/ UiT Norges arktiske universitet
 

EILERT SUNDT

Om dødeligheden i Norge

INNHOLD

Transparent
Kap. 1.
Transparent
Betragtningens standpunkt
Transparent
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
Transparent
5
Kap. 2. Tidligere kundskab om dødelighedens grad i Norge .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 8
Kap. 3. Grundige undersøgelser om dødeligheden i andre lande .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

11

Kap. 4. Materialier for undersøgelser om dødeligheden i Norge .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

13

Kap. 5. Dødeligheds-tabel .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

20

Kap. 6. Livs-tabel .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

25

Kap. 7. En generations levetid i Norge .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

28

Kap. 8. Sammenligning med andre lande .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

35

Kap. 9. Dødelighedens forandring i tidernes løb .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

40

Kap.10. Dødeligheden i hvert af de fem stifter .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

53

Kap.11. Om dødeligheden på Hedemarken og i Gudbrandsdalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

63

Kap.12. Om dødeligheden i samtlige provsti-distrikter .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

80

Hertil kart, side 91
Kap.13. Yderligere oplysninger om dødeligheden i provstidistrikterne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

92

Kap.14. Savn af yderligere oplysninger .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 102
Kap.15. Om de voldsomme dødsfald .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 112
 
Tillæg .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 143
I. Antallet af levende og døde i riget .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 143
II.     »                »               »   i stifterne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 143
III.     »                »               »   på Hedemarken og i Gudbrandsdalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 145
IV.     »                »               »   i provsti-distrikterne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 146
V. Antallet af levende fødte, dødfødte og døde barn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 151

1. BETRAGTNINGENS STANDPUNKT

1. «Der falder ikke en spurv til jorden uden vor himmelske faders villie; men et menneskes liv er jo vigtigere end mange spurves.» Således betjener troen sig af de livligste billeder og stærkeste udtryk for at anskueliggjøre og indskjærpe den sandhed, at det er den levende Gud og kjærlige fader, som råder for hvert enkelt menneskes liv og død.

2. Men det kan være gavnligt at udvikle de flere sætninger, som ligge forenede i den ene sandhed, eller at minde os om de erfaringer og samle sådanne iagttagelser, som kunne lede til en alt fuldere forståelse og frugtbarere anvendelse af den.

Der er intet, som er mere skikket til at bevæge vort sind og fængsle vor opmærksomhed i det daglige livs løb, end når døden træder ind i vor kreds og bortkalder en af vore medvandrende. Er det en af de gamle, som allerede længe var mæt af dage, så antager vor medfølelse vemodens skikkelse; vi sige os, at det jo var efter naturens orden, at det svage livslys slukkedes. Men når barnet dør i moderens arme, når ynglingen segner, når manden, en families hoved og ære, pludselig bortkaldes, så fyldes sindet med smerte. Sådanne smertelige erfaringer skulle foreholde og indskjærpe os den sandhed, som ligger i hin tro, at det er forborgent for os, hvad stund livet for den enkelte skal omvexle med døden, så selv den sundeste og stærkeste ikke veed, om han skal opleve den næste time.

3. Med ensidig stirren på det enkelte går imidlertid lettelig det alvorsfulde i denne betragtning over til angst; for den stykkevis iagttagelse ser det ofte ud, som om liv og død afhang af et i sig selv betydningsløst træf, af det blinde tilfældes spil. Men der er intet blindt tilfælde. Det lære vi, når vi ikke alene således med bevæget sind betragte de enkelte dødsfald, som kunne være indtrufne i den snevrere kreds, men tillige med besindigt overlæg samle en større mængde erfaringer ved at tælle alle de dødsfald, som i et længere tidsrum ere indtrufne i en by, en egn eller et helt land. Meningen med talen om det blinde tilfælde er jo den, at hvad der sker, det sker uden sammenhæng og orden og regel. Men når vi have en større mængde af erfaringer og virkelige begivenheder for os, så overraskes vi ved at finde en besynderlig regelmæssighed. «Anlangende vore års dage, da ere de halvfjerdsindstyve år, og når nogen haver megen styrke, da ere de firsindstyve» - således antyder allerede Davids psalme bevidstheden om en vis orden og regel for det menneskelige livs varighed, omtrent som der er en regel for den tid og orden, hvori planterne spire og voxe og dø. Den menneskelige drift til forskning har yderligere beskjæftiget sig med dette vigtige emne; og vel er det endnu meget langt fra, at erfaringernes forråd er udtømt; men videnskaben har dog allerede bragt det dertil, at vor forstand må samtykke med troen og sige, at forholdet mellem liv og død er styret med en orden, som intet blindt tilfælde kan krænke, en orden og lov, lig den grændse, der sættes for havet, efter det ord: «Så langt skal du komme og ikke længer!»

4. En overfladisk dvælen ved dette billede skulde imidlertid atter berøve livet den trøst, det i sin daglige strid med døden behøver; en ensidig fastholden af denne betragtning kunde lede os til at mene, at mennesket trods hans bevidsthed og stræbende villie var håbløst overgivet til mekanisk virkende naturkræfters uforanderlige magt. Forskningen og betragtningen må derfor gå videre. Der er vistnok, for at blive ved billedet, regelmæssighed i forholdet mellem land og hav; men der er ikke uforanderlighed. Regelen er den, at vandet formedelst en uforanderlig naturlov, tyngdens lov, søger de dybere steder; men grændsen kan forandres og forandres virkelig, idet - som videnskabens forskninger uimodsigelig have viist - nogle dele af landet langsomt stige op og andre synke ned. Således er det også med dødeligheden i et land. Ved siden af en vis umiskjendelig stadighed og regelmæssighed, som tyder hen på indflydelsen af visse uforanderlige naturlove, hvortil mennesket, så længe han færdes i denne verden, er bundet, viser der sig også foranderlighed. Ikke alene, at den stadige regelmæssige dødelighed kan være forskjellig i forskjellige lande eller forskjellige egne af et land til samme tid; men den kan også i et og samme land være forskjellig til forskjellige tider. Og så ung forskningen om denne gjenstand er, så er der dog allerede nok af kjendsgjerninger, som vidne om, at denne foranderlighed i dødeligheds-forholdene stemmer ganske vel med visse forandringer, som ere foregåede i folkenes kår og sæder, hvorefter man allerede på forhånd kunde danne sig en formodning om den større eller mindre grad af dødelighed. Vi kunne deraf slutte, at forsåvidt de forholde, hvorunder et folk eller et større samfund af mennesker befinder sig, kunne forandres, så kunne også dødeligheds-forholdene til en vis ubekjendt grad forandres, til det værre eller til det bedre, og forsåvidt menneskene selv ved god eller slet brug af de dem givne sjels- og legemsevner kunne forandre sine livsvilkår, kunne de også udøve indflydelse på dødeligheds-forholdene.

«Men hvo iblandt Eder kan lægge en alen til sin væxt, endog han bekymrer sig herfor?» Det kan ingen, og således kan heller ingen ved en vilkårlig ytring af sin villie lægge år til sin alder; heller ikke bør det bekymre nogen, at han ikke kan det. Men mennesket kan dog såe om våren for at høste, når høsten kommer, og således erhverve sig forråd til livsophold året igjennem, og ligeledes kan mennesket og bør han til enhver tid og under alle livsforholde stræbe at ordne sine ydre kår og indre tilstande på den for sundhed og liv hensigtsmæssigste måde, og Gud - dette ligger også i den først anførte troes-sandhed - Gud kan lade hans stræben lykkes.

5. Forstanden ser stykkevis og skjelner skarpt. På den ene side ser den livsspørgsmålet for den enkelte afgjort på en måde, som den ikke veed at kalde andet end et tilfælde; på den anden side ser den ligeså umiskjendelige tegn, hvorefter den må slutte, at slægternes leven og uddøen hører med til naturens bestemte og regelmæssige og nødvendige gang; til en tid kan den forstandsmæssige betragtning glæde sig ved synet af en fri og ædel virksomhed hos mennesket til livets bevarelse, og til en anden tid må den klage over den fuldstændigste uformuenhed selv for den mest virksomme og kløgtige til endog et øieblik at forhale dødens komme. Den ene modsætning møder stedse den anden. Men troen forener og forsoner modsigelserne og bringer vished og klarhed for tvivl; anskuelsen af det høie og dybe, som forstanden ikke fattede og ikke udgrundede, hæver sig i troen til den fulde sandhed. «Der falder ikke en spurv til jorden uden vor himmelske faders villie» - således taler sandheden, og den skal være lys for forstanden og trøst for hjertet, og for friheden og den stræbende virkelyst det opmuntrende, styrkende håb.

6. «Herre, lær os således at tælle vore dage, at vi bekomme visdom i hjertet!» Således beder den hellige sanger, som allerede før blev nævnt. Beslægtet med denne fromhed og visdom i hjertet er den indsigt og stræben, som - ikke tænkende mest på sit eget - gjerne vil fremme menneskeslægtens, samfundets, fædrelandets vel.

Til alle tider har dette: «Du skal længe leve på jorden», været betragtet som en af de herligste forjættelser. Det er også ret at betragte et langt liv som et stort gode. Men endnu sikrere er det måske, når talen er om større menneske-samfund, at betragte en lang livs-tid for slægterne som et tegn og mærke på en god tilstand blandt folket. Thi mangel og savn, lidelser og overvættes anstrængelse, mismod, bekymringer, råhed, usæder, laster, fremskynde dødens komme; men et tilstrækkeligt forråd af alle de ting, som til det daglige liv at opholde gjøres behov, et tilstrækkeligt forråd, vundet med vindskibelighed og anvendt med mådehold og alle andre dyder, formindsker dødeligheden i landet.

For menneske-vennen, for dem, som have at styre og råde i den enkelte by eller bygd for regjeringen i landet, er det derfor af vigtighed at kjende den inden samfundet herskende dødelighed. Sådan kundskab skal i almindelighed opmuntre og i mange tilfælde veilede den offentlige og private stræben for almen-vellets befordring. «Lær os at tælle vore dage» disse ord udtale følelsen af, at en alvorlig betragtning over liv og død kan og bør have en velgjørende indflydelse på det enkelte menneskes sind og forhold. Den samme tanke kan også anvendes på samfundet og dets liv. En generation, en slægt, kan i visse måder betragtes som en enkelt person, og kan ikke andet end virke velgjørende på dens færd og forhold i livet, at den lærer at «tælle sine dage». Derfor ser man også, at efter hvert som civilisationen er skredet frem, og det er blevet en gjenstand for bevidst bestræbelse at befordre vindskibelighed og dannelse og sædelighed og frihed, kort, alt det, som hører til det egentlige folks lykke, så har man også rundt om i landene været betænkt på at udfinde, hvorledes livets og dødens lodder ere delte over folket, hvilken grad af dødelighed der hersker i landet.


2. TIDLIGERE KUNDSKAB OM DØDELIG-
HEDENS GRAD I NORGE

7. For at erfare dødeligheden i et samfund må man tælle alle både levende og døde. I vort land har regjeringen i en række af år ladet præsterne tælle alle de døde, og flere gange har den ladet tælle alle de levende. Den sidste folketælling holdtes i året 1845. I det derefter udkomne officielle tabel-værk, som indeholder de mange samlede og ordnede tal, meddeles da også i den udførlige indledning beregninger over dødeligheden i landet. Fremgangsmåden ved og resultatet af disse beregninger kan gjengives således: Efter et middeltal for de ti år 1836-45 var det årlige antal af døde 23,834; den levende befolkning var ved udgangen af 1845: 1,328,471. Dette sidste tal er 55 7/10 gange større end det første, og der sluttes nu, at det betegner dødeligheden i landet, idet denne var sådan, at der døde årlig 1 person for hver 55 7/10. - Vi kunne gjøre os sagen ret tydelig således, at vi for et øieblik tænke os hele nationen delt i en mængde små grender eller kredse, hver på omtrent 56 personer, og at døden herskede således, at der i løbet af et år døde en person i hver kreds. Tænke vi os nu tillige andre kredse, som kun talte 54 personer hver, men ellers lignede hine, og forestille vi os, at også her hver kreds årlig mistede et af sine medlemmer ved døden, så må vi sige, at graden af dødelighed her var så meget større end hist, som 1 af 54 er mere end 1 af 56. (1) - Således kan dette tal bruges til sammenligninger. Og dette er også gjort i det nævnte skrift. Der er anstillet sammenligning mellem to forskjellige tidsrum. For årene 1826-35 fandt man, at dette tal for Norge var 54 1/10, og der sluttes nu, at dødeligheden da var større end i det følgende ti-år, altså, at dødeligheds-forholdene i landet fra 1826-35 til 1836-45 vare forandrede til det bedre.

8. Dette er også den måde, hvorpå man almindeligst har brugt at beregne dødeligheden, og ved hjælp af disse forholds-tal har man ofte anstillet sammenligninger mellem dødeligheden i de forskjellige lande. Som exempel udskriver jeg af et dansk tabelværk for 1845 følgende række, hvor jeg dog selv tilføier tallene for Norge:


På Island døde i 1835-39 1 for hver 30 (2) i Sachsen 1841 1 » » 32 i europæisk Rusland 1841-43 1 » » 32 i det østerrigske monarki 1839-42 1 » » 33 i Sardinien 1835-38 1 » » 35 i Preussen 1842-44 1 » » 35 i Bayern 1840 1 » » 36 i Nederlandene 1845 1 » » 39 i Belgien 1840 1 » » 40 i Frankrig 1838-42 1 » » 42 i Hannover 1842 1 » » 43 i Sverig 1840 1 » » 44 i Storbritannien og Irland 1838-42 1 » » 45 i Danmark 1840-44 1 » » 47(3) i de danske hertugdømmer 1840-44 1 » » 49 i Norge uden dødfødte 1826-35 1 » » 509(4) i do. » » 1836-45 1 » » 529(5) i do. med dødfødte 1826-35 1 » » 482 i do. » » 1836-45 1 » » 499

Af denne sammenstilling skulde da fremgå det for os yderst interessante resultat, at i de anførte tidsrum dødeligheds-forholdene skulde have været gunstigere hos os end i alle de andre nævnte land. Dette er et stykke, som sandelig ikke mindst måtte komme i betragtning, når man tænker over det norske folks kår og sammenligner dem med andre nationers.

9. Men netop fordi dette resultat har så usædvanlig interesse, er det værd at overveie, om også den brugte beregningsmåde er at stole på. Og det vil sees, at den ialfald ikke er meget nøiagtig.

For at vide dette betjener jeg mig af et exempel. Jeg forestiller mig et lidet samfund af 50 mennesker, og jeg sætter for samme følgende betingelser: 1) at det var således afsondret fra andre mennesker, at ingen udflytning eller indflytning fandt sted, 2) at de 50 mennesker vare således fordelte på alle års aldere, at en af dem var i sit 1ste, en anden i sit 2det år o.s,v., indtil den sidste, som altså måtte være i sit 50de, 3) at samfundet ved regelmæssige fødsler og dødsfald vedligeholdt sig mindst i et halvt århundrede således, at det i hvert år bestod af netop lige så mange og ligeså gamle individer som i begyndelsen, så der altså hvert år fødtes 1 barn og hvert år døde 1 person, der måtte være i en alder af 50 år. Når alle disse betingelser fandt sted, kunde vi jo også her sige, at der årlig døde 1 af hver 50. Men her vilde dette tal desuden angive, hvilken alder menneskene opnåede, og dermed vilde det tillige blive et rigtigt mål på dødeligheden; dødeligheden - kunde man her sige - var sådan, at den tillod menneskene at blive 50 år gamle. - Dersom nu alle disse betingelser fandt sted i hine lande, så kunde man altså også med hensyn til dem sige, at dødeligheds-forholdene vare sådanne, at de på Island f.ex. tillode folk at blive kun 30, i Norge derimod 52 eller 53 år gamle, hvilket da vilde være en rigtig sammenligning. Men i et naturligt og virkeligt menneske-samfund finder jo ingen af disse betingelser sted; overalt viser der sig afvigelser. Og dersom man var vis på, at disse afvigelser vare nogenlunde ens overalt, så kunde man endda bruge hine forholds-tal til sammenligninger; men det er bekjendt, at afvigelserne kunne være overmåde forskjellige. Således er det navnlig tilfældet i nogle stater, at de årlige fødsler ere lige med eller endog færre end de årlige dødsfald, så at altså befolkningens antal her står stille eller går tilbage; i andre lande derimod er det så - og dette har i høi grad været tilfælde med vort land siden 1814 - at der årlig fødes flere, end der dør, så at folkemængden voxer. I dette sidste tilfælde bliver der en uforholdsmæssig talrig ungdom, i hint første tilfælde derimod flere gamle i forhold, og man veed jo, at under almindelige forholde dør der altid en større del af de gamle end af de unge. Men på sådan måde forvandles betydningen af hine forholds-tal: 1 død af 30, 1 af 50 o.s.v., når de anvendes som mål på dødeligheden, og det kan træffe så, at de angive dødeligheden for større i et land end i et andet, medens i virkeligheden kanske det modsatte var det rette.


3. GRUNDIGE UNDERSØGELSER OM
   DØDELIGHEDEN I ANDRE LANDE

10. Når vi fremdeles ønske et sikkert svar på det spørgsmål, hvor stor dødeligheden eller hvor lang levetiden pleier være i vort land, må vi altså se os om efter en anden måte at anstille undersøgelsen på. Og her skal det komme os til gode, at en række af skarpsindige mænd med stor flid have udtænkt en måde, som både giver et pålideligt svar på hint enkelte spørgsmål og derhos fører til flere andre værdifulde oplysninger om det menneskelige livs kår.

Den mand, som gjorde den første ordentlige begyndelse her, var den udmærkede engelske mathematiker Halley, der levede omkring året 1700. Det var ham, som satte verden i forbauselse, idet han med en sikkerhed, som udfaldet godtgjorde, forudsagde om en komet, den efter ham opkaldte Halley'ske, som han selv havde seet i året 1682, at den skulde vise sig igjen på vor himmel 77 år efter. Fortrolig med tanken om den besynderlige regelmæssighed, hvormed al bevægelse og forandring foregår i den efter uforanderlige love styrede natur, fattede denne mand ideen om, at det kunde være muligt at udfinde den orden og regel, hvorefter en slægt af mennesker, en generation, så at sige bevæger sig hen over livets bane og iler døden imøde, at det altså også måtte være muligt, når sådan orden og regel var funden, at forudsige, hvor længe det skulde vare, inden en slægt, som netop var trådt ind på livets bane, måtte være uddød. Det var i året 1893, at Halley udgav sin mærkelige afhandling om denne sag. Vel måtte han selv beklage, at de observationer, han havde at støtte sine beregninger til (en del døde-lister fra Breslau i Schlesien) vare for få og ufuldstændige, til at opgaven fuldkommen kunde løses. Men tanken var nu antydet om måden, hvorpå sådanne undersøgelser og beregninger kunde fuldføres.

Og arbeidet optoges og fortsattes af andre mathematikere, især i England; thi dette land havde spørgsmålet om menneske-livets varighed ikke alene stor almindelig og videnskabelig, men også praktisk interesse, og det i ren financiel henseende, såsom der allerede på denne tid var lagt store kapitaler i forskjellige slags livs-forsikringer, der i England vare gjenstand for statskassens operationer. Og i de over livsforsikringerne førte protokoller fik videnskabsmændene alt flere og flere materialier til at studere forholdet mellem liv og død. Men det var jo altid en forholdsvis liden del af nationerne, hvis livs-tid således blev bekjendt.

11. Det land, for hvis hele befolkning disse undersøgelser først bleve anstillede, var Sverige med Finland. Allerede tidlig havde regjeringen her, rimeligvis påvirket af den nye videnskabs interesse, hele riget over ladet tælle alle dem, som levede og døde i de forskjellige livs-aldere; de på denne måde i årene 1753-76 samlede tal, som netop vare de materalier, der behøvedes, kom en engelsk lærd, Dr. Price, i hænde, og han beregnede derefter i året 1783 en såkaldet livs-tabel for den nævnte befolkning, et arbeide, hvormed videnskaben og det praktiske liv berigedes med mange nye indsigter.

I årene 1779 og 1787 fik en privat mand, en Dr. Heysham, udført to omhyggelige folketællinger i byen Carlisle i England og i de mellemliggende år tilsvarende tællinger af de døde, alt med fornødent hensyn til alderen. De derved samlede tal, som omfattede 8177 levende og 1840 døde, bleve i 1815 bearbeidede af en englænder Milne, og denne såkaldte Carlisle-tabel var den første, som gav et rigtigt begreb om leve-tiden for nogen del af den engelske nation. - Denne samme Milne udarbeidede også en ny tabel for Sverige med Finland for årene 1801-5.

I året 1819 fik Finlaison i England det offentlige hverv, med al den hjælp, han kunde behøve af duelige assistenter, at samle og bearbeide tallene i de offentlige livsforsikrings-protokoller og således beregne livssandsynligheden til veiledning for livs-forsikringer, og man får en forestilling om arbeidets vidtløftighed, når man hører, at Finlaisons tabeller, da de på Underhusets ordre vare trykte, fyldte 50 folio-sider, og at manden til deres udførelse havde måttet bruge 10 år.

I året 1841 endelig, den 6te og 7de juni, taltes alt folket i England og Wales, 15,927,867 sjele, og hele året igjennem taltes alle de døde, 343,847. Både de levende og døde bleve talte særskilt for hvert kjøn og for forskjellige aldere, således, at børn under 5 års alderen taltes for hvert enkelt år, de ældre derimod taltes sammen i aldersklasser på 5 år (fyldte 5, men under 10 år, fyldte 10, men under 15 år o.s.v.). Mathematikere af faget behandlede disse mange tal og fremstillede derefter den engelske livs-tabel (Life-Tabel), et arbeide, som formedelst den udmærkede omhu og store omstændighed, hvormed det er udført, er det første i sit slags og ganske vist vil bidrage til at give disse - menneskeslægtens livsspørgsmål så ganske egentlig omfattende - studier et nyt opsving.

12. Denne tanke påtrængte sig også George Graham, the Registrar-General (den funktionær, som forestår det vidtløftige engelske tabelværk over befolkningsforholdene), da han i sin 5te årsberetning, for 1843, for vedkommende minister og igjennem ham for Underhuset fremlagde det færdige arbeide. Næst efter at nævne Sverige som den eneste nation, for hvem sådanne tabeller hidtil vare udførte, og næst efter at skildre, hvorledes selv i Frankrig, Preussen, Østerrig, de hidtil samlede materialier ere langt fra at være sådanne, som de måtte være, for at nogen livs-tabel derefter skulde kunne beregnes, udtaler han «det håb, at nu, da en engelsk livs-tabel er bleven opstillet efter de fornødne data, så skulle ligedanne data, hvorefter livs-tabeller for andre nationer kunne udarbeides, vorde samlede og ordnede. En sammenligning af de efter hinanden følgende generationers livsvarighed i England, Frankrig, Preussen, Østerrig, Rusland, Amerika og andre stater vilde kaste meget lys over de forskjellige befolkningers physiske forholde og anvise videnskabsmænd og menneskevenner og regjeringerne mange midler og veie til at formindske folkets lidelser og forbedre dets helbred og tilstand; thi et længere liv betegner for en nation - mere end det gjør for et individ - et lykkeligere liv, et liv mere befriet for sygdom og svækkelse, et liv med større energi og industri, med større erfaring og visdom. Ved disse sammenligninger turde en ædel national kappelyst vorde vakt; rivaliserende nationer vilde læse om formindsket sygdom, banlyst vanhelse, reddet liv, med samme enthusiasme som om seire over hinandens armeer i feldten; og den enes triumf vilde ikke være den andens ydmygelse; thi i denne væddestrid kunde ingen tabe landemærker eller ære eller blod, men alle vilde vinde i styrke.»

13. Efterat den engelske livs-tabel var publiceret, har også Danmark fået sin. Den 18de februar 1834, derefter den 1ste februar 1840 og siden hvert 5 år på samme dag er der holdt folketællinger, og årlig ere derhos de døde talte, alt efter en inddeling i 5 års aldersklasser og iøvrigt næsten ganske ligedan som i England. Disse tal ere i udførlige og elegante afhandlinger bearbeidede for tidsrummet 1835-44 af professor Fenger og for 1840-49 samt 1845-49 af professor Kayser. Fenger har skrevet sin afhandling for den statistiske kommitte inden det kgl. medicinske selskab, i hvis «Skrifter» (Kjøbenhavn, 1848) den er indført, og Kayser har udført sit arbeide for det statistiske bureau, som har meddelt det i det officielle tabelværk over folketællingen 1850. Ligesom den engelske livs-tabel ledsages af særskilte beregninger for byerne London og Liverpool samt landskabet Surrey, hvoraf man ser forskjellen i dødeligheden hos forskjellige dele af befolkningen, således ere også de danske tabeller udførte, næst for hele det egentlige kongeriges samlede befolkning, særskilt for hovedstaden, kjøbstæderne og landdistriktet samt desuden for hvert af de 7 stifter.


4. MATERIALIER FOR UNDERSØGELSER OM DØDELIGHEDEN I NORGE

14. Når så mange af Europas mest civiliserede stater endnu stå tilbage i dette stykke, så de ikke sammen med hine få kunne fremlægge sine bidrag til kundskab om menneskeslægtens dødeligheds-forholde, så måtte det ikke undre os, om det samme også var tilfældet med Norge. Men det er ikke tilfælde. Lige fra året 1735 har der efter offentlig foranstaltning været samlet materialier i sådant øiemed, og der samles endnu. Fra 1735 have præsterne årlig til provst og biskop måttet indsende og disse igjen, hver for sit provsti og stift, sammendrage døde-lister efter et schema, som navnlig i de sidste 30 år eller mere har været ret fuldstændigt, og i de samme 30 år har det hvert 10de år været holdt folketællinger efter et schema, som ganske svarer til hint. Efter disse materialier, som dels ere trykte i officielle tabel-værker, dels haves i de originale papirer, kunne livs-tabeller opstilles, ikke alene samlet for det hele rige, men for hvert stift, provsti, præstegjeld, ja for hvert kirkesogn.

15. Ved tanken om det værdifulde bidrag, som kundskaben om dødelighedsforholdene i det hele land og i enkelte dele af landet kan yde et almindeligere studium af folkets kår og tilstande, har jeg fundet opfordring for mig til at udføre det arbeide, som behandlingen af de mange tal kræver; og overbevist om den flersidige praktiske anvendelse, en sådan kundskab kan få, har jeg troet i et udbredt skrift at burde meddele om de resultater, jeg har fundet.

Her kommer jeg vistnok til at tænke på, at flere af de læsere, hvem dette skrift kommer i hende, pleie skrækkes tilbage ved synet af så mange tal, som en afhandling lig denne må indeholde. Men for det første vil jeg gjerne mene, at man kan vænne sig til tal også; de ere jo dog kun et slags ord, som med en høist bekvem korthed og klarhed betegne det, de skulle. Dernæst er der et eget forhold ved dette mit arbeide, som gjør, at om jeg end kunde finde en plads for det i et større, mere videnskabeligt tidsskrift, så skulde jeg dog ønske som nu at foredrage denne sag i et mere udbredt skrift. Jeg sigter ikke hermed til, at gjenstanden for min afhandling jo er sådan, at den af enhver må indrømmes at have almindelig interesse; men afhandlingen selv er bygget på materialier, som ere samlede ved så mangfoldige medborgeres arbeide: nogle hundrede præster have leveret de årlige døde-lister, og måske nogle tusinde andre mænd have udført folketællingerne. Jeg kan ikke tro andet, end at det skal interessere disse mænd at se en yderligere benyttelse af de oplysninger, deres flid har samlet, og det er mig personlig kjært ved nærværende meddelelser at kunne bevidne min erkjendtlighed for den nytte og interesse, som deres arbeider ofte have ydet mig.

Ja, ved folketællingerne sendes der jo bud - det er folketællerne - ind i hver mands hus med spørgsmål til hvert menneske i landet; den del af spørgsmålene, som jeg her har for øie, går i grunden ud på at erfare, hvordan folket lever og strider for livet mod døden; svaret har interesse for historien, for naturvidenskaben og læge- og statsvidenskaben; men der er dog ingen, hvem sagen angår nærmere end folket selv, og derfor synes det passende at samle summen af de manges svar i et netop for den almene mand bestemt skrift. Og nu skal der snart gjøres anstalt til atter at sende de samme bud ind i husene, så det skulde være vel, om ret mange, som tidligere måske have undret sig over disse gjentagne folketællinger kunde ved et udførligere exempel få et ret tydeligt begreb om, til hvilket godt og fornuftigt brug de kunne tjene.(6)

16. Jeg skal forklare beskaffenheden af de materialier, hvorefter jeg tænker at udfinde den grad af dødelighed, som herskede her i landet i årene 1821-50.

I den tid er der holdt tre folketællinger, nemlig for 27de november 1825, 29de november 1835 og 31te december 1845. Fra 27de eller 29de november indtil årets udgang er naturligvis nogen forandring foregået i folketallet; men denne forandring må have været høist ubetydelig i forhold til det hele, og derfor betragter jeg også de to første af disse tællinger som gjældende netop for årets sidste dag. Der bliver da et mellemrum af 10 år mellem hver tælling. De fundne tal for folkemængden vare disse:

1825: 1,054,318,
1835: 1,194,827,
1845: 1,328,471.

Man ser, der er stigen i tallene. Denne folkemængdens forøgelse har sin fornemste grund i et bestandigt overskud af fødsler, og sådant overskud fandt sted i omtrent samme grad i de 5 nærmeste år før 1825 og efter 1845. Deraf kan jeg vide, at folketallet f.ex. i 1825 var større end i 1821 eller 1822 o.s.v., men mindre end i 1830 eller 1829 o.s.v. Der var altså en forskjel til begge sider. Men da stigningen har været så temmelig jevn fra år til andet, kunne vi uden at begå nogen mærkelig feil antage, at forskjellen på den ene siden ophæver forskjellen på den anden, så at vi - når vi betragte ti-året 1821-30 under et - kunne sige, at middelbefolkningen i hvert år var så stor som midt i ti-året, d.e. i 1825. På samme måde betragtes tingen da for de to næste ti-år. Og nu går jeg et skridt videre; jeg lægger hine tre tal sammen - det bliver 3,574,646; dette tænker jeg mig delt i tre lige dele og får derved middel-tallet - 1,191,525, - og dette antager jeg endelig som tal på middelbefolkningen i årene 1821-50, som jeg nu betragter under et.(7)

17. Antallet af døde var:
              i ti-året 1821-30: 209,404,
                        1831-40: 254,019,
                        1841-50: 257,441.

Når jeg nu vil sammenstille antallet af døde med det nys fundne middeltal for den levende folkemængde, så må jeg også her lægge alle de tre tal sammen - det bliver 720,864 - og tænke mig dette delt i 30 lige dele, hvorved jeg får middel-tallet af døde for hvert år af det trediveårige tidsrum.

Det er jo høist rimeligt, at dødeligheden til enkelte tider i disse 30 år har været større, til andre tider mindre. Ved den omforklarede fremgangsmåde blive disse forskjelligheder ligesom ligeligt fordelte på det hele tidsrum, og det endelige resultat skal da vise os middel-dødeligheden eller - som man kunde kalde det - den udjevnende dødelighed.

18. Det er ellers let at se, at fuldkommen nøiagtighed ikke kan nåes ved sådan fremgangsmåde. Der er f.ex. ind- og udflytning, som gjør forstyrrelse i tal-forholdene. Efter det før anførte er det givet, at folkemængden havde formeret sig i de fem år fra 1841 til 1845, og jeg har antaget, at den fremdeles og omtrent ligedan har formeret sig i de næste fem år 1846-50; men hvis nu folk strax i 1846 havde begyndt at flytte ud af landet, og hvis der i løbet af de fem år flyttede ud 100,000 mennesker, så måtte jo den hele beregning åbenbar blive feilagtig. Men for det første var antallet af udflyttere ikke mere end omtrent 1/10 del af hint tal, så udflytningen heller ikke på langt nær kom op imod overskuddet af fødsler, og for det andet begyndte ikke udvandringen efter 1845, men havde foregået i næsten ligeså betydelig udstrækning før; endelig for det tredie har der ganske vist også fundet indflytning sted, som ialfald for en del har ophævet virkningen af udvandringen. Havde forholdet været ganske jevnt i de fem år før og efter folketællingen, så havde udflytningen aldeles intet gjort til sagen, nu var forholdet vel ikke så aldeles jevnt; men ujevnheden har ganske vist været så ringe i forhold til det hele, at den med føie kan sættes ud af betragtning. Skulde vi lægge an på den størst mulige nøiagtighed, så måtte vi på en enkelt dag tælle alle levende og døde og så holde os til de tal alene, men derved vilde vi kun erfare dødeligheden på den enkelte dag, hvilket ikke vilde være så lærerigt som at kjende den for et længere tidsrum. Og er nogen gjerning af os, nogen undersøgelse, nogen iagttagelse ganske fuldkommen? Et år siges at bestå af 365 dage og dertil nogle timer og minutter og sekunder; men selv astronomen tør neppe sige, at det er nøiagtig så og så mange sekunder, ingen brøk-del mere eller mindre, og til dagligt brug er det os nok at vide dage-tallet. Således være det os nok at erholde et for den praktiske anvendelse tilstrækkelig nøiagtigt begreb om dødeligheden i vort land.

19. For den, som har syslet noget med arbeider af dette slags, bliver det idelig klart, at jo flere optalte erfaringer eller jo større tal man har at støtte sine beregninger til, desto pålideligere resultater kan man vente at få ud. Mine beregninger støtte sig til et antal af 720,864 dødsfald. Dette antal er betydelig større end det, som ligger til grund for nogen af de før nævnte engelske, danske og svenske dødeligheds-tabeller, som ellers ere udførte væsentligt på samme måde, og forsåvidt må det altså siges, at de tabeller, som nu skulle udarbeides, have fuldt så stor garanti for pålidelighed som hine.

20. For at udfinde den sande dødeligheds-grad i et land er det, som allerede ovenfor antydet, ikke nok at kjende antallet af levende og døde under et; man må kjende antallet særskilt for hvert kjøn og for forskjellige aldere. Dette er der også sørget for hos os. Folketællerne have måttet spørge hvert menneske om hans alder. Præsterne have måttet anføre alderen for hver enkelt afdød. Og for at få samlet de fornødne tal til beregningerne for tidsrummet 1821-50 har jeg af de trykte tabeller, som indeholder de tre års folketællings- og de tredive års døde-lister, måttet lægge sammen tallene for hvert kjøn og hver alder. Jeg meddeler disse tal (Tab. 1) og kan derved på den anskueligste måde vise, hvordan aldersinddeling der i de norske tabeller er brugt.

Fra 1832 har schemaet for døde-listerne og folketællings-tabellerne for de første livsår angivet sådan inddeling: 0-1, 1-3, 3-5 og 5-10, en inddeling, hvorefter det vilde være muligt med større nøiagtighed at følge den stærke forandring eller aftagen af dødeligheden i de spæde år. Men da sådan inddeling ikke har været befulgt i den første del af tidsrummet 1821-50, har jeg måttet slå tallene sammen til en aldersperiode, 0-5 år.

Det er overhoved tydeligt, at jo mindre alders-perioderne ere, des bedre kan man forfølge dødelighedens forandringer med årene, og derfor må det siges, at de norske tællinger ere mindre fuldstændige end de engelske, danske og svenske, som have aldersklasser på 5 år. Imidlertid er dette en mangel, som der, hvad jeg siden skal vise, for størstedelen kan rettes på, og det er desuden rimeligt, at jo mindre folketællerne have været besværede med en vidtløftig inddeling, desto rigtigere have de udført arbeidet; der viser sig ialfald ved de engelske og danske tællinger en stadig feil, som netop er en følge af 5 års inddelingen. Folk, som have været f.ex. 29 år, ere oftere feilagtig anførte i klassen 30-35 år, medens derimod folk, som kunne have været 31 år, sjeldnere ved den omvendte feil ere anførte i klassen 26-30, - noget, som hænger sammen med den i daglig tale almindelige måde sådan omtrentlig at angive en persons alder.

(I.) Levende og døde i Norge efter folketællingstabellerne for 1825, 1835 og 1845 tilsammen, samt efter døde-listerne for 1821-50 tilsammen.

Alder

Levende

Døde

Mdkj.

Kvkj.

Mdkj.

Kvkj.

0-5 År


   442,944




   434,583
142,168
119,591
5-10
  12,644
  11,872
10-20
   348,349
   340,577
  16,346
  14,691
20-30
   282,808
   304,288
  23,448
  18,976
30-40
   222,995
   229,284
  21,770
  20,635
40-50
   176,565
   188,089
  24,329
  21,721
50-60
   131,442
   147,238
  29,219
  25,434
60-70
     86,771
   105,780
  35,818
  37,715
70-80
     43,218
     56,527
  37,209
  45,033
80-90
     12,315
     17,539
  21,457
  30,492
90-100
       1,148
       1,940
     3,535
    6,303
over 100
            53
            70
       138
       280
Sum
1,748,608
1,825,915
368,121
352,743
uden angivelse af alder
                 40(8)
                53(9)
»
»
begge kjøn.
3,574,616
720,864

2l . Ved alle tre norske folketællinger (men neppe i døde-listerne) viser der sig ellers tydelige tegn til den besynderlige feil, at antallet af fruentimmer i alderen 20-30 år er blevet for stort, en feil, hvorved dødeligheden for den klasse kommer til at synes mindre, end den virkelig har været. Efter den velbekjendte mening om en vis svaghed hos det smukke kjøn kunde man falde på den forklaring deraf, at nogle, som allerede havde fyldt sine 30, havde kaldt sig yngre; men der er dog grund til at antage, at det oftere er gået så til, at fruentimmer på 18-19 år ere blevne anførte som ældre, noget, som allerede talrækkerne vække formodning om, og som desuden stemmer overens med den stadige erfaring, at fruentimmer i den alder snarere end mandspersoner se ud som og gjælde for voxne.

I almindelighed må man heller ikke stole for meget på tallene for personer over 80 år; om sådanne gamles alder ere de selv og deres omgivelser mange ganger ikke på det rene.

Det skulde ellers ikke undre, om ret mange feil indløb ved det tildels trættende og ensformige folketællings-arbeide i et land, hvor det større publikum hidtil så lidet har havt anledning til at lære de interessante resultater af arbeidet at kjende og derved selv fatte interesse for det. Med en stigende almen-oplysning vil derfor ganske vist også folketællingerne blive fuldkommere. Men alligevel må jeg sige, at jeg under benyttelse af tabellerne har fået et alt stærkere og stærkere indtryk af deres pålidelighed i det hele.

22. Jeg må her bemærke, at jeg - i overensstemmelse med de danske, men rigtignok ikke med de engelske og svenske tabeller - har valgt blandt de døde i alderen 0-5 år også at medregne de dødfødte. Dertil er der to grunde. For det første er der hos os bestemmelse for, at selv nogle af dem, som ellers i daglig tale kaldes og jo i virkeligheden ere levende fødte, skulle i listerne tælles med blandt hine, nemlig de, som dø i løbet af de første 24 timer. Dernæst er det af selve de årlige lister over fødte og døde kjendeligt, at det i grunden er den samme dødelighedslov, der hersker over den ufødtes endnu slumrende og den nyfødtes netop vågnede liv; ligesom til exempel i de første livs-år dødeligheden er langt større blandt drengebørn end blandt pigebørn, således er der også betydelig overvægt af drengebørn blandt de dødfødte.

De dødfødte ere, som sagt, allerede indtagne i de ovenfor anførte tal; jeg skal dog her anføre dem særskilt, idet jeg tillige - som noget, man senere vil se hører med til materialierne for dødelighedsberegninger - anfører antallet af fødte overhoved for det omhandlede tidsrum (Tab. 2).


 

5. DØDELIGHEDS-TABEL

23. Når de mange tal ere samlede og materialierne lagte til rette, må dødeligheds-forholdet beregnes særskilt for hvert kjøn og hver aldersklasse. Til forklaring om fremgangsmåden hermed skal jeg give et exempel. Ved de 3 folketællinger 1825, 1835 og 1845 fandtes af mandkjøn i aldersklassen 10-20 år 348,349, og i den 30årige periode 1821-50 døde der af mandkjøn i samme aldersklasse 16,346. Tænker jeg mig nu det første tal delt med 3 og det andet først med 10 og derefter igjen med 3, så har jeg det årlige middeltal af både levende og døde. Og når jeg veed, at der for så mange levende årlig var så mange døde, så kan jeg ved et regula-de-tri stykke finde, hvor mange der efter samme forhold døde for hvert 10,000. Det bliver på det nærmeste 47. - På denne måde har jeg beregnet dødeligheds-forholdet for alle klasser fra 10 til 100 års alderen. Men herved må det erindres, at de personer, som levede og døde f.ex. i aldersklassen 10-20 år, vare fordelte på de forskjellige år, således at nogle vare i sit 11te eller 12te, andre i sit 19de eller 20de år o.s.v. og det er sandsynligt, at dødeligheden har været noget forskjellig i de

(2.) Yderligere materialier for beregning af dødeligheden 1821-50.

Mdkj.
Kvkj.
1821-50: Dødfødte
  22,965
  17,858
                Levende fødte
568,909
540,917
                               Sum
591,874
558,775
1816-45: Dødfødte
  20,589
  16,038
                Levende fødte
539,993
513,453
                               Sum
560,582
529,491
   -      -    Dødfødte
  20,589
  16,038
                Fremdeles døde under 5 år
114,571
  97,623
                               Sum
135,160
113,661

forskjellige livsår. Derfor må jeg heller ikke sige, at hint tal 47 angiver dødeligheden for hvert enkelt år; det angiver en middel-dødelighed for hele klassen; vi må tænke os, at dødeligheden jevnt forandrede sig med årene, og at der da var et enkelt tidspunkt, hvor den virkelige dødelighed var lig med middel-dødeligheden. Det rimeligste er at tænke sig dette tidspunkt i midten af aldersperioden, altså ved udgangen af det 15de år. Meningen med hint forholdstal bliver da denne, at for hvert 10,000, som befandt sig ved udgangen af det 15de livsår, døde 47 i løbet af et år eller mellem livspunktet 14 ½ og 15 ½ år; ja, med en yderligere streben efter nøiagtighed må vi tænke os forholdet således, at af de 47 døde omtrent den ene halvdel i det første halvår og den anden halvdel i det andet, så at der altså ved begyndelsen af året var 10,000 og 23 (10023), som levede ved livspunktet 14 ½ år, og at der ved udgangen af året kun var tilbage 9976 (10,000 mindre 24), som fik opleve livspunktet 15 ½ år.

24. For aldersklasserne under 10 år må jeg bruge en anden fremgangsmåde. Af døde-listerne veed jeg, at der i årene 1821-50 døde 142,168 drengebørn i alderen 0-5 år; men folketællings-tabellerne sige mig ikke, hvor mange der levede i den alder. Men her er et andet middel til at bestemme dødeligheds-forholdet, og dette samme middel har man fundet det rettest at benytte selv i England og Danmark, hvor dog folketællings-tabellerne i dette stykke ere fuldstændigere. Jeg kjender ikke antallet af dem, som levede i sit 1ste og 2det o.s.v. livsår, kort: i hele aldersklassen 0-5 år; men jeg kan endda finde dødeligheds-forholdet, hvis jeg kan erfare antallet af dem, som trådte ind i aldersklassen, og dermed sammenholde antallet af dem, som døde, inden de skulde gå over i den næste klasse. Disse sidste ere jo dem, som listerne angive som døde i alderen 0-5 år, og de, som i tidsrummet 1821-50 trådte ind i aldersklassen, må være dem, som fødtes i samme tidsrum og dermed trådte ind over livets tærskel selv. Antallet af døde drengebørn har jeg allerede anført; antallet af de dertil svarende fødte er 594,874. Tænker jeg disse tal delt med 30, så får jeg det årlige middeltal, og ved en simpel regning kan jeg nu finde, at af de drengebørn, som hvert år trådte ind i aldersklassen, døde i løbet af de første 5 livsår et antal, som svarer til 2402 af hvert 10,000.

25. Der må egentlig 5 år til, for at alle disse 2402 børn, der høre så at sige til et års kuld, skulle være døde; men ovenfor beregnede jeg for aldersklassen 10-20 år, hvor mange personer der for hvert 10,000 døde i 1 år. For nu at sammenstille tallene for begge aldersklasser i en og samme tabel bør vi også for den største klasse kunne sige, hvor mange der i 1 år dø af hvert 10,000. Og det bliver det samme tal 2402. At så må være, kan man let overbevise sig om ved følgende exempel. I Norge fødtes i gjennemsnit for årene 1841-50 på det nærmeste 60 drengebørn daglig. Sæt nu, at der for hvert år den 1ste januar var født netop 60 børn, og at disse havde den skjæbne, at der for hvert års kuld døde i løbet af det første livsår 7, i det andet 3 og i de følgende tre år 2, 1 og 1, så kunne vi gjøre os det hele anskueligt ved følgende fremstilling:

______________________________________________________
Livsårene, hvori dødsfaldene indtraf.

År. fødte. 1ste, 2det, 3die, 4de, 5te ____________________________________________________ 1841 60 7 » » » » 42 60 7 3 » » » 43 60 7 3 2 » » 44 60 7 3 2 1 » 45 60 7 3 2 1 1 46 - » 3 2 1 1 47 - » » 2 1 1 48 - » » » 1 1 49 - » » » » 1 ____________________________________________________

Tælle vi her sammen dem af 1841 års kuld, som døde i 5 på hinanden følgende år, finde vi, at det var 14; tælle vi dem, som i det ene år 1845 døde under 5 års alderen, bliver det også 14. Det kommer altså ud på et, enten vi udtrykke os så, at af et års kuld døde i de næste år 14, eller så, at i et år døde 14 af de nærmest foregående års kuld.

26. Ved dette exempel kunne vi også let klargjøre os et eget forhold, som finder sted ved den forudsætning, hvorpå hele beregningen for denne aldersklasse er bygget, den forudsætning, at antallet af de børn, udaf hvilke nogle i årene 1821-50 døde under 5 års alder, var ligt med det antal, som fødtes i samme periode. Nu lader hint exempel os se, at af de 14 børn, som i disse aldersår døde i året 1845, vare kun 7 fødte i det samme år; de øvrige havde året ligesom modtaget i arv fra de foregående år. Årene 1844, 1843 o.s.v. have på samme måde modtaget en del børn fra de foregående, og de af disse, som vare døde i den omhandlede alder, skulde have udfyldt de tomme rum i rækkerne. Efter dette exempel skjønnes det, at af perioden 1821-50 må også de første år have modtaget fra årene 1820, 1819 o.s.v. en del børn i alderen under 5 år, og de af disse, som døde i samme alder, bleve indførte i døde-listerne for 1821-50. Nu er det vel så, at de sidste af årene 1821-50 igjen ligesom overleverede en del børn i samme alder til året 1851, og man kunde sige, at dersom den modtagne og den efterladte arv var lige stor, eller dersom ialfald forholdet mellem de levende og døde var uforandret, så vilde denne udvexling ingen indflydelse have på beregningen. Men det er ikke rimeligt, at der i virkeligheden skulde have været fuldkommen lighed. Dog er der, navnlig i betragtning af den lange periode på 30 år, grund til at antage, at forskjellen er så ubetydelig, at den derved bevirkede feil i beregningen kan sættes ud af betragtning.

27. På lignende måde behandles også aldersklassen 5-10 år. De, som i løbet af årene 1821-50 trådte ind i denne aldersklasse, tænkes at være dem, som 5 år tidligere, altså i årene 1816-45, vare fødte til verden, med fradrag af dem, som vare døde, inden de skulde træde ind i det 6te aldersår. I 1816-45 fødtes således 560,582 drengebørn af dem døde under 5 år (135,160); resten eller 425,422 trådte altså i 1821-50 ind i alderen 5-10 år, og i den tid døde af dem 12,644. Dette er det samme forhold, som om der af 10,000 døde 297, så tallet 10,000 ved udgangen af det 10de år blev formindsket til 9703.

28. Resultatet af disse beregninger findes fremsat i Tabel 3. Den første afdeling af tabellen læses således: Af hvert 10,000 børn af mandkjøn, som i løbet af 5 år vare trådte ind i aldersklassen 0-5 år, døde årlig 24020, eller - hvad der falder ut på et - af hvert 10,000, som i et år vare trådte ind i aldersklassen, døde i løbet af de fem næste år 24020. Den anden afdeling læses så: Af 10,000 personer af mdkj., som vare i en alder af 15 år (mellem 14 1/2 år og 15 1/2 år), døde i samme livsår 4692.

29. Dødelighedsforholdet for oldinger over 100 år kunde ikke med nogen grad af nøiagtighed beregnes, da tabellerne ikke angive, hvor mange år over 100 de have levet. Det er imidlertid interessant at se, hvilken besynderlig regelmæssighed der hersker selv på denne livets yderste grændse, og jeg hidsætter derfor følgende tal over de på folketællingsdagene levende og de i årene 1821-50 afdøde gamle på 100 år og derover:


År

Levende


År

Afdøde

Mdkj.

Kvkj.

Mdkj.

Kvkj.

1825

19

21

1821-25

21

48

1826-30

23

47

1835

19

22

1831-35

23

35

1836-40

24

42

1845

15

27

1841-45

23

52

1846-50

24

56



30. Lade vi ellers blikket løbe ned over rækkerne i dødelighedstabellen, så er den første iøinefaldende kjendsgjerning den, at der er en meget betydelig forskjel i forholdet for de forskjellige aldere. Men midt i forskjelligheden finde vi dog også regelmæssighed. Således er det for det første ganske kjendeligt, at dødeligheden for kvindekjønnet regelmæssig (den eneste untagelse danner den sidste aldersklasse) er mindre end for mandkjønnet. Dernæst sees det også, at der er en vis jevn, for begge kjøn omtrent ligelig overgang i den større og mindre indflydelse, som alderen udøver på dødeligheden. På grund af den forskjellige betydning, som tallene have i tabellens første og anden afdeling, springer dette for-


Alder

Af 10,000 personer af hvert kjøn
og hver alder døde årlig:
Mdkj.
Kvkj.
0-5 År
   24020
   21402
5-10 -
    2972
    2855
15de År
      4692
      4314
25de -
      8305
      6236
35de -
      9763
      9000
45de -
    13779
    11548
55de -
    22230
    17274
65de -
    41279
    63554
75de -
    86096
    79703
85de -
17423
17385
95de -
30792
32490
over 100
?
?

hold rigtignok ikke så klart i øinene; men det kan dog ganske godt sees. I aldersklassen 0-5 år er dødeligheden meget større end i den næste, og uagtet tallet for klassen 5-10 år omfatter 5 år og det næste tal kun et år, det 15de, sees det dog, hvorledes hint tal er uforholdsmæssig større. Dødeligheden aftager altså fra fødselen til alderen omkring 15 år. Derfra stiger den uafbrudt indtil den høieste alder. Men der er dog forskjel i stigningsforholdet; indtil 55 års alderen er det jevnt, men svagere; derfra er det meget stærkere, men fremdeles jevnt; fra 85 års alderen synes det, forunderlig nok, som om forøgelsen i dødelighedsgraden ikke skulde være fuldt så stor; det er, som om dødsengelen viste ærbødig skånsel med de gamle, som så længe have udholdt striden med ham.

31. I de danske og engelske tabeller, som have femårige aldersklasser og dermed flere tal, fremskinner denne alderens indflydelse på dødeligheden eller på livsstyrken end tydeligere. Astronomen lærer ved sine observationer at kjende enkelte punkter af en planets bane, og derefter kan han ved beregninger udfinde den naturlov, hvorefter planeten må med en vis hastighed bevæge sig i en bestemt og i sin hele udstrækning beregnelig rundagtig kreds. På samme måde have mathematikere - og i det foregående nævnede jeg nogle af dem - benyttet de oplysninger, som disse tabeller give om alderens indflydelse på enkelte punkter af menneskets livsalder; de tro at have fundet - skjønt de vist alle beklage, at observationerne endnu ere så få - den såkaldte mathematiske dødeligheds-lov, den naturlov, hvorefter alderen altid og ufravigelig vil have en bestemt og beregnelig indflydelse på den almindelige dødelighed, og det lige så vel i lande, hvor folket glæder sig ved en usædvanlig god sundhed og lang livsvarighed, som der, hvor af en eller anden årsag en høiere grad af dødelighed hersker.(10) Ved dette slags beregninger er også i den engelske livstabel med en sandsynlighed, som ialfald ikke kan afvige meget fra sandheden, dødeligheden fundet selv for de livsår, som tabellen ellers ikke direkte giver nogen oplysning om, altså ikke blot for hvert 5te, men for hvert enkelt alders-år; ja feil ere rettede, som ved folketællingen havde indsneget sig.


 

6. LIVS-TABEL

32. Det hører ikke til mit fag, heller ikke til planen for nærværende afhandling, at forsøge mig i sådanne strængt mathematiske og naturvidenskabelige forskninger. Jeg går videre i det arbeide at søge et for andre øiemed tilstrækkelig brugbart udtryk eller ligesom mål for dødeligheden og livsvarigheden i landet. Jeg tænker mig da, at der på en gang fødes 10,000 individer, og søger svar på det spørgsmål, hvorlænge disse ville leve, hvis dødeligheden vedbliver at være sådan som årene 1821-50. Svaret vil indeholdes i en ny tabel, som er den, jeg har kaldt livs-tabellen, og som nu bliver at beregne.

Dødeligheds-tabellen siger mig, at af 10,000 nyfødte drengebørn dø 2402 under 5 års alderen. Ved det fyldte 5te års alder vil der altså være tilbage 7598. Af 10,000 drenge, som træde ind i denne alder, dø 2972 inden 10 års alderen, og hvor mange dø da af 7598? Det er et simpelt regina-de-tri stykke, og det søgte tal er 226. Drager jeg dette fra 7598, har jeg tilbage 7372, hvilket tal altså angiver dem, der levede til det fyldte l0de år. Såvidt var altså regningen ganske simpel; for de nu følgende aldersperioder derimod bliver den mere indviklet.

7372 drenge trådte ind i det 11te år; hvor mange af disse skulle fylde det 20de? Svaret må søges i det tal, som dødeligheds-tabellen har for alderen 15de år, nemlig 4692. Dette tal sige mig nærmest, at af 10,000, som levede midt i livsåret mellem 14 1/2 og 15 1/2 år, døde i et år 4692, og det således, at omtrent halvdelen eller 23 døde i det første halvår, den anden halvdel i det andet. Men derfor kan jeg også opfatte tingen således, at der var 10,023, som trådte ind i det omhandlede livsår, og at det var af dem, der døde 4692 i et år, så der altså midt i året var tilbage 10,000 og ved udgangen af året kun 9976. I det ene tilfælde tænker jeg på dem, som levede midt i året; i det andet tilfælde har jeg dem for øie som levede ved årets begyndelse eller netop trådte ind i året. - At der af 10,000 dør årlig 4692, er det samme, som at der af hvert 100 dør 04692 procent årlig. Dersom nogen af 10,000 spd. får 400 spd. i årlig rente, så bliver det 4 pct.; men dersom han af 10,050 spd. også kun får 400, så bliver det ikke fuldt 4 pct. Når der af 10,023 personer årlig dør 4692, så er det heller ikke en så stor procent, som når ligeså mange dø af 10,000; det bliver kun 04685 pct. Dette tal kalder jeg dødelighedsprocenten for dem, som træde ind i det enkelte livsår 14 1/2 til 15 1/2; og middel-dødeligheds-procenten for dem, som træde ind i aldersperioden 10-12 år. - Jeg veed, hvor mange personer der trådte ind i aldersperioden; det var 7372; nu kjender jeg også den procent, hvorefter de under sin gang gjennem perioden må ligesom skatte til døden; at udfinde skattens størrelse for alle år bliver altså en regning, som ligner rentes-regning, kun med den forskjel, at hovedstørrelsen her bestandig synker istedetfor, som ved penge-renter, at stige. Herved er endnu at mærke, at når ved udløbet af det første år de angjældende 7372 personer allerede have lidt det ved procenten for dette år bestemte tab, så vilde det være urigtigt fremdeles at beregne døds-renten af det fulde tal, og derfor må her anvendes en beregning, som ligner den for rentes-rente.(11)

- Denne beregningsmåde er også anvendt for alle aldersklasser over 10 års alderen (Tab. 4).

33. Stundom se vi havets bølger i hurtig afvexling hæve sig høit og frådende op over strandbredden; til andre tider er havet roligere, og dog går floden sin jevne, men vældige gang mod landet, eller det er ebben, der lige så jevnt drager vandene tilbage til dybet; selv i blikstille og i de inderste vige kunne vi se, at havet bevæger sig og væder strandstenene, nu lidt høiere oppe, nu lidt længere nede. Og dog sige vi alle, at der er en grændse mellem hav og land, en grændse, som ikke forandrer sig, med mindre landet virkelig skulde hæves op over sin nuværende stilling. - Dødeligheden i et land er ikke to dage, ikke to år efter hinanden ganske den samme. Om våren dør der gjerne flere, i sommermånederne færre; det er som havets ebbe og flod. Nu og da indtræffer misvæxt og derefter dyrtid, og strax bliver dødeligheden større; stundom går en af de ved ukjendte naturforholde fremkaldte sygdomme, cholera og andre, igjennem landet, og flere døde bæres ud. Men trods al denne af-

(4.) Livs-Tabel for Norge 1821-50.

Alder.

Levende.

Døde inden næste periode.

Mdkj.
Kvkj.
Mdkj.
Kvkj.
Ved fødselen.
    5 År
  10 -
  20 -
  30 -
  40 -
  50 -
  60 -
  70 -
  80 -
  90 -
100 -


10,000
   7598
   7372
   7033
   6473
   5871
   5115
   4095
   2710
   1145
     200
         9


10,000
   7860
   7636
   7314
   6872
   6280
   5595
   4707
   3295
   1485
     260
       10


   2402
     226
     339
     560
     602
     756
   1020
   1385
   1565
     945
     191


2140
  224
  322
  442
  592
  685
  888
1412
1810
1225
  250


vexling sige vi, at der er en grændse mellem liv og død, en grændse, som vil blive stående, med mindre en væsentlig forandring foregår i folkets stilling og forhold. Således vilde et uår på folkets sæder, et uår, som - når det først rigtig er kommet - pleier vare længere, slappe både sjels- og legemskraften og formindske levedygtigheden; således vilde omvendt f.ex. brændevinslastens udryddelse mærkelig formindske nøden og sygdommene og dødeligheden.

Alle magter og kræfter i den natur- og åndeverden, som mennesket tilhører, virker uafladelig til fuldbyrdelse af den lov, som blev lagt over menneskelivet: «Af jord er du kommen, og til jorden skal du igjen vende tilbage.» Over 700,000 mennesker i vort land sank i løbet af 30 år i sin grav. Hver enkelt af dem bidrog til at lære de gjenlevende, hvorledes hin lov fuldkommes i den del af menneskeslægten, som vort folk udgjør. De manges lære er samlet til en almindelig kundskab om forholdet mellem liv og død i vort land, og grændse-linien er betegnet ved livstabellens tal.

I året 1851 fødtes i landet 24,173 drenge og 22,641 piger. Lad os fatte omtrent halvdelen af dem eller netop 10,000 i tanke, og ved tabellens hjælp kunne vi se, hvorledes livets og dødens lod sandsynlig er delt og vil deles mellem dem. I 1856 vil mellem fjerde- og femte-delen, af drengene noget mere, af pigerne noget mindre, allerede have forladt den ny betrådte skueplads. Også ved 20 års alderen eller henimod den tid, fra hvilken de fleste mænd og kvinder vandre par og par sammen igjennem livet, er der færre karle end piger ilive; men dette misforhold udjevnes for størstedelen ved den mærkværdige orden, hvorefter der altid for 10,000 piger fødes omtrent 10,500 drenge, så det kan sees, at der endnu ved 20 års alderen i virkeligheden må være flere karle end piger, medens forholdet senere i livet bliver omvendt. - Ved 50 års alderen finde vi endnu over halvdelen af begge kjøn ilive. Det kunde beregnes, hvor længe det ifølge tabellens tal vilde vare, inden hele den første halvdel måtte være uddød; men allerede i 1851 kunde det med sandsynlighed siges, at mindst hvert 2det af de da fødte børn skulde få opleve det 50de livs-år og dermed træde ind i året 1901. Således skal da den ene halvdel af den nys begyndte slægt fra midten af det nærværende sekulum modtage sine barndoms-minder for under disses - vi ville håbe: velgjørende - indflydelse med den modnede erfaring og kraft at virke for det næste. Snart kunne de dog overlade livets gjerning til den nye opvoxende slægt, og med alt større og større hurtighed formindskes nu antallet af det nye århundredes fædre og mødre og opdragere; men endnu på jubel-dagen 1951 vil der rimeligvis være enkelte levende vidner om den tid, da man skrev år efter Christi byrd 1851 - og den unge slægts kjærlighed og ærbødighed for de gamle skal betegne den inderlige sammenhæng mellem slægterne, betegne den anelsesfulde følelse af, at der er givet menneskets ånd en magt, som er bestemt til at overvinde tidens skranker og seire i liv og død.


 

7. EN GENERATIONS LEVETID I NORGE

34. Endnu har jeg dog ikke fundet et sådant udtryk for dødeligheden, at jeg med lethed kan betegne den og ligesom udmåle dens grad. Et sådant udtryk vilde være et enkelt tal, der angav længden af det liv, som den i landet herskende dødelighed tillader folket at opnå. Livs-længden måles med år; jo flere år menneskene i landet få leve, desto mindre er dødeligheden.

Jeg forestiller mig 5 gamle, som netop have fyldt 90 års alderen, og tænker mig, at den ene efter den anden dør således, at

1 endnu fik leve 3 år og altså blev 93 år,
1   »    »    »  4 »   »   »    »   94
1   »    »    »  5 »   »   »    »   95
1   »    »    »  6 »   »   »    »   96
1   »    »    »  7 »   »   »    »   97

Ser jeg her bort fra forskjellighederne for de enkelte, men lægger sammen de yngstes og de ældstes leve-år, så finder jeg at de levede tilsammen 25 eller i gjennemsnit hver 5 år over 90 års alderen og altså bleve, i i gjennemsnit betragtet, hver 95 år gamle. Disse 5 år kalder jeg middel-levetiden for de omhandlede personer. Istedetfor det ord: middel-levetiden, som ellers er den sædvanlige betegnelse i afhandlinger om disse ting, kunne vi også vedtage at bruge det simplere ord: den almindelige levetid, eller blot: levetiden. Tænke vi os andre gamle på 90 år og under samme dødeligheds-forholde, så kunne vi også for dem håbe, at de skulle få leve 5 år til, og derfor kunne disse 5 år også kaldes livshåbet (expectation of life).

35. Nu viser livs-tabellen mig f.ex. 260 kvinder ved fyldte 90 års alderen. Hvilken middel-levetid fik disse opnå? Der var for det første 250 af dem, som døde inden det fyldte 100 år. Disse 250 døde vel ganske forskjelligt i de forskjellige år og årstider; men for at gjøre mig det gjennemsnitlige forhold klart, og da jeg ikke nærmere kjender deres virkelige dødsår, må jeg forestille mig, at de alle døde midt i perioden og altså levede 5 år hver. De 10 kvinder derimod, som oplevede det fyldte 100 år, levede først i perioden 90-100 hver 10 år, og i et meget heldigt fald have de endnu i perioden 100-110 år, i hvilken alle må tænkes at være døde, levet 5 år hver, tilsammen altså fra det fyldte 90 år hver 15 år. Når nu af hine 260 kvinder, som jeg havde ved 90 års alderen, 250 have levet 5 eller tilsammen 1250 år, og 10 have levet hver 15 eller tilsammen 150, så have alle 260 personer levet tilsammen 1400 år eller i gjennemsnit hver 5 5/13 år. Dette sidste tal angiver også middel-levetiden for hine fruentimmer over 90 år. Således kan jeg også finde middel-levetiden for dem, som efter livs-tabellen vare 80, 70 o.s.v. år gamle, lige op til alderen 0 år eller livets begyndelse, og på en noget mere letvindt, men ellers ganske tilsvarende måde har jeg beregnet middel-levetiden for de forskjellige aldre, dog kun til 70 års alderen, da tallene over den alder ere for få og usikre. Resultatet inneholdes i Tabel 5.(12)

36. Det skader ikke stort, at et uhr går noget for fort, når det ellers går jevnt og man kjender feilens størrelse. Således skader det heller ikke så meget, at der klæber den feil ved disse tal, hvormed jeg nu har angivet middel-tiden, at de ere noget for store, når der ellers viser sig jevne forholde og jeg kan kjende feilen. Det koster da kun nogen møie at udfinde feilens størrelse. Den feil, jeg sigter til, klæber i grunden ved de foregående tabeller også; men den blev mest åbenbar ved udførelsen af den sidste. For at finde middel-levetiden f.ex. for dem, som vare 90 år gamle, måtte jeg gå ud fra, at de af dem, der døde i alderen 90-100 år,

(5.) Middel-levetid for Norge 1821-50.

Alder.
Mdkj.
Kvkj.
     0 År.
4448 År
4798 År
  5 -
5275  -  
5536  -  
10 -
4929  -  
5191  -  
20 -
4142  -  
4397  -  
30 -
3458  -  
3648  -  
40 -
2761  -  
2945  -  
50 -
2095  -  
2244  -  
60 -
1492  -  
1573  -  
70 -
1000  -  
1033  -  


døde i en middelalder af 95 år. Men dette tal er ganske vist for stort. I denne høie alder, hvor dødeligheden stiger stærkt for hvert år, vil der ganske vist dø flere under end over 95 år. En ligedan feil vil være indløben for perioderne 80-90 og 70-80 o.s.v., men ikke så stor. Men ved perioden 0-5 år bliver feilen atter betydeligere; jeg måtte her udføre beregningen, som om alle de i disse år døde i gjennomsnit vare døde midt imellem 0 og 5 år, altså ved alderen 2 1/2 år; men da det er bekjendt, at dødeligheden i det første livsår er meget større end i det 2det, i dette end i det 3die o.s.v., så bliver gjennemsnitsalderen i virkeligheden åbenbar mindre end antaget.

37. Således forstår jeg, hvorledes feil kunde fremkomme, og at den består deri, at tallene ere for store. Men hvorledes kan jeg erfare feilens beløb? På samme måde som ved at sammenligne et uhr, som jeg veed går mindre rigtigt, med et som jeg veed går mere rigtigt. Tabellerne blive mindre rigtige, når aldersperioderne ere større; de blive mere rigtige, når perioderne ere mindre. Når der nu i et eller andet land, helst et, hvor befolknings-forholdene vare meget lige vort lands, var materialier, hvorefter jeg kunde beregne dobbelte dødeligheds-tabeller, først en med 10 års alders-perioder og andre egenheder sådan som den norske, dernæst en med 5 års alders-perioder og enkelte andre fortrin, så vilde denne sidste blive rigtigere end den første og kunde bruges til den førstes berigtigelse.

Tabell s31

*) For alderen 95 år er i rækkerne no. 2 medtaget levende og døde i alderen 90-100 samt over 100. I rækkerne no. 1 ere de sidste udeladte.

Tabell s32

38. Hvad jeg her søger, finder jeg i Danmark. Af professor Kayser, hvis afhandling før er nævnt (§ 13), er en tabel med 5 års alders-perioder allerede beregnet for årene 1845-49, og af de kilder, som han har øst af, henter jeg frem de samme materialier, som han brugte, og jeg benytter dem så, at jeg slår tallene for to og to perioder sammen, hvorefter jeg kan beregne tabeller med 10 års perioder og i enkelte andre henseender nøiagtig ligedan som de norske tabeller. Jeg anfører her tabellerne og mærker med tallene 1 og 2 de af mig og de af Kayser beregnede rækker (Tab. 6, 7 og 8).

39. Den i den sidste af disse tabeller (Tab. 8) anførte «Forskjel» viser, hvor meget for stor middel-levetiden bliver efter min beregning, med andre ord: Beløbet af den feil, som klæber ved beregningen. Da feilen har samme grund for mand- som tor kvindekjønnets række, var det at vente, at den vilde i det hele blive nogenlunde ens for begge kjøn; det er den også bleven, og det i en påfaldende grad. Nu slutter jeg, at om jeg på samme måde kunde have beregnet for Norge foruden en 10 års tabel også en 5 års, så skulde jeg også her have fundet om ikke ganske og aldeles, så dog så godt som den samme forskjel, og jeg kan da med føie betragte den for den danske 10 års tabel fundne forskjel som gjældende også for den norske. Ved altså fra tallene i den allerede anførte norske tabel at drage denne forskjel, kan jeg sige, at jeg får ud det samme resultat, som om de vare fundne ved folketællings-tabeller og dødelister af samme fuldkommenhed som de danske, navnlig med en- og to-årige alders-perioder i livets første 5 år og derefter fem-årige.

40. Nu er det vel så, at disse tal endnu ere større, end de skulde blevet, om det havde været muligt at tælle alle levende og døde ikke i klasser på 5 år, men for hvert enkelt livs-år, og vi så havde udført beregningen derefter. Men forskjellen vilde være meget liden. Sammenligningen er gjort i England ved hjælp av den såkaldte Carlisle-tabel, som jeg ovenfor har omtalt: ved 5 års alderen var feilen 1/100 del af et år, og derfra tiltog den småt, indtil den ved 70 års alderen var 7/100 del af et år. Når man veed, at ingen menneskelige iagttagelser ere fuldkommen nøiagtige, så kan man betragte en sådan liden afvigelse som uvæsentlig.

Tabell s33

41. Når jeg derfor ved hjælp af den i det danske exempel fundne forskjel har berigtiget tallene i den norske Tabel 5, så betragter jeg dens tal som et endeligt og pålideligt uttryk for middel-levetiden i Norge (Tab. 9).

Tabell s34

42. Af denne tabel, som i grunden var opgaven for alle de foregående tal-operationer, ser jeg nu, at middel-levetiden ved 0 års alder, d.e. ved fødselen, var for drengebørn 43,81 år. Nogle dø jo ganske unge, og andre blive gamle; men når vi lægge sammen de ældstes og de yngstes år og dele ligt, bliver det nævnte tal middelalderen, som i almindelighed kan håbes for ethvert drengebarn. De mange farer, som true spedbørns liv, gjøre, at livshåbet ved fødselen ikke på meget nær er så stort som ved 5 års alderen; middel-levetiden for denne sidste alder er over 52 år, som, lagte til de allerede oplevede 5 år, give en hel middel-levealder af over 57 år. Den mandsperson, som lykkelig har nået 50 års alderen, kan i almindelighed gjøre sig håb om at leve over 20 år endnu og altså blive 70 år gammel o.s.v. Middel-levetiden for 5 eller 20 eller 50 års alderen giver mig kun begreb om den dødelighed, som hersker i årene over 5 eller 20 eller 50. Et mål for dødeligheden i alle aldere under et har jeg derimod i den middel-levetid, som venter mennesket lige ved fødselen, og som i tabellen er angivet ved 0 års alderen. Børnesygdommenes heftige angreb, manddomsalderens strid og møie, sorg og nød i alderdommen - alle alderes anfægtelser og lidelser formindske livshåbet for barnet; men blandt det lykkelige folk, hvor forældrene kunne offre fornøden omhu på børnenes pleie, hvor livet går let og glædeligt for manden i hans virksomme alder, hvor oldingen i rolig tilfredshed ser årene henglide, der hilses allerede den nyfødte med forjættelser om et langt liv på jorden.

43. Dette liv var efter folkets kår her i landet i årene 1821-50 for drengebørn 4381 og for pigebørn 4727 år. Der fødes jo altid drengebørn og pigebørn om hinanden, og det efter et temmelig bestemt tal-forhold flere af de første end af de sidste. I den omhandlede periode fødtes her i landet 1,150,649 børn; jeg fatter netop 1 million af dem i tanke, og efter det stedfundne forhold mellem kjønnene var der i denne million 514,383 drenge og 485,617 piger. Disse sidste vare bestemte til et længere liv end de første, men blander jeg dem sammen og tænker mig forholdet for dem begge under et, så finder jeg, at den middel-levetid som ventede dem, var 45500 år eller, mere hverdagsligt sagt, nøiagtig 45 1/2 år. Ville vi gøre os forholdet ret anskueligt, så kunne vi for et øieblik forestille os, at alle hine drenge og piger skulde blive lige gamle, at alle skulde opnå at leve til fyldte 45 1/2 års alder, og ikke længer; vi ville da så meget lettere skjønne, at det er ret, når vi sige, at så længe varer en generation hos os, at 45 1/2 år er målet på en menneskealder i vort land.


 

8. SAMMENLIGNING MED ANDRE
LANDE

44. Nu, da målet for livet og døden i vort land er fundet, kunne vi anstille sammenligninger med andre lande. Det er dog, som allerede berettet, hidtil kun få nationer, hvis dødeligheds-forholde på denne måde ere målte. Såvidt jeg har kunnet erfare, er det kun tilfælde med England (med Wales), Danmark, Sverige (med Finland) og nu Norge - disse fire nord-europæiske lande, som for største delen beboes af tvende af den germaniske folkestammes store afdelinger: angel-sakser og skandinaver. Jeg sammenstiller de fornødne tal i Tabel 10.

Tallene for Sverige bør dog ikke komme videre i betragtning, da de ere hentede fra en fjernere periode.(13) Ved tallene for Danmark derimod må det bemærkes, at de ere tagne af tabellen for det af de 3 tidsrum (1835-44, 1840-49 og 1845-49), som viser de gunstigste forholde; ligeså gjælder den engelske tabel et år, hvor der var heller færre dødsfald end i en række af de nærmest foregående og efterfølgende. En lang række af år, som for Norge medførte både onde og gode tider, er alså sammenstillet med langt kortere og derhos forholdsvis lykkelige tidsrum for den danske og engelske befolkning.

45. I Norge var middel-levetiden f.ex. for kvindekjønnet ved fødselen 4727; i Danmark var den 4345. Middeltallet heraf er 4536. For Norge er tallet 42 pct. større end dette; for Danmark er det 42 pct. mindre. Forskjellen til begge sider er altså 84 pct., og så meget var middel-levetiden større i Norge end i Danmark. Når vi på denne måde gjennemføre sammenligninger, få vi lettere oversigt, og dertil skal Tab. 11 tjene.

Et blik på denne tabel viser, at forskjellen landene imellem er størst i barndommen og alderdommen, mindre derimod imellem 10 og 50 års alderen, i den alder altså, da livskraften er størst. Dette samme forhold viser sig også ofte, som det i de danske afhandlinger udførligere er påvist, i et og samme land, når man f.ex. sammenligner dødeligheden for de forskjellige kjøn eller for forskjellige dele af befolkningen.

Ellers viser tabellen på en slående måde, at den norske befolkning i alle aldere, dog kvindekjønnet mest, nyder en ikke lidet længere livs-tid end både den danske og den engelske.

Tabell s37

*) I original-skriftet er en trykfeil her, hvorfor jeg har anført 835, som er middel-tallet for tidsrummet 1835-44 og 1845-49.

46. Man kunde mene, at denne fordel for Norge kanske var mere tilsyneladende end virkelig. Det er jo nemlig så, at dødeligheden pleier være større i byerne end på landet, og da nu Danmark og endnu mere England har en større bybefolkning i forhold til landbefolkningen end Norge, så kunde man mene at når man af den danske og engelske befolkning udsondrede en sådan del, som med hensyn til fordeling i by

Tabell s38

og på land svarede til den norske, og man da vilde anstille ligedanne beregninger, så kanske sammenligningen ikke længer vilde vise nogen fordel for os. Jeg har ikke materialier til at anstille sammenligningen på sådanne lige vilkår; men jeg kan gjøre det på de for Norge mest ulige vilkår, således, at den hele norske nation, med de lappiske nomader og Lofotens fiskere, med de kraftige fjeldfolk og de fattige strandsiddere og de travle bybeboere, stilles ved siden af befolkningen 1) i alle Danmarks landdistrikter, 2) i Ribe stift, både by og land, som det af de danske stifter, hvor dødeligheden har vist sig mindst, og 3) i det engelske distrikt Surrey, for hvilket dette slags beregning netop er udført med den hensigt ved et exempel at vise, hvorledes dødeligheden i England er betydelig mindre i land-distrikterne end i byerne. Folkemængden i Ribe stift var i 1850: 175,681 og i Surrey i 1841: 227,723; det er altså små og udvalgte dele af hine nationer, hvormed det norske folk her skal sammenstilles. For modsætningens skyld hidsætter jeg også tallene for Kjøbenhavn og kjøbstæderne i Danmark, samt for London og Liverpool, og for at lette sammenligningen sætter jeg et mærke (*) ved de enkelte tal, som opvise en større livs-varighed end de tilsvarende tal i den norske tabel (Tab. 12).

I byerne, ser man, svinder livet hurtigt. Yderligheden i den henseende finder man i Liverpool og Kjøbenhavn. Medens de børn, som fødes i Norge, selv de iberegnede, som dø allerede ved fødselen (dødfødte), i gjennemsnit have at imødese en livs-tid på omtrent 44 og 47 år for drenge og piger, er i Liverpool livstiden selv for de levende fødte ikke fuldt 25 og 27 år; forskjellen er så stor, at for hvert 100 dage, som de norske og de i Liverpool fødte børn under lige vilkår skulde have at leve, leve hine omtrent 128 og disse kun 72. 1 de heldigere dele af hine befolkninger, i land-distrikterne nemlig, er jo dødeligheds-forholdene betydelig bedre, og enkelte tal i tabellerne for dem ere større end de

Tabell s39

tilsvarende norske; men disse tilfælde ere få og derhos lidet betydelige, idet forskjellen intetsteds når op til 2 pct.; idet hele betragtet viser den norske tabel også her en større livs-varighed.

47. Nogen nøiagtig sammenligning kan for tiden ikke anstilles med flere lande end de allerede nævnte. Men de mindre nøiaktige sammenligninger, som før have været udførte, gjøre det sandsynligt, at England og Danmark høre til de lande i Europa, hvor livsvarigheden er størst, og fra disse lande har jeg endnu ikke for nogen enkelt egn eller større del af befolkningen seet en tabel, som opviser et så fordelagtigt resultat som tabellen for Norge 1821-50.(14)


 

9. DØDELIGHEDENS FORANDRING I
TIDERNES LØB

48. Dersom vi havde lignende nøiaktige oplysninger om dødeligheden i alle Europas lande, skulde vi kunne tegne et Europa-kart således, at de lande, hvor livet varer længst, mærkedes med lysere farver, de derimod, hvor dødeligheden er større, med mørkere. Thi mørket er jo dødens sindbillede.

Og på et sådant kart skulde vort land tage sig godt ud. Man betragte engang Norge på et almindeligt kart over vor verdens-del! Er det ikke som Europas høie pande, der freidigt skuer ud mot nord-havet? Og denne pande skulde rimeligvis blive det lyseste parti i det hele billede.

At folket i vort land nyder en længere livstid end i andre, som dog naturen i mange måder har udstyret rigeligere end vort, dette er en overraskende oplysning, som i høi grad må tiltale os. - Vi glæde os jo over de mange naturskjønheder, der ligesom ville få os til at glemme vort lands fattigdom, ja, stundom kan det endog være, som om der blandede sig stolthed i denne vor naturlige glæde. Men medens vor hånd ikke dannede en sten af de fjelde, som udgjøre vore landskabers stolthed, kunde det snarere siges, at denne folkets lykke, at det kan leve længe i landet, måtte tilskrives - næst ham, som har skabt og opholder alle ting - folket selv, der har vidst at indrette sit liv på en fornuftig og rigtig måde. En i disse dager vel bevandret engelsk forfatter ytrede jo, som det ovenfor såes (§ 12), at et længere liv, når talen var om nationer, vidnede om et liv med større energi og industri, med større erfaring og visdom. Efter denne sætning kunde man sige, at når et folk bor under en lykkelig himmelegn og i et rigt og frugtbart land, men endda slægt efter slægt er hjemfalden til en tidlig død, så må dette være bevirket ved træghed og uvirksomhed og umådelighed og lignende feil, og omvendt, at når et folk daglig har at stride med en barsk og karrig natur og endda lever et sundt og langt liv, så vidner dette fordelagtigt om folkets vindskibelighed og dannelse og gode sæder. Og på denne måde vilde betragtningen af dødeligheds-forholdene i vort land være så smigrende som muligt for vor fædrelandske følelse.

49. Men netop derfor må vi bruge største forsigtighed ved anvendelsen af hin sætning. Efter tabellerne ere dødeligheds-forholdene hos os endog gunstigere end i England; men vilde det dog ikke være en altfor urimelig slutning, om vi heraf vilde udlede dette, at den norske nation i energi og industri, i erfaring og visdom skulde overgå den berømte engelske?

I England er det jo så, at penge-formuen mere end hos os er såre ulige fordelt, så nogle få ere overordentlig rige og mange meget fattige. Kanske - kunde man nu sige - er det ligeså med den formue, som består i kundskab og dygtighed og i den foretagelsesånd og alle de virksomme dyder, som kundskab og dannelse befordrer; kanske denne herlige formue også er ligesom ophobet hos et mindre antal af fremragende mænd, så det kun bliver nogle få, der - i besiddelse af magten og dygtigheden ere ligesom folkets førere i al den bedrift, der udgjør Englands storhed, medens den store mængde er at betragte som en mere tankeløs og villieløs hob af håndlangere. Og denne mængde, der jo med hensyn til dødeligheden i landet gjør udslaget, - således kunde man ville slutte videre -, den står da måske ikke over eller ikke engang så høit som mængden af den norske befolkning; thi i Norge er det mere så, på landet især, at hvert hus, hver gård, danner som en verden for sig, hvor hver mand mere er sin egen fører, og hvor familiens medlemmer kunne udvikle endog en høi grad af foretagsomhed og selvbeherskelse og alle de andre egenskaber, som betinge et lykkeligt liv, uden at disse bestræbelser komme tilsyne i nogen stor og iøinefaldende bedrift.

Unægtelig er betragtningen af dødeligheds-forholdene i Norge skikket til at fremkalde en behagelig mening om et i det hele sundt og kraftigt, forstandigt og hæderligt folkeliv. Og denne mening kan det være godt at medtage i det daglive livs færd, hvor vi i det enkelte altfor ofte træffe på mislige afvigelser fra det almindelige og derved lettelig kunne komme til at danne os en urigtig og uhyggelig forestilling om det hele. Men skulde vi gå videre, skulde vi ville anstille sammenligninger mellem landene og af den større eller mindre dødelighed uddrage bestemte slutninger med hensyn til folkenes dygtighed og dyd, så måtte vi først vide at skjelne mellem den indflydelse, som menneskenes eget forhold, og den som uovervindelige natur-omstændigheder udøve på livs-varigheden.

50. Hver himmelegn har sit særegne veirlag, som er mere eller mindre gunstigt for helbreden; hvert land har en egen bygning og dannelse med fjeld og dal og strand, og derefter blive næringsveiene yderst forskjellige, folkets daglige sysler mere letvindte eller anstrængende; på et sted indeholder fjeld og skov og mark og vand en større, på et andet sted en mindre rigdom på alle de ting, hvoraf menneskene skulle skaffe sig føde og klæder og huse; hos et folk er stats-forfatningen sådan, at hver mand har den størst mulige opfordring til med lyst og fortrøstning at udvikle alle sine kræfter og arbeide for sit og sin families velvære, hos et andet er friheden bunden og dermed lysten og modet kuet; i et samfund ere de religiøse forholde sådanne, at de ret kunne give sindet det freidige og tillidsfulde håb, som det behøver for at bære hver dags møie og plage, i et andet samfund kan det være, at netop vrange religionsbegreber tjene til at gjøre folket sløvt og ligegyldigt for livets krav og pligter. Men alt dette har indflydelse på folkets velvære, på det hele velbefindende, på livsvarigheden.

Og når nu et folk århundrer igjennem lever under samme forholde, under indflydelse af samme både ydre og indre påvirkninger, og afsondret fra andre folkeslag, så er det rimeligt at antage, at der utvikler sig en egen art i folkets hele væsen, det, som vi betegne med ordet race. Raceforskjellen behøver ikke gå så vidt, at den giver sig tilkjende ved forskjellig hudfarve såsom negrenes sorte og europæernes hvide o.s.v.; den kan give sig tilkjende ved en mindre påfaldende forskjel i legemets, ja i sjelens egenskaber, høiere eller lavere væxt, større eller mindre fyrighed og udholdenhed o.s.v. Ja, det er tænkeligt, at det legemlige liv kan arte sig forskjelligt således, at det hos et folk udvikler sig langsommere, hos et andet derimod hurtigere gjennemgår alle de bekjendte forandringer fra barndommen til ynglingsalderen og videre igjennem manddommens sommer og høst til oldings-tidens vinter, således altså, at det hele levnetsløb her fuldendes i en kortere række af år.

51. Dersom vi havde et sådant Europa-kart som det, jeg ovenfor gav et begreb om, dersom det deraf viste sig, at f.ex. de lidenskabeligt glødende italienere have en kortere levetid end de fyrige franskmænd, at disse igjen leve kortere end de sindige og udholdende engelskmænd, og at heller ikke disse leve så længe som de alvorlige og betænksomme nordmænd, og dersom endelig - trods mange forskjelligheder i landenes natur og folkenes tilstand for resten - denne overgang viste sig jevnt, eftersom landene lå længere mod nord, - så måtte vi deraf slutte, at landenes nordlige beliggenhed, under en koldere og råere himmelegn, ingenlunde er ugunstig for, men tvertimod befordrer en lang levetid.

Jeg sier ikke, at det er så; der er ikke tilstrækkelige oplysninger til at fælde sådan dom; jeg tænker mig kun en mulighed og vil yderligere forklare tanken ved et side-stykke fra en vel bekjendt erfaringskreds: Det byg, som i lange tider har været dyrket i de trange fjelddale med drivende sommer-varme, antager lidt efter lidt en sådan egen art, at det spirer og voxer og modnes hurtigere og har således ligesom en kortere levetid end bygget på flad-bygderne, og landmændene her søge undertiden at forskaffe sig sæde-frø netop af hint byg, da de vente og virkelig efter erfaring med grund vente, at det hurtigere skal ligesom udrette sit livs gjerning og bringe moden grøde, før høst-kulden kommer.

Ja, dersom denne sammenligning passer for virkeligheden, så må det siges, at det ikke engang er noget ubetinget fortrin ved vort land, om det end er så, at det tilsteder folket at opnå en usædvanlig høi livsalder. Thi det kan tænkes, at et andet folk med kortere levetid, men med større legems og sjels livlighed, i den kortere tid kan oplyse og udrette lige så meget. Det må da siges her, hvor talen er om folk og generationer, ligeså vel som når der tænkes på de enkelte mennesker, at, hvad det kommer an på, det er ikke at leve længe, men at leve vel, at opfylde sit kald med flid og udrette sin gjerning, medens det er dag, før natten kommer da ingen kan arbeide.

52. Har det norske folk gjort det, og har det havt lykke til sin gjerning? Har det - efter naturlig drift og helligt kald - gjort fremskridt på menneskeslægtens bane mod fuldkommenhed også i dette udlændighedens land, har nationen i tidernes løb hævet sig til en høiere grad af velvære, til et høiere trin af oplysning og dygtighed og sædelig værdighed? De natur-forholde, under hvilke folket lever og rører sig, ere uforandret de samme; dersom da nogen forandring til det bedre er foregået i nationens vilkår, så må denne tilskrives den af Gud velsignede menneskelige virksomhed, hvad enten nu denne har vist sig ved selvstændige nye opfindelser og indretninger i kulturens tjeneste eller ved at tilegne sig de fra andre lande hentede lærdomme. Og nu er en sådan forandring til det bedre foregået, og lader det til, at den er foregået jevnt og foregåer fremdeles?

Til løsningen af dette spørsmål måtte fuldstændige, omfattende dødeligheds-tabeller ganske vist give et væsentlig bidrag. Thi her, hvor vi have en og samme nation for øie og ville sammenligne dens tilstande i forskjellige tidsrum, her skulde den sætning passe, om den passer nogetsteds, at en længere levetid, en mindre dødelighed, vidner om et fuldstændigere herredømme over naturen, om større energi og industri, større visdom og erfaring.

53. Der haves umiskjendelige exempler på, at med en fremskridende civilisation den almindelige levetid i et land virkelig kan forlænges. For Sverige med Finland er det ialt, som tildels før omtalt, udført 3 fuldstændige og nøiagtige beregninger over dødeligheden, og der befandtes middel-levetiden - den tid, som en slægt lige fra fødselen af efter rimelighed kunde vente at leve - at være

i årene 1775-76:   344 år
    »   1775-95:   3612 »
    »   1801- 5:   3939 »

Levetiden her er altså forlænget fra det ene tidsrum til det andet. Og efter den kortere beregnings-måde, som omhandledes ovenfor (§ 7), har professor Sweigaard(15) fundet et lignende forhold for Norges vedkommende; det antal mennesker, udaf hvilke der hvert år døde 1, var nemlig mindre før og blev større senere; det var

i årene 1743-56: 47 1/2
    »   1765-85: 48 4/9
    »   1826-35: 51.

Professoren nævner som hoved-grund til denne dødelighedens formindskelse ikke alene vaccinationens indfrelse, men i almindelighed folkets fremadskriden i civilisationen. «Unægtelig - yttrer han videre - har forhen almuens næringsmidler i det hele taget været færre, sparsommere og usikrere, og de trængendes nød under den ufuldkomne fattigforsørgelse mere trykkende end nu.»

54. Og her opståer nu den tanke, om ikke en lignende forandring til det bedre skulde være foregået i løbet af den 30-årige periode 1821-50. Dette har jo været en frihedens og fredens og fremgangens periode, ret en foryngelsens tid for nationen. I denne lykkelige tid har der været den største opfordring for styrelsen til at sørge for næringsveienes udvikling, oplysningens udbredelse, sædelighedens befordring; i denne tid har der været en før ukjendt anledning for enkeltmanden til at bruge alle sine evner og kræfter til at fremme sit og sines velvære. Tilfredshed og tillid og håb har taget bolig i landet og opmuntrer til virksom dåd, til åndelig udvikling, til alle dyder. Meget er også blevet udrettet, meget godt er blevet fremmet, store fremskridt ere gjorte i mange retninger. Men folket er også tiltaget i mængde; behovet er blevet mangfoldigere og større, behovet ikke alene til mad og drikke; selv freden har havt sine farer, selv friheden sine prøvelser, selv lykken sine fristelser. Og med fuld anerkjendelse af de mange både offentlige og private bestemmelser for befordring av nationens legemlige og åndelige del kan der endnu spørges: Er der også gjort nok? er det i alle retninger gået så hurtigt og jevnt fremad, som det havde været at vente?

At vente var det, at folkets tilstand i det hele skulde være bleven bedre i periodens løb, at håbe derfor også, at dødeligheden skulde være bleven mindre. Er den også bleven mindre?

55. Antallet af døde af begge kjøn, dødfødte iberegnede, var i hvert af årene 1821-50 følgende:

Tabell s45

56. Når vi her sammenligne to nærliggende år, f.ex. 1846 og 1847, så kunne vi ligefrem af dødsfaldenes antal skjønne, at der har været forskjel i dødeligheden. Ville vi derimod sammenligne f.ex. det første og det sidste fem-år, så må vi erindre, at folkemængden i mellemtiden betydelig har formeret sig, og vi må for at finde den rette dødelighed sammenholde antallet af levende og af døde.

På samme måde som vi før have fundet dødeligheden for det hele tidsrum 1821-50, kunne vi med de forhåndenværende materialier også finde den for 5 tiårige afsnit, hvori dette tidsrum kan tænkes delt, først de tre ti-år 1821-30, 1831-40 og 1841-50, som slutte sig om de tre folketællingsår 1825, 1835 og 1845, dernæst de to ti-år 1826-35 og 1836-45, som ligge midt imellem folketællings-årene. For hvert af de tre første ti-år betragtes da den ved hver folketælling fundne folkemængde som middeltallet for hvert af de ti år; for de to andre ti-år tages middeltallet af den folkemængde, som fandtes ved ti-årets begyndelse og slutning. Med den således fundne folkemængde må vi da sammenholde antallet af dem, som døde i det tilsvarende ti-år, og det særskilt for begge kjøn og alle aldere - alt nøiagtig på den ovenfor og en gang for alle beskrevne måde.

57. I en afhandling som denne må alle væsentlige sætninger, som fremføres, være grundede på erfaringer i det virkelige liv. De ere det også, og erfaringerne ere angivne i folketællings-tabellernes og døde-listernes tal. Ved hjælp af disse samme tal må enhver læser kunne prøve sætningernes og betragtningernes rigtighed. Men nu kan jeg ikke henvise læseren til trykte tabel-værker, hvor disse tal findes. Dels har jeg nemlig, som det i det følgende vil sees, ofte måttet bruge tabeller og lister, som ikke ere blevne trykte; dels ere tallene i de trykte tabeller samlede og ordnede på en sådan måde, at det vilde kræve dages og ugers arbeide at finde dem sammen og lægge dem tilrette for at kunne bruge dem, således som her er gjort. Jeg tror derfor at gjøre vel, når jeg tillige meddeler de uddrag og sammendrag af de trykte og utrykte tabeller og lister, som ligge til grund for nærværende afhandling. For imidlertid ikke altfor

Tabell s46

meget at vanskeliggjøre læsningen af det for den almene mand bestemte skrift henlægger jeg disse uddrag til et tillæg, og der (Tillæg no. 1) vil man da kunne finde de tal over levende og døde, som ligge til grund for nærværende beregning over dødeligheden i de forskjellige afsnit af tidsrummet 1821-50.

58. Ligesom ovenfor lægger jeg ellers her for læserens blik de efter hine materialier beregnede tabeller og da først dødeligheds-tabellen for de 5 ti-år (Tab. 13, hvormed må sammenlignes Tab. 3, § 28).

Lade vi øiet noget opmærksomt følge tallene ned igjennem tabellens rækker, finde vi med ganske få afvigelser følgende forhold mellem de fem tidsrum: I det 2det tidsrum er dødeligheden kjendeligt større end i det 1ste, i det 3die betydeligt større end i det 2det, i det 4de derimod mindre end i det 3die men neppe så liden som endnu i det andet, og i det 5te endelig mindre end i det 4de, men dog endnu noget større end i det lste. Den eneste betydelige forbedring, som viser sig i de to sidste tidsrum, er den, at dødeligheden er noget mindre for børn under 5 års alderen; men i det hele taget må det siges, at dødeligheden har steget fra 1821 til omkring 1835, og at den derfra er sunket igjen, uden dog at nå så lavt ned som ved begyndelsen af det hele tidsrum.

59. Når vi ville finde et tydeligt mål for forskjellen, må vi fremdeles beregne en livs-tabel og en tabel, som viser middel-levetiden. Jeg hidsætter disse under no. 14 og 15, dog kun for det første, midterste og sidste af de 5 tidsrum.

60. Af Tabel 15, som angiver middel-levetiden, viser det sig nu ganske

Tabell s47


Tabell s48

tydelig, hvorledes dødeligheden har været mindst i det første og størst i det andet af disse tre tidsrum. Dødeligheden har nemlig været således forskjellig, at det antal år, som folk i almindelighed kunde vente at opleve, eller middel-levetiden, i det første tidsrum var størst, i det andet derimod mindst. Ja, vi kunne endog måle forskjellen. Som det stående mål for middel-levetiden i Norge betragte vi de tal, som bleve fundne for middel-levetiden i det hele tidsrum 1821-50, og som bleve meddelte i Tab. 9. En alen dele vi i 24 tommer, en time i 60 minutter, et bismerpund i 24 mærker o.s.v.; hint mål for middel-levetiden eller hine tal kunne vi tænke os delte i 100 dele, og på en ganske simpel måde kunne vi udfinde, hvor mange hundre-dele (eller procent, som det jo også kaldes) middel-levetiden i et enkelt af de tre tidsrum er større eller mindre end hint mål. Man vil til exempel ved eftersyn i tabellerne kunne finde, at middel-levetiden for mandspersoner ved 20 års alderen i 1821-30 var 1,37 år større, i 1831-40 derimod 1,65 år mindre, i 1841-50 endelig 0,42 år større end målet for hele perioden 1821-50; men dette er det samme 3 8/10, 4 og 1 hundrede-del eller procent af dette samme mål. Jeg anfører i Tab. 16 resultatet af disse sammenligninger eller målinger.

Hoved-resultatet er, at dødeligheden i det andet af de tre tidsrum var mærkelig større end i det første, og at forholdet end ikke i det mindste var ganske så gunstig som i det første. Vel ere jo ikke de tal, som vise forskjellen, meget store; men de få en større betydning derved, at de skuffe de forventninger, man kunde have næret om et modsat resultat. Man kunde have ventet, at dødeligheden heller skulde have aftaget noget i løbet af den for Norge så lykkelige periode fra 1821 til 1850.

61. Har der da i de senere åringer været sådanne særdeles ugunstige omstændigheder, hvoraf den større dødelighed måtte blive en følge?

Af den § 55 anførte tal-række ser man, at dødsfaldenes antal steg pludselig og stærkt i 1847. Men det år var kornet overmåde dyrt, så det desværre må antages, at der var mange, som ikke havde leilighed til at erholde det fornødne deraf; dette har da vistnok været en årsag til større dødelighed det år. I 1848 holdt antallet af dødsfald sig fremdeles på samme høide; men det var netop det år, da den franske februar-revolution udbrød, hvis følge: standsning i handel, pengeforlegenhed og arbeidsløshed, også mærkedes i vort land; her er altså en lignende forklaring af den større dødelighed som i 1847. Disse exempler må ikke forståes således, som at de, der i 1847 eller 1848 døde over det sædvanlige antal, ligefrem omkom af mangel på føde, altså hungersnød; dette var forhåbentlig kun tilfældet med yderst få - kanske med ingen. Men hvert år sender jo døden sine tjenere gjennem landet - sygdommens store hær, nervefeber, brystsyge o.s.v., og disse sygdomme angribe og overvinde i almindelighed de svageste; vi kunne da også forstå, hvorledes almindelig et større antal mennesker blive dødens bytte netop i sådanne år, hvor formedelst dyrtid eller lignende omstændigheder en større mængde er udsat for og svækkes ved savn og lidelser, næringssorger og bekymringer.

Tabell s49

Agerbrug og fædrift og fiskeri, skovdrift, bergværksdrift, skibsfart, alle disse næringsgrene, af hvilke nationen plukker sit daglige brød, give et meget forskjelligt udbytte i de forskjellige åringer. Dersom vi kjendte disse forskjelligheder ret nøie og kunde angive dem som i en sum i en enkelt tabel, der da blev at lægge ved siden af tabellen over dødsfaldene i de samme år, så skulde vi ganske vist få vigtige oplysninger om den gjenstand, vi her beskjæftige os med.

Istedetfor at anstille nogen udtømmende undersøgelse over denne sag får jeg dog indskrænke mig til at yttre den mening, at næringsveienes tilstand i det hele taget har været sådan, at forrådet af føde og klæder og andre fornødenheder for det daglige liv heller har været større i årene 1831-40 og ialfald i 1841-50 end i 1821-30, så den større dødelighed i de to førstnævnte ti-år neppe tilstrækkelig skulde kunne forklares alene ved at se hen til disse ydre omstændigheder. Men hvorledes stemmer så dette med de før anførte anskuelser, hvorefter dødeligheden skulde aftage og slægternes livsvarighed skulde forlænges med den fremadskridende civilisation og med de udviklede næringsforholde? Næst efter at gjøre opmærksom på, at et tidsrum af tre ti-år måske er for kort til, at nogen væsentlig og mærkelig forandring i dødeligheden skulde kunne påvises, og næst efter at erindre om, at der er så mangfoldige omstændigheder, som virke sammen her, at f.ex. en tiltagende usædelighed i et eller andet stykke kan virke nedbrydende til samme tid, som god årsvæxt og sådanne gunstige forholde i næringsveiene skulde bidrage til at forhøie slægtens sundhed og forlænge dens liv,(16) skal jeg angive nogle vink til nærmere at prøve og vel berigtige den almindelige anskuelse om dødelighedens aftagen i et land i forhold til civilisationens fremskriden.

62. Jeg tænker mig et land, hvor et århundrede igjennem tilstanden har været noget nær uforandret, hvor folkemængden ikke har voxet, hvor industrien og virksomheden og oplysningen ikke har udviklet sig, hvor så at sige tankerne have stået stille og den ene slægt i magelig ro har indskrænket sig til at overlevere i uforandret stand den fra fortiden modtagne arv af eiendele og begreber og sæder til den næste; jeg tænker mig dernæst, at verdenshistoriske begivenheder pludselig medføre en forandring i hine tilvante forholde, og det en sådan velgjørende forandring, at menneske-ånden rører sig friere, at livet udvikler sig livligere, at tænksomheden og friheds-sindet og foretagelses-ånden og virkelysten yttrer sig kraftigere, at flere næringsveie åbnes, større forråd samles, flere huse bygges og nye familier dannes og flere børn voxe op, og fordringerne til livet blive større, og menneskene sætte sig alt høiere og høiere mål for sin stræben, og folkemængdens tilvæxt tvinger slægterne til altid ivrigere at anstrænge sig for at holde sig oppe på den allerede nåede høide. - Dette sidste afsnit af folkets liv vil da vise sig som en civilisationens tid mod de foregående tiders jevnhed og enfold. Men hvad indflydelse vil den nye tingenes orden have på dødeligheden i landet? Rimeligvis en dobbelt. De mænd og kvinder, som ere i den alder, at de må arbeide for sig og sine, og som rives med af den almindelige iver, de ville arbeide og anstrænge sig stærkere, ja slide og slæbe mere, end deres forfædre tænkte på eller havde behov; men dermed ville de også hurtigere blive udslidte og efter et dygtigt dagsværk snarere trænge til hvile og finde den i dødens ro; der vil være mere hæderlig tænksomhed og udholdenhed og anstrængelse i den kraftige middel-alder mellem 20 og 50 år, men ikke i forhold til så mange oldinger med den høie alders ærværdighed som i fordums tid. Forsåvidt vil altså den nye tingenes orden bidrage til at forkorte slægtens livsvarighed. - Men til samme tid vil den også kunne virke til at forlænge den, og det endnu mere. Når den del af menneskene, som er bestemt til at arbeide for den hele slægt, når de, som ere i alderen mellem 20 og 50 til 60 år, det vil da for det meste sige familiernes fædre og mødre, anstrænge sig mere, end tilfældet var i fordums tid; fordi de have noget andre begreber end deres bedstefædre og oldemødre om, hvad der skal til for et lykkeligt menneskeliv, fordi de gjerne ville bo i bedre huse og i det hele taget leve bedre og sætte sig istand til at yde sine børn forsvarligere pleie og give dem bedre undervisning og opdragelse, så det er at vente, at døden ikke skal få lov til at rase så forfærdeligt blandt de små børn, som betroedes forældrenes omsorg. Det, mener jeg, skal være det rette mærke på et sundt og ædelt, et i sandhed civiliseret folkeliv, at kvinderne forskånes for sådanne hårde arbeider, som ikke høre deres kjøn til, og endnu mere, at de forskånes for sådanne efterstræbelser, som nedbryde deres dyd, så de kunde vorde sunde børns lykkelige og omhyggelige mødre; det skal være et mærke på en god tilstand i landet, at den talrige skare af børn, som med hvert nyt år se dagens lys, og som i hvert fald ville kræve så mange opoffrelser fra forældrenes side, mere og mere forsvares imod de mange farer, som true det spæde liv, så de kunne voxe op til den alder, da de kunne ikke alene gjøre forældrene ære og glæde, men gjøre gjengjæld for de opoffrelser, som slægten og samfundet gjorde for dem.

63. Blandt de børn, som fødes af vanærede kvinder, blandt de uægte børn, er der altid og i alle lande flere dødfødte i forhold end blandt de ægte, og af de levende fødte uægte børn finder man fremdeles, at et større antal i forhold dø i spæd alder. Således er også dødeligheden meget stor blandt ægte-fødte småbørn i sådanne huse, hvor enten overmål af fattigdom eller hvor usædelighed og råhed og urenslighed hos forældrene bevirker, at de vanrøgtes. I årene 1821-50 har forholdet i vort land været så, som de anførte tabeller vise, at mellem en fjerde og en femte del af de nyfødte (levende fødte og dødfødte, ægte og uægte tilsammen) ere døde inden det fyldte 5te år. Men ligesom dette forhold er betydelig gunstigere end i mange andre lande, så er det ganske vist også meget bedre, end det var her i samme land i det forrige århundrede, og det tør vel troes, at denne lykkelige forandring ikke alene skyldes den ved begyndelsen af indeværende århundrede indførte vaccination, som mestendels har overvundet en af de farligste barnesygdomme, men at den også er at tilskrive den omhyggelige villie og bedre evne hos forældrene til at passe og pleie de små. Og dersom denne villie bliver endnu virksommere og denne evne endnu større, med andre ord: dersom civilisationen fremdeles går fremad til samfunds-livets og familie-livets fortsatte forædling, så vil hint forhold ganske vist blive bedre og bedre, så vil den letfærdige leg med menneske-liv mere og mere aftage, der lader en mængde mennesker fødes for at se dagens lys og få christent navn og så inden kort lægges under muld. - Men på den anden side har jeg en stærk formodning om, at i forrige århundrede, i den tidsalder, hvor vi så gjerne tænke os jevne og rolige forholde og næsten patriarchalske sæder, var der virkelig flere høialdrende folk i forhold end nuomstunder i vort land. Jeg har fået det indtryk ved at gjennemse en del lister over fødte og døde fra årene 1740-50, hvor jeg måtte undres over det store antal mennesker, som sagdes at have nået op til 90 og 100 års alderen.(17)

Det rimelige vil altså være at vente, at når under en fremadskridende civilisation et folks tilstand forbedres, så vil den derved bevirkede forbedring i dødeligheds-forholdene bestå ikke just i en forlængelse af livsvarigheden i alle aldere, men deri, at flere af de fødte børn nå frem til voxen alder. Og når vi nu med opmærksomheden herpå kaste blikket på livstabellen (Tab. 14), så finde vi virkelig, at lige til det fyldte 40te års alder er der et større antal gjenlevende af hvert 10,000 fødte børn netop i det sidste ti-år 1841-50 end i de to foregående, og at dette væsentlig er bevirket ved en mindre dødelighed i de første livs-år, det viser dødelighed-tabellen (Tab. 13).(18)


 

10. DØDELIGHEDEN I HVERT AF DE
FEM STIFTER

64. Nærværende afhandling henhører til, hvad man kalder statistiske undersøgelser, eller den videnskab, som er kjendt under navnet statistik. Dette navn ser ud som et gresk ord eller har mulig sin egentlige oprindelse af det latinske ord status, som svarer til det norske: stand, tilstand. Meningen med at anstille statistisk undersøgelse om en eller anden sag er da omtrent det samme, som når vi tale om at opgjøre en sags status. Gjenstanden for statistikkens undersøgelser er de forskjellige menneskelige anliggender. Skibsfartens og handelens og overhoved næringsveienes tilstand finder man fremstillet i statistiske tabeller og afhandlinger; stundom se vi også sådanne udtryk som: forbryder-statistik, skole- og fattig-statistik o.s.v. Den gren af videnskaben, som mest ligefrem beskjæftiger sig med menneskene eller med de væsentlige begivenheder i menneskets liv: fødsel, giftermål, død, kaldes populationistik, populations-statistik eller - med et mindre fremmed navn - befolkningsstatistik.

Det er egentlig en historisk videnskab, da den går ud på at komme til kundskab om den tilstand, som i tidens løb har udviklet sig og på en vis tid består i et menneskesamfund. Og hvilken stor nytte statistikken kunde yde den almindelige verdens- eller fædrelands-historie, det kan man danne sig et begreb om, når man forestiller sig, hvilket klart lys det skulde udbrede over det norske folks liv og tilstande i de henfarne tider, dersom vi havde tabeller, som forklarede f.ex., hvor mange tønder korn vort folk havde måttet indføre hvert år i de sidste århundreder, hvor mange og hvad slags forbrydere der hvert år måtte afstraffes, hvor mange skibe der i Harald Hårfagres tid årlig gik ud på vikingetog eller på handel, hvor mange trælle der var i landet den tid, hvor stor dødeligheden var under hedenskabet, under katholicismen, efter reformationen o.s.v.

65. Grund-tanken i de statistiske undersøgelser er ellers den, at trods den megen bevægelighed og foranderlighed, som idelig viser sig i de menneskelige anliggender, så man idag ikke længere finder ganske det samme som igår og må være forberedt på imorgen atter at forefinde adskillig forandring, så er der dog derhos stadigt og bestandigt, en varig tilstand, som nok også lidt efter lidt forandrer sig, men som alligevel i sammenligning med hine hurtige forandringer kan betragtes som en stilleståen, en vedblivende tingenes orden. Dette stadige og varige, denne tingenes orden, er det da en opgave for statistikken at komme efter, og dermed viser den sig også nyttig i praktisk henseende, eller den viser sig som et hjælpemiddel for den virksomhed, som søger at lede og ordne de menneskelige anliggender på det bedste.

Når et hus brænder op, så kan det for den mand, som eiede huset, være en smertelig ting at vide, at dermed en stor del af hans timelige velfærd er tilintetgjort; men for samfundet, som kan bestå af flere huseiere, vilde det være af større vigtighed at vide, hvor ofte sådanne ulykker indtraf i løbet af de sidste 20 år; med sådan kundskab vilde man omtrent kjende den stadige tingenes orden, hvorefter sådanne ulykker også fremdeles kunde ventes, og man vilde da kunne indrette sig fornuftige brandforsikrings-anstalter og bestemme, hvor stor års-avgift hver hus-eier havde at betale til en fælles kasse for at få sin skade ved indtruffen ildsvåde erstattet. - For den, som føler sig angreben af en sådan sygdom som spedalskhed, er dermed en skrækkelig vished opgået, og ingen kan nægte ham sin deltagelse; men samfundet, staten, kan ikke længe blive stående ved betragtninger over den enkeltes lidelser; for samfundet gjælder det at komme til kundskab om den forfærdelige sygdoms udbredelse i det hele og store, altså en statistik for denne enkelte sygdom, for således at kunne ligesom måle ulykkes-tilstanden i dens hele omfang og derefter tage beslutning om at gjøre noget klækkeligt for at udrydde sygdommen eller ialfald lindre elendigheden.

66. Et af de tydeligste exempler på statistikkens praktiske nytte have vi måske i livsforsikrings-anstalterne. Du og jeg vide ikke, om vi skulle opleve den næste dag; en svagelig person kan mod forventning leve meget længe, og den sundeste kan bortrykkes meget pludselig. Men når vi på statistisk vei have fået opstillet en sådan tabel som den for vort land gjældende Tabel 4 ovenfor, så kunne vi med en høi grad af sandsynlighed antage, at f.ex. af 7,033 mandspersoner, som lykkelig have oplevet det 20de år, ville 6,473 opleve det 30te, at altså 560 af de 7,033 ville dø i løbet af de 10 år. Men derefter kan det beregnes, hvor meget enhver af de i den alder levende personer måtte betale til en fælles kasse, for at der af denne igjen til de afdødes arvinger skulde blive udbetalt en vis sum. På denne måde ere flere gjensidige understøttelses- og forsikringsselskaber dannede i flere lande og i den senere tid også hos os, og disse indretninger have viist sig særdeles hensigtsmæssige og velgjørende. Ligesom ingen veed, hvor længe han skal leve, således falder det heller ikke i hver mands lod at opsamle sådanne kapitaler, at han kan efterlade f.ex. sin kone og sine børn tilstrækkelige midler til underholdning og forsørgelse. Men ret mange ere dog i sådan stand, at de kunne afse nogle få daler årlig som bidrag til sådan kasse. Ved dette bidrag har man gjort flere gode ting på en gang. Man har sikret sine mulige efterladte en hjælp i deres nød og lindring i deres sorg, og om det træffer så vel, at disse ikke berøves deres forsørger og altså ikke behøve denne hjælp, så kommer det andre til gode, og man har hjulpet andre i den store nød, som Gud har forskånet ens egne for. Livsforsikrings-anstalter ere derfor gjerne ligesom sparebanker gjenstand for regjeringernes omsorg og tilsyn, og det er et godt mærke på en forstandig tænkemåde og god medborgerlig ånd i samfundet, om deslige indretninger blive mere og mere almindelige og jevnt benyttede.

67. Efter sådanne exempler kan der da siges, at statistikken er ikke hver-mands sag, men samfundets. Og siden denne videnskab blev til, d.e. i de sidste par århundreder, da civilisationen var mere fremskreden, og menneske-samfundenes fremgang i oplysning og velvære blev en mere bevidst gjenstand for den almindelige stræben, har statistikken ikke alene arbeidet for, men også ganske væsentlig været fremhjulpet af regjeringerne, som mere og mere selv have overtaget udførelsen af sådanne store statistiske for-arbeider som folketællinger m.m., der for den enkelte forsker vare for vidtløftige. Men for stats-styrelsen var det nærmest om at gjøre at få en oversigt over tilstanden i det hele og store, alt riget over; ved de statistiske undersøgelser gik man ofte forbi de mærkelige forskjelligheder, som kunde være i de enkelte dele af landet, og søgte kun at give oplysning om de almindelige, for hele folket gjældende forholde, så meget mere som det mest var disse, der kom i betragtning ved de store sammenligninger landene imellem, hvortil enhver stat, der vilde henregnes til de civiliserede, måtte give bidrag. Men lidt efter lidt har jo i flere stater den almindelige tænkemåde og samfunds-orden forandret sig derhen, at omsorgen for folkets anliggender til en vis grad fordeles på flere punkter og lægges over fra den ene statsstyrelse til flere underordnede autoriteter, der stå folket og dets mangehånde krav og fornødenheder nærmere.

68. I vort land ere således i den sidste menneske-alder amts-formandskaberne blevne til. Disse have megen anledning og derfor også stor opfordring til at virke til oplysningens fremme, næringsveienes udvikling, kort, folke-vellets befordring i de mindre samfund, som de stå i spidsen for. Meget er allerede virket igjennem amts-formandskaberne, og dette meget er forhåbentlig kun begyndelsen til endnu mere. Men jo mere denne virksomhed udfolder sig, jo mere en driftig, oprigtig, sandhedskjærlig og menneskekjærlig ånd trænger ind i disse forhandlinger og ansporer gavnelysten, desto snarere vil man komme til at føle fornødenheden af sådanne statistiske oplysninger for det enkelte samfunds vedkommende, fornødenheden af en pålideligere kundskab om tilstanden og trangen og manglerne, end den, som hver mand kan vinde ved at iagttage - selv med anspændt opmærksomhed - de få tegn og mærker, som kunne falde inden hans egen erfaringskreds.

Jeg mener - for at komme tilbage til den sag, som denne afhandling beskjæftiger sig med -, at det i mange tilfælde skulde være ganske nyttigt om også dødelighedsforholdene inden de enkelte kommuner vare vel kjendte. Om det til exempel viste sig, at dødeligheden i et amts-distrikt var langt større end i et nabo-distrikt eller i en enkelt bygd inden amts-distriktet større end i de andre, og det kanske således, at forskjellen ikke kunde antages at have sin årsag i modsvarende forskjelligheder i ubetvingelige naturforholde, så skulde deri ligge megen opfordring for alle vedkommende til selv med opoffrelser at søge tilstanden i det lidende distrikt forbedret, noget, som kan ske ikke alene ved at oprette sygehuse og ansætte læger, men også ved andre almennyttige foranstaltninger.(19)

69. Ja, i hvert enkelt præstegjæld har fattigkommissionen og skole- og kommune-formandskabet anledning til hver på sine forskjellige måder at afhjælpe mangler og lindre nød og rette på brøst i folkelivet. I de senere år have vi endogså seet, at enkelte præstegjælds-kommuner have fundet sig beføiede til at antage egne læger til kommunens tjeneste, og til lignende foranstaltninger kunde der vist mangesteds være megen opfordring. En sådan foranstaltning koster jo; men statistiske oplysninger skulde måske mangesteds gjøre det uimodståeligt klart, at den større dødelighed, som kan herske i et præstegjæld i sammenligning selv med den nærmeste nabo-bygd, kan koste meget mere; thi det er en af de dygtige læger udtalt erfaring, at de dræbende febre, der ligesom synes at have udvalgt sig og fundet tilhold i enkelte bygder eller byer, især søge sig sine offere blandt de fattige, under anstrængelser og næringssorger lidende mænd og familiefædre, hvis enker og børn da ofte blive gjenstand for bygdens forsørgelse. Men den, som læser nærværende skrift, vil nu lettere kunne anstille sammenligning mellem dødeligheden i Norge og et andet stort land end mellem dødeligheden i to af de præstegjælde i landet, hvorfra dog materialierne for nærværende afhandling, nemlig folketællings-tabellerne og døde-listerne, ere komme. Så behøvede det ikke at være. I over hundrede år har hver præst for sit præstegjælds vedkommende af ministerialbogen måttet optælle og til regjeringen indsende visse tal, som vise mængden af ægteviede, ægte og uægte fødte, døde o.s.v., og disse tal kunde med nogle få minutters arbeide for hver gang (d.e. en gang hvert år) have været indførte i en dertil indrettet protokol, hvor nu den nys ankomne præst eller læge, hvor formandskabets ordfører eller den visiterende biskop så at sige med et blik ville kunne overskue og blive bekjendt med, hvilke forandringer der i hine væsentlige stykker af en almues og menigheds liv monne være foregåede i løbet af et århundrede, til det værre eller til det bedre. Efter en sådan protokol kunde man da efter behag hvert 10de eller hver 20de år med nogle timers arbeide udføre de beregninger, som den statistiske fremstilling kræver, og dermed erholde en befolknings-statistik for bygden, ligeså fuldstændig som for det hele rige, men for den enkelte bygd langt mere forståelig og belærende.

70. De norske officielle tabel-værker, der skulde tjene som grundlag for befolkningsstatistikken, ere ikke anlagte på at anstille nøiagtige undersøgelser for de enkelte dele af riget. Det vil nemlig erindres, at for at lære dødeligheden at kjende (og på lignende måde har det sig, når man vil granske visse andre forholde, f.ex. hyppigheden af ægteskabers indgåelse), så må man kjende antallet både af dem, som have levet, og af dem, som ere døde, man må have både folketællings-tabeller og døde-lister, så man kan sammenholde antallet af de levende med antallet af de døde. Dette har jeg nu gjort for hele riget, og hertil ydede de trykte tabel-værker mig den fornødne hjælp; thi tallene i de fra hvert præstegjæld indkomne og for hvert præstegjæld forfattede folketællings-tabeller og døde-lister ere der sammenlagte for det hele rige. Dersom nu på samme måde tallene i de trykte tabeller havde været sammenlagte for enkelte dele af riget, f.ex. for hvert amt eller for hvert stift, så havde man også med lethed kunnet beregne dødeligheden for et amt eller et stift. Men således ere ikke hine tabeller indrettede. De levere vel tallene sammenlagte for de mindre dele af riget, men således, at folketællings-tabellerne ere sammenlagte amtsvis og døde-listerne stiftsvis. Her kan altså ikke antallet af de levende sammenholdes med antallet af de døde. Jeg kan se, hvor mange der i 1845 levede f.ex. i Hedemarkens amt, og hvor mange, der i hvert enkelt år døde i Christiania stift; men deraf lærer jeg ikke dødeligheden at kjende, hverken i amtet eller i stiftet.

Vil altså nu nogen undersøge dødeligheds-forholdene i et enkelt amt, så kan han i de trykte tabeller finde antallet af dem, som levede i amtet, og det i de forskjellige aldersklasser; men for at finde antallet af døde må han ty til de af præsterne for hvert præstegjæld skrevne og utrykte døde-lister og selv lægge disse sammen til en liste for hele amtet. Men når man erindrer, at de døde ere anførte i mange aldersklasser for begge kjøn, og at man måtte gjennemgå flere årgange af hine lister, så vil det skjønnes, at dette arbeide, når det skulde omfatte alle rigets amter, for enkeltmand fast vilde være uoverkommeligt. Lettere er det at beregne dødeligheden for de enkelte stifter. Her har man døde-listerne færdige i de trykte tabeller, og det nye arbeide består da i at opstille tabeller, som vise folketallet i stifterne - et arbeide, som for størstedelen kan udføres dels ved hjælp af de trykte tabeller, der angive folkemængden præstegjældsvis, fogderivis og amtsvis, men hvortil man også stundom må benytte de oprindelige håndskrevne folketællings-tabeller.

71. Jeg har udført dette arbeide for de tre folketællings-år 1825, 1835 og 1845; dertil har jeg lagt sammen de trykte døde-lister for de 30 årgange 1821-50. I Tillægget no 2 lægger jeg disse materialier tilrette, ledsagede med den fornødne redegjørelse. Men her fremlægger jeg for blikket de derefter beregnede tabeller, som vise dødeligheden i de fem stifter, og først dødelighedstabellen (no 17).

Tabell s58

Den, der vilde granske disse sager med den særskilte hensigt at komme efter de fremherskende døds-årsager i de forskjellige egne, måtte kanske mest holde sig til denne tabel, der tydeligst angiver dødeligheden i de forskjellige aldere: Jeg skal som exempel herpå - uden at tale om den påfaldende større dødelighed i Tromsø stift, som senere vil blive gjenstand for opmærksomhed - pege på den store dødelighed mellem børn

Tabell s59

under 5 år i Bergens stift. Mærkelig synes også den høie dødelighed mellem fruentimmer omkring alderen 25 og 35 år i Christiansands stift, hvor dødeligheden ellers er liden; om dette mulig skulde stå i forbindelse med den sædvane i flere af dette stifts landdistrikter, at fruentimre må deltage i grovere gårdsarbeider såsom tærskning, høslått o.s.v., det får jeg lade stå derhen.

72. For imidlertid at få en oversigt over dødeligheden i det hele og dermed en bekvem sammenligning mellem stifterne, bliver det nødvendigt at beregne livs-tabellen og middel-levetiden, som jeg meddeler i tabellerne 18 og 19.

For at lette sammenligningen tilføier jeg dog endnu en oversigts-tabel (20), som viser, hvor mange hundrede-dele af den almindelige levetid i

Tabell s60

Norge (se Tab. 9) folk leve længere eller kortere i hvert stift. Fra § 60 vil det erindres, hvorledes dette er at forstå: i Norge i det hele taget have f.ex. mandspersoner på 20 år at vente endnu en levetid af 4112 år, så de tilsammen ville blive i gjennemsnit 611 år. Hine 4112 år er da målet på middel-levetiden eller den almindelige levetid for 20-årige mandspersoner, og dette mål tænke vi os delt i hundrede-dele. Nu er levetiden for mandspersoner ved 20 års alderen i Throndhjems stift noget større, men i Tromsø stift betydelig mindre end hint mål, og det kan beregnes, at forskjellen er 1 4/10 og 11 9/10 hundrede-dele. Ville vi vide, hvor meget levetiden er større i Throndhjems end i Tromsø stift, så behøve vi kun at lægge sammen disse hundrede-dele, 1 4/10 og 11 9/10, ligt med

Tabell s61

13 3/10; det er nemlig ganske ligedan, som når vi vide, at et uhr går 5 minutter for fort i døgnet og et andet 5 minutter for langsomt, og vi da slutte, at forskjellen mellem dem må være 10 minutter.

73. Når vi lade blikket glide hen over denne sidste tabel (20), få vi ret et klart begreb om, hvilken lighed og ulighed der er mellem stifterne med hensyn til dødeligheden. Hvad der vel først falder i øinene, er de store tal for Tromsø stift, der betegne, hvor meget levetiden der er under det almindelige, så døden altså der må herske så meget stærkere. Jeg kommer senere til at tale om en af årsagerne til denne store dødelighed i Tromsø stift, nemlig de overvættes mange voldsomme dødsfald, især ved drukning. Men at hoved-årsagen ikke ligger heri, det synes at fremgå deraf, at den større grad af dødelighed viser sig ikke blot i de aldersklasser, hvori de voxne og arbeidsføre folk, især mandfolk, på grund af næringsveienes og landets beskaffenhed idelig må færdes på havet, men også i de tidligste alders-klasser, mellem børn under 10 og 5 år, som dog vel ikke i Nordlandene og Finmarken stort mere end andetsteds ere udsatte for at omkomme ved ulykkes-tilfælde.

Da Tromsø stift er den nordligste egn i verden, for hvilken der haves nøiagtig statistisk oplysning om dødeligheden, har ethvert træk en særegen interesse, og et ganske mærkeligt træk er dette: I de første livsaldere viser dødeligheden sig størst i sammenligning med de andre stifter; men denne for stiftet ufordelagtige forskjel aftager gradevis og det for begge kjøn, til 70 års alderen, da den, som oversigtstabellen viser, allerede er ganske ubetydelig; havde denne tabel været fortsat til alderen 100 år eller derover, skulde det have viist sig, at hin forskjel ved en vis alder, omtrent 80 år, ganske forsvinder, og at fra den alder af forholdet bliver omvendt, således, at de få, som i Tromsø stift lykkelig opnå oldings-alderen, have større udsigt end oldinger i de andre stifter til at opnå endogså 100 års alderen. Dette kan allerede sluttes af dødelighedstabellen (17), men kanske endnu bedre af følgende simple talrækker over levende og afdøde i alderen over 100 år.

Tabell s62

Af disse tal vil man se, at der oppe under Polar-cirkelen er forholdsvis langt flere, som angives at have oplevet alderen 100 år, end andetsteds i riget.

74. Foruden ved den høie nordlige beliggenhed udmærker Tromsø stift sig også ved den særegenhed, at befolkningen er sammensat af forskjellige racer, nemlig nordmænd (ved folketællingen i 1845: 93,577), finner eller lapper (14,203) og et mindre betydeligt antal finlændere eller kvæner (2,687). Finnerne afvige så meget fra nordmændene i legemsbygning, næringsvei og levemåde, at det er høist sandsynligt, at dødeligheden mellem dem må være anderledes end blandt norske. - Men det er ikke muligt at komme efter dette forhold, al den stund der ikke haves særskilte folketællings-tabeller og døde-lister for nordmændene og finnerne. Det er yderst sjelden, at folk af fremmede racer komme i sådan forbindelse med civiliserede europæiske nationer, som tilfældet her er med finnerne, at der kan være tanke om noget statistisk studium af racens forholde; men derfor burde denne sjeldne leilighed benyttes med dobbelt flid. Det måtte dog også være af stor praktisk interesse at vide, om finnefolket inden Norges grændser er et voxende folk eller en stillestående eller kanske en uddøende og forsvindende rest af den urgamle race, og på disse spørgsmål skulde statistikken give svar.


 

11. OM DØDELIGHEDEN PÅ HEDEMARKEN
OG I GUDBRANDSDALEN

75. I Throndhjems stift, se vi, er levetiden en del længere end i riget i det hele, i Tromsø stift derimod betydelig kortere; forskjellen disse to stifter imellem er altså ganske stor. Men nu er det jo ikke rimeligt, at denne forskjel begynder netop ved stifts-grændsen. Det er vel tænkeligt, at de ugunstige dødeligheds-forholde, som herske i Tromsø stift, også kunne herske i den tilgrænsende del af Throndhjems stift; i så fald må da forholdene i andre dele af dette sidste stift være endnu gunstigere end i stiftet i det hele. Eller, dersom vi omvendt tænke os, at de gunstige forholde, som herske i det Throndhjemske, også vise sin indflydelse noget ind i Tromsø stift, så skjønne vi på samme måde, at der i så fald må være andre egne af dette sidste stift, hvor dødeligheden er større.

Med statistiske undersøgelser for de enkelte dele af et og samme land søger man gjerne at udfinde de egne, hvor forskjellen til den ene eller anden side er størst. Men om dette opnåes ved at holde sig til rigets inddeling i stifter; det vil være et lykketræf. Der kan inden et og samme stift være mærkelige uligheder; - disse skjule sig for blikket, når dette kun kan fæste sig på tal og opgaver, der gjælde det hele stift under et. I Bergens stift er det således påfaldende, hvorledes man i få miles afstand, ude ved havkanten og inde i fjordbundene mellem de høie fjelde, kan forefinde de største forskjelligheder i veirlag, i næringsveie, i folkenes levemåde og sindsbeskaffenhed; her har man også tydelig mærket, at en enkelt sygdoms-art, som i det hele taget synes at have hjemme på Vestlandet, spedalskheden nemlig, ingenlunde er ligelig udbredt, men mest holder sig i strøget længst ude mod havet og bliver sjeldnere, jo længer man kommer ind ad fjordene, ind i landet. Ligedan kan det være med sygeligheden og dødeligheden i det hele, og skulde man anstille nøiere efterforskninger derom, så måtte man have opgaver særskilt over de ydre kyst- og de indre fjord-distrikter.

I Christiansands stift er forholdet tildels som i Bergens, og i Christiania vidtløftige stift kunne vi tale om tre slags landskaber med store forskjelligheder i natur-forholde og rimeligvis også i menneskelivet, nemlig et kyst-distrikt (grevskaberne o.s.v.), fladbygderne længer inde (Romerike, Hedemarken o.s.v.) og fjeld-bygderne (det nordre Østerdalen, Gudbrandsdalen, Valders o.s.v.).

76. Om våren 1854 havde jeg anledning til at gjentage et besøg og noget længere at dvæle i nordre Gudbrandsdalen med det formål at gjøre mig bekjendt fornemmelig med den mindre oplyste og fattigere folkeklasses kår og levevis. Det går dog ikke an så ganske og aldeles at udsondre en enkelt klasse og gjøre den til udelukkende gjenstand for iagttagelser; for hint formåls skyld måtte jeg i mange stykker lægge an på at få oplysning om og ligesom vinde oversigt over almuens livsforholde i det hele. Og ved denne leilighed, ved de mange besøg i husene, ved de lange samtaler med bønder og husmænd, mænd og kvinder, gamle og unge, ved spørgsmål og svar om de forskjelligste ting, fik jeg i Loms præstegjæld ligesom en mistanke om, at folket kanske ikke var fuldt så stærkt og sundt og ikke levede så længe som i nabobygden Vaage. I almue-sproget kan man ofte få høre det udtryk om en person, at han er «udslidt», det vil sige, at han har måttet slide og slæbe mere, end han med sin dårlige kost og kummerlige levemåde for resten havde kræfter til, så han desformedelst synes at ældes før tiden, og noget sådant omtrent passede, forekom det mig, på mange mennesker i Lom fremfor i Vaage. Om tilstanden i denne henseende i Lom var under, eller om den i Vaage var over det, som i riget i det hele monne være det almindelige, derom kunde jeg med min mangel på erfaring i sådanne ting ikke danne mig nogen mening dengang. Heller ikke kunde jeg ret komme afsted med nogen undersøgelse af, hvad årsagen kunde være til sådan forskjel i de to nabobygder, al den stund jeg ikke havde rigtig vished for, at der virkelig var sådan forskjel. Denne vished måtte jeg da først søge at skaffe mig.

Her kom det mig til gode, at de trykte folketællings-tabeller give fuld klarhed om hvert enkelt præstegjæld, og at de årlige lister over dødsfaldene, som fra præsterne komme ind til regjeringens tabel-kontor, for de sidste 50 år ere opbevarede i tabelkontorets archiv. Med den tanke, at den størst mulige kundskab om folke-livet i en enkelt bygd af landet skulde tjene til veiledning ved bedømmelse af folkets kår i andre egne, foresatte jeg mig at benytte hine materialier for at se, hvad deraf kunde udbringes til svar på det opkastede spørgsmål. Jeg beregnede først dødeligheden i Lom og Vaage. Lom ligger inderst og Vaage hovedsogn yderst i den store sidedal til Gudbrandsdalen, som Otta-elven gjennemstrømmer; naturforholdene ere også så temmelig ens i begge præstegjælde. Dog er det troligt, at Vaage kan være noget gunstigere udstyret af naturen end Lom. Jeg anstillede derfor i Nord-Dalen, nemlig Lesje, hvor natur-forholdene nok ere lige så meget ugunstigere end i Lom, som de i Vaage kunne være gunstigere. Herfra udstrakte jeg undersøgelsen videre over hele Gudbrandsdalens provsti(20) og for sammenligningens skyld over Hedemarkens provsti - en sammenligning, hvorved en fladbygd, som Hedemarken i folkesproget kaldes, med overveiende agerbrug som næringsvei, kommer til at stå ved siden af en fjeldbygd med en landbo-næring, hvor fædrift indtager en noget vigtigere plads sammen med agerbruget.

De foregående blade have viist, hvorledes jeg fortsatte arbeidet, således at det kom til at omfatte det hele land. Men jeg meddeler her udbyttet af hine første undersøgelser for ved et exempel, der vist ikke står ene, at vise, hvorledes der selv i nærliggende egne, som dog i naturbeskaffenhed og folkets levemåde og sæder have så meget tilfælles, kan være stor forskjellighed med hensyn til det væsentlige stykke i et folks kår: dødeligheden.

77. Efter sædvane meddeler jeg i Tillægget (no. 3) de tællinger og opgaver, hvorefter de følgende beregninger ere udførte. Her skal jeg kun - næstefter at fremhæve, at beregningen ligesom for hele riget og for de fem stifter omfatter tidsrummet 1821-50 - anføre total-summerne af levende og døde, for at man kan se det indbyrdes forhold mellem de enkelte distrikters folkemængde.

Tabell s66

78. Jeg meddeler først dødeligheds-tabellen (21) og må standse lidt ved den for at tilføie nogle forklaringer.

For at kunne anstille sammenligning med de tabeller, som omfatte hele riget eller hele stifter, har jeg måttet beregne nærværende tabel nøiagtig på samme måde som hine og derfor også måttet medtage forholdstallene for de to høieste alders-klasser. Men da det jo i et enkelt provsti eller præstegjæld er ganske få, som leve og dø i den høie alder over 80 år, så få vi her altfor små tal til derpå at grunde nogen beregning om det varige og stadige forhold. Af tabellen ser det således ud, som om i Loms præstegjæld dødeligheden mellem mænd over 90 år skulde være mindre end mellem mænd i alderen 80-90, hvilket naturligvis ikke kan være så i virkeligheden. Men netop tallene ere så små (i Lom var det således i årene 1821-50 kun 5 mandspersoner, som døde i alderen over 90), så kunne de ikke gjøre stort hverken fra eller til, og ved den nærmeste sammenligning kunne vi derfor ganske se bort fra de to sidste aldersklasser.

For de øvrige alderes vedkommende finde vi ellers temmelig jevne og sikre forholde. Tabellen viser i hovedsagen samme regel for dødeligheden i disse enkelte bygder som for det hele rige: dødeligheden er, på ganske få undtagelser nær, mærkelig mindre på kvindekjønnets end på mandkjønnets side; den aftager fra fødselen til 15 års alderen og stiger derpå, først langsommere, til 55 års alderen og derfra raskere (se § 30, hvor ganske den samme regel er påviist for hele rigets vedkommende).

Når vi nu efter tabellen sammenligne de enkelte provstier og præstegjælde med hinanden, så finde vi på få og små undtagelser nær følgende forhold.

Dødeligheden er både for mand- og kvindekjønnet større på Hedemarken end i Gudbrandsdalen. Loms præstegjæld står nærmest ved siden af Hedemarken, altså under det samlede Gudbrandsdalen, hvoraf Lom jo er en del, og endnu mere under nabo-præstegjældene Vaage og Lesje. Disse to sidste bygder udmærke sig begge heldig fremfor det samlede Gudbrandsdalen, og mellem Vaage og Lesje indbyrdes er der en i det hele taget påfaldende stor lighed.

Tabell s67

79. Men her kan denne tvivl opstå: Kanske Hedemarken og Lom i det 30-årige tidsrum 1821-50 have havt en enkelt eller nogle få uheldige årgange, hvor formedelst misvæxt og dyrtid og deres sædvanlige ledsagere, epidemier, antallet af dødsfald har været ualmindelig stort; muligt derfor, at den større dødelighed her må tilskrives sådanne forbigående onder, som Vaage og Lesje tilfældigvis kunne have været mere forskånede for. Dersom tingen forholdt sig så, vilde det altså være urigtigt at gjøre, en sådan slutning: den større dødelighed på Hedemarken og i Lom må komme af en eller anden egenhed i folkets almindelige vilkår, som svækker livskraften og forøger sygeligheden og fremskynder dødens komme. Det kunde jo være hermed ligesom med veirlaget; i to egne, som i det hele taget have det samme veirlag, kan det enkelte år hænde, at der i den ene falder noget mere regn og blæst, i den anden mere solskin og varme, og i det næste år kan det blive omvendt.

Denne indvending skulde det neppe være tilstrækkeligt at møde med ligedanne almindelige betragtninger og formodninger. Erfaring må bedst kunne afgjøre sagen. Dersom jeg deler hin 30-årige periode i tre lige store afsnit, dersom jeg ved særskilte beregninger kan lære dødeligheden i hvert af disse mindre tidsrum at kjende, og dersom jeg da finder, at dødeligheden i hvert tidsrum er større på Hedemarken og Lom, mindre derimod i Gudbrandsdalen og mindst i Vaage og Lesje, så må jeg vel tro, at dette forhold varede ved i det lange tidsrum 1821-50; der må, for at jeg skal udtrykke mig mere anskueligt, have været noget på Hedemarken og Lom, der, som man siger, har lagt en pind til folks ligkiste, - i Vaage og Lesje derimod et eller andet, som har lagt år til folks alder, og denne forskjel må jevnlig have varet ved, fra tid til anden.

80. Jeg har udført sådanne beregninger særskilt for tidsrummet 1821-30, 1831-40 og 1841-50. Skulde jeg imidlertid have udført beregningerne ganske på samme måde som før, med inddeling i så mange aldersklasser for hvert kjøn, så vilde jeg fået altfor små tal og dermed ustøe resultater; jeg har derfor slået tallene sammen for begge kjøn og delt dem efter færre aldersklasser, således som det vil sees av Tab. 22, der fremstiller resultatet.

Når vi efter denne tabel først sammenligne de forskjellige tidsrum, så finde vi, at der i årene 1831-40 herskede en i det hele taget større dødelighed end i det foregående og efterfølgende tidsrum, og det i alle de fem distrikter. Sammenligne vi dernæst disse distrikter med hinanden, så finde vi, at i det hele taget var dødeligheden i hvert enkelt af de tre tidsrum størst på Hedemarken og Lom, mindre i det samlede Gudbrandsdalen og mindst i Vaage og Lesje, hvilket jo er ganske det samme forhold, som før blev fundet for det hele tidsrum 1821-50. Der er jo vistnok nogle undtagelser; men man vil finde, at de ere små og lidet betydende, da de navnlig findes i aldersklassen 5-20 år, hvor der overhoved kun falder få dødsfald. Disse undtagelser kunne da ikke svække gyldigheden af den fremsatte regel.

Tabell s69

*) Tabellen læses således f.ex. for Hedemarken: I aldersklassen 0-5 år døde der årlig af hele aldersklassen 2189; i de følgende aldersklasser døde der årligt i gjennemsnit for hvert enkelt alders-år 40, 58 o.s.v. - For alderen 5-10 år er ikke her som i foregående tabeller antallet af fødte lagt til grund, men det ved folketællingerne fundne antal af individer, som levede i de alders-år. Da imidlertid folketællingstabellen for 1825 ikke adskiller klassen 5-10 fra klassen 0-5 år, kunde der for tidsrummet 1821-30 ikke tages hensyn til alders-klassen 5-10 år, derfor er der opført alderen 10-20 istedetfor 5-20, som forekommer ved tidsrummet 1831-40 og 1841-50.

81. End kanske forskjellen i tabellens tal er bevirket ved de forstyrrelser, som ind- og udflytninger kunne have forvoldt? Jeg har før forklaret den mening, at de således forårsagede forstyrrelser i almindelighed ikke ville være betydelige af den grund, at ved udflytninger f.ex. formindskes i regelen antallet af levende og døde ligeligt, så det indbyrdes forhold, hvorpå det her kommer an, forbliver det samme. Men siden vi her handle om det besynderlige, at tabellen opviser en så stor og tilvisse påfaldende forskjel i dødelighed for nærliggende bygder og egne, kan det være værd at gå noget nærmere ind på denne indvending. Folketællingstabellerne og de øvrige lister give ingen oplysning om antallet af ind- og udflyttede. Men når vi forudsætte, at folketællingstabellerne samt lister over fødte og døde ere rigtige, så kunne vi alligevel nogenledes komme efter det, at sige: for tiden mellem 1825 og 1845. Fremgangsmåden hermed kan jeg bedst forklare ved et exempel. I 1825 fandtes ved tællingen i Gudbrandsdalens provsti det folketal 36,480, i de nærmeste 10 år fødtes der 6550 flere, end der døde; dersom nu befolkningen havde modtaget denne forøgelse, uden at nogen ind- eller udflytning havde fundet sted, så skulde tallet i 1835 altså have været 43,033; men ved tællingen i samme år fandtes kun 41,705, altså 1325 eller 31 pct. mindre, end der skulde været, og denne formindskelse må vi tænke os bevirket ved udflytning. På samme måde findes formindskelsen eller udflytningen i de næste 10 år, til 1845, at beløbe sig til 3307 eller 71 pct. af det folketal, som der skulde have været.

I alle de fem distrikter, vi her have for øie, viser sig en sådan formindskelse, og jeg anfører her dens beløb procentvis, således:

_________________________________________________________________
                        1826-35.      1836-45.     1826-45.
Hedemarken .. .. .. ..   27 pct.       31 pct.      29 pct.
Gudbrandsdalen.. .. ..   31  -         71  -        52  -
Lom  .. .. .. .. .. ..   21  -         85  -        54  -
Vaage.. .. .. .. .. ..   25  -         63  -        45  -
Lesje.. .. .. .. .. ..   47  -        129  -        89  -
_________________________________________________________________

Hvad kunne vi lære af disse tal? På Hedemarken, se vi, var formindskelsen af folketallet, eller udflytningen, sågodtsom ens i 1826-35 og 1836-45; i Gudbrandsdalen derimod var den i stærkt tiltagende fra 1826-35 til 1836-45; alligevel opviser dødeligheds-tabellen no. 22, en ligedan eller stadig forskjel i dødeligheden i disse to provstier i 1821-30, 1831-40 og 1841-45. Både fra Lesje og fra Lom har udflytningen været større end fra Vaage, og dog opvise tabellens tal for Lom et større dødelighedsforhold end for Vaage, medens det for Lesje og Vaage er omtrent ens. Disse exempler tjene således kun til at bestyrke den mening, at ud- og indflytninger i almindelighed ikke forstyrre eller forvandske tallene i dødeligheds-beregningerne i nogen mærkelig grad.

82. Til støtte for denne samme mening kan jeg endnu anføre et træk. Først må vi nøie sætte os ind i årsagen til den forvandskning, som ud- og indflytning muligens kan bevirke. Dertil kan et exempel tjene. Når en familie bor en tid i et præstegjæld og der får 2 børn, når så den samme familie flytter ud og tager børnene med sig til et andet sted, og når endelig de 2 børn dø på dette andet sted under 5 års alderen, så opstår en feil, når jeg beregner, hvor mange af de fødte børn der dø under 5 år, med andre ord: hvor stor dødeligheden er i denne alder. Thi de 2 børn ere opførte som fødte i det ene og som døbte i det andet præstegjælds ministerial-bøger. I det første præstegjæld får jeg ved optælling færre, i det andet præstegjæld flere døde i forhold til de fødte, end det skulde været, om hin familie ikke havde flyttet. - Men denne feil kan ikke opstå ved beregningen af dødeligheden mellem småbørn på selve fødsels-dagen. Et barn, som dør så tidlig, bliver både som født og som død anført i en og samme ministerial-bog, i et og samme præstegjæld. I den anførte tabel har jeg beregnet dødeligheden mellem småbørn i alderen 0-5 år. Kunne vi også beregne den for det korte tidsrum, som fødselsdagen udgjør? Kjende vi antallet af de børn, som dø allerede på fødselsdagen? Ja, vi kunne anse de dødfødte for børn, der dø så tidligt (sml. § 22), og de dødfødtes antal er kjendt. Jeg har udført beregningen for Hedemarken o.s.v. og fundet, at for hvert 10,000 børn af hvert kjøn, som fødtes i årene 1821-50, var der følgende antal dødfødte:

_______________________________________________
                        Mdkj.         Kvkj.
_______________________________________________
Hedemarken .. .. .. ..   394           287
Gudbrandsdalen.. .. ..   331           263
Lom  .. .. .. .. .. ..   440           339
Vaage.. .. .. .. .. ..   307           273
Lesje.. .. .. .. .. ..   209           190
_______________________________________________

Men også her, hvor som sagt ind- eller udflytning intet kan have at betyde, viser det sig nu, at dødeligheden er større på Hedemarken end i Gudbrandsdalen, større på Lom end i Vaage og Lesje og i disse to præstegjælde for det meste mindre end i det samlede Gudbrandsdalen - altså ganske det samme forhold, som blev fundet ved den tabel, der omfatte dødeligheden i alle aldere.(21)

83. Med den tilfredsstillende vished, at vore tal give os en sand og pålidelig oplysning om den større og mindre grad af dødelighed i disse egne af Christiania stifts opland, kunne vi da gå videre og på samme måde som forhen anføre livs-tabellen og oversigt over middel-levetiden (Tab. 23 og 24).

Jeg har beregnet livs-tabellen her efter 1000 fødte, ikke som forhen for riget eller for stifterne efter 10,000. Grunden dertil er den, at da der i et præstegjæld som Lom eller Vaage ikke lever flere hundreder af mennesker, end der f.ex. i Christiania lever tusinder, så har der i det 30-årige tidsrum 1821-50 ikke været anledning til i det enkelte præstegjæld at samle så megen erfaring om dødeligheden som i det større stift. Livs-tabellen for Christiania stift, § 72, anfører for alderen 50 år for mandkjøn det tal 5265. Meningen med dette tal er jo den, at ifølge den dødelighed, som i 1821-50 herskede i stiftet, måtte udaf 10,000 fødte netop 5265 opnå alderen 50 år, og vi kunde deraf uddrage den slutning, at når dødeligheden vedbliver at være omtrent ligedan, ville fremdeles af hvert 10,000 fødte et antal af omtrent 5265 opnå den alder; men denne slutning er dog mest sikker for de 5000, mindre derimod for de 200 og 60, allermindst for de 5. Dersom jeg nu ligedan f.ex. for Loms præstegjæld vilde sige, hvad jeg ifølge beregningerne nok kunde, at af 10,000 opnå netop 5715 det 50de år, så vilde usikkerheden med hensyn til de sidst anførte 5 blive altfor stor.

Med hensyn til tabellen over levetiden må jeg også gjøre en bemærkning. Drengebørn på Lom have efter tabellens tal, ved fødselen at vente en livstid af 46 57/100 år; nogle ville leve kortere, andre længere; men med et middel-tal for alle vil levetiden blive som anført; på Vaage vil den blive 53 89/100 år; dette gjelder, dersom dødeligheden på Lom og Vaage vedbliver at være sådan, som den var i 1821-50. Nu er 46 57/100 år det samme som 46 år og 208 dage, og 53 89/100 er det samme som 53 år og 325 dage, så at altså børn, som fødes på Vaage og leve sin tid der, skulde kunne vente at leve i almindelighed 7 år og 127 dage længere end på Lom. Men derved var det, at jeg vilde bemærke dette, at det visselig ikke nogensinde har været min tanke at kunne beregne levetiden for de enkelte bygder med sikkerhed således i dage-tal. Det må allerede kaldes et mærkeligt udbytte af vore beregninger, om vi med nogenlunde tryghed kunne anføre som en 30-årig erfaring, at levetiden fra fødselen af er for mandkjøn 7 år større på Vaage end på Lom. Denne forskjel er så påfaldende stor, at man uvilkårlig, uden videre at ændse nogle dage mere eller mindre, kommer til med undren at spørge om, hvad det vel

Tabell s73

kan være, der således lægger år til folks alder på Vaage, eller hvad det monne være, som forkorter menneskenes liv på Lom. At jeg alligevel i tabellen har anført hine brøker til tallene, det er skeet ene af den grund, at jeg mente derved at gjøre det bekvemmere for dem, som ville anstille sammenligninger med levetiden for stifterne eller for riget, hvor tallene ere udregnede i sådanne brøker.

Tabell s74

84. Jeg anfører ellers her en oversigts-tabel (25), indrettet således, som jeg ovenfor, hvor talen var om stifterne, har forklaret det (§ 72). I denne tabel kunne vi så at sige med et blik se, hvor stor eller liden levetiden på Hedemarken og i Gudbrandsdalen viser sig at være, når den måles med det vedtagne mål for samme eller sammenlignes med den levetid, som gjaldt for hele Norge i årene 1821-50 (Tab. 9). Dvæle vi lidt ved denne sammenlignings-tabel, så kunne vi først lægge mærke til de tre første tal-rækker, nemlig for Hedemarken, for det samlede Gudbrandsdalen og for Lom. Det viser sig, at levetiden eller livs-håbet, den tid, som folk kunne vente at leve, for de yngre aldersklasser er, fornemmelig i Gudbrandsdalens provsti, mærkeligt større end almindeligt i riget, men at denne forskjel jevnt aftager, og det således, at livs-håbet for Loms og tildels for Hedemarkens vedkommende tilsidst endog

Tabell s75

bliver mindre end ellers i riget. Det er, som om menneskerne på Lom vel begynde livet med større livskraft, men som om de tidligere end ellers blive «udslidte». - Kaste vi dernæst blikket på tal-rækkerne for Vaage og Lesje, finde vi en høist påfaldende lighed mellem disse to præstegjælde indbyrdes, idet de begge byde sine beboere en usædvanlig lang livstid; helt igjennem er denne høit over det almindelige, og vel aftager forskjellen noget i den kraftigere alder mellem 10 og 50 år, men stiger derpå, især i Lesje, i den høiere alder, så forholdet i den henseende er lige modsat af, hvad vi fandt for Loms vedkommende.

85. Mit nærmeste formål med hele denne undersøgelse om dødeligheden var, som jeg før har omtalt, at sammenligne de tre nordre præstegjælde i Gudbrandsdalens provsti og komme efter, om der var nogen grund i den forud fattede formodning om, at dødeligheden på Lom var større end i nabo-præstegjældene. Resultatet kan jeg nu meddele efter sådan måling og sammenligning, som ovenfor, § 69, blev forklaret (Tab. 26).

Med et enkelt exempel skulle vi gjøre os meningen af tabellen forståeligere. Af Tab. 9 have vi seet, at en gut på 10 år under almindelige omstændigheder kan vente at leve omtrent 49 år til og altså blive ialt 59 år gammel. Hine 49 år betragte vi nu som et mål på den almindelige levetid, som gutter, der have fyldt det l0de år, endnu have at vente. På Lom er denne levetid istedetfor 49 omtrent 50 8/10 år, altså omtrent 1 8/10 år større. Men 1 8/10 år er omtrent 4 hundrede-dele af 49 år. På Lesje - det kunde vi finde på samme måde - er den levetid, som en 10 års gut har at vente, omtrent 14 hundrede-dele større end den almindelige i landet. Nu komme vi til slutningen: På Lom er levetiden for en 10 års gut 4, på Lesje derimod 14 hundrededele større end den almindelige i landet; altså er den på Lesje 10 hundrede-dele større end på Lom, og disse 10 hundrede-dele ere angivne i den sidst anførte tabel. Regningen er ganske ligedan, som når jeg har fundet, at et stykke tøi er 4, et andet derimod 14 tommer over en alen, og jeg da slutter, at det sidste er 10 tommer længere end det første.

I det daglige liv må vi så ofte opleve exempler på, at børn og ynglinger dø ved siden af oldingen, at yngre, som man håbede med tiden skulle blive de ældres støtte, bortrykker før disse. Derved fordunkles eller fortrænges så let tanken om, at der dog i det hele og store taget er et vist livs-mål, som de fleste opnå. Det er heller ikke noget, hvortil man er bleven vant, at tænke på eller anstille sammenligninger mellem den al-

Tabell s76

mindelige livsvarighed i forskjellige egne og bygder. Derfor vil det måske ikke strax være klart for alle, om den forskjel, som viste sig mellem Lom på den ene og Vaage og Lesje på den anden side, er at anse for noget særdeles betydeligt eller ikke. Snarere vilde vel mange kalde det noget betydeligt, om det blev dem viist, at f.ex. den almindelige formue og velstand i en bygd var 10, 20 eller 30 pct. større end i en anden; thi rigdom og fattigdom, det er ting, som man er mere vant til at tænke over og gjøre sammenligning imellem. Og dog turde en nærmere betragtning lede til den erkjendelse, at så mange procents forskjel i den almindelige levetid er noget langt betydeligere.

86. Ved talen om Lom, Vaage og Lesje må det ellers vel erindres, at den store forskjel ikke er fremkommen så meget derved, at livs-tiden på Lom er under det almindelige, men derved, at den på Vaage og Lesje er meget over det almindelige. Hvor særdeles gunstige forholdene med hensyn hertil ere for de sidstnævnte bygder, og hvilken stor forskjel der kan være i de menneskelige kår i forskjellige egne og lande, derpå skulle vi få et mærkeligt og lærerigt exempel ved på samme måde som før at sammenligne Lesje med den egn i vort land, for hvilken de forrige tabeller opvise den korteste levetid, nemlig Tromsø stift (Tab. 19), og med den by i udlandet, for hvilken, såvidt jeg har erfaret, den allerugunstigste livs-tabel hidtil er opstillet, nemlig Liverpool i England (Tab. 12), ved hvilken sammenligning endnu er at mærke, at i tabellen for Liverpool ikke engang de dødfødte ere medregnede. Denne sammenligning er udført i Tab. 27.

87. Når en usedvanlig begivenhed eller ting møder os, er det altid ønskeligt at se den belyst fra flere sider og rigtigheden af vor opfatning

Tabell s77

godtgjort med så mange bevisligheder som muligt. Heldigvis kan jeg også anføre yderligere vidnesbyrd om de så påfaldende dødelighedsforholde i Lesje og Vaage. De ere hentede fra de af præsterne afgivne års-lister for alle Gudbrandsdalens præstegjælde for tidsrummet 1801-15.

Dette var et for folkeformerelsen i Norge som i de fleste andre Europas lande høist ugunstigt tidsrum. Formedelst misvæxt i de første og krigstilstanden i de fleste af disse år var dødeligheden i vort land særdeles betydelig. De for hele riget opgjorte og trykte tabeller viiste, at dødsfaldenes antal i 3 af disse 15 år endog oversteg fødslernes, noget, som aldrig senere har været tilfælde. I Gudbrandsdalen mærkedes da også denne større dødelighed, men ikke lige meget i alle præstegjælde.

Antallet af de år, hvori der var overskud af døde, var:

i Øier præstegjeld  .. .. .. .. .. .. ..  5
Lom  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  5
Ringebo .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  4
Fron .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  3
Fåberg  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  1
Gausdal .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  0
Vaage   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  0
Lesje   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  0

Mere har imidlertid følgende træk at betyde: Af den folketælling, som holdtes i 1801, kjender man folketallet ved dette tidsrums begyndelse for hele riget og for Gudbrandsdalens provsti. Af de trykte tabeller og de nys nævnte præste-lister kjender jeg også antallet af døde - de dødfødte iberegnede - i årene 1801-15. Når jeg nu antager folkemængden omtrent stillestående eller lige stor hele dette tidsrum igjennem (og den mulige feil derved bliver ialfald omtrent lige stor overalt), så kan jeg let finde, hvor mange mennesker der døde for hvert 10,000 levende, således:

                                                                 
                          Levende.      Døde.        Af 10,000
                           1801:       1801-15:      døde årlig:
                                                                  
Riget .. .. .. .. .. ..  883,038       349,034          264
Gudbrandsdalen .. .. ..   29,058         8,058          185
                                                                  

I Gudbrandsdalens provsti døde der altså forholdsvis færre end i riget. Men i provstiets præstegjælde var forholdet igjen følgende:

Tabell s79

Her er forskjellen til gunst for Lesje så stor, at den neppe ganske kan anføres alene som en tilfældighed, der er at tilskrive den mindre nøiagtige måde, hvorpå dødeligheden her er beregnet. Vaage står vel ikke nærmest Lesje i ordenen, men er dog ikke fjernet langt derfra. I Lom derimod viser dødeligheden sig her - ganske som i de udførligere tabeller - større end i det samlede provsti, men dog - og det ligeledes i overensstemmelse med de tidligere tabeller - ikke fuldt så stor som i hele riget.

Endnu et træk, som vidner om det samme forhold mellem Gudbrandsdalens provsti samt Loms, Vaage og Lesje præstegjæld, finder man ved af præste-listerne for 1801-15 at uddrage de fornødne tal for at se dødeligheden mellem børn under 5 års alderen. Forholdet kan da fremstilles så:

_________________________________________________________________________________
                     Fødte af begge kjøn      Dødfødte samt døde      Af 1000
                     - dødfødte iberegn.        børn i alderen         fødte
                        - 1801-1815               0-5 år               døde:
_________________________________________________________________________________
Gudbrandsdalen  .. .. .. .. 11637                   2661                229
Lom .. .. .. .. .. .. .. ..  1392                    441                317
Vaage  .. .. .. .. .. .. ..  1463                    260                178
Lesje  .. .. .. .. .. .. ..  1526                    242                159
_________________________________________________________________________________

Dødeligheden mellem børn var altså på Lom større, i Lesje og Vaage derimod mindre end i det samlede provsti, hvilket ganske stemmer overens med erfaringerne fra tidsrummet 1821-50.

88. Det var ikke at håbe, at vi om en sådan sag som dødelighedsforholdene skulle erholde mange brugbare oplysninger fra forrige århundrede. Dog finder jeg et mærkeligt vidnesbyrd om de gunstige dødelighedsforholde netop i Lesje allerede fra midten af det 18de århundrede, nemlig hos den bekjendte og berømmelige Dr. Erik Pontoppidan. Det var i året 1752, han lod trykke sin «Norges naturlige Historie», hvori han havde nedlagt en stor mængde med flid og omtanke samlede iagttagelser og beretninger om landets beskaffenhed og folkets kår. Han berømmer i sin almindelighed «den norske luft» som særdeles sund og god, men gjør dog opmærksom på, at der kan være forskjel efter stedets beliggenhed. «Midt i landet holder jeg luften for allerrenest og sundest, særdeles på fjeld-bygderne, hvor de fleste ikke vide synderlig af sygdom at sige, hvis den ikke er arvelig eller og sanket ved umådelighed. Man siger, dog vil jeg ikke just give min forsikring derfor, at i Gudbrandsdalen, som gjennemblæses af meget ordentlige og sunde vinde, findes, særdeles i Lesje præstegjæld, adskillige exempler af ældgamle folk, som af kjedsommelighed ved at leve længere ere dragne andensteds bort, i håb om at få desto snarere ende derpå.»(22)

Reise ud af bygden for at få dø snarere, for at få ende på det lange liv! Når har man ellers hørt en sådan tale? Nu, talen er naturligvis overdreven. Men det kan man nok vide, at den bygd, som gav anledning til sådan tale, allerede i den tid, for 100 år siden, må have vakt opmærksomhed ved den usædvanlig lange levetid, som folk der fik nyde, og hermed stemmer det nu på det bedste overens, at de for et tidsrum af 30 år, 1821-50, beregnede tabeller virkelig opvise usædvanlig gunstige dødeligheds-forholde i den samme bygd, at man rimeligvis i andre lande skal have ondt for at opvise mage dertil.


 

12. OM DØDELIGHEDEN I SAMTLIGE
PROVSTI-DISTRIKTER

89. Ved de foregående undersøgelser have vi lært at kjende dødeligheden i det hele rige og i hvert af de fem stifter, dernæst i to enkelte provstier og tre præstegjæld i Oplandene af Christiania stift. Denne sidste del af undersøgelserne viste os, hvilken stor, til dels påfaldende stor forskjel der kan være med hensyn til dette vigtige anliggende i de forskjellige egne. Men tilfældigvis traf det sig så, at vi kom til at se exempler på afvigelser fra det almindelige til det bedre, og her påtrænger sig da det spørgsmål: Hvor i landet ere så de egne, hvor tilstanden er lige modsat, hvor dødeligheden er større end den almindelige? Større dødelighed i en egn vækker formodningen om en mindre lykkelig tilstand i det hele, og derfor kræves svaret på hint spørgsmål ikke alene af den videnskabelige forsker-lyst, men også af den menneskelige medfølelse, som desuden gjerne vil håbe, at når en mislig eller ulykkelig tilstand først er bleven ret kjendt, så kanske her også med tiden kunde findes råd derimod.

Landets fem bispedømmer ere inddelte i noget over 50 provstier. Disse bestå gjerne af 5 til 10 præstegjæld, sjelden færre eller flere, og udgjøre ofte sådanne af naturen selv afsondrede egne eller større bygdelag, som Hedemarken og Gudbrandsdalen gave os exempler på. Dersom vi derfor kjendte dødeligheden i hvert enkelt provsti, så er det rimeligt, at vi dermed skulde have et ganske godt svar på hint spørgsmål.

90. Overskriften over nærværende stykke bebuder en oplysning om dødeligheden i provstierne. Men jeg må ile med at tilføie, at jeg her ikke kan give den ønskede oplysning med en sådan nøiagtighed og sikkerhed som tidligere. At samle de mange tal og derefter beregne fuldstændige livs-tabeller for alle provstierne, det vilde kræve langt mere tid og arbeide, end jeg har kunnet afse dertil.

Jeg må her bruge en kortere og simplere måde. Den, som ikke har noget uhr, søger at gjette sig til tiden ved at se på solen, og han kan med nogenlunde sikkerhed sige, om det er f.ex. lidt før middag eller lidt efter middag; den derimod, som har et uhr ved hånden, kan læse sig til, hvor mange minutter der er før eller efter klokken 12. Sådan forskjel er der også mellem den simplere beregningsmåde, jeg nu må benytte, og den udførligere, som hidtil blev anvendt.

Den forrige beregningsmåde var indviklet og behøvede en vidtløftig forklaring for at blive forstået. Til forklaring af den måde, som nu skal anvendes, behøves ikke så mange ord. Det er den samme måde, som jeg allerede ovenfor, § 7, har omtalt, da jeg forklarede, hvorledes man hidtil har beregnet dødeligheden i landet. Man sammenstiller kun tvende tal, et, som angiver antallet af de levende, og et, som angiver antallet af de døde. Er der til exempel et lidet samfund på 50 sjele, og dør der af disse 1 hvert år, så sammenstiller man simpelthen disse tvende tal og siger, at dødeligheden er sådan, at der dør årlig 1 af 50. Jeg gjorde også, § 9, opmærksom på, at dersom det havde sig så med dette samfund, at folkemængden år efter år var ens, således, at der altid fødtes lige så mange, som der døde, og at ingen ud- eller indflytning gjorde forstyrrelse i tallene, så vilde disse tal: 1 af 50, tillige betegne dette, at folk i almindelighed bleve 50 år gamle, eller at middel-levetiden, som vi ellers have kaldt det, var 50 år. Misligheden ved denne måde at beregne dødeligheden består da deri, som det tillige blev omtalt, at det sjelden eller aldrig træffer sig så, at folkemængden i et samfund er ens år efter år, men enten aftager eller voxer, så forholds-tallet, som skal angive dødeligheden (1 af 50, 1 af 51, 1 af 52 o.s.v.) gjerne bliver enten for lidet eller for stort.

91. Selve beregningsmåden er altså allerede forklaret. Men for at forstå, hvorledes det har sig med den feil, som følger med, og for at bedømme, hvad pålidelighed der endnu trods denne feil kan tillægges beregningsmåden, vil det være nødvendigt at dvæle lidt ved sagen endnu.

I Lesje præstegjæld fandt vi ovenfor, at den almindelige levetid i tidsrummet 1821-50 var sådan, at børn af mandkjøn kunde vente at blive 549, børn af kvindekjøn 583 år gamle. For begge kjøn tilsammen bliver da middel-levetiden omtrent midt imellem begge tal eller 566 år.(23)

Har man nu ret sat sig ind i den beregningsmåde, hvorved dette tal er fremkommet, og gjort sig fortrolig med de slutninger, som deraf kunne uddrages, så vil man finde det rigtigt, når jeg siger så: Dersom der i Lesje ingen udflytning eller indflytning havde fundet sted, dersom fremdeles folketallet formedelst lige antal af fødsler og dødsfald år efter andet havde været ens, og dersom endelig det årlige antal af fødte år efter år var netop hundre, så vilde folketallet være netop 100 gange 568 eller 5660, og af disse vilde der årlig dø netop 100 eller 1 for hver 566.

Men nu ved jeg, at folkemengden i det samme præstegjæld var ved
folketellingen i 1825      5216
               i 1835      6227
               i 1845      6064
              Middel-tal   5836,

og at antallet af døde af begge kjøn og alle aldere i det 30-årige tidsrum 1821-50 var: 2454, eller med et årligt middel-tal 82. Sammenholder jeg nu disse to middel-tal, 5836 og 82, så kan jeg finde, at der døde årlig 1 af 713.

Den første og mere pålidelige, men tillige indviklede måde at beregne dødeligheden, giver mig altså tallet 566; den anden, simplere måde giver mig tallet 713. Dersom det var så i virkeligheden, at der døde kun en af 713, så vilde dødeligheden være mindre, end når der dør 1 af hver 566. Den sidste måde (1 af 713) giver altså et resultat, der er gunstigere end resultatet af den første.

Men denne første beregningsmåde giver ganske vist det rigtigere resultat, og årsagen til afvigelse ved den anden måde er den, at der jevnlig i de omhandlede 30 år fødtes mange flere end der døde, hvorved befolkningen tiltog stærkt, uagtet der til samme tid foregik en betydelig udflytning fra præstegjældet.

92. Havde befolkningen været stillestående eller ens det ene år som det andet, vilde dødeligheden have været 1 af 566, og dette kunne vi kalde den virkelige dødelighed. Det andet tal, 1 af 713, kunne vi kalde den tilsyneladende dødelighed. Og på denne måde anfører jeg nu i en sammenhængende række de tilsvarende tal for hele riget og alle de dele af samme, for hvilke jeg har udført de beregninger, som alene kunne vise den virkelige dødelighed for tidsrummet 1821-50.

Tabell s83

Med denne sammenstilling skal jeg gjøre opmærksom på tvende ting:

1. Tallene i den anden række - det er de tal, som ere fremkomne ved den simplere og mindre pålidelige beregningsmåde - ere altid større end tallene i første række. Hvis vi altså kun kjendte tallene af anden række, vilde vi komme til at forestille os dødeligheden mindre, end den er i virkeligheden. Årsagen til, at tallene i anden række ere blevne for store, er ellers den, at befolkningen overalt formedelst overskud af fødsler har været i stærk tilvæxt i tidsrummet 1821-50.

2. Uagtet tallene af 2den række ikke stemme med dem af 1ste, er der dog en regelmæssighed. Som man ser, er den første række ordnet så, at den mindre dødelighed er nævnt først og derefter den større, så rækken begynder med Lesje præstegjæld, hvor dødeligheden var mindst, og slutter med Tromsø stift, hvor den var størst. Når vi altså blot se på de nummere, som ere satte foran navnene, så kunne vi allerede deraf vide, at dødeligheden f.ex. i Lesje er mindre end i Vaage o.s.v. Men nu viser det sig, at også tallene af 2den række temmelig regelmæssigt svare hertil; de vise også en mindre dødelighed for Lesje end for Vaage, for Vaage end for Gudbrandsdalen, o.s.v. Den eneste undtagelse fra denne regel er, at medens den virkelige dødelighed ifølge 1ste række er lidt mindre for Hedemarken end for Throndhjems stift, så er det her omvendt med tallene af 2den række.

93. Af hine tvende omstændigheder ved hine tal-rækker kunne vi uddrage følgende dobbelte slutning:

1. Dersom vi kjende antallet af levende og af døde i landets provstier og derefter beregne, hvor stort det antal var, af hvilket der årlig døde 1 person, så vil, da folkemængden overalt har været i tiltagende, det udkomne tal være større og dermed antyde en tilsynelatende mindre dødelighed, end om vi kunde beregne forholdet på den nøiagtigere måde.

2. Alligevel er det rimeligt, at vi også på denne vistnok mindre fuldkomne måde ville få en forsåvidt rigtig og pålidelig oplysning, at vi, ved at sammenligne provsti-distrikterne indbyrdes, kunne med sandsynlighed afgjøre, hvilke der have en større eller mindre dødelighed end andre.

94. Jeg har udført dette slags beregninger for alle landets provstier for det 20-årige tidsrum 1831-50. Først gjaldt det da for hvert provsti at finde de tvende tal: antallet af de levende og antallet af de døde.

I folketællings-tabellerne for 1835 og 1845 finder jeg antallet af de levende i hvert præstegjæld. Når jeg nu veed, hvilke præstegjæld der høre sammen til et provsti, kan jeg tælle sammen tallene for det hele provsti, og middel-tallet af folkemængden ved begge folketællinger lader jeg gjælde som det rette tal for hele tidsrummet 1831-50.

Antallet af døde anføres af præsterne for hvert år og for hvert præstegjæld og findes i de såkaldte præste-lister. Provsterne sammendrage tallene for hvert provsti i de såkaldte provste-lister, og i bispe-listerne findes endelig tallene for provstierne i et helt stift samlede. Af disse årslister kunne da tallene samles sammen for det hele tidsrum.

Ved dette arbeide må det imidlertid tages vel i agt, at adskillige provstier i løbet af årene 1831-50 have fået forandret grændse og udstrækning. Snart er et provsti blevet delt i to, således f.ex. Jarlsbergs provsti i søndre og nordre Jarlsberg, og i sådanne tilfælde har jeg slået tallene for de to provstier sammen igjen til et, som om det oprindelige provsti fremdeles havde været udelt. Snart er et præstegjæld eller et enkelt sogn taget fra et provsti og lagt til et andet. Som exempel herpå kan det samme Jarlsbergs provsti anføres. I 1843 lagdes det såkaldte Strømsgodset ved Drammen fra Bragernæs sognekald i Drammens provsti til Skouger præstegjæld i Jarlsbergs provsti, og omvendt lagdes Tangen, en del af Drammens by, der hidtil havde været annex under Skouger, til Strømsø sognekald i Drammens provsti; fremdeles, Strømmen, der hidtil havde hørt til Jarlsbergs provsti, uagtet det var annex til Hurum præstegjæld, blev i 1848 skilt fra Jarlsbergs og lagt til Drammens provsti, og på samme tid blev Annebo præstegjæld, som hidtil havde hørt til Laurviks, lagt til søndre Jarlsbergs provsti.

Man vil let indse, at når de statistiske beregninger skulde have nogen gyldighed, var det nødvendigt at indrette det så, at den egn eller det distrikt, for hvilket beregningerne skulde udføres, havde nøiagtig de samme grændser eller bestod af netop de samme bygdelag det hele tidsrum igjennem. Jeg måtte derfor ved hjælp af listerne for de enkelte præstegjæld finde tallene for de mindre dele af provstierne, der vare ligesom flyttede fra et provsti til et andet, og så at sige omgjøre provsti-inddelingen. Hvorledes jeg i hvert enkelt tilfælde bar mig ad, derom skal Tillægget no. 4 give oplysning. Her skal jeg kun endnu tilføie dette, at uagtet de enkelte distrikter i mine tabeller på grund af hine forandringer ikke altid ganske svare til de nu værende provstier, så - da forskjellen kun er liden - bruger jeg dog for kortheds skyld de almindelige navne på provstierne.

95. I Tab. 28 anfører jeg nu resultatet af disse beregninger. Provsti-distrikterne ere der ordnede stiftsvis, omtrent som de følge efter hinanden fra øst mod vest og fra syd mod nord, og de ere nummererede med almindelige tal, medens stifterne ere mærkede med romer-tal. Den første tal-række viser det antal levende, af hvilke 1 person var død årlig; men da det kan falde ubekvemt, at det her er de større tal, som betegne en mindre dødelighed, så har jeg i den anden række tilføiet tal, som vise, hvor mange der årlig døde af 10,000. Den første tal-række er da så at forstå, at de større tal betegne en mindre dødelighed; den anden række er derimod at forstå således, at jo større tallene ere, desto større er også dødeligheden.

Efter denne tabel kunne vi nu anstille sammenligninger mellem hvilkesomhelst provstier eller stifter. I Gudbrandsdalen f.ex. døde der årlig 158 af hvert 10,000, på Hedemarken derimod 189; altså var dødeligheden i det sidste provsti sandsynligvis størst. Men for at lette sammenligningen vil det være hensigtsmæssigt at opstille en ny tabel (29), hvor provstierne ere ordnede efter graden af dødeligheden, således, at der begyndes med den mindste. I denne tabel vil et bag navnene vedføiet tal henvise til provsti-distrikternes eller stifternes no. i den forrige tabel.

96. Og i tillid til, at tallene dog i de fleste tilfælde angiver det rette indbyrdes forhold i provstierne, så man derefter kan dømme om fordelingen af den forskjellige dødelighed i de forskjellige egne af landet, tilføier jeg endnu et med hensyn hertil tegnet kart over Norge. Man vil der se grændsen mellem stifterne angivet med grovere, grændsen mellem provstierne med noget finere streger, og både stifterne og provstierne ere nummererede i overensstemmelse med denne sidste Tab. 29, så at altså et mindre no. betegner en mindre dødelighed.

97. Med denne oversigt over forholdene kunne vi mærke os omtrent følgende almindelige kjendsgjerninger:

1. Der er nogle provstier, som bestå hovedsagelig eller udelukkende af by-distrikter, nemlig 52. Christiania, 49. Christiansands, 51. Bergens og 48. Throndhjems stiftsprovstier. I alle disse provstier viser dødeligheden sig med det største - noget, der var at vente efter almindelige erfaringer, som også statistiske undersøgelser i andre lande have stadfæstet, at nemlig dødeligheden i byerne pleier være større end i landdistrikterne.

Tabell s86


Tabell s87

2. Der er andre provstier, som vel væsentlig bestå af land-distrikter, men hvori der dog ligger større byer, navnlig 43. Nedre Borgesyssel, med Frederikshald og Frederiksstad, 41. Drammen, med byen af samme navn, 38. Vestre Borgesyssel, med Moss og Sarpsborg, 24. Stavanger, med Stavanger by. I disse og flere lignende provstier viser dødeligheden sig større end i de tilgrænsende, som bestå af blot land-distrikter, og dette forhold må rimeligvis tilskrives de i samme liggende byer.

3. Henvende vi dernæst opmærksomheden på de distrikter, hvor der ingen byer er, eller hvor disse ikke ere så mange og store i forhold til

Tabell s88


Tabell s89


land-distriktet, at de kunne have øvet nogen mærkelig indflydelse, finde vi i temmelig mange tilfælde et sådant forhold, at de distrikter, som ligge længer inde i landet, have en mindre dødelighed end de tilsvarende ydre distrikter. Dette gjælder også om de større dele af landet, som stifterne danne: Tromsø og Bergens stifter ere mere kystdistrikter og have mindre indland end de øvrige tre stifter, og i hine er også dødeligheden større end i disse. Følgende sammenstilling vil omtrent vise, i hvilken udstrækning dette forhold finder sted i provsti-distrikterne:

Tabell s90

*) Kongsberg og Drammens provstier kunne måske med rette sammenstilles her, da de begge indslutte byer i sig.

4. Foruden at der er nogle provstier, som bestå både af indre og ydre, af fjeld- og kyst-distrikter, navnlig Søndfjord, Nordfjord, Søndre og Nordre Søndmør, hvor det altså ikke kan sees, om den fremhævede forskjel hersker eller ikke, er der igjen andre, som danne undtagelse fra den under no. 3 angivne regel, navnlig i Christiansands stift. Her er således 16. Øvre Thelemarken et indre og 18. Nedre Thelemarken det tilsvarende ydre distrikt; men dødeligheden er kun lidet større i det sidste, og det uagtet det indeslutter flere byer. Fremdeles er 44. Robygdelaget for størstedelen et indre distrikt, men frembyder dog en større dødelighed end de nærmeste kyst-distrikter 25. Vestre Nedenæs og 14. Mandal. På den anden side frembyder 5. Jæderen exempel på en meget liden dødelighed, uagtet det er et aldeles åbent kyst-distrikt.

5. Det har allerede før, ved de nøiagtigere undersøgelser om leve-alderen, vist sig, at dødeligheden i Tromsø stift var større end i de øvrige stifter, og den formodning lå nær, at årsagen dertil kunde være den høie nordlige beliggenhed. Denne formodning bestyrkes ikke just, når vi - hvad der ganske vist er det retteste - sammenligne Tromsø stift, som jo selv er et kyst-distrikt, med den hele række af provstier, som ligge ud mod havet i Bergens og Throndhjems stifter. Det er hele Bergens stift med undtagelse af provstierne Hardanger og Voss, Indre Sogn samt Bergens stifts-provsti, og i Throndhjems stift er det provstierne Romsdalen, Nordmør, Fosen og Namdal. Når jeg lægger sammen tallene over levende og døde i disse provstier og derefter udfører

Tabell s91

en ny beregning, kan jeg anstille sammenligningen således:

  Af 10,000 levende døde årlig
i kyst-distrikterne i Bergens stift              215
i  do.     do       i Throndhjems stift          197
i Tromsø stift                                   235

Dersom nu dødeligheden skulde tiltage, jo høiere man kom op imod nord, så skulde man ventet en større dødelighed i de throndhjemske end i de bergenske kystdistrikter, hvor dog i virkeligheden det omvendte finder sted.

Vel ser man af tabellen, at dødeligheden er størst netop i de to allernordligste provstier, Vest- og Øst-Finmarken. Men det er her, de fleste finner bo, og man kan ikke undgå at tænke på, at det måske er mellem dem, at den største dødelighed hersker (se herom § 74).


 

13. YDERLIGERE OPLYSNINGER OM DØDELIGHEDEN
I PROVSTIDISTRIKTERNE

98. Hvad kan årsagen være til, at dødeligheden på Hedemarken og Øvre Romerike er større end i Gudbrandsdalen og Østerdalen, i Ytre Sogn større end i Indre Sogn og i Robygdelaget større end på Jæderen o.s.v.? Ved det i forrige stykke anførte blev opmærksomheden henvendt på egnens beliggenhed inde i landet eller ude ved kysten, længer syd på eller længere mod nord, og ved tanken om beliggenheden opstår strax forestillingen om, at det kan være klimatets og lignende naturforholdes forskjellighed, som fremkalder forskjellen i dødelighed.

Men den regel, hvorefter en hel del indre bygder med hensyn til dødeligheden vare mere begunstigede end de ydre, holdt ikke stik overalt, og heller ikke viste det sig som noget sikkert, at dødeligheden blev større, jo længere man kom mod nord.

Herved opstår unægtelig nogen rimelighed for, at dødelighedens forskjellige grad ikke alene eller ikke for størstedelen beror på naturforholdene, men på menneskenes eget forhold, på den måde, hvorved de vide at indrette sig. Og det skulde være yderst interessant, om denne formodning kunde befindes grundet og rigtig. En kyst-egn kan jo ikke flyttes ind i landet; et kystlands-klima kan jo ikke forandres til et indlandsklima; i samme grad, som livsvarighed måtte antages at afhænge af uforanderlige naturforholde, i samme grad måtte det jo kaldes en håbløs ting at tænke på at forandre tilstanden til det bedre der, hvor det viser sig, at dødeligheden er meget stor. Skulde det vise sig, at den større eller mindre grad af dødelighed for en del er en virkning af menneskelige og dermed foranderlige forholde, af den mere eller mindre fuldkomne måde, hvorpå menneskene have indrettet sine næringsveie og ordnet sin levemåde o.s.v., så er der samme opmuntring til at tænke på at modarbeide den hist eller her usædvanlig store dødelighed som overhoved til at tænke på at befordre menneskenes velferd.

Det er en stor mangfoldighed af omstændigheder, som indvirke på et folks livsforholde og tilstande i almindelighed og på livs-varigheden eller dødeligheden i særdeleshed. Mange undersøgelser måtte anstilles, mange og mangeslags oplysninger indhentes, om det skulde blive muligt fuldstændigt at forklare årsagerne til den påviste forskjel i dødeligheden i de forskjellige egne. Opgaven må vel endog kaldes endeløs; målet vil aldrig ganske kunne nåes. Men man kan skridt for skridt, søge at nærme sig til det.

Et bidrag til oplysning herom tror jeg dog endnu at have i de statistiske materialier om befolknings-forholdene, skjønt den oplysning, som deraf er at hente, snarest må siges at være sådan, at man derved kan ledes på sporet efter nye og bedre forklaringer, som fortsatte undersøgelser skulde give.

99. Jeg skal først minde om nogle almindelige forholde, som den daglige erfaring kan iagttage.

Når næringsveiene i et land eller i en egn blomstre og udvikle sig heldigt, så pleier der være en god tilstand med hensyn til udkomme. Der stiftes da gjerne talrige nye familier ved den opvoxende ungdoms giftermål, og folkemængden pleier stige formedelst større mængde af fødsler end af dødsfald. Er tilstanden god, så kan det også være, at folk flytte til udenfra, mest unge folk i den bedste arbeids-alder, og folkeformerelsen foregår da så meget raskere. Men det kan også tænkes, at denne folkeformerelse kan foregå for raskt, når nemlig næringsveienes lokkende beskaffenhed forleder en for stor mængde af den hjemmehørende ungdom til i ung alder at stifte familie eller en for stor mængde fremmede at flytte til, og da kan det være, at næringsveienes udvikling ikke længer holder skridt med det voxende behov. I en sådan egn kan der være megen livlighed og virksomhed, men også megen trængsel og forlegenhed, og stiger denne, så vil også dødeligheden stige.

Med hensyn hertil kunde det da være af interesse at udfinde, i hvilke egne folkeformerelsen i den senere tid har udviklet sig stærkest formedelst overskud af fødsler og indflytninger. Denne undersøgelse har også en videre interesse end for bedømmelsen af årsagerne til dødeligheden, da den ialmindelighed tjener til at oplyse om befolkningens tilstand.

100. I de sidste år er et ikke lidet antal mennesker flyttede bort til et fremmed land, Amerika. Men dette antal er lidet imod dem, som flytte fra den ene egn af landet til den anden. Denne flytning inden landets grændser har været i tiltagende i den sidste menneskealder. Man kan just ikke med nogen stor sikkerhed, men dog så nogenlunde komme efter, hvor mange mennesker der i en vis tid have flyttet ud eller ind, på denne måde: I Tromsø stift f.ex. levede der i 1825: 84,164 mennesker; herfra og indtil 1835 var antallet af fødte 31,188 og af døde 21,260, altså flere fødte 9,928: lægges disse til folkemængden i 1825, får man for 1835: 94,092. Men nu var den virkelige folkemængde efter tællingen i 1835: 97,152, altså 3060 eller 33 procent mere end den beregnede, og disse 3060 må, hvis hine tællingslister have været nøiagtige, være indflyttede. Ligedan kan forholdet findes for tidsrummet 1835 til 1845. Jeg anfører forholdet for alle stifterne således:

Tabell s94

Men langt større er naturligvis antallet af flyttede, når man undersøger sagen for provsti-distrikterne og således får medregne dem, som nok kunne være dragne langt bort fra sit hjem uden just at være komne over fra et stift til et andet. Dersom disse omflytninger vare nøie kjendte, skulde de vidne ganske godt om tilstanden i landet, hvorefter enkelte egne formedelst næringens knaphed må sende en del af sine børn ud, medens andre endnu give dem udsigt til beskjæftigelse og underhold. Og den tydelige tiltagen af disse omflytninger har ganske vist betydelig indflydelse på folkets kultur og sæder; der følger vel visse ulemper med, men vist også adskillige fordele.

101. Hvorledes alle disse berørte forholde i tidsrummet 1830-50 have udviklet sig i de enkelte provsti-distrikter, skal vises i Tab. 30, hvortil for en del er lånt oplysninger fra en anden undersøgelse-række end nærværende om dødeligheden. - Den fjerde tal-række i tabellen, om ind- og udflyttede, er, i overensstemmelse med hvad jeg nys har forklaret, at forstå således, som et exempel vil vise. Ved overskuddet af fødte i de 10 år 1835-45 skulde folkemængden i Gudbrandsdalens provsti i 1845 havt en vis størrelse, men var i virkeligheden ved udflytning mindre, så der for hvert 100, som der skulde været, manglede 7 1/10, hvilke altså tænkes at være udflyttede. Hvor stor betydning denne udflytning i virkeligheden har havt, kan man bedst gjøre sig begreb om, når man forestiller sig, at 100 mennesker danne omtrent 15 familier eller

Tabell s95


Tabell s96

husholdninger, så der altså i løbet af 10 år er draget ud 1 person fra omtrent hvert andet hus. - Den femte talrække er så at forstå, at for hvert 100 mennesker, som der var i 1835 f.ex. i Gudbrandsdalens provsti, var der i 1845: 1039, altså 39 pct. mere. -De andre talrækker, om døde, fødte og ægteviede, ere naturligvis således at forstå, at de angive det årlige antal for hvert 10,000 af befolkningen.

102. Hvorledes der af denne tabel kan være mærkelige oplysninger at hente om forholdet mellem de forskjellige distrikter, skal jeg påviise ved et exempel fra Throndhjems stift. Når jeg sætter stifts-provstiet, d.e. Throndhjems by, ud af betragtning, kan jeg inddele de andre provsti-distrikter i to klasser, indre distrikter med jordbrug som næsten eneste næringsvei, og ydre distrikter med fiskeri og jordbrug. I de indre distrikter er forholdet ifølge tabellen så:

Tabell s97

Man ser, at i de indre distrikter, hvor dødeligheden var mindst, var der forholdsvis færre ægtevielser, færre fødte, færre eller ingen indflyttede og derfor mindre folkeformerelse i det hele. I de ydre distrikter derimod var omvendt en stærkere tilstrømmen af fremmede, flere ægtevielser, større antal fødte, raskere folkeformerelse, men også større dødelighed.

Et ganske lignende forhold kan man finde oftere, således mellem 4. Hardanger og Voss på den ene samt 32. Søndhordland og 42. Nordhordland på den anden side.

103. Når man nu efter anvisning af disse exempler vilde opstille som en regel, at den større grad af dødelighed er noget, som på en eller anden måde står i sammenhæng med en større sammenstrømmen af mennesker og hyppigere ægteskaber og altså også raskere folkeformerelse, så kunde det ved et flygtigt blik på tabellen se ud, som at der dog var flere undtagelser fra regelen end beviser på dens rigtighed.

Men disse undtagelser vidne kun om, at der også er andre omstændigheder, som indvirke her og gjøre hint påpegede forhold i enkelte tilfælde mindre klart og tydeligt. At den angivne regel i det hele taget holder stik, det skal vises ved følgende forklaring.

Alle de 53 provsti-distrikter, som ifølge tabellen landet består af, inddeler jeg efter dødeligheds-graden i 5 grupper eller flokke, nemlig:

1) Provstierne no.   1-10 (Gudbrandsdalen - Namdalen)
2)     »        »   11-20 (Karmsund - Ø. Nedenæs)
3)     »        »   21-30 (Indre Sogn - Nordmør)
4)     »        »   31-40 (N. Romerike - S. Søndmør)
5)     »        »   41-53 (Drammen - V. Finmarken)

Nu kjender jeg folkemængden i hvært enkelt provsti og kan derefter ved sammenligning finde folkemængden for hver af disse grupper, således:

____________________________________________________
            Folkemængde i         1835        1845
____________________________________________________
1ste gruppe.. .. .. .. .. .. ..  297,093     324,741
2den   -   .. .. .. .. .. .. ..  268,299     296,799
3die   -   .. .. .. .. .. .. ..  227,044     254,752
4de    -   .. .. .. .. .. .. ..  183,816     248,889
5te    -   .. .. .. .. .. .. ..  218,575     248,889
____________________________________________________
                          Sum  1,194,827   1,328,471
____________________________________________________

Således er altså hele riget her delt i 5 så temmelig lige store dele, ved hvilken inddeling dødeligheds-graden i de enkelte provstier er lagt til grund. Da jeg nu også kjender antallet af døde, fødte og ægteviede i hvert af de provsti-distrikter, som danne 1ste gruppe, 2den gruppe o.s.v., så kan jeg på samme måde finde de tilsvarende summer af disse tal for hver gruppe for årene 1831-50.(24)

De samme beregninger, som i hoved-tabellen ere udførte for hvert enkelt provsti, udfører jeg nu nøiagtig på samme måde for disse 5 grupper og får dermed følgende resultat:

Tabell s99

I den første gruppe dør der færre end i den sidste; hist fødes også færre, dog så at overskuddet af fødte endda bliver større. Men i den første gruppe er en del af befolkningen udflyttet, medens der i den sidste omvendt har været indflytning, og derfor har folkeformerelsen i den første gruppe, trods det større overskud af fødte, i det hele været mindre end i sidste gruppe. Hist har der også været færre ægtevielser end her.

Således viser da det påpegede forhold sig aldeles bestemt imellem 1ste og 5te gruppe, og grupperne 2, 3 og 4 danne en mere og mindre jevn overgang mellem hine.

104. Her kunde der gjøres den bemærkning: «Om det end er godtgjort, at der er en vis sammenhæng mellem dødeligheden på den ene side og hyppighed af ægteskaber og tilstrømmen af mennesker på den anden side, så er det endda ikke afgjort, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. Det kan være så, at en for stærk forøgelse af folkemængden forårsage trængsel og nød og dermed større dødelighed; men det kan også være så, at når der i en egn f.ex. formedelst visse naturomstændigheder engang hersker en usædvanlig høi grad af dødelighed, så opstår der altid flere huller, som må udfyldes, så at den ene næringsdrivende hurtigere giver plads for den anden, og det er da netop den store dødelighed, som bevirker tilstrømmen af fremmede og stiftelse af flere nye familier, efter det bekjendte ord: «den enes død - den andens brød.»

Vistnok er der meget sandt i denne sidste betragtning. Men der er dog også en egen omstændighed ved. Af forholds-tallene for de fem grupper så vi, at der, hvor dødeligheden var mindst, der var overskuddet af fødte størst, så folkemængden der altså kunde voxe stærkest; hvor der derimod var størst dødelighed, der var overskuddet af fødte mindst, så folkemængden ikke kunde voxe så stærkt uden tilskud udenfra. Nu vilde det da være i sin orden, om en del af den store tilvæxt på hine steder fordeltes ved udflytning til disse, så der på en måde blev ligevægt og jevn folkeforøgelse overalt. Dette vilde stemme med ordsproget: Den enes død - den andens brød. Men går det så til i virkeligheden? Nei, ikke ganske. Af tallene for de 5 grupper se vi vel, at det er så, at folk flytte ud fra de steder, hvor dødeligheden er mindst 1ste gruppe) og drage hen til de egne, hvor dødeligheden er størst (5te gruppe); men dette sker ikke således, at der opstår ligevægt ved denne flytning. I oversigten over de fem grupper er der nemlig tal, som vise folkemængdens forøgelse i det hele, både ved overskud af fødsler og ved tilflytning, og det sees, at folkeforøgelsen netop foregår stærkest der, hvor der på grund af stor dødelighed er mindst overskud af fødte; denne stærke folkeforøgelse vidner da om en indflytning, som er større end egentlig nødvendig for at udfylde de opståede huller.

Ellers må det bemærkes, at den måde at beregne hyppigheden af ægteskaber og af fødsler, som her er brugt, lider af den samme feil, som før er forklaret om den kortere og simplere måde at beregne dødeligheden. Det kunde vises - men det vilde falde for vidtløftigt her - at ægteskabernes hyppighed i 5te gruppe nok ikke er fuldt så meget større end i 1ste gruppe, som det synes efter de anførte tal. Men afvigelsen fra det sande kan alligevel ikke være meget betydelig.

105. Vende vi imidlertid tilbage til Tabellen no. 30 og betragte forholdene i de enkelte provstier, kunne vi iagttage et ganske mærkeligt særsyn. - Der er i ethvert levende samfund en ustandselig foranderlighed og omvexling ved fødsel og død, udflytning, indflytning o.s.v.; det er, hvad man kalder befolkningens bevægelse. Denne kan foregå meget forskjelligt, på et sted således, at befolkningen voxer meget raskt, på et andet sted således, at den snarere synes at stå stille. I regelen er det jo at vente, at folkebevægelsen mest vil arte sig ens der, hvor naturforholdene og næringsveiene og levemåden er ens. Men nu finde vi den besynderligste lighed netop mellem de to egne af vort land, hvor der i fast alle stykker må siges at være den allerstørste ulighed, nemlig Christiania stiftsprovsti (no. 52), d.e, hovedstaden og det tæt befolkede Akers præstegjæld, og - Finmarken (no. 50 og 53).

Før jeg anstiller denne sammenligning, slår jeg tallene for de tvende finmarkiske provstier sammen til et, og ved en særskilt beregning får jeg da ud forholds-tal med hensyn til døde, fødte o.s.v., som ganske svare til Tabel 30, men som gjælde det samlede Finmarken. Nu kan jeg sammenstille Christiania stiftsprovsti og Finmarken således:

Tabell s101

I Tabel 30 er der anført 53 provstier. Da jeg nu her har betragtet Vest- og Øst-Finmarken under et, kan jeg sige, at landet er delt i 52 distrikter. Nu tænker jeg mig disse 52 distrikter for hver af de 6 talrækker i Tabel 30 ordnede og nummererede således, som de måtte følge efter hinanden, når det provsti blev no. 1, hvor det forholdsvise antal af døde og ægtevielser var mindst, hvor overskuddet af fødte var størst, hvor forøgelsen af folkemængden ved flytning var mindst, eller hvor der var størst udflytning, så altså det distrikt, hvor indflytning fandt sted i største grad, blev det sidste i rækken, og hvor endelig som følge af alt dette folkemængdens tiltagen i det hele var mindst. Ved en sådan ordning af de 52 distrikter vilde det vise sig, at Christiania stiftsprovsti og Finmarken overalt vilde være de sidste eller meget nær de sidste. For at fremstille dette behøver jeg imidlertid ikke at afskrive de mange og lange rækker; jeg indskrænker mig til her at anføre de to enkelte distrikters nummer i hver af de 6 rækker, således:

Tabell s101

Når vi nu betragte disse nummere, som vise, at de to sammenlignede distrikter bestandig stå sidst eller nær sidst i rækken af de 52 distrikter, så er det, som om vi skulde se dem gå jevnsides. Hvilket distrikt er sidst i rækken, når vi tale om dødeligheden? Svar: Finmarken og næst det Christiania stiftsprovsti. Hvor foregår der flest ægtevielser i forhold til folkemængden? Svar: I Finmarken og dernæst i Christiania stiftsprovsti, o.s.v. - Alt dette står jo i den bedste samklang med, hvad der blev forklaret om de fem grupper af provsti-distrikter. Men medens der jevnlig viser sig mange undtagelser i det enkelte, når vi ellers efter Tabel 30 ville anstille sammenligning mellem to enkelte provstier, så er overensstemmelsen så stor netop mellem Christiania stiftsprovsti og Finmarken, en overensstemmelse, som bliver dobbelt påfaldende ved siden af den store ulighed i stedernes beliggenhed og befolkningens kår og levevis iøvrigt.


 

14. SAVN AF YDERLIGERE OPLYSNINGER

106. Der skal vanskelig kunne nævnes nogen enkelt række af undersøgelser, som mere egner sig til at give interessante oplysninger om folkets kår, end netop undersøgelser om dødeligheden i de forskjellige egne. Men istedetfor at fortsætte med betragtninger, som de i de to foregående kapitler fremlagte oplysninger om provsti-distrikterne kunde foranledige, må jeg gjentage det, at den måde, hvorpå beregningerne der ere udførte, ikke kan ventes at give et så pålideligt resultat, som sagens betydning kræver.

Men der kunde erholdes pålidelige oplysninger. Sådanne beregninger som de, der i den første del af nærværende afhandling ere udførte for riget, for stifterne, for to provstier og tre præstegjælde, kunne udføres for alle provsti-distrikter; de fornødne materialier dertil haves. Og ved sådanne beregninger vilde de endnu mulige afvigelser fra det sande svinde ind til ubetydeligheder.

Det offentlige har i en række af år ladet dertil skikkede mænd hver sommer bereise landet for at opmåle dets fjelde og elve og søer og dale, og det har været anseet for en naturlig fortsættelse af arbeidet, at de således samlede materialier benyttes til at tegne og udgive karter, de på offentlig bekostning besørgede, smukt udførte, til så mange formål yderst nyttige og interessante amts-karter. Det er et begrundet ønske, at i lighed hermed, de ved gjentagne folketællinger og fler-årige uddrag af ministerialbøgerne samlede righoldige materialier til kundskab om befolknings-forholdene på en hensigtsmæssig måde bearbeides, således, at den praktiske virksomhed og videnskaben kan beriges med værdifulde oplysninger, som ellers ikke ere at få.

Ved en sådan fuldstændig bearbeidelse kunde der desuden, hvad der ikke ved de meddelte antydninger om provsti-distrikterne var overkommeligt for mig, tages særligt hensyn til by- og land-distrikterne. Og ved behandlingen af land-distrikterne kunde man i mange tilfælde vinde et klarere lys over forholdene i de forskjellige egne ved at foretage en anden inddeling end den, som bestemmer grændserne for provstierne; jeg skal exempelvis nævne, hvor interessant det utvivlsomt skulde være at se særskilt forklaring om dødeligheden i alle de yderst mod kysten liggende præstegjælde i Bergens og Throndhjems stifter i modsætning til dem, som ligge længer inde i fjordene. Thi det er netop forskjellighederne, som det er af stor interesse at kjende, de stadige, vedvarende forskjelligheder, som tyde på tilsvarende forskjelligheder i folkets kår og levemåde.

107. Når statistikken havde udført dette arbeide, så støde vi ved grændsen af den kundskab, som de hidtil samlede opgaver kunde give os. Men her vilde et dobbelt spørgsmål opstå, som fremtidige statistiske undersøgelser skulde give svar på, først dette: Ere de ved hine tabeller påviste forskjelligheder i dødeligheden i de forskjellige egne kun tilsyneladende, eller ere de virkelige? og, i sidste fald, hvor er årsagen til denne forskjel at søge?

Hvad grund der er i disse spørgsmåle, og hvorledes svaret til dem er at finde, det skal jeg nu forklare, og det ved nogle exempler.

108. Jeg tænker mig til exempel en egn med 40,000 mennesker, således, at 20,000 høre til, hvad jeg vil kalde eiendomsklassen (gårdmænd og lignende med koner og børn), og 20,000 høre til arbeidsklassen (husmænd, daglønnere o.s.v. med samt deres koner og børn). Jeg tænker mig fremdeles, at dødelighedsforholdene ere sådanne, at middel-levetiden for folk af eiendomsklassen er 58 år, for folk af arbeidsklassen derimod kun 48 år (thi det er en formodning, som allerede den daglige erfaring kan danne sig, og som desuden enkelte undersøgelser i andre lande have stadfæstet, at folk i bedre kår leve længere end de, som må arbeide tungere og lade sig nøie med ringere føde, boliger o.s.v.). Efter hine forudsætninger kan jeg finde, at levetiden for begge klasser regnet under et vil være 53 år, således at forstå, at medens nogle af de fødte børn dø tidligere og andre leve længere, så vil der med et middel-tal kunne ventes en levetid af 53 år for hvert barn, som fødes. - Nu tænker jeg mig fremdeles en anden egn, hvor der også er hine to klasser af folk, og hvor middel-levetiden for eiendomsklassen også er 58 og for arbeidsklassen også er 48 år. I to sådanne egne måtte vi da sige, at dødelighedsforholdene ere ens. Men ved siden deraf tænker jeg mig yderligere den i næringsveienes beskaffenhed begrundede forskjel, at eiendomsklassen i den sidste egn kun tæller 10,000 mennesker, så altså hele 30,000 høre til arbeidsklassen. Gjør jeg så et overslag over middel-levetiden for den hele befolkning, begge klasser regnede sammen, så finder jeg den at være, ikke 53 år som i den første egn, men kun 50 1/2 år, altså 2 1/2 år mindre. Disse tal, 53 og 50 1/2, angive en forskjel; men nu bleve vi enige om at antage levetiden og dermed dødelighedsforholdene for at være ganske lige på begge steder for hver enkelt klasse. I dette tilfælde må vi derfor kalde hin forskjel ikke virkelig, men kun tilsyneladende. Dersom vi kun kjendte levetiden for den samlede befolkning, for begge klasser under et (53 og 50 1/2 år), og så deraf sluttede, at dødelighedsforholdene formedelst veirlaget eller andre omstændigheder vare ugunstigere på det ene sted end på det andet, så vilde denne slutning være vildledende, og det rette forhold vilde vi først erfare ved særskilt undersøgelse og beregning for hver enkelt klasse, hvorved vi vilde finde, at eiendomsklassen levede ligeså længe på det ene sted som på et andet, nemlig med et middeltal 58 år, og at arbeidsklassen i lige måde nød en lige så lang middel-levetid på det ene som på det andet sted, nemlig 48 år, så at altså den tilsyneladende forskjel havde sin grund i den egentlige uvedkommende omstændighed, at eiendomsklassen var mindre og arbeidsklassen talrigere på det ene end på det andet sted.

De i denne bog udførte beregninger og opstillede tabeller for de forskjellige stifter og provstier vise alle, hvordan dødelighedsforholdene ere befundne for den samlede befolkning af både eiendoms- og arbeidsfolk, og det fremsatte exempel godtgjør nu, hvad grund der er i det opkastede spørgsmål, om de ved hine beregninger fundne forskjelligheder ere virkelige eller blot tilsyneladende. Det vil nu være klart, at for med nøiagtighed at besvare spørgsmålet måtte man for hvert stift o.s.v. kjende forholdet for hver enkelt klasse.

109. For at gå videre vælger jeg et andet exempel. Efter befaring fra årene 1821-50 og efter en beregning for 1000 fødte børn var middel-levetiden i Gudbrandsdalen for den samlede befolkning, eiendoms- og arbeidsklassen, mandkjøn og kvindekjøn regnet under et, på det nærmeste 53 år; på Hedemarken var den omtrent 48 1/2 år. Mon nu denne forskjel også kun er tilsyneladende og fremkommet på den måde, som hint exempel viste, ved overvægt af arbeidsklassen på Hedemarken? Nei, her må ganske vist være en virkelig forskjel; thi ifølge oplysninger om mængden af folk i eiendoms- og arbeidsklassen, som jeg strax nedenfor skal anføre, var arbeidsklassen hellere talrigere i forhold til eiendomsklassen i Gudbrandsdalen end på Hedemarken. -Men når nu det kan ansees for en afgjort sag, at hin forskjel i dødeligheden i Gudbrandsdalen og på Hedemarken ikke er blot tilsyneladende, men virkelig, så opstår her det andet af de nævnte spørgsmål, nemlig dette: Hvori stikker da denne forskjel, hvor er årsagen til den at søge?

Her kan der tænkes flere muligheder, og jeg skal exempelvis fremsætte en.

Jeg vil for et øieblik tænke mig, at luften, som folk indånder, er lige ren og sund i Gudbrandsdalen og på Hedemarken, kort, at naturforholdene på begge steder ere lige gunstige for livsvarigheden. Jeg vil fremdeles tænke mig, at den ene klasse af befolkningen, eiendomsklassen (gårdbrugerne med familie) i det hele taget leve under lige gode økonomiske kår o.s.v., og at på grund af alle indvirkende omstændigheder dødeligheden og med den middel-levetiden er ens inden denne klasse på begge steder. Jeg vil endvidere tænke mig, at middel-levetiden for denne klassen er netop 55 år, og at der på begge steder er en sådan fordeling af befolkningen, at der for hvert 1000 mennesker af eiendomsklassen er 3000 af arbeidsklassen. Da jeg nu veed, hvor stor middel-levetiden er for begge klasser under et (53 i Gudbrandsdalen, 48 1/2 år på Hedemarken), så kan jeg efter hine forudsætninger regne mig til, hvor stor den måtte være for arbeidsklassen. Middel-levetiden måtte være:

_____________________________________________________________
                        Eiendoms-     Arbeids-
                        klassen       klassen     Forskjel
_____________________________________________________________
Gudbrandsdalen .. .. ..  55 år      52 3/10 år     2 7/10 år
Hedemarken  .. .. .. ..  55  »      46 3/10 »      8 7/10 »
_____________________________________________________________

Dersom altså virkeligheden var sådan, som det her for et øieblik er tænkt, så er det ligetil, at årsagen til den fra først af og for den samlede befolkning fundne større dødelighed på Hedemarken var at søge, ikke inden eiendomsklassen, men ene og alene inden arbeids-klassen. Og dette exempel tjener da til at vise, at når man først på den måde, som det i denne bog er skeet, har fundet et mål på dødeligheden i en eller anden egn og seet, at den er f.ex. meget større, end det ellers er almindeligt, så vil en af de vigtigste undersøgelser, som skulle gå ud for at finde årsagen til samme, være at gjøre sig bekjendt med forholdet særskilt inden eiendoms- og inden arbeids-klassen.

110. Og en sådan undersøgelse skulde navnlig være af stor interesse for flere landdistrikter i vort land, hvor befolkningen hovedsagelig består af de to klasser: bønder og husmænd. Der er forskjellige måder, hvorpå husmands-klassens og i det hele arbeidsfolkets kår ere ordnede, noget, hvorpå også de to bygder Gudbrandsdalen og Hedemarken afgive exempel, og der kan tales og disputeres i det uendelige om, hvilke af de forskjellige måder der er den retfærdigste og hensigtsmæssigste. Men vist er dette, at dersom disse forholde ere uheldigt ordnede, og dersom denne uheldige ordning har vedvaret i lang tid, så slægter ere opvoxne herunder, så vil den uheldige indflydelse af samme have virket fordærveligt på arbeidsfolket, således, at det til en vis grad udarter både på sjel og legeme, både med hensyn til sæder og sundhed. Thi mennesket er for en stor del, hvad de ydre omstændigheder gjøre ham til - besjelet af selvstændigheds-følelse og virkelyst, når en sikker stilling gjør ham tilfreds og gode udsigter opmuntre ham, eller modløs, ligegyldig, træg, når han kun synes at se for sig bekymring uden opmuntring, møie uden løn. Undersøgelser om den sande tilstand i de forskjellige egne af landet vilde være en sand velgjerning for den lidende del af vor arbeiderbefolkning, hvor den måtte findes; thi det har sig så i et civiliseret land, at hvor et onde, som på nogen mulig måde kan afhjælpes, først er blevet sikkert kjendt og uimodsigelig lagt for dagen, der vil strax en mangfoldighed af gode kræfter reise sig imod det og ikke ophøre at virke, før det er overvundet. Men en af de undersøgelser, som sikrest skulde påvirke arbeidsklassens tilstand i en eller anden egn, vilde være den, som gik ud på at kjende dødelighedsforholdene mellem arbeiderne med deres kvinder og børn og eiendomsmændene med deres familier. Thi viser det sig, at folk af arbeidsklassen, som dog indånde den samme sunde eller usunde luft som folk af eiendomsklassen, leve et kortere liv end disse, så slutte vi, at der er en tilsvarende forskjel i de to klassers kår og levemåde, og viser forskjellen i dødeligheden sig meget stor, så formode vi, at denne forskjel i levemåde er overvættes stor, større end den burde være.

111. For med pålidelighed at beregne dødeligheds-graden i de enkelte klasser måtte man for hver klasse kjende antallet af levende og af døde, og det for hvert kjøn og de forskjellige aldere. Man måtte altså ved folketællingerne særskilt optage antallet af de personer, som høre til hver klasse; man måtte ved de årlige uddrag af ministerial-bøgerne særskilt anføre antallet af de døde for hver klasse. Men dette arbeide mener jeg var ganske vel overkommeligt, og ialfald tør jeg sige, at det arbeide, som hertil skulde kræves, ikke vilde være for meget i forhold til det mål, som efterstræbedes: en pålidelig kundskab om dødeligheden fornemmelig i de lidende egne af landet og de lidende klasser af samfundet.(25)

112. Ved de sidste folketællinger har der ellers været taget hensyn til de forskjellige stænder, hvoraf folket består, men i et andet øiemed og på en anden måde. Nogen interesse kunne dog de derved indsamlede opgaver have også for nærværende undersøgelser, og derfor skal jeg anføre det fornødne herom.

Mest i den hensigt at bedømme nærings-forholdene har man ved folketællingerne særskilt optaget antallet af gårdmænd, husmænd, daglønnere, handlende o.s.v. Man har ikke særskilt for hver af disse stænder optalt kvinder og børn, men kun søgt at få tallet på dem, der selv dreve en eller anden næring eller stode i selvstændig borgerlig stilling. For nu at kunne benytte disse i sig selv temmelig mangelfulle opgaver for mit øiemed, har jeg efter skjøn foretaget en vis inddeling og til hver af de to hovedklasser, eiendoms- og arbeidsklassen, henregnet følgende personer:

Eiendoms-klassen:                Arbeids-klassen:
Embedsmænd,                      Husmænd,
Selveiere,                       Daglønnere,
Leilændinger,                    Søfarende og fiskere,
Fabrikanter og håndværkere       Håndværkere på landet
med borgerskab,                  samt svende og drenge,
Handelsmænd,                     Garnisonerende militære,
Skippere med borgerskab.         Tjenestef. af begge kjøn.(26)

113. Gjør jeg nu uddrag af tabellerne efter denne inddeling, så finder jeg, at der i Gudbrandsdalens provsti-distrikt var af den nevnte slags personer:

                                                     
År.            Eiendoms-klassen.       Arbeids-klassen.
1825 .. .. ..        2305                    8648
1835 .. .. ..        2665                    9236
1845 .. .. ..        2727                   10333     
Middel-tal        2566                    9406        

Når vi nu tillige havde vidst, hvor mange af hver klasse der vare gifte, og hvor mange børn disse havde, så skulde vi på det nærmeste kjende forholdet af eiendoms- og arbeids-klassen i det hele. Men opgave herom mangler, og det eneste, vi nu kunne erfare, er dette, at de af nævnte slags personer (som på tjenestefolkene nær vel for den allerstørste del vare familiefædre) var der efter de anførte tal 367 af arbeids-klassen for hver 100 af eiendoms-klassen.

Da jeg nu ovenfor har anstillet sammenligning mellem dødeligheden i Gudbrandsdalen og på Hedemarken, har jeg også udført denne beregning for Hedemarken, og deraf viser det sig, at forholdet her var, ikke 367 for 100, men kun 349 for 100. Og med hensyn hertil var det, jeg ovenfor ytrede, at om man havde tal på alle de mennesker, som kunde siges at høre til hver af disse to hovedklasser, så skulde det rimeligvis befindes, at arbeidsklassen i Gudbrandsdalen var talrigere i forhold til eiendomsklassen end på Hedemarken.

114. På samme måde, men kun for de to sidste folketællinger, 1835 og 1845, har jeg gjort uddrag af tabellerne for de fem stifter, og efter en beregning for 100 af de nævnte slags personer af eiendoms-klassen har jeg fundet følgende forhold mellem de to klasser:

____________________________________________________________
                         Eiendoms-klassen.   Arbeidsklassen.
____________________________________________________________
Throndhjems  stift .. .. ..      100               345
Christiania    -   .. .. ..      100               281
Christiansands -   .. .. ..      100               243
Bergens        -   .. .. ..      100               237
Tromsø         -   .. .. ..      100               292
____________________________________________________________

Jeg har her ordnet stifterne efter samme regel som i § 92, således at dødeligheden er lagt til grund, og Throndhjems stift er nævnt først, fordi dødeligheden der er mindst, Tromsø stift derimod er nævnt sidst, fordi dødeligheden der er størst. Dersom nu den formodning holder stik, at dødeligheden er større inden arbeids-klassen, så er det dobbelt mærkeligt, at dødeligheden i det hele eller for begge klasser under et er så liden i Throndhjems stift, hvor dog efter de her anførte tal arbeidsklassen mere end i noget andet stift har overvægt over eiendomsklassen.

115. Her bliver stedet til nærmere at afhandle en sag, som allerede i et foregående kapitel var gjenstand for vor opmærksomhed. I § 58 og følgg. fandt vi for det samlede riges vedkommende ved sammenligning mellem de tre ti-år 1821-30, 1831-40 og 1841-50, at dødeligheden heller var bleven større i den senere tid. Efter hvad nu nys er forklaret, kunde der tænkes på den mulighed, at arbeids-klassen, altså den del af befolkningen, inden hvilken dødeligheden formodes at være større, har tiltaget stærkere end eiendoms-klassen. I så fald kunde hin stigen af dødeligheden måske være kun tilsyneladende. Med hensyn hertil har jeg på samme måde som ovenfor undersøgt forholdet af de to klassers talrighed og derved fundet følgende:

____________________________________________________________
År.                Eiendoms-klassen.  Arbeids-klassen.
____________________________________________________________
1825 .. .. .. .. ..     100                 264
1835 .. .. .. .. ..     100                 254
1845 .. .. .. .. ..     100                 278
____________________________________________________________

Disse tal understøtte ikke hin formodning; thi medens dødeligheden var størst netop i ti-året omkring 1835 (1831-40), så skulde ifølge tallene overvægten på arbeidsklassens side være mindst i det nævnte år. Men på grund af den forskjellige måde, hvorpå - som allerede nævnt - denne del af folketællingen er udført i de forskjellige år, ere disse tal lidet at stole på.

116. Men det er af andre grunde rimeligt, at der fra 1821 af er foregået en sådan forandring med befolkningen i landet, at medens begge klasser, eiendoms- og arbeidsklassen, have tiltaget i talrighed, så har dog den sidste klasse tiltaget mere end den første. Det er nemlig tilfældet i det mindste i Christiania og Christiansands stifter, for hvilke jeg har været istand til nærmere at undersøge forholdet, at unge mænd af arbeidsklassen gifte sig i en noget tidligere alder end af eiendomsklassen. Tænke vi os dette forhold vedvarende nogle slægter igjennem, og tænke vi os desuden, at ægteskaberne i lige forhold velsignes med børn i begge klasser, så vil følgen blive en stærkere tilvæxt på arbeids- end på eiendoms-klassens side. - Dersom nu dødeligheden, regnet fra begge klasser under et, havde viist sig netop lige stor i det sidste af hine tre ti-år som idet første, og dersom arbeids-klassen, inden hvilken dødeligheden antages at være større, havde mere overvægt i hint ti-år end i dette, så måtte vi slutte, at dødeligheden i virkeligheden var bleven mindre; havde dødeligheden været uforandret inden hver enkelt klasse, så måtte den, regnet for den samlede befolkning, vise sig større på grund af den stærkere tilvæxt i den del af befolkningen, inden hvilken dødeligheden tænkes at være større.(27)

117. Næst efter at have gjort opmærksom på den flersidige vigtighed af undersøgelser, som gå ud på at lære dødeligheden at kjende særskilt for de to klasser, hvori samfundet kan tænkes delt efter formuesvilkårene: eiendoms- og arbeids-klassen, skal jeg henpege på enkelte andre arter af undersøgelser, som skulde være af vigtighed for en omhyggelig forskning om dødeligheds-forholdene.

Jeg vil nævne det foranderlige veir. Dette indvirker på årsvæxten og derigjennem på næringsveiene og folkets ydre kår, hvoraf igjen sundhedstilstanden for en stor del afhænger. Men veiret kan også mere ligefrem yde sin indflydelse på denne sidste. Og der kan i begge henseender være store forskjelligheder. Dette viser sig, når vi betragte dødsfaldenes antal i de mindre dele af landet i fem-året 1836-40, da der indtraf flere hårde år. Man kaste til den ende et blik på den i Tillægget vedlagte Tabel no. 8 over dødsfaldene i provstierne. I det nævnte fem-år var der i Throndhjems stift flere dødsfald end i både det foregående og efterfølgende fem-år; men så var det ikke i Bergens og ikke i Tromsø stift. Og betragte vi tallene for de enkelte provstier, så finde vi, at hint forhold ikke fandt sted i det nordligste provsti af Throndhjems stift, nemlig Namdalen, men derimod i hvert enkelt af de andre provstier og dertil i det nordligste provsti af Bergens stift, nemlig nordre Sundmør. Der må altså i dette fem-år have været en særegen sygdoms- og dødsårsag, hvis indflydelse har strakt sig fra grændsen af Søndre Søndmør til grændsen af Namdalen, og det jevnt over både de ydre og de indre distrikter, langs med havet og i det indre af landet, hvor man dog skulde tro, at misvæxt og andre forstyrrelser i næringsveiene måtte ramme temmelig ujevnt. Men sådanne omstændigheder, som sees at indgribe så alvorligt i folkets livsforholde, burde være gjenstand for nøiagtig iagttagelse og regelmæssig optegnelse.(28)

118. I nærmeste sammenhæng med studiet af dødeligheden i et land står naturligvis studiet af de i landet mest herskende sygdomme. Også disse kunne og bør være gjenstand for statistisk behandling. Det er dog først i den sidste tid, at der er gjort forberedende skridt i den retning. For fremtiden kunne vi da vente langt anderledes belærende oplysninger om denne side af folkets kår end dem, vi hidtil have erholdt i de årlige af lægernes indberetninger gjorte uddrag om sundhedstilstanden i riget.(29)

Men uagtet disse indberetninger hidtil ikke have indeholdt svaret på alle de spørgsmål, som med føie kunne gjøres, så indeholde de dog, og det for en lang år-række, adskillige bidrag til kundskab om den forskjellige sundheds-tilstand i rigets forskjellige egne, og jeg skulde anse det for et nyttigt foretagende, nyttigt og interessant ikke blot for lægerne, om en lægevidenskabeligt dannet mand vilde tage dem for sig, de mange årgange, og give os en sammenhængende fremstilling af deres væsentlige indhold. Jeg tror, at der i de mange beretninger findes en hel del bidrag til at bedømme den tænkemåde og det forhold, som almuen viser med hensyn til sygdomme, hvis hjemsøgelser altfor ofte betragtes med fordom eller overtro. Artigt skulde det også være at erfare, om ikke sådanne sygdomme, som gjerne holde sig blandt folk på et lavere kulturtrin, f.ex. fnat, ere blevne sjeldnere i den sidste menneske-alder. Og kunde det ved hjælp af disse materialier oplyses, at der er egne af landet, hvor nervefeber eller anden farlig sygdom er stadigt herskende, og at årsagerne dertil ere sådanne, at de ved forhøiet opmærksomhed og anstrængelse kunde overvindes, så skulde en sådan oplysning hilses som begyndelsen til en forbedret tilstand.

119. Er der egne eller lande, hvor naturforholdene, næringsforholdene eller visse eiendommeligheder i folkets levemåde (urenlighed, fylderi og deslige) indvirke uheldigt på folkets helbred og levedygtighed, så vil dette rimeligvis også ytre nogen indflydelse på legemsdannelsen og væxten. Her er også en vidtløftig mark for iagttagelser, mange forholde at lægge mærke til, mange slags undersøgelser at anstille, noget, man kan få begreb om ved at læse udenlandske forfatteres værker om den sag. Men her skal jeg gjøre opmærksom på en enkelt ting. År efter år holdes der udskrivnings-sessioner, og ved den leilighed blive de fremstillede mandskaber undersøgte af den tjenstgjørende læge, og deres legems-høide bliver nøiagtig målt, hvorhos naturligvis udfaldet af undersøgelsen og målingen bliver ført til bogs. Nu mener jeg dette, at det måtte være lige så let gjørligt, som det skulde være i flere henseender belærende, at få disse angivelser sammentalte og offentliggjorte, her som i andre lande. I Frankrig f.ex., hvor statistikken have fået sådanne tal at bearbeide, har man fundet bestemte forskjelligheder i den almindelige legems-høide i de forskjellige egne af landet, og man har troet at finde årsagerne dertil i de mere eller mindre gunstige forhold, hvorunder de unge mennesker ere opvoxne. Man skulde overhoved ikke overse noget middel, hvorved vi kunde blive istand til at lære mennesket at kjende, ikke ringeagte noget bidrag til bedømmelse af folkets kår og liv under de forskjellige forholde, allermindst i vort land, hvor naturen og sæderne frembyde så mange eiendommeligheder, hvor derfor også mennesket har udviklet sig under så mange former.


 

15. OM DE VOLDSOMME DØDSFALD

120. De væsentlige sætninger i denne afhandling hvile alle på den grundtanke, at der er en vis regelmæssighed i den måde, hvorpå døden fuldfører sit værk. Denne tanke stemmer på det bedste overens med den troende anskuelse, at der er en Gud, som styrer de menneskelige ting, at Guds rige er et ordenens og harmoniens rige, og at døden er Herrens tjenende engel. Når vi imidlertid betragte tingene enkeltvis, således som vi almindelig gjøre i det daglige liv, så opfatte vi ikke så let denne orden og harmoni; ustadighed og tilfældighed synes os da at være menneskelivets lod og mærke. Talen om en sådan regelmæssighed i menneskeslægtens liv og død vil derfor rimeligvis for mange have været fremmed og underlig.

Ny og fremmed vil dog ikke denne tale være nu, efter de mange exempler, som denne bog allerede har lagt for læseren, og som tydelig vidne om, at trods de mange undtagelser, som vi kortsynede kalde dem, er der dog virkelig en vis regelmæssighed i dødens gang. Jeg skal navnlig minde om den store nøiagtighed, hvormed dødeligheden først aftager i de nærmeste år efter fødselen og så igjen tiltager med alderdommen, fremdeles den overalt herskende regel, at dødeligheden er større blandt mandkjønnet end blandt kvindekjønnet.

Men her tænker jeg mig en indvending gjort. En kan sige så: «At alderen og at kjønnet har indflydelse på livsstyrken eller på dødeligheden, og at denne indflydelse må virke jevnt og regelmæssigt over det hele, det kan man endda forstå; thi her have vi med naturkræfter og de såkaldte natur-love at gjøre, der ere uforanderlige ligesom tyngdens lov eller den naturlov, som bevirker overgang fra sommer til vinter o.s.v. Men der indtræffer stundom dødsfald, som ere bevirkede ved omstændigheder, hvor alder o.s.v. ikke har noget at betyde, når nemlig lynet slår ned og dræber, når en kastevind slår en båd omkuld, så de i den værende mennesker omkomme, kort alle de ved de såkaldte ulykkes-tilfælde bevirkede dødsfald. Her synes ikke at kunne være nogen regelmæssighed. Og endnu mindre synes en sådan at være tænkelig ved de rigtignok sjeldnere tilfælde, hvor mennesker med fri villie, men imod verdensstyrelsens bekjendte bud, enten tage sig selv af dage eller slå andre ihjel.»

121. Vi skulle nærmere betragte denne sag, idet vi først ville handle om de ved ulykkes-tilfælde forårsagede dødsfald.

Store aviser berette så ofte om sådanne ulykkes-tilfælde. Snart har lynet slået ned og dræbt en gjeter-pige; snart er en sneskride gået ud og har begravet et hus og de mennesker, som sov derinde. Stundom er en brudebåd kuldseilet; oftere er det en fiskerbåd. Nu og da blive sovende mennesker kvalte af kul-damp; til andre tider høres om småbørn, som ere indebrændte under forældrenes fravær, eller det er voxne folk, som ere omkomne ved skud, ved nedstyrtede gjenstande o.s.v.

Så hyppigt læses sådanne beretninger, at sindet ikke altid er imodtageligt for den følelse, som de skulde fremkalde hos os, følelsen af deltagelse for og medliden med vore af døden overraskede medmennesker. Istedet derfor opvækkes ofte en følelse af pinlig angst; vi synes at se for vore øine exempler på, hvorledes det svage menneske-liv er udsat for tilfældighedens spil; det er, som om disse exempler ville bestyrke os i den altfor naturlige, men mistroiske mening, der snarere tror på den blinde skjæbnes end på den seende Guds herredømme.

Men dersom beretningerne om disse sørgelige tilfælde vare endnu hyppigere, dersom alle disse tilfælde kom til vor kundskab, så kanske vor tanke og vort sind skulde ledes bedre. Derved vilde det vistnok komme til at stå for os, hvor alvorligt livet er, at vi gå i fare, hvor vi gå; men det skulde kanske også gå op for os, at også disse tilfælde have sin grund i den orden og regel, som ligger i Guds verdensstyrelse, så selv de ligesom ville give smerten tre trøstende tilsagn, at vi stå i Guds hånd, hvor vi stå.

122. Det er kun et mindre antal af de i landet indtræffende ulykkestilfælde, som omstændelig komme til vor kundskab. Men de ere dog talte med muligste nøiagtighed. I de 10 år 1841-50 bortkaldtes ifølge præsternes optegnelser ialt 9458 mennesker i vort land ved sådanne pludselige tilfælde som de omtalte. Vi hellige deres minde, når vi med alvorligt sind betragte den tilskikkelse, som blev dem til del, og den lærdom for os gjenlevende, som ligger i samme. Og dette er lærdommen, at det ikke var noget blindt tilfælde, men en bevidst verdensstyrelse, som sendte dem hin tilskikkelse; thi også i disse tilfælde finde vi regel og orden.

For at vise dette afskriver jeg antallet af 1) samtlige dødsfald, af 2) dødsfald, som indtraf i den høie alder mellem 80 og 90 år, og af 3) hændelige dødsfald, dem, som ulykkes-hændelser forårsagede, alt år for år i de 10 år 1841-50, således:

Tabell s114

*)De dødfødte ere ikke medregnede i disse tal.

I ingen af disse tre tal-rækker har jo antallet været ganske ligt det ene år som det andet; snart var der flere dødsfald, snart færre; tallet afviger bestandig fra middel-tallet; et år var det nogle procent større, et andet nogle procent mindre. Vi kunne endogså beregne denne afvigelse, således, at vi udfinde, hvormeget det høieste tal, som i noget år indtraf, var over, og hvor meget det laveste tal var under middel-tallet. Vi finde følgende forhold:

____________________________________________________________________________
                           Samtlige        Dødsfald i          Hændelige
                           dødsfald.     alderen80-90 år.      dødsfald.
____________________________________________________________________________
over middel-tallet  ....     16 pct.       16 pct.               13 pct.
under middel-tallet ....     10   »        12  »                 13  »
____________________________________________________________________________

Nu har jeg betragtet det som almindelig indrømmet, at der viser sig regelmæssighed i antallet af samtlige dødsfald, kun at man betragter dem nogenlunde i det store. Og endnu snarere vil man indrømme muligheden af, at der kan være sådan regelmæssighed i den høie alder mellem 80 og 90 år, hvor den naturlige oldings-svaghed indtræder. Men her vise de sidst anførte tal, at der ikke er større ujevnhed og foranderlighed i antallet af de hændelige dødsfald end i de andre.

123. Vi slutte da, at de farer, som omgive mennesket under livets færd, alle de såkaldte ulykkes-tilfælde eller udvortes hændelser, virke ligeså jevnt som indvortes sygdomme og alders-svækkelse. Vi kunne udtrykke meningen exempelvis så, at lynet dræber lige så jevnt, som hjerne-slag, at stormvinden og det voldsomme hav lige så nøiagtigt som nervefeberen udretter sit værk som dødens redskab. Dødsfaldenes antal var noget forskjelligt i de forskjellige årgange; der er også forskjel på års-tider, og antallet har heller ikke været lige fordelt på de enkelte dage. Men når vi regne efter for de 10 anførte år, så kunne vi finde, at der af samtlige dødsfald indtraf mellem 2 og 3 hver time (nøiagtigere 27), og at der af hændelige dødsfald kom mellem 2 og 3 hver dag (nøiagtigere 26), regnet i gjennemsnit. Med sandsynlighed kunne vi derfor sige os selv, at 2-3 mennesker ere overraskede af en brat og voldsom død i løbet af den dag, hvori nogen måske har gjennemlæst denne bog.

124. Da denne betragtningsmåde afviger så betydelig fra den tankegang, vi ere blevne vante med ved den dagligdags tale om tilfælde og hændelse, kan det være gavnligt ved en fortsat overveielse at gjøre os fortrolige med det sande forhold. Jeg vil, for at belyse sagen ved et exempel, tænke mig en beleiret by og i den en gade eller vei, som ligger således til, at beleirernes kanoner kunne beskyde den på et bestemt punkt; jeg tænker mig videre, at dette punkt, som et menneske og som en udskudt kugle kan passere, jeg vil sige, i et skund, hvert minut befares af et vist antal mennesker og bestryges af et vist antal kugler. Det vilde da kunne beregnes, hvor stor sandsynlighed der var for hvert enkelt menneske for at slippe lykkelig over eller for at rammes af den dræbende kugle, og vi kunne være forvissede om, at når det nævnte forhold varede ved i nogenlunde mange timer, så vilde virkeligheden meget nær svare til den beregnede sandsynlighed. Ligeså, kunne vi sige, lure stormvindene bag de høie klipper og tinder og kaste sig hyppigt ud over de trange fjorde og sunde, hvor brudebåde og fiskerbåde fare ud og ind. År om andet ere fjeldene de samme og fjordene og sundene de samme; år om andet er det omtrent det samme antal mennesker, som færdes i de forskjellige ærinder; år om andet er det også omtrent de samme stormvinde, som blæse, fra nord mod syd eller fra syd mod nord. Vel kan det jo træffe et enkelt år, at sommeren har været usædvanlig blid og rolig, så det kun sjælden hændte, at nogen båd overraskedes af kastevinden; men ved jevndøgns-tiden pleie jevndøgns-stormene rase desto voldsommere, eller træffer det, at september og oktober mod sædvane vise sig skånsomme, så er det dobbelt at befrygte, at november eller ialfald december vil optræde med forhøiet voldsomhed for ligesom at indhente det forsømte og fylde årets tal.

Dette exempel om stormene, som vistnok forårsage de fleste af de voldsomme dødsfald, viser imidlertid hen til natur-kræfterne som de nærmeste døds-årsager, og her synes det derfor lettere at forestille sig, hvorledes den omhandlede regelmæssighed kan være mulig. Men mange af de pludselige dødsfald må nærmest tilskrives de ulykkeliges egen uforsigtighed, ja ofte utilbørlige uvorrenhed. Dette overbevises vi om ved de mange sørgelige erfaringer om berusede folk, som på en eller anden måde ere omkomne. Kan nu også her være tanke og tale om regelmæssighed? Ja, thi år om andet ere et folks sæder og vaner og handlinger og feiltrin så temmelig ens; år om andet vil omtrent det samme antal mennesker gjøre sig skyldige i uforsigtighed og udsvævelser, udsætte sig for fare eller berøve sig selv evnen til at møde den, og ulykken vil da ramme omtrent i samme grad det ene år som det andet.

125. Skaberen dannede landet og bestemte dets himmelegns art; han satte også folket til at bo og bygge i landet og arbeide for sit daglige brød og gjøre sig jorden underdanig. Med hensyn hertil udtrykke vi os ofte så, at mennesket befinder sig i kamp med naturen, den vilde, ofte barske natur. Denne kamp kræver sine offere; om det skal være mange eller få, det beror på landets beskaffenhed og på folkets tænksomhed, sindighed, selvbeherskelse, mådehold, åndsnærværelse, mod, kraft og dygtighed.

Her er det af interesse at anstille sammenligning med andre lande.

I Norge omkom ved ulykkelige hændelser i 1840-50, som vi have seet, 9458 mennesker årlig. I 1845, altså midt i dette ti-årige tidsrum, var folkemængden i landet 1,328,471. Ved nu at sammenholde disse to tal finder jeg, at der for en million omkom årlig 712. På lignende måde har jeg beregnet forholdet for andre lande og kan derefter fremsætte følgende sammenstilling:

For hver million mennesker omkom årlig(30)

______________________________________
      i Frankrig        1846:    212
      i Danmark      1845-49:    393
      i Sverige      1841-50:    625
      i England         1840:    627
      i Norge        1841-50:    712.
______________________________________

Denne sammenstilling er betydningsfuld. Medens dødeligheden i det hele taget er mindre i Norge end i de andre her nævnte lande, så er dog dette særskilte slags af dødsfald, de voldsomme dødsfald, langt hyppigere i vort land.

Den bratte død rammer, som overalt således også hos os, mere mandkjønnet end kvindekjønnet og det især mændene i den voxne og raske alder, hvori de ifølge sin bedrifts medfør mest færdes ude, på hav, i skov og på mark. Men derfor falder det kun mere naturligt at fortsætte det nys brugte billede, hvorefter folket tænkes at være stedt i en uafladelig kamp mod den barske natur. De ved voldsomme tilfælde omkomne ere da de på kamp-pladsen faldne. I et samfund er der en inderlig sammenhæng mellem alle de enkelte; et folk er som en familie; det ene lem af den store familie arbeider for de andres vel til samme tid, som han beflitter sig for sit eget. De mange arbeidende og stræbende mænd, som hver ny morgen reise sig til kampen for hus og hjem, til striden imod hunger og kulde og alle de fiender, som true vort daglige liv, de stride for samfundet, og de, som falde i striden, de dø for det hele. Deres navne vorde ikke indskrevne på mindetavler, deres dåd ikke besungen, således som deres, der faldt på den oftest såkaldte ærens mark. Men vi føle dog ofte ved mange af de gribende beretninger om mænd, som fandt sin død under udøvelsen af sit borgerlige kald, at det var mænd, som på sin vis arbeidede og led og døde for det hele, og vemoden bliver dobbelt ved tanken om, at vort folks lod blev sådan, at det stilledes i en langt uligere kamp end de andre nationer.

Thi de anførte tal vise, hvor meget nationerne komme tilkort og ligge under i kampen, hvor store tab de lide, og Norges tab er større end noget af de andre landes.

126. Nu er det vistnok så, som allerede før bemærket, at tabets størrelse her som i enhver kamp afhænger ikke alene af den fare og modstand, som møder, men af den dygtighed, som den stridende selv besidder. Og dersom det skulde kunne bevises, at den større hyppighed af ulykkes-tilfælde her i landet mest har sin grund i feil hos befolkningen, så vilde det indtryk, som sammenligningen fremkaldte, blive et ganske andet. Men noget sådant skal forhåbentlig aldrig kunne bevises; tvertimod kan det allerede nu sees, at ligesom Norges lands beskaffenhed i almindelighed måtte vække formodningen om mange farer for befolkningen, således tiltage også de ved disse farer bevirkede ulykker, jo mere vi nærme os til de egne af landet, hvor dettes eiendommelighed fremtæder mere. En sammenligning mellem de fem stifter vil vise dette.

Jeg sammenstiller her tal, som for hvert stift angiver folkemængden i året 1845 og de hændelige dødsfald i de 10 år 1841-50, således:

________________________________________________________________
                             Folkemængde     Hændelige dødsfald
________________________________________________________________
Christiania   stift  .. .. .. ..  567,158              2533
Christiansands  -    .. .. .. ..  220,351              1383
Bergens         -    .. .. .. ..  224,116              1592
Throndhjems     -    .. .. .. ..  206,379              1472
Tromø           -    .. .. .. ..  110,467              2478.
________________________________________________________________

Af disse tal finder jeg et mål på hyppigheden ved at beregne hvor mange af det nævnte slags dødsfald der i gjennemsnit årlig indtræffer blandt en befolkning på 400,000 mennesker. Forholdet befindes at være dette:

_________________________________________
Christiania   stift  .. .. .. ..  45
Christiansands  -    .. .. .. ..  63
Bergens         -    .. .. .. ..  71
Throndhjems     -    .. .. .. ..  71
Tromsø          -    .. .. .. .. 224.
_________________________________________

Christiania stift er mest et indland; Tromsø stift er næsten helt en fjeldbygt strand. Hist er hyppigheden af ulykkes-tilfælde mindst; her er den størst, og i de andre stifter viser der sig ligesom en overgang fra det mindste til det største. At hyppigheden af ulykkes-hændelser for en væsentlig del retter sig efter de her antydede naturforholde, bliver end vissere, når vi betænke, at den allerstørste del af de omkomne ere druknede, naturligvis mest i åben sø.(31)

127. Her må jeg dog særlig dvæle ved tallene for Tromsø stift eller for at bruge en mere bekjendt benævnelse - Nordlandene og Finmarken. Tilstanden her må kaldes rædsom. Der skal næppe gives et landskab i Europa, som på langt nær opviser et så sørgeligt exempel. Et sidestykke skulde man vel snarest vente at finde på Island. Men dette ellers i så mange henseender ulykkelige land er dog i dette stykke langt heldigere end denne vor norske egn. I 1845 levede der på Island 58,558 mennesker, altså litt over halvdelen af folketallet i Nordlandene og Finmarken, og i de 5 år 1845-49 omkom ved ulykkes-hændelser 258 mennesker (navnlig ved drukning 216). Beregne vi nu forholdet på samme måde som før, finde vi, at der for 100,000 mennesker årlig omkom 88. Men i Nordlandene og Finmarken var det 224.

Hvad det har på sig, at der i disse egne indtræffer så hyppige ulykkestilfælde, kunne vi klargjøre os f.ex. ved følgende sammenligning:

I 1846 tabte den franske befolkning, dengang nær 35 2/5 million, 7490 mennesker ved voldsom død; men skulde forholdet have været så som i Nordlandene og Finmarken, vilde tabet have været 79,296, altså mere end 70,000 over det virkelige. 70,000 mennesker! Deriblandt vilde jo vistnok været en del kvinder og børn. Men det skulde dog ved siden af dette store tal være artigt at vide, hvor mange mænd Frankrig årlig har tabt i de mangeårige krige i Algier, eller endog hvor stort mennesketab det har lidet i det sidste års blodige krig på Krim. - Endnu en sammenligning. Norges stående arme skal være 12,000 mand, altså 1 soldat for hver 100 indbyggere. Efter den regning skulde Nordlandene og Finmarken underholde en krigshær på netop 1000 mand. Nu tænker jeg mig Nordlandenes og Finmarkens 110,000 indbyggere levende under samme forholde som Frankrigs befolkning, og jeg finder da, at der årlig vilde omkomme ved ulykkes-tilfælde 23 eller 24 mennesker. Istedet derfor omkommer der årlig 247 eller 248, altså 224 mere. Af disse 224 ere ganske vist 150 mandspersoner i den kraftige alder, næringsdrivende folk. Tilstanden i Nordlandene og Finmarken er altså, hvad mennesketabet angår, sådan, som om befolkningen lå i en uafladelig krig med en nabo-stat, idelig underholdt en krigshær på 1000 mand og af dem årlig mistede 150 på valplassen. Og dette varer ved år efter år, slægt efter slægt!

128. Det spørgsmålet påtrænger sig: «Står det ikke i menneskelig magt at formindske denne ulykke?»

Her vender jeg tilbage til den før udtalte sætning, at ulykkes-tilfældenes hyppighed for en del afhænger af menneskenes eget forhold. Jeg tror rigtignok ikke, at dette gjælder synderlig mere for Norge end for andre landes vedkommende; men derhos har jeg den mening, at det gjælder overalt og altså også hos os. Dersom et folk står tilbage i legemlig og åndelig dygtighed, så ville ulykkes-tilfældene ganske vist være hyppigere, end de ellers skulde været. Går folket fremad, således at det udvikler en større og større dygtighed, større både psykisk og moralsk kraft, så ville ulykkestilfældene blive sjeldnere.

I sin «Norges naturlige Historie», 2den del, side 452, siger Dr. Pontoppidan ved midten af forrige århundrede: «Den ældgamle hr. Erik Leganger, sognepræst i Karmsund (på Karmøen ved Stavanger) har forsikret mig, at i et af hans annexer, kaldet Udsire, er i hans embedstid, som udgjør et halvt sekulum, ikke over 10 voxne mandspersoner døde strådød eller på landjorden. Resten af disse øboere ere druknede, dels som fiskere, dels og fornemmelig som lodser, hvilke, når nødskud høres fra skibene i hårdt veir, må vove det yderste og derfor ofte omkomme i faren. På nogle flere øer og odder, som strække sig ud mod havet og ere lodsernes rette hjem, går det ligeledes, særdeles ved Lindesnæs i Christiansands stift. Der siges de allerfleste koner at have havt 5 a 6 ægtemænd efter hverandre, og troværdige folk have forsikret mig, det er en sandhed, som grunder sig derpå, at da alle nationers skibe, som ville til eller fra Øster-Søen og sky det farlige jydske rev, må passere Lindesnæs forbi, - - så koster deres frelse mange norske lodsers liv.»

Se, så slemt er det dog ikke nu. Vistnok give de protokoller, som vedkommende embedsmænd føre over de ansatte lodser, desværre ikke oplysninger om, hvor mange af dem der ere omkomne under udførelsen af deres ofte farlige hverv. Men det kan dog vides med vished, at hin skildring ikke passer på nutiden. Der er ganske vist foregået en forandring til det bedre. Og dette er naturlig nok. Fyrtårne og sømærker tjene nu skibene til veiledning; pålideligere søkarter og en udviklet skibskunst sætte skipperne istand til bedre at holde sin kurs; selve skibene ere vistnok stærkere byggede og bedre udrustede og altså bedre søskibe nu end tilforn. Lodsernes hjælp udkræves altså ikke så ofte i nødstilfælde. Og høist rimeligt have lodserne nu bedre både til at vove en dyst nu end for 100 år siden. Men alt dette er civilisationens værk. Og ligeså er det på landjorden, hvor f.ex. mange af de forhen hals-brækkende veie, som de kaldtes, nu med store bekostninger ere omdannede således, at de både lettere og sikrere kunne befares.

129. Opgaver om antallet af ulykkes-tilfælde have vi dog først fra 1826. Antallet var i det hele rige i hvert fem-år:

1826-30:    3,668
1831-35:    4,231
1836-40:    4,351
1841-45:    4,662
1846-50:    4,796

Sammenholder jeg disse tal med folketallet, kan jeg finde følgende forhold: For hvert 100,000 mennesker omkom ved ulykkestilfælde årlig(32)

1826-35:    70
1831-40:    72
1841-50:    71

I disse forskjellige tidsrum må ifølge disse tal forholdet siges at have været ligt. Men dette var for hele riget. Vi skulle gå videre og se, hvordan det har været i de enkelte stifter.

Antallet af dødsfald ved ulykkes-tilfælde var:

Tabell s121

I Christiania stift viser sig ingen bestemt forandring, i Bergens og Throndhjems stifter heller ikke. I Christiansands stift derimod finde vi jevnt fra det ene ti-år til det andet forandring til det bedre, men i Tromsø stift en sørgelig forandring til det værre.

130. Hvorledes skal dette forklares? Mon så, at præsterne i Tromsø stift, som opgive disse tal, før vare mindre nøiagtige og kun anførte en del af alle tilfælde, men at de senere have udført arbeidet med større omhu? men jeg ved ingen grund til at antage sådant mere for det ene stifts vedkommende end for det andets. Eller er det så, at i Christiansands stift f.ex. en mindre og mindre del af befolkningen befatter sig med sådan bedrift, som medfører fare, nemlig søfart og fiskeri? Men i årene fra 1826 til 1850 have disse næringsveie tværtimod lokket flere og flere folk til sig, så f.ex. endogså fjeldbønder søge ned til vår-sildefiskeriet på Stavanger-kanten. - I Tromsø stift er det vel så, at de rige fiskerier der i den sidste menneske-alder søges af flere og flere skibsfolk og båds-folk også fra Throndhjems og Bergens stifter, og dersom nogle af disse omkomme under den farlige bedrift, så vil jo antallet af ulykkes-tilfælde i det førstnævnte stift forøges både i virkeligheden og i forhold til den hjemmehørende befolkning. Men det kan vanskelig troes, at de fremmedes antal kan være så betydeligt, at den påviste forøgelse kan være bevirket ved de ulykkes-tilfælde, som indtræde blandt dem.

Det erindres, at de fleste ulykkes-tilfælde foregå på havet. Hver gang en mand sætter sig i en båd for at ro over en fjord eller seile ud til fiskegrunden, udsætter han sig for fare, og jo flere sådanne båd-farter der foretages i løbet af et år, des flere ulykkes-tilfælde vil der rimeligvis indtræffe. Hyppigheden af disse vilde da bedre måles ved sammenligning med bådfarterne end med tallet på de i landet levende mennesker. Nu er det troligt nok, at fiskeriet i Nordlandene og Finmarken drives mere ivrigt nu end før, at der er flere og flere mennesker, som så at sige uafladelig færdes i sine både, at de foretage sig længere og længere reiser, at de vove sig mere og mere for at nå sit mål. Men således formenes den farlige bedrift på søen at være udvidet også i Christiansands stift. Og når vi nu gå ud fra den forudsætning, at den farlige bedrift er udvidet i samme forhold i begge stifter, så spørges atter: Hvoraf kommer det, at hyppigheden af ulykkes-tilfælde, som heller er aftaget i Christiansands, snarere synes at være i tiltagende i Tromsø stift?

131. Jeg formår ikke at besvare dette spørgsmål. Men jeg tror, at sagen høilig fortjener en nærmere omhyggelig undersøgelse, og jeg skal ikke spare at hidsætte nogle bemærkninger, som mulig kunne hjælpe til at lede på sporet.

I årene mellem 1830 og 1840, for at begynde med en fortælling, slog et overmåde rigt silde-fiske til i Lister-fjorden, nær Flekkefjord. Silden havde ikke vist sig her i et par mands-aldere, og fisket gav da anledning til en ligeså ny bedrift som usædvanlig vinding for disse egnes beboere. Men pludselig ophørte det ganske og slog atter til på sine gamle steder, ved Karmøen o.s.v. mellem Stavanger og Bergen. Hvad gjorde så de mange fiskere fra Flekkefjord, Farsund, Hitterø, Lister, Spind o.s.v., som nu havde vænnet sig til denne bedrift? I sine åbne både, midt i den hårdeste vinter, reiste de Jæderen forbi og deltog i silde-fisket der nord. Disse østmænd, som de hedde på Stavanger-kanten, fik endog snart ord for at være både de driftigste og heldigste fiskere. Men de sled ondt, og den værste lidelse for dem var den, at de i de fire til sex uger, hvori fisket pleiede vare, altfor ofte måtte savne ordentlig logis og natteleie i de få strandsidder-huse, hvor den talrige fiske-almue strømmede hen. Og når disse østmænd vare komne hjem, så var det en næsten regelmæssig skjæbne for deres hjembygder, at nervefeber brød ud iblandt dem og udbredte sig videre, nervefeber, der gjerne udvikler sig som følge af overvættes anstrængelse og ussel levemåde. Men i de senere år have disse langveis farende fiskere eller de fleste af dem indrettet sig på en anden måde. Flere bådelag leie sig en slup - et større dæks-fartøi -, der skal følge dem som logis-fartøi fra det ene fiskevær til det andet. Når der skal brydes op, så samles alle deltagerne til rådslagning; ved «høieste stemme» eller pluralitet afgjøres det, hvor man nu skal forsøge lykken; nogle mand gå efter tour ombord i logis-fartøiet og føre det did, hvor bådene drage hen, og hver aften kunne bådsmandskaberne komme ombord her og have sine køier og sit madstel og sit varme rum (thi skibsrummet indrettes til kahyt og forsynes med ovne) langt bedre end i de overfyldte huse oppe i land. Men siden den tid er nervefeberen i fiskernes hjembygder blevne sjeldnere, og dette have læger - det ser man af de årlige beretninger om sundheds-tilstanden i riget - tilskrevet denne opfindelse med logis-fartøier.

132. Dette var en iagttagelse fra Christiansands stift i de sidste år. I disse samme sidste år have lægerne gjort en anden iagttagelse i Nordlandene og Finmarken. Børnekopperne brød ud og gik i løbet af en længere tid næsten hele stiftet over. Reglerne med vaccinationen havde ikke været godt overholdte før, og nu fordoblede vedkommende autoriteter sine anstrængelser, idet flere hjælpe-vaccinatører ansattes, og lægerne anbefalede folk at lade sig og sine børn vaccinere. Men det hjalp ikke. Der var, om jeg ikke erindrer feil, exempler på, at formandskaber lovede vaccinatørerne extra-løn for hver person, de kunde få overtalt til at lade sig hjælpe på denne måde; men det hjalp heller ikke stort. Lægerne klagede - det ser man også af hine samme beretninger - over nordlændingernes «bekjendte fatalisme» - det vil sige, den dorske mening, at alt hvad der skede, det skulde ske, og at det altså ikke vilde gjøre noget hverken til eller fra, om menneskene umagede sig og forsøgte på at afvende den truende fare.

At nervefeber bryder ud eller at små-kopperne grassere, det hører jo ikke til de slags ulykkes-tilfælde, som her handles om. Men der er overhoved ikke så stor forskjel mellem de forskjellige dødsårsager, som det ved første øiekast synes; desuden var det meningen med disse exempler at lede opmærksomheden hen på et almindeligt forhold. Den første beretning viser dog, at mennesket for en del har det i sin magt ved tænksomhed (Gud gav jo mennesket tankens ævne) at forebygge farer, som true helbred og liv, og begge exempler vise, hver på sin måde, at der i de forskjellige egne af landet, hos de forskjellige befolkninger, kan være forskjel på menneskets tanke og stræben i denne henseende. Men denne forskjel - så slutter jeg nu videre - kan også vise sig ved en større og mindre grad af den tænksomhed og forsigtighed og dygtighed, der skulde stræbe at undgå de ulykkes-tilfælde, som altid truet, navnlig på søen.

Pontoppidan taler også på det anførte sted om de mange ulykkestilfælde på søen særskilt i Nordlandene og Søndmør, og han anfører en ældre forfatters forklaring derom, som han finder sand, nemlig denne: «Mange styrte sig selv med båd og skib modvillig i ulykke, ved deres altfor frække dristighed og overmod, idet de ere så forvovne og trodsige, at de holde det for spot og skam at mindske eller stryge seil. Når de komme i et smalt sund, vil den ene ikke vige for den anden, og derover seile de hinanden i sænk.» Jeg synes ikke at kunne tro, at denne forklaring skulle passe nu tildags.

133. Jeg vil fremsætte en formodning, som jeg skulde ønske at se prøvet af sagkyndige.

Når en fiske-almue lever under så lykkelige forholde, at de fleste gå fremad i velstand og i ånds-udvikling, så vilde de have både evne og lyst til at skaffe sig forsvarligere, stærkere og mere hensigtsmæssigt indrettede både og redskaber. Ved siden heraf tænker jeg mig en anden fiske-almue, som med hensyn til velstand og dannelse bliver stående på samme punkt, men således, at folkemængden jevnt forøges og behovet idelig voxer og de næringsdrivende mænd derfor bestandig må anstrænge sig mere og vove sig yderligere i sin farlige bedrift. I dette sidste tilfælde ville da farerne tiltage, uden at midlene til at møde dem blive udvidede i samme grad, og den sandsynlige følge vil være et stigende antal af ulykkes-tilfælde.

Nu veed jeg, at for ikke mere end 30-40 år tilbage vare de gammelnorske bådeindretninger med rå-seil, som endnu ere brugelige i Søndmør og længere nord, almindelige så langt mod syd som i Ryfylke ved Stavanger, men at de her nu ere aldeles fortrængte af både med spridseil, både, hvis indretning med sine mange udenlandske benævnelser på takkelage o.s.v. også synes at røbe sig som en i senere tider fra andre steder indført måde, der i det søndenfjeldske Norge ialfald må være anseet for en forbedring. Og man kan ellers langs den søndenfjeldske kyst mærke en besynderlig lyst hos søfolket til på sine skibe og både at anbringe alt flere og flere forandringer og forbedringer. Fra Søndmør derimod har jeg modtaget en beskrivelse over de der brugelige både og seilredskaber, der ganske synes at svare til de beskrivelser og tegninger af samme, som findes i præsten Strøms Søndmørs Beskrivelse fra året 1762. Her altså, og rimeligvis endnu mere længer nord på, synes der at herske fuldkommen stilleståen i dette stykke. - Nu tænker jeg mig muligheden af, at disse gammeldags redskaber af sagkyndige ville befindes at stå ligeså meget tilbage for dem, der bruges i det søndenfjeldske Norge, som de gammeldags træ-plouge stode tilbage for de nu næsten almindelige nye agerdyrknings-redskaber. Er det så, så vil jeg kalde det rimeligt, at en del af de overvættes mange ulykkes-tilfælde i Nordlandene er at tilskrive befolkningens mangel på evne til at gå fremad og indrette sin bedrift på en fuldkommen måde?(33)

134. Ved denne leilighed må jeg anvende nogle liniers rum for at omtale et træk hos den norske almue, der synes mig ligeså besynderligt som uheldigt. Når vi læse beskrivelserne over folkets liv i Norge i oldtiden, støde vi idelig på exempler, som vise, at de unge mænd satte sag i at kunne svømme godt. Sigmund Brestesøn og hans fosterbroder Thore fra Færøerne lærte at svømme hos sin fosterfader Thorkel Thurrafrost i Foldalen øverst oppe i Østerdalen, og hjemkommen til sin fædrene-ø viste Sigmund en af de mærkværdigste prøver på færdighed i denne kunst, idet han, reddende sig for et natligt overfald, svømmede over et bredt sund og længe holdt sin udmattede fosterbroder oven vande. Svømmekunsten skulde man også tro måtte fremdeles være almindelig blandt et folk, som har så meget med søen at gjøre som nordmændene. Men det er det ikke. Fra forskjellige egne af landet veed jeg endogså, at almuens ungdom med overlæg afholder sig fra denne øvelse. Tanken er denne sørgelige, at dersom man kan svømme og så kommer i ulykke på åbent hav, så anstrænger man sig til blodet for at holde sig oppe og lider da kun pine for den uundgåelige død. Men det er dog rimeligt, at når det var almindeligt, at folk kunde svømme, så skulde de i mange tilfælde kunne redde sig selv og andre. - Fra andre lande hører man også ofte tale om redningsbåde og svømmebelter; men intetsteds synes sådanne indretninger at kunne være så nyttige som i vort land, hvor de dog vistnok ere ganske sjeldne endnu.(34)

135. Jeg anser det som noget for det hele samfund særdeles betydningsfuldt, at så usædvanlig mange mennesker årlig omkomme ved ulykkes-tilfælde i vort land, især i vore nordlige kystegne, mennesker mest i den kraftige og virksomme alder; jeg troer, at mange af disse ulykkes-tilfælde ved et andet forhold fra befolkningens side kunde været forebyggede. Derfor tillader jeg mig sluttelig at udtale det ønske, at øvrigheden, at stats-styrelsen kunde finde anledning til på passende måde at bidrage til ulykkens formindskelse. Som et middel hertil mener jeg at kunne angive fuldstændigere indhentede og offentliggjorte oplysninger om sagen. Det er jo en lykkelig egenskab ved os mennesker, at vi ligesom kunne vænne os til alt, selv til lidelserne, og således vorde mere tålmodige under disse. Hvad vanens magt i så henseende kan udrette, kunne vi ved et exempel få en anelse om. I Christiania by og Akershus amt lever der næsten nøiagtig det samme antal mennesker som i Nordlandene og Finmarken (i 1845 var der 109,432 hist og 110,467 her). Nu er nylig en jernbane kommen istand, som idelig benyttes af Christiania bys og Akershus amts arbeids- og forretningsmænd. Lad os nu for et øieblik forestille os, at der skulde omkomme så mange af disse hvert år på jernbanen, som havet lader omkomme af Nordlandenes og i Finmarkens fiskere og andre næringsdrivende folk! Med et opstår der for vor tanke en tilstand så forfærdelig, at vi vel trygt kunne sige os selv, at den ingenlunde kan føles så af Nordlandenes og Finmarkens beboere, hvem nu vanen har gjort fortrolige med den tilstand, hvorunder slægt efter slægt har levet. Men denne vanens indflydelse har også en skyggeside. Et er at øves i tålmodighed, et andet at sløves og stivne hen i ligegyldighed. Og begge dele kunne ske og ske vist i virkeligheden. Om hin nye ulykke skulde ramme os her i Christiania og Akershus, vilde vi ikke give os til ro, før sagen var undersøgt og prøvet på det allernøieste og ulykken befunden uundgåelig. Under de tilvante forholde i hine sø-distrikter derimod kan jeg nok tænke mig stemningen hos almuen omtrent så, at når ulykken er skeet, så forbliver sagen mellem de allernærmeste, og som offentlig begivenhed er den glemt, når liget er gjemt. - Jeg vil ikke her bruge ordet slendrian; thi ordet er forhadt, medens tingen er naturlig. Men denne side af vanens indflydelse bør modarbeides. Man bør ikke lade noget middel uforsøgt for at anspore almuerne til forhøiet opmærksomhed for, hvad der sker, til forhøiet tænksomhed og bestræbelse for at forebygge ulykker. Til den ende mener jeg, man skulde lade anstille (måske ved lensmanden) en muligst nøiagtig undersøgelse ved hvert indtruffet ulykkes-tilfælde, en undersøgelse, som skulde gå ud på at udfinde alle de ledsagende væsentlige omstændigheder, hvorefter der kunde gjøres rimelige slutninger om, hvad årsagen var, hvorvidt ulykken kunde være forebygget o.s.v., og årligårs skulde en i simpel, fattelig stil skreven beretning om alle disse tilfælde, om denne sørgelige side af det norske folks kår, offentliggjøres i trykken og på passende måder udbredes blandt den almene mand. Var dette gjort i 10 år, så vilde man måske netop ved dette arbeide lære flere måder og midler at forebygge disse ulykker og lindre deres følger.(35)

136. En egen art af ulykkes-tilfælde består deri, at spæde børn ligges ihjel af mødrene eller dem, der pleie dem om natten. Det er ikke mange tilfælde; men der ligger en særegen smerte i dem. Dette slags tilfælde ere ikke medregnede blandt de nys omtalte, og de kunne være gjenstand for en kort forklaring. Jeg har ved hånden opgaver over deres antal i de 9 år 1837-1845. Antallet var:

____________________________________
1837:    52            1841:    33
1838:    44            1842:    41
1839:    34            1843:    33
1840:    40            1844:    42
                       1845:    38
____________________________________
Middel-tal 425        Middel-tal 374
____________________________________

Det er tilfredsstillende at bemærke, at antallet er aftaget, noget, der bliver så meget mærkeligere, da der i det sidste tidsrum fødtes flere levende børn end i det første, så antallet af ihjelliggede børn var for hvert 1000 fødte:

i årene 1837-40:   13
»   »   1841-45:   10.

Af de ihjelliggede børn var årligt i gjennemsnit

            ægte fødte,    uægte fødte
1837-40        370             55
1841-45        306             68.

På samme måde som ovenfor kan jeg også her finde, at for hvert 1000 levende fødte børn af hvert slags var det årlige antal ihjelliggede

            ægte fødte,    uægte fødte
1837-40         12             23
1841-45         09             22.

Af disse tal se vi, at der har været aftagen i forhold til de fødte også blandt de uægte børn, men at ulykkes-tilfældene dog har truffet hyppigere blandt disse sidste end blandt de ægte, og det jevnt i hvert af de to tidsrum. De uægte fødte børn ere altså mere udsatte for denne skjebne. Dette stemmer overens med den almindelige erfaring, at dødeligheden i det hele er størst blandt de uægte børn. At så er, følger ganske naturlig af mødrenes som oftest ulykkelige kår, så de, om de end have villien, savne evnen til at yde børnene den omhyggelige pleie. Medens den lykkelige hustru gjerne har sit barn sovende i vuggen ved siden af sin egen seng, må den pige, som er bleven moder, ofte have barnet hos sig i den seng, som hun selv har fået lov til at benytte.

Undersøge vi forholdet særskilt i de fem stifter, finde vi, at der for hvert 1000 fødte børn, ægte og uægte tilsammen, årlig blev ihjellagt.

                           1837-40,    1841-45,    
Christiania   stift .. .. .. .. 13          09
Christiansands  -   .. .. .. .. 17          13
Bergens         -   .. .. .. .. 09          05
Throndhjems     -   .. .. .. .. 08          09
Tromsø          -   .. .. .. .. 13          12.

Også her viser den allerede påpegede aftagen i hyppighed sig næsten overalt; kun Throndhjems stift danner undtagelse. Ellers se vi, at hyppigheden er størst i Christiansands stift. Dette vise sig i begge tidsrum, så det neppe kan forklares som en forbigående tilfældighed, men vel har sin grund i blivende omstændigheder, som enten gjøre, at uforsigtigheden hyppigere begåes, eller at den stadigere anmeldes for vedkommende protokol-førere.

137. I begyndelsen af dette kapitel bebudede jeg også en forklaring om de forsætlig af mennesker bevirkede dødsfald, mand-drab og selvmord. Og i en bog af så alvorligt indhold som denne vil vel heller ikke en sådan forklaring have været på uret sted.

Siden 1826 er ikke et år hengået, uden at adskillige drab og mord ere forøvede. En nærmere fremstilling heraf hører mere hjemme i forbryder-statistikken. Her skal jeg kun gjøre opmærksom på et enkelt forhold.

Antallet var ifølge de trykte tabeller:

               _______________
               1826-30:    42
               1831-35:    51
               1836-40:    63
               1841-45:    86
               1846-50:    84
               ______________

Antallet er jo steget; men folkemængden er også steget, skjønt ikke så meget.(36)

Hvor påfaldende jevnt antallet kan være, det ene år som det andet, viser følgende exempel:

               _______________
               1841:    18
               1842:    19
               1843:    18
               1844:    17
               1845:    14
               _______________

Når et folks tilstand år eller år er omtrent den samme så vil også fristelsen til ugjerninger være omtrent den samme; når et folks sæder en længere tid igjennem holde sig næsten uforandrede, så ville også dets handlinger være næsten ens tid efter anden.

Med hensyn hertil har en forfatter, som har gjort sig fortjent ved sine grundige statistiske undersøgelser over menneske-livet,(37) ytret følgende: «Denne bestandighed, hvormed de samme forbrydelser gjentages fra år til år og drage de samme straffe efter sig, er en af de mærkværdigste kjendsgjerninger, som domstolenes statistik har gjort os bekjendte med. I mine forskjellige skrifter har jeg i særdeleshed gjort mig umage for at belyse den, og stadig er jeg år for år kommen tilbage til den påstand: «Der gives et budget, som bliver udredet med en rædsom regelmæssighed, nemlig fængslernes, galeiernes og skafotternes; her fremfor alt skulde man lægge an på besparelser!» Og år for år have tallene stadfæstet mine spådomme, i den grad, at det måske vilde været endnu rigtigere, om jeg havde sagt: «Der gives en afgift, som mennesket betaler mere regelmæssigt end den, som han yder til naturen eller til statskassen - det er den, som han indrømmer til forbrydelsen!» Hvor nedslående denne kjendgjerning er for menneskeheden! Vi kunne iforveien opgjøre, hvor mange der skulle besudle sine hænder med medmenneskets blod, hvor mange der skulle gjøre sig skyldige i forfalskninger, i forgiftelser, næsten ligedan, som man i forveien kan angive, hvor mange fødsler og dødsfald der skal finde sted.»

Dette ord, der er sagt til dem, som have med undervisnings-væsenet og lovgivningen, kort, med nationens opdragelse at gjøre, ledsager forfatteren selv med følgende mærkværdige exempel, som angiver antallet af mord og drab i Frankrig i årene 1826-31:(38)

Tabell s129

138. Samme forunderlige, ja rystende regelmæssighed finde vi også ved betragtningen af selvmordet, denne besynderlig dunkle side af det menneskelige liv.

Selvmordets gåde er ikke forklaret med den sætning, at det er en syndig gjerning. Thi for det første udføres en større eller mindre del af de forefaldende selvmord i en tilstand af vildelse, hvor det ikke længer er tilregnelighed; for det andet er der tusinder, som ikke alene lide tungt under næringssorg og hjertesorg og selvbebreidelse og sygdom, men som også hengive sig til mishåb og fortvivlelse - det, som her er det egentlige syndige -, uden at dette mishåb og denne fortvivlelse leder til selvmord. Selvmordets gåde er heller ikke forklaret med den sætning, at det, udført med fuld bevidsthed, er en sådan særegen syndig gjerning, som udelukker håbet om synds-forladelse. Thi efterat den ulykkelige har styrtet sig ud fra broen, og førend han hvirvles hen af fossen, i sekunden, kan Guds ånd have grebet mennesket, og angeren kan have sukket og troen have vendt sig til ham, som sagde til røveren på korset: Idag skal du være med mig i paradiset.

139. En sikker løsning af selvmordets gåde skulde rimeligvis i mange tilfælde ledet os til retfærdigere domme og et trøstigere håb om dem af vore medmennesker, hvis bortgang blev sådan. Og næst religionens formaning og trøst skulde vistnok intet være bedre skikket til at befæste de ulykkelige og svage imod selvmordets fristelser end klar kundskab om, hvad det er for særegne omstændigheder, som medføre sådanne særegne fristelser, så de ret itide kunde væbne sig imod den i mørket lurende hende.

I de fleste lande har man fundet, at selvmord bliver hyppigere og hyppigere. Der synes at ligge noget i nutidens fremadskridende civilisation, som medfører dette.(39) Men derfor skal det vist befindes at være en god gjerning, at læger, naturforskere, philosopher, i den senere tid med stor flid have begyndt at studere denne sag ved sine offentlige meddelelser om det vundne udbytte - skønt dette endnu ikke er meget - at henlede så vidt muligt alle menneskers opmærksomhed på den skjulte fare. Thi denne truer alle. En for alle fælles drift, en natur-drift, som vi endog have tilfælles med dyrene, er selvopholdelses-driften; det modsatte af denne drift er den tragedie, som farer til selvmord. Denne dragelse er under visse omstændigheder ligeså naturlig som hin drift. Hvad dette er for omstændigheder, det har neppe endnu nogen forsker tilfredsstillende forklaret; men de kunne vistnok fremstille sig for hvert menneske, hvis sjels-evner blive sygelig forstyrrede, eller som ikke er tilstrækkelig opmærksom på sig selv for at forebygge moralsk forvildelse.

140. Det vil rimeligvis forekomme mange uventet at høre, at hin dragelse under visse omstændigheder skulde være noget naturligt. Men at der virkelig her åbenbarer sig en sammenhæng mellem menneskeåndens rørelser og naturlivets indflydelser, det vil man snarere finde troligt, når man ser, hvorledes hyppigheden af selvmord meget regelmæssig stiger og falder med årstiderne, hvilket vanskelig kan forklares anderledes end så, at mennesket også i dette stykke for en del påvirkes af de samme naturomstændigheder, som bestemmer årstidernes vexel.

For at vise dette, anfører jeg efter et fortrinligt statistisk værk,(40) hvorledes hvert 100 af de selvmord, som indtraf i Danmark 1835-44 og i Frankrig 1835-43, var fordelt på årets tolv måneder:

Tabell s132

I begge disse lande se vi her en meget jevn stigen eller tiltagen i hyppigheden til juni og derefter aftagen til december.

Her vil måske nogle mene, at denne tiltagen og aftagen må have sin grund deri, at formedelst landets og folkets beskaffenhed ere mange mere udsatte for næringssorger og familiesorger på en tid af året end en anden. Men således er det ikke. Dette giver den franske statistik en mærkelig oplysning om. Blandt de mange selvmordere i sommermånederne var der mange, hvis bevæggrund have været næringssorger, mange, hvis bevæggrund var ulykkelig kjærlighed o.s.v.; i vintermånederne, hvor selvmordernes tal var lidet, var der også få for hvert af de forskjellige slags bevæggrunde. Sindsvaghed var årsag i de fleste selvmord, omtrent 30 af hvert 100, men ikke mere om sommeren end om vinteren. Nærings-sorger bevirkede omtrent 17 procent af selvmordene om sommeren og omtrent 17 procent om vinteren. Ulykkelig kjærlighed bevirkede mellem 5 og 6 procent af de selvmord, som forøvedes om sommeren, og mellem 5 og 6 procent af dem, der indtraf om vinteren. Kort, der er efter exemplerne fra Frankrig ingen bevidst bevæggrund til selvmord, som virker mere på den ene årstid end på den anden. Men når der endda sees at være stadig henved dobbelt så mange selvmord om sommeren som om vinteren, så må der være et eller andet, som ubevidst indvirker på mennesket, altså en eller anden natur-årsag, som gjør mennesket om sommeren mere, om vinteren mindre tilbøieligt til at følge denne særegne dragelse og fristelse. Der er vel i Frankrig som ellers næsten overalt flere, der hjemsøges af næringssorger om vinteren end om sommeren; men de, som af næringssorger bevæges til selvmord, gjøre det mere om sommeren end om vinteren, og det er dette sidste, som altså ikke kan forklares af den bevidste bevæggrund; vi må derfor forestille os, at der er visse natur-årsager, der indvirke på selvopholdelsesdriften og gjøre at denne om sommeren er mindre stærk.

141. Nu kunne vi tænke os, at i tvende lande folkenes kultur og sæder ere de samme, men at hine natur-årsager på grund af landenes beliggenhed o.s.v. virke forskjelligt, stærkere i det ene end i det andet, og vi må da finde det naturligt, at selvmordet er hyppigere i det ene land end i det andet. Eller - da selvmordets hyppighed også, som allerede bemærket, retter sig efter visse omstændigheder i kultur-tilstanden - vi kunne tænke os natur-forholdene i begge lande ens, men derimod forestille os, at de eiendommeligheder i folkeslagenes åndsliv, som pleie at bevæge til selvmord, fremtræde mere i det ene land end i det andet, og vi finde det også da naturligt, om der er en tilsvarende forskjel i selvmordets hyppighed - naturligt, sagde jeg; thi et folks handlemåde retter sig efter de herskende begreber og sæder og indre tilstande ligesom planternes art efter jordbundens beskaffenhed.

I virkeligheden finde vi også en mærkelig forskjel landene imellem. Dette viser sig, når vi sammenholde antallet af de indtræffende selvmord med folkemængden. Følgende række giver et omfattende exempel herpå.

For hvert 100,000 mennesker forefaldt følgende antal selvmord årlig:

Tabell s133

Det kan være, at anmeldelserne og opgaverne over selvmord ikke overalt ere lige nøiagtige. Men da der for det meste i flere efterfølgende tidsrum findes et næsten ligedant forhold mellem landene, som disse tal angive, så er det at formode, at tallene ikke afvige så særdeles meget fra det sande.

142. Men således gjøre vi den iagttagelse, at vort land hører til dem, hvor dette forhold er meget ugunstigt.

Derfor er det at beklage, at vore trykte tabeller ikke indeholde mange af de oplysninger, som skulde tjene til at lede på sporet efter de eiendommelige årsager til ondet. Imidlertid skal jeg her desto omhyggeligere benytte de få opgaver, som haves.

Tabell s134

Den omtalte stigen fra det ene tidsrum til det andet viser sig ikke så regelmessig her i de enkelte stifter, og der opstår navnlig for Tromsø stift formodning om, at tællingerne kanske have været noget forskjellige, mere og mindre nøiagtige før og senere. Antage vi nu, at tællingerne i det sidste ti-år have været lige nøiagtige overalt, så viser det sig at hyppigheden har været størst i Christiania stift, noget mindre i Tromsø og Throndhjems og mærkelig mindre i Christiansands og Bergens stifter.

144. I vore tabeller savne vi oplysninger om antallet i de forskjellige kjøn og aldere og stænder, om antallet i by- og land-distrikterne og i de forskjellige måneder, samt om de bekjendte bevæggrunde.(41)

Den eneste særskilte oplysning, vi erholde, er den om måden, hvorpå selvmordet er udført, noget, som er opgivet for årene 1836-45. Jeg anfører tallene så:

Tabell s135

De i den sidste række, for hele tiåret 1936-45, forekommende tal give rimeligvis en meget pålidelig oplysning om, hvilke aflivelsesmåder de ulykkelige i vort land helst vælge. Man kunde tro, at det kanske var tilfældigt, at så mange i de nævnte ti år havde valgt hængning, så få derimod skudvåben o.s.v.; men at dette valg ikke har været så aldeles tilfældigt, det skjønnes deraf, at forholdet gjentager sig så temmelig uforandret fra det ene fem-år til det andet. I hvert fem-år er der på det nærmeste 65 procent af selvmorderne, som have foretrukket hængning; i hvert fem-år må der altså have været noget, som har givet de ulykkelige en forherskende tilbøielighed til at vælge denne aflivelsesmåde fremfor andre, o.s.v.

145. «Hvoraf kommer det», siger en preussisk læge Casper, som har helliget denne gjenstand en omhyggelig undersøgelse, «Hvoraf kommer det, at i England og også hos os (i Preussen) er strikken det sædvanligste middel for aflivelse, medens i Paris selvmorderen styrter sig ud fra broen eller fra vinduet eller jager sig en kugle gjennem panden? Må ikke iagttageren med interesse lægge mærke også til dette udtryk af national-temperamentet? Englænderen og tydskeren indeslutter sin kummer i sit indre, og larmløst, i det ensomme kammer, gjøre de ende på det glædeløse liv. Franskmanden vil endnu i dette frygtelige øieblik gjøre sig bemærket; han vil ende med pomp; han vil give et skuespil til bedste for byen; naboerne skulle løbe sammen, begræde ham o.s.v.; derfor lader han sig se og høre, idet han går ud af verden.»

Jeg mener nu ikke, at det skulde være ret med denne forfatter at sige, at det er en sådan bevidst lyst til at vække opmærksomhed, som leder den franske selvmorder i valget af midlet; ved dette sitat har jeg kun villet gjøre opmærksom på muligheden og sandsynligheden af, at det virkelig er sjelelige eiendommeligheder hos de forskjellige nationer, som føre til den her omhandlede forskjel.

Og med hensyn hertil er det af interesse at erfare, at vort land er et af dem, hvor selvmorderne mest vælge hængningens aflivelses-middel, som følgende oversigt viser:(42)

Tabell s136

Af tallene for Frankrig og for Danmark ser man ligesom for Norge, at det forhold, som engang er det sædvanlige i et land, gjentager sig så temmelig uforandret fra tid til anden, så forholdet må ansees for at være begrundet i blivende, jevnt virkende årsager. Det er også mærkeligt at se, hvor disse forholde ere lige i Danmark og Norge. I begge lande er tilbøieligheden til at foretrække hængning omtrent dobbelt så stor som i Frankrig, medens drukning og især skud anvendes langt mere i det sidste land.

146. Den store overensstemmelse mellem Danmark og Norge bestyrker den formodning, at det forhold, som viser sig i valget av aflivelses-måden hos de forskjellige nationer, ikke har sin væsentlige grund i landenes beskaffenhed, men i folke-charakteren. Det eiendommelige i folke-charaktererne er en af verdenshistoriens gåder; men på grund af denne flersidige interesse skal jeg også fortsætte med en lignende forklaring for de fem stifters vedkommende i vort land. Ligheden mellem hele Danmark og hele Norge var stor; men i de enkelte dele af disse lande ere der igjen nogen forskjellighed. Vi tør da kanske slutte så, at ved siden af fælles eiendommeligheder hos de to folk er der også adskillige særlige omstændigheder, som bevirke afvigelser i de forskjellige egne af landene eller dele af befolkningerne.

Antallet af de på forskjellig måde udførte selvmord var:

Tabell s137

Denne sidste tabel angiver for hvert stift forholdet først i fem-årene 1836-40 og 1841-45, dernæst i det samlede ti-år 1836-45. Agte vi nu først på tallene for ti-året, så finde vi, at hængningen overalt er det hyppigste aflivelses-middel; dernæst kommer drukningen; brugen af skud-våben endelig er overalt sjeldnere end de forskjellige midler (rimeligvis mest skjærende redskaber), som ere angive under betegnelsen «andre måder» . Men ved siden af denne lighed er der den ulighed, at i Christiania og dernæst i Throndhjems stift forekommer hængningen langt hyppigere end i de tre andre stifter, hvilke sidste i så henseende stå hinanden temmelig nær. Og at hin lighed og denne ulighed ikke har været begrundet i tilfældige, forbigående omstændigheder, det sluttes deraf, at forholdet gjentager sig i hvert af de to fem-år, ikke just aldeles, men dog temmelig regelmæssigt.

147. Jeg har fremstillet, hvad vore tabeller lære os om selvmordet i Norge. Det var ikke meget, men dog nok til at stadfæste den allerede ytrede formodning, at vi også her vilde finde den samme regelmæssighed som f.ex. ved de dødsfald, som ulykkes-tilfælde foranledige.

Dette bør ikke være os en død lærdom, heller ikke en gjenstand for ørkesløs forundring, at denne sørgelige forvildelse af den menneskelige villie kan ytre sig så sælsomt regelmæssigt. Enhver sandhed må have en praktisk betydning; den erhvervede vished, at der hvert år forefalder et regelmæssigt stort antal selvmord blandt os, bør også kunne få sin gavnlige anvendelse.

Jeg har allerede ytret, at en klarere kundskab om de særegne omstændigheder, som tilskynde de ulykkelige til selvmord, rimeligvis skulde lede os til en rigtigere dom om dem af vore medvandrende, der således forlod os på veien. At vinde en sådan kundskab tør vel også være fremtiden forbeholdt. Men nu vide vi så meget, at der er en vis regelmæssighed her, så vi f.ex. allerede nu med stor sandsynlighed kunne forudsige, hvor stort antal selvmord der skal blive optalt her i vort land ved udgangen af indeværende ti-år, 1851-1860. Og allerede denne mere almindelige kundskab skal, mener jeg, føre os til andre betragtninger end dem, der ellers som oftest fylde de gjenlevendes sind ved selvmorderens grav.

Er det ikke så, at selvmorderen, ja, hans afsjelede legeme og selv stedet, hvor han døde, og hvor han lagdes i jorden, af mange betragtes med afsky og gru? Er det ikke så, at netop her, hvor dog alt skulde påkalde vor medlidenhed med mennesket, her glemmes så ofte den gode regel, at hvad vi skulle afsky, det er ikke synderen, men synden? Altså, istedetfor at kaste sten på den ulykkelige eller forfølge hans minde med afsky og hjerteløs tanke, så skulle vi betænke dette, at de samme omstændigheder, som foranledigede det enkelte selvmord, der nys blev begået, de virke fremdeles, at de samme fristelser, ved hvilke den enkelte selvmorder, som vi nys begrov, førtes på den sørgelige afvei, de lure fremdeles, og at, inden året er omme, ville formedelst disse samme omstændigheder og fristelser endnu flere være gået den samme vei, så en, og så en, indtil et vist tal er fuldt, og det et tal, som vi så temmelig nøiagtig kunne udregne iforveien.

At betænke dette er det samme som at gå i os selv og erkjende, at i os, det er: i de gjenlevende eller i samfundet, som selvmorderen tilhørte og løsrev sig fra, der laver og virker et onde, som, så længe det lever og virker med samme styrke, atter og atter vil medføre de samme ulykkelige følger. Thi hvor meget gådefuldt der end er i selvmordet, hvor uklart det end er, om selvmorderen mest drives af dunkle natur-indflydelser eller af bevidst tanke, hvor umuligt det end er for os at afgjøre, hvilken andel enten sygdom eller synd har i selvmordets dåd, så kunne vi dog i almindelighed sige dette for vist, at tanken og sindelaget og villien til en vis grad udøver sin indflydelse også her. Men hos den enkelte - og det er dette, jeg indstændig vil henstille til alles betænkning - hos den enkelte påvirkes tanken og sindelaget og villien på mangfoldige måder og i meget høi grad af de forestillinger og anskuelser, som herske blandt hans omgivelser, af de sæder og begreber, som råde i det samfund, i hvis midte han færdes.

148. Ikke med en stavelse vil jeg istemme de philosophers tale, som forsvare selvmordet og påstå, at mennesket har ret til med velberådt hu at skille sig med livet, når verden går ham imod. Det må stå fast, at selvmord med velberådt hu er en uforsvarlig gjerning, og at der ligger ansvarlighed ved, når den alligevel begåes. Men med samme sikkerhed vil jeg gjentage dette, som jeg allerede før har sagt, at i det enkelte tilfælde er det ikke muligt for de gjenlevende at afgjøre, om gjerningen også var udført med velberådt hu, eller at afgjøre, om ikke anger og nåde i den korte stund mellem gjerningen og døden har bragt forsoning for dom, og med samme sikkerhed vil jeg her tilføie dette, at hvor ansvarlighed er tilstede, der hviler den ikke alene på den enkelte, som gjorde det, der ikke skulde været gjort, men også på samfundet, som ikke tilstrækkelig havde gjort det, som skulde været gjort - samfundet, som skulde have omgivet ham med lutter gode og opmuntrende exempler, som skulde have understøttet hans svage sind med råd og formaning, som med ufortrøden kjærlighed og utrættet tro skulde have hjulpet ham at skride imod fristelsen med Guds ords skjold, som trofast skulde have været om ham med sine forbønner.

For ved et exempel at oplyse min mening skal jeg anføre en beretning om et sælsomt tilfælde, som for nogle år siden indtraf i et af Throndhjems stifts præstegjælde. Da jeg hørte beretningen, var jeg ikke tilstrækkelig opmærksom på, hvor interessant en ret omstændelig kundskab om tilfældet skulde været, og jeg spurgte ikke min hjemmelsmand ud om alle enkeltheder; men hvad jeg nu skal anføre, er en nøiagtig gjengivelse af den beretning, jeg hørte, og min hjemmelsmand, en af vore yngre embedsmænd, var personlig kjendt i vedkommende egn og er en i enhver henseende agtværdig og pålidelig mand. Beretningen er denne: I den antydede bygd indtraf der kort efter hinanden flere selvmord; man blev opmærksom på det usædvanlige heri og søgte at komme efter årsagen. Man fandt også en årsag. Blandt en del af almuen havde der dannet sig den forestilling, at når nogen døde ved kvæling, så han ikke fik udånde (opgive sin ånd), så forblev ånden eller sjelen i maven og rådnede der eller gik til grunde ligesom legemet istedetfor at fare herfra over i evighedens land. Den, som nu ikke i sin samvittighed følte sig forløst formedelst Guds nåde og derfor gruede for evigheden, hvor kanske fordømmelsen ventede ham, fristedes da til at søge en sådan død eller fuldstændig tilintetgjørelse, og flere gave efter for fristelsen og toge sig selv af dage ved hængning. - Andre landes forfattere have stundom omtalt noget, som de kaldte selvmord-epidemi, eller tilfælde, hvor det så ud, som om tilbøielighed til selvmord uden forklarlig årsag greb om sig lig smitsom syge. Det her fortalte rædsomme tilfælde skulde også have seet ud som en epidemi; men dersom årsagen rigtig er funden, så må vi sige, at tilfældet var en naturlig følge af en mislig tilstand i samfundslivet. Thi hvad var årsagen til hine selvmord? Grov uvidenhed om de vigtigste sandheder i de åndelige ting og mørkt mishåb med hensyn til vor skabers og gjenløsers forjættelser. Og denne uvidenhed og dette mishåb meddeltes i ord og tale fra den ene til den anden, uden at der i denne kreds, i dette samfund, fandtes forstand og ånd og tro nok til at overbevise uvidenheden og vende mishåbet til fortrøstning.

149. De ved ulykkes-tilfælde forårsagede dødsfald ere en fælles lidelse for dem, hvem døden så brat overraskede, og for den familie, den kreds, det bygdelag, det samfund, hvis tro hengivne medlemmer de måske vare, og i hvis kald de måske færdedes just i den stund, da ulykken rammede dem. Men ligeså kunne vi i almindelighed sige, at det med velberådt hu udførte selvmord lægger et fælles ansvar på den, som begik gjerningen, og på det samfund, hvis medlem han var. Når man har lagt mærke til, at der f.ex. ved en farlig kyst årligårs indtræffer mange skibbrud og ulykkes-tilfælde, så vil der i et civiliseret samfund og en velordnet stat i muligste måde blive sørget for ved passende midler og foranstaltninger at forebygge ondet; men ligeså bør mængden af de år efter år indtræffende tilfælde af selvmord minde menneskekjærligheden om den pligt, der hviler på menigheden med hensyn til de moralske ulykker, som den enkelte kan falde i, de forvildelser og misgjerninger, som han kan fristes og forledes til.

Hvad det her gjælder om, det er at opretholde i samfundet den gode ånd, der skal veilede hver enkelt og lade ham finde den visdom og trøst, som han behøver på sin ofte tunge gang igjennem livet. Og det er ikke blot statens styrere eller menighedens forstandere, som have forpligtelse i denne henseende; hvert menneske, som er kommet til skjels år og alder, kan ved vakkert exempel og from tale og troende forbøn bidrage sit til at vække og nære den gudsfrygt og dyd, som skulde herske i samfunnet og veilede den vildfarende, styrke den svage.

I denne bog har jeg oftere gjort opmærksom på, hvorledes vindskibelighed og klogskab kan på mange måder forbedre et folks kår og derved formindske dødeligheden i landet. Her er tanken ført videre. Jeg har henpeget på, at fromhedens og troens ånd må stå på vagt og beskjærme menigheden og dens enkelte medlemmer mod fristelse og vildfarelse, mod synd og død. Og det er ikke blot selvmorderne, som må minde os herom. Vi have jo alle hørt det ord, at døden kom ind i verden formedelst synden; en daglig erfaring lærer os fremdeles, at laster og lidenskaber, at letsindighed og skjødesløshed kan nedbryde helbreden, fremavle sygdomme, fremskynde dødens komme, så selvmordernes skare er liden imod det lange tog af dem, som gå i døden med bitter selvbebreidelse over de mange og fortsatte overtrædelser, hvormed de svækkede sin legems- og sjels-kraft og derved forkortede sine dage.

Vel må vi derfor gjentage den bøn og lægge os dens formaning på sinde:

«Herre, lær os så at tælle vore dage, at vi bekomme visdom i hjertet!» (Ps. 90.)


TILLÆG

 

I. Tillæg til § 57.

Riget. Levende ved folketællingerne 1825, 1835 og 1845 samt døde i hvert fem-år i tidsrummet 1821-50. Tabel I.

Om folketællingernes datum se § 16. Resultatet af de to sidste folketællinger er publiceret i officielle tabel-værker, som angive folkemængden af de forskjellige kjøn og aldere for hver by og hvert præstegjæld og derhos samlet for amterne og endelig for det hele rige. Resultatet af folketællingen 1825 er derimod ikke publiceret, men er samlet i en af tabel-kontoret opbevaret protokol, der er indrettet på en lignende måde med hine trykte værker.

For tidsrummet til og med 1835 er antallet af de døde, stiftsvis og samlet for det hele rige, publiceret i et særskilt værk, «Statist. Tab. Fjerde Række. Christiania 1839». For tidsrummet 1836-45 indeholdes tallene i folketællings-tabellen for 1845, side 48. For årene 1846-50 er her benyttet en i tabel-kontoret over fødte og døde ført protokol.

Med hensyn til antallet af døde for året 1838 henvises til anm. ved § 20, side 21, hvor også en uoverensstemmelse i angivelsen af det samlede folketal for 1845 er berørt.

 

II. Tillæg til § 71.

Stifterne. Antallet af levende og døde for tidsrummet 1821-50. Tab. II, III, IV, V og VI.

Antallet af levende af de forskjellige aldere og kjøn er for hvert folketællings-år fundet ved med nogle forandringer, hvorom nedenfor, efter de i Tillæg I. nævnte værker at lægge sammen antallet i de amter og fogderier, hvoraf stifterne væsentlig bestå, nemlig:

  1. for Christiania stift: Christiania stifts-stad, Smaalenenes, Akershus, Hedemarkens, Christiania og Buskeruds amter og Nedre Thelemarkens fogderi af Bratsbergs amt,
  2. for Christiansands stift: Øvre Thelemarkens fogderi af Bratsbergs amt, Nedenæs og Robygdelagets, Lister og Mandals samt Stavangers amter,
  3. for Bergens stift: Bergens stifts-stad, Søndre og Nordre Bergenhus amter samt Søndmørs fogderi af Romsdals amt,
  4. for Throndhjems stift: Romsdals og Nordmørs fogderier af Romsdals amt samt Søndre og Nordre Throndhjems amter,
  5. for Tromsø stift: Nordlandenes og Finmarkens amter.

De omtalte forandringer, som det var fornødent at gjøre ved de således fundne summer, have sin grund deri, at den geistlige og verdslige inddeling ikke overalt falder sammen, så der er flere mindre distrikter, som i geistlig henseende høre til et andet stift (bispedømme) end det fogderi eller amt, som de i verdslig henseende tilhøre.

Disse mindre distrikter vare:

  1. mellem Christiania og Throndhjems stifter: a) en del af Røros præstegjæld, som hører til Hedemarkens amt, men ligesom det hele præstegjæld til Throndhjems stift, b) en del af Indset sogn, Kvikne præstegjæld, som hører til Søndre Throndhjems amt, men til Christiania stift,
  2. mellem Christiansands og Bergens stifter: a) Røldal, annex til Suledal, som hører til Søndre Bergenhus amt, men til Christiansands stift, b) en del af Skjold præstegjæld, som det samme var tilfælde med i 1825 og 1835, samt c) en del af Finaas præstegjæld, som - men ligeledes kun i 1825 og 1835 - hørte til Stavangers amt, men til Bergens stift, - et forhold, som ophørte ved kgl. res. 6. juni 1840, der både for Skjold og Finaas regulerede den verdslige inddeling i overensstemmelse med den uforandrede geistlige,
  3. mellem Bergens og Throndhjems stifter: en del af Borgunds præstegjæld, der hører til Bergens stift, men i 1825 og 1835, indtil kgl. res. 18. jan. 1839, hørte til Romsdals fogderi,
  4. mellem Throndhjems og Tromsø stifter: en del af Bindalens præstegjæld, der hører til Søndre Throndhjems amt, men til Tromsø stift.

Folketællings-protokollen for 1825 angiver særskilt folketallet i de omhandlede distrikter; for 1835 og 1845 måtte de originale folketællingslister benyttes for at finde antallet.

Fremgangsmåden for at finde det rette og i de til dette tillæg føiede tabeller angivne folketal i stifterne eller bispedømmerne har naturligvis været den, at tallene for de enkelte distrikter ere lagte over fra de amter, hvortil de høre i geistlig henseende.

En anden forandring, jeg har måttet gjøre i tallene efter den trykte tabel, har en anden grund. Flaabygden, der hidtil som annex til Kvideseid havde hørt i verdslig henseende til Christiansands stift, blev ved kgl. res. 7 juni 1845 forenet som annex med Bø præstegjæld i Christiania stift og i Nedre Thelemarkens fogderi. I tabelværket over den derefter følgende folketælling for 1845 regnedes dette distrikt altså til sidstnævnte fogderi og stift. Men derved var selve stiftets grændse forandret, og for nu at have en fast statistisk inddeling blev det nødvendigt enten at betragte forandringen som foregået allerede ved begyndelsen af det tidsrum, som denne afhandling skulde beskjæftige sig med, eller også at omgjøre forandringen, således, at folketallet for Flaabygden lagdes tilbage til Christiansands stift. Jeg valgte det sidste. Tabellerne i nærværende tillæg angive altså for 1845 folketallet for Christiansands stift med Flaabygden (d.e. det gamle stift) og for Christiania stift uden Flaabygden.

Antallet af de døde i hvert stift findes i de under Tillæg I. nævnte kilder. Det er en selvfølge, at antallet af døde i Flaabygden i og efter 1845, da den nys omtalte grændseforandring trådte i kraft, måtte fraskilles Christiania stift og lægges til Christiansands, og dette er skeet ved hjælp af de originale præste-lister.

Summerne for de 5 stifter skulde naturligvis stemme med summerne for riget Tab. I. Men i tallene for de levende må der gjøres opmærksom på en feil:

Summen for 1845 er for mandkjønnet 676,190 istedetfor 676,185, altså 5 for stor, hvilken feil ligger i tallet for Christiania stift for alderen 70-80 år.

At udfinde, om denne feil grunder sig i trykfeil i de benyttede tabeller eller i unøiagtig optælling fra min side, vilde udkræve et arbeide, hvortil gjenstanden ikke synes at stå i forhold.

 

III. Tillæg til § 77.

Hedemarken og Gudbrandsdalen, Lom, Vaage og Lesje. Antallet af levende og døde (dødfødte iberegnede) for tidsrummet 1821-50. Tab. VII.

Tabellen leverer i en sum antallet af levende ved alle tre folke-tællinger, 1825, 1835 og 1845. For at vise befolkningens tilvæxt tilføies for hver folketælling:

Tabell s145

Antallet af de levende er fundet ved hjælp af de officielle tabeller. Antallet af de døde er derimod uddraget af de såkaldte provste- og præste-lister over ægteviede, fødte og døde for hvert af de 30 år 1821-50.

Disse lister angive de døde særskilt for hvert kjøn og hver aldersklasse samt endelig i en sum for begge kjøn og alle aldere. Når jeg lægger disse summer sammen, stemme de således fremkomne generalsummer for hele perioden ikke ganske med det i min tabel angivne resultat efter optællingen efter alder og kjøn. Forskjellen sees, når jeg stiller ved siden af hinanden de førstnævnte general-summer (1) og resultatet af den sidstnævnte optælling (2):

Tabell s146

Tegnet + angiver, hvor meget summen er bleven for stor ved min optælling efter alder og kjøn tegnet - altså, hvor meget den er bleven for liten.

Feilen kan vel for en del ligge i mindre nøiagtig optælling fra min side; men mest ligger den dog i regnings- eller skrivefeil i de originale lister; dette gjelder navnlig den største af de anførte afvigelser, den for Gudbrandsdalen, som næsten udelukkende har sin grund i en feil i en af præstelisterne fra 1823, en feil, som jeg dog ikke har havt adgang til at rette.

 

IV. Tillæg til § 94.

Provstierne. Antallet af levende 1835 og 1845 samt af døde i hvert fem-år 1831-50. Tab. VIII.

Forsåvidt som et provsti-distrikt har været uforandret eller har havt de samme grændser i hele tidsrummet 1831-50, er tallet for de levende fundet ved uden videre at lægge sammen tallene for alle provstiets præstegjælde efter de trykte tabeller og tallet for de døde ved at lægge sammen tallene i de tilhørende årgange af de såkaldte bispe-lister, de af biskopperne afgivne års-fortegnelser over fødte og døde provstivis.

Men der er nogle provstier, som i løbet af årene 1831-50 ere blevne forandrede. Med hensyn til dem var det nødvendigt at indrette den statistiske tabel så, at den angav antallet af levende og af døde for et og samme distrikt, en og samme del af riget, uden hensyn til provsti-inddelingen.

Hvorledes jeg i hvert tilfælde har båret mig ad, må forklares særskilt for hvert af de betræffende provstier.

1. Drammens-Jarlsberg provstier:

  1. Ifølge kgl. res. 6 marts 1843 forenedes det såkaldte Strømsgodset af Bragernæs præstegjæld, Drammens provsti, med Skauger præstegjæld, Jarlsbergs provsti, og omvendt: Tangen, som hidtil havde været annex til Skauger, forenedes med Strømsø præstegjæld, Drammens provsti. Jeg har indrettet tabellen, som om Tangen havde hørt til Drammens provsti lige fra 1834, og som om Strømsgodset havde vedblevet at høre til samme provsti.
  2. Ved kgl. resol. 5 april 1848 blev Strømmen med ladestedet Svelvigen, der, skjønt annex til Hurum af Drammens provsti, dog havde hørt til Jarlsbergs provsti, fraskilt dette og lagt under hint. Jeg har betragtet det, som om dette forhold havde været indført allerede fra 1831.

2. Jarlsberg-Laurviks provstier:

Ved kgl. resol. 5 april deltes Jarlsbergs provsti i to, Søndre og Nordre, og ved den leilighed lagdes til Søndre Jarlsberg Annebo præstegjæld, som hidtil havde hørt til Laurviks provsti. Jeg har betragtet det, som om provstiet fremdeles var udelt og Annebo fremdeles hørte til Laurviks provsti.

3. Nedre Thelemarkens-Øvre Thelemarkens provstier:

  1. Hvert af disse provstier er i periodens løb delt, det første fra 1843 i Nedre Thelemarkens pr. og Bamble pr., det andet fra 1838 i Øvre Thelemarkens vestfjeldske og østfjeldske pr. Begge disse delinger ere her betragtede som uskeede.
  2. Ved kgl.resol. 7 juni 1845 blev Flaabygden, som hidtil havde været annex til Kvideseid præstegjæld, Øvre Thelemarkens pr. og Christiansands stift, forenet med Bø prgld., Nedre Thelemarkens pr., Christiania stift. Forholdet er her betragtet, som om forandringen ikke havde fundet sted, og tallene for Flaabygden ere lagte til Øvre Thelemarkens pr.

4. Robygdelagets provsti-Christiansands stifts-provsti:

Oddernæs prgld., som indtil 1843 var forenet med stiftsprovstiet, blev fra den tid lagt til Robygdelagets pr. Her er det betragtet, som om det havde hørt til Robygdelaget lige fra 1831.

5. Mandals-Listers provstier:

Undal prgld., indtil 1841 forenet med Listers pr., blev fra den tid lagt til Mandals. Her er det betragtet, som om det havde hørt til Robygdelaget lige fra 1831.

6. Karmsund-Ryfylke provstier:

Ved kgl. res. 31 mai 1848 forenedes Tysvær sogn af Skjolds prgld., Ryfylke pr., og Bukkens sogn af Skudesnæs prgld., Karmsund pr., til et præstegjæld, Tysvær, som lagdes under Karmsunds pr. Forandringen trådte i kraft i listerne 1849. For de 2 år 1849-50 ere tallene behandlede, som om Tysvær sogn fremdeles hørte til Ryfylke pr. og Bukkens sogn fremdeles til Karmsunds pr.

7. Bergens stiftsprovsti-Nordhordlands provsti:

Askøens sogn, som til 1841 hørte til hospitals-præsteembedet under stiftsprovstiet, blev siden forenet med det forhenværende annex Fjeld til at danne Fjeld prgld. under Nordhordlands pr. Her er forholdet betragtet, som om det havde fundet sted lige fra 1831.

8. Throndhjems stifts-provsti-Dalernes pr.

  1. Bakke annex til Strindens prgld. under Dalernes provsti blev ved kgl. resol. 2 juni 1846 fraskilt Strinden for at danne et eget prgld., Baklandet, under Throndhjems stifts-pr. Her er Baklandet betragtet som hørende til stiftsprovstiet lige fra 1831, og hvad folketallet angår, da er det antaget at være det, som de originale tællings-lister angive for forstaden Baklandet under Throndhjems byes jurisdiktion, i 1835: 1509, og i 1845: 1771.
  2. Dalernes provsti, fra 1843 delt i Nordre og Søndre Dalerne, er her betragtet som udelt.

9. Indherreds-Namdalens provstier:

Snaasens prgld. hørte til 1835 til Indherreds, siden til Namdalens provsti. Her er det betragtet, som om denne forandring var trådt i kraft allerede i 1831.

10. Helgeland,

11. Saltens samt

12. Lofoten og Vesteraalens provstier.

Disse provstier ere i løbet af perioden delte i Søndre og Nordre Helgeland (fra 1845), Søndre og Nordre Salten (i 1850) samt Lofotens og Vesteraalens provstier (fra 1849). Disse delinger ere her betragtede som uskeede.

Det er en selv-følge, at for at kunne udføre disse forandringer var det nødvendigt at ty til de originale folketællings-lister og præste-lister for at finde tallene for de enkelte prgld. eller sogne, som nu måtte opføres anderledes, end det i de trykte tabeller eller i bispe-listerne var skeet.(43)

Tabell s149

For året 1835 er der altså overensstemmelse mellem begge optællinger, ikke derimod for 1845. Men den sidst anførte sum, som blev funden ved optælling provstivis og uden hensyn til alder og kjøn, vil sees at stemme overens med den sum for riget, som den trykte tabel selv angiver uden hensyn til alder og kjøn. Tilfældet er nemlig, som allerede omtalt i anm. til § 20, at ved folketællingen 1845 manglede aldersangivelse for 40 mands- og 53 kvindes-personer. Ved at sammenholde summerne efter begge optællinger for stifterne kan det sees, at feilen falder på Throndhjems stift.

Antallet af døde, således som det i nærværende tabel er angivet efter optælling provstivis, burde stemme med summerne for begge kjøn, således som tabellerne for stifterne, II-VI., levere dem. Men der er nogen uoverensstemmelse. Jeg skal vise det ved at anføre først summerne for begge kjøn efter Tab. II-VI, dernæst summerne efter Tab. VIII.

Tabell s150

Årsagen til denne uoverensstemmelse er at søge i følgende omstændighed: De først anførte summer ere uddragne af de trykte tabeller; de sidst anførte derimod ere fremkomne ved optælling provstivis i de oprindelige håndskrevne bispelister. Nu forekommer der hist og her enkelte skriv- eller regnings-feil i disse; nogle af disse feil ere overseede af dem, der forfattede de trykte tabeller, andre ere vel bemærkede og undgåede, men ikke rettede i håndskriftet, så at en følgende forsker ikke kan se, hvorledes de ere rettede. Disse afvigelser ere altså fremkomne ved selvstændig og forskjellig benyttelse af de samme håndskrifter. Men heldigvis ere de ikke så betydelige, at de kunne ansees at have nogen mærkelig indflydelse.

 

V. Tillæg til §§ 24 og 27 (se § 22).

Antallet af levende fødte, dødfødte samt døde børn under 5 år. Tab. IX.

Som noget, der hører med til materialierne for fuldstændige dødeligheds-beregninger for tidsrummet 1821-50, anføres fremdeles i Tab. IX antallet af levende fødte o.s.v. i riget, i stifterne samt i de to provstier og tre præstegjælde, for hvilke sådanne beregninger ere udførte, og det ikke blot for tidsrummet 1821-50, men også for 1816-20 eller 1816-45.

Tabell s152


Tabell s153


Tabell s154


Tabell s155


Tabell s156


Tabell s157


Tabell s158


Tabell s159


Tabell s160


Tabell s161


Tabell s162


Tabell s163


Tabell s164


Tabell s165


Tabell s166 Tabell s167 Tabell s168 Tabell s169


Tabell s170


Tabell s172