/ UiT Norges arktiske universitet
 

EILERT SUNDT

Fante- eller landstrygerfolket i Norge

INNHOLD

Beretning om fante- eller landstrygerfolket i Norge .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

Fortsat beretning om fantefolket .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 285
Anden års-beretning om fantefolket .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 325
Tredie års-beretning om fantefolket .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 333
Fjerde års-beretning om fantefolket .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 377

EILERT SUNDT OG FANTESAKEN

Av H. O. Christophersen

Eilert Sundts navn er uløselig forbundet med fantesaken. Det var den første sak han tok opp, og han fulgte den helt til sin død, gjennom mer enn 28 år. På folkemunne gikk han under navnet «Fante-Sundt». Enkelte, selv blant fantene, trodde endog at han var født fant.

Alt i sitt barndomshjem hadde han støtt på fanteproblemet. Den «fromme kone» som nevnes i første linje i innledningen til hans opprinnelige fantebok, var ifølge en familietradisjon hans egen mor, Karen Dreier Sundt. Der beretter han også om en annen fante-episode fra barndomstiden i Farsund.

Det var i januar 1847 at Sundts interesse for fantesaken for alvor ble vakt. Han var da bl.a. lærer i religion for de innsatte i Christiania tukthus. Mange av «lemmene» var fanter som var inndømt til konfirmasjonsforberedelse. Det var ulovlig å være ukonfirmert på den tid. Sundt gir i den første fanteboken en dramatisk beretning om sitt møte med en av disse fanter, Christian Fredriksen. Noe senere traff han en taterslave fra Akershus festning, Fredrik Larsen Hartmann, som innviet ham i fantenes hemmelige sprog, romani. Dermed var døren åpnet på gløtt inn til den kaste i det norske samfunn som han mente fantene var.

Ordet «fant» er hos Sundt en fellesbetegnelse for de egentlige tatere - sigøynerne, «storvandringene» - som han mente var kommet til Norge på 1500-tallet, og senere innvandrede «skøyerfølger» fra Danmark og Tyskland. Skøyerne var «småvandringer»; de kaltes ofte for «meltravere» og holdt seg mest til kyststrekningen mellom Stavanger og Larvik. De talte et eget tyve- og landstrykersprog, som oftest ble kalt «rodi». Taternes romani og skøyernes rodi blandet seg efterhånden med hverandre; inn i blandingssproget kom også en rekke norske ord og bøyningsformer.

I 1847 var Sundt på ingen måte alene om å interessere seg for fantesaken. Myndighetene hadde lenge sett på fantene som en landeplage, bl.a. fordi de hadde fått et tilsig av landløpere og småkriminelle fra de laveste samfunnslag i det norske folk. Man ville kartlegge uvesenet, og i folketellingen 1845 ble fantene for første gang tatt med som en særskilt gruppe. Man forsøkte å få en oversikt over deres antall og hjemsted, i den utstrekning de da kunne sies å høre hjemme noe sted. Alt i alt talte man 1145 personer, tilhørende større og mindre følger.

Gjennom sin kontakt med Christian Fredriksen og Fredrik Larsen Hartmann, og med andre fanter, fikk Sundt lyst til å vite mer om deres historie og sprog. Han kastet seg over den forholdsvis rikholdige tater- og skøyerlitteratur som fantes på Universitetsbiblioteket. I 1830-40-årene hadde det vitenskapelige studium av sigøynerne skutt fart ute i Europa. En rekke fantebøker var kommet ut. Særlig to av dem ble av betydning for Sundt: den engelske prest George Borrows store to-binds verk The Zincail: or, an Account of the Gypsies in Spain With an original Collection of their Songs and Poetry, and a copious Dictionary of their Language (London 1843), og A. F. Potts Die Zigeuner in Europa und Asien (Halle 1944).

Studiet av sigøynerlitteraturen gjorde Sundt bare enda ivrigere. I løpet av 1847 foretok han for egen regning et par reiser i Norge for å komme fantene på nært hold. Om sommeren det året reiste han til Vestlandet, om høsten bl.a. til Romerike. Utbyttet var heller spedt; han traff få fanter, men fikk iallfall anledning til å forhøre seg om deres gjøren og laten. På Stortinget i 1848 var det også sterk interesse for fantene, ut fra flere motiver: Man ville løse et ordensproblem, man ville beskytte kommunene i visse deler av landet hvor fanter var særlig tallrike, mot økonomiske utlegg etter fattigloven (jfr. forslaget om å fordele fantene utover landet og gi dem tvungen hjemstavn); man ville føre en avvikergruppe tilbake til samfunnet (forslag bl.a. om å ta seg av fantenes barn). Motivene var dels å beskytte samfunnet, dels å redde fantene: «Selv elendige og levende udenfor det civiliserede Samfund vare de saaledes ogsaa til Byrde for Landets øvrige Befolkning», som det heter i Stortingets referat.

Et forslag om en egen lov for fantene var imidlertid ikke i tråd med Sundts oppfatning. Han holdt på opplysningslinjen: man måtte vite mer om fantene, om deres historie og aktuelle situasjon, før man kunne bestemme seg for reformer. Våren 1848 søkte han derfor Stortinget om støtte til en reise i Norge for å undersøke fantenes forhold, og Stortinget slo raskt til. Alt sommeren samme år ble det bevilget 100 spd. til reisen, som foregikk i juli og august og varte i fem uker.

Sundt reiste først til Finnskogen og deretter nordover til Trøndelag, men han traff på langt nær så mange fanter som man kunne ha ventet. Årsaken var kanskje at fantene hadde begynt å unngå sine vanlige reiseruter, fordi de var blitt skremt av myndighetenes og avisenes opplysningskampanje, som hadde begynt med folketellingen i 1845. - På nytt fikk Sundt imidlertid høre meget om fantene, og ved hjemkomsten mente han at det beste han kunne gjøre, var å tegne et helhetsbilde av deres situasjon og historie. Istedenfor en tørr, sammentrengt innberetning til departementet ble det derfor en hel bok: Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge. Manuskriptet var ferdig 3. november 1849, i slutten av januar 1850 gikk boken i trykken, og forelå i god tid før stortingssesjonen i 1851, da fanteproblemet på nytt ville komme opp til debatt. - Noen slik debatt ble det imidlertid ikke før i 1854. Stortinget ville avvente en mer omfattende undersøkelse av «de lavere klassers» forhold, som Sundt i mellomtiden hadde fått bevilgning til å gå i gang med. Ikke minst Sundt selv så nå fantesaken som en del av hele fattigdomsproblemet.

Ved stortingsvedtak av 17. august 1854 ble det bestemt at en sum av inntil 6000 spd. for budsjettperioden 1855-57 skulle kunne anvendes til «forsøg paa at skaffe Fanter og andre deslige omvankende og hjemstavnsløse Personer en lovlig Næringsvei og deres Børn en ordentlig opdragelse». Det arbeid som nå sattes i gang, må for en vesentlig del sies å være Sundts fortjeneste.

Med utgangspunkt i Stortingets bevilgning - som ble fornyet i 1857 og 1860 - ble det fra høsten 1855 til mars 1859 gjort forsøk med i alt 250 fanter. Og det ble Sundts oppgave å bearbeide for departementet det stoff om denne aksjonen som ble innsamlet. På grunnlag av dette laget han i 1859 en Fortsat Beretning om Fantefolket.

I d e ti årene som var gått mellom den første fanteboken og denne nye beretning, hadde Sundt som statsstipendiat vært opptatt med en rekke andre forskningsoppgaver. I disse år hadde han laget sine grunnleggende arbeider om dødeligheten, giftermålet, sedeligheten, edrueligheten og husbyggingen, samt sine viktigste regionalundersøkelser. Men fantesaken var aldri blitt borte for ham, og i første halvpart av 1860-årene ble den på nytt hans hovedinteresse.

Fortsat Beretning om Fantefolket inneholder en detaljert gjennomgåelse av de 250 fanter som var kommet under behandling for fantefondets midler. I nærværende bind har vi måttet nøye oss med å trykke opp igjen Sundts innledning til denne beretning. Av de forsøk som var satt i gang, mente han at om lag tredjeparten måtte ansees som mislykte, noe han imidlertid ikke fant altfor ugunstig.

Stortinget gjentok sin bevilgning til fantefondet i 1860 og 1863. Det var særlig kystegnene mellom Stavanger og Skiensfjorden som var hjemsøkt av fantene, og Sundt mente at man måtte ha en fullstendig fortegnelse over «de reisende» i dette strøk av landet for å komme videre i arbeidet. Han reiste selv, omkring 1860, to ganger denne strekning for å treffe og forhøre seg om fantene. Resultatet av disse undersøkelser ble lagt frem i hans Anden Aars-Beretning om Fantefolket (1862). Boken inneholder en spesialoversikt over fantefamiliene i Christianssands stift pluss en riksoversikt over fantevesenet. (Vi har i dette bind dessverre funnet plass til bare noen få sider av innledningen til denne beretning.)

Omkring nyttår 1863 satte Sundt opp en totaloversikt over alle de fanteforsøk som var gjort i perioden 1855-62, i alt 425. I en Tredie Aars-Beretning om Fantefolket (trykt 1863 - i dette bind tatt med i sin helhet) foretok han en kort analyse av dem, men han våget ikke å stille opp noen prognose for de forsøk som ennå ikke var avsluttet. Tonen er i det hele litt forsiktigere enn tidligere. Sundt synes blant fantene å ha funnet en «hard kjerne» som unndrog seg enhver «helbredende behandling». Man bør nok fortsette forsøksvirksomheten, mener han, men man må ta nye metoder i bruk, bl.a. tvangsarbeidshus for fanter og andre omstreifere, særlig på strekningen Stavanger-Skiensfjorden. Tanken om tvangarbeidshus var lansert av Sundt allerede i hans første arbeid om fantefolket fra 1850. Som medlem av Fattigkommisjonen av 1853 foreslo han at slike arbeidshus skulle bygges i alle amter, og han arbeidet aktivt for å få denne bestemmelsen inn i fattigloven av 1863.

Gjennom departementet hadde Sundt fått sendt ut en rundskrivelse til lensmenn, bønder, skolelærere, landhandlere, fergemenn og andre med anmodning om å holde et øye med de fantefølger som gikk, og gi innberetning om det til ham gjennom departementet. I alt innløp 347 svar. På grunnlag av dette materiale utarbeidet han sin Fjerde Aars-Beretning om Fantefolket (trykt 1865). Her beregnet han, så godt det lot seg gjøre, det samlede tall på fantene for hele riket. Han kom til at antallet av omstreifere som fremdeles var på reisefot, kunne settes til mellom 900 og 1000. I alt var det nærmere 1500 personer av fante-ætt og fanteart i landet; 300 av disse var blitt trukket bort fra landeveien gjennom de offentlige forsøk. Av det samlede fantefolk var om lag tredjeparten «hjemmehørende» i Christianssands stift, mens det i Tromsø stift bare var 15. Denne Fjerde Aars-Beretning om Fantefolket inneholder et fullstendig, til dels kommentert, fanteregister; Sundt kunne, ikke uten grunn, si at han kjente hver fant i landet personlig. (Dessverre har vi i dette bind vært nødt til å nøye oss med den generelle innledning også til denne årsberetning.)

I 1865 var Sundt bekymret for at fantefondet ville bli avviklet. For budsjett-terminen 1863-65 hadde Stortinget bevilget 11 850 spd. I alt var det for 12-års perioden 1855-66 blitt bevilget 27 850 spd, og det hadde for en vesentlig del vært Sundts fortjeneste at pengene var kommet til anvendelse. Men vi får kanskje legge til at fantefondet iallfall hadde hatt en uheldig virkning: Det var mer og mer blitt en sovepute for kommunene. Den lokale selvvirksomhet var gått tilbake.

Et nytt beløp ble likevel bevilget av Stortinget i 1866. Forsøkene kunne altså fortsette i en viss utstrekning. Og Sundt følger dem hele tiden på nært hold. Så sent som i 1873, efter at han hadde overtatt Eidsvoll sognekall, satte han opp et sirkulære om fantesaken, som departementet sendte ut til amtmennene. Det var hans hensikt å utarbeide en femte og avsluttende «årsberetning» for å gjøre opp en endelig status. Han døde imidlertid før han fikk gjort denne undersøkelsen. Sundts arbeid med fantesaken er en mesterlig innsats. Neppe noensinne har en enkelt mann behandlet en viktig samfunnssak så inngående som han i dette tilfelle. Han reiste saken, han plasserte den i tidens debatt, han tilrettela det store materiale, han la opp linjene for forsøksvirksomheten, han overvåket gjennomføringen av forsøkene, og han bearbeidet, for Stortinget og for folket, de ytterst interessante resultater.

-->
Forside s. 3

Da jeg i sommeren 1848 efter derom indgiven underdanigst ansøgning havde erholdt midler af statskassen til at bereise en del af landet for at undersøge de såkaldte fantefolks sæder og forholde (se kap. 15, slutn.), havde jeg den forpligtelse på mig til den kgl. norske Regjerings Justits og Politi Departement at afgive beretning om resultatet af disse undersøgelser. Men da jeg tillige om samme gjenstand ønskede at se offentliggjort en udførligere fremstilling, som måske kunde bidrage til at vække almenhedens deltagende opmærksomhed for disse ulykkelige, men forhen mindre påagtede forholde, og da jeg ikke kunde vente at finde nogen privat forlægger for et sådant værk, søgte jeg at forene begge øiemed, idet jeg til opfyldelse af hin forpligtelse at levere en reiseberetning forfattede nærværende skrift og indleverede det til det nævnte departement med underdanigt andragende om, at det vilde foranledige det trykt på offentlig bekostning. Dette mit ønske er nu blevet opfyldt, og mere end det; efter Justitsdepartementets af Regjeringen tiltrådte indstilling har nemlig hans Majestæt Kongen under 27de december 1849 ikke alene nådigst besluttet, at skriftet skal trykkes på offentlig bekostning, men også nådigst tildelt mig for mit arbeide med samme det betydelige honorar af 250 spd.

Christiania, den 29de januar 1850.

Forfatteren.

INDLEDNING

Til en from kone af mit bekjendtskab kom for et halvt snes år siden et gammelt, fremmed kvindemenneske, vaklende ved en stav, ind på kjøkkenet og stillede sig med bedende miner der ved døren. Hun skjalv over hele legemet og var så overmåde rynket og pjaltet, at ingen syntes at have seet et så ynkeligt syn før. Man spurgte hende, hvad hun hed, og hvor hun var fra; men hun kunde lidet se og høre og tale; hun vidste ikke at give nogen sammenhængende forklaring. Det lod til, at en uigjennemtrængelig sløvhed havde lagt sig over hendes sind, lig den skorpe af urenlighed, som bedækkede, hendes hud. Husmoderen havde allerede et stykke brød i hånden for at levere den fremmede, men ved således mere nær at betragte den ynkværdige skabning fandt hun, at det ikke var den hjælp, som her gjordes behov. Hun lod den gamle, som vel i lange tider havde gået således i elendighed, lede hen til en brav nabokone, der dels for gode ord og betaling, dels af naturlig medlidenhed påtog sig det arbeide at renvaske mennesket og så iføre hende noget rent linned, som sendtes med. Her pleiedes hun på det bedste. Hun kom i lunkent bad og lagdes derefter i en seng. Hendes sind syntes beåndet igjen efter legemets vederkvægelse; hun så med klarere blik omkring sig, talte med tydeligere stemme, yttrede, at hun befandt sig vel, takkede for alt godt og sov ind - til den evige hvile.

Det var, som om Herren netop så længe havde opholdt det skrøbelige liv, indtil det sløve sind først kunde oplives og trøstes ved fornemmelsen af medmenneskers deltagelse og deri fange håbet om den evige kjærlighed(1).

Som denne kvinde går der en hel slægt i vort land. Det er jo et gammelt bibelsk billede at betegne et folk som en kvinde, og hin skrøbelige, udlevede kvinde er det rette billede på denne slægt. Som hun har den også engang seet noget bedre dage, hvori den vist var lystig og glad og med let sind betrådte livets vanskelige vei; men nu er slægten meget gammel, og der har lagt sig sløvhed over dens erindring, så den kan ikke give nogen sammenhængende forklaring om, hvorfra den stammer, og hvad dens mål og med har været i livet. Synd og brøde bedækker dens åsyn og har der udslettet de træk vel ikke af ynde, men dog af kvikhed og livligt mod, som engang monne have været at skue. Den har åbenbar udlevet for længe siden, og det seer ud, som om Herren just derfor havde opholdt dens hjemløse og hjælpeløse liv indtil nu, fordi han vilde lade det sees, om der er villig deltagelse i landet for den dybeste elendighed, hvori mennesker kunne synke, om kjærligheden eier visdom til at berede slægten et vederkvægelsens bad og lade et nyt livs trøst skinne ned i dens sløve og formørkede ånd.

Fanter kalder man denne slægt. På en bakke tæt ovenfor min fødeby mødtes engang to reisende partier, det var nok to familier; thi der var fruentimmer og børn med; men det var vel ufreden i deres sjel, som gjorde, at de snart begyndte at slåes med hinanden. Jeg var liden gut dengang og stod langt borte og så; men jeg glemmer aldrig den voldsomme tummel og det fæle skrig og det uhyggelige syn, da mænd fra byen, jeg troer med stænger og reb, kom op for at fange dem. Man sagde mig, at det var bare nogle fanter. Men når jeg siden af missionsberetninger eller andetsteds hørte om vilde barbariske folkeslags råhed, har jeg altid måttet mindes hin scenes rædsel. Derfor var jeg endnu halvt bange, da jeg første gang traf en fant ansigt til ansigt. Jeg er lærer ved en søndagsskole på Christiania Tugthus, og for nu snart tre år siden blev jeg der var, at jeg var midt mellem flere af denne for min erindring så uhyggelige slægt, sortsmudskede, fremmedagtige, mistroiske og fordægtige folk. Men snart vænnede jeg mig til disse mennesker også og blev fortrolig med dem. Fra først af var det måske mest nysgjerrighed, som bragte mig til at indlade mig med disse sælsomme folk; men i såfald blev jeg ret straffet for min lyst. Jeg fandt for mange gåder i denne kasteagtigt afsondrede kreds; hvergang en var løst, viste en anden og endnu underligere sig for mig; kort, jeg hildedes i en sær interesse for den forvildede, vanartede, elendige slægt, og nu have mange dage af mit liv, halvt med, halvt mod min villie, tilhørt denne lave sphære, hvori ikke alene saa megen raahed og vederstyggelighed skjuler sig under det mystiske væsen, men hvor den store sløvhed og vanart ofte syntes at måtte berøve mig alt håb om at kunne udrette noget godt.

I sommeren 1847 gjorde jeg en tour hen over Vestlandet og fik der adskillig anledning til at forhøre mig om fanterne. Ud på høsten samme år spaserede jeg opover Romerike, der var mig beskrevet som et af fanternes reder, og fik virkelig også se nogle af dem i deres frie og naturlige tilstand. Men endnu syntes jeg kun at vide, - at der var mange ting, jeg ikke vidste; jeg så nok, at det stod yderlig slet til med disse mennesker; men for at få vide, hvorledes man egentlig skulde rette derpå, mente jeg, at jeg mere fuldstændigt måtte have seet deres færd på de vide veie landet over. Dette gaves der mig anledning til, da jeg sommeren 1848 med offentlig understøttelse kunde tiltræde en længere reise netop for at undersøge fanternes forholde. Jeg havde i grunden kun 4 uger at gjøre med, men blev borte i 5. Jeg vilde finde fanternes almindeligste samlingssteder for der om muligt at træffe nogle af dem selv og reiste fra Christiania atter op over Romerike; men nu i sommertiden vare alle fanterne borte; følgende enkelte vink og råd, tog jeg over Kongsvinger, helt op imellem finnerne på Soløer Finskov; der var heller ingen; overalt viste man mig længere mod nord, til Østerdalen med dens sidedale; men også her viste man mig længere bort; man kjendte nok fanterne allevegne, men vilde intetsteds kjendes ved dem som hjemmehørende i bygden. På denne måde kom jeg over Throndhjem igjennem Indherred alt til Namdalsfjorden. Her måtte jeg vende om, tog atter over Throndhjem igjennem kystegnene til Molde, så igjennem Romsdalen og Gudbrandsdalen til Mjøsen, gik over Vardal og Land til Randsfjorden og kom over Ringerike tilbage til Christiania. Men intetsteds havde jeg fundet fanternes rede.

Min hensigt var dog endnu mere ved flittig samtale med almuesfolk og embedsmænd, som jo idelig se fanternes færd, at få bedre kundskab om deres væsen. og gode råd om, hvorledes man skulde redde dem ud af fantelivet. Og det var et rigt samtaleemne. Skydsgutter underholdt sig hele mile med mig om fanterne (thi jeg måtte idelig selv fortælle, for at få andre til at fortælle med). Altid fik jeg høre noget nyt. Huusmandskoner fortalte, dog mest med korte hentydninger, underlige ting om fanternes gaver til at kurere eller skade både folk og fæ; på de rigere bøndergårde kjendte man dem kun som tiggerfolk med en mageløs uforskammethed. Finnerne beskreve mig deres omflakkende fiskerliv langs fjeldvandene, strandsidderne på Nordmøre deres sørøvertog imellem øerne. Færgernænd gave mig oplysning om deres årlige toure frem og tilbage; bygdevægtere skildrede dem som balstyrige krabater; gravere og andre kirkebetjente yttrede med betænkelighed, at de sjelden eller aldrig kunde mindes, at en fant var ført til begravelse i christen jord. I brændeviinskipperne omkring Throndhjem, hvor de vise sig som gode kunder, undskyldte man deres feil, roste endog deres dyder; sæterpigerne yttrede ængstelse for deres overlast og vold. Letsindige folk lo over deres skøierstreger; de fromme i landet sørgede over deres hedenske liv. Det var forvirrende at høre så mange modstridende domme. På den ene side skildrede alvorligsindede almuesmænd med retfærdig uvillie fanternes vanart og gjorde mig det indlysende, at der måtte anvendes kraftig strenghed for at forebygge de voldsomme udbrud af deres vilde sind; men på den anden side fortalte embedsmænd mig, de juridiske mest, så mange exempler, hvormed de beviste mig, at strænghed kun havde gjort ondt værre, og at man måtte forsøge det med moralske midler, og præster gjorde mig aldeles nedslået ved at meddele mig exempler på de mest udholdende og menneskekjærlige og dog tilsidst frugtesløse bestræbelser for med det gode at vænne fanterne til sædelighed og orden.

Det var mig en i flere henseender uforglemmelig reise. Jeg havde ikke leet meget af mit fædreland før, kjendte kun lidet dets folk. Nu så jeg fjeld og dal i den rige sommerpragt; jeg besøgte mine landsmænd, folk af alle stænder, og fandt så mange kjære træk, først og fremst mange beviser på gjæstfrihed, for mig ligeså mange tegn på, at man billigede øiemedet for min reise og mine besøg, at jeg ikke stod ene med min interesse(2).

Men netop fordi jeg således ledsagedes af så manges ønsker om held for mit påbegyndte arbeide, var det mig høist pinligt, da jeg ved tilbagekomsten måtte - ligesom udbyttet fra den hele reise - med mere afgjort bekymring sige mig selv, hvad jeg nok også før havde skjønnet, at det er meget vanskeligt at finde virksomme midler til at redde fanterne ud af deres elendighed.

Men det har klaret sig for mig. Jeg holder fast ved dette, at dersom disse forvildede menneskers, denne udlevede slægts legemlige og åndelige nød var lige så godt kjendt i landet, som den er ofte seet, så skulde manges deltagelse vækkes, og disse manges gode villie til at afhjælpe nøden, til at tæmme disse lidenskaber hos nogle, til at styrke denne svaghed, belive denne sløvhed hos andre, denne gode villie skulde - ikke selv finde på råd, men være et middel i hans hånd, for hvem intet er umuligt.

Det billede af denne slægt, jeg nu skal fremlægge, skulde tjene til at fremkalde en sådan levende deltagelse. Skildringen skulde interessere både mere dannede læsere, de mænd, som kunne have anledning til at træffe mere omfattende foranstaltninger til fanternes vel, og den mere enfoldige almuesmand, som ser fanten nær ved, som ofte må huse ham. Man vil også see, at jeg har været betænkt på dette dobbelte formål. Ved en vis nøiagtighed eller omstændelighed i den historiske fremstilling mente jeg at skulle overtale den mere dannede til at kaste et velvilligt blik ind i denne lave verden; ved en hel del fortællinger og skildringer af livet gjorde jeg mig flid for at vedligeholde læselysten hos den mindre øvede læser og således bringe ham til at medtage de vink og formaninger, som jeg hist og her har vovet at indflette. Men måske har denne dobbelte opgave nødvendig måttet lade arbeidet kun slet lykkes for mig, for hvem vel allerede en enkelt vilde have været meget stor.

Men dette kan nu ikke være anderledes. Denne bog er skreven i mellemtiden mellem, forskjellige andre forretninger og studier og under en nedtrykkende indflydelse af hyppig sygelighed, og det er ikke min leilighed nu at gjøre noget nyt forsøg. Heller ikke tillader sagen selv længer nogen opsættelse fra min side. Der skal rådslåes og fattes beslutninger om fanternes forholde, og dermed skal bogen gjøre så megen nytte, som den kan.

- - Jeg var på vei til at blive mismodig ved erindringen om min livlige interesse for arbeidet ved dets begyndelse og ved synet af det manuskript, der nu ligger der, ved tanken om, hvad jeg har nået, og hvad jeg vilde gribe. Men så mindes jeg igjen den gamle, smudsige, sløvede kvinde, som stod ved kjøkkendøren og rystede. Det er på tid, at jeg glemmer mig selv.

Christiania, 3die november 1849.


KAPITEL 1

Hidtil herskende meninger om fanternes herkomst. Navne. Inddeling.
Tatere og skøiere.

Den bekjendte dr. Erik Pontoppidan, der ved midten af forrige århundrede var biskop i Bergen og der skrev sin «Norges naturlige historie,» taler i dette verk(3) også om fanterne, «som ere, siger han, og endnu mere i gamle dage have været et omløbende pak af ørkesløse og uordentlig levende tiggere eller bedragere, ei ulige dem, man i Danmark kalder tartere, i Tyskland zigeuner.» Den lærde forf. søger at forklare sig disse folks herkomst. Han erindrer først om et aldeles lignende omstreiferfolk i Jylland, de der såkaldte kjeltringer, hvilke han efter ældre lærdes exempel på grund af den tilfældige lighed i navnet anser for efterkommere af kelterne, Danmarks urbeboere før de tydske og nordiske folkeslags indvandring, og i overeensstemmelse hermed yttrer han nu om de norske fanter, at de vel oprindelig var finner, levninger af Norges finske urbefolkning. Det er også en af de nyere lærde antagen mening, at finnefolk i den grå oldtid sværmede om som nomader ikke blot, som nu, i Finmarken, men også på vore sydligere høifjelde, og at de siden, undtagen i det fjerne Finmarken, lidt efter lidt fortrængtes af de mere kultiverede og mægtigere nordmænd; det er da rimeligvis ikke blot den smule lighed i navnene, men også den store usselhed, hvori de omstreifende fanter levede, den uvillie, de overalt måtte være gjenstand for, som bragte Pontoppidan til i dem at see en endnu tilværende rest af hint rå og undertrykte nomadefolk.

Af det følgende vil det imidlertid snart sees, at denne mening om fanternes herkomst ikke er rigtig. Og dog er Pontoppidans hypotese interessant nok. Den viser, at dette «omløbende pak,» som man endnu besværes med i vore bygder, allerede for et århundrede siden ved sine særegne sæder og forholde gjorde et sådant indtryk, at man ikke syntes at kunne henregne det til den norske befolkning, men måtte tillægge det en fremmed nationalitet. Man får allerede formodning om, at disse «uordentlig levende tiggere eller bedragere» må have gjort sig kjendelige ved en vis indbyrdes orden og sammenhæng. Navnet «fant» bruges her som betegnelse for et eget, rigtignok forsvindendes, men endnu kjendeligt folk, som et folkenavn.

Og således bruges ordet endnu af den norske almue. Men dette er ikke ordets eneste betydning. Der er måske ikke mange ord, som have fået en så mangesidig anvendelse som ordet «fant» i vort folkesprog; ordet har en hel historie, og det tør ikke være ganske uden interesse for vor foreliggende gjenstand noget nærmere at betragte samme. Der er et godt gammelt-norsk ord (fantr)(4) og bruges i skrifter fra middelalderen især om biskoppers eller andre storfolks brevdragere, erindsvende, gangpilter. I gamle dage pleide fornemme herrer, især biskopper, at have med sig på reiser et stort følge af sådanne ringere betjente, som måtte sørge for, at den almuen pålagte skyds stod færdig for den reisende o.s.v., og heraf kom vel det ordsprog, som nu pudserligt nok, skjønt vel med endnu større anstrøg af ærgrelse end fordum, bruges om vore landstrygerfanter; «bisper og fanter, de komme altid fram!» Denne brug af ordet, hvorefter det betegner fornemme folks betjente og ledsagere på reiser, gjenkjendes endnu i «skriverfanter»: et udtryk, hvormed almuen hist og her betegner sorenskriverens («skriverens») kontorbetjenten som ledsage ham på thingreiserne. - Lidt efter lidt må ordet være gået over til at betegne en reisende, en fremmed i almindelighed, og derfor kan det endnu hænde, at en reisende i vore fjeldbygder tiltales med et sådant spørgsmål: «Hvad er du for en fant?» et spørgsmål, hvori man ikke bør se noget fornærmeligt; derfor blive også sådanne reisende, som fjeldbonden skjønner ere fornemme folk, i al ærbødighed betitlede som «storfanter» eller, om det er damer, «fænter.» Men til begrebet om det fremmede knytter sig let forestillingen om det usædvanlige, det uudgrundelige, det upålidelige, og i de kredse af folkelivet, hvor folkesproget som folkecharacteren mest har været udsat for tidens forandringer, have nu disse ordets bibetydninger mestendels fortrængt den oprindelige. Udmærker en person sig noget ved fin klædedragt eller pynt, fåer han snart navn af f.ex. kjolefant, brillefant, o.s.v. En vittig person, vis tvetydige spøg ikke så lige til, kan udgrundes, er «fanterisam», og især indbefatter overtroen alle overnaturlige begivenheder og trolddomskunstens mysterier under betegnelsen «fanteri.» Allerhyppigst bruges ordet dog til at betegne sådanne folk, som man ikke kan stole på, som have vist sig som uordholdne i handel, som uvederhæftige skyldnere og slette betalere. Både den forarmede stakkel og den uredelige skjelm ene farter. «Det er blevet fant med ham» siger man om den, som engang sad i bedre kår, men formedelst uheld må gå fra gård og grund. «Han gjør sig gjerne til fant for en skilling,» siges om den, der for en lumpen vindings skyld tilsidesætter ærlighedens bud. Således hedder det også om en tjenestegut, som før aftalt tid og uden at gjøre ordentlig beskjed for sig forlader sin tjeneste, at han «fantegår.» I denne sidste betydning er ordet «fant» blevet et af pøbelens mest yndede skjeldsord, hvormed man, når man af hvilkensomhelst grund er bleven vred på en person, giver ham at forstå, at man anseer ham for et menneske, som det er klogest ikke at indlade sig med. Brugen af dette skjeldsord har mangengang været signalet til blodige slagsmål; men så hyppig er det alligevel blevet anvendt, at det igjen har tabt noget af sin kraft og endog ofte uden anstød kan bruges som spøgende tiltale mellem de bedste venner.

Man seer nu, at det er en ganske særegen betydning af ordet «fant», når det, som af Pontoppidan og endnu hos almuen, tillige bruges som folkenavn for en vis klasse af mennesker. Fanter, eller i denne anvendelse endnu bestemtere langfanter, «langfæra» fanter må de fra først af være blevne kaldte, fordi de idelig såes på reiser og overalt vare fremmede; men efterhånden som man bemærkede, at de væsentlig adskildte sig fra andre reisende derved, at de ikke for en enkelt tour forlode sit hjem og atter vendte tilbage til samme, men uden noget vist hjem tilbragte sit hele liv på reiser, efterhånden som man så, at disse «uordentlig levende tiggere eller bedragere» dog sig imellem overholdt en vis orden og indbyrdes sammenhæng og ikke udgjorde noget aldeles løst pak af enkeltvis omstreifende lediggjængere, men dannede fuldstændige familier, der udenfor det øvrige folk forplantede sig fra slægt til slægt, så vænnede man sig til at betragte dem som en afsondret kaste, der ikke i virkeligheden tilhørte det norske folk, og således kom navnet «fant,» når det brugtes om disse mennesker, til at indeholde forestillingen om en egen herkomst, en fremmed nationalitet. Om en person i denne betydning af ordet var fant eller ikke, afgjordes derfor, og afgjøres endnu, efter samme mærke, som om spørgsmålet er at afgjøre f.ex., om en person er fin eller ikke; den er fin, som er født av finneforældre og er opdragen på finnevis, og ganske overensstemmende hermed siger et almue-ordsprog: Når fant gifter sig med fant, så kommer der bare fant derudaf. «Den kaldes altså fant, om hvem det antages, at han af en omreisende moder er født f.ex. under en busk eller et vedskur, at han så, først båren på moderens ryg og siden følgende hende ved hånden, er opvoxet på landeveien og opdragen i et af disse «fantefølger» eller «lyer» eller «herkjer», disse vandrende familier, hvor man stundom kan se en oldefader eller oldemoder med bedagede børn og raske børnebørn samt disses trivelige unger. Vistnok hænder det altfor ofte, at letsindige mennesker, som oprindeligen have tilhørt det bedre samfund, forlade dette og slå sig i lag med fanterne, ja gifte sig ind i fantefølgerne; de hedde da også fanter; men ved forskjellige tillæg til deres navne, såsom Valders-Ola, Lisa fra Byen o.a., erindrer almuen gjerne, at de egentlig «ere komne af folk» (nedstamme fra bosiddende, norske folk); de ene kun naturaliserede, ikke «ægte» fanter. - Der er forresten to særegne træk i fanternes liv, som meget let måtte lede til at betragte dem som en afsondret kaste, et fremmed folk. Efter lang og uhyggelig erfaring anser almuen det nemlig for temmelig vist, om enhver enkelt fant, at han gåer uden dåb og christendom eller ialfald såvidt muligt holder sig udenfor det i landet herskende religionsamfund, og medens fanterne således på den ene side stå overmåde langt fjernede fra det øvrige folk i landet, danne de forskjellige fanteflokke igjen et eget samfund indbyrdes, derved at de - hvad hver bonde i de egne, hvor fanterne oftere færdes, ved at tale om - have sig imellem et fremmed sprog, det for alle andre uforståelige «fantemål,» hvormed «de kunne snakke både ære og liv af en, uden at man kan forstå et ord deraf.»

Når navnet «fant» således bruges som folkenavn, så tages altså ikke så meget hensyn til, hvorledes den dermed betegnede person har opført sig; det er formedelst sin fødsel han er fant. Det vil da også forståes, at der, skjønt det vistnok sjelden skjer, kan være tale om «skikkelige» fanter. Ordet har, selv anvendt som navn på disse omflakkende familier, ikke oprindelig indesluttet nogen foragtelig betydning. Men det er alligevel af almuens tale let at mærke, at disse folk i almindelighed ene gjenstand for megen mistillid, frygt og uvillie, og alle de ufordelagtige bibetydninger, der, som det ovenfor vistes, lidt efter lidt i sprogbrugen knyttedes til ordet «fant» (en fremmed), træde især frem, når det bruges til at betegne disse fordægtige fremmede. Dette er ikke at undres over; meget mere er det rimligt, at netop de idelig omflakkende fanter have udøvet en høist ufordelagtig indflydelse på vor almues stemning mod tilreisende fremmede i almindelighed og vakt frygt og mistanke der, hvor før enfoldig godtroenhed og gjæstfrihed var herskende; netop fanterne viste nemlig ofte en høist usømmelig opførsel med at «give fanteord fra sig,» når gjæstfriheden ikke indrømmede dem alt, hvad deres ubluhed forlangte, og det er måske især dem, som med sin uhøflighed gave anledning til et ordsprog, et stygt ordsprog, som vil lære os, hvor lidet det lønner sig at vise gjæstfrihed mod ubekjendte fremmede: «Når fanten (c: den fremmede) har fået, hvad han vil have, så går han.» Siden langfanterne fik sin gang her i landet, ofte til skræk og forfærdelse for de i vort folketomme land adspredte og enligt boende bondefamilier, måtte ordet «fant» som nu engneg var blevet valgt til at benævne dem, ganske naturligt komme til at tabe sin oprindelige bedre betydning og bruges til at betegne alt fordægtigt og uhyggeligt; de fleste mennesker i landet ville også erindre, at de ere voxede op med rædsel for disse vilde, støiende, ofte sortladne og stygge fanter, hvis navn selv så almindelig brugtes som skræmselsord for uskikkelige, skrigende småbørn («dersom du ikke tier, kommer fanten og ta'er dig!»), en brug af ordet, hvorefter det i betydning som i klang er så omtrent det samme som «fanden» selv.

Ordet «fant» er ellers kun et af de mange navne, hvormed folket har benævnet denne sælsomme slægt, der ved sin - man veed ikke, om man skal kalde den ørkesløse eller rastløse - omstreifen overalt skjønnes at have vakt megen opsigt. Fanterne hedde således i nogle egne af Bergens stift splinter, i Throndhjems stift fusser, længere nord på farker, ligesom man også, siger f.ex. splinterfølger, farkemål o.s.v. Disse ord ere af dunkel oprindelse, men ligne ordet fant også deri, at de hyppig bruges som skjeldsord også om folk, som ikke kunne henregnes til de egentlige fanter. Af denne grund optage da fanterne - som jeg dog - i erindring om ordets oprindelige bedre betydning, i denne bog fremdeles kalder omstreiferkasten - alle disse benævnelser meget ilde, og for ikke at støde dem vælger almuen da ofte at benævne dem med sådanne navne, som ikke have hensyn til deres formodede fordægtige herkomst eller kasteagtige liv. Dels tages der da hensyn til visse for fanterne eiendommelige håndteringer, hvorefter de hedde f.ex. vævskebindere, kjedelflikkere eller grydebødere, hesteskjærere (hestjalkare), hægtemagere o.s.v. dels deres sælsomme levevis, hvorefter de kjendes under navn af strygere, løbere, farere, svivere, stavkarle, trådragere, c: folk, som på sin vandring fra gård til gård drage tråt eller langsomt igjennem. bygderne, - hvis ordet ikke skal være tråddragere c: ståltrådtrækkere).

I Søndmøre, fortæller et sagn, kunde bønderne i gamle dage lade både stue- og ladebygninger stå åbne nat og dag; men så kom fanterne, og fra den tid måtte man sætte kroge og slåer for sine døre. Dette sagn kan tjene til at vise, at disse usle fantefølger dog have spillet sin rolle i folkelivet og udøvet ikke så liden indflydelse. Det samme mærker man også deraf, at almuen, som snart glemmer fortjente mænd og vigtige begivenheder, ofte i lange tider bevarer erindringen om renomerede fanter og deres bedrifter. På Romerike f.ex. og på Stavangerkanten ved man at opregne de der på en måde hjemmehørende fantefølgers, «Steffensfolkets» og «Vardalslyens,» stamfædre 5-6 led op igjennem. Men når fanterne i så høi grad tiltrak sig folkets opmærksomhed, er det lige til, at almuesmanden måtte søge at besvare sig det spørgsmål, hvad slags folk de vel monne være, og hvorfra de vare komne. - Og spørgsmålet besvaredes på forskjellige måder. Nogle lode sig nøie med den simple antagelse, at disse fremmedagtige folk kun vare indvandrede i bygden fra en anden egn i landet; det omtalte Vardalsfølge f.ex., i fjordbundene indenfor Stavanger, hedder rimeligvis således, fordi det troedes at være indflyttet fra Vardal ved Mjøsen(5). - Andre fandt forskjellen mellem fanterne og det øvrige landsfolks sæder og levevis større og kunde da ikke tænke sig dem andenledes end som udlændinger; man lagde mærke til, at fanterne sig imellem talte et uforståeligt sprog: dette kaldtes efter en endnu temmelig hyppig talebrug at «tydske, - og fanterne gik da under navnet vildtydskere - et navn som de måske især bære i Thelemarken, hvor almuen endnu har erindring om nogle tydske bergfolk, som jeg troer - Christian 3die sendte til landet, men som siden sloge sig på røveri deroppe imellem fjeldene. - Men mest almindelig hører man dog den mening hos almuen, at fanterne ere finnefolk. Og det er neppe den ovenfor omtalte lærde hypothese af Pontoppidan, som har givet anledning hertil; snarere har Pontoppidan fået ideen dertil af folket. Fra arilds tid have jo finnerne stået for nordmændenes phantasi som et afgjort trolddomsfolk, og det måtte falde den enfoldige almuesmand naturligt at overføre på fanterne al den lønlige tillid og lønlige frygt, som overtroen nærede for de mere tilsyneladende end virkelig foragtede finner, da fanterne ikke blot, som det senere skal vises, have gjort udøvelsen af magiske kunster til en hovedsyssel, men også have fundet deres regning ved at blive anseede for finner og arve al den overtroiske fordom om dem, som nu engang havde rodfæstet sig hos folket. Dette er også på mange steder, som man senere hen skal se, fuldkommen lykkedes dem, og derved er det måske for en del gået til, at på Lister og Jæderen f.ex., hvor man dog sikkerlig i århundreder ikke har seet nogen fin, er erindringen om finnerne og troen på deres hjælpende og hævnende magt endnu den dag idag ganske frisk og levende; enhver fremmed fantekone, idetmindste når hun ser dygtig ful og fordægtig ud, hedder nemlig her uden videre finkone, og de mangehånde mystiske midler, som de for buskapens velfærd eller børnenes sundhed omhyggelige husmødre ikke undlade at anvende for at forebygge virkningerne af det troldskab og fanteri, som kanske følger en sådan kvinde, når hun nærmer sig et fæhus eller træder over kjøkkentærskelen (man erindrer f.ex. det meget frygtede «finskot»), disse midler have måske allerede i den fjerne oldtid været anvendte mod de virkelige finners dæmoniske kunster.

Således har almuen på sin vis gjort sig formodninger om disse menneskers herkomst og anstillet sine betragtninger over det i og for sig høist mærkelige phænomen, som tilværelsen af en sådan afsondret slægt, en formelig kaste, frembyder. Men ved siden heraf er det dobbelt underligt at se, hvor lidet de mere dannede, de, som skulde kunnet give forklaring om denne kastes virkelige herkomst og væsen og finde på råd til at rette på deres ulykkelige kår og forbedre deres fordærvede sæder, hvor lidet de have ændset denne sag. Vistnok har neppe, nogen mand, lærd eller ulærd, uden deltagende undren kunnet betragte en sådan fantefamilie på dens sælsomme færd igjennern bygderne; stundom har vel også synet af disse fremmedagtige væsener med de sorte øine og mørke ansigter, virkelig orientalske physiognomier, som man endnu kan finde i fanteflokkerne, vakt en dybere interesse og opfrisket dunkle sagn om tatere eller sigenere, som i gamle dage fra det fjerne Østen på eventyrlige tog skulle have vovet sig ind i den mere civiliserede verden; men for det meste er det vel forblevet med en sådan kort undren; få have vel havt lyst til at indlade sig videre med dette «pak». Af ældre forfattere have neppe andre end, som man allerede har seet, Pontoppidan værdiget at omtale disse i en yderlig grad af fornedrelse levende mennesker, og da næsten et århundrede senere, i året 1845, vedkommende regjeringsdepartement, næsten tilfældigvis gjort opmærksom på fanternes uvæsen, ved et særskilt cirkulære pålagde alle mandtalsførere ved den da forestående folketælling at optage særskilt mandtal over de såkaldte fantefølger med fuldstændige navnefortegnelser og angivelse af hver enkelt fants og hvert fantefølges levevis og forholde, kort sagt, med beretning om alt, hvad der kunde tjene til oplysning om kastens historie og tilstand, da var dette fantevæsen for mange vistnok noget aldeles nyt; dette skjønnedes deraf, at, uagtet der vistes megen iver for at imødekomme det i cirkulæret udtalte ønske at få fornødne oplysninger for derefter at kunne træffe hensigtsmæssige foranstaltninger mod omstreifernes farlige og forargelige færd, og uagtet det gode strax opnåedes, at almenhedens opmærksomhed på dette nationalonde blev vakt, var dog resultatet af disse møiefulde undersøgelser i en henseende overmåde fattigt. Der berettedes ganske forfærdelige ting om de forbrydelser og voldsomheder som fanterne idelig forøvede, om de laster, som gik i svang imellem dem, og fast alle landets aviser gjenløde en stund af forbauselse over al den indgroede ryggesløshed, som således pludselig kom for en dag; men det, som skulde tjene til forklaring af dette uhyggelige, at nemlig fanterne lange tider igjennem, slægt efter slægt, havde levet sammen i et hemmelighedsfuldt kasteliv og således afsondret sig selv fra detciviliserede samfunds velgjørende indflydelse, det blev så godt som slet ikke bemærket; det træk, som her er af størst interesse, at fanterne sig imellem have et fremmed sprog, det omtaltes kun i en af de officielle indberetninger, af en præst i Finmarken, og det så løseligt og ubestemt, at det ingen opmærksomhed vakte. Selv de, som før måske havde været tilbøielige til hos disse fremmedagtige fantefamilier at tænke sig et slags samfundsliv med en fremmed oprindelse og eiendommelig udvikling, måtte nu have vanskelighed for at fastholde en sådan tanke; i virkeligheden blev det nok også den almindelige dom om fanterne, at de kun vare et i de senere tider sammenløbet løst pak af rå og letsindige personer, hvis hemmelige sprog, forsåvidt de virkelig havde noget, i det høieste kunde være et opdigtet «tyvesprog», og man så i dem kun et sørgelig exempel på den moralske tilstand hos vor lavere almue, som kunde afgive et så talrigt og over al måde fordærvet udskud(6).

Det er jo vistnok så, at således som fantesværmene viste sig ved hine undersøgelser, kunde man nok tænke sig dem som et udskud af vor egen almue og behøvede ikke at ty til hine forklaringer om forløbne vildtydskere eller forarmede og vanslægtede finnefolk; men det var dog allerede lidet betænkt, når man så rask forklarede sig fanternes uvæsen som en sådan udvæxt på folkelivet, der først skulde have udviklet sig i de sidste tider. Det er jo vistnok en almindelig kjendsgjerning, at når samfundsforholdene undergå en så gjennemgribende forandring, som vort land i den sidste menneskealder har været vidne til, så vil altid folkelivet i en eller anden retning befinde sig i en betænkelig opløsningstilstand, hvorunder enkelte individer eller familier lettelig gå tilgrunde; ved siden af det større velvære, som i lykkelige tider bliver mængden af folket til del, ved siden af den stigende oplysning og kultur pleier gjerne råhed og last og elendighed hos nogle vise sig i en end frygteligere skikkelse end under de tidligere mere jevne forholde; dette lærer også en hyppig, men smertelig erfaring os, som viser os exempler på folk, der kun synes at have tilegnet sig civilisationens laster og, åndelig og legemlig svækkede og uduelige til al god og nyttig virksomhed og deltagelse i et ædlere samfundsliv, synke ned til et næsten dyrisk liv, hvor kun sandsen for at tilfredsstille det physiske livs fornødenheder endnu synes at være tilbage; således går det et ikke lidet antal af f.ex. drukkenbolte og hyppig afstraffede forbrydere, en ulykkelig klasse af mennesker, som sikkerlig vor tid langt mere er bebyrdet med end fortiden med dens jevnere sæder og simplere forholde. Og medens vel den største del af sådanne forlorne mennesker, de mest enerverede og dorske, tilsidst kun bidrage til at fylde vore arbeidsanstalter og forsørgelsesindretninger, så ser man dog også adskillige af dem vælge det omstreifende liv og blive landstrygere. Men snart er dog deres elendige livsmål fyldt, og de ere sporløs forsvundne. Hos de mere egentlig såkaldte fanter, i fantefølgerne, finder man derimod en vis livskraft og lystighed, som både trodser og overlever vanskelighederne; hos dem trives et fuldstændigt familieliv, hvori den opvoxende slægt tilegner sig de gamles tænkemåde, fortsætter deres leveskik. Dette burde have ledet til formodningen om en i længere tidsrum fortsat utvikling, hvori disse mennesker kunde have vænnet sig til at befinde sig vel ved dette forunderlige vandreliv, som så ganske strider imod de almindelige begreber om velvære og hygge, hvori de kunde have lagt sig til dette hårdnakket menneskesky væsen, som de stadig vise mod den bosiddende og ordentlige befolkning, og pådraget sig det overmål af uvillie, som almuen, i hvis midte de færdes, idelig lader dem mærke. Og når det selv nu, da der gjøres langt mere end i tidligere tider for at overholde skik og orden overalt, for at udbrede oplysning og moralitet i alle kredse, for at ophjælpe de svage og forførte, redde de vanartede, når det selv nu altfor ofte er tilfældet, at mange trodse alle bestræbelser, forlade det ordentlige, sædelige samfund og ikke vilde lade sig føre tilbage, skulde dette da ikke også have været tilfældet i ældre tider? Man finder ikke så sjelden hist og her i bygderne enkelte familier, i hvilke armod og last og sambygdingers foragt mange generationer igjennem er gået i arv, familier, som af en eller anden årsag langt oppe i tiden enten have måttet ty til fattigvæsenets understøttelse eller - endnu mere foragteligt - måttet gribe til at ernære sig ved sådanne håndteringer som at flå selvdøde kreature, rense skorstene eller - thi det ansees også i mange af vore landdistrikter som en uværdig næringsvei - drive på fiskeri i elvene; når først ulykken er kommen over sådanne familier, har det været dem vanskeligt at hæve sig igjen; det er som en blivende forbandelse over slægten, der snarere har trykket den dybere og dybere ned. Men i disse familier har samfundet befundet sig i en tilstand af opløsning, og allerede hine håndteringers beskaffenhed har nødt dem til for en del at føre et omflakkende liv, hvorfra der kun var et skridt til fanternes, fuldstændigt hjemløse omstreiferi. Flere årsager måtte også i ældre tider bidrage til at fylde vore landeveie med løse og ledige personer, hvem end svagere bånd bandt til noget bestemt hjem, nogen bestemt og nyttig virksomhed. Da måtte landet ofte sende mange af sine sønner ud til langvarige og fjerne krigstog, og adskillige af de tilbagevendende soldater havde vel under det ustadige liv vænnet sig af med den gamle nøisomhed og arbeidsomhed og i dets sted lagt sig til det pralende, frække, listige væsen, hvormed de siden som bedragere og betlere kunne gjøre sig almuens enfoldighed til nytte. Den hyppige krigstilstand imellem Sverige og Norge havde også, som man af adskillige derom udgivne kongelige reskripter kan se, til følge, at svenske døgenigter og forbrydere gjerne fik god modtagelse her i landet, når de kom ind med foregivende om at være flygtede fra hjemmet for ikke at blive udskrevne til krigstjeneste mod Danmark. Før fattigvæsenet var rigtig ordnet her i landet, måtte det fremdeles falde lettere for trængende at drive landet om for at samle almisser, og ligesom dovninger godt kunde give sig skind af værdige trængende, således kunde det vel også hævdes disse sidste, at de opmuntredes ved altfor stort held på betlerstien og derfor aldrig forfode den. - De samme forholde herskede naturligvis også i nabolandet Sverige, hvor disse landløbere, der visselig ikke med nogen patriotisk kjærlighed hang ved sit fosterland, vel gik ud og ind og gjorde fælles sag med vore. Derfor finder man også i. begge landes lovgivning en stedse voxende mængde af forordninger, der skulde hemme dette onde i dets væxt. Man ser af dem, at det ikke blot er i de sidste tider, at folkene belemredes med fremmede betlere, omstreifere, landløbere, og hva de nu kaldes, alle disse forulykkede og forvildede mennesker. En af de mest oplysende norske forordninger herom er måske Christian 4des åbne brev af 18de august 1598(7), der klager over de mange tjenesteløse «companer,» som streife om fra et præstegjeld til et andet, både sommer og vinter, både ved søkanten og inde i landet, komme i store flokke til bøndergårdene, bruge uforskammede «parlementer» (talemåder) og tiltrue sig mad og drikke eller også stjæle, en forordning som ellers kun indskjærper tidligere lovbestemmelser om slige folk, og i en svensk lov af 1303(8) tales med megen ugunst om «clientes et cursores ac garciones vagi, dicti Sculuara (måske uheldig latinisering for nuværende svensk skoiare), der skildres som fremmede, hjemløse folk, som især toge sig tilhold i den dybe skov Kolmården og på streiftog derfra forøvede ikke blot tyveri, men røveri, mord og næsten alle andre slags forbrydelser. - Vi ere nu komne så langt op i tiden, at vi kunne tænke os sådanne omstreiferflokke forøgede med nogle af de mange fortvivlede, som med en fredløshedsdom i et landflygtig kainsliv måtte bøde for en eller anden misgjerning, eller af oldtidens bortløbne trælle, hvis opvågnede frihedssind foretrak det vildeste skovliv (og hvor frembød ikke vort land i den tid skjulesteder med god anledning til livsophold i de endnu kun lidet befolkede skovtrakter!) for trældommen hjemme i bondens gård. Selv i denne fjerne tid finde vi desuden i de ældste norske loves vidnesbyrd det uhyggelige phænomen, som man ellers så gjerne tænker sig eiendommeligt for det mere udviklede og i sin udvikling delvis vanartede samfundsliv, friske og arbeidsføre betlere med stav og pose, både mænd og kvinder(9). - Fælles interesser kunne let have bragt nogle af disse mange og mangeslags forvildede mennesker til at holde sammen i dette lovløse liv og til brug for sit vanskelige livsophold, for sine tyvestreger og bedragerier udstudere sig visse kneb og manerer, som da traditionelt have vedligeholdt sig og det lader sig vel tænke, at de fra først af løst sammenløbne folk lidt efter lidt have fundet midler til midt under den fredløse omstreifen at føre et helt familieliv, hvorved disse flokke forplantede og mere og mere udviklede sit eiendommelige liv ved siden af og i modsætning til det lovbundne samfund i landet, - et fuldstændigt fante- eller kasteliv(10).

Vel kunde derfor denne fantekaste, som endnu den dag idag med en besynderlig seighed strider for sin tilværelse, tænkes som en udvæxt på folkelivet, der skjød sine rødder dybt ind i fortiden. Og skulde det være ganske uden interesse at kjende dens skjæbner og udvikling? Det må ikke alene have været et betydeligt tal af mennesker, som have henlevet sine dage, som ere fødte og døde under disse ulykkelige forholde; men i denne tilstand af fornedrelse må menneskelivet have artet sig på en ganske særegen måde, som det i psykologisk henseende vilde være værd at kjende, og det vilde være belærende selv for betragtningen af det bedre, det almindelige folkelivs historie at se, hvorledes den ordentligere og heldigere del af befolkningen anså og behandlede disse forulykkede medmennesker. Men historien kaster kun sparsomt sit lys så langt ned i folkenes dyb, og i de senere århundreder have endog vigtige forholde og tildragelser i vort land måtte savne analisters og historieskriveres opmærksomhed; i det foregående er det vist, hvor såre usikker besked almuen, som dog har seet fantefølgerne i deres tilvæxt, ved at give dem, hvor såre ringe og lidet tilfredstillende det udbytte var, som de af regjeringen foranstaltede undersøgelser om visse menneskers forholde formåede at levere.

Men hidtil har man så lidet beqvemmet sig til at indlade sig med de vist nok såre uhyggelige fanter selv. De ere dog mennesker, og det var dog altid tænkeligt, at man, når man gav sig til at udspørge dem, eller rettere, hvis de ville indlade sig med spørgeren, kunde få høre et og andet, der kunde forklare os det særsyn, den gåde, deres liv nu frembyder. Man gjøre engang et forsøg, og man skal - idetmindste gik det mig så - storligen forundres over den forklaring, man får, en forklaring, der strax igjen stiller sig som en endnu større gåde.

Mange af dem, som ellers med rette bære fantenavnet, have henlevet sin tid så tankeløst eller rettere have så aldeles hengivet sit sind til betleriets og bedrageriets lave bedrift - de fleste fanters daglige bestilling, - at de selv kun vide såre liden besked om sin slægts nutid og fortid; men hos dem er den oprindelige fantenatur næsten udslettet, og man må da opsøge andre fanter, hos hvilke den findes mere charakteristisk udpræget. Naar man nu i den angivne hensigt nærmer sig sådanne, så mærker man først, at de bestemt vægre sig ved at kaldes fanter, fusser o.s.v.; de ville hedde «reisende,» det vil - som ordet også ofte bruges i folkesproget - sige fornemme folk, som i vigtige ærinder, dem de altid ere så snare til at angive, foretage vidtløftige og bekostelige reiser. Ligeså tage de det fortrydeligt op, når man titulerer dem hesteskjærere, kjedelflikkere osv., de ville også have sig respekterede som dyrlæger, kobberslagere eller lignende «professionister.» Deres raske, man kunde sige belevne, væsen og deres ofte gode antræk kan også mangen gang friste til at antage dem for folk over din simplere almue- eller arbeiderstand. Men der er allerede noget påfaldende i den iver, hvormed de søge at tilegne sig hine pralende titler. I det hele sporer man snart, at de yttre sig med en vis forsigtighed og forbeholdenhed, som ikke just røber frygt og ond samvittighed, men tyder hen på en eller anden i deres øine vigtig hemmelighed. Man skjønner snart, at man ikke blot har et gjennemdrevet tyvepak for sig, men et mystisk folk, og man overbevises derom, hvis man kommer til at bemærke det politiske blik, hvormed de røbe sin glæde, når de tro at have været heldige i sine skryderier. Kommer man da ved sær gunst således i fortrolighed med dem, at de lade alt det hemmelighedsfulde væsen fare, får man høre deres indbyrdes passiar, så hedde de ikke længer «reisende,» men med et fælles kjendingsnavn «vandringer,» et ord, som allerede ved sin unorske selvgjorte form (istedetfor «vandrere,» «vandringsmænd») ret godt antyder den bevidsthed hos dem, at de kun tilsyneladende tilhører det norske folk, men i virkeligheden, med sind og skind, ere medlemmer af en hemmelig kaste af «vort folk.» Og denne bevidsthed, finder man, er fornemmelig bygget på det meget væsentlige træk, at de kunne tale sammen i et eget hemmeligt sprog. Der er virkelig et «fantemål». Dette er ikke - det skjønner man allerede ved et flygtigt bekjendtskab - noget opdigtet, selvgjort «tyvesprog,» men jo mere man gransker efter, og gjør sig flid for at få rede på dette mål, desto mere forvirres man ved hos disse norske fanter, disse landeveienes rå og vankundige mennesker, i hvis mund man kun venter at finde den groveste norske almuedialekt, at opdage elementer af tydsk og fransk, italiensk og romansk, latin og græsk, lappisk og kvænsk, russisk og andre slaviske sprog, persiske, ja - og det endog i størst mængde - hindi og hindustani, eller ikke egentlig af disse Indiens nuværende sprog, men af deres gamle modersprog det beundrede sanskrit selv, og desuden en hel del af måske endnu fjernere og ubekjendte tungemål.

Til at finde rede i denne mangfoldighed og påpege de antydninger til slægtens herkomst og skjebner, som deri må ligge, udfordres nu visselig større lingvistiske og ethnographiske og historiske kundskaber, end man bør vente hos den kvikkeste fant; men det er dog altid værd at høre, hvad fanterne selv mene om dette besynderlige sprog, at lytte efter, hvad sagn der endnu monne leve imellem dem om deres slægts herkomst. Og sandelig, de vide endnu at give ikke aldeles uefne svar på vore spørgsmål.

Først vide næsten alle fanter at skjelne mellem to grundforskjellige stammer af fanter med forskjellige sprog. Rigtignok forsvinder, som man senere skal se, denne forskjel daglig mere og mere, og stammerne smelte sammen; men bevidstheden om den oprindelige forskjel er dog endnu tilstede. Der er for det første nogle fantefamilier, som, ikke tilfældig, men, efter fanternes egen bemærkning, formedelst en fremmed herkomst, udmærke sig ved egne ansigtstræk og især ved en mørk farve, gulbrun hud og sorte hår og øine, kort et i vore norske bygder høist påfaldende physiognomi. Fanterne af denne race ville gjerne gjøre sig gjældende som «storvandringer,» hvis hædrende kjendemærke skal være, at de, skjønt de ikke ville skamme sig ved et indbringende bedrageri i hestehandel eller i udøvelsen af deres foregivne lægekunst og spådomsevne, med foragt afvise leiligheden til at berige sig ved små tyverier, at de med hest og kjærre, med svøbe i hånd og hund ved siden, ret «på stormandsvis» fare skjeldende og smeldende igjennem bygderne, fra den ene ende af landet til den anden og ud og ind over grændserne. Disse se naturligvis hånligt til fanterne af den anden stamme, de lyslete, mindre fremmedagtige fanter, «småvandringerne,» sådanne mindre fripostige omstreifere, som med forskjellige småsysler, såsom kammager- og vævskebinderarbeide, toure omkring i en enkelt mindre del af landet, eller «meltraverne,» som hine storfanter endnu mere foragteligt kalde dem, fordi de jevnlig skulle sees med pose på ryg at traske useligt omkring fra gård til gård og lade sig nøie med, hvad mel eller kjøkkenaffald godtfolk ville skjænke dem, eller - dette er også en authentisk, skjønt måske vel dristig udlæggelse - fordi de med det hang til rapseri, som skal være dem eget, ikke kunne komme nogetsteds frem, uden at der «hænger lidt ved dem», ligesom melet hefter sig ved møllerens trøie. Og disse småvandringer eller meltravere gjengjælde hines skjeldsord, så godt de formå; medens de selv så temmelig tamme færdes mellem andre folk nede i bygderne, se de med mere misundelse måske end afsky op til de raskere storvandringer som nogle vilde «bækkespringere», det er, vildmænd, der med deres lumske og menneskesky væsen helst skulle ville færdes oppe i udmarkerne og skovene, langt fra folk, og der nære sig med fiskeri langs elve og bække (?), eller de betegne dem som et ondt «kviksalverinefølge» af troldmænd og hexe, der med deres rottekrud og falske pulvere fordærve både folk og fæ.

Dette besynderlige stammehad må naturligvis have sin grund, og derom får man en ligeså besynderlig besked. Storvandringerne vide meget godt, at de ligesålidt ere af norsk blod, som de ere i slægt med de af dem dybt foragtede lallaró`er (så kalde de i sit eget sprog finnerne eller lapperne); heller ikke ere de af russisk herkomst, omendskjønt der, som nogle af dem selv ganske rigtig have bemærket for mig, endnu ere nogle få russiske ord i deres sprog fra den tid, stammen på sin gjennemreise opholdt sig i Rusland. I deres eget sprog (rommani) lyder deres rette navn rommanisæl. Disse rommanisæler, eller kortere rommani`er, ere komne langveis fra. «Rommanisproget - dette sagn have flere af dem fortalt mig have deres hellige forfædre for over to hundrede år siden bragt her til landet. De boede først i byen Assas i landet Assaria østenfor Rusland (Asien); herfra bleve de for lang, lang tid siden fordrevne af tyrkerne og adspredtes så i udlændighed over alle jordens lande, og det var kun en part af dem, som igjennem Rusland og Stor-Finland drog herind til Sverige og Norge.» Men i alle lande - således fortsatte en af mine hjemmelsmænd - «vente endnu rommanisælerne på den dag, da Dundra, deres gud, skal åbenbare sig for dem i menneskeskikkelse som engang før og forhjælpe dem til seier og føre dem tilbage til deres eget land; thi det er kun nogle af de gamle, som have den tro, at Dundra blev såret i kampen mot tyrkerne og derfor havde måttet overlade dem til deres uskjæbne.» Om småvandringerne, som kalde sitt sprog rodl, men som for resten åpenbart mindre ere sig bevidste som nogen egen slægt eller race og heller ikke synes at have noget eget folkenavn at benævne sig med, vide rommanierne fremdeles at berette, at de kun ere nogle usle «tasar,» d.e. nogle forløbne tydskere, som for et par hundrede år siden, men efterat rommanierne havde «taget landet i besiddelse,» trængte sig ind her, foragtelige folk, som ingen horta rommanisæl eller ægte storvandring burde ha noget med at skaffe.

Altså, vilde asiatere og vanartede europæiske fremmede skulle have mødt hverandre i vore bygder og dannet de fanteflokke som nu i lange tider så lidet påagtede have sværmet om i landet. Det klinger som et eventyr. Og dog er historien, som den følgende fremstilling forhåbentlig skal vise, i alt væsentligt ganske sand. Vårt fantevæsen, som også for den flygtigste betragtning i mange måder stikker så besynderligt af mod vort jevne, nordiske folkeliv, er virkelig dannet under indflydelse af fremmede elementer; ligheden mellem vore fanter og deres i andre lande omsværmede brødre er åbenbar for stor til, at den kan forklares deraf, at vore landstrygere på vidtløftige vandringer have truffet sammen med omstreiferhorder og røverbander udenlands og derfra bragt hjem med sig visse manerer og kunstgreb; der må åbenbart have fundet en indvandring sted og det af to slags fanter, som da endnu gjenfindes i hine to fantestammer. Nu er det vistnok høist sandsynligt, at disse fremmede her i landet fandt fantestien allerede optrådt af adskillige norske dagdrivere og kanske hele dagdriverfamilier, hvis rimelige tilværelse der i det foregående er gjort opmærksom på; lige søger jo lige, og disse hjemfødninger have vistnok snart forenet sig med hine udlændinger, men det er derhos åbenbart, at udlændingernes art og væsen i det hele er blevet forherskende og mest har givet den hele masse den skik og det præg, den nu har, og fremstillingen af fantekastens historie falder da sammen med fremstillingen af hine to fremmede fantestammers herkomst, indvandring og skjæbner.

Her endnu nogle ord om de navne, jeg i denne bog skal give disse forskjellige slags fanter. Foruden de ovenfor anførte fantenavne kjender almuen endnu to, nemlig «tater» og «skøier.» Navnet «tater» (sjeld. sigener) er indkommet ved lovsproget, hvor det i ældre tider brugtes til at betegne et landstrygerfolk, som betragtedes med særdeles megen ugunst, men hvis herkomst og væsen ellers lader til at have været lovgiverne såre lidet bekjendt. Navnet må vel have bestyrket folket i dets endnu vedligeholdte formening om, at fanterne ikke vare af norsk blod; hedte de tatere, måtte de vel være fra Tatariet, hvis almuen kjendte dette sjelden omtalte land i det fjerne Østen, eller ialfald fra «Taterlandet,» et ubekjendt og derfor vel endnu mere fjernt og eventyrligt land. Nu ere de gamle taterlove mestendels gåede i forglemmelse, og taternavnets betydning er vel, for almuen idetmindste, bleven endnu dunklere end før(11); dog bruges det endnu undertiden, fornemlig om de mørkladne, mere fremmedagtige fanter, som hyppigst udmærkes med tilnavnet «ægte» fanter, ja vel endog siges at høre til «fanteadelen» eller regnes i slægt med «fantekongen». Ialfald stemmer det ganske med den betydning, ordet havde i Danmark og Tydskland, hvorfra det er indkommet til os, når det her bruges som navn på de fanter, som kalde sig selv romannisæler, og som nedstamme just ikke fra Tatariet, men dog fra fjerne asiatiske egne, rigtige «storvandringer». Det andet navn, «skøier,» bruges i det lavere hverdagssprog også i almindelighed om en person, der fører et støiende, regelløst liv; men især bruges det dog om fanterne, der går omkring i «skøierfølger» og tale «skøiermål.» Ordet er oprindelig ikke norsk(12), men hidført fra Sverige, hvor «skoiare» er den almindelige benævnelse for de flokke af omstreifere eller fanter, som også der kjendes. Men når det nu senere hen skal vises, at hin klasse af «småvandringer,» efter dens rigtignok høist usle såkaldte sprog at dømme, for en del er et udskud af europæiske vagabønder, hvis oprindelse vel kan forfølges til fjernere egne, men som dog nærmest fra Sverige af lidt efter lidt har forplantet sig ind på vore landeveie, så vil det måske ikke befindes urimeligt, når jeg tænker mig, at det svenske ord «skøier» har fulgt disse landstrygerfamilier herind, og derfor bruger, det som benævnelse på denne stamme i modsætning til «storvandringerne» eller taterne.

I de følgende kapitler skal der da handles først om taterne, så om skøierne, som begge udgjøre, hvad man kan kalde de egentlige fanter eller fantefølger; ligesom i et anhang dertil skal der endvidere i et par kapitler tales om forholdet mellem disse fanter og de forskjellige i vort land hjemmehørende finnefolk samt om flere arter af norske betlere og landstrygere, som i de senere tider i større eller mindre grad have sluttet og fremdeles slutte sig til fanterne og danne et slags mellemled mellem deres kaste og den øvrige befolkning. Efter denne historiske fremstilling vil det være fornødent også at betragte, hvorledes folket, almuen og øvrigheden, dømmer om og behandler disse fordægtige folk, en fremstilling, hvortil en beretning om de i de sidste år foretagne offentlige undersøgelser og foranstaltninger med hensyn til fanterne skal slutte sig. De sidste kapitler skulle indeholde antydninger til videre forføininger i anledning af fanterne.


KAPITEL 2

Taternes historie i almindelighed.

«Der er», siger en engelsk forfatter(13), «neppe nogen del af den beboelige jord, hvor romanierne ikke findes; deres telte ere opslåede på Brasiliens sletter og på Himalayas skråninger, og deres tungemål høres i Moskov og i Madrid, i Londons og Stambuls gader. Her have vi det samme taterfolk. Medens det vel endnu er usikkert, om horder af denne slægt virkelig findes i Brasilien, skjønt det også af andre har været påstået, kunde den citerede forfatter derimod gjerne have tilføiet, at de sværme om med sine usle heste i Sibirien og på Irland, at de øve sin trolddoms og spådomskunst ved Nilens og ved Glommens bredder, vise sine gulbrune ansigter i Finmarken og i Sudan.

Det bedste bevis for, at vore tatere virkelig ere i slægt med disse vidtløftige omstreifende horder - thi overalt vandre de således adspredte og hjemløse omkring som her i Norge -, er ligheden i deres sprog. I de forskjellige lande kjendes de under såre forskjellige navne; i Spanien kaldes de gitanos, i Lithauen Zigeuner, i Persien luris, men de her nævnte tre stammer må her repræsentere den hele race, såsom de betegne yderpunkterne af den i sproglig henseende hidtil bekjendte taterverden(14), og følgende sammenstilling af nogle tilfældig valgte ord i de norske tateres sprog og de tilsvarende i hines vil foreløbig være tilstrækkelig til at vise slægtskabet, medens de vedføiede lappiske ord vel engang for alle må modbevise de tidligere meninger om, at taterne eller fanterne vare forvildede finner eller lapper.

Det vil ikke forundre nogen at se, hvorledes det i tidens løb har udviklet sig store uligheder i disse rå folks dialekter, ligheden i hine ord er endda påfaldende, helst når man lægger mærke til, at de her ere gjengivne efter den forskjellige orthographi, hvormed de forskjellige forfattere have optegnet dem. Den nys omtalte englænder Borrow fortæller etsteds, at han her i Europa traf en tater, som sagde, at han netop var kommen tilbage fra en besøgelsesreise mellem sine stammebrødre ligetil Bagindien; ligeså let måtte også den fant, som først lærte mig noget af tatersproget, kunne gjøre, hvad han sagde han ofte havde tænkt på, besøge sine brødre i andre lande; med sit rommani måtte han kunne hjælpe sig frem mellem dem hele Europa over.

Nyere romanskrivere have skrevet Paris`s og Londons «mysterier» og fortalt underlige ting om mennesker, som der, midt i verdens mest civiliserede stæder, i en arvelig last og elendighed friste en næsten ufattelig tilværelse. Dersom nogen på samme måde vilde forsøge at skrive verdens «mysterier,» så måtte han indrømme taterfolket et vigtigt kapitel, denne mellem Asiens og Afrikas og Europas folkeslag adspredte

Norsk
Tater.
Lithauisk
Zigeuner.
Spansk
Gitano.
Persisk
Luri.
Norsk
Lap.
vand pani pani pani pani cacce
ild jag jaag yaque aik dolla
øie jakk jakk aquia aki calbme
næse nak nak naqui nack njudne
hånd vascht wast bas khast gietta
pl. bastes
menneske manusch manusch manus manes olmus
fruentimmer juje dschuvli - jivi nisson
Gud devel devel debel - ibmel
djævel beng beng bengui - bærgalak
kniv tjuri tschuri chori cheri nibbe
sort kalo kalo calo kala cappes
varm tato tato tati(15) tata bakas
tre trin trin trin teran golm
fire schtar schtaar star ischtar njællja
sammen ketanes keteny catane - ofti
se dikka dikaw dicar - oaidnet
give dela dela diñelar - addet
skrive randra - randar - callet
sild servani - servañi - sildde

slægt, som i civiliserede og barbariske lande lever så godt som uforandret i sin urgamle naturtilstand, hvis ydre og indre liv i mange stykker er og måske altid skal blive en gåde. Her skal det ikke være meningen at skrive nogen roman; her skal kun til forståelse af det norske fantevæsen, hvori taterne spille en rolle, leveres en oversigt af, hvad man ved og med rimelighed kan formode om taternes historie; men fortællingen kommer kanske alligevel til at ligne et eventyr, thi taterfolkets liv og skjebner ere i virkeligheden en mere forunderlig og i visse måder mere gribende historie, end nogen eventyrdigter har fundet på(16).

En spansk avis for 1841 fortæller følgende: «En horde gitanos af begge kjøn har i løbet af 3 uger hjemsøgt de fleste landsbyer i en egn i la Mancha. Disse mennesker dreve en livlig handel med mulæsler og heste, som de i mængde førte med sig, og hvad der er meget mærkeligt i naboegnene klagede ingen over at være bestjålen. Hvor have de kjøbt dem? Ingen ved det. Hvad der er end sælsommere, er, at denne horde pludselig har vist sig i egnen, uden at man ved, hvor den er kommen ind, og at den er forsvunden på samme måde.»

Denne lille begivenhed giver et træffende billede af taternes hele historie. De komme, man ved ikke hvorfra; de gå, man ved ikke, hvorhen. Deres fremtræden vækker en uhyggelig undren; deres forsvinden efterlader en pinligere uvished. Det er som en ond ånds åbenbarelse.

Allerede i århundreder have taterne sværmet om i Europa; der er neppe nogen by eller bygd den hele verdensdel over, hvor de ikke kjendes; og endnu det ser man også af den spanske journalists beretning betragtes de med studsen. Hvilken opsigt må de da ikke have ved deres første fremtræden, i middelalderens sidste, overtroiske århundrede! Hele christenheden stirrede med ængstelig forventning op til Konstants, hvor alt, hvad Europa eiede af lærdom og hellighed og magt var samlet i det kirkemøde, som skulde fatte beslutning i folkenes livsspørgsmål; Johan Huss var dømt som kjætter og brændt på bålet; ved det samme bål optændtes den rasende hussiterkrig, hvor det af geistlige og verdslige herrer længe og hårdt undertrykte folks harme brød ud i den heftigste fanatisme; Bøhmen og Tydskland var opfyldt med krigens rædsler, samfundets grundvolde rystedes; gemytterne vare grebne af en usædvanlig uro og angst. Og midt i denne bevægede tid fik man taternes aldrig før sete vilde horder at korse sig over; det var i året 1417, at de første gang viste sig i de egne af Europa, hvor annalister sad og optegnede mærkelige ting, i Tydskland og de vestligere lande. I det nævnte år leirede pludselig en sådan horde sig udenfor Hamburgs porte, og det berettes ikke, at man noget sted havde bemærket dem på veien did. Beretningen om dette forunderlige optog findes i en lybeksk krønike fra samme tid. Cornerii Chronica novella ad annum 1435 deducta, en beretning, som også kan fuldstændiggjøres efter en noget senere hamburgsk krønike. Det var en horde på omtrent 300 personer af begge kjøn foruden mange børn. Ingen havde hørt tale om eller seet dette slags folk. De vare, siger annalisten, overmåde smudsige og hæslige, sorte (sortsmudskede) som tatarer. De havde høvdinger mellem sig, en «hertug og en «greve,» hvis domme og bud de adløde; på reisen delte de sig i mindre hobe, der dog fulgte tæt på hinanden og på givet vink af høvdingerne strax kunde samles. Nogle vare til hest, andre til fods, og høvdingerne vare prægtig klædte, havde endogså «jagthunde» med sig. Om natten lå de i leir på markerne udenfor byen, hvor de om dagen gjorde sig alskens erinder ind, skjønt man ikke mærkede til noget andet slags åbenbar bedrift hos dem end hestebytteri, som de gjerne vilde indlade sig i. De kaldte sig Sekaner (Secani) og vilde have sig betragtede som christne pilegrime, ligesom de også foreviste skrivelser fra flere fyrster, navnlig fra keiser Sigismund, der anbefalede dem til den bedste modtagelse hos alle geistlige og verdslige øvrigheder og herrer; men krønikeskriveren forklarer, at de efter kort tids forløb viste sig som de argeste skjelme og tyve, man nogentid havde seet; øvrigheden greb og straffede nogle af dem, og folket, som vel havde nogen erindring om de forfærdelige tatarers eller mongolers herjetog i Europa, sammenlignede de fordægtige gjæster med disse og kaldte dem ligefrem tatarer eller tatere(17). Ret længe kunde banden derfor ikke befinde sig vel her; den brød op fra Hamburg, hjemsøgte så, men ligeså flygtigt, Lybek og nogle flere af de østersøiske hansestæder og forsvandt derpå ligeså pludselig, som den var kommen tilsyne.

Men fra nu af ere tourvis fast alle krøniker fulde af beretninger om taterne, og det sees, at keiser Sigismunds anbefalingsskrivelse i andre byer var dem til større hjælp end i de frie hansestæder, hvor respekten for keiseren vel var mindre og klogskaben i omgang med fremmede større. Denne anbefalingsskrivelse omtales oftere af annalisterne, og franskmanden Bataillard, der i den anførte afhandling har anstillet den nøiagtigste undersøgelse om sagen, anser beretningerne derom for aldeles rimelige. Men så er taternes første færd i det civiliserede Europa betegnet med en mageløs list. Det var et råt, uchristent folk, som nu for første gang satte sin fod i det vestlige Europa; de havde åbenbart aldrig befattet sig med andet end tyveri og bedrageri; dermed vilde de fortsætte også i den nye verdensdel, og de gjorde begyndelsen med at narre den romerske keiser. Omgiven af Europas ypperste geistlige og verdslige mænd, opholdt han sig dengang for kirkemødets skyld i nærheden af Konstants, i byen Lindau. Her fremstiller en taterhorde sig for ham.

Høvdingerne ere måske, som den lybekske annalist berettede, prægtigt udmaiede; men de andre vække, efter samtidige skribenters vidnesbyrd, endnu større studsen ved den allerusleste dragt; mænd og kvinder ere kun iført en skjorte med et løst klæde over skuldrene, og børnene springe tildels ganske nøgne omkring i flokken; til dragten passer også kvindernes løst udslagne, uredte hår og alles høist smudsige udseende; men denne store usselhed er ikke følge af ufrivillig armod; thi mændene have (røvet) guld i lommen, og kvinderne bære gyldne ørenringe. Hvad betyder da dette? De præsenterte sig som fromme, christne pilegrime. Intet er mere i den tids smag end sådan valfart med dens selvvalgte lidelser. Og hvorfra ere de komne? fra det land, sige de, som Jesus og jomfru Maria havde besøgt i deres udlændighed, det land, hvor Moses havde stridt med Pharaos troldmænd, hvorfra korsfarerne nylig havde bragt hjem med sig til Europa de eventyrligste fortællinger om alskens undere, det land, som mest Palæstina udøvede den største tiltrækningskraft på de christnes phantasi fra Ægypten. Deres fædre, så fortælle de - ingen ved endnu, hvorfra de have fået ideen til denne listige fabel deres fædre havde begået den store brøde at nægte Jesusbarnet en drik af Nilens vand; til straf derfor undertrykkedes deres folk nu af saracenerne og tyrkerne, keiserens arvefiender, og deres biskopper havde efter Guds bud pålagt en del af folket, den nærværende skare, ved en syvårig pilegrimsfart i fjerne lande at gjøre bod for fædrenes svare synd. - Historien blev troet; taterne fik, hvad de ønskede; keiseren gav skjelmerne sit leidebrev; de begyndte på det eventyrlige tog igjennem Europas lande, og Hamburg var, som fortalt, det første sted, hvor de forsøgte sin lykke.

I det følgende år, 1418, er der i Schweits og tilgrænsende lande så mange af dem, at krønikeskriverne ikke noksom kunne forundre sig. Man skulde næsten tro, at de havde havt speidere ude for at finde sig et land, hvor folkets troskyldighed og overtro ret var dem gunstig. De modtoges, på mange steder idetmindste, som hellige pilegrime, hvis store forsagelse og selvfornedrelse den christelige barmhjertighed ikke for meget kunde belønne; det var rigtignok usædvanligt, at deres til fromme øvelser hengivne kvinder tilbøde sig at spå; men har nogensinde spåkvinder kunnet gjøre regning på tiltro, så var det vel disse ægypterinder, disse børn af Pharaos vismænd, som nu henvendte sig til en mellem overtro og vantro vaklende slægt. Og dog kunde det ikke feile, at der måtte stå et slags skræk af pilegrime som disse. I året 1419 kom en bande til en by i Provence; «deres sælsomme besøg,» siger annalisten, «kunde ikke andet end indjage forfærdelse; man vilde ikke modtage dem i byen, og de kamperede de to dage, de opholdt sig her, ligesom krigsfolk, på en mark udenfor, hvor man sendte dem levnedsmidler, alt efter det exempel, som de andre byer i Provence, de havde besøgt, havde givet.»

I nogle år derefter høres der ikke et ord om taterhorderne. Det ser ud, som om mistanken imod dem er bleven større og større, og at de have fundet det rådeligst at trække sig tilbage, skjønt det ikke er godt at skjønne, hvor de da have holdt til. Men pludselig komme de frem med en ny og dristig plan, som vel måtte tjene til at skaffe dem tiltro igjen for en stund; den vanartige slægt agter sig hverken mere eller mindre end til Rom, verdens hellige stad. På veien did gjæster i året 1422 en horde Bologna, hvor den under et ophold af 15 dage gjorde overordentlig megen opsigt. Hele byen strømmede ud for at se de fremmede i deres leir udenfor stadens porte, og det var neppe så meget Sigismunds også her fremviste brev, der skaffede dem dette tilløb, som deres eget besynderlige væsen og den tro, som udbredtes iblandt folket, at den ægyptiske «hertugs» kone var en sandsigerske uden lige. Men næsten ingen kom tilbage fra deres leir uden at have mistet sin pengepung, og medens husene stode tomme, gik nogle af de slue zingares omkring og rapsede uden måde. Så blev det udråbt i byen, at ingen under straf af exkommunikation måtte indlade sig med dette fordægtige folk, og under denne forandrede stemning fandt taterne det rådeligst at absentere sig. Men nu gik de lige til Rom (ialfald kan man forfølge deres spor til ganske nær ved staden), og det synes, som om de virkelig have fundet paven og narret ham ligesom keiseren; thi endnu i samme år droge de omkring og gjorde lykke med en skrivelse fra ham, hvori han gav dem fuld aflad for deres synder og anbefalede dem til al christenhedens barmhjertighed; «det er i betragtning af pavens og keiserens breve,» siger således en krønikeskriver i Basel samme år, «at man lader disse vagabonder gå, omendskjønt til landalmuens fortræd.» I året 1427, midt i den for Frankrige så bedrøvelige tid, da landet under englændernes okkupation befandt sig i en tilstand af opløsning, og overtroen vistnok florerede i de ængstede gemytter, kom en taterbande første gang til Paris. Først kom, siger annalisten, en hertug og en greve med 12 riddere, alle naturligvis til hest; de forklarede, hvem de vare, og foreviste pavens brev, og derefter kom da hele følget, over 100 i tallet. Man lod dem dog ikke komme ind i byen, men indlogerede dem i et kapel udenfor. Men nysgjerrigheden drev pariserne ud for at se disse ægyptere og lade sig spå af deres hexe, og sagen blev så betænkelig, at erkebispen måtte gå ud og lyse forbandelsen både over hexene og alle dem, som indlode sig med dem. Så måtte fanterne efter nogle få dagers forløb gå sin vei igjen.

De her meddelte krønikeberetninger må tjene som prøve på de mangfoldige lignende fra den tid, som vise, hvilken opsigt disse foregivne ægyptere overalt vakte, og at de endnu i mange lande bære dette navn (i Frankrige egyptiens(18), i Spanien gitanos, i England gypsies, i Grægenland gyphtoi), viser, hvorledes deres fiffige historie idetmindste så halvt blev troet. Taterne fandt ialfald, at Europa var et rigt land, hvor det var lystelig at være, at de christne folk vare lette at narre eller skræmme, og de første, i det hele lidet talrige horder efterfulgtes snart af flere, som om hine kun havde været speidere og forløbere for disse. Men hvor sagte og uformærkt de nu, da mistanken mod dem vel tog til, efterhvert som de bleve, kjendte, forstode de at liste sig frem! I Spanien såes de første tatere, en bande på et par hundrede personer, i året 1447; omtrent hundrede år senere befandtes der ved en foretagen ransagelse at være 30-40,000. Dette tal synes jo at forudsætte en hel folkevandring; denne måtte være passeret igjennem Frankrige, og man skulde vente at se dette phænomen omtalt af Frankriges annalister fra den tid; men dette er ikke tilfælde; kun nu og da omtales en lidet talrig bande, som pludselig har vist sig, ligeså hurtig er forsvunden og derefter kun har vakt en flygtig undren. Men det har vistnok været taternes vel beregnede plan uden altfor megen opsigt at nå frem til Spanien, om hvis indbyggeres overtro vel de første horder havde bragt de senere ankommende kammerater indbydende efterretninger. - I året 1531 var der så mange tatere i England, at regjeringen tog sig for at ville udrydde dem noget, som dog ikke lykkedes, da der endnu den dag idag skal være 10-20,000 af dem. Hvorledes kom de over kanalen? det synes, som om de kunde behøvet en hel flåde, og dog ere de ligesom usynlige komme over til øen; thi ingen af Englands krøniker har, så vidt man endnu ved, meldt et ord om deres ankomst. Inden det første århundrede efter deres fremtræden i Tydskland sees disse bevægelige horder således at have gjennemstreifet og tildels sat sig fast i alle lande. Fra 1438 vrimler det af dem i Bøhmen og Ungarn; i Polen og Lithauen måtte man allerede i året 1501 begynde at give love og forordninger imod dem, og ved året 1513 eller 1514, under Sten Stures 2dens rigsforstanderskab, begyndte de at vise sig i Sverige(19), hvorfra de vel ikke gjorde veien lang til Norge.

Men under alt dette måtte Europa dog få øinene op over disse mærkværdig heldige bedragere. Allerede ved deres første besøg var det blevet bemærket, at det var forunderligt, hvorledes høns og gjæs befandtes at være forsvundne af gårdene og sølvtøi af husene, når en af disse pilegrimsskarer en nat eller to havde været leiret udenfor en landsby. Men det blev ikke dermed. Ikke nok med, at pilegrimene, da de 7 valfartsår vare omme, ikke gjorde mine til at vende om igjen til det savnede Ægypten; de viste idelig sådanne sæder, som ikke kunde forenes med begrebet om christelige pilegrime, en urenlighed og uterlighed, lediggang og liderlighed, råhed og vankundighed, som krønikeskriverne til slut mangle ord til at udtrykke sin forargelse over(20). Man fandt ikke spor til christendom hos dem, heller ikke til nogen anden religion eller moral; deres færd var den grueligste hån mod både guddommelige og menneskelige love, som man nogensinde havde hørt eller seet; derfor kalde hollænderne dem den dag idag hverken ægyptere eller tatere, men slet og ret hedninger (heydenen). De søgte selv idelig at gjøre sig gjældende som troldmænd og hexe, der kunde standse ildebrande og pest; men man tilskrev dem også den kunst at kunne påføre sådanne og andre ulykker, man så i dem samvittighedsløse manddrabere, ja menneskeædere og børneranere; man anså dem for de forhadte tyrkers speidere og christendommens fiender, ja, for folk, der stod i pagt med den onde selv, for satans udsendinger. Kort, den tidligere høist overtroiske deltagelse og barmhjertighed slog om til en ligeså overtroisk afsky og fordømmelse.

Under denne almindelige uvillie, ja under indflydelsen af de samme tildels overtroiske meninger om taterne (thi på den tid troede også de mest dannede på troldfolks overnaturlige magt) måtte naturligvis øvrighederne søge at befri landene fra disse stygge sværme. Men man måtte i et århundrede se på, at enkeltes afstraffelse ingenlunde afskrækkede nye sværme fra, at strømme ind. Så mente Ferdinand den katolske i Spanien at skulle tage det på en anden måde. Denne monarch havde allerede enseet det for et nyttigt værk at forjage mange tusinde flittige og vindskibelige jøde og maurerfamilier af sit rige; nu dekreterede han i året 1499, at alle gitanos, som ikke inden 90 dage havde fæstet sig i tjeneste eller skaffet sig andet roligt ophold i byerne, skulde forlade landet. Hvorhen skulde de gå? til Ægypten? men hvorledes skulde de komme did? eller til Frankrige? men mon dette land mere end Spanien vilde være tilfreds med disse besværlige gjæster? Alle disse vanskeligheder overlodes det imidlertid til taterne selv at løse; men disse ændsede neppe at tænke på tingen; idetmindste ser man, at denne uvisse og frugtesløse lov med altid høiere straffebestemmelser måtte gjentages af hver eneste spansk konge, indtil Carl 3die henimod slutningen af forrige århundrede gjorde en forandring. Det af kong Ferdinand givne exempel på landsforvisning i det store efterfulgtes imidlertid strax af andre fyrster, af Frants 1ste i Frankrige, keiser Maximilian lste, Christian 3die i Danmark, Henrik 8de i England; ja, i hver eneste europæisk stat undtagen i det halvbarbariske Ungarn, Rusland og Tyrki var den hele taterslægt strax efter året 1500 dømt til landsforvisning. Fra Tydskland jog man da disse tyrkiske speidere» (således betegner loven dem udtrykkelig) ad nærmeste vei ud over rigsgrændserne, f.ex. til Frankrige; fra Danmark sendte man fanterne ind til Tydskland; i de mange små tydske stater, som også hver for sig repeterede disse forvisningslove, jog man dem ud og ind over grændserne, o.s.v. Resultatet var, at taterne sværmede om ligeså talrige som før, kun til endnu større plage; men dette blev udlagt som tegn på forbrydersk frækhed, og til landsforvisningsbudet føiedes snart og det ligeledes i alle stater lige op til det ellers under så fornuftige og milde love styrede Norge - den hårdeste fredløshedsdom. Disse love gjentages i hvert land fast under hver ny regent; der anstilles klapjagter efter taterne, og det forkyndes i flere lande, at hver mand ustraffet kan skyde dem ned, hvorsomhelst han træffer dem, hvad enten de gå alene eller i følger, hvad enten de gribes i nogen misgjerning eller ei, mænd og kvinder, voxne og børn uden forskjel. De christne fyrster og lovgivere betragtede således denne landflygtige slagt ikke længer som mennesker, men som udyr, hvis tilværelse allerede var en brøde; taterne skulde udryddes. Og lovene bleve ingenlunde stående på papiret. Ikke blot almuen havde nu og da sin lyst af at se taterne pinte, når mistanken eller overtroen gav dem skyld for en ildebrand eller anden ulykke; selv præster istemmede fra prædikestolen den almindelige fordømmelsesdom over den ugudelige slægt, og der er ganske forfærdelige beretninger om, hvorledes nidkjære embedsmænd, når de nu og da fik en taterbande i sine hænder, satte torturredskaber og galger og hjul i bevægelse, hvis ikke en usædvanlig mildhed lod staklerne stryge afsted igjen med opsplittede næser og afskårne øren. Og dette barbari fortsattes igjennem århundreder. Det var i året 1500, at keiser Maximilian 1ste i Tydskland havde givet den første fordømmelseslov mod taterne og i året 1722 lod keiser Karl 6te på tavler langs landeveiene i hver østerrigsk bygd opslå den plakat, at ikke alene hver mand kunde slå taterne ihjel, men at hver den, som husede en sådan ulykkelig eller på nogensomhelst måde hjalp ham til at friste sit elendige liv, også skulde straffes på livet, og endnu i året 1748 indskjærper Fredrik 2den i Preussen et af de tidligere udstedte edikter om de fredløse.

Sandelig, her har vi et af de mørkeste skyggepartier i den civiliserede verdens historie. Den gamle verden havde sine trælle, som efter den nedarvede tænkemåde vel agtedes bestemte til at arbeide og lide efter de lunefulde herrers behag; middelalderen troede endog at vise Gud en dyrkelse ved at forfølge de såkaldte kjættere med tortur og bål; nu havde slaveriets og kjætteriets tid så omtrent ende, og det ser fast ud, som om grusomhedssindet, som om pinelysten nu udvalgte sig taterne til sit offer, denne fremmede slægt, som europæernes lettroenhed havde lokket herind i altfor stor mængde, og som de trods deres større sædeligheds og ordenssands siden ikke havde gjort noget eneste forsøg på at bibringe nogen kultur. Og hvad er tilsidst afskyeligst, de virkelig ryggesløse ugjerninger, som taterne altsom tiest begik, eller disse hensynsløse pinsler og henrettelser, den mangel på agtelse for menneskeværd, hvorfra hine love udgik, og som de igjen måttte fremkalde? Henimod midten af forige århundrede foranstaltedes ved et lidet hof i Rhinlandene en prægtig jagt; måske traf man ikke strax på noget vildsvin; men i dets sted opstøvede hundene i krattet en tatermoder med hendes unger, og nu diverterede man sig med at skyde dem ned(21). Kan nogen afskyeligere dåd tænkes øvet af tatere?

Nu spørges, hvorledes disse ustadige fremmede, disse bestandig bevægelige horder kunde friste livet, efterat den lettroende barmhjertighed, som først havde givet dem rigere almisser end andre pilegrime, havde vendt sig om til sådan afsky og forfølgelse. Nu og da så man dem føre med sig, ret på østerlandsk vis, en blæsebælg med nogle usle smederedskaber, så de i en hast kunde opslå en smedie og smedde hesesko, men dette var nok det eneste tegn på nogen nyttig håndtering hos dem, og selv den syntes mere at være dem et slags national morskab end egentlig næringsvei. Men taterfolket havde mangfoldige hjælpemidler til sin rådighed. Allerede taternes physiske egenskaber måtte gjøre det muligt for dem at holde ud, hvor andre snart skulde vansmægte. Når en tater har spist sig ret mæt (og han kan være grådig som et dyr, lækkermund også), så kan han se så inderlig dorsk og søvnig ud, medens han strækker sig ved den blussende ild i skoven; men nærmer fare sig, mærker han, at han bliver eftersporet, så er han som en ulv. At medlemmerne af de så hyppig adspredte bander så let kunne finde hinanden igjen, synes også at vidne om en egen naturlig egenskab, et slags instinct, sådant, som oftere tillægges vilde folkeslag; men her er det dog, som man senere i skildringen af de norske tatere skal se, en net opfindelse, som kommer dem til gode, en kløgtig institution, som et hundreårigt reiseliv har lært dem. På disse idelige reiser imellem fremmede har folket også lagt sig til adskillig anden færdighed, som allerede ved dets første fremtræden i Europa skildres lige så udviklet, som den viser sig nutildags. Således var og er det vel det største tyvefolk som verden nogensinde har seet. Alle forfattere ere enige i at tillægge dem en sand virtuositet i tyveriets forskjellige grene; mænd og kvinder, oldinger såvel som 5-6 års børn spille hver sin rolle med i denne bedrift. Og når endnu den dag idag efter Borrows fortællinger en kastilisk abbed gjerne for en spotpris tilforhandler sig af en gitano den hest, han for få dage siden stjal i Andalusien, så er det ikke at tvivle på, at de også andetsteds have fundet villige hælere; thi jo mere foragtet en person er, des snarere indlade folk med mindre faste grundsætninger sig i syndig handel med ham, helst når personen er en fremmed omstreifer, som man ikke er så meget udsat for at møde igjen. At taterne navnlig må have sjelden færdighed i alskens hestebytterkneb, det må vel troes, når man hører, at de stå i vanrygte derfor i alle lande, hvor de færdes. En anden gren af slægtens virksomhed er taterpigernes, de rigtignok hurtig afblomstrende, men i ungdommen overmåde yppige og ofte vakre taterpigers af mange forfattere høit priste sang og dands, vistnok lascive, men aldeles originale dands, hvorved de ikke blot have tiltrukket sig pøbelens undrende og adelsjunkeres vellystige blikke, men også i almindelighed udbredt over slægten en vis interesse, som i nogles øine tjene til at danne en modvægt mod den almindelige og skånselløse uvillie. Men alt dette tilsammen er dog kun småting imod de ældre taterkvinders dristighed. I forunderlig kort tid havde hordene gjennemstreifet Europa i alle retninger og mærket sig hvert smuthul dets skov- og bjergegne; til samme tid havde disse kvinder med en heldig opfatningsevne, ret med gløghed, gjort sig fortrolige med de forskjellige folkeslags hele tænke- og levemåde, udspeidet alle dunkle steder i deres forestillingskreds, lagt mærke til deres svage sider, deres overtroiske meninger og fordomme, og nu havde de en vid mark for udøvelsen af den sibyllinske kunst, hvori en forunderlig forening af ydre og indre egenskaber, et frapperende physiognomi, en løbende tunge, en sjelden skarpsindighed og snarrådighed og djærvhed, altid måtte gjøre dem til mestere. Ingen kvinde forstår at lokke og smigre, at bede og overtale, at imponere og bedrage som en sådan sandsigerske; ingen formår at lægge slig forfærdende magt i sine trudsler og forbandelser som en ægte taterhex. Modtages hun med medynk og tiltro, gjør hun sine sager ypperligt, møder hun afsky og forfærdelse, nyder hun ikke slettere held.

Ja, den hele slægt roste sig af høie prophetiske gaver og magiske kræfter, og medens man nok kan forstå, hvorledes de øvede skjelmer med sit listige snak kunde narre den enfoldige almue af med både mad og drikke, ja en enkelt gang fralokke en dommer til mod lov og ret at frikjende en af deres fangne kammerater, så synes det dog at måtte være gået til med virkeligt hexeri, når de i det hele kunde bjerge sig imod de med så megen hensynsløshed påbudte og med så megen hårdhed iværksatte udryddelsesjagter. Man skal også se, at taterne, da forfølgelserne bleve for slemme, gjorde trolddomskunstens mesterstykke; de gjorde sig usynlige; sværmende omkring som før, på land og i by, med alskens bedrageri og skjelmstykker, gik de som, under en dølgehat, vel kjendte af hinanden indbyrdes, men ukjendelige for dem, som skulde gribe og straffe dem. Dette skal vises under følgende oversigt over de lærdes undersøgelser om taternes herkomst.

Det var fra året 1417 af, at Tydskland og det øvrige Vesteuropa forbausedes ved synet af disse pludselig fremtrædende horder, som ved deres høist eiendommelige udseende og sæder åbenbart måtte tilhøre et vildfremmed folk; endnu større blev naturligvis overraskelsen, da man med altfor stor lettroenhed hørte deres fortælling om, at de vare christne pilegrime fra Ægypten. Siden fik man rigtignok lære, at dette ikke var så, da det kun var en sjelden listig løgn, som her havde vovet at anmasse sig det christne navn; men derved blev forbauselsen ikke mindre. Nu spurgte al verden, hvad det da var for et slags folk, og dette spørgsmål skulde de lærde besvare. Man behøver ikke at have stor kundskab om videnskabens tistand i disse århundreder (thi ligefra taternes fremtræden og til nu har denne gåde hævdet nyhedens interesse) for at skjønne, at et spørgsmål af denne natur måtte fremkalde mange unyttige og forunderlige hypotheser selv af sindige og dygtige lærde. Nogle vedbleve fremdeles at anse tatere for ægyptere, naturligvis ikke christne, men hedenske; deres forstokkede sind og djævelske trolddomskunster lignede jo pharaos vismænds. Denne mening udvikledes senere nøiere derhen, at de vare nubiere - og nu hed de længe nubiani - eller koptere. Andre hyldede den allerede omtalte almueforestilling, hvorefter de skulde være tatarer eller vel endog hunner, levninger af de talløse sværme, som under kong Attila havde herjet Europa og siden den tid i Rusland eller andetsteds skulde bare fortsat det omstreifende liv, taternes smudsige og vilde liv passede idetmindste på de gamle beskrivelser om hine barbarer. Atter andre gjorde de usle tatere til vender eller en anden af de mange af tydskerne foragtede slaviske folkestammer. Nogle igjen holdt sig mere til navnet «Zigeuner» (på latin secani, cigani, cingani, ciagari, cingali, cigareni o.s.v., o.s.v.) og gjorde dem f.ex. til athinganere, en manichæisk, halv christelig sekt fra Lilleasien, hvis kjætteri de gamle beretninger havde fremstillet som et indbegreb af alt vederstyggeligt, eller til cingalesere fra øen Ceylon. Mange havde for skik at forklare alle dunkle sager af den hellige skrift, og derefter fik man nu høre, snart at taterne vare efterkommere af de halv hedenske og halv jødiske galilæere, snart at de vare islægt med de afgudiske amoriter eller philistere, snart endog, at de vist vare levninger af det af Herren fordærvede Sodomas og Gomorrhas vanartede indbyggere. Disse forskninger opfriskedes altid ved en eller anden anledning, f.ex. da den spanske digter Cervantes i året 1612 udgav sin novelle la Gitanilla (taterpigen) og dermed spredte en ny nteresse over det forunderlige folks eventyrlige skov-liv; ufortrødent arbeidede de lærde fort og fremsatte sine nye hypotheser som utvivlsomme kjendsgjerninger, så der til slut fra Marokko af og til dybt ind i Asien neppe var noget berygtet folk eller gådefuldt land, uden at jo en eller anden forfatter der troede at have fundet taternes udspring. Alle disse hypotheser sloge hinanden naturligvis ihjel, og så tog henimod året 1700 en lærd tydsker med navn Wagenseil sig for at forklare sig gåden på en ganske ny måde. Taterne vare, mente han, ikke noget sådant eget folk, som de fra først af havde givet sig ud for, men i virkeligheden kun tydske jøder. Da nemlig noget over et halvt århundrede før taternes fremtræden, i året 1348, den sorte død rasede i Europa, bleve jøderne i Tydskland beskyldte for at have forgiftet brøndene og derved anrettet ulykken, og den indtil raseri forbittrede almue forfulgte dem på det frygteligste. Nu tænkte hin lærde sig, at nogle af de ulykkelige vare flygtede til skovs, at de der havde skjult sig i jordhuler og ernæret sig, som de havde kunnet, med rødder og kryb, indtil de endelg i året 1417, smudsige og fæle, vovede sig frem igjen; men de skulde da have lagt en listig plan, givet sig ud for ægyptere og forsøgt hvorvidt det vilde gå an å nære sig med den gamle hebraiske chochma hajad eller kunsten at spå af hånden. Wagenseil var en berømt lærd; der blev ført en langvarig litterær strid om hans hypothese(22), og om den end ikke fandt synderlig indgang, så banede den dog overgangen til en mening om taterne, som kort efter i mange lande blev almindelig. Ligesom folket og adskillige lærde med i Spanien, uvidende om de gamle krønike skriveres beretninger, lidt efter lidt forvexlede taterne med de ligeledes sortsmuskede moriskos, levninger i landet af de under Ferdinand den katholske fordrevne maurerfolk,ligesom man her i Norge forvexlede dem med de så ilde anseede finner, således forvexlede man i Tydskland og andre steder de omstreifende taterhorder med bander af europæiske vagabonder, der i lange tider, århundreder igjennem, som betlere, tyve og røvere havde streifet om i landene og vidst at uddanne imellem sig et høist eiendommeligt kastevæsen, endogså med et hemmeligt, selvgjort sprog, der dog røbede deres europæiske oprindelse (det i Tyskland så kaldte Rotwelsch). Disse bander og taternes horder egnede altså hverandre så temmelig i sæder og væsen, og for den, som ikke var desto mere fortrolig med dem, måtte denne sammenblanding næsten være uundgåelig. Medens derfor nogle mente, at de i året 1417 indkomne tatere ganske havde forenet sig med disse europæiske fanter og derved havde tabt alle mærker af den fremmede nationalitet, antoge andre, at de få virkelige taterhorder, som krønikerne i det 15de århundrede berettede om, vare vendte tilbage igjen, hvor de vare komme fra, og at så europæiske dagdrivere og skjelmer kun havde antaget deres navn, havde klædt sig efter deres måde og med sod og olie givet sit ansigt og hår det samme mørke, smudsige udseende for således at gjøre bedre lykke som fremmede, vække enfoldiges medlidenhed eller frygt, således som taterne havde gjort. Hvorledes man end forestillede sig sagens enkeltheder, så var man dog, vel omtrent fra året 1750, i Tydskland og overhovedet i Vesteuropa temmelig enig i at tale om taterne som et folk, der nu ialfald ikke existerede i Europa(23), og iblandt dem, som ikke bekymrede sig om de muldne krøniker, kunde der vel også høres yttringer om, at taterne ikke havde existeret heller, at de var nogle fabelmennesker, der ligesom huldrefolk og underjordiske kun havde været til i den enfoldige almues fantasi og endnu kunde være gode til at skræmme børn med.

Imidlertid gik taterne omkring som før og frydede sig over virkningerne af sin kunst. Det synes nemlig utvivlsomt, at taterne selv med kunst og flid havde lagt an på, at verden, ialfald den dannede verden med lovgivere og øvrigheder, skulde holde op at tænke på dem, opgive troen på deres tilværelse. De havde fra begyndelsen af narret keiseren og paven; men da de heldige virkninger deraf vare forbi, da al geistlig og verdslig øvrighed fordømte dem, og de skjønnede, at der var fare ved at betragtes som ægyptiske troldmænd eller tatariske omstreifere eller tyrkiske speidere, så lagde de omhyggeligt dølgsmål på alt, hvad der kunde røbe deres fremmede væsen. Ikke nok med, at de, efter skribenternes vidnesbyrd, i overmåde kort tid tilegnede sig de europæiske sprog, så målet ikke længer røbede dem; men for utvivlsomt at gjælde for indfødte indrettede de sig overalt, hvor de opholdt sig, efter landets skik, og det med en smidighed, som vel intet andet folk har vist mage til. Færdedes de således imellem tyrkerne, priste de Allah og hans prophet, og i europæiske lande skiftede de konfession ligeså ofte, som de gik over grændsen mellem et protestantisk og katholsk land; hist beviste de sin rettroenhed ved at håne paven, her ved at fordømme de protestantiske kjættere og ved at blande jomfru Marias og alle helgeners navne ind i sine eder, sine hykkelske velsignelser og velmente forbandelser. Men på afsidesliggende steder i skovene samledes i al stilhed medlemmerne af en familie for at aftale en røverplan, eller alle de mindre flokke, som tilsammen dannede en horde, satte hinanden stævnemøde for at straffe en ulykkelig, der havde forsyndet sig imod deres hemmelige love, eller for at vælge en ny «konge» til at regjere over denne lille stat i staten; og her, omkring den blussende ild, hvis ro ved udstillede vagter var sikkret, kunde disse østens børn ret qvæge sig ved at lade det også for dem kjære modersmål udtale al den lyst og ve, somrørte sig i deres sind. Indbyrdes vare de sig selv; men i forhold til alle andre iagtoge de det forsigtigste hemmelighedssystem, med mindre deres skarpsind sagde dem, at de havde enfoldige folk for sig, som netop ved synet af det fremmedagtige og anelsen af det hemmelighedsfulde kunde narres i taternes interesse. At dette hemmelighedssystem virkelig har været vedtaget imellem dem med lifligt overlæg, synes utvivlsomt af den omstændighed, at i århundreder, hvor dog så mange tatere på pinebænken utfrittedes om alskens ting, havde de lærde, såsom Vulcanius, Scaliger, Ludolph, bekjendte sprogforskere fra det 16de og 17de århundrede, kun været istand til at få opfanget nogle få gloser af deres sprog for efter dette sikkre mærke at slutte sig til deres udspring og fædreland. Ja, der er endog sandsynlighed for, at der i nogle af disse horders hemmelige samfund har været sat straf, og det dødsstraf, for den, som røbede noget af det hemmelige sprog.

Det er ovenfor vist, hvorledes taterne opnåede hensigten med dette hemmelighedsfulde væsen. Man troede ikke længer på deres tilværelse, og de kunde nu, når de kun ikke lode sig ind i åbenbare misgjerninger, som andre skjelmer og bedragere gå frit omkring lige for alkalders og borgemesteres øine. De vare ligesom usynlige. Ingen fyrste tænkte mere på at fornye de gamle taterlove, og den første humane lov om dem, som afløste de gamle bloddomme, en lov fra 1783 af Karl 3 die i Spanien, som vilde have taterne stillede på samme fod som landets øvrige indbyggere og endogså åbnede de bedre af dem udsigten til at blive ophøiet i adelsstanden(24), begynder med denne artikel: «Jeg erklærer, at de, som gå under navn af gitanos, hverken ifølge herkomst og natur ere det, de kaldes, eller nedstammer fra nogen besmittet rod.»


KAPITEL 3

Fortsættelse af taternes almindelige historie. Undersøgelser om deres herkomst. Civilisationsforsøg.

Det attende århundrede var en tvivlens og vantroens tid, og det var i sin orden, at troen på taternes tilværelse, som ingen af de lærde kunde give nogen rigtig forklaring om, blev anseet for kulsviertro. Det var i Spanien, inkvisitionens land, at den overtroiske fordom imod taterne først var brudt ud i en hensynsløs forfølgelse imod dem, og det var i sin orden, at den almindelige tvivl om, hvorvidt de såkaldte gitanos, zigeunere o.s.v. virkelig vare gitanos eller zigeunere, først fik kongelig spansk sanktion. Men ved samme tid omtrent, i året 1782, udgav prof. Rüdiger i Halle en bog(25), hvoraf verden fik se, at kulsviertroen i dette stykke dog havde ret. Han havde truffet en zigeunerinde, havde været heldig i at udspørge hende og derved gjort den opdagelse, at disse «såkaldte» zigeunere virkelig vare et eget folk, såsom de havde sig imellem et aldeles originalt sprog. Og overraskelsen fik ikke standse derved. Ved denne tid havde Europas lærde begyndt at gjøre bekjendtskab med de indiske sprog; den dannede verden havde fået en anelse om de monumenter af en eiendommelig kultur, af en original poesi, som vare opbevarede i den gamle sanskrit-litteratur; Indien havde altid havt en besynderlig makt over den vestlige verdens fantasi, og nu var det, som om en endnu klarere glands steg op over det gamle trylleland og kastede sit forherligende lys over alle de folkeslag, som sprogforskerne fandt vare i nogen mon stammebeslægtede med Brahmas folk. Og nu troede Rüdiger af taternes sprog at have udfundet, at disse eventyrlige horder ikke kunde være kommet andetsteds fra end netop fra dette samme Indien, at de vare indiske udvandrere. Sagen undersøgtes og bekræftedes af de lærdeste mænd, og allerede året efter tilfredsstillede Grellman almenhedens påny vakte interesse ved at samle alt, hvad han kunde få opspurgt om taterne, og udførlig skrive deres historie fra deres første fremtræden i Europa(26), en bog, som fik europeisk udbredelse.

Denne taternes gjenopdagelse gjorde naturligvis epoche i deres liv. De kom i mode. Den fine, fornemme verden fandt det yderst interessant at finde et sådant rousseausk naturliv så ganske i nærheden; man behøvede jo kun at gjøre en udflugt til den nærmeste skov omkring Paris eller Wien for der, mellem taternes telte, at tro sig hensat i en anden verdensdel, hvor civilisationen endnu ikke havde lagt sin tvang over naturens fri børn; thi man syntes ikke at kunne se på taterne, at århundreders udryddelsesforsøg havde anfægtet dem noget, ikke engang at Europas tågeluft havde afbleget den under Indiens sol farvede hud. Philologer kunde nu i taterpigernes sange hente sig nyt stof for sit sprogstudium; philosopher fandt i denne kastes væsen mange problemer at løse; selv ærværdige videnskabsselskaber udsatte præmier for fremstillingen af dette folks endnu i mange punkter dunkle historie, og ved universiteterne holdtes der doktordisputatser over denne materie(27). Reisende agtede det for en vinding i sine reisebeskrivelser at kunne meddele nye opdagelser om taterne i andre lande, og nu forbausedes man ved at gjenfinde dem næsten uforandrede under de mest forskjellige forholde, i Ægypten og Sibirien som i Europa. Man gjorde beregninger over deres omtrentlige antal; i Ungarn fandtes ved en formelig tælling 30,000; iMoldau og Valachiet, hvor regjeringen og folket indtil for et halvt snees år siden har holdt dem i trællestand, angaves de efter sikkre data til 250,000; i Tyrkiet skal der være ligeså mange; i Spanien er antallet anslået til 40-50,000, i England til 10-20,000. I Frankrige, Tydskland og Italien findes nu ganske få horder; men en nyere fransk forfatter, som, vistnok meget dristig, ansætter taternes antal i de tre verdensdele til 5 millioner, regner deraf for Europa 1 million, hvoraf da den største mængde måtte falde på de østlige lande, navnlig Rusland. Mere end på statistikerne, udøvede dog taterlivet stor tiltrækningskraft på kunstnere og digtere. Cervantes's novelle la Gitanilla forvandledes til operaen Preciosa, som nu gik sin runde over Europas theatre; dandserinder fremstillede, såvidt det lod sig gjøre, taterpigernes livlige romerlis; selv publikum måtte dandse efter Strauss's «Zigeunervaltzer.» Malere søgte at gjengive det sælsomme udtryk i taternes sorte, glødende øie, hvori djærvhed og sky, smægtende vellyst og skarpsind og kløgt ligger forenet. Selv Walter Scott forsmåede ikke i sine rige romanbilleder at indlægge pikante skildringer af taterlivet(28), og utallige romanforfattere af lavere og laveste rang have ved sådanne scener måske givet sine digtninger deres største interesse; for denne fremdeles sterkt voxende del af den æsthetiske litteratur være det nok at nevne som klassiske repræsentanter fra det fjerne Østen den bekjendte russiske digter Puschkins «Zigeuner» og fra det yderste Vesten den engelske romanforfatter James's «The Gypsy.» Ja, selv alvorlige engelske kjøbmænd reves hen af den almindelige interesse og døbte et (vistnok sortmalet) dampskib The Gypsy Queen (Taterdronningen).

Rigtignok fandt man, efterat have besindet sig noget, at den interesante hypothese om taternes indiske herkomst ikke var så ganske vis, og at deres liv og sæder ikke i alle dele svarede til de idylliske forestillinger, som mange vare så snare til at danne sig om disse «naturens børn». Men selv dette uvisse i folkets historie, dette uhyggelige i dets nuværende tilstand tjente til at bevare den almindelig vakte interesse, og der lå i denne en alvorlig opfordring til historieforskerne om at brede klarhed over det fremmede folks dunkle herkomst og skjæbner, til lovgivere og missionærer om at bringe orden i dets forvildede liv og lægge lys i dets formørkede ånd. De følgende blade af dette kapitel skulle, hvis det ellers i sådan korthed lader sig gjøre, give en oversigt over, hvorledes opfordringen er fulgt, og hvad deri begge retninger er opnået.

Det er fortalt, at Grellman i året 1783 skrev taternes historie. Med flid og held havde han samlet oplysninger om dem fra 1417, efter hvilken tid de udbredte sig i Tydskland og det øvrige Vest-Europa; men før dette datum havde han ikke fundet så meget som en tøddel om dem.

Om deres tidligere forholde kunde han da kun gjøre sig formodninger. Af den påfaldende lighed mellem deres sprog og det indiske hindustani var det nu allerede anseet for en afgjort sag, at de vare fra Indien, nærmere fra den nordlige del af Forindien eller det egentlige Hindustan. Hvad der da fremdeles stod tilbage, var at udfinde, hvilken del af den brogede indiske befolkning de nærmest havde tilhørt, og hvad foranledningen havde været til deres udvandring fra hjemmet. Nu vidste man, at hinduerne vare inddelte i flere skarpt afsonrede stænder eller kaster, og da taternes yderst rå sæder stak så stærkt af mod den mærkværdig strænge afholdenhed og ydre orden, som hersker i de høiere kaster, antog man, at de måtte have tilhørt den laveste eller Sudras-kasten. Et halvt snes år eller lidt længere før taternes fremtræden i Europa havde den bekjendte mongolerhøvding Timur gjort indfald i Indien og brændt og skjændet på det frygteligste, og forfatteren antog da videre, at det var denne begivenhed, som havde opskræmt en del af hin kaste; der vel ikke havde meget at tabe i hjemmet og nu gav sig på vandring. Såsom de stadig kaldte sig ægyptere, syntes det endelig rimeligt, at flokkene først gjennem Persien og Syrien vare komne til Ægypten, hvorfra de da kom over til Europa, nærmest måske i forbindelse med en mod Grækenland og dragende tyrkerhær, hvem de på sine streiftog kunde tjene som speidere og røvere.

Denne forklaring var en tidlang almindelig antagen. Men til samme tid som de lærdes kundskab om Indiens og de tilgrænsende landes folkeslag daglig udvidedes, vare også mange beskjæftigede med at lære taternes endnu halvt hemmelige sprog at kjende og ved anstillede sammenligninger viste det sig, at det ved siden af mange elementer, som tydelig nok henviste til Indien, også indeholdt adskillige udtryk af folkesprogene ide lande, taterne på veien fra Indien til Tydskland måtte have gjennemvandret, navnlig af persisk og af de mange tungemål, som tales i Donau landene, slavisk, nygræsk, valachisk eller romansk og ungarsk. Heraf var det tydeligt, hvad der også i sig selv måtte synes rimeligt, at vandreflokkene ikke så hurtig, som Grellman mente, havde tilendebragt den store reise; de måtte have opholdt sig en god stund i Persien, før de trængte ind i Donaulandene, og ligeså her igjen, før de tilsidst, i året 1417, vovede sig ind i det vestlige Europa; således havde de nemlig kunnet optage i sit altid mere forvirrede sprog udtryk af de tungemål, som de på ethvert sted hørte omkring sig og nødtes til at lære, ganske ligefrem f.ex. de tydske og spanske tatere nu i løbet af 3-4 hundrede år have blandet adskillige tydske og spanske ord ind i sit asiatiske modersmål.

Således fik man anelse om en måske meget lang periode af taternes historie, som låe imellem deres udvandring fra Indien og deres første optræden i Tydskland og Vest-Europa, og som endnu var indhyllet i dunkelhed. Men endnu var der flere mænd, som havde interesse af påny at ransage gamle skrifter, for at få lys i sagen, og virkelig troede nu en, nu en anden at have fundet tidligere spor af tatere i landene østenfor Tydskland. Interessen var dog større end sindrigheden; de formentlige opdagelser befandtes ved nærmere prøvelse altfor usikkre. Det er jo vistnok rimeligt, at de endnu lidet ransagede byzantinske og russiske krøniker må indeholde en og anden oplysning om denne vidtvankende slægt af et tidligere datum end den lybekske krønike, som berettede os om taternes pludselige besøg i Hamburg; men denne sidste beretning er endnu den dag idag det tidligste pålidelige vidnesbyrd, som haves om dem i vor verdensdel(29).

Også i Asien anstilledes undersøgelser om taterfolkets fortid; men de oplysninger, man der fik, syntes næsten at skulle gjøre den dunkle historie end mere gådefuld. Det var især englænderen Harriot, oberst i det bengalske infanteriet, som fik anledning til at gjøre en interessant opdagelse(30). Allerede tidligere var det af en engelsk reisende blevet bemærket, at også Persien gjennemstreifedes af fremmede horder, som i udseende, levemåde og sprog nøiagtig lignede Europas tatere, og Harriot, som i årene 1800 og nogle og tyve opholdt sig i Persien, gjenkjendte ligeledes i disse luri's som de her kaldes, de engelske gypsies, som han fra hjemmet af var vel kjendt med. Han benyttede leiligheden til at forhøre sig hos landets indvånere om, hvad de vidste om den besynderlige slægt, og en lærd perser, som var vel bevandret i sit fædrelands historie, viste ham et sted hos den persiske digter Firdusi, hvor de samme luri's omtales. Firdusi, som levede i det l0de århundrede e. Chr. f., beretter i sit nationalhistoriske epos Schanameh, hvorlunde Behramgur, konge i Persien (ved året 420 efter vor tidsregning), sendte gesanter til Kanodsche, konge i Indien, med begjæring til denne om at sende ham nogle spillemænd, som kunde opmuntre hans kjære undersåtter med sang og musik, og efter denne bøn og venlige indbydelse kom der 12,000 luri's, både mænd og kvinder, fra Indien til Persien, hvor de siden forbleve. - Selve sagnet er vel altfor pudserligt, til at man skulde kunne fæste lid til det, skjønt det også, som man senere har fundet, forekommer i et par gamle persiske historiebøger men så meget synes dog rimeligt, at luri's eller tatere allerede på Firdusis tid have været kjendte i Persien som et omstreifende indisk folk, der vel endogså længe før måtte være kommet ind i landet, siden der da kun gik dunkle sagn om dets herkomst. Senere hen kunde Harriot fortsætte sine undersøgelser i Indien selv. Det var nu ikke så besynderligt, at han ikke i hinduernes gamle bøger fandt nogen beretning om slige horder, der med dands og lystige spring, under musik af piber og trompeter, vare dragne på tog til fremmede lande; men høist besynderligt er det, at han ikke i landet selv, hvorfra taterne skulde være komne, var istand til med vished at påpege nogen egn, hvor de havde boet, eller nogen stamme, som de havde tilhørt. Vistnok fandt han ikke en, men mange horder og stammer, ja hele talrige folkeslag, som, selv uden noget eget hjem, fra gammel tid af uafladelig streife om mellem det rige Indiens øvrige befolkning og leve et ligedant snylteliv som taterne imellem Europas nationer. Således gå talrige horder af såkaldte domber's omkring og forevise alskens gjøglerkunster eller opføre de lasciveste dandse; de elendige kuvaver's falbyde kurvmagerarbeide medens deres børn overhænge folk med trygleri og deres kvinder øve sine bedragerske kunster med at spå af hånden; de «sorte tyve» eller kallabantru's (kalo, sort, er også kjendt af vore tatere), der gjøre sig til af sit håndværk og oplære sine børn deri, leve regelmæssig af rov eller af den brandskat, de aftvinge landboerne; de dandsende og spillende, stjælende og bedragende tzengari's, hvis navn allerede minder om de tyske zigeunere, de italienske zingari o.s.v., holde på sine streiferier mest til i skovene, hvorfra de gjøre fordelagtige udflugter til landsbyerne eller krigsleirene. Her er jo lighed nok med både persiske og europæiske tatere; men hverken Harriot eller nogen af de andre forskere, der have henvendt opmærksomheden på denne del af Indiens etnographi, synes imellem disse mange stammer at have fundet nogen, som i alle dele, navnlig i sprog, bar ret kjendelig familielighed med dem. Taterne have ellers i alle andre lande og under de mest forskjellige forholde bevaret umiskjendelige tegn på sit indbyrdes slægtskab; men i Indien selv, hvor det længe søgte vidnesbyrd om deres herkomst skulde findes, der fandt man mindre spor af dem end andetsteds.

Denne omstændighed, de frugtesløse forsøg på i selve det antagne stammeland at finde beviser for, at taterne vare et indisk folk, var vel skikket til at vække tvivl om dette hovedstykke af Grellmans og andre lærdes hypothese. - Hvorpå var denne bygget? på betragtningen af taternes sprog. Men jo mere man blev kjendt med dette samme sprog, desto mere fandt man, at det indeholdt spor af mange andre tungemål end det indiske, ja at det var den besynderligste blanding af fast alle de tungemål, som tales og have været talte mellem Ganges og Guadalqvivir, mellem det røde hav og den botniske bugt, for ikke at tale om mange udtryk deri, som endnu ikke have kunnet udledes af noget bekjendt sprog. Var det da ikke for dristigt at slutte, at taterne just skulde være komne fra Indien? Ja, man kunde bære tvivl, om taterne nogensinde havde udgjort noget virkeligt folk eller nogen virkeg stamme. Til begrebet om et folk er man jo så vant til at knytte forestillingen om et sted på jorden, hvor folket har hjemme, eller hvor det ialfald, hvis det er drevet i landflygtighed, erindrer at have havt hjemme, samt forestillingen om en hvis gudsdyrkelse, etfælles udødelighedshåb. Ved disse to ting pleier et folks bevidsthed at bevare sig fra slægt til slægt; derved var det, at jøderne i en tusindårig udlændighed kunne vedblive at holde sammen og bestå som folk; fra det forladte hjem bare de jo med sig et opløftende minde om den af Gud selv udmærkede slægts vidundelige fortid, og som stjerner i natten lyste de herligste forjættelser for deres begeistrede tro mit i den timelige jammer. Men taterne? hos dem har man intet fundet af alt dette. Såvidt den hidtil udkomne, hel vidtløftige taterlitteratur ved at berette om dem, tilstå de enten ligefrem sin uvidenhed om, hvorfra de stamme, eller fortælle sådanne fabler, som at de skulle være ægyptere, en historie, de åbenbart kun have løiet andre fore så længe, at de tilsidst have troet den selv; al sand tradition om deres herkomst er åbenbar forsvunden af deres sjel. Og hvad deres religiøse forhold angår, vilde de vel gjerne gjælde for at tilhøre det lands religion, hvori de færdes; men efter alle nationers enstemmige dom om deres yderligere letsindighed må det vist ansees for det mest ægte tatertræk, når f.ex taterne i omegnen af Moskov sagde den før omtalte englænder Borrow ligeud, at de ikke troede på nogen Gud. Tør man da endnu kalde disse horder et folk? Eller man kunde måske sige, at de engang have udgjort et folk, men at de nu kun ere vanartede, idet de have glemt sit fædreland og sin Gud? Men dette stemmer ikke overens med den besynderlige påholdenhed, hvormed de, indtil den yderste detail, efter århundreders adspredelse i de fjerneste egne have bevaret erindringen om fælles hestebytterkneb og fiffige manerer i udøvelsen af deres hexe og sandsigerkunst. I sandhed, det særsyn, taterne overalt frembyde, er så usædvanligt, at man vel kunde falde på den forunderlige forklaring og mene, at de, trods al deres lighed med et virkeligt og naturligt folk, fra begyndelsen af kun vare et sammenløbet pak af alskens andre folk, et udskud, hvori folkeslagenes synd og brøde ligesom havde samlet og fortættet sig, og som siden fulgte den øvrige menneskehed som dens mørke skygge, som dens onde samvittighed. Hvorfra har denne slægt bredt sig ud over jorden? åbenbar fra det sydvestlige Asien. Men netop her, fra Indien og til Afrika og Europas grændser, i dette strøg, hvor de forskjelligste folkefærd stødte sammen, her var, så langt op i tiden, som historien går, og til mongolernes herjetog, skuepladsen for de rædsomste omvæltninger og forstyrrelser, som verden havde seet; indenlandske despoter og fremmede barbarer kappedes om at forkue folkenes ånd og ødelægge al sand kultur; stæder brændtes; lande herjedes; hele folkeslag joges fra deres urgamle hjem og spredtes til alle verdens hjørner, grusomhed og vellyst, træghed og slavesind opfylde disse ulykkelige egnes historie og skjule fast de spirer af dyd og dannelse, som nu og da havde skudt op imellem alt dette ukrud. Men under sådanne forholde lod det sig vel tænke, at hobe af hjemløse, fortvivlede flygtninger sloge sig sammen med de efter langvarige krigstider omsværmede horder af herreløse krigere (og man erindre, at den tids armeer mere lignede vandrende folkeslag med kvinder og børn) og dannede altid voxende bander af tyve og røvere, snart en svøbe for både de herskende nationer og resten af de overvundne. Lidt efter lidt, i århundreders løb, kunde da disse bander, under alle de bosiddende folks samdrægtige had og med en fælles levevis, udvikle sig til et både ved legemlige og åndelige eiendommeligheder kjendeligt samfund, arte sig - ikke til et eget folk i dette ords almindelige betydning, men til et fantefolk, til et vrængebillede af et folk, hvor alt det, som ellers hører til et folk, var sat sammen i en omvendt orden, hvor trods imod skikkelige folks domme just var den største ros, hvor bespottelse af de forskjellige folkeslags gudsdyrkelse var det eneste, som mindede om religion, et vrængebillede af et folk, hvis forstand og sindighed var fornedret til rævelist og slangelumskhed, og i hvis hjerte selv den religiøse evne, samvittigheden, syntes druknet i dyrisk sandselighed. Et sådant kunstigt, unaturligt folk vilde vistnok være et ganske forfærdeligt phænomen, og dog kun mere storartet end et aldeles lignende, som i en mere nærliggende tid og i en mindre kreds ganske vist er kommet tilsyne, her i Europa, hvor der på grændserne mellem Tydskland, Italien og Frankrige, for 3-4 hundrede år siden, som det senere i kapitlet om skøierne skal fortælles, dannede sig bander af alskens forlorne mennesker, der flere slægtsfølger igjennem ikke alene vedligeholdt sit kasteagtige samfund, men endogså antoge et sådant eiendommeligt væsen og præg, at man kunde kalde det en kunstig nationalitet.

I modløshed over alle de mislykkede forsøg på at få rede på taternes historie, skjønt ellers overfladisk nok, kunde man, som sagt, fristes til at forklare sig taternes art og væsen på denne måde. Og virkelig have taternes mange besynderligheder endnu i vort århundrede gjort et sådant indtryk på nogle, at de have fremsat idetmindste ligeså eventyrlige forklaringer. I året 1803 søgte en tydsker(31) i et eget skrift at vise, at taterne allerede af Herodot vare omtalte som et omstreifende folk i egnene nordenfor det sorte hav, hvor de da i et par årtusinder skulde have vidst at holde sig, medens ellers den ene nation efter den anden i disse egne reves bort af folkevandringernes strøm; i året 1836 mente en englænder(32) endnu af visse prophetiske udsagn i den hellige skrift (f.ex. Ezech. kap. 29 og 30) om Herrens straffedomme over det ugudelige Ægypten at have fundet nøglen til alle taternes gåder, og i året 1841 syntes en italiener(33), som fandt så liden lighed mellem tatere og andre folk af Noahs æt, at ville gjøre det sandsynligt, at de snarest måtte være en levning af den fordærvede slægt før syndfloden, hvis malstrømme de da på en eller anden ukjendt vis måtte have reddet sig over. Men imellem alle disse stridige forklaringer var det vanskeligt for almenheden at danne sig nogen bestemt mening om taterne, og disse vare på veie til anden gang at blive betragtede som et fabelfolk, som det ikke kunde nytte at tænke videre på.

Da var det, at prof. Pott skrev sin før (s. 27, kapitel 2) omtalte ethnographisklingvistiske undersøgelse om taternes herkomst og sprog. Med en sprogkundskab og kritisk kunst, som tidligere tider næppe havde anelse om, vidste han af taternes høist brogede, ofte næsten til ukjendelighed forvanskede dialekter at udsondre de indtrængte fremmede sprogelementer og fremstille sprogets egentlige kjerne, dets grammatiske former, og resultatet af hans undersøgelser med hensyn til taternes herkomst kunde han med afgjort bestemthed fremsætte i disse 3 sætninger(34): 1) Alle de hidtil bekjendte taterdialekter vise sig, trods den uendelig brogede indvirkning på dem af fremmede idiomer, dog i sit inderste væsen indbyrdes overensstemmende og ligeartede; 2) det er umuligt i dem at miskjende et eget med de opdigtede tyvesprog ofte forvexlet, men derfra aldeles forskjelligt folkesprog; 3) dette har uimodsigelig sin rod i det nordlige Forindiens folkesprog, så at det, trods sin ualmindelige forvirring og udarten, dog - om end kun beskedent - kan rose sig af at nedstamme fra det i sin bygning mest fuldendte af alle sprog, det stolte sanskrit.

Men længere kom heller ikke denne lærde; han kunde heller ikke afgjøre, hvilken af Indiens mange forskjellige folkestammer taterne havde tilhørt, hvad tid og hvorfor de vare dragne hjemmefra, o.s.v. En gisning om det første af hine punkter har han dog meddelt, og uagtet det jo i nærværende kortfattede fremstilling nærmest kun er meningen at fortælle noget af det visseste, man ved om taterne, tillader jeg mig dog at meddele samme gisning her, da jeg derved får anledning til at gjøre opmærksom på den interesse, som dette spørgsmål har.

Først må jeg erindre om forholdet mellem nogle af de forskjellige folkefærd i det nordlige Forindien eller Hindustan, det store sletteland omkring Ganges med Vindhja-åsene i syd og Himalaias alpekjæde imod nord. Denne del af jorden udgjør ligesom en verden for sig; den evige vinter troner på Himalaias toppe; en bestandig sommer udgyder sin rige velsignelse om Ganges's bredder, og ligesom alle jordens zoner synes at have afpræget sig i det afvexlende landskabs physiognomi, således have også de mest, ulige menneskeracer mødt hinanden her i dette indbydende land. Man kan lære fast den halve verdens folkefærd at kjende, når man ret nøie undersøger, hvad det er for folk, som bo sammen her. Her skal dog ikke tales om de erobrende folk, som i den historiske tidsalder have trængt sig ind og tildels sat sig fast i landet, arabere, mongoler, europæere; her interesserer os kun de folk, som fra den urgamle tid havde holdt sig i landet. Der er først hinduerne. Det er dem, som engang talte det så høit priste sanskrit, der nu kun kjendes af den gamle rige litteratur, men ellers er bleven afløst af flere døttresprog, hindustani o.a., ligesom romernes latin her i Europa er bleven afløst af det derfra stammende italiensk, fransk o.s.v. Hinduerne have fra gammel tid af været det herskende folk i landet, hvis bedste del de endnu have inde; men i skov og bjergegnene bor der talrige stammer af en ganske anden race, så forskjellige fra hinduerne, som en menneskerace kan være fra en anden. Hinduerne skjønnes ifølge deres sprog at høre til den såkaldte indogermaniske race og ere således beslægtede med de fleste europæiske folkefærd, f.ex. med os nordmænd; som europæerne havde de også, men vel meget tidligere end både grækere og romere, havt en nøiagtig ordnet statsforfatning og gudstjeneste, ja gjort høist mærkværdige fremskridt i mange kulturgrene, i videnskab og kunst. Hin anden race derimod, som i årtusinder har boet ved siden af dem, adskiller sig fra dem ikke blot ved sit physiognomi, der endog nærmer sig til negernes, og ved sit sprog, men endnu væsentligere derved, at den fra de fjerneste tider indtil nu har levet i den yderste råhed, splitted ad i mange små stammer, hver med sine ofte gyselige sæder, de høiere åndelige anlæg, der som et ædelt instinkt ellers bringe menneskene til at slutte sig sammen i større samfund og i fællesskab arbeide på at fuldkommengjøre og forskjønne livet, synes hos dette rå folk at være tilstede i den allerlaveste grad. Hvorledes er det nu gået til, at to så høist forskjellige folkeslag ere komne til at bo således ind imellem hinanden? Man må antage, at hinduerne, den længst mod Østen blomstrende gren af den indogermaniske stamme, fra et vestligere land, fra Persien, er trængt ind i Gangesdalen, som før vel helt over var besat af stammer af den anden race; hinduerne ere komne ind som overmægtige erobrere og have da dels udryddet de usle urbeboere, dels trængt dem tilside til de vilde og mindre frugtbare bjergegne, især til de store bjergstrækninger mod nord og syd, alt omtrent på samme måde, som man må antage, at nordmændene i den grå oldtid have fortrængt lapperne, landets urbeboere, til Finmarkens kolde og lidet hyggelige fjeldtrakter.

Heraf kan man også forklare det forfærdelige stammehad, som i årtusinder har fundet sted imellem disse nabofolk i Indiens landskaber, de herskende hinduere og de fortrykte urbeboere, et stammehad, som her er steget til en større yderlighed og har vedligeholdt sig med en langvarigere uforsonlighed, end man ellers nogetsteds har exempel på. Allerede hinduerne selv have så langt tilbage i tiden, som erindringen går, været delte i flere skarpt afsondrede stænder eller kaster, som de her kaldes; mellem hver kaste er et svælgende dyb befæstet, således at den, som fødtes, f.ex. i håndværkernes lavere kaste, ikke under nogen omstændigheder, ikke om han ved dyd og talent indlægger sig nok så store fortjenester, kan hæve sig op over sin faders stand og blive indlemmet i nogen høiere kaste, i krigernes eller præsternes; folk af en lavere kaste agtedes for væsener af en ringere art; forskjellen her var ulige større end i Europas oldtid mellem trællen og den fribårne eller i middelalderen mellem bønderfolk på den ene side og ahnestolte adelsmænd og hierarchiske klerker på den anden. - Men så uhyre stor end afstanden var imellem hinduernes kaster, så var den dog endnu langt større selv mellem den laveste af disse og urbeboernes foragtede stammer. Disse stode ikke alene aldeles udenfor det hinduiske statssamfund; men de stolte hinduere anså sig ikke engang bundne ved moralske forpligtelser mod dem. Ingen dyd kunde efter deres begreber øves, ingen brøde begåes imod dem; de agtedes ikke som mennesker, men som blotte ting. Flere af disse elendige stammer vare formedelst hinduernes fremtrængen blevne hjemløse og måtte siden føre et omflakkende liv imellem seirherrerne, hvis yderlige foragt ikke gad lægge hånd på dem og udrydde dem af landet; de måtte da forrette sådanne arbeider, som hinduerne ansåe for urene, fik lov til at æde de ådsler, som de fandt henslængte udenfor hinduernes byer, fik også deres gang som betlere og gøglere, hvis som oftest høist usædelige spil, den ellers så skrupuløse hinduer uden brøde troede at kunne forlyste sig ved og lønne med en hånligt henkastet gave. På denne måde kom de så meget i berørelse med hinduerne, at de fik nogen kundskab om deres større kultur og tildels tilegnede sig deres sprog; men de vedbleve fremdeles som før at stå udenfor det herskende folk, fik ikke lov til at deltage i den hinduiske civilisations goder, den hinduiske religions forjættelser. Hinduernes gamle hellige love byde, at når en person af denne foragtede race understod sig at tage guden Brahmas navn i sin mund, skulde der heldes smeltet bly i hans hals, og dersom nogen af disse elendige tilfældigvis kommer til at gå så nær forbi en kilde, at hans skygge falder henover den, så vil ingen hinduer drikke dens vand, førend det ved en mangfoldighed af religiøse ceremonier er renset for besmittelsen. Men denne tusindårige foragt og grusomhed har omsider udrettet dette, at nu talrige slægter af et råt naturfolk (til dem høre de ovenfor omtalte tzengaris o.a., men man kalder dem gjerne under et parias) stå midt inde imellem et i flere henseender meget civiliseret folk uden på den ene side at have beholdt noget af naturlivets troskyldighed eller på den anden antaget noget af civilisationens forædling - et exempel på den yderste grad af fornedrelse, hvortil vel mennesker kunne synke. - På Nordishavets nøgne strande fandt vore vidtfarende forfædre en ussel slægt af «skrællinger», ganske i samme tilstand af råhed leve nu deres ætlinger, eskimoerne; deres åndelige liv er næsten ganske gået op i kampen mod den overvættes hårde natur, som kun karrigt yder dem det fornødne til legemets ophold, men lidet eller slet ikke begunstiger menneskets trang til ædlere udvikling. Ingen menneskeven ser dette syn uden vemod; men med større smerte ser man den vistnok langt talrigere slægt, som her er tale om. Den lever i et land, hvor naturen så vidunderlig har sørget for menneskenes tarv; den lever i stadig omgang med et mere uddannet folk, som syntes at have fået det kald fra Herren at udbrede oplysning og gode sæder mellem de råere stammer i dets nærhed; men netop dette folks uretfærdighed har således forkuet hine Indiens børn, at de i åndelig dygtighed vistnok stå langt under skrællingefolket under Nordpolen, og man endogså kan fristes til at tvivle, om der endnu er nogen rest af bedre menneskelig sands tilbage hos dem.

Men nu synes hin af Pott meddelte hypothese at angive sporet til at finde vore taterhorders stammefolk netop imellem disse vanartede slægter af Indiens urbeboere. At de nedstamme fra dem og ikke fra hinduerne, måtte man allerede ved den løseligste betragtning af deres sæder være tilbøielig til at antage; men nu gjør denne hypothese endnu opmærksom på en interessant omstændighed. Det navn, hvormed taterne benævne sig selv til forskjel fra andre folk, er rom (rommi om en kvinde). Nu er der en af hine lave stammer i Indien, på skråningen af Himalaia og især i landskabet Assam, hvis navn dom, d'omni, er så ligt hint - mere end det kommer tilsyne i skrift -, at der efter sproglærdes mening er mulighed for, at det kan være det samme ord, og isåfald måtte taterne være en afdeling af denne stamme. Man måtte da tænke sig, at disse d'oms eller roms så længe havde vandret om mellem hinduerne, at de havde lært disses sprog, og hermed stemmer det vel overens, at der endnu i taternes indiske sprog, som før bemærket, er adskillige udtryk, som ikke gjenfindes i noget andet hidtil bekjendt tungemål, men som måske udgjør en levning af hint d'omfolks endnu ubekjendte ursprog, en levning, som måske for kommende sprogforskere skal tjene til at bestyrke eller også modbevise denne hypothese(35).

Ved således at antage, at taterne ikke ere i slægt med de egentlige hinduere, altså heller ikke med den store indogermaniske folkestamme, men med hin Indiens rå elendige urbefolkning, kunde man da forklare sig det særsyn, deres eien


Fdommelige sæder overalt frembyde i de lande, de nu færdes i, den hårdnakkede uvillighed til at antage de bosiddende og arbeidsomme folkeslags levevis, som selv århundreder ikke have formået at kue hos dem. Men således taber også taternes allerede før så dunkle historie sig i det uhyggelige mørke, som ruger over menneskehedens tidligste forholde, og som har fremkaldt tvivl om den skjønne tro på de forskjellige og vistnok såre ulige menneskeracers oprindelse af et blod, tvivl, som endnu dygtige mænd må stræbe at overvinde. Og den samme dunkelhed, som hviler over det elendige taterfolks indgang i historien, synes også at skulle lægge sig over dets udgang. Denne uhyggelige forestilling vil man sikkerlig få ved betragtningen af folkets nuværende tilstand i de europæiske lande efter flere frugtesløse forsøg på at bibringe dem sands for et ædlere liv i civiliserede samfunds skjød.

Efter at man i 2den halvdel af forrige århundrede påny var bleven opmærksom på taternes tilværelse, feilede det ikke på sådanne forsøg, skjønt iveren i denne retning nok ikke var så stor som de lærdes iver for at komme efter deres herkomst og historie. Uagtet man i flere lande, som allerede anført, forefandt dem i meget stort antal, skjønnedes det dog strax, at der ikke kunde være tale om at samle dem sammen og lade dem udvikle sig som et eget folk, man lagde an på at få dem til at smelte sammen med det øvrige landsfolk. Endnu lidt tidligere end Karl 3die i Spanien (s. 41, kapitel 2) gjorde begyndelsen med at afskaffe de ældre udryddelseslove om dem, havde Maria Theresia og Joseph 2den i Ungarn og Siebenbürgen ved flere forordninger søgt at virke herfor. Børnene skulde tages fra forældrene og opdrages på offentlig bekostning; de voxne skulde ikke længer streife omkring, men tage tjeneste, blive jorddyrkere, aflægge deres eiendommelige klædedragt og sprog o.s.v. Men hvad blev følgen? på nogle ganske få steder forsøgte øvrigheden på at gjennemføre disse bestemmelser og toge børnene med magt fra forældrene; men mødrene hylede, som om ungerne førtes til slagterbænken, og børnene måtte med reb om livet føres til og fra skolen. Om en mand fortaltes der, at han i fortvivlelse over disse forandringer gik til markedet med sin hest, solgte den for en spotpris, leverede sin romni pengene og stak så - som en «sidste tater,» der ikke vilde overleve sit folks frihed - sit hoved i ilden. Men han skulde ikke have vist dette fortvivlelsens mod; thi snart opgaves disse frugtesløse bestræbelser for at tæmme taterne, og de fik leve som før.

Hvorvidt de humanere lovbestemmelser om taterne i Spanien have frugtet, skal siden blive erindret Her må jeg dvæle lidt længere ved et høist interessant missionsforsøg for disse ulykkelige og forvildede orientalere. I nærheden af Nordhausen i preusisk Sachsen havde Fredrik 2den anlagt en fattigkoloni, Friedrichslohra; men, sandsynligvis mod vedkommendes ønske, havde lidt efter lidt adskilligt taterpak, til slutning en bande på over 100 hoveder, indlogeret sig hos de fattige familier i kolonien, som nu blev deres hovedkvarter, hvorfra de foretoge idelige streiferier omkring i naboegnene. I året 1828 ble Barmer Missionsselskab opmærksomt på deres elendige moralske og religiøse tilstand og lod et par udsendinger nærmere undersøge forholdene. Disses beretning bragte et andet missionsselskab; i Naumburg, til at antage sig disse mennesker, fornemmelig ved bedre opdragelse af deres børn. Wilhelm Blankenburg, en skomager, der foruden gode skolekundskaber også forstod sig på agerbrug og havearbeide, blev udseet til tilligemed sin brave kone at udføre denne kjærlighedsgjerning. Han kom til stedet, vidste snart at overvinde taternes vrange forestillinger om disse nye anstalter og vant deres tiltro; han kjøbte et våningshus og byggede til både skolestue og flere huse, så at både mange børn og nogle voxne kunde bo hos ham; han blev endogså sat istand til at kjøbe et jordstykke, hvor han kunde oplære børnene i nyttigt mark-arbeide og beskjæftige nogle af de voxne, som vare meget glade i dette nye liv. Årsberetningerne vare meget tilfredsstillende, og anstalten kunde glæde sig ved både almenhedens og regjeringens deltagelse; den manglede ikke pengemidler og regjeringen udgav forordninger til dens bedste og anbefalede den til superintendentens og kredsregjeringens omhu. Anseede mænd, f.ex. biskop Dräseke og seminariebestyrer Harnisch, besøgte anstalten og gave den det bedste vidnesbyrd; landsbyens præst og læge ydede forstanderen sin hjælp; en medlærer blev andtagen o.s.v.; 18 børn bleve underviste og opdragne på det omhyggeligste og gave håb om at blive sædelige mennesker; alt tegnede så overmåde godt. Vel bleve de voxne snart kjede af dette nye livs orden og tvang; de solgte for brændevin de spader og hakker, man havde forsynet dem med, og sloge sig atter på streiferi; over halvdelen af bandens medlemmer streifede således om som dagdrivere og tyve og begyndte at lokke børnene i opdragelseshuset med sig, indtil regjeringen for den sags skyld lod dem alle gribe og sætte i et arbeidshus. Men dette virkede, og nu, i året 1835, var der god orden i opdragelsesanstalten, hvis virksomhed nu var på sit høieste og omfattede 23 børn. Men i høsten samme år slap hine omstreifere på fri fod igjen og stormede opdragelsesanstalten for at tage børnene ud; dette fik vel politiet forhindret; men alt i et lokkede de dog nogle af børnene til at desertere, og regjeringen måtte forordne, at man skulde give efter for de nogenlunde skikkelige forældres ønsker og lade dem få sine børn tilbage. Strax kom et par taterfanter, hentede sine børn og førte dem i triumph til det nærmeste værtshus, hvor de lode dem drikke sig sandsesløse i brændevin. Dette blev regjeringen meldt, som, indseende at taternes uforbederlighed gjorde disse bestræbelser unyttige, i året 1837 lod anstalten ophæve. Tre tilbageværende børn optoges i en stiftelse i Erfurt, og Blankenburg og hans kone fik ved medvirkning af professor Hegels enke ansættelse ved et børneasyl i Berlin(36).

Ved denne tid var det, at den omtalte englænder Borrow med christelig iver og sjeldent talent virkede som taternes missionær fornemmelig i Spanien. I dette land skulde man som følge af lovgivningens omhu for dem i de sidste menneskealdre vente at finde deres moralske og borgerlige tilstand noget bedre; men Borrow omtaler dem som de mest fordærvede af den hele verdensdels taterhorder; hans skildringer viser os også en last og nederdrægtighed hos taterne, som kun finder sit sidestykke i den overtroiske fordomsfuldhed, som almuen der nærer mod dette troldfolk, og i den venalitet, som spanske politiembedsmænd og dommere vise mod disse slue kjeltringer. Borrow søgte og ledte efter spor hos dem af ærefrygt for de christelige helligdomme, de gave sig udseende af at dyrke, eller efter spor af et orientalsk, hemmeligt hedenskab imellem dem; men han fandt intet. Hans mest trøstende ord om deres religiøse forhold er følgende: «En vigtig opdagelse gjorde jeg imellem dem; det var, at intet menneske, hvor vanartet og forhærdet det end monne være, er aldeles gudløst. Kald det overtro, om du vil! der klæber dog altid ved ham en vis frygt og sky for noget helligt og overjordisk. Jeg har hørt gitanos hårdnakket benægte guddommens tilværelse og udtrykke den yderste foragt for alt det hellige; alligevel kom de altid i samtalens løb til at modsige sig selv ved at lade et eller andet udtryk slippe dem af munden, som ophævede deres påstande,» og som exempel herpå meddeler han en samtale med en forvorpen kvinde, som «hverken frygtede Gud eller djævelen,» men som til slut dog ikke turde fremsige en bønneformular til jomfru Maria på 4 ord, som hun havde lært i sin barndom(37). Den fortræffelige Borrow opgav dog ikke håbet om at kunne virke også på disse afstumpede sjele; han oversatte i det fordærvede spanske tatermål Lukas's evangelium, lod det trykke og uddelte det til dem af dem, som kunde læse; de toge bogen og - bare den med sig på sine røvertog som amulet til værn mod politisoldaternes kugler, ligeså god i deres tanker som den magnetsten, de ellers til samme brug indsyede i sine klæder. Borrow samlede en hob af Madrids tatere i sit logis, hvor de trods spaniolernes mistænkelige undren regelmæssig indfandt sig hos ham; han hørte på deres idelige tyvehistorier og søgte alt imellem at anbringe et godt ord, et sprog af Guds lov og evangelium; omsider vovede han at holde et længere foredrag for dem og sluttede dette med at forelæse dem et stykke af sit evangelium, Herrens bøn og troens artikler, alt på rommani. Han havde talt sig varm, standsede, så sig om og så - hele forsamlingens ansigter fordreiede af tilbageholdt latter, som nu brød løs, latter over de nye og forunderlige ting, de havde hørt i sit fantesprog. «Det er tateres art,» således må missionæren slutte sin af så megen deltagelse for disse elendige medmennesker åndende beretning.

Vistnok finder man i de fleste lande i Europa, at adskillige taterfamilier på en vis måde have nærmet sig til europæernes levevis, idet de ikke som før kampere i telte, men have bosat sig. Således så vi flere familier boende i Friedrichslohra i Tydskland; flere af Spaniens byer ere også vansirede med egne tater-forstæder, gitanerias. Men ser man nøie til, mærker man snart, at disse bosiddende tatere i alle væsentlige stykker ere deres mere stadigt omstreifende brødre lige; om sommeren stå deres hytter for det meste tomme, medens de nok om vinteren finde det bekvemt at holde til der og fortære det vundne bytte. Det er vel de tidligere tiders grusomme forfølgelser mod slægten eller måske de sidste decenniers mindre barbariske, men mere jevne politiforholdsregler mod dem, der have bragt dem til at antage et sådant halvt bosiddende liv, en smule lighed med andre folks sæder; men det er endnu at agte for en sjelden undtagelse, når hist og her nogen taterfamilie eller en enkelt tater enten med det gode eller det onde har ladet sig bevæge til i sandhed at opgive sin slægts ustadighed og antage et roligt og sædeligt liv.

Og dog er taternes nationalitet ikke uforgjængelig. Det er vistnok yderst mærkværdigt, at dette rå, åndløse folk i de mange århundreder, hvori det har vanket omkring, under de høist forskjellige forholde, som det har mødt, endnu har kunnet bevare sin oprindelige art; man skal vanskelig finde noget lignende forunderligt exempel på en nationalitets seighed. Den grusomste hårdhed kunde ikke tvinge dem; christelig visdom og kjærlighed forsøger forgjæves på at vinde dem. Borrow antyder sin mening om taterne ved et motto, han har lånt fra den gamle persiske digter Firdusi: «Hvad der er urent af naturen, kan du ikke nære noget håb om; ingen vaskning vil gjøre tateren hvid.» Og dog er der allerede i de fleste lande tydelige tegn til, at taternes nationalitet snart vil være forsvunden. Men det er vel neppe dyden, som skal have æren af at have beseiret deres rå natur, men lasten. Medens taterne endnu levede under lovenes forbandelse, holdt de sig sammen under et energisk had mod alle dem, som ikke vare af deres blod; efterhvert som forfølgelsens tryk toges bort, forsvandt deres kraft og sammenhold, og nu ser man, at de smelte sammen med - europæiske tigger- og tyvebander, med skøierfølgene, som de i denne bog kaldes. Taterfolket bliver daglig sjeldnere og vil vel snart forsvinde ganske, ikke, som det synes, ved at optages i de lovordnede og sædelige folkesamfund, men ved at blandes med det lille gjenstridige skøier-folk, som i tidernes løb har dannet sig af udskuddet af nationerne, en slægt, som ikke alene undfanges i synd og fødes i misgjerninger, men som voxer op i last og undervises i forbrydelser. Man kan her i det mindste se, hvorledes der i den nyere tid imellem «bærmen af folket» og den bedre del af nationen befæster sig et svælgende dyb, ligt det, der i oldtiden adskilte menneskehedens forskjellige racer, hvorledes der udvikler sig en forskjel i sæder og tilbøieligheder og legemsform og sjelsanlæg, ligesom imellem hint Indiens rå urfolk og de sædelige hinduere. Og ligesom taterne, som det syntes, vare dukkede frem af den dunkelhed, der hviler over hine fjerne forholde, således lader det til, at de, dersom sagen fremdeles skal udvikle sig, som den har begyndt, også skulle tabe sig i den mørke, uhyggelige skygge i dybet af det europæiske folkeliv, hvis høider beskinnes af kulturens lys. Denne sørgelige betragtning skal man senere finde stadfæstet ved beretningen om de taterflokke, som ere blevne hjemmehørende her i Norge.

Efterat det foregående ark allerede var trykt, fik jeg anledning til at benytte et nyt skrift af den før nævnte franske forfatter Bataillard, som endogså har havt den godhed at sende mig det med posten. I dette skrift(38), der som det tidligere af samme forfatter kun er forløber for et udførligere værk, han har under arbeide, meddeler han til oldforskeres prøvelse et par resultater af sine undersøgelser om taternes historie. Jeg skal kortelig antyde disse resultater her, mest i den tanke, at det måske vil interessere læseren at se, hvorledes denne gjenstand, der for mange vil synes hel ringe og lidet værdig til så megen opmærksomhed, dog har formået at fængsle de dygtigste historiegranskere.

Det har lykkedes forfatteren at godtgjøre, at tatere fandtes i det østlige Europa en rum tid før året 1417, fra hvilken tid man hidtil havde de ældste efterretninger om dem. Han har for det første ved en udtømmende kritisk behandling af flere gamle beretninger om Cypern bragt det til den høieste grad af sandsynlighed, at det virkelig er tatere, som ere mente i den ovenfor (foran, s. 45, anm.) meddelte beretning af en reisende der på øen i året 1332; dernæst har han, fra et af medlemmerne af den provisoriske regjering i Valachiet under den nylig foregåede revolution der, fået tilsendt et par documenter, hvoraf det fremgåer, ikke alene at der i året 1386 var tatere i Valachiet, men at de endogså allerede dengang vare bragte i den trælletilstand, hvori de indtil for få år siden der havde været holdte. Af denne og flere omstændigheder er han tilbøielig til at antage, at taterne allerede omkring året 1250 begyndte at udbrede sig i det østlige Europa. Om taternes historie i Asien fremsætter han dernæst høist interessante formodninger. Den eventyrlige fortælling af den persiske digter Firdusi, som ovenfor (s. 46) meddeltes, at taterne (luri's) skulde som spillemænd være komne fra Indien til Persien, har han(39) gjenfundet hos 4 andre persiske og arabiske skribenter, hvoraf han antager så meget som vist, at ved året 1000 gik allerede taterne omkring i Persien ganske således, som de den dag idag gjøre både der og andetsteds, og af flere navne, som taterne der af de gamle skribenter benævnes med, formoder han, at de oprindelig have hørt til et folk, som bar navnet djatt eller zath, et råt, men talrigt folk, som fra den forhistoriske tid af boede i den nedre del af Indusdalen, og som siden, under de ved arabernes erobringer fremkaldte folkeomvæltninger, spillede en hel rolle i landene mellem Ganges og Tigris. Men dette folk er endnu kun lidet bekjendt; det synes f.ex. uafgjort, om det har hørt til den hinduiske stamme eller ei; den lærde forfatter må derfor overlade det til kommende undersøgelser at afgjøre, om det virkelig er stammefolket til vore tatere, og isåfald, hvorledes det da er gået til, at folket for en del splittedes ad i de fanteflokke, som nu stryge den halve verden rundt; ja, så overbevist denne forfatter med de fleste andre holder sig om, at taterne oprindelig nedstamme fra Indien, enten fra Ganges- eller Indusdalen, så giver han endog at forstå, at disse undersøgelser om begyndelsen til taternes forunderlige omsværmen nok må udstrækkes helt til Afrika for at finde sin endelige løsning.


KAPITEL 4

Taternes fremtræden og skjebner i Norge.

Hvilken opsigt det må have vakt, da disse underlige, uhyggelige horder første gang viste sig i vore fredelige bygder! hvilken overtroisk frygt disse sortladne, vilde orientalere vist have indjaget vor enfoldige almue, og hvor deres list har vidst at narre den norske troskyldighed! Men ingen har fortalt os noget derom; ingen krønikeskriver har berettet, hvad tid de første lode sig se her. Men i Sverige vare de, som det ovenfor fortaltes, allerede i året 1513 eller 1514, og man kan da være vis på, at deres flygtige fod snart har båret dem over grændsen ind til os. - Den svenske beretning forklarer imidlertid ikke, fra hvilken kant de kom ind i landet, om fra Danmark og Tydskland eller fra Finland og Rusland. Dette vilde være interessant at vide; i første tilfælde måtte man nemlig i vore tateres sæder og traditioner kun vente en gjentagelse eller forvanskning af, hvad man allerede ved om deres sydeuropæiske brødre; i sidste tilfælde, når vore tatere vare at anse som en gren af det hidtil sågodtsom ganske ubekjendte russiske taterfolk, kunde man vente her at finde eiendommeligheder, som man ellers ikke ved af. Det tør derfor være umagen værd at lægge mærke til nogle træk, hvoraf man trods denne mangel på beretning alligevel med vished må slutte, hvad vei disse horder ere komme ind i Sverige og Norge. Lad end enkelte taterfanter fra Danmark(40) have sneget sig gjennem det sydlige Sverige; mængden af dem må dog være kommen ind fra Finland. Herhen gjøre de endnu stundom langtoure ligesom for at vedligeholde gamle forbindelser, deres sprog indeholder også mange udtryk, som de selv tildels ganske rigtig vide at angive som finske eller endog som russiske(41), og som de selv forklare, at deres fædre bragte med sig fra den tid, de endnu opholdt sig i hine egne. Og det er ikke blot taterne selv, som have erindring om, at de ere komne hid fra Finland. Imellem finnerne på Finskoven i Soløer, denne interessante koloni, som for et par århundreder siden på grændseskovene mellem Norge og Sverige dannedes af udflyttere fra storhertugdømmet Finland, hørte jeg det sagn, som gamle folk erindrede fra sin barndom, at der engang var kommen derop nogle flokke af fremmede folk, som talte finsk (kvænsk) og gave sig ud for at være finner, men alligevel ikke vare det, men «morianer,» nogle sortladne, tyvagtige, uforskammede folk - åbenbar tatere, som så længe havde opholdt sig i Finland, at de havde lært at tale dets sprog. - Første gang - føiedes der til - havde finnerne ladet sig narre af dette pak, senere toge de sig bedre i agt for dem. - At også Finland har sin portion af tatere, er før antydet(42).

Man må naturligvis ikke tænke sig taternes indvandring her som foregående til enkelt tid og sted; de sværmede frem og tilbage, ud og ind over grændserne, rimeligvis i mindre flokke end i de rigere syd-europæiske lande. Og dog tør man af taternes overmåde slue optræden andetsteds nok slutte, at der har ligget en formelig plan til grund for denne tilsyneladende så ustadige og ørkesløse omflakken; det ser virkelig ud, som om de havde foresat sig at ransage landene på kryds og tværs for at udspeide leiligheden for deres mangehånde list og kneb, finde de egne, hvor de bedste skjulesteder vare at ty til, hvor madboderne vare slettest bevarede, hvor folket var enfoldigst og øvrigheden mindst påpasselig. Og det feiler vist ikke, at de også her i Norge have fundet adskillige herligheder efter deres smag, f.ex. på Østerdalens og Gudbrandsdalens sætre. Men her fik de kløgtige speidere også en opdagelse af en anden natur at melde deres brødre, de havde vandret igjennem Asien og Europa og stode nu ved Ishavets bredder; de kunde ikke komme længer; de havde fundet verdens ende. De fik nu se til at indrette sig så godt som muligt i de lande, der allerede lå for deres fod.

Ak, de horder, som vandrelysten havde ført op til vore grændser, skulde skyndt sig at sige vore fjelde og dale farvel og heller efter andre tateres exempel valgt sig det golde Sibirien til hjem; i Norge og Sverige blev deres liv til en vandring mellem galger. I Sverige udkom der i året 1662 en forordning(43), der bestemte, at disse «tartarer eller zigeuner» skulde gribes overalt, hvor de viste sig, og bringes ud over nærmeste rigsgrændse (altså også til Norge) med den besked, at om de kom tilbage, skulde de dræbes; men denne forordning angiver sig selv kun som en indskjærpende gjentagelse af en tidligere. Og her i Norge havde en ligedan fordømmelsesdom alt længe truende svævet over dem. Ligesom i næsten hele det øvrige Europa synes de dansknorske konger i det 16de århundrede at have anseet taternes udryddelse for en af de vigtigste statssager; hver af dem skyndte sig strax efter sin regjeringstiltrædelse med at give love om dem. I den vigtige Reces af 1536 havde Christian 3die befalet, at taterne inden 3 måneder skulde have forføiet sig ud over grændsen(44); hans eftermand, Frederik 2den, havde i året 1561 gjentaget budet med adskillige hårde tillæg(45); i året 1589, året efter at Christian 4des formynderregjering var dannet, føiedes dødsdommen til landsforvisningsloven, og denne udstraktes nu også udtrykkelig til de indiske flygtninger i Norge(46). Man gjenkjender dem ikke blot af det navn, loven giver dem, men også af det temmelig udførlige signalement, den meddeler. Det hedder: «Vi Christian o.s.v. gjøre alle vitterligt, at efterdi vi komme udi forfaring, hvorledes at der udi riget skulle have sig samlet en hel hob Thattere, som med nogle antal fast allevegne omstryge og omløbe, en sted fra anden, og med deres bedrageri, løgn, tyveri og trolddom besvige og berøve vore undersåtter deres gods og bedrive megen modvillighed og desforuden føre et meget skjændigt levnet med skjørlevnet og blodskam, Gud allernådigste til største fortørnelse og menneskene til forargelse, og endog vor kjære herre fader såvelsom og vor herre farfader, begge salige og høilovlige ihukommelse, udi deres lovlige regjeringstider have tidt og ofte(47) ladet åbne breve udgå, at sådant ugudeligt selskab og parti ikke skulde lides udi riget, fornemme vi alligevel, at samme mandater ikke hjælpe, medens de desuagtet uden al afsky skulle begive dem udi vore riger, og at end iblandt vore undersåtter skulle være de, som give dem medlidende og tilladelse at være på deres gods og bruge deres utilbørlige handel, da, på det engang for alle nogen tilbørlig middel må forordnes, med hvilket sådan ugudelig, skamløs, forargelig og skadelig parti herefter ikke så letfærdig eller ustraffet skal søge herind udi riget, have vi med vort elskelige rigens råd al leilighed overveiet og derom så besluttet og ville holdet have, at efter denne dag ingen thattere ved høieste straf skulle tilstedes og lides enten af vore lensmænd på vort og kronens gods eller af adelen eller andre på deres gods at komme, være eller blive der udi riget...,» og nu følge nøiagtige bestemmelser, at taterne skulle opfanges, deres høvdinger straffes på livet og de andre jages ud over rigsgrænsen med trudsel om samme straf, om de atter lade sig finde, endvidere straffebestemmelser for dem, som lade taterne opholde sig på deres marker eller huse dem, for skippere og færgemænd, som hjælpe dem over fjord eller elv o.s.v.

Det er jo rimeligt, at forfatterne af denne strenge lov ligefrem have taget andre landes taterlove til mønster og således uden videre betænkning indført denne ubillige hårdhed imod disse fremmede. Imidlertid stemmede den også ganske overens med de i disse lande herskende begreber på den tid Taterne ansåes, som loven selv viser, for troldfolk, og den samme Christian 4de, der i sin mindreårighed underskrev dødsdommen over dem, forordnede senere hen, da han på en undersøgelsesreise var kommen helt op til Finmarken og vel mente tilgavns at have studeret forholdene der, at den finlap, som overbevistes om at have befattet sig med ganfluer og andet sådant troldskab, skulde dræbes, ja at den, som ikke just var overbeviist om, men beskyldt og mistænkt for slig bedrift, skulde forvises af landet; den samme konge indskjærpede også i den af ham udgivne landslov de tidligere dødsdomme over «rette troldfolk som sig med djævelen bebundet have og med hannem omgåes.»

Det er imidlertid slet ikke værd at klage over nogen fanterne tilføiet uret. For det første have de vist givet sig selv al flid for at blive anseede som troldfolk, og man kan da sige, at loven kun tog dem på ordet; for det andet kunde neppe noget være mere i deres interesse end således at få kongens og hans råds attest for, at de virkelig vare hvad de udgave sig for. Almuen troede sagtens allerede før på disse menneskers dæmoniske magt, men måtte ved denne lov kun mere forvisses i sin tro; det er altfor rimeligt, at bønderkoner nu med større tillid søgte de fremmedes hjælp til at skaffe sig held med sine kjør og får; ja kanske selve Hedemarkens adelsfruer gladeligen have hentet sølvspiseskeer af skabet for at lønne den sortøiede sibylle, som spåede og lovede deres frøkener et godt gifte. Og lovens trudsler ere neppe blevne til stort mere end ord. Ligefra spåkvinden i Endors tid øves jo trolddommens mysterier helst i enrum og mørke, og om nu en lensmand eller foged alligevel kom over et taterfølge, og høvdingen så for en spotpris tilbød ham sin i Sverige stjålne, prægtige hest, hvorfor skulde så embedsmanden endelig dræbe ham? om han lod ham gå som en reisende svenske, vilde jo ingen bagefter kunne påstå, at det var en tater; thi hvad kjendemærke er der egentlig på en tater?

Men vel kan man, og det både for nationens og taternes skyld, meget beklage, at det ikke skulde falde regjeringen ind på en anden måde at forsøge på at afskaffe forargelsen. I tidens løb havde vel en del taterfamilier således slået sig fast i vore bygder, at de måtte agtes for hjemmehørende her mere end noget andet sted på jorden, så at de havde mere ret til at være her, og folket her havde større pligt på sig til at tage sig af dem end i noget andet land. Antallet af disse familier kan heller ikke have været så besværligt stort her som f.ex. i England og Spanien. Det måtte have været et overkommeligt arbeide at indlade sig med disse mennesker. Om man i tide havde mødt dem med fordomsfrihed og menneskekjærlighed, skulde det måske have været muligt at vinde deres fortrolighed, og et fuldt kjendskab til deres hele menneskelige væsen skulde måske være blevet middel til at forlige disse fremmede med det folk, i hvis midte de nu befandt sig. Jeg tør jo ikke sige for vist, at et sådant forsøg vilde have faldet aldeles tilfredsstillende ud; men det tør jeg sige for vist, at den skånselløse hårdhed, hvormed man jagede hine ulykkelige som vildt, uden at det var dem muligt, selv om de havde villet, at flygte bort (thi i Sverige vilde man jo heller ikke tåle dem), denne hårdhed har kun gjort dem endnu mere uvillige til at slutte sig til det samfund, af hvilket de fra fødselen af ere blevne forstødte. Hos det christne folk, som disse asiater nu gjæstede, lærte de kun end mere at øve sig i al den list og løgn, som de tidligere havde hjulpet sig frem med. Men herved opstod to onder, først at også i vort land en utalt mængde mennesker fødtes, levede og døde som markens vilde dyr, dernæst at også vort folk ved synet af hine foragtede eller afskyede flokke til en grad, som ingen kan udmåle, århundreder igjennem vænnede sig til den ligegyldighed for menneskeliv og menneskeværd, som mere end noget andet strider imod og nedbryder sand humanitet og dyd. Og nu har man ikke engang den trøst, at der dog engang på en fornuftig og christelig måde forsøgtes på at råde bod på dette onde.

Christian 4de måtte nok også selv erfare, at hans lov ikke havde formået at skræmme alle tatere ud af hans riger og lande; han måtte nemlig minde om dem i recessen af 1643, 2-3-16 og 2-21-3(48). Også under de følgende konger vedblev taternes trolddom og ugudelighed at være en stadig gjenstand for lovgivernes iver. Således hedder det i krigsloven 9de marts 1683, 1-2: «Derfor må og ingen, som befatter sig med trolddomskunster, ei heller tatere, tåles blandt kongens krigsfolk, men skal efter omstændighederne straffes med døden, kagstrygning eller forvisning(49).» Selv norske lov af 1685 måtte bære fordømmelsesdommen over taterne ud over landet; lovens 3-22-3 og 3-11-7 indeholde ganske de samme bestemmelser, som det åbne brev af 1589, disse lovsteders kilde, allerede havde udtalt: «Tatere, som omløbe og besvige folk med deres bedrageri, løgn, tyveri og trolddom, skulle af stedets øvrighed pågribes, hvor de kunne befindes, og de, som af almuen på landet ertappes, skulle leveres til næste bondelensmand, som ved bøndernes hjælp skal føre dem til fogden, og alt, hvis de have med at fare, dennem fratages, og deres anførere på livet straffes og de andre inden vis tid at rømme riget fra næste steder, de kunne udkomme; og hvis de efter den tid spørges eller overkommes kunne her i riget, da som deres anførere at straffes på livet, og hvo dennem huser eller herberger, bøde til sit herskab for hver nat og for hver person som den, der huser fredløse,» og: «Skipper eller færgemand, som indfører i riget eller flytter over et færgested til et andet nogen tater, have forbrudt skibet, han haver at føre, og sin halve boeslod»

I en anordning om politiets administration i Danmark 22de oktbr. 1701, post 2, kap. 4, indskjærpes: «Med jøder - samt tatere og andre uchristne personer, som omløbe og besvige folk, løsgjængere og betlere skal han (politimesteren) forholde sig efter loven og forordningerne(50). Ved reskr. 8 august 1738 utvidedes denne anordning til også at gjælde for Norge, og den anførte paragraph optoges desuden ordlydende i flere efter samme anordning som mønster dannede specielle love, nemlig politianordn. for Bergens by 24 januar 1710 og for Christiania 12 februar 1715 samt instrux for politimesteren i Christianssand 5 juni 1776, overalt post 2, kap. 4.

Rækken af disse vidnesbyrd om lovgivningens ugunst mod taterne er måske fyldt, når der endnu af en instruktion af året 1757 for amtmanden over daværende Oplands amt erindres følgende antikkel: «Alle landstrygere, tartarer, jøder og deslige folk, som uden pas og uden besked kun omstrippe landet og under et skin af betleri ofte begå store laster og Guds fortørnelse, dennem ville vi allernådigst, at amtmanden tilligemed fogderne, bondelensmændene og almuens hjælp uafladelig skal forfølge og i ingen måde der i amtet lide, men såsnart nogen sådan opdages, strax forjage. Skulde og dertil behøves hjælp af militien, da skal den næst ved hånden kommanderende officer med så meget munderet mandskab, som fornødent gjøres, uden ringeste undskyldning og forevending strax være dennem assisterlig(51)» Man forestille sig engang et sådant lidet feldttog - en i hast sammenkaldt bondetrop med gamle geværer og pallasker, lensmanden ridende foran og med kraftig tiltale opmuntrende sin skare til den uvante bedrift!

Det er allerede yttret, at disse svære trudsler imod taterne sandsynlig ikke skadede dem stort; vi behøve ikke at tænke os, at den barbariske lov, som bød at straffe tatere på livet, blot fordi de vare tatere, uden hensyn til, om de vare overbeviste om nogen svær brøde eller ei, ret ofte blev exekveret. Et tilfælde er dog bekjendt, hvor dette må antages at være skeet. I året 1737 indberettede stiftsbefalingsmanden i Throndhjem til regjeringen i Kjøbenhavn, hvorledes landet var opfyldt af landstrygere og fordægtige folk; der var «italienere, som gave sig ud for at have været fangne i Tyrkiet(52), og af adskillige nationer, et komplot og ondt selskab efter det andet,» som ikke blot i mandstærke bander føre om i bygderne, især tilfjelds, og tvang den enfoldige, gemene mand til at levere ud alt, hvad huset formåede, men også kom ind til Throndhjem selv, så det havde været nødvendigt for at blive dem kvit at meddele dem reisepasse til Bergen, til Jæmtland o.s.v.; der var også svensker, som sagde sig at have rømt hjemmefra formedelst drab eller andre misgjerninger og nu strøge om på samme vis; endelig havde han fanget et meget slemt følge, bestående af to mandspersoner, der havde sværtet sig som sigener (c: tatere), og et med dem følgende kvindemenneske med 5 børn. Ved at forespørge sig, hvorledes der skulde forholdes med disse mangeslags fanter, forklarer stiftsbefalingsmanden, hvilket ugudeligt, hedensk liv de føre og - hvad der er værre - opdrage deres små uskyldige børn i, men tillige, hvor aldeles unyttigt det har vist sig at jage dem ud over grændsen, såsom de, helst tilfjelds, så let kan komme ind igjen, og han foreslår derfor at statuere et exempel til afskrækkelse for de andre ved at sette den til det nævnte følge hørende kvinde med hendes børn ind på tugthuset, men mandfolkene, der så altfor ustyrlige ud, på Christianssten festning. Det synes næsten, som om den for disse menneskers forholde virkelig bekymrede og humant tænkende embedsmand med flid har undgået at tale om den i loven satte dødsstraf. Men statholderen i Norge mente i sin betænkning om saken, at det «vilde ikkun være Hans Majestæts cassa til besværing» at indsætte disse sigener i strafanstalterne, og at sådanne onde mennesker ikke burde komme sammen med andre fanger; han foreslog derfor, at svenskerne vel skulde tåles, men at italienerne skulde jages ud over grændserne med formaning fra prædikestolene til almuen om ikke at lade dem slippe ind igjen, og at endelig de sværtede sigenere i et og alt skulde behandles som virkelige tatere efter loven, og dette forslag befulgtes i alle punkter i reskr. 23de aug. 1737(53). Efter denne afgjørelse er det da at formode, at en blodig exekution måtte finde sted.

Men isåfald er det rimeligt, at det har været sidste gang. Som man ser f.ex. af præmisserne til reskr. 18 april og 25 septbr. 1744, vedblev stiftsbefalingsmanden i Throndhjem sålænge at klage over disse omstreiferbander og begjære ret til at sætte dem ind på fæstningen, indtil det endelig tilstodes ham; men han betegnede dem ikke oftere enten som italienere eller som sværtede eller virkelige tatere, men kun som almindelige landstrygere; og ligesom embedsmændene for at slippe for de uhyggelige bøddelforretninger sandsynligvis med flid undgik at røre ved alt det, der kunde tyde hen på omstreifernes taternatur, således toge nu disse sig vel iagt for at røbe den, end sige for at sværte sig som tatere, om de ikke hørte til den forbandede slægt. Fra nu af gik det vel her som i andre lande, at taterne vare usynlige som tatere, undtagen kanske for den enfoldige almue; de gik ud og ind i bygderne og behandledes af øvrigheden som andre landstrygere, som vel kunde straffes strængt nok, men ikke just dræbes. Rigtignok opfriskedes, som man har seet, den gamle taterlov endnu en tidlang i politiforordninger, men dette var kun ligesom af gammel vane og fandt vistnok alene sted på papiret; her, ligesom i andre lande, holdt man op med at tænke sig de underlig omstreifende, sortladne mennesker som et eget folkefærd; man anså dem som finner eller andre fanter, men ikke for de i den gamle lov så ilde omtalte tatere.

Således have taterne heller ikke ligefrem nogen skade af, at den nævnte taterlov, N. L. 3-22-3, egentlig står ved magt endnu(54). Større indflydelse på taternes liv i denne sidste periode har måske en anden lovbestemmelse havt. I forrige tider måtte ofte kongelige reskripter og forordninger tjene til at give undersåtterne adskillige nyttige økonomiske og moralske lærdomme; således forklarede reskr. 12 jan. 1759 og frdn. 31 jan. 1794, hvilken urimelig og skadelig fordom det var, når almuen betragtede det at flå heste og selvdøde kreature som en uærlig forretning og overlod den til «finner og omstrippende omløbere, der under skin sådant at forrette ofte forøve adskillige utilladelige ting,» - en belærelse, hvortil der føiedes en stræng straffebestemmelse for dem, der ikke fulgte den. Til hine omstrippende omløbere, som tildels ernære sig med sådanne «uærlige» håndteringer, have nu altid og allevegne taterne hørt, og forsåvidt da hine love opnåede hensigten, have de gjort et slemt skår i deres næringsvei.

De nys nævnte love ere ialfald af betydning her, forsåvidt som de vise, at kongen og regjeringen i Kjøbenhavn, der tidligere ved sine love ligefrem havde bestyrket folket i dets overtro og fordomme, nu begyndte at tænke fornuftigere om sådanne ting, og efterhvert som sådan fordomsfrihed trængte ned til folket, måtte det være forbi med taternes lystige liv. Den gamle overtro havde frygtet dem og vistnok nedkaldt forfølgelsen over dem; men overtroen havde også lønlig tyet til deres hjælp og bistand, og de foregivne troldmænd og hexe havde derved spillet mestere. Nu frygtede man dem mindre, men ændsede også mindre både de forbandelser og velsignelser, de listige foregivender om overnaturlig magt til at skade og tjene, hvormed de før havde banet sig vei til godtfolks madboder og klædeskabe og pengekister. I den gamle enfoldigheds tider øvede taterne med held sine nedarvede dæmoniske kunster; nu indskrænkedes de mere til betleriets og tyveriets lavere bedrift.

En tater sang for mig nogle vers af en halvglemt rommani-vise om to kvinder af hans folk, som havde gjort sig berømte; de havde på Stockholms slot trængt sig frem til prindsessens, Karl 12tes søsters værelse; de dandsede og sang for hende, og med ægte sandsigergave spåede de hende, at kong Karl, som da lå for Frederikshald, der skulde se sin død og efterlade hende sin krones guld i arv; af den kongelige gave, de fik, kunde de naturligvis skjønnne, at prindsessen var mere glad end bedrøvet over spådommen(55). «Men det var i de gode gamle dage; nu fåer en rommanisæl eller romni være glad ved at tjene nogle dalere i hestebytte eller ved at fraliste en enfoldig bondekone et slavandsæg.»

Dersom vore fogder og amtmænd havde vedblevet engang imellem at hænge en tater, dersom vore prindsesser og fruer også i vore dage også havde bøiet øre til taterhexenes sibyllinske tale, så skulde taterlivet med det glødende had og den fortvivlede lystighed have blomstret endnu ligesom i Christian 4des tid; men nu ere de sælsomme orientaleres nationale eiendommeligheder for største delen forsvundne i landstrygerlivets mere farveløse almindelighed. Dersom det endnu har nogen interesse at betragte det norske taterliv, så er det mest kun, fordi det er påfaldende at se, at der imellem de vel altid ganske få familier af dem, som ere blevne hjemmehørende her hos os, endnu har kunnet bevare sig så nogenlunde kjendelige levninger af denne ubegribelige seige nationalitet.


KAPITEL 5

Taternes hemmelighedsfulde væsen. Tatersproget.

Det var en søndag eftermiddag strax efter nytår 1847, at jeg på Christiania tugthus stod i en kreds af 30-40 mandsfanger og katechiserede over et stykke af Luthers Katechismus. Det store værelse oplystes kun sparsomt af nogle i midten anbragte talglys, og der var mørkt og uhyggeligt i krogene. Men ligesom man kan se katteøine blinke i mørke, således opdagede jeg et par øine, som netop fra den mørkeste krog med speidende opmærksomhed fulgte alle mine bevægelser, medens jeg gik op og ned ad gulvet, og jeg blev hel uhyggelig stemt, da jeg tilsidst fandt manden, som disse øine tilhørte, og som åbenbar med flid havde søgt at skjule sig der i krogen. Det var kun blinket i øiet, som havde røbet ham i mørket; hans hår, hans stærke skjæg og bustede øienbryn var ravnsort, og det lidet af hans hud, som under den stærke hårvæxt kom tilsyne, bar en mørkere farve, end man finder den på noget almindeligt solbrændt norsk ansigt; i gamle dage vilde man ikke betænkt sig på at kalde ham en «blåmand,» og udtrykket i det endnu ved et svært ar over det ene kind vansirede ansigt med et mere sky end skummelt blik syntes snarere at tilhøre en fra et fjernt land tilfældigvis hidført vildmand end en i vore norske bygder opfødt forbryder. Egentlig forbryder var han heller ikke; medens hans fangekammerater bare en ensformig grå tugthusdragt, var han iført sorte klæder, et tegn på, at han, skjønt åbenbart en mand på henved 50 år, var inddømt til tugthuset ikke for nogen egentlig brøde, men kun for at undervises i religion og forberedes til konfirmation. Som tilfældigvis henvendte jeg katechisationen netop til ham, og han skyndte sig med glat tunge og ydmyge talemåder at svare sin «nådige lærer,» ikke på det gjorte spørgsmål, men at han intet havde lært og derfor intet kunde svare; jeg gjorde ham opmærksom på, at spørgsmålet var så simpelt, at han ikke heller behøvede at have lært noget; jeg stilede mit spørgsmål således, at der til svar kun krævedes et ja eller nei; men han viste kun en mere og mere krybende underdanighed og hørte slet ikke på mine ord eller på den hele religionsundervisning. Således forknyt og forskræmt vilde vel også en hottentot eller buskmand have vist sig, om han pludselig var bleven fangen og ført bort fra sine skove og sat alene midt ind i en for ham fremmed omgivelse, hvor al hans vildmandskraft ikke kunne nytte ham. Det var tydeligt, at samtalen var pinlig for ham, og jeg måtte overlade ham igjen til hans nu end mere urolige speiden med de vilde øine.

Jeg havde dengang kun meget ufuldstændig kundskab om de tatere i andre lande, jeg nu har fortalt læserne om; men på den tid vare de såkaldte fanter i vore egne bygder blevne gjenstand for almindelig opmærksomhed, og det faldt mig ind, at denne fordægtige mand kanske kunde være en af dem. Jeg tænkte mig da, at manden isåfald mulig også i strafanstalten imellem sine kammerater forfulgtes af den samme uvillie og afsky, som ellers imellem almuen bliver fanterne til del; dette måtte virke forstyrrende på den religionsundervisning, som netop var hensigten med hans ophold der. I ethvert tilfælde vilde det være af interesse at blive bekjendt med denne sælsomme mands tidligere livsforholde. Derfor kaldte jeg ham strax efter undervisningstimen til mig i enrum. Også her viste han det samme virkelig modbydelige, underdanige væsen; hans overflødighed af dyre eder og benægtelser til mit meget skånsomt fremsatte spørgsmål betog mig ikke formodningen om, at han var en fant, og endnu mindre satte jeg lid til hans forklaring om, at han selv havde anmeldt sig til optagelse på tugthuset for at konfirmeres, for at der, som han udtrygte sig, kunde blive folk af ham. - Til næste søndag havde jeg af domsakterne forsynet mig med oplysninger om manden. Med et fuldstændigt fantefølge på et halvt snes personer var han bleven greben i et vildt slagsmål midt på Christiania gader; under forhørene i den anledning kom det op, at han levede i konkubinat med et medhavende, ligeledes fremmedagtigt, sortsmudsket fruentimmer, der som voxent menneske var blevet ikke konfirmeret, men døbt på Throndhjems tugthus, og nu, at dømme efter de mange apothekersager og underlige greier, hun førte med sig, rimeligvis drev på kvaksalveri og hexekunst, han selv, det måtte han langt om længe tilstå, var ikke konfirmeret, og han blev derfor på ubestemt tid inddømt til tugthuset, medens hans «kvindfolk» udstod nogle ugers vand- og brødstraf for sit utilladelige forhold, og deres to medhavende pigebørn indsattes på redningsanstalten og tilbageholdtes der trods moderens meget ivrige indsigelser, da hun efter sin lødladelse vilde have dem med sig igjen på sine vandringer. Med disse oplysninger kunde jeg nu ved næste samtale snart stoppe munden på ham, da han atter vilde afspise mig med benægtelser og løgne; jeg sagde ham, at havde han været en fant, da kunde han trygt sige mig det, såsom jeg havde den tro, at også fanterne ere Vorherres mennesker og mine brødre, og han så på mig med et mere tæmmet blik, hvori tilståelsen var tydelig nok; men endnu var han stum. «Er det sandt» spurgte jeg da, «hvad folk sige fanterne på, at de sig imellem have opdigtet et stygt skøiermål, hvormed de bedrage de enfoldige bønder?» «Nei, det er ikke sandt» svarede han; «det sprog, vi tale, hedder rommani, og det have vore hellige forfædre for mange hundrede år siden havt med sig her til landet fra byen Assas i Assaria.» Jeg studsede, ikke så meget endnu ved hvad manden sagde, som ved hans pludseligt forandrede væsen. Før så krybende og feig, sprang han nu op og talte med kjæk røst og livlige gestikulationer, og der tændtes et klarere lys i de sorte øine. På min opfordring talte han noget i sit rommani; jeg forstod ikke et ord deraf; det havde ingen lighed med noget mig bekjendt sprog, navnlig ikke med finsk, enten lappisk eller kvænsk, hvilket sidste min vildmand dog også kunde noget af; heller ikke kunde det være opdigtet af norske fanter, eller sammensat af fordreiede norske ord; dertil havde det en for fremmed og eiendommelig klang. Fuld af forundring gik jeg hjem med et halvt snes gloser, jeg fik skrevet op, og med løfte om siden at få lære mere af dette nye sprog.

Dersom nu læseren var ligeså uvidende som jeg dengang om, hvad fanterne eller rommanierne vare for et folk, så vilde han kunne tænke sig min forundring, da jeg ved at henvende mig til en ven fandt, at de fleste af hine få gloser røbede slægtskab med hverken mere eller mindre end Indiens beundrede sanskrit(56). At finde ord af dette sprog, som kanske ikke 10 af landets lærdeste sprogmænd have begyndt at gjøre bekjendtskab med, talte af dette udskud af mennesker, disse usle fanter, det var så forunderligt, at jeg fast måtte tvivle på, om jeg også havde hørt og skrevet rigtigt i den korte stund, jeg talte med den sorte mand. Det var i alle fald en opdagelse, som måtte forfølges videre. Hvad jeg vidste om lignende kasteagtige folk i andre lande, indskrænkede sig til en erindring om, at de såkaldte natmænd eller kjeltringer i Jylland også skulde have sig imellem et hemmeligt sprog, og jeg fandt en beskrivelse om dem, hvorefter de skulde være zigeunere.(57). Men forundringen blev kun større, da jeg af denne bog så, at min tugthusfanges rommani aldeles ikke lignede disse såkaldte zigeuneres prævelikvant, som de selv kalde sit fantemål, og nysgjerrigheden efter at udfinde, hvad slags folk vores sortladne fanter da vare, blev heller større ved den smertelige beretning af forfatteren, at den person, en tugthusfange i Viborg, der havde lært ham dette hemmelige sprog, til straf for dette frafald fra bandens love ynkelig blev slået ihjel af sine kammerater, kort efter at han var kommen på fri fod. Om nu den samme lov også gjaldt i de norske fanters samfund? Efter de mange nylig offentliggjorte beretninger om deres vilde sæder og mordiske slagsmål måtte jeg befrygte det værste. For at få vished i dette punkt gik jeg forsigtig til verks og lod Christian - så hed min vildmand - i al hemmelighed kalde for mig. Men hvor han nu var forandret! Atter det feige og krybende væsen, medens han med hæslige eder benægtede alt, hvad han forrige gang havde fortalt mig, og kun vedkjendte sig de få rommani-ord, han havde seet mig skrive ned; «men dem havde han blot hørt af nogle feiere fra Hedemarken, og det var alt, hvad han vidste af det stygge skøiermål.» Det var tydeligt, at han angrede sin fortrolighed mod mig, og jeg anede årsagen dertil. Der sad - dette havde han forrige gang åbenbaret mig - flere fanter i samme afdeling af tugthuset som han; til dem havde han, som jeg længe bagefter fik høre, fortalt om sin samtale med mig, men en af dem havde da lovet ham at stikke hans øine ud, en anden at knuse alle benene i hans krop, når de engang mødtes på fri mark.

Det var høist pinligt at befinde sig ligeoverfor et sådant hemmelighedssystem. Det var som en mur, der skilte mig fra disse mine medmennesker. Og hvilke afskyelige mysterier lod det ikke til hørte hjemme bag denne mur i dette Fordægtige samfund?(58)

Så blev jeg underrettet om, at der på Akershus fæstning sad en slave, som lod til at være af ægte fanterace. Hans billede står nu også for mig som en typus på alle taterslægtens lyse og mørke sider; jeg fik ham kjær for hans uforandrede fortrolighed og oprigtighed imod mig den tid, vi vare sammen, og jeg skal aldrig uden vemod kunne mindes hans senere fald. - Skjønt han af fangepræsten var forberedt på mit besøg og dets hensigt, var det dog ikke uden spænding, at jeg første gang gik til ham for ved ham kanske at blive befriet for den ubehagelige uro, hvori de andre fanters hemmelighedsfulde væsen havde sat mig. Men han modtog mig ikke med åbenhed alene, men med heftig iver; det var hans høieste ønske, sagde han, at få bekjende for verden alt, hvad han vidste om sit folks afgudsdyrkelse og trolddom; således vilde han bidrage sit til at få ende på al den ugudelighed, hvori også han havde samlet så megen elendighed over sig. - Dette klang jo vistnok ikke tatermæssigt; men det var upåtvivlelig sandt alligevel, når han påstod at være en ægte tater, en horta-rommanisæl. Hans fader var tidlig for et drab flygtet ud af landet til Sverige, og som gut havde han fulgt sin bedstefader på vidtløftige reiser og af ham lært alt, hvad der hører en tater til at vide; denne bedstefader var nemlig en mand af de gode gammeldagse tatersæder, som, «efter fædrenes vis» havde raget håret af op over tindingerne, så der kun hang igjen som en sort dusk ned over panden, og som, over 100 år gammel, og mædt af dage, ligeledes efter fædrenes vis samlede sin slægt omkring sig ved bredden af et mørkt fjeldvand høit oppe i nordlandene, tog afsked med dem alle, roede i en pram ud på vandet, hang en sten om sin hals og - steg i dybet(59). Nu flakkede gutten nogentid om med slægtninger, strøg så alene omkring en stund og blev optagen i huset hos en præst i nærheden af Skien, hvor han undervistes i christendom og havde det godt. Han kom i konfirmationsalderen og skulde døbes, da bedstefaderen havde fundet denne akt overflødig og stridende imod taterloven. Men han flygtede fra dåben og sværmede atter nogle år omkring indtil han lod sig hverve som soldat i Christianssand og der tillige døbtes. Han udholdt nok ikke sin hele tjenestetid, kom atter ud på fantestien, fik sig en hund, en hest, kjæreste og børn, kort blev hoved for et lidet selvstændigt fantefølge og udførte mange fantestreger, hvoriblandt var det at mærke sit sødskendbarn, hin Christian på tugthuset, med det omtalte stygge ar. Men lystigheden fik ende, da han engang i hidsighed over et ukvemsord bibragte en bonde, hos hvem han med sit følge havde fået sig natteherberge, et farligt knivstik, der pådrog ham en slaveridom på 10 år. Nu havde han i ni år slidt sine slavejern, og rygtet om, at hans kjæreste imidlertid drev omkring med forskjellige fanter, havde vel bidraget noget til, at hans taternatur længe yttrede sig i en høist usømmelig og urolig opførsel, indtil ganske kort før mit bekjendtskab med ham en rystende begivenhed - det var en slave, som tildels formedelst den hevngjerrige og ondskabsfulde taters angivelse af en ubetydelig forseelse havde hængt sig - efterlod et varigere indtryk på hans utæmmede sind. Hans virkelig gode religionskundskab blev nu til en i enkelte øieblikke idetmindste oprigtig og levende erkjendelse af hans mange feiltrin og store uværdighed. Ved tanken om sin søn, der vel voxede op på fantestien hos den utro moder, kunde han, hvad der hos en tater vist er en stor sjeldenhed, fælde stride tårer, og med bevægelse yttrede han sit håb om herefter at skulle modstå fantelivets fristelser. Men der var taternatur i ham endda; det mærkedes på det afbrudte i hans væsen, den flygtighed, hvormed hans sind i et øieblik kunde slå om fra vemod til vild lystighed, den heftighed, hvormed han kunde fare op, når han, som stundom måtte ske, mærkede, at jeg bar tvivl om rigtigheden af hans eventyrlige taterhistorier. Og sandelig, jeg kunde ofte ikke undertrykke den bemærkning hos mig selv, at lystigheden, vildheden klædte ham bedre end rørelsen; den passede bedre til hans raske, vilde physiognomi. Han var i sin bedste alder, 35 år gammel, af middelstørrelse og velbygget, og fængselsluften havde ingenlunde slappet hans smidighed eller lammet hans kraft; han var endogså vakker med den brungule hud og de sorte hår, klare tænder, og et eget blødt, ægte tatermæssigt træk om munden, med ørnenæse og den forunderlige glød i det sorte øie. Han var uforlignelig, når han med livlig mimik fortalte mig træk af sin og sine kammeraters historie, rigtignok lutter taterstreger fra først til sidst, men som dog kaldte ham kjære, stundom vakkre mindre tilbage; da levede han sin ungdom om igjen; taterlivet åbenbarede sig da hos ham i en vis forædlet skikkelse, og hans taterøie funklede. Mangengang troede jeg, han fortalte mig eventyr, og var på min post imod ham; men lidt efter lidt fik jeg anledning til at kontrollere ham i de fleste stykker, og aldrig fandt jeg et usandfærdigt ord i hans mund. Han viste sig også som en ærlig sjæl, da jeg ved mine første samtaler formanede ham til ikke unødig at røbe for sine medfanger, hvad vi talede sammen om, såsom han måske truedes af fare derved; han vidste dette, sagde han; men, føiede han til, det var for at gavne sine brødre selv mod deres villie, at han fortalte mig alle deres hemmeligheder, og følgerne måtte da stå i Guds hånd. - Han viste også en uforandret iver for vore taterstudier lige til årets ende; han var skrivekyndig og havde altid papir og blyant ved hånden for at optegne de ord af sit rommani, som efterhånden randt ham i hu, og han var ikke lidet glad ved hver berigelse til mit lexicon, han næsten ved hvert besøg kunde bringe mig(60). Omsider åbnedes fængselsdøren for ham; han trådte atter ud i verden, hvor han nu så at sige skulde begynde forfra at føre et skikkeligt liv. For en del måske af hengivenhed mod mig, ialfald uden tilskyndelse fra min side, valgte han netop min fødeby, en af småbyerne i Christianssands stift, afsides fra taternes almindelige vei, til sit fremtidige opholdssted; der ønskede han - og det var sikkerlig den gang hans fulde mening - at leve sin tid ud i fred. Han kom did og fandt megen velvillie hos gode mennesker som ikke blot hjalp ham til arbeids fortjeneste, men også ved advarsler og venlig tiltale søgte at komme hans svaghed tilhjælp, når den længe savnede friheds fristelser bleve ham for store. Han kunde levet godt her. Men den medfødte taternatur var ham vel for stærk. Da sommeren første gang vendte tilbage med varme solskinsdage og lyse nætter, så strøg han afsted igjen; i nabobyens apothek kjøbte han sig urter og dråber, agerede dermed mirakeldoktor for folk og fæ i omegnen og - blev komplet fant igjen som før eller værre end før. Jeg nævner nu hans navn, Frederik Larsen Hartman; jeg frygter nu ikke som før, idet jeg nævner det, for nogen stor fare fra hans kammeraters side; men jeg håber og beder om, at enhver ret sindig mand, som måtte få anledning til at handle med denne vistnok dybt faldne, vil udvise mod ham den overbærende skånsel og kjærlige omhu, som den for hans slægt eiendommelige moralske svaghed og hans selvvoldte og derfor så store ulykke gjør krav på. Ved her at nævne hans navn har jeg udtalt det håb jeg i det længste ikke vil slippe, at hans sjel endnu skal kunne reddes(61).

Ved mine i løbet af et år jevnlig fortsatte besøg hos denne Frederik Larsen var det, at jeg så nogenlunde indviedes i taternes mysterier; han er også min hovedhjemmelsmand for de fleste af de træk af det norske taterliv, som de følgende blade skulle levere. Men hvad jeg først søgte at komme efter, det var tatersproget. Jeg skjønnede, at skulde noget give mig nøglen til taternes fortrolighed, skulde det være kjendskab til deres sprog. Og jeg bedrog mig ikke. Såsnart min sprogmester med en hvis selvtilfredshed erklærede mig, at jeg havde fået grebet på hans rommani, opsøgte jeg alle de tatere, jeg i fængsler og strafanstalter kunde finde, og bemærkede med stor fornøielse, at jeg i min smule glosekundskab havde som et tryllemiddel til at bortjage deres mistænksomhed og løse deres tunge. Det var ofte høist pudserligt at se, hvad virkning 2-3 taterord kunde gjøre. I en lensmandsarrest på Ringerike traf jeg temmelig tidlig en gammel fantekjærring hun havde spadseret ned fra nordlandene for at se til et barn her i de sydligere egne og var nu høist utilfreds over, at hun her skulde standses, fordi hun intet pas havde; på mit spørgsmål om, hvad hun pleiede ernære sig med, forklarede hun, hvor overmåde skikkelig hun var, og hvorledes hun syede og vaskede for folk omkring på gårdene; men da jeg hertil tillod mig at yttre den formening, at hun nok også nu og da befattede sig med mangipà og tjaaripà, med summipà og ragusta, havde jeg moro av at se et særdeles livligt minespil, idet overraskelse og nysgjerrighed og ængstelse i vexlende flugt jog over det brune ansigt; hun grundede en stund, nærmede sig så, slet ikke så kjæk og tvær som før, men, med en blanding af underdanighed og fortrolighed; «jeg må - ja, De må ikke tage det ilde op - jeg må spørge Dem: «er De født i dette land?» - et spørgsmål, hvormed hun røbede sin bevidsthed om, at hun, en datter af det sortladne folk, selv stod som en fremmed i landet. Nu var der ikke mere tale om at sy og vaske, og det listige blik, hvormed hun før skottede til mig for at prøve, om jeg havde ladet mig fange af hendes løgne, var borte. - Vanskeligst faldt det mig at vinde bugt med de stive halse, jeg allerede før havde havt at gjøre med på tugthuset. Her sad mange og mangeslags fanter, tatere og skøiere, men taterne vare mig stridest. De havde jo engang begyndt at lyve, ja at forene sig i løgn mod mig, og det var ikke at vente, at de såsnart skulde gå til bekjendelse igjen. Efter flere forsøg med dem enkeltvis besluttede jeg at forsøge det yderste for at få nedbrudt denne skillevæg, som stod imellem dem og mig og jo aldeles måtte forhindre min indflydelse på dem som lærer, da de nu engang havde dannet sig den mening, at jeg kanske var et slags politispion. Jeg samlede dem for mig alle på engang, omtrent 20 mandspersoner i tallet, gamle og unge, som næsten alle gik til konfirmation på tugthuset. Det var en søndag formiddag, og jeg holdt et foredrag for dem. Jeg fortalte dem om Adam og Eva i paradis, om Moses på Sinai og Christus på Golgatha og om pintsedagsunderet og dets betydning, at Guds lov og evangelium skulde forkyndes i alle tungemål og for alle folk; dette skulde også opfyldes nu, yttrede jeg; Guds ord skulde også om kun en enkelt gang forkyndes på rommani, til tegn på, at Gud ikke forsmår selv det usleste, og at dette ikke skal bruges til Guds fortørnelse; med dette forord og ikke uden ængstelse foredrog jeg i dette fast ugudelige sprog en oversættelse, jeg, så godt det ved Fredr. Larsens hjælp lod sig gjøre, havde sat sammen af parablen om den forlorne søn, denne sum af nådens evangelium. Og jeg havde den glæde, at først en, så en anden, tilsidst alle hine sortøiede, vilde mænd kom hen til mig og sagde, at de forstode det næsten altsammen. Næste søndag havde jeg dem atter for mig og fortalte dem stykke for stykke om alle de udyder, jeg vidste gik i svang imellem fanterne, og som jeg måtte formode, at de også havde øvet; jeg tilføiede kun ganske korte bemærkninger for at vise, at sådant liv ganske nødvendig må føre til al slags elendighed, og indskrænkede mig mest til at fortælle om de før så vel bevarede og derfor så kjære, men nu blottede mysterier, og jeg hørte fra flere munde lydelige bekjendelser og yttringer af skamfuldhed. - Nu ere alle tyve fanter igjen på fri fod, og jeg frygter for, at de alle vandre omkring på fantestien som før, men det kan ikke feile, at de en og anden gang må komme til at tænke på hine to søndagsformiddage og da erindre, at de idetmindste engang i deres liv have havt et andet sind og anelsen om et bedre liv. Og kanske det i sådanne stunder endnu kan behage Herren at røre deres hjerter.

Således udvidedes kredsen af mine taterbekjendtskaber mere og mere; jeg har også havt den tilfredsstillelse at erfare, at mit navn og rygte på en ikke ufordelagtig måde trængte endnu videre frem i denne obskure verden, et bevis på, hvilket sammenhæng der er imellem de vidt adspredte fantefølger. Ifjor sommer kom jeg således på landeveien langt oppe i Throndhjems stift i lag med et stort fantefølge, hvis høvding sagde mig, at han havde hørt tale om en mand med mit navn, «som skulde høre til taterfolket, men i Christiania være kommen til høihed og værdighed,» en ære i fanternes øine, jeg dog aldrig har lagt an på at vinde. Men ved siden af dette held til at overvinde taternes mistænkelighed bør jeg ikke fortie, at jeg også har truffet ikke så få af det samme mistænkelige og menneskesky folk, som ikke have givet mig anledning til at rose mig af nogen magt over deres uvillige hjerter.

Den første betingelse for, at man skal kunne vente at komme i et fortroligt forhold med sådanne mennesker, er naturligvis, at man søger deres fortrolighed i en god og ærlig hensigt; men det bedste middel til at gjennembryde det hemmelighedsfulde væsen, bag hvilket de gjerne søge at forskandse sig, er at vise dem, at man i grunden allerede kjender deres hemmeligheder, og det fornemmelig ved at tiltale dem i deres eget sprog. Men her bør jeg forklare, at jeg fast har været ganske undselig ved at kalde dette sprog med dette navn, som egentlig er for godt for det. De norske tateres mål er et høist fattigt og dertil i en væsentlig henseende ufuldstændigt sprog. At sproget er fattigt eller kun skikket til at udtrykke et indskrænket omfang af begreber, det gjør imidlertid her ikke såmeget til sagen; et råt folks sprog er altid fattigt, og når nærværende sprog er istand til at betegne alt, hvad der hører til tyveri og tiggeri og tilfredsstillelsen af de sandselige begjærligheder, så er det desværre omtrent tilstrækkeligt til at betegne alt, hvad der udfylder taterens sjel. Men det er i en anden henseende ufuldstændigt. Til et sprog hører nemlig 2 ting, først egne ord til at udtrykke begreberne, dernæst en egen måde at forbinde ordene på til en sammenhængende tale, eller hvad man kalder grammatiske former. Nu have vore tatere sådanne egne ord, men mangle så godt som ganske disse grammatiske former. Se vi derimod hen til taterne f.ex. i Bøhmen eller Rusland, fra hvilket sidste land de ere komme til os, så finde vi hos dem et aldeles fuldstændigt sprog. Tatersproget har altså undergået en væsentlig forandring her hos os; taterne have glemt meget deraf, idet de kun have beholdt en del af ordene, som de nu sammenføie i talen ganske efter reglerne for det norske almuesprog; det er i så henseende gået vore tatere ligesom de spanske, der også bøie og sammenføie aldeles på spansk måde; en følge deraf er også, at den norske tater fordetmeste må bruge mange norske småord i sin tale.

Denne forandring i sproget tyder hen på en tilsvarende forandring i selve folkets liv. Flere småtræk gjøre mig det sandsynligt, at denne forandring helt og holdent har fundet sted i de allersidste generationer, og der turde måske endnu blandt gamle norske og svenske tatere (thi grændsen imellem Sverige og Norge er ikke nogen grændse for dem) findes en og anden, som endnu taler sine fædres rommani fuldstændigt og rent; endnu støder jeg nemlig nu og da i tateres mund og dem selv uafvidende på oprindelige og ægte sprogformer; jeg har hørt dem synge gamle viser i en så antik stil, at de, skjønt de erindre ordene endnu, ikke ganske kunne tyde dem. At denne forandring nylig er foregået, er også rimeligt nok. For få generationer siden - det såes ovenfor - vare taterne gjenstand for en skarpere forfølgelse enten af øvrighedens arm eller af almuens afsky; men da holdt også taterne sammen indbyrdes, skjønt i så lidet antal spredte ud over hele Norges og Sveriges land, og gjengjeldte had mod had. I den senere tid har man været mildere mod dem; den skillevæg, som stod imellem dem og andre folk, forfaldt, og de før mere krye tatere have ladet adskilligt andet pak få indpas i deres samfund. Men ligesom man på hudfarven kan skjønne, at der i de fleste taterfamilier er kommet en god del fremmed blod i årerne, så bærer også sproget mærke af fremmed indflydelse, som har udslettet dets oprindelige charakter. Ligesom denne rommani var det sikkreste spor til at finde taternes slægtskab med lignende horder i andre lande, således er det os i sin nuværende usle tilstand det tydeligste billede på den opløsningstilstand, hvori folket selv nu befinder sig.

Endnu er dog dette samme rommani en helligdom for taterne, som de med stor standheftighed have stræbt at holde hemmelig, således at endnu en af dem, som man så, ialfald kunde falde på at true den, der åbenbarede samme, med at knuse benene i hans krop. Det er også let at skjønne, hvad der gjør denne hemmelighed så vigtig for dem. For et kastefolk som dette er det af stor vigtighed at kunne gjøre sig forståelig for hinanden uden at blive forstået af uindviede, og det er ganske vist, at medlemmerne af et fantefølge mangengang i husfolkets påhør have aftalt med hinanden, hvorledes de bedst skulde bestjæle det hus, der gjæstevenligt havde tilstået dem ly og varme i en stormfuld vinternat. Selv for retten vove disse dristige mennesker så småt at gjøre brug af dette lønsprog. En fant har fortalt mig følgende scene: «Nu har jeg givet al min forklaring om skjorten, nådige hr. skriver!» sagde en for tyveri beskyldt fantekjærring under et forhør; «men det er jo af små børns og umyndiges mund, at sandheden skal høres; her har jeg et 5 års barn, som fulgte mig ved hånden hele tiden. Hør nu, mit uskyldige barn! nu må du huske på, at du står for den strenge Guds og den nådige hr. dommers åsyn, og nu må du huske på, hvad jeg altid har formanet dig, at sige sandhed og ikke lyve; så du, at jeg tog skjorten, så må du ikke hense til din moders timelige elendighed, men i den store Guds treenige navn sige ja - penna naben!» og barnet fulgte ganske rigtig det med de to sidste ord givne vink og sagde nei.

Det er dog ikke denne ligefremme nytte, som giver dette fantesprog dets største interesse. Når en ful taterske ved at slå om sig med nogle uforståelige talemåder af et fremmed tungemål kan bestyrke en enfoldig bondefamilie i troen på, at hun er en finkjærring, vel forfaren i finsk trolddom og lægekunst, så kan hun jo drage stor vinding deraf; men kunde man se ind i hendes sjel, forfølge hendes lønlige tanker, så skulde man rimeligvis finde, at hendes hjerte fryder sig vel så godt, når hun, efter endt besøg i et hus, imellem de udsøgte talemåder, hvormed hun fremfører sin tak for al bevist godhed, imellem de rigelige velsignelser, hendes løbende tunge ved at udøse over det fromme hus, også i sit underfundige sprog er istand til i samme tonefald, med samme tilsyneladende ydmyge hengivenhed at lade indflyde en del forbandelser, der fuldt opveie velsignelserne, og dermed tilfredsstille sit onde hjertes trang. Det kan man også stadig bemærke, at når tatere skulle lave en lystig skjemt sammen, så må vittighederne altid krydres med nogle reminiscentser af deres rommani, og de synge ikke gjerne nogen vise, uden at idetmindste hovedtankerne deri ere udtrykte i dette sprog, hvori sjelden nogen sædelig, alvorlig tanke har været udtalt, som kunde møde deres erindring og forstyrre dem nydelsen af de letfærdigheder, som gjerne udgjøre visernes indhold.

Og hvad er det, som har holdt taterne sammen, så de ikke i tidernes løb ganske ere smeltede sammen med de folk, de færdedes imellem, men endnu den dag idag så nogenlunde udgjøre et eget samfund? Det er dette rommani. Deri udtalte de første tatere sin bevidsthed om, at de vare udlændinger i vore bygder, og denne bevidsthed gik med sproget og med de få traditioner, som knytte sig dertil, i arv fra slægt til slægt. Og ligesom dette sprog forbinder den følgende slægt med den foregående, således samler det også den dag idag alle individer til et hele. «Ascha dero rommanisæl?» - «Ehe!» Dette spørgsmål og dette svar, udvexlede mellem to ellers fremmede fanter der mødes på en landevei eller markedsplads, gjøre dem strax som til svorne fostbrødre, som følge fælles grundsætninger for tænke og handlemåde og uden videre gjøre fælles sag mod alle de bengeske buroar, de møde. En spansk gitano fortalte Borrow et eventyr, han havde oplevet i den spanske frihedskamp mod franskmændene under Napoleon; tvungen til at gå med et armekorps måtte han deltage i et slag; det kom til håndgemæng; han og en fransk soldat fægtede længe med bajonetten, kastede så geværerne, toge hinanden om livet og brødes; tateren segnede, og hans modstander satte allerede bajonetspidsen mod hans bryst; da mødtes deres blikke; «zincalo!» råbte spanieren; «zincalo!» råbte den anden, en ungarsk tater, der strax tog sin vinflaske frem og vederkvægede sin forsmægtende broder: de listede sig ud af kamptummelen op på en bakke, hvorfra de med hjertens lyst betragtede, hvorledes deres fælles fiender, buroarne, dræbte og lemlæstede hverandre i den rasende kamp(62). Sådant frimurerskab er der imellem taterne hele verden over.


KAPITEL 6

Taterreligion.

Hvad der til alle tider især har gjort taterne til gjenstand for almuens afsky, for de lærdes forundring og stundom for de frommes bekymring, er deres sælsomme religiøse forhold. Dette er allerede på flere af de foregående blade antydet. Ved deres første fremtræden i Europa vakte de al verdens deltagelse ved det, som man dengang syntes, så overmåde vakkre foregivende, at de vare christne pilegrime fra det fjerne Ægypten; men meget snart kom de i vanrygte som erketyve og troldfolk. Så gave de sig efter omstændighederne ud for at tilhøre landsfolket i de lande, hvor de færdedes, og skyndte sig især med at rette sig efter de i landene herskende religiøse anordninger, i Tyrkiet lode de sine børn omskjære, i christne lande bragte de dem til dåben. Men har man hos noget andet folk sporet en sådan letsindig omgang med det hellige som hos taterne? For desto friere at kunne gå ud og ind i landene, lode mange af dem sig således gjøre både til mohamedanere og christne, ja, man mærkede, at taterforældre, i håb om faddergaver, i forskjellige kirker lode sine børn døbe indtil 5-6 gange. På den ene side erklærede de med den største påståelighed at være f.ex. christne og bevarede da med stor omhyggelighed sine dåbsattester; på den anden side bar deres hele vandel det forfærdeligste vidnesbyrd om, at de trådte både moral og religion under fødder. Og det var ikke blot en og anden forsker, som lagde mærke til dette uhyggelige forhold; det blev gjenstand for almindelig opmærksomhed. Selv tyrkerne, som dog ere så overmåde tolerante mod hver den, der kun vil bekvemme sig til at bekjende Mohameds navn, troede dog ikke på taternes oprigtighed; de gave dem nok lov til at bære turban - dette hædersmærke på en egte muselman, - men fandt det dog passende at lade dem betale den kopskat, som de pålægge alle Islams fornægtere, der opholde sig i deres lande. En svensk kirkelov af 1686(63) handler i kapitlet om barnedåb også om taterne, men således, at de omtales i en paragraph for sig selv midt imellem christne af alle troesbekjendelser på den ene og «jøder, tyrker, morianer og andre hedninger» på den anden side, uden at man altså kan se, om de henregnes til christne eller uchristne. I norske love sattes taterne derimod mere ligefrem i klasse med «jøder og andre uchristne personer.» Hos vallacherne, hvis munterhed har havt meget med taterne at skaffe, finder man et folkesagn, som forklarer, at taterne engang havde sig en kirke, som var bygget af flesk (taternes yndlingsspise), men den åde hundene op for dem. Mere alvorligt toge hollænderne tingen, og imellem dem have taterne for sin ugudeligheds skyld intet andet navn end ret og slet «hedninger».

Det var også tænkeligt, at disse fremmede, som åbenbar kun for et syns skyld bekjendte sig til de europæiske religioner, kunde have bragt med sig og hemmelig bevaret en eller anden asiatisk gudsdyrkelse, at de altså virkelig vare hedninger. Det måtte vistnok være en overmåde bedrøvelig hedensk religion, som skulde kunne tillade sine bekjendere at fare med sådant falsk spil og i det hele leve et sådant umoralsk liv, som taterne stadig bære til skue; men selv af sådan hemmelig religion har man forgjæves søgt at finde noget spor hos dem(64). Selv Borrow, som dog var så vel kjendt med taternes hele væsen, må erklære, at han ved siden af den religion, de give sig skin af at tilhøre, ikke har fundet så meget som mindelser om nogen tidligere tro, og han antager, at om de end kanske ved deres ankomst til Europa erindrede navnet på en eller anden indisk afgud, så har deres letsindige hjerte ikke æret ham mere, end de nu ære jomfru Maria eller Christus.

Men således syntes taterne at danne en undtagelse fra den trøstende sætning, som så ofte er fremført til beroligelse ved synet af menneskeslægtens mange og store forvildelser, at ligesom intet enkelt menneske er aldeles gudløst eller uden evne til at erkjende Gud, således er intet folk aldeles uden en eller anden vedtagen gudsdyrkelse. Reisende fortalte Europa om fjerne folkeslag, de såkaldte vilde, der tilbade uformede stenstykker eller fæle dyr som guder, og selv denne yttring af en meget dunkel, halv undertrykt gudsbevidsthed tjente til at stadfæste hin sætning; men midt i den civiliserede, christne verden fandt man en talrig slægt, som i ord og gjerning hånede al helligdom. Dette er det sælsomme punkt i taterfolks liv. - Der har også udviklet sig et helt system af forklaringer derover. Nogle forfattere erklærede uden videre, at taterne stode under hedningerne, altså under den laveste art af mennesker, og da vel manglede de væsentligste menneskelige evner. Lige i modsætning hertil, men ganske i overensstemmelse med den slet-philosophiske skole i forrige århundrede, fandt en anden forfatter(65) noget særdeles interessant netop i denne taternes vantro; den er i hans øine kun en «frihed fra al slags overtro» (christendom-jødedom, o.s.v.), og «når oplysning ikke betyder andet end dette, så høre taterne til de mest oplyste mennesker i verden; thi der er ikke spor af religiøs vildfarelse at finde hos dem.» Fortsætter man denne tankegang en smule, så må man sige, at når taterne uden noget studium (thi de hverken læse eller skrive) vare komne frem til de samme mål som den tids mest priste granskere og grublere, så måtte de af naturen have været begavet med overmenneskelige evner. - Ved siden af denne philosophs uværdige forklaring tør man vel også anføre den, som den norske bonde har dannet sig om taterne: når en taterkvinde - så siger et gammelt folkesagn i Gudbrandsdalen - har samlet sig ni børnehjerter og brændt dem som offer til den onde, så kan hun foretage sig, hvad hun vil, og skal have held i alle ting her i livet, hvorimod hendes sjæl efter døden rigtignok skal tilhøre hendes herre. Når taterne således skulde dyrke det onde væsen, som andre mennesker dyrke det gode, så blev deres liv det omvendte af det naturlige menneskeliv; de stode da hverken over eller under andre mennesker, men ganske udenfor disses kreds, vare umennesker.

Men fra en annen kant skulle vi hente en nettere forklaring af gåden. I Østerlandene har det fra gammel tid på grund af et sted i det gamle testamente været fast og almindelig tro, at der ialt er 72 folkeslag og sprog på jorden, og efter denne tro har der i Syrien, som en reisende berettet(66), med hensyn til taterne dannet sig et folkesagn, som gjælder for afgjort sandhed, og som siger: der gives i verden 72 religioner og en halv, og denne halve er taternes. - En halv religion! Der have vi det rette dunkle udtryk for en så dunkel ting. Taterfolkets sjel rummer ikke mere end en halv religion. I alt, hvad der hører til det udvortes menneske, røber tateren ypperlige evner, hans forstand og kløgt overgår de fleste andre menneskers, ligesom rævens list overgår de andre dyrs; denne kløgt kan være parret med heftighed og iver; det ser man i tatermoderens omhu for hendes børn, der minder om dyrets lidenskabelige ømhed og fortvivlede kamp for dets unger. Men dette raske, rastløse liv er tillige så tomt, så usammenhængende; der er så megen lettsindighed, ustadighed i taterens væsen. Han fatter hurtigt nok, hvad andre kunne sige ham om Gud i himmelen; men han mangler den alvorlige sands, som skulde fastholde den høie lære; den dybe længsel hvormed han skulde hæve sit blik op over sandseverdenens forfængelighed, er ikke vågnet hos ham; den gemytlighed, hvori Guds ords sæd vil spire og bære frugt, er hos ham så overmåde ringe. Det er taterens «halve religion,» at hans samvittighed er så overmåde sløv, som en slap streng, der vanskelig vil give lyd, at hans moralske og religiøse evne er - ikke just aldeles borte, men indskrænket til det alleryderligste minimum.

Men efter alt dette vil man ikke uden forundring høre min i det forrige kapitel omtalte hjemmelsmand, Frederik Larsen, berette om et ganske fuldstændigt hedenskab, som de norske tatere skulle have havt imellem sig. Hans beretning var følgende: Dengang taterne endnu boede i sit fædrehjem, byen Assas i Assaria (se kapitel 1, s. 24), sendte baro devel (den store gud), sin søn, Dundra, i et menneskes skikkelse til dem for at åbenbare og i en bog opskrive for dem sin lov - den hemmelige lov, som i taterne endnu følge hele verden over; derpå steg Dundra op fra jorden, satte sig i sit rige, månen, og hedder fra den tid Alako. Der er ellers to sagn imellem de gamle i folket om, hvorledes dette gik til; nogle sige at han forlod jorden strax efter at han have udført sit ærinde, andre derimod, at han måtte flygte for tyrkerne, som fordreve taterne fra deres land, og at han endogså blev såret i kampen. Men i taternes udlændigheds tid er han deres trofaste beskytter i deres daglige strid med tyrker og christne; engang skal han hjælpe dem til fuldkommen seier og føre dem tilbage til deres eget land, og efter døden henter han deres sjele optil sig i sit rige. Taternes fiender ere også hans fiender, fordi de tjene onde ånder, nemlig beng, djævelen, og gern, Christus, som idelig stræbe at styrte ham selv fra hans måne-rige. Ofte ere de nær ved at overvinde ham; da er det, at man ser månen tage af og forsvinde; men snart drager den stærke gud sit sværd og spyd og kjæmper af al magt og slår sine fiender tilbage; da ser man også nymånens spidser bryde frem og månen voxe, indtil Alako's fulde ansigt bukker ned til hans børn, taterne, som ærbødige falde på knæ mellem skovens træer og prise den mægtige seiersgud. Taternes høvding opbevarer omhyggeligt et af sten skåret billede af Alako, bareske Alako; det er så stort som en hånd og fremstiller guden som en opretstående mand med en pen i den udstrakte høire hånd og et sværd i den venstre. Der er en sådan høvding for de norske, en for de svenske og en for de russiske tatere, og disse tre stævne alle sine folk til møde ved midsommerstid enten på «Jemlon,» et fjeld på Dovre, eller høit oppe i svensk Lapland eller også i «den russiske karel» som skal være et sted på grændsen af Storfinland. Her opstilles Alako's billeder under følgende sang: Ostimari stinta - o emi o vino - o manga o tjeia - o rankano deia. - Marra folka - aschar but - o trinta mi deia - må dom tromma ava - o rankano deia. - Bescha dero i vordinan - ja jallar min scharo - ävan min schero - ninni tjingra mero - o, rankano deia(67). Den høvding eller ypperstepræst, der efter omgang har forsæde, holder derpå en kort tale og slutter med de høitidelige ord: Ala mana sana! Nu komme alle nygifte par hen til Alako-billederne og erholde mod en afgift til høvdingen indvielsen i gudens navn; de nyfødte børn bringes også did og navnfæstes, og hvis de ere døbte med Christen dåb, blive de omdøbte i Alako's navn. Resten af mødet udfyldes med en fest, hvor taterne traktere hverandre med det medbragte flesk og brændevin og underholde hverandre med fortællinger om sit større og mindre held i at plyndre de christne og dermed «tjene Alako.» - Om sit eget forhold til denne gudsdyrkelse fortalte min taterven videre, at da han i Christianssand havde ladet sig døbe og så fornyede sit fanteliv, traf han sin farbroder, en tater af det gamle slags, som alvorlig foreholdt ham hint frafald og til bevis for Alako's beskyttende magt anførte, at da cholera i året 1833 dræbte mange mennesker i landet, savnedes ikke en eneste tater - et argument, der bragte den frafaldnes tro til at «balancere som på en knivsæg mellem Gern og Alako.»

Om min hjemmelsmand har jeg allerede før fortalt, at jeg ofte betragtede hans taterhistorier med stor mistænksomhed, men at jeg næsten ligeså ofte til min forundring virkelig fandt dem bestyrkede, og at jeg aldrig greb ham i et usandfærdigt ord. Jeg har heller intet fundet, som bestemt vidner imod denne hans beretning, skjønt jeg længe måtte lede for at finde noget, som måske vidner for den. Rigtignok har ingen anden tater stadfæstet den; men dette har ikke såmeget at betyde; det er ikke mange af de tatere, jeg har truffet, som lode til at have stået i forbindelse med de mest ublandede familier eller at være optagne så at sige i ordenens høiere grader, og de få, som nok dette var tilfældet med, viste sig enten fuldkommen tilbageholdne eller skjænkede mig kun halv fortrolighed. Den vildmand på tugthuset, som allerførst fortalte mig det ligelydende sagn om deres herkomst fra byen Assas, skulde kunnet være et godt vidne her; men han viste sig efter det første øiebliks fortrolighed så gjennemløgnagtig, at hans påstand om uvidenhed i dette stykke meget vel kunde skrive sig fra frygt for, at om han røbede bekjendtskab med et sådant hedenskab, skulde forberedelsestiden til hans tvungne dåb vare endnu længere end de fem fjerdingår, hvori han for den sags skyld var friheden berøvet. Jeg kan dog anføre, at en ung og åbenhjertig fantegut, som med sin fader havde gjort vidtløftige reiser, fortalte mig om en gammel sortsmusket fant, han havde været i følge med i det nordlige Sverige, og som vakte guttens opmærksomhed ved de mange bøininger og underlige fagter, han gjorde, da engang månen steg op over skovtoppen. Adskillige tatere af en halvblodsrace, som nu de fleste tilhøre, fortalte mig det sagn om månen, at det «bare er Adam og Eva, hvis billeder man ser i den;» det var, som om de indviede kun havde afspist dem med denne forklaring. - Men i selve mythen synes der at være et spor af, at en eller anden tradition må ligge til grund for den. Vistnok er der mange træk i den, som åbenbart ere dannede i lighed med christendommen, og som da kunde vække mistanke om, at fortælleren havde digtet op den hele historie. Men isåfald vilde allerede det være meget mærkeligt, at han skulde falde på at give sin månegud to navne, Dundra og Alako. Og dette sidste indfald kan neppe være noget aldeles opdigtet ord. Det er upåtvivlelig et finsk (kvænsk) ord, alakuu, kun forandret med den for tatersproget eiendommelige endelse - o. Det betyder ifølge Renwalls lexikon den aftagende måne. Efter mythen om den kjæmpende og seirende månegud skulde man rigtignok heller ventet et navn som erindrede om den måne; men der er dog nogen sammenhæng alligevel mellem mythen og navnet. Nu er det jo vistnok tænkeligt, at fortælleren med forsæt kunde have udsmykket sin historie med et sådant finsk ord; dette havde man også måttet tro, dersom han selv havde forklaret, at hint Alako egentlig var finsk; men det gjorde han aldrig, så meget jeg end spurgte ham ud om ethvert punct i denne sag; det var mig selv, som først gjenfandt ordet i det finske sprog og deri syntes at se det eneste vidnesbyrd for den ellers så mistænkelige fortælling. Det forekommer mig, at sagen kan forklares således: Vore tatere høre til den gren af taterfolket, som har holdt til på de russiske stepper og der, efter Borrovs vidnesbyrd, langt bedre end andetsteds har bevaret slægtens traditioner og eiendommeligheder(68). Der er intet urimeligt i at antage, at taterne fra sit tidligere hjem kunne have medbragt nogle nødtørftige religiøse forestillinger, og at de horder, som kom til at udbrede sig mod Norden, med det større alvor, som de uhyre mennesketomme sletter eller de mørke urskove vel må have påtvunget dem, have overleveret disse samme forestillinger fra slægt til slægt, medens f.ex. Spaniens taterflokke i det yppige land have overgivet sig til en mere samvittighedsløs og glemsom letsindighed. Om nu hine russiske tatere have troet på et guddommeligt væsen som denne Dundra, der boede i månen, og hvis vexlende kamp med fiendtlige ånder vistes ved månens af- og tiltagen, så er dette noget, som stemmer ganske overens med det asiatiske folkeslags forestillinger. Nu kom en del af disse tatere ind i Finland og tilegnede sig det finske sprog; her kunde de vel have antaget ordet alakuu som et hverdagsnavn til at betegne denne månegud, som ellers hed Dundra, to navne altså, som deres norske efterkommere ikke længer vidste rigtig at skjelne imellem(69).

Efter alt dette er jeg tilbøielig til at tro, at Frederik Larsen ikke har opdigtet denne mythe, men at han med alt alvor har hørt den f.ex. af sin bedstefader, den hundreårige olding, som ved bredden af det mørke fjeldvand «efter fædrenes vis» tog afsked fra sin slægt og steg i dybet; jeg er tilbøielig til at tro, at disse mørke fremmede, disse nattens børn, virkelig her i vore udmarker, i skovens ensomhed, have bøiet knæ for måneguden og således søgt den trøst, som også deres hjerter begjærede på livets tunge vei. Dog - dette interessante punkt i taternes historie får være et mysterium fremdeles. Så meget synes jeg imidlertid med vished at kunne skjønne, at om vore taterhorder engang have båret omkring med sig en sådan hedensk tro, så er det nu anderledes. Når min hjemmelsmand vilde påstå, at denne tro med dens mange ceremonier endnu var i fuld gang, så var dette vistnok noget, han havde indbildt sig selv; hans hele fortælling var for ustø og vaklende, i det høieste dunkle erindringer om, hvad der i ældre dage havde fundet sted imellem taterne, og dersom nogen anden nulevende tater ved noget om Alako at sige, så er det upåtvivlelig mere som et gammelt eventyr end som et alvorligt hjertesanliggende. Den hele månedyrkelse må efter alle mærker være i forfald nu for tiden ligesom alt andet, der hører taterne til.

Men gid de vare oprigtige Alako-dyrkere allesammen! Så vidste man, hvad man havde at gjøre med. Men som vore tatere nu ere, gjenfinde vi også hos dem den bedrøvelige «halve religion.» Man skal neppe fra den hele mark, hvor Guds ords tjenere så og vande, i christne eller hedenske lande, kunde opvise noget mere mistrøstende end disse menneskers åndelige tilstand. Tal med dem, og du skal ofte få høre en strøm af ord om Gud fader, Søn og Helligånd, men du vil for det meste forgjæves søge efter en mine i deres åsyn, som røber oprigtighed ved ordene, forgjæves lede efter et træk i deres liv, som viser sand ærbødighed for det hellige. - I den øverste bygd i Guldalen, hvor et fromt, christeligsindet folk har hjemme, fortalte en bonde mig, at han en søndagsmorgen indbød nogle sorthårede (tateragtige) fanter til at overvære husandagten; men de fremmede svarede med bandende, vrede ord og skyndte sig bort. Dette ligner mere en tatersjel end rørelse og andagt. - Og om man virkelig for et øieblik skulde synes, at også en af disse forvildede i sandhed kan vise sig greben af Guds ords magt, så tør man ikke ret hengive sig til glæde og håb herved; thi også i vort land have så hyppige erfaringer vist, hvor såre vanskeligt det er, at en tater i længden kan modstå de fristelser, som hans ustadige, flygtige sind drager ham ind i.

Det forstår sig, at taterne gjøre sig nok flid for at få sine børn døbte. Altid skeer det just ikke - det har det foregående indeholdt exempler på -, men for det meste. Men i regelen er det ikke engeng noget slags religiøs overtro, som er bevæggrunden hertil, men pure klogskabshensyn; taterne vide nemlig fra de gamle forfølgelsers tid, at en rascholil (dåbsattest) er den vigtigste betingelse for deres frie ophold i landet. Iligemåde ser man sågodtsom aldrig, at disse mennesker af egen tilskyndelse søge religionsundervisning, underkaste sig konfirmation eller erhverve sig kirkelig indvielse af sine ægteskaber. Er en tater eller taterkvinde konfirmeret, er det i regelen skeet i tugthusene eller under fattigforsørgelsen omkring i sognene, i begge tilfælde ved tvang.

Jeg har engang læst om en professor ved et døvstummeinstitut, som opnåede et ganske mærkværdigt resultat med et halvvoxent drengebarn, der formedelst en høi grad af både legemlig svækkelse og åndelig sløvhed var både døvt og stumt, ved en med uhyre tålmodighed og med videnskabelig kunst længe fortsat legemlig og åndelig gymnastik lykkedes det ham lidt efter lidt at udvikle de slappe muskler og slumrende evner og tilsidst fremlokke en vistnok fattig, men dog fornuftig og forståelig tale af den før så dumme mund. Således måtte det vistnok også lykkes menneskekjærlighedens skarpsindighed ved omhyggelig behandling at vække selv en taters moralske sands, at udvikle hans religiøse evne og forædle hans sind. Men man bør ikke vente et sådant resultat af en fants tvungne ophold mellem forbrydere i en strafanstalt(70) eller af en fattigkommissions bestræbelser med en den påtvungen fantegut. Et andet resultat er sikkrere, det nemlig, at fanterne - den udsigt trøste de sig også gjerne med, medens tvangen står på -, når de atter slippe ud, fortsætte sit vagabondliv så meget tryggere og frækkere, siden de da vide, at de ikke længer, i brist af andre klækkelige anklagepunkter, kunne inddømmes til tugthusene som konfirmander.

Man kan få en hund til at stå på bagbenene med et trægevær i labberne og agere skildvagt; men kommer en anden hund og snuser til den, så glemmer den, hvad den har lært, lader geværet falde og løber fra sin post. Det er ikke smukt at ligne mennesker med dyr; men sammenligningen påtrænger sig altfor let ved erindringen om mange frugtesløse forsøg på at indtvinge gudsfrygt i en fantesjel.

Jeg har flere gange allerede omtalt en vildmand af ægte taterblod, som var inddømt på tugthuset for at undervises i christendom. Det hedder vel i lovbestemmelserne, at denne yderste tvang først bør anvendes, når vedkommende præst forgjæves har anvendt sine formaninger; men denne nu henved halvhundreårige mand havde nok aldrig om sådanne ting været tiltalt af nogen præst eller anden Christen; han befandtes endog at være udøbt. I tugthusets præst fandt han en såre venlig og omhyggelig sjelesørger; men hvor tugthuslivet blev ham pinagtigt alligevel! Han måtte begynde med ABC. At lære at læse er en vanskelig kunst allerede for småbørn, der dog så vidunderlig let lære at tale det kunstige sprog; men trefold vanskeligt må det være for en mand, som fra sin ungdom af kun har øvet sig i omstreiferlivets ustadigheder og dertil er kommen ind i den alder, hvor sjelen allerede er mere uskikket til at lære noget nyt. Og dertil kom, at manden havde en betydelig udviklet stær på begge øinene! Der kom en ind i skolestuen og hørte ham netop stave: u-b, ub, u-f, uf! og således gik det med suk og uf den hele tid. Han begyndte endelig med katechismen; men de underlige bogstaver lagde sig som et næt for hans omtågede blik og hindrede ham i at se og fatte den høie lære, som lå bag bogstaverne; så tænkte han på de mange år, den vanskelige lære vel vilde tage fra hans frihed, og han stirrede påny med anstrængt sands i bogen; men øinene løb i vand, og han kastede bogen i gulvet; hans kammerater trøstede og opmuntrede ham, og han forsøgte atter; men atter løb det i et for ham, og han trampede i gulvet og skreg høit af fortvivlelse. Derhos måtte han tænke på, at hans «kvindfolk» (det konventionelle navn for en hustru i naturligt ægteskab) nu gik ude på de vide veie, måske i fremmede fanters selskab, hun, som dog kanske i mange år havde bevaret ham sin tro. Omtrent 5 fjerdingår varede dette; så kunde han katechismens 5 parter tarvelig udenad, og dermed døbtes han. Han knælede for alteret og aflagde løftet; han bøiede sit hoved over fonten, og den hellige handling fuldbyrdedes; men ligesålidt nu som før sporedes der i hans mine og holdning noget tegn til levende erkjendelse af den nåde, som vederfores ham. To dager efter stedtes han til alters, fik så sine attester, løslodes og såes allerede samme dag med en medconfirmand, en jevngammel tater, i ravende tilstand på byens gader; han tog pas til Hedemarken, hvor han havde sat sin kjæreste stævne, lod sig derfra tilligemed hende forpasse til Piteå i Sverige - et jevnligt mål for storvandringernes reiser - , og i det samme konkubinat, hvorfor både hun og han vare blevne straffede her i Christiania, have de nu i et par år fortsat deres forrige fanteliv med idelige reiser mellem det sydlige og nordlige Norge og fortsætte så den dag idag(71). Jeg har også truffet ham igjen på disse hans reiser. Medens han endnu var udøbt, var hans væsen høist uhyggeligt; men nu var det mig end mere modbydeligt at høre ham med pralende talemåder prise religionsunderviisningens og dåbens velsignelser, medens hele hans vandel var en større forargelse end nogensinde før!

Man vil ikke finde følgende exempel glædeligere. Det viser os et par fantebørn, som under fattigvæsenets pleie skulde opdrages til christne mennesker. Det er altid en såre mislig sag for en fattigkommission at forestå børns opdragelse. Den kan med redebon bevilling af penge, og menneskekjærlig iver søge at få bortsat sine myndlinger hos de hæderligste bønder eller håndværksfolk i kommunen; disse pleieforældre kunne med samvittighedsfuld omhu røgte sine pligter mod de forladte, som så vel egne sig til at omfattes med deltagende medlidenhed. Men lad nu en tankeløs legekamerat ytre et halvt forstået ord om «fattigguttens» kår, lad den rå tjenestekarl i hidsighed udtale sin foragt mod «fantegutten,» og den hengivenhed og frimodighed, som lang og kjærlig omgang kunde have opbygget i hans sjel, er kanske i et øieblik nedreven, og med det samme er kanske tiden der, da fattigkommissionen efter sine instruxer må erklære opdragelsestiden for endt og lade sin lidet befæstede, men voxne myndling fra nu af selv søge at bryde sin vei i livet mellem verdens mistillid og foragt og mangehånde forførelser. Jeg skal hente mit exempel fra et tilfælde, hvor jeg er vis på, at der blev anvendt megen omhu fra de forskjellige vedkommendes side, da jeg navnlig ved, at den i sagen vigtigste mand, sognepræsten, efter lang erfaring kjender fantefolkets tilstand og har hjerte for dets nød. I nærheden af Throndhjem fangedes for 3-4 år siden et talrigt og vildt fantefølge; de voxne medlemmer af samme sattes under justitiens tiltale og straffedes nok for forskjellige forseelser, men to ukonfirmerede, en gjente på 16-17 år og en gut på samme alder, sendtes af øvrigheden, der ikke kunde udfinde deres hjemstavn, til stedets fattigkommission, som da indtil videre måtte forsørge dem efter loven. De kom i huset hos en brav håndværker og forberededes af skolelærer og præst til konfirmation. De opførte sig overmåde vel, vare lydige og flittige, gjorde også, med sit heldige nemme gode, ja den ene af dem særdeles gode fremskridt og konfirmeredes efter ikke lang tid under de bedste forhåbninger. Dette resultat var så meget mere overraskende, som den ene, gutten, dog var søn af en særdeles ilde berygtet fantekvinde, datter af den endnu mere bekjendte Grisilla, stammemoderen for et af de talrigeste taterfølger i det Nordenfjeldske, en mærkelig gammel kvinde, hvis navn med spøgelsestroens hele ærefrygt ofte nævnes på begge sider af Dovre. Men derfor glædede alle sig dobbelt ved håbet om, at hendes ætling nu var reddet ud af fantelivet og bleven et skikkeligt menneske. Efter konfirmationen burde imidlertid de to unge mennesker kunne forsørge sig selv, så de ikke længer skulde falde kommunen til byrde, og kun så længe kunde præsten forsvare at beholde dem endnu, at han kunde se dem vel anbragte i tjeneste. De fik lov til selv at gå omkring og søge efter ansættelse. En dag kom de også så særdeles tilfredse hjem og sagde, at to mænd fra Romsdalen, de havde truffet i Throndhjem, havde lovet at tage mod dem og sørge for dem; på forlangende bragte de dagen efter ikke mændene selv med til præsten, men deres skriftlige erklæringer, hvori de gjentoge løftet. Nu fik de præstens attester i lommen og konfirmationsklæderne i en bylt, toge pyntelig afsked og droge afsted. Men hvad skede? 2-3 uger efter bleve de i en nabobygd arresterede som mistænkte for tyveri og som arrestanter bragte tilbage til det nys forladte hjem. Tyveriet befandtes de nok uskyldige i; men hvor vare de ikke forandrede alligevel? Under sin frie omsværmen havde de ageret kjærestefolk og dertil fundet ud, at siden de nu vare konfirmerede, så skulde ingen kunne formene dem at gifte sig med hinanden. Før havde de været så særdeles beskedne; men nu måtte den samme præst, som så faderlig havde taget sig af dem, høre, hvorledes de med de mest uforskammede lader fordrede af ham, at han skulde ægtevie dem, noget, han naturligvis betakkede sig for. Hvad havde nu fremkaldt denne forandring hos dem? dette fik man svar på, da det, efterat de atter vare reiste sin vei, blev oplyst, at hine skriftlige vidnesbyrd om deres ansættelse i fast tjeneste vare falske. Men hvad havde igjen forledet dem til dette falskneri, da de dog under konfirmationstiden havde vist en beskedenhed og lydighed, som efter alles mening bar alt præg af oprigtighed? Svaret blir vel: Det var fantenaturen med dens ustadighed og «halve religion.» Kort efterat denne historie var mig fortalt, et års tid efterat den var passeret, traf jeg dem begge to på landeveiene, pigen som «tjenestepige» hos et par gamle taterfolk, gutten, den aldeles tatermæssig sortsmuskede gut, som begyndende hesteskjærer og selvstændigt medlem af et andet fantefølge. Hos dem begge syntes jeg at se den letfærdige fantenatur udviklet til en fuldstændig skamløshed.

Og dog feiler det ikke, at livets og dødens magter stundom også kunne gribe taternes flygtige sind. Men da kan det hænde, at hans angst bliver af gyselig art. Den nys omtalte tater på Christiania tugthus fortalte mig, hvad han engang havde oplevet af sådan natur, og efterhvert som han skred frem i fortællingen, trak hans ansigtsmuskler sig krampagtigt sammen; gråden strømmede stridt ud mellem de sammenpressede øielåg, og hans stemme blev extatisk bævrende, dæmonisk, om jeg så tør kalde den. «Jeg kom,» så begyndte han, «kjørende forbi en kirke, hvor døren stod åben, så tænkte jeg på, at jeg aldrig havde seet en kirke indvendig, og jeg gik ind medens kvindfolket mit passede hesten. Der var ingen i kirken uden klokkeren, og jeg fik lov til at gå frem for alteret for at se. Så lukkede der sig op en dyb grav i gulvet ligefor alteret, og jeg blev siddende på kanten af graven således, at fødderne hang ned i. Så kom der ligesom ildsluer op af graven, høie og spidse, den ene høiere og mere toppet og tunget end den anden; nogle vare røde og nogle blå og gule og grønne og med al slags let og med en myk, sort røg, og det lugtede som af svovel og tjære, og den hvinede og peb og gnistrede og tordnede. Så råbte jeg på klokkeren, at han måtte hjælpe mig af graven, for jeg kunde ikke få fødderne op; men han var gået ud af kirken. Da peb og gnistrede alle luerne endnu værre, og da kom den stygge og slog kløerne i fødderne på mig og halte. Men da blev jeg så rent forfærdet og råbte og skreg og sagde:

«O djævel! begjærer du noget af mig -
Men tag dit, som er, og pakke du dig,
Til helvedes evig at svive!
Thi du har forspildt dit himmerige.»

Vildmanden oplevede ligesom sin vision påny under fortællingen, og jeg skal aldrig glemme det indtryk, denne gjorde også på mig. Det hele havde rigtignok kun været en drøm, fik jeg bagefter høre, og i vågen tilstand skulde dette for de åndelige ting ellers så sløve menneske vanskelig være bleven så voldsomt rystet. Men det var tydeligt, at denne drøm dog havde gjort et indtryk, som forplantede sig ind i hans vågne liv; jeg overbevistes om, at ingen menneskesjel er så dybt fornedret, at den jo, om end kun i øieblikke, kan gribes af helvedes angst, jeg overbevistes om, at selv taternes flygtige sind, ialfald i en drøm, er istand til at rumme en bøn til Gud.


KAPITEL 7

Taternes familie- og samfundsliv.

Man vil smile ved i skildringen af taternes lave verden at finde et udtryk som det i overskriften brugte. Familielivet ere vi jo så vante til at tænke os som et husligt liv med hjem og visse værelser, og nu er det bekjendt nok, at disse ting ikke pleie høre til et taterfølges fornødenheder. En taters liv, kan man lægge til, begynder ikke som andre menneskers med den rolige søvn i en gyngende vugge, og det er tvivlsomt, om det i regelen ender med hvilen i en ordentlig jordkastet grav. Og når nu ikke et fast hjem binder fanternes ustadighed, når den hjemlige arnes hygge, der i vore familier er et så vigtigt foreningspunkt, i taternes liv er en ukjendt ting, hvad skulde det da være for moralske bånd, som skulde være stærke nok til at sammenholde den så overmåde vanartede slægts familier? Kan man hos de ustadigt omvankende horder vente at finde omhu hos forældrene med børnene, lydighed hos de yngre mod de ældre, troskab imellem ægtefæller? Allerede den ældste norske lov om taterne klagede jo over, at «de føre et meget skjændigt levnet med skjørlevnet og blodskam;» dette er endnu det almindelige ord om dem iblandt vor almue, og fra alle lande er der idelig hørt de samme yttringer, af forargelse over de grueligste ting af dette slags, som skulle gå i svang hos dem.

Og dog er der et ganske eiendommeligt og fast familie- eller samfundsliv iblandt dem - eller rettere der var; thi her er det især, at taterne med rette klager over, at «de gode gamle dage» ere forbi, og at den gamle taterlov ikke er i agt og ære hos den nulevende slægt.

Det er allerede påfaldende at høre den virkelig ikke usandsynlige forklaring, som f.ex. Borrow har opstillet (se kapitel 3, s. 53, anm.), at det navn, hvormed taterne benævne sig selv, rom eller rommanisæl, egentlig skal betyde det samme som familiefolket. Taterne skulde altså fra første færd af være et folk af vandrende familier; de skulde have givet sig navn efter sin høie agtelse for og vedhængen ved familielivets patriarchalske sæder.

Og hvor taterlivet nogenlunde har vedligeholdt sin oprindelige art, der finder man også, når man ser nøie til, høist eiendommelige sæder, som virkelig svare til denne betydning af deres navn. Det mest overraskende i Borrows skildringer af de dog så fordærvede spanske tateres liv er vel dette, at medens han ikke tager i betænkning at fremstille dem som folk, hos hvem fast alle andre dyder, arbeidsomhed, ærlighed, gudsfrygt, o.s.v., ere ukjendte ting, så påstår han med samme bestemthed, at intet folk lægger større vægt på den ægteskabelige troskab og strængere straffer enhver overtrædelse af denne familielivets grundlov; især kræves naturligvis denne dyd af kvinden og det således, at hvad enten hun allerede er en taters kone eller ei, så ansees enhver forbindelse mellem hende og en mand, der ikke er af taterblod, for en brøde, der må straffes. De spanske tatermødre lade det ikke bero med blotte formaninger til døttrene, også mere virksomme midler, dem det her ikke går an at omtale nærmere, må understøtte formaningerne og gjøre det umuligt for ungmøen at overtræde kydskhedspligten. En slig mangfoldighed af bryllupsceremonier, som Borrow beskriver fra sit ophold mellem Spaniens tatere, finder man heller ikke lettelig mage til hos andre folk. Det er imidlertid let at skjønne, hvorledes taterne her alligevel kunde komme i samme vanrygte som andetsteds; for at fortjene et sølvstykke opfører en gitanilla gjerne de letfærdigste dandse til øienlyst for de spanske adelsjunkere, og en ung tatermoder tjener villig en abbed med at lokke til ham egnens smukkeste piger; men imellem dem selv og mændene af det «hvide blod» er alligevel et «svælgende dyb befæstet.»(72)

Noget lignende finder man også hos de engelske gypsies. Disses gamle vedtægter eller grundloven for deres taterliv gjengiver Borrow i følgende 3 artikler: 1) Forlad ikke familiefolket (bevar dets skikke og omvandrende liv); 2) vær tro imod ægtemændene (indlad dig ikke, juje, med mænd af fremmed blod), og 3) betal hvad du skylder nogen af familiefolket (og bryd dig ikke om, hvad du skylder andre)! Hele taterfolkets tilværelse beror på den tro overholdelse fornemmelig af 2den artikkel; med taterkvindernes troskab må den hele slægt forsvinde. At derfor endnu den dag idag de engelske tateres hud er ligeså gulbrun, som da slægten for 3 hundrede år siden kom ind i landet, at de endnu i så påfaldende grad ligne sine fjerne persiske brødre, det er, som Borrow gjør opmærksom på, et godt vidnesbyrd om, at disse taterkvinder dog have bevaret en dyd, troskab mod sin slægt, mod sine mænd.

Efter alt dette lader det sig ialfald høre, hvad min førnævnte hoved-hjemmelsmand fortalte mig om de norske tateres gamle lov, som dog efter hans egen forklaring nu ikke længer blev overholdt. Så havde han hørt af gamle tatere, at når nogen taterkvinde, gift eller ugift, skjænkede en ikke-tater, han være buro eller rankanó, sin kjærlighed, så skulde hun hedde «ildsmad» og uden barmhjertighed lægges på bål; mildere var loven mod den tater, som på en eller anden måde forsyndede sig i det samme stykke; han skulde hedde «kavlemand;» med bagbundne hænder og med en kavl eller pind i munden at bide på skulde han stilles ganske nøgen i en sluttet kreds af tatere og høre sin dom, hvorpå kredsen skulde åbne sig og be de tilstedeværende kvinder med pidske og kjøresvøber drive synderen ud, - et tegn på, at han nu for stedse var udstødt af familiefolket, at han var en fallen-i-brot, som det med et svensk fanteudtryk kaldtes(73). Han sluttede sine fortællinger om disse forsvundne skikke med et argument ganske ligedant som Borrows, at han selv ikke skulde have havt den mørke hud, de sorte øine og øienbryn, dersom ikke hans stammemødre vel havde erindret og overholdt dette bud om ubrødelig troskab imod rommanifolket. Og ligesom denne tater gjerne dvælede ved forestillingen om et mere ægte taterliv i fortiden, således have også andre personer af den samme slægt underholdt mig med helt romantiske sagn om mere end en vakker rommani-tjei, som med fasthed har modstået ikke alene andre fantegutters forførelser, men selv hæderlige ægteskabstilbud.

Hvem vil imidlertid lægge stor vægt på tateres fortællinger om sådanne ting? Men der er endnu levende vidner tilbage fra den tid, da der endnu var tro og love imellem taterpakket også, og dem skal man agte på. Midt imellem alle de laster, som bedække den elendige slægt, finder man endnu exempler på gamle taterfolk, som et langt liv igjennem utvivlsomt have holdt sammen i ægteskabelig troskab. Det er særsyn, man må studse ved. Men man forsøge engang at tænke sig ind i sådanne menneskers liv, og det underlige skal måske vise sig som meget rimeligt og naturligt! Manden er hestedoktor og bedrager; hans ægtemage tigger og stjæler og spår. Under de uafladelige bestræbelser for at kare sammen mad og klæder til sig og ungerne samle de over sig alle menneskers uvillie og afsky og ile hjemløse fra sted til sted; den hele sum af hygge og glæde, som vi kjende og søge i den huslige stilhed, er fremmed for dette fredløse par, ingen morgenpsalme begynder, ingen aftenhymne ender dagens rastløse færd; ingen fælles andagt samler det i de laveste sysler adspredte sind. Hvormeget tændstof til kiv og splid må der ikke ligge i et sådant liv? og endnu kan dette par holde sammen ligefra den elskovsfulde ungdoms til den visne alderdoms dage! Så må der ligge en underlig velsignelsens styrke i bevidstheden om den gjensidige, prøvede troskab. Al fryd i livet måtte åbenbart være forsvunden for dem, hvis de også havde forskjærtset sig den ægteskabelige troskabs løn. Det er, som al evne til dyd hos disse mennesker var svunden ind og fortættet til denne ene; men så er også bevidstheden om denne som et lys for dem i et stort mørke, som det blege måneskinslys, hvor gudsbevidsthedens klare sollys mangler, og således kan det godt forståes, at taterne, netop disse ellers så ugudelige mennesker, med stor iver måtte stræbe at fastholde denne sidste dyd.

Og selv mennesker, som vistnok ellers såre lidet have øie for de bedre træk i taterfanternes liv, må dog stundom studse ved den ømhed, som også i denne lave kreds kan komme tilsyne. Det være mig tiladt at anføre et exempel, hvorved jeg med det samme får fremstille et norsk taterfølges reiseliv. - Jeg kjørte over den såkaldte Byås ved Throndhjem, og jo mere jeg nærmede mig den gamle minderige stad, desto mere higede jeg fremad. Da så jeg lige ved veien et enligt liggende hus, som jeg på det optråkkede tun erkjendte for et af bønder besøgt hvilested og for en ialfald i smug åbnet brændevinskippe, hvorpå også nu en høirøstet trætte og hæslig brændevinsos strømmede ud igjennem de åbne vinduer. Alting så mig så uhyggeligt ud her, at jeg, så nødig jeg end nu vilde opholdes i min reise, måtte ind for at tænde min pibe og med det samme som tilfældigvis indlede en samtale om fanterne. Og jo, den fede, smudsige, høist utækkelige krokone blev ordentlig interessant, da hun kom ind på fortællingen om et besøg, hun havde havt endnu samme forår. En aften sent - det var på slutten af vinterføret - kom et par fruentimmer, en gammel kjærring og en yngre, ind og bad så vakkert om hus for sig og et par småbørn; dette tilstodes dem; men da de kom ind allesammen, vare de ni, deriblandt store karlfolk. De havde med sig ikke alene mad og drikke og dertil pande og kjedel, spiseskeer og tobakspiber, men også sengklæder i mængde. Fanterne toge det hele hus i beslag, ja stalden med, hvor de satte ind sine heste, og der var ikke ro i huset, før de var færdige med sit stel. Men så grætten huusmoderen end var, kunde hun dog ikke bare sig for, da det hele spektakkel om morgenen fornyedes, at lægge mærke til, hvorledes fanterne vare omhyggelige med den gamle kvinde, og moderen til de 3 unger var øm for disse. Børnene bleve, vel indsvøbte i tørklæder, puttede i lammeskindsposer og så satte i slæden med sengklæder under sig og så mange ren-peltse og agefælde over sig, at bare hovedet stak op. «Jeg fik rigtig lyst til at se vel efter og gik hen og stak hånden ned mellem alle klæderne og kjendte, og lå de ikke der så varmt og blødt, at ikke en prindsesse kunde ligge bedre? Og det var da bare Nordlansfinner - sagde de da.» (Taterne give sig gjerne ud for Nordlandsfinner til forskjel fra de lidet anseede Rørosfinner). «Betalte de for sig,» spurgte jeg, «da de gik?» «Var det ligt sig. Gjorde de da ikke noget til gjengjæld?» «Jo, hun bød sig nok til, den gamle kjærringen, at give mig råd for kreaturene; men jeg har nu ingen tro på det, jeg.» «Hm! hvordan så de ellers ud jeg mener, var det mørklete eller lyslete folk?» «Svarte.» «Når de talte sig imellem, snakkede de noget fremmed mål da?» «Ja alt i et.»

Det var altså tatere, jeg her hørte fortælle om, et sådant respektabelt taterfølge, som har vidst så nogenlunde at bevare den gamle skik og orden - taterorden naturligvis. Med samme omhu, som moderen her viste for at beskytte sine børn mod kulde og blæst, kan man være vis på, at hun også senere, når faderen opdrager dem til at blive slue hestetyve og bedragere, som han selv er, giver dem gode forskrifter om, hvorledes de bedst skulle undgå rettens forfølgelse og lovens straffedomme og fængslets ulykke. Hertil indskrænker vistnok opdragelsen sig; men forældrenes omsorg for, hvad der efter deres begreber skal tjene til børnenes vel, åbenbarer sig dog selv i disse træk.

Men det er ikke mange taterfolk, som endnu i vort land leve et så fuldstændigt taterliv. Dertil er tidernes pinagtighed for stor. I den senere tid, i den sidste menneskealder har - desværre, kan man med hensyn til enkelte forholde lægge til, - justitspleien været meget bedre end før; netop fordi straffelovene ere blevne mildere, ere de så meget fuldstændigere blevne anvendte; men derfor har det også hyppigere hændt, at sådanne taterfamilier som den ovenfor omtalte, med små og store, mænd og kvinder, ere blevne standsede midt i den rastløse omflakken og satte ind i arrester og fængsler sammen med alskens norske omstreifere og forbrydere. Ved et sådant tvungent samvær måtte lidt efter lidt det tidligere had imellem de mørkladne tatere og lyslete fanter forvandles til kammeradskab, og når nu f.ex. tateren i længere tid holdes fængslet, medens hans kjæreste slap fri, var det da så meget at undres over, om den forladte tilstands besværlighed overvandt hendes bestandighed, så hun faldt i armene på en eller anden fant, hun traf på landeveiene, om han end ikke hørte til hendes stamme? Denne nye forbindelse varer da, indtil enten den nye mand på samme måde bliver hende fratagen, eller til den ældre herre atter kommer på fri fod og efter et blodigt slagsmål gjenerobrer sin tidligere ret. Således omtrent har vel de taterkvinders historie været, som man oftest træffer, kvinder, fulgte af et barn med sorte øine - troskabens pant -, så et med blå, atter et med sorte og så endnu et kanske med grå. Mon der kan opvises noget sørgeligere billede på menneskelig vanart og dyb fordærvelse end sådanne faldne tatersker, som have tabt sin sidste og eneste dyd?

Dog her talte jeg for rask. Det hænder så altfor tidt, at der dømmes for rask, netop når talen er om fantefolk, hvis liv og vandel dog allermindst tåler en overilet dom. Lad mig gjøre min feil god igjen ved at skildre en sådan tatermoders forhold til sine børn, - en tatermoders, sagde jeg; thi hos faderen vil det i ethvert tilfælde blive vanskeligere at påvise noget træk af ømhed. Man skal få at se, at selv den faldne taterkvinde ikke er bleven umenneske, forladt af alle gode ånder.

Jeg tænker mig en ung rommani-tjei - og meget ung, såsom tidlig legemsudvikling er en eiendommelighed hos taterfolket, som endnu her i vort tågede Norden vidner om dets orientalske herkomst - en sådan ung og tillige vakker, livligtblikkende taterpige, som skal blive en ikke meget ældre sortøiet fanteguts romni. Jeg troer ikke, at der nu i vort land kan være tale om videre bryllupsceremonier her, end at brudgommen kanske viser sin taknemmelighed mod brudens fader ved at give en flaske katjali til bedste og under fantefølgets huien og larmen og efter et skjærende felespil opfører med sin brud en kjellipá, en taterdands, hvis overmåde voldsomme og eiendommelige, men lidet ærbare fagter og sving jeg må være fritagen for nærmere at beskrive. Her er heller ikke tale om den mere vanskelige sag at sætte bo; det unge par stryger afsted med fire tomme hænder, han i det høieste også med et usselt redskab, henhørende til hans hesteskjærer- eller kobberslagerprofession, men begge med forslagenhed og mod til alskens påfund og med godt håb om snart på en eller anden måde at komme i besiddelse af en hest og hvad mere der udfordres til en storvandrings økonomi. Det er sommer, måske med varme dage og deilige nætter, og medens bønderne rundt omkring trætne under høslåt og kornskur, leve de unge folk et bekymringsløst liv. Men nu kan følgen af mandens bestræbelser for at få sig en hest blive den, at han bliver indsat på tugthuset nogle år, og der går hun igjen med hans barn under sit hjerte. Det bliver vinter, og vandringen falder hende besværligere, og dog må hun fremdeles gå fra bygd til bygd; thi hun har intet blivende sted, ja, hvad mere er, det falder hende ikke ind at søge et. Da kommer det hende vel med, hvad kunst hendes moder har lært hende for at bevæge bønderkoner til medlidenhed for hvert måltid, hun skal spise, for hver nat, hun tiltrænger husly. Nu nærmer hendes alvorlige time sig; hun må undertrykke fødselsveernes smerter, medens hun med usædvanlig iver og kunst tiltrygler sig natteherberge på en bondegård. Om morgenen opdages der to væsener i den krog hvor hun fik hvile. Jeg har engang været tilstede ved en sådan opdagelsesscene og iagttaget det ret pudserlige vexelspil mellem bondens buldrende ærgrelse(74) og moderens store forskrækkelse, der dog åbenbart var mere forstilt end virkelig og kun slet dulgte hendes glade følelse ved synet af det barn, der nu lå i hendes arm, hendes lønlige tryghed om, at i hendes nuværende tilstand hendes person dog skulde agtes hellig og ukrænkelig. - Om barnet skal blive christnet eller ei, vil vel afhænge af hendes omgivelsers sands og iver, hvad moderen sørger for, og hvad konen i huset neppe vilde kunde afslås hende, er nogle klude til at svøbe ungen i og en list, et bånd, til at indrette et bæreredskab af, sådant som hun har seet andre vandringskvinder bruge. Så drager hun afsted igjen med barnet på ryggen og går fra hus til hus. Barnets skrigen, når det trænger til mere føde, end hendes bryst kan yde, gjør den betlende moders veltalenhed uimodståelig, og dets smil gjør hende døv for alle plumpe hentydninger, ligegyldig for hånlige skuldertræk og bebreidende blikke. Hun er moder og - lykkelig. - Men hun er en kvinde tillige og fuld af længsel. Manden fra det kortvarige ægteskab finder hun ikke igjen; men der går mange fanter på landeveiene, pralende gutter, i hendes øine elskværdige. En af dem bliver hendes fortrolige, og når den førstefødte kan gås ved hendes hånd på landeveien, har hun allerede det andre barn på ryggen; nogle år endnu - allerede en gammel skribent har formedelst tatermoderens rigdom på småbørn sammenlignet hende med en høne midt i en stor kyllingflok (gallina pullis stipata) - nogle år endnu, og hun har en hel flok at ernære. Men da ser man hende også udvikle den mest rastløse virksomhed; hun vandrer fra landets ene ende til den anden og tigger og spåer, stjæler og lyver og hexer med en færdighed, som næsten fortjener det held, hun nyder. «Men det er jo også hønens, det er dyrets kjærlighed til sine unger; det er ingen menneskelig ømhed, som vi her kunne beundre og agte,» så ville mange tænke. Men den kvinde, som således i slud og uveir har båret sit barn på landeveiene, først under sit hjerte, så på sin ryg, skulde hun ikke elske sin smertes barn? Hun, som for at stille dets skrig, har trodset hårdhed og foragt, har samlet over sit hoved en uoverseelig sum af bedrageri og løgn og falske eder og gruelige forbandelser, skulde ikke hun elske gjenstanden for så store offere? Hun, som ikke så et venligt blik uden i sit barns øie, ikke hørte et tillidsfuldt, kjærligt ord uden af dets enfoldige mund, hun, som aldrig smagte fred uden i synet af sit barns uskyld - nævn mig en moder, hvem alle naturens love tvinge til at elske således, som hun må elske, så, jeg vil ikke sige stille og fromt, men så voldsomt, lidenskabeligt! Hønen «kaster» sine unger, når de ere halvvoxne; men tatermoderen? vel er det så, at hendes plumpe hånd oftere prygler end kjærtegner børnene; men prøv at tage et af dem fra hende og sætte det i en redningsanstalt, og hun vil furiere først og siden sværme omkring huset med sine rænker og hviske barnet et mystisk ord i øret, der ånder af had mod alle dets fremmede velgjørere, og anse sig meget lykkelig, om hun finder leilighed til at flygte ud med det i den vilde mark. Hønen kaster sine unger; men når tatermoderens gutter og piger blive store, så gå de ofte fra hende for hver på sine veie at fylde sit livs mål. Hun selv er da gammel og skjør; hun kunde trænge til hvile og kunde måske på et eller andet sted finde et lægdslems magelige ro; men aldrig så man hende mere rastløs ilende end nu; fremdeles tiggende og hexende vandrer hun omkring og spørger og speider efter sine børn og børnebørn på de vide veie, og når hun tilsidst - det er måske nu i denne stund en sådan oldemoders lod - segner af mathed og stivner hen i en snefond eller stuper ned i en myr på den øde hei, så er kanske ingen af hendes tilstede for med et kjærlig blik at trøste hende i døden.

Hvorledes lønne nu børnene den møie, forældrene må have havt med dem? En hæderlig bondemand har fortalt mig en scene, som han mindedes fra sin barndom. Et taterfølge havde fået husly for natten på hans faders gård; en til følget hørende gammel kone hørtes den hele aften at klynke og græde, og på spørgsmål om årsagen dertil svarede nogle af de andre: «Å, hun gamlemor ved, at hun nu har levet sin sidste dag» hvormed de vilde give at forstå, at de den næste dag, når de droge over skoven, agtede at skille sig af med hende, at slå hende ihjel. - Hele landet over er forestillingen om et sådant gyseligt barbari almindelig udbredt blandt almuen. Med hensyn til denne folketro har også en præst i en officiel indberetning om fanterne yttret, at medens han har døbt mange fantebørn, har han ikke i sin mangeårige embedstid kastet jord på en eneste fant; flere præster have mundtlig yttret det samme for mig, og af alle de kirkegravere, jeg har talt med om sagen, vidste kun en at fortælle, at han, og det kun en enkelt gang, havde gravet grav for en fant. - «Hvad skal man sige hertil? V. Heister fortæller(75), med angivelse af sin hjemmelsmand, følgende forfærdelige historier: «Ved midten af forrige århundrede have taterne iHolsten levende begravet en meget gammel kone på et sted, som den dag idag hedder tater-ageren; det samme skeede efter et øienvidnes beretning ved staden Assens i Fyen. Taterne skulde derved have brugt dette udtryk: «Kroppen i jorden! Verden er dig slem.» Den samme forfatter beretter i sammenhæng hermed, at da i året 1835 «kongen» over de engelske tatere døde, fordrede hans enke ivrigt - på indisk vis - at blive levende begraven med ham. Hvem tør nu nægte muligheden af, at denne indiske skik også i vore bygder har været befulgt af dette i alle henseender så sælsomme folk? En norsk tater har jo også fortalt (kapitel 5, s. 72) om en udlevet olding, som «efter fædrenes vis» selv endte sine dage. Men det barbari, at børnene skulde tage sine gamle forældre af dage for at befri sig for det besvær, deres pleie medførte, det har ganske vist ikke fundet sted. I dette stykke vil vist enhver med glæde tro på taternes bestemte benægtelse. Man kan jo også rundt om i landet se ganske mærkværdige exempler på den omhu, hvormed de gamle hjælpes og pleies af de unge på deres idelige og besværlige reiser; ja der findes nittiårige oldefædre og oldemødre, der endnu udøve fuld herskermyndighed inden det fantefølge, som har navn efter dem, bestemme deres reiser og foretagender o.s.v. Derimod kan det nok træffe, og det have tatere selv erkjendt for mig, at om et medlem af et fantefølge omkommer af uveir på et øde fjeld eller i en sæterhytte dør hen af alderdomssvaghed, så foretrække de tilbageværende gjerne at nedgrave liget i udmarken fremfor at føre det ned til bygden og forlange det begravet i christen jord, noget, der så let kunde foranledige præsten eller fogden til at anstille undersøgelser, hvis udfald fantefolk altid have årsag til at frygte for.

Istedetfor at stadfæste hint stygge sagn skal jeg heller gjøre opmærksom på den høist forunderlige vedhængen ved slægten og dens omvankende liv, som selv småbørn af denne race have vist så mange exempler på. - Jeg har før måttet berette om statens hensynsløse hårdhed imod de forvildede tatere, uden at jeg ved siden deraf kunde omtale nogen offentlig bestræbelse for ved moralske midler, ved missionsvirksomhed eller noget sådant at vinde dem for det civiliserede liv. Jeg antydede, at almuen selv ved sin overtroiske tillid eller sin fordomsfulde frygt også bidrog til at nære de laster, som naturligt måtte udvikle sig hos et sådant kasteagtigt folk. Lad mig nu dvæle ved en venligere erindring, lad mig omtale, hvorledes der dog har været enkelte, der bedre ihukom sine christenpligter mod disse over al måde ulykkelige medmennesker, enkelte, hos hvem menneskekjærligheden var stærkere end overtroen og fordommen! Det er et simpelt, fattigt folk, som bor i vort fjeldland, men derfor også trohjertigt, gjæstfrit, hjælpsomt; det er et folk med megen naturlig godmodighed, og christelig tro og dyd har så godt kunnet trives i dets alvorlige sind. Den ensomme hytteboer i den afsidesliggende, skumle dal lukker ikke let sin dør selv for det støiende fantefølge, som uveir driver til at søge ly under hans tag, og ofte vistes der en endnu virksommere medlidenhed med børn af denne slægt, som syntes forladte af Gud og mennesker. I de forskjelligste egne af landet kan man få høre fortællinger om, at ikke alene præster og andre embedsmænd, men simple, fromme bønderfolk have taget til sig et sådant fantebarn, som enten have forvildet sig fra sit følge, eller som moderen var døet fra i dets spæde alder. Der ligger megen interesse i at plante et vildt skud ind imellem en haves ædlere væxter, og med en end mere begrundet interesse har der været anvendt megen flid og omhu for at tæmme den lille vilde og bibringe ham sædeligheds og stadigheds sands. Naturbarnets livlighed og stundom skjelmske lystighed har været naboernes morskab og ikke forstyrret pleieforældrenes gode håb. Men hvorledes har udfaldet af disse bestræbelser gjerne været?

Jeg skal fortælle et exempel, der i det væsentlige passer på alle de forsøg af dette slags, som jeg kjender.

På Throndhjems tugthus lod jeg en ung, livlig fant omstændelig fortælle mig sit hele levnetsløb, og af tugthusprotokollerne og senere ved mundtlig samtale med nabofolkene ved den gård, hvor han var opfødt, fik jeg den nøiagtigste stadfæstelse på hans fortælling. I det Nordenfjeldske levede en kvinde ved navn Nordlands-Maren; hun havde mange sønner og døttre og må have været meget berømt imellem fanterne, siden også mange andre ansåe det for en ære at nedstamme fra hende og derfor udgive sig for hendes børn. Hin fant var denne kvindes virkelige søn. Moderen blev anholdt og sat på Throndhjems tugthus, hvor hun døde, og gutten, som endnu ikke var årsgammel, blev ved foranstaltning af fattigkommissionen i Ørkedals præstegjeld indsat til opfostring hos en bondefamilie. Her voxede han op og blev efter hans eget udsagn afholdt af sine pleieforældre, som om han skulde været deres eget barn. Rigtignok var han temmelig vilter, og nabokonerne spøgte ofte med hans pleiemoder over hendes gode tro til «Martin fantegut» og spurgte hende, om hun nogensinde havde hørt, at det var gjørligt «at få en buhund af en varg;» men gutten var godmodig og snild og havde godt nemme, og den brave pleiemoder håbede trøstig, «at de nok skulde få se, at der skulde blive folk af Martin.» Martin blev konfirmeret med godt lov for christendomskundskab, og pleiemoderen havde det bedste håb om ham, da han derefter forlod hende for som tjenestegut på en anden gård at sørge for sig selv. Et halvt års tid gik det også her godt; men en aftenstund - han havde for en forseelse fået en vist ikke overdreven irættesættelse af sin husbonde - gik han afsted, vandrede hele natten, og kom om morgenen ind til en gammel kone, som gav den sultne mad, og på spørgsmål om, hvor han skulde hen, svarede han: «Hvor tåen viser fram.» Den her udtalte maxime fulgte han siden uafbrudt. Først traf han på landeveiene en ældre broder, en routineret fant, som dog ikke længe vilde have ham i sit følge, «da han intet havde lært endnu.» Så kom han «i lære» hos en gammel skorstensfeier og «tullede» siden som en «småvandring» omkring på egen hånd med en skraber og feiekost. Den i det throndhjemske vel bekjendte «Stolpestu-smed,» som jeg måske senere kommer til at omtale, indviede ham i den noget mere anseede kunst at pudse kakkelovne, og nu var hans tilstand betydelig forbedret. Men endnu var han kun en småvandring. Derfor indgik han et kontraktsforhold med «Svenske Pøion,» en gammel tater, som skulde lære ham hestedoktoriets mysterier, imod at han skulde følge den gamle på markeder, stå ham bi i slagsmål o.s.v. Her «lærte han meget,» navnlig også rommani, og ved sin patrons hjælp kom han efter udstået lære i besiddelse af et pas som hestedoktor og var dermed rykket opp i «storvandringernes» kaste. I en kro traf han en svensk tater med to døttre; han hørte, hvorledes disse i det hemmelige fantesprog aftalte, at den ene af pigerne under kjærligheds maske skulde frastjæle ham hans lommebog; men han viste dem, at han havde forstået det hele, og således endte den historie, at han blev taterens svigersøn og eier af hans ene hest. Fra nu af flakkede han hele Sverige og Norge over, og hans liv var en række af altid mere dumdristige fantestreger, som selv ikke hans straf i Throndhjems tugthus fik gjøre ende på; thi han rømte, brød samme nat ind på en bondegård og stjal de fornødne klæder, sad så næste morgen, en søndag, som en from vandringsmand i en husmandsstue, hvor han vandt folkets yndest ved af psalmebogen at forelæse dagens evangelium, da eieren af det blommede halstørklæde, han havde på, tilfældigvis kom ind og greb ham. - Således gav han hine bondekoner ret i, at det ikke er så let at få vargen tæmmet til buhund.

Allerede perseren Firdusi sagde: «Om det, som er urent af naturen, må du ikke nære noget håb; ingen vaskning vil gjøre tateren hvid.» Betragtningen af de mange mislykkede forsøg med fantebørn har ledet vor almue til netop den samme mistrøstende anskuelse. Et almindeligt ordsprog siger om dem: «De ere ligesom vildgjæsunger; sommeren over kunne de gå nok så tamme på bondens gård mellem andre gjæs; men kommer så om høsten en flok vildgjæs flyvende forbi, så stryge de afsted.»

Men så smerteligt det end er at se, hvorledes det ene efter det andet af disse børn ligesom af en uimodståelig drift drages ud af det hjem, som vilde berede dem dannelsens og sædelighedens lykke, og ledes ind i et liv, hvis fristelser og forførelser ganske vist ville føre dem til en snarlig fordærvelse, så ligger der dog megen interesse i dette samme træk. Hvad skulde man sige om den slægt, hvis medlemmer ikke forenedes ved noget gjensidigt hengivenhedens bånd, om det menneske, som ikke nærede nogen medfølelse for den familie, det folk, hvori naturen lod ham fødes, som i den lykkeligere tilstand, hvori andre menneskers godhed havde bragt ham, var bleven ligegyldig for den udselhed, den foragt, hvori hans mindre heldige slægtninger, hans forældre og sødskende, fremdeles måtte henleve sine dage? Tag familiekjærligheden, slægtsfølelsen, nationalbevidstheden bort af et menneskes hjerte, og det har mistet en af sine bedste prydelser. Derfor forsvarer også den berømte Pritchard i sin bog The history of man de usle buskmænd eller hottentotter i Sydafrika, hvem mange formedelst deres vistnok yderst rå liv vilde fraskrive menneskelig sands og evne, ved at anføre et enkelt exempel: en mand af denne race var i tidlig alder bleven tagen til huse hos engelskmændene i Kapstaden, var bleven vel opdragen og vel betroet, så han endog havde en særdeles lovende løbebane for sig; i evner og kundskaber kunde han vel måle sig med engelskmænd af den dannede klasse; man gjenkjendte ikke længer vildmanden i ham; og dog - en vakker dag forlod han den civiliserede verden, hvor han var bleven hjemme, opsøgte sine foragtede landsmænd udenfor koloniens grændser, klædte sig i dyrehuder som de og blev igjen en hottentot med liv og sjel. Når nu hos os en fantegut forlader en bondegård, hvor han er opvoxet, forlader det borgerlige samfund, som lovede ham et roligt og lykkeligt liv, for at dele sine forældres eller stammefællers elendighed derude på landeveiene, hvem tør da sige, at han ikke for en del er ledet dertil af en halvt bevidst følelse af længsel efter at erfare deres tilstand, af ønsket om at lide sammen med dem, som efter naturens orden ere hans nærmeste? Sådanne optagne fantebørn få imellem sine fremmede omgivelser altid høre; at deres forældre eller stammefæller leve et foragteligt liv; men er det ikke i grunden et ædelt træk, når en søn eller datter er meget sendrægtig til at lade sig overbevise om sine forældres ugudelighed og foragtelige sæder? Kunde man gjennemskue en sådan fanteguts sjel, når han i nattens stilhed og mørke flygter bort fra sine pleieforældres hus, skulde man kanske finde, at følelse af harme ved hånende yttringer om hans slægt var den nærmeste bevæggrund til dette hans «fald.» De nabokoner, som i den anførte fortælling hånede «Martin fantegut» med den stygge tvivl om hans bedre menneskenatur, vare måske skyld i, at Martin atter blev fant. - Hvad her er yttret om vanskeligheden af for bestandig at vinde fantebørn for et bedre liv udenfor deres forældres og stammefællers kreds, gjælder forresten ikke blot taterbørn, men også børn af andre fanter, som føre et ligedant kasteagtigt, omflakkende liv, og som et følgende kapitel skal handle om.

Undertiden ere disse således opdragne børn af øvrigheden eller fattigkommissionerne med magt tagne fra forældrene, og jeg er ikke uden frygt for, at fantefolk undertiden kunne have øvet en frygtelig gjengjældelse. En præst i det throndhjemske fortalte mig, at han nylig var bleven kaldet hjem til en nærboende husmandsfamilie, som var bleven belemret med et talrigt fantefølge, der i flere dage havde holdt til i det fattige hus og forsynet sig af dets madforråd, men endnu ikke gjorde mine til at drage videre; præsten blev i dette følge opmærksom på en ganske liden gut, som på de blonde hår og blå øine strax skjønnedes ikke at høre til den sortladne familie, og på spørgsmål om barnet forklarede en styg kjærring, der med sædvanlig kjækhed førte ordet for de øvrige, at hun for at tjene en fattig husfamilie langt nord på havde taget barnet til sig, for at det af hendes sønner skulde lære en nyttig profession. - Således træffer man ofte fremmede småbørn i fantefølgerne. Hvad om det er røvede børn? Fra andre lande har man forfærdelige historier om taternes børnerov, og vore fanters sæder ere sandelig sådanne, at man også i denne henseende kan tiltro dem det værste. Når i det anførte tilfælde kjærringen fordristede sig til at komme til en præst med den lidet trolige historie, så lader det sig vel tænke, at hun har gjort regning på at vinde almuens øine ved således at kunne omgive sig med en pleiemoders værdighed, og at dette har været grunden til, at hun havde taget det fremmede barn med sig. Jeg skulde dog neppe have bekvemmet mig til at yttre mistanken om dette slags udåd, dersom den ikke allerede var en meget almindelig tro. Ikke så sjælden hænder det i vore bygder - og aviserne have i det sidste par år meddelt et par exempler derpå - , at småbørn pludselig forsvinde, uden at det siden lykkes den store mængde mennesker, som ved sådanne ulykkestilfælde med deltagelse samles for at yde hjælp, at opdage det mindste spor af den forsvundne. En meget udbredt mening om sådanne forsvundnes skjæbne er den, at de ere «tagne i bjerg» (hvorfor der også undertiden har været ringet med kirkeklokkerne for at tvinge de underjordiske til at give dem tilbage); men en anden mening er også den, at de ere opsnappede af forbistrygende fantefolk, som siden svøbe dem ind i sine pjalter for ved dem at vække medlidenhed ved sit betleri.

Af de anførte træk har man nu måske en forestilling om, hvorledes medlemmerne af en sådan vandrende familie under reiselivets mangehånde vanskeligheder dog så nogenlunde har kunnet holde sammen. Men hvorledes har det været muligt, at de få taterfamilier, som for nogle århundreder siden have forvildet sig op til vort vidtløftige land, havde kunnet finde hinanden igjen og vedligeholde et slags samfund indbyrdes, skarpt afsondrede fra den øvrige befolkning i landet? Man kan vel nære tvivl om, hvad der fortælles, at hele landets tatere skulde have holdt formelige, regelmæssige møder hist og her i vore udmarker; men den omstændighed, at de så nogenlunde have bevaret sit sprog og sine traditioner, viser dog, at der har været noget sammenhold imellem dem, og hvorved er dette blevet muligt? Jeg spurgte Frederik Larsen derom, og han fortalte følgende: «Når rommanisæler vandre igjennem en bygd og komme til en korsvei, pleie de gjerne at lægge små grankviste på den høire side af den vei, som følget slår ind på; for at kvisterne ikke skulle blæse bort, lægge de en liden sten på hver af dem. Den, som ikke ved, hvad dette tegn betyder, lægger ikke videre mærke dertil eller tænker i det høieste, at en smågut har gjort det således til tidsfordriv; men hensigten med kvisterne er den, at om der skulde komme et andet følge samme vei, så se de, hvor de skulle gå for at finde kjendinger, og især er det godt for sådanne rommanier, som ere rømte fra arrester eller tugthuset og kunde trænge til at få hjælp. Dette mærke hedder en patron. Om vinteren bruge vi et andet mærke, som hedder en gaano; det er en figur, som vi slå i sneen med kjøresvøben, og som ligner en sammenbunden sæk. Disse to mærker komme også vel til nytte, når der er to følger, som ere blevne enige om at reise sammen; for ikke at gjøre formegen opsigt må de gå med et mellemrum af en dagsreise eller så omtrent, og da kan det sidste følge så nemt få besked om det første. Sommetider må der også gå bud imellem for at underrette det ene eller det andre parti om, at lensmanden er ude og følger efter dem, eller at der er noget andet i veien for den aftalte reise, og budet leder sig da frem efter disse mærker. »

Her frygtede jeg en tidlang for, at min taterven vilde prøve min lettroenhed, og dog havde han her givet mig nøglen til en af de mange forunderligheder i taternes historie. Som jeg før har fortalt, har det i andre lande, hvor taterne stundom sees i talrige flokke, vakt forundring, hvorledes disse flokke pludselig komme tilsyne - ingen ved, hvorfra - og ligeså pludselig trække bort - ingen ved hvorhen. Dette mirakel sker netop ved hjælp af dette patronsystem, vandringsfolkets netteste opfindelse; med dette signal kunne de nemlig, når omstændighederne kræve det, adsprede sig til alle kanter og derved undgå opsigt, men tillige lettelig samles igjen. Hos Borrow, som måske er den første, der har fortalt derom, fandt jeg dette meddelelsesmiddel beskrevet ganske på samme måde og med samme navn. Han takker sine kjære gypsies meget for dette deres signal, som mangengang i Rusland, i Frankrige og andetsteds, når han var hungrig og træt, havde ledet ham til en taterleir i skoven og der, uden anden anbefaling, skaffet ham god modtagelse(76).

I den stadige brug af dette signal ligger der hos taterne bevidstheden om indbyrdes broderskab. En fra en arrest flygtende tater, som finder et følge af «sit folk,» er, som sagt, vis på al den hjælp, som følget kan yde ham imod bygdevægteres og lensmænds efterstræbelser. Imod ideen om et sådant broderskab strider det heller ikke, at man så hyppig hører om forfærdelige slagsmål netop imellem taterne. En tater ryster let af sig de tegn på uvillie og foragt, som han må døie af en buro, med hvem han ellers ikke har noget at skaffe, hvis agtelse eller ringeagt er ham mere ligegyldig; men den ubetydeligste fornærmelse af en «broder» til hvem han gjør større fordringer (og hvor let kan ikke f.ex. delingen af en flaske brændevin give anledning til fornærmelser?), er en æressag, som kræver fyldestgjørelse.

Derfor går en horta-rommanisæl altid bevæbnet omkring i vort ellers så fredelige land. En tater fortalte mig om et slagsmål han havde havt med en anden; de ar, han viste mig som minder efter samme, vidnede også om, at det havde været en kamp på liv og død, han stak og skar med sin tjuri, men mærkede, at han intet kunde udrette, såsom hans modstander, en erfaren slagsbroder, var beskyttet ved et slags pantser, han havde flettet af ståltråd og skjult under sin trøie. Hvad gjorde han så? Han greb sin tjukni, sin fægtestav, og under dennes vægtige slag måtte modstanderen snart bedøvet tumle til jorden. Denne fægtestav fortjener en nærmere beskrivelse. I norsk tale hedder den helst svøbe og kan også bruges som sådan; men at den egentlig har en anden bestemmelse, mærkes allerede derpå, at den ofte er beklædt med et overtræk af lærred eller skind, der for uindviede blikke skjuler dens mere krigerske indretning. Den har en spadserestoks længde og bør helst bestå af bambus. Et på midten anbragt messinghåndtag viser, at den er bestemt til at håndteres anderledes end en almindelig svøbe, og en med bly fyldt messingholk på hver ende lægger knusende magt i dens slag. Jeg har seet en tater svinge dette våben; han gjorde det kun for spøg, efter min opfordring; men der lagde sig snart et uhyggeligt udtryk af ubændig vildhed over hans væsen under den krigerske øvelse. Stokken svingedes som et hjul; han parerede og gjorde udfald mod den forstilte fiende, og så hurtig forstod han i kampens hede at kaste stokken over fra den høire hånd i den venstre, at vexlingen neppe mærkedes - et kunstgreb, hvormed han ikke alene var istand til at fortsætte fægtningen, om den ene arm var bleven såret, men også til uformodet at gjøre udfald fra den side, hvorfra det mindst ventedes. - Det var mig åbenbart, at tateren havde anvendt en god del af sin ungdoms og manddoms ledige timer til at øve seg i brugen af dette våben.

Man forestille sig engang en sådan kampscene, således som en sanddru tater har skildret mig den! Der stå to mænd med spændte muskler og end mere spændte blikke, parerende og gjørende udfald med sine fægtestave. Begges hunde ere af deres herrer ophidsede til kamp hver på sin kant, for at ikke nogen af dem skal komme sin herre til hjælp, og det første forsøg herpå af den ene af de tvendes kjærester lader også disse ryge sammen og drages i hår, medens deres unger kanske skrige på deres ryg. På kvindernes kampmod så man også for et par år siden et exempel oppe i Ullensaker; under et slagsmål mellem to mandstærke fantefølger, har man fortalt mig, såes to kvinder med forbittret hidsighed at rives og slides, indtil de begge stode der ligeoverfor hinanden - uden en tråd på deres brune kroppe.

Eller synes man bedre om følgende scene? I en husmandshyttes snævre stue, gjennem hvis natlige dunkelhed en tyristikke kaster sit usikkre skin, stå midt på gulvet to vildtblikkende, sorte fanter, og det øvrige følge slår kreds omkring dem, medens husmandsfolket i sidekammeret forskrækket kiger ind igjennem den åbne dør og børnene skrige. En fantekvinde eller to istemmer et hyl og en kampsang med omkvædet de'an tjurodine (giv ham knivstikket!), og nu først - thi her gjælder visse kamplove - nærme de kjæmpende sig med forsigtigt mod og svinge mod hinanden - hvad? to i uldne tørklæder indsvøbte næver. Men forfølger man bevægelserne, ser man foruden de hidsigt glødende øine et glimt, der i zikzak lyner igjennem det skumle rum. Det er to knivsblade, kun en tomme lange, smale og tynde, men tveæggede og blankslebne, som, befæstede til et med læder omvundet, mygt skaft, der falder godt i hånden, stikke ud igjennem det om hånden vundne klæde og blinke i tyrifaklens lys. «Rispeknivens» stød høres ikke; dens snit mærkes knapt af den ophidsede slagsbroder; der er ængstelig lydløst i kredsen. Men når den, hvis blod strømmer stærkest, hvem det først begynder at sortne for øinene, giver det vedtagne tegn og lægger sin høire hånd på ryggen, så er kampen endt - og så siger kamploven - hadet slukt.

Således var det vel, at en på Levanger markedsplass opstået trætte for 2-3 år siden afgjordes. Kun endte kampen her voldsommere, end den vel skulde. Den ene af de kjæmpende styrtede i vildelse ud af kredsen med et knivstik i hjerneskallen, løb en fjerdingvei afsted, faldt så om og var død. Han obduceredes på det nærliggende amtssygehus, og lægen fortalte mig, at han, foruden det friske sår, som mærke efter et ligedant tidligere slagsmål fandt et lidet afbrukket knivsblad under den hårdføre skalles forlænget overgroede hud. Og man kan blotte arm eller bryst på fast hver fant og der finde mærker på sådanne kampe, svære ar på kryds og tvær, som siden figurere som «særkjende» i deres reisepasses signalements.

Men, som sagt, det er taterlov, at, når hånden er lagt på ryggen, skal kampen være endt, og det bør også erindres, at om politiet nogensinde skulde komme over et sådant stridende parti og fange dem allesammen, så skal man neppe finde, at selv den lemlæstede fant vil hjælpe retferdigheden til at udfinde den, som bibragte ham såret. Thi fanterne danne som en verden for sig selv; de norske love og norske domstole skulle ikke have noget med deres sager at skaffe.


KAPITEL 8

Taternes levevis og næringsveie.

Ved talen om taternes religiøse forholde måtte jeg tillægge dem en påfaldende mangel på religiøs sands; derimod mente jeg med hensyn til de jordiske forholde at kunne tillægge dem megen kløgt og lidenskabelig iver. Dersom man nu i det foregående kapitel har seet, hvor lidenskabelige de kunde være i sine indbyrdes handeler, så skal man også i dette finde, at de i forhold til folk udenfor kasten kunne udvikle hel mærkværdig kløgt i sin bedrift for at skaffe sig, hvad de behøve og begjære til det daglige liv.

Hvad behøve og begjære de? hvordant liv ville de helst leve? hvad stræbe de for, hige de efter? Der er vel ingen norsk bondemand så sløv og tankeløs, at han jo, hvergang disse fremmedagtige mennesker stryge forbi hans gård, med fornyet undren betragter deres sælsomme færd, som de gå der uden hus og hjem, uden iagttagelse af borgerlige pligter eller nydelse af de bedste borgerlige rettigheder, uden dåb kanske eller vistnok uden christelig opdragelse efter dåbens pagt, mand og kone med mange børn, men rimeligvis uden kirkelig velsignelse over deres samliv, alle rastløst ilende fra sted til sted, men uden noget åbenbart eller rimeligt mål og med, med lystighed uden fred, med endeløs møie uden sand og sindig omsorg for nogen ting, ikke engang for den dag imorgen. Deres digten og tragten er så overmåde forskjellig fra vor. Men hvori stikker egentlig forskjellen? Almindelig hører man det svar: «Det må være en større lyst til frihed, der bor hos disse end hos andre folk.»

Lyst til frihed? Dette menneskets hædrende mærke? Ordet må ialfald være for godt her. Når den fattige husmand fra morgen til aften tærsker korn i husbondens lade, når hans netop voxne søn drager hjemmefra for i en fjern og fremmed bygd at bryde sten ved et nyt veianlæg, når fiskersønnen går på langreis og trodser mange stormes rædsler for kanske fra jungmand at svinge sig op til matros, så vise de lyst og evne til frihed. De dyrke friheden med selvfornegtelsens offere, for siden, hvad der ellers vilde være dem moralsk og borgerligt umuligt, at kunne indrette sit hjemlige liv efter hjertets attrå og nyde den agtelse og selvtilfredshed, hygge og fred, hvormed friheden lønner sine dyrkere. Men taterne? når så man dem svede under et selvvalgt nyttigt arbeide? eller når ialfald viste de nogen stadighed derved? En fant har, med øieblikkelig erkjendelse af sit sinds forvendthed, sagt mig, at han mangen gang «formelig havde følt sig storagtig,» når han, altid søndagsklædt (og de ægte fanter vide gjerne at holde sig godt klædte), gik omkring imellem gårdene og så, hvorledes bønderfolk sled og slæbte med sine ofte urenlige gårdsarbeider. Der var vist også megen sandhed i den forklaring af en anden fant, at når han og hans folk mætte og dorske strakte sig bag en busk i skoven eller solede sig på bakken og da fik øie på markarbeidere i nyttig virksomhed eller veifarende mænd med fredelig færd, så «kunde de ordentlig føle afsky, en avsky, mente han, omtrent som den, vel også omvendt bonden må føle, når han ser fanternes ørkesløse uværdige liv; «det kommer deraf, at vandringerne ere så lidet folketamme.» Uveir kan drive et fantefølge til at søge hus og holde sig i rolighed en dag eller to; men den tredie dagen må det ud igjen, hvorledes veiret end er; thi «for en vandring er det ligesom en kjødsbegjærlighed at være ude og reise.» - Er nu den bestandige hensynsløse omflakken tegn på frihedslyst? Tateren mangler ikke blot hus og hjem, men det, som mere er, sands for hjemmets lyst, længsel efter hjemmets ro; han kjender ikke det besværlige, men frie arbeides fortjente hvile, forståer ikke den hjemlige arnes hygge, fatter ikke, hvad der giver mennesket fred, erkjender ikke frihedens, den sande friheds art og væsen. Omstreiferlivet er en bestandig flugt for frihedens krav, et bestandigt savn af dens velsignelse.

Et sådant åndløst liv kunde endda gåe an, sålænge disse asiatere levede uforstyrret sammen i Assams urskove eller Himalayas dalfører, landskaber, som måske mest af alle jordens egne minde om paradisets svundne herlighed. Her kunde de med ringe møie grave sig rødder op af den frugtbare jord og klattre op i kokostræerne efter de store nødder, fange antiloper og more sig med at tæmme slanger og lære dem op til gjøglekunster. Med sådan let syssel og ubekymret hvile under palmernes skyggefulde blade kunde de da på sin vis fyldestgjøre skaberens første bud til menneskene om at opfylde jorden og gjøre sig den underdanig, indtil tidens fylde måtte komme til et høiere og ædlere liv også for dem. Men nu er ulykken den, at slægten er kastet midt ind i et bosiddende, stadigt og arbeidsomt folks land. Her måtte naturlivet blive et bestandigt anstød mod de herskende begreber om det passende, en bestandig overtrædelse af lovene om det rette.

Der har været yttret, at taterne vistnok kun ere hjemløse og omflakkende af den grund, at de intet hjem have kunnet forskaffe sig. Det er neppe så. Det må man vel overbevises om netop ved synet af nogle få taterfamilier, som virkelig have skaffet sig hus og hjem, men som kun synes at benytte dette som et vel beregnet skalkeskjul, når øvrigheden kanske skulde ville opfylde sin pligt imod dem og gribe og tugte dem som arge landstrygere. Læseren følge mig engang ind i en sådan taterbolig, og han vil ikke sige, at det var arbeidslyst og ordenssands, som indrettede sig et sådant hjem.

Jeg havde fra den sidste bakke kastet et afskedsblik til den inderste vig af Throndhjemsfjorden, hvis mange krumninger jeg havde fulgt igjennem Indherreds afvexlende, skjønne landskaber. Nu gik det videre mod nord igjennem det dalføre, der danner eidet imellem Throndhjems- og Namdalsfjorden, og som ender i en mod denne sidste jevnt heldende, åben slette. Man mærker her på den mindre frodige vegetation de nordlige havstormes og den tågede sølufts indflydelse; landskabet er ensformigt og dystert. Men ligesom tiltrods for denne ensformighed herskede indtil for ganske få år siden et broget eiendommeligt liv mellem menneskene her i egnen. På gården Aargaard boede en vistnok opvakt, men høist besynderlig bondemand. Først havde jeg hørt ham omtale af fanter i Christiania tugthus, som påstode, at han var af tateræt; deri feilede de dog, skjønt der var adskillig forståelse mellem ham og fantefolkene. Han havde været storthingsmand, og dels ved denne leilighed, dels ved reiser i private ærinder både i og udenfor Norge var det vel, at han havde udviklet mange originale ideer og hentet nye, dem han nu vilde realisere i sit hjem. Han byggede ottekantede huse istedetfor firkantede, indrettede sig en tærskemaskine af en forunderligere konstruktion, end man vel ellers har hørt om i verden, oprettede en parapluifabrik på sin gård, udbredte mellem almuen håndskrevne oversættelser af Voltaires antichristelige bøger, skaffede sig et bogtrykkeri og stiftede en bondeavis for igjennem den at skaffe sine ideer indgang; kort, han bidrog vist meget til, at almuen der endnu i nabobygderne står i ugunstigt rygte for fritænkeri. Denne mand interesserede sig da også for vore fanter, som ved sine frie grundsætninger, om man vil kalde dem så, netop ikke vare yndede af andre folk. Han trak flere af dem til sig og lod dem nedsætte sig i husmandsstuer på hans gård, og siden den tid har bygden kunnet fortælle om en usædvanlig konflux her af fanter fra alle landets egne; de bosatte fanters huse bleve kjære og altid åbne hvilesteder for deres kammerater og sikkre stapelsteder for deres mangehånde fordægtige trafik mellem de nordlige fjorddistrikter og det sydligere indland. Men deres patron må have fundet det for snævert for sig her hjemme og emigrerede til Amerika. Gårdens nye og nuværende eier opgav strax herredømmet over denne del af eiendommens mange beboere og befalede dem at flytte; men nogle af dem forvandledes kun fra tvetydige vasaller til fiendtlige naboer, idet en meget talrig familie «Farke-Per-følget,» på nabogården Buvarp tilkjøbte sig tilladelse til at opføre en stuebygning. At besøge denne var netop målet for min reise mod nord.

Aargaardsmanden viste mig vei hen til stedet, men «havde ikke lyst» til at gå med ind til sine fiender. Jeg kunde også befrygte mindre god modtagelse der. Aftenen iforveien - det var allerede mørknet - havde jeg nemlig på landeveien truffet et komplet ridende og kjørende fantefølge, havde standset det med spørgsmål og passiar, men derved vakt dets hele mistanke, så mændene, 4 raske karle, stege af og omringede mig, stak hovederne sammen og hviskede og derpå begyndte at examinere mig, ligesom jeg nys dem, og det ret skarpt. Det endte så, at en af dem med forsæt udlagde en menløs yttring af mig som fornærmelse og vedblivende trængte sig ind på mig, tilsidst med slige miner og trudsler, at jeg skyndsomt lagde hånden på ryggen - taternes fredssignal - og skjød mig ind under høvdingens beskyttelse. Ærgerlig over dennes forsvar svang hin sig på en hest og sprængte afsted. Det var netop en af sønnerne i hin fantestue, en meget bekjendt slagsbroder, og folket på den nærliggende gjæstgivergård Østvik, som havde seet mig midt i flokken og forenelig ilede mig til undsætning, frarådede mig at fortsætte reisen nu i mørket, da det var at befrygte, at den ophidsede fant lurede på mig i skoven, et råd, jeg dog ikke fulgte, da høvdingen, hvis fortrolighed jeg imidlertid havde vundet, forsikkrede mig om tryghed. - Men hvis nu denne karl var hjemme her i stuen og havde meddelt den øvrige befolkning sin mistro og uvillie? Jeg var derfor ret glad ved at finde en anden mand, som gjorde mig følge hen til huset; men det var høist pinligt endda at nærme sig medmenneskers bolig med tanken om kanske at blive modtagen med had og lumskhed derinde.

Hvilket hus og hvilket liv! Det var høit på dagen, og bønderne rundt omkring benyttede med ængstelig iver et sjeldent solskinsveir for at få bjerget noget af det halvbedærvede hø; men her, igjennem en åbning på den gresne dør, så jeg tre store lange karle ligge på noget halm i den dybeste søvn. Hvor de gren stygt og gned øinene dovent, da jeg havde fået dem op! Min uven var ikke imellem dem; men disse hans tre brødres trevne, uvenlige svar på min tiltale, deres rå, skumle væsen gav mig begreb om hvorledes røvere må se ud, når man træffer dem i deres ufordelagtigste øieblikke, når dorsk magelighed ikke lader spor tilsyne af den raskhed og belevenhed, som røverromaner så gjerne ville fortælle os om. De vare også halvbrødre til den vildmand på Christiania tugthus, jeg oftere har fremstillet for læseren, og jeg havde hørt mange ufordelagtige historier om dem fra deres streiftog og markedstoure. Nu levede de et meget mageligt sommerliv; i den rige laxeelv tæt ved fangede de såmange lax, de behøvede til sine egne munde, kogte, spiste og sov; dette var, som de selv uden mindste tegn på skamfuldhed fortalte mig, al deres bestilling. Den yngste af disse døgenigter, 21 år gammel, var endnu ikke konfirmeret; men en ulykkelig husmandsgjente i nabolaget bar allerede hans barn under sit hjerte. Kun en af brødrene lod mig se tegn på, at han ikke havde været aldeles ligegyldig for de alvorsord, jeg tog anledning til at indlægge i min samtale med disse vistnok meget forhærdede fanter; da jeg var gået, løb han efter mig og yttrede, at jeg nok havde havt ret i min tale, og at han vilde se til at komme på en anden vei. I selve huset fandt jeg en stol på fire ben og en på tre o.s.v., nogle usle redskaber af vævskebinder-profession, på væggen en gammel sabel og et par udsøgt letfærdige skilderier, istedetfor psalmebog nogle i vinduskarmene henslængte bøger af mere verdsligt indhold, en opslidt svensk visebog og Holger Danskes krønike i to forrevne exemplarer; på en hylde lå en del potteskår, sandsynligvis apparater for mutters kvaksalverapothek, samt en æske friktionsstikker, denne ikke mindst af fantefolk admirerede opfindelse af den nyere tids chemi, og diverse andre sager. Det eneste sengested stod tomt for sengklæder, en stadfæstelse på drengenes udsagn om, at de gamle, Farke-Per og hans hustru, vare ude på reiser. Skuffet i min forventning om at træffe disse, tog jeg snart afsked fra deres uelskværdige sønner og reiste sydover igjen.

Det var jo ikke uden en smule mismod, jeg nu sad i min også ret ondskabsfuldt stødende reisekjærre og tænkte på, hvorledes jeg, om jeg havde truffet de gamle selv, kanske skulde fået min kundskab om det mystiske taterfolk noget beriget. Hertil kom også, at jeg, som på den hele reise lige fra Christiania af havde hygget mig særdeles godt med alle de bønderfolk, jeg på skydsskifter og andetsteds kom i berørelse med, her på det næste skydsskifte, hvor man vistnok anså mig for en brændevinskontrollør, blev mødt med en påfaldende vrangvillighed. Ret i slet humør havde jeg kjørt vel en mils vei, da pludselig en liden skjødehund kom gjøende ud imod mig fra et orekrat ved veien. Jeg så mig om; ved veikanten stod en fraspændt stolkjærre, underlig tilpakket med sengklæder og bylter og melsække; en udmavret hest græssede imellem træerne, og bag krattet lå et lidet reiseselskab, åbenbart af fantefolk, leiret om en ild af tørre kviste, hvorover en monsta-piro dampede. Jeg steg af, tændte min pibe ved ilden, kastede mig i græsset ved siden af og agtede lidet på min uartige og nu utålmodigt ventende skydsguts overmåde store forundring; thi fantefolkene vare netop Farke-Per og hans alderstegne, men raske og rørige viv, «Kari med kjæften,» en kvinde, hvis usædvanlige talegaver af det slags, som tilnavnet antyder, jeg alt fra Østerdalen af havde samlet mange pudserlige historier om. Parret var nu tilligemed en utækkelig tjenestepige, som de kaldte hende, på hjemreisen efter en expedition omkring i nabobygderne, og jeg kunde holde med dem i, at de foretrak at holde sit måltid her under Guds fri himmel fremfor i det nærliggende uhyggelige hjem. Erindrende min stilling ligeoverfor fanterne som et slags repræsentant for justitsen og skikkeligheden, turde jeg ikke give efter for fristelsen og anvende noget pirremiddel for at bringe kjærringens taleredskaber i gang; men det behøvedes heller ikke; der boede nok i dem en uimodståelig trang til bevægelse. Meget snart kom hun ganske af sig selv på at fortælle om en «uretfærdighed» mod hende af fogden i Namdalen. Hun havde med mand og børn nu i mange år været fast bosat og havt sin altergang her på eidet og betalt fattig- og skoleskat, ja jeg troer told til bygdevægteren med; ingen havde havt noget at sige hende eller hendes på; så reiste hun forleden vinter med en del af sin familie op igjennem Namdalen og stjal ikke, tiggede ikke heller, men betalte ærlig for sig med de penge, manden fortjente som hesteskjærer, og således havde hun reist og handlet i al sin tid, uden hinder eller fortræd; men alligevel arresterede fogden dem allesammen, som om de skulle have været røvere, og efter langsommelig arrest dømtes de til nogle dages fængsel på sædvanlig fangekost («til at le af, for det var netop i samme, stue og på samme kost, som de havde havt i alle de måneder, de sat arresterede under sagen»); nu skulde deres hus og eiendom til auktion for at dække sagens omkostninger, og de havde dog været ligeså uskyldige som fogden selv, ja vel så det, såsom han havde handlet med uretfærdighed imod dem. Nu fulgte også en ordstrøm, som jeg mener fogden skulde grysset ved, om han havde været hos, og jeg kom derved til at begå det feilgreb, at jeg, naturligvis uden at nævne årstal eller datum, søgte at forklare hende indholdet af løsgjængerforordningen 9de aug. 1754, § 19, hvorefter fogden i dette mig allerede før bekjendte tilfælde kun strængt havde opfyldt sin embedspligt; hun blev ved sit, at når hun intet ondt gjorde, skulde hun have lov at gå i fred nu ligesåvel som i al sin levetid før, og det var tydeligt, at jeg ved mine indvendinger kun havde forskjærtset mig al adgang til hendes fortrolighed. Havde jeg stået som udlænding her ligesom Borrow i Spanien, skulde forholdet måske blevet anderledes; men nu var og blev hun mut og tvær, så meget jeg end forsøgte at lede talen ind på interessantere ting. - Jeg havde alletider ladet mig fortælle, både af norske fanter og af udenlandske skribenter, at til et rigtigt taterfølge skulde der høre foruden hest og hund også en gris eller to; men jeg speidede forgjæves efter et sådant medlem af dette følge og anstillede halvt vemodige betragtninger over, at det vel ikke kunde være anderledes, end at departementscirkulærer imod fanterne og arrestationer og udpantninger måtte fuldende opløsningen af gammel taterskik. Men i det samme så jeg noget røre sig i en sæk i det smale rum mellem kaffeilden og mutters varmende side, jeg fik tingen frem, og ja sandelig var det en gris, en pen liden en! Den havde hun fået i nabobygden af en bondekone, hvis fromhed og barmhjertighed mod nødlidende gav anledning til, at jeg fik høre en prøve på kvindens veltalenhed i den blidere, hykkelske toneart. Men den tvære stemmen indtrådte atter. Mutter skjænkede kaffen om, selv til tjenestepigen, uden at byde mig med - en høflighed, jeg dog var vant til hos andre fantefolk; dette var et tydeligt tegn, selv om hun ikke havde ledsaget det med et ret vredladent blik. Her var intet videre at gjøre; jeg reiste mig og gik, med den tanke, at heller vilde jeg have at bestille med ægte fanter, som i et og alt følge den gamle fanteskik, end med sådanne, som «have hus og hjem» for med så meget fripostigere falskhed og uforskammethed at fordre sig betragtede som stadige, arbeidsomme og skikkelige folk.

Hvad «næringsvei» kan der nu være tale om mellem disse omstreifere? Jo, de have mange. Almindeligst befatte taterne sig med smedearbeide. Endnu skal man nu og da kunne se dem, ligesom Indiens reisende smede, føre med sig en blæsebælg og improvisere en smedie, når en bonde skal have forfærdiget nogle hestesko. Men hæderligst i deres øine er det dog at stelle med heste; dette er i alle lande deres passion, og vore tatere gjøre sig stor flid for i sine reisepasse at få anbragt titulaturen «dyrlæge.» Og disse dyrlæger nyde altfor megen tillid hos vor almue, et bevis på, hvor meget vore landboforholde, hvori dog dyrpleien spiller en så vigtig rolle, endnu stå tibage. Jeg har endog hørt af en bondemand, at han anså et sådant reisepas for en af øvrigheden udfærdiget bestalling for fanter som dyrlæge, og i mange egne vente bønderne formelig på den tid, da vagabonderne pleie komme og tilbyde sin hjælp. Lidt efter lidt vender dog tilliden sig fra dem; men det er først, når mange heste og andre husdyr ere kreperede under deres altfor ukyndige eller samvittighedsløse behandling. - Disse hestedoktore ere naturligvis også hestebyttere, og uagtet det vistnok ser ud, som en hang til svig og underfundighed altid og allevegne følger med den bedrift, så have nok taterne bragt det videst i sine kneb. Lad mig anføre et exempel! Man ved, at tænderne afgive det bedste mærke på hestenes alder; hos den unge hest viser det sig i tændernes overflade sorte ringe, som, når hesten opnåer en vis alder, ere udslidte. Nu er det berettet om taterne i Lithauen, at de med en gravstikke skjære nye ringe i de gamle tænder og sværte dem med rust, så de se ud som naturlige; men netop det samme kneb kjendes også af vore norske tatere, som dermed mangengang have givet en «tummel» (en trettenårig) udseende af en «giks» (sexårig), som det norske hestebytterudtryk lyder. Jeg betænker mig derfor ikke på at meddele alle og enhver det råd, som en bonde efter dyr erfaring gav mig, at før man handler med en langfant, bør man betænke sig to gange.

Og dog er taterskens bedrift langt rigere på opfindsomhed og afvexling. Hun er udstyret med ulige større gaver end manden, ligesom også den større del af møien for familiens underholdning er lagt på hende. Man gjenkjender nemlig orientalske sæder i det træk af vore tateres liv, at kvinden må arbeide uden rast og hvile, medens manden af storagtighed helst pleier sin magelighed og i det høieste spiller en birolle ved den mangehånde virksomhed, hun udvikler omkring på gårdene. Medens manden fører med sig et reisepas, som skaffer følget fri passage omkring på landeveiene, fører tatersken ofte andre dokumenter med sig, som åbner hende adgang til bøndernes madboder og klædekister; det er breve med store signeter og underlige skrifttegn, som skulle udvise, at hun hos de vise finner har udstået sin lære i den finske lægekunst. Den kunst, vore tatersker udøve, er også et system, som nok igjennem lange tider er blevet udstuderet, og som den ene vist med stor flid og iver søger at lære af den anden; men det er ikke finnernes opfindelse; den store overensstemmelse mellem vore og f.ex. de spanske taterkvinders bedrift viser nemlig, at kunsten tilhører taterfolket selv, som bragte den med sig ved sin ankomst til landet og siden har ernæret sig ved den. Og derfor vil det kanske være umagen værd noget nærmere at betragte denne virksomhed, fordi vi derved også komme til at se træk af vor egen almues altfor store enfoldighed og overtro, som nu i århundreder har tilladt den ugudelige slægt at drive sit forargelige spil.

Den, som «har lært hos de vise finner,» kan naturligvis gjøre alting. Den vise taterske skuer dybt ind i fortid og fremtid, byder over verdens skjulte kræfter og råder over held og uheld. Dog er der en retning, hvori hun i besynderlighed anvender sine gaver. Ligesom hendes mand har kastet sin elsk på landets heste, således har hun gjort landets kjør til gjenstand for sin særdeles omhu, og deri har hun visselig handlet overmåde klogt. En brav norsk bondekone af god gammeldags tro og tænkemåde ivrer for to ting, for at hendes børn skulle arte sig brav og læse godt for præsten, og for at hendes kjør skulle melke godt, glindse i vakkert huld og afgive godt vidnesbyrd for naboerne om husmoderens forstandige og årvågne røgt og pleie. Den første omsorg deler hun med skolemesteren; med hensyn til sine børn kan hun altså være mere rolig; for det andet anliggende bærer hun ansvaret alene, og æren eller skammen falder alene i hendes lod; derfor går hun med stadig ængstelse for, at hendes naboers held kanske skal overgå hendes eget, og jo mere hun ængstes og ønsker og frygter og håber, des mindre tænker hun, og i sin overtroiske enfoldighed lader hun sig let narre. Dette er et hovedstykke i den for tatersken så vigtige menneskekundskab.

Den øverste grundsætning i hendes hemmelige kundskab eller summipà (egentlig bedrager) er tiltalende nok for den, der er ligeså overtroisk, som hun selv er vantro; det er den, at alle ulykker og navnlig kreaturenes sygdomme have en overnaturlig årsag eller ere virkninger af onde magters spil, af onde menneskers avindsyge, af det «onde øies» fordærvelige indflydelse. Den nysgjerrige læser, som måtte ønske at kjende theorien om det fast i alle lande og til alle tider frygtede «onde øie,» må jeg henvise til Borrows høist interessante oplysninger(77); her må det være nok at erindre, at de ved dets magt frembragte sygdomme ikke kunne helbredes ved almindelige midler eller ved nogen almindelig læges kunst; det er den vise kvindes dybe tanke, det er ordet, trolddommen, som her skal virke. Vel har en forsynlig taterske altid en drabbeske-mokti hos sig, det er, en æske, hvori man kan finde f.ex. lidt dyvelsdræk og bævergjæl, salpeter, svovl, en tørret kalmusrod eller to og deslige naturalier, som siges at være virksomme for mindre onder; men i vanskeligere tilfælde anvendes alene besværgelsen, ragusta, hvis kraft dog gjerne vil virke igjennem visse synlige midler, med hvilke trylleordet under den troldkyndiges anfægtende åndskampe er blevet forenet, og disse midler ere «bu-stenen» og «hvidormsryggen.»

Bustenen er en såre mystisk ting. Ethvert barn på landet har hørt tale om den; enkelte «kloge koner» af vor egen almue tro også at kjende dens hemmeligheder. Men de tage feil, sige taterne; dens hemmeligheder ere så dybe, at de selv ikke kunne finde ord til at udtale dem. Den skal være sort af farve og noget større end en nød; men om dens væsen for resten får man kun høre, at den er kommen fra det yderste Finmarken, og at i den al tryllemagt er gjemt. - Om hvidormsryggen fortælles der vidtløftige historier. Her er det mere end nok at vide, at der skal være et slags hvide orme eller troldorme, som kun komme tilsyne, når der - hvilket stundom skal hænde - holdes ormething, hvortil alle slags orme i mange miles omkreds samles; da må tatersken, stærk og tryg ved sin tryllemagt, på bare ben skride midt ind i den hvæsende, ædderfyldte vrimmel, gribe den giftige troldorm og vride halsen om på den; dens fedt og fornemmelig dens benrad skal da være en overmåde kraftig ting; thi den trolddomsånd, som før boede i dyret, erkjender nu menneskets overmagt og lystrer dets villie.

Skulde vi gå til bunds i undersøgelsen af disse mysterier? Når tatersken på sine vandringer kommer ud på havkanten, finder hun undertiden en forunderlig fisk henslængt på stranden; det er en rokke, en flad, næsten firkantet fisk med lang hale og mange skarpe tænder, en fisk, som fiskerne med væmmelse kaste bort, når de trække den op i sine garn. Tatersken ved imidlertid at gjøre sig den nyttig; hun skjærer det skarpe tandgjærde ud, bleger det i solen og forvarer det i sin æske. I strandstenene ved siden af finder hendes altid speidende øie på visse tangplanter nogle nypeagtige blærer eller knopper; dem plukker hun af, tørrer dem i solen, så de blive sorte og hårde, og gjemmer dem sammen med hint klenodie. Oppe i fjeldbygderne tages nu disse ting frem igjen; ingen mindes at have seet mage til dem; alle må tilstå, at det er forunderlige sager, som gjerne kunne være komne fra Finmarken, hemmelighedernes hjem; med stor bestemthed kan hexen nu udgive en af sine tangblærer for en busten og tandgjærdet for ryggen af den berygtede troldorm(78).

Siden jeg først har begyndt at blotte taterhexenes hemmeligheder, får jeg blive ved. Der fortælles virkelig mange exempler på, at en syg ko under en taterskes behandling er bleven vidunderlig hurtig helbredet, eller at kreaturene i et fæhus, som en sådan hex har udtalt sin forbandelse over, pludselig ere blevne syge. Disse mirakler vilde være lette at forstå, dersom taterne kjendte en eller anden gift, som de hemmelig kunde bibringe kreaturene, og hvormed de således kunde påføre dem en sygdom, som det da var dem let med en tilsvarende modgift at ophæve. Nu fortæller Borrow om de engelske og spanske tatere, at de både kjende og bruge forskjellige giftige sager, og spørgsmålet bliver, om det samme er tilfældet med vore tatere. Hertil have flere af dem selv svaret mig ja. Oberste Zinklairs folk, sige de, bragte med sig og udstrøede her i landet frøet til en giftig urt, som nu kan findes i Sel, annex til Vaage i Gudbrandsdalen, hvor skotterne huserede; disse selsnæper, som urten kaldes, ere så giftige, at en af dem er nok til at dræbe en ko, hvorfor også bønderne omhyggelig må indgjærde de få myrer, hvor de voxe, såsom kreaturerne med begjærlighed æde de sødagtige rødder; men hvert år pleie de forsynlige tatersker gjøre en valfart netop til Sel og hente nogle af disse næper, som ere nyttige til meget og mangt. Er nu ikke dette også en fabel ligesom den om hvidormen? Men i den i året 1785 udkomne «Gudbrandsdalens Beskrivelse» af præsten Hjorthøi fortælles ganske ligedan om den også her såkaldte selsnæpe, at den kun skal findes i nogle få myrer i Sel, som af den angivne grund må indgjærdes, og ganske nær ved gjæstgiverstedet Laurdal i Sel så jeg selv den berygtede vandplante i en myr, som gårdens eiere havde indgjærdet, og som det var meget vel, om de også kunde forhindre taterne fra at nå, da det, som det følgende skal vise, er rimeligt, at de virkelig bære den giftige rod med sig hele landet over.

«Guds fred og god dag, kjære folk! der er Guds fred tilforn herinde, og jeg bringer Guds hilsen med mig. Et gammelt menneske bliver træt af to mile på en formiddag, og de ere dog som intet at agte mod veien fra Finmarken; hvilen er god for den trætte, helst iblandt fromme og gudfrygtige folk, som mit øie nu ser» - med sådan ordstrøm trådte en taterske ind i en bondestue og satte sig på bænken. En tater, der selv spillede en rolle med her, har fortalt mig scenen og skildrede mig kvindemennesket ganske sådan, som jeg selv sidenefter så hende. Hun var overmåde liden af væxt; det tykke, kulsorte hår skjulte næsten ganske den usædvanlig lave pande, hvorunder et par blanke øine plirede. Hendes klædning viste, at hun ikke vilde ansees for at tilhøre bondestanden; til det usædvanlige var der føiet et vist præg af stadselighed. På hovedet bar hun en med røskatskind kantet hue; pludselig strøg hun den af, og nu viste der sig et hovedtøi af uægte guldbrokade, der glimrede godt over det sorte hår; guldringe smykkede øren og fingre, og halvskjult under det brogede kastetørklæde såes et med messingzirater tæt beslået læderbelte, hvori der hang en ligeledes messingbeslået og med kabalistiske figurer broderet sælskindspung til opbevarelse af tobakspibe med ildtøi og formodentlig de nødvendigste trolddomsapparater. Det var en skikkelse, som på engang måtte indgyde en vis respekt og uhyggelig uro, en skikkelse, hvis sælsomme udseende man fast forglemte igjen for studsen ved at høre den glatte løbende tunge - en komplet sibylle. - «Men hvad er det, jeg seer i eders ansigt, min gode mor?» således begyndte hexen igjen i bondestuen; «å ja, jeg forstår; det er jo just de fromme, som Gud giver velsignelse, men som onde naboer bære mest avind til; der er avind i fjøset; men så kan hun prise sin Gud, at han førte den til huset, som både kan og vil hjælpe sådanne brave folk». «Hvad er det, hun snakker om?» fandt nu bonden sig beføiet til at spørge. «Idag,» vedblev hun, «er det den rødsidede, kollede ko i den inderste bås på høire hånd; imorgen kan det være flere for troldkatten er grådig, når den først har fået smag på blodet; men hjælpen er rede; den er hos, som har lært kunsten, og hvis ord den treenige Gud mangen gang har velsignet.» «Ja, det er sandt, som hun siger, fa'r! » faldt husmoderen ind; «Rødsid gav ikke en dråbe melk idag; men jeg vilde så nødig sige dig det endnu.» «Forstår hun virkelig den kunst, hun taler om?» spurgte bonden atter med noget mere troende tone. «Ja, tvivler kun ikke, kjære børn og Jesu venner! tvivler kun ikke, som Pharao tvivlede imod Moses!» o.s.v. Man havde jo i menneskets overnaturlige kundskab om tilstanden i fjøset et slående bevis for hendes gaver, og nu begave alle sig hen til stedet, hvor det belovede under skulde ske. Bonden måtte selv med en spade grave op i rusket under den syge ko, og frem sprang med et snærrende skrig til alles forfærdelse, en sort troldkat, den hexen rask greb og vred halsen om på så at det sorte blod, som den havde suget af koen, flød ud; hendes medhjælper modtog så katten for at begrave den i en myr på det høieste fjeld, og hun selv fremtog en busten eller en hvidormsryg, som skulde indfældes i fjøsvæggen og tjene som beskyttelsesmiddel mod fremtidig ondskab og fanteri. Efter en times forløb var koen frisk igjen, og med megen taksigelse gav bonden den gode kone en kjendelse for hjælpen, den husmoderen endnu hemmelig fordobblede. Men ingen vidste, at tatersken i nattens mørke havde været inde i fjøset og puttet et stykke selsnæpe i koens mund og smurt sæbeskum som fråde om dens snude samt nedgravet en udstoppet kat, der ved et lidet fjæderværk løb på tre snærrende hjul, såsnart den slap løs, og i hvis indre der var skjult en blære med mørkt briselvand, som for de forbausede bondefolks øine så ud som blod. Deraf den fjernsynthed, hvormed hun skaffede sig tiltro, deraf den driftighed, hvormed hun greb troldkatten, og den lethed, hvormed hun, med nogle ubemærkt anbragte naturlige lægemidler, vidste at kurere den sygdom, hun selv havde frembragt. Se, dette var en prøve på taterkvindernes maskansummipà.

En lensmand fra Romsdals amt fortalte mig følgende historie: Til Christianssund kom for ikke mange år siden en fantebåd med en hel flok fanter, der for forskjellige forseelser bleve anholdte, dømte og straffede. I båden fandtes foruden andre sager en stor kiste med en ikke ubetydelig del sølvtøi i; kisten var af det almindelige slags malede klædekister, som man kan se på hver gård på landet, og på låget var anbragt gårdens navn, hvor den havde hørt hjemme, men kun forbogstaverne af eierens. Det var at formode, at den med samt dens kostbare indhold var stjålen, og på kirkebakkerne i flere amter lystes der efter eieren; men år og dag gik, uden at nogen eiermand meldte sig, og kisten med sølvtøi solgtes omsider for at dække omkostninger. Men længe bagefter kom en bondekone og beklagede sig bittert for den lensmand, som igjen fortalte mig historien. Kisten var hendes; navnet på dens låg angav den gård, hvor hun var født og opvoxet, og sølvtøiet i den var hendes «heimanfærdssølv,» hvormed hun efter sit bryllup var flyttet til sit nuværende hjem i en anden egn. For sent havde hun fået høre, hvor den skat var bleven af, som hun længe havde tænkt på med bedrøvelse, og, skjønt hun var skamfuld og nok vidste, at sagen ikke stod til at ændre, ville hun nu lette sit hjerte ved at fortælle for lensmanden, hvad hun end ikke havde bekvemmet sig til at åbenbare for sin egen mand, hvordan det var gået til altsammen. En fremmed kone - således lød hendes beretning - kom ind til hende med et barn på armen og hilste så overmåde blidt og med mange fagre ord; men så med et begyndte hun at snøfte og veire, så sig omkring til alle sider, stirrede på husmoderens ansigt, rystede betænkeligt på hovedet og mente, at «der var avind i huset,» at det nok ikke stod rigtig til i fløset. Den troskyldige bondekone takkede Gud for al hans godhed mod hende; forklarede, at hun og hendes mand stode sig vel så godt, som nogen af naboerne, og sagde, at hun ikke havde mærket noget uheld på kreaturene enten nu eller før; men fantekjærringen fik hende dog snart til at tilstå, hvad sandt var, at lykken og velstanden nok kunde have været større, og at en vis nabokone, som i sin drikfældighed og uvorrenhed vanskjøttede sin egen husholdning, egentlig aldrig havde vist noget godt sindelag imod hende, så meget hun end lovede hendes flid og gode stel. «Men med Guds og hans tjeneres magt skal ondskaben ikke få råde over uskyldigheden; det skal jeg sørge for, jeg forlanger slet ingen godtgjørelse, for dertil er jeg udgangen; jeg beder bare ydmygt om en tår melk til mit elskovs barn.» Og hun fik melk både til sig og barnet og brød og smør med. Så forlangte hun, for at hendes gjerning kunde begynde, at komme op på loftet; her snusede og snøftede hun atter og pegede med tre fingre således, at husmoderen syntes grangivelig at forstå, at hun havde udfundet og nu pegede på den af de tre kister, som heimanfærdssølvet var i; nu bagefter var det imidlertid tydeligt, at hun havde peget på dem alle tre og ventet på, hvad der også indtraf, at den forvirrede bondekone skulde være for snar til at tro på hendes overnaturlige viden og selv gå hen og åbne den rette kiste. Kisten blev efter sibyllens anordning under visse ceremonier atter låset og nøglen forvaret af eierinden; men kisten selv med sølvet skulde den fremmede kone få udlånt for at ro med den tre gange «fjordtvart;» den skulde da komme tilbage med mere lykke i sit skjød for både ildhuset og fæhuset. Hun råbte da ind en gut, hun havde med sig, og som nu hjalp, med at bære kisten ned i båden. «Jeg må,» således sluttede fortællersken, «både harmes og skamme mig; men jeg gav hende rigtig endnu et kastetørklæde og et temmeligt stort stykke flesk med på veien.» - At båden roede ud og ikke kom igjen, behøver jeg ikke at fortælle, men det er ikke alle, som vide, at denne fantestreg er, hvad de spanske tatere kalde en hokkano baro(79) og deres norske stammebrødre en baro kokkipà eller også en rupeske summipà.

I dette tilfælde lader det til, at det lykkedes fantekjærringen blot ved sin listige tale at overbevise husmoderen om, at der var avind i fjøset.

Men undertiden må beviserne være mere slående, og dertil kan en lille kil-summipà hjælpe. Nårtatersken ikke strax finder enfoldigheden stor nok, kalder hun husmoderen for sig i enrum i et sideværelse, forlanger at se et af hendes smørstykker, og med en kniv, som hun hemmelig har overstrøget med noget pulveriseret rødkridt, gjør hun deri et dybt snit. De røde striber, som nu komme tilsyne i smørret, ere da synlige tegn på det usynlige onde, som længe har hersket hos kreaturene; de vise jo tydelig, at «der er blod i melken» en ulykke, som neppe nogen anden end den erfarne finkone ved at råde bod på.

Den, som er «udgangen i verden for at trøste og hjælpe de fremmede i deres nød,» har naturligvis ret til selv at vente erkjendtlighed og hjælp overalt, og derfor ser man også tatersken fremtræde som den mest uforskammede betlerske, hvis man ellers kan kalde den således, der snarere fører et bydende end bedende sprog. Den, som enfoldigheden tiltror overnaturlige gaver til at afvende alskens onder, må naturligvis også frygtes som et væsen, der også har det i sin magt at påføre ligeså store onder, og derfor hører man de urimeligste historier om, hvorledes folk give efter for taterskens uforskammethed og levere hende fast alt, hvad hun peger på.

På en gård i en af vore bedst befolkede bygder havde den travle virksomhed, som går forud for den hellige juleaften, netop givet plads for festens stilhed, og just da - thi fanterne benytte sig med flid af den milde stemning, som på denne hellige aften opfylder de fleste gemytter - trådte en fantekjærring med forstilte ydmyge lader ind og hilsede med blide ord den velstående bondekone. Hun fik naturligvis strax «noget til jul;» men så bad hun endnu om nogle lys, yttrede derefter ønske om noget smør og nogle ærter og gryn, forlangte så i en bestandig kjækkere tone noget brændevin, sukker, kaffe, et tørklæde, et par strømper (således vove virkelig disse mennesker at «bede»), og husmoderen gav, indtil manden lagde sig imellem; nu blev kvinden høirøstet, og på dette signal kom en fant tilsyne, som hidtil havde passet hest og slæde nede ved landeveien; på bondens opfordring til ham om at gå sin vei farer han ned til slæden og kommer tilbage med et slagsmålsinstrument (sandsynligvis en tjukni); julestuens fred forvandles til skrig og kamptummel; en tililende husmand styrter under et bedøvende slag bevidstløst til jorden, og først en større sammenstimlet mængde får magt over vildmanden, som - efter akkord betaler en bod på et par daler til den sårede og derpå får fortsætte sin utilbørlige færd igjennem bygden. - Mon det ikke er rimeligt, at det var frygt for en værre hevn, som bragte bønderne til at give efter?

Følgende historie viser også, hvorledes disse fanter på en underfundig måde vide at hevne sig. «En stund før jul,» fortalte en skydsgut på øvre Romerike, «kom en fantekjærring ind på vor gård og tagg så svært; mor gav hende mange ting; men tilsidst sagde far, at nu skulde hun slet ikke få mere, og så sagde hun, i det samme hun gik, at det skulde far få angre. Det var endda sent på kvelden, og næste morgen lå begge grisene vore døde i grisehuset; det var to sådanne pene grise, som vare bestemte til slagt til helgen.» Gutten antydede, at det nok var den onde kvindes hevnsyge ord, som havde dræbt dyrene; jeg tænker, at den stygge streg har været en drabbeske-summipà, udøvet ved hjælp af en selsnæpe eller noget andet slags forgift.

Jeg skal aldrig glemme det pragtfulde landskab, som mødte mit øie, da jeg på reisen fra Vardal til Land netop var kommen over ryggen af den ås, som hæver sig mellem Mjøsen og Randsfjorden. Mod nord tabte blikket sig i et dybt perspektiv af vakkre dalfører, som udmunde sig mod den nordlige vig af Randsfjorden, og lige under den høide, hvor jeg befandt mig, viste denne skjønne sø en del af sit klare speil, rigt indfattet af lyse enge og grønne lier og derover mægtige fjeldrader, som hævede sig over hinanden i det blånende fjerne og skjærmede for den lune, af sommerdufte fyldte dal. Men det er ofte tilfældet i vort land, at naturen åbenbarer sin mest storartede skjønhed netop omkring de fattige husmandsstuer og nybyggerpladse, hvor de seende ikke se og de hørende ikke høre. Netop der, hvor jeg uvilkårlig standsede min hest for at kvæge mit sind ved det vakkre syn, lå en nybyggerplads. Hvor den lille bygager ved siden af var vantreven! hvor de halvnøgne børn, som grov i sandet udenfor døren, vare blege og forknytte! Det ikke gamle hus syntes allerede faldefærdigt; i vinduerne havde filler og papirlapper allerede indtaget nogle af de få ruders plads. Alting bar præg af overvættes armod, og intet vidnede om flid og ordenssands. Jeg syntes aldrig at have seet en så ussel bolig; den tanke slog mig, at denne hyttes beboere, overvældede og døvede af sorger for dette livs næring, neppe havde bevaret sands tilovers til at glæde sig ved synet af det deilige landskab, som udbredte sine skjønheder for deres øine, og jeg steg af kariolen og gik ind med tanken om her at finde et sjeldent. sørgeligt billede af åndsfattigdom og sløvhed forenet med den ydre armod. Men netop her fik jeg opfanget et ganske slående exempel på, hvor stor afstand det kan være mellem en sådan lavt stående familie af det borgerlige samfund og de løst omstreifende fantefolk. De første meddelelser af det middelaldrende ægtepar, jeg fandt i hytten, vare ingenlunde fordelagtige. Det blev mig klart, hvad jeg også siden af andre fik stadfæstelse på, at ustadighed og andre udyder for en stor del vare skyld i deres nuværende elendighed. Nu ernærede de sig mest derved, at manden bandt kurve, som konen gik omkring i bygderne og solgte, en bedrift, hvormed de endogså syntes at nærme sig fanternes omstreiferliv. Men det viste sig dog, at der ikke var nogen forståelse mellem fanterne og dem; ja, jeg måtte ved bortgangen fra den fattige hytte sige mig selv, at armod og enfoldighed eier undskyldning for endog store udyder. Man høre!

I sin første nybyggertid vare de ved fattigvæsenets hjælp komne i besiddelse af en kvige, som snart skulde kalve, samt af to får. Disse dyr delte vinteren over tag med husets folk i et lidet kot ved siden af stuen. Men om våren, da de slap udfor at gnage lidt græs på marken og kvigen vel gjorde for dristige og ubehændige spring, fandtes den snart efter liggende halvdød under en fjeldknut; den havde fået «bergslag,» hed det, og måtte slagtes. En følge af dette første uheld var, at det ene får for at skaffe familien livsophold også måtte slagtes om høsten og det andet næste høst. Nu sagde konen mig, at hun kogte vasvelling til morgen og middag og aften, og jeg søgte forgjæves i hendes kopper og kar efter spor af nogen anden anretning. Om det sidste får - ja det var egentlig lam dengang - var der en historie. Husmoderen vågnede en nat og kunde ikke få sove igjen; hun følte sig så underlig; så stod hun op, tændte ild og satte sig på kanten af åren; så kom lammet ind igjennem den ufuldkomne dør fra kottet, lagde hovedet imellem hendes knæ, spratt atter ud på gulvet, svev rundt og faldt overende; det havde fået «brå'en.» Da kom det den ængstede kone vel med, hvad hun engang som gjæterpige havde lært af «Gamle-Anne.» Hun stillede sig over det syge dyr og sagde med høi og afmålt røst: «Hvad råd skal jeg få for dette krytri, som har fået brå'en?» derpå sang hun følgende formular:

Grip i grund
Og sput ta mund!
Så bli'er det godt i såmå stund,
I tre ord, navn Gud Fader, Søn og Helligånd(80).

Og, o glæde! da den i sangen antydede forskrift var efterkommet, da grus og spyt var rørt sammen til en salve og smurt på dyrets mund, så var brå'en borte. - Men hvad skulde siden hænde? «Just da dette får høsten efter var blevet slagtet,» fortalte konen, «kom der en fantekjærring ind, en styg og svart en, rigtig en af langfanterne; hun kunde skjønne, at vi havde slagt i stuen, for feiten (fedthinden i indvoldene) hang under loftsbjælken, og så sårt det var, så gav jeg hende et stykke af feiten, før hun endnu havde bedet om det, for jeg kunde skjønne, hvad hun vilde, må tro. Stort kunde det ikke være, jeg gav hende, men ikke så lidet heller, sådan, at hun kunde have til smurning til et mål både for sig og de to gjentunger, hun havde med sig, og endda kunde hun kanske have lidt at. Men så sagde hun, at trangen var så stor, at hun måtte have den ene bog, og da kan jeg rigtig sige, at jeg bad så vakkert for mig og mente, at hun heller fik gå til storgårdene, hvor de slagtede 3-4 nød på hvert sted, for det, jeg havde, måtte jeg rigtig skibe lækkert med, når jeg skulde få røge lidt og salte noget og endnu have lidt ferskmad til alle de munde, som vente på min hånd. Nei, hun vilde slet ikke holde op med sit krav, så jeg måtte tage mod til mig og gjøre mig rigtig hård; men så sagde hun et ord - ja, hun sagde mange; men det var mest et ord, som gjorde mig så rent forfærdet; det var, - ja jeg mindes det ikke ret, for jeg gik mest fra vetet; men meningen var den, at satan skulde glo på mig, hvor jeg gik og stod, og dermed slog hun døren efter sig. «Du skulde ikke gjort det, du Siri!» sagde manden min da. «Det skulde du sagt før, du Jonas! svarede jeg, «for det var mest for din skyld, at jeg gjorde mig så hård. «Ja, du skulde ikke gjort det, for sådanne folk, de vanke vidt, de, og de ere kunnuge mere, end vi kan forstå. Og således endte ægteparrets ængstelige overveielser, at hexen ble råbt tilbage og fik den ene «bog.»

Således trænge disse betlersker sig naturligvis helst ind på fattigfolk, som rigtignok have mindst at give af, men som også have mindst kraft til at modsætte sig frækheden og vel sidst falde på at søge lensmandens hjælp. Men stundom vover også uforskammetheden sig frem der, hvor man mindst skulde vente det. I det Throndhjemske besøgte jeg en lensmand, samtalede med ham om fanterne og yttrede beklagelse over, at de skulde gå således uændsede og skræmme folk. «Ja, det er svære ting! » stemte han i med og fortalte: «Det var om høsten for to år siden - jeg mindes det godt -, at der kom ind her et par fantefolk - ja det må just have været sådanne sorte tatere, som kandidaten spørger om, for de så ikke ud som folk - for at forevise pas, sagda de; men meningen var nok, at vi skulde give dem noget; så fik de også noget fladbrød og endda noget mel; men de vilde ikke bare spise tørmad, sagde de, men måtte også have noget sul, og da de havde fået nogle kjødstykker, som min kone havde stående, så regnede de endda op alle optænkelige ting, som de vilde have, og vi måtte rigtig give dem adskilligt, før de gik sin vei igjen. Men de gik ikke længer end til det rognetræ der ud for stuevinduet og satte sig der, og da kom der en anden omstreifer til dem. En stund efter kom kjærringen ind med ham og forlangte, at jeg skulde skrive ham ind på deres pas, for han havde mistet sit; men kunde jeg det? der var jo netop den tid kommet et strengt cirkularium fra Justits-departementet om, at sådanne folk ikke skulde have lov at gå omkring og det forklarede jeg hende også, så hun måtte gå igjen. Men lidt efter kom hun ind igjen og talte så sødt og bød sig til at se til kreaturene mine; men sligt har jeg nu aldrig havt nogen tro til, og tilsidst blev jeg da fri for hende. Men så kom hun igjen 3die gang og begyndte at love mig alt det, som ondt var; sådan støi gjorde hun, at konen min kom ind i stuen, og hun kjendte kjærringen, at det var den samme, som noget før havde været inde på en gård ikke langt herfra og truet med kniv, da hun ikke fik råde og styre, som hun vilde, men endda brød jeg mig ikke om, at min kone bad mig føie hende, for jeg huskede på circulariet. Men så tog hun en tråd og slog knuder på og stak i munden, og da hun trak den ud igjen, var der rigtignok ingen knuder længer, det kjendte jeg. Derpå slog hun tråden helt omkring livet på mig og sagde, at hun ville måle mig; jeg vilde holde hende fra mig; men alligevel fik hun gjort det tre gange, og dermed sagde hun, at nu havde hun min lykke i sin hånd, og under alt dette talte hun i et væk både af Bibelen og andre ting, mange ord, som jeg ikke skjønnede engang; men jomfru Marias navn, det hørte jeg, var bestandig med. «Nu da,» kom jeg omsider til orde, «fik så manden noget pas?» «Ja jeg skrev, bare på løst papir, at såsom reisende mand N.N. siger sig at have forkommet sit pas, så troer jeg herved at turde vove at give ham denne bevidnelse.» Jeg måtte smile over det held, tatersken her havde vundet ved en simpel taveske-summipá.

Og dog er al denne trolddomsøvelse kun den ene halvdel af taterkvindernes virksomhed. Der kunde fortælles ligeså påfaldende træk af den list, hvormed de vide af skaffe sig tiltro, når de tilbyde at tjene folk med sin spådomsgave (paavipà, penna bahi); ja, skal man tro deres forsikkringer, så kunne de ikke alene forudsige bønderpigerne, hvilken kjæreste skjæbnen har tiltænkt dem, men også med en muskro-summipà og andre kunster gribe ind i tingenes gang og få skjæbnens bestemmelser omgjorte overensstemmende med vedkommendes ønsker. Men her er ikke rum til at give forklaring om alle disse kunster.

Lad mig dog endnu anføre et par charakteristiske træk af disse fremmede horders liv. I Romsdalen - fortalte en troværdig mand mig - havde en bonde det uheld, at en ung og god hest formedelst et ulægeligt sår måtte dræbes. At tage huden af en hest ansåes deri bygden næsten som et uærligt arbeide, og tjenestefolkene på gården undredes allerede ved at se, hvorledes nogle tatere, som tilfældigvis kom reisende, strax vare villige til at overtage dette hverv. Men de fik mere at undres over. En del af taternes løn for arbeidet bestod af en flaske brændevin, og nu skar de det bedste stykket af slagtet, oprettede et bål på marken, stegte, åd og drak og holdt sig lystige på dette for de sammenstimlede bønder så afskyelige måltid. Den halvdrukne formand for følget trådte omsider frem, takkede bonden for al bevist godhed og sluttede sit kåde foredrag med nogle ramser i et fremmed sprog; på spørgsmål om, hvad han mente dermed, forklarede han i sin lystighed, at han ønskede, at bonden måtte have en ligeså fed og god hest at slagte, når han næste gang kom til bygden. - I ældre tider har vor almue fået studse ved synet af endnu mere påfaldende sæder hos taterfolket. Frederik Larsen fortalte mig nemlig om en drabbeske-summipà, som fordum hyppig skulde været anvendt, og som bestod ifølgende fif: En taterske listede sig om natten ind på en gård og bibragte et svin noget drabb (gift), hvoraf det øieblikkelig måtte dø; om morgenen kom hun med sit følge som tilfældigvis til samme gård, fik høre, hvad ulykke der var hændt om natten, at et svin var styrtet, klagede så over sin store nød og bad så vakkert om, at det måtte forundes hende og hendes folk at mætte sig på den henslængte krop; en sådan bøn blev naturligvis strax indvilget, og til forbauselsen føiede sig gjerne medlidenhed med den store nød, som kunde gjøre det muligt at bekvemme sig til at spise et ådsel, så taterne mangen gang uden videre fik både brød og andet tilbehør til stegen. Men taterne viste meget godt, at det ikke var noget ådsel, de holdt gjæstebud på; thi den svinet bibragte gift var af den natur, at den «kun gik til hjernen, men ikke til hjertet og blodet(81).» Her som i andre lande ere taterne da - og de have vist leet godt i skjægget derved - blevne betragtede som ådselædere, på en gang gjenstand både for afsky og medynk. Efter hvad der er oplyst, vil man vel ikke længer kalde dem så; jeg kan endogså anføre et træk som viser, at de sætte stor pris på og ikke sky noget middel for at skaffe sig god mad. Frederik Larsen fortalte mig - og her indskrænkede han ikke sin beretning til en forsvunden tid -, at når taterne ret ville gjøre sig tilgode så opsnappe de et får i udmarken, slagte det på ordentlig måde, lade blodet flyde af og tage indvolderne ud, men grave det ellers helt og holdent ned i en ildmørje. Skindet med ulden på forkuller da til en fast skorpe, inden hvilken kjødet steges i sit eget fedt. Når skorpen brydes af, stiger den appetitligste damp op i næsen; der strøes, lidt salt på braden, og man har en ret, som ingen kan ønske sig bedre.

Lad mig slutte alle disse historier om skamløst hykleri og ondskabsfuld kløgt med at fortælle en scene, som en tater, der havde været hos, meddelte mig, og som giver et ret godt indblik i disse menneskers sjel: En taterhex, der i sig forenede alle sin slægts udyder, var kommen ind på en bondegård og havde forsøgt sine tiggerkunster; men bonden, en forstandig og brav mand, foreholdt hende det utilbørlige i hendes færd; hun skjønnede strax, at her intet var at udrette for hende, og klogelig antog hun en beskednere tone, fremhykklede endogså et slags bekjendelse og anger; men endda kunde hun ikke bare sig i sit fordærvede rommani halvhøit at yttre sin hjertensmening: «Devel har tji dela mander pu at kjera pre; så må mander kjera med møien for at le kaben til tjavoane meros.» (Gud har ikke givet mig jord at arbeide på, så må jeg arbeide med munden for at få mad til børnene mine).


KAPITEL 9

Skøiernes historie.

Det blev ovenfor (kapitel 1, side 23), efter fanternes egne udsagn, forklaret, at der ved siden af taterne gik en anden stamme af fanten her i landet, meltravere, som taterne kalde dem, eller skøiere, som jeg foretrak at benævne dem. Det blev på et andet sted antydet, at det asiatiske taterfolk, som vanskelig kunde vindes for det civiliserede liv, som hverken strenghed eller mildhed havde fået til at slutte sig til den ordentlige befolkning i de lande, hvor det færdedes, heller syntes at skulle sammensmelte med og bidrage til at forøge en besynderlig liden nation, som i tidernes løb havde dannet sig af bærmen af de europæiske nationer. Netop til denne nation høre disse skøiere.

De af fantefølgerne, som af fanterne selv henregnes til denne stamme, udmærke sig ikke ved så skarpt udprægede eiendommeligheder som taterne; de have derfor aldrig gjort så stor opsigt som disse, og deres historie er derfor dunklere og vanskeligere at finde rede i. Dog afgiver her ligesom ved undersøgelsen af taterfølgernes herkomst de levninger af et eiendommeligt sprog(82), som også skøierne have sig imellem, rodi som de selv kalde det, et godt vink til at udfinde stammens herkomst, skjønt dette fantemål endnu mindre end taternes nu så aldeles fordærvede rommani fortjener navn af sprog.

I Jylland sværmer et landstrygerfolk omkring ganske som vore skøierfølger: det er de såkaldte kjeltringer, hvis hemmelige sprog de danske kalde kjeltringlatin eller rotvelsk, men de selv pralende benævne prævelikvant (det skjønne sprog). Dette rotvelsk er igjen det samme mål som det rotwelsch, der tales af talrige tydske omstreiferflokke eller de såkaldte gaunere (die Gauner), som selv kalde det chochemer loschen (de vises sprog). Men følgende sammenstilling vil allerede være tilstrækkelig til at vise slægtskab mellem de norske skøieres rodi og dette danske og tydske fantemål samt forskjelligheden i skøiernes og taternes mål.

norsk
skiøer
Jydsk
kjeltring
tydsk
Gauner
norsk
tater
fader patrum padrum patris dad
moder matrum madrum - deia
kniv kultrum kultes - tjuri
sten kampus kambes - bar
potte holkus holges - -
hår krølles krølles - bal
djævel jennik jennik - beng
penge bökt - pucht loko
æble pomling - pommerling bab
hånd grifling - greifling vascht
strømpe strikling streifling streifling kolliva
eller straïg
ond lak lak lack miak
gammel oldri olmsk oltrisch puro
ell.olmusch
høre lunsa lunse lusen schuna
give dokka dogge docken dela
skarn skunt skunt schund ful
lås plato - platte-
besiche
præst primar primer primer rascho(83)

Efter denne prøve på indbyrdes slægtskab kan man kalde disse norske, danske og tydske omstreiferbander tilsammen et eneste, stort skøierfolk. Ja, se nøie til, så finde vi et langt mere udbredt slægtskab, vore blege, uanselige «meltravere» eller skøiere ere virkelig i slægt med de slue franske spidsbuber, som de nyeste romanforfattere opvarte med pikante fortællinger om(84), med de desperate banditter i Italien, med Spaniens og Mexicos røvere. Deres og de norske skøieres forfædre må alle have gået i samme tyveskole eller hørt til det samme hemmelige samfund, så vist som det spanske germania, det italienske gergo, det franske argot, det engelske thieves's latin, det hollandske kraamerslatyn, det bøhmiske hantyrka, alle ere lignende skøiersprog, der må være udsprungne af samme rod som det tydske rotwelsch.

Rigtignok viser slægtskabet mellem disse sprog sig ikke så meget ved ydre lighed i de enkelte ord, og det er først en noget dybere gående undersøgelse, som alligevel kan lede til den slutning, at de må have en fælles rod. Men disse sprog ere et i og for sig hel mærkværdigt phænomen, og det turde lønne umagen at betragte dem lidt nøiere.

Skøiersprogene bruges ligesom tatersprogene til hemmelige meddelelser imellem medlemmerne af tyve- og landstrygerfølgerne og have derfor ofte været forvexlede med tatersproget. Men der er en himmelvid forskjel. Dette er som man ovenfor har kunnet se, oprindelig et naturligt folkesprog, men skøiersprogene, det vil allerede ved en løselig undersøgelse let skjønnes, ere oprindelig opdigtede, kunstigt dannede. En berømt statsmand har sagt, at mennesket har fået sprogets gave for at kunne skjule sine tanker; denne sætning har sin fulde sandhed, når den anvendes på skøiersprogene, som ere blevne til netop efter en sådan falskhedens maxime.

Man kjender mangfoldige sådanne nydannede sprog. Der er ofte leget med den mennesket givne sprogdannende evne. I England f.ex. bliver sprogforskere ganske forlegen med de mangfoldige udtryk af det såkaldte cant eller slang, mest sindbilledlige udtryk, lunets skabninger, som først blive gjængse i små afsluttede kredse, i enkelte fabrikker eller skoler, ja i enkelte familier, men stundom ere så heldige at trænge ud i folket og vinde borgerret i det almindelige sprog(85). Men med mere flid dyrkes denne sprogkunst i sådanne hemmelige selskaber, hvor man ikke tør være sig sine tanker og planer bekjendt. De utålmodige skjønne, som sad indespærrede og strengt bevogtede i de østerlandske herskeres harems, opfandt det ofte beskrevne, nette blomstersprog som udtryk for sine ømme længsler. Kjedsomheden i de gammeldags skumle fængsler lærte fangerne i de forskjellige celler ved banken i væggene at danne sig visse betegnelser eller ord, hvormed de kunde gjøre sig forståelige for hverandre til gjensidig underholdning, til aftale om fælles flugt. Trappist-munkene omgik den urimelige klosterregel, som forbød dem talens brug, ved hjælp af et udviklet fingersprog, og vore adstadige norske søbønder, som havde den urimelige tro, at havets vætter ikke kunde lide at høre menneskemål, og som derfor ikke turde tale sit naturlige mål, når de sad i sine både på fiskegrundene, opfandt et eget billedsprog, så kunstigt, at dybets ånder vel ikke kunde forstå det og derfor ikke vilde forstyrres deraf(86). Det er bekjendt, at nogle indiske stammer af troldmænd og røvere have ved regelmæssige fordreielser af hindustanske ord dannet sig et slags kragemål, omtrent sådant, som børn ofte more sig med; et ligedant sprog have, som det i et senere kapitel skal sees, de handelsdrivende dalkarle i Sverige vænnet sig til. Et eget hemmeligt kræmmersprog i Rusland, afinskoe, som det kaldes, tør være af samme slags som det såkaldte knallare-språk eller monsing, som de vestgøthiske handelskarle i Sverige havde fundet på, en samling af for det meste aldeles nymyntede ord, som en særskilt fortegnelse i slutningen af denne bog skal give en prøve på.

Skøierne have altså ikke været alene om den kunst at skabe nye sprog; men de have vistnok dyrket kunsten med størst flid og held. Man vilde imidlertid feile, om man anså deres sprog for ganske og aldeles opdigtet. En lyd, som et menneske aldeles vilkårligt måtte vælge for at betegne et begreb, vilde vistnok være uforståelig for andre; men denne lyd er også såre lidet interessant for opfinderen selv; et sprog af sådanne ord vide være overmåde flaut, og det er ingenlunde skøiernes. Vistnok er der mangfoldige ord i skøiernes sprog, som hverken de selv eller nogen philolog nu længer er istand til at henføre til noget ellers bekjendt naturligt sprog; men dette tør i de fleste tilfælde komme deraf, at man ikke nøiagtig kjender skøiersprogene i deres hele udvikling. I regelen ialfald er skøiersprogenes ordforråd dannet af de naturlige sprog, og det på en måde, som man kunde kalde en idelig flytning. For det første have skøierne kunnet gjøre sin tale uforståelig for andre folk ved at flytte ordene fra en tid til en anden, det vil sige, ved at bruge forglemte, gammeldags ord, archaismer(87), eller ved at flytte dem fra et sted til et andet, det vil sige, ved at bruge provincialismer i en anden egn af landet end den, hvor de høre hjemme, eller ved at bruge ord fra et ganske fremmed land eller sprog. Derfor finder man f.eks. hos de spanske desperados adskillige arabiske og tyrkiske udtryk sammen med baskiske, franske og tydske, hos de tydske gaunere ligeledes en stor mængde ord af taternes rommani og af de tydske jøders hebraisk, denne levning af Davids og Salomos sprog(88), og hos de norske skøiere endelig foruden tatersprogets, mangfoldighed af asiatiske og østeuropæiske udtryk ikke blot adskillige tydske og latinske ord, men også finske, både lappiske og kvænske, så deres rodi tilsidst ser ligeså broget ud som den værste fillefants lappede trøie. For det andet have skøierne lagt sig til adskillige ukjendelige udtryk ved i ord af det almindelige landsprog at flytte enkelte bogstaver eller hele stavelser, en maner, som især var yndet, når det derved fremkomme nye ord ved sin lighed med et andet af modsat betydning kunde give anledning til morsomme ordspil. For det tredie - og det har oprindelig været den rigeste kilde for skøiernes sprog - dannede de sig nye ord af gamle ved at flytte deres betydning, det er, ved at bruge dem i en uegentlig, billedlig betydning. Aldrig har vel noget sprogs ånd frembragt så dristige metaphorer, så fortvivlede billeder, som man finder i disse skøiersprog. At betragte dem er at skue lige ind i disse fortvivlede fredløses sjel. Med hensyn til denne side af disse besynderlige sprog siger Pott: «Det har ikke været de sletteste hoveder, som de skylde sin oprindelse, disse mindesmærker om en, vel til et slet mål anvendt, men dog glimrende skarpsindighed og en den befrugtende indbildningskraft med den kjækkeste flugt og de livligste billeder, og til begges skabninger har der ofte føiet sig sprudlende vid, vistnok af den overmodigste, ja af skrækkelig art, men som, skjønt det altfor ofte smager af sine skaberes og forplanteres grufulde håndtering, ikke desto mindre overrasker og fængsler, ikke blot næsten bestandig ved dristighed, men også hyppig ved den slående rigtighed af de som lyn i mørket udslyngede bemærkninger.(89)

Efter hvad der her er forklaret om måden, hvorpå disse skøiersprog ere dannede, er det lige til, at de i de forskjellige lande må have artet sig meget forskjelligt; men det viser sig derhos, at det er den samme maner, som befølges i dem alle, de samme ideer, som ofte i det enkelte ere gjennemførte i dem, hvilket igjen tydeligt viser, at de må have sin rod i en fælles begyndelse. Derfor betragte også f.ex. Borrow og Pott de mange skøiersprog i Vest-Europa kun som afændringer af et eneste, og man kan tale om et stort europæisk skøierfolk, hvoraf de tydske, franske og andre landes skøierhorder kun ere forgreninger.

Et skøierfolk, sagde jeg, et slags egen nation. Disse mennesker have dog engang tilhørt de virkelige europæiske nationer, ligesom ordene i deres sprog have tilhørt de naturlige tungemål; men de have forladt sin levevis, have løssagt sig fra det civiliserede, lovordnede samfund, og i dets sted dannet sig en afsluttet kaste med særegne interesser og vaner, hvormed de kom til at afvige ligeså meget fra sine tidligere landsmænd som et folk fra et andet. Opfindelsen og brugen af dette hemmelige sprog var her en hovedsag; uden det skulde de have gået enkeltvis omkring som almindelige landstrygere og forbrydere og snart sporløst være forsvundne; med samme sprog have de befæstet sig i sin onde levevis og endogså udviklet en egen hemmelig samfundsorden imellem sig. Det er overmåde interessant at se, hvorledes denne kaste, hvis livsprincip var en bestandig fornægtelse af både den guddommelige og menneskelige lov, som herskede i de naturlige folkesamfund i landene, strax selv, dreven af en indre nødvendighed, pålagde sig en ny lov, der neppe gav hin noget efter i strenghed. Man betragte forholdet mellem skøierne f.ex. i Sydtydskland, hvor dog de nyere tiders mangfoldige politiforanstaltninger have måttet gjøre det vanskeligt for dem at fortsætte sit gamle væsen! De forskjellige horder regjeres af høvdinger, der ere udrustede med næsten despotisk magt; medlemmerne ere inddelte i forskjellige klasser efter de forskjellige arter af tyvebedrift, som er tildelt enhver af dem; nogle ere Fichtestrohmer, nattetyve, andre Grossmakener, markedstyve, atter andre - og det er de dygtigste og fornemste - Trararumsgänger, postrøvere, osv., osv. Der hersker en vis regel for forholdet imellem disse klasser, og den, der begynder f.ex. som nattetyv, må sandelig arbeide med flid og vise mange prøver på udholdenhed og mod og talent, om han skal kunne vente at flyttes op i postrøvernes mere anseede klasse. Er det nu at undres over, om de børn, der voxe op i en sådan kreds, uden videre optage og fortsætte de ældres liv, hade den øvrige samfundsorden med et grundigt had og kun pønse på tyveri og kjeltringstreger? er det at undres over, om den, der efter megen anstrængelse og under sine stammefællers smigrende bifald er forfremmet til en tyv af det fornemste og farligste slags, nu udøver det ham tilkommende håndværk som en ret? Netop den forvendthed af begreberne om ret og pligt, som er hele kastens skyld, er på en vis måde det enkelte medlems undskyldning, ligesom man, om man end må fordømme arabernes blodhevn, dog må undskylde den enkelte araber, som ifølge sine tilvante begreber om det rette med opoffrelse af egen velfærd og sikkerhed gjør det urette.

At udvikle dette uvæsen til en sådan fuldstændighed og udbrede det så vidt omkring i landene har naturligvis været flere generationers værk. Allerede i det 16de århundrede havde skøierbanderne vakt almindelig opmærksomhed. Bonaventura Vulcanius, professor i det græske sprog i Leiden, hvor han døde år 1614, har i et vidtløftig sprogværk også omtalt visse «landstrygere, som så temmelig lignede nubianerne» (c: taterne); men medens han om disse rigtig antager, at de fra et tidligere hjem havde medbragt et naturligt sprog, siger han om hine landstrygeres sprog, at han vel ikke vover at kalde det et naturligt sprog, men heller ikke aldeles opdigtet; det syntes ham rimeligere, at det måtte stamme fra et eller andet gammelt sprog; «eller dersom alle ordene deri ere ligefrem opdigtede, så må man forundres ikke mindre over deres færdighed i at danne nye ord end over deres fiffighed i at udføre skjelmstykker.» Vulcanius omtaler endelig en ved året 1550 udkommen tydsk bog om de samme landløbere, hvorefter de skulle være inddelte i 28 «klasser eller sekter,» hver med sine egne benævnelser, men alle med et fælles sprog, og efter samme bog meddeler han nogle ord af sproget, som endnu den dag idag gjenfindes både i tydske og norske skøieres mund. I England, Frankrige, Italien og Spanien har man også ordbøger over skøiersprogene fra næsten en lige så fjern tid, og i Tydskland skal en sådan endog være udkommen allerede i året 1510. Man kan altså tænke på slutningen af middelalderen som den tid, da det besynderlige skøiervæsen ankom.

Borrow er måske den eneste, som har forsøgt at forklare anledningen til dette phænomen. Han gjør opmærksom på, hvorledes Italien i middelalderens sidste århundreder var Europas lærerinde i skjønne kunster og nyttige videnskaber, og det er ikke så ueffent, når han allerede af den grund mener, at ideen til den fulhedens hemmelighed, som netop skøierkastens sprog er, også fra Italien af udbredtes til andre lande. Det er som at tænke på den giftige øgle under laurens og oliventræets skinnende blad. Han ved også at fortælle, at allerede i hine tider droge mange italienere omkring i landene som lirespillere, liniedandsere, gjøglere, og disse, mener han, kunne have indladt sig i fordægtige handeler med gavtyvene i hovedstæder og landsbyer og undervist dem i hemmeligheden. Han støtter endeligt formodningen derpå, at der i alle tyvesprog findes ikke få latinske og italienske ord, men fornemmelig derpå, at tyvesproget endnu af tydskerne kaldes rothwelsch eller rotwelsch, som efter en almindelig forklaring skulde betyde enten «røde-italiensk» eller sammen-rottede tyvefolks italiensk.

Men denne forklaring af navnet er nok falsk(90), og en så ubetydelig omstændighed som nogle italienske gjøgleres omflakken er neppe tilstrækkelig til at forklare oprindelsen til en kaste, som har udbredt sig over hele Vest- og Nordeuropa og vist at holde sig der i århundreder. Mon jeg da tør forsøge på en ny forklaring? Man kaste et blik på Europas tilstand i hin mørke periode, da en forfærdelig vankundighed og usædelighed havde bragt al kirkelig og politisk samfundsorden lige til randen af fuldstændig opløsning, og det synes ikke vanskeligt at forstå, hvorledes en så hæslig udvæxt på det europæiske folkeliv kunde blive til. Almuen var af det pligtforglemmende hierarchi med forsæt holdt i uvidenhed; det var kommet dertil, at folket for en stor del næsten ikke kjendte sin Gud, men troede på og ærede munkene i Guds sted. Og medens paven og bisperne kanske endnu kastede helligdommens slør over sine uterligheder, forargede munkene altfor ofte med den åbenbareste ugudelighed. Når nu nogen ved sådant syn bragtes til at tvivle på sandheden og retmæssigheden af denne så mislige kirkelige autoritet, så måtte han i sandhed være begavet med megen naturlig moralsk sands og religiøs følelse, om han ikke skulde komme til at tvivle og opgive troen på alt helligt. Men nu var der i den laveste del af samfundet en mængde høist fordærvede mennesker. Europa var oversvømmet af store skarer af tiggere. Det havde nemlig munkene lært folket, at den nemmeste vei til himmelen var at give almisser, og denne lære havde ikke alene til følge, at klostrene berigedes, men at mange dovninger, både mænd og kvinder, mest under skikkelse af ynkelige spedalske og krøblinger o.s.v., droge om på foregivne valfarter til de forskjellige helgeners kapeller, som vare i ry for at eie lægedom for de forskjellige slags sygdomme, og så på veien tiggede ved kirkedøre og i husene, levede lystigt på det bedragne folks bekostning og øvede sig i alskens skjelmstykker(91). En anden landeplage var talrige flokke af afdankede soldater, som i de fast idelige krige, hellige krige, som de gjerne kaldtes, havde herjet og plyndret systematisk og nu bagefter fortsatte håndværket på egen hånd, måske i selskab med sine tidligere marketentersker og deres unger. Det har vel især været i de egne, hvor Tydskland og Frankrige og Italien støde sammen, at disse sammenløbne flokke af alle nationers udskud mest ubehindret kunde gå ud og ind over grændserne, og hvor have de ikke på sine vidtløftige reiser vel kjendte med det forskjellige landes sprog, havt god anledning til at øve sig i alskens kløgt? Disse mennesker, munkenes levninger i list og samvittighedsløshed, have snart gjennemskuet al den falskhed, som munkekutten så slet skjulte; de mærkede, at tiggermunkene ofte brugte det «hellige» latinske sprog som et hemmeligt meddelelsesmiddel til at aftale fordægtige planer sig imellem, og dette kunde vel give dem ideen til også at lægge sig til et kunstigt sprog til brug for sine hemmelige forhandlinger (kjeltringlatin). Men disse forvildede, der ligeså lidt kunde ynde keiserens og hans tjeneres myndighed, som de troede på pavens og klerkernes ufeilbarhed, hvad skulde de endnu nære ærbødighed for i himmelen eller på jorden? Hierarchiets stigende vranghed og usædelighed havde hidtil fremkaldt en mangfoldighed af altid mere og mere voldsomt protesterende kjætterpartier; nu, da ugudeligheden og falskheden hos de styrende var bleven så stor som mulig, dannede der sig et nyt parti, som i et og alt løssagde sig fra de kirkelige og borgerlige samfund, som i et og alt dannede en modsætning til andre folks begreber om det gode og rette, som befæstede sig i vantro og øvede sig i last istedetfor i tro og dyd, hvis tanke og ord og gjerning blev et system af bespottelse imod Gud og hån imod øvrighed og vold imod de skikkelige folk i landet. Det er vist ikke tilfældigt, at skøiervæsenet, denne fortvivlede sekt, udviklede sig af middelalderens megen rådenhed netop henimod den tid, da Gud opreiste sig en mand til at redde christenheden ud af den almindelige opløsning og forvirring, som truede; således fik satan bygget sig en synagoge ved siden af den rensede kirkebygning, som Gud kaldte dr. Martin Luther(92) til at opføre, en synagoge, som endnu står der som et forfærdeligt billede på den råhed og ryggesløshed, som kunde have lagt sig over den hele civiliserede verden, den hele christenhed.

Lidt før Luther opslog sin protest mod pavedømmets vranglære, i keiser Maximilians dage, omtales i Sydtydskland, som endnu er de tydske skøieres fornemste tilholdsted og derfor i deres sprog hedder Gänfer-Märtine (tyvelandet), et fordægtigt selskab af havebrødre (Gordenbrüder), der førte et eventyrligt liv og ganske som de senere tiders skøiere hjemsøgte bøndernes haver og madboder. Lad disse havebrødre gjælde for skøierfolkets stammefædre! De levede endnu i slægtens lykkelige guldalder, da de sydtydske bondekrige kort efter bragte forstyrrelse og rædsel over de rigeste egne af Tydskland; da flød vel bondens mark for dem af melk og honning, og de plyndrede klosterkjeldere strømmede over med most og vin. Under trediveårskrigen - derpå tyde samtidige efterretninger - nød slægten i det mindste sin sølvalder, under de spanske successionskrige og den franske revolutions langvarige ufred sin kobberalder. Siden har vel ret i egentlig forstand jernalderen været over dem, med fodbøiler og lænker; men skulde nogensinde kommunismens rige begynde - og de mange skøierfølger, som endnu liste sig om i Baden og Württemberg med tilstødende egne i Frankrike o.s.v., stirre vist med chiliastisk håb på tidernes tegn -, så vilde denne ryggesløse slægt få feire en forfærdelig triumph.

Når man nu betragter de få levninger af det rotvelsk, som endnu høres i norske skøieres mund, så skjønner man strax, at det må være en aflægger af det fuldstændigere jydske rotvelsk, og dette viser igjen tydelig hen til Tydskland som sit hjem. Skøiermålet og dermed det hele skøiervæsen er altså forplantet til Norden fra Tydskland af, og den tater havde således ganske ret, som sagde om meltraverne (skøierne), at de vare nogle vildtydskere, der for lange tider siden havde trængt sig ind i landet (se kapitel 1, s. 24). Det er nu ikke at vente, at nogen historieskriver eller annalist skulde have givet os besked om, når og hvorledes denne indvandring gik for sig; men det kan også være det samme. De tydske tyvefamilier havde intet hjem at forlade, og med en bylt på ryggen førte de alt sit med sig; snart lokkede vel lyst til eventyr dem ud på langtoure, snart måtte nok også frygt for pågribelse efter en eller anden udåd bevæge dem til at opsøge sig fremmede egne, hvor de vare ukjendte. Men sådanne flokke fandt vistnok de nordiske lande allerede vel forsynede med tiggere og landstrygere, som vel endnu strøge om på en mere enfoldig gammeldags vis, men med fornøielse lyttede til de fremmede gavtyves undervisning om de kunstigere kneb, som spidsbub-skarpsindigheden i det organiserede skøiersamfund havde udstuderet. Et ganske lidet antal af slige apostler måtte i kort tid kunne vinde mange proselytter for det hemmelighedsfulde selskab også i de nordiske lande.

Den 21de marts 1685 udkom der i Danmark en besynderlig lov. Deri forklares det først, at landet var besværet af en del hjemløse mennesker, som fore hid og did, førte et meget forargeligt liv og derfor vare høflig foragtede og afskyede af andre mennesker, ja, at de selv gjorde sig flid for at vedligeholde denne foragt både for dem selv og for de forskjellige små håndteringer, hvorved de tildels ernærede sig, for at ikke andre skulde gå dem i veien i denne som uærlig betragtede næring. For at nu dette uvæsen kunde vorde standset, erklærer loven først, at disse mennesker skulde betragtes som landets egne børn, og det forbydes kongens øvrige undersåtter at lægge nogen foragt på dem eller deres næring eller bruge skjeldsord og stygge navne om dem, hvorved de kun ville arte sig værre. - Det er meget rimeligt, at det for en del netop var vore skøiere, som allerede dengang havde vakt nogen opsigt i Danmark og foranlediget denne lov; men ialfald har loven måttet bevirke, at senere lovgivere ikke kunde omtale dette slags landstrygere med egne kjendingsnavne, der jo altid vare skjeldsord, og derfor tie de ældre dansk-norske love stille om skøierne, medens de endnu gave os nogen tarvelig oplysning om taterne. - Den danske almue vedblev dog at tænke og tale om landstrygerne, som den syntes bedst; den skjelner imellem to slags landstrygere, nogle, som befatte sig med de urenligste arbeider, at flå selvdøde kreature o.s.v., hedde natmænd, og imellem dem finder man endnu adskillige sortsmudskede tatere; andre, som have valgt sig noget mer pyntelige håndteringer og fornemmelig ere kjedelflikkere, hedde kjeltringer, et ord, der ligesom vort «fant» gjerne har betydningen af en overmåde fordægtig person; men disse kjeltringer røbe ved sit prævelikvant eller rotvelsk, at de ere ægte skøiere(93).

Over de danske øer, hvor man nu(94) kun finder svage spor at skøierne, men hvor de altså før have drevet sit væsen, kunde de let finde veien over til Skåne. Her have de også været vel kjendte; en senere forfatter har kortelig, men tydeligt nok skildret de også her såkaldte kältringar ganske som deres navner i Jylland og skøierne hos os(95). Men fra Syd-Sveriges åbne sletter gjorde spidsbuberne klogest i snarest muligt at trække sig op til de nordlige skovbygder, hvor der var bedre skjulesteder at finde, og herfra kostede det dem kun få skridt at redde sig videre ind over den norske grændse.

Uagtet man, som allerede forklaret, i de ældre norske love ikke finder vore skøiere ligefrem omtalte, således som vi fandt taterne både benævnte og beskrevne, ser man dog, at der ofte måtte gives lovbestemmelser ikke alene mod taterne, men også mod adskilligt andet landstrygerpak, og imellem dette pak har vel skøiermål og skøiervæsen længe havt hjemme. Det er allerede påfaldende, når man i recessen af 1643, 2-21-2, ikke alene finder anordning om årlige inkvisitioner (fantejagter, som almuen nu kalder dem) efter løsgjængere og betlere, men også ser at der er tale om frække landstrygere med bøsser og gevær, vilde skovrøvere altså, som minde om de tydske havebrødre fra bondekrigenes eller trediveårskrigens tider. Altid hyppigere måtte bestemmelsen om sådanne inkvisitioner gjentages, og i forordningen derom 12te mai 1657 omtales ikke blot omstreifende mandfolk, men også kvindespersoner, og frd. 8 jan. 1658 handler om deslige letfærdige kvinder, som fare omkring og føde børn på fremmede steder. Fra disse børn, som mødrene vel ligesom fantekjærringer nu i et dertil indrettet bæreredskab på ryggen bare omkring på landeveiene, nedstamme måske de gamle og vidtforgrenede fantefamilier, som endnu den dag idag sværme omkring, f.ex. Steffensfølget på Rommerike og Vardalsfølget på Stavangerkanten, der led for led kunne opregne sine stammefædre og stammemødre en halvandet hundrede år op i tiden.

Der må have seet ret broget ud i vore skove og udmarker, hvor fanterne havde tilhold, og hvor det lader til, at de trods de mange straffebestemmelser selv for dem, der husede dem eller hjalp dem over sunde og elve, artede sig alt værre og værre. I året 1700 fandt også statholderen i Norge, Gabel, sig beføiet til at foranstalte en stor fantejagt. «Klapjagten på røvere og fordægtige personer,» skriver han til kongen selv, «foregik, som jeg har meldt, den 4de oktbr. Her (på Akershus) har jeg 44 personer siddende, og idag har jeg fra Hedemarken underretning om, at man der har fået fat på 86; hvad på andre steder, ved jeg endnu ikke. Landet er i den grad fornøiet herover, at det ikke kan beskrives, da ingen længer kunde bo sikkert og uden frygt, og var der blevet noget af krigen, havde dette pak gjort mere skade end de fiendtlige partier, hvorfor det ganske må udryddes(96). Et eget reskript udtrykte kongens tilfredshed med denne statholderens bedrift. Men dennes tanke om å få pakket udryddet gik ikke i opfyldelse; det blev i det høieste kun forskræmt til andre kanter af landet, og det synes især at være for Vestlandets skyld, at der ved reskr. 8 septbr. 1710 påbødes en stor fantejagt over de tre sydlige stifter; almuen skulde overalt på en og samme dag samles på aftalte steder med behørig gevær og så under lensmændenes anførsel «alle gårde, skove, sætre og steder samt små hytter nøie gjennemsøge efter landstrygere, løsgjængere, røvere og udædiske folk.» Og dog varede det ikke mange år, før krigen efter reskr. 14de novbr. 1721 måtte fornyes vesterpå, hvorefter da også touren kom til Throndhjems stift, hvor f.ex. præmisserne til reskr. 23 aug. 1737 vise, at alskens fantepak flokkede sig sammen (se kapitel 4, s. 65). Hvor denne stadige krigstilstand måtte skjærpe skøiernes kløgt, befæste deres indbyrdes sammenhold, forhøie deres had mod andre mennesker, øve deres kraft og udholdenhed udviske alle deres dyder og lyder! Den skulde vedblevet til nu, denne fantekrig, og vi skulde havt et mere energisk og interessant fantefolk at fortælle historier om.

Man syntes også at indse, at fantekrigene ikke havde ført til nogen seier, og tænkte på nye planer. Først byggede man tugthuse; i løbet af ikke meget lang tid havdes et sådant i hver stiftsstad. I året 1741 stod tugthuset i Christiania færdigt til brug; det var tildels opført ved privates veldædige bidrag og var dengang ikke så meget bestemt til straffeindretning som til pleie- og redningsanstalt eller tvangsarbeidshus for forvildede og fordærvede mennesker; ja, præmisserne til tugthus-frdn. 2. decbr. 1741 synes at vise, at det ikke mindst var netop de omsværmede fantefolk, som skulde tæmmes der. Derfor hedder det også i forordningen, at «de uden vis bopæl og pas omløbende under navn af kjedelflikkere og andre» (skøierne have ligefra Danmark af isærdeleshed befattet sig med kjedelflikkeri- og blikkenslager-professionen; de dannede et slags kjedelflikker-orden eller broderskab) uopholdelig skulde indsættes i tugthuset, en bestemmelse, til hvis overholdelse ståderfogder og bygdevægtere altid skulde befare gader og veie og årlige inkvisitioner eller fantejagter skulde anstilles. I året 1744 blev der også i Akershus stift holdt en sådan jagt, om hvis udfald reskr. 31 juli s.å. giver nogen underretning; antallet af de fangne fordægtige personer må have været betydeligt, siden man ser, at tugthuset kun have rum tilovers for 150 af dem, så de andre måtte slippes igjen; ved denne leilighed blev det oplyst, at der mellem de opjagede personer var hele familier med ældgamle folk, som uden hjem og vis levevei, uden christendomskundskab og altergang, fra barnsben havde strippet om og betlet både i Sverige og Norge og nu førte med sig voxne børn og spæde børnebørn, kort, levede ganske således som vore nuværende skøierfølger. Det er godt at forstå, at denne foranstaltning trods den gode hensigt, som kan have ligget til grund for samme, ikke kunde udføres således, at den virkelig gavnede; det er nemlig tydeligt, at megen vilkårlighed og ubillighed kom til at finde sted, når man på fantejagterne tog rub og stub af mistænkelige personer og satte dem ind på tugthuset, uden at de just vare overbeviste om at have begået nogen påtagelig forbrydelse. Og vel er det så, at fanterne ikke selv have megen sands for, hvad de skylde andre; men det ligger i deres natur at være overmåde snare til at klage over og forbittres ved den mindste uretfærdighed eller ubillighed, som fra magtens side monne begåes imod dem. De lode sig derfor sikkerlig ligeså lidt forbedre ved tugthusets tvang, som de tidligere ved lensmændenes og deres bondehæres krigerske demonstrationer havde ladet sig skræmme ud af landet.

Så bekvæmmede man sig til at slutte et slags fred med fanterne og tolerere deres evindelige reiseliv. Frdn. 9 aug. 1754, § 19, erklærede, at «kjedelflikkere, heglemagere, grydesmede, hesteskjærere og andre deslige, som kunne ansees at stryge landet igjennem» (d. e. netop vore skøiere og vel taterne med, som man ikke nu længer adskilte så nøie fra andre landstrygere), skulde under visse betingelser have tilladelse til at fortsette sin levevis og næringsvei, en tilladelse, som efter datidens anordninger for resten med hensyn til håndværksdrift på landet og i byerne fast kan kaldes et begunstigende privilegium. Betingelserne var disse få, at fanterne skulde være hjemmehørende etsteds i landet, at de skulde indskrænke sin omstreifen til grændserne af et amt og så få sig af amtmanden udfærdiget et reisepas eller en bevilling. Men så længe havde fanterne øvet sig i opfindsomhed og med allehånde påskud vist at klare sig under tidernes pinagtighed, at de neppe brøde sig om og benyttede sig af denne ret da mere end nu, og ligesom loven selv vist var udgået af overbevisningen om, at det ikke lod sig gjøre med et slag at tilintetgjøre fantefølgernes uvæsen, således er det heller ikke berettet, at nogen, stiftsbefalingsmand eller anden øvrighedsperson nu mere tog sig et så urimeligt arbeide fore som det, statholder Gabel i året 1700 roste sig af. Vel udkom der fremdeles en mængde forordninger om fremmede betlere og løsgjengere; men man kan temmelig trygt antage, at øvrigheden i almindelighed var bleven så træt af at befatte sig med de værste af dem, de uforbederlige kjedelflikkere og skøierfølger, at den kun lagde hånd på dem, når de nu og da havde været uforsigtige og begået altfor store ulykker og voldsgjerninger. Men under denne stilhed og fred æggedes fanterne ikke længer som før til modstand imod landets lov og orden, og deres indbyrdes sammenhold og kastevæsen gerådede i forfald.

Man må forundres over, at der endnu imellem disse familier og almuen, i hvis midte de færdes, er en så stor kløft, som følgende exempel viser, der er meddelt af en præst i en i året 1846 indgiven officiel indberetning om fanterne. Jeg har før nævnt Vardalsfølget, en talrig skøierfamilie, som i flere generationer har haft et slags tilhold i fjordene indenfor Stavanger. En afdeling af dette, en fuldstændig familie med små og store, blev liggende syg af nervefeber på en bondegård, hvor den havde tiltigget sig natteherberge. Fanterne lå sammenstuvede i et trangt og usselt rum, høist elendigt forsørgede med mad og klæder. Præsten ble vidende om elendigheden og foranstaltede, at distriktslægen blev hentet. Denne kunde ikke gjøre videre ved de syge i denne tilstand, men trøstede dem, som han mente, med løfte om, at de næste dag skulde blive bragt hen til et bedre sted og få ordentlig forpleining. Hvad virkning gjorde det på fanterne? Såsnart lægen var reist, og det var blevet mørkt og stille på gården, flygtede de alle i sin nøgenhed og elendighed ud i natten og fore langt bort til andre gårde, hvor de førte smitten med sig og selv bleve endnu uslere, end de vare før. Så lidet vare de istand til at tro, at man mente dem vel ved at sende en embedsmand op til dem og lade dem «transportere» fra et koldt skjul til et bedre rum; et svælgende dyb adskildte her den deltagende medlidenhed fra den skrigende nød.

Det er dog ikke stort at sige om det kasteliv, som nu hersker imellem disse folk. De enkelte følger eller familier ere ikke mærkede med et så skarpt fællespræg og ikke forbundne med så faste samfundsbånd som taterfølgerne. Skøierne ere måske lidt flittigere end taterne som blikkenslagere og hægtemagere og strømpebindersker, ere ikke på langt nær så drevne i trolddommens og spådomskunstens mysterier, rapse vist mere småligt, og øve sin hovedbedrift, tiggeriet, på en langt simplere og flauere maner. Deres hemmelige meddelelsesmiddel eller såkaldte sprog er også noget elendigt kram, en yderst fattig samling af få gloser. Men der er en omstændighed ved dette samme sprog, som viser, at både det og dermed skøierfolket selv engang har floreret bedre her i landet. Årsagen til, at skøiermålet er så fattigt, er den, at fanterne af denne race i den senere tid have fundet sin regning ved at lægge sig efter taternes noget rigere rommani og derved for største delen have glemt sit gamle rodi. Flere fanter som selv henregnede sig til denne fra taterne forskjellige stamme, have i samtale med mig vist sig fortrolige med tatersproget, men kun med møie erindret enkelte gloser af skøiernes eget mål og så sluttet med den forklaring, at deres forældre kunde meget mere deraf end de. Et senere kapitel skal også vise, hvorledes de to fantestammer nu på det nærmeste ere smeltede sammen og derved så omtrent have ombyttet al tidligere kasteskik og fanteorden med en endogså i de bedre fanters øine ganske forfærdelig usædelighed og ryggesløshed.

Ikke uden interesse har jeg ovenfor samlet enkelte træk, som syntes at tyde hen på, at de ellers så rå og forvildede taterfolk dog havde bevaret ærefrygt for ægteskabets hellighed. Har der været nogen skik og orden imellem skøierne, har den også måttet vise sig i dette stykke. Rigtignok ser man dem betragte den kirkelige vielse med den største ligegyldighed; idelig hører man om naturlige ægteskaber imellem dem. Men måske have de havt egne ceremonier imellem sig for at besegle ægteskabets pakt? Dorph fortæller, at når en kjeltring kastede sin kjæp til en pige af kastefolket, og hun tog den op, gav hun dermed tilkjende at ville tilhøre ham, og denne ceremoni forpligtede hende til troskab. Her i landet fortæller almuen dette sagn, at når fanter ville gifte sig, løbe de tre ganger rundt en briskebusk, hvormed ægteskabet skal være sluttet. Dette vilde være en meget tarvelig ceremoni; men havde den været nedarvet fra fædrene og fået ældens ærværdighed, så vilde den dog været bedre end slet ingen. Og ialfald kan man virkelig imellem dette pak finde hel påfaldende exempler på troskab og dyd. Ved folketællingen i 1845 iagttoges henne på Vestlandet et uafladeligt omstreifende fantefølge, som jeg ved hører til skøierne og ikke til taterne, og som bestod af en oldefader med hans æt indtil børnebørnsbørn. Allerede denne kjendsgjerning er af interesse, når man betænker, hvor megen møie og besvær det har kostet de enkelte medlemmer af følget at holde således sammen på den hjemløse færd. Og om oldefaderen selv har en troværdig fant fortalt mig følgende historie: «Hans kone havde i lange tider en ulægelig sygdom i benene, så hun ikke kunde gå, og manden, som var fattig og ikke kunde holde hest, måtte bære hende på sin ryg fra den ene bygd til den anden. Det var sådan underlig sygdom; benene rådnede op på hende, og da det kom helt op i maven, så døde hun; men da sørgede gamlingen så svært, at ingen kunde trøste ham.» - Også den dag idag sees et sådant par på landeveiene over det sydlige Norge. Konen har fået begge sine fødder affrosne, og manden må bære hende. Efter hvad en fant, der nøie kjender hende, har fortalt mig, er hun et trold; medens hun rider på mandens ryg, dunker hun ham med stumperne af sine ben, klorer og lugger ham, skjender og smelder, fordi han ikke giver hende brændevin nok, og sommetider må han lægge hende af på veikanten og give hende bank; men hver gang tager han hende dog op igjen og drager videre med sit huskors. Man har fortalt mig om den samme kone, at hun ofte må prøve nye mænd, såsom den, der en stund har båret hende og ved det bedrøvelige skue, han fremviser, har samlet sig så mange almissepenge, som han syntes at behøve, da skal sælge hende som en handelsvare til en anden spekulant, der på samme måde vil forsøge at tjene penge med mennesket; men hin fant forsikkrede mig, at det virkelig var en og samme mand, der nu i en række år med ubegribelig tålmodighed og troskab havde trukket om med hende.

Det er ligetil, at skøierfolket, der i så høi grad afviger fra de moralske grundsætninger, som gjælde i det lovlige samfund, heller ikke hylder de i landene herskende religiøse begreber. Derfor ser man også af tydske skøier-ordbøger, at kirken og dens helligdomme i skøiernes ugudelige, ja antichristelige billedsprog betegnes med de usømmeligste navne. Det vilde da være ett i psychologisk henseende høist mærkværdigt phænomen, om denne kaste i sin eiendommelige udviking skulde have nået så vidt, at den havde lagt sig til ikke alene, som før forklaret, eget sprog, egne skikke, egne love, men også egne religiøse forestillinger og ceremonier. Jeg blev derfor høilig overrasket, da en gammel, letfærdig, ja ryggesløs fantekjærring af denne race fra Ullensaker fortalte mig en mythe med så eiendommelig og sandelig nette træk, at visselig ikke hun, det rå menneske, kunde mistænkes for at have opdigtet den for mig. «Solen,» sagde hun, «er det samme som Krist-jumlia, i solen kan en se Kris-jumlias eller Vorherres ansigt. Mens jeg var liden, formante min bedstemor mig stadig til at gå op på en bakke og glane på solen og se, om Vorherre endnu var mig blid; for når jeg blev ældre og havde samlet nogen synd på mig, så vilde han sende sine skarpe stråler ind i øinene, og da vilde øinene løbe i vand, så jeg ikke kunde få se hans ansigt. Og således gik det, som hun sagde; siden jeg blev sådan 12-13 år gammel, har jeg aldri turdet forsøge på at se ind i solen.» Gud bor i et lys, hvortil ingen synder kan komme; det er den grundtanke, der gåer igjennem denne mythe om Guds legemlige boen i solen. Men jeg har hidtil forgjæves søgt at udfinde, hvor fantefolkene have fået mythen fra; selv hos finnerne, som fanterne dog have havt adskillig forståelse med, og til hvem navnet Krist-jumlia henviser, har jeg ikke gjenfundet den.


KAPITEL 10

Skovfinner og tiggerlapper.

Jeg har før antydet, at der i skøiernes usle «labbelensk» fandtes adskillige finske ord. Navnet «fin» bruges ofte både i svensk og norsk som et fællesnavn for tvende folkeslag, beboerne af grændsefjeldene mellem det nordlige Norge og Sverige (de norske lapper og de med dem nøie beslægtede svenske laplændere), samt beboerne af det før svenske, nu russiske, storfyrstendømme Finland (finlændere eller kvæner). Nu findes der i dette rå fantemål også flere ord (f.ex, hint jumlia), som, rigtignok i en forvansket form, ere hentede fra disse finlænderes for dets vellyd og rige poesi så berømte tungemål. Hvorledes er nu dette gået til? Have disse omsværmende flokke også udstrakt sine vandringer til hinsides den Botniske bugt? Måske. Eller have vagabonder derfra forenet sig med dem her i de svenske og norske bygder? Ja, jeg har truffet individer i norske fantefølger, et par gamle kvinder, som sagde sig at være barnefødte i «Storfinland,» og som virkelig lode mig høre, at de også kunde tale finsk. Men vore fanter kunne også på nærmere hold have mødt en afdeling af de kvænsktalende finner, og nogle af disse kunne formedelst ulykkelige forholdes magt have været altfor tilbøielige til at fraternisere med fanterne og slå sig i lag med dem.

Midt inde mellem de norske og svenske bygder have flere familier af kvænske finner i lange tider havt tilhold; på den vidtløftige, skovbegroede åsstrækning imellem den sydlige del af Hedemarkens amt i Norge og Vermeland i Sverige, på begge sider af rigsgrændsen, er endnu en såre mærkelig levning af denne koloni af nybyggere fra Finland, Finskoven, som den hedder på den norske side, Finmarken, som den kaldes på den svenske.

Denne koloni har kun været lidet påagtet, og man finder kun sparsomme og ufuldstændige efterretninger om den. Til forskjel fra de nordenfjeldske finner eller lapperne kaldte ældre skribenter disse agerdyrkende nybyggere gjerne «skovfinner» eller «rugfinner», og når de omtalte dem, skede det for det meste med megen ugunst. I en «relation om Norges riges tilstand i året 1699»(97) hedder det om dem: «De ere det allerskadeligste ukrud for landet, som nogentid nævnes kan - -; thi i ufreds tider ere de ikke alene de allerstørste spioner, men og, som de vide alle gjenveie og stier i skovene, så må hver fattig mand frykte sig for deres overfald, røven og tyveri» o.s.v. Ganske de samme udyder siger også Pontoppidan dem på; han sammenligner dem med morlakerne, et halvvildt, røversk folk i Dalmatiens bjerge, og føier til, at de i det hele ere så fornedrede, at de norske behandle dem på samme foragtelige måde, som man andetsteds kan behandle de lumpneste jøder(98). Af Krafts «Beskrivelse over Norge,» første gang udgiven i året 1820(99), hvor dette finnefolk skildres udførligere, og hvor der også anføres tegn til, at det i den sidste tid havde begyndt at hæve sig noget i moralsk og økonomisk henseende, sees dog endnu dette træk, at deres samkvem med de norske endnu var meget lidet og for det meste indskrænkede sig til besøg nede i de norske bygder 2-3 gange om året for at «gå til kirke, tage sig et rus strax efter og udrette erinder,» deres store armod; hedder det fremdeles, tvang dem også ofte til for en del at ernære sig af barkebrød.

Efter disse skildringer kunde jeg ikke danne mig nogen hyggelig forestilling om disse menneskers liv og sæder; mundlige meddelelser af personer, som havde været oppe på Finskoven, gjorde mig billedet heller mørkere; jeg tænkte mig finnerne som et slags fantefolk og reiste op til dem med den tanke, at jeg vilde komme midt op i et fanterede.

Det var en skyet sommermorgen 1848, da jeg fra gården Hofaas, i Brandvold annex til Grue præstegjeld i Soløer, red op over den åsstrækning, som på den østlige side begrændser Glommens dalføre, for ind imod den svenske grændse at komme ind på Soløer-Finskov. Den første del af reisen var en almindelig sætertour, veien førte mig forbi flere i den yderste rand af skoven liggende sætre, som tilhøre de norske dalgårde. Det af finnerne beboede strøg ligger længere inde og er om vinteren, når sætrene stå tomme, ved et par mile bredt mennesketomt skovland adskilt fra den norske bygd nede ved Glommen. Da jeg tog afsked fra den sidste sæter, var det med en følelse, som om jeg skulde begive mig ind i et fremmed land. De regnsvangre skyer lå tungt over de mørke åse; der var dystert rundt omkring, og ingen vei, men kun sporene af skovfinnernes fødder, som havde afslidt lyngen over stenuren, og hist og her nogle stokke, lagte som bro over en strid skovbæk eller en altfor blød myr, vidnede om civilisationen i finnernes rige. Jeg var halv ængstelig, da jeg efter to miles ridt nærmede mig til den første finnegård, Græsbjerget ved Skadsen-søen, og henvendte mig til den første fin; jeg tænkte mig, at han, den foragtede fremmede her i landet, vilde undse sig ved at tale om sin finneherkomst og kanske betragte mig med mistænkelige blikke. Men hvor blev jeg ikke behagelig overrasket! På min ligefremme yttring om, at jeg ikke havde andet erinde end at besøge finnerne og se, hvorledes de havde det, bød han mig fornøiet og trohjertig ind i sit hus og lod sin datter sætte for mig en skål melk - en høflighed, som norske bønder af lignende simple kår sjelden viste mig -, førte mig omkring på sin gård (han var, hvad kun få finner ere, selveier) og viste mig den myr, han netop med stor anstrængelse havde renset for sten og forvandlet til agerland, ledsagede mig omkring til sine naboer og introducerede mig hos dem med nogle finske ord, som jeg ikke forstod, men som skaffede mig samme gjæstfrie modtagelse hos dem alle. Her var jeg virkelig som i et fremmed land, der udmærkede sig ved den behagelighed, at alle dets indbyggere forstode mit modersmål, skjønt de sig imellem talte et andet. Deres huslige indretninger viste mig også helt fremmede sæder; finstuerne, navnlig de ældre, bestå af et temmelig stort rum, i hvis hjørne der er anbragt en stor muret ovn som en bagerovn med bænke på siderne, der yde et særdeles varmt leie; disse ovne ere også om sommeren stadigt og stærkt ildede - en nødvendighed, sige finnerne, fordi de efter sin hyppige færdsel i myrene altid kommer hjem med våde klæder. Røgen går ikke op igjennem nogen skorsten, men udbreder sig i den øvre del af værelset og slipper ud igjennem den af de fire på væggene anbragte glugger, som holdes åben. Finnerne selv trivedes godt i denne varme og røg, som meget snart generede mig. Til denne nøisomme, tarvelige levemåde, som alt vidnede om, og til det afsondrede, ensomme liv passede også ret godt den store gjæstfrihed, som jeg mødte overalt på Finskoven; gjæstfrihed er jo det vakkre træk, som reisende så ofte tillægge netop sådanne folkeslag, som kun kjende det lavere kulturtrins simplere sæder. Men hvad der da ved siden heraf forundrede mig mere, var i næsten ethvert hus at finde finske bøger, og ikke blot gamle, forliggende sager fra en bedre tid, men nye biblen og ofte æsthetiske sager, samlinger af Finlands skjønne folkepoesi, bøger, som ikke såes i Christiania boglader. Det frapperede og fornøiede mig at se disse folk stå i sådan litterær forbindelse med sit gamle moderland. Jeg forskede naturligvis efter sammenhængen hermed; men herved skjønnede jeg snart, at jeg endnu kun befandt mig på yderkanten af denne finneverden, hvor man ikke vidste så god besked om slægtens forholde som længere indre, i hjertet af kolonien; ja rigtig oplysning vilde måske ingen anden kunde give mig end den mand, finnerne her henviste mig til, «gamle Paul Øieren,» omgående skoleholder på Finskoven. Men hvor finder man vel en sådan omvankende mand? Jeg kunde blot med ny og større nysgjerrighed fortsætte min reise længer ind imellem åsene.

Ingen hest var at få; men jeg fik en svensk fingut til ledsager og vandrede afsted. Nu blev det dagsregn; her var melankolsk i denne lidet beboede skovtrakt, og gangen under de dryppende træer og i det våde lyng, op og ned ad de bratte stier og over betænkelige myre, blev dobbelt tung, da det tilsidst viste sig, at fingutten slet ikke var rigtig kjendt, så jeg, så slemt det var nu i aftenskumringen, mere måtte følge stregerne på mit amtskart end hans usikre meninger. Efter 2 miles høist besværlig marsch stode vi endelig på toppen af en ås, hvorunder Røgden-søen udbredte sin store, mørke flade; ved dens bred, ganske nærved, lå Kalnæsset, målet for vandringen, og røgen af husene viste mig, at jeg endnu skulde træffe folk oppe.

På gangen igjennem den adspredt liggende husklynge hen til den fin, til hvis gjæstfrihed jeg var bleven anbefalet, kom jeg forbi en badstue. Badstuen var et sikkert tegn på, hvor vidt den finske nationalitet strækker sig ud over vore skovbygder. Den finske røghytte er nu ofte ombyttet med en norsk stuebygning; men hvor en fin bor, vil man overalt finde en badstue ved siden af. Det var lørdagsaften nu, renselsestiden, og her var livligt omkring den rygende bygning. Nogle kastede klæderne af sig på marken for at kvæge sig ved det forfriskende dampbad; andre hørtes derinde at pidske de svedende lemmer med ris af birkekviste; atter andre styrtede dampende ud og overøste sig med vand i den forbiflydende bæk, gamle og unge, mænd og kvinder i meget ugeneret blanding. Dette sidste træk var vel altfor naturligt til, at det skulde kunne passe for vore forholde; men vel skulde jeg ønske, at der stod en badstue på hver norsk bondes gård, og at dens flittige brug kunde smykke hans person og hans hus med en sådan renlighed som den, der i høi grad udmærkede finnerne. Disse bad, forklarede finnerne mig, ere også overmåde tjenlige til sundhedens vedligeholdelse, og jeg troer, at jeg selv befriede mig for en begyndende forkjølelse, da jeg næste dag nogle øieblikke dukkede mig ind i den varme damp og derefter fik et styrtebad over mig.

Jeg havde ikke længe siddet hos min vært, før en fortræffelig ørret stod anrettet for mig, og efter måltidets vederkvægelse morede det mig dobbelt at lægge mærke til det eiendommelige liv rundt om mig. Der var påfaldende mange mennesker forsamlede i huset, nogle langveis fra, men alle finner; det lod til, at finnerne betragte sig som hjemme i hinandens huse. Også her kunde de alle tale norsk, skjønt enkelte af dem, ældre kvinder og børn, vare fåmælte i samtaler på dette sprog; men på deres bløde, jeg kunde næsten sige affekterede, dialektfrie udtale hørte man snart, at norsken var et tillært sprog, og det var tydeligt, at de først vare i sit rette element, når de talte finsk, det udelukkende omgangssprog mellem dem selv indbyrdes, og det aldeles rent og uforvansket finsk, som jeg overbeviste mig om ved at lade dem forestave mig nogle sætninger og sammenligne ordformerne deri med en medbragt grammatik. Det har ikke hændt mig før, at jeg har siddet i en kreds, hvis tale var mig ganske fremmed; jeg kunde ikke engang adskille de enkelte lyd og stavelser i de hurtigt og, såvidt mit øre tør dømme derom, melodisk flydende ord. Alting var mig så nyt og eiendommeligt; det var, som om jeg pludselig skulde være flyttet bort - ikke 10-12 mil fra Christiania, men midt ind i Suomi selv, i «Storfinlands» skove; den ustandselige passiar, som lød omkring mig, kunde være nogle af de vakkre finske myther om urskovenes åndevæsener eller, siden den var så livlig og kvik, underholdning med den nationale finske gådeleg og de vittigheder, den giver anledning til.

Min vært, Peder Mathisen eller Pekko Karvainen (enhver fin bærer nemlig istedetfor fadernavn et ældgammelt, vistnok allerede fra Finland medtaget slægtsnavn)(100), var en velstående selveier og havde af sin tømmerskov opsat sig et stort våningshus i norsk stil, og i et net kammer her blev min seng mig anvist. Da jeg vågnede, randt solen op bag de svenske åse og tittede ind til mig. Her var vakkert nu omkring Røgden, den smale, men henved et par mile lange sø. Henimod dens sydostlige ende, som bøier ind i Sverige og der har sit udløb, hæve sig på to åse på begge sider af vandet ret imposante stenrøser, der betegne grændsen mellem broderrigerne. Hele landets længde henefter og på begge sider lysnede det hist og her i granskoven af de agre og engstykker, hvormed finnernes flid har smykket deres boliger. Lidt længere mod nord indfra vandet så man et sådant lyst bakkeheld, hvorunder Løvhaugen ligger, en finneby på halvtredie hundrede sjele og dog kun en stor husmandsplads, tilsammen med den dertil hørende skov for få år siden kjøbt af en proprietær nede i Glomdalen, der således også erhvervede sig dispositionsret over de mange husmænds arme til at hugge og kjøre og fløde de tusinder af tømmerstokke, som herfra bringes ned i Glommen.

Det var søndag, og jeg modtog gjerne indbydelsen til at blive her dagen over, så meget hellere, som jeg fik høre, at Paul Øieren, skolemesteren, netop nu var her på gården, og i et nabohus holdt sin omgangsskole. Man havde slet og ret kaldt ham skolemester, men jeg havde efter de træk af hans personlighed, som man havde givet mig, forestillet mig ham som finnernes patriarch. Nu, til skolemesteren passede ret godt hans briller og sølvbeslagne pibe; men hans fyldige person og en vis overlegen værdighed, som var udbredt over hans hele væsen, en værdighed, som heller forhøiedes ved den nu og da anbragte lette spøg over livets småting gav mig ret i forestillingen om patriarchen. Jeg besøgte ham i hans temporære skolestue. Alle de redskaber og gjenstande, som høre til hverdagslivets sysler, vare nu ryddede bort, og jeg kunde ret have lyst til at bivåne en skoletime her; det var ikke nogen almindelig stue for en omgangsskole; på et stort bord fandt jeg ikke blot katechismer og bibelhistorier, men historiske og geographiske lærebøger både i det svenske og norske sprog og fremfor alt finske bøger, bibler, psalmebøger og forskjellige samlinger af sange og myther. Med disse sidste havde gubben opfrisket de dunkle sagn, han vel allerede som barn havde hørt, sagnene om Väinämöinen og Ilmarinen og den finske folkepoesies mange andre mythiske personer, og med sine fortællinger om dem var han en særdeles velkommen gjæst i alle de finnehuse, han på sine omvandringer besøgte. I denne mands selskab besøgte jeg flere finnegårde langs Røgden og tilbragte en særdeles hyggelig dag.

Det var søndag, og jeg så vel finnelivet i dets søndagsdragt. Men overalt fandt jeg samme gjæstfrihed og renlighed, samme tegn på arbeidsomhed og nøisomhed. Man må ikke forestille sig disse finners legemsdannelse sådan som lappernes; de ere store og velvoxne, og jeg kunde ikke således som de norske bønder, der vare mere fortrolige med eiendommelighederne i deres physiognomi, adskille dem fra nordmændene, hvem de også lignede i dragt(101). Men de leve et høist besværligt og møiefuldt liv, de allerfleste som husmænd; de drive noget agerbrug; men kornhøsten slåer ofte feil for dem, og kun få af dem have mange kreature at drive på græsgang. Arbeidsfortjeneste med tømmerdrift ernærer de fleste, og i et hus så jeg brød, hvis meste bestanddel var bark og mos. Dels på grund af deres livs nøisommeligheder, dels måske også som arv fra deres moderland, ligger der et tungsindigt træk over deres væsen, og de klagede selv over den sydemän tauti (hjertesyge), som fulgte dem i deres ensomme skovliv. Men det var et belevent, dannet bondefolk. Jeg traf rigtignok en fingut, om hvem man sagde mig, at han, voxet op på en afsidesliggende plads, først i konfirmationsalderen havde lært norsk, det han endnu kun ufuldkommen kunde tale. Men de allerfleste havde foruden sit modersmål også lært norsk til fuldkommenhed, og dette må nødvendig have bidraget til at udvikle og hæve deres sands. Jeg traf også finner, f.ex. min vært, som læste og skrev norsk og finsk ganske korrekt. En ung finnepige, den gamle skolemesters datter, der længe havde været i tjeneste nede i den norske bygd, sang for mig, og det, som mig syntes, med en ren stemme, der var det vakkre finske sprog værdig, nogle på finsk oversatte sange af Frithjofs saga og forklarede mig derefter med stor nøiagtighed de småforandringer i oversættelsen, som sprogenes grammatiske forskjellighed havde medført. Andre finner sang med megen lystighed lignende oversættelser af bellmannske sange. Og alt dette måtte jeg høre og se her, hvor jeg havde ment, at jeg skulde forefinde et slags fantefolk! Finnerne havde selv, måtte jeg yderligere høre, nylig ansat og lønnet en bygdevægter, som skulde holde de mange fanter ude, der før både fra de svenske og norske bygder pleide komme op for at gjæste deres fattigdom.

Men ligesom det har været en behagelig afvexling for mig på dette blad at tegne et lysere billede imellem de mange uhyggelige fantehistorier, jeg har måttet og fremdeles må fortælle, således skal det måske også findes stemmende med hensigten af denne bog, at give et bidrag til kundskab om de laveste forholde i vort folkeliv, når jeg fremdeles offrer nogle blade til denne finnekolonies historie. Det skal sees, at den nok tidligere har frembudt altfor mange berøringspunkter med fanteslægten. Ved denne fremstilling skal jeg så lidt som muligt gjentage, hvad Kraft på det anførte sted allerede har berettet, og mere holde mig til gamle Paul Øierens fortællinger.

Omtrent ved året 1600 kom de første nybyggerfamilier til disse egne. Nogen tid før havde de, uvist af hvad årsag, måttet forlade sit fædrehjem, og i Sverige, hvor de droge ind, var man vel forlegen med dem, indtil kongen faldt på at anvise dem et nyt hjem i den vidtløftige og dengang ubeboede skovstrækning i Vermeland op mod den norske grændse. Her indrettede de sig snart således, som de havde været vante til i Finland; de fældede store skovstykker og brændte bråter, i hvis aske rugen trivedes fortræffeligt; der var også god anledning for dem til fædrift, og når en bråte, udmavret efter nogle års rughøst, måtte gjenlægges til græsgang, kunde de forøge sine hjorder. Kolonien har vist voxet rask og trængte snart til større rum; hinsides grændsen, på den norske side, så finnerne ligedanne granbevoxte bakker, store folketomme strækninger, hvor vel kun nu og da en elsdyrjæger eller bjørneskytte fra de norske bygder som snarest streifede over; hist og her i skovene finder man også ved siden af en myr hobe af aske og slagg, levninger efter nordmændenes arbeide i ældre tider med at brænde myrmalm; det var nok de eneste tegn på, at de norske dalboere i de tider, da tømmerhandelen endnu ikke dreves i det store, havde tænkt på at gjøre sig disse urskove til nytte, og finnerne mente vel, at de uden at fornærme nogen mand kunde udstrække sin bråtebrænden og plante sit finneliv ind over grændsen på norsk grund.

Jeg har fortalt om de rå tateres indvandring i landet, som de selv kun vide en meget ufuldkommen besked om. Lad mig som modstykke dertil fortælle lidt om disse nybyggeres! Finnernes sagn gå op til de første tider og viser os det interessante syn af et ungt, livsfriskt folk, som med mod og håb træder ind i et lidet urørt land, der, lig en ungmø, stille drømmer om det folk, der skal beile til dets ynde, om den slægt, det skal nære ved sin barm. Det var netop ved Røgden-søen, beretter sagnet, at den første finnefamilie fæstede sit bo, og det var fornemmelig derfra, at slægten udbredte sig videre mod syd og nord og vest. Når en fingut vilde gifte sig, så bandt han sig et ris af birkekviste fra fem forskjellige træer og magede det så, at den pige, han elskede, i uvidenhed om hans kjelne list kom til at benytte sig af det ved lørdagsbadet; der lå tryllekraft i dette ris, indviet, som det var, med tryllesange, og hun kunde nu ikke nægte ham sit ja. Nu tog han sin øxe, fældede et skovstykke, tømrede sig af nogle af stokkene en koie og en badstue, brændte de andre og såede rug i asken. Når øllet var brygget af en del af den høstede rug (thi at berede sig malt af rugen er en gammel skik imellem finnerne), førte han sin brud hjem og med hende alle de deilige sange, hun bar i sit bryst(102). - Snart kunde det blive tilfældet, at man måtte gå længer bort fra hus for at finde bekvemme bakker til bråtebrænden; thi den engang brændte skov udmavredes hurtigt. Da sloge flere naboer sig sammen, læssede nogle melsække og den til at oprode jorden imellem stene og stubber indrettede «finplov» og andre fornødenheder på en oxe og dreve den hen til det udseede sted; her slagtede de oxen og levede af dens kjød, medens de udførte arbeidet. Når høsten kom, dreve de to oxer hen, slagtede den ene til næring, medens de høstede og indrettede sig et nyt bråteland til næste år, men lode den anden bære kornet hjem.

Denne idylliske fred skulde dog ikke vare længe. De norske sæterpiger kom vist med stor forskrækkelse hjem og fortalte om de fremmede folk dybt inde i skovene, og bønderne kunde vel ikke være ligegyldige ved disse nye naboers færd. Man betragtede dem vel som fanter; der blev naturligvis klaget til øvrigheden, og allerede 1648 udkom der en forordning om, at disse «skovfinner,» som anrettede skade «ved veidefang og fiskeri,» enten skulde forføie sig bort eller også på lovlig måde erhverve sig ret til at bo og bygge på skoven. Finnerne have nok ikke strax fundet det fornødent at holde sig dette lovbud efterrettelige; thi det måtte oftere gjentages. Der forefaldt vel ofte små stridsscener mellem dem og de norske bønder og lensmænd; navnlig er det berettet - og finnernes sagn indeholde endnu dunkle erindringer derom -, at de svenske og norske finner i krigstider tage leiligheden i agt til i fællesskab at udføre små feldttog - eller røvertog - på bøndernes sætre og gårde, snart på den norske, snart på den svenske side. Der måtte således udvikle sig et meget spændt forhold imellem finnefolket og dets naboer, og den almindelige, endnu den dag idag ikke uddøde tro på finnernes trolddomsmagt må have forøget uvillien imod dem i samme forhold, som der blandede sig frygt i den.

Der var dog noget ved finnerne, som gjorde, at man, om man end havde mod dertil, ikke kunde bekvemme sig til at gå på dem med magt og hårdhed heller; man kunde ikke ganske anse dem som fanter. Et sagn vil oplyse dette. Nogle bønder havde i forbittrelse mod en finnefamilie, som uden forlov havde nedsat sig i skoven, samlet sig mandstærke og kom pludselig over dem med det forsæt at jage troldfolket bort; men i hytten fandt de - en bibel og en violin! Dette var jo så vakkre og menneskelige tegn, som det kunde være; de forbittrede forbløffedes, forligte sig med finnerne og gik stilfærdig bort. Således forligtes nok størstedelen af finnefolket sig lidt efter lidt med landets herrer og erhvervede sig ret til at bebo de skove, de allerede havde taget i besiddelse; disse skove vare vel mest almindingsskove, dels kongens, dels bygdernes eiendomme, og man kjendte dengang ikke deres værd, så finnerne vist for en ringe penge kunde bygsle eller endog kjøbe sig stykker deraf. Nu kunde de i ro og med fornyet flid fortsætte sin bråtebrænden, og finnerne fortælle endnu, hvorledes deres lykkelige forfædre reiste ned i bygderne, solgte den fede bråterug og kom op igjen med blanke dalere. Således er det vist, at en afdeling af denne finnekoloni, der var trængt så langt op mod nord som til ind i Tryssild præstegjeld, til Osenvand, i slutningen af forrige århundrede florerede i lovlig orden og velstand; de fleste finner der vare selveiere, agtedes lidt efter lidt som jevngode med de norske bønder og sammensmeltede derfor med dem, så at der nu ikke er spor tilbage af deres fremmede nationalitet der i bygden.

Men nu fortælle finnerne på Soløer-Finskov, at da der i forrige århundrede blev livligere efterspørgsel på tømmer; forlokkedes deres forfædre, som netop boede i de bedste tømmerskove, af Christiania trælasthandlere til at sælge sine eiendomme for en spotpris (eller med en vis erstatning give slip på sin bygselret) mod at de skulde få bo der fremdeles som før, og vist er det, at imod slutningen af forrige århundrede vare alle finnerne her blevne forvandlede til husmænd under skoveierne, for det meste handelshuse i Christiania. Nu var det naturligvis forbi med deres bråtebrænden; de måtte ernære sig kummerlig, mest som arbeidskarle under fremmede herrer, og der fortælles endog, hvorledes bestyreren af det ankerske fideikommis kunde drive store flokke af dem helt ned til Nittedalen for der at grave grøfter og tappe myre på fideikommissets gårde, et arbeide, hvorunder de stakkels mennesker lede af en hjemve, hvis klager endnu lyde i sagnet. Nu trængte armoden ind i finnernes boliger(103) og med den vel modløshed og sløvhed i deres sind, og over den indre og ydre ulykke lagde sig naboers, den norske almues, ringeagt og hån.

Til disse ydre omstændigheder, som virkede så ugunstigt på finnernes liv, kom endnu dette, at der fra geistlighedens side gjordes så lidt for deres religiøse forholde. Finnerne erklærede mig, at for en menneskealder siden var der mange finner, som lidet eller intet forstode af norsk, og således var det vel endnu mere tilfældet i ældre tider; men så mange sagn de ellers havde bevaret, kunde ingen fortælle mig, at nogen af deres præster havde gjort sig den flid for deres sjelesorg og vist dem den opmærksomhed at lære deres sprog. Ja, der blev endogså lagt hindringer i veien for en nidkjær mand, som med liv og sjel vilde taget sig af og opreist den vistnok synkende christendom, som dette folk havde ført med sig fra sit gamle hjem. Thomas v. Westen, finneapostelen, som imellem finnerne (lapperne) ved Røros og i det nordlige Østerdalen havde forefundet det skumleste hedenskab, tænkte sig tilstanden hos disse skovfinner ligedan og vilde reise til dem; missionskollegiet vægrede sig ved at give ham tilladelse dertil; men han skrev, at han vilde reise alligevel, på egen bekostning og med Guds tilladelse, og det var vel kun døden, som hindrede ham deri. Og hvorfor mon missionskollegiet modsatte sig v. Westens ønske? fordi det frygtede for at støde biskop Deichmann, den mægtige prælat, som nok nødig vilde se en så nidkjær ivrer i sit stift, som v. Westen var; på forespørgsel derom forklarede også Deichmann, at finnerne vare så velforsynede med bøger i deres eget sprog, og med skolelærere og præster, at ingen videre omsorg for dem gjordes behov(104). Vist er det, at v. Westen feilede i sin mening, når han tænkte sig disse skovfinner som hedninger; men det kan heller ikke være tvivlsomt, at om han eller en anden med hans ånd var kommen til dem - og denne hjord må dengang have bestået af nogle tusinde sjele -, så skulde hans iver og kjærlighed have givet et godt bidrag til deres både legemlige og åndelige tarv, skulde bidraget til at udjevne den kløft, som adskilte dem fra deres norske naboer, imellem hvilke denne håndfuld mennesker nu i halvtredie hundrede år har stået som fremmede.

Således altså, formedelst mislige økonomiske kår og åndelig vanrøgt, var dette ellers livskraftige finnefolk bragt nær hen til randen af en moralsk opløsningstilstand. Det var en ulykke og en skam at være fin. Finnerne havde længe savnet sine naboers velvillie; nu lå de under for deres ligegyldighed og ringeagt; finnefolket var nær ved at blive et fantefolk.

Men nu er det ikke så. På den ene side tilstode de finner, jeg talte med derom, at for en menneskealder siden passede det på dem, alt det onde, som nordmændene sagde dem på; på den anden side indrømmer den omboende norske almue villig, at deri den sidste tid er foregået en mærkelig forandring med dem, så de nu kunde ansees jevngode med de norske. Hvorledes er da dette gået til?

Der er en omstændighed, som i den sidste menneskealder har medført en gavnlig forandring i deres økonomiske forholde, nemlig den, at skoveiendommene på Finskoven, der mestendels vare samlede under nogle få handelshuse i Christiania, ere blevne solgte; derved ere nogle af finnerne blevne selveiere, og de andre, som vedbleve at være husmænd, fik nye og driftigere herrer, som under det opsving, trælasthandelen tog, kunde skaffe dem stadigere sysselsættelse og sikkrere arbeidsfortjeneste.

Men mennesket lever jo ikke af brød alene, og endda var det ingen, der kunde tale det ord til finnerne, som deres hjerter begjærede. Deres nationalitet var overseet, ringeagtet, og om end - hvad dog neppe altid var tilfældet - deres øre forstod det trøstens ord, som den norske tunge talte til dem, så fattede neppe deres hjerte det. Da kom en mand af deres eget kjød og blod deres længsel imøde; det var Carl Axel Gottlund, theologisk kandidat fra Åbo i Finland, nu lektor i Helsingfors. I året 1821 opholdt han sig i længere tid på de norske og svenske Finskove. Han var måske kun af nysgjerrighed kommen hid for at se denne koloni af landsmænd; men han kom til at udrette meget mere. Han reiste om fra torp til torp, samtalede med finnerne om deres anliggender, sørgede vist over den sløvhed og forvildelse, han vel måtte se og høre, glædede sig endnu mere over hvert spor, han fandt af de nationale dyder, vandt alles hjerter ved sin deltagende opmærksomhed for deres vel og henrykkede unge og gamle ved at opfriske de gamle hendøende sagn og minder fra det fjerne Suomi, ved at lade dem høre deres af andre foragtede modersmål i en dannet og forædlet form. Hver tale, han holdt, var en rig sæd, som udstrøedes, og nye livsfriske ideer skjøde frem i finnernes sind; det var nationalitetens magt, som atter hævede deres mod. Måske var Gottlund en enthusiast; idetmindste smile de norske bønder gjerne, når de tale om denne «finnekonge,» måske udviklede også finnerne i sin livlighed de af ham givne ideer noget videre, end han havde tænkt sig det; nok er det, at finnerne pludselig fik mange ønsker og lagde mange planer; de vilde have egne kirker (tomterne dertil bleve allerede udseede) og egne præster, egne fogder og sorenskrivere. Den forhen omtalte Paul Øieren sendte allerede sine to unge sønner med Gottlund til Åbo, hvor de skulde studere og uddannes til præster og dommere efter finnernes hjerte. Ja, de svenske og norske finner, som altid havde vedblevet at betragte sig som landsmænd, vilde også erkjendes som et folk og danne et eget rige, uafhængigt af departementerne i Christiania og Stockholm, og en deputation af 6 norske og 6 svenske finner (Paul Øieren var en af dem og kunde fortælle mig nøiagtigt om det hele) gik ind til Stockholm for at frembære dette ønske for Carl Johan. Kongen modtog dem med blidhed; «men,» tilføiede fortælleren, «havde vi vidst før, hvad vi fik høre der, at Norge og Sverige efter grundloven hver for sig ere udelelige riger, så skulde vi nok ikke have sat os dette i hovedet.» De fik naturligvis afslag på sin begjæring; deres ønske om løfte på egne kirker og præster vilde ikke heller lykkes for dem (skriftlig ansøgning derom skal ellers være bleven indleveret til regjeringen i Christiania); den ene af hine fingutter døde i Åbo, og mismodig kaldte faderen den anden tilbage. Denne havde kun fået læse Cornelius Nepos og måtte lade sig nøie med ansættelse ligesom faderen som omgangsskoleholder imellem sine landsmænd, og dette var det eneste synlige resultat af alle disse bestræbelser.

Men endnu den dag idag er der ikke en sjel på Finskoven, som jo nævner C. A. Gottlund som finnernes ven og velgjører. De gamle mindes ham med taknemmelighed; de unge omtale ham med ærefrygt. Er ikke dette bevis for, at hans virksomhed, hans tale imellem dem må have båret gode frugter? Han erindrede også fremdeles sine fjerne landsmænd og sendte dem bøger, sender endnu og korresponderer med nogle af dem. Således vakte og nærede han deres nationale bevidsthed; derved gjenvandt de agtelse for sig selv først og tiltvang sig så sine naboers. Men således faldt skillevæggen mellem dem og den omboende norske almue; nu kunde en fingut vove at beile til en norsk pige og hun bekvemme sig til at sige ham ja; for hver dag sammensmeltede finnekolonien mere med den norske befolkning; ved hver folketælling viste det sig, at et færre antal finner vedbleve at bruge det finske modersmål og derved afsondre sig som finner; ved sidste tælling var antallet smeltet sammen til 1738 (deraf kun 41 i Hofs, de andre i Grue præstegjeld; hertil skulde altså finnekolonien nu være indskrænket; men efter finners udsagn skal der dog endnu være nogle finsktalende familier i det nordlige af Vinger præstegjeld, så den nuværende norske Finskov kan regnes at være strøget langs den svenske grændse, et par mile bredt, fra Varildsøen i Vinger op igjennem Grue til Vermund-søen i Hof; på den svenske side er finnernes antal større). Imellem denne rest af finnefolket mærker man med tilfredshed, at det ikke længer agtes for nogen ulykke og skam at være fin, og ved siden deraf mærker man også tydeligt, at i de familier, hvor velstanden og dannelsen, hvor selvfølelsen og agtelsen er størst, der lære børnene snarest at tale norsk og blive nordmænd af sind og tænkemåde. Under ulykker trak nationalfølelsen sig tilbage som i en skal og var uforgjængelig; nu udvikler den samme følelse sig frit, og når en menneskealder endnu er gået, er foreningen mellem finner og nordmænd måske bleven fuldstændig, så kun Finskovens navn vil blive tilbage til ære for det hårdføre folk, som vidste at forvandle denne skovørk til et tåleligt hjem for et nøisomt og sædeligt liv. En ved hårdhed eller ringeagt befordret undertrykkelse af finnernes nationalitet kunde ha forvandlet dem til fantefolk; den billige og humane anerkjendelse af deres nationalitet har reddet dem fra sådan uskjebne(105).

Men medens således massen, kjernen af finnefolket reddedes fra moralsk undergang, så er det dog let at forstå, at mindre flokke, enkelte familier af disse fremmede under så mislige forholde kunne have sunket ned til at blive udskud både for finner og norske, hjemløse, omvankende, forlorne. Sådanne have nødvendigvis vakt størst opsigt og kunne derved have givet anledning til de ugunstige domme i ældre tider om finnerne, som der ovenfor anførtes prøver på. Nogle af finnerne ere vistnok blevne fante; det får man anelse om ved det uhyggelige og dunkle i den del af finnefolkets historie her i landet, som nu skal fortælles, og som underretter os om, hvorledes finnekolonien i ældre tider har været langt videre udbredt i vore bygder.

Der, hvor vi nu finde resten af denne koloni, østenfor Glommen, i Grue præstegjeld, var også, som anført, dens første sæde; derfra udbredte den sig, fremdeles østenfor elven, mod nord igjennem Elverums præstegjeld til ind i Tryssild, mod syd over den hele åsrække igjennem Vinger, Næs, Urskaug, til Sitskoven i Høland. I dette strøg omtalte allerede ældre skribenter disse skovfinner. De gik over Glommen og udbredte sig over udmarkerne i Odalens præstegjeld alt til Stange på Hedemarken, drog over Vormen og satte sig fast i skovtrakterne i Hurdalen ved Mjøsen. Herfra sværmede de hen over den høie, sammenhængende åsrække, der bøier sig nordenom Nannestad, Nittedalen, Aker og Asker til Modumsåsen, den imposante høide, som hæver sig i syd for Tyrifjorden; ja, helt vestenfor Beina- og Dramselven, i Ådalen og Sigdal, klang finnernes øx i skoven. Allerede Kraft meddeler på det ovenanførte sted sagn om dem fra Stange og Hurdalen, og han formoder deres tilværelse så langt mod vest som på Modumsåsen, såsom en liden skovbygd der, omkring Glitre-vandet ved grændsen af Modums og Lier præstegjeld, bærer navnet Finmarken. I de andre her nævnte egne finder man ligedanne stedsnavne, «Finneplads» og desl.; også på Krogskoven i Hole præstegjeld er der et lidet «Finmarken.» Og det er ikke blot formodning, at disse navne ere erindringer om små aflæggere af finnekolonien. Allerede imellem årene 1650-60 klagede præsten i Modum (klageskriftet findes i rigsarchivet) over, at en del finner uden forlov havde slået sig fast i skoven og ødelagde den ved bråtebrænding. Det var måske den ovenfor anførte, i året 1648 udkomne landsforvisningslov, som bragte dem til at tye hen til disse fjerne egne. Vel på grund af flere sådanne klager pålagde en instruction af 7de febr. 1685 amtmændene at have nøie indseende med «skovfinner, tryglere og jøder, som ei må lides,» og til følge heraf stævnede fogderne i Buskerud og på Ringerike i året 1686 alle finnerne ned til thing og anstillede ransagelse over dem. Beskrivelserne af disse forretninger, som jeg har seet i rigsarchivet, indeholde fuldstændigt mandtal over dem, og man ser deraf, at der boede finner i Sigdal og Modum, Hole og Norderhov, navnlig ved Glittre-vandet (hint «Finmarken») på Modumsåsen og omkring på Krogskoven, på pladse der, som sagnet tildels endnu nævner, skjønt ikke alle nu længer ere beboede. Der var på disse steder over 20 familier; tid efter anden, sees det, vare de indkomne fra Soløer; de søgte vel til kirkerne i bygderne, og de fleste af dem havde, navnlig på Modumsåsen, som bygselmænd eller husmænd erhvervet sig ret til at bo i skoven; men nogle af dem vare dog ikke i dette tilfælde, og almuen klagede stærkt over den skade, de gjorde med sin bråtebrænden.

Nu finder man ikke mere spor af nogen fremmed nationalitet her på disse kanter, skjønt vel fornorskede efterkommere af hine indtrængte nybyggere endnu tør findes imellem beboerne af de nævnte skovtrakter. Men hvilken opsigt disse fremmede med det for overtroen så betydningsfulde navn «fin» overalt have vakt, det kan endnu skjønnes af de mange sagn om dem, som almuen f.ex. på Ringerike ved at fortælle. Når en ængstelig sæterpige eller overtroisk vedhugger dybt inde i skoven traf til at få høre en finnekone i sit fremmede mål synge kanske en af Finlands deilige vuggesange, så lød den vel for deres øre som en hexesang, og det første uheld, der traf kreaturene, betragtedes vel som en virkning deraf. Der må vel også have været noget deri, når sagnet fortæller om hvorledes finnerne truede med at «stemme bjørn på buskapen,» siden endnu finnerne i Soløer erindre sine bedsteforældres fortællinger om den måde at skræmme nordmændene. Sådan overtro måtte avle forbittrelse, og denne åpenbarer sig tydeligt i et stygt sagn: Bønderne på Ringerike havde forgjæves bedet amtmanden om at fåe en finkjærring brændt som hex; da begjæringen blev afslået, «såsom det den tid var afskaffet at brænde hexe,» måtte bønderne hjælpe sig selv; de murede op ligesom en bagerovn, tvang hexen til at krybe ind og murede hullet igjen; her sad hun, og så seiglivet var hun, at hun først døde efter ni jevndøgn, og i al den tid hørtes hun aldrig at påkalde Guds navn, men gjentog stadig disse ord:

«Julemalt
Og påskesalt
Er godt for alt.
Havde jeg bare det, så skulde jeg ikke sidde her længe.»

Når nu stemningen imod finnerne var sådan, og når så statholder Gabel, som jeg i et andet kapitel har fortalt, lod lensmændene og bøndene i hver bygd holde «klapjagt på røvere og fordægtige personer,» så er det altfor rimeligt at de toge adskillige af finnerne med og med hug og slag dreve dem ind til Akershus. Men således kunde hele familier, som slet ikke vare så vanartede, rives op og for stedse blive slængte ind mellem taternes og skøiernes flokke. Det er også rimeligt, at disse virkelige fanter, når de alt som tiest måtte flygte for bygdevægtere og lensmænd og søge tilflugt til skovene, fandt åben modtagelse i disse foragtede finnehuse, som skikkelige folk skyede. Et sådant finnehus er blevet berømt i fanternes verden. Det lå lige over «linna,» den norsk-svenske rigsgrænse, således at et kammer lå i Sverige og et i Norge. Når nu en rømling eller fant sad i det svenske kammer, og den svenske lensmand søgte ham, behøvede han kun at flytte over til det norske, og omvendt, når kanske et par dage efter den norske lensmand kom og ledte efter ham. Men ved disse altfor mange forbindelser med finnerne have skøierne ikke alene havt anledning til at berige sit fattige sprog med en del nye gloser og af de troldkyndige venner lære adskillige for dem nyttige kneb, men have måske også nu og da havt den fornøielse at se, at en fingut eller finjente, som under de mislige kår, hvorunder disse adspredte familier måtte leve, havde forglemt finnefolkets nationale dyder, forlod forældrenes foragtede røgstue og strøg afsted for at følge de lystige fanter på deres eventyrlige tog.

Vi fandt disse finner udbredte fra Osen-Vand i Tryssild til Tyrifjorden på Ringerike, det var i udmarkerne; de opsatte sine stuer; i udmarkerne, hvor eiendomsretten endnu ikke var gjort gjældende i dens fulde strænghed, på åsene, høit over nordmændenes boliger, men endda i granens og birkens frodige hjem, hvor bråterugen trivedes, i urskovene, hvor elsdyret, fordum mere udbredt end nu, streifede stolt omkring. Længere mod nord, fra Fæmundsøen i Tryssild, på grændsefjeldene mellem Norge og Sverige til ind i Finmarken, på de koldere fjeldsletter, hvor heller ingen grændsestene vise forskjellen mellem mit og dit, og hvor renflokkene søge sit mos, der færdes også et finnefolk; det er disse egnes urbeboere, de nomadiske, der, halvt hjemløse, med sine renhjorder og telte flytte om fra fjeld til fjeld. Det er to forskjellige folk, disse kvæn- og lap-finner. Deres sprog vise vel, at de ere nøie beslægtede, omtrent således som elgen med sine kløver og horn ligne renen; men slægtskabet gåer dog ikke så vidt, at de kunne forstå hinandens tale; de ere forskjellige i skabning og sind, omtrent som den høivoxne elg, der vender sine horn både imod bjørn og ulv, er forskjellig fra den sky og spinkle ren. De agerdyrkende finner (jeg taler her om selve storhertugdømmet Finlands befolkning) havde tidlig udviklet en eiendommelig kultur, som, formælet med svensk videnskab og kunst, måske skal hæve dem til rang mellem Europas dannede nationer. De lappiske nomader stode i årtusinder på samme lave trin af dannelse, og have endnu ikke bragt det videre end til så nogenlunde at fastholde de høiere begreber, som christelige missionærer i de sidste menneskealdre have bibragt dem. Hine ere et i legemlig og åndelig henseende kraftigt folk; disse ere små og svage af væxt og barnslige, stundom barnagtige, af sind.

Sådanne barnslige, indbyrdes beslægtede stammer udgjorde dengang Europas urbefolkning; men kraftigere, mægtigere folkeslag trængte ind i landene og udryddede dem på de levninger nær, som reddede sig op i de fattige fjeldegne. De norske og svenske lapper og laplændere ere kun en sådan levning, men seiglivet, årtusinder gammel, og langt borte, hen over vide have og slettelande, på Pyrenæerne i Spanien, findes en anden levning af samme stamme, baskernes lille, men kjække folk. Og ligesom skøiernes af alskens pak sammensatte, forunderlige nation i Spanien gjerne har sluttet kammeratskab med sådanne individer eller familier af baskerne, hvem en altfor tung uskjebne drev til at forlade det nationale livs stilhed og uskyldighed, således have også der hine skøieres norske slægtninger kunnet slutte allehånde forbindelser med forulykkede lappefamilier.

Nordmændenes forhold til lapperne danner et mørkt og uhyggeligt parti i det norske folks historie. Endnu den dag idag hører man jevnlig den norske almue, som hyppigst kommer til at omgåes lapperne, lægge disse til last en høi grad af underfundighed og derhos en forunderlig blanding af skamløshed og barnagtig storagtighed. I samme grad som denne beskyldning monne være sand, vidner den om megen overlast og ringeagt, som lapperne i tidligere tider - og kanske endnu - have måttet lide og føle fra nordmændenes side, og hvorimod de tilsidst som alle svage og undertrykte folkeslag have søgt forsvar i sine uelskværdige egenskaber. Alt fra den tid, de norske «bumænd» nedsatte sig i bygderne og trængte fjeldfolket tilside, har der vel hersket fiendskab imellem stammerne, og fiendskabet voxede til had og foragt. De gamle sagaer fortælle mange exempler på, hvor hensynsløst de norske vikinger og bønder behandlede lapperne, og vi kunne trygt forestille os, at disses troldmænd, noaiderne med deres runebomme og ganflu-æsker, med en synlig forsamling av hexekvinder og en usynlig af skytsånder, nu og da trådte frem på fjeldkanten for med den eiendommelige juoigen (tuden eller lappesang) og med ekstatiske gebærder at udsende over de norske bygder de styggeste hevnord, de sorteste forbandelser, som deres skumle, hedenske tro havde lært dem. Og det var ikke blot mellem den norske almue, at hin sløvende fordom og ringeagt mod lappefolket vedligeholdt sig; selv de, som skulde styre og råde til det bedre, beherskedes af de nedarvede forestillingers magt. I århundreder havde Throndhjem vært sædet for erkebispedømmets pomp og vælde; men ganske nær ved, på Røros-, Sælbo- og Meragerfjeldene, rundt om de rige præstegårde og klostere, levede lapperne fremdeles, med sin angstfulde spøgelsetro, og lidet eller intet gjordes for at brede lys og trøst over deres sørgelige liv. Da Thomas v. Westen i året 1716 tiltrådte sit missionskald, fandt han overalt imellem lapperne det groveste hedenskab. Vistnok traf han også, helst i de nærmeste egne af Throndhjem, adskillige lapper, som lode sine børn døbe og selv gik til alters; præsterne havde jo ikke ganske kunnet fordømme dem, og lapperne havde ikke ganske kunnet unddrage sig, såsom landslovene satte svære straffedomme for hedninger. Men denne del af lappebefolkningen var vistnok den allerulykkeligste; når en lap havde ladet sit barn døbe med et norsk christennavn, så skyndte han sig at forsone sine egne fortørnede guder ved at afvaske den christne dåb og døbe barnet om igjen med et lappisk navn i Sarakka's, Radien-Kjedde`s og andre spøgelsers navne; når han gik til alters, så nød han bagefter et egnende offermåltid til de hedenske guders ære og troede dermed ikke at have fornærmet Rist-Ibmel, de christnes Gud, og at have bevaret sig Sarakkas og Saivos og de andre afguders yndest.

Kan der tænkes et mere demoraliserende liv? Og er det da at undres over, om lapperne, som mærkede den norske almues overtroiske frygt for eller tillid til deres trolddomskunster, gjorde sig denne overtro til nytte for med sine små kneb med noget af dalboernes rigdom at kunne bøde på sin egen armod og usselhed? Og når ulven havde ødelagt en lappefamilies rener, så den ikke længer kunde finde sit udkomme på det øde fjeld, men måtte ty ned til de norske bygder, søgte den ikke sådan, næringsvei, som der hørte hjemme - dertil mangler lappen både legemskræfter og stadigt sind, derfra afholdtes han også ved den uvillie eller ringeagt, som mødte ham -; men familien grov sig i skovkanten en jordhule, hvis urenlighed og elendighed ikke lettelig overgik beboernes tilvante nøisomhed, og foretog derfra små streiftog ned igjennem bygderne, manden måske med et eller andet redskab til at forfærdige hornskeer eller deslige småting, konen med betydningsfulde trylleformularer, med spådoms og lægekunst, børnene med fortrinlige gaver til at tigge, alle omgivne af et mystisk væsen, som fulgte med finnenavnet og skaffede dem indgang overalt, så familien endogså kunde trives efter sin smag og fortsætte sig i generationer. Således omtrent flakke endnu «tiggerlapperne» omkring i det Trondhjemske, om sommeren endogså i både langs havkanten. Nu er der ikke mange af dem; men i fortiden må der have været flere. Der er liden livskraft i dette folk; det ser man på den bedre del af det, som vedblev at bo på fjeldet, og som i v. Westens tid endnu var talrig i de sydlige egne af Throndhjems stift og selv i Østerdalen, men nu er svunden ind til ganske få familier; det er da tydeligt, at de omvankende familier af forarmede lapper endnu mindre kunde bevare sig i tidens længde; men at man virkelig i ældre tider så flere af dem, det sees af et interessant, hidtil utrykt, i rigsarchivet opbevaret skrift om finnefolkets tilstand før missionens tider; det er en relation af en student Povel Resen, som i året 1706 fra Kjøbenhavn blev sendt op for at undersøge lappernes forholde. I denne relation inddeles folket i 3 klasser, fjeld og sølapper samt tiggerlapper. Disse sidste skildres med træk, som ganske svare til det nys givne billede. Der siges om dem, at de formedelst deres stadige omflakken mellem nordmændene besad noget mere kundskab om christendommen end deres brødre på fjeldet, men det føies til, at den mere bestod i en øvelse i at snakke nordmændene efter munden. Tingen var vel den, at medens de i det hele taget bedre fjeldlapper ulyksaligt svævede imellem de christnes håb og sin egen hedningefrygt, så vare tiggerlapperne sunkne ned i sløv ligegyldighed for alt helligt, vare blevne et slags fantefolk.

Men en ting er ret påfaldende ved disse samme tiggerlapper. I åndelig henseende, i religiøs sands og nationale dyder, stode de vel ligeså dybt under sine nomadiske landsmænd oppe på fjeldet, som landeveiene, de traskede på nede i dalbunden, lå lavere end de luftige fjeldsletter, hvor nomaderne streifede om, og dog formåede endnu nationalitetens seige magt at gjøre sig gjældende selv i tiggerlappernes lave kreds. Der berettes om det bygkorn, som for en eller anden ceremonitjenestes skyld lagdes ved siden av mumierne i de mørke ægyptiske gravhuler, at det endnu efter årtusinders forløb har bevaret spirekraften i sig; ligedan er der endnu kjendelig finneart i hine bedrøvelige tiggerlapper, som dog i generationer have holdt til i det skumle dyb mellem bærmen af folket. Man skulde tro, at de måtte være aldeles sammensmeltede med det tater- og skøierpak, de traf sammen med på betlerstien, og dog er det ikke så. Almuen, som har en forunderlig færdighed i at iagttage disse for mange ubemærkelige forskjelligheder, skjelner endnu mellem tiggerlapperne og andre fanter, disse, synes bønderne, ere «bare stygheder,» medens hine dog «leve som folk,» et udtryk, hvormed menes, at de gå mere menløst og stilfærdigt omkring end fanterne. Og man kan være vis på, at ligesom taterne, de raske og broutende asiatere, storlig foragte den lavvæxte lap, den uanseelige lallarò (den stammende c: en, som taler et uforståeligt mål), således have nok også tiggerfinnerne holdt sig for gode til at indlade sig i samkvem med tiggere og landstrygere, som ikke vare af deres blod.

Ovenfor fandtes det dog sandsynligt, at enkelte af skovfinnerne i det sydlige Norge opgave sit familieliv og sloge sig sammen med skøierfolket, hvis ugudelighed lig en kræftskade overalt åd om sig i de laveste, ulykkeligste klasser og søgte at forvandle alt til lighed med sin egen rådenhed, og således tør det vel også antages, at nu og da en tiggerlap har sluttet sig til de samme skøiere og forøget deres kaste. Ligesom man nemlig hos skøierfølgerne i det sydlige Norge, som anført, finder enkelte ord i deres labbelensk, som nødvendig må være lærte af skovfinnerne, således mærkes det også, at de flokke af samme kaste, som streife om i det vesten- og nordenfjeldske, have fundet, leilighed til at smykke sit fantemål med adskillige udtryk, som vidne om maskepi mellem dem og tiggerlapperne. Efter disses juoigen, lappernes mystiske tuden, have skøierne således dannet sig verbet jöiga, synge, og medens det ullensakerske skøiermål har dannet sit gudsnavn krist-jumlia af skovfinnernes jumala, kalde de nordenfjeldske skøiere sin gud gjeddo, et navn, der rimeligvis ikke er andet end en hendøende erindring om lappernes kjedde eller radien-kjedde, en hedensk overgud, om hvilken missionærerne, v. Westen og hans embedsbrødre gave mange forvirrede forklaringer(106), men hvis væsen og navn nu nok er aldeles glemt af lapperne selv, idetmindste af fjeldlapperne.


KAPITEL 11

Tatere og skøiere sammensmeltede til et fantefolk. Røvere. Dårer.

I de foregående kapitler har jeg samlet træk til vore fanteflokkes tidligere historie. Fanternes hemmelige sprog, deres traditioner og sæder, deres physiognomi, alt vidnede om, at de såkaldte fantefølger eller omstreifende familier egentlig have tilhørt to stammer af landstrygere, to indbyrdes forskjellige kaster, der i lange tider have vidst at holde sig i vore bygder. Og alt dette har jeg afhandlet med en udførlighed, som mange ville forundre sig over. Men det gjælder om at begribe oprindelsen til det overmål af ryggesløshed og elendighed, som hersker mellem disse mennesker, en ryggesløshed og elendighed så stor, at man fast ikke skulde tro den mulig i vort ellers så jevne land, men hvis virkelighed nærværende kapitel skal forsøge at skildre. Det er ikke min mening, at disse kasters i de foregående kapitler beskrevne tidligere historie frembød mange elskværdige træk; men det er min overbevisning, at ryggesløsheden og elendigheden imellem fanterne er mere harmelig og himmelråbende nu, end den var i tidligere tider, og at årsagen hertil er den at de nu ikke længer danne sådanne nogenlunde afsluttede kaster, men for største delen ere sammensmeltede til et eneste fantefolk.

Vistnok ved endnu enhver fant at tale om forskjellen mellen rommanier eller storvandringer (tatere) og meltravere eller småvandringer (skøiere) med deres forskjellige fantemål og andre mærker; men han taler dog derom mere som om noget, han erindrer fra tidligere tider. Nu og da kan en fant vel også forlyste sig ved sagnene om de blodige slagsmål, som i fordums tid fandt sted imellem de indtil dødeligt had fiendske stammer, men disse sagn tjene kun til at vise forskjellen mellem før og nu.

Thi før var der livligt i vore udmarker, hvor tatere og skøiere, de vilde asiatere og de europæiske spidsbuber, mødtes. Når den hellige nat med sin dunkelhed og fred havde sænket sig over dalen, over husklyngen omkring kirken, og bønderne hvilede efter dagens gjerning, drømte de neppe om det liv, som fandt sted i skoven oppe på åsen. Man høre! Overalt er der tyst og stille i dalen; kun hist henne i lien, hvor månen ikke når frem med sit skin, pusle nogle skøierfolk; de må vel flygte efter et indbrudstyveri eller hesteran og sætte til skovs. Men oppe i skoven, på en åben plads, har et taterfølge leiret sig. Endnu blusser bålet lystigt; thi familien har nylig holdt sit måltid på det deri helstegte får. Ganske nær ved bålet, under en svær furu, hvor et teppe er anbragt som telt, ligger en oldemoder, vel tilpakket med fjederdyner og renfælde; halv skjult under hendes klæder ligger en styg, ragget hund, som allerede begynder at snøfte. På den anden side af ilden steller en ung romni med sit barn; til vinteren skal barnet puttes i en pose og forvares vel under renfældene i slæden hos oldemoderen; men nu om sommeren har det, temmelig fast indsnøret, måttet bæres på moderens ryg og strækker nu med velbehag de stivnede lemmer mod det varmende, blussende bål. Nær hos sidder et par karfolk og søge at forenes om delingen af udbyttet ved den sidste bedragerske hestehandel; de ere nok nær ved at blive uvenner, siden deres blikke og ansigtsmuskler spille så vildt, lig flammerne mellem de sorte brande. Hen under en busk sidder en gut og en gjente og gantes, og lidt længere borte høres et par heste at ryste sig og vrinske; de have vel også havt en lang og besværlig marsch den dag med kløvsadler og bylter. En smågut rager fornøiet i ilden, og lidt derfra ligger en stor mand med hovedet indsvøbt i et mørkt klæde, som han om dagen bar løst kastet over skuldrene som et draperi. Det hører til disse orientaleres naturel, at de, mætte og vel forsynede, kunne se så inderlig dorske ud og endda i næste øyeblik, ved mindste lyd eller varsel, springe op som en kat; men denne tater sover nok med vågent øre, siden hans hånd endnu kraftig omslutter messinghåndtaget på midten af den med glindsende dopsko prydede tjukni. Og nu gjøer hunden! Pludselig er alt i bevægelse. I den nys sovende taters elastiske stilling og speidende blik ligger et «giv akt!» ret malerisk udtrykt; oldemoderen reiser sig og pønser på kløgtige råd. Der kommer folk tilsyne imellem træerne. Er det en moskro med en trop buroar? Å nei, det skjønnes snart, at det er bare duftus-mangare, og de råbes temmelig hånligt an. Men disse ere talrige og have mellem sig en bekjendt slagsbroder af Flintian- eller Griffenfeldt-følget, de svare trossigt og ville just ikke flygte. Nu begynder en scene! Med hæse skrig svinger den gamle her sin stav i luften, og ved det første glimt af kniven, ved det første slag af fægtestaven, forberede taternes kvinder sig med hyl til at istemme kampsangen med omkvædet:

Nana dåva grikko baro
Penene penene kamli föiki
Kalo
Ascha vi stralo.
Hou! de'an tjurodine,
Rankano dado!(107)

Mændenes kampmod opflammes til raseri; selv kvinderne smittes deraf; ungerne skrige, og hundene tude. Medens fægtestavene svinges som hjul og uddele vægtige slag, som småvandringernes eller meltravernes kniv kun slet kan afbøde, ryge kvinderne sammen og drages i hår, skjønt de nysankomne endnu ikke have fået tage spædbørnene af ryggen og lægge dem tilside. Hvilken rasende kamp! Opmuntrende stridsråb og forfærdeligt vræl, eder og forbandelser opfylde luften og overdøve de såredes stønnen. Nogle øieblikkes fægten og skjæren, bryden og riven - og det er vel de blege meltravere, som må vige pladsen for de sorte rommanier; de flygte med forrevne klæder og blodige sår og efterlade kanske en kammerat med bråden pande, den bedste slagsbroder, som de dagen efter må lure sig til at grave i jorden, medens drabsmanden praler af sin kraft, men vel også finder det rådeligst at flygte til Sverige.

Fortællinger om sådanne kampscener have, som sagt, forplantet sig lige til nutiden og vidne om det nationalhad, om jeg tør bruge sådant udtryk her, som engang herskede mellem de to fantestammer. Og dette nationalhad er et interessant træk. Det falder vistnok ikke let fra vort standpunkt at see hvad fortrin det ene af disse to usle partier kunde have at tillægge sig fremfor det andet, hvad årsag det ene kunde have til at hade og foragte det andet; men at det alligevel var så, det viser, at selv i denne i forhold til andre mennesker i landet så aldeles æreløse kreds har dog en vis naturlig æresfølelse formået at gjøre sig gjældende. Tateren holdt sig for god til at deltage i skøierens rapserier, og denne vilde ikke bekvemme sig til at gå tateren tilhånde i hans hestedoktorforretninger; for stammens æres skyld nægtede enhver af dem sig den fordel, som sådant kammeratskab kunde yde, og påtog sig heller de idelige slagsmåls uro og fare. Men nu er det ikke længer så. Ulykken var, sagde en fant, at begge stammerne tilsidst sluttede fred på den måde, at ligesom kongen delte landet i amter og fogderier, så delte de landet med folk og fæ imellem sig således, at taterne skulde husere i indlandet og skøierne kravle sig frem langs kysterne; men i de fredelige og rolige dage, som da fulgte, forfaldt den gode, gamle skik og orden, idet tatergutter giftede sig med skøiergjenter, og skøiere gik i lære som hestedrenge hos taterne, o.s.v. Den sande ulykke var nok den, at de forvildede fanters energi slappedes i samme mon, som øvrigheden og andre folk i landet behandlede dem med større sindighed og ligegyldighed, og at brændevinets onde magt fuldendte udviklingen af alt det vederstyggelige, som allerede før lå i fanternes sæder, og ødelagde det sidste anlæg til dyd hos dem.

Tidligere dannede fantestammerne mere bestemt afsluttede kaster, der med al sin lovløse færd dog sig imellem agtede visse love, fulgte visse grundsætninger, som satte en skranke for den yderligste demoralisation og endog spredte en vis interesse over det sælsomme, mystiske fanteliv. Nu findes der kun svage spoer deraf, idet fanterne mest ere sammenblandede i et charakterløst, vederstyggeligt pak, som, selv i sit indbyrdes forhold uden følelse for ære og skam, har overgivet sig til en dyrisk råhed, uterlighed og ryggesløshed, der ingen grændser kjender. Det hele fantevæsen er som en giftig urt, der engang florerede med brogede farver og i det høieste vakte nysgjerrighedens flygtige undren; nu udstrøer den sine giftige frø og tvinger til større opmærksomhed.

Hvorledes skal jeg uden anstød kunne skildre den usædelighed, som går i svang her? Almuen fortæller, fanter selv tilstå, og officielle indberetninger bekræfte, at der altsom tiest sees fanter, som, lig tyrkiske paschaer, føre med sig et harem af 2-3 fruentimmer, hvilke da efter herrens luner må skiftes til at udføre en tjenestepiges forretninger og nyde hustruens rang. Sådanne kvinder kunde også med eller mod deres villie byttes bort mod andre, hvis større eller mindre elskværdighed da må erstattes med f.ex en slurk brændevin eller nogle ruller tobak. Så stor kan også den skjønnes ynde være, at en hidsig elsker med magt, med knivstik og slag, søger at tiltvinge sig hendes besiddelse. Fanter have fortalt mig historier om en sådan scene, hvor den fornærmede skal være bleven liggende død på pletten, og en fant har fortalt mig, at han skyndsomt forlod både kjæreste og den hest, han havde fået i medgift med hende da han på en markedsplads fik høre, at en bekjendt slagsbroder, der tidligere havde eiet hende, men en tid havde siddet indespærret i en strafanstalt, nu var på fri fod og på sporet efter hende. Det er meget sædvanligt, at fantekvinder på 30-40 år fortælle, og det uden sky, om 4-5 «mænd,» som de have fulgt et par år hver, og fra hvem de på forskjellige måder ere blevne skilte. Ja, end større er vel frækheden hos mændene, som på slutningen ikke vide tal på sine flygtige forbindelser af dette slags, ofte en ny for hver langreise; en fant, som jeg kjender, har endogså foruden flere andre giftermål, som han selv kaldte dem, tourvis havt 2, om ikke 3 søstre til kone.

Erindrer læseren den skøierkvinde, jeg ovenfor fortalte om, der i sin barndom havde være flittig ude på bakken for, som man havde lært hende, at se Vorherres ansigt igjennem solens stråler, såsom hendes øine senere, når hun monne have samlet megen synd på sig, vilde blendes derved og løbe i vand? Jeg lod dette menneske fortælle mig sin historie; enden derpå var, at medens hendes tre tidligere «mænd» gik omkring hver på sine veie, havde hun - og hun var nu en grim kjærring på 60 år - fået en unggut på 20 til at følge hende, og i samliv med ham havde hun streifet om en kort tid, indtil en straffedom satte dem begge hver i sit rum på Christiania tugthus, hvor de nu vare. Jeg blev harm over den unaturlige forbindelse, som vel hun havde lokket gutten til at indgå; men hun svarede mig med en sentents, hun længe havde hørt: «Når et hus bliver gammelt og faldefærdigt, skal man støtte under det med en ny stok.» Siden talte jeg med gutten selv, der nu gik til konfirmation på tugthuset, og skammede ham ud for hint afskyelige forhold, og hans svar var: «Jeg mente som så, at når jeg fulgte den gamle, så skulde der ikke spørges så mange børn efter mig, som om jeg tog en gjente på min alder.»

I året 1846 blev et ligedant uelskværdigt fantepar arrestert og afstraffet i Christiania. Det var en gammel og yderlig berygtet kvinde, hvis historie kan forfølges af en masse domsakter næsten fra århundredets begyndelse. Hun var moder til en særdeles talrig børneflok, som var adspredt rundt om på fantestierne, og nu befandtes hun at leve i konkubinat med en gut på lidt over 20 år, en forbrydelse, som fordobbledes derved, at han, som det oplystes, først havde vært hendes datters mand og var fader til hendes barn. Det blev dog ikke oplyst for retten, hvad andre fanter have fortalt mig, at moder og datter havde mødt hinanden med hver sin fyr og da gjort bytte. Men nu var denne samme gut søn af hin anden gamle kjærring, som jeg nys fortalte en lignende historie om, og jeg spurgte hende, om hun dog ikke havde været misfornøiet med at se sin søn i en slig gammel og styg kvindes følge; å jo, hun havde nok talt til sønnen derom, men fået til svar, at «han vilde holde sig ved den gamle for ikke at se for mange børn efter sig» - altså det samme svar, som hin anden fanteknægt havde givet mig, en regel altså, som har uddannet sig mellen vore fanter og nu udgjør et stykke af deres livsvisdom. En lignende grundsætning er det måske også, hvorefter nogle fantekvinder - og der er nok ikke så ganske få sådanne - ikke ville slå sig i lag med nogen fant, men gå løse og ledige omkring i landdistrikterne som - vandrende skjøger, førende med sig de ækleste sygdomme.

Det er offisielt blevet berettet, at en fant på Stavangerkanten tourvis havde streifet om med 3 koner, deriblandt 2 søstre, som begge vare samtidig i live, at han tilsidst havde havt sin egen datter med som eneste ledsagerinde, og at det var en almindelig tale, at han var fader til dennes barn. Og der er flere historier af samme slags som denne sidste. Ja, der er endnu flere slags vederstyggeligheder, som kjendes og øves i denne kreds; men om dem fåer det blive med denne hentydning; de er sådanne, at det ikke går an at skrive mere om dem.

Man tænke sig nu et menneske, som er voxet op i sådanne omgivelser, i al sin tid har levet i sådan besmittelse; man gjøre engang et forsøg på at forestille sig et sådant menneskes tænkemåde, følelse, samvittighed! Et exempel vil understøtte dette forsøg. En fantekvinde, om hvem jeg atter har læst en officiel indberetning af vedkommende præst, hørte hjemme i Sogn i Thelemarken og var høilig frygtet formedelst sin bekjendte ryggesløshed og hyppige trudsler om ildspåsættelse og anden ondskab, så at ingen vovede at anmelde hende til fortjent afstraffelse. Desto mere glad var man derfor, da hun engang på længere tid var borte fra bygden. Men så kom hun hjem med et barn på ryggen. Mennesket gik til alters først og udlagde så for øvrigheden en mand fra en anden bygd som barnets fader. Der reistes imidlertid tvivl om sandheden af hendes angivelse, og hun indkaldtes til forhør. Af en grund, som nok lader sig gjætte, tilbagekaldte hun her sin første påstand, nevnte som faderen en udenlandsk matros, som naturligvis ikke kunde blive adspurgt om sagen, og tilføiede til bekræftelse, at «dette skulde hun gjerne gå til alters på.» Senere befandtes det dog, at den først opgivne mand virkelig vedgik at være barnets fader; den forvorpne havde altså villet gå «til alters» på løgn.

Og disse skamløse mennesker må vor almue huse, dette levnet og disse forargelser må den se og tåle, helst den enfoldigere og ringere almue, som ikke har mandemod og folkestyrke til at jage pakket bort. Ja, vore husmænd og enligt boende bønderfolk må lide mere af disse vilde gjæsters ryggesløshed. I fordums dage, da folkets enfoldighed og overtro var større, og fanterne selv bedre erindrede slægtens gamle kneb og kunster, kunde de mere stilfærdigt liste sig omkring og med søde ord og gode løfter, med sin trolddoms- og spådomsgave, skaffe sig, hvad de behøvede, og det i overflod. Nu derimod må de mere og mere tvinge sig frem med trudsler og vold. De gå som røvere i landet.

Til røverlivet hører først røverkuler, og disse have ikke manglet. På Byåsen nær ved Throndhjem, hvor Kongeveien fører over den øde, triste Oustmyr og igjennem skumle skove, var indtil for få år siden et berygtet sted. I en temmelig stor husmandsstue boede «Stolpestusmeden,» og her var, siges der, et kjært samlingssted for fordægtige folk. Undertiden lød vild lystighed udover den nære landevei fra symposierne derinde; undertiden derimod var det ængsteligt tyst i aftenskumringen og nattemørket, og dølerne, som på sådanne tider måtte fare forbi, tænkte sig da skumle personer, mørke som natten, på lur bag gjærder og buske. Flere voldsomme affairer skulle have lært bønderne i den tid kun i mandstærke følger at drage her forbi, og en husmandskone i en nabohytte, som jeg talte med, yttrede forsigtigt, at «hun kunde have seet meget og mangt, når hun havde villet;» selv havde hun dog ingen overlast lidt af dette uhyggelige grandfolk; thi, som hun bemærkede, «vargen riv' int' tæt atmed hiet sit» Nu sidder dog stolpestusmeden og hans viv forvarede på Throndhjems tugthus; nu er her intet farligt sted længer, det berygtede hus ståer øde; ødelæggelsens vederstyggelighed griner igjennem de sønderslagne vinduer og døre, og forbandelsen ruger over det sammensjunkne tag. - Men jeg troer at have været i et af de huse; som senere have måttet erstatte hint etablissement, en husmandsstue i det Throndhjemske, hvis beboers skumle åsyn og bittre tale (her hørte jeg for første gang forbandelser over Norges Storthing) jeg aldrig skal glemme. Man vil også på flere steder i landet, helst ved grændsen mellem to præstegjeld, hvorfra man lettest kan iagttage lensmændenes og bygdevægternes demonstrationer, kunne finde husmandsstuer, hvis store armod og usselhed - thi overmål af armod er altfor ofte dyden fiendsk - har bevæget beboerne til at indgå på forbindelser med fanterne, som, for et stadigt og sikkert tilflugtssted gjerne erlægge en tribut af det på deres fordægtige tog vundne bytte.

Og hvilke tog disse fanter foretage! Der er endog en vis regelmæssighed i deres streiferier. Undertiden gjøre de vel usædvanlig lange toure, således som en ung fant fortalte mig, at han ifølge med sin fader var reist fra Bergen over Stavanger og Christiania til Gothenborg, over Stockholm til Piteå, så over Jæmtelandsveien tilbage til Throndhjem og Bergen. Andre fanter komme efter lang fraværelse hjem med fortællinger om at have været langt inde i Rusland. Men dette er undtagelser. Der er en vis regelmæssighed i fanternes reiser, således at almuen jevnlig sammenligner dem med trækfugle, der komme og forsvinde efter visse naturlove. Færgemænd kunne bedst give oplysning om deres router. Egentlig skal der være - eller have været; thi i de allersidste åringer er der nok indtrådt adskillig forstyrrelse i den gamle orden - 3 store fantedistrikter i landet. I Akershus stift skulle «østvandringerne» sværme om mellem Kongsvinger og Skien; fra Skien af til ind i Bergens stift stryge «vestvandringerne» nok endnu så temmelig jevnt frem og tilbage. Mest nøiagtig have dog fanterne i det Throndhjemske kunnet vedligeholde sin gamle økonomi; ved slutningen af vinterføret komme disse «storvandringer» kjørende ned fra dalene til oserne og strandstederne; her sætte de hestene ind hos sine venner, få sig både og flakke så ind og ud ad fjordene fra Romsdalen af stundom helt op i Finmarken; om høsten komme de tilbage igjen med velladede både, med uld i vågevis og dun i pundevis og andre gode ting, og med sine heste og slæder fare de da atter storsnudede op og ned igjennem dalførerne på begge sider af Dovre og Kjølen. Det kan også hænde at et og andet følge ligesom til afvexling tilbringer en sommer inde i landet og mest oppe på fjeldene ved fiskevandene og sætrene; de skulle her vise sig som mærkværdig heldige fiskere, og sæterpigerne må vel også betale dem adskillig tribut. Kort, de indrette det således, disse mennesker, at der neppe er nogen afdal eller fjordbund så skjult eller afsides beliggende, at den jo nu og da, mere eller mindre regelmæssigt, får besøg af disse sælsomme gjæster.

Den fredelige reisende bliver uhyggelig tilmode ved at møde et sådant følge; han kaster gjerne nogle skillinger til børnene og kvinderne, når de omringe ham med bønner og velsignelser, som få en besynderlig vægt ved mændenes trodsige blikke, der kun syntes at speide efter et påskud til at yppe klammeri. En byfoged har fortalt mig, at han engang blev standset på veien af et ganske lidet følge, hvoraf et par karle, han havde havt for sig i retten, kjendte ham igjen; de nærmede sig ham på en sådan måde, at han fandt sig beføiet til to ting, at give den nærmeste af dem et vægtigt slag med svøbeskaftet og så kjøre alt hvad tøiet kunde holde, forfulgt en stund af de forbittredes huien og forbandelser.

Men man følge fantefølgerne ind i husene for at se det overmål af brutalitet og vold, hvormed de forstyrre folkets fred! I Værdalen, netop på det punkt, hvor Jæmtelandsveien bøier af fra landeveien langs Throndhjemsfjorden, ligger en pyntelig husmandsstue. Der, tænkte jeg, må man have god anledning til at betragte «vandringernes» færd, og jeg bedrog mig ikke. Husmanden fortalte, hans kone fuldstændiggjorde og nogle netop tilstedeværende naboer bekræftede følgende historie: En aften sent - det var tidlig om våren, strax efter Levanger marked - dundrede det på døren; denne åbnedes naturligvis i største skynding af de af sin dybe søvn opvågnende beboere, og et fantefølge på 2 mænd og en kvinde bad og fordrede og truede og tiltvang sig indgang og natteherberge. Husfolket havde intet andet at gjøre end at holde sig vågne og give agt. Indholdet af en brændevinsflaske drev snart vildheden hos de fremmede til det høieste, og begge karlfolkene røg op i slagsmål. Husbonden kunde ikke stagge dem; alting, både levende og dødt, måtte vige for deres spark og tag. Tilsidst satte manden sin kone og sine børn ind i et sidekammer, skjød en seng foran døren og løb så - man forestille sig, hvorledes angst og harme har bevinget hans skridt! - efter «kongen,» bygdevægteren, der boede et godt stykke vei borte. Tilbagekommen med denne finder han blandt andet stuedøren knust og et stort væggeskab væltet overende, den ene fastliggende som død på gulvet og den anden vanvittigt dandsende og huiende og trampende på sin kammerats bryst. Hvad var der nu at gjøre? Husmanden med bygdevægteren måtte holde vagt til det gryede af dag. Da gik vægteren til lensmanden for at få hans hjælp og trøst, men kom tilbage med det råd, at såsom de fremmede ikke havde gjort vold på menneskene i huset, så var det bedst at lade dem gå, og med det tillæg, at dersom de kunde og vilde erstatte skaden på døren og på kopperne i skabet, så var det vel. Nu ja, den døde fant var bleven levende igjen, den rasende kommen til sin samling, de hørte med rolighed på forligsvilkårene; de betalte et par daler, de efter rnarkedstouren havde hos sig, og fik dermed reise.«Her stod skabet dengang,» således sluttede historien, «og der synes endnu det nye snedkerarbeide på døren.»

Læseren studser vel på denne udgang på sagen, men det gjorde hine fanter neppe. Se, der er en besynderlighed ved vore retsforholde, som fanterne nøie have mærket sig. Dersom en usling stjæler så meget som et par gamle strømper eller betler om et stykke mad, så er en angivelse herom nok til at sætte det hele justitspersonale i bevægelse for at gribe, arrestere, forhøre, domfælde, straffe synderen, angiveren behøver kun at møde til thinge og afgive sit vidnesbyrd, og forresten gåer den hele sag som af sig selv. Men når en slagsbroder af en fant med et stygt slæng af kvinder og børn ved dag eller nat kommer til en gård, tiltvinger sig husly, bemægtiger sig alle rum med samt sengene i dem, begynder klammeri og fylder huset med den fæleste ufred, hvad så? så kan husbonden hente lensmanden eller hans dreng for at holde en udkastelsesforretning. Men nu bor lensmanden kanske en mils vei borte eller to. Og om end politiet kommer i betids? Har fanten under larmen tilføiet noget menneske legemlig molest, så er det en justitsforbrydelse, som kan foranledige offentlig påtale; men har han kun ødelagt borde og stole, så er det en privat sag mellem eieren og fornærmeren, der kan sagsøges til pengeerstatning, - en erstatning, som fantens fattige bylter ikke engang gjør håb om at erholde. Men derfor er der flere og ganske forfærdelige exempler på sådanne forstyrrelser af husfreden. I et tilfælde reves kakkelovnen ned, så husfolket måtte skynde sig at opsamle de luende brande; i et andet væltedes vuggen med det sovende barn ind i en dynge af stole og bænke. Det første tilfælde berettedes mig omstændeligt af en lensmand, det andet af en fant, og denne tilføiede, at fanterne bruge med forsæt at yppe klammeri indbyrdes og gjøre sådan støi, for at deres kvinder under forstyrrelsen ubemærket skulle kunne rapse til sig en sølvske eller nogle klæder; «når husets folk bagefter bemærke tyveriet anse de det for en ringe ting imod den forskrækkelse, de måtte udstå, og ere bare glade over at være blevne gjæsterne kvit.»

Allerbetænkeligst er dog fanternes færd, når de flakke om på fjordene og mellem øerne. De indrette sine toure således, at de komme over hytterne, når de vide, at mandfolkene ligge ude på fiskeværene, og bare kvinder og børn ere hjemme. Da kan det træffe, at 3-4 bådelag lægge iland ved en enligt liggende bolig i en indvig med lang vei til naboer på alle sider. Da er det, som om fienden var i landet. I Nordmøre hørte jeg imellem almuen mange fortællinger om harmelige bedrifter af disse pirater langs vore kyster og for at få vished om sagen anmodede jeg en præst der om efter et vist schema at optage fortegnelse over alle de fanter eller overhoved udenbygds betlere, som måtte indfinde sig på hans gård. Kort efter talte jeg med amtmanden, som mente, at almuen måtte have overdrevet sine forklaringer, såsom der i hans flereårige embedstid kun var indløbet ganske få besværinger til ham over dette onde, og jeg imødeså derfor med nysgjerrighed præstens meddelelse. Nu se man, hvad denne ud på høsten meddelte mig! Den omtalte fortegnelse, som var ført fra 8de aug. til 23de oktbr. 1848, indeholdt fuldstændige oplysninger, med angivelse af navn, hjemsted o.s.v., om flere enkeltvis omstreifende betlere og desuden 9 fantefølger, disse sidste på tilsammen 40 personer, men listen ledsagedes med en skrivelse, hvori det oplystes, at flere fanter havde strøget igjennem bygden uden at indfinde sig på præstegården, og at mange, som havde indfundet sig der i præstens fraværelse, ikke vare blevne indtagne på listen, såsom husets damer ikke havde vovet at indlade sig med dem og udspørge dem om navne og andre omstændigheder, så at altså langt flere fanter, end listen udviste, havde streifet om der i egnen. Endelig slutter præstens skrivelse således: «Jeg håber, de ikke miskjender mig, når jeg ligefrem erklærer Dem, at jeg ikke længere, end som skeet er, kan befatte mig med at tage optegnelse over fantefølger. Medens de udenlandske håndværkssvende, der i mængde streife omkring og på deres vandring betle om reisepenge, fast uden undtagelse ene høflige og taknemmelige, udvise derimod vore norske tatere(108) en frækhed og uforskammethed, der rnå afskrække enhver fra at have noget med dem at bestille, uden nødvendighed byder det. Når jeg begyndte at spørge et sådant taterpak om et og andet for at notere på min liste, het det næsten altid: «Hvad kommer det præsten ved?» «Hvad rager det præsten, hvor mange børn vi have?» «Er det befalet, at præsterne nu også skulle holde forhør?» «Hvorfor skriver De op, hvad vi svare?» o.s.v. o.s.v. «Vi have pas, og så har De intet med os at bestille.» Når jeg da kunde bemærke, at passet ikke hjemlede dem ret til at betle, at de vare langt udenfor den vei, passet antydede, o.s.v., fik jeg næsten altid et grovt, ofte forblommet og tvetydigt, halvt truende svar, såsom: «Det står ikke på for den, som har nok, at være kry mod os fattige,» «Enhver kan passe sig selv,» «Man lade os gå ifred!» «Vi gjøre ingen noget fortræd» o.s.v. Hvo kunde borge os for, at et sådant fantepak ikke sviede ens huse af, dersom man havde pådraget sig deres uvillie?»

Når fanterne vove at «bruge sig» således for præsten, på en velbefolket præstegård, midt i kirkebygden med folk ganske nær ved, så kan man let tro, hvad også præsten yderligere forklarer, at deres uforskammethed i de fattige hytter tillader sig det yderste. Hine 40 mennesker have vel daglig den hele sommer igjennem lagt iland ved gårdene og pladsene og der tiltruet sig alle sine fornødenheder og mere til. Det synes ubegribeligt, at ikke amtmanden har modtaget mangfoldige klager hvert år, men det er netop det utålelige ved tilstanden her, at den del af almuen, som bor således, at den i mindre grad besværes af fanternes besøg, ikke videre ændser dem, og at den del som lider af deres gjæsteri, enten af overtroisk frygt for deres overnaturlige magt eller af mere rimelig frygt for deres naturlige hevn ikke tør kny.

Hvad er nu retfærdigere end harmen over disse ugjerninger, end foragten for dette ryggesløse pak? Jo, smerten over den elendighed, dersom en forbandelse hviler over denne slægt. Jeg ved det vel, at den jammer og nød, der indesluttes i de få og små fantefølger, er som intet at agte imod den armodens og vankundighedens og usædelighedens ulykke, som hviler over en langt talrigere mængde af lidende i de lavere klasser i samfundet, der mere og mere og med største ret vinde menneskevennens deltagelse, lægge beslag på lovgivernes, på den styrendes, ja på hver tænkende medborgers opmærksomhed. Men jo mere uværdigt og foragteligt fanternes liv er, jo snarere man derfor er til at vende sit blik bort fra dem, desto mere skrigende træder også deres elendighed os imøde. Den vil tvinge os til at lade uvillien og foragten fare og give medlidenheden rum.

For et par år siden blev en fantekvinde bragt ind her til Christiania og sat på tugthuset. Et 15-årigt pigebarn fulgte hende. Dette barn havde allerede ved fødselen af den utugtige moder arvet en hæslig sygdom, som under en bestandig vanrøgt naturligvis artet sig værre og værre. Jeg så barnet og skal aldrig glemme det syn. Hendes ansigt havde fast tabt den menneskelige form; øinene, næsen, munden vare til ukjendelighed destruerede, og jeg kunde vanskelig gjenkjende den menneskelige røst, end mindre forstå ordene i hendes tale, skjønt dog de, som vare mere vante til at høre hende, bevidnede, at hun havde endog gode forstandsevner. Hun skulde være indsat på redningsanstalten, som ellers modtager børn i den elendigste forfatning; men hendes udseende var så rædsomt, at bestyrelsen af hensyn til de andre børn måtte nægte at modtage hende.-

Pigen er nu død under overmålet af sin elendighed, og på den måde går det til, at landet besværes med færre fanter, end det ellers vilde have at føde; fantebørnenes uskjæbne bliver vinding for os. Men mange overstå dog børneårenes fataliteter og leve et langt liv med bedrøvelige minder om den tid, da de som spædbørn af mødrene slæbtes om i slud og vind. En nøiagtig undersøgelse skulde sandsynligvis imellem vore hundreder af fanter finde et uforholdsmæssigt antal af blinde og døve, af krøblinger og fjanter, ynkelige skikkelser med den faldende syge og med stinkende sår. I Østerdalen fortalte almuen mig om et lidet følge, som havde et slags tilhold der eller streifede om i en vis kreds, en moder med en voxen søn og datter; sønnen var lam, og datteren måtte slæbe ham på sin ryg - et syn, som ofte bragte bonden til at spænde for sin kjærre og kjøre krøblingen et stykke vei. - Hvor underlig sådanne menneskers lod kan blive! I Gudbrandsdalen fortalte man mig om en gammel fant, som nok er død nu, men som vist længe vil blive erindret her. I sin ungdom havde han været spræg karl og faret landet rundt; da alderen lagde sig på ham, måtte han indskrænke sine vandringer til en mindre kreds, så han lidt efter lidt ligesom fik hævd på at gå omkring og mætte sig i husene; men tilsidst blev han for gammel og svag og kunde ikke gå længer, den bonde, som sidst havde bespist ham, satte ham da i en kjærre og skydsede ham til næste gård, og nu fik han kjøre gård imellem i de samme præstegjelde, hvor han før havde gået, og han befandt sig vel derved. «Hvor har du egentlig hjemme?» spurgte en ham; «Å, der» svarede han med et grin, «hvor maden står færdig for mig.» Anderledes blev en gammel kvindes skjebne, som finnerne på Soløer-Finskov fortalte mig om. Her havde «Ladde-Maria» fået ligedan hævd på at vandre omkring. Hendes mand og to børn vare døde; frændeløs og hjemløs gik hun ene igjen på betlerstien, og nu var hun overmåde rynket og skrøbelig og så gammel, at selv gamle finner ikke syntes at kunne mindes hende anderledes. Men her på Finskoven er der ikke råd til at få kjøre; det gamle menneske måtte gå og krybe henover de lange stier fra torp til torp, og når veir og føre var for fælt, måtte man sende folk med hende for at støtte hende nedover lierne og hjælpe hende over myrene. Finnerne, de gjæstfri finner, talte om hende med deltagelse og tænkte med vemod på, at hun siden hun ikke var seet nu på en tid, kanske var gleden ud i en myr og der havde fundet hvile for sin fod.

Men - vil læseren måtte indvende - det er dog kun enkelte fanter, som slæbe sig omkring i sådan elendighed; flertallet af dem viser os dog det harmelige syn af mennesker, deri ungdoms og sundheds fylde stryge omkring som de argeste døgenigter. Nu vel, jeg vil betragte fanterne i deres lystighed; jeg skal ikke tænke på, hvor snart det går med de lystige dage, men forsøge at kaste et blik ind i deres sjel. Hvilken letsindighed, hvilken frækhed, utugtighed, hevngjerrighed, løgnagtighed, rovlyst, ryggesløshed jeg ser! men ak, hvilken elendighed tillige! hvilken synd og hvilken syndenød! I dette øieblik stiller jeg for min tanke en vis fant, en af dem, som jeg kjender bedst, og i hvis liv jeg grant så alle hine udyder og mange flere til, og jeg anstiller en sammenligning mellem ham og mig selv. Hvorfor vilde jeg ikke for alt i verden bytte min lod med hans? Han er en hjemløs stymper, og det er ikke jeg; han er bedækket med mange forbrydelsers skjændsel, og det er ikke jeg. Men dette er ikke den største og væsentligste forskjel. Jeg priser min lykke i sammenligning med hans ulykke i samme forhold, som jeg tør tro mig ham overlegen i kundskab og sædelighed. Men nu er der en besynderlighed i menneskelivet, som ret klart fremstillede sig for mig, just medens jeg engang stod ansigt til ansigt med denne samme fant. Jeg kan, så meget jeg end monne forsøge derpå, ikke udskille, hvad jeg ved egen virksomhed har bidraget til, at min ydre og indre tilstand er, som den er, og hvad jeg i denne henseende har andre at takke for. Jeg kan jo nok mene ved mig selv at have arbeidet noget og beflittet mig for dette eller hint; men jeg mindes også, hvorledes forældres formaninger, hvorledes de i mine omgivelser herskende anskuelser og sæder, hvorledes statens også til mit gavn sigtende fordkjellige institutioner have dannet min sands, have lært mig at skjelne mellem godt og ondt, anbefalet mig gode grundsætninger, vænnet mig til gode sædvaner, have stræbt at fremme og virkelig bidraget til at fremme mit ydre og indre vel. Jeg ser en vexelvirkning mellem min fri selvbestemmelse og indflydelsen af den private og offentlige visdom og omhu, ved hvilken Gud har villet lede mig. Men hvor er begyndelsen i denne vexelvirkning? Åbenbart udenfor mig selv. Og hvorledes skulde mit liv være blevet, hvis jeg havde havt et andet begyndelsespunkt? Så spurgte jeg mig selv i samtalen med hint menneske, og mit svar på spørgsmålet var en bevæget følelse, hvori på en gang lå en frydefuld bevidsthed om min egen uforskyldte lykke og dyb smerte ved synet af hans grændseløse ulykke. Thi han var ikke blot undfanget i synd og født i misgjerninger som vi andre mennesker; han var opvoxet og opdraget i en kreds, hvor de træk af ømhed og naturligt anlæg til dyd, som nu og da kunde åbenbare sig, vare for svage til at gjøre synderligt indtryk på hans sind, og hvor det, som de ældre udtrykkelig søgte at indprente barnet, ligefrem var lastens grundsætninger, og hans forhold til folk udenfor hans nærmeste omgivelser var sådant, at hans naturlige og tillærte uskikkelighed altfor ofte fremkaldte yttringer af hidsighed og uvillie mod ham, der atter kun bidrog til at drive hans uskikkelighed, hans trods og uforskammethed til det yderste. - Man må harmes - det er vist og sandt ved synet af de mange uterligheder og forbrydelser, som fantefolkenes frækhed vover at begå i vort land, hvor dog så mange gode love skulde tvinge folk til orden; men endnu mere må man bedrøves ved tanken om, at de samme loves gode ånd, at samfundets gode villie ikke har havt magt til at afvende den usalige indflydelse, hvorunder nogle menneskers liv uundgåelig synes at måtte udvikle sig til en sådan uskjebne.

Psychologen måtte kunne lære meget ved at kige ned i dette dyb. Disse mennesker lever under så høist usædvanlige forholde, og deres charakter og væsen må nødvendig arte sig på en usædvanlig måde. Man høre et exempel derpå! En ryggesløs fantekvinde havde i flere år med et pigebarn streifet om mest i Østerdalen; men ingen vidste, hvor hun hørte hjemme, og derfor havde kanskje ingen nogensinde tænkt på at standse dette uvæsen. Så var der omsider en præst, som ikke længer holdt ud at se på, hvorledes børnene voxede op i dette fanteliv, og med den myndighed, som er fattigkommissionerne given, tog han det yngste barn fra moderen. Medens der korresponderes vidt og bredt for om muligt at finde den hjemstavnskommune, hvor barnet kunde sendes hen til opfostring og forsørgelse, beholdt præsten pigen på sin egen gård. Hun var 11-12 år gammel, viste ikke noget ondt gemyt og havde gode evner. Hun blev af alle gårdens folk behandlet med deltagelse og venlighed, og præsten og hans frue forsøgte selv at lære hende læsning og håndarbeide. Skulde man tro, at sådan kjærlighed og omhu ikke skulde formå at beherske det l2årige barns sind? Men den tidligere indplantede vanart viste sig stærkere end opdragelsens magt. Hun var ikke just ligefrem uskikkelig, men så overmåde ustadig, at al anstrængelse viste sig frugtesløs. Præsten måtte med gode ord og betaling overtale en bondefamilie til at tage hende til opfostring. Men det varede ikke længe, før bonden kom og forklarede, at dette barn kunde han ikke råde med, og da ingen anden heller vilde fornye forsøget, måtte præsten tage hende til sig igjen. Jeg var på præstegården og vilde se denne lille vildkat; hun skulde være, sagde man mig, i haven og arbeide, og jeg søgte hende der; men hun var der ikke. «Ja, således er hun altid,» forklarede man mig da; «når vi sætte hende til noget arbeide, så sidder hun nokså så fornøiet og flittig et kvarters tid; men så løber hun igjen.» Det var, som om al lydigheds sands, al sædeligheds evne var udslukt i dette barns sjel.

Når nu mennesker modnes i sådan forvildelse, når de i omstreiferlivets ustadighed nå frem til voxen alder, så blive de, som jeg i overskriften af kapitlet har antydet, ganske naturlig til dårer. Men der må være to slags dårer. Nogle have fanget skade på forstanden; det er fjanterne, de sindssvage og rasende. Andre have forstand og fatteevne nok, men have lidt skade på de moralske evner, og til denne klasse høre fanterne. Den moralske forvirring yttrer sig under mangfoldige former, fra en tilsyneladende fuldstændig fordærvelse til en ligeså fuldstændig slappelse. Menneskets hjerte skulde være ligesom vox, skikket til at modtage og bevare gode indtryk. Men når nogen formedelst forførelsers magt hyppig overtræder den erkjendte lov, bliver hans hjerte som sten, der ikke vil lade sig forme og danne, og når nogen er voxet op uden kraftig anvisning og tilvænnen til det gode, bliver hans sind så løst og slapt, at om han end for et øieblik kan bevæges til et godt forsæt, så mægter han vanskelig at bevare det i den mindste prøvelse. Og i denne sidste tilstand vil man som oftest finde dem, som ere så ulykkelige at være bleven opdragen på fantestien. De kunde se ud som voxne mennesker; men medens de drages og lokkes af voxne menneskers kraftige begjærligheder, slumre deres moralske evner ligesom hos barnet i en spire, der endda hos dem er mere end halv kvalt af det onde. Et exempel vil anskueliggjøre tingen. Når et moralsk dygtigt menneske har levet på en og samme måde og anstrængt sig med samme arbeide tre dage til ende, så kjeder han sig lidt den fjerde; men han overvinder kjedsomheden igjen og breder livlig afvexling over ensformigheden ved at forestille sig det mål, som han ved sin stræben nærmer sig til, og ved hvis opnåelse han håber en større glæde. Dersom fanten, dette landeveienes barn, kommer i rolighed, så kjeder han sig også den fjerde dag eller kanske allerede den tredie; men han kan ikke opmuntres på samme måde; thi han har vel ikke øvet sig således i at arbeide for et godt formål og glæde sig ved nydelsen i håbet; håbets evne selv, den høiere forestillings magt, er så overmåde svag hos ham; han trænger til mere umiddelbar nydelse og adspredelse under ensformigheden; hans sløve sind søger hyppigere og bestandig nye pirremidler, og dem finder han lettest i en uafladelig stedsforandring med dens vexel af altid nye forholde. For at undgå et let arbeides ensformighed og kjedsomhed vælger han heller lange og tunge dagmarchers møie. Tiden falder ham så lang, når han er i rolighed; han trykkes og overvældes af tidens magt, og villie og tankeløst glider han ud i rummet. Ved hver times arbeide vinder den flittige et tillæg til sin lykke; hans hjertefred skyder en ny rod, hans håb udfolder et nyt blad; men den sløve omstreifers hjerte har aldrig smagt fred, og hans ånd kjender ikke håbets opmuntring, og for hver mil, han på ilende fod tilbagelægger, søger ham ledet af et ulykkeligt instinkt, at flygte for de nu og da opvågnende alvorlige tanker og end yderligere at «udslukke ånden.» Derfor ser man ham gjerne ile mere rastløs, jo ældre han bliver, og jo tungere vel de mørke tanker ruge over ham. Etsteds i Nordlandene havde en fattigkommission forbarmet sig over en gammel og skrøbelig omstreiferkvinde og skaffet hende et lægdslems ro, og i Nordlandene ved man at det er besværligt at færdes enten til lands eller til vands; men kvinden var alligevel glad, da hun efter nogen tids forløb fandt leilighed til i følge med et fanteselskab, som just kom forbi, i al hemmelighed at stryge afsted og begynde det besværlige reiseliv igjen. Folk i bygden forundrede sig storlig over mennesket; men det, de forundrede sig over, var her vist meget naturligt.

For et par år siden anholdtes et lidet fantefølge i Lesja, øverst oppe i Gudbrandsdalen; fanterne sad arresterede en længere stund, straffedes så som løsgjængere og bleve derpå løsladte. Blege og afkræftede af fængselsluften og vand og brødstraffen begave de sig dog strax på veien ud af bygden og det op over den hei, som fører til Sunddalen i Throndhjems stift, en af de vildeste fjeldtragter i landet; som kun bør befares ved høi sommertid, og nu var det senhøstes. Uveir kom over dem; et kvindemenneske i følget udmattedes, segnede og døde; det øvrige følge fortsatte sin gang; men den afdødes søn, en liden gut, som var med, fandt veien tilbage til bygden og fortalte med gråd, hvor liget lå. Om dette fruentimmer var det under retsforhørene blevet oplyst, at hun endnu ikke havde annammet den christne dåb; derfor var hun nu også bleven forpasset til sit hjemsted, etsteds i Throndhjems stift, hvor der skulde drages omsorg for hendes undervisning i christendom. Et hedningemenneske altså var det, som her vansmægtede. - Man nævne mig en større jammer end den, hvori denne sjel udåndede sit sidste suk! Måske stred hun ikke nogen voldsom fortvivlelsens strid; vel muligt, at hun i sin mathed ikke følte dødens bitterhed; vi kunne forestille os, at hun formedelst vankundighed og slette sæder, i et langt livs åndelige død, var bleven således sløvet, at hun selv i den alvorsfulde time ikke ret fattede betydningen af liv og af død og af dom. Men om det end var så, ja netop fordi det rimeligvis var så, spørger jeg atter: Ved man nogen større jammer at nævne?


KAPITEL 12

Flere slags landstrygere.

Med vemod ser menneskevennen listerne over de mange blinde og døvstumme i landet, hvem en så stor del af menneskelivets goder ere nægtede, og nationaløkonomen beregner måske, hvor stor del af den private og offentlige formue der kræves for nogenlunde at mildne de ulykkeliges skjæbne og erstatte den arbeidskraft, som ved deres naturfeil går tabt. Men uden enten selv at nyde nogen rigtig glæde i livet eller yde nogen nytte i samfundet tære også fanterne sin fulde del af, hvad det arbeidsomme folk i landet forhverver. - Et hjerteskjærende syn er det store antal af sindssvage i vort land, fjanter og rasende, disse sørgelige vidner om vort fjeldlands karrige natur og barske klimat, der ofte knækker menneskets både legemlige og åndelige kraft; frænder og naboer må gjøre sig flid for at lede de svages forstand eller styre deres ubændighed, en møie så stor og smertelig, at staten i den senere tid har måttet alvorlig berede sig til at dele den. Men hele nationer skatlægges også for udgifter til de kostbare foranstaltninger, der skulle hæmme yttringer af fanternes moralske svaghed, voldsomme udbrud af deres med god forstand udrustede villies raseri, udgifterne til de atter og atter forbryderske fanters fængsling, forhør, domfældelse, afstraffelse, og dette nationalonde falder så meget tungere, som man må kunne sige sig selv, at det ikke har sin rod i uafvendelige naturårsager, men i en ufuldkommenhed ved de menneskelige foranstaltninger eller den hele samfundsindretning, som skulde have gjort det umuligt for dette fantevæsen at udvikle sig til en sådan styrke. - Møien med de binde og stumme og rasende bærer dog i sig den trøst, at når Vorherre engang løser op for dem, så er deres ulykke endt; over et andet nationalonde derimod ligger der en håbløs smerte; det er spedalskheden, denne pinagtige og fæle sygdom, fæl, ikke blot fordi videnskaben endnu ikke har fundet den urt, hvormed den kan læges, men fordi den som en ond og uafvendelig skjebne hviler over hele familier, ofte går i arv fra forældre til børn, og børnebørn. I året 1845 taltes der i landet 1123 spedalske og 1145 fanter. Hvilken lighed allerede i tallet! Og som de spedalske synes at være uhelbredelige, så synes fanterne at være uforbederlige; som de spedalskes ulykke går i arv, således forplantes fanternes vanart fra slægt til slægt. Men i et stykke er der desværre ikke lighed her. Den legemlige spedalskhed skal ikke være smitsom; fanternes åndelige spedalskhed derimod virker med en betænkelig magt som en moralsk smitte. Fanterne have ligefrem lokket nogle til at slå sig i lag med dem; andre have selv i fanternes selskab søgt den trøst og hjælp, de have forskjærtset sig i det bedre samfund; det exempel endelig, som fanterne give, exemplet på, at det går an at leve i landet i en bestandig trods mod landets sæder og love, at folket og øvrigheden ser på omstreiferes ørkesløshed og liderlighed og ikke med uimodståelig kraft sætter skranke derfor, det har for mange været en opmuntring til at træde ind på den samme fantesti. At dette er så, skal formentlig vise sig af fremstillingen i nærværende kapitel, som skal omhandle flere slags landstrygere, der for største delen ikke vare medregnede i hin fortegnelse over de 1145 fanter, som sidste folketælling bragte for dagen.

Der ligger et vist trylleri over fanternes hemmelighedsfulde omsværmende liv, og dette har forlokket mange ligesom løgtemanden, der med sit falske skin leder vandringsmanden ud i den bundløse myr. Jeg tænker her ikke just på fanternes egne kuriøse fortællinger om præstedøttre, der skulde være blevne forelskede i raske fantegutter og have flygtet afsted med dem; men jeg tør fortælle et par mere troværdige historier. I Birkrim, annex til Helleland i Christianssands stift - den forrige præst i sognet har fortalt mig historien - levede for nogle år siden en ellers adstadig bondekone, hvis liv således engang berørtes, af eventyrernes hemmelige magter. Et betlende fantefølge besøgte hende, og efter lang tålmodighed med dets uforskammethed kom hun omsider til i et kort ord at give sin uvillie luft. Fanterne gik da, men med et mystisk ord fra en af dem, at det ikke skulde vare længe, før den yttrede vrede skulde vende sig til kjærlighed. Og hvad skeede? Konen, som vel efter de herskende begreber tænkte på det farlige i at have sagt en betlende nei, grundede på de sælsomme ord, grundede, grublede, blev urolig, forlod mand og børn og hus og - opsøgte fanterne. Det var, som om hun følte, at de havde hendes sjel i sin magt. Hendes mand måtte lede hende op og havde stor sorg og møie, før han fik hende bragt til besindelse, så hun atter indtog sin gamle plads. - En mere end 90årig lægdskone på Romerike fortalte mig en ligedan historie fra sine unge dage. Det var en spræg bondegut, som hed Ouen; i fuld mundering ilede han til exerserpladsen, men da mødte han en gjente af Steffensfolket, som således «forvildrede ham med øine sine,» at han glemte sit kompani og sin odel, fulgte den huldreagtige kvinde op i skov og mark, gjennem bygd og land, og blev med hende stammefader til Ouens-følget, et af de mange fantefølger, som i lange tider have været Romerikes svøbe. - En fant fortalte mig et lignende træk af sit eget liv. Han hørte til en familie, som nok i tidligere tider havde ført et halv omstreifende fanteliv; men hans forældre havde omsider bosat sig i en af vore småbyer, og gutten var kommen til os. Men som matros hjemkommen fra reis traf han en fantegjente, der i hans øine var så urimelig vakker; han forlod skibet - jeg troer, endnu før afmønstringen -, slog sig i lag med hende og hendes følge og blev komplet fant. Han skildrede mig med stor sandhed, hvorledes han rigtignok ikke i begyndelsen kunde bekvemme sig til at gjøre parti med sine nye kammerater, når de «toge hus» om aftenen, når de med støi og trudsler tiltvang sig herberge hos en forskræmt bondefamilie; hans kjæreste måtte da bære kveldsmaden ud til ham på marken, og selv gik han først ind, når husets folk omsider vare faldne i søvn. Men efterhånden lærte han dog både denne og andre fantestreger til fuldkommenhed. - Se, således er det ofte altfor romantiske forholde, der have medført, at en Valders-Ola, en Lisa fra byen og flere personer, der dog «ere komne af folk,» have giftet sig ind og ere blevne naturaliserede i de ægte fantefølger.

Man studser undertiden ved at træffe enligt omvankende, betlende børn i 10-15 års alder, som have forvildet sig mange mile bort fra sit hjem. For et års tid siden fangedes på Christiania gader en sådan smågut fra det nordlige Sverige. Forfølger man sådanne børns historie, kan man finde, at deres forældre uheldigvis boede nær ved en veigrind og istedetfor at holde børnene til skolegang og nyttigt arbeide lode dem øve sig i den slette bestilling at lukke op grinden for reisende for med det samme at tilbetle sig nogle skillinger til tak for umagen. Eller det er uægte fødte børn, hvis ligegyldige fader og hjælpeløse moder have påtvungen sin kommune møien med deres opfostring; men altfor ofte samler der sig om sådanne af sine naturlige forsørgere forladte en så stor sum af ligegyldighed og foragt og uvillie fra deres omgivelsers side, at selv deres gode skydsengel ikke formår at fjerne alle anstødsstene og mildne deres skjebne og bevare dem i det gode. Så kan det træffe, at en sådan smågut, halvt dreven af fortrydelse over det foragtelige liv, han har levet, men også halvt lokket af det ustadighedssind, som den mangelfulde opdragelse har ladet trives hos ham, pludselig sønderriver de svage bånd, som bandt ham til hans hjem, og går ud i den vide verden did «hvor tåen viser fram.» Hans endnu, åbne og vakkre ansigt er hans gode reisepas, og hvor han kommer frem, giver man ham gjerne mad og husly. Ak, men om nogle år går han allerede omkring i elendige laser, som neppe skjule hans urenlighed og stygge sår; han føler det selv, at han nu mere er gjenstand for uvillie end for medlidenhed, og han skyr det stadige liv mellem andre mennesker. Transporteres han til sit hjemsted, er han glad ved at komme bort igjen; sættes han ind i Christiania redningsanstalt, skynder han sig at undvige (redningsanstaltens protokoller beretter om flere sådanne både piger og gutter); de eneste mennesker, han synes at kunne trives imellem, ere fanterne, der også gjerne optage ham imellem sig som hestedreng.

Som fantefolkets færd nu længe har været, kan man godt forstå, at et fantebarn således har kunnet omtumles af livets bølger, at det i sin voxne alder ikke kjender og ikke kan få kjende sine tidligste skjebner. Der gives virkelig også personer imellem fantefolket, som historisk talt svæve således i luften, at de ikke vide, hvem deres moder var eller er, end mindre deres fader, ikke vide, hvor i verden de ere fødte, ikke engang hvor gamle de ere; den eneste tradition, der er kommen ned til dem fra den spæde alder, hvortil deres egen erindring ikke når op, er det fornavn, hvormed de have hørt sig benævne. - Men endnu hyppigere hører man om folk, som med stor flid og kunst selv tilhylle sin fortids historie i det tykkeste mørke og vel søge at drukne sine egne vemodige erindringer derom i et nyt livs adspredelser. Et ungt menneske af en dannet og agtet familie forlod imod alle foresattes råd og villie den lovende bane, han ved slægtningers hjælp havde betrådt, kjedede sig snart også ved sin selvvalgte bestilling, bortkastede så sit navn, dulgte sin stand og optrådte som et andet menneske på verdens skueplads. Han var endnu ikke konfirmeret, da han i 1835 begyndte dette spil. Først streifede han nogle måneder om i Sverige for at lære sproget og førte så et mere og mere udstuderet fanteliv imellem Throndhjem og Gothenborg, Østersund og Bergen. Han gik så temmelig ubehindret omkring; i Norge udgav han sig for en svenske ved navn Sjøberg, og i Sverige kaldte han sig Even Olsen og nordmand; intetsteds kjendtes man ved ham, og overalt var man glad ved, når han blev anholdt, at forpasse ham til det hjemsted, han behagede at opgive. Om våren 1839 blev han endelig under navnet Even Olsen som ukonfirmeret betler og løsgjænger inddømt til Throndhjems tugthus. Han erklærede sig naturligvis aldeles uvidende om sin herkomst, og da ingen dødelig vidste at sige; at denne person var døbt tilforn, faldt der resolution for, at han skulde døbes på tugthuset. Det forstår sig, at han gjorde mærkværdig hurtige fremskridt under religionsundervisningen, og endnu i sommeren samme år blev den hellige handling fuldbyrdet. Han afsvor djævelen og alle hans gjerninger og alt hans væsen og døbtes på bekjendelse om tro og lydighed imod Gud Fader, Søn og Helligånd, alt for at indskrives, ikke i Livets bog som et benådet Guds barn, men i kirkebogen med det nye navn, der nu skulde sikkre ham i hans nye, selvvalgte stand og stilling blandt menneskene. Men dette navn blev ham vel en daglig mindelse om den i nådens stund begåede vitterlige synd, og se, hvor tung straffen lagde sig på ham! Løsladt umiddelbart efter dåben fortsatte han atter sitt fanteliv og vel så meget argere end før, som han nu vist end mere måtte rase imod sig selv for at overdøve samvittighedens stemme. I nogle år lykkedes det ham således at holde sig tapper; men i året 1845 ankom han atter til Throndhjem; i den elendigste forfatning, beladt med ækle sygdomme, måtte han ikke alene begjære sig optaget på sygehuset her, men også i det første forhør gå til fuld bekjendelse om sit forargerlige forhold mod Gud og mennesker, for hvilke han også idømtes et års tugthusstraf. Det hører ikke herhid at tale om denne persons tvivlsomme forhold også efter den sidste straffetid; men det er værd at lægge mærke til, at medens det var hans egen store ustadighed, som fra først af førte ham ud på fantestien, således har det ganske vist været i selskab med de ægte fanter, at han har lært og øvet sig i nogle af de mange kneb, der skal til for således i årevis at blænde øvrighedens øie og undgå dens arm. Hvad selskab han har søgt og gjort sig fortrolig med, skjønnes af et skrift, han under sit sidste ophold på tugthuset forfattede og overleverede til bestyrelsen, og i hvilket han ret godt skildrede rommaniers, meltraveres, fægtemesteres og andre fanteklassers sæder og forholde, ja leverede et lidet ordregister til fantesproget.

Der er ikke få familier i landet, hvis hele levevei lettelig fører dem bort fra det bosiddende og arbeidsomme livs sæder til fantelivets forvildelser; dette sees ret tydeligt på enkelte familier af kurvebindere, koppesvarvere (dreiere, der forfærdige simple træskåle), kostemagere, kludesamlere. - I Romsdalen traf jeg en koppesvarvers kone, som tilligemed sin halvvoxne datter en stor del af året igjennem slæbte sig viden omkring i bygderne med den tunge byrde af alskens trækjørler, og jeg syntes at måtte befrygte, at når hun kanske kom hjem igjen med fødevarer istedetfor trævarerne, så var det ofte folks medlidenhed, som hun havde at takke for dette held i en handel, der næsten så mig ud som et påskud for trygleri. - Allerbeklageligst er det dog, når den fare for sæderne, som beskaffenheden af en eller anden næringsvei kan medføre, ligefrem forøges ved andre menneskers uforstandighed, der således lægger stene for den vaklendes fod. Dette sker, når en i sig selv nyttig håndtering betragtes med foragt, og de mennesker, der befatte sig med den, allerede derfor behandles som urene og uærlige. Da kan det allerede være tegn på liden æresfølelse, når nogen vælger en sådan levevei, og under den almindelige fordom knuses let den sidste rest af selvagtelse hos ham. At rense skorstene f.ex. er et fast ligeså nødvendigt arbeide som at bygge dem; men medens den, der forstår at mure op en skorsten eller bagerovn, af vor almue æres som en kunstforstandig mand, blev skorstensfeierens smudsige håndtering altfor længe og i altfor mange egne af landet betragtet med modbydelighed. Feierne bleve Norges toldere og syndere, først i andres hånende omdømme, så i sin egen bevidsthed. Ingen vilde have noget gemenskab med de sodede folk; selv den liderlige fant sagde med storagtig tilfredshed ved sig selv, at han dog ikke var «som denne feier.» De trak om med sine kvinder og børn, overalt gjenstand for småbørns rædsel og voxnes ringeagt, og - kvalte sin dunkle længselog mørke harme i fylderi og alskens udsvævelser. På Hedemarken, hvor folkets velstand giver sig tilkjende ved opførelsen af store, toetages bygninger, måtte feiernes tjeneste være mere fornøden end andetsteds, og der må vist fra gammel tid have været en sådan ulykkelig kast thi selv i fjerne bygder, hvor nu og da enten enkelte personer eller hele familier i en yderst fornedret tilstand stryge omkring og ved sine sodede klæder vidne om feierlivets smudsighed, der kan man finde, at hesteskjærere, vævskebindere og andre langfanter, der endnu have bevaret noget af sin oprindelige kasteskik og indbilskhed, trække på skuldrene, pege på dem og sige: «Det er bare feiere fra Hedemarken.»

Dersom en virkelig fantegut stryger enlig omkring og betler, vil han oftere møde bebreidende uvillie; han er derfor gjerne så klog at føie rå sandselighed til sin dovenskab og tage sig en kjæreste med på vandringen som sin foregivne hustru; han ved, at jo større trangen viser sig, desto snarere vil medlidenheden gjøre sig gjældende istedetfor harmen; hans held på tiggerfærden stiger for hvert barn, hans kjæreste beriger armoden med. Der ligger nu en mægtig overtalelse i de blege barneansigter, og rigelige almisser ere de renter, forældrenes synd beregner sig af børnenes uskyld. Men ganske samme plan lægger letsindigheden stundom også hos folk, som ikke tilhøre fantekasten. En doven gut og en uvorren gjente på Hadeland havde besluttet at gifte sig, og der var allerede lyst for dem i kirken; men de eiede ingen ting og havde ingen udsigt til at få nogen bestilling at ernære sig ved; en fornuftig mand, en af bygdens formænd, talte da til gjenten, og forestillede hende, at deres giftermål, helst når de fik børn at forsørge, ufeilbarlig vilde have til følge, at de måtte «komme på kassa;» «Ja, når vi bare kunde komme så vidt,» var svaret, «så var nøden forbi.» Der er ikke få sådanne familier i landet. Når så børneflokken er bleven talrig, og naboers og sambygdingers uvillie over skamløsheden og dens besvær er bleven ret stor og gjør det uhyggeligt selv for slige folk at være hjemme længer, så kommer vandrelysten over dem. I Storelvdalen traf jeg en sådan familie. Manden viste mig rigtignok præsteattest for, at han var ordentlig ægteviet og havde været hjemmehørende i Vardal; han viste mig også en bundt hægter, som han, efter gammel skik netop i hans hjembygd, havde forfærdiget og nu falbød; han forklarede mig, at han ved denne sin handel tænkte at vinde frem alt op til Nordlandene, hvorhen mange akershusinger i de sidste åringer ere udvandrede, og hvor han også vilde slå sig ned. Men han reiste aldeles på fantevis. Selv trak han en liden kjærre, hvori et barn sov mellem nogle bylter, medens konen bar det mindste barn på ryggen og ledede det ældste ved hånden. Et ganske eiendommeligt kast med øinene hos manden lod mig tydelig skjønne, at han, måske som tidligere omvandrende handelskarl, var bleven altfor vel kjendt med fanternes sæder(109); af de lister over fanter og andre tiggere, som siden fra flere steder velvillig bleve mig tilstillede, kunde jeg forfølge sporet af familiens tiggerfærd lige til langt op i Throndhjems stift, og af beretninger, jeg indhentede i Vardal selv, fremgik det, at manden ved sin ustadighed og konen ved sin uvorrenhed vel havde vundet fatigkassens hjælp næsten ligefra deres ægteskabs stiftelse, men tillige pådraget sig så megen uvillie af alle kjendinger i hjemmet, at det var rimeligt nok, de ikke længer kunde trives der. Men er det nu at håbe, at familien på den lange tiggerreise fra Vardal til Nordlandene har fået større lyst til arbeidsomhed og orden? er det ikke meget mer at befrygte, at de vedblive at flakke om fra sted til sted og opdrage sine børn til et elendigt fanteliv?

Det er ikke altid just dovenskaben og ustadigheden, som leder folk ind i en sådan ulykkelig ydre og indre tilstand, hvorfra der kun er et kort skridt til fantelivet; ofte er det mest mangel på forstandig omtanke, der fører til en armod, som igjen bliver sædelighedens ødelæggelse. I mange bygder kan man se, hvorledes en stor del af almuen har bygget sin økonomi på beregninger, som kun holde stik i gode åringer, det første uår giver da mange et knæk, som de aldrig forvinde. På landeveien i et af Ørkedalens præstegjelde fik jeg opfange et slående exempel herpå. Jeg traf her et fruentimmer, som gik og flettede eller strikkede et slags ganske nette uldbånd; med dette arbeide søgte hun for en del at ernære en flok af 3 børn, som fulgte hende, og et spædbarn, som hun bar på ryggen Hun fortalte mig sin historie. Hun havde hørt hjemme i Gudbrandsdalen, var forlovet der og skulde havt bryllup til høsten; men den samme høst jeg tror det var i året 1838, indtraf et hårdt uår der i bygden, og blandt de mange, som måtte op til andre bygder for å få noget til livsophold, var også dette par, men under de trange kår havde de ikke vundet mere end fra hånden til munden; gutten gik på dagarbeide hist og her på gårdene; de havde intet hjem eller fast opholdsted, og endnu vare de bare kjærestefolk, til hvis armod der således vel føiede sig sky for andres blikke og domme. Hvor jeg med vemod betragtede de vakre, klarøiede børn, som under så mislige forholde skulde gå den tvivlsomme fremtid imøde!

Ved engang at gjennemse en lensmands protokoller fandt jeg også en, der indeholdt fortegnelse over alle de rømlinger, som imellem år og dag bryde ud fra arrester og strafanstalter, og som der da lyses efter på kirkebakkerne. Det er ikke så få personer, der ere i dette tilfælde. Og hvilket liv disse mennesker må leve på den bestandige flugt! thi det er ikke nok at have flygtet fra arrestforvareren; flugten er endeløs; de må flygte for hvert menneskes syn, må søge at flygte for sandheden selv. Nogle have med en kraft, som var et bedre mål værdig, hele år igjennem spillet døvstummes rolle for således at undgå ransagelse; men nogle have også fundet sin regning ved at skjule sig i den dunkelhed, som omgiver fantefolket. Se et exempel! En person var rømt fra en arrest, jeg tror i Stavanger, og traf en svensk fantekvinde, hvis mand eller kjæreste nylig var bleven sat ind i en anden arrest. Hun havde hos sig mandens pas, hvis signalement ulykkeligvis passede ret godt på rømlingen. Disse to bleve snart forbundsfæller; han gik ind i den forrige mands rettighed som pashaver og i andre henseender, og hun fik til gjengjeld eie hans person; det blev hans frihed, der efter en række af sådanne omvexlinger, som høre fantelivet til, endte med en slaveridom på livstid.

Hvert år offentliggjøres lister, som vise antallet af dømte forbrydere. Den, der kunde overskue den trinvise, udvikling af skrøbelighed og forbrydelse og last, som hine talstørrelser betegne! den, der kunde finde kildene til den voxende ulykke, som det årlig voxende antal af forbrydere er det sørgelige vidne om! Lad mig her kun dvæle ved et enkelt træk, påpege sporene af deres vei, som gjennem flere grader synke ned til fantelivets dyb! - Det er en kjendsgjerning, som mange selv af dem, der i moralsk henseende have været heldigere, ville stadfæste, at det mådehold, det alvor, de grundsætninger, som man monne have bevaret i hjemmets stille ro, lettelig bive ligesom skudte tilside, når man færdes imellem fremmede, hvor man ikke længer føler sig bunden ved venners og kjendingers iagttagelse og dom, og hvor man ikke altid mindes det guddomsøie, som skuer overalt. Jo mindre moralsk udviklet mennesket er, jo mere han derfor i moralsk henseende har været båren og støttet af sine omgivelser, desto større er faren for hans sædelighed, når han pludselig må forlade hjemmet for på egen hånd at træde ud i den vide verden; mangt ungt menneske helst af den enfoldigere almueklasse synes derfor at glemme den ligesom nedarvede fromhed, den ham indprentede agtelse for det gode, lige så hurtigt, som han opslider det første sæt af hjemmefra medbragte klæder, og derfor vilde man måske kunne finde, at forbrydelsernes antal i de sidste decennier har tiltaget omtrent i samme forhold, som den større rørelse i landet har bragt mange mennesker af arbeidsklassen til at forlade hjemmet og færdes i fremmede kredse, hvor nye fristelser møde, og hvor sjelen savner den tilvante støtte for sin dyd. - Når nu en forbryder udgår af strafanstalten, burde han helst vende tilbage til sit hjem, hvor han, bestandig iagttaget af sine kjendinger, altid vilde føle sig opfordret og formanet til at aftvætte pletten på det gode navn, til at stræbe at gjenvinde sine sambygdingers tillid og agtelse. Men gruer han for det arbeidsomme og ordentlige liv, skyr han den grundige omvendelses offere, så søger han netop ikke did, hvor han er kjendt, hvilket heller ikke gjøres ham til plikt nu som for et halvt snes år siden(110); med en falsk undseelses mangehånde påskud søger han tvertom til sådanne steder, hvor han kan tro sig med sin skjændsel mindre kjendt, men hvor han, kun lidet befæstet med fristelserne, atter ståer alene blandt fremmede. Det er aldeles naturligt, om han således falder atter og atter. Men den, der nogle gange har gået ud og ind af strafanstalterne, har overmåde vanskeligt for at bevare tilliden til Guds hjælp og til sin egen gode villie. Han mistvivler snart om sin forbedring og redning og bliver sløv og uvirksom. Ved det mindste tegn på den mistillid, som gjerne vises den faldne, hvis han nogensteds søger om arbeide, opgiver han snart bestræbelsen for at gjenvinde den tabte agtelse; ja, han benytter endog den vanskelighed, der møder ham, som et påskud både for sig selv og andre til at følge sit onde hang; han kan ikke få arbeide, og derfor - så synes han og så siger han - må han bede om almisse. Det er straffen for den falske undseelse, hvormed den løsladte forbryder vægrede sig ved atter at vise sig imellem sine sambygdinger, der kjendte hans fald, at han tilsidst med en forfærdelig skamløshed stryger landet om og fortæller hver mand, han træffer, at han har siddet så og så mange år på tugthuset og slaveriet, for efter sådan indledning at betle om en skillings almisse. Det kan også mærkes, at den forbryder, der flere gange har forsøgt rettergangens farer og straffens tvang, omsider erhverver sig et så godt skjøn på lov og justits, at han ved, at det åbenbare tyveri og røveri i vore dage vanskelig hengår uopdaget og ustraffet, men at lensmænd og fogder kun lidet ændse lediggjængerens dagtyveri eller den uværdige tiggers rov fra den tause og i sandhed lidende trængende. De tider ere på det nærmeste forbi, da en Arne Bravkarl, en Gjæst Baardsen, Ole Høiland og andre mestertyve ved forvovne bedrifter kunde vinde en farlig berømthed; mesterskabet i den kunst at leve et unyttigt liv på andres bekostning udøves nu af sådanne altfor meget erfarne forbrydere, der tilsidst, med mindre berømthed, men også med mindre fare, ganske på fanternes vis og stundom i fanternes selskab streife om som betlere, og det er at befrygte, at disses tal vil være i tiltagende omtrent i samme forhold, som politiets bestandig forøgede årvågenhed og strænghed mod de åbenbare tyve og røvere forøger antallet af dømte og straffede forbrydere.

Ved at gjennemgå de ved folketællingen i 1845 afgivne indberetninger om fanterne studsede jeg ved at se fortalt om nogle fanter, både mænd og kvinder, som ved siden af sine almindelige fantestreger dreve et synderligt uvæsen; de omgave sig med en sværmerisk åndelighed og forfærdede almuen med et sælsomt galimathias af fordreiet kvækerlære og selvgjorte syner og åbenbaringer om dommedag. Dette bringer mig til at tænke på en egen sekt af sværmere, som i de sidste år have gjort opsigt i landet, og som virkelig i mange måder ligne fanterne. Der er det kjendemærke ved dem, at når man spørger dem om deres navn, herkomst o.s.v., får man stadig det svar, at de ere fra Gud, hedde Guds børn, høre hjemme hos Gud, gå til Gud; deres bestilling, sige de, er at gå omkring i landene og prædike omvendelse og dom; alle præster, skolemestere, klokkere og gravere erklære de for satans børn; det udvortes kirkevæsen med samt sakramenterne og det skrevne ord bespotte de som djævelens værk; legemligt arbeide fordømme de som kjødets gjerning, og syndens tjeneste. Til bevis for disse sætninger anføre de en rigelig mængde af rigtignok fordreiede bibelsprog, dem de dog ikke ville have lært af Skriften, men umiddelbart af Gud, og at de selv tro på dette sværmeri, det bevise de ofte med slående kraft ved den høist eiendommelige måde, hvorpå de prædike, med sammenpressede øienlåge og stride tårestrømme og konvulsiviske trækninger, med en ustandselig flydende tunge og en sælsom, aldeles usædvanlig klang i stemmen, ja med en uovervindelig modstand mod alle indvendinger og trudsler, tillokkelser og lidelser, med en forsagelse og standhaftighed, som synes at vidne om en sjel, der i sin faste overbevisning og glade henrykkelse ikke mere anfægtes af det, som hører denne verden til. - På grund af disse menneskers indsluttede væsen, når man spørger dem om deres herkomst, er det ikke godt at vide, hvor og når sekten har udviklet sig; nogle nævne Stavangeregnen, andre Valders som det sted, hvorfra dette sværmeri har udbredt sig; men at de danne en egen sekt med et fælles udgangspunkt og et vist sammenhold indbyrdes, det kan man skjønne deraf, at de alle ere så overmåde lige i væsen og færd. Det er som en smitte, der har grebet en del individer. Og det er ikke frit for, at sværmerne føre smitten med sig i videre kredse på sine idelige prædiketoure fra den ene ende af landet til den anden. I Tønset præstegjeld fortalte man mig om en kone, som i lang tid var betænkelig forandret efter at have hørt en af disse «Guds børns» tale. Der er også en så forunderlig blanding af usandhed og usands i talens indhold og af iver og fast overbevisning hos sværmerne selv, at det nok lader sig forstå, at mage kunne forvildes derved. Den enfoldige almuesmand tør hverken sige ja eller nei til det hele væsen, og selv øvrigheden bliver ofte bragt i forlegenhed. En mand fra Valders, som hørte til denne sekt, blev for sin bespottelige tale mod vort kirkevæsen dømt til at hensættes på Christianssands tugthus, og først bagefter gjorde den anskuelse sig gjældende, at han vel var sindssvag, hvorefter han fritoges for straffen og overleveredes til fattigkommissionen i hans hjembygd. Manden var dog ikke mere sindssvag, end at han kunde passe sit snit og liste sig bort fra den tvang, hvori han her holdtes, og finde veien langt op i Throndhjerns stift, hvor der atter anlagdes proces mod ham for hans fortsatte bespottelser. Til denne sekt hørte også de 4 eller 5 fruentimmer, som man kjender den fatale historie om i Skogns lensmandsarrest, en historie, der endte med at forvolde en almindelig agtet embedsmand så megen fortræd. Uheldigvis kom de til bygden, kort efter at Levanger by var brændt; de jublede over branden som en Herrens straffedom, de længe havde været vidende om; dette gav anledning til at de bleve arresterede, og da de under flere forhør til alle spørgsmål kun gjentog de samme svar, at de hed Guds børn, vare fra Gud, o.s.v., sattes de på vand og brød for at tvinges til at give rigtig besked. I ubegribelig lang tid udholdt de ekstatiske mennesker denne kur, kun en af dem måtte give efter og gå til bekjendelse; de øvrige derimod forbleve standhaftige og havde ikke så meget som nævnt sine navne og hjemsteder, da man tilsidst måtte gjøre ende på tingen, og de bleve slupne ud igjen. - At disse mennesker beherskes af fixe ideer og ikke have sin fornufts fulde brug, det sees tydelig af et exempel på, hvorledes de ved en hensigtsmæssig psychiatrisk behandling kunne blive ganske ædrue igjen. En pige af sværmersekten prædikede sit galimathias på Christiania gader og indsattes først på arbeidsanstalten, så på dolhuset; i begyndelsen var hun overmåde heftig; men man sagde hende ikke imod, overlod hende til sig selv og lod hende kjede sig; så bekvemmede hun sig lidt efter lidt til at fordrive tiden med nyttigt håndarbeide, og på den måde ble hun tilsidst ganske rimelig og fornuftig.

Når disse menneskers tilstand er sådan, kunde det synes urigtigt at omtale dem mellem fanterne, som gå omkring med bevidst falskhed og forsætlige misgjerninger. Men uanseet at de dog også streife hjemløst omkring på landeveierne ligesom fanterne, så er det at befrygte, at nogle af dem virkelig ende med at ligne fanterne i sind som i levemåde. Ligesom hin pige blev ædru igjen under sit ophold på dolhuset, således kunne andre af det samme slags sværmere også, skjønt vel efter længere tids forløb, midt under sin omstreifen og uden sindssvagehospitalets hjælp komme til sands og samling, ialfald i enkelte øieblikke; men da kan det altfor let hænde, at de, efter det lange omstreiferliv afvænnede med det stadige livs sysler og pligter, finde sin regning ved at forstille sig og fortsætte den besynderlige færd. Jeg har seet en sådan kvinde, som syntes at svæve imellem erkjendelsen af sin sværmerprædikens usandhed og ulyst til atter at vende tilbage til det stadige liv, og det var endda upåtvivlelig en af hine kvinder, som i arresten i Skogn havde vist en så påfaldende standhafdighed, ja måske netop en af dem, der ved sin iver havde opretholdt sine lidelsesfæller, når de, som ofte var tilfældet, vare nær ved at forsage. Jeg traf hende på landeveien midt i Gudbrandsdalen. Hun vakte min opmærksomhed ved sin raske gang og sin besynderlige dragt; hun bar gode klæder, men i så overflødig mængde, at jeg ikke ved at have seet nogen vandrer så vel tilpakket i den høieste vinterkulde, og nu var det sommerhede. Jeg råbte hende an; men hun gik mig rask forbi; jeg sprang af kariolen og løb efter hende; men hun vilde ikke så meget som se sig om; først da jeg stillede mig helt foran hende, fik jeg hende til at standse. «Hvor er du fra?» spurgte jeg hende; «Fra Gud,» svarede hun, og nu vidste jeg, hvad slags menneske jeg havde for mig. Det varede heller ikke længe, før hun, tagende forargelse af den omstændighed, at jeg kjørte og ikke gik, holdt mig en skriftetale, som i sandhed var mærkværdig; jeg forvirredes fast ved den rivende strøm af fordreiede bibelsprog og halve psalmevers, af phantastiske syner og græsselige forbandelser, og dog var der en vis sammenhæng i alt dette snak, en fix ide i de vexlende billeder. En pause indtrådte omsider, og erindrende navnene på hine kvinder i Skogns arresthus, som den frafalne blandt dem skal have opgivet, tiltalte jeg mennesket med de samme navne, det ene efter det andet, indtil hun, faldende ud af rollen, stiltiende indrømmede, at jeg nok havde truffet det rette, Johanne Lønning fra Buøen ved Stavanger. Et øieblik vare vi nu ret gode venner, men snart begyndte hun atter i den vrede tone og kom atter i formelig ekstase, og jeg så, at latteren i min hosstående skydsguts ansigt stivnede hen og forvandledes til rædsel derved. Men på et halv listigt, halv sky udtryk i hendes øie syntes jeg begge gange tydelig at bemærke, at hun med bevidst overlæg og mod bedre overbevisning påtog sig prophetindens rolle, og at hun først lidt efter lidt fik talt sig varm og sat sig i en stemning, hvor bevidstheden vistnok hvirvlede hen i strømmen af hendes egne ord. Og jeg bestyrkedes heri ved følgende lille trek; jeg prøvede hende ved til afsked at give hende en toskilling til en kop kaffe; men den skjød hun fra sig som en syndig ting; så forvandlede jeg pengen til en sexskilling, og den stak hun til sig med den yttring, at hun vilde give den til et fattigmenneske på veien. - Mere oprigtigt var derimod et vel 14årigt, vakkert pigebarn, som, ligeledes svært belæsset med klæder, fulgte den omtrent 50årige kvinde; når jeg vilde henvende mig til hende, skjulte hun sit ansigt i den gamles klæder og skreg, ramskreg så voldsomt, at hun visselig må have troet på den gamles ord og i min person seet den skinbarlige satan. Men netop dette træk forekommer mig vel værd at lægge mærke til, at et samvittighedsløst eller halvgalt menneske her i vore bygder skal få lov til at streife om med og udøve en så forfærdelig indflydelse over et uskyldigt barn. Og disse to have ikke gået ubemærket igjennem landet. På min reise sydover kunde jeg med lethed forfølge deres spor alt til Lands præstegjeld, og overalt korsede bønderne sig over det sælsomme optog, de havde seet, den forfærdelige tale, de havde hørt.

Som et modstykke til disse «Guds børn» kan jeg hidsætte en historie, som man fortalte mig på en bondegård i Østerdalen. En fremmed fant kom ind, og af den måde, hvorpå han stillede sig ved døren, kunde man skjønne, han var en betler; husmoderen gav ham noget mad, og han lavede sig til at gå dermed, uden at der endnu var faldet et ord fra nogen af siderne; men manden så så usædvanlig mørk og styg ud, og en spurgte ham: «Hvor kommer du fra?» Han svarede ikke. «Hvad hedder du?» Han gren. «Hvad tager du dig dig til?» Han brummede. «Hvor skal du hen da?» «Til helvede!» svarede han med en rå, hulstemme og forsvandt.

Der går nok flere sådanne røser i landet. Jeg traf en på landeveien nordenfor Røros. Fælere menneske har jeg ikke seet end ham med det lurvede hår, stærke røde skjæg og umenneskelig store mund. Han så farlig ud også, stærkt bygget, som han var, og forsynet med en stor knortekjep. Jeg talte til ham; men han gloede på mig med et bistert blik; jeg gav ham et par skilling, som han tog uden en mine til tak; jeg forærede ham et stort stykke skråtobak, og han rev mig det med grådighed af hånden og puttede halvdelen i munden; nu blev han dog lidt menneskeligere og fortalte mig at han boede i en hytte ved Fæmundsøen, i den mennesketomme fjeldørken, og levede af fiskeri; han talte så vidt sammenhængende og fornuftigt, at jeg ved synet af denne rå og vilde medskabning ikke kunde trøste mig ved tanken om, at han var gal. «Hvad erinde har du her?» spurgte jeg. «Tigger!» svarede han og gik. Den troglodyt må have skræmt mange mennesker på sin vei.

Der er en meget broget mangfoldighed af fanter og dagdrivere. Der går således en hel klasse af halvgale mennesker, som dog have vid nok til at anstille sig galere, end de virkelig ere, tomsinger, fjanter, der gå som julebukke til morskab både for fanter og almuesfolk. Det er umuligt af give noget almindeligt billede af deres manerer; thi deres smag og luner ere så overmåde forskjellige. Jeg kjender nogle, som spjåke sig til med en hanefjer i hatten og træsabel ved siden, med kokarde og kraveflipper af papir; disse fantastiske personer besøge storbønderne, hilse dem med fornemme talemåder, slå ind på politik og kunne stundom opnå at bydes ind i stuen og trakteres med ribsvin og kage, men pludselig komme narrenykkene over dem; de slå et hallingkast og stryge af gårde. Andre have en modsat passion og splidse sig sammen en overmåde kompliceret dragt af filler og laser, der i en orden, som alene opfinderen selv forståer, heftes til udenpå, efter hvert som en rift eller åbning skal tildækkes. En sådan særling sætter sig ligeså gjerne ved siden af hundehuset som på kjøkkenbænken for at fortære det affald, nogen monne give ham. Istedetfor at holde sådanne galninger i forvaring hjemme, ere vedkommende ofte glade ved af se dem trække afsted, og hele Norges land eller et stift, et amt, bliver deres dårehus. Man ler ad dem, giver dem mad og lader dem gå videre. - Man træffer også mere kunstmæssige komedianter, som almuen kalder dem, dagdrivere, som more bondeungdommen, men forarge de gamle ved at forevise - en skilling entreen - kosmorama eller Herkuleskunster eller kunster i den store magi og «hverve syn på folk.» I Guldalen traf jeg to norske gutter, som med denne dårlige bestilling havde hjemsøgt fast det hele land, og som ved at «skjære hovedet af og lægge det på borde» således havde forvirret den bondekone, hos hvem jeg traf dem, at det ikke lykkedes mig at få hende til at se dem an som naturlige og almindelige mennesker. Til dette lidet nyttige slags væsener må også de italienske og tydske, i de sidste år også norske liredreiere med samt deres abekatte henregnes; en sådan spillemand fortalte mig, at han 7 år i træk havde drevet om i Norge, Sverige og Finland og ernæret sig med sin ørkesløse bestilling.

Særegen opmærksomhed fortjener det temmelig betydelige antal af omvandrende og betlende håndværkssvende eller geseller, som almuen oftest kalder dem. De fleste ere udlændinger, hannoveranere, mecklenburgere o.s.v., men især svensker. De repræsentere de forskjelligste laug; man finder mellem dem skræddere og hanskemagere, skomagere og strømpevævere, rebslagere og possementmagere, conditorbagere og destillatører, bogbindere og bogtrykkere; men man kjender dem let allesammen på deres side frak, deres randsel og vandrestav. Sammen med dem går et mindre antal matroser og udtjente gardister, artillerister o.s.v., ligeledes mest svensker. Matroserne kjendes gjerne på rundtrøien, seildugsbuxerne og sømandshatten; de bære ikke randsel, men en bylt på en stok over skulderen.Ved dette sidste mærke adskille også soldaterne sig fra gesellerne. Alle disse menneskers historie er for det meste den samme. De have engang været i bedre kår; letsindighed og slet selskab har bragt dem på afveie; udsvævelser have sløvet deres moralske kraft. Med hensyn til håndværkssvendene, som også udgjøre den største part af disse forulykkede, bør endnu en omstændighed særlig komme i betragtning, dels efter gammel vedtægt, dels ifølge lov er det i flere lande en fast regel for dem at reise på sit håndværk for at uddanne sig; men den hyppige skiften af opholdsted bliver for mange en ligeså hyppig afvexling af nye fristelser. Den svage, som mærker, at han må omvende sig fra onde vaner, troer ofte, at det skal falde ham lettere at udføre sit forsæt og blive et nyt menneske, når han forandrer opholdsted; han udsætter med omvendelsen, til han har fundet et sådant, hvor han synes han ret kan hygge sig; men kilden til hygge og tilfredshed ligger hos mennesket selv, ikke udenfor ham; han finder derfor ikke det sted, han søger, han flytter igjen og reiser så længe, at det rolige og arbeidsomme liv bliver ham en gru; han tør ikke længer sidde stille, da han derved kommer til at mindes og betænke sine mange feiltrin, sit forspildte liv; han må blive ved at reise og - flygte for sig selv, for sin egen tanke. Og det lykkes disse mennesker ved utrolig møie og kløgt, ved et 10-20årigt reiselivs hunger og kulde og ved de spidsfindigste undskyldninger for sin egen samvittighed, at udbrede en sådan sløvhed over sin sje1, at de ikke længer græmme sig over savnet af den lykke og tilfredshed i livet, de ved halv så megen anstrængelse med orden og stadighed havde kunnen erhverve sig. Sløvheden bliver så stor, at selv legemlige lidelser ikke synes at berøre dem som andre mennesker, så de f.ex. med forrevne sommerklæder og støvler uden såler kunne vandre igjennem den barske nordiske vinter. Med denne sløvhed følger et, som man altfor ofte kalder det, såre lykkeligt humeur. I en samtale med en 55årig bogbindersvend, som nu i over 20 år havde ranglet således omkring og i al den tid neppe indbundet en bog, forundrede jeg mig først over den spøgende måde, hvorpå han omtalte sit liv og glædede sig i den vished, at hvor meget han end tiggede, så «kunde man dog ikke tage livet af ham derfor,» da jeg så ledede samtalen hen til en alvorligere slutning, forklarede han mig med en forbausende tryghed og ro, at han «hver eneste morgen og aften bad sit Fadervor,» hvormed han mente sig at være god christen.

At der mellem de vandrende og betlende håndværkssvende kan være mangen brav, ja ærekjær mand, som kun den øieblikkelige og uafvendelige nød tvinger til at bede om hjælp, det skal naturligvis ikke nægtes. Men når jeg skal give et billede af gesellerne således, som jeg selv har truffet dem på vandringen og almindelig hørt dem omtale, så må jeg sige, at deres daglige bedrift er dagdriveri. Vistnok hører man dem med ynk og klynk søge efter arbeide; men dersom nogen tager dem på ordet og tilbyder dem arbeide, så have de gjort sine sager meget slet; thi det er gesellernes studium og store kunst at søge efter arbeide på en sådan måde, at alle vel skulle tro på deres gode villie, men ingen betro dem så meget som at lappe et par sko. Hvorledes begge disse øiemed kunne opnåes, er ikke så let at sige; hver kunst har jo også sin hemmelighed, og øvelsen gjør sagtens meget. Men når en sådan person kommer ind på en bondegård, så vækker gjerne hans øvede tale de troskyldige bondefolks deltagelse, medens hans forrevne og smudsige dragt - og det i almindelighed ligeså forsætligt - fremkalder en vis mistillid og uvillighed, hin deltagelse er strax rede til at bespise ham og huse ham og afhjælpe hans øieblikkelige nød; men denne mistillid lader ham ikke gjerne dvæle så længe, at han ved et eller andet arbeide kan gjøre gjengjeld for hjælpen. På denne måde går det til, at disse forlorne mennesker lettelig kunne vandre landet rundt et par gange om året og gjerne spise 10 måltider om dagen uden at gjøre nytte for et eneste. Når en flittig arbeider overlægger med sig selv at tilbringe et år hos en mester for i den tid at lægge sig så og så meget til bedste, så taler en sådan gesel i samme tone om at fordrive et år således, at han fra nytår til St. Hansdag drager fra Christiania gjennem alle småbyerne til Bergen, derfra over Molde og Christiansund til Throndhjem og derfra tilbage til Christiania, og så fra St Hansdag til jul enten gjentager den samme tour eller også over Karlstad, Stockholm og Østersund atter arbeider sig op til Throndhjem og derfra enten nordover til Tromsø eller tilbage til Christiania igjen. På kyststrækningen mellem Stavanger og Throndhjem kunne andre folk ikke komme frem uden store bekostninger, formedelst de mange fjorde man har at passere; men gesellerne bie meget tålmodigt - thi tiden er dem ikke kostbar - på postbådene og tiltrygle sig overfart med dem. Det kan man også mærke, at om de for tidligt komme i nærheden af en by, hvor de nylig nød understøttelse af laugskassen, l ort eller 2, og hvor de først efter en vis tidsforløb kunne vente samme hjælp igjen, så vide de meget godt at tilbringe en måned eller to på de sidste 8-10 mile.

Og almuen anser det ikke blot for sin pligt at hjælpe disse dovninger på deres reise; den enfoldige almuesmand, som gjerne vil vide lidt besked om, hvordan der ser ud i den store verden, underholder sig gjerne ved at høre på disse vidtbereiste fremmedes fortællinger. Håndværkerne beskrive da hovedstædernes slotte og kirketårne; soldaterne skrøne om Napoleons slag og Moskovs brand; matroserne især ere rige på historier og forskrække fjeldbønderne med eventyr om forlis i Ægypten og Marokko, om tyrkiske sørøvere, om havfruer og søorme, om det store hollandske skib, dødseilere og andre rædsler. Undertiden kunne de ret være pathetiske. En svensk matros, jeg traf på landeveien i Guldalen, fortalte mig først med megen djærvhed, hvorledes hans fader var omkommet ved forlis i Vestindien, hans broder var død af pesten i Alexandrien, og han selv havde lidt forlis i den spanske sø; så udbredte han sig med endnu harmeligere uforskammethed om, hvilket herligt liv han skulde føre, om det måtte beskjæres ham at eie blot en liden stråtakt hytte, hvor han kunde hellige sine dage til nyttigt arbeide og læske sig ved kildens klare vand o.s.v. Da jeg tillod mig at yttre den formening, at han nok helst vilde blive ved at rangle om som nu, opstemte han sin pathos til det høieste. «Siger herren det?» udbrød han som med en krænket uskyldigheds smerte; «tror herren da, at Ludvig Philip, det stolte franske folks ophøiede behersker, var glad i hu, da han stødtes fra sin herlige trone og på sin fod måtte vandre til havets bred for i en ussel fiskerbåd at betro sit liv til de brusende bølger?» Fyren var mindre høitravende, da jeg nogen tid efter fandt ham igjen i Levanger arresthus.

At vandre således omkring og tigge sig frem snart med forstilt beskedenhed, snart med opskruet skryderi, det er en kunst, som vandrerne rose sig af, og som i deres mund hedder at «fægte,» at «slå fægt,» ligesom de selv med munterhed titulere hinanden «fægtemestere»(111). Det er dog sjelden, at disse fægtemestere ved sin optræden minde om den egentlige betydning af dette navn. På en præstegård to mile fra Christiania kom fire geseller ind på kjøkkenet, alle væbnede med stokke og en af dem med kniv i belte. Man satte mad for dem; men de forlangte penge. Præsten kom ud til dem, og de gjentoge sit forlangende, på opfordring om at forføie sig bort viste de en trodsig holdning, og først da gårdsgutterne tilkaldtes, gik de, men knurrende. En lensmand i det Throndhjemske fortalte mig, hvorledes et par geseller havde vist ham sin uvillie over at være blevne afspiste med mad istedetfor med penge. De vare komne ind på kjøkkenet og havde fået mad, både megen og god, både kjød og brød; men de toge den uden tak, gik ud på broen over en elv lige ud for lensmandens vinduer og - kastede maden i vandet. - Man giver dem ikke gjerne penge af frygt for, at de skulle kjøbe brændevin for dem, og dog kunde en gammel skræddersvend, som jeg traf et par mile fra Throndhjem (han gik og nynnede så vel tilfreds og småsnakkede med en liden hund, som var hans ledsager igjennern livet), fortælle mig, at han på veien fra Christiania til Throndhjem havde opsparet 2 daler, skjønt han dog, som han selv tilstod, ikke havde havt nål og tråd ihånd den hele tid.

Det er et almindeligt ord imellem almuen langs vore hovedlandeveie, at antallet af betlende geseller har tiltaget betydeligt i de seneste år. Det er også troligt. Man erindre, at de fleste af dem ere svensker, og i Sverige blev der for at udarbeide forslag til en fattiglov i året 1837 nedsat en kongelig kommission, efter hvis vidtløftige forarbeider(112) der også med hensyn til det her omhandlede slags landstrygere, de betlende håndværkssvende, d. 16de jan. 1844 udkom en «Förordnung til inskränkande och ordnande af Gesällvandringen.» Ligesom for andre betlere og landstrygere eller overhoved for de i Sverige såkaldte forsvarsløse, således er det også for gesellerne der blevet vanskeligere at drive det gamle uvæsen, og de finde derfor altfor meget sin regning ved at gå ind over grændsen til Norge. - Det er vel også disse menneskers tiltagende overhæng, som i de sidste år har bragt flere korporationer af håndværkssvende i Christiania til at ophæve de hjælpekasser, hvoraf der før ydedes reisende svende understøttelse, og en bogtrykker i Christiania har vist mig en fortegnelse, han har ført alene over bogtrykkersvende, som have betlet om almisse hos ham, og som så ham ud til at have ombyttet typographien med tiggeriets profession; fra 1836 til 1849 har han havt 74 sådanne besøg af næsten ligeså mange forskjellige personer.

I ældre tider, da fattigforsørgelsen endnu mest var den private goddædigheds sag, var det meget almindeligt, at almuesfolk, hvem et eller andet økonomisk uheld var overgået af præsten og andre vederheftige folk fik en anbefaling, hvorved de da reiste om og henvendte sig til godtfolks barmhjertighed. Når en fattig familieforsørger simpelthen bad sine naboer om hjælp, måtte han vel som oftest lade sig nøie med et skeblad mel eller en halv fladbrødlev; men kom en mand reisende med hest og kjærre og mange sække og velforsynet med skriftlige dokumenter, som han kunde forelægge til påtegning, så kunde han være så temmelig vis på, at forfængeligheden bragte hver gårdmand til at tegne sig for en sætting korn i det mindste. Disse dokumenter bleve med mange rene blade indbundne til en tyk bog med skindbind, og jo mere fuldskreven bogen var, des gyldigere bevis for trangen syntes den at være, og så fordelagtig kunde trafikken blive, at den samme bog, selv om den var flere år gammel, som en fordelagtig handelsvare kunne sælges til en anden dagdriver, der agtede at slå ind på denne næringsvi. Nu, dette uvæsen har vel vor nye fattiglov søgt at sætte en pind for; men der er vel ingen lov, som har mindre håb om at blive respekteret end denne; og endnu kan man se, at folk, som have været - jeg kan gjerne sige - så heldige at miste en ko og få den sag skriftlig bevidnet, gå omkring og tigge sig almisser sammen i slig mængde, at de ikke alene få skaden fuldt op erstattet, men også få lyst til at fortsætte et sligt dagdriverliv og fantevæsen.

Jeg har før gjort opmærksom på, hvorledes visse i sig selv både nyttige og ærlige håndteringer formedelst det idelige reiseliv, deres udøvelse kræver, medføre megen fristelse og altfor ofte have bibragt sine dyrkere en omflakkerlyst, der endte med at tilintetgjøre al sædelighed og orden hos dem. En lignende ulykke hænger også over de omreisende handelskarles liv. Det turde i flere henseende være interessant ret nøie at kjende f.ex. vore handlende nummedølers eller vardølers bedrift. Nummedølernes driftighed er kjendt endogså på svenske markedspladse, og i Vardal hørte jeg fortællinger om, hvorledes kapitalister der, det vil sige mænd, der eie et snes daler, sætte folk til at oparbeide bliktøi, hægter og lignende småting, som de da selv reise på handel med. En sådan vardøl, som skydsede mig en mil, viste et høist mærkværdigt kjendskab med landets og folkets forholde alt fra Tromsø til Christiania, fra Skudesnæs til Finskoven. Det er at håbe, at mange af disse handelskarle, når de omsider slå sig til ro, medtage fra det mangeårige virksomme liv ikke blot en anseelig velstand, men også en rig skat af verdensklogskab, sindighed, sparsommelighed, arbeidsomhed og andre nyttige egenskaber. Men det er også vist, at adskillige af dem, liggende under for reiselivets og handelslivets fristelser, ende enten som forbrydere eller måske hyppigere som en mellemting mellem fanter og virkelige handelsfolk, idet de sværme om i bygderne med nogle ubetydelige «handler,» hvormed de ikke kjøbslå så meget, som de skaffe sig påskud og anledning til at øve sig i tiggeri og juks. - At det vidtløftige handelsliv er farligt for sæderne, skjønnes allerede deraf, at der mellem handelskarlene så let uddanner sig et slags frimurerskab, hvormed de søge at fremme sine interesser. Herpå afgive et par klasser af svenske handelskarle oplysende exempler. Medens jeg endnu havde adskilligt bryderi med at få rigtigt rede på tateres og skøieres forskjellige og brogede fantemål, fik jeg af personer, som tilhørte denne obskure kaste, et nys om, at der endnu skulde være to andre hemmelige mål, som skulde bruges hvert i sin kreds også her i landet; men det varede længe, før jeg fandt nogen, som kunde give mig ordentlig oplysning om tingen. Man henviste mig til de svenske handelskarle; men dem var det ikke let at finde. Så hørte jeg på forskjellige steder i Throndhjems stift fortælle om en ret charakteristisk begivenhed, der nylig havde vakt opsigt. En vestgøthisk handelskarl havde siddet arresteret under anklage for toldsvig, men var flygtet, og i Rennebo havde han stjålet en hest for så meget hurtigere at komme afsted; men den energiske renneboer, som savnede sin hest, kastede sig på en anden, satte efter den flygtende og forfulgte hans spor alt til Karlstad, hvor han fik ham fakket; nu pøniterede synderen i Throndhjems tugthus, hvor jeg besøgte ham og hørte på hans fortællinger. Siden indlod jeg mig på Christiania marked i handel om en pennekniv med nogle handelsmænd fra Dalarne, overraskedes ved det fremmede, uforståelige mål, de førte imellem sig, og vandt også deres fortrolighed. Hovedsagelig efter disse kilder kan jeg nu give nogen forklaring om hin sag. Der er, hvad også den norske almue ved at tale om, tre slags omreisende svenske handelskarle, som jevnlig gjæste Norge, vestgøthere (vævskytter, som den norske almue gjerne har forvansket deres navn, fordi de ofte handle med vævede sager), smålændinger og dalkarle. Vestgøtherne skulle høre hjemme i en skovbygd, hvis beboere fra gammel tid af måtte erhverve sig, hvad ageren nægtede dem, ved af skovens træer at forfærdige alskens kjørler, som de gik om i nabobygderne og solgte; senerehen skulle de formedelst sin armod og flid have fået privilegium på at reise om og handle med tøier, som de kunde hente i byerne Borås og Ulrichshamn, og mest derved have de nu i menneskealdre drevet en livlig trafik, som især finnerne på Soløer-Finskov vide at fortælle om, såsom de, vel mere for at undgå toldopsynet ved hovedveiene end for bekvemmelighedens skyld, gjerne lagde sin vei til Norge der over skoven. Disse handelskarle, som dog i almindelighed af vor almue omtales som velhavende og anseede folk, der oftere ledsages af en eller flere håndlangere og føre med sig flere varelæs, må vist engang have øvet sig vel meget i smugler- og handelskneb; thi en af deres opfindelser er et hemmeligt sprog, som de selv kalde monsing. Det er sammensat af for største delen rent opdigtede ord og er yderlig fattigt; men det er nok troligt, at de dermed have været istand til at drive allehånde juks under handelen, uden at andre folk have kunnet forstå det. Af en svensk smæddvise om dem, knallare-balk, skjønnes også, at den svenske almue, som spotvis kalder dem knallare, ikke har havt den bedste mening om deres ærlighed. - Ved siden af vestgøtherne gå mindre flokke af smålændinger, som i Eskilstuna og andre fabrikbyer hente de jernvarer, de med stort besvær føre med sig omkring på gårde og markedspladse. Trods denne fordeling af handel med vævede og smedede sager har der dog længe hersket avind og fiendskab mellem vestgøtherne og disse grun-nasar, som de foragteligt benævnes af hine.

Sagtens søger det ene parti at nedsætte det andet i almuens øine for selv at vinde så meget mere. Et høist interessant folkefærd ere de omreisende både mænd og kvinder fra Dalarne. De gå ofte under navn af skindfældmagere eller skinnarfolk (skinnare). Når man på en reise igjennem det norske Østerdalen kiger ind i bøndernes huse og ser de af kalve- og oxehuder net tilskårne sengklæder og hynder, får man begreb om, hvilken stor rolle skindfældmagerens kunst har spillet i nordboernes husholdning i ældre tider, da vel også mange klædningsstykker, som dalkarlenes nationaldragt endnu viser os levninger af, vare forfærdigede af skind. I gamle svenske love omtales også disse skinnare som en egen klasse af omstreifende håndværkere, og det var vel især beboerne af Dalarnes fattige bygder, som måtte vandre ud og ernære sig ved denne profession. Nu er denne bedrift mere indskrænket, og de have måttet lægge sig efter adskillig anden næring. Dalpiger gåe om og falbyde os urbånd, halskjæder, og andre nette hårfletninger, og de mange svenske-ur, som ere at se i vore bondestuer, vidne fordelagtigt om mændenes huslige flid og vidtløftige handelsreiser. Disse dalfolk kjendes så godt på den eiendommelige nationaldragt, og fra Røros af, hvor de gjerne komme ind over grændsefjeldene, gå de så jevnt igjennem landet alt til Smålenene og Jæderen. Jeg samtalede engang med et par dalpiger, der omtalte som noget ganske sædvanligt, at de havde bereist ikke alene Sverige og Norge, men også Finland lige til St. Petersburg, og det lod til, at de, kun af den hårde nød bevægede til at drage så langt fra det kjære hjem, midt under reiselivets adspredelser dog havde bevaret hjemmets uskyld og simple sæder. Mest har dog handelsånden og reiselysten udviklet sig i Malung sogn i Vestre Dalarne, hvorfra handelskarle først reise om og opkjøbe husflidsprodukter og fabrikvarer i de nærliggende bygder og byer og så med store varelæs drage fra marked til marked på begge sider af Kjølen, og imellem disse folk finder man et eget sprog, «skinnarmålet» eller nasti-rämmå, som det hedder i deres egen mund. Dette sprog består vel for en del af nydannede ord; men for det meste er det et slags kragemål, hvis ord efter visse regler ere dannede af det svenske almuesprog, som ved bogstavomsætninger og tilføielser og bortkastelser er gjort ukjendeligt; derfor er skinnarsproget aldeles fuldstændigt, kan anvendes i samtaler om hvilkensomhelst ting og tales med nogen øvelse ligeså let som modersmålet, ja bruges ofte af vane selv i hjemmet, hvor der dog ikke er nogen grund til at holde sin tale hemmelig.(113).

Disse handelsdrivende reisende adskille sig jo meget fordelagtigt fra de omreisende fanter og lediggjængere, som vise os et så uhyggeligt billede af usædelighed; men at de have lagt sig til sådanne hemmelige sprog, det viser, som sagt, hvorledes der imellem folk, som føre samme levevis og meget færdes mellem fremmede, let danner sig et hemmeligt broderskab med særskilte interesser, og jeg skulde meget ønske, at hine flittige handelsfolk ikke brugte dette hemmelige meddelelsesmiddel, som neppe yder nogen sand fordel, men lettelig leder til farligt misbrug. Denne fare giver det hemmelige fantesprog os det bedste exempel på. I begyndelsen af kapitlet talte jeg om en moralsk smitte, som fra fantekasten af udbredte sig i videre kredse. Smitstoffet er netop fantesproget. Dette sprog er jo vistnok yderlig usselt; men det gjælder om alt smitstof, at det er meget uanseeligt, oftest endog usynligt og umærkeligt, og ligeså let som det i luften udbredte sygestof indåndes igjennem munden og der, hvor en sygelig disposition er tilstede, inden kort udvikler sig til en dræbende sot, ligeså let glide fantesprogets talemåder og med dem fanternes slette grundsætninger ind igjennem ørene, og hvor der er en ond lyst og fordærvet tænkemåde tilstede, der fæste de sig i sjelen og danne kimerne til en fantenatur, som måske snart skal bryde frem.

Jeg har truffet flere individer af de forskjellige i dette kapitel omhandlede slags landstrygere, bissekræmmere, koppesvarvere, geseller, som havde tilegnet sig lidt kundskab i fantesproget; men ved hvert ord af dette fordægtige mål, jeg hører hos slige folk, frygter jeg for, at de også have lagt sig til adskillige af fanternes kneb og udyder, og at de gjerne bruge hint frimurertegn for at skaffe sig kammeratskaber imellem disse landeveiens mestere. Hvor mødes disse mestere og lærlinger til sådan undervisning? Nu, i kroer, på markedspladse og landeveie kan der jo være anledning til mangen passiar, men de bedste skoler for dagdriveriets kunst og tyveriets hemmelighed ere dog arrester og fængsler: helst i de sidste decennier, da øvrigheden passer bedre på at sætte mesterne ind der og ikke lader dem mangle villige tilhørere af begyndende forbrydere. - For et par år siden henrettedes i Sverige en mand ved navn Djos Per Andersson eller Dalpelle, som ved sine talenter og ved sin vistnok aldrig ganske kvalte, men først i den sidste forberedelsestid ret frigjorte bedre sands i sandhed måtte vække interesse(114). Han havde gjort sig bekjendt og frygtet som mestertyv og fiffig rømling; men tilsidst var han så ulykkelig i hidsighed at dræbe en fængselsvokter, og medens han for denne dødssag holdtes arresteret i Uppsala, indleverede han til øvrigheden sammesteds en af ham forfattet ordfortegnelse til det fantesprog, han havde lært imellem fangerne i de svenske kronarbeids- og strafindretninger, og det er mig fra pålidelig hånd berettet, at han længe hårdnakket vægrede sig ved at indgive ansøgning om benådning for dødsdommens fuldbyrdelse - noget, som dog hans sjelesørger omsider fik ham overtalt til, - såsom han, om han atter skulde blive hensat imellem andre fanger, bestemt ventede at blive pinet til døde af dem, fordi han havde forrådt deres hemmelighed. Men hin ordfortegnelse, hvoraf en afskrift er mig ihændekommen, indeholder kun en blanding af rommani og rotvelsk, altså netop det almindelige fantesprog. - Også i vore norske strafindretninger gjenfinde vi det samme betænkelige væsen, skjønt det her dog endnu kun er på veie til at blive så udviklet som i Sverige. I Throndhjems slaveribygning var jeg vidne til en uhyggelig scene. Det var en regnveirsdag, og slaverne, som ellers vare beskjæftigede med noget jordarbeide på fæstningsvoldene o.s.v., sad nu inde, men uden at have noget at bestille. Fra vagtstuen kunde jeg, uden selv at blive bemærket, igjennem et lidet kighul overse et stort rum, hvori vel 60 mand vare ret malerisk fordelte i liggende; siddende og gående grupper, nogle sovende, andre livligt disputerende, nogle foredragende, andre opmærksomt hørende efter. En af de ivrigste talere lod jeg kalde ud og fandt, at det var en bergensisk eventyrer, som længe havde forsøgt sig i alskens handeler både i Sverige og Norge og navnlig havde gjort sig fortrolig med langfanternes sæder og sprog, så han nu vel kunde være lærer deri for mindre routinerede skjelmer. Et høist fordærvet kvindemenneske i Christiania, som før gik ud og ind af Christiania rådstuarrester, men nu vel skal ende sine dage på tugthuset, fortalte mig, hvorlunde hun med sine medfanger på rådstuen mangen god gang havde havt sin moro af at drille en vis vagtmester, som ikke kunde tåle at høre dem underholde sig i det fremmede tyvemål, og da jeg engang bemærkede, hvorledes en unggut fra Christiania tugthus med stor flid benyttede sig af anledningen der til at lære det samme sprog, og spurgte ham om hans tanke dermed, svarede han: «Jo, det er nyttigt at kjende det; for den, der vanker vidt, kommer sammen med folk af mange nationer (han mente de forskjellige klasser af landstrygere), mangen gang farlige folk, som det er bedst at holde sig til vens med.»

Jeg så dog på hans øie, at der lå en dybere interesse for ham i dette studium, dybere vel, end han selv var sig rigtig bevidst. I vore fængsler må man indsætte mange forbrydere sådanne som denne, unge mennesker, ustadige kroppe, som det i skoletiden og under konfirmationsberedelsen kun lykkedes at bibringe et tarveligt mål af guddommelig og menneskelig lærdom, der endda mest på en udvortes måde.var heftet til sjelen, som man kaster et klæde over det nøgne legeme. Og dog er der altid nogen videlyst hos ethvert menneske; men den, som ikke hungrer og tørster efter det gode, fylder sin sjel med slette ting. Fortællingen om Josephs dyd og Moses's troeskraft forstå de letsindige knapt og glemme snart; men en indviklet historie om en mestertyvs vringlerier ved et forhør ere de nemme til at fatte og erindre. De glemme gjerne at stave og læse i bog; men deres hukommelse holder godt fast på gloser af rommani eller labbelensk. Først til tidsfordriv sætte de sig i tyveskole og lære det fremmede mål; men inden kort mærke de, at de ere i besiddelse af et fortræffeligt middel til hemmelig forståelse med ligesindede kammerater, med hvem de nu gjerne i vægterens eller politibetjentens påhør kunne oplægge alskens råd; med et sådant hemmeligt sprog, om det er nok så fattigt, er ideen givet til hemmelige selskaber, organiserede bander, og at ideerne beherske menneskene, det gjælder også her. Men jeg har endnu ikke angivet den dybeste interesse, som dette studium frembyder for sine dyrkere. Det er en almindelig psychologisk kjendsgjerning, at man lettere bekvemmer sig til at udtale, ja til hos sig selv at fastholde en utilbørlig tanke, når man kan udtrykke den med et frernmed ord, i hvis dunkelhed det hæslige halvt skjuler sig som under et slør. Samvittigheden opskræmmes snarere, når den hører den onde tanke, det ugudelige forsæt fremsat i modersmålets klare ord, hvori der endnu ligger en gjenklang af barndommens blide minder, af den bedre alders hellige løfter. Gavtyven undser sig endnu ved at foreslå for sin kammerat at følge med hen og «stjæle;» det falder ham lettere at give et vink om en god leilighed til at purra, spana, haata, tjaara. Disse ord kan man nemlig tage over tungen næsten uden at mindes det bud: «Du skal ikke stjæle;» heri ligger deres lokkende, forføreriske magt, og mange ere blevne lokkede derved.

På hestetorvet i Christiania ser man i markedsdagene en ravende, støiende, ophidset mængde sammenstimlet omkring små runde borde, hvor hazardspillets dæmon, den lave, som dyrkes med kobberdanker, får lov til at drive sit væsen, indtil kirkeklokken atter ringer fred over byen, og de onde ånder må flygte bort til øde steder, til en anden markedsplads. Midt i denne stimmel kom jeg i passiar med en slarv, først om spillegudens luner, så om andre ligeså interessante gjenstande; lidt efter lidt lod jeg nogle ord af fantesproget indflyde i talen; han forstod alt sammen. «Hvor er du fra?» spurgte jeg. «Barnefødt her i byen.» «Har du været på reiser?» «Nei, været her al min tid.» «End på stillepàen?» «Nei tak.» «Hvorledes har du da lært at rakkra?» «Hm, skulde jeg have været så længe i byen og ikke lært det?» - Se, denne lille samtalen lod mig ialfald tænke mig muligheden af, at det til de sletteste formål tjenende fantesprog fra strafanstalterne af med fordærvelig magt kan trænge ud til gadens børn, ligesom det længe har hersket over landeveienes slægt.

Lad mig føre læseren hen imellem behageligere omgivelser, på Mjøsens venlige bred, i det vakkre Birid. En allé af frodige, frugtbetyngede rogntræer indbyder til at bøie ind fra landeveien og fører os nogle skridt frem ind på en stor gård med en gammeldags hovedbygning og mange lader og udhuse rundtom, klokketårnet i midten, som kalder til landlig flid og flittigheds hvile. Det er en herregård i norsk stil, en af de vakkrest beliggende eiendomme vistnok i landet, og der er så hjemligt under det gjæstfrie tag. Men man har ikke siddet længe på den hvidmalede bænk under træet udenfor døren, med udsigt ud over den vakkre indsø, man har ikke siddet længe og frydet sig ved synet af denne skjønhed og orden, af velsignelsen, som allevegne hviler over flittigheds hjem, før man forstyrres i sin tilfredshed. Her stævne netop alle slags fanter hid på den idelige vandring fra syd imod nord og fra nord imod syd; det er, som om ikke blot nøden stundede efter at lægge sig for gavmildhedens fod, men som om dovenskaben fandt behag i at træde arbeidsomhed under øine, som om uvorrenhed og misundelse og alskens last havde sin lyst af at trænge sig ind i den dannede og sædelige kreds. Mit erinde herind var netop at anmode gårdens eier om efter et meddelt schema at optegne de udenbygds betlere, som måtte komme; han lovede det, og for tidsrummet fra 12te aug. til 30te septbr. eller 50 dage modtog jeg siden en fortegnelse på netop 50 fanter, mest enkelte personer, ikke så meget egentlige tater- eller skøierfolk, der helst holde sig i de mere fattige og folketomme bygder, men ellers betlere af de forskjelligste deskriptioner, mænd og kvinder, gamle og unge(115).

Altså dagstødt må lænkehunden ud at gjø på disse med rette mistænkelige, ofte pjuskede og lurvede fremmede; dagstødt må husmoderen skjære mad til dem, for et syns skyld høre på deres på skrømt fremførte tak og - se efter, når de går, at de ikke stjæle på veien.


KAPITEL 13

Almuens forhold til fanterne.

En reisende videnskabsmand var i Syrien vidne til en vederstyggelig scene: En ung tatermoder pleiede hver morgen komme hen til et hus, hvor en englænder boede; hun kaldte hans hundehvalp til sig, satte sig på gaden, blottede sit bryst og gav hunden die. - Man er i tvivl om, hvem man skal sige syndede mest imod menneskenaturens adel, hun, som lod sig bruge til en så uværdig tjeneste, eller han, den civiliserede europæer, som kjøbte hende dertil.

Og når, hele Europa over, mangen en som for sin egen sjels saligheds skyld ikke vilde øve trolddom, dog for at få en syg ko helbredet lod en taterske eller en anden fantekjærring for betaling gjøre, hvad han ønskede, hvem syndede da mest, han, som anså den mørke gjerning for ugudelig, eller hun, som i sin sløve samvittighed fast ikke vidste forskjel på godt og ondt og for vindingens skyld ikke betænkte sig på i sine åndebesværgelser forfængelig at påkalde både Guds og djævelens navn?

Ja hvem syndede mest? Man har det samme spørgsmål at besvare ved en scene i taternes og andre fanters liv, som ikke en enkelt gang, men jevnt og ofte forefalder her i Norge, i Nordlandene, i Thelemarken, i Smålenene. En fantekjærring, helst måske en gammel, sortøiet taterhex, kommer ind på en bondes kjøkken; med et forunderligt fortroligt væsen nærmer hun sig husmoderen og modtager af denne ikke just som gave, men som venskabsbevis noget brød, kjød, mel og andre gode ting; med mange og fagre ord fremfører hun ikke just tak for gaven, men som gjengjeld spådomme om velsignelser for både folk og fæ i huset, spådomme, som jeg for min part rigtignok ikke engang troer indeholde velmente ønsker, «Herren være i mit stelle, når jeg er gået!» siger hun tilsidst og synes vel tilfreds, idet hun nærmer sig døren; men ser man ret nøie til, finder man, at hun kaster et speidende blik rundt omkring, idet hun sætter foden over tærskelen, og er ængstelig opmærksom på, hvad der monne ske, før hun endnu har lukket døren efter sig, en mistænkelighed, som er påfaldende ved siden af den tilfredshed, hun har yttret. Men hun har også grund til at være opmærksom. Måske ligger der en sopelime, som tilfældig henslængt på den anden side af tærskelen; den må hun da ikke stige over, men forsigtig gå forbi; eller måske har en af de tilstedeværende i huset, medens husmoderen viste den fremmede så megen tilsyneladende godhed, stillet sig hen ved skorstenen og lurer på det øieblik, da hexen netop vil lukke døren efter sig, for skyndsomt at gribe en brand og før døren er ganske lukket, kaste den rygende efter hende hen ad gulvet, - behændigt og uformærkt, såsom det ellers kan hænde, at betlersken kommer tilbage som en furie og udøser en strøm af de fæleste fanteord, som et christent øre kan høre; thi sopelimen og den rygende brand ere efter overtroens mening sikkerhedsmidler imod den forbandelse, som troen at ligge skjult i den frygtede fremmedes velsignelse, imod den onde ånd, som i hexens person troes at gå ud og ind imellem menneskene. Men hvem synder nu mest her, hun, som hensynsløst bruger den kunst, hendes moder har lært hende, for at skaffe mad til sine unger, eller de, som af overdreven ængstelighed for sin egen sikkerhed også betjene sig af et falsk spil og krænke sin medskabning med den rygende brand, tegnet på den uværdigste fordom?

Denne scene gjentages ikke alene meget hyppigt; men den betegner også ganske godt almuens almindelige stemning og forhold mod fanterne. Det er ikke just i alle huse, at man først giver fantekjærringen mad og derefter krænker hende med den rygende brand; men det er alligevel i forhold netop til fanterne meget almindeligt at vise tilsyneladende velvillie selv imod den ublue betler eller frække forbryder og derhos liden agtelse for mennesket i forbryderen; man viser altfor ofte slaphed, utidig skånsel mod dovenskaben, uvorrenheden, letsindigheden, forargelsen, men liden opmærksomhed og virksom hjælp mod menneskets nød, den største nød, den selvvoldte eller nedarvede moralske elendighed; man viser fanterne velgjerninger, hvorunder kun giverens ærgrelse skjuler sig, og modtagerens ubluhed arter sig verre.

De årlige forbryderlister bedrøve og ængste os med bestandig voxende talstørrelser. Man har troet at finde nogen trøst i den bemærkning, at det er ikke så meget forbrydelserne, der have tiltaget, som anmeldelserne fra de fornærmedes side. Det er vistnok også så, at den dovning, der rapser i naboens gård, nu mindre end før, da mere patriarchalske sæder herskede, tør gjøre sig håb om at affærdiges med den øieblikkelige straf, som christelig iver ofte med størst frugt kan tildele synderen; nu påkræves oftere lovens anvendelse og øvrighedens mellemkomst. Men dette finder forholdsmæssig ikke så hyppig sted, når lovovertræderne ere de fremmede fanter; dem lader man hellere gå uændsede. De kunne gribes i rapseri; men man indskrænker sig helst til at tage fra dem det rapsede stykke og er glad ved at se dem skynde sig afsted. Dels frygter man for deres hevn, om man foranledigede deres afstraffelse, dels, og det endnu oftere, skyer man den dermed forbundne uleilighed. Fanterne fremture da i de harmeligste laster; fra bygd til bygd, hele landet igjennem, bære de til skue den frækkeste trods mod både guddommelige og menneskelige love, og man lægger ikke hånd på dem. «Lad dem gå! det er jo bare fanter; det er ikke værd at umage øvrigheden og almuen for deres skyld. Og desuden have de jo allerede straf nok. Se deres nøgenhed og usselhed! læg mærke til deres sky blik! hør, hvilken foragt der fra alle kanter lægger sig over dem! det er større straf end nogle dages fængsel på vand og brød.» Ja tilvisse, det er større straf; det er den fredløses endeløse straf, der fører til forhærdelse og fortabelse, istedetfor at lovens tugtelse vil forbedring og redning.

Ja, istedetfor igjennem straffen at lede disse mennesker til et bedre liv med frygt for Gud og menneskers vrede byder man dem endogså hånden til at fremture i sine onde vaner, sin lovstridige færd. At rangle om uden ordentlig næringsvei er en lovstridig og strafbar handling. Men i stedet for at føre et sådant løsgængerfølge til lensmanden ser man stundom en husbonde tilbyde det sin hest og kjærre og sig selv som skydsgut, eller også en båd, hvori bonden og hans sønner sætte sig som roersfolk for at føre gjæsterne bort fra gården og hen til den næste. På et skydsskifte i det Throndhjemske stod engang en del tilsagte heste færdige og ventede på biskoppen og hans følge; biskoppen kom og reiste videre, og et par heste bleve tilovers; da kom et fantefølge slængende ind på gården, og strax fik de med de ledige heste fri befordring et godt stykke fremefter. Sådanne scener må ofte være indtrufne; thi, som min hjemmelsmand for tildragelsen, en lensmand i egnen, tilføiede, det er et gammelt ordsprog, at «bisper og fanter, de komme altid fram.»

At betle har længe i de norske love været erklæret for en strafbar handling. Alligevel betle de allerfleste fanter og landstrygere hver dag og til hvert måltid på dagen, og i de allerfleste bygder i vort land er det i hvert hus, hvis armod ikke giver det en øiensynlig ret til at danne en undtagelse, en fast regel at give almisse til hver betler, som indfinder sig på kjøkkenet, hvis han ikke just hører nabolaget til og kanske for ofte plager med sine besøg. Almissens størrelse kan være forskjellig efter husets velstand og bygdens vedtægt; den er også forskjellig for de forskjellige arter af betlere, som man på landet snart får øvelse i at skjelne imellem; men det er som sagt, en regel, at ingen betler må gå uden en bid i munden eller en almisse i posen; husmoderen, eller hvilken anden person der har nøglen til madboden, henter strax den reglementerede portion og leverer til betleren, der tager og nyder - ofte uden at der tales et ord fra nogen af siderne.

En søndag morgen besøgte jeg en velstående og såre tækkelig bondefamilie lidt nordenfor Røros. Samtalen kom snart ind på kapitlet om fanterne. «Har I tidt besøg af disse fusser og fremmede tiggerfolk?» «Å nei, der er ikke så mange af dem i den sidste tid.» «Har der været mange i sommer?» «Nei i sommer har der nu slet ikke været mange.» «Nu i sidste uge?» «Nei om jeg mindes det. Jo der var 2 geseller om mandagen, og om tirsdagen - ja, da var her et lidet følge fra Lademoen, som de sagde, og så var der det store følget på 10 om torsdagen» o.s.v. I det hele havde 22 fremmede personer i løbet af den ene uge fået dels mad, dels både mad og nattelogis. Jeg udtalte min store forundring; men manden og konen svarede med samstemmig naivitet: «Det står jo nok i loven, at de skulle ikke gå således, og øvrigheden skulde se til at gjøre en forandring i tingen. Men når de komme her og ere sultne, så må vi jo give dem mad, og når de komme sent på kvelden, så må vi jo låne dem hus.» Der var en troskyldighed i disse ord, som jeg ikke vovede at såre med nogen indvending.

Men i langt hyppigere tilfælde har jeg havt anledning til at mærke, at det ikke altid er sådan troskyldighed, der rækker nøden sin velmente hjælp. Her spiller for det første overtroen en stor rolle. Når man bøier øret langt ned for at høre folkets tanker, må man ofte studse over den fordom og overtro, som endnu i det 19de århundrede har vidst at værge sig imod det klarere lys, der ellers vil trænge frem overalt. Overtroen kan endogså være skarpsindig i sin kamp mod den sunde fornuft.

En bondekone bekjendte mig sin tro på fantefolkenes trolddomskraftige ord; hun anførte en begivenhed til bevis og korsede sig derved; en fantekjærring - så lød mythen - var sent om aftenen kommen til en gård for at bede om husly, men var bleven afvist; hun gik da, men med de ord: «Vil de ikke hyse folk, så skal de heller ikke hyse fæ,» og siden den tid styrtede hvert år nogle af gårdens kjøer og heste, en ulykke, som vedblev, selv efterat eieren for samme sags skyld havde solgt gården til en anden mand. «Er det da så endnu?» spurgte jeg; «Ja, nei» var svaret, nu er det over tredive år, siden Store-Serina døde, så nu må benene hendes være rådnede i jorden, og dermed er troldskaben endt.» - Vistnok er det så, at sådanne historier, som jeg ovenfor har fortalt om almuens overtroiske tillid til fanternes magiske hjælp i allehånde nød, nu ere sjeldnere end før, men troen på, at fanterne kunne skade ved sit onde øie og ondskabsfulde ord, har vedligeholdt sig bedre, og man anser det ialfald for rådeligt ved en almisse eller anden villighed at sikkre sig deres venskab. «Jeg tror ikke på deres magt; men det er nok bedst at give dem alligevel, når de bede,» dette er hos den især for sine husdyr bekymrede bondekone et almindeligt udtryk til forsvar for hendes store føielighed mod fanternes uforskammethed. Det er sådan en halv tro, som støtter sig på, hvad de gamle dogmatikere vilde kalde argumentum de tuto.

Mangensteds er dog denne spøgelsesfrygt ganske forsvunden, og endda hedder det: «Det er nok bedst at give.» En anden grund til hin føielighed mod fanterne ligger nemlig i almuens opfattelse af Guds villie; hin regel om almissegiven til alle og enhver er uden tvivl en af de mange levninger fra den katolske tid, som man endnu forefinder i vort land. Den praktiske christendom, som munkene indprentede folket, bestod hovedsagelig i dette ene stykke: «Glemmer ikke at gjøre vel og meddele! thi sådanne offere behage Gud vel.» Og denne sandhed kan heller ikke indskjærpes for ofte. Men ved siden heraf skulde det også erindres, at Gud ikke ser så meget på hånden som på hjertelaget, og medens enfoldigheden let forstår det slags gavmildhed, som øves med hånden, så skal der en mere udviklet christelig sands til at føle og begribe, at kjærligheden stundom viser sig stærkest, når den lukker hånden for dovenskaben og sandseligheden for derved at bevirke en gavnlig omvendelse til arbeidsomhed og dyd, ja, at det endog kan røbe ligegyldighed for medmenneskers timelige og evige vel, altså et ukjærligt sind, når man iblinde uddeler sine gaver. Dette har imidlertid enfoldigheden ondt for at fatte, og for at behage Gud vedbliver den med sit: «Det er bedst at give.» Disse gaver tager djævelen den tankeløse enfoldighed af hånden og føder dermed sine landstrygeres syndige kjød.

Om fremdeles nogen hverken frygter fanternes vrede eller på en falsk måde tænker at vinde Guds velbehag, siger han måske endda: «Det er bedst at give.» På de fleste steder ved hver madmoder og husbonde, at om de nægtede en landstryger den almindelige almisse, så skulde denne gå til nabogårdene og der kanske finde villige øren for sine vel beregnede yttringer om hines hårdhed og gjerrighed, som han vilde kalde det; der vilde ialfald snart gå det rygte i bygden, at det vel gik tilbage med velstanden i det samme hus, der i manges øine er grundvolden for husets anseelse.

Men lad nogen have hævet sig over hine overtroiske forestillinger, lad ham besidde moralsk mod til at trodse urimeligt bygdesnak! Der er endnu en fjerde grund, som vil bringe ham til at følge den samme regel. Det er en god og hæderlig beslutning ikke at åbne sin hånd for den uværdige betler og heller at ville udsætte sig for hans vrede og bygdens snak end bidrage sit til at opmuntre til lediggang. Men hvem er så den uværdige betler og hvem den værdige? Der kommer en fremmed person, som ved flerårigt betleri har erhvervet sig større øvelse i at forstille sig end almindelige mennesker i at prøve ånderne; han klynker og klager, fremviser bræk og sår eller fortæller hjerteskjærende historier; han minder barmhjertigheden om herrens bud og forjættelse og stiller sig så hen der i al sin usselhed, sammenbøiet og ydmyg. Lasten ifører sig nødens skikkelse, og nøden har en stor magt over rigdommen og lykken. Det er en høist pinlig stilling for den, som står med hånden fyldt med Guds gode gaver som hjertet med forbarmelse mod den trængende medbroder. Der er kun en udvei her. Man kan - efter først at have bespist betleren, om det skulde være fornødent, - føre ham hen til stedets øvrighed, for at det kan vorde tilbørligt undersøgt, om han er en bedrager eller ei, så han efter vore loves fornuftige hensigt kan hjælpes enten ved gavnlig tugtelse til sin sjels forbedring eller med forsvarlig understøttelse for sin legemlige nød. Men herved vilde man rigtignok pådrage sig tidsspilde og bryderi(116), og derfor kan jeg til disse mange historier om fanter og betlere ikke tilføie et eneste mig bekjendt exempel på, at nogen har benyttet denne udvei. På den ene side har man ikke hjerte til at afvise betleren; på den anden side vil man ikke plages længere med ham; man ærgrer sig et øieblik både over fanten og sig selv, men giver ham et smørrebrød eller en skilling og lader ham gå, uden nogen tilbørlig straf, uden tilstrækkelig hjælp. Istedetfor med sindigt overlæg og god samvittighed at følge hin fremgangsmåde, hvorved det hele fante- og tiggervæsen måtte forsvinde, søger man på denne kortere vis at blive den enkelte betler kvit, ikke betænkende, at netop derved har landstrygernes væsen varet i århundreder til bestandig ny ærgrelse for giverne og sjelefordærvelig fristelse for betlerne.

Således forbliver det en stadig regel, og det ikke blot i bondealmuens, også i embedsmændenes huse, at man ikke må lade den fremmede gå gaveløs fra hus. Nu vel - folkets madbod bliver vel ikke så meget tommere derved, men kanske hjertet. Det tærer på hjertets gode og sunde følelse således dagstødt at vise en kun halvsand barmhjertighed, hvorunder ærgrelsen skjuler sig. Folkets charakter og sæder lide ved dette skjæve forhold mod de fremmede, ved dette misbrug af gjæsteretten. Gjæstfriheden har en gammel rod i folkets sjel og frededes og trivedes længe som et fagert træ med gyldne frugter. Men brede træets grene sig altfor frodigt ud, så sol og luft ikke kan trænge igjennem ned til roden, så gror alskens krat og ugræs op rundtomkring, og den gule og hvide mose kryber op over grenene; snylteplanterne stjæle uformærkt træets bedste safter, og frugterne tabe sin ynde og sødme. De mange slags fantefolk ere ligeså mange arter af snylteplanter, der have belæmret vort folk, og gjæstfriheden i landet sygner; i mange dele af landet føder den snart kun utaknemmelige fanter og har kun sure frugter at byde den skjønsomme, hæderlige fremmede. De skamløse lediggjængere frådse og trives altfor godt; men en kunstner, en videnskabsforsker, en fædrelandsven, der gjør en fodtour omkring i vort Norge, må ofte studse ved den tværhed, hans beskedenhed møder hos den simple almue; det kommer deraf, at man er bleven kjed og led af de mange og ofte fordægtige fremmede, og den hæderlige fodgjænger betragtes ofte med samme tvivlsomme blik som landstrygeren.

Hin regel om at give hver betler almisse føder to onder; det første er det, at dovninger opmuntres i deres dovenskab og onde sæder, det andet er det, at giverne omsider blive tvære. Og når tværheden bliver ret stor, så kan det være, at den bryder ud i en overdreven kraftig forbittrelse. Der er allerede enkelte bygder, hvor netop fanterne, have måttet føle dete. I Rennebo i Ørkedalen, et sogn, hvor et kraftigt fjeldfolk har hjemme, trivedes fanterne før ligeså jevnt og godt som andetsteds; men nu må indbyggerne være blevne dygtigt ærgrede over fanternes uvæsen; kommer nu en fant eller fremmed betler derind, så samle bønderne sig - det er både fanters og andre folks enstemmige beretning - og prygle ham «så rent urimeligt» fra gård til gård hele bygden ud igjennem; derfor er også Rennebo et forfærdeligt land for fanterne, som de på lange omveie over farlige fjeldstier må søge at omgå. Også i Akershus stift er der enkelte egne, hvor man nu synes at være hjertelig træt af disse snyltegjæsters besøg, og hvor det vel kan hænde, at betlere lide alvorlig hunger og nød, før de komme igjennem. Jeg har været i en sådan bygd, hvor uvillien mod betlernes uvæsen var så stor, at man neppe havde en medlidende tanke eller et deltagende ord til overs for dem; jeg kunde heller ikke trives her, men skyndte mig ud til en anden bygd, hvor jeg vidste, at fanterne behandledes med enfoldig godhed, og hvor jeg også fandt hos almuen mange elskelige træk af fromhed og bekymring over medmenneskers nød og synd. «Gid man,» tænkte jeg da, «ret snart kunde finde på midler til at befri almuen for fanternes plage, at ikke også her den blide stemning skal slå om til hjerteløshed!»

Ligesom man nu hist, nu her omsider bringes til at sige nei til det evindelige tiggeri, således kan man også ret komme til at harmes over hyppigt gjentagne og ligeså hyppigt overseede rapserier og andre forbrydelser hos fanterne og i sin forbittrelse engang imellem lade dem føle en ret eftertrykkelig straf. En enlig fant - dette fortalte man mig i det Nordenfjeldske - flakkede om i en af de nordlige kystegne og lagde med sin båd iland ved et afsides liggende hus, hvorfra ligesom fra hele egnen alle karlfolk vare fraværende på fiskeri; husets fruentimmer og børn kunde ikke gjøre nogen modstand, medens han rumsterede i huset og udsøgte sig det bedste gods, han forefandt; men fanten følte sig for tryg og dvælede for længe; dagen iforveien vare tilfældigvis to karle på nabogården komne hjem fra fiskeriet; husets forskrækkede beboere fik hemmelig et bud sendt derhen, og mændene kom betids; de grebe fanten, førte ham ned til stranden, toge årer og øsekar bort af hans båd, satte ham i den, skjøde den ud og lode den med aflands vind drive til havs. Hvor fanten blev af, ved ingen. - Dette var nu den øieblikkelige forbittrelses selvtægt; men et uhyre had kan åbenbare sig i den sindigere anklage for øvrigheden. To fanter, fader og søn, medlemmer af et ilde bekjendt følge i Smålenene, droge med hest og kjærre fra Christiania til sit hjem; de opdagede, at bærepuden på sæletøiet var gået itu, så at et spids jern havde gravet sig dybt ind i hestens kjød; på et ord af faderen svang sønnen sig over en skigard, og hentede af en såte en visk hø, som vikledes ind i en klud og dannedes til en ny bærepude; nu vilde mændene fortsætte reisen, men standsedes af en flok bønder, som havde været vidner til scenen og med hårdhed og skjeldsord faldt over dem og førte dem som tyve til lensmanden; sagen kunde ikke nægtes; høvisken vurderedes til en skilling, og begge fanterne, som vel havde adskillig anden mistanke på sig, dømtes og straffedes med tugthusstraf. Længe bagefter talte jeg med sønnen og lod ham fortælle mig historien; da så jeg, hvorledes had og forbittrelse kan gnistre ud igjennem et vildt øie, og jeg havde ikke et ord til hans angiveres forsvar.

Landstrygerne, især de egentlige fantefølger, vise os en høist sælsom afvigelse fra det almindelige menneskeliv. Ingen kan se deres færd uden en besynderlig blanding af de mest modstridende følelser. Man synes at savne hos dem ethvert spor af de almindelige sædelige begreber, og man fyldes af uvillie, ja af afsky, og fristes til følesløs hårdhed imod dem, som om de ikke tilhørte vor slægt; men i næste øieblik bliver man opmærksom på deres tildels nedarvede og utilregnelige moralske elendighed, og hjertet gribes af den inderligste, smerteligste deltagelse for disse medskabninger, hos hvem Gudsbilledet er så nær ved at udslukkes. Deraf de besynderlige modsigelser i yttringerne af folkets stemning imod fanterne. På den ene side har mangen familie, som antog sig et fantebarn til opdragelse, med særegen interesse hengivet sig til håbet om således at vinde et forvildet lidet menneske for sædelighed og orden; på den anden side må den fant, som på en eller anden måde søger at nærme sig til det sædelige samfund, ofte høre yttringer af sine nye omgivelsers dybe afsky for og mistillid til den fantebårne og skræmmes derved tilbage til det forrige vilde liv. Et par kjendsgjerninger vilde yderligere anskueliggjøre, hvorledes almuen ofte lader sig lede af den umiddelbare følelse enten af medlidenhed eller af afsky. I et kirkesogn i Guldalen blev der for få år siden ansat en bygdevægter, som stadig skulde færdes på landeveiene og hindre fanternes betleri; men snart uddannede der sig hos den lavere almue den tro, at udyr sikkerlig vilde gjøre vederlag blandt kreaturene i sætermarkerne til dobbelt gjengjæld for, hvad man ved bygdevægterens tjeneste indsparede i almisse til dem, som gik og bad. For den overtroiske medlidenhedsfølelse gjaldt tiggerne for hellige personer, som man ikke måtte forgribe sig på. - I Christianssands stift - fortalte vedkommende præst mig - kom en fantefamilie en søndag til kirken for at få et barn døbt, som moderen nys forud havde født i en nærliggende husmandsstue, hvor nattelogis var blevet hende tilstået; forældrene beklagede sig over, at de ikke havde kunnet få faddere til barnet; præsten anmodede da sine tjenestefolk om at yde denne christelige tjeneste; men de vilde heller ikke være faddere til «fanteungen,» så måtte præstefruen selv være barnets gudmoder og tage sine voxne børn med som faddere. Her afskyedes fanterne som en vanhellig slægt, uværdig til den Helligånds nådegave.

I alle de træk, som her ere anførte om almuens forhold til fanterne og løsgjængerne, åbenbarer der sig dog en meget almindelig stemning imod dem som væsner, man ikke behøver at stå i mere end øieblikkelig berørelse med; ligesom fanterne på en mere eller mindre bestemt måde betragte sig selv som stående udenfor det øvrige samfund, således troer også almuen at kunne betragte dem som sig uvedkommende fremmede; opstår nu og da tanken om, at civilisationen og dyden her skulde søge at overvinde råheden og lasten, så skyder man gjerne forpligtelsen fra sig ved den betragtning, at det skulde være øvrighedens sag at bringe fanterne til skik og orden og afhjælpe deres nød.


KAPITEL 14

Øvrighedens forhold mod fanterne.

Og der er neppe nogen klasse af embedsmænd, som ikke allerede har sit besvær af dem. Krigskommissærer kunne ikke få hentet frem til udskrivningssessionerne de unge mandskaber af fantefolket, som ere antegnede i deres ruller, distriktslæger have møie med at forhindre fanterne fra at løbe om og udbrede smitsomme sygdomme; ja selv toldbetjenter langs rigsgrændsen kunne kanske med grund klage over dem som smuglere eller smugleres spioner og håndlangere. Det er imidlertid mest religionens og justitsens tjenere, som have med fanterne at bestille.

Mange af præsternes ubehagelige erindringer knytte sig til deres forhandlinger med fanterne. Der komme et par fremmede folk, som bære alle fantefolkets uhyggelige mærker, og forlange dåb for et barn, som tilfældigvis fødtes i sognet. Skal præsten døbe det, eller skal han ikke? Han kan (eller kunde under den forrige fattiglov) derved kanske komme til at påbyrde sognet forsørgelsespligten for et det uvedkommende menneske, og hvad håb er der for, at dette barns dåb senere skal blive ledsaget af den nødvendige christelige opdragelse og undervisning? En præst har fortalt mig, at han af sådanne hensyn først nægtede at døbe et sådant fantebarn, men siden måtte gjøre det alligevel, da flere sognefolk, som havde fået kundskab om sagen, kom med bekymring og iver og krævede det. - Nu kommer der en fant og lægger sig dødssyg i et fremmed sogn og lader præsten hente for at få alterens sakrament meddelt; præsten kommer og finder ham som en døende, af hvem han ikke kan vente redegjørelse for tidligere dåb og konfirmation; hvad skal præsten i dette tilfælde gjøre? Jeg ved et tilfælde, hvor det er aldeles vist, at en udøbt tater ved sådan list har skaffet sig altergangsattest. - Engang kom et talrigt fantefølge til en fremmed bygd, og sex voxne fanter gik til præsten og satte ham i ubehagelig overraskelse ved forlangende om at gå til alters næste søndag; mod forventning havde de behørige attester, og præsten kunde ikke vel nægte dem det; søndagen kom, og det traf sig så, at ikke flere end disse vare indskrevne til altergang; men derved kunde præsten opdage, at en syvende og altså uanmeldt person, en ung mandsperson, beredede sig til at gå frem til alteret tilligemed hine; præsten spurgte ham om konfirmationsattest; denne manglede, og fanten (thi det var han) afvistes og gik sin vei, arrig og knurrende; med anelse om, at hele følgets altergang kun var en opfindelse for at smugle den ukonfirmerede til Guds bord og derefter skaffe ham en for ham nyttig attest, måtte præsten nu uddele Herrens nådemidler til de fordægtige. - For et par fanteforældre døde en 5-6årig gut, og den bonde, hos hvem de havde havt nattelogis, lovede dem at slå sammen en kiste og føre liget til kirkegården, så de strax kunde fortsætte sin reise! Liget blev også nedgravet med et af fire bredder sammenslået hult rør i graven, hvorigjennem præsten sideneftes skulde kaste jord på; men da præsten nogle uger efter kom til stedet, havde bonden glemt, hvad forældrene og barnet hed, og han havde den underlige forretning at udtale kirkens håb over en navnløs, mulig en udøbt. - Jeg har tidligere fortalt exempel på, hvorledes præster sørgeligt kunne skuffes i sine glade forhåbninger om folk af fanteæt, som de havde forberedet til konfirmasjon; jeg har også fortalt om fanter, som man måtte undervise og konfirmere med en altfor grundet formodning om, at deres længsel ikke gik ud på noget andet end at få konfirmationsattest for dermed at fare så meget tryggere på fantestien. Men sådan ringagt for og misbrug af det hellige har præsten jo også ellers stundom anledning til at græmmes over. En ganske særegen tung bekymring er det derimod for ham at vide, at i hans land, kanske i hans nærhed, i den lille kreds, hvor han er sat som hyrde, vandrer der med flygtig fod og på skjulte veie flere mennesker af denne ulykkelige race, som ikke vilde lade sig finde af præsten, som udenfor sin egen syndige kreds aldrig tiltaltes med et formanende ord eller hilsedes med en venlig mine, mennesker, i hvis sjel ingen lærer fik nedlægge Guds ords gode sæd, over hvis synd ingen præst fik tale forsoningens ord, hedningemennesker, hvis indgang ikke blev velsignet, og over hvis udgang forbandelsen truer.

Fremdeles bærer præsten broderparten af fattigkommissionens arbeide. Det er et af de vigtigste, men tillige en af de mest møiefulde og utaknemmelige dele af den offentlige administration, som er lagt i fattigkommissionernes hænder. Fattigpleien for henved 50,000 mennesker (næsten så stort var antallet af erklærede fattigfolk her i landet i året 1845) er en overmåde vigtig sag, hvad enten man ser hen til de materielle eller moralske interesser, som her ere i spillet. Ved nærmere at betragte disse moralske interesser kommer man til at ane, hvor såre uhyggelig denne gjerning er for fattigkommissionens medlemmer. Fra Christi og apostlernes tider havde man exempler på et skjønt og hjerteligt forhold mellem rige og fattige, mellem den deltagende lykke og den sukkende nød, og omendskjønt mange uværdige betlere, som den hele fantehistorie er bevis på, ofte forstyrrede dette vakkre forhold, har det dog vedligeholdt sig indtil den dag idag. Det er en naturlig ret for den trængende at henvende sig til den lykkeligere medbroder om hjælp, og for denne er det en naturlig pligt at yde samme, og under dette naturlige, fri forhold fødes og udvikles nogle af menneskets skjønneste og ædleste følelser, den nødlidende takknemmelighed mod den velvillige giver og dennes tilfredshed ved synet af det rolige smil over kummerens blege åsyn. Jorden eier intet skjønnere skue end dette gavmildhedens og taknemmelighedens møde. Men nu har en dristig lov vovet med sine juridiske former og begreber at ville ordne dette forhold, som før styredes frit af de største magter, af hjertets drift og livets trang; staten har stillet en fattigkommission midt imellem den givende og bedende; det er nu gjort til borgerlig pligt for alle de velstående at give - ikke ligefrem til de fattige, men til fattigkommissionen, og de fattige have nu ikke længer den naturlige ret at henvende sig til den goddædige nabo, men i dets sted den borgerlige ret at kræve hjælp af den samme fattigkommission. Nu er det rimeligt at den riges villighed til at give kjølner, når hans gave afkræves ham som en skat, og det er naturligt, at den fattiges beskedenhed og taknemmelighed forsvinder, når det ikke længer er et menneskeligt hjerte, som forbarmer sig over hans nød, men «kassa,» som er forpligtet til at yde ham den fornødne understøttelse. Efterhvert som dette forsørgelsessystem bliver gjennemført, bliver den private godgjørenhed mindre og kravet på offentlig understøttelse ihærdigere og fattigskatten større; da besvære de skatteydende sig over fattigkommissionens rundhåndhethed, og fattigkommissionens større forsigtighed og sparsommelighed og hyppigere afslag på understøttelseskrav bringe de fattige til at knurre over dens karrighed.

Denne pinlige stilling, hvori fattigkommissionen allerede i almindelighed befinder sig, bliver dobbelt brydsom og ubehagelig ved synet af plagerne af fanterne og landstrygerne. Det første syn af disse mennesker er nok til at vise fattigkommissionen, at den har en stor forpligtelse på sig mod dem og skulde søge at redde dem ud af deres physiske og moralske elendighed, tage børnene fra de uværdige forældre, underholde de affældige gamle ved lægd o.s.v.; men fanterne bede sjelden eller aldrig fattigkommissionen om hjælp, men flygte heller, når denne vil søge dem op. Og bliver ved et eller andet tilfælde, oftest vel efter den civile øvrigheds pålæg, en fant eller et fantefølge overantvordet fattigkommissionen til forsørgelse, så kan man ret få se, hvorledes fanterne kunne forvolde kjedsommelig plage. En følge af det ved loven indførte forsørgelsessystem er, at hele landet har måttet deles i nogle hundrede fattigdistrikter, hvoraf hvert skal sørge for sine fattige. Disse distrikter ere ligeså mange små republikker med egen regjering og særskilt finantsvæsen, fattigkommissionen og «kassa;» flere af disse småstater kunne ved traktater forene sig til fælles foretagender, f.ex. til opførelse af fattighuse; men oftest hersker der et spændt forhold mellem dem, der opstilles bygdevægtere for at bevogte grændserne, og stundom kommer det til krig. Når nu i en sådan republik en fant bliver fremstillet for fattigkommissionen, så adskiller han sig i regelen fra andre fattige derved, at han ikke har borgerret (forsørgelsesret) i fattigdistriktet; han står som en udlænding, hvem fattigkommissionen for de skatteydendes skyld snarest mulig må sende hjem til hans fædreland, et andet af disse småriger, med påstand om erstatning derfra for de havte udgifter. Men at udfinde det sted, hvor en sådan person har sin borgerret, er som oftest meget vanskeligt, stundom aldeles umuligt. For at besvare spørgsmålet om en fremmed fants hjemstavn måtte man mangen gang kjende hans hele livs historie med årstal og datum for alle hans flytninger og vandringer, ja ikke alene hans, men også hans faders og moders, og nu skal spørgsmålet stundom besvares for en udlevet oldings vedkommende, som i den tid, han endnu havde sands og samling, havde gjort alt mulig for at gjøre sit levnetsløb til et mysterium for andre, og som nu i sin samlende sløvhed selv har tabt nøglen dertil. Det skal noget af en le Verriers tålmodighed og skarpsindighed til for at løse dette problem. Og ikke nok med, at man selv må løse det; fattigkommissionen må også få regjeringen i et andet fattigdistrikt til at erkjende rigtigheden af den gjorte opdagelse og modtage fanten som sin undersåt. Selv hvor problemet er simpelt og løsningen soleklar, ser man dog stundom, at vedkommende fattigkommission for at vinde udsættelse med pengeudtællingen begynder diplomatiske underhandlinger med spidsfindige indvendinger og prokuratorkneb. Er sagen derimod mere problematisk, så de gjorte forbedringer møde et bestemt afslag, så kan det hænde, at den fattigbestyrelse, som først blev hængende med fanten, bekriger andre kommuner fjern og nær, den ene efter den anden, med processer i det uendelige, begynder sit angreb på slump og fortsætter i håb om, at en af de mange domstole, hvis visdom her forestiller den blinde krigslykke, omsider skal slumpe til at dømme efter angriberens ønske. Fanten dør måske på sit «midlertidige» opholdssted og begraves der, men striden om, hvor han hører hjemme, lever endnu, og til de øvrige udgifter opføres til slutning betaling for de 6 fod jord, hvori han lagdes. Imellem de græske byer førtes begeistret strid om, hvem der skulde have æren af at have fostret Homeros; her strides indtil forargelse imellem præstegjældene om, hvo der skal være fri for plagen af «att trækkes med» den ulykkelige fant.

Ja indtil forargelse! Sådan strid sløver sandsen for menneskeværd; den tilintetgjør hos den omtvistede person al følelse af erkjendtlighed for den hjælp, som så uvilligt ydes ham. Vedkommende fattigkommissioners medlemmer, som selv må fornemme, hvorledes ved disse trættende forhandlinger den sande deltagelse for nøden sløves, føle også, hvor lidet gjennemførelsen af fattiglovens bestemmelser i resultatet svarer til det gode øiemed, som loven vilde nå, og man finder det ofte i alle måder og for alle parter bedst og rådeligst herefter at lade fanterne gå som før, frie for fattigkommissionernes mere møiefulde end gavnlige omsorg, overladte til deres egen skjebne. Men således går det til, at netop den største physiske og moralske elendighed, som nærmest burde være gjenstand for den af loven påbudte offentlige pleie, bliver uændset.

Ved at gå således uændsede blive imidlertid fanterne fast daglig som betlere og løsgjængere - for ikke at tale om deres mange andres slags forseelser - gjenstand for politi- og justitsbetjenternes årvågenhedspligt. I vore vidtløftige fogderier ere lensmændene her de vigtigste betjenter, de ere nærmest ansvarlige for, at de begåede forseelser blive påagtede. Men ved at efterse lensmændenes protokoller over arresterede personer vil man studse ved at finde, at såre sjelden betlere eller løsgjængere ere anholdte, når ikke grovere forbrydelser, tyveri, overfald o. desl., have opfordret til kraftigere indskriden. Hertil bemærke vistnok lensmændene, at almuen, som jo mere end de må være vidne til fanternes forseelser, er så lidet tilbøielig til at gjøre anmeldelser derom; men denne bemærkning opveies for en stor del derved, at flere lensmænd selv fortalte mig, at også de for det meste ere nødte til at forsyne de betlende fanter ikke blot med mad til at spise på stedet, men også med «så mange skillinger, at de ikke just skulle behøve at betle igjen på de nærmeste gårde.» Når lensmanden er ligeså lidet tilbøielig til at anholde som almuen til at anmelde betlere og dagdrivere, så må der være en fælles grund. Det kan være, at en politibetjent ikke altid handler ganske rigtigt ved at følge den; men på den anden side må man erindre, at selv efter de nøiagtigste instruxer bliver myndighedens anvendelse tilsidst en konduitesag, som tilsteder indflydelsen af det subjektive skjøn ved siden af instruxen, og flere ikke ugrundede betragtninger lede ofte selv nidkjære lensmænd til ikke at gjøre fuld brug af sin myndighed. - For det første er det en overmåde brydsom og bekostelig sag at få en fant afstraffet. Almuen vil besvære sig over det vagthold, den må præstere, medens fanten sidder arresteret, ofte i lang tid, når han finder sin regning ved at appellere til høiere retter. Og hvilket bryderi for foged og sorenskriver med reiser til og fra extra-retter, og hvilke bekostninger for statskassen, som sjelden kunne ventes erstattede ved salget af fanternes usle effecter! Men det er endda ikke mest hensynet til disse mange omkostninger, som gjør, at man så nødig lægger hånd på en fant; det er meget mere ærgrelsen over, at en sådan lumpen person skal være gjenstand for den samme omhyggelige og vidtløftige retsbehandling, som staten har anordnet for andre anklagede, der have sin ære at værne om; man finder ikke, at fanten fortjener så megen opmærksomhed, at man for hans skyld skulde gjøre så mange ophævelser. «Når vi kunde nedsætte en jury over fanten og dømme ham i en håndevending, eller når fogden eller amtmanden kunde tildele ham en arbitrær straf, som kunde passe til omstændighederne, så skulde vi ikke længe lade fanterne gå således omkring; men fanterne ere at anse som umyndige; næsten vanvittige mennesker, som ikke bør have krav på en så omstændelig behandling som andre folk,» således have mange yttret sig. Der er ingen tvivl om, at den bestemmelse i den nye fattiglov, som netop hjemler politimesteren adgang til uden videre rettergang at sætte fanten og løsgjængere indtil på 6 måneder i et tvangsarbeidshus og således i virkeligheden pålægge dem en føleligere tvang og tugtelse, end om de tiltaltes for en ordentlig domstol, at denne bestemmelse, så besynderlig den ellers tager sig ud ligeoverfor grundlovens § 96, og så meget den i et mindre oplyst og humant land kunde lede til utilbørlig vilkårlighed, vilde blive aldeles populær, når en ved tilstedeværelsen af hensigtsmæssige tvangsarbeidshuse kunde blive sat i anvendelse og dermed blive mere bekjendt.

Foruden at det er en meget brydsom og ærgerlig sag at få en fant afstraffet, så er det for det andet så såre lidet håb om, at straffen skal frugte noget. Fanternes almindeligste forseelser, betleri og løsgjængeri, afsones med nogle dages fængsel på vand og brød eller blot på almindelig fangekost især når den sidste straf forkyndes dem, kan man se dem le høit; thi skammen, som følger med straffen, og som for mere skikkelige folk har større betydning end straffen selv, bider ikke på fanternes sløvede eller forvendte sind. Også i denne henseende kunne fanterne sammenlignes med umyndige eller vanvittinger. Når straffen er udstået, er vedkommende øvrighed ret forlegen med dem. Man kan måske nok, selv om fanterne ere arbeidsføre og sige sig villige til at søge lovligt arbeide, alligevel i betragtning af deres lange dagdrivervane, som gjør det mindre sandsynligt, at de virkelig ville søge eller kunne få arbeide, erklære dem for almisselemmer og da sende dem til deres hjemsted, hvis dette er bekjendt, eller overlade dem til fattigkommissionens omsorg på selve straffestedet.og lade den forsøge at finde deres hjemsted. Men det er altid misligt at erklære arbeidsføre folk for almisselemmer; vedkommende fattigkommission vil vel ikke være glad ved at have store stærke karle at føde; disse selv ville protestere imod den umyndighedstilstand, hvori man sætter dem, og betragte det præstegjeld, som man har anvist dem til opholdssted, som et fængsel, og nu har fængslet mange skjulesteder og udgange til alle sider uden port og lås. I regelen vil derfor øvrigheden heller ikke vælge denne fremgangsmåde, men give fanterne reisepas, hvorhen de ønske. Men efter udstået straf ville de i næste lensmandsdistrikt temmelig trygt kunne fortsætte de samme forseelser, hvorfor de nye straffedes; almuen og lensmanden og kanske fogden og amtmanden med ville nemlig nu være endnu mindre tilbøielige end før til at lægge hånd på dem, betænkende, at snarere vide folkets iver for lovens håndhævelse sløves ved disse idelige forsøg, end fanternes sløvhed og skamløshed derved vide forvandles til ordenssands og dyd.

Dobbelt ængstelig vil netop den betænksomste embedsmand være ved at påtale sådanne forseelser, hvorved angjældende nærmest forsømme sit eget sande vel og mere forarge end egentlig skade andre, forseelser som at henleve uden christendomskundskab og konfirmation, at leve i naturligt ægteskab o.desl. Dersom de nemlig ved tvang bringes til at opfylde disse kirkelige forpligtelser og bagefter kanske så meget tryggere fremture i alskens uteerlighed, så er forargelsen kun endnu større end før.

Når et fantefølge, en vævskebinder eller lignende person med familie bliver anholdt eller forhørt, så kan man være moralsk overbevist om, at følget for en stor del har betlet sig frem, eller man kan have grund til endnu mere graverende mistanke mod det; men det er måske ikke gjørligt at få noget fuldstændigt bevis derfor; følgets formand har sandsynligvis sit pas i god orden og kan måske godtgjøre at have udført arbeide for bønderne her og der og at have betalt for sig på andre steder med de fortjente penge; manden tror og påstår sig da aldeles fri for justitsens tiltale. Men rimeligvis har han ikke opfyldt de betingelser for således at reise på en profession, som frdn. 9de aug. 1754, § 19, foreskriver; rimeligvis har han nemlig ikke erhvervet sig amtmandens bevilling dertil eller holdt sig inden et vist amts grændser. Han kan da tiltales og straffes som løsgjænger. Men i lange tider har hin gamle bestemmelse kun sjelden været anvendt; i lange tider have endog mange fogder givet sådanne familier passe med uindskrænket tilladelse til at «reise på professionen;» det vilde være et håbløst arbeide at berigtige fantens begreber og overbevise ham om, at det er med ret og billighed, han nu pludselig tiltales og dømmes for en sådan bedrift, som han hidtil har været vant til at anse som sin retfærdiggjørelse og ikke som nogen forseelse, og af den grund vil vel endogså mangen amtmand betænke sig på at beordre en justitsaktion, hvor beviset for brøden skal være det faktum at have bødet en brusten gryde eller istandsat en vævske. Kunde man få bevist, at følget ved at gå omkring og skræmme folk, således som jeg ovenfor (kapitel 11, side 166) har beskrevet, havde skaffet sig mad og husly, og kunde man tiltale og dømme fanterne derfor, så var sagen klarere; men sådanne brud på husfreden betegner loven ikke som forbrydelser.

Altså, af hensyn til de overvættes mange omkostninger og bryderier og i mishåb om nogen tilsvarende nytte deraf undlader almuen at anmelde og politiøvrigheden at påtale fanternes daglige småforseelser. Fanterne ere af den almindelige opinion opgivne som uforbederlige, og de gå der som levende vidnesbyrd om, at lovens magt og villie kun rækker ned til en vis grændse, men ikke til folkets bund, hvor «bærmen af folket» har hjemme. Dette er også rimeligt nok; alle vore love og navnlig straffelovene forudsætte jo også hos forbryderne en vis grad af æresfølelse, af agtelse for den orden og dyd, hvortil straffen vil føre den feilende tilbage; men når sandsen for borgerlige dyder i usædvanlig høi grad er sløvet, så har straffen tabt sin bråd. Den sletteste mand gjælder derfor for den menneskelige dom som den ypperste: han straffes ikke. Adelsmanden står i mange land over loven; fanten står under den; dette kommer ud på et; begge gå straffri.

Netop i erkjendelsen af, at straffelovene så vanskelig kunne hemme fanternes uvæsen, vente mange den bedste hjælp fra fogderne og politimesterne, der have at give eller nægte disse mennesker reisepasse. «De skulle ikke give sådanne folk lov til at reise; så slap vi plagen af dem, således yttres der ofte; «sådanne skjelmer burde ikke have lov til at gå således omkring; men de komme med så stærke skrifter (passe), at vi ikke vel kunne gjøre dem noget,» således have ofte almuesfolket klaget for mig. Og det er vist og sandt, at man storlig må forundre sig ved at se, hvorledes fanterne kunne gjøre sig det pasvæsen til nytte, som vel oprindelig er blevet indrettet netop for at standse deres gang. Der fortælle fanterne selv, når de ere åbenhjertige, om mangfoldige kneb, sogn de i lange tider havde udstuderet for at føre politiet bag lyset og skaffet sig det første pas.(117). Af de udstedte passe kan man også se, hvilke høist besynderlige router øvrigheden giver fanter udtrykkelig tilladelse til «frit og ubehindret» at foretage. Se et par exempler, som jeg noterede mig af Røros pasprotokoll. En vævskebinder med kone og børn, og en kammager med kone, altså to familier, som begge skulde være svenske, og som nu udgjorde et følge, skjønt hver med sit pas, vare den 6te septbr. 1847 fra en af småbyerne på vestkysten forpassede for reise over Hedemarken og Vermeland til Haparanda nordligst i Sverige, den 27de januar 1848 lode de reisende dog i Arvika i Vermeland passet autorisere for reise til Throndhjem, og på veien hid, skjønt først efter at have gjort en afstikker til Lillehammer, hvor passet var påtegnet, kom de endelig den 6te mars til Røros. Af Throndhjems politikammers pasprotokol så jeg senere, at disse to familier, fremdeles i følge, den 22de mai vare forpassede til Levanger, hvorfra de endelig, ifølge Stør- og Værdalens fogderiers paskontrol, den 6te juni forpassedes over Hedemarken til Thoten. Havde man udskrifter af de øvrige pasprotokoller i riget, skulde man rimeligvis få se, at disse forpasninger frem og tilbage i landet fortsættes endnu, skjønt neppe nogen vil tvivle på, at disse omflakkerfolk ere ægte fanter. - Men hvad der er det sælsomste her, er den kjendsgjerning, som endog en løselig undersøgelse af disse forholde snart opdager, at medens skikkelige folk som oftest reise frem og tilbage i landet uden noget pas, så er det netop fanterne, som stadigt ere forsynede med samme. I ældre tider var det vel så, at skikkelige folk reiste med pas, og skjelmerne listede sig frem foruden; men nu er der vendt op og ned på tingene; skikkelige folk anse pas for ufornødent, og fanterne gjøre sig stor flid for at skaffe sig det.(118).

Men denne omstændighed viser vel, at det hele pasvæsen er en til standsning af fanternes uvæsen lidet nyttig indretning, ikke, at fogder og politimestere som pasudstedere bør tillægges al skyld for, at så mange fanter stryge om på vore veie. Thi hvad skal en foged gjøre, når en fremmed person kommer til ham for at lade sit pas påtegne eller forandre eller fornye? Det forstår sig, fogden, som vist i mange tilfælde må fatte mistanke mod personen, har det vel i sin magt at standse hans reise for at foranstalte fornøden ransagelse, der igjen kan foranledige tiltale og afstraffelse for løsgjængeri eller betleri. Men de samme grunde, som måske altfor ofte, gjøre politibetjente tilbøielige til hos sådanne brydsomme fremmede at overse vitterlige overtrædelser af dette slags, må endnu mere bevæge pasudstederen til at lade den blotte mistanke fare, især når mistanken, hvad oftest turde være tilfælde, mest er vakt ved den omstændighed, at angjældende efter fanternes skik sætter så stor pris på at have et pas. Og med grund kan jo pasudstederen mene, at han ved at give sit pas ingenlunde binder hænderne på den, som hos den mistænkelige person måtte opdage noget ulovligt og derved finde sig opfordret til at standse hans færd. Thi hvad er et pas? Det er intet andet end en kompetent embedsmands erklæring om, at intet er bekjendt, som kan være til hinder for angjældendes reise, en erklæring, som hverken kan være nogen absolut betryggelse for samfundet mod at besværes med forbryderske reisende, eller skal være noget privilegium for denne på at begå skjelmstykker.

Men der er vist megen rimelighed alligevel i den tale, at fogderne ikke burde udstede passe til fanter. Det hele pasvæsen bliver nemlig så såre let misforstået, som om også betleren, landstrygeren, skjelmen, dermed skulde være bleven en uantastelig person. Allerede recessen af 1643, 2-21-3, siger: «Icke heller må nogen betler af nogen fergemand eller andre fra en provintz til en anden offuerføris, med mindre dend sådan pass oc bevis med bringer, hvor efter dend kan tilstedis fra en provintz til en anden at reysse,» og 2-24-3: «Ingen fergemænd må nogen betlere fra en provintz til en anden offuerføre, med mindre dend bevis med sig bringer,» og det ser ud, som om disse lovsteders ordrette mening var den, at der skulde forholdes anderledes med en betler med pas end med en betler uden samme, og denne mening har forplantet sig imellem færgemænd lige ned til vore dage; thi det var netop en færgemand, som klagede for mig over, at han måtte sætte over så mange betlere, som ikke engang kunde betale færgeløn og slet ikke burde have lov at gå i landet, men som han ikke kunde gj¢re noget formedelst de «stærke skrifter,» hvormed de vare forsynede. Og hvad var vel det for en tanke, som lå til grund for pasvæsenet? mon ikke den, at kongens embedsmænd bedre end andre kunde afgjøre, om en person var ærlig mand eller fant, og at de derfor skulde have myndighed til for det almene bedstes skyld at give og nægte reisetilladelse? Men hvis så er, bør man ikke undres over, at borgere og bønder i landet fra nu af kun vare betænkte på at skille sig af med fanterne, såsnart de kom, og forresten overlade møien med at hemme deres uvæsen til dem, som skulde have både visdommen og myndigheden dertil(119).

Dersom det nu på den ene side er ønskeligt, at fanter aldrig fik reisepasse, og det på den anden side må erkjendes, at pasudstedere ikke kunne gjennemskue folk og med vished opdage og påvise deres fantenatur, så kommer man, synes det, til den slutning, at det var bedst, at slet ingen passe mere bleve udstedte. Det turde i alle måder være vel, om en foged eller politimester, når nogen kom til ham for at «købe» pas, kunde svare ham så: «Jeg har ikke sådanne varer at sælge thi er du en skikkelig mand, så behøver du intet pas, og er du en fant, som kun vil bruge passet som et privilegium for at øve fantestreger, så fortjener du ikke at have det.» Et sådant svar vilde gjøre aldeles fortræffelig effekt. Fanten vide upåtvivlelig da have mindre mod og lyst til at reise, såsom han snart vilde skjønne, at når fogder og politimestere, der jo ikke se fanternes forseelser, ikke længere opfordrede «alle og enhver til at lade dem frit og ubehindret passere», så vilde alle og enhver ved synet af deres landstryger- og tiggerfærd finde sig både berettigede og opfordrede til at standse dem i farten; fanterne vilde skjønne, at de måtte vise sømmelig opførsel ikke blot den stund, de indfinde sig på fogedkontoret eller politikammeret, men på den hele reise og i hver bondes eller husmands stue.

Sålænge fremmede stater fordre det, må øvrigheden naturligvis forsyne norske borgere, som ville reise udenlands, med pas. Også for reiser inden landet vilde mange anse pasvæsenets bibeholdelse for nødvendigt netop af hensyn til fanterne, som det ved dette middel skal være muligt at føre kontrol med; af passet skal man jo nemlig se, hvad han er for en person og hvor han hører hjemme, o.s.v., uden hvilken kundskab man vilde være aldeles forlegen med ham, når han af en eller anden grund måtte standses i sin reise som forbryder eller almisselem. Men jeg kunde med mange exempler bevise, hvor lidet denne betragtning holder stik. Når en fant anholdes og examineres om navn og hjemsted, så er det enten i hans egen interesse at opgive alting rigtigt eller ikke. I første tilfælde giver han af sig selv den samme forklaring, som passet kunde indeholde, og for at erholde fuld vished behøves da kun en skrivelse til det opgivne hjemsted; i det andet tilfælde er personen naturligvis slu nok til at tilintetgjøre passet, og da er man lige nær. Ved siden af det særsyn, at de fleste fanter mere end skikkelige folk ere omhyggelige for at have sine passe i orden, finder man derfor også dette, at nogle og det netop de argeste af dem følge en ganske modsat klogskabsregel; de gå helst uden pas, og når man, f.ex. efter løsladelsen fra et fængsel, påtvinger dem et, så kaste de det bort strax; medens de forpassede fanter søge sin retfærdiggjørelse ved at legitimere, hvor de have sit hjemsted, finde disse sin regning ved at klage for alle og enhver, at de intetsteds høre hjemme, vel vidende, at da lensmænd og fogder af frygt for det overvættes bryderi, slige folk kunde forvolde, endnu mere end ellers vilde tage i betænkning at lægge hånd på dem for at anstille ransagelse. Jo oftere øvrigheden monne benytte sig af denne leilighed, som fanternes pas frembyder til at standse dem i deres utilbørlige reise, des snarere ville de lære dette fule kneb, og knebet vilde først blive uvirksomt, når det hele pasvæsen ikke længer existerede og ikke lod almuen, som daglig ser fanternes ulovligheder, slå sig til ro med den tanke, at det er pasudstedernes sag at holde skik og orden over dem(120).

Det er vel såre rimeligt, at selv den djærveste fant føler sig noget uhyggelig til mode, hver gang han kommer til berørelse med en foged eller anden embedsmand; men i de fleste tilfælde tør han gotte sig ved tanken om, at embedsmanden selv er ligeså forlegen. Hvor vanskeligt det er for justitsens embedsmænd at behandle fanterne, det får man en tydelig forestilling om ved at gjennemlæse det foredrag af Justitsdepartementet, som ligger til grund for kgl. resol. 24. octbr. 1838. I tidligere tider, ser man af foredraget, pleiede man på en altfor nem måde rede sig ud af forlegenheden og skaffe sig fanterne fra halsen. Ifølge visse bestemmelser i den ældre fattiglovgivning og i andre love kunde fattigkommissionerne og fogderne uden videre tage løse og ledige folk, pasløse omstrippere, personer, som ikke havde noget bekjendt lovligt erhverv, fremmede betlere, uden forskjel, om de vare arbeidsføre og derfor mere strafskyldige i deres betleri eller ei, ja endog folk, som (selv om de vare skikkelige) kunde befrygtes i tiden at ville falde fattigkassen til byrde, tage alle sådanne mere eller mindre erklærede fantefolk og sende dem lensmand imellem ud av stiftet, uden at bekymre sig om, hvad der blev af dem, eller også til deres foregivne hjemsted. Uagtet denne fremgangsmåde synes at stå i strid med ånden i vor hele grundlovmæssige forfatning, ja med en senere speciel lov af 1818, fortsattes den dog endnu. Men dette førte til store forunderligheder. «Da mange deslige personer,» hedder det, «dels have været uvidende om, hvor de egentlig hørte hjemme, dels have fundet deres fordel ved efterhånden at opgive forskjellige, fjernt fra hinanden beliggende steder som deres hjem - -, har forbemeldte fremgangsmåde medført, at mangen sådan person er bleven, endog igjennem flere år, transporteret rundt om i riget, uden at der fra begyndelsen af har været nogen lovlig grund til transporten, og uden at denne har ført til nogensomhelst nytte eller endog til et resultat.» Det hjalp ikke, hvad det samme departement ved et cirkulære i 1823 havde forordnet, at man i intet tilfælde måtte sende nogen landstryger bort efter hans egen drillende forklaring om, hvor han havde hjemme, men først efter at fuldstændig oplysning om hans hjemsted var erhvervet. Den samme fremgangsmåde befulgtes fremdeles. «Følgen heraf har været, dels at vagabonder og landstrygere have formedelst falske opgivender af hjemsted kunnet skaffe sig fri reise rundt om i landet, uden at deres ryggesløse og lovstridige færd nogetsteds er blevet påtalt, da de forekommende autoriteter have benyttet et eller andet påskud til at sende dem videre frem eller tilbage igjen for at blive dem kvit, dels at aldrende eller svagelige personer, blot formedelst mangel af pas, eller fordi de befrygtedes i tiden at ville blive fattiglemmer, ere påførte den uforskyldte lidelse at slæbes i lang tid frem og tilbage fra det ene sted til det andet, og at i alle tilfælde store omkostninger ere til aldeles ingen nytte påførte det offentlige, og at upassende tvistigheder mellem øvrigheder ere opståede angående sådanne transporterede personers rette hjemsted, retmæssigheden af transporten og udredelsen af de dertil medgåede, ofte såre betydelige udgifter» o.s.v.

Med hensyn til alt dette bestemtes der nu i den nævnte kgl. resolution, at kun de af disse her omhandlede omstreifende personer, som ere ude af stand til selv på lovlig måde at ernære sig, uden videre kunde sendes hjem, naturligvis forudsat, at dette hjem var udfundet, men at arbeidsføre fremmede løsgjængere og betlere skulle tiltales og straffes på det sted, hvor de forekom, og efter udholdt straft ikke formenes at opholde sig hvorsomhelst i riget. Og nu står altså sagen så, at når en fremmed landstryger ikke kan ernære sig selv på lovlig vis, så skal han behandles som et fattiglem, som en umyndig, og uden lov og dom sendes hjem til forsørgelse og opsyn af fattigbestyrelsen på hjemstedet; kan han derimod på lovlig vis ernære sig, så skal han straffes som forbryder. Se, denne sag synes jo klar nok; men det er ved udførelsen, der møder vanskeligheder. Spørgsmålet er: Hvem kan ernære sig selv og hvem ikke? hvad udfordres der til at være «arbeidsfør?» Tingen må afgjøres ved et skjøn, men dette skjøn kan afgives så forskjelligt af de forskjellige vedkommende. Den fattigkommissionen, til hvem den civile øvrighed overantvorder hjelpeløse landstrygere, er så tilbøielig til at kalde den arbeidsfør, der glæder sig ved stærke arme og ben, og lader måske mere end gjerne en sådan person flygte fra den ham påtvungne fattigforsørgelse. Den civile øvrighed, som har det brydsomme arbeide at idømme og udføre de ubetydelige og som oftest frugtesløse straffe, finder let, at selv med muskelstærke arme og ben vil dog den person ikke kunne erhverve sig tilstrækkelig arbeidsfortjeneste, som i lange tider er bleven sørgelig sløvet og afvænnet med al nyttig virksomhed, og hvis hele væsen er sådant, at neppe nogen mand vil tage ham i sit brød. Men derfor ser man også jevnlig, at vedkommende embedsmænd hverken sende fanten til fattigkommissionen eller overantvorde ham til dommeren, men overlade omsorgen for ham til - «kongen.»

«Kongen?» Ja, når man opholder sig en stund på en bondegård, kan det træffe, at man bliver vidne til en ganske eiendommelig scene: En mand kommer ind, som efter den smudsige dragt og et vist sky blik at dømme synes at være en almindelig betler, men ikke desto mindre fordrer han med en påfaldende ugenerthed, at man skal sætte mad og drikke for ham, og opfordringen efterkommes strax. Følger man så den samme mand ud på landeveien, får man kanske snart se et andet træk af hans myndighed; han træffer kanske et fantefølge, examinerer det om passe og reiseroute og bestilling og afgjør med en inappellabel dom, om lensmanden og den hele bygd skal få bryderi med det fremmede slæng, eller om fanterne skulde få lov til at at fortsætte sin vei ubehindret, eller endelig om de, under den myndige mands ledsagelse, skulde vende om did, hvorfra de ere komne. Den mand, som således synes at have at byde og råde overalt, er «kongen». Undersøger man oprindelsen til hans magt og værdighed, finder man, at han af fattigbestyrelsen er ansat som bygdevægter med en instrux, der forpligter ham til daglig at færdes på landeveiene i præstegjeldet eller sognet, hvor han da kan gå ind på gårdene og forlange fornøden kost, men hvor han derfor har at holde skik og orden over betlere og fanter af alle slags. Egentlig skulde han da ubønhørlig føre enhver betlende eller løsdrivende og altså strafbar fant til lensmanden, og ifølge dette burde han i grunden kun være at betragte som en meget underordnet bestillingsmand, hvis årlige gehalt også gjerne indskrænker sig til et par tønder korn eller 6-8 daler. Men man må vide, at ved siden af den skrevne instrux gjælder for ham en anden lov, som giver ham en så godt som uindskrænket myndighed. For det første lader den enfoldige almue ham vide, at han ikke skal lægge hånd på den fattige betler og føre ham til straf, såsom det er en hårdhed og ubarmhjertighed, som der ikke kan komme noget godt udaf(121). For det andet ved han ret vel, at storbønderne og kanske lensmanden selv, ikke af overtro, men af hensyn til udgifterne og bryderiet med fanternes fængsling meget hellere se, at han kun sørger for, at hver fremmed fant, som monne være kommen ind i bygden, så snart som mulig kommer ud igjen til nabobygderne. Hvad har så bygdevægteren at gjøre? Efter den skrevne instrux kan han plage lensmanden eller hevne sig på de opsætsige fanter ved at føre dem lige ind i lensmandsarresten; men han kan også vise fanterne den villighed at lade dem gå den vei, de ønske, kan endogså byde dem ind på gårdene og lade sætte for dem mad og drikke under det påskud, at de ellers enten måtte ulovligen betle eller ynkelig vansmægte. I ethvert enkelt tilfælde vælger han da efter forgodtbefindende den fremgangsmåde, som han i sin visdom kan finde at være den bedste. - Som man ser, er det ikke blot fanternes obskure verden, som er bygdevægterens myndighed underlagt. Betragter man det hele samfund med alle dets magter og myndigheder, ovenfra nedad, så må vel bygdevægteren kaldes den allerlaveste betjent; men betragter man det samme samfund nedenfra opad, så synes hans autoritet at stå øverst, og derfor hedder han i almuens tale ikke bygdevægter, ikke engang ståderkonge, men slet og ret «kongen». Hans hele stilling iblandt folket er også eneste i sit slags, og ironien i navnet er fuldstændig. Det hjælper nemlig ikke, at han stundom bærer en sabel eller svinger en tamp som tegn på sin værdighed; hans stilling er sådan, at medens fanterne neppe vide, hvad ondt de skulle ønske og gjøre ham, så er han i den enfoldige almues pine gjenstand for den største foragt. Hans bestilling ansees for uværdig. Se et exempel! I Gudbrandsdalen kom en vel 16 -17årig gut løbende hen imod mig på landeveien, og jeg stansede strax hesten; thi en mere fillet og elendig tiggergut syntes jeg aldrig at have seet. Jeg gav mig i samtale med ham og spurgte ham ud om hans forholde, navnlig om, hvem hans fader var; men dette fik jeg ham ikke til at svare på; jeg blev nysgjerrig og trængte kun endnu mere ind på ham; men han var og blev aldeles tilbageholden i dette punkt, så min nysgjerrighed omsider slog om til ærgrelse, jeg tiltalte ham temmelig vredt og lod ham gå. Ak, men hvor jeg angrede det siden! Skydsgutten forklarede mig grunden til hans forunderlige tværhed: «Han vilde nok nødig fortælle, at han var søn af kongen vor, ja bygdevægteren at forstå.» Nu forstod jeg guttens blik, da jeg vendte mig fra ham, som jeg endnu synes at se; der lå i det en tvivl, om han også havde gjort ret i at bevare den følelse af skamfuldhed, der lukkede hans mund, såsom han måske ellers havde fået en toskilling kastet til sig.

Det lader til, at der er ansat flere bygdevægtere omkring i landet netop efter den lidt ovenfor omtalte kgl. resol. 24 oktbr. 1838, fra hvilken tid det påståes at fanter have streifet mere tøilesløst omkring. Men man vil måske efter de anførte træk være villig til at indrømme, at dersom den hele bygdevægterinstitution skulde føre til målet, fantevæsenets indskrænkning, så måtte der ikke alene være bygdevægtere i hver bygd, men posterne måtte lønnes så godt, at de kunde blive ansøgte af ordentlige, dygtige folk, der kunde udføre sin dont forsvarligt og skaffe sig agtelse både hos fanter og andre folk. Som sagerne nu stå, synes den hele indretning på mange steder idet mindste, kun at være et palliativmiddel, som i længden ikke skræmmer fanterne bort, men nok bevirker dette, at almuesfolk og politibetjente, stolende på vægterens bedrift, ere mindre virksomme for at sætte skranke for landstrygernes uvæsen(122).

At bygdevægterindretningen med samt pasvæsenet og de andre opfindelser til at standse fanternes gang og hemme betlernes bedrift ere utilstrækkelige, om de ikke endogså tildels gjøre ondt værre, det er vel endogså meningen med det temmelig almindelige råb, som fattigkommissærer og lensmænd, præster og fogder istemme, at regjeringen må finde på midler til at hjælpe fanterne på ret vei og befri samfundet fra deres plage.


KAPITEL 15

Offentlige undersøgelser og foranstaltninger angående fanterne.

Det er ikke først iår eller ifjor, at regjeringen har været betænkt på at bringe fanterne til skik og orden. Denne bog indeholder beretning om sådanne forsøg i århundreder. Der er vel ikke mange deler af statsstyrelsen, som have kunnet glæde sig ved en sådan mangfoldighed af love og forordninger og cirkulærer, som der uafladelig er udgået over skovrøvere og tatere og landstrippere, landstrygere, betlere o.s.v., o.s.v. En fant er jo desuden en person, som ved at flakke om på fremmede steder søger at unddrage sig såvidt muligt alle love, og man kan sige, at den hele lovgivnings og statsstyrelses øiemed fra samfundets første begyndelse af har været dette, at ingen skulde ville eller være istand til at føre et sådant liv udenfor lovene, at der ikke skulde være en eneste fant i landet.

Men det er først i de seneste år(123), at fantefolket har vakt opsigt som en egen kaste, at dets forhold og sæder have været gjenstand for speciel undersøgelse og omsorg. Og det er disse offentlige forhandlinger, som der her skal gives en oversigt over.

I sommeren 1844 var Stavanger amtsformandskab samlet. Til dette indleveredes af nogle bønder et andragende, et skrift med klodsede skrifttræk og mangelfuld stil, men med overraskende og vakkre tanker; det gik ud på, at i en tid, da også i vort land de christne med så megen troskab bede og arbeide for hedningerne i fremmede verdensdele, burde vi også mindes vor christenpligt mod hedninger imellem os selv, de mange «omstreifere,» som løb uændsede omkring. Forestillingen gjorde indtryk. Formandskabet nedsatte en kommitte til at overveie sagen; denne fandt, at den ulempe, disse omstreifere idelig voldte den bosatte befolkning, og endnu mere den store physiske og moralske elendighed, hvori de selv henlevede, krævede snar og virksom hjælp, men at denne ikke kunde ydes af præstegjelds- eller engang af amtskommunerne, såsom omstreiferne fordetmeste ikke var rigtig hjemmehørende nogetsteds, men alene af staten, som måtte oprette arbeidshuse til deres optagelse; kommitteen foreslog derfor at indgå til regjeringen med et andragende om for næstkommende Storthing at lade fremlægge lovforslag i den retning. Amtsformandskabet gik ind på forslaget, og igjennem amtet indsendtes andragendet, ledsaget af hine aktstykker, til Kirkedepartementet. På den tid var en kgl. kommission i virksomhed, hvis hverv det var at udarbeide udkast til en ny lov om fattigvæsenet, og hine papirer sendtes denne til mulig afbenyttelse.

Denne kommissions udkast kom også til at indeholde flere bestemmelser, der måtte antages at ville have gavnlig indflydelse på disse omstreiferes forholde; der foresloges 1) forhøiet straf for «betlere, der vandre om fra sted til sted i flok og følge,» således at de indtil på 3 år kunde inddømmes i tvangsarbeidshuse, som det efter samme udkast skulde være kommunerne tilladt at opføre, 2) bemyndigelse for politiet til uden lov og dom at indsætte i arbeidshuse drikfældige eller ørkesløse personer, eller sådanne, som ikke lovlig ernære sig, dog at de måtte være hjemmehørende i distriktet, og 3) oprettelse af en for hele riget fælles understøttelseskasse, dels til forsørgelse for hjemstavnsløse trængende, dels til bidrag til de kommuner, som måtte ville opføre arbeidshuse(124).

Ved Storthingets behandling af den endelige lov, fattigloven af 20de septbr. 1845, bibeholdtes den første og anden af de her nævnte bestemmelser, hin med lidt indskrænkning i straffetiden, denne med udvidelse af politiets myndighed også over andre løsgjængere end dem, som hører distriktet til. Bestemmelsen om understøttelseskassen derimod var allerede bleven udeladt i den kgl. proposition, som i dens sted havde indeholdt bestemmelse om, at hjemstavnsløse trængende skulde kunne underholdes ligefrem på statskassens bekostning; men både kommissionens og regjeringens forslag forkastedes af Storthinget. Loven indeholder således bestemmelse om straf, men ikke om understøttelse for hjemstavnsløse betlere, som fanterne ofte ere; den giver kommunerne tilladelse til at bygge arbeidshuse til hensigtsmæssig behandling netop for fantefolk; men da den tillige nægtede det foreslåede tilskud dertil enten af en fælles understøttelseskasse eller af statskassen, giver den liden udsigt til, at tilladelsen skal blive benyttet i tilstrækkeligt omfang. Således vil denne lov neppe have svaret til hint formandskabs ønsker om forholdsregler for omstripperne.

Men hidtil havde man endnu ikke nøie nok lagt mærke til de her omhandlede menneskers forunderlige væsen, deres forvendte tænkemåde og trodsige levevis. Man talte om «omstreiferne;» man havde endnu ikke lært at kalde dem med det rette navn, fanter. Dette skeede i en særdeles heldig, anonym opsats i Morgenbladet for 1845 no. 301, «Om de såkaldte tatere.» Forfatteren opgav håbet om, at man nogensinde skulde komme på spor efter disse besynderlige menneskers herkomst og historie; men han beskrev «fanternes» liv således, at man ret måtte blive opmærksom på dem, og viste, hvilken god leilighed regjeringen havde til ved den da forestående folketælling at indhente alle fornødne oplysninger om fanterne for derefter at træffe kraftige foranstaltninger med hensyn til dem. Samme dag, som denne opsats stod at læse, stilede en anden mand, en præst i Christianssands stift, et andragende til Finantsdepartementet, under hvilket folketællingssagen dengang henhørte, og foreslog ganske det samme, at benytte leiligheden til at undersøge fanternes forholde. Forslaget vandt bifald, og nogle dage efter udkom et cirkulære, som gjorde opmærksom på, at efter de tidligere instruxer for folketællingerne vare nok disse såkaldte fanter ikke forhen blevne talte med iblandt landets øvrige mennesker, og derfor nu pålagde alle præster på landet at lade optage særskilt mandtal over dem, endogså med angivelse af hver persons navn, alder, familieforbindelser, opholdssteder og næringsvei samt oplysning om de enkelte følgers forhold indbyrdes og stilling i samfundet, kort om alt hvad der kunde tjene til at sprede lys over disse menneskers ydre og indre liv.

Dette cirkulære dannede epoche i fanternes historie. Almuen hengav sig til det håb, at nu skulde en ny tingenes orden i fanteverdenen begynde, og var på mange steder folketællerne behjælpelig med at opspore fanterne og meddele oplysninger om dem, og fanterne selv anede, at noget nyt og stort forestod, frygtede det værste og flygtede midt i den barskeste vintertid fra sted til sted, over heie og dale. Præsternes indberetninger vare fulde af de uhyggeligste træk af disse menneskers råhed og laster, og længe efter gjenlød mange af landets aviser af den forundring og uvillie, hvormed man, siden man nu var bleven opmærksom, betragtede fanternes sælsomme færd. Men man fik næsten kun høre om den fast ubegribelige ryggesløshed, som gik i svang imellem dem; det træk, som var allervigtigst for at bedømme deres historie og væsen, at de have et eget sprog sig imellem og dermed på en måde danne en sammenhængende kaste, blev så godtsom ganske ubemærket. Ved læsningen af beretningerne fik man kun en uhyggelig forestilling om dem som et løst pak, uinteressant i alle måder, skikket til at vække megen harme, liden deltagelse. - I Departementet for det indre, som nu bestyrede folketællingsanliggendet, opsummeredes listerne over de forefundne fantefolk, 1145 ialt, mest personer, som hørte til større og mindre følger, og sagen sendtes i sådan stand til Justitsdepartementet. Dette udsendte den 26de aug. 1846 et cirkulære, hvori hovedårsagen til de såkaldte fantefølgers uvæsen søges i mangel på agtpågivenhed fra politiets side, og hvori det derfor indskjærpes politiets bestillings- og embedsmænd at søge de om omstreifende personer gjældende love overholdte, og navnlig hverken lade sådanne folk passere, fordi de måske føre reisepas med, eller udfærdige passe til dem, når der var grund til at anse dem for henhørende til fantefølgerne. For at lette dette opsynet med fanterne lod Justitsdepartementet også trykke og omdele en med korte personalnotitser forsynet fortegnelse over alle de fanter, som ved folketællingen vare blevne angivne. Dette virkede også så vidt, at flere fantefølger hist og her i landet i den nærmest påfølgende tid bleve anholdte og aktionerede som løsgjængere, og året efter, den 2den juli 1847, kunde Justitsdepartementet i et nyt cirkulære gjøre vedkommende autoriteter opmærksomme på nogle nylig faldne høiesteretsdomme, hvorefter man kunde have udsigt til at få fanterne straffældte som løsgjængere, når de, selv med passe og uden at tigge, reiste om på sine professioner som hesteskjærere o.s.v. uden at have opfyldt de betingelser derfor, som sættes i den ovenfor, side 137, omtalte frdn. 9de august 1754, § 19.

Medens man her således betragtede fanterne som mennesker, der idelig gjorde sig skyldig i lovovertrædelser og egnede sig til at være gjenstand for den strængeste årvågenhed og tugt, er det interessant at se, hvorledes de samme fanter på andre gjorde et indtryk, som om de vare mere beklagelsesværdige end strafværdige mennesker, hvis misgjerninger ikke burde tilregnes dem, men hvis moralske og physiske nød burde hjælpes. I flere af de officielle indberetninger om dem var der fremsat sådanne forslag til deres behandling, som at sende missionærer ud iblandt dem eller at samle dem i agerdyrkningskolonier og således søge at forædle dem og vinde dem for det rolige og ordentlige liv i samfundet(125).

Men denne mening har også holdt sig, efterat hine strengere forholdsregler vare vedtagne. I slutningen af 1847 anmodede Christianssands biskop ved en rundskrivelse flere af sit stifts præster om at give forklaring om fanternes tilstand og forholde og fremsætte forslag til deres hensigtsmæssige behandling. Ved denne leilighed yttrede flere sig på det bestemteste mod sandsynligheden af, at fanterne ved de anordnede tvangsforholdsregler vilde kunne bringes til skik og orden, hvorimod forskjellige forholdsregler i hin mildere retning påny antydedes.

På Storthinget 1848 fremsattes endelig et forslag, der gik ud på at anmode regjeringen om at lade fanternes forholde og midlerne til deres hensigtsmæssige behandling undersøge, og et andet, der strax vilde have sagen ordnet ved lov efter et dertil forfattet udkast. Det første forslag fremsatte en lensmand, som ifølge sin stilling havde skullet bidrage til at indføre den ved sine cirkulærer påbudte orden, men vel havde erfaret, hvor vanskeligt eller uhensigtsmæssigt det var.

Forslagene oversendtes Justitskommitteen no. 2 til indstilling. Denne fandt sagen for lidet bekjendt og drøftet, til at den kunde tilråde efter det ene forslag nu strax at ordne den ved en særskilt lov; derimod fandt den, at både fanternes egen nød og den ulempe, de fremdeles voldte, krævede al opmærksomhed fra lovgivningens og styrelsens side, og anbefalede at henvende sig til regjeringen med anmodning om, «at den vilde tage sagen angående fanternes og taternes forholde under overveielse og, hvis sådant var muligt, fremkomme til næste ordentlige Storthing med forslag til disse forholdes hensigtsmæssige ordning for fremtiden.» Denne den 20de juni 1848 afgivne indstilling blev af Odelsthinget ved beslutning af 27de s. m. enstemmig bifaldt. Og lidt før havde Hs. Majestæt Kongen på derom indgivet andragende nådigst bevilget nærværende forf. midler af statskassen til på en 4 ugers reise i landet at fuldende de undersøgelser, hvis resultater denne bog indeholder.


KAPITEL 16

Prøvelse af nogle forslag til fanternes behandling.

Sagens egen interesse og flersidige vigtighed har bragt mange mænd i landet til at yttre sig om, hvorledes man bedst skulde bringe fanter, løsgjængere o.s.v. til skik og orden. Men allerhyppigst høres dog den yttring, at fanternes forunderlige natur, deres fra det sædvanlige så høist afvigende og derhos kun ufuldstændigt kjendte sæder og tilbøieligheder gjøre tingen overmåde vanskelig. I modsætning hertil ville derfor mange mene, at det for den, som nu engang har havt anledning til at iagttage disse menneskers væsen og forfølge deres historie, måtte være lettere at rede sig ud af vanskeligheden; mange ville vente, at den, som har troet i fantefolket at finde en egen, fra det øvrige folk afsondret kaste, let måtte kunne gjøre udkast til en ny lov, som skulde gjælde for den samme kaste og herske over den.

Men at dette ikke går an, og hvorfor, vil bedst sees af en fortælling om et sådant forsøg i samme sag i Viborg stænderforsamling år 1836. Nogle år iforveien havde den danske regjering flere gange indhentet lokalautoriteternes betænkninger(126) om de i Jylland såkaldte natmænd, der ganske ligne vore fanter; ved den således vakte opmærksomhed vare disse menneskers obskure forholde blevne dragne frem for dagens lys, og man talte også der i landet om en sådan ulykkelig og fordærvelig kaste. Da fremkom der i hin stænderforsamling forslag til ordningen af disse forholde, og en kommitte nedsattes. Denne, som i sin indstilling også skildrede natmændene som en egen kaste, og som overhovedet ikke manglede sagkundskab, foreslog at petitionere kongen om at lade udarbeide en lov om natmændene efter et af kommitten fremlagt udkast, der vist på en i det hele taget ret passende måde forenede mildhed med strænghed. Forslaget var af kommitten anbefalet med varme og modtoges af forsamlingen med deltagelse, men kuldkastedes væsentlig ved en lille bemærkning af den kgl. kommissarius, konferentsråd Ørsted, den nemlig, at der savnedes bestemte kjendetegn, hvormed natmænd kunde adskilles fra andre mennesker(127).

Således er det. Fanterne bære ikke noget kainsmærke i panden; deres herkomst giver dem ikke altid noget eiendommeligt præg; heller ikke deres håndteringer, såsom disse også kunne drives af andre folk, ligesom der på den anden side gives fanter, som ikke have nogen håndtering; ikke engang alle de, som have lært at tale fantemål ere fanter. Vel vil et upartisk og øvet blik i almindelighed så temmelig let kunne skjelne mellem disse fanter og andre folk; men i en lov, hvorefter domstolene kunde komme til at afgjøre vigtige spørgsmål dels for fanternes eget, dels for de forsørgelsespligtige og derved i deres sag interesserede kommuners vedkommende, måtte der nødvendig være angivet et bestemt begreb og mærke, hvortil man kunde holde sig. I en speciel lov måtte man jo enten sætte mildere eller strængere bestemmelser om fanterne end om andre folk; i første tilfælde vilde da vistnok adskillige personer, som ikke burde regnes til fanterne, trænge sig frem, og i det andet vilde vel ikke en eneste fant lade sig fantenavnet pådutte; i begge tilfælde vilde vel også kommunerne fristes til at søge at skille sig ved altfor mange personer, der hidtil havde været dem til byrde og nu som fanter vel på den ene eller anden måde måtte forsørges af staten.

Istedetfor at foreslå nogen ny og særskilt lov om fanterne kunde man heller ønske at se afskaffet en gammel lov om en del af dem, bestemmelsen i N. L. 3-22-3 om taterne. Det er nemlig, som ovenfor (s. 63, kapitel 4) vist, altfor rimeligt, at denne taterlov har bidraget til at forhærde taterne og befæste almuens fordom imod dem, og om loven end kan ansees faktisk afskaffet, så spøger den dog idetmindste igjen endnu; i et aktionsindlæg har jeg således for et par år siden seet den påstand fremsat mod en sorthåret, gulbrun hesteskjærer og såkaldet tater, at han vel egentlig burde behandles efter hin lovparagraph, og det var kun ved et sophisteri, ved den antagelse, at lovens tatere skulde være hedninger, og at denne mand rimeligvis var døbt, at aktor fandt udvei for sig og dommeren til at komme fra den barbariske lov. Hvis nu aktor og dommer havde vidst, hvad jeg siden af mandens egen mund fik vide, at han var og roste sig af at være tater af ublandet race, og at han derhos, skjønt 50 år gammel, virkelig ikke var døbt?

Efter påvisningen af hin hovedvanskelighed ved enhver speciel lov for fanterne behøves der ialfald ikke mange ord til at fremhæve det også i andre henseender uholdbare ved de forslag af den art, som hidtil ere blevne rigtignok kun mere antydede end udviklede. Man skulde, have nogle ment, samle alle fanteflokke i agerdyrkningskolonier på nogle af statens almindinger; man skulde der lade dem såvidt muligt leve sammen efter deres gamle vis og sørge for dem, hjælpe dem til rette, indtil de havde lært at indrette sig selv; der måtte ansættes præster hos dem eller kanske missionærer for at undervise de voxne og skolemestere for børnene samt - det er udtrykkelig erindret i en sådan officiel indgiven betænkning - soldater til at passe på dem. Men efter alle de fantehistorier, jeg i denne bog har måttet fortælle, vover jeg at antage som indrømmet, at intet folk i verden vilde være mindre skikket for en sådan koloni end fanterne; de vilde rimeligvis ikke grave en grøft eller pløie en fure, neppe høste, hvad andre havde sået for dem; de vilde fortære den mad og drikke, man til en begyndelse måtte give dem, slåes om levningerne og så smutte ud mellem soldaterne for aldrig at komme igjen.

Lige modsat mene andre, at man for at få ende på den hele fanteyngel burde skille fanterne ad, navnlig skille børnene fra forældrene, så hine ikke skulle blive disse lige. Hvad så de voxne angår, har en vistnok vel begrundet ærgrelse stundom ladet en yttring falde, at man også skulde skille fant fra fantekvinde ved at spærre dem inde som uforbederlige og aldrig slippe dem ud igjen; men mere alvorlig har vel det råd været ment, at når man først havde draget omsorg for de unges forbedring, fik man i Guds navn lade de ældre gå deres tid ud, ligesom de uforbederlige israelitter de 40 år i ørkenen. Børnene skulde da tages fra dem, og det i den spædeste alder, og føres langt bort, f.ex. fra Ullensaker til Finmarken, hvor mødrene skulde have vanskeligt for at finde dem igjen. - Men ligesom hint forslag om at kolonisere fanterne gjorde for meget regning på fanternes anlæg til sociale dyder, således er det omvendt dettes feil, at det for lidet tror på deres naturlige menneskelige art og følelse. Kjærligheden mellem forældre og børn er dog den sidste rest af dyd hos disse forulykkede skabninger. Navnlig bør man til de bedst opdragne fantebørns ære antage, at også de vilde, når de voxede op, føle længsel efter at se sine forældre og lede dem op for at overbevise sig, om de virkelig vare så aldeles uværdige. Lægger man an på at kvæle den naturlige følelse, så forvandler man fanterne til umennesker. Eller tror man at de allerede ere det (og mange stygge træk kunne jo synes at vidne derom), tror man, at fantemødrene mere betragte børnene som en besværlig byrde end som sit livs trøst, at de vilde finde sig lettede ved at se ungerne indsatte i hittebørnshuse og dermed slippe at bære på dem, så er det ligefrem at antage, at slige mødre med sådan udsigt til lettelse i deres moderpligter vilde lade den sidste tøile for letsindigheden løs og - føde desto flere børn til verden.

En anden sag er det, at der kanske en og anden gang kunde være raison til, om man havde midler at råde over, at forhjælpe en skikkeligere fantefamilie til at få et eget hjem og dermed komme ud af det ulykkelige omstreiferliv, eller at det, og vel i hyppigere tilfælde, vilde være hensigtsmæssigt efter den myndighed, som allerede er fattigbestyrelsen given, at tage børnene fra sådanne fanteforældre, som altfor åbenbart krænke sine opdragerpligter. Men den ene eller den anden af disse forholdsregler ville af formelle eller materielle grunde blive både uhensigtsmæssig og uudførbar, når den efter en speciel lov skulde bringes i anvendelse på den hele fantekaste.

«Så lad os,» kunde man da sige, «ikke bryde os videre om den hele historie om fanternes kaste og hvad dertil hører, deres obskure herkomst og mystiske indbyrdes forbindelser! lad os ved fanter ganske simpelt forstå folk, som intetsteds høre hjemme og reise overalt, lad os skaffe dem et hjem og gjøre det overflødigt eller umuligt for dem at reise videre! så er jo historien ude.» Således synes også den proponent at have tænkt som til sidste Storthing indleverede et forslag, der efter præmisserne var foranlediget ved og sigtede til netop de såkaldte fanter og derfor af Storthinget besluttedes tilstillet regjeringen til benyttelse ved de undersøgelser om fantevæsenet, som den anmodedes om at lade foretage. Udkastet er ellers inskriberet: «Lov angående meddelelse af pas og hjemløse personers anholdelse og forsørgelse m.m.» Dette forslag skal her prøves.

Udkastet handler om 2 ting, meddelelse af pas og hjemløse personers forsørgelse. Den første afdeling (§§ 1-5) indeholder bestemmelse om indholdet af pas for personer, som ville reise om for at drive håndværk, profession eller handel (at hjemstavnen må være nøiagtigt angiven), og om, at kvinder og børn ikke må følge med på sådanne reiser, samt at visse slags professioner, nemlig hesteskjærere, hunde- og kattegildere o.s.v. (d. e. de såkaldte fanter), aldrig må få sådant pas til at reise på sin profession; hertil er føiet den straffebestemmelse, at den, der har overtrådt hine regler, men har og rigtig kan opgive sin hjemstavn, skal ansees med straf som for en betler og derefter sendes hjem. Den anden afdeling (§§ 6-9) vil, at de overtrædere af hine pasregler, som ikke kunne opgive nogen hjemstavn, første gang uden straf skulle sendes til de præstegjelde eller fattigdistrikter, som af stiftsdirektionen hver gang blive at anvise dem som deres fremtidige hjemstavn; for at denne fordeling af de hjemløse personer kan blive så jevn som mulig for rigets præstegjelde og stifter, sendes kun en person ad gangen til et præstegjeld, altså mand og kone og børn til ligeså mange forskjellige, kun at børn under et år følge moderen, og ved sammenligning ved hvert årsudløb af de stedfundne fordelinger foretages efter omstændighederne flytninger fra et stift til et andet; de personer, som således have fået hjemstavn anviist, forsørges her af fattigbestyrelsen, der dog kan disponere over deres arbeidskraft, og det betydes dem, at dersom de undvige og atter findes på reiser, skulle de straffes med forskjellige straffe og sendes tilbage igjen til det dem anviste hjemsted.

Lovudkastet handler, som man ser, ikke blot om såkaldte fantefolk, men om alle dem, som ville reise om på profession eller handel. Det synes imidlertid at være mest af formelle grunde, at proponenten har udstrakt sit forslag så vidt, såsom han efter præmisserne at dømme egentlig kun har havt de såkaldte fanter for øie. Ialfald er det for nærværende undersøgelse ligegyldigt, hvorledes reisepasse indrettes for handelsreisende og andre skikkelige næringsdrivende; her tænkes kun på de ustadigt omflakkende såkaldte fanter.

Nu spørges: hvorledes vilde fantelivet rimeligvis gestalte sig under en sådan lov? De skulde ikke have lov til at reise om på sine professioner som hesteskjærere o.s.v., heller ikke til derved at have med sig kvinder og børn. Nu velan! men så forlanger fanten pas ikke for at reise på sin profession, men for at hente en arv eller besøge en slægtning eller i det endnu rimeligere erinde at søge tjeneste, arbeide; for endelig at kunne føre sin familie med sig vil han, siger han, flytte. Med sådanne foregivender vil han ligeså vel efter som før denne lov kunne få reisepas, og er han med dette i lommen kommen et lidet stykke bort fra fogdens hus, så giver han sig, hvis han er arbeidsom, ligesåvel som før til at bøde gryder, og øve, hvad profession han ellers har lært. Men for denne udøvelse af sin profession må han jo ansees som overtræder af denne lov og derfor blive forfalden til straf? Men allerede nu er han jo for denne samme bedrift forfalden til straf ifølge frdn. 9 aug. 1754, § 19 (se Justitsdepartementets cirkulære derom, ovenfor s. 223).

Efter hvad der ovenfor (s.213) er anført, tør det allerede være erkjendt, at pasvæsenet overhovedet er et lidet virksomt middel til at hemme fanternes uvæsen, ja at det virksomste middel dertil turde være herefter at betragte benyttelsen af et reisepas som unødvendig, således, at pasløshed i og for sig selv ikke skulde være at anse som nogen strafbar forseelse; da er det rimeligt, at den altfor store respekt, som almuen nu ofte viser den med pas forsynede betler eller landstryger, vilde falde bort, at den fremmede fant ikke længer vilde stå under fogdens eller politimesterens kontrol alene, men under hele almuens, hver mands. En pludselig ophævelse af den tvungne pasindretning vilde imidlertid måske være for ny og gribe forstyrrende i andre forholde; jeg vover derfor ikke at bringe den i forslag; det er mig nok at have vist, at det foreliggende forslag rimeligvis ikke vilde medføre nogen fordel over fanterne, som ikke allerede haves.

Mere at anbefale kunde den del av lovforslaget synes at være, som har til hensigt at få hjemstavn anvist til alle hjemløse fanter. Dels er det jo smerteligt at vide, at der skal findes folk iblandt os, som ikke have noget sted, som de tillidsfuldt kunne ty hen til, når de komme i nød og må kræve medmenneskers hjælp; dels er netop den omstændighed, at man ikke ved, hvor man skal sende fanterne hen, når de formedelst deres færd ikke bør tåles på fremmede steder, allermest hinderlig for deres tugt og revselse. Men hvorfor ere fanterne så ofte hjemløse? I regelen ikke, fordi de intet hjem have kunnet skaffe sig, thi ved hjem forståes her hjemstavn, og til at besidde en sådan udfordredes ialfald til året 1845, da den tidligere fattiglov endnu var gjældende, kun at skaffe sig underretning om sit fødested, og efter den nye lov udfordres der i yderste fald kun at kjende moderens hjemstavn, da barnet fødtes. De hjemløse fanter, de allerfleste idetmindste, ere hjemløse, fordi de i deres store ustadighed og letsindighed ikke bryde sig om noget hjem, ikke skatte hjemmets fordele, endnu mindre ere villige til at underkaste sig hjemmets pligter. Og nu er det dog allerede så med stadige og alvorligsindede folk, at de ikke lettelig fatte interesse og kjærlighed for sit hjemsted, når de ikke selv med frihed kunne vælge det og derfor anse det for det bedste, de kunne finde. Men når man nu, som dette lovforslag vil, tager en fant, den allerustadigste person som vi kunde tænke os, og siger til ham: «Her skal du være herefter; din kjæreste, din kammerat har fået sit sted langt borte i en anden bygd; men du skal være her, skal gjøre det arbeide eller antage den tjeneste, som fattigkommissionen kanske kan anvise dig, og ikke flygte,» så - vil han visselig netop flygte, og i de sjeldneste tilfælde vil vel fattigkommissionen tage sig nær af hans flugt eller folk i nabobygderne gjøre sig umage med at standse den. Eller skeer dette sidste, anholdes den flygtende, så vil han med al flid fordølge det hjem, han flygtede fra, sit navn også, om det behøves; thi angiver han dette hjem, så skal han efter lovforslaget straffes og sendes tilbage til det forhadte sted; angiver han det ikke, og kan det lykkes ham at holde det skjult, så skal han, også efter forslaget, ikke straffes, men som en hjemløs person sendes til et nyt hjem, hvor han jo kanske kan håbe at få det lidt hyggeligere.

At påtvinge en mand et hjem! Hvad er et hjem? Hjemmet er det sted i landet, hvor en mand bedst kan nyde de rigeste velsignelser, som livet eier, hvor han bedst kan nyde sin fulde ret som menneske og borger, men hvor han også mindst kan unddrage sig for at gjøre sin pligt, en pligt, som i alle punkter falder sammen med hin ret. I sit hjem kan en mand få sit ægteskab indviet med kirkens velsignelse, sine børn døbte og underviste i Guds ord; men der må han også holde sit ægteskab helligt og pligter at holde sine børn til kirke og skole. I hjemmet kan en mand få lovens beskyttelse for person og eiendom, men pligter også at bidrage sit til bygde- og landefredens overholdelse. I hjemmet kan han vente understøttelse for sig og sine, når hans arbeide slår ham feil, og han mangler det nødtørftige; men her er det også en grundlov, at hver mand skal arbeide, medens han kan. I hjemmet understøttes han af den hele samfundsorden og alle dens indretninger i sine bedste bestræbelser som menneske, i sit arbeide for at forædle sig selv og vinde al sand frihed; men han må også finde sig i den pligt at udsone sin brøde mod samfundet, om han begår nogen, med tab af sin borgerlige frihed. - Når nu nogen, enten formedelst den ulykkelige opdragelse, som bliver børnene i et fantefølge til del, eller formedelst sløvende laster, hvorved så mange fra et høiere trin i livet synke ned til at blive fanterne lige, når, siger jeg, nogen af en eller anden ulykkelig årsag ikke sætter pris på hjemmets goder, men kun gruer for dets pligter og møie, så - forlader han hjemmet, drager langt bort, dølger det med stor flid, optræder helst som en fremmed blandt fremmede, reiser uafladelig fra sted til sted. I hjemmet tvinges han ikke blot af fogdens og lensmændenes myndighed, men af naboers øine, af opinionens magt, tvinges ikke blot til at afholde sig fra de ting, som loven forbyder, tyveri og deslige, men til at gjøre de ting, som den befaler, og ikke vække forargelse ved løsagtighed, dovenskab og andre udyder. Men ude, mellem fremmede? Der tilsteder opinionen og derefter ganske naturligt embedsmændenes myndighed ham større frihed. Når den fremmede ikke stjæler eller på anden måde grovelig krænker andres ret, når hans lovovertrædelser mere bestå i forsømmelse af lovens befalinger, som nærmest skulde fremme hans eget bedste, forsømmelse for exempel af de kirkelige bud og overhovedet af de borgerlige dyder, arbeidsomhed og sparsommelighed o.s.v., så - lader man ham helst gå. Retfærdighedsfølelsen gjør sig ikke så meget gjældende mod den gjennemreisendes forbigående forargelse; man slår sig ialfald let til ro ved den tanke, at lovlig straf vist ikke vilde frugte noget, at synderen i grunden i alle mands foragt og sin egen onde samvittighed bærer en endnu større straf end den, loven dikterer, Kains evigvarende landflygtighedsstraf. Naturligvis, den, som således gik hjemmefra igår, klynker og klager allerede idag ved hver mands dør over sin store ulykke, at han intet hjem har, og bevæger derved medlidenheden, der dog sjelden går såvidt, at den søger at forhjælpe ham til noget nyt hjem, men - efter fantens eget ønske - gjerne indskrænker sig til at række ham det måltid mad, hans øieblikkelige sult behøver. Så ondt og så godt har en fant det, når han, flygtende for sine kjendingers, sambygdingers øine, vanker omkring mellem fremmede, som gjenstand for hin matte retfærdigheds-, denne uklare medlidenhedsfølelse. Det er dette liv, som huer fantens lave sjel. Jo snævrere hjem, desto større indskrænkning og tvang for letsindigheden; jo videre hjem, desto bedre spillerum for tøilesløshed. Overalt kan omstreiferen gjøre sine krav gjældende som menneske med trang til mad og drikke, som ikke mange ville afslå ham; ja, jo letsindigere han har lagt sig kjæreste og børn til, desto virksommere kan han lade sulten igjennem de mange munde råbe til medlidenheden; men intetsteds kræver man gjerne noget af ham igjen. Han er intetsteds borger, men statsborger mere end nogen. Han er fredløs, forsåvidt han daglig gjør sig skyldig i betleri eller ialfald ulovlig udøvelse af sin smule profession, hvorfor han af hvilkensomhelst kan anmeldes og drages til ansvar for domstolene; men han ved, at man ikke gjerne bemænger sig med ham, og stolende herpå kan han byde en hel kirkealmue spidsen. Han er på engang overmåde fattig, ikke eier af en skilling, og overmåde rig, da enhver bondes madbod indeholder overflod til mættelse for ham. Han kan i det ene øieblik være nedtrykt ved den uvillie, det had, han læser i alles ansigter; i det næste er han igjen forunderlig lystig og erindrer, at han formedelst den samme uvillie kan drage igjennem landet som i triumph. Hans hjerte er så tomt for de dyder og den ædle lyst, som trives i det dannede selskab, og der bor ikke en sindig, fornuftig tanke i hans hoved; men han er så fuld af de kløgtige påfund og kneb, der som en voxende skat fra slægt til slægt har samlet sig i hans egen kaste, og han mærker sit sind med de urene tanker og den lave vellyst, som der hører hjemme.

Lad nu en menneskeven med kjærlighed og alvor i tonen formane en sådan fant til at søge sig et hjem og begynde et roligt og ordentligt liv, så vil han klø sig bag øret og pønse på en pyntelig udflugt. Lad en lovgiver skrive paragrapher om, hvorledes man skal anvise alle fanter tvungne hjemsteder, så ville de sidde i sine smuthuller, ved sine orgier og le høit. Medens lovgiveren tænker en tanke for at finde på midler til at beherske fanterne, så stikke tylfter af disse hovederne sammen og studere med utrættelig flid, ved dag og ved nat, år ud og år ind, på at gjøre alle hine planer til skamme.

Men hvem vil nægte, at der mellem disse mange og mangeslags fanter kan være en og to og flere, som mest ved et sammenstød af uheldige omstændigheder, mere ved andres end ved egen skyld, ere komne i denne hjemløse stilling, eller som under Guds førelser endelig ere blevne ledede til et sandt ønske om endelig at kunne lande i en stille havn? Ja havn! thi sådanne af livets storme underlig omtumlede mennesker, ligne skibbrudne folk, der drive om på en planke; men det er som menneskefiendske, barbariske øer, de drive forbi; ingen hjælpsom hånd strækker sig ud fra kysten for at drage dem i land, og kastes de ved et tilfælde op på den ugjæstmilde strand, så kan det hænde, at der bliver rådslået om at skyde dem ud igjen. De enkelte fattigdistrikter i vort land ere disse øer, som så nødig modtage sådanne trængende, der mangle et af de største jordiske goder, en vigtig betingelse for alle de øvrige, nemlig hjem og visse værelser.

Lad mig udtale, hvorledes jeg mener at sådanne mennesker kunne hjælpes bedre end efter både den bestående og den projekterede lovs paragrapher. Dersom ved et eller andet usædvanligt tilfælde nogle hedningefamilier fra Zululandet, svøbte i dyrehuder, med bue i armen og kogger på ryggen, pludselig kastedes ind i vore bygder, så vilde de heller ikke have hjemstavnsret i noget fattigdistrikt; men det er meget rimeligt, at under den christelige deltagelse for fremmed nød, som missionsprædiken i de sidste år har vakt i vort land, vilde mere end en menighed eller kommune være villig til at antage sig en sådan familie som sin, lyse den i kuld og kjøn og så søge at tæmme dens vildhed og skjænke den alt, hvad kjærlighed kan give og elendighed annamme. Velan, fanterne ere også at betragte som vildmænd, og de, som råde og styre i menighederne eller fattigdistrikterne, skulle betænke, at mange af dem ere blevne så forvildede, som de ere, for en del netop ved den samme omstændighed, som skaffer menighederne store fordele, nemlig landets inddeling i fattigdistrikter. Denne inddeling har nemlig til følge på den ene side, at den velstående del af befolkningen kan anvende større sparsommelighed ved forsørgelsen af sine trængende, på den anden side, at folk, som først formedelst en eller anden årsag ere gerådede på afveie, ere gledne helt ud på fantestien og siden aldrig have kunnet finde sig et blivende sted(128). I mange fattigdistrikter skulde man også betænke, at denne samme inddeling har medført en såre stor lettelse for dem i fattigbyrden derved, at nabodistrikterne formedelst tilfældige omstændigheder kanske have et forholdsmæssigt langt større antal fattige at føde, medens fordelingen af byrderne vilde være bleven mere jevn, hvis fattigforsørgelsen var ordnet som en statssag til alle fattiges, altså også til fanternes pleie, ikke som en kommunesag blot til de hjemstavnsberettigedes forsørgelse. Lad da erindringen om egen uforskyldt fordel vække villighed til at bøde på andres uforskyldte nød! Billigheds- og medlidenhedsfølelsen hos de christne menigheder kunde i denne retning udtale sig igjennem fattigbestyrelsen og formandskabet, menighedernes mund; nogle menigheder, ikke alle, men de skjønsomste, de med hensyn til fattigbyrden heldigste, kunde lade vedkommende amtmand vide, at når øvrigheden på noget sted i hans amt var i forlegenhed med hjemløse fanter, og når disse selv yttrede ønske om at få et endeligt hjem, så kunde han sende dem til dem. Når amtmanden da kunde sige til de forvildede: «Se her, godtfolk! her ligger indbydelse til eder fra disse præstegjeld; vælger nu eders hjem, går hen og lever der som brave folk!» så skulde dette ord, talt i menneskekjærlighedens navn, kanske blive velsignet af Gud.


KAPITEL 17

Antydninger til offentlige foranstaltninger med hensyn til fanterne.
Korrektionshuse. Extraordinær fattigforsørgelse.

Virkningen af en sådan kjærlighedsgjerning, som slutningen af forrige kapitel antydede, vil jeg gjerne vurdere meget høit; men om end nogle kommuner således antoge sig og forsørgede nogle ellers hjemløse og hjælpeløse fanter, så vilde der vistnok altid blive flere igjen, som enten ingen hjælp af det slags vilde modtage, eller som kjærligheden ikke engang vovede at gjøre noget sådant forsøg med og derfor ingen hjælp kunde yde. Tilsidst må man da nødvendig påkalde det offentliges hjælp mod fantevæsenets onde.

Men det er neppe så meget ved nye love, at staten kan udrette noget her; thi fanterne kunne betragtes som mennesker, der med flid søge at unddrage sig al lydighed mod lov og ret, eller som, trods de mange loves og statsindretningers samlede bestræbelser for at hæve folket, ja ethvert individ i landet, til velvære og dyd, alligevel synke tilbage til en råhed og sløvhed, hvor de hverken have sands længer for lovens opmuntringer eller frygte sig for deres straffedomme. Det er handling, praktiske foranstaltninger, der udkræves, og disse må ikke altfor specielt være rettede mod en vis sluttet kaste, som fanterne kunne siges at tilhøre (thi det bliver ikke muligt at trække tydelige grændser for denne kaste eller opstille bestemte kjendemærker på dens medlemmer), men mod alle yttringer af hin uværdige råhed og ulykkelige sløvhed, hvor de så komme tilsyne, mod den bedrøvelige tilstand selv, hvori så mange mennesker henleve et elendigt liv, mod den lavere sphære i eller rettere nedenfor det lovordnede samfund, den fornedrede kreds, hvori hin tendents til et formeligt kastevæsen kun udgjør et enkelt, fremragende træk.

De foregående kapitler indeholde formentlig overflødigt bevis for, at fantevæsenets onde har sin rod i to ting, nemlig ikke blot i de enkelte fanters og fantefølgers sælsomme tilbøieligheder og onde vaner, men også i de mange yttringer af uforstandig mildhed og uvillig ligegyldighed, af overtroisk tillid og overdreven afsky, der af en stor del af den øvrige befolkning udvises imod dem og snarere bidrage til at fjerne dem end mere fra det ordentlige liv end at vinde dem for samme. Foranstaltningerne imod dette onde kunne derfor være af et dobbelt slags, idet de enten mere umiddelbart ere henvendte på de omstreifende folk selv, eller de nærmest gå ud på hos almenheden at fremkalde en mere forstandig og deltagende opmærksomhed for dem og derigjennem bidrage til deres redning fra fantelivets elendighed. Nærværende kapitel skal antyde foranstaltninger til at virke umiddelbart på fanterne selv.

Fanterne forse sig jo idelig mod de herskende love og kunne derfor straffes med forskjellige straffe; men at tænke på at bringe dem til skik og orden ved stræng og uafladelig håndhævelse af disse straffelove går ikke an, fordi den almindelige opinion stempler dem snarere som fjanter og dårer, som det vilde være urimeligt at stille for domstolene. Fanterne vise os jo jevnlig et sørgeligt syn af legemlig og åndelig nød; forældrene havde ikke noget blivende sted, og børnene opvoxe i vankundighed og usædelighed; de synes derfor at burde være gjenstand for fattigbestyrelsernes forsorg. Men der kan i regelen ikke engang være tale om at hjælpe dem til almisselemmers eller lægdfolks magelige liv; thi de flygte for hjælpen. - Men det er netop forestillingen om sådanne mellemting mellem forbrydere og trængende, der ligger til grund for de i den nye fattiglov omhandlede tvangsarbeidshuse, disse mellemting mellem strafanstalter og forsørgelsesindretninger. I sådanne huse skulde jeg ønske ret mange af de i denne bog omhandlede fanter plads.

En væsentlig fordel ved tvangsarbeidshuse er den, at da opholdet i dem ikke ansees for nogen vanærende straf, så går det an at overlade det til dertil betroede embedsmænds skjøn uden videre lov og dom og alle dertil hørende formaliteter at foranledige folk indsatte deri, der ved fantesæder, som jeg nu i korthed tør udtrykke mig, vise sig trængende til tugt og pleie. En sådan behandling måtte udøve en virksom indflydelse over fanternes liv, da deres uvæsen hidtil mest kun har kunnet trives af den årsag, at deres behandling ved de ordinære domstole mere har medført møie og plage for andre end straf for dem selv (se kapitel 14, s. 209). En anden fordel er også den, at i et arbeidshus har man anledning til at behandle fanten i længere tid, medens de for hans sædvanlige forseelser betleri og løsgjængeri, satte straffe, nemlig nogle dages fængsel, ikke engang tilstede noget ordentligt forsøg på at tæmme hans stride sind og overvinde hans lange fantelivs onde vaner.

Men så måtte også arbeidshuset være indrettet således, at man ret kunde benytte den også for fanten kostbare tid, hvori så meget, han før forsømte, skulde indhentes. Ligesom i et hospital for spedalske og sindssvage alt sigter til at fremme lemmernes vel, således måtte også arbeidshusets mål være ikke blot at befri samfundet en stund for fanternes plage, men meget mere at sende dem ud igjen som forbedrede mennesker. Vel ved jeg, at fanterne ere en lidet medgjørlig slægt; men når arbeidshuset var godt udstyret med de fornødne kræfter, når forstanderen overholdt streng hustugt mellem arbeidslemmerne og med stadigt, gjerne hårdt og legemsanstrængende arbeide spægede deres syndige kjød, til samene tid som han gjorde sig flid for at skjænke dem renligheds og en pyntelig ordens uvante hygge, når en geistlig dannet lærer eller præst, der havde gjort undersøgelsen af sådanne menneskers liv til sit specielle studium (og uden dette element vilde en redningsanstalt for fantefolk sandsynligvis forvandles til en røverkule, ligesom sindssvagehospitalet uden lægens virksomhed vilde synke ned til et dolhus's usselhed), når en sådan lærer kunde hellige sin hele tid og kraft på at lede de forvildede menneskers tanker, at fremkalde for deres sjel et billede af den synd og nød, hvori de have levet, af den lykke og dyd, hvortil de skabtes, da var det dog at håbe, at adskillige af lemmerne vilde gå ud igjen i verden med en eller anden nyttig færdighed, en eller anden god vane, at en og anden vilde bære med sig ud i frihedens farer, i livets fristelser, om kun et enkelt sprog af Guds lov og evangelium, at selv den trodsigste, frækkeste fant vilde lære respekt for den kraftige villie, som havde tvunget hans ubændighed, fatte agtelse for den fornuft og kjærlighed, som havde søgt at vinde ham for det gode.

Nu taler også fattigloven af 20de septbr. 1845(129) om sådanne arbeidshuse. Enkelte kommuner, hedder det, eller flere i fællesskab kunne, om de ville, oprette tvangsarbeidshuse for voxne og redningsanstalter for børn; disse indretninger blive da at opføre og bestyre efter en af høiere vedkommende billiget plan (§§ 44-47). Om anvendelsen af arbeidshusene hedder det i § 50, at betlere kunne af domstolene inddømmes i dem indtil på 1 år, ja betlere, som fare om i flok og følge, indtil på 2 år, medens de samme forseelser i mangel af arbeidshuse afsones med fængsel på vand og brød fra 3 til 30 dage, fremdeles i § 51, at politiet med bestyrelsens samtykke kan indsætte i arbeidshuset indtil på 6 måneder personer, der ere forfaldne til ørkesløshed eller drukkenskab og (derfor) ikke kunne lovlig ernære sig, hvorimod de, hvis adgang til at benytte arbeidshuse ikke haves, efter tiltale ved politiet blive at straffe med en kortere tids fængsel.

Den sidst anførte paragraph giver politiet den forønskede myndighed over fanterne; men bestemmelserne om tvangshusenes opførelse og indretning lade ikke myndigheden blive til magt. Det er nemlig aldeles en kommunesag, om og hvorledes tvangshusene skulle indrettes. For det første er det derfor kun få kommuner, som have benyttet sig af den i loven givne tilladelse, og det er ikke at håbe, at det i fremtiden skal ske med fornøden fuldstændighed, såsom sagen i regelen vil falde en enkelt kommune for kostbar, og regnskabsvæsenet vel vilde blive afskrækkende besværligt, om flere kommuner skulle forene sig om dette stykke arbeide. For det andet er det jo rimeligt, at de af kommunerne opførte arbeidshuse ville vorde indrettede for kommunernes eget tarv, d.e., for at modtage og føde og tugte de hjemmeliggende dovninger og drukkenbolte, og om kommunerne end vilde samtykke i, at politiet fra andre bygder indsendte også sine, så vilde vel sådanne bygdeindretninger allermindst være tilbørligt udstyrede for med ret eftertryk at behandle sådanne lemmer, som allermest tiltrængte både physisk tvang og moralsk pleie, de balstyrige, forvildede fanter nemlig; snarere var det at befrygte, at disse i slige huse vilde få altfor god anledning til at stifte bekjendtskaber og lære de øvrige lemmer op i fulhed og alskens udyder.

Derfor vilde det være vel, om staten kunde tage sig af denne sag. Jeg skal dog ikke foreslå, at staten selv overtager opførelsen og bestyrelsen af sådanne store og kraftigt udstyrede tvangsanstalter, som fanternes uvæsen nok kunde gjøre ønskelige. Jeg tænker nemlig ikke alene på, hvorledes statskassen vanskelig vilde kunne afse de dertil fornødne summer på en tid, da mange andre og langt større interesser lægge fuldt beslag på dens midler; jeg tænker også på de forviklinger, som måtte opstå, om man satte nye offentlige indretninger af dette slags til at virke ved siden af dem, som allerede flere kommuner have bekostet sig. Men staten kunde på en anden måde sørge for, at der f.ex. i hvert stift var en tvangsarbeidsanstalt, til hvilken politiet fra de forskjellige bygder efter den nys citerede § 51 af fattigloven kunde indsende alskens fantefolk, og som kunde være skikket til at behandle dem på en hensigtsmæssig måde. Dette kunde ske derved, at kommuner, som allerede havde eller vilde bekoste sig sådanne indretninger, af statskassen erholdt et passende tilskud for at indrette dem for det her antydede øiemed; navnlig kunde staten - og det vilde sandelig være i det hele samfunds interesse - udrede lønninger til geistlige, som måtte offre sin hele tid til undervisning og sjelesorg for de i disse indretninger indsatte ulykkelige.

Den sum, som statskassen hertil måtte yde, turde være overkommelig. Men for de økonomiske beregningers skyld skal jeg endnu, næst efter at minde om, at fanterne i grunden vel ere kostbarere at føde nu, da de stryge landet om og betle og stjæle, end om de sad samlede på et sted, hvor man kunde aftvinge dem noget arbeide til vederlag for deres tæring, - gjøre opmærksom på, hvorledes sådanne af staten udstyrede tvangsindretninger kunde få en flersidig og gavnlig anvendelse. Der gives nemlig flere klasser af personer, som der må anvendes tvang over, uden at de just bør dømmes til strafarbeide. Der er først adskillige mennesker, som årligårs må tvinges til at lade sig undervise i sin christendom og forberedes til konfirmation, men som hidtil, meget uheldigt, have fået sit sted på tugthusene, hvor det ikke ganske kan undgåes, at det ser ud, som om de behandledes ligt med misdædere. Et tvangsarbeidshus og endnu bedre en egen afdeling i samme vilde være et heldigere sted for dem. Der er for det andet den langt talrigere klasse af kronarbeidere, som også stå således midt imellem forbrydere og skikkelige folk, men som dog ikke sættes på tugthusene, men på andre måder og med mange ulemper holdes under tvang. Disse kronarbeideres forholde synes at påkræve en snarlig reform, og det skal måske befindes at være ikke så aldeles fremmed for den foreliggende gjenstand, når jeg noget udførligere gjør opmærksom herpå og søger at vise, at også her de foreslåede arbeidshuse kunde afhjælpe et virkeligt savn. Kronarbeidere ere mænd, som, fordi de ikke kunne eller ville betale opfostringsbidrag til sine oftest uægte fødte børn, på forlangende af moderen eller af den fattigkommission, som har måttet forsørge børnene, skulle tvinges til at oparbeide, hvad de skylde. Uden domstolenes kjendelse, blot ved amtmandens resolution, kunne de tvinges til at udføre det arbeide, som kan skaffes dem, enten hjemme i bygderne, forsåvidt anledning dertil måtte gives, eller på fæstningerne og andre steder, hvor regjeringen har offentlige arbeider at udføre, veiarbeider og deslige; daglønnen for dette såkaldte kronarbeide bestemmes efter gjældende priser og arbeidernes duelighed, og af den anvendes 2/3dele til deres underholdning, medens 1/3del afholdes til betaling af eller afdrag på deres gjæld (se lov 1 aug. 1821, kgl. resol. 21 jan. 1822 og 25 febr. 1829). I virkeligheden udføres dette ifølge de nævnte resolutioner nu for tiden i Akershus stift således, at kronarbeiderne sendes ind til fæstningerne, hvor ingenieurdetachementet kan benytte dem som dagarbeidere, hvis det har brug for dem, og ialfald skal sørge for, at de ikke rømme bort, og beregne dem en lønning af 21 skilling daglig, med de 14 skilling deraf sørge for deres underholdning og med de 7 afbetale på deres opfostringsgjæld. Men med dette tvangsmiddel følger der adskillige ulemper. For ingenieurdetachementet, som, efter vedkommende regnskabsbetjents udsagn, i de færreste år har anledning til at skaffe disse mennesker tilbørlig sysselsættelse, og som vistnok til enhver tid bedre og billigere kunde få sit arbeide udført ved leiede arbeidere, er det en sand plage at modtage disse tvungne arbeidere; men endnu vigtigere er dette, at detachementet er fritaget for at modtage dem uden i sommertiden fra første mai til sidste september, såsom der om vinteren på fæstningen er lidet eller intet for dagarbeidere at gjøre. Men sommeren er den bedste arbeidstid for sådanne dagarbeidere, som disse mennesker i regelen ere, og den er kun slet anvendt for dem, når de den hele tid kun kunne oparbeide henimod 7 daler, en sum, der desuden ofte er utilstrækkelig til at dække deres årlige fornyede gjæld, så de fleste af dem også have voxende restancer fra år til år. Derfor bruger også kronarbeiderne de tusinde kunster for at undgå lensmandsdrengene, der om foråret sendes ud for at fange dem, og mange anekdoter vidne om, at almuen, som også finder, at de kunde anvende sin tid bedre ved frit arbeide, og ialfald ikke synes, at nogle dalers gjæld til en fattigkasse er sag nok til at berøve en mand hans frihed, sympathiserer med rømlingerne og begunstiger deres flugt. Således kan det gå til, at sommeren går hen med unyttig jagt efter en kronarbeider, og har man omsider fået fanget ham og transporteret ham ind til fæstningen, så er det kanske dagen før arbeidssaisonens ophør; personen opføres på listen med en dags lønning, hvoraf 7 skilling tilstilles den ventende fattigkommission, og derefter løslades han og kan nu vinteren igjennem spekulere på, hvorledes han næste år skal bære sig ad under den jagt, som da skal fornyes. Sammenligner man nu den nytte, kronarbeiderne gjøre, med den bekostning og det bryderi, de volde både før og under deres arbeidstid, så vil man vel finde, at det er så langt fra, at de, som det dog skal hedde, virkelig «oparbeide,» hvad de skylde, at den hele indretning snarere må betragtes som et temmeligt kostbart straffemiddel for det vistnok også høist strafværdige forhold letsindig at sætte børn ind i verden uden at tænke på deres opfostring. Det er på den ene side et meget strængt straffemiddel, da nogle kronarbeidere ved restancer fra flere år have så stor gjæld på sig, at de, om end med den bedste villie, ikke mere håbe at kunne få den afbetalt og deres hele liv igjennem kanske må friste den skjæbne for samme sags skyld at miste sommermånedernes frihed; men på den anden side er det dog ikke afskrækkende nok, da disse fugle gjerne håbe at lure sig fri den tid af året, da jagten efter dem varer, og kun betragte det som et uheld, ikke som retfærdighedens gjengjældelse, når de alligevel blive fakkede. - Når man nu kunde sætte også disse kronarbeidere ind i et ved offentlige midler udstyret, hensigtsmæssigt tvangsarbeidshus, så ville omkostningerne med dem heller blive mindre end større, og man havde fremfor alt den fordel, at de kunne indtages til enhver tid af året; både respekten for den større, alvorligere tvang, som her kunde udøves over dem, og det mindre håb om ved flugt og kneb at unddrage sig tvangen vilde da sikkerlig gjøre mange af disse skyldnere til ordentlige betalere, hvorved et stort gode både for dem og for samfundet vilde være vundet(130).

Med hensyn til den årlige udtælling af statskassen, som de her foreslåede arbeidshuses drift vilde kræve, bemærkes fremdeles, at omendskjønt fattigloven i almindelighed omhandler dem som kommunalindretninger, der ere statskassen uvedkommende, har Justitsdepartementet allerede tilstået de kommuner, som have bekostet sig sådanne, et vist bidrag af statskassen til lettelse i omkostninger for de lemmer, som ved politiets foranstaltning ifølge ovenanførte bestemmelse i fattigloven der blive indsatte. Departementet er vistnok gået ud fra den betragtning, at ved en sådan forføining pleies ikke blot den enkelte kommunes, men hele samfundets tarv, hvilket derved forskånes for større ulemper og udgifter, som de samme personer rimeligvis vilde forårsage, om de gik løse.

Med sådanne kraftige tvangsindretninger vilde fanters og løsgjængeres forholde her blive ordnede omtrent på samme måde, skjønt endda ingenlunde så strængt, som i Sverige. Her har der i lange tider bestået en lov om de såkaldte forsvarsløse (försvarslösa), en lov, der senest blev fornyet ved kgl. forordning af 29de mai 1846(131). Her skjelnes imidlertid omstændeligere mellem «forsvarsløse i almindelighed» og dem, «der kunne dømmes til offentligt arbeide.» Som forsvarsløs i almindelighed ansees den, der ikke kan godtgjøre, at han enten forsørges af andre eller ernærer sig selv på lovlig måde. En sådan person skal, så længe han ikke har skaffet sig en fast og lovlig stilling (laga forsvar), stå under fattigbestyrelsens formynderskab og må ikke uden dennes skriftlige tilladelse reise ud, ikke engang for at søge arbeide; gjør han det alligevel, eller overskrider han tilladelsen., skal han enten af fattigvæsenets eller politiets betjente sendes hjem igjen. Til den anden klasse af forsvarsløse høre sådanne personer, som tillige have været straffede som forbrydere eller tidligere som forsvarsløse været indsatte i arbeidsanstalt, korrektionshus; unddrage de sig dette samme opsyn af fattigbestyrelsen, eller gjøre de sig ikke flid for inden given frist at skaffe sig lovlig næringsvei, så skulle de inddømmes i korrektionshuset; dommen består kun i en kjendelse af landshøvdingen, dog således, at den dømte har ret til at appellere til kongen, og den kan lyde på indtil 4 års tvangsarbeide, en straffetid, som siden af tvangsanstaltens bestyrelse kan forkortes, hvis den dømte opfører sig vel, eller forlænges med 6 og atter 6 måneder hvis han er uskikkelig; til opmuntring tilståes der også flittige arbeidere en del af arbeidsfortjenesten, så de kunne opspare en liden sum at begynde med, når de forlade anstalten. - Hvorvidt nu disse meget strænge bestemmelser i alle henseender virke heldigt, derom tør jeg jo ikke fælde nogen dom(132); men det er en kjendsgjerning, som jeg af mange svenske i norske strafanstalter indsatte forbrydere og løst omvankende landstrygeres yttringer og færd er kommen til erfaring om, at det står stor skræk af hine korrektionshuses tvang, og at mange svenske landstrygere af alle slags, som jeg allerede Kap. 12 side 189 bemærkede af den grund gjerne ty hid til Norge og i det længste søge at holde sig her. Men her springer det i øinene, hvor godt og vel det i alle måder vilde være, også for landstrygerne selv, om de ved rimelig strenghed, ved kraftige tvangsmidler, også på denne side af grændsen formanedes eller truedes til arbeidsomhed og orden. I det hele taget er det vigtigt, at sådanne kosmopoliter, som fanterne ere, i de to nabolande så vidt muligt ere samme kår undergivne(133).

Det vilde måske også befindes tilrådeligt, om sådanne arbeidsindretninger kom istand her, i lighed med hine bestemmelser i den svenske lov at udstrække den politiet allerede nu givne myndighed således, at løsgjængere, mod ret til at appellere til en høiere autoritet, kunde sættes til tvangsarbeide i noget længere tid end, som nu, 6 måneder.

Men her skal antydes en end vigtigere tillægsbestemmelse, som i sin tid kunde føies til den fundats, der skulde bestemme de her foreslåede mere offentlige og omfattende tvangsanstalters virksomhed, og hvorved disse yderligere end hidtil forklaret måtte kunne bidrage til at hemme det bedrøvelige fantevæsen. Det er jo for så mangfoldige forholde af den allerstørste vigtighed, at ethvert individ i landet har sin bestemte hjemstavn; egentlig burde enhver strax på anfordring kunne fremlægge fuldstændig forklaring om, hvor han hører hjemme. Og nu siger rigtignok fattigloven (§ 6), at «enhver her i landet sig opholdende indfødt person har i almindelighed hjemstavnsret i et af rigets fattigvæsensdistrikter,» ligesom den også (§ 16) tilsiger de fattigdistrikter, som må yde fremmede trængende midlertidig understøttelse, adgang til erstatning fra hjemstavnsdistrikterne. Men om end forholdet i almindelighed er således, så gives der dog undtagelser. Det er især mellem fanterne, man finder altfor mange, som enten ikke kunne eller ikke ville give besked om, hvor de høre hjemme, og hvis hjemstavn heller ikke af andre kunde udfindes, og det ser ud som et hul i fattigloven, at den ikke har givet bestemmelser for disse samme undtagelser, en mangel, som medfører overmåde store ulemper (se Kapitel 14, s.207 fg). Dette hul synes allerlettest at kunne udfyldes ved at gjøre de foreslåede tvangsarbeidshuse til ligeså mange kunstige fattigvæsensdistrikter, hvori arbeidshusets bestyrelse blev fattigkommission og de dertil bestemte pengemidler bleve fattigkasse. Man kunde da dekretere, at når en person befandtes at være hjemstavnsløs eller at måtte ansees som sådan, skulde han indtil videre være hjemmehørende ved det omhandlede arbeidshus i det stift eller større distrikt af landet, i hvilket dette hans forhold opdagedes, og i en håndvending havde man da skaffet også den hjemløse sådan hjemstavn, som loven vil, at alle skulle have. Dermed er det ikke meningen, at alle forefundne hjemstavnsløse personer uden videre skulde sendes ind i arbeidshuset; dette vilde derimod blive et institut med en virkekreds, der strakte sig videre end til lemmerne indenfor anstaltens mure; dets bestyrelse vilde stå i samme forhold til, have samme ret over og samme forpligtelse med de til den henviste individer, som ellers en fattigbestyrelse i et almindeligt fattigdistrikt har med hensyn til de af dettes sognebørn, der færdes på fremmede steder og der komme i nød og må hjælpes. Hvad ret og pligt har en almindelig fattigbestyrelse med hensyn til sådanne? vel omtrent den samme som en formynder med hensyn til myndlingen. Den må efter omstændighederne kunne lade dem den fornødne hjælp tilflyde på det fremmede sted eller også hente dem til forsørgelse der, men har i ethvert tilfælde i muligste måde at arbeide derhen, at de med tiden kunne komme i en selvstændig stilling og forsørge sig selv. Ganske på samme måde kunde da arbeidsanstaltens bestyrelse enten forsørge sine myndlinger på det sted, hvor deres hjemløshed opdages, eller også, dersom det skulde befindes utilrådeligt at lade dem være der, såsom de kanske monne vise tilbøielighed til at sværme om på løsgjængervis, hente dem hjem, d.e. sætte dem ind i arbeidsanstalten, hvilket forsørgelsesmiddel dog i en vis fastsat tid måtte anvendes, og i begge tilfælde kunde den ved opmuntring og formaning, ved tvang og ved understøttelse stræbe til, at de angjældende personer ved stadigt og arbeidsomt liv erhvervede sig hjemstavn i et almindeligt hjemstavnsdistrikt og således kunne løslades igjen af dette mere tvungne forhold til arbeidshuset og dets bestyrelse. - De her foreslåede forholdsregler ere ikke noget aldeles nyt; allerede nu er det tilfældet, at omsorgen og omkostningerne for sådanne personer, som ere i det tilfælde, at de må hjælpes af det offentlige, men som ikke befindes at høre hjemme i noget fattigdistrikt, overtages af en autoritet, der for så vidt danner et slags extraordinær fattigkommission for det hele rige, nemlig Kirkedepartementet, som har det i sin magt at anbringe sådanne trængende i hvilketsomhelst fattigdistrikt for der at lade dem nyde behørig understøttelse medens trangen varer; men det er vel klart, at sådan fattigpleie vanskelig vil kunne udføres så omhyggeligt af denne høiere og fjernere autoritet som af bestyrelserne for sådanne indretninger som de her foreslåede, hvilke jo ikke alene måtte have lettere for at vinde den for behandlingen af disse forholde så vigtige sagkundskab, ja kjendskab til den hele race af omstreifende personer, der oftest må vente at blive gjenstand for denne extraordinære pleie, men som også i arbeidshusets tvangsmidler vilde have en god støtte for sine bestræbelser for at vænne dem til stadighed og flid. Man kunde ialfald trygt overlade den praktiske udførelse af disse foranstaltninger til hine offentlige arbeidshuses bestyrelser, da de jo vilde arbeide under departementets kontrol.

Det forstår sig af sig selv, at børn, som måtte følge med de til arbeidshusenes forsørgelse henviste hjemløse, aldrig tilligemed de voxne måtte indsættes i arbeidshuset selv, men forsørges udenfor. Og her kunde man måske mene, at ligesom jeg har anbefalet mere omfattende og kraftige tvangsindretninger for voxne løsgjængere, så vilde jeg ligeledes stemme for opførelsen af redningsanstalter for børnene. Men bortseet fra, at jeg nok i regelen snarere ønsker moralsk fordærvede børn anbragte hos brave pleieforældre, hos hvem de vilde blive indlemmede i familielivet først og derefter på den allernaturligste måde indførte i det større lovordnede samfund, så skal jeg her kun yttre den formening, at redningsanstalter for børn af fanteæt på den ene side neppe vilde frugte synderligt, når forældre og voxne kjendinger endnu gik ude og kunde lokke dem til sig, og da de på den anden side ikke vilde være så meget nødvendige, når først de ældre fanter ved alvorlig tvang og virksom hjælp vare bragte til skik og orden.

Den stærkeste indvending mod det hele arrangement at gjøre offentlige tvangsanstalter til instituter til hjemløse personers midlertidige forsørgelse vil måske være den, at, såsom de fleste af disse hjemløse vel vilde høre til hesteskjæreres, vævskebinderes og andre fantefolks forvildede kaste, vil det falde så overmåde vanskeligt for vedkommende bestyrelse at hjælpe dem ind i en selvstændig stilling. Men vil det falde mindre vanskeligt for de almindelige fattigkommissioner, som nu og da blive hængende ved sådanne folk? Og her er der anledning til at antyde et forsøg til slige fanters fremhjælp, som ene tilstedeværelsen af offentlige tvangsanstalter kunde gjøre tilrådeligt. Jeg mener, at når en vævskebinder eller lignende langfant først havde prøvet tvangens alvor og derhos kanske vist sig så nogenlunde skikkelig (og hos mange af disse mennesker er den forunderlige reiselyst den egentlige hovedfeil), så kunde der nok være grund til at anbefale ham til amtmanden, som da efter forordningen af 9de august 1754, § 19, kunde give ham tilladelse til, rigtignok uden at have kone og børn med, at reise om på sin profession inden et vist gebet. Skulde det ikke turde håbes, at når han således reiste om og forsynede de flittige bønderkoner med nyttige redskaber og derhos var sig bevidst at føre en lovlig næringsvei og stå under lovens beskyttelse, istedetfor at han før måtte blive urolig, hvergang han mødte en lensmand eller en bygdevægter på sin vei, når han tillige erfor, hvorledes han, snart kjendt af folket i den mindre kreds, istedetfor som før at blive seet på som mistænkelig fremmed overalt, blev behandlet med tillid i samme mon, som han gjorde sig værdig dertil, at han, siger jeg, da ikke alene engang imellem kunde glæde sig ved at bringe hjem til kone og børn en fortjent skilling, men også lidt efter lidt vilde vænnes til at finde mere behag i dette ordentlige liv end i den forrige selvvalgte omflakken eller påtvungne fængselsstilhed og omsider ende med at opsøge sig en roligere syssel, at slå sig til ro i et fast hjem? Det forstår sig, håbet kunde blive skuffet; men forsøget kunde dog voves, når en tvangsanstalt, hvorhen den feilende til enhver tid kunde skikkes tilbage, stillede sin imponerende magt ved siden af frihedens fristelser.

Efter hvad jeg nu har anført, tør jeg vel antage, at de foreslåede tvangsindretninger, som, opførte af enkelte kommuner, men udstyrede med bidrag af statskassen, kom til at virke for en videre kreds end de vedkommende kommuner alene, ville ansees for hensigtsmæssige til dels ved tvang, dels ved understøttelse at bringe nogle af de mange løsgjængere og omstreifere til orden. Men det er muligt, at det hele anliggende endda ikke vil ansees for vigtigt nok til at kunne gjøre krav på den fornødne bevilgning af statskassen; ialfald er det rimeligt, at det foreslåede arrangement ikke så ganske snart vil kunne komme istand. Det kan vel derfor være værd at omtale en foranstaltning, som jeg gjerne vilde have betragtet som blot midlertidig, men som vist meget vilde bidrage til at indskrænke omstreifernes uvæsen, navnlig de ulemper, som opstå deraf, at de ofte ikke have nogen bekjendt hjemstavn, hvorhen de i tilfælde kunne blive at sende.

Det vil erindres, at fattigloven gjør det til pligt for enhver fattigkommission at understøtte den trængende i distriktet, hvad enten han hører hjemme der eller ei, men at loven i sidste tilfælde giver tilsagn om adgang til erstatning fra hjemstavnsdistriktet. Nu hører man altsomtiest om fattigkommissioner, som have havt store udgifter med fremmede trængende, men siden ikke have været istand til at få hjemstavnsdistriktet opspurgt. De må fremdeles yde understøttelsen, om trangen vedvarer; men lovens tilsagn om erstatning kan ikke vorde opfyldt. Fattigbestyrelserne have i sådanne tilfælde den samme forpligtelse på sig, men nyde ikke den tilsvarende rettighed. Dette er en ret slem mislighed, og hvorledes skal man undgå den? Antallet af de hjemstavnsløse vilde vistnok ialfald betydelig formindskes, om man forandrede fattiglovens bestemmelser om hjemstavn derhen, at enhver skulde ansees at høre hjemme der, hvor han er født; men vægtige grunde tale imod den forandring. Man kunde fremdeles mene, at når det ikke var muligt at udfinde netop det fattigdistrikt, hvor en person havde sin hjemstavn, så måtte det dog i regelen kunne afgjøres, i hvilket amt han mest havde havt sit tilhold, og det kunde da synes rimeligt, om amtskommunen overtog forsørgelsespligten for ham. Men denne betragtning er neppe rigtig; skal man nemlig i regelen finde, at når det glipper i bestræbelserne for at forfølge sporene af en persons liv lige til hans herkomst og hjemsted, så er årsagen dertil den, at der er så stort vildrede i hans hele historie, at intet mere er sikkert og fast. - Hvorledes - spørges der atter - skal man da undgå hin mislighed? Loven tier derom; men praxis, der ofte er visere end lovene, har allerede fundet en udvei, den eneste vistnok, der er mulig. I det omhandlede tilfælde gjør vedkommende fattigbestyrelse sig først flid for at få nyde sin ved loven tilsagte ret; men hvor retten ikke længere kan fastholdes, der bør billighed træde istedet. Når en fattigbestyrelse forgjæves har søgt at få opspurgt den fremmedes hjemstavn og altså forgjæves har søgt at få erstatning for det gjorte udlæg, så indgiver den til regjeringen andragende om erstatning af statskassen, og regjeringen bevilger, hvad billigt er. Fattigloven taler jo ikke et ord om udtællinger af statskassen til dette brug; men dette forhold havde jevnlig fundet sted, før den nugjældende fattiglov udkom, og dens taushed derom må betragtes som en billigelse af det billige.

Men denne udvei har neppe været benyttet nok. Dette synes jeg at kunne slutte af de oplysninger, som meddeles i en udførlig fremstilling af Kirkedepartementet, der ligger til grund for kgl. resolution af 16de mai 1849. Fra begyndelsen af 1846, da den nye fattiglov trådte i kraft og vistnok foranledigede en almindelig bestræbelse for at ordne fattigvæsenets anliggender omkring i distrikterne og navnlig for at få rede på den for mange personers vedkommende uvisse hjemstavn, undlod Kirkedepartementet i de følgende 3 år at gjøre indstilling om af statskassen at lade udbetale de erstatningssummer, som forskjellige kommuner andrage om for udlæg til fremmede og hjemstavnsløse personer, såsom departementet først vilde erhverve sig nogen tids erfaring om, hvorledes disse forholde monne gestalte sig efter den nye lov, og derefter søge at få en fast forholdsregel vedtagen. De summer, hvorom der således i de 3 år var andraget, og som også ifølge regjeringens indstilling ved den nævnte resolution besluttedes udredede af den til tilfældige udgifter på budgettet opførte sum, udgjorde et beløb af 3079 spd., der vare medgåede til underholdning, sygepleie og begravelse af forskjellige dels fremmede, for største delen svenske personer, dels personer, som vare hjemmehørende her i riget, men hvis hjemstavn ikke havde kunnet udfindes(134). Af denne sum vare 1778 spd. medgåede til udlændingerne og de øvrige 1301 spd. til de hjemløse indfødte. - Se, beløbet af denne sidste sum er det, som synes mig at vise, at hin udvei til at komme ud af det med de hjemløse personer eller med mange af de løst omstreifende fantefolk ikke er benyttet nok. Den er nemlig upåtvivlelig meget mindre, end den burde været, da det kan anses som vist, at der fremdeles går mange fanter omkring, som kun eller ialfald bedst ved fattigvæsenets pleie kunne bringes til ro og orden, men som fattigbestyrelserne for det meste så nødig ville indlade sig med, fordi det ikke alene er meget brydsomt at få vide, om de have nogen hjemstavn eller ei, men tillige så uvist, om vedkommende kommuner skulle få erstatning for det gjorte pengeudlæg(135). Derfor - og det er dette, jeg ved disse bemærkninger om den af statskassen ydede extraordinære fattighjælp vilde motivere - burde en noget større sum afsees til sådan fattighjælp og desuden for at alle kunne vide det - særskilt opføres på budgettet. Dermed var det dog at håbe, at man kunde bidrage til, at de nu så hyppige og i sandhed anstødelige processer om forsørgelsespligten vilde blive færre, og at fattigbestyrelserne mere redebont vilde antage sig de elendige fanter og fantebørn, som nu synes at skulle gå til grunde. Jeg tør derfor trøstig anbefale en ret rundelig bevilling til dette på en gang statskloge og veldædige øiemed.

Jeg har ovenfor (kapitel 12, s. 189) omtalt, hvorledes der i Sverige nylig er vedtaget særegne bestemmelser for at ordne de reisende gesellers eller håndværkeres vandringer og hindre det betleri og andet uvæsen, som mange af dem forfalde til, og man kunde mene, at lignende bestemmelser kunde være fornødne her i landet, hvor også det samme uvæsen er altfor vel kjendt. Men hos os ere forholdene vistnok noget anderledes end i Sverige og flere andre lande, hvor det er en mere almindelig skik for håndværkssvende, for de arbeidsomme og ordentlige såvelsom for dem, der ikke ere det, at «vandre» eller reise for at uddanne sig i professionen. For de få brave håndværkere, som således drage fra sted til sted i vort land, udkræves neppe nogen særskilt anordning, og de, som pleie at drive om med hint uvæsen, have omtrent gjort betleri til sin eneste profession og kunne neppe behandles bedre end som andre betlere og landstrygere. Man erindre desuden, at de fleste af dem ere svensker, og med hensyn til dem og andre svenske undersåtter, som hidtil, når de ved sygdom eller andre omstændigheder kom i altfor stor nød, og måtte hjælpes, have forvoldt fattigbestyrelserne usædvanligt meget bryderi, såsom det er så vanskeligt at få refusionskravet påagtet af autoriteterne i et fremmed land, hvor vor egen fattiglovs paragrapher ikke herske, kan der nu med det første imødesees en forandring til det bedre. Jeg har allerede fortalt, at kongelig resolution af 16de mai 1849 beordrede udbetalt af statskassen et beløb af 1778 spd. til dækkelse af extraordinære fattigudgifter for udlændinger. Da de fleste af disse vare svenske undersåtter, blev det tillige efter regjeringens ved samme tid derom gjorte indstilling(136) nådigst besluttet, at der nærmere skulde forhandles imellem broderrigerne om en mere letvindt og hensigtsmæssig regel, hvorefter der i fremtiden skulde søges refusion for fattigunderstøttelse for svenske trængende i Norge og norske i Sverige, forhandlinger, som allerede vare begyndte af den for nogle år siden existerende unionskommission.


KAPITEL 18

Fortsættelse. Fattigstatistik. Fortsatte og mere omfattende undersøgelser
om de laveste klassers forholde.

I begyndelsen af forrige kapitel antydede jeg, hvorledes fantevæsenets onde også burde søges overvundet ved mere indirekte foranstaltninger, ved bestræbelser for hos almenheden at fremme en mere forstandig og velvillig opmærksomhed for de ulykkelige, som af mere eller mindre tilregnelige årsager have fjernet sig fra eller ere på veie til at fjerne sig fra det sædelige liv for at synke ned til «bærmen af folket.» Herom skal jeg nu forklare mig nærmere, men må først gjentagende erindre om, at der her endnu mindre end ved hine direkte foranstaltninger er anledning til udelukkende at dvæle ved betragtningen af nogen afsluttet kaste af fanter, men at man må henvende opmærksomheden på de forholde overhovedet, hvorunder de i borgerlig henseende forvildede og forulykkede befinde sig.

Det gjælder simpelthen, at udbrede kundskab om disse forholde, og dette kan gjøres, og tidernes trang kræver, at det gjøres mere end hidtil.

Jeg har før erindret om, at fante- eller omstreiferfolket danner en mellemting mellem eller henhører på engang til forbryder- og fattigfolket, og man ved, hvilken sørgelig lighed og vexelvirkning der er mellem de forholde, som lede til forbrydelse og til armod. Altid og allevegne har der været armod at hjælpe og nød at pleie; men i vore dage må man mere og mere blive var, at denne skrigende armod for mange menneskers vedkommende er uvorrenhedens og dovenskabens og lastens affødning. Nu se vi årlig statistiske meddelelser om forbryderfolket hos os, dets aftagen eller tiltagen o.s.v. Disse meddelelser ere ikke blot af værd for lovgivere og statsmand, som fortrinsvis have at tænke på midler til at modarbeide denne statens sygdom, de ere en kraftig påmindelse for hver mand i landet om at bidrage sit - og noget kan enhver her udrette - til at gjøre dyd og gode sæder gjældende i samfundet. Men om fattigfolk se vi ingen sådanne meddelelser eller høist sparsomme og ufuldstændige.

I året 1835 blev ved folketællingen antallet af de fattige, som nøde offentlig understøttelse, opgivet til 30,697. I året 1845 befandtes der at være 46,116 personer, som helt eller delvis understøttedes af fattigvæsenet. I 10 år var antallet altså voxet mere end 50 pct. Hvad der nu har bevirket denne overmåde store tilvæxt, om det er tiltagende rigdom hos nogle eller større fattigdom hos mange, om det er virksommere, mere rundhåndet medlidenhed hos dem, som yde, eller større ihærdighed i at kræve hos dem, som nyde fattigunderstøttelse, det kan ingen sige for vist; thi hine tal ere så godt som de eneste almindelige oplysninger, som haves om fattigvæsenets status i den nævnte periode; så man ikke engang kan hente nogen trøst i den forestilling, at tallene kanske ikke ere ganske pålidelige(137). Men det er vist, at samfundets vel for en meget væsentlig del beror på, hvorledes fattigfolkets forholde behandles. Ved hensigtsmæssige forholdsregler kunne store onder lidt efter lidt ventes afhjulpne; ved uklog fremgangsmåde er det at befrygte, at den møie, som den velstående del af befolkningen allerede nu må bære for det voxende antal af trængende, vil blive større og større. Allerede nu ere udgifterne til hine 46,000 fattiges understøttelse efter de få data, som derom haves, anslåede til 365,000 spd. årlig(138), og til denne sum kan vel endnu lægges en god del af den, der på budgettet er opført for Justits- og politivæsenet, som dermed skal søge at rette på den last og brøde, som går hånd i hånd med armoden; men disse summer kunne under en mindre heldig behandling af alle hidhørende forholde voxe til et end mere trykkende beløb, og dette er endnu kun den ene side af ondet; den anden er dette, at stemningen mellem den formuende og trængende derved så overmåde let forværres, at kulde og hårdhed fortrænger medlidenheden hos de skatteydende, at nøisomheden og taknemmeligheden hos de trængende slår om til misundelse og bitterhed.

Om man nu efter et vel overveiet schema årlig indhentede og meddelte oplysninger om fattigvæsenets aftagen eller tiltagen, kort, om alle de hidhørende forholde, som kunde være gjenstand for tabellarisk fremstilling og give statistisk oversigt, så skulde man efterhånden få overmåde interessante materialier til kundskab om de laveste klassers forholde. Derved vilde lovgiveren få anledning til at se, hvorledes de love, som have indflydelse på disse forholde, og det ikke alene de egentlige fattiglove, virke, om heldigt eller ikke, og være istand til at prøve hensigtsmæssige forandringer; derved vilde fremdeles de enkelte fattigbestyrelser, ja hver tænksom mand finde opfordring og anvisning til, hver efter sin ledighed, at gribe altid lykkeligere forholdsregler imod den onde magt, som mere og mere truende lægger sig også over vort land, pauperismen. Måske, for at anføre et exempel, skulde en fuldstændigere oversigt end den, som nu kan haves om fattigforholdenes udvikling i vort land, indeholde den kraftigste opmuntring til at votere de fornødne pengesummer til sådanne tvangsarbeidsanstalter, som i det foregående kapitel anbefaledes; den turde nemlig lede til den overbevisning, at noget større rundhåndethed i bestræbelserne for ved kjærlighed og magt at overvinde de såkaldte fantefolks onde vaner vilde være den største sparsomhed. - Nu har loven, og vistnok med god grund, gjort fattigvæsenet til en kommunesag. Staten erklærer det kun forsåvidt at være et den vedkommende anliggende, som den påtager sig ved lov at bestemme, at og hvorledes de enkelte kommuner skulle sørge for sine fattige; for resten er det kun undtagelsesvis, at staten her tager hånd i med. Men efterat staten har overladt det til kommunerne, fordi ingen anden vel kan det, at bære den lovbestemte fattigforsørgelses møie og byrde, burde den selv, fordi ingen anden kan det, overtage det forholdsvis meget ringe besvær at indhente og offentliggjøre årsberetninger om fattigfolket og det hele fattigvæsen(139).

Til det samme mål, at vække og vedligeholde hos almenheden en velvillig og omhyggelig opmærksomhed for de lavere klassers kår navnlig for de materielle og moralske forholde i folkelivet, som for mange blive en årsag til forarmelse og fristelse til forbrydelse, skulde også det forsøg tjene, som jeg i overskriften af kapitlet har betegnet som en fortsat og mere omfattende undersøgelse af de lavere klassers liv.

Lad mig - som indledning til at vise, hvorledes jeg tænker mig dette forsæt udført - omtale et forslag af en præst, der efter vedkommendes opfordring havde at afgive indberetning om de såkaldte fantefolk og betænkning om, hvad der kunde være at gjøre for at bringe dem til skik og orden, hvilket forslag netop blev foranledningen til det, jeg skal fremsætte. Præsten foreslog, at staten skulde udsende missionærer, hvis gjerning skulde bestå i at opsøge fanterne på deres lønlige veie, følge dem på deres vandringer, stræbe at vinde deres fortrolighed og benytte leiligheden til at udså lovens og evangeliets ord i deres sjele, kort sagt, udføre blandt dem det præstelige embede. Til grund for forslaget ligger den forestilling om fanterne, at de, indbyrdes forenede, stå ganske løsrevne fra det øvrige samfund i landet og navnlig i kirkelig henseende må betragtes som en forvildet hedningeflok, der endnu mangler sine lærere og hyrder, og for så vidt må man sige, at forslaget er fromt og vakkert. Men det falder ikke vanskeligt at indse, at det ikke vilde kunne udføres ganske således, som det er fremsat. Der gives jo vistnok imellem fanterne sådanne, som, opvoxne uden dåb og christendomskundskab, stå som fremmede iblandt os, som hedninger i landet; men dels er det dog kun meget få fanter, som ere i dette tilfælde, så missionærenes meste gjerning kom til at blive en trættende søgen; dels, og det er her endnu væsentligere, vilde det sjelden med vished kunne erkjendes, om en person rettelig skulde henregnes til de såkaldte fanter, som på en måde skulde udgjøre missionærens menighed, og missionærens præstelige virksomhed vilde derfor enten virkelig være eller ialfald se ud som en indgriben i de på ethvert sted ansatte sognepræsters embeder. På v. Westens tid kunde det gå an at udsende missionærer til de hedenske lapper i Nordlandenes og Finmarkens vidtløftige fjeldtrakter; men i vore norske bygder, hvor kirkelig orden i århundreder har hersket, er der ikke længer sådanne tomme rum, som en missionsvirksomhed i ordets almindelige betydning kunde have at udfylde. Lige så godt som at udsende missionærer med myndighed til at forrette præstelige handlinger mellem de forvildede fanter, kunde man også lade egne politiembedsmænd reise om for at udøve politimyndighed mellem dem; men dette ser man strax vilde ikke gå an.

Alligevel er det et slags indenlandsk mission, jeg her vover at anbefale, men en mission, som næsten kun har navnet tilfælles med hin. Den mission, jeg tænker mig, skulde have til gjenstand ikke blot de få og vidt adspredte fantefølger, men overhovedet de i moralsk og økonomisk henseende uheldigste, de laveste klasser af landets befolkning, de klasser, fra hvilke fattig- og forbryderfolket for det meste får sin tilvæxt, og dens formål skulde ikke være at gribe umiddelbart ind i forholdene ved geistlige eller verdslige embedshandlinger, men kun at iagttage de moralske og materielle forholde, hvorunder de samme samfundsklasser leve og lide, og derefter i så vide kredse som muligt udbrede oplysning derom. Den udsending, hvem et sådant hverv var overdraget, skulde i hver by og bygd finde gjenstanden for sin opmærksomhed, og hans gjerning skulde ikke nogensteds komme i strid med de offentlige ansatte embedsmænds virksomhed, men heller på en uskadelig måde understøtte denne.

Mod et sådant institut vil man måske gjøre den indvending, at de efterforskninger, den reisende udsending skulde anstille, ikke vilde give synderligt udbytte. «Det vide vi,» således kunde man sige, «at den mand, der i de sidste år har havt et lignende hverv at undersøge lappefolkets sæder og forholde, har kunnet meddele interessante og værdifulde oplysninger, såsom han havde for sig et ganske fremmed folkefærd, hvis sprog endogså var uforståeligt for os nordmænd; men i vore egne bygder er der ingen del af folket, som lever et så afsondret liv, at det jo allerede tilfulde er kjendt af de på hver sted ansatte præster og andre embedsmænd, ja af hver dannet mand, og om nu en udsending, i det angivne øiemed reiste omkring her, så kunne vi ikke forstå, hvorledes han skulde kunne finde noget egentlig nyt.» Men man tænke sig engang en mand reise om med det angivne formål, man tænke sig ham dvæle noget længere tid nu i denne, nu i hin bygd eller by, man tænke sig ham færdes imellem folk af alle klasser, ikke blot mellem embedsmænd og andre dannede, som vilde meddele ham sine erfaringer og bemærkninger, men helst og mest mellem almuesfolk af ringere stand, ja mellem den fattigste og råeste klasse selv, mellem betlere og forbrydere, hvis fortrolighed han måtte søge at vinde, man tænke sig ham ikke blot besøge de huse, som gjæstfriheden måtte ville åbne for ham, men heller skaffe sig adgang til og for nogle dage slå sig ned i de hytter, hvor ofte den undselige armod eller vel endog den mistænksomme last søger at skjule sig, man tænke sig ham således ikke blot forhøre sig om de til de lavere og laveste klasser henhørende familier, men endnu mere leve sammen med dem og med egne øine og øren iagttage dem i deres huslige og borgerlige liv, i deres lykke og nød, i deres glæder og sorger, i deres yttringer af fromhed eller af usædelighed! Mon ikke den, som således fik leve sig ind i den lavere almues liv, lidt efter lidt skulde få sit øie skjærpet for alle de ting, som skulde være gjenstand for hans opmærksomhed og finde leilighed til at bemærke meget og mangt, som ellers kun altfor let undgår dens opmærksomhed og interesse, der som tilfældet er f.ex. med de omkring i landet ansatte embedsmænd, har sin tid optagen af daglig forefaldne ordinære forretninger og derhos er bunden til et fast opholdsted, hvorfra han kun overser en mindre kreds, hvor ingen stor modsætning mellem forskjellighederne og eiendommelighederne gjør det charakteristiske iøinefaldende? - Se dog, hvorledes enkelte mænd, som have sands for det poetiske i folkelivet eller for det eiendommelige i almuens sprog, i de seneste år netop ved reiser omkring i bygderne have opdaget en rigdom af folkepoesi, en af vort fjeldfolk fra de gode gamle tider opbevaret sprogskat, som man tidligere neppe drømte om! Ved siden af dette exempel, der viser os skjønne resultater af en mere speciel betragtning af folkelivet end den, man ellers i det daglige livs forholde kommer til at anstille, er det endnu lettere at finde exempler på, hvor uheldigt det har været, at man kun leilighedsvis og flygtigt har skjænket vigtige moralske og materielle forholde sin opmærksomhed. Lad mig nævne brændevinsondet! Se dannede i landet, som heller skulde våget over mængdens dyd, satte ikke alene brændevinet på sine egne selskabsborde, men lønnede og opmuntrede sine arbeidere dermed; ja statsstyrelsen, lovgivningen selv begunstigede fabrikationen af det farlige produkt, og medens få anede faren, trængte brændevinets dæmon igjennem overalt for overalt at ødelægge individers og familiers, ja samfundets velfærd. Ubegribeligt sent, da ødelæggelsen næsten syntes for stor til at modstå, fik man øinene op og så, at det var et uhyre, man havde opelsket ved sin barm, at den skik, man havde pleiet, var en fordærvelig uskik, og mon jeg ikke nu har ret til at pege på drukkenskabslasten som exempel på, hvorledes et moralsk onde, når man ikke specielt har opmærksomheden henvendt på sådanne ting, uformærkt kan trives og voxe et folk over hovedet? Lad mig nævne en anden sag, der vidner om, hvorledes vigtige forholde i folkelivet kunne unddrage sig opmærksomheden! Endnu for kort tid siden, når rygtet nåede hid til os om truende misstemning og voldsommere bevægelser hos de lavere klasser i andre lande var man her tryg ved tanken om, at den norske arbeiderstand, tilfreds med sin forfatning og bevaret ved den for det norske folk eiendommelige sindighed, ikke så let skulde lade sig bevæge af de nye ideer, som andetsteds arbeidede til samfundsforholdenes omdannelse; men nu i disse dage, da jeg skriver dette, studser man allerede over det held, som møder en hos os usædvanlig arbeideragitation, og som åbenbart må forklares ikke så meget af agitationens egen dygtighed og indre berettigelse, men af en forud lidt efter lidt udviklet følelse af savn og trang til forandring, af en vis misstemning hos arbeiderklassen. Her vil man vist give mig ret til at sige, at det havde været vel, om man ved velvillig og omhyggelig opmærksomhed for arbeiderstandens kår, for de hos de lavere klasser herskende anskuelser og ønsker, i tide havde bemærket den begyndende misstemning og været betænkt på at bortrydde dens årsager. - Tiderne ere usædvanlig bevægede; menneskene trænge hinanden i vort fattige land, og interesserne krydse hinanden ligesom råbet fra de mange munde, som ville mættes; men jo mere tidernes vanskelighed kræve besindig samvirken, desto skarpere stille partierne og stænderne imod hinanden, og lidenskaberne true med at bemægtige sig de vigtigste både sociale og religiøse spørgsmål; istedetfor de gamle fordomme og uskikke, som den livligere idevexel måske fortrænger fra vore sæder, dukke altid nye misforståelser og uvaner op i det gjærende folkeliv og stille sig hemmende i veien for de bestræbelser, der sigte til at udbrede lys og stifte fred i samfundet; en uendelig mangfoldighed af gode og onde potentser, som tydelig enten udvikle sig af folkets skjød eller fra fremmede lande yttre sin mægtige indflydelse, bidrage med hver dag til at omdanne folkets sæder og tænkemåde, snart til det bedre, snart til det værre. Nu udmærker vor tid sig fremfor de foregående netop ved hurtigheden af disse omskiftelser, og såvel i almindelighed som navnlig med hensyn til de laveste klasser, hvis liv ligesom skjuler sig i dunkelhed, bliver det en mere og mere vanskelig opgave at finde kilderne til de gode og fordærvelige strømninger, at opdage årsagerne til tilstandene og stemningerne. Men det er netop disse de laveste klassers sæder og livsvilkår, som jeg af den grund mener kunde være en frugtbar gjerning for undersøgelse af mænd, som kunde anvende sin hele tid og evne på et sådant studium.

Nu, efter disse antydninger om gjenstanden for det her omhandlede forsøg vil hin indvending, at den reisende udsending ikke vilde finde noget, som egnede sig til særdeles opmærksomhed og måske vendes om til den lige modsatte, at gjenstanden for hans undersøgelser er altfor stor, at arbeidet derfor er endeløst og uoverkommeligt. Det er også ganske sandt, at en enkelt mand på en enkelt reise omkring i landet ikke vilde kunne tilendebringe noget indtrængende studium af det lavere folkeliv; men her tænkes på en virksomhed, som skulde fortsættes i årevis og af mand efter mand. Ethvert studium er jo endeløst og må derfor udføres stykkevis. En enkelt mand vilde dog kunne udrette noget, når han et år bereiste en, et andet år en anden egn af landet og derved havde for øie at gjøre sig fortrolig med nu en, nu en anden side af folkelivet, og hvad en mand således måtte kunne bidrage til oplysning om forskjellige forholde, vilde være gode forberedelser for den, som skulde optage og fortsætte arbeidet efter ham. Jeg kan her ikke nægte mig den fornøielse at minde om et lyspunkt i Norges historie: I begyndelsen af forrige århundrede virkede de bekjendte syv præster i Romsdalen, «Syvstjernen,» i hvilken Thomas v. Westen lyste med det klareste lys; de græmmedes over den store vankundighed og de mange usæder, de forefandt i sine menigheder; de samledes ofte for at meddele hverandre sine erfaringer og studere sig bedre ind i forholdene, og omsider, i året 1714, vovede de at indgive til regjeringen en forestilling, hvori de udførlig handlede om kirkens mange brøst, om religiøsiteten og sædelighedens store forfald, om herskende uskikke og laster, drukkenskab, trolddom m.m., med hensyn til hvilke ting de udbade sig og erholdt tilsagn om regjeringens virksomme foranstaltninger. Kort tid efter fulgte v. Westen et stort kald; han gik som hedningemissionær til lapperne, ransagede deres dels hemmelige, dels åbenbare hedenskabs skumle mørke, forkyndte christendommen for dem og lagde grunden til den kirkelige orden der i landet, som hans eftermænd have befæstet; Gud har synlig velsignet den tro arbeiders gjerning. Men om nu v. Westen havde fået et andet kald, om han, understøttet af Gud og mennesker, havde opoffret sig for hint første formål, om han havde forladt sin præstegård for rundt omkring i landet at undersøge folkets sæder, de religiøse og moralske forholde, og henlede almenhedens og regjeringens opmærksomhed derpå, er det da ikke rimeligt, at hans flid skulde opdaget og belyst mangen fordom og uskik, som ensidighed og gammel slendrian havde ladet ubemærket, at hans begeistrede iver skulde have opvakt ham efterfølgere til at optage og fortsætte arbeidet ned igjennem tiderne? Men disse mænd vilde da ikke blot i levende live med sin umiddelbare virksomhed have bidraget til at rense begreberne og forbedre sæderne, men også ved sine skriftlige beretninger have efterladt os værdifulde bidrag til sædernes historie. Det er netop denne histories studium, som den af mig foreslåede indenlandske mission, om man vil kalde den så, skulde tjene, og netop fordi studiet er endeløst, skulde man lægge hånd på værket strax og så stole på, at den ene dag skal lære den anden, den ene slægt undervise den anden.

Men om man efter dette måske vil indrømme, at folkelivet og navnlig de moralske og materielle forholde i de laveste samfundsklassers liv kunne være en interessant og rig gjenstand for en reisende udsendings studium, så kan der spørges, hvorledes han også skal kunne gjøre sit studium frugtbart for andre. Men svaret er let. For det første måtte han efter samme regel, som gjælde f.ex. for den videnskabsmand, der på offentlig bekostning bereiser landet i naturhistorisk henseende, til vedkommende autoritet årlig afgive indberetning om sin virksomhed, så man kunde se, hvorledes han har udført sit hverv, hvilke grundsætninger han derved har fulgt o.s.v. Ligesom enhver anden videnskabsmand vilde han desuden have såvel trang som moralsk forpligtelse til, såvidt han måtte se sig istand dertil og leilighed gaves, i udførligere videnskabelige eller populære afhandlinger at offentliggjøre resultaterne af sine undersøgelser, at fremsætte de forslag til offentlige eller private foranstaltninger, han måtte finde hensigtsmæssige o.s.v. For det andet vilde han komme til at virke til samme mål ved det mundtlige ord. Derved vilde hans gjerning få lighed med den præstelige missionærs, men ingenlunde falde sammen dermed; thi med sin tale vilde han have til hensigt ikke netop at omvende eller opbygge, men at sætte sig i et gjensidigt fortrolighedsforhold til de mennesker, hvis meddelelser han måtte ønske. - Et exempel vil gjøre dette klart. En af mine venner, en heldig musikdyrker, bereiste nylig på offentlig bekostning nogle af vore fjeldbygder for at opfange de eiendommelige psalmemelodier og verdslige sange og slåtter, som der have hjemme. Hvorledes mener man nu han bar sig ad dermed? Havde han uden videre som fremmed anmodet bønderfolkene om at synge og spille for ham, skulde de vistnok kun seet på ham med forundring eller vendt sig fra ham med mistro. Derfor sang og spillede han selv for dem først, og nu flokkede de sig om ham, mænd og kvinder, gamle og unge, og lyttede med henrykkelse; når så han holdt inde, så var det, som om beslægtede strenge vare slagne an i deres bryst; thi nu sang og spillede de af hjertens lyst, medens han hørte efter. - Således må den, som i et eller andet stykke ønsker at høre almuesmandens tanker, vide at sætte sig i et livligt vexelforhold til ham; han må bære med sig visse anskuelser og interesser og meddele dem til andre, for således at få se disse meddelsomme igjen. Om nogen til exempel vil søge at gjøre sig fortrolig med de religiøse forholde i en bygd, så må han selv være religiøssindet og vel forfaren i Guds ord og så i samtale med dem, han møder på sin vei, vise lyst og gave til at underholde sig om alvorlige ting, ja til at formane og opbygge, og jo mere oprigtig og nidkjær han selv er, desto mere ville folkets hjerters tanker åbenbare sig for ham. - Ønsker nogen at skaffe sig kundskab om, hvordan fattigvæsenet har udviklet sig på et sted, hvordan forholdet er mellem fattige og rige, så må han forud have skjøn på de vrange begreber og forviklinger, som i dette forhold let kunne opstå, og være besjelet af lyst til at se alle misligheder rettede, og han vil møde fortrolighed i samme grad, som han ved sin tale allerede viser sig at være fortrolig med alt. - Der er, for endnu at anføre et exempel, en mislighed, som i mange, ja i de fleste egne i vort land klæber ved den lavere almues huslige liv, nemlig en høi grad af urenlighed, som navnlig også af den grund er så fordærvelig for det moralske liv, at den måske mere end noget andet vedligeholder en bred kløft mellem de høiere og lavere klasser, da den bedre vante mand høist nødig dvæler i det smudsige hus mellem de urenlige beboere. Når nu en almueven ret til gavns vilde gjøre sig bekjendt med denne sag, undersøge, hvorvidt denne mislighed måtte tilskrives hindringer, som naturforholdene lægge i veien for et pynteligere husliv, eller folkets uvorrenhed, overveie, hvad der kunde bringes i forslag for at opnå forbedringer o.s.v., så måtte han netop i de urenlige hytter indlede samtaler om tingen, og dette vilde han kun være istand til, når han selv var meddelsom og fortalte om pynteligere sæder i andre egne eller gjorde opmærksom på de skadelige følger, som urenligheden har for det physiske og moralske velbefindende, kort, når han viste sig nidkjær med hensyn til den i sandhed vigtige sag. - Man kan i almindelighed sige, at den, som vil undersøge folkelivet i en eller anden retning, vil få høre andres meddelelser i samme forhold, som han selv har lyst og evne til at meddele andre sine erfaringer og bemærkninger, og når nu her helt igjennem tænkes på undersøgelser af de lavere klassers forholde, så vil det at udsende en mand med et sådant erinde være det samme som at lade en dannet og retsindig mand reise om og samtale med den lavest stående del af folket, til hvem det skrevne ord så sparsomt trænger frem. Over et godt ord ligger der rige forjættelser, og om den reisende forsker ved siden af sit egentlige arbeide mellem de vankundige og fordomsfulde tillige kunde nedlægge spiren til luttrede begreber, om han mellem fattige og nødlidende kunde efterlade mindet om levende deltagelse, om han ved private samtaler eller, hvor det uden at vække opsigt og ulempe kunne skee, i større forsamlinger benyttede leiligheden til at tale det belærende og trøstende ord, som det måtte gives ham at tale, så vilde det være godt og vel og burde aldrig betragtes som en virkelig missionærs indgriben i de på ethvert sted ansatte læreres og præsters embede(140).

Jeg har hidtil talt om en på reiser omkring i by og bygd pleiet undersøgelse af de lavere samfundsforholde. Men det er ligetil, at dette reiseliv ikke kunne fortsættes uafbrudt. Jeg tænker her ikke så meget på, at uveir og uføre i en stor del af året vilde gjøre det besværligt at færdes på reiser i vort land, men mere på, at den, der havde et sådant kald, for at vedligeholde den til udførelsen af hans hverv fornødne åndslivlighed og dannelse, for at samle til enhed de spredte iagttagelser og forberede sig til nye undersøgelser, nødvendig i lange mellemstunder måtte ty til hjemmets ro. Om han i omtrent den halve del af året kunde holde ud at drage omkring og gjæste fremmede egne, så vilde han få fuld brug for sin tid, om han i den anden halve del af året tog fast ophold i en af de større byer, f.ex. i Christiania. Her vilde han for det første kunne fortsætte den samme virksomhed som på reiserne, dels ved jevnlige besøg i strafanstalter og fattigstuer, dels ved fortrolig omgang med folk af den lavere klasse, som han enten kunde besøge omkring i husene eller kanske i visse timer samle om sig til at høre belærende og underholdende foredrag; for det andet, og det måtte være ham en hovedsag, kunde han så benytte den stærkt voxende både udenlandske og indenlandske literatur om de forholde, som henhørte til hans fag(141).

Hvad jeg her har sagt at anbefale, er ikke noget ganske nyt. Efterhvert som samfundsforholdene have udviklet og forviklet sig, har man i flere lande ansat mænd, som, frie for ordinære embedsforretninger, have havt det hverv at studere forholdene og bidrage til at udbrede almindelig oplysning derom. I Frankrige f.ex. lønner staten videnskabeligt dannede mænd, som dels ved reiser omkring i landet, dels ved benyttelsen af vedkommende literatur skulle gjøre sig bekjendte med fattigforholdene og i årlige rapporter meddele sine iagttagelser. Her i landet har man seet en mand i længere tid beskjæftiget med at studere lappefolkets forholde og sprog; en anden mand bereiser landet for at iagttage hvorvidt bestræbelserne mod brændevinsondet have trængt frem, og ved tale og skrift at fremme reformen.

Efter disse forklaringer kan jeg da angive den nu foreslåede foranstaltning således, at staten ansætter om end til en begyndelse kun en enkelt mand, som skal have den opgave ved jevnlig omgang med folket dels på reiser, dels i hjemmet, samt ved benyttelse af den didhørende literatur at skaffe sig indsigt i de lavere samfundsklassers livsforholde, og som skal være forpligtet til årlig til vedkommende autoritet, vel Kirkedepartementet, at afgive indberetning om sin virksomhed, alt efter en af samme autoritet udfærdiget instrux(142).

Men hvad sammenhæng er der nu mellem alt dette og den sag, som denne bog skulde handle om, det såkaldte fantevæsen og midlerne til dets indskrænkning? Nu, jeg skal slutte med en kort forklaring herom.

Dersom en mand havde det hverv at gjøre sig fortrolig med de forholde i det lavere folkeliv, som for mange blive en fordærvelig årsag til physisk og moralsk fornedrelse, så behøvede jeg ikke at anbefale ham med særlig omhu at lægge mærke til de mange betlere og landstrygere og fanter af alle slags, som streife om på vore landeveie, de vilde selv som levende billeder på al den elendighed, al den synd og nød, som kan sammenhobe sig i et menneskes liv, påtrænge sig hans opmærksomhed. Når han vilde skaffe sig forestilling om de fristelser og forførelser, de uskikke og laster, de systemer af falske meninger og grundsætninger, som i de laveste kredse af samfundet jevnlig bidrage til så mange individers og hele familiers demoralisering og ruin, så vilde han ikke kunne gjøre dette bedre end netop ved at betragte fanternes liv, ved at gjøre sig bekjendt med deres historie. Men således vilde han tillige kunne bidrage til, at den almindelige opmærksomhed, som nu er bleven vakt for disse menneskers ulykkelige forholde, vilde vedligeholde sig og forhindre dem fra atter med sine mørkhedens gjerninger at skjule sig i hemmelighedsfuld dunkelhed, og dette skal netop være lægedommen imod fantevæsenets onde, mod hvilket ellers både love og direkte foranstaltninger sikkert ville vise sig utilstrækkelige. - Det er ialfald i overbevisningen herom, at jeg nu har gjort mig flid for så fuldstændigt som muligt at fortælle fanternes ulykkelige historie, skildre deres sæder og forholde. Det var mit håb, at præster og justitsbetjente, som så ofte have vanskelige forhandlinger med dem, at almuesfolk, som idelig må huse og føde dem, af mine beretninger skulde få vink til at møde deres list og løgn med større forsigtighed og endnu mere opfordring til med tålmodighed og mildhed at antage sig deres moralske svaghed og physiske nød; ja, det var mit håb, at nogle af fanterne selv, af hvem jeg ikke mindst ønsker min bog læst, ved mine skildringer skulde ræddes for de laster, de så længe have tjent, og opgive det fordærvelige kasteliv, som nu også ved den følgende forklaring om det elendige fantemål skal tabe noget af hemmelighedens interesse.


ANHANG I

Ordfortegnelse til det norske og svenske fantesprog.

Forbemærkninger.

1. Kilderne til ordfortegnelsen ere dels mundtlige meddelelser af flere fanter, dels de ovenfor (s. 18, kapitel 1, og s. 193, kapitel 12) omtalte håndskrifter af den norske livsslave Gjest Baardsen og den svenske dødsfange D. P. Andersson(143). Det norske skrift har jeg (under mærket G. B.) benyttet delvis, nemlig forsåvidt det kunde tjene til at fuldstændiggjøre eller stadfæste mine egne optegnelser; af det svenske har jeg derimod (under mærket And.) optaget det hele ordforråd.

2. Fantesproget er kun en fattig samling af fremmede ord, som i talen anvendes inde imellem de norske og bøies aldeles efter reglerne for det norske almuesprog. Exempler herpå vil man finde i følgende vise, som en fant sang for mig:

Min dad han er en spanare;
En spanar-tjavo asschar jeg.
Min dad han spanade bokkan,
Og lovoarne garade jeg.

Basschan bret, basschan bret, fallerallara.

Min dad han er en spanare;
En spanar-tjavo asschar jeg.
Min dad han spanade greien,
Og greien klidde mander pre.

Basschan bret, o.s.v.

Også orddannelsen følger for en del ganske det norske sprogs regler; således er subst. tjumm dannet af verb. tjumma ligesom det tilsvarende «kys» af «kysse;» dinrar og dinreste (dinreste-tjei), af dinra, svare ganske til «tjener» og «tjeneste» («tjeneste-pige»), af «tjene.»

3. Så lidet charakteristisk dette fantemål end af denne grund er, kunne dog fanterne endnu selv forklare, at det oprindelig har været to ganske forskjellige mål, som lidt efter lidt ere blevne sammenblandede, rommani og rodi (tater- og skøiersproget, som jeg har kaldt dem, kapitel 1 s. 24 fgg.). Dette bestyrkes derved, at 1) fantesproget stundom har to eller flere udtryk for et og samme begreb (pofling og manusch, menneske; hiril, rullor, trinter, ærter), og 2) at der endnu i de forskjellige ordrækker findes spor af oprindelige forskjelligheder i lydforbindelser og ordformer. Hvilke ord der da tilhøre tatersproget og hvilke skøiersproget, det lader sig imidlertid ikke med sikkerhed afgjøre enten efter disse ufuldstændige mærker eller efter fanternes egne upålidelige angivelser, men først ved sammenligning med ordbøger fra andre lande, hvor lignende fantekaster tale enten tater- (zigeuner-) sproget eller skøiermålet (rotvelsk) mere fuldstændigt og ublandet. For tatersprogets vedkommende har jeg benyttet det kapitel 2, s. 27 omtalte fortræffelige værk af Pott, for skøiersprogets de kapitel 9, s. 126 nævnte værker af Dorph, Anton og v. Grollman, undertiden også Pott's. Hvor jeg derfor i ordfortegnelsen uden videre forklaring har citeret Pott (P.)(144), skjønnes det, at det omhandlede ord tilhører tatersproget; de ord derimod, som gjenfindes hos andre forfattere (Dph., Ant., v. Gr.), høre til skøiersproget. Ved siden af disse ord udviser ordfortegnelsen også adskillige udtryk, som måske ere ukjendte i andre landes fantemål og for en del ere af ubekjendt oprindelse.

Om tatersproget

4. Det norske tatersprog har endnu visse lydforbindelser og ordformer, som minde om en tid, da det, som tilfældet endnu er f.ex. imellem de böhmiske og russiske tatere, taltes som et naturlig sprog med egne grammatikalske former.

5. En egen lyd, som svarer f.ex. til det engelske ch, har jeg måttet betegne med tj, fordobblet ttj (tjuttje, böhm. taterspr. czuczi, lithau. tschutschi, tydsk dschutschin, spansk chucha); en anden lyd har jeg gjengivet med det tydske sch (schero, böhm. t. szero, lithau. schero, liefl. tschero, eng. shero, tyrk. shero, spansk jero); k har ikke altid som i norsk den bløde udtale foran e og i (ker, ikke kjer, böhm. taterspr. kher, lithau. kheer, tydsk kehr, eng. ker, spansk qver). Betoningen ligger ofte tvertimod det norske sprogs regler på sidste stavelse (romanni, tjattjipá, barvaló, lithau. t. barveló).

6. Medens de fleste substantiver (også adjektiver) simpelthen ende med stammens konsonant (beng, böhm. t. beng, lithau. t. beng o.s.v.; but, böhm. t. but, eng. t. boot, o.s.v.), have adskillige beholdt de i andre dialekter charakteristiske kjøns- og afledningsendelser, f.ex. -o, mask., -i og -e, fæm. (piblo, enkemand, pibli, enke, lithau. t. phiblo, phibli; gavo, mand, gaje, kone, lithau. t. gajo, gaji), -ni, fæm. (romni, taterkone, lithau. t. romni, af rom; grasni, hoppe, lithau. t. graschni, af grei), -in, (summin, böhm. t. zumin), -a, -ia, -ina, -ana, una, fæm., mest i ord af fremmede sprog (kaava, deia, kralia, saboria, droppina, kampana, sambuna; sml. lithau. t. taka, tag, af tydsk, dach, zambuna, tobakspibe, måske af ital. zampogna, fløite o.fl.), -us, i fremmedord (akrus, bankus, af tydsk acker, bank, krakus, lithau. t. korakkos, af nygræsk . ). Svenarus, svenske, minder om lithau. t. italienaris, rymaris, romer, o.fl., og parikko, finlænder, parikko-tem, Finland, om lithau. t. preusittko, preussisk, turkutko, tyrkisk, kellodikko-temm, Rusland, meklenburgodikko-temm, Meklenburg o.s.v. Kakkeraska, ørn, synes dannet med den i andre taterdialekter hyppige end. iczka eller itzka, f.ex. tydsk t. weweritzka, egern. - Ordet dan, plur. danjar, viser spor af den oprindelige deklination for fæm. i den lithau. taterdialekt (f.ex. peen, søster, plur. penja).

7. Af adjektiver, verber og substantiver dannes afledede subst., oftest abstrakter, på -ben (-beng) og -pá eller -ba (jiben, liv, lithau. t. dschiben, af verbet dschivovaf; piben, drikke, af pi, böhm. t. piben; starrabeng (se ordfortegn.), böhm. t. stariben, tjattjipá, sandhed, af tjattjo, spansk t. chachipé; kurripá, slagsmål, af kurra, eng. t. kuraben; kjellipá, dands, af kjella, tydsk t. kellepen, lithau. kellepen ell. kellepa; nakkipá, snus, af nak, næse, sml. böhm. t. bengipen, helvete, af beng. djævel, kapjeba, spisebord, af kapjen (kaben), spise, af ka, spise).

8. Istedetfor genitiv, som tatersproget overalt mangler, dannes visse til substantiverne føiede endelser et slags adjektiviske, possessive ord, som betegner den eller det, der har noget eller henhører til noget; herhen høre i det norske tatersproget nogle ord på -skro, -skero, -skjero, i sammensætn. forkortet -ske (kaschtaskero. stokkekongen c: ståderkonge, bygdevægter, af kascht, stok, sml. tydsk t. kaschteskro, korporal, böhm. t. kaszteskero, tømmermand, moskro, lensmand, tydsk t. moskro, foged, af möi, mui, mund, altså egtl. en, som kan bruge munden, befalingsmand; dummaskero, vest, af dummo, ryg, liv, side, sml. tydsk t. trupeskro, snørliv, af truppos, krop, liv; randrebaskro, skriver, af randrepá, skrivning; på samme måde kan af tjattjipá, ret, domstol, dannes tjattjipaskro, det samme som lithau. t. tschatschepaskro, dommer; dadeske pral, farbroder, forkort. for dadeskero p., tydsk t. dadeskero prahl, af dad; mareske bau, liefl. t. mårsko bau, bagerovn, af maro, brød). Når der skal dannes et sådant possessivt ord af et subst. plur., tilføies end. -ngero, f.ex. böhm. t. kale-jakhengero, en, som har sorte øine, herhen hører i det norske taterspr. panlebangro, strikkepinde. Af subst. fæm. sing. dannes possessiverne ved end. -akro, mask., -akri, fæm., f.ex. i tydsk taterspr. af deya, moder, dakro prahl, moders broder, dakri pehn, moders søster; dette samme dakri forekommer også i de norske tateres mund, men besynderlig nok som nominativ istedetfor det sjeldnere deia. Ganske ligedan bruges også mero og mander som nominat., «jeg,» skjønt det første egtl. er possessivt pron., «min,» og det andre ablat. av nominat. me.

9. En, som det synes, i det norske tatersprog eiendommelig substantivendelse, som føies til ord, der optages af det norske eller svenske sprog, er -an (med forhærdelse af den foregående konsonant) og -ddran, -ttran (bokkan, af bog, flattan, ansigt, af flad, altså egentl. fladen af hovedet, boddran, af bud, vettran, af veir, skyttran, af sky, blyttan, af bly). Det eneste exempel, jeg har fundet herpå i andre taterdialekter, er lithau. taterspr. kelltra, kjelder, af tydsk keller.

10. Adjektiv- (particip-, også substantiv-) endelser ere: -no, -ano, -kano (perno, tydsk taterspr. parno; purranó, lithau. t. phuranno; rankanó, böhm. t. raikano), -valo, -alo, (barvaló, lithau. taterspr. barveló; bokkaó, lithau. t. bokelo; tyjali, (fæm.(145), lithau. t. thuvjeli), -to, do, (tatto, böhm. taterspr. tato; perdo, böhm. t. pcherdo; jido, lithau. t. dschido: af denne form dannes verbene jida, starda, londra, pandra o.s.v.), -lo, (mulo, lithau. t. mulo; af denne participform dannes også mange verber, f.ex. mula, panla, kanla).

11. Verberne have mindst bevaret spor af de oprindelige former; dog kan mærkes endelsen -ra, mest i afledede og fra fremmede sprog optagne verber (londra, salte, böhm. t. londaraf, af londo, saltet, af lon, salt; tattra, varme, böhm. t. tataraf, af tatto, tato; tjingra, hugge, böhm. t. czingerav; denkra, tænke, lithau. t. denkervava, af tydsk denken, dinra, tjene, lithau. t. dynervava, af tydsk dienen; lagra, le, rimel. af tydsk lachen. Subst. schinra, sol, forudsætter også et verbum schinra, at skinne, af tydsk scheinen).

12. Ved de forunderligste bogstavovergange, forkortelser o.s.v. fjerner tatersproget sig overalt daglig fra sin oprindelige skikkelse, og dette gjør ordene ofte fast ukjendelige. De to i det svenske og norske tatermål brugelige former forusar og falatjer forklares dog let af tydsk taterspr. fornótschia og lithau. t. forlozja; med samme ombytning af l og r kan stil måske være det samme som tydsk taterspr. schiro; formerne jila og jija, synge, gjenfindes i böhm. t. gilovav og spansk t. giyabar, og med samme ombytning af l og j sees juje, fruentimmer, eng. tat. juvu, persisk t. jivi o.s.v. at være det samme som böhm. taterspr. xuvli, russ. t. dschuli; mijan, mil, lithau. t. myja, er på samme måde beslægtet med spansk t. milla og dannet af valachisk mile, romansk @@ SIDE 262 eller alban @@ SIDE 262; sml. röi, ske, lithau. t. roj, ruy, med spansk t. rolli; af lithau. t. ladsch (böhm. t. lax, spansk t. lacha), skam, undseelse, er dannet lithau. t. ladschverdo, norsk t. leivardo, undselig. Ved siden af så mange forandringer er det påfaldende at finde sådan lighed som f.ex. imellem servani, sild, og det hidtil kun i den spanske taterdialekt forefundne servani, sardelle.

13. Tatersproget stammer med sit meste ordforråd (og mange ordformer) fra Indien, men har optaget en stor del af sit stof fra de lande, som folket i sin udlændighed har besøgt (se kapitel 3, s.44 fgg.). Derfor findes også i det norske tatersprog adskillige udtryk, som vise slægtskab med sanskrit eller dets døttresprog, hindustani og andre, eller som ere hentede fra persisk, nygræsk, valachisk, slavisk, tydsk, kvænsk og flere asiatiske og øst-europæiske sprog (trin, tre, sanskr. trini, hindi teran; dan, tand, lithau. t. dand, hindust. dant; lon, salt, hind. lona, luni; pæna, søster, hind. bhena, sanskr. bhagni, prakrit bahini; panla, binde, böhm. t. pchandav, hind. bandhna, sanskr. bandhana; nagno, nøgen, lithau. t. nango, hind. nanga, sanskr. nagna; tjumma, kysse, tjumm, tydsk taterspr. tschummoben, kys, hind. tschuma, sanskr. tschumbana, kys; le og de tjumma, tage og give kysse, hind. tshuma lena wa dena; tjor, tyv, hind. chor; tjuttje, patte, sanskr. tshutshi; - bahi, lykke, lithau. t. bacht, persisk bakht; por, fjeder, pers. par; mommali, voxlys af böhm. t. mom, vox, pers. mom; - kolko, søndag, böhm. t. kurko, græsk @@ ; kakkavé, kjedel, nygræsk, @@ , foro, by, nygræsk eller romansk @@, ungarsk lat. fora, latin forum; kambana, klokke, alban. @@, af lat. campana; stamlon, bænk, tydsk t. stammen, romansks @@, af latin scamnum; stadi, hat, romansk @@, tjokka, skjørt, kurdisk ciuk, lasisk coche, ostetisk tzuka, ungarsk czuha o.s.v.; kolliva, strømpe, ostetisk chalaf; - truppo, krop, polsk trup; grikka, synde, slav. grzech; hispa, stue, lithau. t. isba, polsk izba; fannas, kakkelovn, lithau. t. fanna, fyrbækken til at opvarme en seng med, af tydsk pfanne; schornan, låve, lade, ved sammensmeltning af tydsk scheuer og scheune; diklo, tydsk tüchel; denkra, dinra o.s.v., se no. 11(146); - alako, ragusta, sytt, se ordfortegn., kvænsk). I Sverige og Norge er det altid mere og mere fattige tatersprog blevet blandet med udtryk af landets sprog, som kun ere forandrede for at gjøres ukjendelige (nin og tin, omdannet i analogi med det ægte taterord trin af «ni» og «ti»; sero i analogi med mero, dero, af «sig»; se de under no. 9 anførte ord). De mange af lappisk optagne ord (sjas, vauta o.s.v., se ordfortegn.) tilhøre måske snarere skøiersproget. - Ved siden af de ord af tatersproget, hvis herkomst således kan eftervises, forekomme også adskillige og det i alle taterdialekter almindelige ord, som dette ikke er tilfældet med, f.ex. beng, djævel, bar, sten, belvel, aften, balo, svin, o.s.v.

Om skøiersproget

14. Skøiersproget, der ikke som tatersproget har været et naturligt tungemål, men fra først af kun et opdigtet tyvemål (se kapitel 9, s. 128), har naturligvis aldrig havt egne grammatikalske former, kun finder man, ligesom i det danske og tydske rotvelsk, visse substantiviske afledsformer, navnlig us, dansk rotv.-es (kampus, duftus, diskus, dansk r,(147) kambes, dustes, diskes), -um, -rum (holtum, onum, patrum, lektrum, dansk r. padrum, erdrum, jord, landrum, land o.s.v.), -ing, -ling, (poefling, pommerling, grönning, grumsing, vandring, dansk r. grofning, gryde, krytling, urtegård osv., tydsk r. rädling, vogn, schmierling, sæbe, o.s.v.), -ik, (jennik, fändrik, hemmik, dansk r. rullik, vogn, svömmik, fisk, tyrik, øie, o.s.v., tydsk r. terich, land, perlich, perle, lummik, daler, o.s.v.), -ert, (langert, knaspert, dansk r. slangert, ål, trappert, hest, mjavert, kat, o.s.v., tydsk r. funckhart og funkert, ild, flosshart og flossert, vand, o.s.v.). Dansk r. rullik og tydsk r. rollert, vogn, er exempel på, at endelserne -ik og -ert (hart) kunne ombyttes, og således kan norsk og dansk r. jennik, djævel, mulig være dannet af samme rod som tydsk r. ganhart (gannert, gænnert, gænnik, jænnik).

15. Skøiersproget er blevet uddannet mellem landstrygerbander i det vestlige Europa, og man finder derfor endnu i det norske skøiersprog ord af de fleste vest-europæiske sprog, af latin (lektrum, kannis, se ordfortegn.), af italiensk (kalsing), af fransk (pommerling), af tydsk (holtum), af dansk (gladrum), af norsk (grönning, rixus), af lappisk (jöiga), af kvænsk (jumlia, nen). Mange ord ere også tagne af tatersproget (tjuring, taterspr. tjuri; gasse, tydsk r. gasche, tydsk taterspr. gatsche, norsk t. gavo, lithau. t. gajo; sjar, græs, taterspr. tjar). Ved siden af disse og flere ord, hvis herkomst kan kjendes, findes også mange af dunkel eller ubekjendt oprindelse (kvant, rota, bökt o.s.v.).

16. Det er underligt at se, hvorledes ord af så mange og så forskjellige tungemål ere blandede sammen i det hemmelige sprog, som tales på vore landeveie og i vore strafanstalter, og det kunde være interessant at forfølge hvert enkelt ords historie lige op til dets oprindelige form og egentlige hjem. Men efter de her fremsatte antydninger og exempler må jeg, navnl. med hensyn til tatersproget, i ordfortegnelsen for det meste indskrænke mig til at henvise til det anførte skrift af Pott; det vilde nemlig føre til en på dette sted altfor stor vidtløftighed, om jeg vilde forsøge på en nogenlunde tilfredsstillende måde at meddele resultaterne af hans med sjelden lærdom og grundighed udførte kritik, og de få, som måtte ville fortsætte disse undersøgelser, skulde alligevel nødvendig ty til det Pott'ske hovedværk.

Agno (G.B.), ond, slem (sml. lak, mi jak).
agsi, se agta.
agta, en; gvogta, to; kulma, tre; njelja, fire; vitta, fem; kutta, sex; kjækja, syv; agsi, sands. forvexling for kagsi, åtte; kagsi, sands. forvexling for agsi, ni; loggi, 10; (G.B.) lappisk åft, 1, guoft, 2, gålm, 3, njælja, 4, vit, 5, gut, 6, cecca, 7, gaftse, 8, åftse, 9, låge, 10; sml. jikk, onum).
akrus, ager (tydsk acker; se forbemærkn. 6).
Alako, månegud, taternes foregivne skytsgud, som også kaldes dundra, se ovenf. s. 82 (kvænsk ala-kuu, aftagende måne).
ali, glas; valo (And.), vindu (P. 2, 69; sml. gladrum).
alliantum (alliantum, G.B.), guld, sølv, kostbarheder (vistnok af latin argentum ell. fransk argent; sml. rup, sonneka).
altsåsarot (And.), d.e. allt-såsarot altsammen (af svensk allt og såraro, se sasharo).
andri, i, inde (P. 1, 299; sml. binum).
angel, fiskekrog (lithau. taterspr. anglervaf, fiske, af tydsk angel, P. 1, 97).
anum, år (latin annus; sml. bersh, nanor).
Assas, en foregiven by i landet Assaria. i det fjerne Østen, hvorfra efter et norsk tatersagn den hele taterslægt skal nedstamme (se s. 82).
asta, se haschta.
astro (G.B.), stjerne (lat. astrum; sml. tjikken).
attja, asscha, (atja And.), være (P. 2, 49).
ava (ava, hava, And.), komme (P.2, 52).
avri, ud, ude, udaf (P. 1, 301; sml. butum).

Bab, skjæg.
badne, slægt, familie.
bahi, lykke; penna b., furudsige god lykke, spå (P. 2, 398).
bakaló, fed; bakalo (G.B.), hed (sic) (sml. böito, tulo).
bakro (bakro And.), får (P. 2, 83).
bal (bal, And.), hår (P. 2,419; sml. lav, krölles).
balgo (G.B.), bug, mave (sml. kjöivo, per, possik).
balo, svin; balivas (ballevas, And.), flesk (P. 2, 420).
bandra, binde (enten af Dph bandes, bånd, tydsk band, eller det samme som pandra, besl. med panla).
banek, kage.
bankus, bænk, stol (tydsk bank; sml. stamlon, skjæsus, sess).
bar (barr, And.), sten; bareske Alako, et af sten udskåret billede, som skal forestille guden Alako, se s. 83 (P. 2, 409; sml. kampus).
bar, ort, mark (spansk skøierspr., barria, en unze guld, se Borrow, 2, 147; sml. krans).
baro, (baro, And.), stor (P.2, 411).
barvaló, rig, mægtig; karvalipá, rigdom, formue (P.2,416; sml. rixus, multrum).
baschtanó, stræng, myndig.
baskro, se randrebaskro.
basscha, spille, lege; basschipá. Spil (P. 2,426).
basscha (for «bacha,» And., skjælde, være urimelig; bacha, And., urimelighed, skjældsord (måske det samme som böhmisk taterspr. baszovav, gjø, P. 2, 426; sml. græla).
bau, ovn, bagerovn; bengeske b., helvede (P. 2, 405).
bedda, pottemål; bädda (And.), tønde, kar, så (sml. holkus, stoppina).
beddo, vægter, slavegevaldiger, politibetjent; beddor (And.), herre.
bella, gjø (tydsk bellen).
bello, øre (lappisk bælje; sml. hei).
bels, pengepung (Dph. bels).
bervel, (bervel, G.B., bellven, And.), aften (P. 2, 418).
beng (beng, And.), djævel, fanden; sastra-beng, «selve fanden;» bengesta, (bengesta, And.), helvede, sandsynl. for bengestad, djævelens stad, se jennikstad; benga, bande; bengaló, besat, gal, ustyrlig (P. 2, 407; sml. jennik).
berro, båd, skib (P. 2, 89; sml. langert).
bersch (bechäs, And.), år, egtl- regntid, den indiske betegnelse for året, besl. med brusscha (P. 2,87; sml. anum).
besscha, sidde, stå; sætte, stille; b. uppri, sætte op, overtale til (P. 2, 81)
bikna, sælge; biknipá, bikn, salg; bäknat (And.), solgt (P. 2, 87; sml. emra).
billing, bede, stykke (sml. bittan, bækka, kottro).
binkus, bygd, egn.
binum, i, inde (se butum; sml. andri).
biståkar (And.), støvler (Säve bemærker, at svensk bi-stockar, egtl. bikuber, bruges som øgenavn på bønders buxer, sml. ellers skorn, stobbrok).
bittan, bid, lidet stykke (rimel. af norsk bid, se forbemærkn. 9; sml. dog lappisk bitta, smule, tydsk taterspr. bitto, liden, P. 2, 402; sml. billing).
blankus, messing (ant. blank, af fransk blanc, hvid).
blattan, blad (se forbemærkn. 9; sml. patron).
blava, hænge (P. 2, 57).
blavanó, blå (P. 2,424).
blavi, bryllup (P. 2,87).
blyttan, bly (se forbem. 9).
boddran, bud, befaling (se forbem. 9).
bokka, sulte; bokkipá, bokk, sult; bokkaló, sulten (P. 2, 396).
bokkan (båkkon, And.), lommebog (se forbem. 9). bolla, døbe; bollipá, dåb (P. 2, 422).
bralar, se pralar.
brasa, fryse (sml. kjöldra, tjumla).
briant, grød (P. 2,416; sml. pultus).
brillor (And.). Dette i det sydlige Sverige efter det danske og tydske almen brugelige udtryk bruges i de nordligere egnes fantemål, istedetfor svensk glasögon; sml. gladrumjakkar.
brusscha, regne; brusschipá, regn, (P. 2, 81; sml. kjatsa).
bråka (And.), sladdre, åbenbare (svensk bråka, støie, buldre).
bråtfælling (G.B.), forbryder (en, som er falden i brøde, af svensk brot).
buddar (budan, And.), dør (P. 2, 78; sml. bygda, dunta).
buding (And.), forstue (måske dannet af frg.).
budna (G.B.), spinde (af lappisk badnet?).
bul (bul, And.), rumpe (P. 2, 422).
bullo, bjørn, (sml. starman).
buno, stolt.
buro (buro, G.B.), bosat mand, i alm. enhver, som ikke hører til taternes slægt; buro-gavo, b.-gaje, b.-raklo, bonde-mand, b.-kone, b.-gut (af tydsk bauer, eller besl. med busno, de spanske tateres udtryk om de bosatte spaniere, P. 2, 434?).
buschi, ged (P. 2, 366).
but, plur. bute, megen, mange; butt (And.), vel, brav (P. 2, 400).
butum, ude (se binum; Dph. buttenom, udenom; sml. avri).
bygda (G.B.), dør (måske ved forvanskning af buddar).
byja (byja, And.), besove (P.2, 87)
byling (And.), bytjener, politibetjent (af svensk by).
bäkka (And.), stykke (se peiko; sml. billing).
böito (G.B.), fed; böitus (G.B.), høst, ligesom den fede, frugtbringende årstid (lappisk buoide, fed; sml. bakaló).
bökt, penge (tydsk rotvelsk pucht, P. 2, 17; sml. lovo, kjöiter).
böna, bönna, se penna.

Chäning, d. e. sands. schäning (And.), falskhed, usandhed.

Dabba, slå, prygle; dabb (dab, And.), slag, prygl (P. 2, 282; sml. dusa, kurra).
dad (dad, And.), fader; dadeske d., farfader (P. 2, 308; sml. patrum).
dakri, se deia.
daltrum, dal (af norsk eller dansk på samme måde som jydsk skøierspr. erdrum af tydsk erde, se forbem. 14).
dan (plur. danjar), tand (P.2, 315).
dandra, bide; dandras (recipr.), bides (af frg., se forbem. 11).
Danik, danske; Daniken, Danmark og Norge (fra den tid, da begge riger vare forenede; se forbem. 14).
danka, hamre, smedde, hugge; dankus, dankar (dankus, G.B.), hammer; danke (danka, G.B.), øx, dank, smedie; de besschar i dank'a og dankar en danke med dankus'en, de stå i smedien og smedde en øxe med hammeren (Dph. dangenak, hammer, øx).
darr, strube.
darra, skjælve (vel egtl. frygte, sml. tydsk taterspr. darawe, jeg frygter, P. 2, 315).
darrani, bange (P. 2, 316; sml. malum).
dasto (G.B.), måne (sml. schon).
deia, dakri, moder (se forbem. 8; P. 2, 309; sml. matrum).
de, dela, give (P. 2, 300; sml. dokka, valta).
denkra, tænke (tydsk denken, P. 1, 97; sml. ima).
dero (diro, And.), du; deros, din (P. 1, 229; sml. dinnus).
dersnus, se minnus.
devel, Gud; baro d., den store Gud, i mods. til Alako, der tænkes som Guds søn; tikno d., engel (P. 2, 311; sml. gjeddo, jumlia).
dikka (dikka And.), se (P. 2, 304).
diklo (diklåk, And.), tørklæde (P. 2, 305).
dilichader (læs dilischader, And.), sko af alle slags (sml. tydsk taterspr. delija, strømpe, P. 2, 170, 285; sml. tirak, kalsing).
dingel (And.), fjantet, gal (P. 2, 313; sml. toking).
dinnus, se minnus.
dinra, tjene; dinreste, tjeneste (af tydsk dienen, se forbem. 11; P. 1, 97).
diskus, bord (Dph. diskes, alter; tydsk tisch; sml. taflan).
dives, dyvvus, (divers, G.B., dives, And.), dag (P. 2, 3l0).
dokka, give (Dph. dogge; sml. de).
dopli, der, hist (sml. döi).
dorja, bånd, strømpebånd.
dorma, sove; dormus, søvn (v. Grolm. dormen, fransk dormer; sml. dumra).
doschta, nok, tilstrækkelig (P. 2, 308).
drabb, lægerod, medicin, gift; drabbeske mokti, medicinæske (P. 2, 316).
drabbra (drabla, And.), læse; drabbranó, lærd; drablopa (And.), læsning; drabelina (And.), bog (P. 1, 439; sml. kulta).
dragna (G.B.), sange (af flg.).
dragni, dragruta, se trekrut.
drill, se trin.
dromm (dromm, And.), vei (P. 2, 318; sml. strattan).
droppina, dråbe (ikke af norsk, men lithau. taterspr. droppa, af tydsk tropfen, P. 1, 159).
drosscha, orke, mægte, holde ud.
dråvont, overmåde, særdeles (P. 2, 318).
dubbling (And.), speil (af spansk dubbel, dobbelt).
duftus, (duftus, G.B.), mel; duftusmangar, «meltraver,» taternes benævnelse på skøierne, se s. 23 (Dph.dustes; sml. varo).
dukk (dykkeba, G.B.), sygdom; kirja d., den stygge syge, d.e. spedalskhed; dukkaló (dåkalo, And.), syk (P. 2, 306).
duklak, syg, sygelig (af frg. og skøierspr. lak).
dummaskero (domaskiro, And.), vest, livstykke (af flg., se forbem. 8).
dummo (domm, and.), ryg, liv, midie (P. 2, 314; sammenl. emo).
dumra, sove (vel ved omsætning af dorma).
dunno, tynd (sml. sano).
dunsa (dunsa, G.B.), skyde (sml. puffa).
dunta (dunta, G.B.), port (sml. buddar).
dur, lang (P. 2, 317).
dus, dusse, se onum.
dusa (dusa, G.B.), slå, knuse (Dph. dise; sml. kurra, dabba).
dy (dy, And.), (se jikk).
däkkelskiro (And.), soldat, krigsmand (sml. merist).
dåva (dova, And.), denne (P. 1, 171).
döi, der (P. 1, 256); sml. dopli).

Edit, (G.B.), morgen, (lappisk idded; sml. teisa, morföi).
ehe (æhæ, G.B., ee, And.), ja (P. 1, 318? sml. sibi).
emo (G.B.), ryg (sml. dummo).
emra (emra, G.B.), sælge; emmer, salg (sml. bikna).

Fakka, gjøre, arbeide; fakkar (fakare, And.), arbeider, håndværker, f.ex. kabane-f., urmager (Dph. fakke; af latin facere? sml. kjera).
falatjer, se forusa.
fannas, kakkelovn (se forbem. 13; P. 1, 433).
fante (And.), usling, stakkel (gl. svensk og norsk fant).
fedig, vakker (sml. fenum, kvant, schukar, sjero).
felsing (fælsing, G.B.), fjeld (tydsk fels; sml. jemlo).
femtes, se onum.
fenum, venum, d. s. s. fedig.
firse, se onum.
fjettran, fjeder (se forbem. 9; sml. por).
flandra, brænde (tydsk rotvelsk flader, brand, P. 2, 345; sml. jaggra).
flattan, ansigt (rimel. af norsk flad, se forbem. 9, altså egtl. fladen af forhovedet; sml. litscho).
florus (G.B.), forår (lat, flos, flora).
foktan, foged (se forbem. 9; sml. kuma.).
foro (forum, And.), by; Girna-f., Christiania; Fröidis-f., Fredrikstad (P. 2, 393).
forusa (falatjer, plur., And.), vante, hanske (begge former forklares af lithau. taterspr. forlozzo, plur. forlozja, P. 2, 394).
forlunsa, forstå (se lunsa; sml. jana).
fransjar, skorstensfeier (Dph. kaminflanser; v. Grolm pflanzen, gjøre, forfærdige; tydsk rotvelsk pflanzer, håndværker, P. 2, 32).
ful, lort; fula, gjøre sit behov; fulaló, skiden; fulinna, skidtmær (P. 2, 391; sml. skunt).
fuldrani, kværn, mølle.
funka (G.B.), nøle.
fändrik (And.), ost (Dph. fennerik, tydsk rotvelsk fändrich, fenrich, wenderich, wuderich o.s.v., P. 2, 33; sml. keral, kjåggar, kes).

Gad (gard, And.), skjorte (P.2, 132; sml. hemmik, tönnik).
gaer (plur.), folk, mennesker (rimeligvis af gavo).
gaje, gae, gæje, gjei, kone (fæm. af gavo).
gapstokk (And.), spiseske, slev (Dph. gaben, spise (af taterspr. kaben), but-stok spiseske (af butter, spiser); sml. röi).
gara, gjemme, skjule (P. 2, 140).
gasse, se gavo.
gasselire, kvindfolk (af frg.).
gav, landsby, grænd (P. 2, 134).
gavo (gavo. And.), i skøierspr. gatse, gasse, geis, mand; gauve (G.B.), ægtemand, gasse (G.B.), mandsperson (sml. bøhm. taterspr. gaxo, lithau. gajo og gadscho, engelsk gajo og georgio, spansk gacho, tydsk rotvelsk gatscho, gasco o.s.v., P. 2, 129).
Gern, «den korsfæstede,» Christus (se s. 83, også Christian; Girna, Christiania sml. bøhm. taterspr. géro, salig, hensovet eller lithau. t. geero, elendig, P. 2, 141).
gija (And.), se jila.
giv, korn (P. 2, 67).
gjagno (g. b.), trøie (sml. nuta, vampe)
gjeddo, gud (kjedde, en af de hedenske lappers guddomme, se s. 158; sml. devel).
gjukni, (G.B.), suppe (lappisk jufta; sml. taterspr. summin).
glarum, gladrum, glas; gladrumjakkar, briller (taterspr. jak; Dph. glarm, af dansk glar; sml. ali).
gloris, kam (P. 2, 104).
gomp, brød (sml. maro, leipa).
goschvardo, forstandig (P. 2, 132).
gragla (G.B.), sluddre, sladdre,
grasni, hoppe (fæm. af grei).
grav (eller gnav, And.), skurk, lømmel.
grei (græ, G.B., grei And.), hest, greieske tjingrar, hesteskjærer; græna, (G.B.), kjøre, ride (P. 2, 143).
grellas, gråne.
grifling, hånd (tydsk rotvelsk greiffling, af tydsk greifen, P. 2, 7; sml. vascht).
grikka, synde; grikko, synder; grikkaló, syndefuld; grikkipá, synd (P. 2, 144).
groffan, grav (valach. grof).
grof f e, gryde (Dph. grofning; sml. piro).
groller, gryn (Dph. groller).
gromsing (And.), barn (Dph. grumsling; sml. grævling, tjavo).
græle (G.B.), skjelde (svensk gräla; sml. basscha).
grævling, d. s. s. gromsing (måske af grave, ligesom grumsling kanske af grums c: snavs, fordi småbørn gjerne lege med at grave i snavset).
gråla, (G.B.), tordne (sml. gurmin).
grönning (G.B.), sommer (af grøn; sml. somföi).
Gula, Gudbrandsdalen.
gulo, sød; gulot, noget sødt, sukker (P. 2, 133; sml. njalko).
gunnis (G.B.), hvor (lapplandsk konne).
gurma (G.B.), brække sig, kaste op (sml. tjadda).
gurmin, torden (P. 2, 176).
gurni, ko (P. 2, 141; sml. kromma).
gurris (guris, And.), skilling (P. 1, 52; sml. passchær).
gustri, (gustring, And.), fingerring (P. 2, 56; sml. sormus).
gustro, finger (P. 2, 55).
gutto (G.B.), hvem (lappisk gutte).
gvogta, se agta.
gvottra, (G.B.), bære (lappisk guoddet).
gåla (gola, And.), skrige, skråle; gålar, vægter (P. 2, 134).
gåno (gåning, And.), sæk; et mellem de norske tatere brugeligt signal, se s. 103 (P. 2, 136).
göie, pølse (P. 2, 134; sml. lubbani).
göie (G.B.), potetes sml. parrere, pomling pab, prolor).

Hansnus, hasnus, se minnus (sml. lo).
harga, lide, tåle.
hark, fil; harka, file (måske af norsk harke, fordifilen frembringer en lignende lyd; sml. il, skrosse).
haschta (asta, And.), hjælpe; låne; haschtaló, hjælpsom; haschtipá, hjælp (sml. hämpra).
hava, se ava.
Hea, Hedemarken.
heia, høre, forstå; hei, øre (tydsk taterspr. hei o.s.v., P. 2, 168; ordet bruges i enkelte taterfølger, enstydigt med det ellers brugelige schuna; sml. lunsa).
hemmik, skjorte (tydsk hemd; sml. gad).
hensus, se minnus, (sml. li).
hir, hire, et ødselt, udsvævende menneske; bengalo h., en ugudelig krop.
hiril, ært (P. 2, 167; sml. trinte, rullor).
hisar (And.), se isar.
hisp (hisp, And.), stue; lidet hus (P. 2, 65).
hofsar (hoffsor, And.), buxer (sml. pralar).
holkus, pottemål, potte (Dph, holges, flaske; sml. bedda).
holtum, skov, ved (Dph. holtes, tydsk holz, plattysk holt; sml. vesch).
homla, himmel (sml. pun).
honom, hestehov.
horta (horta, hortalo, G.B.), god, brav, ægte, rigtig; h romani, ægte tatersprog; h. lil, ægte, uforfalsket pas.
huskus, husmandsplads (sml. lauso).
hvervel (G.B.), kiste, skrin (sml. kastrina).
hyvare (And.), onanist (sml. klaidari).
hämpra (And.), hjælpe; h. tji, hjælper ikke (sml. haschta).
häring (And.), et slags sild, som fanges i Sverige, strömming (tydsk hering; sml. servani).
härtan (And.), kakkelovn, skorsten (tydsk herd; sml. fannas, kjerviba).
håta, stjæle; håtar, tyv (sml. tjåra, spana, purra).
hölkus, kniv (af norsk holk, messingbeslaget på tollekniven? sml. veisal, tjuri, kultrum).

Il, fil (sml. hark).
ima (G.B.), tænke, tro (lapp. ibmerdet, immerdet, forstå; sml. denkra).
isar (hisar, And.), plur., klæder; voldro-i., sengeklæder; isar-kjerar, skrædder; isa, klæde (sml. vestring, kåstitje).

Ja (ja, And.), gå, jaben, gåen, gang (P. 2, 212).
jag (jagg, And.), ild, jaggra, brænde; jagralo (G.B.), varm (P. 2, 47; sml. flandra).
jak (jak, And.), øie (P. 2, 46).
jana (jana, And.), vide, forstå (P. 2, 218; sml. teta, forlunsa).
jaro, æg (P. 2, 51).
jemlo, jelm, fjeld (sml. felsing).
jennik, djævel, fanden; jennikstad, djævelens stad d. e. helvede (Dph. jenniken, fanden, måske dannet af v. Grolm. jenne. inne, pinebænk, innen, pine, ell. besl. med tydsk rotvelsk ganhart, djævel, se forbem. 14; sml. beng).
jernus, se minnus.
jido, levende; jida, leve; jiben, liv (jida er dannet af jido, men dette samt jiben af et tabt verbum, se forbem. 7 og 10; P. 2, 217; sml. vesa).
jikk (gikk, jikk, And.), en; dy, (dy And.), to; trin (drill, And.), tre; schtar, fire; pansch, fem; sink, sex; schuh, oftere sytt, syv; okto, åtte; engja, oftere nin, ni; tin, ti (sml. f.ex. lithau. taterspr. jek, 1, dui, 2, trin, 3, schtår, 4, pantsch, 5, schoov, 6, efta, 7. ochto, 8, enja, 9. desch, 10; som man ser, ere de norske taterord sink, sytt, nin og tin afvigende; sytt, er dannet af kvænsk seitemen og ligner dermed talordet seize i det lieflandske taterspr., der er dannet af esthnisk seitze; nin og tin ere dannede af norsk ni og ti, men i lighed med talordet trin; P. 1, 216 flgg.; sml. agta, onum).
jikkjak, enøiet (af frg. og jak).
jila (gila, jija, And.), synge; jilipá, sang (P. 2, 140; sml. jöiga).
jin, tal; jina, tælle (P. 2, 135).
jir, sne; jiva, snee (P. 2, 67).
ju (juva, And.), lus (P. 2, 114).
juje (juja, guja, And.), fruentimmer; juleske gad, særk (P. 2, 215).
jukkelpi (for «jukklpi», And.), politi, politiret.
juklo (jukklo, And.), hund (P. 2, 213; sml. kannis).
jumlia, Krist-jumlia, Gud, de christnes Gud (kvænsk jumala, lappisk Rist-ibmel; sml. devel).
jäng (for «gäng,» And.), knæ (P. 2 195; sml. knettran).
jöiga, synge (lappisk júoigat; sml. jila).

Ka (cha, And.), spise; kaben (kapjen, G. B., kabeln, And.), spise, kapjeba (G. B.), spisebord (P. 2, 157).
kagsi, se agta.
kakkavé, kjedel (P. 2, 93).
kakkeraska, ørn, (se forbem. 6).
kakni, høne (P. 2, 91).
kalo (karlo, And.), sort (P. 2, 106).
kalsing (kalsing, And.), sko; kalsingfakkar, (k.-fakkare, And.), skomager (Dph. kalsling, af ital. calzo, se P. 2, 32; sml. dilichader).
kambana, kabane, klokke, ur (P. 2, 105).
kamma (kamma, And.), have (P. 2, 104).
kampus, sten (Dph. kambes; sml. bar).
kangari, kanaria (kanderina, And.), kirke; kagno, kanno, kirkebetjent, lærer (P. 2, 150).
kanla (kandra, And.), lugte ilde, stinke (P. 2, 150).
kannis, hund (latin canis; sml. juklo).
kara, kalde; kalde sammen (P. 2,153).
karja, klybe, knibe.
karna, kunne, formå.
karo (karo, And.), det mandlige lem (P. 2, 94).
karolina-piben, godt øl, flaskeøl (se piben; karolina, vistnok en efter person-navnet Karolina dannet, skjæmtende fordreielse af det i andre taterdialekter forekommende lovina, øl, af valach. olavina, der igjen kommer af lithau. allus, besl. med eng, ale, P. 2, 335).
karti, (kartring, And.), kort, spillekort (tydsk rotv. karding, af tydsk karte, P. 2, 117).
Kas, hø (P. 2, 156).
kascht (kas, G. B., kast, And.), ved, træ; kasfakker (G. B.), snedker, tømmermand (P. 2, 120).
kaschtaskjero, stokkekonge c: ståderkonge, bygdevægter (af frg., se forbem. 8; sml. kjönnik).
kaschtakrajo, d. s. s. frg. (se krajo).
kaskdives (G. B.), middag (lappisk kask, imellem, midt i, og taterspr. dives; sml. paschdives).
kastrina, kiste, dragkiste (tydsk kasten; sml. hvervel).
kattjali (katjali, And., kakjervil, G. B.), brændevin (P. 2, 160; sml. rypavina, rabba).
kava, tigge, betle (laplandsk kove; sml. manga).
kei (kei, And.), her, hid (P. 1, 256).
ker, kjer, (kell, And.), hus, gård (P. 2, 153; sml. pendri).
keral, ost (P. 2, 257; sml. fändrik).
kes (And.), ost (tydsk käse; sml. fändrik),
ketanes, tilsammen (P. 2, 99).
kev, kjev (kjef, (And.), hul, åbning; tyvehul, tugthus (P. 2, 162; sml. snurre, lakkeri).
ki (And.), slutning (se tji).
kia, våd (vel besl. med kindo i andre taterdialekter, P. 2, 103).
kil (kill, And.), smør (P. 2, 257; sml. vauta).
kingjo, træt, mat (P. 2, 151).
kirja, styg; k. vascht, venstre hånd (sml. sjuni).
kiska, god (P. 2, 157; sjeldnere end lattjo).
kjatsa (G. B.), regne (af lapp. cacce, vand; sml. brusscha).
kjella (egtl. kella), dandse; kjellipá, dands (P. 2, 155).
kjera (egtl. kera; kira, And.), gjøre, arbeide; k. uppri, pali, lukke op, igjen; k. til paggen, dømme til slaveriet; kjerar, arbeider, f.ex. röieskek., vævskebinder; kjeripá, arbeide (P. 2, 111; sml. fakka).
kjermo (egtl. kermo), orm (P. 2, 109).
kjerva (egtl. kerva), koge; kjerviba (G. B.), skorsten (P. 2, 112).
kjinna (kina, And.), kjøbe; kjinnipá, marked (P. 2, 103).
kjæka (G. B.), søge, lede efter (sml. rodra).
kjækja, se agta.
kjöiter, plur., penge (Dph. köit; sml. lovo, bökt).
kjåggar (G. B.), ost (lappisk cuvkko; sml. fändrik).
kjårkanev (G. B.), tyv (af taterspr. tjåra, og tydsk rotv. kannov, ganf, tyv, af hebr. ganab, se P. 2, 14; sml. tjår, håtar).
kjöivo (G. B.), bug (lappisk coavgje, laplandsk coive; sml. balgo).
kjöldra (G. B.), fryse af norsk kjøl, kulde, eller lapp. goalloot; (sml. brasa).
kjönnik, ståderkonge, bygdevægter (tydsk könig; sml. kaschtakrajo).
kjötta (G. B.), stå, (lapp. cuozzot).
klaidari (ell. klaidani, ell. kläidari, utydl., And.), d. s. s. hyvare.
klava, kjøkken.
kli, ride; kliben, ridt (P. 2, 122).
klina (G. B.), vadske (vel af norsk, kline sæbe på tøiet; sml. tåva).
klissin (klising, And.), nøgel; klissa, klisa, And. låse, lukke op eller igjen; klisakiro, (And.), fangevogter, vagtdreng (P. 2, 122).
knaspert, person, fyr, kammerat (Dph. knasper; sml. mors).
knerka, violin (vel af norsk knirke).
knettran, knæ (se forbem. 9, sml. jäng).
knops, knude på en tråd (vel af knop, se spiks). kokka, lyve; kokkaló, (kokkano, G. B., kåkkaro, And.), løgnagtig, usand, forfalsket; kokkipá (kåkk, And.), løgn, falskhed; kokkibaskro, løgner (P. 2, 160).
kokkaró, alene (P. 2, 108, sml. solo).
kolliva, strømpe (P. 2, 169; sml, strikling).
koppina, kop (af norsk).
korpus (karpo, G. B.), legeme, krop (latin corpus; sml. truppo).
korko, søndag, helligdag; baro k., jul (P. 2, 116).
korraló, blind (P. 2, 109).
kosscha, bande, sværge (P. 2, 120).
kottjik, knap (P. 2,131).
kottro, stykke, del (P. 2, 97).
krajo (kralo, And.), konge, krali, dronning (P. 2, 123, 539).
krako-farare (eller k.-farani, utydl., And.), dagdriver. krakus, krage (neppe af norsk, men d. s. s. lithau. taterspr. korakkos, P. 2, 116).
krans, ort, mark, (Dph. krans; sml.bar).
kri (And.), fortære, æde (Säve anfører til sammenligning sanskrit grî, deglutire; sml. ka).
kromma (kråmni, And.), ko (Dph. krummik, rimel. formedelst de krumme horn; sml. gurni).
krossus, kors; korsvei (neppe af norsk kors, men af det i andre taterdialekter forekommende kerestos, P. 2, 118).
kråmm (And.), «benævnelse på et slags straf, som bruges blandt fanger, for dem, der forse sig mod nogen af de imellem dem vedtagne love. Den udøves på den måde, at en kjep indbringes under knævinklerne og over nakken på delikventen, og i denne krumbøiede stilling må han ligge indtil 2 timer, i hvilke hver medfange efter behag kan slå og sparke ham» (ordet er naturligv. dannet af det svenske adj. krumm).
krölles, hår, uld (Dph. krölles, af dansk krølle; sml. bal, sarrali).
kulma, se agta.
kulta, læse; kultanum, bog (skal tilhøre det svenske skøiersprog; sml. taterspr. drabbra).
kultrum, kniv (Dph. kultes, latin culter; sml. hölkus).
kuma, foged (sml. foktan).
kuro, føl (P. 2, 155).
kurra (kura, And.), slag; kurras (recipr.), slåes; kurripá (kurning, And.), slagsmål, prygl; (kuropaskor, And.), profos (P. 2, 113).
kutta, se agta.
kutti (kuti, And.), lidet; k.-nakkipá, en pris snus (P. 2, 96).
kussehar, kursmed, dyrlæge, hesteskjærer (P. 2, 120; 1, 388).
kvant, smuk, god, fortræffelig; kvanting, fornem herre, embedsmand; kvantings-gjei, frue (Dph. kvant; sml. fedig, lattjo).
kvast, tvåre.
kviksalverine-fölge, et navn som skøierne give taterfolket med hensyn til taterkvindernes kvaksalveri.
kåstitje (for «kåstjtje,» And.), klædning (sml. isar).
kåva, ting, eiendel, gods (P. 2, 97).

Labbelalla, myssmør.
laffan, låve, tærskeplads (vel af norsk låve, se forbem. 9).
lagra (G. B.), le (tydsk lachen, se dinra, sml. sa).
lak (lakk, And.), ond, slet, ussel, i physisk og moralsk henseende (Dph. lak, gl. dansk lak c: skade, lyde; sml. agno).
lakkeböna, sige ondt på, vidne imod (af frg. og böna).
lakkeri, tugthus (af lak; Dph. lakkeri, fortræd, knibe; sml. talemåden: komme i omstændigheder, d.e. blive dømt til straf; sml. kev).
lakkepenneri, lakkehisp, det samme som frg. (se penneri, hisp).
lakkestroppa (G. B.), arrest, lakkestrop-fakkar, arrestforvarer (af frg. og Dph. strebiin, stue, kammer).
Lallaró, lap, finlap (egtl. en stum, dernæst en, som taler et fremmed sprog; df. i det lithau. taterspr. lallero, en lithauer, P. 2, 339).
Lallarotemmen, Finmarken; lalarotämen (And.), Norge (af frg. og temm).
langert, båd (vel af norsk lang, ligesom Dph. flaggert, af dansk flak, flad; sml. taterspr. berro).
lattja, finde (P. 2, 332).
lattjo, god fortræffelig; latjut, (And.), godt, vel; lattipá, godhed (P. 2, 329; sml. kvant).
laupia, d. s. s. tjukni (skal tilhøre det svenske fantesprog).
lauso, d. s. s. huskus (ligeså).
lav (lav, And.), ord (P. 2, 321; sml. verbum).
lav (G. B.), hår (sml. bal).
lavra, ro (sml. rampa, sarda, sukka).
le (le, And.), tage, hente, så (P. 2, 327; sml. nökka).
leia, bedrage (sml. starda, stultra).
leipa, brød (kvænsk leipá; skal tilhøre det svenske skøiermål; sml. tatersprog maro, norsk skøierspr. gomp).
leivardo, skamfuld, undselig (P. 2, 331).
lekk, gnid i håret (P. 2, 329).
lektrum, sang (latin lectus; sml. voldro).
lenn, led, ledemod.
lettran, læder (se forbem. 9). li, se lo.
libbri,bog (latin liber; ogs. i tydsk taterspr. libro, P. 2, 339; sml. drabelina, kultanum).
libra (G. B.), elske (tydsk lieben, sml. pira).
lil, (liller, And.), brev, pas; rankani-i; fogdepas; rascho-l., præsteattest; lilla (G. B.), skrive (P. 2, 339).
linder, (And.), papir (sml. Dph. lini, reisepas).
lindra, låne af nogen (sml. baschta; af tydsk lehnen, i dagl. tale for leihen, ligesom dinra af dienen).
litscho, ansigt (P. 2, 334; sml. flattan).
lo, han; li, hun (P. 1, 242; sml. hansnus, hensnus).
lodd, loddipá, logis, herberge; lodda, logere (P. 2, 334).
loggi, se agta.
lokk, lensmand (sml. moskro).
lokke (låkk, And.), daler; tydsk taterspr. lokin (P. 1, 52; sml. sasterkon, trumming).
lokki, barsel; suta i lokki, ligge i barselseng.
lon (låder, And.), salt; londra, salte (P. 2, 336).
longaló, halt (P. 2, 337).
longsto, bred (P. 2, 337).
lorra, røve, plyndre.
lovo, plur. lovoar (lofor, And.), i skøierspr. lobi; plur, lobiar, mynt, penge (Dph. lovi, v. Grolm. lowi, bøhm. og lithau. taterspr. lovo o.s.v., P. 2, 335; sml. bökt).
lubbani,(lubni, G. B.), pølse (sml. göie).
lubni, skjøge (P. 2, 334). lull, skurv; lullaló, skurvet.
lunte, fille, lap (sml. peiko, trasa).
lunsa, høre; sunselak, tunghør, døv (Dph. lunse, v. Grolm. linzen; sml. heia).
lædran, lære, lærdom; lædra, lære (se forbem. 9).
lålo (lolo, And.), rød; l. jik, en rød en, d. e. soldat (formedelst den tidligere røde uniform. (P. 2, 338).
löik (G. B.), lad, imper. af lade.

Ma, ikke, ved imper. forskj. fra tji, f.ex. ma kokka, du må ikke lyve, mander kokkar tji, jeg lyver ikke (P. 1, 319).
malum, feig, bange (vel af lat. malus; sml. darrani).
mander, mero (mandro, miro, And.), jeg; manders, meras, min (P. 1, 229; sml. minnus).
manga (manga, And.), tigge; mangar, tigger, betler (P. 2, 445; sml. kava).
manna (G. B.), bræge, skrige.
manusch, manus, menneske (P. 2,446; sml. pofling).
marmo (G. B.), sjel, ånd (sml. sino).
maro (maro, And.), brød (P. 2, 440; sml. gomp). marokka, padde, frø.
marra, slagte (P. 2, 450).
marrapina, grime (seletøi).
mas (mahss, And.), kjød (P. 2, 456).
maschkan, kat (P. 2,438; sml. stirno).
matrum, moder (Dph. madrum, latin mater; sml. deia).
mattjo (matjo, And.), fisk; mattja (matja, Ånd.), fiske (P. 2, 437; sml. peissus).
matta (G. B.), kunne (lappisk mattat).
mekka, kline, smøre; m. sig, smøre sig, d.e. skynde sig (P. 2, 434).
mera, dræbe (P. 2, 448).
merist (GB), soldat (sml. däkkelskiro).
mero (miro, And.), se mander.
men, hals (P. 2, 444).
mijak, ond, slem, slet; mijipá, ulykke (P. 2, 459; sml. lak)
mijan, mil (P. 454; 1, 88)
minnus, jeg; vorsnus, vi; dinnus, du; jersnus, I; hansnus, han; hensnus, hun; dersnus, de; minnuses, vorsnuses, min, vor o.s.v. (Dph. minnoses, dinnoses o.s.v.; sml. mander, dero, lo).
minsch (mynka, And.), det kvindelige lem (P. 2, 95).
mjöltråvar, «meltraver,» se duftus.
moki (mufta, And.), dåse, æske (P. 2, 437).
molla, koste; mollipá, pris (P. 2, 456).
mollavis, tin (P. 2, 456).
mommali (mummali, And.), voxlys, talglys (P. 2, 443).
monschta, monsta, mosta, mosta-piben (mosta-piben, G. B. mufta-piben, (sic.), And.), kaffe.
morföi, morgen, imorgen (af norsk morgen, ligesom somföi; sml. edit).
mors, moss (mhuss (sic), And.), mandsperson; mosseske, stadi, mandshat (P. 2,447; sml. knaspert).
moskro, lensmand (af möi, se forbem. 8, P. 2, 436; sml. lokk).
mukka, slippe, lade fare; overlade, låne; mukka (And.), slippe fri, blive løsladt; mukk. (And.), frihed P. 2, 434).
mulo, død; mulas, mula, (And.), dø; mulare, (And.), morder (P. 2, 448).
multrum, rig, mægtig (af latin multus; sml. taterspr. barvaló).
muril, bær (P. 2, 451).
muskro, kalv.
mussi, arm (P. 2, 457).
mutter (mutter, And.), urin; muttra (mutra, And.), kaste vandet (P. 2, 440).
möi, mund (P. 2, 435).

Naben, namen (noben, And.), nei; noba (And.), nægte (P. 1, 318).
nagno, nøgen (P. 322).
nak (nak, And.), næse; nakkipá (nakopa, And.), snustobak (P. 2, 320; sml. nen, snasus).
nani (nani, And.), intet (P. 1, 318).
nanor (G. B.), år (sml. anum).
nasscha (nacha, And.), løbe, fly, undvige, nasschar, rømling (P. 2, 324).
nav, navn (P. 2,321; sml. verbum).
neita, gifte (sig) (lapp. naittet, bortgifte, naittalet, gifte sig; sml. rommedina).
nen (njönno, G. B.), næse (kvænsk nenä, lappisk njunne; sml. nak).
nevo, ny (P. 2, 321).
nikli, bort, borte (Dph. niggel, ned).
nin, se jikk.
ninna, nu (P. 1, 316?).
nitan, eng, mark (kvænsk niittu, niitty).
njalko (G. B.), sød; njalkus, (G. B.), sukker, lapp. njalgis; sml. gulo).
njelja, se agta.
noh, velan! se der,! (P. 1, 316).
Nortemmen, Nordlandene (se tem).
notarus (G. B.), loft, tag (se tarus).
nuta, (nutta, And.), trøie.
nökka, tage (Dph. nökke; sml. le).

Okto, se jikk.
oldri, gammel (Dph. olmsk, v. Grolm. olders, oltrisch, olmisch; sml. puro).
onum, en; dusse, to; tresse, tre; firse, fire; femtes, fem (onum af latin unus; Dph. tvis (v. Grolm. zwis), to; tras (v. Grolm. dris), tre; firgen, fire; fiftaris, fem; sml. jikk, agta).
oppri, uppri, op (P. 2, 74).

Pab, æble; jordæble, potetes (P. 2, 378; sml. gøie).
pabbani, flaske.
paggen (pagen, And.), fæstning, slaveri (hvilket holdes på fæstningen); paggerske mors, fæstnings-slave (af lapp. baggit, tvinge, baggem, tvang?).
paggra (pacha, And.), sønderbryde (P. 2, 373).
pali, pallar, efter, tilbage; palla (And.), få tilbage (P. 1, 294).
pandra (And.), lukke en dør (se panla).
pani (pani, And.), vand (P. 2, 343).
pankert, tobak (Dph. panges; sml. taterspr. tyjali).
panla, binde; strikke; panlebangro, strikkepinde (panla af et partic. panlo, bunden, af det i andre taterdialekter forekommende bandaf, hvoraf det ovenfor anførte bandra, pandra, kan være dannet, se forbem. 10; P. 2, 387).
pansch, se jikk.
pappani, (papja, And.), gås (P. 2,350).
para, (para, And.), bytte; greieske parar, hestebytter (P. 2, 354).
pari, frugtsommelig, drægtig (egtl. fæmin. af paro, tung, svær P. 2, 379).
parikka, takke; parikkipá, tak (P. 1, 438).
Parikko, finlænder, kvæn; Parikkotemmen, Finland (se forbem. 6).
parma (G. B.), måtte.
parrere, potetes (sml. göie).
pasch, halv; paschdives, (sml. kaskdives), middag (P. 2, 363).
passcha, tro; passchanó, tro; pålidelig; passchipá (patja, And.), tro, tillid (P. 2, 346).
passchær, passiar, i skøierspr. passik, skilling (P. 1, 52).
patron, grøn kvist, blad; ligesom gåno, et signal, se s. 103 (P. 2, 348).
patrum, fader (Dph. padrum, v. Grolm. patris; latin pater; sml. dad).
pattersi, alter; ja til pattersi, gå til alters (P. 2, 347).
patttri(?), svare.
pauk, gut; pöie, gjente (svensk poik, kvænsk poika, poju, poijan, liden gut; sml. raklo).
pei, (pei, G. B.), side.
peiko, lap på klæder (sml. lunte).
peissus, fisk; peissa, fiske (latin piscis; sml. mattjo).
pellus, hat (latin pileus; sml. stadi).
pendri, penneri, hus (Dph. penne, opholdsted, penne, opholde sig; v. Grolm. benne, herberge; sml. ker). penna, i skøierspr. böna, bönna, sige; pänato (d.e. päna to, And.), tale til (P. 2, 386; sml. puka).
per, mave (P.2, 356; sml. balgo).
pera, falde (P. 2, 354).
perdo, fuld, fyldt (P. 2, 380).
peri, suta peri, «lægge følge,» gjøre selskab.
perno, (pärlo, And.), hvid (P. 2, 359).
pesa, beg (latin pix, picis).
pi (pi, And.), drikke; pialó, (pjalo, And.), drukken; piben, (piben, And.), drikke, øl (P. 2, 342).
piblo, enkemand; pibli, enke (P. 2, 377).
pikka, stege; pikkori, stegepande (P. 2, 345).
pinscha, kjende (P. 2, 432; sml. primja).
pira, elske, beile (P. 2, 353; sml. libra).
piri, gryde (P. 2, 350, sml. groffe).
pirka (And.), hue.
piro, (piro, And.), fod (P. 2, 351).
plaktan, lagen (P. 2, 368).
plato, (G. B.), lås (v. Grolm. besiche, lås, platte besiche, fast lås, modsat hængelås).
pokti, væv, teppe; pokti-röi, vævske (P. 2, 367).
pofling, menneske (sml. manusch).
pomling, jordæble, potet (v. Grolm. pommerling, æble, fransk pomme, se P. 2, 36; sml. taterspr. göie, pab).
por, fjeder (P. 2, 357; sml. fjettran).
pord, sund (lith. taterspr. purt. bro, P. 2, 382).
porda, blæse, storme (P. 2, 382).
pordisar, sengeklæder (af por og isar).
positta (puhstan, And.), lomme (P. 2, 367).
possik, mave (sml. balgo, per).
postil, skindfeld (P. 2, 367).
pral (prall, And.), broder (P. 2, 383).
pralar (bralar, G. B.), buxer (Dph. brall, lomme).
praschta (prastra, And.), springe, hoppe (P. 2, 244).
pre, (pri, And.), på (P. 1, 292).
preder, igjennem, imellem (P. 1, 294).
preisa, pressa, betale; preisa (And.), sælge (P. 2, 344).
primar, præst, primfakka (se fakka), ægtevie (Dph. primer, tydsk rotvelsk priemer, P. 2, 16; sml. rascho).
primja, (And.), kjende (enten af frg. eller for prinja af prinscherwa, P. 2, 361; sml. pinscha).
prolor (And.), plur., potetes (sml. gøie).
pu, jord, mark (P. 2, 376).
puffa, skyde; puffa, gevær (sml. norsk lommepuffert, sml. dunsa, puskan).
puka, sige, yttre (sml. penna).
pultus, grød (Dph. pultes, latin puls; sml. briant).
pun, himmel (sml. homla).
purjett (And.), best., gulvet (sml. tarus).
puro, purranó, gammel; purja (And.), kjærring (P. 2, 381; sml. oldri).
purra, stjæle, rapse (sml. håta). pus, strå (P. 2, 388).
puskan, bøsse, gevær (P. 2, 365).
pusschan, loppe (P. 2, 366).
puttja, spørge (P. 2, 375).
päiko (And.), brev, billet (måske egtl. en lap papir, se peiko).
pæna, søster (P. 2, 385; sml. tyttrum).
pævi, sol (kvænsk päivä; sml. schinra).
paava, spå; påvipá, spådom.
pöie, se pauk.

Rabba (rabba eller rubba, utydl., And.), rypavina (dette sidste skal tilhøre det svenske fantemål), brændevin (kvænsk ryyppiä, drikke, ryyppy, en slurk, dram, ryyppö, dranker; sml. kattjali).
ragusta, trolddom (vel af kvænsk rokous, bøn, altså sådan trolddom, som øves ved «læsning» eller fremsigelse af bønneformularer; sml. summipá).
rakka (raka, And.), tage vare, vogte; rakk dero, tag dig i agt! (P. 2, 268).
rakra, rakla (rakla, And.), tale; raklipá, tale, sprog; raklo, (And.), ufordelagtig omtalt, berygtet (P. 2, 268; sml. rota).
raklo, gut; rakli, pige (P. 2, 269; sml. pauk).
rambana (rambana, And.), saug (sml. trekrut).
rampa, ro (sml. lavra).
randis, elv.
randra (randra, And.), skrive; randukirare (And.), skrivepen (se kjera); randripá, skrivning, skrivelse; randribaskro, eller forkortet baskro, sorenskriver, forkort. skriver (P. 2, 276; sml. skribenta).
ranjer (plur. ? And.), spø, en i Sverige brugelig pidskestraf (sml. stråter).
rankanó, fornem (adjekt.); fornem herre, embedsmand; rani, (ranja, And.), frue; rani (And.), jomfru, også et mål, 1/8 kande, i daglig tale på svensk jumfru; rani-juja (And.), frøken (P. 2, 264; sml. kvanting).
rasscho, præst (P. 2, 278; sml. primar).
rat, blod (P. 2, 272).
rattan, nok (P. 2, 280).
ratti (ratin, And.), nat (P. 2, 273).
rekla (räkla, And.), kjole (Dph. rokkel-poi; sml. tjokka).
reppani, kålrod, næpe (P. 2, 274).
riggra, rikkra, bære, løfte, holde (P. 2, 269; sml. gvottra).
rixus (G. B.), rigmand; rixano (G. B.), rig (af det norske; sml. barvaló).
rodi, skøiernes hemmelige sprog, labbelensk, rotvelsk (vistnok af rota, s. 132; sml. rommani).
rodra, ransage, søge efter; rodra (And.), undersøgelse, visitation (P. 2, 263; sml. kjæka).
rokkan, rug (se forbem. 9).
rommanó, i sammensætn. rommani, tatersk, rommani-sæl, tater; r-tjei, taterpige; romni, taterkone, hustru; rommadina, ægte, tage til ægte; rommani (rommani, And.), tatersprog (adjektivet rommanó er regelret dannet af det i andre taterdialekter forekommende rom, Rom, en mand, en tater, hvoraf romni er fæmininform; forandringen af adjektivets endelse -o til -i i sammensætn. er ligeledes regelret, og ordet sæl, hvis egentlige betydning dog er uvis, forekommer også i andre taterdialekter (tchel, chel, chal, o.s.v.) i sammensætn. med rommanno for at danne et folkenavn; rommani, tatersprog, er egtl. adjekt. i fæmin. med et underforstået subst.; verbet rommedina, tage til ægte, forklares af den dobbelte betydning, som ordet rom oprindelig har, nemlig mand (især af taterfolket) og ægtemand (se ovenf. s. 53; P. 1, 35 fgg. 2, 259 fg. 275 fg. 528).
roschto, vred; roschtipá, vrede (P. 2, 279).
rosla, beslægtet, i slægt med.
rota, tale; rota rodi, tale skøiermål (se rodi; rimel. besl. med tydsk rotvelsk roter, betler, hvoraf sandsynl. det tydske ord «rowälsch,» betler- eller tyvesprog, er dannet, P. 1, 7; 2, 1; sml. rakra rommani).
ruf, ulv (P. 2, 267).
rulla (And.), kjærne, frø, rullor (And.), plur., ærter (af svensk rulla ligesom tydsk rotvelsk röllerchen, ært, af tydsk rollen, fremd. Dph. ruller, mølle, rullik, vogn, af dansk rulle; sml. hiril).
rup (rub, And.), sølv; rupeske gustri, sølvring (P. 2,275; sml. alliantum).
rustna (G. B.), hade (vel af roschto).
ryparina, se rabba.
råva, græde (P. 2, 267; sml. vöidna).
röi, elev, ske (P. 2, 268; sml. gapstok).

Sa, le (P. 1, 406, sml. lagra).
saboria, prindsesse.
saddra, seile (sml. trinsa).
salvaria, bidsel (P. 2, 239).
sambona (sambuna, And.), pibe, tobaks-, skorstenspibe (egtl. fløite P. 2, 193).
sano, tynd, fin (P. 2, 238; sml. dunno).
sani, vælling (måske af frg.; sml. slinke.)
sapp, orm, mark (P. 2, 234).
sarla, trække; ro (sml. lavra).
sarrali, uld (P. 2, 258; sml. krølles).
sarstil, altid (af sasharo og stil).
sartno (G. B.), sand, sandfærdig (sml. tjattjo).
sarvi, horn. negl (kvænsk sarvi).
sas-haro, al, hel; se altsåsarot (P. 1, 275).
saster (skjaster, G. B., chaster, And.), jern, fangejern; s.-fakkar, smed (P. 2, 224).
sasterkon, daler (sml. lokke).
sastra-beng, se beng.
savo (savo, And.), sådan (P. 1, 252).
schali, døv, stum.
schalo, munk.
scharo (charo, And.), sværd, sabel (P. 2, 161).
schelanó, kold (P. 2, 231).
schero, (chöro, And.), hoved (P. 2, 221).
schinra, sol (af tydsk scheinen, se forbem. 11; sml. pævia).
schon, måne (P. 2, 194; sml. dasto).
schornan, lade, låve (P. 2, 228).
schuh, se jikk.
schukar (chukar, And.), vakker, artig, snild (P. 2, 223; sml. fedig).
schukaló, sur (P. 2, 229).
schuna, høre; schunan, øre (P. 2, 221; sml. heia, lunsa).
sea, evighed.
serlat, årle, tidlig om morgenen (P. 2, 287).
sero, sig (sml. mero, jeg, mig; se forbem. 13).
servani (silvano, And.), sild (P. 2, 249; sml. häring).
sess, stol (af tydsk sessel, eller besl. med skjæsus).
sevani, silke.
si, hjerte (P. 2, 216).
sibi, ja (Dph. sibe; sml, ehe).
sig, sik, hurtig; sikka, skynde, påskynde (P. 2, 226).
sikka, vise (P. 2, 225).
sila, kjærlighed (P. 2, 65. 216).
sillas, sæle, sæletøi.
simaló, pant (P. 2, 237).
simani, møde, stævnemøde (måske egtl. tegn eller signal til et stævnemøde, altså besl. med frg.).
sink, se jikk.
sinnus, se minnus.
sino, sjel (sml. marmo).
sippan, smedie; sippan-mors, smed (kvænsk seppá; sml. ogs. P. 2, 204; sml. smitjo).
sissar, sax fransk ciseaux, eng. scissars, scissors).
sittan, villie (kvænsk sittet, ville, sittet, villen, villie).
siva (sivra, And.), sy; sivrare (And.), skrædder; sivaskerakli, sypige (P. 2, 236; sml. tima, tyva).
sjar, se tjar.
sjas, vand, sø (lappisk cacce, vand, se kjatsa; sml. pani).
sjero, vakker (sml. fedig).
sjubaning (And.), tolvskilling, seddel på 12 skilling.
sjuni, styg (sml. kirja).
skali, skål (vel af det norske).
skjerma (G. B.), halte (lappisk skerbmat).
skjæsus, (G. B.), bænk, stol (sml. bankus).
skjættran, skjær (fugl) (se forbem. 9).
skjæva (G. B.), stikke.
skorn, støvel (P. 2, 233; sml. biståkar).
skravse, skraber, skorstensskraber (vel al det norske).
skribenta, skrive; skribentar, sorenskriver (Dph. skribente, af skribent; sml. randra).
skrosse, fil (sml. hark).
skröve, en, der har havt et barn med en pige.
skunt, lort; skuntfakkar, skidager (skjeldsord) (Dph. skunt, tydsk schund; sml. ful).
skyttran, sky (se forbem. 9).
slava (And), arbeide (svensk slafva, arbeide som en slave, trælle).
slinke, vælling (sml. sani).
slittan, slæde (tydsk schlitten, P. 2, 228).
slo, følge, fantefølge.
smekkra, smage (tydsk schmecken).
smettani, fløde (P. 2, 233).
smira (G. B.), kysse (sml. tjumma).
smitjo (And.), smed; smitjo-kel (And.), smediegården, et fængsel i Stockholm (kell, se ker; tydsk schmied; sml. sippan).
snasus, næse (sml. nak).
sneider, skrædder, (tydsk schneider; sml. isarkjeyar, sivrare).
snurre, tugthus (ant, schnur, politibetjent, schnüren, binde, hænge; sml. kev).
solo, sålus, alene (latin solus; sml. kokkaró).
somföi, sommer (af norsk sommer, se morföi; sml. grönning).
somp, sopp, grud, kaffegrud.
sonneka (sonkani, And.), guld (P. 2, 227).
sormus, ring (lappisk suormas, kvænsk sormus; sml. gustri).
sorraló, stærk (P. 2, 253; sml. strango).
spana, stjæle, rapse; spanar, lommetyv, rapser (sml. håta).
sparstila, (And.), «pina» eller «penna» (utydl.).
spikkan, skab; spikkari, madbod, stabur (tydsk speicher, oplagshus).
spiks, spiger (af det norske, sml. knops).
stadi, (stadig, And.), hue, hat (P. 2, 243; sml. pellus).
stamlon, bænk, stol (P. 2, 243; sml. bankus).
stanjan, stald (P. 2, 245).
schtar, se jikk.
starda, narre, bedrage, egtl. fange (dannet af et f.ex. i den lithau. taterdialekt forekommende particip schtardo, fangen, af verbum schtarava, jeg fanger, hvilket også er stamordet til starrabeng, se nedenfor, P. 2, 246; sml. leia).
starman (stalmo, G. B.), bjørn (sml. bullo).
starrabeng, slaveri (forvansket for startaben, se forbem. 7; se starda; sml. paggen).
stil, tid (P. 2, 200?).
stilla (stillad, partic., And.), holde, gribe; arrestere; stilla möi, hold mund; stila diro (And.), vogt dig, ta dig i agt; stildo, arresteret; stilo (And.), tyst, stille, stillipá (stìlopa, And.), arrest (P. 2, 246).
stirno (And.), kat (P. 2, 247; sml. maschkan).
stobbrok, støvel (sml. biståkar, skorn).
stoppina, pottemål (sml. bedda).
strango (G. B), stærk, stor (eng. strong; sml. sorraló).
strattan, gade, vei (Dph. strades, tydsk rotv. strade, ital. strada, se P. 2, 17; sml. dromm).
strikling, strekling, (strækling, G. B., stråkling (And.), strømpe (Dph. streifting, straïg, tydsk rotv. streiffling, af tydsk streifen, P. 2, 37; sml. kolliva).
stråter (plur? And.), d. s. s. ranjer.
stultra, narre, bedrage (Dph. stulte; latin stultus, tåbelig; sml. leia).
su, söi, synål (besl. med siva, P. 2, 236).
sukka (G. B.), ro (lappisk sukkat; sml. lavra).
summa (summa, G. B.), hexe, bedrage; summano (G. B.), bedragerisk; summipá, hexeri; taveske-, muskroske-, rupeske-summipá, forskjellige arter af hexekunster, se s. 117 flgg. (sml. tydsk taterspr. tschawigani, hex, lithau. tat. tschovkirvava, hexe o.s.v., P. 2, 190).
summin, suppe (P. 2, 254; sml. gjukni).
suta (suta, G. B.), sidde, sætte; ligge, lægge (sml. vella).
svakko, hver, enhver (P. 1, 276).
Svedin, Sverige (tydsk Schweden, sml. lithau. taterspr. schwedo, svenske af schwede, P. 1, 53).
Svenarus, svenske (se forbem. 6).
svingum (G. B.), bor (vel egtl. drillebor, som hurtig svinges om), svinga (G. B.), bore.
sytt, se jikk.

Taflan, bord (tydsk tafel, P. 2, 283; sml. diskus).
tamlo, (tamlo, And.), mørk, (P. 2, 284).
tarus, (G. B.), gulv (se notarus; sml. purjett).
Tas, tydsker, «vildtydsker» (et taterudtryk om skøierne; sml. «tatzer,» ovenf. s. 64, anm.).
tatto, varm; tattipá, tatt, varme; tattra, varme (P. 2, 283).
tav, tråd (P. 2, 298).
tavätt (d. e. rimeligv. tavet, tav-et, best., And.), tvangsarbeidsanstalt, korrektionshus (rimel. egtl. et spindehus, fordi lemmerne i tvangsarbeidshuse gjerne beskjæftiges med spinding og vævning, altså af frg. tav ligesom i tydsk taterspr. taweskero kehr, tugthus, P. 2, 298).
teisa (teisan, And.), morgen; iteisa, imorgen (P. 2, 287; sml. edit).
teli, ned, nede, under (P. 2, 285).
temm (täm, And., se lalarotämen), land, rige (P. 2, 295).
terno, ung (P. 2, 286; sml. unno).
tessa, due, nytte, gavne.
tikno (tikro, And.), liden (P. 2, 282).
tima (G. B.), sy (forvanskn. af tyva?).
tin, se jikk.
tirak, tyrak, sko (P. 2, 256; sml. dilichader).
tjaddá, spy, kaste op (P. 2, 207); sml. (gurma).
tiak, kål (P. 2, 229).
tjala (And.), sladdre.
tjalo, mæt (P. 2, 201).
tjamla, tygge (P. 2, 193).
tjar, i skøierspr. sjar, græs (P. 2, 198).
tjaro, fad (P. 2, 198).
tjattjo, sand, ret; tjattjipá, (tjatjupen, And.), sandhed; ret, domstol, forhør, thing (P. 2, 178; sml. sartno).
tjavo, søn, barn; tjavon (And.), han, du, i tiltale, f.ex. hava kei, tjavon, kom hid, han! (P. 2, 181).
tjei (And., tjej), pige; kjæreste (fæmin. af frg. ligesom gaje, gjei, af gavo, P. 2,182).
tjeiko, ting, gjenstand.
tji (ki, rimel. læst som kji, And.), ikke (se ma; P. 1, 323).
tjikken, stjerne (P. 2, 197; sml. astro).
tjingra (kingra, And.), skjære, fægte (P. 2, 209).
tjivra, kaste (P. 2,183; sml. varpa).
tjokka, skjørt, fruentimmerkjole (P. 2, 178; sml. rekla).
tionkra, spytte (P. 2, 196).
tjoro, tjorraló, fattig, elendig, stakkels (P. 2, 211).
tjukni (tjåkkni, And.), svøbe, svøbeskaft, fægtestav (se ovenf. s. 104; P. 2, 181; sml. laupia).
tjumla, fryse (sml. brasa).
tjumma, tjymra, kysse; tjumm, kys (ikke lappisk cubmat, men lithau. taterspr. tschummewawa, bøhm. tat. czumidav, o.s.v. kysse, hindi tshuma, sanskr. tschumbana, kys, P. 1, 193; sml. smira).
tjuri, tjuring, tjuril (tjuring, And.), kniv; kaben-tj., bordkniv; tjurodine, knivstik (P. 2, 210; sml. hölkus). tjuttje, tjyttje, patte, bryst (P. 2, 180).
tjår (tjårare, And.), tyv; tjåra (tjåra, And.), stjæle; tjåripá (tjåropa, And.), tyveri, tyvegods (P. 2, 200; sml. håta).
to (And.), til.
toking, galning (svensk tok).
tovre, øx, tovra, hugge (P. 2, 284; sml. danka).
traddra (tradra, And.), kjøre (egtl. trække, P. 2, 290).
trasa, fille (sml. lunte).
trasch, frygtsom, bange, mistænkelig; trascha, frygte (P. 2, 292; sml. darrani).
traskja (G. B.), smytte, krybe.
trekrut (dragrúta, dragni, G. B.), saug; dragna, se ovenf. (sml, rambana).
tresse, se onum.
trin, se jikk.
trinnarumtrá, kjærre (et onomatopoietisk udtryk, ligt v. Grolm. trallarum, karre; sml. vordina).
trinsa (G. B.), seile; (sml. saddra).
trinte, ært (vel ligesom Dph. trindels, pølse, af trind; sml. hiril).
trissa (trissa, G. B.), træffe, møde.
tromma (tromma, And.), turde, vove (P. 2, 291).
trumming (G. B.), daler (v. Grolm. tromme, lith. taterspr. trommen, P. 1, 52; sml. lokke).
truppo, krop (P. 2, 291); sml. korpus.
tud, melk (P. 2, 296).
tulo, fed; tulipá, fedt (P. 296; sml. bakaló).
tusnia, sølvbæger (sml. Borrow's spanske taterlexikon tusni, lerkrus, olieflaske; se P. 2, 287).
tyjali, se töi.
tyttrum, töttrum, søster (kvænsk tyter, datter; sml. pæna).
tyva, sy (sml. siva).
tæta, vide (lappisk diettet, laplandsk tetet; sml. jana).
tåsa, tørre.
tåva, vadske (P. 2, 299; sml. klima).
töi, røg; töia, ryge; tyjali (tiali, And.), røgetobak, tobak i alm. (P. 2, 297; sml. pankert).
tönnik, skjorte (latin tunica; sml. gad).

Ulma (G. B.), trodse, pukke.
unno, ung (sml. terno).
uschlo, skyldig; uschla, skylde, være skyldig; uschlipá, gjæld (P. 2, 76).

Vago, først, før (P. 2, 77).
vagri (G. B.), åre (til en båd).
valo, se ali.
valta (G. B.), forære (sml. de).
vampe, vamse, trøie, vams (sml. gjagno).
vandring (vandring, G.B., vandring, And.), «reisende,» som landstrygerne eller fanterne benævne sig selv;
vandringsraklipá, fantemål (af vandre; om endelsen -ing se forbem. 14).
vantan, væg (Dph. vantes, tydsk rotv. wanta, af tydsk wand, P. 2, 85).
varna (G.B.), formane (tydsk warnen).
varo, mel; varomangar, d. s. s. duftusmangar (P. 2, 50; sml. duftus).
varpa (G.B.), kaste (tydsk werfen; sml. tjivra).
varvara, vinvana, rose.
vascht, vas, (vast, And.), hånd (P. 2, 86; sml. grifling).
vatsa (G. B.), reise (lapp. vazzat, gå).
vauta, smør (lapp. vuoidas, salve; lapp. vuogj, kvænsk voi, smør; sml. kil).
vavaring (And.), sådan; vavaritt (And.), sådant (rimel. af flg.).
vaver (vavrig, And.), anden, den anden,(P. 2, 52).
veilear, verden.
veisan, veisal, kårde (rimel. forvanskn. af flg.)
veiste (vejsta, And.), kniv, (ordet henregnes af de norske fanter til det svenske fantemål; kvænsk veitsi; sml. hölkus).
veivan, ven.
vella (G.B.), sidde (lapp. vællhot, ligge; sml. suta).
vemling, tarm (måske d.s.s. lithau. taterspr. vendria, P. 1, 109).
verbum, ord, navn (Dph. verbum, latin verbum; sml. nav, lav).
vesa, (G.B., laplandsk viesot; sml: jida).
vesch, (viss, And.), skov (P. 2, 85; sml. holtum).
vestring, klædningstykke; lektrumvestringar, sengeklæder; vestra, klæde (lat. vestis; sml. isar, voldroisar, pordisar).
vettran, veir (se forbem. 9).
vindfang, segl (v. Grolm. windfang, kappe, ogs. hat, altså sådanne gjenstande, som fange vind).
vironi, guldkjæde (P. 2, 80).
vitta, se agta.
vittus, (G. B.), vinter; vitta, snee (af hvid).
voldro (vaddro, And.), seng (P. 2, 78; sml. lektrum).
volto, plur. voltar, volschar, (vålta ell. vultan, utydl., And.), gang, f.ex: dy volschar trin, 2 gange 3 (P. 2, 82; 1, 222).
vordina, kjærre (P. 2, 80; sml. trinnarumtrá).
vråttan, vrå, krog (se forbem. 9).
vöidna (G. B.), græde (af tydsk weinen; sml. råva).
vöi (G. B.), sy (P. 2, 375).

ANHANG II

Ordfortegnelse til det immellem svenske (vestgøthiske) handelskarle brugelige
hemmelige sprog (knallare-språk, monsing(148)
).

Baimel, hjem; hjemme.
balt, dag, ibalt, idag.
barel, år.
batla, nat.
beanins, ni.
beatins, ti.
beatrins, tre.
beksasins, sex.
billing, skilling (sml. fantespr. billing, lidet stykke).
birafins, fire (se ovafins).
blakke, buxe.
bleide, tolvskilling.
blie, skjorte.
boia, drikke (fransk boire).
bolkel, folk.
buaduns, du.
buflar, plur., penge (sml. Dph. povling, dritling, liden mynt).
byvaduns, fyr.
byvatuns, tøi (se piël).

ekel; jeg.

floing, vand.

gjöl, lensmand.
glisk, god (se noas).
grun, slet; grunnas, se nas.
gums, told; gumsa, fortolde; gumsahäkk, toldbod.

habera, have; ekel haberer, jeg har (latin habere).
häkk, hus, herberge; by, bäkka sig, lægge sig til hvile, sove.
hår, min.
håt, vakker.

iborgons, igår.
imatin, time.

kassat, gammel (sml. «kasseret»).
kax, to (kvænsk kaksi).
kjakka, kjøbe.
klyppa, spise.
krok, moder, kjærring.
kröle, pige,

les, kjød (kvænsk liha).
luns, gut.

mis, mand (kvænsk mies).
monsa, tale; monsing, de vestgøthiske handelskarles hemmelige sprog.

nabis, ikke (norsk og svensk fantespr. naben, noben, Dph. nobes, nei).
nasa, sælge, handle; nas ell. nasare, handelskarl, især vestgøthisk omreisende handelskarl; grunnas (se grun), omreisende handelskarl fra Småland, smålænding.
noas, d. s. s. glisk.

olabons, bord.
Orvelt, Norge
ovafins, d. s. s. birafins.

Pan, brød (lat. panis).
piël, d.s.s. byvaduns.
pikkus, tyv (se repus).
pimma, melk (kvænsk piimä, tyk melk).
pirk, hue (fantespr. pirka).
primer, præst; prima, læse (fantespr. primar).
probis, kniv.
pudder, smør.

repus, d. s. s. pikkus; repa, stjæle.
rita, skrive (sv. rita, ridse).

sanga, kirke (Dph. sjangert).
skene, alen.
skubba, gå (Dph. skoie; tydsk rotv. schuf dich, pak dig, gå bort. P. 2, 14).
skuv, fint tøi, silke.
slett, åtte.
sletter, daler.
snurva, hundrede.
stulpa, d. s. s. skubba.
stål, penge.

tove, tusinde (kvænsk tuhas, tuhat).
trille, kjærre, «trille».
tuve, hat.

umtifen, femti.
Unskasvallet, Sverige.

vise, pas (af at vise frem eller at visere).

yx, en (kvænsk yksi).
ytel, megen, stor.

ånamons, måned.
örkel, fader.


Fortsat Beretning
om

Fantefolket



Forside s. 285


INDLEDNING

Jeg tør vel kalde denne bog en fortsat beretning om fantefolket i Norge. Thi den oprindelige beretning, som jeg skrev for 10 år siden,(149) - var anlagt på - mere end det allerede på andre måder var skeet - at vække opmærksomhed og deltagelse for fantefolkets synd og nød, og nu kan jeg berette om en offentlig foranstaltning og en hel samling af private bestræbelser for at overvinde hint onde, en virksomhed, som allerede har nået en så stor del af personerne, at det nok tør troes, at det er kommet til et vendepunkt i hele fantefolkets historie. - Og det er en lykkelig fortsættelse, når tidligere klage over upåagtet menneskelig elendighed vendes til glæde over kjærlighedsgjerninger, som have beredt sig til at møde den.

Begyndelsen var, at Storthinget i 1854 bevilgede 6000 spd. for de nærmeste 3 år til det nye foretagende, som af Storthinget selv benævnedes: Forsøg på at skaffe fanter og andre deslige omvankende og hjemstavnsløse personer en lovlig næringsvei samt give deres børn en ordentlig opdragelse. Forslaget blev fremsat af en af stortingsmændene, og ved stemmegivningen hørtes kun et nei ved siden af alle de andre ja. Og enstemmig gjentog 1857 års Storthing bevilgingen for endnu andre 3 år.(150).

Dette fond til fantevæsnets indskrænkning blev fuldstændig indrettet og værket sat i gang i høsten 1855; da fattede Hans Majestæt Kongen sin beslutning, og efter denne lod Kirkedepartementet udgå fornøden forklaring om disse penge, først i en rundskrivelse til alle rigets fattigkommissioner, dernæst i en kundgjørelse til fanterne selv. Denne kundgjørelse blev trykt på en plakat og opslået på thingstuer, skydsskifter og lignende steder(151).

Men et foretagende som dette kunde ikke ventes fremmet som et blot og bart offentligt anliggende med bud og befaling; her kreves hjertelag og god villie. Derfor siger departementet i hin rundskrivelse, at det «forener sig med en talrig almenhed i en tillidsfuld anmodning til fattigkommissionerne om at skjænke denne på en gang statskloge og retfærdige og menneskekjærlige bestræbelse al den opmærksomhed den fortjener.» Og kundgjørelsen til fanterne slutter med de ord: «Til alle andre, som denne kundgjørelse måtte se eller høre, henvender departementet sig sluttelig med den anmodning, at de, når leilighed gives, ville gjøre personer af fantefolket bekjendte med denne indbydelse, opmuntre dem til at følge den og understøtte dem i det gode forsæt. Det er departementets forventning, at en på en gang så almennyttig og menneskekjærlig foranstaltning som den her tilsigtede ikke skal savne denne medborgeres velvillige bistand.»

Anmodningen blev også efterkommet, jeg mener: så meget som det med rimelighed kunde ventes. Thi fra hin høst 1855 indtil marts 1859 eller i omtrent 3 1/2 år have forsøg og bestræbelser af det påtænkte slags været iværksatte med ialt 250 personer.(152).

At give en oversigt over disse forsøg skal være formålet for de nærmeste blade.

Først inddeler jeg personerne i følgende klasser:

1) Børn, som med forældrenes samtykke ere
    optagne til opfostring og opdragelse:
under 12 år  - 47
over  12 år   - 30
77,
2) Børn, som ere forblevne hos og
    forsørgede sammen med forældrene:
under 12 år  - 70
over   12 år  -  6
76,
3) Voxne eenslige personer:
gutter             18
piger              14
32,
4) Forældre, nemlig 24 par og 11 enkelte
     personer (1 fader og 10 mødre)
59,
5) Alderssvage og andre voxne helseløse folk:   6

>
tilsammen 250(153)

Det vil sees, at denne inddeling efter alder og familieforholde o.s.v. svarer nogenledes til den måde, hvorpå departementets rundskrivelse i 2den post opstiller de forskjellige formål, som ved understøttelsen bør haves for øie. For børnene af kl. 1 og 2 gjælder det opfostring, opdragelse, undervisning, for det første til konfirmationen, enten hos fremmede familier, hvor de ere anbragte for betaling (kl. 1) eller hos forældrene selv, som nyde understøttelse til bosættelse kl. 2)(154). For gutterne og pigerne af kl. 3 gjælder det også for det meste konfirmationsundervisning, men derhos også øvelse i almindeligt arbeide, håndværkslære, sømandsudstyr og anden hjælp til at komme ind på en ordentlig næringsvei. Folk af kl. 4 må ligeledes meget hyppig hjælpes frem til en konfirmation samt desuden til ægtevielse; ellers kan formålet for dem mest betegnes med det ord bosættelse. Til kl. 5 er henregnet personer, for hvem det nærmeste formål ikke kunde blive andet end et almindeligt fattiglems forsørgelse.

For nogle af de fem klassers personer er forsørgelsen bleven afbrudt, idet de enten selv have fantegået eller ere blevne opgivne; for andre er den sluttet, idet de enten ere afgåede ved døden eller hjulpne såvidt frem, at de nu ventes at skulle både kunne og ville forsørge sig selv på ordentlig vis; for atter andre er forsørgelsen fremdeles fortsat(155).

Dette forhold kan fremstilles så:

Forsørgelsen: Kl. 1. Kl. 2. Kl. 3. Kl. 4. Kl. 5. Sum.
afbrudt   12    1    8    -    -   21
sluttet   10  20  17  19    -   66
fortsat   55  55    7  40    6 163

Sum   77  76  32  59    6 250.

Denne tabel må vi dvæle ved og det særskilt ved hver af dens 3 linier.

1. Understøttelsen afbrudt

Kl. 1. Af de 12 børn var der 8, som i et og samme præstegjeld og til en og samme tid bleve udsatte hos familier til opfostring; men efter et års forløb bleve de opgivne, de fantegik altså ikke, og forholdet med disse 8 betragtes måske rettest som kun 1 mislykket forsøg(156). De 4 andre af de 12 børn rømte, 3 fra opdragelsesanstalter, 1 fra sit opfostringshjem hos en bondefamilie. Af disse 4 var en pige over 12 år og 1 gut over, men 2 gutter lidt under 12 år(157). Kl. 2. 1 person, en ældre gut, rømte under konfirmationsundervisningen. Kl. 3. 8 personer, nemlig 5 gutter og 3 piger, som alle vare ukonfirmerede, da de bleve optagne. 3 af gutterne og 1 af pigerne rømte uden endnu at være blevne konfirmerede; de andre derimod var i stadighed, indtil de vare blevne underviste og konfirmerede, men så rømte de, istedetfor at de efter bestemmelsen skulde gjennemgået håndværkslære(158). Kl. 4 og 5. I disse klasser forekommer intet tilfælde, hvor understøttelsen er bleven afbrudt.

2. Understøttelsen sluttet

Kl. 1. Af de 10 børn, er 1 død; de øvrige 9 bleve hjulpne frem til konfirmationen og antages nu at måtte kunne ernære sig selv. 5 af dem, 2 gutter og 3 piger, bleve også anbragte i fast tjeneste og 1 gut fik sømandshyre. Med de 3 andre af de 9 gik det derimod misligt, nemlig 1 gut og 1 pige, som strax efter konfirmationen faldt tilbage til fantelivet, og 1 gut, som rigtignok en kort tid var til søs, men siden gik og slang. Kl. 2. Af de 20 børn ere 3 døde; for 15 er understøttelsen at anse som sluttet af den grund, at forældrene, hos hvem de vare, havde fået sådan hjælp, at de nu antoges at kunne ernære både sig og børnene; 2 af hine 20 børn ere blevne konfirmerede og af dem kom den ene i fast tjeneste, medens den anden faldt tilbage til fantelivet. Kl. 3. Af de 17 personer vare 12 gutter og 5 piger. Med gutterne er det gået så: 1 døde, 10 bleve konfirmerede, og derefter kom 3 af dem i fast tjeneste, 1 nærede sig som arbeidskarl, 2 havde ved sidste beretnings afgivelse netop udstået håndværkslære og gave godt håb, 1 fik med vedkommendes samtykke fortsætte med sin tidligere bestilling som vandrende kurvmager, da han som krøbling ikke ansåes for skikket til andet arbeide, de 3 andre af de 10 faldt derimod tilbage til omstreiferlivet, dels strax efter konfirmationen, dels efter i kort tid at have været i tjeneste; ligeså var det med 1 gut, som tilforn konfirmeret, kun blev understøttet engang for alle med sømandsudstyr, men efter en enkelt søreise tog ud på fantereiserne igjen. Af disse 12 gutter have altså 4 skuffet forventningerne. Med de 5 piger havde det sig så: de bleve alle konfirmerede, og siden ernærede 1 af dem sig med dagarbeide, og 1 havde, da sidste beretning blev afgivet, netop udstået lære i skræddersøm og tegnede godt; 3 derimod faldt strax efter konfirmationen tilbage til omstreiferlivet. Når gutter og piger tælles under et, må altså forsøgene siges at være mislykkede med 7 af de 17 personer. Kl. 4. Af de 19 personer vare 7 forældrepar samt 1 mand og 4 kvinder med børn. Disse 4 kvinder bleve alle konfirmerede, og derefter bleve 3 ægteviede (2 med deres børns fædre, nemlig en fordums omvankende, men nu bosat skorstensfeier samt en arbeidskarl af almuestanden, 1 blev gift med en bosat arbeidsmand, som ikke var den, hun havde havt barn med), 1 af de 4 kvinder måtte indtil videre fortsætte sin omstreifen med sin kjæreste, indtil der efter deres ønske kunde blive gjort anstalt til deres ægtevielse og bosættelse. Den nævnte mand blev også konfirmeret og derefter ægteviet med sin tidligere ledsagerske; siden har han bosat sig som arbeidskarl(159). Med de 7 forældrepar havde det sig så: 1 af mændene og 3 af kvinderne måtte hjælpes frem til konfirmation, og derefter bleve 3 af parrene ægteviede; og alle 7 familier bleve bosatte, 1 i leiet hus, 6 derimod i huse, som vare blevne særlig anskaffede for dem (fire huse byggede af nyt, to gamle, som kjøbtes).

Af de 19 personer i denne klasse får vi, når der skal regnes strængt, betragte 1 som falden tilbage til omstreiferlivet, den kvinde nemlig, som indtil videre gik tilbage til fantestien, hvor hendes mand og børn havde vedblevet at streife om, medens hun var i rolighed for religionsundervisningens skyld. Kl. 5. Understøttelsen har ikke kunnet sluttes for nogen af denne klasses personer.

Hvorvidt de afsluttede forsøg ere lykkede eller mislykkede, kan efter disse angivelser kortelig fremstilles så:(160)

Kl. 1. Kl. 2. Kl. 3. Kl. 4. Kl. 5. Sum.
lykket:    7  19  10  18    -  54
mislykket:    3    1    7    1    -  12

tilsammen  10  20  17  19    -  66.

Det er dog muligt, at der nu, da jeg skriver dette, kan være endnu flere, som ere faldne tilbage til omstreiferlivet. Thi om nogle af dem, som ere blevne færdige med deres konfirmation og derefter anbragte i tjeneste o.s.v., har jeg kun havt ældre beretninger at holde mig til; og der kan jo være foregået adskillige forandringer i mellemtiden. Men denne bemærkning gjælder ikke mange af dem, så jeg tør tro, at antallet af tilbagefald ikke skulde vise sig meget forøget, om jeg i dette øieblik kunde få telegraph-efterretning om dem allesammen.

3. Understøttelsen fortsat

Kl. 1. De 55 børn af denne klasse, som tabellen angav at være under fortsat forsørgelse, ere alle anbragte til opfostring og opdragelse, de allerfleste på landet, hos bondefamilier, nogle få i Hans Mikkelsens opdragelsesanstalt i Skien eller i Toftes redningsanstalt, som nu er i Ullensaker på Romerike. Efter deres alder bleve de vænnede til almindeligt forefaldende arbeide og holdte til skole, og de ere oftere med flid anbragte i nærheden af fastskolerne. Om adskillige af fosterforældrene er det sagt, at de med stor omhu tage sig af disse sine pleiebørns opdragelse, og om ret mange af børnene er det indberettet, at de enten lige fra begyndelsen af have viist sig godartede, eller at de øiensynligt lidt efter lidt have aflagt noget af deres tidligere vanart, deres løgnagtighed, ulydighed, ustadighed. Mange ere dog så små eller så nylig optagne, at der endnu ikke har kunnet dømmes noget om deres personlige forhold; men efter den måde, hvorpå de ere blevne afgivne af sine naturlige forældre og optagne af pleieforældrene m.m., kan man dog tildels også om dem danne sig en formodning om, hvorvidt det vil lykkes at få dem vel opdragne, og så usikkert det naturligvis i enkelte tilfælde måtte være, har jeg for hvert barn antegnet, hvad indtryk de samlede beretninger i denne henseende have gjort på mig: Summen deraf er, at om 39 nærer jeg bedre, om 16 derimod mindre godt håb. Kl. 2. Også i denne klasse er der 55 børn under fortsat forsørgelse, ikke hos pleieforældrene, men hos deres naturlige forældre, som ville blive omtalte under kl. 4. Af rette vedkommende bliver det påseet, at de besøge skolen, forsåvidt de have alderen dertil, og det kan forudsees, at præsten eller fattigkommissionen senerehen, når det gjælder om at fuldende opdragelsen, vil finde grund til at bevirke, at idetmindste nogle af dem blive tagne fra forældrene for - ligesom børn af kl. 1 - at sættes til opfostring hos pleiefamilier. Men håbet om, hvorvidt de skulde arte sig vel eller navnlig afholdes fra fantestien, står og falder dog i det hele taget med forældrenes forhold: holde disse sig i rolighed, så er det at vente, at børnene ville følge deres exempel og formaning. Efter at jeg for hvert barns vedkommende har taget alle omstændigheder i betragtning, er jeg kommen til den slutning, at med 43 af de 55 børn tegner det ret godt, mindre godt derimod med de andre 12. Kl. 3. De 7 personer i denne klasse ere 1 gut og 6 piger. Gutten er bleven konfirmeret og derefter anbragt i smedelære, hvor han giver godt håb; de 6 piger forberedes til konfirmationen, og 2 af dem tegner det godt med, medens de 4 andre vække nogen tvivl hos mig. Kl. 4. De 40 personer i denne klasse ere 17 sammenlevende forældrepar og 6 piger med børn. Med disse piger har det sig så: 2 forsørges som husarme, idet der er lovet dem en vis årlig hjælp til husleie m.m., 1 forberedes til konfirmation for siden at giftes med sin tidligere ledsager, der antages at ville og kunne ernære sig på ordentlig vis uden at streife om mere; 2 ere blevne konfirmerede og siden anbragte den ene i væverlære, den anden i et hus, hvor hun skulde uddannes til tjenestepige eller almindeligt arbeidsmenneske; 1 er hos sine forældre, der høre til de efternævnte par. Om disse sidste 3 piger er håbet for fremtiden ialfald mindre godt. Angående de 17 par må jeg først forklare, hvordan det har sig med deres ægteskab. 6 par vare gifte før de kom under forsørgelse; tidligere havde dog også disse eller de fleste af dem levet i konkubinat i kortere eller længere tid. 11 af de 17 par levede i ulovligt samlevnet, da de bleve optagne til understøttelse; men nu ere 8 par blevne hjulpne til at vorde ægteviede, og det efterat 6 af kvinderne og 3 af mændene først ere blevne konfirmerede; 3 par ere altså endnu ikke ægteviede; men for 2 af disse pars vedkommende arbeides der til dette mål (det gjælder at få konfirmationen fuldbyrdet eller at skaffe fornødne bevisligheder tilveie), om 1 par derimod, som rigtignok består af meget gamle folk, kan det ikke sees, om der tænkes derpå (sagen no. 46). Dernæst må det forklares, hvorvidt det er kommet med de samme 17 familiers bosættelse. 12 af dem ere allerede blevne fast bosatte, nemlig 4 i leiede bekvemmeligheder og 8 i særligt for dem anskaffede huse (af hvilke i det mindste et, som det synes, bygget af nyt); de andre 5 familier ere altså ikke bosatte endnu; men for 1 af disse 5 er der fæstet en plads, som skal bebygges, og for de andre er der gjort eller vil der vistnok blive gjort forberedende skridt i samme retning. Men selv de af disse familier, som allerede ere bosatte i eget hus, og endnu mere de andre, befinder sig dog endnu i sådanne omstændigheder, at de må have fortsat understøttelse både for forældrene selv og deres hjemmeværende børn. - 2 af de familier, som ere blevne fast bosatte, have desværre viist et så betænkeligt forhold (i det ene af disse familier gjælder dette dog kun manden), at det har været nødvendigt udtrykkelig at betyde dem, at de ved at fremture deri udsatte sig for, at man vilde opgive dem; omvendt er der af de endnu ikke bosatte familier idetmindste 1, som høist sandsynlig vil få et fast hjem og bindes til dette for ikke mere at komme på omstreiferstien. - Efter de nu antydede omstændigheder nærer jeg godt håb om, at 3 av hine 6 piger og 12 af disse 17 forældrepar ikke mere ville lægge ud på fantestien, forudsat, at de fremdeles nyde den understøttelse, de kunde tiltrænge for at holde sig i sine hjem; om de andre derimod, 3 piger og 5 forældrepar eller 13 af klassens 40 personer er håbet mindre. Kl. 5. Af de 6 personer, som jeg har henregnet til denne klasse af hjælpeløse, og som det må kaldes en sælebod at have skaffet opholdssted og forsørgelse, vil forhåbentlig ingen falde på at lægge ud på fantestien igjen.

Summen af disse formeninger(161) om dem, som nyde fortsat understøttelse, kan kortelig fremsættes så:

Kl. 1. Kl. 2. Kl. 3. Kl. 4. Kl. 5. Sum.
bedre håb  39  43    3  27    6 118
mindre håb  16  12    4  13    -   45

tilsammen  55  55    7  40    6 163.

Sammensatte vi nu disse oversigter over de afbrudte, de sluttede og de fortsatte understøttelsesforsøg, så få vi sådant overblik over det virkelige eller formodede heldige eller uheldige udfald af dem alle:

Tabell s. 295

Denne tabel viser en kjendelig forskjel mellem de forskjellige klasser. Hvad enten vi se hen til de afbrudte og altså strax mislykkede forsøg eller til de sluttede forsøg med skuffede forventninger eller til de fortsatte forsøg med mindre gode udsigter, så finde vi forholdet misligst i kl. 3: af denne klasses 32 voxne, men enslige gutter og piger ere 8 fantegåede, før det nærmest foresatte mål for forsørgelsen var nået, 7 faldne tilbage til fantelivet, efterat rimelig hjælp til at komme i ordentlig stilling var ydet dem, 4 endelig befundne sådanne i deres nuværende forsørgelsesstand, at der ikke tør håbes større bestandighed af dem heller, eller der er i alt 19 af de 32, over halvdelen, for hvis vedkommende udfaldet af forsøgene er mislykket eller har tegnet sig misligt. Men disse gutter og piger ere da også mennesker i den farligste alder (mest omkring 20 år) og i den mest ubefæstede tilstand (ikke bundne med hensyn til ægtefæller og børn og endnu ikke bøiede af livets modgang og årenes vægt). Den samme forklaringsgrund kan også anføres for, at så mange som 31 af 77 børn i kl. 1 (ikke langt fra halvdelen) enten have skuffet forventningerne eller kun give svagt håb; disse 31 høre mest til de ældre af dem, som klassen indeholdt, og som i alder og selvrådighed have stået kl. 3 meget nær. Langt bedre stiller forholdet sig med forældrene eller personerne af kl. 4: kun 14 af 59 eller ikke en fjerdedel stå her på den uheldige side. Og forklaringen hertil tør være denne dobbelte: dels ere de mere komne til skjels år og alder, have så at sige raset ud og kunne vel ikke andet end skjønne deres veis fordærvelighed både for dem selv og for deres børn, dels er der gjerne ydet dem en mere klækkelig understøttelse, så de have fået et eget hjem og have lært at kjende dettes bindende magt. Navnlig synes det også at gå godt med børn af de forældre, der have ladet sig bevæge til at antage en rolig og ordentlig levevis; thi af de 76 børn i kl. 2 viser tabellen kun 14 eller ikke en femtedel på den uheldige side; der er jo også selv blandt fantefolket så megen sammenhæng mellem forældre og børn, at disse ikke ganske undlade at rette sig efter hine, så når forældrene holde sig i rolighed, gjøre børnene det samme(162). At der endelig blandt de hjælpeløse af kl. 5 viser sig mindst tilbøielighed til at vende tilbage til omstreiferlivet, det tiltrænger ingen forklaring.

Alle klasser regnede under et, viser tabellen, at af de 250 personer er der 21 som fantegik midt under bestræbelserne med dem, 12 som efter sluttet forsøg ere faldne tilbage, og 45, som nu for tiden ere under forsørgelse, men med mindre gode udsigter - altså ialt 78 (ikke fuldt trediedelen af de 250) have enten skuffet håbet eller give mindre godt håb.

Til en alsidig bedømmelse af dette udfald af eller disse udsigter for bestræbelserne bør endnu nogle omstændigheder tages med i betragtningen.

Mange af de voxne personer, som ere faldne tilbage til fantelivet, stå dog nu i en anden og heldigere stilling til samfundet end før, så de fra nu af lettere ville kunne nærme sig til samme igjen og søge sig en ordentlig levevei, nårsomhelst ønsket derom måtte opstå hos dem: jeg tænker her på dem, som under forsørgelsesforsøget ere blevne konfirmerede. Som vore borgerlige forholde nu ere indrettede, er mangel af konfirmation for en voxen person som en skillevæg mellem ham og samfundet, idet han endog stadig må frygte for, at hvor han kommer frem, kan han blive arresteret og tiltalt og dømt til indsættelse i straffeanstalt for den sags skyld. Årsagen til, at så mange fantefolk ikke ere ægteviede og derfor leve sammen i konkubinat, der atter foranlediger mange afstraffelser, er også åbenbart den, at de ikke ere konfirmerede, hvilket danner en hindring for ægtevielse. Man kan i det hele sige, at den udvortes omstændighed, at en person af fantefolket er blevet konfirmeret, letter ham hans senere tilslutning til samfundet ved at indgå lovligt ægteskab og antage fast bolig. En konfirmeret omstreifer er ikke længer så fuldstændig fant, som han var det før.

Ved siden af og ligesom til modvægt mod de beklagelige tilbagefald til fantelivet, som denne bogs beretninger desværre må melde om, er det glædeligt at se af de samme beretninger, at foruden de familier, som med offentlig understøttelse ere blevne bosatte og komme i en ordentlig stilling, er der også nogle, som have forladt fantestien og bosat sig uden offentlig understøttelse. Man vil finde exempler derpå under sagerne no. 1, anm. (2 familier) og no. 73. Sagen no. 64, b, anm. viser ligeledes exempler på, hvorledes personer af fantefolket have søgt udvei til at vorde konfirmerede og ægteviede uden offentlig hjælp. De her nævnte exempler ere kun leilighedsvis blevne indberettede, og der tør i virkeligheden være flere tilfælde af samme slags, som ikke ere komne til min kundskab. Men nu er det vist ikke urimeligt at antage, at dette sind og denne stræben er bleven vakt for en del netop ved det storartede bevis på offentlig velvillie, som ligger i de mange understøttelsesforsøg. Disse have ikke blot umiddelbart været enkelte og såre mange personer til gode, men have gjort et gavnligt indtryk på adskillige af deres slægtninger og kjendinger. Før faldt det vel sjeldnere en fantefamilie ind, at den kunde leve anderledes end på fantevis; nu kan snarere den tanke opstå, at det dog monne være bedre at leve på ordentlig vis, og at det kunde gå an for dem også at komme i sådan stilling.

Alt vel overveiet, forekommer det mig derfor, at den slutning, som de anførte oversigter over forsøgene førte os til, må kaldes glædelig og opmuntrende. De tilbagefald, som have fundet sted, må jo bedrøve os; men i en sag som denne have vel alle været forberedte på skuffelser, og for mange tør det endog være uventet, at skuffelserne ikke have været flere.

Jeg tilføier nogle yderligere bemærkninger om de forsørgedes tilstand og om de forskjellige arter af ydede understøttelser.

I kl. 5 har jeg anført nogle alderssvage og helseløse folk og man vil måske undre sig over, at det var så få. Men i hver af de øvrige klasser forekommer der tilfælde af stor legemlig skrøbelighed. I sagen no. 75 vil man finde et stærkt exempel på, hvorledes børnene i fantefamilier ofte dø bort i spæd alder formedelst vanrøgt hos drikfældige og uordentlige forældre. Sagen no. 14 eller no. 74 frembyder exempel på, hvorledes de endnu levende børn kunne se forhungrede og ynkværdige ud. I beretningerne forekommer der mange tilfælde af disse slags, og den forestilling påtrænger sig, at om vi havde nøiagtig kundskab om tilstanden hos alle fantefamilier, skulde vi finde et ganske forfærdeligt mål af dødelighed og elendighed blandt børnene. Rimeligvis i langt større grad end hos den bosatte befolkning viser denne elendighed sig også deri, at børnene blive døvstumme (sagerne no. 51, 67, 37), vanvittige (no. 76, den der under no. 18-23 nævnte familie), eller yderlig sløve på både sjel og legeme (no. 45);(163) exempler på piger med den faldende syge forekommer under sagerne no. 61 og 44. Og nu bevirker vel børnenes død i de fleste tilfælde(164) at sådanne store skrøbeligheder og lidelser ikke få hænge ved til voxen alder; men meget ofte berettes det tillige om de voxne, at de ere i høi grad lidende og knækkede og det formedelst vildt og uordentligt liv i deres raske ungdomsår. Kort, tilstanden er mangengang sådan, at man fast kunde kalde understøttelsespengene vel anvendte, om personerne kun holdt sig i ro, til de vare komme lidt til førlighed igjen, og i mere alvorlige tilfælde, f.ex. når det gjælder at få døvstumme børn anbragte ved de for sådanne indrettede undervisningsanstalter, må det jo kaldes en sand velgjerning, at der nu haves penge dertil.

I oversigten ovenfor ere allerede de personer omtalte, der ere blevne hjulpne frem til konfirmation. Det var ialt 50. Og de fleste af dem vare langt udover den sædvanlige konfirmationsalder, ja mange af dem vare allerede forældre. Men her må det anmærkes, at for kortheds skyld har jeg i oversigten kun brugt det udtryk «konfirmeret;» med 4 af de 50 havde det sig dog egentlig således, at de måtte døbes; de vare dog voxne mennesker, ja forældre; 2 af dem vare mænd, 2 kvinder. Under sagen no. 64, a, vil man vel finde det stærkeste exempel på, hvor stor den religiøse vankundighed kan være hos disse folk, som således fremstille sig til undervisning; ellers er det meget almindeligt berettet, at de ikke have kunnet læse. Og det vil begribes, at det har kostet pleieforældre, skolelærere og præster ret meget arbeide at bringe hine 50 så vidt, at de kunde antages til konfirmation. Lignende møie måtte det vel også være at bringe voxne mennesker, som - dette siges om nogle af disse folk - ikke vare vante til at bruge det simpleste arbeidsredskab - at bringe dem til at lære nyttigt arbeide og håndværk. Men dette har der i det hele taget ikke været drevet så meget på. I den anledning kan jeg bemærke, at af de 18 voxne gutter af kl. 3 have kun 5 været anbragte i håndværkslære og det kun 1 for noget længere tid, så der kunde være tanke om at lære håndværket tilgavns. Muligt, at dersom der havde været gjort noget mere i denne retning, så skulde det ikke gået så ilde med mange af de unge mennesker i samme kl. 3.

Fuldstændigere understøttelse har der, som allerede antydet, været ydet familier eller forældre. Efter hvad der på de forskjellige steder i oversigten er oplyst, have præsterne ægteviet 11 par samt desuden 1 mand og 3 kvinder, hvis ægtefæller ikke have været blandt de understøttede. Endelig ere 19 familier hjulpne til bosættelse, nemlig 5 i leiede bekvemmeligheder, 9 i kjøbte og 5 i nybyggede huse, tildels med lidt jordvei til. Forholdet med de anskaffede huse er i regelen at de skulle ansees for det offentliges eller vedkommende fattigvæsens eiendom; men tildels er der, som i sagen no. 62, givet beboerne udsigt til at erhverve dem ved et årligt afdrag.

Jeg har gjort opmærksom på den møie, præster og andre må have havt med de voxne konfirmanders undervisning. Når hertil lægges omsorgen med at få de mange børn og voxne og hele familier indlogerede, med at få de mange huse istand, med at få de bosatte familier forsynede med husgeråd, med at få de voxne hjulpne tilrette i henseende til at komme ind i en selvstændig næringsvei (skaffe dem tjeneste, sømandshyre, dagarbeide, afsætning på deres fabrikater o.s.v.), så bliver det en meget stor sum af arbeide, som de mænd (mest præster) have havt, der have påtaget sig at forestå disse understøttelsesforsøg(165). Men dette arbeide overgåes rimeligvis af den bekymring og anstrængelse, som det har kostet at lede disse mennesker i moralsk henseende. Man må studse over, hvor vankundige og hvor lidet arbeidsvante mange af dem have været; men det forekommer mig, at den store vanart, som hos adskillige af dem er kommen tilsyne, er end mere sælsom. Jeg tænker på sådan djærvhed som hos det unge pigebarn i sagen no. 13, sådan dyrisk råhed som det hos de 3 ældste gutter i den familie, der er omtalt under 8, sådan uskjønsomhed og hjerteløshed som hos manden i sagen no. 54, sådan hidsighed som hos kvinden i sagen no. 49 og mange flere, sådan fulhed og stivsindethed som hos de to gamle under no. 46, for ikke at tale om en sådan charaktersvaghed og drikfældighed som den, der er antydet hos manden i sagen no. 74. Ved siden heraf mangler det dog ikke ganske på venligere træk, hvoriblandt jeg skal påpege ydmygheden og taknemmeligheden hos kvinden i sagen no. 14, arbeidsomheden hos manden under no. 62, den gamle bedstemoders rastløse moderkjærlighed i sagen no. 2, det vakte alvor hos den første kvinde, som omtales i sagen no. 76, den villige lydighed og lærelyst hos gutten i no. 14 og pigen i no. 18 og flere. Mærkelige ere ellers mange exempler på yderst ulige sindsbeskaffenhed hos børn af en og samme familie, som flere af beretningerne hentyde på.

Men i dette arbeide: at hjælpe de forsørgede tilrette og lede dem i moralsk henseende, have præsterne og andre, der fra først af have antaget sig dem, ofte været trolig understøttede af samvittighedsfulde pleieforældre og andre medhjælpere. I dette øieblik tænker jeg især på Hans Mikkelsen i Solum (Sagen no. 1) og Sivert Ellefsen Bore i Klep (no. 76).

Dersom de fanter, som ere rømte fra sine forsørgelseshjem, havde kunnet sætte sig ind i, hvad møie og bekymring deres forsørgelse har kostet, og hvor megen sorg deres ubesindige skridt har voldt deres venner, så skulde de neppe gjort det. Men også i denne henseende kan det siges, at de vidste ikke, hvad de gjorde(166).

Når jeg ellers nylig nævnte præsterne som dem, der især havde forestået fanternes forsørgelse, så er dette riktigt nok i virkeligheden; men efter ordene er det i regelen fattigkommissionerne (der på landet have præsterne til ordførere), som have været mellemleddet mellem fanterne, der ere blevne forsørgede, og departementet, der har bevilget penge. Den almindelige fremgangsmåde er den, at fattigkommissionens ordfører skriver andragende om den påtænkte understøttelse, andragendet indsendes til amtmanden, går med dennes betænkning til stiftsdirektionen og befordres endelig fra denne til departementet, som igjen sender sit svar tilbage den samme vei. Særskilt for hvert amt eller overøvrighedsdistrikt skal jeg nu anføre de landspræstegjelde eller byer, til hvilke samtlige disse understøttelsessager og understøttede personer henhøre. Også denne oversigt skal, håber jeg, bidrage noget til forståelse af det hele værks gang.

Sagernes

Personernes

nummer.

antal.

Smålenenes amt:
Fredrikshald

26

1

Rødenæs

53

8

Moss

60

  1

10

(Drøbak 13(167))
Christiania by

37, 38, 39.

  3

Akershus amt:
Asker

58.

4

Aker

68.

1

Enebak

23, 24.

11

Skedsmo

27.

1

Ullensaker

36.

13

Høland

41.

  5

35

Hedemarkens amt:
(Vinger 61)
Elverum

46.

6

Tønsæt

43, 44.

5

Tolgen

28, 29.

  8

19

Christians amt:
Lillehammer

72.

1

(Øier 75)
Våge

61.

3

Vardal

52.

1

Land

20.

5

Nordre Aurdal

21, 22.

4

Søndre Aurdal

34.

  4

18

Buskeruds amt:
Drammen

7.

1

Eker

54.

7

(Flesberg 38).
(Nore 37).

    

  8

Jarlsberg og Laurviks amt:
Hof

55.

1

Sem

67.

4

Hedrum (Laurvik)

25.

7

Brunlanæs

8, 9, 10, 11, 12, 13.

13

25

Bratsbergs amt:
Gjerpen

62.

5

Skien

74.

2

Holden

35.

1

Solum

1, 2, 3, 4, 5, 6.

13

Bamble

48.

  6

27

Nedenæs amt:
Øster-Risør

57.

2

Arendal

69.

1

Homedal

63, 64 a og b.

  7

10

Lister og Mandals amt:
Tvet

65.

3

Christiansand

49, 50, (51).

6

Mandal

70, (71).

3

Lyngdal

31.

  1

13

Stavanger amt:
Helleland

47.

1

Ly

71, 18, 19.

3

Klep

76.

33

Håland

45.

  3

Høiland

32, 33.

3

Hetland

14.

3

Stavanger (Strand)

30.

1

Tysvær

66.

  4

51

Søndre Bergenhus amt, ingen
Bergens by

59.

  1

1

Nordre Bergenhus amt:
Hafslo

15, 16.

12

12

Romsdals amt, ingen
Søndre Throndhjems amt:
Melhus

73.

  1

1

Nordre Throndhjems amt:
Nedre Stjørdalen

40.

  6

6

Nordlandenes amt, ingen
Finmarkens amt:
Tromsø

56.

2

Alten-Talvik

42.

  9

  11

tilsammen

250

Regnet efter bispedømmerne eller stiftsdirektionernes område viser forholdet sig så:

Christiania stift, 145 personer
Christiansands
-
  74
-
Bergens
-
  13
-
Throndhjems
-
    7
-
Tromsø
-
  11
-
Riget 250 personer

Denne store ulighed i fordelingen lader sig vistnok ikke tilfulde forklare alene deraf, at der skulde have været så mange flere fantefolk i den sydlige end i den nordlige del af landet. Vi må se os om efter andre grunde.

En grund til uligheden tør nu ligge i selve fanteflokkens ulige art og væsen. Jeg kommer her til at tænke på, hvad jeg allerede før har troet at finde, at den del af det blandede fantefolk, som færdes i det Throndhjemske og længere nordover, mest hører til «storvandringernes» klasse og har mer af de gamle tateres eller sigeneres blod i sine årer, mere af deres nedarvede sind og skik: utæmmet vildskab og djærv færd, som fører dem på rastløse reiser over store vidder af både Norge og Sverige, så de ere mere fremmede for almuerne og mere uskikkede til at finde smag i og vænne sig til det rolige liv blandt bosatte folk. I modsætning til dem synes fanteflokkene i Christiania og Christiansands stifter mere at have hørt til «småvandringernes» klasse med indskrænkede reisestrøg, «vestvandringer» og «østvandringer» på denne eller hin side af Skiensfjorden, en mindre fremmedartet race af europæisk og indenlandsk herkomst, «skøierfolket,» som disse vævskebindere og kammagere og betlere måtte kaldes til forskjel fra de asiatiske «tatere,» der mere give sig af med hestehandel og signeri(168). At også i virkeligheden mange af fantefamilierne i det sydlige Norge have fået den lavere del af den bosatte befolkning meget nær, det skjønnes deraf, at der i beretningerne forekommer temmelig mange personer, som have sluttet sig til dem, uagtet de ere fødte og opdragne af bosatte folk(169).

Det her udviklede bør betragtes i forbindelse med den første del af nærværende oversigt, som angav det samlede antal af de personer, der hidtil ere blevne optagne til forsørgelse. At allerede så mange som 250 have ladet sig bevæge til at slå sig til ro, ialfald forsøgsvis eller for en stund, det ville måske de fleste kalde et uventet godt tegn; men nu må vi vel føie denne bemærkning til: hidtil have vi havt med den spagfærdigere og medgjørligere del at bestille, og de stå endnu udenfor, som have det vildere sind. Måske har begyndelsen af værket været let i sammenhæng med, hvad fortsættelsen vil blive(170).

En anden grund til, at så få fanter ere blevne optagne i det nordlige Norge, tør være den, at der sammesteds har været mindre tilbøielighed hos befolkningen til at antage sig dem. Måske - jeg ved det ikke - men måske er på en eller anden måde den forestilling bleven herskende blandt præster og andre embedsmænd der, at sådanne forsøg ikke vilde føre til noget, en forestilling, som ialfald snarere kunde opkomme der, hvor fantefolket - som nys berørt - synes at være af en vildere natur. Og almuerne i det Nordenfjeldske ere måske på lignende måde blevne lidet villig stemte til at lade fanter bosætte sig i deres midte.

At der virkelig kan være sådan ulighed i stemningen hos almuerne i de forskjellige egne, det synes jeg endogså at spore ved sammenligning mellem Christiania og Christiansands stifter, der dog begge udmærkede sig ved det store antal af fanter, som der ere tagne under forsørgelse. I to af de christiansandske bygder, nemlig Klep og Homedal, er der optaget til forsørgelse ikke mindre end 40 personer; men dette er skeet derved, at præsterne have drevet sagen på egen hånd, uden fattigkommissionernes medvirken, ja imod disses og almuernes ønske(171). Drages nu disse 40 fra de 74, som komme på hele stiftet, så bliver der kun tilbage 34, som kunne siges at være optagne med fattigkommissionernes (og da vel også med almuernes) bifald. For Christiania stift derimod kan der ikke gjøres lignende fradrag fra de 145 personer, som her ere tagne til forsørgelse. Fremdeles: af de under kl. 4 omhandlede fuldstændige familier (mænd og kvinder og børn) ere ialt 16 blevne bosatte i disse to stifter; men af disse 16 komme 14 på Christiania stift og kun 2 på Christiansands, og den ene af disse 2 familier var endda et par gamle børnløse folk, så den bygd, hvor de bleve bosatte, ikke behøvede at frygte for byrde og plage af deres afkom (sagen no. 57), og den anden familie blev bosat uden fattigkommissionens medvirkning og tydelig imod almuens ønske (no. 63). Af de 14 familier i Christiania stift vare vistnok de 7 erkjendte hjemstavnsberettigede i de bygder, hvor de bleve bosatte; men af denne grund måtte også hjemstavnskommunerne yde anselige tilskud til udgifterne(172); de 7 andre familier vare ganske fremmede for de kommuner, hvor de bleve optagne, og kun på et enkelt sted, hvor man rigtignok fik den aller vanskeligste familie at gjøre med, har nogen modstræben været bemærket(173).

Denne ulighed har jeg tænkt mig kunde forklares så: I de christiansandske bygdelag ere jordbrugene mere udstykkede og formuerne fordelte på mange hænder, så der er mange, men små skatteydere, og sådanne pleie være mere nøieseende, når det gjælder forøgede udgifter; men fantefamilier med opvoxende børneflokke kan der jo befrygtes fattigbyrder af i fremtiden. Jeg tror ikke det mangler så meget på personlig medfølelse for fanternes synd og nød, men under de smålige kår har denne følelse ikke kunnet hæve sig op til den virksomme og mere vidtskuende almenånd, som det her gjælder om. Ialfald har en almuesfamilie netop i Christiansands stift, bonden Jesper Ravnedal og kone i Ly præstegjeld på Jæderen, givet et exempel på medfølelse for fanterne, der måske er det vakkreste af de mange, som denne bog har at melde om (sagen no. 17).

Ja, istedetfor at klage over, at der i enkelte egne er gjort mindre for denne sag end i andre, vil jeg glæde mig over, at der dog allerede er udrettet så store ting, som denne oversigt har vist. Den velmente offentlige foranstaltning har ikke savnet privat medvirkning; ret mange af de begyndte forsøg tegne såre godt, og der er øiensynlig gjort et stort skridt fremad til det mål at få indskrænket dette fantevæsen, som indeslutter så megen synd og elendighed. Jeg forstår det så, som at Gud har lagt sin velsignelse på dette værk(174).

Ovenstående oversigt er skreven efter de beretninger, som danne hoveddelen af nærværende skrift. Men til grund for disse beretninger ligger den samling af brevskaber, som har ophobet sig i Kirkedepartementet for disse understøttelsessagers skyld, en pakke og det ofte en temmelig stor pakke for hver af de 76 sager. Der er en broget samling Indberetninger og andragender fra præsten eller andre med oplysninger om de omhandlede personers herkomst og tidligere skjæbner og nuværende tilstand, med forslag om deres forsørgelse, overslag over bekostningerne, ofte ledsagede med de mest forskjellige arter af bilage, forhørsakter, præsteattester o.s.v., fremdeles: amtsmændenes og stiftsdirektionernes betænkninger over de indsendte andragender, departementets svarskrivelser, forsørgernes senere årsberetninger om personernes forhold, regninger over forudseede og uforudseede udgifter o.s.v. Alt måtte gjennemlæses; thi stundom kunde et eller andet af bilagene - et reisepas, en regningskvittering eller lignende - indeholde et oplysende træk, som ikke var omtalt i hovedskrivelsen.

Sådanne departementspakker pleie ikke ansees for behagelig læsning, helst når de danne en lang række af ensartede sager. Men disse sager læste jeg med spændende interesse allesammen, den sidste som den første. Thi netop i den sidste og i den første og i mange af de mellemliggende fandt jeg herlige exempler på kjærlighedsgjerninger med den slægt, for hvis sag jeg har offret nogle af mine år, hvis redning jeg ofte har mishåbet om, hvis synd og nød jeg - mangen en gang igjen har glemt. Medens jeg har sovet, har andres flid virket for mit yndlingsanliggende, og nu vågnede min gamle kjærlighed, og håbet tændtes på ny, og jeg havde sådan lyst til at byde hver den min hånd til tak, som havde været med at fremme dette værk. Når jeg åbnede en ny pakke, så stundede jeg efter at se, hvem af fanterne jeg skulde træffe her, om nogen af dem, jeg kjendte før, og når jeg havde seet, hvad det var for en person eller familie, og hvorledes det var gået til, at samme havde forladt fantestien og var bleven optagen til forsørgelse, så var det med ængstelig begjerlighed, at jeg fremdeles greb efter de følgende årsberetninger om de samme folk for at erfare, hvorvidt de havde holdt sine gode forsætter i det første år, i det andet år o.s.v. Efterhånden syntes jeg at få mere øvelse i at opfatte de tildels korte og usikkre beretninger herom, så at sige øvelse i at læse mellem linierne, så jeg kunde se helt ind til de omhandlede personer, der de sad i sine nye hjem, Marja Meldal i hendes hytte nær den venlige præstegård, Anne Krog med de to småbørn hos lodsfamilien ude i Flekkerø, Andreas Halvorsen i lære hos den omhyggelige smedemester, det lille pigebarn hos lensmanden i Gjesdal. Og hvilken vid mark for indbildningskraften, når tanken måtte følge den 20-årige gut, som nys var konfirmeret og kommen i tjeneste i et godt hus og så fantegik, eller den 16-årige pige, som med tårer bad præsten om at blive antagen til konfirmationsundervisning og så nogle uger efter forlod det hjem, der hun var bleven optagen, for atter at sværme om på de vildsomme veie!

Da jeg satte mig til at skrive denne bog, opmuntredes jeg ved den tanke, at det kanske skulde lykkes mig at meddele en større almenhed det selvsamme indtryk, som læsningen af hine departementspakker gjorde på mig. Jeg tænkte netop på almenheden; thi i en sag som denne lægger jeg megen vægt på den offentlige mening og deltagelse, og jeg vilde gjerne tro, at en nogenlunde let fremstilling af det eiendommelige menneskeliv, som åbenbarer sig i disse forhandlinger, ret skulde vinde adskillige læseres opmærksomhed. Men mit arbeide havde ikke skredet langt frem, før jeg begyndte at forstå, at det nok ikke skulde lykkes mig at få det hele fuldført således. En ting var nemlig den, at nu i løbet af sidste forårstid skulde og måtte arbeidet både begyndes og endes,(175) så der blev ikke tid til en sådan inderlig tilegnelse og bearbeidelse af stoffet, som burde gå forud for forsøget på at gjengive det i en afrundet fremstilling; en anden ting var den, at det hovedsageligste formål for skriftet måtte være at give en så at sige embedsmæssig beretning om den offentlige foranstaltning, det handler om, hvis årsag jeg måtte vælge en form, som - det forstår jeg altfor vel -nok ikke vil behage ret mange læsere.

Jeg valgte sådan form, at jeg, holdende mig strængt til de foreliggende brevskaber og dokumenter, søgte at gjengive det væsentlige og charakteristiske ved hver enkelt understøttelsessag: de understøttede personers herkomst, tidligere skjæbner, familieforholde, vandel, charakter, anledningen til deres optagelse, planen for forsørgelsen, forsøgets udfald.

Det er min mening, at der, og det helst hvert år, bør fortsættes med deslige beretninger. Men herefter bør samme beretninger visselig ikke gjøres så vidtløftige. De kunne også forkortes på forskjellige måder; de kunde skrives som navneregister med ganske korte angivelser af udfaldet med hvert forsøg, hvortil kunde komme en mere sammenhængende oversigt som i nærværende indledning og i det høieste nogle exempelvis valgte sager udførlig behandlede. Men denne første gang troede jeg at burde give en hel fremstilling af hver enkelt sag, for at de, som ville, kunne studere sig ind i dette anliggende.

Enkelte sager har jeg med forsæt behandlet udførligere end andre, når de nemlig frembød exempler på usædvanlige vanskeligheder, som havde stillet sig mod bestræbelserne, eller når en ganske kort forklaring om forsøgets gang ikke syntes mig at svare til den mere end almindelige personlige opoffrelse, som var viist fra forsørgernes side. Men selv i disse tilfælde er jeg mig dog bevidst at have beflittet mig på korthed(176).

Thi det varede ikke længe, inden jeg skønnede, at nærværende bog voxede op til et så stort arketal, at de fleste måske ville kalde det meget for stort.

Bestyrere af sådanne offentlige indretninger som bodsfængsel, sindssygeasyl, hospital for spedalske o.s.v. føre protokoller, hvor de med stor omstændelighed om hvert enkelt af lemmerne anføre allehånde oplysninger om deres forhold og befindende. Det er på denne måde, at den erfaring samles og den videnskab opbygges, som, så håbes der, skal hjælpe til med større og større held at løse de vanskelige opgaver. Og årlig eller nu og da pleier der at forfattes og offentliggjøres uddrag af disse protokoller, ikke just synderlig underholdende at læse, men nødvendige til almenhedens betryggelse for, at tingene drives forsvarlig, og nyttige for mænd med lignende studier og sysler både i landet selv og og i andre lande. Men nu er her en af det offentlige foranstaltet virksomhed for fantesagen, storartet, så den kan sammenlignes med den gjerning, som drives i nogle af hine kostbare indretninger, og ny, som da bodsfængselssystemet første gang blev prøvet, men derhos ikke samlet inden en bygnings mure og under en direktørs øie og hånd, men spredt omkring i mange byer og bygder, betroet til mange lederes sind og skjøn, udsat for allehånde tilfældigheders indflydelse, ja hist og her for ensidighedens skjæve domme og snæverhjertethedens ugunst. Det må tilgives mig, om jeg har troet, at det her skulde være ret at give - ikke enkelte udplukkede exempler på, hvor vel eller hvor ilde det kan gå med dette slags forsøg, men en omstændelig forklaring om, hvordan det er gået fra først til sidst.

Der er nu mænd i vort land, som med anstrængt hu læse de særegne tidsskrifter og store værker, som i andre lande udgives om fængselspleien, om sindsygevæsenet o.s.v. Dersom det var så vel, at der foruden de mange mænd, som leilighedsvis tage sig af fanter og hjælpe dem tilrette, var så mange som 10 præster omkring i landet, der følte kald og fandt leilighed til en noget videre gående virksomhed i denne retning (der er allerede nogle), og dersom disse 10 fandt noget gavn i den udførlighed, hvormed jeg har fremstillet de hidtil gjorte forsøg, så vilde jeg allerede sige, at mit arbeide ikke var forfeilet(177).

Ved mange leiligheder har der viist sig stort gavn i en kort navnefortegnelse, som Justitsdepartementet i 1846 lod trykke over de ved folketællingen 1845 forefundne fanter. Idet navnlig denne fortegnelse blev omdelt til alle politimestere og lensmænd, vare fanterne derved på en måde stillede under politiets specielle opsigt. Med dette for øie har jeg i mine beretninger lagt an på at samle navne ikke alene på de fordums fanter, som nu ere komne i stilstand, men også på endnu omstreifende fanter, navne med tilføiede forklaringer om herkomst, familieforbindelser m.m., alt i den tanke, at jeg dermed skulde få stillet disse personer under præsters og fattigkommissioners velgjørende tilsyn. I denne retning kan jeg kun ønske, at mit arbeide havde været ligeså fuldstændigt, som det endnu måtte blive mangelfuldt. Jeg sier: dersom vi idag havde en aldeles fuldstændig trykt navnefortegnelse over hele det endnu tilværende fantefolk, så skulde det samme folks urolige væsen allerede imorgen begynde at stilne af. Thi forhen have fanterne kunnet trives netop under den dunkelhed og hemmelighedsfuldhed, hvormed de vidste at omgive sig, og det bliver strax anderledes, når lyset, det overalt velgjørende lys, trænger helt ind til dem: den fant, som tror sig ukjendt, optræder gjerne som en fræk «reisende,» men føler han sig kjendt og gjennemskuet, så forvandles han kanske med et til en beklagelsesværdig mand, som selv erkjender sin usle stilling og gjerne modtager, ja beder om hjælp til at komme udaf fantelivet(178).

Fremfor alt ere offentliggjorte beretninger om de af det offentlige fond understøttede personer nødvendige for at forebygge en forargelse, som desværre allerede er indtruffet, men som sandelig må blive så sjelden som mulig. Jeg tænker her på dette, at en fant efter egen begjæring har været optagen til forsørgelse og anbragt i et godt hus f.ex. for at vorde undervist til konfirmation, at han så efter nogen tid er fantegået, og at han endelig melder sig med samme begjæring på et andet sted og finder optagelse her - uden at bekjende sit feiltrin.(179) Fremdeles har jeg det for øie, at alt i et foregår der omskiftning af præster på de steder, hvor fantefolk, på få undtagelser nær netop ved præsternes medvirkning, ere optagne til bosættelse eller anden forsørgelse. Ja, om 20 år fra nu af vil det være som et hænd, at nogen af de nuværende præster er igjen på samme sted; men om de fordums fantefolk håbe vi, at de skulle forblive. For at nu de nye præster skulle blive ret opmærksomme på dem og kjendte med alle deres omstændigheder, vil det være vel, at der er nogenlunde tilstrækkelige optegnelser om dem, trykte og let tilgjængelige. Thi det gjælder om, at den engang lagte plan for forsørgelsen ikke glemmes eller forkvakles, men forfølges med udholdenhed og uden afbrydelse indtil enden.

Ved at berøre præsternes store andel i denne sag kommer jeg her til at tænke på, hvad jeg ellers under hele udarbeidelsen af denne bog har været mig bevidst, at når den monne være bleven trykt, så ville vel netop de præster, som have påtaget sig at gjøre disse forsøg, med en vis strænghed se efter, om jeg også har fremstillet tingene rigtig for deres vedkommende. Jeg måtte så meget mere blive opmærksom på mit ansvar i denne henseende, som jeg jo så, at flere præster i sine skrivelser til departementet havde yttret sig med stor frihed og inderlighed, læggende personligheden til, men vist ikke tænkende på, at deres ord skulle blive således gjengivne, deres virksomhed således offentlig omtalt. Jeg måtte jo være varsom her, men varsomheden måtte ikke gå for vidt heller; thi det er netop et væsentligt træk ved den hele fantesag, at den har kunnet tildrage sig så mange mænds personlige deltagelse: derpå har sagens gode gang hidtil beroet, og derpå beror dens fremtid. Dette kan jeg dog fortælle, at nogle af de beretninger, hvori personligheden træder mest frem, har jeg været så forsigtig at sende vedkommende præster med det spørgsmål: «Må jeg lade det trykke så?» og svaret har været et venligt ja. Hvad ellers fremstillingen af de faktiske omstændigheder angår, så vil man tro mig, når jeg siger, at jeg ialfald har gjort mig flid for at opfatte og gjengive dem rigtigt.

Ved denne leilighed skal jeg tillade mig at fremsætte nogle bemærkninger, som have påtrængt sig mig netop under gjennemgåelsen af præsternes indberetninger. Det har forundret mig en smule, at de indeholde så få bidrag til kundskab om fantevæsenet i dets helhed. Man får nok hver enkelt fants historie (født af omstreifende forældre, konfirmeret på tugthuset, straffet for conkubinat o.s.v.); men om fantevæsenets hele sammenhæng yttres så lidet. Jeg skal i den henseende påpege det træk, at kun en af de mange præster har berørt fanternes hemmelige sprog, idet han om et par fanter siger, at de kunde forstå og tale det. Det forekommer mig dog, at den præst, der ret nøie vilde sætte sig ind i en fants hele forhold, hans moralske og intellektuelle tilstand, måtte have interesse af at lægge mærke til, hvorvidt han var indviet i og havde benyttet sig af fantemålets hemmelighed, fremdeles: hvad han nærmest betragtede som sit fantemål, ord af fanternes rommani eller af skøiernes rotvelsk. Det skulde også være artigt at vide, hvorledes fantemålet monne have artet sig i de senere år, efter at dets hemmelighed er blevet røbet, om det er blevet mere aflagt, eller om det er blevet udviklet og gjort ukjendeligt igjen ved nye påfund. Undertiden heder det i beretningerne om en fant, at han hører til de «ægte tatere,» og for dem, som skulde behandle ham, vilde dette ikke være uvigtigt at vide; men for at bedømme forholdet tilnærmelsesvis rigtigt må man agte ikke alene på personens hårfarve og øvrige udseende, men endnu mere på familiens traditioner, og hertil hører netop sproget. Høist interessant i videnskabelig og praktisk henseende er også den psychologiske iagttagelse af den udvikling, som monne foregå hos de personer af fantefolket, som pludselig vorde plantede ind imellem den bosatte befolkning: halvvoxne børn, som skulle bibringes en ny og ukjendt opdragelse, helvoxne folk, som skulle lære at stave og undervises i religion, ældre folk, som skulle vænne sig til nye vaner og have at kjæmpe med indgroede usæder: ustadighed, hidsighed o.s.v. Striden mellem det gamle og nye i sådanne menneskers sind(180) må dog sikkert åbenbare sig i en mængde småtræk i dagliglivets løb, og en opmærksom betragtning heraf skulde uden tvivl lede til lærerige slutninger. Men i beretningerne tales der undertiden vel kort om «de almindelige taterudyder» - Nu kan jeg naturligvis nok vide, at præster i almindelighed ikke have megen tid tilovers for sådanne forskninger, og navnlig må det ikke forarge mig, om ikke ret mange mænd finde smag netop i fantehistoriens studium. Fremdeles kan jeg også sige mig selv, at en præst i regelen vil tjene fantesagen bedst, idet han ved sin personlige forhandling med den enkelte fant søger at lede ham på den gode vei. Men endda må jeg ønske, at der dog blandt de mange præster måtte være nogle, som havde tid og interesse tilovers for den videnskabelige side af sagen, og jeg omtaler det her, fordi jeg mener, at de meddelelser, som herefter monne indkomme i denne retning, sikkerlig på en eller anden måde ville komme til nytte, når der et andet år bliver udarbeidet en almindelig beretning som nærværende.(181)

Dog, jeg vender tilbage til talen om hensigten med denne bog. Der er en særskilt klasse af læsere, som jeg under dens hele udarbeidelse har haft for øie: hverken mere eller mindre end fanterne selv, fordums fanten som her ville finde fordums kjendinger og kammerater igjen. Hine ville vel hist og her kunne få lånt bogen hjem med sig i sine huse, disse ville nu og da kunne få læse den i arrester og fængsler. Jeg ønsker, at de skulle være vidende om, hvor opmærksomt og alvorligt deres færd betragtes. Nationen vilde ikke synes vel om, at der blev bevilget penge år efter år til fantefolkets ophjælp, uden at der blev gjort rede for, hvad nytte der blev udrettet med de samme penge; derfor har jeg med flid og med glæde fortalt alt det gode, som har været berettet om dem, der vare tagne til forsørgelse, hvert exempel på arbeidsomhed og skjønsomhed, hvert lille tegn til, at de lægge vind på et stille væsen og gode sæder. Men at fortælle det gode og fortie det onde - det vilde ikke være sanddru tale, og med ubønhørlig bestemthed har jeg derfor tvunget mig selv til at fortælle også alt, hvad der var berettet om ustadighed og løgnagtighed o.s.v. - Fantenavnet lyder ikke smukt; det må dog endnu bruges, så længe der går folk omkring i landet på den gamle vis; men det har ikke nogen god klang i vore øren; der ligger foragt deri, og dem, som bar navnet, pleiede man ikke vente store og gode ting af. Men sandelig, det er gået underligt: Gud har gjort det så nu, at den, som for samvittighedens skyld forlader fantestien og aflægger sine gamle vaner og beflitter sig på stadighed og orden og dyd, han kan udrette store ting - jeg mener: med sit exempel kan han bringe fordums kammerater til at standse på veien og tænke sig om og vende sig didhen, hvor hjælp er at finde for ham også, hvile for hans flygtige fod, fred for hans håbløse sind. «Skeer dette - så ståer der i departementets kundgjørelse - så skal det foragtede fantenavn uddø, og den, som før kaldtes fant, skal af alle skjønsomme agtes og æres lige med landets øvrige borgere.» Altså, både for din egen og for din slægts skyld tilønsker jeg dig, Alexander Bodin, og dig, Peter Olaus Andersen, nåde af Gud til at stå i det gode forsæt! Og du gamle, som var den første tater, mit øie så, og som formedelst vort første møde hin aften i året 1847 har havt en så besynderlig indgribende indflydelse på mit livs skjæbne, så jeg har været bunden til disse undersøgelser og bestræbelser indtil denne dag, du Christian Fredriksen - måtte du få en stille aften på din urolige livsdag!

Nogen tid efter at dette værk med offentlig understøttelse for fantefolket var begyndt, blev det mig berettet, at en del mænd i en vis egn holdt på at samrådes om at få dannet en særegen forening for fanterne, med det formål at tage sig af dem ikke ved hjælp af statskassens penge, men med sammenskudte kjærlighedsgaver, på det at det kunde blive et sandt christeligt værk ligesom missions-værket.

Der er også meget i nærværende anliggende, som bestandig må minde om missions-sagen: at børn voxe op uden at høre noget om sin dåbspagt, at voxne folk, selv forældre, ikke kjende så meget til Guds ord, at de have kunnet stedes til konfirmation og altergang, ja at sådanne endog befindes at være udøbte. Sandt er også det, at skal der nogensinde rådes bod på den syndenød, som mere end ellers kommer tilsyne i den kreds, som vi her have for øie, så må det ske derved, at de ledes til Christum; thi der er ikke forladelse og ikke befrielse i nogen anden. Hvilket være sagt med tilbørlig ærbødighed for det hellige!

Men fantefolket er dog ikke helt og holdent et hedningefolk, og heller ikke bør bestræbelsen for sammes vel drives ene og alene som mission.

Spæde børn slæbes af forældrene om på en ynkværdig måde; formedelst den måde, hvorpå de ere opvoxede, og altså tildels uden selvbestemmelse, ere voxne folk komme til at befinde sig i en lovløs stilling (ukonfirmerede), derfor også uden den anordnede stadfæstelse af deres ægteskabelige samliv, fremdeles ernærende sig på utilladte måder; gamle og vanføre folk gå hen således, at de ere udsatte for at vansmægte på veien. Dette holder den almindelige medfølelse og retsfølelse ikke ud at se på: Medfølelsen vil, at der skal ydes dem hjælp, som åbenbart trænge, og retsfølelsen, som gjerne drager et slør over uvitterlige overtrædelser, vil dog have en ende på denne uvitterlighedstilstand, for at derefter enhver kan vorde behandlet efter fortjeneste. Men sådanne følelser ere jo netop døttre af den christelige ånd, som har gjort sig gjældende i tiden og i vort offentlige liv. Og vel er der med de bestræbelser, som nys antydedes, nærmest sigtet til noget udvortes og timeligt, nemlig dette, at den nævnte klasse af mennesker skal komme i samme stilling som andre folk i landet; men dette er jo netop forberedelsen og begyndelsen for, at der skal kunne stræbes hen til et høiere mål: ved omgang med naboer, med skolegang og kirkegang kan det christelige liv vækkes og næres hos den enkelte, men herom kan der jo næsten ikke være tale, så længe familierne streife hjemløst og lovløst omkring. Ved at yde penge til disse folks bosættelse o.s.v. giver staten præster og andre, som dertil monne have sind og kald, den ønskelige anledning til at virke for deres religiøse velfærd. Det er ikke for intet, at staten har sat præsterne til at være medlemmer og formænd i fattigkommisionerne, og at nærværende fantesag i synderlighed er anbefalet til samme kommisssioners omsorg; staten ønsker og venter, at den givne anledning skal blive benyttet til det religiøse øiemeds befordring; er nogen villig til at antage sig disse mennesker, så tilbyder den at bistå med de penge, som kunne behøves, og dette tilbud kan og bør udlægges efter hans mening, som sagde til sine tjenere: «Gak ud til veie og gjærder og nød dem at gå ind.»

Ellers er der en ting ved mange af disse på engang offentlige, og private, borgerlige og religiøse bestræbelser, som er vel skikket til at vække anstød for den christelige bevidsthed. Jeg tænker her på de mange med fantefolk udførte konfirmationshandlinger. De kunne tildels se ud som blotte udvorteshedsgjerninger, for ikke at sige hastværksarbeider. Men dette er dog ikke nogen særegen mislighed med fantesagen, den klæber ved selve det borgerlige bud om konfirmation og kan mærkes i tusindvis blandt den almindelige befolkning. Tingen er kun, at formedelst de særegne omstendigheder med fantefolket bliver man her mere end ellers opmærksom på, hvor betænkeligt det er at gjøre en sådan religiøs handling til gjenstand for bydende lov. Som sagen nu står, er det at konfirmere en voxen fant i udvortes henseende det samme som at nedbryde en skillevæg mellem ham og statens øvrige borgere, og den særegne betænkelighed, som disse tilfælde frembyde, indeholder kun en forstærket opfordring til den christelige medfølelse om at understøtte netop disse konfirmander med sine forbønner,(182) at de må vågne op, så Christus må lyse for dem.

Lige modsat den anskuelse, der i fantesagen ser et anliggende, som staten formedelst dets religiøse betydning ikke skulde være ret skikket til at virke for, have andre og det temmelig mange yttret den mening, at staten skulde gribe langt mere afgjørende ind for med et ryk at få det fordømmelige omstreifervæsen udryddet, nemlig således, at alle omstreifere, efter at sagen først var ordnet med egne love, på engang skulde anholdes og så fordeles omkring på rigets fattigvæsensdistrikter, hvor de da skulde være for aldrig mere at streife om. Denne tanke er også, som det vil sees, kommen til orde i nærværende skrift, i beretningen fra Homedal og Klep (sagerne no. 64, b, anm. og no. 76, henimod slutningen). Hvad jeg selv mener herom, har jeg kortelig sagt på sidstnævnte sted; udførligen har jeg udtalt mig derom i min oprindelige beretning om fantefolket, kap. 16. Jeg tilføier en kort betragtning her:

Grunden til en sådan foranstaltning skulde være den, at nu er det så vanskeligt at få fantefolk bosatte, såsom almuerne frygte for at få nye fattigfolk ind på bygderne og derfor vise uvillie og gjøre modstand. Men hertil bemærkes først, at dette ikke kan have synderligt at betyde, uden når det gjælder hele familier med gamle og unge; dernæst erindres, at der dog allerede er adskillige kommuner, som selv i sådanne tilfælde ikke have lagt hindringer i veien, men ganske villig have indrømmet plads for en enkelt familie. Flere familier bør heller ikke nedsættes i en og samme bygd, og det af hensyn til familierne selv, for hvem erindringen om det tidligere liv lettest vil udslettes, når det enkeltvis plantes ind imellem den bosatte befolkning. Og nu er det netop håbet med nærværende skrift, at det ved de ret lovende udsigter, ja opmuntrende exempler, som det har at fremstille, skal bevæge flere og flere fattigkommissioner og præster og andre nærstående embedsmænd til at tage sig af både enslige personer og hele familier og hjælpe dem til bosættelse: sker det, så ville flokkene blive mere fordelte og de befrygtede byrder for kommunerne falde mere ligeligt, og da vil der vel igjen mærkes mindre til hin modstand.

Fanternes lovbestemte og tvungne fordeling på bygderne efter hint forslag vilde jeg kalde et «lovforsøg» i modsætning til det «pengeforsøg,» som nu gjøres. Jeg synes at øine mange vanskeligheder og skuffelser, om hint forsøg blev sat i værk; derimod glæder jeg mig ved at se, hvor godt det tegner med dette andet forsøg, som i grunden består deri: med penge, som billighedsfølelse og humanitetshensyn uddeler, at udjevne de forekommende vanskeligheder. Derfor mener jeg iallefald, at man ikke for tiden bør tænke på at bevæge statsmagterne til at slå ind på en anden vei her.(183)

Men netop dette pengeforsøg, som jeg kaldte det, kan der fra andre hold gjøres en meget skarp indvending imod: «Staten skulde mindst af alle befatte sig med philanthropi, og dette foretagende bryder på den gyldne grundsætning, at fattigforsørgelse skal være kommune- eller menighedssag; thi i den mindre kreds veed man bedre at passe måden og vise sparsomhed; se følgen: her kan jo en arg fant få en understøttelse for året, der er fuldt så stor som en ærlig og fattig arbeiderfamilies hele fortjeneste - det er jo et levebrød at være fant.»

Det skulde være vanskeligt at svare på sådan tale, dersom sagen havde fået et afgjort slet udfald. Men om en indvending end monne være rigtig i og for sig, så har den ialfald mindre vægt imod et foretagende, som tegner til at lykkes og gå fremad mod et mål, der dog af alle kaldes godt. - Og planen til dette foretagende er vel heller ikke så dårlig i sig selv; det vil jeg bevise, ikke med en vidtløftighed af grunde, men ved at gjøre opmærksom på en ganske tydelig ting: blandt de mænd, der have været nidkjære befordrere af samme foretagende, findes flere af vore høit og alment agtede navne, dygtige og fædrelandssindede mænd, som vel også have kunnet tænke sig hin nærliggende indvending, men dog have handlet anderledes.

Jeg mener desuden, at mange af disse understøttelsesforsøg skulle anbefale sig endog af rent sparsomhedshensyn. Thi de fanter, som nu have ladet sig bevæge til at slå sig til ro, så de ere blevne konfirmerede eller ægteviede, skulde sikkerlig have kostet det offentlige ulige mere, om man havde været nødt til at inddømme dem til tugthusene for deres ukonfirmerede tilstand eller konkubinat - ikke at tale om de grovere forbrydelser, hvorved nok adskillige af dem vilde have forvoldt omstændigheder og udgifter, om ikke disse forebyggende bestræbelser havde været i gang.

Og med en anden del af udgifterne med disse understøttelsesforsøg har det sig så, at de kun ere overførte fra en udgiftspost til en anden og med det samme have fået en mere hensigtsmæssig anvendelse. Man må nemlig vide, at længe før Storthinget bevilgede disse penge, og trods grundsætningen om fattigudgifternes udredelse af fattigvæsensdistrikterne, har der af statskassen været utredet udgifter til forsørgelsen af hjemstavnløse trængende og deriblandt da ofte til personer af fantefolket. Når nemlig fattigkommissioner ifølge fattiglovens medfør have måttet tage sig af fremmede fattige, og når ingen hjemstavn for disse har kunnet opspørges så udlægget altså ikke kunde fordres erstattet af nogen anden kommune (F. L. § 16), så er det blevet praxis, at der indgives andragende om at få udlægget extraordinært udredet af statskassen, og regjeringen har i mangfoldige tilfælde fundet føie til at gå ind herpå. Efterat nu dette særskilte fond til fantevæsenets indskrænkning er blevet oprettet, er adskillige personer, som allerede vare under forsørgelse således, at udlægget blev erstattet af statskassen, blevne overførte på dette fond (se f.ex. sagerne no. 37 og 38), og når der nu indkommer nyt andragende for en person eller familie, så må det ofte afgjøres af departementet efter skjøn, om udgifterne for samme skulle anvises på fondet eller søges udredede på hin extraordinære måde (se f.ex. sagen no. 27, hvor i et og samme fantefølge en person forsørges af fantefondet, medens udgifterne for en anden udredes extraordinært af statskassen). Forskjellen mellem før og nu i denne henseende er væsentlig den, at tidligere kunde fattigkommissionerne ikke være så ganske visse på at få sine udlæg for hjemstavnsløse folk erstattede af statskassen, hvorfor de gjerne unddroge sig for at hjælpe eller ialfald indskrænkede sig til at tage sig af de nødlidende i øieblikkelige tvangstilfælde, hvorimod der nu kan tilståes varig understøttelse af statskassen for fantefolk, som blive antagne til hensigtsmæssig forsørgelse for at reddes ud af fantelivet(184).

Hvad ellers angår det stykke af hin indvending, at det er gjort til et fristende levebrød at give sig ud for at høre til fantefolket, så bør denne haves vel i erindring af dem, som føle sig skyndede til at antage sig dette slags folk til forsørgelse. Kanske der allerede nu er exempler på, at forsigtigheden ikke har været stor nok. Når undtages tilfælde af sådan trang og nød, som uden alt andet hensyn kræver øieblikkelig hjælp, skulde man ikke optage til forsørgelse ved fantefondet andre end dem, som gav nogenlunde gode tegn til alvorligt ønske om at komme ud af fantelivet. I denne henseende skal jeg minde om, hvor misligt det er gået med mange personer af klasse 3 i foranstående oversigt; disse folks forsæt turde det i regelen være rigtigt at prøve ved at overlade dem valget, om de vilde eller vilde ikke gå ind på sådanne kår, som anm. til foran, side 312, viser exempel på: Anbringelse i et hus ikke som logerende, men som tjener.

Og jeg ryster af mig den beskyldning, som jeg nu og da har hørt antyde, at jeg ved min tale om mildhed mod fanterne så gjerne vil sy dovenskaben puder under armene o.s.v. Lige derimod gjør jeg til mine et par ord, som stå at læse i Kirkedepartementets kundgjørelser om den fanterne tiltænkte understøttelse: «Er der nogen af fanterne, som fremdeles vil trodse lovens bud (nemlig med fortsat omstreifen), så er lovens arm over ham.» Jeg tilføier, at netop siden det offentlige har gjort fanterne et så mærkeligt tilbud om hjælp til at komme sig i ordentlig stilling, så måtte øvrigheden ret med god samvittighed kunne bruge lovens arm med styrke. Ja jeg kan ikke tilbageholde den mening, skjønt jeg ikke har noget bestemt at støtte den til at der kanske mest sees igjennem fingre med fanterne i de egne, hvor få eller ingen af dem sees at have begjæret at blive optagne til forsørgelse.(185)

Philanthropien, denne særegne retning af menneskekjærligheden, som sætter sig til formål at lette de lidende klassers tunge kår, er vistnok ofte bleven vildledet, og dens skjønne navn er derved ofte blevet gjenstand for hån. Men det må ikke græmme os. Meget mere skulle vi glæde os ved at se, hvorledes den dog lidt efter lidt har vundet frem til almindelig anerkjendelse. Det er jo lige så mange tegn og mærker på vort lands jevne fremgang i velvære og sand dannelse, når vi betragte den lange række af philanthropiske indretninger og foretagender, som år for år ere komne frem også hos os, både i det private og offentlige liv: forbedret fængselspleie, sindssyge-asyl, døvstumme-skoler, børne-asyler, afholdsreformens udbredelse ved lønnede agenter, missions-sagen o.s.v. Jeg kunde også nævne almueskolen og den offentlige sygepleie og flere anliggender; thi der er ikke længer nogen bestemt grændse mellem de såkaldte veldædige og de almennyttige foranstaltninger; den forstandige omhu for de lidende hører med til omsorgen for det hele samfunds vel, og offentlige og private bestræbelser mødes her og arbeide hånd i hånd. I fattigere egne, hvor i de flestes øren den sum af 100,000 daler lyder så overvættes stor, der kan det vel være, at mange endnu have ondt for at finde sig i et anlæg som Gaustad, dette «palads for de gale;» men efterhvert som velstanden tiltager og dermed en mere alsidig dannelse og friere betragtning af tingene får indgang, så vil man finde, at det dog var for galt med den gamle måde at spærre de sindssyge ind i dårekister, og istedetfor at klage vil man endog glæde sig ved at vide, at der nu er gjort ialfald en begyndelse til at stelle så vel med dem, som nutidens videnskab og kunst formår.

Omtrent så tør det gå med bedømmelsen af fantesagen. Minder det ikke om den gamle hårde betragtning af de sindssyges tilstand, når man læser de rigtignok sparsomme yttringer om fanterne for et par menneskeandre siden? I 1786 siger præsten Wille i sin Sillejords beskrivelse,(186) at nu hørte man ikke til tyverier, såsom sognene deromkring vare så vel rensede for omløbere, «siden øvrigheden, ved at befale en såkaldet fantejagt, engang om året, hemmede dette onde.» Hvad medfølelse er her, hvad tanke mærkes her om mennesket i de forjagede? Og i 1811 skriver sognepræsten i Valle i Sætersdalen til selskabet for Norges vel(187) om årsagerne til, at havevæsenet ikke kunde trives der, således: «Det er ved St. Hansdags tider, at haverne her skulde tilsåes, græsses og vandes, men alle mennesker, store og små, reise da 2-3 mil bort fra deres hjem til sæters med kreaturerne, hvor de den hele sommer føre et nomadisk liv. Det kan således ikke svare regning at holde et menneske hjemme ved gården for at passe haven, ligesom det og vilde være voveligt for et enligt menneske at opholde sig på en gård i denne øde tid, da overlast let kunde befrygtes af omstreifende fanter» Se, når man ikke engang troede sig istand til at holde fanten i ave, så har man visselig ikke været meget oplagt til at anse hans beklagelige færd med medlidenhed(188).

Ja, folk, som gjøre sig selv ulykkelige ved et dårlig levnet, forbrydere, fanter o.s.v., blive vel langt vanskeligere gjenstand for mængdens medlidenhed end de sindssyge, spedalske o.s.v., thi det er så let at forekaste dem, at de jo have fri villie og at de burde have brugt den bedre, en sætning, som naturligvis også til en vis grad er aldeles rigtig; men der skal en dybere selverkjendelse og større betænksomhed til for at lægge tilstrækkelig vægt på denne anden sætning, at menneskenes færd og handlemåde for en stor del påvirkes af deres samlede livsomstændigheder. Den tanke falder en så sjelden ind: «Var jeg voxet op på fantestien, så havde jeg vel skikket mig lige med den fant der.»

Men derfor kalder jeg det et overmåde betydningsfuldt tegn, at denne foranstaltning med dens reddende tanke for fantefolket har kunnet vinde så megen indgang omkring i landet, som nærværende beretning glæder sig ved at bære vidne om. For 50 år siden vilde opråb og forslag for denne sag ikke være blevne optagne således, med den ringere velmagt og almensands, som var i landet da.

Måtte det nu fremdeles gå jævnt fremad, måtte ingen hindringer og forstyrrelser indtræde!(189) Da kan jeg nok tænke mig, at vi om ikke så ret mange år skulde få se enden på det egentlige fantevæsen eller den store forargelse, at folk føre et omflakkende familieliv, så slægtens bedrøvelige levevis forplantes af de børn, som fødes og voxe op.

Men vorder bestræbelsen for fantevæsenets afskaffelse lykkelig bragt til ende, så kan jeg igjen tænke mig, at der netop, under samme bestræbelse skal være vågnet lyst og samlet erfaring og vundet evne til en mere udviklet, indtrængende og omfattende kjærlighedsgjerning end hidtil med en beslægtet klasse af ulykkelige medmennesker: man finder dem på landeveiene (de betlende geseller og andre omstreifende folk, som man ikke pleier henregne til fanterne, fordi de ikke have sluttet sig til disse familiefølger(190)), og man finder dem på de større byers gader (folk, som går ud og ind af straffeanstalter og tvangsarbeidshuse samt skjøger). Jeg sammenfatter dem under sluskenavnet eller under begrebet af forulykkede mennesker, som ved dovenskab, ustadighed, drikfældighed, utugt, tyveri så længe have syndet imod sin egen menneskenatur, at de omsider ere blevne straffede med den dom: ikke at kunne styre sig selv.

For 12 år siden blev mit sind optaget af dette mere enkelte og lette arbeide: at undersøge det egentlige fantefolks historie og tilstand. Men mit skrift om denne gjenstand sluttede med den betragtning, at undersøgelsen burde fortsættes og lægge an på at trænge ned til det almindelige folkelivs bund for at drage for lyset det overmål af synd og nød, som der skjuler sig under sluskevæsenets pjalter og skumle åsyn. Jeg har også forsøgt mig i dette arbeide og holdt ved dermed indtil nu. Men når jeg i denne stund kaster et blik tilbage på disse år, så er det mig, som om jeg kun har bevæget mig omkring randen af afgrunden og gjort enkelte tiltag for at nærme mig til det dybt liggende mål, men endnu ikke har dristet mig til at trænge helt ned(191). Men summen af mine betragtninger over disse forholde, er den: Også i denne lave, ulykkelige kreds er der sikkerlig lovbestemt sammenhæng mellem årsag og virkning, mellem de ydre livsomstændigheder og de indre tilstande, og der vil komme en tid, da man vil forundre sig over den ufuldkomne og utilstrækkelige måde, hvorpå nutiden behandler dette anliggende, omtrent som vi nu beklage den mangel på skjønsomhed og hjælpsomhed, som i fortiden vistes de sindssyge.

Dersom der da fremdeles med kjærlighedens flid og tålmodighed arbeides for dette nærmere mål: fantevæsenets afskaffelse, så tør det være, at arbeidet kommer til at fortsætte sig på en mark, som frembyder endnu videre anledning til kjærlighedsgjerninger mod nogle af vore ulykkelige brødre. Det ske!


Anden Aars-Beretning
om

Fantefolket



Forside s. 325


INDLEDNING

Ud på høsten 1859 udkom min «Fortsat Beretning om Fantefolket» - en fremstilling af de i nogle år gjorte forsøg med at få fanterne bosatte, formedelst en særskilt pengebevilging af Storthinget.

Siden har jeg to gange bereist det strøg af landet, hvor der er mest af fantefolk, nemlig mellem Stavanger- og Skiensfjorden.

Jeg reiste op og ned ad dalene og ud og ind i bygderne for at træffe eller forhøre mig om personerne, så vidt muligt om hver eneste en.

Med en ofte vemodig erindring om disse mange bekjendte har jeg nu, i første del af nærværende skrift, søgt at udrede disse indbyrdes slægtskabers forvikede flog, der danner et så væsentligt træk i det hele fanteliv og giver folket dets kastemæssige præg.

Lindbom'erne ere i slægt med Vardal'erne, disse med Alting'erne, disse igjen med Flintian'erne, Gripenfelt'erne o.s.v. Det er en stor vandringsslægt, fra Ryfylkes fjorde i vest til Slemdalsskovene i øst.

Det er besynderlig ulykkeligt at høre med til denne kjæde. Kun få ere de, som komme løs; de fleste ere hildede og bundne for levetiden.

Det sees da også, at de så lidet kunne styre sig selv og bjerge sig selv.

Men just derfor vilde jeg have dem anbefalede, navn for navn, til øvrighedens årvågenhed, til fattigbestyrelsens omsorg, til præsternes tjeneste.

Og jeg vilde have dem anbefalede til Storthingets fortsatte pengebevilging.

Moner det med disse bestræbelser?

Mangengang så det mistrøstigt ud for mig; stundom fik jeg endog det indtryk, at det tog til med fantevæsenet på denne kant af landet. Ikke alene, at mange almuesmænd bestemt påstå dette; men når jeg sammenlignede med den trykte fortegnelse over de fantefølger, som bleve antrufne og beskrevne ved folketællingen 1845, så kunde jeg vel på den ene side finde, at nogle af de gamle fra den tid nu vare døde, men på den anden side viste det sig også, hvorledes børnene, efter hvert som de nåede voxen alder, selv bleve forældre til nye flokke. Og vel kunde jeg hist og her glædes ved det syn, at personer, som i 1845 streifede om, nu var komne i stilstand, hvad enten med offentlig understøttelse eller - endnu bedre - ved egen virksomhed; men dette havde igjen til modstykke at ikke få sørgelige tilfælde, hvor folk, som ere fødte og opfødte blandt den bosatte befolkning, endogså nu i disse sidste år have givet sig i flokken.

Til sikker besvarelse af det spørgsmål, om fanteflokken øges eller minker, så jeg for denne egns vedkommende intet andet middel end, som jeg ovenfor udtrykte mig, at udrede den hele flog eller at begynde på den ene ende og fare bygd for bygd til den anden ende for at komme efter, hvilke familier og personer der gå på fantestien nu.

Flere år i rad have lægerne og præsterne i de spedalske egne med forenet flid randsaget hver sin bygd for at komme til et vist og sikkert tal på de ulykkelige syge, at det kunde sees, om ondet tog til eller af. Mit arbeide har megen lighed hermed.

Forskjellen er mest den, at medens arbeidet hist kunde fordeles på mange, måtte det her, hvor det gjaldt omflakkende folk, som lidet ere kjendte på noget sted, udføres af en, som kunde reise efter dem. Jeg kan tilføie, at de fleste og bedste oplysninger om fantefølger har jeg fået ikke af præster eller lensmænd eller andre fastboende folk, men af fanterne selv.

Ingen vil vente, jeg selv mindst, at det skal være lykkes mig at få arbeidet rigtigt i alle dele.

Her skulde jeg ønske, at hver omstreifer var skrivekyndig, så han kunde anmærke hver feil, han blev vaer, og skrive til mig om den, at den kunde blive rettet næste gang.

Det er nemlig min mening, at arbeidet bør gjentages med ikke altfor lange mellemrum, så længe der endnu findes rester af dette fanteliv, der - jeg siger det - forekommer mig uhyggeligere og usaligere, jo længer jeg betragter det.

Det er jo ikke så meget, jeg har fundet at rose hos fanterne. Men den ros må jeg ikke negte dem, at de i det hele taget have været ligeså beredvillige som dygtige til at hjælpe mig i disse mine undersøgelser. Vistnok have nogle af dem fortiet for mig et og andet dem selv angående eller vel endog fremstillet det i et bedre lys, end de egentlig skulde. Men i dette øieblik mindes jeg ikke noget exempel, at en person af fantefolket har løiet om en anden, men jeg mindes meget vel, at det ofte har fornøiet mig at høre en eller anden ting fremstille nøiagtig lige ens af to og tre og flere af dem.

Det får jeg også tilføie, at så tør som min fremstilling måtte blive, så livlig og underholdende var den ofte i fanternes mund; for hvert navn, som nævntes, fortaltes gjerne et eller andet lidet træk eller en vidtløftig historie om personen selv, så det var, som om jeg så ham for øine.

I de her omhandlede egne have mange mænd bygget sig fast i den mening, at der er ikke andet råd til at få bugt med fanternes uvæsen end at opfange dem alle sammen og fordele dem efter matriculskyld eller folketal på alle landets fattigdistrikter og så pålægge hver af dem at forblive i deres nye hjem. Man prøve nu efter mine slægtsregistre, om denne plan fremdeles kan være at holde på.

I modsat retning er der ved hin Storthingsbevilging gjort begyndelse med fattigunderstøttelse af statskassen for hjemstavnsløse folk. Og jeg anser fortsat bevilging for høist ønskelig. Men skal der ikke opstå så store misbrug, at Storthinget derfor må bryde af, noget, som naturligvis først vilde gå ud over fantefolket selv, så må der passes meget vel på at udfinde, om de trængende også virkelig ere hjemstavnsløse. Men hertil vil udfordres slige slægtregistre og navnefortegnelser som nærværende.

Det var min agt, at denne bog endvidere skulde indeholde en beretning om udfaldet af de gjorte forsøg med fanterne og min formening om forholdsregler til afløsning af disse midlertidige forsøg. Nu er en reiseplan kommen iveien(192). Men når jeg om Gud vil, kommer tilbage, tænker jeg at fortsætte den, hvor jeg nu standser.

Denne her bebudede fortsættelse er det, som jeg har sigtet til ved den i fortegnelsen oftere forekommende henvisning: «Se forsøgene.»

Den anden del af nærværende skrift er en oversigt over, hvordan det har sig med fantevæsnet alt riget over, efter indberetninger hovedsagelig fra lensmændene i året 1860 og tildels 1861.

Disse indberetninger har jeg Justitsdepartementet at takke for.

På anmodning af mig lod dette departement første gang i 1859, ved en skrivelse til de civile overøvrigheder af 17de december, indhente indberetninger fra lensmændene og arrestforvarerne om de personer af fantefolket, som i det år havde hensiddet hos dem i varetægtsarrest eller straffængsel.

Det var ikke mange, som disse indberetninger havde at melde om, kun omtrent 50. Men fra nogle af de hænder, som denne sag gik igjennem, fra Søndre Bergenhus amt, fra Nordmøre, Finmarken og flere steder, fulgte der en del yderligere oplysninger med. Af dem syntes det at fremgå, at fantefølgerne vare meget uligt fordelte over landet.

I en skrivelse til Justitsdepartementet af 17de juli 1860 fremstillede jeg først dette og yttrede dernæst ønske om at se den sidstnævnte sag omstændelig oplyst, med besvarelse fra lensmændene og andre vedkommende til følgende 2 punkter:

1. Har fanternes omstreifen taget af eller til i den senere tid, og hvorledes er deres levevis og tilstand nu for tiden? kjendes exempler på, at folk af fanteslægten have bosat sig på egen hånd eller uden understøttelse af de for sådant øiemed bevilgede offentlige midler, eller kjendes omvendt exempler på, at folk, som ikke ere fødte på fantestien, have slået sig i lag med fanterne? (Forholdet ønskes helst oplyst således, at de kjendte personer af fantefolket anføres med angivelse af navn, herkomst, sædvanligt vandrestrøg og andre oplysende omstændigheder).

2. Hvad er årsagen til, at fantevæsnet i den senere tid har aftaget eller ikke aftaget? (Herunder ønskes forklaret, hvorvidt det ansees for hensigtsmæssigt at ansætte bygdevægtere eller at anvende hyppigere tiltale mod fanterne for betleri, konkubinat m.v.)

Dette tog Justitsdepartementet sig af på den måde, at det lod trykke min nævnte skrivelse af 17de juli 1860 og lod den ved en rundskrivelse af 13de september næstefter omdele til samtlige politiets embeds- og bestillingsmænd, der bleve opfordrede til at meddele de attråede oplysninger, forsåvidt de dertil måtte finde anledning.

Jeg har fået besvarelser fra 16 af rigets 17 amter og fra 243 af de 378 lensmænd, som der er i de samme amter, derhos fra adskillige arrestforvarere, endelig fra ikke få politimestere i byerne og fogder på landet. Navnlig har, som man vil se, foged Dreier i Tromsø gjort sig megen flid med at få fantevæsnet i hans distrikt undersøgt, noget, han endog havde begyndt på, førend disse spørgsmål af mig bleve fremsatte. Nogle yttringer, som vare meddelte i min skrivelse af 17de juli 1860, foranledigede endvidere præsteskabet i et af Finmarkens provstier til at anstille efterforskninger om sagen, hvilken på sit sted vil findes berørt.

Mange af disse besvarelser ere udarbeidede med megen udførlighed, og læste sammen med disse, tjene selv de ganske kortfattede besvarelser til at udfylde billedet. Jeg kan ikke noksom takke de mange mænd, som have givet sit bidrag her. Mine undersøgelser kunde ikke ønske sig bedre hjælp.

De således indsamlede oplysninger give, forekommer det mig, selv en prøve på, hvad deslige oplysninger kunne nytte til: deres visseste og enstemmigste vidnesbyrd er netop dette, at siden fantevæsnet har været gjenstand for større opmærksomhed i de sidste 10-15 år, (efter folketællingen 1845), så er det nu blevet kjendelig mere stilt med det.

Det er blevet mere stilt på to måder: dels så, at de fantefolk, som endnu gå, fare mere stilfærdig frem, dels så, at der ikke længer er så mange, som gå.

Navnlig i denne sidste henseende er der imidlertid forskjel: i det oftnævnte strøg mellem Stavanger- og Skiensfjorden eller i kyststrækningerne af Stavanger, Lister og Mandals, Nedenæs samt Bratsbergs amter, er der ialfald ikke synderlig aftagen i fanternes antal; på dette strøg nær, har derimod sådan aftagen vist sig fast overalt og ofte meget væsentligt, så fantevæsnet på flere steder, f.ex. i Finmarken, kan siges at være uddøet.

Det er ikke så let at forstå denne aftagen. Det bliver ikke ganske klart af beretningerne, hvor der er blevet af de fanter, som før gik. Mange af beretningernes forfattere forstå det ikke selv, men gjætte kun på, at de fantefølger, som man før så hyppig havde besøg af, sagtens monne have givet sig i rolighed på andre steder; men når vi så se hen til de i samtlige indberetninger anførte tilfælde, hvor fanter på egen hånd have bosat sig eller tænke på de andre fantefamilier, som ere blevne bosatte ved hjælp af de dertil bestemte offentlige midler, og om hvilke oplysninger haves i Kirkedepartementets papirer, så synes det ved første øiekast, som at denne afgang i omstreifernes mængde ikke kunde være stor nok i forhold til de stærke udtryk om fantevæsenets aftagen i de fleste egne af landet.

Noget af denne tale om, at der har viist sig formindskelse i antallet af fanter, tør bero på en forvexling, fremkommet ved den anden af de to nævnte heldige forandringer, nemlig at fanterne nu fare mere stilfærdigt frem. Før vare de djærvere, brugte trudsler og vold, viste sig i store følger; nu gå de forsigtigere, bære sig folkeligere ad, optræde mere enkeltvis eller i ganske små følger. Og her siger jeg så: et besøg af 20 fanter i en flok, truende og støiende, efterlader sig et stærkere indtryk og tager sig for erindringen ud som en større ting, end besøg af et lige antal fanter, som komme i passende små følger og ellers opføre sig så, at de ikke vække synderlig opsigt.

Men dette, at fanterne nu gå mere stilfærdigt, er jo i sig selv et godt fremskridt, og det tør for manges vedkommende være begyndelsen til, at de tilsidst give sig i rolighed som andre bosatte folk. Og så håber jeg, at når jeg, som jeg ovenfor bebudede, vinder med at gjennemgå de i Kirkedepartementet ophobede oplysninger om bosættelsesforsøgene, så skal det vise sig, at antallet af fanter, som i de senere år ere komne i stilstand, nok er så vidt stort, at der virkelig har kunnet mærkes formindskelse i den gamle omstreifen.

Om årsagen til den mærkelige forskjel, som viser sig i de forskjellige egne af landet, skal jeg ikke udbrede mig på dette sted. Den hænger sikkerlig sammen med forskjelligheder i landets beskaffenhed og det hele folkeliv, og der må naturligvis tages hensyn dertil, når der skal tales om fremtidige foranstaltninger mod fantevæsnet.


Tredie Aars-Beretning
om

Fantefolket



Forside s. 333


INDHOLD

1. Tællinger .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 337
2. Tilbagefaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 342

3. Fremhjulpne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 350
4. Døde .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 353
5. Fremdeles forsørgede .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 355
6. Plan for fremtiden .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 368

1. TÆLLINGER

A. For hele riget.

I min «Anden Aarsberetning om Fantefolket,» der udkom i høsten 1862, bebudede sig en snarlig fortsættelse, som skulde handle om de ved offentlige midler gjorte forsøg på at få fanterne bosatte m.m. samt om hvad der fremdeles kunde synes fornødent for at få fantevæsnet indskrænket og afskaffet. Denne fortsættelse vil nærværende skrift være, og dets første og større del vil handle om forsøgene.

Det var om høsten 1855, at det tog sin begyndelse med disse forsøg, og i et skrift med den tittel «Fortsat Beretning om Fantefolket,»(193) som udkom i 1859, gjorde jeg omstændelig rede for udfaldet indtil da.

Nu nylig, i januar 1863, blev jeg færdig med følgende opgjør, som omfatter samtlige forsøg lige fra 1855 til nutiden.

Den del af fantefolket, som i disse år har været optaget fra fantestien til understøttelse og forsørgelse på forskjellige måder, udgjør det tal:

425 personer.

Ved opgjøret i 1859, marts måned, var det 250. Tilgangen har altså ikke været fuldt så stor i den derpå følgende tid, som dog er lidt over halvdelen af det hele tidsrum.

Jeg deler i 5 klasser, likesom i 1859, og fordelingen bliver så:

1. Børn, udsatte til opfostring,
under 10 år

61

over 10 år

48

109

2. Børn, hjemme hos de understøttede     forældre,
under 10 år

124

over   10 år

23

147

3. Voxne, men unge enslige personer,
gutter

26

piger

19

45

4. Forældre, nemlig 42 par samt 2 fædre og     19 mødre

105

5. Alderssvage og andre voxne helseløse     folk,
mænd

10

kvinder

  9

  19

tilsammen

425

Nogle ere faldne tilbage til fantelivet (dels medens de endnu vare under forsørgelse, dels efter at de vare hjulpne frem til en sådan stilling, at de skulde kunne forsørge sig selv). Andre ere blevne fremhjulpne og ere dermed udgåede af listen over de forsørgede, uden at det er spurgt, at de ere faldne tilbage. (Denne fremhjælpen kan ellers have været af dobbelt slag, enten så, at de ere befundne at have hjemstavnsret i noget fattigdistrikt, så det offentlige kun har behøvet at yde en midlertidig hjælp for at få dem i en ordentlig stilling, og fattigvæsnet har overtaget at sørge for resten, eller så, at de virkelig ere blevne satte istand til og have begyndt på at forsørge sig selv som andre bosatte folk). Atter andre endelig af de 425 ere afgåede ved døden. De øvrige ere da fremdeles under forsørgelse eller gjenstand for disse forsøgs bestræbelser. Efter denne deling bliver de 425 personers nuværende stilling at angive så:

a, Tilbagefaldne

100

b, Fremhjulpne

64

c, Døde

21

d, Fremdeles forsørgede

240

Tilsammen

425

Skal jeg fremstille, til hvilken af de først nævnte 5 klasser de tilbagefaldne, fremhjulpne o.s.v. hørte eller høre, så må jeg først gjøre opmærksom på, at tiden har medført adskillig omflytning inden klasserne, idet yngre børn ere rykkede op i en ældre aldersklasse, eller børn, som fra først af vare hjemme hos forældrene, ere bievne sat ud til opfostring hos pleieforældre, eller enslige gutter og piger ere ved giftermål trådte ind i forældres klasse o.s.v.

Med denne forbemærkning vil man forstå, hvorledes følgende talrækker kunne stemme overens med de første.

Klasse.
Tilbage-
faldne.
Frem-
hjulpne.
Døde.
Fremdeles
forsørgede.
Sum.
1. Børn udsatte

under 10 år

    4
  3
  3
  50
  60

over 10 år

  19
15
  »
  44
  78
2. Børn hjemme

under 10 år

  13
10
  5
  60
  88

over 10 år

    2
  9
  1
  12
  24
3. Enslige personer

gutter

  16
  7
  1
    »
  24

piger

  15
  3
   »
    2
  20
4. Forældre

fædre

  11
  7
  4
  26
  48

mødre

  19
10
  3
  32
  64
5. Helseløse

mænd

    1
  »
  2
    7
  10

kvinder

    »
  »
  2
    7
    9

tilsammen

100
64
21
240
425

B. Amtsvis.

For hvert amt eller øvrighedsdistrikt skal jeg anføre antallet af tilbagefaldne, fremhjulpne o.s.v. samt summen af alle dem, som have været under behandling:

Amt.
Tilbage-
faldne.
Frem-
hjulpne.
Døde.
Fremdeles
forsørgede.
Sum.
Smålenene
    7
  3
  »
    2
  12
Akershus
    7
  9
  7
  15
  38
Christiania by
    2
  1
  1
    »
    4
Hedemarken
    5
  9
  2
  13
  29
Christians
  10
  7
  »
    6
  23
Buskerud
    »
  1
   1
  13
  15
Jarlsb. og Laurv.
    9
  5
  1
  30
  45
Bratsberg
    8
  5
  »
  30
  43
Nedenæs og Robygd.
  13
  1
  »
    8
  22
Lister og Mandal
  10
  »
  3
  21
  34
Stavanger
  27
  2
  3
  61
  93
Søndre Bergenhus
    »
  1
  2
    9
  12
Bergens by
    »
  1
  »
    »
    1
Nordre Bergenhus
    »
  6
  1
  10
  17
Romsdal
    »
  »
  »
    »
    »
Søndre Throndhjem
    2
  »
  »
  11
  13
Nordre Throndhjem
    »
  4
  »
    2
    6
Nordlandene
    »
  »
  »
    »
    »
Finmarken
    »
  9
  »
    9
  18

tilsammen

100
64
21
240
425

En sjelden gang kan en person være bleven optaget i et amt, men have fantegået og derefter fundet optagelse på ny i et andet amt. Eller han kan efter aftale mellem forsørgerne være bleven sendt fra det første forsørgelseshjem til det andet, hvor der var bedre anledning til at få ham anbragt. Men i ovenstående tabel er hver person anført under det amt, hvor han var sidst.

C. For strøget fra Stavanger-kanten til Skiens-egnen.

Jeg nævner Stavanger og Skien, fordi de danne to centralpunkter for en hel del fantefølgers omflakninger og ligge så omtrentlig i yderkanterne af det her omhandlede strøg. Dette begynder ellers bortenfor Stavanger ved ydergrændsen af Stavanger amt, og går omtrent ligeså langt østenfor Skien, til Laurvik og Tønsberg, og det omfatter da Stavangers, Lister og Mandals, Nedenæs og Robygdelagets, Bratsbergs samt en del af Jarlsberg og Laurviks amt.

I det således begrændsede strøg har der været optaget til forsørgelse ikke mindre end 237 af de 425 personer, som de foregående talrækker handle om.

Deres stilling strax efter optagelsen kan angives således:

1. Børn udsatte,
under 10 år 38
over 10 år 22

60

2. Børn hjemme,
under 10 år 64
over 10 år   8

72

3. Enslige personer,
gutter 18
piger 14

32

4. Forældre, 22 par,
samt 3 fædre og 12 mødre

59

5. Helseløse
mænd   7
kvinder   7

  14

tilsammen

237

Efter deres nuværende stilling kunne de optælles således:

Klasse.
Tilbage-
faldne.
Frem-
hjulpne.
Døde.
Fremdeles
forsørgede.
Sum.
1. Børn udsatte

under 10 år

    1
  »
»
  34
  35

over 10 år

    7
  5
»
  28
  40
2. Børn hjemme

under 10 år

  10
  »
2
  30
  42

over 10 år

    2
  2
»
    5
    9
3. Enslige personer

gutter

  12
  3
1
    »
  16

piger

  12
  1
»
    2
  15
4. Forældre

fædre

    8
  1
1
  19
  29

mødre

  14
  1
1
  21
  37
5. Helseløse

mænd

    1
  »
1
    5
    7

kvinder

    »
  »
1
    6
    7
67
13
7
150
237

Årsagen til, at jeg så udførlig har fremstillet det hele opgjør netop for dette strøg, er den, at her har jeg anledning til at anstille sammenligning med en anden talrække.

Fordi jeg nemlig under udarbeidelsen af beretningen af 1859 blev opmærksom på, at dette strøg var i usædvanlig grad hjemsøgt af omstreifende fantefølger, gjorde jeg mig særlig flid for at sætte mig ind i forholdene her, og på reiser flere gange frem og tilbage tog jeg meg for at indhente kundskab så vidt muligt om hvert følge og hver person. I beretningen af 1862 er den lange fortegnelse over navne m.m. trykt, og ved nu at tælle navn for navn kan jeg angive antallet af de husvilde og altså uafladeligt omflakkende fantefolk i det tidtnævnte strøg så:

1. Forældre, 77 sammenlevende par     samt 2 fædre og 14 mødre

170

2. deres børn 145
3. enslige personer
mænd
  9
kvinder
11
  20
tilsammen 335.

Man bemærke, at det er kun, som sagt, de husvilde fantefolk, som ere indbefattede i denne sum. Den skulde blevet noget større, om jeg vilde taget dem med, som vel også flakke om på fantevis, men dog have et hjem, hvor de til sine tider holde sig.

Det vil også forståes, at tallet ikke just angiver forholdet, som det er nu, men som jeg kjendte det for et års tid siden, da jeg udarbeidede min nysnævnte beretning. Men tilstanden iår og ifjor kunne vi forestille os som omtrent ens.

Blandt de 335 fantefolk, som jeg altså vil sige gå nu, må vi tænke os de 67, som nys såes at være faldne tilbage til fantelivet efter mislykkede forsøg med dem i dette samme strøg.

Men om de sammesteds anførte 13 fremhjulpne og 150 fremdeles forsørgede personer, tilsammen 163, ikke havde været tagne op af fantestien, så vilde de altså have gået sammen med de 335, og den hele flok vilde da have været en 500 mennesker.

2. TILBAGEFALDNE

At 100 personer af 425 ere faldne tilbage til fantelivet, som kap. 1 gjorde os bekjendt med, det er et af mærkerne på opgavens vanskelighed.

Er det ganske små børn, så er det naturligvis forældrenes værk. Men af de noget større børn (som da ikke have været så ganske små ved optagelsen og allerede have havt fantelivets vaner i sig) er der ret adskillige, som have fantegået ganske på egen hånd.

Værst har dog frafaldet været i klasse 3 eller blandt de løse og ledige gutter og piger, unge mennesker på omkring 20 år, som have «givet sig ind» for at blive konfirmerede. Det er gjerne gået nok så godt med læsningen; ja mange have anstrængt sig med den, så de have stået sig ganske godt på kirkegulvet; men når det så kom til stykket, at de skulde træde over i en ordentlig stilling og nyttig virksomhed, så faldt de.

Umiddelbart efter at jeg havde fået beretningen af 1859 færdig trykt, reiste jeg midt om vinteren hen over Vestlandet, ene og alene for at se med egne øine, hvordan det havde sig med de mange opdragelses- og bosættelsesforsøg, som jeg netop havde skrevet om, men som jeg hidtil kun kjendte af præsternes indberetninger. Jeg passerede Mandal og kom til Farsund. Men på dette stykke vei må jeg have omfaret et fantefølge, som kort efter kom til Mandal og der gjorde sig skyldig i tyveri og blev arresteret. Da jeg hørte om dette og fik se en liste over personerne, kjendte jeg strax på navnene 3 unge mennesker, som jeg vidste havde givet sig ind til konfirmation på Jæderen. Da jeg reiste videre fra Farsund ad Jæderen til, kunde jeg overalt langs veien få høre om dette følge, som ganske nylig havde passeret forbi og været indom på gårdene; de havde vakt en vis opsigt ved deres kådhed, og netop en gut og en pige af hine konfirmander, unge, vakkre og endnu velklædte mennesker, havde ageret kjærestefolk sammen. Da jeg kom frem, fik jeg naturligvis fuld forklaring: 6 unge mennesker vare blevne indlogerede på en del nabogårde, allesammen hos brave folk, de læste flittig, sluttede sig fortroligt til sine omgivelser og havde det så hyggeligt sammen; det tegnede så godt, det var kjendeligt, at de gik fremad i kundskab og dannelse, ja nogle af dem vandt ved sit tækkelige væsen særdeles yndest, og om den hele flok havde man godt håb, da de efter et års forløb alle på engang bleve konfirmerede. Men nogle dage eller få uger efter vare de atter på fantestien, alle. Vistnok blev frafaldet for nogles vedkommende fremkaldt ved et ulykkeligt kjæresteforhold; men at det skulde gå samme vei med dem alle! - Det var passeret nogle få måneder før jeg kom, og der var endnu forstemthed og sorg over de forvildede i den lille kreds, hvor de havde tilbragt hint år.

Efter dette stærke exempel har jeg jevnlig advaret mod at tage sådanne unge folk til konfirmationsberedelse på den måde. Således våren efter, hos en præst, som jeg besøgte, og som glædede mig med at fortælle, at han netop havde begyndt med 2 piger omkring 18 års alder. De vare anbragte i huse, som lå nær fastskolen, og selv så de raske og håbefulde ud. Men jeg spurgte strax efter betalingen, og af dens størrelse skjønnede jeg, at de nok vilde betragte sig som logerende, der ikke havde nogen anden arbeidspligt på sig end at gå på skole og læse. På mit ønske bleve begge husbønderne hentede, og jeg søgte at få aftalen omgjort, således at pigerne for en del skulde betale for sig ved at gjøre nytte i huset. Det var vistnok vedtaget før, at husbønderne skulde til passende tider holde dem til arbeide og dermed lære dem og øve dem i allehånde kvindelig og huslig gjerning; men jeg frygtede for, at når det kom til stykket, når arbeidet ikke længere var leg, men alvor, så vilde de fordre sig fri på den grund, at de vare logerende, for fuld betaling. Nei, de to mænd havde det ikke så, at de kunde tage dem i deres huse som tjenestepiger eller arbeidersker, og jeg fik ingen forandring gjort. Et halvt år efter stode begge pigerne på kirkegulvet som flinke konfirmander (de kjendte dog neppe bogstaverne, da de kom); et par dager derefter gik de til Guds bord, og inden ugen var omme (tror jeg), havde de luret sig af; siden have de da gået på fantestien som før.

Hvad et menneske, som er nået op til voxen alder på fantestien, trænger vor hjælp til, er for det ene: historisk kundskab om christendommen (thi den Helligånds oplysning er dog ikke vort værk), og for det andet: Undervisning og øvelse i det borgerlige livs sædvaner og dyder, arbeidsomhed, lydighed mod foresatte o.s.v., så han kan være skikket for en eller anden plads iblandt bosatte folk. Dette sidste bør for så vidt agtes for vigtigere end det første, som det i regelen vil kræve længere tid: det gjælder jo ikke blot at lære den fremmede et eller andet nyttigt arbeide, men at vænne ham til arbeidsomhedens og stadighedens vane. Der skal ikke blot podes en ny kvist ind i den skjævvoxne gren; men selve skjævheden må rettes, idet grenen varsomt og vedholdende bøies om. Der må ikke lægges for megen vegt på lærdommen, navnlig bogstav- og boglærdommen; men der må lægges den største vægt på, at lærlingen vænner sig til almindelig folkeskik og lidt efter lidt finder sin hygge i stadigt og nyttigt arbeide; der bør lægges den største vægt på folkeskikkens og arbeidets både intellektuelle og moralske værd.

Jeg mener at når et sådant ungt menneske kommer og vil «give sig ind» til konfirmation, så bør man i regelen ikke befatte sig med ham, med mindre han kan bevise sin gode villie ved at gå ind i en stilling f.ex. som tjener, hvor han først og fremst skal være pligtig til at arbeide, det han formår - bedre og bedre for hver dag, eftersom han bliver øvet. Kan han få lære bogstaverne i fristunder, kan det jo ikke skade, og budene og troen og Fadervor, og det rette begreb om dåbspagtens bekræftelse, må husbonden eller nogen anden pålidelig person kunne lære ham om søndagene, kanske bedre uden end med bog.

Vistnok vil det være et træf, at en omstreifer kan finde sig et sted, hvor man vil tage imod ham som tjener eller arbeidskarl for kosten; han er for uvant med fast ethvert slags arbeide, som der skal indsigt og handelag til, og ofte ere endog hans arme og hænder for veke og visne, en følge af det dagdriverliv, som han hidtil har været så ulykkelig at leve. Han kan ikke rigtig holde en øx, ikke kløve en vedpinde Det kan da være nødvendigt at byde husbonden noget tilskud for den første tid, og der må sørges for, at han kan komme til kræfter og muntres op. Men der bør sættes en vis tid, og det må være meningen, at hvis han ikke viser villighed og gjør fremgang, så må det være forbi, når prøvetiden er omme. Navnlig i den første tid mener jeg at man ikke skulde lade ham bebyrde med staveøvelser og læsekunst, på det at det kunde blive rigtig klart for både ham selv og hans omgivelser, at det er ikke derpå, det kommer an, for at der kan «blive folk» af ham. Vi vide jo, at der har været dygtige og anseelige folk i verden, som ikke have kunnet læse i bog.

Jeg ønsker at få min mening gjort ret tydelig ved at fortælle et exempel om en gut, som jeg rigtignok ikke har hørt er fantegået, men som jeg dog er ængstelig for. Først havde han været sammen med sin moder, da hun i nogle måneder var indlogeret i en bondefamilie for at læse til konfirmation, et fruentimmer på over 40 år. En ældre søn og en voxen datter af samme moder bleve også ved samme tid hjulpne frem til konfirmation på samme måde. Men både moderen og disse to ældre børn fantegik strax efter at de vare blevne konfirmerede. Hin gut kom dog kort efter fra moderen og blev udsat til opfostring hos en bondefamilie. Her så jeg ham i 1860. Han var nu 13-14 år gammel, i hvilken alder børn på landet jo allerede pleie gjøre adskillig nytte i huset og på marken; men betalingen var en god del høiere end ellers for opfostringsbørn der i egnen, og af hvad der blev mig fortalt om guttens forhold, syntes jeg at skjønne, at han tænkte som så: De have så god betaling for mig, at jeg ikke behøver at hjælpe til med arbeide. Derfor drev jeg på, at betalingen skulde nedsættes. Næste år kom jeg igjen. Af sognepræsten hørte jeg gutten nu omtale som en flink konfirmand, der om et par måneder skulle stå på kirkegulvet, og i opfostringshjemmet var man snar til at levere mig hans charakterbog fra skolen, i hvilken følgende vidnesbyrd af skoleholderen stod at læse:

«Holdt skole 2den og 3die omgang 40 dage og mødt 30 dage.
Indenadlæsning Udmærket godt
Opførsel Godt
Forklaring

næsten

Udmærket godt
Bibelhistorie Meget godt
Forstandsøvelse Udmærket godt
Skrivning

næsten

Udmærket godt
Regning Temmelig godt
Sang

næsten

Udmærket godt
Flid Meget godt
Nemme Udmærket godt
Forhold Godt
Gramatika

næsten

Udmærket godt

Gud give, at du altid må benytte dette vel, til Guds ære, det ønsker jeg undertegnede, din lærer» (datum og underskrift).

Gutten stod allerede færdig med nogle bøger, at jeg skulde examinere ham. Men jeg viste det hele væsen fra mig og examinerede fosterforældrene om hans forhold, og jeg måtte forundre mig over, hvad jeg fik høre om ustadighed på guttens side og om mangel på tugt fra fosterforældrenes. Jeg erklærede tilsidst, at på grund heraf vilde jeg søge at få udvirket to ting, nemlig at gutten ikke skulde blive stedt til konfirmation det år, og at han skulde flyttes fra de nuværende fosterforældre, hvis de ikke gik ind på den plan at beholde ham for meget lavere betaling, således, at gutten selv for en del skulde betale for sig ved at gjøre nytte.

Fostermoderen søgte at omstemme mig. «Det er ikke godt at vide, sagde hun, hvordan det vilde gå, om han kom under strængere age, for han vil ikke tåle tvang». Men just dette at tåle tvang, mente jeg, er noget, som et barn endelig må have lært, før det bliver konfirmeret og slippes ud på egen hånd. - Forholdet var så, at den præst, som havde udvirket understøttelse for gutten af departementet, havde ladet ham udsætte ikke i sit eget, men i et nabo-præstegjæld, og det var præsten i dette, som havde ham til konfirmationsberedelse. Men jeg fik anledning til at tale med begge præsterne, og forholdet blev nu ordnet så, at den præst, i hvis menighed gutten var, overtog den hele omsorg for ham, hans konfirmation blev derhos udsat, og han blev flyttet til en anden familie.

Guttens moder opsøgte mig i den anledning. Hun viste nu sin ømhed på den måde, at hun endelig vilde have ham konfirmeret strax. Siden skulde han naturligvis ikke komme på fantestien igjen; men det lignede hende at have udtænkt den plan, at hun vilde se at få ham i tjeneste på en skydsstation, hvor han kunde have den bestilling at gå og sige til skyds (altså endnu ikke begynde på noget egentligt arbeide).

I lignende stilling som endige voxne piger ere unge mødre, som ere i ugift stand og forladte af sine kjærester. Jeg skal tillade mig at fortælle om en sådan kvinde, som afgiver et exempel på, at det virkelig kan lykkes at bibringe sådanne mennesker øvelse i arbeide, men at rigtignok ikke alt er udrettet dermed.

Med tre børn og derhos i frugtsommelig tilstand blev hun opfanget på Christiansands gader, og hun blev nu gjenstand for et omhyggeligt opdragelsesforsøg, som fattigkommissionen eller vel nærmest dens geistlige medlem ledede, og som varede fra 1855 til 1860. Hun var ved optagelsen 23 år gammel.

Først fik hun være i Christiansands by, til hun havde født sit barn, og til hun endvidere, efter nogen skoleundervisning som almindelig, var bleven konfirmeret. Så blev hun med spædbarnet og den næst yngste sendt ud til Flekkerø og anbragt hos en brav familie blandt den pyntelige fisker- og sømandsbefolkning her. Hun skulde selv pleie sine børn, og af husmoderen skulde hun opdrages til tjenestepige eller arbeidsmenneske. Husmoderen har fortalt mig om det arbeide, hun her havde påtaget sig. Hun havde ikke tænkt sig, at der kunde være sådanne mennesker på jorden. Den fremmede fik til seng en bænk i samme stue, hvor familien selv sov og opholdt sig, og der lå hun gjerne til langt på dag. Når far og mor skulde sætte sig til frokostbordet, kunde husmoderen tiltale hende på mildeste måde: «Au du, nu er kaffen færdig - vil ikke du også stå op nu?» Men den fremmede kunde svare i den råeste tone «Jeg kommer, når min tid er; jeg er ikke i noget fængselshus, veed jeg». - Sine sko gik hun skjæve og slengte dem tilsidst i en krog, svøbebarnets tilsølede klæder kastede hun fra sig stuen rundt; det ældre barn kunde hun slænge og dænge i hidsigheden, så husmoderen måtte tage kommandoen fra hende, men selv fløi hun i flint, når nogen anden rettede på barnet med et ord. Når så aftenen kom og husets folk var gået til sengs, blev hun siddende foran ovnsilden rygende den ene pibe efter den anden; det nyttede ikke at give hende vink om, at nu var det over sengetid. Ganske uden gode sider var hun dog ikke: hun var ren om sin person, tugtig og redelig; stundom kunde hun derhos sees at sidde i stille gråd over sin elendighed. Og alt bedredes lidt efter lidt. Engang blev husets folk budet til bryllups, og husmoderen gav strax det svar på indbydelsen, at enten skulde den fremmede gå med eller også ingen. Ved sådanne træk fremlokkedes hendes erkjendtlighed. Med den fulgte føielighed, ordenssands, arbeidsomhed. Hun hjalp snart med at vaske op kopper og gryder. Så lærte hun at skure gulv, et for hende nyt arbeide; hun kunde ikke strax tage tingen på den rette måde, hun heldte for meget vand udover; men husmoderen brugte forsigtige og varsomme ord ved retledningen og skreppede af hende, såsnart det gik an. Tilsidst gik den fordums fantekvinde med i et gårdsarbeide, som er eget for egnen og netop ligger kvinderne til, nemlig at bære møg, i kurve på ryggen. Der skal et eget snit til for at få den fyldte kurv op på ryggen og igjen at helde indholdet ud - men hun lærte det. Jeg sagde, da jeg hørte det, at dette skulde jeg fortælle ved leilighed, til både lærlingens og lærerindens ros. - Efter vel et års ophold i dette hus (det mindste af børnene var nu dødt og det andet blev sat ud til opfostring sammen med de to ældre, der vare anbragte i byen) blev hun antagen som tjenestepige i et nabohus; og vel gik det snart istykker med denne prøve, så pleiefamilien måtte tage hende til sig igjen. Men hun kom atter i tjeneste, først hos en familie, så efter ordentlig flytning hos en anden, fremdeles der på øen; og vistnok viste det sig nu og da, at der var adskilligt tilbage hos hende af utæmmet hidsighed; men man holdt dog ud med hende, og hun selv holdt ud i henved to år - til hun en dag om høsten 1860 pludselig forsvandt og (uden engang at tage afsked med sine 3 børn) vendte tilbage til fantestien, hvor hun siden har levet et liv af usædvanlig elendighed.

Men jeg har fået det indtryk (og jeg var på Flekkerø to gange under hendes ophold der og en gang siden og kan sige, at jeg gjorde mig flid for at forstå hendes charakter og adfærd), at hun neppe skulde have givet efter for sit vaklende sinds ulykkelige indflydelser, om hun havde havt lidt mere skræk for politi og lands lov. Men på samme ø som hun var en anden kvinde i lignende stilling bleven optagen til undervisning og opdragelse, og hun fantegik, uden at der blev gjort noget forsøg på at få hende opfanget og bragt tilbage; var der blevet statueret et exempel på hende, så tror jeg, at det skulde været den modvægt med ustadighedssindet, som den anden trængte til. Ja, jeg har nogen grund til at frygte for sådan videre sammenhæng, at rygtet om denne sidstes uantastede flugt har skyndet en tredie kvinde til det samme skridt: det var en kvinde, som var bleven optagen i Arendal, og der med megen omhu og møie var bleven bragt så vidt, at hun også tjente for sit brød; men i sommeren 1861 fantegik hun.

Om alle disse tre kvinder veed jeg, at der, hvor de vare gjenstand for disse bestræbelser, i Christiansand, på Flekkerø, i Arendal, er der mange, som bleve meget bedrøvede over deres frafald, og som gjerne vilde se dem vende tilbage, hver til sit sted. Hvilket jeg har tilladt mig at tilføie her, i den tanke at en eller anden kanske kan kjende dem og finde leilighed til at give dem et godt råd, der hvor de nu monne svæve omkring,

Forældrepar, som ere komne noget ud i årene, og hvis vandring betynges af stor børneflok, have mere sind til at holde sig i ro. Og dog finde vi også i denne klasse exempler på tilbagefald. Jeg tænker her på en familie, som der blev gjort et forsøg med i Lister og Mandals amt; for det første måtte de indlogeres hos en bondefamilie; men endnu før der var bleven tid til at få dem ordentlig bosatte, i eget hus og hjem, reiste de bort under et foregivet ærinde og kom ikke igjen. Under gjennemreise spurgte jeg om dem på en bondegård i sognet og traf da til at høre en livlig beretning om et besøg på samme gård dagen forud, som jeg på stedet nedskrev i min notitsebog så bogstavret som muligt således:

«Igår kom her til gården to voxne fantegutter, og da man kjendte den ene som broder til - - (manden i den savnede familie), opstod følgende samtale mellem bonden og fantegutten:

B. Har du nylig truffet broder din?
F. Ja, jeg traf ham for en stund siden i Ivelands sogn.
B. Vil han komme udover?
F. Ja, han talte om det.
B. Tænker han på at give seg i ro nu da?
F. Nei, det talte han ikke om.
B. Å han venter nok ikke, at bygden vil vide af ham nu længer.
F. Ikke derfor - men han svalt som en hund, der han var.
B. Der løgst du - der kunde ingen have det bedre, det veed jeg.
F. Og så måtte han arbeide og træle for dem.
B. Ja, skulde han ikke arbeide som andre folk? for de drev ham ikke over kræfterne.
F. Ja, men regjeringen har lovet ud penge for at de skal føde de reisende.
B. Skulde det være på den måde, så var det ikke værd at have det slags folk i bygden.
F. Ja, aldrig skal de få mig til at gå slig og træle.
B. Synes du, du har det så meget bedre nu?
F. Jeg veed da, at jeg er ikke i slaveri.

Siden tagg de; men de fik intet. Konen i huset sagde, at når de ikke vilde arbeide, så vare de ikke værd at få noget. Så bandte de og lo og snakkede noget i deres fantemål og gik tilsidst - den ene af dem fik dog en skrå, som han bad så tyndt om. Det var to blikkenslagere, og andet arbeide vilde de ikke drive end netop deres profession, sagde de; men værktøi havde de rigtignok ikke med sig». Såvidt min notitsebog.

I samme hus fortaltes også følgende træk. En fant kom ind på en gård i sognet, og sad en stund og kom op i praten med manden i huset, blandt andet om selve gården, som nylig havde været på handel. «Er det god gård?» Ja, just god gård. - «Kanske kostbar og?» Så og så meget. «Men om du vilde give mig hele gården, så vilde jeg ikke give mig til, men gå, som jeg går.»

Sådanne yttringer kan man ofte høre; de ere vel ikke så alvorligt mente; men de betegne dog en letsindighed og ligegyldighed, som grændser til fortvivlelse og netop derfor behager sig i så yderlige udtryk.

Det var dog måske mest den sløve dorskhed, som gjorde, at hin familie drev ud på fantestien igjen; i andre tilfælde kan det mere se ud som bevidst fiendskab mod det bosatte livs orden. Her tænker jeg på det rastløse gamle par, for hvem der i Elverum i Østerdalen blev indrettet hus og hjem. Både han og hun ere sandsynligvis af virkelig tateræt, han blev i en alder af over 50 år - ikke konfirmeret, men døbt på Christiania tugthus 1847, og fremdeles leve de sammen uden at være ægteviede. Efterat de et par år på en vis havde boet i det hus, som man havde skaffet dem, forlangte de frihed til forlade bygden, og såsom manden erklærede, at han nu kunde og vilde forsørge familien, og at han agtede at nedsætte sig i en anden egn af landet, kunde man (spørgsmålet blev drøftet av autoriteterne) ikke lovmedholdig modsætte sig det, skjønt alle de, som havde med sagen at gjøre, tydelig skjønnede, at det bare vilde blive (som det også har viist sig) en fortsættelse af det tidligere streiferliv(194).

Det kan synes underligt at tale om, at sætte sådanne gamle folk som disse (vel henved 70 år) ind på et tvangsarbeidshus. Men jeg kan dog tænke mig, at et tvungent ophold nogen tid i en vel indrettet anstalt kunde bringe dem til at foretrække at leve i stilstand fremfor at sværme om, og da var der snarere håb om, at også deres sind kunde vendes til det gode. Det er ondt at tænke sig disse gamle, affældige folk tumle således omkring.

I det ovenstående har jeg anført en del exempler på, hvorledes det har havt sig med de tilbagefaldne. Jeg skal tilføie et par bemærkninger.

I beretningen af 1859, side 13 [nærv. utg. s. 296] udtrykte jeg mig så:

«Alle klasser regnede under et, viser tabellen, at af de 250 personer (som i det hele have været gjenstand for forsøg) er der 21, som fantegik midt under bestræbelserne med dem, 12, som efter sluttet forsøg ere faldne tilbage, og 45 som nu for tiden ere under forsørgelse, men med mindre gode udsigter - altså ialt 78 (ikke fuldt trediedelen af de 250) have enten skuffet håbet eller givet mindre godt håb.»

Nu er det 100 af 425 eller ikke fuldt fjerdedelen, som have skuffet håbet. Tilstanden er altså ikke endnu bleven fuldt så sørgelig, som jeg frygtede for i 1859.

Og til hvad jeg dengang yttrede om, at mange af de fantegåede personer dog ere i en bedre stilling efter end før forsøget, forsåvidt som de ere blevne konfirmerede eller ægteviede, kan jeg nu erindre om en meget hyppig erfaring, at når først en person har været i stilstand nogen tid og så kommer ud igjen, så smager fantelivet ham ikke så godt som før, og han angrer sit frafald. En ikke ringe del af de personer, som nu for tiden ere under forsørgelse og endog må tælles blandt de bedst befæstede, have fantegået engang og ere så komne tilbage og have bedet om optagelse igjen. Der tør altså være lignende håb for nogle af de 100.

Men bedst har jeg trøstet mig med hensyn til de mange frafald ved følgende tanke: den, som nu går på fantestien igjen efter at have trodset velmente bestræbelser for hans vel, han går som et talende vidne iblandt sine kjendinger og samfundsfæller om, hvilket uliv de dog leve. Vel kan jeg nok tænke mig, at fantestiens dagdrivere kunne føle en slags glæde ved at se, at denne og hin, som en tid lod til at være alvorlig og stadig, kommer tilbage til dem og bliver dem lig igjen; men jeg holder mig dog forvisset om, at de netop ved en sådan leilighed have som en fornemmelse af, at det dog er for galt.

3. FREMHJULPNE

Men ikke alene, at så mange ere ligefrem faldne tilbage - af de 425 personer, som forsøgene have omfattet i nu vel 7 år, er det så få, som kunde kaldes fremhjulpne. Efter tabellen side 338 skulde det være 64. Men her er at mærke, at med nogle af disse 64 har det sig således, at de vel ikke længer have hjælp af det såkaldte fantefond, men at de ere gåede over til at forsørges af forskjellige fattigdistrikter, som de ere befundne at høre hjemme i.

Ja, om enkelte af de 64, som jeg ikke har fået underretning om på nogen tid, er jeg ikke uden frygt for, at de kanske ere faldne tilbage og altså skulde lægges til de 100, som forrige kapitel handlede om.

Andre ere i en så ringe forfatning, at man hvert øieblik må være beredt på enten at optage dem på listen over de forsørgede igjen eller også se dem falde tilbage. Her tænker jeg exempelvis på en gammelagtig omstreifergut, som blev holdt i smedelære så længe, at man omsider måtte slutte og dermed og prøve på at lade ham stå på sine egne ben; han er vistnok skikkelig, men har så yderst små evner, at han neppe kan klare sig på egen hånd.

Det er altså yderst få, som have taget sig således op og gjort så vidt fremskridt, at det seer ud til, at de virkelig skulle kunne holde sig ordentlig og forsørge sig selv.

Men for at ikke indtrykket skal blive altfor nedslående, skal jeg tillade mig her at hentyde på nogle personer, som egentlig henhøre under det følgende kapitel (om dem, der fremdeles må forsørges), men som tjene til exempel på, at folk af denne klasse, som vel ikke endnu have kunnet undvære hjælp, dog ere komne et godt stykke på vei.

Mange mennesker i Stavanger by have med tilfredshed lagt mærke til en liden undersætsig person, som efter den store ildebrand i 1860 så jevnt og stadig kom kjørende med kalk til byggetomterne og holdt på dermed, sålænge hans tjeneste tiltrængtes. Han er født og opvoxet på fantestien og var en af de mange, som præsten Knudsen i Klep på Jæderen tog sig af; Knudsen tog ham som voxent menneske, underviste og konfirmerede ham og ægteviede ham til en fantepige, der også gik til konfirmation på samme tid. Så fantegik de rigtignok begge to. Men da et års tid var gået, kom de tilbage, næsten forkomne af elendighed, med et spædbarn, tomhændede og halvnøgne, midt om vinteren. Men de kom dog tilbage til den samme præstegård og bad om optagelse igjen, og den nye præst, Moses, som var kommen efter Knudsen, tog imod dem påny, og det gik godt. Manden fik på præstens forbøn ansættelse ved et kalkværk, nær Stavanger og her viste han sig flittig og tro; men bestillingen var sådan, at han ikke kunde tjene nok, så han fremdeles måtte have nogen understøttelse.

To andre familier, som de samme Kleps-præster havde taget sig af, idet eftermanden fortsatte formandens begyndelse, bleve efter lignende omvexlinger omsider boende i Sandnæs ved Stavanger, hvor mændene fik fast sommerarbeide ved et teglværk. I året 1861, i de måneder, da teglværket var i drift, tjente den ene 72 spd. 71 skill., den anden 62 spd. 41 skill. Den første af disse mænd, som i det hele viste mest stræbsomhed, har også været med på sildefiske om vinteren. - Endda have de dog ikke noget år kunnet undvære understøttelse; thi folk af denne klasse have så lidet lag til at holde hus med hvad de tjene; om de end, som tilfældet var her, ere ædruelige og ordentlige, så går der dog så meget til i husholdningen.

Den ene af disse tre mænd havde jeg seet, medens han traskede om i sine laser, med sit kvindfolk ved siden, han med en bylt, hun med et barn, på ryggen. I modsætning hertil var det rigtignok en fornøielse, da jeg så dem nu i deres ærlige håndtering, arbeidende på forsagd, med klæder og hænder og ansigt tilklinede af kalk og ler.

Kanske jeg dog blev endnu mere overrasket ved nu nylig at læse en indberetning fra sognepræst Hauge i Skien om en gut, som netop var bleven konfirmeret. Thi jeg må tilstå, at da jeg så gutten - det var netop, da han, tildels ved min medvirkning, i Skien blev taget op af fantestien for at sendes til redningsanstalten Toftes Gave -, da havde jeg ret ikke noget håb om, at der skulde kunne blive et friskt og lykkeligt menneske af ham, så vissen og sløv så han ud til at være. Det undrede mig da heller ikke, da jeg nogen tid efter hørte, at han var rømt fra sit nye hjem. Men i Skien fik man dog fat på ham igjen, han blev nu sat til en bonde i nærheden, og efter halvandet års ophold her blev han, som sagt, konfirmeret. «Han har - så heder det i Hauges skrivelse, hvor det meldes, at understøttelsen ikke længer tiltrænges - den hele tid opført sig vel, været lydig og flittig. Siden i vår har han deltaget i konfirmationsundervisningen, og pastor Skaar, der i denne tid har læst med ham, har været vel fornøjet med hans opførsel, flid og opmærksomhed. At hans kundskaber er meget små, er ei at undres over, siden han før har været så yderlig forsømt. Drengen, der før havde en meget dårlig helbred og et elendigt udseende, er nu stærk og frisk med et nok så godt og åbent udseende. Han er nu 19 år gammel. Jeg er forvisset om, at det er hans fulde alvor, når han udtaler sin afsky for igjen at betræde fantestien, og jeg tror, vi tør nære et begrundet håb om, at han er vundet som et ordentligt medlem af samfundet. Han bliver i vinter hos Simon Gravlie, og jeg skal bestræbe mig for at få ham til våren (1863) enten tilsøes med en brav kaptein eller også anbragt i tjeneste hos en brav gårdbruger.»

Denne sidste yttring minder mig om en ting. Mange have ment, at sømandslivet med dets mange afvexlinger skulde passe så vel for de fordums fantegutters viltre blod. Men jeg veed kun om en af disse gutter, som under vore bestræbelser er bleven sømand - en af dem, som provst Hauge i Homedal har taget sig af. Om 4 andre erindrer jeg, at de have prøvet søen; men 3 af dem går nu på fantestien igjen, og den 4de er bleven en rask og håbefuld smedelæring(195).

Man hører gjerne af de unge gutter og piker af fantefolket, at de helst ville komme i håndværkslære - det er da skræddersøm, som pigerne tænke på. Men her er to ting at mærke: det betragtes som fornemt at være i håndværkslære i sammenligning med at gå i «simpelt arbeide», og håndværksarbeidet i den varme stue ansees som let og mageligt i sammenligning med grovt udearbeide. Dette ønske om at man skal koste på dem og sætte dem i lære, er derfor ikke noget særdeles godt tegn, og af de flere forsøg i denne retning kan jeg ikke mindes noget, som har havt noget tilfredsstillende udfald. Thi den sidst omtalte smedelærling satte sig selv ind hos en mester, efter at han af sine forsørgere havde været sat til søen, og den smedegut, som jeg omtalte lidt før, er det som sagt overmåde ringt med.

Denne utidige lyst til at komme i lære er beslægtet med den før omtalte synderlige iver for at gå i skole, til samme tid som der er den mest afgjorte ulyst mod at deltage i forefaldende arbeider. Lære vil man, men ikke gjerne bestille noget.

Det almindeligste og tillige solideste er derfor, at de gutter og piger, som ere hjulpne frem til at forsørge sig selv, have taget almindelig gårdstjeneste på landet.

Nogle familier ere fremhjulpne på den måde, at de have fået hus og hjem, hvor de nære sig i ro med nogen af de bestillinger, som de tidligere have drevet under sin omstreifen. Et exempel herpå er en skorstensfeierfamilie, som provst Aabel i Land tog sig af: han hjalp manden og konen, der ellers allerede havde nået op til bedsteforældres værdighed, til at blive først konfirmerede, så ægteviede; derefter skaffede han dem for overmåde billig betaling et hus at bo i og fik manden ansat som fast feier i distriktet, og dermed var den familie hjulpen.

4. DØDE

Af de 425 personer, som have været gjenstand for forsørgelse, ere 21 afgåede ved døden, mest børn og gamle.

Hvor sygdommens prøvelse og dødens nærmelse kan virke på menneskets sind, så det mygner og bøies!

En gammelagtig fantekvinde med et pigebarn kom ind på en bondegård og faldt til besvær med sit tiggeri. Bonden blev utålmodig og anmeldte sagen, så det lille følget faldt i øvrighedens hænder. Men efter afstraffelsen blev det af samme øvrighed henviist til fattigkommissionen der, hvor det var blevet anholdt. Og dette viste sig at være en sand velgjerning. Pigebarnet kom i gode hænder, hos et par børnløse folk, der snart fattede godhed for hende som deres eget barn, og den gamle blev indlogeret på et andet sted, hvor hun skulde nyde et lægdslems forpleining. Jeg besøgte hende i 1860 og måtte sande, hvad jeg havde seet af præstens indberetninger, at hun havde et uroligt og ubodfærdigt sind. Kanske hendes værtsfolk vare lidt ivrige til at komme frem med sine klager over hende; men slem må hun have været. Doktoren blev flere gange hentet, men han fandt ikke de sygdomme, hun klagede over, og tildels forvissede han sig om, at hun bare foer med fjas. Hun kunde være oppe; men når doktoren eller præsten var ventende, holdt hun sig til sengs og klynkede. Hun plagede konen i huset med evindeligt gnål, så der tilsidst ofte ikke var andet råd end at lade, som om man ikke hørte hende; men da kunde hun spille sig sindt: «Du handler med mig, som om jeg skulde være et kreatur, som lå i båsen». Hun gav mig selv en prøve på sin utidige klagelyst; hun gjorde nemlig store ophævelser over, at her i huset fik hun rugbrød at spise, og hun bad mig sørge for, at hun kunde få bygbrød, som hun befandt sig bedre ved; men på tilspørgsel af husmoderen måtte hun strax efter tilstå, at hun jevnlig blev adspurgt om, hvad slag hun helst ønskede. - Hidtil har jeg dog været forskånet for at træffe mennesker, som det ikke var muligt at opdage noget venligt træk hos, og jeg erindrer her, at jeg blev fornøiet ved at lægge mærke til den måde, hvorpå hun talte om og spurgte efter et af sine børn (den kalkkjører i Stavanger, som forrige kapitel fortalte om, den eneste af hendes mange, som havde sluttet med omstreifingen). Tilføie skal jeg, at efter hvad hun fortalte, havde hun ikke gået til alters, uden den gang hun for en 30 år tilbage blev konfirmeret på Christiansands tugthus, samt en gang senere på samme sted.

Næste år var jeg atter i bygden. Da var kvinden død; men jeg besøgte den familie, hos hvem hun havde været den sidste tid, ikke den samme familie som hin, såsom hun var bleven flyttet.

Nu lød vidnesbyrdet anderledes. Til den tidligere sygelighed var der kommen en virkelig sygdom, et slags svul under brystet på høire side, der blev hendes død, og som sygdommen skred frem, blev hendes sind bøiet. Hun bekjendte sin synd, afbad sin utålmodighed, blev ydmyg for Gud og mennesker, slog sig fra verden. Før sygdommen havde hun havt fornøielse af det, når nogen af de «reisende» så til hende; i den sidste tid var det, som at hun af sine mange børn kun tænkte på ham i Stavanger og på den datter, som var til opfostring i bygden og tog sig så vakkert op. Det var en simpel husmandsfamilie, hos hvem hun havde været i denne tid; da manden fortalte, at han flere gange havde måttet love den døende at skrive til hin søn, kunde jeg igjen fortælle, at jeg nylig havde talt med denne og vidste at han havde fået brevet med dødsbudskabet. Familiens fortælling gjorde i det hele et godt indtryk, og hermed stemmede også, hvad præsten fortalte mig om sit sidste besøg hos denne fordums fantekvinde, kort før hun sov hen.

Ved et par andre dødsfald har jeg fået lignende beretninger (navnlig om en mand, som blev kaldet bort i sin bedste alder), så jeg tør tro, at som disse forhen omvankende havde fået hvile for sin fod i den sidste tid, så havde de også fundet fred for sin sjæl. Jeg gjemmer på disse erindringer. Det er, som det lyser af dem ud over det mørke, hvori endnu så mange vandre, uden hvile, uden fred, kanske uden tanke om hvile, uden længsel efter fred. Nådens stund kan komme for dem også, og med den både tanke og længsel, både hvile og fred.

5. FREMDELES FORSØRGEDE

En årsag til, at så mange som 240 udaf de 425 optagne personer fremdeles må hjælpes og forsørges, er den megen sygelighed og vanhelse iblandt dem.

En fantekvinde, der er mere end almindelig berygtet for drikfældighed, gik drukken (jeg har det fra en præst i egnen, som erklærede sig aldeles overbeviist om sandheden) og tumlede ned i veigrøften; men et lidet drengebarn, som hun bar på ryggen og nu kom under, fik dermed en knæk, så han altid forbliver krøbling. Han er nu en af vore forsørgede, et blekt, mavert, lidende barn.

Dette er dog et usædvanligt tilfælde. Det pleier jo i almindelighed ikke være så synligt, at forældrenes uvorrenhed ødelægger børnene. Men som det er vist, at forældrene føre den urimeligste levemåde og at børnepleien og fantestien er barbarisk, så er det påfaldende, hvor mange det er af fantebørnene, som have fanget skade på sandser og lemmer. Skaden kan være dels medfødt, dels senere erhvervet.

Det er påfaldende mange idioter og tåber blandt dem; et par ere af det allerbesværligste slags, men flere ere sådanne, at det af dem, som have dem i sine huse, betvivles, at de nogensinde ville udvikle sig til brugbare mennesker.

Af døvstumme er der for tiden tre under forsørgelse (to børn og en voxen); en fjerde er afgået ved døden. - Nogle børn kunne lidet se.

Påfaldende hyppig besvære pleieforældre sig over den svaghed hos børnene, at de ikke kunne ligge tørre om natten. Andre lide af forskjellige tildels væmmelige sygdomme som ligefrem følge af vanrøgt. Atter andre synes at lide af en medfødt klodsethed, når det gjælder at bruge hænder og ben.

Og de skulle ikke være store på fantestien, før de allerede kunne rase imod sin egen helbred. Det er sagt om en unge, at han vexelvis pattede moderens bryst og røgte af moderens kridtpibe, og om et andet barn, som sad på moderens ryg, er det fortalt, at han ikke gav sig, men sparkede og klorte, til han fik lidt tobak at tygge. Vist er det iallefald, at de omtrent så tidligt som muligt vænnes på tobakken, piger så vel som gutter. Og efterhvert som de voxe til, voxer deres lidenskab, og medens de søge og nyde så meget af mad, at de kunne hænge sammen fra den ene gård til den næste, så holde de modet oppe med tobak og kaffe og brændevin. Mange ere derfor visne og affældige før tiden.

Hertil kommer for mændenes vedkommende stik og stød i slagsmål, og for kvinderne eftervirkninger af børnefødslerne; de traske i kulde og væde, til timen kommer over dem, og tredie dagen efter barselfærden kunne de være på vandringen igjen(196).

En anden årsag til, at folk, som ere opvoxne på fantestien, så vanskelig kunne hjælpes frem til selvstændig stilling, ligger deri, at de have så ondt for at lære sig til almindeligt forefaldende arbeider. Det er ikke let at kløve et vedtræ, når man først skal øve sig og prøve sig frem i den kunst at holde rigtig fast i skaftet og svinge øxen med nogen kraft. Der er naturlige undtagelser, nogle fantegutter have havt den drift og virkelyst i sig, at de omkring på gårdene, hvor de under vandringen have taget ind, have deltaget i bondeungdommens lege eller moret sig med at bruge øx og andre gårdsredskaber.

Noget kan naturligvis ethvert menneske, som ikke er aldeles vanfør, bruge sine armer og hænder til. Men til den her fremhævede mangel på øvelse kommer så ofte brystsvaghed og anden sygelighed, som nys berørt. Og på grund af deres hele charakter ere fanterne vel af alle mennesker de sidste til at fatte den tanke, at når man engang ikke befinder sig i velstandskår, så man altså ikke kan overgive sig til hvile og forpleining uden at være andre til byrde, er der ikke andet råd for end at stræbe og arbeide med den rest af kræfter, man har, arbeide for det daglige brød, indtil det enten bugner eller brister.

En tredie årsag er den, at de have så liden forstand og øvelse i at holde hus med, hvad de have imellem hænder, noget, som navnlig viser sig, når de ere komne så vidt, at de ere gifte og skulle have egen husholdning. Det er ofte både latterligt og harmeligt at se på deres madstel. Det går på kaffe og smørrebrød. Kaffekjedlen kunne de håndtere, men ikke gryden. Konen har ikke lært husholdningens ABC.

Derfor bliver deres forsørgelse ofte påfaldende kostbar. Andre fattigfolk i bygden tage så undertiden anledning deraf til at fordre tillæg til det, de nyde af fattigkommissionen, og denne ønsker den fremmede familie og dens slette exempel langt bort. Men præsten, som veed, at der er tomt hus, kan ikke lettelig nedsætte understøttelsesbidraget; thi om præstefruen end gjør sig stor flid med at indprente, og indskjærpe konen de tarveligste husholdningsregler, så går det så sent med forbedringen.

Men fordi det går sent, og er så vanskeligt, så kan selv det mindste tegn til forbedring i huset glæde den besøgende.

Der er en stor og kostbar familie i Klep: Mand og kone med 6 børn, af hvilke et er aldeles vanvittigt. Manden, som nu er en 45 år, skildrer sig selv i sin ungdom som spræk karl og en af de ustyrligste fanter. Men da hoben voxte, så han sommetider måtte bære to af børnene på ryggen på en gang, så blev han spakere. Han var i en fjeldbygd ovenfor Christiansand, da han først fik høre om denne nye ting med hjælp til bosættelse for fanterne; han fik lyst og drog nedover for at finde biskoppen; men så fik den onde lyst overhånd igjen og han trak sig atter opover. Det gikk et par gange således frem og tilbage; så drev han af alt til Jæderen, hvor han havde hørt om præsten Knudsen, som så mange havde givet sig ind hos. Endelig kom det dertil, at han også gik til præsten. - Det var ikke let for denne at skaffe logis til så stor hob i Jædergårdenes små huse, og der skulde mod til at indkomme til departementet med overslag over hvad penge der skulde til for at klæde disse kroppe, bespise disse munde. Heller ikke var det let for dette forældrepar, i det lille kammer, hvor de og børnene endelig fik sit rum, og hvor den vanvittige og de små alt i et gjorde ugavn og støi, det var ikke let for dem at begynde med bogen. Manden kunde stave lidt før, kvinden ikke. Hans helbred var nedbrudt, og hun var dengang i frugtsommelig tilstand. -Alligevel gik det. Knudsen døbte ham og konfirmerede hende, og hans eftermand Moses viede dem og hjalp dem til at holde bryllup, og dette par vandt sådan yndest, at da der vaktes en del uro iblandt Kleps almue i anledning af de mange fantefolk, som formedelst præsternes nidkjærhed vare komne ind i bygden, så blev det vedtaget, at alle de andre skulde man om muligt få bosatte på andre steder, men denne familie skulde forblive her.

Ved mit sidste besøg hos familien, i 1861, anførte jeg blandt andet følgende i min lommebog: «Han læser ret godt og har samlet en hel del småbøger, traktater o.s.v., som alle se ud til at være vel benyttede. Hun læser godt i en gammel bønnebog, som hun har lånt og åbenbar har læst med flid - hun røbede følelse, da hun læste for mig.»

Men hvad jeg egentlig vilde fremhævet her, var et lille træk af økonomisk sands hos disse folk. Ved mit besøg i 1860 blev der fortalt mig, hvorlunde konen, jeg erindrer ikke nu hvorledes, havde sparet sig sammen 24 skilling og dermed seet leilighed til at kjøbe et lam. Det var egentlig en dristig spekulation; thi hvor skulde hun have lammet? hvor skulde hun få foder fra? Men præsten Moses morede sig over hendes iver og stolede på, at hendes omtanke nok fandt ut af det. I 1861 var jeg der igjen og spurgte naturligvis efter lammet; dette var nu blevet stammemoder til en liden flok på tre stykker: to smaler og et lam. Og under en hel del prat hørte jeg manden forklare, at fire vævskeer, han havde færdige til salg, blandt andet skulde tjene til at betale 2 ort, han skyldte for leie af sommerhavn til dem o.s.v. Og manden og konen yttrede, at det var da så, at de havde lidt til besætning, hvis det kom dertil, at de skulde få et jordstykke til et pladsbrug, som præsten da var ifærd med at skaffe dem.

Der var visselig endnu adskillige mangler ved husstellet hos denne familie også. Men dette har jeg mest glemt over den fornøielse, som det var mig at høre om disse smaler og lam. Den bemærkning gjorde jeg også ved mig selv, at her var det et usædvanligt held, at både manden og konen vare så ligesindede i dette stykke. I andre og ikke få tilfælde derimod kan manden være stilfærdig og stadig, men det kan ikke blive til noget med hans ønske om bosættelse formedelst konens uro, eller konen kan være af en bedre art og skylden ligger i mandens drikfældighed o.s.v.

Ja, her, hvor talen er om den hos fantefolk så ofte manglende økonomiske sands, må jeg ikke glemme den gamle bedstemoder, som provst Wettergren i Solum nær Skien har taget op af fantestien og sat ned i en hytte nær hans præstegård. I provstens følge gik jeg hen for at se til hende. Hun var ikke hjemme, og huset var lukket. Men det var tidsfordriv og moro at se huset alligevel: friske spor af en omhyggelig sopelime foran døren, den fuldstændigste orden i den lille bitte have, og bag huset en dynge af smuds og bos, en liden gjødseldynge til haven, så akkurat lagt op, og således pyntet med feining rundt om, at jeg ikke på nogen gård eller plads i Norge har seet det penere.

Siden det altså af flere sammenvirkende årsager er så, at det går meget småt med at få fordums omstreifere hjulpet frem til selvstændig stilling, så er det så meget mere vigtigt at bruge størst mulig flid og omtanke med hensyn til den måde, hvorpå den langvarige og kostbare understøttelse og forsørgelse skal ydes.

Hvad angår børnene, så vil det allerede af tallene i kap. 1 kunne være bemærket, at mange børn, som fra først af fik være hos deres bosatte forældre, har man under opvæxten anbragt til opfostring hos pleieforældre, hos hvem de kunne få en bedre uddannelse både i den ene og den anden retning. Således har presten Moses nu på en tid holdt på med at tage de tilvoxende børn fra den i Klep bosatte familie, som blev omtalt strax ovenfor; forældrene synes vel ikke meget om det, så meget mere som den pengeunderstøttelse, de før nød, må formindskes i forhold til, hvad der må betales for barnet hos fremmede; men det må til. I forbindelse hermed og med hensyn til yttringer i kap. 2 kan jeg tilføie, at samme sognepræst Moses ved sådanne ledigheder bemøier sig med at få fosterlønnen, som før var høi netop i dette præstegjeld, nedsat mere og mere, og det ikke blot for besparelsens skyld, men for at det skal blive tydeligt, at meningen er, at børnene selv skulle betale for sig ved at gjøre nytte i huset, det, de formå.

Som børnene gjerne søges anbragte enten hos skolelærere eller nær fastskolerne, så ere de to ovenfor omtalte døvstumme børn anbragte, det ene i Døvstummeinstitutet i Christiania, det andet hos en familie i Christiansands by for at deltage i undervisningen på institutet der. 6 af vore børn ere nu for tiden i Mikkelsens Opdragelsesanstalt ved Skien, 3 i anstalten Toftes Gave nær Christiania, 2 på en af pleiestiftelserne for spedalske.

Blandt de 240 personer, som nu for tiden ere under forsørgelse, er der 24 par. På få undtagelser nær ere disse blevne ægteviede, efter at de kom i stilstand, og i mange tilfælde måtte det ske på den måde, at der erhvervedes kongelig tilladelse for dem til at blive ægteviede efter ed til thinge og dermed uden forlovere (thi som ukjendte folk kunde de ikke finde nogen, der kunde love eller indestå for, at de ikke vare bundne ved ægteskabsløfte før). To par ere dog ikke ægteviede endnu; det ene af dem er først nylig kommet i stilstand i Stavanger og er for få år siden kommet hid til landet fra Sverige, hvor ialfald hun har sin herkomst, og for det andet par har der i flere år været gjort forgjæves forsøg på at få rede på, hvorvidt han, en gammel svenske, er døbt og konfirmeret eller ei.

13 af hine 24 familier bo i leiede bekvemmeligheder; men for de øvrige 11 er der skaffet særskilte huse, kjøbte ældre eller byggede af nyt.

Denne opregning giver dog ikke noget fuldstændigt mål på al denne møie og omhu. De ægteviede pars antal har nemlig været større; men nogle ere faldne tilbage til fantelivet, andre ere udgåede af listen over forsørgede formedelst dødsfald eller fordi de have kunnet bjerge sig selv. Der har således været anskaffet endda 9 huse foruden hine 11, og i nogle af dem bor der nu enten selvhjulpne eller understøttede enker. Det vilde blive som en liden landsby, om alle disse huse og hytter stod sammen.

Som en herregård mellem de andre vilde pladsen «Roligheden» være, som i Jelse i Ryfylke bleve indrettet for en af de flere familier, der bleve optagne i Klep på Jæderen.

Det var en ung familie, og der skulde forsøges på at hjælpe den frem til selvstændig stilling ved at gjøre manden til husmand. Der blev bygslet et stykke udmark med ret god jord, der ble sat op hus, og her skulde manden æde sit brød i sit ansigts sved. I slutningen af 1859 flyttede han ind, og jeg besøgte ham kort efter. Jeg så ham bærende kvisteved på hoselæsterne i sneen; thi han eiede ikke sko. Og til sit jorddyrkningsarbeide havde han hverken øx eller spade til sine tomme hænder, og disse hænder havde aldrig f.ex. håndteret en ljå.

Nu, en sommer gik, og den næste sommer var jeg hos ham igjen. Den første sommer havde han samlet foder til to melkegjeder, som man havde skaffet ham. Og næste vår havde han sat en tønde potetes og indlagt en liden have til næper og kål. Det stod om at få gjødsel. For 1 ort havde han kjøbt sig en tom tjæretønde til dette brug: den var sat bag huset og var fyldt med vand, og deri kastedes fiskeslog og andet affald. - Meningen var, at det rådne vand nu og da skulde øses ud over marken til gjødsling. Med nogen særskilt dertil bevilget hjælp havde han fået pladsen indhegnet, og denne er så stor, at den fuldt opdyrket skulde føde, om jeg ikke mindes feil, 2 kjør. Af mangel på klæder havde han ikke som andre husmandsfolk i egnen kunnet deltage i sildefisket; men han havde været med ved en seienot, og en gang havde han været alt til Sandnæs og solgt for 5 spd. saltet og tørret sei af eget fiske, en anden gang til Hjelmeland og solgt for 1/2 tønde rug. Derhos havde han drevet på sine tidligere bestillinger og arbeidet vævskeer, kamme og hornskeer. Jeg tænker ofte på dette eiendommelige rydningsforsøg og er helt spændt på at erfare, hvordan det går.

Ved siden af dette store brug, at kalde, får jeg nævne et mønsterbrug, som man kan se ikke langt fra Østerrisøer: en gammel omstreifer, som i sin tid havde været indlemmet i det talrige Gripenfelt-følge, er nu for nogle år siden bleven bosat i en overmåde tarvelig hytte; han har fået lov til at indhegne nogle små jordstrimler tæt omkring, og disse ere ryddede og pudsede, så det er en lyst at se.

Hvorledes hjælpen i adskillige tilfælde har sat folk istand til og tillige opmuntret dem til at tage sig til forefaldende arbeider, så de tildels ernære sig selv og fremdeles kun tiltrænge et mindre tilskud, det kan sees af nogle exempler, som leilighedsvis bleve anførte allerede i kap. 3.

I regelen ventes det jo, når et barn er kommet så vidt, at det er blevet konfirmeret, så skal det kunne forsørge sig selv. Men i nogle tilfælde har det været nødvendigt at støtte under for en del unge mennesker også efter konfirmationen, dels ved at sætte dem i lære, dels ved at love noget tilskud for det første år til den husbonde, som vilde tage dem i sin tjeneste. I nogle tilfælde af dette sidste slags har jeg dog formodning om, at årsagen for en del har været den, at man før har betragtet det altfor meget som hovedsagen at lære børnene at læse, så man ikke tilstrækkelig har øvet dem i arbeide.

Her, hvor talen er om understøttelsesmåden, kan det være sted til at erindre, at i ikke få tilfælde har understøttelsen af de offentlige midler kun været et bidrag, mindre og større, indtil det halve af udgifterne, da de fattigdistrikter, hvor de forsørgede ere befundne at have hjemstavnsret, have overtaget at sørge for resten. Stundom er der truffet sådan aftale, at personen eller familien istedetfor at sendes hjem til hjemstavnsdistriktet har fået lov til at forblive der, hvor de først bleve optagne af fantestien; en smågut f.ex., som var kommen fra sine forældre på Jæderen og tumlede sig ind til Stavanger og bad så vakkert om at få være der og gå på skole, han er nu der, og udgifterne betales halvt af fantefondet og halvt af et landsogn nær Mandal. I andre tilfælde er det gået så, at familien allerede har holdt til i sit hjemstavnsdistrikt, men at fattigkommissionen har ønsket at gjøre noget klækkeligt for at få børnene ordentligt opdragne og i det hele for at få bragt familien i en bedre stilling, at den ikke skulde glide ud igjen på fantestien. Som exempel herpå kan jeg anføre en talrig familie alt oppe i Finmarken; et tilskud fra fantefondet lader til at have virket velgjørende: en søn, som var bleven voxen karl uden nogen skolegang, er nu konfirmeret, de øvrige børn holdes tålelig i skole, manden sysler nu ikke alene som hesteskjærer og kjedelflikker, men også som fisker og jordbruger. «Ved denne leilighed være det mig tilladt at anføre - så heder det i den sidste indberetning fra sognepræsten -, at jeg ikke et øieblik betvivler, at den boplads, han har fået, og som ikke vilde kunne blive erhvervet uden bistand af fantefondet, har været det middel i Guds hånd, hvorved han og familie er bleven reddet fra fantestien, den de vist ikke nu mere ville betræde. På sønnen har Guds ord begyndt at udøve en velgjørende indflydelse, og jeg har ligeledes noget håb med hensyn til de øvrige af familien. Derfor kan jeg ikke andet end på dennes og på det herværende fattigvæsens vegne aflægge den inderligste tak for de denne familie af det kongelige departement velvilligen tildelte midler.»

Med det sidste exempel kom jeg til forlods at give en prøve på, hvad jeg nu vil gå over til at omtale, nemlig hvad der med alle disse forsøg og bestræbelser er udrettet med hensyn til den intellektuelle og moralske tilstand hos de fra fantestien optagne, med hensyn til deres åndelige udvikling og sædelige forhold.

Det er ofte sagt, at fantebørn vise så ualmindelig gode evner. Men foruden at denne fordel hos nogle ialfald vil på en måde være opveiet ved det, som vi før have fremhævet, at et sikkerlig uforholdsmæssigt antal af disse børn ere fjantede og tåbelige, har jeg været i tvivl, om her ikke er nogen forvexling med i spillet. Tingen er, at på grund af den bestandige reisen fra sted til sted og færden iblandt så mange mennesker blive fantebørn ualmindelig tidlig udviklede og få navnlig stor øvelse i at snakke og klare for sig iblandt fremmede, uden spor af forknyttelse. En 6 års fantegut kan bruge sig bedre end en anden gut på 12, og det kan derfor se ud, som om den første havde bedre evner end den sidste, og hans raskhed kan for en stund indtage folk for ham. På en præstegård kunde man ikke noksom berømme en liden pige, som var bleven optagen i nærheden og havde sin gang i huset; alle morede sig ved hendes opvakthed og harmløse vilterhed. «Just som en fugl» var hun. Men da jeg yttrede lyst til at se fuglen, forberedte man mig på, at hun ikke længer var som før, hun var nu ligesom begyndt at blive undselig. - Dette exempel tør passe på mange. De kunne vække opsigt og vinde yndest formedelst deres ligefremhed og modighed; men den rette barneynde, som halvt skjuler sig under undselighedens og blyghedens tilbageholdenhed, den mangle de, og de må komme i et godt opfostringshjem, således som heldigvis netop denne lille pige, om den skade skal læges.

Borte på Vestlandet gik jeg en dag hen til en skolelærer, som nogen tid havde havt en voxen fantegut i sit eget hus til opdragelse; ved omstændelig samtale med ham tænkte jeg at komme efter, hvordan det virkelig monne have sig med en ting, som jeg oftere havde seet omtalt i indberetninger, nemlig at voxne mennesker ikke alene ikke kjendte bogstaverne, men fast ikke havde det mindste begreb om christendom.

Han, som jeg nu fik høre om, ansåes for at være et ret exempel på udpræget fantenatur. Han var, da skolelæreren havde ham, 24 år gammel, og han kom ligefra en fantekvinde, som han havde været sammen med i 8-9 år, men som nu var en 70 år gammel. Ja, hun så ud til å være endnu ældre, med røde rindende øine, hvorimod han sagdes at se ret godt ud, med sin høie, slanke figur, brune øine, mørkt hår. Af fantefolks beretninger var det fuldt bekjendt, at de havde fulgtes ad som mand og kone, og han nægtede heller ikke for det. Medens han var her i huset, kom hun en gang i nærheden og vilde lokke ham, og tilsidst fantegik han for en stund og var atter i lag med hende. Det var vistnok med et slags skamfuldhed eller ærgrelse, han i sine bedre stunder talte om denne vederstyggelige forbindelse, men han anså forholdet ikke ellers for syndigt; synd vilde han snarere kaldt det, om han havde løbet til og fra den ene kvinde efter den anden. På grund af hint forhold var det ellers kun med overvindelse, at skolelæreren og hans familie tog ham op imellem sig. Så var der også den ækelhed ved ham, at han havde svul i det ene øre, som det randt af, noget, som han havde gået med i årevis. Men dette kunde igjen tjene til undskyldning for, at han var så vimset; ja, mellem fanterne gik det ord, at han ikke altid skulde været ved sine fulde fem. - Ellers kunde han folke sig nok så godt i det daglige, ved spisebordet o.s.v.; i selskab med anden ungdom hørtes han stundom at bande overmåde stygt, men det agtede han sig for i skolelærerens nærværelse. Det viste sig dog ellers ofte, hvor påfaldende lidt han havde af grundsætninger eller af kraft til at beherske sit sind; en ubetydelig modsigelse kunde bringe ham i iver. - Med erindring om et par voxne kvinder af fantefolket, som ellers havde taget sig op og havde udviklet sig ret godt i flere måder, nemlig pigen på Flekkerø og hun i Arendal (kap. 2), men som der var det påfaldende ved, at de ikke havde kunnet lære at tælle såvidt, at de kunde skjønne penge (hun på Flekkerø kunde af den grund ikke sendes i erinde til Christiansand for at sælge fisk, noget, som man ellers trygt betroede hende, og dette gjorde det tildels vanskeligt for hende at få tjeneste der på øen), med erindring herom spurgte jeg, om denne karl kunde tælle. Jo, det kunde han allerede fra fantestien af. - Han gjorde ingen hemmelighed af, at han kunde fantesproget. Kom andre fanter og besøgte ham, talte de det sammen. Og i sin åbenmundethed fortalte han mange af de kneb, som fanterne bruge for at slå sig igjennem. - Hvad angik arbeidsvæsen, sagde skolelæreren, at han næsten ikke havde seet nogen med bedre lag til at arbeide end ham; spaden kunde han godt bruge, hakken ligeså; han manglede heller ikke legemskrefter og brugte dem også, når man kun vilde høle for ham. Men efter hint lokkeforsøg af den gamle var det ikke frit for, at han kom med den indvending, at der jo blev betalt for ham, så han ikke havde nødig at gå med i arbeide.

Med hensyn til hans boglige og religiøse kundskab, og det var nærmest det, vi skulde høre om, mærkede jeg mig disse træk: Engang - så fortalte han ved en leilighed - da han med et fantefølge en aften holdt til i en høilade og de vare drukne og sloges, bleve de pludselig så forskrækkede; de så eller hørte noget, som vist var «den onde». Ellers var det sjelden at tanken om sligt var kommet for ham, medens han reiste; dog havde han bevidsthed om døden og dommen, om himmel og helvede. Han vidste ikke alene i almindelighed at skjelne mellem godt og ondt, men han vidste også der var noget, som hed de ti bud; han kunde dem imidlertid ikke. Fadervor og bordbønnen kjendte han stykker af, og den navnerække: «Fader, Søn og Helligånd» var ham bekjendt, den brugtes ved dåben, vidste han. Navnet «Jomfru Maria» kjendte han også, og han vidste, at hun var moder til en, som hed «Jesus». Om en «Frelser» havde han også noget begreb, men meget dunkelt. Da skolelæreren kom til at lære ham det sammensatte navn «Jesus Christus», var det ham noget nyt, og det måtte gjentages og indskjærpes ham tre dage, før det hang fast. - Af bogstaverne kjendte han nogle få, og «Katechismus» vidste han om; hine brudstykker af bønner vidste han stod i den. - I den tid han var her, noget over 2 måneder, lærte han at læse nogenlunde de 4 første parter af Katechismen; i andre bøger måtte han stave sig frem. - Nu fantegik han, kom et halvt års tid efter tilbage, blev atter optaget i et andet hus - og i den mellemtid havde han næsten glemt læsningen. Det andet forsøg varede knap en måned, da han fantegik igjen. Og siden har han sværmet om.

Den her fremstillede fant skulde nærmest give et exempel på, hvordan åndsudviklingen kan være i denne klasse. Hvad særligt angår den moralske tilstand, så har jeg allerede leilighedsvis erindret om fantenaturens arbeidssky, store sanselighed, ustadighed. Her skal jeg søge at give forestilling om dens heftige sinde.

Jeg så en fant stå i samtale med to almuesmænd, angående en sti, som disse gjerne vilde have over en mark, som han havde fået til brug. Han afslog begjæringen, og de gjentog den med tillæg af en ny grund. Han blev sindt, men disse blev ved i al sindighed. Sindet steg hos ham for hvert ord, som blev vexlet. Det kogte, høiere og høiere. Han hengav sig med aftagende bevidsthed til den berusende lidenskab. Det var som en vellyst. Således kan en brændevinsdrikker, som først har fået blod på tand, med vellyst hæve glasset og sætte det for munden og tømme det. Jeg stod hos, som sagt, og søgte at bringe ham til besindelse; men det var for silde. Han var bleven en vildmand; de to mænd gik skyndsomt bort og betragtede ham med taus forundring, til han havde raset ud.

En ung moder, 17 år gammel, liden og spæd af væxt, var optagen til konfirmationsforberedelse. Engang sad hun inde på præstens studereværelse; han havde kaldt hende til sig for at foreholde hende et og andet. Noget deraf blev hun fortrydelig over. Hun blev siddende på sin stol, medens præsten talte, men stille kunde hun ikke sidde; hun trampede i gulvet af arrighed, fødderne gik som trommestikker. Og dette mod en præst, som netop fanterne nær og fjærn søge hen til for hans mildheds og hjælpsomheds skyld! Da præsten af hendes opførsel fik mistanke om, at hun kanske vilde fantegå, straffede han hende med at sige, at han vilde give hendes husbondsfolk ordre til at tage til sig og gjemme de nye klæder, man havde skaffet hende. - Hun gik hjem. En stund efter indfandt også præsten sig. «Se her» sagde husmoderen, og pegte på et par nye strømper, som pigen ved tilbagekomsten fra præstegården havde givet sig til at plukke op, så der var ikke mere igjen af dem end et garntufs. Og lidt efter tog hun flugten.

Om en gut, som allerede i en 5 års tid havde været til forpleining hos en brav familie i en af de vestlandske byer, blev det sagt i en indberetning fra fattigkommissionen, at han var så flygtig og vilter og tilbøielig til gadeuorden og slagsmål, at pleieforældrene var nødte til at holde ham inde næsten bestandig; men på veien til og fra skolen blev han ved at øve sine streger. Han var nu i 11te året. Samme år kom jeg til byen, og jeg opsøgte naturligvis gutten. Jeg syntes nok så godt om ham. Men så, under samtale med ham og pleiemoderen, blev jeg opmærksom på, at et jevngammelt pigebarn, som hørte huset til, var blodig over næsen. Hvad var det? Jo, nys før jeg kom havde gutten slået hende lige i ansigtet med et vedtræ (og samme træet blev fundet frem og viist mig), og pleiemoderen havde ikke fået ham til at bede om forladelse. Mest for dette sidste gav jeg ham et ørefigen - netop såvidt, at det kunde blive ham tydeligt, at jeg lastede hans opførsel. Men gutten til at ramskrige, og vilde flyve på dør i sin trodsighed, så jeg havde nød med at holde ham, før jeg gjorde mine til at sende bud etter politiet for at putte ham i hullet.

Dette barns exempel leder hen på den tanke, at hint sinde, som så mange af fanterne overvældes af, er ikke alene en ved deres egen skyld udviklet lidenskab, men for en del et arvestykke.

Der tales så ofte om, at reiselysten nok er fanterne medfødt, så det ikke er at vente andet, end at når et barn, som har været til opfostring blandt bosiddende folk, voxer op til selvrådig alder, så vil lysten vågne og drive ham ud på fantestien, hvor forældrene gik. Men om det just ikke kan forståes, hvorledes lysten til netop det slags udskeielse kan stikke i blodet, så står det vel ikke til at nægte, at visse uheldige gemytsbeskaffenheder både kunne være udviklede hos forældrene ved deres tøileløse liv og fra dem kunne være forplantede på børnene, en udvikling, som ved fortsættelse flere slægtsled igjennem kan have nået en usædvanlig høide. Men hertil kan blandt mere netop dette let opbrusende og voldsomme sinde høre, og en af de udskeielser (men ikke den eneste), som denne lidenskab kan lede til, er at bryde alle de bånd, hvormed en flereårige opdragelses omhu har søgt at fængsle den opvoxende unge, og så stryge afsted ud på fantestien.

Nu, efter disse prøver på, hvorledes den intellektuelle og moralske tilstand kan være blandt både ældre og yngre, som optages fra fantestien, kommer jeg tilbage til det antydede spørgsmål: Hvad er der da i denne henseende udrettet med dem ved de gjorte forsøg? Hvad forbedring og fremskridt kan der mærkes?

Med dette spørgsmål i munden har jeg reist om og seet til og forhørt mig om en stor del af dem. Og med samme spørgsmål i tanken har jeg nu ganske nylig læst den lange række af årsberetninger fra præsterne om dem allesammen. Det er som at gå omkring mellem træerne i en have og lede efter væxt og blomster og frugt.

Man har seet, hvor mange det desværre er, som ere faldne tilbage til det tidligere uliv, og jeg har fremhævet, hvor få det er, som have gjort så vidt fremskridt, at de have kunnet begynde på at forsørge sig selv. En beslægtet ting er denne, at af dem, som endnu ere i stilstand, er der adskillige, som vise så liden sands for at tage sig op, at håbet næsten må slippe dem. Personer, som en tid gave så godt håb, have siden forandret sig til det værre; ikke sjelden heder det om en eller anden, at nogle af hans slægt have besøgt ham, og at han siden har været så urolig. Om en familie i Skiens-egnen, hvis tidligere forhold nogenlunde havde svaret til den udmærkede omhu, som var viist dem af vedkommende sognepræst, måtte jeg endog i indberetning til departementet se en antydning af, at den efter et besøg af mig selv, ved hvilken leilighed jeg havde tilrådet at tilstå et noget rundeligere bidrag, havde forandret sig til det værre, og viist mindre nøisomhed og arbeidsomhed. - Om nogle af de yngre heder det, at de have gjort vakkre fremskridt på skolen, men at de ere selvrådige og arbeidssky; andre siges at være så tungnemme og dorske til at lære, at det har lange udsigter med deres fremgang i så måde, medens de roses for villighed og stadighed. Ja, fast overalt, i hver familie, hos hver person, kommer noget af den gamle skrøbelighed tilsyne, mere og mindre, nu i denne, nu i hin retning.

Der er visselig meget nedslående i denne mønstring og ransagelse.

Men med alt dette vover jeg endnu at sige tilsidst, at jeg har fået det indtryk af det hele, at det går dog frem. Der er liv, der er spor til væxt, tegn til blomst.

Det går småt, vistnok, og man må være oplagt til at agte på små ting for at opdage bevægelsen.

Det kan ofte være vanskeligt at skjelne ret mellem de mange iagttagelser, som virke med og mod hinanden og danne det samlede indtryk. Kanske de 100 personers åbenbare tilbagefald ikke har gjort så stærkt indtryk, som det skulde, af den grund, at det er noget, som man har været så snar til at tænke sig på forhånd; kanske et lidet tegn hist og her på, at en fant begynder at folke sig, gjør større indtryk end ret er, på grund af, at man forud har håbet så lidet af disse folk.

Men om børnene hører jeg dog i sandhed ret ofte, at de med barnlig tillid slutte sig til fosterforældrene, og om de ældre, som have været nogen tid i stilstand, berettes det ret ofte, at det således ikke synes muligt for dem at tage på vandringen igjen.(197).

Og til disse gunstige vidnesbyrd kommer endnu en ting, der ligesom halv uformærkt, men dog vist ikke med urette har indvirket på min glade mening og mit gode håb, jeg mener: Synet af den omhu og deltagelse, som ret på mange steder har været viist imod de optagne.

Jeg glemmer aldrig en stund. Jeg sad hos en fiskerfamilie, hvor et fireårigt pigebarn var anbragt til opfostring; jeg sad i stuen og talte med manden og datteren, og samtalen dreiede sig naturligvis om den lille, som gik og tullede på gulvet. Under dette kom husmoderen hjem; hun havde været i byen et erinde. Endnu med reisetøiet på, satte hun sig ned for at høre på og besvare mine spørgsmål, barnet sluttede sig til hende, og uvilkårlig således som mødre gjøre løftede hun hende op på sit skjød, men med blik og tanke fremdeles vendt henimod mig. Men hva var det? den lille hørtes at græde, stille men inderligt. Hvad kunde det være? Ah, nu skjønnede pleiemoderen det. Barnet var vant til å «få noget» ved hendes tilbagekomst fra byen (og hun var ofte i byen for at sælge fisk), men da konens hele opmærksomhed var bleven optaget ved min nærværelse, havde hun glemt dette, og nu først kom et æble frem, som hun virkelig havde med fra byen, og strax var gråden standset.

Er det ikke ret at håbe og tro, at et barn, som voxer op under sådan pleie, skal arte sig derefter? Men nu betragter jeg den hele flok som en umyndig og hjælpeløs, der ved optagelsen fra vildstien er kommet under god pleie, i et velsindet folks tækkelige hus og fredelige hjem.

Ofte har jeg beundret præsternes tålmodighed og nidkjærhed i denne sag; ofte har jeg glædet mig over de træk af forstandighed og mildhed og velvillie, som jeg har fundet hos almuen, når jeg har seet efter, hvorledes det har sig med børnene omkring i husene eller med de bosatte imellem naboerne.

Foruden den umiddelbare indflydelse på dem, som selv have ladet sig optage til forsørgelse, synes jeg også på mange måder at have mærket, at den hele offentlige foranstaltning har gjort stærkt indtryk også på de flokke, som hidtil have holdt sig udenfor. Før gik deres tanke ud på, hvordan de skulde klare sig for lensmand og sorenskriver; nu har det idelig været emne for deres tanke og samtale, om de skulde, eller skulde ikke, gå hen til nogen af præsterne og tage mod den tilbudte hjælp. Men dermed er det kommet til et vendepunkt. Når en fant, som der har været anvendt en stor sum af både penge og omhu på, endda fantegår, så kunne hans kammerater ikke andet end skamme sig på hans vegne (se kap. 2, slutn.); når de se en familie, som før traskede om i elendighed og foragt, nu ordentlig bosat, i et pynteligt hus, og beskjæftiget med et nyt tillært ærligt arbeide (f.ex. hine teglværksarbeidere), så undse de sig på egne vegne. Men en omstreifer, som slår øinene ned, som føler sin stillings usselhed og ulykke, han er ikke længer en fant af det arge slag.

Når jeg til hine fremskridt, som jeg tror på, endnu lægger de velgjerninger, som jeg ser, at døvstumme, vanføre og vanvittige, som før slæbtes ynkelig omkring, nu forpleies forsvarlig og godt, så føier det hele sig sammen til en ganske betydelig sag. Samfundet har allerede høstet af de penge, som Storthinget har sået. Der har været den, som har givet væxt.

6. PLAN FOR FREMTIDEN

Til disse forsøg som Storthinget selv benævnede dem «Forsøg på at skaffe fanter og andre deslige omstreifende og hjemstavnsløse personer en lovlig næringsvei og deres børn en ordentlig opdragelse», blev der fra først af, for årene 1854-1857, bevilget af statskassen 2000 spdlr. årlig. Og dette beløb blev ikke engang brugt op da. Men siden har tingen voxet, formedelst tilstrømmen af flere og flere, som bad om optagelse. Det er bleven udbetalt

i året 1857
omtrent
1860 spd.
- - 1858
-
2740   -
- - 1859
-
2410   -
- - 1860
-
4240   -
- - 1861
-
4270   -
og i året 1862, 1ste halvdel,
-
1830   -(198)

Men siden dette værk altså har været drevet så lang tid og i så stor udstrækning, så kunde det være både venteligt og ønskeligt, at der var vundet sådan erfaring, at de såkaldte forsøg kunde afløses af en fastere plan for fremtiden.

Og en sådan plan er det, jeg nu skal yttre mig om.

På den ene side mener jeg, at hine forsøg have havt et såvidt heldigt udfald, at man ikke behøver eller bør bryde med den gjorte begyndelse og slå ind på noget ganske nyt eller modsat. Men på den anden side er det neppe muligt nu for tiden at angive nogen sådan fast plan, som kunde antages at vare lige til enden.

Tingen stiller sig så for mig, at man må fortsætte med den gjorte begyndelse, men således, at sagen både udvikles og udvides. Men denne udvidelse og udvikling kan ikke ske anderledes end stykkevis, fra tid til anden, fra det ene besluttende og bevilgende storthing til det andet.

Jeg skal altså ikke prøve på at fremsætte nogen vidt forudseende plan, men kun angive nogle stykker eller påpege, hvad der for det første er at gjøre mere og videre end hidtil.

I min «Anden årsberetning, den fra ifjor, hentydede jeg på første side til fanternes medfødte ulykke, den, at de formedelst fødselen høre disse såkaldte følger til, der formedelst indbyrdes slægtskaber ere sammenkjedede til at danne det hele fantefolk. Ordene faldt så:

«Det er besynderlig ulykkeligt at høre med til denne kjede. Kun få ere de, som komme løs; de fleste ere hildede og bundne for levetiden.»

«Det sees da også, at de så lidet kunne styre sig selv og bjerge sig selv.»

«Men just derfor vilde jeg have dem anbefalede, navn for navn, til øvrighedens årvågenhed,(199) til fattigbestyrelsens omhu, til præsternes tjeneste.»

«Og jeg vilde have dem anbefalede til Storthingets fortsatte pengebevilgning.»

Men hvad jeg havde for øie ved disse ord om «Storthingets fortsatte pengebevilgning», det kan jeg forklare på den måde, at jeg anfører, hvad jeg ved samme tid yttrede for Kirkedepartementet, nemlig at man ikke alene måtte søge at holde det gående med den hidtil forsøgte forsørgelse, men at man tillige burde være betænkt på at få en særskilt bevilgning af statskassen til oprettelse af et par midlertidige tvangsarbeidshuse for fantefolket i strøget mellem Stavanger og Skien, at sige, dersom det forestående (det nu forsamlede) Storthing ikke vilde gå ind på det påbud, som var påtænkt i det da udarbeidede udkast til ny fattiglov, nemlig at der inden vis frist skulde være indrettet tvangsarbeidshuse for alle amter og byer hele landet over(200).

Ved den tid, da jeg yttrede dette, havde jeg netop sluttet en sammenhængende række af inspektionsreiser, som jeg kan kalde det, gjentagne reiser hen over Vestlandet eller omkring i hint strøg mellem Stavangeregnen til Skiens-kanten, hvor jeg (på en undtagelse nær) så til alle de personer, som vare gjenstand for forsørgelse, og hvor jeg forhørte mig om hver eneste af dem, som vare fantegåede, samt så vidt muligt om dem, som ellers vedblev at vandre på fantestien. Ved disse mange besøg og efterspørgsler var det blevet hos mig, jeg vil ikke blot sige: en bestemt overbevisning, at der er ikke andet for, end at man må have mere af tvang mod fantevæsenet - men end mere et alvorligt ønske om, at man kunde komme også dem til hjælp, hvis uforstand og lidenskabelighed tiltrænger en sådan behandling, som alene et vel indrettet tvangsarbeidshus kan yde.

Jeg tilføier, at jeg i samtale med mangfoldige af fanterne på hine reiser sagde til dem selv, hvad jeg mente og ønskede, og at jeg ikke skulde spare tid for at se tingen fremmet.

Til den ende søgte og erholdt jeg anledning til ifjor høst at gjøre en reise til Danmark og Sverige for at se, hvorledes man der havde taget det med deslige forulykkede folk, og navnlig for om muligt at lære, hvorledes anstalter af det nævnte slags skulde indrettes på det bedste.

Medens jeg var borte på denne reise, begyndte det nu forsamlede Storthing sine arbeider, og blandt nogle af thingmændene fra hin kant af landet, der ligeledes anså det for hensigtsmæssigt at der blev anlagt et tvangsarbeidshus for statskassens regning, opkom den tanke, at nu, da så mange militære indretninger vare flyttede fra Fredriksværn og dermed adskillige offentlige bygninger stode ledige, kunde man kanske for billig bekostning få det indrettet her. Sagen kom for selve Storthinget, og dette stillede et spørgsmål desangående til regjeringen.

Nu nylig er det kommet dertil, at det må ansees for afgjort, at den nye fattiglov, som monne udgå fra dette Storthing, ikke vil komme til at indeholde hint påbud om tvangsanstalter. Og for dette tilfælde var det min agt at indgå til Kirkedepartementet med nærmere forestilling om hin midlertidige foranstaltning, som jeg foreløbig havde yttret mig om.

Men dette er blevet overflødigt derved at jeg på begjæring af samme departement nu ganske nylig har avgivet en særskilt erklæring i anledning af hint spørgsmål fra Storthinget. Min erklæring gik nemlig ud på at tilstyrke tanken om et tvangsarbeidshus i Fredriksværn. Vel havde jeg selv tidligere tænkt mig, som anført, to sådanne anstalter, og det på steder, som lå mere bekvemt for det nævnte strøg; men jeg byttede mit videre gående ønske med det vissere håb dog at se noget fremmet. Kun gjorde jeg mig særskilt flid for at fremhæve visse hensyn ved selve indretningen, at den kunde blive hensigtsmæssig.

At have tvangsarbeidshus betragtes hos os som et fattigvæsensanliggende og derfor i en vis måde som kommunesag. Loven giver myndigheden (ifølge fattigloven kunne personer, der ere hengivne til ørkesløshed og drukkenskab og ikke kunne ernære sig selv, sættes i tvangsarbeidshus formedelst en politiforanstaltning), og underholdningspenge gives af statskassen (Justitsdepartementet har vedtaget at betale af delinkventfondet 8 skill. daglig for hver indsat person); men for resten er det overladt til kommunen at have tvangsarbeidshus eller ei.

Ifølge indberetninger var antallet af de således behandlede personer hele riget over i året 1861, som følger:

i Christiania tvangsarbeidshus .. .. .. .. .. .. ..

436

i Throndhjems   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

47

i Bergens .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

113

i Stavangers   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

51

i Smålenenes .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..