indlandets dalbunde, her ere fjorde.

161. Se Pontoppidans ord ovenfor side 87. - For nøiagtigheds skyld skal jeg ikke undlade at gjøre opmærksom på, at dersom folk i peisstuerne havde villet spare til det yderste, så havde det vel gået an istedet for glasruder i vinduerne at bruge skjå eller hinde, ligesom i oldtiden. Men det måtte ligge nær, at når det først ved peisens indførelse var kommen dertil, at man kunde ombytte ljoren med vindu, så vilde man gjerne have dette vindu sådant, som skikken var i de lande, hvorfra moden med peis eller skorsten var kommen, nemlig med glasruder. Det har rimeligvis været betragtet som noget, der fulgte af sig selv eller hørte med til moden, at en peisstue måtte have glas-vindue.

162. Polyteknisk Tidsskr., 1855, 258.

163. Sml. min afhandl. om ædrueligheds-tilstanden i Norge, 1859, side 30, 36 [Verker i utvalg 5, s. 49 ff.].

164. Sml. kårtet over spedalskhedens strøg i Bidenskaps førnævnte afhandling.

165. Snorre, Olaf Kyrres saga, kap. 2 og 3.

166. Og det må erindres, at navnet røgovnstue ikke er opfundet af mig (som f.ex. arestue), men er det brugelige udtryk blandt selve almuen, se ovenfor, $ 32, side 116.

167. Denne sætning, at ljoren ei mere behøvedes, viser, at Keyser har tænkt sig ovnen som et ildsted med røgpipe (peis, skorsten), hvorved stuen ophørte at være røgstue.

168. Langes tidsskrift, I (1847), 321.

Før Keyser findes, som det lader, den samme tanke antydet af professor Stenbloch i den førnævnte afhandling «Om de gamle skandinavers våningshuse», 1814, side 19, hvor der tales om Olaf Kyrres «ovne eller skorstene».

Og som Keysers forklaring gjentages af professor Munch i hans Norgeshistorie, II, 439, så modsiges den ikke af Nicolaysen i hans førnævnte afhandling, der dog ellers går ud på at gjøre nogle berigtigelser ved Keysers fremstilling af den gamle bygnings-skik (Langes tidsskrift, III, 303).

169. Tidligere (og jeg sigtede dertil i næstforrige §) var min opfattelse den, at først var der are i hvert hus alt landet over, og så blev (formedelst Olaf Kyrres exsempel) aren afløst af røgovn, ligeledes alt landet over. Men denne opfattelse måtte falde bort, da jeg blev opmærksom på de to slags røgstuers fordeling (§ 40), så jeg ialfald måtte finde det sandsynligere, at aren og røgovnen havde hersket samtidig, hver på sin side af en bestemt grændse-linie.

170. Når røgovnen er bleven tilstrækkelig ophedet, og når røgen og kulosen efter ildingen er bleven tilstrækkelig udluftet, så kan der være meget behageligt i en røgovnstue: varmen er jevn, og i de første timer mærkes ikke mangel på frisk luft.

171. Den finske røgovn og røgovnstue er med finske udvandrere også i senere tider kommen til Norge, nemlig til Soløers Finskov, hvor jeg for flere år siden har seet den, og til Finmarken, hvor den er beskrevet og afbildet af Lem, i hans Finmarkens Beskrivelse, 1767, side 106.

172. Således har jeg ialfald forstået beskrivelserne for Islands vedkommende i Horrebows Efterretninger, 1752, side 315, Olafsens reise, 1772, side 825, Olavius's reise, 1780, side 485, Schleisners beretning, 1849, side 118 flgg. - samt for Færøernes vedkommende i Landets beskrivelse, 1800, side 426, og Holms skildringer, 2den udg., 1860, side 89.

173. Sådanne simple indretninger som på Færøerne have måske også været brugt på sine steder her i Norge, i de skovløse torv-brændende kyststrækninger, nemlig i hin fortid, da man endnu ikke vidste af bilæggerovne at sige.

174. Jeg tænker mig, at oldtidens bygnings-skik kanske skulde vise sig i et nyt lys, når man efter anvisning fra nutiden gjennemgik de korte beskrivelser i sagaerne således, at man særskilt undersøgte bygningsskikken på almuefolks og på storfolks gårde, på Island og i Norge, i Norges kyst-land og indland o.s.v.

Det tænker jeg mig også, at dersom bygnings-skikken med dens forandringer og forbedringer monne tildrage sig historieforskernes opmærksomhed i den grad, som den efter min mening fortjener det, så skal der også finnes flere og flere oplysninger, som hidtil monne være overseede, ikke alene i sagaerne og andre oldskrifter, men også i yngre skrifter.

For nogle få dage siden havde således bibliotheks-amanuensis P. Botten Hansen den godhed at vise mig en fransk reise-beskrivelse af en de la Martiniere, som i året 1653 var her i Norge og i en afstand af tre franske mile fra Christiania, på en gård, som han kalder Wisby (Vestby i Enebak?), fik se et slags lave tømmerhuse med torvtag og istedetfor vinduer en lysåbning i taget (upåtvivlelig røgstuer, som altså have været meget længere i brug, end jeg før har tænkt mig det her i omegnen om Christiania).

Et middel til at studere bygnings-skikkens historie turde det også være at undersøge nøie gamle hustomter, som hist og her kunde findes, og som måske have ligget øde alt fra Sortedødens tider. På de gjenliggende stenhobe måtte det kunne kjendes, om der har været are eller røgovn i stuen.

175. Jeg kan tilføie at Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring har besluttet endnu i denne sommer at lade en sagkyndig mand bereise Vestlandet med det hverv blandt andet at opsøge røgovnstuer og aftegne deres indretninger.

176. Meget gamle huse findes vist ikke på Jæderen. En stuebygning på Grude i Klep, som nu står forfalden og øde, og som sagdes at være et af de ældste huse i egnen, var ifølge et indhugget årstal bygget 1767.

177. Var stuen stor og boden liden, så blev bygningen ikke lige. Men også herpå har jeg seet exempler. Tildels har boden kun et vindue, og hvad den mangler i bredde, har man måttet bøde på ved at gjøre koven på bagsiden så meget bredere.

178. Diplom. Norv., IV, no. 1081 og 1082.

179. Allerede i 1810 lagde den førnævnte løitnant Flor mærke til, at de ellers så almindelige stolpeboder manglede på Jæderen; men han blev ikke vaer, at en del af stuebygningen svarede til boden (anf. st. side 149).

180. Som yderligere grund skal jeg ikke anføre den omstændighed, at Jæderen ikke har andet brænde end torv, der neppe har kunnet bruges i røgovn; thi før i tiden (og kanske for ikke så overmåde lang tid siden) har Jæderen havt skov, og forsåvidt har der altså intet været i veien for at bruge røgovn da; men endda tænker jeg mig heller sagen så, at man på Jæderen brugte are, og at netop arens umådelige vedslug gjorde ende på skoven.

181. Et exempel: En bonde i Bjelland er 70 år gammel og fortæller om sin fader, der i 1819 døde i en alder af 73 år, at han giftede sig, da han var 30 år gammel, og samme år (vi kunne jo regne ud, at det må have været 1776) byggede en stue af det nu brugelige slag, medens han hidtil havde «siddet» i ildhus. Dette var på en af de anseeligste gårde i sognet, og denne stue skal have været den første i en vid omkreds.

Længere ude i dalen er forandringen foregået tidligere, så selv ældre folk må nævne ikke sine forældre, men sine bedsteforældre som dem, der først ombyttede ildhusene med ovnstuer.

182. Kun en af dem mindedes at have seet en (fattig) familie bo i et ildhus; men begge mindedes de flere ildhuse, som før havde været beboede, men i deres tid kun brugtes som kogehuse og til sommerophold; sengene stod på sin plads og brugtes om sommeren. Den ene mand beskrev mig endda, hvor morsomt han syntes det var som barn, når det led imod sommeren og han fik ligge i ildhus-sengen i sin faders hus.

183. Alt fra Siredalen og Lister hidover til Mandalen lagde jeg mærke til, at navnet forstue, gammel-norsk forstofa, udtales som fosstove, altså ss istedetfor rs. Det er af samme art, som at vi alle sige foss (i en elv) istedetfor gammel-norsk fors.

184. Ovnen skulde på tegningen stå længer frem på gulvet, såvidt, at bænken under vinduerne kunde forlænges lige til hjørnet. Her bliver da en særdeles varm kakkelovns-krog. Fremdeles, når ovnen står noget længer fremme, lyser den videre omkring sig, når der brændes om aftenen (for lysningens skyld er der fast aldrig dør på kakkelovnen), så husets folk kunne sidde om den med sit håndarbeide, som om en lysovn eller peis.

185. Efter et udkast af mig har hr. architekt Bull havt den godhed at udarbeide den tegning, hvorefter træsnittet er skåret.

186. Til stuens «opstasing» hører også, som antydet på grundtegningen, et høisædes-skab. Det er imidlertid nu afskaffet i mange huse og har måske aldrig været ganske almindeligt. Om den vide udbredelse af dette slags skabe har jeg allerede handlet i § 6, og med hensyn til den yttring sammesteds, at jeg ikke havde seet dem på Jæderen, kan jeg nu anføre den berigtigelse, at de også have været kjendte her.

Det andet slags skabe, som jeg omhandlede i samme §, nemlig fremskabet eller madskabet, har jeg kun seet et par af i det strøg, hvor den mandalske stueform hører hjemme; det har her været erstattet af sengeskabet, og dette er det, som en anm. til $ 6, side 14 sigter til. Vel er sengeskabet, som ovenfor forklaret, nærmest et indelukke for kjelder-nedgangen; men det er også med hylder indrettet til et mad-skab.

187. Siden de gamle arestuer (ildhuse til at bo i) nu ere aflagte, så vi ikke kunne få se dem længer, kan det være værdt at anføre, hvad jeg hørte omtale i Aaseral, at man brugte at pynte væggene med kroting af samme slag som i røgovnstuerne ($ 36, side 130).

Et slags prydelse for stuen dannede også den såkaldte bar-krak, en krak med «bar», d.e. en bænk med rygstød - sædet og rygstødet gjerne udhulet af et eneste træ, såsom stammen af et linde-træ -. Ordet «bar» er det gammel-norske barð, der betegner enhver fremstående kant, såsom skyggen på en hjelm eller hat o.s.v. Bar-krakken står på 4 ben og er en 2-3 alen lang, den havde ofte sin plads for enden af aren istedetfor blekstenen ($ 39, side 141), og den var da vendt indad mod aren, så den, som sad på den, kunde enten sætte føtterne op på ildstedet eller lægge sig på bænken og lade sig gjennembage af ilden, vendende sig snart på den ene, snart på den anden side.

Man kan endnu se gamle bar-krakke i de ildhuse, der nu bruges som kogehuse. Og ved at se, hvorledes folk endnu bruge at sidde omkring aren her, fik jeg den forestilling, at medens der i gamle dage ikke kunde være videre tanke om egentlig forsiring eller stads i arestuen, har man desto mere sat pris på den hygge, som selve ilden har givet.

I de øvre bygder af Mandalen ere selv fruentimmerne med at slå og udføre alskens udarbeide. Når så husets folk efter en regnveirsdag komme våde ind, så er der også god anledning til at varme og tørre sig omkring en are, bedre end foran en skorsten eller kakkelovnsdør, hvor ikke alle kunne komme til på en gang. Af den grund er man f.ex. i Bjelland ikke snar til at ombytte kogehusets are med skorsten, uagtet det ikke er frit for, at røgen af aren svier i øinene.

Her må jeg gribe anledningen til at tilføie en rettelse til fig. 67, $ 39 side 142. At dømme efter de nuværende ildhuse (kogehuse) har aren ikke været en hel stenlægning; men nogle lange og smale stene have ligget i kanten af den som en ramme (en langagtig firkant), og rummet indenfor rammen har været fyldt med en faststampet eller fastbrændt masse af sand og ler og aske. Denne masse har altså dannet underlaget for ilden, ikke flade stene som i fig. 67; heden vilde snart bringe stenene til at springe eller hensmuldres. Arens høide over gulvet er kun nogle få tommer.

188. Derfor kunde Flor i sin før nævnte reisebeskrivelse af 1810 ($ 39, side 149) omtale det som noget almindeligt i Mandals-egnen, at stuebygningen var på to etager.

189. Kun lader det til, at man i den mandalske stueform gjerne har passet det så, at skorstenen ikke kom til at stå i den midtgang, som adskiller de to stuer, og som med sin fordør og bagdør er ligesom en kanal for træk-vinden; skorstenen (med bagerovn) står gjerne mere lunt i en eller anden krog bag en af stuerne. Det skal siden sees, at den mandalske stueform nok herved skiller sig fra den, som bruges i de vestligere bygdelag.

190. Jeg må dog ikke sige, jeg har undersøgt tingen så nøie netop for det yderste strøg af selve Mandalen. Men således er forholdet strax østenfor: reiser man langs postveien fra Mandal til Christiansand, så har man på venstre hånd og ganske i nærheden en række af åser og heier, og man behøver ikke at drage langt ind her, før man finder huse som fig. 83 og 81; af de huse derimod, som man ser fra selve postveien, er der neppe over et par som endnu have det omtalte mærke, og udenfor, nærmere mod kysten, skal der være få eller ingen; men indtil for en menneskealder siden var den gamle brug almindelig her også. - Og ligeså vestenfor Mandalen, i Valle og Spangreid sogne.

191. En udskiftnings-formand, som netop var beskjæftiget i Aaseral og efter den nyere måde anstillede meget nøiagtige opmålinger af marker og hustomter, fortalte mig, at det var sjelden at finde husene tømrede således, at de vare retvinklede i hjørnerne. Husene bleve da tegnede skjæve på hans kårt.

192. En del af eiendommelighederne ved den mandalske stueform, som jeg kalder den, har allerede før tildraget sig forfatteres opmærksomhed. Således har agronom Lindeqvist i en reiseberetning for 1856 (trykt 1857) fremstillet det udvendige af husene i Bjelland i to tegninger, hvorefter jeg har taget min fig. 79 og 82. Og i den før nævnte beskrivelse over Lister og Mandals amt af amtmand Holm fra slutningen af forrige århundrede (ved 1790) heder det om våningshusene i Bjelland, Grinnem og Finsland oppe i Mandalsdalen: «Almindelig en stue med kakkelovn og ildhus med arnested. Dog begynder bonden, som har lidt leilighed, at bygge sig en høitidsstue ved siden og sætte deres ildhus bagved.» (Topogr. Journ., XIII, 89). Når man hertil læser samme Holms forklaring om ildhuset, at nemlig ildstedet er en are (se ovenfor, $ 39, side 149, anm.), så ser man, at hin beskrivelse over et simplere og et fornemmere hus passer meget vel til min fig. 78 og 81.

193. Til forståelse af kårtet opregnes dalførerne med byer og hoved-kirker:

Siredalen i vest, indbefattende: Lunde (Stavanger amt), Bakke, Siredalen.
Kvinesdalen samt Fedde- og Lister-fjorden: Flekkefjords by, Kvinesdal Fjotland.
Lyngdalen med Lyngdals-fjorden: Farsunds by, Vanse, Herred, Lyngdal, Heggebostad.
Undalen: Valle, Vigmostad.
Mandalen: Mandals by, Holme, Bjelland, Aaseral (dette sidste præstegjæld i Nedenæs amt).
Søgnedalen: Søgne.
Sætersdalen (hvilket navn dog egentlig kun passer på den øverste del, da den ydre del heder Torrisdalen): Christiansands by, Oddernæs, Øvrebø, Evje, Bygland, Valle.
Topdalen: Tvedt, den dertil hørende annexkirke Birkenæs og den til Evje hørende annexkirke Vegusdal, begge i Nedenæs amt.

194. P. A. Munch, Hist.-geogr. Beskr. over Norge i Middelalderen, 1849, side 129.

195. Der er en lignende brat overgang i bygde-sproget eller udtalen, og tilsvarende forskjelligheder i folke-skikken syntes jeg at skimte i flere retninger.

196. Det lader til, at det hus, som man i gamle dage anvendte mest omhu på at få opstadset, var ikke ildhuset eller røgstuen, men sengeboden, og det var naturlig nok, da den uafladelige røg hist måtte ødelægge al finere stads. På Tonstad i Siredalen står en sengebod, som vel i sin tid var et af de gildeste huse i bygden, der er malet allehånde skilderier på væggene, og et af dem er ganske artigt: det forestiller en officer, en præst og en bonde, og hver af de tre figurer har sin overskrift: «Jeg strider for eder», «Jeg beder for eden», og «Eg opholder dokke allesammen.»

197. Som et mærkeligt træk kan jeg således anføre om Lyngdals-egnen, at friske spor af eller mindelser om den fordums røgstue (arestue), findes ikke alene gjennem hele Lyngdalen, men også i Herred hovedsogn ved Lyngdals-fjorden og i annexet Spind ude mod havet mellem Lister og Lindesnæs: her er nemlig endnu enkelte ildhuse istedetfor kjøkkener. - Her får jeg anføre en rettelse til $ 39, side 140: den foregivne arestue på Tosaas i herred, som jeg nu selv har seet, har ikke været til at bo i, men kun brugt som kogehus. - På gården Kvelland i Lyngdal (Aa hovedsogn) står et hus med indhugget årstal 1730; den forstandige bonde, som nu bor i det, Karl Kvelland, vidste at fortælle om sin oldefader, som byggede det: Han havde faret til orlogs; da han endnu ikke havde overtaget gården, og da faderen foretrak den tilvante hygge ved aren i den gamle røgstue, måtte sønnen lokke ham med en gave (20 rigsdaler), og således få hans samtykke til at bygge det nye hus, der blev den første «loft-stue» på gården og i nabolaget. Til huset hører en sengebod, med underbod og loft, bygget af eg, og til denne bod knytter der sig et sagn fra Sortedødens tid: på den store gård Kvelland var kun en frugtsommelig kone bleven ilive, og på nabogården Fos kun en mand; han kom op på åsen, hvor veien imellem gårdene lå den tid, og råbte ned til Kvelland, og hun steg op på trappen til bod-loftet for at råbe tilbage over træ-toppene. Den gamle trappe eller en levning af den står endnu på sin plads, og boden er åbenbart meget gammel.

198. I skovbygderne bruges vindovn, i torvbygderne som sagt bilæggerovn. Denne må opsættes så, at den ene ende går gjennem væggen og døren åbner sig ud imod kjøkken-skorstenen, hvorfra der lægges i ovnen (sml. fig. 71). Dette har igjen til følge, at kjøkkenet med skorstenen ikke lettelig som i Mandalen kan anbringes på bagsiden af huset, men at det må have sin plads i midtpartiet mellem stuen og «boden» (Jæderen) eller mellem stuen og nystuen (Lister). Denne egenhed tror jeg er fremherskende i alle bygder af det nævnte prikkede strøg på kårtet, og den bidrager sit til forskjellen fra de bygder, hvor den mandalske stueform hersker (sml. anm. til $ 45, side 181).

Til de «kover», som dække bagsiden af den jæderske stue, svare på Lister de såkaldte «skåler», der ere halvåbne torvskur af bindingsværk («stegeværk», som det her kaldes). Som hine kover, så ere også disse skåler i nye bygninger tømrede til ordentlige kammere (sml. fig. 76).

199. Gårdene Hananger og Lunde på Lister tilhørte i gamle dage en adelig familie, og ved et skifte, som i året 1660 holdtes på Lunde efter en af de herrer, som havde boet her, anførtes og værdsattes blandt meget andet løsøre: «1 gammel jernkakkelovn i den daglige stue, 4 rdlr., 1 liden jernkakkelovn i den nye stue, 3 rdlr.» (Værdien af en ko sees da at have været fra 2 til 3 rdlr.) Til at opvarme værelser havde måske også et «kobber fyrfad» og et «gammelt fyrbekken» været brugte, hvert værdsat til 2 mark. (Samll. til det norske Folks Sprog og Historie, III, 373.)

200. I forrige § har jeg jo allerede forklaret, at den eiendommelige form i de sidste år er bleven betydelig forandret og vanskelig at gjenkjende i det yderste strøg langs kysten, indtil en mils vei op i landet. Men selv i Spangreid kirkesogn ude mod Lindesnæs har jeg hørt af en pålidelig mand, at stuer af den ægte mandalske form have været at se for et snes år siden, og overalt ere dog selv de nyeste huse for det meste byggede på grundlag af den forrige skik. Man må altså ikke være for snar til at erklære de angivne grændse-linier for urigtige, om man f.ex. i Tvedts præstegjæld ikke skulde finde noget hus tilbage af den oprindelige mandalske form; denne kan dog have været brugelig der.

201. P. A. Munch, nys anførte værk, side 129.

202. I den anden af disse nedenæs'ske bygder, Øiestad, hørte jeg den grund til stolpebodernes afskaffelse, at i Ole Høilands tid blev der begået så mange tyverier i disse afsidesliggende huse.

203. Sammenlign også fig. 29 og side 61, § 14, hvor der tales om den brug at have den skillevæggen bygget af panel.

Den mest iøinefaldende afvigelse fra den akershusiske stue-skik er den, at høisædets plads er jevnsides med ildstedet, ikke skrå over for dette, sml. side 81, § 21. Men muligens er dette også en af de forandringer, som ere fremkomne i den senere tid, så høisædet er blevet flyttet fra det ene hjørne til det andet dengang, da de to nye vinduer sattes på langvæggen, at det kunde blive lysere om høisædet.

204. I fattige huse eller i meget afsidesliggende bygder, hvor nu ellers den mandalske stueform er bleven den herskende, har man nok tildels måttet hjælpe sig en stund med skorstene, før man fik råd til at forsyne sig med kakkelovne, sml. $ 39, side 144 (skorstenstuer i Sætersdalen) samt anm. 2 til 149 (sitat af Holm).

205. Sml. et sitat af Bing i anm. til side 149, § 39.

206. Stue-skorsten eller spis har jeg ikke selv truffet til at se i nogen av de nedenæs'ske bygder. Men jeg mindes f.ex. hvad en mand fortalte, som er født i Øiestad og nu er kirkesanger i en af de vestligere bygder i samme provsti, at han nemlig her i provstiet havde seet nogle få gamle huse, som ikke alene havde indgangsdøren på langvæggen med svalgang udenfor, men som udmærkede sig med den ellers afskaffede skik at have skorsten i selve stuen.

207. Se ovenfor side 102, § 25 og 145, § 39.

208. Sml. § 20 og 21.

209. Den skik, som har udbredt sig i de akershusiske bygder (fig. 40), har også (rimeligvis fra dem af) udbredt sig langs kysten et godt stykke hen i Christiansands stift (den nedenæs'ske stueform, § 47). - Det skulde være interessant at vide, om fig. 41 og 40 kunne gjenkjendes som grund former for bygnings-skikken i de svenske landskaber; isåfald turde meget og mangt i den norske bygnings-skiks historie vorde opklaret derfra.

210. Wille, Silgjords beskrivelse, trykt i 1786, side 226. Hermed stemmer på det bedste overens, hvad Lund anfører om husene i sin beskrivelse over hele øvre Thelemarken fra året 1785, side 135.

211. Disse to senge stå ikke jevnsides, således som i den mandalske stue, men skrå overfor hinanden. Den ene af dem, som omtales strax nedenfor, er husbondens egen.

212. Meningen må være, at der er to fag vinduer, og at der står et på hver side af hjørnet.

213. Dette er jo åbenbart de samme to skabe som i Lom og i Spydeberg, sml. side 8, § 5 og 80, § 20.

214. Skabenes, høisædets, bænkens og sengens plads er ganske som fig. 3, side 6 § 3(grundplan for Løkkre-stuen i Lom).

215. Det vil sige, så langt som rummet i stuen tillader det, fra høisædet til sengen. Sml. fig. 69, side 147 § 39.

216. Såvidt er ligheden med fig. 3 næsten fuldkommen. Det kunde gjerne have været tilføiet, hvad der endnu skal være mindelse om i øvre Thelemarken, at man har brugt at have hængende til stads på stuevæggen et spranget håndklæde, ligesom i Gudbrandsdalen og Østerdalen, se ovenfor side 16 § 7.

217. I dette stykke fremtræder ligheden - ikke med den akershusiske, men med den throndhjemske stue, se ovenfor side 104 § 25, anm.

218. Se ovenfor side 37 § 11.

219. Maleriet forvares i National-galleriet, og der har jeg ladet det afbilde for nærværende afhandling. - Tilstå bør jeg dog, at jeg ikke netop har vished for, at det var en thelemarkisk stue, kunstneren her havde for øie.

220. I min afhandling «Om sædeligheds-tilstanden i Norge», Christiania 1857. Bygnings-skikken er også berørt hist og her i min afhandling «Om ædrueligheds-tilstanden i Norge», Christiania 1859.

221. Jeg ser imidlertid meget vel, at på mange steder er min fremstilling ikke alene omstændelig og lang, men langtrukken og tung.

De, som have forsøgt sig i forfatterskab, kjende til, hvorledes det har sig: man kommer gjerne til at bruge så mange ord, når man ikke har rigtig herredømme over stoffet. Hefte for hefte kom jeg til at opfatte et og andet anderledes end fra først af (f.ex. det hovedstykke om de to slags røgstuer), og idelig havde jeg med ting at gjøre, hvor jeg måtte ligesom famle mig frem med mine utilstrækkelige iagttagelser og erindringer.

Hvorfor da skrive, før man er bleven herre over stoffet?

Ved begyndelsen af året tænkte jeg som så: Siden det har truffet sig så, at jeg har reist en del i landet og blandt andet lagt noget mærke til bygnings-skikken, så bør jeg benytte leiligheden til at offentliggjøre min opfattelse - det er jo uvist, hvordan det kan blive med mig ad åre, og den begyndelse, som jeg nu kan gjøre til behandling af dette emne, tør dog have sin nytte. Her er ialfald et af de tilfælde, som ikke tåle lang opsættelse; thi år for år tager det af med, hvad der endnu er at se af gammelt, og hvad gamle folk mindes, dør hen, så det er nok på høi tid, om det skal lykkes at påvise den sammenhæng, som jeg synes at skimte, mellem vore endnu kjendelige bygde-skikke og oldtidens lands-skik.

222. Andre samle på mynter, på oldsager, på gamle breve, på planter o.s.v., o.s.v. Jeg vil fra nu af lægge an på en samling af afbildninger og beskrivelser over ældre og yngre huse i hver bygd i landet, helst naturligvis sådanne, som kunne ansees for charakteristiske, tjenende til at vise, hvordan bygnings-skikken er, og hvorledes den har udviklet sig. Først og fremst tænker jeg på selve beboelses-husene; men det skulde nok være af interesse at få bi-husene og udhusene med. Og bohave måtte naturligvis følge med i så rigt udvalg som muligt. Beskrivelserne burde navnlig angive stedet og alderen samt benævnelserne på de forskjellige dele. Og tællinger af husene, som den for Aaseral, $ 45, side 178, forekommer mig særdeles interessante, ligeså særskilte oplysninger om bondegårdenes og husmandspladsenes bebyggelse. - Kunde jeg få en samling istand, og skulde så ske, at jeg ikke så mig istand til selv at benytte den i litterært øiemed, så kunde den dog komme videnskaben tilgode, ved overdragelse f.ex. til Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring.

Min afhandling har viist, mener jeg, at ofte et ganske simpelt rids eller en kort forklaring kan indeholde en interessant oplysning. Der kunde erhverves en stor mængde bidrag, dersom seminarie-lærere først vilde gjøre sine elever bekjendte med min fremstilling af bygde-skikken i egnen, og så vilde give dem den stil-opgave, at enhver skulde beskrive sit fædrene-hus og sammenligne det med nabohusene eller med bygdens skik. En seminarie-lærer har gjort det ($ 39, side 142, anm.), en anden har lovet mig det. Og denne opgave kunde gives gjentagne gange, nemlig efterhvert som der kom nye kuld af elever.

Er der et våningshus, som er mærkeligt ved sin ælde, så skulde det ikke rives ned, før der var taget tegning og beskrivelse af det, om end nok så tarvelig.

223. Således den meddelelse, at der endnu er arestuer i fuld stand i Sætersdalen, det slags stuer, som sagaerne så ofte tale om, som i oldtiden vare i brug ikke alene i Norge og Sverige, men sandsynligvis også i England og i flere nordlige lande, men som nu kanske ikke ere at se noget sted undtagen netop i Sætersdalen og måske nogle andre af de christiansandske fjeldbygder. Jeg regner derfor de sætersdalske arestuer blandt de interessanteste oldtids-levninger, og jeg skulde sætte stor pris på en fuldstændig tegning og beskrivelse af dem.

224. Ellers vil den, som har seet noget af min afhandling, nok have mærket, at der er ikke den ting, som står i forbindelse med bygnings-skikken, uden at det vil interessere mig at høre derom. En tilsyneladende småting kan ofte sætte på sporet og lede til den rigtige opfattelse af det hele.

225. Siden jeg begjærer bistand, uden at byde honorar for arbeidet, så tør jeg vel - for at undgå mulig mistydning - anføre, at som der ikke har været tale om noget forfatter-honorar til mig fra det svenske tidsskrifts side for optrykningen af mit arbeide, så har jeg også ved mit tilbud om at omarbeide en større del særskilt for samme tidsskrift udtrykkelig erklæret, at jeg, om jeg overhoved kunde række at få arbeidet gjort, ialfald intet honorar vilde have. Tingen er naturligvis den, at når et arbeide af mig skulde fremlægges for et fremmed publikum, så ønskede jeg gjerne at få det lidt bedre istand end det udkast var, som det her omhandlede arbeide kan kaldes.

226. Denne anmodning ønsker jeg ret meget påagtet af skolelærere, og de ville ialfald ikke tage mig ilde op, når jeg siger ligefrem, at de ikke skulle koste frimærker på brevene.

227. I en anm. til § 43.

228. Og i Valders have endnu middelaldrende folk seet sæterstuerne indrettede på gammel røgstue-måde. En sæterstue er jo liden, og gnister kunne let sprage fra bålet midt på gulvet hen i sengene ved den indre tvervæg; men til at forebygge dette var gjerne en høi bred stenhelle reist på kant ved den indre side af åren; den hed «år-helle». I oldsproget kjendtes også en arinhella.

229. Ivar Aasens norske ordbog. Ordet bunad er dannet af oldsprogets at bua, det nuværende norske (vestlandske) folkesprogs at bu, som betyder: ordne, sætte istand, gjøre færdig, pynte.

230. Möller, Ordbok öfver Halländska Landskabsmålet, Lund, 1858.

231. I Thelemarken har kunsten også været kjendt, at dømme efter to tæpper med bibelske figurer, som derfra ere komne til Universitetets samling af oldsager.

232. Af stabur eller «loft» findes dem, hvori tømmeret er så svært, at man kun har behøvet at skjære af een væggestok for at få dør.

233. I gamle dage og heelt til i mands minde brugte man i bryllupper at slå disse døre igjen med den mest mulige kraft, hvilket kaldtes «at smedde huro for broro» d.e. smelde dørene for brudene. Denne smelden var en æresbeviisning og tillige middel til at bortskremme «vetter» eller onde væsener, som måtte have ondt isinde mod brudeparret.

234. I disse jøier sees en mængde sabelhug fra gamle dage. Brudgommen brugte da sabel ved siden, og når han kom fra kirken og ind i stuen, hug han med sabelen i jøia, hvorpå han leverede den til sin sidemand, der også hug. Den blev således leveret videre indtil alle embeds- eller «føllingsfolkene» havde hugget. Jo større fliser der gik ud, jo bedre lykke spåedes brudeparret. Det skulde nok også være til skræmsel og advarsel for «vetten».

235. I de særskilte aftryk «Om Bygnings-Skikken» $ 30, side 110 [$ 19 ovenfor, s. 73]

236. I den nye Læsebog for Folkeskolen, 3die del, side 309.

237. Læseren vil forstå beskrivelsen bedre ved at kaste et blik på de her meddelte to mindre tegninger, som jeg har fået fra en anden hånd. Den første viser os hele bygningen, med gamlestuen på venstre og nystuen på høire hånd. Og den anden forestiller gamlestuens grundplan: man kommer gjennem forstuen til stuen og fra denne til kleven eller kåven, så der altså er to døre tæt ved hinanden på stuens ydre tværvæg; i hjørnene ved denne tværvæg sees 2 senge i stuen; ellers løber en fast bænk eller pall langs de øvrige vægge, og foran den indre tværvæg står langbordet, med tilhørende langkrak; ved a står et større skab på pallen, og ved b hænger et mindre på væggen. Midt på gulvet er åre (i Sætersdalen are), og på begge sider af den, ved c og d,

bilde s. 236

ere krakke til at sidde på. Disse krakke have undertiden fast ryg tildels med «kråt» eller udskårne prydelser. Det er en sådan ryg-krak, som i det følgende kaldes «en sess».

238. Andre steder i landet, siges speis, spis, pist, peis, lysovn.

239. Man forstår altså, at gamlistog er røgstue, uden vindue, med lysning gjennem ljoren, men at nojestog er lavstue, med vindue.

240. I ældre tider, før nystuen blev til, var arestuen naturligvis familiens bolig både vinter og sommer. Af Nicolaysens fortegnelse over Norges oldsager, hvor også denne bygning omtales, sees det, at nystuen formodes at være tilbygget et stykke ind i det 18de århundrede, men at gamlestuen har over indgangen årstallet 1668.

Udg.s anm.

241. I vore gamle sagaer bruges navnet skåle (skáli) jevnsides med navnet stue (stofa) om selve familiens daglige beboelsesværelse. I denne betydning forekommer «skåle» aldrig nu, da det kun bruges om et ringere rum, såsom hine «bur-skåler», og ligeså «ved-skålen». Hvoraf kan vel den forandring i det ords betydning være kommen?

242. Kviil d.e. seng. På høire hånd i billedet se vi desuden en del af en yngre seng.

243. Af et senere brev fra den samme hånd ser jeg, at en mand ved navn Tharald Guttormsen Bø i Valle, nu mellem 40 og 50 år, er den første, som i denne øvre del af Sætersdalen har begyndt at skjære bord og planker med sag, håndsag. Den gamle måde at kløve stokkene er endnu i frisk minde her. - Samme Tharald har nu også indrettet en cirkelsag.