/ UiT Norges arktiske universitet
 

EILERT SUNDT

Harham - Et exempel fra fiskeri-distrikterne

Harham

1. MANGE ULYKKESHÆNDELSER

I 3die hefte af Folkevennen for iår, side 258, gjorde jeg læserne opmærksomme på det fortjenstfulde tidsskrift, som hr. overlæge Høegh i Trondhjem har begyndt at udgive under tittelen «Folkets Helse», og navnlig viste jeg den iver hos forfatteren, at han ikke bare holdt sig til ting, som i snævreste forstand vedrøre sundhedens pleie, men også udstrålte sine undersøgelser og afhandlinger til huslivet og levemåden i almindelighed, således i kapitlet om tjenere og løskarle.

Imidlertid tør måske netop dette kapitel fortjene en nøiere drøftelse. Hr. Høegh har, ser man, fået et meget stærkt indtryk af, at det i mange af fiskeri-distrikterne skulde vise sig uheldigt og for samfundet og for selve vedkommende fordærveligt, at unge ugifte karle slå sig til at drive fiskeri på egen hånd, som løskarle, istedetfor at tage fast tjeneste, og an tilråder endogså husbønderne at danne foreninger for at indskrænke dette ved at nægte at tage løskarle i logis, hvormed de skulde nødsages til at tage tjeneste igien. Men lige modsat har jeg i nogen tid båret på den mening, at netop denne løskarlenes bedrift skulde lidt efter lidt fore til en ønskelig forandring i den gamle tilstand, således, at de egentlige bønder skulde holde sig til gårdsbruget som sin hoved-syssel, og at andre mænd skulde være fiskere og drive «søbrug» - en deling af arbeidet, som skulde gjøre begge slags nærings-virksomhed mere fuldkommen og derved blive til nytte for begge parter.

Med tanke på hr. Høeghs mangeårige erfaring fra vore kyst-egne tør jeg visselig ikke fremsætte min mening om disse ting med bestemthed og påståelighed. Imidlertid er tjener- og arbeids-klassens som den hele almues vilkår i Norges vidtløftige fiskeri-distrikter en så vigtig sag, at den nok fortjener at betragtes med den største opmærksomhed. Og med dette for øie skal jeg tillade mig at meddele nogle iagttagelser om folkelivet i en enkelt af disse vestlandske bygder.

Det er Harham, jeg mener, Harhams præstegjæld i Søndmøre. Netop med den hensigt at gjøre mig bekjendt med arbeidsklassens kår og sæder var jeg på disse kanter i høsten 1856, og fik standse i Harham henved en måneds tid.

Jeg kom med dampskib lige fra Stavanger til Aalesund, og efter et par dags stands her gik jeg i båd for at komme ud til Harham. Efter nogle få åretag satte bådsfolkene seil til, det her brugelige store råseil, som jeg ikke var vant med; alt i et lagde båden over, så den var ved at tage vand ind, og for første gang i mine dage bandt jeg redningsbelte om mig, hvilket jeg havde taget med fra Christiania netop for disse farvande. Min stemning var ikke ganske så nu som nys på landjorden. Imidlertid kom samtalen snart i gang, og hvorledes det gik til eller ikke, kom en af bådsfolkene til at fortælle en tildragelse, som i hans tidligste minde var hændt med hans fader.

Denne mand var fisker, og på en ottring, som jeg tror hørte hjemme i Aalesund, tog han del i torske-fisket ude på Harhams-havet. En dag, da alle mand var ude, brød et uveir løs. Forfærdelse på havet og ængstelse på land. På stranden stod folk flokkede sammen for at modtage de hjemvendede og spørge efter tidender; blandt disse ventende var også min fortællers moder, og hun gik hjem som grædende enke. Man havde seet hendes mands båd gå under. Men efter nogle dages forløb kom han hjem alligevel. Det var gået således til: Som båden foer for stormen over det oprørte hav. gik den tvert af, i to adskilte stykker, noget, som formedelst disse bådes bygning snarere skal kunne træffe, end at de kuldseilte. Fem mand af besætningen bleve; men den omtalte mand og en halvvoxen gut kom sig op på det ene stykke af båden og drev så i snekav og fok dagen igjennern, indtil de kastedes op på en ubeboet holme, Erkna, udenfor en af Harhamsøerne. Næste morgen reiste de en åre op, som de fandt på stranden, og hang klædesplag op som signal. Men uveiret rasede fremdeles, og der kom ingen båd ud til dem. Endnu en nat på holmen. Først dagen derpå kom hjælpen. Formedelst brændingen kunde båden dog ikke lægge lige til holmen; der blev da kastet taug i land; dette bandt de halv forsmægtede sig om livet, og således bleve de halede gjennem brændingen og ombord. Og tænk - ophavsmanden til deres redning var en liden gut på en af de nærmeste Harhamsgårde, som havde drømt om dem og ikke gav sig, førend folk føiede ham og reiste ud på hans ord.

«Og kan du - spurgte jeg fortælleren - kan du mindes den stund, da din fader kom hjem?» Ja, han kunde da det, for stuen blev fuld af folk, naboer og andre, som vilde se ham og høre, hvordan det var gået. «End mindes du, om din fader i den bevægelige stund var god til at finde ord og prise og takke sin gud for den uventede redning?» A, det var nu ikke videre - - jo, da han drev på vraget, havde han lovet at give fem daler til hospitalet (pleiestiftelsen for spedalske ved Molde, dersom han kom til land, og dem betalte han, strax fisket var forbi.(36)

Endnu bevæget ved denne fortælling sad jeg næste dag med Harhams ministerialbog eller kirkebog for mig og talte efter hvor mange af præstegjældets indbyggere der i den sidste menneskealder vare omkomne ved ulykkeshændelser. I de 37 år fra 1819 til 1855 var antallet 117.

Nu var præstegjeldets folkemængde:

            i året 1815 ......... 1565
               -   1825 ......... 1644
               -   1835 ......... 1836
               -   1845 ......... 2029
               -   1855 ......... 2257

og middel-tallet heraf eller 1866 kan antages som middel-tal på folke-mængden i hint tidsrum.

Men at der af sådant folketal, af 1866 mennesker, i 37 år skal være omkommet 117 personer (årlig 3 eller derover), det er noget særdeles betydeligt; det er mere end det dobbelte af, hvad det skulde være, dersom tilstanden i dette præstegjæld havde været ligedan som i Norges land i det hele, og Norge er dog måske det land i Europa, hvor det i den henseende står allersørgeligst til.(37)

Men det er også netop sådanne distrikter som Harham, som give det største bidrag til det store tal af ulykkestilfælde i vort land.

I indlands-bygder og især flad-bygder som f.ex. Hedemarken hænder det vel ikke hyppigere end i de fleste andre lande, at folk overraskes af en brat død; det er mest ved havkanten og fornemmelig i fiskeri-distrikterne, at disse tilfælde træffe. Og derfor synes det mig værd at lægge noget nøiere mærke til exemplet fra Harham.

Af de 117 omkomne personer vare de allerfleste, nemlig 113, druknede på søen(38). Af disse var der 8 fruentimmer, altså 105 mandfolk, og disse sidstes livsstilling var, som følger:

     Gårdmænd  .......................................  23
     Pladse- og husmænd  .............................  11
     Tjenestedrenge  .................................  56
     Kårmænd og andre (tildels uden angivelse
     af stand) ....................................... 15
     Til sammen ...................................... 105

Efter alderen kunne de opptælles således:

    Under 20 år ...................  11
    mellem 20 og 30 år ............  39
       -   30-40    » .............  26
       -   40-50    » .............  17
       -   50-60    » .............   7
    over 60 år ....................  5
    Til sammen .................... 105

Der var altså især mange i alderen under 30 år, i hvilken alder netop de fleste tjeneste-drenge befinde sig. Hvorledes ulykkerne vare fordelte på de forskjellige årstider, vil sees af følgende tal:

  Januar ..............  1   Juli ................... 12
  Februar ............. 13   August .................  9
  Marts ............... 15   September ..............  5
  April ............... 10   Oktober ................  8
  Mai ................. 24   November ...............  2
  Juni ................  4   December ...............  2
                                          Tilsammen  105

Her synes det mig, at månederne februar og marts ikke have en så stor andel af årets ulykkes-tilfælde, som man skulde vente, når man veed, at i disse stormfulde måneder drives det vigtigste af de her forefaldende fiskerier. Det fjerdingår november, december og januar udmærker sig ved tilfældenes sjeldenhed i sammenligning med den lysere og roligere årstid. Mon årsagen hertil er at søge i, at der i tiden nærmest før og efter jul skulde være mindre fiskeri og færdsel i det hele? Eller mon årsagen kan ligge deri, at man om sommeren oftere farer til byen (Aalesund, hvor fiskevarerne sælges) og på hjemreisen over fjorden bruger mindre forsigtighed? Ministerialbogen bruger oftest blot sådanne udtryk som: omkommen på havet, på søen, uden at reisens beskaffenhed eller hensigt omtales, så deraf ikke kan hentes svar til dette spørgsmål. Men efterat jeg havde forladt Harham, så jeg ikke kunde få overveiet sagen med kjendte mænd, er rigtig nok en mistanke opstået hos mig des-angående: i Aalesund blev det mig sagt, at det ikke er så sjelden at se berusede folk gå i båd og sætte seil til; blandt dem vare vel adskillige Harhamsfolk, og nogle af disse have kanske netop formedelst beruselse fundet sin død i bølgerne. Men idet jeg har nævnt den uhyggelige tanke, bør jeg også anmærke følgende: I selve Harham fik jeg tro på, at brændevins-drik og fylderi har været noget i aftagende nu på nogle år, og efter særskilt undersøgelse om hine ulykkes-tilfælde i den første og den anden halvdel af det før nævnte tidsrum finder jeg, at de heller ere blevne noget sjeldnere i den senere tid.(39)

Men for at fremstille endnu en mærkelighed ved disse tal-opgaver må jeg forklare lidt om Harhams beliggenhed og sogne-inddeling. Med et blik på kartet vil man finde ligesom et hjørne af Norge ud mod Nordhavet, der hvor den Bergenske kyst-linie fra syd mod nord støder sammen med den Trondhjemske kyst fra nord-ost til syd-vest. Ved dette vindhårde hjørne, lidt i nord, ligger Harhams præ stegjæld. På en liden rand af fastlandet nær (Hildre-stranden med nogle få gårde) består det af lutter øer ud mod havet; de ligge i en række, Vigren i sørvest,Lepsøen, Harhamsøen, Flemsøen, Fjærtoftøen og den nærmeste del af Harøen i nord-ost. Og nu dannerVigren alene et kirkesogn for sig, annexet Roald, og alt det andet hører til hovedsognet (skjønt der også er et kapel på Fjærtoft). Men folketallet i de to sogne er også meget ulige, som disse tal vise:

                                                    
    År          Hovedsognet           Annexet        
    1815            1134                 431
    1825            1200                 444
    1835            1329                 507
    1845            1500                 529
    1855            1659                 598         

Man kan sige, at annexets folketal ikke var stort mere end en trediedel af hovedsognets.

Men trods dette er antallet af druknede vel så stort for annexets del som for hovedsognets; thi det før nævnte tal 113 for årene 1819-1855 var fordelt således:

                                                      
                       Mandkjøn     Kvindekjøn      Sum
   Hovedsognet  ..........  47            5           52
   Annexet  ..............  58            3           61
   Til sammen  ........... 105            8          113

Disse tal vise en så uforholdsmæssig stor mængde ulykkestilfælde i det lille Roalds annex, at jeg ikke noget andet sted kjender et lignende exempel.(40)

Man kunde mene, at uligheden kanske var bevirket ved et enkelt ualmindeligt tilfælde, som på en gang havde bortrevet en stor del mennesker i det lille annex; men at det ikke er så, at uligheden derimod er stadig og vedholdende, det kan skjønnes af følgende optælling (for de 105 mandspersoners vedkommende) særskilt for hver af tidsrummets to halvdele:

                                                       
                       1819-1835     1836-1855       Sum
   Hovedsognet  ..........  23           24            47
   Annexet  ..............  24           34            58
   Til sammen  ...........  47           58           105

Her sees jo, at i hvert af de to tidsrum er antallet i annexet større end i det langt folkerigere hovedsogn, og dette misforhold er især påfaldende i det sidste af de tvende tidsrum.

Efter stand og stilling kunne de samme personer optælles således:

                                                
                            Hoved          Annex-
                           sognet         sognet
   Gårdmænd ................  9             14
   Pladse- og husmænd ......  9              2
   Tjenestedrenge .......... 22             34
   Kårmænd og andre ........  7              8   
   Til sammen .............. 47             58   

At der i annexet kun forekommer 2 pladsemænd blandt de forulykkede, det stemmer med, hvad der senere skal omtales, at der bor så overmåde få pladsemænd her. Ellers bør det bemærkes, at netop i annexet er der blandt de forulykkede påfaldende mange tjeneste-drenge (blandt hvilke dog er medregnet voxne sønner, som vare hos forældrene i tjeneres sted).

Dette er summen af mine uddrag af ministerialbogen, og disse foreløbige oplysninger gave mig senerehen stof til samtaler med flere almuesmænd. Det lod til, at man var ganske vel opmærksom på det alvorlige ved sagen, og jeg fik den forestilling, at formedelst uafbrudte bestræbelser med at indrette både og tilhørende redskaber på bedste måde og især med at holde dem i god stand, bestræbelser, som den stigende velstand havde befordret, var man bleven sat i stand til at befare havet med mindre fare nu end i tidligere tider. Jeg vover dog ikke at gengive alle disse forklaringer i deres enkeltheder. Kun må jeg fremhæve, hvad jeg hørte om det påviste misforhold mellem annexet og hovedsognet. Før mig havde neppe nogen foretaget sådan tælling og beregning med hensyn til denne sag, og alligevel fandt jeg, at det blandt almuen selv var vitterligt, at ulykkes-tilfælde på søen forekom hyppigere blandt annexets end blandt hovedsognets beboere og som årsag hertil hørte jeg flere forstandige mænd angive med temmelig bestemthed - ikke at havet omkring Vigren var så meget vanskeligere at befare, heller ikke at befolkningen på denne ø var såmeget mere end i hovedsognet henviist til søbrug som sin hovednæring, men at Vigrens mænd vare meget ihærdige og vovsomme i deres fisker-dont, og det fordi fiskeriet pleiede at slå bedre til ved deres ø, og altså udsigten til vinding var så meget mere tillokkende, og hermed skulde de være komne i sådan vane, at de også ved andre anledninger, såsom byreiser, ofte lagde ud i uveir, som andre holdt det for urådeligt at fare i.(41)

Men i ethvert fald havde alle disse tællinger og efterspørgsler givet mig en stærk forestilling om den livsfare, hvorunder folk på disse kanter idelig må færdes. Og det forekom mig rimeligt, at denne alvorlige omstændighed måtte have adskillig indflydelse på folkelivet. Men medens jeg beflittede mig på at sætte mig ind i alt dette, gjorde det navnlig et pinligt indtryk på mig at høre, hvorledes tjenestekarle havde det her. På Østlandet eller i indlands-bygderne veed en tjenestekarl så at sige ikke af andre erinder for husbond end ud på ager og eng samt nu og da op i skoven. I Harham derimod råder husbonden efter gammel sædvane over sin tjenestekarl således, at han kan tage ham med eller sende ham ud på havfiske, ganske ligesom den Østlandske bonde kan sætte sin karl til at pløie op en ager eller treske på låven. Jeg kan gjøre en anden sammenligning. I de barske måneder februar og marts foregår her på Søndmøre det vigtige fiskeri efter skreid eller torsk; ved samme tid omtrent eller fra januar af går silde-fisket til ved Karmøen og Kinn; i dette sildefiske deltage mange både fra kysten mellem Farsund og Egersund, og mandskabet består dels af løse og ledige personer, dels af gifte mænd, bønder og andre, som drive fiskeriet for egen regning eller - men langt sjeldnere have ladet sig leie af andre for denne enkelte tour; her er ikke tanke om, at en husbonde kunde tage sin tjenestekarl med på båden, uden ialfald efter særskilt aftale. Men i Harham har det fra gammel tid været så, at vår-fisket eller torske-fiskeriet ligesom andre fiskerier på andre årstider drives af bønder som en mere eller mindre vigtig bedrift ved siden af deres jordbrug, og således, at de tage sine tjenestekarle til hjælp, ligesåvel på søen som på landjorden.

Jeg havde nok hørt om denne sædvane før; men endda var det mig ligesom nyt og uventet, da jeg på stedet selv fik lære, hvad det havde på sig at være tjenestekarl på sådanne vilkår.

Matrosen leier sig også bort til skibs-rederen på de vilkår, at han skal finde sig i den møie og fare, som kan møde.(42). Men han har også en ganske anderledes anseelig løn end tjenestekarlen hos en af Harhams søbønder.


2. FISKERIETS KUNST

Er der nogen, som har fattet sådan godhed for vore almuer, at han inderlig ønsker at blive bekjendt med deres tilstand, med deres hele kulturtrin og åndelige udvikling, så bør han endelig ikke forsømme at lægge mærke til den måde, hvorpå de udføre sin daglige dont, hvad enten det nu er jordbrug eller fiskeri eller hvilketsomhelst. Jeg mener, at jo mere iagttageren gjør sig flid for dette og får høre, hvorledes bonden eller fiskeren har brugt sin tanke ved sin syssel, hvad grunde han har at anføre for sin fremgangsmåde, hvilke særegne indsigter og færdigheder han har vidst at tilegne sig, hvad det er, han har lært af sine forfædre, og hvilke nye erfaringer han selv monne have gjort jo mere, siger jeg, nogen anstrænger sig for at sætte, sig ind i alt dette, desto lettere skal det falde ham at betragte og omgåes almuesmanden, denne «simple mand», med agtelse og velvillie. Thi taler du med den simple mand om høiere anliggender, så har han ofte ondt for at finde de rette ord til at udtrykke, hvad han føler og tænker, og du kan dermed snart få et altfor ringe begreb om hans ånd og dannelse. Men taler du med ham om disse mere synlige og påtagelige ting, som nu engang høre til hans daglige liv og syssel, så kan det være, at du endog overraskes ved den tænksomhed og erfarenhed, han lægger for dagen. Det være mig tilladt at oplyse min mening med nogle anskuelige exempler. For en husmand oppe i Gudbrandsdalen er geografiens videnskab en fremmed ting; og han veed ikke besked hverken om Frankrig eller Spanien; men fra den tid han måske som tigger-gut måtte vandre bygden om, og fra de år han som gjæter fulgte kreaturene eller som tjenestekarl ledte efter hestene på fjeldet, kjender han med en ubeggribelig nøiagtighed så at sige liver stok og sten nede i bygden og liver haug og bæk på fjeldet videnom. Hans verden er ikke stor; men dens enkelte steder kjender han desto nøiere. - Bonden selv har i regelen ikke befattet sig enten med verdens-historie eller med fædrelands-historie og veed kanskje høist at tale om en i gamle dage, som hedte Sankt Olaf; men endda kan han have øvet sin historiske sands ganske vel; er det en opvakt mand, så er han kjendt med alle de odels-trætter og skifte-sager, som i den senere tid havde bestemt gårdenes grændser og besiddelse i hans bygd, og han veed at fortælle alle bygdens sagn om mærkelige personer fra de sidste to-tre menneske-aldere, og han kjender derhos fast hvert nulevende menneske i sognet, kjender hans herkomst og skjæbne, hans færd og hans hjertelag, og med denne menneske-kundskab veed lian med stor sikkerhed at fremstille og bedømme en persons charakter og handlemåde, og ofte skinner talentet frem i de anskuelige fortællinger. - Og agronomi? Hidtil er det jo kun en liden brøk-del af Norges landmænd, som have læst agronomiske skrifter, og der har da ofte nok været tale om, at det hele norske landbrugs-stel måtte reformeres fra grunden af efter videnskabens forskrifter; men det er dog ikke for intet, at de mange slægter alt fra Odins dage have syslet med jorden og været sig vel bevidste, at af dens behandling skulde det afhænge, om de skulde lide sult eller leve vel, og det kan mærkes, at netop de videnskabelig dannede agronomer mere og mere skjænke de gammeldags bønders efter hver egn afpassede brugsmåde en bifaldende opmærksomhed.(43)

Men når jeg undtager min glade forundring over den omtanke og kunst, hvormed agervandingen drives i Lom i Gudbrandsdalen, så synes mig, at jeg aldrig har været således overrasket ved almuesfolks iagttagelsesevne og ihærdige øvelse, som netop ved at tale med Harhams fiskere om deres bedrift.

Alt fra den tid sønnen er 10 år gammel og får lov at følge med fader ud på havet, er det hans lyst og iver at lægge vel mærke til alt, hvad han ser og hører af de ældre. Først gjælder det at lære de sikkre løb mellem de fald og skiær (klipper, som fra havbunden hæve sig tæt op under eller lidt over vandskorpen), som i stor mangfoldighed opfylde have udenfor alle Harhams-øerne til en halv eller en hel mil ud for det yderste land. Hvert fald og skjær har sit navn, således omkring løbene ud for Lepsøen og Harhamsøen: Grautefluda, Stavnæsfluda, Klauvningje, Daudingje, Skalmen, Skalmenskallen, Skreia o.s.v. o.s.v., og da faldene (fluderne, boderne) kun ere bemærkbare, når havet i kortere eller længere mellemrum bryder på dem, så må deres beliggenhed kjendes ved at tage sigte på bekjendte gjenstande på land. Sådant sigte er den såkaldte mid (udtalt med åbent e, næsten som med eller me). Til enhver mid høre tvende gjenstande, en fjernere og en nærmere, som sees lige for hverandre eller i en linie, og for at et sted på havet skal være kjendt, udkræves to mid, en i en retning og en i en anden, så de to linier mødes i et punkt. De gjenstande, der bruges som mid-mærker, ere store stene, odder og fjeldpynter nærmest ude imod kysten og forskjellige tinder og skard på de høiere fjelde længer inde i landet, hvilke tinder og skard vise sig som knuder og indhugg i fjeldlinien mod himmelen (fjeldgarden). Og alle disse mærker have atter sine navne. Der er f.ex. et fjeld på en af Harhamsøerne, som hedder Skulen, og når man er på en vis strækning på havet, så skjuler dette fjeld et længere inde på fastlandet, som kaldes Hildre-hesten; reiser man så langs landet mod nord, så kommer Hesten lidt frem for Skulen, og da hedder det: Hesten fin (når hovedet af hesten netop kommer tilsyne), Hesten grov, første hogget på Hesten, andre hogget, sadlen på Hesten er undan Skulen o.s.v., og ved hvert af disse mærker veed man, hvor man er i retningen mellem nord og syd; har man så til samme tid en anden mid på en anden kant, så veed man tillige, hvor man er i retningen ud fra land eller mellem øst og vest, og nu kan den kjendte mand vide, at for at undgå dette eller hint fald må han ikke seile stort længer i den retning, men bøie af i en anden. En styremand(44) kan altså føre sin båd således mellem brændinger og farer, at han ikke stort ser sig om efter de faretruende gjenstande i nærheden, men desto vissere og stadigere fæster blikket på landet og det på de fjerneste fjeldhøider langt inde. - End når nu disse mærker ikke kunne sees formedelst snedrev, tåge, nattemulm? Da er der jo altid fare på færde; men så gjælder det at bruge ørene; thi mange af disse fald og skjær ere kjendelige på brændingens klang og bulder, forskjellig efter klippernes mere langstrakte eller bratte form, en forskjel, som dog tillige ma bedømmes efter vindens eller rettere bølgegangens retning.

Udenfor denne ujevne, med fald og skjær opfyldte land-grund er der en strækning over havet, som kaldes Land-meen. Rimeligvis kaldes den så, fordi havbunden her fremdeles er kjendt ved en mængde mid på land. Her på Land-meen, i en afstand af et par mil fra land eller derover, drives det vigtige torske-fiskeri i februar og marts måned. Man forklarede mig fiske-stimernes gang således: De komme ind fra havet igjennem, Bredsunds-dybet, der fra den fjord, som kaldes Bredsund, strækker sig med stor dybde tvers ud fra land, søndenfor Harhams-øerne og de udenfor samme værende grunde; i ældre tider søgte stimerne jevnligt helt ind i Bredsund og Borgunds-fjorden, og da foregik det bedste fiskeri der; men nu i en række af år havde de fra Bredsunds-dybet af mere udbredt sig mod nord over de nævnte Harhams-grunde eller Land-meen, og det skal være sædvanligt, at fisken først fornemmes udenfor den sydligste af Harhams-øerne og siden udenfor de nordligere. Dog drives ikke fiskeriet på hvert punkt af denne Land-me, men på visse udmærkede fiskegrunde her, ligesom på bakker og åser, det hæve sig noget op over den dybere bund, bakker og åser, hvor vandet kan være 40 til 60 favne dybt. Der er også grunde med endnu mindre dyb; men allerede på 30 favne vand er der fare for, at bølgegang og storm kan rive garnene bort. På sådanne grunde, der også ere kjendte med hver sit navn, sættes garn eller rettere garn-lænker, d.e. flere garn sammenhæftede i en længde. Og ikke nok med, at selve grunden må kjendes og søges efter mid fra land, men man forklarede mig, at når man en dag havde sat garnet på forsøg fra toppen af den undersjøiske bakke nedover skråningen til foden, og man så næste dag fandt mest fisk f.ex. i den midterste del af garnlænken, et tegn på, at fisken mest holdt sig omkring midten af bakken, så kunde man næste gang sætte garnet langs bakken, midt imellem dens øverste og nederste. Efter dette skulde jo disse folk være i kjendte med havbunden, omtrent som andre folk kjende hauge og smådale på land-jorden og vist er det ialfald, at de tale med stor sikkerhed om disse ting.

Hvorledes findes garnet igjen? Jo, fra garnet på havbunden går en line op til en flydende dubl, og idet denne

sættes på vandet, er det styremandens sag at tage nøiagtig mid på land, i to retninger naturligvis; næste dag, når han skal ud at trække garnet, styrer han efter miden og veed at træffe lige på dublen; ja, det blev mig sagt, at om styremanden formedelst sygdom eller andet forfald ikke kunde reise ud selv, så skulde han kunne opgive sin mid så nøjagtigt for en anden kjendt mand, at denne kunde finde dublen. Ved alt dette må dog anmærkes, at hver fisker kun pleier være kjendt med en vis mindre strækning af havet, lige ud for hans fiskevær; og det er vel heller ikke den hele havbund, som er således kjendt, men kun de enkelte bakker og åser på samme eller de udmærkede grunde, som fiskere fra samme vær i umindelige tider have søgt, og om hvilke kundskaben er nedarvet fra fader til søn. Man kan spørge, hvorledes disse fiskegrunde fra først af bleve opdagede? Med garnbrug, hvormed fiskeriet har været drevet nu i flere menneske-aldere, måtte det, som det |synes, gå meget langsomt med sådan opdagelse, og denne skriver sig efter min forestilling fra hin fjernere

tid, da fiskerne ikke vidste af andet redskab end snore med lod og krog: dette måtte jo idelig fires ned og hales op, og for hver gang blev jo dybet målt som ved lodskud. På denne måde have også Harhams fiskere samlet sig kundskab om havets bund i et endnu større dyb og i en langt større afstand fra landet, hvor der aldrig har været brugt garn. Udenfor den nævnte Land-me skal der være et fiskeløst dyb, Stor-dybet, som det kaldes, med omtrent 120 favne vand. Men udenfor dette igjen hæver bunden sig atter og danner den såkaldte Lang-grund, et navn, som rimeligvis sigter til, at den med temmelig jevn dybde (omtrent 80 favne) strækker sig langt ud i havet. Den inderste del af denne Lang-grund kaldes til dels Me-botn; her findes visse fiske-grunde, kjendte formedelst mid fra land (deraf udentvivl også navnet Me-botn eller Mid-bund). Længere ud på Lang-grunden bliver der atter fisketomt; men så igjen alleryderst ved den kant eller egg, hvormed Lang-grunden brat styrter af mod det bundløse eller ukjendte havdyb, her er det fiskerigt. Denne Lang-grundens yderste egg (den kaldes også af fiskerne Stor-eggen), sagdes at strække sig fra det før omtalte Bredsunds-dyb omtrent i samme retning som landet, men ellers med forskjellige fremspringende næs og indadgående bugter, og jeg mindes deraf Sørmands-næsset, Fjærtoft-næsset, Skadde-næsset. Til disse Stor-eggens næs søge Harhams-fiskere, i gode sommerdage du med sine ottringer; på veien did må de se sine egne øer synke under havbrynet; de fastlands-fjelde, som før vare dem de høieste, blive små, og de endnu høiere længer inde, såsom Romsdals Horn og Trold-tinderne, træde frem. til landkjending for dem. Men afstanden sagdes også at være et halvt snes mil, nordvest ud fra landet.

På toure til Stor-eggen tror jeg at fiskerne bruge at have kompas med på båden. Men ellers tænkes ikke stort på kompasstreger; der gjælder bare at finde ud til den bekjendte fiskegrund og tilbage til hjemmet.

Og fiskeren har intet middel til at måle afstandene, dem han kun angiver efter skjøn. Når man betænker dette og tillige erindrer, at fiskeren ikke har befattet sig videre med egentlige undersøgelser af havbunden, men kun har havt for øie at få så meget fisk som muligt, og at han derfor mest har holdt sig til de fra gammel tid kjendte fiskepladse nærmest hjemmet, så vil det forståes, at disse forklaringer om havbunden måtte være temmelig utydelige og lidet sammenhængende. Men jeg har gjengivet forklaringerne således, som jeg lidt efter lidt opfattede dem ved samtale med flere mænd. og jeg kunde ikke høre på disse forklaringer uden deltagelse; thi idelig måtte jeg tænke på, hvad uhyre møie det dog har kostet, for at menneskene i tidens løb skulde kunne samle sig så megen kundskab om havets dyb. Her i nærheden af Harham, på Giske-øen, levede Olaf den Helliges ven, Thorberg Arnesøn, og han sendte vist jevnlig sin værkstyrer med tjenestemændene ud på fangst i disse fiskerige farvande; men hvor langt mon de vare kjendte ud over havbunden? Og hvem var vel den opdager, som først fattede tanken om, at hine yderste fiske-grunde, et halvt snes mil af land, med 80 favne vand, dannede eggen af en stor undersøisk høislette eller dens bratte afstyrtning mod dybet udenfor? Og hvor mange menneskeliv ere vel ikke gåede til grunde under al denne søgen og leden, under denne kamp med havet for at tiltvinge sig herredømmet over den bund, det skjuler? Og endda er jo det her fortalte kun en liden prøve på, hvad der er foregået og hvad der er udrettet på ethvert punkt af den langstrakte, mærkværdige i norske kyst.(45)

En ligedan række af iagttagelser og erfaringer, vel lige fra landets første bebyggelses-tid, er det, som har givet bådene deres eiendommelige form og indretning. Stærkt påvirket ved betragtningen af de mange ulykkestilfælde på søen, gik jeg med en vis uvillie og mistanke hen for at bese disse både og høre bøndernes forklaringer om dem; men jeg må tilstå, at for hver tvivl og anke, jeg kunde finde på at fremsætte, vidste man med stor sikkerhed at forklare, hvorfor bådene måtte være så og ikke anderledes, så disse søndmørske både, større og mindre, ottringer, sexrøinger, trerøinger, netop passede for Søndmørs hav og strand. Ved denne leilighed måtte jeg dog idelig beklage, at jeg ikke besad sømandskundskab nok for ret at sætte mig ind i disse ting. Det er tilfælde, at i forskjellige strøg af kysten finder man forskjellige slags både. I Søndmøre ere, alle ottringer, sexrøinger o.s.v. ligesom støbte i en form; men i længere nord eller længere syd have storbådene og småbådene andre former, og det samme gjælder om seilerte og alt andet tilbehør. Er nu dette så at forstå, at egnenes ulige omstændigheder, mere fart ude på havet eller indenskjærs, mangel på eller overflødighed af gode havne o.s.v., virkelig kræve sådanne ulige slags både, så vi altså må beundre den skarpsindighed og opfindsomhed, som vidste at indrette alting såvel? Eller er det kanske for en del så med både som med huse og klæder, at hver mand uden videre tanke retter sig efter egnens skik, og at denne skik ganske tilfældig er bleven så ulig i de forskjelli,ge egne, ligesom det jo åbenbart er tilfældigt, at snittet på klæder er så uligt her og der? Ved at høre Harhamsbøndernes bestemte forklaringer om deres bådes særegne og nødvendige egenskaber måtte jeg tænke på aggerdyrkernes plove: for et halvt hundrede år siden brugte man i Gudbrandsdalen svære plove, som næsten helt og holdent vare byggede af træ, og jeg har hørt gamle mænd forklare, at disse i grunden skulde være de bedste; men i den sidste menneskealder har man jo løsrevet sig fra den gamle plovskik, og hver mand søger sig ud det slags plove, som efter hans mening skal være bedst. Skal det gå ligeså med bådene, og er den ting, at alle Søndmørs både af samme størrelse (ottringer o.s,v.) nu ere nøiagtig ligedanne, måske kun tegn på en stilleståen i tænkning og vedhængen ved skikken, som kun venter på en kommende tids større oplysning og omtanke og stræben efter forbedringer? (46)

Men hvorledes det end monne have sig hermed, så er det sikkert nok, at Harharns søbønder vide at styre sine både med mesterskab. De vare gjerne livligst i sin tale, når det gjaldt at skildre for mig deres bedrift på havet; jeg tænker mig også, at de ere livligst i sin færd, når det gjælder at styre båden under storm og fare. Hvad gjør styrernanden på en ottring når stormen tager ret i og faren bliver alvorlig? Han heiser seilet i høieste top for at løbe fra vinden og «seile søen ud», så det vand, som tages ind forud, formedelst fartens og bådens bevægelse skyller ud igjen agter! Den største fare skal være, hvad jeg allerede har fortalt et exempel på, at den dirrende båd med sin usædvanlige lette bygning skal gå tvært af, idet den bøier sig over bølgens ryg; thi, som en søbonde sagde, det er næsten utænkeligt, at en ottring skulde kuldseile selv i hårdeste storrri, når der er dueligt og påpasseligt mandskab ombord.

Dog, selv om jeg var fagkyndig, skulde det blive endeløst at fortælle om al den øvelse og kunst, der skal til for at blive en fuldgod sømand og fisker i disse farvande. Og selv om jeg var fagkyndig nok til at fremhæve de mangler, der muligvis forekomme i Harharnsbøndernes bedrift på havet, så vilde der sikkerlig blive mere tilbage at beundre. Jeg siger så: Om den nu levende slægt på disse øer og kyster flyttede ud til Arnerika og tog sin kunst med sig, og om så fremmede folk kom i deres sted, så skulde der, trods de mange hjælpemidler, som nutiden har at glæde sig ved fremfor fortiden, sikkerlig gå menneskealdere hen, inden folket fra nyt af fik udforsket havets dybheder og gjort sig fortrolig med storm vindens luner, så fiskerierne atter kunde drives med den fuldkommenhed og nytte som nu.

Men for det følgendes skyld må jeg endnu forklare lidt om, hvorledes de enkelte vigtigere fiskerier drives. På Storeggen bruges, som omtalt, de største både, ottringer; bådene lægges for dræg eller drive så småt, og der fiskes med snore efter lange, kveite og hå; som biprodukt falder der noget brosme og anden mindre fisk. Men det lod til, at fiskeriet på Storeggen ikke drives så meget nu som før. Langt vigtigere er fiskeriet efter småseid med sekkenot. Dette er et stort firkantet garn, som fra fire mindre både, en for hvert øre eller hjørne (3 mand i hver båd), sænkes horizontalt ned i vandet. Seiden pleier stå i stimer omkring de såkaldte skaller eller små grunde med kun 1012 favne vand, men en rnils vei eller længere fra land. og noten sænkes ned således, at den af strømmen kan drives ind under stimet, hvorefter den hurtigst mulig trækkes op. Og dette gjentages kast efter kast, ofte et helt døgn; er veiret roligt, kan man kaste dræg for at hvile og sove lidt, og så begynde på igjen. Dette fiskeri pleier begynde tidlig på forsommeren og drives enkelte dage, når veiret er gunstigt og andre sysler ikke hindre, til langt ud på høsten, tildels ind under jul. Seiden tørres til handelsvare eller saltes til husbrug.(47)

Mærkeligst er dog vårfisket efter skreidtorsken. Dette fiskeri har givet anledning til byen Aalesunds anlæg og betydelige handels-rørelse, og dette fiskeri sætter så at sige hele Søndmøre i bevegelse, idet hele bådelag og mange enkelte fiskere eller fiske-arbeidere (rorskarle) fra de indre bygder i fiske-tiden søge ud til havkanten. Men Harham er nok den Søndmørs-bygd, som forholdsvis mest deltager i dette fiskeri. Og virksomheden er så meget livligere i vår-fisket, som det foregår i en sammentrængt kort tid af omtrent 8 uger, fra begyndelsen af februar til slutningen av marts; men fiskens tilvirkning og salget af varerne (klipfisk, tran og rogn) beskjæftiger folkets hænder og tanker til langt ud på sommeren, og længe før fisket mærkes, allehånde forberedelser til den vigtige bedrift. Til disse forberedelser horer ikke blot anskaffelse af båd og garn, men også aftale mand og mand imellem om dannelse af bådlag og fordeling af luterne, og om disse bådlag og luter vil det for det følgende kapitels skyld være nødvendigt at tale lidt udførligt. Til torskefiskeri på Harharnshavet, som før nævnt: 2 mil fra land og derover, bruges både af største slag, ottringer, og en ottring må bemandes med mindst 7 mand. At udrede en ottring, at tilveiebringe det fornødne antal garn og at holde 7 mand med kost og løn, det er en så betydelig sag, at hidtil sjelden eller aldrig nogen bonde har været ene derom; oftest forene flere mænd sig om at danne et bådlag. Men de have ikke altid li e stor andel i udredning og udbytte. Det hele tænkes 9 sædvanlig delt i 8 dele eller luter, og ved denne deling regnes en lut for selve båden og de tilhørende seilredskaber, og en lut for hver af de 7 mand med de garn og andre fiskeredskaber, som de skulle have med sig. Eier nu en bonde båden, og har han til dens bemanding sig selv, i en tjener og to for fisket leiede karle (rorskarle), tilsammen 4 mand, så kan han tage ind i bådlaget 3 garnmænd eller lutmænd, d.e. fiskere, som deltage for egen regning, og udbyttet deles så, at bonden får I lut for båden og 4 for de af ham skaffede 4 mand, og 3 luter (resten af de 8) tilhøre de 3 garnmænd. Eller det kan være 3 bønder, som eie båden (og så var det ofte for 1020 år siden, da velstanden og søbruget var mindre). og de kunne bemande den med sig selv og hver sin tjener og en i fællesskab leiet rorskarl; ved delingen får hver af bønderne 2 hele luter for sig og sin tjener, samt ~13 lut for båden og V3 for rorskarlen. Eller skulde nogen af disse 3 bønder ikke have tjener og ikke have råd til at leie en egen rorskarl for fisketiden, så kan den lut, som dermed bliver ledig, overlades til en fisker, som vil deltage for egen regning eller som garnmand, og denne får da udbyttet. Efter disse exempler vil det forståes, når en bonde for at beskrive, hvor stort søbrug han havde i sidste torskefiske, bruger det udtryk, at han havde kun 2 luter, eller han havde 4 luter, 5 luter o.s.v.(48)

En ottring er, skjønt åben båd, et ganske anseeligt fartøi, langs æsingens runding omkring 22 alen lang.(49) Selve skroget kjøbes gjerne af bådbyggere i Voldens præstegjæld, og prisen har været 3040 spdr. eller i den seneste tid endnu mere. Seil, mast og andet tilbehør koster omtrent ligeså meget. Og en sådan båd skal kunne udholde almindeligt brug i 15 år. Et torskegarn er 32 favne langt i bindingen, men ud strammet, således som det skal stå i vandet, er det 20 favne langt og et par favne høft. Spundet og bundet hjemme i huset, koster garnet en dalers penge; men hertil kommer udgift til touge om kanterne af garnet og til kavl, så det hele nok kommer på et par daler. 20 til 30 garn heftes sammen til en garnlænke eller sætning, og at drage og igjen udsætte en sådan sætning er et bådlags arbeide for dagen. I bundkanten ere garnene betyngede med vedhæftede stene, og en række af trækavler af let flydende træ i overkanten af garnene tjene til at holde dem oprette og spændte. Men ved nogen tids brug vilde kavlerne gjennerntrækkes af vand og synke til bunds; derfor må der haves flere sæt af garn i bered skab, for at det ene kan ophænges til tørring, medens det andet står i søen; desuden må man have garn i baghånd for det tilfælde, at nogle skulde gå tabt i uveir. Derfor kræver også udrustningen en stor mængde garn, og Harhamsbønderne pleie regne 20 for hver mandslut, dog kun nogle få nye, de fleste bødte. Men for det føl.gendes skyld bedes erind ret, at der kun fiskes med et sæt eller 20 til 30 garn hver gang. Førend garnbruget var blevet bekjendt, dreves fiskeriet, som præsten Strøm beretter i sin fortræffelige Søndmørs Beskrivelse, med snøre med agn på krogen (djupsagn). Dette sad da fiskeren med hele dagen. Men ofte var ikke fisken villig til at bide på krogen, når det var lyst i vandet i om dagen, og så fortsatte fiskeren sit arbeide ud over natten med et andet redskab: på blyloddet på snøret befæstedes flere kroge således, at alle spidserne vendte ud ad, og lidt ovenfor dem var en tinsild (et stykke tin dannet som en sild) ophængt for at lokke fi,sken, og ved idelig at rykke i snøret kunde det lykkes at hugge fisken i bugen og således få den op. Dette kaldtes at kroge. Men da torskegarnet, som ved året 1685 var opfundet eller indført af en handelsmand Claus Nilsen på gården Slinningen i Borgund, var kommet i brug, så slap man for hint natlige arbeide (thi nu fisker garnet om natten), og dypsagnets brug indskrænkedes mest til småbåde, som i enkelte åringer kunde overkomme torsken inde på fjordene, eller det brugtes ude på havet nu og da, som et hjælpefiskeri ved siden af garnbruget, i de sidste dage af fisket, når torsken efter gydningen ikke holder sig så meget ved grundene, men, maver og sulten, farer hid og did og g.jerne sluger agnet i sig.(50) Men nu på nogle år er snøret atter komniet meget i brug, og det således, at dermed er bevirket adskillig forandring i mange forholde. Dette nye snørebrug ligner den gamle krøging, kun at arbeidet foregår ikke om natten, men orn dagen, og istedetfor de mange sammenheftede kroge bruger man kun en. Hver mand på båden firer sit snøre ned i fiskestimet, med blank krog, uden agn eller madding, og nu sidde de og rykke og rykke, indtil en fisk bliver hukket, i bugen eller hvor som helst, hukket så fast, at den kan drages op; thi ofte slider fisken sig los og svømmer såret bort. Efter hvad en gammel og klog bonde på Vigren fortalte mig, skal det have været nogle romsdalinger, som først begyndte med denne rykking, som dette fiskeri kaldes; de vare komne hid til Aalesund for at deltage i fiskeriet, men havde kun en liden båd og ingen garn, bare almindeligt håndsnøre med agn på krogen; men så var det vel hændelsesvis, at de nu og da hukkede en fisk, når de drog snøret op for at se til agnet, og derved fandt de på denne rykking. De søndniøringer, som først toge efter denne opfindelse, vare efter samme bondes fortælling nogle fiskere på Rundø; her bleve nogle lodse fra Vigren kjendte med den nye måde, og ved dem blev den indfort lier på øen for 1012 år siden (regnet fra 1856), og derefter spredtes den hurtigt til Nordøerne eller hovedsognet. Så blev det mig også sagt, at de mange mænd, som nu prøvede kunsten, med forenet opfindsomhed have vidst at gjøre adskillige forbedringer ved den, med bedre dannede kroge o.s.v., så det nu skal være sjeldnere, at en hukket fisk slider sig løs, og så det nu mere skal lykkes at få bukket fisken i hovedet, så den vordende klipfisk ikke får mærke af såret. Hvorom alting er: der er på Vigren adskillige bådlag, som i de sidste 56 år ikke have havt garn i søen, men kun have holdt sig til rykkesnører, og uagtet de have havt garn i snesevis i beredskab, og i den sidste vinter, som jeg hørte om (1856) skal garnbrug endnu kun have været i gang på en af Vigrens gårde. Men hermed er udrustningen til vårfisket bleven langt lettere: de få rykkesnører koste en ringe ting i sammenligning med garnene, og rykkefiskeriet kan selv på havet udføres med mindre både, medens garnbruget kræver de store ottringer med stort mandskab. Siden rykkingen kom i brug, er det langt lettere for løskarle og fattigfolk at deltage i fiskeriet.(51)

Den samme gamle bonde vidste også at fortælle mig, at vårfisket var gået særdeles rigt til i årene 17931796, men at det så tog meget af, og at der i krigens år før 1814 så godt som ikke var noget fiske, tildels dog på grund af, at man ikke havde kunnet skaffe sig garn. I de år vovede man sig heller ikke ud på Storeggen, af frygt for de fiendtlige krydsere. Så gik atter fiskeriet til, navnlig her ude på Harharnshavet, og nu i en lang række af år har det for det meste været lønnende og tildels meget rigt, så de fleste bønder år for år have kunnet udvide sit søbrug, og flere folk fra indlandet have søgt herud for at deltage i fisket.


3. TJENESTEKARLES LØN

Når jeg til det, som nu er sagt om søbruget, endnu nævner dette, at også jordbruget er ganske betydeligt, så vil man så nogenlunde forstå, hvad dygtighed og arbeide der kræves af en fuldgod tjenestekarl her i Harham, hvor, som allerede sagt, tjeneren må forrette, hvad han befales, ligesåvel på havet som på landet. Nu skulle vi høre noget om lønnen.

Fra gammel tid har her været ligesom en taxt for en tjenestekarls årsløn, så temmelig ligedan som i indlandsbygderne. For nogle år tilbage lod taxten på 1012 spdr., dog således, at hvert andet år blev der for omtrent halvdelen af disse penge givet et vist sæt af klæder (buxe og trøie af 8 alen vadmel, færdig syet, men uden knapper, 2 skjorter, I par nye og I par påbundne hoser, I par vanter, I hat eller hue, endelig nogle mærker læder, som karlen lig hver anden mand med egne hænder syede sig sko af). I den senere tid er det blevet altnindeligere, at gutten får sin løn udbetalt i penge hvert år.(52) I annexet skal lønnen være størst, nemlig (i 1856) 1516 spdr. foruden 1 spdr. i fæstepenge; i hovedsognet hørte jeg oftest angive en 12 spd. med I spdr. i fæstepenge, samt nogle tillæg, såsom ret til at sætte I tønde potetes eller læder til I par sko og I par nye hoser (eller påbinding på et par gamle) forskjelligt efter den ved fæstingen gjorte aftale. Men foruden alt dette har karlen til opmuntring under nogle af de store fiskerier havt visse rettigheder: den brosme og torsk, som faldt ved fiskeriet på Storeggen, skulde høre ham til, og under torskefiskeriet skulde han have «et halvt garns fiske.(53)

Denne sidste rettighed ansloges mod et middeltal til et par daler, og den første sagdes at være endnu ubetydeligere.

Denne tjenerens ret til et halvt garns fiske var ældre end mands minde. Alligevel, fortalte man mig, vilde øvrigheden engang forbyde samme vel i henhold til nogle kongelige forordninger om sådanne ting, og da en bonde på tinget svarede: «Det 'alve garn 'ar min dreng 'avt og skal 'ava,» så måtte han stå i gabestokken for disse ord. Min hjemmelsmand, en bonde på 47 år, sagde, at dette var skeet i hans tidligste barndom, og at der endnu levede folk, som mindedes det vel.

Men så var der, fortalte man mig fremdeles, på Vigren to søbønder, som tillige vare lodser, og som hver havde en dygtig, velbefaren tjenestekarl. Måske agtede disse karle ikke længer at forblive i tjenesten, og husbønderne kunde nødig undvære deres pålidelige hjælp, når de selv midt i fisketiden måtte fare på lodseri. Nok er det: hver af disse bønder indrømmede sin tjener I lut på båden i torskefisket eller ret til at deltage i dette for egen regning, altså med udsigt til I luts vinding, (se side 156). En af disse tjenere lever endnu i en alder af 50 år, så det altså ikke kan være ret mange år, siden dette skeede. Men exemplet udbredte sig meget hurtigt: alle tjenestekarle fandt det ønskeligt at have lut på båden i vårfisket, og de, som vare så gamle i tjenesten og øvede i sin dont, at de kunde drive sin fordring igjennern, betingede sig sådan ret ved indfæstingen. Og forholdet hermed blev, rimeligvis efter det første exempel, almindelig ordnet på følgende måde: 1, tjeneren måtte selv skaffe garn for sin lut (thi endnu blev fiskeriet udelukkende drevet med garn); 2, derhos måtte han uden udgift for husbonden skaffe i sit sted en leiekarl eller rorskarl for fisketiden, 3, med kostholdet i samme tid kunde der gJøres forskjellig aftale: enten vedblev tjeneren som ellers at spise ved husbondens bord, og han måtte da (mod større betaling) leje til rorskarl en selvfostring, som skulde holde sig selv med kost, eller rorskarlen leiedes (mod mindre betaling) således, at han gik ind i tjenerens plads ved husbondens bord, og tjeneren måtte da besørge sit madstel selv; 4, ellers fulgte med tjenerens ret i almindelighed også dette, at den fisk, som var falden på hans lut, blev virket og ført til kjøbmanden sammen med husbondens, uden at tjeneren fik anden udgift end til salt.(54)

Man vil forstå, at tjeneren fremdeles beholdt sin årsløn som før, og at denne nye ret til en lut skaffede ham en extrafortjeneste, forsåvidt fiskeriets udbytte gav noget overskud, efter at de almindelige fiskeriudgifter samt løn (og kost) til leiekarlen var betalt.

Men i samme grad som tjeneren på den måde fik udsigt til vinding, blev denne udsigt mindre for bønderne selv, som måtte afstå disse luter og altså selv ikke havde så mange som for. Men derfor var det heldigt, at den (netop forrnedelst dette fiskeri) stigende velstand satte bønderne istand til at udvide sin bedrift: der kjøbtes og udrustede,s flere både, og hvor før 3 bønder havde været sammen om et bådlag, der delte de sig, så kun 2 og 2 kom til at være sammen, ja på Vigren er det kommet dertil, at mangen enlig bonde har sin ottring i søen, skjønt det vel er sjelden, at han bemander den ganske alene, idet han gjerne overlader et par luter til sine tjenere eller andre lutmænd.

Men det blev ikke hermed; tjenerne erholdt endnu større rettighed. For omtrent 15 år siden (regnet fra 1856, da jeg hørte det) var der på gården Blindheim på Vigren en bonde, som havde to tjenestekarle. Disse to kjøbte og udrustede en stor sexrøing, som det til nød gik an at drive garnfiskeriet med, og vexelvis styrede en af dem båden hver sit år. Den, som styrede båden og forestod denne ganske selvstændige fiskerbedrift, forlod altså husbondens gård og var i fiskeritiden at agte ikke som tjener, men snarere som løskarl, og det hele var naturligvis grundet på aftale med husbonden. Men hermed blev givet det første exempel på, at en karl fæstede sig således i årstjeneste, at han skulde have ret til under vårfisket ganske at forlade sin husbonde, kun at han, som før forklaret, skulde skaffe husbonden en leickarl i sit sted. Også dette exempel blev efterlignet af temmelig mange. Hertil bidrog især følgende to omstændigheder. Istedetfor som for at gå ind i Bredsundet og Borgundsfjorden havde fiskestimerne nu på nogle år mest holdt sig ude på Harhamshavet, og mange af de bådlag, som bønder inde i indlandsbygderne eller «borgere» i Aalesund (kjøbmænd og andre) udrustede, søgte nu ud til Harhamsøerne for at drive fisket på Harhamshavet; men hertil måtte de få sig styremænd, som vare kjendte med det vanskelige farvand her, og til disse fordelagtige styremandsbestillinger vare netop Harharnsbøndernes velbefarne tjenestekarle skikkede.(55)

Fremdeles var det ved denne tid, at fiskeriet begyndte at drives på den nye og billigere måde, med rykkesnøre, og nu kunde flere tjenestekarle fatte tanke om at slå sig i lag sammen for at kjøbe eller leie en mindre båd (sexrøing) og udruste og bemande denne ganske for egen regning (guttebåde). Men i samme grad som det blev almindeligt, at de ældre og øvede tjenestekarle havde b.tinget sig ret til at forlade husbondens båd, i samme grad opstod for husbønderne den ulæmpe, at de måtte ikke alene selv styre sine både, men arbeide med mindre øvede begyndere af tjenestekarle og med aldeles fremmede og uøvede leiekarle eller rorskarle. Disse ere nemlig i almindelighed unge gutter fra de indre fjorddistrikter, lidet vante med soen, tildels søsyge og rædde, når det blæser lidt op. Derfor kunde det træffe, at når bønderne i noget uroligt veir fandt det betænkeligt at fare ud på havet, så seilede de med raske og øvede karle bemandede guttebåde ud om morgenen og kom om aftenen hjem med rig fangst. Ja, om en husbonde blev syg, så han ikke selv kunde være med, så kunde det være altfor betænkeligt at betro båden til de uøvede folk, som hverken vidste ud eller ind mellem Harhamshavets mange fald og skjær, og det skal have hændt, at husbønder for sådan årsag have måttet se sine både stå på land næsten under hele fisket.

Alt dette måtte synes så meget mere urimeligt, som tjenere tildels endvidere havde betinget sig den ret, at den fisk, de for sin part havde fanget på en anden båd og foreløbig saltet og opbevaret på en anden gård, skulde de have lov til efter sluttet fiske at hente hjem for fuldstændig at tilvirkes sammen med husbondens, således som for forklaret.

Men netop på Vigren, hvor disse nye skikke imellem husbonde og tjenestekarl først vare opkomne og vel mest vare blevne udviklede, begyndte også bønderne tidligst at indse ulæmperne deraf, og deres iver for en forandring vaktes end mere ved en ny omstændighed, som kom til. Under Storthinget 1851 ophævedes nemlig en 100årig forordning, ifølge hvilken almuesfolks sønner og døttre kunde tvinges til at tage årstjeneste; på de fleste andre steder i landet, hvor jeg har faret, synes denne forordning at have været så godt som glemt i lange tider; men her i Romsdals amt, hvortil Søndmøre hører, skal den have været brugtog fulgt langt ned i tiden, og vist er det at jeg blandt Harhams bønder hørte en ganske almindelig og påfaldende stærk uvillie over dens af skaffelse; ingen offentlig foranstaltning blev så hyppig omtalt og heftig lastet som netop denne.

Så udgik der fra nogle af Vigrens bønder et forslag til på en måde at bringe tingen tilbage til den gamle skik; forslaget blev optaget af præstegjældets formandskab, og i mode af formænd og repræsentanter den 21de juni 1856 blev følgende beslutning vedtaget og indført i for handlingsprotokollen:

«Denne uskik(56) eller dette onde, som vil blive mere og mere føleligt og trykkende for familieforsørgerne og skatteyderne hersteds, tror for mandskabet, at man med al magt bør søge at udrydde og hemmne ved at indgå et almindeligt forlig for hele præstegjældet på følgende punkter.»

«1. Ingen gårdbruger, pladsemand eller husmand skal i vårfisketiden for bestandig indtage til logis flere end et storbådlag foruden sit eget. Hvo, som handler herimod, skal være pligtig til at erlægge til stedets fattigkasse en mulkt af 15 spd. og til angiveren 5 spd.»

«2. Intet bådlag må indtages til logis, som har præstegjældets faste tjenestedrenge til styremænd uden husbondens tilladelse,(57) undtagen bådlaget består af familieforsørgere samt disses drenge eller sønner, som drive fiskeri for faderens eller husbondens regning,» (Mulkt som ovenfor 20 og 5 spd.)

«3. Ingen af præstegjældets beboere må på nogensomhelst måde indtage til logis hverken store eller små bådlag, som er sammensat af løsgjængere, hvorfra deres styremænd end monne være. » (Mulkt 25 og 5 spd.)

«4. Dersom nogen familieforsørger udenfor præstegjældet agter at søge sit erhverv i vårfiskeriets tid, så skal det ikke være nogen tilladt at herbergere ham, såfremt han befindes at medbringe løsgjængere, som drive fiskeri for egen regning.» (Mulkt 10 og 2 spd.)

«5. Ingen af præstegjældets beboere må tillade sine drenge at liave flere end 1 lod for egen regning.» (Mulkt 10 og 2 spd.)

«6. Ingen af præstegjældets beboere må herbergere løsgjængere (undtagen håndværkere, som kunne ernære sig af sit håndværk) til andre tider, end disse ere i arbeide hos ham.» (Mulkt 30 og 5 spd.)

«Samtlige disse mulkter blive at udrede af dem, som gjøre sig skyldige i overtrædelse af dette her indgåede forlig, og besørges inddrevet ved søgsmål, hvis ikke mindelig overenskomst finder sted.»

Harhamsøerne ligge en kort mil fra fastlandet. Havde de ligget 100 mile ude i havet og dannet en republik for sig selv, så var vel denne formandskabsbeslutning uden videre bleven til lov. Nu blev den, som sagt, kun et forslag til en frivillig forening mellem bønderne, og da jeg var her, ud på høsten samme år (1856), stod sagen så, at forslaget holdt på at sendes omkring til vedtagelse og påtegning, og det hele var et stadigt samtaleemne. Mest gjaldt det naturligvis at vinde de bønder for sagen, som boede på de beleiligste steder, hvor fremmede fiskere pleiede at søge herberge.(58)

Jeg finder det ikke troligt, at det er blevet til alvor med sagen, eller at der er kommet andet ud af den end måske et tvivlsomt forsøg og dertil vel nogen utilfredshed på den ene side over forsøgets begyndelse og på den anden side over dets mislykken. Det naturlige vilde dog være, at den husbonde, som fandt det fordelagtigt at drive vårfisket i en vis stor udstrækning og derfor ønskede at beholde en duelig årstjener, forhøiede dennes løn med noget klækkeligt, så og så tjeneren kunde finde sig holden. Dette synes så meget mere at tilsige sig selv her i Harham, hvor tjenestefolk ere så at sige en indførselsartikkel, som må søges fra andre steder, noget, som jeg kommer til at tale mere om siden.(59)


4. STOR TARVELIGHED

Når en Harhams tjenestekarl efter den nye skik forlader husbondens arbeide og brød i vårfiskets 8 uger, så kan han jo betragtes som løskarl i den tid. Og mod løskarlenes væsen høres ofte den mening, at sådanne folk forstå så lidet at nytte tiden og spare på det, de erhverve, så de hverken gavne sig selv eller andre. Med hensyn til denne anke kan det være værd at agte på, hvorledes en sådan Harhamskarl indretter sig med kostholdet, når lian under vårfisket lever som selvfostring. Jeg talte derom f.ex. med en gammelvoxen, troværdig tjenestekarl, som, nu 41 år gammel, havde været med på fisket fra sit 14de år og i mange år havde været styremand på ottring. Han opgav, hvad han, når han var selvfostring, pleiede at anskaffe sig til de 8 ugers kosthold, og tilføiede det sidste års noget høie priser, således:

4 bismerpund kogemel, 1/3 havre og 2/3 byg ..............    1 spd.  40 sk.
1 vog bygmel til kake og lefse ..........................    1  -    12 »
I vog havremel til fladbrød..............................    »  -    84 »
Udgift til bagning ......................................    »  -    24   »
12 mærker smør ..........................................    1  -     »  »
8 mærker tørret smalekjød ...............................    »  -    24  »
(Flesk ikke, heller ikke ost).
1 vog potetes (5 vog på tønden) .........................    »  -    24  »
2 kander brændevin (3 potter i kanden) ..................    »  -   108  »
6 kander sur melk .......................................    »  -    18  »
(Øl og kaffe ikke).
1 pægl sirup til grøden på «Grødetirsdag»
(Hvide-t.) og lidt ellers ................................  »  -     6  »
Tilsammen  ...............................................   5 spd. 100 sk.

Disse opgaver kunne trygt antages som prøve på selvfostringers almindelig madstel. (60)

Dersom nogen skulde ville gjøre sammenligning med det langt bedre og kostbarere kosthold, som bruges f.ex. af de fiskere, der fra Lister søge hen til vårsildfiskeriet nordenfor Stavanger, måtte han dog først have sat sig noget nøiere ind i sagen. Og dette kan vel også i andre hen seender være umagen værd. Derfor lidt omstændeligere forklaring endnu.

På de dage, da veiret tillader fiskeren at drage på havet (fra kl. 6-7 om morgenen til 7-10 om aftenen), er selvfostringens frokost oftest brød med melk og sirupssuvI til. På båden medtager han i madbommen 4 kaker med påsmurt smør, og til drikke har han en kagge vand, måske med lidt syre (sur myse), hvis der er overflødighed deraf i logishuset. Husets egne folk, som have mere hjælp af kvindfolkene, så sig gjerne lavet et slags pandekager af torskerogn, knadet i mel, eller den såkaldte kamseball, d.e. boller af torskelever og mel. Ellers vilde denne mad ikke være tilstrælckelig på landjorden; men på havet bliver der liden tid til at tænke på mad. Kveldsmaden består af bygmels supe med smør og brod samt i begyndelsen potetes og senere hen kogte torskehoveder («aud»). Hovederne hentes fra den store dunge ved stranden, hvor fisken er bleven slø.jet og flekket. Der er dog ikke altid overflødighed af friske hoveder; thi stundom kan der gå flere dage i rad, hvor uveir forbyder folk at komme på soen og fiske; men da vælges de nyeste, de, som regn og sol mindst har virket på. Selve fisken smager man kun en gang, lidt af det første dræt; resten skal virkes til klipfisk og bringes til kjøbmanden; den er altså «lor god» til at spises. Styremanden, som ikke alene styrer båden, men også det brændevin, som hører bådlaget til, skjænker stundom på stygveirsdage en dram til frokosten og stadigt en dram til kvelds; er det ikke selvfostringskarle, men husbondens egne folk, få de dog oftest noget opvarmet øl; efter hårdt arbeide kan der vanke en dram istedet, eller efter hårdt arbeide og lykkelig fangst tillige kan både husmoderen varme øllet og husbonden trække korken af flasken. Men det er, som sagt, ikke alle dage, man er på soen; det er kanske ikke mere end 20 dage af de 8 uger eller 48 arbeidsdage.(61)

På de andre dage eller hjemlægedagene kan bespisningen være sådan: frokost: som før nævnt; middag: supe samt hoveder og potetes (ikke smør og brød til); kveldsmad: som før nævnt. Om søndagen nydes til frokost eller, lidt senere, til midmorgen (memorgo): hoveder med smør og brod, til middag eller lidt senere, non: mølje på fedtet af aftensupen, dertil fremdeles hoveder, til kveldsmad: kjød og kjødsupe med potetes og brød. Søndag morgen skjænker styremanden en dram, men ellers ikke på landlægedage.

Omtrent således som selvfostringkarle lever også selve husbondsfolket, dog måske lidt bedre, især formedelst den bedre kvindfolkhjælp. Således kan der til afvæxling istedetfor torskehoveder engang imellem laves ball eller boller af saltet seid, som hakkes sammen med raspede potetes samt mel og melk, eller af torskerogn og mel kan laves boller af det slags, som kaldes kumper-døser. Fremdeles kan også den omtalte mølje til søndags-middag gjøres federe ved at have smeltet talg i (lysetalg).

Men når jeg - for at komme tilbage til beregningen over selvfostringens kosthold - teller efter de mange måltider med torskehoveder, og når jeg regner som man sagde jeg måtte gjøre mindst to hoveder til hvert mål, så bliver det for hele fiske-tiden mindst 150 hoveder - en ikke ringe mængde mad. Skulde de værdsættes efter salgsprisen på denne i fisketiden så overflødige vare, så blev det rigtignok kun 24 til 30 skilling;(62) men et hoved af bedste slag skal nære omtrent som en saltet småseid, så hine 150 hoveder svare omtrent til 3/4 tønde saltet seid eller til en pengeværdi af omkring 96 sk., hvilke skillinger altså skulde lægges til den før angivne pris på kostholdet i de 8 fiskeuger, nemlig omkring 5 spd.

Så tarveligt lever altså selv en løskarl. Dog vil jeg ikke netop rose ham derfor, som om han heri udmærkede sig fremfor andre. Det er bygdeskik her på disse kanter. Den velstående bonde lever ligedan, og det hele året om. Det vilde dog falde for vidtløftigt, om jeg gav mig til at beskrive årets kosthold, og det vil være nok at have seet, hvorledes der leves under den besværlige drift af et av Norges «rige» fiskerier.

Og sammeledes har det sig med klædedragten. Jeg kan give en ganske kortfattet forklaring om, hvad der medgår til klæder året om for en voxen mandsperson. Jeg har allerede før fortalt, at i ældre dage fik en tjenestekarl som sin del af sin løn et fuldstændigt sæt af klæder, som værdsattes til omtrent 5 spd., og som skulde være nok for året. Dette erindrede jeg en aften, jeg på en gård i hovedsognet sad i samtale med en hel forsamling af gamle og unge, og i samtalens løb fremsatte jeg det spørgsmål: hvor stor del af sin pengeløn en karl vel måtte anvende til klæder. Bonden i huset, en særdeles forstandig og betænksom mand, og derhos så gammel, at hans erindringer mest hørte hjemme i de tider, da mænderne brugte knæbuxer og kvinderne langt kortere stakker end nu, så der altså ikke gik så meget vadmel og værken til, denne mand tog ordet og forklarede som en uforgribelige mening, at en voxen karl skulde være vel bjerget med 5 spd. for året til klæder; men nogle af de unge karle talte imod og mente, at så dyrt som alting var nu, kunde man ikke komme ud med mindre end 6 spd., ja en af dem slog på 7; men dette sidste syntes vel djærvt og gjorde den gamle hel ivrig; han gjennemgik personen fra top til tå og omtalte stykke for stykke af den hele klædning og mente, han havde ret. Og lignende forklaringer hørte jeg oftere, så jeg fast måtte studse, da engang en gut sagde, at der nu for tiden nok måtte 8 spd. til klæder for året, altså mellem 5 og 8!(63)

Når vi imidlertid fra den før nævnte tjenerløn, 12 til 16 spd., trækker dette beløb til klæder, fremdeles et par daler til tobak og en dalers penge eller to til æreskilling nu og da (skål-penge i bryllupper o.s.v.), så bliver der ret ikke stort tilovers til at samle kapital af for fremtiden. Det kommer da an på, hvad den omtalte lut i vårfisket år om andet kan indbringe. Jeg gjorde mig nok flid for at komme efter dette; men det var så få, som vidste at angive mig udbyttet for nogen række af år, og når det gjaldt at fradrage omkostningerne for at finde den sande indtægt, så blev regne-stykket gjerne for indviklet og usikkert. - Den føromtalte tjenestekarl, hvis opgave over kostholdet jeg har anført, angav mig sit udbytte på en lut således: 1856: 21 spd., 1855: 40, 1854: kun 5, 1853: 33, 1852: 38, 1851: 35, 1850: 27, 1849-1842 mindst 15 og høist 50 spd. med et middeltal måske mellem 30 og 40 spd. De egentlige fiskeri-udgifter kunne måske sættes til 10 spd. (noget mere under garnbruget, mindre efter rykke-snørets indførelse); nettoindtægten skulde altså være mellem 20 og 30 spd. Men heraf må der endelig for tjenerens vedkommende udredes løn til en rorskarl, som skal træde i tjenerens sted.(64)

Nok er det, jeg hørte ikke stort tale om oversætsighed blandt ungdommen, men jeg hørte nævne enkelte karle, som havde tjent 10-12-15 år og brugt sin tid med omtanke og dristighed og nu i en alder af 30 år eller derover havde forhvervet og opsparet en sum af 150, 200 indtil 300 spd. Og det må være dem vel undt!


5. STRÆNG HUSTUGT

I virkeligheden hørte jeg ikke heller selve Harhams-bønderne fremføre nogen klage over, at ungdommen i almindelighed forødte sine skillinger med overdådighed. Derimod hørte jeg bønder gjøre sådan indvending mod den frihed, som tjenestekarle i den senere tid gjorde fordring på: «Når jeg har taget en ganske uøvet gut i min tjeneste og lært ham op i alt søbrug, så han tilsidst forsvarlig kan styre en båd i dette vanskelige farvand, så burde jeg til gjengjæld få beholde ham i nogle år, og det er ikke ret, at han skal fordre sig frihed netop i den vigtigste fisketid for at være styremand på en fremmed båd.» Dette er samme tankegang, som når en håndværksmester tager en gut i lære på det vilkår, at gutten efter udstået lære skal tjene ham i nogle år. Men ved denne sammenligning må følgende mærkes: En udlært håndværker har jo den udsigt, at hans håndværk skal blive hans levebrød; en fremmed gut derimod, som er bleven udlært i Harhams fiskeri, så han kjender Harhams-havets mange fald og skjær og fiskegrunde o.s.v., har ikke sådan udsigt; thi når han kommer så vidt, at han skal tænke på selvstændig stilling med hus og hjem, så må han bort fra Harham, - her er ikke blivende sted for ham.

Dette gjælder fornemmelig for Vigren eller Roalds annex og hænger sammen med den her herskende anskuelse med hensyn til jordens besiddelse.

Antallet af gårdmænd på Vigren var:

     i året 1759: ....................  60
       -    1800: ....................  53
       -    1825: ....................  53
       -    1835: ....................  53
       -    1845: ....................  53
       -    1855: ....................  53(65)

Her er det yderst mærkeligt at se, hvor uforanderligt antallet i længere tider har været. Men jeg hørte også den anskuelse mellem bønderne, at det ikke er rådeligt, at gårdene blive udstykkede videre, end skeet er.

Fremdeles: foruden de i anmærkningen nys omtalte få brugere af skyldsatte pladse, de her såkaldte «pladsemænd», der mest kun i navnet ere forskjellige fra hine gårdmænd eller «jordmænd», som det her hedder, var der ved mit besøg i 1865 5 «husmænd» med ikke skyldsat jord og 1 husmand uden jord. Men af denne klasse var der forhen flere. En bonde vidste at fortælle, at for en 30 år siden var der bleven nedsat ikke så få sådanne familier. Men de fleste af dem vare nu forsvundne; de gamle vare døde, mest på lægd (to enker leve igjen endnu, den ene på lægd, den anden i meget små kår), og børnene ere i tjeneste på øen eller ere flyttede bort fra øen. Og efterhvert som disse pladse eller huse vare blevne øde, have bønderne ikke indvilget i, at nye familier kom ind i de gamles sted, og det for at bygden ikke fremdeles skulde få byrde af sådanne fattigfolk.

Som overhoved på Søndmøre er det også her på Vigren tilfælde, at en stor del af gårdbrugene ere bygselgods og det for den største del under private land-drotter, og navnlig tilhørte den oftnævnte gård Blindheim med 12 opsiddere helt eller næsten helt en og samme landdrot. Denne havde ved bygslingen forbeholdt sig ret til at nedsætte husmænd i gårdens vidtløftige og dyrkbare udmark, og for nogle få år siden lod det til, at han vilde gjøre brug af denne sin ret. Men så enedes bønderne om at kjøbe gården til odel og eiendom, og en af bevæg-grundene hertil skal have været netop den, at de vilde forhindre hin plan med nedsættelse af husmænd inden deres grændser.

Om dette sidste kom jeg rigtignok ikke til at tale med nogen af Blindheims-mændene selv; men om det forholdt sig så i sandhed, så vilde det kun stemme overens med den tænkemåde om deslige ting, som jeg ellers ofte hørte. En Vigrens bonde udtalte endogså sin beklagelse over, at løsgjængere og tjenere havde så let for at få jord opladt til pladsbrug inde i Borgund, i omegnen af Aalesund; årsagen fandt han deri, at her boede flere embedsmænd og andre udenfor bondestanden, og sådanne folk tog det ikke så nøie, om fattigkassen fik forøgede udgifter, og som en følge af de mange pladsers oprettelse fremhævede han dette, at når gutterne fik gifte sig og blive husmænd, så var det vanskeligere for skattebønderne at få tjenere, og uden tjenere kunde de ikke bestå.

Det er også viktigt for Vigrens bønder, at der i indlands-bygderne er brav mange unge folk, som ere nødige om at tage tjeneste hos fremmede. Thi de behøve mange tjenestefolk, men have ikke tilladt husmandsklassen at formere sig på deres ø, og det er jo netop husmandsbørn, som mest blive tjenere. De samme bønder, som opgav mig antallet af familier på Vigren, vidste også at sige mig, hvormange «drenge» der var i hvert hus (d.e. tjenestekarle eller hjemmeværende sønner i tjeneres sted). Næst 3 drenge hos nogle af de få pladsemænd, var der 118 hos de 53 gårdmænd (og vel endnu flere piger). Af samme 118 vare 27 sønner og 91 leiede tjenere; men af disse 91 vare kun 2 barnefødte på Vigren, så 89 vare fra fremmede steder, fra indlandet.(66)

Se, for disse 89 gjælder, hvad jeg bemærkede ovenfor, at når de engang slutte med tjenesten for at komme i en selvstændig stilling, så må de tilbage til sine hjembygder eller hvorsomhelst og få sig pladsbrug eller se til hvad de kunne finde på; thi her på øen er ikke blivende sted for dem. Den meget udyrkede jord og det fiskerige hav kunde vistnok give adskillige af dem et rimeligt levebrød; men bønderne ville ikke have, at sådanne nye familier skulle nedsætte sig, som ikke have stort andet at begynde med end arbeidsomhed og dygtighed. Og ligeså er det med de yngre sønner hjemme på gårdene; de må ikke vente, at fædrene for deres skyld skulle stykke jorden ud, så når de ville sætte fod under eget bord, må de også bort og kjøbe eller bygsle sig gårde eller tage sig hvilkensomhelst bestilling til.

I mange bygder, således navnlig her på Østlandet, har jeg ofte hørt bønder tale om, hvor ønskeligt det skulde være, om man kunde få sat en bom for arbeidsklassens formerelse og pauperismens tilvæxt. Men intetsteds har jeg fundet denne tanke således udført i gjerningen som på Vigren. Selv i Harhams hovedsogn er det ikke ganske så; her er forholdsvis noget flere småbrug og pladsebrug og husmandsstuer med liden eller ingen jordvei til, og her befinde da adskillige familier sig i sådanne kår, at de, istedetfor at leie tjenere, må lade sine børn søge tjeneste hos andre familier. Heraf følger da, at til hovedsognet er der ikke hentet forholdsvis så mange tjenere fra fremmede bygder som til Vigren.(67)

Nu må jeg gå over til en anden række af forklaringer, som dog vil sees at stå i sammenhæng med det hidtil anførte.

I de 15 år 1841-1855 er der i præstegjældet født 57 børn udenfor ægteskab. Disse børn tilhørte 55 forældrepar; to par havde nemlig havt to børn hver. Om de allerfleste af disse 55 par kan jeg meddele adskillige forklaringer; thi den gamle og ærværdige kirkesanger Jakob Strømme, som kjendte de allerfleste af dem meget nøie, havde den tålmodighed at gjennemgå den hele liste med mig og for hvert enkelt par at besvare visse spørgsmål, som jeg forelagde ham.

Først skal jeg anføre barnefædrenes og barnemødrenes herkomst, og det særskilt for de 7 år 1841-47 og 8 år 1848-1855, således:

                                                      
   År        Indfødte     Fremmede     Ubekjendte    Sum
Barnefædre                                             
1841-47         8            11             1         20
1848-55        11            22             2         35
Sum            19            33             3         55
Barnemødre
1841-47        13             7             »         20
1848-55        16            24             2         55
Sum            29            24             2         55

Af disse tal kan det sees, at antallet er forøget fra det første og til det andet tidsrum, mere end svarende til det ene år, som det sidste tidsrum er længere end det første. Og fremdeles vil det sees, at denne forøgelse for den allerstørste del falder på de fremmede.

På 6 par nær,(68) altså om 49 par kan jeg endvidere oplyse, hvorvidt de senerehen bleve gifte sammen eller ikke. Nogle af barnefædrene eller barnernødrene ere blevne gifte med andre end dem, de havde barn med; men her skal kun, som sagt, oplyses, hvor mange af de 49 barnefædre bleve gifte sammen med deres barnemødre og omvendt, således at de her omhandlede uægte-fødte børn kunde blive opdragne som ægte-fødte.

                                                                   
                  Indfødte                      Fremmede
   År        Gifte    Ikke gifte    Sum    Gifte    Ikke gifte    Sum
Barnefædre                                                          
1841-47        3          5          8       4          5           9
1848-55        7          4         11       5         16          21
Sum           10          9         19       9         21          30
                 Indfødte                       Fremmede
   År        Gifte    Ikke gifte    Sum    Gifte    Ikke gifte    Sum
Barnemødre                                                          
1841-47        6          5           1      1          5           6
1848-55        9          7          16      3         13          16
Sum           15         12          27      4         18          22

Heraf sees følgende: 1) Af de indfødte, som have levet i utilladelige forbindelser, ere dog forholdsvis langt flere blevne gifte sammen med den medskyldige part, end af de fremmede, nemlig over halvdelen af hine, og af disse ikke fuldt 1/3 del (barnefædrene) eller 1/6del (barnemødrene), dette regnet for begge tidsrum under et, og 2) den strax ovenfor omtalte forøgelse i barnefædrenes og barnemødrenes antal i årene 1848-55 sees nu ikke alene mest at falde på de fremmede, men på sådanne fremmede, som ikke senerehen have bødet på sin forseelse ved at indtræde i ordentligt ægteskab med den medskyldige part.

At der i de senere år viser sig så betydelig forøgelse i antallet af fremmede barnefædre og barnemødre, det er noget, som kunde ventes formedelst den vitterlige omstændighed, at der i de senere år har været et større antal fremmede i præstegjældet; den større velstand har nemlig gjort, at bønderne have udvidet sine brug og derfor leiet flere tjenere, og største delen af de uægte børns forældre vare folk i fast tjeneste (kun 3 af de 55 barnefædre hørte til de rorskarle, som i så stor mængde komme ud til Harhams-øerne under vårfisket, og ganske få vare i andre stillinger). Men at en så stor del af de fremmede skulde leve så løsagtigt, at deres kjærligheds-forbindelse ikke siden førte til ægteskab, det stemmer overens med en meget almindelig erfaring, at unge mennesker, som komme hjemmefra og ud til fremmede bygder, ere mere udsatte for udskeielser af alle slags, en erfaring, som husfædre, præster og alle andre, som kunne øve nogen indflydelse på bygdens sæder, skulde lægge megen vægt på.(69)

Endelig må jeg anføre en omstændighed, som fortjener opmærksomhed. Jeg spurgte min hjemmelsmand, hvorvidt de omhandlede personer havde bolig eller fast ophold på en og samme gård på den tid, da de stiftede deres utilladelige forbindelse. Om 5 af de 55 par erklærede han sig ubekjendt hermed; men om resten eller om de 50 par fik jeg den opgave, at på et par nær havde begge parter boet sammen på en gård og ofte i et hus. Nu tør jeg vistnok ikke stole så meget på denne opgave som på de andre; thi denne sag kunde vet lettere have undgået min hjemmelsmands opmærksomhed eller

hukommelse. Men så meget synes mig dog utvivlsomt, at det må have været det almindeligste tilfælde, at løsagtighedsforseelser bleve begåede af folk, som boede enten i samme hus eller i nabohuse på samme gård. Og dette stemmer desuden på det bedste overens med tvende omstændigheder, som jeg ellers, ved samtale med flere mænd, havde forhørt mig om: 1) på Harham hersker ikke stort nattefrieri eller natteløben, uskikke, som ellers i så mange egne bringer gutterne til at fare om på ulovlige veie fra gård til gård al bygden den over, 2) men at unge folk af begge kjøn, hjemmeværende børn samt tjenere have sit natteleie i samme rum, på loftet, og at husdøren står åben om natten, som der er let adgang til løftet, det er almindelig skik i Haram, og navnlig i annexet ligeså vel som i hovedsognet.

Men når man veed dette sidste samt kjender til den påviste omstændighed, at dette løslevnet især er hyppigt

blandt de fremmede, så skulde man formodet det værste forhold i Vigrens annex, hvor der forholdsvis er flest fremmede unge folk, nemlig tjenere. Og dog fremviser netop annexet et ganske usædvanligt gunstig forhold, hvilket vil sees af følgende uddrag af ministerialbogen over de levende fødte børn:

                                                  
                     Hovedsognet       Annexet
   År                ægte   uægte      ægte   uægte
1841-45 ..........   173      14         66     -
1846-50 ..........   205      19         64     -
1851-55 ..........   194      22         65     1  
Sum     ..........   572      55        195     1   (70)

Forholdet i hovedsognet er ifølge disse tal ikke just så slemt i sammenligning med mangfoldige andre

bygder i landet; men det er yderst påfaldende i sammenligning med annexet; thi her er forholdet jo næsten rent. Og ikke nok med ministerialbogens tal jeg fandt også, at almuesmænd, som jeg talte med om sådanne ting, længe havde været opmærksomme på og vidende om denne forskjel.

Jeg gjorde mig al optænkelig umage for at udfinde den rimelige årsag til denne mærkværdige forskjel, og tilsidst kom jeg til at standse ved en betragtning, som egentlig består i at forbinde de tvende rækker af oplysninger, som dette kapitel allerede indeholder.

Vigren eller Roalds annex udmærker sig ved de uægte fødslers sjeldenhed; men Vigren udmærker sig også ved den usædvanlige bestemthed, hvormed bønderne modsætte sig ubemidlede familiers bosættelse på deres ø. Dette sidste tør være årsag til det første. Thi blandt landalmuen i vort land blive de allerfleste løsagtige kjærligheds-forbindelser indledede med den tanke eller indbildning, at der skal blive ægteskab af tilsidst.

Viser det sig, at det selv for de fattigste folk går let at blive gifte og få sig et slags hjem, så trives letsindigheden; men denne tvinges til betænksomhed og forsigtighed, når bygdens mænd med bestemt samholdighed nægte fattigfolk husvær. Og så er det på Vigren. Her står det fast, at bønderne ikke ville vide af nogen udstykning af gårdsbrugene eller nogen oprettelse af nye husmandspladse, og de unge vide, at med hensyn til bosættelse kunne de ikke komme et skridt længer, end deres fædre eller husbønder ville, så de, om de giftede sig, med det samme måtte forvise sig selv fra øen. I dette væsentlige anliggende have eiendoms mændene det fuldstændigste overtag over arbeidsklassen, fædrene og husbønderne den fulde myndighed over børnene og tjenerne, og dette er erkjendt og fornummet på begge sider, og fra dette punkt af er det, som om myndighedens alvor og strænghed udbreder sig over det hele husliv og behersker alle de tilbøieligheder og fristelser, som ellers så ofte bringe ungdommen til først at glemme og så at trodse de ældres ønske og råd.

I hovedsognet vidste en gammel skjønsom mand at forklare mig, at i fortiden var der ikke så meget forargerligt løslevnet som nu. Og hvad kunde årsagen være til sådan uheldig forandring? Jo, klagede han, der er ikke længer sådan «must og myndighed» blandt folk nu som før.

Netop samme klage har jeg hørt på Romerike, på Hedemarken, i Gudbrandsdalen. Men på Vigren er den gamle must og myndighed, som det lader, endnu ved fuld magt. Den er opretholdt derved, at bønderne have benyttet sin besiddelsesret over selve jorden, og den ledende tanke har været at holde fattigfolk ude for at slippe byrderne med dem.

Der kan også tales om en «stræng hustugt», som ikke just er så bange for mulig fattigdom hos de af de unge stiftede familier, men som lægger alt sit alvor og had på usømmelig, uordentlig, syndig adfærd hos de ugifte, hvem forældre og husbondsfolk have at svare for. Og man må håbe, at den tid skal komme, da en sådan hustugt atter skal få forbedret sædeligheds-tilstanden på Hedemarken o.s.v. Men på Vigren, hvor der ligesom i Harham overhovedet er meget gammeldags, har jeg forstået den almindelige tænkemåde og den rådende hustugt anderledes. Og vel har jeg kaldt den stræng; men den er dog ikke det samme som tvang; thi de ældres tænkemåde og sind forplantes jo uvilkårlig til ungdommen, og det tør nok have sig så med en stor del af de unge, at de fra barnsben vante med at betragte ægteskabet næsten alene som en aftale om forsørgelse og levebrød kun lidet bevæges af elskov og dens fristelser. Jeg mener, at det følgende kapitel skal bestyrke dette.(71)


6. BRYLLUPS-SKIKKE

Når «en mands søn» (dette udtryk giver tilkjende, at her skal tales om gårdmands-familier) har hu til «en mands datter» og har fået tanke om, at hun har godhed for ham, så taler han først med sine forældre om sit ønske. Råde forældrene fra, så er det ikke videre; her stiftes vist yderlig få forbindelser mod forældrenes råd. Men nu forudsætte vi, at forældrene samtykke. Så bliver «en agtendes mand» formået til at være «kvemmelsmand»(72) og bære guttens bud til pigens forældre. Han begjærer ikke svar, beder dem kun at betænke sagen på det bedste og lader et ord falde om, hvad tid omtrent han vil komme igjen for at «gjentage budet». Ved dette kvæmmelsmandens andet besøg ville vi antage, at han får et gunstigt svar om et foreløbigt ja. Dette kan være skeet om høsten, og det er gjerne tanken, at bryllupet skal stå næste år. Engang i julen (eller almindelig sagt: i den jul, som er nærmest før bryllups-året; thi det hænder undertiden, at der går mere end et år mellem den foreløbig aftale og brylluppet) - altså engang i julen holdes «frieri». Gutten og hans fader og nogle slægtninger eller naboer (gjerne deltagere i bådlaget) og blandt dem først og fremst kvæmmelsmanden, en 6-8 mand i alt, reise en lørdag hen til pigens forældre. Disse ere iforveien underrettede om besøget og have på sin side samlet et lignende antal af slægt og venner. I dette lag, som kaldes «Omtals-øllet» og varer til ud på mandagen, bliver frieriet endelig fremført og trolovelsen sluttet; først gjøres mellem de allernærmeste en nøiagtig aftale om visse bryllups-vilkår, og derefter (jeg tror: ved slutningen af et af de større måltider) skrider man til den endelige forretning: kvæmmelsmanden tager ordet, bekjendt-gjør de aftalte vilkår for de tilstedeværende vidner og henvender sig til de unge: såsom og efterdi I nu have rådført Eder med Gud og slægt og - - mere end en mand har sagt mig, at han ret måtte presse læberne sammen eller skyndsomt trykke huen for øinene, da disse eller lignende ord henvendtes til ham og hans brud. Nu give de to hinanden hænderne, fader og moder slå imellem og alle andre ligeså. Rimeligvis går øl-skålen rundt nu, og nu tænker jeg det er, at gutten tager frem de gaver, han efter skik og brug har bragt med til omtals-øllet: en hue til faderen, et godt tørklæde til moderen, forskjellige ting til pigens sødskende og husets tjenere og endelig til bruden selv et skrin, hvori der, foruden tørklæder og bånd, bor være et par sølvringe og 10 til 20 sølv-dalere eller flere, eftersom gutten er karl til. - Jeg talte om visse vilkår, som måtte aftales for trolovelsen. I oldtiden var det så, at der sluttedes et slags handel (kaup), idet det blev vedtaget, hvad hjemmegave pigen skulde få med sig, og hvad tilgave brudgommen skulde lægge imod; og jeg spurgte efter, om så var brug endnu. Men man svarede mig, at sådan aftale var overflødig, såsom formues-omstændighederne på begge sider vare bekjendte iforveien, så det kunde vides, f.ex. hvad udstyr bruden vilde få, og hvad arv der kunde ventes efter hendes forældre. Men det er dog tildels brug, at der før trolovelsen gjøres aftale om, hvad hver skal have efter den anden i tilfælde af dødelig afgang før ægtevielsen;(73) fremdeles må der gjøres aftale om, hvor brylluppet skal stå, og hvem af fædrene der skal bekoste det, eller om begge fædrene kanskje skulle bekoste det i fællesskab. Det er dog nok regel her, ligesom jeg hørte det noget omstændeligere i andre af Søndmøres bygder, at brylluppet bekostes af pigens fader, og dette udlæg («bryllupskost») betragtes som hendes arv eller en del af arven. Har en mand f.ex. 3 døttre, og har han i levende live giftet 2 af disse bort med en udgift af 70 spd. for hver, så får den 3die datter det samme beløb forlods af arven efter hans død. Det skal også strax nedenfor sees, hvorledes denne «bryllupskost» bliver en væsentlig medgift eller indtægtskilde for de nygifte.

En 8 dages tid efter dette omtals-øl eller frier-stevne pleier pigen med et lignende følge som gutten reise hen til dennes forældre «for at se sig om», helst hvis hun siden skal bo på disse forældres gård. Også her er man underrettet om besøget og har forberedt sig på et lidet gjæstebud, og pigen har ligesom gutten adskillige gaver med til kjærestens forældre og sødskende, buer, forklæder, bestetrøier, buxe-sæler, vanter, samt til ham selv en brudgoms-skjorte m.m.

Ud på våren flytter pigen gjerne til sin tilkommende mand, for at overtage husbestyrelsen sammen med ham, og ved St.-Hanstider står brylluppet. Da har man bedst tid, og da er det mindst at befrygte, at styg-veir skal hindre kirkefærden på den bestemte dag; ja, sådant styg-veir kunde, som en betænksom mand gjorde mig opmærksom på, gjøre et andet slemt skår i beregningen: kanske der ikke kunde komme folk nok til brylluppet, og da gik man glip af skålpenge, eller kanske bryllups-gjæsterne kunde blive liggende veirfaste i bryllups-huset, og da vilde der medgå for meget mad og drikke i forhold til de betalte skålpenge.(74)

Ja skål-penge! Den hele anordning af brylluppet får sit præg netop formedelst disse skål-penge. Det viser sig allerede ved indbydelsen til bryllup. Her er ikke sådan indretning som i mange indlands-bygder med bedelag eller en vis kreds af nabo-gårde, som deltage i de forefaldende huslige fester. Når her på Harham skal bydes til bryllups, så begive begge svigerfædrene sig ud i egen person og opsøge slægtninger, tildels så langt ud som til tremænninger, samt de naboer og kjendinger, som de selv eller som bruden eller brudgommen engang i tiden have drukket bryllup hos - at sige, hvis de ikke bo så langt borte, «at det ikke kan lønne sig at reise efter dem».(75) Hvor mange gjæster der skal bydes, det afhænger af, hvor mange tønder øl o.s.v. man har laget til. Man behøver ikke altid at indbyde den hele familie; stundom stiles indbydelse kun til enkelte personer; det frygtes ikke, at nogen vil fornærmes over at blive forbigået; det antages tvertimod, at de fleste helst ville slippe for indbydelsen for ikke at betale skålpenge.

Bryllups-gjæstebudet varer regelmæssig tre jevndøger, fra lørdag eftermiddag til tirsdag middag. Til et bryllup blev der brygget op 6 tdr. malt (af hver tønde 4 anker godt øl, 4 anker ringere og en del tyndt øl, hvilket sidste går til husholdningen) og anskaffet 2 tdr. almindeligt brændevin, 1 anker aquavit og 10 kander (30 potter) fransk brændevin. Efter sluttet lag var tilovers 1/2 td. brændevin og nogle anker øl. Det hele bryllup kostede nær 150 spd., men gjæsternes antal var også omtrent 250, og skål-pengene beløb sig til 408 spd.(76) Dette var vel et af de allerstørste bryllupper; et ganske almindeligt bryllup derimod Koster mindst 60-70 spd. og indbringer 100-120 spd. Og imellem disse to yderligheder må vi altså tænke os tingen i de fleste tilfælde. Dette må fremdeles anmærkes som en regel med alle disse skål-bryllupper, at skjønt forældrene bekoste dem, så tilfalder dog indtægten helt og holdent de nygifte, og det lokkende ved denne bryllups-skik ligger egentlig deri, at forældrene med en mindre udgift kunne skaffe børnene en større indtægt.

Da en bonde engang meget udførlig havde fortalt mig, hvorledes han havde været med at byde gjæster til skål-bryllup for et af sine børn, og da jeg yttrede, at det hele væsen syntes mig aldeles uværdigt, så han noget forundret på mig og svarede som så: Nu havde han i årenes løb drukket bryllup hos mangfoldige og betalt store penge, så han havde ret til at kræve gjengjæld - skulde han da give slip derpå? Ja, han forsvarede sin sag yderligere således: Da han selv for omtrent 20 år siden blev gift, fik han i skålen 110 spd.; men siden har han måttet være bryllups-gjæst hos alle dem, som da vare hans gjæster, og eftersom fiskerierne have givet godt udbytte, er taxten for skålpenge stegen, så han har betalt ud igjen meget mere, end han da fik.(77)

Det kan være værd at betragte denne skål-skik lidt nøiere. Lad brudefolkenes forældre bekoste et bryllup for 100 spd., og lad så skålen indbringe de nygifte 200 spd. Det ene 100 spd. kunne vi betragte som en gave af forældrene; det andet 100, som de have gjæsterne at takke for, er at anse som et lån, en gjæld, som de hele sin levetid igjennern have at betale afdrag på og det med høie renter og påløbende omkostninger. De må nemlig betale, som om de af de fremmede havde fået ikke 100, men 200 spd. - eller mere, hvis taxterne for skålpenge i årenes løb stige. Dette er dyrt lån. Det indse også alle. Men alligevel herske dette låne-system hele Søndmøre over, og det falder virkelig vanskeligt at komme udaf det.(78) At den, som skylder disse penge, må fare til bryllup til sine kreditorer, derom kan der nu ikke være mere end en mening; forandringen kan kun ske derved, at den, som har ret til at kræve skålpenge, opgiver sin ret. Men et råd derom er lettere at give end at følge. Med i 100 spd. i skålpenge har man ialfald indtil de senere tider kunnet bygsle sig en ganske anseelig gård; at slå vrag på dem kunde da i mangt et tilfælde være det samme som ikke at bygsle nogen gård og ikke at få noget levebrød og ikke at holde bryllup heller. - Kanske når alt kommer til alt, tor den besynderlige udartning af skål-bryllupper, som netop i Søndmøre er så påfaldende, hænge sammen med den omstændighed, at ikke mindre end halvdelen af fogderiets samtlige gårdmænd ere ikke selveiere; men bygselmænd, et forhold, som ellers ikke på langt nær finder sted i noget fogderi i det sydlige Norge. Denne omstændighed tør i det hele være både tegn på og virkning af og årsag til en vis forknythed, vedhængen ved det gamle, mangel på foretagelses-ånd. I bygder, hvor jordegodset er selveiendom, der kan den tiltrædende bruger optage et banklån på sin gård og slippe for det kostbare og endeløse skålpenge-lån(79)

Dog, jeg vender tilbage til Harham. Det nu fortalte gjælder nærmest det tilfælde, at ældste søn i et velstands hus bliver gift for at overtage sin faders gård. I andre tilfælde falder det i et og andet stykke noget anderledes. Med hensyn til yngre sønner kan det mærkes, at de ofte indgå ægteskab med enker. Når en gårdmandskone bliver enke, så pleier hun overveie med slægtninger og lagværge, om hun bør opgive gårdbruget eller fortsætte dermed. Befindes dette sidste rådeligt, så er dermed forstået, at hun bør gifte sig igjen. Herefter have nu de unge karle at rette sig. En og anden af disse kan stundom (og heri syntes jeg at se et meget gammeldags træk) få et «ringe menneske», en betlerkone eller sådan en, til at gjøre sig et erinde hen til enken og i hemmelighed udforske hendes mening om karlen. Får han på denne måde håb, så går han selv - ikke til enken, men til lagværgen, og efter dennes råd kan det ske, at partiet kommer istand - på denne måde kan det også træffe, at en af de mange tjeneste-drenge kan blive bosat mand i Harham.

Det er overhoved yderst påfaldende ikke alene her i Harham, men også længere inde i Søndmøre, hvor mange ungkarle der blive gifte med enker, og det ofte ganske unge karle med meget gamle enker, 50 år og derover.(80)

Nøiagtige tællinger efter ministerialbøgerne have viist mig, at sådanne tilfælde ere usædvanlig hyppige her. En omstændelig fremstilling heraf vilde dog falde for vidtløftig. Kun en bemærkning: man kunde tro, at det for Harhams vedkommende var en følge af, at så mange gifte mænd der omkomme på søen; men at det alligevel ikke er så, det skjønnes deraf, at et lignende misforhold finder sted også i de indre bygder, hvor dog ulykkestilfælde ikke ere så hyppige. Og dette misforhold er gammelt her i egnen; allerede den oftere nævnte forfatter Strøm klager derover.

Et andet besynderligt forhold er også det, at i Harham som ellers i Søndmøre sees der at være usædvanlig mange ægteviede par af gamle enkemænd og enker, begge over 50 år på deres bryllupsdag. Det er mest kårfolk, som således slå sig sammen, og årsagen tør vel ofte være den, at de finde sig mindre vel behandlede af den familie, de skulde nyde kår og pleie hos.

Sluttelig skal jeg fortælle lidt om, hvorledes det har sig med tjenestefolk på Harham, især de fra fremmede bygder, når de skulle fri og holde bryllup. Siden de ere så langt borte fra forældrene, kan der ikke videre tænkes på at indhente disses råd og samtykke; de må da forlove sig på egen hånd, uden nogen kvæmmelsmands mellemkomst. Men - og dette bliver ligesom et omtals-øl for dem - i julen nærmest for deres bryllup reise de to sammen ind til Vatne eller Borgunds sogn eller hvor det nu kan være, at pigen har sine forældre. - Der er gjerne flere tjenere, som i juletiden skulle hjem i besøg, og de, som have hjemme ved samme fjord, forene sig i en sexrøing, og en for en sættes de af, indtil den sidste farer til Harham. Imidlertid har det kjærestepar, som var med båden, feiret sin trolovelsesfest hjemme hos forældrene, rimeligvis i al simpelhed.(81) - Selv da når sådanne unge folk ere bestemte på strax efter brylluppet at bosætte sig i en anden bygd, holde de dog gjerne brylluppet her på mere pengetomme fjord-distrikter. De må selv sørge for øl, og hvad andet der skal til; men er det en afholdt tjener, så overlader husbonden ham gjerne sit husrom og drikker bryllup hos ham med kone og børn, og andre bønder i nabolaget kunne lade en søn og en datter forøge gjæsternes og skålgivernes tal, og fordums medtjenere mangle ikke. Der kan da med forholdsvis liden udgift samles en skålgave på 30-40-50 spd.(82) Men det er jo ikke alle de fremmede gutter og piger, som det går så; adskillige vende vel i uforlovet stand tilbage til sine hjembygder, enkelte piger endogså (fra hovedsognet) med et barn på armen. Og nu kan det gå op og ned(83) og kanske de omsider skulle holde bryllup på den kummerlige måde, at de - fremdeles uden velstående forældres hjælp selv må gjøre udlæg til brændevin o.s.v. for at tjene nogle skålpenge. Det vil falde dem vanskeligt at få samlet gjæster; thi man kan ikke synderlig vente at få sit udlæg i skålen erstattet senerehen af så fattige folk. Derfor kan det høres ved kirkerne i Borgunds og Ørskougs præstegjælde, at den netop viede brud går omkring blandt den forsamlede kirkealmue for at vinde en og anden som gjæst til sit brudefølge. Hør - nu træffer hun en kjending, en pige, som hun veed har råd til at give nogle mark, og i det bløde søndmørske mål og med en stemme, som rober forsigtighed og betænksomhed, føres følgende samtale:

   Bruden. Å, god dag.
   Pigen. A, Gud sign dig.
   Br. Hvor står det med dig'?
   P. Å, jo tak vi tusle med helsen. Å til lykke!
   Br. Å, du har vel ikke villet gjøre så; vel og komme i brylluppet vort?
   P. Å, jeg veed ikke, hvor det kan lage sig.
   Br. Å jo, du må; se til at gjåre så; vel - vi har laget så meget til og får så lidet folk, så jeg veed ikke, hvor det kommer til at gå med os.
   P. Du skal have tak for budet men jeg kan ikke tro, det kan lage sig så.
   Br. Å jo mi sann - du lyt prøve at gjøre så vel. - Det blir vel ikke så længe, før du trænger selv - så skal vi drikke åt dig!
   P. Åja, jeg skal se til da. Er det så, at jeg får lov!
   Br. A ja, du skal have tak det var vel.(84)

Men trods sådanne overtalelser hænder der dog nu og da, at folk lide tab ved sin bryllups-tilstelling, netop sådanne fattig-folk, som mindst kunne tåle tab. Derfor er der også - og det er ikke så få - exempler på, at folk i Borgund og Ørskoug, måske også i Harham, ganske have opgivet tanken om skål-bryllup. Hvorledes går det da til? Jo, oftest så, at parret lader sig ægtevie på samme søndag som et andet lykkeligere brudepar og så fra kirken af slutter sig til dettes følge og deltager i bryllupet som gjæster og selv betaler skålgave - thi så fattige må de ikke være, at de ikke skulde have råd til det heller. Snarest bruges måske denne måde af gamle folk, som blive opgifte. Således i følgende tilfælde: En gammel kårmand blev enkemand og giftede sig igjen med en kårenke, som var så gammel, at hendes ældste søn var spillemand i brylluppet; så døde manden, og hun, som nu var enke anden gang og meget over 50 år gammel, med 6 voxne børn fra første ægteskab, blev gift tredie gang med en ganske ung person (lidt over 30 år), og dette brudepar gav sig ind i et andet bryllup, hvor de naturligvis behandledes i alle dele som et brudepar no.2. Jeg hørte det altsammen fortælle at dem selv og mindes endnu dette træk, at brudens sønner og døttre vare tilstede i brylluppet som hendes medgjæster, og alle gjorde de naturligvis beskjed for sig med skål-gaver til husets brudepar.

For ydermere at lægge den rette skygge i skildringen af den søndmørske skik med skål-bryllupper må jeg endnu anføre en sammenligning. Jeg skulde tro, at skål-bryllupper have været i brug alt landet over, således da også i de Østlandske bygdelag, Romerike, Gudbrandsdalen o.s.v. Men her er dog skikken i den senere tid på de fleste steder enten afskaffet eller også i stærkt aftagende, og desuden lader det til, at det ikke så almindeligt og kjendeligt har været lagt an på at tjene penge ved den huslige fest; sådant synes nemlig ikke at stemme med den tænke-måde og det sindelag, som kom tilsyne ved andre leiligheder: ligfærd blev nemlig også høitideligholdt med et fast lige så stort og kostbart lag (gravøl); der blev (rigtignok en overdrivelse på en anden kant) brygget og baget og hentet brændevin fra byen o.s.v., så liget desformedelst ofte måtte være oven jorde hele 14 dage, ja 3 uger og her blev dog ikke givet i skålen eller tjent en skilling. Men hvorledes har det sig på Søndmøre med disse gravøl, som ingen penge-indtægt give? De holdes slet ikke. Allerede i Harharn måtte jeg studse ved at se af ministerialbogen, at de afdøde almindeligvis ere begravne efter 3 dages forløb (ministerialbogen angiver nemlig både døds- og begravelses-dagens datum). Og i de nærmeste fastlandssogne Vatne og Skoue, hvor jeg talte nærmere efter, fandt jeg, at de i årene 1853 til 1855 afdøde 93 personer vare blevne begravne således:

     efter 2 dages forløb ..............  10
       -   3   -     -    ..............  31
       -   4   -     -    ..............  24
       -   5   -     -    ..............  18
       -   6   -     -    ..............   8
       -   7   -     -    ..............   1
       -   8  eller flere ..............   1
                              tilsammen  93

Med en besynderlig hast bringes altså den døde i jorden; følget består kun af dem, som skulle ro og bære og grave graven op og igjen kaste den til; nære slægtninger, ja sønner og døttre af den afdøde kunne måske bo på den nærmeste ø og ikke blive vidende om dødsfaldet, før alt er forbi. På nærmeste søndag efter, når præsten skal kaste jord på graven, pleie slægtninger og venner være tilstede ved denne høitidelighed; men er der derefter nogen samling i sørgehuset, så er det nok i den aller tarveligste stil og ikke at ligne ved hine gravøl.(85)


7. SELSKABS-SKIKKE

Når man reiser med dampskibet langs de Bergenske kyster, ser man hist og her på en embedsgård eller et handelssted en vakker samling af hvidmalede huse; men rundt omkring sees klynger af lave, mosgroede, torvtækte huse, man skjelner dem vanskelig fra de grå firkantede klippestykker, som fra det nære fjeld ere rullede ned på marken, og det spørgsmål påtrænger sig beskueren: Er der også så stor forskjel i beboernes kår og sæder som i husenes anseelige og uanseelige ydre? og hvorledes har egentlig folket det under torvtagene, dette folk, som dagen igjennem må færdes ude i storm og væde, med møie og fare, og hvem man så såre kunde unde al den hygge, som en lun og venlig og trivelig stue kan skjænke?

Nu, på Harhams-øerne fik jeg god anledning til at overveie disse spørgsmål; thi her er netop sådanne husklynger. For det meste er der nemlig temmelig mange opsiddere på hver gård, og gårdens huse stå gjerne meget tæt sammen på lidet rum. Årsagen er vel nærmest den, at her er kun få gode havne eller bekvemme steder til at anlægge bådstød og naust, og er der nu i nærheden af gårdens strandsted en tomt, som ligger lidt i ly, så trængte alle familier sig sammen der med sine stuebygninger, madboder, fæhuse, svinebol. På flere gårde søgte jeg aldeles forgjæves efter tegn på omtanke ved denne husenes sammenhobning.

Gjødsel-dungen af den ene bondens fæhus kan vælte sig nær hen til den anden bondes stuedør. Meget almindeligt sees også strax udfor stuedøren en dunge af særegen styg beskaffenhed: forrådnende fiske-slog og andet affald fra huset. Og der er en egen skik med disse dunger: der er gravet en grube i jorden, jeg veed ikke, hvor dyb, men nogle alen bred, og den er stensat som en brønd. Disse gruber tpømmes vel en gang for året, når indholdet skal bruges som gjødsel; men jeg så dem fyldte, så det væmmelige indhold tildels flød udover. Ukjendte folk bør derfor ikke gå i mørke mellem husene, og selv med dagslys og i tørveir kan det være vanskeligt at gå tørskoet mellem alt dette bløde og flydende. Jeg mindes vel, hvorledes jeg på en stor gård tog mig for at bese det hele anlæg på det nøieste for at undersøge, om der dog ikke var anvendt nogen omhu på at lede rendestens-vand og anden uhumskhed bort; men jeg fandt intet tegn dertil, undtagen hine gravede og stensatte gruber. Hertil kommer, at om sommeren og høsten er fast hver husvæg og desuden mange hjelde tæt omkring husklyngen behængte med seid og sild og anden fisk, som skal tørres, at hver madbod og hvert madkammer gjemmer store mængder af lindsaltet og derfor sur og ildelugtende fisk, og at torven, det eneste brænde her, uafladelig ulmer på alle skorstene. Det vil da forståes, at i stille veir ere disse gårde indhyllede i en damp og dunst og lugt af mangfoldig blandet og ulidelig beskaffenhed.

Hvad det angår at holde gårdsrummet tørt og pent, så have dog almuerne på disse kanter engang seet bedre exempler for sig. På gården Blindheim på Vigren, som i fordums tid har været beboet af en anseelig slægt, skal der være levning af et eget værk, sådant, som jeg senere ved eget øiesyn blev bekjendt med på den mærkelige gård Giske, på Giskøen nær Vigren. Her var den i Norges ældre historie så berømte Giske-æts hovedsæde, og jeg spurgte efter hos de opsiddere, som nu bo her, om der ikke var levninger af bygværker, som kunde vise os lidt af fordums herlighed. Man gav mig da nogle utydelige forklaringer om noget, som skulde være at se nede i jorden på gårdsplassen mellem de nuværende huse, og da jeg med en spade fik skuffet bort en del muld og smuds, så jeg et stykke af en brolægning, som engang har smykket dette herre-sædes tun, og som måske endnu er til hel og holden. Den var lagt af små, men jevnstore runde stene, således at rader af noget større stene delte feldtet af i regelmæssige, firkantede ruder. - Se, så kunde vistnok hvert tun på disse gårde være den dag idag.

Dog, jeg syntes at bemærke nogen stræben efter at få det pynteligere på gårdene herefter, især kanske på Vigren. Og efterhånden som gårdene monne blive udskiftede af fællesskabet, ville vel adskillige opsiddere flytte ud fra klyngen, således som f.ex. en bonde på Blindheim allerede har gjort. Da vil det af sig selv blive triveligere omkring hvert hus.

Ved året 1760 fortæller præsten Strøm i sit oftnævnte værk, at folket her almindelig boede i røgstuer, og - mærkeligt nok - han roser disse stuer her på Harham for større renlighed end almindelig i egnen. Adskillige, tilføier han, havde dog i den senere tid istedetfor røgstuer lagt sig til kakkelovns-stuer, med loft over og med bilægger-ovn. Siden er røgstuen ganske afskaffet i Harham, så nu for tiden kun gamle folk kunne mindes den her.(86) Ja, der er foregået så stor forandring med bygningsvæsenet, at man med et lånt udtryk kan tale om to generationer af huse efter røgstue-tiden. Først byggedes sådanne mere simple huse: stue med loft over, forstue med opgang til loftet, og kjøkken, fra hvis skorsten stuens bilægger-ovn bliver opvarmet. Så ere endnu mange af hovedsognets huse. Men på Vigren og på nogle af hovedsognets gårde ere disse huse i de sidste 20-30 år ombyttede med sådanne: to stuer, midt-mellem dem forstue og kjøkken,(87)

tildels kammere ved siden af stuerne, samt to lofter, et over hver stue; med loft forståes kun rummet over stuens loftsgulv, under tagets skråninger, hvilket rum i de nyere huse dog gjerne er gjort noget høiere formedelst et par omhvarv af tømmerstokke over selve stuens høide. Disse nyere huse ere fremdeles ofte rødmalede, med hvide vindues-rammer; værelserne ere også høiere og rummeligere, og der er ikke sparet så meget på glas i ruderne som i de gamle huse.

Hvorledes har nu folket det i disse huse? At fortælle det alt, vilde falde for vidtløftigt; jeg vælger at meddele nogle træk af livet i de festlige stunder, nogle oplysninger om jule-skik og selskabs-skikke.

På ret gammeldags måde begynder jule-aftens helg med non, kl. 3; dette stemmer med den katholske tids kirkelov, som påbød, at for julen som for visse andre større høitider skulde der være nonhelligt. Ved nons-tid holdes ellers det daglige middags-måltid; men nu indledes julen med et høitidsmåltid: det er bredet dug på bordet, og det dufter af «steik», tørret smale-kjød, stegt på pande, helst ribbens-stykket, som skiftes så, at hver person får to ribben på en fladbrød-lev. Og under måltidet tilønsker husfaderen sit husfolk en glædelig jul, sætter selv øl-skålen for munden og lader den gå rundt, derhos skjænker han et glas brændevin eller to til hver. Senere hen, til kveldsmad, må der endelig være fersk fisk eller melkesuppe på bordet. Har ikke bonden fersk fisk og husmoderen ikke sød melk jul-kvelden, så skal hun sidde i fjøset og han ude på voren, siges der for spøg. Festen forhøies derved, at denne aften brænder lys i stage, og når det er nedbrændt, holdes kolen eller tranlampen tændt hele natten. - Og de unge folk, som ellers have sit natte-leie oppe på loftet, indrette sig for julenatten fladsenge på gulvet nede i stuen, hvor også husfader og husmoder ligge, og dette bliver der tildels fortsat med til 13de dag jul. Denne skik har vistnok været meget almindelig i landet; selv på Hedemarken kunne gamle folk mindes den. Jeg forestiller mig, at den skriver sig fra den tid, da børn og tjenere havde sit natteleie i fjøset (hvilket også tør have været skik her i Harham dengang, da røgstuerne vare i brug, i hvilke der altså ikke var noget senge-loft). Man erindre, at i gamle dage pleiede, bonden tillige på juleaften slå en øx over fjøsdøren eller male et tjærekors på den, for dermed at skræmme troldene bort, som netop tænktes at være mest urolige og farlige den nat, da deres overvinder blev født til verden, og denne frygt for troldene var da kanske den oprindelige årsag til, at folket for julenatten holdt sig sammen i stuen, der i sammenligning med fjøset var ligesom et indviet og dermed betrygget sted.

Tidlig på 1ste juledags morgen, kl. 4-5, står man op, klæder sig halvt påog samles om bordet til «kor» eller andagt med sang og læsning. Så går fjøspigen ud og giver kreaturene et extra måltid af korn og fint hø, og alle gå atter til sengs, dog husfader og husmoder sidst: de må først gå omkring og traktere de liggende, hun med vørterkage og fjelgt (opvarmet) øl, han med et glas brændevin eller stundom to. I enkelte huse er øllet (men ikke brændevinet) i de senere år afløst af en kop kaffe.(88) Efter to-re timers forløb står man op for alvor. Denne morgen skik bruges 1ste og 2den juledag samt nytårsdag.

Jul siges her at vare lige til kyndelsmesse (2den februar): da begynder vårfisket, og til den tid tager man det lettere med arbeidet, og kosten er bedre end sædvanligt og gjæstfriheden rundeligere. I løbet af julen bør hver mand have aflagt et julebesøg hos hver af sine naboer på samme gård eller inden en fra gammel tid vedtagen kreds af flere nærliggende gårde. Selv den fattigste har anstrænget sig for at have en skål øl og er glas brændevin at byde ved denne leilighed; dette veed også den rigere bonde, og er han velsindet, så undlader han derfor ikke at se indom til sin fattige nabo - ellers kunde jo denne ikke vel komme til den rige for at frembære sit «glædelig jul» og nyde godt af hans gjæstfrihed. Ved deslige jule-besøg kan ellers den lille regel mærkes, at medens en nabo fra samme gård kan trakteres med en dram, så bør man byde to, når den besøgende er fra en anden gård. Familie-besøg på et par dage, ligeså de før beskrevne omtals-øl eller frierstevner, kunne jo også bidrage til at forhøie julens festlighed. Men dette er mere leilighedsvis. En bestemt og stadig del av festen er derimod de såkaldte jule-lag, og disse danne høidepunktet af hele årets lod selskabelighed mellem naboer. De ere indrettede efter en meget fast skik, både hvad indbydelsen og beværtningen angår.

Laget eller gildet(89) holdes efter omgang i et vist lag eller en vis kreds af familier, og indbydelsen består i en bekjendtgjørelse om, at den og den aften skal laget være hos den og den mand: så vide alle de familier som fra gammel tid høre sammen, at de kunne komme, og hver husfader tager med alt sit husfolk, små og store. Men anordningen er noget forskjellig efter gårdens størrelse. På gården Ulla i hovedsognet bor der 8 bønder, og to og to af disse ere fælles om i et lag at beværte alle familier, så her i løbet af julen bliver holdt 4 lag eller gilder; beværtningen foregår i den ene af de to mænds hus, men på fælles bekostning. - Til gården Flem hørte i 1856 8 bønder, 4 pladsmænd, 5 husmænd og 3 familier af kårfolk; disse familier med omtrent 120 mennesker ere delt i to omtrent lige store lag eller kredse, og inden hver kreds holdes julelag så, at de deltagende familier på hver sin aften beværte alle de øvrige. - På gården Åkre er det ligesom på Ulla: her bo 8 bønder, og 2 mænd beværte alle de øvrige efter omgang; pleier tå hos den af de to mænd, som har størst stue. - På Rønstad er der 4 bønder; to af disse have hver sin aften at beværte alle de øvrige, de to andre derimod slippe med kun en aftens beværtning i fællesskab, såsom deres gårde ere mindre end de andres og forhen udgjorde kun et brug, som nu er delt.

Det blev dog bemærket for mig, at disse to brug tilsammenlagte have to «mellag» høiere skyld end hvert enkelt af de to andre, så opsidderne i grunden slippe vel let med det ene, fælles julelag. Dette i hovedsognet. Blindheim på Vigren med 12 bønder er delt i 4 lag, hvert på 3 bønder, og hver af de 3 familier har efter omgang at beværte de andre i laget. - Det får være nok med disse exempler. - Kårfolk med egen husholdning kunde deltage i bøndernes julelag på den måde, at de igjen indbyde de gifte til tag hos sig. Er der en fattig husfader, så som nogen af hovedsognets husmænd, så kan han lade være at komme til de andres lag, og han slipper da for at holde lag igjen. Det samme kan også en ikke just fattig familie finde grund til at gjøre: er der nemlig en mand med få børn og tjenere, så vilde det falde lidt uligt, om han med sine få husfolk skulde gjæste de andre og så igjen holde lag for de mere folkerige familier. Dog deltage de allerfleste, som ikke netop ere udfattige, og regelen er ialfald den, at den, der indfinder sig som gjæst, må være forberedt på at være vært, når touren kommer til ham.

Med værtskabet har det sig så: efterhånden som gjæsterne samles, i mørkningen eller ud på aftenen, modtages de med en dram og en drik fjelgt øl. Kvinder og børn pleie naturligvis kun at nippe til det stærke. I løbet af aftenen kan enhver efter behag forsyne sig med koldt øl af en stor bolle på bordet; men nogle gange bydes fjelgt øl rundt. Bespisningen består i en kake (hjemmebagt rugbrød) samt småbrød (en kringle eller et par skiver nybagt rugbrød), ledsaget af en dram. Men denne bespisning pleier ikke foregå ved nogen egen bordsætning; man sidder under samtale i små hobe omkring i stuen og får brødet i hånden. Ved afskeden, kl. 11 eller så, får hver af gjæsterne den 3die (på nogle gårde kan det være den 4de) dram samt en lefse i hånden. Lefsen er til at tage med hjem, for at nydes ved det egentlige aftensmåltid, som der venter (i almindelighed bygmelssupe samt saltet fisk og potetes, alt rigtignok koldt nu, såsom kvindfolkene måtte lage det færdigt, før de gik hjemmefra). På en enkelt gård hørte jeg rigtignok om en anden indretning af dette, rimeligvis en senere tids påfund: ved den tid, da kakerne og kringlerne skulle uddeles, lade de fremmede familier sine tjenestepiger gå hjem og hente aftensmaden hid, og nu sætter man sig hyggeligt til bords, alle gårdens 8 familier: de gifte, mænd og koner, par og par ved den øvre ende af bordet og drengene ved den nedre, og pigerne gå omkring og forsyne hver sine husfolk; pigerne selv, som ikke få plads ved bordet, sidde på sengekanten eller i ovnskrogen og vente, til de andre have afspist, og børnene kan man se på mødrenes fang og ellers hist og her.

For den, der kun er vant med selskabs-skikkene i byerne eller de mere nymodens bygder, vil disse lag med deres pligtmæssige indbydelse og bestemt afmålte beværtning forekomme mindre hyggelige. Derfor er det nødvendigt, at sagen betragtes i sin rette sammenhæng, og jeg for moder ialfald, at disse åbenbart gammeldags julelag hænge sammen med og ere en fortsættelse af en oldtids-skik, der måske er så gammel som det norske folk selv. Man må vide, at allerede vore hedenske forfædre havde en helg ved midvinters-tid, som de kaldte jul, og at det var en hellig lovbestemt skik at holde jul netop ved sammenkomster i små lag af nære naboer. Hver mand skulde have brygget og lade bære hen til samlingsstedet et vist mål af jule-øl, og derfor kaldtes laget samburds-øl; rimeligvis blev det også holdt efter omgang, et år hos en mand, et andet år flos en anden. Og laget blev indviet til Odins og de andre guders ære, til tak for alt godt i det svundne år og til nedkaldelse af deres hjælp i det kommende. Om nogen mand holdt sig borte fra dette lag, var det rimeligvis det samme, som om han foragtede guderne, og det blev straffet med bøder. Og dette, at laget blev holdt i fællesskab, således at den rigeste og mægtigste bonde nød af hans ringe naboes øl og de begge gjensidig vare hinandens gjæst og vært, det måtte vedligeholde tanken om alles væsentlige lighed og broderskab; i det daglige liv var der vel mangen gang liden omgjængelse og stor skilsmisse og megen avind og stolt overmod og fiendskab og trætte - men i jule-lagets festlige stund vare de samlede som ligemænd, med samme skyldighed at takke guddommen, med samme behov at søge hjælpen fra oven over al deres skrøbelighed, vel også med samme følelse af, at det bør sig de dødelige at leve sammen i endrægtighed. Vi kunne nok tænke os, at der fra disse simple religiøse feste er udgået milde og velgjørende stemninger, som have bidraget til at fremme lovlydighed og samholdighed i nabolagene og bygderne og fylkerne. Vi finde også, at denne hedenske jule-skik ingenlunde blev forkastet ved christendommens indførelse. Olaf den hellige og flere andre konger efter ham stadfæstede den endogså ved at optage en egen bestemmelse derom i den christne lov, så vi endnu i en af de første paragrapher i Gulathings-loven kunne læse om, hvor mange bønder der skulde høre sammen i et lag (tre i det mindste), hvor meget malt hver skulde brygge, hvad boder den havde at lægge, som holdt sig borte fra laget o.s.v., kun at laget nu i den christne tid naturligvis skulde holdes til Christi og jomfru Marias ære, og at bøderne skulde tilfalde biskoppen. - Nu mener jeg, at den jule-skik, som jeg i 1856 fandt bestående på Harham, kan være fremkommen af hin gamle ved en række af små-forandringer, og i denne mening bestyrkes jeg derved, at i en nærliggende bygd, Søkelven, annex til Ørskoug, fandt jeg en jule-skik, som åbenbart ligner den gamle og så at sige står midt imellem denne og Harham-skikken. Jeg skal fortælle om jule-lagene på en gård i Søkelven, hvor der bor 7 bønder sammen: 1ste og 3die juledag (ikke 2den dag, thi da er der gudstjeneste i kirken) samt søndag mellem jul og nytår eller nytårsdag, altså på 3 dage i løbet af julen, komme alle gårdens folk sammen, efter omgang hos 3 af bønderne; næste år holdes samlingerne hos andre af de 7 bønder. De bønder, hos hvem der ikke er samling det ene år, bære med sig til laget en tankar af sit jule-øl, og deres koner ligeså nogle kaker og lefser af sin bagning, og dette falder da således ud, at når julen er omme og alle lag ere holdte, så have alle nydt af hinandens julekost. Laget holdes om formiddagen; de forsamlede tilønske hinanden glædelig jul og høre dagens text forelæse; derpå trakterer konen i det hus, hvor laget den dag holdes, med kake og lefse af sit eget, og manden skjænker hver af gjæsterne et glas brændevin og lader øl-skålen gå rundt. Under fortællingen herom måtte jeg forestille mig at denne første drik, strax efter andagten, nydes med en vis høitidelighed; thi «det skal nok være ligesom til minde om jomfru Marias barsøl», som en gammel bonde yttrede. Siden nydes den sammenbårne julekost som i et almindeligt lag; dog skal det have sit forblivende med den ene dram, om hvilket der, hvis jeg ikke mindes feil, var gjort formelig aftale. - Efter den gamle skik vilde vel disse 7 bønder have holdt et stort samburds-øl; nu have de delt det i tre mindre lag, men holde disse så, at de endnu kunne kaldes samburds-øl, med i fælles beværtning og med en forening af opbyggelse og selskabelig nydelse; i Harham er forandringen gået videre: samburds-laget er opløst til gjensidige og pligtmæssige lag i hver deltagers hus; den opbygge lige del af den gamle skik er henlagt til egne sammenkomster til text-læsning på helligdagens formiddag, som det næste kapitel skal melde om, og trakteringen foregår i de beskrevne julelag om aftenen. Men disse julelag ligne de gamle deri, at de egentlig ere drikke-lag, hvor navnlig øllet endnu har meget at betyde, og deri, at de, som sagt, ere gjensidige og pligtmæssige, så hver vært har at traktere gjæsterne på en vis ligedan måde, med et fast mål mad og især drikke, ikke større i den rige mands hus end i den fattiges.(90)

Også i bryllupper finder en lignende afmålt beværtning sted, svarende til de taxtmæssig ligestore skålpenge, som der blev talt om i forrige kapitel. Vi tør vel slutte os til skikken i Harham efter en omstændelig forklaring, som en bondemand inde i det nys nævnte Søkelven gav mig. Med skjænkningen sagdes omgangsmåden at være så: kjøgemesteren. går om og skjænker brændevin, og kjældermanden følger efter med en øltankar, hvoraf han skjænker i en skål, 1ste dram skjænkes ved ankomsten til huset, lørdags aften, 2den ved aftensbordet (tildels også en ved sengetid), 3die søndag morgen, 4de ved måltidet før kirkereisen (tildels også en dram lige ved afreisen), 5te ved et måltid, som her holdes på veien fra kirken, 6te ved bordet søndag aften, 7de mandag morgen, 8de om middagen, 9de ved aftensbordet, 10de og 11te efter måltidet, idet der gives i skålen og brud og brudgom skjænke giveren hver sit glas, 12te tirsdag morgen, 13de om middagen, 14de ved afskeden tirsdag eftermiddag. Desuden til andre tider efter omstændighederne. Da gjæsterne for en stor del have natteleie i nabohusene og kjøgernesteren må søge dem der for at skjænke dem morgenbrændevinet, så er det skik og brug, at han med det samme skjænker alle folk i husene, også dem, som ikke ere bryllupsgjæster. Ligeså skjænkes forbireisende. Det er kjøgernesterens pligt ved alle de opregnede omgange at skjænke også til kvindfolk og børn; men, blev det lagt til, dette må han gjøre med skjønsomhed, således, at det nok sees, at man erindrer dem, men også forståes, at de ikke skulle nyde stort af det fremviste glas.

En anden fast jule-skik i Harham er kagge-øllet, et lag for ungdommen. I ældre tider gav hver bonde sine drenge, d.e. tjenere eller voxne sønner, en kagge øl (deraf lagets navn); nu få de nogle mærker byg, på nogle gårde 14, på andre 16, og alle gutter på gården eller på flere nærliggende gårde lægge det sammen og få det brygget til et fælles gilde. En 3 pægle brændevin pleier også gutten få til julen, eller han får en fridag strax før jul til at trække nogen snørefisk, som han reiser ind til Aalesund med for at få skillinger til at kjøbe sig jule-brændevin. Nu få gutterne sig lånt en stue, bringe sine drikkevarer did, og bestille spillemand; pigerne komme af sig selv, og det dandses og tures fra om aftenen hele natten igjennem (derfor hedder laget også vøku-nat),(91) og der fortsættes næste dag til ind i den følgende nat. Selskabet går hjem hver til sit til de forskjellige måltider, og husmødrene bør have lidt godt at sætte frem da. I selve laget kan måske en og anden af de unge have med sig nogle kringler eller sligt til at traktere gode venner med; ellers nøies man med drikken. Og det sees gjerne, om nogle af «mændene» se hen til ungdommen og sidde ned en stund; deres nærværelse pryder laget, og de tør ikke frygte for at sidde tørmundede. - Skal jeg for resten slutte af erfaringer i nogle af de indre bygder på Søndmøre, hvor også disse kaggelag kunne erindres, men nu ere afskaffede, så vil ungdommen på Harham nok ikke i mange år have dem at glæde sig ved - hvis ellers sådan nattevågen kan kaldes en fornøielig ting.

Når jeg endnu minder om færde-laget, et gilde, som holdes efter sluttet, vårfiske for dem, som have været med i bådlaget, og af hvilke gjerne nogle ere fremmede og nu skulle begive sig på hjemfærden, - så jeg nok nævnt alle de brugelige gilder.(92) Og udenfor disse af skikken fastsatte leiligheder (i korthed sagt: juletiden og bryllupstiden - se side 180) er der ikke tanke om selskabelige sammenkomster med traktering. Det forstår sig, når en mand, som bor noget længere borte, en enkelt gang kommer hen til en anden i et erinde, så skjænker man ham gjerne en dram eller to, som man andetsteds byder en kop kaffe. Og det blev mig sagt, at om søndags eftermiddage samles gjerne gårdens folk eller nærmest mandfolkene i en af stuerne eller tildels mændene i et hus og drengene i et andet - ikke for noget slags traktering, men for at prate sammen en stund. Prate, hvorom? Jo, om priserne på fisk og salt, om den storbåd, som sidst blev kjøbt til øen, om det kan være rådeligt for den kone, som sidst blev enke, at blive ved bruget, om formandskabets beslutning til indskrænkning af tjenernes rettigheder o.s.v. Dog, nede i gutternes stue går samlingen ofte over til at blive en «leik-stemne», som pigerne lidt efter lidt tage del i. Thi at der, som det sagdes, i disse guttelag skulde bruges at læse i For Fattig og Rig, Almuesvennen, Snorre, Mallings store og gode handlinger, Graves fortællinger, det tror jeg ikke stort på, såsom jeg netop i Harham syntes at finde så lidet af bøger og boglig sands.

Før jeg kom hid til egnen, havde jeg hørt omtale som en stående skik, at hver bonde her ude på havkanten brugte at kjøbe en tønde brændevin for året, og da jeg i Aalesund fortalte en mand, at jeg agtede mig ud til Harham, beklagede han mig, såsom jeg der vilde finde en almue, som ikke tænkte på andet end penge og brændevin. I en af de første samtaler med Harhams-folk måtte jeg også studse ved at høre, hvorledes man her udtrykker sig ved tale om brændevin: ved spørgsmål om prisen udtrykker man sig ikke så: Hvad koster potten? men: hvor meget er det for tønden? Og i den første tid af mit ophold i præstegjældet henvendte en Harhams-mand sig til mig med indstændig opfordring om at søge oprettet en afholds-forening her. Efter dette vil man forstå, hvorfor jeg gjorde mig sådan flid for at blive kjendt med den hele brændevins-skik, at jeg, som man har seet, endog tog tal på de dramme, som skikken har fastsat for de forskjellige leiligheder.

Skal jeg nu tilsidst vove at yttre min mening om den hele brændevins-sag, så må jeg sige så: 1, der er adskillig overdrivelse i hint omdømme om Harhams brændevinsbrug; 2, der er dog også adskillig overdrivelse i den virkelige brug; 3, men denne brug er i de senere år heller aftaget, og 4, hvad der sidder igjen, hænger således sammen med den hele leve-skik, at det ikke er så ganske let for bønderne at få det ganske eller hurtigt afskaffet, om de også selv monne ville det.

En dygtig og anseet bonde på Harham erklærede mig, at han vidste kun om 2 bønder i præstegjældet, der kjøbte så meget som en halv tønde brændevin hver for året; stundom vare 3, men almindeligst 4 bønder sammen om en tønde. Og dette sidste, 4 om 1 tønde, må stå fast som udtrykket for det almindelige brug; thi flere mænd, som jeg talte med en for en; brugte enstemmig det samme udtryk. Pladsemænd og husmænd med mindre husholdninger må dog gjerne lade det forblive med «nogle kander». Men nu foregår kjøbet ofte så, at en mand kjøber en hel tønde for siden at dele den med sine naboer, og deraf kan den forestilling være fremkommen, at hver mand kjøber så meget for eget brug.

Endnu må dog dette brændevinskjøb kaldes stort; og i disse opgaver er naturligvis ikke indbefattet, hvad der medgår til de store skål-bryllupper. Vel må det erindres, at dette brændevin, som gjerne kjøbes ind før jul, skal vare året om og navnlig tjene til opfriskning i vår-fiskets hårde dage. Men så kommer hertil en anseelig jule-brygning. Og det må kaldes for meget, de mange dramme med stærkt øl til julemorgen og ved julebesøgene i julelagene og i kagge-øllet. Jeg frykter for, at det for adskilliges vedkommende bliver en halv rus hele helgen igjennem. At her nydes vel meget af brændevin, det fremgår også ved sammenligning med de indre bygder i Søndmøre: med samme bestemthed som brændevinskjøbet i Harham blev opgivet til 1/4 tønde, blev det her sat til «nogle kander», ofte til kun «et par kander» eller endnu mindre.(93)

Men det blev sagt temmelig almindeligt og bestemt, at det dog allerede kjøbtes mindre brændevin nu end før. Jeg syntes dog at forstå, at årsagen ikke så meget var erkjendelsen af, at der havde været gjort for meget af det for, men mere brændevinets fordyrelse. Og formindskelsen i kjøbet er neppe så stor som forhøielsen i pris, så udgiften kanske heller bliver større, og jeg hørte adskillig klage over, at brændevinet var blevet så dyrt.

Og såsom der er en fast skik for brugen af dette brændevin, som ved alle de bestemte leiligheder skal skjænkes ud og fordeles småt til mange folk, både husets egne og andre, så er det meget langt fra, at den 1/4 tønde, som bonden kjøber, kommer hans egen mund tilgode; og det er kanske ikke ret meget fylderi på enkelt hånd. Og den gamle skik har mange rødder, så det ikke er så let at få revet den ud. Jeg skal i den anledning indskrænke mig til at påpege tvende ting.

Overalt vil man jo have en eller anden drik udenfor den daglige nødtørft for at gjøre sig og sine venner tilgode med i festlige stunder. Hertil tjener nu i flere og flere huse i landet en kopp kaffe. Men husmoderen her i Harham kommer så lidet ud fra den ø, hvor hun engang bor, og hun har kanske aldrig seet, hvorledes kaffe laves god; Jeg synes heller aldrig at have været i nogen bygd, hvor denne kunst er så ny og lidet øvet som her, og når konen en sjelden gang forsøger det og sætter frem en kop kaffe, så er den tynd og uklar, og foruden sirupen, som er i den istedetfor sukker, har den ikke sjelden en ubestemt bi-smag af kjedlen, som kanske havde hængt ubrugt i et fjerdingår. Men en sådan drik bliver ikke let foretrukket for et glas af det klare blanke. I det hele må kvinderne besidde nogen uddannet sands og vide at gjøre det ret hyggeligt i huset, med godt madstel. og renlighed og pyntelighed, om mændene ikke skulle søge sin kjæreste nydelse i det stærke; men netop her på disse udøer syntes det mig at stå noget tilbage med kvindernes dannelse i sammenligning med mændene, dels af den anførte grund, dels også på grund af det meget tungarbeide, de have (træsking og andet gårdsarbeide, som mændene lægge på dem for selv at drive søen).

Fremdeles, om end den bedste kaffe duftede ved siden af det blinkende glas, så skulde alligevel de fleste gribe efter dette. Smagen er så. Og der er kanske en bestemt grund til det. Eller det hænger ikke usandsynlig sammen med en - som visselig de allerfleste, der ikke ere opvoxede her, må finde det - besynderlig slet smag i et andet stykke. Jeg taler ikke figurligt her; det er tunge-smagen, jeg mener. Harhams-folket spiser dagligdags fiskemad af sådan beskaffenhed, at når den sættes på bordet, så opfylder den stuen med en stærk råden lugt, og der var intet, jeg under mit ophold her så meget undredes over som netop dette, at de kunde ikke alene spise sig mætte, men spise med utvungent velbehag; mig bar det således imod, at jeg syntes, jeg måtte have i nogle dage siddet hungrig på et vrag, for det kunde blive mig muligt at svælge den mad. Det er den lindsaltede seid, som ikke kan holde sig, men snart går over i en vis forrådnelses-grad eller bliver sur, som det hedder. Seid af ganske samme slags virkes også til handelsvare, ikke ved at saltes, men ved at hænges op til tørring; der pleier at være overflødighed af denne tør-seid i hvert hus, og det forekom mig rimeligt at bruge noget af den i husholdningen og ikke hin sure. Men hertil svarede man mig følgende:

Tør-seiden måtte ludes, og asken hertil måtte kjøbes fra steder, hvor man ikke, som her, bruger torv, men ved til brænde, og tør-seiden er så dyr eller udrøi, og den «graver for bringen» eller er hård at fordøie. Når jeg så yttrede, at man da burde salte fisken forsvarligt, svaredes, at det vilde være tidsspilde for husmoderen at udvande den stærkt saltede fisk, at man ikke havde råd til at kaste bort mere salt end nødvendigt, og endelig, at de, som maden var bestemt for, ikke fandt nogen usmag i den sådan, som den var - hvilket sidste netop var det, som så høilig forundrede mig.(94) Jeg har tænkt mig, at tingen måske kan have sig så:

I fortiden, da handelen var mindre udviklet, så fiskerne måtte sælge billigt og kjøbe dyrt, og da disse leilændinger af bønder rimeligvis vare meget afhængige af de i nærheden, før Aalesunds byanlæg, boende priviligerede handelsmænd, der nok endogså for en stor del vare bygsel-gårdenes eiere, da var vel armoden ofte så stor, at man af fornødenhed måtte undvære selv en så ringe ting, som salt nu agtes for, eller hjælpe sig med lidet deraf, som kunde sankes mellem strand-stenene, hvor det virkedes af solheden (hvilket sidste er noget, som Strøm omtaler og som endnu erindres her på Harham); men havde flere slægter efter hinanden måttet spise en formedelst saltmangel halv forrådnet fiskemad, så kanske efter lidt selve fordøielses-redskaberne bleve således forvænte, at de fremdeles måtte have foden således halv opløst, som den ved en vis grad af forrådnelse bliver, og hvad fordøielses-redskaberne forlange eller maven vil have, det - så er naturens vidunderlige indretning - det synes tungen godt om. Nu er vistnok armoden for længe siden ophørt; men eftervirkningen kan vare længer end årsagen, altså her en overdreven sparsomhed ved madens behandling og den tilvante smag på mad, som for andre er usmagelig. - Men - og det var denne slutning, jeg vilde arbeide mig frem til, idet, jeg vovede mig ind på disse for mig ellers så fremmede betragtninger, når smagen engang er så, da synes jeg at kunne begribe, at når der spørges om en god og vederkvegende drik, så vil en kop kaffe eller et glas vin ikke forslå, men der må det stærkeste af det stærke til.(95) Og dersom dette er så, så tør det ventes, at den nu påfaldende tilbøielighed. for brændevin af sig selv vil dufte hen, når almuerne lytte til lægernes råd og indrette sit kosthold som sit hele legemlige liv på en måde, som mere stemmer med de almindelige regler for sundhedens pleie.

Dog, så meget end sådanne udvortes ting som madstel m.m. kunne have at betyde i denne sag, og så megen magt end den herskende bygde-skik har med dens forskrifter om traktering af gjæster o.s.v., så veed jeg dog, at en mands villie kan være endnu stærkere. Jeg fandt det vel utilrådeligt nu for tiden at stile opfordring til almuen om at danne en afholdsforening; men jeg siger dette, at en bonde her vilde gjøre en god gjerning, om han viste det mod og mandskab at bryde overtvært med den hele gamle brændevins-skik, så det kunde blive åbenbart også på Harham, at det går an at være brændevin foruden og endda leve et sundt og fornøiet liv.

En noget anden sag er dette, at selv om skikken vedbliver at bestå i det hele taget som nu, så må man inderlig ønske, at den befølges med stor forsigtighed, så den farlige drik aldrig nydes til overmål, navnlig ikke på byreiser (se foran side 145).

Til flere Harhams-bønder yttrede jeg, at jeg nok skulde have lyst til at være her en jul over og besøge dem i deres jule-lag og drikke af deres øl og hygge mig sammen med dem. Nu - måske denne min fremstilling kan nå frem til Harham inden jul og blive læst i nogle af disse lag. Det være da, som om jeg selv kom i besøg. Jeg vilde tilønske de forsamlede en ret glædelig jul og så tillade mig i al oprigtighed at samtale med dem blandt andet om de ting, som jeg i dette kapitel har berørt.


8. FROMME SKIKKE

For et halvt hundrede år siden hændte følgende begivenhed: En af mændene på gaarden Rogne, på en af Harhams nord-øer, var tilfældigvis ude om natten og så da et «ilds-tegn» på himmelen. Han kunde ikke netop se gården, som det vist sig over; men af retningen sluttede han, at det måtte være Rørvik på Vigren, en halvanden mils vei borte, og næste dag sendte han bud did, med nogle folk, som agtede sig nedover der. Men budet blev lagt ned eller forsømt og kom ikke frem, før det var for sent. Thi en af nætterne i denne mellem-tid gik det således til på Rørvik: En kårmand lå vågen og stod op for at tænde sin pibe i kjøkkenet; men han fandt ingen varme og måtte lægge sig igjen uden sin pibe. Men kort efter hørte han noget brage i kjøkkenet, og dette blev ved, så han fik betænkning og stod op og så ud: da var kjøkkenet opfyldt af ild og røg, og inden kort var huset brændt ned. Konen i huset var ung da; men i 1856, da jeg hørte historien fortælle, levede hun endnu, i over 80 års alder.

Denne historie(96) har for almuen her været som et erfarings-bevis for en troes-sætning: troen på ildstegnet. Jeg ønskede at træffe nogen, som af egen beskuelse kunde beskrive mig dette ildstegn. Så heldig var jeg dog ikke i selve Harham, men vel i et af de nærmeste fastlands-sogne. En bonde her fortalte mig, at han for 78 år siden havde seet ildstegn over en gård i sognet - det var et svævende luftsyn med lys og lue af skikkelse og størrelse som seilet i på en stor-båd (af andre havde jeg også hørt, at det skulde se så ud) og næste dag blev der sendt bud til gården; men folkene her kom ikke hurtigt nok til med at give eller love noget, og så kom ulykken: en stue og et stabbur brændte. Og den samme mand fortalte mig videre, at der engang af andre var blevet seet ildstegn over den gård, hvor han selv boede, og uopholdelig, da budet kom, trådte de 7 opsiddere på gården sammen og enedes om at give I bismerpund korn hver, gaven blev også strax udredet (af nogle endogså med et frivilligt tillæg), og de fik beholde sine huse.(97)

Ildstegnet er et varsel om forestående ildsvåde på den gård, det viser sig over. Hvo der ser sådant varsel, bør strax budsende gården, og husfædrene her gå, tilsammen til rådslagning - ikke om, hvad der skal gjøres, thi det vide alle, men om, hvor meget der skal gives, og hvorledes gaven skal indsamles, ved ydelse efter gårdskylden eller efter formuen eller ganske frivilligt efter hvers hjertelag. - Der skal gives til de fattige, og nogle af giverne påtage sig det hverv at bringe den fælles gave til bestemmelsen og det strax.

De fattige, som almuen i Harham betænker ved sådan leilighed, ere de spedalske i Ræknæs hospital ved Molde. På andre steder - og denne tro på ildstegnet gjælder vidt, helt syd for Bergen - bestemmes gaven til menighedens fattige, og efter gammel skik og givernes ønske sker det tildels, at præsten på første messedag, fra prædikestolen eller chordøren, gjør det bekjendt, for menigheden, at nu have opsidderne på den og den gård givet så og så meget til de fattige, hvorefter menigheden opfordres til at indslutte giverne i sine forbønner, at de må bevares for truende ulykke.

Af almuesfolk på Harham hørte jeg oftest sådant kort begreb om tingen: Med ildstegnet varsler Gud om sin vrede og den fortjente straf over menneskenes synd; gaven betegner bodfærdighed, og den bliver til bod, til den fortørnede Guds formildelse og ulykkens afvendelse, formedelst de fattiges forbønner. Thi - så blev det sagt om de spedalske - de bede så vakkert.

Af enkelte fik jeg yderligere høre dette begreb forsvare med omtrent følgende tankegang: Gud vil jo, at vi stadig skulle bekjende vor ringhed og bede om hans nåde og beskjærmelse; men formedelst synden ere vi ofte lunkne og søvnige, og det er da en nåde af Gud, at han stundom viser os en forestående ulykke eller straffedom for dermed at vække os, og når vi så først selv tro og bede og derhos betænke de fattige med et villigt sind, da kunne disses forbønner ydermere komme vor svaghed til hjælp; thi vi have jo lært, at en troendes bøn formår meget. Men når på den måde Guds egentlige hensigt bliver opnået, nemlig at vække os af vor synde-søvn, til bodfærdighed, så kan hans nåde fremdeles forskåne os for den ellers fortjente straf. Skulde derimod et menneske vise sig så forhærdet, at han ikke engang ville give slip på en liden del af sit jordiske gods til en gave til de fattige og til tegn på sin bodfærdighed, så var det jo endnu tydeligere efter fortjeneste, om trudselen gik i opfyldelse og et større tab på det kjære gods rammede. Gud handler med os mennesker som en fader med sine børn: han advarer og truer, men lader sig i sin godhed nøie med et lidet tegn på underkastelse og lader så straffen fare. Med dette middel har Gud også for øie, at de rige skulle bevæges til at betænke de fattige, som nok ellers vilde blive forsømte.

Og jeg traf ingen mand, som havde nogen anden tanke om denne sag; jeg måtte forundre mig over, hvor disse forestillinger sad fast i folkets sind. Og således har det vel været i mange slægters tid.

Hvad skulle vi dømme om dette? Jeg kan visselig godt tro, at når bud kommer til en gård og melder, at det er seet ildstegn over den, så kan den første følelse hos de dybere gemytter være en bevæget bekjendelse for Herren om, at det altfor meget har manglet på åndelig årvågenhed og taksigelse og bøn. Ja, der lader sig vel endog anføre grunde for den kirke-skik, at præsten betegner for menigheden de ængstede sjele, således kan samvittigheden gribes, at den føler sig dreven til offentlig som have givet gaver til de fattige og anråbe om menighedens forbøn: således kan samvittigheden gribes, at den føler sig dreven til offentlig at bekjende sin skyld og sin trang til nåde.

Men det er jo at befrygte, at denne tanke oftest ligger i baggrunden: «Det var dog godt at få slippe med de 12 merker korn og så beholde huset uskadt.» Men denne meget verdslige attrå er tilhyllet i et væv af de fra munke-tiden nedarvede sætninger om gaver og dermed kjøbte forbønner, setninger, som her - lig renning og islæt i væven - endog have blandet sig med nogle af spøgelsestroens indbildninger.

Gud handler anderledes alvorligt med os mennesker end at give os åbenbaringer om ildebrande, om struebygninger og stabbure. Heller kaster han en brand i samvittigheden. Eller finder han en udvortes tugtelse tjenlig, så sender han denne selv og ikke et ildstegn som et båds-seil. Og hvem har åbenbaret eder det, gode folk! at samme båds-seil netop skal bebude ild og ikke lige så vel en anden ulykke, f.ex. forlis på søen? Eller dersom der er særskilt tegn for ildsvåde, hvorfor er der da ikke også tusinde andre tegn for de tusinde andre slags ulykker? Og hvoraf kommer det, at naturforskerne, som granske lynet og nordlyset, ikke vide af ildstegnets lys at sige? Eller hvorledes kan det have sig, at der nok sjelden. eller aldrig tales om dette slags åbenbarelser her på Østlandet, men at de just skulle være så hyppige på Vestkysten? - Mon der ikke nu begynder at gå et lys op om, at ildstegnet nok er en af disse mange indbildnings-ting, som man først tror på og så synes at se?

Dog, indbildning er også noget. Jeg forstår, at den, der fra barnsben har indsuget denne tro på ildstegn, ikke har så let for at slippe fra den, og jeg siger derfor så: tror nogen, at Gud har sendt ham dette udvortes varsel til opvækkelse af syndesøvn, så følge han varselet med god samvittighed således, at han sørger for sin sjel - og så trøstigen lader huset brænde, om Gud så vil! Med gaver til de fattige turde det bedst bero, indtil skrækken er over; thi da vil giveren bedre kunne vide med sig selv, at han giver af et godt hjerte.

Ret ofte kan der dog ikke falde gaver til de fattige formedelst ildstegnets varsel. Men jeg har allerede ovenfor, i første kapitel, fortalt et exempel på, at en mand i livsfare på søen lovede penge til de spedalske, hvis han blev reddet, og jeg mener, at der ikke så sjelden gjøres sådanne løfter i anledning af ønsker, som skulle opnåes, eller af ulykker, som skulle afvendes, eller synd, som skal afbedes, og jeg formoder, at sådan skik, skjønt vistnok også kjendt på andre steder, fornemmelig agtes og befølges i det strøg af landet, hvor hine sætninger om ildstegnet ere gjældende.

Endelig er det skik i Harham at sende gaver til de spedalske en gang hvert år, uden nogen særskilt anledning. Harhams-boerne have ellers ikke stor fart på Molde, hvor hospitalet for de spedalske er; men ud på høsten, når årets grøde er bragt i hus og årets fiskerier ere sluttede, pleier hver større gård eller flere mindre nabo-gårde i forening at sende en båd did for at overbringe gaverne. De familier, som holde sig for omtrent lige rige, give nogenlunde ligt, fattige familier give mindre. Det visseste er fra hver familie nogle merker byg- og havremel (12-24 merker), derhos efter omstændighederne et smale-lem, et fleske-stykke, en uldmark, stundom lidt tørfisk, virket af seid, som efter et heldigt note-kast kan være udtaget med denne bestemmelse.

Ved at lage til og afsende disse årsgaver gå måske de fleste så temmelig tankeløst til værks, idet de kun følge skikken. Men stundom kan vel en naturlig medfølelse for de ulykkelige bevæge husfaderen til at lægge endnu en god næve mel til de engang bestemte og opveiede merker. Kanske også den uldmark eller det fleske-stykke, som husmoderen lagde i sækken, er et hemmeligt vidne om en hjerte-sag, hun har med sin Gud, og for hvilken hun synes at tiltrænge de fattiges forbønner; thi, som før sagt, de spedalske skulle bede så vakkert.

Nogle uger efter at jeg i Harham havde hørt om alt dette, var jeg på Molde og besøgte de spedalske på hospitalet. De bo i flere værelser, og i hvert var der vel en 10-12 lemmer, mænd og kvinder, gamle og unge, med deres senge, madskabe, kaffekjedler og kopper. Thi hver har sit eget madstel. Hos nogle havde sygdommen allerede udrettet det meste af sit værk: Fingrene faldne af, hænderne visne, arme og ben nummene, øinene værkede ud af deres huler, læberne slappe, så munden ikke lenger kunde lukkes, halsen sår og stemmen hæs, så den lød som af en grav. Og vel endnu mere skar det mig i hjertet at se de unge (der var endogså børn), på hvem sygdommen netop havde sat sit mærke, så de hørte den til som dens redningsløse bytte; på deres ældre lidelsesfæller måtte disse se, hvad de selv lidt efter lidt skulde blive: Mennesker, hvem forrådnelsen har grebet, endnu førend de ere lagte i sin grav. Ellers er døden så skånsom, at den går usynlig omkring blandt os og arbeider i det skjulte, indtil det temmelig pludselig viser sig at nu er dens gjerning gjort; men her træder den det bange hjerte imøde på en så at sige synbar måde, under forrådnelsens forfærdelige billede. - Og dog skulde det ske mig i den time, jeg var her, at min voldsomme medlidenhed for en stund måtte vige for en følelse af uvillie. Det hændte nemlig, at der kom en mand ind for at overbringe gaver. Det var en bondemand fra Nordmøre, og gaverne vare fra nogle af hans sognefolk, 12 skilling fra en, 24 fra en anden og så bort efter, mest kobber-skillinger, som han talte op på bordet. Thi gaverne leveres ikke til nogen forstander eller bestyrelse, men bringes lige ind til de syge selv, som fordele dem sig imellem og bruge dem til mad og klæder; hospitalet selv yder dem nemlig kun varmt hus og sygepleie samt nogle, men ikke tilstrækkelige kost penge. En af de syge, som i sin tid må have kunnet skrive ganske godt, satte nu pennen mellem stumpen af tommelfingeren og selve håndfladen og skrev modtagelses-beviser, et særskilt for hver giver, og medens han skrev, blev takken frembåren af de andre: først kom nogle frem, de, som kunde gå, og takkede manden ganskes naturligt og enfoldigt; men derefter begyndte, hvad der lod til at skulle være den egentlige taksigelse: en ældre mand, som sad og bandt på et fiskegarn, og en kvinde, som sad med sin bunding, fremførte en strøm af ord og en overvættes overflødighed af forbønner og Guds velsignelser og af ros over de fromme mennesker, som betænke de ulykkelige; undertiden talte de i munden på hinanden, men oftest var det, som at den ene løste den anden af, og det hele skeede på sådan indøvet måde, at jeg - endnu i denne stund - kunde ønske ikke at have hørt det!

Når den nye pleiestiftelse ved Molde bliver færdig, så ville vel de spedalske fremdeles kunne modtage besøg og velgjerninger; men forhåbentlig skal det også være en af fordelene ved den nye indretning, at det ikke skal behøves og ikke tilstedes, at der bringes gaver til lemmerne således iflæng.

Efter løfter i nødstilfælde bringes også hyppige opgaver til de for skjellige fattighuse i Bergen, af almuesfolk i naboegnene. Ligeså får fattigstuen i Throndhjem, en af den Angelske Stiftelses veldædige indretninger, en temmelig årvis pengesum på denne måde. Men her i Throndhjem blev det mig sagt, at det var mest fra søkanten og fjord-distrikterne, at disse gaver korn, mindre fra Orke- og Guldalens opland og fjeldbygder.(98) Jeg synes også ved personlige iagttagelser at have fundet, at der i indlandet er mindre at spore af hine fra den katholske middelalder nedarvede begreber om almisses værd. Derimod har det forekommet mig, at der i de samme indlands-bygder er mere af det slags overtro, som må ansees for levning fra hedenskabets tider; hertil regner jeg f.ex. den hyppige brug af stål imod allehånde troldskab, hvorved man mindes om den underfulde hammer, som Asa-Thor knuste jætterne med. Jeg har nævnt dette for med det samme at få yttret, at en omstændelig kundskab om alle de overtroiske sætninger, som endnu gjælde eller dog kunne mindes omkring i bygderne, rimeligvis skulde være et godt bidrag til at forstå de mange uligheder i vore adskilte egnes folkeliv.(99)

Dog, jeg vender tilbage til Harham. Her vises megen stadighed med Guds ords brug. Næst stadig kirkegang er det skik, at på de søndage og helligdage, hvor der ikke er «messe» i sognets kirke, kommer folket på hver gård gjerne sammen i en stue for at høre postillen forelæse, helst når skoleholderen på sin omgang er tilstede på gården. På disse folkerige gårde vil man da kunne se en forsamling som en liden kirke-almue, og dersom forelæseren og forsangeren besidder nogen gave til at lede andagten, så kan denne blive i sandhed opbyggelig. Jeg mindes en vakker søndag formiddag, hvor jeg var tilstede ved en sådan samling; det gjør mig endnu godt at tænke på den stund, og ret inderlig ønsker og håber jeg, at Herren vil ledsage sit ord under denne dets forkyndelse i stuerne, ledsage det ved sin vækkende kraft, med sin trøst og fred. Det er vel dem, som endnu trænge til ordets vækkelse; men jeg tror også, at ret adskillige ere modtagelige for dets trøst. Jeg syntes iafald at mærke flere tegn til en vis blødhed og bevægelighed i gemyttet, et vist anlæg til følelse og fromhed i folke-charakteren.(100)

Men til forståelse af den her i egnen herskende tænkemåde med hensyn til gudelige øvelser tør jeg berette, hvad jeg erfarede i en nabobygd, fremdeles i Søndmøre. Jeg besøgte en af præstens medhjælpere og sad en aftenstund i samtale med ham og nogle af hans mest agtede naboer, og vi kom til at tale om søndags-andagten. Alle klagede over, at nu på en tid havde det taget af med den. På prædikedagene var det vel som før, med stadig kirkegang; men på de andre søndage havde først unge karle og siden adskillige husfædre begyndt at gå gårdimellern på selve formiddagen for at udrette allehånde erinder, og formedelst disse udvandringer og besøg bliver husandagten med læsning og sang ofte forhindret selv der, hvor husfaderen ellers ønskede at holde fast ved den gamle orden. Denne sag, hørte jeg videre, havde ofte været på tale, således i møder i skolekommissionen, og det havde været påtænkt «at sætte mulkt mod at gå således om søndagene»; meningen var at få dannet en forening af husfædre, som skulde forpligte sig til at holde sine husfolk hjemme indtil en vis tid på dagen, og i tilfælde af overtrædelse skulde da foreningens medlemmer lægge mulkt. Men da præsten ikke havde skjænket dette forslag sit bifald, vare disse forhandlinger endte med, at præsten fra chor-døren havde henvendt en almindelig formaning til menigheden angående hus-andagt. Noget, hørte jeg videre, er dog endnu overholdt af den gamle søndags-skik, skjønt heller ikke dette fuldt så nøie som før: børnene holdes inde det meste af søndagen og slippe ikke løs, ud på lege-volden, for ud på eftermiddagen, de skulle holdes til bogen om søndagen.

Men hvad det for børn på disse kanter har at betyde at holdes til bogen, det fik jeg begreb om på en af Harhams-gårdene. Omgangsskolen var på gården, og skoleholderen skulde netop begynde sit dag-værk; da indtraf et betænkeligt sygdoms-tilfælde i nabolaget, og han blev anmodet om at være med på båden for at hente doktoren; men han var i beråd med sig selv, om han turde forlade skolen. Dette fik jeg høre, og overveielserne endte således, at han reiste og jeg tog skolen. En 10-12 skolebørn samledes. I førstningen skalv de for den nye skolemster, og jeg måtte godsnakke lidt med dem; men så begyndte overhøringen. De havde mest hver sin lexe, i katechismen, spørgsmålsbogen eller bibelhistorien, nogle foran i bogen, andre midt i eller langt ude. En pige på vel 12 år sad mig nærmest og havde stykket om Kain og Abel, og jeg syntes at mindes bogstavelig, hvordan det gik med overhøringen. «Hvem handler dette stykke om?» Intet svar. «Hvem har du læst om i dette stykke?» « Sig mig, min pige, hvad hedde de to, som du har læst om til i dag?» «Hvad var det for to brødre?» Nei, fremdeles intet svar. «Nu, de hedte jo Kain og Abel, og hvem vare de sønner af?» «Hvad hedte deres fader og moder?» «Å, du veed nok, at det var Adam og Eva men sig mig: hvem var det, Adam og Eva?» Da pigen forblev stum, måtte jeg omsider tro, at hun havde læst forlidet på sin lexe, og at hun derfor ikke vovede at komme frem med det lidet, hun sagtens vidste. Altså gav jeg hende lexen om til næste dag, og derhos gjennemgik jeg stykket for hende på den måde, at jeg mundtlig fremsatte indholdet for hende i de allerfatteligste ordlag. Men da dette var bestilt, faldt det mig pludselig en ting ind: «Læs lexen!» sagde jeg til hende - og nu strømmede lexen ud af hendes mund med en så ustandselig fart, at jeg ikke forstod et ord, og da jeg skyndsomt kastede øiet i bogen for at følge med, kunde jeg ikke det heller, så fort gik det, og jeg, som mente, at hun ikke havde læst på sin lexe! En slig flittig pug-læsning havde jeg vanskelig hørt mage til - men da jeg skulde overhøre de andre børn, fik jeg høre magen. Hvor jeg bestræbte mig for at tale tydeligt og spørge fatteligt og således få fremlokket en selvstændig tanke ved siden af de udenadlærte bogstaver - men forgjæves. Sommetider brød jeg tvært af og talte med børnene om dagligdagse ting, om hvor mange sødskende der var hjemme,om fisketoure, om kjøerne på marken; men når vi så vendte tilbage til vore lexer, om det andet bud, om arvesynden o.s.v., så blev det atter som for: enten gik det istå, eller det løb surr. Jeg arbeidede mig aldeles træt den dag.

Men hvilken flid dog hos disse børn, eller hvilken ihærdighed hos forældrene, som således «holde dem til bogen»!(101) Vistnok må det jo befrygtes, at meget, at kanskje det meste og bedste af Guds ords kjerne går tabt under denne læsning, som jo næsten kun bemøier sig med skallen. Men dog vil det barn, som er blevet drevet til at lære sin bog ud, have lært en ting: at lyde, at tvinge sin ulyst og bøie sig under forældrenes befaling. Mon vi ikke også heri tør se en grund til, at her i det hele taget er et meget lovlydigt og skikkeligt folk i disse bygder.

Ja, den myndighed, hvormed børnene holdes til bogen, har endog været anvendt over ungdommen langt ud over børne-årene. Indtil for ganske få år siden var det kirke-skik her i Harham, at alle ugifte, «drenge» og piger (tjenere og hjemmeværende børn), måtte møde frem i kirken til overhøring for præsten. Det var gjerne en lørdag, før altergangen vår og høst. Dette har engang været almindelig og lovbestemt skik hele landet over,(102) og her på Østlandet har jeg hist og her hørt gamle kirkesangere tale om den som brugelig i deres første tid. Men kun på Harham har jeg truffet til at høre, at den gamle skik har stået ved magt indtil for ganske nylig, og havde præsten føiet de ældre i menigheden, så skulde den vel bestået fremdeles. Thi at de gifte, «mændene», vare frie, men at «drengene», og de ugifte (skjønt ofte gamle nok), vare underkastede sådant tilsyn med deres christendoms-kundskab, det stemmede så vel med de herskende begreber her om god hustugt, og at «ungdommen» fik slippe fri i dette stykke, det kunde se ud til at være noget af samme slags, som at loven nu også tilsteder en ung person at være løskarl istedetfor at tage fast tjeneste, hvilken frihed, som før viist,er gjenstand for mændenes bekymring og modstræben (kap. 3)

Overhovedet, ved at betragte disse skikke og begreber med hensyn til Guds ords hørelse og læsning, måtte jeg idelig mindes om, hvad gamle mænd på Østlandet havde fortalt mig om den religiøse tilstand her for et par menneske-aldere siden, i slutningen af forrige århundrede, før fritænkeriets udbredelse. Det var mig, som om jeg nu så for mig i Søndmøre de tilstande og forholde, som jeg ellers kun havde fået en dunkel forestilling om ved sagn fra en svunden tid. Jeg fik dog det indtryk, at denne eiendommelige, stive og tvungne tænkemåde og skik nok nu i den allerseneste tid holder på at opløse sig og give plads for nye anskuelser og en større frihed i gjøren og laden. Skal så den gamle tvang kanske afløses af det fritænkeri, som i mange østlandske bygder trådte istedetfor den troende enfoldighed? Neppe, thi den tids fritænkeri gjælder ikke som visdom nu, har ikke længer sin engang så forførende magt. Den nye interesse, som nu for tiden snarest udbreder sig til bygder, hvor det religiøse liv hidtil synes lidet berørt af tidens bevægelser, er dagens spørgsmål om statskirken og hvad dertil hører. - Jeg har nævnt dette for at slutte med en antydning om, hvor overmåde vanskeligt det vilde være at skrive et lands religiøse historie: Udviklingen går ikke samtidig for sig i alle landets egne, og en bevægelse, som ellers måske har i grebet mængdens sind og i mange stykker har omdannet begreberne og sæderne, kan have gået et eller andet bygdelag forbi; så, et halvt hundrede år efter, nåes dette samme bygdelag af en anden bevægelses påvirkninger, og såsom den historiske forberedelse nu er anderledes her end på andre steder, så opstår der meget ulige sammenstød og forviklinger.

I dette kapitel har jeg nævnt overtro. Og en forklaring om de overtroiske sætninger og skikke kunde vel høre hjemme i en afhandling om, hvad der blandt et folk gjælder for fromt og godt, for sandt og fornuftigt. Men jeg fik kun liden tid tilovers til at agte på denne side af folkelivet. Et træk skal jeg dog tillade mig at anføre; det er vistnok ganske uvigtigt i og for sig; men det synes mig mærkeligt af den grund, at det lader til at være eiendommeligt for kyst-egnene ligesom ildstegnet og den egne brug med gaver til fattige. Hvad jeg har for øie, er dette, at når en frugtsommelig kvinde drømmer en afdød, så holdes det for, at denne «går efter navne», og at barnet må opkaldes efter ham, om det skal gå vel. Dette omtaler også Strøm i hans Søndmørs Beskrivelse, og han føier til, at når en mands-person er drømt og et pigebarn fødes, så må mands-navnet fordreies til et kvinde-navn, og omvendt. I Harhams ministerialbog så jeg også mangfoldige slige nydannede og uskjønne navne som Larine af Lars, Ivrine af Iver o.s.v. Ja, dette drørnmevæsen synes endogså at have tiltaget i den sidste menneske-alder. Dette slutter jeg af følgende: når moderen drømmer to eller tre personer, så må de alle opkaldes, og derfor døbes børn ofte med sådanne dobbelte eller tredobbelte navne: Jensine Christine Ivrine, Knud Andreas Sæbjørn, o.s.v.(103) men når jeg gik en 20-30 år tilbage i ministerialbogen, fandt jeg mindre af disse sammensætninger. Men alt dette er stærkt stridende mod skikken i de mere gammeldags Oplands-bygder: her vil man ikke vide af sådanne forvanskninger eller sammensætninger af navne; her skulle bedsteforældre og andre slægtninger opkaldes, slet og ret samt i en vis følge-orden. Eller har i enkelte strøg, her på Østlandet f.ex., et nyere væsen med børnenes døbenavne indsneget sig, så er det som følge af en misforstået fornemhed, men ikke af tro på drømme. - Man må til visse undre sig over, hvorledes slig drømme-tro kan holde sig i vore tider, og det tør nok være, at når forældre ikke forlod sig på sligt, så skulde de være snarere til at lytte til lægers og læreres råd om den bedste måde at pleie og opdrage sine børn, at det måtte gå dem vel.(104) - Og hvorledes den samme tro kan være opkommen? mon den skulde være en levning fra den tid, da man brugte at opkalde helgener?


9. YDERST UDE

Jeg glemmer vel ikke så let en søndag morgen i oktober, jeg stod på den yderste spidse af en av Harhams-øerne og så ud over havet: det klareste sol-lys, det stilleste veir, det blankeste hav-speil! Kun nogle lette skyer drev hen over himmelen, og de sagte, jevne, men mægtige dønninger brødes i hvidt skum over et og andet skjær, og en underlig langstrakt fugl fløi skrigende forbi. De grå klippe og brune lyng-marker, selv den fattige husklynge på den nærliggende gård, alt var i dette nu, som det skulde være, for at den tanke skulde påtrænge sig: det er dog vakkert hvorsomhelst i en sådan stund, under en så stille og sollys himmel. Men det var mig også, som om det mere behøvedes her på disse ud-øer end andetsteds, at himlen nu og da er blid.

Anderledes så det ud nogle dage efter på gården Rønstad. Jeg var gået ud for at bese den meget omtalte Rønstad-heller, en stor og usædvanlig smuktdannet fjeld-grotte. Men da jeg efter en god stunds betragtning af de underlige hvælvinger igjen korn frem i dagen, havde veiret mærkelig forandret sig: det blæste en alvorlig storm, nu. Samme morgen vare 12 mand på 4 både tagne du fra Rønstad, for at forsøge det med sekke-noten, og jeg så nu tre af disse både stævne indover, flygtende for uveiret på havet; men den 4de kunde jeg ikke opdage. Skyndsomt ilende tilbage til gården fandt jeg her alt i bevægelse: speidende mænd og grædende mødre og hustruer, alle ængstede for den ene båd. Snart kom de tre både så nær, at de kunde kjendes, og det vidstes altså, hvilken den fjerde var; men hvorledes det var gået den? Nu lå bådene alle rede udenfor gårdens strand og toge sine seil ind og lagde masterne ned for med nogle åretag, en for en, at lægge ind i bådstøden; men det gjaldt at passe øieblikket; thi det kan mærkes ved bølgegangen, at i visse mellemrum hæve bølgerne sig til større høide end sædvanligt, og så voldsomt kunne de brydes mod stranden, at ingen båd tør nærme sig da; kun i mellemrummene er det farbart. En af gårdens mænd stillede sig yderst på vorren; håret flagrede i vinden, men selv stod han alvorlig og rolig, ivrigt fæstende blikket på bølgernes gang; på tegn af ham styrede den første båd ind, og øieblikkelig kastede alle mænd sig ud af båden for, med de omstående til hjælp, at hale den høiere op, øieblikkelig, for at den ikke skulde nåes af den brølende og skummende brådsjø, som lig et uhyre jagede efter den. Ligeså den anden båd, og da den tredie og sidste kom, blev den, medens brændingen sprøitede omkring, greben og løftet af mændenes stærke arme, og nogle kvinder fik fat i fæstet og halte - kvinder endnu med gråd på kind og angst i hjertet, thi hidtil havde man neppe fået spurgt og hørt, at den savnede båd dog var i behold, for sikkerheds skyld seilet om på den anden side af øen, Men siden ud på dagen drev en mennesketom fremmed båd iland nær ved gården, og det formodedes, at folk den samme dag havde kuldseilet med den.

Her havde jeg været vidne til fisker-folkets angst og fare. Men en af de nærmeste dage skulde jeg få høre, hvorledes ulykken kan ramme, med kummer og nød i sit følge.

Jeg tør nok nævne gården og fortælle noget af, hvad jeg så og hørte; thi det bør vides, hvorledes nogle af vore landsmænd må leve og lide, og det skal forhåbentlig ikke være beboerne imod, om de få erfare, at de dog ere erindrede af den fremmede, som for et par år siden besøgte dem.(105)

Det er gården Hellerviken. På udsiden af det høie fjeld, som danner Lepsøen, er der formedelst en fordybning i fjeldet dannet en liden vig og et slags dal, og her, langt fra andre folk, stå Hellervikens huse. Næst nogle indgjærdede jord-flekker omkring hus-klyngen ser man kun fjeld og urd og det vilde hav, og selv hin såkaldte vig har så lidt af ly og fred, at folkene ikke engang kunne have sine både liggende her. Bådstøden og naustene ere ved et sted, som hedder Homnen et godt stykke borte, men ligeledes på øens udside. Her stode også våningshusene før, på en snæver strand mellem havet og fjeldet; det var fire familier den tid ligesom nu; men selv denne plads var det dem ikke forundt at beholde: et stenras fra fjeldet nødte dem til at flytte husene til Hellerviken; dette var, som det vil sees, for nogle mands-aldre siden.

En av flytningsmændene hed Per. Da han nogen tid havde boet på den nye tomt, kom han engang hjem fra en fiske-tour, stubte i fjæren, idet han skulde svinge sig af båden, og forslog sig så, at han døde, inden man fik bragt ham hjem til huset. Hans søn Erik tog ved bruget og overgav siden som udslidt mand bruget til sin søn Ingebret, hos hvem han da skulde nyde kår; men fader og søn blev (omkom på søen) sammen på en reise til Romsdalen. Enken efter Ingebret ægtede en Lars, og denne forliste med en ottring og blev, sammen med det hele mandskab, hvoriblandt 2 andre mænd fra Hellerviken. Nu tog en søn af Ingebret, Rasmus ved bruget og giftede sig, han måtte lægge kår til sin moder, skjønt hun omtrent ved samme tid giftede sig for tredie gang med en kårmand og enkemand inde på fastlandet. Efter 2 års og 1 måneds ægteskab var Rasmus og en grande fra samme gård ude på en færing, og de blev. Hans enke fødte 6 uger efter et drengebarn og blev siddende ved bruget i sin enkestand to år; da blev hun gift igjen. Med denne sin anden mand levede hun sammen i 8 år, men så fik han sot, lå længe og døde. I denne tid var det rigtig ondt for konen: en syg mand, 4 små børn og derhos lidet at leve af. Thi foruden at det ellers var småt for dem, havde hun havt allehånde uheld i sit husstell. Et træk må jeg fortælle, således som jeg hørte det af hende selv: i årenes løb vare 7 kalve, som hun havde sat på, døde for hende, så liden lykke havde hun; da var en broder af hende, som sad på faders-gården, så betænkt, at han lånte hende en kalv på sin lykke; denne kalv trivedes da også og skulde netop bære og blive ko; men endda var der ikke så beskikket, at konen skulde nyde godt af den, thi den blev taget fra hende af en kreditor. - Kort at fortælle, da hun anden gang var enke og rent udfattig, oplod hun sin bygsel-ret til gården til en anden bygselmand, den nuværende opsidder Hans. Af ham skulde hun have kår, først noget mindre, nemlig sålænge svigermoderen eller den fornævnte tidligere kår-kone levede, siden større, når denne var død; dette dødsfald er nu indtruffet, og det nænte kår er: 3 voger havre, 2 voger byg, 1 vog blandingskorn, foster for 2 sauder samt halvt foster for en ko, endelig brugen af en agerflek. Hun har den sorg, at hendes søn af første ægteskab er lidet «framtøkjen», og denne samt det næstmindste barn må forsørges af fattigvæsenet; en datter er så stor nu, at hun tjener som barnepige, og det mindste barn har moderen hos sig herpå Hellerviken hvor hun fremdeles bor i det gamle hus og med de sørgelige minder.

Jeg har allerede nævnt den ene af Hellervikens 4 opsiddere, Hans, Han havde været en af de mange tjenestefolk, som jeg har omtalt komme fra indlandet her ud til Harham; hans kone ligeså. De tjente på en og samme gård, og der droges de tilsammen;, de giftede sig, da de fik bygslet dette brug, for 6 år siden. Vi skulle se, hvad det var for herlighed, de flyttede til her. For bruget lagdes i bygsel 58 spd. samt lægges årlig i landskyld 3 spd. Her kan fødes 3 til 4 stykker storfæ (dog, storfæet er meget småt på disse kanter), 10 til 12 sauder samt 1/2 hest (to og to af disse fire naboer ere tilsammen om en liden hest, føde og nytte den hver sin uge), og her avles 15 til 20 tønder korn samt nogle tønder potetes. Af dette må brugeren, som allerede nævnt, forbinde sig til at lægge kår, i begyndelsen til to enker. På gården voxer ikke en busk, og til brænde bruges torv; men denne må hentes langt borte og på de mest besværlige veie.(106)

- Af omtrent samme størrelse ere de andre gårdens brug, som også ere bygsel-gods.

For en meget stor del skal da disse familiers næring tages fra søen. Og herom følgende forklaring. De fire mænd hedde (ja, jeg taler om dem, som jeg traf for 2 år siden; men nu har måske storm og uveir på havet gjort forandring!) de hedde Hans og Jakob, Iver og Ole. De to første eie, for vår-fiskets skyld, tilsammen 3/7 parter af en ottring, som bonden Andreas på nabogården Sæt eier resten af; hine to have dermed retten til 3 af bådens 7 mands-luter, hvorfor de også tilsammen leie en rors-karl, så de kunne besætte båden med 3 mand og altså tage 3/7 dele af fiskeriets udbytte. Iver og Ole have en lignende part i et bådlag sammen med pladsemanden Anders og bonden Jens, begge på nævnte gård Sæt. - Småbrugere, som leie en rorskarl i fællesskab, holde denne gjerne med kost hver sin uge, og her mindes jeg, hvad en af hine mænd fortalte mig, at uagtet han og hans fælle ikke altid havde råd til at kjøbe fiske-brændevin for sine egne munde, måtte de dog kjøbe noget for rorskarlen, så de efter skik og brug kunde skjænke ham i ondt veir; sidste vinter havde de hertil kjøbt 6 pægle; de havde været sammen om at betale de dråber, og den ene af dem havde dem i forvaring og forestod skjænkingen. - For seid-fiskeriets skyld eie Hans, Iver og Ole tilsammen 1 øre (1 hjørne, 1 fjerdedel) af en sekke-not; resten tilhører Andreas Sæt (1 øre), Jens Sæt (1 øre) samt pladsemændene Anders Sæt og Siver og Lars Stølen (1 øre). Til hvert øre hører en trerøings båd, og en sådan eie de 3 Hellerviksmænd tilsammen. Jakob Hellerviken har derimod ingen andel i denne herlighed. Hver sin gang fører en af bådene noten ud og ind og forvarer den; når bådene fra Sæt og Stølen komme udenfor Hellerviken og råde i land, så må mændene her ile i sin båd og være med. - Hver af Hellervikens 4 mænd have desuden en færing, det mindste slags både, til at ro erinder og drive fiske med snøre og line i godt veir.

Med bådlagene fulgte også fællesskab i jule-lag. Indtil for nogle få år siden bleve disse holdt således, at tre af Hellerviks-mændene (ikke den fjerde, såsom han dengang hverken havde part i ottring eller i sekke-not) med sine husfolk gjæstede en aften den ene og en anden aften den anden af de to bønder på Sæt, hvorimod de tre mænd igjen i fællesskab havde Sætfolket hos sig en aften. Forpligtelsen til beværtning svarede altså nogenledes til luterne i fisket. Men disse lag ere ophørte for Hellervikens vedkommende; familierne her fandt dem mere bekostelige end nyttige, og det er ikke altid, at de brygge til jul eller have smør nok til kakerne. Derimod hygge familierne i Hellerviken sig sammen således, at de gjerne holde fælles søndags-andagt, og i julehøitiden indrettes det så, at på de helligdage, hvor der ikke er messe i sognets kirke, holdes sammenkomsten skiftevis hos familierne, og efter læsningen trakteres med en dram eller en øl-skål for mandfolkene og en kake-skive at smage på for kvinder og børn. Men før jul lage Hellerviks-folkene istand gaver til de spedalske, mel, undertiden også lidt suvl, så temmelig lige meget fra hver familie, men mindre end fra de større gårde, og det sendes, alt i en sæk, med båd fra en anden gård.

At give forklaring om det kosthold, som i dagligt lag bruges i disse fattige huse, det må jeg her som andetsteds i denne afhandling lade være, for vidtløftighedens skyld. Og at beskrive selve boligerne, med deres lave stuer og ringe bohave og små vinduer, med den kvalme luft og de morkne vægge og mørke gulve - det tør min pen ikke prøve på. Men når jeg i min egen stue stundom kan mærke en ringe smule træk ved vindue eller dør, så må jeg tænke på hine skrøbelige huse, der ude på den stormfulde strand, og når jeg på kartet over Norges kyst ser, at der bor folk på små holmer langt ude i havet, udenfor Frøyen og Vigten og Hestmand-øen o.s.v., så må jeg tænke: Mon her også ser ud som i Hellerviken?

Et par dage efter mit besøg på gården kom nogle af mændene og en af konerne hen til mig som i en deputation og bad, at jeg ved min hjemkomst skulde tale med vei-departernentet og bede for dem om hjælp af kassen til at rydde et slags vei fra Hellerviken hen til den gamle bådstød Homnen, hvor de, som før sagt, må have sine naust og både; thi nu må de, om vinteren ofte i mørke, med sine redskaber og sin fisk fare frem og bringe tilbage over en storstenet urd, hvor uvante folk kunne have ondt ved at gå om dagen; noget, jeg selv prøvede. - Bede vei-departementet? jeg, som gjerne vilde påkalde alle menneskers deltagelse for folk, som må leve i sådanne kår og bo således til, hvor skulde jeg ikke også ville bede departementet, når jeg troede, det kunde nytte?

Men derhos vilde jeg nok også gjerne have fremsat en tanke til overveielse for folket selv på disse kanter. Jeg spørger: Skal det endelig blive ved så slægt efter slægt, at der bor folk på sådanne golde steder og ugjæstmilde strande? Er der nogen nødvendighed og rimelighed i dette? - Se, en af de mænd, jeg traf i Hellerviken, henved 50 år gammel og bosat her i 15 år, havde tidligere i andre 15 år tjent hos Harhamsbønder, hans kone ligeså i 13 år: i den tid var det ikke stort, en tjener kunde lægge sig til gode, såsom det endda ikke var kommet ret i gang, at tjenere fik lov til at deltage i vår-fisket for egen regning og med udsigt til vinding; det var altså som fattig mand, at han - ligesom de andre mænd her - havde sat sig ned på denne fattige gård, og der var vel allerede da kun liden udsigt til, at han nogensinde skulde hæve sig op til større velvære. Efter dette exempel siger jeg så: Unge mænd, som kun have lidet at begynde med, skulde betænke sig tre gange, før de vælge sådan bolig; det kan blive altfor hårdt for konen, som fulgte ham hid, og altfor uvist for børnene, som skulle voxe op og få sin opdragelse her; for fattigfolk turde det være rådeligere at bosætte sig på mere folksomme steder, hvor der vel må være mere anledning til arbeidsfortjeneste og hjælp og trøst. Lad heller velstands-folk sætte sig på steder som Hellerviken, folk, som have pengemagt nok til at bygge sig forsvarlige huse og rydde op noget i urden og skaffe sig både og garn og alt andet slags «sjø-vegn», så de fra første begyndelse af i nogen anseelig udstrækning med tjenere og andre leie-folk, kunne drive de fiskerier, som danne fiskeværets herlighed! Og så turde det blive i fremtiden, dersom den forandring blev indført i nærings-driften her på disse kanter, at de egentlige bønder mere udelukkende holdt sig til sit jordbrug og da andre mænd som rette sø-bønder valgte fiskeriet som sin dont og næring, mænd, der først som tjenere hos ældre fiskere måtte have fået lærdommen og øvelsen og siden som løskarle eller frie, men ugifte folk kunde have været heldige på havet og samlet sig nogen formue.

Denne tanke har jeg allerede fremsat på det første blad af denne afhandling; men den faldt mig først ind, medens jeg var i Hellerviken og betragtede stedets usseldom og beboernes tunge kår.(107)


10. SAMMENLIGNING MED NABO-EGNENE

Her har jeg for øie den betydelige del af den norske vestkyst fra naboskabet af Bergen til henimod grændsen af Nordlandene.

For hver gang der fødtes 100 ægte børn, fødtes følgende uægte:

                                         
   Provsti              1846-50     1851-55
Indre Sogn ..............  15          17
Yttre Sogn ..............  12          13
Søndfjord ...............  3            5
Nordfjord ...............  2            4
Søndre Søndmøre .........  3            5
Nordre Søndmøre .........  7           10
Romsdalen ............... 17           19
Nordmøre ................ 21           21
Fosen ....................19           21 
Eller for hver gang 100 par folk bleve ægteviede, var
der følgende antal par, som havde barn sammen udenfor
ægteskab:
                                         
   Provsti             1846-50     1851-55
Indre Sogn .............. 64          71
Yttre Sogn .............. 46          47
Søndfjord ............... 13          21
Nordfjord ...............  9          14
Søndre Søndmøre ......... 10          19
Nordre Søndmøre ......... 27          34
Romsdalen ............... 64          66
Nordmøre ................ 73          76
Fosen ................... 66          68 

Hvilken af disse to beregningsmåder man end monne foretrække, så vil det forståes, at de mindre tal udtrykke en bedre tilstand, de større tal en slettere. Og man vil se, at stadig er tilstanden bleven noget slettere i årene 1851-55 end i 1846-50.

Men hva jeg fornemmelig må bede bemærket, er dette, at både i det første og i det andet tidsrum er tilstanden mærkelig bedre i de fire midterste provstidistrikter, Søndfjord, Nordfjord, Søndre og Nordre Søndmøre, end i strøget søndenfor, Indre og Yttre Sogn, eller i strøget nordenfor, Romsdalen, Nordmøre og Fosen. Det er som et lysere strøg imellem tvende mørke. Denne forskjel mellem disse nabo-distrikter er så meget mere påfaldende, som hint lyse strøg hører til de lyseste i landet, disse mørke derimod til de mørkeste.(108)

Denne bestemte og igjennem lange tidsrum vedvarende forskjel må have sin årsag.

Jeg vidste om forskjellen før; men jeg foretog min undersøgelses-reise til Harham og flere af disse bygder netop for at prøve, om jeg kunde udfinde den rimelige årsag.

Nogen vil sige så: «Løsagtighed er synd; årsagen til forskjellen må simpelthen være den større eller mindre ugudelighed, mangel på gudsfrygt - her behøves ingen videre undersøgelse.»

Men tænkeligt er det dog, at den moralske tilstand i grunden kan være lige god eller lige slet, kun at en last er mere fremtrædende i et bygdelag, en anden last i et andet. Eller om der virkelig var forskjel i selve den moralske tilstand, i folkets gudsfrygt og dyd, så er det også tilladt at spørge om og forske efter årsagen til en så overmåde vigtig forskjel.

Sådan undersøgelse sigter ikke blot til at lære folkelivet i de enkelte bygdelag at kjende; et klart exempel fra en kant af landet kunde blive et godt bidrag til at forstå nogle af folkelivets gåder i det hele store land.

Netop i Harhams præstegjæld kom jeg til at danne mig en formodning om sammenhængen i denne sag. Det skeede derved, at jeg der forefandt en lignende forskjel mellem de to kirke-sogne og med al flid søgte at komme efter årsagen (kap. 5). Siden forfulgte jeg hin formodning, og jeg skal nu fremsætte den her.

Her er ikke stedet til at afhandle sagen med den omstændelighed, som i videnskabelig henseende kunde fordres. Jeg må søge at fatte mig i korthed og simpelhed.

For hvert 100 bønder (eiendoms-klassen) var der i 1855 i land-distrikterne følgende personer af arbeidsklassen:(109)

Husmænd
med jord
Husmænd
uden jord
Hånd-
værkere
Dag-
lønnere
Sum
Indre Sogn 162 53 25 62 302
Yttre Sogn 58 29 3 5 95
Søndfjord 50 17 1 7 75
Nordfjord 37 10 2 4 53
Søndre Søndmøre 19 7 1 3 30
Nordre Søndmøre 29 7 2 6 44
Romsdalen 68 8 10 26 112
Nordmøre 87 22 18 27 154
Fosen 74 34 8 29 145

Når man nu sammenligner denne tabel med de foregående, så springer det i øinene, at de fire midterste provstier, som udmærkede sig ved mindre hyppighed af uægte fødsler, nemlig Søndfjord - Nordre Søndmøre, de samme provstier udmærke sig også derved, at arbeidsklassen er mindre talrig. Den mening påtrænger sig, at der er en sammenhæng mellem disse to ting: de uægte fødslers hyppighed og arbeidsklassens talrighed.

Nu ville måske de fleste forklare denne sammenhæng så: folk af arbeidsklassen er nu engang af flere grunde mere udsatte for at forfalde til løslevnet, og denne klasses større talrighed i enkelte bygdelag er derfor årsagen til at forholdet der viser sig så misligt.

Men sagen forholder sig ikke just så. Man vil komme til at anskue sammenhængen anderledes, når man noget opmærksomt betragter de oplysninger, jeg nu skal anføre. - De beregninger, som jeg hertil har anført, ere fundne ved hjælp af regjeringens folketællings-tabeller; men efter yderligere private meddelelser fra præsterne kan jeg beregne de uægte fødslers hyppighed særskilt inden eiendoms-klassen og arbeids-klassen i de to år 1855 og 1856. For hvert 100 par folk, som bleve ægteviede, var der følgende antal par, som havde børn udenfor ægteskab(110)

I begge
klasser
under et
Særskilt i
eiend.- klassen arb.- klassen
Indre Sogn 74 43 95
Yttre Sogn 53 26 91
Søndfjord 17 <;span class="c5">8 30
Nordfjord 16 10 23
Søndre Søndmøre 17 9 38
Nordre Søndmøre 33 14 58
Romsdalen 67 50 84
Nordmøre 78 37 108
Fosen 59 42 71

Disse tal vise, at vel er tilstanden overalt betydelig misligere inden arbeids- end inden eiendoms-klassen, men at derhos det fortrin, vi før have fundet i de fire midterste bygdelag, Søndfjord - Nordre Søndmøre, fremtræder i begge klasser: hvad enten vi vil tage hensyn til den ene eller til den anden samfunds-klasse, forefinde vi i nabo-distrikterne en større hyppighed af uægte fødsler. Forskjellen mellem bygdelagene går igjennern det hele samfund.

Jeg slutter så: uligheden i bygdelagenes sædelighedstilstand kan ikke ligefrem tilskrives arbeids-klassen alene; men årsagen må søges dybere; i de omstændigheder, som - længer op i tiden - have fremvirket den påviste ulighed i samfunds-tilstanden, eller at i nogle bygdelag arbeids-klassen er voxet så stærkt op og bleven så meget talrigere end i andre.

Med hensyn hertil skal jeg anføre endnu en sammenligning.

Bønderne, som efter denne min fremstilling danne eiendoms-klassen, ere ikke alle selveiere; nogle ere kun leilændinger. I efternævnte år var der for hvert 100 selveiere følgende antal leilændinger:

1825 1835 1855
Indre Sogn 30 23 14
Yttre Sogn 105 80 50
Søndfjord 81 68 42
Nordfjord 111 81 23
Søndre Søndmøre 198 160 85
Nordre Søndmøre 195 194 118
Romsdalen 37 33 20
Nordmøre 60 42 19
Fosen 90 54 20

I alle bygder er, som man her kan se, det forholdsvise antal af leilændinger betydelig aftaget fra 1825 til 1855. Vi må forestille os, at dette hovedsagelig er skeet derved, at opsidderne have kjøbt de fordums bygselgårde. Men når vi holde os til tilstanden, som den var i 1825 og 1835, altså for en mandsalder siden, så finde vi, at de bygdelag, som nu for tiden udmærke sig ved en talrigere arbeids-klasse, allerede den gang gjerne havde et mindre antal leilændinger. (Den væsentligste afvigelse herfra forekommer i forholdet mellem Yttre Sogn og Søndfjord; muligt dog, at om vi havde oplysninger endnu længer op i tiden, f.ex. fra året 1815, så skulde samme afvigelse ikke have fundet sted da.)

Hvorledes jeg opfatter forholdet, kan jeg kanske bedst udtrykke ved at sige så: for 100 eller for 200 år siden vare måske den allerstørste mængde af gårdbrugere i alle disse bygdelag kun leilændinger; men hvis så, da var der rimeligvis i alle bygdelagene kun et lidet antal af husmænd og handværksfolk og daglønnere, og da var fremdeles efter sandsynlighed den utilbørlighed, som vi nu for tiden forefinde i den sædelige tilstand, en lige stor sjeldenhed overalt. Men i tidens løb er forholdet med jordens besiddelse blevet anderledes, og denne forandring er foregået i ulige grad i de forskjellige bygdelag, og dermed er fulgt ulighed både i den hele samfunds-tilstand og i sædeligheds-tilstanden.

Man tenke sig ind i sagen, og man vil måske give min formodning medhold.

At leilændingsvæsenet finder sted i stor udstrækning, det antyder en ringe grad af udvikling og velmagt hos bønderne. En bygd af leilændinger må vi forestille os som en bygd af arbeids-bønder - gjerne flittige og sparsommelige; men lidet foretagsomme: de udføre gjerne selv alt det skomager- og skrædder-, alt det snedker- og smede-arbeide, som forefalder på deres gårde, men det falder dem ikke lettelig ind enten selv eller ved dagønneres hjælp at grave et skikkeligt dige på den vandsyge mark eller at opprydde et stykke ny-land: jorden er jo ikke deres, og sådan jordforbedring skulde måske mere komme eiermanden end dem selv til gode. Men på den måde bliver her ikke sted for skomagere og snedkere og daglønnere, og der bliver ikke rum for nogen ny familie, uden hver gang en gammel familie går af og dermed et gårdsbrug bliver bygsel-ledigt. Det er heller ingen tanke om giftermål uden udsigt til at få gård og det ved at træde ind i en ældre gårdbrugers ret. Men herved bliver ungdommens giftermåls-anliggende i høi grad afhængigt af de ældres, af forældrenes tykke og råd, en afhængighed, hvorom f.ex. den skik med «heimda-byte» vidner, som man endnu hist og her i Bergens stift, f.ex. i Søndfjord, kan høre tale om, og som består deri, at to fædre enes om, at den enes søn skal ægte den andens datter, mod at dennes søn igjen skal få hins datter, så begge familiers vinding og tab med brude-udstyr og arv kan gå op i op. At ungkarle hyppig gifte sig med enker, det hører også hjemme i sådanne bygder; thi når enken ikke sidder på eiendoms-gård, så kan hendes søn af første ægteskab ikke med nogen odels-ret tage gården fra hendes anden mand.(111)

Men under sådanne forholde vil det ofte ske, at der indgåes meget ulige partier, mellem unge mænd og gamle kvinder og omvendt, eftersom forbindelsen kan synes fordelagtig for levebrødets skyld, men med mindre hensyn til deri personlige tilbøielighed; ja, vanens magt gjør, at sådanne ulige forbindelser ikke forekomme anstødelige, og den tanke bliver lidet udviklet, at ægteskabet også skulde være en hjerte-sag. Derimod vil der lettelig uddanne sig meget strænge begreber med hensyn til løse elskovsforbindelser: hvor det ifølge bygdens begreb tilkommer faderen at gifte datter sin bort, der må ingen karl søge hende på ulovlige veie og hun ikke indlade sig med ham i løndom; beileren. må henvende sig til pigens fader, og hun må ikke have tanke om andet, end at det ægteskab, er det bedste, som faderen bestemmer for hende for at sikkre hende godt udkomme i verden. Men under sådan tugt og tvang trives elskov kun lidet, og elskovs-forseelser høre til de store sjeldenheder.

Men nu tænke man sig den forandring foregå i en sådan bygd, at leilændingerne blive selveiere, og man vil forstå, at dette har stor indflydelse i flere retninger. Selveierens søn vil ofte påtage sig gjæld, når han skal overtage faderens gård og løse sine medarvinger ud, og gjælden nøder ham kanske til at dele sin gård i flere brug eller til at oplade et stykke rydnings-land til en husmand, som sætter sig ned der. Eller om han slipper at udstykke sin gård, så sker det gjerne derved, at han viser en større dristighed, så han bliver istand til at afbetale sin gjæld, og den driftige bonde sysselsætter og lønner flere tjenere, daglønnere, håndværkere - folk, som gjerne slutte med at blive husmænd på de pladse, som enkelte selveiere bestemme sig til at oprette i udkanterne af deres gårde. Men på disse måder dannes der lidt efter lidt ved siden af selveierne en egen klasse af arbeidere og rydningsmænd. - Men samtidigt hermed og i ikke mindre mål indtræder adskillig forandring i begreber og leveskikke. Med exemplerne på, at det går an at stifte familie uden noget af de gamle gårdsbrug, nemlig som daglønner, som håndværker, enten som «inderst» eller som mere selvstændig husmand - med sådanne exempler for øie kan det snarere falde en gut og en pige ind at gjøre aftale sig imellem om ægteskab: der er nu flere veie til levebrød åbne for dem, de behøve ikke så meget at spørge om forældres tilladelse, og de ældres gamle myndighed over ungdommen taber sig. Længst vedligeholder denne myndighed sig vistnok i de mere velstående bondefamilier; thi jo mere en fader kan tilstå eller nægte sine børn af gaver og arvemidler, desto større indflydelse kan han udøve på dem. Men så er også det at mærke, at med selveiendom følger også uafhængigheds-sind og friheds ånd og ædel tænkemåde i familierne, så bondens sønner og døttre nu ere mere tilsinds at ville råde sig selv i sine hjerte-anliggender og ikke lade sig altfor meget bestemme af udsigten til nogle daleres medgift. Det kan også begribes, at når det daglig spørges, hvorledes husmandens søn forener sig så frit med den pige, som han har fattet godhed for, så må ikke bonden vente, at hans søn så ganske og aldeles skal følge faderens råd om, hvem han skal tage sig til hustru. Men denne ungdommens frihed viser sig for det første som en tilsnigelse, og kjærligheds-forbindelserne sluttes i løndom. Dette er oprindelsen til nattefrieriets skik. Men nattefrieriet fører igjen næsten uundgåeligt til det ustadige og kåde natteløberi og løslevnet. Mange af de således letsindigen stiftede forbindelser føre til ubetimelige ægteskaber, hvorved tallet af ubemidlede familier yderligere forøges og arbeidsklassen voxer; andre fru.ter af hint løslevnet ere, at børn fødes og voxe op udenfor ægteskab og desværre altfor ofte få en forsømt opdragelse og arte sig slet, og sådanne kunne igjen bidrage til, at usædeligheden tager mere og mere overhånd.

Jeg kan, som sagt, ganske vel tænke mig, at tilstanden i alle disse henseender har været på det nærmeste ens i de her omhandlede bygdelag for nogle menneskealdere siden, men at så den nuværende forskjel i tidens løb er opkommen derved, at de sidste antydede forandringer efter leilændingsvæsenets mere eller mindre fuldstændige afløsning ere indtrådte mere i nogle bygdelag (Indre og Yttre Sogn, Romsdalen, Nord-møre og Fosen), mindre derimod i andre (Sønd- og Nordfjord, Søndre og Nordre Søndmøre). Og jeg mener, at når man yderligere vilde forske efter de allerførste årsager til disse forandringer og uligheder i folkelivet, så måtte man lægge an på at få vide, hvad det har været for omstændigheder i bygdelagenes historie, som have bevirket, at næringsveiene i nogle af dem mere end i andre ere blevne eller have vedblevet at være bundne i leilændingsvæsenets bånd.(112)

For at sikkre mig mod misforståelse skal jeg dog tilføie, at det naturligvis ikke er min mening, at man på den måde skulde finde nøiagtig forklaringsgrund til de nuværende forskjelligheder i alle deres enkeltheder. Jeg mener kun at have antydet udviklings-gangen i et af dens hoved-træk.

På min reise gjennem nogle af præstegjeldene i nordre Søndmøres provsti studsede jeg ved at høre, at så mange bønder vare kun leilændinger; det vakte også min opmærksomhed, at der i det hele var så få husmænd og mindre folk af den såkaldte arbeidsklasse, ja at bønderne tildels, som på Vigren i Harham (kap. 5), med bevidst hu modsatte sig arbeidsklassens formerelse; derhos blev det snart gjenstand for min iagttagelse, at her, især dog i de ydre bygder, var mere fri for nattefrieriets uvæsen end i de fleste egne, hvor jeg hidtil var kjendt, og at i stedet derfor frieriet foregår med mellemkomst af «Kvæmmelsmanden», som på frierens vegne henvender sig ikke til pigen selv, men til hendes forældre (kap. 6).

Fra Søndmøre kom jeg over til Romsdalen. Allerede i det første præstegjæld her, Vestnæs, lagde jeg mærke til, at så godt som alle bønder vare selveiere. Her forefandt jeg også en talrig arbeidsklasse; især mellem 1825 og 1840 skulle mange nye husmandspladse være blevne oprettede, og bønderne vare nu blevne betænkelige derover og studerede på råd til at sætte grændse for den yderligere formerelse: formandskabet søgte for nogen tid tilbage at få en forening istand, hvor bønderne skulde love enten ingen nye husmænd at nedsætte eller også at give dem jord nok, og i nødsfald forsørge dem i deres alderdom, så bygden ikke skulde få byrde af dem. Og i det samme Vestnæs sagde almuesmænd mig, at den søndmørske frier-skik med kvæmmelsmandens bud og omtals-øllet ikke er kjendt og i mands minde ikke har været kjendt; de unge folk stifte bekjendtskab, som de bedst kunne, ved natlige besøg o.s.v., og gjøre aftale sig imellem og på egen hånd, såsom forældrene ikke så meget blande sig ind i deres giftermåls-planer. Ja, da jeg kom længer ind i Romsdalen, måtte jeg endog studse ved at høre nattefrieriet forsvaret og det af en af bygdens hæderligste og mest oplyste mænd, i hvem jeg netop mente, jeg skulde finde en medhjælper til at få modarbeidet hin skik, så meget mere, som han havde en datter i den alder, at friernes nattebesøg snart kunde ventes i hans eget hus: han så i nattefrieriet en yttring af den naturlige kjærlighed, og denne kunde han ikkun billige, medens han harmedes over det gammeldags væsen med fornuft-partier, som endnu selv i Romsdalen enkelte velstands-familier befattede sig med. Her i Romsdalen hørte jeg også oftere almuesfolk med uvillie tale om deres naboer søndmøringerne, som, sagde de, ofte sende bud flere mile bort i fremmede bygder for at fri til enker, som de aldrig have seet o.s.v.

I anledning af dette sidste kan jeg også anføre følgende beregning: af 100 ungkarle eller af 100 piger, som i årene 1846-1855 bleve gifte, var der følgende, som bleve gifte med enker eller med enkemænd:

Ungkarle
med enker
Piger med
enkemænd
Indre-Yttre Sogn 6 11
Søndfjord-Søndmøre 11 13
Romsdalen-Fosen 9 10

Og med hensyn til nattefrier-skikkens herredømme i disse samme strøg kan jeg efter private meddelelser af sognepræsterne, som derom have afgivet sit skjøn, anføre følgende: i efternævnte antal af præstegjælde(113) herskede skikken

almindeligt delvis undtagelsesvis slet ikke
Indre-Yttre Sogn 7 2 1 1
Søndfjord-Søndmøre 1 5 8 7
Romsdalen-Fosen 9 7 5 -

Det sees, at i de fire oftnævnte midterste provstier, Søndfjord-Søndmøre, hvor vi fandt mindst af uægte fødsler, der hersker også natte-frieriet i mindst udstrækning (kun i 1| præstegjæld «almindeligt», i 7 præstegjæIde derimod «slet ikke»); imen i det samme strøg er det også mest hyppigt tilfælde, at der indgåes disse ulige forbindelser mellem ungkarle og enker eller mellem piger og enkemænd.(114)

Endnu en sammenligning. Det af Romsdalens præstegjælde, hvor de uægte fødslers onde er allerværst, er Næsset.(115)

Jeg kom ikke selv did, men da jeg talte med en kjendt mand om tilstanden der, sagde han, at så meget han end måtte beklage denne plet på folkelivet, kunde han dog ikke dølge for sig selv, at netop Næssets almue behagede ham fremfor andre i Romsdalen formedelst dens større oplysning, manerlighed, fremskridts-ånd.

Og et lignende lov hørte jeg af flere mænd om visse bygder i Nordmøre som dog også vise et meget misligt forhold i hint enkelte stykke. Omvendt blev der sagt om Akerø og Bod præstegjælde i Romsdalen, yderst ude mod havkanten, at vel forekom uægte fødsler sjeldnere der end i de indre bygder, men at folket derude også mere slægtede søndmøringerne på, et udtryk, som skulde betegne et lavere trin af udvikling og dannelse.

Mere almindeligt sagt: det skulde ikke komme mig uventet, om en nøiagtig sammenligning påviste sådan forskjel mellem samtlige de i dette kapitel nævnte bygdelag, mellem dem med fåtallig arbeids-klasse og sjeldne uægte fødsler på den ene og de andre bygdelag på den anden side: hist mere jevn arbeidsomhed på gammel tilvant vis - her noget mere foretagelses-ånd og fremadstreben; hist større tarvelighed og nøisomhed, ja vel endog hang til smålighed og utidig påholdenhed - her mere sands for renlighed og huslig hygge, men kanske også nogen tilbøielighed til pyntesyge og vellevnet; mulig også, at sparsommeligheden hist for en del har hæmmet misbrugen af stærke drikke, men at det friere liv her har havt mere drukkenskab i følge med sig.

Man kan betegne den hele forskjel så: på den ene siden mere gammeldags stillestående, på den anden en nyere, mere fremskreden kultur tilstand, hver med sine eiendommmelige ledsagende misligheder.

Den almue-kultur, som tilsteder nattefrieriets skik og deri har et at sine kjende-tegn, må jo endnu kaldes meget lav; og dog er den med sin friere retning vistnok et fremskridt i sammenligning med den tunge livs-anskuelse og strænge leveskik, som blandt andet er kjendelig derpå, at forældrene udøve ikke alene en rådende, men tvingende indflydelse på børnenes ægteskabs-forbindelser, så disse i altfor mange tilfælde åbenbart indgåes blot for levebrødets og forsørgelsens skyld.

Med den stigende kultur udvikles nærings-virksomheden, og arbeidsklassen bliver talrig, lettelig endog for talrig. Med den stigende kultur udvikles den personlige selvstændighed, og livet, som før var fast bundet i gamle synsmåder og nedarvede skikke, bliver friere, og friheds-følelsen forleder snart en og anden til udskeieIser. I de indbyrdes nærbeslægtede bygdelag fra Søndfjord til Søndmøre er denne udvikling foregået langsommere eller begyndt senere end i de andre.

Men uden tvivl står forandringen for døren i disse samme bygder. Thi for en meget væsentlig del må jo denne forandring netop ønskes, og der arbeides derfor ivrig på at fremskynde den, f.ex. ved at sætte dampskibe i fart på disse fjorde - en af de foranstaltninger, hvormed forhåbentlig næringsrørelse og oplysning skal fremmes. Men dersom så for resten alt går sin skjæve gang, så er det sandsynligt, at de moralske onder, som vi nu med beklagelse forefinde i Sogn og Romsdalen o.s.v., netop for alvor ville begynde i de bygdelag, hvor det hidtil har været mere frit. Tænkeligt er det, at navnlig de uægte fødslers onde ligesom af sig selv vil standse i sin væxt i hine bygdelag, og at det på samme tid skal holde på at voxe i disse. (116)

Dersom alle mand i Søndfjord og Nordfjord og Søndmøre, lig bønderne på Vigren (kap. 5), forenede sig i fast sammenhold for at hindre unge folk i at leve som løskarle og fremdeles for at hindre løskarle og andre ubemidlede folk i at stifte familie, hindre dem ved at nægte dem husvær o.s.v., se, så vilde tilstanden kanskje forblive, som den er, også i sædelig henseende. Men vilde sådant være ønskeligt og ret? Vi behøve ikke at strides herom; thi det er ingenlunde rimeligt, at sådant stort sammenhold skal komme istand. - Lige så lidt kan tilstanden holdes stillestående i en bygd, som den i nogen anden bygd kan tvinges tilbage til et forgangent standpunkt. Elven kan hverken standses eller tvinges opover; tiden kan hverken stå stille eller gå baglængs. Nye tider komme for de nys nævnte bygdelag også, og med de nye tider noget forandret tænkemåde og leveskik, andre kår og andre sæder.

Men skjønt der synes at være en vis indre nødvendighed i tingenes gang, som det ikke står i menneskelig magt at gjøre noget ved, så troer jeg dog også dette, at fremtidens tilstande for en del, ja for en stor del ville afhænge af den måde, hvorpå nutidens mænd tage tingene, af den bevidsthedens klarhed og villiens alvor, hvormed de på en og samme tid søge at befordre frihedens og kulturens udvikling og at forebygge de misbrug og ulemper, som så let følge med. Jeg betegner kortelig min mening ved at sige så: Med samme menneskekjærlighed og alvor og iver, som der i Indre Sogn eller i Nordmøre bør arbeides hen til at få fjernet de uskikke og misligheder, som have sneget sig ind der, bør der i Søndmøre o.s.v. våges over, at de ikke snige sig ind eller tage overhånd.

Men hvorledes fremkalde og veilede sådan iver, hos - jeg mener ikke præster og skolelærere og sådanne, men endnu mere hos selve almuernes husfædre, som nærmest have at våge over sæderne hos de unge folk, børn, tjenere, logerende løskarle? Hertil vilde det være ønskeligt, om nogen med overbevisende klarhed og fuldt eftertryk kunde stille de nu værende tilstandes fortrin og mangler for øie og så at sige tvinge opmærksornheden hen på de forandringer i folkelivet, som daglig foregå, og hvoraf fremtidens velfærd vil afhænge.

Der skal vel gjøres mange forsøg, før det lykkes nogen gransker at trænge ind til fuld forståelse af disse egnes folkeliv, og før det lykkes nogen forfatter at fremstille al denne mangfoldighed på en heldig måde, både grundigt og klart tillige. Men et sådant foreløbigt forsøg vilde nærværende afhandling være. Idet jeg slutter den, har jeg en fornemmelse, som om jeg har gjort et vovestykke: efter ganske ufuIdstændige iagt tagelser har jeg forsøgt både at beskrive mange enkeltheder og at danne mig meninger om tingenes sammenhæng. Men jeg mente, at jeg derved kunde bidrage til, at andre forfatteres arbeider i samme retning kunde lykkes bedre. Og endnu en hensigt havde jeg: jeg veed jo, at der kun kan påregnes ganske få selvstændige forfattere; men jeg har tænkt mig, at når mænd, som bo i disse egne og have levet sig ind i folkets kår og sæder, av disse blade se, hvad jeg ønsket at vide, og hvorledes jeg frem deles, om Gud vil, tænker at nytte de oplysninger, jeg erholder, så skulle nogle måske være så gode at nedskrive og sende mig deres yderligere forklaringer og bemærkninger. Og jeg beder ret instændigt derom.

Dette slutnings-kapitlet har udbredt sig over strøget fra Fosen i Throndhjems Stift til Sogn i Bergens Stift, og det var kun for at undgå vidtløftighed, at jeg indskrænkede mig hertil, Men hin anmodning tillader jeg mig at udstrække til læsere også i de øvrige bergenske bygdelag, Hordeland, Hardanger og Voss. Bygd for bygd i dette store strøg kunde jeg ønske at have sådanne ret i det enkelte gående oplysninger, som jeg selv gjorde mig flid for at samle i Harham. Jeg venter naturligvis ikke, at nogen for min skyld skulde skrive en hel bog om alle de ting, som jeg i mine kapitler har berørt, men om en meddelte mig et træk, en anden beskrev mig et andet stykke, enten om folkets kår eller om dets sæder, så skulde jeg være meget takskyldig. Heller et enkelt stykke ret omstændeligt beskrevet end flere løseligt behandlede; thi det er enkelthederne, de såkaldte småting, som det er så vanskeligt for den fremmede reisende at opfatte, men som hver af stedets indbyggere have så vel inde, og netop småtingene kunne ofte allerbedst lede til at opfatte og bedømme de store ting. Ved denne leilighed tør jeg også bede erindret en side af folkelivet, som jeg mindre har talt om i nærværende afhandling, men som jeg har udbredt mig vidtløftigere over i Folkevennen for 1858, side 189-233, nemlig de ulige bygde-skikke med hensyn til renlighed.


Noter:


1. Det er dog kun undtagelsesvis, at arbeidere af denne aldersklasse anvendes til minering, da de i regelen ere beskjæftigede med den før omhandlede ortsdrift.

2. Ved eftertælling i pensionsprotokollen fandt jeg, at af de nu levende pensionerede værksarbeidere er der 60, som på denne måde ere afgåede med halv pension. Antallet af dem, der nyde fuld pension, er omtrent det samme.

3. Thi Kongens og Mugschhurfets grubers malms forsmeltning vilde da rimeligvis ganske henlægges til Eidets hytte i Holtaalens præstegjæld i det nordenfjeldske kul-distrikt.

4. En del af dette odelsgods er dog kun særskilt skyldsatte fjeldslåtter og sætre.

5. Her er ikke «strøgodset» indbefattet, 3 parceller på tilsammen omtr. 2 skylddaler. Senere anm.

6. En gård, Brækken, på 1 hest og 10 køer (omtr.) solgtes for 3 år siden for 750 spd.

7. ofte 30 spd.

8. under 20, måske 15.

9. Man må dog ikke tro, at alle disse hager med omtrent lige skyld ere så store som den her omtalte. Det findes hager til en salgsværdi av 50 spd. eller derunder, og de ere også skyldsatte for 1 sk.

10. Fattige folk opsamle gjødselen til kreaturfoder.

11. Der flyttes fra sæteren til høsthavnen på hagerne 8 dage før Mikkelsmæs. De, som da have gode sætre, flytte tilbage igjen til disse efter afhavningen, og forblive der som anført.

12. For ikke lang tid siden solgtes 1 al. Røros lærred for 1 ort viden om det stod i ry for det bedste lærred. Nu findes det ingen kjøbere længere.

13. Af navnet Nyplats tør man vel slutte, at Nypladsen, en større samling af huse ved Glommen og Kongeveien, allerede var til den tid ligesom adskillige andre gårde i Røros, hvis navne ligeledes brugtes som personnavne

14. «Der var samlet 26 personer, jeg selv iberegnet. Sangemesteren var fortræffelig god og tydelig at undervise, men da jeg som var 61 1/2 år gammel, og mange hårde og uhøielige trevler har tilvoxet i mit kjød, så kunde jeg ikke være skikket til at modtage nogen stor lærdom. Jeg fik altså, på grund heraf, lov til at reise på hjemvei, efter 3 dagers ophold og undervisning der.»

15. Se herom «Folkevennens» beretning om general-forsamlingen i det nævnte selskab i året 1856, 5te årg., s. 68.

16. Siden trykt som tillægshefte til «Folkevennen» for 1856.

17. Tallene 26,3 og 26,5 betyde det samme, som om jeg vilde skrive 26 3/10 og 26 5/10.

18. I stiftet ere brude-parrene talte, efterhvert som de bleve ægteviede, så altså ingen bleve forbigåede; i forstæderne derimod ere ægteparrene talte nogle år efter vielsen, og dermed ere altså de forbigåede, som i mellemtiden ere opløste formedelst ægtefællers død, - Se ellers med hensyn til den hele sammenligning, men afhandl. «Om giftermål i Norge» (tillægshefte til «Folkevennen» for 1855), side 194 flgg. [ny utg, Verker i utvalg 2, Oslo 1975, s. 305 ff.] Sammesteds findes også forklaring om den her som der brugte fremgangsmåde ved beregningen af ægteviedes gjennemsnits-alder.

19. Blandt disse 9 ere de 2 familier, som jeg forsætlig forbigik ved talen om leieavgiften, strax ovenfor; om de andre 7 mangle oplysninger i dette stykke.

20. I forbigående kan der bemærkes, at der til enkelte boliger (og mest i bestillings og svendeklassen) haves sådanne udvendige bekvemmeligheder som fjøs, stald, værksted.

21. Og her må det vel erindres, at samme klasseinddeling er udført af mig og ikke af den mand, som samlede disse opgaver og afgav disse skjøn. Ja, denne mand kunde ikke engang have nogen tanke om, at jeg vilde opstille denne inddeling med bestillingsklassen o.s.v., og at jeg vilde henføre den og den familie til denne eller hin klasse. Han kan altså umuligt have lempet sit skjøn for at få de slutninger stadfæstede, som mine sammenligninger kunne give anledninig til.

22. For omtrent den første halvdel af de familier, som de mig overleverede opgaver omfatte, ere de dødfødte børn angivne i de samme opgaver og altså af mig medregnede i min fremstilling; for den anden halvdel af familierne mangle derimod opgaverne over de dødfødte. Men denne mangel skader dog neppe de der anstillede beregninger i nogen kjendelig grad; thi af de forskjellige klasser af familier, som der anstilles sammenligning mellem, fandtes et omtrent ligeligt antal både i den første halvdel og i den anden halvdel uden opgaver om de dødfødte, så opgavernes ufuldsteendighed rammer alle klasser så nogenlunde ens. Denne bemærkning gjælder også de senere følgende forklaringer om dødeligheden blandt børn, hvor jeg har regnet de opgivne dødfødte både blandt de fødte og blandt de døde.

23. Disse unge ægtepar ere sådanne, som havde pigebørn i den skolepligtige alder; deres egne børn vare nemlig ikke så gamle, og alle disse opgaver angå kun familier, som havde børn på skolen (sml. § 6).

24. Ved opgavernes indsamling bleve forældrene adspurgte om, hvorvidt deres børn vare beskjæftigede med arbeide for fremmede, og vistnok ere svarene hertil for ufuldstændige til at kunne fremsættes i en ordentlig tabel, men dog fuldstændige nok til at vise, at det omspurgte virkelig finder mere sted i de sidste af de 5 klasser end i de første. Det forholder sig hermed som med konernes arbeide for fremmede (§ 9).

25. Dersom de folk i Piperviken og på Ruseløkbakken, som have viist sig så ligegyldige for verdslig læsning, havde viist en modsvarende iver for forstandig og betænksom læsning af sine religiøse skrifter, så skulde visselig ikke netop Ruseløkbakken have været det sted, hvor mormonerne have fået mest indgang. Men jeg mener, det kan ansees som en kjendsgjerning for vort lands vedkommende, at mormonismens urimeligheder i det hele taget kun have fundet tiltro hos sådanne, som ikke alene have været lidet befæstede i religiøs henseende, men som tillige have været såre lidet øvede i læsning og tænkning og i høi grad blottede for almindelig oplysning.

26. Det feiler jo ikke, at præsterne hvert år have afgivet lister over fødte og døde; men formedelst uoverensstemmelsen mellem de geistlige og verdslige inddelinger er i disse lister byen på en måde sammenblandet med det om givende land-distrikt.

27. Ved alle disse tal må det erindres, at de ikke just betegne ligeså mange personer, såsom adskillige af dem, hvad allerede er antydet, komme ind på anstalten flere gange i et og samme år og dermed tælles flere gange.

28. Foruden det allerede påpegede, at tallene fra Mangelsgården ikke egentlig angive lige så mange personer, men de antal gange, da personer ere indsatte i anstalten (en person ofte flere gange i et og samme år), så må jeg her gjøre opmærksom på en omstændighed, som altfor sandsynligt har forårsaget misvisning i tallene og det netop i den retning, at tingen kom til at se mere ufordelagtig ud for byesbørnene. Jeg har angivet fødestedet for de af Mangelsgårdens lemmer, som vare hjemmehørende i Christiania, således at de vare berettigede til fattigunderstøttelse i byens fattigvæsens-distrikt; men hjemmehørende i den forstand ere kun de indflyttede blevne, som have opholdt sig i byen uafbrudt i mindst 3 år og i den tid ikke have været trængende til fattighjælp, Nu er der høist sandsynlig mange indflyttede personer af den laveste abeider-klasse, som meget tidlig vise et så ustadigt og uordentligt forhold, at de enten flytte frem og tilbage over grændserne mellem byen og Akers fattig-distrikter eller må få fattighjælp i et af dem, og på begge måder forhindres det, at de erhverve hjemstavn her i Christiania, hvisårsag de - når de nu og da indsættes i tvangsarbeidsanstalten - opføres blandt den store mængde ikke hjemmehørende personer (se tallene ovenfor), uagtet de i virkeligheden kunne have levet i lang tid her i byen som sjauere eller dagarbeidere eller usædelige fruentimmer (hvilke sidste udgjøre en stor del af Mangelsgårdens kvindelige befolkning).

29. Jeg har anført, hvor mange personer der årlig indsættes på Christiania tvangsarbeidsanstalt, nemlig 467 efter middeltal for årene 1851-1855; i Bergens tvangsanstalt var antallet med et middel-tal for årene 1850-1852: 184. Jeg kan da regne mig til, at for hver 10000 af den samlede befolkning (forstæderne på landets grund iberegnede, og folketallet sat til middel-tallet efter folketællingerne 1845 og 1855) var antallet af tvangs-lemmer:

transi Christiania ............ 132
transi Bergen .................   75

så forholdet også her viser sig langt ugunstigere for Christiania. Men disse tal må der ikke lægges så stor vægt på da der er adskillig forskjel i den måde, hvorpå vedkommende autoriteter benytte disse anstalter som tvangsmiddel for uordentlige folk.

30. Folkemængden i Bergen er angivet således:

                                               
 År      Byens grund     Landets grund      Sum 
1825      19,554             1,290         20,844
1835      21,458             1,381         22,839
1845      22,341             1,188         23,529
1855      24,512             1,285         25,797

31. Efter det lille indblik i Bergens arbeidsbefolknings kår, som jeg fik anledning til at gjøre under nogle få dagers ophold der i byen for nogle år siden, skulde jeg tro, at det der er mere tilfælde end i Christiania, at arbeiderne selv eie hus, eller at de ialfald have seet udvei til at leie sig nogenlunde ordentlige boliger. Men dette er også en forskjel, som jeg kan tænke mig hænger sammen med den store indflytning især af landsfolk til Christiania. Her har jeg ikke alene den omstændighed for øie, at der neppe er bygget nye huse til boliger for arbeids-klassen i samme forhold, som denne netop ved samme indflytning er forøget, hvis årsag flere og flere familier have måttet ty til tagkammere og kjældere; men jeg tænker på dette, at i sammenligning med byvante folk synes landsfolk i det hele at gjøre ringere fordringer til livet, så de navnlig lade sig nøie med yderst tarvelige boliger uden tilbørlig at agte på de ulemper, som dermed pleie følge for en familie. Man erindre, at mange af de folk, som her i Christiania gifte sig sammen og flytte ind i sådanne rum, som nogle af tabellerne for Piperviken og Ruseløkbakken give os begreb om, ere opvoxede i landsbygder, hvor det er skik, at tjenestefolk have sit natteleie i fæhusene, og hvor det heller ikke holdes for anstødeligt, at voxne ugifte folk af begge kjøn have soverum i samme kjøkken eller kammer.

32. På dette sted kan jeg ikke tilbageholde den yttring, at det skulde være ønskeligt, om de videnskabelig dannede mænd, som her i byen have med almueskolen, fattigpleien, politiet, domstolene, fængslerne, at gjøre, og som dermed år efter år samle en stor mængde bidrag til kundskab om de lavere klassers forholde om de ikke vilde indskrænke sig til årlig at afgive pligtmæssige beretninger til overordnede om sagernes gang, men nu og da vilde bearbeide stoffet for længere tidsrum og nytte det ud til videnskabelige studier over et emne, hvis fulde forståelse kræver årrækkers iagttagelser og flere mænds forenede arbeide.

33. Ved ordningen af almueskolen savnes også ansættelse af kvindelige lærere og undervisning for pigebørn i håndarbeider.

34. En foranstaltning, som tidligere er bleven iværksat, er en forbedring i fattigpleien ved ansættelse af fattigforstander - en foranstaltning, som sikkert har virket såre velgjørende.

35. Den vigtige omstændighed, at en så stor del af Christiania arbeidsklasse består af indflyttede fremmede, er allerede af andre frernhævet som en af de stærke grunde for et fremsat og senere efterkommet forslag om almueskolevæsenets forbedring i vor by. Jeg sigter her til den «Beretning om Almueskolevæsenet i Christiania» (side 43), som bestyrelsen for Selskabet for Folkeoplysningen i sin tid forfattede, og for hvis skyld netop de i nærværende afhandling benyttede opgaver fra Piperviken og Ruseløkbakken bleve indhentede (se ovenfor § 2 flgg.). Her blev det ikke blot fremhævet, hvorledes vor byes sammensætning af fremmede gjorde det dobbelt nødvendigt for byens egen skyld, at skolen virkede med kraft: Tanken gik endvidere derhen, at netop formedelst de mange forbindelser, hvori vor by med sine fremmede medlemmer stod med landsbygderne rundt om, kunde den med et godt skolevæsen tændte oplysning her i hovedstaden vorde udbredt også til disse samme landsbygder og fremme civilisationen her. - Men i samme anledning kunde jeg ønske at få henvendt et ord til dem, som have med almueskolevæsenet at gjøre i de bygder, hvorfra unge mennesker jevnlig drage ud for at søge sig levevei andetsteds. I sådanne bygder er det særligt fornødent, at skolen virker med kraft; thi hos de unge, som skulle forsøge sig blandt fremmede, vil der i særegen grad kræves både nyttige kundskaber og gode sæder, om de skulle bestå i livets fristelser og blive lykkelige mennesker selv og gjøre den bygd ære, som sendte dem ud.

36. Siden fik jeg opspurgt en af de Harhams mænd, som hade været med ved redningen, og her hørte jeg, at det træk om gutten, som drømte, rigtignok var almindelig fortalt og troet, men at det dog i virkeligheden var en tildigtning af det udsmykkede sagn. Alligevel var der noget tilsvarende: på en forbiroende båd var der en ung mand, som syntes at bemærke hint nødsignal; høvedsmanden på båden påstod, at det bare var en ørn, som sad og flaxede; men hin var en behjertet karl og gav sig ikke, før det blev besluttet at slå et slag op mod vinden for at komme øen nærmere og få vished - og således kom hjælpen.

37. I de 10 år 1841-50 var forholdet i Norge så, som om der blandt 10,000 levende mennesker årlig omkom ved ulykkestilfælde 7; i Harham var forholdet som 17 istedetfor 7. Med samme tilstand som i det samlede Norge skulde der i Harham i de 37 år være omkommet ikke 117, men kun 49. Saml. min afhandl. «Om dødeligheden i Norge», side 158, hvor opgaver fra andre lande ere meddelte [ny utg. Verker i utvalg 2, Oslo1975, s. 116].

38. Og at dømme efter den måde, hvorpå de ere anførte i ministerialbogen, var det skeet ved 42 tilfælde eller ialfald på 42 særskilte dage, så der i regelen var flere, som delte skjæbne sammen; således er der anført under 10de mai 1821, at der var omkommet 10 mænd, af hvilke 8 tjeneste-drenge.

39. Antallet af druknede (de få kvinder iberegnede) var i

1819-1835 (17 år) ..... 52
1836-1855 (20 år) ..... 61

og når middeltallet af folkemængden i hvert tidsrum regnes efter de tilsvarende folketællinger (1682 og 2041), kan det beregnes, at hyppigheden var årlig i det første tidsrum som 18 af 10,000, i det sidste som 15 af 10,000.

40. De 61 tilfælde for Roald i de 37 år, hvor middel-folkemængden bliver 502 mennesker, svare til 33 årlig blandt en befolkning på 10,000. 1 hovedsognet alene bliver det 11 på 10,000, i hele Norge i årene 1841-1850 7 på 10,000, i Tromsø stift samme år 22 på 10,000. 1 Danmark (1845-1849) viser beregningen kun 4, i Frankrig (1846) endog kun 2 på 10,000.

41. Skulde det måske også være så, at brændevins-drik er mindre aftaget på Vigren, hvor det er større velstand og altså mere råd til at give skillinger ud for sådan nydelse? Vist er det ialfald, at den formindskelse i ulykkes tilfældenes hyppighed; som jeg ovenfor påviste for den senere tid, og som jeg mente kunde være en følge af større ædruelighed, egentlig kun har fundet sted i hovedsognet, hvorimod ulykkestilfældene i annexet heller vare hyppigere i 1836-1855 end 1819-1835 (se de nys anførte tællinger).

42. Og endda gad jeg nok vide, om nogen af vore byers skibsflåde have et så stort antal ulykkestilfælde at beklage som det, jeg har påviist for Harhams præstegjeld.

43. Det skulde sikkerlig være af stort værd, om en fagkyndig mand vilde tage sig for at beskrive landbrugsmåden i nogle af de endnu mest gammeldags bygdelag og det således, at der især lagdes an på at fremstille bøndernes egne betragtninger om tingene, de grunde, som fremføres, de sætninger og regler, som ere blevne gjældende. Et skrift som fremstillede dette, skulde forholde sig til kulturhistorien omtrent som Ivar Aasens sprogværker til sprogets historie. Men et sådant skrift måtte skrives snart; thi i disse dage blandes vore bønders gamle jordbrugsregler så meget med fremmed belæring, at det siden vil blive meget vanskeligt at skjelne mellem det selvlærte og det fremmede.

44. På et skib kaldes den næste befalingsmand efter skipperen: styrmand, her i Søndmøre hedder bådens høvedsmand styremand, fordi det hører til hans befaling at føre bådens ror (styre).

45. På flere steder langs kysten kjende fiskerne visse fiskegrunde langt ude i havet - så langt ude, som man kan seile uden at tabe land af sigte -, ligesom Stor-eggen udenfor Søndmøre og Romsdalen. I Nordlandene bruges her for navnet havbro. Ved at forbinde beretningerne fra de forskjellige steder var der tilsidst - uvist om det var mellem fiskerne selv eller andre - opkommet den forestilling, at der skulde strække sig en sådan havbro langs med den hele norske vestkyst, adskilt fra landet ved en dybere rende og meget fiskerig på den ydre kant. Nogle tænkte sig endog denne havbro at hænge sammen med det ligeledes fiskerige jydske Rev. Dette gav anledning til, at det offentlige i året 1844 bekostede en del oplodnings-forsøg for at komme til vished om denne sag. Herved viste det sig rigtignok, at sådan sammenhængende havbro ikke er til i virkeligheden. Men derhos viste det sig også, at søndmørs-fiskernes forestilling om Stor-eggen udenfor deres kyst i det væsentlige var rigtig. Af den håndskrevne beretning herom (i den geographiske opmålings archiv) skal jeg anføre følgende: fiskerne fra Vigren i Harham søge Stor-eggen efter denne mid: 1) Vartdals-eggen over høieste Godø og 2) Trold-tinderne i Romsdalen over Hildre-hesten og Harhamsø. Men meget nær ved det punkt, som denne mid angiver, traf oplodnings-fartøiet fiskere fra Vigren på selve Stor-eggen; fiskepladsen befandtes at ligge 63' 7' nordlig bredde og 5' 7' længde vest for Greenwich. Noget nordenfor skulde den plads være, hvor fiskere fra Bod i Romsdalen søge Stor-eggen, og strax indenfor den mellem disse 2 punkter sænkte linie fandtes bund på 60-80 favne, men udenfor samme linie altså udenfor Stor-eggen, søgtes forgjæves bund endog med 270 favners lodline. - Af denne beretning hidsætter jeg endnu følgende: «Bodværingerne fortælle, at deres forfædre skulle have kjendt en fiskeplads, Fanstrandgrunden, udenfor Stor-eggen, men at al nøiere underretning om samme gik tabt, efterat, for omtrent et halvt hundrede år siden 30-40 mand på en gang bleve borte der.»

46. Tilføie bør jeg dog, at lodsoldermanden i distriktet gav Harhamsbønderne fuldstændigt medhold i dommen om deres ottringer, «de fortrinligste havbåde i landet». «Og der findes neppe mere hårdbare folk i åbne både på havet end Søndmøres fiskere».

47. En sekkenot eies gjerne eller vel altid af flere bønder i fællesskab. Den store gård Blindheim på Vigren med 12 bønder havde i 1856 to noter, 6 bønder om hver, men dog alle 12 i 1 fiskelag. De to noter bruges skiftevis. Når det en dag tegner til godt seidfiske og en af noterne skal ud, har hver af de 12 bonder at skaffe 1 mand til at bemande de 4 både, og udbyttet deles ligt. Bønderne sende i almindelighed sine tjenestekarle i vei; men træffer det så for en bonde, at han ikke kan afse en karl den dag, kan en anden bonde sende en anden af sine tjenere istedet og skal derfor have 2/3 delen af den fisk som falder på hins part.

48. I enkelte tilfælde forstod jeg det så, at der skjelnedes mellem 7 mandsluter og 7 tilsvarende dele af båden; 2 fattige bønder eiede tilsammen 317 dele af båden og havde ret til at deltage i bådlaget med 3 mandsluter (for dem selv og en af dem i fællesskab leiet rorskarl), og en rigere bonde eiede 4/7 dele af samme båd, og havde retten til de 4 andre luter. Det kan også erindres. at de søbønder (mest nære naboer), som ere fælles om et bådlag, gjerne også tilvirke fisken i fællesskab, så det først kommer til deling efter varernes salg. Den enkelte garnmand derimod får vel ofte det på hans lut faldende antal fisk udleveret hver gang båden kommer til lands med fisk, og han må da besørge dens tilvirkning for sig selv. Dog, alt dette kommer an på, hvad overenskomst der er truffet iforveien.

49. «Danske» alen siger søndmøringen gjerne, når han, som her, mener lovbestemte alen. Ved talen om både regnes ellers almindeligst efter «norske» alen, et gammelt mål, som blev mig opgivet at svare til 31/2 kvarter af den lovbestemte alen. Heri er der vist en erindring om det ældgamle norske mål som var en del mindre end det, som nu er lovbestemt; men jeg traf ikke til at se noget exemplar af dette gamle mål.

50. Som biredskab brugtes også line, en lang snor med mange korte tommer og en krog med agn på hver tom; linen sattes langs havbunden omtrent som et garn, og stod natten over. Opfinderen af denne fiskemåde skal efter Strøms beretning have været en bonde på gården Moldnæs på Vigren.

51. Ved garnbruget falder den fangede fisk mere jevnstor; thi de små fiske slippe igjennem garnets masker; ved rykkingen derimod tages den små og den store fisk om hinanden. Det forskjellige fiskeri har altså indflydelse på beskaffenheden af den vare, som omsider bringes i handelen. Men at afhandle dette ligger udenfor hensigten med disse meddelelser.

52. Endnu er det dog så, at husbonden lader tjeneren få ikke til eie, men til brug ved fiskeriet: søstøvler samt skindklæder (stak og brok).

53. Tjeneren måtte lade sig gjøre nogle garn af halv størrelse (eller om der var to tjenere sammen på en båd, kunde de forene sig om nogle hele garn). Hvergang nu garnstillingen blev sat (fra 20 til 30 garn sammenheftede), så havde hver tjener et halvt garn med, og den fisk, som var fanget i dette halve garn hørte ham til. Under optrækningen af garnet, idet samme fisken løftes ud af garnet, brugte tjeneren at mærke sine fisk i hovedet med sin kniv, så han siden kunde finde dem ud af hoben; han pleiede nemlig tilvirke sine fiske for sig selv. Således opfattede jeg ialfald betydningen af og fremgangsmåden med dette halve garn.

54. I et jevnt godt fiskeår kan der (i det mindste på Vigren, hvor fisket dog pleier falde rigere end i hovedsognet) falde 500 fisk på luten (d.e. 4000 på båden eller 8 luter; i 1854 fik en dygtig fisker på Vigren kun 1200 fisk på sin båd, og 6300 i 1841 var det største tal, han havde nået). Behandlingen af denne fisk udføres i regelen af søbondens egne husfolk; men fremmede fiskere må leie folk dertil for sådanne priser som nedenfor angives. Strax fisken er kommen på land, skal den slogjes, flekkes og saltes (18 sk. for 100 fisk); ud på våren skal den vaskes i soen (12 sk. for 100), så skal den tørres ved at bredes ud på stene og klipper, men må ofte vendes og lægges sammen først i små stabler, så i større, hvorved vandet presses ud og klipfisken trykkes flad (24 sk. pr. 100); endelig skal leveren koges til tran og fisken og tranen samt den saltede rogn føres til kjøbmanden i Aalesund (omtrent 24 sk. pr. 100 fisk). For 500 fisk beløbe disse arbeidsomkostninger sig til 3 spd. 30 sk. Endvidere medgåer der en tønde salt til omtrent 300 fiske eller kanske 2 tønder til de 500. Men på saltet nær er tjenestekarlen som sagt fri for disse omkostninger.

55. Før i tiden kunde det gå så til, når en bondebåd fra indlandet kom ud til Harham for at fiske, at de fremmede godsnakkede med en af Harhamsbønderne og fik ham til at indgå på lånbytte, således at han tog imod en almindelig rorskarl fra den fremmede båd og gav sin øvede tjenestekarl istedet. Som et slags kjendelse fik denne gjerne ret til et helt garns fiske på den fremmede båd istedetfor det halve garn, han før skulde havt på husbondens. Nu for tiden pleier styremanden på den fremmede båd foruden ret til egen lut få 1 spd. af hver mand samt 5 fisk af 100 (styremandsfisken); dog, dersom båden tilhører kjøbmænd i Aalesund, betales styremanden mest med en vis pengesum.

56. Ifølge nogle indledningsord, dem jeg her forbigår, menes hermed alene den af mig omtalte nye skik, at tjenere betinge sig ret til at forlade husbon dens båd; men det vil sees, at planen går noget videre eller sigter til at mod arbeide løskarlenes væsen i almindelighed. Dette befrygtedes nemlig at ville opkomme formedelst afskaffelsen af hin lov om tjenere eller den såkaldte løsgjænger-anordning.

57. De ord: uden husbondens tilladelse, stå ørkesløst her; thi et sådant forhold fra tjenerens side kan hemmes ved de bestående loves tvang, så hertil behøves ikke nogen forening. Ellers kan det nok være, at den ved fæstningen gjorte aftale mellem husbonde og tjener ofte er ubestemt og utydelig (tjeneren skal i fisketiden have det på samme måde som andre o.s.v.), så der, når det kommer til stykket, kan opstå tvist om, hvordan aftalen egentlig var ment. Eller kanske meningen skal vere den, at husbondens tilladelse for tjeneren til at gå på anden båd kun skulde gjælde, når denne anden båd tilhørte familieforsørgere o.s.v.; men isåfald var meningene utydeligt udtrykt.

58. På havet er der rum nok og fisk nok for mange flere både, end der hidtil har søgt derud. Hvad det gjælder om, er rum på landet, med husly og let adgang til havet og ikke alt for slet havneplads. De fremmede fiskere søge helst tilhold på de få gårde, som ligge på udsiden af Harhamsøerne, mest på Vigren, mindre på Nordøerne. Her på Nordøerne især på gården Ulle på Harhamsøen, har der været enkelte både med løskarle fra Romsdalsfjordene; disse skildredes som nogle forvovne folk, der, trods deres små både og deres ubekjendtskab med farvandet, gjerne fik meget fisk; men de lastedes for deres sæder; de levede overdådigt med flesk og smør og brændevin, bandte stygt og sad med kortleiken selv om søndagen; man fremhævede dette som afskrækkende exempler mod at fylde landet med løskarle. I 1856 hørte hjemme på Vigren omtrent 60 ottringer med ligeså mange bådlag i fisketiden; desuden skulle 70-80 fremmede bådlag have logeret her på øen, mest på de få gårde på øens udside. Hos en mand på gården Bondheim var der tre bådlag, hans eget og to fremmede, ialt altså 21 mand eller 20 foruden værten selv. Disse 20 havde, som almindeligt, sit soverum på loftet over stuen. På dette loft så jeg 5 fastspigrede dobbeltsenge, og for dem, som ikke få rum i samme, bliver der i fisketiden indrettet fladsenge på gulvet. De fremmede bådlag betale for logis nu for tiden, da alting er bleven dyrere, 1 spd. for hver mand; herfor få de dog også brænde og nogen hjælp til madlavningen samt rum i søboden for den saltede fisk. Sengklæder må de fremmede så vidt mindes, have med selv. De mange fremmedes ophold gjør fisketiden yderst besværlig for husets kvindfolk, som desuden først og fremst have det arbeide at bære husbondens fisk op fra båden og sløgje den m.m.

59. Efter at dette var skrevet, traf jeg på en Aalesundjagt i Christiania havn et par sømænd, som nu i sidste vår reiste med sine bådlag fra indlandet ud til Harham, logerede og fiskede der. De lo, da jeg spurgte dem om denne forening mellem bønderne; der var nok gjort forsøg dermed, men allerede det første år var det hele gået overstyr; foreningens bestemmelser bleve nemlig altfor hyppigt omgåede og det ikke alene af de fremmede fiskere, men af bønderne selv. En af hine sømænd anførte et exempel fra sit eget bådlag: det var en guttebåd, bemandet med lutter løskarle; men det hedte sig, at de fiskede for sine fædre og husbønder; det hedte sig så men alle vidste alligevel, hvordan det havde sig.

60. Det er almindelig gammel regning at værdsætte kosten for en karl i fisketiden til 5 spd.; efter denne regning pleiede bønderne tinge sig rors karle; eftersom disse skulde have kosten hos bønderne eller holde sig selv, blev det beløb trukket fra eller lagt til rorslønnen.

Til sammenligning hidsætter jeg ellers følgende opgave af en af præstegjeldets dygtigste bønder: 2 voger bygmel til kake og lefse, i bagt stand, 80 sk., 1 vog blandingsmel til supe og grød 108 sk., 1 vog havremel til fladbrød (behøves egentlig ikke så meget) 87 sk., 12 merker smør 1 spd., 8 merker kjød, 24 sk., 1 kande brændevin (1 dram hver morgen) 54 sk., 6 kander melk 12 sk., 1 vog poteter 24 sk., 1 pægl sirup 6 sk., tilsammen 4 spd. 26 sk. Dette var dog for en rorskarl i husbondens kost. En anden bonde nævnte: 1 vog bygmel til grød og kake, 1 vog havremel til fladbrød, 1/2 skjeppe rug til kake, 16 merker smør (mange kun 8, men da lidt flesk istedet), 10 merker kjød, 2 vog potetes, 2 kander brændevin, nogle kander melk, tilsammen værdsat for 5 spd 78 sk. Alle 3 opgaver dreie sig altså om 5 spd., og overensstemmelsen i spiseseddelen er kjendelig. Senere talte jeg i fastlandsbygderne med adskillige karle, som havde været rorskarle; en havde således roet fiske i sidste vinter for 15 spd. på egen kost og logeret på Vigren. Han tog med hjemmefra: fladbrød af 2 voger havremel, kaker af 1/2 vog bygmel, 1 vog kogemel, 12 merker smør, 8 merker kjød, 8 merker flesk, 1/2 anker melk, 4 kander syre; brændevin forsynede han sig ikke med, thi det skulde han få hos styremanden. Han var borte i 9 uger, og kosten strakte netop til.

61. En bonde kunde erindre, at det mindste tal et enkelt år havde været 14 dage og det største 28 dage, og flere folk menede, at i gjennemsnit kunde der ikke regnes på mer end 1/3 af de 48 dage eller 16 fiske-dage.

62. Almuesfolk fra de nære fjorddistrikter komme ud og kjøbe små bådsladninger af fiske-hoveder, og prisen pleier være 16 til 20 sk. for 100. Skjønt de ofte må tages sure og ildelugtende af dungen, bruges de dog af kjøberne til menneskeføde.

63. Jeg mindes heller ikke at have seet en så tarvelig klædt kirkealmue som her: mandfolkene med mørkegrå eller sorte vadmelstrøier (med opstående krave) og langbuxer af samme tøi, konerne med sort hue og hovedtørklæde, sort vadmels trøie med skjøter, sort stoffes stak og forklæder af sort eller ialfald meget mørkt tøi; pigerne ligedan, kun med mørkfarvet hue istedetfor ganske sort. Til al denne mørkhed kom dette, at mandfolkene mesten alle havde mørkt og sort hår, og de yngre af dem, som lode til at være mest på moden, havde dette nedkjæmmet over pande, tindinger, øren og nakke, men skåret nøiagtigt rundt og så sidt, at netop øienbrynene og den allernederste øretip vare synlige det så ud som en stor kallot.

64. Rorslønnen for en karl, som holdt sig kost selv, var indtil for nogle år siden, eller før 1850, jevnlig 1 1/2 spd. for ugen, men er gået op, så den i våren 1856 almindelig var 1 spd. 4 ort ugen. Eller på husbondens kost leiedes rorskarle det sidstruevnte år for 9, 10 til 11 spd. for det hele fiske (omtrent 8 uger).

For den båd, som hin tjenestekarl havde været på, fik jeg følgende aldeles troværdige optegnelser om fangsten og de tilvirkede varers salgsværdi i de tre sidste år:

                                                    
                                        Bruttoudbytte
 År     Antal fiske    Salgsværdi       på en lut    
1854    c.  600         40 spd.        c.   5 spd.
1855    c.  4400        320            c.  40  -
1856    c.  2100        160            c.  20  -     

Fra dette brutto-udbytte må drages udgifterne ikke alene til selve fiskeriet, men også til fiskens tilvirkning, salt o.s.v. I 1854 mislykkedes fisket formedelst stormfuldt veir.

65. Tallet for 1759 er taget af Strøms beskrivelse over Søndmøre, 2den del, side 14 samt 84; der var dengang desuden 5 pladsemænd og 7 husmænd. Tallene fra 1800 til 1845 ere efter præstegjældets kaldsbog (1800), efter Kraft (1825) efter folketællingslisterne (1835 og 1845); tallet for 1855 er efter en tælling, som jeg fik udført på stedet af to dygtige bønder. Da folketællings-listerne for 1855 havde et andet tal (67), sammenlignede jeg opgaverne med fogdens skattebog og fandt derved de to bønders tælling stadfæstet, så jeg må antage, at der er indløbet en feil ved folketællings-listens forfattelse. I folketællingslisterne for 1835 og 1845 er rigtignok gårdbrugernes antal angivet ikke til 53, men til 58; men i dette tal er åbenbart indbefattet 5 skyldsatte pladsbrug, som også vare til i 1855. Disse 5 pladsbrug omtaltes for mig som meget gamle, og de vare rimeligvis til allerede i 1825 og 1800 (på de ovennævnte steder er der anført foruden de 53 gårdmænd i året 1800 14 «plads og husmænd» og i året 1825 5 «husmænd med jord»); men dengang, før gjennemførelsen af den nye skyldsætning, faldt det naturligt at forbigå dem ved optællingen af gårdbrugere, skjønt de i 1835 og 1845 med føie kunde regnes med; thi disse skyldsatte pladse ere og have i lange tider været bort bygslede som selvstændige brug. Det var også kjendte mænds sagn på Vigren, at de egentlig såkaldte gårdbrug, hvortil efter herværende talebrug hine skyld satte pladse ikke henregnedes, i mands minde havde været uforandrede i antal, så som ingen deling skulde have funnet sted.

66. Strøm siger i sit anførte værk, at der i 1759 var kun 23 voxne «drenge» og 30 voxne piger på Vigren, og han omtaler som den største mangel for præstegjældets bønder, «at dem fattes et tilstrækkeligt antal af tjenestefolk til deres vidtløftige sø- og landbrug, som altid udkræver flere folk, end dette kald nogentid har kunnet tilveiebringe, så at her af denne årsag altid har opholdt sig en hoben tjenere fra andre sogne.» - - Nu ere tjenerne så mange, at nogen kunde spørge, hvad brug vel disse kystboere kunne have for dem. Men her er foruden søbruget et ganske betydeligt landbrug, gårde, som føde indtil et par heste og 10-12 kreature samt avle indtil 50, ja 100 tønder korn. Det kan også mærkes, at jordbruget, skjønt endnu vistnok meget forsømt ved siden af søbruget, dog er i opkomst i den senere tid (med forbedrede redskaber o.s.v.), ligesom gårdenes bygsel- og salgspriser ere betydeligt stegne nu på nogle år.

67. Med tal kan jeg ikke oplyse dette forhold uden for Lepsøen, den af hovedsognets øer, som ligger Vigren nærmest. Her var i 1856, efter kjendte mænds meddelelser til mig, 21 gårdmænd (præstegården ikke beregnet) og 17 pladsemænd, og disse havde følgende tjenere eller voxne børn i tjeneres sted:

                        Drenge Piger
             indfødte     24    31
             fremmede     17    18

Forholdsvis er jo her langt færre fremmede tjenere end på Vigren. Men endda er forholdet selv på Lepsøen hel mærkeligt, når det betænkes, at det nok sjelden eller kun undtagelsesvis hænder, at unge folk herfra tage tjeneste i fremmede bygder. Harhams hovedsogn har brug for flere tjenere, end det selv kan skaffe, på samme måde som Vigrens annex, kun ikke i samme grad.

68. Nogle af disse 6 par vare folk, som reise på fantevis, og som kun standsede her, medens barnet blev døbt .

69. Det vil forståes, at i de 49 par vare indfødte barnefedre forenede dels med indfødte, dels med fremmede barnemødre; ligeså de fremmede barnefædre. Jeg har optalt alle par efter dette hensyn og anfører udfaldet så:

                                                          Af dem
                                             Antal par     gifte
1. indfødte barnemødre med
   a, indfødte barnefædre ..................  12             8
   b, fremmede .............................  15             7
2. fremmede barnemødre med
   a, indfødte barnefædre ..................   7             2
   b, fremmede ............................. 15             2
                                   tilsammen  49            19

De par af hver klasse, som bleve gifte sammen, udgjorde følgende andel af hele klassens antal:

                Klasse 1,  a ...... 67 procent,
                  -    1,  b ...... 47    -
                  -    2,  a ...... 29    -
                  -    2,  b ...... 13    -

Indfødte med indfødte danne altså ifølge exemplet fra Harham de mindst løse forbindelser, såsom disse mest blive stadfæstede ved påfølgende ægteskab; men fremmede med fremmede danne de mest løse forbindelser. - Nu kan der vistnok ikke bygges så meget på exemplet fra et enkelt præstegjeld; men dels stemmer det fundne udbytte med, hvad der efter min opfattelse kunde ventes, dels kan fremstillingen af dette exempel tjene til at vise, hvor ledes deslige undersøgelser kunne udføres med håb om belærende udbytte.

70. De uægte børne antal er her 56 (55 i hoveds. og 1 i annexet), medens jeg ovenfor har angivet det efter en anden tælling til 57. Først nu bliver jeg opmærksom på denne uoverensstemmelse, og mine optegnelser vise mig ikke grunden til den. Rimeligvis har jeg på første sted medtaget dødfødte.

71. Der kan spørges: Hvorfor skulde hin bestemthed mod at indrømme fattigfolk bolig have holdt sig mere på Vigren end i hovedsognet? Hertil har jeg tænkt mig følgende: Vigren er en flad ø med meget dyrkbart land; overalt, hvor der fandtes en havn, blev der anlagt en gård, og til hver gård var der så megen jord, at med lige deling samtlige gårdbrug kunde blive jevnstore, uden fattige småbrug imellem. Noget sådant finder også sted i virkeligheden, meget mere end i hovedsognet. Med de jevnstore gårdbrug er der også temmelig jevn velstand hos bønderne. Men formedelst denne lighed i kår er der også lighed i interesser, og når det først ansåes for nyttigt at forhindre arbeidsklassens formerelse ved at nægte nye familier husvær, så kunde samholdigheden så meget snarere bevares, som Vigren med de få bønder danner et eget kirkesogn, altså et eget lidet samfund, hvis medlemmer på mange måder finde sig skyndede til at handle efter en fælles mening og skik.

72. I Ivar Aasens Ordbog skrives ordet: Kvambelsmann, og efter forklaringen skulde det være det samme, som om vi vilde sige: kvinde-beiler-mand.

73. Ved nærmere overveielse finder jeg det dog troligt, at jeg har opfattet dette sidste urigtigt. Ved talen herom blev det dog sagt mig, at de ved omtals-øllet aftalte vilkår vare vidnefaste, så de kunde stå for retten. - Til belysning af forholdet skal jeg tilføie nogle forklaringer, som en gammel og forfaren bonde i Ørskougs præstegjeld gav mig med exempler fra sit eget hus. Han havde havt 3 børn, alle døttre, og alle bleve gifte. Den ældste datter havde han ikke kostet brylluppet for; thi hun skulde have faderens gård, og skikken er den, at brylluppet i sådant tilfælde bekostes af brudgommens forældre; de to andre havde han derimod holdt bryllup for. Den ene af disse blev gift til en gård, brudgommens fadersgård, og døde barnløs, så der blev spørgsmål om, at hendes fader skulde arve. «Men jeg vilde ikke gå i arv med min egen svigersøn anderledes, end at jeg fordrede tilbage brylluppet (d.e. bryllups-bekostningen) og nogle kjør og sengklæder, som datter min havde fået med sig hjemmefra.» Og i denne anledning opgav han hine bryllups-udgifter til 80 spdr., og han var sikker om, at det ikke var for meget. Efter den bestående lov skulde boet betragtes som fælles for mand og kone og deles ligt, så slægtningerne på konens side (faderen) skulde have fået halvdelen; men han fulgte ikke loven, men bygde-skikken, og denne synes igjen at være fortsettelse af den lov, som bestod i oldtiden, ja i hedenskabets tid: i den tid havde døttrene igjen arve-ret; men fædrene pleiede forsørge dem ved giftermål og det ved at bestemme for dem en medgift eller hjemmegave, jo større des bedre, for at en så meget rigere beiler skulde indlade sig på partiet; beileren måtte love en vis tilgave imod, og aftalen herom mellem faderen og beileren (kaup, handel) gik forud for ethvert fæster-øl eller omtals-øl og bryllup. Med hjemmegaven og tilgaven blev der nu forholdt således, at de dannede en særskilt del af boet; dersom manden uden lovlig sag skilte sig ved sin hustru, så havde hun ret til begge dele; omvendt forbrød hun sin ret tilbage til arvingerne på hendes side. - I overensstemmelse med denne gamle lovbestemte brug synes det at være, at faderen endnu giver datteren en hjemmegave i form av bryllups-utstyr, og at han i tilfælde af arv indskrænker sig til at kræve sit derved gjorte udlæg tilbage. Muligt også, at skikken med hine sølvdalere som friergave til bruden er en fortsættelse af den oprindelige brug med tilgave, fra beilerens side.

74. I de 11 år 1846-56 ægteviedes i hovedsognet tilsammen 110 par, og fordelingen på månederne var sådan:

     Januar .......  7          Juli ........ 33
     Februar ......  6          August ......  -
     Marts ........  -          September ...  3
     April ........  -          Oktober .....  7
     Mai ..........  7          November ....  3
     Juni ......... 43          December ....  1

Fordelingen må være så, sagde man; thi vårfisket varer næsten til sommer-måls-tid; så er det våronn, 2-3 uger, så torvskjæring, 2-3 uger, derefter mere ledigt til 4 uger efter St.-Hans, så slåt og skurd i et, derefter torvkjøring og slag i slag træsking, maling, baging og brygging til jul, og julen varer her like til kyndelsmesse. Men tjenestefolk og andre småfolk, som i det hele have ondt for at indrette sig på sædvanlig bygde-skik, holde stundom sine tarvelige bryllupper til andre tider end juni og juli. - Frieriet eller omtals-øllet holdes i julen rimeligvis af den grund, at da ere jo familierne alligevel forsynede med det øl og andet, som skal til.

75. Så udtrykte en bonde sig, som beskrev mig anstalterne til hans egen datters bryllup.

76. Af disse gav dog brudens fader 100 spd. Brudens moder gav naturligvis sengklæder, 6 sæt «ta korå» eller nogle af hvert slag, nemlig 4 såkaldte «senger,» d.e. dyner, og 2 ryer, samt 6 lagen (2 af bomuld og 4 af strie), dertil«hyend» og «kvitler». En rye (et på en høist besynderlig måde vævet sengeteppe) er et mægtigt stykke, vægtig 2 bismerpund og værd så meget som 2 bismerpund uld. Alle forsynlige mødre have sådanne sengklæder hængende til deres døttres udstyr.

77. Den mindste års-udgift af dette slags havde været for ham 7 spd., oftest var det omkring 10 spd., men et år endog 25 spd., men nu må en mand i velstands kår betale hos uskyldte folk for sig alene 2 1/2, men for sig og kone 3 spd., at sige, hvis det ikke er hos en af naboerne på samme gård; thi i dette fald er betalingen 3 1/2 og 4 spd. I bryllup hos slægtninger må der naturligvis gives mere. Følger der børn med, så må der selvfølgelig gives mere for hele familien end for mand og kone alene. En tjenestegut giver nu i skålpenger 6 sk., en tjenestepige mindre. - Uanseet skålpengene bringe også konerne tildels «føring» eller gaver af madvarer med; men disse gaver ere dog her temmelig ubetydelige i sammenligning med, hvad der har været skik på Østlandet.

78. Jeg hørte også adskillige folk yttre, uvillie over den gamle skik - dog gjerne med det tillæg, at nu, da brændevinet var blevet så dyrt, var der så lidet at tjene med skål-bryllupperne.

79. Etsteds i Søndmøre hørte jeg sådan historie: En gut tænkte sig at blive bygselmand på en vakker gård og behøvede dertil en sum penge (til bygsel) og en kone (til husholderske); men begge dele kunde jo fåes i et skål-bryllup. Så friede han til en pige, men med det forord, at hendes fader skulde koste almindeligt bryllup for hende. «Mener du han er god til det?» «Jeg lyt spørge,» svarede pigen. - Se, en slig historie er fast utænkelig i bygder, hvor alle eller så godt som alle gårde ere selveiendom. - Hvad, det angår, at jeg fremstillede skikken med skål-penge som et eget låne-system for nygifte folk og begyndende jordbrugere, et gammeldags låne-system, istedetfor hvilket man andensteds, hvor jorden sædvanlig er selv-eiendom, optager lån i banken, så skal jeg anføre, at ifølge en del oplysninger, som i 1855 vare indsamlede for et påtænkt andragende om oprettelse i Aalesund af en filial-afdeling af Norges Bank, lod det virkelig til, at der i Søndmøres fogderi var optaget lån i banken til et forholdsmæssigt langt mindre beløb end i Romsdals og Nordmøres fogderier. Men i disse sidste distrikter ere gårdene mere selveiendom, og her have almuerne ikke sat sig så meget i skålpenge-gjæld.

80. I en ministerialbog fandt jeg en gut på 21 1/2 år gift med en enke på 62 år. Siden traf jeg ham selv og talte uforbeholdent med ham derom. Men det lod ikke til, at han kunde forstå min forundring og uvillie. På flere steder i Søndmøre besøgte jeg adskillige sådanne familier, og disse besøg høre til mine ubehageligste erindringer fra denne egn.

81. Det blev også sagt til mig, at om sådanne folk have sit hjem for langt borte, så de ikke kunne få holdt noget «frieri» hos forældrene, så bruge de dog tildels der, hvor de ere, at tilkalde et par mænd som vidner på deres aftalte forlovelse, og dette fremdeles helst i juletiden, som nu engang på en måde er bestemt for dette slags forhandlinger.

82. Denne forklaring stemmer også ganske vel med følgende ved sognepræstens hjælp foretagne tælling over de ægteviede par i Harham i 1855 og 1856:

Af brudgommene vare:
   1, indfødte,
      a, bosatte her .............. 24
      b, strax udflyttede ......... 3      27
   2, fremmede
      a, bosatte her ..............  4
      b, strax udflyttede ......... 12      16

Af de 4 fremmede brudgomme, som bleve bosatte her, var det så med de 3, om ikke med den 4de også, at de kom til at ægte enker med gårds- eller plads-brug,

83. Det være mig tilladt at fortælle et af de vistnok sjeldent glædelige exempler. Jeg hørte historien af manden selv. Født af fattige forældre var han tidlig kommen ud blandt fremmede og tjente tilsidst i 14 år på Vigren. I de 6 sidste tjenerår havde han lut i vår-fisket og var heldig; jeg forstod ham så, at han havde 230 spd. i behold, da han sluttede. På Vigren var han bleven forlovet med en pige, som også var fra indlandet, men tjente derude, De forlode tjenesten samme vår, og hendes fader, som var gårdmand, bekostede brylluppet. Dette var på 3 tønder malt «med tilbehør» (1 td. brændevin, 1 anker aquavit, for hver malttønde 1 vog smør og 300 (meget små) lever fladbrød o.s.v.). Svigerfaderen beregnede brylluppet til 80 spd. efter priserne i det år (1853) og gav desuden i skålen 100 spd. samt 2 kjør, 10 sauder og 4 opredte senge; af gjæsterne, omtrent 100 i tallet, blev der givet 130 spd. Brudgommens fader var med og gav 2 daler af sin fattigdom. Siden kjøbte den unge mand en anseelig gård (skyld: 1 dal. 100 sk., pris: 280 spd. foruden føderåd til 2 personer: gården føder 1 hest, 7-8 «beist» og 10-12 sauder, og dens avl er 30-40 tdr. korn). Desuden er manden og en svoger af ham fælles om at holde en båd ude i vårfisket.

84. Ordret efter virkeligheden, ifølge min hjemmelsmands forsikring.

85. I de nys nævnte Vatne og Skoue sogne var forholdet i årene 1838 til 1840 således:

     Efter 2 dages forløb ...........  9 personer
       -   3    - » -     ........... 62    -
       -   4    - » -     ........... 33    -
       -   5    - » -     ........... 11    -
       -   6    - » -     ...........  5    -
       -   7    - » -     ...........  3    -
       -   8  eller flere ...........  3    -        
                          Til sammen 126 personer

Sammenligner man tal-rækken for de to tidsrum, finder man, at i årene 1853-1855 var der heller noget flere personer, i forhold til det hele antal, som bleve begravet med lidt længere mellemrum efter døden. Det kan da formodes, at folkets egen følelse begynder at modsætte sig dette lidet sømmelige hastværk. Og som i disse sogne, således vel også i Harham.

86. I flere sogner længer inde i Søndmøre er dog røgstuen den almindelige bygningsform endnu, og det kunde da se ud, som om folket ude på øerne ved at aflegge den gammeldags bygnings-skik havde gjort mere fremskridt i nyere kultur o.s.v. Men det må erindres, at på Harham bruges torv til brænde, og at dette måtte medføre meget ulæmpe i en røgstue, så forandringen af den grund snarere måtte fremkomme ønskelig.

87. Da der fremdeles mest bruges bilægger-ovne, er der tildels to skorstene i kjøkkenet, en på hver side, for ovnene til de to stuer.

88.Vigren er natte-skikken med fladseng tildels afskaffet i den senere tid. De unge kaldes da ned fra loftet til morgenandagten, og enten foregår så trakteringen nede i stuen, eller husfader og husmoder kunne være så snilde at bære den op på loftet, efterat de unge allerede have lagt sig igjen; thi det skal være så hyggeligt at få traktering på sengen.

89. Lag betyder ganske almindeligt en samling af folk, som i et eller andet øiemed have forenet sig eller «lagt lag sammen», f.ex. båd-lag. Særskilt begner det en samling af deltagere i et gilde og dernæst selve gildet, f.ex. bryllups-lag, dandse-lag. Både lag og gjæstebud ere gilder; men til det første have deltagerne selv på en måde forenet sig, således at hver enkelt yder sit bidrag (f.ex. bryllups-gjæsternes skålpenge og gaver af madvarer), og til det andet har værten indbudt gjæsterne ganske frit.

90. Ovenfor fortalte jeg, at på en af Harhams gårde, Rønstad, fik to bønder, som hver kun havde en halv gård, slippe med et fælles lag, altså et halvt lag hver, medens de to andre bønder måtte holde hver sit lag. Den skik kommer jeg også til at fortælle et exempel på i et følgende kapitel. Man kan måske heri se en tillæmpning af denne bestemmelse i den fornævnte gamle lov, at om en mand havde gård på mindre end 6 kjør eller 6 solds sæd, så skulde det stå ham frit for, om han vildeltage i samburds-øllet eller ei.

91. Vøku, vaka, er egentlig navnet på den hellige nat før visse store festdage, som ifølge de gamle kirkelove skulde helligholdes med vågen; jeg tror, at Helligtrekongersdag hørte til disse store fest-dage, og kagge-øllet holdes gjerne ved denne nu udlagte festdag.

92. Om gravøl talte jeg i slutningen af forrige kapitel. Barnsøl eller barnedåbs-gilder forhørte jeg mig ikke om; men i en bygd i nabo-egnen Romsdalen lagde jeg mærke til, at forældrene i al simpelhed traktere fadderne med nogle kaker og dramme i et av husene ved kirke-stedet, hvorfra hver reiser hjem til sit.

93. Til prøve skal jeg anføre, hvad jeg optegnede under en fortrolig aften-samtale med 4 bønder inde i Søkelven. Den ældste af dem kunde mindes den tid, da det endnu ikke var tilladt at brænde brændevin: enkelte kjøbte da en potte til julen, andre slet intet. Da så brændingen var bleven tilladt og almindelig indført, brændtes så at sige på hver gård til julen, ofte også 2-3 gange siden; mange bønder, således en af hine 4, brugte at brænde en tønde for året. Meget af dette solgtes til handelsmænd og andre, for 28, 24, indtil 22 sk. kanden (1 kande er 3 potter). Blandt kjøberne vare gjerne bygdens tjenestegutter: den tid holdtes «uppsitter-lag», om fredags-aftenerne udover høsten til jul, da ungdommen samledes skiftevis på gårdene, pigerne for at spinde og sy, gutterne for at skjære træ-skeer eller spille kort - og de spillede gjerne om brændevin. - Der blev i det hele drukket meget i disse år. Alligevel blev det ikke skik at have brændevin med til kirken uden ved bryllupper, og selv da skjænkedes der ikke ved selve kirken uden til de enkelte, som der bleve budne til bryllups. Berusede bryllupsgjæster fulgte ikke med til kirken, eller de lagde sig igjen på veien. - Da brændevins-brændingen igjen blev forbudt, ophørte den strax; idetmindste kom ingen her i sognet i uleilighed for smug-brænden. Nu for tiden, blev det sagt, var det almindelige, at en bonde kjøbte 1 eller 11/2 kande til jul. På personlig tilspørgsel til hver af de 4 bønder viste det sig dog, at de alle til sidste jul havde kjøbt noget mere, nemlig 2 kander, undtagen en, som havde 2 kander på en pægl nær. Siden i året til nu i november måned havde de intet kjøbt. Og mange husmænd kjøbe intet julebrændevin. Men bønderne må have for at skjænke til husfolket juleaften og julemorgen som i Harham, til naboerne ved sammenkomsterne på julehelligdagene samt til julegjæster, som komme langveis fra (en velkomst og en morgendram). Da jeg yttrede min beklagelse over, at der skal sees så mange berusede bønder i Aalesund, blev der svaret, at hver bonde her pleier være i byen 2-3 gange for året, men at mange bådelag vare inde uden at kjøbe en pægl - nu, da brændevinet er blevet så dyrt. Sålænge som folk kan mindes, har det været aldeles almindelig, at barselkoner få opvarmet rom, og den brug står endnu.

94. Senerehen, i en af nabo-bygderne, hørte jeg en bondekone fortælle følgende træk af den harhamske husholdning, som hun selv havde erfaret ved et besøg på en af øerne: Når man har fået fersk fisk til hus og agter at koge den som fersk for at sætte for fremmede eller som gjæstebuds-mad, lader man den først ligge en dags tid, for at den skal blive kasen eller noget anløben man synes, den er bedst da.

95. Med denne betragtning stemmer dette, at inde i fjorddistrikterne, hvor kostholdet er bedre (mere kjød, melk og ost), drikkes mindre brændevin end ude på øerne, noget, som allerede Strøm bemærker (anførte værk, 1ste del, side 550), fremdeles dette, at på øerne bruges en svare mængde skråtobak (og det ikke rulle-tobak, men selve bladene, som kunne fåes stærkere), en brug, som nok heller ikke er så stor inde i fjord-distrikterne (se også herom Strøm, samme sted, side 551, hvor det hedder, at fjordefolket mest bruger tobak til snus, men øboerne til at tygge og røge).

96. Historien blev mig fortalt af en gammel og hæderværdig mand. Men en rednings-historie, som jeg har fortalt i 1ste kapitel (Folkev. for 1858, side 331, anm.), viser, hvor overmåde let sådanne fortællinger kan blive udsmykkede med tildigtninger. I dette tilfælde var jeg ikke så heldig at træffe den person, som vel måtte vide bedst besked, nemlig den nævnte gamle kone.

97. Manden fortalte mig fremdeles, at han havde været soldat og tjent i Bergens garnison, og mere end en gang, når han stod på post på fæstningen, havde han seet gjenfærd, hvidt og svævende, af en soldat, som var bleven dræbt ved en kanons sprængning. En anden gang havde han været på en fisker-båd udenfor Vigren; i nærheden var en anden båd, og midt imellem båderne hørtes tre gange et dybt suk: «A - hå», henover vandet - netop der vare nogle folk druknede, og de vare ikke blevne gjenfundne og begravede.

98. En bonde høit oppe i Guldalen, i Soknedalen, fortalte mig dog, at han engang havde været inde på fattig-stuen med en gave; anledningen var, at han var til byen med et smør-læs og havde solgt alt på en hvid gjede-ost nær: for dens skyld vilde han ikke standse længer i byen, og så faldt det ham ind at levere den af i fattig-stuen. Men så sluttede hans fortælling - han havde aldrig tænkt, at der kunde siges så megen tak for en så ringe ting; han syntes, at det var for meget. - Jeg måtte mindes, hvad jeg havde hørt blandt de spedalske på hospitalet.

99. En præst i det Bergenske yttrede den mening, at årsagen til, at der netop på den kant af landet var så mange levninger af katholsk tænkemåde og skik (han mente især det nu omtalte om gaver til de fattige), kunde være at søge deri, at der netop her havde været så mange klostere og altså meget munke-væsen. Jeg vilde heller yttre sådan formodning: dersom det virkelig stadfæster sig, at der i den gammeldags folketro og overtro forekommer mere af hedenske erindringer i indlandsbygderne og af katholske forestillinger i kystegnene, så kunde det måske forklares så: katholicismen og den hele middelalderske kultur, som skulde afløse hedenskabet, trængte vel mere igjennem i kyst-egnene, som formedelst næringsveienes mangfoldighed og søveienes lette forbindelse i gamle dage tør have været bedre befolkede og sædet for en livligere kultur-udvikling fremfor de uveisomme og skovopfyldte indlandsbygder. I de sidste menneskealdere er forholdet blevet omvendt; agerbrugets udvidelse og det formedelst tiltagende handel alt mere og mere vigtige skovbrug har gjort det mere folksomt og livligt i indlandsbygderne; men i den gammeldags folketroes levninger tør der endnu være spor af den forskjel i oplysning og dannelse, som der monne have været for to til tre hundrede år siden.

100. Med mine erindringer fra indlandsbygderne var det mig helt påfaldende her på udøerne stundom at se tårer bryde frem under samtalen. - Engang gik jeg forbi en stor ager, hvor den nærliggende gårds familier havde hver sit stykke og netop holdt på å skjære sit korn. Den første hob råbte hen til mig for at få vide, hvor jeg var fra, hvad jeg foer med, hvor jeg agtede mig hen o.s.v.; den anden og den tredje hob ligeså. En familie stod længere nede på ageren. så langt borte, at de ikke kunde råbe til mig; men de standsede med sit arbeide og så efter mig. Så syntes jeg, at jeg måtte gå de få skridt for at føie dem og fortælle, hvor jeg var fra. «Fra Christiania?» sagde konen; «det er vel langt borte det?» Så så hun lidt på mig og vedblev: «Tænk du - ja, det er kanske galt, jeg siger du, men vi vide ikke bedre her på udøerne - tænk, jeg havde 2 børn, og nu ere de nylig døde begge» -- og nu græd hun så sårt. Men jeg fik ikke svare hende stort: Manden så på en skind-taske, jeg bar over skulderen, og spurgte, om jeg havde varer at sælge, og nu bøiede konen sig ned og gav sig atter ifærd med sit arbeide.

101. Og som børnene nu lære Pontoppidans lille forklaring, således lod det til, at de fleste ældre i sin tid havde lært den store eller dobbelte, Og jeg hørte Harhams-bønder yttre den bestemte mening, at det vilde være rettest at begynde på igjen med denne store forklaring; det syntes næsten at ansees som mangel på rettroenhed, når man ikke delte denne mening.

102. Det tydeligste lovbud herom er vel ref. 2. december 1740. Ved loven om almueskolevæsenet af 1827 blev det gamle bud afskaffet, idet det nu bestemtes, at kun i de første 2 år efter konfirmationen skulde ungdommen være pligtig efter tilsigelse at deltage i katechisationen på kirke-gulvet.

103. En kone, som havde givet sit pigebarn tre navne, fortalte mig, at det ene var efter en præst, hun havde drømt; det var rigtignok en gammel præst, som hun aldrig havde seet, men kun hørt omtale af gamle folk.

104. Endnu klages der fra disse egne, ligesom allerede af præsten Strøm, over folks uforsigtighed med at bringe børn så tidlig til kirke. En præst i Nordfjord skriver til mig, at den store dødelighed her blandt spæde børn som oftest har sin grund i den ilfærdighed, med hvilken man søger at få dem døbte, uden hensyn til, om det er sommer eller vinter, storm eller stille. «Dette skriver sig igien dels fra overtro, dels fra sparsomhed, da det nok er skik at traktere enhver, der kommer ind til en barselkone, inden barnet er døbt.» Tilføie bør jeg dog, at i selve Harham bruges hjemme-dåb hyppig, så børnene her ikke føres så tidlig til kirke.

105. Skjønt jeg, som sædvanlig, på stedet nedskrev, hvad jeg hørte, må jeg dog tænke mig, at jeg måske opfattede en eller anden enkelthed mindre nøiagtigt. Ved denne leilighed faldt det mig heller ikke ind, at jeg skulde komme til at gjøre sådan brug af mine optegnelser, som jeg nu vover.

106. I egne som Gudbrandsdalen må man idelig høre klage over, at det mindker med skoven, så det bliver så ondt for brænde; her i Harham hørte jeg den samme klage med hensyn til torv-myrene. I fortiden har der været rig skov på disse øer; det sees endnu på stubberne, som stå igjen, og som, efter bøndernes sigende, stundom bære mærke efter øxen, som fældede træerne; nu er dog ikke alene skoven ganske og aldeles forsvunden, men mange torvmyre ere også udtømte, så torven må hentes længere og længere borte. Således må opsidderne på gården Flem nu skjære sin torv oppe på det høie fjeld Skulen, og derfra må de med sine slæpe-slæder kjøre den i 4 vendinger: først opad bakke til ås-brunen, så halvveis nedover, derefter ned på fladen, endelig til gårds. Til hvert hus behøves, sagde man, omtrent 60 sådanne læs. Opsidderne have oparbeidet en vei på det værste stykke; men den vil ikke holde stand, såsom der er for brat; de tænkte derfor på en ny vei og stilede en formelig anmodning til mig om, at jeg skulde henvende mig til «Vei-departementet» om hjælp for dem til dette arbeide. Dette kunde jeg dog ikke love; men jeg benyttede senerehen leiligheden til at henlede amtmandens opmærksomhed på sagen. - Der tør være ligedan torv-mangel på andre steder i amtet, og ondet vil vel voxe jevnt, såsom almuerne nok ikke have tanke om at behandle myrene således, at de kunne voxe til igjen.

107. Med hensyn til hin arbeids-deling mellem land-bønder og sø-bønder kan jeg endelig anføre, hvad en meget forstandig og agtet Harhams-bonde, medhjælper Karl Langva, yttrede for mig: «Nu har jeg, sagde han, drevet vår-fisket siden 1817; men jeg mener, at det havde været alt så godt, om jeg havde sluttet med fiske og drevet mere med jorden; ikke skulde tjenerholdet været så stort da, og endda skulde jeg havt gården i anderledes god stand end nu.»

108. Ja, i Indre Sogn og i Romsdalen o.s.v., især i enkelte af præstegjældene, er misligheden så stor, at den måtte vække opsigt i hvilketsomhelst land i Europa når man erindrer, at det er landsbygder, hvor man er vant til at tænke sig tilstanden bedre.

109. I 1845 var arbeidsklassen i det hele noget mindre talrig; men det indbyrdes forhold mellem bygdelagene var i denne henseende på det nærmeste ligedant da som nu. - Blandt daglønnerne i tabellen er medregnet et lidet antal folk, som i folketællings-listerne ere anførte under benævnelsen søfarende.

110. Ved denne beregning har jeg manglet opgaver for præstegjældene Førde i Søndfjord og Bolsø (med Molde by) i Romsdalen; derhos har jeg her så vidt gjørligt holdt mig alene til land-distrikterne og derfor udeladt opgaverne for byen Aalesund. Derfor, samt fordi disse opgaver kun omfatte de to år 1855 og 1856, kunde der ikke ventes nøiagtig overensstemmelse med den til svarende beregning ovenfor for årene 1851-1855, Tabellen forståes så: Når i Indre Sogn 100 par folk af eiendomsklassen bleve ægteviede, så var der 44 par af samme klasse, som havde uægte børn; i arbeidsklassen var forholdet som 100 mod 95.

111. I Harham forstod jeg også bønder så, at de ikke anså bygselgårdenes overgang til selveiendom for noget attråværdigt, og det netop af den grund, at enke på odelsgård ikke havde så let for at blive gift med en mand, hun kunde være tjent med: hendes søn af første ægteskab vilde en gang i tiden tage den fra ham igjen. Dette samme omtaler også Strøm (oftnævnte værk, 1, 372), og han nævner det som årsag til, at mange leilændinger lode være at kjøbe sine gårde.

112. Det forekommer mig ialfald aldeles sandsynligt, at den tænkemåde og leveskik, som vi endnu den dag idag lære at kjende i Sønd- og Nordfjord samt i Søndmøre, er mere gammeldags, og at tilstanden i de andre her omhandlede bygdelag er en nyere dannelse. I hine bygder synes jeg at have fundet så megen lighed med dette folkeliv, som fremstiller sig for os i de oldnorske og islandske sagaer. Til exempel skal jeg anføre, hvad en præst i Søndfjord skriver mig til: «Ved forlovelser sees der i gårdmandsklassen stærkt på, at begge de forlovede, hvad formuen angår, kunne «svare ligt imod», da det, som den ene eier mere end den anden, betragtes som fragået familien og overgået til den anden som en gave af nødvendighed. Denne anskuelse er derfor stundom årsag til, at påtænkte partier gå overstyr, noget, hvortil begge familier virke lige meget; thi den ene vil nødig, som det hedder, «gå i tab», og den anden nødig finde sig i den ydmygende tanke at modtage en ufrivillig gave, der oftere vilde blive gjenstand for drøftelse og omtale. Denne opfattelse af ægteskabet har formentlig fremkaldt det såkalte «heimdabyte», eller når en gårdmands søn ægter en anden gårdmands datter, da må til vederlag sidstmeldte gårdmands søn ægte den førstes datter, hvor ulige endog alderen er imellem dem; thi således sker et bytte af hjemmet, og på: begge sider er der stillet fyldestgjørende erstatning. Her tages altså mest hensyn til at få børnene godt gifte eller, som det hedder, at se dem i godt brød. Børnenes villie kommer kun lidet i betragtning. I almindelighed gjøre de dog ikke synderlig stærk modstand, dels fordi de fra barnsben ere vante til at betragte dette forhold som det rette, dels fordi de, især hvad pigerne angår, selv anse det sikkre brød for bedre end det uvisse, Alderen kommer, som sagt, ikke i betragtning, med mindre forskjellen skulle være altfor stor. Det er endog en ganske almindelig anskuelse, at konen bør være ældre end manden, og er forholdet omvendt, ansees det for et uheldigt parti. Unge, velstående gårdmænd, som have stået aldeles upåvirkede af familie-forholde, have giftet sig med endog meget ældre kvinder af hensyn til de ældres større dygtighed som husmødre. - I arbeidsklassen finde mere de såkaldte inklinations-partier sted; hensynet til formuen er for en del udelukket her; fornuften tages mindre med på råd, og fornuft-partier ere derfor sjeldnere.» Og fra Nordfjord skriver en præst så: «Fast uden undtagelse leve ægtefolkene i fred og enighed med hinanden og finde sig lykkelige ved forbindelsen, mere end man skulde tro, når man tager hensyn til, at det i regelen ei er gjensidig tilbøielighed eller kjærlighed, men forældrenes villie, ja tildels magtsprog, som knytter den.» Men ved læsningen af de gamle sagaer vil man idelig finde exempler på samme tænkemåde og skik: Forældrene råde for sine børns, navnlig døttrenes giftermål, og idelig tages hensyn til den fordel, som kan ventes af svogerskabet, såsom stor medgift, mægtig bistand i hevn-sager og rets-trætter o.s.v. - Men ret ofte siges der også i sagaerne, at konen klagede og fandt sig «ilde gift». Og mon dette virkelig skulde være så aldeles sjeldent nu vore dage?

113. Opgave mangler for et præstegjæld i Søndfjord og et i Romsdalen. Ellers er præstegjældenes antal, som det var før Borgunds, Surendalens og Ørlandets deling for kort tid siden.

114. I en af de indre bygder i Romsdalen blev det mig af vel kjendte mænd forklaret, at folket her gjerne ser op til Lesje og det øvrige Gudbrandsdalen som forbillede på leveskik, så nye moder i klædedragt og husvæsen og omgjængelse hentes derfra. Et exempel herpå har jeg meddelt i afhandlingen «Om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge», side 89, anm. Noget lignende skal også have fundet sted med nattefrieriets skik: denne er nok blevet til ligesom af sig selv her i Romsdalen, men bestod længe som et mere råt og vildt væsen, indtil den efter bekjendtskab med Gudbrandsdalen blev noget mer ordnet, så der skal kunne skjelnes mellem ordentlige nattefrieres skik og udanordnet, så de nede folks uskik. Således forstod jeg ialfald forklaringen. Og har jeg nogen mistanke om, at formedelst smitte fra Romsdalen af er nattefrieriet - og det i den oprindelige skikkelse- blevet udbredt til nabobygden Nordre Søndmøre. Idet mindste lader det til, ifølge de mundtlige og skriftlige efterretninger, jeg har erholdt, at det er blevet mere kjendt og herskende der end i Søndre Søndmøre samt Nordfjord og Søndfjord. Og deraf kan det vel komme, at tilstanden med uægte fødsler er mærkelig slettere i Nordre Søndmøre end i de nævnte sydlige nabo-distrikter, skjønt det ifølge de andre her omhandlede omstændigheder skulde være jevngodt. - Til sammenligning mellem Sogn samt Sønd- og Nordfjord med deres meget ulige folkeliv kan jeg henvise til nævnte afhandling "om Ædr-Tilst.", side 78 og 85. Se også sammesteds om Nordmøre og Fosen, side 89 og 90.

115. I de fem år 1851-1855 fødtes her 394 børn, og af dem vare 138 - altså over tredie-delen - uægte!

116. I den beregning over de uægte fødslers hyppighed, som jeg fremsatte i begyndelsen af dette kapitel, ere de dødfødte børn tagne med. Når jeg sætter disse ud af betragtning og kun agter på de levende fødte børn, kan jeg - ved hjælp af tal-opgaver, som jeg har samlet i mind afhandling «Om Sædeligheds-Tilstanden i Norge» - forfølge sagen så langt op i tiden som til 1831, og jeg skal her fremstilleforholdet for hver af disse tre samliger af bygdelag: 1) Indre og Yttre Sogn, 2) Sønd- og Nordfjord samt Søndre og Nordre Søndmøre, samt 3) Romsdalen, Nordmøre og Fosen. I hver af disse 3 egne og i par, så blev der født følgende antal uægte børn:

  1831-35     1836-40     1841-45     1846-50     1851-55  
1) ... 43 49 50 52 55
2) ... 13 13 15 14 20
3) ... 50 49 59 64 67

I hver af de tre egne sees jo en stigende forværrelse; men derhos ser det ud, som at forværrelsen går forholdsvis mest for sig i egnen 2 (Søndfjord-Søndmøre), som om denne egn snart skulde indhente de andre; thi forholdet er steget som fra 13 til 20 eller med 54 procent, medens stigningen i de to andre egne kun er omkring 30 procent. - Fra nu af bør man ialfald med opmærksomhed agte på disse tal-forholde, for hvert fem-år, som henrinder.