/ UiT Norges arktiske universitet
 

EILERT SUNDT

Giftermål i Norge

Bidrag til Kundskab om Folks Kaar og Sæder

INNHOLD

INDHOLD
Kap. 1. Forskjellige meninger 179
Almindelig mening om overhåndtagende letsindighed blandt fattigfolk ved ægteskabers stiftelse (§§ 1-4). Vigtigheden af at komme til en vis kundskab om denne sag; afhandlingens opgave og fremstillingens måde (§§ 5-7).
Kap. 2. Antallet af ægtevielser i riget 184
Opgaver over den forløbne halvdel af indeværende århundrede (§§ 8-10). Antallet af ægtevielser stiger stærkt fra 1815 til 1825, falder derimod til 1840 og stiger igjen meget stærkt i årene 1841-50 (§§ 11-14).
Kap. 3. Antallet af ægtevielser i de fem stifter 191
Samtidigt og jævnt viser hin stigen og falden sig i hvert af de fem stifter (§§ 15-18). Ligeså i Laurviks, Jarlsbergs, Hedemarkens og Gudbrandsdalens provstier samt i Loms, Vaage og Lesje præstegjælde (§§ 19-21).
Kap. 4. Om årsagerne til det faldende og stigende antal af ægteskaber i riget 200
Almindelig søges årsagerne i de gunstige eller ugunstige næringsforholde (Holst, Schweigaard, Kraft m. fl.)(§§ 22-26). Foreløbig angivelse af forfatterens anskuelse (§ 27).
Kap. 5. Sammenhæng mellem nutid og fortid 206
Det stærkt forøgede antal ægtevielser i 1841-50 er en virkning af den stærke forøgelse i de fødte børns antal fra 1815 af (§§ 28-33). At ægtevielsernes antal også havde steget stærkt fra året 1815 af, viser ligeledes hentil det sidste ti-år af forrige århundrede (§§ 34 -35). Formodning om lignende sammenhæng mellem slægterne endnu længer op i tiden (§§ 36-40).
Kap. 6. Det stadige og foranderlige i menneskelivet 220
Det ene år som det andet er der et ligeligt forhold af ældre og yngre ægtefolk (§§ 41-44). Dette vidner om en det hele menneskeliv omfattende lovmæssighed og harmoni (§§ 45-48). Men betragter man forholdet med de ægteviedes alder gjennem en længere årrække (1839-53), så viser hin harmoni sig som en langsom og jevn forandring, og undersøgelsen af denne forandrings årsag fører tilbage til den i forrige kapitel omhandlede sammenhæng mellem slægterne (§§ 49-51).
Kap. 7. Folke-bevægelsens strøm 230
Ved at agte på antallet af ægteviede i de forskjellige aldere ser man, hvorledes den større eller mindre talrighed af de foregående slægters kuld af børn bevirker et stigende eller faldende antal af ægtevielser i de tilsvarende efterfølgende tidsrum (§§ 52-62). Yderligere påvisning af, at år- sagen til den stærke forøgelse i ægtevielsernes antal i årene 1841-50 ligger i fortidige omstændigheder (§§ 63-66). Dette bekræftes fremdeles ved betragtning af forholdet i hvert af de fem stifter
(§§ 67-71).
Kap. 8. Mange i tal, men ikke mange i forhold 246
Ægtevielsernes antal forøgedes i årene 1841-50 usædvanlig stærkt i Norge i sammenligning med andre lande (§§ 72-75). Dette må dog ikke forklares så, at gode tiders gunst eller letsindig tænkemåde i særdeles grad har tilskyndet folk at stifte familie (§§ 76-77). Thi i virkeligheden have folk mere udsat med giftermål i årene 1841-50 end forhen (§§ 78-86). Befolkningens bevægelse eller stigen og falden i ægtevielsernes antal er i vort land for største delen foregået uafhængig af sådanne samtidige tids-omstændigheder, som i flere andre lande have den meste indflydelse (§ 87).
Kap. 9. Rift om brødet 262
Den pludselige og stærke forøgelse i antallet af unge mennesker i arbeidsfør og giftefærdig alder fremkaldte i årene 1841-50 et usædvanligt opsving i næringsvirksomheden, hvorunder særdeles mange fandt levebrød og så sig istand til at stifte familie (§§ 88-94). Men den samme store mængde af unge mennesker, som alle tragtede efter at finde levebrød, forårsagede også trængsel, hvorunder mange skuffedes i sine forventninger og nødedes til at udsætte med giftermål, en tilstand, som ledsagedes af stigen i de uægte fødslers og i forbrydelsernes antal, af udvandring, arbeidsløshed, arbeidsuroligheder (§§ 95-100). Disse ulemper, som fremkaldtes ved den pludselige og stærke forøgelse af mennesker i den nævnte aldersklasse, have, som det var at vente, og som det klarlig sees af den gunstige tilstand i landet i årene 1851-55, lidt efter udjevnet sig (§ 101). Men det kan forudsees, at i en ikke fjern fremtid, i årene omkring 1870, ville lignende forholde som de i 1841-50 sandsynligvis atter indtræde (§ 102). Næst vanskeligheden for udkomme have ellers de forhøiede fordringer til livet bidraget til indskrænkning med hensyn til giftermål, og det også inden arbeidsklassen (§§ 103-104). Tilbageblik; hoved-årsagen til forandringerne i ægteskabsforholdene og underordnede årsager (§§ 105 -107).
Kap. 10. Forskjel i bygderne 280
Vigtigheden af at lære de mange forskjelligheder i folkelivet at kjende (§§ 108-111). Forklaringen om årsagen til den stærke stigen i ægtevielsernes antal i 1841-50 gjælder også for de enkelte provsti-distrikter (§§ 112-115). Ægteskabshyppigheden mindst i de distrikter hvor udflytning finder sted, størst derimod der, hvor indflytning foregår. Dette understøtter den formening om aftagende letsindighed ved ægteskabers stiftelser (§§ 116-118). Fortsat undersøgelse om ægteskabs-hyppigheden i de enkelte provsti-distrikter (§§ 119-120). Ægteskabshyppigheden i de fem stifter og i Gudbrandsdalen (§§ 121-122).
Kap. 11. De høiere og lavere klasser 296
Private meddelelser fra sognepræsterne i Christiania og Christiansands stifter med hensyn til giftermål inden eiendoms- og arbeidsklassen (§§ 123-127). Antallet af ægteviede i hver af de to klasser (§ 128). Indbyrdes giftermål mellem de høiere og lavere klasser (§§ 129-30). Ungkarle og enkemænd, piger og enker (§ 131). De ægteviede ungkarles og pigers alder i hver klasse (§§ 132-133). Brudgomme af eiendomsklassen ældre end af arbeidsklassen; men hines brude yngre end disses (§§ 134-136). Hvoraf det kommer at unge mænd af de to klasser gifte sig i forskjellig alder (§§ 137 -140). Hvoraf det kommer, at mænd af eiendomsklassen tage sig så meget yngre hustruer (§§ 141-144), men at mænd af arbeidsklassen vælge sig sine hustruer blandt de noget ældre piger (§§ 145-149). Bemærkning om nattefriere (§ 150). Exempel på meget besindigt giftermål inden arbeidsklassen (§ 151).
 

1. FORSKJELLIGE MENINGER

1. I en egn omtrent 4 mil fra Christiania spadserede jeg en vakker høstdag 1853 omkring i en liden husmandsbygd eller en samling af pladsbrug i en skovstrækning, som tilhørte nogle større gårde. På en af disse pladse var den middelaldrende husmandskone beskjæftiget med at bære ind potetes og styrte dem ned igjennem den åbne kjelderlem i stuen, og et par halvvoxne pigebørn hjalp hende; men manden var på arbeide hos værten. Jeg var træt og sad ned, indtil konen blev færdig med sit arbeide, så gav hun sig i samtale med mig. Vi havde jo ikke seet hinanden før; men vi bleve snart ligesom kjendte, og hun trakterede mig med æbler af et vakkert træ, mellem hvis blade solen skinnede ind gjennem vinduet i stuen. Dette træ havde dog ikke den nuværende husmand plantet, men hans formand, en underlig gammel ungkarl. Imidlertid var der tegn nok på, at også den nuværende familie gjerne vilde have det pent og hyggeligt omkring sig. Med sand fornøielse så jeg mig om i stuen. For første gang bemærkede jeg i en husmands-stue en top-seng med værkens omhæng. Svenske-uhret hang i krogen, og en stor dragkiste på den ene langvæg kunde jeg ikke andet end tænke mig vel fyldt med allehånde gode ting, vidner om den forstandige husmoders flid og forsynlighed. Det var åbenbart en velstands-plads, skjønt folkene dog havde havt 5 børn at opdrage, og alt, hvad jeg erfor om deres husliv, lærte mig at agte dem som hæderlige mennesker.

Jeg spurgte konen, hvorlænge de havde været gifte, og hun besvarede det; på et andet sted i samtalen fik jeg vide, hvor gamle de vare nu, og et lidet regnestykke sagde mig da, i hvad alder de vare, da de indgik ægteskab med hinanden. De vare da meget unge, 21-22 år. Jeg berørte dette for konen, og hun rystede på hovedet over ungdommens dårlighed.

«I vare kanske husmands-børn, begge to?»

Ja, det var de.

«Og så vare I vel i tjeneste, før I kom sammen?»Ja, det var nu den vei, de måtte alle fattigfolks børn.

«Kanske I også tjente sammen på samme gård?»

Nei, ikke just det; men det var ikke langt imellem.

«Nu, ja ja, så synes jeg, jeg forstår, hvordan det gik til altsammen. Men sig mig, min kjære kone: Stor rigdom havde I jo ikke med hjemmefra, og store ting kunne I heller ikke have samlet i den korte tjenestetid; havde I da også noget at begynde med, da I kom sammen? Jeg veed da, der skal adskillige ting til for folk, som skulle holde hus; men hvad kunde I have?»

Å, det var nok lidet, det de havde.

«Ja, men noget måtte I da have alligevel, veed jeg.»

Å nei, det var nok ret ikke noget.

«Kjære dig, det var da rigtig altfor underligt det da.»

«Jo, jeg havde en træ-ske, jeg,» svarede konen.

«En træ-ske?» gjentog jeg.

«Ja, og den fik jeg ret af Anne Rogneby, den konen, jeg sidst tjente hos. Det var så, at idetsamme jeg skulde gå af tjenesten - det var da lyst for os af prædikestolen -, så sagde hun: Jeg mener, du får tage med dig den træ-skeen, Karen, sagde hun, for så er det da så meget, at du har noget at æde med, sagde hun, når du og han Ola kommer ihob, sagde hun. - Jeg ændste nu ikke så meget den træ-ske den stund, for jeg var så fuld af gråd; men jeg sagde da tak, og rigtig kom den så vel med og; for da vi vare komne ihob, han Ola og jeg, så havde jeg træ-ske, men han havde ingen, han.»

«Havde han ingen træ-ske? Forklar mig da: Havde han da hus-vær, og havde han kopper, kar og gryde, og havde han noget at give dig til at koge i gryden?»

«Han?»

Nei, men for det første halv-år havde de fået lov til at bo på en plads hos nogle af konens skyldfolk. Der fik hun låne gryde. Til det første mål, hun skulde koge, havde hun intet mel. Men Ola havde sin bedstemoder ilive på en plads i nærheden, hvor hun havde et lidet kår eller livøre. Han gik til hende og fik nogle næver mel, «og det bar han rigtig hjem i hattepullen sin.»

Jeg måtte smile til konens troskyldige fortælling; men endnu mere måtte jeg forundre og glæde mig over den store kunst og rigdom, hvormed den himmelske Fader veed at sørge for sine mange, mange børn, både de sorgløse og de meget bekymrede. Og jeg veed vist, at mine læsere heller ikke kunne andet end fornøie sig over, at det endda gik Ole og Karen så vel, uagtet den sorgløse begyndelse lovede så lidet godt.

2. Den lovede så lidet godt; thi dette var dog, efter alle mærker at dømme, virkelig et af de ægteskaber, om hvilke vi må sige, at de ere indgåede i letsindighed, ret i «ungdoms dårlighed», som Karen selv sagde. Og blandt folk, som friste Gud og begynde sit husliv på sådan måde, findes der flere exempler for et, som vise, hvor yderst ulykkeligt det kan gå, sandelig både med forældrene og med børnene i tredie og fjerde led. De unge, letsindige, uerfarne folk komme sammen i fattigdom, og snart have de omkring sig en talrig børneflok, som de ikke kunne nære og klæde skikkelig, og som de end mindre besidde visdom og forstand til at opdrage i tugt og Herrens formaning, og i den næste slægt kan det sees, at det ene huses fattigdom og råhed har ynglet og opfyldt flere huse, hvorfra nu kanske endogså fortvivlelsen stirrer ud over bygden og lasten går på rov.

3. Dette, at så mange af landets sønner og døttre gifte sig ind i elendigheden og ved sin letsindighed forøge samfundets møie og byrde, det har været og er gjenstand for mange alvorlige og velsindede borgeres og menneske-venners store bekymring. Og mange forstandige mænd, som ret have levet blandt folket og havt god leilighed til at iagttage dets sæder og dets færd ere endogså komne til den mening, at dette forhold med utidige giftermål blandt fattigfolk er noget, som i den sidste menneskealder har artet sig til det værre istedetfor til det bedre.

Især på landet, hvor denne sag af flere grunde nok mest er gjenstand for opmærksomhed og samtale, har jeg ofte hørt brave, erfarne mænd udtale sig så: «Galt var det før; men endnu værre er det blevet nu, efterat den nye fattiglov udkom, i 1845. Den giver jo fattigfolk ret til at kræve hjælp, hvergang noget står på, og nu er det ret blevet så, at den fattigste gut, som kanske for nogle få år siden slap ud af lægden og endnu ikke er kommet så langt i tjenesten, at han har fået fuld løn, han synes, at der ikke er nogen fare ved at gifte sig, og så går han til præsten og forlanger lysning og vielse - for han finder altid en pike, som er lige ens som han.» Andre gå længere tilbage i tiden og betragte sagen dybere. En af fattigmandens bedste venner, en hædersmand, som til sine grå hårs ære føler et høit betroet embedes anseelse, forklarede mig sin anskuelse så: «Tidsånden er sådan. Det er friheds-ideerne, som regjere også i dette stykke. Det er en af de ulemper, som følge med den frie forfatnings goder; men vi bør jo tålmodige tage det onde med det gode. Se Dem omkring i by og bygd! Håndværks-svenden vil være mester før tiden; krambodgutten vil strax være kjøbmand; gårdmands-sønnerne ville alle være gårdmænd og stykke da faderens gård ud i små lapper; tjeneste-gutten følger exemplet og opsiger tjenesten for at være på egen hånd. Og så gifte de sig også, enten de så have noget at gifte sig på eller ikke. Går det så galt, så skulle de trange tider bære skylden derfor; menneskene ere nu engang så, at de ikke gjerne ville skue ind i sig selv og se årsagen til deres skuffelser og ulykker i deres egen handlemåde. Det er ikke let at indse, hvorledes det skal blive anderledes; men sagen er sandelig nu bleven så betænkelig, at dersom landet skal bestå, så synes det nødvendigt, at det må blive anderledes, og vi få derfor håbe det bedste.»

Når den øiensynligste deltagelse for den almene mands kår, når den af fromhed ledede besindighed udtaler sig således, så kan man vide, at heftigheden og hidsigheden, der dog pleier være almindeligere, ikke lægger skånsel i sit omdømme, ikke elsker at bruge milde og menneskekjærlige ord, som dog mest kunne behøves, hvor en alvorlig dom må udtales. Er det ofte så, at fattigfolk stifte familie i utidighed og letsindighed, noget, som altfor let kan bidrage til at forøge samfundets prøvelser og da kan synes tilsidst at gå ud over de rige, så er det ret ofte også så, at de riges tanker og tale med hårdhed og hån gå ud over de fattige.

4. Men hvad enten det er deltagelse og velvillie, eller det er heftighed og vrede, som råder i hjertet, så er den fælles og meget almindelige mening den, at hyppigheden af ubesindige giftermål i den ubemidlede stand er et voxende og faretruende onde. Der hersker en uro i manges sind, ligesom når elven er voxet op over sin sædvanlige høide og ikke alene med sin stærke strøm holder på at undergrave bredderne, men endogså truer med at svømme over og anrette ødelæggelse vidt omkring.

Det bringer strax beroligelse, når det viser sig, at den truende elvevoxt allerede er standset; endnu mere glædeligt er det, når det befindes, at elven endog er begyndt at falde, om end kun en tomme.

Og jeg tror, at flommen virkelig er faldet en tomme og vel så det.

5. Det er overmåde vigtigt, at meningerne om denne sag bringes til et fuldstændigt opgjør. Skulde det være så, at det ikke alene ofte var tilfældet, men at det endogså blev mere og mere almindeligt, at rå og fattige folk giftede sig i ung og utidig alder, at det vistes en sørgelig mangel på besindig omtanke ved et skridt, som er af så stor vigtighed både for den enkeltes og for samfundets vel: at stifte familie - skulde det være så, da måtte det endelig vides med uimodståelig vished, på det at alle samfundets sunde og gode kræfter kunde forene sig om at overvinde et sådant grundonde. Eller skulde det være så vel, at hint onde ikke greb videre om sig, men kanske heller var i aftagende, så burde dette også vides. Den mening, at samfundet trues med fare formedelst den store hobs råhed, er vel skikket til at fremkalde anstrængelser fra de høiere stående klassers side; men den er også skikket til at sætte ondt blod, til at avle bitterhed og misnøie på begge sider. Har man derimod den mening, at samfundet heller arter sig til det bedre, tror man at finde, at den på samfundets høider stigende oplysning og sædelighed virkelig lidt efter lidt trænger igjennem og leder og styrer selve massernes tanke og liv, så ville de mænd, hvem forsynet satte i sådan stilling, at de kunne udøve nogen indflydelse på folket og bidrage til dets fremgang i dannelse og velvære, ganske vist arbeide med større håb og lyst, og da kan det også være, at deres arbeide vil bringe rigere frugt. Og den, som har en sådan gladere mening, bør derfor allermindst forholde sig taus i den hyppige forhandling og samtale om denne sag.

6. Jeg vender tilbage til fortællingen om Ole og Karen. Da jeg kom til deres hus, var jeg selv med at ivre mod disse ubesindige giftermål. Formedelst opdragelse og livsstilling tilhører jeg jo en kreds af folket, hvor det næsten uden undtagelse råder meget stor forsigtighed med hensyn til den beslutning at stifte familie, og med mine tilvante forestillinger og begreber om den sag blev jeg i høieste måde forbauset, ja forfærdet, da jeg for nogle år siden ved reiser omkring i landet begyndte at blive bekjendt med sæderne og tænkemåden i dette stykke i andre kredse af folket. Ja, jeg må vel sige, at også min dom ofte var skarp og hård, og just den dag, da jeg fandt veien til Oles og Karens hus, havde jeg, som ofte ellers, foresat mig hverken mere eller mindre end at randsage hus for hus, hvorledes det i den lille bygd havde sig med folket i dette stykke, og ligesom granske og beskue letsindighedens og råhedens storhed. Men så slog det mig, at den familie, som jeg lige ved min indtrædelse i den pyntelige stue fik så gode tanker om, også havde begyndt sit husliv med et af disse «letsindige giftermål». Hvem kunde vel sidde i den lyse stue, hvor så mange ting vidnede om arbeidsomhed og velstand og dyd, hvem kunde sidde her og høre historier om træskeen og hattepullen - og endda bevare de strænge miner og den hårde dom? Gud havde besynderligt velsignet dem, så de vare komne vel igjennem tiden til denne dag; men det var ikke alt; han havde - endnu mere miskundelig - ledet og styret dem så i livet, at «ungdommens dårlighed» lidt efter lidt var veget for besindighed og stræbsomhed og forsynlighed, at den gode art, som lå i hjerte-roden, lidt efter lidt skjød både blade og blomst - den gode art, som jeg er bleven mere og mere tilbøielig til at tro på selv hos den ringeste - selv hos den råeste og mest forvildede, når jeg veed ham født og båren af norsk kvinde, opvoxet blandt den norske almue. At en forandring til det bedre var foregået i Oles og Karens tænkemåde og færd, det var øiensynligt. Og hvad nu? Kunde det ikke være muligt - så gik min tanke videre -, at en lignende forandring, en liden begyndelse til det bedre, i årenes løb var foregået med mængden af folket? Et helt folk kan i mange måder lignes med en enkelt person, og kan det ikke tænkes, at dette folk i dagenes løb, under tidernes tryk, under trængsler og gjenvordigheder, sådanne som vel Ole og Karen i deres lille verden havde måttet prøve dem, lidt efter lidt har fået øinene mere åbnede og aflagt noget af den flygtighed og letsindighed og råhed, som engang herskede og ligesom truede med at kvæle den gode art i hjerteroden, det norske alvor?

7. Da tanken var vakt, fandt jeg senere, i andre huse og andre egne, flere og flere træk, som syntes mig at stemme dermed. Således går det til, at meninger danne sig. En stødes ved et stærkt exempel på uværdig letsindighed netop ved den leilighed i livet, som allermest skulde vække, et menneske til alvor, nemlig ægteskabets stiftelse som bestyrker ham i den opståede mening om et faretruende, et tiltagende onde. Jeg er, temmelig silde, kommet til at danne mig en anden mening. Men for at bidrage mit til, at et fuldstændigt opgjør kan komme istand i denne sag, har jeg samlet noget nær alt, hvad jeg har kunnet overkomme af pålidelige oplysninger med hensyn til denne side af det norske folks liv. Og at fremstille dette er opgaven for denne afhandling.

Undersøgelser af dette slags ere ret et tålmodighedsarbeide både for dem, som skal gå fore, og for dem, som ville følge med. Man må arbeide sig frem gjennem en mængde tællinger og beregninger; det er som at arbeide sig frem en lang og bugtet vei mellem tjørn og stene. Og vel har jeg en tanke om, at vi på flere steder på veien skulle få ligesom udsigter over lidet bekjendte men ganske interessante egne. Men jeg forudser også, at vi ved undersøgelsens slutning ville finde, at det ikke er muligt nu for tiden at komme til fuld klarhed om alle de stykker, som stå i forbindelse med denne sag, at der endnu tiltrænges adskillige oplysninger, ligesom en stige for at kunne stige op til den høie tinde, som skulde være målet for vandringen, og hvorfra vi skulde få den rette oversigt over folkets færd og kår nede i dalene. Men således er det jo med al granskning og forskning; man kommer omsider til et punkt, hvor man må sige: «Nei, nu må vi vende tilbage og forsyne os med nye hjælpemidler; vi må begynde forfra igjen og samle nye oplysninger.» Det første forsøg er ikke faldet uheldigt ud, når det vækker sådan lyst og ansporer til sådan udholdenhed.

Og her kan jeg sige dette, at nærværende afhandling ligesom en foregående, nys fuldendt, der handler om dødeligheden i Norge, for en stor del er skrevet med ønske om at vække interesse for dette slags studier, og det netop nu. Thi ad åre skal der holdes folketælling i landet, og dette er den ypperligste, men kun hvert tiende år tilbagevendende anledning til at erholde de oplysninger, som kunne tiltrænges ved undersøgelser over både dette og andre stykker i folkets livs-forholde. Og fordi folketællingen er en alle-mands sag, derfor skriver jeg også i en stil, som ikke er den sædvanlige i disse såkaldte statistiske afhandlinger; jeg lægger an på at skrive så, at den almene mand, som jeg veed ikke er videre vant med at læse det slags skrifter, skal kunne læse denne bog uden altfor stor vanskelighed og kjedsomhed.


 

2. ANTALLET AF ÆGTEVIELSER I RIGET

8. Vi må kalde det en priselig indretning, at statsstyrelsen i lange tider har ladet præsterne ved hvert års udgang tælle efter, samt til provst og biskop indberette, hvor mange par de i årenes løb have ægteviet, hvor mange børn de have døbt o.s.v. Uden sådan foranstaltning skulde vor kundskab om de ting, som vi i denne afhandling skulle beskjæftige os med, kun have været løse skjøn, som aldrig nogen overskjønsforretning skulde have bragt til noget ordentlig opgjør og endskab.

Det var allerede i året 1735, at sådan årlig tælling blev påbuden og begyndt. Men i forrige århundrede blev sagen ikke dreven med den ønskelige omhyggelighed, og heller ikke bleve de årlige indberetninger fra geistligheden regelmæssig trykte og dermed bevarede fra ødelæggelse. Men fra året 1801 haves pålidelige opgaver trykte år for år indtil 1850.(44) Det nærværende tidspunkt er da ganske indbydende til at gjøre sig bekjendt med og anstille betragtninger over de stykker i folkets liv og forholde, som hine tal angå; det er ligesom at standse en stund ved den store milepæl ved århundredets midte og kaste et prøvende blik henover det tilbagelagte halve sekulum med dets mangehånde omvexlinger.

9. Det samlede antal ægtevielser i disse 50 år i vort land var 416,667. Et betydningsfuldt tal! Næsten enhver af os gjenfinder i dette tal sit eget eller sine forældres ægteskabs stiftelse. Dette tal omfatter embedsmanden og borgeren, bonden og fiskeren og daglønneren, finnen og nordmannen, den fornemste og den ringeste, den høit dannede og den råeste. Dette tal betegner en end større sum af hellige løfter, af kjærlighed og fryd, af kold og egennyttig beregning og uværdig letsindighed og fordærvelig lidenskab, en umålelig sum af himmelsk forjættelse, af Herrens velsignelse, vel også af Herrens straffedom. - Tallets storhed er vel skikket til at minde os om den bekjendte sætning, at i ægteskabernes velsignelse, i familielivets kjærlighed og endrægtighed og glæde og fred - deri ligger folkeslagenes lykke og styrke. Der er mangen hel-voxen mand i Norges land, for hvem ordet «fædreland» eller «fædrelandskjærlighed» er et næsten fremmed, besynderlig langtrukket ord; han har vel hørt dets klang nu og da, mulig prøvet på at udtale det selv, men kanske aldrig fattet dets betydning og smagt dets sødme. Men er det så vel, at han er opvoxet i et lykkeligt familie-liv, at han er født og opdragen af fromme forældre, hvis kjærlighed har fremlokket hans taknemlighed, hvis vindskibelighed og driftighed har plantet ordenssands og virkelyst i hans sjel, hvis endrægtighed og faste villie har nedlagt sædelighedsfølelsen i hans bryst og ærbødighed for det gode og lydighed mod det rette - ja, så er han en god borger, først i sit hus og i sit grandelag og i sin bygd, dernæst sandelig også i sit fædreland, selv om dette sidste er for stort for hans forstand og begreb. Og der er en særdeles grund til ret med velbehag at dvæle ved det af Herren velsignede familie-liv som grundvolden for staternes lykke. Når vi nemlig ellers tale om en nation,

Tabell s186

om dens fortid og nutid, om dens bedrifter og ære, så er det mest mændene, som tanken dvæler ved, og det er kun yderst sjelden, at en enkelt kvinde således rager op over de øvrige af sit kjøn, at hun sees at udøve nogen mærkelig indflydelse på det hele. Men betragte vi nationen som en samling af familier, så føle og erkjende vi strax, at her er det kvinden, som forskjønner livet, kvinden, som hos manden nærer og hos sønnerne vækker den ordenens og fredens og mildhedens ånd, hvori kræfterne skulle finde deres sammenhold og virksomme magt.

10. Men vi skulle gå videre og se, hvilken forskjel der har været i antallet af ægtevielser i de forskjellige tidsrum af det nævnte halve århundrede. Og jeg opløser derfor det anførte tal i flere, idet jeg anfører, hvor stor del deraf er faldet på hvert enkelt år (Tab. 1).

Lade vi nu blikket løbe hen over den lange talrække, så er der især to ting, som falde i øinene. På den ene side er det tydeligt at se, at tallene for de siste år i det hele ere større end for de første; men på den anden side viser der sig en idelig falden og stigen fra år til år, op og ned, så det falder vanskeligt at fastholde gangen i forandringen og bevægelsen.

11. Af denne sidste grund sammenfatter jeg da tallene i en kortere række, som angiver antallet for hvert kvinkvennium eller fem-år (Tab. 2).

Tabell s187

Disse tal give en let og bekvem oversigt. Vi se strax, at der er store forskjelligheder i de forskjellige tidsrum; men vi få også det indtryk, at disse forskjelligheder ikke kunne være blotte tilfældigheder. Der viser sig tildels jevne overgange fra det laveste til det høieste eller omvendt; der åbenbarer sig en vis regelmæssighed i forandringerne; vi kunne iagttage en bestemt gang i bevægelsen.

Denne gang er sådan: Antallet af ægtevielser falder fra det første til det andet femår. Derfra stiger det indtil fem-året 1821-25, da det ligesom når sit første høidepunkt. Nu falder antallet igjen jevnt i tre fem-år uden dog at synke så dybt, som det var på hin side af høidepunktet. Men i fem-året 1841-45 stiger det igjen pludseligt og stærkt, endogså op over det førnævnte høidepunkt, og bliver i den følgende tid ved at stige noget. Denne sidste stigning udmærker sig derved, at den indtræder så brat, noget, vi kunne se af tab. 1; lige til og med året 1840 holde tallene sig lave, og i 1841 stige de pludselig høiere op end i noget foregående år og holde sig i hvert af de følgende år på samme eller endnu større høide.

12. Det her angivne forhold, denne stigen og falden, kan endnu betegnes på en mere iøinefaldende måde. Der er netop 10 fem-år mellem 1801 og 1850. Dersom nu folkemængden og alle andre omstændigheder havde været ens i alle disse fem-år, så vilde antallet af ægteviede overalt have været det samme. Det vilde i hvert fem-år have været netop en l0de del af summen 416,667, altså 41,666 7/10. Dette sidste tal kunne vi derfor også kalde middel-tallet. Men i det virkelige liv have forholdene ikke udviklet sig således efter en snor; de virkelige tal ere stigende og faldende og derfor snart over, snart under hint middel-tal, og denne stigen og falden eller disse foranderligheder kunne vi nu betegne som afvigelser fra middel-tallet.

Men dette middel-tal 41,666 7/10 er så sammensat; det består af tusinder og hundreder og tiere og enere og en brøk; det er derfor vanskelig at regne med og beholde i erindringen. Istedetfor det kunne vi her, hvor det er os om forholdet mellem de forskjellige fem-år at gjøre, sætte et mere enkelt tal, som det vil falde bekvemmere at anstille sammenligninger med. Jeg tænker mig da, at middel-tallet istedetfor 41,666 7/10 var netop 1000. Tallene for hvert fem-år må jeg nu forandre derefter, så det indbyrdes forhold overalt bliver uforandret. For fem-året 1846-50 må jeg da istedetfor 52,506 sætte 1,260.

I dette nævnte fem-år afviger altså antallet af ægteskaber fra middeltallet således, at der er 1,260 for 1000. Men dette kan jeg igjen udtrykke så, at for hvert 1000, som der ifølge middel-tallet skulde været, er der 260 mere; men 260 for hvert 1000 er igjen det samme som 26 for hvert 100 eller med andre ord 26 procent. Jeg kan altså sige, at antallet af ægtevielser i det nævnte fem-år var 26 pct. over middeltallet eller over det almindelige.

Med dette forord kan jeg nu fremstille det hele således, som tab. 3 viser.

13. Betragte vi nu den anden af disse to tal-rækker, så viser det sig ganske tydeligt, hvorledes det hele 50-årige tidsrum deler sig i tre større afsnit, nemlig:

  1. De to første fem-år, hvor antallet af ægtevielser er omkring 20 pct. under middeltallet; til dette afsnit slutter sig på en måde fem-året 1811-15 som et overgangs-led til det følgende afsnit;

  2. De fem fem-år fra 1816-1840, hvor antallet af ægteviede næsten hol

    Tabell s189

    der sig jevnt med middel-tallet eller kun stiger eller falder nogle få procent over eller under dette, samt

  3. De to sidste fem-år af det halve århundrede (og dertil fem-året 1851 til 55, se tab. 1), hvor antallet af ægtevielser er mere end 20 pct. over middel-tallet.

14. «Stigen og falden», «over og under» - den ting, som kan betegnes med disse ord, må også kunne tegnes af i en figur, med en bugtet streg, som ret ligefrem for øiet fremstiller disse forholde. Jeg prøver også på at gjøre det og beder læseren kaste blikket på den vedføiede tavle no. 1.

Det langagtig-firkantede stykke er afdelt fra venstre til høire med 10 opretstående streger, som svare til de 10 fem-år. Den snorlige grovere streg, som går midt igjennem stykket fra venstre til høire, viser os, hvordan det hele vilde seet ud, dersom antallet af ægtevielser havde været ens i hvert fem-år og netop så stort som middel-tallet, hverken over eller under. Den bugtede streg derimod viser os, hvorledes det virkelige antal af ægtevielser i hvert fem-år afviger fra middel-tallet. Når det virkelige antal er mindre end middel-tallet, så sænker den bugtede streg sig under midtstregen; den hæver sig derimod over samme, når antallet er større; denne sænken og hæven, denne falden og stigen retter sig ellers efter de før beregnede procenter, som også ere antydede ved den yderste opretstående streg til venstre.

Med en lignende figur kunde man betegne vandets stigen og falden i en elv. Man måtte måle vandstanden til de forskjellige tider af året; man måtte derefter beregne, hvormeget vandstanden i vår- og høstflommen stod over eller om vinteren sank under den midlere vandstand, og procenterne bleve da at afsætte på papiret.

Tabell s190

En årlig og mangeårig erfaring har lært os, hvad det er, som bevirker sådan stigen og falden i elven. Når vi f.ex. se, at vandet voxer, så slutte vi, at der har været tø-veir i snefjeldene; ere vi på fjeldet og mærke, at solvarmen virker stærkt på sne-masserne, så forudse vi, at elven vil stige. Nu, ligedan kunne vi formode, at også hin stigen og falden i antallet af ægtevielser er noget, som har sine årsager, og disse årsager bør kunne udfindes.

Men før jeg tænker videre på disse årsager, opkaster og søger jeg svar på det spørgsmål: Har denne stigen og falden i antallet af ægtevielser været ens over hele riget? De tal, som jeg har anført i tabellerne 1 og 2 ere blevne til derved, at tallene for ægtevielser i hvert af rigets fem stifter ere lagte sammen til hoved-tal for hele riget. Det er som fem bi-elve, der flyde sammen til en hoved-strøm. Og det er ofte så, at blandt fem sådanne bi-elve flomme nogle tidlig på året, andre senere, kort sagt, at vandet ikke stiger og falder jevnt på samme tid i dem alle. Noget sådant kunde også være tilfælde med antallet af ægtevielser i de fem stifter, og det er dette spørgsmål, som nu skal løses.


 

3. ANTALLET AF ÆGTEVIELSER I DE FEM STIFTER

15. Først anfører jeg antallet af ægtevielser for hvert fem-år, således at tallene altså svare til dem i tabel 2 for hele riget (Tab. 4).

Vi se strax, at i Christiania stift er antallet af ægtevielser bestandig meget større end i de andre stifter, fremdeles at i Tromsø stift er det meget mindre. Det kommer deraf, at folketallet i det førstnævnte sted er så stort, i det sidstnævnte derimod så lidet, imod hvad det er i de andre stifter. Men det var ikke denne virkelige mængde af ægtevielser, vi her vilde tage i betragtning. Hvad vi i slutten af forrige kapitel spurgte om, det var, om antallet af ægtevielser falder og stiger nogenlunde samtidigt i hvert af de fem stifter, og det er denne falden og stigen fra tid til anden, vi af tabellens tal skulle lære.

16. At overskue og sammenligne de mange tal i de fem rækker vil imidlertid falde nogen ubekvemt. Jeg foretager derfor en beregning, som på en mere nem måde skal lade os se det indbyrdes forhold mellem de forskjellige fem-år, aldeles således som ovenfor blev forklaret i anledning af tabel 3 (første tal-række). Resultatet af denne beregning indeholdes i tabel 5.

Nu falder det ganske let at sammenligne den omhandlede stigen og falden i de fem stifter, og sammenligningen kunne vi udtrykke i følgende sætninger:

  1. ) Antallet af ægtevielser er i almindelighed mindre i det andet fem-år end i det første. Undtagelse danner kun Tromsø stift, hvor det omvendte finder sted; men afvigelsen er ikke stor.

  2. I det tredie fem-år, 1811-15, begynder tallet at stige stærkt i Christiania stift, mindre i Christiansands og Bergens og endnu mindre i

    Tabell s192

    *) Det må, som sagt, vel lægges mærke til, at hensigten med denne tabel 5, ikke er at se, om antallet af ægtevielser i det ene stift er større eller mindre end i det andet, men at undersøge om antallet stiger og falder nogenlunde jevnt og på samme tid i det ene stift som i det andre. De mange ægtevielser i Christiania stift steg fra årene 1836-40 til 1841-45 ligesom tallet 931 stiger til 1,210; de få ægtevielser i Tromsø stift steg til samme tid ligesom 999 stiger til 1,217; i begge stifter var altså stigningen betydelig, og det er dette, som her skulde vises.

    Throndhjems stifter, hvorimod det i Tromsø stift endog falder. Det ser ud, som at denne falden, der er omtalt i sætning 1, i Tromsø stift indtræder nu, altså 5 år senere end i de andre stifter.

  3. Fra og med 1816-20 samt til og med 1836-40, altså i 25 år, viser sig i fire af stifterne først en stigen, dernæst en falden. Det stift, som danner undtagelse, er Christiansands; her vedbliver en svag stigen lige til og med 1836-40.

  4. I 1841-45 stiger tallet i alle fem stifter meget stærkt og holder sig for det meste ligeså høit eller endnu høiere i 1846-50.

  5. I det væsentlige stemme altså tal-rækkerne for de fem stifter overens indbyrdes og dermed også med tal-rækken i tab. 3 for hele riget.

17. Men en klarere oversigt over det hele få vi, når vi fremdeles således som for hele riget i tabel 3 (anden række) lægge mærke til, hvormeget antallet af ægtevielser i hvert fem-år afviger fra middel-tallet og beregner afvigelsen i procenter. Dette er gjort i tab. 6.

Tabell s193

Ovenfor, i § 13, blev det for hele rigets vedkommende vist, hvorledes de 10 fem-år med hensyn til det mindre eller større antal af ægtevielser delte sig i 3 større afsnit, nemlig årene 1801-1815, 1816-1840 og 1841-1850. Og det er af denne tabel ganske øiensynligt, at det samme også gjælder for hvert af de fem stifter. Den betydeligste uoverensstemmelse

Tabell s194

findes vel i fem-året 1811-15; for Christiania stift hører det snarest til det andet store afsnit; for Christiansands og Bergens stifter danner det overgangen mellem første og andet afsnit; for de to nordlige stifter endelig hører det til det første afsnit.

Ligheden mellem stifterne viser sig ellers ganske påfaldende på to måder, først derved, at hin stigen og falden - som allerede omtalt - indtræder så temmelig på samme tid, så derved, at det høieste og laveste er så temmelig lige stort i alle stifter.

18. For ellers at gjøre denne mærkelige lighed mellem stifterne i dette stykke ret anskuelig, tegner jeg på tavle II, en figur, der er indrettet på samme måde som for den for hele riget på tavle I. De fem bugtede linier eller streger for de fem stifter betegner da hin stigen og falden i ægtevielsernes antal; linien no. 1 gjælder for Christiania stift, no. 2 for Christiansands stift, no. 3, 4 og 5 for de øvrige stifter i samme orden som på tabellen. Jo mere jevnsides linierne gå, desto større er overensstemmelsen stifterne imellem, og man vil se, at de i det hele taget gå ganske mærkelig jevnsides.

19. Efter hvad vi nu have seet om hele riget og om de større afdelinger af samme, er det at formode, at den samme regel for forøgelse eller formindskelse i ægtevielsernes antal til visse tider går igjen i de forskjellige mindre egne af landet. Dog kan det jo tænkes, at det kan være undtagelser fra regelen. Det skulde således ikke undre os, om forholdet viste sig anderledes f.ex. i de ydre egne af Christiania stift og i Oplandene. Og det kan være værd at undersøge dette nærmere ved at sammenligne antallet af ægtevielser i Laurviks og Jarlsbergs samt Hedemarkens og Gudbrandsdalens provstier. Hertil tjener tabel 7 og 8.

Tabell s195

Tabell s196

Betragte vi disse tal-rækker, navnlig i tabel 8, finde vi jo mindre regelmæssighed og jevnhed end i de tilsvarende tal for riget og for Christiania stift. Men det er dog ganske let at se overensstemmelsen i det hovedsagelige: små tal for de to første femår, forøgelse omkring året 1825, aftagen henimod året 1840 og derfra atter stigen og stærk stigen.

20. Vi kunne endnu prøve hin regel for nogle enkelte præstegjælde, nemlig de tre nordligste af Gudbrandsdalens provsti. Tallene findes i tabel 9 og 10.

Her er jo regelmæssigheden åbenbar endnu mindre end i tallene for provstierne; en mærkelig afvigelse fra den almindelige regel er således den, at i årene 1841-45 samt 1846-50 ere tallene for Lesje præstegjæld ikke så store som omkring 1825.(45) Men alligevel er der endnu i hovedsagen en umiskjendelig overensstemmelse mellem de tre præstegjæld indbyrdes samt mellem dem og Gudbrandsdalens provsti, Christiania stift og hele riget. I hvert enkelt præstegjæld finde vi i de to eller tre første fem-år små tal, så betydelig stigen til 1825 eller 1830, derfra falden til 1840 og så igjen stigen.

Det er ikke tilfældigt, at jeg netop har valgt Loms og Vaage præstegjælde til exempler her. I 1851 havde jeg bereist en stor del af Smaalenene, Hedemarken, Gudbrandsdalen og Østerdalen med den hensigt at skaffe mig kundskab fornemmelig om de lavere klassers livsforholde. På denne vidtløftige reise havde jeg seet og hørt meget nyt, men ikke lært så meget grundigt. Næste år valgte jeg mig ud en enkelt bygd for ved ret nøiagtige undersøgelser i en mindre kreds at få exempler på, hvorledes folkets kår og sæder kunne være, og valget faldt på Lom.

Tabell s197

Såsom jeg netop da var meget ivrig på at komme efter, hvorledes det havde sig med de meget omtalte letsindige ægteskaber, som jeg også selv havde stor mistanke til, var ægteskabs-forholdene noget af det, jeg gjorde mig mest flid med at undersøge. Begyndelsen dermed gjorde jeg så, at jeg af ministerialbogen skrev ud navne på de par, som i de sidste år vare ægteviede, og gik så ud i bygden for at forhøre mig om disse folks tidligere forholde og nuværende stilling, deres økonomiske forfatning, deres tænkemåde og sæder. Helst besøgte jeg jo familierne selv i deres huse og knyttede samtale om tingen med rette vedkommende; jeg spurgte ligefrem, og jeg må høilig rose folket for den ligefremhed og fortrolighed, hvormed jeg oftest fik svar. Men traf jeg ikke vedkommende hjemme, eller lå deres boliger således afsides, at jeg ikke fik tid til at søge dem op, så forhørte jeg mig om dem hos pålidelige folk i nabolaget. På denne måde fik jeg en stor mængde exempler på den virkelige tilstand i bygden, og jeg bemærkede mig mange anskuelser om sagen; jeg blev, såvidt det i den korte tid af et par måneder og ved siden af andre gjenstande for undersøgelse lod sig gjøre, ligesom indviet i bygdens familie-forholde og herskende sæder med hensyn til dette stykke. Men - passede nu den tale om letsindige ægteskaber på denne bygd? med andre ord: vare letsindige ægteskaber her i bygden hyppigere i den senere tid end forhen, eller vare de hyppigere her end i andre bygder i landet? Disse spørgsmål vare ingenlunde besvarede endnu. Så vendte jeg tilbage til præstegården og gjorde et andet slags uddrag af ministerialbøgerne; jeg talte sammen antallet af ægtevielser år for år fra 1736 - så langt op i tiden gik disse bøger - indtil nutiden. Derved gik jeg atter ud og søgte ved samtaler især med gamle folk at komme efter, om der i tidernes løb var foregået sådanne forandringer i næringsvirksomhed og formues-tilstand, i tænkemåde og levesæt, som kunde havt indflydelse her og bevirket, at tallet på nye ægtevielser var til sine tider større og så lange tider igjennem mindre, stigende og faldende, op og ned. Ved denne ledighed måtte jeg vistnok her som andetsteds gjøre den iagttagelse, at så besynderlig vel kjendt en norsk bonde gjerne er med den nærværende tilstand i bygden, ja fast i hvert hus, så ufuldstændig og uklar er gjerne hans kundskab om de forbigagne tiders forholde og begivenheder. Imidlertid lykkedes det jo at opfange nu hist, nu her adskillige småtræk, som hørte hid. Og ved at stille disse sammen, ved at sammenligne det gamle med det nye, ved at sammenholde dette med tallene i den lange liste, ved at uddrage flere lister af ministersal-bøgerne (over ægte og uægte fødte samt døde), ved atter og atter at stirre på tallene og pønse på tingene, se, så skede det lidt efter lidt, at der dannede sig ligesom en anskuelse om sagen, og det ingenlunde den samme, som jeg havde taget med mig, da jeg kom til bygden. Ved et rigtignok kortere ophold i nabopræstegjældet Vaage, hvor jeg også besøgte folk i deres huse og fik istand de lange tal-lister af ministersal-bøgerne, blev den samme anskuelse snarere udvidet og bestyrket. Det jeg havde lært her, har jeg siden med mig på reiser igjennem andre egne af landet (i 1853 igjennem en stor del af Christiansands og Bergens stifter), og min opfattelse af sagen blev kun yderligere stadfæstet ved sådanne erfaringer som de i indledningskapitlet omtalte. I 1854 gjentog jeg mit besøg i Lom og Vaage, og på selve stedet, hvor tankerne vare så at sige fødte, gjennemgik jeg påny den hele tankerække for så nøie som muligt at forvisse mig om, at jeg ikke havde taget feil i noget stykke. Her i Christiania, hvor der i dels håndskrevne, dels trykte tabeller haves uddrag af alle rigets ministersal-bøger, fortsatte jeg da undersøgelsen for Gudbrandsdalens og Hedemarkens provstier, for Christiania stift, for det hele rige. Overalt gjenfandt jeg den overensstemmelse i ægtevielsernes stigende og faldende antal, som jeg fra først af havde fundet i Lom og Vaage præstegjælde, og den mere omfattende undersøgelse bragte mig alt flere og flere grunde for den i Lom fattede anskuelse om, hvorledes alt var at forstå. I forrige og nærværende kapitel har jeg fremstillet hin overensstemmelse; denne anskuelse skal være gjenstand for de følgende kapitlers betragtning.(46)

21. I slutningen af forrige kapitel faldt det som af sig selv, at jeg sammenlignede forøgelsen og aftagelsen i ægtevielsernes antal med vandets stigen og falden i en elv. Ligeså uvilkårlig fortsætter sammenligningen sig nu. Tallene for hele riget ere fremkomne ved at lægge sammen tallene for de fem stifter; ganske ligeså dannes en hoved-strøm eller flod ved sammenløbet af flere bi-elve. Passer billedet af floden og bi-elvene på riget og stifterne, så svare fremdeles åerne og bækkene til provstierne og præstegjældene. Mest regelmæssigt og jevnt - det vil man altid finde - viser vandløbet sig med dets væxt og minken i hoved-strømmen, mindst derimod i bækkedragene, hvor jo så mange små-omstændigheder virke til og fra; men netop således finde vi også regelmæssigheden i den gang, hvorefter ægtevielsernes antal tiltager eller aftager, at være størst i tallene for riget, mindst i tallene for præstegjældene. Både i riget og i præstegjældene gjenfinde vi dog for det meste ligheden, og vi slutte deraf, at medens der i de enkelte præstegjælde er mangfoldige eller uberegnelige bi-omstændigheder, som virke mere eller mindre forstyrrende ind, så må der dog have været en eller flere dybt indgribende årsager, som have gjort, at antallet af ægtevielser i det hele taget måtte stige eller falde så temmelig samtidigt på de forskjellige steder, og dette, at bevægelsen viser sig så samtidig næsten overalt, dette er det, som jeg her har villet gjøre opmærksom på.


 

4. OM ÅRSAGERNE TIL DET FALDENDE
OG STIGENDE ANTAL AF ÆGTEVIELSER I RIGET

22. Netop siden der er en sådan besynderlig regelmæssighed i denne falden og stigen i antallet, eller siden årsagerne til denne skjønnes at have været så almindelig og dybt indgribende alt riget over, så bør de også kunne opdages. Hvilke ere da disse årsager? Er det så, at usædvanlig gode og frugtbare åringer, at særdeles held i handel og anden næringsdrift til visse tider have sat flere folk end ellers i god stand, som man siger, så de have havt råd til at stifte familie og sætte fod under eget bord? Er det så, at til andre tider misvæxt og uår og standsning i næringsveiene i høi grad have forringet folks udsigter med hensyn til udkomme og derved nødt dem til at udsætte med beslutningen om at indgå ægteskab? Eller ligge årsagerne kanske ikke så meget udenfor menneskene, men i deres eget indre? Er det kanske så, at til enkelte tider, et halvt snes år igjennem eller så, en vis letsindigheds-ånd har hersket over folket, så en stor mængde, følgende en naturlig drift, have giftet sig uden videre tanke om det daglige brød og alle de andre voxende behov for en familie? Er det så, at til andre tider har en modsat ånd, en vis frygtagtigheds-ånd hersket, eller at mange endog have sat mindre pris end tilbørligt på det ægteskabelige livs velsignelse, på familielivets hygge?

Man vil forstå, at den forsken, som går ud på at finde årsagen eller de forskjellige årsager til det vexlende antal af ægtevielser i tidernes løb, med det samme går ud på at finde bidrag til at kjende og bedømme folkets skjæbner og sæder.

23. Først skulle vi høre, hvad nogle kyndige mænd, som have handlet om denne sag, have forklaret. Vel have disse mest talt om folkemængdens forøgelse i almindelighed. Men da denne væsentlig beror på forøgelsen i ægtevielsernes eller med andre ord, de fødte børns antal og på formindskelse af dødeligheden blandt disse, så ville de gjorte bemærkninger for en stor del gjælde den sag, som vi her have fore, nemlig det af- og tiltagende antal af ægtevielser. For imidlertid bedre at kunde forstå de forklaringer, jeg strax skal anføre, hidsætter jeg først en oversigt over den ved folketællingen fundne folkemængde og dennes tilvæxt fra tid til anden. (Tab. 11. Den sidste rubrik i denne tabel er så at forstå, at om folkemængden vedblev at forøges således som f.ex. fra 1825 til 1835, vilde den fordobles i løbet af 54 1/2 år.)

Professor Holst har skrevet en omhyggelig afhandling «Om folketællingen i Norge i året 1825».(47) Her omtaler han først tidsrummet mellem folketællingerne i 1801 og 1815, hvor tilvæxten i folketallet var næsten ingen. «Men den sidste halvdel (1807-1814) af denne periode var også

Tabell s201

*) Tallene indtil 1835 ere tagne af Schweigaards statistik. Om folketallet for 1769, som rimeligvis rettere sættes til omtrent 748,0000, sml. Norsk Tidsskr. f. Vid. og Litt. 1848, p. 398.

særdeles rig på årsager, der måtte i en mærkelig grad ei blot hindre folkemængdens forøgelse, men endog bevirke dens aftagelse. Ved krigens udbrud standsede næringsveiene og lagdes uovervindelige hindringer imod indførelsen af den nødvendige kvantitet korn og andre levnetsmidler; og uagtet korn- og kartoffelavlingen blev i disse syv år i enkelte egne af riget betydelig forøget, var produktionen deraf dog ikke større, end at riget alligevel behøvede en årlig tilførsel af flere hundrede tusinde tønder. Allerede herved forårsagedes en mærkelig mangel, der især forøgedes ved en i sommeren 1812 næsten over hele landet almindelig misvæxt eller slet indhøstning både af korn og hø, så at mange landmænd måtte meget indskrænke deres gårdes besætning. Af mangel på sunde og nærende fødemidler måtte man på mange steder gribe til halm, rumex crispus, anagallis, brassica oleracea og rapa, lichen islandicus og rangifernus polypodium filfix mas, barken af betula alba, tør fisk og fiskeben malet til mel, m.m. Nydelsen heraf avlede dræbende sygdomme, især blodgang og forrådnelsesfeber, mest i årene 1808, 1809, 1812 og 1813; og anrettede disse sygdomme så meget større ødeleggelse, da årsagen, nemlig mangel, ei kunde hæves, og læger og lægemidler ei overalt kunde erholdes, desuden bleve i årene 1808, 1810 og 1811 en mængde bortrykkede af børnekopper» o. s.v.

Imellem folketælling 1815 og 1825 er derimod tilvæxten i folkemængde betydelig (se tab. 9), endog i den grad, at forfatteren påviser, man til den tid ikke i noget land i Europa kunde opvise mage dertil. «Som årsager til den mærkelige forøgelse» - således fortsætter professoren - «synes følgende at måtte komme i fortrinlig betragtning. Erfaring viser, at den organiske virksomhed, når den fra hvile vågner op til nyt liv, sædvanlig yttrer sig med en forøget styrke; og overensstemmende med denne erfaring kan man derfor måske forklare, at Norges population, efter flere uheldige års stilleståen, allerede i begyndelsen af dette decennium begyndte at hæve sig og i de dele af riget mest, i hvilke den foregående periode havde lidt mest tab eller var gået mindst fremad. Landet har fra 1814 nydt en vedvarende fred, under hvilken ei blot de gamle næringsveie ere påny blevne oplivede, men flere nye åbnede. Nationens oplysning har dels ved universitetets og flere lærde skolers stiftelse, dels ved almueskolevæsenets forbedring betydeligen tiltaget, Medicinalvæsenet har ligeledes modtaget mangehånde og vigtige forbedringer, idet flere lægeembeder ere blevne oprettede - -. Vaccinationen, der vel var indført og påbuden i forrige tidsrum, er dog - fornemmelig siden børnekoppe-epidemien i Smaalenenes, Akershus, Buskeruds, Jarlsbergs og Laurviks samt Bratsbergs amter i årene 1819 og 1820 - bleven langt almindeligere benyttet end tilforn. Foruden denne epidemi have vel næsten årlig, hist og her, yttret sig andre, både af børnekopper og andre sygdomme; men de fleste have været såre godartede, og i dem alle har dødeligheden været meget ringe. Jordens afgrøde har i de fleste år været rig og god, og nogen almindelig misvæxt eller slet indhøstning har ikke fundet sted i noget år, så at nationen har, sædvanlig endog til meget lave priser, kunnet forsyne sig med en tilstrækkelig mængde af gode og sunde fødemidler.» Sluttelig gjør forfatteren også opmærksom på, at odelsprocessernes antal i dette tidsrum havde været særdeles ringe, hvilke ellers havde bidraget til agerdyrkningens forsømmelse eller endog vanbrug og skovenes ødelæggelse, hvoraf igjen måtte flyde skadelige følger med hensyn til befolkningens tilvæxt.

Hr. professor Holst havde selv som moden mand gjennemlevet og iagttaget det for Norges historie så vigtige tidsrum nærmest før og efter 1814, som størstedelen af landets nu levende børn kun kjender af dunkle sagn. Vi må derfor være ham takskyldige for hans meddelelser om befolkningens kår og tilstand i hine år.

24. I året 1840 udgav professor Schweigaard sin «Norges Statistik», hvis sidste kapitel handler om befolkningen. Professoren havde da til sin benyttelse tallene over folketællingerne til og med 1835, samt over de årlige ægteviede, fødte, døde til samme år.

Hr. Schweigaard omtaler først standsningen i befolkningens tilvæxl mellem 1801 og 1815. Han forklarer den væsentlig på samme måde som Holst, nemlig som følge af krigs-tilstanden mellem 1807 og 1814, «Mærkeligst er det dog» - tilføier han derhos - «at folkeformerelser, (også) i de så særdeles fordelagtige handelsår 1801-1807 var meget svag - -, hvortil hovedgrunden var misvæxt i århundredets begyndelse.

« I årene 1816-1825», således fortsætter forfatteren, «tiltog rigets befolkning i en så rask progression, at man dertil kun kan opvise få sidestykker i noget europæisk land. At mennesketallet i hint tidsrum, uagtet rigets økonomiske forfatning i det hele taget ikke var god,(48) fik en så stærk tilvæxt, er kun en gjentagelse af det samme phænomen, der overalt viser sig i populationens bevægelser. Ved ophøret af de lidelser, der voldsomt have tilbagetrængt folkeformerelsen, fordobler denne sine skridt og ligesom opretter den mangel på tilgang, der i det foregående tidsrum har forårsaget standsning, eller tilbageskridt.» Denne anskuelse støtter forfatteren ved at påvise, hvorledes tilvæxten i 1815-25 for det meste havde været størst i de egne af riget, hvor i årene 1801-15 formindskelsen havde været størst. «Af de almindelige fra nyt af tilkommende årsager til populationens fremskridt står potetavlens udbredelse øverst. Denne plantes dyrkning har ikke alene udvidet befolkningen, men også gjort faren for hungersnød mindre truende.»(49)

«I tidsrummet 1826-1835 var almuens vilkår i det hele taget gode og bedre end i det foregående decennium. Men det største hul i befolkningen var allerede udfyldt, hvorfor vi finde, at formerelsen ikke er gået frem i samme forhold som i 1816-25.(50) -- Den folketælling, der næste gang kommer til at blive afholdt, vil uden tvivl opvise en forholdsvis svagere formerelse end den foregående.»

I det følgende vil det sees, hvorledes jeg i noget afviger fra, i andet hylder denne hr. Schweigaards opfattelse af den såkaldte populationens eller befolkningens bevægelse. Her skal jeg endnu anføre nogle forfatteres forklaringer med hensyn til de samme tidsrum, årene fra 1835 af, som de fleste af mine læsere selv ville have oplevet og tænkt over.

25. Med hensyn til fem-året 1836-40 have vi en forklaring af den fortjente statistiker, afdøde sorenskriver Kraft. Hr. Kraft skrev den indholdsrige indledning til den af vedkommende departement foranstaltede «Beretning om rigets økonomiske tilstand» for de nævnte år. Efterat det er påvist, at folkemængden havde voxet mindre i dette fem-år end i de nærmest foregående, hedder det her: «Dette mindre heldige forhold på det sidste kvinkvenniums side har vel tildels sin grund i den større dødelighed i disse 5 år - - men det må også for en del tilskrives det ringere antal af fødsler, ligesom de indgåede ægteskabers antal var mindst i dette kvinkvennium.(51) Grunden hertil må søges i de uheldige korn-år, som indtraf i årene 1836, 1837 og 1838 og fornemmelig rammede flere egne af Akershus stift, tilligemed en stor del af Throndhjems stift og Nord-landene. - - Hvormeget overalt uheldige korn-år i forening med næringsveienes standsning, ved at bevirke arbeidsløshed, omflytning m.m., have indflydelse på ægteskabers afslutning og folkeformerelsen i det hele, skjønnes blandt andet deraf, at i uhelds- og krigs-årene 1813 og 1814 var antallet af indgåede ægteskaber i det første 6,453 og i det andet 5,801, hvorimod det i 1815 steg til 9,171 og i 1816 til 9,427. Lignende resultater afgive krigsårene 1808 og 1809.»

Efter denne anskuelse måtte omvendt den betydelige forøgelse i ægtevielsernes antal, som vi af tabel no. 2 have seet for tidsrummet 1841-45, forklares af gode årgange og gunstige omstændigheder. Og således forklares tingen også i den officielle, af departementet for det indre udgivne femårs-beretning for 1846-1850. Her hedder det: «Den stigende progression i folkeforøgelsen, som fem-året 1841-1845 frembød i modsætning til det foregående fem-år, er således i det sidst afvigte kvinkvennium noget aftaget.(52) Et resultat, som er let forklarligt, når det erindres, at medens det første fem-år (1841-45) henhørte til de meget heldige perioder, indtraf der i det tidsrum, hvorom der her er spørgsmål (1846-50), flere af de begivenheder, som ere ugunstige for folkemængdens tilvæxt, såsom dyrtid 1847(53) over det hele rige, misvæxt i flere år i det nordenfjeldske og uheldige konjunkturer for flere næringsveie i en del af perioden som følge af begivenhederne i 1848» (den franske revolution).

26. Når vi nu efter denne opfattelse af tingene, der i det væsentlige er fælles for alle de nævnte forfattere, ville forklare den mærkelige stigen og falden i antallet af ægtevielser, således som dette antal er fremstillet ovenfor i tab. 2, så kan det hele udtrykkes i sammenheng således:

1801-05, 1806-10, 1811-15: Lidet antal på grund af misvæxt i de allerførste år af århundredet og endnu mere på grund af krigens forstyrrelse 1807-1814.

1816-20, 1821-25: Stærkt stigende antal ægtevielser og i det hele en ganske usædvanlig folkeformerelse, på grund af det livlige opsving i folkets livskraft efter ophøret af de foregående års usædvanlige lidelser.

1826-30, 1831-35: Aftagende antal uagtet folkets økonomiske kår i grunden vare bedre end i de foregående 10 år; men nu var det største hul stoppet, det med fredstilstanden indtrædende behov af en talrigere befolkning nogenlunde tilfredsstillet.

1836-40: Yderligere aftagende antal på grund af flere misvæxt-år.

1841-45: Stærkt stigende antal som følge af særdeles gunstige omstændigheder for næringsveiene.

1846-50: Ikke så stærkt stigende antal, formedelst dyrtid og andre uheldige omstændigheder.

27. Nu må jeg fremsætte min mening så: Det er naturligvis uimodsigeligt, at de økonomiske kår, at formuestilstanden og næringsveienes beskaffenhed, misvæxt og gode åringer o.s.v. have indflydelse på antallet af ægtevielser i et land. Dette kan næsten ligefrem sees af tallene for enkelte år, f.ex. på tabel 1 det lille tal for 1814 og det store tal for 1815 (overgang fra krig til fred), små tal for 1838 og 1839 ved siden af de nærmest foregående år (misvæxt og bedre årgange), stort tal for 1846 og mindre for 1847 (god tid og dyr tid). Hvad der gjælder for enkelte år, kan også gjælde for større tidsrum; tallet for fem-året 1836-40 skulde vist ikke have sunket så lavt ned, hvis der ikke var indtruffet flere uår da, og tallet for fem-året 1841-45 skulde ikke have steget så høit op, hvis det ikke havde været en række af gode år. Men på denne måde er endnu ikke alt forklaret, ja neppe det væsentlige. Jeg mener, at gangen i forøgelsen af ægtevielsernes antal og dermed i forøgelsen af folkemængden i løbet af dette halve århundrede for en meget stor del er foregået uafhængig af de til hver tid herskende gunstige eller ugunstige omstændigheder. Jeg finder det sandsynligt, at om der end ikke havde været nogen krig eller anden stor gjenvordighed i årene 1807-1814, så vilde der alligevel have vist sig en betydelig forøgelse i ægtevielsernes antal omtrent i årene mellem 1815 og 1825, - sandsynligt, at om der end havde været meget gode tider i 1836-40 og trange tider i 1841-45, så skulde alligevel tallene have været temmelig lave for hint fem-år og temmelig høie for dette. Ja, jeg kan udtrykke min mening som en rigtig glad mening således, at det må betragtes som en af Gud besynderlig styret tingenes gang, at krigens gjenvordigheder ophørte netop i 1814, da der fra 1815 af skulde stiftes en langt større mængde familier end forhen, hvis fædre og forsørgere da vilde have været endnu hårdere prøvede ved krigens hjemsøgelser, - som en ligedan lykkelig tingenes gang, at den usædvanlig lange række af mislige årgange mellem 1835 og 1840 var ophørt, netop da der fra 1841 af atter skulde stiftes en langt større mængde familier end forhen. Et modstykke til disse forsynets velgjerninger må jeg da kalde den tilskikkelse, at dyrtiden i 1847 og den mangehånde forlegenhed, som 1848 års krige og krigs-rygter fremkaldte, indtraf just på en tid, da der nylig var stiftet en usædvanlig stor mængde familier, af hvilke mange nu måtte føle sig ængstede og truede.


 

5. SAMMENHÆNG MELLEM FORTID OG NUTID

28. Hvad grund der er i den mening, jeg i slutningen af forrige stykke fremsatte, det skal jeg nu ved en række af indsendte oplysninger og dertil knyttede betragtninger søge at vise.

Hertil må først de oplysninger tjene, som indeholdes i tallene i den nedenfor anførte tabel 12. Men før jeg henvender læsernes blik på tabellen, må jeg give nogen forklaring om dens beskaffenhed. Fra 1801 af ere tallene hentede af trykte og pålidelige tabeller.(54)

Før den tid er pålideligheden mindre. I forrige århundrede viste man ikke så megen opmærksomhed for disse sager. Præsternes og biskoppernes lister over ægteviede og fødte vare da ikke aldeles nøiagtige; tallene bleve ikke fuldstændigt opbevarede i trykte bøger, og de håndskrevne lister ere nu for største delen ikke at finde. Således mangle oplysninger om ægtevielserne for de fleste år af forrige århundrede undtagen for Christiania stift, og i tallene for de fødte børn ere der huller for enkelte år i slutten af århundredet, som jeg har måttet udfylde efter gisning.(55) Med alt dette tør jeg dog mene, at tabellen også for det forrige århundrede er skikket til at give en omtrentlig kundskab om det væsentligste i de ting, som vi her beskjæftige os med.

Tabell s207 *) Efterat denne tabel var opstillet, og efterat nærværende afhandling, hvori tabellens tal jevnlig ere benyttede, på det nærmeste var skreven, har jeg uventet stødt på to skrifter, som indeholde opgaver over antallet af ægtevielser og af fødte i slutningen af forrige århundrede. Af den foregående anm. vil man have seet, at det manglede opgaver over fødte i riget for årene 1793-95 samt 1796-1800, og at jeg så misligt end sådant kunde synes, så mig nødt til at udfylde det store hul ved et slags beregning eller rettere sagt ved gisning. Jeg iler derfor med at tilføie en forklaring om, hvorledes de for silde fundne opgaver stemme med hin gisning.

De to nævnte skrifter ere 1) et fransk, i Paris 1802 udkommet værk af en vis Catteau. «Tableau des Etats Danois» (2den d., s. 95), og 2) den af forfatteren selv besørgede og noget udvidede tydske oversættelse af en Statistik over Danmark af den bekjendte Fr. Thaarup, «Versuch einer Statistik der dänischen Monarchi», Kjøbenhavn 1796 (2den d., 1ste afd., s.4).

Hos Thaarup finder jeg en liste over fødte (og døde) i hele Norge for årene 1785-94; hos Catteau finder jeg en liste over fødte (og døde) for årene fra 1785 og lige ned til 1799 samt liste over ægtevielser for årene 1795-99. På et par ikke betydelige undtagelser nær stemme tallene hos disse to forfattere, og jeg holder mig da her til Catteaus lister, som omfatte den længste år-række.

Ifølge disse lister var ægtevielsernes antal i fem-året 1795-99, som jo på det nærmeste svarer til fem-året 1796-1800 i tabellen, 34,313. Fremdeles var antallet af fødte

    i femåret 1786-90:    121,413
    i     -         1791-95:    137,972
    i     -         1795-99:    138,797

Når vi nu antage, at antallet i fem-året 1795-99 har været nogenlunde ligt antallet i 1796-1800, så kunne vi sammenligne tallene for disse 3 fem-år med de tilsvarende i den af mig opstillede tabel, og vi ville da finde, at mine efter gisning anførte tal for 1791-95 og 1796-1800, så store de end ere i sammenligning med de foregående og efterfølgende, dog ikke ere for store, men heller noget for små.

Dette, at antallet af fødte i de sidste to fem-år af forrige århundrede var meget stort, er af megen interesse for den følgende fremstilling; men derfor er det heldigt, at jeg nu har kunnet anføre vidnesbyrd for, at jeg ikke har sat antallet for stort.

På nogle følgende steder i denne afhandling har jeg ved forandringer i det oprindelige manuskript benyttet de senere fundne opgaver efter Catteau.

29. Kaste vi nu et blik på tal-rækkene, så kunne vi først lægge mærke til dette naturligvis vel bekjendte forhold, at når antallet af ægtevielser tiltager, så tiltager også antallet af fødte barn.(56)

Der er dog også en særegen, skjønt ellers ligeså naturlig omstændighed ved dette forhold, som vi udtrykkelig bør være opmærksomme på, nemlig, at når ægtevielsernes antal i noget længere tid har holdt på at tiltage, så indtræffer den tilsvarende forøgelse på de fødtes side først nogle år efter, men varer da også ved nogle år længere. I Christiania stift f.ex. begynder antallet af ægtevielser at stige allerede i tidsrummet 1811-15 og bliver ved at stige til 1825, da det når sit høieste og derefter aftager; fødslernes antal derimod begynder først ret at stige i årene 1816-20 og når sit høieste først i årene 1826-30. Omtrent det samme gjenfinde vi også i tal-rækkerne for riget. Ægtevielsernes antal når også her sit høieste i årene 1821-25, men fødslernes først i 1831-35, altså omkring 10 år efter.

30. Og nu er jeg kommen til det, som jeg i dette kapitel egentlig vilde henlede opmærksomheden på og ved den anførte tabel tydelig stille for øie.

Når der nogle år i rad kanske har været god tid i en by eller bygd, når de blomstrende næringsveie da bevirke, at en usædvanlig stor mængde nye familier blive stiftede, så kan man et halvt snes år efter se en usædvanlig mængde børn krybe og kravle på gader og gårde. «Det kryr af unger allesteds,» hører man folk sige, og man undres over, hvor pludselig flokken er bleven så talrig. «For 10 år siden var der da slet ikke så fuldt.» - Hva nu? Nogle af de mange børn dø jo i spæd alder; thi det er med menneske-slægten som med et blomstrende æble-træ: mange af blomsterne visne og falde til jorden uden at sætte frugt. Men de fleste af børnene leve dog over og nå frem til voxen alder. Og 25 år efter fødselen - det veed man - er et menneske 25 år gammelt. Lige så pludseligt altså som det begyndte at kry af spædbørn i alle kroge, ligeså pludseligt vil i sin tid - det er: omtrent 25 til 30 år efter - en stor mængde unge mennesker træde ind i den giftefærdige alder, og - de fleste af dem gifte sig. Præsten undrer sig over, hvor mange par han har viet iår og ifjor; bonden ryster på hovedet over den store mængde nygifte folk, og han finder kanske, at udmarken allerede før er så knap, at det ikke engang går an at sætte flere kreaturer i havn der, end sige at udvise nye plads-emner, så de unge folk skulde få rydde og bygge sig et hjem; håndværksmesteren påstår, at de mange svende, som nu ville gifte sig og sætte sig ned som frimestere, ville gjøre det umuligt både for dem selv og for de gamle laugsmestere at leve. På alle kanter ser det så trangt og vanskeligt ud for den tilvoxne talrige hob. Det kan også være, at en del af ungdommen selv finder dette, og disse vælge da kanske at reise til et fremmed land, til Amerika. Men største mængden bliver dog i landet, og største mængden gifter sig.

Dette var nu en hverdags-betragtning; men den passer ikke alene på en enkelt by eller bygd, hvor en og anden kan have oplevet noget sådant og ligesom af sig selv være kommen på en sådan betragtning af tingene;(57) den passer på det hele land.

31. I årene 1815-1825 var der - som oftere erindret, - usædvanlig mange, som stiftede familie. Ganske naturlig tiltog da antallet af fødte børn meget betydeligt, fra 124 tusinde i årene 1811-15 til 154 tusinde i årene 1816-20, altså 30 tusinde mere, og så fremdeles. Derefter var det da at vente, at der i årene 1841-45 vilde være et langt større antal mennesker i 25 års alderen end i 1836-40; thi disse nævnte år følge netop 25 år efter hine, hvori de mange børn fødtes. Men hvor der er mange mennesker i den nævnte alder, der er det både at vente og håbe, at mange lidt efter lidt, mest i alderen mellem 25 og 30, ville have både sind og evne til at indtræde i ægteskab og stifte familie. Det er naturligvis så, at i trange tider, når det er vanskeligere om udkomme, bevæges adskillige til at udsætte dermed til næste år eller så; men i jevnt gode tider er det, som sagt, at vente, at flere ægteskaber ville stiftes, når mængden af folk i den alder er større. Og nu viser tabellen, at i årene 1836-40, da som anført antallet af giftefærdige mennesker måtte være mindre, så var også antallet af ægtevielser mindre, men at dette antal var større og meget større i årene 1841-45 (og ligeså i 1846-50), da antallet af giftefærdige måtte være meget større. Ja, når vi se efter på tabel 1, så finde vi endogså, at ægtevielsernes antal tiltog meget brat netop fra 1841 af, omtrent som antallet af fødte tiltog meget pludseligt i det tilsvarende forudgående tidsrum.

32. Det er ellers ikke nogen nøiagtig tælling og regning, når man, som jeg her har gjort, anfører antallet af ægtevielser og fødsler femårs-vis, for årene 1801-05, 1806-10 o.s.v., og så anstiller sammenligninger således som ovenfor. Denne sammenligning kan udføres ialfald noget nøiagtigere, og da vil det endnu tydeligere vise sig, hvorledes det f.ex. var at vente, at der i årene 1836-40 vilde sluttes meget færre ægteskaber end i 1841-45. Det er nemlig ikke så, at de fleste ægteskaber af mandspersoner indgåes netop i 25 års alderen; man vil komme det rette nærmere ved at antage alderen midt imellem 25 og 30 år (27 1/2).(58) Herefter vil det da skjønnes, at mængden af de mandspersoner, som i årene 1836-40 giftede sig, må være fødte ikke i årene 1811-15, men snarest i årene 1808-12. Men netop i disse år fødtes der et meget mindre antal børn (kun 124,007) end i noget andet ligeså langt tidsrum siden dette århundredes begyndelse. Og dette er ikke det eneste, som her er at erindre. I disse år, de værste krigens år, var også dødeligheden større end i noget andet lige så stort tidsrum i flere menneske-aldere. Denne store dødelighed herskede også netop blandt småbørn; hvortil grunden rimeligvis må søges ikke blot i den mindre gode pleie, som der i hin nødens tid kunne ydes dem, men også i den omstændighed, at formedelst de lidelser og ængstelser, som da hjemsøgte fast hvert menneske i landet, altså også dem, som skulde blive mødre, fødte mange af disse ganske vist svage og lidet levedygtige børn. Ja, der er grund til at antage, at dødeligheden blandt disse års kuld formedelst denne omstændighed vedblev at være noget større end sædvanligt, også efterat den daglige nød og trang var ophørt.(59) Men når der altså i årene 1808-12 fødtes usædvanlig få børn, og når usædvanlig mange af disse få døde i tidlig alder, så er det ligefrem, at der 28 år efter eller i årene 1836-40 måtte være usædvanlig få mandspersoner i 28 års alderen, altså usædvanlig få giftefærdige. Og hermed stemmer det nu på det bedste overens, at der virkelig i disse samme år sluttedes et mindre antal ægteskaber end i noget andet lige så langt tidsrum siden 1815. Det må vel antages, at antallet på grund af de til samme tid, 1836-40, indfaldende misvæxt-år - som allerede før erindret - blev noget mindre, end det ellers skulde været. Men af det anførte synes det klart, at om der havde været jevnt gode tider både da og før og efter, så måtte antallet af ægtevielser endda være blevet mindre i 1836-40 end enten før eller siden. Og med hensyn til den særdeles betydelige forøgelse i ægtevielsernes antal fra 1841 af bør det endvidere erindres, at netop i den tilsvarende tid, 25 til 30 år forud, blev vaccinationen ikke just indført, men mere almindelig udbredt, og ved dette middel mangfoldige børn holdte ilive, som ellers vilde være skjulte i en tidlig grav.

33. Fra 1826 til 1840, tre fem-år på rad, ægteviedes der her i landet et altid mindre og mindre antal, fra 42 1/2 til 40 1/2 tusinde par i hvert fem-år. Fra 1841 af steg antallet pludselig op til 50 1/2 og 52 1/2 tusinde i hvert fem-år indtil 1850, og det lader til fremdeles, i fem-året 1851-55, at ville holde sig på den samme høide. Med en gang forøgedes altså antallet af nystiftede familier med 10 tusinde i fem-året. Dette er en høist mærkværdig begivenhed, hvad enten vi tage hensyn til årsagerne eller til virkningerne. Her er det nu årsagerne, vi handle om. Andre mænd have søgt årsagerne i de samtidigt indtræffende ugunstige eller gunstige omstændigheder, som gjorde det vanskeligt eller let for folk at finde udkomme, såsom misvæxt i flere af årene 1836-40 og gode årgange i 1841-45. Jeg har ikke overseet disse omstændigheders indflydelse, men derhos gjort opmærksom på at antallet af giftefærdige mennesker, uden hvilke der ikke bliver noget giftermål af, måtte være mindre før og større efter 1841, og at årsagen dertil er at søge 25 til 30 år forud. Denne betragtning passer på hele riget; af tabellen vil man også kunne se, at den slår ind for Christiania stift, og det er kun for ikke at trætte læseren med for mange tal, at jeg ikke med lignende tabeller har vist at det samme gjælder for alle de øvrige stifter, ja for enkelte provstier og præstegjælde.

34. Men nu går tanken videre. Der opstår det spørgsmål: Mon den store forøgelse i ægtevielsernes antal, som indtraf i de nærmeste 10 år efter 1815, også for en del kan forklares på denne samme måde, nemlig af et betydelig forøget antal fødte børn i et tilsvarende tidsrum? Og det er med hensyn til dette spørgsmål, at jeg i tabel 12 har forlænget talrækkerne over ægtevielser og fødte så langt som muligt op i forrige århundrede.

En del af de folk, som ægteviedes her i landet mellem 1815 og 1825, kunde jo gjerne være fremmede, som efter freden flyttede herind. Men man har aldrig hørt tale om, at det var nogen mængde. De allerfleste vare ganske vist landets egne børn. Og når vi også her tænke os, at de rimelig vare mellem 25 og 30 år gamle, så finde vi at de fleste af dem må være fødte i de sidste 10 år af det forrige århundrede. Nu led landet under en ødelæggende krig de nærmeste år før 1815 og nød derefter fred og forholdsvis gode og lykkelige tider; men vi kunne for et øieblik se bort derfra og indbilde os, at der havde været jevnt gode tider både før og efter 1815. Vi må da sige, at dersom der i de sidste 10 år af det forrige århundrede fødtes flere børn end sædvanligt, og dersom der ikke indtraf særdeles børne-sygdomme, som igjen formindskede dette antal, så var det at vente, at der i de nærmeste 10 år efter 1815 vilde være flere giftefærdige personer og af dem dannes flere nye par ægtefolk end sædvanligt.

Men nu viser tabellen os, at antallet af fødte børn netop i de sidste 10 år af forrige århundrede var mærkelig større end både i de nærmest foregående og efterfølgende tidsrum. Her ere tallene, som før sagt, vistnok mindre pålidelige, især for rigets vedkommende. Men se vi på talrækkerne for Christiania stift, så bliver det ganske vist, at det her forholdt sig som anført.(60) Vi se også årsagen til den betydelige forøgelse i børnenes antal; der var nemlig allerførst en betydelig forøgelse i antallet af ægteviede. Og nu erindre man, hvilken tid det var! Det var Christian den 7des tid. Det var de bedste år, som Norge i lange, lange tider havde oplevet. Jevnt god årsvæxt og en lykkelig fred, medens de fleste andre lande i Europa befandt sig i krigstilstand, bragte en velsignelse over landet, en velstand og tilfredshed, som endnu mindes ikke alene af efterkommerne af de ved den fordelagtige skibsfart berigede kystbeboere, men selv af fjeldbonden i landets inderste krog. I en sådan lykkelig tid pleier folkets velbefindende mærkes derpå, at dødeligheden og det i alle aldere, altså også blandt de nylig fødte børn, bliver mindre. Og dette sees også af de samme lister, som tabellens tal ere hentede af. I Christiania stift døde i gjennemsnit årlig:

Tabell s212

For Christiania stifts vedkommende, det er omtrent det halve riget, passer da formodningen ganske godt: der fødtes i årene 1791-1800 flere børn end sædvanligt, og døden bortrev ikke en så stor del af dem som ellers; 25-30 år efter måtte der da være mange giftefærdige, og blandt dem måtte ventes mange giftermål.(61)

35. Det hidtil anførte kunne vi kortelig erindre os således:

  1. Forøgelse i antallet af fødte børn i årene 1791-1800 - forøgelse i ægtevielsernes antal omtrent 25 år efter eller 1816-25;

  2. Formindskelse i antallet af fødte fra 1801 til henimod 1815 og derhos stor dødelighed blandt dem -formindskelse i ægtevielsernes antall 25 år efter eller fra 1825 til 1840;

  3. Betydelig forøgelse i antallet af fødte fra 1815 af og en liden dødelighed, så flere end sædvanligt opnåede voxen alder. - Betydelig forøgelse i ægtevielsernes antal omtrent 25 år efter eller fra 1841 af.

36. Det er en bølge-gang. Havets flade er rolig og blank som et speil; et vindstød trykker vandet ned på et sted; derved hæves en bølge i veiret ved siden af; den når sit høidepunkt og synker tilbage, men trykker da en anden bølge op ved siden af sig igjen. Et netop indtræffende nyt vindstød kan drive denne sidste bølge endnu høiere op, og den vexlende bevægelse kan fortsættes længe. Hvor høit bølgegangen skal gå, og hvor længe den skal fortsættes, det beror på vind og strøm og havets vidde og dybde - kort, på mangfoldige omstændigheder. At beregne denne havets bølgegang eller at udfinde reglerne for vandets strømninger, det er sikkerlig gjenstand for naturforskeres vedholdende opmærksomhed. Men jeg fortsætter med betragtning af folke-bevægelsen i vort land.

To gange i dette århundrede har antallet af ægtevielser tiltaget meget betydeligt og varigt nemlig i de nærmeste 10 år efter 1815 og efter 1840, og jeg har fremsat den mening, at dette er noget, som var at vente efter en lignende forøgelse i antallet af fødte i visse tilsvarende forudgående tidsrum. Dermed har jeg også udført, hvad jeg i dette kapitel nærmest vilde. Men ved denne leilighed har jeg også samlet de opgaver, som haves om folkebevægelsen i vort land endnu længere op i tiden, og de har påtrængt sig en formodning om, hvorledes de bevægelser, som have vist sig i indeværende århundrede, for en del kunne være fortsættelse af begyndelser, som ligge længere tilbage i tiden. Jeg anvender derfor endnu et par blade til at fremsætte denne formodning. Dersom mine ord kunde give anledning til, at en anden og heldigere forsker førte disse unde søgelser videre, så skulde det bidrage til at brede adskilligt lys over de henfarne slægters skjæbner i vort land.

Den formodning, jeg vover, støtter sig væsentlig til tallene over de fødte i tabel 12. Men disse tal stille sig noget forskjelligt, når de lægges sammen femårs-vis for årene 1735-40, 1741-45 o.s.v. eller for årene 1738-42, 1743-48 o.s.v. Ved denne forskjellige sammenligning danner jeg da den dobbelte tal-række i tabel 13.

Tabell s214

Hvad vi i denne tabel væsentlig må lægge mærke til, det er de i visse mellem-rum forekommende høieste og laveste tal, der - for at beholde det brugte billede - angive bølgegangens høieste og dybeste. Derfor har jeg også i tal-rækkerne mærket dem med større tal-tegn for de høieste og med mindre for de laveste tal [her kursiverte, red.] så øiet let finder dem. Og hvad det nu kommer an på at undersøge ved hjælp af disse tal, det er, om der er sådanne jevne mellemrum imellem to og to af de laveste eller mellem to og to af de høieste tal, at vi kunne tænke os en sammenhæng fra det ene tidsrum til det andet, omtrent som der er en sammenhæng mellem bølgernes stigen og falden i havets af uforanderlige natur-love styrede bevægelse.

Begynde vi med den forreste tal-række, gå vi ovenfra nedad, og tælle vi årene fra midten af det ene til midten af det andet fem-år, så finde vi først det laveste tal i årene 1741-45, 30 år derefter det følgende laveste i årene 1771-75, fremdeles 35 år efter ligeså i årene 1806-10 og endelig efter 30 års forløb ligeledes i årene 1836-40. Fire gange synker altså bølgen, og der er et mellemrum af mindst 30 og høist 35 år mellem hver gang.

På samme måde vil man finde, at bølgen tre gange hæver sig til det høieste, og at der er et mellemrum af mindst 30 og høist 35 år mellem hver gang.

I det hele finde vi det samme forhold i den anden tal-række, den, hvor tallene ere ordnede efter årene 1738-42 o.s.v. Den meste afvigelse er, at i et tilfælde er der et mellemrum af 40 år.

Vi finde altså påfaldende jevne forholde, når vi sammenligne de tidspunkter, hvori de høieste og laveste tal indtræffe. Tallene stige og falde regelmæssig, så bevægelsen ialfald ligner en bølgegang, hvor vi vide, at den ene bølge i sin synken trykker den anden op ved siden af, så de alle gå frem i en jevn række. Og hvorledes man end vil forklare forholdet, så bør man erindre, at udaf den flok af børn, som fødtes i begyndelsen af det hele tidsrum, og som ikke døden bortrev eller flyttelysten førte ud af landet, fremstod i sin tid forældre og bedsteforældre til dem, som fødtes i senere tidsrum, eller omvendt, de børn, som fødtes f.ex. i årene 1841-50, ere mestendels børn og børnebørn og børnebørnsbørn af dem, som fødtes i visse tidligere tidsrum.

37. I forbindelse hermed må det overveies, hvor lang tid der kan antages at hengå mellem de forskjellige slægter af forældre, børn og børnebørn. Og dersom det skulde befindes, at denne tid nogenlunde svarer til hine jevne mellemrum mellem to og to af de laveste eller høieste tal, så vilde det ialfald lade sig høre, om man forsøgte at forklare forholdet efter den simple grundtanke, at under almindelige omstændigheder ville flere forældre have flere børn og erholde flere børnebørn, men efter færre forældre ville færre børn og børne-børn se dagens lys.

Det vil naturligvis aldrig være muligt med nogen stor nøiagtighed at adskille de forskjellige års kuld, da de for en stor del blandes sammen.

Men vi må i tanken fastsætte det, som kan ansees for rimeligt, det, som må siges at gjælde i almindelighed.

Og rimeligt er det at tænke sig, at de børn af et års kuld, som nå voxen alder og gifte sig, i størst mængde gifte sig i alderen mellem 25 og 30 år. Nogle gifte sig vel i en yngre alder og blande sig så at sige ind mellem børn af ældre kuld; men dette opveies derved, at det kuld, der ligesom afgiver nogle til et ældre, også får tilskud af et ældre, i det en del personer gifte sig i en ældre alder end den almindelige. Men nu vide vi tillige, at de fleste børn fødes i de første 5 til 10 år efter forældrenes ægteskab.(62) Træffer det sig nu så, at først 5 år i rad mange folk gifte sig, og at dernæst i andre 5 år få folk indgå ægteskab, så vilde det være at vente, at hine mange ægtefolk få mange børn, disse få derimod kun et mindre antal; men dette vil først vise sig omtrent 5 år eller kanske noget mere efter deres giftermål. For at udtrykke mig kort, kan jeg sige så: Indtræffer der i et vist tidsrum et lidet antal fødsler i et land, så vil der under ellers lige omstændigheder 25-30 år efter indtræffe et lidet antal nye ægteskaber og 30-35 år efter et lidet antal fødsler.

30 til 35 år sætter jeg altså som et rimeligt mellemrum mellem de på hinanden følgende slægter af forældre, børn og børnebørn.(63)

Men disse mellemrum svare meget godt til de mellemrum, som ovenfor påvistes mellem to og to af de høieste eller laveste tal i tabellen over de fødte.

38. Lade vi altså disse forudsætninger om den almindelige alder, hvori folk gifte sig og blive forældre, stå ved magt, og tænke vi os for et øieblik, at der lige fra 1735 til nutiden havde været ganske jevne tidsomstændigheder, så hverken misvæxt og krig til sine tider havde hemmet, eller handelens flor og andet usædvanligt held havde befordret folkeformerelsen over det sædvanlige, så kunne vi forklare den besynderlige stigen og falden i antallet af de fødte børn, som tab. 13 opviste, temmelig nøiagtig efter den regel, at mange forældre måtte få flere, men få forældre måtte erholde færre børn og børnebørn. Og på den måde vilde der vise sig en indre sammenhæng i folke-bevægelsen i vort land lige fra 1735 til nutiden.

Der er efter min forestilling to måder at forklare gangen i folkebevægelsen eller den vexlende stigen og falden i antallet af ægtevielser og fødsler. Den kan forklares af ydre og indre omstændigheder. Ved ydre omstændigheder forstår jeg de gode og onde tider, gode årgange og næringsveienes flor, misvæxt og krig o.s.v. Ved indre omstændigheder forstår jeg de forskjellige måder, hvorpå befolkningen kan være sammensat, så der til en tid og det nogle år i rad kan være en forholdsvis talrig ungdom i giftefærdig alder, til en anden tid derimod en fåtallig. Medens hine ydre omstændigheder have sin årsag i samtidige begivenheder, have disse indre omstændigheder sin grund i begivenheder, som indtraf i visse tilsvarende foregående tidsrum.

39. Idet jeg gjentager det forord, at der på grund af de hidhørende oplysningers utilstrækkelighed ikke kan tales med nogen afgjort vished, men kun fremsættes formodninger, anvender jeg nu denne dobbelte betragtningsmåde til at belyse folkebevægelsen i vort land.

I årene 1741-45 - det så vi af tab. 13 - var antallet af fødte på det laveste.

Dette har naturligvis havt sin årsag, og denne årsag kan meget vel have ligget i begivenheder, som man veed indtraf just da. De nævnte år må have været en usædvanlig lidelsens tid for Norge. Dette kan allerede skjønnes deraf, at dødeligheden da var usædvanlig høi. Antallet af dødsfald var i årlig gjennemsnit

     i årene 1735-40:       15,962
        -    1746-50:       17,562

men i de fleste af årene 1741-45 eller rettere fra 1740 af var antallet langt større, nemlig:

     i året  1740:          17,853
        -    1741:          24,378
        -    1742:          44,254
        -    1743:          18,616

Sådan dødelighed har der ikke på langt nær hersket i noget følgende år indtil denne dag. De værste år i så henseende vare hungers-året 1773, om hvilket der endnu hist og her lyder forfærdelige sagn (35,362 døde), krigsåret 1809, da den dræbende blodgang rasede værst (32,486 d.), hungers-året 1813 efter misvæxt-året 1812 (26,598 d.), trangs-året 1839, efter nogle svage årgange (26,652 d.) og 1848, efter dyrtiden det foregående år (27,916.). For ret at forstå, hvorledes dødeligheden i 1742 må have været meget større end i noget af disse følgende år, må derhos erindres, at folkemængden i 1742 var meget lavere end senere hen og vel efter høieste beregning neppe kan sættes til mere end 650,000 mennesker,(64) så det var vel en femtende-del af befolkningen, som i det ene rædsels-år bortrykkedes. Denne elendighed var en følge af en række misvæxt-år, som rammede hele Nord-Europa, og det sees af dødelisterne, at dette overmål af dødelighed traf alle Norges stifter. Mindst rasede dog døden i Bergens stift, hvortil årsagen måske var de netop da Talfald i Søndmør indfaldende usædvanlig rige fiskerier både af torsk og sild, «så at Gud ret øiensynlig åbnede et spisekammer i havet, medens han tillukkede et andet på landet, og bevisede dette folk en velgjerning, som aldrig bør forglemmes».(65)

I en sådan forfærdelsens tid, som der altså må have hersket i de nævnte år 1741-45, er det rimeligt, at antallet af fødte børn måtte blive mindre end sædvanligt, hvad også tabellen har vist os. Vi må også antage, at døden bortrev mange af dette samme fåtallige kuld, så kun få mennesker fra denne tid nåede voxen alder.

40. Efter disse ulykkelige år tiltager antallet af fødte børn jevnt flere fem-år i rad (man se på tallene i tab. 13). Der har måske været jevnt gode tider for folket da. Men efter 1761-65 aftager antallet igjen, således at det navnlig i årene 1771-75 bliver betydeligt lavere. Forskjellen er så stor, at vi uvilkårlig må spørge: Hvad kan årsagen have været? Nu, en ting var dette, at folket netop i denne tid på en usædvanlig måde kuedes af sin egen regjering, nemlig ved den såkaldte extraskat, som blev påbuden 1762 og varede til 1772, en urimelig skat af ikke mindre end 8 danske skilling hver måned for hver person over 12 års alderen - sandelig ikke nogen opmuntring for fattige folk til at danne familie, heller ikke nogen opmuntring for gårdmænd f.ex. til at antage nye husmænd på sine eiendomme, såsom hine i mange tilfælde måtte være forberedte på at udrede skatten for disse. En anden ulykkelig omstændighed var den nys omtalte dyrtid og elendighed, som indtraf i 1773 eller i det år nåede sit høieste. Her har jeg altså anført to samtidige omstændigheder, som høist rimeligt måtte bidrage til at formindske antallet af fødsler i årene 1771-75. Men her er også den fortidige omstændighed, at der netop 30 år forud (1741-45) fødtes et usædvanligt lidet antal børn, af hvilke endda usædvanlig mange døde bort i spæd alder, - et svagt kuld altså, af hvilket der i årene 1771-75 og deromkring måtte ventes et fåtalligt afkom.

Lader os fremdeles følge tabellens tal nedover! Efter de sidste svage år viser antallet af fødte sig atter større og holder sig så nogenlunde ved samme mål tre femår igjennem. Det er bekjendt, at Norge under den nord-amerikanske frihedskrig nød en gunstig handelsperiode; den var dog kortvarig, og den sees heller ikke at have udøvet nogen væsentlig indflydelse til at fremskynde befolkningens tilvæxt ved nye fødsler. I fem-året 1791-95 og ligeså i 1796-1800 se vi derimod en betydelig forøgelse i fødslernes mængde, så betydelig, at vi atter må spørge efter den rimelige årsag. Og der er det mærkelige herved, at medens tallet (se 2den anmærkn. til § 28) åbenbar begyndte at stige allerede i 1787 eller 1788, så aftager det igjen strax ved begyndelsen af indeværende århundrede 1801-5. Altså, hvad kan årsagen til hin forbigående stigen i fødslernes antal have været?

Jeg har allerede før erindret om den gyldne tid under den sidste del af Christian 7des regjering, en tid, hvis usædvanlige gunst høist rimelig måtte spores også i befolkningens udviklingsgang, i folkemængdens raskere tilvæxt. Her går jeg lidt nærmere ind på sagen. 1789 udbrød den franske revolution; denne revolution foranledigede krig i Europa; flere og flere stater bleve indviklede i krigen; den dansknorske stat blev længe stående udenfor; de norske skibe bleve optagne i en høist fordelagtig fragtfart, og de norske udførelsesprodukter bleve betalte med høie priser; flere skibe bleve da satte på kjølen, og i lige måde forøgedes virksomheden i de bygder, som leverede trælast til udførsel o.s.v.; den forhøiede næringsvirksomhed og velstand tilskyndede vel mangen mand til tidligere end ellers at følge sin tilbøielighed og stifte familie; ægteskabernes antal forøgedes altså, og ganske naturlig forøgedes derefter igjen antallet af de fødte børn. Men denne sidste eftervirkning af 1789 års begivenhed kunde jo ikke indtræde strax, i samme år, og dog finde vi, at den betydelige forøgelse i fødslernes antal, som tabellen opviste, virkelig allerede fandt sted i året 1789. Fremdeles: hin gunstige tilstand i handel og næring varede ved like til året 1807, da den pludselig afbrødes derved, at vort land omsider også indvikledes i den almindelige krig; vel var det så, at landmændenes håb nogle gange skuffedes, da misvæxt indtraf i et par år i århundredets begyndelse; men den derved bevirkede lidelse var ikke så stor, at jo alle ere enige i at omtale netop årene 1801-1807 som en usædvanlig gylden tid, ja vel endog rigere end slutningen af forrige århundrede. Som følge deraf skulde man da også ventet, at den frodige tilvæxt i befolkningen, ved et stort antal af nyfødte, skulde vare ved i begyndelsen af dette århundrede, som den var begyndt i det forrige. Men dette var ifølge tabellen ikke tilfælde, idet, som bemærket, det store antal af nyfødte allerede i femåret 1801-5 var i betydeligt at tagende.

Derfor vil det neppe gå an at forklare de mærkværdig høie tal, som tabellen over de fødte viser os for tidsrummet fra 1791 (eller retten fra 1787) til 1800, ved kun at henvise til hine lykkelige næringsforholde altså til ydre forholde, til samtidige omstændigheder. Der synes tvertimod at være grund til også at tage hensyn til de indre forholde eller di fortidige omstændigheder, som kunne tænkes at have medvirket her. Og når vi nu med dette for øie atter kaste et blik på tabellen, så finde vi følgende: 30 år - som vi have antaget for at være en menneskealder eller det omtrentlige mellemrum mellem et kuld af forældre og børn, af børn og børnebørn - 30 år før 1791-95 og 1796-1800, altså i årene 1761-65 og 1766-70, fremstod der talrige kuld, og 30 år før 1801-5, altså i årene 1771-75, trådte et fåtalligt kuld ind i verden; efter hine talrige kuld vare også talrige kuld af efterkommere at vente i årene 1791-95 og 1796-1800, og dem finde vi virkelig i de samme år; efter hint fåtallige kuld var også et fåtalligt kuld af efterkommere at vente i årene 1801-5, og det finde vi ligeledes i virkeligheden.

Kuldene for årene 1806-10 og 1811-15 kunne på samme måde sige at have været bestemte til at blive fåtallige eller kun middels store. Krigen kom og bevirkede en yderligere formindskelse. Men dette, og ligeledes hvad der efter denne tankegang kan siges til at forklare sammenhængen mellem de følgende slægter indtil nutiden, det har jeg allerede anført ovenfor.

Jeg gjentager den bemærkning, at det naturligvis kun er en meget løs beregning, som her har kunnet anstilles alene ved hjælp af tallene over fødte fra fem-år til fem-år. En sådan beregning og de derpå byggede slutninger kunne alene tilstedes det naturlige ønske at benytte de få opgaver, som haves fra de fjerne tider, ønsket at erfare, hvad erfares kan om de hedengangne slægters skjæbner og forholde. Og hermed vende jeg tilbage fra det forrige århundredes dunkelheder for i de næste afsnit at fremlægge nogle fra den nyere og klarere tid hentede træk, der, som jeg håber, ganske tydeligt skulle vise den omhandlede sammenhæng mellem slægterne, en sammenhæng, som navnlig er af megen betydning for den nyeste tid og den nærværende generation.


 

6. DET STADIGE OG DET FORANDERLIGE I MENNESKELIVET

41. Af tabellen no. 1 så vi antallet af ægtevielser år for år fra 1801-1850, og vi lagde deraf mærke til, at antallet aldrig traf til at være ens 2 år i rad, ja at forskjellen fra et år til det næste stundom kunde være ganske betydelig Denne forskjellighed forundrende os dog ikke Vi ere jo i det hele taget vante til så mange afvexlinger i livet, at vi endogså have vænnet os til den talemåde, at det eneste bestandige i de menneskelige ting er ubestandighed. I himmel-legemernes løb, i årstidernes vexel, i fossens ensformige dur, der finde vi en naturlig regelmæssighed og bestandighed; men i menneskelivet, i menneskets beslutninger og handlinger og skjæbner venter man ikke at finde en sådan. Og denne betragtning gjør, at det for mange synes at være et forgjæves arbejde at anstille sådanne tællinger og beregninger som i denne bog, der jo allesammen angå ting, som høre til det så foranderlige menneske-liv.

Men enhver ting har to sider, som man skal se.

42. Jeg må her henlede læserens opmærksomhed på den alder, hvori folk her i landet indgå ægteskab. Dog kommer jeg her kun til at tale om dem, som indgå 1ste gangs ægteskab, altså ungkarle og piger.(66)

Nogle gifte sig i en yngre alder end 20 år; andre ere mellem 20 og 25, mellem 25 og 30 o.s.v. Fra 1839 af have vi opgaver om alle de ægteviedes alder. I det nævnte år var der 6691 ungkarle, som giftede sig, nogle og de fleste med piger, andre med enker, men tilsammen, som nævnt, 6691, og af dem vare 1848 mellem 20 og 25 år. Heraf kan man regne ud, at for hvert 100 af hine 6691 vare 28 i denne alder. Hvor mange vare i den alder i det næste år, og året 1840? Også 28 for hvert 100. I året 1845 var det ligeledes 28, i året 1846 atter 28 for hvert 100.

Her var en besynderlig regelmæssighed og bestandighed.

«Men det kan have været et træf» vil man sige.

Antallet af de ungkarle, som giftede sig i alderen 25-30 år, var for hvert 100.:

     i året 1845:    43
            1846:    43
            1847:    43
            1848:    43
            1849:    43
            1850:    43
            1851:    43

Dette måtte da have været et besynderligt træf.

Antallet af piger, som giftede sig i en yngre alder end 20 år, var for hvert 100.:

     i året 1845:     5
            1846:     5
            1847:     5
            1848:     5
            1849:     5
            1850:     5
            1851:     5
            1852:     5
            1853:     5

Var dette også et træf?

I hvert af årene 1845 og 1846 ægteviedes flere par end i nogetsomhelst tidligere år, rimeligvis så længe folk har boet i Norge. I det sidste af de to år var tallet allerstørst, 11,152. I det næste år, 1847, da kornpriserne bleve så usædvanlig høie, var antallet endda større, end det havde været i noget år før 1841, men dog betydelig lavere, end det var i året 1846, nemlig kun 9,890. Tælle vi særskilt ungkarlene blandt de mange brudgomme, så var deres antal:

     i året 1845:   9,315
            1846:   9,848
            1847:   8,779

Antallet var i det sidste år over et tusinde mindre end i det næst foregående. Havde ikke dyrtiden indtruffet, er det rimeligt, at tallet ikke var blevet så meget mindre. Vi må da antage, at omtrent et tusinde ungkarle formedelst den herskende tilstand i landet have undladt i det år at indgå ægteskab. Der var altså en meget stor forskjellighed i de år. - Men nu skulle vi se, hvor mange udaf hvert 100 der var i de forskjellige aldere. Vi finde:

                     1845       1846       1847
Under   20 år          1          1          1
     20-25 -          28         28         27
     25-30 -          43         43         43
     30-35 -          18         19         19
     35-40 -           6          6          6
     40-50 -           3          2          2
     45-50 -           1          1          1
Over    50 -           0          0          1
I alt                100        100        100

43. Vist må vi studse over denne besynderlige lighed. Der er vel nogen ulighed også ved enkelte af de sammenlignede tal; men nu er denne bleven så ubetydelig, at vi snarere kunde kalde den et træf og et tilfælle. Det er den just ikke så ganske, som det senere skal sees; men for det første kunne vi sætte den ud af betragtning for udelt at fæste vor opmærksomhed på den overveiende lighed i tallene, på det slående vidnesbyrd, vi her have fundet om regelmæssighed og bestandighed i de menneskelige ting.

Hvorledes skal dette forståes? Hvorledes går det til, at der år om andet er et næsten ligeligt antal af yngre og ældre personer blant det ellers så vexlende antal af brudgomme?

Dersom en konge gav befaling om, at der hvert år skulde udskrives nye tropper, efter omstændighederne flere og færre, men bestandig efter den regel, at der i hvert kompani på 100 mand skulde være nøiagtig så og så mange unggutter og fuldvoxne karle i hver af de forskjellige aldere, så kunde vi forstå, at vi ved at tælle hvert års skare kunde få sådanne regelmæssige tal som de ovenfor anførte. Men er det så, at rækkerne fyldes i ægtestandens armee? Er det nogen krigskommissær, som indfinder sig på gårdene og pladsene og sætrene og holder session på de steder og de tider, hvor den prøvelse anstilles, det valg foretages, den bestemmelse fattes, hvorefter karlen træder ind i nummer?

44. Nogle mennesker ere af et sådant temperament, at den livlige følelse hos dem er det overveiende; sådanne ser man ofte gifte sig i ung alder. Andre ere mere, hvad vi kalde forstands-mennesker, og lade sig ikke så meget beherske af øieblikkets tilskyndelse; disse udsætte ofte deres giftermål meget længe. - Ifølge vane og opdragelse ere nogle af den tænkemåde, at de ikke bør stifte familie, forinden de have rimelig udsigt til hvert år at vinde en vis betydelig indtægt; andre gjøre sig langt ringere fordringer til livet både for sig selv og for familie og finde, at et meget mindre indkomne for året kan være rundeligt nok. - I en kreds af samfundet ere forholdene og leveskikkene så, at det medgår langt flere udgifter for den, som tager sig en hustru og skal begynde at føre egen husholdning, end om han fremdeles levede i enlig stand; i andre kredse herimod er det så, at en mand kan synes at komme bedre udaf det, endogså hvad den daglige næring angår, når han får sig en hustru til medhjælp. En meget almindelig betragtning, som afholder mange mænd fra at gifte sig i tidlig alder, er den, at om de bleve fædre nu, så skulde de ikke endnu have råd og ledighed til at skaffe børnene den opdragelse og fremhjælp i livet, som de ønskede; men ikke så ganske sjelden hyrer man den ganske modsatte betragtning, at nemlig folk tænke som så, at de gjøre bedst i at gifte sig tidlig, da de så have mere udsigt til, medens de endnu ere i virksom og arbeidsfør alder, at hjælpe sine børn så langt frem, at de siden kunne forsørge sig selv. - Adskillige have været således lykkens børn, som man kalder det, at de allerede i ung alder og med let møie ere blevne eiere af det, som kan synes nødvendigt for den, der skal underholde familie; mangfoldige andre må længe, meget længe arbeide sig op til en sådan stilling. - Med nogle det ikke få mænd går det så, at de gifte sig til formue; for andre de imod falder det ikke så til, eller om det kunde falde sig så, så bærer det dem imod. - Ikke sjelden træffer det, at unge mænd af forældre eller andre tilskyndes til at slutte et fordelagtigt parti, som det hedder; stundom derimod hænder det, at en mand har besluttet at indgå ægteskab og allerede har gjort sit valg, men at så slægt og venner lægge sig om ham og søge at fraråde og forhindre det. - En nyder den store lykke at få fæste sig til sin brud just den kvinde, som hans sjel elskede, der eneste af alle, som han syntes, han kunde ønske at vinde; en anden må prøve hjerte-sorg, som han først sent forvinder. - Nogle mennesker udvikles langsomt både på legeme og sjel, og de ere længe ligesom mere barnslige og umyndige; andre derimod skyde hurtigt i vejret, få i tidlig alder en usædvanlig grad af selvstændighedsfølelse, vinde tidlig mand; modenhed og mod og kraft. - Nogle mænd bære i sin barm et hjerte som ret er dannet for ædel kjærlighed, men have også fattet det af Gud velsignede ægteskabs høje betydning, dybt fattet ikke alene ægteskabet og familie-livets fryd og lykke, men også dets hellige pligter og store ansvar; hvor en sådan tænkemåde er tilstede, vil en gudfrygtig varsomhed lede mandens skridt. Andre ere rå i en sørgelig grad: driften og ikke hjertet leder dem, lidenskab og ikke tanke råder i deres beslutning; netop i dette stykke siges det derfor ofte om mennesker, at de leve på dyrenes vis.

45. Det er altså de tusinde forskjellige omstændigheder og betragtninger og hensyn og sædvaner og tilstande, som bevirke, at nu en gifte sig i en tidligere alder, nu en udsætter dermed fra år til år. Og hvorledes kan det da gå til, at der endda er så påfaldende stor lighed år efter år, som vi have seet? Det er jo forhåbentlig kun yderst få folk i vort land, om det er nogen, som bringes til at gifte sig imod sin villie; meget mere må vi tro, at mange, ja vel de allerfleste, når de træde frem for alteret for at slutte den så vigtige pagt, gjøre det med den gladeste og modneste, de allerfrieste villie. Men hvor bliver så den lov af, som bestemmer, at de skal blive så og så altsammen, den lov, hvis paragrapher påbød, at der blandt hvert 100 ungkarle skulde være netop 43 i alderen mellem 25 og 30 år, ikke flere og ikke færre, 18, høist 19 i alderen mellem 30 og 35, 6 mellem 35 og 40 o.s.v.?

Der er dog en lov. Det er just ikke mange, som have tænkt videre over den eller gjort sig bekjendt med dens enkelte paragrapher. Men der er dog en lov alligevel, og ganske ubekjendt med den er ingen, selv ikke den, som allertydeligst føler og veed med sig selv, at han er fri og handle med fri villie. Vi tale om denne lov og erkjende dens tilværelse, når vi halvt i spøg og halvt i trods, istemme det ordsprog: «Å ja, den vei ska vi nu alle!» - «Skal?» Det frie valg siger jo: «Vil;» men det er loven, som siger: «Skal!»

46. Skjønt vi skulde hverken spøge eller trodse her, hvor der påtrænger sig en anelse om en dyb hemmelighed, en anelse om det for forstanden ufattelige, men for den dybere bevidsthed så aldeles virkelige, at hvad vi mennesker beslutte og gjøre, det er på en gang både vor frie og ansvarlige villies eget valg og en ufravigelig og almægtig lovs bud og opfyldelse.

Løvetand-plantens blomstringstid falder om våren. Men ikke alle enkelte blomsterstængler skyde på en og samme tid af den sorte muld. Nogle stå allerede med det hvide hoved, medens andre netop åbne sin mange-bladede blomst - plantens bryllupsfest. Dersom vi kunde holde regning med denne plantes blomster en hel stor dal igjennem, skulde vi ganske vist finde et mærkeligt forhold. Når jorden har været bar nogle dage, og forårs-solen skinner noget varmere, så vover den første gule blomst sig frem og samme dag vel endnu flere, men dog kun få; den anden dag er antallet større, og for hver dag komme flere og flere, indtil marken omsider gulner af deres store mangfoldighed. Men så aftager mangfoldigheden igjen; efter nogen tids forløb er det kun enkelte nye blomster, som skyde sig frem, så en og så en, og omsider er det en sidste, som slutter det muntre, lyse tog. Og med en større regelmæssighed, end de fleste tænke, gjentager dette sig år efter år, slægt efter slægt. Men her falder det os nogenlunde let at forstå sammenhængen. De mange tusinde planter ere fordelte over de mange bakkehæld og små-dale og dokker og dulper, og dette er år efter år så temmelig ens. Det ene år som det andet gjælder også den naturens lov, at de af planterne, som fik sin plads på de tørre solbelyste, frugtbare steder, drives hurtigere frem end de, som stå i fugtighed og skygge.

Med dette exempel kunne vi vel ikke forklare det her omhandlede stykke i menneske-livet, men dog ligesom gjøre mere anskueligt det, som forstanden vistnok stræber at udgrunde, men som sindet aner og troen veed, dette nemlig, at ligeså vist som det er menneskets villie, der får sin fremgang ved hans frie valg, ligeså vist og til samme tid får også Guds villie sin fremgang, til velsignelse eller til dom, så det, der af alt skulde være os det vigtigste og fornemste, skulde være dette, at vor villie blev dannet efter Guds, at det, vi beslutte, blev besluttet i Gud.

Kunde vi gjennemskue alt dette, så skulde al vor sands opfyldes med stum forbauselse, ja - endnu bedre - med tilbedende beundring ved synet af den store lovmæssighed og orden og harmoni netop i Guds styrelse af den fri menneske-verden, en harmoni, ikke mindre, men om muligt meget høiere og høitideligere end den, vi beundre i stjernernes lab over himmelvælvingen. Men vort blik ser det kun stykkevis, og det går desværre altfor let så, at når vi ligesom ville tage de enkelte stykker for os til nærmere undersøgelse og nøiere betragtning, så forstyrres det skjønne og opløftende billede, som allerede monne stå for den anende sands.

47. En enkelt ting skal jeg dog pege på. Der er jo noget, som har en vel ofte hel ubevidst, men dog gjerne meget stor indflydelse på folks beslutning om at gifte sig i ung alder eller ikke. Det er de i samfundet gjængse begreber i dette stykke om det tilladelige og rette, de herskende domme om det anstændige og sømmelige. Den almindelige mening og dom omslutter os tæt på alle kanter, lig vandet, fisken svømmer i, lig luften, fuglen flyver i; men denne mening og dom, som under Gud skjulte hånd dannes ved vexelvirkningen mellem så mangfoldige sammenlevende menneskers sind og tanke og tale og gjerning, den for andres gjerne kun meget langsomt og kan mestendels siges at være en fra år til år. Og forsåvidt det afhænger af denne almene tænkemåde om mange eller få skulle gifte sig i ung eller sildig alder, så kunne vi forstå, at der kan vise sig et ligeligt forhold i antallet tid efter andeg - Men alle de andre omstændigheder og tilstande, som mere eller mindre bevidst, men dog jevnt indvirke på menneskernes sind og beslutning med hensyn til at indgå ægteskab, ere på samme måde ting, som de alvidende og almægtige styrer og leder til sin kjærlige villies fremme, ligesom det er hans sol og regnfulde skyer, som lade blomsternes skarer hver til sin tid, drage med valende faner og fine klokkespil hen over marken. Og fremdeles, ligesom der er forskjel på planter og blomster et land og i et andet, så er der også forskjel og det jevn og stadig forskjel på menneskets art og handlemåde under de forskjellige himmel-egne, så man navnlig kan finde, at i vort nordlige land med de lange vintre opstår sjelden eller aldrig tanke om ægteskab i en så ung alder, som visse sydlige lande endog er den almindelige.

48. Så ane vi altså sammenhængen og forstå på en måde, at under jevne forholde, under lige tidsomstændigheder, under indflydelse af de samme sæder og den samme almindelige tænkemåde vil der fra år til andet være et ligeligt antal af yngre og ældre blandt dem, som et helt stort land over blive ægteviede. Men nu indtræder pludselig en stor og gjennemgribende forandring i en eller anden henseende, f.ex. en usæd vanlig dyrtid, hvor der da ikke alene skal flere midler til for at anskaffe det daglige brød, men hvor det for mangfoldige bliver vanskeligere at erhverve sig disse midler, da næsten alle må spare og altså færre have leilighed til at give arbeideren sysselsættelse og fortjeneste. Det er da naturligt og aldeles stemmende med de nys udviklede anskuelser, at en del mennesker, som ellers skulde have giftet sig i det år, nu ville bevæges til at opsætte dermed. Men hvorledes går det så til? Er det de yngre, som tænke så, at de jo have alderen for sig, og at det er ligeså godt at blive et år eller to ældre? Eller er det de ældre, som sige ved si selv, at siden de først have biet så mange år, så kunne de bie et år til, såsom det nu er en så vanskelig tid? Eller hvorledes går det til? Kan der også under sådanne omstændigheder blive et ligeligt antal af ældre og yngre brudgomme, sådan som i de gode og muntre år?

Dette spørgsmål få vi svar på ved at se hen til de i § 42 anførte tal, som vise på den ene side, at der i dyrtids-året 1847 ægteviedes i virkeligheden af ungkarle omtrent et tusinde mindre end i det gode år 1846, men på den anden side, at der endda var i forhold et næsten ligeligt antal af yngre og ældre brudgomme i dyrtidsåret og i det gode år. Vi må da tænke os tingen omtrent så, at ved hvert års begyndelse er der i hver aldersklasse et vist antal personer, som tænke at gifte sig i årets løb, men at det med en vis del af dem, f.ex. en tiendedel i hver klasse, har sig således, at det ikke endnu er nogen fast beslutning, men at det skal komme an på, om de i årets løb ere så og så heldige i deres levevei og næring. Når nu et uår indtræffer og berøver folk en del af deres påregnede indtægter, så bevæges derved hin tiende-del af brudgomme til at udsætte med deres forehavende til bedre tider, og dette finder ligeligt sted i alle aldersklasser, både de yngre og de ældre.

49. Vi have altså forvisset os om, at der er en lovmæssighed, en stadighed og jevnhed i menneske-livet, som gjør, at der kan blive et så besynderlig ligeligt forholdsmæssigt antal i de forskjellige aldersklasser af folk, der indgå ægteskab. Dette er en kjendsgjerning, som ikke bør oversees, når man handler om de menneskelige ting. Men ligeså skjævt vilde det være at tage denne lovmæssighed så, som om der altså måtte være uforanderlighed. Ikke engang i den livløse natur findes der fuldkommen uforanderlighed. Lovmæssighed og orden og harmoni er det modsatte både af den blinde regelløse tilfældighed eller vilkårlighed og af den stive, døde uforanderlighed.

Når vi, som det ovenfor skede, sætte sammen tallene over de ægteviede for nogle år, så forbauses vi ved ligheden; betragte vi tallene for en længere år-række, så finde vi en jevn og regelmæssig foranderlighed.

I tabel no. 14 anfører jeg år for år fra 1839 til 1853, hvor mange udaf hvert 100 ægteviede ungkarle der var i alderen under 20 år, mellem 20 og 25 samt mellem 25 og 30 år. Tallene for den første aldersklasse udfører jeg med brøker.

Når vi nu i denne tabel betragte f.ex. tallene for de første år i rækken, 1839 og 1840, så finde vi næsten fuldkommen lighed i de forskjellige aldersklasser for de to år; ligeså, om vi kaste blikket på tallene for de to sidste år, 1852 og 1853, så finde vi også, at i hvert af de to år er der et lige antal i hver aldersklasse; sammenligne vi derimod tallene for det første og det sidste år, 1839 og 1853, så finde vi ikke sådan lighed. Men derved må ikke det indtryk forstyrres, som vi før have fået af den herskende lovmæssighed og harmoni. Der viser sig nemlig jevne overgange mellem de ulige tal i det første og det sidste år, så jevne overgange, at vi umulig kunne antage, at det er et blot og bart spil af tilfældet, som har stillet tallene så. Denne overgang er sådan:

I 1839 var noget mere end 1 af 100 brudgomme (1 procent) i den yngste årsklasse eller under 20 år; men lidt efter lidt og temmelig jevnt

Tabell s228

aftog denne procent af unge brudgomme, skjønt det jo ikke kunde bliv meget. I 1839 var 28 procent af brudgommene mellem 20 og 25 år; denne procent steg lidt efter lidt til 29, og aftog tilsidst til 24 procent. Fra 40 procent af brudgommene mellem 25 og 30 år, som der var 1839, steg mængden langsomt op til 44. I det hele taget var altså mængden eller rettere procenten af ungdom størst i de første år, mindst i de sidste.

50. Efter at vi nu ved betragtningen af disse tal for hvert enkelt å have forvisset os om, at det er en jevn og regelmæssig forandring, som har bevirket forskjelligheden i de forskjellige tidsrum, skulle vi få en oversigt over forholdet i alle aldersklasser ved hjælp af tabel 15, som sammenfatter tallene for årene 1838-53 i tre tidsrum, på 5 år hvert.

Med en smule opmærksomhed ville vi i denne tabel finde visse fine og regelmæssige forandringer i tallene fra det ene tidsrum til det ande forandringer, som ere næsten nøiagtig ens for begge kjøn. Fra det første til det andet tidsrum stige tallene noget stærkt i aldersklassen 25 til 30 år og derhos ganske lidt i den næste klasse, den mellem 30 og 35 år forresten falde de både i de yngre og de ældre klasser. Fra det andet til det tredie tidsrum ophører stigningen i den førstnævnte aldersklasse men nu indtræder den i de næste, i alderen mellem 30 og 35 år, og kommer derhos tilsyne, men ganske svagt, mellem årene 35 og 40, hvor imod tallene fremdeles synke i både de yngre og de ældre klasser.

51. Når vi se timeviseren så jevnt og sagte bevæge sig hen over uhr-

Tabell s229

skiven, så vide vi, at denne bevægelse har sin årsag. Den jevne forandring, som er foregået ved tabellens tal, forandringen i procent-tallet af yngre og ældre brudgomme og brude i landet, den må også have sin jevnt virkende årsag. Vi kunde tænke os et af tre:

  1. Der kan være foregået en sådan forandring i tænkemåde og sæder o.s.v., at folk synes, det går ikke vel an at gifte sig i så ung alder som forhen, men at man bør bie dermed, til man bliver lidt ældre.
  2. Der kan være bleven den forskjel i løbet af årene 1838-1853, at medens der i den første tid var en særdeles talrig ungdom i landet (i alderen 20 til 25 år) og kun få ældre i forhold, så er i den sidste tid dette blevet omvendt, så der er et stort antal ældre giftefærdige personer og i forhold dertil få yngre.
  3. Mulig have begge tilfælde fundet sted - både hin forandring i tænkemåde og denne forandring i befolkningens sammensætning -, og begge disse omstændigheder kunne have virket sammen, så det år til år er blevet en mindre procent af unge brudefolk, af under 25 år, en større procent derimod af de noget ældre, af på 25 til 30 og på 30 til 35 år.

Således kunne vi tænke os årsagen til de forandringer, som fra ene fem-år til det andet vise sig i tallene i tab. 15. Hvorledes har sig nu i virkeligheden? Dette spørgsmål skal besvares. Men det træffer sig så, at de undersøgelser, som skulde tjene til at løse spørgsmålet, tillige medføre bestyrkelse for den anskuelse, som blev fremsat i forrige kapitel, den, at den så ofte omtalte betydelige stigen i ægtevielsernes antal fra 1841 af for en væsentlig del har sin grund i begivenheder, indtraf i den foregående generations tid (sammenhæng mellem fortid og nutid, som jeg kaldte det). Og det var derfor, at jeg her foreløbig omhandlede denne sag om de ægteviedes alder.


 

7. FOLKE-BEVÆGELSENS STRØM

52. «Livet er en strøm» - det er et billede, som ofte høres. Billedet er sandt. Det passer på det enkelte menneske, hvis følelser og lidenskaber følge på hinanden i vexlende, men aldrig afbrudt række, snart roligt og mildt ligt elven i dalen, snart vildt og brusende lig den skummende skovbæk. Det passer måske endnu bedre på et helt folk, hvis tusinder af individer fødes og leve og dø og dermed ligesom bevæge sig hen over livets bane med samme jevnhed og ustandselige fart som den, vi finde ved at betragte de tusinder af dråber, der danne den mægtigt fremskridende flod. Billedet er ofte brugt; men dets tanke er ikke udtømt. Jo mere vi dvæle ved det og tænke os ind i enkelthederne, des flere sider, som hidtil vare ubemærkede, frembyder der sig for sammenligningen. Menneskelivet er jo også så overmåde forskjelligt og dog bestandig ens i al forskjelligheden, ligesom strømningens regel igrunden er den samme i vandspringets opadstigende stråle og i den hvirvlende fos. Billedet kan falde smukt i digteres tale. Men det er dog ikke blot der det hører hjemme. Et foredrag, hvis nærmeste formål er at fremstille virkeligheden, må skridt for skridt lægge an på at bevise sine sætningers sandhed; men en afhandling som nærværende om visse stykker i menneske-livet må stundom behandle forholde, hvis forviklinger det i begyndelsen kan falde noget vanskeligt for tanken at fatte og følge; her kan det være nyttigt foreløbig at gjøre sig forholdet mere anskueligt hjælp af et klart billede; derved vil den dunkle tanke-gjenstand så at sige fremtræde for os i skikkelse, af en velbekjendt natur-gjenstand, som vi kunne ligesom tage for os til beskuelse.

53. Tænk dig en elv - gjerne halvt hundrede mile lang -, som har sine tilløb fra et vidstrakt, med snemasser bedækket høifjeld! Vinteren igjennem vil den jo flyde med temmelig ringe og temmelig jevn vandmængde. Men når våren kommer, og sneen smelter på fjeldet, så vil tilløbet blive større og vandmængden stige i elven nede i dalen, og det kan træffe, at denne stigning, formedelst et pludselig omslag i veiret og en usædvanlig stærk sommervarme, et enkelt år indtræder mere brat og viser sig betydeligere end ellers på mange år. Tænk dig nu fremdeles, at der langs elven var opreist et eller andet slags mærkestænger, således indrettede, at vi med lethed kunde måle vandstanden i fod og tommer og linier, og tænk dig, at disse stænger vare anbragte i visse mellemrum, f.ex. 5 mil mellem hver! Hin forøgelse af vandmængden vilde jo forhøie vandstanden, og det efter elvens hele længde; men det er jo også lige til, at dette først vilde indtræffe ved en mærkestang, som var anbragt øverst oppe i elven, nærmest ved kilderne; efter en vis tids forløb - hvis strømmen løb en mil i timen, vilde det blive nøiagtig 5 timer - vilde stigningen vise sig ved den næste stang og så videre nedover.

54. På samme måde kunne vi nu forfølge nogle slægters levnets-løb i vort land. Fødselen er slægternes udspring. Mange år i rad kan det være, at der fødes et temmelig jevnt antal børn det ene år som det andet; men så kan der træffe åringer, ja længere tidsrum, hvor langt talrigere kuld komme til verden, og denne forandring kan indtræde temmelig brat. Efter et mindre kuld vil der 20 år, 25, 30 og 35 år senere o.s.v., rimeligvis være et mindre antal mennesker, som have nået 20, 25 o.s.v. års alderen; fødes et talrigere kuld, så er det at vente, at der sidenefter vil vise sig en tilsvarende forøgelse i antallet af 20-årige, 25årige o.s.v. personer i landet, og om det var pludselig, at forøgelsen viste sig i antallet af de fødte børn så vil forøgelsen i antallet af de voxne personer i sin tid vise sig lige så pludselig, og naturligvis først ved aldersklassen 20 år, fem år derefter ved aldersklassen 25 år o.s.v. I en henseende vil der vistnok kunne vise sig uregelmæssighed: Af de fødte børn vil en ikke ringe mængde være døet bort før den voxne alder, og denne mængde kan have været større eller mindre for de forskjellige kuld, eftersom dødeligheden i årenes løb har været større eller mindre, og fremdeles kan det være, at en del af de i landet fødte børn ere flyttede bort til andet land, og at andre, flere eller færre, igjen ere indflyttede; begge disse omstændigheder ville da gjøre nogen forstyrrelse, og følgen deraf vil være den, at de 25-årige personer f.ex., som til en vis tid kunne befinde sig i landet, ikke nøiagtig svare til det kuld, som 25 år tidligere trådte ind i livet. Men det er dog tænkelig, at denne uregelmæssighed ikke er større eller ikke meget større end den, som finder sted med strømmen i elven. Man vilde nemlig tage feil, om man mente denne at være så nøiagtig, som tanken kan tænke sig det: en del af de optøede snemasser damper bort i luften eller siver ned i jorden, nu noget mere, nu noget mindre, og derhos sker det idelig, at elve-leiet, hvis dannelse også har indflydelse på vandstanden, enten udvides eller bliver snævrere. Og alligevel sige vi jo, at under almindelige nogenlunde jevne omstændigheder svarer den vandstand, som mærkestængerne angive i elven, til den forøgede eller formindskede tilstrømning fra fjeldet.

55. Men nu går tanken videre og siger så: Når det i et vist tidligere tidsrum traf sig så, at der fødtes et fåtalligt kuld af børn, og når det som følge deraf var så, at der i det tilsvarende efterfølgende tidsrum var kun få personer i alderen f.ex. mellem 25 og 30 år - den alder, hvori folk mest gifte sig -, så er det i almindelighed at vente, at der kun vil være få brudefolk i den samme alder. Er derimod i et tidligere tidsrum et talrigere kuld trådt ind i verden, og forøges derefter i tilsvarende og regelmæssigt på hinanden følgende tidsrum antallet af voxne personer i alderen mellem 20 og 25, mellem 25 og 30, mellem 30 og 35 år o.s.v., så er det også at formode, at der vil optræde et større antal brudefolk i alderen mellem 20 og 25 år, fem år derefter i alderen mellem 25 og 30 år o.s.v., ganske i den samme orden.

Når snemassen smelter på fjeldet, så forudsige vi at vandstanden elven vil stige, og vi kunne forvisse os om tingen ved at måle vandstandens høide, måle den ud i fod og tommer og linier. Når i en tidligere tid en forøgelse er indtrådt i antallet af de fødte børn, så slutte vi, at der vil indtræde forøgelse i antallet af personer i giftefærdig alder (20-25, 25-30, 30-35 år o.s.v.) og endelig forøgelse i antallet af personer som virkelig gifte sig i de samme aldere, og vi kunne også her forvisse os om formodningens rigtighed ved at måle. Målingen udføres her ved at tage tallet på de brudefolk, som på deres bryllups-dag vare i de for skjellige aldere, og fra året 1839 af er denne tælling virkelig udført af præsterne, som viede dem.

56. Dette tællings-arbeide har sandelig været betydeligt nok; thi de omfatter for de 15 år 1839-1853 ikke mindre end 153,561 par ægtefolk altså det dobbelte antal eller 307,122 individer og dem fordelt i 64 klasser. (67) Men tanken om vidtløftigheden af det allerede udførte arbejde (tælling for hvert enkelt år i hvert præstegjæld og siden sammentælling for det hele land og den hele år-række) skal hjælpe os til at overvinde det ringere besvær, som følger med at benytte de derved vundne opgaver.

År Ungkarle Piger
1839-43 39,519 41,045
1844-48 45,844 48,085
1849-53 47,236 49,245

Disse mange personer vare naturligvis ikke lige gamle på deres bryllupsdag, og her er det netop af vigtighed at kjende deres alder, eller at vide, hvorledes de vare fordelt på de forskjellige aldersklasser.

For at oplyse tingen anføres jeg exempelvis, hvor mange af pigerne der var i forskjellige aldere, således:

Alder *) 1839-43 1844-48 1849-53
Fyldt det 15de,
men ikke fyldt det 20de år
2,341 2,541 2,483
- 20-25 - 16,819 19,506 18,584
- 25-30 - 12,779 16,335 17,126
- 30-35 - 4,850 5,738 7,057
- 35-40 - 2,172 2,066 2,316
- 40-45 - 1,143 1,030 954
- 45-50 - 618 567 482
- 50-55 - 323 302 243
Alle aldere 41,045 48,085 49,245

*) I listerne ere de yngste og ældste alders-klasser angivne så: «under 20 år» og «over 50 år». Jeg har angivet grændserne mere bestemt: 15-20 og 50 -55 år. Man kan jo også antage for vist, at ingen af pigerne vare under fyldte 15 år, (medens det nok er muligt, at adskillige vare så unge som i sit 16de år); det tør også antages, at kun yderst få vare over det fyldte 55de år.

57. Nu skulle vi fremdeles til et exempel tage for os til nærmeste betragtning antallet af dem, som hørte til den 3die af hine aldersklasser, dem, som havde fyldt det 25de, men endnu ikke det 30te år. I 1839-43 var deres antal 12,779. Her spørges: Den brud, som blev ægteviet den 1ste januar 1839 og da var så gammel, at hun netop skulde fylde sit 30te år, hvad tid var hun født? Svar: Den 1ste januar 1809. Fremdeles: Hvad tid var den født, som stod brud den 31te december 1843 og da netop fyldte det 25de år? Svar: Den 31te december 1818. Men heraf fremgår dette: De brude, som fra 1ste januar 1839 til 31te december 1843 bleve ægteviede i alderen 25-30 år, må antages at have hørt til det kuld af pige-børn, som fødtes i de 10 år 1809 til 1818. Og af de årlige fødsels-lister kan antallet af dette kuld kjendes: det var 127,367.

På samme måde kan jeg finde, at de brude i samme 25-30 års alder, som ægteviedes i de næste 5 år, 1844-48, hørte til kuldet fra årene 1814-23, i hvilket år der fødtes 149,244 pige-børn, - og så fremdeles.

Dette exempel med ægteviede piger i alderen 25-30 år gjør jeg nu fuldstændigt med følgende korte tal-række.

Tabell s234

Når vand-tilløbet til elven formedelst sneløsningen på fjeldet har været rigere i mai end i april og atter i juni rigere end i mai, så vil man ved et af de ved elven anbragte mærker kunne finde, at vandstanden en vis tid efter stiger først i en måned og så endnu mere i en måned til. Ligeså er det her. Vi se tre kuld af pige-børn; det andet er større end det første, og det tredie igjen større end det andet; en vis tid efter, tre tidsrum efter hinanden, finde vi en hel del af hine børn som brude i alderen 25-30 år, og antallet af dem er større i det andet tidsrum end i det første, og atter i det tredie større end i det andet. Ja, se vi endnu nøiere til, så blive vi vaer, at ligesom forøgelsen i antallet af fødte børn især var stærk fra det første kuld til det andet, så viste forøgelsen i de giftes antal sig især fra det første tidsrum til det andet.

58. Ved dette exempel er altså fremgangsmåden forklaret, og nu kunne vi rask fortsætte med sammenligningen mellem de tidligere kuld af fødte børn og antallet af senere indtrufne ægtevielser i hver af de forskjellige aldere. Kun vil det være bedst, at jeg først i en sammenhængende række anfører tallet på alle de kuld, som vi her ville få at gjøre med, således:(68)

År           Drengebørn   Pigebørn
1784-  93    128,355      122,243
1789-  98    138,386      131,794
1794-1803    137,544      131,350
1799-1808    134,086      128,134
1804-1813    127,922      122,166
1814-  23    156,408      149,244
1819-  28    173,738      166,073
1824-  33    181,696      172,789
1829-  38    184,728      174,416

Efter alle disse forberedelser sammenstiller jeg nu alle de hidhørende tal, og deraf skal det vise sig, om den mening holder stik, som jeg foreløbig fremsatte under billedet af en elv, der voxer, eftersom vandtilløbet i forveien er forøget (Tab. 16).

59. Denne tabel bør betragtes med nogen opmærksomhed.

Først kunne vi i denne gjenfinde det exempel, som ovenfor blev opstillet, exemplet med piger, som bleve ægteviede i alderen 25-30 år. I den nederste halvdel af tabellen, i rækken for 25-30 års alder, er antallet af hine piger anført, først et mindre antal - det var i årene 1839-43 -, så et meget større, 1844-48, og endelig i årene 1849-53, et endnu noget større. Og lige ovenfor, i tabellens øverste halvdel, finde vi de

Tabell s235

tilsvarende kuld af fødte pigebørn; det første er mindre, det andet betydelig større og det tredie endnu større end det andet. Af disse kuld ere naturligvis mange døde i barne-alderen; af dem, som bleve voxne, bleve, som vi kunne vide, nogle gifte i alderen 15-20, andre i alderen 20-25 år; resten af dem trådte da som ugifte ind i alderen 25-30 år, og af disse var det, at de anførte antal bleve gifte i samme alder, dog så, at der endnu blev en rest tilbage, som i ugift stand trådte ind i alderen 30-35 år o.s.v.

Ligedan har det sig med de ungkarle, som bleve ægteviede i alderen 25-30 år. I 1839-43 var det 15,859, i 1844-48 derimod betydelig flere, 19,646, og i 1849-53 endelig endnu flere, 20,282. Men når vi kaste blikket på tallene for de fødte drenge-børn, i tabellenes øverste halvdel, så finde vi, at det førstnævnte mindre antal af ægteviede er fremgået af et mindre talrigt kuld, det andet større antal af et mere talrigt og det tredie og største af et endnu talrigere.

60. For at lette oversigten har jeg sat voxe- og minkemærket ved ( + og -), når tallet over de fødte og de ægteviede er større eller mindre end i det nærmest foregående tids-rum. Kaste vi nu øiet på tallene for de ægteviede i aldersklassen 35-10 år, så se vi strax, at de først minke og så stige, og det både på hands- og kvinder-tiden; men i kuldene af de fødte børn finde vi også først minken og så voxet.

I rækker for aldersklassen 40-45 år finde vi fortsat minken ligefra 1839-43 indtil 1849-53, og ligeså se vi, at der havde været minken i de tilsvarende kuld af børn fra årene 1794-1803 indtil 1804-1813.

Summen af alt dette er, at når kuldene af de fødte børn havde aftaget eller tiltaget, så vil gjerne antallet af dem af børnene, som i sin tid gifte sig, i lige måde aftage eller tiltage.

61. Men ingen regel er uden undtagelse, og det er heller ikke denne. Med et eget mærke (*) har jeg i tabellen betegnet de tilfælde, hvori hin overensstemmelse ikke finder sted. Det er 4 tilfælde i de to yngste aldersklasser (2 aldeles lige tilfælde for hvert kjøn) og 3 tilfælde i de to ældste aldersklasser, ialt altså 7 tilfælde af 32. De 3 sidstnævnte tilfælde kunne med føie sættes ud af betragtningen, netop fordi de finde sted i de ældste aldersklasser: af de børn, som fødtes i slutningen af forrige og begyndelsen af dette århundrede, er det naturligvis ganske få, der ere blevne gående igjen som ugifte lige til årene 1839-53, og det har været afhængig af allehånde tilfældigheder, hvor mange af disse så der endelig skulde blive gifte eller ei; nogen videre regelmæssighed var ikke at vente her; statistiske beregninger kunne slå ind på hundreder og tusinde, ikke lettelig på nogle enkelte. - Virkelige undtagelser derimod danne de 4 førstnævnte tilfælde. Både blandt ungkarle og blandt piger er antallet af ægtevielser aftaget i årene 1849-53 i begge de to yngste aldersklasser, den på 15-20 og den på 20-25 år, og dette er imod forventning, da dog det tilsvarende kuld af fødte børn havde tiltaget, vel ikke meget, men dog noget.

I næste kapitel kommer jeg tilbage til disse undtagelses-tilfælde. Her kun denne foreløbige forklaring: I den senere tid er der indtrådt visse usædvanlige forholde, som således have indvirket på de unge menneskers tilstand eller tænkemåde, at de have været mindre snare til at gifte sig end forhen (§ 51, 1 og 3).

62. Men med behørigt hensyn til disse undtagelser fremsætter jeg nu den regel, som fremgår af tab. 16, således: Antallet af giftermål i de forskjellige aldere vil under almindelige omstændigheder og for en væsentlig del rette sig efter mængden af fødsler i de tilsvarende foregående tidsrum. Det er - for at minde om det brugte billede - ligedan, som at vandstanden i elven vil rette sig efter mængden af den sne, som nogen tid forud er tøet på fjeldet.

I kapitel 5 fremsatte jeg først den mening, at den mærkverdig store tilvæxt i de nystiftede ægteskabers antal fra 1841 af for en væsentlig del måtte forklares af den betydelige tilvæxt i fødslernes antal 25-30 år tidligere. Og i slutningen af kapitel 6, hvor jeg havde gjort opmærksom på visse forandringer i det indbyrdes forhold mellem ægtevielser i de forskjellige aldere (se tab. 15), bebudede jeg, at en nærmere undersøgelse heraf skulde medføre stadfæstelse for hin mening. Jeg vover også nu at mene, at den læser, som har havt tålmodighed til at følge mig i denne sidste undersøgelse og ret sætte sig ind i de noget forviklede enkeltheder, skal indrømme mig, at hin mening dermed virkelig har vundet i sandsynlighed.

63. Imidlertid - jeg kan ikke støtte min mening til andre forskeres anskuelser. Som jeg selv har påvist i kap. 4, strider den endogså imod den forklaring, som bekjendte forfattere i vort land have givet, og hos udenlandske forfattere, som have handlet om lignende gjenstande, har jeg trods al søgen ikke fundet spor af sådan anskuelse som den, jeg har vovet at fremføre. En af de dygtigste afhandlinger om hyppigheden af ægtevielser i et land er vel et afsnit i det engelske tabel-værk af 1848, som netop handler om ægtevielserne i England i de hundrede år fra 1746 til 1845.(69)

I denne lange år-række havde naturligvis ægtevielserne snart tiltaget og snart aftaget, og dette forklares der af den idelige afvexling af krig og fred, af held og uheld i handel og andre næringsveie, af kolonisationsforetagender og erobringer i andre verdensdele, af lovforandringer og minister-forandringer, kort, af de forskjelligste omstændigheder, som på nogen måde kunde antages at have indflydelse på folkets velstand og udsigter, og fremstillingen af alt dette er så meget interessantere, som den angår en nation, der står i forbindelse med fast alle lande i verden, og som derfor påvirkes af begivenheder og omvexlinger selv i de fjerneste dele af kloden, så denne enkelte afhandling bliver et bidrag ikke alene til Englands, men til menneskehedens historie i det samme tidsrum. Altså, heller ikke i denne afhandling har jeg fundet den tanke fremsat, at en usædvanlig stigen eller falden i fødslernes antal en vis tid forud, eller at ægtevielsernes stærkt afvexlende mængde kunde, som jeg før har udtrygt mig, være afhængig af både fortidige og samtidige begivenheder.(70)

Derfor må jeg vente, at forsigtige læsere endnu nære tvivl imod det, jeg hidtil har fremført. Men derfor tør jeg igjen håbe at de samme læsere med tålmodighed ville følge mig noget længere endnu og agte på nogle yderligere forklaringer, som skulle understøtte, hvad der dog tilsidst - det tror jeg ganske bestemt - skal vise sig at være det rette.

64. Jeg skal svare på en indvending, som jeg tænker mig gjort i anledning af tabel 16.

Min tankegang var den: Forøges antallet af fødte børn pludselig og stærkt, så vil der under almindelige omstændigheder i sin tid vise sig en tilsvarende forøgelse i antallet af voxne mennesker, og de af dem, som gifte sig, ville da også blive mange flere end forhen. Her er jo tre led: Fødte - voxne - ægteviede. Min tabel sammenstiller derimod kun det første og det sidste af disse led: - Fødte-ægteviede. Og til dette kan der gjøres den indvending: Det er dog såre usikkert at slutte så, at fordi der engang i fortiden fødtes mange børn, så skal der senere være så og så mange voxne mennesker i landet; thi sæt, at dødeligheden formedelst grasserende børnesygdomme var meget stor blandt det talrige kuld af børn, sæt fremdeles, at mange af dem fulgte med forældre, som kanske flyttede til Amerika - i sådanne tilfælde vilde jo det talrige kuld af børn ikke forsyne landet med flere voxne end et fåtalligt, og når der endda kanske er indtruffet mange ægtevielser i det samme kuld, så må jo årsagen dertil ligge ikke i kuldets talrighed, men i andre omstændigheder, i gode åringer og deslige, som gjorde det let for folk at stifte familie.

Denne indvending er ganske rigtig og viser, at tab. 16 ikke indeholder et aldeles fuldstændigt bevis for den mening, jeg har ytret. Derfor skal jeg også følge rådet: ikke at springe over det midterste led, nemlig de voxne. Men så kan sammenligningen rigtignok ikke gå således i det fine som hidtil; jeg vil ikke kunne inddele folket i aldersklasser på 5 år (20-25 år o.s.v.), men må holde mig til større klasser på 10 år.

65. I begyndelsen af året 1801, om våren 1815 og i slutningen af årene 1825, 1835 og 1845 holdes der folketællinger i landet (se tab. 11). Ved den første og de tre sidste af disse tællinger optaltes særskilt børn under 10 år, unge mennesker mellem 10 og 20, voxne mellem 20 og 30 o.s.v. For disse år veed jeg altså, hvor mange personer, både af mandkjøn og af kvindekjøn, der var i alderen 20-30 år,(71) og ved hjælp af opgaverne for de sidste tællinger kan jeg også med en tilstrækkelig sikkerhed regne mig til, hvor mange der omtrent må have været i denne alder også i 1815, da tællingen ikke blev udført på den måde.(72)

Her holder jeg mig til antallet af personer i alderen mellem 20 og 30 år; thi både i dette og det foregående kapitel have vi seet, at den allerstørste mængde af dem, der gifte sig, ere i den alder, så den lille del af nye ægtefolk, som ere ældre eller yngre, næsten kan sættes ud af betragtning. Og nu kan jeg på en lignende måde som i tabel 16 sammenstille antallet af 1) fødte børn, 2) voxne i 20-30 års alderen og 3) ægteviede. (Tab. 17.)(73)

66. Et flygtigt blik på denne tabel viser os følgende: Af de fem kuld af fødte børn - og det både af drengebørn og pigebørn - er det 2det betydelig større end det 1ste, det 3die lidt større end det 2det, det 4de

(17) Fødte - voxne - ægteviede
  Fødte børn
År Mdkj. Kvkj.
1771-1780 115,051 109,573
1786-1795 132,856 126,529
1796-1805 135,391 129,354
1806-1815 127,060 121,594
1816-1825 166,304 158,857
  Voksne, i alderen 20-30 år
Mdkj. Kv.kj.
1801 63,934 73,025
1815 76,347 83,743
1825 83,704 91,778
1835 82,809 89,539
1845 116,295 122,971
Ægtevielse, altså mange ægteviede personer af hver kjøn
1796-1805 68,230
1811-1820 78,712
1821-1830 86,639
1831-1840 82,914
1841-1850 103,096


mindre end det 3die og det 5te betydelig større end det 4de. På samme måde finde vi i antallet af de voxne betydelig tilvæxt fra 1801 til 1815, fremdeles tilvæxt til 1825, aftagen til 1835 og endelig meget stærk tilvæxt til 1845. Og ligeså har antallet af ægteviede stærkt tiltaget i det andet af de fem tidsrum, i 1811-20 eller omkring 1815, fremdeles tiltaget omkring 1825, aftaget derimod omkring 1835 og så tiltaget meget betydeligt omkring 1845.

Det skal vanskelig kunne miskjendes, at her virkelig er en sådan regel, at når antallet af fødte børn aftager eller tiltager, så aftager eller tiltager også i sin tid mængden af voxne personer i den giftefærdige alder mellem 20 og 30 år, og dermed aftager eller tiltager også antallet af ægtevielser.(74)

67. Er der endnu nogen tvivl tilbage, er der endnu nogen tanke om, at denne overensstemmelse mulig kan være et besynderligt træf eller bevirket ved andre endnu ikke bemærkede årsager? Men denne tvivl må svinde, dersom det viser sig, at den samme overensstemmelse gjentager sig i rigets forskjellige egne - de fem stifter -, hvor dog de andre årsager, som der kunde være tale om, afvexlende held i næringsveie o.s.v., vistnok have virket meget uligt. Derfor har jeg fremdeles samlet de derhen hørende opgaver. De går ikke så langt op i tiden som opgaverne i tabel 17, og for kortheds skyld har jeg slået tallene for mandkjøn og kvindekjøn sammen til et (tab. 18).

68. Denne tabel med hvilken kan sammenholdes tabellerne 4, 5 og 6, bør betragtes nøie. Den afgiver et ganske slående vidnesbyrd om, hvor nøiagtig hin regel om overensstemmende falden og stigen i antallet af fødte, af voxne og af ægteviede kan være. Den samme regel, som i tab. 17 sees at gjælde for det hele rige, gjælder for hvert enkelt stift. Ja, vi kunne endog finde overensstemmelse i graden for hin falden og stigen.

(18) Fødte - voxne - ægteviede i stifterne
År Christiania
stift
Christiansand
stift


Bergens
stift
Throndhjems
stift


Tromsø
stift
Fødte, drenge og piger tilsammen
1796-1805
116,734

?*)

?

?

?

1806-1815
112,679
42,918
41,901
32,957
18,199
1816-1825
148,864
52,290
53,747
44,254
26,006


*) Til at udfylde hullerne for de fire sidste stifter mangler jeg opgaver over fødte for årene 1796-1800. Mulig kunne disse opgaver endnu være at finde i biskopernes archiver eller i Christiansands, Bergens og Throndhjems gamle adresse-aviser. Meddelelser derom vilde være mig meget kjærkomne.

Voxne i alderen 20-30 år, mænd og kvinder tilsammen
1825 73,939 27,728 30,312 28,030 15,473
1835 71,444 30,093 30,713 26,025 14,073
1845 105,241 37,631 39,703 35,519 21,172
Ægteviede par, altså dobbelt så mange personer af begge kjøn tilsammen
1821-30 37,033 13,376 14,936 13,751 7,543
1831-40 33,783 13,962 14,894 12,865 7,410
1841-50 44,504 16,466 17,676 14,977 9,473

Se her: antallet af fødte o.s.v. har tiltaget (+) eller aftaget (-):

Tabell s243

Er forøgelsen blandt de fødte børn meget stor, så vil den gjerne være meget stor på de voxnes og de ægteviedes side; forøges derimod antallet af de fødte ganske lidet, så forøges gjerne også de voxnes og de ægteviedes antal ganske lidet. Dette sees bedst, når vi regne ud, hvormange procent tallet har tiltaget eller aftaget fra den ene tid til den anden.</p>

Betragt her procent-tallene for ægteviede, linie 1! De vise en liden stigen for Christiansands stift (+ 4 pct.), stilleståen for Bergens (0 pct.), og nogen tilbagegang for de tre øvrige stifter (- 9, 6 og 2 pct.). Betragt så tallene for de voxne, linie 1, og du vil der finde næsten nøiagtigt det samme forhold, nogen forøgelse i Christiansands, næsten stilleståen i Bergens og nogen tilbagegang i de tre øvrige stifter. Og en lignende tilbagegang viser sig i Christiania stift også blandt de fødte, linie 1.

Betragt fremdeles procent-tallene i linie 2! I alle stifter betydelig tilvæxt i antallet af ægteviede par, især i Christiania og Tromsø stifter; i alle stifter betydelig tilvæxt i antallet af voxne, giftefærdige personer, især dog i samme Christiania og Tromsø stifter; i alle stifter endelig i den tilsvarende tidligere periode betydelig tilvæxt i antallet af de fødte børn, især dog i de samme to nævnte stifter samt i Throndhjemske stift. - I dette Throndhjems stift, hvor antallet af fødte, som sagt, i sin tid var steget betydeligt, og hvor man derfor, efter exemplerne fra de andre stifter, skulde ventet en stærkere tilvæxt af ægteviede par i den sidste periode, er dette imidlertid ikke tilfældet; tilvæxten er jo endnu betydelig (+ 16 pct.), men dog ikke i den grad som det havde været at vente, og det er derfor rimeligt, at en eller anden særlig omstændighed er kommet til og har forhindret mange fra at gifte sig her i stiftet, altså bragt forstyrrelse i den almindelige tingenes gang.

69. Disse tal-rækker indeholde svar på væsentlige spørgsmål, som uden dem vel altid skulde været lukkede gåder. Jeg sagde: væsentlige spørgsmål. Thi efter den herskende mening er netop det stigende eller faldende antal af ægtevielser i et land det sikreste kjendemærke på, om folket har godt udkomme og glæder sig ved gode udsigter eller ei, ligesom børs-kursen er det bedste mærke på handelens og nærings-veienes flor. I kapitel 3 viste jeg, og det ved tabellerne 4, 5 og 6, hvorledes der i det hele og store er en påtagelig samtidighed i ægtevielsernes stigende og faldende antal i de fem stifter; men det viste sig tillige, at medens antallet aftog lidt i Christiania, Throndhjems og Tromsø stifter i årene 1831-40, så tiltog det heller noget i Christiansands stift og holdt sig omtrent ved det samme i Bergens. Nu spørges: Er dette at betragte som bevis på, at Christiansands og Bergens stifter i de år nød bedre tider end de øvrige dele af riget, hvilke øvrige dele altså skulde have gjennomgået en eller anden særdeles lidelse? Nei, svaret må lyde så: Det kom ialfald for en væsentlig del deraf, at i løbet af årene 1831-40 var der i Christiansands stift en talrigere og i Bergens stift en ligeså talrig ungdom som i årene 1821-30, medens forholdet i de andre stifter var omvendt, og årsagen til denne forskjel må væsentlig være at søge i tidligere tider, hvor antallet af fødsler vel har faldet således forskjelligt. Og hvorfor steg antallet af ægtevielser i årene 1841-50 så meget stærkere i Christiania og Tromsø stifter end i Christiansands og Bergens? Mon ene og alene fordi næringsveiene hist florerte bedre og her mindre godt? Jeg veed det ikke, om der var en sådan forskjel i næringstilstanden; men uden hensyn dertil var det rimeligt, at tilvæxten i mængden af de gifte blev større i de førstnævnte stifter af den grund, at selve antallet af de giftefærdige ifølge de nys anførte tal der var voxet stærkest.

70. Og så dette viktige spørgsmål: Hvorfor var der så liden tilvæxt eller endog aftagen i antallet af nye giftermål alt riget over i årene 1831-40 og så i hvert af de fem stifter en overordentlig stærk tilvæxt i årene 1841-50? Tyder det dog ikke på, at der må have været trykkende tider i hine år og gode udsigter og blomstrende tilstand i disse? Skulde det være så, da måtte man tillige sige, at en stor del af landets ungdom, den giftefærdige flok i 20-30 års alderen, i hine første år måtte være reiste af landet, og at så en talrig ungdom i samme alder fra andre lande var kommen herhid i disse sidste år; thi folketællerne i 1835 fandt kun få personer i den alder, folketællerne i 1845 derimod mange, mange flere. Men sådanne folkevandringer frem og tilbage have ikke fundet sted, og svaret på spørgsmålet bliver da dette: I årene omkring 1835 var der ikke så mange personer i den giftefærdige alder mellem 20 og 30 år, og derfor kunde der ikke blive så mange giftermål af, selv om tiderne havde været de bedste; derimod var der da en særdeles talrig mængde af ganske unge mennesker mellem 10 og 20 år; for hvert år, som gik, bleve disse jo et år ældre, og i årene omkring 1845 vare de altså mellem 20 og 30 år, de havde da alderen til at gifte sig, og selv om tiderne havde været trange og udsigterne mørke, vilde vistnok mange af disse mange have giftet sig. - Ja, istedetfor at undres over det store antal mennesker, som i disse år 1841-50 giftede sig også i Throndhjems stift - en forøgelse mod de foregående 10 år af ikke mindre end 16 pct. -, istedetfor at tyde dette som bevis på særdeles gunstige omstændigheder i stiftet, så må vi nu vende spørgsmålet om og sige: Hvad kan det dog have været for ugunstige omstændigheder, som bevirkede, at forøgelsen var så liden imod de andre stifter, da dog den giftefærdige ungdom i stiftet var forøget meget betydeligt (hele 36 pct.)?

71. Det er - for atter at sige det - ingenlunde min mening, at de gunstige eller ugunstige tids-omstændigheder ingen indflydelse skulde have på folks beslutning om at indgå ægteskab. Kun må man ikke deraf alene forklare det større eller mindre antal af giftermål, som falder i et tidsrum. De anførte tal vise sig vel nu med tilstrækkelig vished, at dette antal også afhænger af det foranderlige antal af mennesker i giftefærdig alder, hvilket antal igjen for størstedelen afhænger af den større eller mindre talrighed af de kuld, som i tidligere tider fødtes til verden. Denne anskuelse er atter og atter bleven bestyrket, først ved betragtningen af det afvexlende antal af gifte i alderen 15-20, 20-25, 25-30 år o.s.v. i årene 1839-53 (tab. 16), så ved sammenligning mellem ægtevielser i det hele og folketallet i aldersklassen 20-30 år hele riget over ligefra 1801 til 1845 (tab. 17) og endelig ved samme sammenligning for de enkelte stifter fra 1825 til 1845 (Tab. 18).

Når vinterens sne om våren smelter på vore fjelde, så svulme bækkene pludseligt og stærkt, og åerne voxe, og jævnt og mægtigt stiger vandstanden i selve storelven. Ligeså er det med menneske-livets strøm. I en vis tidligere tid voxede kuldene af de fødte børn pludselig og stærkt; efter den fornødne tids forløb var skaren af de unge, giftefærdige mennesker ligeså forøget, og nu tiltog giftermålenes mængde. Så fandt vi det for det hele rige; så fandt vi det også, om ikke just lige så regelmæssigt og jevnt, i de enkelte dele af riget, hvis mindre tal og mængde tilsammen danner det hele riges styrke.


 

8. MANGE I TAL, MEN IKKE MANGE I FORHOLD

72. «Nu vel» - således hører jeg en forstandig mand sige -. « Nu vel, kjære! jeg forstår da endelig, hvad du så omstændelig har forklaret fornemmelig dette, at den forøgelse i antallet af ægtevielser, som indtraf fra 1831 af, for en del skal have sin grund deri, at der fra 1815 af fødtes mange flere børn til verden end før, så der siden blev så mange flere voxne personer i giftefærdig alder; men jeg må tilstå, at jeg veed ikke så lige, hvortil denne nye måde at se tingen an egentlig skal tjene, og det må jeg sige, at det synes mig ikke at være nogen behagelig forestilling om menneskelivet, vi dermed have fået. Jeg har jo også forhen stundom tænkt over denne sag, og jeg har da synes at finde en både rimelig og vakker forklaring i den betragtning, at når Herren gav gode tider, så folk havde let for udkomme, da kunde flere med god samvittighed følge sit hjertes attrå og stifte familie; derhos har jeg vel også tænkt mig, at når på en eller anden måde en vis letsindigheds-ånd kommer til at herske i et land, så vilde også flere end ellers gifte sig, som ikke burde gjøre det, idetmindste ikke endnu. Men efter din forklaring ser det jo ud, som om hverken betænksomhed eller letsindighed havde noget at betyde her, men som om det alene kom an på, om der er kommet mange eller få folk til verden, og på denne måde kommer menneskelivet rigtig altfor meget til at ligne en elv, som stiger og falder efter regn og tørke, hvilket jo også var det billede, du selv brugte.»

Denne bemærkning kan jeg ganske godt forstå. Men dette og det næste kapitel skal være svar til den og, som jeg håber, et overbevisende forsvar for mig, som netop deler den ytrede mening om menneske-livet.

73. Allerførst bør jeg kanske minde om, hvorledes jeg i indledningskapitlet forberedte læseren på, at denne afhandlings undersøgelser vilde føre os ad lange og bugtede veie, før vi kunde vente at nå målet.

Dernæst turde det måske være bedst, at vi nu, da vi ere komne omtrent midtveis og have vundet den værste bakke op, standse lidt for, før vi gå videre, ved en enkelt betragtning at gjøre os det ret begribeligt, hvad magt der ligger på denne undersøgelse, og hvortil den kan tjene.

Tænk dig et tidsrum af 20 år, og forestil dig, at der i hvert af de første 10 år indgåes få nye ægteskaber, altså stiftes få nye familier i et land, men at antallet i de næste 10 år pludselig og betydeligt forøges! Hvad enten nu mange ægteskaber ansees for et faretruende onde eller ialfald for et betænkeligt væsen - og det er en mening, som næres af en del af stats-videnskabens mænd -, eller omvendt et lidet antal nye ægteskaber betragtes som et slet tegn - og så tænke andre statsøkonomer -; hvad der end antages for at være årsag her og hvad virkning, kort, hvordan end tingen bedømmes og forklares: så meget er dog strax indlysende, at det hele er noget, som på det inderligste hænger sammen med folkets kår og sæder. Så meget kunne vi også strax forstå, at jo stærkere og pludseligere hin forandring i løbet af de 20 år monne være, desto mere indgribende betydning må den også have, hvad enten det nu er til det onde eller til det gode. Overalt må derfor den, som gjerne vil kjende og forstå sit folks forholde, ønske at erholde en pålidelig kundskab om forholdet med nye ægteskabers stiftelse, og denne kundskab må især have interesse i det land, hvor hin forandring fra tid til anden, hvor hin stigen og falden, hin tiltagen eller aftagen viser sig usædvanlig stor. Men et sådant land er netop vort Norge.

74. Dette viser jeg ved at sammenstille alle de hidhørende tal, som jeg har kunnet overkomme, nemlig tal på de nystiftede ægteskaber i flere lande og i flere tidsrum. Jeg ordner dem først i tidsrum på 10 år, og, ligesom i forrige kapitel for vore fem stifter, beregner jeg dernæst, hvor mange procent antallet enten stiger (+) eller falder (-) fra det ene ti-år til det andet (tab. 19).

For hvert hundre par ægtefolk, som i årene 1801-10 forenedes her i landet, var der i årene 1811-20: 121, altså 21 pct. mere; for hvert 100 par da var der i 1821-30: 110, altså 10 pct. mere; for hvert 100 par da var der i 1831-40: 96, altså 4 pct. mindre; for hvert 100 par da var der i 1841-60: 124, altså 24 pct. mere.

Så stor var ifølge tabellen den omtalte stigen og falden i ægtevielsernes antal i Norge; dermed sammenligne man nu forholdet i de andre lande, og man vil se, at den betydelige tilvæxt i ægtevielsernes antal, som fandt sted i vort land i det sidste ti-år, er ganske usædvanlig stor.(75)

Der må altså være foregået noget usædvanligt i vort land i den nævnte tid. At udfinde, hvad dette er, er det samme som at komme efter årsagen til den stærke forøgelse i ægtevielsernes antal, og omvendt, at sysle med undersøgelser om de giftermål, som i så forskjellig mængde have fundet sted i vort land i den sidste menneske-alder, falder sammen med bestræbelsen for at forstå, hvilke mærkværdige omvexlinger der ere foregåede i folkets liv.

Tabell s248 *) Tallene for Norge og Sverige ere hentede af de officielle tabel-værker. Tallene for Danmark ere indtil 1845 hentede af en oversigts-tabel i den engelske Eighth annual report of the Registrar-General, resten af danske tabeller. Tallene for Preussen ere uddragne af Schuberts «Handbuch der allgem. Statskunde von Europa» samt de af Dr. Dieterici udgivne « Mittheilungen des statistischen Bureau's in Berlin». For England og Frankrig indeholdt hin engelske tabel alle tal til 1845; for de følgende fem år har jeg for Frankrig benyttet de årlige meddelelser af Moreau de Jonnes i «Annuaire de Peconomie politique», for Englands vedkommende den tydske forfatter Horns værk over flere staters befolknings-statistik. - Det bedes vel forstået, at under benævnelsen England er ikke Irland og Skotland indbefattet. For Preussens og Frankrigs og ligeså for de fleste andre staters vedkommende tør det være umuligt at få istand lister over ægtevielser lige fra århundredets begyndelse og det af den grund, at efter de mange krige indtil 1815 forandredes de fleste staters grændser, så tallene fra den tidligere tid ikke passe sammen med de følgende.

75. Endnu en omstændighed giver denne undersøgelse en særegen interesse for os. Af den sidste tabel se vi, at der i løbet at dette halve århundrede i de tre nordiske lande har været en ganske kjendelig overensstemmelse i den måde, hvorpå ægtevielsernes antal snart er steget, snart er faldet. Fra 1801-10 til 1811-20 steg antallet meget stærkt i Norge, Sverige og Danmark; fra 1811-20 til 1821-30 steg det fremdeles i alle tre lande, men meget svagere; fra 1821-30 til 1831-40 faldt antallet noget i Norge og Sverige og steg kun ganske lidet i Danmark; fra 1831-40 til 1841-50 steg det igjen meget stærkt og det i alle tre lande. Overensstemmelsen er så stor, at man strax kommer til at tænke på, at der kanske har været en fælles årsag, og skulde denne formodning stadfæstes, så vilde jo en klar kundskab om tingen for Norges vedkommende med det samme brede noget lys over de beslægtede nabofolks forholde.

76. Hermed vender jeg tilbage til den fremmede bemærkning, som fik plads i begyndelsen af dette kapitel, og hvorpå jeg har lovet svar.

Imod den forklaring, som jeg i det foregående kapitel havde givet over årsagen til den stærke tilvæxt i ægtevielsernes antal i den sidste tid, indeholdt bemærkningen den anke, at på den måde fornægtedes det menneskelige i menneske-livet; med den forklaring så det ud, som om menneske-livet flød så tankeløst hen, som om besindighed og samvittighed eller som om letsindighed og udyd (der jo også er noget menneskeligt) ikke havde noget at betyde her.

Lader os sætte meningerne ret nøie fra hinanden!

Uimodsigelige tabeller lære os, at der i årene 1831-40 ægteviedes her i landet ikke fuldt 83 tusinde par, men i årene 1841-50 over 103 tusinde. « Se - sige da nogle - se, hvilken tilvæxt, glædelig tilvæxt! Dette tal lærer os dog klarlig, hvilken god tid der har været i landet, en god gylden tid med rige åringer for landmanden og fiskeren, med blomstrende handel og skibsfart, kort, med held i fast alle slags nærings-drift, med stigende velstand og opmuntrende udsigter - en god og gylden tid, som altså har kunnet bringe selv de meget betænksomme og forsigtige til at lade ængstelsen med hensyn til udkomme fare, så de have vovet at stifte familie og dermed forøget landets styrke.» Jeg vil ikke modsige, at årene 1841-50 med hensyn til hine ydre omstændigheder kunne kaldes en lykkelig tid for Norge. Vistnok indtraf der jo i den sidste halvdel af tidsrummet adskillige forstyrrelser, som vi allerede ovenfor have seet omtalte (§ 25). Men jeg vil, som sagt, ikke modsætte mig den af mange indsigtsfulde mænd med tilfredshed udtalte dom, at tilstanden i hine år i det hele og store taget var god og lykkelig. Men hvad jeg vil have sagt, er dette, at denne dom ikke må ansees bevist ved den usædvanlige stigen i antallet af nye ægteskaber.

«Se, hvilken tilvæxt» - sige andre - « truende, i sandhed ængstende tilvæxt! Det kan vistnok synes noget hårdt ved lov at forbyde sådanne folk at gifte sig, som ikke kunne stille nogen sikkerhed for familiens ordentlige forsørgelse; men sig dog! er det ikke nødvendigt, og mon det ikke skulde være til vedkommendes eget bedste? Rundt om os se vi jo, hvorledes skarer af folk uden rimelig udsigt til erhverv, i den mest forargerlige letsindighed, gifte sig ind i elendigheden. Det er rimeligt, at tilvæxten for det hele land måtte være så stor; thi i mit sogn og i nabobygderne og ellers overalt, hvor jeg hos kjendte folk har forhørt mig om tingen, har det taget overhånd med giftermål nu på en tid, så en kan sige, at hvor det før var en familie i en hytte, er der nu to, om ikke tre. Hvorfra skal der fåes mad og klæder til den børne-hob, som vil voxe op? thi så overlags gode have tiderne slet ikke været, at vi kunne trøste os bare dermed.» Heller ikke dette vil jeg modsige, at letsindigheden kan have været stor; jeg har selv seet mere end nok deraf. Men dette vil jeg have sagt, at den store tilvæxt heller ikke med rette kan forklares deraf, som om letsindigheden skulde være tiltaget.

77. Mange og mangehånde tids-omstændigheder have i årene 1841-50 ret i høi grad opfordret menneskene også i vort land til at glæde sig i livet og fatte godt håb for fremtiden og indrette sit huslige liv efter hjertets attrå og på den måde, som bedst tjener samfundets tarv. Men denne samme tid har også havt sine vanskeligheder, som fremdeles have opfordret til forsigtig klogskab. - Den letsindigheds-ånd, der altid ligesom lurer på at trænge ind i enkeltmands sind og i folkets liv, har vel også i årene 1841-50 havt sine veie og gange. Men der har også været egne omstændigheder, som have dannet velgjørende modvægt mod letsindighedens indflydelser. - Således har der været fuld anledning for det menneskelige i livet til at komme tilsyne og vise sin magt. Den gode art i mennesket har havt sine opmuntringer og prøvelser; også den onde art har havt sine fristelser og hindringer. Min mening er kun den, at årsagen til det stærkt forøgede antal ægtevielser i 1841-50 hverken er den stigende velstands gode håb eller nogen tiltagende usædelighed eller råhed hos fattigdommen.

78. Jeg begynder med den sætning: «Mange i tal, men ikke mange i forhold.»

Hvorledes det?

Jo, hør et exempel! En ager blev ifjor tilsået med 1 tønde og bar 10 tønder. Iår blev den ved oprydning gjort dobbelt så stor og tilsået med 2 tønder, og nu bærer den 20 eller kanske kun 19 tønder. 20 eller 19 er mere end 10, det sees jo strax; men regnet i forhold til jordens vidde og udsædens størrelse måtte man jo også have ventet omtrent så meget. Sammenligner jeg altså avlen iår med den ifjor, kan jeg sige: meget i tal eller mål, men ikke meget i forhold.

Således er det, jeg siger: Mange ægtevielser i tal i årene 1841-50, men ikke mange i forhold.

Ikke sandt? dersom det var så, at gode tiders gunst havde vakt folks velgrundede forhåbninger eller næret letsindigheds-ånden og derigjennem foranlediget flere giftermål end ellers, så måtte det gået så til, at ret mange og flere end ellers af dem, der så at sige stode for tour til at fylde ægtestandens rækker, også virkelig havde gået til, såsnart touren kom til dem, uden at nøle og dvæle, uden at betænke sig og opsætte sagen længer og de, som holde på hine årsager, må da sige: mange i tal og tillige mange i forhold.

Herpå står det altså nu. Gjælder den sætning: «Mange i tal og tillige mange i forhold,» så gjælder også disse forklaringer om årsagen. Skal derimod min forklaring om en anden årsag holde stik, så må den sætning være den rette: «Mange ægtevielser i tal, men ikke mange i forhold.»

79. Jeg må vel undtage Tyrkiet og kanske nogle få andre lande; men ellers har man overalt i Europa ved tællinger og beregninger søgt at komme efter, hvorledes det har sig med dette stykke, om ægtevielserne have været mange eller få i forhold, og derefter har man anstillet sammenligninger mellem landene eller mellem forskjellige tidsrum i et og samme land. Denne undersøgelse danner endog et hoved-stykke i de statistiske skrifter, som handle om befolknings-forholdene.

Den almindelige fremgangsmåde hermed er den, at man tæller antallet af ægtevielser i et år eller flere og så tager tal på mængden af folket i landet. Med disse to tal finder man da forholdet mellem ægtevielser i folkemængden.

Vi skulle gjøre så meget for Norges vedkommende. Vi kjende jo folketallet for årene 1801, 1815, 1825, 1835 og 1845 (tab. 11). Vi kjende jo også antallet af ægtevielser for hvert tidsrum (tab. 17). Derefter kan det ved et simpelt regnestykke udfindes, hvordan forholdet var. Dette er fremstillet i tabel 20.

80. Hvad vil nu denne tabel lære os? I året 1835 - for at holde os til den senere tid, som mest beskjæftiger os -, i 1835 eller gjennemsnitlig i hvert af årene 1831-40 måtte man gå så vidt omkring i landet, at man

Tabell s252

kunde tælle sammen 144 mennesker, før man stødte på 1 ægtepar fra det sidste år. I årene 1841-50 derimod behøvede man ikke gå så langt; der holdtes da så mange bryllupper om året, at man fandt et nygift par for hvert 129 mennesker. Derfor siges ægtevielserne at have været hyppigere eller flere i forhold i 1841-50 (1 par af 129 mennesker) end i 1831-40 (1 af 144).

I 1841-50 flere i forhold end i de nærmeste 10 år før? Så skulde altså den mening have vundet, som sagde, at det forøgede antal var bevirket ved de gode tiders gunst, der havde gjort menneskene dels trøstigere, dels letsindigere?

81. Men den hele beregningsmåde er ikke at stole på. Så ofte den end har været anvendt selv i dygtige videnskabelige skrifter, har den dog måske ligeså ofte misledet som veiledet, og ialfald er det så her, at den fører os fra istedetfor til sandheden.

Men hvorledes det?

Vi skulle overbevise os om det. Og det skal ikke volde os så overvættes meget hovedbrud. Hele denne bog handler jo i grunden ikke om forviklede tal, men om virkelige menneskelige ting og velbekjendte hverdagslige begivenheder - om bryllupper! Vi ville i tankerne sætte os midt ind i en bryllups-stue. I nogle af vore bygder er der endnu sådan gammeldags skik, at hver gård har sit «bedelag» en vis afgrændset del af bygden, en bestemt samling af gårde, hvis samtlige indbyggere, små og store, fattige og rige, må indbydes til bryllup og barsel og gravøl. Sammen med bedelaget indbydes naturligvis også slægtninger og enkelte venner længere borte fra. Nu vel, i hvert af årene 1841-50 holdtes der, regnet i gjennemsnit, 10,309 bryllupper, og vi kunne forestille os den hele nation som disse brudepars slægt, det hele land som bryllups-gårdenes naboskab eller bedelag. Blev ingen forglemt under indbydelsen, og undlod ingen at komme, så vilde altså et norsk bryllup i disse år have bestået af 129 personer, brud og brudgom 2 og gjæster 127. I et sådant bryllup, hvor der i virkeligheden var endog flere gjæster, tillader jeg mig at føre læseren ind. - Her er hyggeligt. Vi kunne ikke andet end more os ved at se på ungdommens munterhed, og det vil underholde os at deltage i de gamles samtale; nu og da, ved visse leiligheder i løbet af de flere bryllups-dage, lægges der an på at give laget et mere høitideligt præg, og vi føle os virkelig festligt stemt. Imidlertid glemme vi ikke det erinde, som nærmest bragte os hid. Vi vilde komme efter, om bryllupper ere hyppigere eller ei her i egnen, om antallet af dem, som indgå ægteskab, er stort eller lidet i forhold. Hertil må vi agte på, hvad det er for slags folk, som ere forsamlede, hine 129. Nu og da lade vi øiet langsomt gå omkring i kredsen, og uformærkt kunne vi endogså optegne i vor bog, hvad vi se og høre.

Se, derhenne, lidt fjernet fra tummelen, sidder en høit bedaget oldemoder; brudgommens moder, også en gammel enke, men dog rask og rørig endnu, sysler ivrigt med beværtningen. Også brudens fader og moder ere tilstede. Hist henne på bænken og ellers rundt omkring bemærke vi adskillige ældre folk, mest gifte mænd og koner, deriblandt adskillige af brudeparrets sødskende; nogle af disse ældre ere dog allerede i enkestand. Inde i dandse-stuen finde vi en talrig ungdom forsamlet, og ude i for-stuen og på tunet tumler sig en flok af ganske unge gutter og småpiger. Selv spædbørn mangle ikke; unge koner fra det nærmeste nabolag have dem med sig og gjøre sig flid for at holde dem rolige.

Dette var nu en foreløbig mønstring. Vi gå videre; vi indlade os i samtaler med vore medgjæster; vi søge i muligste måde at komme på det rene med, om det er så, at gode tider opmuntre folk til at gifte sig, eller om kanske vanskelige tiders tryk holder mange tilbage. Og vi kunne - thi det er ligefremme norske almues-folk, vi ere i selskab med, og de skjønne sagtens, at de i os have ærlige folk at bestille med - vi kunne gjerne spørge hver enkelt ganske ligefrem. Men her falder det os jo ikke ind at spørge dem, som allerede ere gifte, hvad de synes om tiderne, og hvad de agte at gjøre heller ikke de udlevede gamle. Småbørnene og de ganske unge gutter og piger gå vi naturligvis også forbi; touren er ikke kommen til dem at tænke på sligt. - Derimod kunde der jo nok være tale om Halvor Hoft der - han er enkemand, men neppe over 50 år gammel, og han sidder på en godgård. Spørg dog ikke ham; jeg kjender ham som en brav, men meget stilfærdig mand, som ganske vist ikke har lyst til at tale om denne sag. Men så kan du spørge hans broder, Ole Hoft. Han er fæhandler og har været så i mange år; nu ser han ud til at være 45 år. Spørg ham, hvad der er i veien, at ikke han har giftet sig, og han vil svare med meget omstændighed, at der er så mange, som forsøge sig i handelen nu for tiden, og at tiderne ere så vanskelige, at det er et voveligt arbeide at påtage sig de pligter at forsørge kone og børn. End Ole Sletten? også vel over de 40 år, og mærkelig nok, husmand, altså af det slags folk, som man meget sjelden træffer i ugift stand? Ham skulde vi dog ikke indlade os videre med; jeg kjender ham som en ivrig ren-skytte, som hidtil nok ikke har tænkt på anden lyst end at fare i fjeldet. - Men der er jo Sylfest Kvaale - en vakker karl på kanske 28 år, gårdmands-søn og underofficer. Spørg ham - men her må du spørge fint -, og du vil få høre, at han var ikke ældste søn, havde altså ikke nogen faders-gård at tiltræde, fik heller ikke store arvemidler efter forældrene, da de mod et ganske godt føderåd overlode gården til den ældste søn. Fik Sylfest en gård idag, så holdt han gjerne bryllup imorgen; men det er ikke så let at få en gård. - Så er der Lars i præstegården, bekjendt al bygden over som en af de pålideligste karle og mangeårig, velbetroet tjenestekarl på præstegården, af hvilken han også har sit navn nu. Han er, vil jeg antage, omtrent 40 år. Hvorfor går han ungkarl endnu? Mon det er af kjærlighed til kortlegen, som vi netop se ham underholde sig med blandt ung-lyen der henne ved bordet. Nei, jeg kjender Lars meget nøie og veed, at det er en stor undtagelse, når han rører ved kortene, og han spiller ikke heller høit spil nu; den mand har i sin tjenestetid lagt sig en kapital til bedste. Hvad har da været i veien? Hans fader var gårdmand; det gik ud med ham, og gutten måtte tidlig sørge for sig selv og tage tjeneste. Som gårdmandssøn var Lars imidlertid bedre vant end de fleste tjenestegutter og kunde ikke lade sig nøie med den første den bedste husmandsplads, hvortil kommer, at han nu i mange år, efter faderens død, har anvendt en ikke så liden del af sin fortjeneste til at hjælpe den gamle moder. Nu kommer det an på, om han bliver heldig med en fæhandel, han tænker at begynde med, og om han så kan få kjøbt et lidet gårdsbrug. Jeg ønsker og håber det, og jeg skulde sandelig være glad, om jeg kunde træffe til at være i nærheden og følge den mand til kirke på hans hædersdag. - Nu, denne Lars havde jo noget større fordringer til livet end de fleste tjenestegutter. Men se der, der går en anden Lars hen over gulvet, der sidder Hans med piben, der tager Halvard til kruset, der sidder Sjugurd og nikker - disse og flere unge karle på 25-30 år deromkring, de forlange sandelig ikke meget; det er tjenestegutter, løskarle, bygde-skomagere o.s.v., og de vilde anse det for store ting, om de kunde få sig en simpel husmandsplads eller et skikkeligt plads-emne. Men spørg dem, og du skal få det samme svar, som jeg har fået, at nu på en tid er det så vanskeligt at få tag i et stykke jord, og jorden er så dyrlagd, at en ikke vel kan tage sig ud med at være husmand. -«Men på den måde» - udbryder du kanske - «skulde der jo ikke blive flere giftermål af her i bygden.» Det var ikke meningen. Vor vakre brudgom viser os jo exempel på det modsatte; han fik sig, som du ser, en brav og agtværdig enke, som sidder i gode kår. Og det er jo mange andre exempler; thi netop i de sidste år har præsten her i gjældet viet usædvanlig mange par, noget, vi - når vi gå indom på præstegården - kunne forvisse os om af ministerial-bogen. Meningen var kun at gjøre dig tydelig opmærksom på den ting, at når vi ville komme efter, om ægtevielserne ere mange eller få i forhold for derefter at bedømme folkets kår og sæder, så må vi holde os - ikke til børnene, heller ikke til de gifte (thi dem kan der jo ikke være tale om i denne sag), men til de voxne ung-karle og piger samt til de enkemænd og enker, som ikke ere altfor gamle.

82. Dersom vi nu engang i tidsrummet 1841-50, f.ex. i løbet af det år fra St. Hansdag 1845 til St. Hansdag 1846, kunde have gået landet rundt og været tilstede ved alle bryllupper og der fundet al slægt og alt naboskab forsamlet, så vilde vi have kunnet finde og optegne, hvad præsterne i årets løb og folketællerne ved nytårs-tider virkelig fandt og optegnede.

Nu skal præsterne og folketællernes arbeide komme os til gode. Derefter kunne vi danne os en meget pålidelig forestilling, om hvad slags personer og hvor mange af hvert slags der var tilstede ved et almindeligt norsk bryllup i det nævnte år, kun at vi tænke os, at alt folket tog del i disse familie-fester.

Antallet af bryllupper i det enkelte år ville vi sige var netop tiendeparten af de 103,096 bryllupper, som holdtes i de ti år 1841-50, altså 10,309.

Det var følgelig ligeså mange brudgomme og ligeså mange brude.

I. Af de tilstedeværende folk var der først nogle, som enten slet ikke kunde gifte sig, eller som der ikke kunde være tale om, nemlig:

1) Gifte, a) mænd .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   208,778
          b) koner   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   208,611 (76)
2) Børn og unge mennesker under 20 år,
          a) drenge  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   292,480
          b) piger.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   286,509 (77)


II. De, der ikke på samme måde som hine vare hindrede i at gifte sig, vare:

    1)    a) enkemænd.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..    19,068
          b) enker.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..    47,627
    2)    Ugifte over 20 år:
          a) ungkarle.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   131,867
          b) piger.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   133,438

III. Hertil komme endnu nogle få personer, som folketællerne ikke lagde nøie mærke til, (78)
så vi nu ikke vide, om de vare gifte eller ikke, men som fordi de vare så få, uden skade
kunne sættes ud af betragtning,

40 mands- og 52 kvindes-personer, i alt.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..        93
Det samlede antal var altså.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1,328,471
som netop udgjør det i tab. 20 angivne tal på folkemængden i 1845.

Tænke vi os nu disse personer, som før omtalt, jevnt fordelte på de 10,309 bryllupper, så bliver det omtrent så, som følger (omtrent - thi ved denne beregning må der ikke være brøker i tallene):

I) 1) Gifte a) mænd .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      20
            b) koner.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      20
   2) Personer under 20 år,
            a) drenge  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      28
            b) piger.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      28
II)   1)    a) enkemænd.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..       2
            b) enker.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..       5
      2)    a) ungkarle.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      13
            b) piger.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     13
                                                                tilsammen     129
nemlig brud og brudgom 2 og gjæster 127.

83. Dette er jo ganske det samme antal, som vi fandt i Tab. 20. Men nu have vi lært, at når vi rettelig ville undersøge, om ægtevielserne ere mange eller få i forhold, for derefter at bedømme, om gode tiders gunst tilskynder eller om hårde tiders tryk forhindrer folk fra at gifte sig, så må vi agte kun på antallet af dem, som høre til klasse II, nemlig ungkarle og piger i voxen alder (over 20 år) samt enkemænd og enker; thi alle de andre personer kan der ikke være tale om. I 1845 eller overhoved i et af årene 1841-50 må vi altså tænke os tingen så: Af 2 enkemænd og 13 voxne ungkarle giftede sig 1; af 5 enker og 13 voxne piger var der 1, som stod brud; de andre, 14 mandspersoner og 17 kvinder, vare også gamle nok og derhos i ugift stand, så de for den sags skyld nok kunde giftet sig; men der var omstændigheder, som gjorde, at de med eller mod sit hjertes ønske udsatte dermed for en tid eller for bestandig; for det første måtte de nu kun sidde og se på det enkelte par, hvis fest man feirede.

Her er det rette forhold: Hvert år 1 brudgom blandt 2 enkemænd og 13 ungkarle, hvert år 1 brud blandt 5 enker og 13 piger.(79)

84. Var nu dette mange i forhold, eller var det ikke mange i forhold?

Dersom der årlig i 10 år giftede sig 1 af 10, så var det det størst tænkelige forhold; thi da vilde de jo alle blive gifte i løbet af de 10 år. Men dette forhold kan aldrig blive virkeligt. Nogle dø jo i løbet af de 10 år, og overalt er der gjerne en og anden, som foretrækker al sin tid at forblive ugift. Det for året 1845 fundne forhold må derfor vistnok kaldes mærkeligt i og for sig selv.

Tabell s257

Men hvad det her gjælder om, det er at erfare, om forholdet er stort eller ikke stort i 1845 i sammenligning med 1825 og 1835, og det vil erfares ved tabel 21, der er udført ganske på den nu forklarede måde, kun at jeg har måttet gå mere i det fine og bruge ikke alene hele tal, men også brøker.

85. Den lærdom, som denne tabel indeholder, kan på letteste måde fremstilles så:

I et almindeligt bryllup her i landet i 1825 (og vel omtrent ligeså i hvert af årene 1821-1830) kunne vi tænke os 12 enkemænd og ungkarle eller vel så det (12,2). Af disse var 1 brudgom; de øvrige, resten af de samme 12, var vel for det meste personer, som nok også kunde have sind til at stifte familie; men det gik dem omtrent så, som vi hørte om vore venner i bryllups-gården hist; forskjellige omstændigheder vare i veien, så de måtte udsætte dermed i det mindste for det år.

I 1835 var der foruden et par enkemænd, der, som før bemærket, mest vare oldinger, som der egentlig ikke burde være tale om, alene af ungkarle 12 (nøiagtig 12,2). Det lader altså til, at der nu var endnu flere omstændigheder, som afholdt folk fra at gifte sig, så antallet af dem, som giftede sig, var mindre i forhold end i 1825.

I 1845 endelig eller i hvert af årene 1841-50 var der af ungkarle på det nærmeste 13 (12,8), altså noget flere end i 1835. Vi må da tro, at sådanne hinderlige omstændigheder, der i 1835 lode så mange gå ugifte, vedblive at virke endnu og det heller mere end mindre.

For hver brudgom var der altså fra 1825 til 1845 bestandig flere mandspersoner, som undlode at gifte sig, eller: de, som giftede sig, vare bestandig færre i forhold.(80)

Også af kvinder, som bleve gifte, var der i 1825 flere, i 1835 færre og i 1845 endnu færre i forhold til dem, som ikke bleve gifte. Nu kan nogen sige, at forskjellen fra 1835 til 1845 dog ikke er stor. Nu vel. Men den allermindste forskjel her er nok til at vise sandheden af den sætning: «Mange i tal, men ikke mange i forhold.» De som bleve gifte i 1841-50, vare ialfald ikke flere i forhold end før, men heller færre. Så står altså den sætning, som jeg havde opstillet, og den modsatte sætning: «Mange i tal og tillige mange i forhold,» den holder ikke stik. Men holder denne sætning ikke stik, så gjælder heller ikke den mening, som sagde, at det usædvanlig forøgede antal ægtevielser i 1841-50 havde sin grund i og var et vidnesbyrd om de gode tiders velstand eller stigende letsindighed.

86. Mange i tal, men ikke i forhold, heller færre! Hermed må en ting hænge sammen, som vi allerede ovenfor lagde mærke til, den ting, at der i den sidste tid af brudgomme og brude i den unge alder under 25 år var færre, end vi ellers fandt grund til at gjøre regning på (se Tab. 16 og § 61, hvor tingen er fremstillet som undtagelse for en ellers gjældende regel). - Når en gut på 24 år, som ved nytårs-tider kanske så halvt havde bestemt sig til at holde bryllup engang i årets løb, senere hen bliver bragt til at udsætte dermed til næste år, så bliver han jo 25 år, og udsætter han det endnu et år til, så bliver han jo 26 år gammel som brudgom. Med dette lille exempel have vi let for at sætte os ind i det forhold, jeg her må gjøre opmærksom på. Når, som vi i nærværende kapitel have seet, ægtevielserne i landet år om år i den senere tid have været få i forhold og snarere færre end før, så må det være gået til på den måde, at folk have udsat med giftermål, nogle vel kun et år, andre flere år, og de, som endelig have giftet sig, have da været ældre af år, end almindeligt var i tidligere tider. Hin iagttagelse, at der i den sidste tid var så få brudefolk i meget ung alder, fremkaldte allerede den formodning, at der måtte være foregået noget, som bragte yngre mennesker til at udsætte med giftermål; denne formodning stadfæstes ved den nu sidst vundne indsigt, at ægtevielserne virkelig i 1841-50 have været få i forhold, og denne indsigt bliver ved overensstemmelserne med hin tidligere iagttagelse endnu vissere.

87. Mange ægtevielser i tal, men ikke mange i forhold! Årsagen til det stærkt forøgede antal ægtevielser i 1841-50 altså ikke gode tiders tryghed eller letsindighed (thi da måtte det allerede have vist sig, at de vare mange i forhold)! Resultatet af nærværende kapitels undersøgelse er da dette: Den stærke forøgelse i antallet af folk i giftefærdig alder, som var følge af de mange fødsler fra 1815 af, og som viste sig pludselig fra 1841 af, denne stærke forøgelse har jeg før betragtet som noget, der var med at bevirke det stigende antal af ægtevielser, som en af de flere medvirkende årsager, som noget, der måtte have en vis del i at fremkalde det store antal ægtevielser og derfor ikke ganske burde oversees. Rettere er det nu at betragte denne omstændighed (den store mængde af folk i giftefærdig alder) som - ikke en af årsagerne - men som årsagen, som den fornemste, den væsentligste, den alt andet overveiende årsag, ved siden af hvilken de andre ting, som ellers gjælde og i andre lande, England o.s.v. med rette gjælde som de væsentlige årsager (gunstige tidsomstændigheder, gode udsigter, o.s.v.) synke ned til bi-omstændigheder, der nok have været til, men ikke gjort meget til eller fra.

Hvad der i England med rette gjælder for hovedårsag til forøgelse af ægtevielsernes antal (se § 63), det skal her i Norge kun gjælde som en lidet betydende bi-omstændighed - kan der være rimelighed i sådan tale? Ja, der kan - i dette stykke som i flere andre. Et sådant andet stykke er havets stigen og falden mod strand-bredden. I England stiger og falder havet regelmæssigt og meget betydeligt; det samme er også tilfælde langs Norges nordlige kyst; her i Christiania-fjorden, hvor dog også havet skyller ind, kan vandstanden vel stige og falde, men ikke så betydeligt og regelmæssigt. Hin regelmæssige og stærke bevægelse er den bekjendte ebbe og flod, eller flod og fjære, som den norske almuesmand kalder det. Når i Nordlandene vandstanden stiger til det høieste, så veed fiskeren, at dette er den almindelige og daglige bevægelses orden; han veed vel endogså, at årsagen til den ligger i en anden klodes, månens, fjernt-virkende tiltræknings-kraft. Når derimod fiskeren her i Christianiafjorden en enkelt gang bliver opmærksom på en noget høiere vandstand end sædvanligt, så tænker han på sydlige og vestlige storme ude på havet som årsag hertil. Storm og stille kan vistnok også i Nordlandene bevirke, at floden nu og da stiger usædvanlig høit, eller at ebben sænker sig noget dybere end ellers; men dette har mindre at betyde; den væsentlige årsag er jo en ganske anden. Omvendt kan vel også i Christiania-fjorden den samme ebbe og flod spille ind; men her er dens virkning altfor ubetydelig til at komme i betragtning. Hvad der er hovedårsag hist, det er en umærkelig biomstændighed her; hvad der her så at sige gjør alt, det gjør kun lidet fra eller til hist.

I England, Frankrig, Preussen o.s.v. lader det til, at de væsentlige årsager til det stigende eller faldende antal af ægtevielser ligge i de samtidige omstændigheder, de gunstige eller ugunstige tids-omstændigheder; det er imidlertid høist sandsynligt, at man ved nærmere undersøgelse vilde finde, at også fortidige omstændigheder spille ind med, fortidige omstændigheder, som have bevirket, at nu et talrigere, nu et mere fåtalligt kuld børn er trådt ind i verden, så antallet af giftefærdige folk senere hen bliver større eller mindre; men dette sidste har vel havt mindre at betyde end hine stærkere virkende samtidige omstændigheder. I Norge derimod, og rimeligvis lige så, skjønt i mindre grad, i Sverige og i Danmark, har der i de sidste to eller tre menneskealdere været den mærkelige eiendommelighed, at netop de fortidige omstændigheder med deres i det fjerne virkende indflydelser have været de overveiende, og at de samtidige afvexlinger af gunstige tider ved siden deraf kun have udøvet ringe og hurtigt forbigående virkninger. I Norge har der i dette århundrede viist sig en påfaldende og stærk ebbe og flod i befolkningens bevægelse, hvis regelmæssighed døgnets omløbende veir med storm og stille kun lidt har formået at forstyrre; i Englands og andre landes befolkninger har samme ebbe og flod været så ringe, at den endnu ikke er bleven bemærket.(81)


 

9. RIFT OM BRØDET

88. Når vi med antallet af dem, som indgik ordentligt ægteskab, sammenligne antallet af de personer, der bleve fædre og mødre til uægte børn, så finde vi, at disse sidstes antal i årene 1841-50 steg endog stærkere end hines. - Ved denne samme tid, 1841-50, tiltog forbrydernes antal i lige måde i en foruroligende grad. - I disse år omtrent var det, at de store udvandrer-tog til Amerika vakte både forbauselse og bedrøvelse. Til samme tid var det også tilfælde med flere og flere, mest folk af ringe kår, at de inden riget selv flyttede fra egn til egn for at søge levebrød. - Vil man se bort fra de sidste 3 eller 4 år og gjenkalde sig i erindringen tilstanden i hine år, vil man vist indrømme, at det oftere var så, at arbeideren måtte søge om arbeide, end at arbeidet søgte efter manden, og at der ikke så ganske sjelden herskede arbeidsløshed. - I 1845 udkom der en ny fattig-lov; men i de nærmeste 5 år efter hørtes der måske mere end nogensinde i denne menneske-alder klage over stigende fattigbyrder. - At dødeligheden i landet i 1841-50 var, vel mindre end i 1831-40, men endda større end i 1821-30, det er i og for sig et betænkeligt tegn med hensyn til folkets velmagt og velbefindende og så meget mærkeligere, som man efter den lange freds-tid og fremskridts-tid snarere skulde vente det modsatte. - De mænd eller autoriteter, som have at besætte ikke alene embeder, men allehånde underordnede og ganske sparsomt lønnede poster og bestillinger, have vel aldrig seet så mange ansøgere melde sig til disse levebrød, som netop i den nævnte tid. - Hidtil havde vi hengivet os til en næsten ublandet glæde over «Norges herlighed». Kom rygtet om strid og uro i landet, sang man så trygt:

«Klippens top, som granen bær,
Muntre sjeles fristed er;
Verdens tummel nedenfor
Til min skyhøie bolig ei når.»

Men arbeider-agitasjonen fra 1848 var ikke «muntre sjeles» værk; den var « verdens tummel,» som temmelig voldsomt overbeviste os om, at også vort «fristed» kunde trues.(82)

I disse samme år 1841-50 steg dog antallet af ægtevielser fra ikke fuldt 83 tusinde, som det var i 1831-40, til over 103 tusinde, en tilvæxt så stor, at vi ikke i noget land, ikke i England, Frankrig, Preussen, Danmark eller Sverige fandt mage dertil, ikke på langt nær (§ 74).

89. Dersom vi nu, som mange have gjort, vilde forklare os denne tilvæxt deraf, at letsindigheden havde taget således overhånd, at fattige folk giftede sig, såsnart den naturlige attrå var der, hvorledes skulde vi så forklare os den endnu større tilvæxt i antallet af uægte fødte børn, som jo snarere vidne om det modsatte af letsindige ægteskaber?

Eller dersom vi, som andre have gjort, vilde forklare os tilvæxten af ægtevielser som følge af en særdeles velstand i landet, som gjorde det så usædvanlig let for folk at finde udkomme, hvorledes skulde vi da forstå det, at der til samme tid var så mange, som gjorde sig til tyve, at der så ofte spurgtes arbeidsløshed og hjælpeløshed, at så mange måtte flytte hjemmefra, at stemningen mellem arbeidere og arbeidsherrer blev så bitter, at spændingen truede med at briste?

Jeg skj¢nner ikke, hvorledes disse ting skulde kunne forliges med hinanden uden ved hjælp af den nys om ægtevielserne beviste sætning:

«Mange i tal, men ikke mange i forhold.»

90. Men tanken i denne sætning må udvikles videre, og jeg opstiller denne nye: Den omstændighed, som bevirkede, at ægtevielserne i 1841-50 bleve så mange i tal, den samme omstændighed bevirkede også, at de bleve så få i forhold.

Antallet af unge mennesker i giftefærdig alder forøgedes pludselig og stærkt i årene 1841-50. Det var denne omstændighed, som bevirkede, at ægtevielserne bleve så mange i tal, og at de bleve så få i forhold.

Måske vil denne række af sætninger falde underlig og vanskelig at fastholde. Men vi skulle ikke gjøre tingen vanskeligere, end den er. Vi ville erindre, at det jo er rent menneskelige og huslige anliggender, her handles om, som vi jo desuden ganske nylig have oplevet og taget del i, næsten enhver af os.

91. Se, vi ere jo vante til at betragte de to ting som hørende sammen, levebrød og giftermål. Det kan vel være, at nogen har levebrød og dog ikke tænker på giftermål; omvendt kan det også træffe, at nogen går hen og bestiller lysning og brudevielse o.s.v. uden at have levebrød. Men begge tilfælde ere sjeldnere; for det første kunne vi sætte dem ud af betragtning; indtil videre kunne vi lade den sætning gjælde: Så mange levebrød - lige så mange giftermål.

Ved at tale om levebrød og giftermål er det dog kun mændene, jeg tænker på, og det kun de mænd, som gifte sig 1ste gang, ungkarlene altså. Thi når en enkemand tager sig sin 2den eller 3die kone, så er det jo for det allermeste kun en fortsættelse af den gamle husholdning, der er bygget på det tidligere levebrød.

Når en skipper dør eller et nyt skib skydes på vandet og så en styrmand får skibet at føre, så har han, hvad han kalder sit levebrød. Jungmanden kalder det måske allerede sit levebrød, når han får hyre som helbefaren matros. Embeds-kandidaten kan få ansættelse i et nyt oprettet embede eller i en aftrådt ældre embeds-mands sted, og her har han sit levebrød; ligeså er det, når kontoristen opnår at blive lensmand, eller når skoleholder-subjektet får ansættelse ved en omgangsskole eller fastskole. Når en gårdmand bliver gammel og opgiver sin gård, da kan det være, at ældste søn beholder den hele gård, og denne afgiver da kun et levebrød som tilforn; men det kan også være, at gården i den forrige brugers tid er så vidt opdyrket og udvidet, eller at hans flere sønner have mod på at foretage sådan opdyrking selv, at det kan gå an for dem at dele den mellem sig i flere brug, og går alt efter forventning, så bliver der flere levebrød udaf det ene, som var før. En tjeneste-gut kan af sin husbonde få en nys afdød husmands plads-brug; han kan også få sig udvist et plads-emne i skoven, sætte sig et hus der og så begynde at bryde ager og rydde eng der rundtomkring; i begge tilfælde håber han at have fundet sig et levebrød. Denne bygde-skomager, som passer ledigheden efter sin tidligere mesters bortgang og sikrer sig arbeidet i de huse, hvor hin år om år holdt folk med skotøi, han overtager på en måde en forgjængers levebrød; om den skrædder derimod, som nys kom hjem til bygden med nye snit og moder og derved vandt for sig en ældre og mere gammeldags skrædders fleste og bedste kunder, om ham kunne vi sige, at han på en måde deler en andens levebrød. Den mekanikus endelig, som fandt på at indrette et værksted og forsyne folk med nye og nyttige redskaber, som man før ikke vidste af at sige, han skaber sig et nyt levebrød.

Efter sådanne exempler kunne vi nu samle tanken i et og sige, at levebrødene dels arves eller modtages fra en tidligere slægt, dels erhverves, ligesom skabes fra nyt, af de nye mænd, som fremstå, af den nye slægt, som er voxet op.

92. Dersom nu folkemængden i et land lunge tider igjennem steg ganske jevnt, altså også ganske småt i hvert enkelt år, så vilde der jo altid blive noget flere det ene år end det næst foregående, som nåede op i den alder, at de måtte se sig om efter levebrød. Men de allerfleste af disse vilde være i det, som man jo kalder det, heldige tilfælde at kunne tiltræde enten faderens eller en anden forgjængers bestilling og næring. Kun de få, som der i hvert år var over dette antal, måtte være om sig og søge sig et nyt levebrød, og såsom de, som sagt, kun vilde være få, vilde det ikke falde vanskeligt for dem. Det er også, kan man sige, til landets store fordel, at der altid er et vist antal unge og kraftige mænd over det antal, som behøves til at overtage den afgående slægts bestilling og arbeide; thi idet disse overtallige folk, som vi kunne kalde dem, nødes til at anstrænge sig - uden at overanstrænge sig, - for at udvide de gamle erhvervskilder eller endog med større kraft og kløgt at åbne nye, så bliver hele landets rigdom overflødigere.

93. Hvorledes er det nu gået i vort land i den senere tid?

På årene 1821-30 faldt der 86,639 ægtevielser. Så stort var da også antallet af mandspersoner, som giftede sig. Men af disse var der, vil jeg gjætte, kun 86 ungkarle af hvert 100(83) eller i det hele ............. 74,509

I 1831-40 giftede sig 82,914 mandspersoner og deriblandt af ungkarle efter samme regning ............. 71,306

I årene 1841-50 endelig var antallet af ægteviede mænd 103,096
og deriblandt af ungkarle efter virkelig tælling ............. 90,131

Om alle disse personer antage vi, som sagt, at de, forinden de giftede sig, havde fået sig levebrød. Men i måden, hvorpå de fik det, må der have været stor forskjel. I 1831-40 var jo antallet lidet imod de nærmeste 10 år. Dette stemmer nogenlunde overens med den mærkelige ting, at i 1835 var der virkelig et mindre antal personer i alderen mellem 20 og 30 år, der jo netop er den alder, hvori folk som mest både se sig om efter levebrød og tænke på at stifte familie. Men da antallet var så lidet, så er det jo aldeles rimeligt at antage, at de allerfleste af dem erholdt levebrød og fast stilling ved et slags arv fra en tidligere slægt, så de mindre vare nødte til at bryde sig nye baner ved siden af sine forgjængere. Den tilvoxne unge og kraftige befolknings dygtighed og arbeidsomhed måtte mest tages i beslag til at holde afgående næringsdrivende borgeres virksomhed i gang; synderlig udvidelse var der hverken trang eller folkemagt til.

94. Anderledes var det derimod i 1841-50. Nu var der 90 tusinde, som giftede sig og altså, som vi antage, havde fundet levebrød, 90 tusinde imod 71 tusinde i de nærmeste 10 år før, en tilvæxt, som må kaldes overordentlig. Hvorledes er dette gået til, hvorledes kan det have været muligt? Tingen er i hvert fald mærkværdig; men den skulde i sandhed have været ubegribelig, om vi ikke havde vidst, at til samme tid, fra 1835 til 1845, var antallet af unge mænd i alderen 20-30 år forøget fra 82,809 til 116,295. - Af disse sidste 116 tusinde kunne vi forestille os, at de 83 tusinde havde samme adgang til at finde levebrød som det lige antal i 1831-40, mest ved arv fra forgjængere eller ved en lidet besværlig udvidelse af den tidligere næringsvirksomhed. Men dermed er endnu ikke fundet så mange levebrød, som vi så, der virkelig var skaffet tilveje, de 90 tusinde nemlig, og så spørges: Hvorfra skriver sig resten? Svar: Fra anstrængt arbeide af de overtallige kræfter af hine 116 tusinde unge mænd, anstrængt arbeide af skibstømmermænd og matroser, af fiskere og agerbrydere og tømmerhuggere, af håndværkssvende og handelsbetjente og kandidater, kontorister, skolelærer-seminarister o.s.v., tilsammen en hær af omtrent 33 tusinde mænd i fyrigste alder! Forældres gård eller bestilling faldt ikke i hænderne på dem; men de havde selv hænder at virke med, og hvad have de ikke kunnet udrette? de havde lyst og mod i brystet og kløgt i panden, og hvad have ikke de kunnet finde på af nyt?

Mangen øde mark fik nu kjende den hakke og spade, den fra urolds tid havde ventet på. Mangen møllebæk, som hidtil havde spildt sin kraft, fik nu sin mølle at drive. Mangen fuldvoxet furustamme, som allerede måtte frygte for at sygne hen i sin ensomme skov-ørk, blev nu kjørt frem og lagt til kjøl for et nyt skib. De talløse stimer af sild og skreid, som så trolig søge ind til vore kyster, fandt nu flere hænders livligere modtagelse, så endog egne love og eget politi måtte søge at forebygge ulemperne af fiskernes trængsel på havet. Så langt jeg har faret i bygderne, have bønderne fortalt mig om det betydelige opsving i jordbruget, som i den senere tid skal have fundet sted, og når jeg spurgte efter, hvad tid omtrent dette opsving kunde siges at have taget sin begyndelse, viste man mig oftest tilbage omtrent til begyndelsen af det her omhandlede tidsrum, til den tid altså, da den fribårne slægt, som fra 1815 af fødtes til verden, begyndte at tage ved bestyrelsen af både gårdsbrug og alt andet. Disse driftige bønder have sat flere folk i arbeide, og mange af de unge og kraftige arbeidere måtte desuden ud på veiarbeide - i ganske anden stil end i tidligere dage, et arbeide, hvorved mangen mand arbeidede sig selv vakkert frem i verden - for at gjøre det mere fremkommeligt for den travle slægt i landet. - Ja, hvem kan regne op, hvorledes folk vidste at bryde sig nye baner? Se til studenten fra 1841! Først samlede han sig med flid det forråd af kundskaber, som en kandidat skal have; så, om han var f.ex. theolog eller mediciner, søgte han sin arbeidsmark og holdt ved med samme anstrængelse at rydde ud fordommes krat og seighedens rødder, indtil folket rundt omkring skjønnede, at det var penge værd at sætte sine børn i skole hos en duelig lærer eller at koste sig sygehjælp hos en flink doktor.

95. Vist er tidsrummet 1841-50 såre mærkeligt i vor nærings-virksomheds årbøger. Fast alle de gamle nærings-grene skjød frodige årsskud, og nye kviste skjød sig ud ved siden af. Træet stod ikke i kur; dets rige krone hvælvede sig snart over mange nye familiers lykkelige tag, og dets livlige væxt lovede gylden frugt.

Men til al væxt skal der tid. Der kan spørges: Gik væxten for sig hurtig nok? - De frugter, som menneskets flid og møie fremlokker af jorden - menneskets flid, naturligvis understøttet, nu mere, nu mindre, af himlens sol og regn, af Herren, som giver væxt - disse frugter skulle jo mætte hunger, tilfredsstille trang. Der kan spørges: Vare frugterne overflødige, vare de tilstrækkelige?

Mere ligefrem sagt: Var det så vel, at de mange, som behøvede det, virkelig også fik skaffe sig erhverv og udkomme?

Visse stats-økonomiske skribenter fremhæve og indskjærpe idelig den sætning, at i gamle stater, i lande, hvor mennesker længe have levet og virket, der er på det nærmeste alle frugtbare pletter af jord og alle andre fordelagtige virke-pladse allerede besatte, og der er det vanskeligt, at næringsvirksomhedens udvikling kan holde skridt med folkemængdens fortsatte tilvæxt, så der altså opstår fare for overbefolkning. Nu bliver jo denne sætning igjen bestridt af andre, og jeg vil selv helst være med blandt dem, som tro, at med sædelighed og vindskibelighed skal det virkelig lykkes menneskene under almindelige omstændigheder at se næringsveiene udvidede i samme mon, som den voxende folkemængdes behov måtte tiltage. Men så meget tør jeg også sige her uden at vente modsigelse, at mod dette håb stiller der sig altid større vanskeligheder, når denne folkemængdens tilvæxt foregår ujevnt, ligesom rykkevis. Men dette sidste er netop tilfælde med Norges befolkning, at sige: med den del af samme, som det her beror på, den unge, kraftige befolkning, som både skal skaffe erhverv og vil have levebrød, de netop voxne mænd på 20-30 år, denne så vigtige alder, skikket til så meget godt, oplagt til så meget ondt. Her er ikke længer hine jevne «almindelige omstændigheder»; den stærke tilvæxt i denne klasse af befolkningen i årene 1841-50 var netop noget ualmindeligt. Med rette opkastes derfor det spøgsmål: Gjælder også der, hvad der skulde gjælde under almindelige omstændigheder, at nemlig den tilvoxne befolkning skulde vide at skaffe sig udveie og finde tilstrækkeligt erhverv?

96. I hvert fald måtte der opstå konkurrence - med hvilket fremmede ord man jo forstår dette, at flere lægge sig om et og samme levebrød og byde alle kræfter op for hinanden for at få det. Der måtte ganske vist opstå endog en stærk konkurrence. Dette kunde nu endda være ikkun et gode, såsom derved mange kræfter vaktes til nyttig virksomhed, som ellers skulde slumre i dorskhed. Men det kan også tænkes, at konkurrencen blev så stærk, at den blev til: Rift om brødet.

97. Rift om brødet? Vil du ret have forestilling om, hvad det kan have at betyde, så gå med i den lette båd og se dem heise seilet og lade det stå på liv og død for endelig at komme lods-skøiten hist forbi og være de første til at borde briggen derude, med hvem der kanske (thi det er ikke engang noget ganske sikkert håb) kan være en lods-skilling at tjene. Eller besøg en husmand på hans rydningsbrug, og følg med ham ud på nybruds-ageren, hvor han med jernstauren holder på at vække op den store og tunge sten og tager slige tag, at det sortner ham for øinene; sæt dig så ind i hans følelser, når husbonden og handels-karlen kommer over ham for at tage hver sin del af arbeidets udbytte, hin for jordafgiften, denne for jernstauren, som kjøbtes på borg.

Rift om brødet! Som mågerne i tusindtal larmende og skrigende flokke sig sammen over sildestimene langs Karmøens vinterlige strand, således menneskene. Tusinder af mindre fiske-både ere komne langveisfra, de fleste svagere både af furu-planker, nogle stærkere ege-både, som true med at ro hine i sænk derude på sætteriene, nær ved brændingerne om de yderste havskjær. Længere inde, i de trange bugter og vige, ligge snese af større note-både, udrustede af mere pengestærke mænd og bemandede hver med en note-bas som anfører og måske 20 lot-folk, uformuende arbeidsmænd, hvis eneste håb står til udbyttet, som de skulle have en vis bestemt lod af. Tænk dig den time, da silde-stimet søger ind i en sådan bugt! Note-bådene ligge i rad langs stranden, en yderst, de andre indenfor. Hvert båds-lag vil være det første til at spænde garnet tvers over bugten; men intet af de mange lag vil spilde arbeidet, før man er vis på, at det kostbare stim er indenfor, så det ved garnet kan blive indestængt og fanget. Derfor speide baserne med den mest anspændte opmærksomhed for at passe det beleilige øieblik; derfor holde deres folk alt i beredskab, garnet i orden til at kastes, årerne på vandet til at fare afsted på anførernes vink. Sandelig, det gjælder; thi kun et notelag skal blive det vindende; de øvrige skulle måske i denne time tabe det sidste håb om nogensomhelst vinding ved dette års fiske, som man i årets løb havde gjort så megen regning på.

Rift om brødet skomagerens værksted, studentens kammer, kjøbmandens kontor, skoven, marken, havet, Norges tusinder af små-dale og afkroge, af fjorde og sunde, selv fjeldets indre med de dybe gruber - her er vidnerne. Hvem kan fortælle alt, hvad de vidne?

98. Men der må have været rift om brødet i vort land. Det kunne vi forvisse os om ved at agte på visse store og umiskjendelige træk i landets tilstand, som sørgelig nøiagtig stemme overens dermed.

Er der rift om brødet, så vil der være mange, som komme tilkort i veddekampen, som enten slet ikke eller ialfald ikke så snart, som det med rimelighed kunde ønskes, se sig i fast stilling med tilstrækkeligt levebrød. Sådanne nødes til at udsætte med at stifte familie, enten for en tid eller for bestandig. Men i 1841-50 har dette været tilfælde med mange. Thi ægtevielserne vare, så mange de end bleve i tal, dog få i forhold til dem, som havde alderen og dermed vel også attråen. Dette er noget, som forrige kapitels undersøgelser overbeviste os om.

Er der rift om brødet, er der mange, som savne levebrød og desformedelst ikke tør tænke på giftermål, ja om de kun må udsætte dermed et år eller to, så stiger faren for, at de ville falde i fristelse til ukydsk levnet, og stiger faren, så vil gjerne ulykken indtræde hyppigere. Men denne ulykke er skeet i vort land i 1841-50; derom vidner det stærkt forøgede antal af uægte fødte børn.

Er der rift om brødet, så mange finde sig skuffede i sine forhåbninger, da kan det snarere ske, at nu en, nu en anden lader sig betage af mishåb og så - et skridt videre - bliver ligegyldig for sin ære og krænker andres ret. Noget sådant skulde man tro må være skeet i vort land netop i 1841-50, siden antallet af dem, der måtte straffes for tyvs- og andre forbrydelser, er steget så betydeligt.

Er der rift om brødet, så mange på en gang må melde sig med tilbud om arbeide og søgning efter brød, så vil arbeidet blive billigt og brødet dyrt, og går det vidt, så vil arbeidsløshed indtræde. Men i den omhandlede tid var det ikke så sjeldent, at arbeidsløshedens onde blev følt.

Er der rift om brødet, så ville levebrødene falde knappe, og det er da ganske naturligt, om mange, ligesom findende sig i omstændighederne, omsider betragte dette knappe som rundeligt og give sig tilfreds dermed og vel endog stifte familie i knappe kår. Men sådanne familier ere jo udsatte for, når børneflokken voxer til eller noget uheld indtræffer, at synke i armod og hjælpeløshed, og i 1841-50 har der været stærk klage over forøgede fattigbyrder just for unge familier.

Er der rift om brødet, finder man det trangt i landet, synes udsigterne mørke både for den nærværende slægt og for den tilvoxende, så er det rimeligt, at folk kunne fatte tanke om at drage bort til andet land, hvor der siges at være rummeligere og bedre, drage bort - unge folk for sin egen skyld og forældre for børnenes. Men tidsrummet 1841-50 er netop tiden for udvandringerne til Amerika.

Er der rift om brødet, varer trængselen længe og føles møien tung, da kan det være, at der lægger sig utålmodighed i manges sind, at stemningen hos den mindre heldige del af befolkningen bliver bitter, at spændingen mellem de forskjellige partier og interesser i samfundet truer med at briste. Det kan være, som om vi ville tænke os husmanden hist på nybruds-ageren pludselig støde jernstauren i jorden og, trodsende ved denne, vende sig med uvillighed mod husbonden og handelskarlen, som kom for at kræve sit. Men så optændtes jo arbeider-agitationen mod slutningen af vort tidsrum, fra 1848 af, denne mærkelige agitation, hvis store mængde, i følelsen af sin trang og i tillid til sin kraft, var nær ved at glemme ret og pligt, lovlighed og orden - hvori dog samfundets og, vi ville håbe, ikke mindst den lidendes trøst og styrke ligger.(84)

99. Så vare årene 1841-50 en fremskridts-tid og en trængsels-tid. Samfundet, staten, gjorde stort fremskridt i magt og velstand, større end før; mange enkelte lede trang og nød, flere end før. Vi have betragtet de lyse og de mørke træk i landets åsyn; alt stemmer sammen og kommer overens om at stadfæste denne måde at forstå det hele, nemlig:

Fra 1841 af fremstod en meget talrig, en pludselig og overordentlig forøget slægt af unge mennesker i 20-30 års alderen. De mange overtallige friske kræfter udvidede næringsvirksomheden i høi grad, og dette kjendes derpå, at et langt større antal end før fik skaffe sig levebrød og så sig istand til at stifte familie. De mange overtallige kræfter fremkaldte også en trængsel, hvorunder mange så sig skuffede i sine forventninger, og det kjendes derpå, at mange, skjønt de havde alderen, dog måtte undlade at stifte familie (ægtevielserne bleve altså rigtignok mange i tal, men ikke mange i forhold), og derpå, at flere andre moralske og borgerlige ulykker fulgte med, værre end før.

100. Vil jeg nu aldeles nægte, at de gode tids-omstændigheder, som jo i det hele antages at have hersket i 1841-50, have havt nogen del i, at antallet af ægtevielser blev så stort? Ingenlunde. Men jeg må udtrykke mig så: De gode tids-omstændigheder hjalp til, at pinagtigheden ikke blev større, at de, som formedelst den overhånds trængsel måtte udsætte med ægteskab, ikke bleve endnu flere.

Eller vil jeg påstå, at den letsindighed ikke gjorde noget fra eller til, som kanske bragte adskillige til at gifte sig tidligt og uden at tage videre hensyn til sine økonomiske omstændigheder? Heller ikke. Men jeg siger så: Havde dette slags letsindighed ikke været så stor, -som den var, så var rimeligvis ulykken med de mange uægte fødte børn blevet endnu større, end den blev.

Hoved-årsagen ligger i den mærkelige, i andre lande rimeligvis uhørte omstændighed, at skaren af de unge mænd og kvinder i 20-30 års alderen fra 1841 af forøgedes så stærkt, at medens antalet var

          i 1835, mænd:     82,809,
                  kvinder:  89,539
så var det
          i 1845, mænd:    116,295
                  kvinder: 122,971,
en tilvæxt altså af
                  mænd:     33,486 (40 procent)
                  kvinder   33,432 (37    -   ).

Tidernes gunst og letsindighed hos folket har naturligvis her som altid havt noget, ja meget at betyde; men ved siden af hin omstændighed har dette meget dog været som lidet.

101. «Forlad mig - siger en venlig mand - dette er dog en ny måde at se tingen på, og jeg tilstår, at jeg ikke har så let for at gå ind på den. Ialfald er der en ting, som synes mig ikke at stemme dermed. Hidtil har du talt om årene 1841-50; nu tænker jeg på årene 1851-55. Hine år gjælde for gunstige år; endnu sikrere må dog dette siges om disse. Nu for tiden høres der heller ikke så megen klage over fattigbyrderne; udvandringslysten synes også på det nærmeste at være ophørt; arbeiderbevægelsen er jo også stilnet hen, og der er jo snarere mangel på arbeidsfolk end på arbeide. I denne samme tid er vel også antallet af ægtevielser steget. Have vi da ikke her et tydeligt bevis på, at gode tids-omstændigheder mere end alt andet kunne bevirke forøgelse i ægtevielsernes antal, og at denne forøgelse med rette kan betragtes som et vidnesbyrd om en god tilstand i landet?»

Hertil må følgende 3 ting bemærkes:

  1. Ægtevielsernes antal har ikke tiltaget så særdeles meget i de sidste særdeles gunstige år. Det årlige antal, regnet i gjennemsnit, var (se Tab. 1):

    1821-25:  8,816
    1826-30:  8,512 aftaget   3,5 procent
    1831-35:  8,447   -       0,8   -
    1836-40:  8,136   -       3,7   -
    1841-45: 10,118 tiltaget 24,4   -
    1846-50: 10,501   -       3,8   -
    1851-54: 11,122   -       5,9   -
    

    Årene 1841-45 vare gunstigere, meget gunstigere end de fem foregående, og deraf have mange forklaret den særdeles stærke tilvæxt (over 24 procent). 1846-50 var i sammenligning dermed en ugunstig tid (dyrtid 1847, potetessygdom, i intet år nogen rigtig god kornhøst, standsning i handelen efter februar-revolutionen), og alligevel blev det høje antal af ægtevielser ved at stige ikke så ganske lidt (næsten 4 procent). 1851-54 endelig erkjendes jo af alle for at være en usædvanlig lykkelig tid (gode, tildels udmærket gode kornår, rivende afsætning på Norges produkter i udlandet, fabelagtig høie skibs-fragter), og dog når ikke forøgelsen op til 6 procent. Skulde hin mening om de gode tiders overvejende indflydelse været den rette, så måtte man ventet aftagen i 1846-50 og så i 1851-54 en meget stærk forøgelse således som i 1841-45; men sådant indtraf ikke.

  2. Den forøgelse af ægtevielser, som fandt sted i 1851-54, er neppe større end den, der omtrent måtte ventes efter den forøgelse, som rimeligvis fremdeles har fundet sted i antallet af mennesker i arbeidsfør og giftefærdig alder. At dette er rimeligt, vil man forstå, når man betænker, at de personer, som i indeværende år, i 1855, ere i alderen 20-30 år, jo for den aller-største del må være de gjenlevende af det kuld af børn, som fødtes i årene 1826-35, og at dette kuld var adskilligt større end det kuldet fra 1816-25, fra hvilket de nedstammede, som i 1845 vare i den nævnte alder (se fødsels-listen i Tabel 12). Efter året 1815, kunne vi sige, trådte en ny slægt frem; den viste sig allerede i 1816-35 meget talrig, men de dog endnu noget i 1826 -35; fra 1841 af trådte den samme slægt frem i voxen alder, først med stor styrke i 1841-50, så med endda noget større mængde fra 1851 af; væsentlig af den årsag steg da også antallet af ægtevielser i 1841-50, og det er naturligt, at denne stigen er bleven ved indtil 1855. Skulde jeg vove nogen forudsigelse, måtte det være den, at tallet på de ægteviede vil stige endnu noget i 1856-60, men så standse eller kanske heller aftage lidt i 1861-65(85)

  3. Den glædelige forandring, at arbeidsløshed og andre ulemper ere forsvundne i de sidste år 1851-55, bør ikke alene tilskrives de i samme år herskende tids-omstændigheder. Man erindre, at det nu er 15 år siden 1841, da efter min fremstilling trængselen og de med den følgende vanskeligheder begyndte, og selv under middels gode tider kunde det vel været at vente, at tilstanden måtte være bleven bedre efter så lang tids forløb. Nu iår er der jo rig grøde på mangen ager, som først efter 1841 blev ryddet og dyrket. Mange hænder finde idag sysselsættelse i fabrikker, som fabrikanterne først efter 1841 vandt kapitaler til at bygge. Ja, mange sømænd have empløi på skibe iår, som byggedes ifjor for de penge, et ældre skib i før-året indbragte sit rederi. Kort sagt: den usædvanlige virksomhed, ja anstrængelse, hvori tusinder af nytilkomne mænd kaldedes til at tage del i de 10 år 1841-50, har nu alle begyndt at bære forventet frugt; begyndelsens vanskelighed er overstået for den nye og talrige slægt, hvis færd og skjæbne i den nævnte tid vi nu have betragtet; mændene fra 1841 høste allerede frugterne af sit arbeide og behøve endog hjælpere og hjælpers-hjælpere for ret at overkomme indhøstningen, så det nu kun kommer vel med, at antallet af unge folk, i alderen 20-30 år, er lidt større nu end i 1845.

102. Det har bedaget sig i landet. Det var at vente, at så skulde ske; himlens velsignelser i disse sidste år have vel også ladet det ske noget hurtigere og fuldstændigere, end det ellers skulde været tilfælde. Men har nogen kort hukommelse, han gjennomgå fattiglisterne, han tælle kron-arbeiderne på fæstningerne, han besøge tugthusene og tvangsarbeidshusene, han se sig omkring i hytterne i byernes forstæder og bygdernes udkanter, og han skal finde mange levende vidner endnu fra den tid, da der var rift om brødet, da det i økonomisk og moralsk henseende gik ilde med mange. Men derfor skal man være skånsom i sine domme om dem, mild i sin behandling mod dem, hjælpsom i sin omgjængelse med dem. - Og der er endnu et, som man skulde betænke. Nu for tiden, i 1855, er landet behersket af en stærk forøget stok af mænd i alderen mellem 30 og 40 år, den talrige skare nemlig, som vi i 1845 gjorde bekjendskab med som mænd mellem 20 og 30 år - behersket, sagde jeg; thi medens det er de netop voxne mænd på 20-30 år, som med ung kraft arbeide sig og samfundet fremad, så er det hine, som sidde i formandskaberne og i Storthinget, som sidde i høisædet i den tilvoxende familiekreds, som skulle bygge landet med lov, bygge familierne med grundsætninger. Men disse mænd se nu en talrig flok af børn voxe op, talrigere end nogensinde før. Det kan man vide deraf, at fra 1841 af, da ægtevielsernes antal tiltog så pludselig og stærkt, da steg også fødslernes antal pludselig og stærkt (se Tab. 12). Her er atter ligesom en ny slægt. De ældste af dem ere nu, i 1855, 15 år gamle, og mange præster har vist iår lagt mærke til, at de have fået usædvanlig mange børn at konfirmere. Vi kunne tælle årene; da de ville være voxne. Så sandt intet aldeles usædvanligt i mellemtiden indtræffer, som bevirker en overordentlig dødelighed eller en overordentlig udflytning, så vil der i årene 1866-75 atter fremstå en betydelig forøget mængde mennesker i alderen 20-30 år, der, ligesom deres fædre i 1841-50, ville se sig om efter levebrød og tænke på giftermål. Hvordan det da skal gå, om også da mange skulle finde sig skuffede i sine naturlige ønsker, om også da mange skulle forfalde til mismod og usædelighed, til skjørlevnet og drukkenskab og tyveri, om også da mange skulle nødes til at gifte sig i små kår og udsætte sig selv for forarmelse og fattigvæsenet for byrde, om mange også da skulle finde det for trangt her hjemme og være glade ved at vende fædrelandet ryggen, ja om stemningen blandt folket skal blive bitter og udsætte samfundet for borgerkrigs-ulykker - det vil bero ikke alene på årets temperatur (misvæxt eller god høst) eller på børskurs (livlig eller flau handel) eller på andre sådanne ting, som menneske-kløgt dog kun lidt kan gjøre ved, men det vil også og rimeligvis for den væsentligste del bero på den sædelighed og dygtighed, som ungdommen tager med sig fra barne-årene, og på den frihed, som tilståen, den opmuntring, som ydes de unge mænd til at bruge sine mange overtallige kræfter og bryde sig nye baner; men dette vil igjen bero på den visdom og omhu, hvormed landets og familiernes fædre idag og imorgen sørge for den opvoxende slægts undervisning og opdragelse, på det frisind, hvormed de udvikle den frie stats-forfatnings institutioner, på det fædrelandssind, hvormed de finde sig i savn og opofrelser for at forberede næringsveienes udvikling og dermed imødekomme fremtidens behov. Hvad der skal gjøres, det er her ikke stedet til at tale om; kun mener jeg, at det i de enkelte tilfælde skal hjælpe til at bringe på det rene, hvad der skal gjøres, når man stiller sig klart for øje, at i en vis, ikke fjern fremtid, den jo de fleste af os håber at opleve, vil der melde sig et stærkt forøget behov, som vil kræve, at noget klækkeligt er blevet gjort.(86)

Ja, der er en grund endnu for at vente, at behovet vil stige. Så er nemlig livets art i et frit og civiliseret land, at begreberne udvides med hensyn til, hvad der hører til for at leve et lykkeligt liv, og derefter rener attråen sig; man vil have alt mere og mere af det, som kan forskjønne vore omgivelser og forædle vor tilværelse; fordringerne til livet, som det kaldes, stige dag for dag, fuldt så stærkt, som midlerne til at tilfredsstille dem blive mangfoldigere. Heri, i denne bestandige omdannelse af begreberne og sædvanerne, ligger det civiliserede samfunds-livs spændende interesse og store fare. I den nævnte fremtid vil vel meget at tiet, som nu gjælder for godt og ønskeligt, sees med andre øine; mange anskuelser, som nu have vundet hævd, skulle vel da være blevne gammeldagse, og interesser, som vi nu ikke forstå, skulle da beherske gemytterne; men forandring kan imødesees som sandsynlig, ja må til en viss grad ønskes og håbes, den, at fordringerne til livet ville være større end nu.

103. Fordringer til livet! Her nævnte jeg ellers noget, som jeg allerede havde i erindringen ovenfor, da jeg begyndte på den tale om levebrødet. Levebrødet er et økonomisk anliggende; men menneske-livet styres ikke alene af økonomiske hensyn, men også af moralske betragtninger, af indre stemninger og tilbøieligheder. Herhid hører netop fordringerne til livet, og fordi disse ere snart større, snart mindre, derfor er det, som det på sit sted også blev antydet, ikke just så ganske nøiagtigt at sige så: Så mange levebrød - så mange giftermål. Ere fordringerne til livet i et tidsrum større end i et foregående, så er der flere, som udsætte med giftermål, fordi de synes, de endnu ikke have nok. Vare fordringerne til livet i fordums tid mindre, så var der ganske vist flere, som giftede sig i meget nøisomme, ja i tarveligere og kummerligere kår. - Nu har jeg allerede oftere berørt den mening, at en hoved-årsag til den store forøgelse i ægtevielsernes antal 1841-50 skulde være at søge i en tiltagende letsindighed hos en stor del af nationen, letsindighed nemlig ved tanken om de huslige behov, så fattigfolk giftede sig frisk væk uden evne, ja uden rimelig udsigt til at forsørge familie. Denne mening går i grunden ud på dette, at fordringerne til livet skulde være blevne mindre inden de samme kredse af folket.

Men her er nye grunde imod denne mening. For det første må det ansees for vist, at fordringerne til livet virkelig ere stegne blandt de høiere klasser, hvortil jeg også regner f.ex. gårdmænd i modsætning til deres tjenere og husmænd. Som vidnesbyrd derom kunde jeg anføre den meget almindelige klage over tiltagende luxus, hvilke klager jeg dog snarere er tilbøielig til at modsige end istemme. Derfor vil jeg heller påberåbe mig den, som jeg trygt kan kalde den, almindelige erfaring fra det daglige liv, at i de bedre huse, som vi udtrykke os, lægges der an på at have det hyggeligere omkring sig, på at skaffe børnene bedre undervisning o.s.v. Og jeg mener, at det måtte kaldes ligeså naturligt som glædeligt, om slige tegn især viste sig hos den, som jeg allerede før har kaldt den, fribårne slægt, som fra 1815 af trådte ind i livet, som under sin opvæxt indåndede de friere ideers og selvstændigheds-følelsens luft og så fra 1841 af søgte i egne huse at skabe sig et hjem og et familie-liv, der nogenlunde svarede til forhåbningerne. - Og nu for det andet: de af vore medborgere, som stå på et noget lavere trin af velstand og dannelse, de lavere klasser, som vi sige - hvad grund skal der kunne nævnes for den mening, at den samme ædlere ånd ikke trængte ind også her?

Der er jo i vort land intet svælgende dyb befæstet mellem de to klasser. Eiendomsmanden, herren, bor i stuen; arbeideren, tjeneren, holder til i kammerset ved siden af; der er kun en tynd væg imellem med en vid dør, som idelig går op og i; begreberne, anskuelserne, sæderne forplante sig let fra det ene rum til det andet.

104. Eller vil nogen endnu gjøre den påstand, at medens fordringerne til livet ere stegne i de høiere klasser og have bevirket indskrænkning med hensyn til giftermål der, så er det gået rent omvendt inden de lavere klasser, så at her mangfoldige, istedetfor at tage exempel fra hine, meget mere i den sidste tid, i 1841-50, have skeiet ud i alskens letsindighed værre end før? Nu vel, så kan der svares ikke alene med formodninger og almindelige betragtninger, men med tal. For det første er der tal, hvorefter vi må antage, at medens antallet af mennesker i giftefærdig alder overhoved steg meget stærkt i årene 1841-50, så faldt denne tilvæxt dog mere på arbeids- end på eiendomsmændenes klasse.(87) For det andet har denne bog vist os tal, som lære, at de nye ægteskaber i samme tid, så mange de vare i tal, dog ikke vare mange i forhold, så mangfoldige havde udsat med giftermål, snarere mere end forhen. Og endda skulde nogen ville sige, at folk af arbeidsklassen i sin letsindighed dreves til at gifte sig raskere end før, flere i forhold end før? Ægtevielsernes mængde inden de ubemidlede klasser skulde altså være forøget overordentligt af en dobbelt grund, først fordi der var blevet så mange folk i disse klasser, dernæst fordi disse samme folk vare så snare til at gifte sig, og denne forøgelse skulde være bleven opvejet ved en tilsvarende, altså flerdobbelt indskrænkning af ægtevielser inden eiendoms-klassen? Men denne sidste indskrænkning vilde være større, meget større, end vor daglige erfaring om tingen kan kjendes ved. -Det rimelige bliver da dette, at fordringerne til livet ere stegne og have bidraget til at indskrænke hyppigheden af ægteskaber i det norske folke-samfund, både i arbeids- og eiendomsklassen, mest vel i denne sidste, men dog også i den første.(88) - Vel har også jeg, som man har seet, stærk formodning om, at der efter 1841 har været noget hyppigere exempler på nygifte folk af arbeidsklassen , som inden kort tid have måttet modtage fattighjælp; men da dette traf sammen med flere andre træk, som vidnede om trange kår i landet, så er det ialfald lige så rigtigt at skrive det på de trange og knappe tiders som på de moralske tilstandes regning.(89)

105. Kaste vi et blik tilbage på de dale og høie, som vor undersøgelse har gjennemvandret, så ligger der for os en sådan række af iagttagelser:

Antallet af ægtevielser steg pludselig og stærkt i tidsrummet 1841-50 i riget og i hvert af de fem stifter (kapitlerne 2 og 3); årsagen dertil ligger i det stærkt forøgede antal af fødte børn fra 1815 af og den deraf følgende forøgelse i antallet af unge mennesker i giftefærdig alder fra 1841 af (kap. 4, 5, 6 og 7). Men så mange ægtevielserne end vare i tal, vare de dog ikke mange i forhold (kap. 8). Thi vel var det så, at den store mængde af unge mennesker skabte en meget livlig næringsvirksomhed, hvorunder mangfoldige fandt levebrød og så sig istand til at stifte familie; men den samme store mængde medførte også trængsel i landet, hvorunder mange, som vare mindre heldige, nødsagedes til at udsætte med giftermål, foruden at adskillige andre og det store ulemper fulgte med. Størst måtte dog disse ulemper vise sig i de første år, og i tidsrummet 1851-55 synes begyndelsens vanskelighed allerede at være overvunden. - Hoved-årsagen til de tildels, yderst mærkelige forandringer i ægteskabsforholdene, som den sidste tid har været vidne til, ligger altså i befolkningens indre sammensætning, i folkebevægelsens tidligere bestemte gang. Ved siden heraf må sådanne omstændigheder, som ellers gjælde for at være de væsentlige årsager - omvexlinger i de ydre tidsomstændigheder og moralske tilstande - ansees for kun at have udøvet en underordnet indflydelse. Så langt førte nærværende kapitel os.

106. Gunstige tids-omstændigheder, som understøtte bestræbelserne for at vinde levebrød, bidrage jo altid sit til at forøge antallet af nye ægteskaber. Men gunstige omstændigheder pleie tillige udrette dette, at dødeligheden i landet bliver mindre (så var det også i Norge i 1841-50 i sammenligning med 1831-40); men bliver dødeligheden mindre, så træffer det sjeldnere, at ældre næringsdrivende mænd afgå, sjeldnere altså, at yngre mænd arve hines virkekreds og levebrød, og på den måde bliver det igjen formedelst den samme tids-omstændighedernes gunst noget vanskeligere for nye familier at danne sig. - Gode tider medføre forøget velstand; denne udvikler begreberne om, hvad der hører med til et lykkeligt familieliv, eller fordringerne til livet stige, og dermed indskrænkes også hyppigheden af nye ægteskaber; her er altså både virkning og modvirkning. - I gode tider forhøies gjerne fordringerne til livet, og disse ville, som sagt, indskrænke ægteskabernes hyppighed og mængde; men i gode tider sker også dette, at der ophobes større velstand på enkelte hænder, og at en større flok af arbeidere samle sig om de enkelte eiendomsmænd og virksomhedsforstandere, med andre ord: at arbeidsklassen får større overvægt i talrighed i sammenligning med eiendomsklassen; men om der end gjøres større og større fordringer til livet også inden arbeidsklassen, så ere dog ægteskaberne altid hyppigere inden denne, og på denne måde skjønnes det atter, at en og samme omstændighed kan virke både til formindskelse og til forøgelse af ægtevielsernes mængde i et land.

Hvad jeg under betragtningen af nærværende sag og for Norges vedkommende i den sidste menneskealder har kaldt underordnede omstændigheder, er altså tillige omstændigheder, som ikke alene kunne omskiftes meget hurtigt og derfor for det meste udøve ganske kortvarig virkning, men hvis forskjellige, ligesom dobbelt-virkende indflydelser på de mangfoldigste måder krydse hinanden og ophæve hinandens virkninger.

Disse bi-omstændigheder bør naturligvis også være gjenstand for opmærksom iagttagelse. Men nøiagtigt at bestemme deres indflydelser, helt igjennem at efterforske forholdet mellem årsag og virkning her - at forsøge herpå, det vilde være, som om en naturforsker vilde tage med sig passer og tommestok, lodde-vægt og sekund-uhr og så stille sig ved en stridt strømmende elv og forsøge på ved alskens målinger og beregninger at komme efter årsag og virkning i elvens løb, at komme efter, hvorfor de tusinde af dråber og bølger flyde hen netop i sådanne hvirvler og vælter, i sådanne evjer og malstrømme - at finde ud, hvorfor de ligesom indbyrdes kjæmpende strømme skyde sig hen nu fort, nu langsomt, nu opad, nu nedad, hist frem, her til siden, snart skummende og brusende, snart jevnt flydende og glat skyllende. - Opgaven er naturligvis endeløs. Istedetfor at finde den søgte regel og orden turde det snarere hænde, at forskerens blik forvildedes ved mangfoldighedens gjækkende spil.

107. Men stil dig noget længere bort fra den samme elv, så øiet ikke mere hildes af de mange enkeltheder, men bedre får overskue det hele - da kan det være, at du finder regel og orden. Ikke sandt? Således har du ofte med undren betragtet elvens løb, med velbehag dvælet ved det skjønne syn. Hvad er det? Alt er jo uafladelig bevægelse; men midt i bevægelsen, som vil rive blikket med sig, fastholder dog dit øie visse billeder og figurer - skjønt formede og fint tegnede, så du ønsker dig en pensel til at tegne dem af, men lette svævende, luftige, så du igjen fortvivler derom -, former, som synes at antage fast skikkelse og forblive stående for din beskuelse, medens dog bølgerne, som dannede dem, idelig forsvinde. Det er bølgernes regelmæssige slyngninger og hvirvler. Fra sekund til sekund, fra time til time, forblive de uforandrede, vise sig ens for øiet. Men kom så igjen nogle dage eller uger efter! da kan det være at du ikke gjenfinder de gamle billeder, men helt nye. Thi har det truffet sig så i mellemtiden, at elven formedelst regnskyl eller tøveir på fjeldet er steget stærkt, så er bevægelsen raskere, bølgerne ile skyndsommere forbi, hvirvlerne og evjerne slynge sig voldsommere, alt snor og dreier sig og svinger sig i mere afvexlende fart, i kortere løb, i snævrere kredse. - Så finder du også menneske-livets, samfunds-livets strøm. Du finder den så i de forskjellige retninger, du måtte tage til sammenligning; du finder den så ved betragtning af forholdet med ægteskaber. Længe flyder strømmen af den med hvert år opvoxende slægt af unge mennesker i giftefærdig alder - længe flyder den jevnt og roligt; giv så agt, og du vil finde et vist forhold med ægteskaber, en vis regel for ægteskabernes hyppighed og mængde, og det så temmelig uforandret fra stund til stund, fra år til år, uagtet jo de handlende personer i hvert nyt år ere andre. Men så kommer, og det kanske temmelig pludselig, en tid, da strømmen ligesom svulmer, da særdeles talrige slægter, et års kuld efter et andet i ustandselig fart, nå op til giftefærdig alder. Giv så atter agt, og du vil strax finde et forandret forhold. Det er trængsel. Alle ile hen mod det samme mål; men det bliver vanskeligere at nå målet. Mødes og skilles - hurtigt, hurtigt - så er løsenet. Selv forbindelserne for livet blive mindre varige; thi giftermålene udsættes til en sildigere alder - der er da mindre af menneskets levetid tilbage - ægteskaberne opløses hurtigere ved døden. - - I den rivende strøm så du oftere i det voldsomme sammenstød en skinnende bølge blive ligesom knust og opløst til skum, som nu, ude af stand til selv at bane sig vei, let og villieløst bæres hen på de andre bølgers ryg. Men ligeså måtte vi i menneske-vrimlen, i samfunds-livets stærke strøm, se nu en, nu en anden, hvis håb blev knust, hvis selvstændigheds-kraft blev opløst - mennesker, som i moralsk og borgerlig henseende gik til grunde, så de fra deres ulykkes dag leve et liv uden glæde for dem selv og til byrde for det øvrige samfund.

Så ligner folke-bevægelsens strøm i vort land en elv, hvis kilder ere høifjeldets umålelige snemasser. En forårs-regns milde varme kan hurtigt gjennemtrænge masserne, og i sin tid svulmer og bruser elven, og stundom kan det være, at dens strøm stiger op over det snævre elveleie, skyller ind over landet, belæsser ager og eng med grus og sten, river broer og dæmninger med sig. Men vi ere vante med sådanne elve her til lands. Lidt efter lidt skal det vel lykkes at oprense og utvide løbet og gjøre broer og dæmninger grundmurede og faste (næringsveienes udvidelse: de svulmende kræfters raske løb; sædelighed, oplysning, vindskibelighed: samfundets bropiller), så oversvømmelsen ikke skal true så ofte, så faren for de kommende slægter skal blive mindre og mindre.


 

10. FORSKJEL I BYGDERNE

108. «I dit indlednings-kapitel omtalte du den af mange mænd nærede mening, at det i den senere tid tog til med letsindige ægteskaber; imod denne mening satte du din egen, som var ganske modsat og gik ud på, at det ikke stod så ilde til, men at tingen heller forandrede sig til det bedre. Nu er det så med mig, at jeg længe har hørt til dem, som nære hin første mening, og da jeg fandt, at du bebudede et såvidt muligt fuldstændigt opgjør i denne, sandelig vigtige sag, så foresatte jeg mig at gjennemgå din forklaring punkt for punkt og har med tålmodighed holdt ud til nu.»

«At nu din forklaring kan være rigtig, det skal jeg ikke benægte; men dermed indrømmer jeg ikke endda, at min mening var ganske urigtig. Tingen er, at medens dine tællinger og beregninger angå det hele land, så gjælde mine erfaringer og beregninger den enkelte egn, hvor jeg bor. At der i det her omhandlede stykke i folkets liv er indtrådt en forandring til det bedre i landet i det hele taget, det er noget, som jeg nu må tro; det skal jeg også indrømme, at enkelte af dine bemærkninger også have bragt mig til at se et og andet her i min egen egn på en anden måde og ligesom i et mildere lys end forhen. Men med alt dette må jeg dog desværre fremdeles dømme så, at letsindighed ved ægteskabers stiftelse og deraf følgende forarmelse og andre ulykker virkelig er et onde, som i den senere tid har taget til her i min omegn, der da vel danner en uheldig undtagelse i sammenligning med det hele land.»

En sådan indvending vil måske blive gjort, og jeg kan meget vel tænke mig, at den kan være aldeles rigtig.

Og vi blive ved denne indvending mindede om en ting, som er af den største betydning for den, der vil anstille nøiagtige undersøgelser om et eller andet stykke i folkelivet; det er den store forskjellighed, som der kan være i de forskjellige egne af landet - en forskjellighed, som gjør undersøgelses-arbeidet langt vanskeligere og til samme tid giver det en forhøiet interesse.

109. Hovedstadsbeboeren og landmanden, Hedemarkens eller Indherreds agerdyrkere og hyrdefolket i Østerdalens høitliggende dalfører, Lofotens fiskere, matroserne og lodserne i udhavnene fra Lindesnæs til Hvaløerne, Røros's grubearbeidere og lagmesteren eller lagdrengen eller bordstableren ved Sarpsborgs fos - se, det er folk, hvis opdragelse og sædvaner og anskuelser, hvis sysler og forhåbninger og livskår ere overmåde forskjellige.

Hvad er dette for en forskjel? Det særegne og eiendommelige, hvorved det ene bygdefolk adskiller sig fra det andet, hvori består det?

I et land som Norge med dets besynderlig afvexlende naturbeskaffenhed er det lige til, at befolkningens næringsveie må være yderst forskjellige; men af næringsveiene afhænger igjen de daglige sysler og huslige vilkår, og efter dem uddanner der sig gjerne visse sædvaner og leveskikke. Men alt dette udøver lidt efter lidt sin indflydelse på det hele menneske, på dets legemlige velbefindende og dets sjelelige udvikling; selv ansigtets træk få gjerne et eget udtryk, og sjelens evner antage ofte en egen kraft og retning.

Sammen med disse ydre omstændigheder virke også de fra menneskets eget indre udgående bestræbelser til at uddanne hvert bygdefolks særegne væsen. Medens de for det hele land fælles samfundsindretninger sigte til på lige måde at fremme dannelse og velvære og gode sæder i alle bygder, så forståes og anvendes de almindelige anordninger på forskjellig måde af den enkelte bygds mænd, og ved disses samvirken udvikler sig efterhånden i bygdens mindre samfund en helhed af begreber og anskuelser, som i mange enkeltheder kan afvige fra nabobygdernes. Eller ligesom verdenshistorien viser os exempler på, at enkelt mand i mærkelig grad har kunnet indvirke på en hel nations tænkemåde og sæder, således turde det nok være, at vi ved omhyggelig at granske efter kunde finde mange exempler på, at begavede personer selv af ringe stand have kunnet bidrage meget til i den enkelte bygds lille kreds at give de herskende anskuelser og sædvaner en ny retning, snart til det bedre, snart til det værre.

Således kan menneske-naturen føie sig og danne sig efter den ydre natur, og det synes, som hvert bygdefolk var skabt for den egn, hvori det er sat til at leve og virke; i den grad påvirkes menneskene af de i samfundet herskende sæder og begreber, at vi ofte må undskylde endog store feil hos den enkelte ved at bemærke, at han jo var et barn af sin tid, som man udtrykker sig. Men foruden stedets og tidens indflydelser er der også en anden omstændighed, som udentvivl har bidraget til at fremkalde den forskjellighed mellem de mange bygdefolk, som vi nu kunne iagttage i vort land, men en omstændighed, hvis årsag ligger udenfor vort lands grændser og taber sig i en ubekjendt fortids dunkelheder. Jeg sigter hermed til, hvad vore historikere tro at have fundet, at vort land fra begyndelsen af blev besat af forskjellige folke-stammer, der vel vare indbyrdes beslægtede og for størstedelen udgjorde en nation, men dog fra sit tidligere stammeland medbragte hver sin egen art og så forplantede denne hver i sin bygd her i vort land, hvor de satte sig fast. Nu kunde man vel mene, at efter så mange århundreders forløb måtte hin oprindelige stamme-forskjel være udslettet; men exempler for andre lande - og det exempler, som netop ere fundne på statistisk vei, såsom ved at tage tallet på de forskjellige slags forbrydelser, hvormed forskjelligt sindelag lægges for dagen -have viist, at den oprindelige folke-art kan holde sig overmåde længe. Det tør derfor nok være, at den forskjel i legems-dannelse og sjels-egenskaber og levesæt, som man selv ved en flygtig iagttagelse kan finde f.ex. mellem befolkningerne i Valders's og Gudbrandsdalens fjeldbygder, at den kan skrive sig lige fra hin fjerneste tid.

110. Der kan altså være forskjel i folkets væsen i de forskjellige bygder. At der også virkelig er sådan forskjel, det er bekjendt nok. Denne sag er jo endogså en af de mest yndede gjenstande for samtaler. Reis fra by til by langs hele Norges kyst, og overalt skal du få høre, hvorledes folket i den ene by morer sig ved at gjøre bemærkninger over visse egenheder ved nabobyernes sæder og skikke. Reis fra bygd til bygd, og det skal ikke mangle, at du får høre almuen øve sin vittighed på nabobygdernes bekostning. Den almindelige dom om folkets væsen og færd udtaler sig gjerne i lunefulde, ofte i meget drøie sætninger; man spotter over en bygds smålighed, ærgrer sig over en andens storagtighed, ytrer sig hånligt om en tredies tyvagtighed. På Romerike, på Hedemarken, i Gudbrandsdalen ere disse domme, vistnok fra gammel tid, udsatte i ramser og rim, som nævne alle bygderne i det hele distrikt og med sin skarpe og ofte træffende bemærkninger snerte hver enkelt af dem.

Men om folket i en bygd er tyvagtig eller urenligt eller dovent o.s.v., det skulde ikke være gjenstand for en blot legende tale; dertil er sagen sandelig for vigtig, såsom den jo angår menneskers borgerlige og moralske lykke eller ulykke.

Den store mangfoldighed af stenarter, som danne vort lands bund, af planter, som bedække stranden og dalen og fjeldet, den store mangfoldighed af fugle og fiske og alskens andre dyr - den har lange tider været gjenstand for naturforskernes opmærksomhed, og alle dannede mænd glæde sig over hver ny opdagelse, som det lykkes deres flid at berige verden med. Skulde da ikke de mange forskjelligheder i menneskelivet også være en værdig gjenstand for vor opmærksomhed, og skulde det ikke kaldes nyttigt, om vi bleve satte istand til noget sikrere og fuldstændigere end hidtil at kjende dem og forstå deres årsager, skulde det ikke kaldes nyttigt for lovgiveren, for embedsmanden, for hver borger, som føler for sit land eller sin bygd og gjerne vil bidrage sit til at befordre det gode, modarbeide det onde, der monne vise sig?

Her som i enhver videnskab er der vel meget, som altid vil unddrage sig for det forskende blik og forblive en hemmelighed. Men den, som leder, pleie dog finde, og jeg mener, at dersom vi havde opgaver med hensyn til skolevæsen og oplysning, med hensyn til forbrydelser, løsagtighedsforseelser, drukkenskab, med hensyn til de religiøse tilstande, med hensyn til folkeformerelse og befolkningens inddeling i stænder (eiendomsmænd og arbeidere), med hensyn til næringsveie og formuestilstanden og fattigvæsnet, med hensyn til legemsdannelsen og sundhedstilstanden, med hensyn til huslige indretninger og selskabelige skikke o.s.v., o.s.v., dersom vi, siger jeg, havde pålidelige og muligst fuldstændige opgaver og forklaringer over disse ting for hver enkelt bygd, så vi kunde sammenholde det ene med det andet, så var det at vente, at meget skulde blive klart, af hvad der nu er os dunkelt i det norske folks ydre og indre tilstand, at der for betragtningen skulde vise sig en vis sammenhæng mellem årsag og virkning, at der for den praktiske virksomhed, som stræber at fremme folkets vel, skulde fremgå megen gavnlig veiledning til at finde de rette midler for at opnå de bedste øiemed.(90)

111. Hvorledes kom jeg ind på al denne tale? Jo, ved forestillingen om, at der kanske kunde være en eller flere bygder, der dannede undtagelse fra den almindelige regel: at folk i den giftefærdige alder gifte sig mindre hyppigt nu mod før, så der vel også stiftes færre letsindige ægteskaber end tidligere. Dersom det var sådanne undtagelser, dersom det i de enkelte bygder var så ulykkeligt, at letsindighed i denne sak tog mere og mere overhånd, så måtte det ganske vist have sine bestemte årsager på den ene side og sine naturlige virkninger på den anden side, eller det vilde stå i den inderligste sammenhæng med det hele samfundsliv i de enkelte bygder, og denne sammenhæng vilde det være høist lærerigt at kjende nøie. Og dersom det nævnte onde herskede i en bygd, så vilde en sikker kundskab derom især være vigtig for alle de mænd i bygden, hvis kald i livet det er at arbeide for sædelighed og velvære blandt folket.

Der er ellers en mangfoldighed af iagttagelser at gjøre om folkets forhold med hensyn til giftermål i de forskjellige bygder. Jeg skal exempelvis nævne et forhold. Som bekjendt afsluttes jo de allerfleste ægteskabsforbindelser mellem ungkarle og piger og det som oftest noget ældre ungkarle og yngre piger. Men i enkelte egne finder man ret mærkelige afvigelser derfra. En egn, hvor der således er usædvanlig mange ungkarle og enker, som gifte sig sammen, er Nordlandene og Finmarken eller Tromsø stift. Her ligger grunden dog tydelig i den ulykkelige omstændighed, som jeg udførlig har handlet om i det tidligere skrift «Om dødeligheden i Norge», at så særdeles mange unge mænd omkomme på søen, hvorved mange koner i tidlig alder blive satte i enkestand. Men der er også andre egne i vort land, hvor der år efter år stiftes usædvanlig mange ægteskaber mellem ungkarle og enker, uden at nogen sådan ydre omstændighed kan skjønnes at være årsag dertil. Sådanne egne ere f.ex. Ryfylke provsti i sammenligning med nabo-distrikterne, fremdeles Øvre Thelemarkens øst- og vestfjeldske provstier i sammenligning med Nedre Thelemarkens og Bamble provstier. Her er det at befrygte, at årsagen er den samme, som den dygtige præst Strøm i forrige århundrede klager over i sin «Søndmørs beskrivelse», at «unge drenge tage gamle enker blot for at få en jordepart». Gjensidig agtelse og personlig tilbøielighed skulde være kjernen i ægteskabets pagt; gifter nogen sig blot for at fåe en jordepart, så er det en smålig beregning, ligeså fordømmelig som den ellers så ofte påklagede letsindighed; at der i enkelte egne meget hyppigt indgåes ægteskab mellem ungkarle og enker eller mellem enkemænd og piger, det kan derfor være meget betegnende med hensyn til de i egnen herskende begreber og sæder.

112. Men den skjønsomme læser vil ikke vente, at jeg i dette skrift skulde give en fuld forklaring om ægteskabs-forholdene i hver enkelt egn af vort land. Dertil ere de forarbeider, som vilde udkræves, altfor vidløftige. På den anden side tør jeg dog håbe, at den samme skjønsomme læser vil billige, at jeg anvender nogle blade for at meddele udbyttet af en del i undersøgelser, som jeg allerede har anstillet om ægteskabsforholdene i de forskjellige egne.

Jeg tænker mig landet inddelt i 53 distrikter eller bygdelag, der som oftest falde sammen med provsti-distrikterne og derfor kunne betegnes med disses navne.(91) Og af de fra præsterne, provsterne og biskopperne årlig afgivne lister har jeg hentet tallet på ægtevielser i hvert distrikt for de 20 år 1831-50. De ved hjælp af disse tal erholdte oplysninger skulle være mig udgangspunkter for yderligere granskninger med hensyn til de enkelte egne; men de tjene tillige til at understøtte nogle af de i de foregående kapitler fremsatte anskuelser, og derfor har en meddelelse derom sin rette plads i nærværende skrift.

113. I § 74 viste jeg, hvorledes antallet af ægtevielser har tiltaget fra ti-året 1831-40 til ti-året 1841-50, nemlig:

     i Frankrig             med 5 procent
     i Preussen              - 12    -
     i England               - 14    -
     i Danmark               - 10    -
     i Sverige               - 12    -
     i Norge                 - 24    -

Ved særskilt undersøgelse i § 68 for hvert af de fem stifters vedkommende fandt vi, at denne forøgelse var:

     i Christiania    stift    32 procent
     i Christiansands   -      18    -
     i Bergens          -      19    -
     i Throndhjems      -      16    -
     i Tromsø           -      28    -

Hvad enten vi altså så hen til Norges land i det hele eller til de enkelte stifter, så måtte vi forundre os over den særdeles betydelige forøgelse i ægtevielsernes antal i årene 1841-50 i vort land i sammenligning med de andre lande.

(22) Fra 1831-40 til 1841-50 har antallet af ægtevielser tiltaget (+) eller aftaget (-) i provsti-distrikterne således:


Tabell s285

Men nu spørges her: Indtraf dette usædvanlige forhold i hver enkelt egn af vort land, eller var der ingen undtagelser i dette stykke?

Svaret på dette spørgsmål indeholdes i Tab. 22, hvor jeg nævner alle provsti-distrikter i den orden, hvori de følge efter hinanden i landet, fra øst til vest og fra syd til nord.

114. Det eneste distrikt i det ganske land, hvor ægtevielsernes antal i 1841-50 var mindre end i 1831-40, var Lister provsti. Den væsentlige årsag hertil er heller ikke vanskelig at gjætte. I 1831-10 eller i de fleste af disse år slog et usædvanligt rigt sildefiske til her; velstanden tiltog hurtigt, og forhåbninger stege endnu mere, således at endog mange mennesker lokkedes hid fra fremmede bygder, og her som overalt viste det sig da, at de gode tiders gunst foranledigede usædvanlig mange til at stifte familie. Men ved overgangen til ti-året 1841-50 ophørte pludselig det fordelagtige sildefiskeri; istedetfor velstand og livligt mod indtrådte nu stor forlegenhed og ængstelse, og som det blev vanskeligere for folk at finde levebrød, bleve giftermålene sjeldnere. Men nu kom Stavangers og Karmsunds provsti-distrikter til at nyde godt af fiskeriets fordele og det endnu mere end før, og vi finde af tabellen, at i disse distrikter tiltog ægtevielsernes antal i usædvanlig grad. - Således turde det nok være, at et nøiagtigt kjendskab til næringsveienes tilstand overalt i landet i 1831-40 samt i 1841-50 skulde for en stor del give os forklaring til den forskjel distrikterne imellem, som tabellens tal opvise.

Men en ting må jeg fæste opmærksomheden på. Det land udenfor Norge, hvor vi fandt den største forøgelse i ægtevielsernes antal i 1841-50, var England (14 pct.), og af Norges 53 provsti-distrikter er der hele 41, i hvilket forøgelsen var end stærkere.

Disse 41 distrikter ligge jo dels ude mod havet, dels inde i landet, sydpå og nordpå; disse 41 distrikter have jo de mest forskjellige næringsveie, som på grund af mangfoldige omstændigheder kunne lykkes så overmåde forskjelligt. Når Hedemarkens bonde får sine låver og lader, sine bøler og binger vel fyldte, så kanske Indherred har et grøn-år; når tømmerhandelen går heldigt og bringer liv i Østerdalens skove og ved Sarpsborgs sagbrug, så kan det træffe, at Nordlandenes fiskere få liden pris for sin fisk. Derfor skulde det i sandhed være et høist mærkværdigt træf, om næringsveiene i hele 41 af Norges 53 distrikter skulde have været så meget heldigere i 1841-50 end i 1831-10, at man alene deraf kunde forklare sig, at ægtevielsernes antal tiltog mere end i det blomstrende England.

115. Hvorledes forklarer jeg da tingen? Jeg har allerede forklaret den. I de foregående kapitler har jeg påvist, at der må tages hensyn ikke alene til de samtidige, men også til de fortidige omstændigheder. I de nærmeste år før 1815 var der krig i landet; da måtte mange opsætte med giftermål, og mængden af de fødte børn blev mindre end ellers. Med året 1815 indtrådte fred og gode tider; nu stiftedes der usædvanlig mange nye familier, og børneflokken forøgedes mærkeligt. Fra 1841 af trådte disse børn op i 25 års alderen, og mængden af folk i giftefærdig alder forøgedes altså betydeligt, hvorefter det også var at vente, at ægtevielsernes mængde vilde tiltage. Hvad der var at vente, indtraf også. Det have vi seet for hele rigets vedkommende (§ 65, Tab. 17); det have vi også fundet for hvert af stifterne (§ 67, Tab. 18). Nu erfare vi det ligeså for de mindre provsti-distrikters vedkommende.

Det var jo på forhånd rimeligt at antage, at krigens ulykker ikke rammede hvert enkelt distrikt nøiagtigt lige hårdt, rimeligt også at antage, at den her skildrede eftervirkning (overgang fra et mindre antal ægtevielser i 1831-40 til et større i 1841-50) heller ikke vilde vise sig lige stor i hvert enkelt distrikt. Men overensstemmelsen er dog så stor i de 53 distrikter, at på 1 nær er der i dem alle stigen i ægtevielsernes antal, og i 41 distrikter er denne samme stigen så stærk, at den efter sammenligning med andre lande må kaldes usædvanlig. Den almindelige forklaring, jeg før har givet for det hele rige og for de fem stifter, passer altså, i det hele taget meget vel for de mindre distrikter også, og det skal vanskelig kunde miskjendes, at dette igjen afgiver en god bestyrkelse for hin forklaring.

116. Det her anførte kan også udtrykkes således, at befolkningens bevægelse i de fleste distrikter har været temmelig ens, således, at der f.ex. har været få personer i 20-30 års alderen i årene 1831-40, mange derimod i 1841-50. Havde befolkningens bevægelse været aldeles nøiagtig ens i alle distrikter, så vilde vi for at udfinde, om folk gifte sig mere eller mindre hyppigt, ikke behøve en så vidtløftig beregning som den, jeg for hele rigets vedkommende anvendte i § 84; det vilde da være nok at kjende antallet af ægtevielser og af den samlede folkemængde. Såsom nu befolkningens bevægelse, som sagt, ikke er nøiagtig ligedan overalt, så vil denne simple måde at beregne ægteskabernes hyppighed ikke give noget aldeles nøiagtigt resultat; men da overensstemmelsen dog, som vi have seet, er temmelig stor i de fleste distrikter, er det at formode, at en sådan letvindt beregningsmåde vil bringe os nær til sandheden.

I hele Norges land var:

                                                 
       Folkemængden            Det årlige antal
                               af ægtevielser     
1835:       1,194,827           1831-40:    8,291
1845:       1,328,471           1841-50:   10,300
Middel-tal: 1,261,649           Middel-tal: 9,300 

Sammenstiller jeg nu disse tal, så kan jeg finde, at i de 20 år 1831-50 blev der for hvert 10,000 mennesker ægteviet omtrent 74 par (egentlig kun 73,7), og dette tal angiver da målet på ægteskabernes hyppighed i det nævnte tidsrum.

Udfører jeg så den samme beregning for hvert provsti-distrikt, så finder jeg, at dette tal er snart noget mindre, snart en del større end det for hele riget, og jeg får derved en formodning om, at giftermålenes hyppighed i nogle distrikter er noget mindre, i andre noget større - en formodning, sagde jeg, og ikke nogen afgjørende vished, såsom beregningen, som forklaret, formedelst mangel på de fornødne vidtløftige materialier ikke er udført på den rette omstændige måde.

Beregningen er udført i Tab. 23, som består af følgende rubrikker:

  1. Provsti-distrikternes no., således, at der er begyndt med det distrikt, hvor tallet for ægteskabernes hyppighed er mindst;
  2. Distrikternes navne;
  3. Tallet for ægtevielsernes hyppighed i 1831-50;
  4. Tal, som angive, hvor mange procent folkemængden i løbet af de 10 år 1836-45 må antages at have tabt ved udflytning (-) eller vundet ved indflytning (+); (92)
  5. No. på distrikterne, når disse tænkes ordnede efter graden af udflytning og indflytning, således at det distrikt bliver no. 1, hvor folkemængden tabte mest ved udflytning, det derimod får no. 53, hvor folkemængdens forøgelse ved indflytning var størst.
Tabell s289

117. Når vi nu sammenligne det første og det sidste distrikt, Gudbrandsdalen, no. 1, og Vest-Finmarken, no. 53, så se vi, at der kan være en ikke liden forskjel i ægtevielsernes hyppighed. Blandt en befolkning af 10,000 mennesker blev der i tidsrummet 1831-50, gjennemsnitlig regnet, årlig ægteviet 62 par i Gudbrandsdalen, i Vest-Finmarken derimod 107 par.

Men hvorfor har jeg her også anført opgaverne om indflytning og udflytning? Jo, jeg beder lagt mærke til, at i Gudbrandsdalen, hvor ægtevielserne vare mindst hyppige i 1831-50, der var det mere end andetsteds tilfælde, at folk flyttede ud af bygden, at sige: i de år, hvorom jeg har kundskab, nemlig 1836-45; da flyttede ikke mindre end 7 pct. af befolkningen ud, så Gudbrandsdalen også i den henseende bliver no. 1 af alle 53 distrikter. I Vest-Finmarken derimod var det omvendte tilfælde; der flyttede folk ind og det i så stor mængde, 13 procent, at distriktet i denne henseende bliver et af de sidste i rækken, no. 50, såsom der kun var nogle få distrikter, hvor indflytningen var endnu større. Det falder altså således ud, at i det distrikt, hvorfra udflytning fandt sted, der var det færre folk, som giftede sig, og omvendt, at der, hvor folk flyttede ind, var der flere, som indgik ægteskab og stiftede familie.

Og dette gjælder ikke alene Gudbrandsdalen og Vest-Finmarken; det gjælder de fleste distrikter. I de 28 første distrikter på tabellen sees ægteskabs-hyppigheden at være mindre end det for hele riget fundne (mindre end 73,7); men i de fleste af disse distrikter fandt udflytning sted eller også kun ringe indflytning. I tabellens 25 sidste distrikter derimod sees ægteskabs-hyppigheden at være større end den for hele riget (større end 73,7), og i de fleste af disse distrikter fandt der enten indflytning sted eller også ganske ringe udflytning.

118. Men denne iagttagelse er ikke uvigtig for bedømmelsen af tilstanden og sæderne i de enkelte distrikter. Jeg kan f.ex. nok tænke mig, ja jeg har jo ofte hørt det med mine egne øren, at folk i Gudbrandsdalen klage over den store letsindighed, hvormed unge og fattige gutter der gå hen og gifte sig. Og det feiler ikke på mange enkelte exempler, som ere i høi grad forargelige og nok kunne give anledning til sådan klage. Men her mener jeg, at man skal vogte sig for at bedømme tingen så, som om tilstanden i dette stykke var usædvanlig slem, som om hin letsindighed skulde være meget truende. Det sande forhold turde være dette, at der netop inden den fattige klasse har udviklet sig en alvorlig bevidsthed om, at det ikke går vel an at gifte sig i så små kår, som bygdens leilighed tilbyder, og at derfor en stor del netop af denne klasses ungdom er draget ud for i lykkeligere egne at søge det levebrød, som hjemmet syntes at nægte. Denne betragtning stemmer ialfald bedst med de fundne tal.(93)

Det ligger jo menneskene til, at når de nå frem til voxen alder, så pleie de tænke på giftermål; det ligger også menneskene til, at de gjerne vil forblive ved hjemstavnen, så der skal en fornuftigere betragtning og høiere hensyn til, for at den unge skal gjøre vold på sig selv og forlade fædre-hjemmet. Nu er der jo år om andet adskillige tusinde par, som gifte sig her i landet, og dersom det kunde påvises, at der blandt disse i de senere år var flere hjemalinger, som ikke havde prøvet lykken udenfor sin egen bygd, flere end i tidligere tider, så vilde jeg kalde det et betænkeligt træk, vel skikket til at bestyrke den af mange nærede mening, at letsindigheden tager overhånd, letsindigheden, hvorefter folk kun følge den naturlige attrå at gifte sig uden at anstrænge sig videre for levebrød o.s.v. Men nu viser vor tabel os, hvorledes der i årene 1836-45 var megen flytning i landet, udflytning fra nogle bygder, indflytning til andre; vi må nødvendig antage, at det for en stor del var unge og ugifte folk, som droge ud for at søge sig levebrød; vi finde det rimeligt, at de omsider sloge sig ned der, hvor de fandt bedst udsigter for sig; vi formode, at netop disse folk bidroge til, at ægtevielserne bleve så hyppige i de distrikter, hvor de flyttede ind. Og hertil kommer, hvad jeg på et andet sted har godtgjort eller ialfald gjort sandsynligt,(94) at denne flytning har været en god del hyppigere i årene 1836-45 end i den tidligere tid eller i 1826-35. - Alt dette leder os til den slutning, at landets ungdom i den senere tid heller synes at vise en forhøiet iver for at vinde frem til en sådan stilling, at det kan være forsvarligt at stifte familie, og denne slutning stemmer på det bedste overens med alle de vidnesbyrd, som jeg før i denne bog har fremført imod den uhyggelige mening, at ungdommens letsindighed i dette stykke skulde arte sig værre og værre.

119. Dog, dette, at unge folk flytte bort fra en egn og gifte sig i en anden, det er kun en af de mange omstændigheder, som kunne bevirke, at ægtevielserne blive mindre hyppige i den ene egn og mere hyppige i den anden. Først og fremst skulde man have en muligst pålidelig kundskab om, i hvilke egne ægteskabs-hyppigheden er større eller mindre, uden hensyn til, hvad årsagen dertil monne være. Og derfor benytter jeg fremdeles de i § 116 omtalte materialier (opgaver over folketallet og over antallet af ægtevielser), således at jeg beregner ægteskabs-hyppigheden særskilt for tidsrummene 1831-40 og 1841-50. Udfaldet af beregningen anfører jeg i Tab. 24, hvis rubrikker indeholde:

1 og 2. Provsti-distrikternes no. og navne i samme orden som tab. 23;

3 og 4. Tal for ægteskabs-hyppigheden i årene 1831-40 og 1841-50, samt

5 og 6. Provsti-distrikternes no., når de tænkes ordnede særskilt for1831-40 og 1841-50, således at der begyndes med det distrikt, hvor ægteskabs-hyppigheden var mindst.

Tabell s293

120. Af denne tabel lære vi f.ex. om Nordhordland (eller Strile-landet), at ægteskabs-hyppigheden i 1831-40 var 77,2, og at den i 1841-50 var 88,1, altså, at den i hvert af de to tidsrum var betydelig større end i de fleste andre distrikter, således at distriktet begge gange havde no. 50 i rækken. Det kan også formodes, at der i denne egn er særegne og stadigt virkende årsager, som foranledige usædvanlig mange mennesker til at gifte sig. Omvendt erfare vi om Gudbrandsdalen, at ægteskabshyppigheden i begge tidsrum var meget liden, så distriktet i 1831-40 endog var no. 1 i rækken og i 1841-50 no. 8; men såsom der i hvert af de to tidsrum, hvor dog næringsforholdene vare temmelig forskjellige (tildels mangel og nød i nogle af årene 1831-40 og god tid i de fleste af årene 1841-50), var ganske få brudefolk i Gudbrandsdalen i sammenligning med de fleste andre distrikter, så er det rimeligt at antage, at der må være visse omstændigheder i bygdens forholde, som ikke blot forbigående, men år efter år have virket hemmende på folkets tilbøielighed til at indgå ægteskab.

Vi kunne inddele hele rækken af de 53 distrikter i 2 klasser, nemlig de 28 første, hvor ægteskabs-hyppigheden i det samlede tidsrum 1831-50 var mindst, og de 25 sidste, hvor den var størst. Af hine 28 sees det, at de allerfleste (nemlig de, som ere mærkede med tegnet +) i hvert af de to enkelte tidsrum have hørt til den halvdel af distrikter, hvor ægteskabshyppigheden var mindst; af de andre 25 distrikter sees det fremdeles, at de allerfleste (de med tegnet + mærkede) i hvert enkelt af de to tidsrum, i 1831-40 og i 1841-50, have hørt til den anden halvdel af distrikter, hvor ægteskabs-hyppigheden var størst. På enkelte undtagelser nær har det da rimeligvis været så, at det er ikke blot forbigående mere eller mindre gunstige tidsomstændigheder, som have bevirket denne forskjel i ægteskabs-hyppigheden, men vedblivende omstændigheder.

Hvad kan det da være for omstændigheder? Det kan vistnok være visse egenheder i kultur-tilstanden. Hvor råhed hersker, der vil vistnok flere unge mennesker gifte sig letsindig og i tidlig alder; hvor der er mere dannelse og betænksomhed blandt folket, ville flere og flere finde sig i at udsætte med giftermål, indtil de have vundet sig en fast stilling og nogenlunde sikkert udkomme. Men der er også mange andre omstændigheder, som indvirke her, f.ex. den større eller mindre dødelighed i de forskjellige egne. Jeg har nemlig på et andet sted påvist,(95) at hvor dødeligheden er større, der pleie giftermålene være hyppigere. Denne sidstnævnte omstændighed bør så meget mere påagtes, som den større eller mindre dødelighed ikke alene har indflydelse på de virkelige forholde, men også bidrager til at gjøre beregninger over ægteskabs-hyppigheden, således som de i dette kapitel ere udførte, mindre pålidelige.

121. Men fordi disse beregninger, som oftere nævnt, ere mindre pålidelige, og såsom det ikke er min leilighed at samle de fornødne opgaver for hvert enkelt af de 53 distrikter, tilføier jeg endnu en forklaring om ægteskabs-hyppigheden i de fem stifter, en forklaring, der er bygget på det samme slags opgaver, som ligge til grund for beregningen i § 84 for det hele riges vedkommende. Denne beregning er vel endnu ikke den fuldkomneste (se anm. s. 258); men den giver dog et meget pålideligt resultat; den adskiller sig nemlig fra den hidtil i dette kapitel anvendte derved, at den kun tager hensyn til de personer, som vare i sådan alder og stand, at de kunde gifte sig, nemlig de voxne personer, som ikke allerede levede i ægteskab (med udeladelse altså af børn og af ægtefolk). For kortheds skyld anfører jeg dog beregningens resultat kun for mandspersonernes vedkommende (Tab. 25).

Tabell s295

Denne lille og let overskuelige tabel er overmåde lærerig. Hvad jeg først skal pege på, er dette, at den på en mærkelig måde stadfæste den ovenfor (§85) for hele riget opstillede sætning, at ægteskabs-hyppigheden er bleven mindre i den senere tid (at ægtevielserne ere tilevne få i forhold, uagtet de ere tilevne mange i tal). Dette viser sig nemlig nu at være tilfældet i hvert enkelt af de fem stifter. Når der f.ex. i Christiania stift i 1841-50 giftede sig 68 af 1000, så er dette mindre, end da der i 1821-30 giftede sig 85 af 1000. Dernæst må jeg gjøre opmærksom på den ligeså interessante som utvivlsomme kjendsgjerning, som fremgår af tabellens tal, at ægteskabs-hyppigheden i Throndhjems stift er mindre end i hvilketsomhelst af de øvrige, og det ikke blot i et enkelt mindre tidsrum, men i hvert af de fem tidsrum, hvori den 30-årige periode fra 1821 til 50 lader sig opløse. Hvor interessant denne vished er, hvor vigtig for et nærmere studium af samfundsforholdene, det vil man forstå, blot jeg nævner en enkelt omstændighed, som på det nøieste hænger sammen med ægteskabsforholdene, nemlig at hele dette århundrede igjennem, altså så længe som kundskab derom haves, har ulykken med mange uægte fødte børn været langt større i Throndhjems end i noget af de andre stifter.

122. I kapitel 3 omtalte jeg, hvorledes dette skrift for en del er foranlediget ved et længere ophold i Gudbrandsdalen med den hensigt der at anstille undersøgelser om visse samfundsforholde. I nærværende kapitel har jeg også flere gange exempelvis nævnt Gudbrandsdalen som et distrikt, hvor ægtevielser vare lidet hyppige. Dette foranlediger mig til endnu at tilføie en nøiagtigere forklaring om dette enkelte distrikt, en forklaring, der er fremkommet ved samme slags udførlige beregning som den i Tab. 25, nemlig:

Af 1000 giftefærdige mandspersoner, d.e. ungkarle over 20 år samt enkemænd, ægteviedes årlig i hvert af efternævnte tidsrum:

1821-30.       1826-35.       1831-40.       1836-45       1841-50.
  85,            72,            57,            57,           63.

I fem-året 1836-40 indtraf en række af misvæxt-år i flere af Oplandets egne og ikke mindst i Gudbrandsdalen, misvæxt-år så alvorlige, at der trindt om i landet måtte indsamles kjærlighedsgaver for at afhjælpe nøden. Denne heldigvis forbigående omstændighed må det rimeligvis tilskrives, at ægteskabs-hyppigheden viser sig så overmåde liden i tidsrummene 1831-40 og 1836-45. Men ellers er det mærkeligt at se, hvor liden ægteskabs-hyppigheden er både i tidsrummet 1826-35 og i den gode tid 1841-50, noget, man vil finde ved sammenligning ved tallene i Tab. 25. Det stadfæster sig altså, hvad vi allerede før fik grundet formodning om, at i den sidste menneske-alder har hyppigheden af ægtevielser i Gudbrandsdalen været meget ringe.


 

11. DE HØIERE OG LAVERE KLASSER

123. I denne bog har jeg først handlet om, hvilken forskjel der har været i giftermålenes mængde og hyppighed i de forskjellige tider af dette århundrede. Dernæst har jeg talt om, hvilken forskjel der i dette stykke kan spores i de forskjellige bygder. Men også i en tredie retning kan der vise sig forskjel, nemlig inden de forskjellige stænder.(96)

Nærværende afhandling er foranlediget ved den af mange nærede frygt for, at det i den senere tid tager overhånd med letsindige giftermål. Men når der tales om hyppige letsindige giftermål som et faretruende onde, så er det jo en vis klasse, man har for øie, den lavere klasse, arbeids-klassen, og en undersøgelse om denne sag burde da heller ikke undlade at tage hensyn til denne klasse, til dens forholde og sædvaner.

Dette har jeg heller ikke undladt. Jeg har påvist, at giftermål i den senere tid have været mindre hyppige i vort land; den nødvendige slutning deraf er, at den betænksomhed, der er det modsatte af hin letsindighed, måtte være bleven større og have bevæget mange til at udsætte med giftermål, og denne slutning - det har jeg udtrykkelig påpeget - måtte også gjælde arbeids-klassen, som er den talrigeste del af nationen (§ 103). Jeg har fremdeles påvist, at giftermålene i det hele taget vare mindst hyppige i de egne, hvor der fandt udvandring sted, mest hyppige derimod i de egne, hvor folk flyttede ind; her lå det nær at antage, at det især var unge og ugifte folk af den ubemidlede klasse, som flyttede fra sted til sted for at søge sig fast stilling og levebrød, og da sådan flytning i den senere tid såes at finde sted i større udstrækning end før, så var det rimeligt deri at se vidnesbyrd om, at ubemidlede folk heller viste en forhøiet anstrængelse for at komme i sådan stilling, at det kunde ansees forsvarlig for en mand at stifte familie (§ 118).

Jeg er imidlertid så heldig at kunde tilføie en del yderligere forklaringer, som mere ligefrem skulde oplyse os om forholdet med giftermål inden arbeidsklassen eller om forskjellen i dette stykke mellem de høiere og lavere klasser.

124. Der er vel ikke mange ting, som mere beskjæftiger nutidens philosopher end netop forskjellen i anskuelser og sæder og livs-vilkår inden de forskjellige stænder. Philosopher, sagde jeg? de store og høilærde tænkere? Nei, tag hvilkensomhelst avisskrivers blad i hånden, og du skal få se betragtninger og domme om de forskjellige partiers interesser og fordringer, om de høiere og lavere stænders dyder og fortrin eller mangler og brøst; lyt til hvilkensomhelst samtale, som føres således i det daglige liv, og dersom det er gårdmænd, skal du snart få høre deres domme om tjenerklassens eller husmands-klassens væsen og manerer, eller dersom det er husmænd, pleier det ikke være længe, før du får høre deres påstande om gårdmandsfolkets levesæt og handlemåde.

«Ret nu ere gårdbrukerne så hårde, at det går ikke an for fattigfolk at leve. Min fader betalte 5 fire-marks dalere for denne plads; men se, om jeg fik den under 8 specier - og endda havde husbonden taget fra et godt jorde. Men slige ere de.»

«Det kan ikke andet end blive fattigt med arbeidsfolk, når de gå således hen og gifte sig i dårskaben, som størstedelen af dem gjøre Der er nu Halvor Nebben, som vi kalde ham; rigtig et tufs er han; men ikke før var han sluppen af lægden - ja, han havde ialfald ikke været så længe i tjenesten, at han havde fået voxen løn - så skulde han nu også gifte sig, og hvis du nu vilde gå indom til Per Bakken, husmanden der borte ved veien, som han holder til hos, så kunde du for moro skyld se efter i melkoppen hans, om konen har noget at koge til sig og de to unger - det er nok ikke stort.»

Slige påstande og slige exempler har jeg hørt mange af; men lige så ofte måtte jeg tænke ved mig selv: «Hvordan mon tingen vilde se ud, når vi havde for os - ikke enkelte exempler, men den hele virkelighed?»

Der er så mange omstændigheder, som uformærkt kunne indvirke på vore iagttagelser og domme, og man kan finde ensidigheder og stærke overdrivelser selv hos meget retskafne mænd. Derfor er det så vigtigt at samle ret mange og omstændelige bidrag til en pålidelig dom om ting, der ere gjenstand for så mangfoldige menneskers tanke og tale.

125. De hidtil i denne bog benyttede årlige opgaver fra præsterne indeholde ikke forklaringer med hensyn til de ægteviede folks borgerlige stilling. Men under 25de april 1853 tilskrev jeg samtlige præster i Christiania og Christiansands stifter (undtagen præsterne i Christiania stiftsprovsti eller Christiania by og Akers præstegjæld)(97) med anmodning om efter ministerialbøgerne at meddele mig en del opgaver med hensyn til ægteviede og uægte børns forældre, således at der toges hensyn til personernes stand. Det var 197 præster, som jeg tillod mig at henvende denne anmodning til, og jeg havde den tilfredsstillelse at erholde de begjærede opgaver fra 158 af dem. Disse mange opgaver ere et mig betroet gods, og jeg står i gjæld for dem, en gjæld, som jeg har at afbetale derved, at jeg med omhu bearbeider dem til en samlet fremstilling og offentliggjør denne, så de mænd, som velvillig have bistået mig i disse mine undersøgelser, kunne tilegne sig det hele udbytte af samme. Den del af hine opgaver, som angå uægte fødte børn, må jeg dog forbeholde til en anden afhandling; men på disse blade skal jeg fremstille, hvad opgaverne lærte mig om ægteskabsforholdene inden de forskjellige stænder.

126. Der kan naturligvis tales om mange stænder i et samfund; men for at undgå altfor stor vidtløftighed har jeg ved disse undersøgelser holdt mig til en inddeling af alt folket i to klasser, som jeg vil kalde eiendoms-klassen (kl. I) og arbeids-klassen (kl. II). Og for at vise, hvad jeg forstår ved hver af disse klasser, som naturligvis ere afgrænsede kun ved skjøn afskriver jeg her den forklaring, som jeg fremsatte i hin skrivelse til præsterne, og hvorefter altså opgaverne for hvert præstegjæld ere ordnede.

«Til kl. I henregnes (se folketællings-tabellerne for 1845, side 26): embeds- og bestillingsmænd, studerende, kontorister, gårdmænd (selveiere og leilændinger), handelsmænd, værkseiere, fabrikanter, håndværkere med borgerskab eller egentlige håndværksmestere, skippere, og hvilke andre der i borgerlig stilling skjønnes at stå de her opregnede nærmest.»

«Til k1. II henregnes: husmænd med og uden jord, rydningsmænd, håndværkere uden borgerskab, søfarende, lodser, fiskere, værksarbeidere, daglønnere tjenestefolk, og hvilke andre der i borgerlig stilling skjønnes at stå de her opregnede nærmest.»

«Til hver klasse henregnes også de til samme henhørende personers enker, hustruer, børn og andre familiemedlemmer forsåvidt de ikke ved bestemt selvstændig stilling må ansees at høre til en anden klasse end familie-forstanderen. Således bør t.ex. ægteviede, som den tid, de viedes, eller da forbindelsen sluttedes, vare tjenestefolk, henregnes til klasse II, om end deres forældre henhøre til klasse I.»

«Når nogen indehaver flere borgerlige stillinger, bør han henføres til den klasse, til hvilken han må ansees at høre efter den stilling, som for ham i økonomisk henseende er den vigtigste.»

«Når der tales om f.ex sammenviede ungkarle og piger af kl. I, så menes dermed par, af hvike manden hører til den nævnte klasse.»

Det vil jo strax sees, at denne inddeling er udført efter et skjøn, som en og anden måske vilde have udført anderledes; det forstår sig også af sig selv, at ikke netop alle folk af kl. I just ere folk med eiendom eller i høiere stilling, og at ikke alle folk af kl. II ere blot arbeidsfolk eller ubemidlede; således kan det jo være, at f.ex. en gårdmand, altså en mand af kl. I kan være en meget forarmet mand, og omvendt kan en husmand eller værksarbeider befinde sig i en ganske god forfatning. Men i det hele og store taget vil dog enhver finde, at de klasser af folk, som efter min inddeling ere henregnede til kl. I, ved dannelse eller formue eller betroet stilling stå over dem, der ere henregnede til kl. II, eller at det i almindelighed er de såkaldte høiere klasser, som ved denne inddeling stilles på den ene side, og de lavere klasser, som stilles ligeoverfor på den anden.

127. Før jeg kan gå over til selve tingen, må jeg fremdeles kortelig forklare, hvorledes jeg har benyttet de mange opgaver. Disse bestode af lutter tal og omfattede de to år 1851 og 1852. Først lagde jeg sammen tallene for alle præstegjælde, der hørte til samme provsti. Men endda syntes de samlede opgaver for et provsti-distrikt ikke at være talrige nok til derpå at bygge statistiske beregninger, og derfor fortsatte jeg med sammenlægningen, idet jeg forenede flere tilgrændsende provsti-distrikter til en større gruppe. På denne måde kom jeg til at tænke mig begge stifter inddelte i 7 grupper, af hvilke hver indbefatter visse provstidistrikter, nemlig:

A. i Christiania stift:

1ste gruppe: 1) Nedre, 2) Mellem, 3) Vestre og 4) Øvre Borgesyssel samt 5) Nedre Romerikes provstier,

2den gruppe: 1) Øvre Romerike, Soløer og Odalens, 2) Østerdalens, 3) Hedemarkens og 4) Gudbrandsdalens provstier,(98)

3die gruppe: 1) Thoten og Valders's, 2) Hadeland, Ringerike og Hallingdalens samt 3) Kongsberg provstier,

4de gruppe: 1) Drammens, 2) Nordre og 3) Søndre Jarlsbergs, 4) Laurviks, 5) Bamble og 6) Nedre Thelemarkens provstier;

B. i Christiansands stift:

5te gruppe: 1) Øvre Thelemarkens østfjeldske og 2) vestfjeldske provstier, 2) Østre og 3) Vestre Nedenæs samt 5) Robygdelagets provstier,

6te gruppe: 1) Mandals, 2) Listers og 3) Dalernes provstier,

7de gruppe: 1) Jæderens, 2) Stavangers, 3) Ryfylke og 4) Karmsunds provstier.

Som det vil sees af denne fortegnelse, mangler jeg opgaver ikke alene, som anført, for Christiania, men også for Christiansands stiftsprovsti. Men da jeg ellers har opgaver for den allerstørste del af præstegjældene i de øvrige distrikter, og da de få præstegjælde, fra hvilke jeg, som bemærket, mangler opgaver,(99) ligge temmelig jevnt adspredte mellem alle de øvrige, tør det troes, at de således ordnede opgaver give et ganske pålideligt billede af de virkelige forholde.

128. Hvad vi nu først ved hjælp af disse opgaver skulde søge kundskab om, det er, hvorledes de mange ægteviede vare fordelte på de to klasser. I denne henseende indeholde opgaverne forklaring om 8933 par, altså om ligeså mange mænd og kvinder, som ægteviedes i de nævnte år 1851 og 1852. Her spørges nu: i hvilket forhold hørte disse til kl. I og til kl. II? Jeg har beregnet forholdet procentvis for begge stifter under et, for hvert af de to stifter og for hver af de 7 grupper, og jeg anfører resultatet i tabel 26.

Tabell s300

Kaste vi nu et blik på tabellens nederste linie, den, som gjælder begge stifter under et, så se vi strax, at der af de ægteviede, både af mændene og kvinderne, er en betydelig større del, som hører til kl. II end til kl. I. Se vi videre efter for hvert af de to stifter, så finde vi fremdeles det samme, kun at arbeidsklassen ikke har fuldt så stor overvægt i Christiansands som i Christiania stift. Undersøge vi endelig forholdet i hver af de 7 grupper, så viser det sig som en almindelig regel, at der er flere ægteviede på arbeids- end på eiendomsklassens side, en regel, hvorfra alene gruppe 6 danner en undtagelse.

Men dette, at der næsten overalt er mange flere ægteviede af arbeids- end af eiendoms-klassen, det må ikke strax udlægges så, at folk af hin klasse ere så meget snarere til at gifte sig end folk af denne. Dette vilde være en overilet og urigtig forklaring. Hvad vi nærmest kunne lære af tabellens tal, det er ikke den større eller mindre hyppighed af ægtevielser inden de to klasser, men simpelt hen, hvilken af de to klasser der har det største folketal, og hvormeget omtrent den ene klasses folkemængde er talrigere end den andens. Thi det er jo rimeligt, at i den klasse, som tæller det største folketal, i den vil der år om andet falde flest ægtevielser.

Men også dette er for den følgende undersøgelse vigtigt at vide, at på de fleste steder er arbeidsklassen så meget talrigere end eiendomsklassen. Og det bør vel lægges mærke til, at medens denne forskjel i Christiania stift er meget stor, så er den mindre i Christiansands stift, af hvis distrikter endog et (gruppe 6) danner en sådan undtagelse, at det omvendte forhold finner sted, så der er flere folk af eiendoms- end af arbeidsklassen. Mest simpelt og forståeligt kunne vi udtrykke det så, at i de østlandske distrikter består folket af færre herrer, men desto flere tjenere og arbeidsmænd, som må arbeide i hines brød, men at i de vestlandske bygder er formuen mere fordelt på mange hænder, så eiendomsmændene ikke have behov for og heller ikke kunne skaffe næring for så mange arbeidsfolk.

129. Denne forskjel, denne større eller mindre talrighed af de to klasser, som leve sammen i et land eller en egn, må ganske vist have stor indflydelse i mange retninger. - En samling af mennesker kan danne en stat, og med hensyn hertil er det, vi tale om samfundets politiske forfatning og dens indflydelse på borgernes velvære. Men et folk kan også opfattes som en stor familie, hvis mange medlemmer sammenholdes ved de mange usynlige bånd mellem naboer og kjendinger, mellem herrer og tjenere, embedsmænd og almuesmænd, høie og lave. Med hensyn hertil er det, vi tale om samfundets sociale indretning og tilstand. En stats politiske forfatning kan omdannes på en dag; samfundets sociale forholde derimod, de ved lange tiders vane rodfæstede forholde mellem de forskjellige stænder, forandres ikke så let eller så hurtigt. Et folks sociale liv er som den naturlige jordbund, hvori man ofte med kunst og snart med, snart uden held planter den politiske forfatnings træ. Men derfor er det værd at lægge mærke til hvert træk, som på nogen måde kan bidrage til at oplyse os om forholdet mellem de forskjellige stænder.

Og et sådant træk skal jeg fremstille. Det faldt mig ind at spørge: Hvor ofte træffer det, at der indgåes indbyrdes ægteskaber mellem de høiere og lavere klasser - hvor ofte hænder det f.ex., at en husmandssøn får gifte sig med en gårdmandsdatter, eller at en gårdmandssøn ægter en husmandsdatter? eller hvorvidt pleie folk i vort land ved giftermål holde sig til sin egen stand? Jeg har fået svar på dette spørgsmål med hensyn til hvert af de ovennævnte 8933 par, og summen deraf meddeler jeg i Tabel 27.

Tabell s302

130. Også ved betragtningen af denne tabel ville vi begynde med den nederste linie. Den viser os, at i begge stifter under et var forholdet så: Af 100 mænd af eiendomsklassen var der 79, som giftede sig inden denne samme klasse, hvorimod de øvrige 21 toge sine hustruer af arbeidsklassen; fremdeles, af 100 mænd af arbeidsklassen var der 88, som giftede sig inden sin egen klasse, og kun 12, som fik sig hustruer af eiendomsklassen.

Således tager tingen sig ud, når vi, som skeet er, beregne forholdet efter hundreder. Se vi derimod hen til de virkelige tal, som ligge til grund for samme beregning, så finde vi det mærkelige, at der i virkeligheden foregår et næsten lige stort bytte klasserne imellem, idet 716 kvinder af kl. II ved ægteskab med folk af eiendomsklassen ligesom hævedes op til kl. I, og 681 kvinder af kl. I omvendt stege ned til kl. II. Det er, som om der nødvendigvis måtte være en vis ligevægt her.

Men jeg vender tilbage til tabellen og bemærker, at der er nogen forskjel de to stifter imellem. I Christiania stift træffer det sjeldnere, i Christiansands stift derimod hyppigere, at folk af de forskjellige klasser gifte sig sammen. Ja, denne forskjel finde vi, om vi sammenligne hvilketsomhelst af de 4 østlandske distrikter med noget af de 3 vestlandske. Navnlig se vi, at i gruppe 6 hænder det ganske ofte, at mænd af arbeidsklassen komme i ægteskab med kvinder af eiendomsklassen.

Men en modsvarende forskjel var der også i de to klassers større og mindre talrighed i de to stifter. Sammenholde vi nu de to sidste tabeller, så finde vi, at Christiania stift, hvor arbeidsklassen er talrigst, der ere indbyrdes giftermål mindst hyppige, og i Christiansands stift (og navnlig gruppe 6), hvor arbeidsklassen er mindre talrig, der ere disse indbyrdes giftermål mere hyppige.

Her komme vi til at gjøre den slutning, at når der mellem eiendoms- og arbeids-klassen er stor forskjel i folketal (få eiendomsfolk, mange arbeidsfolk), så er der også en stor forskjel i tænkemåde og væsen, så hine i omgang ligesom skille sig fra disse og ialfald sees ikke gjerne at gifte sig uden for sin egen klasse; hvor forskjellen i tal derimod er mindre, der er også denne kløft imellem klasserne mindre, så den ene mere føler sig som den andens ligemand.

Nå ville vel mange strax sige, at jo større lighed og ligheds-følelse mellem mand og mand, des bedre, jo mindre forskjel mellem eiendoms- og arbeidsklassen både i talrighed og i livs-vilkår og i sæder, desto fuldkomnere og lykkeligere for begge parter. Dette vilde dog være for rask dømt. Vistnok er det ikke vanskeligt at påvise, hvilke betænkelige stemninger og vanskelige tilstande der kan udvikle sig i et samfund med en talrig arbeiderbefolkning og en liden kreds af virksomhedsforstandere og eiendomsmænd, der holde sig skarpt afsondrede fra hin mindre begunstigede klasse. Men det er vel omtrent lige så let at vise, hvor uheldigt det kan være for næringsveienes udvikling og oplysningens og kulturens fremme, når eiendommene ere sådan jevnt fordelte på mange hænder, at hine forskjelligheder i samfundslivet ikke kunne udvikle sig synderligt. Rimeligt er det imidlertid, at fortsatte undersøgelser i denne retning og derpå byggede sammenligninger mellem de forskjellige egne af riget skulde lede til interessante oplysninger og forklaringer om folke-sæder og folke-lykke, og et af de stykker, man da måtte have opmærksomheden henvendt på, skulde være netop disse indbyrdes giftermål.

131. De allerfleste folk gifte sig jo kun en gang; at den, der er bleven enkemand eller enke, bliver gift anden gang, er jo sjeldnere. Men der kan også i dette stykke vise sig ligesom en vis regelmæssighed. Ovenfor, s. 283, omtalte jeg, at i visse egne sker det år efter år og temmelig regelmæssigt, at flere enkemænd og enker blive opgifte, og jeg gjorde opmærksom på, hvorledes dette på forskjellig måde kan være begrundet i folkets kår og sæder. Nu spørges her: viser der sig nogen stadig forskjel i denne henseende mellem de to klasser, hvis kår og sæder jo i mange måder ere såre ulige? De fornævnte opgaver for 1851 og 1852 indeholde svar herpå, og jeg fremstiller det i tab. 28.

Tabell s304

Her finde vi virkelig den forskjel mellem klasserne, at der i kl. I er flere, men i kl. II færre enkemænd eller enker blandt de ægteviede, ialfald i Christiania stift.

Denne forskjel er også rimelig nok. Dersom det er så, som jeg ovenfor måtte give en antydning om (§ 111), at ungkarle undertiden gifte sig med enker af klog beregning (f.ex. «for at få en jordepart"), så var det at vente, at sådant oftere vilde forekomme inden den bemidlede stand, hvor jordeparter og andre herligheder findes. Og om en enkemand af arbeidsklassen, en ubemidlet mand, skulde tænke på at gifte sig igjen, så kan snarere den betænkelighed komme i veien for ham, at når han først måtte skifte sit ringe bo med sine børn, så havde han lidet eller intet igjen til at begynde ny husholdning med.

132. Af den sidste tabel se vi ellers stadfæstelse på det nys anførte, at den allerstørste del af de ægteviede par er ungkarle og piger, som gifte sig sammen. Disse par pleie også være de yngste af år (thi det er gjerne noget ældre ungkarle, som gifte sig med enker, og noget ældre piger, som gifte sig med enkemænd). Og nu skulle vi særskilt betragte disse sammenviede ungkarles og pigers alder og se, hvad forskjel der i den henseende monne være mellem de to klasser. I denne afhandling, hvor vi idelig have forholdet med letsindige ægteskaber for øie, er dette stykke naturligvis af største vigtighed, såsom jo en meget ung alder hos ægtefolk gjerne vækker formodning om, at ægteskabet kanske var letsindigt og ubetimeligt.

Altså: hvor gamle vare de sammenviede ungkarle og piger af eiendoms- eller arbeidsklassen?(100) eller hvor mange vare under 20 år, mellem 20 og 25 år o.s.v.? Svaret indeholdes i den efter opgaver fra 1851 og 1852 beregnede Tabel 29.

Hvor ofte har jeg ikke hørt den påstand, at gutter af arbeidsklassen gifte sig så overmåde tidligt, at de fleste af dem ikke ere mere end to-

Tabell s305

tre og tyve år gamle! Men derfor er denne tabel mig af den allerstørste interesse. Den viser, at lige så ugunstig som hin påstand er, lige så urigtig er den også. Af 100 brudgomme af kl. II vare kun omtrent 28 eller 29 i alderen mellem 20 og 25 år, og af dem igjen må endnu kun ganske få have været så unge som 22 eller 23 år. - Den talemåde, at folk af arbeidsklassen gifte sig så overmåde tidlig, at fattigmands børn neppe ere slupne frem for præsten og komme ud af lægden, før de begynde at tænke på galskaber, at husmandssønnen neppe er kommen i tjeneste og har begyndt at lære noget, før han skal til præsten og forlange lysning og vielse o.s.v. - den tale bør være afskaffet herefter; den stemmer ikke med virkeligheden; den indeholder en uretfærdig overdrivelse.

133. Det er ellers noget vanskeligt at opfatte den meget fuldstændige forklaring, som tabellen giver; det er så besværligt at overskue og fastholde de mange tal, som måtte tages med ved sammenligningen mellem de forskjellige klasser, og med sådan vidtløftighed vilde det være fast umuligt at få en oversigt over forholdet i de forskjellige egne eller i de 7 grupper.

Men jeg kan fremstille det hele på en anden og simplere måde. Jeg veed f.ex., hvor mange unge og gamle brudgomme der vare af hver klasse, og jeg lægger sammen de yngres og de ældres alder, lægger noget til hines og trækker noget fra disses, alt efter en vis beregningsmåde, og således finder jeg ud, hvor gamle de samme brudgomme vare i gjennemsnit, eller - som jeg også kunde udtrykke mig: hvad alder en middels brudgom havde.(101) Og denne middelalder anfører jeg i Tab. 30.

Tabell s307

134. Middel-alderen for en brudgom af kl. I er ifølge tabellen i begge stifter under et henved 30 år, og betragte vi forholdet i de enkelte distrikter eller grupper, finde vi, at den intetsteds er under 29 og kun etsteds er lidt over 30 år. Middel-alderen for en brudgom af kl. II derimod er, i begge stifter under et, kun lidet over 28 år, og i ingen af grupperne når den op til 29 år, som var det laveste mål for middelalderen i kl. I. Forsåvidt er altså den almindelige erfaring ganske rigtig, at mænd af arbeidsklassen gifte sig i yngre alder end mænd af eiendomsklassen, skjønt forskjellen vistnok ikke er så stor, som de fleste monne have tænkt sig. Derimod er denne påstand ikke rigtig, når den fremsættes om folk af arbeidsklassen i det hele. Undersøge vi nemlig forholdet for fruentimmernes vedkommende, så viser tabellen os det modsatte. I begge stifter under et, i hvert af de to stifter, i hver af syv grupper er brudenes middelalder i kl. I mindre end i kl. II.

Hele dette så vigtige forhold stiller jeg endnu tydeligere for øie i Tab. 31.

Tabell s308

Det flygtigste blik på denne tabel lader os se, at brudgomme af k1. I overalt ere ældre end de af kl. II, og at brudene af kl. I overalt ere yngre end de af k1. II. Og vi se tillige, at denne aldersforskjel er temmelig jevn-stor overalt, aldrig under 1 eller over 2 år på brudgommens side, aldrig under 1/2 og sjelden over 1 år på brudenes. Når vi betænke, hvilken ulighed der er mellem f.ex. Christiania stifts opland og Christiansands stifts kyst-distrikter, ulighed i næringsveie, i folketallet inden de høiere og lavere klasser, i det sociale forhold mellem klasserne indbyrdes, så er det tilvisse helt mærkeligt, at der i dette stykke skal være så megen lighed overalt, at der skal være en sådan jevn-stor aldersforskjel, som vi have seet.

135. Jeg må endnu gjøre opmærksom på en ting, som næstforrige tabel underviser os om. Både i kl. I og i kl. II kunne vi finde, at brudgommene i almindelighed ere ældre end brudene; men dette er ikke ligedan i begge klasser; i kl. I er alders-forskjellen mellem brud og brudgom større, i kl. II derimod mindre. Forholdet vil lettest sees af den her tilføiede Tab. 32.

I kl. I se vi, at brudgommenes middel-alder er mellem 3 og 4 1/2 år større end brudenes; i kl. II derimod er denne alders-forskjel oftest kun mellem 1 og 2 år.(102)

136. Sammenholde vi indholdet af tabellerne 31 og 32, så kunne vi udtrykke det hele således:

Ungkarle af eiendomsklassen gifte sig i en noget ældre alder end arbeidsklassens gutter; men hine vælge sig yngre piger end disse, og aldersforskjellen mellem brud og brudgom bliver da større i eiendoms- end i arbeidsklassen. Så fandt vi forholdet i Christiania og Christiansands

Tabell s309

stifter i årene 1851 og 1852. Om forholdet også har været ligedan i tidligere tider, om det er ligedan i de andre stifter og i andre lande, det have vi ingen kundskab om. Men da tingen viser sig så påfaldende ens i hvert af de to stifter, ja i hvert af de 7 mindre distrikter, hvori vi delte stifterne, så kunne vi vide med vished, at det ikke er noget spil af tilfældet, som har ladet os se forholdet så, men at det må være visse bestemte og almindelige årsager, hvis virkninger vi have for os.

137. Det er jo naturligt, at brudgommenes middel-alder er større end brudens. Det hænger sammen med den naturomstændighed, at i sammenligning med pigerne udvikles drengebørn for det meste langsommere både med hensyn til legem og sjel og blive altså senere fuldvoxne. Der er hermed som med visse slags træer, at de noget senere på våren end andre skyde blade og blomst. Men ved siden af disse naturomstændigheder, som vel ere lige i begge klasser, må der i samfundsforholdene, som bestemme de høiere og lavere klassers ydre og indre kår, være visse særegenheder, som bevirke, at aldersforskjellen mellem brud og brudgom ikke er lige stor i begge klasser.

Magnet-nålen viser sjelden eller aldrig mod det sande nord, men har gjerne nogen misvisning, på nogle steder mod vest, på andre steder mod øst - se der noget, som naturforskerne ved vidtløftige iagttagelser og undersøgelser have stræbt at udgrunde. - Nu vel, mine tabeller angive også misvisninger, mod vest og mod øst. I en kreds af samfundet ser jeg en regel for folkets færd og væsen; i en anden kreds finder jeg en anden regel. Hvor er her det sande nord, hvorom misvisningerne dreie sig, og hvor de magnet-poler, som bevirke de gådefulde afgivelser?

Der er en vis naturlig forskjel i den alder, hvori den unge mand og den unge kvinde bliver voxen, og vi kunne forestille os, at dersom menneskene levede i en sådan lykkelig naturtilstand, at de villige og uhindrede fulgte naturens vink, så vilde der være en netop lige så stor aldersforskjel mellem brudgom og brud. Hvorledes er det nu gået til i det virkelige liv, i vort noget kunstlede samfundsliv? Mon så, at denne aldersforskjel formedelst visse omstændigheder er bleven endnu større inden de høiere klasser? eller mon så, at den formedelst visse modsatte omstændigheder inden arbeidsklassen er bleven mindre? Eller hvorledes er det gået til?(103)

Jeg veed naturligvis, at til en udtømmende behandling af dette emne vilde der udkræves en langt større række af iagttagelser, end det hidtil har været mig muligt at få anstillet. Man kan sige, at spørgsmålet angår den hovedsagelige og væsentlige forskjel i kår og sæder inden de høiere og lavere klasser af folket; thi ægteskabet er menneskets hjerte-anliggende, og alle hans livs-omstændigheder, de ydre som de indre, have bevidst eller ubevidst indflydelse på hans forhold derved. Imidlertid, netop fordi sagen er så omfattende og vigtig, er det dog værd at forsøge, hvor langt man kan komme i forklaring af gåden. Hvad der endnu idag monne være dunkelt og usikkert, kan en anden dag belære os om.

138. Hvad nu nærmest det angår, at unge mænd af eiendomsklassen udsætte noget længer med giftermål end gutter af arbeidsklassen, så synes det endnu ikke så vanskeligt at forstå. Den, som er født og opdragen i bedre kår, kommer jo uvilkårlig til at betragte det som sin opgave at arbeide sig frem til en mindst ligeså god selvstændig stilling som hans faders; men dertil udfordres oftest både tid og flid. Skippersønnen går tilsøs, begynder farten som jungmand og bliver siden helbefaren matros; men med de begreber og forsætter, han har taget med sig hjemmefra, kan han ikke vel lade det bero hermed; han holder ud med tålmodighed, indtil han bliver styrmand og tilsidst får skib at føre. Nu kommer måske en jevnaldrende, en matros der på samme tid som han fik patent, med en 12-årig søn, som han anmoder den nye skipper at antage som kahyts-dreng; men skipperen selv har ikke turdet tænke på at stifte familie endnu. - Af de rigtignok få gutter, som gifte sig under 20 års alder, tør det nok være, at de fleste ere gårdmands-sønner, for hvem det formedelst faderens død faldt så til at de måtte overtage gårdsbrug; men oftere må dog ældste gårdmandssøn vente temmelig længe, før han kan tiltræde faderens gård, og de yngre sønner ere ofte således påvirkede af standens tænkemåde, at de synes ikke at vide noget andet levebrød at lægge an på end også at få en gård at bruge, hvisårsag de gjerne må bie meget længe, inden de tør fatte beslutning om at gifte sig. Husmandssønnen derimod eller tjenestegutten, som mere ser sit levebrød i sin sundhed og sine stærke arme, han kan ved 25 års alder synes at have, hvad han behøver, og han finder, at han lige så godt kan gifte sig først som sidst. - Kandidaten tænker kanske på at blive professor, og han må anvende så få timer som muligt for at vinde skillinger, men så mange timer som muligt, ved dag og ved nat, for at samle flere og flere kundskaber. Men dette fatter ikke stenbryderen; hjemmefra er han ikke vandt med andet end at leve fra hånden til munden, som det hedder, og sin kunst har han allerede lært til fuldkommenhed i ung alder. Om han nu istedenfor at gifte sig ved 25 års alder vilde opsætte dermed, til han blev 27, så vilde han jo i den tid kunne spare sig sammen en skilling, der nok kunde komme såre vel med; men kanske det er nok så vel, at han gifter sig ung; har han nemlig sands og gave til at vinde en brav hustru og berede sig og hende et lykkeligt husliv, så vil han på glædelig måde være bevaret for fristelser, som i et langt ungkarls-liv turde være blevne ham for farlige, thi stenbrydere og sådan grove arbeidsmænd have så lidet lag på at indrette det hyggeligt for sig i det logement, hvor de tilbringe hviletiden og helgen, og derfor kunne slet selskabs forførelser så let få magt over ham.

139. «Sig mig - således spurgte jeg en husmand, med hvem jeg sad ude på bakken og samtalte om mangehånde ting - sig mig, du Ole - du giftede dig altså, da du var 23 år gammel; synes du ikke selv nu, når du tænker over sagen, at det var dårskab, at du giftede dig så tidlig?» «Nei, jeg kan ikke sige det.» «Så! Vistnok må jeg tilstå, at jeg er meget fornøiet over, hvad jeg har seet og hørt i dit huus; du har 6 vakre og trivelige børn; der er jo så muntert og levende i stuen din, at vi måtte gå herud på bakken for at få ro til at tale sammen; I lide ikke mangel nu og have vist aldrig trængt hjælp af nogen mand; du ser mig ud til en forsvarlig arbeidskarl, og konen din er vist overmåde flink til at styre med både hus og børn - men jeg siger, du var ikke riktig voxen karl, da du, 23 år gammel, gik hen til præsten og forlangte lysning - du var en gut, var du, som ikke kunde have nogen rigtig tanke om, hvad du tog dig på, ikke sandt?» «Jo, jeg tænkte som så, jeg, at det just skulde være bedst, som jeg gjorde; for når en gifter sig tidlig, så har han ungdommen til at træle for ungerne og kan få dem fra sig, før alderdommen kommer.» «Snak - sligt tænkte du ikke på da». «Ja, jeg gjorde det.» «Og det vil du indbilde mig?» «Ja, det er virkelig sandt. Jeg mindes det godt. Det er noget, en tidt kan se, at folk komme rent i armoden, når de i alderdommen sidde med småbørn - for en kan få mange børn, om han gifter sig noget sent også. Just så var det med forældrene mine. Jeg var den ældste og var i tjenesten - men derhjemme var der mange småbørn, og tjenesten var liden, så det var så slemt, så -.» Og på denne måde fik Ole mig virkelig til at tro forklaringen, så meget mere, som forklaringen ingenlunde var mig ny; inden arbeidsklassen havde jeg oftere fundet træk af den samme tænkemåde. Hvad skal man kalde en sådan betragtning hos en ungdom? Den er jo lige det modsatte af letsindighed, og man bliver uhyggelig tilmode ved således at se ungdommens lyse håb omvexlet til alderdommens bekymringer. Men det er vel vist, at sådanne bevæggrunde ikke lettelig gjøre sig gjældende inden de høiere, mere dannede og bemidlede klasser, og vi tør da også i dette træk se en af årsagerne til mændenes forskjellige giftermåls-alder inden de to klasser.

140. Jeg var ganske indtaget i en ung, munter skydsgut, som sad bag på min kariol, og jeg havde underholdt mig ved at høre forklaring om, hvorledes han havde det i verden. Han var tjenestegut og havde ganske nylig fået fuld løn, og at han af sin tidligere ringe løn havde et halvt snes daler opsparet, det syntes mig et godt tegn. «Nu er du 20 år, min gut! Når jeg nu om 8 år kommer reisende her igjen, så skulde det fornøie mig at besøge dig på en gild husmandsplads - da har du vel også fundet dig en, som kan hjælpe dig med at holde hus -.» «Jeg er gift,» sagde han. «Nei, hør mig nu alvorligt,» fortsatte jeg. «En kjæreste vil det sagtens ikke falde dig vanskeligt at finde; men det er jo ikke så let at få sig et skikkelig pladsbrug nu for tiden; det kommer da an på om -» «Ja, men jeg er gift alt,» vedblev gutten med iver, så jeg måtte vende mig om og se på ham. «Du gift? Din ungdom? Du sagde jo du var 20 år?» «Ja, jeg var 20 år i vår, og da holdt jeg bryllup.» Jeg lo og jeg skjændte. «Ja, han skjændte, husbonden min også; for da han skjønte, at gjenten min var med barn, så vilde han, at jeg skulde reise af, til Nordlandene; for der var mange gutter, som gjorde så, sagde han, og det var så vant om pladsbrug her i bygden, sagde han, at det vilde bare bære galt afsted, om jeg og gjenten kom ihop, sagde han. Men så blev jeg harm, jeg, og samme dag gik jeg til præsten og forlangte lysning. Den dag, da vi blev viede, så blev ungen vor døbt. Jeg syntes det, jeg, at når det først var blevet så, så burde det blive alvor af. Og siden har jeg havt både kjærringen og ungen hos forældrene mine -ja, det har nu ikke kostet dem noget; for vi have da klaret os selv til denne dag - have vi.» - Ofte har jeg siden tænkt på denne unge, raske mand, og det med de bedste ønsker om, at hans friske mod ikke skal skuffes altfor bittert. Jeg har ofte måttet mindes ham, fordi jeg ofte har truffet lignende tilfælde og derved er bleven opmærksom på en ny årsag til tidlige ægteskaber inden arbeidsklassen - tidlige, men ikke derfor letsindige. Den måde, hvorpå bekjendtskaber stiftes mellem de unge folk - de natlige besøg, som gammel sædvane og huslige forholde på landet have hævdet - den er ledsaget af megen letsindighed; men når så pigen må fortælle gutten, at hun er med barn, så kan det være, at han går en tung gang hen til præsten og forlanger lysning og vielse for således ved et, som han måske må høre folk sige, letsindigt ægteskab at opfylde sine dyre pligter mod barnet og dets moder og dermed på en måde gjøre godt igjen, hvad han forbrød. Men dette træffer hyppigere inden arbeids- end inden eiendomsklassen, og det af en dobbelt grund: for det første er sædeligheds-tilstanden forsåvidt bedre inden eiendomsklassen, at det er sjeldnere, at dens sønner forse sig i dette stykke; for det andet er det så, at den bedre mands søn, som virkelig lader sig henrive af lidenskaben, for det meste forser sig med en tjenestepige eller anden kvinde af ringere stand og da siden finder det for meget forlangt, at han skulde stå ved sine pligter og ved ægteskab med pigen gjengive hende den ære, som dog måske hans falske løfter røvede hende. Medens den fattige gut ikke synes der er anden råd, end at han må ægte pigen, så affærdiger den bemidlede karl sin forførede med skillinger (opfostrings-bidrag til barnet), men opsætter ellers med ægteskab, indtil han, måske sent, finder leilighed til at gjøre lykke med et parti efter sin stand, en lykke, der dog oftere, end mange tænke, forbitres ved erindringen om ungdomstidens feiltrin.(104)

141. Således har da en række af betragtninger og erfaringer lært os nogenlunde at forklare den første del af det noget indviklede forhold, som tabellerne 30, 31 og 32 gjorde os opmærksom på, nemlig at ungkarle af eiendomsklassen i almindelighed på sin bryllupsdag ere ældre end ungkarle af arbeidsklassen. Men hvoraf kommer nu det, at de piger, som disse sidste vælge sig til hustruer, i almindelighed ere ældre end hines? hvoraf kommer det, at brudgommen i almindelighed i de høiere stænder er omtrent 4, i de lavere stænder derimod kun omtrent 1 1/2 år ældre end bruden? Dette var nemlig det andet stykke, som vi forefandt i de samme tabeller.

En nærmere undersøgelse heraf vil føre os ind på spørgsmålet om kvindens stilling inden de forskjellige kredse af samfundet.

Hos barbariske folkefærd se vi kvinden som mandens nedværdigede træl, hvor civilisationen står på det høieste, i de overforfinede kredse, hyldes hun som herskerinde. Dette var nu yderlighederne. Men i almindelighed kunne vi sige, at den hele kulturtilstand, at menneskenes ydre kår, de herskende sæder og begreber, alt, hvad der har betydning i menneskelivet, bidrager jevnt og stadigt til at bestemme kvindens værd i mandens og i hendes egen bevidsthed, hendes rettigheder og pligter i huslivet og i borgersamfundet, hendes kår og stilling i livet. Og allertydeligst viser christendommens indtræden i menneskelivet sig som et vendepunkt i kvindens historie. Det er en av christendommens store velgjerninger over menneskeheden, at kvinden er kommen til sin ret som mandens medarving til livet og som værdig gjenstand for hans kjærlighedsfulde agtelse, og står det vel til i vort land, er der fred og lykke i husene, opdrages den opvoxende slægt i gode sæder, er der friskhed og liv i folkets indre, da er dette ikke mindst at betragte som fremkaldt ved hin christendommens indflydelse.

Men det turde være nok, at en nærmere betragtning også i dette stykke som i flere andre skulde lade os se, hvorledes de fra oldtiden, fra hedenskabet, nedarvede synsmåder og sædvaner meget længe bestode og tildels endnu bestå ved siden af de indførte og fremmede anskuelser og anordninger. I oldtiden var det så, at manden kjøbte sin kone; det kaldtes udtrykkeligt kjøb, såsom det var pigens fader eller broder eller nærmeste mandlige slægtning, der havde at råde for hendes giftermål og at bestemme, hvor meget hun skulde få i medgift, og hvor stor værdi i penge og gods den måtte sætte imod, som vilde have pigen. Hin medgift eller hjemgift og den tilgave, som det kaldtes, blev at betragte som hustruens eiendom, som hendes del i boet; med denne eiendom havde hun en vis selvstændig stilling ligeoverfor manden, levede de godt sammen, så kunde de betragte eiendommen som fælles og forøge den til fælles fordel; var forståelsen mindre god, og truedes konen med overlast af en rå mand, så kunde hun sige sig skilt fra ham, tage sin eiendom med sig og leve for sig selv. Hint kjøb var altså, hvad vi nu vilde kalde en kontrakt; ægteskabet var mere en huslig forening end en hjerternes pagt. Nu kom christendommen til, og lidt efter lidt lagdes der an på ved love og bestemmelser at indskjærpe den regel, at, hvad Gud har tilhobeføiet, det skal intet menneske adskille; ægteskabets pagt blev dermed inderligere og varigere. Men så langt ned i tiden som under Christian den 4des regjering se vi dog i landsloven bestemmelser om, at pigens fader og moder, eller, om de ikke ere i livet, hendes næste fædrene frænder skulle råde for hendes giftermål og gjøre aftale om størrelsen af hjemgift og tilgave, - at om nogen pige gifter sig uden deres råd, så skal hun have forspildt sin arv, - at når pigen er bleven kone, så skal der fremdeles føres et slags særskilt regnskab over hendes eiendom (hin hjemgift og tilgave), så manden ikke skal kunne forøde samme.(105)

I landsloven af 1687 anføres vel ikke disse mange forskrifter om ægteskabshandelen, og her siges endog, at ikke forældrene alene skulle råde over pigen, såsom hendes ja og villie også skal have noget at betyde; men loven tager dog endnu meget hensyn til den økonomiske side af sagen og tillægger derfor værgen stor magt, idet han kan råde over pigens gods, om hun gifter sig uden hans samtykke, og der må endogså gives egne bestemmelser for det tilfælde, at værgen for egen fordels skyld skulde misbruge sin magt og nægte pigen at gifte sig, selv om hun kunde gjøre et godt parti.(106)

142. Sådan som lovene bestemte tingen, sådan vare naturligvis også sæderne og tænkemåden i landet. Men disse sæder og denne tænkemåde have vedligeholdt sig til den dag idag inden en meget talrig del af det norske folk, inden en stor del af bondestanden, navnlig i de noget mere afsides liggende bygder. Aftalen om ægteskab kaldes vel ikke længer et kjøb, og det er vistnok ikke almindeligt, at der mellem pigens fader og frieren gjøres formelig aftale om hjemgift og tilgaves(107) men der tænkes dog på begge sider på, hvad formue hver af parterne har at bringe med, og disse betragtninger have gjerne en meget stor indflydelse på beslutningerne. - Der siges ofte så, at de allerfleste ægteskaber, som stiftes inden bondestanden, ere fornuft-partier. Just så vil jeg ikke sige. Ægteskaberne her betragtes vel ofte kun som nyttige kontrakter, huslige foreninger, hvorved både mand og kvinde står sig bedre i timelig henseende, end om de levede hver for sig, og her tænkes vistnok mindre på ægteskabs store betydning for menneskets indre liv og på de følelser af tilbøielighed, hengivenhed og kjærlighed, som ikke må mangle i et ægteskab, der i sandhed skal vorde lykkeligt. Men så er den fra fortiden nedarvede synsmåde og sædvane; der er i det hele taget et mærkeligt roligt, ja, strængt forstandigheds-væsen udbredt over det norske bondeliv, og dermed kunne de troskabens dyder så vel forenes, som i så høi grad og med få undtagelser smykke det ægteskabelige liv i vore landsbygder. Og når nu mængden af unge folk, som ere opdragne i denne tænkemåde, ved ægteskabs-pagten væsentlig agte på den timelige nytte og fordel, så mener jeg, man ikke skulde være så snar til at gjøre dem den bebreidelse, at de med bevidst sind og overlæg have tilsidesat og undertrykt hjertets stemme (det er, hvad der blandt by-befolkningen fordømmes som fornuft-partier); heller skulde man beklage dem, hvis indre menneske endnu er så lidet udviklet, at de ikke ret have kunnet fatte og nyde det, som dog skulde være det bedste og skjønneste i ægteskabet, mandens og kvindens gjensidige ømme kjærlighed.

Men hele dette forhold må medføre, at inden bondestanden (der jo udgjør den største del af den samfundsklasse, som jeg har kaldet kl. I; thi ved bondestanden, den stand, som har vedligeholdt de gamle tiders anskuelser og sædvaner, tænkes her på de egentlige bønder eller gårdbrugerne og ikke på deres arbeidsfolk eller husmandsklassen) er brudgommen gjerne meget ældre end bruden. Thi når vi se bort fra undtagelserne, som der jo altid er en hel del af, så kunne vi forestille os tingen så: Gårdmandssønnen går stadig med tanke om at gjøre et godt parti, og med stor opmærksomhed søger han at finde og vinde en pige, hvis arv eller hjemgift kan hjælpe ham til at indløse en gård; så snart en formuende mands datter er bleven voxen, så er jo hun et sådant godt parti, og hun kan da være vis på snart at se mange beilere; men såsom de gode partier altid kun ere få imod de mange, som søge dem, så må de fleste af disse sidste i årevis se sine forhåbninger skuffede, og oftest bliver det da en ældre ungkarl og en ganske ung pige, som omsider forenes.

143. Hidtil har jeg fremstillet forholdet med ægteskaber inden bondestanden som et forhold, der i det hele kan kaldes ulasteligt og i visse henseender endog rosværdigt. Men det er jo altfor rimeligt, at det forstandige væsen således kan tage overhånd, at det bliver til hjerteløshed og slethed. Et exempel vil gjøre det tydeligt. Ældste søn af en af de formedelst formue mest anseede bondefamilier i en vis gammeldags bygd var forlovet med en brav pige af god familie og på en af nabo-gårdene. Han havde vel ikke endnu gjort nogen aftale med forældrene (thi dette udsættes ofte, indtil man berammer bryllupsdagen og gjør de fornødne forberedelser til ægteskabets fuldbyrdelse); men han var forlovet med pigen på denne landlige måde, at han havde vundet hendes tillid og forældrenes velvillie, så han kunde f.ex. komme til gården lørdags aften, deltage i aftensmåltidet med husets folk, sove i pigens arm og så om morgenen lade sig traktere med kaffe o.s.v. Dette fortrolige forhold havde varet nogen tid, og efter bygdens sæder og begreber var derpå intet at udsætte. Men så udeblev gutten fra sine vante besøg, og årsagen dertil var denne: I en anden grænd af bygden boede en bonde, hvis gård havde den usædvanlige herlighed at have to sætre; bonden selv brugte for det meste kun den ene af disse, og den anden lå således til, at den vilde være særdeles tjenlig for den gård, som gutten skulde arve, og som altid havde manglet bekvem og god sæter. Den samme bonde havde desuden en datter, som ganske nylig var konfirmeret. Hvad nu? På en eller anden måde får gutten tanke om, at han kanske ikke vil blive ilde anseet som frier der (thi sådanne sager ere gjerne gjenstand for meget omhyggelig opmærksomhed ikke alene blandt bygdens ungdom, men også blandt de ældre, og der er gjerne en eller anden, som af forskjellige grunde har interesse af at gå imellem og give vink og råd); han melder sig også virkelig, og det for sikkerheds skyld på den mere høitidelige måde, at han tager en ældre slægtning med sig og først andrager sagen for pigens fader. Hans tilbud kunde ikke uden videre forkastes; gutten var jo langt ud over de letsindige år, var af god familie og havde en god faders-gård at tiltræde, der, såvidt man vidste, ikke var behæftet med gjæld. Der blev altså åbnet underhandlinger; kun viste faderen den forsigtighed, at han under de gjentagne besøg forhindrede, at gutten blev hos pigen om natten, noget, faderen så meget heller kunde gjøre uden at vække anstød, såsom der i grænden boede en slægtning af gutten, hos hvem denne kunde tage natte-logis. Men hvad sker? Faderen opdager ved sine efterspørgsler, at gutten har været forlovet med en anden pige, som nu befandt sig i høist frugtsommelig tilstand. Brat afbrødes da alle underhandlinger. - Historien, som også ellers var vel kjendt i bygden, fortaltes mig af faderen til den pige, der lykkeligvis blev reddet for den lumpne karls vindesyge. Historien er altså sand, og med dette og flere lignende exempler for øie tør jeg mene, at folk, der ere nøie kjendte med landlige forholde, skulle give mig ret, når jeg siger så: Medens forhåbentlig kun få bondegutter vise en sådan nederdrægtighed, som det fortalte exempel åbenbarede, så hænder det ikke så ganske sjelden, at unge mænd af bondestanden ligefrem undertrykke hjertets stemme og beile og gifte sig ene og alene for medgiftens skyld; det har hændt ikke en, men flere gange, at en karl, som måske i 27 års alderen var i den stand, at han kunde stifte familie, har ventet, til han blev 37, og det med den hjerteløse tanken, at i den tid skulde en vis rig bondes datter voxe op til giftefærdig alder, og til samme tid skulde han vide at vinde faderens samtykke til at føre både pigen og hendes arv hjem til sit hus. - Men for hver gang sådant sker, så forøges jo antallet af de ægte-par inden eiendoms-klassen, hvor manden er meget ældre end bruden.

144. Det hidtil anførte angik bondestanden, inden hvilken, som sagt, fortidens sæder og tænkemåde mest have vedligeholdt sig. Og vel danner bondestanden den talrigeste del af, hvad jeg ovenfor har kaldt eiendomsklassen eller klasse I; men se vi hen til de øvrige medlemmer af denne klasse, skippere, handlende, håndværksmestere, embedskandidater o.s.v., så finde vi også her en ganske tydelig forklaring for det omhandlede forhold, at brudgomme inden denne klasse i almindelighed ere en god del ældre end deres brude. Den høiere dannelse, som disse folk i det hele besidde, har vel i almindelighed ytret en sådan indflydelse på deres tænkemåde, at de ved valget af sin brud ikke se så meget på hendes tilkommende arv, så de altså ikke for vindingens skyld lægge an på at bevæge fædrene til at give sine ganske unge døtre i deres vold. Den inden by-befolkningen herskende tænkemåde misbilliger desuden sådant. Men derimod må vi jo finde det rimeligt, at den dannede unge mand, som ved anstrængt flid har arbeidet sig op til en selvstændig stilling, så et par hundrede dalers medgift ikke engang er ham så vigtig, han tager ved valget af sin brud mere hensyn til den personlige ynde og elskværdighed, og hvad han søger, det finder han oftest hos den unge pige, som netop står i sin alders blomst.

145. Men alt dette er for en stor del anderledes inden arbeidsklassen eller kl. II. Tabellerne lærte os, at her er aldersforskjellen mellem brud og brudgom mindre end i den første klasse, og et opmærksomt blik på livet finder også adskillige eiendommeligheder i synsmåder og sædvaner, som synes ganske naturlig at medføre, at så må være, eller at den unge mand af arbeidsklassen gjerne vælger sin brud blandt de noget ældre piger.

Den dannede families datter ansees allerede i 18 års alder for at være fuld-voxen; hun besidder den udviklede forstand og dyrkede ånd, hvormed hun vil danne en prydelse for det hus, hvor den velstående og kjærlige mand fører hende ind. Den velstående bondes 18-årige datter gjælder også i alle bygde-gutters øine for en voxen pige; thi hendes arveret bliver ikke større, end den er nu, og hvad hun måtte mangle i husmoderlig erfaring, det vil komme med årene. Men så er det ikke med husmandsdatteren på 18 år. Hun er måske nys kommen i tjeneste på en bondegård, og ikke nok med, at hun her idelig må høre, at hun som næsten alle husmandsbørn står så meget tilbage i kvindelig dont (husmoderen finder, at selv det hverdags-varp, pigen har spundet, er så ujevnt og enten for løst eller for fast, og der må formelig gjøres aftale med overbudeien om, at hun, den unge, skal få være fri fra fjøset en hel dag for at være med at rende en væv, at hun dog engang kan få lære det arbeide); men hvad mere er: den 23-årige gut, som tjener på nabogården, indbyder hende ikke til at følge med på dandsen i husmandsstuen derborte på søndag; siden hun er så ung, så tages det imidlertid heller ikke ilde op, om hun kommer ubuden til sammenskudslaget, bare for at se på moroen, og da kan det være, at han for naboskabets skyld dandser en enkelt dands med hende; men hun er ikke den af pigerne, som han lægger an på å vise opmærksomhed (at spendere for 12 skilling kaffe og honningkage er en stor opmærksomhed); hun er ikke den, som han gjør sig flid for at få ledsage hjem om natten - denne natlige vandring, som for så mange er begyndelsen til den fortrolighed og kjærlighed, der senere udvikles under regelmæssige natlige besøg, lørdags-besøg, hvorved de unge folk blive «kjend'e» (d.e. kjendte, omtrent det samme som hemmelig forlovede). Den 23-årige gut, som har «voxen» løn og udfører en voxen arbeidsmands gjerning, han regner sig også selv for fuld-voxen; den 18-årige pige derimod er ham endnu kun en «fremvæxtring», og han er måske endog så vel opdragen, at han veed, det er ikke ret for en voxen karl på hin fortrolige måde, med nattebesøg o.s.v., at nærme sig til en sådan ung en; thi for det første har hun jo ikke forstand til at råde sig selv endnu, og de langt borte værende forældre kunne endnu mindre råde hende; og for det andet vilde brave medtjenere og andre folk på gården (f.ex. den betroede husmand, som har det hverv at vække de sovende om morgenen) ganske vist lade ham høre ilde for, at han sov hos en pige, som det jo - siden hun er så ung - ikke kunde være hans agt at gifte sig med. Thi det er noget, som står fast her i denne kreds, at en brav gut, som tænker på at gifte sig, han må søge sig et dygtigt «arbeidsmenneske» og derfor holde sig til en ældre en, som har fået nogen lærdom og øvelse i kvindelig dont.

Se, sådan er kvindens stilling i denne kreds af samfundet. De åndsfortrin og den personlige ynde, hun kan besidde, stå ikke høit i pris; hjemgift og arvemidler kan der ikke være synderlig tale om. Men tjeneste-gutten har tanke om med tiden at få sig et pladsbrug, og det er af den øiensynligste vigtighed for ham at få sig et «kvindfolk», som kan være ham en dygtig husmoder og kokkekone og budeie tillige. Falder det så til, at han selv må rydde sig en plads, så må hun være slig, at hun, medens mad-skræppen hænger på den nærmeste furu-læg og barnet sover ved siden af, kan hjælpe ham med at flytte de tømmerstokke, som hans øx har tildannet. Hun må være med at bygge hus og at samle til hus.

146. En ung gut, som ikke eier mere end de få dalere, han har indsparet af sin tjenerløn gifter sig med en næsten jevn-gammel eller endog ældre pige, som har været så længe i tjenesten og brugt sin løn så vel, at hun, foruden gode gangklæder og sengeklæder, eier 2 gryder, 1 bakstehelle, et par lysestager og kanske, når det kommer høit, en ko på leie - se her et parti, som der stiftes så mange af inden arbeidsklassen på landet! Her vilde måske mange finde det rimeligt at antage, at han vælger netop hende, fordi han veed, at hun har denne smule formue, at han tager hende for grydernes og de andre værdifulde sagers skyld. Men sådan forklaring er ganske vist ikke rigtig. Tjenestegutten eller husmandssønnen, som veed, at hans og konens arbeide må være hans levebrød, fristes neppe så meget som gårdmandssønnen til at gjøre sit valg af sådan grund, gårdmandssønnen, der næsten ikke kan tænke sig anden udvei til levebrød end at få penge til at kjøbe en gård. Derimod er det aldeles troligt - og et godt tegn på rosværdig forstandighed inden denne samfundsklasse -, at gutten sætter stor pris på hine opsamlede nyttige ting af den grund, at de ere ham ubedragelige vidnesbyrd om pigens sparsommelighed og virkelyst og husholderiske anlæg - egenskaber, som han ifølge sin hele stilling nødvendig må agte såre høit.

147. I dette her skildrede forhold bør man ikke forestille sig, at dette forstandige væsen hos den unge mand nødvendig har kvalt den livlige følelse og naturlige tilbøielighed, som ikke skulde savnes blandt de bevæggrunde, der lede manden ved valget af hans brud. Men så vidt går dog forstandigheden undertiden, måske ikke så ganske sjelden, så vidt, at vi fast ikke se spor af det freidige livs-håb, som skulde anspore ungdommen og ledsage manddommen. En og anden gang har jeg ved besøg i husmandsfamilier fattet en vis mistanke, og når jeg da har spurgt således ligefrem og fortrolig: «Sig mig, du Nils: hvorledes kunde det gå til, at slig rask karl som du kunde gå hen og tage dig et så gammelt menneske til kone? Hun ser mig nok ud til et dygtigt menneske; men hun er da så meget ældre end du» - se, så har svaret kunnet lyde således: «Å, jeg tænkte nu som så, jeg, at når jeg tog slig en gammel en, så skulde ikke unge-hoben blive så stor; for det er vanskeligt for den, der er i små omstændigheder, at føde op så mange.» En gang var der en egen ubehagelig omstændighed ved, og da jeg havde fået et sådant svar næsten med de samme ord, f¢iede jeg uvillig til: «Jeg synes, du har fået en større hob, end nogen mand skulde have»; men med uforandret rolighed vedblev manden: «Ja, men de 3 unger, som hun havde med sig, har jeg ingen skade af; for faderen til den ene er en gårdmand, og den som har de 2, er en skrædder, som står sig godt, så der er ikke nogen vanskelighed med betalingen af det, de skulde lægge for året.» - De, der ere så snare til at dadle arbeidsklassens ungdom for letsindighed med hensyn til giftermål og deres huslige, økonomiske anliggender, de skulde overveie, hvad det vel kan være for omstændigheder i arbeidsklassens stilling, som fremkalder en sådan unaturlig tænkemåde og livs-regel.

148. At det så ofte træffer inden arbeidsklassen, at en yngre gut og en ældre pige komme sammen i ægteskab, det kan ellers i mange tilfælde mere være bevirket ved et eget forhold fra pigens side. Det kan være, at det er en ældre pige, som frier til en yngre gut.

Når tingen nævnes så ligefrem, så vil den forekomme høist anstødelig, og unaturlig for dem af mine læsere, der monne være mindre bekjendte med de landlige forholde, som jeg her fornemmelig har for øie. Men det er vanskeligt at dømme om et enkelt stykke af de lavere klassers sæder, når man ikke kjender det hele, og for at kunne give en forståelig forklaring om den nævnte sag må jeg være lidt udførlig her.

En mørk og styg høstaften, en lørdags-aften, står Per, en ung tjenestegut, udenfor kjøkken-vinduet på en bondegård og stirrer ind igjennem den dunkle rude. Det kolde veir gjør ham ikke stor uleilighed; thi han har ungdommen, og desuden fornemmer han ligesom en ny og underlig varme i brystet, hver gang ilden på skorstenen blusser op således, at han får kjendsel på Anne, den brave tjeneste-pige, som sidder ved rokken mellem en del andre kvindfolk. Ufortrøden venter Per en time, indtil Anne i et eller andet erinde kommer ud på gården, og nu må han skyde hjertet i livet for på en så lidet klodset måde som mulig at benytte det eneste øieblik. Så gjør han sig måske det erinde at spørge hende, om hun vil være med ham på dands i et sammenskudslag imorgen. Anne forstår ganske vist hensigten og afslår derfor indbydelsen; men hun er også opfindsom og veed at anføre en så antagelig grund, at han ikke kan tage hendes afslag ilde op, og det kan nok være, at han går bort med lysere håp, end da han kom. - Næste lørdag får han hende også i tale, og det er muligt, at han nu endnu tydeligere mærker, at hans besøg ikke er hende ubehageligt. Ganske sikkert er han derfor på pletten også tredie gang, og om hun modtager og med et håndtryk takker ham for et lidet bomulds-tørklæde, han har havt med til hende, så ændser han ikke snefog og storm på hjemveien. 4de lørdagsaften indretter han sig med et slags overlæg så, at han først kommer til gården, efterat husets folk have lagt sig, og næsten ligeså stærkt som hjertet klapper ham i brystet, klapper han på ruden. Han behøver heller ikke at gjøre megen uro; thi rimeligvis har Anne med en vis forventning ligget vågen indtil nu. Hun kommer ud, og i denne sildige aftentime, da alle andres øine ere lukkede, tør hun sidde temmelig længe og samtale med ham ude i vedskuret; de tale bestemt om, hvorvidt der kan være udsigt for folk i denne tid til at få sig et pladsbrug eller anden rimelig levevei. 5te aften har han mere mod. «Å, lad mig få gå ind med dig, du Anne!» Og medens et par piger og en gut snorke rundt omkring i værelset, sidde de to i hviskende samtale på bænken. 6te aften - der må ingen afbrydelse være i Pers lørdagsbesøg, såsom Anne jo da kunde tro, at han var ude på flugt andre steder - 6te aften er Anne tilfældigvis dygtig træt efter et eller andet strængt arbeide om dagen; hun lægger sig da på sengen og må tillade ham at sidde på sengekanten. Rigtignok er Anne ikke ene om sengen; Vesle-Mari ligger sammen med hende; men det falder så heldigt, at Anne har sin plads yderst. 7de aften sidder Per atter en stund på sengekanten - men så spænder han skoene af og kaster trøien, og efter en kort og svag modstand af Anne ligger han ved hendes side, slynger armen om hendes hals, gjentager alle sine gode løfter, får også hendes tilståelse, og falder i søvn. Anne passer dog på, at han er på benene igjen og borte, før nogen af husets folk er oppe. Men nu ere Per og Anne blevne «kjend'e» (forlovede), og disse natlige besøg gjentages hver lørdag. Da de ere hemmelig forlovede, så kan det vel være, at en anden frier en enkelt gang slipper ind til Anne før Per; men jeg tænker mig Anne som en brav pige, og hun vil da vide at få ham på dør («Nei, vi får vel ikke prate længer; jeg skal tidlig op imorgen. - Jeg siger dig det, du Hans! Du får gå din vei.»). Vistnok kan forholdet ikke ret længe forblive hemmeligt; men det er en æressag for medtjenere ikke at røbe dette slags hemmeligheder, og når det kun befindes, at de ere hinanden tro, så hun ikke modtager andre gutter og han ikke besøger andre piger, så er der ingen af deres omgivelser, som i mindste måde vil laste dem. Thi dette er efter landets skik i mange af vore bygder den eneste måde hvorpå unge folk af tjenerklassen blive «kjend'e», og i mange, mange tilfælde skjer det i al ærbarhed og troskab. Dette nattefrieri er naturligvis altid overmåde farligt for kjød og blod. Men det er en feilagtig dom, når alle de piger, som tage imod sine friere på denne måde, ansees for piger uden blufærdighed og ærbarhed. Selv inden den klasse, hvor nattefrieriet hører hjemme, er der visse regler for samme, og der hersker en vis strænghed i begreberne om, hvorledes en ærbar pige bør opføre sig; ja, det er noget, som ofte hænder, at en pige opsiger sin gode tjeneste alene af den grund, at hun ikke kan være bekjendt af at tjene sammen med en anden pige, som har forset sig imod de herskende regler og dermed inden tjener-klassen er kommet i ondt rygte.

Men - for at komme tilbage til den sag, som jeg begyndte med - således som jeg hidtil har skildret forholdet med Per og Anne, ser det jo ud, som om det var Per, der havde gjort det første skridt til tilnærmelsen. Men det kan meget godt være Anne, og denne samme Anne kan fremdeles meget godt være en ærbar pige både i sin egen bevidsthed og i andres omdømme. Jeg tænker mig Anne som en stadig og forstandig pige, der længe har skjønnet, hvilken livsvarig ulykke der venter den kvinde, som indlader sig i ægteskab med en ustadig gut. Anne har måske havt flere sådanne gutters tilbud, men klogelig afslået dem alle og tænkt som så, at hun gjorde bedre i at tjene og samle nogen ejendom for sig selv, så hun tilsidst kunde leve sin tid på egen hånd. Men lad så årene gå, og da kan det være, at hun begynder at gruve ved tanken om den lange tjeneste-tids besvær og den enlige aldersdoms møffe. Og vel har hun nu vænnet frierne fra sig; men et dygtigt arbeids-menneske som hun har noget karlsmæssigt eller mandfolkagtig i sit væsen, og derfor tør det nok hænde, at hun, uden derover, at blues for sig selv, lægger sin elsk på en ung og troskyldig person som hin Per (en ældre karl, som sagtens vil råde både sig selv og hende, behager hende ikke så meget).

Hun har tillige ved lang og tro tjeneste vundet sin husbondes velvillie og dermed fået håb om af ham at få et godt pladsbrug, om så skulde ske, at hun kom i ægteskab, så fatter hun med godt overlæg sin beslutning, og med så megen finhed, som behøves, viser hun Per små tjenester og anden opmærksomhed. Derved opstår hos ham den første, spæde tanke; med pige-agtig undselighed søger han hende den første lørdagsaften, men får for hver gang så meget nyt mod, som der behøves for at forfølge en sejer, der er lettere, end han selv skjønner. Men hun holder vist oprigtig af den skikkelige gut, som hun selv har kåret sig.

Og om vi kunde besøge dem nogle år efter på deres husmandsplads, skulde vi vist finde, at de leve både godt og vel sammen - skjønt rigtignok på en egen måde. Jeg forestiller mig ham som en arbeids-træl; efter vel udført dagsværk kommer han træt og mødig ind om aftenen, spiser sin grød og lægger sig til at sove, tilfreds over, at nu har han gjort det han skulde gjøre. Men det er konens tanke, som råder i huset; børneopdragelsens vanskelighed hviler på hende; det er hendes vindskibeligheds og sparsommeligheds kunst, som gjør, at koen kan være i så godt huld med det ringe foder, at melkarret trods den mislige avl dog aldrig er tomt, at der af det lille slagt ifjor altid er lidt sul igjen i huset lige til slagtetiden i høst. Og når Per, uagtet han dog kun har 2 vinterfødte sauer, endda hvert 2det år kan få sig en ny pen kjole at gå til kirke med, så stoler Anne på, at folk i bygden ikke skulde sige om hende, at hun er stræng mod manden, og Per kan ikke andet end tilstå med sig selv: «Det er nok bedst alligevel, at hun Anne råder».

149. Hvad jeg her har fortalt om Per og Anne, er ellers ikke nogen virkelig historie; men i den valgte fremstilling har jeg forenet en stor del erfaringer, som jeg ved at færdes blandt folket tror at have gjort med hensyn til sæder og tænkemåde inden arbeidsklassen, og hvad jeg navnlig vilde have fremhævet, det var den for folk af de mere dannede klasser besynderlig store frihed, som tilstedes pigen i hendes forhold til gutten. Og nu kan man på forhånd formode, hvad også erfaring stadfæster, at hvor friheden er så stor, der træffer det hyppigere, at den mindre blufærdige pige endogså overskrider de vide grændser for det sømmelige, der dog, som sagt, også her ere fastsatte. Hermed sigter jeg til et sådant tilfælde, at en pige i ung og ubefæstet alder tabte sin ære og så hengav sig til et mere og mere letfærdigt liv med den vederstyggelige plan, at siden hendes 1ste barns fader sveg hende, så skal vel hendes 2det eller 3die barns fader blive hængende ved hende og blive hendes ægtemand. Netop hun, som nu engang er bleven «foragtet» eller har tabt sit rygte, har dobbelt årsag til at grue for den enlige alderdom, og derfor finder hun vel endog, at hun har et slags ret til at søge sig en forsørger. Jeg mener, at mange skulde sande, at slige tilfælde ikke høre til de ukjendte ting, og når den forvorpne pige får sin plan sat igjennem, så skal man vist oftest finde, at det er en uerfaren ung-gut, hun har fanget i sine garn. Men hver gang sådant skjer, så bidrager også det til at fremkalde det forhold, som vore tabeller belærede os om, at det inden arbeidsklassen så ofte er unge gutter og gamle piger, som komme sammen i ægteskab.

150. Under de sidste blades forsøg på at finde grundene til de forholde, som tabellerne 30, 31 og 32 viste os, har afhandlingen udvidet sig til almindelige betragtninger over visse stykker i folkelivet. Men dette stemmer dog ganske vel overens med bogens hensigt. Vistnok er jo bogen hovedsagelig af statistisk indhold; men hensigten med statistiske opgaver og beregninger overbefolknings-forholdene er jo netop så, at de skulle veilede undersøgelser over folkelivet. Og dersom de nys meddelte betragtninger over og skildringer af folkelivet tjene til at forklare den forskjel inden de høiere og lavere klasser, som de nævnte tabeller gjorde os opmærksomme på, så tjene igjen disse samme tabeller i nogen grad til at stadfæste den givne opfattelse af folkets tilstand og sæder.(108) Så meget snarere venter jeg det indrømmet, at nærværende afsnit står i god sammenhæng med den hele afhandling, dersom læseren med mig måtte have fundet, at ved ret nøie at sætte sig ind i omstændighederne vil man i mange tilfælde blive mindre tilbøielig til at istemme den hyppig fremførte sætning om fattigfolks letsindige giftermål, en sætning, som jeg allerede i indledningskapitlet ytrede mig imod.

Ved denne leilighed får jeg ellers forklare mig om et enkelt punkt i dette samme afsnit. Jeg har her talt om nattefrieri; jeg har endog skildret nattefrieriet mere ligefrem, end det, såvidt jeg veed, er skeet i noget andet skrift. Det er ikke uden betænkelighed, jeg har gjort det. Nattebesøg og nattefrieri er for by-befolkningen en anstødelig ting, lige så anstødelig som (så besynderlig forskjellig kunne begreberne være) et kys mellem forlovede eller ægtefolk er det for landbefolkningen i vort land. På landet kan jeg med stærke ord fordømme nattefrieriet, uden at man forstår mig; i byerne må jeg betænke mig på at nævne tingen for ikke at synes at gå for vidt i min tale. Men derfor er det med godt overlæg, at jeg alligevel har talt om sagen. Hvad enten tingen befindes anstødelig eller ikke, så går det ikke an at lade, som om ingenting var, når man veed, hvad de ulykker have at betyde, at der hvert år fødes henved 4 tusinde uægte børn i vort land, og at et ubekjendt, men ganske vist stort antal mennesker for at skjule deres løslevnets skam (altså ikke just så lige til i letsindighed) nødes til at gifte sig i ungdom og fattigdom, ulykker, som for landsbygdernes vedkommende for en stor del må tilskrives nattebesøgenes gammeldags skik. Skal skikken - nei skal denne uskik modarbeides, så må der vel tales og skrives om den så udførligt og så tydeligt, at tingen bliver almindelig kjendt og ret forstået. Nu for tiden er den ingenlunde ret forstået, ikke af dem, der uden videre fordømme den som et utugtigt væsen, heller ikke af dem, der følge skikken og anse den som uskadelig. Mangfoldige og aldeles hæderlige mennesker på landet ere blevne og have flere år i rad været forlovede på den antydede måde, fordi de ifølge deres hele opdragelse og dannelse ikke have havt tanke om nogen anden måde - det er skikken. Mangfoldige og aldeles hæderlige mennesker have søgt hinandens bekjendtskab og fortrolighed på denne måde og have dermed udsat sig for fristelser, som bleve for svage for kjød og blod - det er uskikken. Hvad der derfor må arbeides på, det er at vise tingens store farlighed; hvad der må stræbes efter, det er (næst efter at indskjærpe meningen med den daglige bøn: «Herre, led os ikke ind i fristelse!») at hæve land-almuens ungdom til et sådant trin af dannelse, at man vel forstår forskjellen på sandselighed og kjærlighed: thi sandseligheden, den skjuler sig naturligens i nattens mørke; den ungersvend derimod, som er sig klart bevidst, at det er kjærlighed, som bevæger hans bryst, han skyr ikke solens lys.

Men så betydningsfuld en sag som nattefrieriets gamle væsen er, så vidtløftig en sag er det også at give en fuld forklaring om. Der er mangfoldige forholde at tage i betragtning, når man ret vil forstå dette stykke i landbefolkningens leve-skikke; der er mange forskjelligheder ved sagen i de forskjellige egne af landet. Her er ikke stedet til at handle om alt dette. Kun vil jeg tilføie den ytring, at jeg har grund til at tro, at tænkemåden i den senere tid har begyndt så småt på mange steder at vende sig imod nattefrieriets skik og uskik. Men dette, at tingen således holder på ligesom af sig selv at forandre sig til det bedre, det indeholder netop den største opfordring til nu at tage alvorlig fat og stræbe at fremskynde den gode forandring; thi nu er der større håb end tidligere om, at gode bestræbelser i dette anliggende ikke skulde blive frugtesløse.(109)

151. I vore dage bliver det mere og mere almindeligt i skrifter af de forskjelligste slags at oplyse de fremsatte forklaringer med tilføjede billeder. Jeg har også tilladt mig at oplyse enkelte af de i denne bog anførte setninger med billeder, men billeder i ord eller fortællinger fra det virkelige liv. Og på denne måde havde jeg oprindelig tænkt at tilføje et par exempler endnu for nærmere at vise meningen med den i § 149 anførte sætning. Men da exemplerne vare satte på papiret, fandt jeg, at det var altfor hæslige stykker til at stå i denne bog. Jeg udelader dem derfor. Derimod meddeler jeg her et billede, som er ganske vel skikket til at anskueliggjøre det forstandige væsen, som jeg i § 146 omtalte at have fundet hos folk af arbeidsklassen.

Det var Jakob skomager - ja, han hedte ikke just Jakob; men medens jeg forresten gjengiver hans livlige fortælling så bogstavret, som det er mig muligt, så forandrer jeg med overlæg vedkommende personers navne - det var Jakob skomager, en brav mand, som jeg kalder min gode ven, fordi jeg endnu efter år og dag er glad ved erindringen om de mange fortrolige samtaler, vi havde sammen, og om den hyggelige eftermiddag, jeg engang tilbragte i hans hus. Men idet jeg fremstiller ham for læseren, bør jeg kanske forklare, at han var en sådan skomager, at han nok sled selv størstedelen af de sko, han syede. Han var en overmåde flittig jordbruger på sin lille selveierplads, og derom vidnede store stendynger ved siden af hans små agerflekker; han var et stykke af en handelskarl og det således, at hans handelsvei lå over de høie fjelde mellem Gudbrandsdalen og Bergens stifts fjorde; han var jæger og drev om høsten om på høifjeldet efter renen. Sko-arbeidet var ham kun en bisyssel, som var god at tage til i mellemstunder; men da han som skomager efter landsbygdernes måde arbeidede i bøndernes huse, så måtte dette tilligemed hans øvrige vidtløftige bedrift bidrage til, at han var så besynderlig vel kjendt med al bygdens væsen. Og jeg gjorde hans bekjendtskab netop derved, at jeg nogle dage opholdt mig på en bondegård, hvor han traf til at være på sko-arbeide. Jeg benyttede mig af ledigheden, og ikke en, men flere gange fik jeg ham til at lægge skjødskindet fra sig og følge mig på spadsertoure ud på marken, hvor vi da kunde tale frit sammen.

«Hør mig nu, Jakob!» sagde jeg engang efter en hel hoben anden passiar. «Nu har du forklaret mig så mange ting, at jeg rigtig må forundre mig over dig. Du har givet mig bedre forstand på adskillige stykker i folkets levemåde i en sådan fjeldbygd, end jeg havde før. Men nu skal jeg endnu nævne dig en ting. Kan du forklare mig den også, så skal jeg kalde dig mester. Igåraftes havde vi det stykke om giftermål på tale, men ganske kort. Den sag vil jeg gjerne have fuld besked om, såsom jeg frygter for, at der nok er adskillige, som gifte sig i letsindighed, især naturligvis sådanne, som ere komne af fattigfolk - ja sådanne som du og dine lige, Jakob - ikke sandt?»

«Å jo, det er nok altfor meget af det,» svarede Jakob.

«Men hør nu, hvad det var, jeg vilde spørge dig om! Jeg har gjort mig så meget for i denne sag, at jeg har skrevet til hver eneste sognepræst i hele Christiania og Christiansands stift og bedet dem om adskillige forklaringer efter kirkebøgerne, og når jeg nu lægger sammen alle de forklaringer, præsterne gav mig, så finder jeg først en ting, som jeg havde ventet, nemlig dette, at husmandssønner og tjenestegutter og slige virkelig ere snarere til at gifte sig end gårdmandssønner; men dernæst finder jeg en anden ting, som er mig så besynderlig, nemlig dette, at de fattige gutter, som gifte sig i yngste alder, de tage sig gjerne til kone sådanne piger, som ere noget tilårs. Det er dette, som jeg nu spørger dig om: hvorledes kan det have sig?»

«Å, det kan nok have sig på mange måder, det,» ytrede Jakob.

«Ja, en måde er nu den, at den fattige gut er slig en skarv, at han gifter sig med en gammel gjente bare for at få de skillinger, hun har samlet sig - hvad mener du?»

Og Jakob vilde ikke nægte, at det undertiden kunde gå så. «Men,» føiede han til, «det er nu ret ikke så meget af det.»

«Hvordan skulde det da have sig?»

« Jo, det har sig nok meget så, at når en gut sådan tænker på at forandre sig, så må han se til at finde en, som kan stelle vel både i huset og i fjøset, og det er da let at skjønne, at en ungdom af en gjente, som ikke har været videre i tjeneste, har ikke så meget lag på slikt som den, der længe har stået under en god madmoder.»

«Og det mener du, at gutterne tænke så fornuftigt?» spurgte jeg i en tvivlende tone.

«Ja, jeg mener nok det,» svarede Jakob med en vis bestemthed. «For det er nu et, at jeg selv har været tjenestegut og har giftet mig, og dernæst er det så, at når folk her i omkredsen tænke på at gifte sig, så skal jeg næsten altid vide om det. Jeg spørger just ikke efter sligt; men det går så alligevel. Jeg veed ikke, hvoraf det kommer.»

«Så?»

«Det hændte engang - jeg var på sko-arbeide på denne samme gård, hvor jeg nu syr i disse dage - at husmands-sønnen fra Valenden, Ole, kom ind i stuen. Han satte sig på bænken og talte en stund med folket i stuen; men jeg skønnende snart, at det var mig, han vilde have i tale. Så kom han hen til mig og sagde: «Du Jakob», sagde han, kom og vær med mig bag om låven, og så var det det, han vilde, at jeg skulde gå ned til Rognlien og fri for ham til Marit, som tjente der. Og det kunde jeg ikke andet end sige ja til, og jeg sagde også ja strax; for jeg kjendte Marit og vidste, at det var en brav gjente. «Men si mig, du Ole, sagde jeg, jeg synes, det er underlig, at du vil, jeg skal gå just til hende; for nu er jo du ikke stort over 20 år, og hun er vel over de 30; det er da så ujævnt, dette.» Men så forklarede Ole - og jeg kunde ikke sige ham imod - at siden det nu faldt så til, at han måtte overtage pladsbruget - for faderen var bleven enkemand og vilde give det op -, så havde han behov at få en til at hjælpe sig, som havde rigtig godt lag på kreaturstel og alt andet, og skyldfolket hans havde rådt ham til at fri netop til Marit, som også alle vidste havde godt lov af den madmoder, hun havde været under i lang tid; ja, Ole sagde også, at han havde da leet hende nogle ganger, så de vare ikke ganske fremmede for hinanden; men talt til hende på denne måde, det havde han ikke, og han syntes, han kunde ikke komme sig til med at tale til hende selv heller; for sådan en ungdom er så blug, må tro.»

«Nu, hvordan gik det? Fortæl, Jakob!»

«Jo, det gik brav. Dette var thorsdag, og lørdags eftermiddagen slutted jeg med arbeidet, rigtig just for Oles skyld, og gik nedover til Rognlien. Jeg gik ind bagre veien, forbi fjøset, og så indom der. Der var Marit også; for det var som en fire uger før jul og just på den tid mod kvelden, at kreaturstellet pleier gå for sig. Men der var en lægdegut inde, som hjalp til med at bære vand, og så sagde jeg til Marit: «Du Marit, sagde jeg, kom og vær med bag om låven, jeg vil tale et ord med dig.» Da vi kom bag låven, så bar jeg op målet for hende og sagde - ja, jeg sagde det, jeg skulde sige - jeg mindes ikke, hvordan ordene faldt. Men hun, - hun stod bare og glåmte på mig. «Du lyt svare, du Marit,» sagde jeg. « Du lyt gå med op på loftet,» du Jakob, sagde hun. Da vi kom op på loftet, der, hun havde kisten sin stående, så måtte jeg sidde ned, og hun slog en dram til mig og gav mig et temmelig tykt stykke kakebrød attåt, så det syntes, at hun var forsynlig gjente. Og en stund efter svarede hun mig så: «Sig han Ole fra mig, at når han er til kirke hernæst, så kan han komme indom på hjemveien, så skal han få svar.» - Næste messe-dag vare vi til kirke, både han Ole og jeg, og derefter gik vi frem på gården. Halvord Rognlien, bonden på gården, stod ute på tunet, da vi kom, og han var jeg nu vel kjendt med før; for jeg er voxet op just der i kredsen; men jeg skjønte også, at han vidste beskjed om vort erinde; for strax han så os, kom han og hilste og bad os ind i stuen. Der fik vi kaffe, både Ole og jeg; ja, det var nu konen i huset, som trakterte, og de ventede os nok, for kaffen stod færdig, det så jeg. Men en stund efter bad manden os gå ind i kleven (kammeret) og fulgte med selv, og lidt efter kom Marit ind der. Der stod hun nu så blug - så blug, og han, Ole, han kunde da heller ikke få frem ordet. Så måtte jeg til og sagde just så: «Nu ere vi komne, som du ser, du Marit, for at få det svar, som du lovede, og jeg tilspørger dig, Marit Hansdatter, om du har rådslået dig med din Gud og dit eget hjerte og har hu til at have Ole Christensen Vasenden, som for dig står, til din fæstemand?» Hun stirrede på gulvet og svarede ikke strax; men så lettede hun lidt på hovedet og svarede - netop så, at vi kunde høre det - og sa: «Å ja, så får det vel blive så, da.» Og dermed gav de hinanden hænderne, Ole og Marit, og Halvord og jeg lagde vore hænder ovenpå - og så var det bestilt. - Ja, jeg kunde da fortælle det også, at hun gik ud, Marit, og lidt efter kom hun ind igjen og havde med sig en flaske, som der kunde være som en god halvpot på, og en talrik med rumbrød, og så skjænkede hun først til os, som i kleven vare, og dernæst alle de andre, som hørte huset til, så det blev ligesom et lidet fæster-lag.»

«Å, du er da en prægtig fyr til at fortælle, Jakob!» ytrede jeg. «Men jeg må høre mere. Hvordan gik det med Ole og Marit?»

«Jo, det gik brav. Det er nu 3 år, siden de kom ihop, og de leve både godt og vel.»

«Du må jo være en vigtig person i denne familie, og jeg vil tro, du har besøgt dem sommetider?»

«Ja, jeg er der tidt; for jeg har sæteren min og mosetaget mit opi der, hvor de bo, så jeg kommer tidt derforbi, og det er slig en velstand, når jeg kommer ind, at det er svære ting; har jeg ikke tid til at vente, mens hun sætter kaffe-kjedlen over, så må jeg ialfald drikke en skål melk og æde et kake-stykke eller hvad det kan være, som Marit har ved hånden.(110)

Tak, Jakob skomager, tak for fortællingen! Det fornøiede mig at høre den, og det glæder mig at mindes den. Historier om letsindighed og dårskab høre vi jo allevegne - derfor gjør det så godt engang imellem at få en troværdig fortælling om betænksomhed og forstandigt væsen blandt fattigfolk også.


NOTER

Noter til Om dødeligheden i Norge

1. Et exempel vil kanske gjøre dette forhold tydeligere. Dersom daleren var delt i 100 skilling, så vilde 1 skilling have mere at betyde end nu, da den er delt i 120. 1 af 100 er altså en større ting end 1 af 120. På samme måde er 1 af 54 noget mere end 1 af 56.

2. I Danmark ere de dødfødte medregnede blandt de døde, hvilket derimod ikke er tilfælde i de danske hertugdømmer og England og rimeligvis ikke heller i mange af de andre lande.

3. I Danmark ere de dødfødte medregnede blandt de døde, hvilket derimod ikke er tilfælde i de danske hertugdømmer og England og rimeligvis ikke heller i mange af de andre lande.

4. Årsagen til, at disse tal ikke stemme med de først anførte, er den, at jeg har beregnet dem efter middeltallet af folkemængden ved hver periodes begyndelse og slutning istedetfor efter folkemængden alene ved periodens slutning.

5. Årsagen til, at disse tal ikke stemme med de først anførte, er den, at jeg har beregnet dem efter middeltallet af folkemængden ved hver periodes begyndelse og slutning istedetfor efter folkemængden alene ved periodens slutning.

6. For nogle af de læsere, som jeg ønsker at underholde med nærværende afhandling, må jeg forklare, at jeg jevnlig bruger at skrive brøk-tal på en noget anden måde end den almindelige. Først indretter jeg det således, at jeg i brøken altid får tallet 10 eller 100 eller kanske 1000, og istedetfor da at skrive f.ex. 2 3/10 skriver jeg 23. På samme måde er 1023 det samme som 10 23/100, 12 ligt med 12/1000, 01 ligt med 0 1/10 eller blot 1/10. Dette falder i flere måder bekvemmere. Exempler herpå side 9, ovenfor.

7. Således at betragte befolkningen i Norge i tre efter hinanden følgende tidsrum samlet under et, det kan i første øieblik forekomme noget besynderligt. Tingen vil måske blive rimeligere ved et exempel: Vi kunne forestille os, at der var et land med 3 provindser, og at hver provinds havde så stor befolkning som hele Norge i hvert af hine tidsrum. Her vil man jo ikke finde det besynderligt at betragte befolkningen i alle de 3 provindser samlet under et.

8. Tabel-værket over folketællingen 1845 angiver (Indledn. p. 1) det samlede folketal for begge kjøn til 1,328,471 eller (side VII) mdkj. 652,233 og kvkj. 676,238; i tabellerne derimod side 35, hvor antallet anføres efter aldere, er summen for mdkj. 652,193, for kvkj. 676,185, tilsammen 1,328,378. Jeg har ikke fundet, at tabel-værket selv har gjort opmærksom på denne forskjel eller forklaret grunden til den; men grunden må rimeligvis have været, at aldersangivelse har manglet for de 40 og 53 personer af mdkj. og kvkj., som udgjøre forskjellen. Da tallet er så lidet, har jeg betragtet det, som om disse personer ikke havde været til. - De i ovenstående tabel anførte tal for de døde stemme heller ikke med de summer, som vilde fremkomme ved ligefrem at lægge sammen tallene i de 30 års døde-lister i de trykte tabeller. Årsagen dertil er denne: Fra og med 1821 til og med 1838 regnedes i vore lister efter kirke-år; siden regnedes efter kalender-år. Ved denne overgang forfattedes særskilt fortegnelse over de døde i resten af året 1838, efter kirkeårets udgang, som det år faldt på 2den december. Nu kan det af tallenes størrelse skjønnes, at denne rest (mdkj. 1184, kvkj. 1149) i de trykte tabeller er regnet med for året 1838, som da omfatter tiden for kirke-årets begyndelse i 1837 til 31te december 1838 eller omtrent 13 måneder, og for at få et nøiagtigere forhold har jeg igjen ved hjælp af de oprindelige, håndskrevne lister fradraget den samme rest. Mine tal omfatte altså først kirke-årene 1821-38 og dernæst kalender-årene 1839-50. - Denne bemærkning gjælder også for alle de følgende steder i denne afhandling, hvor jeg har gjort brug af de trykte tabeller for året 1838.

9. Tabel-værket over folketællingen 1845 angiver (Indledn. p. 1) det samlede folketal for begge kjøn til 1,328,471 eller (side VII) mdkj. 652,233 og kvkj. 676,238; i tabellerne derimod side 35, hvor antallet anføres efter aldere, er summen for mdkj. 652,193, for kvkj. 676,185, tilsammen 1,328,378. Jeg har ikke fundet, at tabel-værket selv har gjort opmærksom på denne forskjel eller forklaret grunden til den; men grunden må rimeligvis have været, at aldersangivelse har manglet for de 40 og 53 personer af mdkj. og kvkj., som udgjøre forskjellen. Da tallet er så lidet, har jeg betragtet det, som om disse personer ikke havde været til. - De i ovenstående tabel anførte tal for de døde stemme heller ikke med de summer, som vilde fremkomme ved ligefrem at lægge sammen tallene i de 30 års døde-lister i de trykte tabeller. Årsagen dertil er denne: Fra og med 1821 til og med 1838 regnedes i vore lister efter kirke-år; siden regnedes efter kalender-år. Ved denne overgang forfattedes særskilt fortegnelse over de døde i resten af året 1838, efter kirkeårets udgang, som det år faldt på 2den december. Nu kan det af tallenes størrelse skjønnes, at denne rest (mdkj. 1184, kvkj. 1149) i de trykte tabeller er regnet med for året 1838, som da omfatter tiden for kirke-årets begyndelse i 1837 til 31te december 1838 eller omtrent 13 måneder, og for at få et nøiagtigere forhold har jeg igjen ved hjælp af de oprindelige, håndskrevne lister fradraget den samme rest. Mine tal omfatte altså først kirke-årene 1821-38 og dernæst kalender-årene 1839-50. - Denne bemærkning gjælder også for alle de følgende steder i denne afhandling, hvor jeg har gjort brug af de trykte tabeller for året 1838.

10. Det vil måske interessere en og anden at se en antydning af det resultat, en englænder Edmunds tror at have fundet, at «dødelighedens styrke i alle aldere lader sig udtrykke ved ledene af tre på hinanden følgende geometriske rækker, således forbundne, at de sidste led af den ene række danner det første led af den næste, - eller ved koordinaterne af tre sammensluttende (contiguous) segmenter af tre logarithmiske kurver».

11. Formelen for beregningen: Antallet af de individer, som træde ind i alders-perioden, være a, dødeligheds-procenten for hvert enkelt år være p, det antal år, hvoraf alders-perioden består, være n, det antal individer, som leve igjen ved periodens slutning, være A. A vil da være
 = a (100-p/100) n

12. Den brugte fremgangsmåde kan jeg bedst oplyse ved et exempel. På livs-tabellen (Tab. 4) opsummerer jeg nedenfor tallene til og med 70 års alderen. Denne sum bliver for mandkjønnet 4064. 70 års alderen opnåedes af 2710 personer. Dette tal divideret i hint giver kvotienten 15, hvilket tal betegner, hvor mange ti-år hine 2710 personer i gjennemsnit vilde levet, hvis det var så, at dødsfaldene indtraf netop ved ti-årenes slutning. Da de nu snarere falde ved midten af ti-årene, må der fra hint tal drages et halvt tiår eller 05. Resten bliver da 1. Men 1 ti-år er = 10 år, og dette er middel-levetiden for de 70-årige personer. På samme måde finder jeg middel-levetiden helt op til 10 års alderen, hvor den er 4929 år. Men for at finde middel-levetiden for 0 års alderen (ved fødselen) og for 5 års alderen må man bære sig anderledes ad. Af 10,000 børn ved 0 års alderen opnå 7598 det 5te år; disse leve altså 5 år hver eller tilsammen 37,990 år. 2402 af de 10,000 dø derimod inden det 5te år, antagelig ved 2 ½ års alder; de leve altså 2 ½ år hver eller tilsammen 6005 år. De 10,000 fødte børn leve altså i denne aldersperiode tilsammen 37,990 + 6005 = 43,995 år. I alders-perioden 5-10 år befindes på samme måde de overlevende af dem, 7598, at leve tilsammen 37,425 år. Fra 0 til 10 års alderen leve de 10,000 børn altså tilsammen 43,995 + 37,425 = 81,420 år. Men de 7372 af de 10,000, som nå 10 års alderen, leve hver 4929 år eller tilsammen 7372 x 4929 = 363,370 år. Fra fødselen af leve altså de 10,000 børn tilsammen 81,420 + 363,370 = 444,790 år. Deler jeg nu dette tal med 10,000, så finder jeg, at der kommer 4448 år på hvert af de 10,000 børn, og dette er middel-levetiden fra fødselen af. På samme måde findes også middel-levetiden fra 5 års alderen af.

13. Efterat manuskriptet til nærværende ark var leveret til sætteren, er jeg bleven opmærksom på, at Forsells «Anteckningar öfver Sverige», Stockholm 1839, side 62, meddeler ikke alene englænderen Milnes beregninger over middel-levetiden i Sverige med Finland for årene 1801-5, hvilke jeg i sammenligningstabellen har anført, men også en tilsvarende, af astronomisk professor Selander udarbeidet tabel for Sverige alene, for tidsrummet 1830 -35. Det sees af denne tabel, at middel-levetiden i Sverige uden Finland i dette sidste tidsrum var i alle aldere omtrent 1/2 til 1 år mindre end i Sverige med Finland i årene 1801-5. Da tabellen imidlertid er beregnet for begge kjøn under et, vilde den ikke tjene til ligefrem sammenligning med de norske og danske tabeller, som ere beregnede for hvert kjøn.

Ifølge Selanders nævnte tabel er det imidlertid givet, at dødeligheden i Sverige i den nævnte tid må have været større end i Norge i 1821-50. At dette samme også gjælder for Sverige i det 20-årige tidsrum 1821-40, det har jeg erfaret ved hjælp af den 8de årsberetning om den engelske befolkning (se § 12 om de engelske tabeller), hvilken bog Universitets-bibliotheket ikke eier, og som jeg på et andet sted har fundet, men for sent til at benytte den i kap. 3. Dette tabel-værk indeholder side 299 uddrag af de tre folketællinger i Sverige 1820, 1830 og 1840 samt af døde-listerne for 1821-40. Jeg har ordnet disse materialier ganske på samme måde som ved beregningen af den norske dødelighedstabel (kap. 4), og ved beregningen har jeg fundet følgende forhold:

Af 10,000 personer af hvert kjøn og hver alder døde årlig i 1821-40:

Tabell s36

Ved nu at sammenligne disse tal med de tilsvarende for Norge i Tab. 3 og for Danmark i Tab. 6, vil man se, at der helt igjennem dør flere i forhold i Sverige end i Norge, og at forholdet mestendels er ugunstigere i Sverige end i Danmark.

14. For nogle år siden bleve den norske enkekasses protokoller med den største omhyggelighed gjennemgåede i den hensigt at komme efter dødelighedsgraden inden den klasse af mænd og kvinder, som hin indretning har at gjøre med. De af mathematikere beregnede tal førte til det resultat, at dødeligheden i den senere tid var mindre end før antaget, så planen for indskud og udbetalinger måtte forandres. Men det skulde være af almindelig interesse at se offentliggjort de oplysninger om dødeligheden her i landet som derved blev vundet, og en sammenligning anstillet med tilsvarende undersøgelser i andre lande.

15. «Norges Statistik», Chr.nia 1840, side 202.

16. Det skulde til exempel være artigt at få oplyst, om den stigen i dødeligheden, som fandt sted i årene 1831-40, måske falder sammen med en stærk tiltagen af brændevins-brænden og fylderi.

17. Det er også påfaldende, hvorledes Pontoppidan i sin «Norges naturlige Historie» (2den del, side 410 flgg.) ved midten af forrige århundrede kan opregne en stor mængde exempler på folk langt ud over 100 års alderen, og jeg skulde meget tvivle på, at det nu i noen bygd skulde være muligt at opdrive et sådant selskab som det, der i året 1733 var forsamlet i Peder Colbjørnsens have i Frederikshald ved en fest, som foranstaltedes til ære for kongen og dronningen ved deres nærværelse der: det var 8 par ægtefolk, eller 16 personer, som alle havde været gifte i over 50 år, og som vare, den yngste 78, den ældste 105, tilsammen 1417 år gamle. Disse gamle måtte først spise i et dertil indrettet lysthus, hvor tilskuerne fra alle kanter kunde tage dem i øiesyn, og her havde de at drikke deres majestæters skål. «Efter måltidet dandsede ethvert af disse par 3 gange med en munterhed og glæde, som endnu mere forøgede deres majestæters høieste velbehag.» (Topographisk Journal, 5te hefte, side 47).

18. I et senere kapitel 14 kommer jeg til at anføre nogle yderligere træk til bedømmelse af dødeligheds-forholdenes forandring i de omhandlede tidsrum.

19. Lad os tænke os, at almuens oplysning her i landet var sådan, at hver voxen mand og kvinde med forstand og nytte kunde læse de to fortrinlige, i vort bogsprog oversatte og fattelige skrifter af englænderen Combe: «Om småbørns pleie» og «Physiologiens hovedlærdomme», lad os fremdeles antage, at disse skrifter i løbet af et år fra nu af bleve læste af omtrent så mange mennesker i landet, som have læst Andresens bekjendte skrift om afholdssagen - og vi skulle ikke være i tvivl om, at den derved udbredte større indsigt om, hvorledes på simple måder sundheden kan bevares og sygdomme forebygges, meget snart skulde vise sig virksom til at spare liv og formindske dødeligheden i landet. Thi mangfoldige af de midler, Combe anviser, kunne haves og anvendes uden nogen penge-udgift, blot ved omtanke.

20. Da undersøgelsen holder sig til tidsrummet før 1850, forståes ved Gudbrandsdalens provsti naturlig alle de præstegjælde, som til den tid hørte sammen til et provsti, altså også Gausdal og Faaberg, som senere ere fraskilte og forenede med Thotens provsti.

21. Det nordligste præstegjæld af Hedemarkens provsti er Ringsaker. Lige over dette, på den vestre siden af Mjøsen, ligger Redalen, et distrikt, som for 30 år siden bestod af 25 tildels betydelige gårde. Dette distrikt hørte før til Ringsaker, men lagdes ved kgl. res. af 6te januar 1821 til Birid præstegjæld, Thotens provsti. De, som døde i dette distrikt, bleve altså før 1821 talte sammen med de døde i Hedemarkens provsti. Dersom nu denne forandring var indført f.ex. i 1824 istedetfor i begyndelsen af 1821, så vilde altså antallet af døde for Hedemarkens provsti i årene 1831-50 tillige have omfattet dem fra Redalen for 1821-23, men det ved folketællingen 1825 fundne folketal for Hedemarken vilde ikke have omfattet samme distrikt, og da vilde feil være opstået i beregningen af dødeligheden for Hedemarken. - Dette exempel viser, hvor slemt det er, når præstegjælds-grændserne forandres, uden at der drages omsorg for at ordne de statistiske opgaver således, at der kan tages hensyn til forandringerne. Sådanne undersøgelser som i dette kapittel for Hedemarken og Gudbrandsdalen anstillede ville af den grund for flere egnes vedkommende nu for tiden være om ikke umulige så dog i høy grad vanskelige.

22. Anførte værk, 1ste del side 37. Se også 2den del side 411.

23. Dette er ikke ganske nøiagtig, af den grund, at der ikke er lige antal af mandfolk og fruentimmer. Men ved nærværende anvendelse af tallene kommer det ikke an på nogen høi grad af nøiagtighed.

24. Ifølge optælling efter de årlige lister over antallet af fødte o.s.v. ere tallene disse:

                                                                        
                                                   Den ifølge overskuddet
Gruppe           Døde      Fødte    Ægtevielser        af fødte beregnede
               1831-50.   1831-50.     1831-50.        folkemængde i 1845.
1ste.. .. ..   104,634    182,785      43,547                 333,697
2den.. .. ..   109,274    178,716      43,546                 300,662
3die.. .. ..    97,660    152,140      35,364                 253,140
4de .. .. ..    81,490    121,964      29,159                 203,461
5te .. .. ..   118,439    153,668      37,392                 234,705    

Det bemærkes, at de dødfødte her ere regnede sammen både med de døde og de fødte.

25. Når tællingerne skulde udføres på den angivne måde for de tvende klasser, som jeg her har benævnt eiendoms- og arbeidsklassen, måtte man først en gang for alle efter et skjøn afgjøre, hvad slags personer der skulde henregnes til hver klasse, for at en fast regel kunde ligge til grund for det hele arbeide. Noget sådant har jeg allerede forsøgt med en speciel undersøgelse om hyppigheden af giftermål inden eiendoms- og arbeidsklassen, og af den beretning herom, som jeg håber snart at kunne forelægge publikum, mener jeg, det skal sees, at en sådan inddeling af folket i disse to hovedklasser ret vel lader sig udføre, og at sådanne undersøgelser kunne lede til ganske vigtige oplysninger.

26. Ved at sammenligne dette med folketællings-tabellerne for 1845 vil man finde, at adskillige klasser af mig ere udeladte. Men jeg måtte gjøre så for å få tilsvarende tal for 1835 og 1825, i hvilke år tællingerne udførtes på en anden måde.

27. Efterat denne hele afhandling var skreven og den største del af den allerede var trykt, har jeg under udførelsen af et andet statistisk arbeide gjort iagttagelser, der bringe mig til at udtale en formodning om den forhøiede dødelighed i ti-året 1831-40. Som en følge, ikke blot af de med freden i året 1814 indtrådte bedre tider, men - og det måske for en ligeså stor eller endnu større del - af det ved samme tid pludselig og stærkt forøgede antal mennesker i giftefærdig alder, steg ægtevielsernes antal meget stærkt i årene fra 1815 til 1825 eller henimod 1830. Der dannedes altså pludselig mange nye familier og flere, end landet så at sige var vant til at underholde. Dersom nu næringsveienes udvikling ikke kunde holde skridt med hin forøgelse, så var det naturligt, at der måtte opstå forlegenhed og mangel i mange huse, og det især ved den tid, da børneflokken voxede til, hvilken tid kan sættes til årene 1831-40. Denne folkemængdens forøgelse udover landets ernæringsevne vilde da have været en naturlig årsag til forhøiet dødelighed. Og at så har været, det får man en så meget stærkere formodning om ved at se, at denne stigen og falden både i ægtevielserne og i dødsfaldenes antal har været mærkelig overensstemmende både i Sverige og Norge. - Efter denne betragtningsmåde skulde en forhøiet dødelighed også være at befrygte i indeværende ti-år, da atter fra 1841 af tilvæxten i familiernes antal ved nye ægteskabers stiftelse har været meget betydelig, skjønt også forsigtigheden ved ægteskabers indgåelse har været større, idet et forholdsvis mindre antal af dem, som vare i giftefærdig alder, virkelig have giftet sig. - Men af disse hensyn skulde det være af stor interesse at se regelmæssigt samlet materialier til at bedømme indflydelsen af de mange andre omstændigheder, som indvirke på dødeligheden, fornemmelig veirlaget og næringsveienes tilstand. -Resultaterne af hine undersøgelser håber jeg ellers snart at se offentliggjorte i deres helhed i en afhandling «Om giftermål i Norge».

28. Jeg kan heller ikke tro andet, end at navnlig lægerne ville istemme det ønske, som nylig er udtalt af en lærd skotte, professor Forbes, i hans interessante værk: «Norge og dets isbræer» (Norway and its Glaciers). I 1851 bereiste han Norge for at anstille adskillige naturvidenskabelige iagttagelser, således også over de norske isbræer. Men ved denne leilighed måtte han levende beklage, at der på så få steder i vort land er ført bog over veiret, hvis iagttagelse netop i et land som Norge efter hans dom vilde være meget belærende, og stolende på «folkets bekjendte skjønsomhed og dets videnskabsmænds dygtighed» udtaler han sin forventning om, at det forsømte må blive indhentet.

29. Disse uddrag findes i Departements-Tidenden.

30. Til grund for beregningen ligger antallet af hændelige dødsfald i de anførte år samt følgende folketællinger

     for Sverige:  1840, 1845 og 1850
     for Danmark:  1845 og 1850
     for England:  1841 og
     for Frankrig: 1846.

31. I de ti år 1836-1845 (med fradrag her som overalt for december 1838, se slutningen af anm. til side 18) indtraf i gjennemsnit årlig

                         Voldsomme dødsfald     deraf ved
                            i det hele          drukning
Christiania  stift .. ..        249                149
Christiansands -   .. ..        136                101
Bergens        -   .. ..        151                120
Throndhjems    -   .. ..        141                113
Tromsø         -   .. ..        224                199
              Hele riget        901                682

32. For ti-året 1826-35 har jeg lagt folketallet i 1825 og 1835 til grund for beregningen, for hvert af ti-årene 1831-40 og 1841-50 derimod folketallet i 1835 og 1845.

33. Efter de forklaringer, jeg har fået, er det en ganske forbausende øvelse og færdighed, nordlændingen lægger for dagen i at håndtere sit svære rå-seil, og det er rimeligt nok, at om han med en gang ombyttede sine tilvante redskaber med nye, skulde det ikke gå så godt. Men det synes på den anden side ikke at være noget godt mærke ved hine gammeldags indretninger, at de udkræve en sådan omhyggelig behandling, som forudsætter en livsvarig øvelse og fast ubegribelig færdighed. - Den mand, som meddelte mig disse forklaringer, ytrede også den formening, at en reform her er nødvendig. Men han vilde ikke selv udgive sig for fuldkommen sagkyndig. Nu færdes der flere dannede sømænd langs vore nordlige kyster, og jeg tillader mig at anbefale denne sag til deres omhyggelige opmærksomhed.

34. Havet kræver mange offere; fjeldet kræver heller ikke få. I flere af vore fjeldbygder anvendes meget ren-mose som kreatur-foder. Mosen indsamles om høsten, helst på fugtige dage, altså når veiret på høifjeldet er råt; dette arbeide udføres af både kvinder og mænd, som stundom endog må overnatte under åben himmel på fjeldet, når der nemlig er for lang vei til nærmeste sæter. Om vinteren kjøres mosen hjem. Men under hint arbeide med indsamlingen får mangen en en knæk, som sent eller aldrig forvindes, og ved kjørselen ned over de bratte lier hænder det nu og da, at kjøreren knuses eller kvæles under det væltende læs. - Dersom den tid kommer, at bonden ved et fuldkomnere brug finder sin regning ved at anvende den samme arbeidskraft på sine hjemjorder og kunstige enge, så han ikke behøver mosen og de andre foder-surrogater fra fjeldet (marke-råning), så vil ganske vist også derved meget tab af menneske-liv vorde forebygget.

35. Jeg tænker på følgerne for enke og børn, når familiefaderen dør, og indbilder mig, at netop Nordlandenes fiskere skulde kunne få interesse for livsforsikringsindretninger.

36. I tabellerne hedder det for årene 1826-35: «Myrdede», for de følgende år: «Dræbte eller Myrdede». Men det kan ikke bestemt sees, at optællingen er foregået på forskjellig måde, i mindre eller større udstrækning.

37. Qvetelet, Uber den Menschen», (tydsk udgave af den belgiske forfatters værk ved Riecke, 1838).

38. Summerne stemme ikke ganske for årene 1827 og 1830.

39. «Det spørgsmål, om civilisationen befordrer selvmord, er vel at besvare på samme måde som det beslægtede om sindssygdommenes hyppighed. Sand dannelse er sikkerlig ikke noget, som befordrer selvmord, men vel halv-dannelse, der ikke sjelden medfører en stor disharmoni (uoverensstemmelse) mellem de fordringer, som den enkelte gjør til verden, og de ydre forholde, hvor han i virkeligheden nødes til at bevæge sig, - en disharmoni, der er så meget mere trykkende, når den indre formue ikke strækker til for med hengivenhed at kunne hæve sig over de indskrænkede forholde. Den blandt alle stænder bemærkelige stræben at arbeide sig høiere op på de mange samfundsklassers trappestige er et eiendommeligt mærke ved vor tid. Naturligvis står dygtigheden ikke altid i forhold til ønsket; derfor bliver målet kun ufuldstændigt eller aldeles ikke opnået, og deraf kommer da misfornøielse, utilfredshed med sin stilling, feilgreb i valget af de midler, som skulde føre til målet, livs-lede (en stemning, som ved aftagende religiøsitet savner den sikreste modvægt) og endelig selvmord.» (Versuch uber den Menschen, side 482.) Med hensyn til den tiltagen af selvmordets hyppighed, som ifølge opgaverne for Norge skulde have fundet sted i den sidste menneske-alder, kan i overensstemmelse med disse ytringer erindres dette, at den forandrede politiske forfatning vistnok også i høi grad har fremkaldt en sådan forandring i den sociale tilstand, der i korthed kan betegnes som en større bevægelighed i folket, en bevægelighed, som har bragt flere og flere til at forlade sit tidligere hjem og opgive sin tidligere livsstilling for at søge sig en ny og bedre plads i landet og i samfundet. Denne bevægelighed, denne forhøiede iver har på den ene side befordret nationens fremgang i velvære og kultur, men vel også på den anden side udsat mange for store fristelser, beredt dem bitre skuffelser, styrtet dem i borgerlig og moralsk ulykke. Det er at håbe, ja det er efter alle naturens og moralens love at vente, at disse enkeltmandens ulykker skulle vorde sjeldnere igjen, jo mere hver enkelt ved god undervisning og opdragelse, under den sande civilisations indflydelse, lærer at indrette sig med sindighed og klogskab, at leve dydigt og fromt. Men det er også så, at alle undervisningens og opdragelsens hjælpemidler blive mere og mere fornødne og må udvikles til større og større fuldkommenhed, om civilisationens fremgang ikke skal vorde civilisationens undergang.

40. Dr. Kayser, om selvmord i Danmark 1835-44.

41. Adskillige af disse opplysninger findes dog i de håndskrevne opgaver fra geistligheden, og dermed vil det endnu være muligt at få vor kundskab udvidet om selvmordet i vort land i de forbigangne 25 år. En udtømmende bearbeidelse af disse opgaver skulde jeg anse for et fortjenstfuldt arbeide. Dels ere nemlig oplysningerne om denne for menneskeheden fælles vigtige sag også i andre lande kun få, så ethvert nyt bidrag har værd; dels er det muligt, ja sandsynligt, at et nøiagtigt studium af selvmordet i vort land skulde gjøre os bekjendte med adskillige eiendommeligheder. Jeg er således tilbøielig til på forhånd at mene, at den forskjel i selvmordets hyppighed, som i andre lande har vist sig i de forskjellige måneder, i vort land vilde vise sig meget stor. - En omhyggelig benyttelse af de materialier, som allerede haves, vilde give stødet til yderligere forskninger i fremtiden, og en blandt folket udbredt klar kundskab om sagen skulde, som jeg allerede har bemærket, være et af de kraftigste forebyggelsesmidler mod ondet.

42. Tallene for de fremmede lande ere hentede fra Kaysers nævnte værk undtagen for England, for hvis vedkommende jeg selv har beregnet dem efter engelske opgaver.

43. På grændsen mellem Strands og Høilands præstegjælde i Stavanger amt ligger gården Tjosevik, som i 1835 havde 38 mennesker. En del af denne gård, med 11 mennesker, hørte til Strands, resten med 27 mennesker til Høilands prgld. Men ved kgl. res. 29 juli 1841 forandredes dette forhold så, at den hele gård henlagdes til Høilands prgld. Da nu Strands præstegjæld hører til Stavanger provsti, Høilands prgld. derimod til Jæderens pr., så forandredes med det samme disse provstidistrikters grændser; det førstnævnte provsti blev lidt mindre, det andet lidt større. For nu ganske nøiagtigt at beregne dødeligheden i disse provsti-distrikter i tidsrummet 1831-50 burde man f.ex. indrette det så, som om hin forandring var indtrådt før 1831, altså lægge hint antal af 11 mennesker i 1835 til antallet af levende i Jæderens provsti og fremdeles føie antallet af dem, som i årene 1831 til 1841 monne være døde i denne lille kreds, til antallet af døde i Jæderens provsti i tidsrummet 1831-50. Men om jeg i denne hensigt vilde fremtage præste-listerne over fødte og døde for Strands præstegjæld for årene 1831-41, så vilde jeg ikke finde opgivet antallet af døde på den omhandlede del af denne enkelte gård; thi i præste-listerne opgives antallet af fødte og døde kun samlet for de enkelte sogne. Jeg har altså ikke kunnet foretage nogen sådan berigtigende forandring af tallene her.

Ved den samme kgl. res. bestemtes også, at gården Raig, som i 1835 talte 19 mennesker, hvoraf 10 hørte til hint samme Strands præstegjæld i Stavanger provsti og resten eller 9 til Ly prgld. i Jæderens pr., fra nu af skulde høre helt til det førstnævnte præstegjæld. Derved traf det da så, at Strands prgld. og dermed Stavanger provsti på den ene kant gjenvandt omtrent, hvad det på den anden kant havde tabt i folketal, ligesom omvendt Jæderens provsti på den ene side tabte og på den anden side vandt omtrent lige meget.

En lignende forandring er foregået med grændserne for Kongsbergs og Jarlsbergs provstier, idet gården Langum, som hidtil havde hørt til Ekers prgld. i det førstnævnte pr., ved kgl. res. 6 marts 1843 bestemtes at skulle henhøre til Strømsgodset annex under Skauger prgld. i det sistnævnte pr. Folketallet på gården er kjendt; i 1835 var det 26 mennesker; derimod kjendes ikke antallet af døde på gården, og det er da ikke muligt at finde, hvor stort antallet af både levende og døde vilde have været i de nævnte provstier, hvis forandringen tænkes enten ikke at have fundet sted eller også at vært udført før det her omhandlede tidsrum 1831-50.

Heldigvis angik alle disse grændse-forandringer så små dele af befolkningen, at de ikke kunne have medført nogen mærkbar feil i beregningerne over dødelighedsforholdet. Men de afgive dog exempler på, hvor uheldigt det kan være for de statistiske undersøgelser, når der idelig foretages forandringer i rigets inddelinger, uden at der samtidig sørges for at indrette de lister derefter, som ligge til grund for tabel-værket. For i fremtiden at få materialier til en belærende statistik over befolkningsforholdene i rigets forskjellige egne vil det derfor være nødvendigt at træffe en efter fornødne hensyn afpasset og engang for alle bestemt statistisk inddeling og så - hvordan end rigets geistlige og verdslige inddelinger i tidernes løb forandres - indsamle de statistiske data efter den statistiske inddeling.


Noter til Om giftermål i Norge

44. Jeg skal her forklare, at de trykte og håndskrevne tabeller og andre skrifter, hvoraf jeg hentet materialierne til nærværende afhandling i det hele taget ere de samme som de, der ligge til grund for den førnævnte afhandling «Om dødeligheden i Norge» (Christiania, 1855), i hvilken jeg har omtalt hine kildeskrifter side 14 og fornemmelig side 195 [nærv. utg. s. 13 og s. 143].

For dem, som måtte ville undersøge, må jeg gjøre opmærksom på følgende:

Jeg har måttet gjøre nogle forandringer ved tallene over ægteviede, fødte o.s.v. for riget og for stifterne i året 1838 samt for Christiania og Christiansands stifter i de 6 år 1845-50. Om forholdet dermed kan jeg henvise til det nævnte skrift side 20, anm., og Tillæg 11 [nærv. utg. s. 18, anm. og s. 143f].

Ligeså har jeg måttet rette en feil, som er indløbet i det for nærværende afhandling så vigtige tabel-værk «Statistiske tabeller - for kongeriget Norge, 4de række» (Christiania 1839). Dette værk indeholder opgaver over ægteviede, fødte og døde i riget og i stifterne år for år fra 1801 til 1835. Men i opgaverne for året 1801 er tallene for Tromsø stift regnede to gange, idet de først ere lagte til tallene for Throndhjems stift, som derved har fået for store tal, og dernæst ere udførte for Tromsø stift. Feilen er foranlediget derved, at disse to stifter dengang vare forenede til et, og den rettes således, at man fra tallene for Throndhjem stift og for riget drager de tal, som ere anførte for Tromsø stift. Jeg havde længe en mistanke om, at tingen forholdt sig så; men først efter at hele denne afhandling var udført, blev jeg forvisset derom, idet jeg i tabelkontorets archiv temmelig tilfældig opdagede den originale af biskoppen udfærdigede liste, efter hvis utvivlsomme angivelser jeg da måtte rette alle de tal og beregninger, ved hvilke den trykte tabels opgaver for 1801 vare benyttede.

45. Fra Gudbrandsdalen i det hele og især fra Lesje præstegjæld er der i den senere tid foregået stærk udvandring af unge mennesker; det er årsagen til, at antallet af ægtevielser fra 1841 af ikke er steget så stærkt, som det ellers skulde.

46. Det er jo skik, at forfattere med erkjendtlighed nævne de mænd, som fremfor andre have opmuntret og understøttet dem i deres undersøgelsesarbeide. Således må jeg med erkjendtlighed nævne den brave og forstandige bonde Erik Pedersen Rusten, Bæverdalen i Lom. Som ganske fremmed kom jeg til denne mands hus, og øiemedet med mit ophold i bygden var ham ubekjendt; men således kunde han sætte sig ind i mine interesser, at han havde tålmodighed til at høre på alle mine spørgsmål og samle sammen alle sine erindringer og erfaringer med hensyn til den omhandlede sag - i en samtale fra morgen til aften hele 8 dage igjennem. Det var mig derfor en stor sorg, da jeg ved mit andet besøg måtte erfare, at denne mand da var fraværende for at søge lægehjelp for en betænkelig øiensygdom. Jeg fandt dog også nu mænd, som både kunde og vilde indlade sig i ret udførlige samtaler med mig, fornemmelig den skarpsindige gårdmand Ole Gudbrandson Kvaale, Bærdalen, og den tænksomme husmand Jon Jonson Gjærdet, Gjøingslien under Nordherreds-Marken. Under sådanne samtaler var det, jeg fattede tanken om denne bog; at skrive den er mig det samme som påny at underholde mig med disse og flere mænd, med hvem jeg i samtale om disse og andre ting tilbragte mangen i sandhed behagelig stund.

47. I «Budstikken», 1827, no. 80-89.

48. Denne sidste sætning bør vi lægge mærke til, da den giver et andet, men vistnok rigtigere begreb om tilstanden i landet i økonomisk henseende end det indtryk, vi fik af professor Holst's skildring.

49. Med hensyn til den sidste yttring bør det erindres, at den var skreven før potetessygdommen var kjendt eller bleven faretruende.

50. Af min tabel no. 2 sees også at ægtevielsernes antal fra 1825 af blev mindre.

51. Man efterse min tabel no. 2.

52. Man betragte min tabel no. 2, som viser stærk tilvæxt 1841-45, men en langt svagere 1846-50.

53. Af min tabel no. 1 vil det også sees, at ægtevielsernes antal virkelig var en god del mindre især i 1847 end de nærmest foregående år, men dog endnu større end i noget enkelt år, før femåret 1841-45, da den store stigen begyndte.

54. Flere udenlandske forfattere have yttret den mening, at man ikke får pålidelige statistiske tabeller om befolkningsforholdene, så længe arbeidet med at indsamle materialierne er overdraget til geistligheden, og i adskillige lande har man også af den grund overdraget det til civile embedsmænd eller betjente. Men denne indvending imod tabellernes pålidelighed gjælder ikke hos os, hvor næsten alle indbyggere høre til et og samme kirkesamfund, og hvor det både ved kirkelige og borgerlige love er gjort til pligt at anmelde alle forekommende fødsler, dødsfald o.s.v. for vedkommende præst.

55. I «Materialen zur Statistik d. dänischen Staaten», 2de dele, 1784-1786, findes for alle stifter og for hele riget fortegnelse over fødte og døde fra 1735 til 1784 samt over ægteviede og uægte fødte for årene 1770-1784. Opgaver over fødte for hele riget, men ikke for stifterne ere fortsatte til og med 1792 i Schegels «Statist. Beskrivelse af de fornemste Europ. Stater», 2den del, pag. 28. - For Christiania stift findes en ufuldstændig række af bispe- og provste-lister over ægteviede o.s.v. siden 1733. Dette er de materialier, jeg har fundet. - Først har jeg opgjort tabellen for Christiania stift. Materialierne svigte med hensyn til ægtevielser for årene 1744, 49, 50, 57 og 60, samt med hensyn til både ægtevielser og fødte for årene 1786, 87 og 93. For disse år har jeg sat middel-tallene for de andre år i samme femår. - Dernæst har jeg opgjort tabellen for de fødte for hele riget. Det store hul for årene 1793-1800 har jeg udfylt således: Antallet af fødte i Christiania stift er en meget stor brøk-del (næsten halvdelen) af antallet for hele riget. Jeg kjendte denne brøk-del for årene 1776-90 og 1801-15 og antog nu, at den måtte være den samme for de 3 år 1793-95 samt de 5 år 1796-1800. De tal, som efter denne forudsætning beregnedes, stemmede også meget vel med den betydelige stigen i antallet af fødte, som havde fundet sted i de sidste år, hvorom jeg havde fundet opgave; fra 1787 til 1792 var dette antal nemlig jevnt steget fra 23,070 til 28,246. (Se herom den følgende senere tilføiede anmærkning.) - De omtalte opgaver over ægtevielser i riget 1770-1784 ere i tabellen benyttede så, som om de gjaldt årene 1771-75, 1776-80, 1781-85.

56. I tallene for de fødte ere vistnok også de medregnede som ere fødte udenfor ægteskab. Men allerede på grund af deres mindre antal bliver det anførte forhold ikke derved forstyrret. Herom ellers mere på et andet sted.

57. Det var ved overveielse af forholdene i Lom og Vaage i Gudbrandsdalen, at det først faldt mig ind således at tænke på sammenhæng i dette stykke mellem fortiden og nutiden. (Se § 20, slutn.)

58. Denne alder passer så temmelig på de ungkarle, som gifte sig, mod hvilke også antallet af ægtemænd, som gifte sig op igjen, er ganske ringe. Men herom mere siden.

59. Jeg har etsteds - jeg tror, i Bernoulli's Populationistik - seet den mærkelige iagttagelse gjort i en af de tydske stater, at da man ved soldater-udskrivningen kom til det kuld, hvis fødselsår var det fast hele Europa over sørgelig bekjendte dyrtids-år 1816, så var det forholdsmæssige antal af små og sygelige personer blandt de unge karle, som fremstillede sig ved sessionerne, langt større enn ellers. Har den onde tid, hvori dette kuld fik sin tilværelse, kunnet virke således på den opvoxende slægts væxt og helbred, så havde vel dens eftervirkninger også lagt mange af de unge mennesker i graven.

60. En del af de dødfødte, men ingenlunde alle, synes at være medregnede blandt de fødte; listerne ere uklare i dette stykke. For at være sikker, kan man da fradrage gjerne 1000 for hvert fem-år, og endda blive tallene meget større end sædvanlig.

61. I anm. til tabel 12 har jeg senere tilføiet, at jeg også har fundet tallet på de døde i hele riget i slutningen af forrige århundrede, og jeg kan nu for hele rigets vedkommende ligesom ovenfor for Christiania stifts vise, at dødeligheden i årene 1791-99 var mindre end i årene nærmest før og efter. Det årlige middel-tal af dødsfald var nemlig:

     i fem-året 1786-90:   20,124
     i    -     1791-95:   18,545
     i    -     1795-99:   18,906
     i    -     1801-05:   21,584
     i    -     1806-10:   23,953
     i    -     1811-15:   21,386
     i    -     1816-20:   17,894
     i    -     1821-25:   18,938

62. Af tab. 12 se vi, at i Christiania stift indtraf et maximum af ægtevielser i årene 1821-25 og maximum af fødsler i 1826-30, altså 5 år efter; i hele riget indtraf det første maximum 1821-25, det andet 1831-35, altså 10 år efter.

63. Efterat dette var skrevet, har jeg fundet et træk, som stemmer meget vel overens med den anførte formening om de almindelige mellemrum mellem en slægt af forældre og børn eller af børn og børnebørn. I Sverige, hvor forholdene i dette stykke vel må være nogenlunde lige med vore, kjender man alderen på de kvinder, som blive mødre. I årene 1836-40 var det årlige antal børnefødersker i gjennemsnit 95,876, og af dem vare:

Tabell s216

Tænker jeg mig nu istedetfor disse alders-perioder de bestemte år: 19, 22,5, 27,5, 32,5, 37,5, 42,5, 47,5 og 51, så kan jeg finde alle disse børneføderskers gjennemsnits-alder. Den er næsten 32 år (31,8). At nu nogle kvinder fødte børn i en yngre, andre i en ældre alder, det går op i op, og hva massen af børn angår, kan man sige, at de fødes af mødre, som ere i alderen 32 år og deromkring. Tænke vi os nu, at der i et vist tidsrum fødes overmåde få børn, så der altså også vil blive få voxne (naturligvis også få voxne kvinder), da er det at vente, at der vil vorde få mødre til en ny slægt, og dette vil især vise sig omtrent 32 eller med et rundt tal 30-35 år efter hint tidsrum. Efter et fåtalligt kuld vil der altså efter rimelighed følge et andet ligeledes fåtalligt, og det efter et mellemrum af 30-35 år.

64. Sml. Aschehoug, om folkemængden i Norge 1664, Tidsskr. f. Vid. o. Litt., 2den årg. 5te hefte.

65. Strøm, Søndmørs Beskrivelse, trykt 1762, 2den del, side 466 og 475. Strøm regner uårenes begyndelse fra 1740, men omtaler flere i rad.

66. Hermed menes: Ungkarle, som gifte sig med piger eller med enker, og ligeså både de piger, som gifte sig med ungkarle, og de, som gifte sig med enkemænd.

67. Først ere de mange par delte i følgende 4 slags: 1) ungkarle gifte med piger, 2) ungk. g. m. enker, 3) enkemænd g. m. piger og 4) enkem. g. m. enker. Hvert af disse slags par er igjen opført efter 8 aldersklasser og det særskilt for hvert af de to kjøn. -For årene 1839-45 ere tallene meddelte i folketællings-tabellen for 1845; for årene 1846-53 har jeg uddraget dem af de håndskrevne bispelister.

68. Eilert Sundt tilføyer i en rettelse etter at boen er trykt: «Ved angivelsen af de fødte børn skulde det være forklaret, at for forrige århundredes vedkommende ere de i anm. s. 43 [nærv. utg. s. 207] omtalte opgaver benyttede og at det særskilte antal for hvert kjøn er angivet efter den sandsynlighedsberegning, at der var 105 drengebørn for 100 pigebørn.» (red.)

69. Eighth annual report of the Registrar-General, London 1848.

70. I det engelske værk hedder det f.ex. så: «Antallet af ægtevielser i et land kan muligens stige og falde uafhængig af ydre årsager; men af de foreliggende kjendsgjerninger må vi ligefrem slutte, at ægteskabs-listerne i England udpege de perioder, hvor velbefindende herskede, - udpege dem med næsten samme nøiagtighed, som børskurserne angive målet for pengemændenes frygt og håb. Er kurserne kreditens barometer, så ere hine lister barometret for velbefindenhed, der for en del allerede er tilstede men for en endnu større del er tilkommende og forventes og nydes på forhånd.»

- - «Altså, den stærke falden og stigen i antallet af ægtevielser i England ere resultater af krig efter fred, rig høst efter dyrtid, høi dagløn efter arbeidsløshed, dristig foretagelses-lyst efter flauhed i handelen, godt håb efter ængstelse, nationale triumfer efter nationale ulykker.»

71. For året 1801 findes tallene i Schweigaards statistik; for årene 1825, 1835 og 1845 findes de samlede i min afhandl. «Om dødeligheden i Norge», tillæg 1. tab. 1.

72. For at vise fremgangsmåden anfører jeg nogle data af de tre sidste folketællinger med hensyn til mandspersoner. Af dem var der:

År, mellem 20 og 30 år, mellem 30 og 40 år
1825 83,704 71,077
1835 82,809 75,761
1845 116,295 76,157

Man vil forstå, at de, som i 1835 og 1845 vare 30-40 år, hovedsagelig (thi ind- eller udflytning kan ikke have gjort særdeles meget til eller fra) må have været de gjenlevende af dem, som 10 år før eller i 1825 og 1835 vare i alderen 20-30 år. Men på samme måde må de 71,077 mandspersoner, som i 1825 vare 30-40 år gamle, være resten af dem, som i 1815 vare mellem 20 og 30 år, og disse sidstes antal skulde være 77,905, hvis forholdet mellem 1815 og 1825 var det samme som mellem 1825 og 1835 på den ene samt 1835 og 1845 på den anden side. Ved fortsatte undersøgelser, som det her skulde falde for vidtløftigt at forklare, har jeg dog fundet det rettest at fradrage 2 pct. og altså istedetfor 77,905 sætte 76,347, hvilke tal rimeligvis kommer det sande meget nær og Talfald neppe er for stort. På samme måde findes også antallet af kvinder, som i 1815 vare i alderen 20-30 år.

73. I Folketællingen i begyndelsen af 1801 betragter jeg som gjældende for den sidste dag af året 1800, og hver af de følgende folketællinger som gjældende for den sidste dag af 1815, 1825, 1835 og 1845. De, som på disse dage vare 20-30 år gamle, tænkes da fødte ligeså mange år forud, altså i 1771-80, 1786-95 o.s.v. For det forrige århundrede ere de i anm. til tab. 12 omtalte senere fundne opgaver benyttede her, og det er for samme tidsrums vedkommende antaget, at der var 105 drengebørn for 100 piger. - Med antallet af de voxne personer sammenstilles antallet af ægtevielser i de nærmeste fem år før og efter hver folketælling, altså ægtevielserne 1796-1805 for folketællingen 1801, o.s.v. (se Tab. 12).

74. Når der længe har været en hård tid over et land, krig, hunger, pest, så befolkningens tilvæxt derved er standset, og når der så bliver god tid igjen, da foregår tilvæxten igjen desto raskere, ved en forøget mængde af giftermål og fødsler, ligesom for at indhente det forsømte og fylde hullerne: denne sætning er gammel, og den er også bleven anvendt på vort land.

I tidsrummet 1801-1815 havde vi krig, misvæxt, smitsomme sygdomme, og befolkningen stod så at sige stille; i tidsrummet 1815-1825 var det bedre tider, og folkemængden forøgedes raskt (se tab. 11). Folkemængdens stilleståen da og tilvæxt nu har da været forklaret som den naturlige følge af tidsomstændighederne og ene deraf (se kap. 4). Men nu viser nærværende tabel, at selv i den hårde tid tiltog dog antallet af giftefærdige personer i alderen 20-30 år, så der var mange flere af dem i 1815 end i 1801. Årsagen dertil var en betydelig forøgelse i fødslernes antal i tilsvarende foregående perioder, og virkningen deraf vilde selv under sædvanlige tidsomstændigheder have været en større mængde ægtevielser (og dermed også af fødsler) omkring 1815 end omkring 1801. Den stærke, ja usædvanlig stærke tilvæxt i Norges befolkning strax efter 1815 er altså ikke alene en følge af de da herskende tidsomstændigheder (overgang fra krig til fred o.s.v.), men også af de fortidige omstændigheder, som foranledigede den stærke tilvæxt i fødslernes antal i årene 1786-95 (kap. 5).

75. Nu vil det forståes, hvorledes jeg ovenfor (§ 68) kunde kalle tilvæxten også i Throndhjems stift stor, uagtet den der kun var 16 pct. og dermed mindre end i de andre stifter.

76. Der må naturligvis have været lige så mange koner som mænd. Men kanske nogle mænd på folketællingsdagen opholdt sig på fremmede steder og bleve talte to gange, både der, hvor de havde hjemme, og der, hvor de for tiden opholdt sig. I alt fald have folketællerne begået en feil, der dog heldigvis ikke er betydelig.

77. Det er jo ikke så aldeles nøiagtigt at betragte alle personer under 20 år som folk, der ikke kan være tale om ved giftermål. Der er jo virkelig nogle, som gifte sig i alderen under 20 år. Men det er dog så yderlig få gutter, som dette er tilfældet med, at feilen for deres vedkommende bliver ganske umærkelig. Lidt større er feilen for pigernes vedkommende. Men her opveies den rimeligvis ved den stadige feil af folketællerne, at de ofte anføre piger i 19 eller 20 års alderen som hørende til aldersklassen over 20 år, noget, jeg også har gjort opmærksom på i afhandl. «Om dødeligheden i Norge,» side 19, kap. 4.

78. Se afh. «Om dødeligheden,» anm. til side 18, kap. 4.

79. Det vilde dog have været endnu nøiagtigere, om vi kunde have sat ud af betragtning alle de enkemænd og enker, som allerede vare i den alder (f.ex. over 60 år), hvori sjelden eller aldrig nogen gifter sig. I 1845 vare omtrent 3/4 dele af dem over 50 år, og det var vel ligeså i 1835 og 1825. For disse sidstnævnte folketællings-år mangle vi imidlertid opgaver derom. Jeg indskrænker mig derfor her til at anmærke, at vi ved sammenligningen med de tidligere folketællings-år især skulle holde os til tallene over ungkarle og piger som den talrigeste og vigtigste klasse. Se følg. anm.

80. Den udførte beregning er endda ikke så nøiagtig, som den kunde været. Men hertil skulde man havt følgende opgaver:

  1. over antallet af dem, som kunde gifte sig, og det særskilt over enkemænd, ungkarle, enker og piger i alderen 15-20, 20-30, 30-40, 40-50, 50-60 år, samt
  2. over antallet af dem af hine forskjellige klasser af folk i de forskjellige aldere, som virkelig giftede sig.

Hermed vilde man kunne beregne hyppigheden af ægtevielser inden de forskjellige klasser og i de forskjellige aldere. Det er dog hidtil neppe mange lande, hvor sådanne beregninger ere udførte; men i det danske tabel-værk af 1850 haves et mønsterværdigt exempel derpå.

Hos os have vi de under no. 2 nævnte opgaver i præsternes årlige lister, men kun fra 1839 af (se Tab. 16, hvor opgaverne for ungkarlenes og pigernes vedkommende ere benyttede).

De under no. 1 nævnte opgaver haves i grunden også for folketællingsårene 1835 og 1845. I disse år toge folketællerne tal først på alt folket i de forskjellige aldersklasser, dernæst også på de gifte mænd og koner samt enkemændene og enkerne i de forskjellige aldere, ved hjælp af hvilke tal også antallet af ungkarlene og pigerne i de forskjellige aldere kunde findes. Men disse opgaver om de gifte samt om enkemændene og enkerne har jeg her ikke kunnet gjøre nogen brug af, af den grund, at tallene i de mange præstegjælds-lister endnu ikke eller kun tildels i tabel-kontoret ere opsummerede; for 1835 er det slet ikke gjort, for 1845 er det gjort på en ufuldkommen måde (se Folketællings-tabellen for 1845, indledn, side X). - Da de oprindelige præstegjælds-lister endnu haves, så kan det forsømte endnu indhentes, og at dette må ske i det mindste for 1845, er en ligefrem nødvendighed, når det vidtløftige folketællings-arbeide skal yde den tilsigtede nytte.

81. I Nordland eller Finmarken vilde det vel ikke være muligt at færdes en eneste dag uden at blive opmærksom på, hvad ebbe og flod har at betyde; ved Christiania-fjorden derimod kunde man henleve sin tid uden at have tanke om, at der var en sådan ting til. Dette exempel lader os forstå, hvorledes det har kunnet gå til, at andre landes statistikere ikke have bemærket det her omhandlede forhold eller, om de ere komne til at tænke derpå, ikke have kunnet tillægge det nogen vægt. Ovenfor, i § 63, omtalte jeg, hvorledes jeg hos udenlandske forfattere ikke havde fundet spor til den anskuelse, at det til en vis tid forøgede antal ægteskaber kunde skyldes den forøgede mængde af den giftefærdige befolkning, altså den forøgede mængde af fødte børn i en vis tidligere tid; efterat dette var skrevet og alle forarbeider til hele denne afhandling vare udførte, har jeg dog i et nyt og udførligt værk, som i mellemtiden var ankommet til Universitets-Biblioteket («Bevølkerungs-wissenschaftliche Studien aus Belgien» av I. E. Horn, Leipzig 1854, 1ste bind, side 223), fundet tanken erindret, men tillige forklaring og bevisførelse om, at den ikke skulde være rigtig. Efter denne forfatter skulde vi have fundet «ægteskabsfrekventsen», d.e., ægteskabs-hyppigheden eller om ægtevielserne ere mange eller få i forhold, ved at tage hensyn til den hele folkemængde (selv gifte folk og småbørn) således skulde vi som i tab. 20 fundet ud, at ægteskabshyppigheden i 1841-50 var større end i 1831-40, deraf skulde vi have sluttet, at der i 1841-50 havde været så meget bedre tider, og at disse alene havde bevirket, at ægtevielserne forøgedes i tal, langt mere end i flere af Europas mest blomstrende lande (§ 74); det skulde da intet have at betyde her, at antallet af giftefærdige folk, i alderen 20-30 år, havde taget af i 1835 og så steget ganske overordentlig i 1845 (Tab. 17); heller ikke det skulde have noget at betyde, at af disse giftefærdige mindst lige så mange i forhold som forhen måtte gå ugifte (Tab. 21). De gode tider i 1841-50 (de isåfald i sandhed høist usædvanlige tider) skulde have bevirket dette, at af dem, som havde alderen til at gifte sig og som endnu vare ugifte (thi andre kan der jo ikke være fornuftig tale om her), var der på en gang flere end før, som virkelig giftede sig, og derhos mindst lige så mange som før, der måtte lade være at gifte sig, således, at når forhen af 100 giftefærdige personer, jeg vil sige: 80 giftede sig og 20 forbleve ugifte, så skulde nu af 100 sådanne personer kanske 90 gifte sig og endda 20 forblive ugifte! - Ligeså måtte nogen efter iagttagelse over vandstanden i Christiania-fjorden kunne bevise, at der ikke var ebbe og flod i Nordlandene, og at der ikke var noget i den tale om månens indflydelse på havets gang.

82. Nogle af disse sætninger kunne godtgjøres med tal.

Antallet af uægte fødte børn, de dødfødte deri ikke iberegnede, var:

     1816-20:           12,136
     1821-25:           12,670
     1826-30:           12,614
     1831-35:           12,111
     1836-40:           12,017
     1841-45:           15,731
     1846-50:           17,479

Antallet af personer, som ved de civile og kombinerede retter straffældtes for justits-forbrydelser, var:

     1836-40:            6,993
     1841-45:            8,782
     1846-50:           11,616

Udflytningen til Amerika, som i 1841-45 neppe beløb til 5000 personer (se Femårs-beretningen om rigets økonomiske tilstand 1841-45, side XXXI) og tidligere ganske vist havde været endnu mindre, steg i 1846-50 til 10,779.

Om dødeligheden i årene 1821-30, 1831-40 og 1841-50 se min afhandl. «Om dødeligheden i Norge», kap. 9.

Om flytning inden rigets grændser, se samme afhandl. side 126 [nærv. utg. s. 94].

83. Så var nemlig forholdet i årene 1841-50, og der pleier ikke være stor forskjel i dette forhold fra tid til anden.

84. Der var trængsel i landet i 1841-50, det er et; et andet er dette, at en sådan i sig selv god og ønskelig tænkemåde var trængt igjennem hos en ikke ringe del af arbeids-klassen, at man også her følte sig som et frit folks sønner og ikke havde let for at give sig tilfreds med den lod og del i samfundets goder, som tilfaldt den klasse, men gjerne vilde vinde et stykke fremad i dannelse, frihed, velvære. Så vil jeg ialfald gjerne dømme om arbeiderbevægelsen. Men på den anden side skulde der ikke bruges så mange ord om denne sag uden tillige i al korthed at erindre om, hvad der efter al rimelighed var, som gjorde, at bevægelsen så snart kunde stilne, at utilfredsheden atter kunde vendes om til fred og ro. Det var den gode, friske samfundsorden. De allerfleste af arbeider-agitationens medlemmer hørte til det kuld af børn, den slægt af nye verdensborgere, hvem forfatningen af 1814 først hilste med frihedens forjættelser. I 1841-50 stode de som voxne mænd og krævde forjættelsernes opfyldelse. Og de bleve opfyldte, i en i denne verden sjelden grad opfyldte. Enhver forstandig måtte indrømme, at her var frit i landet, at frihedens ånd og lighedens grundsætning rådede i vort samfund således, som det ellers sjelden spørges. Med stor frihed kunde hver mand bruge sine kræfter til nytte for sig og samfundet, flytte fra sted til sted, vælge sig sin næringsvei, benytte enhver gunstig leilighed, som forsynet gav ham. Med stor frihed kunde hver enkelt og flere i forening fremsætte sine tanker, udtrykke sine klager, kræve sin ret. Kræfterne vare ikke bundne, det higende sind var ikke vingestækt. Og just heri lå vistnok samfundets bedste værn mod al fare i hin vistnok faretruende tid. Frihedens forfatning stod sin prøve da.

85. Efter livs-tabellen for Norge 1821-50 («Om dødeligheden i Norge, side 34 [nærv. utg. s. 27]) kan jeg beregne, hvor mange omtrent af de i 1826-35 fødte børn der kunne antages at have opnået alderen 20-30 år og altså være i live året 1855. Jeg kan også regne mig til ved hjælp af det bekjendte antal af dem, som i 1845 vare i alderen 10-20 år, ved en fremgangsmåde, som er den omvendte af den overfor i anm. til § 65 angivne. Antallet af mandspersoner bliver
     efter den første beregning: 129,268
     efter den anden beregning: 128,959.

Disse næsten lige store tal vilde ganske vist stå det rette meget nær, dersom der ikke havde været så meget udflytning i denne tid. Men så stor har samme udflytning dog ingenlunde været, at tallet på mandspersoner i alderen 20-30 år nu i 1855 jo bliver en del større end i 1845. Dog, ganske snart skulle vi få sandheden i dette stykke at vide, nemlig ved folketællingen i begyndelsen af næste år.

- Efter ligedanne beregninger må det ellers antages, at dette antal i årene mellem 1861 og 1865 vil blive noget mindre, og derefter er det rimeligt at antage, at den mangel på arbeidsfolk, som vore næringsveie nu for tiden lide under, vil vare ved omtrent så længe, uden for såvidt man kan hjælpe sig med gutter i alderen 15-20 år, hvis antal på den tid vil være steget (se § 102).

86. Jeg kan nævne noget, som skulde gjøres. Jeg tænkte først at bruge det til en billedlig tale for at oplyse meningen om den nærværende slægts store pligter imod den kommende; men det er mere end et billede, det er en alvorlig ting. Bønderne i Gudbrandsdalen må ikke ødelægge al skov i sine lier, men heller, om de på nogen mulig måde kunne komme til det, plante ny skov, for at deres efterkommere ikke rentud skulle mangle ved og tømmer og kanske lide andre endnu større ulemper.

87. Se afhandl. «Om dødeligheden i Norge», s. 146 [nærv. utg. s. 108].

88. Noget ganske andet er naturligvis dette, at ægtevielserne, som det senere skal sees, virkelig ere noget hyppigere inden arbeids- end inden eiendomsklassen. Men så har det ganske vist været også i tidligere tider, og denne omstændighed strider da ingenlunde med den mening, at den senere tid har medført indskrænkninger med hensyn til giftermål også inden arbeids-klassen. - Det var ellers fornemmelig med hensyn til dette punkt, at jeg i indledningskapitlet ytrede, at vi nok i løbet af denne afhandlings undersøgelser vilde komme til at savne adskillige oplysninger. De statistiske tabeller indeholde ikke oppgaver over ægtevielser særskilt for de forskjellige stænder, og de opgaver herom, som jeg privat har samlet, og som jeg i et følgende kapitel skal meddele, tilstede ingen sammenligning mellem nutiden og fortiden. Men derfor er det et indstændigt ønske, at man for fremtiden vil være betænkt på at tilvejebringe dette slags opgaver.

89. I en tid, hvor det er godt om udkomme, gifter en gut sig i 22 års alderen og med to tomme hænder, og han slår sig ganske godt igjennem. I en vanskelig tid udsætter en sådan gut sit giftermål til 26 års alderen og kommer nogen tid efter i trang. Hvem vover at sige, at her er bevis for større letsindighed hos den sidste?

90. Det er naturligvis ikke min mening at ville sige, at de her berørte forholde i folkets liv ikke have været påagtede i vort land. Krafts topographisk-statistiske værk over Norge indeholde jo fortrinlige oplysninger fornemmelig om bygdernes næringsforholde, og Ivar Aasens sprog-arbeider give os den ypperligste veiledning til studiet af det større og mindre slægtskabs-forhold mellem de mange bygdefolk. Men netop den sjeldne omhu og dygtighed, hvormed disse arbeider ere udførte, vækker et forhøiet ønske om, at også de mange andre stykker i bygdefolkenes livsforholde måtte blive på lignende måde behandlede. Når alt kommer til alt, skal man nok finde, at litteraturen giver os mere belærelse om de mærkelige ting i naturens riger end om menneskelivets forskjellige former i vort land, og disses idelige afvexling gjør dog en vedholdende opmærksomhed dobbelt fornøden. - Ved at omtale dette skal jeg ikke tilbageholde den ytring, at det forekommer mig, at provinds-aviserne både kunde og burde mere end hidtil lægge an på at give bidrag til oplysning om folkets kår og sæder i de enkelte egne.

91. Det er ganske den samme inddeling, som jeg har fulgt i min afhandl. «Om dødeligheden i Norge», kap. 12 og 13, og hvorom jeg i tillæg IV til samme afhandl. har givet en fuldstændig forklaring.

92. Hvorledes jeg har regnet ud- og indflytningen i årene 1836-45 i de forskjellige distrikter, det har jeg forklaret i afhandl. «Om dødeligheden i Norge», pag. 126 (nærv. utg. s. 94)

93. Og på denne måde havde jeg netop for Gudbrandsdalens vedkommende tænkt mig tingen, længe før tallene og beregningerne kom til. I Gudbrandsdalen er jordbrug fast eneste næringsvei. Men det er vanskeligt for en ubemidlet mand at få kjøbt sig jord, og den tiltagende mangel på skov samt den altid føleligere mangel på havnegang i nærheden af gårdene gjør gårdeierne lidet tilbøielige til at overlade noget af deres udmark til rydningsmænd eller husmænd. Under sådanne forholde må selv meget «letsindige kroppe» finde det betænkeligt at stifte familie, og sådan syntes jeg ved gjentaget besøg i egnen at finde stemningen selv inden den fattige klasse. Det er også noget, man snart bliver opmærksom på ved at færdes blandt folket her, at så overmåde mange unge mennesker især af husmandsklassen, både piger og gutter, i de senere tider ere «reist aav», mest til Nordlandene for der at søge tjeneste eller dagarbeide. Mange af dem ere nu gifte og bosatte her, og deres flytning har da bidraget til, at hyppigheden af ægtevielser er så liden i Gudbrandsdalen, men - hvad tabellen ligeledes lærer os - meget stor i de fleste nordlandske distrikter.

94. Afhandl. «Om dødeligheden i Norge,» side 126 [nærv. utg. s. 94].

95. «Om dødeligheden i Norge», side 132 (nærv. utg. s. 99)

96. Fremdeles kunde det være lærerigt at se, hvilke forskjelligheder der monne være i dette stykke i byerne og på landet. Men hermed må der ventes, indtil de officielle tabeller om befolkningsforholdene levere opgaver, som ere ordnede efter sådant hensyn.

97. De spørgsmåle, jeg begjærede svar på, havde jeg fremsat i et schema med tilsammen 109 rubrikker; men at udfylde disse vilde for så folkerige præstegjældes vedkommende som de i Christiania og Aker kræve et vidtløftigere arbeide, end jeg fandt det passende at anmode nogen om; dernæst tænkte jeg, at der måske engang skulde gives mig tid til personlig at benytte ministerialbøgerne i disse præstegjælde for at samle bidrag til et sådant specielt studium af befolkningsforholdene i hovedstaden og dens nærmeste land-distrikt, som flere hensyn kunde gjøre ønskeligt.

98. For Gudbrandsdalens samt Thoten og Valders's provstiers vedkommende er den ældre inddeling her fulgt, hvorefter Gausdals og Faabergs præstegjælde hørte til det førstnævnte.

99. Foruden at de ønskede meddelelser udebleve for nogle præstegjælde, måtte jeg også ved bearbeidelsen delvis udelade dem for andres vedkommende, når nemlig besvarelserne røbede misforståelse af spørgsmålene. - Hvilken grad af fuldstændighed de i de følgende tabeller benyttede opgaver have, vil bedst sees af denne sammenstilling: det hele antal af ægtevielser i årene 1851 og 1852 i de to stifter med undtagelse af begge stifts-provstierne var 11310; af disse ere 8933 indbefattede under de opgaver, som jeg har benyttet.

100. Et par af sammenviet ungkarl og pige er her regnet til kl. I eller kl. II, efter som han hørte til kl. I eller til kl. II, uden hensyn til, af hvad stand eller klasse hun var.

101. Fremgangsmåden herved er denne: Istedetfor de i Tab. 29 angivne aldere «under 20 år», «mellem 20 og 25 år» o.s.v. tænker jeg mig disse aldere: 19, 22 1/2, 27 1/2, 35, 45 og 52 1/2 år; derefter beregner jeg samtlige livs-år til en sum og deler så ligt imellem dem alle. Til exempel anfører jeg beregningen for Christiania stift angående brudgomme af kl. I:

 Alder         Antal    Samtlige brudgommes
             brudgomme      alders-år    
19     År        9         171
22 ½   -       414        9315
27 ½   -       706       19415
35     -       550       19250
45     -        76        3420
52 ½   -        17         892            
Alle aldere   1772       52463

Når 1772 brudgomme have levet tilsammen 52,463 år, så må den gjennemsnitlige alder eller middel-alder findes ved at dele det sidste tal med det første, og vi få ud, at den er 29 6/10 år.

102. Ved denne tale om alders-forskjel mellem brud og brudgom må det vel erindres, at det er middel-alderen, som her haves for øie. I virkeligheden er tingen så, at de fleste brudgomme tage yngre, en del af dem jevngamle og nogle af dem ældre brude; men betragte vi tingen i det hele og store eller lægge vi den gjennemsnitlige alder eller middelalderen til grund for sammenligningen, så finde vi, at brudgommens middel-alder er større end brudens, og det i begge klasser. Men i kl. II er denne alders-forskjel ikke så stor som i kl. I og dette må da være fremkommet på den måde, at i kl. II er der ikke så mange brudgomme, som gifte sig med yngre brude, flere derimod, som tage jevngamle eller endnu ældre. - Nøiagtigere sammenligninger skulde vi ellers være istand til at stille, dersom vore opgaver for hver af de to klasser viste os, hvor mange af brudene der vare f.ex. over 10 år yngre, og hvor mange der vare over 10 år ældre end brudgommene.

103. I Norske lov af 1687, 3-18-5, hvor det siges at umyndige ikke må troloves, der sættes myndigheds-alderen for gutten til det fyldte 20de og for pigen til det fyldte 16de år, så alders-forskjellen bliver 4 år. Denne aldersforskjel svarer meget nøie til den, vi have fundet mellem brudgom og brud i kl. I (3 8/10 år).

104. De omtalte opgaver fra præsterne vise mig, at det er så, at løsagtighedsforseelser vel ere mindre hyppige inden eiendoms-klassen, men tillige, at de høiere stående mænd mest finde sine offere blandt piger af den lavere klasse og sjeldnere ægte sine uægte børns mødre. Men enkelthederne af disse undersøgelser må jeg forbeholde til en anden afhandling.

105. Christian den 4des norske lovbog af 1604, arvebolken, kap. 1, 2 og 3.

106. Norske lov, 3die bogs 18de kap.

107. Skjønt jeg veed en bygd (Lom i Gudbrandsdalen), hvor der endnu gjøres eller dog indtil ganske nylig nu og da har været gjort aftale ved forlovelsen om en vis pengesum, som den af parterne, der slår op eller hæver forlovelsen, skal betale i erstatning til den anden.

108. Herved bør jeg dog ikke fortie, at de af mig givne forklaringer dog ikke strække til for at løse alle de spørgsmål, som de nævnte tabeller give anledning til. Et sådant spørgsmål er dette: Hvoraf kommer det, at aldersforskjellen mellem brud og brudgom i hver af de to klasser er større i Christiansands end i Christiania stift (se Tab. 32)? Ifølge forklaringen i § 145 skulde man kunne gjætte på en sådan årsag, at kvindens stilling såvidt måtte være noget forskjellig i de to stifter, at hun i det første ikke var så meget nedværdiget til at blive betragtet som «arbeids-menneske». Men dersom jeg tør dømme efter erfaringer fra nogle egne af Christiansands stift (Lister og Mandals amt, hvor kvinder på landet temmelig almindelig må deltage i sådanne tunge arbeider som at slå hø og træske korn), så må jeg snarere sige, at det omvendte finder sted. Og hvilke andre omstændigheder det skulde være, som trods dette bevirke den større alders-forskjel i Christiansands stift, det vil ikke blive mig klart. Dette er da noget, som jeg må lade stå hen til nærmere undersøgelse.

109. Hvorledes tænkemåden og skikken lidt efter lidt kan vende sig til det bedre, det kan jeg bedst oplyse ved nogle ytringer af en tænksom bondekone, som jeg samtalte udførlig med om denne gjenstand. Det var på øvre Romerike, en af de bygder i landet, hvor forholdet med løsagtighedsforseelser er værst. Konen havde selv været forlovet på den forklarede måde og dengang ikke tænkt videre derover; men siden, som husmoder med flere tjenestefolk under sig, havde hun havt anledning nok til at se sørgelige følger af uvæsenet, og som moder med voxne børn havde hun lært at frygte for dets farer. Hun ytrede sig med stor uvillie imod det gamle væsen, men mente tillige, at det var aftaget noget, og i sin iver føiede hun til: «Og om ti år er jeg vis på, det skal være så godt som afskaffet.» «Men hvorpå bygger du den tro?» spurgte jeg. «Jo, det skal jeg forklare,» fortsatte hun. «Der er da så mange ting, som ere anderledes nu end før. Det kommer deraf, at vi bo så nær ved byen, hvor jo næsten hver og en af os har kjendinger eller slægtninger, som vi sommetider besøge; for det er ikke så vanskeligt at gjøre en bytour engang imellem nu for tiden. Men dermed er det, ligesom der kommer nye skikke op over bygden. Sådan er det i den senere tid bleven skik at holde selskaber og ligesom små baller, hvor vi bede sammen nogle af vore kjendinger. Nu på nogle år have vi gjort det, min mand og jeg, og ligedan flere andre. Men nu ser jeg så tydelig, at ungdommen har så godt af at komme sammen på den måde; for i min ungdom var det da så, at når unge folk, gutter og gjenter, vare sammen i et lag, enten et gravøl eller så, så kunde det ikke gå an, at den ene så på den anden, så bluge skulde de være; gutterne skulde være i den ene krog af stuen og gjenterne i den anden; nu derimod ser jeg ikke andet, end at gutterne og pigerne kunne være sammen og tale med hverandre og spøge og le just som i byen; det er ligesom de først have lært det nu. Men når de ere således lærte, så vilde de ikke flyve sammen om natten, det kan du være sikker om; de begynde at skjæmmes for det, når de først have lært byskik. Og nu var vel dette gårdmands-børn; men så har det sig også så, at husmandsklassen gjerne tage efter gårdmandsfolket. Og desuden har jeg tænkt på det - og jeg har talt med nogle andre koner, som også ville gjøre det samme -: engang imellem, sådan som søndags-eftermiddagen, at holde et lidet lag for tjenestefolkene også, hvor de kunne more sig sammen, og jeg kan være tilstede; manden min, han synes nok ikke videre om det, for han er ligesom noget skarp og hård af sig, han; men jeg har nu foresat mig det, og jeg mener, jeg skal nok få det frem.»

110. Jeg har fortalt denne frier-historie som exempel på forstandigt overlæg i valget af kjæreste. Ellers er denne måde at fri på ikke almindelig, og forsåvidt nogen af fortællingen måtte ville uddrage den slutning, at det slags frieri med nattebesøg, som jeg ovenfor omtalte, ikke monne være så almindeligt, som jeg fremstillede det, så kan det ikke skade at tilføie, at jeg af den samme Jakob skomager hørte en historie, som netop på den tid vakte stor opsigt i bygden, og som jeg siden af rette vedkommende fik fuldstændig underretning om, en historie om et par unge folk, som vare forlovede, og det således, at gutten ikke besøgte pigen ved natte-tid. Dette blev overholdt ifølge en udtrykkelig betingelse, som pigens fader og moder, bondefolk af ganske simple sæder forresten, men høit agtede for gudsfrygt og selvstændig tænkemåde, havde opstillet ved forlovelsen; men forholdet lod til at være uhørt i bygden, og meningerne syntes at være delte om det rigtige deri, idet nogle fandt det tvivlsomt, at de unge folk kunde «fatte rigtig kjærlighed til hinanden på den måde».